Cover-billede: WikiImages, Pixabay.com

Darwin ønskede udryddelse af 'de ligegyldige'

Skrevet 1. september 2019 af Søren Kristensen (senest opdateret 25. december 2022)

Af hensyn til opadgående samfundsudvikling ønskede Charles Darwin færre svage samfundsmedlemmer. Han fremhævede udryddelsen af disse som noget positivt, og gjorde det klart at han ønskede at dette ville ske. Det fremgår, når man læser Darwins ”Menneskets afstamning og parringsvalget” fra 1874.

Der har de seneste år været en ret ophedet debat om, hvor vidt Darwin var racist. Bl.a. i Kristeligt Dagblad; her er det i artiklen “Darwin rangordnede mennesker, men var ikke racist“, en professor ved Aarhus Universitet – som selv skriver “Darwin er en af mine store helte” og derefter går ud i et længere forsvar for Darwin.

Svært at erkende Darwins racisme og ideologi om racehygiejne
Men det er helt rigtigt at Darwin rangordnede mennesker, bl.a. i en gruppe som var “ligegyldige” og helst ikke skulle eksistere i denne verden.
Hvis man læser andre af Darwins tekster end de uddrag denne professor omhyggeligt udvælger for os, så er det, efter min mening, meget svært ikke at indse, at Darwin var både racist og eugeniker. En eugeniker er en person der ønsker udryddelse af hvad de definerer som “laverestående” mennesker af hensyn til samfundets udvikling. Den danske oversættelse af ordet er typisk; “racehygiejne”.
Charles Darwin var faktisk med til at definere eugenikken – de tanker om “racehygiejne”, som senere især i 1930'erne blev implementeret i praksis i bl.a. Nazi-tyskland, men også væsentlig mindre kendt i Danmark.
Men det er tilsyneladende meget svært at komme overens med dette. Især hvis man er ansat på en læreanstalt.
Diskussionen er meget mærkelig, da man blot behøver læse Darwins værker, for at indse hans uomtvistelige racisme og eugeniske grundsyn.

Darwins racisme som baggrund for hans argumentation for "abe-til-menneske-evolution"
Darwins tydelige racisme forsvares med, at han var en del af en racistisk samtid. Men det specielle ved Darwin var, at hans argumentation for "abe-til-menneske-evolution" i ikke ringe grad hvilede på hans racistiske syn på ikke-hvide. Darwin indrømmede, at springet fra abelignende væsen til menneske kan virke som et for stort spring for bevidstløs evolution. Men han fremførte som modargument, at dette ikke er tilfældet hvis vi erkender, at de "lavere racer" er langt tættere på aber end de "højere racer." Kaukasiere var efter hans opfattelse, på toppen af ​​den menneskelige evolutionære pyramide. Der er adskillige eksempler på dette princip i Darwins tekster. Flere af disse fremlægges i denne artikel, som spørger "Hvad kom først: Racismen eller teorien?"
I sin tekst "The Voyage of the Beagle" om sin rejse med skibet HMS Beagle fra 1831 til 1836, beskriver Darwin nogle af de oprindelige folk, han mødte, som barbarer, der befandt sig i det
"laveste og mest vilde stadie... hvis selve tegn og udtryk er mindre forståelige for os end dem af de tamme dyr; mænd, der ikke besidder disse dyrs instinkt, og som endnu ikke ser ud til at prale af menneskelig fornuft.”

Senere mødte han de "stakkels fattige" i øgruppen Tierra del Fuego ved den sydlige spids af Sydamerika . Her skriver han, at han, havde svært ved at tro, at;
"de er medskabninger og indbyggere i den samme verden. Det er en almindelig formodning, hvilken glæde ved livet nogle af de lavere dyr kan nyde; hvor meget mere rimeligvis kan det samme spørgsmål stilles med hensyn til disse barbarer."

En gammel selvbevidst hund og 'en ussel australnegers hårdtarbejdende kone'
Darwin fremhæver i ”Menneskets afstamning og parringsvalget” nogle dyrs gode egenskaber og sætter dem op imod, hvad han betragter som de laveststående menneskeracer. Dette tilsyneladende for at vise, at overgangen mellem dyr og mennesker er glidende. For eksempel siger han et sted, at en gammel hund med god hukommelse er i stand til at have en form for selvbevidsthed, mens det er mere tvivlsomt, om det er tilfældet med en ”ussel australnegers hårdtarbejdende kone, som næppe bruger nogen abstrakt betegnelse, og som ikke kan tælle højere end til fire”.

Sympati for "de laverestående" - men en rød tråd af racistisk logik
Det er rigtigt - som professoren fra Aarhus Universitet ynder at fremhæve - at Darwin flere steder også fremhæver positive sider ved negre og andre af dem, han betragter som "laverestående". Nogle steder giver han udtryk for sympati og endda også enkelte gange personlig involvering med dem. På et tidspunkt skriver han for eksempel i "The Descent of Man" (Menneskets afstamning, 1871):
”De amerikanske aboriginer, negre og europæere adskiller sig lige så meget fra hinanden i tankerne som alle tre racer, der kan nævnes; dog blev jeg uophørligt ramt, mens jeg levede med Fuegianerne ombord på 'Beagle', med de mange små karaktertræk, hvilket viste, hvor lig deres sind var vores; og sådan var det med en fuldblods neger, som jeg tilfældigvis engang var intim med.”

Ikke desto mindre er der gennemgående i Darwins værk en racistisk logik, hvor menneskehedens "lavere racer" er en betydelig del af forbindelsen tilbage til vores abelignende forfædre.
Artiklen om Darwins racisme er lang og har adskillige eksempler herpå.
Fx insisterer Darwin i "Descent of Man" på, at "de vildes lave moral, som bedømt efter vores standard", skyldes, at deres "ræsonnementsbeføjelser [er] utilstrækkelige i forhold til at anerkende betydningen af ​​mange dyder, især de selvrespekterende dyder, på stammens generelle velfærd.”
Darwin er sikker på at "de vildes" ræsonnementsbeføjelser er så langt lavere end de højerestående hvides (som selvfølgelig er den race han selv tilhører).
"Foranderligheden eller mangfoldigheden af ​​mentale evner hos mænd af samme race, for ikke at nævne de større forskelle mellem mænd af forskellige racer, er så berygtet, at der ikke skal siges et ord her."

Med andre ord: Ligesom der er kloge og dumme mennesker blandt en befolkning af samme race, så mener han også, at der er en stor forskel i gennemsnitlig intelligens mellem én race og en anden. Som Darwin siger flere sider senere, har mennesket "givet anledning til mange racer, hvoraf nogle er så forskellige, at de ofte er blevet rangeret af naturforskere som særskilte arter."

Darwin: Skadeligt for menneskeracen at tillade sine dårligste at forplante sig
For at vise påstanden om Darwins racehygiejniske idéer, vil jeg her give et referat af kapitlet ”Kvalitetsvalgets indvirkning på de civiliserede folkeslag”, som starter på side 167 i bogen ”Menneskets afstamning og parringsvalget” (dansk oversættelse af engelsk original). Men jeg anbefaler, at man selv læser teksten i sin fulde udstrækning, hvis man er i tvivl om rigtigheden.

Her starter Darwin med at skrive, at blandt ”de vilde” finder der en naturlig udryddelse sted af ”de der er svage på sjæl eller legeme”. ”Vi civiliserede mennesker gør derimod alt hvad vi kan for at standse udryddelsesprocessen, vi bygger asyler for de gale, for krøblingene og de syge, vi laver fattiglove og vore læger gør alt hvad de kan for at frelse hver enkelts liv lige indtil sidste åndedrag”.

”På den måde kommer de civiliserede samfunds svageste til at efterlade sig afkom”, skriver Darwin.
Lige præcis her peger Darwin på at ”Ingen som har lagt mærke til dyreopdræt vil tvivle på, at dette jo i høj grad må være skadeligt for menneskeracen.” – og her ærger han sig over at man ikke regner mennesker som dyr: En dyreopdrætter ville ikke tillade sine dårligste dyr, at forplante sig og lade dem degenerere hele flokken.

”Den instinktmæssige sympati” står i vejen for "den fornuftige udryddelse"
Nu kommer så afsnittet hvor Darwin reflekterer over det han kalder ”den instinktmæssige sympati”, som står i vejen for den udryddelse som ”den strenge klogskab” ellers fordrer.
”Vi kunde ikke standse vor sympati, selv om den strenge klogskab tvang os dertil uden at noget af det ædleste i os blev forringet.”, skriver han. Det kan man jo så måske forsøge, at klynge sig til for at undgå at erkende, at Darwin agiterede for racehygiejne.
Men det bliver svært igen allerede i de næste linjer, som afslutter dette afsnit. Her skriver han nemlig igen om ”de slette virkninger, som det, at de svage får lov til at leve og formere sig, utvivlsomt har”. Og han fortsætter: ”Der synes dog i det mindste at være én hindring, der stadig er virksom, nemlig den, at selskabets svagere og ringere medlemmer ikke så let kommer til at gifte sig som de sunde, og denne hindring kunne gøres uendeligt meget større, ifald de, der var svage på sjæl eller legeme, undlod at gifte sig, men dette er næppe mere end et fromt håb.”

Læs også: Statsminister Mette Frederiksen: 'Det er ikke nødvendigt med nuancer i spørgsmålet om abort'

Darwin agiterede for den mest almindelige form for racehygiejne
Darwin ønskede altså at de “svagere og ringere medlemmer” af samfundet ikke fik lov til at gifte sig og dermed formere sig. Dette er den “milde” form for udryddelse af “laverestående” mennesker, som de fleste eugenikere agiterer for.
Herefter skriver Darwin lidt om sit syn på rige og fattige mennesker. Pengenes magt er grunden til, at ”de civiliserede racer har udbredt sig og nu overalt udbreder sig, således at de kommer til at afløse de lavere racer”.

Senere i kapitlet skriver Darwin, at selv om civilisationen på mange måder forhindrer ”kvalitetsvalgets virkning”, så begunstiger den alligevel ”legemets bedre udvikling”. Som han skriver; ”Dette kan man slutte sig til deraf, at de civiliserede mennesker, hvor som helst, altid i fysisk henseende er stærkere end de vilde …”.

For mange "uforsynlige og ligegyldige"
Så mediterer Darwin lidt over de højerestående ”åndeligt overlegne”’s formering i forhold til ”de uforsynliges og ligegyldiges mangfoldiggørelse”, som han mener tipper i en ubalance mod for mange af de uforsynlige og ligegyldige.

Nu vælger Darwin at citere en af sine åndsfæller ”Hr. Galton”, som tænker højt over samfundets genier og fremragende mænd og i den sammenhæng skriver: ”… Hvad legemsbygning angår, så er det udvælgelsen af de lidt bedre byggede og udryddelsen af de lidt mindre vel byggede individer og ikke-bevarelsen af udprægede og sjælne anomalier, som betinger artens fremadskriden.” Denne ”Hr. Galton” var Darwins halvfætter Francis Galton, som blandt historikere regnes for at være eugenikens ophavsmand. Han baserede sine idéer på Darwins skrifter, og som man kan se her kørte de også parløb og skabte i vekselvirkning grundidéerne bag eugenikken.

Artiklen fortsætter under banneret.

Læs også: En hund der siger miav...?

Henrettelse af de kriminelle utugtige kvinder trækker i den gode retning
Kort fortalt er hele kapitlet en tour de force i racisme og eugenik. Darwin fortæller f.eks. at selvmord blandt de gale, henrettelse og indespærring af de kriminelle, utugtige kvinder, som trods alt kun får få børn, trækker i den for samfundet gode retning – de laverestående forplanter sig på den baggrund mindre.

Lad os slutte med dette sigende citat fra kapitlet: ”… en yderst vigtig hindring for forøgelsen af antallet af mænd af en højere klasse i de civiliserede lande er den kendsgerning, at de meget fattige og ligegyldige, som ofte er degraderede af laster, næsten altid gifter sig tidligt…” (mens de fornuftige og sparsommelige gifter sig sent).

Man vil ikke se det - på grund af ideologi
Hvis man ikke kan se at denne mand er racist og eugeniker, er det fordi man ikke vil se det. Formodentlig af ideologiske årsager. At man evt. bortforklarer det med ”kulturel kontekst” el.lign skriger til himlen. At Darwins omgangskreds og kultursammenhæng var racistisk ændrer ikke på, at Darwin var det og det gør ikke hans omverden til eugenikere. Eugenikken blev defineret i netop disse år af Francis Galvin i kommunikation med andre ligesindede højtagtede mænd, bl.a. Charles Darwin, så disse tanker var nye og ikke udbredte i samfundet. Det blev de først senere fx i det nazistiske Tyskland.

Darwin var en racist og eugeniker, der overbeviste verden om, at livet er alles kamp mod alle
Men mere væsentligt: At en mand, som med sine skrifter var en helt afgørende faktor i den omvæltning af moderne menneskers personlige, historiske, kulturelle og sociale selvforståelse som skete i slutningen af 1800-tallet, – at han var racist og eugeniker – bør vække dyb eftertanke.
Vi taler om en racist og eugeniker, der med sine tekster overbeviser om, at livet er alles kamp mod alle, og at den bedst egnede overlever og udvikler sig – hvilket er det vigtigste. Så kan og bør mand og tekst ikke kunstigt holdes adskilt.

På læreanstalter og blandt professorer o.lign. ikke vil man helt åbenlyst ikke erkende disse ting. Langt mindre vil man selvfølgelig formidle det til de unge mennesker. Tværtimod fornægter man det – og det fortæller noget om de store problemer disse institutioner har med virkeligheden. Hellere bøje den, eller pege fokus et andet sted hen, hvis der er noget der ikke passer med den gængse fortælling – fx om Charles Darwin som helteskikkelse i den videnskabelige verdenshistorie. Samtidig fortsætter man med ureflekteret at hælde Darwins ”evolutionslære” i hovedet på unge mennesker, i stedet for at fremlægge den som det den er; en diskutabel teori.


Artiklen tager udgangspunkt i et debatindlæg, som oprindeligt blev skrevet 1. september 2019 og sendt til Kristeligt Dagblad. Indlægget blev afvist af avisen, og er nu udgivet her med flere ændringer og tilføjelser. Artikler som debatindlægget bl.a. referer til;
Sognepræst: Der er brug for fornyet drøftelse af Darwins betydning,
Winkel Holm bruger stråmand i sin Darwin-kritik,
Katrine Winkel Holm: Jeg troede, vi skulle diskutere Darwin,
Professor: Katrine Winkel Holm læser Darwin, som Fanden læser Bibelen,
Katrine Winkel Holm: Darwins dystre menneskesyn gav inspiration til racehygiejnen,
og som nævnt i artiklen Darwin rangordnede mennesker, men var ikke racist.

Læs også: Blev undersøgelse af elite-børnesexring bevidst begravet med mord på pædofil milliardær og frontfigur?