... En foruroligende historie om logebrødre og 'honningfælder', paver, pædofili og præsidenter

Skrevet i 2023 af Søren Kristensen

Hvorfor mødes verdens rigeste investeringsspekulanter i en "hemmelig loge" og håner de mennesker de har ødelagt økonomisk? Hvad er egentlig forbindelsen til pædofili-dømte Jeffrey Epstein? Hvad er en "honningfælde"? Og hvad har det egentlig med præsidenterne Bill Clinton og Donald Trump at gøre? Hvilken rolle i alt det spiller den katolske kirke og paven? Og har det virkelig noget at gøre med de strengere og strengere regler for kontrol med CO2-udledninger?

Dette er en artikelserie som forsøger at undersøge og besvare ovenstående - og flere andre lignende - spørgsmål. Artiklerne undersøger forbindelser indbyrdes mellem verdens topledere indenfor politik, religion, kultur, underholdning m.m. - såvel som disse menneskers forbindelser til hemmelige netværk, loger og ordner.
Artiklerne undersøger desuden flere politiske og religiøse organisationers oprindelse, værdimæssige overlap, deres indflydelse og sammenhænge.

Oversigt og links til denne artikelseries dele:

DEL 1: HÅN OG 'HONNINGFÆLDER'
DEL 2: MEGA MAFIA
DEL 3: PÆDOFILI OG PRÆSIDENTER
DEL 4: MØRKLÆGNING
DEL 5: EN UHÅNDTERLIG 'NOTHING-BURGER'...
DEL 6: 'MYTER' OG 'KONSPIRATIONSTEORIER'
DEL 7: ULTRA UTROVÆRDIG
DEL X: PÆDOFILIPRÆSTERNES PARADIS
DEL Y: JESUITTERNES 'ORDEN'
Originale udenlandske tekster

DEL 1:
HÅN OG 'HONNINGFÆLDER'

Afpresset til urørlighed...?

En aften i januar 2012 valgte journalisten Kevin Roose at snige sig ind til fest i Wall-Street-logen Kappa Beta Phi. Business-journalisten på nyhedsmagasinet New York Magazine, Kevin Roose, var blevet tippet om begivenheden, havde taget chancen - og var meget forbløffet over hvor nemt det faktisk var at komme ind i St. Regis Hotel ballroom. Han blendede ind i mængden i sin lejede tuxedo.
Kevin Roose havde i mange år ønsket, at finde ud af hvad der egentlig gemmer sig bag den polerede facade på de ultra-rige CEO's og bestyrelsesformænd i de store Wall Street-firmaer.
Hver gang han i sit arbejde havde interviewet dem, havde de altid paraderne oppe og vidste altid lige præcis hvad de skulle sige. I den slags situationer sørgede de omhyggeligt for aldrig at afsløre noget interessant om deres bagvedliggende psykologi, havde Kevin Roose altid følt.
Men den aften, som uinviteret gæst til logefest med verdens rigeste investeringsspekulanter, fik Kevin Roose sig en oplevelse for livet...

Toppen af det amerikanske finansvæsen og politiske system
I 2014 udkom Kevin Roose så med en artikel som oversat til dansk får den lidt haltende titel "En-procent vittigheder og plutokrater i dragkostume: Hvad jeg så da jeg sneg mig ind til en fest i en hemmelig Wall Street loge" (oversat - se nederst på siden for originale tekstuddrag eller læs via eksterne links).
Her fortæller Kevin Roose om nogle af de mærkelige oplevelser han havde i Wall-Street-logen den vinteraften i 2012.

Man kan derfor i dag online finde den fulde medlemsliste for Wall Streets hemmelige loge, som angiveligt er en fyldestgørende medlemsliste fra 2012.
Listen afslører at medlemmerne af Wall Street-afdelingen i den lukkede loge Kappa Beta Phi er absoutte topledere i den amerikanske finansverden. Som Kevin Roose skriver: "Alt i alt var der nok rigdom og magt koncentreret i St. Regis den nat, at hvis du havde kastet en bombe på taget, ville den globale finans, som vi kender den, være ophørt med at eksistere".

De logebrødre denne første del af artikelserien kommer nærmere ind på er:
Michael Bloomberg – tidligere New York City borgmester
James Cayne – tidligere CEO for Bear Stearns
Laurence D. Fink – CEO for BlackRock
Alan C. Greenberg – bestyrelsesformand for Bear Stearns 1985-2001

Af andre prominente navne kan nævnes:
Wilbur Ross – amerikansk handelsminister 2017-2021
James Wolfensohn – præsident for World Bank Group 1995–2005
Jon Corzine – tidligere New Jersey Guvenør
Richard Grasso – tidligere chef for the New York Stock Exchange
Sallie Krawcheck – tidligere chef for Citigroup's formue management division
Kenneth Langone – tidligere formand for the New York Stock Exchange compensation committee
Robert Rubin - tidligere amerikansk finansminister, tidligere næstformand for Goldman Sachs
Mary Schapiro – tidligere formand for the Securities and Exchange Commission
Diana Taylor – tidligere New York State Superintendent of Banks
Sanford Weill – tidligere CEO for Citigroup
John C. Whitehead – tidligere formand for Goldman Sachs & Co.
samt flere ledere fra fx Merrill Lynch og Lehman Brothers - firmaer som gik konkurs efter den globale finansielle krise i 2008.

Logevenner og indehavere af aktiemajoriteten i verdens vigtigste firmaer...?
Ud over toplederne i investeringsvirksomhederne herover finder man på medlemslisten nuværende og tidligere topledere i investeringsfirmaer fra stort set alle andre væsentlige Wall Street-firmaer samt en hel del topledere fra offentligt og politisk regi. Som omtalt i artiklen "Profitmaksimerende censur på sociale medier" ejer disse enorme investeringsfonde kort fortalt hinanden på kryds og tværs og tilsammen ejer de aktiemajoriteten i verdens største firmaer. Desuden er der talrige eksempler på at logemedlemmerne sidder i hinandens bestyrelser, investerer i de samme - eller hinandens - projekter, eller selvfølgelig nu eller tidligere har arbejdet sammen i forskellige virksomhedsledelser i investeringsbranchen.

Så ikke alene ejer disse enorme investeringsfonde hinanden på kryds og tværs, lederne af disse fonde er også medlemmer af samme hemmelige loge, hvor de kan mødes og udbygge deres venskaber. Således at de i disse eller andre sammenhænge måske nærmere kan aftale ... - ja, hvad mon de eventuelt aftaler...?
Tjah, det kan man jo ikke vide. Men måske noget om hvilke virksomheder de bør opkøbe aktier i...?
Dog laver de jo i al fald ikke insider-handler, for det er jo ulovligt. Og deres ufattelig store formuer er selvfølgelig overhovedet ikke skabt med noget af den art, det er vel klart.
Så måske aftaler de slet ikke noget?
Måske hygger investeringsspekulanterne sig bare med ædegilde og højrystet hånlig latter over de millionbonusser de tildeler hinanden med hjælp fra statslige støtteordninger - mens det øvrige samfund oplever dyb krise?

Latterliggørende og hånlige sketches
Kevin Roose's artikel fortæller nemlig ganske bemærkelsesværdigt om hvordan disse logemedlemmer håner de mennesker, som led store økonomiske tab på den økonomiske krise, som logemedlemmerne helt eller delvist var med til at skabe i årene op til krakket i 2008/09.
Dette skete, ifølge Kevin Roose, bl.a. ved at logemedlemmerne opførte komiske sketches for hinanden.
Kevin Roose fortæller bl.a. om "en bizar tomands komedie-sketch" hvor den ene Wall Street-topleder spillede rollen som en radikal venstreorienteret og var udklædt i snusket og pjaltet tøj, mens den anden havde rollen som velhavende baron. Kevin Roose fortæller, at de to udvekslede replikker, som om de iscenesatte en debat mellem verdens 99 procent almindelige og fattige mennesker på den ene side og den stinkende rige ene procent fra toppen af samfundet på den anden.
Roose fortæller om, hvordan baronen råber, at den "ynkelige venstreorienterede" skulle "se at komme i bad", hvorefter denne latterliggjort forsøger at appellere til baronen, ved at sige; "vi er nødt til at skabe jobs".

Se fotografierne fra festen i Wall Street-logen i januar 2012

Som et andet eksempel på logemedlemmernes morskab denne aften fortæller Kevin Roose om en anden Wall-Street-leder, der iført en sydstatsmilitærhat med sydstatsflag sang en sang om finanskrisen til tonerne af sydstatssangen "Dixie":
"I Wall Street-land vil vi stå fast på vores standpunkt, sagde Morgan og Goldman. Men først må vi få fat i nogle lån, så skynd dig, kom til Fed, mand".
"Morgan og Goldman" refererer til Wall Street investeringsselskaberne JP Morgan og Goldman Sachs. "Fed" refererer til the US Federal Reserve - tilsvarende Den Danske Nationalbank.
Kevin Roose afslutter afsnittet med ordene: "Et par optrædender mere fulgte, hvor ældre Kappa-medlemmer fortsatte med at proppe sig med lammesteg, smide petits fours på scenen og grine hæmningsløst."

"Ophøjede Høje Råd", "Store Udtværer" - og "værdiløse novicer" i drag-kostumer
Til deres titulering af hinanden bruger logemedlemmerne ord som "Ophøjede Høje Råd", "Store Stryg", "Store Udtværer", "Store Brød" og "værdiløse novicer”. Betegnelsen og titlen "værdiløse novicer" bruger de eksisterende logemedlemmer om og til de Wall Street investeringsfolk som er på vej ind i logen.
Disse "værdiløse novicer” skulle så opføre diverse optrin på scenen iført drag-kostumer, bl.a. et hvor de opførte en parodi på hit-balladen "I believe" fra musicalen "The Book of Mormon" ("Mormonerbogen"):
“Jeg tror på at Gud har en plan for os alle. Jeg tror at min plan involverer en millionbonus”, sang de ifølge Kevin Roose.

"Har adskilt sig fuldstændigt fra virkeligheden"
Kevin Roose beskriver samlet sin oplevelse således:
"Den første og mest åbenlyse konklusion var, at de øverste rækker i finanssektoren er sammensat af mennesker, der har adskilt sig fuldstændigt fra virkeligheden."

Han fortsætter med at påpege at ingen socialt bevidst direktør i den finansielle sektor vil være en del af en sådan loge, som i hemmelighed latterliggør de svagheder i finanssektoren, som netop har resulteret i meget konkret skade på millioner af mennesker i form af omfattende tvangsauktioner og en ødelæggende global arbejdsløshedskrise.

Roose beskriver kort fortalt en oplevelse af en samling kujoner, som i hemmelighed opfører latterliggørende sketches om mennesker, de ikke bryder sig om fra andre samfundslag - kun i selskab med de folk, som de i forvejen selv har "håndplukket til at dele deres syn på verden", som han skriver.
Han fortæller, at han den aften indså, at denne loge for verdens rigeste investerings- og finansfolk er en organisation, som er funderet i frygt.
Kevin Roose endte med at blive opdaget og måtte flygte ud af logefesten, mens flere af medlemmerne råbte og truede ad ham. Senere, på vej ud fra lobbyen, forsøgte andre logebrødre at bestikke ham fra at offentliggøre noget af det, han havde set.

Som Kevin Roose skriver:
"Jeg ønskede ikke blive bestukket fra min historie, men jeg forstod deres panik. Her var trods alt en gruppe, der omfattede mange af de ledere, hvis virksomheder kollektivt havde ødelagt den globale økonomi i 2008 og 2009. Og de lo af hele katastrofen privat, som om det var en længe glemt historie. (Eller værre, de sang om det - en af de afsluttende sketches sidst på aftenen var en selvgratulerende parodi på ABBA's "Dancing Queen", kaldet "Bailout King")."

Ordet "bailout" refererer til "government bailouts", en frase som blev brugt om de massive statslige støtteordninger disse banker og investeringsselskaber modtog i forbindelse med krakket i 2008/09.
Roose slutter med at konstatere, at aktiviteterne i logen alt i alt er en gigantisk skråt-op-finger til almindelige mennesker.

Hvad fortæller hånen og latterliggørelsen om deres værdier...?
Jeg synes, at der rejser sig en mængde spørgsmål:
Hvorfor ønsker verdens rigeste investeringsspekulanter at blive tituleret som "Store Stryg", "Store Udtværer" eller "Store Brød"? Hvorfor kalder de højere rangerende gæster de lavere rangerende "ny-indviede" for "værdiløse proselytter"? - tænker jeg. Jeg undrer mig i det hele taget over, hvorfor der skal være højere og lavere rangerende mennesker - og hvorfor de "laveste" skal ydmyges.
Jeg oplever det som meget mærkeligt, men jeg tænker også, at det må fortælle noget om deres personlige træk og deres ego.

Men i særlig grad undrer jeg mig selvfølgelig over, at disse mennesker håner taberne i den krise, de selv har været med til at skabe (eller helt selv har skabt, afhængigt af hvordan man vælger at vurdere det). For det er jo det, der sker, når de griner af finanssektorens egoistiske udskejelser og fester videre i et opstyltet ædegilde, efter at de i årene forinden har beriget sig selv hæmningsløst og samtidigt smadret økonomien for almindelige amerikanere - og mennesker i verden i det hele taget. Sådan som de bl.a. gjorde i forbindelse med krakket i 2008/09.
Hvordan det kan være, de gør det... - og hvad fortæller det om deres værdier...?

Og hvad mon de gør nu efter deres enorme fortjenester på corona-restriktionerne?
Mon de lige nu griner af de mennesker der har mistet deres forretnings- og livsgrundlag i denne periode - og i det hele taget af os der har lidt under dette restriktionstyranni?
Et restriktionstyranni de selv har tjent styrtende på.

Forbindelsen til den pædofilidømte Jeffrey Epstein
En anden ubehagelig og tankevækkende ting, man desuden kan nævne i forhold til Wall Street-logen Kappa Beta Phi, er forbindelsen mellem nogle logemedlemmer og den pædofilidømte Jeffrey Epstein. Fx den daværende ledelse i investeringsfirmaet Bear Stearns Alan Greenberg og James Cayne, som begge havde et tæt årtier-langt venskab med Epstein - også samtidig med at Epstein begik sin seksuelle kriminalitet og efter han blev dømt første gang.
Venskabet mellem Epstein, Alan Greenberg og James Cayne går tilbage til deres fælles arbejde i Bear Stearns, og til en tid hvor unge Epstein tjente sine første store penge som nyansat ihærdig investeringsmand.

James Cayne for Finanskrise-undersøgelseskommissionen i 2010

Alan Greenberg interviewes om hvad der mon førte til Bear Stearns kollaps

Epstein blev i 2008 første gang dømt for seksuelle overgreb på flere mindreårige og begik angiveligt selvmord i sin celle i 2019 efter sin anden dom. Det er i al fald hvad fængselsvæsenet oplyser. Mere senere i denne artikel om hvor mange underlige omstændigheder og brud på regler der knytter sig til Epsteins "selvmord". Epsteins partner Ghislaine Maxwell er idømt 20 års fængsel for børne-sex-trafficking.
Men alt peger i retning af, at Jeffrey Epstein og Ghislaine Maxwell kun var centrum i et netværk af personer, som sammen arrangerede sex-trafficking og misbrug af mindreårige, som blev stillet til rådighed for mennesker i Epsteins sociale elitære omgangskreds. Misbruget foregik bl.a. i Epsteins palæ på øen Little St. James i US Virgin Islands, som blev kaldet "Lolita Island" (navnet refererer til romanen "Lolita" om en midaldrende litteraturprofessor, der retfærdiggør sine gentagne seksuelle overgreb på en 12-årig pige).

Epsteins palæ på øen Little St. James i US Virgin Islands

Misbruget foregik også i de år hvor bl.a. James Cayne og Epstein var tætte venner, med festinvitationer til øen til politisk, økonomisk og kulturelt betydende mennesker i verden, og hvor Epstein dyrkede sine nære relationer til magtfulde mennesker - fx amerikanske præsidenter som Bill Clinton og Donald Trump m.m.fl.

Michael Bloomberg, voldtægtsmænd og beskyldninger om betændt overgrebskultur
Et interessant Kappa Beta Phi-medlem er multimilliardær og tidligere New York-borgmester og præsidentkandidat Michael Bloomberg. Michael Bloomberg havde også forbindelser til Jeffrey Epstein og Epsteins samarbejdspartner i forbindelse med sex-traffikken - Ghislaine Maxwell.
Michael Bloomberg havde i øvrigt desuden "en årelang gensidig fordelagtig relation" til en anden sex-kriminel; Harvey Weinstein - som bl.a. blev dømt for voldtægt og anden seksuel kriminalitet i februar 2020.
I sammenhæng hermed er det yderligere foruroligende at Michael Bloomberg i sin nyhedsmedie-virksomhed Bloomberg LP, igennem et par årtier er blevet ramt af næsten 40 sagsanlæg om diskrimination og overgreb fra 64 forskellige ansatte. Det er kvindelige ansatte som har anlagt disse sager i løbet af de seneste 20 år. Et gennemgående tema i sagsanlæggene er beskyldninger mod Michael Bloomberg for at have skabt "en hensynsløs legeplads" for mandlige ledere til at kunne "gå efter unge, kvindelige, naive ansatte". Det kom frem i 2019 i en rapport som bl.a. blev omtalt i denne undersøgende journalistiske artikel i Business Insider: Bloomberg built a toxic sexually charged nightmare for women ("Bloomberg skabte et giftigt seksuelt ladet mareridt for kvinder").

Det drejede sig bl.a. om flere kvinder som forlod firmaet efter at være blevet fyldt med alkohol og seksuelt udnyttet af deres overordnede mandlige kollega.
Ifølge rapporten blev Michael Bloomberg også selv beskyldt for at "smile lystent og komme med sexistiske kommentarer til kvindelige ansatte". Han skulle ifølge rapporten fx være kommet med følgende kommentar til en kvindelig ansat: "If you looked like that - I would do you in a second” ("Hvis du så sådan ud - ville jeg ta' dig med det samme").
Rapporten fortæller om beskyldninger om en voldtægt af en kvinde som "blev fyldt med stoffer", og efter voldtægten blev truet med fyring, hvis hun afslørede voldtægtsmanden. Denne kvinde fremsatte desuden generelle beskyldninger, om at firmaet havde en "rampant drug culture" (“kultur med uhæmmet forbrug af stoffer”).
Michael Bloomberg er selv, af en 22-årig ansat kvinde, blevet sagsøgt for meddelagtighed i voldtægt, men kvinden fik ikke medhold i sagen.

Michael Bloomberg til fest med Ghislaine Maxwell

Man kender kun meget lidt til Michael Bloombergs personlige investeringer. Men i februar 2020 lykkedes det avisen The Intercept at identificere nogle af de virksomheder, den succesrige finansmand og politiker har sine mange penge i.
Det fremgår at Bloomberg på det tidspunkt havde mindst 136 millioner dollars af sine penge i en virksomhed kaldet Sycamore Partners, som - ifølge artiklen;
"er kendt for sin hensynsløse tilgang til sine lånefinansierede opkøb, som ofte har ført til, at firmaet har opdelt virksomheder som Staples og Hot Topic i forskellige stykker og solgt de mest værdifulde dele, mens de har drænet det, der er tilbage af den resterende værdi".

Ud over ovennævnte ejerskab i Sycamore Partners fremgår det af artiklen, at Bloombergs primære investeringsfirma Willett Advisors investerer ganske fokuseret i olie- og gas-industrien. En af Bloombergs familiefonde er i øvrigt ejer af aktier i firmaet White Star Petroleum, et firma som er kendt for sin banebrydende rolle indenfor den kontroversielle boremetode "fracking". Virksomheden er bl.a. blevet anklaget for at skabe omfattende luftforurening, herunder lækkende skysøjler af metan, som er en kraftig drivhusgas. Beboere i Oklahoma har også beskyldt firmaet for at bidrage til en bølge af fracking-drevne jordskælv.

Michael Bloomberg præsenterer sig ellers som en meget stor idealist. I bemærkelsesværdig kontrast til ovennævnte betændte beskyldninger, Bloombergs vennekreds og hans deltagelse i Wallstreet-logens hån af almindelige mennesker samt de investeringer han åbenbart foretager - så har Michael Bloomberg nemlig udadtil alle de rigtige holdninger. For ud over alle de ærgerlige og problematiske ting er Michael Bloomberg nemlig også klima-aktivist. Helt præcist er han "FN's generalsekretærens særlige udsending for klimaambitioner og -løsninger". Og han agiterer - ligesom de fleste andre topledere i verden - selvfølgelig for at "tiden løber ud for verden" fordi "klimaforandringerne haster mod katastrofe" og lignende.
Meget mere om det ophedede globale klimatema senere i denne artikelserie.

Michael Bloomberg agiterer for det kendte globale klimatema

Et oplagt spørgsmål er om man nu også helt kan stole på Michael Bloomberg...?
Hvorfor hænger Bloombergs idealistiske selvfremstilling ikke rigtig sammen med hans faktiske økonomiske investeringer?
Og er der mon noget om talemåden "Vis mig dine venner og jeg skal fortælle dig hvem du er?"
Hvorfor hagler det ned omkring Michael Bloomberg med beskyldninger om seksuel grænseoverskridende adfærd og en giftig virksomhedskultur med voldtægt og uhæmmet forbrug af stoffer?

En anden mærkelig - og måske lettere foruroligende - ting fra Michael Bloomberg var en udtalelse til Wired magazine i forbindelse med et profil-interview fra 1999: "Min datter er høj og barmfager og blond. Vi tog til Kina sammen. Og hvad skal en 16-årig lave på en forretningsrejse? Så jeg fik hendes dates i hver eneste by i Kina."

Bill Clintons offentlige udtalelser om sager af belastende seksuel karakter
På grund af Epsteins og øens ry var det vigtigt for Bill Clinton i sin offentlige udtalelse om sin egen relation til Epstein at påstå at han aldrig havde været på øen - men kun havde fløjet fire gange med Epsteins private fly. Den Boeing 727 som blev døbt "Lolita Express" af lokale på grund af den hyppige ankomst af tilsyneladende mindreårige kvinder til øen. Fire gange er mere end almindeligt tvivlsomt - der er konkret tale om 26 gange ifølge flyets log, og det er også registreret, at Bill Clinton desuden var sammen med Epstein i flere af Epsteins andre ejendomme, foruden i andre sammenhænge generelt. På flere af flyturene var der med Epstein og Clinton desuden uidentificerede navne som fx "Tatiana".
Officielle fly-logs viser desuden, at der på Bill Clintons flyture med Epstein var op til 10 US Sercret Service folk med ombrod, men Secret Service nægter at besvare Freedom of Information Act-forespørgsler om sagen.
Et tidligere Epstein-offer - Virginia Roberts - påstår, at hun så Bill Clinton i Epsteins palæ på "Lolita Island" eller som den kaldes i ovenstående Fox News-artikel "Orgy Island" ("orgieøen").

Donald Trum og Jeffrey Epstein til fester

Bill Clinton havde i årene 1995-97 sex med den kvindelige praktikant i Det Hvide Hus - Monica Levinky. Da sagen kom frem, og utroskaben blev et problem for præsidenten, løj Bill Clinton på tv med ordene "Jeg har aldrig haft sex med den kvinde, frøken Levinsky". Bill Clinton har således ikke den største troværdighed i sager af belastende seksuel karakter.

Der findes fotografier af Bill Clinton angiveligt i Epsteins Boeing, desuden angiveligt sammen med Ghislaine Maxwell foran indgangen til flyet. Der findes også et par billeder, hvor han angiveligt er sammen med massør Chauntae Davies - bl.a. hvor han tilsyneladende modtager en rygmassage, samt flere hvor han ses sammen med Jeffrey Epstein. Chauntae Davies påstår hun blev voldtaget gentagne gange af Epstein, men sagde at hendes oplevelse med Clinton var positiv, og at han var en "fuldkommen gentleman".
Altså alt sammen "uheldige situationer" som skabte artikler om den "creepy" tidligere præsident - og som passede til Clintons i forvejen etablerede "image" - men intet inkriminerende.
Lige tilpas til billedbladene som kunne løbe med sladderen og videregive de slibrige omend lettere "kulørte og luxuriøse historier".

Det er desuden blevet påstået, at der i Epsteins Manhattan hjem skulle have hængt et bizart maleri af Bill Clinton iført blå kjole og røde højhælede sko. Det skulle angiveligt have været politifolk, der skulle have fortalt dette. Desuden skulle Epstein angiveligt have haft en del anden bizar decor:
"En øjeprotese, et menneskeligt skakbræt, en udstoppet puddel og en dukke, som svingede fra en lysekrone".
Ifølge Virginia Roberts jokede Jeffrey Epstein med at "Bill Clinton var i lommen på ham (Epstein)".

Donald Trump - løbende beskyldninger om voldtægt og seksuelle overgreb
Donald Trump har heller ikke den største troværdighed i forhold til sin afstandstagen til Jeffrey Epstein:
I Fox News-artiklen siger hans talsmand at Trump og Epstein "ikke var venner, ikke havde nogen relation og at de ikke socialiserede". Så er det rigtig mærkeligt, at der findes flere billeder hvor de er sammen til fest - og virker temmelig fortrolige med hinanden. Også sammen med Epsteins sex-trafficking-makker - den nu dømte Ghislaine Maxwell. Trump fløj også med "Lolita Express" ved flere lejligheder.
I 2002 offentliggjorde New York Magazine en lang og overvejende positiv profilartikel om Epstein med titlen "Jeffrey Epstein: International Money Man of Mystery" ("Jeffrey Epstein: International Mystisk Pengemand"), der diskuterede hans forskellige højprofilerede bekendtskaber og i vage vendinger desuden hans pengeforvaltningsvirksomhed. Artiklen citerer Donald Trump for at sige:
"Jeg har kendt Jeff i femten år. Fantastisk fyr. Han er meget sjov at være sammen med. Det siges endda, at han kan lide smukke kvinder lige så meget som jeg gør, og mange af dem er på den yngre side. Ingen tvivl om det, Jeffrey nyder sit sociale liv."

Donald Trump er, af mindst 26 kvinder, blevet beskyldt for voldtægt, seksuelle overgreb og seksuel chikane, herunder kys eller befamlinger uden samtykke. Det er overgreb og krænkelser som angiveligt skulle have fundet sted siden slutningen af 1970'erne. Senest er det en forfatterinde og klummeskribent ved magasinet Elle som påstår, at hun er blevet voldtaget af Trump i et stormagasin, hvor hun havde indvilget i at hjælpe ham med at vælge lingeri til en ven. Trump afviste selvfølgelig med sin sædvanlige bombastiske retorik, og kvinden sagsøgte ham desuden for personlig bagvaskelse. Retsagerne om voldtægten endte med en stadfæstelse af en dom mod Donald Trump på 5 millioner dollars for voldtægt, sexmisbrug og ærekrænkelse.

I april 2023 blev han desuden anholdt for at forfalske New Yorks forretningsregistre i et forsøg på at skjule prekære informationer før valget i 2016. Der drejer sig om "hush money" (penge betalt for at holde munden lukket) betalt til en pornofilmstjerne, et beløb til en tidligere dørmand i Trump Tower, som hævdede at Trump har et barn uden for ægteskab, samt bl.a. en betaling til en tidligere Playboy-model for at undlade at tale om en påstået affære forud for valget i 2016. Trump nægtede sig skyldig i alle 34 anklagepunkter. "Hush money" er ikke ulovlige i staten - det er forfalskninger af forretningsregisteret som er anklagen.

Præsidenter på liste med pædofile voldtægtsmænd
Ikke kun Clinton og Trump fløj med "Lolita Express" og var i Epsteins sociale omgangskreds, det var også flere nu dømte og anklagede seksuelle overgrebsmænd og pædofile. Epstein havde angiveligt en "lille sort bog", som i praksis var en liste med folk fra omgangskredsen. Bogen var dukket op i en retssag, efter at en tidligere ansat tog den fra Epsteins hjem og senere forsøgte at sælge den. Ifølge en FBI-erklæring beskrev den tidligere Epstein-ansatte adressebogen som "Den hellige gral" eller "Golden Nugget" til at optrevle Epsteins vidtstrakte børnesex-netværk.
Bogen blev brugt som en del af stateanklagerens bevismateriale i retssagen mod Ghislaine Maxwell i 2021.
Som eksempler på personer i denne "lille sorte bog" kan nævnes:
Prins Andrew - søn af dronning Elizabeth, har indgået pengeforlig efter beskyldninger om seksuelle overgreb i sammenhæng med sin forbindelse til Jeffrey Epstein.
Kevin Spacey - skuespiller og dømt pædofil og overgrebsmand.
Bill Cosby - komiker og dømt voldtægtsmand samt anklaget for flere pædofile overgreb.
Woody Allen - hans adopterede datter har beskyldt ham for at have begået overgreb mod sig. Allen giftede sig med et andet adopteret barn.
Charlie Rose - tv-journalist og anklaget seriesexkrænker.
Alan Dershowitz - Epsteins tidligere forsvarsadvokat og selv anklaget for sex-overgreb.
Steven Hoffenberg - multimilliardær, Epsteins mentor og nyligt løsladt storsvindler.

Læs mere om disse sager her.

Den lille sorte bog er kun et udsnit af referencer til magtfulde mænd, som på den ene eller anden måde angiveligt interagerede med Jeffrey Epstein. Her er det fx en kvinde som påstår, at "Epstein tvang hende til at have sex med den tidligere israelske premierminister Barak".
I artiklen står der:
"Påstanden blev afsløret i retsdokumenter fra den kendte amerikanske advokat Dershowitz, som også var anklaget; Samarbejdspartnere til begge mænd afviser påstanden."

Artiklen uddyber:
"Retsdokumenter fra den amerikanske advokat Alan Dershowitz afslørede tirsdag, at en kvinde havde nævnt den tidligere premierminister Ehud Barak som en af en række betydningsfulde mænd, hun blev tvunget til at have sex med af Jeffrey Epstein."

Prins Andrew - søn af dronning Elizabeth og beskyldt for seksuelle overgreb
Prins Andrew er ikke kun listet i Epsteins lille sorte bog. I 2015 lagde et angiveligt offer - Virginia Roberts Giuffre - sag an mod prins Andrew. Påstanden var, at prinsen var en af de magtfulde venner, Epstein havde lånt hende ud til at have sex med. Det skulle angiveligt have fundet sted under tvang. Prinsen var blevet fotograferet med hånden omkring den mindreårig pige i selskab med den senere dømte sex-trafficker og partner til Jeffrey Epstein, Ghislaine Maxwell.
Prins Andrew udtalte sig på tv - i et stort anlagt personligt interview - fuldstændig uden føling med situationen. Først benægtede prinsen at han overhovedet kendte pigen som anklagede ham for disse handlinger. Derefter sagde han, at det allerede berygtede billede intervieweren viste ham, hvor han stod med hånden omkring pigens talje, var "et fotografi af et fotografi af et fotografi" - "Ingen kan bevise om det foto er blevet manipuleret", sagde han. Og videre:
"Jeg er meget ked af det, men hvis jeg, som medlem af den kongelige familie, og jeg får taget et billede - og jeg tager meget, meget få billeder - er jeg ikke en som krammer.
At vise hengivenhed offentligt er ikke noget, som jeg gør.
Så det er den bedste forklaring, jeg kan give dig."

Et andet forsvar prinsen fremførte var, at pigens påstand om, at han havde svedt på dansegulvet, ikke kunne være sand, fordi han simpelthen ikke svedte længere, pga. en sygdom han havde lidt af siden sin deltagelse i Falklandskrigen.
Senere i tv-indslaget afslørede Andrew, hvordan anklagerne har taget på ham og hans nære familie. "Det har været, hvad jeg vil beskrive som et konstant sår i familien," sagde Andrew og tilføjede, at det hele var blevet "næsten et mentalt helbredsproblem, der har generet mig."

Prins Andrew interviewet i BBC - Jeffrey Epstein

Men på trods af alt fortryder Andrew ikke sit venskab med Epstein.
Han forklarede: "Af den grund, at de mennesker jeg mødte, og de muligheder jeg fik for at lære, enten af ham eller på grund af ham, faktisk var meget nyttige."
Sagen blev afsluttet med at prinsen betalte et ikke-oplyst beløb til Virginia Roberts.

High society - venner med de pædofile børnesex-traffickere
Af andre kendte fra Jeffrey Epsteins "sorte bog" kan nævnes hollywood-skuespillerne Alec Baldwin, Dustin Hoffmann og Ralph Fiennes samt musikerne Mick Jagger og Phil Collins. Desuden en tidligere amerikansk finansminister, nogle amerikanske senatorer, en mexikansk og en amerikansk guvernør, en sultan, flere kongelige og et greve-par ved navn von Bismarck. Så er der selvfølgelig alle multimlliardær-forretningsmændene; Richard Branson, stifter af Virgin Group, Mark Getty, stifter og formand for Getty Images, John Gutfreund, CEO for investeringsselskabet Salomon Brothers samt mediemogulen Rupert Murdoch.
I bogen findes også et par af de personer vi tidligere har hørt lidt om: Alan Greenberg, tidligere bestyrelsesformand i investeringsselskabet Bear Stearns og Epstein’s første mentor i finansverdenen samt Michael Bloomberg, forretningsmand og tidligere New York-borgmester.
Der er også to tidligere amerikanske udenrigsministre John Kerry og Henry Kissinger listet i bogen.

"Honningfælder" planlagt og opsat af den israelske efterretningstjeneste Mossad?
Undersøgende journalister har gennem en årrække sandsynliggjort at Epsteins sexring blev brugt til afpresning for den israelske efterretningstjeneste Mossad. Såkaldte "honningfælder" har været benyttet af efterretningstjenester i mange år. En "honningfælde" er betegnelsen for at benytte forførelse til at lokke en person i en form for fælde, særlig i forbindelse med kriminalitet eller spionage. I tilfældet med Jeffrey Epsteins sexring har det således potentielt handlet om at sætte en kriminel seksuel mulighed op for udvalgte magtfulde personer (sex med mindreårige piger), for på den måde at få en klemme på de indflydelsesrige personer ved hjælp af foto-dokumentation, trusler om offentliggørelse og lignende.

Det er særligt den undersøgende journalist Whitney Webb som i en artikelserie på tre dybdeborende artikler afdækkede et årtierlangt mønster af seksuel afpresning udført af indflydelsesrige forretningsfolk med tilknytning til både ledende politikere, kulturpersonligheder, religiøse ledere, efterretningstjenester og mafiaen. Artiklerne hedder:
Hidden in Plain Sight: The Shocking Origins of the Jeffrey Epstein Case
Government by Blackmail: Jeffrey Epstein, Trump’s Mentor and the Dark Secrets of the Reagan Era
Mega Group, Maxwells and Mossad: The Spy Story at the Heart of the Jeffrey Epstein Scandal
Min oversættelse til dansk:
Skjult i fuld offentlighed: Den chockerende oprindelse til Jeffrey Epstein-sagen
Regering via afpresning: Jeffrey Epstein, Trumps mentor og de mørke hemmeligheder i Reagan-æraen
Mega-gruppen, Maxwell og Mossad: Spionhistorien i hjertet af Jeffrey Epstein-skandalen
Det er disse artikler store dele af 1., 2. og 3. del af hosliggende artikelserie bygger på.
Whitney Webb skrev desuden to bøger - One Nation Under Blackmail vol. 1 og 2 - ud fra sin reseacrh.

Epsteins partner i sex-ringen Ghislaine Maxwell har ifølge denne Independent-artikel fortalt journalisten Ira Rosen at "Epstein havde videobånd med Donald Trump og Bill Clinton", og denne journalist citeres for at sige, at hun ved, at Epstein "optog alle på video". Der findes mange af sådanne påstande; her er det et offer for Epsteins sexovergreb, som påstår at hun så videbånd med Epsteins velhavende venner der havde sex med et andet kvindeligt offer. Videobånd som hun påstår skulle bruges til afpresning.

Ghislaine Maxwell er datter af mediemogulen Robert Maxwell, som havde forbindelser til både den engelske efterretningstjeneste MI6, russiske KGB og israelske Mossad.
Det britiske udenrigsministerie mistænkte Robert Maxwell for at være hemmelig agent for en udenlandsk regering, muligvis en dobbelt- eller tredobbelt agent, og kaldte ham "en helt igennem dårlig karakter og næsten helt sikkert finansieret af Rusland".
Ifølge bogen "Robert Maxwell - Israels Superspion" ("Robert Maxwell - Israels Superspy") hvidvaskede Maxwell penge gennem bulgarske og vestlige banker for sine kontakter i KGB og andre efterretningsagenter fra østblokken efter opløsningen af det sovjetiske imperium. Maxwell arbejdede for kriminelle, der handlede med ulovlige våben, prostitution, hvidvaskning af penge, narkotika og bestillingsmord - kriminelle som alle brugte Maxwell til at hvidvaske deres overskud.
Bogen hævder at Maxwell allerede efter Anden Verdenskrig arbejdede i Berlins Spandau-fængsel, hvor han afhørte tilfangetagne nazistiske ledere og fik et ry som en dygtig interviewer. Han blev tilbudt en stilling hos britiske MI6 som "superkontaktperson" ("super contact person"). Maxwell accepterede dog ikke tilbuddet og blev klassificeret af MI6 som en "zionist - kun loyal over for Israel" og en person, der skulle holdes øje med.
Da han blev bedt om at spionere for Israelske Mossad, accepterede Maxwell ivrigt på grund af sin store kærlighed til Israel - samt selvfølgelig den medfølgende betaling.
Mange bøger og artikler peger på Maxwells forbindelser til det israelske efterretningsmiljø og særligt Mossad. Blandt andet har pulitzerprisvindende journalist Seymour Hersh i bogen "The Samson Option: Israel’s Nuclear Arsenal and American Foreign Policy" ("The Samson Option: Israels atomarsenal og amerikansk udenrigspolitik") peget på disse forbindelser (s. 320-322 og 341 i bogen).

Victor Ostrovsky, en tidligere Mossad-officer, har udtalt (ifølge bogen "Gideon's Spies: The Secret History of the Mossad" - "Gideons spioner: Mossads hemmelige historie" s. 192):
"Mossad finansierede mange af sine aktiviteter i Europa fra penge stjålet fra Maxwells avispensionsfond. De fik fingrene i midlerne næsten lige så snart Maxwell foretog købet af Mirror Newspaper Group med penge udlånt til ham af Mossad."

Denne bog fortæller desuden om hvordan Mossad til gengæld for Maxwells tjenester forsynede Maxwell med prostituerede, "en tjeneste, der blev opretholdt til afpresningsformål" (s. 192 i bogen).
Det blev senere afsløret, at hotellet, hvor han boede i Israel, var aflyttet med kameraer, hvilket gjorde det muligt for Mossad at erhverve "et lille bibliotek med videooptagelser af Maxwell i seksuelt kompromitterende stillinger."
Som med CIA er Mossads brug af afpresning af både ven og fjende veldokumenteret og kendt for at være omfattende.
Refererende til et "frigivet National Intelligence Agency spiondokument" med "en dybdegående analyse af Israels efterretningstjeneste", står der fx i den ene af disse artikler:
"Mossad sender kvinder i aktion med henblik på seksuelle fælder, men modvilligt. Efterretningschefer foretrækker at bruge enlige kvinder som fælder. De bruges næsten altid kun én gang på denne måde. Selvom der ikke er noget pres på kvindelige agenter om at udnytte deres køn, forventes det af dem at de bruger sex som et af mange våben inden for deres felt", siger dokumentet.
Hvis seksuel afpresning eller fælder er en integreret del af missionen, ansætter Mossad dog ofte prostituerede.

Ifølge bøgerne "Gideon's Spies: The Secret History of the Mossad" og "Robert Maxwell - Israels Superspion" var Robert Maxwell desuden sammen med sin ven, den israelske “superspion” Rafi Eitan, involveret i det revolutionerende nye overvågningsprogram “Promis”. Maxwell solgte angiveligt programmet til flere lande med en skjult "bagdør" med adgang for Mossad til de indsamlede data i disse mange forskellige lande.
Artiklen Mega Group, Maxwells and Mossad: The Spy Story at the Heart of the Jeffrey Epstein Scandal ("Mega Group, Maxwells og Mossad: Spionhistorien i hjertet af Jeffrey Epstein-skandalen") giver et godt overblik over denne sag.

Robert Maxwell døde 5. november 1991 ud for Gran Canaria øgruppen ombord på sin lystyacht Lady Ghislaine (opkaldt efter Maxwells yngste datter og Epsteins sex-trafficking-partner Ghislaine Maxwell). Den officielle afgørelse om dødsårsagen var hjerteanfald kombineret med drukning.
Dagen før havde Maxwell haft et telefonskænderi med sin søn Kevin i forbindelse med et planlagt møde med Bank of England om Maxwells misligholdelse af et lån på 50 millioner pund. Maxwell kom ikke på mødet men rejste i stedet på sin yacht til De Kanariske Øer ud for Nordafrikas kyst. Maxwell havde brugt hundredvis af millioner af pund fra sine virksomheders pensionsfonde til at finansiere sin virksomhedsgæld, firmaovertagelser og sin overdådige livsstil. Tusindvis af ansatte ville miste deres pensioner og forretningsimperiumet var på randen af sammenbrud.
Der har været mange spekulationer om Maxwells død ud over den officielle forklaring - alt fra selvmord til mord. I bogen "Robert Maxwell, Israel’s Superspy" fremlægger forfatterne teorien om at Robert Maxwell blev myrdet, fordi han truede Mossad med offentlig afsløring, hvis efterretningstjenesten ikke fandt en måde, hvorpå han kunne komme ud af sin økonomiske krise.

Robert Maxwell blev begravet i Israel, med en "begravelse, som sømmer sig for en Israelsk nationalhelt", som der står i denne Washington Post-artikel. Artiklen fortæller at Maxwell blev begravet på landets mest prestigefyldte sted, kirkegården på Jerusalems Olienbjerg, med udsigt mod Vestmuren. Hans begravelsesgudstjeneste i Jerusalems Folkets Hall blev overværet af et væld af israelske politikere ledet af premierminister Yitzhak Shamir og præsident Chaim Herzog, som hyldede Maxwell som "en mand støbt i en heroisk form".

Ifølge artiklen (samt mange andre kilder) var Maxwell intimt fortrolig med de israelske ledere:
"Officielle kilder sagde, at han talte med Shamir telefonisk mindst en gang om ugen og besøgte Jerusalem mindst en gang om måneden, hvor han tog kongesuiten på King David Hotel og hyggede sig med politikere såvel som hans israelske redaktører. Selvom han var venskabelig med den venstreorienterede oppositionsleder Shimon Peres, sagde en embedsmand, der kendte ham, at Maxwells favorit var Ariel Sharon, den flamboyante hardliner, der udtænkte og ledede invasionen af Libanon i 1982 og nu fører tilsyn med opførelsen af jødiske bosættelser i de besatte områder."

Ifølge bogen Gideon's spioner: Mossads hemmelige historie var der ikke mindre end seks fungerende og tidligere ledere af israelsk efterretningstjeneste til stede til begravelsen. Premierminister Yitzhak Shamir hyldede ham og sagde: "Han har gjort mere for Israel, end der kan siges i dag." Også den dengang kommende premierminister Ehud Olmert lovpriste Maxwell. Shimon Peres (som også senere blev premierminister) hyldede Maxwells “services” for staten.
De israelske politiske stats- og topledere hyldede altså en mand, som netop havde bestjålet sine tusindvis af medarbejdere for deres optjente pensioner for at være "en mand støbt i en heroisk form", mens de glædede sig over hans “services” for staten Israel. Robert Maxwell blev simpelthen kaldt "the crook of the century" ("århundredets slyngel") - men altså ikke af statsledere og ledere for efterretningstjnesterne i Israel.

Mange der har undersøgt Jeffrey Epsteins historie og baggrundene for personerne i hans sociale omgangskreds peger på, at også Jeffrey Epstein var forbundet til efterretningstjenester. Her er det fx en artikel i avisen Times of Israel, hvor den kendte prisvindende journalist og forfatter, Julie K. Brown peger på Epsteins forbindelser i efterretningsmiljøet. Brown har skrevet bogen "Perversion of Justice: The Jeffrey Epstein Story” ("Pervertering af retfærdigheden: Historien om Jeffrey Epstein").
"Robert Maxwell havde helt sikkert den slags forbindelser (til det israelske efterretningsmiljø red.), og Epstein havde et tæt forhold til Robert Maxwell," udtaler Brown ifølge Times of Israel-artiklen.
I sin bog om Epstein skriver Julie K. Brown om det komplekse forhold Jeffrey Epstein havde med Maxwell-familien og om hvordan det strækker sig tilbage til midten af 1980'erne, da Epstein angiveligt begyndte at hjælpe Robert Maxwell med at skjule penge i adskillige offshore bankkonti. I artiklen påstås det desuden, at Jeffrey Epstein blev en vigtig figur for nogle af medlemmerne af Maxwell familien, som efter Robert Maxwells død var efterladt fallit og i dyb gæld.

Ifølge Ghislaine Maxwell var "hver tomme af Epsteins private ø" på Virgin Islands "wired for video" ("every inch of Epstein’s private island in the Virgin Islands was wired for video"). Mange har set denne type oplysninger - sammenholdt med påstande fra ofre om "videoer med magtfulde mænd, der har sex med mindreårige kvinder" o.lign. - som indicier på at Epsteins sex-ring kunne være blevet anvendt til afpresning.
Magasinet Rolling Stone udgav i juli 2021 artiklen "Var Jeffrey Epstein spion?" ("Was Jeffrey Epstein a Spy?"). Artiklen er skrevet af Vicky Ward, der gennem flere år havde fulgt Jeffrey Epstein tæt som journalist på magasinet Vanity Fair. Allerede i 2003 skrev Ward en profilartikel om Jeffrey Epstein, som i hendes oprindelige version inkluderede beretninger fra søstrene Annie og Maria Farmer, som var de piger der fremkom med de første kendte kriminelle anklager mod Epstein. Disse anklager blev fjernet fra den endelige artikel - angiveligt af Vanity Fairs chefredaktør Graydon Carter. Chefredaktøren skulle ifølge mediehistorier om sagen have udtalt at "misbruget af en 16-årig var "ikke så jordrystende" ("the abuse of a 16-year-old was 'not that earth-shattering'").
I artiklen i Rolling Stone fortæller Vicky Ward om et interview hun i 2002 lavede med Steven Hoffenberg - den tidligere nævnte multimilliardær, Epsteins mentor og på det tidspunkt fængslede storsvindler.
Her fortalte Hoffenberg hende, at Epstein havde sagt, at Epstein havde arbejdet på adskillige projekter med Robert Maxwell, herunder at løse Maxwells "gældsproblemer". Epstein havde også fortalt Hoffenberg, at han via Maxwell og en mand ved navn Douglas Leese var involveret i noget, som Hoffenberg beskrev som "nationale sikkerhedsspørgsmål", og noget som han sagde involverede "afpresning, influence trading ("indflydelseshandel") og handel med information på et niveau, der er meget alvorligt og farligt."
Douglas Leese - fortæller artiklen - er en britisk lejesoldat, som døde i 2011. Hoffenberg fortalte at Epstein i 1980'erne, efter at Epstein forlod investeringsfirmaet Bear Sterns under vanærende omstændigheder, blev trænet i at flytte penge offshore af Douglas Leese, som fungerede som en slags mentor for Epstein.
Vicky Ward skriver også, at Hoffenberg hævdede, at Leese var våbenhandler, men at dette afvises af Leese's søn. Ward fremfører dog understøttende at "en britisk parlamentarisk optegnelse nævner Leese" i forbindelse med El Yammamah-våbenaftalen i begyndelsen af 1980'erne.

Desuden fortæller Vicky Ward ganske opsigtsvækkende at "fire separate kilder" fortalte hende, at Epsteins våbenhandler i 1980'erne havde fået ham til at arbejde for flere regeringer, inklusiv den israelske. Om kilderne skriver Ward at "nogle er mere pålidelige end andre".
Ward påstår, at disse fire kilder fortalte hende, at Maxwell - som selv var en kanal mellem israelerne og andre regeringer i løbet af hans liv - introducerede Epstein for israelske ledere, som derefter angiveligt brugte Epstein som ækvivalent til en gammeldags russisk "sovende" spion - en person, der kunne være nyttig i en "indflydelseskampagne".
Vicky Ward skriver:
Kilderne, der spænder fra tidligere våbenhandlere til tidligere spioner - og også Hoffenberg - antyder, at Epstein, som manglede enhver form for moralsk kompas, besluttede at gå et skridt videre og kompromittere indflydelsesrige mennesker ved at optage dem, mens de gjorde ting, de ikke ønskede skulle blive offentliggjort.
Her anfører Vicky Ward, at "folk tæt på Robert Maxwell siger, at det lyder latterligt".

Derefter skriver hun:
Men her er, hvad der er mærkeligt.
For det første besøgte Epstein Israel i 2008 med henblik på at flytte dertil permanent og undgå sin fængselsstraf i 2009 for de statslige anklager, han blev dømt for. Da han vendte tilbage, fortalte han den russiske model Kira Diktyar, at han havde skiftet mening og besluttede at se musikken i øjnene. (Han nævnte ikke, at han havde undgået en langt mere seriøs føderal undersøgelse, takket være en behagelig aftale om ikke-anklagelse.)
Og da han kom ud af fængslet, i de sidste 10 år af sit liv, pralede Epstein over for forskellige mennesker - herunder journalister - af, at han rådgav en hel række udenlandske ledere, som inkluderede Vladimir Putin, Mohammed bin Zayed, Mohammed Bin Salman, forskellige Afrikanske diktatorer, Israel, briterne – og selvfølgelig amerikanerne.
Han fortalte også flere af de samme mennesker, at han tjente en formue på våben, stoffer og diamanter.

Mohammed bin Zayed er præsident i United Arab Emirates. I 2019 blev han kaldt den mest magtfulde arabiske leder og en af de mest magtfulde mænd i verden af New York Times.
Mohammed Bin Salman er kronprins og premierminister i Saudi Arabien. Han ligger nummer otte på Forbes liste over verdens mest magtfulde personer.

Ifølge artiklen i Rolling Stone fortalte Jeffrey Epstein den kendte journalist og Harward-professor Edward J. Epstein, at han kendte ejeren af dybvandshavnen Djibouti på Afrikas horn så godt, at han dybest set havde ansvaret for det. I artiklen kaldes denne havn "et smuglerparadis".

I denne forbindelse skriver Vicky Ward:
Nu er dette ifølge mine kilder i efterretningsverdenen overdrevent – men heller ikke helt latterligt. Hans navn blev nævnt som mellemmand i både Afrika og Mellemøsten. Han var kendt i efterretningsverdenen som en "hyperfikser", en der kan gå mellem forskellige kulturer og netværk.
Normalt er disse mennesker meget stille om, hvad de gør.
Og alligevel var Epstein ikke tavs. Han havde et foto af den saudiske kronprins, MBS, på væggen og billeder af Bill Gates og alle de VIPs, der strømmede til hans saloner.
Det er derfor ikke helt overraskende, at de samme kilder, som siger, at de ved, at han var et form for efterretningsaktiv, siger, at han blev et problem - hvilket er grunden til, at han muligvis mistede enhver "beskyttelse" og blev arresteret.
En håndfuld mennesker, jeg interviewede, inklusive den tidligere Mossad-agent Victor Ostrovsky, hævder, at det er præcis, hvad der skete med Robert Maxwell, og det er derfor, de siger, at Maxwell blev dræbt. Hans økonomiske problemer var ved at gøre ham sårbar. (Hans død blev officielt sagt at være på grund af et hjerteanfald.)
Hvem ved, hvad man skal få ud af alt dette?

Epsteins død - brud på regler og utroligt sammenfald af "uheldige" tilfældigheder
Som nævnt oplyste fængselsvæsenet at Epstein begik selvmord i sin celle i 2019. Selvmordet skete efter at de normale regler for tjek af fanger hver halve time blev brudt, to vagter faldt i søvn ved deres skrivebord og de forfalskede de registrerede fængselsjournaler. To kamaeraer foran Epsteins celle var også gået i stykker den aften og et andet havde billeder som var "ubrugelige". Epstein var desuden netop blevet fjernet fra selvmordsovervågning efter en psykiatrisk undersøgelse - trods det at han to uger forinden mordet var blevet fundet såret med mærker på halsen og i fosterstilling i sin fængselscelle.
Man spørger sig selv hvor mange uheldige "tilfældigheder" der kan forekomme i og omkring en fængselcelle med en person som potentielt kan få præsidenter, premierministre og prinser til at falde...?
"Veterananklagere og retshåndhævende embedsmænd var chokerede over, at en af de mest højtprofilerede indsatte i landet ikke blev overvåget mere nøje", står der i denne Washington Post-artikel.
Man skulle tro det var omvendt - at netop denne mand skulle være under særligt opsyn og beskyttelse? Hvorfor er der sket brud på regler og forfalskning af journalen med netop denne indsatte - netop den aften han "begik selvmord"? En helt tåbelig idé er selvfølgelig, at svaret kunne være fordi manden var farlig for en hulens masse betydningsfulde personer.

Fotografier offentliggjort i forbindelse med Jeffrey Epsteins angivelige død

Oveni kommer så, at den måde Epsteins hals var brækket på, godt nok kan forekomme hos mennesker, der hænger sig selv, men er mere almindelige hos ofre for drab ved kvælning - ifølge tidligere nævnte Washington Post-artikel, som henviser til retsmedicinske eksperter og undersøgelsesartikler om emnet. Om Epsteins højest mistænkelige død udtaler Julie K. Brown:
"Det trodser bare sund fornuft".
"Og hvorfor offentliggør [amerikanske] myndigheder ikke de oplysninger, de kender om Epsteins død?" tilføjer hun, med henvisning til at det amerikanske Justitsministerium nu i over tre år ikke har offentliggjort resultaterne af dets undersøgelse af mordet på Epstein.

Epsteins første retssag: Fixet aftale
Første gang Jeffrey Epstein var i fængsel i forbindelse med sine seksuelle overgreb - i 2008 - gik alting meget mere smertefrit for ham.
Epstein blev i 2007 anklaget for at "samle et kultlignende netværk af mindreårige piger" - med hjælp fra unge kvindelige rekrutteringsmedarbejdere. Disse mindreårige blev tvunget til sex så ofte som tre gange om dagen, ifølge Julie K. Brown og andre som fulgte sagen tæt som journalist på avisen Miami Herald. Browns artikler bemærkede også, hvordan FBI og retsdokumenter viste, at Epstein var mistænkt for at have handlet mindreårige piger, ofte fra udlandet, til sexfester i hans andre hjem på Manhattan, New Mexico og Caribien.
Julie K. Browns artikler om sagen tilbage i 2008 afslørede en hemmelig tilståelsesaftale arrangeret af Epsteins advokater, som underminerede og manipulerede det amerikanske strafferetssystem, så deres klient, Epstein, kunne få en mildere fængselsdom og i sidste ende slippe for føderal retsforfølgelse.
Epstein og hans fire medskyldige unge kvinder som også var nævnt i aftalen modtog i praksis immunitet mod alle føderale anklager.

Baseret på det omfattende føderale anklageskrift (53 sider) kunne Epstein potentielt være endt i føderalt fængsel resten af sit liv. I stedet lukkede Epsteins advokater i hemmelighed en aftale med de føderale anklagere. Det betød, ifølge Julie K. Brown, at den på det tidspunkt igangværende FBI-undersøgelse af, om der var flere ofre og andre magtfulde personer, der deltog i Epsteins sexforbrydelser blev standset.
Aftalen krævede, at Epstein erklærede sig skyldig i to prostitutionsanklager ved en statsdomstol og accepterede at afsone kun 13 måneder i et amtsfængsel i Palm Beach, Florida. Epsteins forbrydelser blev ved hjælp af aftalen reduceret til anklager om køb af sex, hvilket betød at han kunne argumentere for, at pigerne slet ikke var ofre - men derimod prostituerede. Brown afslørede også, hvordan Epstein, som jo havde en lang liste af magtfulde og politisk forbundne venner, med aftalen fik særlige privilegier. Epstein kom ikke i statsfængsel som de fleste seksualforbrydere i Florida. I stedet blev mangemillionæren tildelt en privat fløj i Palm Beach County-lejren, hvor han var i stand til at ansætte sit eget sikkerhedsteam. Selv der tilbragte han ikke meget tid i en celle. Denne artikel hævder, at fængselsoptegnelser viser, at Epstein fik lov til at opholde sig på sit kontor i West Palm Beach i op til 12 timer om dagen, seks dage om ugen.
I de timer, Epstein var inde i fængslet havde han desuden - i modsætning til andre fanger - adgang til en computer.
Her udtaler Brown:
"At se anklagere, som formodes at være fortalere for ofre, arbejde så tæt sammen med Epsteins advokater for at få denne sag til at forsvinde, var ret overraskende."

Disse oplysninger om Epsteins hemmelige aftale om immunitet mod alle føderale anklager var ikke offentligt kendt indtil Browns afsløring blev offentliggjort i 2018. Da historien kom frem, fik den de føderale anklagere i New York til at åbne en ny kriminel efterforskning, hvilket resulterede i, at Epstein efterfølgende blev anholdt og sigtet i sommeren 2019. Det førte også til, at Alexander Acosta i juli 2019 trak sig som arbejdsminister i Trump-administrationen. Det afgørende var, at Browns historie forklarede, hvordan Acosta havde hjulpet med at udforme aftalen med Epsteins juridiske team tilbage i 2008, da han var føderal anklager i Miami.

Brown gør i denne sammenhæng opmærksom på at Acosta som arbejdsminister var ansvarlig for afdelingen for arbejde (the Labor Department), som fører tilsyn med menneskehandels- og børnearbejdslovgivning.

I denne artikel, om hvordan Acosta gav seriesexforbryderen Epstein sit livs aftale ("the deal of a lifetime"), står der:
Men endnu mere usædvanligt inkluderede aftalen en formulering, der gav immunitet til "alle potentielle medsammensvorne", som også var involveret i Epsteins forbrydelser. Disse medskyldige eller deltagere blev ikke identificeret i aftalen, hvilket lader det stå åbent for fortolkning, om det muligvis refererede til andre indflydelsesrige personer, der havde sex med mindreårige piger i Epsteins forskellige hjem eller på hans fly.

Acosta skulle øvrigt, som begrundelse for at have lavet den for Epstein fordelagtige aftale, have sagt, at han havde "fået besked på" at trække sig, da Epstein "var over sin lønklasse".
Det er avisen "The Daily Beast", som kommer med denne påstand. Avisen citerer Acosta for følgende udsagn og udlægger desuden resten af affæren således:
"Jeg fik at vide, at Epstein 'tilhørte efterretningsvæsenet' og at jeg skulle lade det være," fortalte han sine interviewere i overgangen til Trump-regeringen, som åbenbart mente, at det var et tilstrækkeligt svar og gik videre og hyrede Acosta.

Justitsminister William Barr blev bedt om at lave en "fuld og grundig undersøgelse" af den måde, hvorpå Justitsministeriet håndterede den første Jeffrey Epstein-sag hvor Epstein slap afsted med denne "Sweetheart deal". Men William Barr havde tidligere arbejdet for advokatfirmaet Kirkland & Ellis, som med advokaterne Jay Lefkowitz, Alan Dershowitz og Ken Starr repræsenterede Jeffrey Epstein i denne sag, så der opstod tvivl om Barr var uvildig. Barr beslutttede, at han kun skulle udelukkes fra gennemgangen af Epsteins sag i Florida, men ikke Epsteins sag i New York.
William Barrs far Donald Barr havde i øvrigt i sin tid som rektor hyret Jeffrey Epstein som underviser til sin børneuniversitetsskole Dalton School. Ud over at være rektor havde Donald Barr tidligere arbejdet som officer i efterretningstjenesten Office of Strategic Services (OSS) som senere blev til CIA.
På den meget kendte og estimererede Dalton School, som Donald Barr var leder for, gik utallige kendte menneskers børn - børn som senere selv blev meget kendte - bl.a. skuespillerne Christian Slater, Claire Danes, Chevy Chase samt CNN TV-studieværten og Vanderbilt arvingen Anderson Cooper, som desuden blev afsløret som praktikant hos CIA. Et år før han ansatte Epstein, udgav Donald Barr i øvrigt en science fiction fantasy-roman som involverede sexslaveri. Det er bemærkelsesværdigt, at samme år som Donald Barr ansatte Epstein, arbejdede hans søn, William Barr, for CIA.
Men overordnet var situationen altså, at den øverste leder for de to ministre med problematiske forbindelser til Jeffrey Epstein (og som behandlede og overvågede hans sag) var præsident Donald Trump, som havde et årelangt venskab med den pædofile børnesex-trafficker, kaldte ham for "en fantastisk fyr" ("a terrific guy") - og som selv nogle år senere skulle vise sig at få sine egne overgrebs- og voldtægtsager at slås med.

DEL 2:
MEGA MAFIA

Gensidig afpresningsbalance...?

Artiklen "Mega Group, Maxwells og Mossad: Spionhistorien i hjertet af Jeffrey Epstein-skandalen" fortæller meget detaljeret om Jeffrey Epsteins forbindelser til (især jødiske) mafiaforbundne forretningsfolk og amerikanske og israelske efterretningstjenester. Artiklen beskriver bl.a. Epsteins forbindelse til en gruppe af jødiske milliardærer - kaldet "Mega Group" - som blev dannet i 1991 af Charles Bronfman og Leslie Wexner. Leslie Wexner, var indehaver af forretningsemperiet L Brands der bl.a. står bag dameundertøjsfirmaet "Victoria's Secret" og kom under betydelig medieundersøgelse i forbindelse med skandalen omkring hans protegé Jeffrey Epstein.
Her er det en positiv profilartikel i Wall Street Journal, som fortæller at Mega Group er "en løst organiseret klub med 20 af landets rigeste og mest indflydelsesrige jødiske forretningsmænd" med fokus på "filantropi og jødiskhed", og med medlemskontingenter på op mod $30.000 om året.
Det er meget uklart præcist hvad denne gruppe egentlig laver, men artiklen i Wall Street journey fortæller at "gruppen mødes to gange om året til to dage med seminarer om emner relateret til filantropi og jødiskhed". I underlig kontrast til dette godhjertede formål har flere af gruppens mest fremtrædende medlemmer bånd til organiseret kriminalitet. Det drejer sig især om tætte forbindelser til den berømte jødiske mafiaboss Mayer Lansky.

'Mega Group' - stifter Leslie Wexner og vennen Jeffrey Epstein
Artiklen om "Spionhistorien i hjertet af Jeffrey Epstein-skandalen" beskriver den tætte forbindelse mellem Jeffrey Epstein og Leslie Wexner. Den omtaler bl.a. Epsteins 56-millioner-dollar-hus på Manhattan, som Wexner gratis overdrog til en Epstein-kontrolleret økonomisk enhed.
Før Epstein modtog dette hus, ser det ud til, at Wexner brugte boligen til nogle ret utraditionelle formål, hvilket blev bemærket i en artikel fra New York Times fra 1996 om den daværende Wexner-ejede bolig. Ifølge artiklen var der i huset "et badeværelse, der minder om en James Bond-film: skjult under en trappe, foret med bly for at give ly mod angreb og forsynet med lukkede tv-skærme og en telefon, begge skjult i et skab under vasken." The Times-artiklen spekulerer ikke i formålet med dette udstyr, selvom hentydningen til den berømte fiktionskarakter og superspion James Bond måske antyder, at det kan være blevet brugt til elektronisk overvågning af gæster i huset.

I 1996 bestilte Epstein kunstværker til Wexners palæ i Ohio, hvilket medførte en bemærkelsesværdig episode, som beskrives i denne New York Times-artikel:
"I sommeren 1996 arbejdede Maria Farmer på et kunstprojekt for Hr. Epstein i Hr. Wexners Ohio palæ. Mens hun var der, overfaldt Hr. Epstein hende seksuelt, ifølge en erklæring som Frk. Farmer indgav tidligere på året for en føderal domstol i Manhattan. Hun sagde, at hun flygtede fra værelset og ringede til politiet, men at Hr. Wexners sikkerhedspersonale nægtede at lade hende gå i 12 timer."

At Wexners sikkerhedspersonale tilbageholdt en kvinde, som påstod at hun var blevet voldtaget af Wexners kammerat Jeffrey Epstein, har fået flere til at overveje om Wexner eventuelt var bevidst om Epsteins rovdrift på unge kvinder - såvel som overveje Wexners egen moral og motiver i det hele taget.
Offeret Maria Farmer holder Leslie Wexner ansvarlig for overgrebet, fortæller denne Washington Post-artikel. Artiklen indledes med disse bemærkelsesværdige ord:
Den første gang, kunstneren Maria Farmer siger, at hun hørte navnet på modemilliardæren Leslie Wexner, var da hendes arbejdsgiver, finansmanden Jeffrey Epstein, fortalte hende:
"Les elsker mig. Han vil lade mig gøre hvad som helst."

I 2020 gik presset på Leslie Wexner så endnu et niveau op da Epstein-anklageren, Virginia Roberts (som nu havde ændret navn til Virginia Giuffre) påstod at Victoria's Secret-chefen Leslie Wexner også havde begået overgreb på hende. Hun understøttede sine udsagn ved at påstå, at hun kendte Wexners "seksuelle problemer" (‘sexual hang ups’) og hun kom med konkrete detaljer om Wexners smag i lingeri. Det kunne man læse i retsdokumenter, som blev frigjort i den føderale retssag mellem advokaten Alan Dershowitz og Virginia Giuffre.
I april 2023 kom det så frem, at Wexner brugte livvagter til at undvige stævning i den skandaløse Epstein-sag om sexhandel. Statsrepræsentanten som skulle indgive stævningen kunne simpelthen ikke komme forbi den bevogtede frontport ved Wexners kæmpestore hjem i New Albany, Ohio.
"Regeringen forsøgte at forkynde stævningen mod Wexner i hans hjem den 8. februar 2023 kl. 8.10, men blev forhindret i at gøre det af en sikkerhedsvagt, som ikke ville tillade statsrepræsentanten at få adgang til eller kommunikere med Wexner" står der angiveligt i retsdokumentet.
Et forsøg tre dage senere lykkedes heller ikke, og Wexners advokat skulle desuden ifølge oplysningerne simpelthen have ignoreret statsadvokatens opringninger.
Staten U.S. Virgin Islands (USVI) ville afhøre Wexner. "Regeringen søger dokumenter vedrørende transaktionerne og forholdet mellem Wexner og Epstein samt kommunikation med JPMorgan vedrørende Epstein," skulle et retsdokument indgivet til den amerikanske distriktsdomstol i New York angiveligt sige. Men selvom Wexner tidligere har nægtet enhver viden om den sextrafficking-operation Epstein stod bag, er statens advokater, ifølge denne artikel, "fast besluttet på at finde ud af, hvorfor Wexner mistænkeligt har accepteret kontanter fra Epstein gennem et af de falske firmaer, der er oprettet hos JPMorgan."

Wexner og Epsteins venskab går tilbage til midten af 1980'erne. Det kan man læse mere om i denne artikel i New York Magazine, som handler om "hvordan Leslie Wexner hjalp med at skabe Jeffrey Epstein". Her beskrives Epsteins forhold til "sin vigtigste velgører, Leslie Wexner" som en "emetisk symbiose" (opkastfremkaldende symbiose).
Leslie Wexner blev kaldt "Merlin of the Mall" ("Storcenterets Merlin" - med henvisning til troldmanden Merlin), fordi hans firma på et tidspunkt ejede Victoria's Secret, Abercrombie & Fitch, Express og Bath & Body Works.
Epstein blev introduceret til Wexner i midten af 1980'erne af en forsikringschef og blev hurtigt økonomisk chef for indkøbscentermagnaten på et tidspunkt, hvor Wexners firma (dengang kaldet Limited, senere omdøbt til L Brands) kørte derudaf. Epstein afløste Wexners mor i bestyrelsen for Wexner-fonden, fik fuldstændig frie hænder og flyttede endda ind i et hus på Wexners Xanadu's ejendom i Ohio.
Epsteins penge, hans Upper East Side-palæ og endda hans Lolita Express - oprindeligt en Boeing 727 ejet af L Brands - alt dette kom fra Wexner.
Dokumentaren "Victoria's Secret: Angels and Demons" ("Victoria's Secret: Engle og dæmoner") præsenterer interviews med virksomhedsledere og aldrig før sete optagelser af Epstein ved det første Victoria's Secret-modeshow i 1995, og fortæller, hvordan Epstein udgav sig for Victoria's Secret-hverver for kvinder rundt om i landet. "Victoria's Secret blev både et visitkort og det ideelle jagtområde for Epstein", fortæller New York Magazine.

Skærmklip fra dokumentarfilmen Victoria's Secret: Angels and Demons

Dokumentarfilmen fortæller om hvordan Leslie Wexner fremstillede sig selv som "The Bachelor Billionaire" sammen med unge atttraktive kvinder.
En tidligere direktør hos Victoria's Secret, siger i filmen, at "hver opfyldte den andens behov. Wexner havde de penge, som Epstein søgte, og Wexner fik fra Epstein den glamour og glathed, som han søgte." I 90'erne "trak Wexner sig tilbage til sine penge og store skødesløshed i Ohio og lod Epstein løbe løbsk", ifølge New York Magazine.
I 1993 blev Wexner fortalt af en Victoria's Secret-direktør, hvordan Epstein i strid med sandheden havde udgivet sig for at være hverver af modeller til undertøjsmærket. I 1997 påstod en kvinde ved navn Alicia Arden, at Epstein havde lokket hende til et hotelværelse i Santa Monica, udgivet sig for at være en Victoria's Secret-hverver, og forgrebet sig på hende seksuelt. Hun indgav en politianmeldelse. I 2003 sagde Wexner til Vicky Ward i den nu berygtede artikel i Vanity Fair, at Epstein var "en meget loyal ven", som er "meget intelligent med en kombination af fremragende dømmekraft og usædvanligt høje standarder".

I 2020 udkom New York Times så med en artikel med titlen "‘Angels’ in Hell: The Culture of Misogyny Inside Victoria’s Secret" ("‘Engle’ i helvede: Kultur af kvindehad i Victoria’s Secret"). Her blev det afsløret at topledere hos Victoria's Secret i årtier havde skabt en kultur af udbredt kvindehad, mobning, seksuel chikane og gengældelse. Interviews med mere end 30 nuværende og tidligere ledere, medarbejdere, kontraktansatte og modeller hævdede, at milliardæren Leslie Wexner, grundlægger og administrerende direktør for Victoria's Secrets moderselskab L Brands, og L Brands' Chief Marketing Officer Edward Razek spillede fremtrædende roller i at skabe det giftige miljø.
Razek blev i virksomheden opfattet som "Wexners stedfortræder" ("Wexners proxy"), hvilket angiveligt tillod ham at operere ustraffet på trods af utallige klager over upassende adfærd, som omfattede: Befamlinger af modeller, forsøg på at at kysse dem, at bede dem om at sidde på hans skød og gribe i skridtet på én uden samtykke forud for undertøjsmærkets tv-modeshow i 2018. Adskillige vidner hævdede også tilfælde, hvor Razek offentligt nedværdigede og udskammede kvinder, og gengældte dem, der turde indgive klager over hans adfærd, med repressalier.
Casey Crowe Taylor, en tidligere public relations-medarbejder i Victoria's Secret, som påstod at hun havde været vidne til Razeks opførsel, udtaler i interviewet med New York Times:
"Det, der var mest alarmerende for mig, som en, der er opdraget som en selvstændig kvinde, var, hvor indgroet denne adfærd var,"
"Dette misbrug blev bare gjort til grin og accepteret som normalt. Det var næsten som hjernevask. Og enhver, der forsøgte at gøre noget ved det, blev ikke bare ignoreret. De blev straffet."

Ved flere lejligheder blev Leslie Wexner selv hørt nedgøre kvinder. Flere ledere udtalte, at de havde advaret Leslie Wexner, om hans stedfortræders adfærdsmønster. Men intet skete øjensynligt for at standse adfærden.

Russell James var fotograf for Victoria's Secret og lavede på egen hånd nøgenfotos af flere af undertøjsmærkets modeller. Det gjorde han ved at lave personlige aftaler med den enkelte model når han alligevel tog billeder af dem iført undertøjet. Som der står i artiklen: "Han havde også et tæt forhold til hr. Razek. Kvinderne gav ofte samtykke." De fik ingen betaling for dette arbejde, og Russell udgav senere en bog med flere af nøgenbillederne (“Angels”, 2014).
I 2010 blev Alison Nix, en 22-årig model, der lejlighedsvis havde arbejdet med Victoria's Secret, inviteret til at deltage i en weekendbegivenhed for at rejse penge til en af Richard Bransons og Virgin Groups nonprofit-fonde. Stedet var Richard Bransons private Necker Island i Caribien.
Hun og andre modeller, der deltog i begivenheden, blev - ifølge Alison Nix - "forsynet med rigelige mængder alkohol og forventedes at mingle med mændene der var tilstede, inklusiv Hr. Branson".
Alison Nix citeres i artiklen for disse udsagn:
"Vi blev sendt derud, og alle disse rige mænd flirtede med os".
Og hun sagde, at modellerne spurgte sig selv:
"Er vi her som avancerede prostituerede eller for velgørenhed?"
Richard Branson stod også på listen i Jeffrey Epsteins "lille sorte bog".

"Spionhistorien i hjertet af Jeffrey Epstein-skandalen" fortæller desuden om mordet på advokaten for et af Leslie Wexners firmaer, Arthur Shapiro, som blev undersøgt for skatteunddraglese af det amerikanske skattevæsen og desuden havde investeret i flere tvivlsomme skattely. Mordet fandt sted i 1985 og skete ved højløys dag med et pistolskud på klos hold mod hovedet. Det er af mange blevet vurderet til at være et bestilt mafiamord.
Den del af efterforskningen af mordet blev tilsyneladende begravet af den daværende politichef i byen, da han krævede en undersøgelsesrapport om mordet, destrueret. Politichefens ordre om destruktion af dokumenterne kom frem elleve år senere i 1996, da han selv var under undersøgelse for korruption. Ifølge Columbus Dispatch forsøgte politichefen at få rapporten destrueret, fordi den "var så fyldt med vilde spekulationer om fremtrædende virksomhedsledere, at det potentielt var injurierende." Indholdet af denne "vilde spekulation" var, at "millionærforretningsmænd i Columbus og Youngstown var forbundet med 'mordet udført i mafiastil'" ("mob-style murder").
Trods politichefens forsøg på at destruere rapporten, faldt den alligevel i hænderne på Bob Fitrakis - advokat, journalist og administrerende direktør for Columbus Institute for Contemporary Journalism - da han "ved et uheld" fik tilsendt en kopi af rapporten i 1998 som en del af en aktindsigtsanmodning.
Politirapporten med titlen "Shapiro Homicide Investigation: Analysis and Hypothesis", navngiver Leslie Wexner som forbundet "med medarbejdere, der er kendt for at være figurer i organiseret kriminalitet" (“with associates reputed to be organized crime figures”).
Rapporten bemærkede også, at Arthur Shapiros advokatfirma - Schwartz, Shapiro, Kelm & Warren - repræsenterede Wexners selskab, The Limited (senere kaldet "L Brands"), og anfører, at "før hans død administrerede Arthur Shapiro denne konto [The Limited] for advokatfirmaet." Den bemærkede også, at Shapiro op til sin død "var genstand for en undersøgelse fra Internal Revenue Service, fordi han havde undladt at indsende selvangivelser i omkring syv år forud for sin død, og han havde investeret i nogle tvivlsomme skattely.” Disse "tvivlsomme skattely" skulle Shapiro have vidnet om ved en storjuryhøring, men det nåede han altså selvsagt ikke.
Med hensyn til Wexners påståede forbindelser til organiseret kriminalitet, fokuserer rapporten på det tætte forretningsforhold mellem Wexners The Limited og Francis Walsh. Walsh blev i en anklage fra 1988 udnævnt som en "medsammensvoren" til Genovese-mafiafamilieoverhovedet Anthony "Fat Tony" Salerno. Francis Walsh ejede et vognmandsfirma, som i tiden op til mordet på Shapiro udførte "over 90 procent af Limited's vognmandsforretning". I Shapiro-mordrapporten fremgår det, at Walsh "stadig blev betragtet som associeret med Genovese/LaRocca-kriminalitetsfamilien, og Walsh stadig leverede lastbiltransport til The Limited."
I en artikel i Columbus Dispatch fra 2010 findes en anden tolkning af begivenhederne: En politimand mener, at mordet blev begået af Columbus-revisor Berry L. Kessler, som blev dømt næsten et årti senere end Shapiro-mordet for to ikke-relaterede lejemord. Kessler blev dengang undersøgt for at hjælpe Shapiro med at skabe falske skattely. Columbus politi mener, dette var Kesslers motiv til mordet.
"Der er en sammenhæng, men intet, vi kunne gå i retten med", udtaler politimanden i artiklen.
Baggrunden for mordet bliver i al fald ikke afsløret af Kessler.
I artiklen står der nemlig:
"Kessler tog alt, hvad han vidste om Shapiros drab, med i graven. Han døde i et føderalt fængsel i Atlanta i 2005 i en alder af 84."

Men uanset hvem der slog Shapiro ihjel og med hvilket motiv, så blev Leslie Wexners mafiaforbindelser altså i 1990'erne undersøgt af det lokale politi i forbindelse med et mafialignende mord på åben gade og ved højlys dag. Og disse forbindelser blev afdækket og bekræftet - hvorefter den pågældende politirapport blev forsøgt destrueret af en politichef, som senere blev sigtet for bl.a. netop dette forhold i forbindelse med en korruptionssag ført imod ham.

Genovese-mafiafamilien, som den oprindelige Shapiro-mordrapport altså undersøgte i sammenhæng med bl.a. Leslie Wexner, har længe været en central del af mafiasamarbejdet National Crime Syndicate. Dette samarbejde blev etableret af Charles "Lucky" Luciano og hans nære ven Meyer Lansky. Da Luciano blev fængslet i 19xx og efterfølgende deporteret fra USA overtog Lansky syndikatets amerikanske operationer. Lanskys tilknytning til Lucianos efterfølgere fortsatte indtil Lanskys død i 1983.
Mafiabossen Mayer Lansky var en meget tæt samarbejdspartner med faren til Wexners partnere i Mega-gruppen: Edgar og Charles Bronfman.

Michael Bloomberg og Leslie Wexner - pot og pande?
Vi hørte tidligere (i del 1) om, hvordan også Michael Bloomberg tilsyneladende var med til at skabe en "betændt overgrebskultur" i sit firma Bloomberg LP, at han igennem et par årtier er blevet ramt af næsten 40 sagsanlæg om diskrimination og overgreb fra 64 forskellige ansatte, og at Bloomberg også selv er blevet beskyldt for at "smile lystent og komme med sexistiske kommentarer til kvindelige ansatte".
Det minder lidt om Leslie Wexners problemer - gør det ikke?
Nogle ville måske overveje muligheden for om disse to mennesker kender hinanden eller simpelthen er venner...?
Og det er de måske også. I al fald er de fotograferet sammen til "heste-party" hos Les Wexner i 2010 - i øvrigt cirka et år før Wexner formelt overførte ejerskabet af sit tidigere nævnte hus på Manhattan til Jeffrey Epstein.

Michael Bloomberg til heste-party hos Leslie Wexner

De to mænd kender måske også hinanden fra forretningsverdenen.
For det "private equity-firma" - Sycamore Partners - som vi tidligere hørte om "er kendt for sin hensynsløse tilgang til sine lånefinansierede opkøb", og som Bloomberg havde mindst 136 millioner dollars af sine penge i, købte nemlig netop i 2020 den kontrollerende aktiepost i Leslie Wexner-ejede Victoria's Secret,
Om salget var afledt af Leslie Wexners og Victoria's Secrets udfordringer, efter Wexner-Epstein-skandalen, er uklart.

Bloomberg har i øvrigt, ligesom Epstein, en historie med tvivlsomt samarbejde med efterretningstjenester. Under hans embedsperiode som borgmester i New York, promoverede Bloomberg fx efter 9/11 aktivt et kontroversielt overvågningsprogram, der betød at CIA arbejdede direkte sammen med New York politi om at udspionere byens muslimske samfund. Selvom det teknisk set er forbudt for CIA at udspionere amerikanere, der ikke er forbundet med kriminel aktivitet, sagde en af CIA-officererne, der arbejdede som en del af det Bloomberg-støttede program at han "ingen begrænsninger" havde for, hvad han måtte gøre.
Bloomberg har længe forsvaret dette program og dets sammensmeltning af CIA med det lokale politi.

Derudover var Michael Bloomberg også en nøglespiller i et kontroversielt initiativ vedrørende Israels efterretningsforbundne teknologisektor. Bloomberg skabte for eksempel et 2 milliarder projekt, der involverede åbning af et Manhattan-campus kaldet "Cornell Tech", som forenede Cornell University og Israels Technion, som har tætte bånd til Israels nationale efterretningstjenester og militærindustrielle kompleks. Bloomberg gav personligt over 100 millioner dollars for at sikre gennemførelsen af dette projekt. Det campus er nu partner i den nylige oprettelse af to israelsk-drevne "cybersikkerhedscentre" i New York City som er knyttet til den israelske efterretningstjeneste.

Charles Bronfman - Mega Group-stifter og søn af spritsmugleren Samuel
Den anden stifter af Mega Group - Charles Bronfman - er søn af Samuel Bronfman (1889-1971), en kendt canadisk alkoholproducent. Ganske passende da "Bronfman" angiveligt betyder "whisky mand" på det ashkenazi-jødiske sprog jiddisch. Samuel Bronfman fik to sønner: Charles og Edgar som begge senere blev del af Mega-gruppen - Charles stiftede organisationen sammen med tidligere nævnte Leslie Wexner og bror Edgar blev derefter også medlem.
De to brødre har en helt særligt familiebaggrund, med meget tætte bånd til organiseret kriminalitet:
Deres far Samuel Bronfman stiftede sin egen alkoholvirksomhed Distillers Corporation i 1924 og opkøbte også det kendte firma Seagram i 1928, som på det tidspunkt var verdens største producent og distributør af destilleret spiritus. I perioden 1920–1933 under det amerikanske alkoholforbud voksede Bronfmans virksomhed ved at eksportere alkohol til USA. Dette foregik ved at alkoholen blev "sendt ulovligt til USA af smuglere", som den canadiske encyklopædi pænt skriver. I praksis var det nogle af verdens mest berygtede mafialedere, som stod bag dette smuglerarbejde. Samuel Bronfman var nemlig "connected": Hans spiritus blev købt i massive mængder af mange bandeledere, herunder Charles "Lucky" Luciano, Dutch Shulz, Moe Dalitz, Abner "Longy" Zwillman og Meyer Lansky. De fleste af Bronfmans mafiaforbindelser under sprititusforbuddet var medlemmer af det, der blev kendt som National Crime Syndicate - en tæt forbundet sammenslutning af flere forskellige etniske mafiaorganisationer; den ledende italiensk-amerikanske, jødiske og irske mafia.

Samuel Bronfman i 1937 med sine sønner Edgar og Charles

Den venlige personskildring "'Mr. Sam,' The Whisky Man" på Entrepreneur.com, som ellers primært fokuserer på Samuel Bronfmans iværksætterbedrifter, undgår ikke at fortælle om flere ubehageligheder. Efter en forklaring af hvordan brødrene Bronfman - Abe, Harry og Alan foruden Samuel selv - havde succes med at opbygge forretningen med "sprut", som "måtte smugles ulovligt over grænsen, en situation der tvang Bronfmans til at indgå aftaler med gangstere", står der:
Brødrene vidste, de lavede forretninger med en farlig flok, men i 1922 opdagede de, præcis hvor farlige de var, da deres svoger, Paul Matoff, blev dræbt, angiveligt af spritsmuglere. Mordet skadede familienavnet i pressen, hvilket fik Bronfman til at beslutte, at det var på tide at komme videre. At blive respektabel.

Og derefter undgår den ellers venlige forfatter heller ikke denne indirekte personlige beskrivelse af Samuel Bronfman:
På trods af at han havde bygget Seagram med hjælp fra sine brødre, besluttede Sam, at forretningen var hans og hans alene. Gennem en række skarpsindige, nogle siger hensynsløse manøvrer, tvang Sam sine brødre ud af virksomheden og erklærede at kun hans to sønner, Edgar og Charles, nogensinde skulle arbejde for Seagram.

Videre står der:
I 1935 blev Sam og hans brødre anklaget for at smugle whisky tilbage til Canada. I sidste ende, takket være, hvad nogle sagde var "mistænkeligt manglende" forsendelsesoptegnelser, blev anklagerne afvist. Bronfmans forhold fra forbudstiden ville igen vende tilbage for at hjemsøge ham i 1950'erne, denne gang i USA, under en kongresundersøgelse af organiseret kriminalitet ledet af senator Estes Kefauver. På vidnestanden blev Bronfmans navn nævnt af en række af USA's største gangstere. En advokat for en af dem omtalte Bronfman som "en jævn, almindelig spritsmugler" ("a plain, ordinary bootlegger" red.). Der er ingen tvivl om, at Bronfman mødtes med gangstere. Meyer Lanskys enke talte endda om de overdådige middage, Bronfman serverede for sin mand.

Så er der historien om den canadiske journalist Terence Robertson, som forsøgte at skrive en biografi om Samuel Bronfman. Robertsons biografi om Bronfman blev aldrig offentliggjort, da han døde kort efter angiveligt at have advaret en canadisk journalistkollega om, at han havde "fundet ud af ting om Samuel Bronfman, de ikke ønskede han skulle skrive om" og til en anden journalist at "hans liv var truet" (omtalt i bogen "The Bronfmans: The Rise and Fall of the House of Seagram" - "Bronfman-familien: Huset Seagrams opstigning og fald", side 5).

For at "blive respektabel" arbejdede Sam Bronfman hårdt for at fjerne den plet, som hans samarbejde med de forskellige mafiaorganisationer havde efterladt på hans offentlige omdømme i Canada og i udlandet. Han opnåede dette ved at blive leder af den canadiske jødiske kongres (Canadian Jewish Congress) og desuden ved at skabe sig et navn som filantrop for jødiske sager.
I 1951 hjalp Sam Bronfman den kommende israelske primierminister Shimon Peres med at lave en våbenhandelsaftale med Canada, hvor den endnu ikke etablerede stat Israel fik for to millioner dollars våben til halv pris. Peres og Israel kunne derefter heller ikke betale dette beløb, hvorefter Bronfman via et støttearrangement - en middag for sine velhavende jødiske forretningsvenner - fik indsamlet pengene.
Nogle mener desuden at canadiske Bronfman var en af de prominente nordamerikanske jøder, en gruppe kaldet "Sonneborn Instituttet", der arbejdede i hemmelighed i årene efter anden verdenskrig med ulovligt at levere våben til den zionistiske paramilitære gruppe Haganah, og dermed til det Israel, som var i gang med at blive etableret.

En yderligere "krølle" på denne del af historien skal også lige nævnes her:
Vi hørte tidligere om hvordan tidligere premierminister i Israel Ehud Barak var blevet beskyldt for seksuelt overgreb mod et offer for Jeffrey Epstein. Da Barak under den israelske valgkamp i 2019 af den fungerende premierminister Benjamin Netanyahu blev angrebet for sit tætte forhold til Epstein, skød Barak tilbage med, at Netanyahus nære ven Donald Trump havde problemer af den art som synes endnu større end Barak. Desuden pegede Barak på, at han var blevet introduceret til Epstein af Shimon Peres - som har en høj stjerne i israelsk politik.
Så Jeffrey Epstein var altså tilsyneladende også på venskabelig fod med ingen anden end netop den Shimon Peres, som handlede våben med Canada og som fik hjælp til dette af forretningsmanden og spritsmugleren Sam Bronfman.

Mafiaen, Mossad og CIA: Bestikkelse og planlægning af snigmord
På samme tid som Bronfman medvirkede til at sørge for våben til det spæde land Israel - og sammen med andre prominente nordamerikanske jøder måske til ulovlig smugling af våben til Haganah - gjorde hans partnere i den kriminelle underverden det samme. Efter Anden Verdenskrig knyttede nære medarbejdere til manden, som regnes for arkitekten bag den moderne stat Israel, David Ben-Gurion, tætte forbindelser med Meyer Lansky, Benjamin "Bugsy" Siegel, Mickey Cohen og andre jødiske gangstere fra perioden. David Ben-Gurion blev senere Israels første premierminister og var desuden afgørende i grundlæggelsen af Mossad.
De involverede mafiaorganisationer brugte deres hemmelige netværk til at etablere et stort våbensmuglingsnetværk mellem USA og zionistiske bosættelser i Palæstina, og bevæbnede både Haganah og Irguns paramilitære grupper.

Forud for mafiaens samarbejde med den spæde israelske efterretningstjeneste samarbejdede den amerikanske regering - under Anden verdenskrig - ligeledes med Mayer Lansky og Charles Luciano i en operation som blev kaldet Operation Underworld.
Dette var den amerikanske regerings kodenavn for et samarbejde, som overordnet havde til formål at imødegå fjendens spioner og sabotører langs USAs nordøstlige kysthavne, at undgå fagforeningsstrejker i krigstid og at begrænse sortbørshandleres tyveri af livsvigtige krigsforsyninger og -udstyr. Dette samarbejde fandt sted fra 1942 til 1945. Det var massemorderen Albert Anastasia, og lederen af Murder Inc. - National Crime Syndicatets gruppe af jødiske og italienske lejemordere - som havde ansvaret for sikringen af havnene. Den overordnede aftale blev indgået af Meyer Lansky og US Navy - den amerikanske flåde.
Mafiaen samarbejdede også med USA om planlægningen og gennemførelsen af invasionen af Sicilien - i "Operation Husky". Igen var Charles Luciano og Mayer Lansky de centrale mafiafigurer i samarbejdet.
I de tidlige efterkrigsår samarbejdede det nydannede CIA (skabt ud af Office of Strategic Services - OSS), med sine italienske mafiakontakter om at undgå sovjetisk indflydelse i valget i 1948. I samarbejdet identificerede italienske og amerikanske mafialedere sammen med CIA-agenter "indflydelsesrige personer for at give dem de nødvendige penge til at kontrollere afstemningen i deres områder". Kommunistpartiet i Italien led et knusende nederlag ved valget i 1948, men USA's finansiering af italienske politiske partier, fagforeninger og medlemmer af organiseret kriminalitet fortsatte i Italien langt ind i 1960'erne.
En anden ting CIA samarbejdede med mafiaen omkring helt op i 60'erne var planlægningen af snigmordforsøg på den cubanske kommunistleder Fidel Catro. CIA-mafia-samarbejdet vedrørende Castro-snigmordet fortsatte gennem det sidste år af Eisenhower-administrationen og op gennem Kennedy-administrationen, og blev først afsløret i begyndelsen af 1970'erne.
Disse operationer med bl.a. samarbejde med mafiaen og bestikkelse af indflydelsesrige italienere er officielt indrømmet, men indrømmelserne inkluderer også tidspunkter for hvornår de er afsluttet. Oplysningerne om, at den amerikanske stat ikke foretager den slags handlinger længere, kommer fra den selvsamme stat, som udførte og skjulte handlingerne dengang - samt fra efterretningstjenester der arbejder professionelt med hemmeligheder, løgn, manipulation - og om nødvendigt drab.
Lige om lidt skal vi se på, hvordan de selvsamme gangstere - samtidig med at de hjalp med den ulovlige bevæbning af israelske paramilitære grupper og med diverse amerikanske efterretnings- og militære operationer - desuden tilsyneladende havde et tæt samarbejde med ledende amerikanske efterretnings- og forretningsfolk om en eller flere børnesexringe til afpresning af indflydelsesrige personer i det amerikanske samfund.

Bronfman - aristokrati, fortsatte mafiaforbindelser og politikerassistance
Ud over gennem filantropi opnåede Bronfman-familien respektabilitet da Sam Bronfmans ældste datter Aileen blev baronesse ved at gifte sig ind i den aristokratiske de Gunzburg-familie og ligeledes da Edgar Bronfman Sr. og senere hans datter Hannah giftede sig ind i hhv. Wall Street-velhaver-familierne Loeb og Lehman.
Bronfmans nyfundne respektabilitet betød ikke, at hele familiens tilknytning til organiseret kriminalitet var ovre. I 1960'erne og 1970'erne havde Edgars nevø Mitchell Bronfman tilsyneladende et tæt partnerskab med den meget kendte canadiske mafiamand og svindler Willie "Obie" Obront, som i øvrigt ofte er beskrives som "den canadiske Meyer Lansky". Mitchell skyldte angiveligt store summer til gangsteren op igennem 60'erne og 70'erne.
En anden af Mitchell Bronfmans forretningspartnere var Sidney Rosen, som blev arresteret og dømt i 1975 for at have plyndret femogtredive canadiske og amerikanske virksomheder for 7 millioner dollars gennem et clearingfirma ved navn Value Trend Holding Company. Disse informationer er kortlagt i bogen "Bronfman Dynasty", som er skrevet af den prisbelønnede journalist Peter C. Newman. Value Trend hvidvaskede disse stjålne aktiver sammen med andre indtægter fra ulovlige spil, afpresning og narkotika gennem to forskellige finansieringsselskaber på samme adresse i byen (og frihandelszonen) Freeport på Bahamas. Begge selskaber var ejet i fællesskab af Rosen og Mitchell Bronfman gennem et andet holdingselskab kaldet Milton Group. Rosen endte som nævnt i fængsel, mens Mitchell Bronfman undgik dette og hans Milton aktier blev - ifølge bogen (s. 272-275) - efterfølgende rapporteret til at være gået ind på en offshore-konto i Barclays Bank i Freeport.

Også i nyere tid er der fremkommet skandaler som afslører Bronfman-familiens og dens elitære samfundskontakters moral - eller mangel på samme. I november 2017 kom det frem, at Stephen Bronfman, der havde spillet en nøglerolle i den canadiske premierministers Justin Trudeaus forudgående magtovertagelse, var involveret i flytninger af millioner af dollars til offshore-havne:
"Chefindsamleren og seniorrådgiveren for den canadiske premierminister, Justin Trudeau, som spillede en afgørende rolle i den karismatiske politikers magtovertagelse, var involveret i overflytninger af millioner af dollars til offshore-havne, afslører Paradise Papers.
Stephen Bronfman, arving til Seagram-formuen, som var medvirkende til Trudeaus succesfulde opstilling som leder af det canadiske liberale parti i 2013 og valget til premierminister to år senere, engagerede sig gennem sin familieinvesteringsvirksomhed i et komplekst net af enheder i USA, Israel og Caymanøerne. Pengestrømme på flere millioner dollar mellem de tre jurisdiktioner kan lovligt have undgået skat i USA, Canada og Israel.
De lækkede dokumenter afslører et tæt forhold mellem to velhavende familier, der samarbejdede om at flytte millioner af dollars til Caymanøerne. På den ene side var Bronfman-familien, arvtagere af Seagram-destilleriets formue i Montreal.
På den anden side var den Cayman Island-baserede fond af Leo Kolber, en tidligere canadisk senator og kraftcenter inden for det liberale parti, Trudeau nu leder."

Det canadiske liberale parti er et "socialliberalt politisk parti", som kombinerer ønsket om en stærk velfærdsstat med en liberal økonomisk politik. Vigtigt for partiet er således beskatning af befolkningen, men når det gælder deres egne penge, sørger de altså for - i samarbejde med Bronfman-familien - at undgå at betale skat til den "canadiske velfærdsstat".

Bronfman, NXIVM, menneskehandel - og hjernevaskede sexslaver
Et meget direkte link mellem Jeffrey Epstein og Bronfman-familien er dokumenteret i Epsteins "sorte bog". Her står nemlig navnet Bronfman, Edgar Jr.
Edgar Bronfman Jr. er tidligere Warner Music Group CEO og direktør i Seagram Europe samt selvfølgelig søn af den nu afdøde Seagrams direktør Edgar Bronfman Sr. (og altså sønnesøn af Samuel Bronfman). Edgar Bronfman Jr. er i øvrigt desuden halvbror til Clare Bronfman, som er den yngste datter af Edgar Bronfman Sr.
Clare Bronfman er således arving til Edgar Bronfman Sr. men desuden også dømt for hvidvaskning, svindel og menneskehandel som tidligere leder af firmaet NXIVM. Clare og hendes søster Sara Bronfman - ligeledes datter af Edgar Bronfman Sr. - startede på deres første NXIVM-kursus i 2002. NXIVM udførte kriminelle aktiviteter i årene 1998-2018, hvilket førte til føderale anklager og domme om bl.a. sex-trafficking og menneskehandel. Firmaet betegnes som en art sex-kult og et pyramidespilslignende marketingfirma - og samtidig en organisation som angiveligt hjernevaskede og afpressede kvinder til at blive sexslaver. Der var desuden tale om voldtægt og tre tilfælde af overgreb på mindreårige.
Clare og Sara Bronfman blev engagerede følgere og økonomiske støtter for stifteren Keith Raniere og kom til at fungere som "NXIVM-coach'ere". Raniere skabte en sekt hvor han selv var øverst i hierakiet og blev kaldt "Grandmaster" - samme titel som i øvrigt benyttes i fx Frimurerordenen. Med i kulten var Hollywood stjener og "USA's mest magtfulde elite", ifølge magasinet Esquire, og flere kendte virksomhedsledere. Ud over Edgar Bronfman og hans døtre kan fx nævnes Emiliano Salinas - venturekapitalist og søn af den tidligere mexicanske præsident Carlos Salinas de Gortari.
"3.700 mennesker flokkedes", ifølge Forbes Magazine, omkring Keith Raniere og hans NXIVM-kurser.
Tibetanske Dalai Lama talte ved et NXIVM-arrangement i Albany, New York, i 2009 og satte et tibetansk tørklæde om halsen på den senere dømte sex-trafficker og menneskehandler Keith Raniere. Aftalen med Dalai Lama blev indgået af Sara Bronfman, og Lama Tenzin Dhonden, leder af Dalai Lamas amerikanske fond. Dalai Lama blev betalt 1 million dollars for deltagelsen - penge "han kunne bruge på sager han støtter". Bronfman og Lama Tenzin hævdede selv, at de var kærester, selvom Lama Tenzin som buddhistisk præst har aflagt et kyskhedsløfte.
Også Edgar Bronfman Sr. blev introduceret til stifteren Ranieres Executive Success Programs (ESPs) og tog i 2003 desuden ligesom sine døtre et NXIVM-kursus. Først gav Edgar Bronfman Sr. sin støtte og tilslutning til virksomheden og NXIVM-programmet, men lidt senere samme år fandt han ud af, at døtrene overførte store pengesummer til NXIVM og Keith Raniere, og meldte ud at han betragtede organisationen som "en kult".
I 2019 blev det afsløret at NXIVM-medlemmer havde præsenteret Hillary Clinton for ulovlig kampagnedonation ved en event i håb om at 'opnå politisk indflydelse for at fremme deres dagsorden'. De skulle angiveligt have ønsket at ramme folk de opfattede som fjender af NXIVM-lederen Keith Raniere, ved at opnå retssigtelser mod dem og desuden opnå fordele i retssager.
Dette initiativ var igangsat af Clare Bronfman og hun donerede pengene. Fordi donationen ikke kunne være "over et vist beløb", bad Bronfman en stråmand om at give donationen i hendes sted. Men det var ikke kun Hillary Clinton som modtog penge fra Bronfman, det skete også for andre demokratiske politikere. Denne side viser desuden, at også det republikanske parti tilsyneladende modtog penge fra Clare Bronfman.
Retsprotokoler afslørede, at hun desuden implanterede en "key logger"-virus på sin far Edgar Bronfmans computer, så medarbejdere hos NXIVM i al hemmelighed kunne overvåge hans e-mails, bl.a. hans udvekslinger med verdensledere i World Jewish Congress og særligt den demokratiske præsidentkandidat Hillary Clinton. De blev, ifølge oplysninger i denne artikel, venner efter at have mødt hinanden i slutningen af 1990'erne, da Bill Clinton var præsident, og Hillary Clinton støttede Bronfmans indsats i World Jewish Congress for at skaffe økonomiske erstatninger til pårørende til Holocaust-ofre. Edgar Bronfman Sr., som var 84, da han døde, var en økonomisk støtte af Hillary Clintons præsidentkandidaturer, herunder hendes mislykkede præsidentkampagne i 2008. Clinton sad ved siden af Bronfman ved hans 75 års fødselsdagsfejring i Seagram Companys hovedkvarter i New York City i 2004. I 1999 tildelte præsident Bill Clinton Bronfman en U.S. Frihedsmedalje.

I en New York Observer-artikel fra 2010 med titlen "Poor Little Rich Girls: The Ballad of Sara and Clare Bronfman" ("Stakkels små rige piger: Balladen om Sara og Clare Bronfman", står der om søskendeparret:
Parret forbliver dybt loyale over for NXIVM og Hr. Raniere, som ser ud til at have indskrænket sine mest løsslupne forbrugsvaner. (En liste over NXIVM-trænere viser Sara, 33, og Clare, 30, som har modtaget organisationens henholdsvis orange og grønne skærf). Men de fortsætter med at bruge, hvad en tidligere NXIVM-medarbejder anslår er 2 millioner dollars om måneden på at betale Hr. Ranieres og NXIVMs talrige juridiske- og public relations-kampe med forskellige fjender. Sammenstød, der har involveret at fastholde tjenesterne fra den selverklærede "G.O.P. hit man" Roger Stone og krisekommunikationsfirmaet Sitrick & Company, der sender hundredtusindvis af dollars til politikere fra Hillary Clinton til Mike Huckabee, og kontraherer en række aggressive private efterforskere til at udføre en bizar række ordninger, som et (i sidste ende opgivet) forsøg på at myrde anti-kult-aktivisten og "deprogrammereren" Rick Ross.
Håbløst urealistisk bestilte Mr. Raniere også undersøgelser om at etablere et suverænt land, sagde en anden tidligere NXIVM-konsulent. Ifølge denne konsulent overførte Bronfmans på et tidspunkt $500.000 på vegne af Mr. Raniere til et par påståede ex-C.I.A. agenter i et forsøg på at tilsvine et NXIVM-medlem, der havde begået selvmord.

Rick Ross er en "kult specialist", som igennem 14 år var i juridiske stridigheder med NXIVM. Han fortæller, at han første gang stødte på NXIVM i 2002, hvor et par hyrede ham til at få deres voksne børn ud af NXIVM.

G.O.P. står for "Grand Old Party", som er et "kælenavn" for det Republikanske parti.
Roger Stone er en amerikansk konservativ politisk konsulent og lobbyist, som desuden var rådgiver for flere præsidenter (Richard Nixon, Ronald Reagan, George W. Bush og Donald Trump) - og som altså også var "en af flere magtfulde politiske aktører på lønningslisten hos NXIVM" (avisen Newsweeks formulering). Stone arbejdede først som lobbyist for Donald Trumps kasinoer og derefter på hans kampagne som præsident. Roger Stone, som regnes for at være en fortrolig ven af Donald Trump, blev i 2019 anholdt på baggrund af anklager om vidnemanipulation, obstruktion og falske udsagn i forbindelse med den daværende undersøgelse af russisk indblanding i præsidentvalget i USA i 2016. Roger Stone blev idømt 3 års fængsel for at hindre kongressens undersøgelse. Donald Trump ophævede fængselsstraffen og benåede senere Roger Stone. Trump var selv blevet undersøgt i denne sag, og havde forsøgt at fremtvinge en afskedigelse af FBI-chefundersøgeren, for at forhindre ham i at undersøge Trumps egen rolle i sagen.

Andre Mega group medlemmer: Sexchikane og flere mafiaforbindelser
Af andre Mega-group medlemmer kan nævnes hedge fund manager Michael Steinhardt, som fortalte om sine egne familiebånd til mafiabossen Mayer Lansky i sin selvbiografi "No Bull: My Life in and out the Markets" ("Intet bullshit: Mit liv inde og ude af markederne"). Her bemærkede Michael Steinhardt, at hans far, Sol Steinhardt, var Lanskys foretrukne juvel-hæler og en stor aktør i New Yorks kriminelle underverden. Sol Steinhardt blev af politiet beskrevet som "landets hæler nr. 1", da han i 1959 blev dømt for at have modtaget og skjult stjålne effekter. Sol var også sin søns første klient på Wall Street - og den ellers "upålidelige og tilsyneladende lunefulde" far hjalp sin søn med at starte sin finanskarriere.
Forbes-artiklen om Michael Steinhardts selvbiografi forklarer:
"Sol gav tidligt sin søn kuverter fyldt med 10.000 dollars i 100 dollarsedler til at investere med på aktiemarkedet."
I bogen afslører Michael Steinhardt også nogle ligheder mellem far og søn som, ifølge Forbes-artiklen,
"rækker ud over det faktum, at (Michael red.) Steinhardt havde sit eget sammenstød med loven. Han og hans firma blev undersøgt, sammen med Salomon Bros. og Caxton Group, for angiveligt at have forsøgt at sænke markedet for kortfristede statsobligationer i begyndelsen af 1990'erne."

Forbes fortæller videre:
"Han betalte personligt 75 % af de 70 millioner dollars i civile bøder, der var en del af forliget med Securities and Exchange Commission og Justitsministeriet – blot en brøkdel af de 600 millioner dollars, som hans hedgefond tjente på Finansministeriets dispositioner."

Artiklen citerer yderligere fra bogen for at uddybe omkring lighederne med faren:
"Inderst inde er Steinhardt en tvangshasardspiller som sin far. 'Spekulativ glæde, glæden ved at have ret og blive belønnet kan meget vel svare til det sus, som en vindende hasardspiller føler,' skriver han. 'Jeg var gladere, når jeg stræbte efter succes, end jeg var, da jeg smagte dens frugter; tiltrækningen, måske afhængigheden, var i processen, lige så meget som i dens afslutning.'"

I september 2018 kom det i en artikel i New York Times frem, at Michael Steinhardt blev beskyldt for et "mønster af seksuel chikane". Det var den opsøgende jødiske college-organisation Hillel International, som efterforskede Steinhardt for "upassende seksuelle bemærkninger" til kvindelige ansatte i en af de organisationer, Steinhardt støtter. Kilder tæt på efterforskningen skulle angiveligt have sagt, at siden 2015, hvor den første klage fra en kvindelig ansat indtraf, har det været en "praksis" i organisationen, at ingen kvindelige ansatte har møder med Steinhardt alene. Steinhardt kom angiveligt jævnligt med kommentarer til kvinder om deres kroppe og deres fertilitet, ifølge de syv chikanerede kvinder og 16 andre mennesker, der sagde, at de var til stede, da Steinhardt fremsatte denne type kommentarer.
Den anden kvinde, der fremsatte påstande, modtog i 2011 en skriftlig undskyldning fra Steinhardt, som anerkendte hans upassende kommentarer til hende og to mandlige kolleger på et møde året før. Rapporten bemærkede, at college-organisationen Hillel "stille og roligt" havde fjernet Steinhardts navn fra bestyrelsen på deres hjemmeside, mens organisationen undersøgte påstandene. Hillel afgav en officiel erklæring om, at klagerne over seksuel chikane var berettigede.
Konkret drejede klagerne fx om opfordringer til en kvindelig kommunikationsdirektør og hendes kvindelige kollega om at have "en trekant" med ham, og et forslag til en kvindelig professor, som han støttede økonomisk, om at hun skulle blive "hans konkubine".

Også den verdenskendte filminstruktør Steven Spielberg er medlem af Mega group. Speilberg var Lew Wassermans protégé bl.a. mens Wasserman var bestyrelsesformand for MCA, som ejede Universal Pictures hvor Speilberg arbejdede med sine film. Ifølge den anerkendte undersøgende journalist Dan Moldeas bog "Dark Victory: Ronald Reagan, MCA, and the Mob" ("Mørk sejr: Ronald Reagan, MCA og mafiaen") var Wasserman bindeleddet mellem mafiaen, Hollywood-filmindustrien og Ronald Reagan. Ronald Reagan opnåede meget lukrative aftaler som skuespiller på denne baggrund og med Wasserman som sin agent. I 1947 medvirkede Wasserman bl.a., med hjælp fra sine mafiakontakter, til at hjælpe Reagan med at blive præsident for Screen Actors Guild (fagforening for film- og tv-skuespillere) - hvilket satte gang i Reagans succesfulde politiske karriere.

I gruppen findes også Max Fisher som var rådgiver for flere amerikanske præsidenter, startende med Dwight D. Eisenhower - såvel som udenrigsminister Henry Kissinger.
Der er i bogen Dope.inc blevet fremsat påstande om Max Fishers forbindelser til Detroits kriminelle underverden. På side 341 i bogen påstås det fx at Max Fisher startede som "bagman" for en ledende mafia-organisation i Detroit kaldet "Purple Gang". Hvorfor ordet "bagman" ("kuffertmand" - slang for gangsters mellemmand eller pengeopkræver) knyttes til Max Fisher, forklares i afsnittet med, at Fishers opgave var "at transportere forudbetalinger for Bronfman spiritus over den canadiske grænse" og desuden "sikre forudgående leveringer af Bronfmans lavkvalitetssprit ("rotgut") til de smugkroer ("speakeasies"), der spredte Michigans bilbyer". Kilder til disse påstande angives ikke i bogen. Men detaljen omkring Bronfmans "lavkvalitetssprit" karakteriseret med slangordet "rotgut" er der flere andre der mener at kunne bekræfte: Navnet påstås at have været "Seagram Chickencock" som skulle have været "en blanding af ren alkohol, svovlsyre, karamel, vand og lagret rugwhisky".
Bogen "Dope Inc." er forfattet af den amerikanske politiske aktivist Lyndon LaRouche, som er blevet betegnet som en prominent konspirationsteoretiker og desuden var flerårig amerikansk præsidentkandidat ("perennial presidential candidate" - i betydningen en kandidat som ofte stiller op men sjældent eller aldrig vinder). LaRouche startede i 70'erne en politisk bevægelse, som nåede sit højdepunkt i 1986, da nogle af bevægelsens kandidater vandt de demokratiske primærvalg til guvernørvalget i Illinois, hvilket forskrækkede embedsmænd fra Det demokratiske parti. Støtter af LaRouche betegnes af flere nyhedsmedier og af de etablerede politiske partier som ekstremister, voldelige radikale højreorienterede samt sindssyge og langt ude ("kook fringe").
LaRouch blev desuden i årene efter valgsuccessen anholdt og idømt 15 års fængsel for svindel, hvoraf han afsonede fem år, hvorefter han blev løsladt.
Lyndon LaRouches mange forskellige påstande om diverse kendte topledere, velhavere, royale mv. er meget detaljerede, men betragtes altså af flere som helt utroværdige.
LaRouche etablerede i 1971 et privat "efterretningsnetværk". Organisationens medlemmer over hele verden sendte information til LaRouches hovedkvarter, der distribuerede informationen via briefinger og en række nyhedstjenester og magasiner. Kritikere siger dette blev gjort for at få adgang til regeringsembedsmænd. I 1984 udtalte det tidligere 'National Security Council'-medlem Norman Bailey, at LaRouches netværk var "en af de bedste private efterretningstjenester i verden" og i 1985 at de efterretninger om økonomi og udenrigsanliggender som LaRouche havde delt med ham "var overraskende præcise".
Lyndon LaRouche fremkom med meget mere kriminaliserende påstande om Samuel Bronfman og hans sønner Edgar og Charles, end de kilder undertegnede forfatter ellers forholder sig til. Han kom også med meget kriminaliserende påstande om mange andre af de personer som nævnes i hele denne Hoja.dk-artikelserie. Ingen af disse indflydelsesrige og velhavende personer har dog tilsyneladende ført injuriesager mod Lyndon LaRouche eller hans netværk.

Et andet medlem af Mega Group, der er værd at bemærke, er Laurence Tisch, som ejede CBS News i flere år og grundlagde det multi-industrielle holdingselskab Loews Corporation. Tisch arbejdede for Office of Strategic Services (OSS), der - som tidligere nævnt - senere ændrede navn til CIA.
Forbindelsen mellem Laurence Tisch og Jeffrey Epstein er samtidig beretningen om de sociale cirkler der tilsyneladende findes i dette elitære samfundslag:
Laurence Tischs søn og svigerdatter James og Merryl Tisch etablerede i 2008 Tisch Cancer Institute, der er en del af Mount Sinai Health System - på Manhattan, New York. I dette kræftbehandlingcenter grundlagde Dr. Eva Andersson-Dubin Dubin Breast Center ("Dubin Brystcenter"). Eva Andersson-Dubin er den ene halvdel af et "dygtigt Manhattan-superpar" - hun er gift med milliardæren hedgefondsejer Glenn Dubin. Eva Andersson-Dubin er tidligere Miss Sweden og hendes navn er listet i Jeffrey Epsteins private jet log for "Lolita Express". Hun er desuden Epsteins ekskæreste.
Hun og hendes mand, milliardæren hedge-funder Glenn Dubin, havde Epstein forbi til Thanksgiving-middag i 2009, dvs. på det tidspunkt hvor Epstein var fængslet med baggrund i sin særlige aftale. Eva Andersson-Dubin fortalte den ledsagende fængselsbetjent, at parret var "100 procent komfortable" med, at Epstein var omkring deres teenagedatter, ifølge Business Insider.
Dette skete i en e-mail, som er underskrevet "Eva og Glenn Dubin", og parret gjorde det klart, at de vidste, at Epstein var "en registreret seksualforbryder og havde erkendt sig skyldig [sic] i at anmode om prostitution og skaffe en mindreårig til prostitution."
Eva Andersson-Dubin oprettede også en nonprofit fond, så Epstein kunne donere til Eva Dubins brystkræftorganisation i Tisch Cancer Institute uden at afsløre sit navn. Parret havde, fortæller Business insider artiklen desuden mangeårige forretningsmæssige og sociale bånd med Epstein.
Ved fejringen af 10-årsdagen for Dubin Breast Center i december 2020 holdt James S. Tisch tale, hovr han takkede alle, der havde spillet en rolle i at skabe og opretholde Dubin Breast Center - og takkede særligt Dr. Eva Andersson-Dubin for hendes "beslutsomhed, lidenskab og utrættelige drive" i den forbindelse.

Eva Dubin og James Tisch sammen til fest i New York i 2017

Samarbejder CIA, FBI og mafiaen om "honningfælder" som udnytter børn seksuelt?
I artiklen "Den chokerende oprindelse til sagen om Jeffrey Epstein" redegøres der for hvordan "honningfælder" historisk er blevet anvendt af efterretningstjenesterne CIA og FBI og den amerikanske mafia. Men ikke alene det: Artiklen redegør også for hvordan disse efterretningstjenester og mafiaen historisk har samarbejdet om afpresning af diverse pædofile topledere. Den redegør kort fortalt om en chokerende korruption i toppen af det amerikanske samfund: Topledere i efterretningstjenester, politik og forretningsliv samt i den katolske kirke som udnytter børn seksuelt - og afhængigt af position forsøger at drage fordele heraf ved hjælp af afpresning.

Det er indrømmet af CIA, at organisationen i en årrække anvendte "love traps" (honningfælder) som "almindelig praksis". Fælderne blev brugt til at få fx andre landes præsidenter, konger og diplomater til at arbejde for den amerikanske efterretningstjeneste. CIA brugte både kvindelige og mandlige prostituererede til dette formål, og havde et meget omfattende setup med lyd og videoovervågning installeret i særlige "safe houses" ("sikre huse") med fx billeder på væggene, som i virkeligheden var en del af overvågningsudstyret. Afdelingen blev kaldt "sex squad" og CIA-chefen Harry Osborn modtog løbende briefings om afdelingens overvågningstiltag mv. Efterretningstjenesten havde et samarbejde med lokalt og statsligt politi særligt deres "vice squads" (sædelighedspoliti). Gennem disse fik CIA adgang til at bruge prostituerede med forskellige "specialer" - lederen af "sex squad" holdt simpelthen et omfattende register med forskellige "perverse" prostituerede ("perverts"), som kunne bruges i forskellige sammenhænge.
Det var Washingotn Post som i midten af 1970'erne afslørede disse forhold. Avisen skrev i en af sine artikler om emnet at:
"Mærkeligere-end-fiktion-historien om afpresningsoperationen er en af hemmelighederne, som CIA febrilsk forsøger at skjule for kongressens efterforskere."

Som med de andre prekære afsløringer af den amerikanske stats operationer er også denne altså blevet afsløret og derefter - ifølge efterretningstjenesten og staten selv - officielt standset.

Artiklen "Den chokerende oprindelse til sagen om Jeffrey Epstein" redegør videre:
Afgørende for Samuel Bronfmans spritsmugling-operationer i USAs forbudstid var særligt én mellemmand, en mand ved navn Lewis "Lew" Rosenstiel. Dette er beskrevet i bl.a. bogen "The Bronfmans: The Rise and Fall of the House of Seagram" (side 64), som er skrevet af den undersøgende journalist og forfatter Nicholas Faith. Rosenstiel fik sine første erfaringer med alkoholbranchen da han - inden forbuddet - som ung arbejdede på sin onkels destilleri i Kentucky. Da loven om forbud mod alkohol trådte i kraft, oprettede Rosenstiel sit eget firma Schenley Products Company, som senere skulle blive et af de største spiritusfirmaer i Nordamerika.
Selvom han var en high school drop-out og ikke var særlig godt socialt forbundet på det tidspunkt, havde Lewis Rosenstiel et "tilfældigt" møde med Winston Churchill i 1922, mens han var på ferie på den franske riviera. Ifølge New York Times rådede Churchill Rosenstiel til at forberede sig på at spiritussalget ville vende tilbage i USA. Rosenstiel formåede på en eller anden måde at sikre finansiering fra det respekterede Wall Street-firma Lehman Brothers til hans virksomhedsekspansion ved opkøb af destillerier ("The Bronfmans: The Rise and Fall of the House of Seagram", side 66).
Officielt siges Rosenstiel at have bygget sit firma og sin rigdom efter forbuddet ved at følge Churchills råd. Han var dog tydeligvis involveret i spritsmugling og blev endda tiltalt for dette i 1929, selvom han undgik dom. Ligesom Bronfman var Rosenstiel tæt forbundet med organiseret kriminalitet - og ligesom Bronfman især med medlemmer af den overvejende jødisk-amerikanske og italiensk-amerikanske mafiaalliance National Crime Syndicate.
Senere statslige undersøgelser i staten New York hævdede, at Rosenstiel var en del af et 'konsortium' sammen med organiserede kriminelle, der købte spiritus i Canada fra Samuel Bronfman. Dette kom frem i en høring i State Joint Legislative Committee on Crime i 1971 (Statens fælles lovgivende udvalg for kriminalitet). De andre medlemmer af dette kriminelle 'konsortium' var Meyer Lansky, Joseph Fusco, en kollega til den afdøde Chicago-gangster Al Capone og Joseph Linsey, som et vidne der samtidig var efterforsker for kongressen identificerede som "en dømt spritsmugler". Rosenstiels forhold til disse mænd, især Lansky, skulle fortsætte længe efter forbuddet, ligesom Samuel Bronfman også bevarede sine mafiaforbindelser. Vidnet og efterforskeren påstod faktisk at Rosenstiel stadig i 1971 havde disse forbindelser.
Ud over sine venner i mafiaen dyrkede Rosenstiel også tætte bånd til FBI. Han udviklede et tæt forhold til den mangeårige FBI-direktør J. Edgar Hoover og gjorde Hoovers højre hånd og mangeårige assistent ved FBI, Louis Nichols, til vicepræsident i Rosenstiels Schenley-imperium i 1957.
Nichols gik på pension fra Schenley i 1968, og blev præsident for J. Edgar Hoover Foundation (J. Edgar Hoover-fonden), som blev oprettet til ære for F.B.I.-direktøren med et bidrag på 1 million dollars fra Dorothy og Lewis S. Rosenstiel Foundation.

Lewis Rosenstiel foran tønder med whiskey

Rosenstiel var kendt for at være "et sandt monster" med en helt uberegnelig opførsel over for sine medarbejdere, som han generelt "behandlede som skidt". Fx havde han en praksis med at aflytte sine kontorer for at høre, hvad medarbejderne sagde om ham, når han ikke var til stede - så han kunne fyre dem, når de "kompromitterede sig selv, ved at tale i hans fravær" ("The Bronfmans: The Rise and Fall of the House of Seagram", side 66).
Rosenstiel var gift fem gange, men var angiveligt biseksuel - en del af hans liv, der var velkendt af mange af hans nære medarbejdere. Lewis Rosenstiel skulle derfor tilmed have haft tilnavnet "Rosie" blandt medarbejderne på kontoret. Selvom der i årevis kun var antydninger af denne anden side af den kontroversielle forretningsmand, dukkede der år senere detaljer op som støttede påstandene. Dette skete under en skilsmissesag anlagt af Rosenstiels fjerde kone, Susan Kaufman. Susan Kaufman hævdede, at Rosenstiel var vært for ekstravagante fester, der omfattede "drengeprostituerede", som hendes mand havde hyret "til glæde" for visse gæster, som omfattede vigtige embedsmænd og prominente personer i USAs kriminelle underverden. Kaufman skulle senere fremsætte de samme påstande under ed under den tidligere nævnte høring af New Yorks State Joint Legislative Committee on Crime i 1971. Disse opysninger er bl.a. gengivet i bogen "Official and confidential: The secret life of J. Edgar Hoover" (side 254) af den anerkendte forfatter Anthony Summers.

Det var Lewis Rosenstiel som arrangerede disse fester, men han sørgede også for, at de lokaliteter, hvor det foregik, blev aflyttet med mikrofoner, der optog hans højt profilerede gæsters seksuelle udskejelser. De samlede oplysninger omkring disse fester tegner nemlig billedet af en sex-trafficking-ring, som minder rigtig meget om det setup, der tilsyneladende også fandtes mange år senere omkring Jeffrey Epstein.

Omdrejningspunktet for den sex-trafficking-ring, som ifølge artiklen "Den chokerende oprindelse til sagen om Jeffrey Epstein" fungerede op igennem 1950'erne til godt op i 80'erne, var en mand ved navn Roy Cohn. Roy Cohn var - ligesom Jeffrey Epstein - jøde og havde forbindelser til både mafia, efterretningsvæsen og et fintmasket socialt netværk af velhavende og betydingsfulde mennesker omkring sig.
Det foregik - ligesom med Jeffrey Epstein - ved forskellige stort anlagte sex-orgie-fester. Med til en af disse “afpresningsfester” var i 1958 Susan Rosenstiel der dengang var gift med Lewis Rosenstiel, og som senere under sin skilsmissesag fortalte om hændelserne. Det er var Roy Cohn, som fungerede som vært dette arrangement i Manhattan’s Plaza Hotel, suite 233, og Susan Rosenstiel deltog sammen med sin daværende mand Lewis Rosenstiel, som var nær ven af Cohn. Susan Rosenstiel beskrev, hvordan hun af Roy Cohn blev introduceret til FBI-chefen J. Edgar Hoover, som var klædt i kvindetøj. Cohn fortalte så, ifølge Susan Rosenstiel, at Hoovers navn var "Mary" "i en svagt skjult latter". Susan Rosenstiel forklarede at unge drenge var tilstede og hun påstod at Cohn, Hoover og hendes ex-mand havde sex med disse mindreårige. Hun påstod i øvrigt desuden, at "Hoover fik en af drengene til at læse op fra bibelen, mens en anden legede med ham". Susan Rosenstiel (efter og før ægteskabet med Lewis Rosensteil havde hun efternavnet Kaufman) var, ifølge oplysningerne, med til i alt to af sådanne arrangementer. Begge gange med Hoover udklædt som kvinde i henholdsvist sort og rødt kostume.

Bogen "Official and confidential: The secret life of J. Edgar Hoover" fortæller i detaljer bl.a. om FBI-chefen J. Edgar Hoovers deltagelse i de seksuelle udskejelser (s. 254):
Ifølge fru Rosenstiel var Edgar klædt ud som kvinde, i fuld drag-kostume. "Han var iført en blød sort kjole, meget luftig, med flæser og blondestrømper og høje hæle og en sort krøllet paryk. Han havde makeup på og falske øjenvipper. Det var en meget kort nederdel, og han sad der i stuen i suiten med benene over kors. Roy introducerede ham for mig som 'Mary', og han svarede: 'Godaften', brysk, som første gang jeg mødte ham. Det var tydeligt, at han ikke var en kvinde, man kunne se, hvor han barberede sig. Det var Hoover. Du har aldrig set noget lignende. Jeg kunne ikke tro det, at jeg skulle se lederen af FBI klædt ud som en kvinde."

Selvom Susan Kaufmans påstande er chokerende, blev hendes vidneudsagn anset for troværdigt og hendes evne til at huske højt respekteret af chefadvokaten for udvalgskomiteen, New York-dommer Edward McLaughlin, og udvalgsefterforsker William Gallinaro - og flere aspekter af hendes vidnesbyrd blev senere bekræftet af to andre separate vidner, som var ukendte for Susan Kaufman. Udvalgsefterforsker William Gallinaro mente at Susan Rosenstiel var et exceptionelt godt vidne, mens dommer McLaughlin ifølge forfatteren til ham skulle have udtalt:
"Jeg oplevede, at hun var absolut sandfærdig. Kvindens evne til at huske var fænomenal. Alt blev tjekket og dobbelttjekket, og alt, der kunne kontrolleres, viste sig at være sandt."

Disse ting beskrives temmelig indgående med flere argumenter for Susan Kaufmans troværdighed i forordet til bogen "Official and Confidential: The Secret Life of J. Edgar Hoover". Der var, ifølge bogen, desuden flere andre vidner til Hoovers homoseksuelle aktiviteter. I bogen remser forfatteren mange eksempler på disse vidner op, deriblandt en livslang ven til Hoover og hans påståede mandlige elsker Clyde Tolson samt enken til Hoovers psykiater.
Denne avisartikel giver et andet eksempel: En model, der sammen med sin date socialiserede med Hoover og hans ven Clyde Tolson et nytår, sagde, at hun så Hoover og Tolson holde i hånden på bagsædet af en bil. Senere samme aften fortæller hun, at hun hørte Tolson udtrykke et ønske om at danse med Hoover på Cotton Club i Harlem. En ironisk detalje var, at Hoover - ifølge kvinden - var rasende på det tidspunkt, fordi han så et interracialt par på dansegulvet.
Bogen er skrevet med baggrund i seks års researcharbejde og bl.a. interviews med kvinden selv - Susan Kaufman. Mange andre mener, at historien er helt utroværdig - bl.a. New York-statsadvokaten på det tidspunkt, Robert M. Morgenthau og den berømte advokat William Hundley, der arbejdede i det amerikanske justitsministerium. Deres argumenter var, at Susan Kaufman ønskede at ramme Lewis Rosenstiel og J. Edgar Hoover, samt at historien simpelthen "var for ufattelig".
Forordet i bogen om J. Edgar Hoovers hemmelige liv beskriver dog desuden, hvordan udvalgskomitéens medlemmer mente, at Lewis Rosenstiel havde brugt sin enorme formue og indflydelse til at miskreditere Susan Kaufmans troværdighed via en anlagt sag med anklage om, at hun havde begået mened. Dette blev gjort netop samtidig med, at hun skulle vidne mod Rosenstiel i sagen omkring hans mafiaforbindelser.

Den urørlige mafialeder
Bronfman og Rosenstiel blev legendariske i den nordamerikanske spiritusbranche, delvist på grund af deres kamp for overherredømmet i branchen. New York Times fortalte, at dette forhold ofte var præget af bitre personlige kampe. Men de startede som nævnt med at samarbejde - og den ene ting, der forenede de to forretningsmænd mere end noget andet, var deres tætte forbindelse til amerikansk organiseret kriminalitet, især den berømte gangster Meyer Lansky.

Lansky er en af de mest berygtede gangstere i historien og er bemærkelsesværdig for at være den eneste berømte gangsterleder, der formåede at dø som en gammel mand og stort set undgå fængselsophold. Han kom kun i fængsel én gang i to måneder i 1953, efter en dom for deltagelse i ulovlig hasardspil.

Lanskys evne til at undgå fængselsstraffe var i vid udstrækning resultatet af hans tætte forhold til magtfulde forretningsmænd som Bronfman og Rosenstiel (blandt mange andre) samt ledere i FBI og det amerikanske efterretningsmiljø. Vi har allerede hørt om Lanskys evne til at indgå samarbejdsaftaler med den amerikanske stat og den tidlige efterretningstjeneste OSS om diverse efterretningsoperationer. Men flere mener også, at hans rolle i etablere flere afpresnings- og afpresningsringe, hjalp ham med at holde loven fra livet - måske endda at dette var den helt centrale nøgle dertil.
Lansky blev anklaget flere gange. For overfald, for skatteunddragelse (i 1972) og for foragt for retten (1973). Det var IRS - det amerikanske skattevæsen (Internal Revenue Service) - som rejste skattesagen, men Lansky blev også i den sag frikendt. Lansky slap også fri fra fængsel i sagen om foragt for retten (som opstod da Lansky udeblev fra retssagen om skatteunddragelse), da dommen blev omstødt af en føderal appeldomstol.
På denne FBI-side ser man FBI's omfattende sagsmapper på Mayer Lansky, og hvor de påstår at Lansky var "involveret i en bred vifte af organiseret kriminel aktivitet". Men FBI refererer kun til skattesagen fra 1972 og fortæller at han her blev tiltalt for, at han og andre havde "skummet millioner af dollars" fra et kasino i Las Vegas, som de ejede - men fortæller desuden "at anklageskriftet mod Lansky senere blev afvist, da han blev anset for at være for syg til at blive stillet for retten". FBI selv anlagde altså ingen sager mod Mayer Lansky - trods de mange FBI-dokumenter om hans omfattende kriminalitet.
Gennem hele sin karriere hævdede Hoover i øvrigt, at der ikke var nogen "national crime family" - med reference til Mayer Lanskys og Charlie Lucianos National Crime Syndicate. Han insisterede på, at organiseret kriminalitet var et lokalt problem, hvilket satte det uden for FBI's jurisdiktion.

Lewis Rosenstiel holdt - ligesom Samuel Bronfman - regelmæssige overdådige middagsselskaber til ære for Lansky både under og efter spiritusforbuddet. Susan Kaufman, Rosenstiels ekskone, hævdede at have taget adskillige billeder af sin eksmand med sine "mafiavenner", der socialiserede og festede sammen. Flere af disse billeder skulle i øvrigt have vist J. Edgar Hoover og Roy Cohn - også til fest med mafialederne. Eksistensen af disse billeder blev angiveligt bekræftet af journalisten Mary Nichols fra avisen Philadelphia Inquirer.
Derudover var Lansky, ifølge Susan Kaufmans erindring, en af de personer, som Rosenstiel søgte at beskytte mod juridisk undersøgelse som en del af hans børneprostitutions- og afpresningsring rettet mod højtstående embedsmænd - og Rosenstiel blev angiveligt overhørt sige, at hvis regeringen "nogensinde lægger pres på Lansky eller nogen af os, vil vi bruge denne [en specifik optagelse taget til en af 'festerne'] som afpresning.”

Lansky skulle ved flere lejligheder have kaldt Rosenstiel for "Supreme Commander". Samme titel brugte Roy Cohn angiveligt om og til Rosenstiel, mens Rosenstiel omvendt kaldte Roy Cohn for "Field Commander" ("Feltkommandant") eller "sergeant major" (sergant major). Cohn kaldte desuden Rosenstiel "commander-in-chief" ("Chefkommandant").
Altså nogle titler som minder om noget man bruger i militæret, eller simpelthen direkte er militære titler. "Supreme" og "Commander" er desuden ord, som i flere sammenhænge anvendes i Frimurerordenen. Her findes fx titlen "Sovereign Grand Commander", som er den højeste titel i ordenen, og hvis man er "Sovereign Grand Commander of The Supreme Council" er man Frimurer af den absolut øverste 33. grad i Frimurerordenen i det antikke skotske rite - og medlem af det øverste råd i logen.
Dette er interessant fordi Rosensteils nære ven J. Edgar Hoover faktisk var netop Frimurer af 33. grad i det skotske rite. Det samme var den person som Rosensteil "tilfældigt" mødte på sin ferie ved den franske riviera - Winston Churchill. Churchill gav - som tidligere nævnt - Rosensteil rådet, om satsning på sin spiritusforretning efter forbuddets kommende ophævelse, der hjalp Rosensteil i sit forretningsliv.
Meget mere om Frimurerordenen i del 3 og del 4, som identificerer andre magtfulde frimurere og desuden undersøger Frimurerordenens fundamentale værdier bl.a. gennem udvalgte prominente frimureres ytringer og adfærd.

Journalisten Douglas Valentine, som er kendt for sine bøger om CIAs hemmelige aktiviteter, skriver meget detaljeret og afslørende om den amerikanske regerings samarbejde med mafiaen i sin bog "The CIA as Organized Crime: How Illegal Operations Corrupt America and the World" ("CIA som organiseret kriminalitet: Hvordan ulovlige operationer korrumperer Amerika og verden"). I bogen (s. 234) bemærker han bl.a. at dette samarbejde førte til ekspansion af mafiaen efter krigen - og at det desuden var optakten til det fortsatte samarbejde med den amerikanske efterretningstjeneste.
Valentine kalder regeringens samarbejde med mafiaen for en "faustiansk pagt", og fortæller desuden at "[t]il gengæld for tjenester ydet under krigen blev mafiabosserne beskyttet mod retsforfølgelse for snesevis af uopklarede mord". Han påstår ligefrem at mafiaen var "en beskyttet gren af CIA, som co-opterede kriminelle organisationer rundt om i verden og brugte dem i sin hemmelige krig" mod Sovjetunionen og Kina. Valentine mener, at mafiaen kom ud af Anden Verdenskrig "mere energisk og med mere magt", og at den "kontrollerede byer over hele landet".
Valentine fortæller i øvrigt også om hvordan CIA ikke bare undlod at gøre noget imod organiseret narkotikasmugling, men simpelthen selv blev involveret i trafikken - bl.a. ved at søge at beskytte sin mexicanske søsterorganisation og samarbejdspartner Det Føderale Sikkerhedsdirektorat - DFS (Dirección Federal de Seguridad). DFS blev etableret samtidig med CIA i 1947 og fungerede som mexicansk efterretningstjeneste og hemmeligt politi indtil 1985, hvor det blev opløst.

CIA havde også tætte forbindelser til Mayer Lanskys medarbejdere, såsom Washington D.C. PR-manden Edward Moss. Mafiaen - ledet af Lansky - og cubanske politiske ledere bag 1952-statskuppet i Cuba hyrede Moss til at lave Public Relations- og kommunikationsarbejde for sig. Lansky og Luciano havde omfattende forretningsforetagender i Cuba - bl.a. casinoer - og samarbejdede tæt med disse folk.
Dokumenter i Edward Moss' CIA-fil afslører, at han havde "langvarige forbindelser" til organiseret kriminalitet i USA. En rapport fortalte, at:
"Moss' operation ser ud til at være regeringskontrakter for underverdenen og lader sandsynligvis mafia-penge komme op til overfladen i legitime aktiviteter."

Andre CIA-optegnelser rapporterede, at Edward Moss arbejdede for Defense Production Administration i Department of Commerce i begyndelsen af 1950'erne (administration af våbenproduktion i Handelsministeriet). CIA-generalinspektør J. S. Earman erkendte, at agenturet havde en "interesse" i Moss, og ifølge et CIA-memorandum skulle Moss, øjensynligt endda have været i kontakt med præsident Kennedys stab, "så de kunne blive informeret om hans aktiviteter".
Harry "Happy" Meltzer var en anden Lansky-medarbejder - professionel lejemorder - der samtidig var et CIA-asset, og i december 1960 bad CIA Meltzer om at slutte sig til CIAs lejemorder-team.
Ud over CIA var Lansky - som tidligere nævnt - også forbundet med den spæde israelske efterretningstjeneste, allerede i forbindelse med etableringen af staten Israel. Efterfølgende blev der etableret et løbende økonomisk samarbejde med Tibor Rosenbaum, en våbenindkøber og højtstående embedsmand i Israels Mossad, hvis bank – International Credit Bank of Geneva – hvidvaskede Lanskys kriminelle gevinster og recirkulerede dem til lovlige amerikanske virksomheder. Mayer Lanskys forsøg på seksuel afpresning af magtfulde mennesker skulle angiveligt gå så langt tilbage som til 1939, hvor det hævdes at Lansky benyttede en kvinde ved navn Virginia Hill til formålet.
Virginia Hill var fra begyndelsen af 1930'erne en del af den organiserede kriminalitet omkring kendte amerikanske mafialedere. Hun blev kurer for Al Capone-banden Chicago Outfit i midten af 1930'erne, og blev desuden kæreste med gangsteren Bugsy Siegel (m.fl.).
Lansky sendte Virginia Hill til Mexico, hvor hans forbindelser havde etableret en narkoring, for at forføre adskillige "toppolitikere, hærofficerer, diplomater og politiembedsmænd."
En af de helt store successer med metoden var angiveligt da Lansky opnåede kompromitterende billeder af FBI-direktør J. Edgar Hoover, som viste "Hoover i en slags homoseksuel situation". Billederne viste, Hoover involveret i seksuel aktivitet med sin mangeårige ven, FBIs vicedirektør Clyde Tolson.
Ifølge flere mafiafolk - inklusiv Lansky selv - skulle de på den baggrund have haft kontrol med FBI-chefen.

I 1976 kom det også frem at Meyer Lansky havde forsøgt at "kompromittere den amerikanske udenrigsminister Henry Kissinger med en filmstjerne". Det blev angiveligt iscenesat af Lanskys berømte mafiaadvokat og "juridiske talerør" Sidney Korshak. Kilderne til oplysningerne var ifølge nyhederne dengang myndighederne selv. Der blev også informeret om CIAs succesfulde forsøg på at sex-afpresse John F. Kennedy samt FBIs forsøg på at sex-afpresse Martin Luther King.

Hoover og Rosenstiel: Det tætte venskab mellem FBI-chefen og spiritusbaronen
Lewis Rosenstiel og J. Edgar Hoover havde et langt og tæt venskab, som angiveligt strakte sig tilbage til 1950'erne. Rosenstiels FBI-fil skulle placere det første Hoover-Rosenstiel-møde til at finde sted i 1956, og desuden afsløre, at spiritusbaronen i høj grad lobbyede Hoover for at hjælpe i hans forretningsinteresser.
Kort efter deres første "officielle" møde blomstrede det offentlige forhold mellem de to mænd, og Hoover sendte endda Rosenstiel blomster, da han blev syg. Rosenstiel skulle angiveligt under et møde i 1957 have sagt til Hoover; "dit ønske er min kommando." Deres forhold forblev tæt og intimt op gennem 1960'erne og frem.
Ligesom Rosenstiel var Hoover kendt for at samle afpresningsmateriale på både ven og fjende. Hoovers kontor indeholdt "hemmelige filer" om adskillige magtfulde menneskers sexliv i Washington og mange andre steder, filer han brugte til at opnå tjenester og beskytte sin status som FBI-direktør.
Han havde fx en fil om Robert Kennedy, og hans angivelige møde med Marilyn Monroe, lige før hun døde af en overdosis - officielt registreret som et formodet selvmord. En tidligere Los Angeles politimand hævder i øvrigt, at Robert Kennedy myrdede Monroe for at undgå afsløring af sin bror og præsidenten John F. Kennedys affære med Monroe - og derved "beskytte Kennedy-klanen". Påstanden - som kommer fra flere - skulle angiveligt være underbygget af filer fra Los Angeles Police Department (Los Angeles politi).

Nogle mener, at Hoovers egen tilbøjelighed til afpresning tyder på, at han kan have været forbundet med Rosenstiels seksuelle afpresningsoperation mere direkte, da han tilsyneladende vidste, at han var kompromitteret, og hans involvering i operationen ville have tjent som et middel til at skaffe den afpresning, han eftertragtede til sine egne formål.
Et yderligere argument, der fremføres, er, at hvis Hoover kun blev afpresset af den Lansky-Rosenstiel-forbundne mafia, er det usandsynligt, at han ville have været så venlig over for Rosenstiel, Lansky og de andre gangstere ved sammenkomster og deltaget i dem med en sådan regelmæssighed.

Ifølge journalisten og forfatteren Burton Hersh var Hoover også linket til Sherman Kaminsky, som drev en anden seksuel afpresningsoperation i New York, der involverede unge mandlige prostituerede. Dette fortæller han i bogen "Bobby and J. Edgar: The historic face-off between the Kennedys and J. Edgar Hoover that transformed America" ("Bobby og J. Edgar: Den historiske konfrontation mellem Kennedy-familien og J. Edgar Hoover som ændrede Amerika").
Denne afpresningsoperation blev stoppet og undersøgt i 1966 i en afpresningsundersøgelse ledet af Manhattan-distriktsadvokat Frank Hogan, selvom FBI hurtigt overtog efterforskningen, og billeder af Hoover og Kaminsky sammen angiveligt forsvandt fra sagens akter.

Roy Cohn - go-to-guy for præsidenter, efterretningstjenester og mafia
Årtier efter sin død forbliver Roy Cohn en yderst kontroversiel figur. Cohn var tæt forbundet med både Ronald Reagans og Donald Trumps Hvide Hus, CIA, FBI, organiseret kriminalitet og i øvrigt mange af de personer, der senere skulle befinde sig i Jeffrey Epsteins omgangskreds.
Vi hørte tidligere om Roy Cohn som vært til "afpresningsfesten" med Lewis Rosensteil, J. Edgar Hoover og den chokerede Susan Rosenstiel - hvor Hoover angiveligt var iført drag-kostume og både alene og sammen med Cohn og Rosensteil udnyttede drengebørn seksuelt.
For at forstå hvem Roy Cohn var, er det vigtigt at forstå hans magtopstigning i de tidlige 1950'ere, da han, som kun 23 årig, blev en nøglefigur i den højtprofilerede retssag mod de sovjetiske spioner Ethel og Julius Rosenberg - og senere som højre hånd af "kommunistjægeren" senator Joseph McCarthy.

Cohn var meget aktiv i det antikommunistiske miljø i 1950'erne, og det var med stor sandsynlighed det, der ledte ham til at møde J. Edgar Hoover, hvilket skete første gang i 1952. Under dette møde, som er beskrevet i bogen om den historiske konfrontation mellem Kennedy-familien og Hoover, udtrykte Hoover beundring for Cohns aggressive og manipulerende taktik. Hoover bad Cohn om at "ringe direkte" til sig, når han havde oplysninger, der var værd at dele. Fra det tidspunkt handlede Cohn og Hoover "tjenester, overstrømmende komplimenter, gaver og omfattende private middage", ifølge forfatteren Burton Hersh.

Datoen og omstændighederne omkring Cohns introduktion til Rosenstiel er sværere at afklare. Det er muligt, at forbindelsen blev skabt gennem Roy Cohns far, Albert Cohn, en fremtrædende dommer og en indflydelsesrig skikkelse i New York Citys demokratiske parti-apparat, der dengang blev drevet af Edward Flynn. Det blev senere afsløret, at den demokratiske organisation ledet af Flynn og baseret i Bronx havde mangeårige forbindelser til organiseret kriminalitet, herunder medarbejdere til Meyer Lansky.
I New York Magazine-artiklen "Mafiaen og maskinen" fra 1986, bliver niveauet af korruption sat i relief på denne måde:
"Der er blevet skabt så mange forbindelser, at nogle [FBI-]agenter har været nødt til at udarbejde farvekodede diagrammer (Gambino, blå; Lucchese, gul; Colombo, pink; Genovese, rød; Bonanno, grøn), for at holde styr på det komplicerede netværk, der forbinder mafiafolk og byens politiske maskine.

Uanset hvordan eller hvornår forholdet mellem Cohn og Rosenstiel begyndte, var det helt sikkert tæt: Det blev ofte sammenlignet med et far-søn-forhold. Det siges, at de ofte hilste på hinanden offentligt og forblev tæt på hinanden, indtil Rosenstiel var døden nær. Men i denne situation forsøgte Cohn at narre sin dengang knapt bevidste og senile "ven" og klient til at udnævne ham til bo-bestyrer og kurator for spiritusmagnatens ejendom (som var vurderet til 75 millioner dollars - mere end 334 millioner dollars i vore dages valuta).
Det var Magasinet LIFE, som i 1969 rapporterede, at Cohn og Rosenstiel i årevis havde omtalt hinanden som henholdsvis "Feltkommandant" og "Chefkommandant". Mediehenvisninger til disse "kælenavne" optræder i flere artikler fra perioden - her Washington Post.
Selvom LIFE Magazines artikel er yderst kritisk overfor Cohn, blev disse "kælenavne" af medier tilsyneladende overvejende fortolket som en pudsig anekdote - måske en spøg mellem nære venner. Men påstanden om at den berygtede mafialeder Meyer Lansky også var blevet hørt kalde Rosenstiel "Chefkommandant", og det at Cohn og Rosenstiel senere skulle blive tæt involveret i den samme pædofile sexring antyder, at der kan have været betydeligt mere til disse "kælenavne". Mafiaen, som både Rosenstiel og Cohn var tæt forbundet med, brugt ofte militære titler som "soldat" og "løjtnant" til at skelne rangen mellem medlemmerne af organisationen.
Cohn havde flere mafialedere som klienter i sin advikatvirksomhed, bl.a. Fat Tony Salerno, Carmine Galante og John Gotti.
Da han havde etableret sin forbindelse med Hoover, begyndte Cohns stjerne at stige endnu højere i Washington. Hoovers anbefaling af Cohn skulle blive den afgørende faktor i hans udnævnelse som senator McCarthys rådgiver mod Robert Kennedy, en rival og bitter fjende af Cohn.

Cohn var hensynsløs og tilsyneladende urørlig som McCarthys rådgiver og han hjalp senatoren med at ødelægge mange karrierer under "the red scare" (USAs "kommunistforskrækkelse"). Men Cohns ihærdige forfølgelse af sine personlige mål førte allligevel til en brat afslutning på den unge ambtiøse advokats succes i McCarthy-udvalget. Det skete, da han forsøgte at afpresse hæren til gengæld for positiv forskelsbehandling for udvalgskonsulent og Cohns angivelige elsker, David Schine.

Efter at han blev tvunget til at forlade McCarthys side på grund af skandalen, vendte Cohn tilbage til New York for at bo hos sin mor og arbejde som advokat. Ifølge Lyndon LaRouches private efterretningsnetværk (omtalt i del 2) var det New York-dommer David Peck, som orkestrerede Cohns ansættelse i advokatfirmaet Saxe, Bacon and O'Shea. Dommer David Peck skulle ifølge disse oplysninger gennem en årrække have været associeret med New Yorks guvernør Thomas E. Dewey og tidligere CIA-direktør Allen Dulles. Firmaet blev senere til Saxe, Bacon og Bolan efter at Tom Bolan, en ven af Cohn, blev partner i firmaet. Efter sin ansættelse bragte Cohn firmaet en række mafia-tilknyttede kunder, herunder højtstående medlemmer af mafiafamilierne Gambino og Genovese - og selvfølgelig Lewis Rosenstiel.
Den indirekte forbindelse til Allen Dulles er interessant fordi Dulles var CIA-direktør i perioden (1953 - 1961), hvor en del af samarbejdet med mafiaen og flere af de tidligere beskrevne ulovlige CIA-operationer fandt sted. Altså endnu to mænd som begge havde forbindelser til mafiaen: Roy Cohn og CIA-direktøren Allen Dulles.
Disse og flere andre ting beskrives i portrætbogen om Allen Dulles - "The Devil's Chessboard: Allen Dulles, the CIA, and the Rise of America's Secret Government" ("Djælvens skakbræt: Allen Dulles, CIA og opstigningen af USAs hemmelige regering"). I beskrivelsen af denne bog står der:
"Dulles' årti som direktør for CIA - som han brugte til at fremme sine offentlige og private dagsordener - var mørke tider i amerikansk politik. Da han kaldte sig selv 'udenrigsministeren for uvenlige lande', så Dulles sig selv som hævet over den folkevalgte lov, idet han manipulerede og undergravede amerikanske præsidenter i forfølgelsen af hans personlige interesser og interesserne hos den rige elite, han regnede som sine venner og klienter - i samarbejde med nazi-kontrollerede karteller, tyske krigsforbrydere og mafiosi i processen. Dulles forsøgte at ramme udenlandske ledere med attentatmord og væltede nationalistiske regeringer, der ikke var i overensstemmelse med hans politiske mål, og han brugte disse taktikker til at fremme sine mål i sit hjemland".

Dulles er den CIA-direktør som har siddet længst på posten, og han har fået et lidt særligt ry i eftertiden. Under Kennedy-administrationen mødte Dulles stigende kritik. I efteråret 1961, efter den mislykkede militæroperation ved Cubas Bay of Pigs ("Invasionen ved Grisebugten" - Bay of Pigs Invasion) og informationerne om (de forfejlede) mordforsøg på Fidel Castro blev Dulles og flere af hans nærmeste betroede medarbejdere, tvunget til at træde tilbage. Den 28. november 1961 overrakte præsident John F. Kennedy den nationale sikkerhedsmedalje til Allen Dulles ved CIA's hovedkvarter i Langley, Virginia. Dagen efter, den 29. november, udsendte Det Hvide Hus et opsigelsesbrev, som var underskrevet af Dulles. Ligesom Roy Cohn havde Allen Dulles således et anstrengt forhold til Kennedy-familien.

I denne Esquire-artikel "Don't Mess With Roy Cohn" ("Rag ikke uklar med Roy Cohn") fra 1976, beskrives Roy Cohn bl.a. således:
"Roy Cohn har grund til at være tilfreds - han har overlevet flere kriser end Richard Nixon. I begyndelsen af halvtredserne var han den arrogante advokat for senator Joseph McCarthy, den 26-årige, der truede med 'at ødelægge hæren', hvis hans ven David Schine ikke fik favoriseret behandling - 'Bonnie, Bonnie og Clyde' sådan henviste Lillian Hellman til Cohn, Schine og McCarthy. I tresserne blev han tiltalt fire gange (den første sag endte i en retssag) og altid frifundet. Han har været udsat for adskillige retlige irettesættelser for uetisk adfærd, fået smæk over hånden i civile sager og er blevet pålagt at betale erstatning. I halvfjerdserne er han blevet tiltalt for overtrædelse af Illinois banklovgivning; Internal Revenue Service (skattevæsenet red.) har revideret hans selvangivelser for de sidste nitten år og beslaglagt nogle af hans aktiver. Han har været mål for kritik og insinuationer om sin etik, sin økonomi, sit personlige liv. Han er endda blevet anklaget for at have konspireret om at myrde en ung mand. Roy Cohn, siges det, er personificeringen af ondskab."

Og i denne historiske artikel i et LGBT-magasin om "The Gay McCarthyites" ("De bøssede McCarthyister") står der bl.a. om Roy Cohn:
De få mennesker, der vidste, at han foretrak sex med mænd, var i fare for at fremprovokere Cohns vrede og lide under konsekvenserne af hans hensynsløse anvendelse af magt. Cohns intense offentlige homofobi gjorde det endnu sværere for dem, der var vidende om det, at udfordre hans personlige liv - endnu mindre hans åbenlyse hykleri. I løbet af hans atten måneders tjeneste for senator McCarthy, havde Cohn ingen forbehold over for at bruge andre menneskers homoseksualitet til at ødelægge dem.

Orgier i Hotel Plazas suiter - hvad skete der i nr. 233?
Forbindelserne, som Roy Cohn opbyggede i løbet af 1950'erne, gjorde ham til en velkendt offentlig person og udmøntede sig i stor politisk indflydelse, der toppede under Ronald Reagans præsidentperiode. Ud fra sin kendte opførsel i det offentlige rum blev Roy Cohn i flere sammenhænge i medier kaldt ondskabsfuld, men i sin skjulte opførsel i sit private liv var denne betegnelse tilsyneladende endnu mere uhyggelig konkret. Efterhånden som Cohn opbyggede sit offentlige image, udviklede han - at dømme ud fra flere vidneudsagn - også et mørkt privatliv, præget af den samme pædofile afpresningsvirksomhed, som hans nære ven Lewis Rosenstiel tilsyneladende startede.
Lewis Rosenstiel begik i 1958 den fejl at invitere sin daværende kone, Susan, med til "afpresningsfest". Den fandt som tidligere nævnt sted på Manhattans Plaza Hotel, suite 233, og festen var tilsyneladende arrangeret af Roy Cohn.
Susan Rosenstiel beskrev Cohns suite som en "smuk suite ... alt sammen udført i lyseblåt" ("Official and confidential: The secret life of J. Edgar Hoover" s. 254). Hun beskrev desuden, som tidligere nævnt, at hun af Roy Cohn blev præsenteret for en drag-udklædt J. Edgar Hoover, der ønskede at blive kaldt "Mary". Susan Rosenstiel vidnede om, at Cohn, Hoover og hendes eksmand Lewis Rosenstiel havde sex med "unge drenge" - og desuden at Hoover fik oralsex af drengene, mens han læste op fra Bibelen.
New Yorker-advokaten John Klotz, der havde til opgave at efterforske Cohn for en sag længe efter Susan Rosenstiels vidneudsagn, fandt også - efter at have finkæmmet lokale myndigheders dokumenter og oplysninger indsamlet af privatdetektiver - beviser for eksistensen af den "blå suite" på Plaza Hotel og dens rolle i en sexafpresningsring. John Klotz fortalte senere journalisten og forfatteren Burton Hersh, hvad han havde fået ud af sine undersøgelser:
"Roy Cohn ydede beskyttelse. Der var en flok pædofile involveret. Det var der, Cohn fik sin magt fra - afpresning."

I artiklen om den chokerende oprindelse til sagen om Jeffrey Epstein fortælles det at den tidligere New York-politidetektiv og tidligere leder af Human-Trafficking and Vice-Related Crimes Division, James Rothstein (afdelingen for menneskehandel og sædelighedsforbrydelser) skulle have hævdet, at Roy Cohn overfor ham havde indrømmet, at være en del af en seksuel afpresningsoperation med børneprostituerede rettet mod politikere.
Rothstein er citeret for følgende udtalelse om Roy Cohn:
"Cohn’s job var at handle de små drenge. Lad os sige, at du havde en admiral, en general, en politiker fra kongressen, som ikke ville være med til det, der var på programmet. Cohn's job var at sætte dem op, så ville de acceptere det. Cohn fortalte mig det selv."

Rothstein fortalte senere journalisten Paul David Collins, at Cohn også havde identificeret denne seksuelle afpresningsoperation som en del af datidens antikommunistiske korstog.
Det at Cohn (angiveligt ifølge James Rothstein) havde udtalt at pædofili-afpresningsringen var en del af den statsstøttede antikommunistkampagne antyder at elementer blandt myndigheder - fx Hoovers FBI - kan have været involveret i betydelig større udstrækning end blot Hoovers egen personlige engagement. Dette styrkes af, at man ved, at FBI i ganske vid udstrækning koordinerede sit arbejde med senator McCarthy og assistenten Roy Cohn gennem det meste af USAs "kommunistforskrækkelsesperiode" op igennem 1950'erne. Børnesex-afpresningsoperationens forbindelse til efterretningsmiljøet bliver også omtalt i John Klotz' bog "Roy Cohn and the Assasination of John F. Kennedy" ("Roy Cohn og mordet på John F. Kennedy").

Mennesker tæt på Cohn bemærkede ofte, at han som regel var omgivet af grupper af unge mænd, men ikke syntes at tænke over det. Lignende kommentarer om Jeffrey Epstein tilbøjelighed for mindreårige blev udtalt, af dem der var tæt på ham, inden han blev anholdt.
Den kontroversielle republikanske politiske lobbyist og "dirty tricker" Roger Stone - der ligesom Donald Trump var protegé af Roy Cohn - udtalte i et interview til The New Yorker i 2008 om Cohns sexliv:
"Roy var ikke bøsse. Han var en mand som kunne lide at have sex med mænd. Bøsser var svage, feminine. Han virkede bare altid til at have de her unge blonde mænd omkring sig. Det blev aldrig diskuteret. Han var interesseret i magt og adgang".

Man kan sammenligne dette citat med det, som Donald Trump senere udtalte om Jeffrey Epstein:
"Jeg har kendt Jeff i 15 år. Fantastisk fyr. Han er rigtig sjov at være sammen med. Det bliver endda sagt at han kan lide smukke kvinder lige så meget som jeg gør, og mange af dem er til den unge side. Ingen tvivl om det - Jeffrey enjoys his social life."

Donald Trump kendte også Roy Cohn tæt: Cohn fungerede angiveligt simpelthen som "berygtet fixer" for Trump. "Fixer" betyder typisk "en person, der griber ind for at sætte nogen i stand til at omgå loven eller opnå en politisk tjeneste"

Det værd at bemærke at Donald Trump købte Hotel Plaza i 1988, hvor sex-ringens aktiviteter tilsyneladende fandt sted. Dengang tilstedeværende festdeltagere til Donald Trumps fester har siden fortalt, at Trump, da han ejede Hotel Plaza, var vært for fester i hotellets suiter, hvor unge kvinder og piger blev introduceret til ældre, rigere mænd og "ulovlige stoffer og unge kvinder blev delt rundt og brugt".
Andy Lucchesi, en mandlig model, som havde hjulpet til med at organisere nogle af disse fester for Trump, sagde - da han blev spurgt til alderen på kvinderne tilstede - følgende:
"Mange piger, 14, lignede 24. Det er så saftig, jeg kan blive. Jeg spurgte aldrig hvor gamle de var; jeg deltog bare. Jeg deltog også i aktiviteter, som ville være kontroversielle."

Hoovers afpresningsfiler på senator McCarthy
Det er også værd at bemærke at blandt Hoovers mange "hemmelige" afpresningsfiler var der angiveligt en ganske betydelig sagsmappe på senator Joeseph McCarthy. Indholdet i denne mappe skulle ifølge disse oplysninger kraftigt indikere at senatoren selv var interesseret i mindreårige piger. Ifølge journalist og forfatter David Talbot, som skrev bogen "The Devil's Chessboard", var Hoovers mappe på McCarthy "fyldt med foruroligende historier om McCarthys vane for fordrukne begramsninger af unge pigers bryster og numser." - "Historierne var så vidtspredte at de blev 'almindelig viden' i hovedstaden".
I bogen citeres chefen for avisen Chicago Tribunes Washington-kontor, Walter Trohan for dette udsagn:
"Han kunne bare ikke holde hænderne væk fra unge piger."

Om Trohan havde været vidne til McCarthys vane med at befamle unge kvinder, eller simpelthen havde set McCarthy voldtage en mindreårig er uklart. Men denne senere udtalelse tyder måske mest på det sidste:
"Hvorfor den kommunistiske opposition ikke plantede en mindreårig på ham og opfordrede til en dom for voldtægt, ved jeg ikke."

Måske er svaret på det spørgsmål, at amerikanske kommunister ikke havde samme afpresningsekspertise som McCarthys allierede og nære medarbejdere?

Cohns pædofile katolske venner - kardinalerne Spellman og McCarrick
Ud fra påstandende om Cohns aktiviteter i Plazas suite 233 er spørgsmålet om, hvem Cohn mon ellers potentielt servicerede med mindreårige prostituerede, blevet rejst - og i den forbindelse har flere overvejet Roy Cohns tætte venner i det katolske ærkebispedømme i New York.
Ud over sine mafiakunder havde Cohn nemlig også det katolske ærkebispedømme i New York som kunde, og en af Cohns nære venner var lederen for denne kunde, kardinal Francis Spellman fra ærkebispedømmet i New York.
Spellman - en af de mest magtfulde skikkelser i den katolske kirke i Nordamerika, som også blev kaldt "Amerikas pave" - er blevet anklaget for ikke kun at tolerere pædofili i den katolske kirke, men også for selv at engagere sig i sex med børn i en sådan grad, at flere præster i New York-området omtalte ham som "Mary". Pudsigt nok præcis samme navn som FBI-chefen J. Edgar Hoover angiveligt ønskede at blive kaldt, når han var klædt i kvindetøj og gik forest i den seksuelle udnyttelse af mindreårige drenge i Plazas suite 233 - ifølge Susan Rosenstiels foruroligende påstande.
Apropos J. Edgar Hoover og Kardinal Spellman så skulle netop Hoover - ifølge flere forfattere til Hoover-biografier - have haft en fil, der beskrev kardinalens homoseksuelle sexliv (se fx 21 Gay Popes, Cardinals and Assorted Catholic Leaders, slide 16 og Curt Gentry: "J. Edgar Hoover, The Man and the Secrets" / "J. Edgar Hoover, Manden og hemmelighederne", 1991). Dette menes af nogle at være yderligere indikation af Spellmans mulige tilknytning til den pædofile sexring, hvor både Cohn og Hoover angiveligt var personligt involveret. Spellman skulle desuden angiveligt være blevet set til mindst en af Cohns "afpresningsfester".
I 1958 præsteviede Spellman den senere afsatte pædofile kardinal Theodore McCarrick, som også var ven med Roy Cohn. At Theodore McCarrick også var ven med Roy Cohn, kan fx ses af denne New York Times-artikel fra 1973: "Several Hundred Friends Salute Roy Cohn, a Lawyer for 25 Years" ("Flere hundrede venner hilser Roy Cohn, advokat i 25 år"). Til denne hyldestfest for Cohn og som repræsentant for den daværende ærkebiskop af New York, Kardinal Cooke, var Theodore McCarrick også tilstede, sammen med mange andre venner af Cohn; seks højesteretsdommere, politiske ledere i New York, gejstlige repræsentanter for den katolske kirke, ledende forretningsmænd, nyhedschefer og advokater. De var samlet til fejring af Roy Cohn i Grand Ballroom på Biltmore Hotel, og for at samle penge ind til to velgørende organisationer – Cardinal Spellman Foundation og Roy Cohns American Jewish League Against Communism. "Det er vidunderligt at være sammen med mine venner", udtalte Roy Cohn i sin tale til gæsterne.
New York Times skriver desuden:
"I spidsen for lovprisningen af den 46-årige Hr. Cohn var præsident Nixon, som i et brev ønskede ham 'de hjerteligste lykønskninger og bedste ønsker.'"

I denne Washington Post-artikel fra 1985 om Roy Cohns liv og "meget offentlige død" (han var på det tidspunkt på vej til at dø af AIDS), står der:
"Altid en magnet for omtale - hvad enten det er som drenge-anklager i Rosenberg-spion-retssagen eller som mafiaforsvarsadvokat, uanset om han snurrer rundt med kardinal Spellman på sin yacht eller rådgiver J. Edgar Hoover, uanset om han promoverer sværvægtsmesterskaber eller giver den gas på Studio 54 - Cohn har ikke gjort noget for at modvirke den uhyggelige fascination af, hvad tabloiderne kalder denne 'dødslejekamp.'"

Og senere i samme artikel:
'Monsignor Eugene V. Clark, privatsekretær for kardinalerne Spellman og Cooke, husker, at Cohn ofte besøgte Spellman, "der nød hans samtale ... Roy vidste, hvordan tingene gik politisk og socialt i New York og ville fortælle kardinalen det på den mest tværpolitiske måde ... Begge kardinaler var altid interesserede ... Han gav den slags meget nyttige råd. Han var altid villig til at finde ud af tingene, slå tingene op.'
Det så ikke ud til at genere kirkefædrene, at Cohn forsvarede Anthony (Fat Tony) Salerno, Carmine Galante og andre påståede gangstere, eller at han specialiserede sig i ondskabsfulde skilsmissesager.

Her er det så en artikel med titlen "I was groped by a man called 'Mary': The world changes but not the Catholic Church" ("Jeg blev befamlet af en mand ved navn 'Mary': Verden forandrer sig, men ikke den katolske kirke"). Heri beretter en tidligere West Point kadet, som senere blev journalist, Lucian K. Truscott IV, om hvordan han, i 1967, gentagne gange blev befamlet af kardinal Spellman. Det foregik ved et interview med kardinalen i hans private bolig bag St. Patrick's Cathedral på Manhattan i selskab med to West Point-kadetter og "en Monsignor, der blev præsenteret for os som kardinalens 'personlige assistent'", som det angivelige offer fortæller. Den unge mand havde fået interiewet med den magtfulde kardinal (han arbejdede for militærakademiets interne magazin "The Pointer"), fordi hans bedstefar og Spellman var bekendte fra 2. verdenskrig.
Under interviewet befamlede Spellman åbenlyst den unge interviewer gentagne gange, men hver gang standsede kardinalens "personlige assistent" - "Monsignoren" - Spellman.
Den tidligere West Pointer fortæller om den første befamling, således;
"før jeg overhovedet nåede at stille mit første spørgsmål, lagde Spellman sin hånd på mit lår og begyndte at bevæge den mod mit skridt. Han var lige ved at nå mine private dele, da monsignoren, som stod bag ham, rakte over hans skulder og tog fat i hans håndled og lagde hånden tilbage i skødet. "Så, så, eminence," hviskede monsignoren til Spellman.

Mens forskellige paniske tanker farede igennem West Point-kadettens hoved åbnede kardinalen pludselig en skuffe i sidebordet ved siden af ham og tog en forgyldt slipsespænde udsmykket med et katolsk symbol og rakte den til den unge interviewer - som forvirret tog imod den.
Artikelforfatteren skriver videre:
"Han gjorde det igen og igen, og jeg blev bare ved med at stille spørgsmål og registrere hans svar, som om intet var hændt. Jeg forlod kardinalens bolig den dag med et par slipsspænder, tre nøgleringe og et par guldbelagte slipsenåle.
Der var et ud-af-kroppen-aspekt ved det hele. Det var som om det skete for en anden. Der var jeg i dette ret store rum bag St. Patrick's Cathedral med to af mine West Point-kammerater og denne seks fod høje 30-årige monsignor som kiggede på, og hver gang Spellman befamlede mig, tænkte jeg, at det er sidste gang, det vil ske. Jeg mener, der var tre andre mennesker til stede! Han kommer til at komme til fornuft!"
Men det gjorde han ikke. Han var heller ikke noget gammelt senilt fjols. Han svarede klart på mine spørgsmål og pyntede endda sine svar med lange, dybdegående historier.

Efter interviewet var overstået, blev de unge mænd fulgt ud af assistenten.
"Monsignoren sagde ikke et ord om kardinalens opførsel, da han eskorterede os ud af kardinalens bolig. Ingen undskyldning, intet træk på skuldrene, intet."

De tre drenge tog efterfølgende på bar og drak og grinede af det hele. Men som voksen mand, da de mange skandaler omkring seksuelle overgreb i den katolske kirke for alvor brød ud, blev oplevelsen sat i et andet perspektiv. Han skriver:
"det, vi har lært om seksuelle overgreb fra præster og biskopper i den katolske kirke, har bevist, at kardinal Spellmans afslappede befamlinger den dag kun var en antydning af, hvad der foregik og havde foregået i kirken, helt sikkert i årtier, og måske i århundreder."

Derefter kommer disse betragtninger:
"Denne seneste indrømmelse af endnu en seksuel skandale i kirken kom efter afsløringer over 30 år med seksuelle skandaler, der strækker sig årtier tilbage. De omfatter den vidtrækkende og årtier lange skandale med pædofile præster, der misbruger børn, og præsters misbrug af voksne seminarister og medlemmer af deres sogne. Det hele har været kendt af kirkens ledere i årtier og er blevet dækket af en systematisk proces med at flytte krænkende præster rundt og intimidere ofre til tavshed eller om nødvendigt betale dem for at forsvinde.
Da jeg flyttede til New York i 1970 og kom i kontakt med ærkebispedømmet i New York, for at arbejde på historier om kirkens ejendomme, hørte jeg fra flere præster, jeg blev venner med, at de stadig talte om Spellman i New York-kirken, og at hans kælenavn i årtier havde været 'Mary'. At en mand så magtfuld som kardinal Spellman ville få det feminine øgenavn 'Mary' i kirken, er alt det bevis, du behøver for, at hans tilbøjeligheder var velkendte for hans medpræster og biskopper, og at deres reaktion utroligt nok var at behandle det som en vittighed.
For helvede, monsignoren var placeret lige der bag ham for at sikre, at Spellman ikke, skal vi sige, tog tingene for langt med en af de besøgende kadetter! De vidste, hvad han sandsynligvis ville gøre. Spellman var på det tidspunkt 77 og havde været præst i 51 år. Jeg er ikke i tvivl om, at hvis han var i stand til at befamle en West Point-kadet foran tre vidner i sin bolig i St. Patrick's Katedral, inklusiv en monsignor fra sin kirke, så har han brugt mange af disse år på seksuelt misbrug af andre unge mænd og måske børn. 'Mary', helt sikkert.
Seksuelt misbrug inden for den katolske kirke er ikke længere en joke." Artiklen er fra 2019.

Den oprindelige version til bogen "The American Pope" ("Den amerikanske pave", 1984) indeholdt fire sider med meget eksplicitte afsløringer af Spellmans seksuelle tilbøjeligheder. Men ærkebispedømmet i New York fik denne udgivelse standset, og bogen blev ændret således, at der kun stod nogle få vage sætninger om "rygter" om Spellmans seksualitet i den endelige udgivelse. Det var avisen New York Times' forlag, som stod for udgivelsen, og dette succesfulde afpresningsforløb af avisen er beskrevet i detaljer i denne artikel. Her fortælles det også, at det var Monsignor Eugene V. Clark, privatsekretær for kardinalerne Spellman og Cooke, som var en af de primære kræfter bag presset på New York Times forlaget. Monsignor Clark var ham, som huskede, at Roy Cohn ofte besøgte Spellman - "der nød hans samtale" osv.
Artiklen er forfatttet af journalisten Michelangelo Signorile, som i en årrække har beskrevet homoseksualitet og pædofili i den katolske kirke - og desuden har haft særligt historisk fokus på netop kardinal Spellman.
Signorile fortæller om et opfølgende interview, han lavede med en af dem, der var kommet med informationer til bogen "The American Pope". Interviewpersonen var C.A. Tripp, den kendte forsker fra Dr. Alfred C. Kinseys Institute for Sex Research (Alfred Kinseys Sex Research Institut), som delte oplysninger, han havde om Spellmans homoseksualitet:
"I et telefoninterview med Tripp i sidste uge fortalte han mig, at hans oplysninger kom fra en Broadway-danser i showet "One Touch of Venus", som havde et forhold til Spellman tilbage i 1940'erne; prælaten fik sin limousine til at hente danseren flere aftener om ugen og køre ham hjem til sig. Da danseren engang spurgte Spellman, hvordan han kunne slippe af sted med dette, siger Tripp, at Spellman svarede: "Hvem vil tro på det?"
Anekdoten er også fortalt i John Lougherys historie om homoseksuelle liv i det 20. århundrede, The Other Side of Silence."

Kardinal McCarrick blev afsat af pave Frans i 2019, efter at han blev retsforfulgt for pædofile overgreb i to amerikanske retssager. Men i en alder af 93 blev han af dommerne fundet uegnet til at blive retsforfulgt for anklagerne om seksuelt misbrug af teenagere.
Sagerne omkring McCarrick begyndte for alvor at rulle, da kardinalen pludselig blev fjernet fra sit embede på grund af en underbygget påstand om, at han havde forgrebet sig seksuelt på en 16-årig alterdreng i 1971. Derefter fik et andet tidligere offer modet til at stå frem. Det betød at det i 2018 kom frem at McCarrick i næsten 20 år - siden starten af 1970'erne - havde forgrebet sig på en dreng i en familie, som McCarrick var tæt knyttet til. Drengen kaldte den senere kardinal Theodore McCarrick, for sin "Onkel Teddy" ("Uncle Ted").
Som årtierne gik, blev Fader McCarrick til kardinal McCarrick, et af de mest fremtrædende offentlige ansigter i den katolske kirke i USA. McCarrick var til fest med Roy Cohn for at fejre Cohns advokat-jubilæum i 1973. Dvs. det fandt sted samtidig med at McCarrick seksuelt misbrugte sine nære venners dreng, som på det tidspunkt var 13 år gammel. Misbruget startede da drengen var 11.
Men der kom også andre sager frem. Avisen New York Times skrev i juli 2018:
"Interviews og dokumenter indhentet af The New York Times efter fjernelsen af kardinal McCarrick viste, at nogle i kirkehierarkiet i årtier havde kendt til påstande om, at han seksuelt chikanerede og berørte voksne seminarister. Mandag rapporterede The Times, at en tidligere præst, Robert Ciolek, havde modtaget et forlig på 80.000 dollars i 2005, delvist på grund af påstande om, at kardinal McCarrick som biskop i New Jersey i 1980'erne havde chikaneret ham seksuelt og upassende rørt ved ham. En anden tidligere seminarist modtog et forlig på 100.000 dollars for lignende påstande i 2007."

I 2002 skrev kardinal McCarrick angiveligt en artikel, hvor han gav udtryk for sin foragt for gerningsmænd som misbruger børn - særligt dem "som barnet stoler på med baggrund i hans rolle eller hans profession". Artiklen er tilsyneladende ikke længere at finde online, men i 2018 skrev The American Conservative en artikel med titlen "Uncle Teddy, Boy Raper", ("Onkel Teddy, drengevoldtager"), som refererede til McCarricks udmeldinger, og hvor man også kan læse uddrag af hans kraftige afstandstagen til seksuelt eller fysisk misbrug af børn. Ifølge artiklen i The American Conservative skulle McCarrick bl.a. have skrevet:
"At skade et barn eller en ung gennem seksuelt eller fysisk misbrug er altid afskyeligt og skal fordømmes, uanset hvem gerningsmanden er, men når gerningsmanden er en, som barnet stoler på med baggrund i hans rolle eller hans profession, bliver det forkerte, der gøres mangedobbelt og så meget desto mere forfærdeligt."

McCarrick skrev angiveligt også:
"Jeg beder jer om at slutte sig til mig i bøn for ofrene for denne forbrydelse, for deres familier og også for de syge og tragiske mænd, der har forårsaget al denne smerte."

Artiklen om drengevoldtageren "Onkel Teddy" refererer bl.a. også til en artikel i Washington Post (som stadig findes online), hvori der står:
"Ved at påtage sig rollen som ledende talsmand for de amerikanske kardinaler under deres møder med pave Johannes Paul II om krisen med seksuelt misbrug, fremstod McCarrick for mange som ærlig, medfølende og engageret i at lave stærke reformer. I det ene interview efter det andet talte han om en ensartet national politik med "nultolerance" over for præster, der misbruger mindreårige."

Washington Post-artiklen, som simpelthen hedder "Vatican's Man of The Hour" ("Vatikanets mand til tiden"), taler yderst postivt om McCarrick;
"På et tidspunkt, hvor mange ledere af den amerikanske romersk-katolske kirke er blevet kritiseret som arrogante, hemmelighedsfulde og ligeglade, har McCarrick givet den skandaleramte institution det, den så hårdt har brug for: et attraktivt offentligt ansigt."

Derefter citerer the American Conservative-artiklen nyhedshistorien om den 11-årige dreng der blev voldtaget gennem næsten 20 år af kardinal McCarrick: Afsnittet hvor Fader Theodore E. McCarrick første gang kommer ind på drengens værelse - i et øjeblik hvor drengen er igang med at skifte fra badetøj til almindeligt tøj. Drengen står nøgen og McCarrick siger at han skal vende sig om. Drengen vil ikke men McCarrick forlanger det tilsyneladende, hvorefter han selv smider bukserne - og siger: "Se, vi er ens. Det er OK, vi er ens."
Dette var begyndelsen på et seksuelt misbrug, der ville vare i næsten 20 år, konstaterer journalisten.

Da det kom frem, at McCarrick var blevet afsat pga. misbrug af en anden dreng, faldt den nu 60-årige mand på knæ og takkede Gud for, at han endelig kunne fortælle sin historie: "Jeg kan fortælle nogen om det, og nogen kommer til at tro mig," fortalte han angiveligt hulkende, da han genfortalte øjeblikket. I forbindelse med sagen bad han om at få sit efternavn hemmeligholdt for at beskytte sine søskende.

Spellmans, McCarricks og Cookes assistenter

Artiklen om drengevoldtageren "Onkel Teddy" gennemgår også - via flere nyhedscitater - omstændighederne omkring nogle af de andre voldtægtssager, der fremkom om kardinal McCarrick. Derefter afsluttes den således:
"Læs de ord fra hans klumme fra 2002, en version som han gentog igen og igen, da skandalen var brændende varm, for at forsøge at berolige de troende og alle andre. Hele tiden vidste han, hvem han selv var, og hvad han havde gjort. Denne mand er en sociopat.
Hvor mange kardinaler og biskopper vidste, hvad han var, og vendte det blinde øje til? Hvem er i hans biskoppelige netværk? Hvem beskyttede ham i Rom? Hvorfor er der stadig mennesker i kirken, der beskytter ham nu?
Hvor billig tror de, at tillid er?
Frygter disse mennesker Gud?"

De mange overgrebssager har også ledt til selvransagelse i store dele af den katolske kirkes egne rækker. Kardinalparret Spellman og McCarricks pædofile tilbøjeligheder har desuden sat flere ubehagelige tanker igang hos flere af samme oprigtigt bekymrede katolikker. Her er det en artikel i britiske Catholic Herald - "How McCarricks Happen" ("Hvordan McCarrick skete"), hvor betydningen af de mange ligheder mellem Spellman og McCarrick overvejes. De var begge kardinaler, pavers fortrolige, mediedarlinger og venner med magtfulde toppolitikere og velhavende erhvervsfolk.
"Selv om man ser bort fra det specifikke emne om seksuelt misbrug, minder meget andet i Spellmans biografi underligt meget om Teds", skriver de to forfattere som er hhv. professor i teologi og religionssociologi og PhD i tværkulturel psykologi. Derefter opremser de fire eksempler på ligheder mellem de to mænd (nedenstående er citater fra artiklen):

Flittige netværkere, ikke mindst i Rom, med tætte forbindelser til en pave? Spellmans nære ven Pius XII greb ind for at "give ham New York", ligesom John Paul II gjorde for at sende McCarrick til Washington D.C.
Imponerende fundraisere med nogle tvivlsomme regnskabspraksisser? Spellman var blandt andet en nyttig kanal til at få amerikanske kontanter til Vatikanet.
Ekspertlæsere af den politiske stemning? Spellman var anti-kommunisten par excellence i en tid med et feberhøjdepunkt i anti-kommunisme. Det tjente ham (og for at være retfærdig, den amerikanske katolicisme som helhed) rigtig godt. Umiddelbart var McCarrick et meget anderledes politisk dyr. Men også han passede perfekt til sin tid, hvilket hans varme forhold til både Bushes og Obamas - og indsmigrende mediedækning fra 'Team Ted' - tydeligt beviste. Var 2018 aldrig sket, ville han helt sikkert have taget en æresplads ved sin mangeårige ven Joe Bidens indvielse.
Broderskabet mellem andre aktivt homoseksuelle præster? Dette er qua sin natur meget sværere at etablere. Men både Spellman og McCarrick rapporteres at have haft venner med lignende tilbøjelige i nøglestillinger, som til gengæld nød godt af den slags tjenester – attraktive posteringer, gaver, betroelser, monsignorskaber – en venlig biskop kan udbetale med lethed.
Eksistensen og indflydelsen af en sådan 'lavendelmafia' har længe været formuleret af seriøse journalister og undersøgere, herunder Kenneth Woodward, Richard Sipe, Don Cozzens og Andrew Greeley - hvoraf ingen med rette kan beskyldes for at være ultrakonservative shills. Desuden er der stærke teoretiske grunde til at tro, at sådanne netværk, når de først er dannet, ville have stærke incitamenter til at beskytte og fremme deres egne.

De to artikelforfattere skriver videre:
"I lyset af alt dette er det naturligvis fristende at trække en direkte forbindelse mellem Spellman og McCarrick - en eller anden orkestreret overførsel af faklen fra den ene til den anden."

Derefter følger dette citat af kardinal McCarrick:
"Kardinal Spellman var en meget vigtig person i mit liv, siden han i sidste ende viede mig til præst i 1958. Han sendte mig til Puerto Rico og derefter til det katolske universitet her i Washington kort efter. Flere år senere, da jeg blev præsident for det katolske universitet i Puerto Rico, fik jeg en chance for at kende ham bedre, og han var altid meget venlig mod mig."

Artiklen fortæller også om en anden kardinal - Terence James Cooke - som blev præsteviet af kardinal Spellman i 1945, og som derefter hurtigt steg i graderne indenfor den katolske kirke. Han blev både hjælpebiskop og "Vicar General" samt til sidst "installeret som ærkebiskop" - hvilket de to forfattere kalder "Spellmans tilsyneladende ønske i døden". I 1971 blev Monsignor McCarrick så Cookes sekretær. McCarrick kaldes desuden i artiklen kardinal Cookes protégé. Videre står der, med et citat fra Vatikanets McCarrick rapport:
"McCarrick lærte af kardinal Cooke vigtigheden af at give gaver til andre i kirken"

Forfatterne mener at denne evne var noget kardinal Cooke "formentlig havde hentet fra Spellman". McCarrick beklædte posten indtil 1977, hvorefter han hurtigt blev forfremmet videre op i systemet.

Derefter skriver forfatterne:
"Som McCarrick senere bemærkede af sig selv, 'en god sekretær ... skal leve mit liv'. Cooke, i rollen i otte år, og McCarrick, i seks, var begge sikkert det. Husk nu, hvad der kan være 'plausibelt mistænkt' om aspekter af Spellmans liv. Husk også, at McCarrick gennem hele sin periode som Cookes højre hånd aktivt misbrugte mindreårige, ofte tog andre 'nevøer' i skolealderen med på overnatningsture og allerede havde et ry for at have 'øje for seminaristerne'."

Således mere end antyder de to forfattere, hvordan de ser muligheden for, at "faklen er blevet givet videre". Med sætningen "Husk nu, hvad der kan være 'plausibelt mistænkt' om aspekter af Spellmans liv", refererer de to forfattere til Spellmans sandsynlige homoseksuelle og pædofile tilbøjeligheder og adfærd. Kardinal Cooke blev ifølge artiken kaldt "Cookie" mellem venner, og hele dette afsnit har overskriften "Cookie: Monster?". Med deres karakteristik af kardinal Cooke som meget konfliktsky, peger forfatterne desuden på Cookes åbenlyse ansvar for ikke at gribe ind overfor den pædofile McCarrick. Han var McCarricks overordnede og "på trods af at han levede så tæt på begge (både Spellman og McCarrick red.), forblev Cooke lykkeligt uvidende om noget fjernt 'mistænkeligt' på noget tidspunkt," som forfatterne sakastisk konstaterer. De refererer til Cookes selvbiografi, hvor han skriver "Han havde svært ved at forestille sig, at en person kunne have dårlige motiver"... og ... "Han havde en tendens til at afvise fejl som menneskelige svagheder". Derefter skriver artikel-forfatterne tilsyneladende pænt indignerede:
"Udtrykket ‘culpable naiveté’ falder én ind her."

‘Culpable naiveté’ er latin for 'skyldig naivitet'.

Artiklen fremlægger også hvordan Spellman, Cooke og McCarrick havde 'alumner' (tidligere studerende under sig), som selv senere blev biskopper; omkring tre fjerdedele af disse tjente en eller flere af de tre som enten hjælpebiskop eller 'senior medarbejder'. De tegner et "stamtræ" med katolske ledere der alle er forbundne med Spellman, Cooke og McCarrick, og noterer sig at "da McCarrick tjente både Spellman og Cooke, betyder det, at alle andre afbildet er en nær slægtning til ham, kirkeligt set."

Det er vigtigt her at understrege, at de to forfattere gør meget ud af at pointere at ikke alle "som kommer i kontakt med rådne æbler, vil blive ligeså rådne, som de er". Det skal også understreges her: At ikke alle katolske ledere - eller almindelige katolikker for den sags skyld - skal slås i hartkorn med pædofile overgrebsmænd som kardinal McCarrick. Slet ikke - selvfølgelig.

Det er ikke overraskende, at de tre kardinaler har været være "så bispeligt frugtsommelige", da de var meget aktive - og "tilsvarende store 'dynastier' akkumuleres omkring andre store katolske knudepunkter (herunder Boston, Spellmans eget stift)", skriver de to forfattere.
"Men hvad det viser, er den relative lethed, hvormed en enkelt, indflydelsesrig kongemager – altså en McCarrick – kan sammensætte bispeembederne'. Mange af disse vil uundgåeligt være hans egne protegéer og favoritter, som til gengæld er mere tilbøjelige til at hjælpe deres venner og at have en kollektiv andel i at beskytte deres protektor, hvad enten det er pga. loyalitet eller simpel egeninteresse."

Herefter kommer følgende foruroligende - men desværre betegnende - beskrivelse:
"Bemærk her f.eks. McCarricks vilje til at indgyde en korpsånd blandt sine gejstlige 'nevøer', og det faktum, at flere endte i 'nyttige' stillinger til at beskytte hans omdømme. McCarrick-rapporten giver en belastende 'lærebogsforekomst' af netop dette: to af hans Newark-medhjælpere, Smith og McHugh, overværer ham seksuelt overfalde en ung præst og siger ingenting. McHugh bortforklarer det derefter med et træk på skuldrene til en anden præst: 'nogle gange siger ærkebiskoppen ting og gør ting, der er meget "anderledes".' År senere nægtede begge al viden om deres mentors seksuelle forseelser til den pavelige gesandt (hvilket banede vejen for hans udnævnelse til D.C.), og Smith ville skrive under på et femcifret forlig med et af hans ofre."

Dette er en yderst kort opsummering af et meget længere forløb omkring advarsler om McCarricks tilbøjeligheder til biskopper og kardinaler, som startede helt tilbage i 1994. Derefter var der flere forlig med forskellige ofre i 2005 og 2007 samt pengeoverførsler af 600.000 dollars til mere end 100 forskellige modtagere - hvoraf flere var direkte involveret i vurderingen af påstandene om embedsmisbrug mod McCarrick. Det drejede sig om bl.a. to paver, flere præster, kardinaler og ærkebiskopper. Det er der måske nogle, som vil mene, i betænkelig grad ligner bestikkelse.
Nogle af pengemodtagerne, herunder både pave Johannes Paul II og pave Benedikt XVI, havde dog angiveligt ringe tilsyn med disse transaktioner.

Cohn og Epstein - overlap og fælles venner
Både kardinal Spellman og kardinal McCarrick havde mange venner i Washington, heriblandt flere præsidenter. Den pædofilidømte McCarrick havde - som vi netop hørte om lige før - fx "et varmt forhold til både Bushes og Obamas" og var mangeårige ven med Joe Biden. Denne Washington Post-artikel fortæller om kardinalens mange indflydelsesrige politiske venner, og den relation de havde. Da McCarrick i juni 2004 holdt en evangelisk oplæsning ved en multireligiøs mindehøjtidelighed for tidligere præsident Ronald Reagan, udtalte præsident George W. Bush fx:
"Jeg vil gerne takke Hans Eminence, kardinal Theodore McCarrick. Hvilken fin mand. Sikke et fyrtårn af håb"

Både Roy Cohn og Jeffrey Epstein nød godt af store dele af samme venskabskreds.
Cohn havde blandt sine venner Ronald Reagan og hans kone Nancy samt den senere præsident Donald Trump, desuden selvfølgelig mange velhavere, top mediepersonligheder, journalister og mediemoguler, tidligere CIA-direktører, utalige celebrities samt prominente advokater.
Epstein var, som tidligere omtalt, venner med både Bill Clinton og Donald Trump - og havde desuden mange af de samme berømte venner som Roy Cohn.
Epstein og Cohn delte bl.a. disse venner:
Donald Trump - som blev præsident og desuden selv fik flere overgrebs -og voldtægtsanklager på halsen.
Roger Stone - som både var rådgiver for Cohn, Trump og NXIVM, firmaet der blev dømt for menneskehandel og som hjernevaskede kvinder til at blive sexslaver.
Barbara Walters - mediepersonlighed, journalist og tv-vært på adskillige tv-programmer.
Alan Dershowitz - stjerneadvokaten, som også selv blev beskyldt for overgreb.
Rupert Murdoch - mediemogul og multimilliardær.
Mort Zuckerman - mediemogul og multimilliardær. Zuckerman var desuden forretningspartner med Epstein bl.a. da han i 2004 forsøgte at købe New York Magazine sammen med bl.a. den senere voldtægtsdømte Harvey Weinstein.

Roy Cohn havde desuden venner blandt ledere i jødiske organisationer som B’nai B’rith og den Jødiske Verdenskongres (World Jewish Congress) - foruden de allerede nævnte topfigurer i den katolske kirke.

DEL 3:
PÆDOFILI OG
PRÆSIDENTER

Drengeprostituerede på natbesøg i Det Hvide Hus

Som afdækket i del 2 var flere af New Yorks største mafiafamilier kunder hos advokaten Roy Cohn. Denne Politico-artikel kalder simpelthen Cohn for "mafia consigliere" ("mob consigliere"). "Consigliere" betyder "rådgiver" på italiensk, men er også den almindelige betegnelse for mafiafamilieoverhoveders tætteste rådgiver. Men det var ikke kun Cohn som havde tæt relation til mafiaen - også hans protegé den senere præsident Donald Trump - havde selv flere direkte mafia-forretningskontakter. Den nævnte Politico-artikel afdækker nogle af disse. Den er skrevet af den pulitzerprisvindende journalist David Cay Johnston, som har fulgt Donald Trumps yderst tvivlsomme forretninger og inkriminerende sager gennem 27 år.
Artiklen er skrevet under præsidentvalgkampen i 2016, og Johnston skriver i den sammenhæng at ingen anden præsidentkandidat "har noget nær Trumps rekord med gentagen social og forretningsmæssig omgang med gangstere, svindlere og andre skurke."
Johnston har samlet et billede af Trumps forretninger, udfra offentlige registreringer og offentliggjorte vidneudsagn:
Billedet viser, at Trumps karriere har nydt godt af en årtier lang og stort set succesrig indsats for at begrænse og aflede retshåndhævelsesundersøgelser i hans omgang med topgangstere, associerede med organiseret kriminalitet, arbejdskraft-fixere, korrupte fagforeningsledere, svindlere og endda en enkelt gang en narkohandler, som Trump beholdt som chef for sin personlige helikoptertjeneste.

Artiklens baggrund er ifølge Johnston føderale sagsakter, retsprotokoller og biografiske anekdoter - samt Johnstons egne undersøgelser og undersøgelserne i bogen "Trump: The Deals and the Downfall ("Trump: Forretningsaftalerne og faldet").
Billedet viser, at Trumps karriere har nydt godt af en årtier lang og stort set succesrig indsats for at begrænse og aflede retshåndhævelsesundersøgelser i hans omgang med topgangstere, folk associeret med organiseret kriminalitet, fixere af arbejdere, korrupte fagforeningsledere, svindlere og endda en enkelt gang en narkohandler, som Trump beholdt som chef for sin personlige helikoptertjeneste.

Artiklen er meget lang, med rigtig mange beretninger om Trumps korruption og mafiaforretninger. Den redegør bl.a. for Trumps handel med Roy Cohns mafiakunder "Fat Tony" Salerno, chef for Genovese mafiafamilien, den angiveligt mest magtfulde mafiaorganisation i New York, og Paul Castellano, leder af hvad artiklen udlægger som den næststørste mafiaorganisation, Gambinofamilien. Denne handel drejede sig - ifølge artiklens oplysninger - om støbningen af betonkonstruktionen i Trump Tower i New York.

Roy Cohns magt- og medievenner
Trumps mentor Roy Cohn var tæt forbundet med adskillige berømtheder, berømte politikere og politiske agenter. Mange af hans fødselsdagsfester gennem årene tiltrak så berømte skikkelser som kunstneren Andy Warhol, modedesigneren Calvin Klein og komikeren Joey Adams, såvel som bemærkelsesværdige politiske skikkelser, herunder den tidligere borgmester i New York Abraham Beame og daværende forsamlingsmand fra Brooklyn og kommende senator Chuck Schumer, blandt andre. I 1979 deltog Margaret Trudeau, mor til Canadas nuværende premierminister Justin Trudeau, i Cohns fødselsdagsfest, hvor hun kom til at sætte sig på hans fødselsdagskage, som forestillede Roy Cohn dekoreret med en glorie. Og selvfølgelig var også Donald Trump, der blev Cohns protége i midten af 1970'erne, en hyppig del af sociale arrangementer til Cohns ære.

De politikere, journalister og berømtheder, der var inviteret til Cohns eksklusive fester, siges at være dem, der "havde åbne konti i Cohns 'tjeneste-bank'" ("open accounts in Cohn’s ‘favor bank’"), som var Cohns kælenavn for hans uofficielle balance over politiske begunstigelser og gæld, der med al sandsynlighed havde sin baggrund i Cohns omfattende involvering i seksuel afpresning fra 1950'erne langt ind i 1980'erne.
Mange af Cohns berømthedsvenskaber blev dyrket gennem hans hyppige optrædener på den berømte udsvævende natklub i New York Studio 54, som blev beskrevet af Vanity Fair som "det svimlende epicenter for 70'ernes hedonisme, et diskotek for smukke mennesker, endeløs kokain og enhver form for sex." Cohn var mangeårig advokat for klubbens ejere, Steve Rubell og Ian Schrager.

Blandt Cohns nærmeste venner var tv-værten Barbara Walters, som Cohn offentligt omtalte som sin "forlovede", og som han senere præsenterede for chefen for U.S. Information Agency, Chad Wick og andre indflydelsesrige personer i og omkring Ronald Reagans Hvide Hus. Men Walters var blot én af Cohns magtfulde medievenner - af andre kan nævnes chefredaktøren på New York Times, Abe Rosenthal; den mangeårige klummeskribent i New York Times og bidragyder til New York Magazine, William Safire; og George Sokolsky fra The New York Herald Tribune, NBC og ABC. Sokolsky var en særlig nær ven af både Cohn og den tidligere FBI-direktør J. Edgar Hoover, der angiveligt var kraftigt involveret i Cohns seksuelle afpresningsoperation, som beskrevet i del 2. Sokolsky drev American Jewish League Against Communism med Cohn i flere år, og organisationen opkaldte senere sin æresmedalje efter Sokolsky.

Cohn var også mediemogulen Rupert Murdochs advokat og ven. "Når Roy ville have en historie stoppet, noget sat ind eller en historie udnyttet, så ringede Roy til Murdoch", ifølge New York Magazine. - og efter Murdoch købte New York Post, "brugte Cohn avisen som sin personlige kniv". Ifølge den afdøde journalist Robert Parry begyndte venskabet mellem Murdoch og Cohn tilsyneladende på grund af deres gensidige støtte til Israel.

Cohn lænede sig også op af sin livslange ven siden gymnasiet, Si Newhouse Jr., for at udøve medieindflydelse. Newhouse havde kontrol med medieimperiet, der nu omfatter Vanity Fair, Vogue, GQ, The New Yorker og adskillige lokale aviser i hele USA, samt omfattende ejerskab i kabel-tv. New York Magazine bemærkede også, at "Cohn brugte sin indflydelse i de tidlige 80'ere til at sikre sig tjenester til sig selv og sine mafiaklienter i Newhouse-publikationer." Ud over Newhouse havde Cohns flere andre indflydelsesrige barndomsvenner; bl.a. Generoso Pope Jr. og Richard Berlin, som blev ejere af henholdsvis National Enquirer og Hearst Corporation. Cohn var desuden en nær ven af en anden mediemogul, Mort Zuckerman, som – sammen med Rupert Murdoch – senere også ville blive ven med Jeffrey Epstein.

Cohns mediefortrolige angreb ofte Cohns politiske fjender, i deres spalter ved at bruge Cohn som en anonym kilde. Især den mangeårige Manhattan-distriktsanklager, Robert Morgenthau, stod ofte for skud - fx i artikler i The National Review af journalisten William Buckley. Buckley, som historikeren George Nash engang kaldte "den fremtrædende stemme for amerikansk konservatisme og dens første store samlende figur", modtog George Sokolsky-medaljen fra den Cohn-drevne American Jewish League Against Communism i 1966 (Amerikansk Jødisk Liga mod Kommunisme). En anden der også fik denne medalje var Cohns mafiaforbundne klient og "Supreme Commander" Lewis Rosenstiel (Lewis Rosenstiel er omtalt og uddybet i del 2).
Buckley fik senere, ifølge en artikel fra 1969 i LIFE magazine, en stærkt rabat på et 65.000-dollar lån til at købe en luksusbåd fra en bank, hvor Cohn havde indflydelse, og hvis præsident Cohn havde håndplukket.
I samme LIFE-artikel berettes desuden om Roy Cohns frokostmøde med "måske et dusin velhavende New Yorkere". Det fandt sted under præsidentvalgkampen i 1968, som endte med en sejr til Richard Nixon. Blandt de tilstedeværende var to førende Nixon-forkæmpere; Chief fundraiser Maurice Stans, som senere skulle blive Nixons handelsminister, og Louis Nichols, den tidligere assisterende direktør for FBI - som jeg omtalte i del 2 - der efterfølgende blev vicepræsident for spiritusfirmaet Schengley Industries - ejet af mafiaforbundne Lewis Rosenstiel.
På frokostmødet gav Cohn udtryk for at ville støtte Nixon-kampagnen trods det, at han var registreret demokrat. Derefter spurgte Cohn om, hvad mon en Nixon-regering ville gøre med Cohns største forfølgere; Manuel Cohen formand for Securities and Exchange Commission, og Robert Morgenthau, US statsadvokat for det sydlige distrikt i New York? Nichols og Stans nægtede senere enhver erindring om diskussionen, men flere tilstedeværende huskede ifølge TIME magazine deres meget direkte svar:
"Nichols garanterede, at Morgenthau ville blive erstattet, og Stans forsikrede, at der kunne findes en måde at tvinge Cohen til at træde tilbage.

TIME magazine afslutter afsnittet med at konstatere at frokostmødet sluttede efter underskrivning af checks til Nixon-kampagnen for mere end 40.000 dollars, og at Manuel Cohen stoppede som leder af SEC kort efter Nixon havde overtaget præsidentembeddet, men at Robert Morgenthau trods vedvarende presserygter om hans forestående afløser stadig var U.S. statsadvokat da artiklen blev skrevet. Det fortsatte han med indtil januar 1970 - knapt et halvt år efter TIME-artiklens udgivelse.

Buckley ville i 1986 – sammen med Barbara Walters, Alan Dershowitz og Donald Trump – optræde som karaktervidner for Cohn under høringer i forbindelse med fratagelse af Cohns ret til at være advokat. Alle undtagen Buckley skulle i øvrigt senere få ubehagelig medieopmærksomhed pga. deres forhold til den pædofile overgrebsmand Jeffrey Epstein (omtalt i del 2). Med forbindelser som denne er det ikke underligt, at det blev sagt om Roy Cohn at han "kunne fixe alle og enhver i byen". Det var Stanley Friedman - en advokatpartner for Cohn, som senere blev fængslet på grund af en bestikkelsesskandale, mens han arbejdede som New Yorks viceborgmester - der fortalte dette til magasinet Vanity Fair.

Selvom Roy Cohn fik støtte af nogle af sine mest kendte og indflydelserige venner, endte Cohn alligevel med at tabe denne sin sidste juridiske konfrontation, inden han døde af AIDS i 1986. Afgørelsen på den fire-årige kamp mellem Cohn og New Yorks juridiske institution, stadfæstede et retligt disciplinærpanels anklager om "uærlighed, bedrageri, svig og urigtige fremstillinger" ("dishonesty, fraud, deceit and misrepresentation").

Præsident Reagan, Roy Cohn og mafiaforbindelserne
Roy Cohns havde - sandsynligvis styrket af sin "tjeneste-bank" - en unik position som bindeled mellem den kriminelle underverden og de rige, berømte og indflydelsesrige. Han syntes, at være nærmest urørlig pga. af dette og sine politiske forbindelser til ledere i både det republikanske og det demokratiske parti, samt hans tætte forhold til blandt andet den ekstremt magtfulde FBI-direktør J. Edgar Hoover. Og selvom det meste af hans politiske magtbase blev skabt under 1950'ernes kommunistforskrækkelse, fik Roy Cohn om muligt endnu mere indflydelse i Ronald Reagans 80'ere.

Cohn bevarede sin tilknytning til Det Demokratiske Parti gennem hele sit liv, man han var samtidig kendt som "fixer" for republikanske kandidater. Det blev nok mest tydeligt via hans rolle under Ronald Reagans præsidentkampagner i 1976 og 1980.
Cohns advokatpartner, Tom Bolan, var også en indflydelsesrig kraft i Reagan-kampagnen og blev senere formand for Reagans overgangsteam i 1980. Reagan udnævnte derefter Bolan til direktør for Overseas Private Investment Corporation (Oversøisk Privat Investeringsselskab), regeringens udviklingsfinansieringsinstitution. Bolan var også en del af Cohns tætte vennekreds - venner med bl.a. William F. Buckley Jr., Donald Trump og Rupert Murdoch - samt fx kardinal Terence Cooke (som blev omtalt i del 2).
Desuden var Bolan medvirkende til at sikre føderale dommerposter til flere personer, som senere skulle stige til yderligere indflydelsesrige poster, bl.a. den fremtidige FBI-direktør Louis Freeh. Cohn var også i stand til at få venner af klienter udpeget som føderale dommere, herunder Donald Trumps søster, Maryanne Trump Barry. Efter at Barry var blevet udnævnt til føderal dommer, ringede Trump til Cohn for at takke ham for at trække i tråde på sin søsters vegne.

Cohn ikke fik en offentlig stilling i Reagan-administrationen, men han arbejdede tæt sammen med nogle af kampagnens mere synlige ansigter, herunder den daværende kommunikationsdirektør for Reagans kampagne i 1980 og senere CIA-direktør, William Casey. Ifølge Christine Seymour - Cohns mangeårige omstillingsoperatør, som lyttede til hans opkald - var Casey og Cohn "telefon-venner" ("phone pals"), og under kampagnen i 1980 "ringede Casey næsten dagligt til Roy".
Seymour bemærkede også, at en af Cohns andre hyppige telefonvenner var Nancy Reagan, som desuden både var en af Cohns nærmeste venner og klienter. Nancy Reagan var så tæt på Cohn, at hans død af AIDS, formodentlig var medvirkende årsag til at få hende til at "opmuntre sin mand til at søge mere finansiering til AIDS-forskning". Nancy Reagans store indflydelse på sin mand er almindeligt kendt.
Før Cohns død sikrede Nancy og Ronald Reagan Roy Cohn plads i et eksklusivt eksperimentelt AIDS-behandlingsprogram på trods af Reagan-administrationens veldokumenterede "ikke-reaktion" på æraens AIDS-krise. Ronald Reagan var også en ven af Cohn, og ifølge den afdøde journalist Robert Parry "uddelte han tjenester til Cohn, herunder invitationer til begivenheder i Det Hvide Hus, personlige takkebreve og venlige fødselsdagsønsker" i løbet af hans præsidentperiode. I betragtning af at Reagans image som del af "det evangeliske højre" og Reagans promovering af "familieværdier", kan de tætte bånd mellem ham og Cohn virke underlige. Imidlertid havde Reagan, ligesom Cohn, forbindelser til de samme organiserede kriminalitetsorganisationer, som både var blandt Cohns klienter og Cohns mentor Lewis Rosenstiels forretningsforbindelser (se del 2).

Ligesom Cohn havde Reagan tætte kontakter til mafiaen. Reagans kontakter blev etableret gennem den senere præsidents mentor, Lew Wasserman. Wasserman, den mangeårige præsident for underholdningskonglomeratet MCA og magtfuld Hollywood-mogul, var ikke alene manden bag Reagans film- og tv-karriere, han støttede også Reagans succesfulde arbejde for at blive præsident for skuespillernes fagforening Screen Actors Guild - hvilket senere dannede baggrund for Reagans politiske karriere. Derudover finansierede MCA en stor del af Reagans succesrige opstilling til guvernør i 1966, og ikke længe efter, at Reagan blev præsident, lukkede hans regeringsadministration kontroversielt en større justitsministeriel undersøgelse af MCA's forbindelser til organiseret kriminalitet. Her er det en Daily Mail-artikel, som, under titlen "Afsløret; hvordan mafiaen hjalp Ronald Reagan med at komme til Det Hvide Hus", fortæller denne historie i detaljer.

Ifølge Shawn Swords, en dokumentarfilmskaber, der udforskede Reagans bånd til MCA i dokumentarfilmen "Wages of Spin II: Bring Down That Wall" ("Kommunikationsspinnets løn II: Riv den mur ned"):
"Ronald Reagan var en opportunist. Hele hans karriere blev styret af MCA - af Wasserman og [MCA-grundlæggeren] Jules Stein, som pralede med, at Reagan var formbar, at de kunne gøre, hvad de ville med ham... Det der med, at Reagan er hård mod [organiseret] kriminalitet - det er en fejlslutning."

Swords' karakterisering af dette forhold understøttes af en unavngiven Hollywood-kilde citeret i et afklassificeret DOJ-dokument, som kaldte Reagan "en komplet slave af MCA, som ville gøre hvad som helst, de forlangte."

Som ung var Lew Wasserman angiveligt en del at en mafiabande kaldet Mayfield Road Gang, som blev drevet af Moe Dalitz, en nær ven af Meyer Lansky, som var en magtfuld skikkelse i Lanskys kriminelle virksomhed.
Lew Wasserman skulle senere gifte sig med Edith Beckerman, hvis far var Dalitzs advokat. Wassermans nærmeste ven og advokat, Sidney Korshak, havde også tætte bånd til Dalitz (Supermob s. 158) og var desuden en overgang partner med Lansky på Acapulco Towers Hotel ("The Last Mogul" s. 329). Magasinet New West skrev i 1976, at Korshak var den "logiske efterfølger til Meyer Lansky". Korshak fik som advokat ligesom Roy Cohn et ry som broen mellem organiseret kriminalitet og det respektable samfund.
Derudover blev justitsministeriets undersøgelse af MCA, som Reagan-administrationen standsede, angiveligt yderligere ansporet, efter at Justitsministeriet erfarede, at et indflydelsesrigt medlem af Gambino-kriminalitetsfamilien, Salvatore Pisello, gjorde forretninger med det enorme underholdningsfirma. På det tidspunkt var chefen for Gambino-familien, Paul Castellano, klient hos Roy Cohn.

Cohn, Reagan, CIA og Iran-Contra-skandalen
Cohns indflydelse i Reagan-administrationen og hans venskab med Reagan-familien og deres inderkreds er almindeligt anerkendt, men det er mindre kendt, hvordan Cohn hjalp CIA's hemmelige propagandabestræbelser, der var en del af den større skandale kendt som Iran-Contra.
Dette var en politisk skandale, der fandt sted under den 2. periode af Reagan-administrationen. Mellem 1981 og 1986 faciliterede højtstående embedsmænd i regeringsadministrationen i al hemmelighed salget af våben til Iran (som også på det tidspunkt ellers udadtil var storfjende af USA), og som var genstand for en våbenembargo. Administrationen håbede at bruge overskuddet fra våbensalget til at finansiere "kontraerne" (Contras), en højreorienteret kontrarevolutionær oprørsgruppe i det socialistiske Nicaragua. Ifølge lovgivningstilføjelser fra 1982 og '84 var yderligere finansiering af kontraerne ved statslige bevillinger blevet forbudt af Kongressen, men smuthullet var at bruge ikke-bevilgede midler. Den officielle begrundelse for våbenforsendelserne var, at de var en del af en operation for at befri syv amerikanere, der blev holdt gidsler i Libanon af Hizbollah, en islamistisk paramilitær gruppe med iranske forbindelser til den islamiske revolutionsgarde.

I denne periode knyttede Cohn, hvis indflydelse på pressen allerede er blevet beskrevet i detaljer, tætte bånd til direktøren for det amerikanske informationsagentur (U.S. Information Agency), Chad Wick. Cohn var endda vært for en frokost til Wicks ære, hvor flere indflydelsesrige personer i den konservative presse såvel som senatorer og andre politiske repræsentanter også var tilstede. Kort efter stod den daværende CIA-direktør og ven af Cohn William Casey i spidsen for en omfattende PR-kampagne, der havde til formål at skabe offentlig støtte til Reagans latinamerikanske politikker, herunder støtte til de kontra-paramilitære styrker i Nicaragua.
I parantes bemærket - i sammenhæng med CIA-direktøren William Casey - skal det her nævnes, at netop denne mand er kendt for et helt særligt citat omkring propaganda og disinformation.
I 1981, som direktør for CIA, kom han med denne udtalelse:
"Vi ved, at vores disinformationsprogram er fuldendt, når alt, hvad den amerikanske offentlighed tror på, er usandt."

Det var ca. to år før, han var igang med PR-kampagnen for at skabe støtte til kontraerne i Nicaragua. Denne indenlandske propagandaindsats var teknisk set ulovlig og krævede på den baggrund, at CIA outsourcede jobbet til den private sektor for at minimere risikoen. Chad Wick gik angiveligt foran i forhold til at skaffe privat finansiering til indsatsen og kun få dage efter, at Wick lovede at finde privat støtte, bragte Cohn sin nære ven mediemogulen Rupert Murdoch til Det Hvide Hus.

Reagan, Rupert Murdoch, Charles Wick og Roy Cohn i Oval Office i 1983

Dokumenter udgivet under Iran-Contra-skandalen i 1987 og senere fra Reagan Library indikerer, at Murdoch snart derefter blev betragtet som en kilde til den private finansiering af PR-kampagnen.
Efter det første møde blev Murdoch den øverste medieallierede for denne CIA- og Casey-styrede propagandaindsats og kom også stadig tættere på Reagan Hvide Hus. Murdoch havde som en konsekvens heraf fordel af Reagans politik og sit venskab med regeringsadministrationen, som gjorde det muligt for Murdoch at øge sine amerikanske mediebesiddelser og oprette Fox Broadcasting Corporation i 1987.

Magteliten, den kriminelle underverden og "løgnenes herre"
Roy Cohn var ikke den eneste tæt på Reagan-regeringsadministrationen, som var en prominent mellemmand mellem den kriminelle underverden og ledende samfundsfigurer og regeringsfolk.
En sådan person var også Robert Keith Gray, den tidligere formand og administrerende direktør for det magtfulde Washington-baserede PR-firma Hill og Knowlton, som tv-udsendelsen "60 Minutes" ("60 minutter") engang kaldte "en ikke-valgt skyggeregering" på grund af firmaets indflydelse i hovedstaden. Ifølge Washington Post var Gray "en af de mest eftertragtede lobbyister i Washington", og "en slags legende i denne by ... manden i den sorte smoking med snehvidt hår og et smil som en diamant."

Gray var en meget succesfuld republikansk fundraiser og havde tidligere været en nær rådgiver for både Dwight D. Eisenhower og Richard Nixon. Han var ven med Ronald Reagan og kom i tæt kontakt med Ronald Reagans inderkreds under Reagans mislykkede præsidentkampagne i 1976 og senere som vicedirektør for kommunikation under Reagans kampagne i 1980. Sidstnævnte stilling betød, at han arbejdede direkte under William Casey, som kort tid efter blev CIA-direktør.
Gray blev desuden medformand for Reagans indsættelseskomité og vendte derefter tilbage til PR-branchen. Her havde han kunder som fx den haitianske diktator Jean-Claude Duvalier, stifteren af Moon-bevægelsen Sun Myung Moon, den saudiske våbenhandler Adnan Khashoggi og hedgefondsmanager Marc Rich. Khashoggi var sammen med Iran-Kontra frontpersonen Oliver North "nøglemellemmand i den hemmelige CIA-styrede plan i 1980'erne om at sende våben til Teheran i bytte for fanger", som Financial Review skriver i en nekrolog for Khashoggi, da han døde som 81-årig i 2017. Denne avis skriver også, at han var "en saudiarabisk mellemmand til leje, der samlede enorme rigdomme og indflydelse ved at sælge alt fra amerikanske våben til tjenester for Riyadhs herskere og CIA-mesterspioner". Hans kontaktbog i slutningen af 1960'erne indeholdt angiveligt både CIA-agenter, schweiziske bankfolk, diverse "gun runners" (personer som illegalt får våben ind i lande) og Washington-insidere og fortrolige af præsident Nixon. Med sin tætte involvering i Iran-kontra-affæren var Khashoggi således også mellemmand mellem Reagan-regeringen og kriminelle bankforretninger og våbenhandelskontakter - samt en mand med kontakter blandt både kriminelle og i efterretningsmiljøet.
Et andet beskrivende citat fra Financial Review-artiklen er dette:
"Samtidig bevægede han sig problemfrit mellem skjult skygge og blændende overdådighed – en livsstil anslået af The Economist i 1987 til at koste 250.000 USD om dagen. Han festede med Hollywood-eliter som Cary Grant og Elizabeth Taylor; rejste i en blinged-out DC-8; holdt en indisk swami som vagtrådgiver; og pralede af sit væld af unge elskerinder."

"Blandingen af hedonisme, magt og frækhed, der svirrede om Khashoggi, var så hæsblæsende, at det britiske rockband Queen skrev en sang om det, "Khashoggi's Ship".

Queen hentydede til våbenhandlerens 281 fods yacht udstyret med en laser, der i hovedkahytten viste Khashoggis smilende ansigt. Skibet endte med at blive købt af Donald Trump, som kaldte "hr. Khashoggi en stor mellemmand og en elendig forretningsmand."
Khashoggi kanaliserede våben til mange steder i verden for verdens største våbenproducenter, med usædvanligt store fortjenester. Han knyttede i 1986 bånd til den forhadte tidligere Filippinske præsident Ferdinand Marcos og hans kone, Imelda, samtidig med beskyldninger om, at de flygtede ud af landet med stjålne nationale rigdomme.
Khashoggi blev anklaget for at have finansieret nogle af Iran-kontra-våbenkøbene gennem den Luxembourg-baserede Bank of Credit and Commerce International, som kollapsede i 1991 samtidig med undersøgelser af udbredt hvidvaskning af penge.
Året efter blev Khashoggi arresteret i Schweiz på grund af amerikanske sigtelser knyttet til anklager om at have hjulpet Marcos-familien med at skjule mere end 200 millioner dollars i kontanter og kunstværker, der angiveligt var stjålet under Ferdinand Marcos' præsidentperiode fra 1965 til 1986. Mens han ventede på udlevering, fik Khashoggi under sin fængsling måltider serveret af det luksuriøse Schweizerhof Hotel i Bern. Khashoggi blev sigtet for afpresning og andre anklager. Men han og Imelda Marcos, der dengang var enke, blev frifundet ved den amerikanske føderale domstol i New York i 1990.

Marc Rich er en anden af Robert Keith Grays kunder som havde lignende sammenfald af omstændigheder omkring sig. Også han handlede med Iran under gidselkrisen i landet - i dette tilfælde var det handel med olie. Dette blev han senere tiltalt for i USA - sammmen med andre føderale anklager om skatteunddragelse, brevsvindel (wire fraud) og afpresning. Men Rich flygtede til Schweitz i 1983 - få timer før han ville få sigtelsen, og kom aldrig tilbage til USA derefter.
Han modtog en meget kritiseret præsidentiel benådning fra præsident Bill Clinton, som Clinton foretog på sin sidste dag i embedet i januar 2001.
Richs' virksomheder erkendte sig til sidst skyldige i 35 tilfælde af skatteunddragelse og betalte 90 millioner dollars i bøder, men Rich selv forblev gennem mange år på FBIs liste over de ti mest eftersøgte forbrydere.
Iran var Richs' vigtigste leverandør, han solgte iransk olie til Israel gennem en hemmelig rørledning, og omgik bl.a. derved handelsembargoen mod Iran. På grund af sit gode forhold til Iran og Irans islamiske diktator Ayatollah Khomeini var Rich med til at give Mossads agenter kontakter i Iran.
Clintons kritikere hævdede, at Richs benådning var blevet købt, da Marc Rich' kone Denise - under Bill Clintons tid i embedet - havde givet mere end 1 million dollars til Clintons Demokratiske Parti, herunder mere end 100.000 dollars til Senatets kampagne for præsidentens hustru, Hillary Clinton, og 450.000 dollars til Clinton Library Foundation.
Rich havde bånd til mange mafialedere i Sovjetunionen og efterfølgende Rusland, såsom Marat Balagula, der blev dømt for at "fixe" benzinpriser. Balagula samarbejdede med bl.a. Gambino-familien, som vi tidligere hørte om, også var en væsentlig del af Roy Cohns netværk, og som Donald Trump gjorde forretninger med. Også præsident Reagan havde, som tidligere omtalt, forbindelse til Gambino-familien via sin tætte ven og mentor Lew Wasserman. Reagans regeringsadministration standsede, som nævnt, Justitsministeriets undersøgelse af Lew Wassermans firma MCAs samarbejde med et indflydelsesrigt medlem af netop Gambino-familien.
I Richs' netværk var også den georgisk-israelske oligark og angiveligt mafiaforbundne forretningsmand Grigori Loutchansky. Loutchansky opstartede i 1989 det østrigsk-baserede selskab Nordex, som menes at være blevet oprettet som en kilde til hård valuta for KGB. Ifølge en Schweizisk politirapport var det KGB, der reelt oprettede firmaet, som desuden var forbundet med organiseret kriminalitet for at hvidvaske værdier ud af Rusland.
I starten af 1990'erne mødtes Bill Clinton med Grigory Luchansky ved et fundraiser- arrangement for det Demokratiske Parti, hvilket tiltrak opmærksomhed i den amerikanske presse og i Repræsentanternes Hus. CIA-direktøren John Deutch kaldte i 1996 Luchanskys firma Nordex "et eksempel på en organisation associeret med russiske kriminelle aktiviteter der flytter ud af Rusland.” Året efter sagde FBI-direktøren Louis J. Freeh at der er beviser for at tidligere KGB-folk er involveret i de russiske mafiaorganisationer, både i Rusland og Europa - og at der netop i bl.a. det multinationale firma Nordex er stærke indikationer af, at tidligere KGB-officerer arbejder direkte med nogle af de organiserede kriminelle grupper, "og det udgør et yderligere trusselsniveau".
Man kan naturligvis ikke stole på en efterretningstjenestes ytring - hverken amerikanske eller efterretningstjenester fra noget andet land. Dels fordi enhver efterretningstjeneste typisk har interesser på spil i forhold til de ting, den ytrer sig om - og det dermed er et partsindlæg. Dels fordi enhver efterretningstjeneste arbejder professionelt med hemmeligheder, løgn og manipulation for at nå sine mål. Men i dette tilfælde bekræftes informationen af andre kilder. At tidligere KGB-officerer arbejdede sammen med russisk mafia i forhold til firmaet Nordex bekræftes fx også her af OCCRP - Organized Crime Corruption Reporting Project (Organiseret Kriminalitet Korruption Rapporteringsprojekt). Den generelle information om tidligere KGB-folk, der samarbejder med mafiaen, er bekræftet af så mange kilder, at det nærmest kan betragtes som almindelig viden.
Det interessante i denne del af ytringen er næsten mere det, som ikke bliver sagt - nemlig det at forholdet selvfølgelig ikke kun gør sig gældende for Rusland. Som hosliggende artikelserie allerede har afdækket og givet flere eksempler på, har også amerikanske og israelske efterretningstjenester historisk været dybt involveret med organiseret kriminalitet - både organisatorisk og i form af enkeltindivider.
Ifølge bogen “Godfather of the Kremlin” ("Kremls Gudfar") af Ruslandseksperten og seniorskribent på Forbes magazine Paul Klebnikov, var Marc Richs' rolle denne: Rich hjalp oligarken Berezovsky (som benævnes "Kremls Gudfar") og hans håndlangere med at stjæle utallige summer fra det russiske folk gennem internationale finansielle ordninger. Rich solgte russisk olie, aluminum, zink og andre råvarer til spotpris efter aftale med lokale kommunistledere i de år hvor landet var på vej i økonomisk opløsning. Disse korrupte ledere fik så et kickback af fortjenesten overført via Richs' schweiziske bankforbindelser.
Ud over sin nære relation og partnerskab med den iranske diktator, havde Rich desuden kunder som fx Libyens Muammar Gaddafi, Sydafrikas apartheid-regime, Rumæniens diktator Nicolae Ceausescu, Cubas Fidel Castro og Chiles militærjuntaleder Augusto Pinochet.
Rich indrømmede at bestikke embedsmænd i lande som fx Nigeria og at assistere den israelske efterretningstjeneste Mossad.
Ligesom den israelske spion Robert Maxwell (omtalt i del 1), blev også Marc Rich begravet i Israel. Blandt dem, der lobbyede præsident Clinton for Rich' benådning, var de israelske politiske sværvægtere Ehud Barak og Shimon Peres, samt Mega Group-medlemmet Michael Steinhardt og lederen af jødiske ADL - Anti-Defamation League (alle omtalt i del 2).

Denne artikel fortæller om hvordan PR-manden Robert Keith Gray - samtidig med sit ihærdige arbejde for at konsolidere sig i magtcirklerne i Ronald Reagans regeringsadministration - arbejdede med, at fremstille sine dubiøse og forhadte kunder i et positivt lys. Artiklen hedder sigende "Lord of the lies; how Hill and Knowlton's Robert Gray pulls Washington's strings" ("Løgnenes herre; hvordan Hill & Knowltons Robert Gray trækker i Washingtons tråde").
Gray havde bl.a. som kunder som den kontroversielle Scientologi-kirke, der anklages for diverse overgreb på både medlemmer og kritikere og bl.a. hjernevask-lignende mental bearbejdning af medlemmer. En anden kunde var Folkerepublikken Kina - umiddelbart efter massakren på Tiananmen Square. Gray søgte også at rehabilitere Haitis "Baby Doc", efter at der var fremkommet detaljer om omfanget af diktatorens massive undertrykkelse af sin befolkning - såsom henrettelser, tortur og "forsvindinger".
Firmaet var størst under Golfkrigen i den Persiske Golf med 250 ansatte, hvilket måske fortæller lidt om propagandaindsatsen i denne krig. Et eksempel herpå var at Hill & Knowlton brugte en 15-årig pige til at vidne om grusomheder, hun havde set begået af Saddam Husseins besættelsesstyrker, mens hun i virkeligheden var den kuwaitiske ambassadørs datter, der boede i Washington. Pigen hævdede grædende, at hun havde set 15 spædbørn blive taget fra kuvøser på Al-Adan Hospital i Kuwait City af irakiske soldater, der "lod babyerne ligge på det kolde gulv for at dø." Det foregik ved Kongressens menneskerettighedsmøde den 10. oktober 1990. Men pigen var instrueret i dette af Hill & Knowlton, hvilket dog først kom frem to år senere. De to ledende kongresmedlemmer i afhøringen havde "et tæt forhold til Hill og Knowlton", og historien blev brugt af flere amerikanske senatorer, der citerede historien i taler, som støttede resolutionen der skulle ende med at godkende krigen. Præsident George H. W. Bush brugte også denne propagandahistorie, da han argumenterede for krigen i processen mod vedtagelsen af resolutionen. I december 1990 offentliggjorde Amnesty International en 84-siders rapport om menneskerettighedskrænkelser i det besatte Kuwait. Rapporten sagde, at "300 for tidligt fødte børn blev rapporteret at være døde, efter at irakiske soldater fjernede dem fra kuvøser, som derefter blev plyndret." Denne påstand, som blev rapporteret verden over, blev en af de oftest citerede begrundelser for Golfkrigen i 1991. Den 9. januar 1991 citerede præsident George H. W. Bush Amnestys rapport i et brev sendt til aviser over hele landet. Resolutionen blev til sidst vedtaget med blot et halvt dusin stemmers flertal.
Fonden bag Kongressens menneskerettighedsmøde - "Congressional Human Rights Foundation" ("Kongressens Menneskerettighedsfond") - boede i Hill & Knowltons Washington hovedkvarter, firmaets omstillingsbord leverede beskeder til fondens administrerende direktør og Hill & Knowlton var desuden bidragsyder til fonden. Hovedsponsor for fonden var den regeringsfinansierede organisation "National Endowment for Democracy" ("Nationale Donationer for Demokrati"). Kunden der havde købt Hill & Knowlton til denne iscenesatte løgne- og propagandahistorie var "Citizens for a Free Kuwait" ("Borgere for et frit Kuwait") som var en organisation, som foregav at være en græsrodsorganisation, men som var etableret af den kuwaitiske regering for at overtale den amerikanske offentlighed til at se positivt på amerikansk militæraktion i Den Persiske Golf. "Citizens for a Free Kuwait" donerede 50.000 dollars til menneskerettighedsfonden som sammen med Hill & Knowlton iscenesatte propagandahistorien.

Gray var også banebrydende med en række "innovative PR-teknikker", såsom "video nyhedsudgivelser" (VNR - Video News Releases). Ideen var, at få tv-netværk og lokale radio- og tv-stationer til at sende disse reklamer for firmaets klienter, som om det var deres egne nyhedshistorier. Gray & co. startede med et radio show kaldet "Washington Spotlight", som blev en stor succes. Radio og tvstationerne afslørede ikke, at de var produceret af Grays firma, som var betalt af kunder for at forbedre deres image. Virksomhedens PR-pakker blev vist på CNN som nyhedshistorier. Hill & Knowlton producerede snesevis af video-nyhedsudgivelser til en pris på langt over en halv million dollars, men det resulterede i "gratis" sendetid for titusinder af dollars. VNR'erne blev vist af ivrige tv-nyhedsdirektører over hele verden, som sjældent (om nogensinde) identificerede Kuwaits PR-firma som kilden til optagelserne og historierne.
VNR var ellers en teknik som Hill & Knowlton allerede på det tidspunkt havde brugt i flere år, og som tidligere var blevet afsløret. I 1985 sendte CNN "et eksklusivt interview" med kong Hassan Il, Marokkos autokratiske hersker - og på intet tidspunkt blev det afsløret, at Marokko var klient hos Gray, som fik minimum 360.000 dollars for arbejdet. Det endte dog i forlegenhed for CNN efter at Washington Post afslørede dette.

Robert Keith Gray og firmaet Hill & Knowlton spillede i Golfkrigen perfekt ind i den større sammenhæng, som udgør moderne krigspropaganda. Cirka 10 år senere skrev Phillip Knightley - prisvindende journalist, kritiker, faglitterær forfatter og professor i journalistik - i en af sine mediekommentarer om efterretningstjenester og propaganda, at "Vestlige medier følger en deprimerende velkendt formel, når det kommer til forberedelsen af en nation til konflikt."
Knightley uddybede med at forklare de faser, vestlige medier gennemgår, når der skabes grobund for krig:
Fase 1 - Krisen.
Fase 2 - Dæmoniseringen af fjendens leder.
Fase 3 - Dæmoniseringen af fjenden som individer.
Fase 4 - Grusomheder.
Da artiklen blev skrevet i 2001, var mediernes fokus på Osama bin Laden, Taleban og mulig krig i Afganistan. "I øjeblikket er vi i fase to og tre: bestræbelser på at vise, at ikke kun Osama bin Laden og Taleban er fanatiske og grusomme, men at de fleste afghanere - selv mange muslimer - også er det", skrev Knightley. Ud over Osama Bin Laden-casen bruger Knightley i artiklen desuden Hill & Knowltons propaganda-løgne fra den første Golfkrig som illustrerende eksempler.

En anden teknik, som Hill & Knowlton benyttede, var den kendte PR-metode om at vende tingene på hovedet omkring dårlig omtale; simpelthen at lade som om noget er rigtig godt - selvom det i virkeligheden er rigtig dårligt.
Denne teknik blev brugt i forbindelse med den bøde, som Marc Rich betalte for sin svindel til den amerikanske stat. I artiklen om "løgnenes herre" står der:
"Gray & Co. vendte bøden om til en fest - en mediebegivenhed. Handlen blev annonceret med stor fanfare af New Yorks dengang statsadvokat Rudolph Guliani, som accepterede en stor, overdimensioneret check, som om han lige havde vundet i lotteriet.

Den senere New York borgmester Rudy Guliani har selv flere familiemedlemmer med forbindelser til den italienske mafia: Hans far og onkel samt Gulianis fætter. Gulianis far - som var "muskler til at indsamle ubetalt gæld" - blev sent til det sikrede fængsel Sing Sing for røveri. Giuliani anbefalede desuden, som New York-borgmester, udnævnelsen af sin tidligere politikommisær, til chef for Homeland Security (USAs nationale sikkerhedstjeneste). Senere erklærede denne mand sig skyldig i at modtage gaver fra firmaer med forbindelser til organiseret kriminalitet.
Flere år herefter - i 2018 til 2020 - er det så desuden kommet frem at Guliani har tætte forbindelser til Ruslands statsledelse i Kreml og korrupte forretningsfolk omkring Kreml. Heriblandt velhaveren og den fremtrædende råvarehandler Semyon Kislin, som donerede penge til Gulianis politiske kampagner helt tilbage i 90'erne - i årene efter at det tidligere Sovjetunionen var gået i opløsning. Guliani blev i 2018 også nævnt i en kriminel anklage, fordi hans tidligere advokatfirma angiveligt hjalp kasakhstanske velhaverflygtninge - et tidligere borgmesterpar - med at hvidvaske stjålne penge. I den samme måned som dette forekom, var Guliani i Armenien efter en invitation fra en Kreml-forbundet forretningsmand til at deltage i et forum for en russisk-ledet økonomisk union. Semyon Kislin som bl.a. har en forretningshistorie sammen med en velrenommeret kriminalitetsfigur fra sovjetblokken og en berygtet våbenhandler, var en af New Yorks borgmester Rudy Giulianis største kampagnebidragydere. Kislin og hans familie skænkede også tusindvis af dollars i bidrag til den demokratiske senator Charles Schumer, til Clinton-Gore-præsident-genvalgskampagnen, til den tidligere republikanske senator Alfonse D'Amato og til en række stats- og bypolitikere i USA. Kislin sad i 1999, da artiklen, som beskriver disse ting, kom frem, i New York City Economic Development Board (New Yorks Økonomiudviklingsudvalg).
Artiklen beskriver i detaljer, at en fortrolig FBI-efterretningsrapport fra 1994 lister Kislin som "medlem af/associeret med" den førende russiske mafiaorganisation ledet af Vyacheslav Ivankov (som kaldes "den fængslede gudfar for russisk organiseret kriminalitet i USA"). Denne rapport hævder, ifølge artiklen, desuden at Kislins firma "medsponsorerede et amerikansk visum til en russisk mafialeder og lejemorder" og at Kislin var en "nær medarbejder" til den afdøde berygtede våbensmugler Babeck Seroush, som senere slog sig ned i Rusland. Artiklen går yderligere i detaljer med disse ting, som desuden underbygges af efterforskninger foretaget af Interpol.
Udover sine personlige donationer var Kislin i 1996 hhv. vært og medformand for to forskellige fundraising-arrangementer, hvor der blev samlet ind til Rudy Giuliani. Der blev i den forbindelse rejst 2,1 millioner dollars til Gulianis opstilling til Senatet det følgende år.

Manden med diamantsmilet og CIA-terroristen
Robert Keith Gray arbejdede under CIA-chefen Wlliam Casey, men det var ikke hans eneste forbindelse til CIA. Gray havde også et andet bekendtskab fra efterretningstjenesten: CIA agent og flåde-efterretningsofficer (Naval Intelligence officer) Edwin Wilson. Wilson arbejdede i CIA med hemmelige paramilitære operationer. Her lærte han "kunsten at forfalske, at skabe falske forretningsenheder ("dummy business entities") og at flytte midler gennem det internationale banksystem, så de ikke kunne spores. Disse ting kan læses i bogen "Manhunt - The incredible Pursuit of a CIA Agent Turned Terrorist" ("Menneskejagt - Den utrolige jagt på en CIA-agent, der blev terrorist), som er skrevet af Peter Maas. Peter Maas blev oprindeligt verdenskendt med bogen "Serpico" (1973) om politi-korruption i New York. Maas skrev i 1986 desuden en længere artikel i New York Times om Edwin Wilson - med baggrund i uddrag fra bogen.

Selvom Robert Keith Gray senere skulle benægte sit tætte forhold til Wilson, havde disse to - ifølge sikkerhedsklassificerede efterretningsdokumenter gennemgået af Peter Maas - et tæt forhold i mindst ni år, hvor de havde kontakt "professionelt omkring to eller tre gange om måneden".
Wilson og Gray sad desuden begge i bestyrelsen for et CIA-dækfirma (CIA-firma der dækker over hemmelige operationer) - kaldet Consultants International ("Internationale Konsulenter") - som var oprettet af Wilson.

Wilson var også en del af andre hemmelige operationer i afdelingen for internationale organisationer, som drev arbejdsmarkeds- og fagforeningsoperationer, trængte ind i studentergrupper og infiltrerede medierne under den berømte C.I.A.-figur Cord Meyer. Han blev sat "på kontrakt" hvilket gav CIA mulighed for "plausibel benægtelse", hvis der blev rejst spørgsmål om, hvorvidt den operative person var ansat. Desuden var det en måde at komme ud over budgetmæssige personalegrænser, da disse ikke gjaldt for kontraktansatte.
"Seks fod fem og rå-benet, med enorme hænder - hænder, der nemt kunne brække din hals - påtog han sig også farlige sideopgaver. Han pakkede en pistol, for eksempel, på ture til Marseille for at foretage udbetalinger til korsikanske gangstere der skulle holde kommunistiske havnearbejdere under kontrol."

Wilson deltog efterfølgende i mange forskellige typer hemmelige operationer for CIA, som bl.a. involverede bekæmpelse af venstreorienterede fagforeningsorganisationer i Latinamerika, arrangering af fangeflugt for et vietnamesisk aktiv der var endt i fængsel - samt flere paramilitære operationer rundt omkring på jorden. Wilson foretog desuden en del smuglerarbejde; bl.a. af en hel række af højteknologisk elektronisk udstyr til Iran, våben til et CIA-støttet kup i Indonesien samt militære dele og forsyninger til Taiwan og Filippinerne.
Peter Mass opsummerer Wilsons CIA-position således:
"For Wilson var det at være i CIA, som at tage en magisk frakke på, der for altid gjorde ham usynlig og uovervindelig."

Med CIAs velsignelse anbefalede American Federation of Labor and Congress of Industrial Organizations (AFL-CIO - Amerikansk Føderation af Arbejde og Kongres for Industrielle Organisationer) i 1964 Wilson til at være sikkerhedsmand i forbindelse med Hubert H. Humphreys kandidatur til vicepræsident. Efter valget hjalp en Humphrey-kampagneembedsmand og advokat Wilson med at udføre det juridiske papirarbejde, så han kunne starte sin egen speditionsvirksomhed uden at det ville mistænkeligt, hvis nogen kiggede ind i firmaets historie. Dette var endnu et CIA-dækfirma, som CIA "finansierede for at skjule sin sorte kunst", som Maas beskrivende fortæller. Special Operations havde en logistikafdeling til land-, sø- og luftstøtte, og Wilson skulle være ansvarlig for den maritime ende af tingene.

Edwin Wilson var nu eksperten, som CIA anbefalede, da den yderst hemmelige spionageenhed, kaldet Task Force 157, bad om hjælp til systematisk brug af dækfirmaer i forbindelse med en mission, som handlede om at placere agenter i udenlandske havne for at overvåge sovjetisk skibsfart og iværksætte en række "ekstremt sofistikerede oceaniske spionoperationer". Wilson arbejdede under denne taskforce igen i flåden og hvis CIAs revision af udgifter var minimal, var flådens praktisk talt ikke-eksisterende, hvilket betød at Wilson var istand til at trække penge ud af projektet i en voldsom skala. Alene i forbindelse med én operation, som indeholdt en trawler, der skulle sejle under iransk flag og krydse den Persiske Golf for at scanne efter sovjetiske atomvåben, opkrævede og fik Wilson - praktisk talt uden dokumentation - 500.000 dollars fra flåden.

Wilson ejede en enorm ejendom kaldet Mt. Airy Farms i det fashionable jagtland i det nordlige Virginia - en ejendom, der stødte op til naboer som finansfyrsten Paul Mellon, Virginias senator John Warner og hans daværende kone Elizabeth Taylor og Jack Kent Cooke, multimillionær-ejeren af Washington Redskins.
Det meste Wilson nogensinde havde fået i løn fra CIA var 25.000 dollars om året, og hans løn i hans senere ansættelse med den ultrahemmelige flåde-spionoperation Task Force 157 steg aldrig højere end 32.000 dollars årligt.
Intet af dette passede med Wilsons nettoformue på mere end 15 millioner dollars, inklusiv cirka 1 million dollars på schweiziske bankkonti og i sydafrikansk guld.

Wilson holdt nærmest permanent "åbent hus". Tidligere vicepræsident Humphrey "kom forbi ved lejlighed", det samme gjorde diverse kongresmedlemmer og senatorer - alle var der for at nyde de udsøgte grill-arrangementer, ridning, jagt og fiskeri.
Her skriver Peter Maas:
Men de mennesker, som Wilson mest ønskede at charmere og forføre, var Capitol Hill-hjælpere, anonyme admiraler og generaler, embedsmænd med de højeste regeringsgrader, GS-17 og GS-18. Ingen var vigtigere for ham end en GS-18. Politikere og politisk udpegede kunne komme og gå, men som faste statsansatte, blev GS-18'ere siddende og var kyndige insidere, som eksekverede politik, hvis de ikke i virkeligheden skabte den.

GS står for "General Schedule" som betyder "Generelt skema" eller rettere "Generelt lønskema". GS-18 var absolut højeste statslige løntrin indtil 1978, hvor disse trin fik nye navne. GS-16, GS-17 og GS-18 blev regnet for GS "supergrades" (GS "superniveuaer").

Edwin Wilsons operationer blev mere og mere for egen vindings skyld og mere og mere ekstreme - og ulovlige. Måske kulminerede det med hans arbejde for den libyske diktator og "gudfar for international terrorisme", oberst Muammar el-Qaddafi, hvor Wilson sammen med sin partner - en anden tidligere CIA-agent Frank Terpil - trænede lejemordere, planlagde mordoperationer og smuglede avancerede våben til Qaddafis bombeterrorangreb. Bl.a. det amerikansk fremstillede C-4, et hvidligt, kitlignende sprængstof med enorm eksplosionskraft, som var under den strengeste eksportkontrol.
Terpil havde tidligere været ansat som CIA-kommunikationsmand, men var blevet "udfaset fra efterretningstjenesten", mistænkt blandt andet for at bruge diplomatiske postsække til smuglergods.
Om Wilsons mere og mere kriminelle handlinger og hans samtidige forhold til efterretningstjenesterne, skriver Peter Maas (med baggrund i sine studier af de hemmeligstemplede efterretningsdokumenter):
"Gennem disse dokumenter og gennem snesevis af interviews med folk, der havde arbejdet eller handlet med Wilson, opdagede jeg, at han faktisk havde været en højt værdsat agent, der slet ikke var blevet fyret, men snarere havde forladt CIA fordi han ville. Endnu mere forbløffende erfarede jeg, at både CIA og FBI havde en meget god idé om, hvad Wilson foretog sig i Libyen og de havde stort set intet gjort for at stoppe ham."

Endnu en seksuel afpresningsoperation?
Da Peter Maas interviewede Robert Keith Gray i forbindelse med sin bog om Edwin Wilson, insisterede Gray på, at han og Wilson blot havde været "elevatorkammerater" med henvisning til, at de engang havde haft kontorer i samme bygning. Men de hemmeligstemplede efterretningsdokumenter, Maas fik fat i, viste - som nævnt - at Wilson og Gray havde haft et tæt forhold igennem næsten et årti, hvor de havde kontaktet hinanden "professionelt omkring to eller tre gange om måneden".
Med baggrund i sin research skriver Peter Maas:
"Engang havde de endda taget en to-ugers tur sammen til Taiwan, mens Wilson var på en agent-mission. Gray havde også sponsoreret Wilsons medlemskab i den smarte George Towne Club, hvor han gned skuldre med andre medlemmer som Tongsun Park, den berygtede sydkoreanske 'wheeler-dealer', der var i centrum for en skandale i Kongressen om køb af indflydelse i slutningen af 1970'erne."

En "wheeler-dealer" er ifølge Cambridge Dictionary, en person "der laver kloge, komplicerede og nogle gange uærlige forretningsaftaler". Selvom Gray forsøgte at tage afstand fra Wilson, efter at sidstnævnte blev taget i sine ulovlige våbenhandler med Libyen i 1983 (og derfor blev en jaget mand over hele verden), viste Peter Maas' gennemgang af Wilsons efterretningskarriere, at Gray tidligere havde beskrevet Wilson som en mand, der var "ubetinget tillidsvækkende".

Den omtalte Tongsun Park som Wilson "gned skuldre med" i "den smarte George Towne Club", som både Gray og Wilson frekventerede, er en person med en helt særlig historie. Park var en sydkoreansk lobbyist, der pga. sine store fester og sin mystiske og gavmilde spændér-attitude havde ry som "den asiatiske store Gatsby" (med reference til fiktionskarakteren og den angivelige millionær-spritsmugler Jay Gatsby i F. Scott Fitzgeralds roman The Great Gatsby fra 1925).
Men i 1976 blev Park anklaget for at bestikke medlemmer af den amerikanske kongres ved at bruge penge fra den sydkoreanske regering i et vellykket forsøg på at overbevise USA's regering om at beholde amerikanske tropper i Sydkorea. I 1977 blev han tiltalt af en amerikansk distriktsdomstol på seksogtredive punkter, herunder bestikkelse, ulovlige kampagnebidrag, postsvindel, afpresning og manglende registrering som agent for det koreanske centrale efterretningsagentur. Han undgik en føderal retssag ved at vidne for retten til gengæld for immunitet. Hele affæren blev af medier døbt "Koreagate".
Park var også centrum i den senere "Oil-for-food scandal" ("Olie-for-mad-skandale"), som udspillede sig i eftervirkningerne af Golfkrigen 1990-1991, og som var et program, der skulle omgå de FN-godkendte økonomiske sanktioner mod Irak, der var startet i 1991. Her var Park mellemmand mellem korrupte FN-embedsmænd og Saddam Husseins regime i sammensværgelsen, som angiveligt var orkestreret af Hussein. Park brugte her sin forbindelse til daværende FN-generalsekretær Boutros Boutros-Ghali, som Park var venskabelig med. Park blev igen anklaget - og denne gang dømt - for at have optrådt som en uregistreret agent - denne gang for Irak.
På trods af sin fortid blev Park fortrolig med Boutros-Ghali i begyndelsen af 1990'erne, og fungerede som en uofficiel efterretningsrådgiver i spørgsmål, herunder om den koreanske halvø og Japan. Han leverede "førsteklasses information", "kendte alle" og var "en integreret del" af Washingtons politiske elite, fortalte Boutros-Ghali til et hold af FN-efterforskere, der undersøgte korruptionen i det humanitære program.

En medlemsliste for George Town Club dateret januar 1976 viste 400 medlemmer, inklusiv præsidentparret Ford, landbrugsministeren og ministeren for sundhed, uddannelse og velfærd. Der var også fem højesteretsdommere, en snes senatorer og folkevalgte og desuden "mange ikke-statslige magtmæglere i Washington".
Udadtil var det Tongsun Park som havde oprettet George Towne Club, men efterfølgende kom det frem, at det var den koreanske efterretningstjeneste KCIA (Koreas Central Intelligence Agency) som havde financieret klubben.
Lederen af KCIA fra 1963 til 1969, sagde, at han i 1967 personligt sørgede for, at 3 millioner dollars i koreanske regeringsmidler blev stillet til rådighed for, at Park Tongsun kunne stifte klubben.
"I tilfældet med den amerikanske kongres forsøgte hr. Park at opnå indflydelse gennem Tongsun Park-bestikkelsesoperationen", sagde KCIA-lederen i sit vidneudsagn til the House Subcommittee on International Organizations (Husets Underudvalg for Internationale Organisationer). Flertallet af udvalgets spørgsmål fokuserede på denne del af sagen og på KCIA-officerer og andre, der var blevet udpeget af den tidligere KCIA-leder som indflydelsesagenter under den koreanske regerings politiske ledelse.
Den særligt tilknyttede advokat til undersøgelseskomiteen udtalte, at der var indikationer af, at nogle mennesker "forsøgte at dække over sandheden om anklagerne om, at den sydkoreanske regering gennem Tonsun Park og andre havde overøst medlemmer af Kongressen med kontanter, gaver og underholdning".

Alle disse informationer kan desuden sammenholdes med et udsagn fra Edwin Wilsons partner og CIA-agent-kammerat Frank Terpil. I forbindelse med resarcharbejdet til bogen "Secret Agenda: Watergate, Deep Throat, and the CIA" ("Hemmelig Agenda: Watergate, Deep Throat og CIA") lavede forfatteren og den undersøgende journalist Jim Hougan et interview med Terpil.
Her udtalte Edwin Wilsons tidligere partner:
"Historisk set var en af Wilsons opgaver i tjenesten at undergrave medlemmer af begge huse [i kongressen] med alle nødvendige midler... Visse mennesker kunne let blive tvunget ved at udleve deres seksuelle fantasi i praksis... En erindring om disse begivenheder [blev] permanent optaget via udvalgte kameraer…. Teknikerne, der var ansvarlige for at filme … [var] TSD [CIAs Technical Services Division]. De uvidende pornostjerner gik videre i deres politiske karrierer, hvoraf nogle muligvis stadig sidder i deres embeder."

TSD - CIAs Technical Services Division (CIAs Tekniske Services Division) er en afdeling i CIA, som er ansvarlig for at støtte CIA's hemmelige operationer med tekniske gadgets, forklædninger, forfalskninger, kodede tekster og våben. I midten af 1970'erne blev det desuden afsløret, at CIAs TSD i to årtier forinden havde forsket, undersøgt og eksperimenteret med brugen af stoffer, kemikalier, hypnose og isolation for at udtrække information under forhør - bl.a. i et projekt kaldet MK-Ultra. Som omtalt i del 2 er det indrømmet af CIA, at organisationen i en årrække anvendte såkaldte "love traps" som "almindelig praksis" for at kunne afpresse fx andre landes præsidenter, konger og diplomater til at arbejde for den amerikanske efterretningstjeneste. CIA havde i de afslørede tilfælde meget omfattende tekniske opsætninger med lyd og videoovervågning installeret i særlige "safe houses" ("sikre huse") med fx billeder på væggene, som i virkeligheden var en del af overvågningsudstyret.
Det var Washington Post, som i midten af 1970'erne afslørede disse forhold .
Disse operationer foregik fra slutningen af 50'erne til 1966. Ifølge optegnelser og interviews erhvervede Tongsun Park George Towne Club under en lejekontrakt i 1961, og købte ejendommen i 1965. Klubben åbnede i foråret 1966.

Ifølge Edwin Wilsons partner Frank Terpil kørte Wilson sin afpresningsoperation fra netop Tongsun Parks fashionable George Towne Club. Og præsidenten for denne klub - på tidspunktet for Wilsons påståede aktiviteter på stedet - var Robert Keith Gray. Informationen om at Gray var præsident for Tongsun Parks klub - der reelt var oprettet af den koreanske pendant til USAs CIA - findes i denne artikel fra 1977 i Washington Post, som handler om, hvordan den berømte klub blev skabt. Også denne artikel fortæller, at Park oprettede klubben på vegne af KCIA "som et primært middel i en ulovlig indsats for at påvirke amerikanske politikere og embedsmænd." Artiklen er skrevet på baggrund af interviews med bl.a. otte af klubbens 14 "stiftere" ("founders"), og 12 af dens 15 daværende bestyrelsesmedlemmer. Ud over Gray, som var præsident for klubben, og Tongsun Park, der stod som formel ejer, var der også mindst én af "stifterne", en marinegeneral, som havde været "tæt forbundet med nationale efterretningsaktiviteter på højt niveau". I dette tilfælde var det - ligesom med propagnadisten Gray - den amerikanske efterretningstjeneste.
Artiklen forklarer at stifterne "på snebold-manér" kontaktede deres venner for at blive "stiftende medlemmer". Klubbens ledelse understreger, at denne gruppe "er adskilt fra Park, som, de siger, blot ejer klubbens lokaler og driver og lejer det for medlemmerne på kontrakt."
Mens Park gennem flere år udviklede klubbens lokaler og forberedte den til åbning, var han også involveret i komplekse verdensomspændende forretningsforbindelser, der ofte angiveligt var knyttet til den koreanske efterretningstjeneste.
Nogle af stifterne, som omtales i artiklen, er:
En (kinesiskfødt) enke efter en generalmajor og hlet fra 2. verdenskrig.
En indflydelssrig Washington-advokat og tidligere "braintruster" (tæt rådgiver - "hjerne-tillidshaver") af 2. verdenskrigspræsidenten Franklin D. Roosevelt.
En tidligere US Air Force general.
Den nævnte marinegeneral, som havde ansvar for bl.a områderne efterretning, kontra-efterretning, kommunikationssikkerhed, CIA-forhold og særlige operationer og psykologiske krigsførelsesoperationer.
Flere ledende Washington-politikere
Et par andre tidligere medarbejere fra Robert Keith Grays Hill & Knowlton, hvoraf den ene desuden havde siddet i Senatet, og den anden var blevet talsmand for U.S. Information Agency.

Park sponsorerede mange overdådige fester i klubben. Gæstelisten var "det gamle Washington-society, flere attraktive unge damer, single mænd, folk fra regeringen, fx to eller tre senatorer og to eller tre kongresmedlemmer". Kongresmedlemmet, der ligesom Park blev anklaget for bestikkelse, sammensværgelse og manglende registrering af at være agent for den koreanske regering - "var der næsten altid".

I denne fashionable klub socialiserede de tre herrer; den succesfulde elitesoldat Edwin Wilson, den ambitiøse Washington-lobbyist Robert Keith Gray og den asiatiske Gatsby-figur Tongsun Park. De tre havde fælles interesser og mål om at opnå mere indflydelse i Washington, og i klubben kom netop "de mennesker, som Wilson mest ønskede at charmere og forføre", "admiraler og generaler og embedsmænd med de højeste regeringsgrader" - GS-17'erne og GS-18'erne. Tongsun Park blev anklaget for bestikkelse mv. i sit succesfulde arbejde for at opnå denne indflydelse. For Edwin Wilsons vedkommende var det kun hans partner og nære ven Frank Terpil, der påpegede eksistensen af Wilsons afpresningsoperation. Om denne påstand er sand og om indehaveren Park og præsidenten Gray var vidende om - eller måske involveret i - den angivelige afpresningsoperation i George Towne Club vides ikke.
Det, vi ved, er blot, at CIA-terroristen Wilson, supermanipulatoren og propagandisten Gray og toppolitiker-bestikkeren Park:
Havde fælles ambitioner, interesser og mål: Indflydelse på magtmennesker i Washington DC.
Befandt sig på netop den klub, hvor det senere viste sig at bestikkelse fandt sted.
Tilsyneladende havde både evner og moral til at gennemføre også denne type magtspil - seksuel afpresning.

Præsident Reagans "ubesungne helt": Den succesrige idealistiske pædofile præst
I 1972 grundlagde den katolske præst fader Bruce Ritter Covenant House ("Pagtens Hus") som et mindre opholdssted for hjemløse teenagere i den kriminalitet- og narkotikahærgede East Village. I 18 år blev Ritter betragtet som en helt for sin måde at drive denne velgørenhedsorganisation for hjemløse unge.
Den viljestærke, meget intelligente og dominerende præst fik ekstrem stor succes med Covenant House - til sidst havde organisationen 178 opholdsteder i USA, Canada, Mexico og Mellemamerika. I 1979 lå Ritters flagskibsherberg nær Times Square på Manhattan - et af verdens mest kendte touristattraktioner i det centrale New York.
Præsident Ronald Reagan kaldte i 1984 Ritter en af USA's "ubesungne helte" i sin State of the Union-tale. Covenant House mere end tredoblede efterfølgende sit årlige budget fra 27 millioner dollars i 1985 til 90 millioner dollars i 1989. "Ritter udøvede sit greb om magten med en følelse af pavelig ufejlbarlighed," skrev New York Post i 2018.
I 1987 overraskede Ritter daværende borgmester Ed Koch ved at tage kontrol over en gammel fagforeningsbygning i Greenwich Village, som Koch ville bruge som fængsel, men hvor Ritter planlagde at huse 800 hjemløse børn. Tv-kameraer fokuserede på den dengang 62-årige Ritter, der stod ved siden af præsidentfruen Barbara Bush ved præsident George H. W. Bush' 1989 State of the Union-tale.
I løbet af det år blev Covenant Houses' bestyrelse fuld af folk med økonomisk og mediemæssig indflydelse. I bestyrelsen sad fx bl.a. tidligere finansminister William E. Simon, chefredaktøren på Woman's Day-magasinet Ellen Levine og ledende medarbejdere i IBM, Chase Manhattan Bank, Salomon Brothers og Bear Stearns. På dette tidspunkt var tidligere omtalte James Cayne og Al Greenberg hhv. præsident og bestyrelsesformand for Bear Stearns, og havde et tæt årtier-langt venskab med den senere pædofilidømte Jeffrey Epstein - også samtidig med at Epstein begik sin seksuelle kriminalitet og efter han blev idømt fængsel første gang (se del 1). Som omtalt i del 1 var James Cayne og Al Greenberg desuden begge på listen til loge-festen i 2012, hvor ledende Wallstreet investeringsfolk og medlemmer af Kappa Beta Phi-logen mødtes og hånede de mennesker, som de selv i vid udstrækning havde ødelagt økonomisk, med den finanskrise der startede i 2008.
Det var angiveligt bestyrelsesformanden for Covenant House, den amerikanske forretningsmand Robert Macauley, som præsenterede Fader Ritter for George Bush, som var Macauleys tidligere værelseskammerat på den prestigiøse uddannelsesinstitution Yale. Og Macauleys nære ven, den velhavende forretningsmand J. Peter Grace Jr., præsenterede Ritter for Ronald Reagan. Mens Reagan var præsident, støttede både han og daværende vicepræsident, George Bush, offentligt Covenant House. At Macauley og Bush var gamle venner fra netop Yale, er interessant, fordi Bush er et prominent medlem af den okkulte Yale-loge Skull & Bones. Af andre kendte politikere der også er "Bonesmen" (medlemmer af Skull & Bones) kan nævnes George Bush Jr. og den demokratiske toppolitiker og tidligere udenrigsminister John Kerry. Skull & Bones kaldes desuden bl.a. "Dødens Broderskab" ("Brotherhood of Death"). Mere om sammenhængen mellem okkulte ordener og toppolitikere, skjult magt, pædofili, satantilbedelse m.m. i del 4 og del 5 i denne artikelserie.
Macauley fortalte i øvrigt om sig selv (men benægtede det senere), at han var agent i CIA's forløber og USA vigtige efterretningsorganisation under 2. verdenskrig - OSS.

Men ti måneder efter, at Ritter havde været centrum ved præsident Bush' State of the Union-arrangement, skulle den succesrige præsts position begynde at vakle. Ritter havde ellers drevet Covenant House stort set ukontrolleret, og kirkens embedsmænd og organisationens insidere havde ignoreret rygter gennem mange år om hans forhold til drenge og et mystisk, hemmeligt "safe-house"-program for visse unge, som var Ritters favoritter. Det blev den tidligere prostituererede, Kevin Lee Kite, der i oktober 1989 startede den negative opmærksomhed, som på kort tid fik Fader Ritters korthus til at vælte.
Kite fortalte den 26-årige nyudklækkede journalist Charles M. Sennott om sit langvarige seksuelle forhold til Ritter. Forholdet var ikke en forbrydelse - Kite var 25, selvom han hævdede at være 19 - men Kite havde meget mere at fortælle. Til gengæld for sex havde Ritter ulovligt brugt Covenant Houses' nonprofit-midler til at købe en ny lækker lejlighed til Kite, en computer, et college-stipendium og Ritter havde givet ham penge til at købe tøj og restaurantmiddage. Den unge journalist var opdraget i et katolsk hjem, og han ønskede ikke tro det værste om det nærmest helgengjorte idol Fader Bruce Ritter. Men da han senere så papirer, som underbyggede påstandene - bl.a. kvitteringer for de ting Ritter og Covenant House havde givet Kite - kunne han ikke længere afvise sagen.
Så sent som i november måned 1989 "kiggede ingen ringere tilhænger (af Bruce Ritter red.) end tidligere præsident Ronald Reagan forbi Ritters New York Covenant House shelter for at tilbyde sin egen svære historie som inspiration til de unge der", ifølge denne LA Times-artikel.

Den tidligere prostituerede Kevin Kites næste stop var den tidligere omtalte Manhattan distriktsadvokat Robert Morgenthaus kontor, som udstyrede Kite med en båndoptager for at fange Ritter i at diskutere sex og penge med ham, og som desuden satte Kite på et vidnebeskyttelsesprogram. Robert Morgenthau havde som tidligere nævnt også været den pædofile toplobbyist og sexafpresser Roy Cohns største fjende (se desuden del 2).
Da journalisten Sennott første gang interviewede Ritter på telefon, afviste præsten alle beskyldningerne og sagde, at han, Ritter, var blevet lokket i en fælde af "organiseret kriminalitet".

Den katolske kirkes og Fader Ritters "krigsmaskine"
New York Post fortæller i sin historiske artikel om sagen, at Ritters "krigsmaskine gik i gang", da man fandt ud af, at New York Post ville publicere historien.
Charles Sennotts chef, New York Post-redaktøren John Cotter, og den administrerende redaktør på avisen, Jerry Nachman, "kom under belejring" af den "krigsmaskine" Covenant House angiveligt kunne mønstre. Det drejede sig om hjælpeorganisationens bestyrelsesmedlemmer, avisens annoncører, guvernøren for New York Mario Cuomo, medlem af Repræsentanternes Hus Geraldine Ferraro og præsidenten for pressefolkenes fagforening Jack Kennedy, som var bror til Ritters læge og Covenant House bestyrelsesmedlem, Dr. Jim Kennedy. Covenant Houses' "pitbull-advokat", Stanley Arkin, advarede Nachman om at det var en "snusket" historie, som han hellere måtte "være forbandet forsigtig" med.
Men den 12. december 1989 publicerede NewYork Post historien på avisens forside, udelukkende med fokus på det underslæb som Fader Bruce Ritter havde begået, og baseret - ikke på den prostituerede Kevin Kites ord - men på de faktuelle oplysninger fra distriktsadvokaten Morgenthaus efterforskning: Artiklen omtalte ikke de seksuelle relationer i historien. Kite var bare omtalt som tidligere prostitueret, og det blev desuden nævnt at distriktsadvokat Morgenthau havde henvist sagen til sin afdeling for seksualforbrydelser.

I de tumultariske uger derefter blev New York Post anklaget for at forsøge at ødelægge en ikonisk, elsket præst til fordel for at sælge aviser.
Ritters team fik Kevin Kites far, som ikke længere havde kontakt til sin søn, på tv. Her fortalte han, at sønnen havde en "historie med løgn" (“history of lying”). Da undersøgelsen så ud til at gå i stå, publicerede New York Times en redaktionsleder om, at distriktsadvokaten Morgenthau udsatte Ritter for en "langsom forblødning" ("slow bleed"), der kunne være "ødelæggende" for Covenant House og dets gode gerninger. Klummeskribenter på New York Times, Daily News og Newsday stod alle op for Ritter. TV-programmet "Inside Edition" lavede en historie med titlen "Anatomy of a Smear" ("Tilsviningens anatomi"). Kardinal John O'Connor, den magtfulde leder af Ærkebispedømmet i New York, udtalte at han havde den højeste agtelse for Fader Ritters arbejde.

Men så begyndte andre unge mænd at få mod til at fremkomme med deres historier. I begyndelsen af februar 1990 fortalte fire af dem deres historier til The Village Voice og New York Times. Det viste sig, at Ritter havde sex med mindst 15 unge mænd i Covenant House, hvoraf den ene var 14 på det tidspunkt. Historierne var enslydende: Ritter havde haft seksuelle forhold til de unge mænd og drengen og ulovligt brugt nonprofit-midler fra Covenant House til at overøse dem med penge og gaver.

Ærkebispedømmet trådte til for at hjælpe med at formidle en aftale mellem distriktsadvokaten og Ritter. Aftalen blev at Morgenthau skulle undlade at anklage Ritter, men til gengæld var Ritter nødt til at forlade Covenant House og aldrig mere arbejde med unge mennesker. Ritter kæmpede for at beholde en rolle i organisationen og blot midlertidigt træde tilbage, men tre uger senere opgav Ritter og flygtede ud af byen til sit hus i den nordlige del af staten, af frygt for at distriktsadvokaten ville sende sagen til en storjury.
Ritter fik et slag over håndleddet: Anklagerne og sagen forhindrede ham i at fortsætte sine overgreb, men den tidligere feterede og lovpriste præst blev aldrig sigtet eller dømt for noget.

Hele Ritters Covenent House-projekt var startet i i 1968 med at Ritter bad sin overordnede - kardinal Francis Spellman fra ærkebispedømmet i New York - om tilladelse til at tage hjemløse teenagere, drenge og piger, ind i sit hjem på Manhattan. Som det blev bemærket i del 2 af denne serie, blev Spellman anklaget for pædofili og ordinerede selv senere den kendte pædofile kardinal Theodore McCarrick, mens Spellman tjente som den højest rangerende katolske præst i USA. Spellman var også en nær medarbejder, klient og ven af Roy Cohn, såvel som af Cohns advokatpartner Tom Bolan - og Spellman skulle som nævnt i del 2 angiveligt desuden være blevet set til mindst en af Cohns "afpresningsfester". Ifølge magasinet LIFE arbejdede Spellmans nevø, Ned Spellman, i øvrigt desuden for Roy Cohn - så der var mange tråde mellem den magtfulde kardinal Spellman og sexafpresseren Roy Cohn.

Historierne om de to mænd Bruce Ritter og Theodore McCarrick ligner hinanden i forbløffende og foruroligende grad. Begge var de ansat under Kardinal Spellman, og begge blev de feteret og lovprist af USAs siddende præsidenter, som samtidig var nære venner med dem. Og selvfølgelig: For begges vedkommende viste det sig, at de var pædofile overgrebsmænd, som udnyttede deres positioner til at misbruge de unge mennesker, som de udgav sig for at hjælpe. At Ritter brugte Covenant House-midler på overdådige gaver og betalinger til de sårbare teenagere, han udnyttede - minder måske i princippet om det reaktionsmønster vi tidligere så fra Kardinal Spellman: For som vi så i del 2, tager Kardinal Spellmen hæmmingsløst her en dreng på låret, og giver derefter instinktivt drengen gaver som en art bestikkelse. Spellmans automatreaktion sammenholdt med fortællingerne fra de unge, der blev udnyttet seksuelt af Fader Bruce Ritter, efterlader et indtryk at et inkorporeret mønster i adfærden hos de pædofile folk omkring Spellman, såvel som hos Spellman selv.

I tilfældet Bruce Ritter skrev et af denne pædofile præsts ofre, Darryl Bassile, et åbent brev til ham et år efter, at Ritters overgreb på teenagedrenge blev afsløret af pressen:
"Du handlede forkert, da du udsatte en 14-årig for dine lyster. . . Jeg ved, at du en dag vil stå foran ham, der dømmer os alle, og på det tidspunkt vil der ikke være mere benægtelse, kun sandheden."

Ritter var præst under den katolske Franciskanerorden og arbejdede under ærkebispedømmet i New York. Men Charles Sennott, journalisten, der skrev historien, udtalte senere, at "de sekulære magter beskyttede ham [Ritter ] mere end ærkebispedømmet eller franciskanerne.” Sennotts artikel blev ondskabsfuldt angrebet af klummeskribenter i andre medier i New York og magtfulde politikere - såvel som af kardinal Spellmans efterfølger, kardinal John O'Connor. Nogle mener, at den sandsynlige årsag til, at disse "sekulære magter" kom Ritter til undsætning var, at Covenant House og Ritter selv var dybt knyttet til Robert Macauley, Bush Sr.s værelseskammerat på Yale og igennem mange år nær ven af Bush-familien. Macauley blev beskrevet af New York Times, som "medvirkende" til Covenant House fundraising, efter at han trådte ind i bestyrelsen i 1985 og bragte adskillige "andre velhavende eller velforbundne mennesker" ind i bestyrelsen.

AmeriCares og Malteserridderne
Macauleys organisation, AmeriCares Foundation, var en af de vigtigste kilder til finansiering af Covenant House. AmeriCares blev senere anklaget for at sende penge til de højreorienterede kontrarevolutionære - "Kontraerne" - i Nicaragua. Et af medlemmerne af AmeriCares rådgivningspanel (advisory board) var William E. Simon, tidligere amerikansk finansminister under Nixon- og Ford-administrationerne, som også drev den nicaraguanske frihedsfond, der sendte hjælp til Kontraerne.
En stor del af AmeriCares' succes kom fra organisationens evne til at skabe og udnytte magtfulde politiske forbindelser og alliancer med indflydelsesrige religiøse personer og grupper - samt at udvikle samarbejdsprojekter med virksomheder. AmeriCares var også kendt for at arbejde direkte med personer fra den amerikanske efterretningstjeneste, og organisationens samarbejde med medicinalvirksomheder fyldte samtidig organisationens varehuse med donerede forsyninger af medicin. Kyndige tidligere føderale embedsmænd, mange med baggrund i efterretningsarbejde, hjalp AmeriCares med at manøvrere i udfordrende internationale politiske miljøer. Organisationens forbindelser med den katolske kirke bragte AmeriCares til at blive allieret med den indflydelsesrige katolske orden Knights of Malta (Malteserordenen).
Denne orden kaldes også på dansk Malteserridderne eller Johanniterordenen. På latin benævnes den Supremus Militaris Ordo Hospitalarius Sancti Ioannis Hierosolymitani Rhodiensis et Melitensis (dansk: Den Suveræne Militære Orden af Skt. Johannes af Rhodos og af Malta - forkortet SMOM). Benævnelsen "Den Suveræne Militære Orden" skyldes, at den i sin struktur og praksis fungerer som en militær organisation. Organisationen er opdelt i militære enheder og har fx et flyvevåben og opererer på flere planer som et selvstændigt land. Selvom ordenen ikke har nogen anden landmasse end et lille hovedkvarter i Rom, har den status som nationalstat. Malteserordenen præger mønter, trykker frimærker, har sin egen forfatning og udsteder nummerplader og pas til sit eget diplomatiske korps. Ordenens leder, som kaldes Grand Master (stormester), har en rang i kirken, der svarer til en kardinal og er anerkendt som suveræn statsoverhoved af mange af verdens lande, som Malteserordenen udveksler ambassadører med. Selvom om Malteserordenen har status som selvstændigt land, er den samtidig underlagt Paven, som fx kan adskedige ordenens Grand Master, som altså også fungerer som statsleder.
Diplomatisk har Malteserordenen en særlig status bl.a. idet Malteserridderne i næsten 50 lande er fritaget for told ved grænseovergange og typisk passerer grænseovergange for disse lande helt uden inspektion. Ligesom Vatikanstaten har Malteserordenen observatørstatus i FN. Ordenen har i øjeblikket formelle diplomatiske forbindelser med 113 stater (inkl. Vatikanstaten) og har officielle forbindelser med yderligere fem stater og med Den Europæiske Union.
Men ordenens reelle magt, menes af flere, at findes gennem medlemmerne, som er aktive over det meste af verden. Adel danner rygraden i Malteserordenen; mere end 40 procent af dets 10.000 vælgere er fra Europas ældste og mest magtfulde katolske familier. Rigdom er en forudsætning for en ridderlig kandidat, og hver enkelt skal gennemgå en streng screening. Protestanter, jøder, muslimer, buddhister osv. samt fraskilte eller sepererede katolikker er ikke berettigede til optagelse. Ifølge den kendte amerikanske forfatter og socialhistoriker Stephen Birmingham er de amerikanske Malteserriddere "mere end det katolske aristokrati...[de] kan tage telefonen og sludre med paven."

Alliancen mellem AmeriCares Macauley og den katolske succespræst Bruce Ritter førte til en audiens hos pave Johannes Paul II i Rom i 1982. Mødet med paven gav liv til AmeriCares. Selvom Macauley startede AmeriCares i 1979, gennemførte organisationen først på sin første nødhjælpsmission i 1982, hvor paven bad Macauley om at sende hjælp til sit hjemland Polen. AmeriCares' kontakter med vigtige katolske skikkelser skabte en værdifuld allieret i Malteserordenen, der hjalp med at distribuere AmeriCares forsyninger i mellemamerika. Malteserordenen, formelt kendt som Den Suveræne Militære hospitalsorden af Skt. Johannes og Jerusalem, Rhodos og Malta, er en verdensomspændende katolsk orden grundlagt i det 11. århundrede i forbindelse med Jerusalemskorstogene. I dag har gruppen base i Rom. Tidligere omtalte forretningsmand J. Peter Grace, som præsenterede Bruce Ritter for Ronald Reagan, var også medlem af AmeriCares’ rådgivende bestyrelse, og desuden præsident for den amerikanske afdeling af Malteserordenen, der har base i New York City. Grace er bestyrelsesformand for firmaet W.R. Grace & Company, som mere end nogen institution på det tidspunkt skilte sig ud som "centrum for Malteserordenen i USA". Ikke mindre end otte direktører for W.R. Grace var desuden riddere i Malteserordenen. En af disse var "Storkansleren" ("Grand Chancellor") i Malteserordenen John D.J. Moore, der desuden var ambassadør i Irland under præsidenterne Nixon og Ford.

J. Peter Grace har en lang historie med involvering i CIA-forbundne virksomheder, såsom Radio Liberty og Radio Free Europe, som angiveligt var udtænkt af CIA-partneren og den tidligere nazigeneral Reinhard Gehlen og havde flere naziforbrydere ansat. J. Peter Grace var også bestyrelsesformand for American Institute for Free Labor Development (AIFLD - Amerikansk Institut for Fri Arbejdsmarkedsudvikling). AIFLD samarbejdede med multinationale selskaber og deres klienter - forskellige diktaturer i Latinamerika - om at undertrykke uafhængige fagforeninger. Op til 100 millioner dollars årlige CIA-midler blev pumpet ind i "troværdige" arbejdsmarkedsorganisationer såsom AIFLD, hvis kandidater, ifølge AIFLDs administrerende direktør William Doherty, var aktive i hemmelige operationer, der førte til militærkuppet i Brasilien i 1964. I begyndelsen af 1970'erne var Grace-repræsentanten i Washington DC, Francis D. Flanagan, medlem af den verdensomspændende amerikanske produktionsvirksomhed ITT's "Ad Hoc Kommité om Chile", som var medvirkende til planlægningen af omstyrtingen af Chiles daværende statsleder Salvador Allende. AIFLDs National Workers' Confederation (Nationale Arbejderes Sammenslutning) fungerede efterfølgende som den vigtigste talsmand på arbejdsmarkedet for Chiles diktator Pinochet og hans junta.

Den tidligere amerikanske finansminister William Simon, der også var medlem af AmeriCares rådgivende udvalg, var også medlem af malteserordenen.
Præsidenten for Americares, Stephen Johnson, udtalte ifølge avisen Hartford Courant:
"I mange af sine missioner overdrager AmeriCares sine forsendelser til Malteserordenen, som leverer dem i store dele af verden, inklusive dele af Latinamerika, Europa og Afrika. Malteserordenen gør AmeriCares’ arbejde lettere på grund af dets verdensomspændende netværk af frivillige. Medlemmer af gruppen, hvoraf mange er uafhængige og velhavende, kan vi have tillid til leverer hjælpen til dens tilsigtede destination og gøre det mere effektivt end AmeriCares. Ved at bruge ridderne er der meget lille mulighed for at blive afledt. De har alle tjent deres formuer. Nu er de interesserede i velgørenhed."

Hartford Courant formulerer det således:
"Fordi næsten 50 lande giver ridderne af Malta samme status som en suveræn nation, er de ofte fritaget for told ved grænseovergange og kan lettere passere toldinspektioner."

Den administrerende direktør for den amerikanske afdeling af Malteserordenen og assistent for J. Peter Grace, Thomas L. Sheer stemte i:
"Værtslandet vil generelt give afkald på inspektion og told. Vi kan bruge den diplomatiske status til at bevæge os gennem tolden og til ikke at betale told. Det kan vi udnytte, især i en krisetid."

Der var mange ligheder mellem Fader Bruce Ritter og Kardinal Theodore McCarrick, og det samme er tilfældet når Ritter sammenlignes med Roy Cohn. Ligesom Ritter havde det privilegium at have flere venner der var Riddere af Malteserordenen, gjorde dette også gældende for Roy Cohn. Cohn havde flere magtfulde venner, der var Riddere af Malteserordenen: Advokatvennen Tom Bolan, den konservative skribent og National Review-grundlægger William F. Buckley og CIA-direktøren William Casey, som desuden var chef for reklamemanden og propagandisten Robert Keith Gray. Buckley tilbragte i øvrigt to år efter college i Mexico City, som CIA "political action specialist" ("specialist i politisk handling"). Dette er bemærkelsesværdigt ofte et kendetegn for riddere af Mateserordenen; at de samtidig har forbindelser til CIA.
Ritter fungerede som vicepræsident i sin nære vens, Robert Macauleys, velgørenhedsorganisation AmeriCares, indtil han blev tvunget til at træde tilbage fra Covenant House. George Bush Seniors bror, Prescott, sad også i AmeriCares rådgivningspanel. Efter at George Bush Sr. døde, udtalte AmeriCares, at præsidentens bror havde været "medvirkende til at grundlægge den sundhedsfokuserede nødhjælps- og udviklingsorganisation."

Det var i løbet af perioden, fra 1985 til 1989 hvor Covenant Houses' bestyrelse kom til at omfatte de nævnte meget magtfulde personer og dets driftsbudget voksede eksplosivt, at Ritters velgørenhedsprojekt voksede til en international organisation, der åbnede afdelinger i flere lande, herunder Canada, Mexico og andre steder i Mellemamerika. Organisationens første afdeling i Mellemamerika blev åbnet i Guatemala og blev ledet af Roberto Alejos Arzu, et CIA-aktiv, hvis plantage blev brugt til at træne de tropper, der blev brugt i CIA's mislykkede "Bay of Pigs"-invasion af Cuba. Alejos Arzu var endnu et medlem af Malteserordenen, og desuden associeret med den tidligere amerikansk-støttede diktator i Nicaragua, Anastasio Somoza. Alejos Arzu arbejdede også for AmeriCares og ham og hans ultra-konservative parti, Den Nationale Befrielsesbevægelse, var angiveligt knyttet til flere paramilitære grupper. Definitionen på en paramilitær gruppe er en gruppe organiseret som en hær men ikke officiel og ofte ikke lovlig. Paramilitære enheder udfører typisk opgaver, som et lands militær- eller politistyrker ikke er i stand til eller villige til at varetage.
Det er desuden blevet hævdet, at den Alejos Arzu-ledede gren af Covenant House skaffede børn til en pædofili-ring baseret i USA. Dette er en påstand som fremsættes i bogen "The Franklin Cover-up" som er forfattet af den tidligere senator i staten Nebraska, John DeCamp. Mere om denne bog senere i denne del af artikelserien. År senere blev Mi Casa - en anden amerikansk drevet velgørenhedsorganisation i Guatemala, som George H.W. Bush sammen med sin kone Barbara havde været på besøg hos i 1994 - anklaget for udbredt pædofili og børnemishandling. Lederen, en mand ved navn John Wetterer, var amerikansk statsborger, og de amerikanske myndigheder mente han misbrugte de gadebørn han husede i Mi Casa. Men Guatemalas myndigheder og virksomhedsstøtterne af prestigeprojektet Mi Casa var helt uenige. Nogle mente desuden, at uanset om lederen voldtog børnene, havde børnene det bedre end i det gadeliv, de kom fra. George og Barbara Bushs besøg fandt sted mens John Wetterer, som guidede dem rundt på stedet, var eftersøgt i USA og USA arbejdede for at få manden udleveret. "De var tilsyneladende uvidende om, at deres guide var flygtet fra kriminelle anklager i USA", skriver New York Times.

Flere mener, at Robert Macauley først og fremmest drev sin velgørenhedsorganisation AmeriCares som en slags fløjlshandske for Reagan og Bushs radikale, hårde tilgang til kommunisme og venstrefløjspolitiske bevægelser over hele jorden. At både Malteserordenen og AmeriCares historisk har handlet politisk, er svært at afvise - hertil er eksemplerne for mange. Et eksempel, der er nævnt allerede, er pengene og støtten til de nicaraguanske Kontraer. Her blot et par yderligere fra den omtalte periode (og fra artiklen i magasinet Salon):
I januar 1990 leverede AmeriCares og tyske og ungarske malteserriddere 1,4 millioner dollars i forsyninger til pro-vestlige fraktioner umiddelbart efter sammenbruddet af Rumæniens kommunistiske regime - og proklamerede det til at være "den første privat organiserede, storstilede nødhjælpsindsats efter revolutionen." Partnerskabet arbejdede ofte med det berygtede CIA-frontfirma Southern Air Transport. Og under Sovjet-Afghanistan-konflikten i 1984 tog AmeriCares parti og evakuerede sårede medlemmer af mujahidinerne til Walter Reed Army Hospital i Washington D.C. En sandsynlig forklaring er æresformanden i AmeriCares: Præsident Jimmy Carters nationale sikkerhedsrådgiver, Zbigniew Brzezinski - manden, der regnes som idémanden bag parringen af CIA med de radikale islamistiske mujahidiner. Disse mujahidiner var i ret vid udstrækning også de fremtidige ledere af terror-organisationen Al Qaeda, som senere blev "USAs ærkefjende". Brzezinski besøgte Afganistan i 1979 og mødtes med Osama Bin Laden - og fik endda taget et billede sammen med ham. Brzezinski fortalte mujahideen hvor meget han troede på deres sag; at de ville vinde krigen og "vende tilbage til deres moskeer" fordi "jeres sag er rigtig, og Gud er på jeres side".
Den tidligere britiske udenrigsminister Robin Cook skrev om denne samarbejdskonstruktion:
"Bin Laden var dog et produkt af en monumental fejlberegning fra vestlige sikkerhedstjenesters side. Op igennem 80'erne blev han bevæbnet af CIA og finansieret af saudierne til at føre jihad mod den russiske besættelse af Afghanistan. Al-Qaida, bogstaveligt talt "databasen", var oprindeligt computerfilen for de tusindvis af mujahidinere, som blev rekrutteret og trænet med hjælp fra CIA til at besejre russerne." "

Fx BBC har ligesom flere andre skrevet, at CIA og USA finansierede og støttede Bin Laden under Sovjetunionens krig i Afghanistan. Forfatter Steve Coll, administrerende redaktør på The Washington Post har også nuanceret undersøgt og fremlagt hvordan CIA's involvering i Afghanistans krige gav næring til islamisk militarisering. Dette har han gjort i sin bog "Ghost Wars: The Secret History of the CIA, Afghanistan, and Bin Laden, from the Soviet Invasion to September 10, 2001" ("Spøgelseskrige: Den hemmelige historie om CIA, Afghanistan og Bin Laden - fra den sovjetiske invasion til 10. september 2001").

Malteserordenens egne pædofilisager
Malteserordenen har de seneste år haft sine egne overgrebssager sideløbende med den katolske kirkes mange sager af den art.
I 2011 blev en tidligere leder af en lokal irsk afdeling af Maltserordenen, den pædofile mand Michael Ferry, idømt 14 års fængslet for 38 tilfælde af seksuelt misbrug mod fire drenge. Ferry var medlem af Malteserordenen, og tilbød førstehjælpkurser til sociale arrangementer i byen Donegal, Irland. Indehaver af Fortjenstmedaljen i Malteserordenen (Ordo pro Merito Melitensi), Jimmy May, udtalte dog, at den lokale filial "aldrig rigtig kom i gang" og holdt op med at eksistere efter Ferrys første dom for seksualforbrydelser mod børn i slutningen af 2002. Han sagde desuden, at han ikke kunne huske, hvordan han fik kendskab til denne dom.
En gruppe unge voksne der i 2011 deltog i et førstehjælpskursus arrangeret af manden og en lokal skole, hvor han arbejdede, "udtrykte chok og overraskelse over, at Ferry havde fået en stilling af organisationen efter sin første dom for seksualforbrydelser mod børn i 2002".
Politiet var i 2011 i gang med en efterforskning af mandens involvering i en børnesexring.
En læser af den lokale avis, hvor nyheden kan læses, siger:
"Malteserordenen kan også have nogle spørgsmål at besvare... Han var den eneste underviser ved en lejlighed til et førstehjælpskursus, og jeg kan bekræfte, at alle mænd i gruppen var utilpas ved, at han var vejleder ved kurset... dette skyldtes 'rygterne', der eksisterede omkring denne forfærdelige mand, en ung mand var især påvirket af den simple tilstedeværelse af ham, der ledede kurset."

I denne artikel fra 2014 kan man læse, om hvordan en tidligere medarbejder i Malteserordenen, en mand ved navn Vernon Quaintance, erkendte sig skyldig i misbrug af mindreårige drenge. Den tidligere sakristan i Malteserordenen erkendte sig, ifølge artiklen, skyldig i ni seksualforbrydelser, inklusive nogle mod drenge helt ned til 11 år, som han havde mødt i 1960'erne og 70'erne. Vernon Quaintance, som var ridder af ordenen, tjente ved riddernes almindelige messe i kapellet i St. John og St. Elizabeth Hospital i det nordlige London. En domstol afgjorde, at den 71-årige Quaintance var skyldig i bl.a. pædofile overgreb.
Manden havde ledet en pro-omskæringsgruppe, hvorfra han samlede billeder så sent som indtil 2011. Han var også leder af en gruppe, kaldet Gilgal Society, der arbejdede for at fremme mandlig omskæring og som pegede på "dets fordele i form af sundhed, seksuel tilfredsstillelse og forbedret selvbillede."
I 2012 blev han kendt skyldig i at besidde ni timers børnepornografi på videobånd. Han erkendte sig skyldig i fem tilfælde af usømmelighed med et barn mellem 1966 og 1976 og fire tilfælde af besiddelse af usømmelige billeder. En yderligere anklage om seksuelt overgreb på et barn, der skulle have fundet sted i 2011, blev ikke ført ind i sagen. Grand Priory, en højtstående gruppe i Malteserordenen, som var blevet opmærksom på Quaintances opførsel, viste sig senere ikke at have rapporteret bekymringerne til de relevante myndigheder. De havde nøjes med at forbyde den pædofile mand at arbejde og deltage i den sociale klub i St. Bede's i det sydlige London. En undersøgelse af sagen foretaget af baronesse Julia Cumberlege viste, at tre af ridderne i denne gruppe lavede flere alvorlige fejl i håndteringen af bekymringerne. De tre undskyldte senere. En af dem, Duncan Gallie, var udpeget af den øverste leder i Malteserordenen, på det tidspunkt Matthew Festing, som medlem af ordenens "Suveræne Råd". En af de mænd, som undlod at rapportere sine bekymringer om den pædofile overgrebsmand til de relevante myndigheder, var således en del af den absolutte ledelse i Malteserordenen. "Det Suveræne Råd" i Malteserordenen - er her omtalt på FN's hjemmeside, da det som den øverste ledelse i ordenen er en del af Malterserordenens permanente observatørstatus i FN.

I 2015 og 2017 begik en ambulancemedarbejder i Malteserordenen i Irland, en mand ved navn Scott Browne, voldtægter på to 15-årige drenge efter, at han sammen med en anden frivillig i Malteserordenen havde bedøvet dem med stjålet ambulancemedicin. I den efterfølgende undersøgelse kom det frem at den Irske afdeling af Malteserordenen havde været opmærksom på beskyldninger om, at Browne havde voldtaget to andre drenge i hhv. 2015 og 2017, før han som frivillig i Malteserordenen desuden forgreb sig på de to mindreårige drenge. De efterfølgende interne rapporter kritiserede 'alvorlige mangler' i håndteringen af tidligere klager over voldtægtsmanden. Malteserordenen blev ellers orienteret i to forskellige tilfælde i hhv. 2015 og 2017 af to forskellige tidligere ofre, hvoraf den ene hævdede at være blevet bedøvet og voldtaget ligesom de to drenge, der altså senere tilsvarende blev voldtaget i en ambulance. En uafhængig rapport fra en ekstern beskyttelseskonsulent fandt, at der var en "betydelig mangel" i, hvordan Malteserordenen havde reageret på den første påstand mod Browne i 2015. Rapporten forklarede at, mens det påståede seksuelle overgreb blev undersøgt af embedsmænd i regionen, blev højtstående embedsmænd og lovpligtige myndigheder ikke informeret, hvilket rapporten sagde var en "alvorlig udeladelse".

Den 18-årige mand der tidligere angiveligt var blevet bedøvet og voldtaget, kritiserede Malteserordenens behandling af sin klage. Den unge mand følte, at klagen over seksuelle overgreb var blevet 'afvist' af ordenen, og at han sad tilbage med en følelse af "smerte og lidelse" over den måde, hvorpå organisationen håndterede den klage, han fremsatte efter, at han angiveligt var blevet voldtaget. Manglen på støtte fra organisationen og følelsen af ikke at blive troet havde "ødelagt" hans liv, sagde han.
På grund af den stigende uro i sagen om hvordan disse sager var blevet håndteret, blev hele bestyrelsen for Malteserordenen i Irland i november 2022 opløst af et højtstående medlem af ordenen, Francis Joseph McCarthy, som var udpeget af hovedkvarteret for den religiøse orden i Rom. McCarthy sidder i "Regeringsrådet" i "Det Suveræne Råd" i ordenen.

Kontroverser mellem Paven og Malteserordenen førte til at Malteserodenens leder Grand Master Matthew Festing blev afskediget i 2017. Kontroversen handlede officielt om at ordenen havde tilladt brug af kondomer i et "medicinsk projekt for de fattige". I forbindelse med den angivelige konflikt mellem Paven og Malteserordenen blev engelske medlemmer af ordenen advaret om, at "de vil stå over for disciplinære sanktioner, hvis de kommer med udtalelser, der 'støder den Hellige Fader'." De havde særligt fået at vide, at de ikke må forsvare bogen, "Diktator-Paven". Bogens forfatter, Henry Sire, blev i tiden op til denne advarsel suspenderet af Malteserordenen.
Præsidenten for Malteserordenen i USA, Peter J. Kelly, skrev i 2018 til medlemmerne og instruerede dem om ikke at blive involveret i debatter om sexmisbrugsskandalerne i den katolske kirke. Kelly skrev, at "medlemmernes officielle deltagelse i den offentlige debat om de førnævnte spørgsmål - ud over at fordømme misbrug generelt - er ikke nyttig og kan forstyrre vores arbejde."

Malteserordenen, CIA, hvidvaskning, afpresning, kidnapning og mord
Malteserordenens mange forbindelser til CIA og efterretningstjenester generelt er veldokumenterede. Fra 1970 til 1981 blev fx også Frankrigs efterretningstjeneste ledet af et medlem af ordenen, Alexandre de Marenches. De Marenches skulle senere blive medstifter af den saudi-finansierede private efterretningsgruppe Safari Club, som bestod af ledere og agenter fra flere landes efterretningsvæsener: Frankrig, Egypten, Saudi-Arabien, Marokko og Iran. Den hemmelige gruppe blev oprettet den i 1976, og havde hemmelig indflydelse på politiske intriger, der involverede mange lande, for det meste i Afrika og Mellemøsten. Den primært blev finansieret gennem hemmelige bagdørsaftaler ("secret back door deals"), statsbanker og uafhængige operationer. En af de primære kanaler til at generere midler til deres hemmelige operationer og opgaver var gennem den pakistanske Bank of Credit and Commerce International (BCCI).
CIA var en tæt partner for Safari Clubs formelle medlemmer, omend ikke selv et officielt medlem. Ifølge bogen "Prelude to Terror" ("Optakt til terror") af den internationalt anerkendte undersøgende journalist Joseph Trento åbnede George H.W. Bush, som direktør for CIA, en konto hos BCCI. Bush havde angiveligt desuden mange handler med vigtige bankkontohavere i banken.
Trento skriver (s. 104 i bogen):
"Safari Club havde brug for et netværk af banker til at finansiere sine efterretningsoperationer. Med George Bushs officielle velsignelse som leder af CIA forvandlede Adham (stifteren af BCCI red.) en lille pakistansk handelsbank, Bank of Credit and Commerce International (BCCI), til en verdensomspændende hvidvaskningsmaskine. Han købte banker rundt om i verden for at skabe det største hemmelige pengenetværk i historien."

TIME Magazine beskriver en division af banken kaldet "det sorte netværk" ("the 'black network'") som
"en global efterretningsoperation og en mafia-lignende håndhævelsesgruppe. Det 1.500-ansatte store sorte netværk, der primært opererer fra bankens kontorer i Karachi, Pakistan, har brugt sofistikeret spionudstyr og -teknikker sammen med bestikkelse, afpresning, kidnapning - og endda i nogle tilfælde mord. Det sorte netværk - navngivet således af dets egne medlemmer - stopper ved næsten ingenting for at fremme bankens mål verden over."

Dette fortælles i TIME artiklen "B.C.C.I.: The Dirtiest Bank of All" ("BCCI: Den mest beskidte bank af alle").
I denne New York Times-artikel står der:
"Forretningsmænd, der forfulgte lyssky aftaler med banken, var angiveligt bange. En våbenhandler sagde til magasinet: "Disse mennesker arbejder hånd i hånd med narkokartellerne; de kan få hvem som helst dræbt. Jeg kender personligt en fyr, som kom i karambolage med BCCI, og han er en krøbling nu. En flok bøller slog ham næsten til døde, og han ved, hvem der har bestilt det og hvorfor. Han kommer ikke til at tale."

TIME artiklen starter med to andre foruroligende citater:
"Jeg kunne fortælle dig, hvad du vil vide, men jeg må bekymre mig om min kone og familie - de kan blive dræbt."
- en tidligere top BCCI officer.

Og:
"Vi må hellere undlade at tale om dette over telefonen. Vi har fundet nogle mikrofoner på kontorer, som ikke er blevet anbragt der af politifolk."
- en efterforsker fra Manhattan, der undersøger BCCI.

TIME Magazine artiklen uddyber: De mere konventionelle afdelinger af BCCI håndterede services som hvidvaskning af penge til narkotikahandel og hjælp til diktatorer med at plyndre deres nationale statskasser. Det sorte netværk drev en lukrativ våbenhandelsvirksomhed og transport af nakotika og guld. Ifølge efterforskere og deltagere i disse operationer samarbejdede organisationen ofte med vestlige og mellemøstlige efterretningstjenester. De mærkelige bånd mellem BCCI og adskillige landes efterretningstjenester var så gennemgående, at også Det Hvide Hus var forbundet med Safari Club. Artiklen fortæller at det Nationale Sikkerhedsråd (National Security Counsil) brugte BCCI til transport af penge til Iran-kontra-aftalerne, og CIA havde flere konti i BCCI til hemmelige operationer. Desuden fortalte efterforskere, at det amerikanske forsvars efterretningstjeneste (US Defense Intelligence Agency) har haft en "slush-fund"-konto hos BCCI, tilsyneladende til at betale for hemmelige aktiviteter. Ifølge Cambridge Dictionary betyder en "slush fund"; "et beløb, der opbevares til uærlige eller ulovlige aktiviteter i politik eller forretning".

Våbenhandleren Adnan Khashoggi, som var kunde hos PR-manden Robert Keith Gray (der var ven med CIA-terroristen Edwin Wilson), var også knyttet til BCCI og det sorte netværk. Khashoggi nævnes i TIME-artiklen i en opremsning af forhadte diktatorer og massemordere som Panamas diktator General Noriega, Iraks Saddam Hussein, Phillipinernes Ferdinand Marcos, Nicaraguas sandinistdiktator Daniel Ortega såvel som hans angivelige modstander kontralederen Adolfo Calero.

"Dens oprindelige formål var at betale bestikkelse, intimidere myndigheder og annullere undersøgelser. Men ifølge en tidligere agent begyndte det sorte netværk engang i begyndelsen af 1980'erne at køre sine egne narkotika-, våben- og valutaaftaler.""

USAs udenrigsminister i dele af denne periode Henry Kissinger er krediteret for en strategi om implicit at støtte Safari Club - så den via stedfortræder kunne opfylde amerikanske mål således, at USA ikke risikerede et direkte ansvar. Dette omtales i bogen "Unholy Wars" ("Uhellige krige") af journalisten og mellemøsteksperten John Cooley (s. 15 i bogen).

CIAs samarbejde med Safari Club kom under kontrol af Kongressen og CIA frygtede, at nye hemmelige operationer kunne blive afsløret. Selv da CIA, pga. det politiske pres fra Kongressen og præsident Carter, forsøgte at begrænse omfanget af agenturets operationer, opretholdt CIA angiveligt via bl.a. agent Edwin Wilson i hemmelighed deres forbindelser med Safari Club og BCCI.
Chefen for Saudi-Arabiens efterretningstjeneste fortalte senere, at formålet med Safari Club ikke blot var at udveksle information, men at gennemføre hemmelige operationer, som CIA ikke længere kunne udføre direkte i kølvandet på Watergate-skandalen og efterfølgende reformer. Saudi-Arabiens efterretningstjeneste og CIA havde et yderst tæt samarbejde særligt i forhold til muslimsk terror. I begyndelsen af 1980 indledte Carter et program for at bevæbne de afghanske mujahidiner gennem Pakistans ISI og sikrede et løfte fra Saudi-Arabien om at matche amerikansk finansiering til dette formål. USA's støtte til mujaheddin accelererede under Carters efterfølger, Ronald Reagan. Den pakistanske ISI, CIA og britiske MI6 kanaliserede hundreder af millioner dollars og våben til mujahedinerne, hvoraf en del endte i hænderne på fx mudjahedin-lederen, den radikale islamist og senere statsleder og opiumsmugler Gulbuddin Hekmatyar og andre dele endda endte hos Maktab al-Khidamat, som var en terrororganisation, skabt af bl.a. Osama Bin Laden, og som blev forløberen for al-Qaeda .

CIA - Catholic Intelligence Agency
Det katolske medie "Catholic Herald" skriver i artiklen "Hvorfor katolikker trives i CIA";
"tre ud af de sidste fem CIA-direktører har været katolikker: Michael Hayden, Leon Panetta og den nuværende direktør, John Brennan. Når vi ser tilbage, ledede en række katolikker CIA i kritiske perioder under den kolde krig."

Lidt senere i samme artikel står der videre:
"Nogle af de mest indflydelsesrige direktører i CIAs historie har været katolske - mænd som Walter Bedell Smith, John McCone, William Colby og William Casey. De var ikke kun tilfældige katolikker. De var hengivne messegængere - i mange tilfælde medlemmer af grupper som Malteserordenen".

Artiklen udbasunerer endda pointen om CIA's tætte forbindelse til den katolske kirke med et udsagn om, at CIA har haft så mange katolske direktører at efterretningstjenesten i dag nogle gange kaldes "the Catholic Intelligence Agency" (det katolske efterretningsvæsen) eller simpelthen "Catholics In Action".

Artiklen "The CIA and the Vatican’s Intelligence Apparatus" går yderligere i detaljer med disse forbindelser. Den giver indtryk af et bemærkelsesværdigt forhold mellem CIA, Vatikanet og paven som er præget af både konkurrence og et meget tæt samarbejde.
De to artikler fortæller bl.a. følgende:

Den amerikanske katolske general William “Wild Bill” Donovan som under 2. verdenskrig var chef for den amerikanske militærefterretningstjeneste Office of Strategic Services (OSS) - forløberen for CIA - blev i juli 1944 dekoreret af pave Pius XII med Storkorset af Sankt Sylvesters orden, den ældste og mest prestigefyldte af alle de pavelige ridderordner. Donovan var ifølge bl.a. det anerkendte magasin Salon også ridder i Malteserordenen.
Pave Pius' dekoration af Donovan markerede begyndelsen på et mangeårigt, intimt forhold mellem Vatikanet og den amerikanske efterretningstjeneste som er fortsat til i dag.
CIA oprettede en speciel enhed i sin kontraspionage-sektion for at aflytte den kirkelige, politiske og økonomiske information som hver dag gennemstrømmer Vatikanet via tusindvis af præster, biskopper og pavelige budbringere - og for at overvåge udviklingen i Vatikanet og omkring paven.
Malteserordenen er officielt en nødhjælpsorganisation, men de "nødlidende", der blev hjulpet af visse Malteserriddere i slutningen af 40'erne, var nogle af 2. verdenskrigs 50.000 nazistiske krigsforbrydere. Disse Malteserriddere hjalp de nazistiske krigsforbrydere - med bistand fra Det Internationale Røde Kors - med falske Vatikanpas og udstyrede dem i nogle tilfælde med præstedragt for at de kunne blive smuglet videre bl.a. via den østrigske katolske biskop Alois Hudals "underjordiske jernbane" til Sydamerika. Blandt dem var Klaus Barbie, kaldet "slagteren fra Lyon" fordi han under krigen dræbte og mishandlede utallige fanger i bl.a. Lyon hvor han var Gestapo-officer fra slutningen af 1942. Barbie blev chef for Gestapo i Lyon, og var kendt for personligt at udføre sadistisk tortur på særligt jøder og folk fra den franske modstandsbevægelse. En anden nazistisk massemorder der fik hjælp af Vatikanet til at flygte efter krigen var Franz Stangl, en tidligere SS-Hauptsturmführer og kommandant for udryddelseslejrene Sobibor og Treblinka - samt angiveligt ansvarlig for næsten 1 million jøders død. Stangl er en af tusindvis af nazister og kollaboratører, der med hjælp fra den katolske kirke undslap Europa via ruter kaldet "ratlines" ("rottelinjer") - hvoraf nogle løb fra Østrig over Alperne til Rom og derfra ud af Italien via havnebyen Genova.
I 1948 gav Malteserordenen en af sine højeste æresmedaljer, Gran Croci al Merito con Placca, til general Reinhard Gehlen, Adolf Hitlers øverste anti-sovjetiske spion.
Gehlen, der ikke var katolik, blev udråbt som en formidabel allieret i det hellige korstog mod den gudløse marxisme. Efter krigen sluttede han og hans veludviklede spionage-apparat - stort set udelukkende bemandet af eks-nazister - sig til den nye CIA-organisation. Til sidst endte flere hundrede nazister på den amerikanske regerings lønningsliste (dette var en CIA-operation kaldet "Operation Paperclip"). Blandt dem var igen topnazisten og massemorderen Klaus Barbie - kaldet "Slagteren fra Lyon".
James Jesus Angleton, CIAs legendariske kontraspionageekspert og katolik, havde arbejdet i Rom for OSS og forblev der som "station chief" i Rom. Rom var dengang et af de vigtigste centre for spionage og Angleton var CIA's "point man" for Vatikanets anliggender og fik sine oplysninger fra pavelige budbringere i fjendtlige lande.
CIA fortsatte i efterkrigsårene og derefter med at udvikle sit tætte forhold til den katolske kirke.
CIA støttede fraktioner inden for den katolske kirke, der var medvirkende til at promovere og vælge pave Johannes Paul II, hvis polske nationalisme og antikommunistiske akkreditiver, de mente, ville gøre ham til et perfekt redskab for amerikansk udenrigspolitik.

Medlemmer af Malteserordenen regnes som del af den indviede inderkreds omkring paven og Vatikanet. I artiklen påstås det at den amerikanske afdeling af Malteserordenen, som består af ledende katolske amerikanske forretningsfolk, politikere mv., er en af de vigtigste kommunikationskanaler mellem CIA og Vatikanet. Det skulle ifølge artiklen være ex-CIA officeren Victor Marchetti som overfor mediet fremsætter denne påstand.

Den tidligere omtalte artikel fra magasinet Salon kan desuden fortælle, at James Jesus Angleton også var medlem af Malteserordenen. Altså endnu en CIA-medarbejder og -chef med denne særlige forbindelse til den katolske kirke. Angleton ledede desuden de amerikanske efterretningsbestræbelser i årene efter 2. verdenskrig på at styre Italiens valg i 1948. Hans succes med at samarbejde med organiseret kriminalitet, højreorienterede tidligere fascister og Vatikanet marginaliserede ikke kun Italiens hjemmelavede kommunistparti, det animerede også Kongressen til oprettelsen af CIA.
Det var på foranledning af pave Pius XII at, Luigi Gedda - en fremtrædende højreorienteret ideolog, som også var blevet hædret af Malteserridderne, mobiliserede en enorm propagandamaskine. Denne propaganda, udført af Geddes politiske organisation "Katolsk Handling", er krediteret for at vende valget, som de italienske Kristendemokrater vandt.

Endnu en afpresningsoperation rettet mod USAs magtelite
Tidligere hørte vi om de tre velhavere Jeffrey Epstein, Roy Cohn og Tongsun Park, som alle med stor sandsynlighed drev forskellige seksuelle afpresningsoperationer, der involverede misbrug af børn og unge. En anden bemærkelsesværdig skikkelse i den forbindelse er en mand ved navn Craig Spence, som i 1980'erne arbejdede som nyhedskorrespondent på TV-stationen ABC. Efter at have forladt sit job som korrespondent, fik Craig Spence succes som fremtrædende konservativ lobbyist i Washington DC. Men Spences liv ændrede sig dramatisk, da det i juni 1989 blev afsløret, at han tilsyneladende havde drevet en afpresningsoperation som mellemmand mellem homoseksuelle prostituerede og magteliten i landets hovedstad op igennem 1980'erne. Dette var ifølge afsløringerne i Washington Times foregået i lejligheder, der var fyldt med video- og lydoptageudstyr. Craig Spence blev her beskrevet, som en "power-broker" (magt-mellemmand) der "serverer narko og sex til fester, aflyttet til afpresning".

Washington Times skal ikke forveksles med den mere kendte avis Washington Post. Washington Times er et amerikansk konservativt dagblad udgivet i Washington DC, der dækker emner af almen interesse med særlig vægt på national politik. De oprindelige Washington Times-artikler fra dengang findes ikke længere online på avisen, men kan i stedet læses i diverse affotograferede avisklip og afskrivninger på internettet.

Ligesom både Jeffrey Epstein og Tongsun Park, blev Craig Spence ofte sammenlignet med Jay Gatsby, den mystiske, velhavende figur fra den velkendte Fitzgerald-roman "The Great Gatsby". En New York Times-artikel fra 1982 om Spence fortæller om, hvordan hans personlige telefonbog og gæstelisterne til hans fester var "en 'Hvem er hvem' i Kongressen, regeringen og indenfor journalistik". Ifølge artiklen blev Spence desuden "hyret af sine klienter lige så meget for, hvem han kender, som hvad han ved." Spence var også kendt for at holde overdådige fester, som Times beskrev som "glitter med notabiliteter, fra ambassadører til tv-stjerner, fra senatorer til højtstående embedsmænd i udenrigsministeriet."
Roy Cohn, CIA-direktøren William Casey og Roy Cohns journalistven William Safire var blot nogle af de andre deltagere ved Spences festligheder.

"Ifølge Mr. Spence," fortsætter Times-artiklen, "er Richard Nixon en ven. Det samme er [tidligere justitsminister under Nixon] John Mitchell. [CBS-journalist] Eric Sevareid betegnes som 'en gammel, kær ven.' Senator John Glenn er 'en god ven', og Peter Ustinov [britisk skuespiller og journalist] er 'en gammel, gammel ven.'” Ustinov, søn af en adelig jødisk journalist og diplomat samt MI5-agent, begyndte at skrive for avisen The European kort efter den blev grundlagt i 1990 af Robert Maxwell, far til Jeffrey Epsteins sextrafficking-partner Ghislaine Maxwell og en kendt Mossad-agent (se del 1 og 2).
New York Times' positive profilartikel om Craig Spence er skrevet, mens Spence stadig af pressen kun blev betragtet som en spændende, feteret og magtfuld Washington-lobbyist.

Blot syv år senere blev det afsløret, at Craig Spences "glitrende fester for nøgleembedsmænd fra Reagan- og Bush-administrationerne, mediestjerner og øverste militærofficerer" var blevet aflyttet for "at kompromittere gæster." Ifølge den opsigtsvækkende artikel offentliggjort af Washington Times, var Spence forbundet med en "homoseksuel prostueringsring", hvis klienter omfattede "statslige embedsmænd, lokalt baserede amerikanske militærofficerer, forretningsmænd, advokater, bankfolk, kongresassistenter, medierepræsentanter og andre fagfolk." Spence tilbød også kokain til sine gæster som et andet underholdnings- og afpresningsmiddel.

Ifølge rapporten blev Spences hjem "aflyttet og havde et hemmeligt tovejsspejl". Desuden fortæller artiklen, at han forsøgte at få sine gæster til at gå i fælder, der var opsat som "kompromitterende seksuelle møder". Disse kunne han efterfølgende bruge som løftestang for afpresning. En mand, fortalte Washington Times, at Spence sendte en limousine til mandens hjem, som derefter kørte ham til en fest, hvor flere unge mænd "forsøgte at blive venner med ham" ("become friendly with him"). Ifølge den tidligere nævnte bog "Franklin Cover-up" af John DeCamp tilbød Craig Spence sex med mindreårige børn til "den politiske elite" i Washington DC (s. 169 i bogen).

Adskillige andre kilder, herunder en embedsmand fra Reagans Hvide Hus og en sergent i luftvåbenet, der havde deltaget i fester, som Spence var vært for, bekræftede, at Spences hus var fyldt med optageudstyr, som han brugte til at udspionere og optage gæsternes seksuelt kompromitterende handlinger med. Desuden bekræftede flere kilder, at hans hus indeholdt et "tovejsspejl", som han brugte til overvågning.

Ifølge Washington Times-artiklen "pralede Spence ofte med, at han arbejdede for CIA og sagde ved en lejlighed, at han ville forsvinde for et stykke tid, 'fordi han havde en vigtig CIA-opgave'." Men han udtrykte samtidig bekymring over, "at CIA kunne 'snyde ham' og dræbe ham i stedet og derefter få det til at ligne et selvmord."
Ikke længe efter Washington Times rapport om hans aktiviteter blev offentliggjort, blev Spence fundet død i Boston Ritz Carlton, og hans død blev hurtigt bedømt til at være et selvmord.

En af de mest kritiske dele af skandalen omkring "power-brokeren" Craig Spence var, at han havde været i stand til at komme ind i Det Hvide Hus sent om aftenen med unge mænd, som Washington Times beskrev som "call boys" (slang for mandlige prostituerede - "drenge man ringer efter"). Dette fandt angiveligt sted mindst fire gange under George H.W. Bushs regeringsadministration.

Forsidehistorie på avisen Washington Times 29. juni 1989

Spence udtalte senere, at hans kontakter i Det Hvide Hus, som gav ham og hans "call boys" adgang, var "topniveau" embedsmænd, og han fremhævede specifikt George H.W. Bushs daværende nationale sikkerhedsrådgiver Donald Gregg. Gregg havde arbejdet i CIA siden 1951, før han trådte tilbage i 1982 for at blive national sikkerhedsrådgiver for Bush, som dengang var vicepræsident. Inden Gregg trak sig fra sin post i CIA, havde Gregg arbejdet direkte under CIA-direktøren William Casey og i slutningen af 1970'erne sammen med en ung William Barr med at obstruere kongressens Pike kommité og Church kommité, som i 1975 var begyndt at undersøge magtmisbrug i efterretningstjenesterne CIA, NSA og FBI. Disse komitéer undersøgte og afslørede, bl.a. CIAs "love traps" ("kærlighedsfælder") og seksuelle afpresningsoperationer (omtalt i del 2). Af andre afsløringer i forbindelse med komiteernes arbejde kan nævnes Project MK-Ultra, som involverede bedøvelse og tortur af uvidende amerikanske borgere som en del af menneskelige eksperimenter med tankekontrol, operation COINTELPRO, som involverede overvågning og infiltration af amerikanske politiske organisationer og borgerrettighedsorganisationer samt operation Family Jewels, et CIA-program som arbejdede med hemmelige mord på udenlandske ledere.

William Barr skulle senere blive George Bushs justitsminister, og igen indtage denne post under Donald Trump (også omtalt i del 1). William Barrs far, Donald Barr, arbejdede for forløberen for CIA, Office of Strategic Services (OSS) og rekrutterede senere en ung high school drop-out, den senere dømte pædofile Jeffrey Epstein, til at undervise på eliteskolen Dalton School. William Barr arbejdede også for CIA - samtidig med at Donald Barr ansatte Epstein på sin eliteskole.

Donald Gregg er forbundet med Roy Cohns tidligere omtalte medie-kontaktnetværk og "indflydelsesmaskine" gennem sin datters ægteskab med Christopher Buckley, søn af den konservative journalist William Buckley, nær fortrolig og ven af både Roy Cohn og Cohns advokatpartner Tom Bolan.

Washington Times' første artikel om "power-brokeren" Craig Spence fortalte også om hans tætte forhold til den allestedsnærværende Roy Cohn. En af avisens kilder hævdede, at han havde deltaget i en fødselsdagsfest for Roy Cohn, som Spence havde holdt i Cohns hjem, og at CIA-direktøren William Casey også var til stede. Spence skulle ofte have pralet af sit sociale netværk og nævnte regelmæssigt Cohn - og hævdede desuden at have været vært for Cohn i hans hus ved andre lejligheder end den førnævnte fødselsdagsfest.

Nyheden om "callboys" i det Hvide Hus, blev også eksponeret i TV. Dette skete i en nyhedsrapport på tv-stationen NBC hvor nyhedsoplæseren tonede frem på skærmen og fortalte om sexskandalen. Derefter blev historien ikke dækket meget på tv - og gradvist blev den nedtonet generelt. Washington Post skrev en nedtonende artikel i august 1989 med titlen "Bomben der ikke eksploderede", som talte historien væk fra at være en regeringsskandale:
"Historien er spændende - involverer mandlig prostitution og en lobbyist, der brugte fester til at promovere sine forretningsforbindelser og forretningsforbindelser til at promovere sine fester. Men er det en regeringsskandale eller bare en elendig del af livet i en by, der tilfældigvis er Washington, D.C.?"

Avisudklip med portrætfotografi af Craig Spence

Pilen kom til at pege på lobbyisten i centrum for historien, og ikke på de øvrige involverede. Efter afsløringerne gik det da også hastigt ned ad bakke for Craig Spence. Han blev anholdt for våbenbesiddelse og en af de sidste artikler om manden havde titlen "Engang vært for de magtfulde - reduceret til tiggeri, sover i parken", der handlede om Spences nedtur og som fortalte, at han nu "sov på en bænk i Central Park". Kort tid derefter blev Spence, som nævnt, fundet død i hotel Boston Ritz Carlton.

Historycollection.com skriver om præsident Bushs relation til affæren:
I en nøddeskal, under Bushs tid i embedet i 1980'erne, både som vicepræsident og som præsident, valsede mandlige og kvindelige prostituerede rutinemæssigt ind og ud af Det Hvide Hus. Selv hvis Bush ikke selv havde deltaget – og Washington Times droppede pirrende hints om, at han faktisk kunne have – er det højst usandsynligt, at han var uvidende om, hvad der foregik. Især i betragtning af, at Bush engang havde stået i spidsen for CIA.

Og om afslutningen på sagen i medierne:
Det var en kæmpestor historie, og så... forsvandt den uden videre. Den amerikanske statsanklager, der ledede undersøgelsen, og som oprindeligt havde samarbejdet med The Washington Times, slog pludselig om, og avisens adgang til detaljer om undersøgelsen tørrede ud. Efterforskningen fik lov til stille og roligt at samle støv, inden den endelig blev lagt på hylden, og lige så stille faldt den. Det var et illustrativt eksempel på, at Washington DC effektivt rottede sig sammen om at afværge en skandale, der truede med at sprøjte snavs vidt og bredt.

Craig Spence, CIA og narkosmugling
Artiklen om "power-brokeren" der serverede narko og "call boys" til afpresningsfester citerer desuden kilder, der hævdede, at Craig Spence havde talt om smugling af kokain til USA fra El Salvador, en operation, som han angiveligt hævdede havde involveret amerikansk militærpersonel.
Disse påstande kan virke absurde, men skal dog sammenholdes med CIAs øvrige historiske udfordringer med anklager om involvering i narkosmugling:
Fra 1984-86 var der flere beskyldninger, fra bl.a. flere amerikanske embedsmænd og en tidligere minister fra Panama, mod CIA om at efterretningstjenesten smuglede narkotika. Disse blev bl.a. fremført i artikler i nyhedsbureauet Assosiated Press, hvoraf den første kan læses her.
San Jose Mercury News udgav ca. ti år senere - i 1996 - Dark Alliance-serien af journalisten Gary Webb, som bl.a. hævdede at:
"I det meste af et årti solgte en narkoring i San Francisco Bay Area tonsvis af kokain til Crips and Bloods-gadebanderne i Los Angeles og overførte millioner i narkofortjeneste til en latinamerikansk guerillahær som var drevet af CIA.
[Denne narkoring] åbnede den første transportlinje mellem Colombias kokainkarteller og de sorte kvarterer i Los Angeles [og som et resultat] var kokainen, der strømmede ind, med til at udløse en crack-eksplosion i det urbane Amerika."

Som understøttelse af disse påstande fokuserede serien på tre mænd: Ricky Ross, Oscar Danilo Blandón og Norwin Meneses. Ifølge artikelserien var Ross en stor narkohandler i Los Angeles, og Blandón og Meneses var nicaraguanske narkosmuglere, der forsynede forhandlere som Ross. Serien hævdede, at de tre havde relationer til Kontraerne og CIA, og at retshåndhævende myndigheder ikke lykkedes med at retsforfølge dem, hovedsagelig på grund af disse forbindelser.

I forlængelse af denne artikelserie i 1998 foretog USAs justitsministerie en undersøgelse, som endte med at afvise anklagerne om at denne narkosmugling var baggrunden for crack-epidemien over hele USA, men som samtidig kaldte flere af undersøgelsens resultater "foruroligende". Undersøgelsen bekræftede, at de mænd, som artikelserien havde udpeget, var narkosmuglere og -handlere i stor skala - "skyldige i at berige sig selv på bekostning af utallige stofbrugere", og at narkohandleren Ross havde bidraget med penge til Kontraerne i Nicaragua. Undersøgelsen bekræftede detaljer som at narkosmugleren Blandon uretmæssigt modtog amerikansk opholdstilladelse og at justitsministeriet i en periode ikke var sikker på, om de skulle sigte Meneses eller bruge ham som et samarbejdende vidne mod andre narkohandlere. Den bekræftede desuden, at "regeringen ikke var ivrig efter" at få en DEA-agent (Drug Enforcement Administration - amerikansk narkopoliti) til "åbent at undersøge aktiviteterne" i El Salvadors Ilopango lufthavn "på grund af de følsomme operationer der". Og at "CIA greb ind i Zavala-sagen om tilbagelevering af beslaglagte penge til ham". "Zavala-sagen" refererer til den dømte narkosmugler Julio Zavala, der ifølge hans egne oplysninger leverede 500.000 dollars til to Costa Rica-baserede Kontra-grupper, og at størstedelen af det kom fra kokainhandel i San Francisco Bay-området, Miami og New Orleans. Undersøgelsen konkluderede dog også at "disse specifikke problemer og spørgsmål er langt fra den type manipulation og korruption i det strafferetlige system, som [Dark Alliance-]artiklerne antydede".

Så altså én statslig myndighed - justitsministeriet - som undersøgte andre statslige myndigheder (CIA og DEA) og kom frem til bekræftelse af flere af problemerne - men som samtidig nedtonede størrelsesordenen på disse, således at sagen endte uden konsekvenser for nogen.
I CIAs egen undersøgelse af sig selv, afviste CIA alle beskyldninger.
Men seks uger efter offentliggørelsen af denne rapport indrømmede CIA-direktøren Frederick Hitz, i et vidnesbryd for en høringskommité udpeget af Repræsentanternes Hus, at CIA "ikke hurtigt" ("not 'expeditiously'") afbrød forholdet til påståede narkosmuglere, der støttede kontra-nicaraguanske oprørere i 1980'erne. Hitz sagde, at CIA var bekendt med påstande om, at "snesevis af mennesker og en række virksomheder, der på en eller anden måde er forbundet med kontraprogrammet" var involveret i narkotikahandel.
Hitz tilføjede:
"Lad mig være ærlig, der er tilfælde, hvor CIA ikke på en hurtig eller konsekvent måde afbrød forholdet til personer, der støttede kontraprogrammet, og som påstås at have engageret sig i narkotikasmugling eller handlede for at løse anklagerne."

CIA-direktøren indrømmede desuden, at noget af den påståede handel involverede at bringe stoffer ind i USA.

Det er langt fra kun de nævnte eksempler på medier og journalister, der har peget på CIAs involvering i narkotikasmugling. Dette er fx også temaet i bogen "The CIA, Drugs and the Press" ("CIA, stoffer og pressen") som bl.a. beskriver hvordan CIA, trods indgående viden om en våben-for-narko-handel og dertil hørende narkosmugling, intet gjorde for at stoppe det. Denne sag involverede en narkosmugler som samtidig var nicaraguansk Kontra.
Et andet eksempel er udsendelsen "Frontline" på TV-stationen PBS hvor DEA-feltagent Hector Berrellez udtaler:
"Jeg tror, at elementer, der arbejder for CIA, var involveret i at bringe stoffer ind i landet.
Jeg ved specifikt, at nogle af CIA's kontraktansatte, hvilket betyder nogle af piloterne, faktisk bragte stoffer ind i USA og landede nogle af disse stoffer i regeringens luftbaser. Og jeg ved det, fordi jeg fik at vide af nogle af disse piloter, at de faktisk havde gjort det."

DEL 4:
MØRKLÆGNING

For stor til at falde...?

Bogen "The Franklin Cover-up", af den tidligere Nebraska-senator John DeCamp, er blevet nævnt et par gange i de foregående afsnit. Den ene gang var i forbindelse med CIA-aktivet og Malteserridderen Roberto Alejos Arzu, der arbejdede for velgørenhedsorganisationen AmeriCares og ledede en mellemamerikansk afdeling af den pædofile præst Bruce Ritters Covenant House - og hvis plantage blev brugt til at træne de tropper, der blev brugt i CIA's mislykkede "Bay of Pigs"-invasion af Cuba. Alejos Arzu var desuden associeret med den tidligere amerikansk-støttede diktator i Nicaragua, Anastasio Somoza, og Alejos Arzu var angiveligt knyttet til flere paramilitære grupper. Alle disse ting er formidlet via andre kilder end DeCamp, som derudover i sin bog hævdede at Alejos Arzu, med baggrund i sin ledelse af afdelingen i Covenant House, skaffede børn til en pædofili-ring baseret i USA. DeCamp omtaler også lobbyisten og "power-brokeren" Craig Spence i sin bog: Han skriver, at Spence tilbød sex med mindreårige børn til "den politiske elite" i Washington DC.
I del 2 omtalte jeg desuden den tidligere New York-politidetektiv og leder af afdelingen for menneskehandel og sædelighedsforbrydelser, James Rothstein, som kom med denne opsigtsvækkende udtalelse om den mafia- og efterretningsforbundne angivelige sex-afpresser Roy Cohn:
"Cohn’s job var at handle de små drenge. Lad os sige, at du havde en admiral, en general, en politiker fra kongressen, som ikke ville være med til det, der var på programmet. Cohn's job var at sætte dem op, så ville de acceptere det. Cohn fortalte mig det selv."

Dette citat er hentet fra DeCamps bog, som har den fulde titel "The Franklin Cover-up: Child Abuse, Satanism, and Murder in Nebraska", ("Franklin-mørklægningen: Misbrug af børn, satanisme og mord i Nebraska", 1. udg. 1992 / 2. udg. 1996). I bogen hævder DeCamp, at fremsatte påstande om en børneprostitutionsring i byen Franklin i staten Nebraska var sande og involverede mord og satanisme. Bogen indeholder bl.a. påstande om, at fremtrædende borgere i Nebraska, såvel som amerikanske toppolitikere og erhvervsfolk var involveret i misbrug af børn.

Mere mørklægning af samfundsspidsers misbrug af børn? - Franklin skandalen
John DeCamp (1941-2017) var infanteri-kaptajn under Vietnamkrigen, og blev dekoreret for sin tjeneste i Vietnam. I 1975 iværksatte han "Operation Babylift", som evakuerede 2.800 forældreløse vietnamesiske børn, og han blev senere udpeget til assistent for daværende viceambassadør i Vietnam, William Colby (som senere blev CIA-direktør). DeCamp tjente fire perioder som senator i staten Nebraska fra 1971 til 1987.
Han begyndte sin første valgkampagne til Nebraskas Stats-senat, mens han stadig var udstationeret i Vietnam. DeCamp var advokat for to af de angivelige ofre Paul A. Bonacci og Alisha Owen. DeCamps bog omhandlede disse og andre sager om misbrug af forskellige børn, som ifølge ham knyttede sig til flere ledende personer.
DeCamps bog førte til en undersøgelse fra den lovgivende forsamling i Nebraska og endte til sidst med en juryafgørelse om, at påstandene var en "omhyggeligt udformet svindelhistorie" ("carefully crafted hoax").
Sagen stod på fra 1988 til 1991, hvor den endte med at, Alisha Owen, som havde påstået, at hun var offer for overgreb, da hun var mindreårig, blev idømt flere års fængsel for falsk vidensbyrd (mened). Alisha Owen hævdede at overgrebene blev udført af bl.a. en dommer ved Nebraskas distriktsdomstol, af byen Omahas politimester samt udgiveren af statens største avis, Omaha World Herald. Owen fik en dom på 9-15 år, hvoraf hun afsonede 4,5 år. Hun var 22 år da dommen blev afsagt. Et andet mindreårigt påstået offer - Paul A. Bonacci - blev også tiltalt for mened, men blev frikendt for anklagerne. Han var 21 år, da han blev tiltalt. De to blev tiltalt, efter at to andre vidner, som havde støttet deres beretninger, trak deres udsagn tilbage.
Undervejs - i juli 1990 - døde den private efterforsker Gary Caradori, som var hyret af staten Nebraska til at undersøge beskyldningerne, sammen med sin 8-årige søn da vingerne faldt af flyet, mens det var i luften. Caradoris bror og senator i staten Nebraska Loran Schmit (som ledede den lovgivende forsamlings efterforskning) mistænkte at episoden var mord, men dette blev ikke bevist af efterforskere.
DeCamp skriver i sin bog om hændelsen:
"Sandie Caradori modtog aldrig officiel besked om hendes mands og søns død. Hun hørte nyheden fra venner, der havde hørt det i radioen. Tidligt næste dag, endda før ligene var hjemme fra Illinois, kom FBI ned på Caradori's kontor med en stævning på alle hans sagsoptegnelser.
Hvilke beviser havde Caradori fundet? Ifølge Lincoln Journal (lokal avis red.) dagen efter Caradoris død, 'bekræftede Schmit, at Gary Caradori havde forsøgt at få billeder som nogle påståede ofre sagde blev taget af dem i løbet af perioden, hvor de blev udsat for overgreb. Han bekræftede også, at Caradori havde fået at vide, at nogle af dem der angiveligt var involveret i seksuelt misbrug af børn 'havde udsat nogle af ofrene for satanisk kultisme. Han arbejdede på at finde ud af steder og tidspunkter.''
Han arbejdede også på spor til Washington, D.C.
Mysteriet omgav ikke kun flystyrtet, men også hele Caradoris rejse. Gary og A.J. (sønnen red.) havde opholdt sig på Days Inn Lakefront Motel i Chicago, hvor både hans kone og hans medarbejder Karen J. Ormiston havde ringet, spurgt efter ham på hans navn og talt med ham (deres telefonregninger viste opkaldene), men motelledelsen fortalte Caradoris efterforskningsfirma at der ikke var nogen registrering af, at han nogensinde havde opholdt sig der. Og hvis der ikke var nogen registrering af, at Caradori havde indregistreret sig på motellet, var der heller ingen registrering af, hvilke telefonopkald han kunne have foretaget fra Chicago.
Efter måneders efterforskning havde National Transportation Safety Board ikke fundet frem til årsagen til ulykken. Min ven Bill Colby, tidligere direktør for CIA, kommenterede efter han så på sagen, at årsagen nok aldrig ville blive kendt. Mary Caradori afsagde sin egen dom over Gary og AJ's dødsfald: 'Min søn og mit barnebarn blev myrdet.'

Om effekten af denne hændelse, skriver DeCamp:
"Caradoris død kastede en rædsel over staten. Borgerrettighedsleder pastor James Bevel, som besøgte Nebraska i oktober 1990 som en del af en undersøgelseskommission, sagde, at han aldrig havde set en sådan rædsel i folks ansigter, 'ikke engang i ansigterne på Mississippi-negre i 1950'erne og 1960'erne,' som levede under truslen om lynchninger fra Ku Klux Klan."

Skandalen var centreret omkring Franklin Community Federal Credit Union, der blev oprettet som støtte for et fattigt sort kvarter i Omaha, Nebraska. I løbet af 70'erne og 80'erne drev organisationens manager, en mand ved navn Lawrence E. King, Jr., Franklin Credit Union som et svindelforetagende og stjal for mere end 40 millioner dollars, som han brugte på en overdådig livsstil og fundraising til det republikanske parti. Lawrence E. King blev altid blot kaldt Larry King, men skal ikke forveksles med den kendte talkshow-vært af samme navn. Nationale mediers interesse for sagen startede i 1988, da Franklin Credit Union blev stormet af føderale myndigheder og lukket ned. Næsten 40 millioner dollars manglede fra pengekassen i den lille, tilsyneladende samfundsorienterede kreditforening. Men den finansielle skandale blev til noget mere, da det blev kendt at flere børn hævdede, at de var blevet fløjet fra by til by, for at blive misbrugt til fester af embedsmænd fra byen Franklin og kendte mennesker i Nebraska, bl.a nationalt fremtrædende republikanske partiaktivister. Larry King, dengang 44, var manager for kreditforeningen og en prominent figur i det republikanske parti. King bliver af John DeCamp betegnet som en på det tidspunkt "opstigende stjerne i staten og i republikanske kredse", samt leder i National Black Republican Council (Det Nationale Sorte Republikanske råd - afroamerikansk råd for det republikanske parti). "King sang nationalsangen ved GOP's nationale konventioner i 1984 og 1988", skriver John DeCamp i sin bog. GOP står for "Grand Old Party" og er "kælenavnet" for Det Republikanske Parti.

Den føderale storjury sigtede flere ansatte i kreditforeningen, blandt andre King, men kun for underslæb af midler. Men den føderale dommer afgjorde i 1990, at King ikke var "mentalt kompetent til at stille for retten". Larry King blev dog i 1991 idømt 15 års fængsel for svindel for 39 millioner dollars.

I 1993 var John DeCamp med i en Discovery Channel-dokumentar kaldet "Conspiracy of Silence".
Dokumentaren skulle efter planen have været sendt i USA på Discovery Channel den 3. maj 1994. Den blev dog aldrig sendt. Tilhængere af filmen hævder, at den blev trukket tilbage på grund af politisk pres. Hverken producenten Yorkshire Television eller Discovery Channel kommenterede officielt på, hvorfor filmen ikke blev sendt.
Den engelske avis Daily Mail skrev i 2022 artiklen 'Ondskab i hjertet af Amerika', om hvordan denne dokumentar endelig i 2022 var blevet offentliggjort og fortalte om indholdet af den. Som del af artiklens lange titel, står der:
"Chokerende dokumentar afslører mysteriet omkring den påståede prostitutionsring fra 1988 og beskriver børneofres forfærdelige påstande om at være blevet fløjet tværs over USA og misbrugt af højtstående embedsmænd - og deres beskyldninger om 'tildækning' af FBI.

Videre fortæller artiklen:
"I 1980'erne hævdede de påståede ofre, at en mand ved navn Lawrence King drev en undergrundsklub i Omaha, Nebraska, hvorigennem han sammen med politikere og forretningsmænd tvang børn til at have sex med dem.
I 1990 konkluderede en storjury i Nebraska county, at påstandene var en 'hoax', og en føderal storjury blev senere enige om, at påstandene ikke havde noget grundlag.
Men i 1993 fløj et filmhold til staten for at se nærmere på det og interviewede de påståede ofre og andre, der siges at være involveret som en del af en dokumentar om sagen.
De formodede ofre fortalte dokumentarfilmfolkene, at regeringen tvang dem til tavshed ved at true dem, bruge skræmmetaktikker og endda mord - hvor en endda påstod, at de dræbte hans bror for at holde ham tavs.
Dage før filmen skulle have premiere på Discovery Channel, blev den lukket ned uden nogen forklaring. Nu er den endelig blevet frigivet og blev uploadet på Real Women/Real Stories ' YouTube-side.
Dokumentaren har fået mange til at spekulere på, om prostitutionsringen var ægte, og skjulte regeringen den, eller var det hele en kompliceret, opdigtet historie?."

Vicepræsident George H. W. Bush til sodomifest med børn og prostituerede?
Bogen "The Franklin Cover-up" omtaler som nævnt flere af personerne i denne Hoja.dk-artikelserie: CIA-aktivet Roberto Alejos Arzu og "power-brokeren" Craig Spence. DeCamp omtaler også CIA-terroristen Edwin Wilson - han hævder i bogen at Wilsons aktiviteter var en udløber af den samme seksuelle afpresningsoperation, som Roy Cohn blev involveret i med Lewis Rosenstiel og J. Edgar Hoover (s. 179 i bogen). Men måske mere interessant behandler bogen også den tidligere præsident George H.W. Bush, der også var i ubehageligt søgelys i forbindelse med de drengeprostituerede, som flere gange kom på natbesøg i Det Hvide Hus i selskab med bl.a. alfonsen Craig Spence.

Det følgende er referat af John DeCamps udlægning af hændelsesforløb, som bliver udlagt i bogen "The Franklin Cover-up".
Tidligt i sin bog fortæller John DeCamp, at han selv og hans kone tidligere var blevet anklaget for misbrug af deres datter, men dommen afgjorde, at det var en falsk anklage. Han hævder, at det var et politisk motiveret angreb, for at få ham ud af det republikanske partis senats-valgkamp.
Men i forbindelse med denne historie, skriver DeCamp, at han mener at der ikke er noget der er værre end overgreb på børn - "med den mulige undtagelse af falsk anklage af mennesker for overgreb på børn".
Her skriver han desuden, at han som advokat har en vis specialisering i sager om anklager af voksne om overgreb mod børn. Han nævner, at han "alene det seneste år" har omstødt to anklager om denne type forbrydelser, som var forældre, der blev anklaget af deres deres døtre, baseret på påstande fra døtrene. Han var overbevist om, at pigerne ikke fortalte sandheden, og med succes beviste han dette i begge tilfælde, "og pigerne brød sammen og fortalte hele historien om, hvorfor de havde løjet". Derudover skriver DeCamp, "er jeg advokat for National Child Abuse Defense and Resource Center (Nationalt forsvar mod overgreb på børn og ressourcecenter red.) i Nebraska, som kæmper imod falske anklager om børnemishandling, og består af voksne, der er blevet fejlagtigt anklaget for børnemishandling".
Så skriver han:
"I modsætning til disse tilfælde af fantasi, kan jeg sige uden forbehold, at i det ene Franklin-relaterede tilfælde efter det andet, var der tilstrækkelig dokumentation og bekræftelse tilgængelig for enhver, der søger det, for at bakke op om ofrenes fortællinger."

John DeCamps bog indleder med at fortælle om nogle børn, der boede i pleje hos parret Jarrett og Barbara Webb. Med baggrund i flere notater fra Nebraska Department of Social Services (DSS - Afdeling for sociale services) og politiet (Washington County Sheriff's Office) fremlægger DeCamp disse børns historier, som involverer seksuelle og voldelige overgreb. Også Webb-parrets adopterede dreng blev ifølge de fremlagte oplysninger udsat for voldelige overgreb. I alt havde Webb-familien ni børn boende i huset, men flere af børnene forsøgte at flygte fra hjemmet. Bogens indledning tager udgangspunkt i et notat fra politiets opfølgning på en anmeldelse om et overgreb. I notatet tales der ifølge bogen om slagstriber på den ene drengs ryg efter at være blevet slået med et jernbanejern ("railroad iron") og et bælte.
Jarrett Webb var bestyrelsesmedlem i Franklin Community Federal Credit Union, der som nævnt blev ledet af Larry King. Barbara Webb var Larry Kings fætter.
Selvom Jarrett Webb kun tjente 32.000 dollars om året ved den offentlige energiforsyning, Omaha Public Power District, var Webb-familiens hjem møbleret med dyre malerier, krystalglas, sølvtøj, adskillige videobåndoptagere, TV osv. Barbara Webb bar en fire karat diamantring, en pelsfrakke i fuld længde, skræddersyede kjoler og dyre assesories. Når parret holdt fest, inkluderede det cateringfirmaer og limousiner.
Et af de børn, der boede hos Barbara og Jarrett Webb, var en pige ved navn Cornelia M. Patterson Webb (kaldet Nelly). Nelly flygtede fra Webb-hjemmet, da hun var 16 år, til hendes bedstemors hjem, Ruby Patterson. DSS interviewede Nelly og en anden pige fra Webb-hjemmet, Kimberly Patterson Webb på 14 år, som havde fået tilladelse til at besøge Nelly og hendes bedstemor i bedstemorens hjem. Begge piger hævdede, at de fik "pisk" og "tæsk" af både Barbara og Jarrett Webb på forskellige tidspunkter. Dette var startet cirka otte måneder efter de flyttede ind i Webb-hjemmet. Pigerne sagde, at det blev udført med forskellige genstande: en forlængerledning, et bælte, en "sort ting" (gummislange) og en "jernbanestiver" (et smalt stykke tungt sort gummi cirka to fod lang med flere huller i hver ende). Inden de blev pryglet, blev de tvunget til tage deres tøj af. De blev hovedsageligt ramt på ryggen eller bagi, men lejlighedsvis også på hovedet eller ansigtet. DSS fjernede Nelly fra Webb-hjemmet og flyttede hende til en anden plejefamilie i området, Ron og Kathleen Sorenson. Kort efter denne flytning blev Nelly interviewet af en statspolitiefterforsker ved navn Jane F. Tooley, som fandt ud af, at misbruget ikke var begrænset til tæsk.
Nelly fortalte, at hun var blevet seksuelt misbrugt. Fra hun var omkring ni eller ti år var Jarrett Webb begyndt at kysse hende i lang tid indtil hun trak sig væk, fordi det var ulækkert og hun ikke kunne trække vejret. Hun udtrykte, at det var tungekys, bl.a. ved at sige at han "savlede i hendes mund". Også da hun var omkring ni eller ti år gammel, begyndte han at røre ved alle hendes kropsdele inklusiv hendes vagina, som han også stak sin finger ind i. Han truede med, at han ville piske hende, hvis hun ikke gjorde, som han sagde (kom ind på hans værelse og lod overgrebene ske). Han havde ikke undertøj på, og hun var tvunget til at sidde ovenpå ham. Da Nelly var 15, straffede Jarrett Webb hende ved, at beordre hende til at klæde sig af og ligge på sengen, og så slog han hende med en gummirem. Dernæst "pressede han sig ind imellem hendes ben" og "begyndte at 'humpe hende', hvorefter han igen slog hende med remmen, og desuden suttede på hendes bryster. Nelly udtalte, at hun begyndte at græde, og at Jarrett Webb derefter gik.
Dette interview fandt sted i januar 1986. I februar 1986 fjernede DSS børnene Kendra og Michael Webb fra Webb-fanilien, bl.a. på grund af gentagne påstande om fysiske overgreb fortalt af seks børn under separate samtaler, påstande om voldelige overgreb, nægtelse af måltider i hjemmet og seksuelt misbrug af Nelly (hvilket blev støttet af en polygraftest på Nelly 30. januar 1986).
"DSS-memoer viser, at Webbs aggressivt forsøgte at opsige deres status som adoptivforældre til Nelly og Kimberly, med start umiddelbart efter Nellys flugt i november 1985", skriver DeCamp. Og han fortæller videre, at "I henhold til DSS-reglerne ville dette afkorte en undersøgelse af mishandlingen af pigerne." At omgøre en adoption var ikke en rutineprocedure. "I forhold til en afståelse [af adopterede børn], accepterer departementet ikke en sådan let," bemærkede en DSS-socialrådgiver i hendes log over Webb-sagen.
Forhandlinger på vegne af Webb-parret blev ført af advokat Gary Randall, hvis bror Casey Randall var en del af Larry Kings omgangskreds i Franklin Credit Union. Nelly og Kimberly omtalte Casey som "Larrys stuepige", skriver DeCamp, som også hævder dette:
"Gary Randall arrangerede adoptionsafståelsen for Nelly og Kimberly med hjælp fra den selvsamme embedsmand, som skulle have håndteret en strafferetlig forfølgelse af Webb-parret for børnemishandling, hvis der havde været en på det tidspunkt - Washington Amtsanklager Patrick Tripp."

I juni 1986 suspenderede staten Webb-parrets plejefamilielicens på baggrund af et mønster af groft misbrug af børnene i plejen. Anklageren Patrick Tripp kom også i denne situation Webb-parret til undsætning, da han besluttede ikke at indgive sigtelser for seksuelt misbrug eller andre anklager mod Jarrett og Barbara Webb.
I stedet for at undersøge hendes anmeldelser om Webb-parrets' involvering i pornografi og børneprostitution, kaldte Tripp Nelly Webb en løgner. Dette til trods for at Nelly havde taget løgnedetektor-tests gentagne gange. Tripps holdning blev registreret af Julie Walters, en ansat på Omahas store børnehjem Boys Town, hvor Nelly og Kimberly havde fortalt, at der var foregået misbrug af drenge. Walters opfordrede politiet til at interviewe Nelly og Kimberly, og Decamp citerer et uddrag af Walters' halvtreds sider lange rapport. Her startede Julie Walters med at referere til den statspolitiefterforsker, Jane Tooley, som vi tidligere hørte havde interviewet Nelly:
"Da de blev præsenteret for Jane Tooleys undersøgelse, sagde Washington Countys anklager, Pat Tripp, at han ikke troede på Nelly og ville have hende til at tage en polygraftest. På hans anmodning tog Nelly fire polygrafprøver, som blev administreret af en politimand på statspatruljekontoret i Omaha. Politimanden fortalte, efter at Nellys test var afsluttet, Kathleen Sorenson at han forsøgte at "bryde Nelly ned", men at han var overbevist om, at hun fortalte sandheden. Han fortalte også Nelly, at hun "bestod" testen, og at han troede på hende. Selvom polygrafprøverne viste, at Nelly ikke talte usandt, fastholdt Patrick Tripp, at han stadig ikke troede på, hvad Nelly sagde. Han sagde, at Nelly havde fantaseret de historier frem til det punkt, hvor hun selv troede, de var sande."

Dette var ifølge DeCamp, anklager Tripps linje: At børn i Nebraska som hævdede, at de var overgrebsofre, opfandt misbrug, og at deres klager derfor ikke behøvede at blive undersøgt seriøst. DeCamp tilføjer, at denne tilgang gjorde sig gældende fra den ene retshåndhævende myndighed efter den anden, gennem hele Franklin-sagen.
Patrick Tripp var, ifølge plejeforældre citeret i en rapport fra det undersøgende Franklin-udvalg, en "god ven" af skoleinspektør Edward Finch og gymnasierektor Kent Miller på den lokale skole Fort Calhoun. Disse to personer var ifølge bogen samtidig associeret med Larry Kings børnesex-ring.

John DeCamp fortsætter i sin bogen med at fremlægge citater fra socialarbejderen Julie Walters lange rapport. Han fortæller at når Webb-parret var væk fra hjemmet, fandt børnene pornografiske videobånd, heriblandt et bånd som viste teenagere involveret i seksuel aktivitet. Nelly og Kimberly vidste - fra at have overhørt samtaler - at Larry King leverede disse videobånd til Webb-parret. Børnene fandt desuden pornografiske magasiner i kælderen samt diverse stakke af fotokonvolutter og nøgenbilleder - og i Barbara Webbs skab en æske med flere bøger som blev kaldt "romantiske romaner", hvilket i praksis betød "mødre, der har sex med deres sønner".

Julie Walters rapport fortæller også, ifølge John DeCamp, at Larry King deltog i møder og fester på Omaha Girls' Club cirka hver anden uge. Omaha Girls Club var "et privat nonprofit-selskab, der tilbyder programmer designet til at hjælpe unge piger mellem otte og atten år for at maksimere deres livsmuligheder" - bl.a. med at undgå uønsket graviditet. Klubben betjente i 1987 1.500 medlemmer, hvoraf 90 procent var afroamerikanere.
På sine jævnlige festture fik Larry King nogle gange Joey Webb eller Nelly med, ved at ringe til Webb-parret og bede dem om at have et af børnene klar, når han kom. Nelly sagde, at de ikke havde noget valg i forhold til at deltage. Hun fortalte, at hun kun deltog én gang som 14 årig, men at Joey deltog jævnligt fra han gik i syvende klasse (ca. 12-13 år), indtil han forlod Webb-hjemmet som 16 årig. Da Nelly deltog, "gik hun og Larry King alene ind i hans limousine". Andre gange deltog Larry Kings kone og Jarrett og Barbara Webb også.
Nelly fortalte, at hun deltog i et sådan festmøde, hvor der var omkring ti til femten ældre mænd til stede og omkring femogtyve unge teenagepiger. Pigerne skrev alle deres navne i en brun notesbog, Larry King havde. Dette afsnit slutter således:
"Nelly har virket meget bange og græd, da hun blev spurgt om [ulæselig tekst] ...."

Nelly og Kimberly sagde, at de talte med drenge ved disse fester, som sagde, at de var fra Boys' Town, som er en hjælpeorganisation med fokus på hjælp til udsatte børn. Ifølge DeCamp fortæller socialarbejderen Julie Walters rapport, at Kimberly hævdede, at fire drenge fra Boys Town alle havde deltaget ved flere af Larrys fester i somrerne '84 og '85. Kimberly genkendte angiveligt drengene fra billeder i Boys' Town-årbøger. Nelly var bange for at nævne nogle navne, men havde tidligere nævnt en "Brent" (hvis billede hun ikke fandt i hjælpeorganisationens årbøger), som fortalte hende, at han havde forladt Boys' Town i '84. Brent blev "fløjet til en anden by et eller andet sted" i Larrys privatfly for at "arbejde for en anden" efter ham og Larry havde en uenighed. ...
Ved festerne var der normalt omkring tredive voksne til stede, flere hvide end sorte gæster, fordi ifølge Larry King, "bliver sorte uvidende, når de drikker og strammere med deres penge og hvide bruger flere penge når de er fulde." Også til stede var nogle prostituerede foruden Nelly og Kimberly - i alt omkring tyve børn. Hvis en mand var interesseret i en rakte han en foldet 50- eller 100-dollarseddel frem og hviskede vedkommende noget i øret. Så gik de ovenpå eller til et andet område af huset. Nelly og Kimberly sagde, at de prostituerede fortalte dem, at de gav halvdelen af pengene de fik til Larry King. Larry gav også nogle af drengene til disse fester nye biler. Den seksuelle aktivitet var ikke altid bag lukkede døre eller begrænset til værelser ovenpå, og nogle gange involverede det mere end to mennesker. Par involveret i seksuel aktivitet var både af samme køn og det modsatte køn. Pengene Joey tjente på sit "arbejde for Larry", tog Webb-parret angiveligt fra ham.
Pigerne talte om Larry Kings magt i forhold til at kommandere mindreårige til, at gøre hvad han sagde. Larry hævdede ifølge Julie Walters rapport at donere penge til Boys' Town og at sidde i bestyrelsen i Girls Club. Nelly hævdede, at King havde fået drenge fra Boys' Town og andre drenge til sit hjem ved at bede dem om at lave havearbejde. Hvis Larry bad en ung mand om at gøre noget, og drengen nægtede, kunne Larry finde på at slå ham. Nelly sagde Larry "har et hidsigt temperament". "Larry fortæller også de unge mænd, de kan komme til skade", står der desuden afslutningsvist i dette afsnit. Lidt senere i bogen står der, at efter at Webb-pigerne fortalte om Larry King, stillede Julie Walters nogle diskrete spørgsmål om King til flere Boys Town-ansatte, og nogle mennesker i det nordlige Omaha. Walters opsummerede, hvad hun fik at vide:
"Hvis du rager dig uklar med ham, vil du få dine ben brækket."
"Udadtil fremtræder han som en retskaffen borger, men under overfladen er han meget beskidt."
"Omaha har en meget stor underverden, og han er en meget magtfuld mand på landsplan. Måske har han ikke personligt alle forbindelser, men han kender de mennesker, der har. ... [King] var tidligere meget aktiv i Big Brothers og havde mere end en passende interesse for de unge mænd."

Big Brothers er endnu en hjælpeorganisation for udsatte børn (egentlig kaldet "Big Brothers Big Sisters of the Midlands").

Socialarbejderen Julie Walters' rapport indeholder den mest eksplosive erklæring givet af Webb-pigerne, som ændrede størrelsesordenen på den skandale de kom til at befinde sig i. "Det, de fortalte, var så forfærdeligt, at det skreg efter øjeblikkelig undersøgelse", skriver John DeCamp i sin bog.
Men han fortsætter:
"Via forsøg fra politipersonale - og senere nyhedsmedier - på at forklejne børnenes vidnesbyrd skulle netop denne del af Nellys beretning dog komme til at tjene det modsatte formål:
Hvordan kan man tro, på noget af det hun siger - var replikken - hvis hun siger dette?"

Passagen i Julie Walters' håndskrevne rapport lyder - ifølge DeCamp - således:
Nelly ledsagede også Hr. og Fru King og [deres søn] Prince på rejser til Chicago, N.Y. og Washington, D.C., som begyndte da hun var 15 år gammel. Hun gik glip af toogtyve skoledage næsten helt på grund af disse ture. Nelly blev taget med under påskud af at være Princes babysitter. Sidste år mødte hun V.P. (vicepræsident red.) George Bush, og så ham igen ved en af de fester Larry holdt, mens han var på tur til Washington, D.C.
Ved nogle af festerne er der kun mænd (som det var tilfældet ved den fest, George Bush deltog i) - ældre mænd og yngre mænd i begyndelsen af tyverne. Nelly sagde, hun så sodomi blive begået ved disse fester. Ved andre fester i forbindelse med Larrys ture havde Larry lokale prostituerede (i 20'erne og 30'erne) tilstede for at underholde sine mandlige gæster .... Ved disse fester sagde Nelly, at hver gæst havde en livvagt, og hun så, at nogle af mændene bar våben. Alle gæster skulle vise et kort, som blev kørt gennem en maskine for at verificere, at gæsten faktisk var den, de sagde, de var. Og derefter blev hver gæst kropsvisiteret, før vedkommende gik ind til festen.

"Det var ikke sidste gang, at navnet George Bush skulle dukke op i Franklin-sagen", slutter DeCamp afsnittet med at konstatere.

Derefter fortæller DeCamp, at selvom Walters' rapport blev overgivet til politiet i marts 1986 og at DSS-loggene også var tilgængelige, "undlod retshåndhævende embedsmænd at forfølge de mange spor og indicier der blev leveret af Webb-børnene i disse øjenvidneberetninger". Dette kunne ellers, ifølge DeCamp, have gjort det muligt for dem at rydde op i børneprostitution, børnepornografi og interstatslig transport af børneprostituerede i USA.
DeCamp afslutter dette blot andet kapitel i bogen således:
"Mens de gik i stå, blev sporet koldt. Amtsanklager Patrick Tripp kaldte Nelly Patterson Webb for en løgner, efter hun bestod fire løgnedetektor-tests. Ingen blev tiltalt. Jarrett og Barbara Webb gik fri. Og Larry King blev igen inviteret til at synge Star Spangled Banner ved den republikanske nationale konvent i 1988, som han havde gjort i 1984."

Seksuelt misbrug af børn og bestialske rituelle mord?
I det næste kapitel fortæller John DeCamp om nogle yderst foruroligende og ekstreme begivenheder, der ifølge påstandene fandt sted i Larry Kings kriminelle netværk. DeCamp hævder, at han tager udgangspunkt i politirapporter, bl.a. nogle skrevet af en politiofficer ved navn Irl Carmean, og dette kapitel er opbygget primært omkring citater fra disse rapporter - ligesom det tidligere kapitel var opbygget omkring socialarbejderen Julie Walters' rapport.

Katiplet starter med at fortælle om Margo Georgiu og hendes 17-årige datter Brenda Parker, som indgav en anmeldelse til politiet om en Omaha-fotograf, Rusty Nelson, som Omaha Politi arkiverede under "mulig børnepornografi." Margo Georgiu og hendes datter havde været i fotografens studie hvor datteren blev fotograferet. Her hævdede moren at have set flere nøgenbilleder af piger, som ud fra hendes vurdering var fra 20 til tolv år. Moren blev mistænksom, og ringede rundt til forskellige modelbureauer og skoler i Omaha, som Nelson havde påstået, at han leverede billeder til. Ingen havde hørt om ham, med undtagelse af en mand på et bureau, som kaldte Nelson en pervers person ("a pervert") og advarede Margo Georgiu om at holde sin datter væk fra ham. Derefter ringede hun til politiet.
Ifølge politirapporterne fandt betjenten forbindelser mellem denne fotograf og Larry King: Rusty Nelson boede i en lejlighed, der var lejet af King, og han arbejdede på homo-baren Max, som senere også viste sig at have forbindelse til King.
Men Larry King lejede også en penthouselejlighed i dette lejlighedskompleks - kaldet Twin Towers (Tvillingetårnene). En rapport indeholder oplysninger fra en betjents interview af manageren af denne ejendom:
Manageren vurderede at King havde "lagt 50.000 dollars i lejligheden i ting som dekoration, gardiner og møbler". Manageren oplyste desuden, at King havde købt en sofa der ikke kunne komme ind i elevatoren, så der blev lejet en kran til 1.200 dollars for at få sofaen løftet ind i lejligheden udefra. Han oplyste endvidere, at lejligheden var meget elegant indrettet; og beløbet på de 50.000 kunne ikke omfatte (det han beskrev som) originale malerier sammen med, hvad man antog at være, en massiv sølvstol. Han sagde også, at han vidste, at King ejede mindst fem forskellige køretøjer: Tre af køretøjerne var Mercedes-Benzer, den ene var en Cadillac Alante, og den anden en slags sportsvogn. Han erklærede desuden, at han mente, at Larry King ejede ejendomme i Washington, D.C.
Han fortsatte med at oplyse, at King havde for vane at kaste om sig med navne, og at det menes, at han er meget indflydelsesrig i det republikanske parti.
Manageren tilkendegav, at han ikke forstår, hvordan King har så mange penge, som han bruger. King boede ikke i Penthouse-lejligheden, men brugte den kun til fester og overnatninger af og til.
Manageren oplyste, at han havde talt med en ejendomsmægler som oplyste, at King tilsyneladende forsøgte at købe en bolig for cirka fem år siden og på det tidspunkt havde problemer med at komme op med en udbetaling for huset. Det syntes mærkeligt for manageren, at King på fem år var kommet til så mange penge, som han nu brugte.

En anden af Carmeans politirapporter fortæller om den femten-årige Loretta Smith, som på det tidspunkt hvor Carmean talte med hende, var blevet indlagt på Richard Young Hospital, som er et børnehospital i Omaha, med fokus på behandling af psykiatriske lidelser. Loretta Smith havde, ifølge DeCamps udlægning af politimanden Carmeans rapport, fortalt en terapeut om "hændelser, hvor hun er blevet fotograferet nøgen eller delvist nøgen såvel som tilfælde af djævletilbedelse."
Med baggrund i citater fra politirapporten fortæller DeCamp derefter pigens historie. De Loretta Smith var ni år gammel gik hun til en fest med nogle venner, der var meget ældre end hende selv - og der mødte hun en mand som lokkede hende til at komme til hans fotostudie og tage nogle billeder. I første omgang tog manden billeder af hende fuldt påklædt, men til sidst gik hun med til at få taget et nøgenbillede.
Her kommer Loretta Smith ind på de to piger som blev omtalt i det tidligere kapitel: Nelly og Kimberly Webb. Loretta Smith fortæller ifølge den fremlagte politirapport at hun har været veninde med disse to piger, og ved flere tidligere lejligheder været sammen med dem i North Omaha Girls Club. Der opdagede hun, at de også "modellerede", og Smith udtalte, at pigerne blev transporteret til et fotostudie, hvor der blev taget billeder af dem - nøgenbilleder eller hvor de var delvist påklædt. Smith fortalte også, at hun ikke havde talt med Nelly og Kimberly i cirka tre år og heller ikke vidste, hvor nogle af de to piger var nu.
Hun hævdede desuden at flere ledere fra North Omaha Girls Club var engageret i fotograferingen af nøgne børn. Hun hævdede også, at en række fremtrædende personer også var involveret, bl.a. læger og advokater. Men hun sagde, at de brugte kodenavne indbyrdes, så hun kunne ikke umiddelbart give konkrete navne.
Loretta fortalte betjent Carmean, at hun "begyndte at deltage i det hun kaldte djævledyrkelse med andre børn og voksne, da hun var cirka 11 år gammel. De deltagende blev angiveligt givet noget at drikke, som hun sagde, smagte som æblejuice, men som hun troede indeholdt en form for stof. Loretta Smith indikerede, at Nelly og Kimberly Webb tidligere havde rapporteret disse aktiviteter til politiet, men at intet var blevet gjort. Hun oplyste, at Webb-pigerne havde fortalt inspektøren på Fort Calhoun skolen, som hun identificerede sig som en Hr. Finch. Men pigerne tænkte, at han også måtte have været involveret, at da intet var sket derefter.
I en senere rapport dateret til den 30. juni 1988, nævner Loretta Smith andre konkrete navne, selvom hun i den tidligere rapport forsøgte at undgå dette. I denne rapport nævner hun navnet Larry King som deltager og støtte af de tidligere omtalte aktiviteter - børnepornografi og djævledyrkelse. Forespurgt om, hvordan hun vidste dette, sagde hun at hun er en ven af datteren af en mand ved navn Gary West. I denne del af den gengivne rapport står der, at denne mand "efter sigende" var manager for homo-baren Max's. Loretta Smith oplyste, at hun har været hos West-familien flere gange, og at Gary West var homoseksuel, og desuden alkoholiker. Hun sagde, at når han bliver beruset taler han om sine aktiviteter med Larry King, og indikerede, at han tager og sælger stoffer - og at han skylder Larry King mange penge for disse. Om Larry King sagde hun, at hun ved han støtter djævledyrkelsesaktiviteter. Hun fortalte desuden, at King ejede et hus, hvor han afholder forskellige "stof- og sexfester". Loretta fortalte, at hun havde været på adressen ved en lejlighed, hvor hun så tre eller fire teenagemænd involveret i oralsex. Umiddelbart ville hun ikke oplyse adressen på King hus, men få dage senere ringede hun, ifølge de gengivne dele af rapporterne, til betjenten og oplyste ham om denne. Betjent Carmean skulle angiveligt have kørt forbi stedet og ringet til husets telefonnummer - og derved fået bekræftet at det var ejet af Larry King.

I løbet af 1988 kom Loretta Smith til at stole gradvist mere på læger, sygeplejersker og andet personale på Richard Young Hospital. Hun afslørede flere detaljer om, hvad hun og de andre børn havde været udsat for. Her citerer DeCamp en rapport fra den lovgivende forsamlings Franklin-komité (the Legislature's Franklin committee (by Jerry Lowe, 1989)).
Af denne rapport fremgår det, at Loretta var blevet gradvist involveret i de uhyggelige aktiviteter som hun nu beskrev. Hun angav, at da hun var 9 år gammel var hun i Girl's Club i Omaha og at en fyr ved navn Ray tog hende og fire eller fem andre piger i denne klub på udflugt. Han tog dem til en bygning, der ifølge Loretta så forladt ud. Loretta fortalte, at Ray sørgede for en joint og at alle blev høje. Hun indikerede, at dette fortsatte i omkring tre eller fire uger, og derefter tog Ray dem til en fest. Loretta angav, at der var omkring ti mænd til festen - alle i midten af trediverne, og at de startede med at sidde og tale med pigerne om deres problemer. Loretta indikerede, at alle mennesker blev høje, og at mændene fik dem til at have sex med flere og at pigerne ikke havde noget valg om, hvem de gjorde det med.
Loretta holdt sig væk fra Girls Club efter dette et par dage, men så for at komme ud af huset begyndte hun at gå til festerne igen. De varede i yderligere seks måneder.
En gang truede hun med at fortælle sin mor, at mændene havde sex med hende, og at de vidste, hun kun var ni, men mændene indikerede, at de ville dræbe alle, der fortalte, om det de gjorde.
Mændene begyndte at tage pigerne med til det, de beskrev som "power meetings" ("magtmøder"). Loretta fortalte, at hun var ti år gammel. Hun sagde, at der var "stearinlys og andre mærkelige ting" til disse møder. Ifølge Loretta, fortalte en af de tilstedeværende personer pigerne, at værelset ville komme til at dreje rundt et stykke tid, og det gjorde det - og hun indså senere, at det var på grund af stoffer, som mændene havde givet dem.

Loretta fortalte, at hun cirka otte måneder senere blev sat på sin første prøve af mændene. Hende og de andre piger blev taget til en bygning i Omaha, hvor hun blev låst inde på et værelse sammen med en lille pige, som hun beskrev som et kaukasisk spædbarn. Omkring midnat, sagde Loretta, kom mændene ind på værelset, tog den lille pige fra hende og fortalte hende at man kan opnå magt ved at dræbe noget, man virkelig elsker. Loretta beskrev, at de derefter skar den lille piges hovede af, satte det op på væggen og fik hende til at sidde foran det. Loretta fortalte senere, at hun måtte tage hovedet ned af væggen og at mændene holdt hende, mens de skar øjnene ud af den lille piges hoved. De forlod derefter Loretta og den døde pige på værelset og låste døren. Hun blev efterladt i det aflåste værelse med den lille pige i fireogtyve timer, og i løbet af denne tid kunne hun høre en anden af pigerne skrige. Hun kunne høre mændene piske og slå pigen.
Kort efter kom mændene ind på værelset og fortalte Loretta, at hun havde bestået testen, og derefter kørte de hende til et par gader fra hendes hus og lod hende slippe ud.

Loretta fortalte at næste gang, hun så mændene, var ved en fest hos en ven, hvor mændene dukkede op. Loretta identificerede to af mændene som Larry King og en Hr. Finch, som Loretta sagde var skoleinspektør. Derudover identificerede hun andre som Ace, King Horse, Jerry Lucifer og Mike.
Efter en sådan fest, fortalte Loretta, at en anden pige havde ringet til Omaha Politistation (OPD - Omaha Pilice Department) og rapporteret, at hun var blevet voldtaget. Andre piger dækkede over voldtægten for mændene. Loretta fortalte, at hun igen truede med at fortælle om aktiviteterne, og mændene sagde, at de ville dræbe hende eller hendes mor.
Ved et andet møde fortalte Loretta, at der igen blev praktiseret djævletilbedelse, og at endnu en lille dreng blev ofret. Loretta og de andre piger var i det andet rum, og hun kunne høre den lille dreng skrige. Hun indikerede derefter, at barnet blev stegt og spist af pigerne. Loretta indikerede hun nægtede at deltage i dette, og at mændene slog hende herfor i to dage.
Ved andre møder indikerede Loretta, at mændene fortalte hende og de andre piger, som de skal ofre for at få magt og hun beskrev tre hændelser, hvor yderligere ofringer fandt sted. Den første var en et-årig hvid pige, som fik hovedet skåret af med en sav. I det andet tilfælde blev en fire-årig hvid dreng hængt op på væggen og pile kastet efter ham. Den tredje episode, hun fortalte om, var en indianerpige, tre eller fire år gammel, som fik flere dele af sin krop skåret af, hvorefter kropsdelene blev mast og hældt ud over pigerne. Pigerne blev også tvunget til at drikke resterne af barnet.
Loretta angav at den tredje, fjerde og femte ofring fandt sted i løbet af foråret 1985 da hun var elleve år, og at de fester, der fandt sted ved disse ofringer, var Hr. Finch, King Horses og den store fyr, hun havde omtalt tidligere tilstede. Mellem ofringerne indikerede hun, at pigerne blev testet for at se, om de ville tie stille og hvor meget kontrol mændene havde over dem. Loretta indikerede, at mændene forsøgte at skræmme pigerne, ved at lade dem se på, mens dyr blev lemlæstet. Mændene truede dem også ved at sige at i stedet for at dræbe dem, ville de bare skære kropsdele af dem og torturere pigerne, og få dem til at lide. Forespurgt om detaljer i forhold til det første spædbarnsoffer, indikerede Loretta, at hun først ikke græd, og efter dette skar mændene øjnene ud af pigens hoved. Derefter flippede Loretta ud, skreg og slog på væggene. Hun sagde at sektmedlemmerne bar tøj med omvendte kors, og at lederen altid bar en lang sort kappe med guldringe formet som et skelethoved.
Uddraget af rapporten slutter med at konstatere at Loretta Smith kom på Immanuel Hospital for første gang i november 1985 og var også på hospitalet i januar 1986 og marts 1986. Immanuel Hospital er et lokalt full-service hospital i Omaha. Til sidst står der, at Lorettas mor derefter fik Loretta ind i retssystemet, "så hun i sidste ende kunne få hende ind på Uta Halee", som er en skole og et opholdssted for udsatte piger.

John DeCamp aflutter kapitlet med at konstatere at for eksperten og direktøren for Foster Care Review Board (FCRB - kontrolinstans for vurdering af plejefamilier), Carol Stitt, fremstod Loretta Smiths vidneudsagn meget troværdigt. Carol Stitt forklarede over for statens lovgivende forsamlings bestyrelse, den 19. december 1988:
"[En] af de ting, man skal huske på, hvor forfærdeligt det end er, når man læser det igennem, er at denne her pige er meget konkret omkring, hvem der var til stede ved disse drab, hvad der skete, datoer, hun gav en masse specifik information - og i arbejdet med børn er en af de måder, man ved, at dette er ikke en global fantasi, hvis de giver dig mange detaljer."

Derefter skriver DeCamp denne sidste personlige betragtning:
Oplysningerne givet til hospitalspersonalet og til Omaha politi af Loretta Smith overlappede og bekræftede, hvad der allerede var i hænderne på myndigheder fra børnene fra Webb husstand, og fra Margo Georgiu og hendes datter. Fra tre separate sager, der involverede pornografi, børnemishandling og rituelle mord, endte børns vidnesbyrd og andre beviser hos Larry King.

Politiets påståede mørklægning
Kapitel fire i DeCamps bog handler om hvordan politiet angiveligt mørklagde børnepornografien, de seksuelle misbrug af børn og de rituelle mord i Franklin skandlaen. Omdrejningspunktet i denne mørklægning var ifølge DeCamp politichefen for Omaha politi, Robert Wadman. Til at underbygge denne beskyldning bruger DeCamp bl.a. et vidneudsagn fra en leder i Nebraskas Foster Care Review Board (FCRB), Dennis Carlson, til den lovgivende forsamlings bestyrelse, om de forholdsregler, som betjente fortalte ham, at de tog for at holde politichefen ude af deres efterforskning af Larry King. Konkret fortalte Dennis Carlson ifølge citaterne fra denne vidneafhøring, at betjent Carmean, havde fortalt Carlson, at politiet udførte "hvad han kaldte en superfølsom undersøgelse af Larry King" og han fortalte videre, at "denne undersøgelse var så supersensitiv, at de ikke engang brugte steno-poolen i Omaha politiafdeling. De skrev deres politirapporter i hånden". Dialogen fandt sted da Carlson spurgte Carmean, om han var interesseret i information om Larry King. Hertil svarede Carmean ja, men forklarede altså at undersøgelsen fandt sted under disse omstændigheder.
Ifølge dette uddrag af vidneudsagnet fortalte betjent Carmean desuden, at politichef Wadman var kommet til deres enhed og havde spurgt direkte, om de efterforskede Larry King. Efterforsker Carmean fortalte Carlson, at de løj for chefen og svarede, at de ikke efterforskede Larry King. DeCamp konstaterer videre:
"Efterforskningen af Loretta Smiths anklager kom ikke langt, i Wadmans afdeling. Det gjorde karrieren for betjent Carmean heller ikke."

Selvom Loretta Smith gradvist fik mere tillid til sine omgivelser på hospitalet og fortalte mere om sine rædselsvækkende oplevelser kom betjent Carmean aldrig tilbage og interviewede hende igen. Dette til trods for at pigens psykiater Dr. Kay Shilling havde talt med politiet efter at Loretta havde afsløret flere uhyrlige detaljer, og psykiateren havde fået lovning på at betjent Carmean ville komme derud for at interviewe Loretta igen. Ifølge FCRB-direktøren Carol Stitt kontaktede yderligere tre medarbejdere i personalet omkring Loretta Smith politiet i Omaha og bad dem komme og snakke med Loretta. Alligevel skete der intet.
Også FCRB-lederen Dennis Carlson fortalte at han kontaktede betjent Carmean for at fortælle ham at Loretta påstod at hun havde været vidne til mord. Han uddybede med at forklare betjenten, at pigen åbnede op, at hun nu videregav yderligere information.
"Vil du venligst tage ud og interviewe pigen igen?", hævdede Carlson at have bedt betjenten om. Betjenten havde ifølge Carlson bekræftet at han ville tage derud, men dette skete som nævnt aldrig. Efter at betjent Carmean og en anden efterforsker havde forladt Carlsons kontor, havde han en fornemmelse af, at de virkede oprigtige - og at de reelt ville undersøge påstandene. Men "senere var det som om, der var sluppet luft ud af en ballon" - "de havde lige pludselig ingen interesse i overhovedet at gen-interviewe en pige, der sagde, at hun havde været vidne til drab".

Kort efter hans interview med Loretta, blev betjent Carmean helt fjernet fra efterforskningen til et afsnit kaldet "Forskning og planlægning". Ved tidligere nævnte høring i den Lovgivende forsamling fortalte senator Ernie Chambers om en telefonsamtale med betjent Carmean. Senatoren havde ringet til OPD for at tale med Carmean, men senatoren fik beskeden at denne betjent var blevet forflyttet til den anden afdeling. Da senatoren endelig kom igennem til betjent Carmean, nævnte han den entusiasme betjenten tidligere havde haft i sagen, og sagde at senatoren - udfra hvad han havde set af troværdige oplysninger - følte, at betjent Carmean var blevet forflyttet, "fordi han kom for tæt på noget, hans overordnede ikke ønskede, han skulle fortsætte med".

"Så der blev stille, og så grinede han lidt, han sagde, nej, øh, jeg ønskede denne forflytning.
Jeg har kendt Carmean i årevis, og han er ikke den type betjent, der ønsker at blive sat ind på et kontor, hvor han er den eneste, der faktisk kunne have været med til oprettelsen af politiafdelingen. Havde ikke engang en sekretær."

Betjent Carmean selv vidnede for det lovgivende Franklin udvalg i juni 1989, at selv om han var blevet fjernet fra sagen, mente han, at Lorettas påstande var "troværdige" og fortjente opfølgning.
Mindre end to uger senere, den 5. juli 1989, forsøgte politichef Wadman, at få Carmean erklæret skør. I kommunikationen med Omahas direktør for offentlig sikkerhed, Pitmon Foxall (som var fætter til Larry King), meddelte Wadman, at betjent Carmean havde brug for en mental sundhedsevaluering. Denne anmodning baserede Wadman "på handlingerne demonstreret af officer Carmean, som dukkede op under Larry King-undersøgelsen". Videre skrev Wadman til Larry Kings fætter, at denne efterforskning "aldrig kom i nærheden af at støtte påstandene tilstrækkeligt til, at en sigtelse kunne overvejes mod Larry King".

"En anden Omaha politimand, som blev rapporteret at have haft en sagsmappe på Larry King, betjent Bill Skoleski, døde af hjertestop," skriver DeCamp videre.

På Omaha radiostationen KKAR, udtrykte politichef Wadman bekymring over påstandene om seksuelt misbrug af børn og talte om, at nogle af byens borgere havde en "nyfigen interesse for børnemishandling, seksuelt misbrug af børn, og den slags ting. Han tilføjede: "Jeg tror, at mediernes opmærksomhed omkring disse ting er upassende."
Med hensyn til Loretta Smith sagde Wadman: "Det primære vidne... kom med udtalelser, der var meget bizarre og ikke havde grundlag i virkeligheden."
Wadman afsluttede sit KKAR-interview med at sige, at OPD og andre efterforskningsagenturer havde foretaget en grundig undersøgelse, men at beskyldningerne førte til "en blindgyde".

Politichef Wadman hævdede desuden - under ed - at han knap kendte Larry King, og at han "havde meget få sociale kontakter med Larry King." Men DeCamp fremlægger et TV-interview med King og Wadman, hvor de to mænd bliver interviewet om en hændelse, hvor Wadman - på Kings anmodning - greb ind ved at beordre frigivelse af en kuffert, der var beslaglagt ved en narko-razzia.
I interviewet, som DeCamp igen fremlægger med direkte citater, bekæfter Larry King på journalistens forespørgsel, at han havde et så nært venskab med politichefen, at han kunne ringe til ham og få en kuffert frigivet, der var blevet beslaglagt i en narko-efterforskning. "Jeg følte, at jeg kunne ringe til hvem som helst i denne by", siger King derefter.
På et spørgsmål fra journalisten om hvad der mon var i kufferten, svarede King ifølge dialogen i DeCamps bog:
"Ømm, det er virkelig ingenting. Det var en slægtning til mig, og han boede på et hotel, og jeg gætter på, at de havde en narko-razzia eller noget..."

Derefter klippede TV-stationen til et interview med politichef Wadman hvor de spørger ham om han kunne huske om Larry King nogensinde havde ringet til ham for at få frigivet en kuffert fra politiets varetægt. Til spørgsmålet svarer Wadman "Ja ... jeg kan ikke huske om det var det sidste år eller året før ringede han angående en situation og oplysningerne blev videregivet til den enhed, der er ansvarlig for forspørgelsen."
Så spørger journalisten om det ikke kompromitterede efterforskningen. Hertil svarer Wadman "Absolut ikke." Og han tilføjde at han var meget skuffet over at det blev ved med at blive taget op. Han sagde, at det var en situation som rutinemæssigt blev håndteret og at han bogstaveligt talt modtog hundredvis af den slags anmodninger, og at denne blev håndteret på nøjagtigt samme måde som resten.
Så klippes, ifølge DeCamp, tilbage til interviewet med Larry King, hvor journalisten spørger til Omaha Politis efterforskning omkring "påstået pornografisk...." - og journalisten afslutter med "Og du blev renset?"
Hertil svarer King at han ikke engang vidste, at de havde den efterforskning, og at "folk finder på disse ting. "Folk finder på hvad som helst, du kan høre alt om enhver. Hvis du vælger at tro det vil du, hvis du vælger ikke at gøre det, gør du ikke. Jeg vælger at lade være med at lytte til skrald og sladder," sagde King.

Kapitlet afsluttes med den lovgivende Franklin-komités optegnelse over Wadmans eget vidnesbyrd fra den 13. oktober, 1989. Her bliver Wadman stillet et spørgsmål, om Larry King har været involveret i narko, og om der har været nogen form for efterforskning af ham i OPD. Til dette svarer Wadman blot "nej". Derefter bliver han stillet "det samme brede spørgsmål om hr. King og forholdet til børnepornografi eller pornografi af enhver art".
Hertil fortæller politichef Wadman udelukkende om den tidligere refererede anmeldelse af fotografen Ray Nelson. Wadman svarede, at de undersøgte dette og fandt ud af, at fotografen var "lovligt involveret i fotografibranchen" og "lovligt involveret i udførelsen af fotografierne" samt at han lavede billedmateriale som blev udgivet og "havde et fotostudie og så videre". Den eneste involvering var, at ifølge Wadman at fotografen havde fremlejet sit studie eller lejlighed af Larry King, og han sluttede med at sige at "det var omfanget af vores undersøgelse af pornografi-relaterede aktiviteter, der involverer Mr. King på nogen direkte måde".
Herefter remser DeCamp de oplysninger, der foreløbigt er blevet fremlagt i bogen - i konstrast til Wadmans vidneudsagn:
Manden som politichef Wadman havde omtalt var fotografen, Rusty Nelson, som af en person, der kendte ham blev beskrevet som "en pervers person", og som havde løjet om sin professionelle erfaring overfor kvinden der anmeldte ham. Billederne i hans studie var "frontal nøgenhed" af unge piger, som hun havde vurderet til at være helt ned til 12 år. Nelson havde i øvrigt beskrevet, hvad der senere viste sig for efterforskerne at være Larry King - ikke som sin udlejer - men som sin "chef".
Efterforskningsbetjentene havde udarbejdet og arkiveret beretninger fra flere personer om de overdådige udgifter King havde spenderet på Nelsons og andre lejligheder, om hvordan han var ankommet og forsvundet dyre i Mercedes Benz biler og andre beviser på et uforklarligt spring i Larry Kings indkomst - samt om almindelig viden i byen om, at King var involveret i narkohandel og desuden var en homoseksuel, der kunne "lide unge drenge".
Men Wadman, der havde henvendt sig til sine betjente med stor nysgerrighed om enhver undersøgelse af Larry King, som de kunne tænkes at forfølge, svor under ed, at han intet vidste om noget af alt det.

Hvor omfattende er denne mørklægning?
I kapitel fem i John DeCamps bog hører man om, hvordan Nebraskas Foster Care Review Board (FCRB) forsøger at få sat gang i en efterforskning ved Nebraskas statsadvokat, men at dette offentlige kontor kun lader som om de foretager en undersøgelse men intet gør reelt.
FCRB sendte et brev med en opsummering af sagen samt alle sine arkiverede dokumenter om den til statsadvokaten. Statadvokat Robert Spire som modtog dokumenterne forsikrede FCRB om, at han ville gøre alt, hvad der stod i hans magt for at hjælpe, og han tildelte sagen til en af sine topassistenter, Bill Howland.
Men månederne gik, uden at der skete noget, så FCRB-direktøren Carol Stitt og lederen Dennis Carlson krævede et møde med Bill Howland, som blev holdt på hans kontor den 22. november, 1988. Stitt beskrev for den lovgivende forsamlings høringsudvalg, den 19. december 1988, og at hun efter mødet følte sig fuld af fortvivlelse. Hun uddybede:
"Da Dennis og jeg var til dette møde blev det klart for mig, at hvis Hr. Howland nogensinde havde læst de materialer, vi afleverede til ham i juli, var det længe siden. Han kendte ikke store spilleres navne i sagen .... Dennis stillede nogle ret hårde spørgsmål, og det blev klart for os begge at intet var sket. Sagsmappen var bare et rod. Jeg tog sagsmappen fra ham. Ordnede den. ...
Dennis og jeg forlod begge det møde, jeg mener, jeg kan tale for mig selv, og jeg følte mig fuld af fortvivlelse, og jeg følte som al den optimisme, vi havde haft, om at noget ville komme til at ske, ikke kun for at hjælpe de børn, der var blevet misbrugt, men for at forhindre, at dette sker for andre børn, og mange af de børn, som jeg ved, var i statens varetægt - det skete ikke. Der skete ikke noget .... Nu kan vi se, at vi bare blev holdt hen, 'Ja, vi tager derud,' og 'Ja, vi vil gøre det,' og 'Ja, vi er på toppen af det,' men i praksis havde ingen af embedsmændene igangsat deres undersøgelse."

Hendes bestyrelseskollega Burrell Williams tilføjede:
"Jeg tror, vi blev virkelig forbløffede og uforstående over, hvad der foregik, når man får al denne information foran dig og intet var blevet, [eller] bliver der gjort ved det."

Dennis Carlson var også forundret. Han sagde at han ikke havde indtryk at af hverken Omaha politi eller statsadvokaten havde gjort noget som helst i sagen. Han mente ellers det var ganske oplagt hvad der skulle gøres: Starte med at interviewe Loretta Smith, som påstod hun havde været vidne ikke til ét mord, men flere. Han tilføjede at han talte med Loretta Smiths sagsbehandler på Richard Young Hospital den 22. november og hun fortalte ham, at den sidste person, der interviewede Loretta Smith var betjent Carmean, og at det fandt sted 28. juni, 1988.

Den 30. november 1988 kontaktede Carol Stitt igen guvernøren,og aftalte et endnu mere presserende møde, pga. statsadvokatens fuldstændige passivitet. Guvernørens stab planlagde et møde til den følgende uge, men aflyste aftalen dagen efter aftalen blev lavet. Dennis Carlson skrev i sine daglige notater, 1. december, at guvernøren ifølge hendes kontor, var "ikke villig" til at mødes. På et møde den 22. november 1988 med statsadvokatens topassistent Bill Howland hævdede han igen, at han ville gøre alt, hvad han kunne. "En påstand som blev undermineret af guvernørens holdning," skriver DeCamp. Statsadvokatens kontor satte en efterforsker, Thomas Vlahoulis, på sagen på deltid, men, som den lovgivende forsamlings Franklin-udvalg senere skulle komme til at forstå, gjorde han stort set ingenting. Efter Vlahoulis' vidneudsagn til den lovgivende forsamlings høringsudvalg havde det rådsmedlem, som havde interviewet Vlahoulis følgende kommentar til ham:
"Nu, den konklusion, jeg drager efter at have gennemgået den information, er, at du faktisk ikke gjorde noget imellem juli og slutningen af november, undtagen at indsamle nogle uvedkommende stykker information om Hr. Kings forretningsinteresser og måske om ... hans kones statsborgerskabsstatus. Det er min konklusion fra læsningen af rapporterne."

Den 20. december 1988 blev statsadvokat Robert Spire, ifølge John DeCamps bog, citeret i Lincoln Journal for, at hans kontor havde "handlet hurtigt og professionelt" på alle de "følsomme oplysninger" modtaget om børnemishandling seks måneder tidligere. Men Nebraska State Patrol (Nebraskas Statspolitipatrulje), gennemførte sin allerførste undersøgelsesmøde i sagen den 19. december 1988 - den selvsamme dag, Spire pralede over for Lincoln Journal om sin ihærdighed!

Carol Stitt og folkene som passede Loretta Smith var nu bekymrede for hendes sikkerhed. Hun var allerede blevet truet, og de nye anklager, hun fremsatte, satte hende i endnu mere fare. Stitt henvendte sig til endnu et bureau, Douglas County (Omaha og omegn) Advokatkontor, og anmodede om en beskyttelsesordre for Loretta. Douglas Countys advokat indgav anmodningen, men i den stod, at Loretta var kommet med bizarre udtalelser, at hun havde været på gaden i to uger, og at hun var selvmordstruet! Ikke alene var disse påstande usande - de kunne betydre, at Loretta ville blive miskrediteret i fremtidige retsmøder.
Personen i Douglas County Attorney's Office, der indgav ordren, var en kvinde ved navn Liz Crnkovich. Senator Chambers kendte Crnkovich og udtalte i høringen, at Crnkovich tidligere havde fået oplysninger givet til hende af fagfolk om nogle af de ting, som de unge havde talt og fremsat påstande om - "og hun valgte at gøre ingenting".
Vlahoulis fortalte senere Franklin-udvalgets undersøgere om en anden gang Loretta kom på kant med Crnkovich. Ifølge Vlahoulis' samtaler med Crnkovich i januar 1989, var fader Val Peter fra Boys Town "blevet kontaktet af Loretta Smith og ... hun klagede til ham over, at FBI og Crnkovich havde skræmt hende i en grad, mens hun var på Richard Young Hospital, så hun ikke havde givet dem alle deoplysninger, som hun kendte."
På direktionsmødet den 19. december 1988, spurgte senator Loran Schmit Carol Stitt, hvilken effekt den grove fejlbehandling af hendes sag kunne have haft på Loretta Smith. Stitt svarede:
"Jeg vil gerne sige, at hvis staten fortsætter med at behandle sagen på den måde, de har håndteret den på indtil videre, så vil alt hvad denne gerningsmand har fortalt dem blive udført. At han har magten, der er intet de kan gøre, ingen vil hjælpe dem, og det er bestemt, hvad der er sket indtil videre."

Politisk og økonomisk korruption som bagtæppe for overgreb
I bogens sjette kapitel fremlægger John DeCamp et bagtæppe af korruption, som, han mener, knytter sig til den dengang siddende Nebraska-senator Robert Kerrey og hans økonomiske chefrådgiver, Bill Wright.

DeCamp hævder, at senator Kerrey og Bill Wright brugte Nekbraskas statsregeringsbeføjelser til at:
plyndre indskydere i statslige opsparingsordninger for et sted imellem 4 og 10 millioner dollars.
fratage indskyderne til Commonwealth opsparinger mindst 40 millioner dollars.
oprette et nyt statsagentur med det eneste tilsyneladende formål at give Kerrey og hans allierede millioner af dollars i lavrentelån.
snyde landmænd for 200 millioner dollars i subsidierede lån.
sælge junkobligationer til investorer, der troede, de fik statsobligationer af høj kvalitet.

John DeCamp henviser til flere kilder, som han mener indeholder et omfangsrigt bevismateriale herfor:
Nebraskas statssenats undersøgelse af sagerne (foretaget i 1986 - DeCamp var selv var formand for denne undersøgelse).
I 1988-brochurer udført af NGO'en Concerned Citizens for Responsible Government (Bekymrede borgere for ansvarlig regering).
I avisen Omaha Metro Update af 16.-22. juli 1990.
I et sæt af tre rapporter indsendt til Nebraskas lovgivende forsamling i 1990 af en gruppe af indskydere i den lukkede Commonwealth-bank.
I et erstatningskrav fra 1991 indgivet af DeCamp selv som advokat på vegne af Commonwealth-indskydere.

DeCamp skriver videre at Commonwealths fiasko, som han kalder "det største sammenbrud i en finansiel institution i Nebraskas historie", var en menneskelig tragedie af enorme dimensioner:
Mange af indskyderne var ældre mennesker, som havde deres livsopsparing i Commonwealth banken. Da den kollapsede, stod nogle af dem tilbage uden penge - endda til at købe mad. I 1991, otte år efter sammenbruddet, var en tredjedel af indskyderne døde. Mange af dem døde af hjertestop eller slagtilfælde inden for de første 90 dage efter at dørene i deres bank var blevet lukket. Syv familier med retarderede børn havde sat deres livsopsparing i banken, for at kunne tage sig af børnene efter forældrenes død; de penge var alle væk.

DeCamp citerer Nebraska-journalisten Nate Bomberg:
"Alle var med i det. Du kan ikke have en underverden uden en oververden .... Du kan ikke have svindelvirksomhederne, medmindre du ejer borgmesteren, politimesteren og amtsadvokaten."

"Fra at dække over økonomisk svindel var det et kort skridt til at dække over fremtrædende forretningsmænd, der var involveret i organiseret narkotikasmugling eller for politikere og forlag med en svaghed for små børn," skriver DeCamp. Han fortæller videre at når man ser på Commonwealth-sagen og Franklin Credit Union-skandalen ved siden af hinanden, "er det slående, hvordan rollebesætningen" overlapper hinanden. En af senator Kerreys udnævnte embedsmænd, var fx den tidligere omtalte statsadvokat Robert Spire.

DeCamp omtaler også Richard G. Kopf, som var juridisk rådgiver for den lovgivende forsamlings særlige udvalg nedsat om Commonwealth (der ifølge DeCamp kørte uden om den lovgivende forsamlings bankudvalg). Før han fik denne hovedrolle i banksagen, var Kopf "en advokat på landet uden betydning, i en landsby kaldet Lexington, Nebraska". Han blev derefter udnævnt til dommer, hvilket DeCamp peger på var "en belønning for Commonwealth-jobbet". DeCamp antyder også, at Kopf beskyttede Larry King ved at få ham "ud af byen i et kritisk øjeblik i 1990", og han peger desuden på at Kopf kom til at præsidere over den føderale storjury, der senere valgte at anklage og dømme det påståede offer og vidne Alisha Owen.
Til sidst peger DeCamp på, at Kopf efterfølgende den 27. august 1991 "sprang foran et væld af kvalificerede advokater" for derved at blive ansat som ny føderal dommer.

"Regeringsinstitutioner må være blevet kompromitteret"
John DeCamp havde selv, som delegeret vælgerrepræsentant, været deltager i de republikanske nationale konventer i 1984 og 1988 i hhv. Dallas og New Orleans - og der været vidne til de luksuriøse fester Larry King afholdt. DeCamp betegner festen i Dallas som "den mest imponerende fest", han "nogensinde har været vidne til".
Han skriver videre, at deltagelsen af toppolitikere var bemærkelsesværdig; navne og ansigter man kun hører eller ser i fjernsynet var der i stort antal. Og i centrum for spændingen var Larry King, flankeret af en meget bemærkelsesværdig kvinde: Maureen Reagan, præsidentens datter. DeCamp fortæller om, hvordan han allerede dengang ikke kunne få Larry Kings angivelige løn på 16 tusind dollars om året til at passe med finansiering af en fest til flere hundrede tusind dollars for de absolutte magtcirkler i Det Republikanske Parti.
DeCamp skriver:
"Hvorfor var jeg bekymret? Fordi, fra min erfaring som formand for Bank-, Handels- og Forsikringsudvalget i den lovgivende forsamling vidste jeg at med alle de lovgivningsmæssige kontroller, der eksisterede for en føderalt forsikret institution, var det umuligt at et sådant tyveri kunne ske uden samarbejde med embedsmænd højere oppe. Larry King kunne kun have opnået dette massive tyveri med hjælp eller samarbejde fra tilsynsmyndigheder eller politikere på højeste niveau. Det betød, at regeringsinstitutioner måtte være blevet kompromitteret."

Senator Loran Schmit, som ledede undersøgelsen af Franklin Credit Union, havde sine egne grunde til at tro, at denne undersøgelse af sammenbruddet i kreditforeningen var nødvendig, skriver DeCamp. Han havde, ifølge DeCamp, hørt fra sine venner i den afro-amerikanske del af lokalområdet, "at Larry King brugte penge som en beruset sømand", men at han samtidig ikke tog nogle lån.
Senator Schmit og DeCamp troede på det tidspunkt kun sagen vile dreje sig om tyveri og muligvis ulovlige finansielle transaktioner.

Den 18. november 1988 vedtog Nebraskas lovgivende forsamling senator Loran Schmits beslutning til fordel for en undersøgelse. Ved nogle "særlige høringer i den lovgivende forsamlings direktion blev trådene af beviser mod Larry King endelig trukket sammen, foran embedsmænd, der ville lytte efter," skriver DeCamp.
Efter den første session, den 12. december 1988, meddelte senator Ernie Chambers, at undersøgelsen ikke kun skulle komme ind på økonomiske forseelser, men også fysisk og seksuelt misbrug af børn af personer forbundet med Franklin Credit Union. "Folk med officielle job kan blive påvirket," tilføjede senator Loran Schmit.
Carol Stitt, Dennis Carlson og bestyrelsesmedlemmet Burrell Williams fra Foster Care Review Board havde, ved den tre en halv timer lange høring, fremlagt anklager mod Larry King og flere folk omkring ham om misbrug af børn.
FCRB-lederen Carol Stitt præciserede også, hvad hun allerede i juni 1988 havde skrevet i et brev til statsadvokat Robert Spire, om en forbindelse Larry King havde til Kansas City. Hun vidnede, at hun havde krydstjekket med en detektiv fra Kansas City, der havde efterspurgt, hvornår "Nebraska ville slå ned på King". Carol Stitt fortalte, at betjenten "bekræftede, at Larry King havde været der, havde bidraget med penge til et gruppe-hjem og da han gik, stod tre drenge frem og sagde, at de var blevet misbrugt af ham, mens han var der."

Den lovgivende forsamlings Franklin-komité hyrede, i februar 1989, sin første efterforsker - den tidligere politimand Jerry Lowe. I sit notat til udvalget om resultaterne af sin første omfattende evaluering af sagen, skrev Lowe:
"Denne sag er helt sikkert en kompleks og kompliceret sag, der begynder med lukningen af Franklin Credit Union ... og derefter knopskyder til en situation, hvor der opstår yderligere beskyldninger (ud over de økonomiske utilbørligheder), herunder påvirkningshandel, børnemishandling og omsorgssvigt, seksuelt misbrug af børn, pornografi, stofmisbrug, drab og passivitet og muligvis misbrug fra retshåndhæveres, de offentlige instanser samt embedsmænds side - til begivenheder, der går flere år tilbage. Endnu vigtigere, der synes at være en voksende offentlig opfattelse, at mange af de berørte myndighedskontorer og/eller embedsmænd deltager i en mørklægning.... Den opgave, som udvalget har påtaget sig, bliver ikke let....
Beskyldningerne vedrørende udnyttelse af børn er helt sikkert foruroligende. Hvad synes, at være dokumenterede tilfælde af børnemishandling og seksuelle overgreb, som går flere år tilbage, uden at håndhævelsesforanstaltninger bliver truffet af de relevante myndigheder, er helt klart ufatteligt."

I denne og andre rapporter gjorde Lowe det klart, at alle aspekter af Franklin-sagen var politisk problematiske. Larry King var blevet velhavende og indflydelsesrig takket være en lang række "store mennesker," kommenterede han. Desuden rapporterede Lowe, at der var indikationer på, at King var involveret i våben- og pengeoverførsler til Nicaragua, og på at CIA var involveret, og muligvis "en forbindelse til Det Hvide Hus." Der så ud til at være "en form for forbindelse mellem de manglende penge [fra Franklin], krisen i opsparing og lån, og transporten af penge til Haiti og Nicaragua."

Lowe skrev, at der var beviser for, at Omaha politichef Robert Wadman havde opholdt sig i Larry Kings bolig i Washington, D.C. Lowe undersøgte sporene i de dokumenter, som var samlet af FCRB. I marts interviewede han Loretta Smith tre gange. I april talte han med Cornelia (Nelly) Webb (nu Patterson), som havde taget sit oprindelige navn tilbage, efter hun ikke længere var under Webb-parrets forældremyndighed. Med Lowes efterforskningsrapporter i hånden indkaldte Franklin-udvalget til høringer. I sit vidneudsagn den 22. juni 1989 fremstod statsadvokat Robert Spire stadig upåvirket, fortæller DeCamp. Spire sagde nu om den påståede børnemishandling, at FBI, Omaha Politi og Nebraska State Patrol alle havde konkluderet, at rapporterne om børnemishandling ikke havde nogen substans.

Mens den lovgivende forsamlings Franklin-udvalg startede sine høringer i slutningen af 1988, valgte National Credit Union Association (Den nationale fællesorganisation for kreditforeninger - NCUA, nu CUNA) at foretage sin egen undersøgelse af, hvad der var sket med Franklins manglende millioner. Det var et firma kaldet Financial Advisory Group (FAG), som udførte dette arbejde. FAG var et partnerskab dannet af John Queen og Robert Kirchner, som tidligere var blevet udnævnt af guvernør Robert Kerrey som statens tilsynsmyndighed til at føre tilsyn med afviklingen af den krakkede Commonwealth bank. I deres 1989-1990 revision af Franklin Credit Union, konkluderede Queen og Kirchner, at Larry King brugte stort set alle sine penge på blomster, limousiner, guldure og hans generelle ekstravagante livsstil.
Også under sin revisionen af Franklin Credit Union, var Queen i 1990 tilsynsførende for afviklingen af Commonwealth bankens resterende aktiver og udbetalingen af provenuet. Den 14. august blev hans chefassistent i boet, Kent Johnson, anholdt af FBI for at stjæle over en million dollars fra banken. Queens medunderskrift var på hver eneste check, Johnson havde skrevet for at stjæle pengene, men Queen hævdede, at hans navn var blevet forfalsket. "Hans karriere var i hvert fald tæt sammenflettet med Johnsons," skriver DeCamp, og fortsætter: Johnson arbejdede for ham i forbindelse med Commonwealth betalingsstandsningen, på revisionen af Franklin Credit Union og i et selskab John Queen ejede, Phoenix Sign Corp. Dette var en forretning Queen havde lanceret ved at opkøbe aktiverne i et firma-konkursbo, hvor en af hans medejere af en 50.000 dollar firma-andel, var ingen ringere end Larry King. Senator Loran Schmit mente ikke at der fundet "den rygende pistol, der ville fastslå sandheden af alle beskyldningerne om overgreb mod børn eller regeringsinstitutioners svigt." I juli 1989 mente nogle medlemmer i Franklin-udvalget, at senator Schmit ikke gjorde nok for at følge op på børnemishandlingen og Senator Chambers og senator McFarland forlod udvalget.
Senator Schmit valgte at følge et råd, han havde fået af en ven indenfor politiet; "følg pengesporet".
At næsten ingen betydende kriminalitet kan begås, uden at bruge penge, og at dette efterlader spor. På den måde mente Schmit, at det ville være muligt at gå fra rygter til konkret domstolsafprøvelse af sagen - på baggrund af beviser såsom checks, kreditkortkvitteringer og fly-journaler.

Efterforskeren Jerry Lowe trådte tilbage og Schmit og de resterende medlemmer af Franklin-komitéen hyrede privatdetektiven Gary Caradori, en tidligere politimand, som erstatning for Lowe. Caradoris første indtryk af sagen var, at det fra "starten var tydeligt", at han "var oppe mod en barriere af mistillid til Franklins lovgivende udvalg." Han citeres af DeCamp for at have fortalt, at han gentagne gange fik at vide, at folk var bange for at røbe evt. oplysninger, ikke kun på grund af gengældelse fra de påståede gerningsmænd, men også fordi de frygtede, at de ville blive offentligt miskrediteret i Omaha World Herald". Caradori fortalte videre, at folk desuden blev modløse af manglen på fremskridt i sagen, og "de har oversat dette til at betyde 'mørklægning'". Han mente også, at der "var meget lidt af substans med hensyn til førstehåndsinformation" i de rapporter, som Jerry Lowe havde genereret. Det blev derefter besluttet, fortæller Caradori, at det var vigtigere at lokalisere personer, der rent faktisk var blevet misbrugt og som deltog i de forskellige aktiviteter i sagen.

Flere angivelige ofre taler
Caradori fandt ofre, der ville tale. Fire af dem tillod ham at videooptage deres historier. Det blev til næsten 30 timers filmsessioner optaget i slutningen af 1989 og begyndelsen af 1990. Disse interviews indeholdt detaljerede påstande om seksuelt misbrug, stofbrug, pornografi og andre forbrydelser begået af fremtrædende Omaha-borgere. Det drejede sig blandt andre om personer som allerede var navngivet af Nelly og Kimberly Webb, Brenda Parker og Loretta Smith, som overgrebsmænd eller børnepornografer: Rusty Nelson, Deward Finch, Larry King.

Hvad disse offer-vidner fortalte, blev de centrale omdrejningspunkter i Franklin-sagen, men kun nogle få politifolk, statssenatorer og medlemmer af storjuryen gennemså videobåndene. Korte uddrag blev sendt på fjernsynet i Omaha. Da indholdet stort set ikke blev publiceret, "blev båndene et mål for spekulationer og fordømmelse, rygter og tvivl," skriver DeCamp.
Derefter viser DeCamp store uddrag af efterforskeren Caradoris rapporter skrevet udfra de gennemførte interviews, som desuden inkluderer hans noter om uoverensstemmelser, bekræftende detaljer og idéer til opfølgning og videre efterforskning.

Den første rapport er fra vidneudsagnet fra den nu 21-årige Alisha Owen, der senere blev dømt og fængslet i 4,5 år for at vidne falsk:
"Fru Owens oplyste efter en tre timer lang samtale, at hun havde været stærkt involveret med forskellige personer i Omaha, herunder tidligere medlemmer af Franklin Credit Union. Hun oplyste, at hun også var involveret med andre mindreårige, som var involveret i pornografi og homoseksuelle handlinger, der involverer forskellige mennesker i Omaha. Flere af de personer, hun nævnte, var Alan Baer, Harold Andersen og også tidligere politichef Robert Wadman, der havde deltaget i mange fester. Det skal bemærkes, at Alisha også indikerede, at hr. Wadman er pædofil."

Alan Baer var en forretningsmand, der var blevet milliardær på at drive stormagasiner. Harold Andersen var indehaver af avisen Omaha World Herald.

DeCamp skriver derefter at i "modsætning til indtryk, som Omaha World Herald forsøgte at formidle", opsøgte Alisha Owen ikke efterforskeren Caradori, og "hun fortalte ham kun en brøkdel af historien ved det første møde". Ifølge DeCamp var hun altså ikke en svindler, som havde fundet på historien for at tjene penge, som ellers var et af argumenterne for hendes senere dom for mened. "Som hun senere beskrev for det lovgivende Franklin-udvalg, var hun ekstremt tilbageholdende med overhovedet at involvere sig," skriver DeCamp i sin bog. Dette understøttes med at det, ifølge DeCamp, var fængselspsykiateren, som rådede Alisha Owen "til at fortælle sandheden og at samarbejde med Franklin-udvalget". Desuden citerer DeCamp Caradoris rapport fra sit andet interview med Owen:
"Alisha fortsatte med at sige, at hun ikke fortalte mig alle sine oplevelser den første gang, vi mødte hinanden fordi hun var "usikker" på denne forfatter. Hun oplyste, at hun nu ville frem med de oplysninger, hun tidligere havde tilbageholdt. Konkret angav hun, at hun var en af de mindreårige der var involveret i flyvninger til andre stater, og at hun kendte til andre mindreårige, der også var på disse flyvninger."

I sit næste interveiw med Alisha Owen optog Caradori hendes udtalelser på video. Interviewet tog ifølge Caradori tre timer, og han gør opmærksom på, at videoen blev stoppet flere gange, så hun kunne salme sig. Hun "blev meget ked af det, da hun diskuterede hendes seksuelle aktiviteter med Bob Wadman og med andre enkeltpersoner," skrev Caradori ifølge citaterne i DeCamps bog. Caradori skriver også ar hun videregav oplysningerne uden at blive spurgt direkte om specifikke enkeltpersoner.

Alisha fortalte, at hun mødte Larry King i august 1983, hvor hun var 14 år gammel. Dette skete gennem nogle drenge fra Boys' Town, bl.a en dreng kaldet Mark Powers, som inviterede hende til en fest. Denne første fest blev afholdt i august 1983 i en penthouse-lejlighed i det tidligere omtalte lejlighedskompleks Twin Towers. Alisha kom til festen sammen med Mark Powers og en anden dreng ved navn Troy Boner. Til stede, da de ankom til festen, var Larry King, Bob Wadman, Alan Baer, Harold Andersen (som hun benævner 'Harold Anderson') og andre voksne, som Alisha ikke identificerede på dette tidspunkt. Alisha anslog, at der var omkring seks voksne og 20 mindreårige tilstede. Mark Powers havde fortalt Alisha, inden de gik til festen, at der ville være marihuana, alkohol og så meget tilgængelig kokain, at "hun ville tro, at det sner." Alisha udtalte, "at festen blev holdt i Alfie Allens lejlighed i denne bygning". Der var et "professionelt lavet" pornografisk videobånd, som viste to drenge på cirka 17 år, "engageret i homoseksuelle handlinger". Alisha så Larry King og en sort dreng gå ind i et af soveværelserne - og senere, da den sorte dreng kom ud af soveværelset, at han satte sin skjorte på plads og lukkede sine bukser. Alisha observerede også Alfie Allen gå ind og ud af soveværelset adskillige gange. Hun iagttog en ung dreng på cirka 14 år, der sad på Harold Andersens [sic] skød. Hun så derefter denne dreng og Harold Andersen gå ind i et af soveværelserne. Alisha observerede, at Alan Baer brugte "to linjer" kokain og røg marihuana. En ung dreng sad på Harold Andersens skød med hans bukser løsnet. "Han strøg barnets penis," står der i citatet fra rapporten.

Ved en tredje fest Alisha Owen deltog i og fortalte om, var flere af de samme personer til stede samt desuden en dreng, der blev kaldet Danny King (han hed egentlig James King). I Caradoris rapport står der, at "Harold Anderson var 'sammen med' Danny King" ("Harold Anderson was 'with' Danny King").
Til dennne fest begik politichefen Robert Wadman, ifølge Alisha Owen, overgreb på Alisha. Efter at hun havde siddet på hans skød og han havde befamlet hendes bryster mærkede han på hendes kønsdele og lukkede lynlåsen op til den jumpsuit hun havde på. Hun bad ham stoppe og han tog meget hårdt fat i hendes håndled og vred hendes håndled. Han tog derefter hendes tøj af og tvang hende til at udføre oralsex på sig. Han knebe hende på brysterne, mens hun knælede på en pude på gulvet og han tog også fat i hendes hoved og tvang hende til at udføre oralsex på ham. Efter denne seksuelle aktivitet, begyndte hun at græde og gik på toilettet hvor hun kastede op.
Wadman fortalte hende så, at han ville købe en ny kjole til hende. Han gav hende denne kjole "på den franske café" og sagde, at han ville vise hende vinkælderen. Dernede tog hun kjolen på, men han sagde, at hun ville se bedre ud uden kjolen, og fik hende til at tage den af. Han tog hendes trusser af og satte hende oven på et bord, spredte hendes ben og begyndte at røre ved hende. Hun græd, fordi hun var bange for, at han ville voldtage hende. Han onanerede og ejakulerede på hende. Da han fik udløsning, trak hun sig fysisk tilbage, hvilket gjorde Wadman meget vred.
Alisha fortalte, at under festerne var der "seksuelle møder mellem voksne mænd og mindreårige drenge". Normalt til stede ved disse "fester" var Larry King, Robert Wadman, Gene Mahoney, Alan Baer, Peter Citron, Harold Andersen og "skoleinspektøren for en skole".
Gene Mahoney er Eugene Thomas Mahoney (1928 – 2004), som var medlem af Nebraskas lovgivende forsamling og mangeårig direktør for Nebraska Game and Parks Commission (Spil og Park-kommission). I 1949 blev Mahoney ansat i Omaha Police Department, og han opnåede rang som sergent, før han trak sig fra afdelingen i 1961 for at blive statssenator.
Peter Citron var en berømt klummeskribent på Omaha World Herald.

Alisha fortalte desuden Caradori, at der blev taget et billede af hende til en fest, mens hun var bundet. Hendes hænder var lagt i håndjern og hendes fødder var bundet op. "Det er sandsynligt, at fotografiet blev taget af Rusty Nelson," skriver Caradori. Alisha beskrev Rusty Nelson som en mand med blond hår, gennemsnitlig bygning, cirka 27 år gammel med acne-ar i ansigtet.

Alisha Owen fortalte også, ifølge uddraget af Caradoris rapport i DeCamps bog, at "Alan Baer 'cruiser' det gamle markedsområde for unge drenge", hvorefter han "tager dem med tilbage til sit kontor, hvor han får dem til at løbe nøgne på et løbebånd, mens han ser på dem". Caradoris skriver derefter i sin rapport, at dette "er blevet bekræftet af Troy Boner, som udførte denne aktivitet for Alan Baer".
Alisha hævdede også at hun så en dreng sidde på Bob Wadmans skød til en fest, og at Wadman havde hænderne imellem drengens ben. Hun fortalte også at Harold Andersens "kunne lide unge drenge, og at hans 'faste' dreng hed Jeremy, og var cirka 14 år gammel, da hun så dem sammen. Hun sagde, at "Harold Anderson giver penge til drenge og at hun har set unge drenge udføre oralsex på ham". Hun udtalte, at hun havde set Danny King give ham oralsex.

Caradori skriver at han bad Alisha om at fortælle om den skoleinspektør, hun tidligere nævnte, deltog i "festerne". Alisha sagde, at han bor cirka 40 miles fra Omaha, er homoseksuel, ældre, skaldet, har dårlige tænder og er omkring 6 fod høj. Hun fortalte at denne person havde sex med Troy Boner i Twin Towers-lejligheden, og at han gav penge til Troy for dette. Her skriver Caradori:
"Bekræftelse: Du vil senere se, at et andet vidne, Danny King identificerer Deward Finch, tidligere skoleinspektør ved Fort Calhoun High School som en person, han har haft sex med ved mange lejligheder. Han passer også til beskrivelsen givet af Alisha."

Alisha fortalte også, at "Troy Boner og Danny King blev taget til Council Bluffs af voksne mænd med seksuelle formål". Igen skriver Caradori:
Bekræftelse: Troy Boner og Danny King fortalte om disse begivenheder i detaljer i deres respektive videooptagelser.

Alisha beskriver også et tvunget seksuelt møde, som fandt sted på den franske café i august 1985. Ifølge teksten var der tilstede; "fem drenge fra Boys Town, Tom McKinney [sic] og Judge Theodore Carlson, blandt andre". En person som benævnes "Larry (Lnuk)" fortalte Alisha, at "nogen venter nedenunder, og du må hellere være god." Derefter står der:
"Hun udførte oralsex på dommer Carlson og mødet varede cirka 20 minutter...."

Her skriver Caradori:
"Det skal på dette tidspunkt nævnes, at individet identificeret som Larry (Lnuk) er kendt som Larry Kings 'håndlanger'. Jeg har ikke været i stand til at bestemme hans efternavn. Det var ikke sædvane for personerne i denne gruppe at røbe deres efternavne, og det var også almindeligt at bruge aliaser."

Alisha sagde, at politichef Robert Wadman havde fortalt hende, at Larry King "skylder ham meget" og at "han havde gjort meget for Larry King." Hun sagde, at hun havde fået at vide, at "PJ. Morgan leverer en masse stoffer". PJ. Morgan var Omahas borgmester.
Alisha tog adskillige flyture til seksuelle formål beordret af Larry King. Dette inkluderede ture til Los Angeles, Kansas City og Pasadena i Californien. På disse flyvninger var der også andre mindreårige.
I uddraget fra Caradoris rapport beskrives bl.a. en af de seksuelle opgaver på en af disse rejser. Det forgik på "et motel af typen Embassy Suites" i Californien. To forretningsmænd kom ind på hotelværelset og en af mændene havde sex med Danny, og den anden havde sex med Alisha. Caradori skriver at de to ingen penge fik, men han bemærker i den sammenhæng, at Alisha sagde, at Larry King havde beordret hende til at tage denne tur. Manden Alisha havde sex med, beskriver hun som "extrem underlig". Han gjorde hende ondt, tvang hende til at have analsex, slog hende og smed hende rundt. Han tog en kniv frem og truede hende, hvis hun ikke udførte oralsex på ham, og truede med at skære hendes brystvorter af. Hun var bange og græd. Hun sagde, at da mændene endelig gik, var de begge meget oprørte. Hun beskrev Danny som værende meget ked af det og vred. "Deres prøvelse med disse to mænd varede cirka seks timer," skriver Caradori. Desuden var de begge bange for at tage en brusebad af frygt for, at mændene ville komme tilbage .... Her skriver Caradori igen:
Bekræftelse: Troy angiver i sin videoerklæring, at Alisha efter denne prøvelse var ekstremt ked af det og "lugtede" og var "et rod". ("a 'mess'")

Caradori spurgte Alisha om, hvem der deltog i, og hvem der var bevidst om transport af børn til seksuelle formål på tværs af statsgrænser. Hertil svarede hun, at Larry King og Alan Baer var klar over dette. Caradori skriver, at det er sandsynligt, at andre voksne også var klar over dette. I den forbindelses står der desuden, at Alisha hævdede, at "Bob Kerry kendte til disse aktiviteter" (sandsynligvis med reference til den siddende Nebraska-senator Robert Kerrey), og at det var Larry Kings 'håndlanger', som også hed Larry (Lnuk), der havde fortalt hende dette. Denne Larry indikerede også, at "Bob Kerry kendte til lukningen af Franklin Credit Union, før den faldt".

Herefter kommer et kort afsnit, som bekræfter en tidligere påstand fra et andet tidligere angiveligt offer: Loretta Smith. Alisha sagde, ifølge Caradoris rapport, at hun også "kender Peggy West, datter af Gary West, som er en god ven af Larry King". Loretta Smith havde som nævnt oplyst, at hun havde været hos West-familien flere gange, at Gary West var homoseksuel og alkoholiker, og at han skyldte Larry King mange penge for stoffer, som han både tog selv og solgte. Alisha sagde desuden, at Peggy også "kan være blevet udnyttet og/eller er bekendt med disse aktiviteter". Alisha var også bekendt med Gary West og indikerede, at han var bartender på Max Bar i Omaha. I den tidligere efterforsker betjent Carmeans rapport stod der, at han "'efter sigende' var manager for homo-baren Max's".

Da Alisha blev spurgt om satanisk kultaktivitet, sagde hun, at Troy Boner og Danny King var involveret i denne aktivitet, og at Danny King på et tidspunkt var ekstremt "anti Gud". Hun nævnte også "et hus på Leavenworth, hvor der er eller var et pentagram tegnet på køkkengulvet". Hun også så sataniske billeder på væggene i dette hus. Derudover fortalte hun, at hun så Bob Wadman komme ud af dette hus ved én lejlighed. Her skriver Caradori:
"Bekræftelse: Loretta Smith nævnte, at en person aktivt involveret i kultaktivitet var en mand identificeret som Kings Horses. Hun [Alisha] sagde, at Larry (Lnuk), der er Larry Kings "håndlanger" er kendt som Kings Horses."

Alisha beskrev også en sort mand, James Teddy Broom, med fedtet hår, flad næse, "opslidsede øjne", som "går sjovt" - og hun fortalte, at han gør det "beskidte arbejde" for Larry (Lnuk). Gary Caradori skriver, at Loretta Smith angav, at denne mand, Teddy Broom, "var medvirkende til satanisk kultaktivitet, og truede hende hvis hun sagde noget om, hvad der skete på møderne" - at han ville voldtage hendes mor som en advarsel. Også Alishas beskrivelse af en anden mand, ved navn Frank Kessler, som "altid talte om det okkulte, men ønskede at komme ud af det" blev bekræftet af et andet vidne, ifølge Caradoris rapporter. Dette vidne, ved navn Lisa Sutherland, som ligeledes fortalte om satanisk aktivitet og teenage prostitution i Omaha, nævnte også en Frank Kessler som var involveret i kultaktiviteter. Lisa Sutherland kendte desuden til en socialarbejder, Firenze Davis, der kunne være forbundet med denne gruppe mennesker og som kunne være "involveret i at 'transportere børn' til bestemte plejefamilier".

Her viser DeCamp et transskriberet interview med direktøren for Omaha Children's Home (Omaha børnehjem), Millie Boggs. I dette interview giver Millie Bogs også udtryk for at mistænke Firenze Davis. Hun fortæller om et møde, hun deltog i sammen med Florence Davis og en "permanent planlægger" ved navn Lloyd Linquist. Mødet fandt sted i slutningen af juni 1983 og handlede, ifølge Millie Bogs, om at overbevise hende om, at staten ikke ville ændre holdning om tre af de børn - Sean, Sally og Steve McArthur - der var placeret hos Jarret og Barbara Webb. De skulle fortsætte med deres adoptionsplaner og fastholde placeringen af børnene hos familien Webb. Millie Bogs fortæller, at hun et par dage senere tog med Florence Davis på besøg i Webb-hjemmet, "da Florence troede, at jeg ville have det bedre med placeringen, hvis jeg havde mulighed for at møde Webbs". Millie Bogs fortsætter:
"Helt modsat var jeg, efter mødet med hr. og fru Webb, mere bekymret end nogensinde, da jeg ikke følte, at det var et ordentligt hjem til disse tre børn...."

Hun fortsætter med at sige, at hun syntes, det var "ekstremt mistænkeligt", at på det tidspunkt hvor "rodet med King" dukkede op, forlod Firenze Davis pludselig staten, "næsten natten over" angiveligt til Californien. Kort tid senere blev Lloyd Linquist sygemeldt og var væk i mange måneder. Og da det var tid til, at han skulle vende tilbage, sagde han også op. Mens han var på orlov, forstod Millie Boggs, at han tog en tur til Tahiti. "Jeg tror personligt, at Lloyd Linquist og Florence Davis ved meget om situationen omkring misbrug af disse børn, og de skal findes og udspørges...," udtaler direktøren for Omaha børnehjem, Millie Boggs, ifølge rapporten.
Hun er desuden citeret for at sige, at hun bemærkede, at Florence, før hun blev supervisor, "erklærede sig konkurs, mens hun boede i sin nye ejerlejlighed og havde sin nye bil". Men efter det, når hun så Florence, var hun "klædt ekstremt godt og virkede ikke til at have nogen pengemæssige bekymringer". Hun fortæller også, at Lloyd Linquist også var "upåklageligt klædt", og at nogen fortalte hende, at "han kun havde lejet et værelse på Grace Bibelinstituttet og faktisk ikke engang havde en lejlighed". I den forbindelse syntes Boggs, at "det var interessant, at Lloyd" i de år "kunne tage på ture til Europa" - "og andre eksotiske ferier på løn, som han fik udbetalt af NDSS" (Nebraska Department of Correctional Services - Nebraskas fængselsvæsen).

Alisha blev, på et tidpunkt i den lange periode med seksuelle overgreb på hende, gravid. I gengivelsen af interviewet med Gary Caradori står der, at hun omtalte sit barns ophav:
"Hun sagde, at hun er 99,9 procent sikker på, at hendes barn er Bob Wadmans, og undfangelsen fandt sted i august 1984. Hun havde almindeligt samleje med ham den 8. august, 10. august, 17. august og 22. august."

Caradori interviewede også det andet angivelige offer, som Alisha Owen omtalte: Troy Boner.
Troy Boner mødte Alan Baer, første gang i august 1983 igennem en ven ved navn Tim Prescott. "Tim samlede ham op i Alan Baers bil og fortalte ham, hvordan han kunne lave nogle penge," står der i Caradoris rapport. Tim tog Troy med til Alan Baers bolig i Twin Towers, som Troy oplyste var lejlighed #201. Troy vidste, at han var der, så Alan Baer kunne møde ham, og så Troy kunne tjene nogle penge. Han tænkte, at "han ville lade Alan Baer udføre oralsex på ham", fordi Tim Prescott "havde fortalt ham, hvad 'ordningerne' ville være...."
Derefter fortæller Troy om det næste seksuelle møde hos Alan Baer, hvor der var tale om gensidig onani og oralsex. Han fik 400 dollars i 50-dollarsedler for denne ydelse, som han kun havde regnet med at få 50 dollars for.
Derefter tog Alan Baer Troy og en anden dreng til Des Moines, Iowa, i en solbrun Mercedes, som Troy tænkte muligvis var lejet. Den anden dreng hed Shawn og var cirka 12-13 år gammel. De boede på Savoy Hotel i centrum af Des Moines. Troy og Shawn blev inde værelset på hotellet, mens Alan Baer havde nogle forretningsmøder. De tre havde sex flere gange, mens de var på hotellet. Troys mor meldte ham savnet, mens han var i Des Moines, så han ringede til sin mors kæreste og fik hende til at hente ham i Des Moines. Han forlod stedet uden at sige noget til Alan Baer.
Troy fortalte, at han mødte Larry King gennem Alan Baer. Alan Baer havde talt med Larry King om Troy, "så Larry King henvendte sig til ham i juli 1984 i Max Bar og greb fat i Troys skridt". "Bemærk venligst, at han var mindreårig på dette tidspunkt," skriver Caradori i sin rapport.
Derefter fik Larry King Troy til at flytte ind i Travel Lodge Inn. I løbet af de næste tre uger udnyttede Larry King Troy Boner gentagne gange, bl.a. analt.
I maj 1985 havde Alan Baer, ifølge Troy Boner, også analsex med Danny King i Alans lejlighed i Twin Tower. Danny King fik angiveligt 300 dollars for dette. Det var Troy Boner der introducerede Danny til Alan Baer.
I juni eller juli 1985 var Troy til en fest, hvor der var en 15-årig dreng placeret i midten af rummet med sine bukser nede. En voksen mand indsatte perler i drengens anus. Andre voksne mænd sad omkring drengen og onanerede. Troy blev beordret til at lege med den unge drengs kønsdele. Han oplyste, at han havde fået at vide at den voksne mand, der indsatte perlerne i den unge drengs anus var en politibetjent. Den påståede politibetjent onanerede på drengen i midten af rummet.
Troy sagde også, at en person, han identificerede som PJ. Morgan også var der og onanerede, mens den unge dreng blev udnyttet midt på gulvet.
Han sagde, at han mødte Alisha Owens i februar eller marts 1984 - og at Alisha "mistede sin mødom med ham", og at han præsenterede hende for Bob Wadman på en fest holdt på et kontor i Woodmen Tower. Da han blev bedt om yderligere oplysninger om (politichefen) Bob (Robert) Wadman, sagde han, at Wadman kan lide at have sex med små børn og der foruden Alisha Owen var en anden mindreårig pige han også "var involveret i". Han identificerede denne pige med efternavnet Hovel, og sagdeat hun var flygtet fra Chicago. Han udtalte, at sidste gang han så denne pige var i maj 1986.

Troy oplyste, at Bob Wadman "tog på ture med Larry King".
Troy var også på en flytur, for at have sex med en person ved navn Ron Gilbert, som var "filmproducent for en tv-serie". At dømme på beskrivelsen kan det være denne kendte Emmy-nominerede filmproducent, Ron Gilbert, der hentydes til. Troy sagde, at han ikke fik nogen penge for at have sex med Ron Gilbert, og at han og Larry King også havde sex på denne tur.
Den næste tur fandt sted i et privatfly til Californien. Til stede var Troy, Danny King, Alisha Owens, to mindre børn, og Larry King. Troy sagde, at han vidste, at Danny og Alisha ville blive brugt til seksuelle formål imod deres vilje. De to mindre uidentificerede børn blev sat af på to forskellige steder på turen. Troy sagde, at han troede at disse to børn blev "solgt". Han hævdede, at Ron Gilbert, tv-producenten fra Californien også var involveret i at lave pornografiske film. Troy hævdede desuden at flere personer leverede illegale stoffer - bl.a. Larry King, Alan Baer og Robert Wadman. Troy udtalte, at Alan Baers sekretær, Claire, "lavede 'aftaler' med børn for Alan Baer". Han sagde desuden, at Larry King og Bob Wadman og et par andre mænd tog en tur et sted hen med to unge drenge. Han sagde, at de to unge drenge ikke kom tilbage fra turen.

Caradori interviewede desuden det trejde angivelige offer, som både Alisha Owen og Troy Boner omtalte: Danny King.
I forbindelse med interviewet med James Daniel King skriver Caradori, at man venligst skal bemærke at cirka fem timers video blev gennemført. Han skriver også, at det var helt tydeligt, at "det var meget svært for Danny at afsløre begivenhederne fra hans fortid".
Han skriver også:
"Det er tydeligt, at der er nogle uoverensstemmelser mellem Alisha Owens og Danny Kings udtalelser, men denne forfatter føler, at Danny var stærkt involveret med stoffer i denne periode og ikke var helt sikker på visse detaljer. Faktisk vidste Danny ikke hvilken måned der følger efter december.
På dette tidspunkt indikerede Danny, at han var lettet og ville "gå videre". Det er denne forfatters opfattelse, at Danny endelig er ved at få styr på virkeligheden. Han tilkendegav også, at det er første gang, han nogensinde har fortalt nogen, om de ting der er sket for ham."

Danny King mødte Alan Baer gennem Troy Boner. Første gang Alan Baer og Danny var sammen drak de snaps og havde gensidig oralsex. Danny fik ligesom Troy penge for disse seksuelle ydelser. I dette tilfælde fik Danny 50 dollars af Baer. Det foregik efter skole på Alan Baers bopæl. Danny var mellem 13 og 14 år på det tidspunkt. Dette skete derefter hver uge i cirka syv måneder, ifølge Danny King.
I april 984 mødte Danny Larry King på Alan Baers bopæl. Alan og Danny tog begge kokain. Larry King havde analsex med Danny. Det gjorde ondt på Danny og Danny fik ham til at stoppe, hvorefter han gav Larry King oralsex. Men fordi han spyttede Larry Kings ejakulation ud - og ikke slugte det - slog Larry King Danny med en sko på siden af hovedet. Danny fik ingen penge for dette.
Danny begyndte at se Alan Baer igen, og Alan introducerede Danny til at "skyde" kokain (kokain med indsprøjtning). Alan gav ham et skud i armen og Danny blev syg. Igen oralsex som Danny modtog 50 dollars for.
Danny nævnte en person ved navn Larry, Jr., som er Larry Kings "højre hånd". Da han blev vist fotografier, identificerede Danny Deward Finch (skoleinspektøren) som værende "Chuck", som havde haft sex med Danny en del gange.

Pressekonference og reaktioner - men ingen retsforfølgelse
På en pressekonference den 18. december 1989, meddelte senator Loran Schmit, at han havde fået videoerne med vidneudsagnene fra de tre angivelige ofre og vidner i Franklin-sagen. Den var blevet set af ham selv og de andre medlemmer af Franklin-udvalget, Senatorerne Bernice Labedz, Dan Lynch, Jerome Warner og Dennis Baack.
På pressekonferencen blev senator Schmits brev til statsadvokat Robert Spire videregivet:
"Medlemmerne af vores udvalg er forfærdede, ved at ingen statslige eller føderale efterforskningsorganer interviewede nogen af disse nye vidner, som vi har - selvom de blev opdaget af vores efterforskningsindsats efter ret kort tid og med et meget lille budget.... Det er alle udvalgsmedlemmernes opfattelse, at de beskrevne aktiviteter og de involverede personer skriger efter handling, uanset om der er tale om forældelsesproblemer eller ej.... Som et resultat af de nye beviser og nye undersøgelser, er vi alle blevet meget, meget bekymrede."

Schmit udtrykte sin personlige tilbøjelighed til helt at frigive båndene, af hensyn til "vores vidners sikkerhed" og foretage en hurtig undersøgelse. Han overholdt dog udvalgets konsensus, og tilbageholdte dem. I december 1989 havde lokale, statslige og føderale politienheder modtaget kopier af videobåndene af Alisha Owen, Troy Boner og Danny King. Nogle embedsmænd - bl.a. Douglas Countys sherif Dick Roth - sagde, at de troede på de angivelige ofre. Associated Press rapporterede i februar 1990, at Roth "sagde, at han fandt vidnernes udsagn troværdige." Men der skete intet i forhold til at bevæge sig i retning af retsforfølgelse.

Nu hvor der var tvivl om myndighedernes egen adfærd, rådede John DeCamp senator Schmit til at gå til den højeste myndighed, han kunne - en myndighed, som var over den myndighed, som blev anklaget. Senator Schmit Loran og John DeCamp mødtes derfor med den regionale chef for FBI, Nick O'Hara. "I brutalt sprog og med den mest dystre opførsel gjorde O'Hara det klart, at hans nærmeste ven i verden sandsynligvis var politichef Robert Wadman," skriver DeCamp i sin bog - og "enhver, der ville vove at anklage Robert Wadman for upassende adfærd må hellere indse, at de ved at anklage Wadman i praksis ville sætte sig op imod Nick O'Hara og FBI". DeCamp skriver videre, at O'Hara derefter fik DeCamp og senator Schmit til at give ham oplysninger om sig selv, som om det var dem, der blev anklaget og efterforsket af FBI.
"Hvad er din fødselsdato? Hvor blev du født? Hvad er dit nøjagtige navn? Har du nogen aliaser?" spurgte O'Hara.

Efter Caradoris første bånd var blevet vendt til retshåndhævende myndigheder, blev nogle oplysninger om hvad de indeholdt lækket til offentligheden - og blev genstand for udbredt diskussion. "Artikler begyndte at dukke op i Omaha World Herald, "som havde til formål at miskreditere vidnerne og skræmme eventuelle andre potentielle børneofre-vidner fra at vidne eller komme frem med information," skriver DeCamp. Efterhånden som historierne spredte sig, gav Gary Caradori udtryk for sin bekymring til Senator Schmit:
"Medmindre de (børne-vidnerne red.) kommer ind i et beskyttet miljø, hvor Alan Baer og Larry King og Robert Wadman ikke er i stand til at komme til dem og skræmme dem, kan jeg fortælle dig, at børnene vil klappe i. De vil gøre, hvad de fyre beordrer dem til. De vil klappe i, eller de ender med at være døde."

De var klar over, at de var nødt til at gøre noget for at beskytte vidnerne. Men DeCamps juridiske råd til senator Schmit var ikke at blande sig på nogen måde ved at yde penge eller bistand eller beskyttelse af vidnerne, da senatoren og udvalget ellers kunne blive anklaget for upassende adfærd og manipulation med vidner. Det "var den mest smertefulde information, jeg nogensinde har været nødt til at give nogen," skriver DeCamp. I begyndelsen af januar 1990, blev der holdt et hemmeligt møde om problemet hvor disse deltog: Senator Chizeksig, senator Schmit, sherif Roth, dommer Corrigan fra Douglas County District Court (Douglas amts ret) og John DeCamp. DeCamp skriver at der ikke var tvivl om, at sherif Roth og andre i lokalet troede i gyldigheden og nøjagtigheden af de påstande, der var fremsat på videobåndene.
Decamp skriver at han husker at sherif Roth udtalte dette:
"Nick O'Hara fra FBI og Robert Wadman er tættere end nitten er til tyve. Alle i politiet ved det. Jeg ved det særligt godt. Tættere end nitten er til tyve. Det gør det næsten umuligt at få noget gjort eller at arrangere vidnebeskyttelse gennem FB. Jeg vil forsøge at hjælpe på enhver mulig måde, men jeg er ikke sikker på, at noget kan eller vil blive gjort. Disse involverede mennesker er bare for magtfulde. De bærer nok vægt i dette samfund til at gøre, hvad de vil og slippe afsted med det."

DeCamp afslutter afsnittet med ordene:
"Nettoresultatet af det hemmelige møde med sherif Roth og Dommer Corrigan fra Douglas County District Court var ingenting".

En af de anklagede dømmes som psykisk forstyrret seksualforbryder i anden sammenhæng
DeCamp skrev en artikel til medierne om sagen kaldet "The DeCamp Memo", som reaktion på diverse mediebeskyldninger mod ham fra journalister om uretmæssig opførsel i forhold til informationer fra vidner i sagen. En journalist havde skrevet, at det var DeCamp der havde taget kontakt til Loretta Smith og ikke omvendt, som DeCamp hævder. The Bar Association (forening for advokater med møderet i USAs retsvæsen) meddelte DeCamp, at han var under undersøgelse for uretmæssig kontakt med et vidne, hvilket kunne betyde eksklusion af foreningen og dermed fratagelse af retten til at drive advokatvirksomhed.
I sit memo fremlagde DeCamp de samme beskyldninger mod de samme magtfulde personer, som han senere gjorde i sin bog: Mod udgiveren af Omaha World Herald Harold Andersen, lederen i den krakkede sparrekasse Franklin Credit Union Larry King, politichefen Robert Wadman, mediepersonligheden Peter Citron samt forretningsmanden og milliardæren Alan Baer - som de væsentligste.
DeCamp skriver, at han fik besked om, at der var blevet indgået en aftale blandt de forskellige personer, som han havde navngivet i notatet og andre, om at Peter Citron skulle være den, der sagsøgte ham. "Formålet skulle være at ødelægge mig i offentlighedens fulde øjesyn, og at afvise DeCamp-memoet," skriver DeCamp.
Derefter skriver han:
"Sandheden satte en stopper for den plan. Ikke længe efter beskeden blev leveret til mig, blev Peter Citron sigtet for sexforbrydelser der involverede mindreårige drenge i Omaha-området."

Nogle forældre, som vidste, at "deres børn hang omkring Peter Citron", var chokeret over at se ham navngivet i DeCamp-memoet. De spurgte deres børn, om der var nogen sandhed i påstandene med hensyn til Citron. "En efter en begyndte drengene at udøse sandheden for deres forældre," skriver DeCamp. DeCamp afslutter afsnittet med disse ord:
"Forældrenes krav om øjeblikkelig handling efterlod politiet og anklagerne uden noget valg. De var nødt at rejse tiltale mod Peter Citron, selvom jeg snarere formoder, at de ikke ville det. Citron erkendte sig til sidst skyldig. I dag sidder han i fængsel, dømt som psykisk forstyrret seksualforbryder."

Her er det avisen UPI, som fra sine arkiver bekræfter denne udgang for den tidligere avis-klummeskribent og tv-underholdningskritiker, Peter Citron.
DeCamp fremviser desuden det brev, han fik fra The Bar Association om, at de havde lukket sagen. Han beskriver særligt avisen Omaha World-Herald som et propaganda-medie imod opklaringen af beskyldningerne om misbrug af børn, satanisme og de rituelle mord i Nebraska.
I den forbindelse anfører han:
"Hvorfor al denne anstrengelse? Fordi, tragisk nok, synes de mennesker, der kontrollerer World-Herald at have en stærk egeninteresse i at undertrykke sandheden."

Endnu et angiveligt offer taler
I maj 1990 interviewede Caradori et fjerde angiveligt offer, Paul Bonacci, hvis vidnesbyrd bekræftede og forstærkede historier fortalt på de tidligere videobånd.
DeCamp viser i sin bog efterforsker Gary Caradoris noter af 10. maj fra hans første kontakt med Bonacci på Douglas Amtsfængsel. Bonacci fortalte, at han kendte Troy Boner, Danny King og Alisha Owen. Han oplyste endvidere, at han havde været offer for Alan Baer, Peter Citron og Larry King, og havde en vis viden om Bob Wadman, Harold Anderson og en dommer, som han senere omtalte som Carlson. Han oplyste, at han i årene fra 1982 til 1986 havde været på mindst 1-300 rejser og havde været involveret i omfattende homoseksuel aktivitet, fra han var omkring 8-10 år gammel, indtil han var ung voksen. Det var bl.a. ture til Californien, et par ture til Washington, D.C., og også ture til Des Moines, Minneapolis, Kansas City, Austin, Houston, Dallas, St. Louis, Miami, Pasadena, Tampa, Lincoln og Grand Island. Nogle af disse rejser troede han involverede politikere fra Washington D.C., men han kendte ingen ved navn på grund af sin unge alder.
Paul Bonacci oplyste, at han var hos Omaha-politi engang i marts og talte med en politidetektiv Mike Hoch, som havde været meget hård ved Bonacci og som endte med at fortælle Bonacci, at han var bange for, at Larry King ville retsforfølge Bonacci, da der ikke ville blive noget forsøg på at give Bonacci formel immunitet.
Han oplyste, at han mødte Alan Baer første gang i et område kaldet "Milk Run" nær kriminalforsorgen, da han var cirka 12 år gammel, og at dette muligvis skete i 1979. Alan Baer betalte ham 20 dollars for oralsex. Han sagde, at sidste gang, han havde sex med Alan Baer, var omkring den 15. november 1989 i Alan Baers lejlighed i Twin Towers. Paul indikerede, at han havde forsøgt at komme væk fra disse mennesker ved mange lejligheder, og i sit forsøg på at undslippe dem forsøgte han at begå selvmord. Han udtalte, at han var meget bange for Larry Kings "folk", og omtalte en sort person, som han kaldte "Larry Lille King", som gik rundt og fremsatte trusler og forsøgte at skræmme ham og andre.

Bonacci fortalte, at han mente, at han mødte Bob Wadman engang i slutningen af 1985 eller begyndelsen af 1986. Han sagde, at han havde set Wadman ved mindst to fester, og at Alisha Owen var til stede ved mindst en af disse fester, hvor Wadman også havde deltaget. Han mente at pigen (Alisha) og Wadman kunne have været sammen.

Bonacci udtalte, at han vidste, hvornår Alisha Owen blev gravid, "fordi en ung person ved navn Chris fortalte ham, at det sandsynligvis var Bob Wadman, der gjorde Alisha gravid". Paul Bonacci fortalte, at han var gået på mange "scavenger hunts" ("ådselæder-jagter") for Alan Baer. Han definerede "scavenger hunts" som en aktivitet, hvor han gik ud for at rekruttere unge drenge for Alan Baer. Han sagde, at Larry King ville flyve ham rundt over hele landet. På mindst én tur til Californien var Alisha Owen til stede på flyvningen. Bonacci sagde, at han på mindst én tur havde set Troy, Danny og Alisha. Det var engang i 1985 eller '86. Han erklærede også, at han foretog to ture til Washington D.C. med Larry King - kun de to alene. Han fortalte, at mens han var i Washington D.C., havde han sex med andre mennesker. Han mente, de var en del af det republikanske parti, fordi Larry King prøvede hårdt på at "komme ind på dem højere oppe" i det republikanske parti. Han hævdede, at han hørte navnet på en af de personer, som han havde sex med som Frank. Han troede, han kunne være senator eller guvernør eller en eller anden statslig embedsmand.

Rædsler
Nu kommer et afsnit, som jeg har overvejet at udelade, simpelthen fordi det er for forfærdeligt.
Men i stedet vil jeg oversætte og gengive Paul Bonaccis egen tekst fra John DeCamps bog.
Som indledning til teksten skriver DeCamp:
"En af oplevelserne med Larry King, som Bonacci beskrev til Caradori på bånd, detaljerede han senere igen i sin skriftlige beretning om misbrug, udarbejdet til sin advokat, denne skribent.
Bonacci har ofte sagt, at han vil have hele historien om sit misbrug offentliggjort. 'Nogen skal fortælle historien,' skrev han i introduktionen til dette dokument, 'Og det kan lige så godt være mig.'
Grusom som den er; Bonaccis rapport til mig tvinger tankerne tilbage til de tidlige råb om hjælp fra Loretta Smith:"

Derefter kommer Paul Bonaccis tekst:

"I januar '84 tog jeg med på hver eneste tur. Jeg blev betalt, af mænd King kendte, til sex. I sommeren '84 tog jeg engang til Dallas Texas og havde sex med flere mænd, King kendte - i et hotel. Normalt fløj jeg på YNR Airlines og Kam Airlines for King. Jeg havde aldrig personligt meget med King at gøre gik, tog bare derhen, hvor han sagde, jeg skulle. I eller på den 26. juli tog jeg til Sacramento, Californien. King fløj mig ud med et privat fly fra Eppley Airfield [i Omaha] til Denver, hvor vi hentede Nicholas, en dreng, der var omkring 12 eller 13. Så fløj vi til Las Vegas til en ørken-stribe og kørte ind til Las Vegas og til en eller anden ranch og fik noget. Derefter fløj vi videre til Sacramento. Vi blev hentet af en hvid limousine og kørt til et hotel. Jeg husker ikke navnet på den. Vi - altså Nicholas og jeg - blev kørt til et område, der havde store træer, det tog cirka en time at komme dertil. Der var et bur med en dreng i, som ikke havde noget på. Nicholas og jeg fik sådan nogle tarzan-ting at lægge omkring os og sådan noget. De sagde til mig at jeg skulle k----- drengen og sådan noget. Først sagde jeg nej og de holdt en pistol til mine nosser og sagde, gør det eller mist dem eller sådan noget. Jeg begyndte at gøre det mod drengen og ting og sager. Og Nicholas havde analsex og sådan noget med ham. Vi blev bedt om at k----- ham og sådan noget og slå på ham. Jeg prøvede ikke at skade ham. Vi fik besked på at putte vores p---e i munden på ham og sådan nogle ting og sidde på drengenes penis og sådan noget, og de filmede det. Vi gjorde disse ting ved drengen i omkring 30 minutter eller en time da en mand kom ind og sparkede os og sådan noget i nosserne og løftede os op og smed os. Han tog greb fat i drengen og begyndte at k----- ham og sådan noget. Manden var omkring 10 tommer lang og drengen skreg og sådan noget og manden tvang sin p-- ind i drengen hele vejen. Drengen blødte fra sin endetarm og mændene kastede med ham og mig og sådan noget og satte drengen lige ved siden af mig og greb en pistol og blæste drengens hoved af. Drengenes blod var overalt på mig, og jeg begyndte at råbe og græde. Mændene tog fat i Nicholas og jeg og tvang os til at ligge ned. De lagde drengen oven på Nicholas, som græd, og de lagde Nicholas' hænder på drengens røv. De lagde drengen oven på mig og gjorde det samme. De tvang mig så til at k----- den døde dreng i røven og også Nicholas, de satte en pistol mod vores hoveder for at få os til at gøre det. Hans blod var overalt på os. De fik os til at kysse drengenes læber og sutte ham af. Så fik de mig til at gøre noget, jeg ikke engang vil skrive, så det gør jeg ikke. Derefter greb mændene Nicholas og bedøvede ham skrigende, de satte mig op ad et træ og satte en pistol til mit hoved, men skød i luften. Jeg hørte endnu et skud fra et eller andet sted. Jeg så så manden, der dræbte drengen, trække afsted med ham som et stykke legetøj. Alt inklusiv når mændene puttede drengen i bagagerummet blev filmet. De tog mig med og vi gik op i et fly. Jeg så sækken, drengen var i. Vi fløj over et område med meget kraftige buske, med en lysning i. Over lysningen kastede de drengen ud. En sagde at mændene med hætter ville tage sig af liget for dem. Jeg så ikke Nicholas før den aften på hotellet. Han og jeg krammede og holdt om hinanden i lang tid. Omkring to timer senere kom mændene eller Larry King ind og sagde vi skulle gå i bad, da vi kun var blevet spulet af i en fyrs hus. Vi gik i bad sammen og fik så besked på at tage tarzan-tingene på. Efter vi var blevet vasket og klædt i disse ting fik vi besked på at tage shorts, sokker og en skjorte og sko på og kørt til et hus, hvor mændene befandt sig sammen med nogle andre. De havde filmen, og de afspillede den. Mens mændene så på, passerede de Nicholas og jeg rundt som om vi var legetøj og misbrugte os seksuelt. De fik Nicholas og jeg til at kneppe hinanden og en af mændene puttede den døde drengs penis i min og Nicholas' mund. Jeg ville ikke skrive dette, fordi manden tvang mig at bide drengenes penis og nosser af. Det var ulækkert og jeg så filmen, hvor det skete, og begyndte at flippe ud da jeg huskede, hvad de fik os til at gøre bagefter mod drengen. De viste os gøre alt mod drengen. Jeg var der i omkring 5 dage, hvor jeg deltog i fester, men kan kun huske at jeg skar i mine håndled, så jeg opholdt mig to dage på et hospital under et navn jeg ikke kan huske. En eller anden fyr betalte for mig."

DeCamp afslutter dette kapitel om Paul Bonacci med at fortælle, at Bonacci, i et andet vidnesbyrd, sagde, at Larry King smilede og grinede hele tiden, filmen blev vist. Bonacci fortalte desuden, skriver DeCamp, at "mændene med hætterne" var en satanisk gruppe, "som planlagde at bruge den døde dreng i en slags ceremoni". Han navngav også manden, der havde filmet som "Hunter Thompson". Bonacci fortæller, at de samlede denne mand op i Las Vegas, og DeCamp kalder ham for "instruktøren af 'snuff-filmen'". En 'snuff-film' er en ulovlig undergrundsfilm, som indeholder virkelige mord og som sælges på et sort marked indrettet dertil.
Hunter S. Thompson (1937 – 2005) var en amerikansk journalist og forfatter, som var mest kendt for sin bog "Fear and Loathing in Las Vegas" ("Frygt og lede i Las Vegas"), der også blev filmatiseret. Thompsons bøger er præget af fortællinger om voldsomt stofmisbrug og eksperimenter med stoffer samt surrealistisk grænseoverskridende adfærd i forbindelse hermed.
Om dette navn her skal forstås som et alias, eller om der reelt refereres til denne kendte forfatter forklares ikke.

Hvem arbejdede storjuryen for?
Der blev nedsat en "storjury" - Douglas Countys Grand Jury - for at tage sig af Franklin-sagen. John DeCamp fortæller at denne storjury "blev dannet i kølvandet af DeCamp-memoet", og at juryen "udsendte sin længe ventede rapport" den 23. juli 1990, tolv dage efter detektiven Gary Caradoris pludselige død. DeCamp fremlægger, at "World Herald udbasunerede: 'Storjury siger, at misbrugshistorier var et 'omhyggeligt udformet svindelnummer'". Til dette svarer han, at konklusionerne i den 42 sider lange 'Grand Jury Report', snarere viser at juryens overvejelser var "et omhyggeligt udformet cover-up".

Overordnet udlægger han det således:
"Efter min mening er en sag om kontrol og misbrug af regeringsinstitutioner og mørklægning af kriminalitet aldrig blevet udført mere perfekt, end med nedsætningen og sagshåndteringen af denne storjury".

Han uddyber:
"En storjury kan være den bedste eller den værste anordning til at afdække en forbrydelse. For det første skal alt i en storjury være hemmeligt. For det andet kan anklageren med ansvar for storjuryen gøre stort set som han vil, ved at præsentere eller screene information. Hvis en korrupt eller inkompetent anklager er ansvarlig, vil resultatet svare til hans adfærd. For det tredje, hvis storjuryen er kontrolleret af korrupte kræfter, som jeg tror denne blev, så kan de bruge storjuryen som et middel til at finde ud af, hvad folk ved om sagen under granskning, ved at indkalde dem som vidner, uden at noget af denne information bliver offentliggjort. Derefter kan sådanne oplysninger bruges til at hjælpe med en mørklægning. De såkaldte tilbagekaldelser [ændrede vidneforklaringer] af Troy Boner og Danny King ser ud til at være et eksempel på det."

Storjuryen rensede Larry King for misbrug af børn, fortæller DeCamp og citerer juryens rapport:
"Vi fandt ingen troværdige beviser for seksuelt misbrug af børn, mellemstatslig transport af mindreårige, narkotikahandel eller deltagelse i en pornografi-ring af King eller andre Franklin-embedsmænd eller medarbejdere. I det omfang homoseksuelle forhold fandt sted, der involverede sådanne ansatte eller embedsmænd, viste beviserne, som vi var i stand til at afdække, at disse udvekslinger var frivillige handlinger mellem personer over lavalderen."

Med citater fra denne rapport formidler DeCamp storjuryens argumenter for sin afgørelse.
Ja, Larry King havde omdirigeret kreditforeningsmidler for personlig vinding, men "det er vores opfattelse, at føderale myndigheder er bedre i stand til at forfølge sager vedrørende denne uretmæssige tilegnelse af kreditforeningsfonde, og vi anbefaler på det kraftigste, at de fortsætter med det." Og selvom "vi også fandt sandsynlig grund til at tro, at King ved adskillige lejligheder brugte penge eller genstande af værdi for at 'lokke, tilsløre, overtale, opmuntre eller skaffe' mænd i deres sene teenageår eller begyndelsen af tyverne til at engagere sig i prostitutionshandlinger med ham, og derfor begik han forbrydelsen rufferi," var forældelsesfristen løbet ud på mange af disse handlinger. Så "vores endelige beslutning var at sigte og prøve King med en klasse IV-forbrydelse i henhold til statslovgivningen, når han står over for 40 forbrydelsesforhold i en føderal domstol [udelukkende økonomiske sigtelser] ville ikke være den bedste udnyttelse af Douglas County distriktsdomstols ressourcer, og igen har vi udskudt til den føderale anklagemyndighed."
Her skriver DeCamp:
"Så forsigtig var denne storjury med ikke at sløse med offentlige ressourcer, at den ikke engang stævnede Larry King!"

"Storjuryen bortforklarede sin manglende evne til at kalde King som et vidne," skriver DeCamp, og citerer igen fra juryens rapport:
"Fordi King i øjeblikket er i en institution uden for staten i henhold til en kendelse fra den føderale domstol, og fordi vi troede, at han ville stole på sin ret til at undgå selvinkriminering ... besluttede vi, at det ikke ville være frugtbart at forsøge at kræve, at King stiller for os."

Derefter konstaterer DeCamp, at hver gang storjuryen indrømmede, at misbrug havde fundet sted, fastslog den samtidig, at intet af det havde noget at gøre med Franklin Credit Union.

Storjuryen anklagede tre personer. Den første var velhaver-arvingen og varehusforretningsmanden Alan Baer. Storjuryen skrev:
"Vi havde vidneudsagn fra visse vidner om seksuel involvering med Baer. Beviser viste også, at disse vidner modtog betydelige pengebeløb eller andre værdigenstande i bytte for sex.... Derfor tror vi Baer begik lovovertrædelsen rufferi, og vi har tiltalt ham for den lovovertrædelse."

Men storjuryen tilføjede:
"Vi har ingen direkte forbindelse fundet mellem Alan Baer og King eller Franklin Credit Union, bortset fra begrænsede sociale og forretningsmæssige forretninger."

Peter Citron stillede også for storjuryen og blev fundet at have haft "upassende seksuel kontakt med mandlige mindreårige," men igen, havde "der ikke været nogen forbindelse fundet for at forbinde Citron med Franklin Credit Union ...."
Citron var allerede blevet tiltalt og dømt for disse overgreb i en særskilt retssag. De to andre tiltalte var både vidner og angivelige ofre, Alisha Owen og Paul Bonacci. Disse unge mennesker havde lidt, indrømmede storjuryen, men det havde intet at gøre med Franklin-sagen:
"Vi tror, at Owen kan være blevet seksuelt misbrugt i sine tidlige år, men ikke af mennesker og ikke på den måde, hun har påstået."

DeCamp nævner desuden, at storjuryen om Bonacci skrev;
"ifølge hans vidnesbyrd, var han som barn, offer for gentagne seksuelle overgreb af personer, der ikke er tilknyttet Franklin-undersøgelsen."

Hvis DeCamp har ret i denne konstatering, forekommer det helt uforståeligt, hvordan storjuryen mener de kan starte denne sætning med "ifølge hans vidnesbyrd" ("according to his testimony").

I maj og juni 1990 anklagede storjuryen Owen for otte tilfælde af falsk vidneudsagn og Bonacci for tre tilfælde. De to andre hovedvidner som var blevet videooptaget af Gary Caradori, Troy Boner og Danny King, tilbagekaldte og ændrede deres vidneudsagn i foråret 1990. Storjuryen nævnte ikke, at ved tilbagetrækning af deres vidnesbyrd til Caradori, sagde begge, at de havde løjet for den lovgivende forsamling, som Caradori jo repræsenterede. Storjuryen bemærkede, at den i en foreløbig rapport fra maj 1990 havde anbefalet, "at Washington Amtsadvokat sigter Jarrett Webb for seksuelle overgreb af tredje grad på en mindreårig" - Nelly Patterson Webb. Men hvor Nelly havde fortalt om organiseret misbrug og prostitution ville storjuryen ikke tro på hende:
"I begyndelsen af 1986 begyndte Nelly at udvide sine påstande med anklager om, at hun var blevet taget af King med på flyture til andre byer som Chicago og Washington, D.C., hvor hun blev "udstillet" ved fester, hvor sex og ulovlige aktiviteter med stoffer fandt sted. Vi afhørte en række vidner som rejste meget med King, og nogle få gjorde hvad må have været pinlige indrømmelser om at have engageret sig i seksuel kontakt med King på nogle af disse ture. Men intet vidne for storjuryen kunne på nogen måde bekræfte at Nelly Webb eller andre børn nogensinde blev transporteret med ulovlige formål, og vi fandt ingen beviser til støtte disse påstande."

Storjuryen mente, at det var 'uheldigt, at der gik så lang tid mellem de første anklager om misbrug og det tidspunkt, hvor de sidste børn blev fjernet fra hjemmet." Her skriver DeCamp:
"Derefter bebrejdede storjuryen Carol Stitt fra Foster Care Review Board for at skrive til statsadvokaten så hurtigt om Loretta Smiths rapporter, i stedet for først at lave flere forespørgsler på egen hånd!"

Men statsadvokat Robert Spire havde "korrekt givet oplysningerne videre til [politichef] William Howland," og enhver forsinkelse efter dette punkt måtte have været på grund af Howlands store arbejdsbyrde, efter juryens mening.
Loretta Smith, der vidnede for storjuryen, havde "lidt og været udsat for mere misbrug og omsorgssvigt, end nogen nogensinde burde have udholdt," men "gerningsmændene til et sådan et misbrug bliver det måske aldrig kendt." Under alle omstændigheder, "fandt storjuryen ingen beviser til at underbygge nogen forbindelse mellem King eller nogen Franklin-ansat, og de påståede ulovlige aktiviteter beskrevet af pigen."

DeCamp skriver, at storjuryens rapport indeholdt "gratiøse udtalelser", som at "børn har ret til at forvente, at hvis de udviser rimelig adfærd, vil de ikke blive misbrugt" (fremhævelse tilføjet). Ifølge DeCamp nævnte storjuryen henkastet, at der ifølge Omaha Police Department var "over 500 kendte pædofile i Omaha-området." Herefter skriver DeCmap i parentes at siden "det amerikanske justitsministerium vurderer, at en typisk pædofil forgriber sig på 77 børn, før han bliver fanget, og de fleste aldrig bliver fanget, ville et antal på 500 pædofile misbruge tusindvis af børn hvert år!"
Så citerer DeCamp storjuryens rapport. Han skriver: "En pædofil";
"fik os [storjurymedlemmer] til at være meget bekymrede. Denne person, Robert W. Andresen, en hvid mand, 6'5", 325 lbs., har været kendt for at tvinge mænd (inklusive mindreårige drenge) til sin bopæl. Når han først har fået en person derhen, kan han udsætte den unge mand for seksuelle overgreb og/eller pornografisk fotografering. Desuden har vi gennemgået dokumenter der fortæller, at Andresen har truet med at skade sine ofre fysisk og truet med at opsøge og dræbe dem, som melder ham til myndighederne.

DeCamp skriver at efter "at have malet dette hårrejsende portræt, afviste storjuryen sagen med en håndbevæglese", og citerer derefter storjuryen:
"Desværre, fordi ofrene nægtede at vidne mod ham, kunne vi ikke rejse tiltale".

Men "i virkeligheden", skriver Decamp, "figurerede Andresen i det båndede vidneudsagn fra Troy Boner og Danny King til Gary Caradori, hvilket storjuryen forsømte at sige."

'Svindleren', en sensationel efterforsker og gerningsmanden, der ikke eksisterer
Storjuryen anklagede visse "rygtemagere" for at sprede "svindelnummeret", og blandt disse navngav juryen to pædagoger, som ofrene var begyndt at tale til. Storjuryen gav udtryk for sin holdning på denne måde:
"Måske har en uenig skare aldrig før i Douglas Amts historie spillet så febrilsk på rygte-røret, som i anklagerne om seksuelle overgreb omkring Franklin."

"Alle dem, der havde fulgt op på beskyldningerne", skriver DeCamp "kom under angreb fra storjuryen". I denne rækkefølge nævner han: Senator Loran Schmit og Franklin-udvalget, Senator Chambers, DeCamp selv, medlemmer af foreningen Concerned Parents (bekymrede forældre) og "en freelancejournalist ved navn Michael Casey". Denne mand kalder storjuryen "'deltids-Omaha-borger' og fyret Boys Towns-ansat"
I sin rapport og i dommen over Alisha Owen kaldte storjuryen Michael Casey en "con man" (svindler), som "udgav sig for at være en undersøgende reporter", der "stræbte efter at afsløre den 'rigtige' Franklin-historie". Ifølge dommen er det Michael Casey som i samarbejde med efterforskeren Gary Caradori og Alisha Owen er hovedpersonerne i det angivelige svindelnummer som sagen er bygget op omkring.
I dommen står der:
"Owen blev arresteret i september 1988 for at have udstedt dårlige checks. Hun blev tilbageholdt i flere dage og derefter løsladt, mens hun afventede behandlingen af hendes sag. Den 20. oktober tjekkede Owen sig selv ind på St. Joseph Center for Mental Health til psykiatrisk evaluering og blev der indtil den 30. november. Inden for få dage efter sin løsladelse forsøgte Owen selvmord. Hun blev igen indlagt på St. Joseph's fra 5. til 16. december.
Mens han var på St. Joseph's, stiftede Owen bekendtskab med Casey [...] Kort efter Owen blev løsladt fra St. Joseph's i december, kontaktede Casey hende om at flytte ind hos ham og hans mandlige værelseskammerat. Casey sagde, at han var en undersøgende reporter for New York Times, og at han ville træne Owen til at være hans assistent. I et interview i februar 1990 fortalte Owen FBI-specialagent Michael Mott, at i løbet af de 2 til 3 uger, hun boede hos Casey, pumpede han hende til Franklin-relateret information. Hun fortalte Mott, at hun helt havde standset kommunikationen med Casey og fortalte ham, at hun ikke selv var involveret i skandalen. I et brev til Owen dateret 15. marts 1990 og fundet blandt Owens personlige papirer skrev Casey imidlertid, at han arbejdede med producenter i Los Angeles og Omaha om at udvikle sit "Franklin-projekt", og at han ville sende Owen en kopi af første udkast til et manuskript til et teaterstykke, så Owen kunne gennemgå det og komme med sine ideer. I et lykønskningskort til Owen dateret den 23. marts 1990 og fundet blandt Owens personlige papirer, skrev Casey, at tre nationale publikationer og en filmproducent var interesseret i hans Franklin-projekt, og at Owen var 'sikret et job, når [du] kommer ud derfra som konsulent og researcher.'"

Dommen forbinder også efterforskeren Gary Caradori til Michael Casey idet den referer til et brev fra Casey til Owen, som indeholder ordene; "han (Gary Caradori) forsikrede mig om, at hvis dine oplysninger bliver bekræftet, vil du modtage positiv omtanke og beskyttelse uden for et fængselsmiljø".
Michael Casey, som var tidligere fængselsindsat og desuden havde en kandidatgrad i offentlig administration, blev fyret fra Boys Town i 1974 for angiveligt at stjæle fortrolige optegnelser og forsøge at sælge rettighederne til en tv-serie om organisationen.

DeCamp skriver i sit afsnit om storjuryen, at den "rensede alle de fremtrædende påståede misbrugere, herunder dommer Theodore Carlson, Harold Andersen, tidligere vildt- og parkkommissær Eugene Mahoney, Omaha borgmester P.J. Morgan og Omaha advokat Thomas McKenney". Han konstaterer desuden; "[h]vad angår den påståede overgrebsmand politichef Robert Wadman bemærkede juryen: 'Vi ser nu på Owen som gerningsmanden og Wadman som offer.'"

"Ifølge storjuryen eksisterede en af gerningsmændene slet ikke," skriver DeCamp, og citerer juryens rapport:
"Owen henviste gentagne gange til en livvagt og håndhæver af Kings med kælenavnet 'Larry the Kid'. Vi tror at denne muskuløse, sorte mand, i slutningen af teenageårene eller begyndelsen af tyverne, er en fiktiv karakter."

"Rapporten forklarede ikke, hvordan en opdigtet personlighed kunne optræde i rapporter fra mindst fire forskellige børn over en periode på tre år," skriver DeCamp herefter og uddyber:
"Loretta Smith fortalte om en person ved navn King Horse, som var med til fester og ritualer, som hun deltog i i 1985. Alisha Owen vidnede om at Larry Kings 'håndlanger' var en ung sort mand ved navn 'Larry (Lnuk)', også kendt som Kings Horses. Danny King sagde 'Larry, Jr.' var Kings højre hånd. Og Paul Bonacci rapporterede om at en sort mand, han kaldte 'Larry Little King', videregav trusler på Larry Kings vegne."

Storjuryen afviste i sin rapport desuden al snak om mørklægning af misbrug af børn, mord og sataniske ritualler. Dette var alt sammen løgne og sladder.
Hele historien om seksuelt misbrug, stoffer, prostitution og bestikkelse, som var blevet præsenteret i videobåndene var "et omhyggeligt udformet svindelnummer, skrevet af en eller flere personer med betydelig viden om mennesker og institutioner i Omaha". Med Gary Caradori, "bekvemt ikke længere i live til at forsvare sig selv," som senator Loran Schmit udtrykte det, insinuerede storjuryen at det var Gary Caradori som havde iscenesat båndene for personlig fortjeneste:
"Vi har gransket Caradoris efterforskningsteknikker. I for mange tilfælde blev personer, som Caradori interviewede, "fodret" med oplysninger. Han førte sine vidner og videobånd blev stoppet og startet med mistænkelige intervaller, således at indholdet af vidnernes historier ændrede sig. Caradori udtalte, at han mente, at det var hans job at finde sporene og at det var en andens ansvar at følge dem op. Vi tror på det modsatte. Vi tror, at Caradori stod til at få faglig og personlig gevinst ud af resultatet. Caradori brugte mere tid på at støtte påstandene i stedet for at bekræfte dem. Caradori arbejdede ud fra et sensationelt grundlag. Hvis der så ud til at være noget, der kunne være skandaløst var han interesseret i at følge op på det. Hvis det bare var en rutinesag, han var ikke villig til at investere den nødvendige tid eller indsats."

Her konstaterer DeCamp at Karen Ormiston, som var medarbejder i Caradoris efterforskningsfirma, og var med ham ved videooptagelserne, i oktober 1990 bestod en polygraftest administreret af Chris Gugas, en professionel polygrafspecialist fra San Diego, som var præsident ved National Polygraph Association.
DeCamp fremlægger de spørgsmål, hvortil Karen Ormiston svarede "nej":
"
1. Under Gary Caradoris interviews med Franklin-sagens ofre, truede han nogensinde nogen for at få oplysninger fra dem?
2. Ud fra hvad du ved, trænede Gary nogen af de påståede ofre i Franklin-sagen om, hvad de skulle sige i deres interviews?
3. Rådgav Gary og du på noget tidspunkt nogen af de fire ofre til at opdigte deres historier?
"
DeCamp fortæller desuden, at Karen Ormiston fik endnu et spørgsmål:
"Var alle vidneudsagn givet til dig og Gary af de fire Franklin-sagsofre helt frivillige?"
Hertil svarede hun "ja."
Gugas konkluderede, "[D]et er denne undersøgers mening, at fru Ormiston besvarede alle ovenstående relevante spørgsmål sandt".

DeCamp skriver, at sagen blev forvandlet til en debat om videobåndene, at men at storjuryens afvisning af Caradoris arbejde blev sat i relief "af mængden af beviser i efterforskerens akter, som storjuryen tilsyneladende undlod at overveje". Caradori var overhovedet ikke tilfreds med de optagede udtalelser, som de stod, skriver DeCamp, og at han, i slutningen af hvert interview minutiøst listede dusinvis af leads til opfølgning og krydstjek. Dette undersøttes af de uddrag fra Caradoris rapporter, som allerede på dette tidspunkt i bogen er blevet fremlagt, hvor der findes mange af denne typer krydstjek-noter til ham selv. DeCamp kommer med flere eksempler, som han mener illustrerer Caradoris "udtømmende efterforskningsdagsorden":
6. Forretningsfakturaer til at fastslå betalingen af kjolen og bamsen, som politichef Robert Wadman købte til Alisha Owen.
7. Bartenderen på den franske cafe da Alisha spiste frokost med Wadman.
8. Køkkenhjælperen, der var ansat hos den franske Cafe på det tidspunkt, hvor Alisha og Wadman spiste frokost der.
23. Brændstofoptegnelser for de private fly, som Alisha tog. Dette ville indikere, hvor flyet tankede op, især på fly til vestkysten.
24. David Hughes; en pilot navngivet af Alisha som en af Larry Kings yndlingspiloter.

"Caradori efterforskede ikke mange af disse spor, fordi han døde," skriver DeCamp. "Men storjuryen viftede dem til side." Juryens rapport siger, at den i alt "hørte live vidneudsagn fra 76 vidner", fortæller DeCamp, men Caradoris notater alene ud fra Alisha Owen og Troy Boner-båndene viser over 75 personer, der skulle interviewes under opfølgningen - Alisha og Troy ikke medregnet.
Derefter skriver DeCamp:
"Caradoris beviser, hvis originaler optager et helt aflåst rum på statens rådhus, omfatter krydsindekserede ringbind, æsker med mappper, hundredvis af timers lydbånd samt videobånd, og en liste over 291 potentielle vidner i alt. Storjuryen havde et komplet sæt i sin besiddelse.
Jeg ved, hvem fra Caradoris potentielle vidnelister, som var indkaldt til afhøring, fordi jeg var en af de få mennesker som i sidste ende havde adgang til disse oplysninger. Jeg har forbud mod at identificere disse mennesker. Som jeg har sagt, tror jeg, at hvis hele juryens vidnesbyrd kunne offentliggøres, ville det være i offentlighedens interesse. Jeg tror også, at hvis det blev gjort, ville der blive nedsat en opfølgende storjury til at undersøge den oprindelige storjury."

Storjuryens rapport mødt med forargelse
"Storjuryens rapport blev mødt med forargelse," skriver DeCamp.
Trish Lanphier, leder af gruppen Concerned Parents, udtalte: "Dette er en syg storjury. At gøre offeret til gerningsmanden. Det her er så klassisk."
Senator Chambers indsendte en "Motion to Expunge" ("forslag om at fjerne" rapporten) til Douglas County distriktsret, ledsaget af en 83-siders understøttende brief, som ifølge DeCamp "dokumenterede juryens grove uregelmæssigheder".
Det lovgivende Franklin-udvalg ønskede at vide, at hvis det var et omhyggeligt udformet svindelnummer, hvem lavede det så og hvornår?
Derudover bemærkede udvalget:
"Alisha Owen og Paul Bonacci er sigtet for mened og Troy Boner og Danny King er ikke. Som vi ser det, er de ofre, der står ved deres historie, sigtet for mened, mens de, der har indrømmet falske erklæringer for udvalget [i de videooptagede vidneudsagn] ikke er. Det giver lidt mening for os. Enten skulle de alle sammen have været tiltalt eller også skulle ingen af dem. Budskabet er blandet og synes at favorisere at opmuntre tilbagetrækning af vidneudsagn som en måde at undgå farerne ved strafferetlig forfølgelse. Det fortæller også personer at de kan lyve under ed til lovgivende udvalg, så længe de ændrer deres historie, før de kommer i retten."

John DeCamp citerer desuden en lederartikel i Omaha World-Herald fra 29. juli 1990 med titlen "Storjury gjorde sit arbejde; fornærmelserne er utålelige":
"Rygter om forseelser og coverup i Franklin-sagen var udbredte sidste vinter. Baseret på konklusionerne af Douglas County storjury, ser det nu ud til, at rygterne er resultatet af fantasier fra løgnere, svindlere og opportunister, som ønskede at betale deres opfattede politiske fjender tilbage. På grund af rygterne sidste vinter blev meget af offentlighedens tiltro til dens institutioner rystet. På et tidspunkt, syntes der ingen måde at fastslå sandheden på. Hvor var Nebraska heldig at have storjurysystemet til at hjælpe den med at komme til sandheden. Nu er selve storjurysystemet imidlertid under angreb. Storjurynævningene, der udgjorde Douglas County panelet bliver udsat for fornærmelser. Der bliver sået tvivl om deres integritet."

"Spærreilden fortsatte," skriver DeCamp, 2. august 1990 med endnu en lederartikel fra World-Herald-redaktionen med titlen "Schmit-panel kan ikke undslippe ansvaret i fupnummer":
"Loran Schmit omskriver febrilsk historien, mens han opfordrer offentligheden til at tro, at hans Franklin-komité ikke fortjener den kritik, den blev givet af Douglas Countys storjury. ...Senator Schmit, du og andre mennesker forbundet med udvalget har ikke sat beviser sammen ordentligt siden den dag, komitéens efterforsker Gary Caradori lavede de videobånd, der blev en del af Franklin-historien. ...Schmit havde tydeligvis besluttet sig for troværdigheden af mange af historierne på videobåndene. I juni holdt han stadigvæk fast ved sin opfattelse af, at historierne var troværdige, og han insinuerede, at "penge bliver brugt" for at blokere anklager mod fremtrædende personer. Jo flere sådanne udtalelser blev gentaget, des mere troede nogle nebraskanere på den vilde fortælling om en sex- og narko-ring og en tilsløring, der involverede Omaha-enkeltpersoner og -institutioner."

Trusler mod vidner?
"The World-Herald håbede åbenbart, at den 'vilde fortælling' om prostitution og en tilsløring var blevet lagt til hvile af storjuryen," skriver DeCamp. Og han fortsætter:
"Jo mere der blev kendt om panelet, jo mere oplagt var det, at storjuryen selv, styret af anklager Samuel Van Pelt, tilføjede til tilsløringen, og systematisk havde lækket følsomme oplysninger, begravet afgørende beviser og truede vidner."

DeCamp skriver videre, at Nebraska har de måske værste love i USA i forhold til brugen af storjurysystemet. "De bidrager til korruption og tilsløring frem for ordentlig efterforskning og tiltale," skriver han. DeCamp uddyber derefter dette ved at skrive at ved et retsmøde den 14.-15. oktober 1991, blev dette forhold udnyttet af Nebraskas statsadvokat, som forsvarede Douglas Countys anklager Van Pelt og storjuryens formand i Franklin-sagen, Michael Flanagan, foran en tremands-domspanel, der afhørte dem. Statens argument var, skriver DeCamp, at den dårlige kvalitet og tvetydigheden i Nebraska-statens love om brug af storjuryer på amtsplan bør undtages anklageren og formanden fra ansvar for nogen fejl eller forseelser begået af storjuryen. Alle vidneudsagn fra storjuryen vedbliver at være hemmelige. De beviser John DeCamp fremlægger i sin bog "for juryens rolle i cover-up kommer fra offentligheden domæne; det er en brøkdel af historien," skriver han.
DeCamp fortæller, at bekymringen for, at storjuryen var sat sammen for at manipulere et resultat frem, allerede opstod før jurymedlemmerne blev udvalgt, lige så snart den pensionerede dommer Van Pelt blev udnævnt som særlig anklager for Franklin-sagen. En gruppe på 43 naboer til en Nebraska landmand og politisk aktivivist ved navn Arthur Kirk havde i marts 1990 i en lokal avis skrevet et åbent brev, hvor de kaldte Van Pelt "et bestilt håndvåben for staten" ("a hired gun for the state"). Gruppen mente, at Van Pelt havde dækket for drabet på Kirk, som de mente blev begået af et SWAT-team fra staten Nebraska i 1984. De skrev at "Van Pelt blot tog gerningsmændenes udtalelser, indsatte dem i sin rapport og frikendte dem for enhver forseelse. Han gjorde præcis, hvad han blev betalt og hyret til at gøre."
Også i denne sag var det "grove uregelmæssigheder," ifølge senator Ernie Chambers og andre, skriver DeCamp. Der blev ikke lavet ballistiske test for at se, om Kirk overhovedet havde affyret sit våben, selvom dette ville have kunne understøtte SWAT-teamets forklaringer af drabet. Kirks kone sagde, at hun var blevet brugt af statspolitiet til at lokke Kirk ud af sit hus, så han kunne blive skudt ned. På trods af grelle selvmodsigelser i SWAT-teamets historie, fandt Van Pelt frem til, at politiet havde handlet i selvforsvar. Også i denne sag udkom Omaha World-Herald med et fuldstændigt forsvar af afgørelsen. Den 17. marts 1990 udkom en leder hvori der stod at "Van Pelts rapport om Kirk fulgte beviserne," og at, "den sørgelige kendsgerning er, at nogle mennesker klynger sig til vilde, sensationelle rygter og konspirationsteorier selvom der mangler noget rationelt grundlag."

"Van Pelts opførsel under Franklins storjuryundersøgelse var ikke rygter", skriver DeCamp, "men et spørgsmål om hvad der blev ført til protokol". Tre personer, der vidnede for storjuryen - Paul Bonacci, Alisha Owen og en ung kvinde kaldet "Jane Doe" - anklagede efterfølgende Van Pelt for at skræmme dem og forsøge at tvinge dem til at ændre sine vidneudsagn. Derefter citerer DeCamp en dialog fra den lovgivende forsamlings efterfølgende afhøring af Paul Bonacci:
"
BONACCI: Og den anden ting er, at de blev ved med at sige, når jeg var foran - ...at nogle - den jury eller whatever, de blev ved med at fortælle mig, at hvis jeg holdt fast i min historie, så ville de få mig til at komme i problemer for det.
SENATOR SCHMIT: Hvem sagde det?
BONACCI: Det var en fyr med et - det var ikke foran alle sammen, det var når jeg gjorde mig klar til at blive taget tilbage ovenpå før frokost. De satte mig ind i det her rum. Han satte sig bagerst i lokalet bagved det her skrivebord. Han var en af de fyre, der blev ved med at stille mig spørgsmål.
BEVERLY MEAD (Bonaccis læge): Nå, kan du identificere denne bestemte mand, der - beskrive ham eller -
BONACCI: Ja. Han havde et overskæg og jeg ved det ikke om han havde briller eller ej. ... Han var den mand, der bestemte mest....
HR. DECAMP (Bonaccis advokat): Hvad sagde han til dig?
BONACCI: Han fortalte mig på en måde, hvis jeg bare - han sagde - han sagde på en måde, at hvis du holder dig til den samme historie, som du har fortalt, vil du komme til at få en masse problemer.
"
"Fyren med overskæg var Sam Van Pelt," skriver DeCamp.
Så citerer DeCamp Alisha Owens forklaring til den lovgivende forsamling af hvad der skete, da hun vidnede foran Van Pelts storjury:
"
LOVGIVENDE RÅD: Først og fremmest, har du nogen kommentarer overhovedet om storjuryen, og det kan du - som du gerne vil fortælle os uden at overtræde din ed til den store jury?
AUSHA OWEN: Det var næsten de hårdeste tre dage i mit liv.
RÅD: Hov, vent nu et øjeblik. Du er blevet seksuelt misbrugt, du er blevet sat i en stofmisbrugssituation, du har været på psykiatrisk hospital, du har forsøgt selvmord, og du siger, at din optræden for storjuryen var - var sværere end det, er det korrekt?
OWEN: Det var mere udmattende, ja. Jeg tog hjem og var udmattet. Udmattet.
RÅD: Jeg vil stille et ledende spørgsmål. Blev du ydmyget, nedværdiget, nedgjort, talt ned til?
OWEN: Ja... jeg mødtes med dem på en mandag, og det var kun et meget kort møde. Og så mødtes jeg med dem på en tirsdag, onsdag og torsdag. Den onsdag blev jeg ydmyget, jeg blev fuldstændig sat i forsvarsposition. Helt i forsvarsposition.
RÅD: Af hvem?
OWEN: Jeg kalder ham idioten for enden af bordet. Jeg tror han hedder Dougherty .... Det har jeg ikke set anklagere gøre i en retssal, som med mig - jeg var færdig. Jeg var vred, jeg var sur. Det fortjente jeg ikke.
RÅD: Din stemme krakelerer, og du bryder lidt sammen. Jeg vil stoppe op og spørge [Owens advokat] hr. Rosenthal et spørgsmål .... Henry, følte du, at du blev givet passende mulighed for at beskytte din klient under storjuryens sagsbehandling?
ROSENTHAL: Tjah, det blev jeg i det omfang, jeg fik lov til. Ser du, efter min mening har de bare aldrig stillet hende nogle spørgsmål overhovedet... Og jeg tænker på én gang, uden at gå ind i det, spurgte de hende, vil du sige noget? Hun siger, jeg er ked af, at I aldrig kom til sagen på tre dage. Det handlede altid om at gå rundt i cirkler, og det var altid anklagende mere end at forsøge at få fakta frem og lade tingene falde, hvor de nu kan. De gav hende aldrig mulighed for at gå ind i dem, ser du.
"

DeCamp skriver at, selvom storjuryen endte med at tiltale Owen for at have sagt, hun blev seksuelt misbrugt af politichef Robert Wadman i 1983 og 1984 fortalte Owen, at de stort set intet spurgte hende om de år, om misbruget eller om hendes detaljerede beskrivelse af Wadmans fysiognomi:
"OWEN: Jeg - du ved, som jeg sagde før, de talte aldrig til mig om 1983 og 1984. De ved ikke engang hvad der skete. De - de sender mig ind i denne storjury, de kalder mig en løgner, og de har aldrig spurgt mig om hvad der skete. Og når - det er lidt svært for mig, fordi jeg vil have at folk til at vide, at jeg taler sandt, og nogle gange er nogle af de ting, man skal fortælle dem om, hvad der er sket eller om gerningsmændene - svært. Og det ville være, synes jeg, en grov uretfærdighed, hvis disse beviser blev undertrykt. Det faktum, at jeg kender til knysten eller knuden på hans lilletå og at han har hår på tæerne, du ved, kan jeg fortælle dig præcis hvordan hårpletterne på hans fødder er, det ville være en grov uretfærdighed, hvis det blev undertrykt i storjuryen. Jeg tror, det ville - det absolut ville være en forbrydelse. Fordi i USA i dag, når det kommer til den slags sager, mange gange er den eneste måde, et offer faktisk kan bevise, at de blev misbrugt, er ved at identificere særlige mærker på den persons krop, som ingen andre kender.
En måde at kalde mig en løgner og en måde at sige, at hun ikke fortæller sandheden ville være at undertrykke det, ville være ikke at se på Jeg lavede et bånd til dig, der beskriver Robs krop. For storjuryen, anser jeg det for et vigtigt bevis. At det skal blive undertrykt, synes jeg, er en forbrydelse. Jeg tror, det er villet, bevidst undertrykkelse af beviser. Og at have det udført af en anklager, jeg synes det er en forbrydelse, og det er en bevidst tilsløring."

Vidne fastholdt sine egne oplysninger trods beviser for det modsatte
Storjuryens rapport udtalte at Alisha Owen "begik alvorlige fejl i beskrivelsen af en række af Wadmans fysiske egenskaber," ifølge en artikel om rapporten i Omaha World-Herald.
Igennem hele sagsforløbet hævdede Alisha Owen, at hun troede, at politichef Robert Wadman var faren til hendes barn.
I den senere dom over Alisha Owen, står der:
"Politichefen vidnede, at han aldrig havde mødt Owen. Han afgav vidneforklaring om, at han havde givet blodprøver til tre forskellige laboratorier, der havde udført DNA-test, og at alle testene havde bekræftet, at han ikke var far til Owens barn. Til sidst blev en faderskabssag mod politichefen trukket tilbage.
Owen fortalte storjuryen, at politichefen var i god fysisk form uden operationsar. I betragtning af deres mange seksuelle møder sagde Owen, at hun ville have bemærket eventuelle ar på politichefens krop.
Politichefen var blevet skudt i venstre arm, mens han arbejdede undercover i Arizona i 1973. Som et resultat af knogletransplantationsoperationer for at reparere den beskadigede arm, har politichefen et mærkbart ar på sin venstre underarm fra et 'stort, uregelmæssig snit, der løber omtrent fra hans håndled til hans albue.' Kirurger havde fjernet knogle fra spidsen af højre hofte til brug i knogletransplantatet i venstre underarm. Fjernelsen af knogle fra hoften efterlod et 'meget stort' og 'let-at-se' ar, der strækker sig rundt om forsiden af politichefens højre hofte.
Ved sin sag om mened gav Owen en meget detaljeret beskrivelse af politichefens krop fra top til tå, men inkluderede ikke de operationsar, der er beskrevet ovenfor. Hun afviste som ikke-overbevisende en række fotografier af arret på politichefens venstre underarm og nægtede at tro, at politichefens venstre arm var 50 procent handicappet. Hun sagde, at hun aldrig så arret på politichefens højre hofte."

Appelsag med påstande om flere uregelmæssigheder
I de forskellige artikler der findes om dommen i sagen mod Alisha Owen hører man aldrig Alisha Owens reaktion på dommen eller sagens beviser - måske fordi der ikke er nogen, der spørger hende.
Men man kan finde info om den appelsag, hun anlagde efter dommen. Her står bl.a. at hun "hævder, at Casey-brevet blev 'plantet' i juryrummet under drøftelser, så det ville komme til nævninges opmærksomhed og derefter blev det fjernet fra bevismaterialet". Påstanden understøttes af et jurymedlem i den tidligere domsjury, John Hurley, som forklarer, hvordan det foregik i praksis.
John Hurley vidnede også om, at han og andre nævninge havde overtrådt rettens forbud og havde set programmet "48 Hours", der omhandlede Franklin-skandalen. I dette program forklarede Troy Boner, at han fejlagtigt havde anklaget fremtrædende Omaha-borgere for at have misbrugt børn seksuelt.
Om denne situation skriver DeCamp senere i sin bog (s. 226):
"I over et år, efter den første byge af mediedækning i 1989, undgik de nationale nyhedsmedier Franklin-sagen. Den 19. juni 1991, to dage før juryen dømte Alisha Owen, præsenterede CBS-TV Nebraska i sit TV-show i den bedste sendetid: "48 Timer." Programmet, som angiveligt skulle handle om virkningen af børnemishandling i forskellige samfund, udtalte sin konklusion om Franklin-sagen i indledningen: 'Nogle samfund har overreageret og beskyldt uskyldige mennesker.' Til at uddybe de påståede uretfærdigheder der var blevet gjort mod dem, som offer-vidnerne udnævnte som misbrugere, havde TV-producenterne den tidligere politichef Robert Wadman grædende foran kameraerne for at sige, at Franklin-sagen havde været 'den den mest Guds-forfærdelige oplevelse, man nogensinde kan gå igennem.' Omaha advokat James Martin Davis gav sin vurdering, at 'Bob Wadman var blevet arret for resten af sit liv." Hverken senator Schmit, jeg eller Owen eller Bonacci blev interviewet; udover de påståede gerningsmænd, fik kun Troy Boner tid i programmet til at sige, at han havde fabrikeret alle anklagerne. Wadman hævdede, at 'Caradori ledede vidner, fodrede vidner,' mens Boner udtalte, at 'det hele bare var en løgn,' og at 'Caradori overbeviste mig om at gøre det.' Fortælleren udtalte, 'Caradoris motiver forbliver ukendte.'
Indvirkningen på Alisha Owens retssag, af en sådan antageligt autoritativt nationalt tv-show, der fælder dom over Nebraska-sagen, var ødelæggende. Selvom dommeren udtrykkeligt beordrede nævninge til ikke at se programmet, gjorde et stort antal af dem dette, og flere rapporterede, at det var hovedemnet for diskussionen i juryrummet næste morgen!"

I appelsagen vidnede desuden en tidligere politibetjent og derefter privatdetektiv, Robert Janecek, som havde kendt Boner-familien i cirka 30 år, og i løbet af den tid havde ansat forskellige medlemmer af Boner-familien på deltidsgrundlag. Janecek hævdede, at tre slægtninge til Boner havde fortalt Janecek, at Boner havde informeret Boner-familien om, at han havde accepteret en bestikkelse på 12.000 dollars for at have løjet ved Owens sag om mened. Janecek udtalte, at ifølge Boners slægtninge, blev han foranlediget til at lyve på to måder: Via truslen om, at han "aldrig ville klare det til retten" og løftet om en økonomisk belønning. "Janeceks erklæring nævner ikke hvem, der angiveligt truede Boner og købte hans falske vidneudsagn," står der i domsteksten.
Desuden vidnede Donna Owen, mor til Alisha Owen, om at Boner ringede til Owen-hjemmet efter retssagen og hævdede, at han havde løjet under retssagen for at beskytte sig selv. Donna Owen optog telefonsamtalen med Boner. Et udskrift og et lydbånd af samtalen blev ført som bevis sammen med Donna Owens erklæring, men betydelige dele af lydbåndet var ifølge domsteksten uforståelige.
Domsafsigelsen i appelsagen lyder:
"Retten fandt, at påstandene om skadelig forseelse vedrørende Casey-brevet og tv-showet 'ikke var underbygget af nogen af de optegnelser, der blev bragt til Rettens opmærksomhed.'
Med hensyn til Boner-spørgsmålet fandt retten, at beviserne der blev fremlagt under Owens sag om mened antydede, at Troy Boner havde tilbagekaldt sin historie som givet til storjuryen, og hans ustabilitet blev tydeligt bragt frem til retssagsjuryen....
De påståede nye beviser som afspejlet af [udskriften og lydbåndet af telefonsamtalen med Donna Owen] udgør efter Rettens opfattelse ikke nye beviser, men ville vise en vedvarende ustabilitet hos retsvidnet Boner....
Forslaget om ny retssag blev afvist."

'Jane Doe' nyttig for at miskreditere Alisha Owen?
Om det tredje ikke-navngivne vidne og angivelige offer 'Jane Doe' skriver John DeCamp, at hun "optog sin vrede med storjuryen på et båndet interview med senator Ernie Chambers, som der blev rapporteret om i Nebraska Observer af 31. august 1990".
Derefter citerer DeCamp fra artiklen:
"Hun blev efterladt med det overvældende indtryk, at storjuryen kun havde ønsket den del af hendes vidnesbyrd som kunne være nyttig for at miskreditere Alisha Owen. Senere skulle hun modtage telefonopkald fra en mand, der sagde, at hun talte for meget. Da hun var flyttet flere gange siden hendes dage med fester, og bortset fra telefonopkald lige efter at være blevet undersøgt af FBI, ikke havde haft sådanne telefonopkald, troede hun, at en person med forbindelse til storjuryen gav information videre.
Jane Doe hævdede, at storjuryen blot var et set-up:
'Da faktum også er, at omkring halvvejs gennem mit vidnesbyrd, foran storjuryen, var det, at det nåede til et punkt, hvor jeg ikke engang stolede på dem. På grund af det faktum, at de ikke ønskede at vide noget om Alisha eller nogen af den slags ting.' ...
Ifølge Jane Doe fortalte Van Pelt hende, hvordan hun skulle vidne og hvorfor, og afslørede oplysninger om storjuryens sagsbehandlinger, som andre var blevet pålagt at hemmeligholde. ... Det blev sagt om Van Pelt at han lavede nogle referencer til Jane Doe's fortid, herunder nogle ulovlige aktiviteter, der blev blokeret ud af transkriptionen, der kunne have været tolket af hende som en trussel mod hende. Hun sagde i interviewet, "der var nogle ting, jeg havde gjort i min fortid, som jeg var bange for, at han ville anklage mig for .... Grundlæggende brugte han mig som, som et dummy-vidne, fordi han havde fundet ud af, at jeg ikke havde eller kendte til nogen af de oplysninger, som storjuryen beskæftigede sig med .... Så det virkede bare på mig, som om han ville bruge mig til at miskreditere Alisha, [fremhævelse i original.]"

Bonnie Cosentino, et vidne fra storjuryen, der blev benævnt som en af "rygtemagerne", kontaktede også senator Chambers for at registrere en klage. Hun var medstifter af gruppen Concerned Parents (bekymrede forældre). Hun fortalte senator Chambers, at hun gentagne gange blev chikaneret af Van Pelts assistent Terry Dougherty uden for juryrummet.
"Juryens eneste interesse, forekom det hende, var at forbinde hende til Michael Casey, en journalist, som storjuryen skulle bygge op som orkestrator af det 'omhyggeligt udformede svindelnummer'," skriver DeCamp. Herefter viser DeCamp et åbent brev fra Bonnie Cosentino til Chambers, som blev udgivet i Omaha Metro Update:
"Talrige spørgsmål stillet af Mr. Van Pelt og Mr. Dougherty, virkede anklagende og begyndte med sætninger som, "Har du fortalt Carol Stitt ... (Foster Care Review Board) og "Har du fortalt Jerry Lowe ..." (tidligere Franklin efterforsker). Jeg oplevede, jeg blev sat under forhør for at rapportere spor til de rette myndigheder. Jeg blev ubønhørligt udspurgt om Michael Casey, som syntes at være i fokus for hr. Van Pelts anklager. Jeg havde kun mødt hr. Casey ved to lejligheder, hvoraf ingen var interviews. Hr. Van Pelt og hr. Dougherty så ud til igen og igen at prøve at skabe et eller andet forhold imellem mig selv og hr. Casey, som simpelthen ikke eksisterede."

Senator Schmit huskede sin egen oplevelse ved storjuryen under en Franklin-komitéhøring den 21. juni 1990:
"Jeg havde omkring 25 minutter til en udtalelse første gang, og de havde cirka lige så mange spørgsmål. Hr. Van Pelt sagde, at de ikke havde yderligere behov for at jeg kom deroppe. Og det syntes jeg var noget mærkeligt i betragtning af det faktum, at vi brugte halvandet år på dette, vi har brugt hundreder og hundreder og hundreder af timer, og [Franklin-udvalget] kunne besvare alle deres spørgsmål. Og jeg kunne - uden at afsløre noget, der blev spurgt til - tilføje, at de fleste af de spørgsmål, der blev stillet til mig ... havde lidt eller intet at gøre med undersøgelsens omfang. Og anden gang, da jeg stillede op på min egen anmodning, det var mere af det samme. Og det er en temmelig skuffende situation, når man indser, at hvis man er på jagt efter noget, og man ikke leder, hvor man ved beviserne er, så kommer man ikke til at finde det."

John DeCamp fortæller, at han anlagde et civilt søgsmål, hvor han anklagede Van Pelt og Dougherty for selv at have deltaget i at skrive storjuryens endelige rapport. "Dette er en praksis, som er forbudt i henhold til Nebraskas lov," skriver DeCamp. DeCamp fortæller, at formanden for juryen Michael Flanagan indrømmede deres involvering, i en Omaha World-Herald artikel fra august 1990. DeCamp viser derefter et uddrag af denne artikel, hvor formanden indrømmer dette.

Storjuryen forklarede, at dens manglende stævning af Larry King skyldtes sandsynligheden for, at King ville have påberåbt sig sin ret til ikke at inkriminere sig selv ("Fifth Amendment" - femte rettighedstilføjelse til den amerikanske grundlov). DeCamp konstaterer at i andre sager, var det okay for Van Pelt at indkalde vidner, der ville gøre brug af denne rettighed. Derefter viser han et uddrag fra en artikel i avisen Nebraska Observer, hvor Van Pelt i en ordveksling indikerede dette til det anonyme vidne og angivelige offer Jane Doe:
"På hjemturen fortalte hr. Van Pelt Jane Doe at den "lette dag" bliver næste dag. Da hun spurgte hvorfor, afslørede han for hende, at vidnet ville "påberåbe sig the Fifth Amendment". Hun sagde: "Han fortalte mig, at han var homoseksuel og at han havde sex med små drenge. Og at de ville anklage ham for det, så faktum er, at han var nødt til at påberåbe the Fifth Amendment for at undgå at blive tiltalt." Van Pelt sagde, at det ville være en let dag "fordi han ikke skulle gøre noget," undtagen "bare sidde der og lytte til de fyre påberåbe sig Fifth Amendment til alle spørgsmålene." ... Den ordveksling, ud over at bestå af upassende afsløring af hr. Van Pelt, står i skarp kontrast til juryens afvisning af at stævne Larry King, "fordi ... han ville stole på om sin ret til at undlade selvinkriminering," og derfor, ville det ikke være frugtbart at forsøge at kræve, at King dukkede op for (storjuryen)." [Fremhævninger i original.]

Offentligt ramaskrig og sagsbehandling af endnu en kompromitteret embedsmand?
Van Pelts behandling af Jane Doe forårsagede sådan et offentligt ramaskrig, at Douglas Countys anklager Ronald Staskiewicz følte sig nødsaget til at foretage en undersøgelse. Han udnævnte Douglas Amtsadvokat Robert Sigler. "Sigler var meget fortrolig med Franklin-sagen; han var anklager da Alisha Owen blev idømt fem års fængsel for at bruge $700 i falske checks," skriver John DeCamp. Han havde desuden håndteret retssagen mod World-Herald klummeskribenten Peter Citron om overgreb på børn. Efter Peter Citrons dom, fastholdt Sigler, at denne sag aldrig havde været forbundet med Franklin-undersøgelsen. "Hverken i begyndelsen, i midten eller i slutningen. Det er ikke det, denne sag handler om," fortalte han World-Herald. "Det havde intet at gøre med Franklin, de afslørede beviser viste ikke noget link. Det er en stor misforståelse."
DeCamp afslutter med at konstatere at Sigler heller ikke blev diskvalificeret fra ansvaret for at efterforske Van Pelts præstation i storjuryen, selvom "to vidner i den lovgivende forsamlings Franklin-udvalg havde placeret ham Franklin-sagen!".
Den 10. juni 1990 interviewede efterforskerassistenten Karen Ormiston en pige ved navn Alice Good, som havde information om pornografi og prostitution:
"Ormiston noterede at, "Forsøgspersonen føler, at en Douglas County anklager identificeret som Robert Seigler [sic], med kælenavnet 'Smiley', er involveret i Franklin-sagen."

"Paul Bonacci var mere specifik i sit vidnesudsagn givet til Franklin-udvalget den 12. juni 1990," skriver DeCamp - og citerer derefter dette afsnit herfra:
"
BONACCI: Med Larry King har jeg rejst mange gange til Kansas City, og det var normalt i bil. Men vi plejede tage op til Sioux City, Iowa, og vi plejede at tage dertil var et chartret fly. Det hed KAM Air eller noget. Og de plejede at flyve os op til Sioux City, og vi ville bo på et hotel, der lå lige ved floden. Og han havde en båd og ting og sager, vi plejede at tage derop med hele tiden. Og han-vi plejede at tage derop for at have sex og sådan noget...
SENATOR LYNCH: Var nogle af de mennesker, du mødte der fra Omaha-området, kan du huske det?
BONACCI: Ja.
LYNCH: Kan du overhovedet huske nogle af deres navne?
BONACCI: Joe Caniglia. Fyr ved navn Robert Siegler [sic]. Alan Baer var der."

DeCamp afslutter afnittet med ordene: "Sigler rapporterede prompte tilbage til Staskiewicz, at Van Pelt ikke havde gjort noget forkert".

Da Paul Bonacci nægtede at ændre de vidneudsagn han havde givet til Gary Caradori, var Van Pelts jury tvunget at tiltale ham for mened, for at fastholde, at sagen om misbrug af børn var et omhyggeligt udformet svindelnummer. Men det er "svært at se, hvordan Bonacci kunne have deltaget med Owen i fremstillingen af sådan et svindelnummer," skriver DeCamp. Caradori mødte ham ikke før 10. maj 1990, og han medbragte Bonaccis videofilmede erklæring til Franklin-udvalget den 14. maj - fem dage efter Owen var færdig med at vidne for storjuryen. Bonacci's erindringer bekræftede Alishas på mange punkter, selvom han fortalte Caradori, at han mente at sidste gang, han havde talt med hende var i 1986. "Da hans vidnesbyrd støttede Owens, var storjuryen nødt til at kalde Bonacci en løgner," skriver DeCamp - og citerer et uddrag hvor storjuryens rapport taler om Paul Bonacci:
"Bonacci var måske det mest patetiske vidne i hele sagen.... Han er blevet diagnosticeret til at have flere personligheder, og hans psykiater tvivler på, at han kan fortælle sandheden. Hans mange uoverensstemmelser og modsigelser gør hans vidnesbyrd utroværdigt, og gør det nødvendigt at anklage ham for mened."

Her skriver DeCamp, at dette udsagn indeholder "ikke én, men to modsigelser". Han forklarer:
"Det er klart, at en person, der var medicinsk ude af stand til at fortælle sandheden, ikke også kunne være skyldig i mened eller bevidst lyver under ed. Den anden fejl var imidlertid at citere den påståede udtalelse fra "Bonaccis psykiater", som ikke dukkede op som vidne for storjuryen. Det var en overdrivelse alene at bruge denne etikette om den pågældende læge, Dr. Beverly Mead, da han undersøgte Bonacci på vegne af Omaha Politi. Men da Dr. Mead vidnede for Franklin-udvalget, sagde han, at han mente, at Bonacci fortalte sandheden!"

DeCamp afslutter dette kapitel om storjuryens deltagelse i den mærklægning, han mener fandt sted, med at tale om Paul Bonaccis troværdighed - bl.a. ved at gennemgå forskellige involverede lægers syn herpå:
Dr. Judianne Densen-Gerber, psykiater i New York-området, advokat, børnemisbrugsekspert og medlem af International Society of Multiple Personality and Dissociative States (International forening for dissociativ identitetsforstyrrelse), beskrev den lidelse Bonacci lider af, Multiple Personality Disorder (MPD - Dissociativ identitetsforstyrrelse):
Det er ikke en psykose, sagde hun, men en neurose, der skyldes en forsvarsmekanisme i sindet hos et barn, der søger at beskytte sig selv mod "ufattelig grusomhed". Stort set alle MPD-ofre er blevet alvorligt misbrugt fra før de var seks år gamle, med tortur som at blive hængt med hovedet nedad og få varme genstande stukket ind i dem, eller blive tvunget at deltage i drab, lemlæstelse og kannibalisme af andre børn. Et barn udsat for sådanne frygtelige følelsesmæssige og fysiske smerter har ingen mulighed for at undslippe dette "følelsesmæssige Auschwitz," så hans sind opfinder, i selvforsvar, en anden identitet under misbruget og lidelsen. Gennem denne mekanisme, kan barne-offeret forestille sig, at han er en anden, der ser på smerten og forræderiet udefra, som om det ikke faktisk sker for ham. Efterhånden som offeret bliver ældre, vil disse forskellige personligheder overleve i offerets sind, som hver især har sin egen alder, navn, minder og egenskaber.

Inviteret til Omaha af den lovgivende forsamlings Franklin-komité, vidnede Dr. Densen-Gerber den 29. december 1990 om hendes undersøgelse af Paul Bonacci. Hun blev afhørt af udvalgets rådgiver Robert Creager:
"
CREAGER: Doktor, jeg tror, at storjuryen faktisk gik så langt som at hæfte sin konklusion på en "kendsgerning", at ifølge vidneudsag var hr. Bonacci ikke i stand til at fortælle sandheden. Har du en kommentar til det?
DENSEN-GERBER: Jeg tror, det ville være meget svært for hr. Bonacci at lyve .... Når man er flere personligheder er der ingen grund til at lyve, du skifter [personligheder] .... For det første er hr. Bonaccis historie en gennemsnitlig historie for nogen i hr. Bonaccis omstændigheder. Der er ikke noget, som Bonacci fortalte mig, som jeg ikke har hørt fra andre patienter eller enkeltpersoner. Han har ingen uddybninger, og han siger ofte, jeg ved det ikke. Han fabrikerer ikke, eller han forsøger ikke at give svar hvilket de fleste mennesker gør, fordi de gerne vil behage. Han giver dig ikke engang det indtryk, at han ønsker at behage.
"
Den politiansatte psykiater Dr. Beverly Mead var enig, da han besvarede spørgsmål fra senatorer og John DeCamp, som var Bonaccis advokat, ved en høring i oktober 1990 for Franklin-udvalget:
"
DECAMP: Hvad tror du nu, doktor, i forhold til hans fortællinger her, som vi har hørt, og dem du og jeg har lyttet til?
MEAD: Jeg føler personligt, at disse detaljer, som han har fortalt os var oplevelser, som han virkelig oplevede ....
SENATOR SCHMIT: Jeg har flere spørgsmål til Dr. Mead. Doktor, vi hørte vidnet i forskellige personligheder nævne nogle specifikke navne på personer, der var sammen med ham på forskellige tidspunkter, Larry King, Robert Wadman. ... Med din professionelle erfaring, er der - hvordan gør du - jeg tror mit spørgsmål er, føler du, at disse beskrivelser er korrekte?
MEAD: Jeg vil gerne se dem bekræftet fra andre kilder, selvfølgelig. Men det er - det er mit nuværende indtryk at Paul er - eller [personlighed] Alexandrew rapporterer ting ærligt, som han husker dem.
SCHMIT: Er der nogen måde, hvorpå han kunne have forestillet sig dette og drømt sig til det og så fortalt det til os her i dag? Kan det være blevet gjort?
MEAD: Det ville være et højst fænomenalt trick at gøre det. Jeg tror ikke, det vil være muligt. Jeg tror, han taler om ting, som han faktisk husker .... I vores bestræbelser på at huske noget, kan vi nogle gange sige, ja, jeg tænker det-og-det, og som vi tænker over det, kommer vi til at tro på det. Så der kan være et par detaljer, der ikke er præcis, som det skete. Men jeg tror grundlæggende, at historien, som han fortæller den, er, hvad han ærligt rapporterer.
SCHMIT: For eksempel historien om hans tur til South fork ranch [med Larry King, under den republikanske partikonvention, hvor han blev seksuelt misbrugt], tror du på den historie?
MEAD: Ja.
"
Endelig styrkes Paul Bonaccis troværdighed af hans egen handling i april 1986, to år før der var en Franklin-sag, da han rapporterede til Omaha Politi og til ledere på hans gymnasieskole, at han blev misbrugt af Harold Andersen, Larry King, Alan Baer og andre.
Henry Rosenthal, dengang Bonaccis advokat, talte med Franklin-komitéen herom den 21. juni 1990:
"
ROSENTHAL: Jeg talte med hans folk i skolen, du ved, fordi jeg - jeg havde alvorlig tvivl om den her fyr, som fortalte mig om det. Men hans problem - en dag var han helt på rumtur i det ydre rum ('he went kind of outer space') i skolen, og de troede, det var stoffer og det var det virkelig ikke. De her ting var virkelig begyndt at virke på ham. Han ville bare ikke rekruttere mere for hr. Baer.
SENATOR LABEDZ: Han fortalte os det.
ROSENTHAL: Men jeg talte med skolens ledere. Vi taler om assisterende rektor på skolen, for hvor mange mennesker, 4.000 studerende. Jeg talte med hans chefrådgiver, og de sagde det er helt sandt. De ringer til politiet og sagde han er på hospitalet, skal I ud og interviewe ham? 'Nej, vi har afsluttet sagen.' Da han nævnte disse fremtrædende mennesker, fortalte de mennesker [skoleledere] mig at man kunne bare se, at det var som om de lukkede deres øjne og deres bøger og var væk. "

Artikel om storjury-rapport på anklaget satanists hjemmeside
Rapporten fra denne storjury er ikke at finde online i dag. Men det materiale man finder om rapporten og storjuryen bekræfter DeCamps citater og de faktuelle udlægninger. Fx er der denne artikel fra New York Times arkiver, som fortæller, at rapporten sagde, "at svindelnummeret, der involverede beskyldninger mod nogle af Omahas mere fremtrædende borgere, var 'skrevet af en eller flere personer med betydelig viden om folk og institutionerne i Omaha.'"
Videre fortæller artiklen, at "Storjuryen identificerede ikke dem, der var mistænkt for at lave svindel. Men den anklagede to vidner, som den sagde havde afgivet falske beretninger i den sammenfiltrede sag, der involverede en krakket kreditforening dannet for at hjælpe de fattige, som blev ledet af en nationalt fremtrædende republikaner." Denne nationalt fremtrædende republikaner identificeres senere i artiklen som Lawrence E. King Jr. - Larry King.
At storjuryen siger, at det hele blot var et "omhyggeligt udformet svindelnummer" men ikke identificerede, hvem der lavede dette svindelnummer, er en af de mange ting som DeCamp peger på, som problematisk ved storjuryens rapport.
I artiklen er senator Loran Schmit i øvrigt citeret for at kalde storjuryens rapport "et mærkeligt dokument" - og derefter tilføje: "Det er det bedste, jeg kan sige om den".

Man kan desuden finde en gammel Omaha World Herald-artikel om offentliggørelsen af rapporten og om storjuryens konklusioner - i øvrigt måske sigende nok gengivet på en hjemmeside for den sataniske og okkulte orden "Temple of Set".
Stifteren af denne nyreligiøse bevægelse er en mand ved navn Michael Aquino. Indtil 1975 var han et højtstående medlem af Church of Satan (Den Sataniske Kirke), hvorefter han etablerede sit eget Temple of Set. Church of Satan - der ligesom Temple of Set ligger i San Francisco, er etableret en af verdens mest kendte satanister, Anton LaVey.

Michael Aquino er en amerikansk militær efterretningsofficer med speciale i psykologisk krigsførelse - psykologiske operationer, også kaldet "Psy-ops". Psykologiske operationer handler om at påvirke og styre menneskers værdi- og trossystem, følelser, motiver, ræsonnementer eller handlemønstre gennem psykologisk påvirkning. Dette kan gøres i 1-1 behandling, fx tortur, eller mod store målgrupper fx i massekommunikation og propaganda. Det kan fx bruges til at fremkalde tilståelser eller forstærke holdninger og adfærd, der er gunstige for ophavsmandens mål, og er nogle gange kombineret med sorte operationer eller falsk flag taktik.
Sorte operationer eller "black ops" er hemmelige operationer udført af et regeringsorgan, fx en efterretningstjeneste, en militær enhed eller en paramilitær organisation.
En falsk flag-operation er en handling begået med den hensigt at skjule den faktiske kilde til handlingen og skyde skylden på en anden part. Typisk er det et militært angreb som foregives at være udført af en anden part, som derefter fremstår moralsk kompromitteret, således at den reelle ophavsmand til falsk flag-operationen - evt. sammen med andre allierede - kan angribe denne anden part.
Psykologisk krigsførelse bruges overordnet til at ødelægge fjendernes moral gennem taktikker, der sigter mod at undertrykke troppernes psykologiske tilstande. Taktikkerne involverer således ofte løgn og manipulation, og kan i større militære operationer udmønte sig i drab og massemord på baggrund af denne løgn og manipulation.
Aquino stiftede sit "Temple of Set" – ifølge sine egne udsagn – efter at have gennemført et ritual for at påkalde Satan, som åbenbarede for ham en hellig tekst kaldet "The Book of Coming Forth by Night" ("Bogen om at komme frem om natten"). Ifølge Aquino afslørede Satan i dette værk, at hans sande navn var Set, som havde været det navn, som hans tilhængere brugte i det gamle Egypten.
Samtidig med at han påstår dette, og efter han i flere år har været højtstående medlem af Den Sataniske Kirke i San Francisco, har Michael Aquinos tilhængere alligevel en modvilje imod at bruge udtrykket "satanisme" om deres religion. De kalder det i stedet "Setianisme", efter den antikke Egyptiske gud som Michael Aquino altså selv siger er Satans "sande navn".
I den sammenhæng kunne man måske nævne, at en del af psykologisk krigsførelse også ofte er at skabe forvirring hos fjenden for herigennem at kunne opnå sine egne mål. Selvmodsigelser kan i denne type psykologisk krigsførelse være en effektiv taktik til at skabe forvirring.

Michael Aquino har en aktie i sagen om de påståede sataniske rituelle overgreb og mord i Nebraska, så det er ikke helt tilfældigt, at denne artikel findes på Temple of Sets hjemmeside. Aquino omtales i DeCamps bog fordi flere angivelige ofre for sataniske rituelle overgreb - bl.a. Paul Bonacci - har fortalt om de overgreb, Michael Aquino angiveligt påførte dem i forbindelse med en påstået videreførelse af CIAs MK-Ultra projekt. MK-Ultra var et ulovligt menneskeligt forsøgsprogram designet og iværksat af CIA, som havde til formål at udvikle procedurer og identificere stoffer, der kunne bruges under afhøringer for at svække mennesker og fremtvinge tilståelser gennem hjernevask og psykologisk tortur. MK-Ultra stod på i næsten to årtier op gennem 1950'erne og 60'erne og involverede utallige ulovlige overgreb mod amerikanske og canadiske borgere. Ud over MK-Ultra kørte CIA desuden et lignende projekt kaldet Projekt ARTICHOKE. Alt dette blev afsløret i 1973 og CIA og den amerikanske stat påstod derefter at disse ulovlige overgreb var et afsluttet kapitel i amerikansk historie.

Omaha World Herald og storjuryens fremstilling af sagen
Omaha World Heralds artikel redegør for hvordan Gary Caradori har været ophavsmanden til "svindelnummeret", idet han efter juryens opfattelse har styret vidnerne til at lyve. Avisen referer desuden storjuryens rapportkonklusion om, at særligt Alisha Owens motivation var, at opnå en nedsat fængselsstraf samt økonomisk gevinst ved at sælge sin historie.
Under overskriften "INTET TROVÆRDIGT BEVIS" renses de fremtrædende personer, og i dette afsnit bekræftes det citat fra rapporten, som også DeCamp gengav (om "intet troværdigt bevis" for misbrug af børn mv. samt at homoseksuelle forhold mellem ansatte og embedsmænd udelukkende var frivillige handlinger mellem personer over lavalderen). Storjuryen mente desuden, at der "ingen bevis for et cover-up" var.
Under overskriften "GRUNDIGHED" udtaler én advokat, at han ikke tror "intelligente mennesker vil have noget problem med denne rapport", og en anden advokat udtaler, at han mener, at "rapporten er grundig", og "vil tilfredsstille de fleste".
Den sidste advokat tilføjer, at "Skovbranden er slukket nu, men vi har stadig ulmende gløder tilbage".
Senator Loran Smith får lov til at sige, at "anklagerne mod to unge personer, der var anklaget for at lyve over for storjuryen, var 'tragiske' i lyset af det påståede misbrug de led." Trish Lanphier, en af stifterne af Concerned Parents (bekymrede forældre), en gruppe, der støtter efterforskning af børnemishandling, udtaler desuden, at rapporten ikke vil blive accepteret af offentligheden, fordi dens "overordnede tema er at give ofrene skylden".

Derefter gennemgåes afgørelserne for de forskellige involverede prominente personer.
Larry King blev sigtet for føderal økonomisk kriminalitet (som også tidligere nævnt) og desuden bekræftes DeCamps citat fra rapporten om storjuryen "ingen troværdige beviser" fandt "for seksuelt misbrug af børn, mellemstatslig transport af mindreårige, narkotikahandel eller deltagelse i en pornografi-ring af King eller andre Franklin-embedsmænd eller medarbejdere". Ligeledes bekræftes DeCamps citat om at storjuryen erkendte at Larry King gjorde sig skyldig i rufferi - altså alfons-virksomhed, men at det "nok ikke ville være god anvendelse af retsmidler" at føre retssag mod ham.
Om Alan Baer står at han "blev skrevet ind i manuskriptet (af "svindelnummeret" red.) på grund af sin rigdom og velkendte homoseksualitet" - og at Alisha Owen og Paul Bonacci i det hele taget talte usandt om Baer. Der havde været vidneudsagn fra "mandlige voksne, der sagde, at de havde seksuelt forhold til Baer mod betaling". "Navnene på en eller flere af disse personer vises på skattekvitteringer som modtagere af penge fra en privat fond oprettet af Baer, og hvor han er præsident". Dette "rejser muligheden for, at sådanne bidrag blev brugt til at kanalisere penge i bytte for sex og samtidig forsyne Baer med indkomstskattefradrag." Storjuryen gik "imod at tiltale Baer for mulig indkomstskatte-unddragelse" baseret på en gennemgang af Nebraskas skattestruktur og statens skattelovgivning. Og også i dette forhold skød juryen sagen videre til "føderale myndigheder".
Politichef Robert Wadman blev frikendt fuldstændig og storjuryen skrev, at den "nu ser på Owen som gerningsmand og Wadman som offer".
Derefter renses Omaha World Heralds egen Harold W. Andersen, borgmester P.J. Morgan, direktør for den offentlige strømforsyning Eugene Mahoney og distriktsdommer Theodore Carlson alle fuldstændigt for anklagerne om misbrug af børn mv. Desuden renses tidligere advokat i Douglas County Thomas McKenney for bestikkelsesbeskyldninger fremsat af Alisha Owen.
Artiklen giver desuden ordet til advokaterne for Robert Wadman og Alan Baer. Robert Wadmans advokat understøtter Robert Wadmans egne udtalelser om, at Wadmans familie og karriere har lidt stor skade under anklagerne, ved at sige at han er bange for, at rapporten ved at navngive figurer som Wadman, kun yderligere skader ofrene, "der er falsk anklaget".

Derefter anklager storjuryrapporten og World Herald-artiklen efterforskeren Gary Caradori for at "lede sine vidner" og "fodre" dem med information. Loran Schmit var ifølge rapporten og artiklen "politisk uansvarlig".
"Vi er dybt bekymrede over hans erklæring til medierne om, at der var mennesker, der ønskede at se Caradori død".

John DeCamp "udstedte sit memorandum blot for personlig politisk vinding og mulig hævn for påståede handlinger i fortiden mod ham," udtalte storjuryen. Derefter anklager artiklen andre personer som har støttet DeCamp og været kritiske overfor storjuryen, og så er der et afsnit kaldet "RYGTESPREDERE" ("RUMORMONGERS") med kritik af bl.a. en børnearbejder som tidligt anmeldte overgreb mod børn og en anden person fra organisationen Concerned Parents, som anklages for at sprede "misinformation, rygter og insinueringer".
Til sidst er der et par linjers "kritik" af politiet for ikke at følge tilstrækkeligt op med "efterforskning af en tredje ung pige", der "i den tidlige efterforskning" fremkom med beskyldninger om overgreb mod børn. Og igen: Selv om rapporten kritiserede politiets håndtering af sagen, sagde storjuryen, at den "ingen beviser fandt" for "pigens påstande om ulovlige aktiviteter".
Om denne unavngivne "tredje pige" er Loretta Smith eller Nelly Webb eller en helt anden vides ikke. Men lige før dette korte afsnit nævner artiklen Jarrett og Barbara Webb og at "Webb var blevet anklaget for to forseelser af tredje grad seksuelle overgreb". Desuden står der, at storjuryen "udsendte en foreløbig rapport, der sagde, at der var grund til at sigte Webb".
Så Nelly Webb har tilsyneladende, ifølge storjuryen, talt sandt om Jarrett Webbs overgreb på hende, men talt usandt om sine øvrige påstande.

Alt i alt består artiklen af 2.950 ord. Heraf bruges der 63 ord til at lade to kritikere komme til orde - Loran Schmit og Trish Lanphier fra Concerned Parents. 98% af pladsen i artiklen bruges således til at give ordet til storjuryen og folk som understøtter storjuryens udsagn og meninger samt advokater for de prominente personer, som artiklen renser - og selvfølgelig politichef Robert Wadman selv.
John DeCamp redegør flere steder i sin bog for, hvorfor han simpelthen mener, at Omaha World Herald var et propagandamedie for det, han opfatter som mørklægningen af Franklin-sagen.

Men der findes endnu en artikel fra Omaha World Herald om Franklin-sagen på hjemmesiden for satanisten og mester-manipulatoren Michael Aquinos "Temple of Set".
Det er en artikel om Troy Boner, som hedder "Franklin-vidne: Jeg løj som en del af et svindelnummer". Her fortæller Troy Boner, at det var Gary Caradori som manipulerede ham til at give sine detaljerede og eksplicitte vidneudsagn - som altså ifølge Boners nye påstande var helt urigtige. Desuden anklager Boner Alisha Owen for at lyve, "fordi hun håbede på, at det ville resultere i hendes frigivelse fra fængslet og økonomisk gevinst".
Dette nye vidneudsagn lagde storjuryen sin primære vægt på i sin afgørelse. Trods det at dette nye vidneudsagn tilsyneladende var i direkte modstrid med Caradoris efterforskningstilgang, hvor han - hver gang han stødte på nye oplysninger - skrev, at han skulle undersøge og krydstjekke med andre vidner om oplysningerne holdt vand. Og trods det at Caradoris nærmeste medarbejder, som deltog i afhøringerne, hævdede at storjuryens karakteristik af hendes kollega ikke passede.
Storjuryen så også bort fra, at de to vidner, de valgte at stole på, med sikkerhed havde løjet mindst én gang hver om dette yderst alvorlige emne - idet de jo ændrede deres forklaringer.
Storjuryen byggede deres tillid til dette udelukkende på disse vidner selv, da den mand, som disse vidner nu anklagede, ikke kunne forsvare sig selv, da han var død i løbet af sin efterforskning - i et dødsfald som hans nærmeste gav udtryk for, at de mente var mord.
Storjuryen afviste, at det kunne forholde sig omvendt; at disse vidner var blevet truet af de mennesker som de selv tidligere - og som fire andre vidner; Nelly og Kimberly Webb, Alisha Owen og Paul Bonacci - havde anklaget for seksuelle overgreb, ekstrem voldelig adfærd og mord. Derudover havde mindst to yderligere vidner - Loretta Smith og Brenda Parker - bekræftet eksistensen af disse forhold og givet flere af de samme navne på gerningsmændene (bl.a Larry King, Rusty Nelson, Deward Finch og "King Horse").
Vidner havde også udpeget Peter Citron som pædofil overgrebsmand og deltager ved "fester" arrangeret af Larry King. At Peter Citron senere blev dømt for overgreb på mindreårige bekræftede og forstærkede disse vidneudsagn, men storjuryen hævdede, at dette var to forskellige sager og valgte at ignorere de angivelige ofres vidneudsagn i det hele taget.
Storjuryen så desuden bort fra, at Nelly Webbs vidneudsagn blev bekræftet af, at hun var blevet voldtaget af Jarrett Webb, ved at hævde at Jarrett Webb heller ingen relation havde til Franklin Creit Union, trods det at han sad i firmaets bestyrelse, var nær ven med Larry King og omgik denne hovedperson i sagen tæt.

I Omaha World Heralds artikel er det udelukkende Troy Boner og Boners advokat (der understøtter Troy Boners udsagn), som kommer til orde.
Hverken Alisha Owen eller andre af dem han anklager eller modsiger får lov til at forsvare sig selv eller deres holdning.
Normal seriøs journalisk giver altid en sags forskellige parter mulighed for at give udtryk for deres opfattelser. Men det skete altså ikke i denne avis, som stort set udelukkende afdækkede storjuryens holdning - og holdninger fra personer som støtter denne.

I sin bog skriver DeCamp om Omaha World-Heralds tilgang til sagen og til de folk, som avisen mente uretmæssigt havde forfulgt prominente mennesker i byen:
"I artikler den 20. og 21. juli og i en hovedleder-artikel fra 26. juli, 1991 angreb World-Herald offeret Owen, senator Schmit, og mig selv som "bakterier, der forårsager en pest," og latterliggjorde den lovgivede forsamlings undersøgelse som en 'Keystone Kop'-affære."

Keystone Cops eller Keystone Kops er fiktive, humoristisk inkompetente politimænd som medvirker i stumfilms-slapstick-komedier.
DeCamp afslutter sin omtale af Omaha World-Heralds rolle i sagen, således:
"Lederen, med titlen 'The Lessons of Franklin' ('Læren af Franklin-sagen' red.), fordømte alle og enhver - senator Loran Schmit, mig selv, den lovgivende forsamling, Omaha nyhedsmedierne, Douglas County sheriffen Dick Roth og den brede offentlighed - hvem som helst, der nogensinde havde antydet at børnene måske fortalte sandheden - for at 'skade uskyldige menneskers omdømme.'
Aldrig igen, messede redaktionen, skal den lovgivende forsamling udøve sin ret til at føre tilsyn med retshåndhævelsen i staten."

DEL 5:
EN UHÅNDTERLIG
'NOTHING-BURGER'

Slet ingenting! - Ingen købte eller nøgne børn, eller vanrygt. Ingenting.

I bogen "The Franklin Cover-up" fortæller tidligere Nebraska senator John DeCamp om en uhyrlig sag om påstået satanisk misbrug af børn, som i slutningen af 1990 endte med at blive afvist af en storjury og kaldt "et omhyggeligt udformet svindelnummer". Flere vidner fortalte om systematisk misbrug af børn som involverede prominente personer i staten Nebraska og ledende amerikanske politikere, trafik af børn til forskellige amerikanske stater samt flere rituelle sataniske mord. Disse ting skulle, ifølge vidnerne, have haft som omdrejningspunkt en lokal sparrekasse for især fattige sorte amerikanere, Franklin Credit Union, der blev ledet af en mand ved navn Lawrence E. King - kaldet Larry King.
To vidner ændrede senere deres vidneudsagn og sagde, at det de tidligere havde sagt var løgn, og at de var blevet presset og lokket til at komme med disse løgnehistorier.
Men flere senatorer, en gruppe af bekymrede forældre og store dele af den brede befolkning mente at storjuryens afgørelse var udtryk for en sammensværgelse og mørklægning af sagen. Senatorerne havde som del af den lovgivende forsamling i staten, inden storjuryens undersøgelse, igangsat en efterforskning af påstandene - og deres ansatte efterforsker, en detektiv ved navn Gary Caradori, var sammen med sin otteårige søn blev dræbt i et flystyrt, efter han angiveligt havde meldt om, at han havde fundet afgørende beviser.
Denne efterforsker blev af storjuryen beskyldt for at stå bag det omhyggeligt udformede svindelnummer, som den hævdede i virkeligheden var sagens ophav. Med i dette omhyggeligt udformede svindelnummer var, ifølge storjuryen, et af de vidner som fastholdt sin forklaring, Alisha Owen, og en mand, Michael Casey, der tidligere havde været ansat i hjælpeorganisationen Boys Town, som de angivelige offer-vidner også hævdede var involveret i misbruget af børn.
Se venligst del 4 for uddybning af de mange detaljer, som danner baggrund for denne del 5.

John DeCamps bog fremlægger flere forskellige påstande om hvordan sagen om dette misbrug systematisk blev forsøgt undermineret, og han understøtter disse påstande med forskellige rapporter, vidneudsagn og notater fra især den lovgivende forsamlings undersøgelse af sagen.
DeCamp gennemgår i tre kapitler de tre faser, som, han mener, udgør mørklægningen i sagen:
"Tildækningsfase I: Politiet" (kapitel 4).
"Tildækningsfase II: Douglas County storjury" (kapitel 11).
"Tildækningsfase III: FBI" (kapitel 14).

Store dele af fase I og II er gennemgået i den foregående del af denne Hoja.dk-artikelserie.

Skulle FBI og justitsministeriet nu være knyttet til dette cover-up?
Den tredje fase, i den tildækning af sagen DeCamp mener fandt sted, handler om FBI's rolle i sagen.
DeCamp starter kapitlet med at citere et vidneudsagn givet den 13. oktober 1989 til den lovgivende forsamlings Franklin-udvalg, af Omaha politichefen Robert Wadman.
DeCamp skriver, at rådgiveren for Franklin-udvalget John Stevens Berry "grillede OPD-chef Wadman" om den undladte politi-opfølgning på den påståede børnemishandling i sagen - og at politichefen "i forbitrelse svarede":
"Det svære ved dette, hr. Berry, er, at vi har FBI, der udfører en undersøgelse og dybest set siger de samme ting, som vi har sagt. Hvis FBI - er de nu knyttet til dette cover-up på en eller anden måde? Skal justitsministeriet undersøges for på en eller anden måde at have hjulpet til i denne 'tilsløring?'"

Til dette udsagn skriver DeCamp:
"Wadman sagde det, men i dette tilfælde er det sandt. Justitsministeriet, der handlede gennem FBI og U.S. Attorney's Office (USA's statsadvokatkontor red.) i Omaha, fremgår af optegnelsen fra Franklin-undersøgelsen ikke så meget som en part i tilsløringen, men som dens koordinator. Svindel med storjuryer, chikane af vidner, tilskyndelse til vidnefalsk og manipulation med beviser - føderalt personale blev set anvende alle disse teknikker i Franklin-sagen."

"I en sag fuld af rapporterede ture på tværs af statsgrænser til seksuelle udnyttelsesformål, der involverer fremtrædende personer fra nationale politiske partier," skriver DeCamp - "hvor var FBI?"
Han svarer selv:
"De sørgede for indblanding, og det der var værre."

DeCamp skriver, at senator Loran Schmit og han selv "måske fik budskabet i sin reneste form", da de mødtes med Omaha FBI-chef Nick O'Hara på hans kontor i begyndelsen af 1989. O'Hara "havde politichef Robert Wadmans billede på sit skrivebord," skriver DeCamp. Robert Wadman var en af de prominente Omaha-borgere, som var blevet anklaget for misbrug af børn. Det var den senere dømte Alisha Owen der anklagede ham for dette. Ifølge DeCamp truede O'Hara sine to besøgende med ordene:
"F--cker man med Bob Wadman, f--cker man med med FBI!"

Her viser DeCamp et uddrag af et notat fra Omaha-betjenten Irl Carmean til vicepolitichef Charlie Parker fra december 1988. Det var før misbrugssagen for alvor var blevet undersøgt af efterforskeren Gary Caradori, som blev ansat af den lovgivende forsamlings Franklin-udvalg. Betjent Carmean var en af de få betjente, som ifølge DeCamps fremlagte materiale, på et tidspunkt oprigtigt undersøgte misbrugssagen (se den foregående del 4).
"En betjent-kollega havde lige mindet Carmean om et møde tilbage i juli eller august," skriver DeCamp - hvor;
"Løjtnant [Bill] Goodrich talte om Larry King-undersøgelsen og oplyste, at han (Goodrich) havde været i kontakt med et føderalt agentur, der også undersøgte King. Så vidt officer Berneys kunne huske sagde løjtnant Goodrich, at det føderale agentur var bekymret over, at vores børnepornografi/misbrugs-efterforskning kunne hæmme deres efterforskning. Betjent Berney fortalte mig, at selvom han ikke var sikker, så blev det enten direkte sagt eller han (Berney) fik det indtryk, at vi enten skulle "sænke farten eller trække os tilbage" i vores undersøgelse for ikke at hindre den føderale sag."

FBI var tilsyneladende interesseret i pengedelen af Franklin skandalen og svindlen i sparrekassen (se del 4), men ikke i sagen om børnemishandling. DeCamp referer til et vidneudsagn til den lovgivende forsamlings Franklin-komité, fra Dennis Carlson fra Foster Care Review Board som vidnede til Franklin-udvalget og citerede statsanklager William Howland for at U.S. statsdvokat Tom Thalken havde sagt, "at de føderale myndigheder undersøgte hr. King .... Men han sagde dybest set at deres undersøgelse var begrænset til pengespørgsmålene, og de efterforsker ikke specifikt beskyldninger om børnemishandling."
Statsanklager Howlands deltidsefterforsker, Thomas Vlahoulis, fortalte Franklin-komitéen, at det var hans indtryk, at FBI havde oplysninger på private charterflyvninger, noget Gary Caradori senere "skulle komme til at bekræfte på en dramatisk måde," skriver DeCamp.
Han underbygger det yderligere med at avisen Omaha World-Herald, i en artikel den 12. maj 1990, fortalte at "FBI havde kigget på Franklin siden 1987, i over et år før det blev lukket!" "FBI-mændene kunne næppe have været uvidende om Franklin-stemningen, for ikke at nævne soveværelset i den nye tilbygning og beviserne viser, at de ikke var det," skriver DeCamp.
Den lokale Omaha-avis Lincoln Journal rapporterede i december 1988, ifølge DeCamp, at "en tidligere ansat, der ikke er identificeret, sagde at da FCU (Franklin Credit Union red.) lukkede ned, begyndte FBI-agenter straks stille spørgsmål vedrørende børnepornografi, stoffer og Larry Kings livsstil."

Efterforskeren Gary Caradoris notater af 14. marts 1990 fortæller, at på dagen for de føderale agenters razzia, fik han at vide af et medlem af det revisionsfirma, der revisions-undersøgte Franklin, at
"en stor mængde pornografisk materiale blev taget ud af kreditforeningen, herunder videoer og fotografier, der viser seksuelle handlinger. Jeg fik at vide, at hvis Friedrichs (den ansatte i revisionsfirmaet red.) eller nogen af de andre personer, der arbejder for CPA-firmaet, der havde indgået kontrakt med regeringen ville sige noget som helst, at så ville de automatisk miste deres job."

Disse beviser blev aldrig stillet til rådighed for Franklin komitéen og dens eksistens blev aldrig offentligt anerkendt af FBI, fortæller DeCamp. Alle kendelser vedrørende razziaen blev forseglet af U.S. føderale dommer Richard Kopf.

Tilbud til hovedvidne?
Alisha Owen vidnede for Franklin-udvalget den 11. juni 1990, før offentliggørelsen af storjuryens rapport om - og afvisning af - misbrugsagen. Hun fortalte at hendes forhåndværende advokat Pam Vuchetich havde givet hende et tilbud fra FBI om, at
"hvis jeg tilbagekaldte min historie så ville intet ville ske med mig, jeg kunne sandsynligvis komme ud af fængslet og der ville aldrig blive rejst tiltale mod mig. Såsom at hvis jeg tilbagekaldte min historie, ville de ikke anklage mig for mened, de ville ikke anklage mig for at lyve, de ville bare droppe det hele, de ville skrive breve til dommeren og bede om nedsættelse af min straf, så jeg kunne komme ud af fængslet. Og hvis - og i denne aftale skulle jeg sige, at Gary Caradori og Mike Casey kom til mig, de satte det hele op, de fortalte mig hvad jeg skulle sige, vi fik manuskripter, vi blev lovet penge. Og der ville blive taget hånd om mig."

Den 21. juni 1990 fortalte Alisha Owens forældre, Donna og Alvin Owen, Franklin-udvalget om dette:
"
DONNA OWEN: Min bekymring er, at Pam kom til os og sagde at FBI ville have Alisha til at sige dette, at droppe det.
SENATOR LYNCH: Du vidnede om, at din mand var der?
ALVIN OWEN: Jeg sad i stuen, husker jeg.
SENATOR LYNCH: Hørte du hende sige det? ... fortalte hun hvem, der i FBI lavede den aftale, gav hende det tilbud?
DONNA OWEN: Mickey Mott. ...
SENATOR LYNCH: Var Mickey Mott - var der nogen andre sammen med denne Mickey Mott?
DONNA OWEN: Han arbejder tæt sammen med Rick Culver og John Pankonon.
SENATOR LYNCH: Okay. Nå, for en god ordens skyld, kan du huske datoen, for hvor hun fortalte dig om FBI-aftalen da din mand var til stede?
DONNA OWEN: Det må have været i tirsdags, tror jeg. Hvis tirsdag er den 25. april, så må det have været tirsdag d. 25. april 1990. Det ville have alt - det blev taget op dengang, men det blev også taget op tidligere, i marts. For dengang, ringede jeg til senator Labedz og jeg sagde, er du klar over at det er det, der sker, og jeg vil gerne fortælle dig dette, fordi jeg tror, at når alt er sagt og gjort bliver det ikke bare denne mand Mike Casey, de vil sige, at Gary Caradori var med i det, og at medlemmer af den lovgivende komité var med i det. Og hun var meget bekymret og hun tog straks hen for at få fat i senator Schmit og jeg talte også med ham om det. Og det må have været i marts.
SENATOR SCHMIT: Jeg husker det.
"
I dommen over Alisha Owen, hvor hun blev idømt flere års fængsel for falsk vidneudsagn, er FBI-agenten "Mickey" Mott også nævnt.
Her står at Alisha Owen i et interview i februar 1990 fortalte FBI-specialagent Michael Mott, at i løbet af de to til tre uger, hun boede hos Casey, "pumpede han hende for Franklin-relateret information."
Der står desuden, at hun fortalte Mott, at "hun helt havde standset kommunikationen med [Michael] Casey og fortalte ham, at hun ikke selv var involveret i skandalen."
Videre i dommen står der, at i et brev fra Michael Casey brev til Alisha Owen, der var blevet fundet blandt Owens personlige papirer skrev Casey, at "han arbejdede med producenter i Los Angeles og Omaha om at udvikle sit 'Franklin-projekt', og at han ville sende Owen en kopi af første udkast til et manuskript til et teaterstykke, så Owen kunne gennemgå det og komme med sine idéer."
I et lykønskningskort til Owen otte dage senere, skrev Casey, at tre nationale publikationer og en filmproducent var interesseret i hans Franklin-projekt, og at Owen var "sikret et job, når [du] kommer ud derfra som konsulent og researcher."

Trusler mod vidne?
John DeCamp skriver, at "for at FBI kunne hævde, at hele Franklin komitéens bevismateriale var et svindelnummer, var de nødt til at nedbryde en eller flere af de vidner Caradori havde optaget" (på video). I sagsforløbet var det vidnerne Troy Boner og Danny King, som ændrede deres vidneudsagn. Om aftenen den 11. juli 1990, samme dag som hendes mand og yngste søn styrtede ned med sit fly og døde, modtog Sandie Caradori flere telefonopkald fra Troy Boner. Hun skrev sine notater om opkaldene, som DeCamp fremviser i sin bog:
"Jeg er nødt til at indlede denne skrivelse ved at forklare at i tidsrummet for Franklin Credit Union-undersøgelsen modtaget vi mange opkald hjemme hos os fra Troy Boner. Jeg var bekendt med denne persons stemme og kan være 100 % sikker på, at jeg faktisk modtog telefonopkaldene fra ham. Tidligt på aftenen onsdag den 11. juli 1990 blev flere telefonopkald modtaget hjemme hos os af en person der identificerede sig selv som "Troy". Forskellige personer tog telefonen og modtog beskeden fra ham. Jeg talte enten med andre besøgende i vores hjem eller var ikke i stand til at komme til telefonen. Under alle omstændigheder kan jeg, hvis det er nødvendigt angive navne på de folk, der kan attestere, at en "Troy" ringede til mig den aften. Senere på aftenen ringede Troy igen, og jeg var i stand til at komme til telefonen. Det skal bemærkes, at jeg ikke tog initiativ til opkaldet, og jeg vidste heller ikke, hvad han ville tale med mig om - om noget i det hele taget.
Følgende er et resumé af samtalen:
SC: Dette er Sandie Caradori. . . . Troy, hvad vil du sige?
TB: Først, du skal være forsigtig.
SC: Troy, det er den mindste af mine bekymringer. Hvordan har du det?
TB: Jeg er så ked af det. Jeg er så ked af det. Han skulle ikke være død.
SC: Hvad siger du Troy? Hvad prøver du at fortælle mig.
TB: Gary løj ikke. Han fortalte mig ikke, hvad jeg skulle sige. Jeg fortalte ham sandheden. (Han talte hurtigt, som om han kæmpede tårerne tilbage.) De fik mig til at tage det tilbage. De truede mig.
SC: Troy, du burde fortælle det til nogen .... Vil du have mig til at ringe til senator Schmit? Du er nødt til at komme ud med sandheden én gang for alle. Troy. Hvad der er sket?
TB: Du forstår ikke, de truede mig. De fik mig til at trække det tilbage. Jeg var så bange. (På dette tidspunkt følte jeg, at jeg havde brug for en anden til at høre dette, så jeg bad Troy fortælle, hvad han lige havde fortalt mig til vores søn, Sean.)
SC: Troy, jeg vil have dig til at tale med Sean, Garys 18-årige søn. Vær venlig at fortælle ham det, okay?
TB: Ja, selvfølgelig.
SEAN: Ja, mand hvad vil du?
Jeg sammen med de ti til 15 andre mennesker i vores køkken/familieværelse hørte Seans del af samtalen som følger:
SEAN: Okay kammerat, du skal gøre det for min far, mand. Okay ... okay ...
Jeg kom tilbage til telefonen og fortalte ham, at jeg ville forsøge at kontakte senator Schmit eller Karen [Ormiston] (Gary Caradoris medarbejder red.). Han sagde, at han ville være på [telefonnummer], men kun i kort tid. Han sagde han ville være "på farten" eller noget i den retning. Han udtalte yderligere: "Jeg vil opsøge enhver, der vil lytte. Jeg vil gøre det uden min advokat. Jeg fortæller sandheden."
Så spurgte han, om jeg ville tale med hans mor. Hun ønskede at snakke. Jeg sagde: "Selvfølgelig."
Troys mors stemme var velkendt. Hun havde ringet til vores hjem flere gange for at snakke med Gary ..., Troys mor sagde følgende:
FRU. BONER: Fru Caradori, jeg er så ked af det. Jeg er så ked af det. Det er sådan en tragedie. Jeg vidste, at der skete noget med Troy. Han blev så bange lige før han ændrede sin historie. De truede ham. Jeg vidste, at han ikke skulle have bakket væk fra sandheden.... Troy tog derefter telefonen igen, og jeg bad ham gentagne gange om, at han ville love mig, at han ville stå frem og sige sandheden for mig, for Gary og for A.J. Han sagde, 'Jeg lover det ' 'i morgen .... Til enhver, der vil lytte ... FBI, nyhederne - hvem som helst'.
Dagen efter hørte jeg ikke noget i fjernsynet eller radioen, og jeg følte virkelig, at Troy nok havde bakket væk. Den aften ringede han til mig igen.
Han sagde: 'Sandie, jeg prøvede, jeg prøvede. Jeg gik til Mickey Mott og. . . . . . .. (FBI agenter). De grinede af mig. De sagde, at de havde brugt for meget tid og penge på denne sag nu til, at jeg ændrer min historie. Jeg gik også til Frank Brown [Channel 7 TV], men han sagde, han ikke ønskede at tage en erklæring på grund af mit storjury-vidnesbyrd.'"

Næste dag ankom Sandie Caradori til sin mands firmakontor. Her mødte hun to FBI-agenter, med en stævning for beslaglægge alle firmaets sagsmapper.
Fru Caradori fortæller om oplevelsen:
Jeg var ekstremt ked af det, fordi timingen bestemt efterlod meget at ønske. Jeg åbnede den lukkede dør (til kontoret red.) og bemærkede to FBI-agenter, Karen Ormiston, og vores sikkerhedsdirektør, Joe Hebenstreit. De sad alle på kontoret.
Jeg sagde: 'Jeg tror ikke jeg behøver præsentere mig selv. Hvad laver I her? Jeg kan ikke tro det her.'
Den mindre person stammede lidt og kiggede på Karen og sagde: 'Hvem ... hvem er det her?' 'Hun er Garys enke.'
Så rejste han sig halvvejs op og rakte hånden frem som for at ryste min og udtrykte sin/deres sympati. Hele prøvelsen var ekstremt uprofessionel. Så kiggede han sig over skulderen til den anden agent, gav ham et grin, og rystede på hovedet. Han identificerede sig selv som Mickey Mott. ... Jeg spurgte dem direkte, om Troy Boner havde prøvet at tale med dem den foregående dag. Mr. Mott sagde: 'Jeg kan hverken bekræfte eller afkræfte det.'
Jeg indikerede, at jeg fortjente et svar. Hr. Mott sagde så, 'Ja, han kom til kontoret, men vi kan ikke spilde vores tid på ham. Han har mistet al troværdighed.'"

Her citerer John DeCamp en artikel fra den 27. juli 1990 i den avis, som ellers næsten udelukkende havde været efter ham og den lovgivende forsamling i denne sag - Omaha World-Herald:
"Statssenatorer Loran Schmit fra Bellwood og Bernice Labedz fra Omaha sagde, at Troy Boner fortalte åbenlyse løgne, da han sagde, at han ikke kom til Schmits kontor i sidste uge og da han sagde, at han ikke tilbagekaldte hvad han fortalte en Douglas County storjury. ... Schmit sagde, at mindst otte personer var i hans kontor i sidste uge, da Boner i det væsentlige trak sin tilbagetrækning tilbage og sagde, at det, han oprindeligt havde fortalt Caradori, var sandheden. Seks af de otte optrådte på et pressemøde torsdag, herunder fire - Schmit, senator Labedz, Caradori medarbejder R.I. Nebe og Jody Gittins, en advokat, der arbejder på Schmits kontor - som sagde, at de hørte Boners udtalelser direkte. ... De seks på pressemødet torsdag sagde, at Boner var på Schmits kontor både 16. juli og 17. juli, dagen for Caradoris begravelse."

Troy Boners nye advokat, Marc Delman, insisterede på at hans klient havde løjet for Caradori, skriver DeCamp. "Marc Delman var specialist i børnemishandlingssager, da han arbejdede på Douglas County's advokatkontor", fortæller DeCamp, men nu var han "bedre kendt for at forsvare pornografer". Den indignerede tidligere senator og advokat for Alisha Owen skriver desuden, at fordi Boner var pengeløs, var der mange mennesker i Omaha som undrede sig over, hvor han fik penge fra til at hyre Delman. Troy Boner havde tidligere fortalt om, hvordan en velhaver ved navn Alan Baer i årevis havde udnytttet ham og andre børn i Nebraska og i nogle tilfælde betalt dem som prostituerede, og disse oplysninger blev bekræftet af flere andre vidner. Omaha-borgere overvejede nu, ifølge DeCamp, om det mon var Alan Baer eller en anden velgører som igen stod bag pengene til Troy Boner.

Afgørelsen gentages i føderal storjury - ledet af påstået pædofil?
Den 25. september 1990 kom en føderal storjury med stort set sammme afgørelse som storjuryen i Douglas County - og med næsten samme formulering. Alle de prominente personer nævnt i Caradori-undersøgelsen blev renset med ordene "Der er ingen troværdige beviser for, at vi kan tro, at nogen fremtrædende personer i Omaha-samfundet var involveret i nogen som helst ring af organiseret aktivitet til seksuel af udnyttelse mindreårige, transport af mindreårige til mellemstatslig handel for seksuelle formål eller handel med kontrollerede stoffer."

Alisha Owen blev igen tiltalt for otte tilfælde af vidnefalsk. DeCamp skriver:
"FBI havde, som Boner sagde, truet Boner til at trække sit videooptagede vidneudsagn tilbage, som gjorde det muligt for Douglas-juryen at komme med sin 'omhyggeligt udformede svindelnummer'-dom, og sætte mønsteret for den føderale storjury. Føderale embedsmænd med ansvar for sidstnævnte, især den assisterende U.S. statadvokat Thomas Thalken, forsøgte at terrorisere Alisha Owen til også at trække sit vidneudsagn tilbage."

I et vidneudsagn for Franklin-udvalget den i juni 1990, fortalte Owen om sin oplevelse med den føderale storjury. Her fortalte hun, at hun blev vækket i fængslet klokken fem om morgenen og bedt om at gå i bad og klæde sig på. Hun blev lagt i lænker og kørt to timer - uden at få at vide hvor hun blev ført hen. Da hun kom frem, blev hun sat ind i et bur. "Jeg mener, jeg har set kenneler se pænere ud, end hvor jeg blev holdt," siger Owen i sit vidneudsagn.
"Og fem minutter før 9:00 får du en stævning, der fortæller dig, at du skal vidne kl. 9.00 foran en storjury."
Hun fortæller, at hun kan høre, hvad der foregår på gangen, "fordi det bare er et bur, er der ingen lydbarriere." - Et "zoo-bur" kalder Owen stedet, hvor hun er placeret. I denne situation hørte hun hr. Thalken gentage igen og igen "på en meget respektløs måde" - at "hvis hun kommer derop og hun ikke fortæller sandheden, jeg vil anklage hende for mened."
"Igen og igen og igen og igen," siger Owen. "Jeg har ikke hørt ordet mened så mange gange i hele mit liv som den dag."

Alisha Owens advokat Henry Rosenthal bekræftede hendes udlægning af statsanklagerens opførsel:
"Altså, jeg kender ikke Tom Thalken .... Han kom imod mig ligesom en lille grizzlybjørn .... Og han havde en finger omkring to centimeter fra min næse og blev ved med at råbe om mened. Og jeg vidste ikke engang, hvad han talte om. Om og om igen det om det og det og det. Jeg sagde, lad mig fortælle dig, hvis du tror, du har noget bevis på mened, når hun er færdig, så venligst bare sigt hende, bare gør det. Og det var - hver gang der var en pause, han råbte om mened .... Dette var før beviserne overhovedet startede."

DeCamp skriver derefter, at Thalkens navn "var dukket op i Gary Caradoris undersøgelse, som en påstået pædofil, der frekventerede pornobutikker i Council Bluffs, Iowa. Desuden fortalte en fortrolig informant angiveligt Caradori, at Thalken var placeret i sin rolle for at assistere mørklægningen. DeCamp citerer et transskriberet interview med denne fortrolige meddeler foretaget af detektiven Caradori. Her siger meddeleren at "deres es" er den assisterende anklager Thalken.

Chikanerede FBI vidner og angivelige ofre?
Henry Rosenthal var Alisha Owens anden advokat. Han efterfulgte Pamela Vuchetich, som, ifølge Alisha Owen, havde formidlet FBI's tilbud om en aftale, fra Vuchetichs ven Mickey Mott. Owen fortalte også Franklin-udvalget om en anden hændelse, der involverede Vuchetich og FBI, "hvilket så ud til være et forsøg på at skabe nogle beviser på det 'omhyggeligt udformede svindelnummer'," anfører DeCamp.
Alisha Owen fortalte, at FBI fik Troy Boner til at ringe til hende i begyndelsen af marts. Under samtalen fik hun fornemmelsen af at Troy Boner var blevet tvunget til at ringe og forsøge at få Owen til at sige noget der kunne bruges i rette. Hun hævdede, at Troy Boner både sagde, at han var bange, og at hans stemme lød skræmt. På dette tidspunkt var hun af sin advokat Pam Vuchetich blevet fortalt, at Boner havde trukket sit vidneudsagn om det andet offer-vidne Danny King tilbage, men ikke også at han havde ændret sine udsagn om Alisha Owen selv;
"en af de første ting jeg spurgte ham, var hvorfor gør du det her mod Danny, han er en af dine bedste venner, hvordan kunne du gøre dette, hvad er det du gør? [...] - og han sagde, Alisha, jeg er bange, jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, fortæl mig hvad jeg skal gøre. Og så spurgte han mig, citationstegn start, citationstegn slut, tror du, vi får nogen penge? Og jeg - jeg stoppede et sekund, og jeg sagde, jeg er skideligeglad med nogen penge, du ved, bare fortæl sandheden. Det var det, jeg sagde, citationstegn start, citationstegn slut. Undskyld mit franske. Men jeg fortæller bare sandheden. Han sagde, hvad skal jeg gøre? Og jeg sagde, bare fortæl sandheden.
Og han blev ved med at prøve at komme med disse ledende udtalelser, Alisha, hvad skal jeg gøre? Og det var på det tidspunkt jeg indså, at hvem end, der lyttede, sandsynligvis var politi, som forsøger at få fat i udtalelser, der får mig i fælden. . . .
Og efter jeg afsluttede telefonsamtalen, prøvede jeg at få fat i Pam. Altså, Pam sidder nede på FBI's kontor sammen med dem og foretager det opkald. Forsøgte at få fat i Pam, Pam er ikke i nærheden. [...]
Jeg ringede til Gary (Caradori red.). Og Gary sagde: Alisha, Troy sidder nede på FBI's kontor lige nu. Så okay, jeg vidste, at FBI var dem, der havde fået ham til at ringe .... Så fortalte Gary mig, at det var FBI. Og Gary sagde til mig på det tidspunkt, Alisha, måske skulle du begynde at overveje, hvorfor din advokat bruger så meget tid sammen med FBI."

Alisha Owen fortalte også at, Pam Vuchetich - mod Owens specifikke instruktioner - overgav en fil til FBI, som Alisha vedligeholdt på bekendte fra hendes fortid. Vuchetich havde foreslået hende at samle disse oplysninger. I den stod bl.a. "navnene på tidligere kærester, der kunne forventes at være bitre på hende." Alisha Owen fortalte desuden Franklin-udvalget, at FBI direkte rådede hende til at lyve ved at sige, at hun havde løjet på videobåndene. "FBI rådede mig til, at jeg skulle sige, at ikke alt på båndene er sandt, bare en generel udtalelse", hævdede Owen, "og at jeg burde glemme alt om videobåndene, fordi de kan komme tilbage og gøre skade på mig." Ifølge Owen prøvede FBI desuden flere gange at få hende til at sige, at Gary Caradori tilbageholdt beviser fra efterretningstjenesten. "Der var tidspunkter, hvor de - de virkelig stampede Gary ned i jorden," sagde hun ifølge DeCamp til den lovgivende forsamlings Franklin-udvalg.
Her viser DeCamp et af detektiven Gary Caradoris daglige notater fra 20. april 1990:
"Omkring 1415 modtog denne skribent et telefonopkald fra Alisha Owen. Hun talte om, at FBI antydede for hende, at hvis hun ændrede sin historie, ville de sikre sig, at de ville 'gå efter' denne forfatter og Mike Casey for at 'fabrikere' en efterforskning. Hun fortalte mig, at hun ikke havde opdigtet nogen del af nogen historie, og at hun holdt fast i den historie, hun fortalte mig, og at hun ønskede mig det bedste. For min egen beskyttelse, båndoptog jeg telefonsamtalen, som varede cirka 30 minutter."

Alisha Owen var ikke det eneste vidne, som FBI angiveligt chikanerede eller bad om at lyve. Ved et Franklin-udvalgsmøde den 22. juni 1990 fortalte senator Labedz om sin diskussion med tidligere Franklin-medarbejder Noel Seltzer:
"En af de vigtigste ting, som jeg synes, han fortalte mig, var det faktum, at da de først gik ind i efterforskningen af Larry King, talte FBI med ham, og han fortalte dem stort set alt, hvad han fortalte mig om det seksuelle misbrug og så videre. Og så sagde han, at han fik at vide af FBI, vi vil rådgive dig til, at det er bedst for dig, at du holder din mund lukket. Og jeg sagde, sig det igen, og han gentog det, så jeg kunne skrive det ned."

Gary Caradori interviewede et andet angiveligt offer-vidne ved navn Terry Muller. Efterfølgende modtog Caradori en telefonopringning fra Terry Mullers søster Sue Tompkins, som fortalte at "FBI og et medlem af statspatruljen chikanerede hendes bror og forsøgte at få ham til at tale om ting, han bare ikke vidste noget om". Desuden sagde hun, at "hendes bror er ekstremt bange. Han vil gerne fortælle sandheden, men han følte sig ekstremt utilpas med FBI og statens patruljeefterforskere". Hun sagde, at de statslige efterforskere "var meget hårde ved hendes bror". Efter dette fik Terry Muller "en advokat for at beskytte sig mod FBI".

I sine efterforskningsnotater skriver Caradori også om sin samtale med Joanie Gregory, en socialrådgiver fra Department of Social Services (DSS - afdeling for sociale tjenester). Hun arbejdede med at screene familier, som ansøgte om plejefamilielicenser, og havde besigtiget Jarrett og Barbara Webbs hjem i forhold til en fornyelse af deres plejefamilielicens. I del 4 hørte vi om, hvordan Jarrett og Barbara Webb angiveligt mishandlede deres plejebørn, og om hvordan Jarrett Webb voldtog et af disse børn - Nelly Webb. Jarrett Webb sad i bestyrelsen for Franklin Credit Union og var nær ven med lederen Larry King.
Socialrådgiveren Joanie Gregory følte, at miljøet i hjemmet ikke var i orden og skrev et brev til DSS i Lincoln. Hun fik intet svar. Efter et par måneder, skrev hun et brev til Omaha politi om situationen hos Webb-familien. Derefter blev hun kontaktet af FBI. I mellemtiden havde hun forsøgt at foretage nogle undersøgelser på egen hånd, men nogle filer var åbenbart blevet fjernet. "Så vidt denne skribent ved, blev der ikke skrevet et brev til FBI," skriver Caradori og han afslutter sit notat med ordene: "FBI informerede Joanie Gregory om, at det sandsynligvis ville være i hendes bedste interesse, hvis hun 'glemte disse oplysninger.'"

Utroværdig senator og vidne?
John DeCamp nævner også kort, at FBI granskede flere af senator Loran Schmits forretninger, "såsom hans spillemaskiner i det sydøstlige Nebraska og andre relaterede forhold."
I dommen over Alisha Owen står der, at senator Loran Schmit vidnede for Owen.
"Ved krydsforhør afhørte anklageren Schmit om hans involvering i videospilindustrien og om hans forhold til John DeCamp, en fhv. kollega i den lovgivende forsamling og en af Schmits personlige advokater på tidspunktet for retssagen. (DeCamp er Owens advokat i denne appel.) Staten fremlagde flere grunde til, at Schmit kunne have ønsket at se Owens version af Franklin-skandalen bekræftet. Schmit sagde i krydsforhøret, at World-Herald, udgivet på det tidspunkt af Harold Anderson, i 1984 havde editorialiseret meget kraftigt mod videospilindustrien som helhed og mod Schmit personligt på grund af hans engagement i industrien og hans indsats som lovgiver for at beskytte industrien. Schmit sagde, at han havde tabt en masse penge, som han havde investeret i videospilvirksomheder, da den lovgivende forsamling forbød maskinerne i 1984."

Før denne beskrivelse står der i dommen, at senator Schmit vidnede om, at Troy Boner - kort efter Caradoris død i et flystyrt - havde fortalt Schmit, at Boner havde fortalt Caradori sandheden, og at hans tilbagekaldelse af de oprindelige vidneudsagn var forkert. Schmit fortalte, at Boner havde sagt, at han havde trukket den originale historie tilbage, "under opfordring fra FBI".

FBI-vildledning og forsvundne flyoptegnelser?
Ifølge informationerne i DeCamps bog mente efterforskeren Gary Caradori, at storjuryen blev bevidst vildledt af forskellige personer i FBI og af statens politiefterforsker.
Caradori fortæller også om sin frustration ved at skulle overlevere al sin efterforskning til FBI, hvorefter de fortæller ham, at der ingen substans var i nogen af hans undersøgelser.
Dette ses af en dialog mellem et medlem af den lovgivende forsamlings Franklin-udvalg, senator Lynch, og Gary Caradori, som desuden begge siger, at de oplever, at den information, de udviklede og delte med FBI og politiafdelingen blev "brugt af dem til at arbejde imod os" - til at "miskreditere os". Afsnittet afsluttes med, at Caradori siger, at han føler, at hans efterforskningsindsats er blevet saboteret af både den føderale og amtslige storjury.

En sen eftermiddag i 1989 havde Gary Caradori og Karen Ormiston brugt flere timer hos flyselskabet YNR i Sioux City, Iowa, på at fotokopiere flyjournaler fra nogle af de charterflyvninger Larry King havde foretaget. Hos andre flyselskaber havde personalet allerede bekræftet over for Caradori, at King tog mindreårige drenge og piger med ham på charterfly. Hos YNR, var børns navne blevet opført på flyturene - bevis på at King transporterede børn rundt i landet ligesom Webb-pigerne, Alisha Owen, Paul Bonacci og andre havde påstået. Ejeren af YNR foretog et telefonopkald og forhindrede Caradori i at forlade selskabet med beviserne, hvoraf nogle havde gule FBI-faner sat på sig. Da Franklin-udvalget kun havde begrænset, statslig stævningsbeføjelse, anmodede Caradori NCUA - the National Credit Union Association (Den nationale fællesorganisation for kreditforeninger - NCUA, nu CUNA) om at stævne optegnelserne og sende dem til ham, uden at nævne det for FBI. Generalsekretæren i NCUA Robert Fenner "var enig", skriver DeCamp, men Caradori fik aldrig optegenelserne. Caradori fortalte senere, at han så nogle af FBI-klistermærkerne fra YNR, i en notesbog båret af FBI-agent Mickey Mott. FBI fastholdt, at der ikke var noget bevis for at King havde transporteret børn; Douglas Countys storjury beklagede, at charterselskaber ikke havde flyjournaler, så ingen rejsende kunne verificeres.

FBI-afdeling præget af seksuel perversion?
FBI's angivelige tilgang til sagen om misbrug af børn kan være baseret på mere end blot en institutionel forpligtelse til beskytte FBI-chefen Nick O'Haras ven politimesteren Robert Wadman, statsanklageren Tom Thalken, eller folk endnu højere oppe i Washington DC.
I august 1990 indgik den sorte FBI-agent Donald Rochon et forlig i sin anlagte sag mod FBI for racediskrimination. Rochon hævdede bl.a., at han var blevet udsat for dødstrusler og i et tilfælde havde hvide FBI-agenter sagt, at de ville skære hans kønsdele af. Donald Rochon var en højt dekoreret veteran fra Los Angeles politi som i begyndelsen af 1980'erne begyndte at arbejde i FBI.
I sin sag anklagede Rochon desuden Omaha FBI-personale for seksuel perversion. Rochon påstod, at han personligt havde observeret specialagent Tom Dillon tungekysse den mandlige specialagent Terry Bohle, til en afskedsfest for Bohle. Han fortalte også at han personligt havde været vidne til, at Dillon havde fremvist sit kønsorgan på Omaha-kontoret i løbet af en almindelig arbejdsdag for talrige ansatte, både mænd og kvinder. Rochon sagde, at han havde hørt rapporter, om at Dillon havde tilladt Bohle at tisse sig i munden og at tisse i en ølflaske, som han efterfølgende drak af. Dillon var ifølge forligsteksten desuden blevet observeret "udvælge duftblokken i mændenes pissoir og putte denne blok i sin mund." Rochon påstod endvidere, at Dillon virkede optaget af homoseksuel sex, havde homoseksuel pornografi ved sit skrivebord og ofte talte om homoseksuelle aktiviteter.
En anden agent bakkede op om Rochons beretning om at Dillon havde ladet Bohle tisse sig i munden. Dillon protesterede og sagde at Bohle kun "ved et uheld" kom til at urinere på ham ved en lejlighed. Dillon tilføjede, at han ikke havde vist sin penis på kontoret, som Rochon hævdede, men kun sine balder. Bureauet forsvarede Dillons besiddelse af pornografisk homoseksuel litteratur, som en del af hans efterforskning af homoseksuel prostitution. Men Rochons påstande om diskrimination og chikane var så velunderbygget, at FBI valgte at indgå forlig i sagen.
I kapitel 14 i John DeCamps bog får man yderligere følgende informationer:
I oktober 1983 meddelte FBI, at de havde undersøgt en mandlig prostitutionsring i Omaha. En af agenterne på sagen var netop specialagent Tom Dillon. Dette var angiveligt endnu en sag som involverede flere fremtrædende mennesker i staten og "man forventede anklager på højt niveau", men dette skete aldrig. I bogen fremføres det, at de pædofile netværk, som blev undersøgt i 1983 overlappede med Larry Kings; "faktisk blev King selv set på dengang."
Specialagent Dillon, som efterforskede homoseksuel prostitution i de år, var "rigtig tæt på nogle præster i Boys Town," ifølge en kilde i politiet, der kendte Dillon dengang. År senere modtog Gary Caradori påstande om, at nogle præster med tilknytning til Boys Town, især fader Pat Henry og fader Fiala, var pædofile. Fader Henry blev sendt til Bolivia, da børnemishandlingsskandaler dukkede op hos Boys Town i midten af 1980'erne.
Som sort FBI-agent udviklede Donald Rochon forbindelser i den sorte del af det nordlige Omaha, hvor Larry Kings pædofili var berygtet. Mange af de drenge, King brugte som prostituerede, var sorte og blev rekrutteret fra Boys Town, hvor den angiveligt perverse specialagent Tom Dillon tilsyneladende havde venner. Dillons chikanerier, som han selv påstod bare var for sjov, drev Donald Rochon væk fra Omaha, og det meste af Omaha FBI-kontoret dækkede over Dillon.

FBI og 'Finders'-gruppen
På dette tidspunkt i starten af 1990'erne var FBI ellers ganske fortrolige med flere forskellige sager om angivelig satanisk misbrug af børn - og også transport af børn over amerikanske statsgrænser.
Den 4. februar 1987 modtog Tallahassee politi et anonymt tip om at "to velklædte mænd" var blevet set "med seks usoignerede og sultne børn mellem 2 og 11 år” i en lokal park i byen, som ligger i Florida. Børnene var desuden "dækket af insektbid", og de fleste af dem havde intet undertøj på. De to mænd sagde, at de tog børnene med til "en skole for talentfulde unge i Mexico". Deres mødre var angiveligt i Washington. De to mænd blev identificeret som Douglas Ammerman og James Michael Holwell (også kendt som Mike Houlihan). Mens politiet afhørte dem, "faldt Holwell med ansigtet ned mod jorden og nægtede at rejse sig". Ammerman og Holwell blev anholdt og sigtet for børnemishandling.
Tre dage senere kom det frem, at myndighederne, som efterforskede sagen, opdagede "materialer i Washington-området, som pegede på en kommune i 1960'er-stil kaldet Finders, beskrevet i et retsdokument som en 'kult', der angiveligt udførte 'hjernevask' og brugte børn 'i ritualer.'" Politiet i Washington D.C., som ransagede et lager i det nordøstlige Washington, der var knyttet til gruppen, fjernede store plastikposer fyldt med farvedias, fotografier og plastikchartek til fotografier. Nogle billeder, der var synlige gennem en taske båret fra lageret, var billeder af børn i tegnebogsstørrelse, der lignede skolebilleder, og nogle var af nøgne børn. Kilder i politiet sagde, at nogle af de genstande, der blev beslaglagt, viste billeder af børn, der var involveret i, hvad der så ud til at være "kultritualer". Embedsmænd fra det amerikanske toldvæsen, tilkaldt for at hjælpe med efterforskningen, sagde, at materialet, der blev beslaglagt, inkluderede billeder, der viser børn involveret i "blodsudgydelsesceremonier med dyr" og "et fotografi af et barn i lænker". Toldmyndighederne sagde, at de undersøgte, om der var tale om en børnepornografioperation. Ifølge retsdokumenter blev computere og software beslaglagt fra lageret, fra en lejlighedsbygning i Glover Park og fra en varevogn, der blev fundet i Tallahassee sammen med børnene. "De nye afsløringer om den mystiske gruppe voksede ud af en efterforskning, der onsdag blev sat i gang ved et anonymt opkald til Tallahassee-politiet om to 'velklædte mænd', der 'overvågede' seks pjuskede børn i en park i nabolaget," skrev Washington Post om sagen. Og avisen fortsatte:
"Deres forbindelser til D.C.-området har ført myndighederne ind i en vidtrækkende undersøgelse, der omfatter Finders - en gruppe på omkring 40 personer, som retsdokumenter hævder ledes af en mand ved navn Marion Pettie - og deres forskellige hjem, inklusiv en duplex-lejlighedsbygning i Glover Park, Northeast Washington-lageret og en 90 hektar stor gård i det landlige Madison County, Virginia."

Da Tallahassee politi kontaktede politiet i Washington D.C. i et forsøg på at fastslå børnenes identitet, erfarede de, at D.C.-politiet havde hørt om Finders-gruppen. Ifølge den amerikanske distriktsdomstol i Washington havde en fortrolig kilde til politiet tidligere fortalt myndighederne, at Finders var "en kult", der udførte "hjernevask"-teknikker på lageret og i lejlighedsbygningen i Glover Park. Denne kilde fortalte om rekruttering af Finders med løfter om "økonomisk belønning og seksuel tilfredsstillelse" og om at blive inviteret af et medlem til at "udforske" satanisme med dem.
Den 15. december havde en D.C. politidetektiv observeret en lysning hvor "adskillige runde sten var blevet samlet" nær en cirkel, samt beviser på, at der havde været folk samlet der. Retsdokumentet, hvori dette var beskrevet, uddybdede desuden med, at "denne praksis undertiden bruges i sataniske ritualer." Bevæbnet med disse oplysninger og rapporten fra Tallahassee-politiet om de angiveligt misbrugte børn, søgte D.C.-politiet efter ransagningsordrer for Glover Park-boligen og lageret. I mellemtiden forsøgte myndighederne i Florida at finde frem til mere om de seks små børn, der havde sat efterforskningen i gang - og som blev beskrevet af en polititalsmand som "sultne og ... ret patetiske".
Børnene, der kun blev identificeret i retsdokumentet med fornavnene Honeybee, John, Franklin, BeeBee, Max og Mary, blev beskrevet som "beskidte, usoignerede, sultne, forstyrrede og ophidsede." "De havde boet bagerst i varevognen i nogen tid," stod der i dokumentet. Politiets talsmand sagde, at et af børnene, en 6-årig pige, "viste tegn på seksuelt misbrug", men at en undersøgelse foretaget af en lokal læge viste, at ingen af børnene var syge.
Fem af børnene var ifølge politiet ikke-kommunikerende, og "ingen så ud til at genkende genstande såsom skrivemaskiner og hæftemaskiner." Den ældste var dog i stand til at give efterforskerne nogle oplysninger. Hun sagde, at de to mænd "var deres lærere" og at hun ikke var sikker på, hvor de havde været for nylig, eller hvor de skulle hen. Men indtil for nylig "havde de boet i Distriktet" (sandsynligvis i betydningen Washington D.C. - District of Columbia) i "et hus med andre børn og voksne." De levede hovedsageligt på en kost af rå frugt og grøntsager, sagde hun.

Pigen fortalte politiet, at mens de var i Distriktet, modtog børnene instruktion fra "en mand, de kaldte en Game Caller eller en Game Leader" ("Spilregel Opråber", "Spil Leder"). Ifølge D.C.-retsdokumentet identificerede en politiefterforsker i Tallahassee denne mand som Marion Pettie, som den fortrolige politikilde "også identificerede som Stroller, leder af denne 'kult'. "
Børnene blev anbragt på krisecentre i Tallahassee, mens embedsmænd forsøgte at identificere dem. Naboer til Finders-gruppens hus identificerede fotografierne af to af børnene som beboere i huset. Før deres arrestationer i parken havde Ammerman og Houlihan fortalt politiet, at de var lærere fra Washington, der "transporterede disse børn til Mexico og en skole for geniale børn," fortalte politiet talsmand. Da politiet spurgte mændene, hvor børnenes mødre var, "sagde de, at de blev vænnet fra deres mødre." Statsadvokaten Joseph E. diGenova udtalte, at myndighederne efterforskede kidnapning, men at efterforskningen ikke var begrænset til det.
Ifølge naboer skilte gruppens lejlighedsbygninger sig ud i nabolaget på grund af et spabad og parabol på taget. Kun kvinder og børn boede der, selvom mænd besøgte jævnligt, ifølge naboer.

FBI var også involveret i efterforskningen af denne sag, der - ligesom Franklin-sagen - bl.a. handlede om transport af børn på tværs af amerikanske statsgrænser. I Washington Post-artiklen står der, at en talsmand for FBI i Jacksonville, Florida, fortalte, at FBI "tjekkede transporten af børn på tværs af statsgrænser til umoralske formål eller kidnapning."
Den 10. februar rapporterede New York Times, at Washingtons politichef Maurice Turner "på en pressekonference sagde, at der ikke var beviser for kriminel aktivitet."
Dagen efter fortalte nyhedsbureauet AP, at en psykiater, der var hyret til at undersøge børnene, havde udtalt, at "børnene led af nogle depressioner og andre psykologiske traumer, men at han ikke vidste, om problemerne var langsigtede og forårsaget af børnenes opvækst, eller midlertidigt og forårsaget af det, de havde været igennem lige før de blev fundet.” AP fortalte også, at et fotoalbum konfiskeret i et hus i Washington, D.C., var blandt beviserne, der foranledigede ransagningen, og at dette album indeholdt en række billeder med titlen "Henrettelsen af Henrietta og Igor", som viste tre børn og tre kåbeklædte mænd, der dræbte og lemlæstede geder. Blandt fotografierne var et af en smilende dreng, der holdt et gedefoster.
Finders talsmand R. Gardner Terrell sagde, at gederne blev slagtet som en lærerig oplevelse for børnene.
En talsmand for Virginias statspoliti, fortalte, at gården i Madison County, Virginia var ejet af Marion Pettie, "en pensioneret Air Force mastersergeant (mestersergent i flyvevåbenet red.), der er kendt for at være lederen af Finders."
Pettie blev ikke eftersøgt af Virginias myndigheder, og talsmanden sagde, at fotografierne ikke viste tegn på kriminel aktiviet.

Myndighederne i Florida, som gennemsøgte den varevogn børnene var bevet transporteret i, fandt "20 disketter og en enhed som kunne bruges til at tilslutte en computer et andet sted via telefon". Politiets talmand sagde, at DC-politiet havde indhentet beviser for, at "en computer med forbindelse til gruppen modtog et opkald fra Tallahassee" sent på ugen.
Teknologi-informationerne i denne passage af Washington Post-artiklen må havde været næsten uforståelige for mange almindelige amerikanere i 1987. På dette tidspunkt havde ingen almindelige amerikanere adgang til internet. Kun nogle få afdelinger på universiteter, statslige organisationer og i computerindustrien, som sammen med militæret stod for udviklingen af de tidlige tiltag for at etablere denne teknolgi, havde kendskab til disse ting - og havde sådanne muligheder. Den beskrevne teknologi er en host-to-host netværksforbindelse, der er rygradden i internettet, som vi kender det i dag. Dette blev første gang realiseret af ARPANET i oktober 1969. Den blev oprettet af Advanced Research Projects Agency (ARPA), som er en avanceret tekonologiudviklingsafdeling under det amerikanske forsvarsministerium. ARPANET regnes for at være forløberen for internettet. ARPA, som nu hedder DARPA - Defense Advanced Research Projects Agency; Forsvarets bureau for avancerede research projekter, stod således bag udviklingen af internettet. I 1983 fik militæret etableret sit eget netværk MILNET, som senere kom til at hedde NIPRNET, og som kører parallelt med de topsikre netværk SIPRNET og JWICS til hemmelig sikkerhedskommunikation. NIPRNET har kontrollerede sikkerhedsgateways til det offentlige internet.

En front-organisation til at uddanne CIA-agenter eller en 'nothing-burger'?
Seks uger efter deres anholdelse, "efter en undersøgelse, der gik hele vejen til D.C.", blev mændene løsladt fra varetægtsfængsling, og staten frafaldt anklagerne. Føderale agenter konkluderede, at der ikke var beviser for kriminel aktivitet, og droppede sagen mod Finders. Efter at have modtaget mindst 500 opkald fra kvinder, der hævdede at være mødre til børnene, blev forældrene i sidste ende angiveligt identificeret og rejste til Tallahassee for at få deres børn tilbage.
Den amerikanske toldagent Ramon Martinez, som havde været med til at udføre ransagningskendelserne på Finders ejendomme, bekræftede dog i sin efterforskningsrapport bl.a., at "mange dokumenter blev opdaget, som så ud til at handle om international handel med børn". Denne rapport bekræfter i detaljer flere af de informationer Tallahasee Politi gav på anholdelsesdagen. Efter flere forsøg på at gennemgå disse beviser, fik Martinez angiveligt at vide, at "alle pasdata var blevet overgivet til udenrigsministeriet", efterforskningen af Finders "var blevet et internt anliggende i CIA", og at rapporten fra Washingtons Metropolitan politi var "blevet klassificeret som hemmelig og var ikke tilgængelig til gennemgang."

Hele Finders-sagen ville være blevet "fejet ind i annalerne i FBIs sagshistorie", hvis ikke det havde været for en beboer i byen Stuart, Florida, ved navn Skip Clements, skriver Tallahassee Democrat, i en historisk artikel om sagen. Tallahassee Democrat var en lokalavis, som fulgte sagen tæt i den periode, hvor den udfoldede sig.
Henry T. "Skip" Clements var en "investor og (tidligere) medarbejder i en privat konsulentvirksomhed i Stuart, der lærte virksomheder at forhindre industriel spionage".
Clements havde på egen hånd efterforsket Finders-gruppen i årevis, og havde på en eller anden måde - år efter frigivelsen af de to anholdte mænd - fået fat i en kopi af rapporten forfattet af Ramon Martinez.
Han hævdede nu, at det amerikanske toldvæsen afbrød efterforskningen på foranledning af CIA, som brugte gruppen som en front-organisation til at uddanne agenter. Skip Clements "overbeviste endda mindst to medlemmer af Kongressen" om at undersøge sine påstande, og det udløste en undersøgelse af justitsministeriet.
Disse oplysninger kan bl.a. findes i den historiske artikel i Tallahassee Democrat.
Artiklen er skrevet i forbindelse med frigivelsen af hemmeligholdte FBI-oplysninger i sagen, som fandt sted i slutningen af 2019.
"Den 324 sider lange fil, der blev frigivet af FBI torsdag, inkluderer redigerede notater, D.C. Metro politirapporter, erklæringer om ransagningskendelser og FBI feltkontorrapporter, der beskriver, hvordan et tip til justitsministeriet førte til genåbning af Finders-sagen," skriver Tallahassee Democrat. Med "redigerede notater" menes sandsynligvis, at store dele af informationerne i de "frigivne dokumenter" er overstreget.
Tallahassee Democrat skriver videre, at et notat den 5. november 1993 fortalte, at justitsministeriet anmodede om undersøgelsen efter at have modtaget et tip om seksuelt misbrug af børn og "hjernevask" fra Finders, og "hvilken rolle, om nogen, det amerikanske efterretningssamfund spillede i at stoppe efterforskningen i 1987". Her henvises til en anden sag om seksuelt misbrug af børn i Miami, der "førte til information om et stort, velorganiseret komplot", som "blev brugt af mindst ét medlem af Kongressen til at genautorisere undersøgelsen af organiseret sexmisbrug", hedder det i notatet.
Avisen forklarer - ud fra notatet - at "en kilde, hvis navn blev redigeret, men sandsynligvis er Clements", mødtes i oktober 1993 med den amerikanske folkevalgte repræsentant fra Kongressen Charlie Rose, D-N.C. for at diskutere en gruppe kaldet "The Finders".

Et andet dokument henviser til bestræbelser fra et andet kongresmedlem på at indføre en resolution, der krævede, at toldvæsenet genindsatte sin børnepornografi- og beskyttelsesenhed - efter at have erfaret, at arrestationer og domfældelser i forhold til børnemishandling var faldet til det halve, og personaletiden til en fjerdedel af tidligere niveauer. Tilbage i 1987 kontaktede politiet i Tallahassee det amerikanske toldvæsen, som tog kontakt til D.C. Metro Police Department for at undersøge sagen. Forud for anholdelsen af de to mænd i Tallahassee, havde politiet i Washington D.C. fået at vide af en fortrolig kilde, at Finders brugte børn i "hjernevasketeknikker" og mærkelige ritualer af gruppen, men kilden havde ikke været vidne til noget egentligt børnemisbrug. Metropolitiet ransagede to ejendomme ejet af medlemmer af Finders, hvor de fandt dokumenter, fotos og en stor mængde computerudstyr og "instruktioner til at skaffe børn til uspecificerede formål." Instruktionerne indeholdt angiveligt oplysninger om at gøre kvindelige medlemmer gravide og købe, handle og kidnappe børn. En fælles undersøgelse med FBI's D.C.-feltkontor førte til identifikation og interview af mødrene til de seks børn, to af fædrene og andre nøglemedlemmer af gruppen. Det viste sig, at børnenes forældre var en del af Finders-gruppen, og de sagde alle, at de var en del af "en alternativ livsstil, fælles type sammenslutning af intellektuelle, der har valgt at leve, som de gør." Mens Tallahassee-politiet pegede på, at gruppen kunne være forbundet med djævletilbedere, sagde de mødre, der kom til Tallahassee for at tage hævd på deres børn, at det var nonsens. Mødrene hyrede advokat Paula Walborsky til at hjælpe dem med at få deres børn tilbage fra staten.
"De dukkede ikke op i safrankåber smurt ind i gedeblod," sagde hun til Tallahassee Democrat i en artikel den 15. februar 1987. "De kom i tweed og perler."

Det var elleve dage efter fundet af børnene og arrestationen af de to mistænkte mænd. Politiet i Washington D.C. (Metropolitan Police Department) droppede sagen og Washingtons politichef Maurice Turner udtalte til Tallahassee Democrat:
"Livsstilen i den såkaldte Finders-organisation kan afvige fra den samfundsmæssige norm, men indtil videre har Metropolitan Police Department ikke afsløret nogen beviser for kriminelle forseelser begået af medlemmer af gruppen."

Efterretningstjenesten CIA, som var under anklage, og som tidligere var blevet afsløret i at gennemføre hjernevask på uskyldige amerikanere og canadiere, afviste, at der nogensinde fandt en mørklægning sted i sagen, og sagde, at "anklagerne var absurde".
"Denne historie er en ikke-historie," sagde CIA-talsmand Dave Christian til Tallahassee Democrat i december 1993.
"Jeg tænker på det som en nothing-burger."

"Nothing-burger" ("ingenting-burger" eller "intet-burger") er et udtryk, der bruges til at beskrive en situation, der får meget opmærksomhed, men som ved nærmere undersøgelse viser sig at være af ringe eller ingen reel betydning.

I den elleve sider lange efterforskningsrapport, udarbejdet af den amerikanske toldagent Ramon Martinez, gennegår han dels de oplysning han fik i forbindelse med sagen og hvad han registrerede i forbindelse med gennemførslen af ransagningskendelserne på Finders ejendomme. I rapporten står der bl.a.:
"Overfladisk undersøgelse af dokumenterne afslørede detaljerede instruktioner til at skaffe børn til uspecificerede formål. Instruktionerne omfattede at gøre kvindelige medlemmer af samfundet kendt som Finders gravide, køb af børn, handel og kidnapning. Der var telexmeddelelser, der brugte MCI-kontonumre mellem en computerterminal, der menes at være placeret i samme rum, og andre placeret over hele landet og på udenlandske lokationer. En sådan telex beordrede specifikt købet af to børn i Hong Kong, der skulle arrangeres gennem en kontakt i den kinesiske ambassade dér. En anden telex gav udtryk for interesse i situationer med "bankhemmeligheder". Andre dokumenter identificerede interesser i højteknologiske overførsler til Storbritanien, talrige ejendele under Finders kontrol, en stor interesse for terrorisme, sprængstoffer og for at undgå politi. Også fundet i 'computerrummet' var en detaljeret oversigt over de to voksne og seks børn i Tallahasee, Florida den foregående nat. Der var også et sæt instruktioner, som så ud til at blive udsendt via et computernetværk, som rådede deltagerne til at flytte 'børnene' og holde dem i bevægelse gennem forskellige retsområder, og instruktioner om, hvordan man undgår politiets opmærksomhed."

Et andet sted står der:
"Fredag den 2/6/87 mødte jeg detektiv Bradley på lageret på 4th Street, N.E. Jeg underrettede behørigt min fungerende gruppevejleder, SS/A Don Bludworth. Jeg fik igen ubegrænset adgang til lokalerne. Jeg var i stand til at iagttage adskillige dokumenter, som beskrev eksplicit seksuel samvær mellem medlemmer af samfundet kendt som finders. [sic] Jeg så også en stor samling fotografier af uidentificerede personer. Nogle af billederne var nøgenbilleder, der menes at være medlemmer af Finders. Der var adskillige billeder af børn, nogle nøgne, hvoraf mindst ét var et foto af et barn "udstillet" og så ud til at fremhæve barnets kønsorganer. Jeg var kun i stand til at undersøge en meget lille mængde af billederne på dette tidspunkt. En af betjentene viste mig dog et fotoalbum som jeg kunne gennemse. Albummet indeholdt en række billeder af voksne og børn klædt i hvide lagner, der deltog i et 'blodritual'. Ritualet var centreret omkring henrettelse, afskæring, flåning og partering af gederne i hænderne på børnene. dette [sic] omfattede fjernelse af testiklerne på hangeden, opdagelsen af en hungeds 'livmoder' og 'gedeungerne' inde i livmoderen samt præsentationen af et gedehoved for et af børnene.

Yderligere inspektion af lokalerne afslørede adskillige filer vedrørende organisationens aktiviteter i forskellige dele af verden. Steder, jeg observerede, er som følger: London, Tyskland, Bahamas, Japan, Honh Kong, Malaysia, Afrika, Costa Rica og 'Europa'. Der var også en fil identificeret som 'palæstinensisk'. Andre filer blev identificeret ved medlemsnavn eller 'projekt' navn. Projekterne ser ud til at blive drevet til kommercielle formål under front-navne for Finders. Der var en fil med titlen 'Pentagon Break-In' ('Pentagon Indbrud' red.) og andre, der refererede til medlemmer, der opererede i udlandet. Ikke observeret af mig, men fortalt af en MPD-officer, var efterretningsfiler om private familier, der ikke var relateret til Finders. Den gennemførte proces ser ud til at have været en systematisk reaktion på lokale avisannoncer for babysittere, undervisere mv. Et medlem af Finders ville svare og indsamle så meget information som muligt om familiens vaner, identitet, erhverv osv. Brugen af disse oplysninger er stadig ukendt. Der blev også indsamlet en stor mængde data om forskellige børnepasningsorganisationer."

Finders-gruppens leder Marion Pettie var gift med Isabelle Pettie, som arbejdede for CIA fra 1951 til 1971 og hans søn arbejdede for et CIA-ejet front-firma, Air America. Isabelle Petties havde i sit arbejde i CIA pas til absolutte koldkrigsfjendelande som Nordkorea, Nordvietnam, Sovjetunionen og andre steder under den kolde krigs højdepunkt.
Air America var et amerikansk passager- og fragtflyselskab etableret i 1946 og skjult ejet og drevet af CIA fra 1950 til 1976, dvs. endnu en front-organisation. Firmaet leverede og støttede hemmelige operationer i Sydøstasien under Vietnamkrigen, herunder støtte til narkotikasmugling i Laos. Denne artikel i magasinet Reason fortæller i detaljer om CIA's involvering i heroin-smugling i Laos. Det beskrives som "en massiv hemmelig CIA-operation" kørt gennem CIA-flyselskabet Air America. CIA hjalp "en lokal krigsherre ved navn Vang Pao" med at gå fra at være "en ganske populær, antikommunistisk leder" "perifert involveret i at dyrke opium" til i slutningen af krigen at være "den største heroinhandler på planeten". Artiklen fortæller videre, at nogle af partnerne var "de sicilianske gangstere", som CIA ville bruge til at forsøge at dræbe Fidel Castro.
Grundlæggende havde vi (USA red.) skabt dette enorme netværk eller hjulpet dette enorme internationale narkotikahandelsnetværk, der skabte en massiv heroinepidemi, som kun er blevet overgået af den nuværende opioidkrise."

"Den nuværende opioidkrise" henviser til at et exceptionelt stort antal amerikanere i dag er afhængige af smertestillende opioider. Det er en sundhedskrise, der ikke er set lignende i USA's historie, hvor mere end 130 mennesker vurderes til dagligt at dø af opioid-relaterede overdoser.

Ud over at være tidligere mastersergeant i US Air Force sagde "tidligere tilhængere af Marion Pettie", at de troede på, at "da Pettie forelæste for dem" om "New Age-måden at leve på" og østens mystik, kunne han "kigge ind i deres sjæle, næsten som om han havde røntgensyn". Artiklen bekræfter i øvrigt de tidligere nævnte alias'er "The Stroller", "The Game Caller" og "The Pathfinder".

US News-artikel fra 1993 'Through a Glass, Very Darkly'

Yderligere indikationer i de frigivne FBI-dokumenter
Der er mange andre end lige Henry "Skip" Clements, der mener, at Finders-gruppen var (endnu) en front-organisation for CIA. Nogle af grundene til, at man får denne mistanke, er under antagelse af, at Ramon Martinez' oplysninger er korrekte. Det er fx disse:
CIA havde før - i project MK Ultra og project ARTICHOTE - i det skjulte ulovligt gennemført hjernevask og ekstremt grove overgreb på amerikanere og canadiere i stort antal (i størrelsesordenen 5000 mennesker over en næsten 20-årig periode i 50'erne og 60'erne).
Ramon Martinez fik angiveligt at vide at efterforskningen af Finders "var blevet et internt anliggende i CIA" og der var flere andre yderligere indikationer i den retning i de frigivne FBI-dokumenter (nogle af disse gennemgås herunder).
Den mistænkelige manglende sammenhæng mellem de informationer både Tallahasee Politi og Ramon Martinez gav om den tilsyneladende kompleksitet og de potentielle ulovligheder i sagen og den hurtige undersøgelse og afslutning af sagen. Hvordan skulle disse oplysninger være blevet tilbundsgående undersøgt på elleve dage?
Oplysningerne fra Tallahasee Politi og Ramon Martinez giver et billede af en efterretningstjeneste-operation el.lign. - pga. bl.a. den teknologiske kommunikation og de kompetencer og ressourcer der var involveret i den forbindelse.
Hvis det ikke var CIA eller en anden amerikansk efterretningstjeneste der stod bag denne operation - men en udenlansk - hvordan kunne amerikanske myndigheder så lade den slags - fx angiveligt potentiel terrorisme - foregå på amerikansk jord?
Indikationerne af et cover-up udført af CIA leder til spørgsmålet: Hvorfor? Hvis ikke for at skjule en af efterretningstjenestens egne tophemmelige operationer?
Et af de afgørende argumenter for at standse efterforskningen og frigive de to anholdte mænd var at mødrene og forældrene støttede mændenes forklaringer og deres handlinger. Men det viste sig hurtigt, at disse forældre var en del Finders-gruppen. Så hvor troværdige var disse mennesker? Hvor troværdige er forældre, der overlader deres småbørn til andre mennesker, som vanrygter dem - og derefter støtter forældrene disse mennesker i deres vanrygt? Hvor troværdige er forældre, som er en del af en gruppe der har billeder liggende med uidentificerede fremmede nøgne børn, og hvoraf mindst ét billede i den umiddelbare gennemgang afslører børnepornografisk indhold? Hvor troværdige er forældre, der er del af en gruppe, som køber et barn i Kina, og som har en stor interesse for terrorisme, sprængstoffer og for at undgå politiet?

Der er en del flere indikationer af Finders-gruppens forbindelse til efterretningsvæsen og mere specifikt CIA i bl.a. de frigivne FBI-dokumenter. Nogle af disse uddybes i en ganske omfattende artikelserie, skrevet af den undersøgende journalist Elizabeth Vos, som handler om Finders-gruppen og CIAs angivelige arbejde for at skjule sin forbindelse til gruppen. De følgende overvejelser er hentet fra artikel nummer to i denne artikelserie kaldet "Losing Finders: How the US Government Worked to Keep the CIA Connection Secret" ("Finders forsvinder: Hvordan den amerikanske regering arbejdede for at holde forbindelsen til CIA hemmelig").

I det frigivne FBI-materiale findes bl.a. en interessant efterforskningsrapport skrevet af Sgt. John Stitcher fra Washington D.C. Metropolitan Police Department. Stitchers navn er redigeret, men det er blevet bekræftet at rapporten er skrevet af ham den 19. februar 1987. Den er mærket "Fortroligt" og "Må ikke videreformidles" og har titlen "Re: Finders involvering med Central Intelligence Agency." Den indeholder Sgt. Stitchers beskrivelse af, hvad en unavngiven CIA-specialagent udtalte med hensyn til CIAs involvering med Finders. I teksten lyder det bl.a.:
"S/A [fjernet] var forbeholden, men ærlig i sine svar. Han bekræftede, at [fjernet] Isabelle, nu afdød, var ansat i agenturet fra 1950 til 1971. Da han blev spurgt, om vores undersøgelse "trådte nogen over tæerne derude", svarede [fjernet] "Sådan set"... Han erkendte, at de har haft nogen, der arbejder på sagen, siden den først brød ud i nyhedsmedierne. Han erklærede også, at agenturet er klar over, at [fjernet] i perioden 1969-1971 var rejst til Moskva, Nordkorea og Vietnam ... [tre linjer fjernet og mærket "C"]."

En rapport fra 19. februar 1987 forfattet af Sgt. John Stitcher

Rapporten fortsætter:
"… Rent praktisk er det, der ikke bliver sagt, lige så vigtigt, som det, S/A [fjernet] har sagt. [Fjernet] erkendte, at vi træder dem over tæerne, og at de har haft nogen, der arbejder på sagen siden den 5. februar, hvor den kom frem. De har tilsyneladende en egeninteresse i [fjernet] og/eller gruppen. De har ikke kontaktet nogen af efterforskningsinstanserne, mens de har arbejdet med sagen. De er også klar over, at [fjernet] rejste til forbudte lande i en periode med fjendtligheder, som kun kunne have været arrangeret af dem. Til sidst udtalte han, at [to linjer fjernet og mærket "C"] Dette kunne forklare meget om gruppens finansiering, som vi ikke har været i stand til at dokumentere indtil videre. [Helt fjernet afsnit mærket "C"].
… Uanset hvilken type operation de måtte have været involveret i, vil der ikke være nogen begrundelse for den måde, børnene er blevet behandlet på, og sagen vil blive behandlet i Familieafdelingen, Superior Court."

Agenten indrømmer de facto, at Isabelle Pettie arbejdede for dem i 21 år, hvilket bekræfter eksisterende viden. Den unavngivne CIA-agent indrømmer desuden, at CIA var bevidst om, at mindst ét Finders-medlem foretog rejser til koldkrigsfjendelande med rejsebegrænsninger, samt at CIA faciliterede disse rejser. Agenturet beskrives som at have en "egeninteresse" ("vested interest") i Finders, og selvom en stor sektion er redigeret under klassificeringen "Fortroligt" ("Confidential" som "C" må antages at betyde), antydes det, at CIA var involveret i at finansiere Finders med ordene "Dette kunne forklare meget om gruppens finansiering, som vi ikke har været i stand til at dokumentere indtil videre".

I et uddrag fra Ramon Martinez' toldrapport, beskriver han også pas fundet ved sin undersøgelse i en Finders-ejendom. Han skriver, at selvom disse giver adgang til lande med begrænset adgang, holder passene, ifølge Udenrigsministeriet, sig indenfor loven.
Et andet sted i det, som kaldes "FBIs 'vault'-dokumenter" ('boksrums'-dokumenter), er det specificeret, at nogle af de pas, der er nævnt, blev givet til Isabelle Pettie. Pasindehaverens navn er dog redigeret i Sgt. Stitchers rapport og flere redaktioner er mærket som fortrolige - på trods af at Isabelle Petties navn normalt ikke er redigeret, fordi hun var afdød inden efterforskningen.

Finders-lederen Marion Pettie havde bemærkelsesværdigt nok tilsyneladende adgang til international militærtransport, på trods af at han angiveligt blev pensioneret fra militærtjeneste længe før 1987.
Journalisten Elizabeth Vos skriver, at hun har fået adgang til en uredigeret kopi af et dokument fra FBIs vault-dokumenter. Det drejer sig om en rapport fra Tallahassee Politi dateret 10. februar, 1987, som hun fortæller, hun fik af journalisten og forfatteren Nick Bryant, der er en anden undersøgende journalist, som har beskæftiget sig indgående med både Finders- og Franklin-sagen. I denne uredigerede rapport udtaler detektiv-løjtnant Lee Hart fra Virginia, at han havde haft kontakt med Finders, og at "Pettie selv ville sandsynligvis tage til Andrews Air Force Base og tage et militærfly til Kina." At en politimand ville vurdere Pettie som værende i stand til blot at dukke op på en luftvåbenbase og opnå international transport, mens Finders var under en flerstatslig undersøgelse med flere agenturer involveret, indikerer igen Petties direkte og aktive involvering med militære- og/eller efterretningsmæssige interesser.

Uddrag fra Tallahassee politirapport fra den 10. februar 1987.

Et interview med Finders-medlem og talsmand Tobe Terrell, udført af Derrick Broze fra mediet The Conscious Resistance, giver en vis bekræftelse af Petties militære forbindelser og antyder måske oprindelsen af hans efterretningsarbejde. Terell fortalte Broze, at Pettie "... var i Army Air Corps, som blev til det amerikanske luftvåben. Han blev højt respekteret af officererne, og de spurgte ham, om han kunne tænke sig at blive efterretningsofficer." På trods af denne indrømmelse benægtede Terrell under resten af interviewet ihærdigt, at Finders var forbundet med den amerikanske regering eller efterretningsoperationer. I stedet, hævder Terrell, gik Pettie på pension efter 20 års arbejde for militæret og blev "uddannet, men aldrig tildelt" operationer i efterretningsarbejde.
Tidligere medarbejdere fortalte, at gruppen "udviklede sig med den menneskelige potentialebevægelse i 1970'erne, med stor vægt på at fjerne hæmninger og vrangforestillinger". Dette var mens Pettie samtidig arbejdede for militæret. Et interview med Pettie udført af Washington City Paper i 1996 fortæller:
Gruppens rødder strækker sig tilbage til et åbent hus i Washington, D.C. før Anden Verdenskrig, drevet af Pettie, da han var hærsergent. Der hævder han, at være blevet fuldtidsstuderende af den menneskelige natur. "Jeg lejede to lejligheder for omkring 55 år siden," vidnede han ved retssagen, "og åbnede dem op for alle, der ville komme ind, og tanken i mit hoved var, at de skulle lære mig noget om magt, penge eller sex."

Denne indrømmelse er bemærkelsesværdig, fordi den viser, at Petties interaktion med "alternativ livsstil" begyndte meget tidligt i hans militærtjeneste, før Anden Verdenskrig og oprettelsen af CIA. Citatet giver i øvrigt en del mindelser til den republikanske politiske lobbyist Roger Stones udtalelse om sin ven og den angivelige sexafpresser Roy Cohn, som også - ifølge Roger Stone - var interesseret i "magt og adgang" (med baggrund i seksuelle udskejelser med primært drenge i dette tilfælde - se del x).

Beskrivelsen af Petties "åbne" lejligheder forekommer næsten parallel med beskrivelsen af hvordan personer forbundet med det berygtede MK-ULTRA-projekt agererede. MK-ULTRA-projektet var, som tidligere nævnt, en cirka 20 år lang ulovlig operation hvor CIA eksperimenterede med "hjernevask", ved hjælp af bl.a. tortur og brug af fx LSD på amerikanske og canadiske borgere.
I et uddrag fra sin bog "Chaos, Charles Manson, CIA, and the Secret History of the Sixties" ("Kaos, Charles Manson, CIA og den hemmelige historie om 60'erne") skriver journalisten Tom O'Neill om Dr. Louis Jolyon Wests brug af et åbent hippiehus i forbindelse med MK-ULTRA-undersøgelser finansieret af CIA:
I Haight (område i San Francisco red.) sørgede West for brugen af et smuldrende victoriansk hus på Frederick Street, hvor han oprettede, hvad han beskrev som et 'laboratorium forklædt som en hippie-crash-pad.' The 'pad' åbnede i juni 1967, i starten af kærlighedens sommer... Forbipasserende var velkomne til at gøre, som de ville og blive så længe de havde lyst, bare de ikke havde noget imod, at kandidatstuderende tog noter om deres adfærd. Ifølge optegnelser i Wests arkiver blev hans 'crash pad' finansieret af Foundations Fund for Research in Psychiatry, Inc.… papirer i Wests skrivebord afslørede, at Foundations Fund var en front-organisation for CIA.

Den amerikanske beskrivelse af lejligheden, som “hippie crash pad” skal nok ses i sammenhæng med vendingen "crash a party" som betyder "komme uindbudt til en fest". "Pad" kan her måske oversættes med "pude" eller (blødt) "underlag".
Dette citat spejler Marion Petties tidlige brug af sine to lejligheder, som han - med sine egne ord "åbnede op for alle, der ville komme ind" for at "de skulle lære" ham "noget om magt, penge eller sex." Dette gjorde sig også gældende for en senere Finders-ejendom kendt som Ragged Mountain Ranch. Washington Post rapporterede, at "enhver kunne få et økologisk måltid uden beregning, uden spørgsmål" på denne gård.
Derudover dokumenterer en Tallahassee Politi-rapport - dateret den 9. februar 1987 - udtalelserne fra et af de vanrøgtede børn i Florida, at en mand, de kendte som "Hr. Lucky" boede på en landlig Finders ejendom, skriver Elizabeth Vos. Dokumentet tilføjer, at "[i]nformation fra FBI identificerer Lucky som Ronald Alleman, en tidligere Green baret", hvor "Green baret" (grøn baret) er en reference til den amerikanske hærs specialstyrker. Barnet, der giver oplysninger om Alleman, siger, at han havde "masser af medicin." Han blev også nævnt af et andet Finders-barn med henvisning til kældre på et D.C. Finders-sted. At endnu et medlem af Finders ville have en militær baggrund, er interessant i forhold til at stille spørgsmålstegn ved fortællingen om, at gruppen simpelthen var et hippiekollektiv der udlevede en alternativ livsstil.

Pettie fortalte som nævnt selv, at hans søn arbejdede for Air America, et flyselskab anerkendt som en CIA-frontorganisation, der i øvrigt også var involveret i Iran-Contra-skandalen, som vi har været inde på ad flere omgange i denne artikelserie (se del x). Som rapporteret af journalisten Whitney Webb, blev Air America omdøbt til Southern Air Transport og forbundet med den berygtede børnesex-handler Jeffrey Epstein og hans nære kollega Leslie Wexner. Som det allerede er blevet påpeget (del x), hævdede Epstein også at have arbejdet for CIA, og han fik angiveligt en "sweetheart deal", fordi han "var en del af efterretningsvæsenet".
En anden mand der i øvrigt var kendt for at bruge fly, der tilhørte selskabet Southern Air Transport, og desuden ansætte flybesætninger, der arbejdede for dette selskab var en kendt narkohandler ved navn Barry Seal. Ud over at arbejde for Medellin-kartellet (colombiansk narkokartel dannet af bl.a. Pablo Escobar) arbejdede han angiveligt også for både CIA og DEA (US Drug Enforcement Administration - USAs narkotikapoliti). Seal var på dette tidspunkt i tæt kontakt med Iran-Kontra-officeren Oliver North.

Forfatteren til "The Franklin Coverup", senator John Decamp hævdede, at Finders var forbundet med CIA, og at de misbrugte børn seksuelt. Han sagde angiveligt den 27. december 1993 som svar på et spørgsmål vedrørende tidligere viste artikel "Through a Glas, Very Darkly":
"Jeg fik oplysninger anonymt. Jeg fandt ud af senere, at det kom fra CIA-folk, der var bekymrede over, hvad der var sket. CIA har nægtet enhver involvering i det, selv i dag. Men der er dokumentation nok til at vise, at børn i en ret følsom alder blev brugt til seksuelle formål, til at kompromittere mennesker og til det der 'mind control'-nonsens. Hvorfor? Jeg ved det ikke, og jeg påstår ikke, at jeg ved det."

Finders-gruppen forsøgte at "overtage bystyret" i Culpeper, Virginia - et sted, hvor CIA's Sidney Gottlieb, en af de de mest berygtede personer i MK-ULTRA-programmet, valgte at gå på pension - i øvrigt som netop "øko-hippie". En del af en rapport fra Washington DC Metropolitan Police Department - Intelligence Division den 13. april 1987, indeholdt i FBI's vault-dokumenter og mærket "hemmelig", lyder:
"Specialagent [Redacted] fra Virginia State Police udtalte, at denne gruppe så ud til at være en overlevelsesorganisation med forsøg på at overtage bystyret i Culpeper[,] Virginia."

Culpeper blev senere hjemsted for CIA's Sidney Gottlieb, som New York Times i 2019 beskrev som "hjernen bag det endelige CIA-program, som det hjalp med at skabe, MK-ULTRA, den berygtede forskningsindsats, der brugte bevisthedsændrende stoffer, inklusiv LSD." Den samme artikel beskriver Gottlieb som "en kemiker med en dybtliggende interesse for mysticisme, ... den første person USA's regering nogensinde hyrede til at finde måder at kontrollere menneskers bevidsthed."
Gottlieb gik ikke blot på pension til det samme sted, hvor Finders angiveligt forsøgte at overtage bystyret, men han havde også tilsyneladende et værdigrundlag som i merkant grad mindede om Marion Petties: Gottlieb tilbragte de sidste år af sit liv som en "øko-hippi", ifølge Daily Beast og New York Times. Sidstnævnte skriver: "Eric, Nils og Alice ... opsporede Sidney Gottlieb i hans økologisk korrekte hjem i Culpeper, Virginia, hvor den pensionerede spionmester opfostrede geder, spiste yoghurt og prædikede værdierne fred og miljøforkæmperideologi."
Marion Pettie og Sidney Gottlieb var altså også begge dybt optaget af mysticisme - Pettie så meget at han - ifølge sine følgere - næsten kunne gennemlyse dem med sit røntgenblik i sine foredrag om New Age og østens mystik.

Selvom der i øjeblikket ikke er tilgængelige direkte forbindelser mellem Marion Pettie og Sidney Gottlieb eller Dr. Jolyon Wests aktiviteter, er parallellerne mellem frontfigurerne i Finders og MK-ULTRA måske en del af en større kontekst, der skal til for at forstå baggrunden for Finders-gruppen og den bizarre måde, CIA opererer på.

Rapporter fra Washington DC MPD under efterforskningen i 1987 konkluderer også, at der var en forbindelse mellem CIA og Finders. En rapport indgivet af MPD - dateret 13. april 1987 - opsummerer MPD's resultater om Finders-gruppen. Dokumentet indeholder et bemærkelsesværdigt bud på truslen fra gruppen, foruden konklusionen om, at gruppen blev brugt af CIA:
"Det er forfatternes overbevisning, at Finders-organisationen bliver og er blevet brugt af Central Intelligence Agency som en desinformationstjeneste, der spreder ikke-essentiel, ikke-kritisk information til forskellige organisationer i hele USA og i udlandet. Denne gruppe består for det meste af overuddannede ikke-præstationsmennesker, som mangler det medfødte initiativ til at lykkes på egen hånd. Derfor faldt de ind hos en karismatisk leder, der gav dem retning og selvbetydning. For størstedelens vedkommende er denne organisation individuelt harmløs, men når de ledes og overvåges af en kontrollerende faktor, er de i stand til at udføre destruktive og ulovlige aktiviteter." Det er uklart hvad forfatteren mente med bl.a, "ledes og overvåges af en kontrollerende faktor", der gør kulten "i stand til at udføre destruktive og ulovlige aktiviteter." Desværre mangler MPD-vurderingen, der er fyldt med skrivefejl, skriver Elizabeth Vos, citering af beviser for nogen af dens påstande og den forklarer ikke, på hvilket grundlag dens spekulationer er blevet foretaget. Dette er i skarp kontrast, fortsætter Elizabeth Vos, til rapporterne skrevet af agent Ramon Martinez, som beskrev specifikke beviser, han var vidne til, og som praktisk talt var fri for forsøg på psykologiske analyser eller spekulationer med hensyn til gruppens motivation eller mål. Ikke desto mindre, har vi her MPD, der i sin egen vurdering indrømmer, at Finders blev "brugt af CIA", hvilket er bemærkelsesværdigt og værd at dokumentere, da det yderligere underbygger, at CIA var involveret i gruppen og ville have været motiveret til at afslutte efterforskningen af gruppens aktiviteter.
I en kopi af Martinez' whistleblower-klage, som Elizabeth Vos angiveligt har fået af uafhængige undersøgende journalister fra gruppen We've Read The Documents (Vi har læst dokumenterne), finder man yderligere bekræftelse på, at Sgt. Stitcher var den person, der informerede Martinez om, at Finders-undersøgelsen var blevet gjort til en intern CIA-sag. Martinez skrev om sine forsøg på at gennemgå beviser indsamlet på Finders-ejendomme i Washington DC under den indledende undersøgelse fra 1987:
"… [Jeg] forsøgte at få adgang til det indsamlede bevismateriale i en periode på cirka to måneder. Det lykkedes mig ikke at få den adgang og blev informeret af sergent Stitcher (nu død), at Finders var en CIA (Central Intelligence Agency) front-organisation, der var gået skævt, og at beviserne var utilgængelige."

Et udsnit af specialagent Ramon Martinez' whistleblower-klage

Sgt. Stitcher kunne have bekræftet CIA's indblanding i 1987-undersøgelsen, hvis han var i live på tidspunktet for 1993-undersøgelsen. Dette står klart, takket være et yderligere resumé af den foreløbige undersøgelse foretaget af Justitsministeriet - dateret 1. november 1993 - fra den første sektion af FBI's Finders vault-publikationer. Her står der bl.a.:
"[Fjernet] meddelte også, at han havde fået at vide, at dokumentation var blevet placeret i WMPD-filerne for at indikere, at SGT. John Stycher [sic] (afdød), som havde været hans sergent under Finders-søgningen, var blevet kontaktet af en [fjernet] havde bedt ham om at fjerne sig fra Finders-sagen."

Derudover er der påstandene fremsat i 1993 af journalist Paul Rodriguez fra The Washington Times, om at yderligere dokumenter fra toldvæsenet registrerer CIA's indrømmelse af "at eje Finders-organisationen som en front-organisation for en indenlandsk computeruddannelse operation."
"Et dokument fra Metropolitan Police dateret den 19. februar 1987 citerer en CIA-agent for at bekræfte, at hans agentur sendte sit personale til 'a Finders Corp., Future Enterprises', for at træne i computerdrift."

Artiklen bekræfter også udtalelsen fra Sgt. Stitcher om, at Finders var en CIA front-organisation, der var gået skævt.

'Satanic panic' - ubegrundet moralsk hysteri?
Finders- og Franklin-sagerne knytter sig til en periode som kaldes "the Satanic panic" ("den sataniske panik") eller i nogle tilfælde "the moral panic" ("den moralske panik").
Satanic panic beskrives af Wikipedia, som "en moralsk panik bestående af over 12.000 udokumenterede tilfælde af satanisk rituelt misbrug",... "der startede i USA i 1980'erne, og spredte sig ud over mange dele af verden i slutningen af 1990'erne og fortsætter i dag".

I en New York Times-artikel fra 2021 bekræftes Wikipedias forklaringer, om at panikken opstod i 1980 med udgivelsen af bogen "Michelle Remembers" ("Michelle husker"), som var skrevet af den canadiske psykiater Lawrence Pazder og hans patient (og kommende kone), Michelle Smith. De brugte "genvundet hukommelsesterapi" (recovered-memory therapy) til at fremsætte "gennemgribende uhyggelige påstande om satanisk rituel misbrug". I kølvandet på bogudgivelsen opstod der en bølge af påstande om sataniske overgreb - men meget få af disse var altså tilsyneladende begrundede ifølge Wikipedia og New York Times m.fl.
Recovered-memory therapy (RMT) er blevet miskrediteret som psykologisk praksis af flere professionelle psykiatriforeninger, forskere og psykiatere, og er en form for psykologisk undersøgelse, som bruger bl.a. psykoanalyse og hypnose til angiveligt at hjælpe patienter med at huske glemte minder.
Beskyldningerne, som i forlængelse af bogudgivelsen opstod i store dele af USA, involverede rapporter om fysisk og seksuelt misbrug af mennesker i forbindelse med okkulte eller sataniske ritualer. "I sin mest ekstreme form involverer påstandene en sammensværgelse af en global satanisk kult, der inkluderer de velhavende og eliten, hvor børn bortføres eller opdrættes til menneskeofre, pornografi og prostitution," står der i Wikipedia-artiklen om "Satanic panic".

Wikipedia fortæller, videre at "næsten alle aspekter af det rituelle misbrug er kontroversielt"; definitionen, kilden til - og bevis for - beskyldninger, vidneudsagn fra påståede ofre samt retssager såvel som efterforskninger.
"Panikken ramte advokater, terapeuter og socialarbejdere, der håndterede anklager om seksuelt misbrug af børn. Beskyldninger samlede oprindeligt vidt forskellige grupper, herunder religiøse fundamentalister, politiefterforskere, børneadvokater, terapeuter og klienter i psykoterapi. ... Med tiden blev anklagerne tættere forbundet med dissociativ identitetsforstyrrelse (dengang kaldet multipel personlighedsforstyrrelse) og anti-statslige konspirationsteorier."

"Day-care sex-abuse hysteria" ("dagpleje sexmisbrugshysteri") var en central del af "den moralske panik". Det foregik i perioden fra starten af 1980'erne til begyndelsen af 1990'erne, og indeholdt anklager mod dagplejere for at begå flere former for børnemishandling, herunder satanisk rituelt misbrug. En sag fra 1982 i Kern County i Californien, USA, offentliggjorde for første gang spørgsmålet om seksuelt misbrug i daginstitutioner, og spørgsmålet var fremtrædende i nyhedsdækningen i næsten et årti. Kern County-sagen blev efterfulgt af sager andre steder i USA, såvel som Canada, New Zealand, Brasilien og forskellige europæiske lande. I flere af sagerne blev dommene senere omgjort og de anklagede løsladt - i flere tilfælde efter lange fængselsophold.
Den mest prominente af disse dagpleje-sager var "the McMartin preschool trial" ("McMartin førskole-retsagen"). Medlemmer af McMartin-familien, der drev en pre-school (før-skole/børnehave) i Manhattan Beach, Californien, blev anklaget for hundredvis af seksuelle overgreb mod børn i deres varetægt. Beskyldninger blev fremsat i 1983, men anholdelser og efterforskning fandt sted fra 1984 til 1987, og retssager løb fra 1987 til 1990. Sagen varede syv år, men resulterede i at alle anklager blev frafaldet i 1990. "Ved sagens afslutning var den blevet den længste og den dyreste serie af straffesager i amerikansk historie," skriver Washinton Post og New York Times stemmer i med at næve den estimerede pris på retsagen, og at det er den længste nogensinde i USA.
Den første anmeldelse blev foretaget til politiet af en mor til en af børnene i institutionen. Det var en anmeldelse af, at hendes søn ifølge kvinden var blevet voldtaget af både hendes egen mand og af McMartin-læreren Ray Buckey, som samtidig var søn af skolens administrator Peggy McMartin Buckey samt barnebarn af stifteren af skolen. Moren fremkom desuden med andre beskyldninger såsom at ansatte i dagplejen havde sex med dyr ("sexual encounters with animals"). Efter forhøret af Ray Buckey, som ikke førte til anholdelse, udsendte politiet et brev til 200 forældre, som fortalte, at deres børn måske var blevet misbrugt, og som bad forældrene om at udspørge deres barn om eventuelle oplevelser eller overgreb.
Firehundrede børn blev derefter interviewet af Children's Institute International (CII), en Los Angeles-baseret klinik for misbrugsterapi drevet af Kee MacFarlane. Interviewteknikkerne, der blev brugt, var - ifølge flere senere artikler fra forskellige psykitatere og psykiatriforeninger - meget ledende og opfordrede børn til at foregive eller spekulere om formodede begivenheder.
I sidste ende beskrev omkring 360 af de 400 interviewede børn overgreb, og nogle af anklagerne blev beskrevet som "bizarre", "med beskyldninger der afspejlede den spirende sataniske rituelle overgrebspanik". Det blev fx angiveligt påstået, at de - ud over at være blevet seksuelt misbrugt - så hekse flyve, rejste i luftballon og blev ført gennem hemmelige underjordiske tunneler, hvor også noget af misbruget blev påstået at have fundet sted. Der var også påstande om orgier i bilvaskehaller og lufthavne og om, at børn blev skyllet ned i toiletter til hemmelige rum, hvor de blev misbrugt, hvorefter de blev rengjort og præsenteret for deres forældre.
Moren der havde fremsat de første beskyldninger blev indlagt med paranoid skizofreni under sagen, og blev i 1986 fundet død i sit hjem pga. komplikationer med baggrund i alkoholisme - før den indledende høring var afsluttet.
Hele sagen endte i skandale, da ingen af de syv anklagede, som nævnt, blev dømt for nogen af anklagerne efter to afsluttede retsager.
I 1990 hyrede forældre, der mente, at deres børn var blevet misbrugt i børnehaven, en arkæolog E. Gary Stickel til at undersøge stedet ved hjælp af jordgennemtrængende radar. I maj 1990 hævdede Stickel, at han havde fundet beviser for tunneler under skolen, i overensstemmelse med børnenes beretninger.
Bl.a. en professor i retsmedicinsk psykologi W. Joseph Wyatt opponerede dog senere imod dette. I en rapport fra 2002 konkluderede han, at det, som Stickel mente var tunneler under børnehaven, mere plausibelt kunne forklares som en række tilstødende affaldsgrave.
I 2005 trak et af børnene (som voksen) sine beskyldninger om overgreb tilbage.

Sager som i sit indhold har et omdrejningspunkt omkring sataniske rituelle overgreb på børn kan på denne historiske baggrund have en tendens til at blive rubriceret under kategorierne "satanisk panik", "moralsk panik" og/eller "(dagpleje) sexmisbrugshysteri". Én ting er "almindelige" overgreb på børn, men når begreberne sataniske ritualer tilføjes, kan sagen ændre sig til at blive en del mere uhåndterlig og præget af en historisk kontekst under disse navne.
I Den Danske Ordbog står der som den primære forklaring af ordet panik;
"pludseligt opstået frygt der typisk medfører at man mister sin dømmekraft og enten handlingslammes eller handler uoverlagt".

I Den Store Danske ordbog står der bl.a. om "hysteri":
"Hysteribegrebet har i folkemunde fået en fordomsfuld og nedsættende klang, hvilket er blandt årsagerne til, at betegnelsen i stadig mindre grad anvendes om klinisk psykopatologiske tilstande.
...
Begrebet i daglig tale, "at være hysterisk", har intet at gøre med den psykiske abnorme tilstand.
Massehysteri er betegnelsen for, at en større gruppe mennesker med indbyrdes kontakt inden for kort tid kan udvikle samme symptom på baggrund af en provokerende hændelse. Fænomenet viser således, at psykisk lidelse kan smitte."

I artiklen "Why Satanic Panic never really ended" ("Hvorfor Satanic Panic aldrig rigtig sluttede"), forklarer mediet Vox, at dette "hysteri" stadig er udbredt:
"En af de mest berømte, langvarige massemedieforskrækkelser i historien, Satanic Panic var på sit højeste præget af frygtsomme medieskildringer af gudløse teenagere og den afvigende musik og medier, de forbrugte. Det førte skiftevis til en række højprofilerede straffesager, der var stærkt præget af alt det sociale hysteri. De fleste mennesker forbinder Satanic Panic med såkaldt "satanisk rituel misbrug".
...
Men selvom politiet i disse dage er mindre tilbøjelige til at skynde sig at dømme over rygter om satanisk tilbedelse og okkulte påvirkninger, har mange medlemmer af offentligheden ikke sådanne betænkeligheder.
Se på den nylige kontrovers omkring Lil Nas X og hans seneste musikvideo 'Montero (Call Me by Your Name)' - hvor han boltrer sig erotisk med forskellige udgaver af Satan - og den måde, hvorpå han var i stand til at skandalisere utallige kristne ved at udgive limited-edition blodfyldte Nike-sko døbt 'Satan sko.'
Var den efterfølgende forargelse fra dem, der beskyldte Lil Nas X for at være en korrumperende indflydelse, blot et tilfælde af manglende evne til at læse kunsten metaforisk? Måske.
Men et kig på denne bizarre periode i amerikansk historie tilbyder en anden mulig forklaring: Satanisk panik forsvandt aldrig rigtigt. Den lever i bedste velgående i dag, og dens arv går gennem amerikansk kultur og politik, i alt fra moralisering på sociale medier til QAnon."

QAnon er ifølge Den Store Danske ordbog en "yderliggående, primært højreekstrem sammensværgelsesteori" om, at der "eksisterer en større gruppe af satantilbedende pædofile politikere, topembedsmænd, mediepersonligheder, rige erhvervsfolk og skuespillere, som kidnapper børn og drikker deres blod for at opnå styrke." QAnon angives også til at være "tæt knyttet og forbundet til konspirationsteorien 'Pizzagate'". Vi ser nærmere på "Pizzagate" i del x i denne artikelserie.

Akademiske undersøgelser af satanisk rituelt misbrug af børn
"Der er mangel på litteratur, der kvantificerer forekomsten og karakteristika ved børnemishandling knyttet til trosretninger eller tro i Storbritannien," forklarer den britiske rapport "A rapid literature review of evidence on child abuse linked to faith or belief" ("En hurtig litteraturgennemgang af beviser på børnemishandling knyttet til trosretninger eller tro"). Rapporten er udgivet af Childhood Wellbeing Research Center (Research center for børns trivsel), som er "et uafhængigt forskningscenter med midler fra Undervisningsministeriet" (det britiske). Rapporten, som fylder 38 sider, gennemgår litteratur, som dækker fire områder af børnemishandling:
Misbrug, der sker som følge af, at et barn bliver anklaget for hekseri eller for at være heks.
Misbrug, der opstår som følge af, at et barn bliver anklaget for at være 'besat af ånder'.
Ritualistisk misbrug.
Satanisk misbrug.
Denne rapport, som er fra 2012, fortæller at når det kommer til satanisk rituelt misbrug, bruger den overvejende data fra USA (med undtagelse af to engelske kilder) og udelukkende undersøgelseslitteratur fra 1980'erne og 1990'erne. Den citerer desuden en af disse kilder - en engelsk fra 1994 - for at hævde, at antallet af sager "så ud til at toppe i 1989 og derefter falde".

I 1988 blev der i USA foretaget en landsdækkende undersøgelse af seksuelt misbrug i forbindelse med dagpleje ("Sexual Abuse in DayCare: A NationalStudy").
Undersøgelsen blev ledet af den amerikanske sociolog David Finkelhor, som er kendt for sin forskning i seksuelt misbrug af børn. Finkelhor er desuden direktør for Crimes against Children Research Center (Forskningscenter for forbrydelser mod børn) og professor i sociologi ved University of New Hampshire.
I undersøgelsens Executive Summary (opsummerende resumé) læser man:
"I modsætning til billedet i McMartin-sagen involverede langt de fleste af sagerne (831) kun en enkelt gerningsmand. Imidlertid er sager om flere gerningsmænd klart de mest alvorlige, involverer flest børn, de yngste børn, de mest seriøse seksuelle aktiviteter og den højeste sandsynlighed for pornografi og rituelle overgreb."

David Finkelhor og hans kolleger definerede ritualistisk misbrug som:
"... misbrug, der forekommer i en kontekst forbundet med nogle symboler eller gruppeaktivitet, som har en religiøs, magisk eller overnaturlig konnotation, og hvor påkaldelsen af disse symboler eller aktiviteter gentages over tid for at skræmme og intimidere børnene."

I artiklen "The Ritual Abuse of Children: Implications for Clinical Practice and Research" ("Rituelt misbrug af børn: Implikationer for klinisk praksis og undersøgelse") fra 1989 skriver psykologiprofessor Louis J. Cozolino:
"Midt i ny indsigt om seksuelt misbrug har der været en bemærkelsesværdig stigning i offentlighedens bevidsthed om, hvad der er blevet betegnet som rituelt eller satanisk misbrug. Rapporterne er ofte så bizarre og foruroligende, at hver ny afsløring er ledsaget af forvirring og vantro. Den tilgængelige viden består primært af rapporter om voksne overlevende efter børneofre samt politirapporter og terapeutiske casestudier. På trods af talrige bekræftende rapporter fra forskellige områder af landet, fremkalder disse rapporters art og indhold ofte spørgsmål om troværdighed.
I modsætning til den populære forestilling om en enlig mandlig pædofil eller incestuøs far, er rituelt misbrug karakteriseret ved en række gerningsmænd af begge køn og tilstedeværelsen af mange ofre. "

I det hele taget er det meste undersøgelsesmateriale om satanisk rituelt misbrug tilsyneladende fra perioden 1980'erne til 1990'erne. Her er en rapport fra 1991 om 37 voksne patienter med dissociativ lidelse, der "rapporterede om rituelt misbrug i barndommen udført af sataniske kulter".
I rapportens resumé står der:
"Patienterne kom fra en række forskellige kliniske omgivelser og geografiske placeringer og rapporterede en række lignende misbrug. De hyppigst rapporterede typer af rituelt misbrug er skitseret, og et klinisk syndrom præsenteres, som omfatter dissociative tilstande med sataniske overtoner, alvorlig posttraumatisk stresslidelse, overlevelsesskyld, bizart selvmisbrug, usædvanlig frygt, seksualisering af sadistiske impulser, indoktrinerede overbevisninger, og stofmisbrug. Spørgsmål vedrørende problemstillinger omkring pålidelighed, troværdighed og verificerbarhed behandles i dybden, og resultaterne og implikationerne diskuteres."

Her er det en anden forskningsartikel om rituelt misbrug af børn, som også er fra 1991. Heri "fremlægges en sag om påstået rituelt seksuelt misbrug", og "klinisk anerkendelse og diagnostisk ræsonnement diskuteres". Resuméet af artiklen afsluttes med disse ord:
"Efter en kort redegørelse for moderne satanisme konkluderes det, at selv om beviserne for forekomsten af rituelle overgreb er svage, er et højt indeks for mistanke passende."

Denne forskningsartikel er også fra den nævnte periode, men nogle år senere (fra 1994 og altså cirka 4 år efter afslutningen af McMartin preschool retsagen). Det er en foreløbig klinisk undersøgelse af patienter, der fortæller om erindringer om satanisk rituel misbrug i barndommen, og den giver "yderligere data til støtte for eksperimentelle undersøgelser" om, at "pseudominder kan skabes af terapeuter hos patienter, der er meget let påvirkelige."

De akademiske artikler der findes fra efter årtusindskiftet synes at være præget af et noget mere kritisk ståsted end artiklerne fra 80'erne - og måske særligt før den opsigtsvækkende McMartin-sag.
I 2014 udgav afdelingen for journalistik på City University London artiklen "Satanic abuse, false memories, weird beliefs and moral panics" ("Satanisk misbrug, falske minder, underlig tro og moralsk panik") som er et PhD-speciale skrevet af Rosalind Theresa Waterhouse. I sin artikel skriver Waterhouse at hun har studeret det hun kalder den 'Sataniske rituelle misbrugsmyte' gennem "de sidste næsten 24 år". Hun skriver:
"Denne reflekterende analyse, ... udforsker, hvordan min journalistik har ydet et originalt og væsentligt bidrag til viden inden for mit eget felt, undersøgende journalistik, og hvordan det forholder sig til – og har bidraget til – litteraturen i flere akademiske discipliner – falske erindringers psykologi, den anomalistiske psykologi af mærkelige overbevisninger og sociologien om moralsk panik."

"Anomalitisk" kommer af ordet anomali, som betyder afvigelse fra en regel; uregelmæssighed.

I samme opsummerende resumé skriver Rosalind Waterhouse:
"Jeg var en af de første forskere der internationalt konkluderede, at der ikke var noget fysisk, retsmedicinsk bevis for, at der fandtes satanisk misbrug."

Hun afslutter sit resumé med disse ord:
"Gennem en bred læsning af litteraturen har jeg sammensat en retsmedicinsk kronologi, som giver et enestående overblik over en bestemt æra af slående og ejendommelige fænomener. Ved nærmere eftertanke konkluderer jeg, at mine undersøgelser giver bevis for, at begrebet moralsk panik er skabt gennem en 'eksplosiv forstærkning' af anekdoter, social og officiel bekymring over emner som børnemishandling, spredt af ’fremsættere af påstande’ og gennem et globaliseret massemedie. Skønt sporadiske påstande om satanisk misbrug fortsætter konkluderer jeg, at der stadig ikke er nogen bekræftende beviser."

Samme år som Rosalind Waterhouses PhD-afhandling - i 2014 - udkom bogen "Organised Sexual Abuse" ("Organiseret seksuelt misbrug"), som er skrevet af lektor Michael Salter fra University of New South Wales i Sydney. Michael Salter skriver, at socialrådgivere og mentale sundhedsprofessionelle over hele verden siden begyndelsen af 1980'erne har stødt på klienter, der rapporterer seksuelt misbrug fra organiserede grupper eller netværk. "Disse påstande har været blandt de mest kontroversielle i debatter om seksuelt misbrug af børn, hvilket har rejst mange ubesvarede spørgsmål," skriver Salter. Er rapporter om organiseret misbrug faktuelle eller et produkt af moralsk panik og falske minder, spørger han. Og videre:
Hvis disse rapporter er sande, hvad er det passende svar? Områderne for børnebeskyttelse og psykoterapi er blevet polariseret over spørgsmålet. Og selvom sager om organiseret misbrug fortsat bliver afsløret, er en begrundet og evidensbaseret analyse af emnet for længst påkrævet.

Michael Salter behandler i bogen "forholdet mellem seksuelt misbrug og organiseret misbrug; spørgsmål om vidnesbyrdets rigtighed; kløften mellem politiets reaktion på seksuelt misbrug og realiteterne omkring seksuel udnyttelse af børn; de sammenhænge, hvori seksuelt misbrugende grupper udvikler sig og opererer; religionens og ritualets rolle i subkulturer af seksuelt misbrug af flere gerningsmænd; samt erfaringer fra voksne og børn med historier om organiseret misbrug i strafferetssystemet og sundhedssystemet."
Som 19-årig delte han hus med en barndomsven, "som overlevede organiseret seksuelt misbrug." Han beskriver i bogen processen med at passe sin ven og forsøge at standse misbruget af hende, "hvilket omfattede at udholde trusler og at være vidne til betydelig kriminalitet." “Dette var omkring 2005-2006; konceptet med en pædofil ring var ret kontroversielt,” siger han. ”Forbrydere mentes i medierne, den akademiske verden og i børnepsykologien at operere individuelt; de fungerede ikke i grupper."
Den slags subkulturer af misbrug og sadisme bliver mødt med megen vantro, men - hævder Salter - de er sammenvævet i forstadslivet og underbygget af retshåndhævelsesundersøgelser og sigtelser.
Forældre er, ifølge Salter, også primære lovovertrædere i forhold til at introducere deres børn til organiseret seksuelt misbrug, såsom pædofiliringe, i samfundet og online.

Den tidligere omtalte Wikipedia-artikel om "Satanic panic" linker til en anden New York Times-artikel, som fremfører hvad der synes at være den bærende konklusion for begge disse medier samt selvfølgelig statslige myndigheder m.fl. Her henvises til en undersøgelse fra 1994 udført af National Center on Child Abuse and Neglect (Det nationale center for børnemisbrug og vanrøgt), som fandt, at blandt 12.000 anklager om rituelt eller religiøst forbundne misbrug, var der ingen beviser for "en velorganiseret intergenerationel satanisk kult, som seksuelt forulempede og torturerede børn". Men der var "overbevisende beviser for enlige gerningsmænd eller par, der siger, at de er involveret med Satan eller bruger påstanden til at intimidere ofre." Således udelukkede denne undersøgelse samtidig de, i Wikipedia-artiklen omtalte, "anti-statslige konspirationsteorier", om en "global satanisk kult, der inkluderer de velhavende og eliten" (og statslige embedsmænd og politikere kunne man måske tilføje).
National Center on Child Abuse and Neglect er et nationalt center, der er etableret under den amerikanske stats Department of Health and Human Services, som tilsvarer det danske Sundhedsministerium.

I 1984 blev der foretaget en undersøgelse af familieoverført pædofili - altså intergenerationel overførsel af pædofile tendenser. Undersøgelsen blev offentligjort i The Journal of Nervous and Mental Disease (Journal for Nerve- og mentale sygdomme) og havde simpelthen titlen Is There Familial Transmission of Pedophilia? ("Er der familieoverførsel af pædofili?").
Undersøgelsen blev foretaget af bl.a. dr. Gary R. Gaffney, som er psykiater, læge og Ph.D. Fred S. Berlin og i dag direktør ved Johns Hopkins Sex and Gender Clinic (Johns Hopkins sex- og kønsklinik).
I undersøgelsens resumé står der:
"En naturalistisk, dobbeltblindet familiehistorie-sammenligning af seksuel afvigelse hos førstegradsslægtninge til indlagte patienter med pædofili og ikke-pædofil parafili blev udført. Begge proband-grupper var ens i demografiske karakteristika, bortset fra at pædofile havde en senere sygdomsdebut og var ældre under indlæggelse. Alle patienter var mænd. Seksuel afvigelse blev fundet i 18,5 procent af familierne til parafile; kun 3 procent af en psykiatrisk kontrolgruppe havde et familiemedlem med seksuel afvigelse. Overvægten af berørte slægtninge var mænd. Typerne af seksuel afvigelse, der blev fundet i gruppernes familier, var forskellige. Seksuel afvigelse blandt de pædofiles familier bestod af pædofili. I familier med ikke-pædofile parafile, var seksuel afvigelse overvejende en parafili, der ikke involverede børn. Disse data tyder på, at pædofili er familiær; der er imidlertid behov for yderligere undersøgelser for at afgrænse transmissionsmåden. Ikke desto mindre findes pædofili hyppigere i familier af pædofile end i familier af ikke-pædofile parafile. Dette indikerer specificitet i den familiære transmission. Pædofili kan således være uafhængig af de andre parafilier."

Parafili er oplevelsen af tilbagevendende eller intens seksuel ophidselse på grund af atypiske genstande, situationer, fantasier, adfærd eller individer.
En proband er en person, der er påvirket af en genetisk tilstand, eller som er bekymret for, at vedkommende risikerer dette. Normalt er probanden den første person i en familie, der gør sundhedspersonale opmærksom på bekymringen om en genetisk lidelse.

I dag har "den almindelige formodning om, at pædofile selv blev misbrugt som børn" mindre støtte, står der i denne New York Times-artikel (hvor i øvrigt også Johns Hopkins-direktøren og PhD'en Fred Berlin medvirker). "Børneofre har langt større risiko for fremtidigt stofmisbrug, depression, vedvarende traumatisk stress eller kriminel aggression end for at blive misbrugere. Langt de fleste lovovertrædere nægter ethvert seksuelt misbrug i deres barndom, selvom de kunne opnå sympati i retten ved at gøre det", siger eksperter ifølge artiklen, som er fra 2019.

Når man søger på forskningsartikler om intergenerationel seksuelt misbrug og pædofili kan man også finde en amerikansk artikel fra 1990 med titlen "The study of intergenerational intimacy in North America" (Studiet af intergenerational intimitet i Nordamerika"). Den er skrevet af Gerald P. Jones, som er Master of Science (Cand.scient.) og Licensed Professional Counselor (professionel rådgiver med lisens). Han opsummerer sin artikel således:
"Intergenerationel intimitet, social såvel som seksuel, er blevet undersøgt i USA og i udlandet i nogen tid. I de senere år har den generelle tendens været at betegne sådan adfærd som "seksuelt misbrug af børn". Interessen for denne form for misbrug har genereret en betydelig mængde mere eller mindre videnskabelig litteratur, hvoraf noget ser ud til at være blevet produceret i et "hastværk til dom"-forsøg på at opbygge en "professionel" litteratur, der understøtter populær overbevisning. Denne tradition for børnemisbrugsdefineret litteratur har sammen med arbejdet med efterforsknings- og hjælpeinstanser, som nogle omtaler som en "børnemisbrugsindustri", skabt et ensidigt, forenklet billede af intergenerationel intimitet. Et nærmere kig på de empiriske undersøgelser i denne tradition afslører mangler forbundet med to problemer: undersøgelserne har næsten altid (1) et snævert fokus på seksuel kontakt, og (2) går ud fra den relaterede grundantagelse, at seksuel kontakt i relationer mellem generationerne per definition udgør misbrug. Selvom seksuelt misbrug helt sikkert forekommer, ignorerer de, der anvender denne antagelse i alle situationer, empiriske resultater, der viser det modsatte. Forskning uden for "seksuelt misbrug af børn"-traditionen afslører en bredere vifte af intergenerationelle relationer uden for familien, herunder en række aspekter, som typisk ikke ses, når fokus er på det seksuelle. Nogle undersøgelser viser klart, at selv når seksuel kontakt er involveret, er negative resultater ikke uundgåelige. Dette indikerer behovet for en meget bredere tilgang. Yderligere forskning i det nordamerikanske samfund og i andre kulturer ville hjælpe os til mere præcist at forstå mangfoldigheden og mulige fordele ved intergenerationel intimitet."

Der er flere rapporter som peger på organiseret misbrug af børn. Office of Juvenile Justice and Delinquency Prevention (Kontoret for Ungdomsret og Forebyggelse af Kriminalitet) under det amerikanske Justitsministerium udkom i 1997 med en rapport der hed "Understanding and Investigating Child Sexual Exploitation" ("Forstå og undersøg seksuel udnyttelse af børn"). Denne raport fremfører at pædofiliringe fungerer som "pipelines" (kanaler) og at nye medlemmer regelmæssigt ("at any given moment") bliver rekrutteret, forført, misbrugt og senere 'dumpet'. Desuden siger rapporten, at uddannelses- eller fritidsorganisationer ofte involveres - "hvor de kan blive rekrutteret og forført". Forførelsen involverer ofte venlige handlinger og at give gaver til ofrene for at opnå for at sænke deres forbehold og opnå deres samarbejde og tillid. Forbryderne har en tendens til at have en højere socioøkonomisk baggrund, da det kræver høje interpersonelle færdigheder og økonomiske ressourcer at drive en børnesex-ring.
Juraprofessor Melissa Breger og Albany Law School (Albany Jura-skole) udgav i 2021 rapporten "Stemming the Tide: Social Norms and Child Sex Trafficking" ("Opdæmning af tidevandet: Sociale normer og børnesexhandel"). Denne rapport fremfører at en af de faktorer, der letter rekrutteringen af børn, er gruppepres fra at observere adfærden hos andre børn, der findes i pædofiliringen. Professoren beskriver i øvrigt børnesexhandel som "en epidemi".

En engelsk rapport fra 1989 undersøgte 31 børnesexringe, der var identificeret af politiet havde fungeret i to år. I disse to år udgjorde de 4,6 % af alle anmeldte seksuelle overgreb mod børn i områderne der var tale om. 47 mandlige lovovertrædere i alderen 16 til 82 år og 334 ofre i alderen 4 til 15 år var involveret. Og denne rapport fortæller at forbryderne normalt opererede i par eller alene. Tre af pædofiliringene var ved at blive "semikommercielle": Nogle børn fungerede som offerrekrutterere for lovovertræderne i 22 ringe, og rekruttererne modtog normalt pengene. Det rapporterede misbrug omfattede onani og kærtegn i 30 ringe, oralt, analt eller vaginalt samleje i 21 ringe, samt produktion af børnepornografi i 2 ringe.
Rapporten "Sex Offending in Groups" (Sexovergreb i grupper) af Leigh Harkins og Louise Dixon fra School of Psychology, University of Birmingham (psykologifakultetet på Birmingham Universitet i Storbritanien) udkom i 2009. Denne rapport fortæller at undersøgelser viser at procentdelen af gruppevoldtægter ud af samlede antal voldtægter varierer fra land til land. Mens gruppevoldtægter talte mellem en trdjedel og halvdelen i Sydafrika var det mellem 2 og 26% af voldtægterne i USA i de tal, som denne rapport refererer til. Desuden nævner rapporten tal for England mellem 1972 og 1976, som fandt, at 13 procent blev udført af en gruppe af lovovertrædere, samt tal for et henvisningscenter for seksuelle overgreb i Manchester, England, hvor 11 % oplevede et overgreb fra mere end én gerningsmand på samme tid. Rapporten fortæller dog også, at overgreb mod voksne oftere udføres i grupper end overgreb mod børn.

Der findes mange eksempler på afsløringer af pædofiliringe i nyere tid. Fænomenet synes i højere og højere grad at være knyttet til aktiviteter som understøttes af kriminelle internet-fora.
I 2007 blev fx en global pædofiliring afsløret og stormet af britisk politi. 31 børn blev angiveligt reddet og dette internetforum samlede mere end 700 mistænkte verden over, ifølge britiske myndigheder. Ringen blev sporet til et internet-chatrum kaldet "Kids the Light of Our Lives", der indeholdt billeder af børn, "der blev udsat for forfærdelige seksuelle overgreb - herunder streaming af live-videoer af misbruget". De britiske embedsmænd, der annoncerede busten, sagde, at 31 børn, nogle af dem helt ned til et par måneder, var blevet reddet fra seksuel udnyttelse af operationen.
Samme år blev en endnu større ring afsløret og stormet i Østrig. Dette var en stor international børnepornografiring, der involverede mere end 2.360 mistænkte fra 77 lande, som betalte for at se videoer, der viste små børn, som blev seksuelt misbrugt.
I en fælles operation mellem Europol og lokalt politi i flere lande, som begyndte i 2007 og sluttede i 2011, nedlagde et online pædofiliforum med omkring 70.000 medlemmer verden over. Internet-pædofiliringen mentes dengang at være verdens største. "Operation Rescue" ("Operation Redning"), som politiaktionen blev kaldt, havde identificeret 670 mistænkte og 230 misbrugte børn i over 30 lande. 184 personer blev anholdt, ifølge oplysningerne i forbindelse med denne politioperation. Om denne operation havde forbindelse til de to tidligere nævnte vides ikke.
I 2023 kom det så frem, at det populære sociale medie Instagram, "hjælper med at forbinde og promovere et stort netværk af konti, der åbent er dedikeret til kommission og køb af mindreårigt sexindhold". Dette var ifølge undersøgelser foretaget af Wall Street Journal og forskere ved Stanford University og University of Massachusetts Amherst. Selvom de ikke ses af de fleste på platformen, skrev Wall Street Journal, "er de seksualiserede konti på Instagram skamløse med deres interesse." Instagram gjorde det angiveligt muligt for folk "at søge efter eksplicitte hashtags som #pedowhore og #preteensex" og koble dem til konti, der brugte ordene til at annoncere børnesexmateriale til salg. Instagram-konti, der tilbyder at sælge ulovligt sexmateriale, offentliggør det generelt ikke åbent, men poster i stedet "menuer" med indhold. Visse konti inviterer købere til at bestille specifikke handlinger. Nogle menuer inkluderer priser for videoer af børn, der skader sig selv og "billeder af mindreårige, der udfører seksuelle handlinger med dyr," fandt forskere ved Stanford Internet Observatory. "Til den rigtige pris er børn tilgængelige for personlige 'møder'," fortæller Wallstreet Journal desuden.

Yale University Press udgav i 2008 artiklen "Child Pornography and Pedophile Rings" ("Børnepornografi og pædofiliringe"), som er en udsnit af bogen "Moral Panic - Changing Concepts of the Child Molester in Modern America" ("Moralsk panik: Ændret syn på børnemishandleren i det moderne Amerika"). Den er forfattet af historieprofessor Philip Jenkins, som skriver, at børnepornografien eskalerede den opfattede trussel fra krænkere, fordi de ikke længere kunne afbildes som forvirrede individer, der bukker under for deres impulser: At de fotograferer eller filmer børn i seksuelle sammenhænge afslører det bevidste, gentagne og overlagte i handlingen. Jenkins mener desuden, at "den kommercielle gevinst" viser, at misbrugerne dehumaniserer børn og behandler dem som varer, der købes og sælges.

Overgreb på børn som tager sit afsæt i internettet er også en kendt ting i Danmark. Fx blev en 47-årig dansk journalist, som var en ledende figur i internationalt pædofilinetværk, i 2022 tiltalt for hundredvis af krænkelser mod børn. Politiet havde modtaget en række anmeldelser om at manden medvirkede til krænkelser af børn i flere lande. Manden er desuden tiltalt for at være i besiddelse af mere end 20.000 filer med både billeder og video, der viser forskellige karakterer af seksuelle overgreb mod børn mellem 3 og 14 år. Han er også tiltalt for at have krænket sine egne børn samt seks tilfælde af voldtægt uden samleje mod andre børn. "Jeg har været sådan en konge i det community. Det har jeg nydt at være, og der har jeg også fået tilsendt ting, fordi der var nogle, der ville imponere mig," sagde han i retten.

DEL v:
'MYTER' OG 'KONSPIRATIONSTEORIER'

Eksisterer elitære pædofilinetværk og sataniske overgreb slet ikke?

Som vi har set i de foregående dele er udsagnene om eksistensen af sataniske rituelle overgreb meget polariserede. Viden om disse hændelser har sit ophav i vidneudsagn (typisk fra ofre for angivelige overgreb), politirapporter, retsager og domme samt psykologer som har behandlet angivelige ofre.
Det samme gør sig gældende med sager hvor prominente personer fra samfundets elitære lag har begået overgreb på børn - eller ifølge vidner ligefrem angiveligt har været del af pædofiliringe.
Vi har tidligere set på flere amerikanske af sådanne tilfælde - både konkrete pædofilidomme og påstande om deltagelse i pædofiliringe, bl.a.:
Pædofilisagerne omkring de dømte børnesex-traffickere Jeffrey Epstein og Ghislaine Maxwell, som ifølge flere undersøgende journalister drev en elite-sexafpresningsring i samarbejde med den israelske efterretningstjenete Mossad (se del x).
Pædofilidommen mod den katolske kardinal Theodore McCarrick og hans ven - den mafiaforbundne politiske lobbyist - Roy Cohn, som angiveligt kørte en sexafpresningsring med drenge fra 1950'erne og op igennem 1980'erne. Den pædofiliring blev angiveligt bl.a. frekventeret af de homoseksuele og pædofile magtmennesker FBI-chefen J. Edgar Hoover og den "amerikanske pave" kardinal Francis Spellman. Kardinal Theodore McCarrick var ven med Roy Cohn og blev præsteviet af kardinal Francis Spellman (se del x).
Sexafpresseren og "power-brokeren" Craig Spence, som tog drengeprostituerede på nattetur i Det Hvide Hus, mens George Bush var vicepræsident, og som i 1989 blev afsløret, for tilsyneladende at have drevet en afpresningsoperation som mellemmand mellem homoseksuelle prostituerede og magteliten i Washington DC op igennem 1980'erne (se del x).
Den sydkoreanske lobbyist Tongsun Park, som drev den fashionable efterretningstjeneste-financierede klub George Towne Club i Washington DC med et klientel af magtfulde embedsmænd, politikere og velhavere samt angiveligt desuden prostituerede. Tongsun Park blev tiltalt ved en amerikansk distriktsdomstol for bestikkelse, ulovlige kampagnebidrag, postsvindel samt afpresning og undgik en føderal retssag ved at vidne for retten til gengæld for immunitet (se del x).
En påstået satanisk pædofiliring med udspring i byen Omaha i staten Nebraska, som blev undersøgt af den lovgivende forsamling. Der var flere vidner og angivelige ofre, der hævdede at flere prominente personer i staten var overgrebsmænd. Sagen blev afsluttet med sagsanlæg mod to af vidnerne for falsk vidneudsagn, efter at to af de fire vidner ændrede forklaring. Flere understøttende vidneudsagn for påstandene om prominente overgrebspersoner blev ignoreret i den storjurysag som ændrede sagsforløbet (se del x). Bl.a. blev et vidneudsagn om vicepræsident George Bush ignoreret på trods af, at den pågældende pige fik medhold i sine påstande om andre overgreb og andre dele af sin vidneforklaring.

Men retter vi undersøgelseslyset i retning af Storbritanien bliver sagerne om pædofili og systematisk VIP-misbrug af børn om muligt endnu mere talrige.

Pædofili og overgreb på børn i det engelske parlament?
I marts måned 2015 udtalte Labour parlamentsmedlemmet Simon Danczuk til BBC:
"Vi står foran at finde ud af hvad der skete i 70'erne og 80'erne og jeg er ked af at sige det, men jeg tror det vil vise sig at ledende politikere var involveret i overgreb (på børn red.) og at der blev dækket over dette. Jeg tror det er uundgåeligt nu."

Simon Danczuk var en af dem som havde udbedt sig en dybere undersøgelse af en sag om muligt misbrug af børn blandt ledende medlemmer af det britiske parlament.
I december samme år blev Danczuk selv suspenderet fra sit parti efter at det var fremkommet at han havde sendt anstødelige beskeder til en 17-årig pige.
Tidligere Daily Mirror kriminalkorrespondent Jeff Edwards bekræftede overfor BBC Danczuks historie om politikorruption ved at fortælle at han tilbage i 80'erne havde fået at vide af en politidetektiv at en undersøgelse af pædofile dengang var blevet lukket af ledende politikere.
"Jeg synes det var en kynisk mørklægning. Der var ingen tvivl om at deres tanke med deres behandling af det var simpelthen at rydde det fra optegnelserne," fortalte han BBC.

Tidligere i marts 2015 blev det annonceret at the Independent Police Complaints Commission (IPCC - "Den uafhængige politiklage-kommission") ville overtage en efterforskning som ellers allerede var i gang ved London Metropolitan Police's Directorate of Professional Standards ("London politis direktorat for professionel standard").
Efterforskningen skulle undersøge påstande om "korruption på højeste niveau og af den mest alvorlige karakter" gennem fire årtier, med 16 beskyldninger om at London politi havde dækket over historiske børnesex-overgreb fordi parlamentsmedlemmer og politiofficerer var involverede.

Scotland Yard fortalte at de frivilligt havde videregivet dokumenter med beskyldningerne til IPCC. Beskyldningerne fremkom i forbindelse med en efterforskning kaldet 'Operation Fairbank' som blev lanceret i 2012.
De beskyldninger som IPCC derfor nu undersøgte relaterede sig til perioden mellem 1970 og 2005, og inkluderede standsningen af en efterforskning som relaterede til seksuel udnyttelse af unge mænd i Dolphin Square, tæt ved parlamentsbygningen i Westminster. Standsningen skulle være sket fordi "politi-officerer var for tæt på betydningsfulde personer". Desuden var et dokument fra Houses of Parliament angiveligt blevet fundet på en kendt pædofils adresse, hvilket forbandt "meget betydningsfulde personer" - inklusiv parlamentsmedlemmer og ledende politikere - til en pædofili-ring, men ingen yderligere tiltag var blevet foretaget.

IPCC overvejede også påstande om at en offers vidneudsagn angiveligt skulle være blevet ændret således at et navn på en ledende politiker ikke fremgik. Desuden så politiklage-kommissionen angiveligt kritisk på, at overvågningen af et pædofili-netværk var blevet indskrænket pga. "involverede højprofilerede folk".
Undersøgeren i det britiske statsministerie ("Shadow home secretary") udtalte:
"På baggrund af de alvorlige forbrydelser som undersøges, er det foruroligende at dette ikke er en fuldstændig uafhængig undersøgelse. I stedet er det Londons politi, som leder dette arbejde under IPCC's tilsyn. Dette burde selvfølgelig blive gjort af en uafhængig undersøger eller i den mindste en alternativ myndighed".

Sagen startede egentlig helt tilbage i 1981 hvor det britiske parlamentsmedlem Geoffrey Dickens fremkom med påstande om, at han havde afsløret et netværk af pædofile.
Dickens påstod i House of Commons at Sir Peter Hayman, den tidligere top-diplomat, tjenestemand og MI6 agent for at være pædofil og for at bruge sin status som parlamentsmedlem som dække. Hayman blev slået til ridder i 1971 - "Knight Commander of the Order if St. Michael and St. George".
Han var også medlem af PIE - Paedophile Information Exchage" som var en pædofil aktivistgruppe, som agiterede for at den seksuelle lavalder skulle fjernes. Gruppen blev gjort ulovlig i 1984.
Han var desuden i sin karriere bl.a. en del af den britiske NATO-delegation, vicestatssekretær med ansvar for FN og Østeuropa, Højkommissær for UK og Canada (højeste ledende diplomat for området) samt assisterende sekretær i forsvarsministeriets.
I oktober 1978 glemte Hayman en pakke med pædofili-relateret materiale på en bus i London. Politiet sporede pakken til Hayman og opdagede at Hayman under pseudonymet "Peter Henderson" havde brugt en lejlighed i Baywater, London, til sine pædofile aktiviteter. Han havde bl.a. 45 dagbøger liggende med seks års beskrivelser af seksuelle fantasier om børn og aktiviteter med prostituerede. I lejligheden fandt politiet desuden kvindetøj og pornografisk litteratur. Han blev efterforsket af politiet men blev løsladt uden sigtelse, efter at have modtaget en advarsel om ikke at sende stødende materiale med posten.

Besættelse af systematiske drab ved seksuel tortur af børn og unge
Det var bl.a. politisagen med Haymans pædofile aktiviteter parlamentsmedlemmet Geoffrey Dickens refererede til, da han sagde, at Hayman var pædofil, og spurgte parlamentet om hvorfor Hayman ikke var blevet retsforfulgt. Dickens pegede desuden på risikoen for fx forsvarsministeriet og NATO for afpresning og bad lederen af det britiske Underhus (House of Commons) om en undersøgelse af disse sikkerhedsrisici. Denne leder vendte tilbage senere med et svar om at der ikke ville blive gjort yderligere i sagen, da det pornografiske materiale, der var blevet sendt med posten ikke var ekstremt og heller ikke var af kommerciel karakter samt at kuverten havde været forseglet.

I alt blev i alt syv mænd og to kvinder nævnt som mulige tiltalte i den rapport, som Metropolitan Police indsendte til anklagemyndigheden. Direktøren for anklagemyndigheden frarådede at retsforfølge nogen af de ni personer.
"Efterfølgende indsendte Metropolitan Police en yderligere rapport, som afslørede, at en af de ni, ikke Sir Peter Hayman, også førte en korrespondance med en tiende person. Politiets efterforskning viste, at de to delte en besættelse af systematiske drab ved seksuel tortur af unge mennesker og børn."

Guardian-artikel fra 1981; 'to delte en besættelse af systematiske drab ved seksuel tortur af unge mennesker og børn'

I lyset af den ekstreme karakter af det materiale, de havde sendt til hinanden, besluttede direktøren at retsforfølge dem for at have konspireret om at overtræde lovens paragraf 11. "Der er ingen beviser for, at Sir Peter Hayman nogensinde har sendt modtaget materiale af denne art via posten," fortæller artiklen fra 20. marts 1981 i The Guardian.

På massemorders hit-liste
I 1985 klagede Geoffrey Dickens i Underhuset over, at han var blevet chikaneret, efter at han havde navngivet Hayman og anklaget ham for pædofili.
"Løkken rundt om min hals blev strammere efter jeg navngav en tidligere højtstående britisk diplomat. De ærede medlemmer vil forstå at hvor der er store penge involveret og da informationer om betydningsfulde navne kom i min besiddelse - da begyndte truslerne. Først modtog jeg truende telefonopkald derefter blev der begået to indbrud i mit hjem i London. Derefter - mere alvorligt - optrådte mit navn på en massemorders hit-liste".

I 1983 bad Geoffrey Dickens Indenrigsministeriet og indenrigsministeren Leon Brittan om at undersøge diplomati, embedsmandsværk og det kongelige hof i Buckingham Palace for påstande om seksuelt misbrug af børn.
Geoffrey Dickens søn, Barry, hævdede i 2014, at faren havde havde haft to "meget professionelle" indbrud kort efter denne forespørgsel til Leon Brittan og Indenrigsministeriet. Barry Dickens sagde, at intet blev taget i disse indbrud, hvilket førte til mistanke om, at de kan have været relateret til hans forsøg på at afsløre det påståede misbrug.

Geoffrey Dickens havde samlet et dossier med informationer, kaldet "the Westminster paedophile dossier", som var en samling af informationer om pædofile angiveligt associeret med den britiske regering. I 1984 overleverede Dickens dette dossier til den dengang siddende indenrigsminister (Home Secretary) Leon Brittan.
BBC skriver om sagen og pædofili-dokumenterne:
"Et dokument, blandt flere set af BBC, antyder, at 'et stort antal' af dem, der er nævnt i det, var pædofile.
Det indeholder navnene på tre parlamentsmedlemmer fra 1980'erne og andre personer med tilknytning til det konservative parti."

Mappen inkluderede bl.a. detaljer om otte fremtrædende personer, og blev rapporteret at have indeholdt navnet på et tidligere parlamentsmedlem som var blevet taget med børneporno-videoer, men vedkommende var aldrig blevet arresteret eller sigtet. Det blev hævdet, at toldere stoppede politikeren i Dover, mens han vendte tilbage til Storbritannien i bil. Han viste sig at have "eksplicitte videoer af børn" "klart under 12", men blev ikke anholdt eller sigtet, og videoerne og papirerne forsvandt efterfølgende.
"Toldbetjenten siges at have talt med detektiver på Operation Fernbridge, en undersøgelse af anklager om seksuelt misbrug."

"Operation Fernbridge" var en af flere politi-operationer som undersøgte beskyldninger om overgreb på børn bl.a. mod ledende britiske politikere.
Daily Mail fortæller i en artikel fra 2013, som beskriver en del af denne operation, at "popstjerner, en biskop og en toppolitiker optræder på en liste beslaglagt af politiet", der dengang efterforskede misbrug af børn på et London-hotel i 1980'erne. Under en politirazzia på en ejendom i det centrale London beslaglagde detektiver en liste med navne på "højt profilerede påståede besøgende" på Elm Guest House (Elm Gæstehus) i det sydvestlige London - "et homovenligt etablissement". Avisen beskriver dette hotel, som et sted "hvor mindreårige leje-drenge og børn fra Grafton Close-hjemmet blev rapporteret at være blevet bragt til, for at have sex med voksne mænd".
Listen omfattede angiveligt "en række højtstående parlamentsmedlemmer, en højtstående politimand, en førende tycoon, figurer fra National Front og Sinn Fein, en embedsmand fra Royal Household, en MI5-officer, to popstjerner og den forræderiske sovjetiske spion Anthony Blunt."
Cyril Smith, det afdøde liberale parlamentsmedlem for Rochdale, "er allerede blevet udnævnt til stamgæst på pensionatet", fortæller avisen, "hvor han angiveligt mødte 'teenage leje-drenge'". Avisen gør i den forbindelse opmærksom på at "den homoseksuelle lavalder" på det tidspunkt var 21 år.
National Front er et yderst højreorienteret, fascistisk politisk parti i Storbritanien, der er stiftet i 1967.
Royal Household (De kongelige husholdninger) er den samling af officielle afdelinger, der understøtter medlemmerne af den britiske kongefamilie.
MI5 er en af de britiske efterretningstjenester.
Anthony Blunt var en førende britisk kunsthistoriker som desuden blev afsløret som sovjetisk spion.

Pædofili-mappe strandet ved indenrigsminister. Beviser beslaglagt i kontraterror-raid
Avisen The Independent skriver, at Geoffrey Dickens i 1984 "førte en kampagne for at forbyde Sir Peters Pedophile Information Exchange (PIE)-organisation". Også denne avis fortæller, at Dickens afleverede sit dossier "med påstande om misbrug af børn i kommunal pleje til den daværende indenrigsminister, Leon Brittan". Herefter står der videre:
"Efter et 30-minutters møde med Sir Leon sagde Dickens, at han var blevet 'opmuntret', men udtrykte senere bekymring over, at kabinetsministeren ikke havde forbudt PIE."

Selvom om indenrigsminister Leon Brittan til Geoffrey Dickens gav udtryk for at ville videregive mappen til politiet, udtalte Scotland Yard senere at de ikke havde registreret nogen efterforskning af anklagerne. I 2014 fortalte Home Office (indenrigsministeriet) at de heller ikke havde registreret noget, men indrømmede dog at yderligere 114 dokumenter, som var relevante i forhold til beskyldninger om misbrug af børn, var forsvundet fra afdelingens registreringer.
BBC skrev i 2015 om denne del af affæren:
"Lord Brittan - som døde i januar - blev anklaget for ikke at have behandlet oplysningerne fra Geoffrey Dickens til ham, men sagde før sin død, at han havde givet 'Dickens-dossieret' til de relevante embedsmænd i indenrigsministeriet til undersøgelse.

i 2015 skrev Guardian, at Leon Brittan var "blandt højtstående personer i Westminster", der var "navngivet i nye sager om børnemishandling". Regeringspapirer om den tidligere indenrigsminister Leon Brittan var, fortæller avisen, "blandt et nyt parti dokumenter", der var "kommet frem måneder efter afslutningen af en officiel gennemgang af, hvorvidt påstande om børnemishandling blev skjult af indenrigsministeriet i 1980'erne."
Avisen Daily Beast er mere eksplicit. I artiklen "Thatcher Protégé Leon Brittan Was a Pedophile Suspect" ("Thatcher Protégé Leon Brittan var mistænkt for pædofil") skriver denne avis:
"Leon Brittan, den tidligere indenrigsminister, blev længe anklaget for at dække over en børnesex-ring i Westminster. Nu hvor han er død, siger myndighederne, at han også var mistænkt."

Daværende premierminister Margaret Thatcher var blevet orienteret om sagen, før anklagerne blev offentliggjort af Dickens. "Nogle fantasier var relateret til børn, men der var ikke blevet handlet på dem", fortalte en kabinetskontor-briefing til Thatcher.
Igen er det avisen Daily Beast der i dybere detaljer fortæller, hvad der angiveligt fandt sted i forbindelse med ministrenes involvering i sagen. Det sker i artiklen "How Thatcher’s Government Covered Up a VIP Pedophile Ring" ("Hvordan Thatchers regering dækkede over en VIP-pædofilring"):
"En avisredaktør fik udleveret overraskende beviser på, at Storbritanniens øverste retshåndhævende embedsmand vidste, at der var et VIP-pædofilt netværk i Westminster, i hjertet af den britiske regering. Hvad der derefter skete i sommeren 1984, er med til at forklare, hvordan chokerende beskyldninger om voldtægt og mord mod nogle af landets mest magtfulde mænd forblev ukontrolleret i årtier.
Mindre end 24 timer efter, at han begyndte at forespørge om den sag, som en højtstående politiker fra Labour-partiet havde forelagt ham, blev redaktøren på sit kontor konfronteret med et rasende parlamentsmedlem, som truede ham og krævede dokumenterne. "Han var frådende om munden og råbte virkelig og spyttede mig i ansigtet," fortalte Don Hale til The Daily Beast. ”Han kom lige imod mig som en rasende løve; han var klar til at slå mig gennem muren.”
På trods af parlamentsmedlemmets eksplosive indgriben nægtede Hale at udlevere papirerne, som så ud til at vise, at Leon Brittan, Margaret Thatchers indenrigsminister, var fuldt ud bevidst om et pædofilt netværk, der omfattede toppolitikere.
Redaktørens modstand var forgæves; den følgende morgen bragede politifolk fra kontraterror- og efterretningsenheden kendt som Special Branch ind på aviskontoret, beslaglagde materialet og truede med at få Hale anholdt, hvis han nogensinde rapporterede, hvad der var blevet fundet."

Fremtrædende britisk politiker og parlamentsmedlem afsløret som pædofil overgrebsmand
Parlamentsmedlemmet Simon Danczuk, som undersøgte påstandene om overgreb mod børn af et andet tidligere medlem af parlamentet, tidligere omtalte Cyril Smith, sagde i 2014, at der "ingen grund" var til, at mapperne skulle være blevet ødelagt af Indenrigsministeriet. Danczuk påstod, at han før sit foretræde i Indenrigsanliggenders udvalg, hvor han skulle besvare spørgsmål om børnemishandling, blev opfordret af en konservativ minister til ikke at udfordre Brittan ud fra sin viden om en påstået pædofili-ring i Westminster. Danczuk sagde, at advarslen kom en aften efter en afstemning i Underhuset, da et højtstående konservativt parlamentsmedlem "trådte ud af skyggerne" for at konfrontere ham.
Danczuk udtalte om konfrontationen med ministeren:
"Jeg havde aldrig talt med ham før i mit liv, men han blokerede min vej og tog mig til siden. Han advarede mig om at tænke meget grundigt over, hvad jeg ville sige næste dag."

Ministeren fortalte Danczuk:
"Jeg hører, du er ved at udfordre Lord Brittan om, hvornår han kendte til seksuelt misbrug af børn. Det ville ikke være et klogt træk. Det blev 'lagt i seng' for lang tid siden."

Ministeren advarede også Danczuk om, at han kunne være ansvarlig for Brittans død.

Cyril Smith var en fremtrædende britisk politiker og parlamentsmedlem for the Liberal Party, der efter sin død blev afsløret at have været serie-seksualforbryder mod børn. Han havde begået fysiske overgreb og misbrugt unge drenge seksuelt.
I november 2012 sagde Tony Robinson, en tidligere Special Branch-officer hos Lancashire politi i 1970'erne, at et dossier med anklager mod Cyril Smith om seksuelt misbrug, som politiet hævdede var "forsvundet", faktisk blev beslaglagt af MI5. Robinson sagde, at han blev bedt af MI5 om at sende en politisag til London, som var blevet opbevaret i et pengeskab på hans kontor, som han sagde var "tyk" med påstande fra drenge, der hævdede, at de var blevet misbrugt af Smith.
Avisen Guardian skriver, at "de store" i Cyril Smiths parti, herunder den tidligere leder Jeremy Thorpe, "var opmærksomme på påstande om, at Cyril Smith var en seriel misbruger af drenge op gennem 1970'erne, men undlod at iværksætte en formel undersøgelse", ifølge en af partiets kandidater, Dominic Carman, som videregav sine bekymringer til politiet. Dominic Carman, hævdede, at hans far, advokaten George Carman, erfarede, at bekymringer om Cyril Smiths opførsel var udbredt i partiet, mens faren med held forsvarede sin partiformand Jeremy Thorpe i en retssag om sammensværgelse til mord i 1979. Far og søn diskuterede partiets bekymringer om Smith udførligt i maj 1979, da Thorpe forberedte sig på at gå for retten, sagde Carman, midt i bekymringer om, at deres afsløring kunne skade partilederens forsvar. Dette bliver fremført som grunden til at lederen og partimedlemmerne intet gjorde i forhold til Cyril Smith.
Alt dette, og mere til, bekræftes af Simon Danczuk, som hævder, at beskyldninger mod Cyril Smith om overgreb på børn var almindeligt kendte på det tidspunkt og endda blev rejst offentligt på en partikonference i Smiths parti. Danczuk hævder, i en bog han skrev om den afdøde populære pædofile politiker, at denne brugte sin indflydelse til at undslippe retsforfølgelse for seksuelt misbrug af drenge. Han hævdede også, at politiet blev presset af myndighederne til at droppe undersøgelser af Smith, som var en del af et "uformelt" netværk af sexmisbrugere.
"Hvis han var blevet retsforfulgt, så ville korthuset være faldet, hvad angår det pædofile netværk, og det kunne have bragt regeringen ned," sagde Labour-parlamentsmedlemmet Simon Danczuk til BBC.

40 overgrebsanklager mod premierminister Ted Heath
Endda også den dengang siddende premierminister - Sir Edward Heath, kaldet Ted Heath som var Storbritanniens premierminister fra 1970 til 1974 - er blevet beskyldt for at misbruge børn. Ja, faktisk er der i alt 40 registrerede overgrebsanklager rettet imod den nu afdøde tidligere premierminister. I 2015-2017 kom det frem i medierne, at en politirapport fortalte, at der var grund til at mistænke, at Ted Heath stod bag en række seksuelle overgreb igennem flere årtier.
Rapporten konkluderede, at beskyldningerne, herunder voldtægt af en børnesexarbejder på 11 år og seksuelle overgreb mod fire andre børn og to voksne, "ville have opfyldt den juridiske tærskel" for politiet til at afhøre Heath under strafferetligt ansvar, hvis han stadig havde været i live.
Ted Heath døde i 2005.

En politichef, der var ansvarlig for undersøgelsen, fortalte avisen The Guardian, at en serie af 26 påståede forbrydelser, mange mod børn, formelt ville blive registreret i officielle politidatabaser med Heath navngivet som den mistænkte. Mistanken var ifølge politiet stærk nok til at Heath burde havde været interviewet omkring mindst syv påstande om overgreb.
Politirapporten siger: "I forlængelse af en forholdsmæssig efterforskning er der rimelig grund til, at hvis Sir Edward Heath havde været i live i dag, ville han være blevet afhørt under retsansvar vedrørende hans formodede involvering i en lovovertrædelse."
Af de syv påståede lovovertrædelser, der blev anset for at være mest troværdige af politiet, blev en påstået at være sket, mens han var minister i 1964 og en anden i 1967, efter at han blev leder af det konservative parti. Den første påstand om voldtægten af en dreng på 11 år i London, hævdes at være sket i 1961. Yderligere to forhold påstås at være sket 31 år senere, omkring 1992, flere år efter Edward Heaths tid som premierminister fra 1970 til 1974.

Undersøgelsen af Ted Heath skete i sammenhæng med "Operation Midland" som var en efterforskning af en 30 år gammel sag om en "VIP-pædofilring" med påstande om at et barn var blevet dræbt under overgrebene. "Operation Midland" var i 2014 ifølge politiet "i et tidligt stadie" - men allerede på det tidspunkt mente politiet ikke, at det påståede drab involverede nogen af de højtstående politikere, som angiveligt skulle have været en del af det pædofile netværk.
Scotland Yard havde indledt en kriminel efterforskning af påstande om, at et barn blev dræbt af en pædofiliring, der angiveligt havde "forbindelser på højt niveau til etablissementet". Detektiver efterforskede allerede anklager om historisk seksuelt misbrug af børn fra mere end 30 år siden, skriver The Guardian. Men betjentene sagde, at de havde modtaget nye beskyldninger om et muligt drab, som de havde besluttet at undersøge fuldt ud, på trods af, at der var gået årtier siden det påståede dødsfald. Påstandene kom fra en nu midaldrende mand, der hævdede, at han også blev misbrugt af gruppen. Han blev anset for at være "tilstrækkelig troværdig" til, at hans påstande berettigede til en fuldstændig mordefterforskning, hvor betjente fra Scotland Yards drabsenhed blev indkaldt.
Det påståede offer brød sin tavshed "for at fortælle om de lidelser, han havde udholdt, og for at opmuntre andre til at træde frem", så voldsmændene kunne blive stillet for retten. Manden, "kun navngivet som Nick", fortalte, at han var blevet misbrugt af den pædofile ring "med VIP-forbindelser" i ni år. Han sagde om overgrebsmændene at de "var meget magtfulde mennesker", og at "de kontrollerede mit liv i de næste ni år. De skabte frygt, der trængte ind i alle dele af mig, dag ud dag ind."
Han hævdede desuen, at de påståede misbrugere var "meget organiserede" og fik chaufførdrevne biler til at samle drenge op fra steder som skoler og køre dem til de steder, de ville blive misbrugt, såsom hoteller eller lejligheder i London og andre byer. "Nick" sagde, at misbrugerne udviste ringe bekymring over at blive identificeret eller fanget. "De var overhovedet ikke bange for at blive fanget, det kunne de ikke forestille sig,” hævdede han.
Han sagde, at der var mange mennesker, der kunne have været vidne til misbruget og dets omkringliggende aktiviteter, såvel som dem, der blev misbrugt, og at de burde træde frem. Han sagde, at de "skal finde den styrke, vi som overlevende har gjort."

Påstande om Ted Heath i sataniske rituelle overgreb: Fantastiske og absurde
Efterfølgende blev vidnet "Nick" anset for utroværdig og desuden sat i forbindelse med et andet senere vidne mod Ted Heath. I sagen kom det også frem at dette nye kvindelige vidne havde beskyldt Ted Heath for "satanisk seksuelt misbrug". Efterfølgende såede en tilknyttet krimonolog tvivl om gyldigheden af kvindens vidneudsagn, bl.a. fordi der skulle have været hypnose involveret i forbindelse med kvindens vidneudsagn om sagen (Recovered Memory Therapy - RMT; terapi til genvindelse af tabt hukommelse - se desuden omtale i del x).
Kriminologen Dr. Hoskins "var blevet involveret i efterforskningen af påstande fremsat mod den afdøde tidligere premierminister og andre" i en politiundersøgelse kaldet "Operation Conifer".
"Operation Conifer" var den politiundersøgelse af anklagerne mod Ted Heath, som nåede frem til, at hvis Heath havde været i live, ville han være blevet afhørt i forbindelse med beskyldningerne mod ham. Undersøgelsen blev foretaget af Wiltshire politi, i det sydvestlige England. Undersøgelsesrapporten fortalte om vidneudsagn om en påstået voldtægt af en 11-årig dreng, et overgreb på en 10-årig dreng, overgreb på to forskellige 15-årige drenge hvoraf den ene angiveligt blev betalt, to overgreb på to forskellige voksne mænd samt overgreb på en dreng i årene fra 12 til 14.
Dr. Hoskins udtalte, at nogle af beviserne, der blev undersøgt af Wiltshires politi, var "fantastiske”. Kriminologen fortalte, at kvinden som anklagede Ted Heath påstod over for politiet, at hun, da hun var 10, stjal en dreng i en klapvogn uden for Tidworth-postkontoret i Wiltshire som en gave til sin far, der ventede i kirken. Kvinden sagde, at hun havde set, at hendes far misbrugte drengen seksuelt på alteret, før han dræbte ham i et satanisk rituelt offer. Historien var absurd, sagde Hoskins. Kilden blev navngivet af Hoskins som Lucy X. Kvinden fortalte desuden politiet om en anden sag kaldet "Tidworth-ofringen i 1989", sagde Hoskins. "De besluttede, at historierne strakte fantasien længere end troværdigt," skriver Daily Mail.
Noter i bevismaterialet, som Dr. Hoskins hævdede at have set, viste hvordan Lucy X og Nick blev "aktiveret af psykoterapeuter til at huske deres fortid".
"Til at begynde med er detaljerne i [Lucys] dagbøger sparsomme," sagde Hoskins. "Men Lucys beskrivelser bliver stadig mere detaljerede under hypnose ... til sidst 'huskede' hun, at medlemmer af den pædofile ring havde svælget sig i blod og kropsdele. De lemlæstede og myrdede børn i orgiastiske ofre på bålet eller på altre."
Lucy talte derefter med tre andre kvinder, hun kendte godt, og de "byttede fantastiske historier", sagde Hoskins. I år hævdede de, sagde Hoskins, at Heath havde deltaget i ritualer i en skov omgivet af stearinlys.
Hoskins fandt forbindelser mellem Lucy og Nick, og sagde, at deres fædre arbejdede ved siden af hinanden. Nicks tidlige påstande om rituelt misbrug var relateret til det område, hvor Lucy boede, før han begyndte at beskrive en pædofiliring på Dolphin Square, i en lejlighedsbygning ikke langt fra parlamentets huse. Begge navngav Ted Heath.
En talskvinde fra Wiltshire Politi sagde, at de var "skuffede over, at oplysninger om en fortrolig rapport er blevet lækket og potentielt kan have indflydelse på dem, der har afsløret misbrug til os".
Hun tilføjede:
"Denne undersøgelse er kompleks og flerstrenget. Der er en række påstande med et betydeligt antal personer, der har afsløret påstande om misbrug. ... Når vi modtager en påstand, er vi forpligtet til at undersøge det, og vi går upartisk hen, hvor beviserne fører os."

Dr. Hoskins hævdede at Whiltshire politi i processen med de "historiske VIP-undersøgelser af børnemishandling" havde "ødelagt livet for mange uskyldige mennesker, inklusive Ted Heaths familie", og "sat sagen tilbage for ægte børnemishandlingsofre, som der er alt for mange af."
"Det er en skændsel," udtalte Hoskins.

Politiet lukkede sagen i marts 2017, men i september 2017 kom det så altså alligevel frem, at politiet mente at Ted Heath burde have været afhørt under strafansvar. Der er ikke sket yderligere i sagen derefter.

Forbløffende fundamentale efterforskningsfejl i VIP-sager skaber skandale
Det påståede offer "Nick" viste sig at være en mand ved navn Carl Beech, som var tidligere sygeplejer i det engelske sundhedsvæsen, og som nu arbejdede som hospitalsinspektør hos et offentligt organ under Sundhedsministeriet, kaldet Care Quality Commission, der regulerer og inspicerer sundheds- og socialudbydere i England. Carl Beech var desuden guvernør for to skoler i Gloucestershire, hvor han boede.
Det fortæller denne BBC-artikel fra juli 2019, som fortæller historikken omkring Beechs' kontakter med politiet og de løgne han angiveligt videregav til dem. Artiklen har simpelthen titlen "Carl Beech: Liar, fraudster and paedophile" ("Carl Beech: Løgner, bedrager og pædofil").
I 2012 henvendte Beech sig til London Metropolitan Politi, som havde lanceret Operation Yewtree for at efterforske påstået seksuelt misbrug i kølvandet på skandalen om BBC TV-værten Jimmy Saviles serieovergreb på børn. London Politi henviste Beech til Wiltshire Politi, som også var i gang med Operation Conifer. Beech talte med en detektiv fra Wiltshire og hævdede, at han var blevet misbrugt af sin stedfar, før han blev introduceret af stedfaren til en gruppe andre påståede misbrugere, inklusive Savile, en unavngiven oberstløjtnant og op til 20 andre uidentificerede mænd. De eneste to personer, han navngav, var stedfaren og Jimmy Savile. Da politiet blev spurgt om andre navne, sagde Beech, at han ikke kendte dem. Men efter at have undersøgt påstandene besluttede Wiltshire Politi ikke at foretage sig yderligere.

Carl Beech fortsatte dog med at opbygge sine anklager om seksuelt misbrug online. "Det var denne aktivitet, der gav ham langt større opmærksomhed," skriver BBC.
Avisen forklarer videre:
"I årene umiddelbart efter Savile-skandalen var dele af internettet fyldt med beskyldninger om historisk seksuelt misbrug fra fremtrædende personer. Og søndagsaviserne kørte jævnligt historier om VIP-misbrugsringe og påståede tilsløringer. På det tidspunkt førte nogle parlamentsmedlemmer - inklusiv nu viceleder i Labour Tom Watson - fremtrædende kampagner om spørgsmålet om historisk misbrug. Flere kendte personer var blevet anholdt – og nogle sigtet og dømt – for ikke-nylige seksuelle forbrydelser. Men rygterne online gik ud over disse forespørgsler og rejste spøgelset for en langt større sammensværgelse. Beechs online påstande kom derfor midt i påstande om etablissementets tilsløringer, kontroverser om tabt bevismateriale, opfordringer til en national undersøgelse af børnemishandling og rygter om, hvilken berømt figur der næste gang ville blive afsløret som pædofil. Hans egne beretninger, som til sidst ville samle adskillige eksisterende konspirationsteorier, præsenterede sig selv som offer for en sadistisk kultur i hjertet af den britiske magt. Ind i hans historie gik adskillige mænd og steder, der allerede var genstand for online rygter, andre, som var kendt for at blive efterforsket af separate undersøgelser, såvel som højtstående personer inden for de væbnede styrker og den militære efterretningstjeneste. I alt anklagede han 10 nye mænd."

Beechs påstande, der blev fremført i forskellige medier online under pseudonymet "Nick", kom Scotland Yard for øre, som bad om adgang til mediernes kilde, fortæller BBC-artiklen. Beech mødte Scotland Yard-detektiver og gav dem 20 timers vidneudsagn. Men i modsætning til sine tidligere interviews med Wiltshire Politi, begyndte Beech nu at give detektiver flere navne - hvilket implicerede en række berømte personer i hjertet af det britiske offentlige liv i 1970'erne og 1980'erne.
Fra militæret navngav han to tidligere chefer for de væbnede styrker, Lord Bramall og Sir Roland Gibbs, og en anden højtstående general, Sir Hugh Beach. Desuden to tidligere chefer for MI5 og MI6, Sir Michael Hanley og Sir Maurice Oldfield, samt den tidligere premierminister Sir Edward Heath, tidligere indenrigsminister Lord Brittan, og de tidligere parlamentsmedlemmer Harvey Proctor og Lord Janner, "blev også en del af hans historie," skriver BBC.
Beech oplyste fornavnene på andre drengeofre, bl.a. en "Scott" og en anden, som han hævdede stadig at være i kontakt med, og som fik pseudonymet "Fred". Beech påstod desuden nu, at han havde været vidne til mordene på tre børn - altså flere nye påstande, han ikke tidligere havde fremsat.
I marts 2015 raidede Operation Midland hjemmene til Harvey Proctor, Lord Bramall og den nyligt afdøde Lord Brittan.
Proctor mistede efterfølgende både sit job og sit hjem, fortæller BBC.
Beech blev informeret om razziaerne i et telefonopkald fra en detektiv, der stod i Harvey Proctors hus.

BBC fortæller desuden om flere utrolige fejl udført af Scotland Yard og London Politi:
Vidnet Carl Beech blev informeret om ovennævnte men fik også fx tilsendt de "omtrentlige steder for eftersøgningerne".
Politiets ransagningskendelser var "mangelfulde og indeholdt unøjagtige oplysninger".
De betjente, der interviewede Beech, tog ikke højde for uoverensstemmelser mellem oplysninger i Beechs' tidligere interview med Wiltshire Politi og hans senere beretninger om det påståede misbrug.
Politiet prioriterede ikke sporingen af vigtige vidner, såsom personer, der arbejdede sammen med nogle af de anklagede på det relevante tidspunkt. Beechs' mor ikke kontaktet i mere end seks måneder, selvom hendes søn havde boet hos hende i hele undersøgelsesperioden.
Det tog politiet usædvanligt lang tid at kontakte Beechs ekskone, Dawn, som til endte med at afgive vidneforklaring mod ham i retssagen.
Betjentene tog også måneder om at spore alle de drenge, der blev kaldt "Scott" fra Beechs gymnasieskole for at udelukke muligheden for, at nogen var blevet myrdet i Kingston.
To detektiver blev også unødigt sendt til Australien for at tale med en tidligere elev personligt.

Man kunne tilføje det underlige i, at Carl Beech igennem flere år kunnne få lov til at lyve om en barndom med brækkede knogler, forbrændinger og voldsomme tæsk, uden at politiet tilsyneladende tjekkede, at hans krop manglede ar og skader, eller at hans sygehistorie ikke havde registreret noget om disse ting.

Beech blev desuden hjulpet af detektiver fra London Politi til at få behandlet et krav, som han tidligere havde indgivet til Criminal Injuries Compensation Authority (Myndighed for skader efter kriminalitet) efter de påstande, han fremsatte til Wiltshires politi. Oplysningerne i denne påstand stemte ikke overens med historien, som han havde fortalt til London Politi, konstaterer BBC.
Disse detektiver vidste altså tilsyneladende, at Carl Beech løj - men det ignorererede de åbenbart. Det mærkelige heri kan man måske undre sig over, at BBC ikke skriver om.
BBC forklarer i stedet disse mange ting som "fejl", der skyldtes, at betjentene "ville undgå at forstyrre Beech, som blev ved med at udtrykke ubehag og kræve opdateringer om fremskridt." Beech modtog til sidst en udbetaling på 22.000 pund, "hvoraf han brugte nogle til at købe en dyr Ford Mustang".

Politiet var efterhånden "desperat efter at tale med den mand, som Beech hævdede blev misbrugt sammen med ham som barn" - og som ifølge Beech havde været vidne til et af de påståede mord. Beech hævdede, at han stadig var i kontakt med denne mand, som havde fået navnet "Fred", og Beech indvilligede i at videregive e-mails fra politiet til manden. "Fred" var tilbageholdende med at stå frem og fortalte i en e-mail at han og "Nick" "gik gennem helvede sammen, men han har håndteret det meget bedre, end jeg nogensinde vil".
Senere - "efter at detektiver fra en anden styrke havde undersøgt den krypterede e-mail-konto" - viste det sig, at manden bag "Fred" var Carl Beech selv.
"'Fred' var endnu en fiktion," skriver BBC.

Der blev lavet en gennemgang af undersøgelsen, og konklusionen fra rapporten "var fordømmende". Den listede 43 alvorlige fejl og sagde, at Operation Midland skulle have været afsluttet meget tidligere. Den sagde, at undersøgelsen kunne være afsluttet, uden at de anklagede nogensinde havde fået kendskab til det. London Politi undskyldte og betalte senere kompensation til Lord Bramall og Lord Brittans familie. Harvey Proctor sagsøgte politistyrken, som modsatte sig hans krav, og sagen endte med forlig med betaling af 900.000 pund til Proctor.
Detektiver undersøgte angiveligt først nu endelig Beech. BBC skriver, at en "menneskejagt fokuserede på Sverige, som han var kendt for hyppigt at besøge, og to måneder senere blev han anholdt på Gøteborgs banegård." "Beech var gået ekstraordinært langt for at undgå opdagelse," skriver BBC. Han havde købt et afsidesliggende hus i den nordlige del af landet under et falsk navn. Han bevægede sig rundt ved hjælp af fem forskellige falske navne, seks telefoner, adskillige e-mailadresser og foretog køb med usporbare gavekort.
En eftersøgning i hans hjem i november 2016 afslørede, at Beech selv var pædofil. To af hans bærbare computere og en iPad indeholdt hundredvis af billeder af seksuelt misbrug af børn, herunder snesevis, der blev betegnet som "de alvorligste misbrugsbilleder". Det blev også klart, at Beech var "en pervers voyeur" skriver BBC - han havde installeret en optageenhed på et toilet for i al hemmelighed at filme en ung dreng.
Beech blev anklaget for seks forhold vedrørende billederne og et tilfælde af voyeurisme. Et år senere blev han anklaget for 12 tilfælde af "pervertering af retssystemet" samt en anklage for bedrageri. Han endte med at blive idømt 18 års fængsel.

Hvad der fik de ellers yderst professionelle politiorganisationer London Politi og Scotland Yard til at begå de mange fundamentale efterforskningsfejl er uvist, men resultatet var, at de mange undersøgelser af anklager mod prominente angivelige pædofile og påstande om VIP-pædofili-netværk blev anset som mere eller mindre utroværdige i offentligheden. Politiet fremstod som nogle, der nidkært tog selv de mest afsindige beskyldninger alvorligt. At de uskyldige prominente politikere tonede frem i medierne som ofre med berettigede voldsomme beskyldninger om bagvaskelse, betød at også en grad af genopretning af den generelle tillid til det politiske establissement.

NAPAC (National Association for People Abuse in Childhood, National forening for folk der er blevet misbrugt som børn), som tilbyder støtte til voksne overlevende fra misbrug i barndommen, kom med en udtalelse i forbindelse med dommen over Carl Beech.
Den administrerende direktør i organisationen udtalte:
"Der er ingen vindere i det her. Carl Beech afledte betydelige mængder af ressourcer til noget, der har vist sig at være en ond fantasi. Ikke alene har dette skadet og såret dem, der blev falsk anklaget, den bredere skade, der er gjort på ægte overlevende efter misbrug i barndommen, er umulig at gøre op."

Carl Beech 'nyttig idiot' for efterretningstjenesten
En interessant tekst at læse i forbindelse med historien om Carl Beech er artiklen "Carl Beech and the ‘Useful idiots’ at the BBC" ("Carl Beech og de 'Nyttige idioter' hos BBC"), som findes på det irske politiske og kulturelle magasin Village - et medie med undersøgende og dybdeborende journalistiske artikler. I artiklen undersøger Village historien om Beech i sammenhæng med den fremstilling af sagen, som blev produceret af statsmediet BBC i dokumentarfilmen "The Unbelievable Story of Carl Beech" ("Den utrolige historie om Carl Beech").
Spørgsmålet om hvorfor Carl Beech løj blev rejst gentagne gange under BBC-dokumentaren, skriver Village, men efter at have rejst dette ekstremt vigtige spørgsmål, gav dokumentaren "ikke noget, der lignede et svar." Artiklen fortsætter:
"Efterretningstjenester har en betegnelse for folk, der fremmer dagsordenen for dem, de modsætter sig, uden at indse, at de bliver manipuleret: de kaldes 'nyttige idioter'."

Village spørger, hvorfor BBC-dokumentaren ikke forsøgte, at få politiet til at svare på hvorfor de opfattede Beech som et troværdigt vidne, når det var tydeligt, at han var en løgner. Magasinet undrer sig også over, hvorfor dokumentaren ikke forsøgte at finde ud af, hvem der finansierede Beechs overdådige udgifter i Sverige.

Beech planlagde at skabe sig et nyt liv under en påtaget identitet i Sverige. Han var i gang med at arrangere dette, mens hans løgne blev opklaret, og han stod over for en række strafferetlige anklager i Storbritannien. Han købte en ejendom ved floden i landsbyen Overkalix nær Polarcirklen under det falske navn Stephen Anderson.
Alligevel gad BBC ikke spørge:
Havde han et pas i Stephen Andersons navn?
Havde han falske juridiske dokumenter i Andersons navn?
Hvis ja, hvordan erhvervede han dem?
Fik han dem fra MI5, MI6 eller en anden offentlig myndighed?
Hvilke dokumenter brugte han ved købet af huset i Sverige?

BBC rejste ikke spørgsmålet om hans midler udover at nævne, at han havde modtaget et beløb på £22.000 i erstatning for sit påståede misbrug. Det beløb kunne dog umuligt have finansieret hans overdådige livsstil. BBC gjorde ikke det vigtige faktum klart. Selv hvis BBC manglede vid til at rejse mysteriet omkring Beechs rigdom af egen vilje, var spørgsmålet allerede i det offentlige domæne. Avisen Daily Telegraph rapporterede i forbindelse med sagen, at Beech tilsyneladende var "flydende i kontanter" ("flush with cash") da han boede i Overkalix, Sverige, og at han ikke tøvede med at bruge dem - de giver eksempler på 450 svenske kroner for en klipning, knap tusind kroner på en bøtte maling og næsten 16.000 svenske kroner for at reparere klimaanlægget i sin bil.
Avisen The Sun rapporterede, hvordan huset kostede 17.000 engelske pund svarende til mere end 200.000 svenske kroner dengang, og at Beech planlagde at købe et "stort hus på tværs af vejen plus flere hytter ved flodbredden, inklusive en luksusvilla". En lokal blikkenslager ved navn Patrik Elemalm afslørede, hvordan han installerede et nyt badeværelse og renoverede rørsystemet for 4.500 pund svarende til cirka 53.000 svenske kroner. Ifølge Par Andersson var budgettet for villaen lidt over 1 mio. svenske kroner (85.000 pund).

BBC ignorerede også det faktum, at Beech flygtede fra en udleveringsordre under endnu et navn, Samuel Karlsson. Igen, havde han dokumenter på denne falske identitet? Hvis ja, hvor har han fået dem fra? De 22.000 £ fra Criminal Injuries kan ikke forklare de penge, han brugte i Sverige. De mest elementære undersøgelser fra BBC og andre medier ville have afsløret, at Beech brugte £10.000 af den kompensation, han modtog som depositum, på en hvid Ford Mustang cabriolet. Den fulde pris for køretøjet var £34.000. Han ser også ud til at have brugt det meste af sit liv i gæld og boet i en lejebolig, fortæller Village. Han og hans tidligere kone engang havde boet i et hus, de havde erhvervet med hjælp fra hans mor, men havde de ikke været i stand til at vedligeholde det. På tidspunktet for sin skilsmisse boede han i et hus, som han betalte £1.100 husleje for om måneden. Da han ikke besad ejendom eller andre værdifulde aktiver, som han kunne have solgt og altid var i gæld, er kilden til de penge, han brugte i Sverige, uforklarlige. "Hvor fik han det hele fra?" spørger Village, som konstaterer at intet af dette interesserede BBC.
Før han flygtede, var han ked af at bo i sit nye svenske hus – "formentlig mens renoveringsarbejdet fandt sted," skriver Village – og den 16. februar 2019 tjekkede han ind på værelse 110 på The Grand Arctic Hotel i seks nætter. Her tjekkede han ind under navnet 'Carl Anderson' et hotelophold ifølge The Telegraph "betalt med kort". "Betyder det, at han var i stand til at få et kreditkort i endnu et falsk navn. Hvis ja, hvordan?" spørger Village-artiklen, hvorefter den konstaterer: "Igen, intet af dette er af nogen interesse for BBC."

Village fremlægger desuden dybere overvejelser om Carl Beechs udtalte pædofili: Politiet fandt 342 billeder af misbrug af børn på hans computer, hvoraf flere var vurderet til A-niveauet, altså den alvorligste kategori på skalaen. Efter at politiet fandt billederne, forsøgte Beech at give sin teenagesøn skylden for at downloade dem. Han blev også dømt for at have filmet en dreng med et hemmeligt videokamera, mens drengen tissede. Hans tidligere kone har afsløret, hvordan Beech havde meget lidt interesse i at have et sexliv med hende. Faktisk gik han i årevis uden at have sex med hende. Beech var god til "at skjule den mørke side af sin natur og sin interesse for børn," skriver Village. Han holdt foredrag for børn helt ned til fem år om farerne ved misbrug af børn for UK National Society for the Prevention of Cruelty to Children (NSPCC - National Forening for Prævention af Børnemishandling, tidligere omtalt) og deltog i workshops med små børn. Han har besøgt snesevis af folkeskoler i Herefordshire som en del af NSPCC Speak Out Stay Safe-programmet ('Sig frem og vær i sikkerhed'). Village henviser til den engelske avis The Guardian som desuden fortalte, at Beech også var "guvernør for to skoler... I alt meldte han sig frivilligt på 33 skoler for NSPCC". I 1990'erne arbejdede han som pædiatrisk sygeplejerske på en børneafdeling i London. Hans tidligere kone fortalte, at hun troede, at han "elskede børn. Han kom direkte ind på en pædiatrisk afdeling, da han blev kvalificeret, og tog derefter sin sygeplejerskeuddannelse for syge børn". Hun fortalte også, skriver Village, at da "han var sygeplejerskestuderende, plejede han at tage af sted og hjælpe på en skole med børn, der havde svært ved at læse".
Med alt det ovenstående i tankerne er det rimeligt at spørge, anfører Village, "om Beech var en del af et pædofilt netværk, som forsynede ham med de fotografier, der blev fundet på hans computer? Endnu værre, var han en del af et netværk, der rekrutterede ham til at fremsætte sine uærlige påstande for at beskytte en gruppe VIP-pædofile højere oppe i fødekæden?"
Village konstaterer: BBC udforskede ikke en eneste af Beechs venner, medarbejdere eller kontakter bortset fra hans tidligere kone. Den forsøgte heller ikke at finde frem til, hvem der havde forsynet ham med børnepornografien.
Man kunne her tilføje, at det var der heller ingen andre større hovedstrømsmedier der gjorde - eller overhovedet stillede spørgsmålet.
Måske kan man endda tilføje: Det gjorde politiet måske heller ikke - intet er i al fald blevet nævnt om dette af nogen myndighed, så vidt undertegnede skribent ved...

Lige præcis hvor ufattelig inkompetent er britisk politi?
Village skriver, at magasinet gentagne gange advarede om, at Beech sandsynligvis blev brugt af et VIP-misbrugsnetværk til at distrahere offentligheden fra deres frastødende forbrydelser, ved at få ham til at fremsætte absurde påstande, der var så fuldstændig irrationelle, at ingen ville tro dem og dermed belaste troværdigheden for ægte VIP-sexmisbrugsoverlevere. Magasinet siger desuden, at det ikke er første gang dette er sket. Det skete med stor sandsynlighed også, hævder magasinet, i tilfældet med misbrug i det irske Kincora Boys' Home. Village peger på at dette kunne være blevet gjort "med stiltiende – hvis ikke direkte – støtte fra MI5 og MI6, som har en egeninteresse i at dække over, hvad der foregik i Kincora Boys' Home og andre institutioner i Storbritannien og Irland, hvor børn blev udnyttet af VIP'er."

"Vi rejste muligheden for, at disse mørke kræfter havde brugt år på at promovere åbenlyse svindlere som Beech og andre bedragere, som fik opmærksomhed fra den britiske presse. Disse løgnere producerede bemærkelsesværdigt ensartede og vidtløftige fortællinger. Vi spekulerede i, at strategien hele tiden var at afsløre deres løgne på givne tidspunkter og derved male alle påstande om VIP-sexmisbrug fremsat af overlevende som tvivlsomme eller afsporede. Alt dette skete længe før Beechs retssag i 2019."

Medier har gentagne gange slået fast, at påstandene fra Beech var absurde. Dette skulle man tro fører til det ret indlysende spørgsmål: "Hvorfor troede det britiske politi på ham?" skriver Village.
Artiklen fortsætter:
"Eller mere præcist, troede de rent faktisk på ham, eller handlede de efter ordre fra oven om at behandle ham som troværdig. Hvis ja, trak MI5 i trådene?"

Beechs ti ugers retssag i 2019 afslørede den gennemskuelige og idiotiske karakter af hans påstande, anfører artiklen - og giver dette eksempel (som i øvrigt er mindre absurd end de allerede nævnte): Han hævdede, at han var blevet misbrugt af Ted Heath på en dobbeltseng på Heaths yacht. Men Heaths ret berømte båd 'The Morning Cloud' var alt for lille til en dobbeltseng og havde kun hængekøjer. "BBC gjorde intet forsøg på at interviewe politiet, som angiveligt troede på dette nonsens sammen med andre absurditeter," skriver Village. Igen kan man tilføje, at heller ingen andre store hovedstrømsmedier, der beskæftigede sig med sagen, har forfulgt dette oplagte spor. Alle har fuldstændigt ukritisk slugt vinklen om total og himmelråbende inkompetence som "forklaring". BBC supplerede altså med at skrive, at fejlene opstod fordi politiet blev presset af Carl Beech.
"Der har været rapporter om, at nogle i politiet involveret i fiaskoen siden har modtaget forfremmelser," skriver Village - og spørger: "Hvordan er det muligt?"

Hvem "på højt niveau" besluttede, at politiet ikke skulle tjekke Beechs computere og telefoner?
Village peger desuden på at der var en person "på højt niveau", som sagde til politiet, at de ikke skulle se på Beechs bærbare computer i to år, mens Beech fortsatte med at se børnepornografi på den. Village spørger, hvorfor BBC også ignorerede dette - og igen kan man stille samme spørgsmål til alle andre medier, inklusiv det medie og den journalist som afslørede dette.
Det var BBC-udsendelsesjournalisten Alastair Jackson, som stod bag afsløringen. Han var i stand til efter et telefonopkald at udlede, at Beech var en løgner. Han offentliggjorde en historie i Daily Mail den 28. juli 2019 med titlen "Police tried to block TV show that told the truth: BBC Panorama producer says all it took to expose Carl Beech's lurid fantasy was a single phone call" ('Politi forsøgte at blokere tv-show, der fortalte sandheden: BBC Panorama-produceren siger, at alt, der skulle til for at afsløre Carl Beechs uhyggelige fantasi, var et enkelt telefonopkald').
I artiklen forklarer Jackson, hvordan en af Beechs "centrale påstande var, at en velforbundet pædofil havde væltet og dræbt en af sine skolevenner.
Jackson skriver i sin artikel:
"I modsætning til politiet, der virkede opsat på at tage Beechs påstande for pålydende, besluttede vi at foretage nogle elementære kontroller. Vi opdagede et muligt navn for det påståede offer for dette hit-and-run mord og sporede ham til Australien. Da jeg ringede til nummeret, udtrykte jeg min overraskelse over, at han ikke var blevet knust ihjel. ’Nej, makker, i live og har det godt’, svarede han. Der ville gå mange måneder, før detektiver fra Operation Midland fløj halvvejs rundt om jorden for at se ham”.

Jacksons undersøgelser blev vist i et program, der blev udsendt under titlen "The VIP Pedophile Ring: What's the Truth?" ("VIP-pædofili-ringen: Hvad er sandheden?"). Jackson skriver i sin artikel:
"Mod slutningen af 2014 tog jeg til Scotland Yard for at diskutere vores undersøgelse af anklager mod højt profilerede personer om misbrug. Jeg spurgte en pressemedarbejder, om Met (London Politi red.) ville medvirke i dokumentaren. Jeg troede, at politistyrken i det mindste ville påpege de vanskeligheder, den stod over for med de historiske påstande. Svaret var nej”.

Jackson fortæller videre, at London Politi et år senere, den dag programmet skulle vises, fremkom med sine "seriøse bekymringer" omkring Jacksons undersøgelse. "Især var betjentene bekymrede for, at vi ville udfordre Beechs påstande," skriver Jackson. Ifølge Jackson var politiets taktik nemlig at "tro på anklageren og gå efter maksimal omtale, uanset hvor utroværdige beviserne er" - og håbe på at andre anklagere ville træde frem. I denne proces mistede de fokus på "grundlæggende detektivarbejde" ("they lost sight of basic detective work").
Village peger på det foruroligende i en anden af Jacksons afsløringer: At Scotland Yards "frygt for at miste Beechs tillid" tilsyneladende "lå bag en beslutning på højt niveau om ikke at analysere hans computere og telefoner". Jackson konstaterer, at denne beslutning satte børn i fare:
"I to år, indtil sagen blev overtaget af en anden politistyrke, var Beech i stand til at give frit løb for sin interesse i at fotografere unge drenge og give næring til et marked af forfærdelige billeder af børnesexmisbrug”.

Men hverken Jackson, BBC eller andre medier har altså undersøgt, hvem denne eller disse personer "på højt niveau" var.
Village anfører, at selvom man eventuelt ikke er i stand til at fastslå personens eller personernes identitet, er der ingen grund til helt at ignorere problemet.

*******************************************
https://archive.vn/o5NXa#selection-2101.0-2101.141
https://www.telegraph.co.uk/news/uknews/crime/10953043/20-establishment-figures-in-elite-paedophile-ring.html
Former child protection manager says there are up to 20 prominent public figures in alleged paedophile ring covering Parliament and judiciary
**********************************************

Fokus: Synd for offeret fra etablissementet - Harvey Proctor
Den tidligere parlamentspolitiker Harvey Proctor "optrådte i BBC-dokumentaren som et offer," skriver Village og fortsætter:
"Beech havde påstået, at Proctor havde været involveret i barnemord. Det var løgn. Proctor myrdede aldrig nogen. Han udnyttede dog teenage lejedrenge."

Harvey Proctors udnyttelse af mindreårige var ellers stort set gået i glemmebogen og druknet i medieartikler om falske beskyldninger om mord på børn.
Men i en arkiveret BBC-artikel fra 1987 kan man se, at Proctor havde "organiseret bøsse-spanking sessioner med drenge i sin lejlighed i London" samme år. Spanking-sessionerne involverede "et skoledrenge-afstraffelsesritual", hvor drengene "skulle klæde sig i shorts og blive straffet for indbildte forseelser såsom pjækkeri og slåskampe i klassen". "Proctor brugte sine bare hænder, en træningssko og en stok til de slag, der involverede den 17-årige," fortalte anklageren. Proctor benyttede angiveligt et Polaroid kamera til at tage billeder af drengene, mens de blev ydmyget.
Efter en retsag, som dengang var ganske present i den engelske presse, blev han straffet med en bøde på 1450 pund, efter at han selv havde erkendt sin skyld i sagen. Dette var efter, at han tidligere i sagen havde afvist alle anklager mod sig.
Harvey Proctor var i øvrigt ligesom Edward Heath og Cyril Smith ungkarl.
De to drenge, Proctor havde misbrugt, var en 17-årig dreng og en tyveårig, som begge blev betegnet som teenagers da den seksuelle lavalder dengang var 21 år.

"Proctor har brugt årtier på at fremstille sig selv som et offer for politiet," skriver magasinet Village. Han har hævdet, fortæller mediet videre, at de prostituerede drenge, han misbrugte, var i en alder, der ikke længere er under lovgrænsen. Med andre ord ville det ikke være en forbrydelse at have sex med en ung mand på samme alder nu.
Men Village kritiserer Proctors tilsyneladende fraværende erkendelse af sine overgreb på denne måde:
"Han lader til at være uvidende om det faktum, at han udnyttede unge og sårbare mennesker på en voldelig måde for at tilfredsstille sine sadistiske seksuelle lyster."

Denne artikel fra 2019 fortæller om hvordan Newcastle crown court (kron-domstolen i Newcastle) hørte om to politiundersøgelser, der indsamlede beviser for, at Harvey Proctor havde en seksuel interesse i børn. Et vidne havde fortalt den første politiefterforskning i 1986-87, at Proctor misbrugte ham seksuelt da han var 14 år, mens andre vidner fortalte detektiver, at det daværende parlamentsmedlem slog "unge mænd eller drenge" og tog billeder af deres skader, ifølge indlæg til retten. En beskrev en anmodning om indkøb af "unge ting". Et andet af disse vidner, hørte retten, havde fortalt politiets efterforskning, at han opdagede en stor kuvert med billeder af drenge i alderen 11-19, "inklusive masser af børn der var omkring 11-12 år gamle". "Men der blev ikke truffet nogen politiaktion på nogen af påstandene," fortæller artiklen.
Dette fandt sted under retssagen mod Carl Beech.

Village fremfører flere spørgsmål, som kunne stilles til Proctor:
Om han udnyttede lejedrenge ved andre lejligheder end dem, han blev dømt for?
Om han havde en samling pornografi med drenge helt ned til tolv? (men elleve er tilsyneladende den faktiske påståede mindstealder)
Om en sådan samling inkluderede polaroidbilleder? Hvis ja, hvem tog polaroiderne hvis ikke ham?
Hvis han ikke tog polaroiderne, hvem gav ham dem så?
Hvad ved han om drengene i fotosamlingen, som han påstås at have haft?
Hvilke skridt – hvis nogen – tog han for at sikre, at de drenge, han udnyttede, ikke var blevet plejet og misbrugt på børnehjem eller plejehjem tidligere i deres liv?
Hvorfor troede han, at drengene, han hyrede, lod ham misbruge dem voldeligt, hvis ikke på grund af fattigdom?
Hvad er hans synspunkter nu om voksne, der udnytter hjemløse teenagere, der forsøgte at undgå sult og koldt vejr?
Om det nogensinde faldt ham ind – som parlamentsmedlem – at han kunne have brugt sin tid og sine penge på at hjælpe de teenagedrenge, han mødte, med at komme ud af et liv med elendighed og udnyttelse i stedet for at købe nedværdigende sex af dem?
Om det nogensinde faldt ham ind at få hjælp til disse prostituerede drenge, som dagligt var udsat for risikoen for smitte og død af AIDS?
Hvad er hans holdning til at engagere sig i en seksuel praksis, der involverer at påføre en sårbar teenager smerte? Har han nogensinde påført nogen teenager, som han havde sex med, piskestrimer, som det er blevet påstået?
Er han parat til at undskylde over for de lejede drenge, han slog og udnyttede seksuelt?
Er han opmærksom på andre parlamentsmedlemmer og VIP'er, der betalte teenagedrenge for sex? Hvis ja, er han parat til at navngive dem?

Kampagne mod politichef som ledede efterforskning af tidligere premierminister
Denne artikel fortæller, at de vidneudsagn den tidligere nævnte kriminolog Dr. Hoskins fremhævede, kun var en lille del af Operation Conifer, og i øvrigt en del som Wiltshire Politi ikke selv rangerede blandt de mest troværdige. Artiklen er udgivet af FOIA Centre, som er en London-baseret, research- og konsulentvirksomhed, som især har fokus på brug af loven om informationsfrihed (FOIA - Freedom of Information Act). Artiklen hedder "Mike Veale: vilification of investigation into Edward Heath risks harm to abuse survivors" ("Mike Veale: Bagvaskelse af efterforskningen af Edward Heath risikerer at skade overlevende") og er skrevet af Mark Watts, der er koordinator ved FOIA Centeret.
Mike Veale er den politichef som ledede Operation Conifer. Artiklen fortæller at Veale "fordømte kampagnen mod hans efterforskning af Sir Edward Heath for at øge lidelserne for overlevende efter seksuelt misbrug af børn."

Jimmy Savile på TV med Rolf Harris og mindreårig pige

Mark Watts fortsætter:
"En bagvaskelseskampagne har forfulgt 'Operation Conifer', den nationale undersøgelse overvåget af Veale om anklager mod den afdøde tidligere premierminister for seksuelt misbrug af børn, siden en forsideartikel i Mail on Sunday (billedet ovenfor) i november sidste år stemplede anklagere som "fantaster".
Det udløste en række artikler i de britiske medier, der svarede til en kampagne for at tvinge politiet til at skrinlægge operationen, som blev iværksat i august 2015.
Veale, chefkonstabel for Wiltshire Police, fortalte mig: "Det mest frustrerende for mig var to års intens granskning, vildledende kommentarer og kritik, som bekymrede mig - det bekymrede mig, fordi jeg var bekymret for den indvirkning, det ville have på ofrene, de påståede ofre, ikke kun i denne bestemte sag, men fra et bredere perspektiv."

Watts fortæller videre:
"Veale talte til mig i et længere eksklusivt interview kort efter, at Wiltshire Politi offentliggjorde Operation Conifers sammenfattende rapport for lidt over en uge siden.
Jeg afslørede sidste weekend, hvordan Veale havde stemplet forsøg fra Keith Vaz, Labour-parlamentsmedlem, på at blande sig i hans politistyrkes undersøgelse af Ted Heath som "meget upassende".
I torsdags rapporterede jeg en advarsel fra Veale om, at den overordnede undersøgelse af seksuelt misbrug af børn kan være hæmmet af et fravær af "proaktiv efterforskningsevne"."

Artiklen om "fraværet af 'proaktiv efterforskningsevne'" hedder konkret "CSA inquiry lacks ‘investigative capability’ to probe ‘cover-up’ claims, warns Mike Veale" ("CSA-undersøgelse mangler 'efterforskningsevne' til at undersøge 'mørklægnings'-påstande, advarer Mike Veale") og her fortæller politichefen om sin bekymring for om den overordnede undersøgelse af VIP-børnemisbrugene ikke reelt ville undersøge den påståede mørklægning (CSA; child sexual abuse - seksuelt misbrug af børn).
I artiklen siger Veale bl.a.:
"Jeg er virkelig blevet overrasket i løbet af de sidste to år over af mængden af mennesker, der er kommet til mig privat for at fortælle om deres mistillid til det politiske establishment, det er nok den bedste måde at beskrive det på, og deres ægte overbevisning om, at der har været en konspiration, mørklægning og folk som har været medskyldige, uanset om det er højtstående embedsmænd, kolleger i politiet, regeringen, det bredere retsvæsen."

I artiklen står der også følgende:
"Et dokument, der blev afsløret ved en undersøgelseshøring i mandags, viste, hvordan sikkerhedstjenesten, MI5, vidste, at anklagemyndigheden løj for journalister ved at benægte, at politiet i 1970 havde sendt en sag til afgørelse om flere anklager mod Sir Cyril Smith om seksuelt misbrug af børn, før han blev parlamentsmedlem for de liberale demokrater. Andre dokumenter indhentet fra undersøgelsen antydede, at Margaret Thatcher som premierminister godkendte et ridderskab for ham på trods af, at hun kendte til politiets efterforskning."

I artiklen om Labour-parlamentsmedlem Keith Vaz' forsøg på at blande sig i Veales undersøgelse står der, at Vaz skrev, som formand for Underhusets udvalg for indre anliggender, til Veale for at kræve at vide, hvorfor han efterforskede Ted Heath. Politichef Mike Veale blev senere tvunget til at trække sig fra sin chefstilling, efter at Sunday Mirror afslørede, at "den gifte far til to havde betalt for to mandlige eskorters tjenester for sex."
Veale fortalte journalister på en mediebriefing, at han forsinkede offentliggørelsen af den sammenfattende rapport "for at undgå et sammenstød med den konservative partikonference", som sluttede i de dage hvor rapporten blev offentliggjort.

Rapporten fortalte, at politiet ville have ønsket at afhøre Heath i forhold til syv mænd og 10 påståede lovovertrædelser. Disse omfattede voldtægt og usømmelige overgreb på en 11-årig under et "betalt seksuelt møde", seks usømmelige overgreb på drenge under 16 år og to usømmelige overgreb på voksne mænd. Politiet vurderede, at yderligere to vidner "faldt lige under tærsklen for at berettige afhøring af Heath", og de ville ikke gå videre med beskyldninger fra yderligere 17 klagere eller 10 tredjeparter.
Operation Conifer nåede ikke frem til nogen konklusion om, hvorvidt Heath var skyldig.

Det var National Police Chiefs' Council (NPCC), som via "Operation Hydrant", bad Wiltshire Politi om at lede Heath-efterforskningen på vegne af 14 styrker. Operation Hydrant koordinerer undersøgelserne af "beskyldningerne mod prominente personer om seksuelt misbrug af børn".

Ni måneder inde i Operation Conifer, som blev iværksat i august 2015, sendte Vaz et brev til Veale om den meget følsomme efterforskning.
Veale huskede: "Jeg tror, at det, han sagde på det tidspunkt, var: 'Jeg vil gerne vide de operationelle detaljer og årsagerne til at undersøge Sir Edward Heath.'
På spørgsmålet om, hvordan han reagerede, sagde politichef Veale: "Noget i retning af, 'Vi vil fortsætte med at gøre det rigtige. Og jeg kommer til at træffe beslutninger, fordi jeg er en operationelt uafhængig overkonstabel, og enhver indflydelse fra enhver politiker af en hvilket som helst overbevisning er højst usædvanligt, yderst upassende og ville blive modstået for enhver pris."
Og Veale insisterede på, at han aldrig ville bøje sig for privat eller offentligt pres.
Han sagde: "Jeg ville ikke tillade nogen at lægge noget pres på mig, hverken bevidst, drilsk eller på en uhyggelig måde. For det er alt for vigtigt at gøre det rigtige.
”Men desuden – og det er det helt centrale for mig – er det vigtigt, at overkonstabler har absolut operativ uafhængighed.

"Så i sådan en meget ladet, politisk følsom undersøgelse skal du som overkonstabel være klar over, hvor operationel uafhængighed starter og slutter, så folk kender præcis den linje."

Han fortsatte:
"Nogen fortalte mig meget tidligt i denne undersøgelse, og jeg ønsker ikke at være for dramatisk over det her, at 'Er du klar over, Mike, at du kan miste dit job over det her'.
Og mit svar var: 'Så lad det være sådan. Men jeg vil fortsætte med at gøre det rigtige.’”

Venner og tidligere kolleger af Heath, der døde i 2005, "insisterer på, at den tidligere premierminister er uskyldig og har angrebet Veale på grund af, hvad de beskriver som en 'meningsløs' undersøgelse," fortæller artiklen.
Veale indrømmede, at han havde undervurderet det pres, han ville møde i forbindelse med efterforskningen. Han sagde: "Jeg vidste, at det var en undersøgelse, der ville være underlagt den mest enorme kontrol og kommentarer, men jeg tror, at jeg undervurderede mængden af kontrol og udfordringen, og kompleksiteten og den politiske følsomhed."
Følte han sig forslået af oplevelsen?
"Selvfølgelig føler man sig en smule belejret, fordi vi fra et meget tidligt tidspunkt besluttede, at vi ikke ville engagere os i eller hengive os til offentlige udtalelser om rettigheder og uret ved de ting, der blev sagt i det offentlige domæne.
Og jeg gætter på, at den tilgang nogle gange var frustrerende. Men i sidste ende kan jeg se dig lige i øjnene og sige, at vi har handlet med fuldkommen værdighed, fuldkommen respekt, vi har bevaret en absolut integritet i det, vi har gjort, og hvad vi har sagt, hvordan vi opererede og hvordan vi har undersøgt."

Efter at have forstyrret de 'store og gode' med sin undersøgelse, hvor længe forventer han at blive i sit job? spørges der i artiklen.
"'Det er et godt spørgsmål,' sagde han. Men han svarede ikke på det," står der.

Kolleger af Veale "beskriver ham som en principfast politibetjent, der har vist en resolut tro på operationel uafhængighed, ikke kun ved hvad han siger, men også gennem det han gør."

Regn af skandaler omkring politichef efter åbenhed overfor tidligere premierministers overgreb
Det gik hastig ned ad bakke for Mike Veales karriere i politiet efter, at han, som ansvalig leder for Operation Conifer, offentliggjorde undersøgelsens rapport. En af de tilbagevendende historier om Veale efter offentliggørelsen handlede om politichefens anstødelige behandling af en telefon, som var stillet til rådighed for ham af politiet.
Her er det avisen Independent, som skriver, at "politichefen, der leder Ted Heath-undersøgelse, 'smadrede ved et uheld arbejdstelefon med golfkølle efter dårligt slag'". Veale "blev undersøgt for potentiel uredelighed" og for at give en unøjagtig beretning om hændelsen under en kontroversiel undersøgelse af Sir Edward Heath," skriver avisen. Mike Veale hævdede, ifølge artiklen, at falske påstande om, at han "bevidst ødelagde telefonen for at skjule mediekontakt, blev fremsat for at plette hans omdømme".
Dette var en stor historie i stort set alle engelske aviser på det tidspunkt efter offentliggørelsen af den ellers opsigtsvækkende rapport om Ted Heaths angivelige omfattende misbrug af børn. Her er det statsmediet BBC, der fortæller, at Mike Veale angiveligt løj om den smadrede telefon.
Og her fortælles, at politichefen 'har uredelighedssag at besvare' over forklaring om beskadiget telefon - det var ifølge denne avis "en vagthund" som havde fundet ud af dette.

Denne Times-artikel fra 2018 har overskriften "Heath-undersøgelsespolitichef Mike Veale bagtaler berusede prostituerede" ("Heath inquiry police chief Mike Veale in drunken prostitute ‘slur’").
I den øverste tekst efter overskriften står der: "Politichefen, der ledede den kontroversielle Edward Heath-misbrugsundersøgelse, er blevet kritiseret, efter at han sagde, at han var mindre tilbøjelig til at tro på en klage fra en "beruset prostitueret"."
Den oprindelige udtalelse lyder:
"Mit personlige syn på tro. Det er på en glidende skala. Hvis du har en seks-årig pige, der har traumer i sin vagina eller anus, ville du forvente, at jeg tror på hende. Hvis du har en beruset prostitueret, der fremsætter påstande om en dårlig gæld, er du nødt til at bedømme mere. Det kritiske her er balance og proportionalitet."

Veale kom med kommentaren under et møde med politikere, da han forsvarede sin undersøgelse af den afdøde premierminister.
Mike Veale bliver i artiklen angrebet af repræsentanter for sexarbejdere og en hjælpeorganisation for at sådanne kommentarer antydede, at gerningsmænd kan handle ustraffet "så længe de vælger deres ofre godt" og for at hans "frygtelige" kommentarer afspejlede gammeldags politiholdninger. Den ene kritiker tilføjede at sexarbejdere er særligt sårbare over for angreb, "men meget mindre tilbøjelige til at se retfærdighed ske". At afvise dem som "bare en prostitueret" var bekymrende, fordi de fortjener politiets medfølelse, mente denne kritiker af Mike Veale.
Man kan måske få tanken, at det Mike Veale blot gør, er at beskrive den faktiske virkelighed i politiets arbejde: At et fysisk bevis (traumer i vagina eller anus) betyder høj umiddelbar troværdighed, mens en påstand om personlige interesser (en beruset prostituerets dårlige gæld) typisk betyder, at man er nødt til at undersøge mere.
Det forekommer desuden ironisk, at Mike Veale i Operation Conifer netop fremhævede flere vidneudsagn fra prostituerede der angiveligt var blevet betalt af Ted Heath for sex - og som Mike Veale og efterforskningsholdet, efter at have foretaget undersøgelser af påstandene, valgte at bedømme som troværdige.
Men netop den undersøgelse, som tog sådanne påstande alvorligt, blev Mike Veale angrebet for af politikere og medier.

I januar 2019 trak Mike Veale sig fra politivæsenet "efter en række skandaler" (om telefonen) og i juli 2023 blev han helt "udelukket fra at tjene" i politiet "på grund af grov forseelse". Artiklen fra 2023 fortæller, at han angiveligt var kommet med "uønskede seksuelle bemærkninger til kolleger" i sin tid som leder af Cleveland-politiet i 2018, som han ellers var blevet leder for i stedet for sin stilling i Whiltshire. Veale "deltog ikke i disciplinærhøringen", står der i en af de mange artikler.
I 2022 blev det - ud fra en anden høring om Mike Veales uredelighed, fortalt, at Veale "havde et hemmeligt forhold" til den "tidligere chef for standarder og etik" - hvilket betød at Veale stod over for "en særskilt sag om grov uredelighed for angiveligt at have brudt professionelle standarder".
Flere artikler gjorde opmærksom på at Veale havde ledet "en heksejagt" på Sir Edward Heath, fx denne, denne, og denne. Her er en artikel fra Daily Mail, som viser et portrætbillede af Edward Heath siddende smilende i sin lænestol, med billedteksten "Den toårige undersøgelse fandt ingen beviser mod Edward Heath". Overskriften på artiklen er "Disgraced ex-chief constable who led Ted Heath sex abuse witch-hunt is barred from serving indefinitely after telling female officer to touch herself as they sat in car" ("Den vanærede eks-overkonstabel, der ledede Ted Heath sexmisbrugs-heksejagt, er udelukket fra at tjene på ubestemt tid efter at have bedt kvindelig betjent om at røre ved sig selv, mens de sad i bilen").
Fra at handle om 40 anklager om overgreb på børn mod den tidligere premierminister, handlede det nu om den perverse og vanærede eks-overkonstabel, som havde anført sin personlige heksejagt mod den uskyldige afdøde toppolitiker. En heksejagt, der "kostede 1,2 millioner pund", var også en flittig anvendt vinkling af Operation Fernbridge, og at den var "kontroversiel" og "baseret på en serieløgners påstande". Dette blev støttet eller inspireret af Ted Heaths gudsøn, Lincoln Seligman, som udtalte, at Mike Veale "fungerede som dommer og jury" og "allerede havde dømt" Sir Heath - samt flere af Heaths regeringskammerater som bl.a. Lord Armstrong og Lord Butler, der krævede en uafhængig domstolskontrol af Operation Conifer.

I denne artikel får Mike Veale lov til at komme til orde, og udtaler:
"Det er vigtigt at understrege, at i den tid, jeg ledede styrken gennem Operation Conifer, en stærkt politiseret og nationalt betydningsfuld og følsom undersøgelse, blev jeg jævnligt advaret af nære fortrolige og medlemmer af offentligheden, at jeg på et tidspunkt ville blive udsat for irriterende og falske påstande for at plette mit omdømme. Det har desværre været tilfældet."

Veale underede sig over, at der i to år ikke var "én operationel detalje i det offentlige domæne" - på trods af at der i de samme to år havde været overskrifter i de fleste aviser, som var "drevet af stemmer og kommentatorer.”
Artiklen i Mail on Sunday, som startede den kritiske lavine mod Mike Veale, hævdede, at Operation Conifer hvilede på flere "fantaster", der fremsatte beskyldninger mod Heath om satanisk rituelt misbrug.
Da Wiltshire Politi offentliggjorde sin 109-siders sammenfattende rapport om Operation Conifer, viede den omkring en halv side til påstande om "rituel misbrug" fra kun seks ud af 40 personer, der fremsatte beskyldninger mod den tidligere premierminister. Ingen af de seks var blandt de syv mænd, hvis påstande ville have fået politiet til at afhøre Heath under strafansvar i forhold til 10 påståede lovovertrædelser. De var heller ikke blandt yderligere to vidner, der "faldt lige under denne tærskel", ifølge rapporten.
Kilden til "den grundlæggende vildledende artikel i Mail on Sunday var Richard Hoskins", skriver FOIA Centre - kriminologen, der blev hyret af politiet som 'ekspert' i Operation Conifer. FOIA Centre skriver desuden, at "medierne fortsætter med at bagvaske overlevende" - og som modsætning hertil giver den nu tidligere politichef Mike Veale udtryk for, at Operation Conifer bidrager "til at opmuntre offentlighedens tillid til politiet".

På det engelske parlaments hjemmeside kan man læse om "Operation Conifer" at "en række personer, herunder medlemmer af House of Lords, har kritiseret undersøgelsen og dem der var involveret i at lede den". Medlemmerne af House of Lords "understreger undersøgelsens negative indvirkning på Sir Edwards omdømme," står der i parlamentets tekst om politiundersøgelsen. Disse parlamentsmedlemmer har gentagne gange opfordret "til en uafhængig undersøgelse af Operation Conifer og de uafklarede påstande."
En "uafhængig undersøgelse" må formodes at betyde en undersøgelse udført af et panel af undersøgere, der er udpeget af den britiske regering og/eller parlamentsmedlemmer.
"House of Lords" og "House of commons" udgør de to dele af det britiske parlament, på dansk kaldet "Overhuset" og "Underhuset". Egentlig er den direkte oversættelse hhv. "Hus for de adelige" og "Hus for de almindelige/ordinære". I modsætning til House of Commons opnås medlemskab af House of Lords generelt ikke ved valg. De fleste medlemmer udpeges på livstid, enten på politisk eller ikke-politisk grundlag. Arveligt medlemskab blev afskaffet i 1999, bortset fra 92 undtagede arvelige medlemmer: 90 valgt gennem interne mellemvalg, plus the Earl Marshal (Marshal-jarlen) og Lord Great Chamberlain som medlemmer "ex officio" (latin "fra embedet" - en person, der besidder et embede, som er berettiget til visse privilegier). Ingen medlemmer arver længere deres pladser direkte.
Edward Heath blev i april 1972 udnævnt til Knight of the Garter (Ridder af Strømpebåndet) af dronning Elizabeth II, dvs. en gammel britisk titel, som hævede Heath til "peerage" (britisk aristokrati). Han var allerede blevet dekoreret med Order of the British Empire i november 1965 for fortjenstfuld tjeneste for nationen. Han blev nu formelt tiltalt som The Right Honourable (Den Sande Ærværdige) Sir Edward Richard George Heath, KG, MBE (Knight, Member of the Order of the British Empire - Ridder, Medlem af Ordenen af Det Britiske Imperium). I parlamentet blev han betegnet som "Father of the House of Parliament" (Faderen til Parlamentets Hus), og som sådan ledede han de interne valg.

En myriade af politiundersøgelser: En "labyrintisk verden af foruroligende påstande"
Der blev foretaget rigtig mange politiundersøgelser af de mange anklager om overgreb. Det var parlamentsmedlemmet Tom Watson, partikollega til Simon Danczuk i partiet Labour, som første gang bad daværende premierminister David Cameron om at undersøge historiske beskyldninger om pædofile forbindelser til premierministerboligen Downing Street 10. Tom Watson hævdede bl.a., at efterretninger forbandt børnesexforbrydere med tidligere ansat assistent i Downing Street 10.
"Scotland Yard forbereder sig på at undersøge påstande om, at et magtfuldt pædofilt netværk kan have haft forbindelser til Downing Street og en tidligere premierminister," fortalte bl.a. avisen Daily Mail.
I artiklen "Police child abuse inquiries: Operation Yewtree to Operation Midland" ("Politiets undersøgelser af børnemishandling: Operation Yewtree til Operation Midland") forsøger The Guardian at skabe et (dog ufuldstændigt) overblik over de mange undersøgelser, der herefter blev igangsat.
"En bred vifte af undersøgelser af børnemishandling er åbne i Storbritannien med mindst fem politistyrker, der efterforsker beskyldninger mod den afdøde tidligere premierminister, Sir Edward Heath," forklarer avisen. "Afsløringerne" om Heath "fremhæver det store omfang og omfanget af forespørgsler om overgreb på børn i hele Storbritannien". Avisen kalder disse "en labyrintisk verden af foruroligende påstande, der spænder over årtier, amtsgrænser og erhverv".

Operation Hydrant – kaldet "supervisoren":
Operation Hydrant var ikke en efterforskning af børnemisbrug, men navnet givet til "et koordinationscenter, ledet af National Police Chiefs' Council" (NPCC - Den Nationale Politichefs Råd), som førte tilsyn med "den enorme række af undersøgelser af påstande om seksuelt misbrug af børn i institutioner eller af offentligt fremtrædende personer."
Hydrant-teamet offentliggjorde, ifølge The Guardian, tal, der afslørede, at politiet over hele landet efterforskede mere end 1.400 mænd – inklusiv 261 højtprofilerede personer – "over beskyldninger om historisk børnemishandling".

Operation Fairbank – kaldet "paraplyundersøgelsen":
Operation Fairbank er hovedstadspolitiets paraplyundersøgelse af påstande om seksuelt misbrug af børn, der involverer højt profilerede personer, herunder politikere. Den startede i 2012 som en "scoping-øvelse" for at etablere beviser til formel undersøgelse, og fortsatte "med at afføde en række andre undersøgelser, herunder Operations Fernbridge og Midland".

Operation Fernbridge – Grafton Close og Elm Guest House:
Operation Fernbridge blev lanceret af London Politi i februar 2013 for at undersøge anklager om misbrug i begyndelsen af 1980'erne på Grafton Close børnehjem i det vestlige London og på Elm Guest House i Barnes i det sydvestlige London. To mænd blev anklaget i forbindelse med Grafton Close, herunder den katolske præst Fader Anthony McSweeney, som blev fundet skyldig og fængslet i tre år. Den anden mand - John Stingemore - blev fundet død i sit hjem. Efter McSweeneys dom blev Fernbridge lukket, og undersøgelser af Elm Guest House blev overtaget af Operation Athabasca, fortæller The Guardian.

Operation Athabasca – Elm Guest House:
Denne nye undersøgelse blev oprettet i marts efter McSweeneys domsafsigelse og påtog sig arbejdet med påstande om den tidligere omtalte pædofilring centreret omkring Elm Guest House i slutningen af 1970'erne og 80'erne. Cyril Smith, det afdøde liberale parlamentsmedlem, som siden sin død i 2010 blev anklaget for at være "en inkarneret børnemisbruger," skriver The Guardian, "siges at besøge ejendommen". "Beskyldninger om Smith efterforskes af Greater Manchester politi," fortæller denne artikel, som er fra 2015. Mindst tre parlamentsmedlemmer blev rapporteret at være blevet afhørt i 1982 efter en politirazzia på gæstehuset. Ejerne af Elm Guest House, Haroon og Carole Kasir, blev efterfølgende dømt for at drive et bordel. Ejendommen blev senere omdannet til lejligheder. "Politiet efterlyser stadig oplysninger," skriver The Guardian.
Fem år senere i 2020 var sagen mere klar i forhold til Cyril Smith. I denne Telegraph-artikel står der om Smith:
"Da Sir Cyril Smith døde i 2010 i en alder af 82, var hans nekrologer fyldt med kærlige hyldester.
Den tidligere liberale politiker på 29 sten (engelsk enhed svarende til 6,35 kg, dvs. samlet vægt på ca. 184 kg red.), der blev beskrevet som "rambuncious" (fuld af energi, uregerlig red.), "larger than life" ("større end livet" red.) og en "blid kæmpe", fik en afslutning, der var varm og respektfuld.
Men inden for to år klingede disse lovprisninger hult, da Smith blev afsløret som en serie-pædofil.
I mere end fire årtier voldtog og misbrugte han snesevis af drenge i sin Rochdale-magtbase og videre ud, i sikker viden om, at andre politikere, højtstående politifolk og sikkerhedstjenesterne var villige til at vende det blinde øje til."

Mere om Cyril Smith og "det blinde øje" til den vellidte toppolitikers pædofile overgreb - lige om lidt.

Cyril Smith gjorde mere end bare "besøge ejendommen" Elm Guest House. I denne artikel fortælles fx om en dreng, som blev misbrugt af Smith i netop denne ejendom. Denne artikel fortæller om en anden dreng som, efter allerede en gang tidligere at være blevet udsat fra overgreb af Cyril Smith, blev vækket om natten af en medarbejder og ført op i et andet lokale "hvor Smith sad på en seng". "Smith fik drengen til at tage alt sit tøj af, før han voldtog ham," står der i artiklen. Det foregik på "den grusomme" skole Knowl View (citat fra artiklen), i Rochdale, i 1980's'erne da drengen var 12 eller 13 år. Denne artikel fortæller om, hvordan en lærer på samme skole, der også var pædofil, hjalp Smith med at holde en dreng fast, mens Smith forgreb sig på drengen.

Operation Midland – Dolphin Square:
Den tidligere nævnte skandale-operation som involverede den senere dømte løgner Carl Beech. Operation Midland blev oprettet af London Politi for at undersøge påstande om, at drenge systematisk blev misbrugt af en pædofilring bestående af mænd fra politik, militæret og retshåndhævende myndigheder på steder i det sydlige England, samt i et "overdådigt boligbyggeri populært blandt politikere" beliggende i Dolphin Square tæt ved Westminster i det sydvestlige London. Operation Midland undersøgte som nævnt også påstande om, at tre drenge blev myrdet. Et af de påståede mord relaterede sig til Vishal Mehrotras død, som blev dræbt i 1981 i en alder af otte. Hans far, den pensionerede advokat Vishambar Mehrotra, sagde, at han blev kontaktet af en mandlig prostitueret på det tidspunkt, som sagde, at drengen muligvis var blevet bortført og myrdet af "højt placerede" pædofile i Elm Guest House. Påstande mod Ted Heath blev undersøgt under denne del af undersøgelsen. Faderen hævdede, at Scotland Yard hjalp med at dække over forbrydelsen. Mehrotra fortalte, at den prostituerede hævdede, at dommere og politikere var involveret i en børnemishandling - men da han gav en optagelse af opkaldet til politiet, gjorde de intet ved det. Mehrotra, en advokat ved Wimbledon Magistrates Court, indtil han gik på pension i 2006, hævdede, at manden sagde, at han allerede havde informeret politiet om de pædofile aktiviteter i Elm Guest House, men ikke havde modtaget noget svar.
"Jeg optog hele samtalen på 15 minutter og tog den med til politiet. Men i stedet for at undersøge det, fejede de det bare væk som tåbeligt og unødvendigt, og jeg hørte aldrig noget om båndet igen. Det hele blev koldt. På det tidspunkt stolede jeg på politiet. Men da der ikke skete noget, blev jeg forvirret og bekymret. Nu står det klart for mig, at der har været en kæmpe cover-up. Der er ingen tvivl i mit sind."

Mehrotras søn Vishal blev bortført, da han gik hjem efter at have set prinsen af Wales og Lady Diana Spencer køre til deres bryllup den 29. juli 1981. Han var gået foran andre familiemedlemmer de sidste par hundrede meter. Han blev sidst set mindre end en kilometer fra Elm Guest House. Mehrotra fortalte, at han få måneder efter sin søns forsvinden modtog det anonyme opkald fra den mandlige prostituerede.
En del af Vishals lig blev fundet i en skov i West Sussex i februar 1982, syv måneder efter at han forsvandt. Der var ingen spor af hans ben, bækken eller nedre rygsøjle eller af hans overtøj eller Superman-undertøj.
Fire måneder efter Vishals kropsdele blev fundet, raidede politiet Elm Guest House og afhørte snesevis af mænd, angiveligt inklusive mindst 30 fremtrædende offentlige personer og forretningsmænd.
Faren Vishambar Mehrotra udtalte:
"Dette gæstehus lå lige ved siden af, hvor Vishal forsvandt. Der var rovdyr der, som tog unge drenge og misbrugte dem. Det forekommer mig, at det hele hænger sammen, så jeg kan ikke forstå, hvorfor politiet igen har undladt at tage kontakt til mig. Jeg tror, at afsløringer af [Jimmy] Savile og andre i de seneste måneder har åbnet en Pandoras æske. Forhåbentlig kommer alt ud snart."

Politiets razzia blev på det tidspunkt rapporteret at være forbundet med en anden drengs forsvinden, Martin Allen på 15 år, som forsvandt på Guy Fawkes Night 1979, og hvis lig aldrig er blevet fundet. Martins bror Kevin Allen, 51, udtalte, at politiet skulle genåbne efterforskningen af teenagerens forsvinden, og at han altid havde haft mistanke om en mørklægning.

Operation Yewtree – Jimmy Savile og andre:
Operation Yewtree er en London Politi-undersøgelse, der blev lanceret i oktober 2012 ud fra anklager om seksuelt misbrug, overvejende misbrug af børn, mod den nu afdøde tv-vært Jimmy Savile og andre. En rapport om Saviles påståede misbrug blev frigivet af London Politi i januar 2013, som med avisen The Guardians formulering fremhævede "en lang række fejl fra politiets og anklagemyndighedens side" i forhold til at stille ham for retten. Publicisten Max Clifford, entertaineren Rolf Harris og DJ Dave Lee Travis var blandt højprofilerede personer "uden forbindelse til Savile", skriver The Guardian, der blev dømt for sexforbrydelser under operationen. Separate undersøgelser af Saviles misbrug blev oprettet af NHS (National Health Service - Sundhedsvæsenet i Storbritanien), Department for Education (Afdelingen for uddannelse) og BBC.
At skrive at fx Rolf Harris var "uden forbindelse til Savile" er svært umiddelbart at forstå. Denne artikel fortæller fx om de to mænds venskab og om deres fælles optrædender i TV.
Her er en anden artikel om et TV-klip fra 1976, der tilsyneladende er blevet kaldt "den mest foruroligende video på internettet", hvor Jimmy Savile og Rolf Harris har en 10-12-årig pige på scenen sammen. Savile spørger Harris "Tror du, jeg kan overlade hende til dit ansvar?"
Med et grin svarer Harris: "Lad hende trygt være i mine dygtige hænder her. Jeg smøger ærmerne op." (De engelske sætninger er: "Safely leave her in my capable hands here. I'll roll my sleeves up.")
Senere i klippet siger Harris til sin medvært Jimmy Savile: "Hun er ivrig efter at løbe væk."
Derefter joker Savile med, at Harris 'har fået hurtigt fat i hende', mens Harris tilføjede: 'Du bliver her og nyder det, pige.'
Der fortælles også om hvordan Harris blev vist rundt af Savile på det psykiatriske højsikkerhedshospital Broadmoor Hospital, hvor Savile misbrugte snesevis af patienter i sin frivillige rolle som portør. Her "stirrede parret på de psykisk sårbare kvinder", ifølge en tidligere indsat, mens pigerne afklædte sig og forberedte sig på at gå i seng. Entertainer-parret bliver af folk fra hospitalet omtalt som "to alen ud af ét stykke" - altså samme typer (det engelske udtryk er "birds of a feather").
Artiklerne er fra 2023 næsten et årti efter, at man fandt ud af, at de to mænd bege var pædofile overgrebsmænd. Savile var notorisk pædofil voldtægtsmand gennem seks årtier med utalige børneofre bag sig. Harris blev fundet skyldig i 12 anklager om usømmeligt overfald. Han fik en fængselsdom på fem år og ni måneder i 2014. Den 93-årige blev løsladt fra fængslet i maj 2017 efter at have afsonet omkring tre år af sin straf.

Ud over de her nævnte dømte pædofile overgrebsmænd med tilknytning til engelsk underholdnings- og kulturliv kan desuden fx nævnes entertaineren Gary Glitter (med det virkelige navn Paul Francis Gadd). Han havde også stor succes i 70'erne og 80'erne, men hans karriere sluttede, efter at han blev dømt for at downloade børnepornografi i 1999. Han blev desuden dømt for seksuelt misbrug af børn i 2006 og en række seksuelle forbrydelser (inklusive voldtægtsforsøg) i 2015.
Gary Glitter var også ven med Jimmy Savile og optrådte også i hans TV-shows samt var tilstede med Savile backstage, hvor også Glitter er blevet anklaget for seksuelle overgreb.

Gary Glitter på TV med Jimmy Savile og indbudte unge fra psykriatisk hospital

Også politikeren og overgrebsmanden Cyril Smith var nær ven af Jimmy Savile - deres venskab strakte sig over 40 år.

Operation Jaguar - Sir Cyril Smith:
The Guardian fortsætter sit forsøg på at skabe overblik over politisagerne om VIP-børnemisbrug: Greater Manchester politi overtog den overordnede kommando over efterforskningen af anklager mod afdøde Sir Cyril Smith om seksuelt misbrug. "Han var genstand for beskyldninger og undersøgelser gennem årtier i løbet af sin karriere", skriver The Guardian i sin oversigtsartikel fra 2015. Det var nogle år før man i nyhedsmedier endeligt kom til forståelse af, at Cyril Smith var voldtægtsmand med utallige børneofre på samvittigheden. Avisen forklarer, at Smith blev anklaget "først som et fremtrædende kommunalbestyrelsesmedlem i Rochdale og senere som byens Liberal-parlamentsmedlem." "Han blev aldrig retsforfulgt," konstaterer avisen korrekt. Avisen uddyber desuden:
"Det er blevet hævdet, at han misbrugte teenagere i Cambridge House, et privatdrevet 'hostel for arbejdende drenge' i Rochdale, og voldtog drenge på Knowl View-hjemskolen i byen."

Man kunne tilføje flere andre steder, heriblandt gæstehuset, som er omdrejningspunkt i forbindelse med det tidligere nævnte påståede bestialske barnemord - Elm Guest House.

Andre undersøgelser:
Af andre undersøgelser nævner The Guardian Operation Cayacos, som undersøgte påstande om et børnemisbrugsnetværk knyttet til den dømte pædofile Peter Righton, et stiftende medlem af PIE - Pædofile Informations Exchange, som førte kampagne for at gøre sex mellem voksne og børn lovligt. Operation Pallial, var en National Crime Agency-undersøgelse af misbrug på plejehjem i det nordlige Wales. Denne sag tog udgangspunkt i hundredvis af anklager om seksuelt misbrug i det nordlige Wales plejesystem. Der blev umiddelbart identificeret 37 potentielle mistænkte, og efterforskerne havde fået navne på 120 potentielle lovovertrædere, ifølge denne artikel om politioperationen. "255 personer havde rapporteret en eller flere sigtelser, der involverede lovovertrædelser mod børn helt ned til seks år mellem 1953 og 1995."

Operation Garford var en efterforskning af påstande om misbrug af skoleelever fra 1970'erne til 90'erne på Kesgrave Hall, en kostskole for urolige drenge. Sytten tidligere ansatte på kostskolen blev undersøgt og tre af disse døde under efterforskningen. En tog angiveligt piller i sit hjem efter at være blevet forhørt af politiet, en anden tidligere dømt pædofil blev fundet død på jernebanespor. Den tredje som også var tidligere dømt pædofil døde på et hospice efter at være blevet arresteret af politiet.
Jersey Care Inquiry (Jersey Pleje Undersøgelse) undersøgte misbrug af børn i øgruppen Jerseys plejesystem gennem mange år, herunder på det tidligere børnehjem Haut de la Garenne.
Undersøgelsen af Haut de la Garenne, med kodenavnet Operation Rectangle, undersøgte påstande om mord, tortur og seksuelt misbrug. Ifølge politiet blev mistankerne om mord dog ikke bekræftet. Men operationen "fik et katalog af overgreb frem i lyset" – seksuelt, fysisk og psykisk – på Haut de la Garenne og andre Jersey børnehjem. Overgrebene strak sig tilbage til slutningen af anden verdenskrig. Otte personer blev retsforfulgt for 145 lovovertrædelser, og syv mænd og kvinder blev dømt.

Cyril Smith beskyttet af sin adelige partileder. Barneoffer banket for at anmelde ham
Tidligere blev det nævnt, at andre politikere, højtstående politifolk og sikkerhedstjenesterne "var villige til at vende det blinde øje til" den vellidte pædofile toppolitiker Cyril Smiths overgreb på børn.
Som med Jimmy Savile blev det sande omfang af Smiths misbrug først erkendt efter hans død. "Men omfanget af tilsløringen har været genstand for megen undersøgelse siden, og har dannet en væsentlig del af den multi-million pund Independent Inquiry into Child Sexual Abuse (IICSA - uafhængige undersøgelse af seksuelt misbrug af børn red.), skriver The Telegraph.
Avisen fortsætter:
"Mens adskillige enkeltpersoner og organisationer er blevet anklaget for medskyldighed, forventes den tidligere liberale leder Lord Steel at komme ind til visnende kritik, når IICSA offentliggør sine længe ventede resultater i Westminster-delen af sin undersøgelse i næste uge. Hvorvidt kritikken er retfærdig eller forholdsmæssig, vil uden tvivl blive diskuteret heftigt, men det er klart, at Lord Steel ikke er alene om at have undladt at slå alarm om sin tidligere kollegas forbrydelser."

Cyrils Smiths partileder Lord Steel viste sig senere at indrømme, at han i 1979 troede, at beskyldninger om børnemishandling mod Sir Cyril Smith var sande, men gjorde intet for at vurdere, om han var en fortsat risiko for børn. Steel sagde, at Cyrils Smith i en samtale bekræftede, at rapporterne om seksuelt misbrug af børn i medierne var korrekte. Men i stedet for at suspendere og efterforske parlamentsmedlemmet og partikammeraten tillod Steel ham at fortsætte i embedet. Smith trådte tilbage som parlamentsmedlem i 1992 og døde i 2010. "Steels forbløffende udtalelse blev fremsat ved den uafhængige undersøgelse af seksuelt misbrug af børn den dag, skriver The Guardian 13. marts 2019. Lord Steel, som var 80 år i 2019, havde ellers tidligere nægtet at vide, om Smith var en børnemisbruger. I et interview med BBC's Newsnight året før sagde han, at beskyldningerne var "lurvede rygter".

Lord Steel forlod året efter sit parti og trak sig fra House of Lords efter at være blevet kritiseret af IICSA for ikke at videregive beskyldningerne om, at Smith var en børnemisbruger. Steels argument for dette var, at det var "fortid" (“past history”).
En mand, der hævdede, at han blev seksuelt misbrugt af Cyril Smith som 11-årig i et børnehjem, udtalte, at David Steels tilbagetrækning fra det offentlige liv intet ændrede ved smerten for Cyril Smiths mange ofre. Manden blev kun nævnt ved fornavn og alder (Michael, 62 år på tidspunktet).
"Hvis Steel havde handlet i 1979, var der andre, der ikke ville have gennemgået det, jeg gik igennem. Steel burde fratages det hele. Han burde ikke være Lord. Jeg husker det børnehjem hver aften. Misbruget bliver hos dig, og du bliver ved med at leve det.”

Michael sagde, at han gerne så David Steel arresteret og retsforfulgt for ikke at rapportere en kriminel handling.
"Hvis politiet kan retsforfølge andre for ikke at anmelde en forbrydelse, hvorfor skulle Steel så slippe af sted med det, bare fordi han har været i Overhuset?"

Michael fortalte, at han blev sendt til Knowl View i Rochdale i 1969, ikke længe efter at skolen var åbnet, for at undslippe en voldelig far. Han lærte hurtigt, at Smith, som var guvernør i hjemmet, var en regelmæssig gæst, som "fik adgang til drengene og endda havde sin egen, særligt store, forstærkede stol." En aften blev han holdt op i et hjørne af Smith (engelsk "cornered by Smith") i personalerummet.

"Han fik mig til at græde, han gjorde mig ondt. Han var enorm, og jeg var ikke engang fire fod høj (ca. 1,2 m red.). Han råbte ad mig og trak mig op på knæet. Og så fik han mig til at lægge hånden på ham og sådan noget. Hvis en lærer ikke var trådt ind, ved jeg ikke, hvad der ville være sket. Smith stoppede og slap mig. Jeg stak af.”

Uger senere fortalte Michael om Cyril Smiths opførsel til en lærer, men i stedet for at Smith blev afsløret, blev Michael tævet for at klage over en magtfuld lokalpolitiker.
"Jeg fortalte det til en lærer, fordi jeg ikke forstod, hvad der skete - jeg forstod ikke sex eller pædofile eller noget af alt det. Jeg fik en god gang prygl for det, og læreren fortalte mig, at jeg prøvede at ødelægge en mands karriere,” sagde Michael.

Smith var ikke den eneste misbruger på kostskolen. David Higgins, en lærer, der senere blev dømt for seksuelt misbrug af børn, brusebadede og indsæbede drenge, fortalte Michael.
Undersøgelsesrapporten fandt, at politiske institutioner "regelmæssigt sætter deres eget omdømme eller politiske interesser før beskyttelse af børn". Påstande om seksuelle overgreb fra Smith var blevet undersøgt af Lancashires politi i 1969, men der var intet sket.

Lord David Steel sagde, at han ikke bad partiet om at iværksætte en formel undersøgelse af Smith, fordi de påståede hændelser allerede var blevet undersøgt af politiet og fandt sted, før Smith blev stemt ind som parlamentsmedlem i 1972, og før han meldte sig ind i det liberale parti. Senere gik han videre med en anbefaling om, at Smith skulle modtage et ridderskab i 1988, "hvilket var en succes," skriver The Guardian.
Smith stod efterfølgende over for adskillige anklager om misbrug efter 1979. Greater Manchester politi og Crown Prosecution Service indrømmede efter Cyril Smiths død, at han ville have stået over for flere anklager om børnesex, hvis han stadig var i live.
Michael, som afgav vidneudsagn i undersøgelsen, sagde, at han blev flyttet til andre børnehjem kort efter at have afsløret Smith som pædofil overgrebsmand.
Matt Baker, medforfatteren til en bog, der afslørede børnemishandling af Smith, har udtalt:
"Folk som David Steel beskyttede Cyril og gav ham en licens til at fortsætte med at misbruge. At han nominerede Smith til et ridderskab er modbydeligt og føjer kun spot til skade. Der burde ikke være plads i politik for folk som Steel."

IICSA kritiserede politiske grupper for ikke at handle på klager og anklagede Steel for at fralægge sig sit ansvar. I en erklæring udtalte Steel, at han ville "nyde en stille tilbagetrækning væk fra det offentlige liv", fordi han ønskede at undgå bekymringer for sin familie og uro for sit parti. Steel tilføjede at han ikke havde "sikret sig en parlamentarisk skalp", og at han frygtede, at han "var blevet mellemmand for Cyril Smith". Desuden udtalte Lord Steel at han "tror på de højeste standarder for menneskerettigheder, især for unge og sårbare mennesker."
Richard Scorer, en specialist i misbrugsadvokat hos Slater & Gordon, som repræsenterede otte angivelige ofre for Smith, sagde:
"Dette er en ekstraordinært uldet og ubehagelig opsigelseserklæring fra Lord Steel. Der er ikke engang en antydning af en undskyldning til Smiths ofre, og i sin tilbagetræden søger Steel at fremstille sig selv som offeret, hvilket er fuldstændig latterligt og skammeligt."

Lord Steels "åbne indrømmelse af, at han nominerede Cyril Smith til ridder, på trods af en tilståelse af pædofilt sexmisbrug i et børnehjem, burde have været nok til at ødelægge ethvert omdømme og afslutte enhver karriere," skriver The Sun i Skotland.
Avisen fortsætter:
"I stedet gennemførte Liberal Democrats (Steel og Smiths parti red.) en intern undersøgelse, som undskyldte ham, fordi han var forvirret over de spørgsmål, han blev stillet, og de vidneudsagn, han gav.
Den skriftlige optegnelse viser, at det har været en høflig løgn.
Lord Steel er ikke ung, men han er ikke svækket. Han vidste præcis, hvad han sagde, og mange år før vidste han præcis, hvad han gjorde."

"Det blinde øje" til den vellidte pædofile toppolitiker Cyril Smith
Simon Danczuk var en af de britiske palamentarikere, som for alvor satte gang i politisagerne om VIP-misbrug af børn i England, og som endte med at få sat yderligere fokus på det tidligere parlamentsmedlem Cyril Smith. Det skete i november 2012, cirka to år efter Cyril Smiths død og 31 år efter at et andet britisk parlamentsmedlem Geoffrey Dickens - i 1981 - var fremkommet med sine påstande om et netværk af VIP-pædofile i og omkring parlamentet.
Da Simon Danczuk første gang ankom til Cyril Smiths by Rochdale som en potentiel Labour-kandidat i 2006, kunne han ikke undgå at blive imponeret af Cyril Smith, fortæller avisen The Telegraph. Danczuk sagde om Smith: "Jeg syntes, han var en god politiker, jeg syntes, han var klog. Han kom ud af det med folk, han kunne tale deres sprog, han var sammenflettet med den offentlighed, han repræsenterede."
Men i løbet af de næste seks år indså Danczuk, at det offentlige image, som Smith så omhyggeligt dyrkede som en jovial og charmerende mand blandt folket, var langt fra sandheden.
"I stedet blev han konfronteret med uigendrivelige beviser på, at Smith var en rovdyr-pædofil, der havde brugt sin magt og indflydelse til at forgribe sig på hundredvis af drenge, nogle helt ned til otte år, i over fire årtier," skriver The Telegraph. Danczuk havde modtaget edssvorne retserklæringer (affidavits) fra otte drenge der hævdede at de var blevet misbrugt af Smith på Cambridge House boys' hostel i Rochdale i 1960'erne. "Udtalelserne er grum læsning," skriver The Telegraph. Smith, som havde hjulpet med at grundlægge herberget, fik "frie tøjler" til at uddele straffe og fik fornøjelse ud af at slå drenge "til deres eget bedste" og foretog også "lægeundersøgelser" af drengene efter at have bedt dem trække deres bukser og underbukser ned. .

Han og hans researcher, Matt Baker, fik at vide af ofre og whistleblowere, hvordan Smith var blevet beskyttet af sit eget liberale parti, politi og endda sikkerhedstjenesterne. I løbet af hans levetid var Smith tilsyneladende urørlig. Danczuk og Baker beskrev "det industrielle omfang af Smiths misbrug" og de årtier det stod på i deres bog "Smile for the Camera: The Double Life of Cyril Smith".

Daværende vicepremierminister Nick Clegg fra Cyril Smiths parti sagde, at beskyldningerne var "virkelig forfærdelige" og hævdede, at han og hans parti intet vidste om beskyldningerne om sexmisbrug. Han afviste at iværksætte en ny undersøgelse.
Danczuk udtalte, at de liberale demokrater var "defensive, glatte og skiftende". "De er et parti i benægtelse," sagde han. "Jeg synes ikke, de er egnede til regeringen. De er et lille politisk parti, jeg finder det utroligt, at de hævder, at de ikke hørte rygterne om Smith."
Danczuks bog rejser lige så mange spørgsmål om Smith, som den besvarer, skriver The Telegraph.
"Hvordan slap Cyril Smith afsted med det? Hvem i etablissementet beskyttede ham? Og var der et netværk af pædofile, der opererede i Westminster?"

Den 13. november 2012 holdt Labour-parlamentsmedlemmet Simon Danczuk en tale for et næsten tomt House of Commons, hvor han fortalte at Cyril Smith misbrugte børn. Han indrømmer, at han følte sig "nervøs", fordi han "ikke er en stor parlamentarisk kunstner", men sagde, at han følte sig tvunget til at gå offentligt ud. "Jeg vidste, at jeg var nødt til at få denne besked ud og lade Rochdale få lidt trøst. Den havde båret på denne blodige hemmelighed for længe,” sagde han.
Hans tale var kort. "Unge drenge blev ydmyget, rædselsslagne og reduceret til sitrende vrag af en 29-stens bølle, der trængte sig ind på dem," sagde han. "Jeg opfordrer ministeren til at gøre alt, hvad der står i hans magt for at bringe politiets sager fra tidligere undersøgelser om Cyril Smith frem i lyset." I Underhuset blev Danczuks udtalelse mødt med næsten fuldstændig tavshed. Få parlamentsmedlemmer kommenterede det, og det fik meget lidt pressedækning. Det var "kort efter at BBC fejlagtigt påstod, at Lord McAlpine, den tidligere Tory Party-kasserer, var forbundet med sexmisbrug i børnehjem," skriver The Telegraph.

I Rochdale "var påvirkningen dog seismisk." I løbet af de næste par dage modtog Danczuk og Baker adskillige opkald fra Smiths ofre, som blev overvældet over at se at Cyril Smith endelig blev navngivet som overgrebsmand. Et offer fra Cambridge House fortalte, at han var blevet misbrugt af Smith som dreng. "Han endte i Cambridge House, efter hans mor var død. Han havde en sygedag og skulle undersøges af Smith og blev misbrugt. Han har levet med det hele sit liv og har stadig ikke fortalt det til sin kone."
Smiths modus operandi blev mere og mere klart. "Han brugte sin respektabilitet til at få adgang til sårbare drenge, som var lette mål," sagde Danczuk. "Han påtog sig en faderrolle og valgte ofre, der i det væsentlige var stemmeløse med lavt selvværd."

Simon Danczuks kontor begyndte også at modtage opkald fra tidligere politibetjente, som havde brugt år på at efterforske Smith.
En betjent afslørede, at politiet havde udarbejdet en omfattende sag på Smith, som var blevet sendt til anklagemyndigheden i 1979, men som var forsvundet. En anden tidligere betjent sagde, at han, af efterretningstjenesten special branch, var blevet advaret mod at afhøre en teenager, der var blevet misbrugt af Cyril Smith.
Stillet over for voksende beviser om Smiths aktiviteter, fortæller The Telegraph, valgte Danczuk at opfordre premierminister David Cameron til at offentliggøre politiets filer om Smith og iværksætte en efterforskning. Danczuks afsløringer blev forsidenyheder, og inden for få dage indrømmede både Greater Manchester Police og direktøren for den offentlige anklager, at Smith skulle være blevet retsforfulgt.
Efterforskningen af Smith blev udvidet, efterhånden som det kom frem, havde politiet modtaget 144 klager fra ofre for pædofilen fra hele landet. Nogle af de mest alvorlige var på Knowl View-skolen for drenge med indlæringsvanskeligheder i 1990'erne, hvor de lokale myndigheder fandt ud af, at børn blev udsat for risiko for smitte med AIDS gennem kontakt med kendte seksualforbrydere. Cyril Smith var formand for skoleguvernørerne, og tidligere elever fortalte, hvordan de var blevet misbrugt af det tidligere liberale parlamentsmedlem efter at være blevet kaldt ud af deres senge om natten. En whistleblower beskrev etablissementet, der blev lukket, som en "sød butik for pædofile". Greater Manchester Police efterforskede på tidspunktet for Telegraphs artikel 11 nye mistænkte i relation til børnemishandling på skolen. "Danczuk mener dog, at konsekvenserne af skandalen rækker langt ud over Rochdale," skriver avisen.

Afsløringerne af Cyril Smiths lange historie med sexmisbrug var særligt problematiske for den pædofile politikers parti Liberal Democrats (de liberale demokrater). På Smiths 80-års fødselsdag i 2008 hyldede partiformand Nick Clegg ham som et "fyrtårn" og en "inspiration". Som svar på Simon Danczuks bog, sagde Nick Clegg, at beskyldningerne fandt sted "langt før det parti, jeg nu leder, overhovedet eksisterede - faktisk fandt det sted før jeg overhovedet eksisterede". Han sagde, at efter Danczuks tale i 2012 i House of Commons, var parlamentsmedlemmer og kolleger i partiet blevet spurgt, om de var klar over beskyldningerne. "De sagde, at de intet vidste, på trods af beviser for det modsatte," skriver The Telegraph.
Avisen fortæller at et lokalt magasin kaldet Rochdale Alternative Press i 1979 offentliggjorde detaljer om Smiths misbrug i Cambridge House. En talsmand for Lord Steel, som dengang var leder af et andet parti (the Liberal Party - det liberale parti) udtalte, at "Alt, hvad han ser ud til at have gjort, er at have givet smæk til et par bare numser."
Simon Danczuk efterlyste en offentlig undersøgelse af Smith, da han ikke mente, at man kunne stole på afdøde Cyril Smiths parti i spørgsmålet. "I 90'erne kom folk i fængsel på grund af partiskandaler, men der sker ikke noget her," udtalte han.

"Labour-parlamentsmedlemmet er dog overbevist om, at denne skandale går dybere," anfører Telegraph. Et af de ofre, han kontaktede, blev misbrugt af Smith på Elm Guest House i det sydvestlige London i 1980'erne. Avisen rekapituerer situationen: "Politiet efterforsker påstande om, at huset var i centrum af en 'VIP' pædofiliring, der frekventeres af politikere, højtstående politimænd og berømtheder."
Offeret fortalte Danczuk, at han var overrasket over, at han fokuserede sin opmærksomhed på Smith, da der var en "meget større fisk", som kom i gæstehuset - "en politiker, der stadig sidder i parlamentet". Danczuk mente, at det var "uundgåeligt", at skandalen blev offentlig. Han fik fra det omtalte offer "tydeligvis indtryk af", at det var ret "ligegyldigt med Smith" i forhold til denne anden "meget større fisk".
"Der er nogen højere oppe i fødekæden, meget vigtigere," udtalte Danczuk.

Pædofili i parlamentet og blandt politikere
Der er adskillige andre eksempler på sager om pædofili i det britiske parlament og blandt britiske politikere. Lord Greville Janner, som var advokat, forfatter og parlamentsmedlem for partiet Labour, er et prominent et af slagsen. Overgrebsanklagerne mod ham begyndte tilbage i 1991. Det førte ikke til nogen officiel reaktion, ud over at Janner blev afhørt én gang, fra de første anklager og frem til 2015. I 2015 kom det frem, at han skulle have været retsforfulgt tidligere. Det var statsanklageren, som havde undladt at retsforfølge, trods det at der var "en stærk sag", der involverede "meget alvorlige beskyldninger om seksuelt misbrug af unge drenge begået af Janner". Janner havde angiveligt misbrugt børn gennem 33 år, konstaterede BBC. Derefter blev der gennemført en undersøgelse af Janners overgreb, som viste, at "Janner slap for retsforfølgelse på grund af CPS og politiets svigt." CPS står for Crown Prosecution Service, og er statsanklageren i Storbritanien ("Kronens Anklage Service"). Retten afgjorde dog, at Janner skulle anses for at være for syg til en straffesag pga. sit mentale helbred, og hele sagen standsede, da den mistænkte hovedperson døde i december 2015.
Denne Daily Mail-artikel fortæller, at der blev svindelt med beviser og at vidner blev truet for at Janner kunne får lov til at misbruge unge drenge. Dette blev ifølge artiklen - som refererer til en frigiven myndighedssagsmappe - udført af "en af Storbritanniens højest rangerende politichefer", "en nær ven og frimurerkammerat". Artiklen fortæller også, at det vakte forargelse da den offentlige anklager fastslog, "at Labour-kammeratens demens betød, at han ikke ville blive retsforfulgt" - også fordi Janner mindre end en uge tidligere var øverst på listen over virksomhedsdirektører for det firma han drev ved siden af sin politiske karriere. Den 86-årige Janner trådte tilbage som direktør for virksomheden seks dage før det blev meddelt, at han ikke ville blive anklaget for 22 seksuelle overtrædelser af børn.
Altså endnu en parlamentspolitiker anklaget af angivelige ofre for pædofile overgreb gennem årtier, med samme mønster om tilsyneladende myndighedsmørklægning.
Et andet bemærkelsesværdigt eksempel er sagerne omkring tidligere Labour-politiker og talsmand for House of Commons, Viscount Tonypandy, som havde fødenavnet George Thomas. Juli 2014 efterforskede politiet anklage om børnevoldtægt mod ham. Det påståede offer sagde, at han blev misbrugt i hjemmet i slutningen af 1960'erne og begyndelsen af 1970'erne af George Thomas, der var blevet venner med hans plejeforældre. Andre beskyldninger mod George Thomas omfattede, at han seksuelt forgreb sig på en 16 eller 17-årig dreng i et tog mellem Newport og London i 1960'erne. Der var også påstande om, at han upassende rørte ved en person på et tog fra London til Aberystwyth i 1959.
I denne artikel stiller Daily Mail spørgsmålet om de to parlamentsmedlemmer George Thomas alias Viscount Tonypandy og Lord Greville Janner var en del af det samme VIP-sexmisbrugsnetværk i en længere artikel om de indicier, der peger i den retning.
Der er også parlamentsmedlemmet og sekretær for premierminister Margaret Thatcher Sir Peter Morrison, som i adskillige sammenhænge er blevet anklaget for pædofili og overgreb på børn. Her er det en artikel, som bl.a. handler om, hvordan premierministeren var opmærksom på rygter om Morrison 'men gjorde ingenting'. Men ikke kun Morrison fik ifølge undersøgelse lov til at fortsætte med sine overgreb - det drejede sig om generelt "sexmisbrug af børn i Westminster": Senior politi og politikere kendte til den "udbredte pædofili", men "vendte det blinde øje til det", viste undersøgelsen (Independent Inquiry into Child Sexual Abuse).
I en anden undersøgelse blev identiteten af to højtstående konservative politikere beskyttet på baggrund af en ordre fra den pensionerede højesteretsdommer Sir Ronald Waterhouse der i 1997 havde ansvaret for North Wales Child Abuse Tribunal of Inquiry (misbrugsundersøgelse i det nordlige Wales). Han nedlagde forbuddet mod at frigive navnene, efter at han afviste påstande om, at de to politikere havde deltaget i misbrug som "fantasi". Også denne undersøgelse handlede om udbredt misbrug af børn i børnehjem, og indeholdt også påstande om misbrug, og om en pædofili-ring, der opererede fra børnehjem, omfattede politifolk, socialarbejdere og "andre fremtrædende offentlige personer".

I en anden undersøgelse af pædofili og misbrug af børn fra slutningen af 90'erne, blev det også konstateret at flere politikere angiveligt kunne være indblandet.
"Ministre, parlamentsmedlemmer og dommere menes blandt andre at være under undersøgelse af Operation Ore," fortæller Guardian i denne artikel. Operation Ore var en britisk politioperation, der startede i 1999, som søgte at retsforfølge tusindvis af brugere af en børnepornografisk hjemmeside, kaldet "Landslide". Operationen førte til, at mere end 7.000 mistænkte blev identificeret og knap 1.500 domme.
At der angiveligt var flere ministre, parlamentsmedlemmer og dommere under anklage, har fået flere til at spørge hvem dette mon var - og hvad der siden skete med disse anklager. Her er det en almindelig britisk borger, som har lagt sit brev til Udenrigsministeriet med spørgsmål om sagen, ud til offentlig læsning. Han spørger bl.a. om hvor mange medlemmer af Blair-administrationen, der var under efterforskning i forbindelse med Operation Ore.
I det uplodede svar fra Udenrigsministeriet skriver de, at de ikke har nogle oplysninger i forhold til de spørgsmål, der bliver stillet.

Avisen Morning Star peger ligesom andre på, at Cyril Smiths pædofili var velkendt blandt højtstående politikere fra hans parti, andre medlemmer af parlamentet og flere af de øverste offentlige personer i hans hjemby Rochdale. Men da Cyril Smiths partileder David Steel udnævnte ham til "chief whip", fik han adgang til og indflydelse på partiet og andre parlamentsmedlemmer, "der havde hemmeligheder at skjule". "Chief whip" betyder "chef-pisk" og er en særlig engelsk form for partileder, der har ansvaret for at partimedlemmerne stemmer, som partiet ønsker det. Da Steel blev afhørt i forbindelse med efterforskningen af Smith, indrømmede han, at han kendte til pædofili-spørgsmålet, men valgte ikke at rapportere noget til politiet, skriver Morning Star. Han blev ikke spurgt, om Smith truede med at afsløre andre af partiets parlamentsmedlemmer eller rådmænd "til gengæld for sin tavshed," anfører avisen. Den kritiske socialistiske avis peger også på, at politiet indrømmede, at "de havde undgået tre separate chancer" for at retsforfølge Smith for voldtægt af mindreårige, "hvilket antydede, at embedsmænd og MI5 tog kontrol over sagen og ikke gjorde noget".

Herefter opremser avisen flere forskellige eksempler på pædofili i det engelske palament samt mørklægning heraf:
I juni 2014 blev en højtstående assistent i Downing Street, Patrick Rock, sigtet for anklager om at have downloadet billeder af seksuelle overgreb på børne. Hans opgave var at rådgive David Cameron om internetsikkerhed for filtrering af onlinepornografi.
De konservative Edwina Currie, Gyles Brandreth og Rod Richards har tidligere fremsat fordømmende udtalelser om, hvor velkendt i Westminster-kredse det var, at parlamentsmedlem Peter Morrison var en farlig pædofil, og alligevel var hans karriere upåvirket. Han blev næstformand for det konservative parti og var premierminister Thatchers parlamentariske privatsekretær i 1990 og hendes kampagneleder samme år på trods af, at dette var en kendt sag gennem mange år.
I 1991 blev Frank Beck, der drev børnehjem i Leicestershire, fundet skyldig i at have misbrugt mere end 100 børn i 1970'erne og 1980'erne. Under retssagen hævdede en 30-årig mand, at han var blevet misbrugt af Lord Greville Janner, som stadig var Labour-parlamentsmedlem på det tidspunkt. Lord Janner blev ikke retsforfulgt.
En af Tony Blairs tidligere seniormedhjælpere Phillip Lyon, som tidligere arrangerede premierministerens ugentlige spørgetid, blev anholdt efter en politirazzia af hans kontor i House of Commons. Lyon blev fundet skyldig i at have downloadet børnepornografi og fængslet i et år.
Stephen Carnell, som var agent for Labour-parlamentsmedlem Chris Bryant under valgkampen i 2010, blev fanget med mere end 12.000 anstødelige billeder og 450 film. Han blev fængslet i tre år for at have indsamlet og distribueret, hvad dommeren beskrev som "rystende" billeder af seksuelt misbrug af børn.
Cameron indfriede ikke sit løfte om at beordre en fuldskala undersøgelse af påstande om udbredt pædofil aktivitet i parlamentet efter en anmodning fra Labour-parlamentsmedlem Tom Watson fremsat i 2012. I udskrifterne fra de parlamentariske debatter er det registreret, at politiets sag vedrørende PIE-medlemmet Peter Righton, som blev dømt i 1992 for at importere børnepornografi fra Holland, skulle undersøges igen.
Tom Watson hævdede, at den bevismappe, der blev brugt til at dømme Peter Righton - hvis den stadig eksisterede - "indeholdt klare efterretninger om en udbredt pædofilring knyttet til magtens korridorer". Den centrale påstand var, at en stor mængde materiale, der blev beslaglagt i politiets razzia på Rightons hjem forud for hans domfældelse, ikke var blevet fuldt ud efterforsket. Efterfølgende vidneudsagn fra pensionerede politibetjente ved undersøgelsen hævdede, at politiet blev stoppet i deres efterforskning af Special Branch og MI5 - og at en fil, som indeholder detaljer om pædofile parlamentsmedlemmer, og som blev afleveret til indenrigsministeriet, er "forsvundet".

Der findes flere andre pædofilisager der involverer britiske politikere og folk tilknyttet partier i Storbritaniens parlament. Her blot nogle eksempler:
Rådmand for partiet Labour og tidligere skoleguvernør, Alec Dyer-Atkins blev dømt og fængslet i 2 år i 2003 for at downloade mere end 42.000 billeder og film, der i retten blev beskrevet som "Rædselsvækkende billeder af børnemishandling". Dyer-Atkins var medlem af en international pædofili-ring kaldet "The Shadows Brotherhood", som blev afsløret af Storbritanniens National Hi-Tech Crime Unit (NHTCU). I en kommentar til dommen, udtalte NHTCU's vicedirektør: "Denne mand havde nogle af de værste billeder på sine computere, som betjente fra denne enhed nogensinde har set".
Det konservative parlamentsmedlem Imran Ahmad Khan blev fundet skyldig i seksuelle overgreb på en 15-årig dreng efter at have fyldt ham med gin til en fest i 2008. Khan begik overgreb på drengen i januar 2008, 11 år før han blev parlamentsmedlem. Han trak sig som parlamentsmedlem to uger efter, at han blev fundet skyldig.
Borgmester og kandidat til parlamentet ad flere omgange for det Konservative parti, Michael Powell, dømt og fængslet i 3 år for at downloade hardcore børneporno, der blev kaldt "sygelige billeder" af dommeren.
Rådmand for det Konservative parti, Christopher Pilkington, havde downloadet børneporno på sin pc. Anbragt på seksualforbryderregistret og tvunget til at træde tilbage. Nægtede at han havde gjort det selv.
Rådmand for det Konservative parti, Peter Stidworthy, blev fængslet i 21 måneder efter at have indrømmet flere kriminelle seksuelle lovovertrædelser i forhold til børn. Stidworthy indrømmede usømmeligt overfald på en 15-årig dreng, 21 anklager for at lave usømmelige billeder af børn og en sigtelse for at være i besiddelse af et usømmeligt billede. Men han havde angiveligt downloadet 4.065 billeder af drenge og besøgt internetpornografiske sider 20.000 gange.
Tidligere medhjælper for Labour-premierminister Tony Blair fængslet i 15 år for en "rystende" række seksualforbrydelser mod teenagedrenge. Martyn Locklin blev i retten fundet skyldig i otte anklager, herunder voldtægt. Locklin havde bl.a. været rundviser for den tidligere premierminister ved flere lejligheder.
Labour-rådmand, David Spooner, dømt og fængslet i 1 år for at onanere foran to drenge på under ti år.
Labour-leder i Hull City byråd, Colin Inglis, mistede sin politiske stilling, efter at det blev bragt frem i lyset, at han onanerede på en 13-årig drengs seng og tog et nøgenbrusebad med drengen, mens han vaskede ham.
Tidligere Labour-borgmester, Nicholas Green, fængslet i 10 år efter at have erkendt sigtelser for voldtægt og usømmeligt overfald. Green erkendte sig skyldig i tre anklager om voldtægt og 13 for usømmeligt overfald. De usømmelige overfald blev begået mod tre unge piger i alderen fra seks til 10 år. Ved en lejlighed voldtog Green en ung kvinde på hendes bryllupsdag.
Labour-borgmester, John Winstanley, dømt og fængslet for voldtægt af prostitueret kvinde og trusler om mord. Efter at have voldtaget og truet med at dræbe sit skrækslagne offer, beordrede Winstanley angiveligt derefter kvinden til at gå på alle fire, før han tissede på hende.
Fremtrædende Labour parti-aktivist Mark Tann fik for dom på 15 år for at have voldtaget en 4-årig pige ved to separate situationer samt flere andre anklager. Mark Tann havde angiveligt mødt Tony & Cherie til fester, og brugt dette som påskud for at vinde tillid hos moren til det voldtagne barn.
Beskyldninger om mørklægning af Labour partiets aktivist og serie-børnemisbruger Mark Trotters overgreb. Trotter døde af AIDS, før han kunne blive dømt, og folk der kendte til hans misbrug af børn turde ikke stå frem pga. Trotters høje status blandt lokale politikere. Byrådet blev kritiseret for sin håndtering af beskyldninger om overgreb, men dette blev tilskrevet indkompetence og fejl - og en undersøgelse frikendte byrådet for korruptionsanklager.
Labour-kandidat, Stewart Brown, anholdt for at besidde og distribuere usømmelige billeder af børn. Brown blev suspenderet fra Labour-partiet.
Tidligere rådmand i Manchester, George Harding, blev fængslet i seks måneder, efter at han indrømmede seksuelt misbrug af to 10-årige piger.
Tidligere borgmester og rådmand Liam Temple - som ellers havde ført kampagne mod overgreb på børn - blev fundet skyldig i en seksualforbrydelse mod en ung pige. Den 58-årige Castlefields-rådmand ventede, indtil han havde den 12-årige alene, før han tilbød hende penge for at befamle hende.
Rådmand for Labour begik overgreb på bl.a. to 13-årige piger og en niårig. Leslie Sheppard lokkede teenagerne ind i sin Porsche og kørte dem til fjerntliggende steder, hvor han begik seksuelle ovegreb på dem. Han blev idømt to års fængsel.

Denne side fortsætter med adskillige flere lignende sager, og hele denne hjemmeside er allokeret til at vise pædofile overgrebssager alene udført af politikere og ansatte tilknyttet partiet Labour. Eksemplerne forekommer uden ende.

Ted Heath, børnene på lystyachten - og den manglende dreng...
På tærsklen til offentliggørelsen af resultaterne af 'Operation Conifer', fortalte en kvinde om et barn, der tilsyneladende forsvandt fra Ted Heaths yacht, til avisen The London Economic. Hun fortalte desuden, at Jerseys politi tog hendes erklæring to gange, men Operation Conifer og Wiltshire Politi kontaktede hende aldrig.
Nogle af beskyldningerne om børnemishandling mod den konservative leder, der styrede Storbritannien fra 1970 til 1974, vedrører "hans ualmindeligt hyppige besøg på øen Jersey" på hans yacht "Morning Cloud" ("Morgen Sky"). En lokal politiker fra dengang fortalte, at Ted Heaths besøg var så ofte, at der skulle være en beredskabsplan i tilfælde af, at premierministeren døde der. Han parkerede ofte sin yacht ude i en bugt væk fra havnen, "hvor der ikke ville være nogen optegnelser om hans besøg."
"Der var altid rygter på øen om Heath, børn og Jimmy Savile," står der i artiklen i The London Economic, som også fortæller, at dette blev bekræftet af "en meget højtstående lokal politimand og lokale politikere, såvel som andre på øen."

Linda Corby, der dengang boede på Jersey, fortalte til avisen, at hun og en lokalpolitiker der nu er død, afgav to erklæringer til det lokale politi i 1970'erne om at have set 11 drenge fra et børnehjem gå ombord på Ted Heaths yacht, men kun at se 10 børn gå i land.
Linda Corby fortalte også, at hun gav endnu en erklæring årtier senere til politiet i Jersey under Operation Conifer. Hun fik at vide, at hendes oprindelige udtalelse ikke fandtes hos dem. Men ikke kun forsvandt hendes oprindelige erklæring, på trods af at politiet i Jersey sagde, at de videregav hendes erklæring til Wiltshire Politi, som var ansvarlig for efterforskningen. Ingen vendte nogensinde tilbage på hendes henvendelse. Hun sagde, at drengene var fra det berygtede Haut De La Garenne børnehjem - som var i centrum af Jerseys egen undersøgelse af børnemishandling.
Operation Rectangle, den femårige politiefterforskning af børnehjem og ungdomsorganisationer på øen identificerede 192 potentielle ofre og 151 navngivne mistænkte. Men "kun otte blev nogensinde sigtet og kun syv dømt på øen", hvilket ifølge The London Economic, skete "midt i beskyldninger om tilsløring" fra både overlevende fra misbruget og "dem, der var ansvarlige for den oprindelige politiefterforskning."

Linda Corby sagde, at den lokale politiker var en ven, som dengang bad hende gå med på politistationen for at bekræfte, hvad de så. "Senator Ralph Vibert var en personlig ven, og jeg kendte også hans datter," fortalte Linda.
"Jeg var på St. Helier Yacht Club med en anden og stødte ind i senator Vibert. Nogen havde kontaktet ham, da de mente, at det var mistænkeligt, at drenge hele tiden skulle ud på Heaths yacht. De havde set drenge gå ombord på Heaths yacht hvor Jimmy Savile var, og de var mistænksomme. Ralph Vibert fortalte mig dengang, at drenge gik ombord på Heaths båd med Jimmy Savile og en anden senator - senator Wilfred Krichefski - som børn altid blev advaret mod at gå i nærheden af."

Wilfred Krichefski var senator fra Jersey og tv-chef. Efter hans død blev han anklaget for seksuelt misbrug af børn i Haut De La Garonne børnehjem, fortæller artiklen.
Linda Corby fortalte videre:
"Nogen havde fortalt Ralph Vibert den dag, at der var drenge fra Haut De La Garenne-børnehjemmene på vej ind på Heaths yacht. Så vi gik over og kiggede på Heaths yacht. Der så ud til at være mange af dem, der skulle ud på hans yacht, og vi talte dem af nysgerrighed. Vi så Ted Heath og senator Wilfred Krichefski og en anden mand, vi ikke genkendte på Edward Heaths yacht.
"ammen talte vi begge helt klart, at 11 drenge kom på yachten. De tog afsted fra yachtklubben. Ralph Vibert havde hørt, at de var på vej mod Bouley Bay, så jeg aftalte at mødes med ham, når båden kom tilbage. Han havde en grov idé om, hvornår det var tid ved Bouley Bay, til at tidevandet var det rigtige, for at de kom ind.
Vi talte kun ti børn, der forlod båden. Hvad der skete med barnet, ved jeg ikke. Om han er steget af et andet sted, ved jeg ikke. Alle på øen sagde, at der foregik grimme ting på båden. I de dage ville staten og politiet ikke røre disse mennesker. Ralph Vibert ville vide, hvor det andet barn var blevet af. Han tog mig med til politistationen, da vi havde talt hovederne der gik på og af båden sammen."

Linda sagde, at de besøgte Jersey politihovedkvarter sammen for at afgive deres udtalelser. "Men politiet var ikke interesserede. I halvfjerdserne var folk bange, og korruption var udbredt,” udtaler Linda i artiklen.
"Omtrent to eller tre dage senere løb jeg ind i betjenten, da vi kørte en 24 timers eftersøgningstjeneste på det tidspunkt. Jeg spurgte politibetjenten, hvad der var sket, og hans præcise ord var: 'Jeg har fået at vide fra oven, at jeg ikke måtte efterforske det.' Ralph Vibert sagde, at han fik det samme at vide. Han fortalte mig, at det var forsvarsministeriet, der ikke ville tillade det. Dengang havde forsvarsministeriet tilsyn med politiafdelingen."

På spørgsmålet om, hvorfor hun havde forholdt sig tavs om disse påstande i årtier, fortæller Linda om en frygtkultur, om hemmelighedskræmmeri og om mørklægning af børnemishandlingen på Jersey. Disse ting var også "et tilbagevendende tema" i undersøgelsesrapporten," bekræfter artiklen. Rapporten "advarede om, at misbrug stadig kan foregå i dag," tilføjer den.
Linda Corbys udtalelse understøttes af en anden artikel i London Economic fra 2017, som handler om at, de mennesker, der udførte og dækkede over overgrebene på øen Jersey, stadig går frit rundt på øen og at børn derfor stadig er i fare for deres overgreb. Artiklen fortæller, at den "uafhængige undersøgelse af børnemishandling i Jersey-plejesystemet" advarede om, "at børn stadig er i fare" samtidig med at de "whistleblowere, der oprindeligt afslørede omfanget af det organiserede misbrug" fortalte, at "gerningsmændene og dem, der dækkede over deres forbrydelser, stadig er på fri fod på øen."
Under overskriften "Forfærdelige beviser" står der at de fleste af lovovertrædelserne fandt sted i "det berygtede Haut de la Garenne børnehjem, hvor et grusomt regime med omsorgssvigt, fysisk, følelsesmæssigt og seksuelt misbrug blev afsløret."

Serieovergrebmændene Smith og Savile - og den uskyldige premierminister
Den almindelige fremstilling i større engelske medier er nu (jf. bl.a. de tidligere links til artikler om "heksejagt"f), at tidligere premierminister Ted Heath var et uskyldigt offer for løgne om overgreb der aldrig fandt sted, på grund af en undersøgelse der var unødvendig og funderet i "fantasters" ondsindede falske vidneudsagn. Cyril Smith og Jimmy Savile derimod var hæmningsløse serieovergrebsmænd.
De to var som tidligere nævnt også nære venner igennem fire årtier. Smith blev ifølge politikerens egen selvbiografi "Big Cyril" knyttet til Savile ("bonded with Savile") efter at have mødt den (på det tidspunkt) feterede DJ ved "en middelalderbanket for fyrre år siden".
Men også Ted Heath havde forbløffende tætte forbindelser til Jimmy Savile. Vi har allerede hørt om hvordan vidner hævdede, at de to mænd var sammen på Ted Heaths lystyacht med børn fra det børnehjem, som senere viste sig at være gerningstedet for systematisk seksuelt misbrug af børn gennem mere end 50 år.
I 2015 udgav lokalavisen The Yorkshire Post artiklen Yorkshire police ‘probe Ted Heath links to Savile and paedophile ex-mayor’ (Yorkshire politi 'undersøger Ted Heaths forbindelser til Savile og pædofil tidligere borgmester').
I artiklen står der:
"Den tidligere premierminister er kendt for at have brugt tid sammen med den Leeds-fødte DJ Savile og isfirma-bossen Jaconelli, som imellem dem misbrugte snesevis af børn i kystbyen.
Jaconelli og Savile var mistænkt for at være involveret i misbrug af 35 unge ofre som en del af en pædofiliring, der opererede på feriestedet, men som snød retssystemet.
En politiundersøgelse af Jaconelli, der døde 73 år gammel i 1999, afslørede sidste år, at han ville have stået over for en række anklager, hvis han stadig var i live."

Avisen viser desuden billeder af Heath afbilledet med Jaconelli i begyndelsen af 70'erne under et premierministerbesøg i Scarborough.

Men forbindelsen mellem den tidligere premierminister og serievoldtægtsforbryderen Jimmy Savile kom også frem i et vidneudsagn fra Jimmy Saviles nevø, Guy Marsden, som hævdede, at en af hans venner som dreng blev misbrugt af Sir Edward Heath. Guy Marsden sagde, at vennen kun var 14 år på det tidspunkt, og at det påståede sexangreb på ham skete ved en fest i London i halvfjerdserne.
Marsden var 61 år, da påstandene fremkom i medier i 2015. Han hævdede, at han og tre venner i alderen 13 til 16 blev sejlet fra lejlighed til lejlighed i London-området, hvor seksuelt misbrug fandt sted. Han sagde, at politiet var blev gjort opmærksom på beskyldningerne fra hans ven, som nu var gift og havde to børn - og ønskede at være anonym.

"Vi fire ville ankomme til disse fester sammen, så ville min ven forsvinde. Jeg tænkte ikke meget over det på det tidspunkt, selvom jeg vidste, at det var mærkeligt.
Han ville være væk et stykke tid, ført væk af en mand, så ville han være tilbage. Jeg vidste, at der foregik noget, men kendte ikke omfanget af det før meget senere.
Jeg er i kontakt med min ven, og han har fortalt mig, hvad de gjorde ved ham, og det er bare forfærdelige, helt utrolige ting. Han forlod nogle gange det hus, vi var i, og blev derefter kørt rundt til et andet sted. Timer senere ville han være tilbage. På det tidspunkt spurgte vi aldrig rigtig, hvor han havde været. Han fortalte os senere, at Ted Heath var en misbruger, men at han ikke vidste, hvem han var på det tidspunkt. Han sagde, at det var et år efter mishandlingen fandt sted, at han så tv og genkendte ham.

Disse oplysninger kan man læse i en artikel fra The Standard fra 2015. Den fortæller også at politiet i North Yorkshire efterforskede "forbindelser mellem Sir Edward og en kendt pædofil ven af serie-sexmisbrugeren Savile": Igen den tidligere borgmester i Scarborough, Peter Jaconelli, som efter sin død "blev afsløret som et rovdyr med forbindelser til senior parlamentsmedlemmer". Jaconelli, der døde i 1999 i en alder af 73 og er begravet på samme kirkegård som Savile, frygtes at være sluppet for anklager "på grund af sine forbindelser til de rige og magtfulde", fortæller denne artikel i den engelske avis The Mirror.

2015 var et svært år for støtter af Ted Heaths gode ry og rygte. The Mirror skrev samme år, at "Edward Heath ordnede det for Jimmy Savile", så han kunne modtage den prestigefyldte orden Order of The British Empire (OBE) - og at den tidligere premierminister deltog i møder i Paedophile Informations Exchange. Det var organisationen som arbejdede for at lovliggøre pædofili og voksnes sex med børn.
Artiklen fortæller, at "Edward Heath støttede den pædofile Jimmy Savile til en kongelig ære - to år efter at den foregående premierminister advarede dronningen mod det". Savile blev angiveligt forbigået for en MBE (Member of the Order of the British Empire - Medlem af Ordenen af Det Britiske Imperium) en måned før Ted Heath blev premierminister. Men mindre end to år efter, at Heath tiltrådte, blev Savile "tildelt den HØJERE hæder af en OBE," skriver The Mirror.
Derefter peger Mirror på, at Heath senere optrådte i Jimmy Saviles BBC TV-show Jim'll Fix It, "da det var en af landets favoritter". The Mirror afslører også, at Heath "var til stede ved mere end et halvt dusin Westminster-møder i den berygtede Paedophile Information Exchange."
"Den perverse gruppe blev dannet for at overtale politikere til at sænke den seksuelle lavalder til kun ti.
Afsløringerne rejser ny tvivl om karakteren af Heath, der døde 89 år gammel i 2005."

Et dossier med filer udarbejdet af tidligere Labour-minister Baroness Castle viste, at Heath var til stede ved møder i Westminster med pædofile rettighedsforkæmpere fra PIE-gruppen. "Heath siges at have deltaget i mindst en fjerdedel af de omkring 30 månedlige eller to-ugentlige møder," skriver The Mirror. Heaths navn "siges at være optrådt på referater fra de private sammenkomster, hvor også andre parlamentsmedlemmer tilsyneladende deltog," sammen med spejder- og skoleledere, skriver Mirror.
Avisen tilføjer: "Men Castle-arkiverne har været forsvundet siden midten af 1980'erne."

De tre mænd, Sir Edward Hearth, Sir Jimmy Savile og Sir Cyril Smith, var alle udnævnt til riddere i det royale britiske ordenssystem. Savile, der døde i 2011 i en alder af 84 år, blev Sir i 1992 efter gentagne forsøg fra Margaret Thatcher på at få ham slået til ridder, fortæller The Mirror - altså cirka to årtier efter at Ted Heath som premierminister imod advarsler havde hjulpet Savile til at modtage en OBE. Cyril Smith blev udnævnt til ridder i 1988, men han fik sin Member of British Empire orden (MBE) allerede i 1966. Edward Heath blev som tidligere nævnt Sir i 1972 efter i 1965 - året før Cyril Smith - at være blevet tildelt MBE.

Ted Heaths private liv var allerede et ret intenst offentligt fokusområde gennem det meste af hans succesrige politiske karriere, med mange satiriske indslag og hentydninger til Heaths formodede homoseksuelle liv i det humoristiske magasin Private Eye.
Den engelske offentlighed skulle efter sigende forholdsvist bredt have antaget at Ted Heath var homoseksuel, bl.a. fordi han gennem hele sit liv var ungkarl. Heath var fx også kendt for totalt at ignorere sin borddame til selskaber, og tale forbi hende til den nærmeste mand i stedet. Ifølge bogen "Closet Queens" ("Skabsdronninger") fra 2015 blev der råbt homofobiske tilråb til Heath uden for Downing Street under protester fra fagforeningsfolk mod hans 1971 "Industrial Relations Bill" (arbejdsmarkedslovforslag).
Almindelige englændere lagde også mærke til Cyril Smiths særlige private liv, på et tidligt tdpunkt i politikerens offentlige fremtoning. Smith havde hvad nok må kaldes et "specielt" og yderst hengivent forhold til sin mor. Denne Daily Mail-artikel fortæller om hvordan Cyril blev mobbet af lokale for at være et uægte barn, men elskede sin mor Eva - så meget at han gjorde hende til sin "Lady Mayoress" (Borgmesterinde / "borgmester-kone"), da han blev valgt til borgmester i sin hjemby Rochdale.

"Heksejagten" Operation Conifer fremhævede blot syv af de mange anklager mod Ted Heath:
1961: Heath voldtog og begik angiveligt overgreb på en 11-årig dreng under et betalt seksuelt møde i en privat bolig. London.
1962: Heath i selskab med en ukendt mand overfaldt angiveligt en 10-årig dreng under et tilfældigt møde på et offentligt sted. Kent.
Cirka 1964: Heath begik angiveligt overgreb på en 15-årig dreng under tre betalte seksuelle møder. Sussex og London.
1967: Heath begik angiveligt overgreb på en 15-årig dreng, der ikke kendte ham under et tilfældigt møde i en offentlig bygning. Guernsey.
1976: Heath begik angiveligt overgreb på en voksen mand under et tilfældigt møde ved en offentlig begivenhed. Jersey.
Cirka 1992: Heath begik angiveligt overgreb på en voksen mand, efter at samtykket blev trukket tilbage i, hvad der havde været et betalt seksuelt møde med samtykke på et hotel. Wiltshire.
Mellem 1990 og 1992: Heath begik angiveligt overgreb på en dreng i alderen mellem 12 og 14 år, som han ikke kendte, under et tilfældigt møde i private haver. Wiltshire. Rapporten sagde, at han ville være blevet interviewet under forsigtighed over denne påstand, men at der var "undergravende beviser".

Den nu afgåede og udelukkede politichef Mike Veale gav udtryk for, at han "120 procent tror på de vidner der udpegede Ted Heath og mener, de er fuldstændig overbevisende." Der var meget tætte ligheder i beretningerne fra dem, der er stod frem:
"De samme navne, der blev brugt til ham, de samme steder og den samme type hændelser bliver ved med at dukke op. Det der skiller sig ud er, at de personer, der giver disse beretninger, ikke er forbundet, men historierne og detaljerne hænger sammen. Den indeholder foruroligende ting. Efterforskerne er blevet chokerede over, hvad de har lært."

"Sir Edward Heath VAR pædofil, sagde politichefen," ifølge denne artikel (og andre): "Den tidligere premierminister er skyldig i modbydelige forbrydelser 'tildækket af etablissementet'," hævdede den medieforfulgte politichef angiveligt.
Ted Heath blev forsvaret med, at han slet ikke kørte bil, altid havde en politimand som chaufør og slet ikke ejede en bil. Men efterforskerne i Operation Conifer kunne fremvise fotografiske beviser, der viser, at han var chauffør, og fastslog desuden, at han havde et kørekort. "Han købte også en Rover 2000 efter at være blevet afsat som parlamentsleder af Margaret Thatcher i 1975, da han var 58," forklarer artiklen, som desuden viser to af billederne af Ted Heath siddende i en bil på førersædet og stående med åben dør på vej ind i bilens førersæde.

Pædofili-aktivistgruppe støttet af Indenrigsministeriet?
Et kendt PIE-medlem var Peter Righton, der var konsulent for National Children's Bureau, som er en hjælpeorganisation, der arbejder for "at forbedre systemet, der holder børn trygge, sikre og understøttede". Her fortæller Daily Mail, at den pædofile Peter Righton, som var i centrum for historisk misbrugsundersøgelse 'besøgte børnehjem rundt om i Storbritannien og tog drenge ud', før han rådgav indenrigsministeriet om børnepasningssystem. Avisen uddyber med at fortælle, at Peter Righton, som senere var med til at stifte den pro-pædofili-kampagnegruppe, interviewede sårbare børn, mens han arbejdede med undersøgelser til en regeringsrapport.
"Akademikeren havde allerede forladt et lærerjob på grund af klager over seksuelt misbrug af børn", skriver Daily Mail, og han fortsatte derefter til at være stiftende medlem af Pedophile Information Exchange (PIE). Rapporten, som blev udarbejdet i 1970, var forfattet af et rådgivende udvalg for indenrigsministeriet, som krediterede Righton for hans 'betydelige bistand' i et kapitel om uddannelse af børns hjemmearbejdere. Righton blev senere arresteret og i 1992 idømt en bøde på 900 pund for import af billeder af misbrug af børn og blev formelt "advaret på grund af et tidligere overfald" ("was cautioned for an earlier assault"). Han døde i 2007, 81 år gammel.
PIE's tidligere kasserer Charles Napier blev fængslet i december 2014 for seksuelt misbrug af drenge.
Daily Mail udom i 2013-14 med flere artikler om myndighedernes forbindelse til PIE. I august 2014 udgav avisen en artikel om hvordan Indenrigsministeriet angvieligt finansierede Paedophile Information Exchange.
Avisen skriver:
"En modbydelig pædofilgruppe med forbindelser til højtstående Labour-politikere blev finansieret med enorme beløb af skatteydernes penge, har det vist sig."

De 70.000 pund skulle ifølge avisen svare til omkring 400.000 pund i 2014-økonomi.
"De forbløffende påstande fra en whistleblower bliver nu efterforsket af politiet og regeringen," fortsætter Daily Mail.
Påstandene kom efter, at samme avis havde afsløret forbindelser mellem pædofili-aktivistgruppen og National Council for Civil Liberties (NCCL), en lobbygruppe, der på det tidspunkt blev drevet af den tidligere sundhedsminister Patricia Hewitt og Labours næstformand Harriet Harman. Efter flere måneder med afsløringer i mediet endte Hewitt med at undskylde og sige, at NCCL havde været "naiv" og, at det var "forkert" at tillade sig selv at blive tilknyttet PIE.
Harman, som var NCCL's juridiske medarbejder, udtrykte også 'beklagelse', men nægtede at undskylde og hævdede, at Daily Mails historier var en 'politisk motiveret smædekampagne'.

Men artiklen fortæller også, at en tidligere medarbejder i Indenrigsministeriet afslørede, at Margaret Thatchers konservative administration, som tog over i 1979, såvel som den forudgående Labour-regering, angiveligt havde givet finansiering til PIE. Der er i det hele taget en del problematiske artikler for også denne tidligere premierminister, som indikerer Thatchers hang til at understøtte pædofili: Her er fx en, hvor der står, at hun undlod at sørge for, at en anden pædofil parlamentspolitiker ved navn Peter Morrison blev afhørt af politiet - trods det at hun var vidende om hans ulovlige tilbøjeligheder.

I sagen om Indenrigsministeriets angivelige støtte til PIE hævdede whistlebloweren, Tim Hulbert, at den højtstående embedsmand Clifford Hindley, som var leder af Indenrigsministeriets voluntary services unit (VSU - den Frivillige Serviceenhed), underskrev et treårigt bidrag på 35.000 pund til pædofili-organisationen i 1980. Han fortalte politiet, at han så papirerne, og at bevillingen var en fornyelse - "hvilket tyder på, at et lignende beløb var blevet givet til gruppen i 1977 under den tidligere Labour-regering," skriver avisen.
Den beskriver den nævnte embedsmand og leder i Indenrigsministeriet, Clifford Hindley, således:
Hr. Hindley, en kandidat i klassikere, filosofi og teologi, som studerede i Oxford og Cambridge, havde tilsyneladende en besat akademisk interesse for homoseksuelle forhold mellem mænd og drenge."

Hindley forestod "koordinering af regeringens indsats i forhold til frivillige ydelser og finansiering af visse frivillige organisationer" i sit lederjob i Indenrigsministeriet.
I myndighedernes egen rapport om sagen står der, at der i engelske medier i december 2013 dukkede påstande op om, at Voluntary Services Unit inden for Indenrigsministeriet "havde ydet midler til PIE på et tidspunkt i løbet af 1970'erne".
Men i myndighedernes egen undersøgelse af sig selv blev der "ikke fundet beviser til støtte for påstanden, om at VSU leverede direkte finansiering til PIE."

Tim Hulbert arbejdede for VSU - det organ under Indenrigsministeriet, der var ansvarligt for at beslutte, hvilke britiske frivillige organisationer der skulle modtage statsstøtte - i løbet af 1970'erne og 1980'erne. Statsmediet BBC fortæller desuden, at Hulbert henvendte sig til sin chef, Clifford Hindley, for at spørge, hvorfor pædofili-lobbygruppen modtog finansiering. Hulbert sagde, at han fik at vide af sin chef, at gruppen blev finansieret efter anmodning fra efterretningstjenesten Special Branch "for at give den mulighed for at holde øje med organisationens medlemmer". Dette var ifølge BBC "en påstand, som den uafhængige gennemgang i 2014 ikke kunne udelukke - den udtalte, at det ville være 'underligt, men ikke umuligt'". Tim Hulbert hævdede også, at han på VSU's kontorer i London havde set en kopi af et magasin, som PIE udgav, kaldet Magpie.

Ted Heath: Professionel afpresser af pædofile?
Det irske magasin Village er betydeligt mere dirkete i sin kritik af etablissementet end de store engelske hovedstrømsmedier. Village beskriver sig selv som et medie, der undersøger og analyserer "uligheder, ubæredygtig udvikling og korruption samt mediernes rolle i videreførelsen heraf". På den baggrund har Village Magazine udgivet en del artikler bl.a. om de mange sager om VIP-pædofili i Storbritanien, samt den korruption mediet peger på findes omkring disse. En af disse artikler er "Not just Ted Heath: British Establishment paedophilia and its links to Ireland" ("Ikke kun Ted Heath: Britisk etablissement-pædofili og dens forbindelser til Irland").
Heri skriver journalisten Joseph de Búrca bl.a.:
"Sidste maj udtrykte Village sin bekymring over, at der blev gjort forsøg fra enkeltpersoner på at afspore undersøgelser, foretaget i Storbritannien, af forskellige pædofile netværk. En taktik var at forurene dem med falske beviser og løgnagtige vidner. Wiltshire Politi er nået frem til en lignende – hvis ikke identisk – konklusion med hensyn til deres undersøgelse. Det har afsløret, at to personer forsøgte 'forsætligt' at vildlede dem. Den ene fik en formel advarsel. En direkte undersøgelse fortsætter med hensyn til den anden person. Village mener, at de begge bør undersøges grundigt for at se, om de har forbindelser til MI5, MI6 eller visse højtstående britiske embedsmænd - pensionerede og tjenende - der har gennemført en tilsløring af børnemishandling i Storbritannien, som har varet mere end et halvt århundrede."

Konsekvenserne for Irland er enorme, skriver Joseph de Búrca: Det pædofile netværk, som det britiske etablissement har beskyttet i årtier, er forbundet med det misbrug af børn, som fandt sted på det irske børnehjem Kincora Boys Home og andre institutioner i Irland, hævder journalisten.
Han leverer derefter dokumentationen for denne påstand i sin meget lange artikel.
Village skriver desuden at magasinet ikke står alene med sin bekymring over den politiske mørklægning de hævder har fundet sted, og henviser til Wiltshire-parlamentsmedlemet Andrew Bridgen, som også opfordrede til en undersøgelse af dem, han mente, havde forsøgt "at dække over Heath-skandalen". "Heath fik åbenbart meget hjælp til at skaffe sine ofre," skriver de Búrca - og fortsætter med at hævde at en "oplagt kandidat er hans ven Jimmy Savile".
"Savile frekventerede det forfærdelige Elm Guest House børnebordel i London sammen med andre VIP-misbrugere som parlamentsmedelemmet Sir Cyril Smith. Forbindelserne mellem Elm Guest House og et pædofilt netværk, som opererede på begge sider af Det Irske Hav, er blevet sat under lup af dette magasin i løbet af det sidste år. Mindst en dreng fra Kincora - Richard Kerr - blev senere misbrugt på Elm Guest House."

Kincora Boys' Home var et drengehjem i Belfast, Nordirland, "der var skueplads for alvorligt organiseret seksuelt misbrug af børn." Der var i 1980 anklager om, at drenge var blevet seksuelt misbrugt og prostitueret med involvering af bl.a. fremtrædende forretningsmænd, samt forsøg på tilsløring med påstande om statsligt samarbejde. Sagen indeholdt bl.a. påstande om, at en pædofilring med forbindelser til efterretningstjenesterne havde tilknytning til Kincora børnehjemmet.
Myndighedernes egen undersøgelse af sig selv afviste dog disse påstande og begrænsede misbruget i Kincora til den daglige leder af hjemmet samt forstanderen og viceforstanderen, som blev udpeget til overgrebsmændene i sagen.
Men vidner har igennem de følgende årtier fremført vidneudsagn og beviser, som de hævder blev ignorereret af den statslige undersøgelse.
Her er fx en artikel i en irsk avis, Sunday World, som med baggrund i nogle af disse vidners påstande hævder, at den britiske efterretningstjeneste MI5 beskyttede VIP-børnesexmisbrugere "i det berygtede Kincora Boys' Home". Denne avis fortæller også, som mange andre medier siden 2019 hvor disse nye påstande kom frem, at onklen til den nyligt kronede kong Charles III, Lord Mountbatten, i dag mange år efter sin død, bliver anklaget for at have misbrugt en dreng fra netop dette børnehjem (og flere andre børn - mere om det inden længe).
Mindst 29 drenge blev seksuelt misbrugt på drengehjemmet i Kincora.

Det pædofile netværk "bølgede over England, Skotland og Wales og over Det Irske Hav, hvor det væltede ud over begge sider af grænsen," hævder Village-artiklen, som foreslår titlen 'Anglo-Irish Vice Ring', som måske kan oversættes til noget i retning af 'Anglo-Irsk netværk styret af laster'. Dette netværk "var en fuldstændig fordærvet og udsvævende samling af perverse, sadister og børnemishandlere, hvoraf nogle endda misbrugte deres egne børn."
Artiklen hævder, at netværket "omfattede magtfulde Establishment-figurer fra Westminster" såsom parlamentsmedlemmerne Sir Knox Cunningham og Sir Cyril Smith samt desuden "britiske embedsmænd, MI5 og MI6 officerer og medlemmer af aristokratiet blandt andre".

Artiklen fortæller, at en whistleblower der kendte VIP-pædofilinetværk indgående - Robin Bryans - har knyttet Ted Heath direkte til et af de parlamentsmedlemmer fra Nordirland som var del af netværket.
"Derudover var Heath som premierminister i stand til at påvirke og kontrollere organisationer som MI5 og MI6, der havde en interesse i at beskytte og afpresse alle disse netværk, især i Nordirland gennem operationen, der involverede Kincora."

Hvilken type mand var Ted Heath, spørger artiklen, og kommer selv med svaret: "For at starte et sted var han afpresser." Da han var "Tory chief whip" fra 1956-59) engagerede han sig i seksuel afpresning af pædofile, hævder artiklen.
"Tory chief whip" betyder egentlig "partipolitiker chefpisk" og begrebet forklares således på det engelske parlaments hjemmeside:
"Chief Whip har ansvaret for at administrere piskesystemet, der sikrer, at medlemmer af partiet deltager og stemmer i parlamentet, som partiledelsen ønsker det. Whips er parlamentsmedlemmer eller Lords, der er udpeget af hvert parti i parlamentet til at hjælpe med at organisere deres partis bidrag til parlamentarisk virksomhed. Et af deres ansvar er at sikre, at det maksimale antal af deres partimedlemmer stemmer - og stemmer, som deres parti ønsker det."

"De fleste Tory-piske var afpressere – det var simpelthen en del af jobbet," fortsætter Village-artiklen. Men Heath "bragte en professionalisme til opgaven" ved at samle det, der blev kendt som 'Dirt Book' ('Beskidt bog') - der beskrives som "en encyklopædi med pinlige oplysninger om hans kolleger, designet til at forhindre dem i at træde ud af køen."

William Whitelaw trådte ind i stillingen som Chief Whip for oppositionen. Han tilstod, at han fortsatte praksissen over for BBC i 1995, skriver Village:
"'The Dirt Book' er bare en lille bog, hvor du nedskriver forskellige ting, du ved eller hører om mennesker, som måske er sande eller ikke. Jeg tror, at man kunne gætte sig rigtig godt, hvad det er for nogle ting, det indeholder”.

Magasinet peger derefter på et citat fra Whitelaws efterfølger, parlamentsmedlemmet Tim Fortescue, der besatte posten som Chief Whip 1970-73, da Heath var blevet premierminister. Ifølge Village sagde han på kamera til BBC:
"Enhver med nogen fornuft, der var i problemer, ville komme til The Whips og fortælle dem sandheden, og sige: 'Nu er jeg i knibe. Kan du hjælpe?’ Det kan være gæld, det kan være [..] en skandale, der involverer små drenge, eller enhver form for skandale, hvor [..] et medlem syntes at være indblandet. De kom og spurgte, om vi kunne hjælpe, og hvis vi kunne, så gjorde vi det."

Tim Fortescues afslørede også, hvordan viden om potentielle skandaler bruges:
”Når du forsøger at overtale et medlem til at stemme på den måde, han ikke ønskede at stemme i et kontroversielt emne – som er en del af dit job – er det muligt at antyde, at det måske ikke ville være i hans interesse, at folk vidste det ene eller andet – meget mildt”.

Pædofili- og sexsager omkring Ted Heath: 'Bedøm kongen på hans hofmænd'
I et afsnit med overskriften 'Bedøm kongen på hans hofmænd' fremlægger Village eksempler på mænd i magtfulde positioner udpeget af Ted Heath.
Heath udnævnte William Whitelaw til den første Secretary of State for Nordirland, skriver Village. Denne position er lederen for den indsatte regering, dvs. tilsvarer statsminister. Village fortæller også, at avisen Daily Mail den 6. december 2014 rapporterede, at Whitelaw i 1980 "angiveligt fortalte en højtstående chef for [London] Metropolitan Police at annullere en årelang undersøgelse af en bande anklaget for at have misbrugt 40 børn, hvoraf den yngste var seks" (artiklen i Daily Mail er denne). Indgrebet mod netværket kom alligevel lidt senere i 1980, fortsætter Village og Daily Mail, efter at en avis afslørede, at landets chefanklager overvejede 350 lovovertrædelser mod banden, herunder påstande om, at den "skaffede unge drenge til politikere, fremtrædende advokater og filmstjerner. Rapporten, der blev offentliggjort den 7. juli samme år i Evening News – en daglig avis i London – afslørede, at politiet havde videregivet bevismateriale til direktøren for Director of Public Prosecutions (DPP - den offentlige anklagemyndighed red.), og at op til 12 mænd kunne blive dømt for at skaffe drenge og for seksuelle overgreb”.
Journalisten, der skrev historien, var Jeff Edwards, fortæller begge de to medier og fortsætter samstemmende: Han afslørede, at han få dage efter offentliggørelsen blev indkaldt af politiet til et interview og truet med retsforfølgelse i henhold til loven om officielle hemmeligheder (Official Secrets Act). Ifølge Daily Mail, "hævder Edwards også, at hans kilde, en politibetjent i tjenesten, blev straffet og idømt en bøde på seks måneders løn for at lække historien".
William Whitelaws stedfortræder ved den engelske ledelse i Nordirland (Northern Ireland Office - NIO) i 1972-74 var afdøde William van Straubenzee, "en anden livslang ungkarl", skriver Village. Han blev udpeget i sager om misbrug af børn, som blev "fremgravet af kabinetskontoret i juli 2015". Detaljerne i beskyldningerne mod ham er stadig uklare, fortæller Village, bortset fra at de vedrørte misbrug af børn. Disse oplysninger bekræftes i denne artikel og flere andre steder.

Village omtaler desuden Sir James Dunnett, som Ted Heath havde siddende som Permanent Under-Secretary of State for Defence (permanent viceforsvarsminister).
Magasinet skriver om lederen i forsvarsministeriet:
"Dunnett var berygtet for at betale mandlige prostituerede, som han hentede på Piccadilly Circus - 'Dilly Boys' ('Dilly-drenge' red.) - for sex.
Hans omdømme blev knust af hans engagement med Vicky de Lambray, en mandlig transvestit-prostitueret, der stjal hans checkhæfte. De Lambray blev stillet for retten i marts 1983, hvilket øjeblikkeligt antændte et medievanvid, hvor Dunnetts navn blev offentligt kendt. De Lambray døde senere under mistænkelige omstændigheder."

Igen finder man en UPI-artikel fra arkiverne, der bekræfter sagen med Vicky de Lambray. Sir James Dunnett indrømmede, at "han havde brugt 50 minutter med transvestitten Vikki de Lambray i 1979, fem år efter at han gik på pension." Dunnett hævdede, at han samlede de Lambray op i den tro, at han var en kvinde. Hvor troværdigt det er, synes tvivlsomt, da netop de Lambray ofte var i medieoverskrifterne på grund af retsoptrædener, sexskandaler og påstande om, at hun var spion - og åbenbart havde samkvem med flere, der var knyttet til efterretningsmiljøer. Gay News bragte en artikel i september 1983, hvor bladet skrev, at de Lambray var en "dømt kunsttyv fra High Society og tilsyneladende MI5-frister/fristerinde", og desuden bemærkede de Lambrays korte seksuelle forhold til en tidligere sovjetisk flådeattaché, kaptajn Anatoly Zotov. Dette var også de Lambrays egen påstand. Scotland Yard, som undersøgte dette, sagde, at de "ikke var i stand til at bekræfte den påståede forbindelse med Zotov og afviste påstanden om en forbindelse med en tidligere minister".

I 1973 placerede Ted Heath Sir Maurice Oldfield som ansvarlig for MI6, hvor han tjente indtil 1978, fortæller Village, med baggrund i at Heath var premierminister, som udnævner lederne af efterretningstjenesterne. Derefter hævder mediet skarpt. at "Oldfield var en berygtet misbruger af lejedrenge." Her refererer mediet nok bl.a. til den afsløring, der fremkom omkring Oldfields seksualitet i 1987. I denne UPI-artikel fra arkiverne finder man historien, som ellers fremkom efter en historie i avisen Mail Sunday (Daily Mail). UPI fremlægger denne del af afsløringerne således, og citerer artiklen i Mail (som ikke findes online):
"Den officielle afsløring fulgte efter en historie i The Mail Sunday, der sagde, at Oldfield var 'en tvangsmæssig homoseksuel med en forkærlighed for 'grov handel'... Sir Maurice brugte mandlige prostituerede -- lejedrenge og unge hjemløse --- på den desperate hårde side af homoseksualitet, som nogle finder det umuligt at leve uden, på trods af farerne for dem selv.'"

"Den officielle afsløring" var, at daværende premierminister Margaret Thatcher havde fortalt offentligheden, at den på dette tidspunkt afdøde Sir Maurice Oldfield og tidligere efterretningschef havde indrømmet "at han fra tid til anden havde engageret sig i homoseksuelle aktiviteter."
Denne afsløringen af homoseksualitet var "temmelig ødelæggende", sagde udenrigsministeren dengang, fordi homoseksuelle var udelukket "fra sikkerhedstjenesternes højtstående rækker", da man dengang mente, de kunne blive udsat for "afpresning fra kommunistblok-nationer". Udenrigsministeren udtalte videre, at fordi sikkerhedsfolk bliver udsat for "periodisk 'undersøgelse' eller afhøring", havde Oldfield "løjet og brudt tilliden til mange tidligere premierministre og tidligere udenrigsministre".

Ordene for "unge hjemløse" i citatet om Oldfields seksuelle tilbøjeligheder er på engelsk "young down-and-outs", som egentlig betyder "unge der er nede og ude" eller "udstødte".
Af UPI-artiklen ser man, at udenrigsministeren, som jo repræsenterer staten og er chef for efterretningstjenesten MI6, havde fokus på det sikkerhedsmæssige problem i MI6-lederens homoseksualitet, og ikke på problemet i at lederen af efterretningstjenesten udnyttede såbare hjemløse drenge seksuelt. Ligesom med parlamentsmedelemmet Harvey Proctor var der åbenbart også for efterretningschefens vedkommende tale om tilfredsstillelse gennem sadistisk undertrykkelse af unge hjælpeløse drenge. En ting som i avisen, der afslørede dette, blev forklaret med sætningen om, at "nogle finder det umuligt at leve uden, på trods af farerne for dem selv".
UPI citerer avisen Mail for disse ord om Oldfield:
"Utvivlsomt genial, er (Oldfield) altid blevet præsenteret som den moderne faderfigur for det britiske efterretningsvæsen.'"

Premierminister Thatcher udtalte, at efter Oldfield blev sikkerhedskoordinator i Nordirland, modtog regeringen rapporter, der medførte, at hans sikkerhedsgodkendelse blev tjekket ud. Det var i marts 1980, i løbet af denne anmeldelse, at han indrømmede sine homoseksuelle aktiviteter, og hans positive kontrolgodkendelse blev trukket tilbage.
MI6-lederen Oldfield blev i forbindelse med denne chefstilling anklaget for at have misbrugt drenge fra Kincora børnehjemmet i Nordirland. Her er det den irske avis Irish Times, som nævner disse anklager.
Her er det Belfast Telegraph, som skriver, at Sir Maurice Oldfield efter sigende blev set af sine Special Branch beskyttelsesofficerer hvor han "omgås med drenge fra Kincora" ("associating with boys from Kincora"). Her er det et offer for sexmisbrug på Kincora, Richard Kerr, som i samme avis hævder, at han mødte "Storbritaniens spionmester" Maurice Oldfield på børnehjemmet.
"Richard Kerr siger, at han aldrig blev misbrugt af Sir Maurice, men at knytte ham til Kincora vil føje brændstof til rygterne om, at efterretningstjenesten kendte til skandalen og dæmpede den, fordi misbrugerne gav oplysninger til efterretningstjenesterne."

Det var ifølge Kerr i 1978, at han havde set MI6-chefen i børnehjemmet. Han var kommet til at gå ind i et skolekontor, hvor de to pædofile skoleledere - Raymond Semple og Joseph Mains - holdt møde med MI6-chefen. Det var viceforstanderen Joseph Mains, som var den "primære misbruger" af Richards Kerr. Maurice Oldfield "forlod Nordirland under en sky af seksuelle insinuationer to år senere," skriver Belfast Telegraph.

Der blev foretaget en undersøgelse af anklagerne om misbrug i flere nordirske institutioner, som mundede ud i en mere end 2000 sider lang rapport.
I denne rapport står der på side 233:
"I 2011 undersøgte SIS-officer G (Secret Intelligence Service - anden benævnelse for MI6 red.) fire ringbind med materiale vedrørende Sir Maurice Oldfield, herunder MI5-efterforskningen fra 1980. Officer G fremsatte følgende kommentarer i begyndelsen af sit notat
'Forholdet [Oldfield] havde til Kincora Boys' Home (KBH) i Belfast og den efterfølgende 'lejedrenge sex-skandale' er efter min mening den eneste resterende potentielle følsomhed i papirerne.
Følsomheden er, at [Oldfield] kan have et link til (ved tilknytning gennem hans venskab med KBH-chefen) af de påståede forbrydelser i drengehjemmet. I betragtning af det nuværende klima omkring lignende sager, kan det på et tidspunkt dukke op som et problem."

Rapporten taler denne efterretningsnote ned ved at skrive, at "referencen til et venskab" er "fuldstændig i modstrid med mængden af undersøgte beviser i undersøgelsen" samt at fremføre at den pågældende efterretningsperson senere trak sit notat tilbage, da han sammen med en anden agent "undersøgte dette dybere". I forhold til anklagerne mod Maurice Oldfield skriver forfatterne af rapporten opsummerende:
"Vi er tilfredse med, at der ikke er nogen troværdige beviser til støtte for nogen af disse påstande."

Da Maurice Oldfields positive kontrolgodkendelse blev trukket tilbage, var han allerede en syg mand, skriver Village. Han holdt endelig op med at tjene som sikkerhedskoordinator i Nordirland, da en efterfølger tog over i juni 1980. Han døde i marts 1981.
I en af mange hyldestartikler til Sir Maurice Oldfield i engelske medier skriver BBC, at Oldfield var spionchefen, som blev "slæbt gennem mudderet". Artiklen handler om hvordan Oldfield "rejste sig fra en ydmyg begyndelse til at blive en af Storbritanniens største spionchefer nogensinde". Han blev krediteret for at holde sit land ude af Vietnamkrigen, skriver BBC – og nævner som mange andre desuden at Oldfield "inspirerede Alec Guinness' portrættering af George Smiley i tv-serien Tinker Tailor Soldier Spy", efter John le Carrés spionbog. "Alligevel forfulgte påstande om børnemishandling - der senere viste sig at være falske - hans omdømme i årevis," skriver BBC.
Mediet Great British Lives (Store Britiske Liv) skriver også, at efter Oldfields død i 1981 "måtte hans familie udstå falske anklager om, at han havde været involveret i en børnemisbrugsskandale". Denne hyldestartikel fremfører at det var "et mareridt, der først fik en ende, da Carl Beech blev fundet skyldig i at fremstille de påstande, han havde fremsat om Oldfield og andre prominente mennesker."

Selvmodsigende undersøgelse kæmper mod vidneudsagn og beviser
Kincora Boys' Home-skandalen førte til en landsdækkende undersøgelse af 22 institutioner i Nordirland. Undersøgelsen hed officielt Northern Ireland Historical Institutional Abuse Inquiry (HIA - Nordirlands historiske institutionelle misbrugsundersøgelse), men blev kort navngivet Hart Inquiry (Hart undersøgelsen) efter lederen af undersøgelsen - den pensionerede højesteretsdommer Sir Anthony Hart.
Hart-rapporten kom i januar 2017 og beskrev i detaljer, hvordan børn var blevet misbrugt - fysisk, mentalt og seksuelt - på tværs af institutioner drevet af kirker, staten, lokale myndigheder og velgørenhedsorganisationen Barnardo's i Nordirland i perioden 1922 til 1995. Næsten 500 personer engagerede sig i undersøgelsen i Belfast, samt Irland, England, Skotland, Wales og endda også Australien. Undersøgelsens konklusion var, at misbrug var "udbredt", og Sir Anthony Hart "anbefalede en undskyldning, kompensation, et permanent mindesmærke, en kommissær til at handle på vegne af ofre og overlevende og målrettet hjælp til de berørte."
Undersøgelsen konkluderede dog også, at misbruget, der fandt sted i Kincora, var begrænset til tre ansattes handlinger og ikke fandt sted under samarbejde mellem staten eller efterretningstjenesterne.
Det var lederen af hjemmet William McGrath, kaldet "Husfaderen" ("the Housefather) og forstanderen Raymond Semple samt hans viceforstander Joseph Mains, som blev udpeget i undersøgelsen. William McGrath blev fængslet i fire år for sine pædofile aktiviteter i hjemmet.
Undersøgelsen afviste alle påstande som pegede på efterretningstjensters og statslig indblanding i - eller viden om - overgrebene. De undersøgte efterretningstjenster var Special Branch, MI5, MI6 (SIS - Secret Intelligence Service, da. Hemmelig Efterretningstjenste) og Army Intelligence (militærets efterretningstjenste).
Undersøgelsesrapporten hævdede bl.a.:
At selvom alle de fire ovennævnte efterretningstjenester vidste, at McGrath var homoseksuel og nogle af dem havde fået flere vidneudsagn om, at han begik overgreb på børn i Kincora "var der kun lidt disse tjenester kunne gøre ved det". Hart-undersøgelsen frikendte således efterretningstjenesterne fra et have holdt hånden over overgrebsmændene på Kincora, på trods af at efterretningstjenesters passivitet sikrede, at overgrebsmænd, i mindst seks år, kunne fortsætte deres seksuelle overgreb på børn på Kincora børnehjemmet.
At William McGrath ikke var hemmelig agent for MI5 eller MI6, trods vedvarende påstande om dette fra ofre og flere undersøgende journalister og forfattere.
At efterretningstjenesternes interesse for den senere dømte pædofile børnehjemsleder William McGrath udelukkende var, fordi han var den øverstbefalende for den politiske og religiøse paramilitante organisation Tara, som var en gruppe af loyalistiske prostestanter der støttede at Nordirland fortsat skulle være underlagt Storbritanien.
At der ingen problematiske forbindelser var mellem efterretningstjenester og William McGrath, trods flere vidneudsagn som indikerede det modsatte.
At Sir Maurice Oldfield "og en række navngivne og unavngivne embedsmænd i den engelske nordirske regeringsadministration, og unavngivne forretningsmænd og andre fremtrædende skikkelser" ikke "tyede til Kincora af seksuelle grunde."
At Kincora ikke var et homoseksuelt bordel og heller ikke brugt af nogen af efterretningstjenesterne som en "honningkrukke" til at "fange, afpresse eller på anden måde udnytte homoseksuelle".

Bemærk at ovennævnte blot er et mindre udvalg af mange punkter fra rapporten, og som sådan også kun nogle få eksempler på de mange påstande om systemisk korruption, statslig indblanding og mørklægning, rapporten forsøgte at tilbagevise.
Til det sidste punkt skriver dommer Anthony Hart og hans to medarbejdere:
"Der var et lille antal tidligere indbyggere i Kincora, der vendte tilbage til Kincora som besøgende, og som deltog i samtykkende homoseksuel aktivitet med Mains, eller ved et lille antal lejligheder, med nogle af beboerne. En række beboere engagerede sig i samtykkende homoseksuel aktivitet med hinanden, eller gjorde det med andre væk fra Kincora under omstændigheder, der var fuldstændig uden forbindelse med Kincora."

Selvom der altså var en trafik af homoseksuelle ind og ud af Kincora, der havde homoseksuel sex i børnehjemmet, var det, ifølge Hart-rapporten, ikke "et homoseksuelt bordel". De "beboere" som de besøgende havde sex med, og som ifølge rapporten, indvilgede heri, specificeres ikke. Det er altså uklart om der refereres til børn eller voksne, men af konteksten må det formodentlig betyde voksne.

I kapitel 29, modul 15, i rapporten skriver forfatterne om et gruppemedlem i Tara - Roy Garland - som forsøgte at advare de sociale myndigheder og Special Branch om McGraths potentielle overgreb på Kincora:
"I maj 1973 vidste både RUC Special Branch og andre RUC-officerer, at McGrath havde ry for at være homoseksuel, men de havde intet bevis for dette. Det var først, da Roy Garland talte med kriminalbetjent Cullen den 1. marts 1974, at RUC modtog en påstand om, at McGrath tidligere havde deltaget i homoseksuel adfærd af grooming-karakter med Roy Garland, da Roy Garland var teenager. Af forståelige grunde var Roy Garland ikke parat til at møde op for at afgive forklaring på det tidspunkt, og resultatet var, at RUC havde et vidne, der ikke ville møde i retten, og som beskrev begivenheder med homoseksuelle handlinger, der havde fundet sted i en længere årrække før i tiden."

RUC står for the Royal Ulster Constabulary (Ulsters Kongelige Politikorps). Ulster er den andenstørste af Irlands fire provincer. RUC Special Branch er kort fortalt den lokale nordirske afdeling af den engelske efterretningstjeneste Special Branch.
Lige derefter står der:
"På trods af Roy Garlands prisværdige indsats for at advare Social Services og RUC om risikoen, som han identificerede nøjagtigt, at McGrath muligvis udnyttede sin stilling i Kincora til seksuelle overgreb på beboere der, ligesom han havde forgrebet sig på Roy Garland seksuelt, da han var teenager, var Roy Garlands indsats for at gøre dette uden held - dette var ikke hans fejl."

Og derefter:
"Vi er tilfredse med, at det først var i 1980, at RUC Special Branch, MI5, SIS og Army Intelligence blev opmærksomme på, at McGrath havde misbrugt beboere i Kincora seksuelt, og det fik de at vide, da det blev genstand for offentlige beskyldninger og en politiundersøgelse blev iværksat. Alle fire bureauer havde ingen beviser for det, selv om de var klar over, at McGrath blev påstået at være homoseksuel. De var klar over, at han arbejdede på et drengeherberg, hvor han var i en myndighedsposition."

Så selvom MI5, siden 1974, var orienterede om at William McGrath var pædofil overgrebsmand og at han kunne misbruge sin postion i børnehjemmet, var der i seks år indtil 1980 ikke rigtig noget at gøre ved det - ifølge undersøgelsesrapporten.
Et væld af spørgsmål melder sig på baggrund af at Roy Garland tilsyneladende advarede RUC Special Branch i marts 1974: Hvorfor var det "uden held"? Hvis ikke det var Roy Garlands skyld, at advarslen ikke førte til noget, hvis var det så? Hvorfor gjorde RUC Special Branch tilsyneladende intet ved det? Skal det, at undersøgelsen peger på, at vidnet ikke ville møde i retten forstås som en undskyldning for RUC? Betyder det, at undersøgelsen mener, at tjenesten ikke kunne gøre noget ved det seksuelle misbrug?
Hvorfor er rapportens forfattere tilfredse med, at det først var i 1980, at efterretningstjenesterne blev opmærksomme på, at McGrath havde misbrugt beboere i Kincora seksuelt? Rapporten indrømmer tidligere at Special Branch blev advaret om muligheden for det i 1974, men intet gjorde - det er undersøgelsen tilsyneladende også tilfredse med...?

Det er, i sammenhæng med disse oplysninger, værd at notere, at myndighederne tilsyneladende skulle tvinges til at standse overgrebene. Belfast Telegraph skriver, at det først var efter, at journalisten Peter McKenna afslørede sexmisbruget i børnehjemmet i avisen Irish Independent i januar 1980, at der blev gjort noget fra myndighedernes side. Afsløringerne skabte voldsom skandale, og korruptionssagen blev taget op i parlamentet. Med det offentlige kendsskab til de seksuelle overgreb, og de politiske reaktioner, var det således ikke længere muligt for myndighederne at undlade at reagere.

Som man måske kan se af ovenstående udvalgte punkter, virker rapporten generelt som noget af et balancestykke. Ovenstående er blot nogle få eksempler. Rapporten fortæller selv, at "der gennem årene har der været stor opmærksomhed på", hvad Special Branch, MI5, SIS (MI6) og Army Intelligence "vidste om de seksuelle overgreb i Kincora, hvornår de vidste det, og hvad de gjorde med den viden." Her skriver Hart & co. igen at de er "tilfredse med" at efterretningstjenesterne kun interesserede sig for McGrath fordi han var leder af Tara - de interesserede sig ikke for hans overgreb på børn. Hvordan undersøgelsespanelet kan være tilfreds med dette, forklares ikke og virker som lidt af en gåde.
Efterretningstjenesters fuldstændige passivitet betød at pædofile overgrebsmænd kunne fortsætte deres overgreb uhindret igennem minimum seks år fra 1974 til 1980. Men de "holdt ikke hånden over" overgrebsmændene, ifølge Hart-undersøgelsen - heller ikke selvom det i praksis var det som skete. Igen "forklares" disse omstændigheder med "fejl" - ja faktisk et helt "katalog af fejl". Men ikke hos efterretningstjenesterne - hos de sociale myndigheder og politiet:
"Det var ikke blot sådan, at der i disse år var et lille antal forpassede muligheder af Belfast Welfare Authority, af EHSSB og af RUC. Der var så mange fejl hos alle disse agenturer, at de svarer til et katalog over fejl hos hver enkelt. Var anklagerne fra 1971 blevet indberettet til RUC, som de burde have været, eller hvis en effektiv undersøgelse var blevet gennemført af RUC i senere år, er det rimeligt at udlede, at en grundig og kompetent undersøgelse foretaget af uddannede detektiver kan have været vellykket i at afsløre overgrebene i 1976, og muligvis endda i 1974. Det ville have betydet, at de, der blev udsat for seksuelle overgreb efter 1976, og muligvis efter 1974, ville være blevet skånet for deres oplevelser."

Belfast Welfare Authority er de sociale myndigheder i Belfast. EHSSB står for Eastern Health and Social Services Board (Østre Sundheds- og Socialnævn), som var Sundheds- og Socialnævnet i Storbritanien og for Nordirlands vedkommende beliggende i Belfast.
Passagen om "anklagerne fra 1971", som var "blevet indberettet til RUC" refererer til den såkaldte 'Mason mappe' ('Mason file'), som "indeholdt klager fremsat i 1967 og 1971 af to beboere på Kincora Boys' Hostel mod vagtchefen, Joseph Mains." I december 1981, otte år efter at en leder i Sundheds- og Socialnævnet "besluttede ikke at handle på informationerne i mappen", blev Joseph Mains dømt for to tilfælde af seksuel afvigelse (analsex-overgreb på børn), tre tilfælde af grov blufærdighedskrænkelse og ét tilfælde af usømmeligt overfald ("indecent assault"). Mains blev idømt seks års fængsel.
Den leder som tilbageholdt oplysninger, der kunne have forhindret overgrebsmænd i at voldtage og misbruge drenge i Kincora, blev i øvrigt i 2002 udpeget som en af syv lægfolk, der skulle udføre en revision af den katolske kirkes svar på klager over seksuelt misbrug af børn.

Hart-undersøgelsesrapporten bruger flere gange vendingen "Vi er tilfredse med..." når den forsøger at afvise anklager om myndigheders eller myndighedspersoners involvering eller mørklægning af Kincora-overgrebene. Fx var rapportens forfattere, som tidligere nævnt, "tilfredse med" at afvise, at Sir Maurice Oldfield "og andre fremtrædende skikkelser, tyede til Kincora" for at begå overgeb på drenge. De var også "tilfredse med", at afvise at Kincora blev brugt af sikkerhedsmyndigheder til at afpresse magtfulde homoseksuelle embedsmænd, politikere og efterretningsfolk. I det hele taget bruges denne vendning utallige gange i rapporten i sådanne sammenhænge.
Nogen kan måske få den tanke, at det godt kunne virke som om, at undersøgerne er så "tilfredse med" at afvise beskyldningerne, at de på den baggrund vælger at forsøge at bortforklare de mange vidneudsagn og beviser for det modsatte. I al fald er det forbløffende hvor mange vidneudsagn og beviser undersøgerne ser bort fra eller krampagtigt forsøger at bortforklare.

Beskyttelse af den anglo-irske pædofiliring
Magasinet Village skriver, at medlemmerne af den anglo-irske pædofiliring i "årtier var urørlige", men "det ændrede sig efter udbruddet af Troubles, da MI5 fejede ind og afpressede og udnyttede nogle af dem af forskellige uhyggelige årsager."
"Troubles" var en etnisk-nationalistisk konflikt i Nordirland, som varede i cirka 30 år fra slutningen af 1960's'erne til 1998, og som de engelske efterretningstjenester også var dybt involveret i.
Village fortsætter:
"Et af deres ofre var Richard Kerr, som blev anbragt den 16. december 1966. I en alder af 8 blev han misbrugt af Eric Witchell, en anglikansk lægmunk, som var en ven af manden, der drev Kincora Boys' Home, forstander Joe Mains. Witchell blev senere fængslet for at have misbrugt andre drenge i Williamson House, hvor han havde været rektor. Misbruget af Richard Kerr startede en nat efter Witchell besøgte hans seng: 'Jeg var på min side, jeg havde en bamse. Jeg bed i det, mens han havde sin hånd nede på min bagdel og fumlede rundt.'"

"Fuld voldtægt begyndte senere," skriver Village derefter.
Richard Kerr er et misbrugsoffer fra Kincora Boy's Home. Kerr afviste Hart-rapportens påstande om, at misbruget på drengehjemmet var begrænset til tre medarbejdere, og han hævder desuden, at han blev misbrugt af "meget magtfulde mennesker" med forbindelser til Kincora-drengehjemmet.
I marts 2016 udstedte han en Højesteretsstævning, hvor han sagsøgte fire regeringsorganer. Han fortsatte med at udfordre Hart-undersøgelsen og slog til lyd for, at den blev udvidet til at omfatte seksuelt misbrug på Europa Hotel i Belfast, Nordirland, såvel som i Storbritannien og Europa. Eric Witchell var en af flere personer, der af ofre blev udpeget som pædofile overgrebsmænd i forbindelse med bl.a. Kincora Boy's Home og et andet drengehjem - Williamson House, som han var forstander for. I en anden artikel skriver Village:
"Dommer Hart gad ikke interviewe Eric Witchell. I stedet brugte Hart sin rapport til at bagvaske ofrene for Kincora. Hart-rapporten - og lad ingen misforstå det - ærekrænker ofrene som løgnere."

Magasinet Village hævder desuden, at RUC brugte årtier på at dække over pædofiliringens forbrydelser.
"Det er ikke muligt at sætte et tal på, hvor mange liv der blev ødelagt. Som minimum involverede det hundredvis af drenge og også nogle piger," skriver Village.

Declassified UK skriver, at britiske ministre, statslige tjenester og regeringsadvokater gentagne gange har "blokeret forsøg fra RUC og domstole i Nordirland på at afhøre MI5-betjente." Mediet peger på at Hart-rapporten kritiserede MI5-betjente for konsekvent at hindre politiets efterforskning og for "ødelæggelsen af MI5-filer relateret til Kincora."
"Men den undlader at nævne MI5's vellykkede pres på den daværende Thatcher-regering mod at oprette en fuld offentlig undersøgelse med vidner bundet af ed og udsat for krydsforhør."
...
"Hart var klar over det pres, MI5 lagde på politiet. Men han afviste påstande om, at Storbritanniens sikkerhedstjenesterr, især MI5, vendte det blinde øje til misbruget på grund af McGraths rolle som informant for efterretningstjenesterne. På et tidspunkt sagde Hart, at hans undersøgelse 'ikke havde tilstrækkelige beføjelser' til at undersøge spørgsmål 'relateret til hæren eller MI5.'"

Påstanden om at William McGrath var MI5-informant blev så sent som i 2023 igen fremført i en engelsk domstol. Det var i forbindelse med de to ofre Gary Hoys og Richard Kerrs søgsmål mod de engelske myndigheder for de overgreb, de to måtte udstå på grund af passivitet fra myndighedernes side.

I juni 2016 afslørede BBC Nordirlands tv-udsendelse "Spotlight" dr. Moris Frasers seksualforbrydelser, skriver Village. Det er udsendelsen "The Paedophile Doctor" ("Den pædofile doktor"), magasinet refererer til. Udsendelsen undersøger, hvorfor den dømte pædofile børnepsykiater "ikke blev afvist af det almindelige lægeråd," forklarer teksten om dokumentarfilmen.
Village skriver om Moris Frasers misbrug af en af drengene på Kincora, Richard Kerr:
"Richard Kerr blev sendt til ham til gennemgang, mens han stadig var bosiddende i Williamson House. Fraser tog billeder af hans kønsdele og besøgte ham senere i hjemmet. Kerr var kun ti. Fraser befamlede ham under disse besøg. Kerr blev senere misbrugt, mens han var bosiddende i Kincora."

Det bliver interessant at se, skriver Village, om Fraser bliver arresteret af efterfølgeren til RUC, PSNI (Police Service of Northern Ireland - Nordirlands Politi).
"De mørkere elementer i MI5" vil blive chokeret, hvis dette sker, fortsætter magasinet, "fordi Fraser kender mange af hemmelighederne" bag VIP-pædofiliringen.
"Endnu værre ville retsforfølgning af ham underminere Hart-rapportens konstatering af, at Kincora var en isoleret afvigelse og ikke en del af et bredere netværk."

Forsøg på statskup af angivelig pædofil kongelig overgrebsmand - Lord Mountbatten
Village skriver, at MI5 udnyttede VIP pædofili-ringen, og at det blev afsløet af den kendte officer i MI5, Peter Wright. Wright blev kendt fordi han skrev en bog "Spycatcher" ("Spionfanger") om korruption i MI5. Bogen blev forbudt i England, fordi den var så afslørende.

Mediet "Socialist Worker" ("Socialistisk Arbejder") skriver:
"Kincora Boys' Home i Belfast blev åbnet i 1958. Hjemmets forstander Joe Mains begyndte med det samme at misbruge de drenge, han var ansat til at passe på. Mains rekrutterede Raymond Semple og William McGrath i 1970'erne, og de deltog i det daglige brutale misbrug."

De misbrugte drenge forsøgte at gøre myndighederne opmærksomme på misbruget, "herunder politiet og pressen, som svigtede dem fuldstændigt", skriver Socialist Worker.
Myndighederne vidste, hvad der foregik, på grund af whistlebloweren, den militære efterretningsofficer Colin Wallace, skriver det socialistiske arbejdermedie. Wallace fortalte sine overordnede, hvad der skete, og udsendte endda en pressemeddelelse i begyndelsen af 1973. Pressemeddelelsen fortalte, at William McGrath brugte "en ikke-eksisterende evangelisk mission som frontorganisation" for pædofili.

At Wallace advarede mod overgrebene på Kincora mange år før, der blev foretaget indgreb imod dem, er almindeligt kendte oplysninger. Colin Wallace er et tidligere britisk medlem af Army Intelligence i Nordirland og en specialist i psykologisk krigsførelse. Han foretog flere tophemmelige operationer i det engelsk-besatte nordirske territorie. Man kan læse mere om Colin Wallace og advarslen om Kincora-overgrebene i bogen "Who Framed Colin Wallace?" ("Hvem snød Colin Wallace?"), som egentlig primært handler om, hvordan Wallace angiveligt blev sat op til at blive dømt for et mord, han ikke begik. Bogen hævder desuden, at dette var et forsøg på at miskreditere hans påstande om Kincora-skandalen.

Hele historien blev mørklagt, fordi McGrath var en vigtig agent for den britiske efterretningstjeneste, skriver Socialist Worker. "Han aflagde hyppige besøg hos sine controllere i London."
McGrath var grundlægger af "en fanatisk loyalistisk paramilitær organisation" (tidligere omtalte Tara) og rejste til Sydafrika og Rhodesia for at købe våben til paramilitære. Den britiske stat "bevæbnede loyalistiske bøller" for at hjælpe med at knuse modstanden mod det britiske styre i Nordirland.
Drenge fra Kincora blev også lejet ud til figurer i etablissementet, hævder Socialist Worker, ligesom flere andre har gjort. "Hvem disse personer var, er stadig et spørgsmål om spekulationer."

"Navne på folk i høje positioner bliver nævnt som sandsynlige udnyttere af drenge, der blev forsynet til dem fra børnehjem. På alle betydende områder deler de seneste afsløringer fra det nordlige Wales, Cheshire og Liverpool træk ved Kincora-sagen. Der har været det samme systematiske misbrug, den samme konsekvente afvisning fra myndighedernes side i forhold til at tro på de unge, når de klagede, den samme 'ring' af misbrugere i forskellige børnehjem, konstant skift fra et børnehjem til et andet, den samme tilsyneladende involvering af højt placerede myndighedspersoner i de relevante råd og regeringsorganer, det samme ordknappe politi”.

Afsløringerne i det nordlige Wales refererer til seksulle misbrugsovergreb på flere børnehjem i dette område af Storbritanien, som ligner Kincora-skandalen. Det samme gør sig gældende med Cheshire (amt i det nordvestlige England), og i Liverpool er det også omtrent samme historie: Her er en artikel om ofre for sexmisbrug, der vinder erstatningssag mod et katolsk børnehjem i Liverpool. Og her en anden artikel om mørklægning og manglende reaktioner fra myndigheder, som "blev blotlagt af årelang undersøgelse af seksuelt misbrug" på børnehjem i bl.a. Liverpool.
Denne artikel handler om, hvordan ofre for en pædophili-ring i Liverpool var nødt til kæmpe for at "smadre mørklægning".

Operation Clockwork Orange, fortsætter Socialist Worker, var et forsøg på at "udtvære og underminere" Labour-ledere - og de partipolitikere, der ikke blev anset for at være hårde nok. Det kortsigtede mål var at forhindre Labour i at blive valgt og at afsætte Edward Heath fra ledelsen af partipolitikerne.
Clockwork Orange var oprindelsen til påstanden om, at Heath var pædofil, hævder mediet. "Nogle gange var arbejdet seriøst, andre gange var det lidt latterligt."
Wallaces team skrev en falsk Labour-pamflet til amerikanske journalister, "som opfordrede til revolution."
Socialist Worker forklarer, hvordan Colin Wallace stoppede med at arbejde for MI5:
"Wallace blev fyret i 1975, efter at han nægtede at fortsætte med at arbejde på Clockwork Orange. Han havde vægret sig ved tanken om at vælte den regering, han skulle arbejde for. Han var frustreret over, at hans forsøg på at afsløre Kincora Boys' Home-skandalen mislykkedes."

Mediet tilføjer, at Wallaces påstande blev bekræftet af den tidligere MI5-officer Peter Wright i hans bog Spycatcher. "Wright beskrev, hvordan en bande af ultrahøjreorienterede fanatikere i MI5 havde konspireret mod Wilsons regering i 1974 og 1975."

Man kan tilføje, at oplysningerne ikke kun blev bekræftet af Peter Wright, men også af den tidligere premierminister Harold Wilson, som efter sin pludselige og uventede tilbagetrækning fra posten gav et interview til to journalister, hvor han fortalte, at hans regering havde været mål for to forsøg på statskup.
Påstandene blev desuden "bakket op af bekræftende interviews med andre ledende personer fra tiden," skriver BBC i en historisk artikel om sagen.
"Begge militærkup skulle have involveret "højtstående elementer i den britiske hær, ivrige efter at se ryggen af Labour-regeringerne" - og begge involverede et medlem af den kongelige familie:
Prins Louis Mountbatten.
Harold Wilson mente, at det var idéen, at Lord Mountbatten skulle have være indsat som midlertidig premierminister efter militærkuppet.
Lord Mountbatten er den onkel til den nuværende Kong Charles, der - som tidligere nævnt - af flere angivelige ofre er blevet anklaget for flere pædofile seksuelle overgreb.
Den kongelige familie bakkede op om statskuppet, skriver BBC.

Sir Anthony Blunt og VIP pædofili-ringen
Magasinet Village skriver, at den tidligere officer i MI5 Peter Wright "brugte syv år på at optrevle og kortlægge" den korruption han senere afslørede i sin bog "Spycatcher".

"Wrights vej dertil begyndte med MI5's undersøgelser af det snuskede kriminelle privatliv for ærke-MI5-forræderen, Sir Anthony Blunt, Keeper of the Queen's Pictures. Den proces begyndte, efter at Blunt over for MI5 tilstod, at han havde forrådt dem til KGB. Mens mange af Blunts venner og kolleger vidste eller havde mistanke om, at han var homoseksuel, vidste kun nogle få udvalgte, at dybt i de skyggefulde afkroge af sit privatliv gemte han en mørk og uhyggelig hemmelighed. Blunt nød "den grove handel" - misbruget af fattige gadedrenge, der var blevet dømt til at leve som drengeprostituerede på snuskede toiletter i London. Blunt 'hyggede' sig med dem omkring toiletterne i Hyde Park tæt på Speakers' Corner, på trods af sin venstreorienterede foregivelse af at tage sig af de underprivilegerede."

"Keeper of the Queen's Pictures" ("Vogter af Dronningens Billeder") betyder at Blunt var ansat som ansvarlig leder for den kongelige kunstsamling - dvs. på det tidspunkt Dronning Elizabeths kunstkurator.
Som tidligere nævnt var netop Anthony Blunt med på den liste med navne på "højt profilerede påståede besøgende" på Elm Guest House (Elm Gæstehus), som blev beslaglagt af detektiver under en politirazzia. Elm Guest House var det hotel og gæstehus, der var omgærdet af anklager om at være base for et VIP-pædofili-netværk - og desuden endda anklager om at være ophavssted for en bortføring der førte til et barnemord.
I 1990 rapporterede forfatteren Robin Bryans, at Anthony Blunt sammen med Lord Mountbatten og andre var en del af "et old-boy-netværk", der holdt "homoseksuelle orgier i landsteder på begge sider af grænsen" - og i Kincora drengehjemmet. Også andre hævder, at de som børn blev udnyttet af Mountbatten i Kincora og andre steder.

Village skriver:
"Blunt kunne have nydt sine sidste par år som en respekteret Ridder af riget, hvor han gled rundt på Buckingham Palace og hans yndlingstoiletter i London, hvis det ikke var for Robin Bryans indgriben".

Bryans var en berømt rejseskribent fra Belfast, fortæller Village, som kendte Blunt og andre i VIP-pædofili-ringen godt.
"Gennem dem kendte han mange medlemmer af MI5 og MI6. Faktisk var det Bryans, der afslørede Blunt som KGB-agent gennem siderne i magasinet Private Eye i 1979. Bryans, der døde i 2005, samlede et væld af oplysninger om strukturen i Ulster-grenen af den anglo-irske pædofiliring, som han nedskrev i forskellige bøger og åbne breve."

Selvom han var født i en arbejderfamilie fra Belfast, tog medlemmer af det britiske aristokrati ham under sine vinger, fortæller Village. Hans fætter, 'Hellfire' Jack Bryans blev kejserlig stormester i Orangeordenen, hvilket forbedrede Robins status hos det anglo-irske aristokrati. Hellfire Jack var en af dem, som Robin henvendte sig til i sin kampagne for at stoppe misbruget i Kincora. Bryans fortalte om William McGraths overgreb til sin fætter, men intet blev gjort. "McGrath var en førende Orangeman. Han var så indflydelsesrig, at han fik lov til at etablere sin egen Orange Loge," skriver Village.

Andre ledende politiske figurer, som Robin Bryans navngav som del af VIP-pædofili-netværket var ud over den kongelige Lord Mountbatten og dobbeltagenten Sir Anthony Blunt bl.a.:
Knox Cunningham, nordirsk advokat, forretningsmand og unionistisk politiker samt tidligere parlamentarisk sekretær for daværende premierminister.
John McKeague, nordirsk loyalist og et af de stiftende medlemmer af den paramilitære gruppe Red Hand Commando.
Peter Montgomery, Viceherre Løjtnat (Deputy Lord Lieutenant) af Tyrone og formand for Nordirlands Arts Council (kunstråd).
James Molyneaux, Baron Molyneaux af Killead, unionistisk nordirsk politiker og leder af Ulster Unionist Party (Ulster Unionistparti).

John McKeague er almindelig kendt som homoseksuel pædofil, og er anklaget af flere for involvering i Kincora Boys' Home-skandalen, men han blev aldrig dømt. Den engelske avis Guardian skriver, at McKeague var en af flere af "de mest berygtede afvigere", som blev "huset" inden for Loyalisternes rækker. "Den britiske militære efterretningstjeneste var klar over McKeagues smag for unge drenge og brugte den til at afpresse ham til at blive informant," skriver avisen.
Gaurdians version af historien er, at McKeague "gennem sine forbindelser med andre loyalistiske pædofile", især William McGrath, var "opmærksom på det misbrug af børn, der fandt sted i Kincora drengehjemmet". Avisen skriver videre, at McKeague i 1982 var "ved at offentliggøre den britiske efterretningstjenestes rolle i at afpresse pædofile som McGrath", da han blev skudt og dræbt af Irish National Liberation Army (Den nationale irske befrielseshær).
Det irske magasin The Phoenix er endnu mere direkte i sin analyse af McKeagues rolle. Den kan læses i en artikel med titlen "MI5’s serial killer" ("MI5’s seriemorder").
"McKeague blev rekrutteret og lokkede loyalistiske pædofile til hoteller, hvor MI5 optog dem misbruge Kincora-drenge," skriver bladet. Den engelske regeringsadministration i Nordirland kendte til McKeagues seksuelle afvigelse, skriver Phoenix og fortæller, at den 23. maj 1975 mødte den øverstkommanderende og to af hans kollegaer i den loyalistiske paramilitære gruppe Ulster Defence Association (Ulster forsvarssammenslutning) en senior MI6-officer ved regeringsadministrationen (NIO). "Ifølge afklassificerede britiske filer var der 'nogle skarpe diskussioner om hr. McKeagues tilbøjeligheder'," skriver Phoenix.
Kincora-skandalen brød ud i januar 1980. To år senere udspurgte Ulster Politi (RUC) McKeague om hans voldtægt af drenge. Han truede med, at hvis han blev sigtet, ville han afsløre, hvad han vidste om skandalen, hævder Phoenix.
"Han blev myrdet i januar 1982 og tog sine hemmeligheder om MI5 i graven."

Peter Montgomery var en af de første af Anthony Blunts elskere. Montgomery var et fremtrædende medlem af en anglo-irsk familie og fætter til 'Monty', den berømte feltmarskal fra anden verdenskrig. Montgomery holdt altid et værelse klar til Blunt i sit hjem i Blessingborne, og Montgomery boede ofte hos Blunt, når han besøgte London, fortæller Village, som også skriver at det var "omfavnelsen af Montgomery", der hjalp Anthony Blunt igennem sin "nervøse udmattelse i 1943". Efter at Blunt blev afsløret som MI5-forræder, blev Blunts signatur fundet af Sunday Times-reportere i gæstebogen på Blessingborne. Kaptajn Montgomery var også en nøglefigur i den anglo-irske pædofili-ring, skriver Village. Ifølge whistlebloweren Robin Bryans, som kendte ham godt, skaffede han drenge fra Portora Royal College, "til dem i pædofili-ringen med en forkærlighed for velopdragne børn".

Også tidligere militære efterretningsofficer Colin Wallace hævder, at flere af disse mænd havde forbindelser til hinanden og til netværket der udnyttede børn i bl.a. Kincora. I 2017 efter Hart-rapporten (HIA) var udkommet kritiserede Wallace undersøgelsen for at den havde fjernet en del af hans beviser.
Wallaces forsøg på at standse overgrebene på drenge "blev forpurret af overordnede" og "to afsnit blev redigeret - mørklagt - inden materialet blev lagt på HIAs hjemmeside," fortæller Belfast Telegraph. "Denne rapport har illustreret systemets svagheder, fordi der er tabte filer og materiale, som jeg havde i 1973, som de ikke har fundet, og de ting, vi gav, er blevet udelukket," sagde Wallace.
Nogle af de skjulte oplysninger var centreret omkring Sir Knox Cunningham. De beskriver, hvordan der var klare forbindelser mellem Knox Cunningham og William McGrath, en berygtet pædofil, som blev fængslet for børnemishandling i Kincora. En del af de redigerede oplysninger var allerede blevet offentliggjort i bogen "Let The Petals Fall" ("Lad kronbladene falde"), der er forfattet af Robin Bryans.
Oplysningerne afslører desuden, hvordan Cunningham var en nær ven af Belfast-maleren Sidney Smith, som "var én af en gruppe pædofile på begge sider af grænsen". "Knox tøvede aldrig med at spænde sine juridiske muskler til ulovlige formål som Queen's Counsel" (stasadvokat), hævder bogen. "Knox kunne også citere kapitel og vers om Sidney Smiths lignende immunitet mod retsforfølgelse i løbet af hans år med sex med modvillige børn helt ned til tre år."

I Belfast Telegraph-artiklen udtaler Colin Wallace bl.a.:
"Der er vigtige vidner, som aldrig blev kontaktet af undersøgelsen, og efter at have deltaget i Saville-undersøgelsen var jeg forbløffet over, at HIA stolede på de usignerede erklæringer, folk havde givet tilbage i 1982.
...
Knox Cunningham havde forbindelser til John McKeague, som havde forbindelser til Kincora og Peter Montgomery (den homoseksuelle elsker af den russiske spion Sir Anthony Blunt). Efterretningstjenesten må have holdt et vågent øje med dem."

En talskvinde for HIA-undersøgelsen udtalte at undersøgelsen kun redigerede materiale, der var relateret til national sikkerhed eller beskyttede identiteten på dem, hvis sikkerhed kunne være i fare, eller som ikke havde nogen relevans for undersøgelsens arbejde.

I oktober 2022 udkom endnu en undersøgelse af misbrug af børn med sit sidste delresultat. Denne undersøgelse blev kaldt The Independent Inquiry into Child Sexual Abuse (IICSA - Den uafhængige undersøgelse af børnesexmisbrug), og blev kritiseret for flere af samme ting som Hart-rapporten - af bl.a. Kincora-ofre og medier som Village Magazine.
Allerede en måned inden offentliggørelsen af den sidste rapportdel skrev Village:
"IICSA har produceret nogle beklagelige rapporter i løbet af de sidste år. De har ignoreret afgørende beviser, især i forhold til anglo-irsk sexmisbrug begået af VIP'er som parlamentsmedlemmerne Enoch Powell, Knox Cunningham, James Molyneux og andre. Alt dette til trods for, at IICSA blev oprettet for at efterforske sexmisbrug begået af Westminster-parlamentsmedlemmer og andre VIP'er.

Offeret Richard Kerr udtalte:
"Vi blev behandlet som affald, men det her affald går ingen steder, og sandheden vil komme frem på den ene eller anden måde."

Grænseløst netværk - det amerikanske samarbejde: Roy Cohn
Magasinet Village fortæller, at offeret Richard Kerr blev taget til Venedig og mibrugt af lige præcis dén berygtede New York-advokat vi beskæftigede os indgående med i del x og x: Roy Cohn. Magasinet skriver, ligesom man kan læse i denne Hoja-artikelserie, at Cohn havde forbindelser til mafiaen og forskellige amerikanske efterretningstjenester - og supplerer med at uddybe hans forbindelser til det anglo-irske pædofilinetværk.
Nogle af Cohns forbindelser blev skabt, da han arbejdede sammen med senator Joe McCarthy om heksejagten på påståede kommunister i 1950'erne, fortæller Village - i overensstemmelse med de oplysninger vi har afdækket tidligere. "Senere blev Cohn Donald Trumps advokat og guru," står der i Village-artiklen. Del x og x går mere i dybden med disse oplysninger om Roy Cohns mafia- og efterretningsforbindelser og forhold til Donald Trump m.m.
Artiklen viser desuden bl.a. et billede af en ung Richard Kerr, hvor han står i tydeligt sydlandske rammer på en trappe til et formodentlig antikt bygningsværk. Artiklen informerer om, at billedet viser Richard Kerr, mens han var bosiddende i Kincora Boys' Home i Belfast, og at det er taget i Venedig. Men ifølge dommer Anthony Hart, var Kerr i Belfast på det tidspunkt, fortæller Village.
Mediet gennemgår forbindelserne mellem Cohn og diverse partnere i netværket minutiøst og med billeddokumentation i sin artikel "Trump’s mentor: another sociopathic paedophile child-trafficker in the mix; from Roy Cohn to Epstein and Maxwell" ("Trumps mentor: En anden sociopatisk pædofil børne-trafficker i mikset; fra Roy Cohn til Epstein og Maxwell").
På et af de andre billeder, ser man den unge Kerr nu siddende i en gondol, med en gondol-fører i baggrunden - og tydeligvis befinde sig i Venedig. Andre er billeder af en af Kerrs overgrebsmænd, Fred Ferguson, der hygger sig i Venedig.
Disse dele af Kerrs vidneudsagn og omfattende fotobevismateriale ignoreres af Hart-undersøgelsen og IICSA.

Cohn var pædofil med forbindelser til den anglo-irske pædofili-ring i London, skriver Village, og fortæller videre, at linket til netværket sandsynligvis er opstået "gennem en texaner bosat i London ved navn Fred Ferguson, som også var pædofil", eller Dr. Morris Fraser, den tidligere omtale nordirske børnepsykiater, som ifølge Village var en nøglefigur i netværket.

"Under alle omstændigheder var han (Cohn red.) og Ferguson i 1977 i stand til at få adgang til en dreng fra Nordirland gennem netværket. Drengen var en del af en gruppe 14-årige drenge, som havde været bosiddende i Williamson House i Belfast, indtil de blev overført til Kincora Boys' Home i 1975. Indtil dette tidspunkt havde Kincora hovedsageligt sørget for 16-18-årige. Nogle, hvis ikke alle, af Williamson-drengene var blevet udsat for forfærdelige overgreb, vold og intimidering af en fra personalet i hjemmet, Eric Witchell samt hans udefrakommende partnere - så meget, at de var blevet bange og medgørlige børne-sexdukker."

Drengen, Village omtaler, er Richard Kerr.

Magasinet fortæller, at IICSA ikke har vist nogen interesse i at tage nogen form for kontakt med Eric Witchell på trods af hans nøglerolle i den anglo-irske pædofili-ring.

Misbruget af børnene i Williamson House, Kincora og andre steder i Nordirland, blev udført med viden og medhold fra både MI5 og MI6, skriver Village. På tidspunktet for overførslen af drengene fra Williamson House til Kincora var MI5 den dominerende britiske efterretningstjeneste, der opererede i Nordirland. Tjenesten blev ledet af generaldirektør Sir Michael Hanley. Hans nøgleofficer på jorden i Nordirland var Ian Cameron, der blev omtalt i medierne som kandidat til stillingen som generaldirektør for MI5 i slutningen af 1980'erne.

Village fortæller videre, at overførslen af drengene fra Williamson House til Kincora begunstigede Cameron og MI5, fordi det "gav dem mulighed for at genopbygge deres igangværende 'honningfælde' afpresningsoperationer i Belfast, Bangor og andre steder med en frisk gruppe af yngre teenagere, der var ødelagte, rædselsslagne og seksuelt underdanige."
Flytningen af de nye beboere havde ingen logisk begrundelse, skriver Village og uddyber MI5's setup omkring Kincora Boy's Home:
"Derudover havde MI5 fuldstændig kontrol over Kincora, et afkoblet hus ved en korsvej med en sideindgang. Bygningen var også mindre og mere overskuelig end Williamson House, som bestod af to strukturer. Det var placeret bekvemt tæt på en række spillesteder, som blev frekventeret af loyalistiske terrorgrupper, hvoraf mindst én, The Park Avenue Hotel, havde et MI5/6 operationsrum til at optage, hvad der foregik i soveværelserne."

Efter overførslen af denne hjælpeløse gruppe drenge til Kincora i 1975, var MI5 i stand til at flytte dem rundt efter behag, konstaterer Village.

"Sygeligt nok var efterretningspersoner på det nordirske kontor, såsom Peter England og John Imrie, i stand til at udnytte drengene som en grim fordel ved deres job. Medlemmer af denne offergruppe blev handlet til England og Skotland af Mains på ordre fra Joss Cardwell, en indflydelsesrig loyalistisk politiker og ven af højtstående parlamentsmedlemmer i Westminster, såsom lederen af det officielle unionistparti, parlamentsmedlemmet James Molyneaux."

Her henviser Village til en anden af deres artikler, som uddyber påstandene om politikerne yderligere. Påstandene om MI5-agenterne Peter England og John Imrie uddybes i denne artikel

Herefter beskriver Village Magazine den rejse Richard Kerr kom på for blive udnyttet seksuelt af diverse indflydelelsesrige mænd:
I 1977 blev Richard Kerr kørt af de to pædofile mænd fra Kincora drengehjemmet Joe Mains og Raymond Semple, til Whip and Saddle baren på Europa Hotel i Belfast. Kerr var bekendt med Europa, hvor han var blevet misbrugt siden han var 14 år. En af hans misbrugere på hotellet var parlamentsmedlemmet Enoch Powell. Ved denne særlige lejlighed blev Kerr præsenteret for nogle amerikanere i baren. En af dem gav ikke sit rigtige navn, men var i virkeligheden Roy Cohn, "måske den mest berømte amerikanske advokat i anden halvdel af det tyvende århundrede og mentor for den unge Donald Trump". Cohn var der sammen med to andre amerikanere, Fred Ferguson og en Daniel S, søn af en texansk forretningsmand, med tilknytning til olieindustrien.
"Mødet på Europa har alle træk af en snusket vurdering af Cohn og Ferguson for at se, om den unge irske teenager vækkede deres seksuelle appetit. Han var 15 eller var måske lige fyldt 16 efter at være født i maj 1961."

Ifølge Kerr "skete der ikke noget med [Cohn] på Europa-hotellet".
Planen for Cohn og Ferguson på dette tidspunkt var at besøge Venedig to uger senere, og de søgte en medgørlig teenagedreng til sex. "Kerr bestod klart testen", og der blev lavet planer for rejsen. Herefter fortæller artiklen i detaljer hvordan rejsen foregik og hvem Kerr mødte - bl.a. to britiske "håndhævere" ("enforcers").
Village skriver:
"På trods af det faktum, at handelen med Kerr på tværs af Storbritannien og Europa og tilbage igen involverede fire voksne mænd, benægtede dommer Hart eksistensen af en pædofili-ring af nogen art i sin uhyggelige rapport fra 2017 om Kincora."

Cohn ventede på Kerr i Venedig på det verdenskendte Gritti Palace Hotel.
"Cohn 'talte ikke for meget [og] tog mig bare op til værelset, og vi havde et møde," fortæller Richard Kerr. Han fik Cohns rigtige navn senere.
"Jeg tror, at jeg var der tre eller fire dage".

Ferguson misbrugte også Kerr i Venedig. Kerr blev ikke taget med ud for at se nogen af byens seværdigheder af amerikanerne. De havde kun ét formål i tankerne for ham: seksuelt misbrug. De to britiske håndhævere var til stede for at sikre, at han ikke skabte problemer, dvs. at han ikke løb væk, talte med fremmede eller gik til politiet. Formentlig blev de to britiske håndhævere også taget med for at tvinge Kerr med fysisk vold, hvis han nægtede at underkaste sig Cohn og Fergusons seksuelle krav. "Kerr var dog blevet betinget af seksuelt misbrug i løbet af de foregående syv år," skriver Village.

Der var andre grunde til, at Kerr var medgørlig. Omkring tidspunktet for turen til Venedig var han blevet udsat for, hvad der svarede til en dødstrussel af Joe Mains. Karakteren af denne trussel er så grufuld, at Kerr stadig ikke er i stand til at åbne helt op om den offentligt. Truslen vedrørte en indikation af, at Mains kendte til mordet på en dreng i Belfast, som var faldet i kløerne på pædofili-ringen i den by.
Kerr blev også misbrugt af en række skræmmende og voldelige mænd. Den værste af dem var John McKeague, den berygtede Red Hand Commando-terrorist og seriemorder. McKeague var en ven af Mains og en sadistisk seksuel misbruger. I tilfælde af, at vold ikke var nødvendig for at tvinge Kerr til at underkaste sig Cohns og Fergusons krav, og han blev udsat for dage med uophørlig voldtægt, hver gang amerikanerne havde indfaldet.

Ofre med ødelagte liv - uden retfærdighed
Nogle af de ofre fra Kincora som er stået frem med deres vidneudsagn om overgreb er Richard Kerr, Richard Hay og Clint Massey. Et andet offer begik selvmod, hvilket flere andre af ofrene fra drengehjemmet også har forsøgt.
I denne artikel, i den engelske avis Independent, fortæller Clint Massey om de udbredte overgreb og voldtægter:
"Det var næsten, som om folk gik i bad med tøjet på. Unge mænd delte ikke sådan nogle hemmeligheder, så jeg vidste, at der ikke var noget, jeg kunne gøre. Disse mennesker var højt respekterede medlemmer af samfundet."

Selvom han taler sagligt, har misbruget, han blev udsat for, tydeligvis været en livstidsdom, fortæller artiklen, som er fra 2014. "Så sent som for fjorten dage siden skadede han sig selv, i en alder af 57 år" - han skar i sine håndled i frustration, efter at det så ud til, at efterforskningen af historisk misbrug skulle droppes på grund af mangel på midler. Han går lejlighedsvis på dagslange, drukture, har taget overdoser af stoffer og lagt sig foran et tog, som blev omdirigeret i sidste øjeblik.
"Jeg ser på par og mennesker med børn, og jeg tænker, at det burde have været mig," fortalte han. Men hans forhold har aldrig fungeret.
"Jeg stoler ikke på nogen, selvom jeg langsomt lærer at have tillid nu. Jeg kan huske, hvordan jeg plejede at være, før jeg gik i den retning. Jeg burde være bedstefar nu, men det bliver jeg aldrig. Så i stedet prøver jeg at være en af verdens bedste onkler."

Artiklen er altså fra året før Hart-rapporten udkom, og den fremsætter spørgsmålet om rapporten vil komme frem til sandheden.
"Der har ikke været meget officiel iver i tidligere indsatser," konstaterer den.

"I dette tilfælde er misbruget utvivlsomt," skriver Independent, og fortsætter med begrundelsen: At en domstol bekræftede overgrebene, da William McGrath, Raymond Semple og Joseph Mains i december 1981 blev idømt henholdsvis fire, fem og seks års fængsel for seksuelt misbrug af børn.
"Det, der gør Kincora bemærkelsesværdigt, er det langvarige påstande om, at britiske sikkerhedstjenester har medvirket til det fortsatte misbrug af børn for at sikre efterretninger."

Under overskriften "Mere end tre årtier senere stinker Kincora stadig", står der:
"I sidste uge blev det afsløret, at tre tidligere beboere i 1980'erne havde modtaget hemmelige betalinger i erstatning fra kommunen - med mundkurv-klausuler."

Independent peger også på Robin Bryans bog, som hævder, "at et mord blev begået for at miskreditere hærens informationsofficer Colin Wallace, som havde forsøgt at afsløre offentligt, hvad der skete."
Derefter skriver Independent, at den tidligere efterretningsofficer, kaptajn Brian Gemmell, offentligt havde udtalt, at hans chef i MI5 i 1975 fik ham til at afbryde forsøg på at undersøge, hvad der foregik i hjemmet. Kaptajn Gemmell fortalte Independent, at han havde haft personlig erfaring med, at "sikkerhedstjenesterne diskuterede at bruge nogens homoseksualitet til at lægge pres på dem."

"Nogle måneder før jeg fik besked på at lade Kincora-sagen være i fred, med den begrundelse, at tjenesten ikke involverede sig i homoseksuelle forhold, havde jeg et møde på et hotel på Buckingham Palace Road. Der var tre medlemmer af MI5, der talte om en kendt protestantisk terrorist, John McKeague fra Red Hand Commandos, der var homoseksuel, og de spurgte mig, om jeg troede, han kunne blive afpresset på grund af sin homoseksualitet, fordi de havde film af ham."

Brian Gemmell havde kilder i Tara, skriver Independent, "den apokalyptiske anti-katolske gruppe grundlagt af McGrath i 1966". Kilderne fortalte kaptajn Gemmell om misbruget, men Gemmell "er aldrig overhovedet blevet interviewet af nogen af de tidligere officielle undersøgelser," fortæller avisen.

Village skriver, at Robin Bryans fortalte at der var andre hjem involveret, og man skulle passe på med at tro det kun drejede sig om Kincora.
"Der var tre hjem. Der var en for drenge fra 12 til 16, og så var der et for de yngre”.

Han afslørede, at drenge fra Portora Royal, Nordirlands mest prestigefyldte folkeskole i Enniskillen, blev misbrugt. De blev efterspurgt, hævdede Bryans, af de medlemmer af VIP-pædofilinetværlet, som foretrak drenge, der var yngre og af en højere social klasse end teenagedrengene i Kincora. En af Richard Kerrs overgrebsmænd, Eric Witchell, misbrugte drenge i Williamson House, og Village overvejer om dette drengehjem har været hjemsted for dem med en smag "for yngre", som Bryans pegede på fandtes i netværket. Et børnehjem i Portadown var også involveret, skriver Village.
"Mens mange af de involverede meget vel kan have foretrukket ældre teenagere – selv nogle, der så ud til at være villige til at underholde dem til gengæld for alkohol eller penge – betyder det lidt, fordi mange af disse lidt ældre ofre var blevet trænet, misbrugt, brutaliseret og desensibiliseret siden den tidlige barndom.

Hånden over endnu en massevoldtægtsmand af småbørn - TV-stjernen Jimmy Savile
Tilbage i 1989, da Lucy X, fremkom med påstande om ekstreme sataniske rituelle overgreb, og første gang talte om Tidworth-ofret til politiet, "nægtede de at gå videre med undersøgelsen," skriver Daily Mail. De besluttede, som tidligere nævnt, at historierne var for fantasifulde til at være troværdige - i lighed med de historier som den senere dømte løgner Carl Beech fremkom med.
"Og dér kunne tingene være forblevet, hvis det ikke var for Jimmy Savile," mener avisen. I 2012 trådte ofre for Savile frem med stærke, bekræftede beviser mod ham "og en udbredt panik satte ind", betoner Daily Mail. Det var året efter massevoldtægtsforbryderen døde.

Efterforskere mener, at Jimmy Savile begik overgreb på omkring 500 sårbare ofre, heriblandt børn så små som ned til toårsalderen. Det foregik i BBC's tv-studier, på skoler, 14 hospitaler, et hospice, og 20 børnehospitaler rundt omkring i England.
Det kom frem efter Saviles død i 2011 efter en bølge af vidneudsagn fra ofre. Jimmy Savile misbrugte 60 mennesker på ét enkelt hospital alene. Det var mindst 33 patienter i alderen fra fire til 75 år. Man kan læse en lang oversigt over nogle af mandens overgreb her.
Som man kan se, er det foregået over perioden fra 1955 til 2009. Man ser også, at politiet igennem hele perioden vidste at manden - den kendte tv-vært - forgreb sig på børn og andre sårbare. Listen indeholder flere af politiets journalsager på overgreb udført af Jimmy Savile - den første startende i 1955.

Den offentlige anklagemyndighed indrømmede, at "en lange liste af fejl fra politi og anklagere betød, at den ene chance for at stille Jimmy Savile for retten, mens han var i live, gik tabt," fortæller denne Guardian-artikel. Anklagemyndigheden lovede i den forbindelse, at genefterforske tusindvis af sager om seksuelle overgreb, hvor ofrene følte, at de ikke blev troet. Tre officielle rapporter "afslørede for første gang de forbandende detaljer om, hvordan myndighederne for bare tre år siden undlod at opbygge en sag mod BBC-berømtheden," står der i artiklen, som er fra januar 2013.
Artiklen betoner desuden, at Savile "brugte kraften i sin berømmelse til at 'groome nationen'" ('groom the nation', "groom" betyder træne, oplære - i denne forbindelse børn til sex). Denne vending "groom the nation" anvendes tre gange i artiklen, inklusiv i overskriften.
BBC, hospitaler, skoler, politiet og anklagemyndigheden svigtede alle de hundredvis af ofre, "i alderen helt ned til otte år", hvilket tillod "den rovdyrpædofile" at fortsætte med at misbruge "i det åbenlyse" ("in plain sight") gennem hele sin levetid. Hvordan man her når frem til otte år som minimumsalder, er uklart. Måske yderligere undersøgelser: Artiklen er fra 2013, mens den anden artikel, som taler om børn ned til 2 år, er fra 2014. Politi over hele landet, inklusive London Metropolitan Politi, Surrey, Sussex og "Saviles hjemmestyrke, West Yorkshire" ("Savile's home force" - Jimmy Savile var født i West Yorkshire), undlod at dele oplysninger, i nogle tilfælde undlod de at journalisere beskyldninger mod Savile og i andre tilfælde advarede de endda ofrene, så de undlod at anmelde ("warned victims off").
Da Savile endelig blev interviewet af detektiver i 2009, var mødet "overfladisk", og han fik lov til at kontrollere sagen og fremgangsmåden, ifølge et gennemsyn af Surrey Politi.

De tre rapporter var udarbejdet af London Politi, NSPCC (National Society for the Prevention of Cruelty to Children - National Forening for Prævention af Børnemishandling - britisk velgørenhedsorganisation) samt Crown Prosecution Service (CPS - Kronens Retsforfølgelsesservice - offentligt organ til gennemførelse af straffesager) og Surrey politi. Rapporterne "afslørede ekstraordinære forspildte muligheder og fejl, som gjorde det muligt for Savile at undslippe den bedste chance for at blive stillet for retten", efter at fire kvinder var trådt frem til Surrey og Sussex politi.

Fejlene omfattede:
Politistyrker registrerede ikke påstande eller delte oplysninger, og kvinderne, der ikke blev informeret, fremsatte lignende påstande.
Advokat der gennemså sagerne for Crown Prosecution Service, en "voldtægtsspecialist", afviste tidligt anklagerne som "relativt små".
West Yorkshire Politi undlod at forfølge adskillige anklager mod Savile, og politiet i Sussex skræmte endda et offer væk ved at sige, at stjernens advokater "ville lave hakkekød" af hende.
Politiet behandlede kvindernes vidneudsagn med for stor forsigtighed.

I modsætning til tidligere mente Crown Prosecution Service nu hvor Jimmy Savile var død, at "sagen mod Jimmy Savile var en stærk sag", der bestod af "uafhængige anklager om seksuel adfærd over for unge kvinder og piger". Kun med baggrund i tre, tilsyneladende særligt udvalgte, anklager mod Savile fremførte den nye hovedjuridiske rådgiver for CPS, at der var " en realistisk udsigt til domfældelse i forhold til hver af de tre anklager, som udgjorde lovovertrædelser og dermed kunne føre til sigtelser."
Hvordan de forholdt sig til de op imod 500 andre overgreb Savile angiveligt havde begået ifølge andre efterforskere, melder artiklen intet om. Men artiklen bekræfter, at "mere end 450 ofre er stået frem for politiet" "hvoraf de fleste - 73% - blev misbrugt som børn." Artiklen oplyser også at "34 mennesker, heraf 28 børn, blev voldtaget af Savile", ud fra givne vidneudsagn og undersøgelser på dette tidspunkt. "[V]i håber, at denne rapport giver en vis trøst til hans (Saviles red.) hundredvis af ofre... Vi må lære af disse chokerende begivenheder," udtalte en ledende politimand.
Otteogtyve af Saviles registrede ofre var under 10 år. "Politiet har registreret 214 seksualforbrydelser mod ham, men det tal vil sandsynligvis stige," står der i artiklen.
En repræsentant for en forening for mennesker, der misbruges i barndommen, sagde, at ingen skulle tro, at Savile var en enkeltstående ting: "Der er mennesker, der bruger deres liv på at misbruge børn, og vi er nødt til at gøre noget ved det."

Jimmy Savile: Pædofil i det engelske kongehus
Men skandalen standsede slet ikke der. For et centralt problem - for det engelske kongehus - var at det var almindeligt kendt at Jimmy Savile havde en meget tæt relation til hele kongehuset og den kongelige familie, Dronning Elisabeth og den nuværende Kong Charles.

Men det skulle vise sig at være endnu være end det; for serie-børnemisbrugeren Jimmy Savile var i praksis rådgiver for kongehuset og i særlig grad for Prins Charles - nu konge. Og Savile hævdede selv at han havde uhindret adgang til kongefamilien. Det blev efter hans død blotlagt, da et personligt notat kom frem, hvor han havde skrevet dette, og at han "kom i kongehusets paladser regelmæssigt".
Jimmmy Savile var kendt for yderst populære BBC-flagskibsprogrammer som 'Jim'll Fix It' og 'Top of the Pops'. Rygter havde i offentligheden længe hængt ved entertainerens aktiviteter uden for skærmen i løbet af hans lange karriere.

Savile nød den "overraskende rolle for ham som rådgiver for prins Charles og prinsesse Diana under vanskeligheder i deres ægteskab." Dette var samtidig med at Savile "slikkede unge ansatte hos prins Charles op ad armen". Savile kaldte, ifølge Dianas oplysninger, hende for "my girl", prins Charles for "His Nibs" og hertuginde Sarah Ferguson "the redhead". Prins Charles og den pædofile massevoldtægtsmand havde været venner igennem flere årtier med hunderedevis af overgreb - siden slutningen af 1970'erne og helt indtil Savile døde i 2011.
Saviles grænseoverskridende seksuelle bemærkninger og fremturende aggressive flirting "blev slået hen på grund af hans skøre persona og omfattende filantropi". I årtierne før han blev udskammet som en af Storbritanniens mest hæmningsløse pædofile, var Savile nemlig æret for sit omfattende velgørenhedsarbejde.
Savile tiltrak magtfulde mennesker til sine gode formål, herunder tidligere premierminister Margaret Thatcher og den kongelige familie. Thatcher belønnede ham med et ridderskab i 1990, samme år som pave Johannes Paul II tildelte ham et paveligt ridderskab. Nogle ansatte på BBC har indrømmet, at de kendte til hans aktiviteter, men afviste at politianmelde ham, da han var en stor stjerne, der trak et stort publikum.

Savile havde utrolig adgang til de kongelige og optrådte sammen med dem under adskillige velgørenhedsarrangementer, fortæller avisen Express.
Savile skrev desuden en slags PR-manual til de kongelige. Det var en håndskreven fem-siders manual med titlen "Guidelines for members of the Royal Family and their staffs" ("Retningslinjer for medlemmer af den kongelige familie og deres ansatte").
På en side i dokumentet med titlen "personlige observationer" hævdede Savile, at han var så velplaceret i forhold til kongehuset, at han var den rette til at lave sådan en PR-guide og til at kommentere den kongelige families offentlige image.
Savile retfærdiggjorde dette med sine mange besøg hos de kongelige.
Han skrev:
"Fordi jeg kommer i St. James's Palace og Buckingham Palace med jævne mellemrum, er én ting ved at blive ret indlysende. Der er en stærk bevægelse nu mod nogle medlemmer af familien og deres personale i retning af en ... attitude."

Jimmy Savile var ikke alene om at mene at han var en velegnet rådgiver for de kongelige med særlige indsigter. Det må siges at være blevet bekræftet af bl.a. den nuværende Kong Charles, som gentagne gange søgte rådgivning hos Savile, og som i et brev refererede til den pædofile masse-overgrebsmand som "fyren der ved hvad der rør sig" ("the ‘bloke who knows what’s going on’").

Saviles PR-guide blev sendt til de kongelige en måned efter Lockerbie-katastrofen i december 1988, da et Pan Am passagerfly blev bombet over Skotland og 270 mennesker døde. Prins Andrew blev valgt som den kongelige til at besøge byen Lockerbie, hvor tragedien fandt sted. Men Prins Andrew vakte raseri med sine bemærkninger, som blev anset for ufølsomme, bl.a. sagde han at katastrofen var "meget værre for amerikanerne".

En del af Saviles retningslinjer beskrev, hvordan de kongelige skulle reagere på store katastrofer som Lockerbie. Han skrev bl.a. at Dronningen skulle "informeres på forhånd om enhver foreslået handling fra familiemedlemmer" samt anbefalede ansættelse af en særlig koordinator på området og etableringen at et "incident room" ("hændelsesrum") med flere uafhængige telefonlinjer og anden kommunikationsteknologi.

Så en pædofil masse-overgrebsmand og ven af huset lagde PR-strategien for det engelske kongehus for at hjælpe dem med at efterlade et bedre indtryk - bla. for at sikre sig at de viser medfølelse i katastrofesituationer. Serie-overgrebsmanden Saviles hjælp var nødvendig, fordi en af de kongelige var ufølsom overfor en katastrofe med 270 døde.

Det er værd at bemærke, at en pædofil masse-overgrebsmand, havde fri adgang til et af verdens mest politi- og efterretningsbeskyttede kongehuse - som i øvrigt gennem flere af disse år tællede kongelige småbørn. Og i den sammenhæng: Saviles hang til pædofile overgreb var kendt af politiet allerede siden 1955. Et oplagt spørgsmål er, hvordan det kan lade sig gøre, at en mand, som har forgrebet sig på hundredevis af børn, tilsyneladende havde fri adgang til et kongehus, der er bevogtet af Englands fremmeste efterretningsfolk og sikkerhedstjenester?

De britiske kongelige beskyttes fysisk i tre servicelag af en særlig sikkerhedsenhed der hedder Royalty og Specialist Protection (RaSP):
Tæt beskyttelse af medlemmer af kongefamilien (samt ministre og besøgende statsoverhoveder).
Special Escort Group (SEG), der yder mobil væbnet beskyttelse til medlemmer af kongefamilien (og ministre).
Bevæbnet sikkerhed ved kongelige boliger i London, Windsor og Skotland.
Derudover kan private sikkerhedsfirmaer hyres til at yde yderligere beskyttelse ved kongelige boliger og offentlige begivenheder.

MI5 (ansvarlig for indenrigssikkerhed) og MI6 (ansvarlig for udenlandske efterretninger) er involveret i at levere efterretnings- og sikkerhedsstøtte til kongefamilien. Fx er det M15 og Scotland Yard, der sikkerhedsbehandler ansøgere til stillinger i kongehuset.
I sin egen artikel om det nære forhold mellem MI5 og den nu afdøde dronnning Elisabeth skriver MI5:
"Som tjenere af kronen inkarnerer vores motto 'Regnum Defende' (Rigets Forsvar) den lange historie mellem kongefamilien og vores organisation.
Monarken er også repræsenteret af kronen i toppen af jerngitterporten på vores emblem, som Hendes Majestæt i 1981 gav sin godkendelse til, at vi måtte have på vores officielle flag."

MI5's vigtigste funktion er at beskytte rigets sikkerhed, og på toppen af riget er kronen som bæres af regenten. En af de vigtigste funktioner for MI5 er således, at passe på regenten, og den efterfølger der er næst i rækken til at overtage positionen (samt de øvrige mulige kandidater). Men allligevel tillod MI5 altså, at en pædofil voldtægtsmand gennem mange år havde direkte adgang til både dronningen, hendes søn og efterfølger og dennes børn.
MI5 må nødvendigvis, som fungerende efterretningstjeneste, have vidst mindst det samme som politiet; at Savile var masse-overgrebsmand. Den engelske efterretningstjeneste er top-professionel, og i øvrigt - ligesom alle andre efterretnignstjenester ekstremt nysgerrig (det er deres job). Fx aflyttede MI5 Buckingham Palaces telefoner i 1936, under King Edward VIII, som blev beskyldt for at være nazi-sympatisør.
Flere spørgsmål trænger sig på:
Hvor meget vidste politiet og efterretningstjenesten faktisk om Jimmy Saviles overgreb?
Hvis de vidste, at Savile var overgrebsmand, hvorfor lod de ham så komme i nærheden af kongehuset og børnene deri?
Var det fordi, at der i forvejen - indtil 1979 hvor han døde - allerede var en anden pædofil overgrebsmand blandt kongefamiliens egne - Prins Louis Mountbatten?
Hvor meget pædofili er der egentlig i det britiske kongehus? Hvor meget er der i familien?

Kongelige muligheder for at lære af pædofil masseovergrebsmand og sextrafficker
Den kongelige, som fornærmede den engelske befolkning med sin ufølsomhed overfor de døde englændere i Lockerbie-attentatet - Prins Andrew - var senere involveret med en anden pædofil overgrebsmand - Geoffrey Epstein. Andrew var faktisk så involveret at det øvrige kongehus - og særligt hans mor Dronning Elisabeth - var nødt til at ligge afstand til ham.
Igen udtalte prins Andrew sig fuldstændig uden føling med situationen, som var, at han var under anklage for at have begået tre seksuelle overgreb på en mindreårig pige. Det var en på det tidspunkt 15-årig pige, som angiveligt blev tvunget til sex med Prins Edward af sex-traffickeren Epstein og hans partner Ghislaine Maxwell. Først benægtede prinsen, at han overhovedet kendte pigen, som anklagede ham for overgrebene. Derefter sagde han, at det allerede berygtede billede, intervieweren viste ham, hvor han stod med hånden omkring pigens talje, var "et fotografi af et fotografi af et fotografi".
"Ingen kan bevise om det foto er blevet manipuleret eller ikke", sagde han. Og videre:
"Jeg er meget ked af det, men hvis jeg, som medlem af den kongelige familie, og jeg får taget et billede - og jeg tager meget, meget få billeder - er jeg ikke en som krammer.
At vise hengivenhed offentligt er ikke noget, som jeg gør.
Så det er den bedste forklaring, jeg kan give dig."

Et andet forsvar, prinsen fremførte, var, at pigens påstand om, at han havde svedt på dansegulvet, ikke kunne være sand, fordi han simpelthen ikke svedte længere, pga. en sygdom han havde lidt af siden sin deltagelse i Falklandskrigen.
Senere i tv-indslaget afslørede Andrew, hvor hårde anklagerne var for ham og hans nære familie. "Det har været, hvad jeg vil beskrive som et konstant sår i familien," sagde Andrew og tilføjede, at det hele var blevet "næsten et mentalt helbredsproblem, der har generet mig."
Men på trods af alle disse lidelser for prinsen og prinsens familie fortryder Andrew ikke sit venskab med Epstein.
Han forklarede:
"Af den grund, at de mennesker, jeg mødte, og de muligheder, jeg fik for at lære, enten af ham eller på grund af ham, faktisk var meget nyttige."

Den "ham", Andrew refererede til som lærerig, var den dømte pædofile massevoldtægtsforbryder Jeffrey Epstein.

Ifølge en edsvoren erklæring fra en tidligere ansat på Epsteins Palm Beach ejendom deltog prins Andrew i "nøgne poolfester og blev behandlet med massage af et harem af unge piger". Hvis FBI besluttede at indgive nye anklager mod Epstein, "syntes det sandsynligt, at prins Andrew ville blive stævnet til at vidne i USA," skrev Vanity Fair. "Under dronningens beskyttelse var prins Andrew urørlig," mente Vanity Fair desuden. Mediet fortalte også, at mindst tre andre piger, som havde deltaget i disse "fester", var blevet spurgt om Andrew havde haft sex med nogle af de kvindelige massører. Disse piger havde nægtet at udtale sig.
I denne artikel fra 2024 står der, at prins Andrew misbrugte en mindreårig pige i et orgie, hvor hun blev brugt som "sexslave" - ifølge retspapirer, der var dukket op. Pigen bliver benævnt som "Jane Doe 3". Disse overgreb skulle have fundet sted i den dømte sextrafficker Ghislaine Maxwells lejlighed i London, et uspecificeret sted i New York, og "på Epsteins private ø på De amerikanske Jomfruøer (i et orgie med adskillige andre mindreårige piger)."
"Sir Jimmy var også en fast favorit hos prins Andrew og hans tidligere kone Sarah Ferguson," skriver Daily Mail i en artikel fra inden stemningen vendte omkring den afdøde massevoldtægtsmand og tv-stjerne. Artiklen handler om alle de mange særlige ejendele Savile efterlod sig, og at man kunne købe disse på auktion, som en del af fundraising til velgørenhed.

Et andet spørgsmål, BBC kunne have stillet Andrew, var det, som Daily Mail stillede i sin artikel med titlen "Hvorfor besøgte prins Andrew Gaddafi i Libyen med 'moralsk anløben' politiker?"
"Prins Andrew fløj i al hemmelighed for at møde oberst Gaddafi med den 'moralsk anløbne' tidligere parti-kasserer David 'Spotty' Rowland," fortæller Daily Mail. Under sine samtaler med Gaddafi blev det antaget at prins Andrew havde diskuteret løsladelsen af Lockerbie-bomber Abdelbaset al-Megrahi. Megrahi blev løsladt fra fængslet i Skotland i 2009 på baggrund af rapporter om, at Storbritannien havde vundet en lukrativ olieaftale for BP fra Gaddafi til gengæld. Ifølge Daily Mail sagde Gaddafi senere, at Andrew havde presset på for at få Megrahi løsladt. Gaddafi accepterede ifølge bl.a. BBC Libyens ansvar for Lockerbie-bombningen og betalte kompensation til ofrenes familier i 2003. Han indrømmede dog aldrig, at han personligt gav ordren til angrebet.
Buckingham Palace "gjorde en ekstraordinær indsats" for at forsøge at skjule prins Andrews og David Rowlands rejse til Libyen, skriver Daily Mail. "Efter adskillige undvigende svar indrømmede højtstående kilder til sidst", at prinsen mødte Gaddafi i Libyen i 2008 og privat ved to andre lejligheder. En talskvinde indrømmede, at Rowland og prinsen fløj til Libyen i hemmelighed, da prinsen mødte Gaddafi. Forinden havde Rowland bl.a. betalt 40.000 pund "for at hjælpe med at fjerne hertugens eks-hustru, Sarah Fergusons, massive gæld."
Oberst Gaddafi, som prinsen og hans "anløbne" forretningsven mødte flere gange, var angiveligt en hæmningsløs misbruger af børn. Han kidnappede og voldtog hundredvis af piger og drenge, fortæller bl.a. denne artikel i avisen International Business Times. Voldtægterne af disse teenagere skulle være foregået "i specialbyggede sexfangehuller". Ofre og vidner udtaler, iføle artiklen, at Gaddafi ville vælge sine mål ved besøg på skoler eller gymnasier "og klappe dem på hovedet, der fangede hans øje". Hans sikkerhedsfunktionærer ville derefter tage offeret med til en af flere specialdesignede værelser, hvor de ville blive misbrugt og voldtaget af diktatoren.

Prins Charles' mentor og faderfigur - "en homoseksuel med perversion for unge drenge"?
Men Andrew er historisk langt fra den eneste britiske kongelige med tilsyneladende hang til at udnytte små børn seksuelt. Som tidligere omtalt retter de mest ekstreme anklager sig imod Prins Louis Mountbatten, der var "Prins Charles' mentor". Den nuværende konge af Storbritanien har selv udtalt, at hans onkel Louis var den "bedstefar, jeg aldrig havde".
Men Louis var også "en homoseksuel med en perversion for unge drenge", ifølge nu frigivne FBI-filer. Krigshelten Mountbatten blev set som en faderfigur for den unge Charles, hans oldebarn, og er endda krediteret for at have introduceret Charles' far for dronning Elizabeth. Kong Charles "blev vejledt" af Mountbatten, da han voksede op, og den angiveligt pædofile onkel og mentor "coachede endda sit oldebarn i hans kærlighedsliv."

Som Indiens sidste vicekonge overvågede Mountbatten den britiske tilbagetrækning fra denne del af imperiet og blev til sidst britisk forsvarsminister indtil 1965.
"Militærmanden var også kendt for sin seksuelle appetit", skriver News.com og fortæller at dette var "delvist udløst af hans egen kommentar" om sin kone:
"Edwina og jeg brugte hele vores gifte liv på at komme i andre folks senge."

Edwina havde flere kendte udenomsægteskabelige affærer, og i FBI's frigivne sagsmappe beskrev "en aristokratisk kilde" tæt på ægteparret, dem som "personer med ekstremt lav moral".

Det var den britiske historiker Andrew Lownie, der brugte loven freedom of information act (lov om informationsfrihed- og indsigt) til at få filerne udleveret - og Lownie citerer dem i sin biografi om det royale par "The Mountbattens: Their Lives and Loves" ("Mountbattens: Deres Liv og Kærligheder").
I bogen fortæller Ron Perks, som var Mountbattens chauffør på Malta i 1948, hvordan Mountbatten havde en yndet destination, the Red House (Det Røde Hus) nær Rabat, som "var et eksklusivt homoseksuelt bordel brugt af højtstående flådeofficerer" - hvilket chaufføren ikke havde indset dengang. Homoseksuelle handlinger var forbudt i Storbritannien indtil 1967, og "mange memoer om Mountbattens seksualitet er blevet redigeret eller destrueret siden," fortæller News. Men Lownie interviewede bl.a. flere unge mænd, der hævdede at have været i et forhold med Mountbatten.

Der er også "foruroligende påstande" om, at han havde en interesse i mindreårige drenge, fortæller News: Elizabeth de la Poer Beresford, baronesse Decies, foralte at hun var tæt med dronning Elizabeth, dronning Mary og deres hofdamer. I disse filer udtaler baronesse Decies, "at Lord Louis Mountbatten og hans kone i disse kredse betragtes som personer med ekstremt lav moral" og "at Lord Louis Mountbatten var kendt for at være homoseksuel med en perversion for unge drenge".

"Efter Lady Decies' mening er han en uegnet mand til at lede nogle former for militære operationer på grund af denne tilstand. Hun sagde endvidere, at hans kone Lady Mountbatten blev betragtet som lige så uberegnelig."

De første FBI-filer går tilbage til februar 1944, kort efter Mountbatten var blevet øverstbefalende for de allierede styrker i Sydøstasien. Historikeren Lownie mener, at amerikanske spioner begyndte at samle efterretninger om Mountbattens privatliv, efter at han blev udnævnt til denne post under Anden Verdenskrig. I denne anmeldelse i Times af Lownies bog, skriver anmelderen:
"Så må vi med et suk acceptere, at endnu et ikon fra det 20. århundrede var pædofil? Lownie stabler beviserne op, og jeg blev tævet til at blive overbevist af det."

Lord Louis Mountbatten, var en "drengeelsker", der "klædte sine unge ofre i babytøj, før han forgreb sig seksuelt på dem." Dette er påstande fremsat af Norman Nield, en tidligere menig i flåden, som var admiralens personlige chauffør under Anden Verdenskrig.
Norman Nield blev interviewet til en artikel i en Melbourne-avis der udkom 8. September 1987 med titlen: "Mountbatten: The war hero who preyed on boys" ("Mountbatten: Krigshelten der drev rovdrift på drenge"). Nield hævder, at prinse-admiralen var en "seksuel afviger", der forgreb sig på unge drenge for at opfylde sine bizarre seksuelle fantasier. Han brugte sin magt og position til at misbruge sine ofre - drenge i alderen mellem 8 og 12 - ifølge Nield, der arbejdede for Mountbatten i 1942-43. Nield fortalte desuden, at han blev beordret til i Mountbattens bil at køre unge drenge, der "var blevet anskaffet til admiralen", til dennes officielle bolig. Lord Mountbatten brugte brandy og limonade til at hjælpe med at forføre sine unge ofre, hævder Nield.
"Jeg var ved flere lejligheder nødt til at tage det med til ham på hans værelse i huset, da han var sammen med en dreng," sagde han.
Nields beslutning om at afsløre hemmeligheden, der ellers holdt i mere end 40 år, var foranlediget, sagde han, af den tidligere MI5-mand Peter Wrights bog, Spycatcher, som den britiske regering havde forsøgt at undertrykke.
"Da jeg så, hvad alt det ballade handlede om, indså jeg, at jeg havde en bedre historie at fortælle," sagde Nield. Nield fortæller i detaljer hvordan drenge blev skaffet til Moutbatten med lokationer, mellemmænd og øvrige involverede personer.

"Ved en lejlighed kom jeg ind til ham, og han havde en halvnøgen dreng siddende på sit knæ. Det chokerede mig ikke rigtigt på dette tidspunkt."

Nield var første assistent for den homoseksuelle embedsmand Birch, kendt som "Twig". Twig fortalte Nield, at Mountbatten var under meget pres og derfor "forløste sine spændinger med sin forkærlighed for unge drenge klædt ud som små piger." Han fortalte også, at prinse-admiralen "havde sex med mænd eller endda piger, hvis de var ungdommelige nok" og at han "var seksuelt forvirret". Nield "blev godt betalt for at holde sin mund."

Det var Lord Mountbatten som i 1966 gav en anden pædofile massevoldtægtsmand Jimmy Saville "adgang til de højeste niveauer i den kongelige familie." Det fortæller bl.a. bogen "Elite Predators" ("Elite rovdyr"). I beskrivelsen af bogen stilles spørgsmålet om hvad de to mænd havde til fælles, og teksten kommer selv med sit svar:
"De brugte deres prestige til at misbruge sårbare mindreårige, mens de stolede på, at deres magt og etablerede forbindelser ville få dem til at forblive urørlige."

Bogen "Charles: The Heart of a King" ("Charles: Kongens hjerte") bekræfter, at det var Mountbatten, der "introducerede Savile til Prince Philip og andre kongelige" - hvorefter den i øvrigt fortæller om den store tillid massevoldtægtsmanden havde i de kongelige kredse.
Bogen fortæller bl.a. også om hvordan Prins Charles bad Savile om at læse sine taler igennem og komme med sine tanker om, hvordan de kunne forbedres. Desuden spurgte Charles den pædofile massevoldtægtsmand til råds om bl.a. sundhedspolitiske spørgsmål, fortæller biografien. Men angiveligt langt fra kun den type råd. Sarah Goodall, en tidligere kvindelig kontormedarbejder for prinsen, der fortalte, at Savile havde slikket hendes og en kollegas hånd, hævdede desuden i sin selvbiografi, at "Savile gav prinsen og prinsessen af Wales ægteskabsvejledning". Dette blev afvist af administrationen i det kongelige hus Clarence House.

I 1966 blev Jimmy Savile også den første civile, der blev tildelt en Royal Marines grønne baret, tilsyneladende af Mountbatten, som var generalkommandant på det tidspunkt og "indså, at Savile kunne være en nyttig kontakt." Grønne baretter ("green baret") er højt trænede elite-kommandosoldater i den engelske hær. "At komme fra Lord Louis, som var prins Philips yndlingsonkel, var ikke så lidt," udtaler Savile i denne Express-artikel fra 2008.
Artiklen beretter om den excentriske og populære Savile, der omtaler sig selv som ægteskabsrådgiver for Diana og Charles, rådgiver for det israelske regeringskabinet, "personlig fixer for paven" og "intim følgesvend" for premierministerparret Margaret og Denis Thatcher.

Magasinet Newsweek spekulerede i 2017, om en tv-serie kaldet "The Crown", der tidligere havde "adresseret andre kongelige skandaler og rygter i fortiden", ville behandle Lord Mountbattens venskab med Jimmy Savile:
"Det er ikke klart, om The Crown nogensinde vil tage fat på Mountbattens venskab med Savile, nogle gange forbundet med efterforskningen af Kincora Boys' Home i Irland, en skole, som mange mener husede en pædofiliring for magtfulde britiske mænd. Showet har bestemt fiktionaliseret rygter om kongefamilien, men bare det at antyde, at Mountbatten (eller Charles) vidste, at hans kammerat Savile havde mørke intentioner, ville være et vovet – måske endda fordømmende – træk."

Som Newsweek her berører: Oveni alle anklagerne, om at prinsen var moralsk afstumpet og en pædofil misbruger af drengebørn, kommer anklagerne om, at han også var en del af det pædofili-netværk der misbrugte drenge fra Kincora-hjemmet. Det er bl.a. Robin Bryans der fremsætter disse anklager, med støtte af flere ofres underbyggende udsagn.
Anmeldelsen i Times af historikeren Andrew Lownies bog om det royale Mountbatten-par fortæller:
"Nogle af Kincora-filerne, der skal frigives i 2018, har fået deres status som 'Midlertidigt tilbageholdt af myndighed' forlænget. 'Man må spørge hvorfor,' skriver Lownie."

Anmelderen fortsætter:
"Det må man, i høj grad."

"Meget følsomme dokumenter om Kincora-skandalen" vil forblive låst inde i Nordirlands officielle arkiv i årtier, skriver Belfast Telegraph. Mindst 19 filer direkte relateret til det berygtede drengehjem er "lukket" for offentligheden. I et tilfælde forbliver ordren på plads indtil tidligst 2085. Omkring et dusin flere af filerne er lukket - enten helt eller delvist - indtil midten af 2060'erne og derefter.

Hvor almindelig er pædofili blandt de britiske kongelige?
Magasinet Village peger på, at BBC, i sit TV-interview med prins Andrew om de prekære overgrebsanklager mod ham, undlod at spørge ham om en anden pædofil, der også var nær ven af kongefamilien - den tidligere omtalte Greville Janner, The Lord Janner of Braunstone. Her ses han sammen med dronningen i 1982 til et arrangement, hvor han giver hende en jødisk menora som gave, og her et andet foto fra 2003 hvor de to er sammen til 21 års jubilæum for Commonwealth Jewish Council, som Janner var præsident for (Commonwealth Jødisk Råd).
Også den anden førende Labour-politiker Viscount Tonypandy (George Thomas), som senere blev anklaget af flere for pædofile overgreb, var nær ven med dronning Eliszabeth.
"Gennem hele sit politiske liv mødte og dannede han et stærkt og varigt venskab med Dronningemoderen," skrev BBC i marts 2002, "et venskab præget af hengivenhed og gensidig respekt."

Antallet af problematiske sager om pædofili i kongehuset forekommer nærmest endeløse. Her blot nogle eksempler:
Højesteretsdommer og børnesex-ringen: Dronningens rådgiver var grundlægger af en pædofil støttegruppe for at holde pædofile lovovertrædere ude af fængslet. "Lord Justice Fulford blev sidste år (2014 red.) udnævnt som rådgiver for dronningen," fortæller avisen Daily Mail. Han var en central støtte for den berygtede pædofili-organisation PIE, som politiet mistænker for "misbrug af børn i 'industriel skala'".
Dengang opfordrede PIE til at sænke den seksuelle lavalder til kun fire år.
Pædofil fotograf for Dronning Elisabeth og Prins Philip. Reginald Forester-Smith blev fængslet i otte år i 1999 for at have udsat sine to døtre - og en anden skolepige - for "en vedvarende, systematisk kampagne af seksuelt misbrug". Men "for sine velbeslåede venner og klienter, var faderen til fem en perfekt gentleman, der jævnligt blev opfordret til at tage billeder af dronningen og prins Philip, når de besøgte Skotland".
Den senere dømte pædofile overgrebsmand Rolf Harris malede Dronning Elisabeth. Hun og Scotland Yard blev direkte advaret om Harris af et offer i et brev stilet til Dronningen, men både Dronningen og Scotland Yard ignorerede advarslen. Dronningen sad model for Harris ved to møder i 2005. Det var Harris' ven Jimmy Savile der stod for arrangementet og BBC der gav Dronningen billedet som gave.
Et hemmeligholdt navn på en "embedsmand fra Royal Household" fandtes, som tidligere nævnt, på politibeslaglagt liste med navne på højt profilerede påståede besøgende på Elm Guest House - det "homovenlige etablissement", hvor mindreårige drenge og børn angiveligt blev bragt til for "at have sex med voksne mænd".
Desuden var der på listen en række højtstående parlamentsmedlemmer, en højtstående politimand, en førende forretningsmand, personer fra National Front og Sinn Fein, en MI5-officer, to popstjerner og Anthony Blunt, der var dobbeltagent for sovjetunionen og forrådte MI5.
Pædofil overgrebsmand til havefester med dronningen. Patrick Gilbert, "en ven af royale" og ledende kirkelig embedsmand, forulempede sit offer i fire år efter at have betalt for, at han skulle have ballettimer. Gilbert havde en tidligere dom for at have forgrebet sig på to 13-årige drenge. Gilbert mødte ofte dronningen ved havefester på paladset. Gilbert undgik fængsel, fordi "det blev hævdet, at skammen ved fængslet kunne dræbe ham".
Den angiveligt pædofile spion Anthony Blunt "havde et særligt forhold til Dronningemoderen". Dronningen havde et langt og tæt forhold til sin intelligente kunstkurator. Den unge Anthony og hans to brødre "plejede af og til at drikke te med Elizabeth" i familiens hjem i London. Selv da Blunt blev afsløret som forræder, kunne dronningen "ikke lide at høre ham blive nedværdiget" - og hun forbød derfor omtale af den russiske dobbeltagent og angivelige børnemisbruger omkring sig.
Dronningens tidligere korleder misbrugte børn. Han blev fængslet i fem år for "et katalog over sexangreb på børn." Jonathan Rees-Williams dengang 55 år, udførte overgrebene, der går 30 år tilbage.

Dronningens tidligere korleder misbrugte børn

Den kendte pastor for dronningen Ronald Selby Wright var pædofil og begik seksuelle overgreb på drenge. Selby Wright var både præst for dronningen og mentor på det kendte Fettes College for tidligere premierminister Tony Blair, som ligesom sine medstuderende refererede til ham som "Onkel Ronnie".
Kok for dronningen var medstifter af PIE og seksuel misbruger af børn. Avisen Mirror fortæller, at den tidligere Royal Navy catering-leder, Douglas Slade, angiveligt lavede mad til dronningen på den kongelige yacht Britannia. I 1995 blev Slade arresteret og tilbageholdt - mistænkt for at have misbrugt børn i Filippinerne, hvor han havde boet siden begyndelsen af 1980'erne. Han betalte bl.a. 2 pund for sex med en 8-årig filipinsk dreng. Slade var et stiftende medlem af PIE Paedophile Information Exchange og kæmpede aktivt for, at sex mellem børn og pædofile blev legaliseret i 1970'erne og 1980'erne. Mirror skriver, at avisen fangede Slade fortælle sine venner "Du er nødt til at være ærlig over for dig selv. Hvis du vil have sex med børn, skal du ikke pakke det væk - gør det."
Dronningens vagt på Windsor Castle, Simon Davies og hans kone i retten sigtet for at have "voldtaget en pre-teenage pige". De blev tilbageholdt af politiet, efter at en video af den påståede hændelse blev fundet under en razzia i et hjem i London. Det var et led i efterforskningen af en børneporno-ring, og optagelserne blev angiveligt delt online af pædofile.
Politiet arresterer en anden af dronningens vagter i Windsor Castles undersøgelse af pædofili-netværk. Detektiver raidede underkorporal Mark Neals hjem, på Windsor, få meter fra hvor den anden mistænkte for børnevoldtægt underkorporal Simon Davies boede. Også Neal bevogtede dronningen.
En tidligere butler for dronning Elizabeth fængslet for seksuelle overgreb på en ung dreng. Andrew Lightwood, 57 år - som "arbejdede for Storbritanniens kongelige husstand i Buckingham Palace i seks år" - blottede sig for drengen, tog sine hænder ned i barnets bukser og forulempede ham, hørte retten i Cardiff. Prins Philips tidligere kongelige hjælper anklaget for tre sexangreb på 12 årig pige.
En betroet tidligere hjælper for prins Philip og prinsesse Anne, Benjamin Herman, anklaget i retten for seksuelle overgreb på en pige på 12, mens han arbejdede for den kongelige familie i begyndelsen af 70'erne. Herman var "equerry" (æresofficer) hos Prins Philip fra 1971 til 1974, hvor "han skyggede den kongelige på paladset og til offentlige og private engagementer." Han blev derefter overhoved for Philips datter prinsesse Annes husstand, da hun giftede sig i 1974. Angiveligt havde hun selv havde valgt ham fra sin fars stab til at være hendes privatsekretær. Benjamin Herman var desuden major-løjtnant i Royal Marines.
Kongelige fascineret af pervers indisk guru, "der tror på, at han kan misbruge unge drenge seksuelt fordi han er gud." En åndelig gruppe, hvis grundlægger er blevet anklaget for seksuelt misbrug af unge drenge, er blevet "akkrediteret partner i Duke of Edinburgh-prisordningen", som er et ungdomsprisprogram grundlagt af prins Philip. Grundlæggeren af organisationen Sai, Sathya Sai Baba, kalder sig selv for en "levende gud". I årtier har mandlige tidligere tilhængere påstået, at Sathya Sai Baba begik overgreb på dem under såkaldte "interviews". Deltagere i et BBC-program, The Secret Swami, anklager ham for misbrug og hævder, at "han masserede deres testikler med olie og tvang dem til oralsex."
Shitu Chudasama, Sais nationale ungdomskoordinator i Storbritannien, sagde at "Prins Philip viste en meget stor interesse for vores ungdom" og "Jeg havde også lejlighed til at nævne...at vi hentede vores inspiration og motivation fra vores grundlægger Sri Sathya Sai Baba".
Sarah Ferguson, prins Andrews ekskone, besøgte Sai Baba, hvor hun fik "indre åndelig fred" gennem "yoga" og sit møde med "guruen", som altså kaldte sig selv "en levende gud". Også prins Charles' studerede angiveligt Sai Babas religiøse tekster og havde planer om at besøge ham, men blev til sidst forhindret af efterretningstjenesten MI6 - angiveligt pga. risikoen ved at blive associeret med Sai Babas seksuelle overgreb.
George Smith, en tidligere kammertjener for prins Charles, fortalte, at han havde set prinsen have sex med en anden mandlig hjælper, Michael Fawcett - og at Fawcett havde voldtaget Smith. Michael Fawcett var en af Charles' nærmeste rådgivere. Nyheden blev forbudt alle steder i Storbritanien, undtagen Scotland - så fx englændere kunne ikke læse disse informationer. Sagen blev benægtet og George Smith blev anklaget for at lyve og benævnt som syg af posttraumatisk stress fra deltagelse i Falklandskrigen.
Prinsens juridiske rådgiver, Fiona Shackleton, sagde, at voldtægtshistorien var blevet kraftigt afvist, og hun blev derefter bedt om at få den til at "gå væk".
På et tidspunkt besluttede George Smith, efter at hans historie var blevet afvist af "officielle kanaler på paladset", at fortælle sin historie til prinsesse Diana, der dengang levede adskilt fra Charles. Diana optog et interview med Smith, hvori han gentog voldtægtspåstanden - og for første gang fremsatte sin påstand om at have været vidne til "soveværelsesscenen, der involverede prinsen". "Det bånd er forsvundet. Diana siges at have opbevaret det i en aflåst trækasse, en samling vigtige dokumenter og optegnelser, hun ofte omtalte som sine 'kronjuveler'. Efter hendes død blev æsken leveret til Dianas familie, men Spencer-familien siger, at da de åbnede den, var der intet bånd indeni," skriver Irish Independent.
Guardian (og flere andre medier) afviser historien fuldstændigt, som sygt opspind. "Smith hævdede blandt andet at have været udsat for voldtægt. Han skulle fremsætte andre voldtægtsbeskyldninger og ubegrundede påstande om, at han blev forfulgt og truet," skriver den engelske avis. Det var "detaljerne" i Smiths påstand om "at have været vidne til prins Charles i en seksuel hændelse", som den tidligere kongelige tjener og senere freelanceassistent for prins Charles, Michael Fawcett, "forhindrede Mail on Sunday i at offentliggøre" fortæller avisen desuden. "Hr. Smith var tydeligvis fortvivlet. Han havde et alkohol- og hukommelsesproblem. Og som begivenhederne skulle bevise, var der absolut ingen grund til at tro, at det han sagde var sandt," skriver Guardian, uden tilsyneladende at uddybe dette. George Smith fortalte en anden ansat ved hoffet, Elizabeth Burgess, om sine anklager - men hun "holdt alle hr. Smiths påstande for sig selv". "Hun havde sine egne problemer med hr. Fawcett året efter, hvor hun hævder, at prins Charles' anmassende personlige assistent kaldte hende en 'fucking nigger maskinskriver'," fortæller Guardian. Hun forlod senere sin stilling og forsøgte sig uden held med en retssag om diskrimination. "Men Diana, der var fremmedgjort fra sin mand, hørte om hr. Smiths påstande", fortsætter Guardian, og prinsesse Diana besøgte ham "bevæbnet med en båndoptager" og optog "alle hans forvirrede påstande". Hun konfronterede prins Charles med dem i 1996, selvom det ikke vides, om hun konfronterede prinsen med den seksuelle hændelse. Det var usandsynligt, at hun havde troet på denne usædvanligt vilde påstand, mener Guardian og fremhæver, "at ingen, fra prins Charles til nogen anden, troede på hr. Smiths påstande, som på det kraftigste blev afvist."
Dette forekommer at være i åbenbar modstrid med, at Diana - ifølge oplysningerne i samme artikel - konfronterede Charles med i al fald nogle af de "forvirrede påstande" fra George Smith.
Jimmy Savile underholdt gæster, herunder prins Charles, i sin private fjerntliggende højlandshytte, som blev brugt til 20 overgreb. "Den pædofiles hule" raided af politiet som Savile købte i 1998.
Savile Sex-skandale: Han fik lov til at slikke prins Charles' unge ansatte op ad armen og helt til skulderen.
Den tidligere BBC tv-vært Bill Oddie hævdede, at der blev dækket over Jimmy Saviles handlinger. Oddie sagde, at ingen sagde noget, fordi Savile var venner med prins Charles - og Oddie tilføjede, at BBC-sladder om, at Savile var "en pædo", var en "running sick joke" ("syg løbende joke"). Det kom også frem, at Savile havde tilstået, at han var "en slyngel" ("crooked") i et interview kun to måneder før han døde.
Venskab med prins Charles gjorde den pædofile biskop Peter Ball 'uovervindelig'. Familien til Neil Todd, der fremsatte den første påstand om misbrug i 1993 og begik selvmord i 2012, sagde, at han var blevet portrætteret som en løgner og en "ballademager" af Balls venner i høje positioner. Ved en af høringerne hørte den undersøgelse, der blev foretaget omkring overgrebene, hvordan medlemmer af etablissementet, "herunder arvingen til tronen", den daværende ærkebiskop af Canterbury og et højtstående medlem af retsvæsenet, stod sammen om at støtte Ball ("rallied to support Ball").
"Historien om Peter Ball er historien om etablissementet på arbejde i moderne tid," fortalte William Chapman, der repræsenterede overlevende ofre. "Det er historien om, hvordan etablissementet minimerede karakteren af Peter Balls ugerninger ... og tyssede dem ned og chikanerede dem, der forsøgte at klage."
Prins Charles fortalte Ball i et brev i februar 1995, to år efter at biskoppen havde accepteret en advarsel fra politiet: "Jeg ville ønske, jeg kunne gøre mere. Jeg føler så desperat stærkt over de uhyrlige fejltagelser, der er blevet begået mod dig, og den måde, du er blevet behandlet på." Charles sørgede senere for, at hertugdømmet Cornwall købte et hus som Ball og hans tvilling og også biskop, Michael, kunne leje.
Den nu afdøde biskop Peter Ball, beskrev prins Charles som en "loyal ven". Han blev fængslet i 2015 - mere end 20 år efter, at der blev fremsat beskyldninger mod ham, "som stort set blev ignoreret eller bagatelliseret af kirken." Ball afsonede 16 måneder af en 32-måneders fængselsdom for seksuelle forbrydelser mod 18 unge mænd. Undersøgelsen af Ball modtog anklager mod Peter Ball fra 33 personer, herunder børn og unge mænd. Der er anklager om seksuelle overgreb fra Peter Ball så langt tilbage som i 1969. En af sigtelserne i 2014 mod Ball var pga. et angiveligt overgreb på en dreng på 12-13 år.
"Endnu en ridder med et blakket ry": Sir Laurens van der Post var ridder af riget (knight of the realm), en ven af både Margaret Thatcher og prinsen af Wales, og en mand, der havde seksuelt misbrugt en pige på 14 år. "Han blev far til et barn med en pige, som var blevet betroet i hans varetægt på en rejse fra Sydafrika til England af hendes forældre, kun for at blive forført til søs og derefter sat op i London som hans elskerinde i en sengepasning på Sloane Square, belejligt praktisk for hans ægteskabelige hjem. Han var midt i fyrrerne. Produktet af denne forening blev fornægtet af hendes far. Hendes mor kommenterede år senere, at Van der Post var 'syg', og at 'han vidste, hvordan han skulle vælge sine ofre'. Lyder det bekendt?" står der i avisen Oxford Mail.
Prinsesse Dianas bodyguard, der bl.a. tilbragte 16 dage på lystyacht med Charles og Diana, som del af parrets bryllupsrejse, misbrugte pige seksuelt fra hun var syv til 12 år.
Den tidligere soldat Stephen Salmon, udsatte sit offer "for et katalog over misbrug i 1970'erne" - da hun var mellem syv og 12 år gammel.
Prinsesse Diana tilbragte 16 dage om bord på Royal Yacht Britannia som en del af sin bryllupsrejse med prins Charles i 1981. Parret gik ombord på yachten i Gibraltar og nød en tur rundt i Middelhavet, passet af en 307 mand stor besætning. "Den sidste nat til søs holdt besætningen, inklusive Band of the Royal Marines, som Salmon var medlem af, en afskedskabaret for de bryllupsrejsende," skriver avisen Mirror.
Prins Charles til middagsselskaber med medlem af pædofili-netværk, som udnyttede "call-boys".
Den velhavende Charles Hornby, der bevægede sig i high-end selskabslivet, "blandede sig lykkeligt med den beskidte regnfrakkebrigade i en spillehal i West End - fordi pervers sex var en vital, men hemmelig del af hans liv". "Væk fra den tusmørkeverden" nød 35-årige Hornby også det yndefulde liv på landet, og havde til tider prins Charles blandt sine middagsgæster.
Fire mænd, som sammen med Hornby udgjorde en del af "et storstilet lyssky foretagende med laster og 'call-boys'", blev fundet skyldige efter en ni ugers retssag, fortæller artiklen om sagen.
Butler på Buckingham Palace styrede en pædofili-sexring, mens han arbejdede for den kongelige familie. Ungkarlen Paul Kidd "groomede mindst et af sine teenageofre til sex ved at tage ham til te med dronningemoderen i Clarence House," skrev Daily Mail i 2008. For offentligheden havde han været "den urbane gentleman", der var tjener for de kongelige gennem ni år - først dronningen på slottet og derefter hendes mor. Men bag facaden levede Paul Kidd et hemmeligt dobbeltliv som en seriel børnemisbruger, der misbrugte en række drenge over en 30-årig periode, fortæller avisen.
Dronning Elizabeths private tjener, som hun holdt hånden over, var et "hensynsløst rovdyr".
Han var kendt som Backstairs Billy ("Bagtrappe Billy"), "den flamboyante kongelige hofmand, der rejste sig fra en ydmyg begyndelse til at tilbringe et halvt århundrede som ven, fortrolig og uofficiel ceremonimester for dronningemoderen," fortæller avisen The Scottish Mail on Sunday. William Tallon var berømt for at være "Hendes Majestæts dansepartner", og "den konstante leverandør af hendes yndlingsgin og Dubonnet", iscenesætteren af "hendes nogle gange sjofler frokostfester" - og en "uhyggelig, respektløs og dyb lejr-modgift til resten af den kongelige families snerpede liv".
Det var velkendt, at Tallon var homoseksuel. Men dronningemoderen nægtede at høre bekymringerne fra højtstående paladspersonale, som mente, at "hans dominerende opførsel" var en trussel mod harmonien hos de kongelige ansatte, og at "hans promiskuitet gav et iøjnefaldende sikkerhedshul i hjertet af den kongelige familie".
"Nu for første gang fortæller en ny biografi", skriver The Scottish Mail on Sunday, "den bemærkelsesværdige historie om et hensynsløst rovdyr, hvis uhyrlige livsstil inkluderede homoseksuelle orgier i Clarence House, voldsomme affærer under trapper, sex på dronningemoderens yndlingssofa - og unge mænd, der vandrede rundt i korridorerne om natten..."
William Tallon var den eneste mand, der fik adgang til dronningens soveværelse, "og han kunne gøre det uden at banke på". Han havde endda en underjordisk gang og ville nogle gange smugle "kontroversielle gæster" ind for at møde dronningen - uden resten af personalets vidende.

Et spørgsmål, der næsten forekommer uundgåeligt (men som man stort set aldrig hører), er; hvorfor er der så meget pædofili i og omkring den britiske kongefamilie? Og hvordan kan man have så meget pædofili inde på livet uden at have nogen anelse om det? Kan man det?
Det virker som om, der kun er to mulige "svar" på det sidste spørgsmål: Enten er den nuværende Kong Charles fuldstændig uden føling med sin omverden, eller også ved han mere end han foregiver.
Han vidste fx, at hans nære ven Peter Bell var under anklage for at være pædofil overgrebsmand, og alligevel forsvarede den kommende konge denne mand så indædt, at den dreng, der forsøgte at få lidt retfærdighed, begik selvmord i fortvivlelse.
En anden ting, man kan undre sig over, er, hvorfor ingen af de forholdsvist mange journalister, der på fuld tid beskæftiger sig med det britiske kongehus, ikke stiller nogle af disse spørgsmål?
Svaret på dette spørgsmål kender vi; det er ikke pæne spørgsmål - dem stiller man simpelthen bare ikke. Men hvad så med de ofre som lider under fraværet af de helt oplagte spørgsmål? Er det måske i virkeligheden der mørklægningen starter?

Science fiction-forfatteren, prinsen, pædofilien - og Pengaton
Ovenstående liste er som nævnt ikke utømmende. En af de sager, som fx ikke findes på listen, er historien om den berømte science fiction-forfatter Arthur C. Clarke. Prins Charles gav sin angiveligt pædofile forfatter-ven britisk ridderskab, lige efter at Clarke til en engelsk avis i meget kraftige vendinger havde indrømmet, at han var pædofil.
Avisen Sunday Mirror var taget til Sri Lanka for at interviewe Clarke om hans seksuelle forhold til børn - særligt hans forhold til fattige såkaldte "stranddrenge".
I interviewet er Clarke bl.a. citeret for at sige:
"Når de har nået puberteten, er det OK...det gør ingen skade.
...
Jeg prøver at tænke på den yngste dreng, jeg nogensinde har haft, fordi du selvfølgelig ikke kan fortælle det her."

Adspurgt om alderen på de drenge, han havde affærer med, sagde Clarke ifølge Sunday Mirror, at "de fleste af dem var kommet i puberteten." Avisen citerede Clarke for at sige:
"Jeg tror, at det meste af skaden kommer fra det postyr, som hysteriske forældre har skabt bagefter. Hvis børnene ikke gider det, er det fair nok."

Børnerettighedsaktivister i Sri Lanka, hvor Clarke boede og angiveligt udnyttede børn, udtrykte chok over forfatterens udtalelser og opfordrede til, at han blev deporteret fra landet. "Børnemishandling medfører en minimumsstraf på syv års fængsel i Sri Lanka, et land kendt for børneprostitution," skrev UPI.
I en kort erklæring benægtede Clarke derefter og sagde, at han var forarget over beskyldningerne. "Jeg er overbevist om, at dette ikke er andet end et billigt forsøg på at bringe min ven prins Charles i forlegenhed," sagde Clarke. Clarke hævdede, at han ikke var seksuelt aktiv længere og havde gennemgået operationer, der gjorde sex umuligt for ham.
Men Mirror fulgte op med en om muligt endnu hårdere artikel med flere direkte beskyldninger mod forfatteren.
"Børne-sexperverterede Arthur C. Clarke hæver sit glas og griner under en statsbanket med deltagelse af prins Charles," skrev avisen.
"Han blandede sig skamløst med højtstående personer ved middagen i Sri Lankas hovedstad Colombo torsdag aften og gav endda hånden til Charles. Blot fire dage tidligere havde Sunday Mirror afsløret, hvordan den 80-årige forfatter af 2001: A Space Odyssey havde indrømmet at have betalt for sex med unge drenge. Bagefter gik han med til at trække sig ud af en ceremoni, hvor han skulle blive slået til ridder af Charles, men nægtede at være pædofil.
Men Clarke er en LØGNER. Og vi har beviserne til at bevise det. Til højre gengiver vi en del af en båndoptagelse af vores reporter Graham Johnsons interview med Clarke. Vi har også en kopi af et hemmeligt dokument, der navngiver Clarke som en pædofil, der er kendt af medlemmer af North American Boy Lovers Association, et af verdens mest berygtede børnesex-netværk. Amerikanske detektiver, som arresterede ledere af foreningen for 10 år siden, siger, at Clarke blev navngivet af andre pædofile, som de spurgte under en FBI-efterforskning."

I en senere interviewartikel i Guardian om hans succesrige forfatterliv og seneste bogprojekt, gentager Clarke, at han intet sexliv har pga. en operation for prostata-cancer. "The Mirror hævdede, at Clarke havde betalt unge drenge for sex. Den fremlagde juridiske erklæringer fra de pågældende drenge," skriver Guardian og fortæller derefter, at Clarke udtalte, at "Sri Lankas politi modbeviste dem senere".
Sunday Mirror havde allerede fortalt, at "den skrøbelige, hvidhårede gamle mand" Clarke, godt nok sad i rullestol og brugte krykker efter et polioangreb 15 år tidligere. "Men Clarkes svindende helbred forhindrer ham ikke i at nyde sin yndlingsbeskæftigelse - at spille bordtennis med skoledrenge på et berygtet afhentningssted for perverse, kaldet Otters Aquatic Club," skrev avisen blandt andet.
Den fortalte også at væggene i hans arbejdsværelse var beklædt med hans bøger og indrammede billeder af ham selv med berømtheder fra paven til prinsesse Diana og astronauten Neil Armstrong til filmstjernen Liz Taylor. "Værelset har state-of-the-art computere, satellit-tv, videooptagere og andre højteknologiske gadgets, som Clarke kan prale af, at han bruger til at kommunikere med venner i Pentagon," skrev Mirror.
Ifølge Mirror skulle Clarke have sagt, at han "morede sig mere end væmmes over", at nogen skulle tro at han var "en af de oprindelige pionerer inden for sexturisme i Sri Lanka". "Jeg går helt ind for bestræbelser på at stoppe det. Men hvordan stopper vi det uden at gribe ind i ansvarlige voksnes rettigheder," skulle han angiveligt have sagt.
"I de senere år er Clarkes navn blevet forbundet med to berygtede pædofile, hvoraf den ene - en schweizisk millionær - blev smidt ud af Sri Lanka på ordre fra præsidenten for at have misbrugt fattige stranddrenge," hævdede Mirror.
Og videre:
"Han afventer nu retssag i Zürich, anklaget for seksuelt misbrug af op til 1.500 unge drenge og var ligesom Clarke venner med mange af Sri Lankas toppolitikere, højtstående politifolk og indflydelsesrige regeringsfigurer. Clarke siges at have deltaget i fester i tycoonens hjem."

Da Clarke blev spurgt, om det var korrekt, svarede han ifølge Mirror:
"Det kan jeg godt have gjort. Jeg mener, den allerførste mand, jeg mødte her i 1954, var pædofil og forsøgte ikke at skjule det. Han var i efterretningstjenesten i hæren, en fantastisk fyr."

Clarke sagde om sine seksuelle præferencer:
"Her ville det genere alle lige op til præsidenten. Jeg mener, jeg er kansler på universitetet, en offentlig person, det er problemet, så jeg ville blive slugt levende. Jeg ville sandsynligvis blive udelukket, forstår du."

Da journalisten fra Mirror fortalte Clarke, at en af de drenge, han udnyttede, blot var 13 år, sagde Clarke angiveligt:
"Hvis han virkelig var 13, vil han være en meget moden 13-årig."

Forespurgt om han mente, det var moralsk forkert, svarede Clark, ifølge Mirror meget kort: "Nej."
Mirror hævdede desuden, at Clarke sagde, han ikke fik nogen "til at gøre noget, de ikke nød at gøre." Sunday Mirror talte med tre drenge, der hævdede at have haft sexmøder med Clarke. Godwin Fernando, 33, en tidligere slumdreng, der lever af at sælge lotterisedler på gadehjørner, hævdede, at han blev lokket ind i Clarkes soveværelse som 13-årig efter at være blevet inviteret til hans hus.
"Han ville have mig til at give ham en massage og viste mig, hvordan man gnider hans ben. Så tog han sine hænder i mine shorts og begyndte at lege. Han ville have oralsex med mig og sagde, at han ville give mig nogle penge for at hjælpe min familie. Jeg kunne ikke lide den type sex - jeg gjorde det for pengenes skyld. Han sagde til mig, at jeg aldrig skulle fortælle nogen om besøgene i hans hjem."

Belgien: Groteske sataniske overgreb brugt som gardering og skjold mod anklager
Flere andre steder i Europa og verden har der været eksempler på tilfælde af påstået satanisk rituelt misbrug såvel som elitære pædofiliringe, der har ført til konkrete retssager og domme. Dette afsnit og de efterfølgende gennemgår eksempler på sager om sataniske overgreb fra forskellige dele af Europa og resten af verden - både sager som involverer og ikke nødvendigvis involverer fremtrædende personer i de pågældende samfund.

Under efterforskningen af den belgiske seriemorder Marc Dutroux henvendte en række kvinder sig til politiet og hævdede at være voksne overlevende fra et netværk af seksualforbrydere. Et vidne, Regina Louf, beskrev sataniske ceremonier med det formål at desorientere nye ofre, for at få dem til at tvivle på virkeligheden af deres minder og forhindre afsløring. I denne artikel i den britiske avis The Telegraph står der:
"Da Regina Louf går ind i lokalet, forblæst fra at fodre hestene på sin gård, er det svært at tro, at denne lille og beskedne kvinde kunne have forårsaget så bitter kontrovers i Belgien.
Hun er mor til fire og bor på et vidtstrakt jordstykke uden for Gent i det nordvestlige Belgien med sin mand og sine hunde.
Varm, sjov og klog, hun fremstår som alt andet end den gale, vildledte kvinde, hun er gjort ud for at være i Belgien, hvor hun på forskellig vis bliver afvist som en løgner og en fantast."

"De tror, jeg er skør," sagde hun og lo.
Men for dem der tror på hende, fortæller The Telegraph, er Louf, på 35, kvinden, der afslørede et sadistisk belgisk pædofilt netværk, der angiveligt involverer prominente personer i politik, erhvervsliv og retsvæsen, og som knyttede netværket til Marc Dutroux.
Det er lettere at angribe mig end at tro på mig,« siger hun. "Jeg forstår det. Det er svært at tro, at disse ting kan foregå i en normal verden."

Louf hævdede, at hun som barn blev solgt af sine forældre til en mand, der havde nøglerne til deres hus, og som tog hende med til sexfester. Der blev hun, sammen med andre børn, tvunget til at have sex med klienter, som "rutinemæssigt ville blive filmet til afpresning". Festerne, hævdede hun, involverede også sadisme, tortur og endda mord.
Der var også, fortæller hun, den unge Marc Dutroux, som sørgede for stoffer og passede pigerne. "Han kunne misbruge pigerne," siger hun. "Det var hans belønning."
Mere end et årti senere, efter at Marc Dutroux blev arresteret for bortførelse og mord på unge piger, appellerede Jean-Marc Connerotte, den belgiske dommer, der efterforskede sagen, til at ofre for pædofile meldte sig. Det var der ti personer, der gjorde. Alle fik kodenavnet X. Louf, som på tidspunktet for artiklen i 2004, var blevet gift, havde fået børn og drev en kennel og en dyreredningscentral, var en af dem. Hun gav politiet de navne hun kendte, på de klienter, hun mødte ved sexfesterne. Hun talte om forretningsmænd, personer i politik, retsvæsen og politiet. Patriek De Baets, betjenten udpeget af Connerotte til at lede Dutroux-undersøgelsen, blev overbevist om, at de rædsler, Louf fortalte, var sande. Han opdagede, at hun havde en uforklarlig detaljeret viden om to uopklarede mord.
"Men så udspillede et bizart forløb af begivenheder sig," hævder The Telegraph. Efterforskningsdommeren, Connerotte, blev fyret for at deltage i en indsamlingsmiddag til støtte for ofrenes familier. De betjente, der interviewede Louf, blev udskiftet. Pressen blev orienteret om, at det oprindelige hold havde manipuleret Louf. "En kampagne for at miskreditere Louf begyndte," fortæller artiklen i den brititske avis. Louf blev ikke indkaldt til at afgive vidneforklaring ved Dutroux-sagen. Anne Thily, generalanklageren i Liege og overordnet ansvarlig for Dutroux-sagen, gentog den officielle linje om, at Louf var en fantast. Louf udtalte:
"Retssystemet ønsker ikke at høre min historie. Det beskytter et netværk af kriminelle misbrugere. Jeg kan aldrig være i fred med det. Det kan forældrene heller ikke. Den eneste gode ting at komme ud af alt dette er, at Dutroux er kommet for retten."

Louf hævdede, at hun var blevet seksuelt misbrugt af familiemedlemmer siden hun var 4. Hendes bedstemor og mor prostituerede hende. Hendes bedstemor, fru Poupaert, var enke efter en politichef. Hun påstås at have drevet to bordeller under Anden Verdenskrig. Louf hævder, at hendes forældre solgte hende til en mand, Tony Van den Bogaert, som barn. Han tog hende gentagne gange med til sexfester siden hun var 11. Hendes bedstemor og bekendte til familien bekræftede, at Regina Louf havde et seksuelt forhold til Tony mindst siden hun var 12. Hun navngav nogle andre ofre for børnesex-ringen, som var blevet myrdet for ikke at kunne gå til myndighederne, nemlig Christine Van Hees, Katrien De Cuyper og Carine Dellaert. Politiet bekræftede senere, at pigerne rent faktisk blev myrdet. Hun var i stand til at beskrive, hvordan de blev myrdet, og hendes beskrivelser matchede obduktionen af to lig af ofrene, hvilket politiet bekræftede. Politibetjent Rudi Hoskens sagde:
"Hun gav os nogle detaljer, der fik os til at tænke, at det var umuligt at fortælle uden at have været på det sted - den måde, hvorpå liget blev fundet på det tidspunkt, og den måde, hun beskrev den dræbte."

Louf beskrev stedet for et mord, som var en nedlagt svampefarm i udkanten af Bruxelles. Gården blev senere revet ned, "men i 1996 beskrev Louf for politiholdet dens indviklede detaljer, tapetet, vaskene, kroge på loftet, et netværk af trapper og tilstødende rum, der er unikke for den bygning," fortæller den engelske avis The Guardian.
Louf beskrev også mordet på Katrien de Cuyper. Hun anklagede sig selv for at have myrdet hende. Hun sagde, at hun blev beordret til at dræbe Christine Van Hees. Dette vidnesbyrd fra Louf kunne dog ikke bekræftes eller afvises.

Louf hævder, at den belgiske forretningsmand, NGO- og hjælpeoganisationsstifter samt dømte svindler, Michel Nihoul også var stamgæst ved orgierne. Ifølge Louf belønnede han sine forretningspartnere med pigerne. Hun sagde også, at der var "faste" prominente deltagere i festerne omkring Nihoul-kredsen, herunder advokater fra Bruxelles, en flamsk borgmester og en tidligere premierminister. Louf sagde: "Det var meget organiseret. Big business. Afpresning. Der var mange penge involveret." Hun hævdede, at hun vidste, at de seksuelle overgreb blev filmet i hemmelighed uden klienternes vidende.

"I medierne, foretrækker hun at blive kaldet Gini," står der i denne artikel, som går yderligere i detaljer ud fra et interview med Regina Louf. "I løbet af sit vidnesbyrd talte Gini om snusfilm, mord på børn og endda jagtfester, hvor nøgne børn løb i en park og blev skudt med armbrøster," står der i artiklen. Hun sagde, at hun havde lært, hvad der drev disse klienter til sådanne ekstremer: En slags afhængighed af magt, magten til at bestemme over smerte, liv og død. Artiklen fortæller, at de magtfulde mænd - politikere, dommere, læger - samtidig var "mænd med familier".
Regina Loef fik kodenavnet XI i sagen af hensyn til hendes sikkerhed. Hun lærte en række børn at kende, der ligesom hende havde været en del af netværket i årevis.
"Indtil de blev for gamle og/eller mentes at snakke for meget. De fleste af dem, sagde XI, skulle være rentable indtil sidste åndedrag."

Louf bliver i interviewet spurgt til emnet satanisme, hvortil hun ifølge artiklen umiddelbart svarer: "Endelig et morsomt emne!". Artiklen beskriver i denne forbindelse, at hun "poserer som en 'guvernante'".
Derefter svarer Louf videre:
"Okay, satanisme. Sæt dig selv i bødlernes sted. Når de modtog nye ofre i deres netværk, var det ekstremt vigtigt, at de ikke ville tale med nogen om, hvad der var sket med dem. Det var derfor, de organiserede 'ceremonier'. De tog offeret med til et stærkt bevogtet hus og overbeviste hende om, at det var 'hendes' fest. Så ville der være en fantastisk forestilling med masker, stearinlys, omvendte kors, sværd og dyr. Kaniner blev parteret, blodet blev hældt på nøgne piger, og nogle mænd og kvinder tilbad djævelen. Vi, de erfarne piger, fik en dobbelt latter, når vi så dem have travlt med deres karnevalsmasker. 'De har fået deres vampyrkostumer på igen," ville vi sige. Jeg tror ikke, at bødlerne fik den store glæde ud af det. De foretrak at være helt nøgne frem for at gå rundt i latexkostumer. Det eneste formål med disse ritualer var for totalt at desorientere ofrene. De plagede disse børn med en masse vrøvl - 'Nu er du Satans kone' - og gav dem også kokain, LSD eller heroin. Jeg kan forsikre dig om, at du efter det føler dig helt uden for den virkelige verden. Det var målet – at offeret selv skulle begynde at tvivle på, at alt dette virkelig var sket. Resultatet var, at ofrene ikke turde tale med nogen."

"Portugals elite" knyttet til pædofiliring
I november 2002 udgav den engelske avis The Guardian en artikel, som fortalte at portugisiske "diplomater, mediepersonligheder og højtstående politikere" var en del af en pædofiliring der igennem 20 år havde misbrugt børn fra et velanset statsligt børnehjem i Lissabon.
"Fotografier af unavngivne højtstående embedsmænd med unge drenge fra Lissabons Casa Pia børnehjem var blandt de beviser, der angiveligt var tilgængelige for politiet, efter at de anholdt en tidligere børnehjemsansat ved navn Carlos Silvino."

Guardian-artiklen fortæller, at en række tidligere beboere og en mor til en dreng, der stadig boede i børnehjemmet, fordømte de seksuelle overgreb. Artiklen fortæller desuden, at børnehjemmet "er kendt som Lissabons mest berømte børnehjem" - men at pædofiliringen altså blev opereret netop herfra. Det hævdes, står der, at den tidligere ansatte i børnehjemmet Carlos Silvino selv misbrugte børn og "skaffede drenge til en magtfuld gruppe klienter". Han benægtede beskyldningerne og "forventedes at gentage denne afvisning ved en lukket høring om kaution i Lissabon".

Det, der har chokeret portugiserne mest, fortæller artiklen, har været afsløringerne af, at det systematiske seksuelle misbrug af børn i hjemmet angiveligt havde stået på i mere end 20 år - og havde været kendt af politiet og andre myndigheder i det meste af tiden. En tidligere præsident, general Ramalho Eanes, var angiveligt blandt dem, der kendte til overgrebene i hjemmet, men undlod at stoppe det.
"Identiteten af den mystiske gruppe af magtfulde pædofile forblev en hemmelighed i går, hvor kun én person var parat til at indrømme, at hun kendte i det mindste nogle af navnene."

Tidligere familieminister, Teresa Costa Macedo, sagde, at hun havde sendt et dossier med fotografier og vidneudsagn fra børn til politiet 20 år tidligere, men de havde ikke gjort noget ved det. Til gengæld blev hun selv aniveligt udsat for en trusselkampagne.
"Han [Silvino] var kun et element i et enormt pædofilt netværk, der involverede vigtige mennesker i vores land," forklarede Teresa Costa Macedo i et avisinterview.
"Det var ikke kun ham. Han var en indkøber af børn til kendte mennesker, der spænder fra diplomater og politikere til folk med tilknytning til medierne."

"Materialet sendt til politiet, som i går så ud til at være gået tabt, var et fældende bevis på pædofilringens aktiviteter," sagde fru Costa Macedo. "Der er fotografier, en beretning om de metoder, der blev brugt til at opmuntre børn ud af børnehjemmet og vidnesbyrd fra en række børn," forklarede hun. Costa Macedo sagde, at mange af fotografierne blev fundet hos en portugisisk diplomat i byen Estoril, 32 km fra Lissabon. Fire børn, der var forsvundet fra børnehjemmet, blev opdaget i huset, hvor de angiveligt havde tilbragt flere dage under lås og slå.
António Ramalho Eanes, som var præsident fra 1976-1986, blev præsenteret for fem drenge, der fortalte ham om misbruget, der fandt sted på børnehjemmet i 1980, men han undlod, ifølge Teresa Costa Macedo, at reagere på det. "Der var intet, der tydede på, at general Eanes, en populær og respekteret skikkelse, der ikke kommenterede påstandene i går, var involveret i pædofil-ringen," skriver Guardian.

Portugisisk politi insisterede på, at de ikke havde nogen registrering af de dokumenter, som tidligere familieminister Costa Macedo havde sendt til dem. Costa Macedo hævdede, at "hun havde været målet for en skræmmekampagne for at få hende til at stoppe med at efterforske sagen."
"Jeg modtog anonyme trusler, via telefon og post. De sagde, at de ville dræbe mig, flå mig og en masse andre ting," sagde hun. Den kampagne var startet igen i forbindelse med genoptagelsen af sagen, sagde hun, med truende telefonopkald til hendes hjem.
Portugal har i stigende grad "været under kontrol af antipædofile grupper", der har fordømt landets slappe love og uinteresserede domstole for at skabe et paradis for pædofile i Europa, fortæller Guardian. Belgiske og hollandske pædofile grupper rapporteres at have opereret i Portugal, hvor udlændinge rejser til øen Madeira for at opsøge små børn. Efterforskere fra den schweizisk-baserede Innocence in Danger-gruppe, som hævder, at børn regelmæssigt forsvinder fra de fattigere gader i portugisiske byer, siger, at de også er blevet chikaneret og truet.
Silvino hævdede, at hans anklagere fandt på deres påstande. "Det er alt sammen løgn," sagde han. Børnehjemmets direktør og vicedirektør blev fyret i mandags, da regeringen lovede at opklare sagen så hurtigt som muligt.

Skotland: Dømt for seksuelle overgreb og vold - åndelige påstande udeladt
Otte mænd og kvinder blev i november 2023 fundet skyldige i overgeb på børn i "en af de største pædofiliringe i Skotland". Den sataniske pædofiliring havde angiveligt opereret indtil 2020. Otte ud af 11 anklagede gerningsmænd blev i retten i Glasgow fundet skyldige i "grusomt misbrug af børn under 13 år". Nogle af overgrebene omfattede bl.a. "børnevoldtægtsnætter" og "hundeaflivningsnætter".
Tre børn fremsatte påstande, "der oprindeligt var relateret til heksekraft", men udviklede sig til at omfatte seksuelt misbrug af børn, herunder voldtægt og mordforsøg, ifølge artiklen i Mirror - med reference til retten i Glasgow. Fire af de anklagede skulle bl.a. have forsøgt at myrde en pige, som angiveligt "blev sat i en mikrobølgeovn, tvunget til at spise hundemad, og hængt i hendes tøj fra et søm", såvel som at blive "jagtet af folk, der bar djævlemasker".
"Børn blev angiveligt også tvunget til gentagne gange at misbruge hinanden seksuelt med husholdningsartikler," fortæller avisen Independent.
To piger og en dreng var blevet udsat for voldelige og seksuelle overgreb ved flere lejligheder mellem 2012 og 2019, og medlemmerne fik børnene til at indtage alkohol og stoffer.
En påstand om, at de anklagede brugte "et Ouija-bræt" til at "kalde på ånder og dæmoner", hvilket fik børneofrene til at "tro, at de kunne se, høre og kommunikere med ånder og dæmoner" blev droppet, fortæller Mirror.

Tyskland: Normale på overfladen - tortur, voldtægt og ofringer af spædbørn i "cirklen"
I 2010 var der en artikel i den engelsksprogede tyske avis Deutsche Welle med titlen "Exposing Satanism" ("Afsløring af satanisme"). Artiklen handler om, en ung kvinde, som hævder at være vokset op i en satanisk kult.
"Sataniske kulter udgør en verden, hvor ondskaben hersker, så det er vigtigt at holde dem hemmelige. Men en ung tysk kvinde har vovet at tale åbent om at vokse op i sådan en kult," er de indledende ord i artiklen.
"Det er som indholdet fra en samgløs Hollywood-film: kulter, hvor Satan-tilbedere drikker dyreblod og ofrer mennesker under særlige ceremonier. Men for Laura, der er født ind i sådan en verden i Münster-regionen i det vestlige Tyskland, er det lidt tættere på virkeligheden. Det er lykkedes hende at undslippe kulten, men det var en lang, smertefuld proces."

"Min far var meget respekteret i sekten, og han begyndte at træne mig i en ung alder til at gøre, hvad kredsen ville," forklarer hun i artiklen. Ordet "kredsen" er her det engelske "the circle" - dvs. egentlig "cirklen".
"At jeg lader alt blive gjort ved mig, at jeg ikke ville græde eller skrige eller reagere på smerten, og at jeg ikke ville sige noget til nogen uden for gruppen. Vi skulle gøre, hvad den højere magt ville."

"For Laura var den højere magt tidligere Satan," skriver Deutsche Welle-journalisten. Hun fortalte, at hun var tvunget til at acceptere smerte, tortur og voldtægt "i hans navn". Men det betød også, at hun skulle føre til parallelt liv. For omverdenen præsenterede hun sig selv som en normal skolepige; i den anden, hemmelige verden var hun tjener ved sorte messer og sataniske ritualer.
"Jeg forventedes at være fuldstændig lydig over for mænd," sagde hun. "Da jeg skulle prostituere mig, så fik jeg at vide, at den højere magt ønskede, at kredsen skulle have penge."
Pengene gik direkte i gruppens kasse, og det var gruppen, der valgte klienterne.

Religionseksperten Adelheid Herrmann-Pfandt fortæller i artiklen, at "Lauras forældre udsatte hende for en satanisk kult, der er særligt bekymrende" - "en, der dyrker en særlig brutal form for satanisme og holder sig ude af offentlighedens øjne." Han fortæller, at de kulter, der udfører den slags "virkelig ekstreme praksisser", undgår at skille sig ud fra det øvrige samfund. "De render ikke rundt med omvendte krucifikser i hænderne. De ønsker holde sig under radaren hele deres liv."

Brigitte Hahn, sektkommissær for det katolske bispedømme i Münster, bekræfter religionsekspertens udsagn. Hun fortæller, at 30 ofre for sådanne sataniske sekter har søgt hjælp hos hende. Nogle af kvinderne beskrev "sorte messer", som også omfattede rituelle aborter og endda mord.
"Kvinderne siger, at de bliver gjort gravide under særlige ceremonier," sagde Hahn. "Så er der ritualer for at forløse babyerne og ofre dem. Graviditeterne holdes hemmelige, babyerne bliver født, men forsvinder."
I 2008 sendte Hahn en rundspørge rundt til 2.000 læger og terapeuter i delstaten Nordrhein-Westfalen, som Münster er en del af. Omkring 120 svarede og sagde, at de havde kvindelige patienter, der havde været udsat for vold i sataniske grupper. Alfons Strodt, kapitular i det katolske bispedømme i Osnabrück, har "i årevis" hjulpet tidligere medlemmer af sataniske kulter. Han har samlet tegninger, de har lavet af ritualerne - billeder af børn, der ligger på et alter, eller er bundet fast på et kors.
"I begyndelsen var jeg nødt til at bearbejde alt dette alene," sagde han og tilføjede, at det tog lang tid, før andre i kirken begyndte at tro på ham. "Folk ville fortælle mig, at jeg skulle lade være med at finde på den slags historier. Jeg er taknemmelig for, at vores biskop og generalvikaren nu tror på mig og indser, at det er et problem, der ikke længere kan holdes hemmeligt," sagde han. "Nu kan ofrene få noget af den hjælp, de har brug for."

Men fordi mange af ofrene er traumatiserede og psykisk syge, er det svært at afgøre, om deres beretninger virkelig afspejler virkeligheden. At tilbyde støtte til ofrene er også udfordrende, fortæller Strodt. "Der var trusler om, at vores kirker ville blive sprængt i luften med bomber eller sat i brand," sagde Strodt. "Jeg var under overvågning. Det har sine omkostninger - følelsen af, at de altid er i nærheden er skræmmende."

Men folk kan ikke forblive tavse om fænomenet satanisme, sagde religionsekspert Herrmann-Pfandt, der, ifølge artiklen, undersøger, hvad der sker i sådanne grupper. "Det handler i virkeligheden om transcendentale oplevelser - og blod spiller ofte en stor rolle," hævder hun. "Nogle mennesker siger, at det intensiverer oplevelsen, og det ser ud til at sætte dem i en tilstand af ophidselse. Og kulterne spiller på det."
Laura sagde, at vendepunktet kom, da hun skulle have et barn til sine forældres sataniske cirkel. Hun undslap sekten dengang og bor nu på et krisecenter med høj sikkerhed for traumatiserede kvinder. Hun har ikke rejst anklager mod sine forældre, men for at sikre sig selv har hun overgivet optegnelser over sine oplevelser til en advokat. "I tilfælde af min død, selvom det ser ud til at være en ulykke eller selvmord, vil alle data blive sendt til distriktsadvokatens kontor," sagde hun. "Det er min form for livsforsikring - så de ikke føler, at de kan forsøge at gøre mig noget eller forsøge at slå mig ihjel."

Australien: Et globalt netværk kaldet 'Organisationen' - en kult gennem generationer?
I 1991 kædede politiet i Perth den selverklærede satanist Scott Gozenton sammen med organiseret seksuelt misbrug af børn. Hans advokat hævdede, at der eksisterede 13 sataniske pagter i området, der afholdt bizarre orgier, der involverede børn, og at Gozenton var blevet fulgt og truet af "coven"-medlemmer under hele retssagen. Gozenton erklærede sig skyldig i alle anklager.
I 2001 kom det frem, at en præst i Melbourne havde foretaget sataniske rituelle overgreb, hvor en række dødsfald fandt sted i 1960'erne. Den katolske kirkes stift i Melbourne anerkendte påstandene som "i det væsentlige sande" og betalte erstatning til et overlevende offer.
I sin udtalelse gav det 56-årige offer, som ønskede at være anonym, detaljer om mindst tre dødsfald - en ung kvinde, en ung mand og et barn - der fandt sted under de sataniske ritualer gennem en årrække. To ofre fik deres hals skåret over, og en tredje blev dræbt med en økse. Dyr blev også dræbt under ceremonierne.

I 1999 og 2000 var der tre bemærkelsesværdige artikler i tre forskellige australske dagblade.
I 1999 hævdede to journalister fra Sydney-avisen The Sun-Herald at have set beviser på rituelt misbrug af børn. De interviewede seks mødre, hvis børn havde fortalt om sataniske rituelle overgreb og organiseret misbrug i New South Wales. Børnenes afsløringer var enslydende, selv om de aldrig havde mødt hinanden, og de var i stand til at tegne "sataniske rituelle steder", der lignede rituelle steder afsløret af politiet i New South Wales.
En mor sagde, at hendes sønner hævdede at være blevet bedøvet og hypnotiseret. "Han sagde, at de var klædt i sorte gevandter" med hætter med huller til øjne og mund, fortalte hun.
Denne mors traumatiserede dreng fortalte om grupper af voksne, der hang ham fra et kors, dræbte dyr, udførte seksuelle handlinger på sektmedlemmer og så orgier.
"The Sun-Herald har set beviser for ritualerne," står der i artiklen.
En mor, Genevieve, som "har kæmpet en fire-årig kampagne for at få myndighederne til at undersøge hendes påstande", sagde, at hendes sag lignede 33 andre sager, der var blevet indberettet til Department of Community Services (Afdeling for Samfundsservices). "Medicinske beviser har bevist, at begge Genevieves børn er blevet misbrugt," fortæller journalisterne. "Jeg støder på flere og flere kvinder, der fortæller den samme historie," udtalte denne mor.
"Jeg har brugt år på at prøve at få hjælp til mine børn, men der er folk, der ikke ønsker, at det her skal komme ud.
...
Efterhånden som han føler sig mere sikker, har han givet mere detaljerede forklaringer på, hvad der er sket med ham og hans bror.
...
De holdt laserlys i øjnene for at desorientere dem. De var låst inde i kældre, og de måtte se hinanden blive misbrugt. Han kunne umuligt have fundet på alt dette."

Genevieve sagde, at drengene havde fortalt hende navnene på dem, der overfaldt dem, og at de kunne huske at have set mindst 30 mennesker til ritualer i bushen.
Hun sagde, at hun troede, at kultens ritualer var blevet videregivet gennem generationer af sataniske pagter.
"Min søn kan genkende medlemmer på gaden, og han kender endda deres navne," sagde hun.
Tegningerne udført af hvert barn viser også de samme voldelige handlinger og symboler, som kulten brugte. Et af symbolerne, som Genevieves søn tegnede, var det samme symbol på det ceremonielle bord, politiet har taget et billede af på bushland-stedet.
"Jeg ved, at de er ret farlige mennesker. Jeg har fået advarsler uden for huset, der fortæller mig, at jeg skal stoppe efterforskningen. Vi er bange for vores liv. Drengene vil aldrig have mig ude af syne."

"Hun kæmper nu for at få sandheden komme frem og beskytte andre børn mod en skæbne, der ligner hendes sønners," skriver journalisterne.
Genevieve sagde: "Det er et absolut mareridt. Du prøver at få hjælp, og du får døren smækket i ansigtet på dig gentagne gange. Jeg ville gøre alt for at forhindre, at dette sker igen.
"Efter et stykke tid får de dig til at føle, som om du har drømt om det hele. Lovene og holdningerne skal ændres."

I november 2000 udgav Melbourne-avisen Herald sun artiklen "Breaking Free From Cult" ("At bryde ud af en kult"). Journalisten åbner artiklen med disse ord:
"Gemt væk fra snoede bjergveje blandt bregner og frodige skove, er området et arnested for harmløse new-age religioner, splintrede kristne grupper og mystiske overbevisninger.
Men der er også beviser på, at bjergregionen huser en farlig satanisk kult, der har udnyttet sine unge medlemmer i årtier.
Som et netværk af familier kendt som Organisationen eller Gruppen, siges kulten at være en meget hemmelig organisme bestående af generationer af tilhængere"

Journalisten fra Herald Sun talte med tre kvinder, der hævdede at have brudt sig fri fra sekten, men som fortsat blev hjemsøgt af minder fra det misbrug de var udsat for.
Beatrice, en kvinde på 45 år, sagde, at hendes forældre var en del af kulten, ligesom hendes bedsteforældre og hendes egne børn. Hun sagde, at hun indtil slutningen af 20'erne havde levet i en drøm og troet, at hun levede i en normal familie.
"Jeg var ikke klar over, hvad der foregik på grund af programmeringen, indtil for otte eller ni år siden," sagde hun.
"Jeg havde grusomme minder fra min barndom ('bugger-all memory of my childhood' red.), men min mor var en meget voldelig kvinde. Min far var lidt af en marionet. Det var den eneste familie, jeg nogensinde har haft, og det, der gør det sværere at bære, er, at der faktisk var gode tider.
Det tog et stykke tid at indse, hvad der egentlig var sket.
Hele idéen var at forvirre os som børn og gøre det så utroligt som muligt, så hvis vi nogensinde søgte hjælp, ville ingen tro os.
De fortalte os, uanset hvor du går hen, og hvad du laver, vil vi se dig, og vi vil vide det."

Beatrice sagde, at hun var gået til politiet, men var blevet mødt med total vantro. Ligesom de andre kvinder stillede Beatrice spørgsmålstegn ved formålet med den bizarre ritualisme forbundet med Gruppen ("The Group").
"Tror de virkelig på det, eller er det bare en undskyldning for at misbruge børn?"

Lorna, der i 2000 var midt i 30'erne, tilbragte det meste af sin barndom i en forstad til det nordlige Melbourne. I weekenden tog hendes far, en lærer, hende med til "møder" i kultkammeraters huse i Dandenongs og i afsidesliggende ejendomme i andre landområder.
Dandenong Ranges er et sæt lave bjergkæder i Victoria, Australien, cirka 35 km øst for delstatens hovedstad Melbourne.
Hun hævder at være blevet seksuelt misbrugt og gjort til prostitueret. "De hyrede eller lejede piger ud, piger under 12," siger hun. År senere klagede hun til politiet over at være blevet voldtaget af sin far. Hun siger, at hun ikke rejste anklager om misbrug fra kulten eller om børneprostitution og pornografi, fordi hun ikke troede nogen ville tro på hende. Politiet fortalte hende, at beskyldningerne mod hendes far var forældede, svære at bevise, og at det ville være bedre for hende at komme videre med sit liv. "Jeg fik at vide, at jeg var det forkerte sted på det forkerte tidspunkt," siger hun.
Lornas søster begik selvmord som 36-årig. "De (kulten red.) havde konfronteret hende," sagde hun. Vendingen her er "had been getting at her", som betyder "at konfrontere nogen, for at påvirke dem ulovligt, såsom gennem bestikkelse eller via trusler". Lorna hævdede at have været vidne til menneskeofringer, ofte i påskeperioden. Hun blev bedøvet og udsat for hypnose før og efter at være blevet seksuelt misbrugt. Hun fortalte, at hun voksede op med at forvente at blive misbrugt og aldrig blev overrasket over det.
Miranda, 29, hævdede ligesom andre ofre at være født ind i sekten. "Misbruget for mig var en barndom fuld af terror og smerte. Jeg blev misbrugt på alle mulige måder og var vidne til, at andre børn blev misbrugt," sagde hun.
Gruppen fokuserede på børnesex og omgav deres aktiviteter med satanisme og ritualer for at forvirre dem, der blev misbrugt, sagde hun.
Som barn sagde Miranda, at hun blev byttet rundt mellem sektmedlemmer og seksuelt misbrugt i en række huse og buskområder i Dandenongs. Miranda flygtede som 19-årig, seks måneder efter sin søns fødsel. Hun tog drengen med sig og levede et normadeliv på Melbournes gader. Miranda sagde, at hun blev interviewet af politiet, men som nogle andre ofre frygtede hun repressalier fra sekten og flygtede fra stat til stat. Hun arbejdede da artiklen blev skrevet i 2000 som traumerådgiver. Hun sagde, at to af hendes søstre på 18 og 23 år begik selvmord som følge af misbrug.
"Denne gruppe er en del af et større netværk med kontakter i flere stater ('interstate' - australske stater red.) og i udlandet. Det her har stået på i lang tid."

I april 2000 udkom avisen Sunday Star-Times med artiklen "Far bliver anklaget i bizar sexmisbrugssag" som fortalte om en mor og en stedfar, "der arbejdede blandt børn", som var blevet anklaget for 24 seksuelle forbrydelser mod kvindens to døtre. Moderen og stedfaren var anklaget for misbrug, bl.a. voldtægt, hvilket havde stået på fra januar 1984 til 1991. De afviste anklagerne og fik deres navne hemmeligholdt. Også den biologiske far var anklaget for lovovertrædelser mellem 1981-1988. Han blev sigtet for 10 seksuelle forbrydelser, herunder seksuel krænkelse ved voldtægt. Pigerne, som var i 20'erne i 2000, havde bl.a. fortalt politiet, at da de var 8 og 10 år, blev de placeret på borde som en del af et ritual, der involverede flere voksne klædt i sort. En linje af rødt stearinlys blev lagt på en af pigernes pande, før hendes stedfar voldtog hende. De tre voksne blev anholdt efter anklager fra de to døtre. De fortalte politiet, at de frygtede for parrets lille barn.

Brazilien: Kult får donationer 'fra rundt om i verden' til at begå menneskeofringer
I begyndelsen af 1990'erne var den argentinsk-baserede internationale kult Superior Universal Alignment impliceret i rituelle mord på flere børn. En række fremtrædende borgere blev anholdt i forbindelse med mordene, og det kom angiveligt senere frem, at de havde betalt kulten for at gennemføre de morderiske ceremonier.
En ransagning af kultmedlemmers huse fandt kultregistre, våben, hættekåber, 100 videobånd af kultceremonier og satanistiske publikationer, inklusiv en 200 sider lang bog af kultleder Valentina de Andrade kaldet "Gud, den store farce". De brasilianske myndigheder gav udtryk for, at kulten kunne være forbundet med sataniske grupper internationalt. En føderal efterforsker udtalte, at kulten havde "omkring 2.000 medlemmer og får donationer fra rundt om i verden - inklusiv USA, Sydkorea, Frankrig, Chile og Argentina - til at begå menneskeofringer".
I 2003 blev fire medlemmer af Superior Universal Alignment-kulten i Amazonas by Altamira dømt for ritualistiske mord på tre børn og kastrering af to andre. Ofrene var i alderen mellem otte og tretten år, og de blev kidnappet, tortureret eller dræbt mellem 1989 og 1993. Deres kønsdele blev fjernet og brugt i sataniske ritualer af den 75-årige landsby clairvoyant, Valentina de Andrade, lederen af kulten. De Andrade var tidligere blevet eftersøgt af politiet i Argentina og Uruguay forud for hendes anholdelse i Brasilien på mistanke om involvering i andre sataniske rituelle drab.
En gruppe beboere, som gennemførte en privat undersøgelse og infiltrerede kulten, erfarede, at en hustru til den lokale borgmester samt hendes datter havde arrangeret et af drabene og at kulten på det tidspunkt havde planlagt endnu et offer til nogle få måneder senere.
Efter kastreringen af ofrene fjernede to læger involveret i sekten angiveligt ofrets andre organer til salg på det internationale sorte marked. Andre personer, der blev dømt i forbindelse med mordene, omfattede en tidligere politibetjent, en forretningsmand og en søn af en indflydelsesrig godsejer. Anklagerne vedrørte mordene på tre små børn og drabsforsøget på et andet, men ofrenes familier hævdede, at der var mindst nitten andre myrdede børn. Kulten er baseret i Argentina og påstås at have afdelinger i Holland.

Medier: Sataniske rituelle overgreb udført af hemmelige kulter er bare myter
Ligesom der i 80'erne og 90'erne fandtes flere medier som fremførte og populariserede flere uunderbyggede påstande om sataniske rituelle overgreb, er der i dag mange medier som hævder at historier om sataniske kulter, der udfører rituelle overgreb på børn, blot er del af en myte.
Det internationale netmedie The Conversation skriver fx i en artikel fra 2023:
"I Storbritannien og længere væk er der en lang historie med påstande om, at der eksisterer hemmelige, Satan-tilbedende kulter, som rituelt misbruger og ofrer børn. De opstår i form af moralsk panik kendt som “satanism scares” ("satanisme-opskræmthed" red.), og det er muligt at spore disse rygter og myter tilbage til det andet århundredes Rom. Alligevel blev de virkelig fremtrædende i middelalderen. Denne sataniske mytologi er ofte blevet brugt som en måde at dæmonisere jødiske samfund på. Især har de ofte involveret falske påstande om, at jøder bruger blod fra ikke-jødiske - normalt kristne - børn til rituelle formål. De europæiske heksejagter, som fandt sted i det 15., 16. og 17. århundrede, inkorporerede også påstande om djævledyrkelse og børneofring.
Mens beskyldninger om sataniske overgreb gentagne gange er blevet fundet at være ubegrundede og påstandene er blevet afkræftet, kan disse rygter og konspirationsteorier forårsage meget reel skade. Falske beskyldninger om sataniske overgreb har resulteret i chikane, dødstrusler og onlineangreb. I et tilfælde blev et barn kidnappet, efter at en gruppe fejlagtigt troede, at de var offer for satanisk rituelt misbrug. Og der har endda været dødsdomme (senere omstødt), i sagen om en 1990'er-mordssag i USA. Faktisk kan satanisme-forskrækkelser betragtes som en form for heksejagt."

Herefter omtales “satanic panic” fra 80'ernes og 90'ernes USA. Artiklen hedder "Satanism, ritual cults and Hollywood: debunking ‘satanic panic’ conspiracy theories" ("Satanisme, rituelle kulter og Hollywood: Modbevisning af 'satanisk panik'-konspirationsteorier").
The Conversation skriver om sig selv, at avisen "er et unikt samarbejde mellem akademikere og journalister, der på et årti er blevet verdens førende udgiver af forskningsbaserede nyheder og analyser."

I 2021-artiklen "Why Satanic Panic never really ended" ("Hvorfor den sataniske panik aldrig sluttede"), fra mediet Vox.com, indtager også standpunktet om, at idéen om sataniske kulter bunder i farlige konspirationsteorier. Journalisten skriver bl.a.:
"Mange af disse konspirationer og mærkelige mumlen fra ulovlige børnesex-ringe er stadig med os årtier senere. [...] Og mange højreorienterede konspirationsteorier, der er pustet op til alvorlige trusler i løbet af de sidste fem år, indeholder åbenlyse elementer af satanisk panik."

I sin konklusion opsummerer Vox.com med disse ord:
"Med andre ord var Satanisk Paniks misbrugsmekanismer de samme som i tidligere perioder med massehysteri, fra heksejagt til McCarthyisme. I en tid med dybe sociale omvæltninger er det alt for let at se disse mekanismer falde på plads igen, klar til at bøje sig mod den næste ikke-modstandsdygtige, let udstødte fremmede, ivrig efter at stemple dem som "farlige".
Med andre ord: I dag er det en mediedrevet forskrækkelse over den seneste dæmoniske indflydelse, hvad enten det er skøre klovne, uhyggelige politikere eller en entertainer, der sælger "Satan-sko". Men som satanisk panik viser os, er det ikke den virkelige frygt.
Den virkelige frygt er, at nogen i morgen kan beslutte, at den dæmoniske indflydelse er dig.

Konklusionen samler op på flere af de - efter journalistens opfattelse absurde - historier, som journalisten forud har fremlagt i artiklen.
"Skøre klovne" refererer til mærkelige historier i 2016 bl.a. om "onde kovne" der forsøgte af skræmme folk og "lokke børn ind i skoven".
"Satan-sko" refererer til entertaineren Lil Nas X's samarbejde med et sporttøjfirmaet Nike om et begrænset oplag af "blod-infucerede Nike-sko døbt 'Satan-sko'" (desuden omtalt i del x).
"Uhyggelige politikere" refererer til journalistens omtale af "Pizzagate" (se del x for hosliggende artikelseries uddybning af denne historie).

Mediet "Pacific Standard" skriver det måske endnu mere eksplicit i artiklen "Conviction of Things Not Seen: The Uniquely American Myth of Satanic Cults" ("Overbevisning om ting, der ikke er blevet set: Den unikke amerikanske myte om sataniske kulter") fra 2015:
"Mange mennesker kan stadig ikke – eller vil ikke – acceptere, at sataniske kulter, og de usigelige onder, de angiveligt begår, ikke er andet end et produkt af USAs overaktive fantasi og kulturelle usikkerhed."

Også Virginia Commonwealth University har udgivet en artikel som indtager lidt af den samme position. Artiklen hedder "Cults That Never Were: The Satanic Ritual Abuse Scare" ("Kulter der aldrig var: Den sataniske rituelle misbrugsforskrækkelse"). Efter at have beskrevet den amerikanske "Satanic panic" i 1980'erne og 90'erne står der under overskriften "Myth" ("Myte"):
"Eksistensen af en satanisk kult var den største del af myten. Kulten bestod af Satan-tilbedere, der opererer i underjordiske netværk og udfører ofringsritualer. Ritualerne og organisationen var hovedkomponenterne i kultens myte."

Det amerikanske magasin Reason udgav i 2022 en artikel, om en meningsmåling, der havde undersøgt "amerikanernes tro på konspirationsteorier". Journalisten skrev at undersøgelsen "finder høje niveauer af støtte til loony-tunes ideer om sex, Satan og amerikanske institutioner."
"Loony-tunes" betyder "tossede melodier" og har sin oprindelse i underholdningproducenten Warner Bros. tegnefilmsproduktion kaldet "Looney Tunes", som var præget af tegnefilmsfigurer med særligt overdrevne fjollede egenskaber.
Med baggrund i undersøgelsen skriver hun videre:
"Derudover troede mere end halvdelen af de adspurgte på myter om sexhandel med børn."

"Beskyldninger om rituelt seksuelt misbrug og seksualisering af børn er strømmet ind i den almindelige del af amerikansk politik i løbet af det sidste år," udtaler professorerne i statskundskab ved University of Miami, Joseph E. Uscinski og Casey Klofstad, som har gennemført undersøgelsen.
"I særdeleshed har konservative politikere og opinionsdannere i stigende grad udtrykt bekymring over Satan, satanister, sex-'grooming' og den formodede 'dagsorden' fra offentlige skoler og underholdningsselskaber om at indoktrinere børn til en seksualiseret livsstil eller om at gøre dem homoseksuelle eller til transpersoner."

Derefter fremlægger artiklen undersøgelsens statistiske resultater som fx, at:
25% af de adspurgte var enige i, at "satanisk rituelt seksuelt misbrug er udbredt" i USA.
33% var enige i, at "medlemmer af sataniske kulter hemmeligt misbruger tusindvis af børn hvert år".
28% var enige i, at "der er en hemmelig 'homo-dagsorden', der har til formål at konvertere unge til homoseksuel- og trans-livsstil".

DEL 6:
ULTRA UTROVÆRDIG

Afgudsdyrket transseksualitet

Vi har i denne artikelserie i forskellige sammenhænge stødt på den tidligere amerikanske vicepræsident og præsident George Herbert Walker Bush Senior:
I del x hørte vi om sexafpresseren og "power-brokeren" Craig Spence, som tog drengeprostituerede på nattetur i Det Hvide Hus, mens George Bush var vicepræsident, og som i 1989 blev afsløret, for tilsyneladende at have drevet en afpresningsoperation som mellemmand mellem homoseksuelle prostituerede og magteliten i Washington DC op igennem 1980'erne.
Vi hørte også tidligere (se del x) om hvordan George H. W. Bush, som direktør for CIA, havde en konto i den pakistanske kriminelle hvidvaskningsbank BCCI - Bank of Credit and Commerce International (BCCI) - en bank som tilbød sig "til enhver større terrorist-, oprørs- og undergrundsorganisation i verden". Denne bank finansierede den private hemmelige efterretningstjeneste Safari Club, som var tæt partner med CIA bl.a. om at bevæbne og finansiere de senere udskammede afghanske terrorister (dengang benævnt mujahideen) - samt desuden bl.a. Osama Bin Laden.
Vi hørte om George H. W. Bushs tætte forbindelser og støtte til den pædofile katolske præst Fader Bruce Ritter, som viste sig at være seriemisbruger af sårbare teenagere. Ritter havde ellers ansvaret for de unge og mindreårige, som han udadtil påstod at beskytte (se del x for yderligere info herom).
Vi hørte om et vidneudsagn fra en sårbar og misbrugt pige, som hævdede, at hun blev transporteret til Washington DC for at blive tvunget til at deltage i "fester" med magtfulde personer (se del x). Pigen hævdede, at hun mødte daværende vicepræsident George H. W. Bush ved to af sådanne "fester". Hun hævdede, at hun "så sodomi blive begået ved disse fester", hvor der mest var "ældre mænd og yngre mænd i begyndelsen af tyverne tilstede". Den pågældende pige fik medhold i sine påstande om andre overgreb begået mod hende (af hendes stedfar) og andre dele af sin vidneforklaring, men disse vidneudsagn blev ignoreret i sagen.

Lige om lidt skal vi høre om, hvordan George H. W. Bush desuden er blevet anklaget for systematisk at have misbrugt en kvinde, som en del af det såkaldte Project Monarch - et angiveligt hemmeligt efterretningsprojekt, der arbejdede med at skabe bevidsthedskontrol med de udvalgte ofre, som påstås at være blevet udnyttet mod deres vilje i projektet.
I denne x'te del af artikelserien skal vi desuden se nærmere på forbindelserne mellem de påståede pædofile netværk, vi har hørt om i de foregående afsnit og flere hemmelige loger og okkulte organisationers værdier og idealer - organisationer, som flere af de tilsyneladende ledende skikkelser i disse pædofile netværk var direkte eller indirekte associeret med.

Reagans og Bushs kontakter til mand anklaget for satanisk seksuelt misbrug af børn
I bogen "The Franklin Cover-up" gennemgår tidligere Nebraska-senator John DeCamp en yderst ubehagelig sag om påståede sataniske kult-aktiviteter, der angiveligt involverede misbrug af mindreårige børn og bestialske drab på både børn og spædbørn. Sagen endte med at blive afvist som et "omhyggeligt udformet svindelnummer", da to af fire vidner ændrede deres forklaringer, og de to andre vidner, som holdt fast i deres forklaringer, blev dømt for falsk vidneudsagn. Disse fire vidner var alle mindreårige da de - ifølge deres første samstemmende forklaringer - angiveligt blev misbrugt (se del x og y for detaljerne fra bogen).

Douglas County storjuryen - som overtog sagen fra et undersøgelsesudvalg i den lovgivende forsamling i staten Nebraska - anerkendte, at beskyldningerne i Franklin-sagen nødvendiggjorde, at den lovgivende forsamling "studerede satanisk og pædofil aktivitet i det østlige Nebraska, især i Omaha storbyområde," skriver DeCamp (s. 201).
Vidneudsagnene fra to vidner og angivelige ofre, der ikke kendte hinanden, Loretta Smith og Paul Bonacci, placerede den påståede leder af den angivelige sataniske kult - en mand ved navn Lawrence E. King, kaldet Larry King - i midten af denne kult. Larry King blev senere dømt 15 års fængsel - men kun for økonomisk svindel som leder af den lokale Omaha-sparekasse Franklin Credit Union.
Kings angivelige lederskab i den påståede satankult blev understøttet af flere andre vidneudsag: Et andet angiveligt offer-vidne Alisha Owen samt de to vidner der senere ændrede deres udsagn Troy Boner og Danny King (ikke i familie med Larry King, trods samme efternavn). Det blev desuden understøttet af flere andre vidner, særligt Nelly, Kendra og Kimblerly Webb, som bl.a. hævdede at King organiserede systematiske overgreb på Nelly og Kendra - og at deres plejefar begik seksuelle overgreb på Nelly. Plejefaren sad i bestyrelsen for Franklin Credit Union og var nær ven af King. Det var Paul Bonacci og Alisha Owen, som endte med at blive dømt for falsk vidneudsagn.
John DeCamp fortæller i sin bog (s. 224), at beviserne for børneprostition og det angivelig seksuelle misbrug af børn begået af King aldrig blev præsenteret i nogen domstol. Beviserne var blevet overleveret fra den første undersøgelse under Nebaraskas lovgivende forsamling til den storjury der efterfølgende overtog sagen. Men denne storjury tog ikke stilling til disse vidneudsagn og beviser ifølge DeCamp. Dette gjaldt også den næste føderale storjury, som heller ikke inddragede dette i sigtelserne mod King.
Loretta Smiths vidneudsagn "var tilsyneladende så følsomt, at Douglas County Attorney's office fremsatte en hidtil uset appel til præsidenten af Douglas County Circuit Court, dommer James M. Murphy, om at få den forseglet for evigt," fortæller DeCamp. Dommer Murphy imødekom anmodningen om at forsegle Smiths vidneudsagn. "Dens natur fremgik ellers tydeligt af henvisningerne til den i juryens endelige rapport," skriver DeCamp og citerer rapporten, som forklarer at Loretta Smith "beskrev en række uhyggelige kultaktiviteter, som hun hævdede at have været vidne til", fra hun var 9 til 12 år gammel. Disse aktiviteter, fortæller rapportcitatet, var "ældre mandlige medlemmer som seksuelt misbrugte hende og dræbte spædbørn og børn for at etablere deres dominans over andre kultmedlemmer".

Loretta Smith havde udnævnt den hovedanklagede i de tidlige undersøgelser (dvs. inden de to vidner kom under anklage), Larry King, til at være til stede ved rituelle ofringer, sammen med en skoleinspektør Deward Finch og en person kaldet Kings Horse, identificeret af videofilmede vidner som Larry Kings håndlanger.
At DeCamp skriver, at dette vidneudsagn tilsyneladende var "følsomt", refererer til Larry Kings prominente placering i det republikanske parti og hans unikke kontaktnetværk til magtfulde personer i både Nebraskas og USAs politiske elite - desuden fortæller DeCamp om Kings personlige vennerelation med præsident Ronald Reagans datter.
Et af de andre påståede offer-vidner, Nelly Webb - havde også hævdet, at hun ved to lejligheder af Larry King var blevet taget med på flyrejse til Washington DC, til en fest hvor bl.a. vicepræsident George Bush også var til stede, og hvor der kun var "ældre mænd og yngre mænd i begyndelsen af tyverne". Her påstod Nelly, bl.a. at hun "så sodomi blive begået". Ved andre fester i forbindelse med Larrys ture havde Larry King lokale prostituerede (i 20'erne og 30'erne) tilstede for at underholde sine mandlige gæster. Ved disse fester sagde Nelly, at hver gæst havde en livvagt, og hun så, at nogle af mændene bar våben. Alle gæster skulle verificeres med et id-kort, og derefter blev gæsten kropsvisiteret, før vedkommende gik ind til festen.
Disse informationer var noteret af en socialarbejder, der var ansat på børnehjemmet Boys Town, hvor Nelly og Kimberly havde fortalt, at der var foregået misbrug af drenge. I notatet stod der også, at Nelly ledsagede Hr. og Fru King og deres søn Prince på rejser til Chicago, New York og Washington DC. Nelly blev taget med under påskud af at være Princes babysitter. Hvor ofte dette foregik illustreres af, at socialarbejderen noterede, at Nelly på den baggrund gik glip af toogtyve skoledage.

Manden, der ledede den lovgivende forsamlings undersøgelse, var John DeCamps nære ven Loran Schmit, der ligesom DeCamp selv var senator i staten Nebraska. I "The Franklin Cover-up" fortæller DeCamp, om en oplevelse Loran Schmit havde i forbindelse med beslutningen om at undersøge de mange påstande om Larry King og prominente personer omkring kreditforeningen Franklin Credit Union (se kapitel 13 "The Washington Connection" - "Forbindelsen til Washington"). Loran Schmit fortalte, at mens resolutionen omkring undersøgelsen var under udarbejdelse, blev han "advaret af en ukendt person telefonisk", og "frarådet at fortsætte efterforskningen, fordi det ville føre, til de højeste niveauer i det Republikanske Parti." Senator Schmit havde angiveligt afvist advarslen ved at svare, at undersøgelsen måtte lede til det, den måtte lede til.

John DeCamp fortæller, at erhvervslivet i Omaha arbejdede hårdt for at distancere sig fra Larry King, men at der blev gjort endnu større anstrengelser for "at isolere enhver person af national statur, som King havde hængt ud med, fra skandalen". "Der var meget at skjule," skriver DeCamp.
Larry King havde stor succes i det republikanske parti, fortæller den tidligere Nebraska-senator i sin bog. King sang i 1982 nationalsangen Star-Spangled Banner i et i et nationalt arrangement for sorte republikanere, hvor præsidentparret Ronald og Nancy Reagan var æresgæster. Det var National Black Republican Council, hvor King var leder, der arrangerede denne begivenhed. I 1984 var det også Larry King der sang nationalsangen til det Republikanske Partis nationale konvent. I sammenhæng med konventet i Dallas, var "King vært for sin ekstravagante fest på Southfork Ranch", hvor DeCamp selv var tilstede. Her så DeCamp præsident Reagans datter "Maureen Reagan draperet over King hele aftenen som et stort tæppe."
I 1988 ved det republikanske landsmøde i New Orleans, sang King igen. Han lavede en ti minutters "kom-ud-og-stem"-video på vegne af Bush, til kampagnen i 1988.
John DeCamp citerer en af de artikler i den lokale avis The Omaha Star, som dengang beskrev Larry Kings tætte forbindelse til George Bush og Ronald Reagan, og hans og støtte til deres præsidentkampagne. "Formand King har accepteret en stilling i Reagan/Bushs genvalgskampagne," står der i citatet "for at føre de sorte stemmer frem." King skulle være "ansvarlig for at møde partiets embedsmænd og det sorte republikanske lederskab" i hver af de 17 stater, der var mål for denne del af kampagnen. Han skulle "koordinere disse gruppers indsats til støtte for Reagan/Bush-kampagnen. Larry King skulle også rejse til de 17 stater, når præsident Reagan gjorde det, for at tilltrække statspartiembedsmænd og sorte republikanske ledere. King var desuden formandskab for fundraising-komiteen til kampagnen i National Black Republican Council.
"Besøgende, der gik ind i Franklin Credit Union, blev mødt af et fire fod højt billede af Larry King sammen med Ronald Reagan," skriver John DeCamp.

Efter at politiet havde lavet razzia på Franklin Credit Union, og King var blevet anholdt, ændrede denne situation sig. Om morgenen den 7. februar 1990 planlagde Larry King, at deltage i en af de nævnte fundraising-begivenheder i Omaha med George Bush, som på det tidspunkt var blevet præsident. "Ud af det blå beordrede den føderale dommer Richard Kopf pludselig, at King skulle føres til en føderal psykiatrisk facilitet i Springfield, Missouri, til 'tests'," skriver DeCamp.
Nebraskas senator Ernie Chambers udtalte, at han mente, at King var blevet fjernet på denne akutte facon, så han kunne ikke deltage i et arrangement, hvor præsident Bush talte. Chambers sagde, at en retssag mod King kunne vise sig at blive pinlig for "magtfulde personer på nationalt plan."

Den lovgivende forsamling ansatte en efterforsker, Gary Caradori, som bl.a. interviewede de fire vidner Paul Bonacci, Alisha Owen, Troy Boner og Danny King - og desuden indsamlede store dele af det omfattende bevismateriale, der altså blev ignoreret af begge storjuryer. Caradori blev sidst i sin efterforskning sammen med sin søn dræbt i et uforklaret flystyrt.
I de efterforskningsnotater Caradori efterlod sig, skrev han, at han var blevet informeret om, at Larry King var blevet sendt til Missouri til observation fordi Secret Service havde opdaget, at han "havde købt en billet til guvernør Orrs morgenmad med præsident Bush". King blev ifølge Caradoris notater "kontaktet i en lokal blomsterbutik, og "hastet til retten af Secret Service på deres forlangende." Det var så pludseligt, at Kings advokater ikke var klar over hvad der skete, skrev efterforskeren angiveligt. "Rygtet i Omaha var at King, der var tiltalt ved en føderal domstol 19. maj 1989 for 40 tilfælde af økonomiske lovovertrædelser, planlagde at bede Bush om hjælp," skriver DeCamp.

Flere vidner om Larry Kings VIP-børneprostitutonsnetværk
DeCamp skriver, at Larry King tilsyneladende havde to dagsordener i forbindelse med sit politiske liv. For offentligheden var han den stigende stjerne i det republikanske parti, "med den resonante barytonstemme." "Noget andet foregik bag lukkede døre," skriver DeCamp. Ved konventet i Dallas i 1984 arrangerede King "sin stort opslåede fest på Southfork Ranch", som var "en ekstravaganza uden sidestykke".
Ifølge flere offer-vidner, fortsætter DeCamp, arrangerede King også nogle private arrangementer under konventet. "De husker at være blevet fløjet til Dallas for at blive udnyttet seksuelt af deltagere i konventet". Herefter fremlægger DeCamp et citat fra et af detektiven Gary Caradoris notater om Webb-plejebørnene. Notatet tog sit udgangspunkt i et besøg foretaget af en socialarbejder hos børnenes tante, og lød ifølge DeCamp således:
"Under dette besøg informerede [børnenes tante] Marcy [socialarbejder] Joanie at [den yngste Patterson Webb-søster] Kendra havde fortalt hende, at hun var blevet transporteret rundt i landet flere gange - hun mente det var til Texas og Louisiana.
Marcy huskede især Texas og et republikansk partikonvent, fordi et af børnene, muligvis Kendra, havde en æske med tændstikker fra Texas, og det var sådan børnene vidste, hvor de havde været. Joanie sagde, hun huskede, at børnene var blevet udnyttet seksuelt i Texas, og hun angav, at hun havde følelsen af, at dette havde fundet sted igennem flere år."

DeCamp fortæller derefter, at han senere fandt ud af, at også det andet vidne Paul Bonacci havde været til "den berømte Southfork-fest":
"Han beskrev det nøjagtigt for mig i detaljer omkring syv år efter, at festen havde fundet sted. Han havde været der med det formål at yde seksuelle tjenester til mennesker Larry King ønskede at imødekomme, tilfredsstille eller kompromitere. Paul sagde, at han var en af en flok af teenagedrenge og -piger, som King havde fragtet til Dallas til sine formål.
Jeg har talt med Paul gentagne gange om denne fest. Jeg har lyttet til hans beskrivelse. Kun ved at have været der, kunne nogen beskrive omgivelserne, som Paul gjorde for mig. Fordi jeg selv var der til festen, jeg er sikker på, at Paul Bonacci var der og ikke opfandt sin historie eller sin beskrivelse af festen.
Dette var, tilfældigvis, blot et af Pauls spor i sager omkring Larry King og Franklin, som jeg personligt kunne tjekke ud og vide, at drengen fortalte sandheden. Ikke fordi nogen fortalte mig, at han fortalte sandheden. Ikke fordi nogen sagde, at han bestod en løgnedetektortest om emnet. Men fordi jeg var der og så en del af det, og så nøjagtigt de samme ting, som denne dreng gjorde."

Larry King, Craig Spence, "Bodies of God" og Iran-Kontra-affæren
King fik kontakter i "Washingtons homoseksuelle prostitutionsscene, hvoraf den ene var afdøde Craig Spence," hævder John DeCamp. Derefter fortæller DeCamp - ligesom vi undersøgte i del x - at Craig Spence drev en call boy-ring, der henvendte sig til den politiske elite. DeCamp tilføjer, at "i modsætning til de fleste D.C. call boy-ringe, tilbød [Spence] børn til sine kunder." Spences aktiviteter skabte skandale-overskrifter i Washington Times den 29. juni 1989: "Homoseksuel prostitutionsundersøgelse fanger VIP'er med Reagan, Bush" (også omtalt i del x - se der for avisudklip af denne forsideartikel). Spences adgang var så godt, at han kunne arrangere natlige rundvisninger i Det Hvide Hus for sine kunder. Ligesom vi var ind på i del x, skriver også DeCamp, at Spence "antydede, at turene var arrangeret af 'topniveau' personer, herunder Donald Gregg, national sikkerhedsrådgiver for vicepræsident Bush". DeCamp henviser her til en artikel i The Times fra den 9. august 1989. Spence udførte, ifølge venner, også homoseksuel afpresning for CIA, fortæller DeCamp, ligesom vi også hørte om i del x. En af de undersøgende journalister, der undersøgte Craig Spence-sexringen, fortalte senere DeCamp (s. 169), at Spences netværk var forbundet med King:
"Den måde, vi opdagede Larry King og hans Nebraska-baserede call boy-ring på, var ved at kigge gennem kreditkortene i Spences ring, hvor vi fandt Kings navn."

Det blev senere afsløret, at King og Spence i det væsentlige var forretningspartnere, da deres børnehandelsringe blev drevet under en større gruppe, der fik tilnavnet "Bodies by God" ("Kroppe af Gud" - kan dog også forstås som fx "Lig skabt af Gud").
DeCamp skriver, at "en anden efterforsker med personlig viden om call-boys netværk der opererede i Washington" fortalte ham, at Larry King og Craig Spence var forretningspartnere. "Se på to firmaer, 'Dream Boys' og 'Man to Man', begge disse fungerede under en anden tjeneste, 'Bodies by God'," skulle denne undersøger angiveligt have sagt.
Den undersøgende journalist Whitney Webb (desuden omtalt i del x) skriver:
"Præcis hvor mange grupper, der opererede under denne paraplygruppe, "Bodies by God", er ukendt. Men hvad man ved er, at ringene, der blev drevet af både King og Spence, var forbundet med hinanden, og begge var også forbundet med fremtrædende embedsmænd i Reagan- og efterfølgende George H.W. Bush-administrationerne, herunder embedsmænd med tilknytning til CIA samt Roy Cohn og hans netværk."

Whitney Webb hævder dette i sin bog "One Nation under Blackmail" ("Én nation under afpresning") samt i artiklen "Government by Blackmail: Jeffrey Epstein, Trump’s Mentor and the Dark Secrets of the Reagan Era" ("Regering via afpresning: Jeffrey Epstein, Trump's mentor og de mørke hemmeligheder fra Reagan æraen"). "One Nation under Blackmail" er en analyse af flere pædofili-netværk, der ifølge hendes undersøgelser historisk er blevet brugt til afpresning af indflydelsesrige personer (se desuden del x og x for yderligere detaljer om disse påstande).
Whitney Webb peger på, at Spence, blot måneder før hans påståede selvmord i Boston Ritz Carlton, til Washington Times havde antydet, at avisen med sine skandale-artikler "blot havde ridset i overfladen af noget meget mørkere".
Spence udtalte, ifølge Washington Times:
"Alle disse ting, I har afsløret [involverende call boys, bestikkelse og rundvisningerne i Det Hvide Hus], for at være ærlig over for dig, er ubetydelige sammenlignet med andre ting, jeg har gjort. Men jeg vil ikke fortælle dig de ting, og på en eller anden måde vil verden fortsætte."

Whitney Webb henviser også til John DeCamps bog om den påståede mørklægning i Franklin-sagen - særligt kapitlet omkring FBI's mørklægning (se del x for fremlægning af detaljer herfra).
"Det er også værd at bemærke FBI's rolle i alt dette," skriver Webb. "Faktisk blev Larry Kings netværk om seksuelt misbrug af børn hurtigt og aggressivt dækket over af FBI, som brugte en række underhåndstaktikker til at begrave virkeligheden af Kings beskidte operation. Her er det vigtigt at minde om den nøglerolle den tidligere FBI-direktør J. Edgar Hoover spillede i lignende seksuelle afpresningsoperationer, der misbrugte børn [...] og det tætte forhold mellem Hoover, Roy Cohn og Lewis Rosenstiel, som senere ansatte Hoovers tidligere højre hånd hos FBI, Louis Nichols."

Detaljer omkring Webbs påstande om J.Edgar Hoover, Roy Cohn, Lewis Rosenstiel og Louis Nichols uddybes i del x i denne artikelserie. Lewis Rosenstiel var en succesrig forretningsmand og mafiaforbundet spiritusproducent og -smugler under det amerikanske spiritusforbud. Roy Cohn behandles flere steder i denne artikelserie, og var en berygtet advokat, som sammen med McCarthy forfulgte kommunister og homoseksuelle og desuden tilsyneladende drev sin egen homoseksuelle pædofili-ring. Cohn blev også anklaget for overgreb på en dreng i forbindelse med overgrebsskandalen på Kincora-børnehjemmet i Nordirland (se del x).

John DeCamp citerer en unanvgiven undersøgende journalist i Washington D.C, som undersøgte Spence-netværket, for at sige:
"Måden vi opdagede Larry King og denne Nebraska-baserede call boy-ring, var ved at kigge kreditkortene i Spences netværk igennem, hvor vi fandt Kings navn."

Whitney Webb peger på en artikel fra maj 1989 i avisen Omaha World Herald om Larry King's Credit Union og sexring, som angiveligt videregav nogle af de rygter der dengang var om, at penge fra kreditforeningen "på en eller anden måde fandt deres vej til de nicaraguanske kontraoprørere." "Muligheden for, at Kings svigagtige kreditforening hemmeligt finansierede Contras, blev understøttet af efterfølgende rapportering fra Houston Posts Pete Brewton," skriver Whitney Webb. Pete Brewton skrev bogen The Mafia, CIA and George Bush, om George H. W. Bushs forretningsforbindelser med mafiaen, hans forbindelse til BCCI-skandalen og CIA's involvering i at skjule denne involvering. Brewton opdagede, fortæller Webb, at CIA, i forbindelse med organiseret kriminalitet, i hemmelighed havde lånt penge fra forskellige opsparings- og låneinstitutioner (S&L) til at finansiere hemmelige operationer. En af disse S&L'er havde Neil Bush, George H. W. Bushs søn i bestyrelsen, og den havde angiveligt handlet med Kings organisation.
Webb påpeger endnu en forbindelse mellem Larry King og regeringsteamet der blev afsløret i Iran Contra-skandelen: At King havde været med til at stifte og efterfølgende donerede over $25.000 til en organisation kaldet Citizens for America, der var tilknyttet Reagan-administrationen, og som sponsorerede rejser for oberstløjtnant Oliver North og Contra-ledere. Direktøren for Citizens for America på det tidspunkt var David Carmen, som samtidig drev et PR-firma med den tidligere chef for hemmelige operationer hos CIA, Max Hugel og sin far Gerald Carmen, som også var blevet udnævnt af Reagan til at lede General Services Administration (GSA - servicerer USAs føderale agenturer) og til en efterfølgende FN-ambassadørstilling.

Reagans og Bushs venskab med katolsk pædofil præst og kardinal, der misbrugte drenge
Ud over at Det Hvide Hus fik besøg af call-boys i den periode, hvor George Bush var vicepræsident, havde Bush også tætte forbindelser til den pædofile katolske præst Fader Bruce Ritter, som senere viste sig have misbrugt flere sårbare teenagere, der var i hans varetægt (se del x for yderligere info herom). Fader Ritter havde i 1972 grundlagt Covenant House ("Pagtens Hus") som et mindre opholdssted for hjemløse teenagere i den kriminalitet- og narkotikahærgede East Village i New York. I 18 år blev Ritter betragtet som en helt for sin måde at drive denne velgørenhedsorganisation for hjemløse unge, som endte med så stor succes at organisationen havde 178 opholdsteder i USA, Canada, Mexico og Mellemamerika.
Men i slutningen af 1989 og starten af 1990 blev Ritter afsløret i at have haft sex med mindst 15 unge mænd i Covenant House, hvoraf den ene var 14 på det tidspunkt. Historierne var enslydende: Ritter havde haft seksuelle forhold til de unge mænd og drengen og ulovligt brugt nonprofit-midler fra Covenant House til at overøse dem med penge og gaver.
Præsident Ronald Reagan havde ellers i 1984 kaldt Ritter en af USA's "ubesungne helte" i sin State of the Union-tale, hvilket sandsynligvis var kraftigt medvirkende årsag til at Covenant House mere end tredoblede efterfølgende sit årlige budget fra 27 millioner dollars i 1985 til 90 millioner dollars i 1989.
Det var angiveligt bestyrelsesformanden for Covenant House, den amerikanske forretningsmand Robert Macauley, som præsenterede Fader Ritter for George Bush, som var Macauleys tidligere værelseskammerat på den prestigiøse uddannelsesinstitution Yale. Og Macauleys nære ven, den velhavende forretningsmand J. Peter Grace Jr., præsenterede Ritter for Ronald Reagan. Mens Reagan var præsident, støttede både han og daværende vicepræsident, George Bush, offentligt Covenant House. Macauleys organisation, AmeriCares Foundation, var en af de vigtigste kilder til finansiering af Covenant House. AmeriCares blev senere anklaget for, ligesom Larry King og Citizens for America, at sende penge til de højreorienterede Kontraerer - i Nicaragua (se desuden del x). AmeriCares forbindelser med den katolske kirke bragte organisationen til at blive allieret med den indflydelsesrige katolske orden Knights of Malta (Malteserordenen) - J. Peter Grace Jr. var blandt andre ledende amerikansk malteserridder (se del x for yderligere detaljer om dette).
Ritter fungerede som vicepræsident i sin nære vens, Robert Macauleys, AmeriCares, indtil han blev tvunget til at træde tilbage fra Covenant House. George H. W. Bushs bror, Prescott, sad også i AmeriCares rådgivningspanel. Efter at George Bush Sr. døde, udtalte AmeriCares, at præsidentens bror havde været "medvirkende til at grundlægge den sundhedsfokuserede nødhjælps- og udviklingsorganisation."

Med mange prominente personers deltagelse i bestyrelsen voksede Ritters velgørenhedsprojekt til en international organisation, der åbnede afdelinger i flere lande, herunder Canada, Mexico og andre steder i Mellemamerika. Organisationens første afdeling i Mellemamerika blev åbnet i Guatemala og blev ledet af Roberto Alejos Arzu, et CIA-aktiv, hvis plantage blev brugt til at træne de tropper, der blev brugt i CIA's mislykkede "Bay of Pigs"-invasion af Cuba. Alejos Arzu var endnu et medlem af Malteserordenen, og desuden associeret med den tidligere amerikansk-støttede diktator i Nicaragua, Anastasio Somoza. Alejos Arzu arbejdede også for AmeriCares og ham og hans ultra-konservative parti, Den Nationale Befrielsesbevægelse, var angiveligt knyttet til flere paramilitære grupper (se desuden del x). John DeCamp hævder desuden i sin bog "The Franklin Cover-up", at den Alejos Arzu-ledede gren af Covenant House skaffede børn til en pædofili-ring baseret i USA.

Både Reagan og Bush havde desuden et nært venskab med en anden katolsk pædofil gejstlig - kardinal Theodore McCarrick (omtalt i detaljer i del x).
De tætte bånd mellem de tre mænd illustreres fx af Bushs hyldestord til kardinal McCarrick, som senere skulle vise sig at være pædofil serieovergrebsmand. Ved en mindehøjtidelighed i 2004 for tidligere præsident Ronald Reagan takkede Bush "eminencen" McCarrick personligt i sin tale og tilføjede "Hvilken fin mand. Sikke et fyrtårn af håb".
McCarrick blev få år senere afsat fra sin post, fordi han kompromitterede den katolske kirke i for udtalt grad med ustoppelige afsløringer af kardinalens pædofile overgreb på drengebørn.

George Herbert Bush infiltereret i korrupte forbindelser
Hvidvaskningsbanken BCCI havde en bemærkelsesværdig kundeportefølje: Terrorist-, oprørs- og undergrundsorganisationer - samt bl.a. CIA-chefen og den senere vicepræsident og præsident George H. W. Bush. Denne bank var bl.a. primær finansieringskanal for den saudi-finansierede private efterretningsgruppe Safari Club's hemmelige operationer og opgaver. Disse oplysninger findes i bogen "Prelude to Terror" ("Optakt til terror") af den internationalt anerkendte undersøgende journalist Joseph Trento. Han skriver bl.a., at BCCI "fungerede som en efterretningsindsamlingsmekanisme i kraft af sine omfattende kontakter med undergrundsorganisationer verden over."
Trento fortæller videre, at banken "sammen med Bush og andre ledere af efterretningstjenester", udviklede en plan, hvor banken "ville tilbyde sig til enhver større terrorist-, oprørs- og undergrundsorganisation i verden." De "uvurderlige efterretninger, der således blev opnået", blev ifølge Trento "diskret distribueret videre til 'venner' af BCCI."

Bush havde ifølge Trento desuden "mange handler med vigtige bankkontohavere i BCCI". Banken blev af TIME magazine beskrevet som "en global efterretningsoperation og en mafia-lignende håndhævelsesgruppe", som gjorde brug af bestikkelse, afpresning, kidnapning - og endda i nogle tilfælde mord. New York Times skrev, at forretningsmænd, "der forfulgte lyssky aftaler med banken", angiveligt var bange, og citerer en våbenhandler for at sige:
"Disse mennesker arbejder hånd i hånd med narkokartellerne; de kan få hvem som helst dræbt. Jeg kender personligt en fyr, som kom i karambolage med BCCI, og han er en krøbling nu. En flok bøller slog ham næsten til døde, og han ved, hvem der har bestilt det og hvorfor. Han kommer ikke til at tale."

Safari Club, som blev oprettet i 1976, bestod af ledere og agenter fra flere landes efterretningsvæsener: Frankrig, Egypten, Saudi-Arabien, Marokko og Iran. Gruppens arbejde blev primært finansieret gennem hemmelige bagdørsaftaler ("secret back door deals") fx foretaget gennem hvidvaskningsbanken BCCI, samt desuden af statsbanker og uafhængige operationer. En af medstifterne af Safari Club var den tidligere franske efterretningschef, Malteserridderen Alexandre de Marenches. Nogle af Malteserordenens mange forbindelser til CIA og efterretningstjenester samt eksempler på forbindelser til kriminelle operationer og pædofile netværk blev fremlagt i del x og x i denne artikelserie. Safari club blev desuden drevet af den berygtede Saudi våbenhandler Adnan Khashoggi.
Safari Club havde hemmelig indflydelse på politiske intriger, der involverede mange lande, for det meste i Afrika og Mellemøsten. Gruppen udførte bl.a. en militær intervention i Zaire som svar på en invasion fra Angola. Gruppen leverede også våben til Somalia i landets konflikt med Etiopien i 1977-1978. Safari Club-medlemmer, BCCI og USA samarbejdede desuden om at bevæbne og finansiere de afghanske mujahideen i proxy-krigen med det daværende Sovjetunionen. I processen bevæbnede USA, via disse investeringer, de terrorister - inklusiv bl.a. Osama Bin Laden - som de senere påstod at være i krig med (se desuden del x for yderligere info om dette).
Den amerikanske efterretningstjeneste CIA var en tæt partner for Safari Clubs formelle medlemmer, omend ikke selv et officielt medlem. George Bush var leder af CIA fra 1976-1977.
Trento skriver (s. 104 i bogen):
"Safari Club havde brug for et netværk af banker til at finansiere sine efterretningsoperationer. Med George Bushs officielle velsignelse som leder af CIA forvandlede Adham (stifteren af BCCI red.) en lille pakistansk handelsbank, Bank of Credit and Commerce International (BCCI), til en verdensomspændende hvidvaskningsmaskine. Han købte banker rundt om i verden for at skabe det største hemmelige pengenetværk i historien."

George Bush senior var i sin lange karriere, ud over CIA-chef, også bl.a. FN-ambassadør og medlem af Counsil of Foreign Relations og Trilateral Commission. I 1981 blev han udnævnt til vicepræsident under Ronald Reagan, og i 1989 overtog han så præsidentembeddet fra Reagan. Han fungerede desuden i praksis som præsident i den periode hvor Reagan var indlagt efter skudattentatet mod Reagan i marts 1981. George H. W. Bush var præsident indtil 1993.

Præsident Ronald Reagans mafia-forbindelser og venneforhold til Roy Cohn
Flere af de ting vi netop har hørt om George H. W. Bush, kan man også sige om Ronald Reagan - fx om forbindelsen til den pæofile præst Bruce Ritter og deres fælles ledelse i Det Hvide Hus, mens drengeprostituerede kom på besøg.
Vi afdækkede en del yderligere oplysninger om Ronald Reagan i del x og x:
Reagan var, før han fik succes med sin karriere som politiker, en kendt skuespiller i Hollywood B-film.
I filmindustrien havde han en mentor, der hjalp ham i karrieren som både skuespiller og fagforeningsformand - Lev Wasserman. Wasserman var mangeårig præsident for underholdningskonglomeratet MCA og magtfuld Hollywood-mogul. Han blev af den anerkendte undersøgende journalist Dan Moldea beskrevet som bindeleddet mellem mafiaen, Hollywood-filmindustrien og Ronald Reagan ("Dark Victory: Ronald Reagan, MCA, and the Mob" - "Mørk sejr: Ronald Reagan, MCA og mafiaen"). Reagan opnåede meget lukrative aftaler som skuespiller på denne baggrund og med Wasserman som sin agent. Det var bl.a. Wasserman som, med hjælp fra sine mafiakontakter, medvirkede til at hjælpe Reagan med at blive præsident for Screen Actors Guild (fagforening for film- og tv-skuespillere) - hvilket var startskuddet til Reagans succesfulde politiske karriere. MCA finansierede en stor del af Reagans succesrige opstilling til guvernør i 1966, og ikke længe efter, at Reagan blev præsident, lukkede hans regeringsadministration kontroversielt en større justitsministeriel undersøgelse af MCA's forbindelser til organiseret kriminalitet. Justitsministeriet havde erfaret, at et indflydelsesrigt medlem af Gambino-kriminalitetsfamilien, Salvatore Pisello, gjorde forretninger med MCA. På det tidspunkt var chefen for Gambino-familien, Paul Castellano, i øvrigt klient hos Ronald Reagans nære ven Roy Cohn.
Den kontroversielle advokat og angivelige pædofile overgrebsmand Roy Cohn var nær ven af ægteparret Reagan - Ronald og Nancy (såvel som i øvrigt den anden senere præsident Donald Trump - se del x). Venskabet var så tæt, at Nancy og Ronald Reagan før Roy Cohns død sikrede Cohn plads i et eksklusivt eksperimentelt AIDS-behandlingsprogram, mens præsident Reagan ellers forholdt sig helt passiv i forhold til den almene enorme "AIDS-krise" i landet og blandt andre ramte homoseksuelle i 80'erne. Denne position udadtil spillede ind i Reagans offentlige image som højreorienteret med fundament i kristne værdier, men - som vi skal se i denne del af artikelserien - er der adskillige omstændigheder i Reagans liv, der ikke stemmer overens med dette image. Det nære venskab med Cohn udmøntede sig også i at Reagan i løbet af sin præsidentperiode uddelte tjenester til ham, inviterede ham til begivenheder i Det Hvide Hus - samt desuden udsendte personlige takkebreve og venlige fødselsdagsønsker til den berygtede advokat. Reagan havde forbindelser til de samme organiserede kriminalitetsorganisationer, som både var blandt Cohns klienter og var del af Cohns mentor Lewis Rosenstiels forretningsforbindelser (se del 2).
Roy Cohn havde tætte forbindelser generelt i Det Hvide Hus og både til CIA, FBI og samtidig altså til organiseret kriminalitet - samt i øvrigt mange af de personer, der senere skulle befinde sig i den berygtede pædofile overgrebsmand og sextrafficker Jeffrey Epsteins omgangskreds. Forbindelserne, som Roy Cohn opbyggede i løbet af 1950'erne, gjorde ham til en velkendt offentlig person og udmøntede sig i stor politisk indflydelse, der toppede under Ronald Reagans præsidentperiode. Roy Cohn blev i flere sammenhænge i medier kaldt ondskabsfuld - bl.a. i forbindelse med hans heksejagt på kommunister og homoseksuelle under "kommunistforskrækkelsen" i 1950'erne. At Cohn selv var homoseksuel satte Cohns handlinger og ytringer i forbindelse med denne forfølgelse i yderligere relief. Flere vidneudsagn pegede desuden på, at Cohn ved siden af sit offentlige liv styrede en pædofil afpresningsvirksomhed, som lignede den der senere blev afsløret omkring Jeffrey Epstein. Cohns forbindelser til både efterretningstjenester og mafialedere peger tilbage på denne afpresningsoperation (uddybet i detaljer i del x). Cohn hjalp desuden CIA i efterretningstjenestens hemmelige propagandabestræbelser, der var en del af det tilsynelandende evigt tilbagevendende omdrejningspunkt Iran-Contra-skandalen.

"Knoglemanden" George H. W. Bushs medlemskab af "Dødens Broderskab"
Vi hørte tidligere om, at den pædofile præst Bruce Ritter blev introduceret til Bush af forretningsmanden Robert Macauley. Macauley og Bush var gamle venner fra eliteuniversitetet Yale, hvor de to studerede og boede på værelse sammen. Bush var desuden et prominent medlem af den okkulte Yale-loge Skull & Bones ("Kranie og skeletben"). Logen Skull & Bones kaldes også bl.a. "Dødens Broderskab" ("Brotherhood of Death").
Encyklopædien Britannica fortæller, at Skull and Bones er en hemmelig loge for ældre studerende på Yale Universitet, i New Haven, Connecticut. Logen blev skabt i 1832.
Et medlem af denne organisation kaldes også en "bonesman" ("knoglemand"). Mange "bonesmen" har senere i deres karriere skabt sig magtfulde positioner i forretningsliv og regeringer. Tre eksempler er William Howard Taft og altså desuden George Bush senior såvel som hans søn George Bush junior, som alle blev amerikanske præsidenter. Desuden er også den demokratiske tidligere præsidentkandidat og udenrigsminister John Kerry bonesman.
Logens emblem er et kranie med to krydsede skeletben under - som man kender det fra symbolet på pirater. Desuden er der herunder placeret et tal: 322. Dette tal menes generelt - ifølge Britanica - at referere til året 322 AD hvor den græske orator Demosthenes døde, og året som var "et vendepunkt i transformationen af det antikke Athen fra demokrati til plutokrati."
Plutokrati er en styreform, hvor magten er samlet hos nogle få, meget velhavende personer.
Hvorfor bonesmen tilsyneladende markerer netop den dag, hvor magten i det hedenske antikke Grækenland blev samlet hos nogle få, meget velhavende personer, bliver ligesom alt andet omkring det hemmelige selskab ikke forklaret af noget medlem. Alexandra Robbins, der selv har gået på Yale, interviewede helt unikt 100 bonesmen og skrev bogen "Secrets of the Tomb" ("Gravkammerets Hemmeligheder") om Skull and Bones. Hun udtaler i en artikel om den berygtede universitetsforening i det amerikanske nyhedsmedie CBS, at hovedformålet med det hemmelige selskab er at få så mange medlemmer som muligt i magtpositioner. Så sandsynligheden for, at "knoglemændene" tænker på sig selv i forhold til dette plutokrati, må antages at være temmelig stor. Rigtig mange bonesmen har da også været - ikke bare magtfulde - men også meget velhavende, bl.a. meget prominente foretningsfolk. Det helt særlige ved Skull and Bones er desuden, at der kun findes ekstremt få af dem. Hvert år bliver nemlig kun 15 ældre Yale-studerende "tapped", dvs. "prikket". Det betyder, med Alexandra Robbins ord, at der til enhver tid kun findes omkring 800 nulevende bonesmen.
Robbins fortæller i øvrigt, at de 100, som tillod hende at interviewe, "var trætte af hemmelighedskræmmeriet". Men hun oplevede også, at dobbelt så mange lagde røret på, chikanerede eller truede hende.
Skull and Bones er et hemmeligt selskab, hvis medlemmer har svoret tavshed; den har regler og ceremonielle ritualer, fortæller denne artikel i Frimurermagasinet The Square. Bonesmen "er slet ikke tilfredse med nysgerrige, udforskende borgere - blandt indviede kendt som 'outsidere' eller 'vandaler'" ("vandals" - "hærværkere"). Denne adskillelse mellem "de indviede" Bonesmen og omverdenen - og det nedsættende navn til nysgerrige "uindviede" - bekræftes i afsnittet om Skull and Bones i denne bog om okkulte organisationer.
Bonesmen har på et tidspunkt, fortæller Time Magazine, kontrolleret formuerne for familierne Carnegie, Rockefeller og Ford, såvel som besat poster i CIA, American Psychological Association, Council on Foreign Relations og nogle af de mest magtfulde advokatfirmaer i verden. Man kan tilføje, at fx netop stifteren af Time Magazine Henry Luce også var Bonesman, ligesom fx ophavet til de to Bush-Bonesmen, George H. W. Bushs far Prescott Bush, den nære ven af Roy Cohn, William F. Buckley og John D. Rockerfellers nevø Percy Avery Rockefeller. Der er selvfølgelig også stifterne af Skull and Bones Alphonso Taft, som var både statsadvokat og USAs krigsminister, og forretningsmanden og politikeren William Huntington Russell. Alphonso Taft var faren til en anden Bonesman, den senere krigsminister, justitsminister og præsident William Howard Taft, der som nævnt også var Bonesman.
Flere magtfulde Bonesmen kan ses i en liste her og en mere komplet liste her.
Det var William Russell, der som ung Yale-junior, grundlagde gruppen efter "at have tilbragt et år i Tyskland blandt medlemmer af nogle af de mest mystiske og elitære klubber i verden, inklusive organisationer, der efterlignede Illuminati fra oplysningstiden," fortæller Time Magazine.

En anden mulig reference for tallet 322 i Skull and Bones' logo er Freemasonic Lodge of Virtue and Silence no. 322 (frimurerlogen for Dyd og Stilhed nr. 322), i Suffolk, Storbritannien, hvilket af nogle menes at signalere "en broderlig", men uudtalt forbindelse mellem de to okkulte organisationer.
Virtue and Silence loge 322 blev grundlagt i 1811, 21 år før oprettelsen af Skull and Bones.
En tredje teori om tallet, som her fremsættes i det tidligere nævnte frimurermagasin, er, at det symboliserer det år Skull and Bones blev etableret - 1832, og samtidig "indikerer at det er den 2. afdeling af et tysk hemmeligt samfund - formodentlig det bayerske Illuminati". Dette tal kan måske også ses i sammenhæng med andre hemmelige logers tilsyneladende forkærlighed for tal i forbindelse med symbolik. Tal som menes at have omrejningspunkt omkring - i særlig høj grad - 33 og dobbelt 33, altså 66. Som sådan kan 322 læses 3 gange 22 - dvs. 66, hvilket svarer til to stk. af tallet 33. Dette kunne ligeledes ses i sammenhæng med Frimurerlogens højeste grad; stormester af 33. grad i det originale og prestigiøse skotske frimurer rite-system.
Frimureren, som skriver denne artikel, gennemgår Skull and Bones blandt flere andre okkulte organisationer, som han indledningsvist hævder baserer sig på frimureri. Men "det er også rigtigt, at nogle startede eksistensen på et tilsvarende tidspunkt og ganske enkelt er kvasi-frimureriske organisationer, eller dem, der adopterer frimurerlignende ritualer," skriver han desuden.

Skull and Bones har i al fald sin forkærlighed for død, kranier, skeletter, kister og lignende til fælles med Frimurerordenen (mere om Frimurerordenens hang til død, dødstrusler og ødelæggelse senere). Frimurerne bruger fx ligesom Skull and Bones de krydsede skeletben som et prominent symbol - et eksempel på de to organisationers identitets- og værdimæssige overlap.
Her er den tidligere nævnte CBS-artikel, der fortæller om "knoglemændenes" bygning, som i artiklen kaldes "deres indre helligdom, den vinduesløse bygning på Yale campus, der kaldes Tomb" ("Tomb" betyder "Gravkammer").
Ordene "indre helligdom" skal tilsyneladende i en eller anden grad forstås bogstaveligt. Den lukkede klub begyndte som "en imiteret okkult gruppe", der tilbad deres egen selvopfundne gudinde kaldet "Eulogia" efter ordet "eloquence" som betyder veltalenhed eller talegaver.
"Det er denne dystre, gravlignende, vinduesløse, granit-, sandstensmasse, som du ikke kan undgå at bemærke. Og jeg boede ved siden af den," siger Ron Rosenbaum om Skull and Bones-medlemmernes bygning og mødested. Rosenbaum er forfatter og klummeskribent for New York Observer, der "er blevet besat" af at knække "knoglemændenes" tavshedskodeks, og har undersøgt dem igennem 30 år. Han gik selv på Yale, men var en "nørd, der ikke var en del af den lukkede klub.
"Jeg gik forbi det hele tiden. Og under indvielsesritualerne kunne man høre mærkelige råb og hvisken komme fra Skull and Bones-gravkammeret."

Selvom han har brugt hele sit liv på at komme indenfor, "var det bedste Rosenbaum kunne gøre at gemme sig ude på kanten af en nærliggende bygning" for at videooptage en natlig indvielsesceremoni i gårdhaven til "The Tomb". Om sin optagelse fortæller Rosenbaum:
"En kvinde holder en kniv og lader som om hun skærer halsen over på en anden person, der ligger foran dem, og der bliver skreget og råbt ad neofyterne."

"Neofyterne" er et "almindeligt" ord anvendt i bl.a. universitetsloger, og refererer til dem, der bliver inviet til at være medlem af den pågældende loge. Det er afledt fra græsk; néos, “ny” og phutón, “plante, barn”.
Alexandra Robbins siger, om Ron Rosenbaums videooptagelse af Skull and Bones indvielsesritualet, at "rollebesætningen" i ritualet er som taget ud af "Harry Potter møder Dracula": Der er en djævel, en Don Quixote og en pave, der hviler sin fod på et stenkranie, forklarer Robbins. Foden er iklædt en hvid tøffel med et monogram. De indviede føres ind i værelset en ad gangen, og når først en indviet er indenfor, råber Bonesmændene til ham. Til sidst bliver Bonesmanden skubbet på knæ foran Don Quixote, og den skrigende skare tier stille. Don Quixote løfter sit sværd og berører derefter Bonesmandens venstre skulder med det og siger: 'Efter ordre fra vores orden kalder jeg dig til ridder af Euloga'."
"Det er noget værre mumbo-jumbo," siger Robbins, "men det betyder meget for de mennesker, der er i det."
Adskillige kilder oplyser om, at invielsesritualet angiveligt involverer at neofyten ligger nøgen i en kiste og fortæller de øvrige tilstedeværende Bonesmen i detaljer om deres sexliv.

Prescott Bush, George H. W. Bushs far og George Walker Bushs bedstefar, røvede sammen med "en flok Bonesmen", Apache-indianerhøvdingen Geronimos grav, tog kraniet og nogle personlige relikvier fra høvdingen, fortæller Alexandra Robbins.
"Der er stadig en glasmontre, fortæller Bonesmen mig, inde i the Tomb, med et kranium, som de alle refererer til som Geronimo."

Skull and Bones' oprindelse og USAs okkultiske fødsel
Baggrunden for stiftelsen af Skull and Bones var som nævnt et år i Tyskland for William Russell "blandt medlemmer af nogle af de mest mystiske og elitære klubber i verden, inklusive organisationer, der efterlignede Illuminati fra oplysningstiden".
Illuminati er en legendarisk hemmelig loge omgærdet med forestillinger og formodninger. Den blev grundlagt af professor Adam Weishaupt i Bayern den i 1776. Weishaupt, opponerede mod den konservative katolske kirkes og det bayerske monarkis magt, fortæller History.com, og han forsøgte at afvise organiseret religion til fordel for de nye tanker om "oplysning" gennem fornuften, der florerede i tiden. Inspireret af spredningen af oplysningstiden over hele Europa trak han også på ideer udtrykt af jesuitterne - han var selv et tidligere medlem af Jesuitterordenen (læs mere om denne orden i del x). Weishaupt var også inspireret af bl.a. kabbalah og frimurere. Han rekrutterede kraftigt fra sidstnævnte gruppe og infiltrerede frimurerloger i sin søgen efter at rekruttere nogle af de rigeste og mest indflydelsesrige mænd i Europa, fortæller History. Organisationen blomstrede, før den blev forbudt af Karl Theodor af Bayern, som udstedte et edikt, der gjorde medlemskab af Illuminati strafbart med døden i 1787. Men Illuminatis død "dæmpede ikke sladder om de hemmelige aktiviteter, og konspirationsteoretikere har forbundet gruppen til alt fra den franske revolution til mordet på JFK," skriver History.
Kabalah er er en okkult metode og tankegang i jødisk mystik. Den menes at have sin oprindelse i middelalderens jødedom, og er ofte en central del af flere okkulte systemer, gennem dens tilpasninger til vestlig esoterisme, som fx kabbala integreret i bibelsk fortolkning ("kristen kabbalah").
Det er ikke tilfældigt at Skull and Bones inspirationskilde - Illuminati - blev etableret på baggrund af idéer fra oplysningstiden. Okkulte idéer trivedes i perioden under og efter oplysningstiden i Frankrig og det centrale europa. Det forekommer måske paradoksalt, men baseret på oplysningstidens idéer om ophøjelse af "fornuften" og "det rationelle" blev der umiddelbart efter den franske revolution etableret en ny religion: "Culte de la Raison" ("Fornuftens kult"). Dette var Frankrigs første etablerede statsstøttede ateistiske religion, tænkt som en erstatning for den romersk-katolske kirke efter revolutionen. Her tilbad man "fornuften". Det foregik bl.a. i kirken Notre Dame i Paris, som blev omdefineret til "Fornuftens Tempel". Pariserkommunen indviede kulten med en ceremoni i katedralen Notre Dame i november 1793. I katedralen blev der opført et helgenskrin til ære for Fornuft og Frihed. Foran koret blev der bygget et helligt bjerg, med et lille græsk tempel på toppen til ære for filosofien. Omkring bjerget var der buster, som repræsenterede ledende skikkelser i oplysningstiden - sandsynligvis Montesquieu, Rousseau, Voltaire og Benjamin Franklin. En ung operasangerinde poserede som "Friheden" og blev døbt "Fornuftens gudinde". En flamme, symbolsk for sandheden, brændte på et alter, mens hvidklædte unge piger, iført franske tricolore-farvede skærf, der symboliserede troskab til republikken, bar fakler op og ned af det hellige bjerg. Imens sang menigheden André Cheniers salme: "Kom, Hellige Frihed, bo i dette tempel; bliv det franske folks gudinde." Efter knapt et år, blev Culte de la Raison i 1794 officielt erstattet af Culte de l'Être suprême ("Kulten for det Højeste Væsen"). Dyrkelse af rationalitet og viden som en afgud var ikke en ny idé - men derimod en okkult praksis, der allerede fandt sted i antikken hos diverse gnostistiske kulter. Gnostisisme var ikke én ensartet troretning men bestod derimod af mange forskellige kulter, med forskellige religiøse opfattelser. Men fælles for dem er, at de troede på at frihed kommer gennem viden (gnosis) - frihed fra en verden, som de mente, er skabt af en uperfekt ond gud.

Der er skrevet flere længere tekstværker, om hvordan okkulte idéer trivedes i forbindelse med oplysningstiden:
Solomon's Secret Arts: The Occult in the Age of Enlightenment (Salomons hemmelige kunst: Det okkulte i oplysningstiden). Se beskrivelse af bogen.
The Dark Side of the Enlightenment: Wizards, Alchemists, and Spiritual Seekers in the Age of Reason (Den mørke side af oplysningstiden: Troldmænd, alkymister og sprirituelt søgende i Fornuftens Æra). Se beskrivelse af bogen.
Old Gods in New Clothes: The French Revolutionary Cults and the “Rebirth of the Golden Age” (Gamle guder i nyt tøj: De franske revolutionære kulter og "Genfødslen af Guldalderen"). Se afhandlingen.

Det er også blevet påstået at der er en helt direkte forbindelse mellem hemmelige loger og oplysningstidens franske revolution. Sådanne tanker fremføres bl.a. i detaljer i bogen "Mémoires pour servir à l’histoire du Jacobinisme" fra 1797 ("Erindringer, der illustrerer jakobinismens historie"). Bogen er skrevet af den franske jesuiterpræst Abbé Augustin Barruel. I bogen hævder Barruel, at den franske revolution var resultatet af en bevidst sammensværgelse og plan om at vælte tronen, kirken og det aristokratiske samfund i Europa. Ifølge konspirationsteorien blev revolutionen udklækket af en koalition af filosoffer, frimurere og Illuminati-ordenen. Bogen er yderst detaljeret og udkom i fire bind, som hver behandler forskellige dele af den påståede sammensværgelse (link til bind 1, 2, 3 og 4).

I perioden var der meget nære forbindelser mellem netop Frankrig og det spirende land på det amerikanske kontinent - USA. Frankrig var allieret med de amerikanske revolutionære, som jo var i krig med Frankrigs arvefjende, England. Det var den amerikanske statsmand og frimurer Benjamin Franklin, som i 1778 sørgede for en formaliseret alliancetraktat mellem Frankrig og USA ("the Treaty of Alliance"). Franklin ankom til Paris i december 1776 som den første officielle repræsentant for USA i Frankrig - cirka et halvt år efter den amerikanske uafhænighedserklæring (4. juli 1776). Målet for Franklin var at sikre hemmelige forsendelser af franske våben, udstyr og uniformer. Den indgåede aftale var yderst betydningsfuld og var med til at gøre USA's sejr mulig. Kontinentale soldater brugte franske våben og bar franskfremstillede uniformer, og ved slutningen af krigen kæmpede de sammen med franske soldater. Den franske hær og flåde kæmpede mod briterne over hele verden, fra Asien og Afrika til Caribien, hvilket slækkede mulighederne for den britiske krigsindsats i Amerika.
Benjamin Franklin var således også i denne sammenhæng en af de vigtige kræfter i den amerikanske revolution. Han er desuden en af USAs "stiftende fædre" som medforfatter til den amerikanske uafhængighedserklæring og konstitution (grundlov). Franklin mødtes med kong Louis XVI flere gange både omkring forhandlingerne og underskrivelsen af allianceaftalen, og i 1783 ved underskrivelsen af Uafhængighedstraktaten for USA - fredsaftalen mellem USA og det besejrede Storbitanien. Denne underskrivelse fandt også sted i Paris.
I sine senere år boede Franklin i Paris, hvor han bl.a. studerede "mesmerisme" for kong Louis XVI og Franklin var medvirkende til flere rapporter om dette emne. Mesmerisme er opkaldt efter tyske Franz Anton Mesmer, som teoretiserede om eksistensen af en art naturlig energioverførsel, mellem alle levende væsner og livløse objekter. Dette kaldte han "animalsk magnetisme". Mesmer var i øvrigt uddannet på samme jesuitter-universitet som Adam Weishaupt (Ingolstadt Universitet).
Benjamin Franklin var både statsmand, videnskabsmand og også okkultist, bl.a. som stormester i Frimurerordenen, og som denne artikel i Medium.com forklarer, var han "langt mere komfortabel" med deisme, unitarisme, frimureri og Rosicrucianisme. Artiklen fortæller også om, hvordan personer fra disse andre okkulte tankesystemer og alternative trosretninger var en del af Benjamin Franklins omgangskreds.
Deisme er den form for religion, der er mest forbundet med oplysningstiden. Ifølge deisme kan vi ved "fornuftens naturlige lys" vide, at "universet er skabt og styret af en suveræn intelligens," forklarer Stanford Enclyklopædi for Filosofi. Stanford skriver videre, at "selvom dette højeste væsen har en plan for skabelsen fra begyndelsen, forstyrrer væsenet ikke skabelsen; deisten afviser typisk mirakler og afhængighed af særlig åbenbaring som en kilde til religiøs doktrin og tro til fordel for fornuftens naturlige lys."

"Således afviser en deist typisk Kristi guddommelighed, som frastødende for fornuften; deisten degraderer typisk Jesu skikkelse fra agent for mirakuløs forløsning til ekstraordinær moralsk lærer. Deisme er den form for religion, der er tilpasset de nye opdagelser i naturvidenskaben, ifølge hvilke kosmos udviser en indviklet maskinlignende orden; deisterne antager, at antagelsen om Gud er nødvendig som kilde eller forfatter til denne orden."

Deisme er også en filosofi, som har eksisteret siden oldtiden.
"Ved at afvise kristendommen og andre organiserede teologier appellerede deisme til individer, der søgte en filosofi, der fremmede oplysningstidens principper som rationalitet, tolerance og frihed," står der i denne master-afhandling om Deisme. Denne tro havde også en anden af USAs stiftende fædre Thomas Jefferson, som i sine uddrag af de kanoniske bibel-evangelier (nu almindeligvis kendt som Jefferson Bibelen) fjernede alle overnaturlige og dogmatiske referencer fra fortællingen om Jesu liv - dvs. fx Jesu mirakler.
Unitarisme er en liberal religiøs bevægelse med "en åbensindet og individualistisk tilgang til religion, "der giver plads til en meget bred vifte af overbevisninger og tvivl." Unitarisme voksede ud af den protestantiske reformation i det 16. århundrede e.Kr. Dette er ifølge Britannica og BBCs artikel om religionen. BBC fortæller videre, at "Unitarer kaldes sådan, fordi de insisterer på Guds enhed, og fordi de bekræfter menneskehedens og skabelsens essentielle enhed." Som sådan afviser kristne Unitarer den traditionelle kristne idé om den treenige Gud; Faderen, Sønnen og Helligånden.
De afviser på den baggrund også, at Jesus er Gud selv.
Unitarer tror heller ikke på syndefaldet, men derimod på, at "den menneskelige natur i sin nuværende tilstand hverken i sig selv er fordærvet eller lastefuld, men præcis som Gud skabte den og havde til hensigt, at den skulle være fra begyndelsen - i stand til både godt og ondt". Således tror de heller ikke på Jesus' offer som forsoning for synd - altså syndsforladelse gennem Jesu blod.
Ligeledes har de "overbevisningen om, at ingen religion har monopol på hellig ånd eller teologisk sandhed".
Rosicrucianisme er en okkultisk åndelig og kulturel bevægelse, der opstod i Europa i begyndelsen af det 17. århundrede efter udgivelsen af adskillige tekster, der bekendtgjorde en ny esoterisk orden til verden, Den esoteriske bevægelse startede da to anonyme manifester dukkede op i Tyskland mellem 1610 og 1615 og kort efter blev offentliggjort i hele Europa. Manuskriptet Fama Fraternitatis Rosae Crucis (Brødreskabet af det rosenrøde kors) blev cirkuleret blandt tyske okkultister og siden til andre dele af Europa. Omdrejningspunkterne i disse manifester er blandinger af kabbalah, hermetisme, alkymi og kristen mystik.
Hermetisme er et filosofisk og religiøst system baseret på den påståede lære fra Hermes Trismegistus, som er en antik græsk periodefigur, der opstod som en samensætning af den græske gud Hermes og den egyptiske gud Thoth. Hermetikere tror på, at Gud er både alt, skaberen af alt og at "alle skabte ting eksisterer på forhånd i Gud" samt at Gud simpelthen "er universets natur". Desuden har hermetisme fokus på tre vidensområder alkymi, astrologi og magi - samt troen på menneskets genfødsel og reinkarnation.
Alkymi handler ikke bare om forvandling af bly til guld, men mere grundlæggende om det materielle og overgangen til det immaterielle, det åndelige niveau, hvortil hermetikere hævder at sætte "mysterierne om fødsel, død og opstandelse i anvendelse".
Læsere af Bibelen vil se, at ovenstående strækker sig fra trossystemer, der på nogle områder udspringer af Bibelens fortællinger, men hvor der på helt centrale områder er foretaget ændringer - og til den modsatte grøft med okkulte idéer og filosofier, der er i fuldstændig åbenlys modstrid med Bibelen. Flere af de centrale områder i Bibelen, der ændres i disse trossystemer, har særligt fokus på at mindske autoriteten af frelseren Jesus Kristus samt at ligestille den tro, der inviteres til i Bibelen, med andre religioner. Desuden prøver Unitarisme på at udviske det fundamentale problem i mennesket, som Bibelen hele tiden peger på: Menneskets fejlbarlighed og ondskab - der ifølge Bibelen står i vejen for menneskets forsoning med Gud. Unitarernes afvisning af denne ondskab, skaber fundamentet for at afvise behovet for forsoning gennem frelseren Jesus Kristus.
Nogle af USAs mest fremtrædende stiftende fædre var Benjamin Franklin, George Washington, Thomas Jefferson og John Adams. Benjamin Franklin og George Washington var begge frimurer-stormestre af den højeste grad i det originale og prestigiøse skorske rite. Franklin erklærede sig ligesom Thomas Jefferson for at være deist. Jefferson afviste forestillingen om treenigheden og Jesu guddommelighed. Han afviste bibelske mirakler, opstandelsen, forsoningen og arvesynden - i tråd med ovenstående uddybning af deisme og unitarisme. "I hverken det attende århundrede eller i dag ville de fleste mennesker betragte en person med disse synspunkter som 'kristen'," konstaterer denne artikel. Washington "nærede en panteistisk følelse af forsynet og skæbnen," skriver Britannica. Panteistisk betyder at tro på den religiøse og filosofiske anskuelse om pateisme, som er opfattelsen af, at Gud er i alt, eller at Gud er identisk med verden. Det er en rød tråd igennem Bibelen, at man ikke skal dyrke det skabte som en gud. Det fører ifølge Bibelen til fortabelse.
Paulus skriver i sit brev til romerne 1:22-25:
"De hævdede at være vise, men blev tåber, og de skiftede den uforgængelige Guds herlighed ud med billeder i skikkelse af forgængelige mennesker, fugle, firbenede dyr og krybdyr. Derfor prisgav Gud dem i deres hjertes begær til urenhed, så at de indbyrdes vanærede deres legemer. De udskiftede Guds sandhed med løgnen og dyrkede og tjente skabningen i stedet for skaberen – han være lovet til evig tid! Amen."

Washingtons reelle tro har gennem årene været et emne for stor debat, og en del tyder på, at han havde et offentlig udtryk om at virke "kristen" men reelt snarere var deist. Han roste alle trosretninger - også af hensyn til sit mål om at samle nationen til kamp mod Storbritanien. Også John Adams endte med at være unitarist - den religion Thomas Jefferson havde haft sig hele sit voksenliv.
Benjamin Franklin var med i hemmelige grupper i de tre lande, der var involveret i uafhængighedskrigen: Amerika, Frankrig og England. Han blev inviet i frimurerlogen St. John's Lodge i Philadelphia i 1730, og udpeget som stormester for hele Pensylvannia kun fire år senere i 1734. I Frankrig var han stormester i La Loge des Neufs Soeurs (De ni søstres loge i Paris), opkaldt efter ni antikke gudinder for kunst og videnskab. I England sluttede han sig til en gruppe, der var grundlagt af den britiske politiker og aristokrat Sir Francis Dashwood, og som blev kendt som Hellfire Club.

Benjamin Franklin - djævler, druk og sexorgier - og børnelig i kælderen
Sir Francis Dashwood inviterede sine elitære og magtfulde venner og bekendte til "vilde fester, hånlige religiøse ceremonier og mærkelige ritualer" i et kloster og senere i Hellfire Caves (huler) på sin ejendom. Blandt medlemmerne var et dusin parlamentsmedlemmer, First Lord of the Admiralty (Admiralitetets øverste leder), sønnen af ærkebiskoppen af Canterbury og "en vis Benjamin Franklin, som tilbragte mange år fra 1750'erne-1770'erne i London, oprindeligt som repræsentant for Pennsylvania Assembly." Dashwood selv, gruppens leder, var Chancellor of the Exchequer (finanskansler) – den næstmest magtfulde politiske skikkelse i Storbritannien.
Benjamin Franklin var en god ven af Sir Francis Dashwood. Franklin besøgte Dashwoods huler regelmæssigt for at deltage i Hellfire Club-aktiviteterne, fortæller magasinet Medium. Han menes at have været medlem af klubben, selvom nogle hævder, at han måske kun har været gæst, står der videre i Medium. Denne artikel i magasinet The Conversation fortæller dog, at man netop mener, Benjamin Franklin var medlem, fordi man ved han opholdt sig i det nævnte kloster på det tidspunkt, hvor et møde i Hellfire Club fandt sted; "et privilegium kun tilladt for Hellfire-medlemmer," konstaterer The Conversation. Ifølge tour-materialet i touristattraktionen omkring Hellfire hulerne var Benjamin Franklin fuldgyldigt medlem af klubben.
Den veltalende Franklin citeres ofte for udsagn, "der lyder 'rettroende'", står der i denne artikel, men - fortsætter den - de fleste er "uvidende om, at han var en skamløs og tilsyneladende uangrende horebuk". Han skrev mange breve til en gift, ung fransk kvinde ved navn Madame Brillon. "Hans ord er fyldt med bibelske hentydninger, der ofte er mindre end ærbødige og endda perverse over for bibelske spørgsmål," hævder artiklen, som derefter giver et eksempel fra et sådan brev. Heri tilstår Franklin, at han "konstant" bryder Bibelens bud om at undlade ægteskabsbrud, mens han joker med, at man jo ifølge Bibelen også skal "elske hinanden" og "formere sig og fylde Jorden med afkom". Alt sammen i et forsøg på at forføre den unge gifte kvinde. Franklin var 72 år på dette tidspunkt, fortæller artiklen.

Hellfire Club, som Franklin frekventerede, var berygtet for hæmningsløse drukfester og utugt. "For at håne religion og det høflige samfund, ville lederen klæde sig ud som en djævelkarakter, og medlemmerne ville deltage klædt ud som munke," fortæller Medium-artiklen.
"Sir Francis Dashwood var berømt og blev betragtet som et 'geni ud i obskønitet', med en kærlighed til drama og promiskuitet."

I ly af mørket, prydet med masker og kapper, ville klubmedlemmerne bane sig vej over Themsen i gondoler til klosteret, fortæller The Conversation.
"De blev mødt af et sammenkog af brændevin og svovl og ville drikke for Mørkets Guder."

Horace Walpole, en engelsk forfatter fra tiden, beskriver klubbens aktiviteter således:
"medlemmernes praksis var strengt hedenske: Bacchus og Venus var de guddomme, som de næsten offentligt ofrede til; og nymferne og svinehovederne, der blev lagt ind i denne nye kirkes højtider, informerede i tilstrækkelig grad nabolaget om disse eneboers temperament.

Bacchus er en hedensk gud dyrket i det antikke Rom - og Venus ligeså en gudinde derfra, som de fleste nok ved. I antikken var der festivaller, kaldet "Bacchanalia", som var romerske højtider for Bacchus, den græsk-romerske gud for vin, frihed, beruselse og ekstase. Disse mystiske begivenheder er historisk blevet fremstillet som skandaliserede med "vanvittige ritualer, seksuelt voldelige indvielser af begge køn, alle aldre og alle sociale klasser."

Aktiviteterne i Francis Dashwoods Hellfire Club omfattede ceremonier og ritualer, "risikofyldt opførsel", og medlemmerne lavede parodier på religiøse og politiske personer, stemmer magasinet Medium i. De indflydelsesrige klubmedlemmer var "alle involveret i skandaløs adfærd". De latterliggjorde ikke bare religion. De rykkede seksuelle grænser med perverse handlinger, prostituerede og promiskuitet, "hvoraf de fleste sandsynligvis stadig ville være ildeset i dag," ifølge Medium.
Klosterets vægge var dekoreret med pornografiske kunstværker, der skildrede klubmedlemmer i seksuelle situationer. Biblioteket indeholdt "en samling af berygtet pornografi." Medlemmerne - alle mænd - "blev inviteret til at medbringe damer med 'et muntert, livligt gemyt' for at nyde klubbens befriende aktiviteter". Satiriske ritualer, orgier og "beskidte aktiviteter" med 'nattens kvinder' var alt sammen en del af oplevelsen.
Klubbens motto var Fais ce que tu voudras, som betyder ’Gør hvad du vil’, fortæller Medium-artiklen videre. Dette motto skrives med den gamle engelske skriveform ‘Do what thou wilt' - hvilket er præcist det motto, vi snart skal høre mere om i forbindelse med vores kig på satanisten Alistair Crowleys liv.
Aktiviteternes grænseoverskridende natur blev gradvist mere udtalt i takt med nattens fremkomst. Parlamentsmedlemmet John Wilkes blev forskrækket, da en bavian udklædt som djævelen sprang op fra en kiste.

Efter "et udbrud af dårlig omtale i 1760" flyttede Francis Dashwood klubben til sin egen ejendom, og deres aktiviteter fortsatte inde i Hellfire hulerne. Gennemførelsen af orgierne i huler "tilføjede et nyt element af mystik og spænding til sagerne," står der i Medium-artiklen.
I 1762 havde Hellfire-klubben og dens medlemmer et berygtet ry for skandaløse hændelser. "Klubben blev dog forladt i 1766 efter at være blevet fuldstændig vanæret, mens nogle af medlemmerne blev ødelagt politisk på grund af dens rygte," fortæller Medium.
Der var flere Hellfire klubber i England i disse år. Inden Francis Dashwood etablerede sin, havde hertugen af Wharton sin egen klub, hvor tilsvarende ting fandt sted. Her spiste og festede de fx angiveligt med Holy Ghost Pie (Helligånds-tærte), Breast of Venus (Venus' bryst) og Devil's Loin (Djælvens lår). Medlemmer af klubben skulle desuden være kommet til disse fester klædt ud som figurer fra Bibelen.
Wharton blev til sidst fjernet fra parlamentet. Efter hans klub blev opløst, blev Wharton frimurer og i 1722 blev han Stormester for hele England.
Efter Whartons klub kom Dashwoods, og efter Dashwoods klub blev nedlagt startede Dashwoods nevø Joseph Alderson en klub med navnet Phoenix Society ("Fønix Samfundet"), til ære for Francis Dashwood.

Den 11. februar 1998 rapporterede Sunday Times, at 10 lig var blevet gravet op under Benjamin Franklins hjem på Craven Street 36 i London. Det var seks børnelig og ligene af fire voksne. De blev opdaget under en kostbar renovering af Franklins tidligere hjem. En grav var blevet fundet i kælderrummet, og umiddelbart deri en menneskelig lårknogle. Ligsynsmanden og politiet blev underrettet, og udgravningen fortsatte, hvorefter flere menneskelige knogler dukkede op. Og derefter flere og flere - indtil mere end 1.200 knoglestykker var blevet fundet. Knoglerne var for gamle til at interessere Scotland Yard, og kom i varetægt ved Institute of Archaeology (Arkæologisk Institut), hvor eksperter fastslog, at de afdøde spænder fra en gammel mand til en baby.
Den originale artikel i The Times fortalte, at man skønnede, at knoglerne blev begravet i den ca. 16-årige periode, hvor Franklin boede i huset. De fleste af knoglerne viste tegn på at være blevet dissekeret, savet eller skåret i stykker. Der var blevet boret flere huller i et kranie. Artiklen reporterede desuden, at knoglerne var "dybt begravet, sandsynligvis for at skjule dem, fordi gravrøveri var ulovligt."

Franklin var en kendt revolutionær og mægtig frimurer, skriver den amerikanske historieinstitution Smithsonian, "så det er let at spekulere på, hvilke mørke hemmeligheder Franklin kan have gemt i sin kælder." "Men sandheden, viser det sig, er ikke helt så mørk," slår den statstilknyttede organisation fast. Den næste sætning i teksten afslører, at den mørke mulighed, Smithsonian søger at eliminere, er massemord:
"Den mest plausible forklaring er ikke massemord, men en anatomiskole drevet af Benjamin Franklins unge ven og protegé, William Hewson."

Dette kommenterer en tilsyneladende indigneret iagttager således:
"Åh ja, hans protegé. Jeg ved, at jeg ikke ville have et problem med, at min protege begravede 15 døde mennesker i min kælder."

Ifølge Smithsonian skulle turistattraktionen bag Benjamin Franklins London-hus have udtalt dette:
"Franklin var formentlig klar over de ulovlige undersøgelser, der foregik i hans bygning, men det er tvivlsomt, om han selv var involveret. Alligevel kan vi ikke forestille os, at han - som den nysgerrige mand, han var - ikke sneg sig ned og tjekkede sagen mindst en eller to gange."

Til det skriver den sarkatiske iagttager:
"He-he, Bennie var så fræk, og hvem ville kunne modstå at se på de ophuggede lig i sin kælder?"

Uanset hvilken forklaring der ligger bag ligene i Benjamin Franklins kælder, er der flere - både historikere og andre - der noterer sig Franklins tilbøjeligheder og sataniske tilhørsforhold.

Bushs og Skull and Bones' forbindelse til nazisme, racehygiejne og massemord
De samme okkultistiske grupper, som Skull and Bones-stifteren William Russell var påvirket af, påvirkede også fremkomsten af det nazistiske parti og var gennemsyret af eugenik (racehygiejne) og "én race"-filosofier, fortæller denne artikel.
Eksemplerne på okkulte elementer i den nazistiske ideologi er utallge. I den før-nazistiske periode fra slutningen af 1800-tallet til begyndelsen af 1900-tallet kan nævnes den østrigske okkultist og forfatter Guido von List, som promoverede den moderne hedenske religiøse bevægelse kendt som Wotanisme. List hævdede at denne trosretning var genoplivningen af den antikke tyske races religion, som omfattede et indre sæt af ariosofiske læresætninger, som han kaldte armanisme.
Et andet eksempel fra denne periode er Jörg Lanz von Liebenfels, som var en østrigsk fascistisk agitator, politisk "raceteoretiker" og okkultist, og som også pionerede ariosofien.
Endnu et eksempel er Rudolf von Sebottendorf, som var en tysk okkultist, forfatter, efterretningsagent og politisk aktivist. Han var desuden stifter af Thule-Gesellschaft (Thule Samfund), som var en tysk okkult gruppe grundlagt i München kort efter 1. Verdenskrig og opkaldt efter et mytisk nordligt land i en græsk legende. Thule-Gesellschaft sponsorerede Deutsche Arbeiterpartei (DAP; Tysklands Arbejderparti), som senere blev reorganiseret af Adolf Hitler til det Nationalsocialistiske Tyske Arbejderparti (NSDAP eller Nazipartiet). Ifølge Hitler-biografiforfatteren Ian Kershaw, er organisationens medlemsliste at sammenligne med en oversigtsliste over prominente og ledende skikkelser i det stiftende naziparti, herunder Rudolf Hess, Alfred Rosenberg, Hans Frank, Julius Lehmann, Gottfried Feder, Dietrich Eckart, og Karl Harrer.

Sammensmeltningen af okkulte idéer og nazismens ideologi kom ikke ud af ingenting, og skal nok snare ses i forlængelse af den samlede tyske kulturhistorie og måske særligt den tyske romantiske periode. I løbet af slutningen af det 18. og 19. århundrede fokuserede tysk romantik stigende opmærksomhed på førkristne trossystemer i det germanske Europa - især troen på nordisk mytologi, Odin og Thor osv. "Wotan" i den netop omtalte troretning "Wotanisme" er tysk for gudenavnet Odin. Flere forskellige tyske romantiker-intellektuelle udtrykte den opfattelse, at de gamle nordeuropæiske religioner var "mere naturlige, organiske og positive" end kristendommen. Disse holdninger blev fremmet af flere romantiske intellektuelle som fx Johann Gottfried Herder, Jacob Grimm og Wilhelm Grimm. Udviklingen skete samtidig med en vækst i nationalismen og ideen om "der volk" ("folket"), hvilket bidrog til etableringen af den tyske etnisk nationale bevægelse "Völkisch". Det nazistiske Thule-Gesellschaft betegnes som en "Völkisch-gruppe".

Oplysningerne om at Skull and Bones-stifteren William Russell fik sine idéer fra "mystiske og elitære klubber" i Tyskland, kommer fra Time Magazine, og det er ikke nemt at finde mere præcise informationer om dette. Men denne artikel i magasinet Palladium fortæller, at Russell "synes at have hentet direkte inspiration fra tyske hemmelige selskaber - kaldet Burschenschaften - efter at have tilbragt tid der".
Palladium fortæller også, at William Russells herkomst "omfattede adskillige New England 'luminaries'" ("oplyste", tilhængere af oplysningstidens idéer). Den prominente stifter af Skull and Bones var i sandhed efterkommer efter flere gamle fremtrædende New England-familier, herunder Huntington, Pierpont, Hooker, Willett, Bingham og Russell. Hans forfader, pastor Noadiah Russell, var en af grundlæggerne af Yale College, samt et af de oprindelige bestyrelsesmedlemmer i det berømte elite-college.
Burschenschaft er tyske og østrigske traditionelle studenterforeninger, som minder om de tidligere omtalte universitetsloger i anglosaksisk tradition (fx Kappa Beta Phi mv.) Den første, kaldet Urburschenschaft ("oprindelig Burschenschaft"), blev grundlagt i 1815 som en forening fra alle tyske universitetsstuderende inspireret af liberale og patriotiske ideer. Medlemmerne deltog i dueller, men dens hovedformål var imidlertid at nedbryde samfundsgrænser og rivalisering mellem de studerende, at forbedre studielivet og øge patriotismen. Dens motto var "ære, frihed, fædreland" ("Ehre, Freiheit, Vaterland)", og til at begynde med var en væsentlig del af dets medlemmer studerende, der havde deltaget i de tyske befrielseskrige mod Napoleons besættelse af Tyskland. Burschenschafts vigtigste mål var at fremme loyalitet over for konceptet om en forenet tysk nationalstat samt et stærkt engagement for frihed, rettigheder og demokrati. Ganske ofte udtrykte Burschenschaft ekstreme nationalistiske idéer, hvilket med tiden førte til udelukkelse af jøder, som blev anset for at være utyske.

Af ciatet om de okkultistiske grupper, som både påvirkede stiftelsen af Skull and Bones og fremkomsten af den nazistiske ideologi, kan man måske komme til at misforstå, at idéen om eugenikken (racehygiejne) er skabt i Tyskland. Dette er ikke tilfældet. Som beskrevet her på Hoja.dk, er idéen om at fjerne dårlige arveegenskaber fra befolkningen ved eliminering af udvalgte "dårlige" mennesker, udviklet i England af Charles Darwins halvfætter Sir Francis Galton. Af hensyn til opadgående samfundsudvikling ønskede både Francis Galton og Charles Darwin færre svage samfundsmedlemmer. Også Darwin fremhævede udryddelsen af disse som noget positivt, og han skrev selv, at han håbede, at det ville ske. Han mente, at det er "den instinktmæssige sympati”, som står i vejen for den udryddelse som ”den strenge klogskab” ellers kræver.
Konkret ønskede Darwin, at de “svagere og ringere medlemmer” af samfundet ikke giftede sig og dermed formerede sig. Han kaldte dette ønske for "et fromt håb". Darwins udryddelseshåb er den “milde” form for eliminering af “laverestående” mennesker, som de fleste eugenikere agiterer for. De færreste vil erkende Darwins værdigrundlag om racehygiejne - særligt ikke folk i akademiske kredse.
Nazismen byggede ligesom eugenikken på evolutionsteorien, ved det at begge idéer var funderet i tankerne om arvelige karaktertræk, som beskrevet i evolutionsteorien. Hitler ønskede, som bekendt, at udrydde jøderne for at skabe en "arisk" ren population i Tyskland og verden.

Men der er også en helt direkte forbindelse mellem Nazityskland og Skull and Bones: George H. W. Bushs far Prescott Bush, som også var bonesman. "Den afdøde amerikanske senator Prescott Bush, var direktør og aktionær i virksomheder, der tjente på deres engagement med Nazitysklands økonomiske bagmænd," skriver den engelske avis The Guardian. Artiklen er fra 2004, hvor man netop havde opdaget filer i det amerikanske nationalarkiv, der afslørede at det finansieringsfirma, som Prescott Bush var direktør for, samarbejdede med Nazityskland og støttede regimets opbygning. Samarbejdet fortsatte, indtil Bushs virksomhedsaktiver blev beslaglagt i 1942 i henhold til Trading with the Enemy Act (amerikansk lov mod handel med fjenden under 2. verdenskrig). Prescott Bushs forretningsforbindelser førte mere end 60 år senere til et civilt erstatningssøgsmål, der blev anlagt i Tyskland mod Bush-familien af to tidligere slavearbejdere i Auschwitz.
Beviserne fik en tidligere amerikansk anklager i nazi-krigsforbrydelsessager til at hævde, at den afdøde senator Bush burde være blevet retsforfulgt for at have ydet hjælp til fjenden. Artiklen i Guardian er skrevet med aggrund i studier af dokumenterne, som blev frigivet i 2003. De fortæller, at selv efter at Amerika var gået ind i krigen, arbejdede Prescott Bush for - og profiterede på - virksomheder, der var tæt involveret i netop de tyske virksomheder, der finansierede Hitlers magtovertagelse.
På dette tidspunkt havde der været "væsentlig information om nazisternes planer og politik" tilgængelig igennem flere år. "Det er blevet foreslået, at de penge, han tjente på disse transaktioner, hjalp med at etablere Bush-familiens formue og oprette dets politiske dynasti," fortæller Guardian. "Bemærkelsesværdigt lidt af Bushs forhold til Tyskland har været genstand for offentlig granskning," fortsætter Guardian, "til dels på grund af den hemmelige status for den dokumentation, der involverer ham." Men denne situation ændrede sig, da milliard-dollar-erstatningssagen fra de to Holocaust-overlevende mod Bush-familien blev igangsat - som desuden blev fulgt op af udgivelsen af tre bøger om emnet. Disse omstændigheder, påpeger Guardian, "truede med at gøre Prescott Bushs forretningshistorie til et ubehageligt problem for hans barnebarn, George W," da han i netop denne periode søgte genvalg til præsident. Dokumenterne afslører, at firmaet, Prescott Bush arbejdede for, Brown Brothers Harriman (BBH), fungerede som en amerikansk base for den tyske industrimand, Fritz Thyssen, som hjalp med at finansiere Hitler i 1930'erne. Bush var direktør for den New York-baserede Union Banking Corporation (UBC), der repræsenterede Thyssens amerikanske interesser, og han fortsatte med at arbejde for banken, efter at USA gik ind i krigen. Bush var også i bestyrelsen for mindst et af de virksomheder, der udgjorde en del af et multinationalt netværk af frontvirksomheder der gav Thyssen mulighed for at flytte aktiver rundt i verden. Thyssen ejede det største stål- og kulselskab i Tyskland og blev rig på Hitlers bestræbelser på at genopruste mellem de to verdenskrige.
Artiklen sandsynligør desuden, at Prescott Bush blev rig direkte på bekostning af nazistiske KZ-lejr-slavearbejdere:
"En af grundpillerne i Thyssens internationale virksomhedsnetværk, UBC, arbejdede udelukkende for og var ejet af en Thyssen-kontrolleret bank i Holland. Mere spændende er Bushs forbindelser til Consolidated Silesian Steel Company (CSSC), der var baseret i mineralrige Schlesien på den tysk-polske grænse. Under krigen gjorde virksomheden brug af nazistisk slavearbejde fra koncentrationslejrene, herunder Auschwitz. Ejerskabet af CSSC skiftede hænder flere gange i 1930'erne, men dokumenter fra det amerikanske nationalarkiv, der blev afklassificeret sidste år, forbinder Bush med CSSC, selvom det ikke er klart, om han og UBC stadig var involveret i virksomheden, da Thyssens amerikanske aktiver blev beslaglagt i 1942.

Prescott Bush var både direktør og aktionær i en række virksomheder involveret i Thyssen.
En rapport fra 1942 fra de amerikanske myndigheder anførte om virksomhederne, at Bushs virksomheder siden 1939 "utvivlsomt" har "været til betydelig hjælp for at landets (Nazitysklands red.) krigsindsats". Prescott Bush "var grundlæggeren af Bushs politiske dynasti og blev engang selv betragtet som en potentiel præsidentkandidat," uddyber Guardian - som også peger på familietraditionen med at være "bonesman" på Yale. Derefter fremlægger den meget lange redegørende artikel detaljerne i historien om Prescott Bush og hans karriere hos den velhavende bankmand Averill Harriman og forbindelsen til den dedikerede nazist og firmaejer Thyssen. Desuden fremlægges flere andre detaljer bl.a. om de misbrugte KZ-lejr slavearbejdere og sagsanlægget mod både Bush-familien og den amerikanske stat, indgivet af Kurt Julius Goldstein og Peter Gingold, æresformand for League of Anti-fascists. Gingold hævdede, at amerikanerne var klar over, hvad der skete i Auschwitz, og burde have bombet lejren. De to KZ-lejr-overlevere fremførte påstanden om, at drabene af omkring 400.000 ungarske holocaust-ofre kunne have været forhindret. Sagen var bygget op omkring en bekendtgørelse fra januar 1944 underskrevet af præsident Franklin Roosevelt, der opfordrede regeringen til at "tage alle forholdsregler for at redde de europæiske jøder."
Sagsøgernes advokater hævdede, at ordren blev ignoreret på grund af pres fra en gruppe store amerikanske virksomheder, herunder BBH, hvor Prescott Bush var direktør.
Goldstein og Gingold indledte et gruppesøgsmål, men sagen blev afvist af dommeren med den begrundelse, at regeringen ikke kan holdes ansvarlig under princippet om "statssuverænitet". En af de overlevendes advokater udtalte, at præsident Bush trak den tidligere præsidents underskrift tilbage fra den traktat, der etablerede domstolen "ikke kun for at beskytte amerikanerne, men også for at beskytte sig selv og sin familie."
Guardian-artiklen er blot en af flere artikler om disse afsløringer. Her er en anden - og noget mere kritisk - artikel fra mediet World Socialist Web Site. Det er en genudgivlse af en artikel der udkom i forbindelse med, at Prescotts sønnesøn og præsidenten George Walker Bush Jr. besøgte nazistiske gaskamre i Krakow, Polen. Her brugte Bush Jr. rædslerne i KZ-lejrene og fra Nazismen til at agitere imod en anden "fjende": "Islamisk terrorisme". Artiklen peger på det ironiske og hykleriske i, at begge disse "modstandere" i en eller anden grad var og er skabt af USA og Bush-familien selv.
Det socialistiske webmedie skærer desuden Bush-familiens hidtil skjulte baggrund ud i pap:
"De lukrative økonomiske transaktioner mellem den bankmand, der blev amerikansk senator (Prescott Bush red.), og Hitlers fascistiske parti og dets firmasponsorer i Tyskland fortsatte ind i krigsårene. Således er de familiemillioner, der gav George H. W. Bush og hans børn et liv i privilegier og boostede deres politiske karriere, forbundet med massemordet og torturen på millioner af ofre for Holocaust og den tyske imperialistiske voldtægt af Europa."

Ronald Reagan, Bohemian Grove, kultritualer, en kæmpeugle og homo-sex
Ronald Reagan var egentlig oprindeligt skuespiller og senere sportsjournalist, da skuespilkarrieren ebbede ud. Hans offentligt kendte ansigt og hans position som fagforeningsformand for skuespillerne, som han havde opnået med støtte fra sine mafiaforbindelser, blev springbrættet til den succesrige politiske karriere. Som præsident var han også en del af Bohemian Club. Dette er endnu en "hemmelig klub", hvor meget indflydelsesrige amerikanere mødes. Disse har valgt "en ugle som klubbens totem" og de samles jævnligt for at "socialisere, drikke og nyde teatralske og musikalske forestillinger," skriver Britannica.
Den britiske encyklopædi tilføjer:
"I det 20. århundrede fik medlemmernes retræte ry for at involvere meget hemmelighedsfulde og kultiske ritualer, hvoraf den mest kendte var "Cremation of Care", der blev indstiftet i 1881 - en åbningsceremoni, hvis formål var at gøre klubbens medlemmer 'ubekymrede' fra begyndelsen af retrætet. Den forestilling fandt sted foran den store betonugle (bygget 1929) i midten af lejren ved Bohemian Grove."

Journalister har lejlighedsvis infiltreret lejren og er lykkedes med at afsløre detaljer om klubaktiviteter, medlemmer og berømte gæster. En del indformationer om klubmedlemmer og deltagere i klubbens arrangementer er således blevet offentliggjort, men klubmedlemmer holder som udgangspunkt deres medlemsskab hemmelig for offentligheden.
Man ved dog, at flere tidligere præsidenter, højtstående politikere og militære embedsmænd har været medlemmer af klubben.
Klubben skulle overvejende være for folk med hang til det republikanske parti. Tidligere præsident Bill Clinton sagde engang, at Bohemian club er "der, alle de rige republikanere går op og står nøgne mod redwood-træer". Han hævdede desuden at han aldrig selv havde været i Bohemian-klubben.
At Reagan var medlem kan blandt andet udledes af et meget kendt fotografi taget i "Bohemian Grove" i sommeren 1967, hvor man ser Richard Nixon og Ronald Reagan sammen med flere andre kendte og betydningsfulde amerikanere i tiden; Harvey Hancock, Edwin W. Pauley, Glenn Seaborg m.fl.

Bohemian Grove er et lukket 1.100 hektar stort landområde i Californien. Området er er kendt for sine meget store redwood træer. Det ejes af Bohemian Club, og huser et medlemsarrangement som strækker sig over mere end et par uger hvert år i juli måned.
Ud over medlemmer af klubben er der af og til også indbudte særlige gæster, og man ved derfor ikke altid med fuldstændig sikkerhed om de offentligjorte deltagere er medlemmer eller blot særligt indbudt gæst.

Hvad der foregår i Bohemian Club og særligt på det årlige møde i Bohemian Grove er meget hemmeligt. Det man ved om det kommer primært fra de journalister, som angiveligt har snydt sig ind til Bohemian Grove-arrangementet.
Det mest mystiske af disse tilfælde er Alex Jones fra mediet "InfoWars" der i juli 2000 påstod at have "infilteret" arrangementet og kunne vise videobilleder af hvad der fandt sted dette år.
På billederne ser man blandt andet den Bohemain Grove ceremoni som kaldes "Cremation of the Care". Medlemmer af klubben er på billederne iført ku-klux-klan-lignende kostumer, og kremerer en form for kiste-statue eller mumie kaldet "Care" foran en cirka 12 meter høj uglefigur (den tidligere nævnte betonskulptur).
En talsperson for Bohemian Club har sagt at disse billeder er ægte, men at Alex Jones' voice-over-udlægning af hvad der sker, er forkert. Talspersonen kalder det "et traditionelt musikalsk drama som fejrer naturen og sommertiden". Alex Jones kaldte det med sin sædvanlige sans for drama blandt andet "en rituel udgydelse af samvittighed og empati" og "misbrug af magt". Man kan se videoen i denne Washinton Post blog-artikel "Bohemian Grove: Hvor de rige og magtfulde tager hen for at opføre sig upassende".
Artiklen fortæller, at det påstås, at der til arrangementet også opføres teater- og komediespil, hvor kvinder portrætteres af mandlige skuespillere. I del x hørte vi også om den hemmelige Wallstreet-loge Kappa Beta Phi, hvor mænd ligeledes optrådte i sketches udklædt som kvinder. Det er mediet Sonoma County Free Press, som er fremkommet med disse påstande. Dette medie hævder desuden, at der til Bohemian-arangemetet gennemføres Lakeside Talks, hvor højtstående embedsmænd taler om information, der ikke tilgængelig for offentligheden. Men ikke nok med det: Mediet påstår også at en femtedel af festivaldeltagerne engagerer sig i homoseksuel aktivitet - og fremhæver at "få af dem støtter homoseksuelles rettigheder eller AIDS-forskning". "Selvom kvinder ikke er tilladt i [Bohemian] Grove, tager medlemmer ofte af sted om natten for at nyde selskabet med de mange prostituerede, der kommer fra hele verden til denne begivenhed," skriver Sonoma County Free Press.
Mediet tilføjer at, ansatte har sagt, at "ingen mundtlig beskrivelse nøjagtigt kan skildre [Bohemian] Grove-beboernes bizarre opførsel."

Tidligere præsident Richard Nixon beskrev arrangementet, som "den mest bøsseagtige forbandede ting, du nogensinde kan forestille dig". Nixon pegede, i sin udtalelse, på deltagelsen af bøsser fra primært San Francisco - og sagde at "overklassen i San Francisco er på den måde". Dette indlæg i den engelske avis Daily mail kommenterer den bombastiske udmelding således:
"Så stor var hans afsky ved sammenkomsten, at han tilføjede: 'Jeg kan ikke engang give hånd med nogen fra San Francisco.'

Ironisk nok indrømmede Nixon i samme udtalelse, at han selv deltog i Bohemian Grove-arrangementet "fra tid til anden".

"Knoglemanden" George H. W. Bush og Bohemian Club-medlemmet Ronald Reagan havde en meget tæt relation gennem mange år - og havde altså også, som vi tidligere har hørt, flere fælles venner, der var pædofile homoseksuelle overgrebsmænd.
Mens George H. W. Bush som vicepræsidentkandidat var igang med den fælles præsidentkampagne sammen med Ronald Reagan kom Bush i en af kampagnetalerne til at sige at disse ord:
"For seven and a half years I've worked alongside President Reagan. We've had triumphs. Made some mistakes. We've had some sex . . . uh . . . setbacks."

På dansk kan det oversættes til:
"I syv-et-halvt år har jeg arbejdet ved siden af præsident Reagan. Vi har haft triumfer. Lavet nogle fejl. Vi har haft noget sex... øh ... sat tilbage".
Men ordbytningen mellem "sex" og "setback" falder meget naturligt på engelsk.

Man kan se denne video, hvor Bush kommer med udtalelsen. Her ser man også, at Bush selv griner af den tilsyneladende talefejl i umiddelbar forlængelse af, at ordene kommer ud af munden på ham.
Denne artikel i Washington Post fortæller om George H. W. Bushs evne for jokes. I opremsningen af kendte jokes fra den tidligere præsident står bemærkningen om sex med Ronald Reagan under "utilsigtet humor".
Med baggrund i de eksempler på hånlige og lattergørende jokes og pervers adfærd i hemmelige elitære klubber vi har beskæftiget os med i denne artikelserie, er der måske nogen, som vil overveje om Bushs bemærkning ikke var utilsigtet.
Måske er der nogen, der tænker, at det kunne være en joke, som var designet til at håne den udenforstående befolknings uvidenhed om hvad, der reelt foregår bag deres ryg. At George Bushs "talefejl" måske var ment, som en hån af de uindviede vandaler, der ikke er en del af Skull and Bones elitære hemmelige klub, og som ikke aner at præsidenten for en gang skyld sagde sandheden?
Måske er den slags "talefejl" noget, der netop kan komme til at ske, når man tilbeder sin egen selvopfundne gudinde for veltalenhed?

Okkultisten Ronald Reagan
Denne artikel i magasinet Salon fortæller hvordan Ronald Reagan "blev direkte formet af hans læsning af den okkulte tænker Manly P. Hall".
Manly P. Hall var en kendt stormester i Frimurerordenen, universitetsunderviser, foredragsholder og forfatter, og senere i denne del skal vi se nærmere på netop Halls tekster, for at forstå hvad frimureri handler om. Fra begyndelsen af Halls karriere i starten af 1920'erne til hans død i 1990 skrev Manly P. Hall om USAs "hemmelige skæbne", fortæller Salon. Magasinet fortæller videre, at USA efter Halls opfattelse var et samfund, "der var blevet planlagt og grundlagt af hemmelige esoteriske ordner for at sprede oplysning og frihed til verden." Dette var en fortælling der appellerede til Ronald Reagan.
I 1928 opnåede Hall undergrundsberømmelse, skriver Salon, da han i den bemærkelsesværdigt unge alder af syvogtyve år udgav "The Secret Teachings of All Ages" ("Den hemmelige undervisning til alle tider"). Salon beskriver bogen som "et massivt kodeks til antikkens mystiske og esoteriske filosofier", som "vedbliver at være guidebogen uden sidestykke til gamle symboler og esoteriske tanker". Bogen vandt beundring hos personer lige fra general John Pershing til Elvis Presley - og romanforfatteren Dan Brown ('Da Vinci mystieriet') citerer den som en nøglekilde, fortæller Salon.
Efter at have udgivet sin store bog brugte Hall resten af sit liv på at holde foredrag og skrive med base i "sit egyptiske-art deco-campus", Philosophical Research Society, i sin hjemby Los Angeles. Hall kaldte stedet for en "mysterieskole", skriver Salon.
Det var der i 1944, at den okkulte tænker producerede et kort værk, "The Secret Destiny of America", der ikke var kendt uden for hans nærmeste kreds - men som alligevel fangede Ronald Reagans opmærksomhed, "dengang en middelmådig filmskuespiller", der var på vej ind i politik. Halls kortfattede bind beskrev, hvordan Amerika var produktet af en "Stor plan" for religiøs frihed og selvstyre, lanceret af en skjult orden af gamle filosoffer og hemmelige loger. Hall beskrev hvordan en mystisk "ukendt taler" holdt en opildnende tale før underskrivelsen af uafhængighedserklæringen, som med ordene “God has given America to be free!” fik de tilstedeværende "stiftende fædre" til at "overvinde deres frygt for at blive hængt eller halshugget og til at besegle skæbnen ved at underskrive det store dokument." Den "mærkelige mand," skrev Hall, gik usynligt ind og ud af de låste døre til statshuset i Philadelphia den 4. juli 1776.
Derefter fortæller Salon, hvordan Reagan flere gange i sin karriere brugte denne fortælling.
I en tale sagde Reagan blandt andet:
"Dette er et skæbneland, og vores forfædre fandt vej hertil ved hjælp af et guddommeligt system af selektiv hjælp, samlet her for at udføre en mission om at løfte menneskeheden et yderligere skridt i dets opstigning fra sumpene." Derefter fortalte Reagan historien om den mystiske ukendte mand, uden at nævne kilden. Reagan brugte også historien i flere andre situationer i forbindelse med USAs befrielsesdagg 4. juli; i et interview med et magasin om præsidentens personlige forhold til dagen, og han lod sin talsmand genfortælle historien på Camp David, med beskeden om at det var præsidentens egne ord, nedskrevet af præsidenten.

Noget tyder på, at Reagan og Hall kan have mødtes personligt for at diskutere historien, fortæller Salon. Da Reagan talte til en konservativ konference for politisk handling i Washington i januar 1974, fortalte han igen historien, men denne gang kom han med en tilføjelse. Reagan sagde, at historien blev fortalt ham "for nogle år siden" af "en forfatter, der tilfældigvis var en ivrig studerende i historie"....
"Jeg fik at vide af denne mand, at historien kunne findes i Jeffersons skrifter. Jeg indrømmer, at jeg aldrig har undersøgt eller gjort en indsats for at bekræfte det."

Salon påpeger, at det er unikt for Halls version, at han tilskrev historien om den ukendte taler til Thomas Jeffersons skrifter. Salon påpeger i øvrigt desuden sin mistillid til denne påstand ved at skrive, at dette er tvivlsomt.

Artiklen i Salon er skrevet af Mitch Horowitz, som er forfatter, journalist og PEN Award-vindende historiker - og som også selv er okkultist og medlem af det Teosofiske selskab. Det Teosofiske Selskab er organisationen bag teosofien, en esoterisk religiøs bevægelse, der blev grundlagt i USA i 1875. Blandt dets grundlæggere var Helena Blavatsky, en russisk mystiker og frimureren Henry Steel Olcott. Vi vil beskæftige os mere med teosofien og Helena Blavatsky i del x.
Mitch Horowitz' har skrevet flere artikler om den okkulte mystiker og præsident Ronald Reagan, fx i magasinerne Salon og Medium. Indholdet i disse artikler er uddrag fra Horowitz' bog "Occult America: The Secret History of How Mysticism Shaped Our Nation" ("Okkulte Amerika: Den hemmelige historie om hvordan mysticisme formede vores nation").
Horowitz har også udgivet en endnu længere artikel om Reagan på det Teosofiske Selskabs egen officielle USA-hjemmeside. Heri fortæller han yderligere detaljer om Reagans forhold til mystikken og det okkulte, bl.a. om hans tætte forhold til familien Palmer, som var "en klan af spiritualister, mystikere, høje excentrikere og visionære".
Familiens patriark, D.D. Palmer, "var grundlæggeren af kiropraktisk healing" i slutningen af det nittende århundrede - og desuden mesmerist og spiritist, fortæller Horowitz. D.D. Palmer sagde, ifølge Horowitz, at den kiropraktiske metode blev overført til ham fra "en intelligens i den åndelige verden" under en spiritualistisk konvention i sin hjemby Iowa.

Ronald Reagans 'Black Magic Man'
Mange andre end Mitch Horowitz har også skrevet om Ronald Reagans hang til mystisk spiritualitet. Artiklen "Ronald Reagan’s Black Magic Man" ("Ronald Reagans mand af sort magi"), fortæller om den tidligere præsidents afhængighed af en kendt astrologisk rådgiver, en mand ved navn Carroll Righter. Carroll Righter var en berømt og flamboyant astrolog, fortæller artiklen, som var en del af Hollywoods high society med kunder som fx Marlene Dietrich, Clark Gable, Grace Kelly, Susan Hayward og altså også både Ronald Reagan og hans kone Nancy. Righter havde desuden en daglig astrologispalte i Los Angeles Times, hvilket udbyggede hans celebre position. Klummen blev angiveligt læst af 30 millioner mennesker dagligt. Ronald Reagan konsulterede både Righter via denne astrologispalte og personligt, og hans kone Nancy var tilsyneladende endnu mere opsøgende i forhold til astrologiske konsulenter. Med sine egne ord hjalp astrologi Nancy Reagan med at "cope" ("klare den"). Dette skrev Nancy Reagan i sin biografi "My Turn" ("Min tur" fra 1989), hvor hun desuden fremhævede, at "ingen har nogensinde vist, at det har forårsaget nogen skade på Ronnie eller på landet."

"At Reaganerne stolede på astrologer var mere eller mindre en åben hemmelighed," står der i artiklen, som kan læses i magasinet Guernica. I 1967 planlagde den valgte guvernør Reagan sin indsættelse til lige efter midnat, "fordi Jupiter, kongernes tegn og symbolet på velstand og berømmelse, var på sit højeste," forklarer artiklen videre. Men Reagans hang til astrologi og mystik blev nedtonet. "Han [Reagan] er ikke styret af stjernerne, og vi har heller ikke til hensigt at have stjernekiggere i administrationen," sagde guvernørens eksekutivsekretær til journalister. "Ikke desto mindre brændte Nancy Reagan i 1976 gennem sit astrologi-visitkortkartotek," skriver Guernica, indtil hun fandt nogen, der var villig til at bakke op om Reagans forsøg på at blive præsident. Han formåede ikke at vinde nomineringen, konstaterer magasinet. Fem år senere, nu komfortabelt positioneret i Det Hvide Hus, var Reagan udsat for et næsten dødeligt mordforsøg udført af attentatmanden John Hinckley. "Fra da af trak parret sig tilbage ind i en slags stavrende okkultisme og tog sjældent beslutninger uden en astrologs råd," skriver magasinet Guernica.

I 1988 udkom den tidligere stabschef Donald Regan med erindringsbogen "For the Record" ("For en ordens skyld"). Donald Regan havde været ansat som del af regeringsadministrationen under Ronald Reagan i en årrække. Bogen bekræftede præsidentparrets "lange forelskelse i stjernetegn," skriver Guernica.
"Stort set alle større træk og beslutninger, som Reaganerne traf i min tid som stabschef i Det Hvide Hus, blev godkendt på forhånd af en kvinde i San Francisco, som lavede horoskoper for at sikre, at planeterne var i en gunstig linjeføring," skrev Regan. Dette var en astrolog ved navn Joan Quigley. "Det efterfølgende medievanvid var pinligt" og gjorde Joan Quigley, "til en pseudo-berømthed," påpeger Guernica-artiklen. Som eksempel på medievanvid fortæller artiklen, at New York Post i maj 1988 udkom med overskriften "Astrolog styrer Det Hvide Hus". Samme avis udgav i 2021 en opfølgende artikel om de bemærkelsesværdige afsløringer med titlen "How Ronald Reagan’s wife Nancy let her astrologer control the presidency" ("Hvordan Ronald Reagans kone Nancy lod sin astrolog styre præsidentembedet").
Men Nancy Reagan forsøgte at dække over Det Hvide Hus' brug af clairvoyante, fortæller den engelske avis Independent med reference til en dokumentarfilm om præsidentparrets astrologi-afhængighed. "Lyv hvis du skal, bare lyv," sagde førstedamen til sin astrolog Joan Quigley ifølge filmen. "Du kan ikke sige noget." Nancy Reagan konsulterede angiveligt i hemmelighed Joan Quigley om alt fra koldkrigsforhandlinger til timing af præsidentmeddelelser - og hun sørgede for, at det blev gjort "i korrekt overensstemmelse med planeterne".
"Nancy Reagan stolede på Joan Quigley, hun ringede til hende nogle gange otte gange om dagen for næsten alt, ned til utrolige detaljer, inklusiv start- og landingstider for Air Force One," udtaler Nancy Reagan-biografiforfatteren Kitty Kelley ifølge Independent. "Det var astrologi, der tegnede deres vej. Ingen vidste det på det tidspunkt."

Hollywood var i sin guldalder da den mest berømte af de astrologer, Reagans konsulterede, Carroll Righter, havde sin storhedstid der. Filmbyen var "den perfekte kulisse for Righters varemærke af uklar, febrilsk clairvoyance," skriver Guernica. Righter var vært for månedlige "stjernetegns-fester" - "overdådige sammenkomster for nogle af Los Angeles' mest chic" celebrities. "Mere end 500 berømtheder og filmstudie-chefer fræsede rundt og nød fascinationen af det mystiske og fremmedartede," fortæller Guernica.

"Righter og Reagans blev hurtigt dybt indviklet i hinanden, og han trænede parrets spirende politiske forhåbninger". Som han havde gjort for Marlene Dietrich, Susan Hayward og utallige andre starlets, fungerede Righter også "som Reagans terapeut, strateg og skriftefader på én gang," slår magasin-artiklen fast. Da Reagan-parret kom ind i Det Hvide Hus var Righter en lejlighedsvis gæst, og ifølge artiklen "en af de få homoseksuelle, som Reaganerne underholdt med så ubetinget velbehag".
Her skal det dog indskydes, at vi har hørt om flere andre homoseksuelle, som var tætte venner med Reagan: Roy Cohn, Bruce Ritter, Theodore McCarrick og Larry King, der alle desuden angiveligt var pædofile serieovergrebsmænd.
I midten af 1980'erne var Righter "mere en gammel familieven end en betroet rådgiver," fortsætter Geurnica-artiklen og uddyber:
"Den rolle tilfaldt nu Jeane Dixon, Joan Quigley og en roterende rolleliste af synske."

Ronald Reagan gav ofte udtryk for at han var kristen og troende, og han var en del af "det evangeliske højre" - den konservative kristne del af USAs politiske spektrum. I sommeren 1980 udtalte Reagan fx angiveligt, "jeg er født på ny [kristen], og jeg er bibeltroende."
Reagans tro på astrologi og konsultationer hos diverse astrologer går ellers imod Bibelen, der siger, at dette er en falsk tro og forbudt:
Astrologer sidestilles med troldmænd i Esajas bog 47:13-14, som også fortæller, at de bliver brændt som kornstubbe på marken.
Astrologi og spådom ved hjælp af stjernerne er forbudt ifølge 5. Mosebog 18:10-14.
Bibelen forbyder at tilbede eller tjene "himlens hær" - sjernerne på himlen (5. Mosebog 4:19). Flere gange faldt Israel imidlertid i netop den synd (2 Kongebog 17:16 er et eksempel), og deres tilbedelse af stjernerne førte hver gang til Guds dom over dem.
De kongelige astrologer ved det babyloniske hof blev gjort til skamme af Guds profet Daniel (Daniel 1:20) og var ude af stand til at tyde kongens drøm (Daniel 2:27) - i modsætning til Daniel.

I forhold til Ronald Reagan kan man også undre sig over, hvad den bibeltroende evangeliske kristne præsident mon lavede sammen med sine fire homoseksuelt pædofile nære venner og overgrebsgrebsmænd. Desuden kunne man spørge om, hvad han mon lavede i den okkulte klub Bohemian Klub med angiveligt masser af homosex, sex med prostituerede, mænd der optræder i kvindetøj og en mystisk sceance, hvor kutteklædte deltagere tilsyneladende begraver en mumie-figur foran en kæmpeugle. Man kan måske også undre sig en smule over denne rettroende kristne præsidents forbindelser til mafiaen, og at hans position synes at have været afhængig af dette forhold. Ud af dette kunne nogen måske få det indtryk, at det evangelisk kristne og bibeltro image Ronald Reagan dyrkede med sine officielle udtalelser, ikke var i særlig god overensstemmelse med det, han foretog sig i hemmelighed.
Flere har peget på, hvordan Ronald Reagan brugte sine evner som skuespiller i præsidentembedet. Her er en artikel i avisen The Guardian, som handler om hvordan Reagan-parret "narrede Amerika" og "skabte et falsk billede" af dem selv. Artiklen hævder bl.a., at Ronald og Nancy Reagan, "udøvede en dengang hidtil uset grad af kontrol over, hvordan de blev set, og for det blev de salvet som de nye frelsere af den højreorienterede livsstil under deres ophold i Det Hvide Hus i 80'erne."
En anden person i Ronald Reagans kreds, som også mestrede at skjule sin okkultisme til fordel for sin tilsyneladende kristne tro var præsten og frimureren Norman Vincent Peale. Peale populariserede konceptet "positiv tænkning", som også var en ideologisk motor i Ronald Reagans liv. "Positiv tænkning" er troen på, at positive tanker tiltrækker positive forandringer. Reagan havde blandt andet en meget stærk tro på sin egen glorværdige gudskabte skæbne.
Kritikere kaldte Norman Vincent Peale en bedrager og beskrev hans kirke som en kult.
"Peale havde et støttende forhold til Richard Nixon og senere med Ronald Reagan, sidstnævnte tildelte ham Frihedsmedaljen i 1985," fortæller denne hyldestartikel for Peale.
Man kan tilføje at Peale også havde en tæt relation til en anden senere præsident - Donald Trump, som også havde tætte forbindelser til mafiaen såvel som bl.a. den pædofile serieovergrebsmand Jeffrey Epstein (se del x).
Her er det en artikel i magasinet Politico med titlen "How Norman Vincent Peale Taught Donald Trump to Worship Himself" ("Hvordan Norman Vincent Peale lærte Donald Trump at tilbede sig selv"). Det er netop en artikel om Peales "positive tænkning", og om hvordan den ideologiske mystiker-pastor påvirkede Donald Trump. Peales læresætning nr. 1 er "Tro på dig selv!" - og altså ikke "Tro på Gud!"
Trump har, som Politico-artiklen påpeger, været en excellent udøver af dette mindset med fokus på egocentrisk selvhævdelse. Påstanden om Peales påvirkning af Trump er desuden naturligvis i skarp kontrast til det kristne bud om at tilbede Gud og ikke fejlbarlige mennesker - og selvfølgelig slet ikke sig selv.

Adskillige præsidenter og præsidentfruer har gennem årene været infilteret i mystik og okkultisme. Vi har allerede hørt om de to Bush-præsidenter, som begge var indviede i Skull and Bones-klubben, og vi skal senere i denne del høre mere om det markante antal af amerikanske præsidenter, der samtidig var frimurere. Nancy Reagan var også langt fra den eneste præsidentfrue, der havde tilbøjeligheder i retning af okkultisme og mystisk spiritualitet, fortæller denne artikel i magasinet Vice. Dette gjorde sig ifølge artiklen tilsyneladende også gældende for otte eller ni andre præsidentfruer: Jane Pierce, Mary Todd Lincoln, Edith Wilson, Florence Harding, Grace Coolidge, Eleanor Roosevelt, Lady Bird Johnson og Jackie Kennedy. Derudover indrømmede Hillary Clinton selv, at hun "indimellem havde imaginære samtaler med fru Roosevelt" (senere kaldet "fantasi-øvelser") for at prøve at finde ud af, hvad den tidligere præsidentfrue ville gøre i Clintons situation.
Kilden til informationen om de øvrige præsidentfruer er Pat Krider, den administrerende direktør for National First Ladies' Library (Det nationale bibliotek om amerikanske præsidentfruer). Pat Krider fremlægger i artiklen sin viden baseret på historiske studier af personerne.

Systematisk tortur, seksuelt misbrug og forsøg på 'hjernevask' i Project MK-Ultra
I de tidlige 1940'ere udførte nazistiske videnskabsmænd, der arbejdede i koncentrationslejrene Auschwitz og Dachau, forhørseksperimenter på mennesker. Stoffer som barbiturater, morfinderivater og hallucinogener som meskalin blev brugt i eksperimenter udført på jøder og sovjetiske krigsfanger, som havde til formål at udvikle et "sandhedsserum", som ville "eliminere den undersøgte persons vilje". Blandt andre den amerikanske historiker Stephen Kinzer hævder, at CIAs tilsvarende projekt var en "fortsættelse" af disse tidligere nazistiske eksperimenter:
"CIAs tankekontrolprojekt, MK-Ultra, var i det væsentlige en fortsættelse af arbejdet, der begyndte i japanske og nazistiske koncentrationslejre. Ikke alene var det stort set baseret på disse eksperimenter, men CIA hyrede faktisk vivisektionister (personer som foretager kirurgiske indgreb på levende dyr red.) og torturbødler, der havde arbejdet i Japan og i nazistiske koncentrationslejre, til at komme og forklare, hvad de havde fundet ud af, så vi kunne bygge videre på deres forskning."

Det var en del af de talrige tyske videnskabsmænd, der blev hyret til at arbejde for USA, som en del af den hemmeligstemplede "Project Paperclip" ("Projekt Papirklip").
Project Paperclip var et amerikansk statsligt program, der bragte cirka 1.500 nazistiske videnskabsmænd, eksperter og teknikere til USA lige efter 2. Verdenskrig, for at udnytte deres viden til militære og industrielle formål. Eksperter rekrutteret gennem Project Paperclip hævdede ofte, at de havde været uvidende om omfanget og kriminaliteten af slavearbejds- og koncentrationslejrsystemet. Men senere analytikere såede tvivl om disse påstande. Flere berygtede sager kom frem i lyset, hvor nazistiske eksperter, der selv direkte havde deltaget i fx jødeforfølgelse, havde fået ophold i USA eller havde fået lov til at komme ind i landet gennem Paperclip-relaterede projekter.

Amerikansk interesse for narkotikarelaterede forhørseksperimenter begyndte i 1943, da Office of Strategic Services (OSS - forløberen for CIA) begyndte at forsøge at virkeliggøre visionen om et "sandhedsstof", der skulle frembringe uhæmmet sandfærdighed hos en afhørt person. I 1947 indledte den amerikanske flåde Project Chatter, et forhørsprogram, som udførte den første test af LSD-25 på mennesker. Der findes frigivne hemmelige dokumenter fra den amerikanske flåde, som afslører dette, og det er desuden bl.a. beskrevet i bogen "Acid Dreams: The Complete Social History of LSD: The CIA, the Sixties, and Beyond" ("Syredrømme: Den komplette sociale historie om LSD; CIA, 60'erne og derefter").
I 1950 indledte CIA under ledelse af general Walter Bedell Smith en række afhøringsprojekter, der involverede menneskelige forsøgspersoner, det første kaldet "Project Bluebird", men i 1951 officielt omdøbt til "Project Artichoke". Formålet med Artichoke var at afgøre, om en person kunne blive tvunget til ufrivilligt at udføre et mordforsøg. Morfin, meskalin og LSD blev administreret på uvidende CIA-agenter i et forsøg på at fremkalde hukommelsestab hos forsøgspersonerne. Derudover havde Project Artichoke til formål at anvende visse vira såsom denguefeber som potentielle invaliderende midler. Project Artichoke kørte fra 1951 til 1953 og søgte således at udvikle og teste metoder til bevidsthedskontrol, tortur, forhør og drab. Det involverede hemmelige fængsler samt stoffer, hypnose og andre teknikker udført på amerikanske og udenlandske ofre, herunder soldater, fanger, krigsfanger og psykiatriske patienter.
Man læser følgende uddybning i NPR-artiklen "The CIA's Secret Quest For Mind Control: Torture, LSD And A 'Poisoner In Chief'" ("CIAs hemmelige jagt på bevidsthedskontrol: Tortur, LSD og en 'Giftmorder som chef'"):
"CIA-officerer i Europa og Asien fangede fjendens agenter og andre, som de mente kunne være mistænkte personer eller på anden måde var, hvad de kaldte "undværlige". De ville fange disse mennesker og smide dem ind i cellerne og derefter teste alle slags - ikke bare narkotika - men andre teknikker, såsom elektrochok, ekstreme temperaturer, sensorisk isolation - imens de bombarderede dem med spørgsmål, og prøvede at se, om de kunne nedbryde modstand og finde en måde at ødelægge det menneskelige ego på. Så disse var projekter designet ikke kun til at forstå det menneskelige sind, men til at finde ud af, hvordan man ødelægger det.

NPR-artiklen tager sit udgangspunkt i et interview med Stephen Kinzer omkring hans bog "Poisoner in Cheif" - om kemikeren, CIA-projektchefen og torturbødlen Sydney Gottlieb.
Gottlieb blev i 1953 leder for et hemmeligt projekt, der fik kodenavnet Project MK-Ultra. Det ulovlige projekt havde til formål at udvikle, producere og identificere metoder og stoffer, der kunne bruges i afhøringer for at svække individer og fremtvinge tilståelser gennem hjernevask og psykologisk tortur.
Stephen Kinzer fremlægger CIAs mål således:
"Gottlieb ønskede at skabe en metode til at overtage kontrollen over folks bevidsthed, og han indså, at det var en todelt proces. Først var du nødt til at sprænge den eksisterende bevidsthed væk. For det andet måtte du finde en måde at indsætte en ny bevidsthed i det skabte tomrum."

Projektet begyndte ifølge de foreliggende oplysninger 1953 og blev officielt stoppet i 1973 ifølge CIAs og myndighedernes egne udmeldinger - fordi projektet blev afsløret. MK-Ultra brugte - uden forsøgspersonernes samtykke - adskillige metoder til at manipulere forsøgspersonernes mentale tilstande og hjernefunktioner, såsom hemmelig administration af høje doser af psykoaktive stoffer (især LSD) og andre kemikalier, elektrochok, hypnose, sensorisk afsavn, isolation, verbalt og seksuelt misbrug og andre former for tortur.
MK-Ultras omfang var bredt, med aktiviteter udført under dække af forskning på mere end 80 institutioner ud over de militære, herunder gymnasier og universiteter, hospitaler, fængsler og farmaceutiske virksomheder. CIA opererede ved hjælp af frontorganisationer, selvom nogle ledere ved disse institutioner var klar over CIA's involvering.

MK-Ultra blev organiseret gennem CIAs Office of Scientific Intelligence (Kontor for videnskablige efterretninger) og koordineret med United States Army Biological Warfare Laboratories (USAs militære laboratorier for biologiske våben). Programmet involverede ulovlige aktiviteter inklusivt brugen af amerikanske og canadiske statsborgere som uvidende testpersoner. Over 7.000 amerikanske veteraner deltog i disse eksperimenter uden samtykke i 1950'erne, 60'erne og til starten af 1970'erne. Mange af dem sagsøgte senere.

MK-Ultra-projekterne "var designet ikke kun til at forstå det menneskelige sind, men til at finde ud af, hvordan man ødelægger det," fortæller NPR-artiklen, som derefter bemærker:
"Og det gjorde helt bestemt Gottlieb - selv om han på nogle måder var en meget medfølende person - til den mest produktive torturbødel i sin generation."

Gottlieb opererede næsten helt uden opsyn, fortæller Stephen Kinzer til NPR. Han havde en art undtagelsessituation fra sin nærmeste chef, Richard Helms, og fra CIA-direktøren, Allen Dulles. "Men ingen af dem ville rigtig vide, hvad han lavede," udtaler Kinzer. Han havde tilladelse til at dræbe og fik lov til at rekvirere menneskelige forsøgspersoner over hele USA og rundt om i verden. Han kunne udsætte dem for alle typer af misbrug, han ønskede - selv op til det niveau, hvor det betød døden for forsøgspersonen. Ingen "kiggede ham over skulderen," konstaterer Kinzer. "Han behøvede aldrig at indgive seriøse rapporter til nogen."
Allan Dulles var den CIA-chef, vi også hørte om i del x, som - ifølge bogen "The Devil's Chessboard" ("Djælvens skakbræt") - så sig selv som hævet over den folkevalgte lov, idet han manipulerede og undergravede amerikanske præsidenter i forfølgelsen af sine personlige interesser og interesserne hos den rige elite, som han regnede som sine venner og klienter. Han gjorde, ifølge bogen, dette i samarbejde med nazi-kontrollerede karteller, tyske krigsforbrydere og mafialedere. Dulles forsøgte også at ramme udenlandske ledere med attentatmord og vælte nationalistiske regeringer, der ikke var i overensstemmelse med CIA-chefens egne politiske mål - og han brugte disse taktikker til at fremme sine mål i USA.

Nogle af Gottliebs eksperimenter blev hemmeligt finansieret på universiteter og forskningscentre, siger Stephen Kinzer, mens andre blev udført i amerikanske fængsler og i hemmelige interneringscentre i Japan, Vesttyskland og Filippinerne, som CIA oprettede så USA kunne undgå kriminel retsforfølgelse. Mange af de uvidende forsøgspersoner gennemgik psykologisk tortur lige fra elektrochok til høje doser af LSD, bekræfter Kinzer med sine undersøgelser. Kinzer bemærker, at den tophemmelige karakter af Gottliebs arbejde gør det umuligt at måle de menneskelige omkostninger ved eksperimenterne. "Vi ved ikke, hvor mange mennesker der døde, men flere gjorde, og mange liv blev permanent ødelagt," siger han.
Dette skyldes desuden at lederne af MK-Ultra projektet forsøgte at destruere CIAs materiale om de ulovlige eksperimenter og overgreb. Stephen Kinzer forklarer, at slutningen på Gottliebs CIA-karriere kom i 1973, da hans chef og protektor, Richard Helms, som på det tidspunkt var blevet direktør for CIA, blev fjernet af præsident Richard Nixon. "Da Helms var væk, var det bare et spørgsmål om tid, før Gottlieb ville blive fjernet," siger Kinzer videre.

"Det vigtigste var, at Helms virkelig var den eneste person hos CIA, der havde en idé om, hvad Gottlieb havde lavet. Så da de begge var på vej ud af CIA, blev de enige om, at de skulle ødelægge alle optegnelser om MK-Ultra. Gottlieb kørte faktisk ud til CIA's journalcenter og beordrede arkivarene at ødelægge kasser fulde af MK-Ultra-optegnelser. ... Det viser sig dog, at der blev nogle [optegnelser] fundet andre steder; der var et depot for udgiftsregnskaber, der ikke var blevet ødelagt, og der er forskellige andre papirer tilbage. Så der er nok derude til at rekonstruere noget af det, han gjorde, men hans bestræbelser på at fjerne hans spor ved at ødelægge alle disse dokumenter i begyndelsen af 70'erne var ganske vellykket."

Torturbødlens spirituelle rejse med mystikerreligioner og gode gerninger
Sydney Gottliebs "hensynsløse eksperimenter med 'undværlige' menneskelige subjekter ødelagde mange liv, men alligevel betragtede han sig selv som dybt åndelig," fortæller beskrivelsen af bogen "Poisoner in Chief".
Sydney Gottleib var uden tvivl et "spirituelt søgende menneske" - og hans søgen ledte ham i retning af mystik og hedenske religioner.
Hans forældre var ortodokse jøder, immigranter fra Ungarn, "men han opgav jødedommen og eksperimenterede med mange religiøse holdninger, fra agnosticisme til zenbuddhisme," står der i avisen Guardians nekrolog efter Gottliebs død i 1999.
Agnosticisme er det synspunkt, at det ikke er muligt at få vished om Guds eksistens og at sandheden ikke kan erkendes. Dette synspunkt synes at være Gottliebs første skridt væk fra den jødiske gudstro.
Selvom man ikke kan få vished om Guds eksistens og sandheden måske ikke kan erkendes, er det dog ikke ensbetydende med at Gud og sandheden ikke findes, hvilket måske ellers er en ubevidst konklusion for nogle.
I praksis er ordet agnosticisme opfundet i 1869 af den britiske biolog og darwinist Thomas Henry Huxley, fortæller encyklopædien Britannica.
Britannica fremlægger desuden den almindelige forståelse af forskellen mellem ateisme og agnosticisme: "Ateisten hævder, at der ikke er nogen Gud, hvorimod agnostikeren kun hævder, at han ikke ved." Britannica hævder, at denne udlægning er vildledende. Britannica peger blandt andet på at opfinderen af begrebet agnostiscisme - Huxley - selv afviste mange almindelige synspunkter om Gud som direkte falske; hans forsyn og menneskets skæbne efter døden. Disse ting mente Huxley altså åbenbart at vide nok om til at kunne afvise. Hvordan Sydney Gottleib har forholdt sig til sin agnostisticisme er uvist.
Den anden af de nævnte ideologi-eksperimenter Gottlieb angiveligt forsøgte sig udi - Zenbuddhisme - er en retning inden for japansk buddhisme, "der hævder at videreføre den sande buddhisme, som består i opnåelsen af oplysningen," fortæller Den Store Danske ordbog. "Zenbuddhismens lærere mener, at muligheden for at opnå oplysningen findes hos alle, men på grund af uvidenhed benyttes dette potentiale ikke," slår artiklen i ordbogen fast. Altså tilsyneladende (igen) en skelnen mellem de uvidende og de vidende - og måske lidt samme princip, som vi har hørt om tidligere, med "indviede" og "uindviede".
Herefter forklarer ordbogen at "[v]ejen til erkendelse" i zenbuddhisme ikke er "studier af hellige skrifter, udførelsen af fortjenstfulde handlinger, riter og ceremonier eller tilbedelse af billeder, men går gennem et pludseligt gennembrud, hvor dagligdagens logik og opdeling i subjekt og objekt brydes".
Hvordan det sidste skal forstås er svært at sige, men tilsyneladende er det et brud med at opdele sig selv (subjekt) fra verdens ting (objekter).
Et andet skridt på Gottliebs religiøse rejse var panteisme. Som vi hørte tidligere (i forbindelse med George Washington) er panteisme den opfattelse, at Gud er i alt, eller at Gud er identisk med verden. Altså igen noget med at undlade at opdele - denne gang Gud fra verden. Denne opdeling er ellers indbygget i den tro Gottlieb kom fra, jødedommen (og som vi tidligere hørte også i kristendommen).
"Det grimme ved MK-ULTRAs eksperimenter synes at have forårsaget en reaktion hos Gottlieb selv," fortæller magasinet The New Yorker, og peger i den forbindelse på, at han "til sidst rejste til Indien, efter at have omfavnet forskellige former for panteistisk mystik".
Der kan synes at være spor af panteisme i tidlige animistiske religioner (bl.a. tro på ånder i dyr), og den antikke græske religion havde blandt sine mange guddomme nogle, hvis natur kunne have støttet panteisme, fortæller Britannica. Det britiske opslagværk uddyber videre, at "senere tiders mysteriereligioner bestemt understregede typer af mystisk forening, der er typiske for panteistiske systemer."

"Efter at Sydney Gottlieb forlod CIA, påbegyndte han en slags spirituel odyssé," skriver Guardian i sin nekrolog. Han drev en spedalskkoloni i Indien i 18 måneder sammen med sin kone, en datter af amerikanske missionærer på subkontinentet. Senere arbejdede han på et hospice og passede døende mennesker. Sydney Gottliebs pension stod på den måde i markant kontrast til hans arbejdsliv med tortur af tusindvis af hjælpeløse ofre, hjernevask, forgiftninger og et uvist antal mord. Det kunne næsten virke som om den tidligere torturbøddel forsøgte at kompensere for sine mange ugerninger.
Tanken om at gode gerninger kan kompensere for onde, og man på den måde kan opnå en form for syndsbalance, findes i buddhismen såvel som i flere mysteriereligioner.
Her er det en vietnamesisk buddhistisk hjemmeside, der forklarer "[h]vad buddhister tror på" i forhold til gode og onde handlinger og tilgivelse:
"At bede om tilgivelse er meningsløst, hvis en person, efter at bønnen er bedt, gentager den skjulte handling igen og igen. Hvem er der til at 'vaske en persons synder væk' undtagen han selv? Dette skal begynde med erkendelse, det vidunderlige rensemiddel. For det første indser han arten af hans gerning og omfanget af den påførte skade. Dernæst indser han, at denne gerning er usund, lærer af den og tager beslutningen om ikke at gentage den. Derefter udfører han så mange gode gerninger mod den berørte part såvel som mod andre, så meget som muligt. På denne måde overvinder han virkningen af den dårlige gerning med en byge af gode gerninger."

I buddhismen er det altså personen selv, der vasker sine synder væk, ved at kompensere med flere gode gerninger. En slags regnskab mellem gode og onde gerninger. I jødedommen søger man hjælp og tilgivelse hos Gud - og i kristendommen kan kun Jesus rense synderen og give personen frelse.
I kristendommen kommer den forbedrede opførsel, som et produkt af Jesu tilgivelse og frelse. Menneskets egne gode gerninger er således ikke en betingelse for tilgivelsen, sådan som man kan se det er tilfældet i buddhismen. Man skal blot henvende sig til Jesus i angerfuld bøn. I buddhismen er frelsen op til mennesket selv - hvilket samtidig betyder, at man er overladt til sig selv.

De religiøse idéer, Gottlieb opsøgte, er alle nogle, som er at finde i den religiøse og kulturelle bevægelse kaldet New Age. Denne bevægelse opstod i forbindelse med ungdomsoprøret i slutningen af 1960'erne og voksede op igennem 1970'erne. Idéen om panteisme udtrykkes fx i New Age-begreber som "Ocean of Oneness" ("Hav af Enhed"), "Infinite Spirit" ("Uendelig Ånd"), "Primal Stream" ("Primær Strøm"), "One Essence" ("Én essens") m.fl. New Age blander desuden religioner fra hele verden; Østens religioner - bl.a. buddhisme - med bl.a. jødedom og kristendom. Som vi skal se på senere, opstod New Age-bevægelsen ud af tanker formuleret af bl.a. Helena Blavatsky omkring det tidligere nævnte Teosofiske Selskab.

På sin religiøse rejse havde Sydney Gottlieb også socialistiske idéer i sin baggage - og han blev desuden ganske personligt knyttet til ungdomsoprøret. Han blev uddannet på City College i New York, "arnested for socialister og antisocialister, der blev 1970'ernes neokonservative," fortæller Guardian i sin nekrolog. Senere blev han manden der startede LSD-misbruget blandt flere ikoner i hippiemiljøet.
Med reference til forfatteren Stephen Kinzer formulerer magasinet The New Yorker det således:
"Ved hemmeligt at være underleverandør for LSD-relaterede eksperimenter i hele den amerikanske akademiske verden, såede Gottlieb utilsigtet frøene til den store bølge af psykedelia, hvor halvdelen af det unge Amerika blev tændt, tunede ind og droppede ud."

Da Gottlieb konkluderede, at LSD var "for uforudsigelig" til bevidsthedskontrol, var det for sent, fortsætter New Yorker-magasinet. "LSD var ude af CIA's kontrol," refererer New Yorker Stephen Kinzer for at sige.
"Først sivede det ind i elitesamfundet. Så spredte det sig til studerende, der tog det i CIA-sponsorerede eksperimenter. Til sidst eksploderede den ind i den amerikanske modkultur og gav næring til en bevægelse dedikeret til at ødelægge meget af det, som CIA forsvarede og holdt højt."

En bannerfører for 70'erne ungdomsoprør - John Lennon - bemærkede:
"Vi skal altid huske at takke CIA og hæren for LSD i øvrigt. Det er det, folk glemmer. Alt er det modsatte af, hvad det er.”

New Yorker bemærker desuden, at "acidheads som Ken Kesey og Grateful Dead-tekstforfatteren Robert Hunter først blev udsat for LSD i forskningsprogrammer, der i sidste ende var knyttet til Gottliebs." Ken Kesey var en amerikansk forfatter, som blev opfattet som "en helt i 1960'ernes modkulturrevolution og i hippie-bevægelsen". Han skrev bl.a. romanen "One Flew Over the Cuckoo’s Nest" (udgivet på dansk under titlen "Gøgereden").
Sydney Gottleib var personligt optaget af religioner og idéer, der findes i den New Age-religionsbevægelse, som også var en del af ungdomsoprøret. Samtidig var han altså også manden, der gav næring til dette åndelige trip - med introduktionen af LSD til diverse ledende figurer i selvsamme bevægelse.

Da Gottlieb gk på pension var han ikke kun på spirituel rejse i Indien, han endte med at være "øko-hippie" i præcis den lille amerikanske by hvor også en anden pensioneret spirituel mystiker og militærmand boede - en mand ved navn Marion Pettie. Dette blev omtalt i detaljer i del x.
Marion Pettie var leder af "Finders-gruppen", som blev anklaget for systematiske overgreb på børn i forbindelse med en operation der tilsyneladende var knyttet til efterretningsmiljøet i USA og involverede både højteknologi og satanisme. Den offentlige opmærksomhed omkring Pettie og Finders-gruppen startede med at seks halvnøgne og misrøgtede børn blev opdaget i Tallahasee Florida sammen med to velklædte mænd, der tilsyneladende fuldstændigt ignorerede børnenes fysiske ubehag og mentale utilstrækkeligheder. De to mænd blev umiddelbart arresteret, men senere frigivet og sagen blev nedtonet. De og børnene viste sig dog at være del af Finders-gruppen.
Flere af elementerne omkring Pettie ligner den måde Sydney Gottlieb opererede nogle dele af sine forskelligartede MK-Ultra-projekter på. Marion Pettie havde blandt andet to lejligheder, som han - med sine egne ord - "åbnede op for alle, der ville komme ind" for, at "de skulle lære" ham "noget om magt, penge eller sex." Den ene lejlighed blev beskrevet som en “hippie crash pad” - hvilket er en vending der giver forståelsen af et hippie-sted man frit kunne komme til og feste med stoffer. Ligeledes havde MK-Ultra operationen fx et "safe house" ("sikkert hus") i New Yorks Greenwich Village - og flere andre lokationer forskellige steder i landet - hvor ofre blev inviteret eller indbragt og indtog diverse stoffer - enten med eller uden samtykke. I den forbindelse indgik tilsyneladende også diverse seksuelle handlinger nogle steder med blandt andet prostituerede, S/M- og fetish-sex og lignende, som synes at kunne tilsvare Marion Petties bemærkning om sit studie af "magt, penge eller sex".

Nedbryd sindet til infantil tilstand og genopbyg det efter forsøgslederens ønsker
Donald Ewen Cameron var en skotsk psykiater, som blev den første direktør for det psykiatiske hopital Allan Memorial Institute i Montreal, der åbnede i 1940. Han havde i efterkrigsårene været yderst kritisk i forhold til den tyske befolknings samlede psykologiske tilstand. Han holdt også et foredrag kaldet 'Farlige mænd og kvinder', hvor han konkluderede, at den tyske race var arveligt disponeret for umenneskelige handlinger.
Med baggrund i sin bekymring over det tyske folk begyndte Cameron at differentiere befolkninger i de 'svage' og de 'stærke' - og han udtrykte sin bekymring over, at de 'svage' fortsatte med at formere sig. Cameron argumenterede desuden for, at mennesker med psykiske sygdomme kunne overføre deres sygdomme til andre mennesker, og at disse sygdomme på den måde kunne sprede sig i samfundet.

I 1953 udviklede Cameron teorien om "psychic driving" ("psykisk kørsel"), hvor patienternes sind blev manipuleret ved hjælp af ord og sætninger ("verbal cues"), der blev spillet gentagne gange. Målet var at bringe undertrykte tanker frem i forreste række af patientens sind, så de kunne identificeres. Det kan enten være optagelser af patientens egne udsagn ('autopsykisk kørsel') eller indtalt af en undersøger ('heteropsykisk kørsel').
I sin bog "Search for the Manchurian Candidate" skriver John Marks, at Cameron ville "bombardere forsøgspersonen med gentagne verbale beskeder." Cameron fik højttalerne installeret bogstaveligt talt under puderne i "soveværelserne". "'Vi sørgede for, at de hørte det,' siger en læge, der arbejdede sammen med Cameron," fortæller Marks.
I en undersøgelse af Cameron (1956) blev en båndoptager brugt til at optage en 40-årig kvindelig patients egne sætninger. Hun blev derefter tvunget til at lytte til sit eget følelsesladede udsagn: "Hvis du ikke tier stille, vil jeg efterlade dig", en udtalelse, hendes mor oprindeligt havde sagt til hende (men moren blev hos hende hele livet). I løbet af 45 gentagelser udtrykte patienten sin nød, tryglede forsøgslederen om at stoppe med at spille den, blev rød i hovedet og begyndte at hyperventilere. Hun begyndte at ryste og fortsatte med at ryste, efter at optagelsen var stoppet.
I undersøgelsen blev "heteropsykisk kørsel" også brugt på patienter i 10-12 timer, nogle gange under søvn. Natrium amobarbital blev brugt til at sætte patienter i "klinisk koma" for at forlænge perioderne med psykisk kørsel i op til 20 timer om dagen over en periode på 10-15 dage. I sin artikel citerede Cameron en anden kontroversiel psykiater Donald Hebbs teknikker om "psykologisk isolation", som Hebbs udviklede for at reducere patientens forsvarsmekanismer. Her blev en patient anbragt i et mørkt, stille rum med beskyttelsesbriller, der dækkede øjnene, og forhindret i at røre ved sin egen krop som en måde at "blande sig i sit selvbillede" og mindske sin "ekspressive udstrømning".
Senere begyndte Cameron da også at bruge hovedtelefoner på patienter for at spille udsagnet med 'større effekt', og patienter sammenlignede det med at høre en stemme i deres eget hoved. Cameron eksperimenterede også med stimulerende stoffer som Desoxyn og nævnte muligheden for at bruge hypnose.
Forfatteren Alfred McCoy har argumenteret for, at Donald Hebbs' forskning i fratagelse af sanser blev finansieret af og koordineret med CIA. Ifølge McCoy havde CIA til hensigt at bruge forskningen til at udvikle nye forhørs- og torturteknikker.

CIA fattede interesse for Camerons eksperimenter. I januar 1957 begyndte CIA at støtte Camerons eksperimenter, i et underproject i MK-Ultra kaldet Subproject 68. Samarbejdet indbragte Cameron 69.000 dollars i løbet af de næste par år (tilsvarer 579.480 dollars i 2023, justeret for inflation). CIA brugte en frontorganisation til finansieringen kaldet "Society for the Investigation for Human Ecology" ("Selskabet for undersøgelsen af menneskelig økologi"), og klassificerede eksperimenterne som civil forskning overfor Cameron og hans kolleger. "Psykisk kørsel" var, ifølge denne videnskabelige artikel, "en hjernevasketeknik kendt for 'depatterning' af patienters sind til en infantil tilstand, så de derefter kunne genopbygges efter forsøgslederens ønsker."
Ordet "depatterning" kan oversættes til "at hjernevaske ved at fjerne normale tankemønstre og adfærd."
Cameron brugte stoffet chlorpromazin og forskellige barbiturater til at fremkalde en "forlænget søvntilstand" i 20-22 timer om dagen over en periode på 10 dage. Derefter begyndte elektrochokbehandlinger for at opnå "fuldstændig depatterning", som udviklede sig i tre trin:
I første fase havde forsøgspersonen et mærkbart hukommelsestab, men kunne stadig genkende læger, sygeplejersker og familiemedlemmer.
I anden fase havde personen "mistet sit rumlige og tidsmæssige billede", men var bevidst om disse defekter, idet personen stillede spørgsmål som "Hvor er jeg?" og "Hvordan kom jeg hertil?"
Personen ville også have problemer med grundlæggende motorik, færdigheder og inkontinens.
I tredje fase var personens "oprindelige vrangforestillinger" og alle andre beviser på den skizofrene adfærd "fuldstændig fraværende". "Men på dette tidspunkt var personens sind blevet en helt blank tavle," står der i den videnskabelige artikel.
Derefter konstaterer artiklen:
"Camerons logik er ikke forkert: de vrangforestillinger og hallucinationer, der er specifikke for skizofreni, er blevet elimineret, men det samme er stort set alle andre former for erkendelse."

I en anden undersøgelse kritiserede Cameron brugen af udtrykket "regressiv chokterapi" som beskrivelse af sin depatterning procedure og hævdede, at proceduren fremkaldte en "virkelig funktionel tilbagevenden til spædbarnsalderen".

I "Search for the Manchurian Candidate" skriver John Marks, at Camerons depatterning normalt startede med 15 til 30 dages "søvnterapi". Som navnet antyder, sov patienten næsten hele dagen og natten. Ifølge en læge på hospitalet, der plejede at administrere, blev hvad han kalder "søvncocktailen" tre gange om dagen ledsaget af elektrochok to eller tre gange om dagen. Læger gav dengang indlagte elektrochok en gang om dagen eller hver anden dag. De var på 110 volt, og varede en brøkdel af et sekund. Men Camerons tilgang var 20 til 40 gange længere, og blev givet to eller tre gange dagligt, med strømmen skruet op til 150 volt, fortæller John Marks.
"De hyppige skrig fra patienter, der ekkoede gennem hospitalet, afskrækkede ikke Cameron eller de fleste af hans medarbejdere i deres forsøg på fuldstændig 'depatterning' af deres forsøgspersoner."

John Marks fortsætter:
"CIA sendte psykiateren forskningspenge for at tage behandlingen ud over dette punkt. Agenturets embedsmænd ønskede at vide, om Cameron kunne programmere nye adfærdsmønstre, efter han havde frembragt det tomme sind - sådan som han hævdede, at han kunne."

Ironisk nok havde Donald Cameron selv været i Nürnberg i 1945 i forbindelse med retsprocesserne mod de nazistiske krigsforbrydere efter 2. verdenskrig. Cameron var blevet inviteret dertil for at foretage en psykiatrisk evaluering af nazistlederen Rudolf Hess. Den diagnose Cameron var med til at stille lød på hukommelsestab og hysteri, men Hess tilstod senere, at han havde foregivet dette.
"Camerons eksperimenter havde ødelæggende konsekvenser for patienter og deres familier," står der i den videnskabelige artikel.
"Hvad der begyndte som håbefuld behandling for alvorlig psykisk sygdom, afveg fra legitim medicinsk behandling og blev en form for medicinsk tortur, der er blevet sammenlignet med Nürnbergprocesserne. Hvordan kunne en psykiater til stede ved Nürnberg-processerne, som fordømte hele det tyske folk for at tillade sådanne eksperimenter at ske, blive involveret i sådanne eksperimenter?"

"Historien gentager sig selv," fremhæver den videnskabelige artikel, og konstaterer at der er "mange tydelige ligheder" mellem de eksperimenter fra 2. Verdenskrig, som blev fremført i retten ved Nürnbergprocesserne, og Camerons eksperimenter:
"Blandt eksperimenterne fra 2. Verdenskrig var eksperimenter med ekstrem kulde i Dachau, hvor ofrene blev placeret i kar med koldt vand eller udenfor under ekstremt kolde forhold, mens forsøgsledere registrerede deres fysiologiske reaktioner."
...
"Cameron brugte også temperatur som en uafhængig variabel i sin undersøgelse fra 1934 med skizofrene patienter ved at bruge ekstrem varme og kulde på deltagerne."
...
"Også i koncentrationslejren Dachau forsøgte eksperimentledere at finde en måde at gøre havvand drikkeligt, og tvang ofrene til at drikke havvand, mens de fratog dem mad og ferskvand. Ofrene blev alvorligt dehydrerede til det punkt, hvor de slikkede gulve, der lige var blevet vasket i forsøg på at få dråber frisk vand."
...
"Lignende desperat adfærd blev observeret i Camerons (1931) undersøgelse af dehydrerings virkning på epilepsi".

Artiklen påpeger dog også, at mens de nazistiske eksperimenter testede fysiske reaktioner på forskellige sygdomme og skader, var Camerons berygtede eksperimenter primært psykologiske. Ifølge en datter til et af Camerons ofre blev flere hundrede familier berørt og adskillige liv ødelagt på grund af Camerons eksperimenter med bl.a. "psykisk kørsel", som i dag, ifølge bl.a. forfatteren Gordon Thomas, fortsat er en udbredt metode til tortur af fanger rundt om i verden. Her fortæller en anden pårørende, at Camerons eksperimenter efterlod mandens far som "en menneskelig forsøgskanin, en stakkels patetisk mand uden hukommelse, intet liv. Han mistede sin forretning, han mistede alt." Manden, som selv er psykiater ved Stanford Universitet, var en af ni sagsøgere i en retssag, der søgte om erstatning fra CIA.

Donald Ewen Cameron fungerede som præsident for flere psykiatriske foreninger: American Psychiatric Association (1952-1953 - Amerikansk psykiatisk forening), Canadian Psychiatric Association (1958-1959 - Canadisk psykiatrisk forening), American Psychopathological Association (1963 - Amerikansk psykopatologisk forening), Society of Biological Psychiatry (1965 - Selskabet for biologisk psykiatri) og World Psychiatric Association (1961–1966 - Psykiatrisk verdensforening).

Obstruktion af undersøgelse, ansvarsfraskrivelse, ingen dømte og hån af ofre
I december 1974 fremkom New York Times med nyheden om, at CIA havde udført ulovlige indenlandske aktiviteter, herunder eksperimenter på amerikanske borgere, i løbet af 1960'erne. Denne artikel foranledigede undersøgelser foretaget af den amerikanske kongres i form af the Church Committee (komité ledet af politikeren og advokaten Frank Church) og af en kommission kendt som Rockefeller-kommissionen, som bredere undersøgte CIA's, FBI's og militære efterretningstjenesters ulovlige indenlandske aktiviteter. Det viste sig, at omkring 20.000 dokumenter havde overlevet Helms' og Gotliebs udrensning, da de var blevet ukorrekt opbevaret i en finansiel bygning og blev opdaget efter en FOIA-anmodning i 1977. Disse dokumenter blev dybere undersøgt under Senatets høringer i 1977. Det virkelige omfang og kriminaliteten i MK-Ultra blev således først bragt til offentlighedens opmærksomhed i 1975 i forbindelse med disse dybere undersøgelser og de rapporter der udkom herfra. Project MK-Ultra blev officielt standset to år tidligere i forbindelse med sagens start.
"Dr. Gottlieb, der gik på pension i 1973, blev udførligt interviewet af Senatets efterforskere i 1975, men fortalte dem, at han ikke kunne huske meget om projektet," skrev New York Times i august 1977.

Præsident Gerald Ford udstedte i 1976 the first Executive Order on Intelligence Activities (bekendtgørelse om efterretningsaktiviteter), som blandt andet forbød "eksperimentering med lægemidler på mennesker, undtagen med informeret samtykke". I USA var dette forbudt i forvejen, og det havde fungeret således siden starten af 1900-tallet. Præsident Fords bekendtgørelse var altså kun en indskærpelse overfor netop efterretningstjenester om noget, som allerede var et almindeligt kendt lovkrav.
CIA indrømmede ikke frivilligt, hvad organisationen havde gjort - den blev tvunget til det, gennem de sagsanlæg ofre gennemførte mod efterretningstjenesten. Her er det en artikel fra Washington Post 1982, som findes i CIA's eget offentligt tilgængelige arkiv, der netop fortæller om hvordan fire tidligere fængselsindsatte og "torturerede forsøgskaniner" med et sagsanlæg tvang CIA til diverse indrømmelser. Artiklen slutter med at konstatere, at CIA afviste at give kommentarer til journalisten. Den pensionerede Sydney Gottlieb er citeret for at sige, at projektet med de fire torturerede fængselsindsatte "var i overrensstemmelse med den type eksperimenter, der blev udført på den tid".
CIA belønnede sin MK Ultra-leder, torturbøddel og giftmorder med efterretningstjenestens Distinguished Intelligence Medal (Fornemme efterretningsmedalje), som "tildeles for udførelse af fremragende tjeneste eller for bedrifter af udpræget exceptionel karakter i en opgave eller et ansvarsomårde".
Det har ikke været muligt for undertegnede, at finde nogle artikler e.a. med reaktioner fra CIA, hvor efterretningstjenesten undskylder eller lover at ville undlade at foretage lignende kriminelle handlinger i fremtiden. Tværtimod har jeg kun fundet artikler, der fortæller om CIA's forsøg på at undgå indrømmelser samt statens forsøg på at forhindre ofre i at få erstatning og oprejsning.
Her er det en artikel, der handler om, hvordan den amerikanske stat så sent som i 2023 forsøgte at undgå et sagsanlæg fra ofre for Donald Camerons eksperimenter, gennem en mulig undtagelsesregel om immunitet for fremmede stater.
Hovedanklageren i sagen, Julie Tanny, fortalte, at hendes far var blevet sendt til Allan Memorial Institute hospitalet i 1957 på grund af ansigtssmerter og var blevet sat i Camerons program, "hvor han tilbragte to 30 dages kemisk induceret søvn på hospitalet, angiveligt med en båndoptager under hovedpuden."
I afslutningen af tiden der, bemærkede hans lægejournaler, "det er så vidt vi kan tage ham," sagde Tanny.
"Hvor de ville have ham hen, ved jeg ikke helt, men jeg ved, at da jeg besøgte ham, var han som et barn, i ble, fnisende som en tre-årig," sagde hun og tilføjede, at han ikke kunne genkende sine egne børn.
"Det meste af hans liv forsvandt; han blev aldrig den samme mand," sagde Tanny. Han døde i 1992. Julie Tanny fortalte, at op til 300 familier kunne blive berørt af gruppesøgsmålet, og mange liv blev efterladt i opløsning på grund af de eksperimentelle behandlinger.

Afslutningen på sagen fra den amerikanske stats side blev således tilsyneladende, at ingen blev straffet for overgrebene, selvom de var åbenlyst kriminelle - og at præsidenten bekendtgjorde et lovkrav, der allerede var gældende. Derefter begyndte staten og CIA at arbejde intenst for at undgå at imødekomme de tusindvis af ofre, der selv skulle forsøge at anlægge sager mod statsmagten.
Selvom staten aggressivt, og nogle gange med succes, forsøgte at undgå juridisk ansvar, modtog adskillige sagsøgere kompensation gennem retskendelser, forlig eller ved kongressens mellemkomst.
Nogen kunne måske få den opfattelse, at staten håner de utallige ofre, ved på den ene side at bekendtgøre en lov som allerede gælder, for at fremstå retfærdig og handlekraftig, og på den anden side med al kraft bekæmpe disse ofres mulighed for reelle kompensationer.
Sådanne kritikere kunne måske endda komme til at tænke, at hvis staten virkelig ønskede at undgå at sådanne ting sker igen, ville den sørge for at sagsøge de kriminelle, der havde begået overgrebene - og desuden hurtigst muligt sørge for at hjælpe og kompensere de skadeslidte. Den amerikanske stat har - ligesom andre stater - ellers normalt ingen problemer med at sagsøge borgere, der forbryder sig mod love og regler i samfundet.

Men CIA's forsøg, på at obstruere muligheden for retfærdighed for de mange ofre, begyndte langt tidligere. I del x hørte vi om regeringens sikkerhedsrådgiver Donald Gregg, som angiveligt jævnligt gav politikerlobbyisten og alfonsen Craig Spence og drenge-prostituerede adgang til Det Hvide Hus. Donald Gregg havde desuden arbejdet i CIA siden 1951, før han i 1982 blev national sikkerhedsrådgiver for George H. W. Bush, som dengang var vicepræsident. Gregg havde arbejdet direkte under CIA-direktøren William Casey - og beskæftigede sig i slutningen af 1970'erne med at obstruere Church kommitéen og den sideløbende Pike kommitéen, som i 1975 begge var begyndt at undersøge magtmisbrug i efterretningstjenesterne CIA, NSA og FBI. Disse komitéer undersøgte og afslørede, bl.a. CIAs "love traps" ("kærlighedsfælder") og seksuelle afpresningsoperationer (omtalt i del x - se dette afsnit for referencer til disse informationer samt informationer om Donald Gregg m.m.).
Af andre afsløringer i forbindelse med komiteernes arbejde var netop Projekt MK-Ultra (såvel som flere andre skandaløse efterretingsoperationer - se del x).
Donald Gregg udførte dette obstruktionsarbejde sammen med en ung William Barr, som senere skulle blive George H. W. Bushs justitsminister, (og desuden igen indtage denne post under Donald Trump - også omtalt i del x). Og her fletter magtpositioner sig igen sammen med pædofili og systematisk misbrug af børn: William Barrs far, Donald Barr, arbejdede for forløberen for CIA, Office of Strategic Services (OSS) og rekrutterede senere en ung high school drop-out, den senere dømte pædofile Jeffrey Epstein, til at undervise på Dalton School, hvor Donald Barr var leder. Dette var en skole for børn fra USA's elite og de øverste lag i samfundet. William Barr arbejdede også for CIA - samtidig med at Donald Barr ansatte Epstein på sin eliteskole.

Mordet på en MK-Ultra-whistleblower
Det er, som tidligere nævnt, umuligt at vide hvor mange mennesker, der døde eller blev myrdet af CIA i forbindelse med MK-Ultra, fordi de to CIA-ledere Gottleib og Helms destruerede de fleste sagsmapper. Men særligt ét prominent dødsfald med utvivlsom direkte forbindelse til MK-Ultra er blevet omtalt i adskillige medieartikler - og endda blevet undskyldt af den daværende amerikanske præsident.
Frank Olson var en amerikansk bakteriolog, videnskabsmand i biologisk krigsførelse og ansat ved US Army Biological Warfare Laboratories (USA's militærs biologiske våbenlaboratorier). Frank Olson var også en del af Project MK-Ultra.
Han blev i det skjulte doseret med LSD af sin kollega og leder Sidney Gottlieb og ni dage senere styrtede han til sin død fra et vindue på Hotel Statler i New York.
"Først blev det dømt som et selvmord, men senere ville det blive afsløret, at der var mere i historien," fortæller en historisk artikel om sagen i magasinet Medium.
Befolkningen var ikke tilfreds med hverken Church-komiteens eller Rockefeller Komissionens rapporter. Senator Ted Kennedy besluttede, at der var behov for mere undersøgelse. Han begyndte at se nærmere på det og fik mere viden fra vicedirektøren for CIA, admiral Stansfield Turner. Turner afleverede mere end 20.000 filer til senatet og svarede på så meget han kunne om eksperimentet, fortæller Medium-artiklen. I løbet af denne undersøgelse "blev Frank Olsons navn taget op".
"Og hans dødsårsag ændrede sig fra selvmord til ukendt."

Artiklen giver derefter en personkarakteristik af manden Frank Olson. Han var angiveligt både yderst intelligent og samtidig meget ærlig. Da han fik arbejde for CIA blev han "fejret som en enestående begavelse, og mange tænkte på ham som en af de mest ærlige mennesker, der findes."
han blev sat på Project Artichoke og et par måneder efter "blev han pakket ind i Project MK-Ultra."
"Han kunne ikke lide, hvad han så," fortæller Medium-artiklen.
Omkring det tidspunkt, hvor Olson fik indblik i Project MK-Ultra, trådte han tilbage som leder af Special Operations Division. Han hævdede, at han fik stress og at arbejdet gjorde ham så syg at han fik udslet og sår. Han fortsatte dog med at arbejde med operationen som ansat i CIA. Olsons søn afslørede senere, at hans far ikke var skabt til at se flere af de ting, han fik at se. Han "var ikke i stand til at behandle det, som man skulle være".

Olson var en af dem, der var med til et møde for ansatte videnskabsmænd, hvor de, sammen med CIA-direktøren Allen Dulles, diskuterede Project MK-Ultra. Olsons tilstedeværelse syntes at forstyrre de andre mænd, fortæller Medium. Han ville ofte protestere mod de forslag, der fremkom. En af de ting, der generede ham, var tanken om, mennesker kunne blive injiceret med et sandhedsserum. Det blev ikke bedre, da et par af de andre videnskabsmænd ønskede at prøve det. "På grund af deres indvendinger blev mændene bedøvet," står der i Medium-artiklen. Olson fik LSD. Han blev desorienteret og blev meget syg. De andre så på og noterede, hvad der skete med deres kollega. I løbet af et par dage begyndte han at tale om, hvad han ville gøre. "Deres bekymringer viste sig at være begrundede," fortæller artiklen - han planlagde at afsløre eksperimentet.
Dette kunne de ikke lade ske. De besluttede at sende Olson til New York.
Den 24. november 1953 kom Olson tidligt hjem fra arbejde. Han var sammen med sin kollega, John Stubbs. Hans kone var mistænksom, især da han fortalte hende, at hans overordnede var bange for, at han ville skade hende.

At han gik med til at tage til New York City bekymrede hende ikke meget. Olson var altid på rejse, og dette var bare endnu en af de gange. Hun havde dog håbet på at få et par minutter alene med sin ægtefælle for at finde ud af, om han havde sagt op. Det havde han ikke, "og han ville ikke få en chance for at gøre det," står der i artiklen.
Bare et par nætter efter sit ophold i New York døde Olson. Han faldt gennem vinduet på sit hotelværelse.
Politiet blev tilkaldt, og en undersøgelse blev indledt.
"Olsons værelseskammerat, Robert Lashbrook, virkede mindre end bekymret over, at hans kollega var faldet gennem vinduet. Da han fik det at vide, trak han på skuldrene og opførte sig, som om intet var hændt."

Natlederen nåede frem til Olson, som var i live et par minutter efter faldet. Olson forsøgte mumlende at formidle et budskab, men det var uforståeligt. Olson døde før lægehjælp nåede frem til hotellet.
I Robert Lashbrooks tegnebog fandt man kontaktoplysninger på John Mulholland, en mand, der var tryllekunstner, før han blev et CIA-aktiv. Det skulle vise sig, at Lashbrook havde kontaktet denne mand via telefon cirka en time før tragedien. Det blev også en afsløret, at Mulholland havde besøgt hotelværelset minutter før Olsons fald. Alligevel fastslog efterforskningsbetjentene, at der var tale om et selvmord.
John Mulholland var en mangeårig optrædende tryllekunstner, der i hemmelighed begyndte at arbejde for CIA. Mulholland blev betalt af CIA for at skrive en manual om bedrag og vildledning. Kopier af dokumentet mentes at være blevet ødelagt i 1973, men kopier dukkede senere op igen og blev offentliggjort som "The Official CIA Manual of Trickery and Deception" ("Den officielle CIA-manual for bedrag og vildledning").

CIA-direktør William Colby og præsident Gerald Ford mødtes med Olsons enke. De indgik et forlig hvor de betalte hende 750.000 dollars og bekendtgjorde en formel undskyldning for Frank Olsons død. "Men der kom ikke flere svar," skriver Medium.

Under senator Kennedys undersøgelse fra 1977 om Project MK-Ultra blev årsagen til Olsons død, som nævnt, ændret til ukendt. Det skyldtes bl.a., at natchefen påpegede, at det virkede usandsynligt, at en mand kunne kaste sig ud af vinduet uden at vække sin ledsager. Der var to senge på værelset, og gardinerne var trukket for, da Olson faldt.
I 1994 fik Eric Olson sin fars lig opgravet. Endnu en obduktion blev udført, og der kom nye afsløringer. Der var et hul i Frank Olsons hoved, som dannede baggrund for en teori om, at nogen slog ham ned med en pistol. Sammen med den nye opdagelse kom nyheden om, at hans krop ikke var dækket af sår og flænger, som man kunne forvente, når nogen gik gennem et vindue.
"Frank Olson blev myrdet," konstaterer Medium.
Men ingen ved, hvem der er ansvarlig, og det er ikke sandsynligt, at morderen nogensinde vil blive fanget, da filerne blev ødelagt, slutter artiklen.
Familien Olson publicerede i august 2002 en erklæring om mordet, hvor de bl.a. skrev:
"Rockefeller-kommissionens beretning om selvmordet af en "hærens videnskabsmand" forsømte ikke kun at tilføje mandens navn og hans CIA-tilknytning; den udelod enhver henvisning til hans høje stilling i landets mest hemmelige biologiske våbenlaboratorium.
Når denne information føjes til historien, og når man får en idé om, hvilke slags projekter der blev foretaget i Special Operations Division, så ændres det overordnede billede af Frank Olsons død fuldstændig."

Derefter afslørede familien at projekterne i Special Operations Division, hvor Frank Olson havde opsagt sin lederstilling, involverede følgende aktiviteter:
Forskning i materialer til lejemord (f.eks. materialerne brugt i CIA's forsøg på at myrde præsidenterne Patrice Lumumba i Congo og Fidel Castro i Cuba).
Biologisk krigsførelsesmateriale til brug i hemmelige operationer.
Biologiske krigsførelseseksperimenter i befolkede områder.
Forhør med døden til følge.
Samarbejde med tidligere nazistiske videnskabsmænd.
Forskning i bevidsthedskontrol med LSD.
USA's anvendelse af biologiske våben i Koreakrigen.

De danske CIA-støttede LSD-overgreb og den engelske søvnmester og efterretningsagent
Det var det schweiziske firma Sandoz, der foretog den første syntetisering af LSD og dermed opdagede det psykedeliske stof. CIA tog kontakt til firmaet, sendte to agenter til Schweiz og "opkøbte verdens forsyning" af LSD, fortæller denne artikel i magasinet Reason. Det danske specialmagasin Illegal!, der har særligt fokus på stoffer og stofmisbrug, stemmer i og fortæller, at CIA derefter satte sig på al distribution af LSD i den vestlige verden. Det skete i begyndelsen af 50'erne i forbindelse med MK-Ultra-programmet og efterretningstjenestens ambitioner om at få et stof til hjernevask. Dengang kunne man således ikke få LSD, medmindre det var godkendt af CIA.

Magasinet Illegal! fortæller i detaljer videre om Danmarks egen sag om overgreb på psykiatriske patienter med LSD. Det var en sag, som i antal var endnu mere ekstrem end den canadiske, vi netop har hørt om. Den inkluderede hundredevis af menneskeforsøg, tvang, selvmord og forsøg på mørklægning - samt desuden det tilsyneladende allestedsnærværende CIA. Fra 1960 til 1973 gav overlæge Einar Geert-Jørgensen og hans lægehold flere hundrede danske psykiatriske patienter LSD i en kælder under Frederiksberg Hospital. Journalist og forfatter Alex Frank Larsen afdækkede skandalen om de hemmelige LSD-forsøg i Information og i 1986 fik en Cavlingpris for dette arbejde. Det var den sønderjyske gårdejer Gunnar Sandvei, der startede sagen. "Gunnar Sandvei fik LSD under tvang, blev ødelagt af lægerne og knust af retssystemet," fortæller Alex Frank Larsen. Sagen førte til et delvist forbud imod brugen af LSD i psykiatrisk behandling, og LSD-lægerne blev anklaget for livsfarlige behandlinger, tvang og menneskeforsøg, men blev frikendt for alle anklager. Det var først i 1983 da Alex Frank Larsen kom på sagen og påviste, at Einar Geert-Jørgensen selv klassificerede sine LSD-metoder som deciderede forsøg, at man fra statslig side lavede en særlov med erstatning til ofrene. I november 2023 udkom TV2 desuden med en dokumentarfilm om menneskeforsøgene på de mere end 300 patienter. Den ekstreme behandling, patienterne blev udsat for, førte blandt andet til et selvmord, hvor en mand skød sig selv i hovedet. Det var Alex Frank Larsen, der påpegede, at forsøgene blev støttet af CIA gennnem deres frontorganisation Human Ecology Foundation.
Illegal! formulerer det således:
"Frederiksberg Hospitals afdeling D blev suppleret med en lind strøm af LSD – alt sammen støttet af Human Ecology Foundation".

I England arbejdede den britiske psykiater William Sargant ved bl.a. St. Thomas' Hospital i London på nogle metoder, som inspirerede den MK-Ultra-støttede Donald Ewen Camerons arbejde. De to mænds arbejdsmetoder var på flere områder nærmest identiske, forløb sideløbende og med indbyrdes sparring. William Sargant var involveret i det engelske SIS - Secret Intelligence Service (den hemmelige britiske efterretningstjenste) og eksperimenterede også på sine patienter uden deres samtykke, med lignende skader til følge. Patienterne og ofrene fik behandlinger som psykokirurgi, dyb søvnbehandling, elektrochok-terapi og insulinchokterapi.
Den undersøgende journalist og forfatter Gordon Thomas har antydet, at Sargants eksperimenter med behandling af dyb søvn var en del af en britisk involvering i CIA's MK-Ultra-program. Donald Cameron og Sargant arbejdede med præcis samme metoder bl.a. til at inducere de komalignende omstændigheder for deres ofte uvidende "patienter". Sargant udsatte mennesker for op til tre måneders kombineret elektrochok-terapi, kontinuerlig narkose, insulin komaterapi og medicin - og han skrev selv, at han var i stand til, på de måde, at "holde patienterne sovende eller meget døsige i op til 3 måneder, om nødvendigt". Cameron søgte ofte Sargants råd og ved en lejlighed sendte Sargant Cameron en besked, hvori der stod: "Hvad du end formår på dette felt, tænkte jeg på det først". Flere bøger om Camerons eksperimenter har påvist forbindelser mellem de to berygtede psykiatere. Selvom Sargant fungerede som konsulent for MI5, er der dog ikke fremkommet konkrete beviser for, at hans arbejde med dyb søvnbehandling på St. Thomas' hospital havde forbindelse til efterretningstjenester.
Til gengæld er der mere end rigeligt med indikationer af dette. Fx skriver forfatteren Gordon Thomas, at "Sargant's Sleep Room (søvnrum red.) var modelleret efter det, Ewen Cameron havde skabt i Allan Memorial Institute som en del af MK-Ultra-programmet."
Ud over de tætte forbindelser til den MK-Ultra-støttede Donald Cameron havde Sargant også en direkte og ganske fatal relation til en anden MK-Ultra-medarbejder ved navn Frank Olson. Magasinet Medium fortæller om et møde i London mellem de to mænd Sargant og Olson i starten af 1950'erne, kort efter at Olson var blevet tilknyttet MK-Ultra-projektet. Olson havde fået til opgave at overvære afhøringerne af nogle tidligere krigsfanger, der angiveligt havde indrømmet at USA anvendte bakteriologiske våben mod Nordkorea.
Mødet mellem Frank Olson og William Sargant var hemmeligt, "men havde stor indflydelse på begivenhederne, der fulgte," fortæller Medium. Sargant var en velkendt og respekteret psykiater, og han havde en høj sikkerhedsgodkendelse, fremhæver Medium. Samtalen satte alarmklokker i gang hos Sargant og han begyndte at tro, at "Olson var en trussel mod den nationale sikkerhed." Han advarede om, at Olson ville afsløre alle Special Operations Divisions' hemmeligheder. Sargant uddybede aldrig, hvorfor han troede dette, men det var nok til at Frank Olson kom under mistanke fra alle.
Kort tid efter var Frank Olson død.

Manden med de mørke onde øjne, Pavlov og transformationen af menneskers vilje
Den britiske skuespillerinde Celia Imrie blev som 14-årig pige indskrevet på det psykiatriske hospital St. Thomas for at modtage behandling for en spiseforstyrrelse. Hun blev anbragt under behandling af den på det tidspunkt verdenskendte psykiater William Sargant.
Celia Imrie beskriver sin oplevelse af Sargant således:
"Sargant optræder stadig i mine mareridt. Han var brysk og kold, og han talte aldrig direkte til dig. I stedet udstedte han ordrer hen over dit hoved og talte om 'den der' og 'den der'. Men det var bedre end at få øjenkontakt med denne stolte, uforbederlige mand med de mørke, hårde, onde øjne. Sådan nogle øjne har jeg kun set på et par andre mennesker i mit liv."

William Sargants udlændingeregistreringskort til USA

David Owen, senere britisk udenrigsminister, arbejdede under Sargant på St. Thomas' i 1960'erne hyldede derimod sin tidligere chef. Han karakteriserede Sargant som "en dominerende personlighed med en løves terapeutiske mod" og som "den type person, legender er lavet af". Men andre, der foretrak at forblive anonyme, beskrev ham som "diktatorisk, en fare og en katastrofe", fortæller lægen og psykoterapeuten Nick Read.

"Efter Sargant forlod afdelingen, begyndte sygeplejerskerne at forberede de rædsler, han havde ordineret til dagen," fortæller Celia Imrie med hentydning til bl.a. det der blev kaldt "den elektrokonvulsive terapi" (elektrochokbehandling).
"Venner har spurgt, hvordan det var at få elektroder sat på hver side af dit kranium, før der blev skudt store strømstyrker gennem din hjerne, mens du vred og kæmpede og skreg og stønnede og savlede ned i puden. Men sandheden er, at jeg ikke husker det.
Jeg kan dog huske, at jeg tydeligt så kvinden i sengen ved siden af, da det var hendes tur til at blive overfaldet i sundhedens navn. Jeg husker hvert syn, lyd og lugt. Den enorme gummiprop der blev stoppet ind i hendes mund; det mærkelige næsten stille skrig, som et smertesuk; den forpinte krops skælvende forvridninger og rykvise bevægelser; duften af brændende hår og kød."

Manden med "de mørke, hårde, onde øjne" administrerede massive doser af potente stoffer og hyppige elektrochok til hendes hjerne. Dette var hans behandlingsregime for en spiseforstyrrelse. Celia Imrie var ude af stand til at udføre selv de simpleste opgaver. Hun var tilsyneladende forvandlet til en zombielignende søvngænger.
Sargants metoder var enkle, fortæller den tidligere patient og kendte skuespiller Celia Imrie, og uddyber;
"behandling med elektrisk chok og insulin-induceret koma, der førte til kontinuerlig narkose, eller terapi i dyb søvn, komplet med båndoptagede 'hjernevask-ordrer', der blev afspillet til patienterne under deres puder."

Ifølge Celia Imrie brugte William Sargant altså - ligesom den MK-Ultra-støttede Donald Cameron - "psychic driving".
Hun fortæller også, at hun overhørte en sygeplejerske sige til sin nærmeste chef, at Imrie udviste en 'farlig modstand' over for stofferne. I den forbindelse fortæller Imrie desuden, at William Sargant plejede at sige, at "hver hund har sit bristepunkt - excentrikerne tog bare længere tid." Skuespillerinden Irmrie var åbenbart excentriker i William Sargents øjne.
Lægen og psykoterapeuten Nick Read skriver, at Sargant gik ind for at øge hyppigheden af elektrochokbehandlinger for de "resistente, obsessionelle patienter" for at skabe "terapeutisk forvirring" og dermed fjerne deres modstandskræfter.
Celia Imrie beskriver hvordan hun plejede at snige mig ud af afdelingen for at kigge gennem koøjerne til Sargants særlige "narkoserum". Her så hun "dødt udseende kvinder, der lå på gulvet på grå madrasser, tavse - i en slags elektrisk induceret tusmørke."
Imrie forsøgte at finde ud af detaljer om den behandling, hun var blevet udsat for, og om hun selv havde ligget i dette rum. Hun fortæller, at det er umuligt for hende at vide, da de, der kom der, sov - både når de blev ført derind, og når de blev ført væk.
Men Celia Irmrie fik aldrig svar. For da Sargant forlod St. Thomas' hospital, fjernede han ulovligt alle sine patienters journaler, ifølge Irmrie. "Da han døde i 1988, var hvert eneste stykke papirarbejde om hans umenneskelige behandling af os, de menneskelige forsøgskaniner, blevet ødelagt," skriver hun.

Lighederne mellem Donald Camerons og William Sargants arbejdsmetoder bør være indlysende. Begge læger brugte desuden de samme uetiske behandlingsmetoder og begik ofte deres overgreb uden ofrenes tilsagn - Cameron i Canada og Sargant i Storbritannien. Cameron blev finansieret af CIA mens Sargant var konsulent for Storbritanniens sikkerheds- og efterretningsorganisationer, MI5 og MI6.
Gordon Thomas skriver i sin bog "Secrets & Lies" ("Hemmeligheder & løgne"):
"Fra tidligt i den kolde krig havde MI5 og MI6 ledt efter nye måder at forstå, bekæmpe og overvinde sovjetiske og kinesiske psykiateres medicinske manipulationer. I Dr. Sargant fandt de en villig vejleder."

De to mænd var desuden tætte samarbejdspartnere, fortæller Gordon Thomas:
"Dr. Cameron fløj til London for at møde Dr. Sargant. Sammen diskuterede de, hvordan de ville kombinere deres arbejde, og Dr. Sargant kopierede Montreal-eksperimenterne til sin afdeling på St. Thomas' hospital".

William Sargant skulle med sine egne ord bygge afdelingen på på St. Thomas' Hospital op fra bunden. Sargant mente, at alle psykologiske problemer kunne løses med fysiologiske snarere end psykologiske metoder. Psykologiske problemer var, efter Sargants opfattelse, rodfæstet i kroppen snarere end sindet, og burde behandles som sådan. Han afviste psykoanalysen. "Han ønskede den magiske pille, den øjeblikkelige kur," fortæller denne kritiske profil-artikel om manden William Sargant.
Gordon Thomas skriver, ifølge profilartiklen, at Sargant arbejdede tæt sammen med medicinalfirmaer for at få de nyeste lægemidler til sine eksperimentelle metoder. Sargant havde en udpræget forkærlighed for stoffer, og han gennemsøgte faglige tidsskrifter og akademiske artikler for nyheder om nye lægemidler. Han injicerede patienter med insulin for at fremkalde hypoglykæmisk koma og han tøvede ikke med at give patienter lobotomi (det hvide snit), fortæller profil-artiklen. Dette bekræftes af denne historiske artikel om lobotomi i Storbritanien.

Gordon Thomas skriver i sin bog Secrets & Lies:
"Dr. Sargant havde en mission, grænsende til messiansk iver, at føre psykiatrien ind i en ny verden. Hans våben omfattede epileptiske kramper, induceret af elektrochok; hypoglykæmisk koma produceret med insulin; og præfrontal lobotomi i en procedure kaldet psykokirurgi."

William Sargant kæmpede selv med periodiske anfald af depression. Han ønskede at blive læge, men måtte skifte til psykiatrier efter at have fået et nervøst sammenbrud og et anfald af depression. Sargant "perfektionerede de brutale metoder til psykiatrisk behandling", som han er kendt for, mens han behandlede ofre under 2. Verdenskrig, fortæller profilartiklen om William Sargant. Han eksperimenterede på soldater med posttraumatisk stress syndrom - med cocktails af forskellige kraftfulde stoffer, herunder barbiturater og amfetamin. Barbiturater er typisk beroligende og søvnfremkaldende - og vil ofte give en følelse af en velbefindende eller ruslignende tilstand, hvilket gør at de kan være vanedannende. William Sargant udviklede i løbet af denne periode nogle teknikker, der tvang de tidligere soldater til at genopleve deres traumatiske oplevelser, under påvirkning af disse stoffer.

Forside til bogen 'Battle of the Mind' af William Sargant

Den dengang verdenskendte psykiater Sargant skrev en bog med titlen "Battle for the Mind" ("Kamp om bevidstheden", 1956 og 1957), mens han kom sig over et anfald af tuberkulose og depression. Dens undertitel er "A Physiology of Conversion and Brain-washing" ("En fysiologi af omdannelse og hjernevask"). På forsiden af bogen står der "The Mechanics of Indoctrination, Brainwashing and Thought Control" ("Mekanikken i indoktrinering, hjernevask og tankekontrol").
Bogen begynder med en længere diskussion af den sovjetiske videnskabsmand Ivan Pavlov og hans berømte eksperimenter med hundeadfærd. Ivan Pavlov udførte forsøg på hunde, hvor en lyd fra en metronom blev spillet hver gang hunden skulle have mad. Han gentog dette, indtil hunden var konditioneret til, at den, hver gang den hørte lyden af metronomen, ville begynde at savle uhæmmet. Pavlov havde skabt en ny kunstig refleks i hunden.
Hundene blev også udsat for "negativ forstærkning", såsom at oversvømme hundenes hundegårde og få dem til at tro, at de ville drukne, betinge dem til at være bange for trapper ved gentagne gange at skubbe dem ned ad en trappe, og andre lignende mishandlinger. De fik indopereret et agrigat, så Pavlov kunne se nøjagtigt hvor meget savl, der blev udviklet i munden.

Hjemløs dreng udsættes for eksperiment af Ivan Pavlov

Senere begyndte Pavlov at eksperimentere på hjemløse børn. De fik også indopereret dette agrigat. Barnet blev lagt under kraftig bedøvelse, og implantatet blev monteret i det forældreløse barns kind. Når de vågnede, blev de fixeret i en laboratoriestol med deres hænder bundet, så de ikke ville være i stand til at fjerne enheden og deres mund blev tvunget åben.
På denne video kan man se, at eksperimentet tilsyneladende gik endnu videre. Her ligger en dreng ned og får forskellige pilller administreret via et metalrør fikseret ud for hans mund. Drengen åbner munden mekanisk for at sluge pillerne tilsyneladende på kommando.
Pavlov fik Nobel-prisen for dette arbejde, som således indebar mishandling af hjemløse børn.

Hjemløs dreng udsættes for Pavlov-eksperiment - liggende

William Sargant skriver:
"Før man kan ændre adfærdsmønstre for tanke og handling i den menneskelige hjerne hurtigt og effektivt, er det tilsyneladende i mange tilfælde nødvendigt at inducere en form for fysiologisk hjerneforstyrrelse.
Hjernen kan også blive vasket næsten ren, i det mindste midlertidigt, af alle de betingede adfærdsmønstre, der for nylig er implanteret i den."

I "Battle for the Mind" beskriver han derefter (side 74), hvordan man skaber den nødvendige "fysiologiske hjerneforstyrrelse":
"Ved at øge eller forlænge stress på forskellige måder eller fremkalde fysisk svækkelse kan der opnås en mere gennemgribende ændring af personens tankeprocesser. Den umiddelbare virkning af en sådan behandling er sædvanligvis at svække dømmekraften og øge modtageligheden for de nye idéer; og selvom modtageligeheden mindskes når spændingen ligeledes fjernes, kan ideer der er implanteret, mens den varede, alligevel forblive."

Sargant skriver desuden (se side 13, 16, 36, og 57):
"I tilstande af menneskelig frygt og spænding kan de mest vildt usandsynlige forslag accepteres af tilsyneladende fornuftige mennesker."
...
"[F]or at konvertering skal være effektiv, bør individet først have bearbejdet sine følelser, indtil han når en unormal tilstand af vrede, frygt eller opstemthed. Hvis denne tilstand opretholdes eller forstærkes på den ene eller den anden måde, kan hysteri opstå, hvorefter forsøgspersonen kan blive mere åben for anvisninger, som han under normale omstændigheder ville have afvist."
...
"Når en tilstand af hysteri er blevet fremkaldt hos mænd eller hunde af stigende belastninger, som hjernen ikke længere kan tolerere, vil en beskyttende hæmning sandsynligvis indtræde. Dette vil forstyrre individets almindelige betingede adfærdsmønstre. Hos mennesker findes der også tilstande med stærkt øget suggestibilitet."
...
"Stoffer fremskynder processen ved at skabe de nødvendige fysiologiske ændringer i hjernens funktion."

Ifølge William Sargant bliver en person altså gjort modtagelig for implanteringen af nye tankeprocesser, når vedkommende udsættes for fysisk og følelsesmæssig stress og bearbejdes til tilstande af unormal frygt, vrede, spænding og opstemthed. Processen skal ifølge Sargant kulminere i hysteri, hvor individets almindelige betingede adfærdsmønstre er forstyrrede og individet derfor bliver "mere åben for anvisninger, som han under normale omstændigheder ville have afvist".

Fysisk svækkelse og følelsesmæssig stress ofte suppleret med fysisk skade på kroppen er netop den proces, der beskrives af talrige ofre for organiseret rituelt misbrug. Offeret traumatiseres og dissociativ identitetsforstyrrelse (DID) kan i disse situationer fremkaldes i personen. DID er en psykisk lidelse, hvor en person har to eller flere forskellige separate identiteter. Disse flere personligheder kontrollerer deres adfærd på forskellige tidspunkter. Hver identitet har sin egen personlige historie, træk, hvad man kan lide og ikke kan lide.
Vi hørte om præcis dette princip i del x i forbindelse med den sataniske rituelle mishandling af drengen Paul Bonnacci, som da også netop endte med at lide af dissociativ identitetsforstyrrelse. Reaktionen blev forklaret som en forsvarsmekanisme: Den ekstremt svigtede Pauls psyke skabte nye personligheder, som han kunne flygte ind i, mens de volsomme overgreb fandt sted. Han beskuede så at sige de forfærdelige situationer udefra som en anden person.
Særligt børn er sårbare overfor sådanne svigt og tilbøjelige til at reagere med dissociativ identitetsforstyrrelse. Sargant skriver da også i en anden passage i bogen at meget menneskelig adfærd er "resultatet af de betingede adfærdsmønstre, der er implanteret i hjernen, især i barndommen."

Sargant hævder desuden at have erfaringer med falske implanterede minder, og henviser i den forbindelse til Pavlov ("Battle of the Mind", introduktionen side xxv):
"En falsk implanteret hukommelse kan skabe en større følelsesmæssig udladning end den virkelige og fremkalde de fysiologiske virkninger, der er nødvendige for psykologisk lindring. En teknik til bevidst at stimulere vrede eller frygt under stoffer indtil patienten kollapser i midlertidig følelsesmæssig udmattelse blev endelig perfektioneret ved hjælp af Pavlovs fund."

At dømme på Celia Irmries beskrivelse af omstændighederne på St. Thomas' Hospital er ordet "lindring" temmelig malplaceret. Hendes oplevelse virker mere som en art søvnfængsel med forskellige typer tortur. Et mareridt hun aldrig selv fik opklaret omfanget af.

"For William Sargant er hjernen blot endnu et organ," står der i den kritiske profilartikel om den berygtede psykiater. "Højere menneskelige evner såsom kreativitet og fornuft er meningsløse for ham. Vores hjerner er blot biologiske masser, der skal manipuleres af den smarte bevidsthedsbøjer."

Sargant beskriver anvendelsen af sine metoder:
"Pavlov har ved gentagne og gentagelige eksperimenter vist, hvordan en hund, ligesom en mand, kan betinges til at hade det, han tidligere elskede, og elske det, han tidligere hadede".

Den kritiske profilartikel sammenligner dette princip med George Orwells dystopiske roman og fremtidsvision "1984", hvor hovedpersonen, Winston Smith, gennemgår netop denne transformation. Gennem tortur kommer Winston til at acceptere den absurde påstand 2 + 2 = 5, og han ender med at erklære sin kærlighed til systemet og lederen, Big Brother, som Winston tidligere havde vægret sig imod. "1984 er selvfølgelig fiktion, men William Sargants metoder gør denne tvungne transformation af menneskets vilje meget virkelig," står der i profilartiklen.
William Sargant skriver selv at alle succesrige autoritære systemer, uanset om de er politiske eller religiøse, nu bruger opfølgende konditionering "og udvider den fra toppen og helt til bunden".

Den 'messianske' medicinmand, okkultisme og Woodoo
William Walters Sargant blev født i 1907 ind i en velhavende metodistfamilie i det nordlige London. Fem af hans onkler var metodistprædikanter, en bror var biskop; en anden menneskerettighedsforkæmper.
William Sargant selv havde, som vi hørte fra forfatteren Gordon Thomas, sin helt egen "mission, grænsende til messiansk iver", som handlede om "at føre psykiatrien ind i en ny verden" med gavmild anvendelse af elektrochok og cocktails af amfetaminer og søvnfremkaldende barbiturater, patienter i epileptiske kramper, hypoglykæmisk koma, frygt, hysteri - og selvfølgelig den endelige løsning; det det hvide snit.

I Battle for the Mind udforsker Sargant den rolle som ritualer og det okkulte har som indoktrinerings- og hjernevaskeredskaber, fortæller profilartiklen om manden.
Han skriver om den tid, han tilbragte i Haiti med at observere voodoo-udøvere. Han skriver dybdegående om virkningen på den menneskelige psyke af rytmisk trommespil og udmattende dans:
"Rytmisk trommespil findes i ceremonierne i mange primitive religioner over hele verden. En ledsagende tilstand af stigende spænding og dans opretholdes også, indtil det samme punkt med fysisk og følelsesmæssigt sammenbrud er nået".

Han fandt ud af, at elektriske optagelser af den menneskelige hjerne viser, at den er særligt følsom over for rytmisk stimulering ved percussion og skarpt lys og visse rytmehastigheder. Adskillige stærke rytmer spillet i forskellige tempoer er særligt effektive. Sargant sporer voodoo-praksisen fra Haiti tilbage til dens rødder i Vestafrika, hvor dens ritualistiske praksis opstod i oldtiden.
Den ellers yderst modernistiske Sargant skriver i Battle for the Mind:
"Voodoo-kulten i Haiti viser med hvilken lethed suggestibiliteten kan øges ved at udsætte hjernen for alvorlige psykologiske belastninger. Voodoo har adskillige guddomme eller loa. Loaen menes at stige ned og tage en person i besiddelse, normalt mens han eller hun danser til trommerne. Den besatte person opfører sig derefter, som den særlige guddom burde opføre sig.

Dr. William Sargant dedikerede flere sider til ritualer og besiddelse i Battle for the Mind, men hans interesse gik betydeligt dybere. Han skrev senere en bog med titlen "The Mind Possessed" ("Bevidstheden besat") med den interessante undertitel "A physiology of possession, mysticism, and faith healing" ("En fysiologi af besættelse, mystik og troshelbredelse").

I forordet til denne bog skriver Sargant, at han i sin tidligere bog Battle of the Mind (1957) "forsøgte at forbinde afreagerende- og chokbehandlinger med fysiologi af pludselig religiøs konvertering og hjernevask." Men i sin bog om bevidsthedsbesættelse går han meget dybere.
Sargant fortæller, at han har rejst i mange dele af verden, hvor han har "studeret, fotograferet og filmet eksempler på 'religiøs og ikke-religiøs besiddelse, healing og trance." Allerede i forordet skriver han selv at sådane seancer har "enorm betydning" - at "en mands hele liv kan så let ændres, når sådanne ting sker med ham". "Alt for ofte forvildede jeg mig uden for min eget psykiatrisk område og ind i andre discipliners område," skriver Sargant.
I sin bog om åndebesættelse skriver han om rejser til Afrika; Sudan, Zambia og Nigeria samt til Caribien; Trinidad, Jamaica, Barbados og Haiti.
Den første del handler om hvordan man kan skabe øget "modtagelighed" ved hjælp af bl.a. stress, afreagering, følelsesudbrud, hysteri, fysisk kollaps og stoffer. Derefter skriver han om mesmerisme, hypnose og stadier og besættelse, mystisk besættelse - samt sex, stoffer og magi i forhold til besættelse.
I del 2 skriver han om sine mange oplevelser med bl.a. "åndemaneri", voodoo, macumba (afro-brasilianske religioner), "djæleuddrivelse" osv. i de lande, han har besøgt.
Sidste afsnit før konklusionen handler om Sargants oplevelser bl.a. i nogle kristne menigheder i North Carolina i USA, hvor nogle menighedsmedlemmer i en trancelignende tilstand er i stand til at håndtere giftige slanger, mens gruppen klapper og synger rytmisk og eksalterende. I flere af disse beskrivelser sammenligner Sargant oplevelserne med dem, han har haft omkring voodoo og andre hedenske religioner.

Sargant fortæller, at han i sin opvækst oplevede medlemmer af sin egen familie, "som pludselig og åndeligt havde ændret sig, som det var på et øjeblik." Hele deres liv var blevet ændret, og forandringen var snarere permanent end forbigående, skriver Sargant - hvorefter han konstaterer at "sådanne hændelser mentes at skyldes Helligåndens indgriben". Ligestillingen mellem demonisk besættelse og den kristne Helligånds indvirkning på mennesker er et tilbagevendende tema for William Sargants okkulte fortåelse. Dette er også et typisk princip for andre mystikere gennem tiden, som vi skal se senere i denne del.
I forordet fortæller Sargant desuden, at han allerede i et foredrag i 1967 om troens fysiologi diskuterede fysiske hjælpemidler til opnåelse af åndelig nåde". Han uddyber, at de "fysiske hjælpemidler" til at opnå "åndelig nåde", han behandler i bogen, blandt andet er "dans, stoffer og sex, som bliver så meget mere brugt nu til dette formål." Bogen er udgivet i 1973 - måske højdepunktet for ungdomsoprøret med udbredt anvendelse af psykedeliske stoffer og "fri sex".

Som en forudanelse skriver Sargant, at hvis han i slutningen af sin undersøgelse kommer til den konklusion "at mange af de undersøgte og registrerede hændelser er menneskeskabte, snarere end at stamme fra sameksisterende åndelige verdener", så er det "så meget desto vigtigere at menneskets tanker på en eller anden måde fortsat er rettet mod gode frem for onde gerninger."
"Mennesket selv kan meget vel være vores mest tilgængelige gud," skriver Sargant. Derfor må mennesket før eller siden begynde at opføre sig som en velgørende guddom snarere end så ofte som den inkarnerede djævel, fortsætter han og uddyber med reference til moderne menneskers overvældende massemord i det 20'ende århundrede.
At opfatte sig selv og mennesker generelt som guder er ikke nyt. Bibelen fortæller, at Satan i form af slangen forførte Adam og Eva til at spise af den forbudte frugt, ved blandt andet at love dem, at de vil blive "som guder" og komme til at "kende godt og ondt" (1. Mosebog 3:5). Et centralt tema i resten af Bibelen er at advare mod denne form for ophøjelse af mennesker. I stedet anbefaler Bibelen hele tiden at sætte den virkelige Gud i centrum.

Doktor Sargants undersøgelser af sex og demonbesættelser
Den ellers rationelle doktor Sargant har i sin okkulte bog et langt afsnit om anvendelsen af sex til at opnå demonbesættelse. I afsnittet om sex og besættelse skriver Sargant, at det er betydningsfuldt, at udtryk som at "besidde dig" peger på, at det virkelige mål med sex ikke er forplantning af børn, eller for den sags skyld erotisk nydelse, men derimod "følelsen af blandet identitet". Dette beskriver Sargant, som den følelse elskende kort opnår ved "erhvervelsen af et andet menneske", som "om end blot et øjeblik - synes at blive en del af en selv."
Derefter skriver Sargant, at dette ideal om "blandet identitet" gennem sex har fået mystikere til at tale om sjælens forening med Gud - og besættelse af Gud i en seksuel betydning. "Talrige kristne mystikere har beskrevet den menneskelige sjæl som det kvindelige, der overgiver sig til og bliver besat af Gud som manden," skriver Sargent. Så opremser Sargant eksempler på katolske mystikere, der har talt om denne forening: Den katolske Johannes af Korset (1542 - 1591), den engelske mystiker og augustinermunk Walter Hilton (1340 — 1396) og den tyske mystiker og dominikaner Heinrich Suso (1295-1366) - desuden nævner han den persiske muslim og middelaldermystiker Al-Ghazali (ca. 1058-1111). Sargant giver teksteksempler fra disse mystikeres forfatterskaber. Heinrich Suso, fortæller Sargant desuden, refererer til sig selv som ’hun’ gennem hele sin selvbiografi. Dette "understreger igen den totale sammenblanding af identiteter," skriver Sargant.
Vi skal senere se meget nærmere på dette centrale fænomen om sammensmeltning af kønnene i mystikken og det okkulte.

Sargant fortæller herefter om det guddommelige element i den seksuelle forening og om hvordan elskende i poesi og popsange synger om at "tilbede" hinanden. Igen er vi af Sargant ført tilbage til tanker om at tilbede mennesker i stedet for Gud - et tema som synes at være et centralt omdrejningspunkt for ham. "I vielsen kan brudgommen sige til bruden: 'Med min krop tilbeder jeg dig'," skriver Sargant. Altså seksualakten set som en tilbedelse af et andet menneske. I yderste konsekvens; pentrationen - idet det er brudgommen der siger det til bruden.
Dyrkelsen af dette princip, om frugtbarheden i fallos, er igen en almindelig oldgammel hedensk tanke, som bl.a. symboliseres i form af obelisken i mange forskellige kulturer. Også i moderne tid er der ofte blevet peget på dette. Obelisken stammer fra det antikke egyptiske samfund, hvor det også menes at have denne falliske betydning: Fallos, der er indsat i jorden, som er det kvindelige princip, et symbol på "moder jords livmoder".
Betydningen af obelisken hænger også ganske godt sammen med den antikke religiøse myte om en af de vigtigste egyptiske guder Osiris, som blev myrdet af sin bror og bogstaveligt talt parteret - skåret i 14 stykker og spredt over hele landet. Hans kone, Isis, som også var hans søster, fandt alle kropsdelene undtagen én: hans penis. Den var blevet spist af fisk i Nilen. I mangel af originalen lavede Isis selv en fallos på Osiris' genopstandne krop - godt nok til at undfange Horus, den falkehovedede arving til riget.
Den store betydning af fallos som symbol og som praktisk frugtbarhedsikon kan også ses af beskrivelsen af denne New Age-bog med titlen "The Secret of the Golden Phallus" ("Den gyldne fallos' hemmelighed"). Bogen fortæller om hvordan mænd kan "transfomere sig selv" med "Male Solo Sex Magick" (åbenbart underforstået onani), som ifølge forfatteren, der tilsyneladende er "ekspert", "vil frigøre dine kreative, opretholdende og regenererende kræfter".
Som kristen bemærker man at Satan, et ord som i sin oprindelse betyder åndelig modstander, ønsker at fornedre og ødelægge mennesker. Han bliver glad, hvis han kan få os allesammen til at onanere i ensomhed - som erstatning for kærlig seksuel intimitet mellem mand og kvinde.
Inden længe skal vi se på "Sex Magick", som var et centralt omdrejningspunkt for satanisten Alisteir Crowley.

Sargant skriver:
"Under den seksuelle handling, især hvis den ender i gensidig orgasme opnår begge partnere en intens, ofte ukontrolleret og ukontrollerbar tilstand af midlertidig hjernespænding, som fører til en tilstand af pludseligt midlertidigt nervesammenbrud og forbigående hjernehæmning.
Vi har allerede set hvilke effekter - denne fysiologiske proces kan have i at skabe stærkt øget suggestibilitet og ved at producere paradoksale og ultraparadoksale faser af hjerneaktivitet.
Følelser af besiddelse udefra, eller gensidig besiddelse hver partner af den anden, kan blive ekstremt stærk, og kraftfuld og ganske ukritisk overførsel kan bygges op.
Lettelse fra de akkumulerede spændinger i hverdagen forekommer også ofte i fasen af den endelige seksuelle kollaps, når hjernetavlen tørres af og efterlades tom til nye indtryk og påvirkninger at skrive ind."

Dette ligger bag brugen af "normal og afvigende seksuel praksis til at fremkalde besiddelse af guder og ånder", skriver Sargant og peger på, at det "har en vigtig rolle i visse orientalske kulter". Han skriver desuden, at kristendommen "med dens kraftfulde stamme af mistillid til sex, kvinde og krop", generelt har været voldsomt fjendtlig over for dette. Men han fortæller også at middelalderlige kristne alligevel anvendte "seksuelle midler til at fremkalde Guds tilstedeværelse i den tilbedende". Men dette "blev normalt gjort i forklædte og ukendte former, i middelalderlige nonneklostre og klostre". Han skriver videre, at der er fortællinger om "oprigtigt 'fromme' nonner, som følte sig fysisk forført, elsket og besat af Kristus under mystiske meditationer, til punktet for orgasme". "Kristne" der får orgasme når de "møder Jesus" er et tema som Sargant kommer ind på flere gange. Dette tema er heller ikke nyt, men noget okkulte såkaldt "kristne" mystikere har dyrket igennem århundreder. Forestillingen om at Jesus skulle forføre et menneske og give vedkommende orgasme er i sig selv en blasfemisk tanke i kristen forståelse af Jesus som del af den treenige Gud; Faderen, Sønnen og Helligånden. En ånd, der fysisk forfører og besætter et menneske til seksuel orgasme, er i bibelsk forståelse snarere enten en dæmon eller Satan selv. Faktisk er præcis dette beskrevet i 1. Mosebog 6:1-7 - Skabelsesberetningen, hvor "gudesønnerne" (ben elohim) aka Satans faldne engle tager menneskekvinder som hustruer og avler børn med dem. Efter det ser Gud kun ondskab og vold i menneskene, fortryder at han nogensinde skabte os og beslutter at ødelægge sin skabning. Kun Noah og hans familie ser han nåde i, fordi Noah "gik med Gud" og derfor ikke var korrumperet.

Som indgang til at behandle indisk tantra sex skriver Sargant:
"Sex- og orgasme øger ikke kun modtagelighed markant og styrker indplantningen af tro, men den øgede modtagelighed affyrer derefter yderligere seksuel spænding. Gentagne gange induceret orgasmisk kollaps er derfor blevet brugt til at frembringe tilstande af dyb hysterisk trance. Ydermere er indplantningen af bekræftelse af religiøs tro ved hjælp af denne typer teknikker ofte mere effektivt opnået i grupper end af mennesker i par eller alene. Derfor det seksuelle orgie som en religiøs ritual."

Sargant hævder at "nogle autoriteter" på området mener at "tantrisme" er "den ældste af alle de indiske kulter". "Den bruger seksuelt samleje til at styrke religiøse gruppefølelser og at skabe tilstande af besiddelse af guddommelige og dæmoniske kræfter," skriver han. Sargant forklarer hvordan frygt er et vigtigt element i tantrisme, og han understreger behovet for frygtindgydende rædsel ved at anvende de oprindelige indiske ord for disse begreber.
Han uddyber med denne forklaring af gudernes roller:
"Dens kilde er Siva i hans aspekt af Bhairava og hans ægtefælle Sakti i hendes aspekt af Bhairavi (Kali, Durga, Chandi osv.), som frembringer elementerne af universel frygt. I de otte 'rædselsformer' af Siva, beskrives han som sortlemmet, destruktiv, vred, rød-kammet og så videre. . . Hans ledsagere er ghouls, dæmoner og ogresser, og hans vahana eller køretøj er en misformet hund med onde hugtænder og slavekæber, som er lige så forfærdelig at se som guden selv. Bhairav- eller rædsels-aspekterne af guddommen er fremkaldt i ceremonielle forbandelser og er genstand for meditation af tantriske hengivne på kirkegårde under nekrofile ritualer."

En ghoul er en menneskelignende skabning og ond demon, der æder mennesker, og særligt røver grave for at æde døde kroppe.
En ogress er et kvindeligt monster, i reglen repræsenteret som en hæslig og barbarisk kæmpe, der lever af menneskekød.
Bibelen fortæller, at hvis man rører et lig, bliver man uren (4. Mosebog 19:11 og 19:16).
Som vi har set tidligere, er død et væsentligt omdrejningspunkt i okkulte klubber som Skull and Bones, Frimurerordenen og Bohemian Club; lig, knogler, kranier, kister, mumier, begravelser, dødsceremonier osv. Vi husker fx, at noget af det, der er sluppet ud om Skull and Bones, er, at dem der indvies skal ligge nøgen i en kiste, mens de afslører intime detaljer om bl.a. deres sexliv. Her afsløres det så yderligere, at denne østlige mystikerkult med rødder tilbage til antikken involverer ritualer om sex med lig på gravpladser.

Sargant forsætter med at skrive om virkningen af intens frygt på hjernen, rituel gruppesex, mantraer og "magiske ord og vendinger, som gentages igen og igen og som har en hypnotisk effekt". Desuden tantrikernes brug af hash i god tid før "tidspunktet for det rituelle samleje" så personen er under rusmidlets fulde virkning. Disse "rituelle sexpraksisser fremkalder intensiv, euforisk, ofte hallucinatorisk og måske psykopatologiske følelser, der følger med religiøs oplevelse - eller som er religiøs oplevelse," videreformidler Sargant. Den korte beskrivelse, som Sargant selv benytter afslutningsvist er "ekstase".
Den moderne medicin- og stoffokuserede psykiater fremfører, at disse ritualer bliver kaldt 'det mest oprørende og forfærdelige, menneskelig fordærv kunne tænke på'. Formålet med dem er, forklarer den ellers meget nøgterne doktor, at "sætte den tilbedende i stand til at forene sig sig selv med dæmoner og guddomme." Sargant beskriver også, hvordan "tempelprostitution og de varierede sexritualer i og omkring Bombay bruges til at opnå religiøs ekstase." Med reference til samme kilde fortæller Sargant, at der i "Zatra-festivalen" angiveligt skulle være "torturerede angrende", hvor "hver tomme af en mands krop var gennemboret med små kroge". Der var nøgne kvinder, der havde pile gennem deres bryster, mave og balder, så de hverken kunne sidde eller ligge ned. Og tæt på på en ejendommelig trækonstruktion "hang en kvinde i kroge fastgjort til hendes bryster og skede, de to begærscentre". Citatet, Sargant fremfører, slutter med at fortælle at "mænd rullede rundt på jorden i eksalteret begejstring", udenfor hele vejen rundt om templet, og kvinder, der åbenbart også deltog, rullede sammen med mændene i ligeledes i en art "seksuel tvangsadfærd".
Men i vestlige kulturer er sådanne seksuelle metoder blevet drevet under jorden af kristen etik og automatisk forbundet med kætteri, skriver Sargant, som derefter funderer over, hvad han kalder "heksemanien". Under forbehold for at "den er baseret på noget virkeligt overhovedet", skriver han, at denne mani "kan være opstået fra gruppesex-praksis, hvor de hengivne mente at være besat af Djævelen og hans håndlangere".

William Sargant, satanisten Aleister Crowley og "Sex Magick"
Efterretningskonsulenten og den selverklærede hjernevasker William Sargant afslører også i sin bog om demonbesættelse, at han har nærstuderet satanisten Aleister Crowleys arbejde.
Sargant skriver indledningsvist:
"I dette århundrede har tantrisk teori og praksis spredt sig til nogle grupper af okkultister i Vesten. Jeg var så heldig at kunne undersøge Aleister Crowleys dengang upublicerede dagbøger, gennem Gerald Yorkes gode kontorer. Disse kaster en strøm af detaljeret teknisk lys på seksuelle midler til at skabe beættelsestilstande. De fortjener diskussion i en bog af denne natur, siden magi, hekseri og dæmonologi har absorberet mange mænds sind i århundreder, med for lidt forståelse af de fysiologiske og psykologiske virkninger af magiske og seksuelle praksisser og deres trosskabende kræfter."

Gerald Joseph Yorke var engelsk major og forfatter, med en udtalt forkærlighed for det okkulte. Denne førte ham til at kontakte Aleister Crowley, som han var tæt knyttet til i fire år. Yorke var også medlem af Crowleys magiske orden, A∴A∴, og superviserede en række nyinviede medlemmer.
"Gerald Yorkes gode kontorer" er med al sandsynlighed denne mands omfattende kartotek med okkult litteratur, som omfatter alt fra Golden Dawn manuskripter, over Crowleys instruktioner i Sex Magick til reglerne for Helena 'Blavatsky Logen' i det Teosofiske Selskab.

Aleister Crowley blev, mens han levede, berygtet som fremtrædende okkultist og satanist før dette begreb for alvor blev defineret i moderne tid. Han blev i sin samtid kaldt "verdens ondeste mand". Crowley blev kendt for sin ekstreme perversion i digte og andre personlige tekster, og ud over at være frimurer drev han også sine egne okkulte organisationer, hvor han bl.a. udførte seksuelle åndelige ritualer og påbød sine følgere at foretage selvskade med barberblade o.lign. Mindst en af hans følgere døde i forbindelse med det tempel Crowley havde etableret på Sicilien. Desuden er Crowley blevet beskyldt for at være massemorder.
Den moderne satanist Anton LaVey, der i 1966 skabte den Sataniske Kirke i San Franscisco, var inspireret af Aleister Crowley. LaVey "fulgte i Crowleys fodspor," fortæller denne historiske artikel. History.com har også i sin forklaring af satanisme et afsnit viet til Crowley. History skriver, at Crowleys digt "A Hymn to Lucifer" ("En hymne til Lucifer") fra 1913 "fejrede Djævelen som leverandøren af sjæl og oprør til universet". "Crowleys ideer var indflydelsesrige i satanismen," fortæller artiklen desuden. Vi undersøger Aleister Crowley i meget mere præcise detaljer senere i denne del.

Om denne fødselshjælper til den moderne satanisme skriver William Sargant:
"Aleister Crowley, en yderst intelligent og vedholdende søger efter de redskaber, hvormed menneskeheden kunne skabe kontakt med åndeverdenens indbyggere og befale guder og djævle at gøre sit bud, lavede en detaljeret undersøgelse af indisk mystik og tantrisk praksis. Han var medlem af en række hemmelige selskaber, herunder Golden Dawn, blandt hvis fornemme medlemmer var W. B. Yeats.
Senere begyndte han, ligesom andre før og efter ham, at eksperimentere med stoffer for at sætte ham i stand til at kontakte ånder lettere. Fra forskellige psykedeliske stoffer gik han videre til 'hårde' stoffer som kokain, og til sidst blev hans skrifter vidtløftige og meningsløse, mens han mentalt drev længere og længere væk fra virkeligheden. Hans dag-til-dag dagbøger er en minegrube af oplysninger om et emne, som det er svært at få korrekte oplysninger om, fordi brugen af unormal og normal seksuel praksis til religiøse og spirituelle formål konflikter med konventionelle holdninger. Disse metoder bliver derfor stadig uvægerligt praktiseret i det skjulte."

Retfærdigvis skal det nævnes, at William Sargant bestemt ikke står alene med sit positive syn på Aleister Crowley. Tværtimod er dette ret almindeligt blandt adskillige værdisættende skikkelser i kultur- og underholdningsindustrien, som i flere tilfælde har dyrket ham som kultfigur.
Anerkendte verdensnavnes hang til det okkkulte har været almindeligt længe. Et godt eksempel er netop den herover nævnte W. B. Yeats, som er den verdensberømte forfatter og Nobelpris-modtager William Butler Yeats, der havde en livslang interesse for mystik, spiritualisme, okkultisme og astrologi. Han studerede disse emner hele sit liv, og skrev selv: "Det mystiske liv er i centrum for alt hvad jeg gør, og alt hvad jeg tænker på, og alt hvad jeg skriver." Yeats var bl.a. medlem af den paranormale organisation "The Ghost Club", studerede hinduismen under en sekretær i det Teosofiske Selskab - og Yeats var altså også medlem af den okkulte gruppe "Golden Dawn" ("Gylden Daggry"), der inspirede Aleister Crowley til flere af sine okkulte initiativer.
Tendensen med dyrkelsen af Aleister Crowley som kultfigur, synes at have taget fart op igennem ungdomsoprøret og sidenhen. Af de mest prominente kan nævnes The Beatles, popmusikeren David Bowie og Jimmy Page fra rockbandet Led Zeppelin, som alle på denne New Age-side benævnes thelemiter (diciple af Crowley i hans okkulte organisation Thelema). Derudover har også flere andre kendte musikere, adskillige kendte forfattere, film-, videnskabs-, og militærpersoner og andre været involveret i Crowley og Thelema. Hvad man skal tænke om dette er naturligvis op til den enkelte. Men når flere af samfundets fremtrædende populærikoner og kulturpersonligheder, som dyrkes af store dele af befolkningen, hylder en mand, der har været en betydelig faktor i etableringen af den sataniske bevægelse, fortæller det måske lidt om nogle grundlæggende værdimæssige udfordringer i dette samfund.

I det lange afsnit om Crowley fortæller Sargant om Crowleys evne til - og refleksioner om - at komme i trance og kontakt med demoner gennem seksuel stimulans og orgasmer. Desuden videregiver Sargant tilsyneladende fascineret, hvordan Crowley opsøger magiske kræfter, som han mener kan give ham magiske kræfter, så han kan "påtvinge selve naturen sin vilje". "Hemmeligheden", afslører Crowley, er, at han - efter han har haft "rituelt samleje" med en mand eller kvinde - indtager sit eget sperm opløst i gluten og menustrationsblod fra en kvinde.
Sargant fremviser desuden hvordan Crowley - ligesom Sargant selv og tantristerne - anvendte udmattelse som motiv for sin "behandling". Den rationelle psykiater og medicinmand Sargant undlader heller ikke at komme ind på Crowleys udprægede forbrug af stoffer: Bl.a. æter, kokain, hash og det psykedeliske stof anhalonium lewinii - alt sammen for at forbedre den opnåede trance og oplevelsen af de mystiske fænomener. I 1922 var han blevet afhængig af heroin, skriver Sargant, "hans dagbog blev nu forringet, og han begyndte at skrive mere og mere meningsløst sludder." Selvom han skriver dette, fortsætter Sargant alligevel en tid endnu med at fortælle om Crowleys veje til at blive ét med sine guder. Efterfølgere af Crowley skulle, ifølge Sargant, have forsøgt sig på dette gennem at visualisere sig selv som guden i orgasmetidspunktet o.lign. I forlængelse af udredningen om Crowley følger doktor Sargant op med mere om hekse, gudinder og seksuelle besættelser.

I det næste kapitel om stoffer folder den begejstrede William Sargant sig igen ud. "Det er en skam, at moderne fortalere for brugen af marijuana, L.S.D. og resten så sjældent har spurgt ind til den omfattende litteratur om dette emne, for virkningerne produceret af forskellige lægemidler er blevet rapporteret igen og igen før i tiden," skriver han. I østen sang man salmer og lovprisninger af soma, fortæller den vidende Sargant. Han hylder dette stof som "'planternes konge', almægtig, al-helbredende, giveren af udødelighed, hvis forbrug forhøjede tilbederen til det guddommelige niveau". Sargant slutter sin tirade med at skrive at stoffet selv "blev betragtet som en gud". Hvad soma var, er usikkert, men det kan have været en svamp eller fluesvamp, skriver han derefter mere nøgternt. Han fortsætter afsnittet med bemærkninger ekstatiske tilstande, mystisk belysning, narkotika og kemikalier som fx kviksølv. Hele afsnittet kører i samme ekstreme gear og er en tour de force i misbrugs- og hallucinasionsstoffer og okkultisme.

Sargants falske bekymring og hans opfattelse af "store moralske reformatorer"
I konklusionen opsummerer William Sargant de ting, han har gennemgået i sin bog og skriver:
"Når en mands nervesystem udsættes for en sådan en stor belastning, at hans hjerne ikke længere kan reagere normalt — om denne belastning er påført af en enkelt erfaring eller ved stress af mindre intensitet, men længere varighed - begynder han at opføre sig unormalt på måder, som Pavlov og andre har kortlagt. Han vil blive meget mere suggestibel end i sin normale sindstilstand, langt mere åben for ideer og mennesker i sine umiddelbare omgivelser og langt mindre dygtig til at reagere på dem med forsigtighed, tvivl, kritik og skepsis. Han kan blive kørt ind i en tilstand, hvor hans hjerneaktivitet, eller nogle gange et isoleret område af den, bliver paradoksalt, så hans vante syn og værdier bliver omvendt. Han kan nå en tilstand, hvor han er lige så sagtmodig lydig over for kommandoer og forslag som nogen under hypnose, som man kan få til at opføre sig på måder, der, når vedkommende er i kommando over sig selv, ville blive afvist som tåbelig eller umoralsk. Og ved post-hypnotisk påvirkning kan han bringes til handle på disse måder, selv efter at han er blevet bragt ud af trance og tilsyneladende genoprettet til normal vågen bevidsthed."

Derefter taler Sargant om de religiøse overvejelser og eksempler, han har gennemgået i bogen og ligestiller igen "kristen" "besættelse" "af Gud eller Guds modsætning og modstander, Djælvlen" med besættelse af "forfædrenes ånder eller af Allah, Dionysos, Serafis, Shango, Zars, Pepos, ræveånderne og - en ekstraordinær række andre overnaturlige agenturer." "I en blandet sammenhæng frembringer det besiddelse af væsener, der er halvt afrikanske guddomme og halvt kristne helgener," skriver Sargant. Som tidligere nævnt er denne blanding og ligestilling af kristendom med andre religioner, helt i tråd med andre okkulte mystikere, vi skal se på senere.
Alt dette gør Sargant naturligvis med henvisning til det detaljerede indhold i sin bog.

Pludselig kommer Sargant til at skrive noget der for en gangs skyld er i overensstemmelse med Bibelen. "Det bliver nogle gange påstået at beviset på buddingen ligger i at spise den," skriver Sargant og sammenligner dette med, "at tro på den rigtige gud og den rette tro giver gode og værdifulde resultater i menneskelig adfærd, mens troen på en ikke-eksisterende gud og en forkert tro frembringer ondskab."
Han citerer endda apostlen Paulus: "På deres frugter skal I kende dem."
"Men desværre er de metoder, vi har overvejet, udmærket i stand til at få det gode til at virke ondt og det onde til at virke godt," skriver Sargant dog lige derefter.
Han fortsætter:
"Vi har også set, at de er lige effektive til at opretholde status quo og fastholde folk tilfredse med traditionelle overbevisninger, konventioner og sociale systemer, eller til at fremkalde accept af nye ideer, som omstyrter tradition og ortodoksi. Nogle mennesker tror, at der er én sand Gud, én stor ultimativ virkelighed, bag alle menneskets forskellige trosretninger, og at hver af os har et valg mellem godt og ondt. Men desværre, er der slet ikke tale om, at mennesket vælger, når han så let kan blive foranlediget til at optage overbevisninger, der er diametralt modsatte af dem, han tidligere holdt, på grund af skabelsen af følelsesmæssig ophidselse af paradoksale og ultraparadoksale faser af hjerneaktivitet."

Nu er den hjernevask, og de dybe studier Sargant gør sig om religiøse trancestadier, ekstremstress, tortur, seksuelle perversioner og hjernenedbrud, pludselig blevet til noget, der "let kan blive foranlediget". Her glemmer hjernevaskeren William Sargant, at der er mindst to personer involveret i den hjernevaskersituation han indirekte beskriver: Hjernevaskeren og den der hjernevaskes. Og han glemmer - eller udelader behændigt - at hjernevaskeren udfører sin vilje på det menneske han hjernevasker, og at den person, der tilslutter sig okkulte ceremonier med det formål at "påkalde ånder", selv vælger dette. I de tilfælde hvor fx børn bliver tvunget ind i sådanne ceremonier mod deres vilje, er situationen en anden for barnet, ligesom den er en anden for den, der hjernevaskes. Her påhviler ansvaret de voksne, der begår overgrebene og den person, der hjernevasker.
At nogle hjernevasker andre, er således ikke ensbetydende med, at mennesker generelt ikke har en fri vilje. Det har vi som udgangspunkt - og jeg tror på, at vi hver især overfor Gud skal stå til ansvar for, hvordan vi anvender den.

I sin konklusion taler Sargant også om, hvordan han mener, at "de store moralske reformatorer fra fortiden" "har været mennesker af obsessionelt temperament". Dette har betydet, at de har produceret "fundamentale ændringer i deres tankemønstre og fremkomsten af nye overbevisninger og levemåder". Sargant fremfører, at dette er sket på baggrund af "alvorlig sygdom, en alvorlig fysisk svækkelse, eller en langvarig følelsesmæssig krise, måske opstået på samme tid".
I denne passage afslører Sargant, hvem han bl.a. ser som "de store moralske reformatorer fra fortiden":
De to markante katolske ledere Frans af Assisi og Ignatius Loyola.
Den spanske mystiker og militærofficer Ignatius Loyola (1491-1556) stiftede Jesuitterordenen, mens den italienske munk og digter Frans af Assisi grundlagde Franciskanerordenen.
Jesuitterordenen har historisk stået for den kraftigste katolske reaktion imod prostestantismen under reformationen. "[D]et var især jesuitterordenen og den gryende mysticisme, der blev drivkraften i den modreformation, der udviklede sig i den katolske kirke i 1500-tallet," fortæller denne historiske artikel. På den baggrund er det bemærkelsesværdigt, at Sargant opremser den prostestantiske leder John Wesley (1703-1791), som en anden af sine store moralske reformatorer fra fortiden, i direkte sammenhæng med netop Ignatius Loyola. John Wesleys teologi er baggrunden for den metodistkirke, som Sargants tidligere nævnte familiemedlemmer tilhørte.
Frans af Assisi (1181-1226) er blevet kaldt en katolsk mystiker, og er kendt i legender for at tale med dyr og at være en udtalt naturelsker. Så stor at han fx personificerede solen som "Broder Sol" og månen som "Søster Måne". Dette element ligger tæt op af okkulte mystikeres og alkymisters idéer om solen og månen, som i deres symbolik også optræder som repræsentant for hvert køn og som tænkes forenet i en sammensmeltning kaldet "equilibrium".
Frans af Assisi har været en vigtig brik i miljøbevægelsen, såvel som i pave Frans' aggitation for selvsamme. Pave Frans har sit tilvalgte pavenavn fra Frans af Assisi. Assisi er blevet beskrevet som en "borderline panteist", og måden han tilsyneladende tolkede Gud ind i naturen, kan også lede tankerne hen på i den nyreligiøse "Gaia-bevægelse", der manifesterer sig som dyrker af "Moder Jord" som en afgud.
Vi skal senere høre meget mere om "equilibrium", Jesuitterordenen, den prostestanstiske reformation samt pave Frans og hans anvendelse af miljøbevægelsen.

"Mennesket selv kan meget vel være vores mest tilgængelige gud," skrev William Sargant i starten af bogen. Han synes, at afslutte bogen med at bekræfte denne opfattelse. I al fald skriver han, at han nok er nået frem til den konklusion, at "der ikke er nogen guder, men kun indtryk af guder skabt i menneskets sind". Sargant havde ellers været intenst optaget af spirituelle overvejelser, observationer og analyser gennem en periode på mindst 17 år. Den årrække er fra 1956, hvor han skrev Battle of the Mind til 1973, hvor han udgav bogen om demonbesættelse. I 1967 holdt han desuden et bemærkelsesværdigt foredrag om de samme spirituelle og okkulte fænomener.
Sargant skriver:
"Der er ingen behov for, at der er en gud til at udføre helbredelsen. Enhver metode som fremkalder spændingstilstande, der fører til en passende grad af udmattelse og deraf følgende ændring i hjernens funktion kan udføre mirakler alene."

Man kan få den fornemmelse at psykiateren og medicinmanden doktor William Sargant betragtede sig selv som mirakelmager. Der synes at være meget stor kontrast til patienten - eller offeret - Celia Irmries indtryk af den kolde og bryske mand med de mørke, hårde, onde øjne, som udstedte ordrer om hende hen over hovedet på hende. Ordrer som udmøntede sig i, at denne tilsyneladende selvoplevede "mirakelmager" optrådte i hendes maredridt flere årtier senere. Ligeledes tænker man på MK-Ultra-whistlebloweren Frank Olson, som med al sandsynlighed blevet stukket af Sargant og kort tid senere blev myrdet, formodentlig fordi han ville afsløre og standse det torturprojekt han var blevet involveret i.
Hvis Sargants udsagn skal forstås som et udtryk for en ateistisk livsopfattelse, er det i den sammenhæng værd at notere, at denne trosoverbevisning også er almindelig blandt mange satanister. Fx var også en af de personer, der regnes for særlig betydende for den moderne satanisme-bevægelse, Anton LaVey, også ateist. Anton LaVeys form af satanismen "var formelt ateistisk, og præsenterede Satan ikke som et rigtigt væsen, men som et symbol på menneskehedens dyrenatur," skriver Britannica. LaVeys sataniske tro "accepterede ikke desto mindre visse overnaturlige ideer, nemlig en tro på magi", forklarer den britiske encyklopædi, og "LaVey-satanister udførte ritualer med magisk hensigt".
Desuden promoverede LaVey egoisme som ideal. Sargants tilsyneladende ophøjede selvopfattelse, hans dominerende natur og ekstreme optagethed af magiens magtmuligheder samt hans mulige ateistiske livsanskuelse er måske ikke så fjern fra denne type satanisme.

Satanisk udnyttelse af børn: Heksedoktorens dissocierede alterpersonlighed
Manden med de tilsyneladende høje tanker om sig selv, den selverklærede hjernevasker William Sargant, slutter sin konklusion med en advarsel om at "passe på med at forsøge at påvirke vores medmennesker med metoderne diskuteret" i bogen. Det forekommer måske lidt paradoksalt i betragtning af, at Sargant på det tidspunkt havde levet af netop dette igennem hele sit arbejdsliv - samtidig med at han tydeligvis havde forsøgt at optimere denne påvirkning ved at opsøge diverse spirituelle og okkulte mystikeres erfaringer med bl.a. seksuel tortur og brug af diverse hårde og psykedeliske stoffer.
"I fremtiden vil erobringen og kontrollen af menneskets sind blive en langt vigtigere sag for os end udviklingen af større og bedre atomvåben," skriver han derefter. Han afslutter sin altruistiske tale med at pege på at "det er vigtigt, at vi lærer alt, hvad vi kan om hvordan hjernen fungerer, og hvordan mennesker kan blive psykologisk tvunget.
Det må man sige at William Sargant gjorde. Spørgsmålet er så hvorfor han mon stræbte så hårdt for at lære alt, hvad han kunne om "hvordan mennesker kan blive psykologisk tvunget".

I et afsnit, der handler om oplevelser Sargant havde i Etiopien, skriver han:
"I Etiopien er luften fuld af lurende Zars, Sataner og andre ånder, der kaster sig over og besidder mennesker og siges at være årsag til en række nervøse sygdomme. Antallet af disse dæmoner er utallige, ligesom i populær tro på Kristi tid og i middelalderens Europa. Luften er så fuld af dem, at besættelser generelt er af flere frem for en enkelt. Fødsel, ulykker, enhver fysisk sygdom, moralske krænkelser såsom utroskab eller følelser af misundelse, kan alle give Sataner en mulighed for at komme ind i et offer."

I betragtning af at Sargant tilsyneladende nåede frem til ikke at tro på overnaturlige fænomener, er det bemærkelsesværdigt, at han alligevel kommer med dette og og andre lignende udsagn.
Passagen står i et afsnit, der handler om disse "Zars" - et lokalt navn for dæmoner. I afsnittet skriver Sargant bl.a. om et "Zar-ritual", han oplevede i Etiopien i 1966, som han beskriver som "måske den mest spændende af alle". Den britiske psykiater skriver desuden at "[s]temningen var meget imponerende". Han fortæller, at han så "induktion af trance,- med kroppen rykkende frem og tilbage i meget hurtige bevægelser" indtil kollaps. "Børn er opdraget til at acceptere disse ceremonier som en almindelig del af livet, og klappede i hænderne sammen med resten," fortæller Sargant.
Et andet sted i bogen skriver Sargant:
"Spænding og stress af forskellig art, der fører til udbrud af beskyttende hjernehæmning og den hypnoide fase, kan pludselig åbne sindet til ukritisk at implantere nye ideer. Denne 'prægningsfase' af hjerneaktiviteten, som den er blevet kaldt, er normalt til stede hos meget små børn og kan blive frembragt kunstigt hos voksne."

"Den hypnoide fase" refererer formentlig til "den hypnoide tilstand", som er en teori om oprindelsen af hysteri offentliggjort i fællesskab af Josef Breuer og Sigmund Freud i 1893. "Den hypnoide tilstand" skulle være karakteriseret som "en tilstand af fravær af sind/bevidsthed frembragt af intense dagdrømme af en sørgmodig eller seksuel karakter". Desuden skulle eksistensen af denne tilstand angiveligt "danne grundlaget og betingelsen for hysteri".

Men ifølge William Sargant skulle "meget små børn" altså være særligt modtagelige for "prægning" ved hjælp af "[s]pænding og stress af forskellig art".
Dette er ikke nyt, men Sargants refleksioner om børns åbenhed for "prægning" leder videre til flere foruroligende overvejelser. Særligt fordi Sargants refleksioner om børn står i sammenhæng med hans dybe undersøgelser af satanisme.
Det oplagte emne, i forlængelse af Sargants studie af satanisme og hans bemærkning om børn, er dissociativ identitetsforstyrrelse (DID). "Dissociativ identitetsforstyrrelse er resultatet af gentagne eller langvarige barndomstraumer," fortæller denne hjemmeside, som formidler forskning på området. Her fortælles også at denne sygdom "kan ikke dannes efter 6 til 9 års alderen".
Dette er ifølge behandlere og forskere et princip, der benyttes i sataniske og hedenske kulter. Disse kulter skaber denne sindslidelse i børn ved at påføre dem kraftige traumer op igennem deres tidlige barndom.
James Randall Noblitt er en psykolog, der har behandlet flere overlevende fra rituelle overgreb. Han skrev sammen med sin medforfatter Pamela Sue Perskin bogen "Cult and Ritual Abuse: Its History, Anthropology and Recent Discovery in Contemporary America" ("Kult- og rituelle overgreb: Dets historie, antropologi og de seneste opdagelser i nutidens Amerika").
De observerer - ligesom Sargant - at demonbesiddelse som religiøs praksis er meget gammel, måske med oprindelse i palæolitisk shamanisme (tidlig stenalder åndemaneri). De to forfattere teoretiserer om, at "rituelt traume er en primær årsag til den dissociation af identitet, som man finder i shamanistiske og trolddomsorienterede præindustrielle kulturer," såvel som i den okkulte undergrund i den moderne verden. De fandt desuden, "bevis på, at traumer bruges i en række af de indvielsesceremonier, som udføres i præindustrielle kulturer, og som kan være forbundet med udviklingen af tilstande af besiddelse af ånder."
Shamanens og heksedoktorens "besiddende ånd" menes således at være en dissocieret alterpersonlighed, der er blevet skabt af ritualiserede traumer i den tidlige barndom.

I afslutningen af den tidligere omtalte kritiske profilartikel om William Sargant står der:
James Randall Noblitt finder at fysiske traumer er den underliggende årsag til besiddelse og ændret bevidsthed hos sine patienter. Misbrugskulter traumatiserer unge ofre for at fremkalde dissociativ identitetsforstyrrelse. De børn, der anses for egnede til at blive optaget i kulten, får ændrede personligheder, der viser sig som besiddende ånder eller forfædre. (De resterende børn bliver desværre handlet og myrdet.) Det er sådan, kulten foreviger sig selv, sådan den skaber den næste generation af sektmedlemmer. Ritualerne er måske titusinder af år gamle.

Project Monarch
Den myndighedsorganisation og efterretningstjeneste - CIA - som i mere end 20 år i hemmelighed gennemførte ulovlige overgreb, der inkluderede bl.a. tortur og seksuelt misbrug, på bl.a. tusindvis af landets egne statsborgere, fortalte således offentligheden at de fremover ville holde op med dette. I forbindelse med dette løfte kan man minde om at CIA er en organisation, der arbejder professionelt med løgne, manipulation, hemmeligholdelse, tortur og om nødvendigt drab for at nå sine mål. Hvilket netop viste sig i denne sag.

Cathy O'Brien er en amerikansk kvinde som påstår, at hun har været offer for et statsligt amerikansk "mind control program" kaldet "Project Monarch", som hun påstår var en del af CIA's projekt MK-Ultra.

I sin bog "Trance Formation of America" hævder O'Brien, at hun som barn først blev seksuelt misbrugt af sin far såvel som af et børnepornonetværk. Angiveligt blev hun derefter tvunget af CIA til at deltage i Project Monarch, som hun hævder er en undersektion af Project MK-Ultra og Project Artichoke.
Ifølge O'Brien var hun under hypnose i stand til at genkalde minder om seksuelt misbrug - af både sig selv og sin datter - af internationale pædofilringe, narkobaroner og satanister, som angiveligt brugte en form for "traumabaseret bevidsthedskontrol-programmering" til at gør hende til sexslave.

O'Brien anklager en lang række fremtrædende personer - fra amerikanske, canadiske, mexicanske og saudiarabiske embedsmænd til stjerner fra countrymusikscenen - for at være en del af en Project Monarch-sammensværgelse om at drive sexslaveringe og begå børnemishandling.
For eksempel hævder O'Brien, at George H. W. Bush og den tiligere mexicanske præsident Miguel de la Madrid fremkom foran hende som hologrammer. O'Brien hævder at Bush tilsyneladende aktiverede et hologram af en form for firbenlignende 'alien', som skabte en illusion om, at Bush transformerede sig som en kamæleon foran hendes øjne.

O'Brien hævder, at Project Monarch fik hende til at udvikle multipel personlighedsforstyrrelse, og at hun under hypnose kan komme i alternative personlighedstilstande hvor hun har fotografisk hukommelse. O'Briens påståede oplevelse med MK-Ultra hjernevask og hendes personlighedsforstyrrelse er fortællingen om et menneske som får sin identitet smadret af udefra tilførte traumer over længere tid. Denne side forklarer om "Multiple Personality Disorder (MPD)" eller "Dissociative identity disorder" som er den engelske kliniske benævnelse - den danske folkelige benævnelse er "personlighedsspaltning".
Siden forklarer også hvordan nogle overgrebsgrupper/kulter har traumatiseret børn for derved at fremtvinge forskellige personligheder med karaktertræk som passer il de behov overgrebfolkene ønsker opfyldt. Teknikken skulle ifølge disse forklaringer være at når den taumabaserede behandling har forårsaget opsplitningen af offerets identitet kan nye identiteter og/eller minder inkorporeres i personen.
I den forbindelse er et udsagn fra den afdøde Raoul Lovedays kone Betty May særligt interessant. Hun hævdede overfor engelske medie, at - mens de var med Aleistar Crowley på Thelema-klosteret - var det blevet krævet, at de skulle skære sig selv med barberblade hver gang de sagde "jeg".
Igen et påført traume - fysisk smerte via selvskade - hver gang offeret forholder sig til sin personlige identitet, sit eksisterende "jeg". Var det et forsøg på at undertvige dette "jeg"?
Princippet i den sataniske personlighedsundertrykkelse Crowley udsatte sine ofre for, ifølge Betty May - synes at ligne det princip som Cathy O'Brien hævdede MK-Ultra fulgte.
Ud over at man her ser samme princip i anvendelse; satanisk rituel misbrug og MK-Ultra's traumabaserede programmering og bevidsthedskontrol - satte Cathy O'Brien desuden dette i relief ved at fortælle at der deltog satanister i processen.

Ingen myndigheder har reageret på Cathy O'Briens beskyldninger.
Cathy O'Briens bøger har fået kritik for at ingen beviser forelægges, at påstandene er "grundløse", er "svindel", "vrangforestillinger", "fantasi" og udtryk for "vilje til at afvige fra sund fornuft".

I de seneste 10-15 år er der sket en stadigt accellererende ændring af særligt de vestlige industrialiserede samfunds forhold til kønsidentitet.
Unge mennesker tror nu fuldt og fast på at det er muligt at "skifte køn" og flere og flere får foretaget indgreb på deres kroppe og indtager homonelle behandlinger så det faktisk kan ligne at dette er tilfældet. Mange bliver sterile i denne proces. Børn får også denne type indgreb foretaget og forældre beslutter at børn ned til spædbarnsalderen skal skifte køn rent juridisk, dvs. have ændret deres statslige dokumentation til det modsatte køn.
Rigtig mange "celebreties" har børn som har gennemgået en "transition" som er benævnelsen på denne proces, og disse fremvises i medier som prisværdige rollemodeller, som har frigjort sig fra samfundets tyranni på kønsområdet. Der lovgives i stigende grad om disse ting i parlamenter og lobbyarbejdet omkring parlamenterne fra diverse LGBT+-organisationer intensiveres hele tiden.

I den sammenhæng er der flere og flere almindelige mennesker som måbende iagttager denne udvikling, som de opfatter som bizar. Så meget at der i midten af 2010'erne opstod en bevægelse af skeptikere som, på diverse online platforme, begyndte at stille spørgsmålstegn ved den præsenterede medievirkelighed; Hvem af de kendte er faktisk det ene eller andet køn uagtet hvad deres officielle fortælling går på?
Disse underligere spørgsmål og påstande blev - og bliver stadig - fremsagt i diverse videoer på forskellige online platforme som fx Youtube, .. det sker via "analyser" af forskellige kendte menneskers udseende, og videoerne er i sin natur ofte ganske ubehagelige da de angriber disse kendte for noget som jo selvfølgelig er fuldstændig fundamentalt, og samtidig indehoder en påstand om at de kendte som kommer "under behandling" simpelthen lyver.

På et tidspunkt kom også amerikanske præsidenter under mistanke og behandling i denne sammenhæng. En person som bl.a. er blevet peget på som værende noget andet end det vedkommende selv fortæller er George Bush seniors kone Barbara Bush.
Hun bliver simpelthen af disse kritikere opfattet som en mand i drag-kostume.

Skizofrent forhold til homoseksualitet...?
I del x af denne artikelserie hørte vi om Wall Street-logen Kappa Beta Phi. Her skulle ældre medlemmer tituleres med ord som "Ophøjede Høje Råd", "Store Stryg", "Store Udtværer", "Store Brød", mens de selv brugte titlen og betegnelsen "værdiløse novicer” om de yngre investeringsfolk, der var på vej ind i logen. Vi hørte også om, hvordan disse "værdiløse novicer” skulle opføre diverse optrin på scenen iført drag-kostumer. Der var bl.a. et hvor de opførte en parodi på hit-balladen "I believe" fra musicalen "The Book of Mormon" ("Mormonerbogen"): “Jeg tror på at Gud har en plan for os alle. Jeg tror at min plan involverer en millionbonus”, sang de ifølge journalisten Kevin Roose, som havde sneget sig ind til logefesten. Af Kevin Rooses artikel fik man fornemmelsen, at ydmygelsen af nye logemedlemmer var almindelig i logen - og at deres optræden i drag-kostume tilsyneladende var et form for indvielsesritual, de skulle igennem.
Et oplagt spørgsmål, man kunne overveje, er, hvorfor mon logemedlemmerne har dette handlemønster? Hvorfor skal de nye logebrødre ydmyges ved at blive kaldt "værdiløse novicer" - og hvorfor skal de klæde sig ud som kvinder? Hvad drejer det sig egentlig om...?
Er det bare endnu en joke - eller ligger der mon noget dybere i det?
Alle de andre jokes, som er refereret af Kevin Roose, har jo betydninger, som henviser til konkrete ting og handlinger i logemedlemmernes liv. Fx sangen om millionbonussen.
Så hvilken betydning har denne "joke"? Og hvorfor skal alle logemedlemmer igennem dette ritual?

Et oplagt svar på spørgsmålet kunne være at de ønsker at logemedlemmerne får en form for fælles mental "klemme på hinanden". En slags "fælles ubehagelig hemmelighed", alle ønsker at holde skjult udadtil, men samtidig griner af i fællesskab.
Det passer meget godt med logens ønske om hemmelighed - og traditionelt er netop hemmeligholdelse af overgangsritualerne det som loger værner allermest om.
De informationer som angivligt er sluppet ud om overgangsritualer i fx Frimurerlogen fortæller også om forskellige elementer og grader af ydmygelse indbygget i ritualerne.
Kevin Roose fortæller også at den kendte milliarddærinvestor, tidligere amerikansk handelsminister og lederen af logen ("the Grand Swipe”) Wilbur Ross i sin tale som indledte aftenen, nedgjorde en anden loge, for at have et navnelogo som er "en stiltiende indrømmelse af homoseksualitet”.
Hvorfor på den ene side håne andre for at være homoseksuelle, og på den anden side kræve at alle udklæder sig i drag-kustome, som led i et optagelsesritual til logen?
Det virker lidt som om logen har et næsten skizofrent forhold til homoseksualitet?

Dette forhold til homoseksualitet minder i øvrigt også om noget som blev sagt om den tidligere nævnte sex-trafficker Roy Cohn - af en af mandens egne venner, Roger Stone. Den kontroversielle Republikanske politiske analytiker, Roger Stone var, ligesom i øvrigt den senere præsident Donald Trump, ung protégé af Roy Cohn, påstås det i artiklen.
Roger Stone citeres i artiklen for at sige:
"Roy var ikke bøsse. Han var en mand som kunne lide at have sex med mænd. Bøsser var svage, feminine. Han virkede bare altid til at have de her unge blonde mænd omkring sig. Det blev aldrig diskuteret. Han var interesseret i magt og adgang".
Af sammenhængen i det originale engelske citat er det oplagt at tolke, at "adgang" sandsynligvis skal forstås "adgang til magt".

Så kunne magt - og "Jeg gør som jeg vil" - være det centrale for Roy Cohn og i øvrigt andre af hans ligesindede deltagere i børnesexringe?
"Jeg har sex med dem jeg vælger!"
"Også for at vise min personlige magt!"

"Do What Though Wilt" - slogan for "Den ondeste mand i verden"
En mand som bl.a. er kendt for sloganet "Gør som du vil" ("Do What Though Wilt") er okkultisten Aleister Crowley (1875-1947). Crowley hævdede selv at han var stormester af 33. grad i det originale skotske frimurer rite-system. Han var desuden frimurer i Anglo-Saxon Lodge No. 343 under Grande Loge Nationale Française (Angelsaksisk Loge nr. 343 under den Nationale Franske Storloge). Vi er altså igen tilbage i den hemmelige loge-situation, som da vi hørte om Wall Street-logen Kappa Beta Phi.
For at forstå tankesættet og handlemønstrene der ligger bag denne opfordring "Gør som du vil", er en grundig undersøgelse af Aleister Crowleys liv og levned nødvendig.

I 1912 blev Aleister Crowley desuden indviet ind i en anden esoterisk orden; Ordo Templi Orientis (O.T.O.). Han skabte også i 1920 sin egen esoteriske religion "Thelema" baseret især på studier af antik egyptisk religion, og beskrevet som en form for "moderne hedenskab". Crowley dyrkede Thelema sammen med sine følgere i sin egen "magiske orden", som han kaldte A∴A∴.
Crowley blev kendt i sin samtid for at være stofmisbruger, bisexuel og en voldsom samfunds-provocatour. Han boede i flere lande; bl.a. England, Tyskland, Frankrig, Tunesien og Italien. Hans livsstil ledte til fordømmelser i den britiske presse som døbte ham "den ondeste mand i verden" (“the wickedest man in the world”). Den italienske fascistiske regering smed ham ud af landet i 1923 trods det at Crowley både var racist og tilsyneladende havde en forkærlighed for fascisme. Crowley opholdt sig under 1. verdenskrig i USA, hvor han bl.a. førte kampagne for den tyske krigsindsats mod Storbritanien. Senere erklærede han, at han havde infiltereret den pro-tyske bevægelse for at hjælpe det britiske efterretningsvæsen, som han havde flere forbindelser til bl.a. via den engelske efterretningsagent og forfatter Ian Flemming.
Ian Flemming som populariserede - og idealiserede - spionlivet med sin figur James Bond.

"Sex Magic" - perverse loge-ritualer
Som 23-årig skrev Crowley en digtsamling som er blevet kaldt "den mest beskidte digtsamling som nogensinde er skrevet" ("the filthiest book of verse ever written"). Den indeholdt digte med omdrejningspunkt omkring alle tænkelige former for seksuelle perversiteter; fx alle mulige former for analsex, heteroseksuel sodomi, pedasteri (sex med drengebørn), voldtægt, dyresex og nekrofili - og nekrofili i sammenhæng med kannibalisme.
Nogle af digtene er bevidst blasfemiske. I ét digt har Crowley, mens han er i seng med en jødinde, en vision om Kristus på korset og forestiller sig selv voldtage Kristus med et spydhoved.

Alt dette var mange år før Crowley begyndte at dyrke "Sex Magic" i forbindelse med sine reliøse ritualer. En anden okkultist Paschal Beverly Randolph (1825-1875) udviklede et at de mest indflydelsesrige systemer til at dyrke "Sex Magic". Ifølge ham er det øjeblik hvor et menneske opnår orgasme den mest intense oplevelse et menneske kan have i sit liv, fordi i det øjeblik åbner sjælen sig for det goddommelige og for at modtage Guds ånd. "Sand sex-kraft er Gudskraft", sagde han ("True sex-power is God-power"). Randolphs lære om "seksuel magi" blev senere integreret i utallige hemmelige loger i Europa, ifølge Hugh Urbans artikel Magia Sexualis - bl.a. O.T.O. som Crowley var en del af. "Sex Magic" påstås at være en del af nogle hemmelige logers ritualer, selvom man jo ikke med sikkerhed kan sige det, da hemmelighederne omkring disse ritualer er noget af det logerne - som tidligere nævnt - værner mest om.
Ifølge Crowleys lære var analsex det højeste trin i dyrkelsen af "Sex Magic", og det trin som man ville få mest ud af rent åndeligt. Et element i analsex er typisk dominans og en grad af magtspil, og sadomasocisme var da også et væsentlig element i Crowleys univers.

Crowley blev også beskyldt for ofringer af mennesker, bl.a. på grund af en passage i hans bog "Book 4" hvor han erklærede at "Det ville være uklogt at fordømme som irrationel praksissen om at ødelægge hjertet og leveren fra en modstander mens det stadig er varmt. For at opnå den største spirituelle effekt skal man vælge det offer som har den største og reneste kraft; et perfekt uskyldigt drengebarn med høj intelligens er mest tilfredsstillende."
Herefter han tilføjede at han ofrede omkring 150 om året. Dette er, af dem som forsvarer Aleister Crowley, blevet tolket som at Crowley drilsk skulle hentyde til egne forspildte ejakulationer.

Massemorderen Aleister Crowley?
Aleister Crowleys egen mor - en troende kristen - troede at hendes drilske og egoistiske søn var djælven selv og gav ham tilnavnet "the Beast" ("Dyret") - et navn som skulle komme til at hænge ved ham resten af hans liv. Måske også fordi det var en etikette han satte på sig selv. Ja, faktisk helt nøjagtigt "The Great Beast 666" - en præcis reference til satans agent på jorden skildret i den apokalyptiske sidste bog i Bibelen, Johannes' åbenbaring.

"Jeg vil have blasfemi, mord, voldtægt, revolution, hvad som helst, ondt eller godt - så længe det er stærkt" skrev Crowley til sin svoger Gerald Kelly, en kendt britisk kunstner som i øvrigt senere blev slået til ridder for sine kunstneriske bedrifter.

Flere mennesker i kredsen omkring Crowley døde tilsyneladende af forgiftning og overanstrengelse ved hans sex-magic orgier. Det nok mest kendte af disse eventuelle dødsfald var det som skete for Raoul Loveday, som var en følger af Crowley og som sammen med sin kone Betty May boede på Thelema-klosteret i Cefalù på Sicilien. Loveday døde i 1923 af forgiftning, da han havde drukket af en forurenet kilde i området omkring klosteret. Hans kone May rejste hjem til London og gik til pressen og fortalte sin vinkel på historien - bl.a. at hendes mand var blevet tvungent til at drikke blod fra en ofret kat og at det var blevet krævet at de skulle skære sig selv med barberblade hver gang de sagde "jeg".

En anden måske endnu mere inkriminerende del af Crowleys historie er denne: I 1920'erne og 30'erne var London grebet af en ide om en "mytisk forbandelse" af den unge egyptiske konge Tutankhamun. Der var nogle britiske arkæologer som i 1923 havde været med til at åbne Tutankhamuns begravelseskammer i Luxor og som var døde i de følgende år - seks af dem befandt sig i hovedstaden da de døde.
En døde af kvælning, en anden faldt syv etager ned fra sin lejlighed. På det tidspunkt handlede pressens dækning af episoderne om "Tutankhamuns forbandelse" og man spekulerede i at overnaturlige kræfter var på spil. Men undersøgelser udført af historikeren Mark Beynon peger i dag på at det var rituelle mord udført af Aleister Crowley. Hvis denne historiker har ret i at de seks dødsfald faktisk alle var rituelle mord planlagt og udført af Aleister Crowley for at tage hævn for vanhelligelse af den Egyptiske gravplads, betyder det at Crowley er massemorder ud fra den kriminologiske definition uanset om han også myrdede folk i forbindelse med sine sex-magic orgier og øvrige okkulte ritualer, eller ikke.

Bed til at Guds vilje sker - ikke din egen, sagde Jesus
Man behøver vist ikke være hverken raketvidenskabsmand eller professor i teologi for at forstå at Aleister Crowley var i absolut modstrid med Bibelens moralske og etiske lære. I tilsyneladende alt hvad Crowley gjorde og sagde gennem hele sit liv.

Jesus gav bønnen fadervor til sine disciple som indeholder ordene "Din vilje ske" med betoning af det bærende ønske om, at det er Guds vilje som skal ske fyldest. Disse ord efterfølges i bønnen af "Dit rige komme". Det er altså afgørende, at Guds vilje sker, for at Guds idéelle rige kommer. "Guds rige" kan så både forstås som en harmonisk idealtilstand af fred og kærlighed i mennesker her på jorden - og det kommende himmelske rige der gives som løfte i Bibelen.

Aftenen før Jesu' korsfæstelse henvender Jesus sig, ifølge Bibelen, til sin himmelske far i en bøn.
I denne bøn beder Jesus til - hvis det på nogen måde er muligt - at blive skånet for den ufattelige lidelse, han ved, han er på vej til at gå ind i. Han slutter bønnen med "Men ikke min vilje, men Din vilje ske" (Matthæus 26:36-44). Så selv Guds søn beder til at Guds vilje skal ske - først og fremmest. Trods det at man som menneske kan tænke, at "hvis han selv er Gud, behøver han det vel ikke". Men han gør selv, hvad han opfordrer andre til - selvfølgelig.

Hele Bibelen har denne gennemgående røde tråd; at man skal gøre Guds vilje - ikke sin egen.
Fordi Guds vilje bunder i ren godhed, mens mennesker er præget af en eller anden grad af ondskab, fejl, egoisme...
I Mathæus-evangeliet (7:11 og Lukas 11:13) fortæller Jesus sine desciple at de kan være trygge ved at stole på at deres himmelske far vil passe på dem, med sætningen "Hvis I, som er onde, ved hvordan I skal give gode gaver til jeres børn, hvor meget mere vil jeres far i himmelen give gode gaver, til dem der spørger ham?".
Så selv de desciple og apostle, som i kristen forståelse må regnes for nogle af de bedste mennesker i verdenshistorien, er ifølge Bibelen onde - af den simple grund at de også har ondskaben i sig.
"Der er ingen der gør det gode, ikke en eneste", står der i Salmerne 14:3 og det gentages i Romerbrevet 3:12.
Og i vers 10 i samme kapitel: "Der er ingen som er retfærdig, ikke en eneste".
I Johannes evangeliet står der i 1:18: "Hvis vi siger vi ikke har nogen synd, bedrager vi os selv".

Jesus fortsætter efter at have fortalt om gaverne fra Gud i himmelen (Mat. 7:12);
"I alt hvad I gør; gør imod andre hvad I gerne vil have, de skal gøre imod jer. Dette er loven i sin essens".

Jesus skærer Guds ord ud i pap, for en mand som henvender sig til Jesus og spørger, hvad de vigtigste bud er i Guds lov.
Jesus svarer med de berømte ord; du skal elske din næste som dig selv og du skal elske Gud af hele dit hjerte og hele din ånd. Dvs. kærlighed står i centrum af Jesu lære - kærlighed til andre mennesker og til Gud, som i sig selv er sandheden, retfærdigheden, kærligheden og livet.
Kærlighed er i antik jødisk tænkning opdelt i niveauer (udlagt med græske ord i det nye testamentes græske tekster); eros, philia og agape.
Eros er den laveste kærlighed; en begrundet kærlighed som i en eller anden grad er forbundet med lyst, begær og seksualitet.
Philia er venskabelig kærlighed og bånd til venner og familie. Dvs. kærlighed til venner og bekendte man holder af, og som sådan højere end eros, da det ikke er knyttet til begær, lyst og personlig seksuel tilfredsstillese.
Det højeste niveau af kærlighed er agape som er den betingelsesløse og ubegrundede kærlighed. Dette er den guddommelige kærlighed som Jesus fx opfordrer til, når han siger "Du skal elske din fjender. Også hedningene elsker jo deres nærmeste, famile og børn, dem skal I adskille jer fra" (Mattæus 5:43-48).

Jesus appellerer altså til at vi tænker på hinanden og at vi agerer ud fra at skabe trivsel for vores medmennesker. I yderste konsekvens; at vi ofrer os for hinanden - han gav selv det største offer med sit eget liv.

"Do What Thou Wilt" handler derimod om at sætte sig selv i centrum. Det er en appel til menneskers selvoptagethed og egoisme. I kristen tænkning er det modstanderåndens (Ha'Satan på hæbraisk) ønske om at mennesker følger denne egoisme på bekostning af andre.
Det er samtidig et udsagn om invitation til personlig "magt", men det er en falsk præmis som fører til adskillelse fra medmenneskelighed, destruktion af sine relationer og i yderste konsekvens selvdestruktion. Ting som illustreres temmelig tydeligt af Aleister Crowleys eget ekstremt destruktive liv (han endte sine dage ensom, fattig og nedbrudt af stofmisbrug), såvel som dem der befandt sig i hans sociale netværk, hvoraf mange som nævnt døde.

For at gå imod Guds lov?
Med Aleister Crowley har vi altså set en historisk prominent loge-person skrive, sige og gøre alt hvad der er i strid med hvad Bibelen byder kristne.
I Det gamle testamente står der (5. Mosebog 22:5) "En kvinde må ikke gå i mandetøj, og en mand må ikke gå i kvindetøj, for Gud afskyr dem der gør sådan".
Kan man forestille sig at Wall Street-logen Kappa Beta Phi kræver, at deres medlemmer skal gøre netop dette, fordi det går imod Guds lov?
Ud over de øvrige grunde vi allerede har været inde over, selvfølgelig.

Baphomet, transseksualitet og Babylons gudinde Inanna
I midten af 1800-tallet udkom magikeren og okkultisten Éliphas Lévi med bogen "Dogme et rituel de la haute magie" ("Dogmer og ritualer i høj magi"). Til denne bogs forside havde han tegnet en figur af en afgud kaldet "Baphomet" eller "The Sabbatic Goat". Tegningen forestillede en bevinget menneskeskillelse med gedehoved. Kroppen var en mandekrop med kvindebryster og mellem sine horn på hovedet havde den en fakkel.

Éliphas Lévis' illustration af afguden Baphomet

Omdrejningspunktet i Éliphas Lévi's tegning af barphomet er modsætninger. Eller med et andet ord; dualitet. Figurens hænder peger hhv. opad og nedad. På armene står der hhv. SOLVE (opløse) og COAGULA (samle). Tegningen indeholder sammensætningen af både dyr og menneske. Mand og kvinde. Menneske og engel. Nat og dag. Himmelsk og jordisk. Op og ned.
Det er svært ikke at tolke faklen som en reference til "Lucifer" - lysets engel; den faldne engel som beskrives i Bibelen og som repræsenterer Satan - Guds og menneskenes åndelige modstander. Ordet satan kommer fra hebræisk (Ha'Satan) og betyder anklager, modstander.
Fingrene holdes som man ser det på afbildninger af katolske helgene, med pege- og langefinger samlet pegende opad - og i dette tilfælde også nedad. Dette refererer til et kendt okkult og alkymististisk princip og motto som lyder "Det, der er ovenover, er som det, der er under, og det, der er under, er som det, der er ovenover" ("Quod est superius est sicut quod inferius, et quod inferius est sicut quod est superius" - den populariserede engelske udgave lyder "As above so below"). Et motto brugt af bl.a. den moderne okkultist Helena P. Blavatsky (1831–1891, stifter af det mystisk-okkulte selskab og religionen the Theosophical Society), og endnu senere blev det også et almindeligt citeret motto i New Age cirkler. Det er også et meget brugt motto i hemmelige loger generelt - fx Odd Fellows og Frimurerne.
I panden har figuren et pentagram - et symbol senere anvendt flittigt som satanisk symbol, bl.a. af Anton Lavey (1930-1997) som stiftede den sataniske kirke i San Francisco og regnes for grundlæggeren af moderne satanisk religion

En skulptur af Baphomet blev af den sataniske kirke i 2018 opstillet på Capitols græsplæne, Washington DC

Éliphas Lévi's tegning er i dag den mest kendte repræsentation af afguden Baphomet, og den er sandsynligvis bl.a. inspireret af tarotkortet “Le Diable” (Djælven) fra Marseille-dækket. Også denne tegning viser en tvekønnet figur tydeligt understreget med mandligt kønsorgan og næsten karikerede kvindelige bryster. Så hvor kommer denne idé om djælvlen som transseksuel guddom egentlig fra...?

I middelalderens alkymi blev perfektion og helhed symboliseret i det androgyne; et guddommeligt og forenet væsen, der er både mandligt og kvindeligt. Denne tilstand har i alkymien benævnelsen "equilibrium". Ifølge disse menneskers overbevisning en perfektionstilstand, hvor modsatrettede kræfter eller påvirkninger er i fuldstændig balance.
En anden benævnelse i alkymien herfor er "rebis" (fra latin res bina, der betyder dobbelt eller dobbelt stof). Dette er slutproduktet af det alkymistiske "magnum opus" (det store værk): Efter at man har gennemgået stadier af forrådnelse og renselse, og adskilt modsatrettede kvaliteter, forenes disse kvaliteter igen i det, der beskrives som "den guddommelige hermafrodit", en forsoning af ånd og stof, et væsen af både mandlige og kvindelige egenskaber som indikeret af det mandlige og kvindelige hoved i en enkelt krop. Solen og månen svarer til hhv. den mandlige og kvindelige halvdel (bl.a. Heinrich Nollius, Theoria philosophiae hermetica, Hanau, 1617).
Denne idé er også central i dele af of Rosicrucianismen, i Theosofien og i dele af jødisk Kabbalah.

Rebis fra 'Theoria Philosophiae Hermeticae' (1617) af Heinrich Nollius

Bemærk i øvrigt hvordan disse symboler går igen som også Frimurerordenens mest almindeligt anvendte symboler: Passer og vinkelmåler, sol og måne samt stjernerne og globen.

Men denne idé om det androgyne som en idealtilstand og noget guddommeligt går helt tilbage til tiden som beskrives i Det gamle testamente.
I det antikke Babylon (Sumer) var androgyne mænd involveret i Inanna-kulten ("Sex and eroticism in Mesopotamian litterature" s. 157–158). Inanna er den antikke sumeriske gudinde for kærlighed, sanselighed, frugtbarhed, forplantning og også for krig. En gruppe af transseksuelle mandlige præster eller eunukker og interseksuelle mennesker kendt som "gala" arbejdede i Inannas templer, hvor de sang klagesange ("Sex and eroticism in Mesopotamian litterature" s. 285). Gala tog kvindenavne, talte på eme-sal-dialekten, som traditionelt var forbeholdt kvinder, og engagerede sig desuden i seksuelle handlinger med mænd.
Denne religiøse praksis kan sammenlignes med vore dages indiske "hijras", der udfører de fleste af de samme handlinger som de antikke babylonske "gala".

Som der står i denne Harvard-artikel forlader de fleste hijra'er hjemmet for at blive en del af hijra-fællesskabet, et fællesskab, som fjerner sig fra det almindelige samfund og underviser i fællesskabets lektioner og praksisser i hemmelighed. Et ungt menneske indvies ved at følge en guru eller lærer, som vil undervise "chela"'en eller disciplen i hijra-livet. Dette inkluderer at forlade sit hjem for at leve i fællesskab med andre hijraer for at lære de rituelle roller, de udfører i hinduistiske hjem. Her forventes hijra at udføre danse, sange og velsignelser ved både fødsler og bryllupper af hinduer. Desuden vælger mange hijras, at gennemgå en kastrationsceremoni, der fjerner deres mandlige kønsorganer som et offer til hinduistiske gudinde Bahuchara Mata. Som der står i artiklen er denne praksis noget som går mere end 2000 år tilbage i tiden. De moderne "hijra" ligger således i forlængelse af de babylonske "gala"'er, og er sandsynligvis en direkte videreførsel af præcis samme antikke praksis.
I denne video om hijra-fællesskabet er der en hijra, som udtaler: "I livet er der nogle mennesker som ønsker at rejse til månen eller solen. Jeg var tusind gange mere lykkelig, da jeg blev en kvinde."
Lyder det som en reference til princippet om "equilibrium" mellem sol og måne - symbolerne for mand og kvinde?

Gudinden for religiøs transseksualitet har mange navne
Mens babyloniere i det akkadiske imperium brugte navnet "Inanna" om gudinden for frugtbarhed og krig, kaldte assyrerne samme gudinde for "Ishtar" - og vest-semiterne kaldte hende "Astarte". Det var grundlæggende den samme guddom, som blev tilbedt under mange forskellige navne, såsom moder jord, jomfrumoderen og hun identificeres i generel forstand med Atargatis, Lilleasiens "Store Moder", Artemis (Diana) af Efesos, romernes Venus og andre. Forskellige navne og titler tildelt til jomfru-moder-gudinden har et element, der betyder "dame" eller "elskerinde", som Nana, Innini, Irnini, Beltis. Nogle af navnene var Belti, "min frue" (samme som det italienske madonna), Belit-ni, "vor frue" og "himlens dronning" - det navn, under hvilket Ishtar blev tilbedt som morgen- eller aftenstjerne. Nogle af disse navne og titler - "vor frue" og jomfru-moder-gudinden - anvendes i dag på jomfru Maria, særligt i den katolske kirke.
Bibelen forbyder israeliterne (/kristne) at dyrke Astarte/Inanna/Ishtar. Dette kan læses i Bibelens profetbøger hvor profeterne fordømmer denne afguddyrkelse offentligt og kalder Israels hus til at omvende sig fra dets korrupte skikke (bl.a. Jeremias 7:18; Jeremias 44:25; Ezekiel 8:14 og flere andre steder). Desuden står der fx i 1 Kongebog 11:5 at "Salomo fulgte Astarte, sidoniernes gud, og Milkom, ammonitternes ækle gud. Og han gjorde det som var ondt i Herrens øjne, og fulgte ikke Herren fuldt og helt, som hans far David havde gjort." Salomo var som bekendt konge over israelitterne efter kong David, og var sammen med kvinder fra de omkringliggende hedenske lande. Kvinder som ifølge Bibelen forførte ham til, i en eller anden grad, at følge deres guder og desuden tillade dem i Israel.

Baphomet, Aleister Crowley og Frimuerordenen
I "The Book of Thoth" ("Thoths Bog") skriver Aleister Crowley om tre forskellige Tarot-kort Atu XIII, Atu XIV og XV (13, 14 og 15): "På Livets Træ er Atu XIII og XV symmetrisk placeret; de fører fra Tiphareth, den menneskelige bevidsthed, til de sfærer, hvor Tanken (på den ene side) og Fryd (på den anden) udvikles. Mellem dem leder Atu XIV på samme måde som den sfære, der formulerer Tilværelsen."
Og videre; "Disse tre kort kan derfor opsummeres som en hieroglyf af de processer, hvorved idé manifesterer sig som form. Dette kort repræsenterer kreativ energi i sin mest materielle form; i dyrekredsen, Capricornus indtager Zenith. Det er det mest ophøjede af tegnene; det er geden som af begær springer på jordens tinder."

Tarotkort Atu XIII, Atu XIV og XV (13, 14 og 15)

I bogen "Magick in Theory & Practice" ("Magi i teori og praksis" - kapitel 21, s. 193) skriver Crowley om Satan og Tarotkortet Atu XV, at "Denne slange, Satan, er ikke Menneskets fjende, men Han, som skabte Guder af vores race, idet han kendte Godt og Ondt; Han bød "Kend dig selv!" og underviste i Indvielse. Han er "Djævelen" i Thoths bog, og Hans emblem er Baphomet, den Androgyne, som er hieroglyfen for mystisk perfektion. Tallet på Hans Atu er XV, hvilket er Yod He, den Eviges Monogram, Faderen forenet med Moderen, Jomfru-Sæden forenet med alt-indeholdende Rum. Han er derfor Liv og Kærlighed. Men desuden er hans bogstav Ayin, Øjet; han er Lys, og hans Stjernetegnsbillede er Stenbukken, den springende ged, hvis egenskab er Frihed."
Som der står på denne side for dyrkere af Thelema (jf. tidligere afsnit om Crowleys religion) - Thelemic Union, som netop skriver om disse udsagn fra Aleister Crowley: "Baphomet er derfor et symbol på perfektion, som vi alle stræber efter som magikere, et billede på fuldstændig balance og harmoni i alle dele i en enkelt enhed. Med andre ord repræsenterer Baphomet det komplette eller perfektionerede mikrokosmos i denne forstand."
Crowley fortsætter efter de tidligere sætninger således: "Nummeret på Hans Atu er XV, hvilket er Yod He [יה], den Eviges Monogram, Faderen forenet med Moderen."
Om denne sætning skriver Thelemic Union: "Dette viser, at Baphomet er et billede af 'Yod He'"' (nogle gange stavet "Yod-Heh") eller Faderen (Yod / י) ét med Moderen (Heh / ה). Det kaldes et 'monogram', fordi 'Yod He' danner 'Jah', Guds enstavelsesnavn."
Ifølge Thelema-dyrkere og Aleister Crowley er Baphomet altså den antikke israelitiske og nu kristne gud Yah (som skrives i sin fuldstændige ordlyd 'Yahve', men første del 'Yah' er den korte version af Guds monogram). 'Yod He' er de palæo-hebræiske bogstaver i den første del af Guds navn udtrykt fonetisk med baggrund vore dages alfabet.
Kan man måske sige at disse okkulte mystikeres læsning af Bibelen virkeliggør talemåden "som Fanden læser Bibelen"...? Uanset hvad; det korte af den lange kryptiske udredning er altså at top-frimureren Aleister Crowley og hans nulevende følgere mener at Satan og Baphomet er den samme som Bibelens Gud Yahve.
Det passer ganske godt med at stormester frimurere af 33. grad i det skotske rite (den øverste rang i den øverste orden inden for Frimurerordenen) tilsyneladende centralt på deres hovedbeklædning bærer et symbol på Baphomet.

På billederne herover ses portrætbillede af Aleister Crowley med håndskrevet tekst, som transskriberet siger:
"An XII ☉ in [stenbuk-symbol]
[kors-symbol] Baphomet
X° O.T.O. R.S.S.
Ireland
Iona
and All
the Britains".
Mange tolker herudfra at korssymbolet foran ordet "Baphomet" er symbol for afguden Baphomet. Dette korssymbol er placeret centralt på den fez som Sovereign Grand Commanders frimurere af 33. grad i det skotske rite bærer. Eksempler herpå ses under portrætbilledet af Aleister Crowley: Frimurer af 33. grad i det skotske rite, Sovereign Grand Commander of The Supreme Council Henry Christian Clausen og Sovereign Inspector General in California. Desuden to yderligere eksempler herpå.
Flere eksempler på dette kan ses her.

Amerikanske frimurerpræsidenter - og dødsløfter om hemmeligholdelse
Man kan indvende at det er helt ligegyldigt om en eller anden hemmelig loge tilbeder Satan eller ikke. Men så er det måske lidt væsentligt at vide, at rigtig mange magtfulde mennesker er en del af dette "broderskab" - både historiske personer og med al sandsynlighed også nulevende. Det er dog stort set umuligt at finde ud af hvilke nulevende personer med magt i samfundet, der er frimurere.

I dag oplyser præsidentbiblioteket, Truman Library, som drives af den føderale amerikanske regering, at 16 af USAs 45 præsidenter var frimurere, startende med USAs første præsident George Washington, og senest den 38. præsident Gerald R. Ford.
Gerald Ford, Harry S. Truman og Franklin D. Roosevelt var frimurere af 33. grad "Honorary Grand Master of the Order of DeMolay", altså Sovereign Grand Commanders, som - hvis den tidligere tolkning er korrekt - bar Satan-symbolet på deres fez, når de var sammen med logebrødrene og foretog deres hemmelige ritualer.

Billede angiveligt af USAs 38. præsident Gerald Ford, med slips tilsyneladende med Baphomet-symbolet

Desuden er der selvfølgelig alle de royale frimurere, som fx i Danmark har betydet at kongerne fra ca. midten af 1700-tallet til midten af 1900-tallet alle var betydende frimurere.
Af andre berømte frimurere kan fx nævnes politikeren og diplomaten Benjamin Franklin, frontfigur i den amerikanske revolution, Storbritanniens premierminister Winston Churchill, bilfabrikanten Henry Ford, FBI efterretningschefen J. Edgar Hoover og den britiske imperialist og mineejer Cecil Rhodes.
Så FBI-chefen J. Edgar Hoover, som vi tidligere hørte om i forbindelse med 1950'er-børnesex-ringen, var altså også frimurer - i øvrigt af 33. grad i det skotske rite. J. Edgar Hoover, som blev anklaget af et påstået vidne, for at have haft sex med mindreårige drenge. Hoover, som vidnet påstod, var klædt i kvindetøj, blev kaldt "Mary" og "fik en af drengene til at læse op fra bibelen, mens en anden legede med ham".

Rigtig mange betydningsfulde mennesker har igennem historien været frimurere. På denne liste udgivet af frimurere ses nogle af dem.
På denne todelte alfabetisk opdelte liste A-D E-Z er der mange flere, da den ifølge sine referencer er sammensat af flere forskellige frimurerlister. Det drejer sig om historiske statsmænd og ledende politikere, konger og prinser, ledende militærfolk, ledende videnskabsfolk og intellektuelle, samt kulturpersonligheder og verdenskendte sportsfolk. Ingen af ovenstående lister har de tre frimurere med, som vi lige om lidt skal beskæftige os med, så de er ikke fyldestgørende. De har tilsyneladende kun afdøde historiske personer med. Der er altså ingen nulevende eventuelle magthavere, som bliver afsløret som frimurere på nogle af disse lister.

Det er meget svært, at finde ud af hvilke nulevende magthavere, der eventuelt desuden er frimurere. Ja, det forekommer faktisk stort set umuligt uden personlige kontakter med insider-viden.
Dette gælder uanset hvor i verden man underøger det. Her er en liste med australske statsmænd, som var frimurere. Den tæller 10 australske premierministre, 29 premierministre for landets stater og 39 guvernører. Alle historiske personer igen - ingen nulevende afsløret.
En gang imellem ses kritiske artikler og undersøgelser omkring problemet med magtfulde offentligt ansatte menneskers deltagelse i hemmelige organisationer. I 1995 blev en undersøgelse af Frimurerordenen således foretaget i Storbritanien. Undersøgelsen blev igangsat af det politiske parti Labour, som ifølge denne artikel fandt en del navne på ledende politikere og frimurere fra det Konservative parti.
I artiklen står at undersøgelsen "kan komme til at give stof til eftertanke" for lederen af undersøgelsen. For ud over at de fandt frem til en hel del ledende frimurerpolitikere, fremgik det også at mange dommere var medlemmer af frimurerordenen. Som der står i artiklen om den dommer som ledede efterforskningen; han "kan komme til at skulle undersøge sine egne kolleger".
Også i 2018 var der en artikelserie i den engelske avis "The Guardian" som omhandlede problemet med mulige magtfulde frimurerpolitikere. En af disse artikler handlede om loger som blev oprettet for at rekruttere parlamentsmedlemmer, fagfæller og desuden parlamentarisk personale, samt for medlemmer af det politiske pressekorps.
Det åbenlyse problem med magtfulde offentligt lønnede personer, der samtidig er frimurere, forstærkes yderligere af påstande om, at frimurerlogebrødrene tvinges til at afgive dødsløfter for at holde hemmelighederne i logen. Det sker angiveligt i forbindelse med indvielsen til de forskellige trin, som de gennemgår i logelivet. Truslerne ved brud på disse løfter skulle ifølge påstandene være ekstremt voldelige. Ifølge denne Time-artikel, af en britisk professor og forfatter til en bog om frimureri, er straffen at halsen skæres over, tungen rives ud med roden og kroppen kastes i havet.
På denne side påstås en lidt anden ordlyd, men med stort set samme voldelige indhold.
Som vi skal se senere fremføres den samme påstand om Den Danske Frimurerorden, ifølge en undersøgelse udført af den danske tabloidavis Ekstrabladet.

Frimurerne og Crowley - Hvad siger andre ledende frimurere...?
Men måske var Aliester Crowley bare en totalt abnorm frimurer, der sagde og gjorde ting som var helt i modstrid med frimurernes faktiske værdisæt?
Og jo, nogle frimurere indvender lige præcis at Aleister Crowley var en unormal frimurer. De begrunder det så med, at den loge Crowley blev optaget i - Anglo Saxon Lodge No 343 - kun var chartret af Grand Loge de France (Frankrigs Storloge), men ikke anerkendt af United Grand Lodge of England (Englands Forenede Storloge). Også dette frimurermedie fremfører dette forbehold overfor Aliester Crowley, og påstår i øvrigt på den baggrund, at Crowley slet ikke var frimurer.
Den førstnævnte artikel er skrevet i "The Square Magazine" ("Vinkelmagasinet"), som er et blad med artikler skrevet af frimurere for frimurere, der er interesseret i at lære mere om frimurerlivet.
Artiklen starter med at fortælle, at den brede offentlighed betragtede Aleister Crowley "som en potentielt farlig stofmisbruger, der praktiserede sort magi, var seksuelt umoralsk og en kontrollerende galionsfigur med smag for sadisme". Derefter står der at "Virkeligheden var dog noget anderledes", og forfatteren giver så eksempler på at Crowley var en dygtig og engageret bjergbestiger samt en produktiv skribent om filosofi, kultur og politik - "og selvfølgelig det okkulte, inklusive Thelema og 'magick', et udtryk, han opfandt for at skelne det fra scenemagikeres optrædener", som der står.
Denne frimurerloge beskriver Aliester Crowley som "en genial studerende af symbolik og ritualer" og fortæller derefter om Crowleys frimurerliv og om nogle af hans kontakter i frimurermiljøet.
Intet kritisk om mandens totale fravær af moral eller hans sadisme, sorte magi eller digte om sex med lig og børn eller kannibalisme-sex.
Dette frimurermedie har den præcis samme artikel om Crowley, hvor der altså står at Aliester Crowley var genial.

Artiklen i "The Square Magazine", som peger på, at Crowley var en unormal frimurer, fortæller samtidig fx at de nutidige begreber om magi og ritualer, der er i centrum for nutidige traditioner, såsom Crowleys Thelema, var inspireret af Golden Dawn ("Gylden Daggry") - og at alle de tre grundlæggere af Golden Dawn var frimurere. Artiklen fortæller videre at Golden Dawn blev en af de største enkeltpåvirkninger på det 20.århundredes vestlige okkultisme.
Artiklen kortægger i det hele taget meget grundigt hvordan Aleister Crowley var forbundet med ledende mystikere og okkultister, frimurere, adelige, militær- og efterretningsfolk, kunstere m.m.
Eneste anke fra andre frimurere mod Aliester Crowley er altså tilsyneladende, at Crowley ikke var frimurer i en orden, der var anerkendt af Englands Forenede Storloge.

Så hvad med det okkulte indhold af de ting som Crowley ytrede sig om?
Hvad siger andre frimurere mon om Baphomet, Satan, magi og sort magi, hedenske guder og gudinder og så videre?
Lad os se på nogle eksempler herpå fra tre andre historisk berømte og højt profillerede frimurere, som også har skrevet om disse ting:
Albert Pike
Albert G. Mackey
Manley P. Hall
Alle disse tre var Sovereign Grand Commanders og frimurere af 33. grad i det skotske rite.
De var altså allesammen frimurere af øverste grad i det rite som administreres af Englands Forenede Storloge.

Albert Pike: 'De indviede repræsenterer Kraften Satan'
Albert Pike (1809 – 1891) var en amerikansk forfatter, digter, taler, redaktør, advokat, jurist og sydstatsgeneral, der bl.a. var i eksil i Washington D.C. under afslutningen af den amerikanske borgerkrig (fra 1864 - 1865), tjente som dommerfuldmægtig ved Arkansas Supreme Court (Arkansas' højesteret) - og som desuden i 1873 flyttede ind i Temple of the Supreme Council of the Scottish Rite i Washington, D.C. (Tempel for det Suveræne Råd af det Skotske Rite i Washington D.C.) Rådet tilbød ham et stipendium, og han blev der resten af sit liv. Som der står på Encyclopedia.com: "Han dominerede det skotske frimurerrite i de næste to årtier". Man kan med rette tilføje, at han dominerede al frimureri i disse årtier, dels fordi det skotske frimurerrite er det mest anerkendte i verden, dels fordi Albert Pike var det menneske, han var.
Han bliver af mange frimurere regnet for at være genial.

Portrætbillede af Albert Pike i sit Frimurer-regalia

Albert Pikes tekster er om muligt endnu mere kryptiske og svære at læse end Aleister Crowleys.
Men giver man sig tiden og prøver at decifrere, hvad der rent faktisk står i hans mystiske fablerier, kommer man alligevel frem til en forståelse.
Albert Pike skriver i sin bog "Morals and Dogma" ("Moral og dogme" s. 323), om "Tetragrammet" - en betegnelse for Guds hebraiske egennavn: JHVH (יהוה på hebræisk - udtalt; YOD-HE-VAV-HE):
"Med sit udsagn skaber bogstavet YOD verdenerne, først i det Guddommelige Intellekt som en Idé, der investeret i form blev den opdigtede Verden, Universet for materiel virkelighed. YOD og HE, to bogstaver i det Uudsigelige Navn på den Manifesterede Guddom, repræsenterer det Mandlige og det Kvindelige, det Aktive og det Passive i Equilibrium, og VAV'et fuldender Treenigheden og det Triliterale Navn, den Guddommelige Trekant, som med gentagelsen af He bliver til Tetragrammet."

Lyder det ikke præcis som Aleister Crowleys udredning om det samme...?
Han skrev: "Yod He [יה], den Eviges Monogram, Faderen forenet med Moderen", og talte om de to bogstaver Yod og He (da: J og H) i den Bibelske Guds navn, som ifølge ham repræsenterer hhv. "Faderen" og "Moderen".
Her er det så en anden ledende frimurer - Albert Pike - som skriver at "YOD og HE, to bogstaver i det Uudsigelige Navn på den Manifesterede Guddom, repræsenterer det Mandlige og det Kvindelige, det Aktive og det Passive i Equilibrium".
Altså - igen - forening af det mandlige med det kvindelige for at opnå guddommelig "Equilibrium".
Det "Uudsigelige Navn på den Manifesterede Guddom" refererer til navnet på den Bibelske Gud, som ifølge stærkt troende jøder - især Kabbalister - ikke må udtales, da det ifølge dem er en fornærmelse mod Gud at et urent menneske siger hans navn.

På side 769 i "Morals and Dogma" skriver Pike yderligere om equilibrium:
"Ideen om equilibrium mellem alle efterligningerne; af manden på den ene side, og kvinden på den anden, med den Højeste Vilje, som også er den Absolutte Fornuft, over begge to, der holder balancen, er ifølge Kabbalah grundlaget for alle religioner og alle videnskaber, den primære og uforanderlige idé om tingene."
Og lidt senere i samme afsnit: "Enhed kan kun manifesteres af det binære. Enhed i sig selv og ideen om enhed er allerede to. Den menneskelige enhed bliver fuldendt af højre og venstre. Det primitive menneske var af begge køn."
Ifølge Albert Pike er "equilibrium" altså "grundlaget for alle religioner og alle videnskaber". Og "equilibrium" "af manden på den ene side, og kvinden på den anden" skabes med "den Højeste Vilje, som også er den Absolutte Fornuft, over begge to, der holder balancen". "Den Højeste Vilje, som også er den Absolutte Fornuft" lyder nærmest som noget guddommeligt i sig selv, gør det ikke? Måske er det simpelthen Albert Pikes gud?
Bemærk at Pike skriver at alt dette er "ifølge Kabbalah". Kabbalah er jødisk okkult mystik som bl.a. formidles i den jødiske Talmud. Talmud er en stor samling af citater og udtalelser af historisk ledende rabbinere, færdigstillet i løbet af 500-tallet i Israel, og kan måske kaldes en slags jødisk katekismus for korrekt religiøs jødisk kabbalistisk livsførelse. Talmud siger, at Gud oprindeligt skabte Adam som en hermafrodit og derefter delte det ene væsen i to separate kroppe. Så når Pike i sammenhæng hermed nævner "Det primitive menneske" refererer han sandsynligvis til det første menneske ifølge Bibelen: Adam. Kabbalister - og altså også Albert Pike og andre top-frimurere - mener således at det androgyne er en guddommelig idealtilstand som var før syndefaldet. Som der står på denne hjemmeside kaldet "Kabbalah Online": "Adam inkluderede oprindeligt både mand og kvinde, da han blev skabt med de to [forbundne] kroppe." Det er med al sandsynlighed denne idé som er blevet ført videre af middelalderens alkymister. Her er det en universitetsforelæsning, som "undersøger, hvordan visse antikke og middelalderlige tænkere hævdede, at "hermafroditisme" var menneskehedens oprindelige tilstand, skabt af Gud og dokumenteret i de første kapitler af Første Mosebog."

På side 102 i "Morals and Dogma" skriver Albert Pike om Satan:
"Satans sande navn, siger kabbalisterne, er det omvendte af Yahveh; for Satan er ikke en sort gud, men Guds negation. Djævelen er personificeringen af ateisme eller afgudsdyrkelse. For de indviede er dette ikke en person, men en Kraft, skabt til det gode, men som kan tjene til det onde. Det er redskabet til Frihed eller Fri Vilje. De repræsenterer denne Kraft, som præsiderer over den fysiske generation, under den mytologiske og hornede form af Gud PAN; derfra kom Sabbatsbukken, bror til den Ældgamle Slange, og Lysbæreren eller Fosforen, som digterne har lavet legendens falske Lucifer af."
Så ifølge Albert Pike er Satan altså - "for de indviede" (dvs. ham selv og andre højtstående frimurere og ligesindede) - "ikke en person, men en Kraft, skabt til det gode, men som kan tjene til det onde". Satan (som han kalder "det" fordi han opfatter det som en "Kraft") "er redskabet til frihed eller fri vilje" for Albert Pike og andre indviede.
Altså igen "fri vilje", som Kraften "Satan" er redskabet til. Minder det ikke lidt om Aleister Crowleys "Do what Thou Wilt"...? Eller måske rigtig meget? Tænk i øvrigt i den sammenhæng også på hvad Pike skrev om "den Højeste Vilje" og "den Absolutte Fornuft" der holder balancen i equilibrium mellem det mandlige og det kvindelige.
"De indviede" (altså ham selv og andre indviede) "repræsenterer denne Kraft".
Så Albert Pike har denne Kraft - Satan - sammen med sine logebrødre på de højeste niveauer.
Hvad gør denne Kraft så? Jo ifølge Albert Pike så bestemmer den ("præsiderer") "over den fysiske generation".
Til sidst afslutter Pike med forskellige af Satans navne, benævnelser og "titler" (så her er man vist ikke i tvivl om hvad han taler om): "den mytologiske og hornede form af Gud PAN", "Sabbatsbukken" (Albert Pike skriver på engelsk "the he-goat of the Sabbat" - altså "The Sabbatic Goat" netop det som Éliphas Lévi kaldte sin afbildning af Baphomet), "den Ældgamle Slange", "Lysbæreren" og "Fosforen". Og Pike skriver selv at "de indviede" "repræsenterer denne Kraft" og derefter skriver han "under" og så kommer hans opremsninger af alle disse udgaver af Satan. Så de indviedede (Albert Pike og andre højtstående frimurere mv.) repræsenterer Satan og er under Satan - og derfor har de magten til at bestemme over "den fysiske generation".
Så hvad er denne "fysiske generation" mon...? Det lyder jo i al fald på Albert Pike som nogle, der er nederst hierakiet her på jorden...

Det kan man måske blive lidt klogere på ved at læse hvad Pike skriver om den indviedes visdom og viden om sandheden (s. 3-4 i "Morals and Dogma"):
"Viden kan omdannes til magt og aksiomer til regler for nytte og pligt. Men viden i sig selv er ikke magt. Visdom er Magt; og hendes premierminister er JUSTITS, som er SANDHEDENs fuldkomne lov. Formålet med Uddannelse og Videnskab er derfor at give en mand visdom. Hvis viden ikke giver ham visdom, er det spildt som vand, der hældes på sandet. At kende Frimureriets formler er i sig selv af lige så ringe værdi som at kende så mange ord og sætninger på en barbarisk afrikansk eller australsk dialekt."
Og senere i samme afsnit: "Så glem ikke det sande formål med dine studier af Frimureret. Det er for at føje til din ejendom af visdom, og ikke blot til din viden. En mand kan bruge et helt liv på at studere en enkelt specialitet af viden, - botanik, konkologi eller entomologi, for eksempel - i at forpligte sig til at huske navne afledt af det Græske og klassificere og omklassificere; og dog ikke være klogere, end da han begyndte.
Det er de store sandheder om alt det, der vedrører en mand mest, det som angår hans rettigheder, interesser og pligter, som Frimureriet søger at lære sine Indviede."
Så er "den fysiske generation" mon dem der ikke opnår denne "visdom" og viden om "SANDHEDENs fuldkomne lov"? Mennesker som af pligt beskæftiger sig med "klassificere og omklassificere"? Folk som "bruger et helt liv på at studere en enkelt specialitet af viden"? Er det mon mennesker som simpelthen ikke er indviet i de ting som Albert Pike og hans logebrødre er indviet i?
Er "den fysiske generation" mon simpelthen alle de uindviede?
Dem der ikke har den visdom og sandhed som Albert Pike har?
Er det dem som - ifølge Albert Pike - styres af Satan gennem "de indviede"?
For lad os lige se hvad Albert Pike mener om disse "uindviede" mennesker (i samme bog "Morals and Dogma" - s. 104-105):
"Frimureri - som alle religionerne, alle mysterierne, hermetikken og alkymien - skjuler sine hemmeligheder for alle undtagen mestrene og vismændene eller de udvalgte, og bruger falske forklaringer og fejlfortolkninger af dets symboler til at vildlede dem, der kun fortjener at blive vildledt; for at skjule Sandheden, som den kalder Lys for dem og trække dem væk fra den. Sandheden er ikke for dem der er uværdige eller ude af stand til at modtage den, eller som vil pervertere den."
Mon ikke disse "uværdige" mennesker, som "kun fortjener at blive vildledt", er dem han referer til som "den fysiske generation", der styres af Satan gennem "de indviede"?
Det kunne man vist godt få fornemmelsen af...

Albert Pike afslutter sin lange opremsning af Satans mange navne og titler med det kryptiske og dobbelttydige "som digterne har lavet legendens falske Lucifer af".
Dobbelttydigt fordi han lige har skrevet om at de indviede repræsenterer "Lysbæreren" ("the Light-bearer") og Lucifer betyder "Lys-bringer" og refererer til det sted i Bibelen (Isa. 14:12), hvor der står "Hvordan faldt du fra himlene, åh Lucifer, du morgensøn". "Lucifer" har siden de første århundreder efter Kristi fødsel været den latinske (og almindelige) benævnelse for Satan.
Men Albet Pike mener tilsyneladende der er en "falsk Lucifer" og en "Lysbærer", som han selv repræsenterer og får kraft fra. Det passer måske meget godt med hans andet udsagn om, at "kraften Satan" er "skabt til det gode, men" "kan tjene til det onde".

Albert G. Mackey: Baphomet er et imponerende symbol på frelse gennem særlig viden
Albert Gallatin Mackey (1807 – 1881) var en amerikansk læge og forfatter og ledende frimurer. Han er mest kendt for sine bøger og artikler om frimureriet. Opslagsværket "Encyclopedia of Freemasonry" (Frimureriets Encyklopædi - 1873) regnes for hans største og vigtigste bidrag til frimurerlitteraturen. Dette værk er efter Mackeys død udvidet og revideret af andre forfattere til flere bind.
Mackey havde en glorværdig karriere som frimurer. Han startede som frimurer i Saint Andrews Lodge nr. 10 i Charleston, South Carolina i 1841. Her blev han bl.a. blev valgt til General Grand High Priest (General Stor-Ypperstepræst), og Eminent Commander of South Carolina Commandery No. 1. Han blev desuden hædret som Past Grand Warden i Grand Encampment i USA.
I 1844 blev han kronet som Sovereign Grand Inspector General (Suveræn Storinspektørgeneral) for den 33. og sidste grad.
I mange år fungerede han som Secretary-General of the Supreme Council, Southern Jurisdiction of the Ancient and Accepted Scottish Rite (Generalsekretær for det Øverste Råd i den Sydlige Jurisdiktion af det Antikke og Accepterede Skotske Frimurerrite).

I 1844 opgav han sin lægepraksis til fordel for sit arbejde indenfor frimureriet. Resten af sit liv skrev han flere bøger, og specialiserede sig i studiet af flere sprog, middelalderen og frimureriet. Han tilegnede sig de græske, latinske, hebraiske og flere kontinentale sprog og holdt ofte foredrag om middelalderens etik og intellektuelle udvikling. I de seneste år af sit liv vendte han udelukkende sin opmærksomhed mod undersøgelsen af mystiker-symbolik og til undersøgelser af kabala og talmud.

I forordet til sin encyklopædi om frimureriet (An Encyclopedia Of Freemasonry) skriver Mackey:
"Og nu præsenterer jeg for mine brødre resultatet ikke blot af disse års slid, men af mere end tredive års studier og forskning – et værk som jeg stoler - eller i al fald håber jeg på, vil tilføre dem materialerne til at erhverve en viden om, hvad der kræves for at blive en lærd frimurer."

For at blive en "lærd frimurer" kræves tilsyneladende, ifølge Mackey, viden om afguden "Baphomet", for på side 107 findes Mackeys forklaring på dette ord. Her skriver han (teksten gennemgås efterfølgende):

"Det imaginære idol, eller rettere, symbol, som tempelridderne blev anklaget for at bruge i deres mystiske rettigheder. Den toogfyrretyvende af de anklager, som pave Clement fremførte mod dem, er i disse ord:
'Item quod ipsi per singulas provincial habeant idola videlicet capita quorum aliqua habebant tres fades, et alia unura : et aliqua cranium homanum habebant.'
Også at de i alle provinserne har afguder, nemlig hoveder, hvoraf nogle havde tre ansigter, nogle et, og nogle havde et menneskekranie.
Von Hammer, en bitter fjende af Tempelridderne, genoplivede i sin bog med titlen Baphomets Mysterie Afsløret denne gamle anklage og gav Baphomet en ugudelig betydning. Han afledte navnet fra de græske ord, Baph (βάπτισμα) – dåb og μhtis (σοφία) – visdom, og antog derfra, at det repræsenterede de indviedes optagelse i Ordenens hemmelige mysterier. Ud fra denne umotiverede antagelse udleder han sin teori, som han allerede angiver i selve titlen på sit værk, at Tempelridderne ved deres egne monumenter blev dømt for at være skyldige som Gnostikere og frafaldne Ophitter, for afgudsdyrkelse og urenhed. Om dette udsagn tilbyder han intet andet historisk vidnesbyrd end anklagerne, der i sig selv er blottet for beviser, men hvorigennem Tempelridderne blev gjort til ofre for pavens jalousi og den franske konges griskhed.
Andre har igen troet, at de i Baphomet kunne finde en korruption af Mahomet (Mohammed), og derfor har de hævdet, at Tempelridderne blev perverteret væk fra deres religiøse tro af Saracenerne, som de havde megen interaktion med, nogle gange som fjender og nogle gange som venner.
Nicolai, der skrev et Essay om anklagerne mod Tempelridderne, udgivet i Berlin i 1782, antager, omend tvivlende, at figuren af Baphomet, figura Baffometi, som var afbildet på en buste, der repræsenterede Skaberen, ikke var andet end den Pythagoriske femkant, symbolet på sundhed og velstand, lånt af Tempelridderne fra Gnostikerne, som igen havde fået det fra Pythagoras Skole.
King mener i sit lærde værk om Gnostikerne, at Baphomet kan have været et symbol på Manikæerne, med hvis vidt udbredte kætteri i middelalderen han ikke tvivler på, at en stor del af Templets spørgelystne ånder var blevet beruset.
Midt i disse modstridende synspunkter, alle kun spekulative, vil det ikke være uvelgørende eller urimeligt at foreslå, at Baphomet eller kraniet fra de gamle Tempelriddere, ligesom relikviet fra deres moderne frimurerrepræsentanter, blot var et imponerende symbol, der lærte lektien om dødelighed, og at sidstnævnte virkelig er afledt af førstnævnte."

Mackey refererer altså her forskellige udlægninger af afguden Baphomet. "Von Hammer" refererer til Joseph Freiherr von Hammer-Purgstall (1774 – 1856), som var en anerkendt østrigsk orientalist (datidens titel for forsker i mellemøstlige studier), historiker og diplomat.
Mackey er meget kritisk overfor Von Hammers udlægning om, at Baphomet har en "ugudelig betydning" og repræsenterede de indviedes optagelse i Tempelridderordenens hemmelige mysterier samt at Tempelridderne var "Gnostikere og frafaldne Ophitter, for afgudsdyrkelse og urenhed".
Ordet "Ophitter" forklares på Britannica.com på denne måde:
"Ophitter (fra græsk ophis, "slange") betyder medlem af en af flere gnostiske sekter, der blomstrede i Romerriget i løbet af det 2. århundrede e.Kr. og i flere århundreder derefter. En række gnostiske sekter, såsom Naassenerne og Cainiterne, er inkluderet under betegnelsen Ophitter.
Disse sekters overbevisninger adskilte sig på forskellige måder, men centralt for dem alle var en dualistisk teologi, der modsatte et rent spirituelt Højeste Væsen (Gud), som både var oprindelsen til den kosmiske proces og det højeste gode, og til en kaotisk og ond materiel verden. For ophiterne skyldes menneskets dilemma, at det er en blanding af disse modstridende åndelige og materielle elementer. Kun 'gnosis', den esoteriske viden om godt og ondt, kan forløse mennesket fra materiens bånd og gøre det opmærksom på den ukendte Gud, som er den sande kilde til al eksistens.
Ophitterne betragtede Det Gamle Testamentes Jehova som blot en demiurg eller underordnet guddom, der havde skabt den materielle verden. De tillagde slangen særlig betydning i den bibelske Første Mosebog, fordi han havde sat mennesker i stand til at opnå den altafgørende viden om godt og ondt, som Jehova havde tilbageholdt dem. Derfor var slangen en sand befrier af menneskeheden, siden han først lærte mennesker at gøre oprør mod Jehova og søge viden om den sande, ukendte Gud. Ophitterne betragtede endvidere Kristus som et rent åndeligt væsen, der gennem sin forening med mennesket Jesus underviste i den frelsende gnosis."
Altså flere gnostiske sekter som så slangen i Bibelens skabelsesberetning som befrieren af menneskeheden og Det Gamle Testamentes Jehova (Yahve) som en demiurg eller underordnet guddom, der havde skabt den kaotiske og onde materielle verden. "Demiurg" er i gnostisk tænkning en underordnet guddom, der skaber, former eller kontrollerer den fysiske verden.
Frelseren er i deres tænkning "'gnosis', den esoteriske viden om godt og ondt", der "kan forløse mennesket fra materiens bånd og gøre det opmærksom på den ukendte Gud, som er den sande kilde til al eksistens."
Mackey fortæller senere under ordet "Tempelridder, Frimurer" ("Knight Templar, Masonic" side 427) om hvordan flere frimurerordner har sin oprindelse i disse middelalderlige Tempelriddere. Hvis Mackey således indrømmede at Tempelridderne mente at slangen i den kristne skabelsesberetning er en sand befrier af menneskeheden, ville han også indrømme at disse frimurerordner havde sin oprindelse i samme overbevisning. Mere om Mackeys forklaring af sammenhængene mellem Tempelridderne og disse frimurerordner senere.

Derefter refererer Mackey at andre har troet at Baphomet er en korruption af den muslimske profet Mohammed, og "Tempelridderne blev perverteret væk fra deres religiøse tro af Saracenerne". Saracen var i middelalderen enhver person – araber, tyrker eller anden – der bekendte sig til religionen Islam.
Denne udlægning af Baphomet og Tempelriddernes påvirkning fra Islam er ligesom de øvrige en ofte set forklaring af historien og betydningen.

Med "Nicolai, der skrev et Essay om anklagerne mod Tempelridderne" mener Mackey Christoph Friedrich Nicolai (1733 - 1811) som var en tysk boghandler og forfatter. Nicolai var meget belæst, og han skrev flere bøger og deltog i intellektuelle fejder i samtiden. Bl.a. forsvarede han John Milton i en kontrovers med en anden forfatter, og han angreb Goethe og andre af den ny tids mænd, som han gjorde til heftige modstandere. Ud over sine bøger grundlagde Nicolai det kendte tidsskrift "Allgemeine deutsche Bibliothek" ("Det almindelige tyske bibliotek"), som havde mange betydelige medarbejdere og blev et talerør for oplysningstidens mænd imod bl.a. mysticismen i religionen og den Kantske filosofi.
Det essay som Mackey refererer til er konkret bogen "Versuch Uber Die Beschuldigungen Welche Dem Tempelherrenorden Gemacht Worden V1-2" ("Essay om de anklager, der er blevet fremsat mod Tempelherreordenen V1-2" - 1782) som bl.a. kan ses og læses her og her.
Nicolais overvejelser fremlægges neutralt og uden kritisk afstandstagen fra Mackeys side. Mackey synes altså at være mere enig med Nicolai, som antog "at figuren af Baphomet ikke var andet end den Pythagoriske femkant, symbolet på sundhed og velstand, lånt af Tempelridderne fra Gnostikerne, som igen havde fået det fra Pythagoras Skole". Desuden står der i samme afsnit at "Baphomet var afbildet på en buste, der repræsenterede Skaberen", hvilket Mackey på samme baggrund også forekommer at være enig i.

Den "King" som Mackey herefter refererer til er formodentlig Charles William King (1818 - 1888), som skrev bogen "The Gnostics and Their Remains" ("Gnostikerne og Deres Jordiske Rester"), hvor han søgte links mellem gnostisk tro og symboler og Tempelridderne, Rosenkreutzerne og Illuminati. Rosenkreutzerne er en sekt af mystikere, der stammer fra begyndelsen af det 17. århundrede. Illuminati-ordenen var et hemmeligt selskab stiftet 1776 i Bayern i Tyskland af en tidligere frimurer - Adam Weishaupt.
De manikæerer Mackey nævner ("Manicheans") refererer ifølge Britannica.com til "Manikeisme" - en "dualistisk religiøs bevægelse grundlagt i Persien i det 3. århundrede e.Kr."
Manikæisme var "en ekstrem form for dualistisk gnosticisme" fra det Babylon, som Bibelen fortæller er fjenden af Guds udvalgte folk. LearnReglion.com forklarer: "Den er gnostisk, fordi den lover frelse gennem opnåelse af særlig viden om åndelige sandheder. Det er dualistisk, fordi det hævder, at universets grundlag er oppositionen mellem to principper, godt og ondt, hver med samme relative magt. Manikæisme er opkaldt efter en religiøs figur ved navn Mani."
Selvom manikæismen længe blev betragtet som kristent kætteri, var det en religion i sig selv.
Mackey mener altså at dette værk af Charles William King er et "lærd værk om Gnostikerne", og Mackey virker på den baggrund meget enig med King i "at Baphomet kan have været et symbol på Manikæerne, med hvis vidt udbredte kætteri i middelalderen han ikke tvivler på, at en stor del af Templets spørgelystne ånder var blevet beruset".
Baphomet synes altså ifølge Mackey at være et symbol på Manikæerne. Manikæerne, hvis tro lover frelse gennem opnåelse af særlig viden om åndelige sandheder og er dualistisk ved at hævde, at universets grundlag er oppositionen mellem to principper, godt og ondt, hver med samme relative magt.
Mackey afslutter derefter med at skrive at det ikke vil være urimeligt at foreslå at Baphomet blot var et imponerende symbol, der lærte lektien om dødelighed, ligesom relikviet fra deres moderne frimurerrepræsentanter. Baphomet kalder han desuden "kraniet fra de gamle Tempelriddere".

Opsummerende kan vi således tilsyneladende konkludere, at den højtstående frimurer Albert G. Mackey mener at Baphomet er "et imponerende symbol, der lærte lektien om dødelighed", og et symbol på Manikæerne som troede på frelse gennem opnåelse af særlig viden om åndelige sandheder og som hævdede, at universets grundlag er oppositionen mellem to principper, godt og ondt, hver med samme relative magt. Mackey sammenligner desuden funktionen af symbolet Baphomet, som han kalder "kraniet fra de gamle Tempelriddere", med "relikviet fra deres moderne frimurerrepræsentanter". Et relikvie er som bekendt en "rest af noget som har tilhørt eller haft forbindelse til en hellig person (fx en knogle, et stykke tøj eller en træsplint), og som menes at indeholde noget af personens hellighed - og et objekt som er genstand for religiøs kult.
Kan man her tale om en ganske snørklet måde at indrømme at symbolet Baphomet er genstand for frimurernes religiøse kult og tilbedelse? Og at Albert G. Mackey desuden på denne måde indrømmer at frimurernes tilbedelse drejer sig om troen på "frelse gennem opnåelse af særlig viden om åndelige sandheder"? Altsammen udsagn som synes at være i ganske god overensstemmelse med de citater vi har set på fra Albert Pike og Aliester Crowley.

Bibelen siger at man kan opnå frelse gennem tro på Jesus og ved at søge at efterleve hans bud. Den fortæller at Jesus døde og genopstod for at give mennesker mulighed for frelse, og at hans bud var, at vi skal elske Gud af hele vores hjerte og hele vores bevidsthed, og at vi skal elske vores næste som os selv (Mat. 22:37–39).
Jesus sagde desuden: "Jeg er vejen og sandheden og livet. Ingen kommer til Faderen undtagen gennem mig" (Joh. 14:6). Han sagde ikke "Ingen kommer til Faderen undtagen gennem opnåelse af særlig viden om åndelige sandheder."
Faktisk er viden ikke noget som særligt fremhæves i Bibelen. Det er derimod tro - rigtig meget. Faktisk siger Jesus, hver gang han frelser nogen fra sygdom eller død, "din tro frelste dig".
Bibelen fortæller heller ikke noget om "at universets grundlag er oppositionen mellem to principper, godt og ondt, hver med samme relative magt." Tværtimod fortæller den, at Jesus allerede har overvundet Satan og ondskaben i denne verden. Det gjorde han første gang, da han overvandt Djævlens fristelser, da han var i ørkenen i fyrre dage uden at spise (Mat. 4:1-11). Anden gang da han frivilligt lagde sit liv ned: Han lod sig pågribe og korsfæste, og derefter genopstod han, så mennesker på jorden kan finde frelse gennem ham.
Dette er - om man tror på det eller ej - Bibelens fortælling.
Den endelige gang Jesus besejrer Satan bliver ifølge Bibelen ved verdens afslutning, som beskrives i Bibelens sidste bog Johannes Åbenbaringen.

Frimurere har tilsyneladende et noget andet fokus. Albert G. Mackey fokuserer fx på afguden Baphomet, som han mener, er et imponerende symbol på, at frelse opnåes gennem særlig viden om åndelige sandheder - og at universets grundlag er oppositionen mellem to lige stærke principper; godt og ondt. Og han mener åbenbart, at viden om disse ting er meget vigtige - ja, faktisk mener han, ifølge ham selv, at denne viden er "hvad der kræves for at blive en lærd frimurer".

En anden viden, som tilsyneladende er meget vigtig for en frimurer at kende, for at kunne kalde sig "lærd", er viden om "Adonis' Mysterier". Det er i al fald et af de meget lange afsnit i Albert G. Mackeys frimurer-enclykopædi (på engelsk kaldet "Adonis, Mysteries of"). Forklaringen om "Adonis' Mysterier" starter på side 21 og slutter på side 26 - i alt 5 sider allokeres således til denne forklaring. Til sammenligning fylder de fleste afsnit mellem nogle få linjer og en paragraf på en fjerdedel side.
Mackey starter med at forklare: "En undersgelse af mysterierne om Adonis kræver særlig opmærksomhed fra den frimurer-studerende: for det første, fordi de i deres symbolik og i deres esoteriske doktrin, det religiøse formål, som de blev indstiftet for, og den måde, hvorpå dette formål opnås, har en nærmere analogisk lighed med Frimureriets Institution end alle andre mysterier eller systemer til indvielse i den antikke verden; og, for det andet, fordi deres hovedlokalitet bringer dem i meget tæt forbindelse med den tidlige historie og kendte oprindelse af Frimureri. For de blev primært udfoldet i Byblos, en by i Fønikien, hvis skriftmæssige navn var Gebal, og hvis indbyggere var giblitterne eller giblemitterne, som omtales i Første Kongebog (kap. v. 18) som værende "sten-afretterne" ansat af Kong Solomo i forbindelse med bygningen af templet. Derfor der må der åbenbart have været en meget intim forbindelse, eller i det mindste helt sikkert en meget frekvent interkommunikation, mellem arbejderne fra det første tempel og indbyggerne i Byblos, hovedsædet for de Adonisiske mysterier, og stedet hvorfra tilbedere af dette rite blev udbredt til andre regioner og lande.
Disse historiske omstændigheder inviterer os til en undersøgelse af indvielsessystemet som blev praktiseret i Byblos, fordi vi i heri kan finde noget som formodentlig leder tanken hen på det symbolske instruktionssystem, som efterfølgende var så fremtrædende en funktion i Frimurersystemet."
Mackey mener altså at "Adonis' Mysterierne" "leder tanken hen på det symbolske instruktionssystem, som efterfølgende var så fremtrædende en funktion i Frimurersystemet."
Så hvad mon "Adonis' Mysterierne" drejer sig om?
Mackey forklarer efterfølgende tre udlægninger af disse "mysterier".
Han starter med den myte på hvilken "Adonis-indvielsen blev skabt", som han formulerer det. Denne legende om Adonis er, at han var søn af Myrrha og Cinyras, konge af Cypern. Gudinden Venus blev forelsket i ham på grund af hans fantastiske skønhed og antog ham som sin favorit. Men Adonis som var en stor jæger blev dræbt af et vildsvin. Venus forsøgte at komme sin yngling til hjælp, men for sent. Adonis døde og underverdens dronning gudinden Prosepina blev, ligesom Venus, så tiltrukket af hans skønhed at til trods for kærlighedsgudindens bønner afslog hun at gøre Adonis levende igen. Jupiter lyttede dog på et tidspunkt til bønnerne fra Venus og tvang Prosepina til at indvilge i at Adonis skulle tilbringe seks måneder hvert år skiftevis med Prosepina selv og Venus.
Derefter referer Mackey de to andre udlægninger af myten om Adonis. De varierer en lidt - bl.a. er Myrrha, kongen Cinyras' datter i den ene udlægning, hvilket betyder at Adonis er produktet af dette insestuøst forhold i den historie. Og i den anden udspiller den sig med de egyptiske og fønikiske guder Isis og Astarte i stedet. Men princippet i historierne er den samme omkring Adonis voldsomme død, sorgen over dette tab, hans genopstandelse til livet og den efterfølgende glæde herved. Så fortælller Mackey at myten siges at være startet i Babylon og derefter fortalt videre til de andre lande, og at de israelitter som ifølge Bibelen, imod Guds vilje, valgte at dyrke de omkringliggende landes afguder kaldte Adonis for "Tammuz". Mackey siger dog at det er blevet diskuteret meget af de lærde om disse guder er didentiske.
I Bibelen beskrives denne afgud i en vision i profeten Ezekiels bog. Ezekiel bliver her i sit syn ført til Guds tempel i Jerusalem formodentlig af Gud selv eller en højtstående engel.
"Så førte han mig til nordporten til Herrens tempel, og dér sad kvinderne og græd over Tammuz. Han sagde til mig: »Har du set det, menneske? Men du skal få endnu mere afskyelige ting at se.« (Ezekiel 8:14-15)
Mackey oplyser desuden om, at i den latinske kirkebibel - Vulgata ("den udbredte", "almindeligt accepterede") - oversættes Tammuz med Adonis.
Derefter kommer en længere udredning hvor Mackey bl.a. refererer til Vulgataens forfatter St. Jeromes udsagn i en anden bog hvor St. Jerome "beklager, at Betlehem blev overskygget af en grav fra Tammuz", og Mackey citerer videre St. Jerome for ordene "i hulen, hvor det spæde Kristus engang græd, blev Venus-elskeren begrædt."
På den måde gør St. Jerome Tammuz og Adonis identiske, skriver Mackey. Men St. Jerome og Albert G. Mackey synes desuden implicit at vise en forbindelse mellem Kristus og Tammuz.
Efter yderligere udredninger og reference til den syriske udgave af samme historie skriver Mackey at denne opfattelse - at Adonis er den samme som Tammuz - "selvom den er kontroversiel for nogle, generelt er blevet vedtaget af efterfølgende kommentatorer".
Med reference til bogen "The Religions of Profane Antiquity" ("Den Profane Oldtids Religioner") fortæller Mackey så om hvordan Adonis-ceremonierne fandt sted i den antikke verden:
En hel uge med ceremonier hvor alle husene var dækket med sort linned, og hvor begravelsesoptog gik igennem gaderne, mens deltagerne i hengivenhed piskede sig selv og udstødte voldsom skrig. Orgier blev derefter påbegyndt, hvori mysteriet om den Adonis' død blev skildret. I løbet af de næste fireogtyve timer fastede alle mennesker, og til sidst bekendtgjorde præsten gudens opstandelse. Glæde, og musik og dans afsluttede festivalen. Mackey understøtter derefter dette med andre referencer.

I den sidste del af sin tekst fremlægger Mackey så hvordan disse "Adonis Mysterier" skal forstås af indviede:
"Den mytologiske legende, som er blevet beskrevet i begyndelsen af denne artikel, var kun den eksoteriske historie, beregnet til uindviede. Der var også - som der var i alle disse mystiske indvielser i oldtiden, en esoterisk betydning - en hellig og hemmelig symbolik, som udgjorde mysteriernes hemmeligheder, og som kun blev meddelt til de indviede."
Så afslører Mackey, med et citat fra en anden forfatter, at dyrkelsen af Adonis i virkeligheden er videreudviklingen af de helt tidlige tiders dyrkelse af solen som afgud.
Ved Adonis' død skal vi således forstå solens forsvinden i vinterperioden, mens Adonis' genopståen er symbolsk for solens genkomst i sommerperioden. Desuden kan man i øvrigt i afsnittet læse at Adonis sommetider af oldtidens forfattere blev kaldt Osiris (som er en af de mest kendte guder fra det gamle Egypten).
Efter flere henvisninger til andre forfattere, som bekræfter solafgudstolkningen, og desuden en som peger på den anden mulighed, som Mackey selv tilslutter sig, afslører Mackey til allersidst sit eget ståsted i opfattelsen af den esoteriske betydning af Adonis Mysterierne:
At Adonis Mysterierne "til fælles med alle de andre hellige indvielser i den antikke verden, oprindeligt var blevet etableret, for blandt de indviede, at forkynde den engang skjulte doktrin om et fremtidigt liv."
Som han selv skriver det:
"Myten om Adonis i Syrien, som om Osiris i Egypten, om Atys i Samothrace eller om Dionysos i Grækenland, præsenterede symbolsk de to store ideer om forfald og genopretning: nogle gange vist som mørke og lys, nogle gange som vinter og sommer, nogle gange som død og liv, men altid fastholdende, uanset hvad allegoriens rammer var, de uadskillelige ideer om noget, der gik tabt og bagefter restitueres, som sin fortolkning, og således også undervisning, sådan gør frimureriet på denne dag, ved et lignende system af allegorisering, at efter kroppens død kommer sjælens evige liv."
Opsummerende kan vi altså konkludere at den anerkendte og fremtrædende frimurer af 33. grad i det skotske rite - den øverste orden blandt frimurere - Albert G. Mackey mener at det indvielsessystem, som blev praktiseret omkring Adonis Mysterierne i antikken, er det samme som frimurernes symbolske instruktionssystem - og har samme esoteriske betydning: Efter kroppens død kommer sjælens evige liv.
Her fortæller Albert Mackey at frimurerordenens symbolske instruktionssystem er det samme som et hedensk ritual, hvor en afgud dør og genopstår for at vise de troende doktrinen om et liv efter døden.
Et hedensk ritual, som i øvrigt i sin oprindelige udgave indeholdt begravelsesoptog, pisk, selvpineri, voldsomme skrig og orgier udført af hele bysamfund. Det er en hedensk myte og et ritual, som i øvrigt giver meget kraftige mindelser om Bibelens evangelie om Jesus' ofring af sit liv og efterfølgende genopstandelse, som offer for at frelse de af verdens mennesker der tager imod tilbuddet.

Man bemærker i øvrigt i Mackeys beskrivelse af "de to store ideer om forfald og genopretning" at han skriver "nogle gange vist som mørke og lys, nogle gange som vinter og sommer, nogle gange som død og liv". Og; "de uadskillelige ideer om noget, der gik tabt og bagefter restitueres".
Et andet sted vi så modsætninger præsenteret som dualitet på denne måde var i Eliphas Levis tegning af Baphomet: Figurens hænder peger hhv. opad og nedad. På armene står der hhv. SOLVE (opløse) og COAGULA (samle). Tegningen indeholder sammensætningen af både dyr og menneske. Mand og kvinde. Menneske og engel. Nat og dag. Himmelsk og jordisk. Op og ned.
Måne og sol symboliserende for nat og dag - men måske også for mørke og lys, vinter og sommer, død og liv? Præcis som Adonis-mytens symboler.
Mon disse to karakterer Adonis og Baphomet er identiske i den esoteriske forståelse?
Eller symboliserer Adonis måske "den gode kraft" som Mackey fremlægger - mens Baphomet symboliserer "den onde kraft" (Satan), som Albert Pike tidligere fortalte om?

Manley P. Hall: Baphomet er "den store magiske agent" og "den mystiske 'alle-gud'"
Manley Palmer Hall (1901 – 1990) var en canadisk forfatter, foredragsholder, astrolog, mystiker og frimurer. I løbet af sin 70-årige karriere holdt han tusindvis af foredrag og udgav over 150 bøger, hvoraf den mest kendte er "The Secret Teachings of All Ages" ("Den Hemmelige Lære fra Alle Tidsaldre" fra 1928). Hall var både kendt og meget respekteret som fortolker af antikke skrifter og foredragsholder, og er også en af de mest kendte og kommunikerende frimurere. Han skrev, ud over sine mange bøger, også en stor del artikler om de samme emner.

Hall skriver ikke meget om Baphomet i sine tekster. Men i sin bog "The Secret Teachings of All Ages" under afsnittet "Baphomet, The Goat of Mendes" skriver han:
"Udøvelsen af magi - enten hvid eller sort - afhænger af den indviedes evne til at kontrollere den universelle livskraft - det, som Eliphas Levi kalder den store magiske agent eller det astrale lys. Ved manipulation af denne flydende essens bliver fænomenernes transcendentalisme produceret. Den berømte hermafroditiske Ged af Mendes var et sammensat væsen formuleret til at symbolisere dette astrale lys. Det er identisk med Baphomet, den mystiske panteos af disciplene i ceremoniel magi, Tempelridderne, som sandsynligvis fik det fra araberne."
"Det astrale lys" ("astral light") er et begreb som bruges i både Yoga, New Age og Theosofien. Yoga og New Age forklarer det som en "kontrollerende energi", mens Theosofiens forklaring tager ganske direkte udgangspunkt i Eliphas Levis oprindelige beskrivelse.
Dette "astrale lys" eller "den store magiske agent" er altså ifølge Hall identisk med Baphomet, som han kalder "den mystiske panteos", hvilket kan oversættes til "den mystiske 'alle-gud'", fordi 'pan' betyder 'alle' og 'theos' betyder 'gud'.
Så konklusionen er altså at Manley Palmer Hall - en anden meget agtet frimurer - mener at Baphomet er "den store magiske agent" eller "det astrale lys" som han desuden kalder "den mystiske 'alle-gud'". Hall nævner desuden at Eliphas Levi beskriver denne mystiske 'alle-gud' som "den universelle livskraft", hvilket virker ganske godt i tråd med, hvad vi hørte fra Albert Pike for lidt siden.
Halls forklaring af Baphomet tager - ligesom den theosofiske forklaring - direkte udgangspunkt i Eliphas Levis oprindelige beskrivelse, omend i en meget kortere udgave. Denne oprindelige beskrivelse skal vi se nærmere på lige om lidt.

I afsnittet "The Myth of the Dying God" skriver Manley P. Hall:
"Myten om Tammuz og Ishtar er et af de tidligste eksempler på den døende guds allegori, sandsynligvis dateret til før 4000 f.Kr."
Og herefter i samme afsnit:
"Da han var den esoteriske solgud, indtog Tammuz ikke en position blandt de første guddomme æret af babylonierne, som af mangel på dybere viden så på ham som en gud for landbruget eller en vegetationsånd. Oprindeligt blev han beskrevet som en af vogterne af underverdenens porte. Ligesom mange andre Frelser-guder omtales han som en "hyrde" eller "hyrdesædets herre". Tammuz indtager den bemærkelsesværdige position som søn og ægtemand til Ishtar, den babylonske og assyriske modergudinde. Ishtar - for hvem planlæggeren Venus var hellig - var den mest ærede guddom i det babylonske og assyriske pantheon. Hun var sandsynligvis identisk med Ashteror, Astarte og Afrodite. Historien om hendes nedstigning til underverdenen på jagt formodentlig efter den hellige eliksir, som alene kunne få Tammuz til at komme til live, er nøglen til ritualet om hendes Mysterier. Tammuz, hvis årlige festival fandt sted lige før sommersolhverv, døde i midsommer i den ældgamle måned, som bar hans navn, og han blev sørget over med udførlige ceremonier. Måden han døde på er ukendt, men nogle af beskyldningerne mod Ishtar af Izdubar (Nimrod) ville indikere, at hun, i det mindste indirekte, havde bidraget til hans død. Opstandelsen af Tammuz var anledningen til stor glæde, på hvilket tidspunkt han blev hyldet som en 'frelser' for sit folk."

Så Ishtar (babylonisk/assyrisk gudinde) er ifølge Hall sandsynligvis identisk med Ashteror (kanaanæisk), Astarte (vestsemitisk, kanaanæisk) og Afrodite (græsk gudinde). Hall bekræfter altså her, det vi undersøgte i det tidligere afsnit "Gudinden for religiøs transseksualitet har mange navne". Som desuden nævnt i dette afsnit havde Ishtar, Astarte, Afrodite mv. også titlerne "vor frue", "himlens dronning" og "jomfru-moder-gudinden". Flere af disse titler anvendes i dag, som tidligere nævnt, på jomfru Maria, særligt i den katolske kirke.
På side 72 i samme afsnit fortæller Hall (ligesom Albert G. Mackey) at Tammuz også kaldes Adonis og at "Adonis blev født ved midnat den 24. december, og gennem hans ulykkelige død blev der etableret en mysterieritual, der udløste hans folks frelse."
Så altså en frelser som blev født den 24. december, og gennem hans død og opstandelse blev hans folks frelse udløst...
Minder det igen lidt om den Jesus-historie vi bliver præsenteret for hver vinter i december måned...?
Det er der også rigtig mange kristne, som mener, og som desuden mener at julen den 24. december sker med baggrund i denne ældgamle afgudsdyrkelse, som er overleveret fra nation til nation op igennem tiden. Fx til romerne som kaldte det "Saturnalia" og de nordiske vikinger som kaldte det "Yule".
Hall fortæller desuden i afsnittet at Adonis/Tammuz i myten blev dræbt af et vildsvin, ligesom Albert G. Mackey også gjorde rede for. Derefter skriver Hall at "Adonis var oprindeligt en androgyn guddom som repræsenterede kraften fra solen, som om vinteren blev ødelagt af det onde princip om kulde - vildsvinet."
Så altså igen en "androgyn guddom" som her - i frimureren Manley P. Halls udlægning - præcist passer med (eller simpelthen erstatter) den bibelske Jesus, ligesom vi tidligere hørte frimurerne Albert Pike og Aliester Crowley fortælle om en "androgyn guddom" der præcist passede med "Tetragrammet" - betegnelsen for Guds hebraiske egennavn: JHVH. Og ligesom vi hørte Albert G. Mackey fortælle om myten, dog uden at nævne det androgyne aspekt.
Baphomet er en androgyn afgud ligesom Adonis er en androgyn afgud, og begge er de fulde af modsætninger - dualitet. Baphomet med opløsning og samling, dyr og menneske, mand og kvinde, menneske og engel, nat og dag, himmelsk og jordisk, op og ned, måne og sol, nat og dag.
Adonis med mørke og lys, vinter og sommer, forsvinden og restitution, død og liv.
Er det blot tilfældigt med alle disse ligheder eller er Adonis og Baphomet mon to symboler, som har overlappende betydninger for disse "lærde indviede"?
Myten om Tammuz bekræftes i øvrigt overordnet af Encyclopedia.com: "Ifølge myten blev Tammuz hvert år dræbt af et vildsvin, men blev reddet fra underverdenen af Ishtar, som bragte ham tilbage til livet og forsikrede ham om en ny forårstid. Det naturlige kredsløb blev således symboliseret ved myten. I det gamle Egypten blev en lignende myte fortalt om Isis og Osiris."
Detaljen med den "androgyne guddom" står der ikke noget om. Men det er måske kun for de indviede...?

Eiliphas Lévi: Baphomet betyder "templets fader, menneskenes universelle fred"
Eliphas Levis dåbsnavn var Alphonse Louis Constant (1810 - 1875). Han var en fransk okkultist, forfatter, mystiker og magiker. Navnet Eliphas Levi var således det pseudonym han udgav sine tekster under. Det var angiveligt et anagram af hans franske fornavne "Alphonse Louis" transformeret til hebraisk. I første omgang forfulgte Alphonse Louis Constant en kirkelig karriere i den katolske kirke, men han forlod præstegerningen i midten af tyverne og blev ceremoniel magiker. Han skrev mere end 20 bøger om magi, kabbala, alkymistiske studier og okkultisme. Levi opnåede berømmelse som en original tænker og forfatter, hans værker vakte opmærksomhed i Paris og London blandt esoterikere og romantisk og symbolistisk inspirerede kunstnere. Eliphas Levi var også frimurer, men han forlod Grand Orient de France (den franske frimurerorganisation, der opstod i det kontinentale frimureri) i den overbevisning, at de oprindelige betydninger af frimureriets symboler og ritualer var gået tabt. Han citeres for udsagnene: "Jeg holdt op med at være frimurer med det samme, fordi frimurerne, ekskommunikeret af paven, ikke troede på at tolerere katolicismen" ... og "essensen af frimureriet er tolerancen over for alle trosretninger."
Som vi har set påvirkede Eliphas Levi mange senere okkultister, som fx Albert Pike, Manley P. Hall og hele den teosofiske bevægelse, som vi skal se nærmere på senere.

Portrætbillede af Alphonse Louis Constant alias 'Eliphas Levi'

Hvis man synes at Albert Pike, Albert G. Mackey og Manley P. Hall lyder lettere forskruede og endog meget svære (eller måske simpelthen umulige) at forstå - så er Eiliphas Lévis skriverier om muligt endnu mere ekstreme. Mange vil nok få indtryk af en mand på vanviddets rand, når de læser hans underlige digt-agtige mystikerfablerier.
I bogen "The Mysteries of Magic", som er en samling af Levis' tekster oversat til engelsk, kan man i kapitel "IV. Den store magiske agent eller astrallysets mysterier" (side 74-75) læse:
"Der findes en kraft i Naturen, som er langt stærkere end damp, og ved hvis midler en enkelt mand, som kan mestre den og ved, hvordan man dirigerer den, kan kaste verden ud i forvirring og forvandle dens overflade. Denne kraft var kendt blandt antikkens folk; den består af en universel agent, hvis højeste lov er equilibrium, og hvis retning umiddelbart afhænger af den Store Arcanum af transcendent magi. Ved retningen af denne agent kan vi ændre selve rækkefølgen på årstider, producere dagens fænomener om natten, korrespondere øjeblikkeligt fra den ene ende af jorden til den anden, skelne, ligesom Apollonius, hvad der foregår ved Antipodes, helbrede eller gøre skade på afstand, og udruste menneskelig tale med en universel efterklang og succes. Denne agent, som knap nok viser sig under usikkerheden omkring Mesmers og hans tilhængeres kunst, er netop det middelalderlige indviede kaldte det primære stof i magnum opus. Gnostikerne gjorde det til Helligåndens brændende legeme, og det var det, som blev tilbedt i de hemmelige Sabbat-ritualer eller i Templet under den symbolske figur af Baphomet, eller af den Androgyne Ged fra Mendes.
Denne omsluttende og altgennemtrængende væske, denne stråle løsnet fra solens pragt, og fikseret af vægten af atmosfære og ved kraften af central tiltrækning, dette Helligåndens legeme, som vi kalder det Astrale Lys og den Universelle Agent, denne elektromagnetiske æter, denne vitale og lysende energiudladning er repræsenteret på oldtidsmonumenter ved Isis' bælte, som snor sig i en kærlighedsknude rundt om to pæle, ved den tyrehovede slange, ved slangen med hovedet af en ged eller hund, i de gamle gude-digte, og ved at slangen fortærer sin egen hale, emblem for nøjsomhed og for Saturn. Det er Medeas' bevingede drage, den dobbelte slange af caduceus, og fristeren i Skabelsesberetningen; men det er også Moses' skamløse slange, som klamrer sig til Tau, det vil sige den generative lingam; det er Gnostikernes Hyle, og den dobbelte hale, som danner benene på sol-hanen fra Abraxos. Endelig er det djævelen af eksoterisk dogmatisme, og er i virkeligheden den blinde kraft, som sjæle skal erobre, for at løsrive sig fra jordens kæder; thi hvis deres vilje ikke skulle befri dem fra dens fatale tiltrækning, vil de blive absorberet i strømmen af den samme kraft, som først frembragte dem, og returnere til den centrale og evige ild."

Dette er formodentlig teksten, som Manley P. Hall refererede til i sine udsagn om Baphomet.
Man skal selvfølgelig være varsom med denne kryptiske mystikertekst, som nok for mange kan forekomme som nonsens. Men hele den første del af teksten synes at bekræfte det, vi tidligere hørte fra Albert Pike. Han skrev at Baphomet er en "Kraft, skabt til det gode, men som kan tjene til det onde. Det er redskabet til Frihed eller Fri Vilje. De repræsenterer denne Kraft, som præsiderer over den fysiske generation, under den mytologiske og hornede form af Gud PAN; derfra kom Sabbatsbukken, bror til den Ældgamle Slange, og Lysbæreren eller Fosforen, som digterne har lavet legendens falske Lucifer af."
Eliphas Levi skriver også at Barphomet er en kraft, og fortsætter med "ved hvis midler en enkelt mand, som kan mestre den og ved, hvordan man dirigerer den, kan kaste verden ud i forvirring og forvandle dens overflade."
Og: "Ved retningen af denne agent kan vi ændre selve rækkefølgen på årstider, producere dagens fænomener om natten, korrespondere øjeblikkeligt fra den ene ende af jorden til den anden, skelne, ligesom Apollonius, hvad der foregår ved Antipodes, helbrede eller gøre skade på afstand, og udruste menneskelig tale med en universel efterklang og succes."
"Vi" må implicit betyde okkulte magikere, da det jo er en sådan person, der skriver her.
Apollonius var en græsk filosof og religiøs leder fra det første århundrede - og ifølge fortællingerne en af de mest berømte magiske mirakelmagere på sin tid. "Antipodes" er "den del af jorden, der er diametralt modsat" af hvor man opholder sig. Så Levi siger altså, at Apollonius kunne skelne hvad der foregår på den modsatte side af jorden, og at en magiker kan gøre dette med den kraft Baphomet repræsenterer.
Bemærk i øvrigt, at flere af de ting, Levi nævner som er mulige ved mestring af "det Astrale Lys" og "den Universelle Agent", er ting, som i dag er mulige med moderne teknologi, men som, dengang han skrev det, kan have forekommet som endnu mere vanvidstale, end det på den baggrund gør for et moderne menneske.
Der er flere steder i Bibelen nævnt, at Antikrist og Satan vil få magten til at skabe undere, som jordens mennesker vil blive forført af. Fx i Paulus Andet brev til Thessalonikerne 2:9 står om de sidste tider på jorden inden dommedag:
"Da skal den lovløse åbenbares; ham skal Herren Jesus dræbe med sin munds ånde og tilintetgøre, når han kommer synligt. Den lovløses komme er Satans værk og sker med al kraft og med løgnetegn og løgneundere og med alt uretfærdighedens bedrag over for dem, der fortabes, fordi de ikke har taget imod kærlighed til sandheden, så de kunne blive frelst."
"Den lovløse" refererer til Antikrist, der er et menneske, som har fået jordisk magt af Satan, og som fuldstændigt har Satans ånd. Kunne disse "løgnetegn og løgneundere" mon blandt andet være nogle af de moderne tekniske muligheder, vi har i dag? "Korrespondere øjeblikkeligt fra den ene ende af jorden til den anden", skelne hvad der foregår på den modsatte side af jorden, "helbrede eller gøre skade på afstand" og "udruste menneskelig tale med en universel efterklang og succes", skriver Levi blandt andet. Disse er ting, som i dag kan gøres med bl.a. mobiltelefon, computer, tv-programmer og moderne sundhedsteknologi og våben. Og fælles for disse ting er, at de har radikale fordele og ulemper for dem, der bruger dem. Fx er ulemperne ved mobiltelefoner og computere, at der stort set altid følger en intensiv overvågning med brugen. Overvågning som udføres af store multinationale teknologivirksomheder i samarbejde med stater og overstatslige organisationer som fx EU.
Mere om overvågning senere.

Bemærk at også Levi benytter ordet "equilibrium", da han skriver at "denne kraft" "består af en universel agent, hvis højeste lov er equilibrium". Og at den kraft "blev tilbedt i de hemmelige Sabbat-ritualer eller i Templet under den symbolske figur af Baphomet, eller af den Androgyne Ged fra Mendes". Her refererer Levi altså til historien om tempelriddernes dom for kætteri og afgudsdyrkelse, og han indtager tilsyneladende holdningen at tempelridderne faktisk dyrkede "den Androgyne Ged" Baphomet som en form for satanisk afgud.

"Arcanum" betyder "mystisk eller specialiseret viden, sprog eller information, som kun er tilgængelig eller besides af den indviede".
I sin bog "Den Store Hemmelighed eller Okkultisme Afsløret" ("Le grand arcane, ou l'occultisme dévoilé", engelsk: "The Great Secret or Occultism Unveiled") i kapitel XV "Den Store Arcanum" skriver Levi om "Den Store Arcanum"; "den uudsigelige arcanum, den farlige arcanum, den uforståelige arcanum kan endegyldigt formuleres således:
Menneskets guddommelighed."
Så den kraft der repræsenteres i Baphomet består ifølge Eliphas Levi "af en universel agent, hvis højeste lov er equilibrium, og hvis retning umiddelbart afhænger af den Store Arcanum af transcendent magi". Altså en retning som handler om menneskets guddommelighed. "Transcendent magi" betyder magi som overskrider normale grænser.
Dem der tilbeder Baphomet føler sig altså - ifølge Eliphas Levi - tilsyneladende som guder, og på den baggrund kan de overskride normale grænser med deres magi.

Med "Mesmer" refererer Eliphas Levi formodentlig til Franz Mesmer (1734 – 1815), en tysk læge, der var vidt berømt i samtiden for sine sygdomsbehandlinger med magneter.
Mesmer interesserede sig for astronomi og teoretiserede om eksistensen af en naturlig energioverførsel, der fandt sted mellem alle animerede og livløse objekter, dette kaldte han "dyremagnetisme", nogle gange senere omtalt som mesmerisme.

I den anden del af afsnittet remser Levi forskellige okkulte og hedenske symboler op, som han siger, alle er symboler for Baphomet - bl.a. Medeas' bevingede drage, den dobbelte slange af caduceus og slangen som fortærer sin egen hale.
Medeas' bevingede drage var i græsk mytologi to slanger, som trak Medeas flyvende vogn. Medea som ifølge myten var troldkvinde, kongedatter og desuden barnebarn af solguden Helios.
"Den dobbelte slange af caduceus" er staven båret af Hermes i græsk mytologi og af Hermes Trismegistus i græsk-egyptisk mytologi.
Med "slangen fortærer sin egen hale" henviser Levi til Ouroboros, et ikon fra det gamle Ægypten og Grækenland; en slange, som har sin egen hale i munden. Slangen fortærer konstant sig selv og bliver genfødt fra sig selv - et symbol på død og genopstandelse. Oroboro'en er også et gnostisk og alkymistisk symbol.
"Fristeren i Skabelsesberetningen" henfører selvfølgelig til Satan i form af slangen, der forførte Eva og Adam i paradis.
Men han siger også at Baphomet er "Moses' skamløse slange, som klamrer sig til Tau, det vil sige den generative lingam". På den måde blander Levi Moses' stok, som i Det Gamle Testamente forvandler sig til en slange, med "den generative lingam", som Levi altså påstår slangen klamrer sig til. "Den generative lingam" refererer til en symbolsk fremstilling af den hinduiske gud Shiva og denne guds fallos. "Tau" er det 19. bogstav i det græske alfabet, men kommer fra fønikisk og betyder oprindeligt 'mærke, kryds'. På den måde ændrer Eliphas Levi karaktereren af Moses - som ifølge Bibelen er en ekstremt gudstro mand, der kommunikerer direkte og personligt med Gud selv - til en hedensk shaman, som ved hjælp af Satans slange bruger sin stok som fallossymbolet på en hinduistisk afgud.

"Sol-hanen fra Abraxos" henfører til ordet Abraxas, som er af mystisk betydning og bl.a. findes i forskellige gnostiske tekster og indgraveret på visse antikke ædelsten (af den grund kaldet Abraxas-sten), der menes at været blevet blev brugt som en art lykke-amuletter. Symbolet og figuren på disse amuletter forestiller er et væsen med hoved af en hane, menneskekrop og med to ben af slanger.

Ordet "Hyle" i "Gnostikernes Hyle" betyder "stof" og "især: stof i sin oprindelige, uorganiserede tilstand" - "hvad end modtager form eller bestemmelse udefra sig selv". Til sidst i afsnittet skriver Levi:
"Endelig er det djævelen af eksoterisk dogmatisme, og er i virkeligheden den blinde kraft, som sjæle skal erobre, for at løsrive sig fra jordens kæder; thi hvis deres vilje ikke skulle befri dem fra dens fatale tiltrækning, vil de blive absorberet i strømmen af den samme kraft, som først frembragte dem, og returnere til den centrale og evige ild."
Baphomet er altså også - ifølge Eliphas Levi - "djævelen af eksoterisk dogmatisme", dvs. "djælven af de uindviedes dogmatisme". "Dogmatisme" bliver defineret som "en relativt lukket kognitiv organisation af overbevisninger om virkeligheden fokuseret omkring et centralt sæt af overbevisninger om absolut autoritet, som igen giver en ramme for mønstre af intolerance og kvalificeret tolerance over for andre".
Baphomet er altså - udover alle de andre ting han remsede op - også et udtryk for de uindviedes lukkede sæt af overbevisninger om virkeligheden, som, ifølge Levi, i en eller anden grad gør dem intolerante.
Måske er dette negative udsagn om Baphomet i tråd med Albert Pikes påstand om at Satan for de indviede er "en Kraft, skabt til det gode, men som kan tjene til det onde"?
Dette passer måske meget godt med, at Levi senere (i afsnittet "XI.-BLACK MAGIC." - side 154) skriver;
"lad os sige frimodigt og højt, at alle indviede i de okkulte videnskaber - jeg taler om de ringere indviede og forræderne af den store Arcanum - har tilbedt, gør og vil altid tilbede det, som er tilkendegivet af den frygtelige skikkelse i form af sabbatsgeden."

"The Mysteries of Magic" indeholder flere afsnit om Baphomet, og alle er ganske godt i tråd, med det vi allerede har set. På side 156 skriver Eliphas Levi så:
"Tempelherrernes Baphomet'er, hvis navne skulle staves kabbalistisk baglæns, er sammensat af tre forkortelser - TEM OHP AB, Templi omnium hominum pacis abbas, templets fader, menneskenes universelle fred.
Ifølge nogle var det et monstrøst hoved, ifølge andre, en ged-formet dæmon. En skulpturel kiste, udgravet i ruinerne af en gammel kommandodivision fra Tempelridderne, blev observeret af oldtidsforskere til at være en baphometisk figur, som i sine egenskaber passede med vores ged af Mendes og det androgyne ved Khunrath. Den er skægget, men med en fuldstændig kvindekrop; i den ene hånd holder den solen, i anden månen, forbundet med den med lænker. Dette virile hoved er en smuk allegori, som bidrager alene til bevidstheden den første og kreative årsag. Hovedet her repræsenterer sindet, og kvindekroppen materie. Stjernerne, bundet til menneskelig form og styret af den natur, hvis intelligens er lederen, har også en sublim betydning. Den forfærdelige Baphomet er i virkeligheden som alle uhyrlige gåder fra oldtidens videnskab, intet mere end en uskyldig og endda from hieroglyf. Lad os erklære eftertrykkeligt for at bekæmpe resterne af manikæanismen, at Satan, som en overlegen personlighed og magt, har ingen eksistens.
DJÆVELEN, I SORT MAGI, ER DEN STORE MAGISKE AGENT ANVENDT TIL ONDE FORMÅL AF EN PERVERS VILJE."

Med ordene "det androgyne ved Khunrath" hentyder Levi til den tyske hermetiker og alkymist Heinrich Khunrath (1560 – 1605), som var centralt optaget af det androgyne aspekt (ligesom andre alkymister, som tidligere omtalt).

Man bemærker at Levi i ovenstående citat skriver at Baphomet betyder "templets fader, menneskenes universelle fred", og at Baphomet er "intet mere end en uskyldig og endda from hieroglyf". Ordet "hieroglyf" betyder "helligt, indhugget tegn" og er en græsk oversættelse af den egyptiske frase "gudernes ord".
Lyder "templets fader, menneskenes universelle fred" ikke næsten som en ledende guddom, der gør det gode for menneskene - skaber universel fred? Lyder det ikke næsten som den kristne Gud i Det Gamle Testamentes Kong Salomons tempel? Eller måske som en slags kristusfigur der kommer med "universel fred"? Dette understreges af at Levi kalder Baphomet "en uskyldig og endda from hieroglyf" - hvilket i praksis betyder "et uskyldigt og endda fromt helligt tegn". Eller måske, hvis vi går tilbage til den helt oprindelige egyptiske betydning af ordet hieroglyf, "et uskyldigt og endda fromt ord fra guderne".
Levi siger også at "Satan, som en overlegen personlighed og magt, har ingen eksistens".
Albert Pike skrev at Satan ikke er en person, men en Kraft, skabt til det gode, men som kan tjene til det onde.
Med alt hvad Eliphas Levi har skrevet om "Astrale Lys", "den Universelle Agent", "denne elektromagnetiske æter", "denne vitale og lysende energiudladning" osv. virker det måske til at de er enige også på dette punkt - at "Satan ikke er en person, men en Kraft"...?
Og, at dømme ud fra Levis ophøjende ord om Baphomet, er de måske også enige om at Satan er "en Kraft, skabt til det gode, men som kan tjene til det onde"?
Passer det mon med hvad Levi erklærer til sidst: At djævlen i sort magi er den store magiske agent anvendt til onde formål af en pervers vilje? Kunne dem der har "onde formål" og "en pervers vilje" mon være dem Levi kalder "de ringere indviede og forræderne af den store Arcanum"? Og ser Levi mon sig selv som den modsatte type af magiker; "hvid", med gode formål og en ren og ophøjet vilje?

Lad os lige - i denne sammenhæng - repetere; Hele Bibelen har den gennemgående røde tråd at man skal gøre Guds vilje - ikke sin egen. Fordi Guds vilje bunder i ren godhed, mens mennesker er præget af en eller anden grad af ondskab, fejl, egoisme... Det udkrystaliserer sig meget tydeligt i bønnen fadervor, som Jesus gav til sine disciple, og som indeholder ordene "Din vilje ske" med netop denne betoning af det bærende ønske om, at det er Guds vilje, som skal ske fyldest.
Så ifølge Bibelen forfølger alle mennesker i en eller anden grad onde formål og har en eller anden grad af afsporet vilje. Ingen forfølger fuldstændig gode formål eller har en helt ren og ophøjet vilje.
Allerede i Det Gamle Testamente - Samlernes Bog 14:3 står der: De er alle kommet på afveje, alle er fordærvede; ingen gør godt, ikke en eneste. Dette gentages af Paulus i Romerbrevet 3:9:
Har vi så nogen fordel? Overhovedet ikke! Vi har jo allerede anklaget både jøder og grækere for alle at være under synd – som der står skrevet:
'Der er ingen retfærdig, ikke en eneste. Der er ingen forstandig, ingen, der søger Gud. De er alle kommet på afveje, alle er fordærvede; ingen gør godt, ikke en eneste.'"
Så Eliphas Levis pegen fingre af "de ringere indviede og forræderne af den store Arcanum" og dem med "onde formål af en pervers vilje" synes at få mindst tre fingre til at pege direkte tibage på ham selv, i al fald hvis man tager Bibelens ord i betragtning. Og det gør undertegnede forfatter, som du - kære læser - nok efterhånden har erfaret.
Det skulle man måske tro, at disse prominente okkultister også gjorde, når man ser på hvor ofte de inddrager Bibelens skrifter. Men det skal man tydeligvis ikke lade sig nare af.
Jeg tænker, at det i denne sammenhæng vil være passende med et visdomsord fra Jesus til Eliphas Levi - og folk som tænker som ham: "Hvordan kan du sige til din broder: Broder, lad mig tage den splint ud, som er i dit øje! når du ikke ser bjælken i dit eget øje? Hykler, tag først bjælken ud af dit eget øje; så kan du se klart nok til at tage den splint ud, som er i din broders øje." (Luk. 6:42).

Forud for udsagnet fra Eliphas Levi om at Satan, som en overlegen personlighed og magt, ingen eksistens har, skriver Levi desuden, at han siger dette for "at bekæmpe resterne af manikæanismen". Manikæerne var, som vi tidligere var inde på, det antikke folkefærd af gnostikere, som troede på frelse gennem opnåelse af særlig viden om åndelige sandheder - og som hævdede, at universets grundlag er oppositionen mellem to principper, godt og ondt, hver med samme relative magt.
Eliphas Levi synes altså her at være uenig med Albert G. Mackey, som jo mente at Baphomet er "et symbol på manikæerne" og samtidig skrev "et imponerende symbol".
Den sidste del synes de at være enige om, når man tænker på Levis ordvalg om Baphomet som "intet mere end en uskyldig og endda from hieroglyf".
Eliphas Levi er dog tilsyneladende selv ganske optaget af "opnåelse af særlig viden om åndelige sandheder", og de værdier der ligger i at opnå denne viden. Han taler i al fald om "de ringere indviede", som han mener, er forrædere af "den store hemmelighed" (arcanum).
Han skrev også at Baphomet i virkeligheden er "den blinde kraft, som sjæle skal erobre, for at løsrive sig fra jordens kæder; thi hvis deres vilje ikke skulle befri dem fra dens fatale tiltrækning, vil de blive absorberet i strømmen af den samme kraft, som først frembragte dem, og returnere til den centrale og evige ild."
Lyder det ikke lidt som dommedagsdød og fortabelse? En fortabelse og død som mennesker tilsyneladende kun undgår ved at deres vilje befrier dem fra den blinde krafts fatale tiltrækning. Er det mon vilje til at søge særlig viden om åndelige sandheder, Levi mener...?
Så måske er Eliphas Levi ikke så langt fra manikæernes tro på frelse gennem opnåelse af særlig viden om åndelige sandheder?
Uanset hvad: Det andet grundelement i manikæernes tro var at universets grundlag er oppositionen mellem to principper, godt og ondt, hver med samme relative magt.
Er det mon her der er en konflikt mellem Eliphas Levis tro og manikæernes?
Mener Eliphas Levi at "den hvide" magis magt, som han i sin egen bevidsthed formodentlig selv står for, langt overgår den sorte magis magt - og er det derfor Levi ønsker "at bekæmpe resterne af manikæanismen"?

Den gode troldmand vs. den onde troldmand
Disse prominente okkkultisters kryptiske snak om Baphomet, Adonis, "djævlen i sort magi" osv. minder mig om eventyrenes og populærkulturens fortællinger om "den gode heks" i kamp mod "den onde heks" og "den gode troldmand vs den onde troldmand".
Jeg kommer fx til at tænke på Glinda - "Den Gode Heks fra Syden" fra den amerikanske musical og fantasy-film "Troldmanden fra Oz" ("The Wizard of Oz" - 1939).

Hovedpersonen Dorothy imellem den gode og den onde heks i 'Troldmanden fra Oz'

Her fremføres idéen om en hovedperson - en heltinde - som får hjælp af en god heks mod den onde heks, som hovedpersonen forfølges af. De to hekse er i øvrigt søstre i fortællingen.
Fortælleteknisk er idéen om en hovedperson, som stilles imellem den gode heks og den onde heks, et interessant greb. Dette valg mellem en typisk karrikeret ondskabsfuld karakter og en venlig hjælper, som begge er hekse, betyder i praksis at publikum kommer til at have sympati med en heks - selvfølgelig den såkaldt "gode heks".
Manden der skrev denne fortælling, Lyman Frank Baum, var i øvrigt medlem af det okkulte selskab Det Teosofiske Samfund, som bl.a. brugte Eliphas Levis begreb "det Astrale Lys" og udbredte det til den moderne New Age bevægelse. Det Teosofiske Samfund har desuden rigtig mange af de samme tanker som frimurerne, og er i sin form en art okkult blandingsreligion af alle verdens religioner. Stifteren af det Teosofiske Samfund Helena Blavatsky skrev om Eliphas Levi efter hans død: "Den afdøde Eliphas Lévi var vor tids mest lærde kabbalist og okkultist i Europa, og alt fra hans pen er værdifuldt for os".

Der findes utallige eksempler på dialektikken med den gode og onde magiker og hjælper - særligt i den moderne populærokkulte mediestrøm. Men et oplagt eksempel, som mange kender, er fra Harry Potter; troldmanden Albus Dumbledore mod seriens superskurk Voldemort. I denne video, med præsentation af "De 10 mest magtfulde troldmænd i Harry Potter" kalder speakeren Dumbledore for "Den mest magtfulde troldmand nogensinde" og udtaler:
"Dumbledore var en levende legende. Kompleks, men i sidste ende drevet af ren kærlighed og et ønske om at lade lyset sejre over mørket."

Troldmanden Albus Dumbledore i Harry Potter

I Bibelen står der bl.a. om hekse og troldmænd:
"En troldkvinde må du ikke lade blive i live." (2. Mosebog 22:18).
"Når en mand eller en kvinde har en dødemaners eller en sandsigers ånd i sig, skal de lide døden. I skal stene dem. De har selv skylden for deres død." (3. Mosebog 20:27).
"Vend jer ikke til dødemanere, og søg ikke til sandsigere, så I bliver urene ved dem. Jeg er Herren jeres Gud!" (3. Mosebog 19:31).
"Kødets gerninger er velkendte: utugt, urenhed, udsvævelse, afgudsdyrkelse, trolddom, fjendskaber, kiv, misundelse, hidsighed, selviskhed, splid, kliker, nid, drukkenskab, svir og mere af samme slags. Jeg siger jer på forhånd, som jeg før har sagt, at de, der giver sig af med den slags, ikke skal arve Guds rige." (Paulus Brev til Galaterne 5:19-21).
"Men de feje og troløse og afskyelige og morderne og de utugtige og troldmændene og afgudsdyrkerne og alle løgnerne skal få deres lod i søen, der brænder med ild og svovl; det er den anden død." (Johannes Åbenbaring 21:8).
Den danske oversættelse "har en dødemaners eller en sandsigers ånd i sig" refererer til det hebræiske ord 'ôḇ (udtales: obe) som betyder åndemaner, troldmand, en der fremkalder de døde, spøgelse, en døds ånd, en demonbesat. Ordene anvendt i Bibelen herom er indholds- og oprindelsesmæssigt i overensstemmelse med ordene heks og de engelske ord for heks og troldmand; witch og wizard.
Fra et Bibelsk synspunkt giver det således ikke mening at tale om "en god heks", en "god troldmand" eller en "god okkult magiker", da disse per definition er onde. "Den gode heks" og "den gode troldmand" er hedenske og okkulte idéer, som helt grundlæggende er i modstrid med Bibelen.

Det esoteriske princip om mix af religioner
Nu har vi undersøgt fire meget betydende frimurere og okkultister. Stormestrene og frimurerne af 33. grad Aliester Crowley, Albert Pike, Albert G. Mackey og Manley P. Hall samt okkultisten Eliphas Levi, som havde stor betydning for både disse frimurere såvel som hele den øvrige okkulte verden.
Flere af de bøger, vi har set og analyseret citater fra, er egentlig skrevet til andre frimurere, som en slags "ideologisk instruktion". Særligt er dette tilfældet med Albert G. Mackeys "An Encyclopedia Of Freemasonry", da dette jo er en enclykopædi over frimureri, altså Mackeys forsøg på at skrive et opslagsværk som giver en oversigt over den samlede viden inden for frimureri.
Men også Albert Pikes bog "Morals and Dogma" anses som en bog der giver lektioner i frimureri. Fx ser man typisk denne beskrivelse i forbindelse med salg af bogen: "Morals and Dogma er en samling af toogtredive essays, som giver en filosofisk begrundelse for graderne (medlemsniveauer) i det antikke og accepterede skotske rite. Forelæsningerne dannede baggrund for graderne ved at give lektioner i komparativ religion, historie og filosofi."

Det som her kaldes "lektioner i komparativ religion, historie og filosofi", er måske det som nogle vil opfatte, som et svært læseligt mix af myter, tanker, idéer og værdier - hentet fra forskellige religioner og mystiske okkulte trossystemer.
Men et centralt spørgsmål er nok, om disse tekster er skrevet af mennesker som akademisk objektivt analyserer og sammenligner forskellige religioner, eller om de subjektivt mixer disse religioner i forhold til deres eget religions- og trossystem?
Albert Pike skriver i "Morals and Dogma" selv (i kapitlet "Master of all symbolic lodges"):
"Det øverste råd for USA's sydlige jurisdiktion påtog sig til sidst den uundværlige og længe forsinkede opgave at revidere og reformere arbejdet og ritualerne for de 30. grader under dets jurisdiktion. Ved at bevare det væsentlige i graderne og alle de midler, hvormed medlemmerne genkender hinanden, har den opsøgt og udviklet den førende idé for hver grad, afvist de pueriliteter og absurditeter, som mange af dem blev vansiret med, og gjort dem til et forbundet system af moralsk, religiøs og filosofisk undervisning. Sekterisk ud af ingen overbevisning, har den endnu ikke ment, at det er upassende at bruge de gamle allegorier, baseret på hændelser beskrevet i de hebraiske og kristne bøger, og hentet fra de gamle mysterier i Egypten, Persien, Grækenland, Indien, druiderne og essenerne, som motor for at kommunikere de store frimureriske sandheder; idet den har brugt legenderne om korstogene og ceremonierne fra ridderordnerne."
Frimureri er altså ifølge Pike et "forbundet system af moralsk, religiøs og filosofisk undervisning". Han siger samtidig at det er "sekterisk ud af ingen overbevisning" ("Sectarian of no creed"). "Sekt" beskrives i Den Danske Ordbog som en "gruppe af personer der har udskilt sig fra et større, etableret trossamfund pga. uenighed om vigtige religiøse emner" og på religion.dk som "en tæt sammenknyttet religion, som ser sig selv i kontrast til majoritetssamfundet".
Men frimureri er altså ifølge Pike "sekterisk ud af ingen overbevisning". "Creed" kan også betyde tro, trosbekendelse, livsopfattelse. Tidligere så vi at Pike skrev at "Djævelen er personificeringen af ateisme eller afgudsdyrkelse", og vi så ham tale om "den Manifesterede Guddom". Manifestere betyder "komme til udtryk i fysisk eller konkret form". Generelt giver Albert Pike meget ofte meget tydeligt udtryk for at være troende, fx taler han mange steder i Morals and Dogma om Guds Almægtighed ("the Omnipotence of God").
Så altså også her - som i mange andre udsagn fra Albert Pike og andre okkultister - dobbelttydig og strittende i modsatte retninger.
Hvis man prøver at opstille Pikes udsagn bliver kontrasterne meget tydelige:
Frimureri er "religiøs undervisning", men "ud af ingen overbevisning eller tro".
Frimureri er "sekterisk".
Og samtidig hermed er djævelen "personificeringen af ateisme eller afgudsdyrkelse".
Man kunne næsten komme til at misforstå det hele og tro, at Pike siger, at frimureri er djævelen selv?

Måske skal vi nøjes med at konstatere, at frimureri ifølge Albert Pike er "et forbundet system af moralsk, religiøs og filosofisk undervisning"?

Denne selvmodsigende dobbelttydighed og denne sammenblanding af religioner, hedenske myter og okkulte idéer er typisk for esoteriske tænkere, mystikere og okkulte magikere.
Ligesom det er typisk for middelalderens troldmænd og hekse. Så typisk at disse menneskers tekster ikke sjældent til forveksling ligner hinanden.

Bibelen advarer - meget klart, i modsætning til ovenstående forfattere - imod at blande troen på den kristne Gud med de andre hedenske religioner.
Fx i 5. Mosebog 12:29-31:
"Når Herren din Gud udrydder de folk, hvis land du drager ind i for at drive dem bort foran dig, og du får dem fordrevet og bosætter dig i deres land, tag dig da i agt, at du ikke lader dig forlede til at gå i deres spor, efter at de er blevet udryddet foran dig; spørg ikke: »Hvordan dyrkede disse folk deres guder? Jeg vil gøre det samme.« På den måde må du ikke dyrke Herren din Gud. For de har dyrket deres guder med alt, hvad Herren afskyr og hader. De har endog brændt deres sønner og døtre for deres guder."

Faktisk er princippet om ikke at blande troen på Gud med anden hedensk gudstro et klart gennemgående tema gennem hele Bibelen. Man kan remse mange citater op fra Bibelen som viser dette, men jeg vil bare nøjes med ét mere, hvor Jesus selv taler og siger:
"Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig." (Joh. 14:6)
Så ifølge Jesus kommer man ikke til Faderen gennem Ishtar, Astarte, Artemis eller andre "Store Jomfru-Mødre" eller Abraxas, Medea, Adonis eller Isis eller nogen af de andre guder eller gudinder vi har hørt om i de tvetydige esoteriske tænkeres tekster.
Ifølge Jesus kommer man heller ikke til Gud gennem Baphomet, "det Astrale Lys" eller for den sags skyld gennem Buddha eller Shiva eller andre guder fra østen. Man kommer i øvrigt heller ikke til Gud gennem jomfru Maria.
Ifølge Bibelen og Jesus kommer man til Gud gennem Jesus - og kun Jesus.

Dydig og filantropisk frimureri over hele verden
Frimurerordenen er ifølge Britannica.com det største verdensomspændende "hemmelige samfund". Britannica skriver videre at frimurerordenen er; "et edsbundet samfund, ofte viet til fællesskab, moralsk disciplin og gensidig bistand, der skjuler mindst nogle af dets ritualer, skikke eller aktiviteter fra offentligheden (hemmelige selskaber skjuler ikke nødvendigvis deres medlemskab eller eksistens). Udbredt af det britiske imperiums fremmarch er frimureriet stadig mest populært på de britiske øer og i andre lande, der oprindeligt var inden for imperiet. Estimater af det verdensomspændende medlemskab af frimureriet i det tidlige 21. århundrede varierede fra omkring to millioner til mere end seks millioner."

Der findes mange forskellige riter, ordner og grader i de forskellige systemer af administrerende ordner verden over. På denne side får man et godt overblik over de europæiske og nordamerikanske frimurerordner og tilknyttede ordner i disse regioner. Her kan man få overblik over, hvordan forskellige asiatiske og mellemøstlige lande forholder sig til frimureri, og hvilke af de ovennævnte europæiske og nordamerikanske riter de er underlagt, tilknyttet eller anerkendt af. Her kan man læse om den historiske udbredelse af frimureri i Latinamerika.

Her er der en filippinsk senator, som i forbindelse med en tale til indsættelsen af ledende frimurere i "den Mest Tilbedelige Storloge af de Frie og Accepterede Frimurere på Filippinerne" (the Most Worshipful Grand Lodge of the Free and Accepted Masons of the Philippines) udtaler at frimurerordenen slet "ikke er et hemmeligt fællesskab", men "en social og filantropisk organisation, der skal få sine medlemmer til at leve mere dydige og socialt orienterede liv".
Den samme frase bliver udtalt her af en professor i historie og forfatter til en bog om frimurerordenen og politik i det attende århundredes Europa. Her er det en amerikansk loge, som skriver noget der ligner: "Frimureriet tilbyder et system eller "et blueprint" for den gode mand til yderligere at forbedre sin karakter og sine handlinger gennem dets system af grader, symboler og fællesskabsmuligheder." Og her er det det amerikanske militær som fortæller at frimurerordenen "i dag er en social og filantropisk organisation" "viet til fællesskab, moralsk disciplin og gensidig bistand". Det amerikanske militær beroliger desuden: "De skjuler nogle af deres ritualer, skikke eller aktiviteter for offentligheden, men overordnet set er de ikke så hemmelighedsfulde, som de bliver gjort til at være på tv."

Hvad lavede de amerikanske præsidenter egentlig i Frimurerordenen?
Efter denne lange udredning af Frimurerordenens idéer og forhold til det okkulte, rejser der sig nogle spørgsmål:
Var Aliester Crowley en "unormal frimurer", primært fordi han var frimurer i en loge der ikke var anerkendt af Den Forende Engelske Storloge? Eller var Aliester Crowley en "unormal frimurer", fordi han var moralsk afsporet?
Eller er Aliester Crowleys afsporede offentlige opførsel måske et udtryk for, hvordan nogle ledende frimurere opfører sig i det skjulte?
Er en anden ledende frimurer af 33. grad under Den Forende Engelske Storloge - FBI-chefen J. Edgar Hoover - et eksempel på netop dette, da han blev anklaget for at udnytte drengebørn seksuelt, mens han var iført dametøj og samtidig reciterede Bibelen?

Skyldes Aliester Crowleys forhold til sex med børn, voldtægt, dyresex, nekrofili, kannibalisme og voldelig sadomasocisme som at skære i sig selv... og så videre - skyldes Crowleys forhold til de ting mon hans religiøse idéer...?
Og har Aliester Crowley ikke de religøse idéer tilfælles med andre frimurere?
Eller rettere har han kun ligepræcis idéerne tilfælles med sine frimurerbrødre i den loge han var del af - som ikke var anerkendt af Den Forenede Engelske Storloge - og de tre frimurere der dannede den okkulte organisation Golden Dawn og alle de andre frimurere som Crowley var venner med og han delte religiøse idéer med? Har Aliester Crowley sine religiøse idéer tilfælles med alle disse frimuere, men ikke de andre og ikke lige netop Den Forenede Engelske Storloge og dem der ligger under denne orden? Eller har også disse frimurere og denne Frimurerorden mon - inde bag de hemmelige ritualer og kryptiske udsagn - sine religiøse idéer tilfælles med Crowley? Og hvis ikke, hvorfor skriver den mest kendte Stormester indenfor denne Frimurerorden - Albert Pike - så indholdsmæssigt præcis det samme om Satan og Guds hebraiske egennavn (Tetragrammet) som Aliester Crowley gjorde?

I præsidentbyen Washington D.C. nærmest indtog Albert Pike denne Frimurerorden - og frimureriet generelt - ved simpelthen fysisk at flytte ind i frimurertemplet i byen, og ved bl.a. at skrive sin yderst anerkendte lærebog om frimureriets moralske dogmer. I denne sin mest kendte bog skrev han - som vi har set - bl.a. at Satan er en kraft, skabt til det gode, men som kan tjene til det onde og at indviede repræsenterer denne kraft Satan. Ordet "indviede" må - ud fra hans øvrige skriverier - betyde ham selv, andre frimurere og des lige esoteriske okkultister. Med sådanne udsagn kommunikerede han om frimureriet - og han anses stadig i dag som "genial" blandt frimurere. Mon ikke det er fordi, de var og er enige med ham?
Her er der en artikel fra Washington Post, hvor forfatteren undrer sig over, hvorfor der er en markant mindestaue for Pike i det centrale Washington. Som der står i artiklen, er Pike den eneste sydstatsgeneral, der er hædret med en statue i hovedstaden. Han bliver altså hædret på den modsatte side, hos dem der vandt borgerkrigen. Det siger lidt om, hvordan denne mand er blevet fremhævet i den amerikanske politiske elite.
Forfatteren til den kritiske Washington Post-artikel om Pike skriver desuden, at Albert Pike "er æret i frimurerbevægelsen, men medmindre du er en frimurer, er det svært at forstå præcis hvorfor."
Og: "Hans lig er begravet i the House of the Temple (Templets Hus), hovedkvarteret for det Skotske Frimurerite, på 16. og Sydlig gade Nord-Vest, hvor der er et museum til hans ære, og hvor indholdet af hans bibliotek opbevares."
Albert Pike er således en helt unik og hæderkronet skikkelse i frimurermiljøet, som omgives med noget der minder om nærmest ærefrygt. Noget som i temmelig høj grad undrer udenforstående.
Washington Post-artiklen gør desuden opmærksom på at "Pikes kritikere hævder, at han var medvirkende til at skabe Ku Klux Klan." Dette afvises af frimurere med, at der ikke eksisterer beviser herpå. Som der står på denne "Encyclopædi for Arkansas" (Encyclopediaofarkansas.net fra Central Arkansas Library System): "Han kan være blevet involveret i organiseringen af Ku Klux Klan på dette tidspunkt (1867 red.), selvom dette ikke er sikkert."
Washington Post-artiklen påpeger, at uanset om Pike var med til at danne Ku Klux Klan eller ikke, så var han i al fald racist, idet han mente, at racerne ikke skulle blandes.
Kunne et spørgsmål, som måske overses i denne sammenhæng, mon være dette: Skyldes Albert Pikes racisme måske hans mere overordnede holdning til Satan og hans generelle religiøse holdninger?

Et andet oplagt spørgsmål er vel dette: Hvorfor har 16 amerikanske præsidenter været medlemmer af denne organisation, som har udgivet en lærebog med udsagnet om at "Satan er en kraft skabt til det gode"? Og at denne "kraft" repræsenteres af de indviede, som disse præsidenter åbenbart selv er en del af? Skjulte disse præsidenter mon også deres "hemmeligheder for alle undtagen mestrene og vismændene eller de udvalgte", og brugte de også "falske forklaringer og fejlfortolkninger af dets symboler til at vildlede dem, der kun fortjener at blive vildledt"? Sådan som Albert Pike forklarer i sin bog Morals and Dogma, som tidligere nævnt.
Mente disse 14-16 præsidenter mon også at de uindviede - som må formodes at være flertallet af dem der til USAs præsidentvalg stemte på dem - "er uværdige eller ude af stand til at modtage sandheden" og "vil pervertere den"? Igen for nu at bruge den yderst populære frimurer Albert Pikes egne ord.
De tre præsidenter Gerald Ford, Harry S. Truman og Franklin D. Roosevelt var frimurere af 33. grad i den samme Frimurerorden som denne mand. Og denne mand boede i frimurernes tempel i præsidentbyen Washington D.C., bare for lige at sætte det i perspektiv. Apropos perspektiv: Vi skal lige om lidt høre fra den danske udgave af Frimurerordenen, at den øverste leder i Frimurerordenen er enevældig - at hans ord er lov.
Ordet "tempel betyder ifølge den danske ordbog; "bygning der er indviet til dyrkelse af en guddom især inden for ikkekristne religioner".
Så hvad er det for en gud disse frimurere tilbeder?
Tilbad disse frimurerpræsidenter "kraften Satan" i form af afguden Baphomet? Eller afguden Adonis, som Albert Mackey talte om var symbol på genfødsel og opstandelse? Og som Manley P. Hall afslørede også var en androgyn afgud ligesom Baphomet.
Eller tilbad de begge disse afguder, fordi det er én og samme gud - bare med to forskellige navne...?
Eller afholdt de mon bare fornuftige akademiske afhandlinger for hinanden om disse afguder kun afbrudt af hemmelige og okkulte invielsesritualer, som den uværdige offentlighed ikke måtte høre om, fordi de kun ville "pervertere sandheden"?
Hvad lavede disse præsidenter egentlig i den organisation?
Kunne de mon - i det skjulte - finde på noget der minder om Aliester Crowleys offentligt kendte ekstreme handlinger...? Kunne de fx i det skjulte finde på at have sex med børn?
Hvad lavede den engelske premierminister Winston Churchill og FBI-chefen J. Edgar Hoover, når de kom i logen?

Hvilke og hvor mange toppolitikere og statsledere er egentlig i dag medlemmer af Frimurerordenen?
Hvorfor var rigtig mange statsledere medlemmer tilsyneladende indtil 1980'erne, hvorefter stort set ingen længere er medlemmer...? Er det mon fordi verdens statsledere er stoppet med at være medlemmer, eller er det fordi vi ikke hører om det? Hvis de ikke er medlemmer af Frimurerordenen, er de så medlemmer af andre okkulte organisationer?

Og hvorfor er disse topledere i Frimurerordenen egentlig i det hele taget så optagede af Satan og gedeafguden Baphomet? Hvorfor beskriver de denne afgud positivt med ord som fx "et imponerende symbol", "den store magiske agent", den mystiske alle-gud", "et symbol på frelse gennem opnåelse af særlig viden om åndelige sandheder" og så videre?
Hvorfor er de så optagede af "equilibrium" og "det androgyne" aspekt, ved de afguder de hele tiden beskæftiger sig med?
Og hvorfor taler de umiddelbart tilsyneladende respektfuldt om Bibelen, når de påfaldende ofte siger det modsatte af, hvad der står i den? Også om emnet Satan, siger de det modsatte af, hvad der står i Bibelen: Den siger nemlig klart at Satan er en person. Ikke "en kraft", som Albert Pike mener. Og Bibelen fortæller også at Satan er menneskets fjende - igen i fuldstændig modsætning til det Aliester Crowley skriver. Satan er, i Bibelen, heller ikke "Liv og Kærlighed", sådan som Crowley skriver.
I Johannes Evangeliet (8:44) fortælles det, at Jesus siger til nogle stolte jøder: "I har Djævelen til fader, og I er villige til at gøre, hvad jeres fader lyster. Han har været en morder fra begyndelsen, og han står ikke i sandheden, for der er ikke sandhed i ham."
I Peters Første Brev (5:8-9) skriver Peter til Jesu diciple: "Vær årvågne og på vagt! Jeres modstander, Djævelen, går omkring som en brølende løve og leder efter nogen at sluge; stå ham imod, faste i troen, I ved jo, at de samme lidelser rammer jeres brødre her i verden."
Her er altså flere steder, end dem vi tidligere påpegede, hvor Albert Pike, Aliester Crowley og frimurerne er i strid med Bibelen.
Så hvorfor præsenterer disse præsidenter sig som "kristne", når de er medlem af en okkult organisation, som på så mange grundlæggende punkter er i strid med Bibelen? Og hvorfor sværger præsidenterne egentlig, med hånden på Bibelen, til deres præsidentindsættelse, på at de trofast vil udføre præsidentembedet?
Kunne det mon have noget med at gøre at Jesus i Matthæus 5:34 siger til sine disciple: "I har også hørt, at der er sagt til de gamle: ›Du må ikke sværge falsk,‹ og: ›Du skal holde, hvad du har svoret Herren.‹
Men jeg siger jer: I må slet ikke sværge, hverken ved himlen, for den er Guds trone, eller ved jorden, for den er hans fodskammel, eller ved Jerusalem, for det er den store konges by. Du må heller ikke sværge ved dit hoved, for du kan ikke gøre et eneste hår hvidt eller sort. Men i jeres tale skal et ja være et ja og et nej være et nej. Hvad der er ud over det, er af det onde."
og som der står på denne side:
"I Matthæus 23 udtaler Jesus otte 've’er' over de skriftkloge og farisæerne. En ve er i praksis en forbandelse - en fordømmelse til Helvede. Dette er ekstremt alvorligt, fordi Jesus, som er Gud, fortæller de skriftkloge og farisæerne, at de er fordømt. Når først Gud udtaler dette, er det for altid gjort. Én særlig ve har med eder at gøre:"
Derefter kommer citatet fra Jesus (Matt. 23:16-22):
"Ve jer, blinde vejledere! I siger: Sværger nogen ved templet, har det ingenting at sige; men sværger nogen ved guldet i templet, så gælder det. Blinde tåber, hvad er størst, guldet eller templet, der helliger guldet? Og I siger: Sværger nogen ved alteret, har det ingenting at sige; men sværger nogen ved offergaven, der ligger på det, så gælder det. I blinde, hvad er størst, offergaven eller alteret, der helliger den? Den, der sværger ved alteret, sværger altså både ved det og ved alt det, der ligger på det. Og den, der sværger ved templet, sværger både ved det og ved ham, der bor i det; og den, der sværger ved himlen, sværger ved Guds trone og ved ham, der sidder på den."
Amerikanske frimurerpræsidenter og præsidenter i det hele taget sværger ved Bibelen. Bibelen, som er Guds ord. Guds ord, som ifølge Johannes Evangeliet, er Jesus selv.
Også på dén måde gør de lige præcis det, som Jesus siger de ikke må gøre. Tilfældigt...? Eller er det mon fordi, de simpelthen ikke ved, hvad der står i Bibelen? Som vi har set, går frimurere endda rigtig meget op i, hvad der står i Bibelen - så dét forekommer temmelig usandsynligt.
Selve idéen med at sværge på Bibelen som embedsed kommer selvfølgelig fra en frimurer. Og en meget kendt en af slagsen: USAs første præsident, George Washington.
Han aflagde sin embedsed med en alterbibel lånt fra St. John's Lodge No. 1, Ancient York Masons lodge i New York. Og han kyssede Bibelen bagefter, som der står på logens egen hjemmeside.
At kysse er for mennesker instinktivt et signal om hengivenhed og kærlighed, men det kan også være udtryk for mange andre ting; fx egoisme, begær eller manipulation.
Judas forrådte fx Jesus med et kys - da han med et kys udpegede den person, som hans sammensvorne skulle anholde til korsfæstelse.

DEL 5:
METTE OG MARGRETHES
MANGE MØDER

Hvad mon egentlig ordet 'ofte' betyder...?

Den Danske Frimurerorden har siden sin stiftelse anvendt det såkaldte svenske system, som har elleve grader. Som tidligere nævnt har rigtig mange danske konger været medlemmer af frimurerordenen, og senest har dronning Margrethes farfar kong Christian X været stormester i frimurerordenen.
I Danmark meddelte medierne så i juni 2017, at "Frimurerlogen savner medlemmer fra kongehuset", "Kongehuset svigter Frimurerlogen" og lignende.
Her er endnu en artikel med de samme oplysninger, og hvor det fremgår, at det er en pressemeddelese fra bureauet Ritzau. Her kan man se at Ritzau samarbejder med kongehuset. Om idéen til pressemeddelelsen og informationskampagnen om kongehusets nye forhold til Frimurerordenen anno 2017 er kommet fra Ritzau eller fra kongehuset vides dog ikke.
Men i dag vil medlemmerne af det danske kongehus altså angiveligt ikke være frimurere. Det er måske fordi at "Den Danske Frimurerorden tiltrækker politifolk, ingeniører og soldater, mens den ægte magtelite i Danmark holder sig væk", som der står i denne låste EB.dk-artikel?
Se det er jo svært at vide, når man ikke rigtig ved, hvem der er medlem, og hvad de laver i logerne.
Når man køber adgang og læser de låste artikler, finder man ud af at den "kæmpe kortlægning" førte til at avisen konkluderede at "adskillige politikere fra primært borgerlige partier er frimurere" og at den "mest fremtrædende frimurer fra det politiske liv", som avisen fandt frem til var "Henrik Thorup, der på vegne af Dansk Folkeparti er formand for Statsrevisorerne" og sidder i regionsrådet for partiet i Region Hovedstaden, samt er gift med Pia Kjærsgaard.
Undersøgelsen blev foretaget i oktober 2019, og avisen har fundet frem til informationerne "med hjælp fra en række nuværende og tidligere medlemmer af ordenen". I artikelserien fortælles at: "Flere af kilderne har bedt om anonymitet, da de er bundet af et tavshedsløfte i logen. Eller frygter for konsekvenser i deres civile liv, hvis deres navne bliver kendt." Avisen oplyser at informationer, der er brugt i artiklerne, derfor er bekræftet af flere uafhængige kilder, og at frimurerordenens ledelse trods flere opfordringer har afvist at lade sig interviewe.

Frimurerlogen i Danmark - som en 'frimærkeklub' med dødstrusler og vold
Ekstrabladet skriver i øvrigt meget kritisk om "hvordan frimurerlogen benytter okkulte ritualer og symboler som knogler, dødningehoveder og ligkister og fastholder deres medlemmer i et benhårdt hierarki, hvor der hele tiden loves medlemmerne noget nyt, som er så hemmeligt og farligt at fortælle til andre, at de kalder alle os andre for de ’uindviede’ og ’fremmede’." Og i en leder at "frimurerne er 'et lukket samfund i samfundet, hvor man over kister, kranier og skeletter forsøger at skabe sin egen himmel på jorden. Det fremstilles som et Indiana Jones-mysterium, men er reelt et rollespil med okkulte tendenser grænsende til hjernevask'."
I samme leder står der også en måske ikke helt dum pointe: "Og eftersom de sidder i høje embeder inden for retsvæsenet, politiet og i det politiske liv, så er det vigtigt for offentligheden at få afdækket, hvem de er, og hvordan de agerer."

Selvom om kongehuset altså åbenbart ikke vil være med i frimurerordenen, får vi i denne artikel dog at vide, at Prinsesse Benedikte repræsenterede kongehuset, da frimurerne fejrede jubilæum". Men i forhold til at Margrethes far - Christian X var stormester - er det måske ikke helt så glorværdigt?

"Frimurerne siger selv, at de bare er som en ’frimærkeklub’", fortæller Ekstra Bladet, men også at deres "kulegravning af tusindvis af dokumenter og interviews med både nuværende og tidligere logebrødre fortæller en ganske anden historie." Udsagnet om frimærkeklubben kommer fra en af de interviewede - en højtstående frimurer og konservativ viceborgmester i Brønderslev. Han bliver spurgt til det løfte som Danske Frimurere skal afgive som medlemmer af ordenen.
Interviewerens spørgsmål lyder:
"Hvad betyder løftet? Det virker jo meget bastant, når man læser det udefra?"
Til det svarer viceborgmesteren i Brønderslev:
"Du kan også melde dig ind i en frimærkeklub, hvor reglerne er, at man skal tale ordentligt til hinanden.
På samme måde kan du opfatte løftet her: Opfør dig ordentligt og arbejd med dig selv."
Måske er en af de ting som afviger fra en frimærkeklub, netop det løfte frimurerbrødrene skal give til logen - og særligt det som frimurerordenen truer med vil ske, hvis løftet ikke overholdes. Som Ekstrabladet skriver; "det har voldsomme konsekvenser for et medlem, hvis de taler om logens arbejde, ritualer eller ikke følger ledelsens bud".
Avisen citerer løftet:
’Jeg lover og sværger ligeledes ubrødelig at efterkomme denne Ordens love og forskrifter, iværksætte de mig påhvilende hverv samt med lydighed, hørighed og underdanighed udføre de bud og befalinger, som Den Danske Frimurerordens Stormester eller denne loges Ordførende Mester i hans høje navn måtte give mig som frimurer.’
Og truslen:
’Hvis jeg i ringeste måde bryder dette mit løfte, så samtykker jeg i, at mit hoved afhugges, mit hjerte udrives, min tunge og mine indvolde udrives og kastes i havets dyb, mit legeme opbrændes, og asken spredes i luften, på det at intet af mig og intet til erindring om mig må blive tilbage blandt mennesker og frimurerbrødre.’
En anden ting, som man måske heller ikke ser så ofte i frimærkeklubber, er slagsmål mellem medlemmerne eller at frimærkeklubben drives som uoplyst enevælde?
Bemærk i øvrigt at det er "frimurernes chef" den danske stormester, som selv siger, at han har total magt i organisationen - og kalder styreformen i frimurerordenen "Uoplyst enevælde".

Logehygge med røde pølser i Danmark
Mens "det moderne danske kongehus" altså angiveligt ikke vil være med i Frimurerordenen, så vil de gerne være med i noget som kaldes "Christian Den Fjerdes Laug". Dronning Margrethe, kronprins Frederik, prins Joachim, prinsesse Marie og prinsesse Benedikte er alle medlemmer af dette "laug". Den danske statsminister Mette Frederiksen er også medlem af Christian Den Fjerdes Laug.
Christian Den Fjerdes Laug er en logelignende forening, med en optagelsesceremoni ledet af en "Oldermand". Men det er tilsyneladende en hyggelig ceremoni, som altid foregår med røde pølser og øl. I det hele taget ynder Christian Den Fjerdes Laug at fortælle om røde pølser. Ja, det gør de rigtig ofte - og altid i forbindelse med deres ceremonier, og receptioner og andre begivenheder. Fx her, her og her.

Christian Den Fjerdes Laug lyder nok for mange som en organisation der er ældre, end den egentlig er. Den blev stiftet den i december 1942, som en kritisk reaktion på besættelsen af Danmark. På siden for laugets historie forklares: "Besættelsesstyrkerne fandt stort behag i den stemningsfulde og hyggelige vinkælder og besøgte den i stort tal. Dette harmede naturligvis byens borgere og for at skabe et fristed for ”sande danskere”, stiftede man Christian Den Fjerdes Laug og erklærede vinkælderen for et klublokale, hvortil kun medlemmer af Lauget kunne få adgang mod fremvisning af et medlemskort. Såvel de tyske som de danske myndigheder måtte godkende de meget specielle vedtægter og regler for medlemmerne. Selvom Laugets egentlige formål var opfyldt i og med Danmarks befrielse i maj 1945, fortsatte Lauget på opfordring fra byens styre sin virksomhed for på Aalborg Bys vegne at give også byens særlige gæster denne specielle form for velkomst. Samtidig blev der åbnet mulighed for, at også andre end danskere kunne optages som medlemmer."
De skriver videre: "Christian Den Fjerdes Laug har nu i over 75 år budt adskillig tusinde gæster særligt velkommen til Aalborg. Lauget har i dag mere end 8.000 – som vi ynder at sige – betalende medlemmer, kendte såvel som mindre kendte, fordelt på 104 forskellige nationer. Mere end 4.000 har ved betaling af et beløb, svarende til 10 årskontingenter, sikret sig et livsvarigt medlemskab."
Der er også en optagelsesceremoni til lauget:
"Optagelsesceremonien har gennem alle årene fulgt samme mønster og har omfattet alle nye medlemmer, uanset disses rang og stand. Den nu mere end 60 år gamle tradition med optagelse af hovedtalere m.fl. i forbindelse med de årlige 4. Juli-fester i Rebild og Aalborg – men også mange andre begivenheder – er baggrunden for, at medlemslisten tæller en række præsidenter, ministre, ambassadører, politikere, skuespillere og andre kulturpersonligheder, således at Christian Den Fjerdes Laug i dag uden tvivl er den 'forening', der med kun ét 'centrum' – nemlig Aalborg – har så mange og så fremtrædende medlemmer."
Så "en række præsidenter, ministre, ambassadører, politikere, skuespillere og andre kulturpersonligheder" er altså medlemmer af lauget som også har statsministeren, dronningen og prinserne som medlemmer.
Da hovedtalerne ved Rebildfesten bliver optaget hvert år, betyder det at personer som Walt Disney, Richard Nixon, George Bush, Richard Chamberlain, Helle Thorning Schmidt og Keith Carradine er eller har været medlemmer af Christian den Fjerdes Laug. Ronald Reagan var også medlem, da han levede. Som der står på siden: "De nye medlemmer blev gjort bekendt med hvilke brødre og søstre de nu kom i selskab med, og specielt pointerede oldermanden medlemmerne fra USA, bl.a. Ronald Reagan og andre berømte skuespillere." Ligesom i Frimurerordenen og andre loger kalder man altså hinanden for "bror" og "søster" i Christian Den Fjerdes Laug.
Den 4. juli 2022 blev også den "nye amerikanske ambassadør optaget i Christian Den Fjerdes Laug". Som der står i laugets nytårsbrev fra 2023 skete også denne optagelse i lauget i forbindelse med Rebildfesten 2022.
"Traditionelt afholdes Amerikas Uafhængighedsdag d. 4. juli i Rebild og Aalborg, som det eneste sted uden for USA", fortæller "Chr.4. Laugs-tidende". Her mødes betydningsfulde danskere med inviterede betydningsfulde amerikanere - og holder taler for hinanden og det øvrige publikum.

I 2022 blev desuden fx "et kontingent militærpoliti fra Unmilpoc" optaget i lauget. Unmilpoc står ifølge Forsvaret.dk for "United Nations Military Police Course". De forklarer yderligere: "Formålet med United Military Police Course (UNMILPOC) er at formidle sådan viden og indstilling til officerer fra de nordiske lande og andre lande, så han/hun er i stand til at udføre MP-officer- eller MP-skiftkommandørfunktioner i en multinational MP-enhed inden for et NATO- eller FN-operationsområde."
Dette "kontingent militærpoliti" er altså militærpoliti-officerer, som via dette kursus har fået viden og en indstilling som gør dem i stand til at udføre kommandørfunktioner for NATO eller FN.

Statsminister Mette Frederiksen fortæller selv, at hun er medlem af Christian den Fjerdes Laug i hendes CV (på side 4 under "Medlemskab af foreninger"). CV'et kan også findes på regeringens hjemmeside så længe hun er statsminister.
Kongehuset annoncerede da Prinsesse Marie i 2015 blev optaget i Christian Den Fjerdes Laug, som hun også er protektor for. Dette medlemsskab er altså tilsyneladende noget, som både statsministeren og kongehuset er ganske stolte af.

Dronning Margrethe og statsminister Mette Fredriksen er medlemmer af Christian Den Fjerdes Laugr

Et laug er ifølge ordbogen;
en "sammenslutning af næringsdrivende (håndværkere eller handlende) inden for samme fag eller branche i en by, til varetagelse af medlemmernes faglige, økonomiske og sociale interesser"
og en "sammenslutning af personer med en bestemt fælles (faglig) interesse eller status".
Hvilket fag eller branche statsministeren og dronningen har til fælles er umiddelbart svært at se. Statsministeren har intet andet på sit CV end medlemskab af Socialdemokratiet, DSU, FDF og så altså Christian Den Fjerdes Laug. Og statsminister, selvfølgelig.
Men de har i al fald det til fælles, at deres titler - statsminister og "konge" (ensbetydende med royal regent) - nævnes rigtig meget i Danmarks Grundlov.
Alt i alt er det nok nemmere at se, at de har noget til fælles omkring "status" - og måske også "interesser". Mere om disse ting inden længe...
Under rubrikken "ord i nærheden" af ordet "laug" står der i ordbogen; "orden", "frimurerloge", "frimurerorden". Så "et laug" er altså, ifølge den danske ordbog, noget der minder om en frimurerloge.
Frimurerordenen var ligesom laugene oprindeligt også en "sammenslutning af næringsdrivende" - murere, selvfølgelig.

I det norske "Frimurerbladet Agder" nr. 2 juni 2015 var der på side 29 en artikel om at 21 frimurere fra to forskellige norske loger var blevet optaget i Christian Den Fjerdes Laug den 9. maj 2015. Artiklen fortæller desuden: "Op igennem årene er en række brødre fra den sydlige del af landet blevet optaget i lauget. For nogle år siden blev der også arrangeret et optagelsesmøde i Bryggerikælderen i Christiansands Bryggeri. Da stillede hele laugets styrelse op. Det var en unik begivenhed."
Dette "laug" - Christian Den Fjerdes Laug - har altså tilsyneladende en del brødre som er frimurere. Artiklen fortæller også at lauget i 2015 havde mellem 8-9.000 medlemmer, hvoraf henimod halvdelen er fra Norge. Hvor mange af dem, der er frimurere, oplyser artiklen ikke.
På et andet opslag i dette blad (side 6-7) gennemgås i øvrigt nogle af frimureriets symboler. Her står der under overskriften "Pentagram - Hexagram": "I egyptiske hieroglyfer betyder den flammende stjerne 'opstigning mod det oprindelige'. Paragraf 1 i vore love siger: 'for således at opløfte den ædleste del af sit væsen til den nærmeste forening med sit første ophav, hele verdens TSB' Pentagrammet, ofte med stråler fra hjørnerne, kendt som Betlehemstjernen, Jesu Mor, Lysets Gud. Signum Pythagoreicum. Stråler fra hjørnerne kan være et billede på Den Hellige Ild som altid brændte i Salomos Tempel. Men også den ånd og visdom som stråler ud fra stjernen. 5-takket stjerne skaber, 6-takket stjerne vedholder, fortsætter,- Dette viser Skabningens lovmæssighed, en vedholdende kraft."
Man ser her den pærevælling af religioner som Frimureriet står for: Egyptiske hieroglyfer, Betlehemstjernen, Den Hellige Ild og Salomos Tempel - selvfølgelig blandet op med Pythagoras' geometri, tilsyneladende nærmest guddommeliggjort. "Signum Pythagoreicum" betyder "Pythagoras tegn".

Men altså det pentagram som også moderne satanister bruger og som findes lige midt i panden på Satan i form af afguden Baphomet - omtales her som "Jesu Mor, Lysets Gud". Jesu mor, jomfru Maria, er, som vi tidligere har været inde på - og som vi skal dykke yderligere ned i senere - præcis det som den katolske kirke ophøjer til gud og tilbeder. Her oven i købet benævnt som "Lysets Gud" i samme sætning. Det lyder næsten som det latinske ord "Lucifer" - "Lysbringeren".
Bemærk desuden at frimurernes paragraf 1 her taler om at "opløfte den ædleste del af sit væsen til den nærmeste forening med sit første ophav" - som altså er Pentagrammet, Jesu Mor, Lysets Gud. Et andet sted på opslaget (side 7) står der: "Vi får tildelt hvide handsker." Og lige herefter: "Vi skal bevare vore hænder pletfrie. Det er med disse hænder vi arbejder, sådan at vi gennem tanke, ord og handling skal udvikle et rent sindelag."
Så det er altså på grundlag af sit eget pletfrie arbejde man som frimurer gennem tanke, ord og handling udvikler et rent sindelag.
Det lyder som om, at det er herigennem frimureren opløfter "den ædleste del af sit væsen til den nærmeste forening med sit første ophav" - Pentagrammet, Jesu Mor, Lysets Gud.
I kristendommen er vore hænder grundlæggende ikke pletfrie; vi er fulde af fejl. Og mennesker kan kun blive frelst gennem tro på Jesus, og ved at bede om tilgivelse og forsøge at følge hans bud. Altså lige modsat af hvad frimurerne, med deres mystikersnak og kryptiske symboler, formidler.
Her i det samme blad hvor de afslører deres tætte samarbjede med Christian Den Fjerdes Laug, som Dronning Margrethe og den danske statsminister er medlemmer af.

Dronningen og statsministerens statsrådsmøder - og den helt misvisende grundlov
Dronningen og statsministeren er ikke kun begge medlemmer af Christian Den Fjerdes Laug. De mødes også jævnligt til møder i statsrådet.
Ifølge Danmarks Riges Grundlov - hvis man faktisk læser den - så har statsrådet den afgørende magt i Danmark. For bordenden i statsrådet sidder regenten hvilket i øjeblikket vil sige dronningen.
Dette afgøres af paragraf 17, som fortæller at det er i statsrådet "at alle love og vigtige regeringsforanstaltninger forhandles" (paragraf 17 stk. 2).
Stk. 1 siger at det er kongen (dvs. dronningen i øjeblikket) som "fører forsædet" i statsrådet, som udgøres af "ministrene i forening".
Men det er den helt vilde paragraf 14, som endegyldigt fastslår, at det er regenten der har magten i Danmark: "Kongen udnævner og afskediger statsministeren og de øvrige ministre. Han bestemmer deres antal og forretningernes fordeling imellem dem. Kongens underskrift under de lovgivningen og regeringen vedkommende beslutninger giver disse gyldighed, når den er ledsaget af en eller flere ministres underskrift. Enhver minister, som har underskrevet, er ansvarlig for beslutningen."
Nogle vil måske til reglerne sige: "Jamen, ministrene kan jo lade være med at underskrive, så har kongen ikke magten". Men nej, for ifølge loven kan kongen så afskedige den eller de ministre som går imod kongen.
Så ifølge grundloven er monarken ekstremt magtfuld.
Bemærk i den sammenhæng grundlovens paragraf 13: "Kongen er ansvarsfri; hans person er fredhellig. Ministrene er ansvarlige for regeringens førelse; deres ansvarlighed bestemmes nærmere ved lov.
Så kongen er fredet og ansvarsfri, og han kan i øvrigt kan fyre ministrene og statsministeren, når det passer ham. De har al ansvaret for regeringens førelse og kan dømmes ved domstolene med baggrund i lovgivningen ud fra dette ansvar. Kongen derimod bestemmer regeringspolitikernes antal og forretningernes fordeling imellem dem - uden noget som helst ansvar for noget han gør i den forbindelse.

Så hvad er det der statsråd, som man næsten aldrig hører om, men som ifølge grundloven føres af Danmarks ekstremt magtfulde monark? På Statsministeriets hjemmeside står der om statsråd:
"Ministrene samles også i Statsrådet under dronningens forsæde. Ifølge grundloven skal alle love og vigtige regeringsforanstaltninger forhandles i statsrådet. Det betyder i praksis, at alle regeringens lovforslag og beslutningsforslag, forelægges i statsrådet, før de fremsættes i Folketinget. Og at alle lovforslag, der er vedtaget af Folketinget, forelægges i statsrådet, hvor de underskrives af dronningen og af den ansvarlige minister. Der er Statsråd ca. otte gange om året."
Bemærk at statsministeriet starter med at gentage grundlovens ord om "at alle love og vigtige regeringsforanstaltninger skal forhandles i statsrådet".
Først bekræfter statsministeriet altså hvad grundloven siger i paragraf 17 stk. 2, og derefter skriver de, at det i praksis betyder, at alle lovforslag, der er vedtaget af Folketinget forelægges og underskrives i statsrådet. Dette indikerer tilsyneladende at lovforslagene ikke forhandles, selvom dette ikke står direkte. Men de fortæller desuden at regeringens lovforslag forelægges i statsrådet før de fremsættes i Folketinget. Hvorfor forelægges lovforslagene i statsrådet før de fremsættes i Folketinget, når nu lovene ikke skal forhandles i statsrådet? Hvorfor ikke bare forelægge lovene for monarken, når de skal underskrives?
Bemærk i øvrigt hvor mange gange der er statsråd - rimeligt jævnligt i løbet af et år.
Ifølge kongehusets egen udlægning af statsråd holdes de dog "efter behov og for tiden cirka seks gange årligt", og "I praksis er der ofte behov for at forelægge sager for Dronningen uden for statsrådet".
Så hvor ofte mødes Mette Frederiksen mon med dronningen? Hvad vil "ofte" egentlig sige...?
Hvilket forhold har de to, når de nu mødes cirka seks gange årligt til statsråd, og "ofte" uden for statsrådet - samt selvfølgelig måske også til "laugsmøde" i Christian Den Fjerdes Laug?
Og hvad er det for "sager" som statsministeren forelægger dronningen - og hvorfor? Hvem har behovet for at de bliver forelagt? Hvad er det dronningen gør ved sagerne, siden der er det "behov"?
De foregår jo "uden for statsrådet", så de er ikke en del af det der er vedtaget i grundloven...
Er det statsministeren som ser et behov for yderligere rådgivning af dronningen? Eller er det dronningen der ser et behov?
Uanset hvad er det jo mærkeligt siden dronningen kun skal underskrive love, og ikke tage stilling til dem - og ifølge den officielle udlægning heller ikke må rådgive om noget i den forbindelse.
Statsministeriet fortæller at regeringens lovforslag forelægges i statsrådet før de fremsættes i Folketinget. Men de skriver ikke hvor ofte et lovforslag fremlægges for regenten. Er det mon én eller flere gange dette gør sig gældende? De mødes jo åbenbart 6-8 gange årligt i statsrådet og derudover "ofte", fordi nogen mener, der er behov for det.

Paragraf 12 siger: "Kongen har med de i denne grundlov fastsatte indskrænkninger den højeste myndighed over alle rigets anliggender og udøver denne gennem ministrene."
Allerede i paragraf 2 står der at Danmark er et monarki, ikke et "demokrati":
"Regeringsformen er indskrænket-monarkisk. Kongemagten nedarves til mænd og kvinder efter de i tronfølgeloven af 27. marts 1953 fastsatte regler."
Mange ligger vægt på ordet "indskrænket" i disse paragraffer, men indskrænket betyder i praksis bare at monarken kun kan regere når vedkommende er myndig (over 18 år) og kun over det geografiske areal Danmark - ikke Færøerne og Grønland. Og når regenten lover at holde grundloven - men det er jo ikke ligefrem svært, når den er så fordelagtig for regenten. Disse ting kan læses i paragraf 1, 7, 8 og 9.
Ordet "demokrati" er ikke nævnt én eneste gang i grundloven.

Mange tror at der er en lovfunderet tredeling af magten i Danmark. Men det er der ikke ifølge grundloven. Paragraf 3: "Den lovgivende magt er hos kongen og folketinget i forening. Den udøvende magt er hos kongen. Den dømmende magt er hos domstolene."
Hvis magten skulle være tredelt skulle den første sætning ændres til "Den lovgivende magt er hos folketinget." Og grundloven skulle desuden skrives om, på de punkter vi lige har nævnt.

I tidligere grundlove (der har været 8 i alt) havde kongen ikke magt til at afskedige statsministeren (som indtil ca. 1920 hed "Konseilpræsidenten"). Her ses grundloven anno 1915 (som var den seneste grundlov før den reviderede fra 1953). Bemærk at der i paragraf 13 kun står at "Kongen udnævner og afskediger sine Ministre." Her står ikke ordet statsminister eller konseilpræsident. Det ord er blevet tilføjet i 1953-versionen. Her står der nu i paragraf 14: "Kongen udnævner og afskediger statsministeren og de øvrige ministre." Med denne nye paragraf og navneændringen fik monarken således mulighed for også at fyre regeringslederen. Dvs. kongen fik mere magt og grundloven blev mindre "demokratisk" i den seneste revision fra 1953.

Bemærkelsesværdigt nok udlægges grundlovens indhold helt anderledes i statsministeriets udlægning af grundloven:
Her vil man se, at alle paragraffer der omhandler magtfordeling i Danmark, slet ikke skal forstås, som de er skrevet. Nej, de skal forstås diamentralt modsat ifølge statsministeriet - såvel som i øvrigt ifølge det officielle royale medienarrativ.
Fx skriver statsministeriet: "Danmark regeres af en monark, dvs. en konge eller en dronning. Selv om monarken er regent, har vedkommende ikke nogen selvstændig magt."
Så selv om der i grundlovens paragraf 14 står "Kongen udnævner og afskediger statsministeren og de øvrige ministre. Han bestemmer deres antal og forretningernes fordeling imellem dem" - så har vedkommende ikke nogen selvstændig magt, ifølge statsministeriet.
Statsministeriet fremfører også den forklaring, som nyhedsmedier fortæller danskerne hver gang, man ser statsministeren gå til dronningen for at få godkendt sin regering: "Ifølge grundloven har regenten og Folketinget i fællesskab magten til at lovgive. Men helt sådan er det ikke i virkeligheden. I praksis er det nemlig regeringen og Folketinget, som bestemmer, hvordan lovene skal se ud. Regenten skriver dem bare under. Regenten skal føre lovene ud i livet – har den udøvende magt. I dag betyder det blot, at regenten rent formelt udnævner ministrene i en regering. Derefter er det i praksis ministrene og deres ministerier, der sørger for, at lovene bliver overholdt."
Nej, ifølge grundloven bestemmer regenten hvem der sidder i regeringen, hvor mange de skal være, og hvad de skal lave ("forretningernes fordeling imellem dem"). Derudover godkender eller afviser regenten love ud fra forgodbefindende, ifølge grundloven.
Dette remser statsministeriet også op i deres udlægning, hvorefter de skriver: "Sådan fungerer det ikke i dag."
Helt nøjagtigt skriver statsministeriet:
"Grundloven giver regenten magt til at udnævne statsministeren og de øvrige ministre. Regenten kan også bestemme, hvor mange ministre der skal være, og hvad de skal lave. Desuden kan regenten afskedige dem igen.
Sådan fungerer det ikke i dag."
Hvordan kan den enkelte dansker egentlig vide, om det er sandt?
Det ville jo kræve, at statsrådsmøderne, regeringsgodkendelsesmødet hos dronningen og andre møder mellem statsministeren og regenten var offentligt tilgængelige.
Og det er de ikke.
Så danskerne må bare stole på, at regenten ikke benytter sig af den magt, der i grundloven.
Egentlig mærkeligt at lave en grundlov, som slet ikke skal følges, er det ikke?
For vi har altså en grundlov der - som den eneste lov i Danmark, så vidt jeg ved - med hensyn til alle centrale magtfordelingsparagraffer, skal tolkes helt modsat af hvordan de er formuleret. Det er helt unikt. Love udformes normalt med meget præcis ordlyd, og skal helst være helt klare så dommere, advokater og andre folk i retssystemet kan forstå dem entydigt - og dømme ud fra dem. Det er derfor at når love udformes upræcist så er jurister, dommere mv. straks ude at kritisere ordlyden af den pågældende lov.
Men altså ikke grundloven. Den blev skrevet helt modsat af hvad man egentlig mente, og det skal man bare lige være klar over som dansker.
Det sørger bl.a. statsministeriet og de danske statstøttede medier så også for.

Men hvorfor skrev man det modsatte, af hvad man mente, da man ulejligede sig med at ændre grundloven?
Hvorfor gjorde man formelt kongen mere magtfuld samtidig med, at man angiveligt havde en uformel aftale med kongen om, at han slet ikke skulle gøre brug af disse paragraffer?
Hvorfor tog man sig besværet med fx at tilføje at kongen nu kunne afskedige statsministeren, når det "ikke fungerer sådan i dag", som de formulerer det på statsministeriets hjemmeside? Sådan fungerede det jo angiveligt heller ikke dengang, man i 1953 alligevel skrev det i grundloven.
Så hvorfor fjernede man ikke simpelthen disse sætninger om at regenten kan afskedige ministrene, så grundloven kunne komme i større overensstemmelse med virkeligheden?
Hvorfor gøre det modsatte og tilføje at regenten også kan afskedige statsministeren? Hvorfor således tilføje mere formel magt til regenten som ikke var i overensstemmelse med virkeligheden, når den formelle magt regenten - ifølge grundloven - havde i forvejen, heller ikke var i overensstemmelse med virkeligheden?
Det forekommer ganske besynderligt... Nogle ville måske ligefrem sige at det forekommer utroværdigt?
Hvem tager man egentlig hensyn til når man giver regenten formel magt til at afskedige statsministeren?
Regenten eller statsministeren?
Statsministeriet skriver at "I praksis er det nemlig regeringen og Folketinget, som bestemmer, hvordan lovene skal se ud."
Så hvorfor tog de ikke bare hensyn til statsministeren og undlod at tilføje dette til grundloven? Og hvorfor tog de ikke hensyn til de øvrige ministre og fjernede de eksisterende formelle magtbeføjelser i grundloven?
Hvorfor tog de hensyn til regenten?
Man skulle næsten tro at de havde holdt møder med regenten om denne grundlovsændring.
Og ja, de havde jo holdt minimum ét møde om denne nye lov i statsrådet.
Men om de holdt flere, kan man jo ikke vide, siden indholdet af disse møder ikke er offentligt tilgængeligt...

Apropos statsråd: Hvorfor skrev man ikke paragraf 17 stk. 2 om, så den blev formuleret "helt som det er i virkeligheden", som statsministeriet kalder det? Hvorfor ændrede de ikke bare denne paragraf om statsrådet til det enkle, som statsministeriet skriver i dag: "Lovforslag, der er vedtaget af Folketinget, forelægges i statsrådet, hvor de underskrives af regenten og af den ansvarlige minister"?
Hvorfor fastholdt de den eksisterende passage om "at alle love og vigtige regeringsforanstaltninger forhandles" i statsrådet?
Hvorfor fastholdt man, at kongen skulle have denne formelle magt, når statsministeriet nu påstår, at "det ikke helt er sådan i virkeligheden"?
Igen - hvad tager man egentlig hensyn til med denne paragraf: Kongen eller folkestyret?
Det er vist umuligt at svare andet end kongen på dette spørgsmål.

Så hvorfor tog lovgiverne alle disse hensyn til regenten i forbindelse med udarbejdelsen af den reviderede grundlov i 1953?
Vi ved at kongen blev forelagt denne grundlov i statsrådet, inden den blev fremsat i Folketinget, fordi sådan er det med alle love i Danmark.
Vi ved at det foregik for lukkede døre, ligesom alle andre statsråd.
Vi ved at grundloven tog hensyn til kongen på alle formelle magtfordelingsparagraffer, og desuden tilføjede ord og sætninger som gav ham mere formel magt.
Vi ved at disse hensyn til kongen blevet taget på bekostning af statsministeren, de øvrige ministre og folkestyret i det hele taget.
Derfor er man nødt til at spørge: Hvad var det egentlig for en indflydelse kongen havde på beslutningerne omkring grundloven?
Og har hans datter - den nuværende dronning Margrethe - mon stadig noget af denne indflydelse...?
Hvorfor fortsætter regeringen med at forelægge sine lovforslag og beslutningsforslag i statsrådet før de fremsættes i Folketinget? Hvorfor dog det, når nu regenten angiveligt ingen indflydelse har?
Det giver ingen mening - medmindre det er for at leve op til grundlovens paragraf 17 stk. 2, som siger at lovene forhandles i statsrådet.
I statsrådet hvor der sidder en regent for bordenden, som ifølge grundloven kan fyre de ministre, som kommer til møde med regenten.
Det kaldes normalt "meget ulige forhandlingspositioner" - men altså selvfølgelig ikke i denne sammenhæng.
For "sådan fungerer det ikke i dag".

...fortsættes...

DEL X:
PÆDOFILIPRÆSTERNES
PARADIS

Hvorfor netop den katolske kirke...?

Baphomet og Malteserordenen
Baphomet blev oprindeligt kendt fordi Kong Philip IV af Frankrig anklagede franske tempelriddere for at have tilbedt denne afgud. Kongen fik mange af de franske tempelriddere arresteret og derefter tortureret til tilståelse i en operation som fandt sted i oktober 1307. Mange forskellige anklager blev fremsat mod tempelridderne bl.a. kætteri, homoseksuelle relationer, bespytning og urinering på det kristne kors og sodomi. Hvorvidt anklagerne var helt eller delvist sande eller falske er uklart.
Tempelridder-ordenen blev i 1307, efter torturen og tilståelserne, nedlagt af paven og den franske Kong Philip IV - og riddernes ejendomme blev overtaget af en anden katolsk orden - Malteserordenen (Knights of Malta).

Malteserordenen er i dag en af de mest kendte katolske ordner og hævdes også at være en af de mest magtfulde, organiseret som militærenhed med egen militær styrke og flyvevåben.
Bl.a. hævdes det at ridderne af Malteserordenen har direkte personlig adgang til paven:
"Ridderne af Malterserordenen består af hvad der måske er den mest eksklusive klub på jorden. De er mere end det katolske aristokrati... [de] kan tage telefonen og chatte med paven", har socialhistorikeren Stephen Birmingharn skrevet.
I deres egen udlægning beskæftiger de sig udelukkende med velgørende formål overalt i verden.
Man skal være katolik for at kunne blive udnævnt til ridder i Malteserordenen.
Michael Bloomberg, som er katolik, er i mange år blevet beskyldt for at være ridder af Malteserordenen, men har aldrig bekræftet disse påstande. Han har dog heller aldrig bekræftet at han er medlem af Kappa Beta Phi. Det enkelte medlem vælger selv om vedkommende vil holde det hemmeligt eller ikke.

Forbindelsen mellem hemmelige loger og den katolske kirke
Hemmelige loger, som fx Frimurerlogen, Aleister Crowleys O.T.O. og hans A∴A∴ "magiske orden" samt Kappa Beta Phi, er skabt med udgangspunkt i samme hierakiske struktur og idéer om ritualer som i den katolske kirkes ordener - såsom Malteserordenen, Jesuiterordenen, Augustinerordenerne osv. Det samme gør sig gældende med de overdrevnet højtidelige titler logemedlemmerne får, jo højere de befinder sig i det etablerede hieraki, hvad enten disse titler er frivilligt eller ufrivilligt komiske. Typisk er også den gradvis voksende viden om logens ritualer, artefakter, indhold og værdier, afhængigt af hvor højt man befinder sig i hierakiet. Alt sammen er det fælles for disse loger og ordner.
Ud over de ideologiske og strukturelle fællestræk er der også konkrete historiske dokumenter som viser at Frimurerlogen er tæt historisk forbundet med den katolske kirke. Ja, europæisk frimureri skulle angiveligt være skabt af riddere fra Malterserordenen under middelalderens korstog i og omkring Jerusalem. Altså den middelalderlige katolske orden som overtog ejendommene fra de vanærerede Tempelriddere.

Den tidligste dokumenterede konkrete forbindelse mellem Frimurerordenen og korstogene er en tale fra 1737 af den indflydelsesrige frimurer og katolik Chevalier Ramsay. Han hævdede, at europæisk frimureri opstod udfra en interaktion mellem korsridder-frimurere og den katolske Malteserorden.

Denne påstand skulle angiveligt blive gentaget i det tidligst kendte "Moderns"-ritual, Berne-manuskriptet, skrevet på fransk mellem 1740 og 1744. Frimurerordenen har da også i sit netværk broderlige ordner som kalder sig "Knights Templar" (Tempelridderne) og "Knights of Malta" (Malteserordenen) inspireret af de oprindelige katolske ordener.

Et menneske som har undersøgt ordener og loger i dybden - proffesor Walter Vieth - har igennem flere år holdt forelæsninger om bl.a. den skjulte sammenhæng mellem den katolske kirke og Frimurerordenen og de øvrige loger og universitetsordener i verden.
Fx i denne forelæsning: Hemmeligheden bag de hemmelige loger. Walter Vieth peger på Tempelridderne som ophav til Frimurerordenen, bl.a. med henvisning til bogen "Hemmelige loger og undergravende bevægelser" ("Secret Societies and Subversive Movements", udgivet første gang i 1924, 1980 versionen s. 139), hvor det påstås at flere Tempelriddere som havde sat sig for at redde de hellige steder i Palæstina dannede organisatinoen med navnet "Murerne".

Walter Vieths hævder - ligesom mange andre der udefra har studeret Frimurerordenen og andre loger - at lederne af disse loger opretholder to sæt af historier om deres værdier og trossystem: En falsk historie som bruges udadtil, og den virkelige som lederne godt ved, er sandheden. Denne dialektik benævnes eksoterisk (for de uindviede) og esoterisk (for de indviede). Disse ord er da også så almindelige i sammenhængen at de simpelthen bruges til at beskrive den typer bevægelser og organisationers måde at fungere på; fx "vestlig esoterisme" som er benævnelsen for den "vestlige mysterie-tradition" af mystikere og okkultister.
Walter Vieth hævder så desuden at også den katolske kirke fungerer på denne måde, og at den katolske kirke fx har inkopereret den antikke hedenske fader, moder og søn-treenighed med Nimrod, Semiramis og Tammuz (eller i den romerske udgave Jupiter, Diana og Attis) og udadtil lader dem hedde Gud, Jomfru Maria og Jesus. Derfor - hævder han - er kirken også nødt til at ophøje Jomfru Maria til en gud. På en måde erstattes fokus på Helligånden bibelen med Jomfru Maria - som bliver en gud de troende beder til.

Forelæsningen med Valter Wieth er halvanden time lang så her skal blot fremlægges en enkelt af Walter Vieths pointer om sammenhængen mellem den katolske kirke og Frimurerordenen:
Den katolske kirke er den eneste kirke i verden som historisk har symboliseret sig selv med en kvinde som holder en kop (se illustration for eksempler). Han påpeger at bibelen refererer til satans allierede meninghed på jorden som "en kvinde som havde en gylden kop i sin hånd fuld af vederstygggelighed og svineri fra hendes hor" Johannes Åbenbaring 17:4).
Under kvinden på mønten står "FIDES". Frimurer af 33. grad Albert G. Mackey skriver i bogen A Manual of the Lodge" s. 40-41 at frimurernes antikke brødre tilbad en gudine ved navn "Fides" eller "Fidelity" (troskab). Han refererer også til Fides som "gudinden for besværgelser".
Se desuden illustration herunder for et yderligere eksempel eller se venligst selve forelæsningen.

Den katolske kirke har en meget lang historie med utrolig mange skandaler om seksuelle overgreb på børn. Senest har danske Berlingske Tidende fortalt historien:
"Katolsk præst på københavnsk prestigeskole blev fyret for at belure skolepiger. I dag giver han igen nadver til børn. Dette er nærmest en lille uskyldig sag i forhold til de ekstreme sager om sexovergreb der findes overalt i verden.
Her er det Kristeligt Dagblad som forsøger at skabe overblik over sagerne med artiklen "Har du tabt overblikket? Her er den katolske kirkes mange sager om overgreb".

Nogle udpluk af citater og oplysninger fra artiklen:

Irland: I 2009 blev en rystende rapport offentliggjort i Irland. Dens konklusioner var baseret på 2000 vidner, som kunne fortælle om voldtægter, fysisk afstraffelse og andre former for overgreb, som de havde været udsat for, mens de var elever på katolske skoler i landet fra 1996 til 2009.
USA: I USA modtog den katolske kirke frem til 2013 omkring 17.000 klager fra personer, der påstod at have været misbrugt seksuelt af 6400 præster i perioden fra 1950 til 1980. Senere er det blevet anslået, at der kan være tale om op til 100.000 sager.
Australien: En undersøgelseskommission vurderede i 2017, at syv procent af alle katolske præster i landet havde begået overgreb på børn. Kommissionen registrerede mere end 4000 tilfælde af anklager om seksuelt misbrug i perioden 1950-2015. En af de mest magtfulde præster i den katolske kirke, tidligere kardinal George Pell, som i en årrække fungerede som pavens og Vatikanets økonomiske leder, blev fundet skyldig i overgreb mod mindreårige af en enig jury i Melbourne, Australien.
Frankrig: I slutningen af 2021 beskrev Kristeligt Dagblad ved flere lejligheder, hvordan 330.000 børn og unge siden 1950 er blevet misbrugt, når de deltog i kirkelige aktiviteter, heraf 260.000 af katolske præster og de øvrige af spejderledere og andre frivillige.
Tyskland: Eksperterne bag rapport har siden 2020 undersøgt sager om seksuelle overgreb fra præsters og fuldtidsansattes side i perioden 1945 til 2019 i ærkebispedømmet München og Freising. Og det vurderes, at der har været mindst 497 ofre i perioden, hovedsageligt børn og unge af hankøn. I rapporten anklages pave Benedikt XVI for at have svigtet i håndtering af fire sager om seksuelt misbrug af mindreårige begået i den katolske kirke.
New Zealand: Den seneste rapport om overgreb i den katolske kirke blev offentliggjort den 1. februar 2022. Den viser, at 182 katolske præster – svarende til godt hver syvende katolske præst i New Zealand – har været anklaget for overgreb på mindreårige fra 1950 og frem.

Der er altså ifølge rapporterne tale om mere end 400.000 ofre alene i Frankrig og USA. Det er sandsynligt at tallene er meget værre end det disse rapporter viser. Fx estimerer det amerikanske justitsministerie at kun 30 procent af sager om seksuelle overgreb bliver rapporteret til myndighederne.

Årsagen til de ekstremt mange overgreb i den katolske kirke?
Artiklen i Kristeligt Dagblad anfører i afslutningen: "Hvorfor vælter sagerne frem?
Når der gennem de senere år er blevet offentliggjort så mange rapporter om overgreb i katolsk kirkeligt regi, kan det hænge sammen med, at der gennem de seneste to årtier har været et fokus på netop nultolerancen over for pædofili i kirken. Flere præventive tiltag, strukturelle ændringer og undersøgelser er blevet sat i værk. Eksempelvis nedsatte pave Frans kort efter sin tiltrædelse i 2013 en kommission, som skal rådgive pavestolen i disse sager og sikre, at biskopper under den katolske kirke forstår problemets alvor".

Men måske kan man anføre at årsagen til, at sager om overgreb på børn i den katolske kirke vælter frem, er at de finder sted?
Og måske finder det massive antal af overgreb sted, fordi der er en syg kultur i den katolske kirke? Kommer den syge kultur fra almindelige præster som finder på at begå overgreb uafhængigt af hinanden eller måske fra en syg organisation med nogle syge religiøse idéer? Og hvilket ansvar har ledelsen af den katolske kirke for den organisation og de religøse idéer som eventluelt fører til disse systematiske overgreb?

Den katolske kirkes behandling af overgrebsmændene
Videre skriver Kristeligt Dagblad: "De forfærdelige hændelser, der tæller hundredtusinder på verdensplan, er da heller ikke sket uden konsekvenser."
3400 præster er gennem de seneste 10 år blevet straffet af kirken – og 848 præster har måttet forlade deres job som konsekvens af deres handlinger, fortæller avisen, med link til denne artikel fra 2014. Her får man at vide at præsterne er blevet straffet i årene fra 2004 til 2014.
Erklæringerne kom fra Vatikanets ambassadør i Genve, ærkebiskop Silvano Tomasi, da han blev udspurgt af FNs komité mod tortur.

"Præster er blevet straffet af kirken uden at miste deres status som gejstlige, fortalte Tomasi" står der i artiklen. "Han afviste, at kirken har sendt anklagede præster rundt i verden, så de kunne slippe for strafforfølgelse, men at de i stedet ofte er blevet dømt til at leve resten af deres liv i et kloster og uden nogen mulighed for at komme i kontakt med børn."

Artiklen slutter således: "Tomasi fortalte også, at den katolske kirke alene i USA har betalt 2,5 milliarder dollars i erstatning til misbrugsofre og forklarede, at Vatikanet ikke bar ansvaret for hver enkelt katolsk præsts gerninger verden rundt.
Vatikanet er ligesom andre lande, der har underskrevet FN-konventionen mod tortur, forpligtet til at følge den. Men Vatikanet hævder, at underskrivelsen gælder den lille katolske stats grænser i Rom, og at det er et moralsk ansvar, ikke et juridisk, kirken har for sine præster og institutioner verden rundt.
Alle 155 lande, der har underskrevet tortur-konventionen, er forpligtet til at møde op for komitéen hvert fjerde år. Organisationer for misbrugsofre, især i USA, har arbejdet for at få seksuelt misbrug anerkendt som tortur, fordi det vil give mulighed for nye retssager mod den katolske kirke."

Tilsyneladende er meget få altså blevet straffet for overgreb i en almindelig juridisk sammenhæng. Langt de fleste sager er blevet "håndteret" af den katolske kirke internt, enten ved betaling af erstatninger eller ved at lade præster gå i kloster.

Er det den rigtige behandling af overgrebsmænd? Sikrer det at lignende overgreb undgås i fremtiden? Hvordan kan man være sikker på, at det "kun" er disse 3400 almindelige præster, og ikke folk højere oppe i det katolske kirkes hieraki som har begået overgreb? Når nu det er den katolske kirkes ledelse der "håndterer" både undersøgelserne og straffene i forbindelse med overgrebene, hvordan kan man mon så være sikker på, at der ikke er overgrebsmænd i den katolske kirkes ledelse som går fri fra straf?
Fri for straf for overgreb eller for den sags skyld for noget der er endnu værre...?

Straffede ledere i den katolske kirke - undtagelserne?
Der findes enkelte sager med ledere i den katolske kirke hvor beskyldninger om overgreb har fået konsekvenser i deres liv og for deres karrriere:
Theodore McCarrick, en tidligere romersk-katolsk kardinal i USA, blev afsat på grund af påstande om, at han havde forgrebet sig seksuelt på en teenager i New York i begyndelsen af 1970'erne. Hr. McCarrick - som menes at være den højest rangerende amerikanske katolik, der bliver anklaget for seksuelt misbrug - har sagt, at han "ingen erindring" har om det påståede misbrug, og nægtede sig skyldig ved en amerikansk domstol i 2021.
Tysklands øverste romersk-katolske gejstlige, kardinal Reinhard Marx, tilbød tidligere på året sin afgang på grund af skandaler om seksuelt misbrug af børn og sagde, at det var vigtigt for ham "at dele ansvaret for katastrofen". Paven afviste dog senere hans tilbagetræden.
I november 2020 anlagde New Yorks justitsminister en retssag mod Buffalos katolske stift med påstand om, at dets ledere beskyttede præster der var anklaget for seksuelt misbrug af børn. Stiftet har lovet "fuldt samarbejde" med myndighederne.
Den franske præst Bernard Preynat blev i marts 2020 idømt fem års fængsel for seksuelt misbrug af snesevis af børn i 1970'erne, 1980'erne og begyndelsen af 1990'erne. Under sin retssag fortalte han retten, at han ikke havde forstået, hvor alvorlige eller alvorlige hans forbrydelser var.
Den australske kardinal George Pell - den mest højtstående katolske figur, der nogensinde er blevet fængslet for sådanne forbrydelser - fik omstødt sin dom for børnemishandling i april 2020 og blev løsladt fra fængslet. Australiens højesteretsdommere var enige om, at juryen ikke havde taget ordentligt hensyn til alle de beviser, der blev fremlagt under retssagen. Kardinal George Pell - som også var tidligere seniorrådgiver for paven - havde konsekvent fastholdt sin uskyld.

Bøsseorgier, verdens største bøssesauna og pavens måske-pædofile bror
Af andre af de senere års skandaler i den katolske kirke kan nævnes:
Bøsseorgie i kardinals lejlighed:
Personlig rådgiver for pave Frans holdt i 2017 bøsseorgie i lejlighed ejet af den katolske kirkes "Menighed for Trosdoktrinen" (Congregation for the Doctrine of the Faith). Kardinaler skal ligesom katolske præster forestille at være seksuelt afholdende og homosekualitet betragtes som en synd i kirken.
Vatikanet køber Europas største homo-sauna:
Etablissementet hedder Europa Multiclub og regnes for et af de mest berømte homoseksuelle hotspots i Italien, med fx "bjørnenætter" med "Bruno" - en behåret, overvægtig "sjælepræst", der stripper for at "afsløre krop og sjæl", før han skifter til præste-outfit.
Flere medlemmer af kirken har lejligheder der, herunder lederen af "Menigheden for evangelisering af folk" (Congregation for Evangelisation of Peoples), kardinal Ivan Dias, som bor i en overdådig 12-værelses lejlighed. Faktisk er hans bolig kun en etage over Vatikanets nyeste erhvervelse - den største homoseksuelle sauna i Europa. I betragtning af at den katolske kirke i årevis har talt imod homoseksualitet, forekommer det måske en smule hyklerisk at profitere på det selvsamme.
"Bøssekonklaven" og Benedikts tilbagetræden:
Den italienske avis La Repubblica i 2013 pegede på en rapport, der hævdede, at der i Vatikanet findes flere fraktioner som er forenet af fælles interesser, herunder en "homo-konklave" (homoseksuelle som i fortrolighed søger at påvirke Vatikanets beslutninger - kaldes også "bøsse-lobby" i artiklen). Disse embedsmænd støttede angiveligt hinanden for at øge deres status og i sidste ende for at påvirke Vatikanets operationer. Rapporten hævdede også, at de havde været ofre for afpresning fra folk af "verdslig karakter" uden for kirken, som de havde bånd til.
Ratzingers kor:
Tilbage i 2010 dukkede påstande op om børnemishandling i Regensburger Domspatzen, en af de mest berømte romersk-katolske korskoler i Tyskland. På dette tidspunkt var denne form for anklage ikke længere chokerende eller sjælden. Men i tre årtier blev Domspatzen drevet af Georg Ratzinger, som er ældre bror til pave Benedikt XVI.
De oprindelige anklager kom fra en mand, der gik på kostskolen i begyndelsen af 1960'erne, før Ratzinger blev leder der. En senere uafhængig undersøgelse fandt dog, at skolen støttede en systematisk misbrugskultur, som fandt sted mellem 1945 og 2015.
På det tidspunkt hævdede rapporten, at tæt på 550 elever blev fysisk eller seksuelt misbrugt af deres lærere. Almindelige straffe omfattede tæsk med pinde eller violinbuer, nogle gange foran de andre drenge for yderligere ydmygelse.

Dette medie kalder "uhyrlige"

Bøsseorgier, verdens største bøssesauna og pavens måske-pædofile bror
Af andre skandaler i den katolske kirke i de senere år som dette medie kalder "uhyrlige" kan nævnes:
Bøsseorgie i kardinals lejlighed:
Personlig rådgiver for pave Frans holdt i 2017 bøsseorgie i lejlighed ejet af den katolske kirkes "Menighed for Trosdoktrinen" (Congregation for the Doctrine of the Faith) .
Vatikanet køber Europas største homo-sauna:
Etablissementet hedder Europa Multiclub og regnes for et af de mest berømte homoseksuelle hotspots i Italien, med fx "bjørnenætter" med "Bruno" - en behåret, overvægtig "sjælepræst", der stripper for at "afsløre krop og sjæl", før han skifter til præste-outfit.
Flere medlemmer af kirken har lejligheder der, herunder lederen af "Menigheden for evangelisering af folk" (Congregation for Evangelisation of Peoples), kardinal Ivan Dias, som bor i en overdådig 12-værelses lejlighed. Faktisk er hans bolig kun en etage over Vatikanets nyeste erhvervelse - den største homoseksuelle sauna i Europa.
"Bøssekonklaven" og Benedikts tilbagetræden:
Den italienske avis La Repubblica i 2013 pegede på en rapport, der hævdede, at der i Vatikanet findes flere fraktioner som er forenet af fælles interesser, herunder en "homo-konklave" (homoseksuelle som i fortrolighed søger at påvirke Vatikanets beslutninger - kaldes også "bøsse-lobby" i artiklen). Disse embedsmænd støttede angiveligt hinanden for at øge deres status og i sidste ende for at påvirke Vatikanets operationer. Rapporten hævdede også, at de havde været ofre for afpresning fra folk af "verdslig karakter" uden for kirken, som de havde bånd til.
Ratzingers kor:
Tilbage i 2010 dukkede påstande op om børnemishandling i Regensburger Domspatzen, en af de mest berømte romersk-katolske korskoler i Tyskland. På dette tidspunkt var denne form for anklage ikke længere chokerende eller sjælden. Men i tre årtier blev Domspatzen drevet af Georg Ratzinger, som er ældre bror til pave Benedikt XVI.
De oprindelige anklager kom fra en mand, der gik på kostskolen i begyndelsen af 1960'erne, før Ratzinger blev leder der. En senere uafhængig undersøgelse fandt dog, at skolen støttede en systematisk misbrugskultur, som fandt sted mellem 1945 og 2015.
På det tidspunkt hævdede rapporten, at tæt på 550 elever blev fysisk eller seksuelt misbrugt af deres lærere. Almindelige straffe omfattede tæsk med pinde eller violinbuer, nogle gange foran de andre drenge for yderligere ydmygelse.

Den katolske kirke og massegrave med børnelig
I 2017 fandt man en massegrav med omkring 800 børnlig i byen Tuam i Irland. Massegraven som indeholdt resterne af babyer og børn blev fundet på grunden for et tidligere katolsk hjem for ugifte mødre "Bon Secours mor -og babyhjem" (Bons Secours Mother and Baby homes) i byen Tuam i Irland. Udgravninger afslørede en underjordisk struktur opdelt i 20 kamre, der indeholdt "betydelige mængder af rester af menneskelig", ifølge den kommission som ledede undersøgelsen. Udgravningen på stedet skete for at undersøge påstande om misbrug i katolske religiøse ordner.
Ved undersøgelsen fandt man rester af menneskelig i en nedlagt septiktank. Udgravninger afslørede derefter en underjordisk struktur, hvor der blev fundet yderligere rester af menneskelig.

Det var en lokalhistoriker som havde fremkommet med påstande om en massegrav ved kvindehjemmet, som er drevet af Bons Secours. Bon Secours mor -og babyhjem er opholdssteder for ugifte gravide kvinder. De er drevet af den katolske kirke og finansieret af staten. Under 200 spædbørn født af ugifte mødre var blevet begravet i den nedlagte spildevandstank.
Artiklen fortæller at børn blev taget fra de unge ugifte kvinder og bortadopteret, og om hvordan kvinderne blev tvungent til at arbejde for de katolske ordner som driver hjemmene. Under de mest brutale år forsvandt tusindvis af børn, ifølge artiklen, på grund af fejlernæring og mangel på omsorg. De blev smidt i massegravene, på grunde ejet af den katolske kirke. Mange kvinder kom som mindreårige og blev tvunget til at skrive under på adoptionspapirer af nonner og socialarbejdere. En af disse piger, en nu 44-årig kvinde, fortæller i artiklen at pigerne blev brugt som indtægtskilde, dels via det arbejde de udførte dels via de penge som ordnerne fik fra staten for at tage sig af dem.

Artiklen fortæller også om hvad der skete med en dreng som blev sent til en industriskole drevet af organisationen "Kristne Brødre" (Christian Brothers) i den lille by Glin, i Limerick County. Det skete efter at en dommer underskrev et dokument, der gav kirken forældremyndigheden over drengen. Han opholdt sig der fra 1952 til han fyldte 16 i 1965. I løbet af den tid siger han, at han blev seksuelt misbrugt og rutinemæssigt tævet. Han har i dag skrevet en bog om sin tid i Glin, og er nu involveret i en juridisk kamp med Christian Brothers, som han hævder bevidst forsøger at skjule omfanget af det misbrug, som børn under kirkens værgemål udsættes for.

Artiklen fortæller desuden om hvordan den katolske kirke og de pågældende ordner spiller et juridisk spil, hvor de får lov til at beholde ejerskabet på de dokumenter - fx korrepondencer mellem børn og familiemedlemmer - som kunne bruges som beviser i retsager. Ingen er tilsyneladende blevet dømt i de horrible sager.

I 2021 kom der så nyheder fra Canada om en sag som lignede den irske rigtig meget. Der var ifølge nyhederne fundet rester af 215 børn ved en kostskole for børn af indfødte indianere nær Kamloops i British Columbia.
Senere kom det så frem, at der var fundet yderligere en massegrav med 182 børnelig af indfødte indianere ved en anden tidligere kostskole, drevet af den katolske kirke. Skolerne havde indfødte indianerbørn som elever. I maj 2022 kom det så frem at flere akademikere - bl.a. to professorer fra to forskellige universiteter i Canada - såede tvivl om rigtigheden af nyheden om gravene nær Kamloops. De hævdede at der overhovedet ikke havde været nogle udgravninger og at der derfor ikke var fremlagt nogle lig som bevismateriale. Sagen skulle ifølge dem kun bygge på den ultralydsscanning som oprindeligt var foretaget på stedet.
I juli 2022 tog pave Frans så til Canada og undskyldte for "den beklagelige ondskab" der havde fundet sted på skoler for indfødte i Canada. Han fordømte fortidens "koloniseringsmentalitet" hos kristne og efterspurgte en "seriøs" undersøgelse af skolerne for at hjælpe de overlevende og efterkommerne med heling. Til stede var en menneskemængde med overvejende indfødte, som klappede af paven som gav sin undskyldning og blev iført en høvdinge-fjerdragt på hovedet. Derefter kyssede paven et rødt banner med navne på forsvundne børn.
Pave Frans har også undskyldt for koloniseringens "synder mod indfødte i Sydamerika". Og sprayet "helligt vand" angiveligt fra en flod i USA som af indfødte er kendt for at have mirakuløst helende kræfter, mens han mødtes med indianere til en pilgrimstur i rullestol kørt af sikkerhedsfolk.
Han siger også at vi skal "lytte til de indfødte folk af hensyn til klimakrisen". For paven er meget optaget af at samle alle verdens religioner og i at redde verden fra klimakatastrofen.
Mere om pavens verdenssamlingsambitioner og den svære kamp mod CO2 senere i denne artikel.

Billeder af: https://presearch.com/images?q=pope%20indigenous%20people%20new%20zealand%20holy%20water

Påstand om sataniske rituelle overgreb - ingen konsekvens
Ligesom i den indledende overgrebshistorie fra den danske katolske kirke, er der - som vi allerede har hørt - mange andre steder i verden, hvor der overhovedet ingen konsekvens er for overgrebsmændene. Eller hvor anklagerne fra de angivelige ofre meget hurtigt bliver afvist, således at det i sin natur bliver de angivelige ofre der bliver gjort til krænkere.
Her, i et debatindlæg fra 2022 i et amerikansk katolsk magasin, fortælles fx den uhyggelige historie om et offer som ikke bliver hørt af den kirkelige organisation under den katolske kirke, som stadig har den formodede overgrebsmand ansat, hvor han arbejder med børn i institutionen.
Det er en præst, der er - troværdigt - anklaget for rituelt satanisk seksuelt misbrug, og som bor og arbejder på en velkendt, respekteret institution der huser hundredvis af udsatte drenge og piger. Manden holder fortsat messe og hører bekendelser i sit præsteembede, som om intet var hændt - fuldstændig som i den danske sag.

Sagen drejer sig om en kvinde som tilbage i begyndelsen af halvfjerdserne, da hun var 9 og 10 år, angiveligt blev udsat for rituelle sataniske seksuelle overgreb af sin sognepræst. Under overgrebene indsatte præsten "hellige genstande" i offerets vagina og fik hende til at gøre det samme mod en anden ung pige. Overgrebene fandt sted i kirkekælderen, ofte flere gange om ugen, i to år. Som der står i artiklen: "Der er mere, men det er alt, du behøver at vide".

Som mange andre ofre fortalte kvinden det ikke til nogen på det tidspunkt på grund af skam og frygt. Igen, som mange andre ofre, indgav hun kun en anmeldelse til stiftets embedsmænd, da hendes datter nåede den alder, kvinden selv var, da hun blev misbrugt. Ofre melder sig ofte ikke på egne vegne, men i stedet for at beskytte andre uskyldige personer mod at blive misbrugt.

Som det ofte sker, afviste stiftets embedsmænd kvindens anklager, fordi præsten var så vellidt og respekteret. Man mente ikke han kunne ikke have gjort så onde gerninger. Ja, bispedømmet hævdede, at det foretog en "undersøgelse", men det var kun af navn. De interviewede aldrig kvinden eller gjorde noget forsøg på at kontakte den anden pige, der blev misbrugt på samme tid. Det hele skete i 2003. Stærkt såret af vantro og afvisningen besluttede kvinden at forsøge at komme videre med sit liv.

For et par år siden genåbnede statsadvokaten i den stat, hvor misbruget fandt sted, sager om seksuelle overgreb i den katolske kirke. Kvinden ringede til statsadvokatens kontor for at spørge, om hendes sag blev efterforsket. Hun fik at vide, at intet materiale med hendes navn på var blevet overgivet af stiftet, selvom kvinden havde indsendt mange indrapporteringer med informationer om overgreb til stiftet i 2003.

Med hjælp fra en vidunderlig biskop i et andet bispedømme, end det hvor hun nu bor, genkomponerede hun dokumenter med sine minder om, hvad der skete, og et langt dokument om den indflydelse misbruget havde haft på hendes liv. Hun indsendte igen disse informationer til det stift, hvor misbruget fandt sted. Biskoppen i det stift kontaktede aldrig kvinden og skrev blot et koldt og afvisende brev til hende, hvori han erklærede, at han var tilfreds med, at "undersøgelsen" som blev udført i 2003 var korrekt.

Biskoppen angav også i sit brev, at han ikke havde overdraget kvindens materialer til statsadvokatens kontor, da de kun havde ønsket materialer om overgeb der var sket siden 1978. Kvinden ringede straks til statsadvokatens kontor. De sagde, at påstanden var usand; at de havde gjort det helt klart, at de ville have "alt". Desuden havde biskoppen offentliggjort et offentligt brev, hvor han roste sig selv for sit samarbejde med statsadvokatens kontor og hævdede, at han havde givet dem alt materiale fra bispedømmets akter siden midten af 1950'erne (han nævnte ikke, at flere stævninger af bipsedømmet havde været nødvendige for at fremtvinge dette "samarbejde").

Repræsentanter for det angivelige offer ringede straks til direktøren for institutionen (som var en barndomsven af offeret), og vedkommende var chokeret over, at bispedømmet ikke havde delt offerets anklager med ham. Han lovede at vende tilbage til hende.
Det gjorde han ikke. I stedet blev de ringet op af en advokat, der repræsenterede institutionen, og som fortalte dem at institutionen af biskoppen var blevet forsikret om, at ikke blot havde stiftet foretaget en grundig undersøgelse af anklagerne, men det samme havde statsadvokatens kontor, og der blev ikke fundet beviser til støtte for anklagerne.

Igen ringede kvinden straks til statsadvoketens kontor for at bekræfte, hvad hun havde fået at vide tidligere - at ærkebispedømmet aldrig havde overgivet nogen sager, der indeholdt hendes anklager, og derfor var der ikke foretaget nogen undersøgelse. Efterforskeren, som hun talte med, sagde, at han gerne ville tale med institutionens advokat og forklare tingene for ham. Da kvinden fortalte dette til institutionens advokat, sagde han, at han ikke så noget behov for at kontakte efterforskeren.

"Hvad gør man så derefter?" spørger artiklen. En præst, som et påstået offer siger har engageret sig i rituelle sataniske seksuelle overgreb, er ansat i - og bor på - en institution, der huser udsatte unge.

Forfatteren til debatartiklen, en Ph.D., og pensioneret professor i moralteologi (sigende nok), skriver videre:
"Vi besluttede at kontakte institutionens bestyrelse. Telefonbeskeder efterladt til bestyrelsesformanden på hendes mobilnummer blev besvaret af den advokat, vi havde talt med tidligere. Vi forventede intet samarbejde fra ham, så vi sendte anbefalede breve til alle institutionens 18 administratorer for at informere dem om kvindens anklager (med fuld dokumentation) og om de modstridende udtalelser fra biskoppen om, hvorvidt han havde overdraget kvindens materiale til statsadvokaten eller ej. Og selvfølgelig informerede vi dem om, at statsadvokatens kontor fortalte, at de aldrig havde modtaget noget fra dem, og at der heller aldrig blev foretaget en undersøgelse.
Efter tre uger blev der lagt endnu en telefonbesked til bestyrelsesformanden. En anden advokat reagerede på denne besked og gentog, at bestyrelsen accepterede biskoppens forsikringer om, at der allerede var blevet foretaget grundige undersøgelser af bispedømmet og statsadvoketen. Jeg spurgte advokaten, om han ikke var bekymret over de modstridende udtalelser fra biskoppen og afvisningen fra statsadvokaten om, at der var foretaget nogen undersøgelse. Han fortalte mig, at han ville videregive til bestyrelsen enhver information, jeg ønskede, at de skulle have. Men han sagde også at han indtil nu ikke mente der var fremkommet noget nyt i sagen."

Forfatteren til debatindlægget stiller efterfølgende disse spørgsmål: "Hvorfor de modstridende udsagn? Hvorfor siger biskoppen én ting og statsadvokatens kontor en anden? Det ville være meget enkelt at ringe til AG's kontor og afgøre, om de rent faktisk havde modtaget kvindens materialer, og om der var foretaget en undersøgelse. Hvorfor vil bestyrelsen ikke gøre den ene ting? Hvor er deres følelse af ansvar? Ville de ønske, at deres sønner og døtre blev "serviceret" af en præst anklaget for rituelt satanisk seksuelt misbrug? Hvordan kan de sove om natten?
Det er svært ikke at tro, at der bliver dækket over noget rigtig stort - at stiftet ikke har lavet en grundig undersøgelse, fordi det frygter eller ved, hvad det vil finde: måske at præsten har mange sådanne anklager mod sig, men at stiftet har beskyttet ham?
Desværre er det en almindelig historie i den katolske kirke."

Den katolske kirke, pædofili og sataniske ritualer
I 2004 udkom bogen "Lucifer's Lodge: Satanic Ritual Abuse and the Roman Catholic Church" ("Lucifers loge: Sataniske rituelle overgreb og den romersk katolske kirke"). Den beskrives som "en meget foruroligende bog, der beskriver forskellige beretninger om pædofili og andre former for seksuelt misbrug samt sataniske ritualer blandt romersk-katolske præster, samt spekulationer om forskellige sataniske hemmelige loger og sexmagiske kulter, som har infiltreret den romersk-katolske kirke. Forfatteren, en ven af fader Malachi Martin (som skrev en fiktiv beretning om satanisme i Vatikanet, "Windswept House" - "Det Vindblæste Hus"), har afsløret mange meget bizarre og forskruede detaljer om rovdyr-præsters seksuelle aktiviteter. Men i modsætning til visse andre bøger, der er blevet gjort tilgængelige, der beskriver sexskandalerne (især inden for Boston Ærkebispedømmet under kardinal Bernard Law), forsøger denne bog at vise, at satanisk misbrug kan være involveret".

Afslutningsvist i beskrivelsen af bogen står der:
"Meget af denne bog bruges på at beskrive forskellige aspekter af de hemmelige selskaber, der er involveret i sataniske ritualer og "sexmagi". Forfatteren omtaler disse som "den underjordiske kloak", og refererer til Saint Thomas Aquinas og hans bemærkninger om prostitution. Ifølge visse kætterske bevægelser (og ifølge den populære bog "Holy Blood, Holy Grail") kan Kristus have været gift såvel som promiskuøs og have affødt en blodlinje. Dette er bestemt den mest djævelske af alle kætterier, der forsøger at ødelægge Kristi uskyld. Faktisk har selv mormonerne været kendt for at tro på sådanne ting, og angiveligt kan der findes et geneologisk diagram, der beskriver Kristi formodede "blodlinje" gennem de franske og merovingerkonger, ved deres tempel i Salt Lake City.
Forfatteren hævder, at denne kult også har infiltreret den romersk-katolske kirke, måske så langt op som til Vatikanet, og omtaler den (ligesom Malachi Martin gjorde det) som "Lucifers loge". Dette er bestemt en yderst foruroligende åbenbaring. Spørgsmålet er stadig, hvad katolikker kan gøre for at genvinde deres kirke fra Satans forræderi. I betragtning af den amerikanske kirkes sørgelige tilstand er det stadig et svært spørgsmål at besvare. Det katolske hierarki, overhalet af liberalismen og den såkaldte "ånd fra Vatikanet II", fortsætter med at indføre djævelske "reformer" inden for kirken og beskytte pædofile og homoseksuelle. Faktisk bliver mange af de homoseksuelle præster afpresset af pædofile til at beskytte deres kult. Satans slanger fortsætter med at bevæge sig mod Kristus og hans kirke, såvel som at klatre op ad den hierarkiske stige på vej op til selve paven. Måske er dette et tegn på, at vi lever nær en tid med stor uro, som åbenbaret i profetierne."

Det er altså en forfatter som ønsker at "rense" den katolske kirke for den sataniske infiltration af kirken han hævder har fundet sted. "Spørgsmålet er stadig, hvad katolikker kan gøre for at genvinde deres kirke fra Satans forræderi", som han skriver.
Forfatteren er altså tilsyneladende ikke kritisk over for kirken som sådan, men kun den infiltration han påstår er sket.
Men er det de hemmelige selskaber som har infilteret den katolske kirke eller er det den katolske kirke som står bag de hemmelige selskaber?
Kommer denne vranglære udefra - fra andre religiøse institutioner såsom Mormonerne, eller er den katolske kirke i sig selv en institution fyldt af satanisk vranglære?

"Pædofilipræsternes historie" ifølge forfatteren og Malachai Martin
I beskrivelsen af bogen står der også:
"Forfatteren skelner mellem moderne satanister (Anton LaVey's Church of Satan, for eksempel), som blot er hedonister og selvtilbedere, og den mere djævelske slags (ikke anerkendt af moderne satanister), som kan engagere sig i menneskeofring og seksuelt fordærv. Det første kapitel i denne bog omhandler den oprindelige "Satanic Panic" fra 1980'erne, en moderne heksedille, som bragte mange uskyldigt anklagede frem i søgelyset. Men som forfatteren bemærker, kan denne originale sataniske forskrækkelse blot have dækket over den mere djævelske slags, som i øjeblikket kan eksistere i den romersk-katolske kirke. Forfatteren betragter dernæst nogle alvorligt syge og forstyrrede personer blandt det romersk-katolske præsteskab. Mange af disse er seksuelle rovdyr, selvom ikke alle er pædofile (og en hel del er også blasfemister).
Måske er en af de sygeste personer, der tages i betragtning, "fader" Paul R. Shanley, en "præst" i Boston Ærkebispedømmet, som engagerede sig i pædofili og homoseksuelle handlinger med utallige ofre (især blandt utilfredse og urolige unge), som var et aktivt medlem af bøssebefrielses-bevægelsen, og hvis perverse tale om "man-boy love" ("kærlighed mellem voksne mænd og mindreårige drenge") fungerede som inspiration til grundlæggelsen af den ultrasyge NAMBLA-organisation."
Som en lille indskudt information skal her nævnes, at netop Boston har en særlig placering blandt skandalerne om overgreb på børn i den katolske kirke. Det skyldes at Kardinal Bernard Law, "den vanærede figur i centrum af Boston-skandalerne" (som der står i denne BBC-artikel) "fik en symbolsk rolle i Rom tæt ved Vatikanet og fik lov til at beholde sin rang, trods ofrenes harme."
Bl.a. på den baggrund er pave Benedict blevet beskyldt for ikke at beskytte børnene og for at undertrykke undersøgelser - beskyldninger som han har benægtet.

Beskrivelsen af bogen om rituelle sataniske overgreb i den katolske kirke fortsætter:
"Denne del af historien er særlig svær at holde ud, og læseren kan føle, at han eller hun selv må bøje sig flere gange, når man afslutter dette mest modbydelige kapitel i pædofilipræsternes historie. Det mærkelige ved disse præster er, at der ikke blev gjort noget af det katolske hierarki, for at afskære dem og fjerne dem fra at interagere med de unge. Faktisk fik mange af dem beskyttelse eller blev på forskellig vis omplaceret. Forfatteren undersøger også de hemmelige psykiatriske hospitaler, hvortil mange af disse såkaldte "præster" bliver sendt for at blive "helbredt" for deres djævelske sygdom. Forfatteren viser også, hvordan visse andre præster inden for kirken, især præster med en traditionel tilgang, er blevet forhindret i at stoppe de perverse handlinger. Faktisk blev en fader Alfred Kunz, en ven af både Malachi Martin og dominikanerpræsten Charles Fiore, fundet myrdet på rituel vis (hans hals blev skåret over, efter at have afsløret brødrenes hemmeligheder, og en lemlæstet kalv blev fundet i nærheden) - for at have lovet at afsløre detaljer om det pædofile præstedømme."

Malachi Martin og jesuitterordenen
Forfatteren var altså ven med nu afdøde "fader Malachi Martin". Fader Malachi Martin (1921-1999) var ikke alene katolsk præst, men også en meget kendt og anset amerikansk jesuitterpræst - dvs. medlem af den katolske orden "Society of Jesus" ("Societas Iesu"). Også den siddende pave Frans er jesuit, faktisk var han fra 1973-1979 Jesuit provincial supervisor i Argentina - og pave Frans er nu den første jesuit der nogen sinde er blevet pave. "Jesuit provincial supervisor" betyder at han var lige under "Superior General" - jesuitternes øverste leder, og havde ansvaret for supervisionen af alle medlemmerne i Argentina.

Jesuitterordenen er stiftet af Ignatius Loyola i 1540 som var en spansk adelig med militær baggrund. Jesuitterordenene bærer tydeligt præg af den militære baggrund fra stifteren. Lederen af ordenen benævnes fx som nævnt "Superior General" og kaldes også "Den sorte pave" ("Black pope") pga. den enorme magt denne rolle menes at have i den katolske kirke.
Jesuitterordenen er en meget hierakisk organisation. Fx forventes det at medlemmer accepterer ordrer om at rejse hvor som helst hen i verden - og det kan kræves at de lever under ekstreme forhold.

Jesuitterordenen var en meget betydende del af den katolske kirkes kamp mod Martin Luthers reformationsbevægelse, som tog sin begyndelse i 1517 da Martin Luther slog sine 95 teser med sønderlemmende kritik af den katolske kirke op på døren til slotskirken i den tyske by Wittenberg. Det er blevet fremhævet at Jesuitterordenen simpelthen blev skabt i et forsøg på at ødelægge den spirende reformationsbevægelse, som var hastigt voksende da Layola i 1534 første gang mødtes med seks andre studerende ved universitetet i Paris for at etablere ordenen. Symbolsk for nogle fandt mødet sted i en gravkrypt under en kirke, men det er også interessant fordi der er flere passager i bibelen som taler om hvor vigtigt det er at holde sig fra lig og undgå at røre ved afdøde. Ordenen blev formelt etableret i 1540 med accept af den dengang fungerende pave Paul III.

"Troning af Lucifer i den katolske kirke"
Malachi Martin er en yderst interessant figur i den katolske kirke og i Jesuitterordenen. Efter han blev indviet i Jesuitterordenen blev han i 1958 sekretær for kardinal Augustin Bea under forberedelserne til det Andet Vatikanråd. Det Andet Vatikanråd var et forsøg fra den katolske kirke på "økumenisme", som grundlæggende er den katolske kirkes bestræbelser for at genforene kristne kirkesamfund - og primært at få de reformerede protestantiske kirker tilbage under den katolske kirkes teologi. Malachi Martin blev desillusioneret efter denne oplevelse og bad om at blive frigivet fra sit jesuitter-løfte i 1964 og flyttede derefter tilbage til New York. Her skrev han flere bøger, bl.a. "Windswept House" ("Det Vindblæste Hus") som nævnes i teksten før.
Denne bog beskriver et satanisk ritual - troningen af Lucifer - som finder sted i Skt. Pauls Kapel i Vatikanet den 29. juni 1963. Bogen giver en skildring af højtstående kirkefolk; kardinaler, ærkebiskopper og biskopper i den romerske kurie som planlægger at ødelægge kirken indefra og aflægger en ed underskrevet med deres eget blod på dette. Den romerske kurie er den katolske kirkes centrale forvaltning, med sæde dels i Vatikanstaten og dels i Rom. Bogen fortæller historien om et international organiseret forsøg fra disse Vatikanets insidere og sekulære internationalister på at tvinge en pave i den katolske kirke til at abdicere, så en efterfølger kan blive valgt, som grundlæggende vil ændre den ortodokse tro og etablere en ny verdensorden.

I beskrivelsen af den tidligere nævnte bog "Lucifers loge: Sataniske rituelle overgreb og den romersk katolske kirke står der desuden at bogens indledning nævner at de gamle hebræere omtalt i det gamle testamente stødte "på forskellige fordærvede sexkulter (som omfattede bestialitet, homoseksualitet og pædofili), som gentagne gange blev fordømt af det gamle folk og deres Gud, Yahweh, som sataniske af natur".
Beskrivelsen fortsætter:
"Satan, eller Lucifer, anses af kristne for at være en falden engel, kastet ud af himlen på grund af stolthed over for Gud, og ifølge den kristne doktrin har han forsøgt at ødelægge Kristus og hans kirke siden dens begyndelse. I praksis, for at indsætte Antikrists regering på Jorden, søger satanister en verdensomspændende institution til at tjene som et redskab for deres djævelske plan. Ingen institution kunne være mere egnet til den rolle end den romersk-katolske kirke og dens ærværdige hierarki."

Bekræftelse af "langt ude konspirationsteori"?
Disse citater er yderst interessante fordi de bekræfter den "konspirationsteori", som i de seneste år i stigende grad er blevet fremført af mange kristne: At den katolske kirke er den "skøge" der tales om i bibelens sidste apokalytiske bog, Johannesåbenbaringen. I bibelen bliver Guds menighed og kirke typisk benævnt som en kvinde eller "Jesu' brud". Også satans menighed benævnes således med en kvindefigur - som en prostitueret der har sex (bibelens symbolske billede for intim åndelig relation) med modstanderånden - satan. Denne fordærvede menighed bliver ifølge Johannesåbenbaringen styret af "antikrist", som af mange kristne altså menes at være paven selv.
Men i denne version fremlægges selvsamme konspirationsteori med den twist at det ikke er fra den katolske kirke selv og heller ikke paven og ledelsen af den katolske kirke at satanismen kommer med derimod en udefrakommende "kraft", af en lettere udefineret karakter; tilsyneladende altså hemmelige loger såsom Frimurerne og også andre religioner som Mormonerne.

Martin Luther og de andre reformatorer kaldte også paven for antikrist
At opfatte paven som den antikrist bibelen taler om er absolut ikke noget nyt. Dette var faktisk et af de helt centrale elementer i Reformation som som Martin Luther startede i 1517 da han skrev sine 95 teser, som fremførte en sønderlemmende kritik af den katolske kirke. I sin kerne at paven er satans menneskelige agent på jorden - antikrist - i et et antikristeligt system; den katolske kirke. Antikristeligt er et andet ord for satanisk, i bibelsk forståelse. Bibelen som er det sted hvorfra ordet satan stammer, så disse tekster definerer begreberne, så på den måde kan man sige at man nok bør forholde sig til dem, hvis man skal vurdere hvad der "er satanisk".

Her eksempler på de historiske dokumenter og citater som viser hvordan reformatorerne Martin Luther, Flacius, Georg Nigrinus, John Calvin, John Knox, Thomas Cranmer og Roger Williams alle udpegede paven som antikrist.
De havde simpelthen læst bibelen og set mønsteret.
Ikke alene sagde de det allesammen - at paven er antikrist blev ligefrem indskrevet i nogle af de protestansiske trosbekendelser; artiklen viser Baptistkirkens af 1689 og Westminsters af 1646.

Reformationen handlede i sin kerne om at give mennesker den personlige og direkte relation til Gud tilbage og dermed fjerne den katolske kirkes position som mellemled. Dvs. fortælle befolkningerne at paven, biskoperne og præsterne ikke var nødvendige for at få kontakt til - og navnlig syndsforladelse af - Gud. Den katolske kirke ønskede for alt i verden at bekæmpe og eliminere Martin Luthers bevægelse, og jesuiterordenen fik hurtigt en central rolle i arbejdet for at nå dette mål.

Reformatorernes begrundelser for at kalde den katolske kirke satanisk holder stadig i dag
Lige præcis denne del af reformatorernes tanker er der ikke mange som taler om i dag. Nok fordi det er for kontroversielt og problematisk for den moderne "reformerede kirke", da den i dag samarbejder tæt med paven og den katolske kirke, og stort set har acceptereret den katolske kirkes præmisser for en genforening - eller rettere sagt "en tilbagevenden til folden".
Man kan sige at den katolske kirke i vid udstrækning er lykkes med det arbejde som med et enkelt ord kaldes "modreformationen". I dag kan man opfatte dette arbejde som unødvendigt, og den katolske kirke er da også meget længere i deres arbejde; nu er fokus på "økumenisme", som tidligere omtalt.

Men de begrundelser som reformatorerne gav for at kalde paven for antikrist og benævne den katolske kirke, som den skøge Johannesåbenbaringen taler om, er stadig fuldstændigt gældende. Intet har ændret sig fra den kant. Tværtimod - hvad reformatorerne pegede på dengang forekommer næsten at være endnu tydeligere i dag.
Herunder er nogle af de vigtigste grunde listet.

Oprindelige reformatoriske grunde:

Den katolske kirke påstår man kun kan få syndsforladelse igennem kirken og kirkens gejstliges. På den måde overtager kirken, præsterne, biskopperne og paven Guds evner. Ifølge bibelen er det kun Gud som kan give syndsforladelse. Hovmod.
Den katolske kirke ophøjer jomfru Maria til en gudeligende skikkelse i sin religion. faktisk beder katolikker mere til Jomfru Maria end til Jesus. Den katolske kirkes Jomfru Maria kan i praksis ses som repræsentant for satan.
Den katolske kirke ophøjer aposltlene til helgene, og gudeligende skikkelser i kirken. Katolikker kan bede til disse helgener, som om de var guder. I kristen forståelse er det kun den treenige Gud, Fadere, Sønnen og Helligånden som man kan bede til. Alle andre mennesker, end Jesus, som har levet og er døde, er ikke andet end det; døde mennesker. I praksis var det de gamle romerske gudestatuer af Mars, Jupiter, Venus osv. som blev erstattet af statuer af apostlene, og den romerske religion ændrede sig ikke på dette punkt.
Den katolske kirke opfandt begrebet skærsilden som et midlertidigt "helvede" man kunne
Den katolske kirke krævede penge for "afladsblade", som kunne give direkte adgang til himmerige, uden ophold i "skærsilden". Dette er
Paven påstår at være Guds repræsentant på jorden - ViKar for Kristus
Paven, biskopperne og præsterne kalder sig allesammen "Fader".
Ifølge bibelen skal am faktisk undgå dette - kun Gud skal man kalde far.
Byen med de Syv høje

Yderligere nye grunde:
Den katolske kirke og paven arbejder intensivt for at samle kirkesamfundene under sin ideologi (og lykkes med det). Bibelen taler om at everyone will wonder after the Beast.
Alle verdens ledere kommer til paven; forretningsledere, politiske, statsledere, kulturelle ledere osv.
Den katolske kirke og paven promoverer klimakrisen som en moderne hedensk religion, som bruges til at give mere kontrol med verdens befolkninger ud fra kontrol med Co2.

Mange tror at satan er en rød djævel med horn i panden. Men Ha'satan betyder modstanderen eller anklageren og refererer til Guds og menneskers åndelige modstander. Denne åndelige tilstand hos mennesker ytrer sig i hovmod, stolthed, selvoptagethed, egoisme, selvbebrejdelser, selvhad, had til andre mennesker, ønske om død og ødelæggelse, løgn, bedrag og manipulation.

Hvis man kigger på den katolske kirke og særligt dens ledelse passer rigtig mange af disse ord på den - som udgangspunkt og uden særlig grundig undersøgelse. Kun løgn, bedrag og manipulation skal man se lidt dybere efter i sømmene for at erkende.

Spørgsmål
Igen rejser der sig rigtig mange spørgsmål efter denne lange smøre med oplysninger og underlige informationer om den katolske kire og dens forhold til børn og ...
Man kunne fx spørge; hvis man kan finde på at "begrave" 800 babyer og småbørn i en septiktank, hvilke uhyrligheder kan man så ellers finde på?
Kommer svaret herpå mon fra den dreng som blev seksuelt misbrugt og rutinemæssigt tævet?
Eller er det bare pure opspind og en løgnehistorie?
Eller kan det mon i virkeligheden være meget være...?
Kan nogen i den katolske kirke mon finde på at sælge børn til fremmede...? Fremmede som måske kan finde på at misbruge børn seksuelt i forbindelse med børnesex-ringe eller måske endda sataniske ceremonier? Måske nogle afsporede ceremonier som nogle gange ender med drab?
Og måske behøver de ikke nødvendigvis være fremmede? Kunne man forestille sig at der kunne være nogen indenfor den katolske kirke som gjorde disse ting?

DEL Y:
JESUITTERNES 'ORDEN'

Hvorfor netop den katolske kirke...?

Jesuitterordenen centralt placeret i konspirationsteorien
Midt i denne konspirationsteori om den katolske kirke findes netop Jesuitterordenen.
Konspirationsteorierne om jesuitterordenen er mange og går helt tilbage til ordenens etablering i midten af 1500-tallet, og de voldsomme konfikter der var mellem de nordeuropæiske prostestanter og det som blev opfattet som agenter for den katolske kirke.
Jesuitterordenen er blevet beskyldt for at være præget af en ideologi med ekstrem ultramontanisme, dvs. en ideologi der anser pavens magt som uangribelig, ubetvivlelig og fuldstændig berettiget. Disse beskyldninger har måske også en forklarlig baggrund i Jesuitterordenens meget tydelige erklæringer om ubetinget loyalitet overfor paven.

Jesuitterordenen er desuden blevet beskyldt for at infiltrere politiske domæner såvel som ikke-katolske kirkesamfund.
Mange - både begejstrede tilhængere såvel som kritikere af jesuitterordenens ideologi - har peget på det massive antal ledende og kulturbærende mennesker som uddannes fra jesuitiske universiteter overalt i verden.
Herunder blot nogle få eksempler, hentet fra denne liste med kendte personer uddannet fra jesuitiske uddannelsesinstitutioner og desuden kendte personer fra USA's nok mest kendte jesuitteruniversitet, Georgetown University.

Præsidenter og statsledere:
Bill Clinton, tidligere amerikansk præsident
Fidel Castro, cubansk præsident
Joe Biden, amerikansk præsident
Står ikke på listen, men han er uddannet fra Scranton University og St.Josephs University som begge er jesuitteruniversiteter. Han modtog æresmedalje fra disse universiteter.
Charles de Gaulle - tidligere fransk præsident
Sixto Durán Ballén - tidligere Ecuadorian President
Vicente Fox - Mexicos præsident
Mauricio Funes - El Salvadors præsident
Bachir Gemayel - Libanesisk præsident
Lyndon B. Johnson - tidligere amerikansk præsident
Abdul Kalam - tidligere præsident of India
Christopher Loeak - præsident Marshall Islands
Ruud Lubbers - tidligere premierminister Holland; tidligere FN flygtningehøjkommisær
Gloria Macapagal Arroyo - præsident Filipinerne
Robert Mugabe - præsident Zimbabwe
Park Geun-hye - præsident South Korea
Pierre Elliott Trudeau - tidligere premierminister Canada
Ramaswamy Venkataraman - tidligere præsident Indien
Frederick Weld - tidligere premierminister i New Zealand

Ledende politikere og embedsmænd:
John Boehner - formand for repræsentanternes hus USA (Speaker of the House)
Charles Carroll of Carrollton - eneste katolske underskriver af uafhængighedserklæringen USA, delegeret til den kontinentale kongress og senere senator for Maryland
Daniel Carroll - regnes som en af USA's "stiftende fædre" - "Founding Fathers")
Robert P. Casey - guvernør Pennsylvania, amerikansk senator
Christopher G. Champlin - medlem af repræsentanternes hus USA og senator Rhode Island
Andrew Cuomo - guvernør i staten New York
Jean-Luc Dehaene - tidligere belgisk primereminister
Jacques Delors - fransk politiker
Tim Kaine - guvernør Virginia, USA
John Kerry - senator USA, 2004 demokratisk præsidentkandidat
Gustavo Madero Muñoz - mexikansk senator
Joseph McCarthy - senator USA
Leon Panetta - tidligere forsvarminister USA, direktør CIA under Obama, tidligere stabschef i det hvide hus for Bill Clinton, tidligere medlem af kongressen
Maximilien Robespierre - fransk statsmand
Jimmy Walker - borgmester New York City
Malcolm Wilson - guvernør i staten New York
Donald Rumsfeld - forsvarsminister 1975–77, 2001–06; stabschef i det hvide hus 1974–75; US permanent repræsentant i NATO 1973–74
Alexander Haig - undenrigsminister USA, 1981–82; Supreme Allied Commander Europe (SACEUR), leder af NATO, 1974–79; stabschef for det hvide hus, 1973–74
Anthony Fauci - tidligere leder for CDC, den amerikanske sundhedsstyrelse

Rådgivere for præsidenter og statsledere:
John Podesta - rådgiver for præsident USA, 2014–15; formand for Obama-Bidens Transition Project, 2008–09; præsident og CEO i Center for American Progress, 2003–; stabschef for præsident Clinton, 1998–2001
Zbigniew Brzezinski - national sikkerhedsrådgiver USA for bl.a. præsident Jimmy Carter
Jon Favreau - chef for taleskriverne (head speechwriter) for præsident Barack Obama
Steve Bannon - chefstrategiker i det hvide hus USA og seniorrådgiver for præsidenten, 2017
Pat Buchanan - rådgiver for præsidenterne Richard Nixon, Gerald Ford og Ronald Reagan; kommunikatonsdirektør i det hvide hus, 1985–87
David Addington - stabschef for vicepræsident Dick Cheney, 2005–09
Elizabeth Alexander - pressesecretær for vicepræesident Joe Biden, 2009–2011
Beth Nolan - White House Counsel (rådgiver for) præsident Clinton, 1999–2001
Kathryn Ruemmler - White House Counsel (rådgiver for) præsident Obama, 2011–2014

Efterretningstjenester:
William Casey, tidligere CIA direktør
John O. Brennan, chef for US Homeland Security
Robert Gates, amerikansk forsvarsminister, 2006–11; Direktør CIA, 1991–93
John F. Kelly, leder af US Homeland Security, 2017; White House stabschef, 2017–2019
Kirstjen Nielsen, leder af US Homeland Security, 2017–2019

Milliardærer og succesrige forretningsmænd:
Mario Gabelli - milliardær; stifter og CEO for GAMCO Investors
Gordon Getty - milliardær og forretningsmand
Roberto Hernández Ramírez - præsident for Banamex og bestyrelsesmedlem i Citibank
Lorenzo Mendoza - milliardær og CEO for Empresas Polar
Massimo Moratti - italiensk olie-magnat

Kultur:
Luis Buñuel - spansk filmskaber
Miguel de Cervantes - spansk forfatter til bl.a. Don Quijote
Tom Clancy - amerikansk forfatter
Bing Crosby - amerikansk entertainer
Don DeLillo - amerikansk forfatter
René Descartes - fransk filosof
Denis Diderot - fransk filosof og forfatter
Sir Arthur Conan Doyle - forfatter til bl.a. Sherlock Holmes historierne
Gabriel García Márquez - colombiansk forfatter og Nobelprismodtager
Martin Heidegger - tysk filosof
Alfred Hitchcock - britisk filminstruktør
James Joyce - irsk forfatter
Freddie Mercury - britisk musiker
Molière - regnes for moderne fransk litteraturs "fader"
Bill Murray - amerikansk TV -og filmskuespiller
Peter O'Toole - irsk skuespiller
Mark Thompson - generaldirektør for BBC
Denzel Washington - amerikansk filmskuespiller

Ingen af de lister, hvorfra navnene er hentet, er udtømmende. Det ses fx af, at man på ene liste finder mennesker som ikke findes på den anden.
Man opdager i øvrigt at flere medlemmer af Trump-familien er uddannet på det nok mest kendte amerikanske jesuitteruniversitet, Georgetown University: Eric, Ivanka og Tiffany Trump.

Personerne herover er som nævnt blot et lille antal eksempler. Derudover findes et hav af andre kendte videnskabsmænd og kvinder; matematikere, fysikere, astronomer, royale, ambassadører, generaler og ledende militærfolk, højesteretsdommere, dommere, kendte sportfolk mv. - og selvfølgelig katolske præster, biskopper, og paver. Bl.a. også Kardinal Francis Spellman - Kardinal og Ærkebiskop for New York, og kardinalen vi tidligere hørte om deltog så meget i pædofile arrangementer tilbage i 50'erne, at han af andre New Yorker-præster blev kaldt "Mary".
Desuden finder vi som man kan se Hillary Clintons præsidentkampagneleder og politiske rådgiver John Podesta, som vi senere skal høre en del mere om i forbindelse med ubehagelige anklager som involverer påstande om deltagelse i sataniske overgreb på børn.
På listen står såmænd også Adam Weishaupt - tysk filosof og stifter af den nok mest kendte og berygtede hemmelige orden: Illuminati.

Ideologisk indflydelse - Pierre Teilhard de Chardin
Af de mange kendte jesuitter-uddannede personer er nogle af de mest interessante måske rådgiverne for magtfulde ledere.
Det er i al fald en ting mange kritikere har peget på.
Desuden findes der mange jesuitisk uddannede mennesker - og også mange jesuitterpræster - som har haft en meget stor betydning for den kulturelle og ideologiske omvæltning som verden har gennemgået særligt de seneste hundrede år.
Et af de måske mest interessante eksempler herpå er jesuitterpræsten Pierre Teilhard de Chardin (1881-1955).
Teilhard de Chardin var en fransk jesuitterpræst, filosof, teolog og forfatter som skrev flere indflydelsesrige teologiske og filosofiske værker i sit forfatterskab.
Han havde bl.a. meget stor indflydelse på FN's ideologi.

Han havde et udpræget darwinistisk syn på verden og var også palæontolog - dvs. han studerede knogler, fossiler og lignende som palæontologer antager er mellem cirka tolvtusind og indtil flere millioner år gamle. Han var således evolutionist, og han deltog i opdagelsen af både "pekingmennesket" ("homo erectus" i Kina) og i fundene ved Piltdown i 1912 - kaldet "Piltdown man". Piltdown manden blev først udlagt som det længe eftersøgte "missing link" (den manglende forbindelse) mellem abe og menneske, men blev i 1953 afsløret i at være svindel, ved at det ved kemisk undersøgelse blev fastslået at kæbe og hoved var fra to forskellige arter - hhv. en abe og et menneske.
Flere har foreslået at Teilhard de Chardin deltog i svindlen.

Teilhard de Jardins filosofi har mange ligheder med flere centrale elementer i okkult mystisk religion og dermed også med elementer i det man med et samlende begreb kalder "New Age":

"The Universal Christ"
I bibelen siger Jesus at han ikke er kommet for at samle men for at adskille. Af alle de øvrige ting, han og bibelen siger, bliver det tydeligt, at han mener, at han vil adskille, dem der tror på ham, fra dem der ikke tror på ham. "The Universal Christ" (den universielle kristus) som Telhard de Jardin taler om vil lede alle religioner til enhed - og han vil øjensynligt således præcis det modsatte af den bibelske Jesus. Denne "kristusfigur" ligner den figur man ser i New Age som bliver kaldt the "Ascended Master" (den opstegne mester) og som i forløberen for New Age - teosofien - bliver kaldt "Master of the Ancient Wisdom".
Om "The Universal Christ" skrev Teilhard de Jardin:
"...et generelt sammenløb af religioner til én universel Kristus, der tilfredsstiller dem alle: det ser for mig ud til at være den eneste mulige omvendelse af verden, og den eneste form, hvori en fremtidsreligion kan udtænkes."
Han skrev dette i sin bog "Kristendom og evolution" (Christianity and Evolution) som blev udgivet efter hans død i 1971.

Teilhard de Jardin gjorde et ihærdigt forsøg på at forene evolutionsteorien med bibelens skabelsesforståelse. Evolution som fortæller at verden er skabt gennem ufatteligt mange tilfældigheder gennem ufatteligt mange milliarder år og bibelen som fortæller at verden er skabt på seks dage af Gud.
Han skrev: "Jeg tror, at den Messias, som vi venter på, som vi alle uden tvivl venter på, er den universelle Kristus; det vil sige evolutionens Kristus."

"Panteisme"
Synspunktet om, at universet og Gud er identiske, eller at naturen er Gud, er en New Age-tro, som Teilhard de Jardin støttede. Om dette skrev han:
"Min tilgang ... ville være ... at indsnævre den kløft ... ved at bringe det frem, man kunne kalde panteismens kristne sjæl eller det panteistiske aspekt af kristendommen."
og
"Jeg kan kun blive frelst ved at blive ét med universet."

"Menneskelig guddommelighed"
"Det er en lov i universet, at der i alle ting er forudgående eksistens. Før hver form er der en tidligere, men mindre udviklet form. Hver enkelt af os udvikler sig mod Guds-overhovedet" ("Each one of us is evolving towards the God-head")

"Som vi ved er troen på, at det menneskelige individ ikke kan fuldkommengøre sig selv eller eksistere fuldt ud undtagen gennem den organiske forening af alle mennesker i Gud, væsentlig og grundlæggende for kristen lære."
At "blive ét med universet" og "universet er Gud" er kerne-New Age idéer. At "blive frelst ved at blive ét med universet" svarer rigtig godt til New Age idéen om at stige op til "Ascended Master", der "tjener som lærer for menneskeheden fra det spirituelle rige" og som i "niende initiation" (Ninth initiation) bliver "Lord of the World" - altså "regerende Gud i denne verden".

I kristen tænkning bliver man frelst af Gud ved at erkende sine synder og bede om tilgivelse og frelse af Gud.
Teilhard de Jardin skrev at han kun kan blive frelst ved at blive ét med universet."

"Den organiske forening af alle mennesker i Gud", som Teilhard nævner er interessant fordi tanken minder om en anden af hans ideologier, nemlig transhumanismen. Eller måske "forening af alle mennesker i internettet"?
For Pierre Teilhard de Chardin var også stor fortaler for transhumanisme, på et - for denne idéologi - yderst tidligt tidspunkt i dens etablering. Ja, man kan måske argumentere for at han var med til at skabe den transhumanistiske idé. Transhumanismen er en ideologi og bevægelse som argumenterer for at mennesker - og menneskeheden i det hele taget - skal smelte sammen med maskiner for at skabe bedre muligheder for sig selv - og i yderste konsekvens for at overleve som art.

Den transhumanistiske vision er blevet latterliggjort for at være helt urealistisk, og det samme - endog i endnu højere grad - er de mennesker som har peget på at denne vision deles af verdens økonomiske, politiske og kulturelle ledere, og at de desuden konkret arbejder for at gennemføre den. Denne forestilling er igennem de seneste par årtier blevet hånet og stemplet som en "latterlig konspirationsteori", men i 2020 har verdens største forening af ledende lande, virksomheder, politikere, kulturpersonligheder mv. - World Economic Forum - erklæret, at de vil have det som kaldes "Internet of Bodies" implementeret og udnyttet maksimalt. Deres egen formulering er at "potentialet i Internet of Bodies skal frigøres fuldt ud". Internet of Bodies betyder i praksis at mennesker opkobles til internettet via implantationer og indlejrede chips i hænder og/eller hjerne.
Den transhumanistiske idé som Theilhard de Chardin var en central medspiller i at udvikle i årene fra midten af 50'erne til midten af 70'erne - er altså nu 70-90 år senere blevet et erklæret mål for verdens største forretningsmæssige og politiske fællesorganisation, som i bund og grund forener alle betydende lande i verden med de største og mest indflydelsesrige multinationale virksomheder.

Den første til at bruge ordet "transhumanisme" var science fiction-forfatteren Aldous Huxley's bror evolutionær-biolog og generaldirektør for FN-organisationen UNESCO, Julian Huxley (1887–1975). Det gjorde han i et essay af samme navn; "Transhumanism" som blev udgivet i 1957. . Julian Huxley som altså definerede ordet transhumanisme var også meget nær ven af Teilhard de Jardin. Deres venskab varede fra midten af 40'erne indtil Teilhards død i 1955 og de var store beundrere af hinanden. Julian Huxley var også erklæret eugeniker (da. racehygieniker). En eugeniker er en person som, af hensyn til samfundets udvikling, ønsker udryddelse af hvad vedkommende definerer som "laverestående mennesker". UNESCO er FN's organisation for uddannelse, kultur, kommunikation og videnskab (United Nations Educational, Scientific and Cultural Organization).

"Aldrig før har der været så mange jesuit-uddannede ledere"
Artiklen "Jesuit influence overplayed" ("Jesuitters indflydelse er overspillet") er interessant på mange måder. Den viser hvor mange jesuitteruddannede ledere der findes i australsk politik - i både "rød-" og "blå blok". "Never before have there been so many Jesuit-educated men at the heart of Australian politics. The Liberal leader and Prime Minister, Tony Abbott, and the Nationals' deputy leader and Minister for Agriculture, Barnaby Joyce, were students at St Ignatius College, Riverview, in Sydney. In addition, Treasurer Joe Hockey was educated at the Jesuits' other Sydney school, St Aloysius, Milson's Point, and the Minister for Education, Christopher Pyne, was a student at the Jesuits' Adelaide school, St Ignatius College, Athelstone."

Artiklen starter med ordene: "The number of Australian leaders with a Jesuit education is remarkable, its impact on their politics less so"

Forfatteren peger derefter på at der findes en særlig "Jesuit style of leadership, som fokuserer på personal reflektion, spiritualitet og en 'hands-on' tilgang". Alligevel mener forfatteren altså at "Jesuit education is remarkable, its impact on their politics less so". Det er bare "just one factor among many that will influence their values and their approach to leadership. Leaders are also a product of their family values, gender, class, religious beliefs, university education, profession and political party, among other factors", som han skriver.

Forfatteren viser sig til sidst at være : John Warhurst is an emeritus professor of political science at the Australian National University. He was educated by the Jesuits in Adelaide.

Man kunne fristes til at spørge hvorfor mon der er så mange magtfulde jesuitter-uddannede ledere når nu effekten af uddannelsen er begrænset? Hvordan får man lige enderne til at mødes: Både være rigtig begejstret over de ekstremt mange ledere med jesuitterbaggrund, og over den helt særlige spirituelle og praktiske uddannelse - samtidig med at man skal holde fast i at det ikke rigtig har særlig stor betydning?
Det skal man måske vare jesuitisk uddannet professor for at kunne...?

Denne artikel i jesuitter-mediet "The Maroon" fortæller at der nu er 10 % af politikerne i den amerikanske Kongress som er uddannede på jesuitiske universiteter eller colleges (universitet med undervisning til bachelor-niveau). Artiklen fortæller desuden at dette er en vækst fra 50 til nu 56 medlemmer af kongressen, og at det ikke inkluderer dem der kun har baggrund i jesuitter-gymnasier (high schools), selvom gymnasiernes hovedorganisationen siger at der er mange af disse i kongressen.

DEL 4:
PÆDOFILIPRÆSTERNES PERVERSE PARADIS

Hvorfor netop den katolske kirke...?

Hvem begår overgreb på børn?
Her er det en artikel i et katolsk medie - Catholic World Report - som forklarer, at grunden til de mange overgreb i den katolske kirke er, at den katolske kirke er bedre til at undersøge sig selv end andre. Desuden forklarer artiklen at der findes ligeså mange, eller flere, overgreb sted i protenstantiske kirker, i hjemmene, blandt spejdere, blandt indvandrere og i jødiske kredse. Desuden påpeger artiklen at også indianerreservater, skolelejre, professionel sport, undervisningsinstitutioner, forretningsverdenen, underholdningsindustrien o.m.m. - at alle disse områder i samfundet "lider under udbredt seksuelt misbrug".

Man bemærker at amerikanske politikere ikke findes på denne ellers forholdsvist generaliserende liste.
Det vil måske undre nogen. I al fald nok de som har kigget på denne meget lange liste med amerikanske politkere som er dømte eller sigtede for overgreb på børn eller denne liste, som har mange overlap med den anden, men også har en del andre tilfælde.
Undertegnede tæller 42 republikanske tilfælde og 43 demokratiske. Dette er altså mennesker som er blevet valgt til at arbejde for samfundets bedste
Her blot nogle få eksempler - fem republikanske og fem demokratiske:

Den republikanske formand for Repræsentanternes Hus, Dennis Hastert, blev tiltalt for banksvig og at lyve overfor FBI om årsagen til, at han hævede penge, efter at anklagere påstod, at Hastert havde forulempet mindst fire drenge så unge som 14 år. Hastert forsøgte at kompensere sine ofre og efterfølgende skjule transaktionerne. Hastert indrømmede til sidst, at han seksuelt misbrugte de drenge, som han havde trænet årtier tidligere, og blev idømt femten måneders fængsel.
Republikaneren Tim Nolan, formand for Donald Trumps præsidentkampagne i Kentucky, erklærede sig skyldig i børnesexhandel, og den 11. februar 2018 blev han idømt 20 års fængsel.
Den republikanske delstats senator Ralph Shortey blev tiltalt for fire anklager om menneskehandel og børnepornografi. I november 2017 erkendte han sig skyldig i én af anklagerne om handel med børn til gengæld for frafald af de andre anklager.
Den republikanske politiker Keith Westmoreland blev arresteret for syv forbrydelser af utuktighed overfor piger under 16 år. Han begik derefter selvmord. https://en.wikipedia.org/wiki/Keith_Westmoreland#cite_note-1 Republican politician Keith Westmoreland was arrested on seven felony counts of lewd and lascivious exhibition to girls under the age of 16 (i.e. exposing himself to children). Den republikanske anti-homo-aktivist Earl "Butch" Kimmerling blev idømt 40 års fængsel for at have forgrebet sig på en 8-årig pige, efter at han forsøgte at forhindre et homoseksuelt par i at adoptere hende. Det republikanske mandlige amtsrådsmedlem Keola Childs erkendte sig skyldig i at have forgrebet sig på et drengebarn.
Det republikanske kongresmedlem Donald "Buz" Lukens blev fundet skyldig i at have haft sex med en mindreårig pige og idømt en måneds fængsel.
Det demokratiske kongresmedlem i New York, Anthony Weiner, erklærede sig skyldig i at have overført uanstændigt fotomateriale til en mindreårig som en del af en aftale om at udgå yderligere straf for også at sende seksuelle Twitter-beskeder til mindreårige piger helt ned til 15 år.
Den demokratiske borgmester i Racine, Wisconsin, Gary Becker, blev dømt for forsøg på at forføre børn, børnepornografi og andre børnesexforbrydelser.
Den demokratiske guvernør i Oregon, Neil Goldschmidt, indrømmede offentligt at have haft et seksuelt forhold til en 14-årig pige. Indrømmelsen kom efter at forældelsesfristen for voldtægtsanklagerne var udløbet og efter at guvernøren var blevet afsløret af en avis.
Det demokratiske kongresmedlem i Illinois, Mel Reynolds, trak sig fra kongressen, efter at han blev dømt for voldtægt af en 16-årig kampagnefrivillig.
Den demokratiske assisterende justitsminister i Maine, James Cameron, blev idømt lidt over 15 års fængsel for syv tilfælde af besiddelse, modtagelse og deling af børneporno.

Det skal nævnes et heller ikke denne liste er udtømmende. Der findes flere tilfælde af amerikanske politikere som er tiltalt og/eller dømt for denne type seksuelle forbrydelser. Her et eksempel som ikke nævnes på listen, og her en anden liste med flere eksempler på sex-skandaler blandt amerikanske politikere.

Begik amtsformand og sherif rituelle sataniske overgreb på børn i 80'erne?
Desuden skal nævnes sagen om angiveligt rituelt misbrug i Thurston County ("Thurston County ritual abuse case").
Det var en sag fra 1988, hvor Paul Ingram, amtsformand for det republikanske parti i Thurston County, i staten Washington og Chief Civil Deputy for Sheriff's Department, blev anklaget af sine døtre for seksuelt misbrug - og af mindst én datter for satanisk rituel mishandling I 1996 blev Paul Ingram også anklaget af sin søn for at have misbrugt ham i alderen 4 til 12 år.

Ingram sagde oprindeligt, at han ikke havde nogen erindring om sådanne begivenheder, men sagde, at han måske havde fortrængt minder om en sådan begivenhed. Senere erklærede han sig skyldig, og hans tilståelse blev efterfølgende mere udførlig, detaljeret og fantastisk, mens Ingrams unge døtre og deres venner efterfølgende anklagede et betragteligt antal af Ingrams medarbejdere i sheriffens afdeling for rituelt misbrug.

Efterforskerne skulle angiveligt have brugt recovered-memory therapy (RMT) ("terapi til genvindelse af tabt hukommelse"), hvilket i dag regnes for at være en miskrediteret pseudovidenskabelig psykologisk undersøgelsesmetode, der har vist sig at producere falske minder.
Ingram fastholder i dag, at han er uskyldig og hævder, at hans tilståelse skete under tvang.

Wikileaks - Clinton, Wallstreet og "Pizzagate"
I en anden del af USA - som også er opkaldt efter frimureren, præsidenten og landsfaderen George Washington - skete der i 2016 en del mærkelige begivenheder som blev bemærket af rigtig mange almindelige mennesker der forbløffede fulgte udviklingen i sagen online.
Sagen blev døbt "Pizzagate", og fik sit navn af to grunde: Dels fordi omdrejningspunktet var to pizzeriaer (Comet Ping Pong og Besta Pizza), som er ejet af nogle forretningsmænd i Washington D.C. som blev mistænkt for at være involveret i et netværk som udnytter børn seksuelt.
For det andet fordi den første undren blandt iagttagere opstod som et resultat af nogle bizarre e-mails afsløret af Wikileaks - kaldet The Podesta Emails.
I marts 2016 blev den personlige Gmail-konto til John Podesta, en tidligere stabschef i Det Hvide Hus og formand for Hillary Clintons amerikanske præsidentkampagne i 2016, kompromitteret i et hackingangreb. Der fremkom mange nyheder ud af den efterfølgende WikiLeaks-offentliggørelse.

Nogle af e-mails'ene afslørede interne konflikter i Clinton Foundation. BBC offentliggjorde en artikel, der beskriver 18 afsløringer fra deres første gennemgang af de lækkede e-mails, herunder uddrag fra Clintons taler og politisk motiverede betalinger til Clinton Foundation.

WikiLeaks offentliggjorde også udskrifter af tre Clinton-taler til Goldman Sachs og et 80-siders intern kampagnedokument, der katalogiserer potentielt problematiske dele af over 50 betalte taler. Under den demokratiske primærkampagne havde Bernie Sanders kritiseret Hillary Clinton for at nægte at frigive udskrifter af taler givet til finansielle virksomheder, der portrætterer hende som "for tæt på Wall Street".
I en af sine taler til Wall Streetfirmaet Goldman Sachs tager Hilary Clinton afstand til middelklassen... Goldman Sachs er massivt repræsenteret i Wall Street logen Kappa Beta Phi som vi hørte morer sig over at have ødelagt en stor del af den amerikanske under- og middelklasses økonomi, mens de selv ind hiver -- milionbonusser. Et eksempel på et fremtrædende logemedlem som også er Goldman Sach-mand er tidligere finansminister Wilbur Ross. Wilbur Ross Goldman Sach skandale?

John Podesta havde angiveligt også i nogle mails diskussioner om det demokratiske partis forhold til den katolske kirke. Bl.a. at partiet havde startet organisationerne "Catholics in Alliance for the Common Good" ("Allierede katolikker for det fælles bedste") og "Catholics United" ("Forenede katolikker") for at fremme en mere progressiv tilgang til troen. "Common good" ("det fælles bedste") er det nok mest centrale slogan for pave Frans, og handler i bund og grund om at individet skal ofre sig for samfundet. Dette princip er fx blevet presset kraftigt igennem under covid-kampagnen i 2020-2022 hvor folk bl.a. blev opfordret til at "tage stikket for samfundets skyld".

De mere mærkelige personlige beskeder der angiveligt også forekom i Podestas mailkorrespondance, blev ikke omtalt i almindelige nyhedsmedier.
I en af de e-mails som verserede på diverse online platforme er Podesta angiveligt blandt dem, der bliver inviteret til en gård, og værten skulle ifølge påstandene have skrevet:
"Bonnie vil være Uber Service til at transportere Ruby, Emerson og Maeve Luzzatto (11, 9 og næsten 7), så du vil have noget yderligere underholdning , og de vil helt sikkert være i poolen." (“Bonnie will be Uber Service to transport Ruby, Emerson, and Maeve Luzzatto (11, 9, and almost 7) so you’ll have some further entertainment, and they will be in [the] pool for sure.”).
I en anden mærkelig mail bliver John Podestas bror Anthony Podesta angiveligt spurgt "Ejendomsmægleren fandt et lommetørklæde (jeg tror, det har et kort, der virker pizzarelateret). Er det din?" (“The realtor found a handkerchief (I think it has a map that seems pizza-related). Is it yours?”)
Flere pegede på at ord som "pizza", "cheese" (ost), "ice cream" (is), "sauce", hotdogs, som angiveligt fandtes i mange af Podestas mails ifølge FBI er kendte kodeord i pædofile grupper, som bruges til at skjule de seksuelle forbrydelser som finder sted.

Historien fik et ekstra twist da det kom frem at performancekunsteneren Marina Abramović, som gennem hele sit liv har lavet satanistlignende optrædender, også havde skrevet en underligt besked til John Podesta hvor hun inviterede ham og hans bror Anthony til "Spirit Cooking" hjemme hos sig.
I mailen stod der:
“Jeg ser så meget frem til Spirit Cooking-middagen hos mig. Tror du at du kan give mig besked om din bror er i stand til at deltage?”
"Spirit Cooking" er et af Abramović' kunstværker og involverer Abramović, der angiveligt bruger griseblod som en måde at forbinde sig til den åndelige verden, Omtalen af "Spirit Cooking" henviser til Marina Abramovics bog "Spirit Cooking with Essential Aphrodisiac Recipes", som blev udgivet i 1996 sammen med hendes Spirit Cooking-performances.
Under sine optrædener brugte Abramovic efter sigende svineblod til at tegne symboler og skrive sine "opskrifter" på vægge og gulv.
En video af Abramovic viser, at hun skriver forskellige udsagn med blodet, som f.eks "Med en skarp kniv skåret dybt ind i din langfinger spis smerten".
"Ingredienserne" til Marinas opskrifter skulle angiveligt indeholde kropsvæsker såsom modermælk, sæd og urin. De synes også at tilskynde til flere forskellige former for selvskade og lemlæstelse.
Men som rapporteret af The Museum of Modern Art, skulle forestillingerne og opskriftsbogen ikke tages bogstaveligt. I stedet var det meningen, at de skulle "tjene som stemningsfulde instruktioner til handlinger eller tanker.

Abramović er kendt og rost for arbejde, der fokuserer på smerte, blod og forholdet mellem kunstner og publikum. Hendes arbejde har vundet mange priser, inklusive Den Gyldne Løve i Venedig.

Det var ikke alle der kunne se det prisværdige i denne sammenhæng og mange spekulerede i at der faktisk var satanisme i spil i forbindelse med reelle overgreb på børn.
Det første til mange følelsesladede reaktioner mod Abramovic og Podesta-brødrene.

Abramović var oprørt, og forklarede at det var taget ud af konteksten. Det var egentlig bare en helt normal middag, med en normal menu, som hun havde kaldt "spirit cooking" for sjov. "We just call things funny names, that’s all,” forklarede hun.

Hun hævdede også, at de, der omtaler hendes arbejde som satanisk, tager fejl. "Mit arbejde handler i virkeligheden mere om spiritualitet og ikke noget andet," sagde hun. "Jeg har gjort mit arbejde så længe, og det er en misforståelse. Det er fuldstændig skandaløst og latterligt ... jeg mener, denne verden er virkelig vende sig til helvede. Jeg er fuldstændig overrasket, noget er taget ud af kontekst for formålet med at vinde. Vi lever i sådan en mærkelig verden.”
Så er det lidt svært ikke at tænke om Marina Abramovic mon også medvirker en smule til at gøre verden lidt mere mærkelig...?

Herunder billeder fra video hvor Marina Abramovic udfører sin "Spirit Cooking"-performance.

James Westcott, forfatter til "When Marina Abramovic Dies" en biografi om Abramovic, skriver her et forsvar for performancekunstneren: "Efter at have kendt Marina i fjorten år nu og efter at have skrevet en biografi om hende, tror jeg aldrig, hun faktisk har tilbedt noget. Det, hun har gjort, er at strejfe rundt i verdensreligioner og esoteriske spirituelle praksisser som kildemateriale til eksperimentelle forestillinger og som meditationsredskaber til at redde sig fra sin bundløse følelsesmæssige smerte. Hun tager i bund og grund det åndelige og klemmer det ind i det rent kropslige. Det hele handler om håndtering af stimulationer, afsavn og æstetik til at opnå – på en jordnær årsag-og-virkning måde – visse fysiske virkninger og mentale tilstande. Hun tror på en måde på alt - og derfor på en måde på ingenting. Bortset fra kroppens kraft."

Hvis man kender lidt til satanisme i den Anton Lavey'ske udgave, stemmer denne beskrivelse faktisk ganske godt overens hermed. Men det gør denne biografi-forfatter måske ikke. Som Malachai Martin fortalte er der to slags satanisme; den religøse og den "ateistiske".
Anton Lavey står for den "ateistiske" og materialistiske version, og den minder en del om beskrivelsen herover.

James Westcott fortsætter med at fortælle at Abramovic siden 1980'erne har tilbragt måneder på retrete i buddhistiske klostre i det nordlige Indien, og ligeledes måneder med aboriginere i Australien. At hun sædvanligvis udfører numerologiske aflæsninger på nye mennesker, hun møder, og nedbryder deres fødselsdato til et enkelt betydeligt antal. Hun har "twirl-danset" med sufier (religiøs arabisk dans, ofte udført i den islamiske ramadan). At hun har udspændt sig selv i wires som hyldest til den hellige Teresa af Avilas levitationer. At hun har stirret på slanger i timevis og sad helt stille, mens en python snoede sig om hendes hoved og hals. At hun har knælet foran og ansigt til ansigt med et æsel og stirret ind i dets øjne, mens hun forsøger at kommunikere telepatisk med det." Westcott spørger retorisk efter hvert udsagn om det gør Marina Abramovic til budhist, til en shaman, til en hinduistisk mystiker, til en sufi, til kristen (katolik - min tilføjelse), til slangetæmmer, til "Dr. Doolittle".
Mit svar er at det lyder rigtig meget som en heks fra den teosofiske skole.
Teosofien som blander alle verdens religioner til en samlet mystisk okkult religion, inklusiv "kristendommen", hvilket er i anførselstegn fordi hele bibelen handler om at dem der tror på Gud skal adskille sig fra alle de andre hedenske religioner. Teosofien er skabt af mystikeren Madame Helena Blavatsky (1831-1891), som fx udgav et magasin der simpelthen hed "Lucifer". Af kendte beskrivende citater fra hendes mund og hånd er fx disse:
"Og nu er det bevist, at Satan eller den røde flammende drage, 'Fosforens Herre' og Lucifer eller 'Lysbæreren' er i os: det er vores sind."
"Det er Satan, der er vores planets Gud og den eneste Gud."
"Lucifer repræsenterer.. Liv.. Tanke.. Fremskridt.. Civilisation.. Frihed.. Uafhængighed.. Lucifer er Logos.. Slangen, Frelseren."

Biografi-forfatteren Westcott sætter trumf på hen imod afslutningen af sin forsvarstale:
"Men det kræver ikke meget googling for at forstå, at dette også er performance i den traditionelle betydning af ordet, og at hun i virkeligheden er sjov, useriøs og klar til hvad som helst - med hendes egne ord er hun en elsker af "bullshit" som berømthed og mode.
Jeg tænker; hvis Marina er så sjov hvordan kan det så være hendes optrædender er så usjove? De handler altid om død og ødelæggelse, selvskade, lemlæstelse og perversiteter.
Hvor sjovt er det egentlig...? Og hvis hun er "klar til hvad som helst", hvorfor gør hun så ikke noget helt andet for en gangs skyld...?

Det er tankevækkende at en biografi-forfatter som ihærdigt forsøger at forsvare Marina Abramovic som værende en ikke-satanisk ironiker, i sit detaljerede forsvar kommer til at afsløre hende som værende i udtalt overensstemmmelse med især satan-elskeren Helena Blavatsky, men også i det materialistiske og kropsfikserede fokus med satanisten Anton Layey.

"Pizzagate" - to vidt forskellige udlægninger
I den "sag" som løbende udviklede sig på diverse online platforme i løbet af 2016, kom der hele tiden nye underlige oplysninger frem, som hver for sig blot kunne virke mærkelige og lettere ubehagelige, men som af de mennesker som fulgte udviklingen samlet tilsyneladende begyndte at tegne et foruroligende billede af et netværk af pædofile i Washington D.C.
Se nedenstående samling af fotografier, screendumps mv. for eksempler på disse.

Mens disse oplysninger skabte stort oprør blandt mange almindelige mennesker, reagererede den almindelige presse lige omvendt. Reaktionen gik fra ingen interesse til at rubricere "Pizzagate" som en farlig højreorienteret konspirationsteori, da en mand affyrede skud i pizzarestauranten Comet Ping Pong. I den forbindelse fremkom mange historier - både om manden fra North Carolina som ville undersøge en afsporet fake-news-historie, rejste til hovedstaden og affyrede skud med sin medbragte riffel i pizzariaet. Men selvfølelig også mange histoier med interviews af den angrebne pizzaria-ejer Alifantis, som fortæller om den ubehagelige skudepisode og de mange andre trusler de modtog i forbindelse med sagen.

I dag er historien i mainstream blevet bokset som en fake-news-historie skabt af højreorienterede "alt-right" tilhængere for at miskreditere Hillary Clintons præsidentkampagne.
Det er utvivlsomt en af de mest underlige mediehistorier i nyere tid, hvis ikke nogensinde.
Washington D.C.'s politi har også afvist historien som falsk.

Sir Edward Heath og paven
Edward Heath, som altså senere er blevet beskyldt og undersøgt for serie-overgreb på børn mødtes en enkelt gang med paven som jo er øverste leder for den organisation der senere blev vurderet til at have stået for hundredetusindvis af overgreb på børn.
Børn og overgreb på børn var dog ikke emnet på dette møde, så vidt man kan forstå på de arkiver og artikler der findes herom.
Det var i 1971 Heath mødtes med pave Paul VI i Vatikanet, og det skete mens Heath var premierminister. Heath blev ifølge de nationale arkiver om mødet kritiseret skarpt af paven for Heaths interneringspolitik - fængsling af mistænkte uden retssag - i Nordirland og paven beklagede sig desuden over Storbritanniens stadig mere liberale holdning til homoseksualitet og abort.

Alle verdens topledere i audiens hos paven
Edward Heaths møde med paven i 1971 som Storbritaniens premierminister er absolut ikke unik.
Stort set alle ledere af betydning i verden har før eller siden besøgt paven. Eller rettere; har fået lov til en pavelig audiens. Herunder kan man se et potpouri af billeder af verdensledere på besøg hos de forskellige fungerende paver i Vatikanet.
Her ses fx amerikanske præsidenter Joe Biden, Donald Trump, Barack Obama, George Bush Jr. og Sr., Bill Clinton, Ronald Reagan, EU ledere osv. Men også "fjenderne" Putin og den iranske præsident har mødtes med paven. https://www.bloomberg.com/news/articles/2020-09-09/vatican-china-set-to-renew-deal-on-long-path-to-diplomatic-ties#xj4y7vzkg https://en.wikipedia.org/wiki/China%E2%80%93Holy_See_relations https://www.americamagazine.org/politics-society/2020/11/17/china-vatican-agreement-rome-beijing-pope-francis-catholic https://presearch.com/search?q=china++vatican+relationship

En anden person med pædofili tæt inde på livet som har mødt flere forskellige paver i sin "karriere" er dronning Elisabeth af England.

Verdens ledere som gæster underlagt paven
For det er paven som bestemmer alt omkring den slags møder. Mens paven til sine møder i Vatikanet fremtræder i hvidt for at symbolisere renhed og syndfrihed, er det lige modsat med pavens gæster. De er som regel klædt i sort.
Prøv fx at se på dette søgesultat som viser rigtig mange eksempler på dette fænomen:
Billed-søgning på "pope meetings with heads of state".
- alle klædt i sort ved deres møder med forskellige paver gennem tiden.
Man kan fx se og læse mere om fænomenet i artiklen "Ja, paven har en dress code, selv præsidenter og kongelige skal følge".
Særligt kvinder har historisk haft et fastlåst krav i forhold til deres beklædning:
Traditionelt krævede protokollen for pavelige besøgende kvinder at bære en lang sort beklædningsgenstand med lange ærmer og et sort slør, "hvis farve betegnede fromhedens og ydmyghedens dyder", som der står i denne Wikipedia-artikel om "Le privilège du blanc" ("det hvide privilegium" - at kunne iføre sig hvidt tøj til møde med paven i Vatikanet). Kun syv royale katolske kvinder i verden har dette privilegium.

Selvom pave Frans og Vatikanet har slækket på disse krav i de seneste år, er et møde med paven et møde på præmisser som defineres helt og holdent af paven. De mennesker som får lov til at møde paven i Vatikanet er således underlagt pavens vilje i forbindelse med mødet, og det forventes at de udviser den fornødne ydmyghed.

Men at dem der besøger paven måske er mere end bare underlagt pavens krav til tøjvalg kan fx ses i denne artikel som fortæller om Mark Zuckerberg i 'venskabelig audiens' hos paven og Facebook censurerer troende Mark Zuckerberg mødes med paven - og så censurerer Facebook troende, som er i opposition til paven. Paven får den censur, han siger, han vil have.

Pave Frans hjalp argentinsk regime med at myrde dissidenter
At the time, Pope Francis, then known by his birth name Jorge Mario Bergoglio, was Provincial of the Argentine Jesuits. While a handful of figures in the Catholic church dissented against Videla’s rule, Bergoglio was not one of them. In fact, Bergoglio actually aided the Videla regime in its murder of dissidents. Government documents written at the time have confirmed his role in reporting members of his own order who he deemed to be “leftists,” along with several innocent parishioners, to the military government. In May 1976, two Jesuit priests, Francisco Jalics and Orlando Yorio, were kidnapped by death squads and taken to the Escuela de Mecánica de la Armada (ESMA), a detention center for dissidents with a sinister reputation for torture and “disappearing” detainees. After five months of grueling torture, they were released, thrown into a field half-naked and pumped full of drugs – essentially left for dead. Upon their release, the priests complained about Bergoglio to the Vatican, only to be told that they had already been expelled from the Jesuits due to alleged contact with women and “conflicts of obedience.” During the first trials regarding the crimes of the Argentine military government in 1985, Yorio directly accused Bergoglio of handing them over, along with six civilian members of his parish, to the death squads. He told the court “I am sure that he himself [Bergoglio] gave over the list with our names to the Navy.” Jalics refused to comment on the matter at the time, having entered a life of seclusion in a German monastery. However, years later, he recounted in a book that Bergoglio had told the priests that he would make sure the military knew that they were not terrorists. Jalics wrote: “From subsequent statements by an official and 30 documents that I was able to access later, we were able to prove, without any room for doubt, that this man did not keep his promise, but that, on the contrary, he presented a false denunciation to the military.” The other six members of the parish that Bergoglio had reported to the government became among the thousands of those who “disappeared” during Argentina’s Dirty War. They included four teachers associated with the parish and two of their husbands. https://www.bbc.com/news/magazine-22064929 https://www.theguardian.com/world/2013/mar/14/pope-francis-argentina-military-junta

Pope Francis continues to dodge responsibility
In the years since, Bergoglio has invoked his right under Argentinian law to avoid appearing in open court, testifying only once in 2010 regarding the crimes that he had been accused of. According to human rights attorney Myriam Bregman, his answers were “evasive.” Bergoglio has also tried to claim that he was unaware of the dictatorship’s many atrocities until after the military regime fell. However, as Bregman noted, Bergoglio’s own statements proved that church officials knew from early on that the junta was torturing and killing its citizens. “The dictatorship could not have operated this way without this key support,” she added in an interview with CBS News. In addition, Bergoglio has claimed that he was unaware of the dictatorship’s practice of stealing the babies of disappeared mothers, who were abducted, kept alive until giving birth and then executed, with their children then given to military families. However, the testimonies of those who had reached out to him at the time for help in finding their missing relatives have proven this claim inaccurate. Most ironic of all is that Bergoglio – as Pope – has been praised for bringing anti-capitalist “liberation theology” to the Catholic church. But decades earlier, Bergoglio had accused the very priests he had condemned to torture of propagating that same theology. During his time as Provincial of the Jesuits, Bergoglio supported an ideology that ra contrary to liberation theology, embracing the neoliberal policies of the dictatorship, which were crafted by then-Economic Minister José Alfredo Martínez de Hoz – a close friend of David Rockefeller. Despite his past crimes, the Pope’s continued chorus of support from Western media shows that, with enough positive media coverage, even the most sinister crimes can be buried and hidden from view.

Det er ikke kun præsidenter, premierministrer og andre statsledere der mødes med paven. Det gør også fx betydende forretningsmænd og kulturpersonligheder - og naturligvis ledere for verdens religiøse institutioner.
Michael Bloomberg har fx mødtes med to forskellige paver ved to forskellige lejligheder; Pave Bendict XVI i 2008 ved pavens besøg ved St. Patricks Katedral i New York og pave Frans ved det tidligere New Yorks World Trade Center ved en mindehøjtidelighed for 9/11 i 2015. Bloomberg er katolik og mange mener han også er medlem af en anden hemmelig orden - Malteserordenen, som er
michael bloomberg meeting pope -> billeder (google)

Der er flere andre medlemmer af logen Kappa Beta Phi som har mødtes med paver, og på den måde forbinder den katolske kirke med logebrødre direkte. Dvs. ud over de ting som Walter Vieth peger på i fohld til sammenhængene ml den katolske kirke og loger er der også direkte forbindelser.

Et andet medlem af logen Kappa Beta Phi som har mødt paven er Laurence "Larry" Fink, som går til møde med paven og olieindustrien for at "løse verdens klimakrise". Larry Fink er stifter og CEO i verdens største investeringsfond, Blackrock og har det overordnede ansvar for at administrere 9 trilliarder dollars. Mødet var i 2018, men allerede året før havde Larry Fink givet udtryk for at have samme holdning til klimaet som paven. Larry Fink skriver hvert år et brev til alle CEO's for de firmaer Blackrock har investeret i, og i 2017 understregede Fink i dette brev Blackrocks fokus på ESG-investeringer (ESG - Environmental, Social & Governance, da. Miljø, Social & Ledelse/styring). I 2015 skrev pope Francis også et brev om sine klimabekymringer kaldet "Laudato Si’", som er stilet til hele verden. I forhold til forretningsverden skriver han med sine sædvanlige højstemte ord, bl.a.: "At kræve økonomisk frihed, mens de virkelige forhold forhindrer mange mennesker i reel adgang til dette, og mens mulighederne for beskæftigelse fortsætter med at skrumpe, er at praktisere en 'doublespeak' hvilket bringer politik i vanry. Forretning er et ædelt kald, rettet mod at producere rigdom og forbedring i vores verden. Det kan være en frugtbar kilde til velstand for områderne i som den driver, især hvis den ser jobskabelse som en væsentlig del af dens tjeneste for det fælles bedste."
På rafineret facon taler pave Frans imod økonomisk frihed og for en økonomi og forretningsverden som agerer ud fra "det fælles bedste". Igen "det fælles bedste" som motor for regulering eller fjernelse af frihed - her den økonomiske frihed. Bemærk hvordan paven skriver at det "bringer politik i vanry" at "kræve økonomisk frihed". Bemærk også hvordan paven bruger ordet "dobblespeak" (da. 'dobbelttale'). Dette ord stammer fra George Orwells sciencefiction-dystopi '1984', og er vidt berømt - og meget ofte anvendt af systemkritikere til at kritisere magthavere for at sno sig. Her er det så lederen af en religiøs organisation med 1,5 milliarder tilhængere som anvender det til at skabe basis for mere politisk kontrol med erhervslivet og ultimativt helt fjerne økonomisk frihed for almindelige mennesker. Dette motiv kendes også fra en anden organisations slogan - nemlig "The Great Reset" som kommer fra World Economic Forum. "The Great Reset" taler også om at det kapitalistiske system skal "nulstilles" og ændres fundamentalt til et system som bygges på "public-private-partnership" - tættere samarbejde mellem (store) private virksomheder (som kan leve op til statslige/overstatslige krav) og statsadministrationen som skal regulere hvad disse gør. Reglerne skal de udvikle i fællesskab. Hvis man ser på definitionen af facisme er et tæt samarbejde mellem stat og store private virksomheder et helt centralt element. I det private erhvervsliv er et vigtigt reguleringsinstrument i forhold til denne målsætning ESG. Forkortelsen blev første gang brugt i en FN-rapport fra 2005 kaldet "Who Cares Wins" (da. "Den der tager sig af - vinder"), som blev skabt på baggrund af et fælles initiativ fra de største finansielle institutioner i verden på initiativ fra FN.

Paven og "rådet for en mere retfærdig økonomi"
Pave Frans har etableret "Counsil for Inclusive Capitalism with the Vatican" ("Rådet for inkluderende kapitalisme med Vatikanet") et råd med verdens Fortune 500-virksomheder - et råd som skal "sætte fokus på at skabe en mere retfærdig økonomi".

Paven har i praksis formaliseret en alliance med nogle af de største skikkelser inden for global finans, ledet af ingen ringere end den adelige bankfamilie, Rothschild.

På deres hjemmeside proklamerer de at "Rådet for Inklusiv Kapitalisme er en bevægelse med verdens erhvervsledere og ledere i den offentlige sektor, som arbejder på at opbygge et mere inkluderende, bæredygtigt og pålideligt økonomisk system, der imødekommer vores folks og planetens behov." De hævder derefter, "inklusiv kapitalisme handler grundlæggende om at skabe langsigtet værdi for alle interessenter - virksomheder, investorer, medarbejdere, kunder, regeringer og samfund."
Så et nyt system skal altså bygges og det gamle skal ud. Det kan vel kun blive godt med alle de plusord de bruger; "inkluderende", "bæredygtigt" og "pålideligt"?

De fortsætter: "Rådets medlemmer afgiver handlingsrettede forpligtelser i overensstemmelse med World Economic Forum International Business Councils søjler for bæredygtig værdiskabelse - People, Planet, Principles of Governance og Prosperity - og som fremmer FN's bæredygtige udviklingsmål."
Deres henvisninger til World Economic Forum og FN er ikke tilfældige. Terminolgi og tankesæt er identisk med slogans fra begge disse organisationer og er hentet fra FN's Agenda 21 og dens efterfølger Agenda 2030.

Alt dette toppes så med pavens flair for retorik. Da Lynn Forester de Rothschild annoncerede aftalen med Vatikanet, erklærede hun: "Dette råd vil følge advarslen fra pave Frans om at lytte til 'jordens skrig og de fattiges skrig' og besvare samfundets krav om en mere retfærdig og bæredygtig vækstmodel." Når man kender FN's åndelige baggrund i jesuitterpræstens Pierre Teilhard de Chardin transhumanistiske ideologi og Gaia-dyrkelse, kommer det jo ikke som en overraskelse at jesuitterpaven Frans arbejder videre i samme skrue.
Bemærk hvordan Lady Rothschild udlægger sine mål som "samfundets krav" om mere retfærdighed og bæredygtighed, og hvis vi skal tage pavens og Lady Rothschilds ord for pålydende gør de det simpelthen for de fattiges skyld - og jordens, selvfølgelig.

Hvem er så Lady Rothschild?
Lynn Forester de Rothschild er gift med den 90-årige pensionerede megamilliardær-chef for Londons NM Rothschilds Bank, Sir Evelyn de Rothschild. Lady Lynn kommer imidlertid fra "almindelige" rødder - hun er født ind i en amerikansk arbejderklassefamilie fra New Jersey. Hun fortæller selv om sin far at han havde to jobs for at kunne sende hende og hendes brødre på jura- og medicinstudie. Senere fik hun succes på Wall Street og derefter gik hun videre til telekommunikationsindustrien, herunder Motorola, hovr hun angiveligt tjente mange millioner, før hun sluttede sig til Sir Evelyn og hans rapporterede 20 milliarder dollars i aktiver. Det var Henry Kissinger som introducerede de to til hinanden ved en Bilderberg konference. Lady Lynn Rothschild siger selv at hun i 80'erne levede i mantraet "Greed is good", og troede på at "det eneste hun behøvede var at forfølge sin karriere på en lovlig, etisk og spændende måde, og ikke havd grund til at bekymre sig om samfundet".
Det har øjensynligt ændret sig nu.
Lady Rothschild som ble vrig på benhård kapitalisme - og derefter giftede sig til yderligere uforståeligt mange milliarder - lyder næsten som en socialistisk systemkritiker i dette interview. Både "i finanskrisen i '08 og i covidkrisen kom regeringerne til hjælp for de rigeste", siger Lynn Rothschild. "Socialism for de rich og capitalism for everyone else" sig endda. Nu vil hun bl.a. have højere skatter "for at skabe bedre distribution af muligheder, særligt for farvede og folk i den laveste socioøkonomiske miljø".
I interviewet siger hun at Jeff Bezos har titusinder af ansatte på offentlige overførselsindkomster samtidig med at han er verdens rigeste mand. Hun spørger retorisk hvorfor det er ok? Derefter fortæller hun at hun nu er i partnerskab med Jeff Bezos fordi han er "en legende i shareholder kapitalisme og i at transformere firmaer". Hun har "1.000 procent tillid til Jeff's integritet". Han er tilsyneladende en af de "talentfulde investorer som finder de nye løftestænger til værdiskabelse, og som er aktivt engagerede i firmaer som transformerer i en skala for at blive renere og mere inkluderende".

Men Lady Lynn er interessant også ud over sin berømte mand, og sin voldsomme transformation fra pengefokuseret karrierekvinde i multimilliardærskalaen til social bevidst aktivist med dybe bekymringer for menneskenes og jordens fremtid og i åndelig samhørighed med paven og Vatikanstaten.
Ifølge den liste med navne på dem, der fløj på "Lolita express" - privatflyet til den dømte børnesexsmugler og angivelige Mossad-agent Jeffrey Epstein - findes nemlig navnet; "de Rothschild, Lynn Forester."

Og det er i den sammenhæng værd at bemærke, at den samme Lynn Forester i 1991, før hun blev gift med Sir Evelyn, generøst lod en bestemt britisk ven have fuld adgang til en af Lynns Manhattan lejlighedsejendomme, efter det tilsyneladende mord på kvindens far - den britiske mediemogul og Mossad-agent, Robert Maxwell. Lynns britiske ven var Jeffrey Epsteins sextrafficking-partner - Ghislaine Maxwell. I juni 2022 blev Lynn Rothschilds veninde dømt for medvirken til handel med børn og sendt 20 år i fængsel. Ghislaine Maxwell opretholdt angiveligt Lady Lynn-adressen på Manhattan indtil 2020 for at fastholde registringen af en bizar non-profit ved navn Terramar, som hun og Epstein oprettede i 2012, angiveligt med det formål at redde verdens have. Da Epstein blev arresteret, opløste hun hurtigt denne non-profit. En af donorerne til Ghislaines TerraMar var noget, der hed Clinton Foundation, som fører til den næste ven af Lynn Forester de Rothchild.

Lady Lynn har nemlig en anden langvarig ven ved navn Hillary Clinton, som vi hørte lidt om i forbindelse med den underlige "Pizzagate"-sag. Og selvfølgelig den Hillary Clinton hvis mand, Bill, som tidligere nævnt også var logget på Epsteins Lolita Express-privatfly omkring to dusin gange. Lynn og hendes nye mand, Sir Evelyn, var faktisk så tæt på familien Clinton, at de dengang nygifte Rothschild i 2000 tilbragte en del af deres bryllupsrejse som gæster i hr. og fru Clintons Hvide Hus. Lady Lynn blev derefter en stor fundraiser i 2008 og igen i 2016 i et forsøg på at hjælpe Hillary til præsidentposten. Hun rådgav også Hillary om hendes økonomiske program, sjovt nok om et frit marked baseret på Adam Smith, den klassiske 1700-tals-liberalist, som hun ikke sjældent refererer til.

Men denne lange infiltrerede historie har endnu en pudsig krølle på halen. En anden ven af Rothchild-familien er nemlig Marina Abramovic. Ja, den ikke-sataniske performancekunstner som gennem hele sit voksenliv har beskæftiget sig med underlige satanistlignende optrædender, med smerte, lemlæstelse, død og ødelæggelse.
Den Marina Abramovic og som blev uskyldigt anklaget i Pizzagate-sagen fordi hun jokede med at invitere sin anden ven - Hillary Clintons rådgiver og præsidentkampagne-planlægger - John Podesta til "spirit-cooking", uden at det faktisk betød andet end bare almindelig aftensmad.
Netop den performancekunstner er meget tæt ven med familiens overhoved, Jacob Rothschild. Ja, de er så tætte at de her sammen poserer foran det kendte maleri "Satan summoning his Legions" fra 1796–1797.
Det er klart at det også kun er for sjov og at Jacob Rothschild heller ikke mener noget om satanisme med det. Han prøver naturligvis antageligt nok bare at spille med på Marinas performancekunst som Rothschild-fonden flere gange har inviteret Marina til at tale om i fondens regi.

Lady Lynns "Vogtere"
Hvem er så de "inklusive" kapitalister, der går sammen med paven og Vatikanet om at forsøge at redde verden fra hæmningsløs kapitalisme og den medieformidlede truende klimaafgrund?
Rothschild-satsningen med Vatikanet omfatter på dette tidspunkt, udover medstifter Lady Lynn Forester de Rothschild, håndplukkede pengemoguler og deres udvalgte fonde. De kalder sig pompøst "Vogterne" ("the Guardians"). Ja, det lyder lidt som en lettere håbløs rockerbande eller måske nogle mafia-overlords, men de gode forretningsmænd og -kvinder mener det nok mere i retning af "moralske vogtere".
I al fald at dømme ud fra deres egne idealistiske udlægninger af visionen om retfærdighed og bæredygtighed, og hjælp til de fattige - og den sårbare jord, selvfølgelig. Alt sammen gjort rigtig realistisk med moralske superkræfter fra deres nye ultraidealistiske venner i Vatikanet.

Guardian-medlemslisten inkluderer Rajiv Shah, præsident for Rockefeller Foundation og tidligere partner i Gates Foundations landbrugsprogram AGRA og forsøg på at introducere GMO-frø i Afrika. AGRA er blevet kritiseret for at have skabt flere problemer, end løsninger - herunder miljøforringelse, øget brug af pesticider, reduceret mangfoldighed af fødevareafgrøder, øget virksomhedskontrol over fødevaresystemer, og at have forværret sult- og underernæringskrisen i det sydlige Afrika.
De skabte problemer har været så grelle at AGRA simpelthen er blevet beskyldt for at være et svindelnummer. Rajiv Shah har som præsident for Rockefellar Foundation stået bag Rockefeller-rapporten, "Reset the Table: Meeting the Moment to Transform the US Food System" som handler om en total transformation af fødevaresystemet i USA, i perfekt tråd med World Economic Forum-planerne om "The Great Reset". Rapporten blev udgivet på toppen af den verdensomspændende covid-kampagne, og covid-frygten blev da også intensivt brugt til at fremme fødevaretransformationsdagsordenen i rapporten. Rockefeller Foundation er både formelt og ideologisk en kernedel af World Economic Forum.

Rothschild's Guardians inkluderer også Darren Walker, CEO for Ford Foundation. Disse to fonde, Ford og Rockefeller, har bl.a. arbejdet tæt sammen om udviklingen af GMO-afgrøder, til u-lande som Indien, Mexico og afrikanske stater siden 60'erne.

Lederen af DuPont, en GMO-gigant og kemikaliekoncern, er en anden "Guardian".
Desuden de skandaleombruste vaccine- og lægemiddelfirmaer, Merck og Johnson & Johnson. Merck løj om risikoen ved sit gigtmiddel Vioxx, hvilket forårsagede 100.000 hjertestop og mere end 55.000 døde iføgle FDA's (am. sundhedsministerie) vurdering. Merck kendte angiveligt til farene ved produktet men skjulte denne viden og gik videre med markedsføringen af produktet, hvilket hvilket genererede milliarder i indtægter på det populære produkt. Merck kendte sig efterfølgende skyldig i retten i ulovlig promovering af Vioxx og accepterede at betale bøder for 950 millioner dollars til den amerikanske regering og de individuelle stater der blev ramt - samt næsten 5 milliarder i kompenstion til dem der fik hjertestop og deres pårørende.
Johnson & Johnson har været involveret i adskillige sager om svindel og dødbringende produkter i de senere år. Fx omkring de negative virkninger af dets antipsykotiske lægemiddel Risperdal, den ulovlige tilstedeværelse af kræftfremkaldende asbest i fimaets babypulver og som førende leverandør af opioidet i Purdue Pharmas dødbringende receptpligtige smertestillende middel OxyContin.
Sagen om babypulveret er helt ekstrem. J&J vidste at produktet indeholdt kræftfremkaældende asbest, men fortsatte salget i mere end 30 år mens de løj om data fra deres egne undersøgelser! Efterfølgende brugte J&J en kontroversiel konkursmanøvre til at blokere omkring 38.000 retssager. J&J lavede et nyt selskab til formålet, og dumpede derefter alle sine asbestrelaterede juridiske forpligtelser - inklusive lavinen af retssager - ind i dette nye firma. Derefter lod de dette fiktive firma gå konkurs. Resultat: Knap 40.000 retssager måtte droppes af de skadesvoldte mennesker. Opiod-skandalen er en af de største medicinskandaler i USA's historie, og J&J spiller en central rolle heri. Det benævnes simpelthen som "en national sundhedskatastrofe".
De ramte stater søger at holde J&J og primært 3 andre medicinfirmaer ansvarlige for en epidemi af medicinafhængighed og misbrug som CDC (am. sundhedsstyrelse) siger førte til et rekordantal på 47.000 opiod-relaterede overdose-dødsfald alene i 2017.

Andre Guardians omfatter administrerende direktører for Visa, Mastercard, Bank of America, Allianz forsikring, BP. Både Visa og Mastercard er hardcore pushere af biometisk overvågningsteknologi, med primær fokus på ansigts- og fingeraftryksscanning. Dette passer igen perfekt som forløber for WEF's transhumanistiske agenda og nu helt officielle målsætning om at få flest muligt mennesker koblet op på internettet - "Internet of Bodies eller IoB", som det kaldes.
I 2016 gik Visa sammen med USAID og forsøgte sammen med Modi-regeringen at indføre en kontantløs økonomi i Indien. "Det kontantløse samfund" er forudsætningen for absolut kontrol med borgerne og for gennemførelsen af WEF's m.fl. transhumanistiske målsætning.

Bank of America blev i 2014 dømt til at betale historiske 16.65 milliarder dollars for svindel i forbindelse med de handler som førte til finanskrisen i 2008. Statsadvokaten som vandt sagen kaldte Bank of Americas praksiser "hensynsløse og svigagtige", mod de ofte almindelige - eller direkte fattige - amerikanere som stod tilbage som taberne i Wall-Street-milliardfirmaernes pyramidespil.
Bank of America bliver desuden beskyldt for hvidvaskning af penge til mexicanske narkokarteller.

Bemærkelsesværdig er også Guardian Mark Carney, tidligere Bank of England-chef og også fortaler for digitale centralbankvalutaer CBDC's som erstatning for kontanter. Carney er nu FN's "særlige udsending for klimahandling og finans" ("Special Envoy for Climate Action and Finance").

Carney er også bestyrelsesmedlem i Davos World Economic Forum. Faktisk er flere af Rothschilds Guardians i WEF-bestyrelsen, inklusiv milliardæren Marc Benioff, grundlæggeren af cloud computing salgsfirmaet Salesforce, og OECD-chefen Angel Gurria. Desuden ex-Credit Suisse direktøren Tidjane Thiam, som er med i det internationale forretningsråd ("International Business Council") i World Economic Forum.

Lederen af State Street Corporation, et af verdens største kapitalforvaltningsselskaber med 3,1 billioner USD under forvaltning, er en anden "Guardian". I januar 2020 annoncerede State Street, at det ville stemme imod direktører for virksomheder i store aktieindekser, der ikke opfylder de tidligere nævnte ESG-mål for miljømæssige, sociale og ledelsesmæssige ændringer. WEF-strategien, skubbet også af WEF-bestyrelsesmedlemmer som Larry Fink fra BlackRock, belønner virksomheder, som de anser for "socialt ansvarlige." Dette er nøglen til den inkluderende kapitalismedagsorden for ikke kun Rothschilds inkluderende kapitalisme-vogtere, men også WEF.
State Street Corporation indvilligede i 2021 i at betale en strafferetlig bøde på 115 millioner dollars for at standse anklager om, at firmaet havde bedraget klienter ved i hemmelighed at overtaksere nogle af sine kunder i så længe som 17 år. Altså svindel gennem næsten to årtier.
Både Blackrock og State Street er i øvrigt topinvestorer i nogle af verdens største våbenproducenter (eks. General Dynamics Corporation og Northrop Grumman Corporation).
Men det er åbenbart socialt-, miljø- og ledelsesmæssigt ok.

Rådet for Inklusiv Kapitalisme hævder på deres hjemmeside, at de forskellige "Guardians" samlet administrerer mere end 10,5 billioner dollars og kontrollerer virksomheder, der beskæftiger 200 millioner arbejdere.

Vatikanets ophøjede økonomiske moral?
Vi har tidligere i denne artikel hørt om den katolske kirkes forhold til overgreb på børn, men hvordan forholder det sig så med organisationens økonomiske moral? Pave Frans og Vatikanet skal vel forsøge at give Rothschilds gruppe af megakapitalister en moralsk ophøjet troværdighed, og kan de så det på det økonomiske område når nu det halter lidt for megakapitalisterne selv?
Sjovt nok er Vatikanet netop nu involveret i, hvad der ligner en af de største økonomiske skandaler i Vatikanets moderne historie; bedrageri og misbrug af kirkemidler i stor skala.
Da pave Frans udråbte sig som ny pave i 2013, var en af hans erklærede hovedopgaver at rydde op i Vatikanets skandaleombruste finanser. Det har næppe fundet sted, selv efter mere end seks år. Nogle af Vatikanets observatører hævder endda, at den finansielle korruption er blevet værre.
Det skulle man næsten ikke tro kunne lade sig gøre når man ser på organisationens historiske korruptionssager.
Business Insider: De mest sindsyge finansielle intriger som Vatican-Banken forsøgte at dække over:
1. At tjene penge direkte på drabet på jøder under Holocaust
2. At forsøge at købe falske værdipapirer fra et mafia-linket svindlernetværk
3. At bruge 5 millioner dollars til at dække over munke, der formøblede donationer
4. Indsmugling af guld til Polen for at vælte det dengang kommunistiske regime
5. Hvidvaskning af penge for mafiaen og andre dele af den italienske elite

Den nylige optrævlede skandale drejer sig om den nu vanærede kardinal Angelo Becciu, som indtil 2018 de facto var stabschef for paven og regelmæssig fortrolig. Becciu var stedfortræder for generelle anliggender i udenrigssekretariatet, en nøgleposition i den romerske curia indtil juni 2018, hvor paven ophøjede ham til kardinal og - ironisk nok - ansvarlig for "Congregation for the Causes of Saints" (da. "Menigheden for de helliges helgeners sager"). Becciu (som tilsyneladende ikke var en særlig hellig helgen) var i stand til at investere hundredvis af millioner dollars af kirkemidler, ja milliarder gennem årene, herunder donationer fra fattige givere, i projekter, han udvalgte sammen med en tidligere bankmand fra Credit Suisse. Projekterne omfattede en 150 millioner euro andel i et luksusejendomskompleks i London og 1,1 millioner dollars i en film - Rocketman, om Elton Johns liv. Det kom frem, samtidig med at Vatikanets igangværende børnesexskandaler fik pave Frans til at afsætte Washingtons kardinal Theodore McCarrick - den første kardinal, der faldt for anklagerne mod den katolske kirkes seksuelle misbrug af børn.

Italiensk presse rapporterer, at paven kendte til Beccius tvivlsomme investeringer og endda roste dem, før dybden af skandalerne brød ud. I november 2020 raidede italiensk politi Beccius' Vatikan-revisors bolig og fandt 600.000 euro i kontanter og dermed beviser for, at Vatikanets medarbejder modtog 15 millioner dollars i forfalskede faktureringer over flere år.

Så disse ophøjede moralske "vogtere" - disse mulitmilliardærer og megakapitalister - skal i samarbejde med den lederen af "den hellige katolske kirke" redde verden fra klimakatastrofe og voksende social skævvridning. Den voksende sociale skævvridning har nemlig slet ikke noget at gøre med den grådighed nogle af disse ophøjede mennesker udviser.

Det er F. William Engdahl som har skrevet en glimrende artikel hvor han påpeger flere af de ovenstående pointer om "Council for Inclusive Capitalism". Engdahl er strategisk risiko-konsulent og foredragsholder. Han er uddannet i politik fra Princeton University og desuden "best-selling author on oil and geopolitics".
Han påpeger at dette råd er "endnu en frontgruppe" for de samme globalister som efter 1945 skabte den IMF-ledede globaliseringsmodel (International Money Fund). Den model - påpeger Engdahl - som netop er grundlaget for at skabe globale giga-virksomheder, der er mere magtfulde end regeringer. Enorme virksomheder som fx har ødelagt det traditionelle landbrug til fordel for moderne giftig landbrugsvirksomhed (fx Monsanto - nu Monsanto-Bayer), og virksomheder som er i gang med at afvikle levestandarden i de industrialiserede lande bl.a. ved at flytte deres produktioner til billige arbejdsmarkedslande som Mexico eller Kina. Engdahl spørger retorisk om verdens befolkninger nu skal lade disse globalister føre an i bestræbelserne på at rette op på al deres misbrug? Engdahl afslutter refleksionen med sætningen: "Vi er naive, hvis vi sluger dette."

Redde verden - eller kontrollere verden...?
Så handler kontrollen med CO2-udledningerne om at undgå klimakatastofe eller handler det om at kontrollere befolkningerne i verden?
I al fald skaber kontrollen med CO2 mere kontrol med befolkningerne.
Ja, det er faktisk det eneste sikre man kan sige om kontrollen med CO2. Uanset hvor mange videnskabsfolk der promoveres i medier for at overbevise om sammenhængen mellem CO2 og "den kommende klimakatastrofe".

Og handler den "mere retfærdige økonomi" om retfærdighed, eller handler det i virkeligheden om en mere kontrolleret økonomi, hvor der kun er plads til enorme virksomheder, som er i stand til at leve op til de strenge regler, som i stigende grad defineres af mere og mere magtfulde overstatslige organisationer som fx FN, EU, WHO osv.?
Overstatslige organisationer som samarbejder tættere og tættere med netop de store multinationale virksomheder.

- ESG - Social credit score - til private //eks.: Genova Italien - Materialepas - materialpass.org //EU's lovgivning: "Taxonomy for sustainable finance" - Energi kontrol - afgifter Technocracy inc.

Rothschild_loans_to_the_Holy_See
https://en.wikipedia.org/wiki/Rothschild_loans_to_the_Holy_See

Logebror, Rothschild, verdensbank-direktør og Jubilee hyldest til den katolske kirke
https://www.wsj.com/articles/john-birkelund-put-the-rothschilds-money-into-fedex-and-revived-dillon-read-11558626356 https://dillonreadandco.com/a-rothschild-man/ https://www.bloomberg.com/news/articles/2019-05-16/john-birkelund-banker-who-led-dillon-read-revival-dies-at-88#xj4y7vzkg

https://en.wikipedia.org/wiki/James_Wolfensohn https://www.latimes.com/archives/la-xpm-2001-jan-07-cl-9258-story.html https://www.washingtonpost.com/archive/politics/1997/11/26/this-does-not-count-as-a-gift/fc54495d-92ce-40eb-b904-9042e50a006f/ https://en.wikipedia.org/wiki/Jubilee_2000

Filantropi: Skattefrihed og imagekontrol?
Igennem hele denne lange artikel har vi hørt om flere kendte mennesker som på den ene side femstilles med mere eller mindre udfordrende mediehistorier som skader deres ry, og på den anden side fremstiller sig selv eller fremstillles af andre som meget aktive filantroper der deler gavmildt ud af deres respektive formuer.

Det drejer sig om:
liste med navne og link til deres velgørenheds-hjemmeisde

Også Michael Bloomberg præsenterer sig som en meget stor filantrop. Ja, faktisk har han en hel hjemmeside allokeret til formålet: "Bloomberg Philantropies". I 2022 distribuerede Bloomberg Philanthropies 1,7 milliard dollars.
Desuden præsenterer han sig - selvfølgelig - også som en stor idealist i forbindelse med sit politiske arbejde.

I denne BusinessInsider-artikel om amerikanske velhavere og filantropers motivation for velgørenhed siger forfatteren til bogen "Vindere tager det hele: Elitens Charade of Changing the World" ("Winners Take All: The Elite Charade of Changing the World"), Anand Giridharadas:
"Du har en hel klasse af mennesker som folk har grund til ikke at bryde sig om. Mennesker som i mange tilfælde manipulerer med deres firmaers budgetter så de ikke behøver betale skat, som underbetaler deres ansatte. For disse velhavende få er filantropi en relativt billig studehandelsmetode for at ændre dit ry til det bedre. Du kan gøre mange dårlige ting i milliarderne og slette det med gaver i millioner.

Originale udenlandske tekster:

DEL 1: HÅN OG 'HONNINGFÆLDER'

Nymag.com: One-Percent Jokes and Plutocrats in Drag: I Crashed a Wall Street Secret Society:
"All told, enough wealth and power was concentrated in the St. Regis that night that if you had dropped a bomb on the roof, global finance as we know it might have ceased to exist"

"Bill Mulrow, a top executive at the Blackstone Group (who was later appointed chairman of the New York State Housing Finance Agency), and Emil Henry, a hedge fund manager with Tiger Infrastructure Partners and former assistant secretary of the Treasury, performed a bizarre two-man comedy skit. Mulrow was dressed in raggedy, tie-dye clothes to play the part of a liberal radical, and Henry was playing the part of a wealthy baron. They exchanged lines as if staging a debate between the 99 percent and the 1 percent. (“Bill, look at you! You’re pathetic, you liberal! You need a bath!” Henry shouted. “My God, you callow, insensitive Republican! Don’t you know what we need to do? We need to create jobs,” Mulrow shot back.)"

"Warren Stephens, an investment banking CEO, took the stage in a Confederate flag hat and sang a song about the financial crisis, set to the tune of “Dixie.” (“In Wall Street land we’ll take our stand, said Morgan and Goldman. But first we better get some loans, so quick, get to the Fed, man.”)

A few more acts followed, during which the veteran Kappas continued to gorge themselves on racks of lamb, throw petits fours at the stage, and laugh uproariously."

"The first and most obvious conclusion was that the upper ranks of finance are composed of people who have completely divorced themselves from reality. No self-aware and socially conscious Wall Street executive would have agreed to be part of a group whose tacit mission is to make light of the financial sector’s foibles. Not when those foibles had resulted in real harm to millions of people in the form of foreclosures, wrecked 401(k)s, and a devastating unemployment crisis."

"The second thing I realized was that Kappa Beta Phi was, in large part, a fear-based organization. Here were executives who had strong ideas about politics, society, and the work of their colleagues, but who would never have the courage to voice those opinions in a public setting. Their cowardice had reduced them to sniping at their perceived enemies in the form of satirical songs and sketches, among only those people who had been handpicked to share their view of the world. And the idea of a reporter making those views public had caused them to throw a mass temper tantrum."

“Good evening, Exalted High Council, former Grand Swipes, Grand Swipes-in-waiting, fellow Wall Street Kappas, Kappas from the Spring Street and Montgomery Street chapters, and worthless neophytes!”

"I believe" from "The Book of Mormon":
“I believe that God has a plan for all of us. I believe my plan involves a seven-figure bonus.”.

"I wasn’t going to be bribed off my story, but I understood their panic. Here, after all, was a group that included many of the executives whose firms had collectively wrecked the global economy in 2008 and 2009. And they were laughing off the entire disaster in private, as if it were a long-forgotten lark.
(Or worse, sing about it — one of the last skits of the night was a self-congratulatory parody of ABBA’s “Dancing Queen,” called “Bailout King.”)
These were activities that amounted to a gigantic middle finger to Main Street and that, if made public, could end careers and damage very public reputations.

Wikipedia-artikel om logen Kappa Beta Phi:
"The organization's officers bear odd titles such as Grand Swipe (the president), Grand Smudge, Grand Loaf, and Master at Arms." (som referer til Karnitschnig, Matthew (2009-01-16). "A Wall Street Frat Parties On, Singing 'Bye, Bye to My Piece of the Pie'". Wall Street Journal. p. A1.).

Flight logs show Bill Clinton flew on sex offender's jet much more than previously known: Other politicians, celebrities and businessmen, including presidential candidate Donald Trump, have been accused of fraternizing with Epstein. Trump lawyer Alan Garten told FoxNews.com in a statement Trump and Epstein are not pals.

“There was no relationship between Jeffrey Epstein and Donald Trump,” he said. “They were not friends and they did not socialize together.”

Jeffrey Epstein: International Money Man of Mystery:

Epstein likes to tell people that he’s a loner, a man who’s never touched alcohol or drugs, and one whose nightlife is far from energetic. And yet if you talk to Donald Trump, a different Epstein emerges. “I’ve known Jeff for fifteen years. Terrific guy,” Trump booms from a speakerphone. “He’s a lot of fun to be with. It is even said that he likes beautiful women as much as I do, and many of them are on the younger side. No doubt about it — Jeffrey enjoys his social life.”

The woes of Jeffrey Epstein: How he maintained Wall Street connections while downplaying child sex accusations
In 2002, New York Magazine published a lengthy and mostly positive profile on Epstein titled "Jeffrey Epstein: International Money Man of Mystery," that discussed his various high-profile relationships, and in vague terms, his money-management business that was said to have $15 billion in assets under management, equivalent to a large hedge fund. It quoted, almost prophetically, Trump describing Epstein this way: "I've known Jeff for fifteen years. Terrific guy. He's a lot of fun to be with. It is even said that he likes beautiful women as much as I do, and many of them are on the younger side. No doubt about it, Jeffrey enjoys his social life."

Mintpressnews.com: Hidden in Plain Sight: The Shocking Origins of the Jeffrey Epstein Case:
"Cohn's job was to run the little boys. Say you had an admiral, a general, a congressman, who did not want to go along with the program. Cohn’s job was to set them up, then they would go along. Cohn told me that himself.”

Independent.co.uk: Bloomberg said he got his 'busty and blonde' teenage daughter dates on business trips, 1999 report claims:
“My daughter is tall and busty and blonde,” Mr Bloomberg told the graduates, Wired reported. “We went to China together. And what's a 16-year-old going to do on a business trip?"
According to the story, Mr Bloomberg popped “another carefully buttered piece of bread in his mouth” before adding: “So I got her dates in every city in China."
He then reportedly “barked” at the author of the profile, David Bennahum, saying: “That’s off the record!”

DEL 2: 'SATANISK SEX':

Grunge.com: The Messed Up True Story Of English Occultist Aleister Crowley
"I want blasphemy, murder, rape, revolution, anything, bad or good, but strong"

AZqoutes.com: Aleister Crowley:
"It would be unwise to condemn as irrational the practice of devouring the heart and liver of an adversary while yet warm. For the highest spiritual working one must choose that victim which contains the greatest and purest force; A male child of perfect innocence and high intelligence is the most satisfactory."

Newyorker.com: The Dirty Trickster:
“Roy was not gay. He was a man who liked having sex with men. Gays were weak, effeminate. He always seemed to have these young blond boys around. It just wasn’t discussed. He was interested in power and access."

Refinery29: India's Transgender Community: The Hijra | Style Out There | Refinery29:
"In life, some people want to travel to the moon or to the sun. I was a thousand times happier when I became a woman. The first time I wore a sari I felt like a woman."

ThelemicUnion.com: The Mass of Baphomet:
Crowley writes that Atu XV “represents creative energy in its most material form,” [The Book of Thoth] which is particularly appropriate for a rite that celebrates the union of male and female in creative ecstasy. He continues, “The card represents Pan Pangenetor, the All-Begetter,”[The Book of Thoth] and it is this “Pan”, All-Begetter and All-Destroyer, that is specifically invoked by the Priest in the rending of the Veil. Elsewhere, Crowley writes of Atu XV that “He is ‘the Devil’ of the Book of Thoth, and His emblem is BAPHOMET, the Androgyne who is the hieroglyph of arcane perfection.” [Magick in Theory & Practice] Baphomet is therefore a symbol of perfection to which we all strive as Magicians, an image of complete balance and harmony of all parts in a single unity. In other words, Baphomet represents the complete or perfected Microcosm in this sense. Crowley continues, “The number of His Atu is XV, which is Yod He [יה], the Monogram of the Eternal, the Father one with the Mother.”[Magick in Theory & Practice] This shows that Baphomet is an image of “Yod He” (sometimes spelled “Yod-Heh”), or the Father (Yod / י) one with the Mother (Heh / ה). It is called a “Monogram” because “Yod He” forms “Jah,” the single-syllable Name of God. Of course, enumerates to 15,[5] identifying the Gnostic Mass (as Liber XV), Baphomet (as Atu XV), and Father-Mother (as יה).

Aliester Crowley: The Book of Thoth:
On the Tree of Life, Atu XIII and XV are symmetrically placed; they lead from Tiphareth, the human consciousness, to the spheres in which Thought (on the one hand) and Bliss (on the other) are developed. Between them, Atu XIV leads similarly to the sphere which formulates Existence. (See note on Atu X and arrangement.) These three cards may therefore be summed up as a hieroglyph of the processes by which idea manifests as form. This card represents creative energy in its most material form; in the Zodiac, Capricornus occupies the Zenith. It is the most exalted of the signs; it is the goat leaping with lust upon the summits of earth.

Albert Pike: Morals and Dogma of the Ancient and Accepted Scottish Rite of Freemasonry (s. 66): "Masonry, like all the Religions, all the Mysteries, Hermeticism and Alchemy, conceals its secrets from all except the Adepts and Sages, or the Elect, and uses false explanations and misinterpretations of its symbols to mislead those who deserve only to be misled; to conceal the Truth, which it calls Light from them and to draw them away from it. Truth is not for those who are unworthy or unable to receive it, or would pervert it."

Albert Pike: Morals and Dogma of the Ancient and Accepted Scottish Rite of Freemasonry (i kapitlet Master of all symbolic lodges):
"The Supreme Council for the Southern Jurisdiction of theUnited States at length undertook the indispensable and long-de-layed task of revising and reforming the work and rituals of the Thirty Degrees under its jurisdiction. Retaining the essentials of the Degrees and all the means by which the members recognize oneanother, it has sought out and developed the leading idea of each Degree, rejected the puerilities and absurdities with which manyof them were disfigured, and made of them a connected system of moral, religious, and philosophical instruction. Sectarian of no creed, it has yet thought it not improper to use the old allegories,based on occurrences detailed in the Hebrew and Christian books,and drawn from the Ancient Mysteries of Egypt, Persia, Greece,India, the Druids and the Essenes, as vehicles to communicate the Great Masonic Truths; as it has used the legends of the Crusades, and the ceremonies of the orders of Knighthood."

... En foruroligende historie om logebrødre og 'honningfælder', paver, pædofili og præsidenter

DEL 1: HÅN OG 'HONNINGFÆLDER'

DEL 2: MEGA MAFIA

DEL 3: PÆDOFILI OGPRÆSIDENTER

DEL 4: MØRKLÆGNING

DEL 5: EN UHÅNDTERLIG'NOTHING-BURGER'

DEL v: 'MYTER' OG 'KONSPIRATIONSTEORIER'

DEL 6: ULTRA UTROVÆRDIG

DEL 5: METTE OG MARGRETHES MANGE MØDER

DEL X: PÆDOFILIPRÆSTERNESPARADIS

DEL Y: JESUITTERNES 'ORDEN'

DEL 4: PÆDOFILIPRÆSTERNES PERVERSE PARADIS

Er paven glad for droner og er Mark Zuckerberg mon en drone...?