Foto: Coronel Gonorrea, Unsplash.com

Overgreb, kontrol og forening af verden ‘i økologiens sag’: Pavens veje er ransagelige

Skrevet i april 2023 af Søren Kristensen

Du kender det til hudløshed: Sager om perverse katolske præster og biskopper som begår seksuelle overgreb på børn. Men du kender nok ikke denne bemærkelsesværdigt skjulte historie om den katolske kirke og dens leder pave Frans. Læs om sataniske overgreb, massegrave med børnelig, pavens penible løgn, økumenisk økologi, argentinske dødspatruljer og Antikrist.
Du vil desuden sandsynligvis få en overraskelse, når du læser en mere end femhundrede år gammel - og næsten glemt - forklaring om den katolske kirke.

En oktoberdag i 1976 vågnede de to argentinske præster Francisco Jalics og Orlando Yorio op på en åben mark - forslåede, halvnøgne og med bind for øjnene. De to venstreorienterede præster var blevet pumpet fuld af stoffer og efterladt der af marineinfanterister, i praksis hvad folk opfattede som det siddende militærregimes dødspatruljer. De to præster havde i fem måneder været udsat for opslidende tortur, efter at de var blevet kidnappet af de frygtede dødspatruljer. Torturen havde fundet sted i Escuela de Mecánica de la Armada (ESMA) - et militært interneringscenter for dissidenter med et uhyggeligt ry for tortur og "forsvundne" fanger.
Dette var bestemt ikke usædvanligt i 70'ernes Argentina. Men disse to torturofre skulle vise sig at være helt særlige. For efter deres løsladelse klagede præsterne til Vatikanet over en meget betydningsfuld katolsk leder. Deres anklage var, at denne leder af deres menighed havde stukket dem til militærregimet, og dermed sørget for at de var endt med at blive tortureret. Men ikke nok med det: Denne leder havde angiveligt også stukket flere andre i menigheden, som var endt med simpelthen at forsvinde - formentlig dræbt af dødspatruljerne.
Som reaktion på deres klage fik de to præster fik blot at vide, at de selv allerede var blevet udstødt fra den katolske orden de tilhørte - på grund af påstået kontakt med kvinder og "lydighedskonflikter".

Den betydningsfulde ledende katolik de havde anmeldt var Jorge Mario Bergoglio - en mand som senere skulle blive kendt under pavenavnet Frans. Men dengang var den nuværende pave Frans "Jesuit provincial supervisor" i Argentina. Det er den rang i det jesuitiske hieraki, som er lige under "Superior General" - jesuitternes øverste leder. Bergoglio havde med sin lederrolle ansvaret for supervisionen af alle medlemmerne af jesuitterordenen i Argentina. Deriblandt de to torturerede præster. Pave Frans - eller Jorge Mario, som han altså hed dengang - var "Jesuit provincial supervisor" fra 1973 til 1979.

Hjalp pave Frans argentinsk regime med at myrde dissidenter?
Fra 1976 til 1981 var der militærdiktatur i Argentina under ledelse af general Jorge Rafael Videla.
Hans regime gennemførte store menneskerettighedsovergreb mod den argentinske befolkning. Videlas politik blev støttet af USA og den daværende amerikanske udenrigsminister Henry Kissinger, som opfordrede ham til at ødelægge sine modstandere hurtigt, inden den amerikanske kongres blev samlet igen - og før vrede over brud på menneskerettigheder eventuelt ville vokse i den amerikanske offentlighed.
Regimets politik var økonomisk neo-liberalt og fascistisk i sin voldsanvendelse og militært hierakiske styreform.

Kun sjældent kommer de alvorlige anklager om stikkeri og medvirken til mord op til overfladen i Pave Frans' liv. I det almindelige mediebillede optræder Frans' som den progressive pave med den milde fremtoning og ret pompøs tale om samarbejde og fred. Men en gang imellem dukker der en artikel op, som graver i den med den for paven så ubelejlige historie - typisk i et uafhængigt og undersøgende medie. En sådan artikel er denne i mediet Mintpress News. Den fortæller, at regeringsdokumenter påstås at have bekræftet pave Frans' rolle i at angive medlemmer af hans egen jesuitterorden og andre uskyldige til regimets frygtede dødspatruljer. Frans anså angiveligt to præster for at være "venstreorienterede", og ifølge oplysningerne angav han desuden seks almindelige medlemmer af det sogn disse to præster havde deres virke i.
De to præster udførte missionsarbejde i landets slumkvarterer, hvilket var en politisk risikabel aktivitet på det tidspunkt. Den argentinske katolske kirke generelt er modsat blevet beskyldt for meddelagtighed og samarbejde med det brutale militære diktatur - "og det der er værre". I 2000 fremsatte kirken da også selv en offentlig undskyldning for, at den undlod at gå imod generalerne. "Vi ønsker at bekende over for Gud alt, hvad vi har gjort dårligt," erklærede Argentinas bispekonference på det tidspunkt.

Under de første retssager vedrørende den argentinske militærregerings forbrydelser i 1985 anklagede den ene torturerede præst - Yorio - direkte Bergoglio for at have overgivet dem sammen med seks civile medlemmer af hans sogn til dødspatruljerne. Han sagde til retten: "Jeg er sikker på, at han selv [Bergoglio] overgav listen med vores navne til flåden" (altså til marineinfantaristernes ledelse).
Den anden præst - Jalics - nægtede at kommentere sagen på det tidspunkt, da han havde påbegyndt et liv i afsondrethed i et tysk kloster. Men år senere fortalte han i en bog ("El Silencio" - "Stilheden"), at Bergoglio havde lovet de to jesuitterpræster, at han ville sikre sig, at militæret vidste, at de ikke var terrorister. Jalics udsagn om Bergoglios rolle i sagen var: "Ud fra efterfølgende udtalelser fra en embedsmand og 30 dokumenter, som jeg fik adgang til senere, var vi i stand til at bevise, uden nogen tvivl, at denne mand [Bergoglio] ikke holdt sit løfte, men at han tværtimod indgav en falsk anklage til militæret."

De øvrige seks medlemmer af sognet, som den nuværende pave Frans havde indberettet til regeringen, endte blandt de tusinder af mennesker, som "forsvandt" under Argentinas "beskidte krig" ("Dirty War"). Det var fire lærerinder tilknyttet det pågældende sogn og to af deres mænd - altså ud over de to nævnte jesuitterpræster.

Pave Frans, stjålne børn og forsvundne mødre
I årene siden har Jorge Mario Bergoglio, som nu kalder sig pave Frans, i henhold til argentinsk lov, påberåbt sig sin ret til at undgå at møde for en domstol. Da han endelig - i 2010 - blev afhørt af en dommer om de forbrydelser, han er blevet anklaget for, var hans svar, ifølge menneskerettighedsadvokat Myriam Bregman "undvigende".
Den nuværende pave forsøgte desuden at påstå, at han - indtil militærstyret faldt - var uvidende om diktaturets mange grusomheder. Men som menneskerettighedsadvokaten Bregman bemærkede, beviste Bergoglios egne udtalelser, at kirkens embedsmænd fra tidligt af vidste, at juntaen torturerede og dræbte sine borgere.
"Diktaturet kunne ikke have fungeret på denne måde uden denne vigtige støtte," tilføjede hun i et interview med CBS News.
Paven har også hævdet, at han var uvidende om diktaturets praksis med at stjæle spædbørn fra "forsvundne" mødre - som blev bortført, holdt i live indtil fødslen og derefter henrettet, så deres børn derefter kunne blive givet til militærfamilier. Men vidneudsagn fra dem, der på det tidspunkt havde kontaktet Jorge Mario Bergoglio for at få hjælp til at finde deres forsvundne slægtninge, har bevist, at denne påstand om uvidenhed om disse børn og mødre er forkert.
Bergoglio blev i den forbindelse anklaget for at vende ryggen til en familie, der mistede fem slægtninge på grund af statens terror. Det var bl.a. en ung kvinde, der var gravid i 5. måned, da hun blev kidnappet og dræbt i 1977. Familien De la Cuadra appellerede til lederen af Jesuitterne i Rom, som opfordrede Bergoglio til at hjælpe dem. Bergoglio tildelte derefter en monsignor til sagen. Der gik måneder, før monsignoren kom tilbage med en skriftlig note fra en oberst: Den afslørede, at kvinden i fangenskab havde født en pige, der var blevet givet til en familie, som var "for vigtig" til, at adoptionen kunne omgøres.
"Bergoglio har en meget fej holdning, når det kommer til noget så forfærdeligt som tyveri af babyer. Han siger, at han ikke vidste noget om det før 1985," har babyens tante, Estela de la Cuadra, udtalt. Tantens mor Alicia var i 1977 med til at stifte en menneskerettighedsorganisation, der arbejder for at finde de forsvundne babyer.
Estela de la Cuadra er meget skarp i sine udtalelser om den siddende pave:
"Han ser ikke denne virkelighed i øjnene, og det generer ham ikke. Spørgsmålet er, hvordan han redder sit navn, redder sig selv. Men han kan ikke holde disse beskyldninger fra at nå offentligheden. Folket ved, hvordan han er."

Pave Frans selv benægter alle anklager og hævder bl.a., at han jævnligt skjulte folk på kirkens ejendomme - men at det blev gjort i hemmelighed.

En ironisk del af historien er, at Bergoglio - som pave Frans - er blevet rost for at bringe antikapitalistisk "befrielsesteologi" til den katolske kirke. Men den nævnte CBS-artikel redegør for, at de to præster, Bergoglio i 70'erne angiveligt overlod til tortur, arbejdede med at udbrede netop denne teologi. I sin tid som leder for jesuitterordenen i Argentina støttede Bergoglio nemlig en ideologi, der var i lodret modstrid med befrielsesteologien: Han omfavnede diktaturets neoliberale politik. Denne artikel fortæller, at han som ung var meget involveret i politik. Først var han interesseret i kommunisme, "[m]en så drejede han virkelig mod højre". Bergoglio "var en beundrer af Juan Domingo Peron", nøglefiguren i det militære diktatur, der blev etableret i Argentina i 1943 og desuden præsident fra 1946 til 1955. Så i perioden under 70'ernes militærdiktatur befandt Bergoglio sig "i udkanten af ​​en højreorienteret peronistgruppe." Peronister er folk, der er tilhængere af peronisme, som er den særlige ideologi, Peron stod for. Denne ideologi er blevet sammenlignet med bl.a. nationalsocialisme og fascisme, men er også fx blevet kaldt "paternalistisk socialisme", som kan oversættes til "formynderisk"- eller "bedrevidende socialisme".

Offer for seksuelle overgreb hævder, Pave Frans lyver og kendte til overgreb
Det er ikke kun de to mishandlede jesuitterpræster, der anfægter pavens image som godhjertet kristen leder. I Chile er der et misbrugsoffer, som påstår, at paven lyver, når han benægter, at han vidste noget om seksuelle overgreb i denne del af den katolske kirke.
Offeret fortalte, at han i 2015 informerede pave Frans om, at den chilenske biskop Juan Barros forsøgte at dække over seksuelle overgreb begået af en chilensk præst ved navn Fernando Karadima. Denne præst er en yderst berygtet pædofil masseovergrebsmand, som flere ledere i kirken har holdt hånden over i flere sammenhænge og ad flere omgange.
Det chilenske misbrugsoffer siger, at han beskrev biskoppens rolle i et meget detaljeret brev, som blev overgivet til paven af pavens toprådgiver om seksuelle overgreb, kardinal Sean O'Malley. Flere medier har berettet om denne ubehagelige omstændighed for paven, fx BBC, USA Today, NPR m.fl. Også magasinet Deutche Welle har skrevet en længere artikel om pavens udfordring med det kritiske misbrugsoffer. I artiklen ser man et medlem af pavens sexmisbrugskommision, Marie Collins, som overgiver offerets brev til kardinal O'Malley i 2015, og det fortælles, at Marie Collins senere forlod kommissionen - og påpegede at Vatikanets ledere udviste "skammelig modstand".
Pave Frans svarede vredt på beskyldningerne mod biskop Barros, om at biskoppen havde dækket over overgrebene. Paven beskrev beskyldningerne fra ofrene i sagen som "bagvaskelse". "Den dag jeg ser beviser mod biskop Barros, så vil jeg tale. Der er ikke et eneste bevis imod ham. Det hele er bagvaskelse. Er det klart?" sagde pave Frans. Og man må sige, at det var overraskende klart i forhold til, hvordan pave Frans normalt plejer at tale i luftige idealistiske fraser. Senere undskyldte paven, at han havde forsvaret Barros, men tilføjede: "Jeg kan ikke dømme ham, fordi jeg ikke har beviser".

Offerets brev, som var skrevet på pave Frans' modersmål spansk, beskrev i detaljer, hvordan kardinal Barros så på, mens præsten udnyttede offeret og andre børn seksuelt. Unge præster blev angiveligt også misbrugt. Bemærkelsesværdig er en beskrivelse fra offeret, om hvordan kardinal Barros angiveligt både kyssede den pædofile præst og så på, når præsten berørte børnenes genitialer og opfordrede børnene til at kysse sig med ordene "Kom din mund herhen tæt til min og stik din tunge ud". Så stak præsten selv sin tunge ud og kyssede børnene med sin tunge, fortalte dette offer i sit brev til paven. Kardinalen skulle ifølge dette offer have været vidne utallige gange, ikke kun til overgrebene mod dette offer, men også til andre overgreb.
Offeret udtalte, at det var skammeligt at høre paven lyve ved at sige, at han aldrig havde fået noget at vide, når offeret selv i præcise detaljer havde beskrevet, hvad der var foregået.
Det er senere blevet bekræftet, at paven faktisk modtog dette brev. Men ikke alene dét; paven fik angiveligt at vide "fra det øjeblik, han udnævnte biskop Barros i 2015, at dette var en dårlig beslutning."
Dette udsagn kommer fra en børneadvokat, som har varetaget undersøgelser af overgreb på børn og undersøgelser af præsters pædofile misbrug gennem hele sin juridiske karriere. Paven udnævnte således alligevel Barros til biskop, selvom de ovennævnte beskyldninger mod Barros allerede dengang var fremkommet fra en række personer.
Børneadvokaten udtalte, at "dem, der er bekendt med Jorge Bergoglio i Argentina, før han blev pave Frans, siger, at det er et 'klassisk' træk fra hans side at udvise 'overbærenhed' overfor præster, der er seksuelle rovdyr, mens han opfordrer alle andre til blot at 'komme videre'".
Pave Frans' tvivlsomme fortid i Argentina inkluderer altså åbenbart både udfordringer med angivne torturofre og at lade "seksuelle rovdyr" begå overgreb på børn.

I forhold til sagen om den pædofile biskop Barros og pave Frans står man som udenforstående tilbage med undren. Det er umiddelbart svært at forstå, hvorfor den kommission, der skal tage sig af seksuelle overgreb, tilsyneladende fortsætter upåvirket - efter at et medlem træder ud og beskylder lederne af kommissionen for "skammelig modstand". Pave Frans har i sit øvrige offentlige image på området gjort en del ud af at virke, som én der ønsker at rydde op. Men hvis pave Frans virkelig ønskede, at der skal tages hånd om overgreb, skulle man tro, at der ville blive gjort noget i forhold til sådan en kommissionsledelse?
Man kan heller ikke undlade at undre sig over, hvorfor pave Frans reagerede med vrede og fuldstændig afvisning af beskyldningerne mod biskop Barros. Der er de seneste år blevet afsløret, hvad der forekommer som et nærmest endeløst antal overgreb i den katolske kirke. Vi taler altså om en organisation, hvor man må sige, at der er en præcedens for, at de angivelige ofre taler sandt. Det forekommer ligeledes bemærkelsesværdigt, at paven pludselig - i denne sag fra pavens naboland Chile - kræver "beviser". I andre sager er mange enslydende vidneudsagn nok.
Et andet centralt spørgsmål er selvfølgelig: Hvorfor lyver pave Frans om, at han ikke var informeret, og hvor meget ved han egentlig om disse ting, når det kommer til stykket? Hvorfor udnævner han en mand til biskop, som, han godt ved, bliver anklaget af flere mennesker for at dække over seksuelt misbrug?
Hvor involveret er paven...?

At paven kendte til problemerne med biskop Barros er en underdrivelse. Mere end 1.300 chilenske kirkemedlemmer sendte sammen med 30 præster fra bispedømmet og 51 af Chiles 120 parlamentsmedlemmer breve til Frans i februar 2015, hvori de opfordrede ham til at ophæve udnævnelsen. Alligevel fastholdt pave Frans udnævnelsen af den berygtede Barros, som blev indsat cirka en måned senere. Indsættelsen var imidlertid "en scene med fuldstændig kaos, hvor demonstranter kom ind i katedralen, skubbede og masede og hvor det næsten kom til slag, da Barros forsøgte at gå ned ad gangen." De fleste af stiftets præster boykottede begivenheden, "et næsten uhørt mistillidsvotum til en ny biskop."
Spørgsmålet er særligt ømtåleligt for Francis, som kendte godt til Karadima-skandalen, da den brød ud i 2010, fordi han var ærkebiskop af Buenos Aires i nabolandet Argentina. Skandalen involverede hans ven, den daværende ærkebiskop af Santiago, kardinal Francisco Javier Errázuriz, som har indrømmet, at han skrinlagde en undersøgelse af Karadima i 2005. Francis har siden gjort Errázuriz til medlem af sin gruppe af ni centrale kardinalrådgivere. "Enhver tvivl fra Francis om Barros-udnævnelsen kunne åbne en Pandoras æske med fornyede beskyldninger mod Errázuriz og andre i det chilenske kirkehierarki, som afviste beskyldninger fra ofrene og i stedet stod ved Karadima," fortæller den engelske avis The Guardian om sagen.
Pave Frans kom senere med en undskyldning til de chilenske misbrugsofre. I 2018 mødte tre af disse ofre så personligt pave Frans efter "indtrængende" at have "opfordret pave Frans til at omgøre sin undskyldning for at have miskrediteret dem til konkret handling for at afslutte det, de kaldte 'epidemien' af sexmisbrug og tildækning i den katolske kirke."
Et af ofrene, Juan Carlos Cruz, sagde, at under sit private møde med Frans, erkendte paven: "Jeg var en del af problemet. Jeg forårsagede dette, og jeg undskylder over for dig."
"Jeg tror, ​​han var oprigtig," sagde Cruz.

Den katolske kirke og massegrave med børnelig
Pave Frans har været ganske aktiv i forhold til at reagere på de mange ubehagelige nyheder, der er fremkommet om den katolske kirke de senere år. Han har bl.a. "erklæret nul-tolerance" på området, nedsat en rådgivningskommision, som også skal sikre, at katolske biskopper "forstår problemets alvor", givet "løfter om handling", indkaldt til topmøde med biskopper om problemet og udtrykt sin sorg og givet undskyldninger til ofre på vegne af kirken.
Trods pavens mange reaktioner har mange misbrugsofre "ikke købt det", som der står i denne artikel. Mange mener, pave Frans bare taler om problemerne - uden reelt at gøre noget ved det.
Paven er blevet anklaget for at modsætte sig reformer, der seriøst skulle adressere problemet med seksuelle overgreb på børn og sårbare voksne, mens han desuden angiveligt har "vendt det blinde øje til" præster, der overfalder nonner og tvinger dem til at få abort.
Denne kritiker i det katolske medie National Catholic Reporter skriver, at Pave Frans "i en omhyggeligt koreograferet" video fra 2023 "taler hårdt om misbrug, som om han er én uden for kirken, der kigger ind". Kritikeren skriver:
"Men han er selvfølgelig den ultimative kirke-'insider', manden øverst i et meget klart og rigidt hierarki, den ene person, der har mest magt - ja, næsten ubegrænset magt - til at forhindre misbrug, afsløre forbrydere, frigive optegnelser, genopbygge tillid og hjælpe ofre med at hele.
Men han nægter at gøre det."

Selvom paven taler en del om problemet, er han desuden af lederen for fortalerorganisationen for overgrebsofre, BishopAccountability.org, blevet anklaget for at give "lunkne løfter, som vi alle sammen har hørt før".
Og nogle gange virker pavens retorisk kraftfulde løfter, og forsøg på at berolige, næsten modsat. Hvorfor er det fx nødvendigt - som paven selv siger - at "undervise alle biskopper i alvoren i problemet ved seksuelle overgreb"?
Hvordan kan det være svært at forstå?

Den katolske kirke har da også været massivt plaget af misbrugsskandaler - særligt de seneste år. Der er angiveligt tale om hundredetusindvis af ofre.
Men i 2017 fremkom nogle nyheder, som var om muligt endnu mere ubehagelige end de overgreb, der allerede var blevet rapporteret om. Det år fandt man nemlig en massegrav med børnlig i byen Tuam i Irland. Massegraven, som indeholdt resterne af babyer og børn, blev fundet på grunden for et tidligere katolsk hjem for ugifte mødre "Bon Secours mor -og babyhjem" (Bons Secours Mother and Baby homes) i byen Tuam i Irland. Udgravninger afslørede en underjordisk struktur opdelt i 20 kamre, der indeholdt "betydelige mængder af rester af menneskelig", ifølge den kommission som ledede undersøgelsen. Der blev fundet dødsattester for næsten 800 børn, der boede på hjemmet, men kun begravelsesjournaler for to børn.
Udgravningen på stedet skete for at undersøge påstande om misbrug i katolske religiøse ordner. Det satte gang i undersøgelsen, hvor man fandt resterne af børneligene i en nedlagt septiktank. Derefter gik man i gang med yderligere udgravninger, som afslørede en underjordisk struktur, hvor der blev fundet flere rester af lig.

Det var en lokalhistoriker, som havde fremkommet med påstande om en massegrav ved kvindehjemmet, der er drevet af Bons Secours. Bon Secours mor -og babyhjem er opholdssteder for ugifte gravide kvinder. De er drevet af den katolske kirke og finansieret af staten. Flere af de døde børn var spædbørn. Alle de døde børn formodes at være født af ugifte mødre.
Flere artikler fremkom i 2017 verden over med disse nyheder. En af disse artikler fortæller, at børn blev taget fra de unge ugifte kvinder og bortadopteret, og desuden om hvordan kvinderne blev tvungent til at arbejde for de katolske ordner, som driver hjemmene. Under de mest brutale år forsvandt tusindvis af børn, ifølge artiklen, på grund af fejlernæring og mangel på omsorg. De blev smidt i massegravene, på grunde ejet af den katolske kirke. Mange kvinder kom som mindreårige og blev tvunget til at skrive under på adoptionspapirer af nonner og socialarbejdere. En af disse piger, en nu 44-årig kvinde, fortæller i artiklen, at pigerne blev brugt som indtægtskilde - dels via det arbejde de udførte, dels via de penge som ordnerne fik fra staten for at tage sig af dem.

Artiklen fortæller også om, hvad der skete med en dreng, som blev sent til en industriskole drevet af organisationen Christian Brothers ("Kristne Brødre") i den lille by Glin, i Limerick County. Det skete efter at en dommer underskrev et dokument, der gav kirken forældremyndigheden over drengen. Han opholdt sig der fra 1952, til han fyldte 16 i 1965. I disse år blev han seksuelt misbrugt og rutinemæssigt tævet. Han har i dag skrevet en bog om sin tid i Glin, og er nu involveret i en juridisk kamp med Christian Brothers, som han hævder bevidst forsøger at skjule omfanget af det misbrug, som børn under kirkens værgemål udsættes for.

Artiklen fortæller desuden om, hvordan den katolske kirke og de pågældende ordner spiller et juridisk spil, hvor de får lov til at beholde ejerskabet på de dokumenter - fx korrepondencer mellem børn og familiemedlemmer - som kunne bruges som beviser i retsager. Ingen er tilsyneladende blevet dømt i de horrible sager.

I 2021 kom der så nyheder fra Canada om en sag, som lignede den irske rigtig meget. Der var ifølge nyhederne fundet rester af 215 børn ved en kostskole for børn af indfødte indianere nær Kamloops i British Columbia.
Senere kom det så frem, at der var fundet yderligere en massegrav med 182 børnelig af indfødte indianere ved en anden tidligere kostskole, drevet af den katolske kirke. Skolerne havde indfødte indianerbørn som elever.
I maj 2022 var der pludselig to professorer fra to forskellige universiteter i Canada - som såede tvivl om rigtigheden af nyheden om den ene massegrav nær Kamloops. De hævdede overraskende, at der overhovedet ikke havde været nogle udgravninger, og at der derfor ikke var fremlagt nogle lig som bevismateriale. Sagen skulle ifølge dem kun bygge på den ultralydsscanning, som oprindeligt var foretaget på stedet.
I juli 2022 tog pave Frans til Canada og undskyldte for "den bedrøvelige ondskab" der havde fundet sted på skoler for indfødte i Canada. Han fordømte fortidens "koloniseringsmentalitet" hos kristne og efterspurgte en "seriøs" undersøgelse af skolerne for at hjælpe de overlevende og efterkommerne med heling. Til stede var en menneskemængde af overvejende indfødte, som klappede af paven, der gav sin undskyldning og fik en høvdinge-fjerdragt på hovedet. Derefter kyssede paven et rødt banner med navne på forsvundne børn.
Pave Frans har også undskyldt for koloniseringens "synder mod indfødte i Sydamerika". Han mødtes også med nordamerikanske indianere til en pilgrimstur i rullestol kørt af sikkerhedsfolk, mens han sprayede "helligt vand" - angiveligt fra en flod i USA, som af indfødte er kendt for at have mirakuløst helende kræfter.
Paven sagde også undskyld til indianerne i Canada og fik cermonielt en høvdingefjerdragt på hovedet. Han modtog klapsalver og hæder fra de fremmødte - og hans succesfulde optræden blev bl.a. dokumeteret af det katolske nyhedsbureau Catholic News Agency.
Pave Frans siger også, at vi skal "lytte til de indfødte folk af hensyn til klimakrisen". For paven er meget optaget af at samle alle verdens religioner og i at redde verden fra klimakatastrofen.
Mere om pavens verdenssamlingsambitioner og den svære kamp mod CO2 senere i denne artikel.

Pave Frans har mødtes med mange forskellige oprindelige folk.
Skærmklip fra diverse videoer.

Tilsyneladende næsten endeløs række af misbrugsskandaler
Den katolske kirke har en meget lang historie med adskillige skandaler om seksuelle overgreb på børn.
Senest har danske Berlingske Tidende fortalt denne historie:
"Katolsk præst på københavnsk prestigeskole blev fyret for at belure skolepiger. I dag giver han igen nadver til børn". Dette virker desværre som en meget lille sag i forhold til de ekstreme sager om sexovergreb i den katolske kirke, der findes overalt i verden.
Her er det Kristeligt Dagblad, som forsøger at skabe overblik over sagerne med artiklen "Har du tabt overblikket? Her er den katolske kirkes mange sager om overgreb".

Nogle udpluk af citater og oplysninger fra artiklen:

Irland: I 2009 udkom en rapport, der var baseret på 2000 vidner, som kunne fortælle om voldtægter, fysisk afstraffelse og andre former for overgreb, som de havde været udsat for, mens de var elever på katolske skoler i landet fra 1996 til 2009.
USA: Den katolske kirke modtog frem til 2013 omkring 17.000 klager fra angivelige ofre for 6400 præsters seksuelle misbrug i perioden fra 1950 til 1980. Senere er det blevet anslået, at der kan være tale om op til 100.000 sager.
Australien: En undersøgelseskommission vurderede i 2017, at syv procent af alle katolske præster i landet havde begået overgreb på børn. Kommissionen registrerede mere end 4000 anklager om seksuelt misbrug i perioden 1950-2015. En af de mest magtfulde mænd i den katolske kirke, tidligere kardinal George Pell, som i en årrække fungerede som pavens og Vatikanets økonomiske leder, blev fundet skyldig i overgreb mod mindreårige af en enig jury i Melbourne, Australien.
Frankrig: 330.000 børn og unge er siden 1950 blevet misbrugt, når de deltog i kirkelige aktiviteter, heraf 260.000 af katolske præster og de øvrige af spejderledere og andre frivillige. Disse informationer var resultatet af en kulegravning foretaget af den såkaldte Sauvé-Kommission.
Tyskland: Siden 2020 er sager om seksuelle overgreb fra præsters og fuldtidsansattes side i perioden 1945 til 2019 i ærkebispedømmet München og Freising blevet undersøgt. Det vurderes, at der har været mindst 497 ofre i perioden. Pave Benedikt XVI anklages for at have svigtet i håndtering af fire sager om seksuelt misbrug af mindreårige begået i den katolske kirke.
New Zealand: Den seneste rapport om overgreb i den katolske kirke blev offentliggjort den 1. februar 2022. Den viser, at 182 katolske præster – svarende til godt hver syvende katolske præst i New Zealand – har været anklaget for overgreb på mindreårige fra 1950 og frem.

Der er altså tale om 330.000 overgreb alene i Frankrig og i USA anslås op til 100.000. Det er sandsynligt at tallene er meget værre end det de øvrige landes rapporter og undersøgelseskommissioner viser - og måske er det også endnu værre i Frankrig og USA. Det skyldes at mennesker, der har været udsat for overgreb, ofte ikke anmelder det - bl.a. pga. skam og skyldfølelse. Fx estimerer det amerikanske justitsministerie, at kun 30 procent af sager om seksuelle overgreb bliver rapporteret til myndighederne.

Den katolske kirkes behandling af overgrebsmændene
Kristeligt Dagblad fortæller desuden i en anden artikel fra 2014, at 3400 præster gennem de seneste 10 år er blevet "straffet af kirken" – og at 848 præster har måttet forlade deres job som konsekvens af deres handlinger. Disse konsekvenser er fundet sted i årene fra 2004 til 2014.
Vatikanets ambassadør i Geneve, ærkebiskop Silvano Tomasi blev udspurgt af FN's komité mod tortur og erklærede at "Præster er blevet straffet af kirken uden at miste deres status som gejstlige."
"Han afviste, at kirken har sendt anklagede præster rundt i verden, så de kunne slippe for strafforfølgelse, men at de i stedet ofte er blevet dømt til at leve resten af deres liv i et kloster og uden nogen mulighed for at komme i kontakt med børn," konstateres det i artiklen.

Artiklen slutter således:
"Tomasi fortalte også, at den katolske kirke alene i USA har betalt 2,5 milliarder dollars i erstatning til misbrugsofre og forklarede, at Vatikanet ikke bar ansvaret for hver enkelt katolsk præsts gerninger verden rundt.
Vatikanet er ligesom andre lande, der har underskrevet FN-konventionen mod tortur, forpligtet til at følge den. Men Vatikanet hævder, at underskrivelsen gælder den lille katolske stats grænser i Rom, og at det er et moralsk ansvar, ikke et juridisk, kirken har for sine præster og institutioner verden rundt.
Alle 155 lande, der har underskrevet tortur-konventionen, er forpligtet til at møde op for komitéen hvert fjerde år. Organisationer for misbrugsofre, især i USA, har arbejdet for at få seksuelt misbrug anerkendt som tortur, fordi det vil give mulighed for nye retssager mod den katolske kirke."

Tilsyneladende er meget få altså blevet straffet for overgreb i en almindelig juridisk sammenhæng. Langt de fleste sager er blevet "håndteret" af den katolske kirke internt, enten ved betaling af erstatninger eller ved at lade præster gå i kloster.

Igen undrer man sig som udenforstående - og man spørger sig selv, om det virkelig er den rigtige behandling af overgrebsmænd, eller om det sikrer, at lignende overgreb undgås i fremtiden? Det er tilsyneladende den katolske kirkes ledelse, der "håndterer" både undersøgelserne og straffene i forbindelse med overgrebene. Det virker i sig selv problematisk. Men det rejser også spørgsmålet, om hvordan man mon så kan være sikker på, at der ikke er overgrebsmænd i den katolske kirkes ledelse, som frikender andre misbrugere? Eller selv går fri fra straf, fordi de er hævet over lov og retfærdighed?

Straffede ledere i den katolske kirke - undtagelserne?
Der findes enkelte sager med ledere i den katolske kirke, hvor beskyldninger om overgreb har fået konsekvenser i deres liv og for deres karrriere:
Theodore McCarrick, en tidligere katolsk kardinal i USA, blev afsat på grund af påstande om, at han havde forgrebet sig seksuelt på en teenager i New York i begyndelsen af 1970'erne. McCarrick - som menes at være den højest rangerende amerikanske katolik, der bliver anklaget for seksuelt misbrug - har sagt, at han "ingen erindring" har om det påståede misbrug, og nægtede sig skyldig ved en amerikansk domstol i 2021. I dag efter fem år med anklager om seksuelt misbrug af børn siger hans forsvarer at han, nu 92 år gammel, ikke længere er mentalt kompetent til at komme for retten, og at anklagerne bør afvises.
Tysklands øverste katolske gejstlige, kardinal Reinhard Marx, tilbød i 2021 sin afgang på grund af skandaler om seksuelt misbrug af børn og sagde, at det var vigtigt for ham "at dele ansvaret for katastrofen" - dvs. afsløringerne af de mange af overgreb. Paven afviste dog senere hans tilbagetræden.
Den australske kardinal George Pell - den mest højtstående katolske figur, der nogensinde er blevet fængslet for sådanne forbrydelser - fik omstødt sin dom for børnemishandling i april 2020 og blev løsladt fra fængslet. Australiens højesteretsdommere var enige om, at juryen ikke havde taget ordentligt hensyn til alle de beviser, der blev fremlagt under retssagen. Kardinal George Pell - som også var tidligere seniorrådgiver for paven - havde konsekvent fastholdt sin uskyld.

Den katolske kirkes ledere har en lang historie med at beskytte pædofile. I november 2020 anlagde New Yorks justitsminister fx en retssag mod Buffalos katolske stift med påstand om, at dets ledere beskyttede præster, der var anklaget for seksuelt misbrug af børn. I 2022 indgik stiftet en aftale med myndighederne om at underkaste sig sekulært tilsyn.
Den tidligere pave Benedikt blev anklaget for at have undladt at beskytte børn og undertrykke undersøgelser. Paven havde angiveligt i sin tid som ærkebiskop af München og Freising mellem 1977 og 1982 undladt at handle i fire tilfælde af sine præsters seksuelle misbrug af børn. Paven afviste disse beskyldninger.
Før pave Benedikt var det pave Johannes Paul II, der sad som øverste leder i Vatikanstaten. Dengang fandt den amerikanske kardinal Bernard Law "et fristed langt fra Boston, bag Vatikanets mure", efter at have beskyttet flere senere dømte pædofile præster i Boston. Hans fik "en symbolsk rolle i Rom tæt på Vatikanet" og fik desuden lov til at bevare sin rang. Dette skete, selvom det vakte stor forargelse fra ofrene. "[S]elvom han var en paria i USA, blev han hædret i Rom," står der i denne Guardian-artikel.
Det var ellers blevet afsløret, at kardinal Bernard Law havde haft en omfattende rolle i at dække over seksuelle overgreb udført af hans præster. For eksempel flyttede Cardinal Law to senere dømte præster fra sogn til sogn i bispedømmet på trods af gentagne beskyldninger om overgreb på børn under præsternes varetægt. Senere blev det opdaget, at den ene af disse præster, Paul Shanley, havde holdt tale til en konference i 1978, der førte til dannelsen af den berygtede pædofile organisation ​​North American Man/Boy Love Association (NAMBLA - "Nordamerikansk mand/dreng kærlighedsforening").

I 2010 dukkede påstande op om misbrug af børn i Regensburger Domspatzen, en af de mest berømte romersk-katolske korskoler i Tyskland. På dette tidspunkt var denne form for anklage ikke længere chokerende eller sjælden. Men i tre årtier blev Domspatzen drevet af Georg Ratzinger, som er ældre bror til pave Benedikt XVI.
De oprindelige anklager kom fra en mand, der gik på kostskolen i begyndelsen af 1960'erne, før Ratzinger blev leder der. En senere uafhængig undersøgelse fandt, at skolen støttede en systematisk misbrugskultur, som fandt sted mellem 1945 og 2015 - dvs. også i perioden med Ratzinger som leder.
Rapporten hævdede, at tæt på 550 elever blev fysisk eller seksuelt misbrugt af deres lærere. Almindelige straffe omfattede tæsk med pinde eller violinbuer, nogle gange foran de andre drenge for yderligere ydmygelse. Volden og misbruget af drengene fandt sted i "hvad ofre har sammenlignet med 'fængsel, helvede eller en koncentrationslejr'".

Historier om overgreb og tildækning synes at fortsætte i det uendelige, men der er som nævnt dem, som er endnu værre.

Påstand om sataniske rituelle overgreb - ingen konsekvens
Ligesom i den indledende overgrebshistorie fra den danske katolske kirke, er der - som vi allerede har hørt - mange andre steder i verden, hvor der overhovedet ingen konsekvens er for overgrebsmændene. Eller hvor anklagerne fra de angivelige ofre meget hurtigt bliver afvist, således at det i sin natur bliver de angivelige ofre der bliver gjort til krænkere.
Her, i et debatindlæg fra 2022 i et amerikansk katolsk magasin, fortælles fx den uhyggelige historie om et offer, som bliver afvist af den ansvarlige kirkelige organisation. Kirken har stadig den formodede overgrebsmand ansat, hvor han arbejder med børn i institutionen.
Det er en præst, der er troværdigt anklaget for rituelt satanisk seksuelt misbrug, og som bor og arbejder på en velkendt, respekteret institution, der huser hundredvis af udsatte drenge og piger. Manden holder fortsat messe og hører bekendelser i sit præsteembede, som om intet var hændt - næsten værre end den danske sag, hvor overgrebsmanden flyttede til en anden skole i udlandet.

Det er en kollega til et angiveligt offer der fortæller historien. Offeret er en kvinde, som tilbage i begyndelsen af halvfjerdserne, da hun var 9 og 10 år, angiveligt blev udsat for rituelle sataniske seksuelle overgreb af sin sognepræst. Under overgrebene indsatte præsten "hellige genstande" i offerets vagina og fik hende til at gøre det samme mod en anden ung pige. Overgrebene fandt sted i kirkekælderen, ofte flere gange om ugen, i to år. "Der er mere, men det er alt, du behøver at vide," skriver kollegaen i artiklen.
Kvinden fortalte det - som mange andre ofre - ikke til nogen på det tidspunkt på grund af skam og frygt. Først da hendes datter nåede den alder, kvinden selv var, da hun blev misbrugt, indgav hun en anmeldelse til stiftets embedsmænd. Ofre melder sig ofte ikke på egne vegne, men i stedet for at beskytte andre uskyldige personer mod at blive misbrugt, står der i artiklen.

Stiftets embedsmænd afviste kvindens anklager, fordi præsten var så vellidt og respekteret. Som det ofte sker, påpeger artiklen. Den er i øvrigt udgivet i et katolsk medie af en kvinde, som tydeligvis selv er katolik.
Stiftet mente ikke præsten kunne ikke have gjort så onde gerninger. Bispedømmet hævdede, at det foretog en "undersøgelse". Men de interviewede aldrig kvinden eller gjorde noget forsøg på at kontakte den anden pige, der blev misbrugt på samme tid. Dette skete i 2003. Stærkt såret af vantro og afvisningen besluttede kvinden at forsøge at komme videre med sit liv.

Flere år senere genåbnede statsadvokaten i den stat, hvor misbruget fandt sted, sager om seksuelle overgreb i den katolske kirke. Kvinden ringede til statsadvokatens kontor for at spørge, om hendes sag blev efterforsket. Hun fik at vide, at intet materiale med hendes navn på var blevet overgivet af stiftet, selvom kvinden havde indsendt mange indrapporteringer med informationer om overgreb til stiftet i 2003.
Med hjælp fra "en ordentlig biskop" i et andet bispedømme, end det hvor hun nu bor, nedskrev hun dokumenter med sine minder om, hvad der skete, og et langt dokument om den indflydelse misbruget havde haft på hendes liv. Hun indsendte igen disse informationer til det stift, hvor misbruget havde fundet sted. Biskoppen i det stift kontaktede aldrig kvinden for at indgå i dialog men skrev blot et afvisende brev til hende, hvori han erklærede, at han var tilfreds med, at "undersøgelsen", som blev udført i 2003, var korrekt.
Biskoppen angav også i sit brev, at han ikke havde overdraget kvindens materialer til statsadvokatens kontor, da de kun havde ønsket materialer om overgeb, der var sket siden 1978. Kvinden ringede straks til statsadvokatens kontor. De sagde, at påstanden var usand; at de havde gjort det helt klart, at de ville have "alt". Biskoppen havde ellers offentliggjort et brev, hvor han roste sig selv for sit samarbejde med statsadvokatens kontor og hævdede, at han havde givet dem alt materiale fra bispedømmets akter siden midten af 1950'erne. Han nævnte ikke, at flere stævninger af bispedømmet havde været nødvendige for at fremtvinge dette "samarbejde".

Repræsentanter for det angivelige offer ringede til direktøren for institutionen (som var en barndomsven af offeret), og vedkommende var chokeret over, at bispedømmet ikke havde delt offerets anklager med ham. Han lovede at vende tilbage til hende.
Det gjorde han ikke. I stedet blev de ringet op af en advokat, der repræsenterede institutionen, og som fortalte dem, at institutionen af biskoppen var blevet forsikret om, at ikke blot havde stiftet foretaget en grundig undersøgelse af anklagerne, men det samme havde statsadvokatens kontor, og der blev ikke fundet beviser til støtte for anklagerne.
Igen ringede kvinden til statsadvokatens kontor for at få bekræftet, hvad hun havde fået at vide tidligere - at ærkebispedømmet aldrig havde overgivet nogen sager, der indeholdt hendes anklager, og at der derfor ikke var foretaget nogen undersøgelse. Efterforskeren, som hun talte med, sagde, at han gerne ville tale med institutionens advokat og forklare tingene for ham. Da kvinden fortalte dette til institutionens advokat, sagde han, at han ikke så noget behov for at kontakte efterforskeren.

"Hvad gør man så derefter?" spørger debatindlægsforfatteren og kollegaen til det angivelige offer. En præst, som et påstået offer siger, har engageret sig i rituelle sataniske seksuelle overgreb, er ansat i - og bor på - en institution, der huser udsatte unge.

Forfatteren, en Ph.D. og pensioneret professor i moralteologi (sigende nok), skriver videre:
"Vi besluttede at kontakte institutionens bestyrelse. Telefonbeskeder efterladt til bestyrelsesformanden på hendes mobilnummer blev besvaret af den advokat, vi havde talt med tidligere. Vi forventede intet samarbejde fra ham, så vi sendte anbefalede breve til alle institutionens 18 administratorer for at informere dem om kvindens anklager (med fuld dokumentation) og om de modstridende udtalelser fra biskoppen om, hvorvidt han havde overdraget kvindens materiale til statsadvokaten eller ej. Og selvfølgelig informerede vi dem om, at statsadvokatens kontor fortalte, at de aldrig havde modtaget noget fra dem, og at der heller aldrig blev foretaget en undersøgelse.
Efter tre uger blev der lagt endnu en telefonbesked til bestyrelsesformanden. En anden advokat reagerede på denne besked og gentog, at bestyrelsen accepterede biskoppens forsikringer om, at der allerede var blevet foretaget grundige undersøgelser af bispedømmet og statsadvokaten. Jeg spurgte advokaten, om han ikke var bekymret over de modstridende udtalelser fra biskoppen og statsadvokatens afvisning af, at der var foretaget nogen undersøgelse. Han fortalte mig, at han ville videregive al den information til bestyrelsen, som jeg ønskede, at de skulle have. Men han sagde også, at han indtil nu ikke mente, der var fremkommet noget nyt i sagen."

Forfatteren til debatindlægget stiller efterfølgende disse spørgsmål:
"Hvorfor de modstridende udsagn? Hvorfor siger biskoppen én ting og statsadvokatens kontor en anden? Det ville være meget enkelt at ringe til statsadvoketens kontor og afgøre, om de rent faktisk havde modtaget kvindens materialer, og om der var foretaget en undersøgelse. Hvorfor vil bestyrelsen ikke gøre den ene ting? Hvor er deres følelse af ansvar? Ville de ønske, at deres sønner og døtre blev "serviceret" af en præst anklaget for rituelt satanisk seksuelt misbrug? Hvordan kan de sove om natten?
Det er svært ikke at tro, at der bliver dækket over noget rigtig stort - at stiftet har undladt at lave en grundig undersøgelse, fordi det frygter eller ved, hvad det vil finde: måske at præsten har mange sådanne anklager mod sig, men at stiftet har beskyttet ham?
Desværre er det en almindelig historie i den katolske kirke."

Hvor kommer idéerne fra?
Et spørgsmål, der rejser sig, når man har læst historien om det angivelige kvindelige offer, er hvorfra en præst får idéen om sataniske ceremonielle seksuelle overgreb?
Den slags idéer kan opstå, når pædofile, som udøver deres lyster og begår systematiske overgreb på børn, indgår i netværk sammen med andre pædofile. Her kan de samarbejde med andre ligesindede og fx udveksle kontakter, børnepornomateriale og dele idéer - fx til hvordan overgrebene kan udføres i praksis.

Et eksempel på, hvordan det konkret finder sted, er omtalt i denne artikel, som redegør for en påstået elite-børnesexring, og for hvordan topledere i efterretningstjenester, politik og forretningsliv samt i den katolske kirke angiveligt udnyttede børn seksuelt i dette netværk. Omdrejningspunktet for den konkrete sex-trafficking-ring, der fortælles om, var ifølge artiklen en berømt advokat ved navn Roy Cohn, som havde forbindelser til både mafia, efterretningsvæsen og et fintmasket socialt netværk af velhavende og betydningsfulde mennesker omkring sig. Ifølge artiklen fungerede denne elite-børnesexring fra 1950'erne til godt op i 80'erne.
En tidligere chef for afdelingen for Human-Trafficking i New Yorks politi fortæller, at "Cohn’s job var at handle de små drenge". Roy Cohn havde venner som top mediepersonligheder som fx Barbara Walters, tidligere CIA-direktører, Ronald Reagan og hans kone Nancy, mediemogulerne Rupert Murdoch og Mort Zuckerman, utalige celebrities, prominente advokater og ledere i jødiske organisationer som B’nai B’rith og den Jødiske Verdenskongres samt topfigurer i den katolske kirke - som fx den pædofile katolske kardinal Francis Spellman fra ærkebispedømmet i New York.
Kardinal Spellman var en af de mest magtfulde figurer i den katolske kirke i Nordamerika og blev af nogle kaldt "Amerikas pave". Han blev beskyldt ikke alene for at acceptere pædofili i kirken og præstevie kendte pædofile - men også for selv at deltage så meget i de seksuelle perversiteter at New Yorker-præster refererede til ham som "Mary". Desuden skulle FBI-chefen J. Edgar Hoover have haft en mappe med detaljer om Spellmans sexliv som tydede på, at Spellman var involveret i den børnesex-ring, som Cohn - og i øvrigt også Hoover selv - var involveret i. Den frygtede efterretningschef, blev set to gange iført kvindeudklædning, af et påstået vidne - og en af gangene mens han var igang med seksuelle udskejelser med prostituerede drenge.
Kardinal Spellman præsteviede bl.a. den katolske biskop og tidligere kardinal Theodore McCarrick, som i 2018 blev afskediget efter flere års anklager om seksuelt misbrug. McCarrick var bl.a. Biskop og Ærkebishop i New Jersey. Han havde tætte forbindelser til fremtrædende politikere og blev betragtet som "en magtmægler" ("power broker") i Washington, D.C.
Nu slipper McCarrick uden om anklagerne, ved at hans forsvarer som tidligere nævnt hævder, at den aldrende kardinal ikke længere er mentalt kompetent til at komme for retten.

Men når én præst beskyldes for seksuelle overgreb på et barn - eller som i ovenstående sag to børn - i én sammenhæng, er der en betydelig risiko for at vedkommende også begår flere - eller mange - andre overgreb i andre sammenhænge. Overgreb som nogle gange involverer satanisme og andre gange udelukkende er seksuelle overgreb uden religiøse over- eller undertoner.

Den katolske kirke, pædofili og sataniske ritualer
I 2004 udkom bogen "Lucifer's Lodge: Satanic Ritual Abuse and the Roman Catholic Church" ("Lucifers loge: Sataniske rituelle overgreb og den romersk katolske kirke"). Den beskrives som
"en meget foruroligende bog, der beskriver forskellige beretninger om pædofili og andre former for seksuelt misbrug samt sataniske ritualer blandt romersk-katolske præster, samt spekulationer om forskellige sataniske hemmelige loger og sexmagiske kulter, som har infiltreret den romersk-katolske kirke. Forfatteren, en ven af fader Malachi Martin (som skrev en fiktiv beretning om satanisme i Vatikanet, 'Windswept House' - 'Det Vindblæste Hus'), har afsløret mange meget bizarre og forskruede detaljer om rovdyr-præsters seksuelle aktiviteter. Men i modsætning til visse andre bøger, der er blevet gjort tilgængelige, som beskriver sexskandalerne (især inden for Boston Ærkebispedømmet under kardinal Bernard Law), forsøger denne bog at vise, at satanisk misbrug kan være involveret".

Afslutningsvist i beskrivelsen af bogen står der:
"Meget af denne bog bruges på at beskrive forskellige aspekter af de hemmelige selskaber, der er involveret i sataniske ritualer og 'sexmagi'. Forfatteren omtaler disse som 'den underjordiske kloak', og refererer til Skt. Thomas Aquinas og hans bemærkninger om prostitution. Ifølge visse kætterske bevægelser (og ifølge den populære bog 'Holy Blood, Holy Grail') kan Kristus have været gift såvel som promiskuøs og have affødt en blodlinje. Dette er bestemt den mest djævelske af alle kætterier, der forsøger at ødelægge Kristi uskyld. Faktisk har selv mormonerne været kendt for at tro på sådanne ting, og angiveligt kan der findes et geneologisk diagram, der beskriver Kristi formodede 'blodlinje' gennem franske konger og merovingerkonger, ved deres tempel i Salt Lake City.
Forfatteren hævder, at denne kult også har infiltreret den romersk-katolske kirke, måske så langt op som til Vatikanet, og omtaler den (ligesom Malachi Martin gjorde det) som 'Lucifers loge'. Dette er bestemt en yderst foruroligende åbenbaring. Spørgsmålet er stadig, hvad katolikker kan gøre for at genvinde deres kirke fra Satans forræderi. I betragtning af den amerikanske kirkes sørgelige tilstand er det stadig et svært spørgsmål at besvare. Det katolske hierarki, overhalet af liberalismen og den såkaldte 'ånd fra Vatikanet II', fortsætter med at indføre djævelske 'reformer' inden for kirken og beskytte pædofile og homoseksuelle. Faktisk bliver mange af de homoseksuelle præster afpresset af pædofile til at beskytte deres kult. Satans slanger fortsætter med at bevæge sig mod Kristus og hans kirke, såvel som at klatre op ad den hierarkiske stige på vej op til selve paven. Måske er dette et tegn på, at vi lever nær en tid med stor uro, som åbenbaret i profetierne."

Det er altså en forfatter som ønsker, at "rense" den katolske kirke for den sataniske infiltration af kirken, han hævder har fundet sted. Forfatteren er tilsyneladende ikke kritisk over for kirken som sådan, men kun den infiltration han påstår er sket.
Men er det de hemmelige selskaber som har infilteret den katolske kirke eller er det den katolske kirke som står bag de hemmelige selskaber?
Kommer denne vranglære udefra - fra andre religiøse institutioner såsom Mormonerne, eller er den katolske kirke i sig selv en institution fyldt af satanisk vranglære?

"Pædofilipræsternes historie" ifølge forfatteren og Malachai Martin
I beskrivelsen af bogen står der også:
Forfatteren betragter dernæst nogle alvorligt syge og forstyrrede personer blandt det romersk-katolske præsteskab. Mange af disse er seksuelle rovdyr, selvom ikke alle er pædofile (og en hel del er også blasfemister).
Måske er en af de sygeste personer, der tages i betragtning, 'fader' Paul R. Shanley, en "præst" i Boston Ærkebispedømmet, som engagerede sig i pædofili og homoseksuelle handlinger med utallige ofre (især blandt utilfredse og urolige unge), som var et aktivt medlem af bøssebefrielses-bevægelsen, og hvis perverse tale om 'man-boy love' ('kærlighed mellem voksne mænd og mindreårige drenge' red.) fungerede som inspiration til grundlæggelsen af den ultrasyge NAMBLA-organisation."

Beskrivelsen af bogen om rituelle sataniske overgreb i den katolske kirke fortsætter:
"Denne del af historien er særlig svær at holde ud, og læseren kan føle, at han eller hun selv må bøje sig flere gange, når man afslutter dette mest modbydelige kapitel i pædofilipræsternes historie. Det mærkelige ved disse præster er, at der ikke blev gjort noget af det katolske hierarki, for at afskære dem og fjerne dem fra at interagere med de unge. Faktisk fik mange af dem beskyttelse eller blev på forskellig vis omplaceret. Forfatteren undersøger også de hemmelige psykiatriske hospitaler, hvortil mange af disse såkaldte "præster" bliver sendt for at blive "helbredt" for deres djævelske sygdom. Forfatteren viser også, hvordan visse andre præster inden for kirken, især præster med en traditionel tilgang, er blevet forhindret i at stoppe de perverse handlinger. Faktisk blev en fader Alfred Kunz, en ven af både Malachi Martin og dominikanerpræsten Charles Fiore, fundet myrdet på rituel vis (hans hals blev skåret over, efter at have afsløret brødrenes hemmeligheder, og en lemlæstet kalv blev fundet i nærheden) - for at have lovet at afsløre detaljer om det pædofile præstedømme."

"Troning af Lucifer i den katolske kirke"
Vennen til bogens forfatter - Malachi Martin - er en yderst interessant figur i den katolske kirke. Efter han blev indviet i den katolske Jesuitterorden blev han i 1958 sekretær for kardinal Augustin Bea under forberedelserne til det Andet Vatikanråd. Det Andet Vatikanråd var et forsøg fra den katolske kirke på "økumenisme", som grundlæggende er den katolske kirkes bestræbelser for at genforene kristne kirkesamfund - og primært at få de reformerede protestantiske kirker tilbage under den katolske kirkes teologi. Malachi Martin blev desillusioneret efter denne oplevelse og bad om at blive frigivet fra sit jesuitter-løfte i 1964 og flyttede derefter tilbage til New York. Her skrev han flere bøger, bl.a. "Windswept House" ("Det Vindblæste Hus"), som nævnes i teksten før.
Dette er - i modsætning til den netop beskrevne bog - et fiktionsværk. Historien beskriver et satanisk ritual - troningen af Lucifer - som i bogen finder sted i Skt. Pauls Kapel i Vatikanet den 29. juni 1963. Bogen giver desuden en skildring af højtstående kirkefolk; kardinaler, ærkebiskopper og biskopper i den katolske kirkes centrale forvaltning, der planlægger at ødelægge kirken indefra og aflægger en ed underskrevet med deres eget blod på dette. Det er historien om et internationalt organiseret forsøg fra insidere i Vatikanet og sekulære internationalister på at tvinge paven til at abdicere, så en udvalgt efterfølger kan komme til magten og etablere en ny verdensorden.

I beskrivelsen af den tidligere nævnte dokumentarbog "Lucifers loge: Sataniske rituelle overgreb og den romersk katolske kirke" står der desuden, at bogens indledning nævner, at israelitterne i det gamle testamente stødte "på forskellige fordærvede sexkulter (som omfattede bestialitet, homoseksualitet og pædofili), som gentagne gange blev fordømt af det gamle folk og deres Gud, Yahweh, som sataniske af natur".
Beskrivelsen fortsætter:
"Satan, eller Lucifer, anses af kristne for at være en falden engel, kastet ud af himlen på grund af stolthed over for Gud, og ifølge den kristne doktrin har han forsøgt at ødelægge Kristus og hans kirke siden dens begyndelse. I praksis, for at indsætte Antikrists regering på Jorden, søger satanister en verdensomspændende institution til at tjene som et redskab for deres djævelske plan. Ingen institution kunne være mere egnet til den rolle end den romersk-katolske kirke og dens ærværdige hierarki."

Bekræftelse af "langt ude konspirationsteori"?
Disse citater er interessante fordi de bekræfter en "konspirationsteori", som er blevet fremført af mange ikke-katolske kristne: At den katolske kirke er den "skøge", der tales om i Bibelens sidste apokalytiske bog, Johannesåbenbaringen. I Bibelen bliver Guds menighed (og dermed "kirke") typisk benævnt som en kvinde eller "Jesu brud". Også Satans menighed benævnes således med en kvindefigur - som en prostitueret der har sex (Bibelens symbolske billede for intim åndelig relation) med modstanderånden - Satan. Denne fordærvede menighed bliver ifølge Johannesåbenbaringen styret af "Antikrist", som af mange især protestantiske kristne altså menes at være paven selv. Denne Antikrist er således i praksis - ifølge Bibelen hvorfra ordet stammer - Satans ledende agent på jorden.
Men i denne version fremlægges selvsamme konspirationsteori med den twist, at det ikke er fra den katolske kirke selv - og heller ikke paven og ledelsen af den katolske kirke - at satanismen kommer, men derimod fra en udefrakommende "kraft", af en lettere udefineret karakter; tilsyneladende altså hemmelige loger og andre religioner som Mormonerne.

Martin Luther og de andre reformatorer kaldte også paven for Antikrist
At opfatte paven som den Antikrist Bibelen taler om er absolut ikke noget nyt. Dette var faktisk et af de helt centrale elementer i den bevægelse - Reformationen - som Martin Luther startede i 1517, da han fremførte sin gennemgribende kritik af den katolske kirke.
Reformatorerne i de forskellige lande; Martin Luther, Flacius, Georg Nigrinus, John Calvin, John Knox, Thomas Cranmer og Roger Williams udpegede alle paven som Antikrist, som man kan se af citateksemplerne her.
Ikke alene sagde de det allesammen - at paven er Antikrist blev ligefrem indskrevet i nogle af de protestansiske trosbekendelser; citat-artiklen viser Westminsters af 1646 og Baptistkirkens af 1689.
Ud over at benævne paven "Antikrist", kaldte Martin Luther og flere andre reformatorer desuden paven for "syndens mand" og "fortabelsens søn".
Med disse ord refererede Luther til Paulus' 2. brev til Thessalonikerne hvor apostlen Paulus skriver:
"Lad ingen på nogen måde forlede jer. Først skal nemlig frafaldet komme og syndens mand åbenbares, fortabelsens søn, modstanderen, der ophøjer sig over alt, hvad der hedder Gud og helligdom, således at han sætter sig i Guds tempel og udgiver sig selv for at være Gud."

Med "fortabelsens søn" henviste Luther og Paulus desuden til Johannesevangeliet hvor Jesus i 17:12 refererer til den af de 12 diciple - Judas - som forrådte ham.
Paulus peger altså på, at Antikrist har samme position som Judas; nemlig en der udgiver sig for at være troende - og loyal overfor Jesus - men i virkeligheden er i alliance med modstanderen - Satan. Og en der, fordi han er allieret med Satan, forråder Jesus - og i den fremtidige udgave - Antikrist - forråder Jesus' virkelige tilhængere.
Martin Luther mente, det var en beskrivelse af paven. Paven og pavedømmet havde da også allerede på det tidspunkt dræbt mange mennesker, som fastholdt at de troede på Jesus - men som ikke ville underlægge sig pavedømmets doktriner. Fx den centraleuropæiske befolkningsgruppe Waldenserne, som i 1215 af pavedømmet blev erklæret "kættere", fordi de ikke ville anerkende lokale katolske biskoppers ret til at bestemme, hvem der var egnet til at forkynde - og fordi de mente at disse biskopper heller ikke skulle bestemme indholdet af Waldensernes forkyndelse. Dette foregik under den katolske kirkes inkvisition, hvis formål var at bekæmpe "kætteri", og at gennemføre "retssager" mod mistænkte "kættere", som ikke fulgte den katolske kirkes teologiske doktriner. Inkvisitionen startede i 1100-tallet og sluttede først i starten af 1800-tallet - og de værste dele af inkvisitionen foregik med ekstreme torturmetoder og drab, særligt udtalt i den middelalderlige inkvisition.
Senere skulle protestanterne foretage lignende uhyrligheder fx imod Annabaptisterne, som ikke ville barnedøbe deres børn, og som på den baggrund i 1500-tallet blev dræbt i stort antal. Trods det at barnedåben ingen steder er nævnt i Bibelen. Tværtimod sker alle dåbshandlinger, der i Bibelen omtales i detaljer, på kognitivt bevidste voksne som selv træffer dette valg. Bibelen bekræfter således snarere Anabaptisternes tro på voksendåb, end det katolske - og senere også protestantiske - princip om barnedåb.

Martin Luther og "sola scriptura"
Martin Luther havde to latinske ord, som blev et slags motto for ham; "sola scriptura". Det er latin og betyder "kun skrifterne". Med disse to ord mente Luther, at "Bibelen" alene skulle være styrende for kirkens teologi, og hvad der blev sagt og gjort i kirken. Luther mente, at den katolske kirke, som han selv indtil da havde været en del af, i flere tilfælde gjorde præcis det modsatte. Luther pegede på alle de steder, hvor han mente, at den katolske kirke havde skabt kirkelige dogmer, handlinger og traditioner som ikke var i overensstemmelse med Bibelen. Hans første kritik kom i form af 95 "teser", som han hængte op på slotskirkedøren i sin hjemby Wittenberg i det nuværende Tyskland. Centralt heri var kritikken af den katolske kirkes afladsbreve. Afladsbreve var almindelige menneskers betaling til den katolske kirke, for at få syndsforladelse af Gud - hvad man i dag vil kalde en ekstremt smart forretningsmodel.
Den katolske kirke ønskede for alt i verden at eliminere Martin Luthers bevægelse, selvfølgelig for at fastholde sin magtposition og de enorme indtægter, den havde på afladsbreve.

Ud over afladsbrevene kritiserede Martin Luther præsternes, biskoppernes, kardinalernes og pavens rolle som mellemled mellem mennsker og Gud. Luther ville give mennesker den personlige og direkte relation til Gud tilbage og dermed fjerne den katolske kirkes position som mellemled. Budskabet var, at præsterne ikke var nødvendige for at få kontakt til - og navnlig syndsforladelse af - Gud.
I årene efter Luthers angreb på adladsbrevene trak den katolske kirke sig gradvist tilbage fra at bruge dem, indtil paven i 1567 annullerede alle tildelinger af aflad, der involverede gebyrer eller andre finansielle transaktioner. Men han bekræftede samtidig deres funktion, sålænge der ikke var penge involveret. I dag findes princippet om afladsbreve således stadig i katolsk teologisk tænkning - såvel som i katolske institutioners handlinger. Fx tilbød en katolsk kirke i Chicago aflad i 2021-22, og den katolske kirke påstår desuden stadig, at man får syndsforladelse igennem bekendelse af synder til en præst eller anden gejstlig.
På den måde hæver kirken - dvs. præsterne, biskopperne, kardinalerne og paven - sig til gudestatus, mente Luther (og mange ikke-katolske nutidige kristne mener det stadig).

Præsters rolle som beskrevet i Bibelen
I Bibelen er der to væsensforskellige situationer i forhold til princippet om præster: Før Jesus ("Det gamle testamente") og efter Jesus ("Det nye testamente").
I det gamle testamente var præsterne ud af Levi-stammen. De var gifte mænd, havde familie, kone og børn. Det var præsternes opgave at opdrage og oplære deres egne drengebørn til at være præster i den næste generation.
Den katolske kirkes idéer og traditioner om, at præster skal leve i cølibat, er altså ikke bibelske.

I det nye testamente - efter Jesus' genopstandelse - er Jesus blevet de kristnes ypperstepræst (Hebræerbrevet 4:14). Det var tidligere præsternes opgave at sone befolkningens synder overfor Gud ved ofring af dyr - og det var kun præsterne, som kunne udføre denne opgave. Nu efter Jesus er denne type soning ikke længere nødvendig, fordi Jesus soner.
I Johannesevangeliet, siger Jesus:
"Jeg er døren. Den som går ind gennem mig skal blive frelst" (10:9).
"Jeg er vejen og sandheden og livet. Ingen kommer til Faderen undtagen gennem mig." (14:6)

Jesus er altså mellemledet mellem mennesket og Gud (ud over selv at være Gud) - og alle kan henvende sig direkte til ham.
Den katolske kirkes fastholdelse af præstegerningen og af præstens position som en autoriseret vej til tilgivelse, er ikke kun ubibelsk - den synes at være i direkte modstrid med Jesu lære, som den er beskrevet i Bibelen. Og den katolske kirkes ophøjelse af kirkens folk, til at have en art mellemmandstatus til Gud, fjerner samtidig Jesus' unikke position i denne rolle.

Begrundelser for at kalde den katolske kirke satanisk
Der er ikke mange, som i dag taler om, at de protestantiske reformatorer kaldte paven for Antikrist. Nok fordi det er for kontroversielt og problematisk for den moderne "reformerede kirke", da den i dag samarbejder tæt med paven og den katolske kirke, og stort set har acceptereret den katolske kirkes præmisser for en genforening.

Ud over det allerede nævnte om afladsbreve og syndsforladelse gennem skriftemål fremførte Martin Luther desuden senere flere andre kritikpunkter. Flere af disse bliver også fremført af moderne kristne kritikere af katolicismen. Nogle af disse punkter er:
Den katolske kirke ophøjer jomfru Maria til en gudeligende skikkelse i sin religion. At bede til en afdød person er spiritisme - ikke kristendom, anføres det i dag af kristne kritikere. Nogle ser ligefrem den katolske kirkes Jomfru Maria-figur som repræsentant for Satan - den øverste i et hieraki af falske gudefigurer.
Den katolske kirke ophøjer apostlene til gudeligende skikkelser i kirken: Katolikker kan bede til disse helgener, som om de var guder. I kristen forståelse er det kun den treenige Gud: Faderen, Sønnen og Helligånden, som man kan bede til. Alle andre mennesker, som har levet og er døde, er ikke andet end det; døde mennesker. I praksis var det de gamle romerske gudestatuer af Mars, Jupiter, Venus osv. som blev erstattet af statuer af apostlene og andre heglener. På den måde blev den antikke romerske hedenske religion videreført i den nye katolske kristendom.
Bibelen taler meget klart om, at man ikke må blande sin dyrkelse af den bibelske Gud med de hedenske guder.
Frelse gennem sine egne præstationer - "gode gerninger". Dette var endnu et kardinalpunkt for den reformerede protestantiske kirke efter Luther, fordi denne mente, at man bliver frelst ved omvendelse og gennem troen på Gud - ikke gennem sine egne præstationer. Den forbedrede livsførelse kommer i stedet som produkt af omvendelsen og troen på Gud.
Paven hæver sig op som den højeste i det guddomsgjorte katolske gejstlige hieraki. Han påstår at være Guds repræsentant på jorden - ufejlbarlig; og derfor uangribelig. Biskopper og paver har gennem den katolske kirkes historie ligefrem benyttet titlen "Vikar for Kristus". Paven har gjort det siden 500-tallet, og har således set og benævnt sig selv som en erstatning for Kristus i hans fravær. Det græske ord "anti" i ordet "Antikrist" betyder interessant nok både "i modsætning til" og "erstatning for". Med titlen "Vikar for Kristus", som paverne selv historisk har påtaget sig, er de således kommet til at benævne sig selv som Antikrist.

Den katolske kirke har haft en lang tradition om cølibat og klostergang - at vise dydighed og fromhed i form af afsondrethed og afståelse fra kropslige behov. Men Bibelen taler ikke om cølibat og klostrer, men kun om faste som en måde at styrke sin ånd og opnå kontakt med Gud i supplement til bøn. Paulus kommer desuden ind på, at det for nogle kan være det rigtige ikke at gifte sig, mens det for andre er det rigtige. Men altså intet om cølibat eller for den sags skyld tvungent cølibat som et krav for præsters gerning og karriere. Kombinationen af mænd i tvunget cølibat og tæt daglig omgang med drenge- og pigebørn forekommer for nogle at være en risikofaktor i forhold til at skabe basis for overgreb.

Nogle katolske munkeordner bruger desuden piskning af sig selv. Dette begrundes med, at det skulle være en måde at komme tættere på Jesus, at det skulle gøre disse mennesker "mere rene" eller simpelthen afstraffe dem for deres synd.
Mange kristne fremfører, at dette er forkert og i strid med Bibelens budskab. Her er det fx en kristen, som giver flere grunde til dette. Han skriver bl.a., at en kristen skal opfatte sin krop som Guds tempel (Paulus' 1. brev til korintherne), og at vi bliver tilgivet gennem Guds nåde (Paulus' brev til Efeserne) - ikke ved at slå os selv med pisk og pinde. At der i 3. Mosebog (19:28) står, "I må ikke tilføje jer selv snitsår på kroppen", er ligeledes blevet brugt som argument mod selv-piskning o.lign.

Hvad betyder ordet "Satan" egentlig...?
I denne artikel har flere forskellige mennesker (inklusiv undertegnede) brugt ord som "Satan", "satanisk", "satanisme" mv. Så hvad betyder dette ord "Satan" og hvor kommer det fra?
Ordet "Ha-satan" stammer fra Bibelen, og er hebræisk og betyder "modstanderen" eller anklageren. Ordet refererer til Guds og menneskers åndelige modstander, som er både stolt, hovmodig, selvoptaget, charmerende og forførende. Han er en løgner og mester-manipulator. Ja, "der er ingen sandhed i ham. Når han lyver, taler han sit modersmål, for han er en løgner - og han er fader til al løgn" står der i Johannesevangeliet 8:44.
Den sataniske åndelige tilstand hos mennesker ytrer sig derfor også i hovmod, stolthed, selvoptagethed, egoisme, had, ønske om død og ødelæggelse, løgn, bedrag og manipulation.
Flere af disse ord synes umiddelbart historisk at passe på den katolske kirke som organisation:
Hovmod og stolthed har vi allerede set i kirkens lederes syn på sig selv; at de historisk har hævdet at være "Vikarer for Gud".
Massedrab, tortur og ødelæggelse har kendetegnet denne kirke i århundreder. Alt sammen for egen vindings skyld - for at få flere til at underkaste sig; dvs. ud af selvoptagethed og egoisme. Dette er historisk blevet udlagt som handlinger i "kærlighed", så også de sidste ord synes at passe historisk på den katolske kirke; løgn, bedrag og manipulation.
Det er her vigtigt at sige, at dette selvfølgelig ikke er ensbetydende med, at alle mennesker i den katolske kirke er fyldt af dette. Jeg personligt tror på, at der er mange katolikker, som er fuldstændig oprigtige i deres tro på Jesus Kristus, som søger og vil det gode - og som slet ikke er opslugte af det, som den katolske kirke og dens ledelse desværre historisk synes at have været opslugt af.

Ha-satan er ifølge Bibelen en person - en falden engel. En smuk salvet kerub der var tæt på Gud. En kerub er et bevinget englelignende væsen, der bl.a. står vagt om Guds herlighed. "O dækkende kerub" står der i Ezekiels bog 28:16. Det tolkes ofte til at Ha-satan dækkede Guds tronstol med sine vinger og reflekterede Guds skønhed og lys. Men han blev misundelig, og derfor blev han smidt ud af paradis og ned på jorden, som nu er hans domæne.
Men satan er også en åndelig tilstand hos mennesker. Fx kalder Jesus disciplen Simon Peter for "satan", da Peter taler imod, at Jesus skal lade sig henrette (Matthæus 16:23). "Vig bag mig, Satan! Du vil bringe mig til fald. For du vil ikke, hvad Gud vil, men hvad mennesker vil," siger Jesus til Satans ånd i Peter. Simon Peter er ikke permanent satanisk, men i det moment, hvor han ikke vil hvad Gud vil, er han, og det er dén åndelige tilstand, Jesus taler til.

Antikrist er, i bibelsk forståelse, et andet ord for satanisk, da Antikrist er det menneske, som igennem samhørighed med Satan underlægger sig hele verden i den apokalytiske afslutning på denne verdens historie. Antikrist spejler således Jesus, men mens Jesus er i fuldstændig samhørighed med Gud, er Antikrist i fuldstændig samhørighed med Satan.

Moderne grunde til at kalde den katolske kirke satanisk
I Johannesåbenbaringen 13:3-4 står der:
"Hele jorden fulgte dyret i beundring og tilbad dragen, der havde givet dyret magten; og de tilbad dyret og sagde: »Hvem er dyrets ligemand, og hvem kan gå i krig mod det?«".

Dyret i teksten er Antikrist og dragen er Satan. Bibelen siger således, at det store flertal på jorden, i de sidste tider, vil følge Antikrist og tilbede Satan. Senere - i næstsidste kapitel (18:24) - fremføres en sang til den overvudne Antikrist:
"lampens lys vil ikke skinne i dig mere, og brudgoms og bruds stemme ikke høres i dig mere. For dine købmænd var jordens stormænd, af din trolddom blev alle folkeslag forført."

I forlængelse af denne type bibelske udsagn, og alle de øvrige ting vi har været igennem i denne artikel, synes nogle kristne, at det er betegnende, at disse ting sker i dag:
Den katolske kirke og paven arbejder intensivt for at samle kirkesamfundene under sin ideologi - og lykkes med det.
Verdens ledere kommer til paven, og udviser enighed med ham; forretningsledere, statsledere, kulturelle og religiøse ledere osv.
Den katolske kirke og paven promoverer (ligesom verdens sekulære ledere) klimakrisen på en måde, der for nogle får det til at minde om en slags moderne hedensk religion.

Lad os kigge på hvert af disse tre punkter.

Den katolske kirke og paven lykkes med at samle kristne kirkesamfund under sin ideologi
Kirkernes Verdensråd (World Council of Churches - WCC) er en "Fælles arbejdsgruppe med den romersk-katolske kirke", som de fleste kristne kirker i verden er en del af:
Dette verdensråd skriver selv:
"WCC medlemskirker kan findes i alle regioner i verden og omfatter de fleste af verdens ortodokse kirker (østlige og orientalske), såvel som afrikanske institutter, anglikanske, assyriske, baptister, evangeliske, lutherske, mennonittiske, metodister, moraviske, gammel-katolske, pinse-, reformerte, forenede/forenende og frie/uafhængige kirker, Kristi disciple og venner (kvækere)."

Men bemærk hvad der står på denne underside:
"Den romersk-katolske kirke er langt den største blandt de kirker, der ikke er medlemmer af WCC."

Den romersk katolske kirke har altså den særlige position, at den slet ikke er medlem af WCC. Den fungerer som en slags ekstern rådgiver for fællesorganisationen. Som vi skal se om lidt, betyder det i praksis, at den katolske kirkes ideologi styrer WCC's retning.
Der står videre:
"Samarbejdet mellem den romersk-katolske kirke og WCC fortsætter med at vokse på tværs af alle aspekter af WCC's arbejde for et fælles kristent vidnesbyrd og tjeneste, især efter pave Frans besøg i WCC i juni 2018. Den fælles arbejdsgruppe, medsponsoreret af WCC og den romersk-katolske kirke, er et effektivt redskab til at styrke dette samarbejde."

Altså "et fælles kristent vidnesbyrd og tjeneste", som pave Frans har sat endnu mere skub i end før. Men den romersk katolske kirke synes ikke at have ændret nogle af sine teologiske standpunkter. Kritikere mener derfor, at "det fælles kristne vidnesbyrd" betyder fællesskab omkring den katolske kirkes teologi, der - som vi har set i denne artikel, på mange områder - er helt forkert i forhold til, hvad der står i Bibelen.
Rent praktisk foregår det således:
"Initiativet blev oprettet i 1965 umiddelbart efter Det Andet Vatikankoncil og samler årligt sine 20 medlemmer; en direktionsgruppe mødes to gange ind imellem. Gruppens to medsekretærer - en fra det pavelige råd for fremme af kristen enhed og en, der repræsenterer WCC - hjælper med at koordinere kontakten mellem WCC og afdelingerne (eller dikasterierne) i Vatikanet."

Det Andet Vatikankoncil er altså baggrunden for hele initiativet, og dét var den katolske kirkes økumeniske koncil, hvor den romersk-katolske kirkes biskopper og kardinaler mødtes i Vatikanet i Rom fra 1962 til 1965, for at drøfte hvordan kirkerne kunne samles igen - særligt efter opsplitningen i forbindelse med reformationen.
Den danske folkekirke er også medlem af WCC. Her er det "Folkekirkens mellemkirkelige Råd", der blev oprettet ved lov i 1990, som varetager det danske folkekirkesamarbejde i WCC.
På denne side kan man i overskrifter se, den rejse folkekirken har taget indenfor de seneste 30-40 år. I dokumentet "Kirken på vej mod en fælles vision" ("The Church Towards a Common Vision"), tales der fx rigtig meget om "forening" ("unity"). På side otte står der:
"Hvordan kan vi identificere den kirke, som trosbekendelsen kalder én, hellig, katolsk og apostolsk?"
"Hvad er Guds vilje for denne kirkes enhed?"
"Hvad skal vi gøre for at omsætte Guds vilje i praksis?"

Jesus siger i Lukasevangeliet kapitel 12 vers 51-53:
"Mener I, at jeg er kommet for at bringe fred på jorden? Nej, siger jeg, ikke fred, men splid. Fra nu af vil fem i samme hus være i splid, tre mod to og to mod tre, far i splid med søn, og søn med far, mor med datter, og datter med mor, svigermor med sin svigerdatter, og svigerdatter med sin svigermor."

Så Jesus prædikede ikke enhed og forening - men lige præcis det modsatte; splid. Hele Bibelen handler nemlig om ikke at lade sig forene med forkerte trossystemer og religioner, men derimod at fastholde sin tro på Gud og kun Gud. Ikke tro på fx jomfru Maria som ophøjet gudinde, eller på "helgener", som også ophøjes til guder. Forener man sig med denne type teologi, går man imod Jesus og handler dermed - ifølge Bibelen - imod Guds vilje.

Det interkirkelige dokument "Kirken på vej mod en fælles vision" taler også rigtig meget om fred.
Altså det som Jesus i førnævnte citat sagde, han ikke ville bringe til jorden.
Fx omtales på side 29, "indsatsen fra pave Johannes Paul II og pave Benedikt XVI til at invitere kristne og ledere fra andre trosretninger til at slutte sig sammen om at bede for og fremme fred". Dette afsnit afsluttes med at omtale "utallige kristne troende, især de unge", som blev inspireret "til at slutte sig sammen i fælles tilbedelse".
Som man ser; tale om at "slutte sig sammen" og om "fælles tilbedelse" - og om at "fremme fred". Det lyder jo umiddelbart rigtig godt, men "fælles tilbedelse" af hvad? Hvis de beder i fælllesskab, må de katolske guder, helgener og jomfru Maria være en del af dem, de beder til.
Og "slutte sig sammen" om hvad? Uoverensstemmelser med Bibelen, synes at være svaret - når man ser på de mange forskelle på Bibelen og den katolske kirkes traditioner.

Mht. dokumentets megen tale om "fred":
I Paulus' første brev til Thessalonikerne skriver han i kapitel 5 vers 1-5:
"Om tider og timer har I ikke brug for, brødre, at der skrives til jer. For I ved selv ganske nøje, at Herrens dag kommer som en tyv om natten.
Når folk siger: »Fred og ingen fare!« da er undergangen pludselig over dem som veerne over en, der skal føde, og de skal ikke undslippe. Men I, brødre, er ikke i mørke, så dagen skulle kunne overraske jer som en tyv."

På vej mod "Herrens dag", som i Bibelen betyder den endelige afslutning på verden (aka dommedag), er der tilsyneladende nogle, som vil tale om fred og sikkerhed - men netop da vil Guds vrede sætte ind og undergangen indtræffe.
Der er flere troende, der overvejer om den økumeniske bevægelse i deres "fælles tilbedelse" af bl.a. de katolske guder og bevægelsens bøn om "fred", er nogle af de mennesker Paulus referer til.

Den danske folkekirke er en lutheransk kirke, dvs. den er stiftet på baggrund af Luthers tanker. Altså ham der mente, at paven er Antikrist, og som desuden kaldte paven "syndens mand og fortabelsens søn". Paven som ifølge Martin Luther "ved sin lære og sine ordinancer øger sjælenes synd og fortabelse i kirken; mens han endnu sidder i kirken, som om han var Gud". Det var også Luther, der talte om den katolske kirkes "pavelige tyranni" og pegede på alle de ting, der var satanisk ved kirken. Dén organistation er den danske folkekirke altså igen sluttet sammen med. Og nu er de så sammen om fælles tilbedelse af de guder, de åbenbart mener, de har tilfælles.

Det interkirkelige dokument omtaler desuden - i det tidligere nævnte afsnit på side 29 - økumeniske initiativer, som skal "forene kristne ledere i økologiens sag". Meget mere om "økologiens sag" lige om lidt...

Paven arbejder også for at forene alle religioner
Appropos "fred" så tog pave Frans i oktober 2022 på en "pilgrimsrejse for fred" til Kazakhstan, hvor han deltog i den "7. kongres for ledere i verden og traditionelle religioner i Nur-Sultan" ("7th Congress of Leaders of World and Traditional Religions in Nur-Sultan"). Nur-Sultan er hovedstaden i Kazakhstan, også kaldet Astana. Denne kongres er en interreligøs begivenhed hvor ledere fra verdens religioner mødes og bl.a. diskuterer "fremme af fred og harmoni mellem alle verdens religioner" og søger at samarbejde omkring "interreligiøs og interkulturel dialog". På den 7. kongres var ledere fra disse religioner tilstede:
Islam, kristendom, jødedom, shintoisme, daoisme, budhisme, jainist, baha'i - samt andre internationale organisationeriske og "politiske figurer," som der står.
Ser man navnene og titlerne igennem, er det en imponerende række af ledere fra alle verdens religioner samt indflydelsesrige politkere fra hele verden. Den afsluttende fælles erklæring fra kongressen lyder næsten som en FN-erklæring og mange af punkterne er, på samme måde, umiddelbart svære at være ueninge i: Hvem vil fx sige nej til "en retfærdig, fredelig, sikker og velstående verden"?

Et andet mere interessant punkt er nr. 13 hvor kongresdeltagerne "anerkender vigtigheden og værdien af dokumentet om menneskeligt broderskab for verdensfred og at leve sammen mellem Den Hellige Stol og Al-Azhar Al-Sharif" ("Document on Human Fraternity for World Peace and Living Together between the Holy See and Al-Azhar Al-Sharif"). Hvad er så det dokument, som kongresdeltagerne anerkendte vigtigheden og værdien af?
Det er et dokument "om menneskelig broderskab for verdensfred og samliv", der er skrevet af den katolske pave Frans og den fremtrædende religiøse leder og islamiske Storimam af Al-Azhar Ahamad al-Tayyib. I dokumentet skriver de to religiøse ledere bl.a., om "det brede rum af åndelige" "værdier", som deres "religioner sigter efter". Pavens "åndelige rum" er så bredt, at han tilsyneladende deler gud med den islamiske Storimam. I deres fælles dokument står der:
"Det første og vigtigste mål med religioner er at tro på Gud, at ære ham og at invitere alle mænd og kvinder til at tro, at dette univers afhænger af en Gud, der styrer det. Han er Skaberen, som har dannet os med sin guddommelige visdom og har givet os livets gave til at beskytte det."

Men dét er ikke "det første og vigtigste mål" med Bibelen eller Jesu' budskab. Dét centrale budskab er, at vi mennesker er fejlbarlige, og derfor radikalt har brug for guddommelig hjælp. Og dén Gud, der giver denne frelse, er Jesus Kristus - og kun Jesus Kristus. Ikke Allah eller nogen af de mange andre guder, der dyrkes af de religiøse partnere, paven samarbejder så tæt med. Så dét kristne kernebudskab skulle man tro, var pave Frans' mission at udbrede. Men i stedet er han åbenbart blevet enig med verdens ledende muslimer om, at de har den samme gud. Det er mærkeligt, for Jesus er nemlig ikke Gud for muslimer. De tror ikke på Jesus' genopstandelse og derfor heller ikke på, at man kan få nogen form for frelse gennem ham.
Så det kan ikke være Jesus og den kristne Gud de to religiøse ledere taler om, når de skriver; "Vi, som tror på Gud og på det endelige møde med ham og hans dom". Dén beskrivelse passer derimod til den muslimske gud - Allah. Den kunne måske også passe på Satan, som i Bibelen bl.a. kaldes "denne verdens hersker" (Joh. 12:31). Ikke-troende er i også "den ondes magt" (1 Joh. 5:19), så ifølge Bibelen kan Satan også fælde dom over sine undersåtter.

Men måske er alt dette i virkeligheden også helt ligegyldigt for paven - for han mener slet ikke, at "man behøver at tro på Gud for at komme i himlen". Det er i al fald tilsyneladende, hvad han fortæller ateister. De skal bare følge deres egen samvittighed, siger han.
Igen helt modsat af Bibelen. Den siger at tro på Gud er helt centralt for frelse og at man skal følge Guds vilje - ikke sin egen samvittighed, netop fordi vores samvittighed ikke altid er i overensstemmelse med Guds vilje. "Hjertet er det mest bedrageriske af alt, det er uhelbredeligt, hvem kan gennemskue det?", står der i Jeremias bog 17:9.

Et andet interessant punkt er nr. 21 i den fællesreligiøse erklæring:
"Vi går ind for at øge uddannelsens og den religiøse dannelses rolle, især blandt unge, for at styrke den respektfulde sameksistens mellem religioner og kulturer og afkræfte farlige pseudo-religiøse fordomme."

Umiddelbart lyder det godt. Men ved nærmere eftertanke; hvilke "farlige pseudo-religiøse fordomme" er det, der skal afkræftes? Nu hvor det er ledere for religioner, som er gået sammen med den person som Martin Luther og alle de andre reformatorer kaldte Antikrist - hvad er så "pseudo-religiøse fordomme" i deres øjne? Er det mon lige netop det, der står i Bibelen - og reelle kristne - paven bekæmper, mens han foregiver at være kristen leder? Det er den rolle, Antikrist har i Bibelen.

Paven til kongres i Kazakhstan
- og andre af pavens møder med religiøse ledere.
Collage af skærmklip fra diverse videoer.

Verdens politiske ledere i audiens hos paven, kontakt til CIA og flere topnazister
Stort set alle politiske ledere af betydning i verden har før eller siden besøgt paven. Eller rettere; har fået lov til en pavelig audiens. Herunder kan man se et potpourri af billeder af verdensledere på besøg hos de forskellige fungerende paver.
Her ses fx amerikanske præsidenter Joe Biden, Donald Trump, Barack Obama, George Bush Jr. og Sr., Bill Clinton, Ronald Reagan, Jimmy Carter, EU ledere osv. Men også fx "fjenderne" Putin og den iranske præsident har mødtes med paven.
Ligesåvel som Zimbabwes massemorder Robert Mugabe, Cubas diktator Fidel Catro, den palæstinensiske leder Yasir Arafat samt mediedarlingerne Nelson Mandela og den sidste sovjetiske leder Gorbatjov.
Så én ting kan disse 'venner og fjender' tilsyneladende blive enige om: De vil gerne besøge paven.

Nogle amerikanske præsidenters møder med paver i nyere tid.

'Venner og fjender', 'skurke og helte' - alle mødes med paven.

EU-lederne mødes også med paven
- og lytter gerne i samlet flok
(alle collager herover er skærmklip fra diverse videoer).

Nelson Mandela er i øvrigt også ridder i den katolske malteserorden - Ridder af Skt. Johannes. Denne orden kaldes også Sovereign Military Order of Malta (Den Suveræne Militære Orden af Malta - SMOM), fordi den egentlig fungerer som en militær organisation. I øvrigt har den også status af selvstændig nation, trods det at den ikke har nogen landmasse at være stat i. Medlemmer af Malteserordenen regnes som del af den indviede inderkreds omkring paven og Vatikanet.
Den katolske kirke og paven har også historisk været dygtige til at have dialog med alle typer af indflydelsesrige personer. Fx også med betydende personer i vigtige diktaturregimer. Her har efterretningstjenesten CIA været en central medspiller. Man kan læse flere interessante detaljer om den katolske kirkes og særligt Malteserordenens forbindelser til CIA i denne artikel: The CIA and the Vatican’s Intelligence Apparatus (CIA og Vatikanets efterretningsvæsen). Bl.a. hvordan Malteserordenen i 1948 gav en af sine højeste æresmedaljer, Gran Croci al Merito con Placca, til general Reinhard Gehlen, Adolf Hitlers øverste anti-sovjetiske spion.
Gehlen blev, trods det at han ikke var katolik, udråbt som en formidabel allieret i det hellige korstog mod den gudløse marxisme. Efter krigen sluttede han og hans veludviklede spionage-apparat - stort set udelukkende bemandet af eks-nazister - sig til den CIA-organisation, som historisk er blevet kaldet "the Catholic Intelligence Agency" eller simpelthen "Catholics In Action". Dette tilnavn skyldes CIA's tætte forbindelse til den katolske kirke, og at efterretningstjenesten har haft så mange katolske direktører - som angiveligt desuden har været medlemmer af Malteserordenen.
Flere hundrede nazister endte på den amerikanske regerings lønningsliste via en CIA-operation kaldet "Operation Paperclip". Blandt dem var den berygtede nazist, massemorder og sadistiske torturbøddel Klaus Barbie - kaldet "Slagteren fra Lyon".
Både CIA og Vatikanet stod for hjælpen og flugten for flere af 2. verdenskrigs værste nazistiske krigsforbrydere. Vatikanets hjælp blev iværksat med bistand fra Det Internationale Røde Kors og med falske Vatikanpas. I nogle tilfælde blev naziforbryderne udstyret med præstedragt, for at de kunne blive smuglet videre - typisk til Sydamerika. En anden nazistisk massemorder, der fik hjælp af Vatikanet til at flygte efter krigen, var Franz Stangl, en tidligere SS-Hauptsturmführer og kommandant for udryddelseslejrene Sobibor og Treblinka - samt angiveligt ansvarlig for næsten 1 million jøders død. Stangl er en af tusindvis af nazister og kollaboratører, der med hjælp fra den katolske kirke undslap Europa via ruter kaldet "ratlines" ("rottelinjer") - hvoraf nogle løb fra Østrig over Alperne til Rom og derfra ud af Italien via havnebyen Genova.

Vatikanets bank tjente desuden penge direkte på drabet på jøder under Holocaust. Ved Anden Verdenskrig havde kirken betydelige investeringer og oprettede Vatikanets bank for at skjule sine økonomiske forhold med nazisterne fra USA og Storbritannien. De samlede livsforsikringer for jødiske flygtninge, der var blevet sendt til Auschwitz og andre dødslejre. Vatikanbanken indkasserede pengene på disse forsikringer, og da ofrenes overlevende børn eller børnebørn senere forsøgte at få deres berettigede erstatninger, gav Vatikanets bank dem afslag. Banken bad om at få vist en dødsattest, hvilket de vidste var umuligt. Mange finansielle optegnelser blev ødelagt under krigen, og Vatikanet nægtede undersøgere adgang til sine arkiver. Derfor er det fulde omfang af nazi-samarbejdet fortsat uklart.
Samtidig nægtede paven på det tidspunkt offentligt at fordømme noget, det tyske nazi-regime foretog sig, "selvom Vatikanet var en af ​​de mest informerede institutioner i forhold til massedrabene, længe før de allierede opdagede noget," fortæller denne artikel i Business Insider. Paven havde en hemmelig kanal for kontakt med Adolf Hitler, så han kunnne forhandle med nazi-lederen uden nogen vidste om det.
Vatikanbanken var også "det perfekte sted at gemme milliarder i stjålet krigsbytte" for nazi-forbryderne, fortæller Business Insider-artiklen videre.

Enighed med paven
At have "fingeren på magt-pulsen" synes at være en evne, de fleste paver har besiddet. Desuden har de tilsyneladende en fantastisk evne til at øve indflydelse på andre magtmennesker. I dag synes stort set alle dem, der møder pave Frans, at være overordnet enige med ham om de fleste ting, paven giver udtryk for. For paven er nemlig en endnu større globalist end alle de mange toppolitikere og statsledere, som mødes med ham. Paven mener fx:
at hele verden skal samle sig omkring fælles religiøs enighed og allerhelst omkring pavens religion, selvfølgelig. Og det arbejder han intensivt for, som vi har set.
at alle verdens stater skal arbejde for "fred og samarbejde", og allerhelst leve i fælles idelogisk forening: Pavens ideologi.
at alle skal tage mere hensyn til klima og miljø - "lytte til jordens skrig og de fattiges skrig", som han siger - med vanlig sans for det pompøse.
jvf. ovenstående citat; alle skal være mere socialt ansvarlige og være bedre til at hjælpe jordens fattige.
at alle skal tage covid-indsprøjtninger, når de bliver beordret til det. Faktisk var Vatikanstaten en af de meste rabiate af alle stater omkring det spørgsmål: Den truede simpelthen sine medarbejdere med fyring, hvis de ikke underkastede sig indsprøjtningsregimet. Efter kritik på sociale medier trak Vatikanet senere denne beslutning tilbage.

Som man måske kan se, er disse punkter i ganske god overensstemmenlse med de store over- og mellemstatslige organisationers idéer og visioner; FN, WHO, EU, World Economic Forum, COP-møderne osv.
Snart skal vi se lidt mere på pavens og hans samarbejdspartneres reelle forhold til de mange fine idealer, som de udbasunerer.

Der findes en enkelt undtagelse fra reglen om, at statsledere af betydning går i audiens hos paven. Den undtagelse er Kina, som siden 1951 ikke har haft diplomatiske forbindelser til pavestaten. Bruddet skete under Mao Zedung, og Kina har i mange årtier opretholdt en meget hård linje mod religion generelt.
Men der arbejdes fra Vatikanets side på at genetablere Kinas forhold til den katolske kirke. I 2018 genoptog de to lande deres diplomatiske kontakt med en foreløbig aftale, og i 2020 forlængede de den for to år. Som der står i artiklen om 2020-forlængelsen:
"Kina ønsker at tale med Vatikanet, fordi landet indser, at Vatikanet er en blød supermagt - når paven taler, lytter alle".

Udtalelsen kommer ifølge artiklen fra en forsker ved et universitet i Beijing.
I 2022 blev den diplomatiske aftale mellem de to stater forlænget med yderligere to år.

Verdens ledere som gæster underlagt paven
Som vi har set, går næsten alle statsledere og toppolitikere i audiens hos paven - på pavens præmisser.
Det er i al fald paven, som bestemmer alt det praktiske omkring den slags møder:
Når paven mødes med nogen er alt planlagt til mindste detalje. Og dette gælder i særlig grad når paven lader nogen mødes med sig i Vatikanet i Rom. Denne artikel i et stort katolsk medie forklarer detaljerne - "Hvad sker der, når paven modtager et statsoverhoved?";
"disse omhyggeligt koreograferede scener er fulde af mening. De er en del af Vatikanets ceremonielle liv."

Det har historisk været forventet at katolikker knæler for paven, tager fat i pavens højre hånd og kysser den fingerring paven har på. Derudover er alt forudbestemt: Rækkefølgen for hvornår hvem kommer ind i hvilket lokale, hvem der hilser på paven i hvilken rækkefølge, eventuel gavegivning og så videre. Koreografien er detaljeret helt ned til hvilken farve tøj, pavegæsterne skal have på. Ja, du læste rigtigt; farven på tøjet er faktisk meget afgørende. Det er måske svært at se, hvorfor dette skulle have betydning, men ikke når man tænker på pavens betydning og særligt pavens egne tanker om sig selv.
Paven er nemlig altid klædt i hvidt, mens dem, der får lov til at besøge ham i Vatikanet, som regel skal bære sort tøj. Hvorfor, det er sådan, har sit eget religiøse "logiske" svar: Det er simpelthen fordi paven skal forestille at være "ren" og "uden synd", hvilket hans hvide beklædning skal symbolisere. Ren som Gud, simpelthen.

Mens paven til sine møder i Vatikanet fremtræder i hvidt for at symbolisere renhed og syndfrihed, er det lige modsat med pavens gæster. De er som regel klædt i sort.
På billederne her i artiklen er der en del eksempler på dette fænomen. De steder hvor nogen i selskab med paven ikke er i sort, er hvor mødet ikke finder sted i Vatikanets særlige audiens-lokaler.
Man kan fx se og læse mere om beklædningskravene i artiklen "Ja, paven har en dress code, selv præsidenter og kongelige skal følge".
Også ledende kulturpersonligheder og religiøse overhoveder mødes selvfølgelig med paven. Særligt er det vigtigt for paven at mødes med religiøse overhoveder fra verdens forskellige religioner, på grund af pavens ihærdige arbejde for at samle disse om en fælles ideologi.
Men det er ikke kun statsledere, ledere for verdens religiøse institutioner og ledende kulturpersonligheder, der mødes med paven. Det gør naturligvis også fx betydende forretningsmænd, som vi skal se på lige om lidt.

Trumpfamilien med følge og kendte hollywood-skuespillere møder pave Frans.
Skærmklip fra diverse videoer.

Selvom pave Frans og Vatikanet angiveligt har slækket på tøjkravene i de seneste år, er et møde med paven stadig et møde på præmisser, som defineres helt og holdent af Vatikanet og paven. De mennesker, som får lov til at møde paven i Vatikanet, er således underlagt Vatikanets regler i forbindelse med mødet, og det forventes at de udviser den fornødne ydmyghed.

Pavens vilje sker
Men måske er dem, der besøger paven, mere end bare underlagt pavens krav til tøjvalg. Denne artikel giver et eksempel på et forløb, der kunne pege i den retning. Den fortæller om da Mark Zuckerberg i 2016 var i "venskabelig audiens" hos paven. I juni 2021 gav paven offentlig udtryk for, at han ønsker, at kristne, som holder sig til sandheden, skal censureres. Derefter - i oktober samme år - offentliggjorde Meta (firmaet bag bl.a. Facebook og Instagram), at de ikke længere tillod målrettede reklamer med bestemte budskaber - bl.a. religiøse og politiske budskaber. Men i flere år forinden havde Facebook allerede undertrykket kristne synspunkter omkring seksuel orientering og kønsidentitet, abort, og religiøs frihed. Dette foretages i det skjulte med en tilgang, som kaldes "skygge-censur" ("shadow banning"). Almindelige menneskers bekymringer og spekulationer, om "shadow banning" mon fandt sted, blev i nogle år udlagt som en falsk konspirationsteori. Men Meta har nu selv på deres egne informationssider forklaret, at dette foregår.

Pave Frans, Mark Zuckerberg og hans kone Priscilla Chan mødes i Vatikanet, Rom.
Billedbehandlet skærmklip fra video.

At Meta gør det, som paven ønsker, kan selvfølgelig være "tilfældige sammenfald". Men essensen er uanset årsag at paven får den censur, han siger, han vil have. Han får censur af mennesker, som "tilfældigvis" er i opposition til paven. Og censuren kommer fra et firma, hvis stifter og aktiemajoritetsejer tidligere har mødtes venskabeligt med paven.
Måden paven formulerede sit ønske om censur var ordret:
"Der er ingen mangel på prædikanter som, særligt gennem de nye muligheder for kommunikation, kan forstyrre fællesskaber. De præsenterer sig ikke primært for at forkynde evangeliet om Gud, som elsker mennesket i Jesus, korsfæstet og opstanden, men for at insistere - som sande ’sandhedens vogtere’ - på hvad der er den bedste måde at være kristen på".

Den ønskede censur handler altså i pavens udlægning om at undgå udsagn, der "forstyrrer fællesskaber". Vi har allerede hørt en del om pavens arbejde for "fælles religiøs enighed", så det er klart, at troende, der ikke passer ind i denne enighed, virker forstyrrende. Om lidt skal vi se flere eksempler på pavens tale om fællesskab og særligt om det, paven kalder "det fælles bedste". Disse ord - "det fælles bedste" - er en frase pave Frans bruger rigtig ofte til at berettige mere eller mindre radikale angreb på individets rettigheder. Så ofte at frasen næsten synes at være pavens mantra.
Paven taler desuden sarkastisk om "sande ’sandhedens vogtere’", der "insisterer på hvad der er den bedste måde at være kristen på". Jeg kunne godt få tanken, at det måske lige præcis er de kristne, der mener det modsatte af paven, på de mange punkter vi har gennemgået tidligere. Fx at den kristne mission ikke primært er at "forkynde evangeliet om Gud, som elsker mennesket i Jesus, korsfæstet og opstanden" - men at forkynde det svære evangelie, der handler om, at vi mennesker skal omvende os fra vores ondskab og erkende, at Jesus er den eneste frelser?
Altså lige netop det paven ikke mener (i al fald ikke når han taler til ateister eller laver aftaler med fx den islamiske Storimam af Al-Azhar Ahamad al-Tayyib).

Et andet interessant sammentræf er pavens interaktioner med anden betydningsfuld topleder i forretningslivet - Blackrocks Laurence "Larry" Fink:
I 2015 skrev pave Frans et brev om sine bekymringer omkring klima, biodiversitet, social ulighed mm. kaldet "Laudato Si’", ("Hyldest til Dig"), som han stilede til hele verden. Brevet har undertitlen "Om at kærre sig for vores fælles hjem" ("On care for our common home"). I brevet taler pave Frans om klimaet, verdens vand og biodiversitet som et "fælles bedste" ("Climate as a common good"). Desuden om social ulighed og uretfærdiged - samt at der ikke bliver gjort nok for at undgå den dårlige udvikling.
Stifteren og CEO'en i verdens største investeringsfond, Blackrock, Laurence Fink skriver også breve, som stiles til rigtig mange på én gang: Hvert år skriver han nemlig et brev til alle direktører for de firmaer, Blackrock har investeret i, hvor han fortæller dem om, hvordan han og Blackrock gerne ser, de agerer. I sit 2017-brev understregede Fink Blackrocks fokus på det, som kaldes "ESG-investeringer". ESG står for "Environmental, Social & Governance" og betyder på dansk at foretage investeringer, som siges at være mere miljømæssigt, socialt- og ledelses-/styringsmæssigt forsvarlige.
Den høje moralske standard, som Larry Fink giver udtryk for, står i nogen kontrast til, hvad han laver, når han går til hemmelig logefest. Den viden blev tilgængelig fordi en journalist en januar-aften i 2012 sneg sig med til logefest i Wallstreet-logen Kappa Beta Phi. Larry Fink stod på medlemlisten og var blandt de mange inviterede superrige investeringsspekulanter og logebrødre den aften. Journalisten fik sig flere overraskelser den aften, og det udgav han senere en artikel om i mediet New York Magazine. Artiklen fortæller om, hvordan Larry Fink og de øvrige logemedlemmer blev underholdt af komiske sketches og sceneoptrædener udført af andre logebrødre. Journalisten beskriver også i detaljer, hvordan de forskellige sketches hånede omverdenen og særligt de mennesker, der led store økonomiske tab på den økonomiske krise, som logemedlemmerne helt eller delvist var med til at skabe i årene op til finans-krakket i 2008/09.

Men uanset at Larry Fink åbenbart går til den slags bizarre hemmelige logefester, skriver han altså hvert år breve om ansvarlige ledelseshandlinger til direktørne for de firmaer, hans enorme finansfirma investerer i. Og ligesom pavens Laudato Sí-brev er også Larrys breve offentligt tilgængelige. Om Larry havde læst pavens brev er umuligt at sige, men hans opfordring til alle direktørerne var i al fald i rigtig fin overrensstemmelse med pavens tanker. Og Larry Fink har det overordnede ansvar for at administrere 9 trilliarder dollars, så man må sige, at disse mange direktørers handlinger har en ikke uvæsentlig betydning.
Året efter - i 2018 - gik Larry Fink så til møde med paven og olieindustrien om verdens klima og selvfølgelig CO2-afgifter. Så her havde de to mænd også mulighed for at udveksle værdier, idéer og ønsker. I forbindelse med mødet forventede man, at oliecheferne ville fortælle paven, at de store olieproducerende virksomheder "er åbne over for hårdere love mod klimaforandringer, såsom CO2-afgifter". CO2-afgifter er, hvad stort set alle store mellemstatslige organisationer agiterer for (og laver regler omkring). Ikke bare for olieindustrien men for alle.
- I Europa er det EU's CO2-kvoteordning, som er skabt på baggrund af den internationale Kyotoprotokol.
- Her er det World Economic Forum: At addressere klimaforandringer via CO2-afgifter ("Addressing climate change through carbon taxes").
- Her er det Verdensbanken: At sætte en pris på CO2 med en afgift ("Putting a Price on Carbon with a Tax"). Verdensbankens rapport har også en oversigt over de lande, der på det tidspunkt allerede havde indført sådan en afgift.
I denne artikel ser man et mere opdateret verdenskort på området. Man kan desuden se udviklingen over tid og hvilke lande, der har implementeret CO2-udledningshandelssystemer ("carbon emissions trading system").
Her er så en artikel fra 2021, som beskriver hvordan dele af olieindustrien påstår, de er i proces med at skifte til "renere energi".

Pave Frans taler som den første pave i USA's kongres samt
desuden i Europarådet, til EU-politikere, i EU-parlamentet
og i FN's generalforsamling.
Skærmklip fra videoer.

Pave Frans kommunikerer med rigtig mange indflydelsesrige personer i mange forskellige sammenhænge. Han er også en yderst prominent taler. Som man kan se herover, har han talt i USAs kongres, i Europarådet, til EU-politikere, i EU-parlamentet samt FNs generalforsamling. Desuden er han altså som netop omtalt olieindustriens nye ledestjerne henimod CO2-afgifter og selvfølgelig samlingsmand for verdens religioner. Lige om lidt skal vi desuden høre om, hvordan han også er topidealisten bag ledende forretningsmænd, som vil frelse verden.

Pave Frans: Mester i pompøs 'doublespeak'?
Pave Frans er som tidligere nævnt medlem af den katolske jesuitterorden - faktisk er han den første jesuit, som nogensinde bliver pave. Jesuitterordenen var, fra den blev etableret i 1540, en meget betydende del af den katolske kirkes kamp mod Martin Luthers reformationsbevægelse. Det er ligefrem blevet fremhævet, at Jesuitterordenen simpelthen blev skabt i et forsøg på at ødelægge den hastigt voksende reformation.
Jesuitterordenen er blevet beskyldt for at være præget af en ideologi med ekstrem ultramontanisme, dvs. en ideologi der anser pavens magt som uangribelig, ubetvivlelig og fuldstændig berettiget. Disse beskyldninger har måske også en forklarlig baggrund i Jesuitterordenens meget kraftige erklæringer om ubetinget loyalitet overfor den til enhver tid siddende pave. Jesuitterordenen er desuden blevet beskyldt for at infiltrere politiske domæner såvel som ikke-katolske kirkesamfund.

Appropos pavens forhold til forretningsverdenen skriver han i sit klima- og retfærdighedsbrev "Laudato Si’", - med sine sædvanlige højstemte ord - bl.a.:
"At kræve økonomisk frihed, mens de virkelige forhold forhindrer mange mennesker i reel adgang til dette, og mens mulighederne for beskæftigelse fortsætter med at skrumpe, er at praktisere en 'doublespeak' som bringer politik i vanry. Forretning er et ædelt kald, rettet mod at producere rigdom og forbedring i vores verden. Det kan være en frugtbar kilde til velstand i områderne hvor forretningen drives, især hvis den ser jobskabelse som en væsentlig del af dens tjeneste for det fælles bedste."

På rafineret facon taler pave Frans således imod økonomisk frihed og for en forretningsverden, som handler ud fra "det fælles bedste". Igen "det fælles bedste" som motor for regulering eller fjernelse af frihed - her den økonomiske frihed. Bemærk hvordan paven skriver, at det "bringer politik i vanry" at "kræve økonomisk frihed". Nogen ville måske tro, at økonomisk frihed var en del af den generelle frihed, der kendetegner et frit samfund?
Men sådan er det tilsyneladende ikke i Jorge Mario Bergoglios univers. Her skal økonomisk frihed tilsyneladende fjernes af de politikere, som paven appellerer til, fordi "de virkelige forhold forhindrer mange mennesker i reel adgang til frihed". Om lidt skal vi se nærmere på, hvilke virksomheder paven samarbejder med, og om det måske netop kunne være nogle af dem, der "forhindrer mange mennesker i reel adgang til frihed".

Pave Frans har, som vi ved, et noget anstrengt forhold til frihed. Han er betydeligt gladere for "det fælles bedste" - i al fald når han bestemmer, hvad der skal tages hensyn til. Den indstilling kan godt synes at være i overrensstemmelse med pave Frans' fortid som leder for jesuitterordenen i Argentina. Her hjalp han, som vi tidligere hørte, angiveligt et system, der ligeledes havde et temmeligt anstrengt forhold til frihed - det daværende diktatur-regime i pavens hjemland.
Så er "pave Frans" den socialt ansvarlige klimaforkæmper og idealist han udgiver sig for at være? Eller er han i virkeligheden en opportunist ved navn Jorge Mario Bergoglio?
Eller er han måske simpelthen en rafineret jesuitterpave, som er i stand til at bruge verdens uretfærdigheder og uhyrlige grådighed til at nå sine fascistiske mål? Uretfærdigheder og en uhyrlig grådighed som både Vatikanet selv og pavens forretningsvenner i øvrigt excellerer ganske imponerende ud i. Mere om det lige om lidt...

Bemærk også hvordan paven bruger ordet "dobblespeak" ("dobbelttale"). Dette ord stammer fra George Orwells sciencefiction-dystopi '1984', og er vidt berømt - og meget ofte anvendt af systemkritikere til at kritisere magthavere for at sno sig. Her er det så lederen af en religiøs organisation med 1,4 milliarder tilhængere, som anvender det i en appel for mere politisk kontrol med erhervslivet og forsøg på at mindske - eller ultimativt helt fjerne - økonomisk frihed for ... - ja for hvem mon? Er det mon store multinationale virksomheder paven tænker på...? Det er lidt svært at tro, siden han og Vatikanet samarbejder tæt med rigtig mange af disse.
Eller er det mon velhavende stater - som fx Vatikanstaten - paven tænker, ikke længere skal have økonomisk frihed? Eller er det mon paven selv, som skal fratages sin økonomiske frihed? Eller er det i virkeligheden små virksomheder og helt almindelige mennesker, paven mener...?
Paven står absolut ikke alene om dette ønske om reduktion - eller fjernelse - af økonomisk frihed. World Economic Forum har under sloganet "The Great Reset" engageret talt for at det kapitalistiske system skal "nulstilles". Det skal ændres fundamentalt til et system, som skal bygges på "public-private-partnership" - tættere samarbejde mellem (store) private virksomheder (som kan leve op til statslige/overstatslige krav) og statsadministrationen, som skal regulere hvad disse gør. Reglerne skal de udvikle i fællesskab.
I det private erhvervsliv er et vigtigt reguleringsinstrument i forhold til denne målsætning de tidligere nævnte ESG-investeringer ("Environmental, Social & Governance"). Denne forkortelse blev i øvrigt første gang brugt i en FN-rapport fra 2005 kaldet "Who Cares Wins" ("Den der tager sig af - vinder"). Rapporten blev til på baggrund af et fælles initiativ fra de største finansielle institutioner i verden på initiativ fra FN.

Paven og "rådet for en mere retfærdig økonomi"
Pave Frans har etableret "Counsil for Inclusive Capitalism with the Vatican" ("Rådet for inkluderende kapitalisme med Vatikanet"). Det er et råd med et panel af verdens Fortune 500-virksomheder - og et råd som, med deres egne ord, skal sætte fokus på at skabe "en mere retfærdig økonomi".
Paven har i praksis formaliseret en alliance med nogle af de største skikkelser inden for global finans, ledet af ingen ringere end Lynn Forester de Rothschild fra den adelige bankfamilie, Rothschild.

På rådets hjemmeside proklamerer de:
"Rådet for inkluderende kapitalisme" er en global bevægelse af ledere, der driver forretning på måder, der gavner mennesker, vores samfund og planeten."

De forklarer derefter, at "inkluderende kapitalisme handler grundlæggende om at skabe langsigtet værdi for alle interessenter - virksomheder, investorer, medarbejdere, kunder, regeringer og samfund" - og selvfølgelig igen "planeten".
De inkluderende kapitalisters værdier er stort set alle tidens plusord. Når de selv skal sige det, er de "pålidelige", "retfærdige", "ansvarlige", "dynamiske" og "bæredygtige". Det hele lyder rigtig godt. Fx skriver de også, at de ønsker "[l]ige muligheder for alle mennesker til at forfølge velstand og livskvalitet, uanset kriterier som socioøkonomisk baggrund, køn, etnicitet, religion eller alder".

På denne side med støtteerklæringer til internationale tiltag og organisationer fortæller de, at rådet er "opmuntret af det voksende sammenløb af eksisterende globale rapporteringsrammer" som fx FN's Sustainable Development Goals (SDG), ESG-investeringer og US Securities & Exchange Commission's (SEC) forslag om at skabe en ESG taskforce, World Economic Forum’s International Business Council’s Stakeholder Capitalism Common Metrics (WEF/IBC), Taskforce on Climate-Related Financial Disclosures (TCFD) og mange andre internationale organisationers lignende tiltag, som de remser op.
Deres henvisninger til World Economic Forum og FN er som nævnt ikke tilfældige. Terminologi og tankesæt er identisk med slogans fra begge disse organisationer og er hentet fra FN's Agenda 21 og dens efterfølger Agenda 2030.

Alt dette toppes så med pavens flair for bombastisk retorik. Da Lynn Forester de Rothschild annoncerede aftalen med Vatikanet, erklærede hun:
"Dette råd vil følge advarslen fra pave Frans om at lytte til 'jordens skrig og de fattiges skrig' og besvare samfundets krav om en mere retfærdig og bæredygtig vækstmodel."

Ordene "jordens skrig og de fattiges skrig" er et citat fra pavens "Laudato Si'", som vi hørte om lige før. Bemærk desuden hvordan Lady Rothschild udlægger sine mål som "samfundets krav" om mere retfærdighed og bæredygtighed. Vi må altså forstå, at det er rendyrkede altruister, der her handler på "folkets" vegne. Og hvis vi skal tage pavens og Lady Rothschilds ord for pålydende, gør de det simpelthen for de fattiges skyld - og jordens, selvfølgelig.

Hvem er så Lady Rothschild?
Lynn Forester de Rothschild har sit berømte efternavn fra sit ægteskab med den nu afdøde multimilliardær-chef for Londons NM Rothschilds Bank, Sir Evelyn de Rothschild. De to var gift indtil han døede i 2022. Selvom Lady Lynn er fra en almindelig amerikansk middelklassefamilie, var hun allerede meget rig før hun giftede sig med Sir Evelyn, der er ud af den ufatteligt velhavende Rothschild-bankfamilie. Rothschild-familien har desuden adelig rang i både Det Hellige Romerske Rige og Storbritanien.
Det var Henry Kissinger, som introducerede Lynn og Evelyn til hinanden ved en Bilderberg konference.
Altså dén Henry Kissinger som ikke bare godkendte tortur og massedrab i Sydamerika - men også opfordrede til at gennemføre det hurtigt for at undgå, at det kom kongressen for øre. Dén Henry Kissinger var altså 'Kirsten-giftekniv' for den ambitiøse amerikanske millionærpige og den ubegribeligt rige Rothschild-bankmand. Lynn Forester blev ført sammen med sin stenrige ægtemand af dén amerikanske udenrigsminister, som anklages for brud på menneskeretttigheder sammen med dét argentinske diktatur, som en anden mand, Lady Lynn nu er i parløb med, også anklages for at have hjulpet: 'Pave Frans' - eller rettere Jorge Mario Bergoglio.
Denne kreds af mennesker er indbyrdes forbundet, så man næsten bliver rundtosset af det.

Lynn Forester fik allerede som ung - inden hun mødte Sir Evelyn - succes på Wall Street, hvorefter hun fortsatte til telekommunikationsindustrien, hvor hun angiveligt tjente mange millioner. Lady Lynn Rothschild siger selv, at hun dengang i 80'erne levede i mantraet "Greed is good" ("Grådighed er godt"), og troede på, at "det eneste, hun behøvede, var at forfølge sin karriere på en lovlig, etisk og spændende måde, og ikke havde grund til at bekymre sig om samfundet".
Det har angiveligt ændret sig nu.
Lady Rothschild, som blev rig på benhård kapitalisme - og som derefter giftede sig til yderligere ekstrem velstand - lyder næsten som en socialistisk systemkritiker i dette interview.
Både "i finanskrisen i 2008 og i covidkrisen kom regeringerne til hjælp for de rigeste", siger Lynn Rothschild. Det er "socialisme for de rige og kapitalisme for alle andre" siger hun endda. Nu vil hun bl.a. have højere skatter "for at skabe bedre distribution af muligheder, særligt for farvede og folk i det laveste socioøkonomiske miljø".

Lady Rothschilds samarbejde med Jeff Bezos
I interviewet siger hun, at Amazon-milliardæren Jeff Bezos "har titusinder af ansatte på offentlige overførselsindkomster samtidig med, at han er verdens rigeste mand". Hun spørger retorisk, hvorfor det er ok? Derefter fortæller hun, at hun nu er i partnerskab med Jeff Bezos, fordi han er "en legende i shareholder kapitalisme og i at transformere firmaer". Hun har "1.000 procent tillid til Jeffs integritet". Han er tilsyneladende en af de "talentfulde investorer", Lady Lynn taler om, "som finder de nye løftestænger til værdiskabelse, og som er aktivt engagerede i firmaer, der transformerer i en skala for at blive renere og mere inkluderende".
Den "retfærdighedssøgende" Lady Rothschild nævner ikke, at Jeff Bezos - angiveligt "verdens rigeste mand" - anklages af sine ansatte i Amazon, for at hans firma "overtræder medarbejdernes sikkerhedskrav og deres privatlivsgrænser og værdighed". Eller at han "sætter dem til at arbejde på steder, som er indrettet til at presse så meget arbejdskraft ud af dem som muligt for så lille en løn som muligt". Hun nævner heller ikke, at Bezos desuden systematisk snyder sine medarbejdere for løn via de lønchecks, Amazon laver, hvilket i flere tilfælde får ansattes liv til at falde fra hinanden. Eller at Bezos multimilliardforretning beskyldes for at behandle sine medarbejdere som robotter, og at der til firmaet tilsyneladende er en jævn strøm af ambulanceudrykninger, fordi de ansatte besvimer, falder om af massive traumer, elektrisk stød eller lignende uforståelige situationer - alt sammen på grund af åbenbart helt urimelige arbejdsforhold i firmaet. Eller at Bezos firma efterlod en ansat død på gulvet i 20 minutter og krævede at alle ansatte bare arbejdede videre uanset det skete.
Disse informationer er at finde i nogle af verdens største nyhedsmedier såsom Forbes, The Guardian og New York Times. Der er lavet dokumentarfilm om Amazons hæmningsløse udnyttelse af sine medarbejdere og deres kamp for at organisere sig for at udnå dette misbrug. Denne artikel handler om en reporter fra det verdenskendte engelske statsmedie BBC, der gik undercover i et af Amazons standardiserede lagerhuse, hvor han angiveligt oplevede "arbejdsforhold, der fremkalder psykisk sygdom". Baseret på sin erfaring udtalte journalisten, at jobbet fik ham til at føle sig som en robot, og efter at have gået 17-18 km (11 miles) i løbet af et 10,5-timers skift, var han "absolut knust." Dette fik en førende jobstressekspert til at sige, at Amazons arbejdsforhold var "alle de dårlige ting på én gang" og desuden til at påpege, at der er beviser for, at Jeff Bezos lageransatte har "øget risiko for psykisk og fysisk sygdom".
I betragtning af hvor velmenende og politisk engagereret Lady Lynn lyder, når hun taler om de svageste i samfundet, virker det forbløffende, at hun vælger at samarbejde med en mand som Jeff Bezos, der går imod, stort set alt hvad hun offentligt udtrykker. Særligt fordi informationerne om Jeff Bezos udnyttelse af sine anstatte er almindelig kendt offentlig viden. Den eneste kritik, Lady Lynn vælger at lufte om Jeff Bezos virksomhedskultur, er, at han har "ansatte på offentlige overførselsindkomster". Hun undlader at komme ind på alle de andre problemer ved arbejdsforholdene i big-tech multimilliardærens virksomhed. Det virker som om, hun mener, det er vigtigere, at Jeff Bezos er en "talentfuld investor" og "en legende i shareholder kapitalisme og i at transformere firmaer". Eller måske at Jeff Bezos vil "transformere" sin milliardforretning "til at blive renere og mere inkluderende"? Men hvad med at starte med en anstændig behandling af de ansatte...? Disse ting har stået på i årevis for Amazon, så hvornår mon dét sker?
Men Jeff Bezos er bestemt ikke den eneste samarbejdspartner til Lady Rothschild, paven og de inkluderende kapitalister, der har udfordringer med sin moral. Vi skal snart se en del flere sådanne eksempler.

Lady Rothschild og venner med hang til sex med børn
Lady Lynn er interessant også ud over sin berømte mand, og sin voldsomme transformation fra pengefokuseret karrierekvinde i multimilliardærskalaen til social bevidst aktivist med dybe bekymringer for menneskenes og jordens fremtid - i åndelig samhørighed med paven og Vatikanstaten.
På listen med navne på dem, der fløj på "Lolita express" - privatflyet til den dømte børnesexsmugler og angivelige Mossad-agent Jeffrey Epstein - findes nemlig navnet; "de Rothschild, Lynn Forester."

Og det er i den sammenhæng værd at bemærke, at den samme Lynn Forester i 1991, før hun blev gift med Sir Evelyn, generøst lod en bestemt britisk veninde have fuld adgang til en af sine Manhattan lejlighedsejendomme efter det tilsyneladende mord på kvindens far - den britiske mediemogul og formodentlig Mossad-agent, Robert Maxwell. Lynns britiske veninde var Jeffrey Epsteins sextrafficking-partner - Ghislaine Maxwell. I juni 2022 blev Lynn Rothschilds veninde dømt for medvirken til handel med børn og sendt 20 år i fængsel. Ghislaine Maxwell opretholdt angiveligt Lady Lynn-adressen på Manhattan indtil 2020 for at fastholde registreringen af en bizar non-profit-organisation ved navn Terramar, som hun og Epstein oprettede i 2012, angiveligt med det formål at redde verdens have. Da Epstein blev arresteret, opløste hun hurtigt denne NGO. Mange - for ikke at sige de fleste, eller måske stort set alle - anser naturligvis Epsteins og Maxwells NGO TerraMar for et dække for deres børnsex-ring.
Så måske har Lady Rothschild og hendes veninde Ghislaine Maxwell mere til fælles end Lady Rothschild nok vil indrømme i dag - nu hvor Ghislaine er idømt 20 års fængsel for børnesex-trafficking?
For ligesom Ghislaine havde en idealistisk frontorganisation for sin skjulte dagsorden, kunne man måske godt mistænke Lady Rothschild for det samme:
At Lady Lynns medfølende økologiske og inkluderende kapitalisme-konstruktion med paven og Vatikanet måske kunne være et dække for grådighed på et endnu højere niveau end nogensinde før; et ønske om at opnå - om muligt absolut - kontrol med jordens befolkninger via en vision om kontrol med bl.a. CO2.
Mere om den tanke om lidt...

Lady Lynns "Vogtere"
Hvem er så de "inklusive" kapitalister, der går sammen med paven og Vatikanet om at forsøge at redde verden fra hæmningsløs kapitalisme og den medieformidlede truende klimaafgrund?
De bekymrede retfærdighedsmusketerer omfatter - udover medstifter Lady Lynn Forester de Rothschild - håndplukkede globalistiske pengemoguler og deres udvalgte fonde. De kalder sig med sædvanlig ydmyghed "Vogterne" ("the Guardians"). Ja, det lyder måske lidt som en lettere håbløs rockerbande, men de gode forretningsmænd og -kvinder mener det nok mere i retning af "moralske vogtere". I al fald at dømme ud fra deres egne idealistiske udlægninger af visionen om retfærdighed og bæredygtighed, og hjælp til de fattige - og 'Moder Jord', selvfølgelig. Alt sammen gjort rigtig realistisk med moralske superkræfter fra deres nye ultraidealistiske venner i Vatikanet.

Medlemslisten i dette højmoralske råd inkluderer Rajiv Shah, præsident for Rockefeller Foundation og tidligere partner i Gates Foundations landbrugsprogram AGRA, som forsøgte at introducere GMO-frø i Afrika. AGRA er blevet kritiseret for at have skabt flere problemer end løsninger - herunder miljøforringelse, øget brug af pesticider, reduceret mangfoldighed af fødevareafgrøder, øget virksomhedskontrol over fødevaresystemer, og for at have forværret sult- og underernæringskrisen i det sydlige Afrika.
De skabte problemer har været så grelle, at AGRA simpelthen er blevet beskyldt for at være et svindelnummer. Rajiv Shah har som præsident for Rockefeller Foundation stået bag Rockefeller-rapporten "Nulstil spisebordet: At møde øjeblikket for at transformere det amerikanske fødevaresystem" ("Reset the Table: Meeting the Moment to Transform the US Food System"). Denne rapport handler om en total transformation af fødevaresystemet i USA og blev udgivet på toppen af den verdensomspændende covid-kampagne. Covid-frygten blev da også i rapporten intensivt brugt til at fremme den dagsorden om at transformere verdens fødevareproduktion, som Rockefeller og andre store organisationer og virksomheder arbejder for. Rockefeller-rapporten er på den måde i perfekt tråd med World Economic Forum-planerne om "The Great Reset" ("Den store nulstilling").
Rockefeller Foundation er da også både formelt og ideologisk en kernedel af World Economic Forum (WEF). Med "The Great Reset" agiterer WEF for at transformere alle sektorer i verdens samfund til at være meget mere højteknologiske - baseret på fx "kunstig intelligens", automatisering, robotteknologi, digitalisering og lignende. WEF vil på den baggrund fx gerne have mere effektive robotstyrede forsyningskæder og kunstigt fremstillet kød i butikkerne. WEF promoverer nu også åbenlyst en tidligere latterliggjort - og vel nok for de fleste ufattelig - konspirationsteori. Den indflydelsesrige organisation vil nemlig have flest muligt mennesker opkoblet på Internet of Bodies (IoB). Det betyder "Kroppenes Internet" og er den del af internettet, mennesker er opkoblet til. Man kan læse mere om WEF's visioner i denne artikel: 'Latterlig konspirationsteori' officielt bekræftet: 'Potentialet for Kroppenes Internet skal frigøres fuldt ud'

Pavens og Lady Lynns "Vogtere" inkluderer også Darren Walker, CEO for Ford Foundation. Disse to fonde, Ford og Rockefeller, har bl.a. arbejdet tæt sammen om udviklingen af GMO-afgrøder til u-lande som Indien, Mexico og afrikanske stater siden 60'erne. Ford Foundation har sin oprindelse i bilfabrikanten Henry Fords succesfulde bilvirksomhed. Henry Ford var i øvrigt desuden både frimurer og nazist. Ford var højt æret af Adolf Hitler, og den verdenskendte bilfabrikant er den eneste amerikaner, der nævnes positivt i Hitlers selvbiografi "Mein Kampf". Hitler udtalte simpelthen, at han anså Henry Ford som sin "inspiration".

Lederen af DuPont, en GMO-gigant og kemikaliekoncern, er en anden af pavens moralske vogtere.
Desuden de skandaleombruste vaccine- og lægemiddelfirmaer, Merck og Johnson & Johnson.
Merck løj om risikoen ved sit gigtmiddel Vioxx, hvilket forårsagede 100.000 hjertestop og mere end 55.000 døde ifølge FDA's vurdering (FDA er den afdeling i USAs sundhedsministerie, som godkender medicin til hele landet - Federal Drug Administration). Merck kendte angiveligt til farerne ved produktet men skjulte denne viden og gik videre med markedsføringen af produktet, hvilket genererede milliarder i indtægter på det populære produkt. Merck kendte sig efterfølgende skyldig i retten i ulovlig promovering af Vioxx og accepterede at betale bøder for 950 millioner dollars til den amerikanske regering og de individuelle ramte stater - samt næsten 5 milliarder i kompensation til dem der fik hjertestop og deres pårørende.
Johnson & Johnson (J&J) har været involveret i adskillige sager om svindel og dødbringende produkter i de senere år. Fx omkring de negative virkninger af dets antipsykotiske lægemiddel Risperdal, den ulovlige tilstedeværelse af kræftfremkaldende asbest i fimaets babypulver og som førende leverandør af opioidet i Purdue Pharmas dødbringende receptpligtige smertestillende middel OxyContin.
Sagen om babypulveret er helt ekstrem. J&J vidste at produktet indeholdt kræftfremkaldende asbest, men fortsatte salget i mere end 30 år mens de løj om data fra deres egne undersøgelser! Efterfølgende brugte J&J en kontroversiel konkursmanøvre til at blokere omkring 38.000 retssager. J&J lavede et nyt selskab til formålet, og dumpede derefter alle sine asbestrelaterede juridiske forpligtelser - inklusive lavinen af retssager - ind i dette nye firma. Derefter lod de dette fiktive firma gå konkurs.
Resultat: J&J slap af med de tusindvis af retssager, som måtte droppes af de skadesvoldte mennesker.
Den tredje nævnte J&J-sag om opioid er en del af opioid-skandalen. Dette er en af de største medicinskandaler i USA's historie, og J&J spiller en central rolle heri. Det benævnes simpelthen som "en national sundhedskatastrofe".

En anden "Guardian" for den retfærdige og inkluderende kapitalisme er administrerende direktør for Bank of America, som i 2014 blev dømt til at betale historiske 16,65 milliarder dollars for svindel i forbindelse med de handler, som førte til finanskrisen i 2008. Statsadvokaten som vandt sagen kaldte Bank of Americas praksiser "hensynsløse og svigagtige", mod de ofte almindelige - eller direkte fattige - amerikanere, der stod tilbage som taberne i Wall-Street-milliardfirmaernes pyramidespil.
Bank of America har desuden hvidvasket milliarder af dollars for mexicanske narkokarteller.

Lederen af State Street Corporation, et af verdens største investeringsselskaber, som forvalter for 3,1 milliarder dollars, er en anden "Guardian". I januar 2020 annoncerede State Street, at firmaet ville stemme imod direktører for virksomheder i store aktieindekser, der ikke opfylder de tidligere nævnte ESG-mål for miljømæssige, sociale og ledelsesmæssige ændringer. Igen er dette noget både World Economic Forum og paven taler for - omend paven gør det i sit sædvanlige vidtløftige sprog. Den tidligere nævnte CEO for investeringselskabet BlackRock - Larry Fink - som altså også presser på for mere af dette - er i øvrigt også bestyrelsesmedlem i World Economic forum.
State Street Corporation er også en interessant "moralsk vogter" fordi firmaet i 2021 indvilligede i at betale en strafferetlig bøde på 115 millioner dollars for at standse anklager om, at firmaet havde bedraget klienter ved i hemmelighed at overtaksere nogle af sine kunder i så længe som 17 år. Altså svindel gennem næsten to årtier.
Både Blackrock og State Street er i øvrigt topinvestorer i nogle af verdens største våbenproducenter (eks. General Dynamics Corporation og Northrop Grumman Corporation).
Men det er åbenbart socialt-, miljø- og ledelsesmæssigt ok.

Andre "Guardians" er de administrerende direktører for Visa og Mastercard. Både Visa og Mastercard er hardcore pushere af biometisk overvågningsteknologi, med primær fokus på ansigts- og fingeraftryksscanning. Disse firmaers tiltag passer perfekt som forløber for World Economic Forums højteknologiske overvågningsagenda og nu helt officielle målsætning om at få flest muligt mennesker koblet op på internettet - "Internet of Bodies" som det kaldes ("Kroppenes Internet").
Begge kreditkortfirmaer er da også strategiske partnere med WEF.
I 2016 gik Visa sammen med USAID for sammen med Modi-regeringen at fremme en mere digital økonomi i Indien. Det indiske tiltag bliver udlagt som et projekt, der handler om at inkludere fattige, som ellers ikke kan handle i samfundet. Det samme gør sig gældende med de enorme digitale ID-projekter, som findes i verden i øjeblikket, fx USAID og ID2020: De handler også officielt om at inkludere og hjælpe fattige mennesker overalt i verden, ved at "sikre" dem et digitalt ID. Ikke om at få mere kontrol med alle de mennesker som registreres, selvfølgelig. Heller ikke selv om det er det, der sker, når folk bliver registreret i et centralt digitalt personregister. Det indiske digitale handelstiltag skal således ses i sammenhæng med verdens største digitale og biometriske ID-projekt - Aadhaar - gennemført på stort set alle indiske borgere i 2009. Projektet betød registrering af personer på individuelle personnumre med fingeraftryk, øje-iris scanning og fotografi. Det er officielt også kun for at hjælpe borgerne - ikke for at staten kan registrere og overvåge borgerne. Projektet forklares her, og udlægges som "et laboratorie for resten af verden".
Så spørgsmålet er om Visas, USAID's og Modi-regeringens projekt kun blev gennemført for at "give fattige bedre digitale vilkår", eller om det måske også også blev gennemført for at opnå mere kontrol med befolkningen?
Den indiske regeringschef Modi, som stod bag det digitale betalingsprojekt i 2016, fik i øvrigt audiens hos pave Frans i oktober 2021.

Den indiske premierminister Modi i audiens hos pave Frans.
Skærmklip fra video.

Pave Frans mener i øvrigt simpelthen, at internettet er "en gave fra Gud". Virkeligheden er at internettet er skabt af det amerikanske militær og desuden har været en betydelig faktor i den overvågning, der har bredt sig de seneste 20-25 år. Så er det igen spørgsmålet, hvilken "Gud" paven mon taler om. Blandt de antikke romerske guder var fx krigsguden Mars og guden for bl.a. kommunkation og bedrageri - Merkur. Det kan jo være, at det er disse guder paven tænker på, når han udtaler at "internettet er en gave fra Gud".
Paven har en del kontakt til mennesker, der har haft stor betydning for internettets udvikling. Ud over tidligere nævnte Mark Zuckerberg har paven også haft Googles tidligere CEO Eric Schmidt i audiens hos sig. Eric Schmidt elsker at tale og skrive om "kunstig intelligens" (på engelsk kaldet AI - artificial intelligence). Han mener, at "der er en følelse af magi i AI's voksende evner", og han er en meget varm fortaler for, at mennesker skal udnytte kunstig intelligens maksimalt. Så meget at han mener, at "fremskridt i AI vil gøre alle mennesker bedre".
Ja, han tager åbenbart for givet, at mennesker på alle niveauer vil blive forbedret af AI-systemer, der er i stand til at forstå, ræsonnere, virke i kreativitet og have dømmekraft.
Eric Schmidt har såmænd også skrevet en artikel i Wall Street Journal om AI sammen med - hvem kunne gætte det - Henry Kissinger, såmænd. Ja, den tidligere udenrigsminister som opfordrede til at gennemføre massedrabene i Argentina hurtigst muligt, for at undgå at blive opdaget. Han er nemlig - sammen med Eric Schmidt - både begejstret og bekymret for AI's potentiale og ricisi.
Det er ligesom paven, som har præcis samme tanker - pudsigt nok. Derfor har han lavet en workshop i Vatikanet, der undersøgte etik og lovgivning omkring kunstig intelligens. De indbudte var Microsoft, IBM og andre organisationer indenfor området. Workshoppen endte med at opfordre til "nye former for regulering" og seks principper, der overlapper med det amerikanske forsvarsministeries liste af ønsker. Sjovt nok er mere regulering også hvad World Economic Forum hele tiden taler om i forhold til AI.
Så der er stor enighed om dette blandt pavens venner. Måske fordi maksimal udnyttelse af AI i kobling med statslig - og overstatslig regulering giver den bedste mulighed for kontrol med dem der bruger teknologien? Og på sigt måske integrerer teknologien i deres kroppe?

Appropos etablering af kontantløst samfund og mere digital kontrol med befolkningernes betalinger er en anden bemærkelsesværdig "Vogter" for den retfærdige og inkluderende kapitalisme tidligere Bank of England-chef, Mark Carney. Han er også stor fortaler for digitale centralbankvalutaer CBDC's som erstatning for kontanter.
CBDC's virker til at være en meget central brik i forhold til etableringen af "det kontantløse samfund", som ligeledes kan give stater og banker mere kontrol med befolkningerne. Dette emne - CBDC's - har jeg skrevet en del om her på Hoja.dk - bl.a. i denne artikel:
Afsløring: Europas centralbanker vil have programmerbar digital euro hurtigst muligt.
Carney er nu FN's "særlige udsending for klimahandling og finans" ("Special Envoy for Climate Action and Finance").
Carney er også bestyrelsesmedlem i World Economic Forum. Faktisk er flere af "Vogterne" med i World Economic Forum-bestyrelsen; fx milliardæren og grundlæggeren af esalgs-firmaet Salesforce, Marc Benioff og OECD-chefen Angel Gurria. Desuden ex-Credit Suisse direktøren Tidjane Thiam, som sidder i det internationale forretningsråd ("International Business Council") i World Economic Forum.

Rådet for inkluderende kapitalisme hævder på deres hjemmeside, at de forskellige "Guardians" samlet administrerer mere end 10,5 milliarder dollars og kontrollerer virksomheder, der beskæftiger 200 millioner arbejdere.

Vatikanets ophøjede økonomiske moral?
Vi har tidligere i denne artikel hørt om den katolske kirkes forhold til overgreb på børn, men hvordan forholder det sig så med organisationens økonomiske moral? Pave Frans og Vatikanet skal vel forsøge at give Rothschilds gruppe af megakapitalister en moralsk ophøjet finansiel og virksomhedsmæssig troværdighed, og kan de så det, når nu det halter lidt for megakapitalisterne selv?
Desværre er Vatikanet netop nu involveret i, hvad der ligner en af de - skalamæssigt - største økonomiske skandaler i Vatikanets moderne historie; bedrageri og misbrug af kirkemidler - potentielt i milliardklassen.
Da pave Frans udråbte sig som ny pave i 2013, var en af hans erklærede hovedopgaver at rydde op i Vatikanets skandaleombruste finanser. Det har dog næppe fundet sted. Nogle af Vatikanets observatører hævder endda, at den katolske kirkes finansielle korruption er blevet værre.
Det skulle man ellers næsten ikke tro kunne lade sig gøre, når man ser på organisationens historiske korruptionssager.
Her er det Business Insider, som forsøger at opstille nogle af de værste i prioriteret rækkefølge i artiklen "De mest sindsyge finansielle intriger som Vatican-Banken forsøgte at dække over":
1. At tjene penge direkte på drabet på jøder under Holocaust.
2. At forsøge at købe falske værdipapirer fra et mafia-linket svindlernetværk.
3. At bruge 5 millioner dollars til at dække over munke, der formøblede donationer.
4. Indsmugling af guld til Polen for at vælte det dengang kommunistiske regime.
5. Hvidvaskning af penge for mafiaen og andre dele af den italienske elite.

Den nylige optrævlede skandale drejer sig om den nu vanærede kardinal Angelo Becciu, som indtil 2018 de facto var stabschef for paven og regelmæssig fortrolig. Becciu var stedfortræder for generelle anliggender i udenrigssekretariatet, en nøgleposition i Vatikan-ledelsen indtil juni 2018, hvor paven ophøjede ham til kardinal og - ironisk nok - ansvarlig for "Congregation for the Causes of Saints" ("Menigheden for helgeners sager"). Becciu forvaltede tilsyneladende i vid udstrækning "helgeners sager" for sin egen vindings skyld: Han var i stand til at investere hundredvis af millioner dollars af kirkemidler, ja milliarder gennem årene, herunder donationer fra fattige givere, i projekter, han udvalgte sammen med en tidligere bankmand fra Credit Suisse. Projekterne omfattede en 150 millioner euro andel i et luksusejendomskompleks i London og 1,1 millioner dollars i en film - Rocketman, om popstjernen Elton Johns liv. Alt dette kom i øvrigt frem, samtidig med at Vatikanets igangværende børnesexskandaler fik pave Frans til at afsætte Washingtons indflydelsesrige kardinal Theodore McCarrick, som vi tidligere hørte om.

Italiensk presse rapporterer angiveligt, at paven kendte til Beccius tvivlsomme investeringer og endda roste dem, før dybden af skandalerne brød ud. I november 2020 raidede italiensk politi Beccius' Vatikan-revisors bolig og fandt 600.000 euro i kontanter og dermed beviser for, at denne Vatikanets medarbejder havde modtaget 15 millioner dollars i forfalskede faktureringer over flere år.

Moralsk ophøjede "vogtere" vil bare redde verden
Så disse moralsk ophøjede "vogtere" - disse mulitmilliardærer og megakapitalister - skal i samarbejde med lederen af "den hellige katolske kirke" redde verden fra klimakatastrofe og voksende social skævvridning. Man skal i al fald ikke begynde at gøre sig den "kætterske" overvejelse, om den voksende sociale skævvridning måske kunne have noget at gøre med den grådighed, nogle af disse moralsk ophøjede megamilliardærer udviser.

"Vi er naive, hvis vi sluger dette"
Det er F. William Engdahl som har skrevet en artikel, hvor han påpeger flere af de ovenstående pointer om "Council for Inclusive Capitalism". Engdahl er strategisk risiko-konsulent og foredragsholder om geopolitik - og uddannet i politik fra Princeton University.
Han påpeger, at pavens inkluderende råd er "endnu en frontgruppe" for de samme globalister som efter 1945 skabte den IMF-ledede globaliseringsmodel (International Money Fund). Den model - påpeger Engdahl - som netop er grundlaget for at skabe globale giga-virksomheder, der er mere magtfulde end regeringer. Enorme virksomheder som fx har ødelagt det traditionelle landbrug til fordel for moderne giftig landbrugsvirksomhed (fx Monsanto - nu Monsanto-Bayer), og virksomheder som er i gang med at afvikle levestandarden i de industrialiserede lande bl.a. ved at flytte deres produktioner til billige arbejdsmarkedslande som Mexico eller Kina.
Engdahl spørger retorisk, om verdens befolkninger nu skal lade disse globalister føre an i bestræbelserne på at rette op på al deres misbrug?
Engdahl afslutter refleksionen med sætningen:
"Vi er naive, hvis vi sluger dette."

Redde verden - eller kontrollere verden...?
Gennemførelsen af mere statslig og overstatslig kontrol med CO2 betyder i praksis mere statslig og overstatslig kontrol med verdens befolkninger. Eksempler på det lige om lidt.
Så er det centrale i den øgede kontrol med CO2-udledningerne at undgå klimakatastofe, eller er det øget kontrol med menneskerne i verden?

Og handler den "mere retfærdige økonomi" om retfærdighed, eller handler det i virkeligheden om en mere kontrolleret økonomi, hvor der kun er plads til enorme virksomheder, som er i stand til at leve op til de strenge regler, der i stigende grad defineres af overstatslige organisationer som fx FN, EU, WHO osv.? Overstatslige organisationer som samarbejder tættere og tættere med netop de store multinationale virksomheder.

Eksempler på mere kontrol med mennesker
Herunder nogle eksempler på hvordan mere kontrol med CO2 giver mere kontrol med mennesker.
I Danmark har man gennemført at alle byggerier over en hvis størrelse skal have gennemgået en LCA (Life Cycle Analysis - Livscyklusanlyse). Det betyder i praksis, at der på stort set alle anvendte materialer og produkter i det enkelte byggeri foreligger en analyse af forbrug og udledning af CO2 og andre "drivhusgasser" - samt en akkumuleret beregning på hele byggeriet. Desuden er der krav om, at man skal holde sig under et vist niveau af drivhusgasudledning. Et niveau som gradvist er planlagt til at blive strammet.
Indenfor byggebranchen og i produktionsindustrien er idéen om et "materialepas" desuden blevet introduceret. Dvs. et system hvor bygge- og produktionsmaterialer og produkter vurdereres og registreres i forhold til anvendelse i byggeri og produktion. Visionen er at alle produkter og materialer i både byggebranchen og i industrien overalt i verden skal være en del af dette system.
Et socialt kreditsystem, der sigter mod at ændre borgernes adfærd i forhold til CO2-udledninger og miljø, er blevet implementeret i Bologna, Italien. Borgere, der udviser god opførsel, såsom korrekt genbrug eller brug af offentlig transport, bliver belønnet.
Kontrol med energikilder: CO2-afgifter, stigende priser og regler sikrer at flere borgere er nødt til at vælge den centraliserede opvarmningsløsning fjernvarme. Det bliver gjort sværere og dyrere at vælge en energikilde - fx en brændeovn, pillefyr, oliefyr el.lign. - som er mere uafhængig af statens subsidier og systemer.
Digitalt pas til tøj bruges af firmaer som H&M og Net-a-Porter. Passet indeholder oplysninger om, hvor og hvornår produktet er lavet, og hvad det er lavet af. Det digitale system sporer angiveligt produktet gennem hele dets liv, inklusiv hvem der har ejet det i hvilke perioder.
"Climate-TRACE". Miljømæssigt analyseværktøj bruger en kombination af "machine learning" (maskinlæring), infrarøde satellitbilleder og avanceret computermodellering til at spore udledere af drivhusgasser verden over i realtid.
CO2-afgifter betalt til stater og overstatslige organisationer giver disse stater og organisationer store indtægter, som gør dem i stand til at indføre flere kontrolinstanser på bl.a. klimaområdet.
Reglerne og de tidligere nævnte miljømæssige og sociale ESG-investeringer i forretningslivet, giver mere kontrol med virksomheder, som i praksis betyder mere kontrol med befolkninger, da virksomheder jo består af mennesker. Men nogle udviklingstiltag indikerer desuden, at dette princip fra forretningsverdenen også kan sprede sig til private bankkunders konti.

Der arbejdes desuden på et avanceret system til sporing af alverdens fødevareprodukter - i bogstavelig forstand helt ned til fx en kaffebønne eller en fisks enkelte kropsdele. Det forekommer måske utopisk, men forskere er tilsyneladende ganske langt med dette arbejde. Læs mere om det og ovenstående punkter i artiklen "Mere kontrol med CO2 betyder mere kontrol med mennesker".

Trusler, kontrol og centralt styrede digitale ID-systemer
Den truende klimakatastrofe er kun én af mange trusler, som i praksis bliver brugt som argument for mere kontrol og overvågning. Andre eksempler er terrortrussel, cybersikkerhedstrussel, trussel om vold, kriminalitet og børneporno samt covidtrussel. De mange forskellige trusler har i de seneste år - ligesom klimatruslen - været med til at skabe basis for en accellereret mængde af overvågning og kontrol.

Vi har allerede hørt om de digitale identitets-initiativer ID2020, USAID og ID-systemet i Indien. Det lille lokale sociale kreditsystem i Bologna, Italien, er blot et mindre eksempel på en udvikling i tiden. Centralt styrede digitale ID-planer, som danner baggrund for statslig og overstatlig kontrol, lanceres flere steder. Tyskland og Østrig har fx fremskyndet deres respektive digitale ID-planer. Begge lande introducerer nye platforme til at integrere flere offentlige tjenester og ID'er, digitalisere post og nationale pas. I Danmark har staten i samarbejde med bankerne indført tvungen anvendelse af MitID, for fx at kunne benytte netbank og købe ind online for beløb over en fastsat bagatelgrænse.
I EU har man indført EU ID. Inden 2024 skal alle EU-medlemslande stille en "Digital Identity Wallet" ("digital identitets-pengepung") til rådighed for alle borgere, der ønsker en. Det kaldes en "grænseoverskridende EU Digital Identity Wallet (EDIW)" som skal realisere visionen om én enkelt digital ID for hele Europa.

"Klimabetjenten" Al Gore - og urigtige "forudsigelser", der fører til mere kontrol
Time magazine udgav i 2020 artiklen "The Climate Cop", som fortæller om "Climate TRACE", "det første miljøanalyseværktøj af sin slags", som bruger en kombination af maskinlæring, infrarøde satellitbilleder og avanceret computermodellering til at spore udledere af drivhusgasser over hele verden i realtid. Climatetrace.org fortæller selv, at de "udnytter satellitbilleder og andre former for fjernmåling, kunstig intelligens og kollektiv datavidenskabsekspertise til at spore menneskeskabte drivhusgasemissioner med hidtil uset detaljeringsgrad og hastighed."

"Climate TRACE" blev opstartet i 2019 og den tidligere vicepræsident, multimillardær og klima-aktivist, Al Gore, er en af stifterne af overvågningsorganisationen.
I sin dokumentarfilm fra 2006 "En ubekvem sandhed" påstod Gore, at medmindre "drastiske foranstaltninger" blev truffet for at reducere CO2-udledning ville verden nå et 'point of no return' "inden for 10 år". Han kaldte det en "ægte planetarisk nødsituation".
Gore og folkene bag Climate TRACE har således igangsat deres overvågning tre år efter at Gores "point of no return" var passeret.
Men måske var "point of no return" alligevel ikke 2016, siden de tilsyneladende mener, at det nytter at overvåge jordens CO2-udledere. Igen kunne nogen måske få den ubehagelige fornemmelse, at formålet er at skabe mere overvågning - mere end det er at undgå en klimakatastrofe.

Men den priviligerede politiker er i god overensstemmelse med både FN og paven. En "gruppe af religiøse, videnskabelige, politiske og erhvervsledere" mødtes i Vatikanet i april 2015 og udsendte en erklæring, der sagde, at "afbødning [af menneskeskabte klimaforandringer] er en moralsk og religiøs nødvendighed for menneskeheden". Erklæringen opfordrede samtidig til at "eliminere global fattigdom". I juli samme år mødtes paven så med flere af verdens politiske ledere og kom med endnu en erklæring. Denne gang om at det måske var den "sidste effektive mulighed for at forhandle ordninger, der holder menneskeskabt opvarmning under 2 grader [celsius]."
"FN skal tage et meget stærkt standpunkt på dette område," sagde paven. Det skete så nogle få måneder efter, da "Paris-aftalen" blev underskrevet i december 2015. Her aftalte verdens lande at "holde stigningen i den globale gennemsnitstemperatur til et godt stykke under 2 °C over det præindustrielle niveau".
Al Gore er bestemt ikke den eneste, der er kommet med klima-forudsigelser. Året efter Al Gores dokumentar - i 2007 - udtalte lederen af FN's mellemstatslige panel for klimaændringer (IPCC) Rajendra Pachauri fx, at hvis "der ikke gøres noget før 2012, er det for sent."
"Hvad vi gør i de næste to til tre år vil afgøre vores fremtid. Dette er det afgørende øjeblik,” sagde han.
Det har vi nu set en del gange: Denne side kortlægger flere af de mange "deadlines" for klimaet. Processen synes at være gentagelser af den samme principielle "forudsigelse" om en "deadline for klimahandling", og når "forudsigelsens" deadline passeres, fortsætter man til næste principielt samme "forudsigelse" - selvfølgelig med nye CO2-stramninger og overvågningstiltag som konkret udkomme.

CO2-ækvivalenter minder om en gammel idé: Technocracy Inc.
I slutningen af 2024 foreslog to danske "klimaforskere" så, at Danmark skal indføre "personlige CO2-kvoter". "Med personlige CO2-kvoter kan hver enkelt borger blive tvunget til at foretage mere bæredygtige valg," konstaterer TV2 i forbindelse med nyheden. Den ene klimaforsker Sebastian Mernild har i øvrigt været tilknyttet FN's IPCC siden 2010.

Idéen om detaljeret kontrol med menneskers energiforbrug er slet ikke så ny, som den måske forekommer. I 1930'ernes USA og Canada var der en politisk organisation, som kaldte sig "Technocracy Inc.". Denne organisation havde en vision om, at energi-rationer skulle afløse penge i samfundet, og at hver enkelt borger skulle betale med sin energi-ration i stedet for med dollars. Dette var en idé, som blev udbredt og faktisk havde stor succes under depressionen, hvor mange mennesker oplevede et økonomisk system, der var brudt sammen. Technocracy Inc. havde omkring 500.000 medlemmer i USA alene, da den politiske bevægelses succes toppede. Bogen "Technocracy Rising", handler om hvordan den idé, Technocracy inc. fostrede, er blevet indarbejdet i vore dages teknokratiske realpolitik.
I dag er terminologien "CO2-ækvivalenter", der bl.a. måles via Internet of Things for at undgå klimaforandringer. Og i dag er det, som i 1930'erne var utopisk tågesnak, blevet ganske realistisk.

Åbenlyst hykleri
Underligt paradoksalt er det i øvrigt, fx når "den globale elite fløj til Davos i private jetfly for at bekæmpe klimaforandringer". Erhvervsledere, berømtheder, milliardærer og embedsmænd rejste i 2023 til World Economic Forum-topmøde hovedsageligt i private jetfly. Det drejede sig angiveligt om mindst 150 private jetfly, som transporterede de idealistiske deltagere til topmøde om klimaforandringer. Som der står i artiklen:
"Disse data tyder på, at konferencedeltagere spyede hundredtusindvis af pund og tusindvis af tons CO2 ud som følge af deres brug af private jetfly".

Private jetfly producerer 10 gange mere CO2 per passager end de fly, almindelige mennesker flyver med. En talsperson fra Greenpeace udskammede World Economic Forum-deltagerne for at rejse med "ultraforurenende, socialt ulige private jetfly" "for at diskutere klima og ulighed bag lukkede døre".

Kløften mellem idealismen og den C02-udspyende adfærd kommer til udtryk hver gang verdenseliten tager til FN's klimakonferencer og lignende idealistiske topmøder. Så man må tilyneladende forstå, at det er ok for disse mennesker hæmningsløst at udlede CO2, mens andre mennesker helst skal have deres udledninger overvåget og kontrolleret.

Mystisk og forurolignde symbolik?
For mange er det svært at undgå at undre sig over nogle af de mange symboler, paven og den katolske kirke benytter. Og for dem, der studerer disse symboler mere systematisk, fremkommer ofte et temmeligt foruroligende mønster.
Herunder ses fx paven på vej ind i Paul VI Audience Hall (Paul VI publikumssal) i Vatikanet og siddende på scenen omgivet af andre gejstlige katolske ledere og soldater fra pavens schweiziske garde.
Nogle mener bygningen ligner en slange, og indvendigt at kigget mod scenen har et udtryk som et slangehoved.

Paven i Paul VI publikumssal i Vatikanet.
Bag scenen ses skulptur med navnet "Opstandelsen".
Skærmklip fra videoer samt billede fra Pixabay.com

Bag scenen er der desuden en skulptur med navnet "Opstandelsen" ("La Resurrezione"), som er inspireret af tanken om Kristus, der "rejser sig fra et krater" "revet op af en atombombe; en grusom eksplosion, en hvirvelvind af vold og energi". Disse ord er fra denne New York Times-artikel, hvor kunstneren bag skulpturen fortæller om baggrunden for sin idé.
Der er en del mennesker, som undrer sig over denne skulptur og formgivningen af Paul VI publikumssal såvel som flere andre bemærkelsesværdigt symbolske bygninger og skulpturer i Vatikanet. Man skelner i studierne af denne type symbolisme mellem esoterisk viden og exoterisk viden om symbolernes betydning. Esoterisk betyder "ikke offentlig eller almindelig viden" eller "viden for de indviede", mens eksoterisk refererer til den viden der almindeligvis undervises i. Eller sagt på en anden måde; det de uindviede får at vide. For eksempel beskrives mystiske, magiske eller okkulte praksisser typisk som esoteriske, mens alt, der undervises i den offentlige skole, er eksoterisk.
Man kan fx læse nogle betragtninger om esoterisk symbolik i Paul VI publikumssal og i Vatikanet generelt her.

Troværdighed?
Så hvor troværdig er pavens og hans mange magtfulde vennners idealistiske tale om klimakamp egentlig? Hvor stor er troværdigheden, når det kommer til den megen tale om retfærdighed?
På mig virker den ikke imponerende.

Men for mange er det nok svært at tro på, at paven ligefrem skulle være Bibelens "Antikrist". Jeg havde selv engang et temmelig anstrengt forhold til Bibelen og den kristendom, man uundgåeligt bliver præsenteret for på den ene eller anden måde. Da jeg så rent faktisk læste Bibelen, ændrede min holdning sig.
For jeg synes, jeg ser et mønster. Og det er et mønster, der, for mig at se, er forklaret i Bibelen. Eller rettere sagt en verdenshistorie, der er forudsagt i Bibelen.
Det er desværre en historie om overgreb, manipulation, grådighed - og et tilsyneladende uendeligt behov for magt. Det har for mig vist sig gennem undersøgelser af rigtig mange historiske omstændigheder i sammenhæng med, hvad man kan få oplyst om bl.a. hemmelige ordner, okkultisme og satanisme. Jeg har skrevet en bog i fire dele, hvori jeg fremlægger flere af disse undersøgelser. Artiklen her er en forholdsvis kort sammenfatning med uddrag fra bogens afsluttende kapitel.

Bogen har titlen "Hvis man lukker øjnene, sker det sikkert ikke..." - og kan læses her.



Originale engelske tekster:

Pope Francis Ends Landmark Meeting by Again Calling for ‘All-Out Battle’ to Fight Sexual Abuse:
Francis, however, had sought to tamp down expectations about the Vatican meeting, fostered by some of his own bishops, that the conference would deliver concrete remedies to end the scourge. He said the meeting had been intended to educate all the bishops on the gravity of the problem of sexual abuse; many were skeptical about such cases in their home countries.

Pope knew about sex abuse cover-up, says victim:
"The day I see proof against Bishop Barros, then I will talk. There is not a single piece of evidence against him. It is all slander. Is that clear?" the pope said during an official visit to Chile.
While the pope later apologized, he defended Barros, saying: "I can't condemn him because I don't have evidence."

Evidence shows Pope Francis is a ‘principal in a cover-up’ of clergy sex-abuse in Chile: Expert.
"Yore, who has handled child abuse investigations and clergy abuse investigations throughout her legal career, was commenting on the latest sexual abuse case to touch the Francis papacy, in this case where the Pope appointed a bishop with a history of complicity in child sex abuse."
...
“Yore said that not only is it now known that the Pope received a letter from one of the victims, but it is also now known that he was “told from the moment he appointed Bishop Barros in 2015 that this was a bad decision."”

Catholic Church child sexual abuse scandal:
Before him, under Pope John Paul II, Cardinal Bernard Law, the disgraced figure at the centre of the Boston scandal, was given a symbolic role in Rome close to the Vatican and allowed to maintain his rank, despite outrage from victims.

Ex-Pope Benedict denies abuse cover-up:
His predecessor, Pope Benedict, had been accused of failing to protect children and suppressing investigations - allegations he denied.

The Cover-Up Continues
We decided to contact the board of trustees of the institution. Phone messages left for the chairman of the board at her mobile number were responded to by the lawyer we had spoken with earlier. We expected no cooperation from him, so we sent registered letters to all 18 trustees of the institution to inform them of Kate’s charges (with full documentation) and of the conflicting statements given by the bishop about whether or not he had turned over Kate’s materials to the AG’s office. And, of course, we informed them that the AG’s office said they never received files, nor was an investigation done.

After three weeks passed, another phone message was left for the chairman of the board. A different lawyer responded to that message and reiterated that the board accepted the bishop’s assurances that thorough investigations were done by the diocese and the AG’s office. I asked the lawyer if he was not concerned about the conflicting statements made by the bishop and the denial of the AG’s office that any investigation was done. He told me he would pass on to the board any information I wanted them to have but said to this point he had heard nothing new.

Clearly, the behavior of the bishop is suspect. Why the conflicting statements? Why does he say one thing and the AG’s office another? It would be very simple to call the AG’s office and determine if they had in fact received Kate’s materials and if an investigation had been done. Why won’t the board do that one thing? Where is their sense of fiduciary responsibility? Would they want their sons and daughters to be “ministered to” by a priest accused of ritual satanic sexual abuse? How can they sleep at night?

It is hard not to think that something really big is being covered up—that the diocese hasn’t done a thorough investigation because it fears/knows what it will find: perhaps, that the priest has many such accusations against him but that the diocese has protected him?
Sadly, that is a common story within the Church.

Lucifer's Lodge: Satanic Ritual Abuse and the Roman Catholic Church:
"Lucifer's Lodge by William H. Kennedy is a highly disturbing book detailing various accounts of pedophilia and other forms of sexual abuse as well as Satanic ritual among Roman Catholic priests, as well as speculation concerning various Satanic secret societies and sex magic cults which have infiltrated the Roman Catholic Church. The author, a friend of Father Malachi Martin (who wrote a fictional account detailing Satanism within the Vatican, Windswept House), has unearthed many very bizarre and twisted details of the sexual activities of predator priests. However, unlike certain other books which have been made available detailing the sex scandals (particularly within the Boston Archdiocese under Cardinal Bernard Law), this book attempts to show that Satanic abuse may be involved."

"As noted in the introduction, by Tracy R. Twyman, throughout the Old Testament the ancient Hebrews encountered various depraved sex cults (which included bestiality, homosexuality, and pedophilia) which were repeatedly condemned by that ancient people and their God, Yahweh, as Satanic in nature. Satan, or Lucifer, is regarded by Christians to be a fallen angel, cast out of heaven for pride before God, and according to Christian doctrine has been trying to destroy Christ and His Church since its inception. Indeed, to instate the reign of Antichrist upon the Earth, Satanists seek a worldwide institution to serve as a vehicle for their diabolical plot. No institution could be more fit for that role than the Roman Catholic Church and its venerable hierarchy."

"The author distinguishes between modern day Satanists (of Anton LaVey's Church of Satan, for example) who are mere hedonists and self worshippers, and the more diabolical kind (unrecognized by modern day Satanists) who may engage in human sacrifice and sexual depravity. The first chapter of this book concerns the original "Satanic Panic" of the 1980s, a modern day witch craze, which brought many innocently accused into the spotlight. However, as the author notes, this original Satanic scare may have merely covered up the more diabolical kind, which currently may exist within the Roman Catholic Church. The author next considers some severely sick and disturbed individuals among the Roman Catholic priesthood. Many of these are sexual predators, although not all pedophiles (and quite a few are blasphemers as well).

"Perhaps one of the sickest individuals considered is that of "Father" Paul R. Shanley, a "priest" in the Boston Archdiocese, who engaged in pedophiliac and homosexual acts with countless victims (especially among disaffected and troubled youth), was an active member of the Gay Liberation movement, and whose perverted speech on "man-boy love" served as inspiration for the founding of the ultra-sick NAMBLA organization."

"This part of the story is particularly difficult to take, and the reader may feel him or herself having to retch several times over as he completes this most vile chapter in the history of pedophiliac priests. The odd thing about these priests is that nothing was done to defrock them and remove them from interacting with the youth by the Catholic hierarchy. In fact, many of them were given protection or variously re-assigned. The author also examines the secret psychiatric hospitals where many of these so called "priests" are sent to be "cured" of their diabolical disease. The author also shows how certain other priests within the Church, particularly those of a traditionalist bent, have been prevented from stopping the perverse actions and goings-on. Indeed, one Father Alfred Kunz, a friend of both Fathers Malachi Martin and the Dominican Charles Fiore, was found murdered, in ritualistic fashion (his throat was cut, having revealed the secrets of the brethren and a mutilated calf was found nearby), for having promised to reveal details of the pedophiliac priesthood."

"Much of this book is spent detailing various aspects of the secret societies involved in Satanic ritual and "sex magic". The author refers to these as "the underground sewer", referencing Saint Thomas Aquinas and his remarks on prostitution. According to certain heretical movements (and according to the popular book Holy Blood, Holy Grail), Christ may have been married as well as promiscuous and have spawned a bloodline. This is certainly the most diabolical of all heresies, attempting to mar the innocence of Christ. Indeed, even the Mormons have been known to believe such things, and supposedly a geneological chart detailing the supposed "bloodline" of Christ through the French and Merovingian kings can be found at their temple in Salt Lake City. The author argues that this cult has infiltrated the Roman Catholic Church as well, perhaps as far up as the Vatican, and refers to it (as did Malachi Martin) as "Lucifer's Lodge". Certainly this is a most disturbing revelation. The question remains as to what Catholics can do to reclaim their Church from the treacheries of Satan. Given the sorry state of the American Church it remains a difficult question to answer. The Catholic hierarchy, overtaken by liberalism and the so called "Spirit of Vatican II", continue to enact diabolic "reforms" within the Church and protect pedophiles and homosexuals. Indeed, many of the homosexual priests are blackmailed by the pedophiles into protecting their cult. Satan's serpents continue to move against Christ and His Church as well as climb the rungs of the hierarchical ladder making their way up to the Pope himself. Perhaps this is an indication that we are living near a time of great turmoil, as revealed in prophecy."

Oikoumene.org: Member churches:
WCC member churches can be found in all regions of the world and include most of the world's Orthodox churches (Eastern and Oriental), as well as African Instituted, Anglican, Assyrian, Baptist, Evangelical, Lutheran, Mennonite, Methodist, Moravian, Old-Catholic, Pentecostal, Reformed, United/Uniting and Free/Independent churches, Disciples of Christ and Friends (Quakers).

Oikoumene.org: Joint Working Group with the Roman Catholic Church:
"The Roman Catholic Church is the largest, by far, among those churches that are not members of the WCC. Cooperation between the Roman Catholic Church and the WCC continues to grow across all aspects of the WCC’s work for a common Christian witness and service, especially following the visit of Pope Francis to the WCC in June 2018. The Joint Working Group, co-sponsored by the WCC and the Roman Catholic Church, is an effective tool to strengthen this cooperation."
...
"Created in 1965, immediately following the Second Vatican Council, the group brings together its 20 members annually; an executive group meets twice in between. The group’s two co-secretaries – one from the Pontifical Council for Promoting Christian Unity and one representing the WCC – help to coordinate contact between the WCC and the departments (or dicasteries) of the Vatican."

Oikoumene.org: The Church Towards a Common Vision:
“How can we identify the Church which the creed calls one, holy, catholic and apostolic?” “What is God’s will for the unity of this Church?” “What do we need to do to put God’s will into practice?” "
...
"The ecumenical movement has made it possible for authoritative teaching by some Christian leaders to have an effect beyond the boundaries of their own communities, even now in our current state of division. For example, Archbishop Desmond Tutu’s leadership in declaring that “apartheid was too strong to be overcome by a divided Church,”21 the initiatives by the Ecumenical Patriarch Bartholomew to unite Christian leaders in the cause of ecology, the efforts by Popes John Paul II and Benedict XVI to invite Christians and leaders from other faiths to join together in praying for and promoting peace, and of the infl uence of Brother Roger Schutz as he inspired countless Christian believers, especially the young, to join together in common worship of the Triune God."

Final declaration of "VII congress of leaders of world and traditional religions":
"recognizing the necessity of countering and overcoming intolerance and hate speech, xenophobia, discrimination and conflicts based on ethnic, religious and cultural differences"
...
"13. We recognize the importance and value of the Document on Human Fraternity for World Peace and Living Together between the Holy See and Al-Azhar Al-Sharif (adopted by the UN General Assembly in resolution A/RES/75/200 of December 21, 2020), and the Makkah Declaration (adopted in Mecca in May 2019), which call for peace, dialogue, mutual understanding and mutual respect among believers for the common good."
...
"21. We advocate increasing the role of education and religious formation, particularly among youth, in strengthening the respectful coexistence of religions and cultures and debunking dangerous pseudo-religious prejudices."

Document on “Human Fraternity for World Peace and Living Together” signed by His Holiness Pope Francis and the Grand Imam of Al-Azhar Ahamad al-Tayyib (Abu Dhabi, 4 February 2019), 04.02.2019:
"The first and most important aim of religions is to believe in God, to honour Him and to invite all men and women to believe that this universe depends on a God who governs it. He is the Creator who has formed us with His divine wisdom and has granted us the gift of life to protect it."

Vatican, China Set to Renew Deal on Long Path to Diplomatic Ties:
"“China wants to talk to the Vatican because it realizes the Vatican is a soft superpower -- when the Pope speaks, everyone listens,” said Francesco Sisci, a senior researcher at the Renmin University in Beijing."

What happens when the pope receives a head of state?:
But these carefully choreographed scenes are full of meaning. They are part of the Vatican’s ceremonial life.

Pope Francis’ Dark Past as Agent of US-Backed Military Junta in Argentina:
"During the first trials regarding the crimes of the Argentine military government in 1985, Yorio directly accused Bergoglio of handing them over, along with six civilian members of his parish, to the death squads. He told the court “I am sure that he himself [Bergoglio] gave over the list with our names to the Navy."
Jalics refused to comment on the matter at the time, having entered a life of seclusion in a German monastery. However, years later, he recounted in a book that Bergoglio had told the priests that he would make sure the military knew that they were not terrorists. Jalics wrote: “From subsequent statements by an official and 30 documents that I was able to access later, we were able to prove, without any room for doubt, that this man did not keep his promise, but that, on the contrary, he presented a false denunciation to the military.”

Encyclical letter Laudato Si’ of the holy father Francis on care for our common home:
"To claim economic freedom while real conditions bar many people from actual access to it, and while possibilities for employment continue to shrink, is to practise a doublespeak which brings politics into disrepute. Business is a noble vocation, directed to producing wealth and improving our world. It can be a fruitful source of prosperity for the areas in which it operates, especially if it sees the creation of jobs as an essential part of its service to the common good."

Inclusivecapitalism.com - About:
The Council for Inclusive Capitalism is a global movement of leaders doing business in ways that benefit people, our communities, and the planet. We invite global business leaders—whether of a small community business or international conglomerate—to join us and put forth commitments to enlightened business actions necessary for the fairer, more dynamic economies and societies we need.

Inclusivecapitalism.com - Guiding principles:
"inclusive capitalism is fundamentally about creating long-term value for all stakeholders – businesses, investors, employees, customers, governments, communities, and the planet"

Council Announces Support of Convergence Toward Common Metrics and Standards Around ESG and SDG-Aligned Investments:
"We are encouraged by the growing convergence of existing global reporting frameworks among the standards setters and believe industry, through its own disclosure and active voice, can have a positive effect. We note the efforts of the World Economic Forum’s International Business Council’s Stakeholder Capitalism Common Metrics (WEF/IBC) and the Taskforce on Climate-Related Financial Disclosures (TCFD). We note the progress of the Impact Management Project and the Organisation for Economic Co-operation and Development on Impact Measurement, the “Big Five” standard setters such as the Sustainable Accounting Standards Board (SASB) and the Global Reporting Initiative (GRI) coming together, and the industry-led IBC work to commit to common disclosures. We also note the International Financial Reporting Standards (IFRS) Foundation’s consideration of establishing a Sustainability Standards Board and parallel proposals at the US Securities and Exchange Commission (SEC) to form an ESG taskforce, as well as the work of the Global Investors for a Sustainable Development Alliance to provide sector-specific metrics for SDG-aligned business models and investments."

The Mogul in Search of a Kinder, Gentler Capitalism:
"What do you see as the most problematic symptoms of our economic system today?
Inequality of opportunity. We have to be honest that in each of our two recent crises — the great financial crisis and the Covid crisis — the government came to the aid of the wealthiest. Some have called it “socialism for the rich and capitalism for everyone else.” There’s something to that."

Phylagen Secures $14M to Bring Transparency to Global Supply Chains through Microbiome Analytics:
"Phylagen has developed a microbiome analytics platform to provide unparalleled insights about global supply chains, empowering stakeholders to trace goods and materials to locations of origin such as exact factories, farms or warehouses. Each place and object on Earth has thousands of naturally-occurring invisible microbes, and the genetic information encoded in these microbes creates unique fingerprints for everything in the world, from food to textiles to counterfeit goods. Recent advances in bioinformatics and machine learning, combined with rapidly declining costs for DNA sequencing, have enabled Phylagen to digitize these microbial fingerprints and create a microbiome database that can be queried and probed for actionable insights for a wide variety of customers across numerous industries."

How IoT, AI And Blockchain Can Trasform Supply Chains In 3 Steps:
"We need to provide every asset in the supply chain with an identity.
We need to enable connectivity and data transfer between the assets across the supply chain.
Manage all of these assets automatically."
...
"1. Identity: First off, we need to be able to provide every part and asset across a supply chain with a digital identity. As soon as we manufacture a component or pick a coffee bean, we will tag it with its unique digital identity. This identity will enable us to attach information about the asset throughout its life. Providing a tangible asset with its unique identity may sound like a simple enough problem to solve, but even this first step is a tall hurdle to clear. Can't we attach to a tangible asset a QR code or an RFID tag? Not so simple. Let's consider, for example, a fish. You're about to buy a filleted fish at your local supermarket, but because you are an environmentally conscious person, you want to know the origin of the fish. Was it fished sustainably and responsibly? To provide you with such information, we need to give the fish and its parts as it changes shape across the supply chain with an identity. If you had bought a whole fish, the problem would have been more straightforward. But you opted for a fillet. We now need to provide each part of the fish with an identity as it changes its form. And the same analogy holds for medicine. For example, providing a box of pills with an identity (simple), vs. providing each capsule in the box with an identity. For cases of fraud, providing each capsule with an identity is useful but complicated. Or consider the complexity of providing a drum of oil with an identity. A tag on the drum is easy enough, but how would you tag the oil within it? For some tangible assets, it is easy to provide identity as their shape or form does not change; others change shape or form, while others like liquid or gas are challenging to tag. And without a tag of some form, be it a printed label, a sensor, or some chemical signature, we can't provide an asset with an identity."
...
"Connectivity: We've gotten used to seeing four full bars on our phone at all times and locations. But what works for your mobile phone may not work for the fish from our previous example. The identity tags of physical objects can be passive or active. A QR code carrying some information, or even simple RFID tags (like the one that buzzes the security gate at a shoe store when someone leaves without paying) are cheap and straightforward. But they are also passive, which means that someone has to do the heavy lifting of scanning these tags or installing readers across the supply chain. Once we’ve captured any relevant information, that good samaritan will also need to send the data to some location where we manage the identity of the asset. When you consider billions of items that are moving across the globe, it's easy to see where such a model will fail. The more sophisticated option is to attach active tags to assets. Imagine a sensor that can capture information about the fish, such as its location and the temperature of its environment, and also send it to a preferred cloud service. From a technology perspective, such tags are feasible, but cost, battery life, and size mean only assets of particular value justify such a solution. An asset that has an identity but does not have connectivity can answer for some business use cases, but this is not the silver bullet solution that cuts across all assets and entire supply chains."
...
3. Automation: due to the scale of supply chains worldwide and the quantity of moving parts in them, automation is a must. Providing identities, managing the data each asset captures, giving different users access to this data, and making sure nobody makes faulty changes to the information are all factors that need thinking about. Across this entire solution, automation is a must, or we will end up solving small parts of the supply chain for specific use cases. 

World Economic Forum: This start-up is making digital passports... for clothes. Here's what that means for the fashion industry:
"For example, a fashion item might be worn at an event by a celebrity, then resold or rented out by a designer clothing hire company, before being sold on again. All this data will appear in its digital passport."

Time magazine: The Climate Cop:
"Climate TRACE. The first-of-its-kind environmental analytics tool—backed by an international coalition that includes seven environmental nonprofits and former Vice President Al Gore—uses a combination of machine learning, infrared satellite imagery and advanced computer modeling to track polluters worldwide in real time. The information it collects, accessible through a data-rich online portal that is set for release in 2021, will help environmental organizations verify that governments around the globe are honoring pledges to cut greenhouse gases."

Climatetrace.org: Om os:
"We harness satellite imagery and other forms of remote sensing, artificial intelligence, and collective data science expertise to track human-caused GHG emissions with unprecedented detail and speed."

2006: Al Gore Does Sundance:
"And politicians and corporations have been ignoring the issue for decades, to the point that unless drastic measures to reduce greenhouse gases are taken within the next 10 years, the world will reach a point of no return, Gore said."

Apocalypse Delayed:
"Gore declared that unless we took “drastic measures” to reduce greenhouse gasses, the world would reach a “point of no return” in a mere ten years. He called it a “true planetary emergency.” Well, the ten years passed today, we’re still here, and the climate activists have postponed the apocalypse. Again.".

Pope urges U.N. to take strong action on climate change:
"The pope spoke at a Vatican-hosted conference of mayors and governors from major world cities who signed a declaration urging global leaders to take bold action at the U.N. summit, saying it may be the last chance to tackle human-induced global warming."
“I have a great hopes in the Paris summit,” he said. “I have great hopes that a fundamental agreement is reached. The United Nations needs to take a very strong stand on this.”"

Vatican warns of human-induced climate change:
"Human-induced climate change is a scientific reality, a group of religious, scientific, political and business leaders have said following their meeting at the Vatican for a conference on climate change. The conference, entitled ‘Protect the Earth, Dignify Humanity: The Moral Dimensions of Climate Change and Sustainable Humanity’ was organised by the Pontifical Academy of Sciences, the Pontifical Academy of Social Sciences, SDSN and Religions for Peace. The leaders warned that mitigation “is a moral and religious imperative for humanity” and that humans have the technological and financial means, and the know-how, to combat human-induced climate change, while at the same time eliminating global poverty."
...
“The world should take note that the climate summit in Paris later this year (COP21) may be the last effective opportunity to negotiate arrangements that keep human-induced warming below 2 degrees Celsius, and aim to stay well below 2 degree C for safety, yet the current trajectory may well reach a devastating 4 degrees C or higher.”

Envestnet | Yodlee Unveils New Vision for Creating Hyper-Personalized Consumer Experiences at FinovateFall, Powering Next Generation of Financial Wellness Tools:
"Consumers can also be given the opportunity to benchmark their financial habits with AI-driven personalized recommendations based on scoring models that compare financial behavior to relevant peer groups."

Global elites took 150+ private jets to fight climate change in Davos:
"A large eco group blasted World Economic Forum attendees for traveling via 'ultra-polluting, socially inequitable private jets'"
...
"Europe is experiencing the warmest January days ever recorded and communities around the world are grappling with extreme weather events supercharged by the climate crisis," Klara Maria Schenk, a campaigner for environmental group Greenpeace International, said in a statement ahead of the conference."
"Meanwhile, the rich and powerful flock to Davos in ultra-polluting, socially inequitable private jets to discuss climate and inequality behind closed doors," she continued.