Hvis man lukker øjnene, sker det sikkert ikke...

... En foruroligende historie om logebrødre og 'honningfælder', paver, pædofili og præsidenter

Skrevet i 2023-2025 af Søren Kristensen

Jeg blev chokereret, da jeg for knap 10 år siden for første gang opdagede, at der findes børn, som bliver udsat for sataniske rituelle overgreb. Med baggrund i frit tilgængelige online informationer stirrede jeg ind i en uendelig dyb formørket verden. Men ligeledes foruroligende var det at opdage, at disse informationer cirkulerer omkring kendte og yderst magtfulde mennesker: Topledere indenfor blandt andet politik, religion, kultur og underholdning.

Jeg opdagede, at jeg i højere og højere grad undersøgte forbindelser mellem disse misbrugssager og flere af verdens topledere – såvel som forbindelser til offentlige organisationer, efterretningstjenester, semi-hemmelige og hemmelige netværk, loger og religiøse ordner og lignende.

Jeg oplever, at mange kender dele af informationerne om de store misbrugssager, som er bredt offentligt kendte. Det var også der, jeg startede mine undersøgelser. Det førte mig dog hele tiden til nye oplysninger, som tilsammen tegnede et mere og mere entydigt og foruroligende mønster.
Jeg kunne have valgt at standse undersøgelserne, og måske sige til mig selv, at det er for fantastisk og helt utænkeligt og usandsynligt. Men det kunne og ville jeg ikke. I dag tror jeg på, at netop tilgangen med at lukke øjnene er grunden til, at det utænkelige får lov til at ske.
Jeg har derfor valgt at skrive denne bog. Her forsøger jeg at samle og fremlægge en stor del af de informationer, jeg gennem årene er stødt på.
I bogens sidste del søger jeg at koble informationerne til et muligt mønster for verdens generelle udvikling.

Bogen er skrevet med henvisninger til kilder, så indhold og udsagn kan undersøges nærmere ved klik på disse links. Kilderne er overvejende større almindelige nyhedsmedier. Der er dog også i flere tilfælde inddraget udsagn fra mindre medier, bøger, konferencer, forskningsartikler og lignende, hvilket er tænkt som et forsøg på nuancering af det samlede billede.
De fleste kilder er engelsksprogede, og citater og udsagn herfra er oversat af mig.

Oversigt og links til bogens dele og kapitler:

DEL 1: UMAGE FORBINDELSER

KAPITEL 1: LATTEREN I DET 'OPHØJEDE HØJE RÅD’
Om festlige finansfolk, præsidenter med forklaringsproblemer, en prins der aldrig sveder og en verdenskendt pædofil sex-trafficker.

KAPITEL 2: MEGA MAFIA OG ‘HONNINGFÆLDER’
Om spritsmuglende filantroper, efterretningstjenesters samarbejde med mafiaen, seksuel afpresning, en berygtet politisk lobbyist og flere pædofile venner.

KAPITEL 3: RIDDERLIG ELLER LIDERLIG? 'CALL-BOYS' PÅ NATBESØG I DET HVIDE HUS
Om endnu en præsident med mafiaforbindelser, propaganda-svindel, en CIA-terrorist, præsidentens helt og drenge-misbruger, riddere, narkosmugling og Call-boys i Det Hvide Hus.

DEL 2: DET BLINDE ØJE

KAPITEL 1: 'SÅ SANDHEDEN ALDRIG KOMMER FREM'
Historien om skandale med påstande om mørklægning af samfundsspidsers seksuelle misbrug af børn og bestialske rituelle mord.

KAPITEL 2: EN UHÅNDTERLIG 'NOTHING-BURGER'
Sære spor af højteknologisk kommunikation og satanisk misbrug af børn – eller en 'nothing-burger' og ubegrundet moralsk hysteri?

KAPITEL 3: PÆDOFILI I PARLAMENTET - OG PRYGL TIL ET ÅBENMUNDET BARNEOFFER
Om en 'labyrintisk verden af foruroligende påstande'. Pædofile i parlamentet undgår politisager, men barneoffer bankes af skolelærer for at anmelde masseovergrebsmand og top-politiker.

KAPITEL 4: 'MYTER' OG 'KONSPIRATIONSTEORIER'
Hånden over endnu en massevoldtægtsmand af småbørn. Han var TV-stjerne og rådgav angiveligt kronprinsen. Globalt overblik: Groteske sataniske overgreb brugt som skjold mod anklager.

DEL 3: 'SØD PERVERS SANG'

KAPITEL 1: KNOGLEMÆND, SEXMISBRUG, TORTUR OG HJERNEVASK
Præsidenternes venskab med katolske pædofile ledere og forkærlighed for kutteklædte ceremonier, kranier, skeletter, kister og lignende. USA's tortur og forsøg på 'hjernevask' af uskyldige borgere.

KAPITEL 2: ULTRA UTROVÆRDIG - TORTUR, TÅGESNAK OG TVETUNGET TALE
Hjernevask og dæmonbesættelser: 'Befrielsens kemi' og undersøgelser af 'sex-magi'. Militær mestermanipulator og satanist undgår sigtelse for 58 overgreb på børn. Hån af sindslidende.

KAPITEL 3: HOLLYWOOD, OKKULTISME OG PROPAGANDA
Om Hollywood-stjerner, okkultisme og det androgyne ideal. Et mønster af frimureri, cross-dressing, homoseksualitet og misbrug af børn.

KAPITEL 4: SATAN OG PRÆSIDENTERNE - OG AFGUDSDYRKET TRANSSEKSUALITET
16 amerikanske frimurerpræsidenter – og dødsløfter om hemmeligholdelse. Populariseringen af transkønnethed og ledende frimureres egne ord om Baphomet og Satan.

DEL 4: 'TIDENS TEGN'

KAPITEL 1: OVERGREB, IDEALISTER OG ‘BIZARRE FAKE NEWS’
Præsidentens underlige forhold til småpiger. Under overfladen på latterliggjort sammensværgelsesteori. Hvor mange pædofile overgrebspersoner kan man kende, uden at det virker mærkeligt?

KAPITEL 2: PÆDOFILI-PRÆSTERNES PARADIS
Verdens enighed med pave og kirke med problematisk pædofil massemisbrugsskandale. Transhumanisme, racehygiejne og indflydelsen på FN. Lucifer som historisk startpunkt for FN.

KAPITEL 3: VERDENS MORALSKE ‘VOGTERE’ OG JORDENS FRELSE
Åbenlyst hykleri og verdenstoppens tvivlsomme moral. Hensynet til 'Moder Jord' giver basis for mere kontrol med verdens befolkning. Hvad er retningen for verden?

Kapitel 1:
Latteren i det 'Ophøjede Høje Råd'

En aften i januar 2012 valgte journalisten Kevin Roose at snige sig ind til fest i Wall-Street-logen Kappa Beta Phi. Business-journalisten på nyhedsmagasinet New York Magazine, Kevin Roose, var blevet tippet om begivenheden, havde taget chancen - og var meget forbløffet over hvor nemt det faktisk var at komme ind i St. Regis Hotel ballroom. Han blendede ind i mængden i sin lejede tuxedo.
Kevin Roose havde i mange år ønsket, at finde ud af hvad der egentlig gemmer sig bag den polerede facade på de ultra-rige CEO's og bestyrelsesformænd i de store Wall Street-firmaer.
Når han i sit arbejde havde interviewet dem, havde de altid paraderne oppe og vidste lige præcis, hvad de skulle sige. I den slags situationer sørgede de omhyggeligt for aldrig at afsløre noget interessant om deres bagvedliggende psykologi, havde Kevin Roose altid følt.
Men den aften, som uinviteret gæst til logefest med verdens rigeste investeringsspekulanter, kom Kevin Roose bag facaden og fik sig en oplevelse for livet...

Toppen af det amerikanske finansvæsen og politiske system
I 2014 udkom Kevin Roose så med en artikel om sine oplevelser. "One-Percent Jokes and Plutocrats in Drag: What I Saw When I Crashed a Wall Street Secret Society" hedder den. Oversat til dansk får den en lidt haltende titel: "En-procent-vittigheder og plutokrater i dragkostume: Hvad jeg så, da jeg sneg mig ind til en fest i en hemmelig Wall Street loge". En "plutokrat" er en magtfuld pengemand, der styrer et pengemandsvælde (kaldet et plutokrati). Med "en-procent-vittigheder" menes de vittigheder, nogle af verdens rigeste tilsyneladende fortæller hinanden om resten af verden. "En-procent" refererer til den rigeste 1 procent af verdens befolkning, som tilsammen estimeres til at eje mere end, hvad 95 procent af verdens befolkning ejer.

På baggrund af Kevin Rooses nysgerrighed kan man i dag online finde den fulde medlemsliste for Wall Streets hemmelige loge. Det er angiveligt en fyldestgørende medlemsliste fra 2012 - året hvor Roose fik listen med sig fra festen. Den afslører at medlemmerne af Wall Street-afdelingen i den lukkede loge Kappa Beta Phi er absoutte topledere i den amerikanske finansverden. Som Kevin Roose skriver: "Alt i alt var der nok rigdom og magt koncentreret i St. Regis den nat, at hvis du havde kastet en bombe på taget, ville den globale finans, som vi kender den, være ophørt med at eksistere".

Denne første del af bogen kommer nærmere ind på disse logebrødre:
Michael Bloomberg – tidligere New York City borgmester
James Cayne – tidligere CEO for Bear Stearns
Laurence D. Fink – CEO for BlackRock
Alan C. Greenberg – bestyrelsesformand for Bear Stearns 1985-2001

Af andre prominente navne fra Wall Street-logen kan nævnes:
Wilbur Ross – amerikansk handelsminister 2017-2021
James Wolfensohn – præsident for World Bank Group 1995–2005
Jon Corzine – tidligere New Jersey Guvenør
Richard Grasso – tidligere chef for the New York Stock Exchange
Sallie Krawcheck – tidligere chef for Citigroup's formue management division
Kenneth Langone – tidligere formand for the New York Stock Exchange compensation committee
Robert Rubin - tidligere amerikansk finansminister, tidligere næstformand for Goldman Sachs
Mary Schapiro – tidligere formand for the Securities and Exchange Commission
Diana Taylor – tidligere New York State Superintendent of Banks
Sanford Weill – tidligere CEO for Citigroup
John C. Whitehead – tidligere formand for Goldman Sachs & Co.

På listen findes desuden flere ledere fra bl.a. Merrill Lynch og Lehman Brothers - firmaer som gik konkurs efter den globale finansielle krise i 2008.

Logevenner og indehavere af aktiemajoriteten i verdens største firmaer
Ud over toplederne i investeringsvirksomhederne herover finder man på medlemslisten nuværende og tidligere topledere i investeringsfirmaer fra stort set alle andre væsentlige Wall Street-firmaer samt en hel del topledere fra offentligt og politisk regi. Som omtalt i artiklen "Profitmaksimerende censur på sociale medier" ejer disse enorme investeringsfonde kort fortalt hinanden på kryds og tværs, og tilsammen ejer de aktiemajoriteten i mange af verdens største firmaer. Desuden er der talrige eksempler på at logemedlemmerne sidder i hinandens bestyrelser, investerer i de samme - eller hinandens - projekter, eller har arbejdet sammen i forskellige virksomhedsledelser i investeringsbranchen.

Så ikke alene ejer disse enorme investeringsfonde hinanden på kryds og tværs, lederne af disse fonde er også medlemmer af samme hemmelige loge, hvor de kan mødes og udbygge deres venskaber. Nogle kunne måske finde på at overveje, hvad disse venskaber mon egentlig udmønter sig i rent forretningsmæssigt? Det kan man jo ikke vide i og med, at de mødes i hemmelighed. Men fra Kevin Roose ved vi, at investeringsspekulanterne hygger sig med ædegilde og morskab over de millionbonusser, de tildeler hinanden med hjælp fra statslige støtteordninger. I øvrigt efter at det øvrige samfund netop havde oplevet dyb økonomisk krise.

Latterliggørende og hånlige sketches
Kevin Rooses artikel fortæller nemlig ganske bemærkelsesværdigt om, hvordan disse logemedlemmer morede sig over de enorme økonomiske tab på den økonomiske krise, som logemedlemmerne helt eller delvist var med til at skabe i årene op til krakket i 2008/09.
Dette skete, ifølge Kevin Roose, bl.a. ved at logemedlemmerne opførte komiske sketches for hinanden.
Kevin Roose fortæller bl.a. om "en bizar tomands komedie-sketch", hvor den ene Wall Street-topleder spillede rollen som en radikal venstreorienteret og var udklædt i snusket og pjaltet tøj, mens den anden havde rollen som velhavende baron. Kevin Roose fortæller, at de to udvekslede replikker, som om de iscenesatte en debat mellem verdens 99 procent almindelige og fattige mennesker på den ene side og den stinkende rige ene procent fra toppen af samfundet på den anden.
Roose fortæller om, hvordan baronen råber, at den "ynkelige venstreorienterede" skulle "se at komme i bad". Herefter forsøger den latterliggjorte "venstreorienterede" at appellere til baronen, ved at sige "vi er nødt til at skabe jobs". Netop arbejdsløshed var et produkt af krakket i 2008/09. Andre følger var forøget fattigdom og folk, der mistede deres hjem (typisk til banker, såsom dem logevennerne arbejder for).

Se fotografierne fra festen i Wall Street-logen i januar 2012

Kevin Roose giver flere eksempler på logemedlemmernes morskab den aften. Han fortæller fx om en anden Wall-Street-leder, der iført en sydstatsmilitærhat med sydstatsflag sang en sang om finanskrisen til tonerne af sydstatssangen "Dixie":
"I Wall Street-land vil vi stå fast på vores standpunkt, sagde Morgan og Goldman. Men først må vi få fat i nogle lån, så skynd dig, kom til Fed, mand".

"Morgan og Goldman" refererer til Wall Street investeringsselskaberne JP Morgan og Goldman Sachs. "Fed" refererer til the US Federal Reserve - kan sammenlignes med Den Danske Nationalbank.
Kevin Roose afslutter afsnittet med ordene:
"Et par optrædener mere fulgte, hvor ældre Kappa-medlemmer fortsatte med at proppe sig med lammesteg, smide petits fours på scenen og grine hæmningsløst."

Til deres titulering af hinanden brugte logemedlemmerne ord som "Ophøjede Høje Råd", "Store Stryg", "Store Udtværer", "Store Brød" og "værdiløse novicer”. Betegnelsen og titlen "værdiløse novicer" brugte de eksisterende logemedlemmer om og til de Wall Street investeringsfolk, som er på vej ind i logen.
Disse "værdiløse novicer” opførte diverse optrin på scenen iført drag-kostumer, bl.a. et hvor de opførte en parodi på hit-balladen "I believe" fra musicalen "The Book of Mormon" ("Mormonerbogen"):
“Jeg tror på, at Gud har en plan for os alle. Jeg tror, at min plan involverer en millionbonus”, sang de ifølge Kevin Roose.

'Har adskilt sig fuldstændigt fra virkeligheden'
Kevin Roose beskriver samlet sin oplevelse således:
"Den første og mest åbenlyse konklusion var, at de øverste rækker i finanssektoren er sammensat af mennesker, der har adskilt sig fuldstændigt fra virkeligheden."

Han fortsætter med at påpege, at ingen socialt bevidst direktør i den finansielle sektor vil være en del af en sådan loge, der i hemmelighed latterliggør de svagheder i finanssektoren, som netop har resulteret i meget konkret skade på millioner af mennesker i form af omfattende tvangsauktioner og en ødelæggende global arbejdsløshedskrise.

Roose beskriver kort fortalt en oplevelse af en samling kujoner, som i hemmelighed opfører latterliggørende sketches om mennesker, de ikke bryder sig om fra andre samfundslag. Kun i selskab med de folk, som de i forvejen selv har "håndplukket til at dele deres syn på verden", som han skriver.
Han fortæller, at han den aften indså, at denne loge for verdens rigeste investeringsfolk er en organisation, som er funderet i frygt.
Kevin Roose endte med at blive opdaget og måtte flygte ud af logefesten, mens flere af medlemmerne råbte og truede ad ham. Senere, på vej ud fra lobbyen, forsøgte andre logebrødre at bestikke ham fra at offentliggøre noget af det, han havde set.

Som Kevin Roose skriver:
"Jeg ønskede ikke blive bestukket fra min historie, men jeg forstod deres panik. Her var trods alt en gruppe, der omfattede mange af de ledere, hvis virksomheder kollektivt havde ødelagt den globale økonomi i 2008 og 2009. Og de lo af hele katastrofen privat, som om det var en længe glemt historie. (Eller værre, de sang om det - en af de afsluttende sketches sidst på aftenen var en selvgratulerende parodi på ABBA's 'Dancing Queen', kaldet 'Bailout King')."

Ordet "bailout" refererer til "government bailouts", en frase som blev brugt om de massive statslige støtteordninger banker og investeringsselskaber modtog i forbindelse med krakket i 2008/09.
Roose slutter med at konstatere, at aktiviteterne i logen alt i alt er en gigantisk skråt-op-finger til almindelige mennesker.

Som udenforstående er det svært ikke at undre sig. Nogle føler måske også et eller andet form for ubehag over oplysningerne. Man spørger sig selv hvorfor nogle af verdens rigeste investeringsspekulanter ønsker at blive tituleret som "Store Stryg", "Store Udtværer" eller "Store Brød"? Umiddelbart er det heller ikke nemt at forstå, hvorfor disse højere rangerende logegæster kalder de lavere rangerende "ny-indviede" logemedlemmer for "værdiløse proselytter"? Nogle vil måske spørge, hvorfor der i det hele taget er højere og lavere rangerende mennesker i denne sociale sammenhæng - og hvorfor de "laveste" ydmyges og latterliggøres?
Fortæller det mon noget om disse menneskers personlige træk og deres ego?

Men i særlig grad må man undre sig over, at disse yderst privilegerede mennesker synes at håne taberne i den krise, de selv har været med til at skabe (eller helt selv har skabt, afhængigt af hvordan man vælger at vurdere det). Og det er vel det, der finder sted, når de griner af finanssektorens egoistiske udskejelser og samtidig fester videre i et ekstravagant ædegilde, efter at de i årene forinden har beriget sig selv hæmningsløst og samtidigt smadret økonomien for almindelige amerikanere - og mennesker i verden i det hele taget. Sådan som de bl.a. gjorde i forbindelse med krakket i 2008/09.
Hvordan det kan være, de gør det... - og hvad fortæller det om deres værdier...?

Man kan heller ikke lade være med at tænke på, hvad de mon gør nu efter deres enorme fortjenester på corona-restriktionerne?
Mon de lige nu griner af de mennesker, der har mistet deres forretnings- og livsgrundlag i denne periode - og i det hele taget af os der led under restriktionstyranniet?
Et restriktionstyranni de selv har tjent styrtende på.

Goldman Sachs og Backpage - børneprostitution og menneskehandel
Flere ledende personer med forbindelse til finansvirksomheden Goldman Sachs deltog som nævnt i den besynderlige finans-logefest. Det var den tidligere formand for Goldman Sachs, John C. Whitehead, og den tidligere næstformand for Goldman Sachs, Robert Rubin (som også er tidligere finansminister). Vi hørte også om hvordan "Goldman" blev nævnt i en af de latterliggørende sange, der blev sunget til festen. "I Wall Street-land vil vi stå fast på vores standpunkt, sagde Morgan og Goldman. Men først må vi få fat i nogle lån, så skynd dig, kom til Fed, mand," var ordene i sangen. Altså en sang-frase, der ironiserer over hvor lidt moral, der er i finans-sektoren - og firmaerne JP Morgan og Goldman Sachs nævnes tilsyneladende som frontfigurer i den sammenhæng.
I 2012, samme år som Kevin Roose var til den afslørende logefest, kunne man læse andre ubehagelige oplysninger om Goldman Sachs. Her kom det frem, at det verdenskendte investeringsfirma var medejer af internetportalen "Backpage", der blev beskrevet som "det største forum for sexhandel med mindreårige piger i USA". Det blev afsløret i en artikel i New York Times med titlen "Financiers and Sex Trafficking" ("Finansfolk og sex-handel").
Artiklen afslørede, at internetportalens moderselskab, Village Voice Media, var ejet af Goldman Sachs og andre investeringsvirksomheder på Wall Street. Og en af Goldmans daværende administrerende direktører, Scott L. Lebovitz, sad i Village Voice Media-bestyrelsen i mange år, men Goldman Sachs hævdede at de "ingen kontrol" havde over Backpages operationer.
På det tidspunkt spillede "Backpage en stor rolle i handelen med mindreårige", står der i New York Times-artiklen. Det amerikanske Senat fik igangsat en undersøgelse af Backpage. Ifølge den rapport, der kom ud af Senatets undersøgelse, gav Backpage udtryk for, at "det er bedre, at seksuel handel med børn finder sted på deres hjemmeside end andre steder" (se side 39 i rapporten). På næste side står der, at Backpage "som en del af politikken" ofte valgte "at undgå at indrapportere potentiel udnyttelse af børn".
Misbruget af børn gennem portalen var voldsomt. Anklagere i en sag i New York fortalte fx, "at en 15-årig- gammel pige blev bedøvet, bundet, voldtaget og solgt til sex-kunder gennem Backpage og andre sider.” Portalen havde mellem 70-80% af markedet for prostitutionsannoncer.
"[O]p til 71 procent af rapporter om formodet handel med børn involverede Backpage," ifølge organisationen National Center for Missing and Exploited Children (NCMEC - center for forsvundne og udnyttede børn).

Manden bag artiklen i New York Times, Nicholas Kristof, skriver, at han ikke tror, at "Goldmans topledere kendte til sin forbindelse til sexhandel". Det er også blevet fremhævet, at Goldman investerer i mange forskellige virksomheder og sandsynligvis ikke har haft særligt fokus på de inkriminerende omstændigheder.
Men Nicholas Kristof skriver:
"Når det er sagt, har Goldman i mere end seks år haft en betydelig andel i et firma, der er berygtet for sine bånd til sexhandel, og Goldman befandt sig i virksomhedens bestyrelse i fire af disse år. Der er intet, der tyder på, at Goldman eller nogen anden nogensinde har brugt sit ejerskab til at opfordre Village Voice Media til at droppe eskortannoncer eller verificere alder. Elizabeth L. McDougall, chefadvokat for Village Voice Media, fortalte mig fredag, at hun 'ikke kendte til nogen uenighed' fra ejere."

Artiklen i New York Times var med til at afføde myndighedsundersøgelsen af Backpage, hvilket i 2016 resulterede i arrestationen af dens daværende administrerende direktør, Carl Ferrer, og webstedets grundlæggere, Michael Lacey og Jim Larkin. Dette skete efter en tre-årig undersøgelse af webstedet. Den undersøgende myndighed omtalte siden som et "online bordel".
Hjælpeorganisationen NCMEC kom i øvrigt også i klemme, da Backpages forsvarsadvokat afslørede, at "en af de største allierede [af Backpage] er National Center for Missing and Exploited Children" og fortalte CNN, at BackPage og NCMEC "arbejder sammen."

I flere sammenhænge er det blevet antydet - eller direkte påstået - at Backpage, efter at portalen først var blevet sat under efterforskning, blev for effektiv til at hjælpe myndighederne med at spore sexhandlere.
Tilsyneladende var webstedet "et ekstremt effektivt værktøj" for politiet. Så effektivt at magasinet TechDirt bemærkede om lukningen af Backpage og en platform med tilsvarende prostitutionsreklamer:
"At lukke platformene har kun tjent til at gøre det sværere for politiet at opspore menneskehandlere, fordi de nu er meget sværere at finde. Samtidig er det bevist, at nedlukningen af disse websteder også har resulteret i en stigning i antallet af myrdede kvinder."

Justitsministeriet forfulgte sagen mod Backpage som en civil konfiskationssag, hvor regeringen "ville beslaglægge en webstedsoperatørs aktiver og ejendom", og overføre alle oplysninger og webaktiver forbundet med dette påståede "online bordel" i hænderne på den føderale regering. Foruroligende nok er det de samme amerikanske føderale myndigheder, der ved flere lejligheder er blevet taget i at være involveret med mennesker, der har vist sig at være pædofile, sexhandlere eller sexafpressere. Og i flere tilfælde har disse myndigheder dækket over - eller endda været direkte deltager eller primus motor for - seksuelle overgreb. Eksempler på dette gives løbende i de kommende kapitler og dele af denne bog.

Forbindelsen til den pædofilidømte Jeffrey Epstein
En anden ubehagelig og tankevækkende ting, man desuden kan nævne i forhold til Wall Street-logen Kappa Beta Phi, er forbindelsen mellem mindst to logemedlemmer og den pædofilidømte masseovergrebsmand Jeffrey Epstein: Den daværende ledelse i investeringsfirmaet Bear Stearns, Alan Greenberg og James Cayne, havde begge et tæt årtier-langt venskab med Epstein. De var også venner samtidig med, at Epstein begik sin seksuelle kriminalitet, og efter han blev dømt første gang.
Venskabet mellem Epstein, Alan Greenberg og James Cayne går tilbage til deres fælles arbejde i Bear Stearns, og til en tid hvor unge Epstein tjente sine første store penge som nyansat ihærdig investeringsmand.

James Cayne for Finanskrise-undersøgelseskommissionen i 2010

Alan Greenberg interviewes om hvad der mon førte til Bear Stearns kollaps

Epstein blev i 2008 første gang dømt for seksuelle overgreb på flere mindreårige og begik angiveligt selvmord i sin celle i 2019 efter sin anden dom. Det er i al fald hvad fængselsvæsenet oplyser. Mere senere i denne artikel om hvor mange underlige omstændigheder og brud på regler, der knytter sig til Epsteins "selvmord". Epsteins partner Ghislaine Maxwell er idømt 20 års fængsel for børne-sex-trafficking.
Men der er flere indikationer af, at Jeffrey Epstein og Ghislaine Maxwell kun var centrum i et netværk af personer, der arrangerede sex-trafficking og misbrug af mindreårige. Meget indikerer desuden, at disse mindreårige blev stillet til rådighed for seksuel udnyttelse af mennesker i Epsteins sociale elitære omgangskreds. Det misbrug, man ved fandt sted, foregik bl.a. i Epsteins palæ på øen Little St. James i de amerikanske Virgin Islands. Den ø blev kaldet "Lolita Island" (navnet refererer til romanen "Lolita" om en midaldrende litteraturprofessor, der retfærdiggør sine gentagne seksuelle overgreb på en 12-årig pige).

Epsteins palæ på øen Little St. James i Virgin Islands

Misbruget foregik også i de år hvor bl.a. James Cayne og Epstein var tætte venner. Epsteins aktiviteter inkluderede festinvitationer til øen til politisk, økonomisk og kulturelt betydende mennesker i verden. Sex-traffickerne Epstein og Maxwell dyrkede deres nære relationer til magtfulde mennesker. Epstein var bl.a. ven med præsident Bill Clinton og den senere præsident Donald Trump m.m.fl.

Michael Bloomberg, voldtægtsmænd og beskyldninger om betændt overgrebskultur
Et interessant Kappa Beta Phi-medlem er multimilliardær og tidligere New York-borgmester og præsidentkandidat Michael Bloomberg. Michael Bloomberg havde også forbindelser til Jeffrey Epstein og Epsteins samarbejdspartner i forbindelse med sex-trafikken - Ghislaine Maxwell.
Michael Bloomberg havde i øvrigt desuden "en årelang gensidig fordelagtig relation" til en anden sex-kriminel; Harvey Weinstein - som bl.a. blev dømt for voldtægt og anden seksuel kriminalitet i februar 2020.
Oven i disse omstændigheder er Michael Bloombergs nyhedsmedie-virksomhed Bloomberg LP blevet ramt af næsten 40 sagsanlæg om diskrimination og overgreb fra 64 forskellige ansatte. Det er kvindelige ansatte, som har anlagt disse sager i løbet af de seneste 20 år. Et gennemgående tema i sagsanlæggene er beskyldninger mod Michael Bloomberg for at have skabt "en hensynsløs legeplads" for mandlige ledere til at kunne "gå efter unge, kvindelige, naive ansatte". Dette er blevet beskrevet gennem årene i flere medier. Blandt andre udkom Business Insider i 2019 med denne lange artikel om nogle af de mange overgrebsanklager i Bloombergs firma. Artiklen har titlen "Bloomberg built a toxic sexually charged nightmare for women" ("Bloomberg skabte et giftigt seksuelt ladet mareridt for kvinder").

Sagerne drejede sig bl.a. om flere kvinder, der forlod firmaet efter at være blevet fyldt med alkohol og seksuelt udnyttet af deres overordnede mandlige kollega.
Michael Bloomberg er også selv beskyldt for at "smile lystent og komme med sexistiske kommentarer til kvindelige ansatte". Han skulle fx være kommet med følgende kommentar til en kvindelig ansat: "If you looked like that - I would do you in a second” Det kan oversættes til noget i retning af "Hvis du så sådan ud - ville jeg ordne dig med det samme".
Der var i firmaet også beskyldninger om en voldtægt af en kvinde. Hun "blev fyldt med stoffer", og efter voldtægten blev hun truet med fyring, hvis hun afslørede voldtægtsmanden. Denne kvinde fremsatte desuden generelle beskyldninger, om at firmaet havde en "rampant drug culture" (“kultur med uhæmmet forbrug af stoffer”).
Michael Bloomberg er selv, af en 22-årig ansat kvinde, blevet sagsøgt for meddelagtighed i voldtægt, men kvinden fik ikke medhold i sagen. Der har dog været flere andre anklager mod Michael Bloomberg. Nogle af dem kom fx fra en tidligere ansat japansk kvinde. Hun berettede om en episode, hvor hun informerede Michael Bloomberg om, at hun var gravid. Bloombergs svar var angiveligt "kill it" ("dræb det"). Derefter klagede han over antallet af gravide kvinder på kontoret. Det var angiveligt dråben for kvinden, og hun sagde op derefter. Ifølge denne kvindes andre anklager udsatte Michael Bloomberg og hans ledere "sagsøgeren og andre kvindelige medarbejdere for gentagne og uvelkomne seksuelle kommentarer, gentagne og uvelkomne seksuelle tilnærmelser og gentagne og uvelkomne åbenlyse seksuelle gestikulationer, herunder uautoriseret berøring og upassende handlinger." Ifølge kvinden opfordrede Michael Bloomberg og flere andre mandlige ledere personligt kvinder i salgsafdelingen til at gå med seksuelt provokerende tøj, hvilket de sagde ville hjælpe dem med at avancere i virksomhedens hieraki. De, der blev betragtet som mindre attraktive eller var gift, blev latterliggjort, mens nybagte mødre eller nyligt gifte kvinder blev nægtet forretningsmuligheder og modtog lønnedgang og ringere bonusser sammenlignet med deres mandlige modparter, hævdede kvinden.
Business Insider-artiklen er en tour de force i beskyldninger mod Michael Bloomberg fra flere forskellige ansatte. Artiklen indeholder desuden en mængde eksempler på ubehagelige nedværdigende udtalelser af seksuel og anden karakter. Udtalelserne er så anstødelige, at jeg helst undgår at skrive dem i denne bog.

Michael Bloomberg til fest med Ghislaine Maxwell

Man kender kun meget lidt til Michael Bloombergs personlige investeringer. Men i februar 2020 lykkedes det avisen The Intercept at identificere nogle af de virksomheder, den succesrige finansmand og politiker har sine mange penge i.
Det fremgår, at Bloomberg på det tidspunkt havde mindst 136 millioner dollars af sine penge i en virksomhed kaldet Sycamore Partners, som ifølge The Intercept;
"er kendt for sin hensynsløse tilgang til sine lånefinansierede opkøb, som ofte har ført til, at firmaet har opdelt virksomheder som Staples og Hot Topic i forskellige stykker og solgt de mest værdifulde dele, mens de har drænet det, der er tilbage af den resterende værdi".

Ud over ovennævnte ejerskab i Sycamore Partners fremgår det af artiklen, at Bloombergs primære investeringsfirma Willett Advisors investerer ganske fokuseret i olie- og gas-industrien. En af Bloombergs familiefonde er i øvrigt ejer af aktier i firmaet White Star Petroleum, et firma som er kendt for sin banebrydende rolle indenfor den kontroversielle boremetode "fracking". Virksomheden er bl.a. blevet anklaget for at skabe omfattende luftforurening, herunder lækkende skysøjler af metan, som er en kraftig drivhusgas. Beboere i Oklahoma har også beskyldt firmaet for at bidrage til en bølge af fracking-drevne jordskælv.

Michael Bloomberg præsenterer sig ellers som en meget stor idealist. Bloomberg har nemlig udadtil alle de rigtige holdninger - i bemærkelsesværdig kontrast til ovennævnte betændte beskyldninger, sin misbruger-vennekreds og deltagelse i Wallstreet-logens hån af almindelige mennesker. Og desuden altså også til de investeringer han åbenbart foretager. For ud over alle disse ærgerlige og problematiske omstændigheder er Michael Bloomberg nemlig også klima-aktivist. Helt præcist er han "FN's generalsekretærens særlige udsending for klimaambitioner og -løsninger". Han agiterer - ligesom de fleste andre topledere i verden - således for, at "tiden løber ud for verden" fordi "klimaforandringerne haster mod katastrofe" og lignende.
Meget mere om det ophedede globale klimatema senere i denne bog.

Michael Bloomberg agiterer for det kendte globale klimatema

Et oplagt spørgsmål er, om man nu også helt kan stole på Michael Bloomberg...?
Hvorfor hænger Bloombergs idealistiske selvfremstilling ikke rigtig sammen med hans faktiske økonomiske investeringer?
Og er der mon noget om talemåden "Vis mig dine venner, og jeg skal fortælle dig, hvem du er?"
Hvorfor hagler det ned omkring Michael Bloomberg med beskyldninger om seksuel grænseoverskridende adfærd og en giftig virksomhedskultur med voldtægt og uhæmmet forbrug af stoffer?

En anden mærkelig - og måske lettere foruroligende - ting fra Michael Bloomberg var i øvrigt en udtalelse til Wired magazine i forbindelse med et profil-interview fra 1999:
"Min datter er høj og barmfager og blond. Vi tog til Kina sammen. Og hvad skal en 16-årig lave på en forretningsrejse? Så jeg fik hendes dates i hver eneste by i Kina."

Bill Clintons offentlige udtalelser om sager af belastende seksuel karakter
Den tidligere præsident Clinton er udfordret med at have præcis samme venner som Michael Bloomberg: Jeffrey Epstein og Ghislaine Maxwell. På grund af Epsteins ry var det vigtigt for Bill Clinton at lægge så stor afstand til masseovergrebsmanden som muligt. Clinton påstod, at han aldrig havde været på Epsteins "Lolita Island" - men kun havde fløjet fire gange med Epsteins private fly. Den Boeing 727 blev døbt "Lolita Express" af lokale på grund af den hyppige ankomst af tilsyneladende mindreårige piger til øen. Fire gange er dog mere end almindeligt tvivlsomt - der er konkret tale om 26 gange ifølge flyets logbog. Det er også registreret, at Bill Clinton desuden var sammen med Epstein i flere af Epsteins andre ejendomme, foruden i andre sammenhænge generelt. På flere af flyturene med Epstein og Clinton var der desuden uidentificerede navne som fx "Tatiana".
Officielle fly-logs viser også, at der på Bill Clintons flyture med Epstein var op til 10 US Sercret Service folk med ombord. Men Secret Service nægter at besvare Freedom of Information Act-forespørgsler om sagen.
Et tidligere Epstein-offer - Virginia Roberts - påstår, at hun så Bill Clinton i Epsteins palæ på "Lolita Island" - eller som den kaldes i denne artikel: "Orgy Island" ("orgieøen").

Donald Trum og Jeffrey Epstein til fester

Bill Clinton havde i årene 1995-97 sex med den kvindelige praktikant i Det Hvide Hus - Monica Levinky. Da sagen kom frem, og utroskaben blev et problem for præsidenten, løj Bill Clinton på tv med ordene "Jeg har aldrig haft sex med den kvinde, frøken Levinsky". Bill Clinton har således ikke den største troværdighed i sager af belastende seksuel karakter.

Der findes fotografier af Bill Clinton angiveligt i Epsteins Boeing, desuden angiveligt sammen med Ghislaine Maxwell foran indgangen til flyet. Der findes også et par billeder, hvor han angiveligt er sammen med massør Chauntae Davies - bl.a. hvor han tilsyneladende modtager en rygmassage, samt flere hvor han ses sammen med Jeffrey Epstein. Chauntae Davies påstår, at hun blev voldtaget gentagne gange af Epstein, men sagde at hendes oplevelse med Clinton var positiv, og at han var en "fuldkommen gentleman".
Altså alt sammen "uheldige situationer", som skabte artikler om den tidligere præsident. I denne artikel er det fx engelske The Sun, som skriver om det "creepy øjeblik Bill Clinton får en rygmassage af Epsteins 'sexslave'". Informationerne var dog ikke for alvor inkriminerende for Clinton. De passede til billedbladene, som kunne løbe med sladderen og videregive de slibrige omend lettere "kulørte og luxuriøse historier".

Det er desuden blevet påstået, at der i Epsteins Manhattan hjem skulle have hængt et bizart maleri af Bill Clinton iført blå kjole og røde højhælede sko. Det skulle angiveligt have været politifolk, der skulle have fortalt dette. Desuden skulle Epstein angiveligt have haft en del anden bizar decor:
"En øjeprotese, et menneskeligt skakbræt, en udstoppet puddel og en dukke, som svingede fra en lysekrone".
Ifølge Virginia Roberts jokede Jeffrey Epstein med, at "Bill Clinton var i lommen på ham (Epstein)".

Epstein og Maxwell er bestemt ikke de eneste pædofile overgrebspersoner i Clintons sociale netværk. I sidste afsnit i del 4 kapitel 1 går jeg dybere ind i Bill og ægtefællen Hillary Clintons forbindelser til flere pædofile. I det afsnit fremlægger jeg desuden de børneovergrebssager, parret gennem tiden har været forbundet med.

Donald Trump - løbende beskyldninger om voldtægt og seksuelle overgreb
Donald Trump har heller ikke den største troværdighed i forhold til sin afstandstagen til Jeffrey Epstein:
I denne artikel siger hans talsmand, at Trump og Epstein "ikke var venner, ikke havde nogen relation og at de ikke socialiserede". Men der findes flere billeder, hvor de er sammen til fest - og virker temmelig fortrolige med hinanden. Ligeledes findes der billeder af Trump-parret Donald og Melania sammen med Epstein og hans sex-trafficking-makker - den nu dømte Ghislaine Maxwell. Donald Trump fløj ligesom Bill Clinton med "Lolita Express" ved flere lejligheder.

I 2002 offentliggjorde New York Magazine en lang og overvejende positiv profilartikel om Epstein med titlen "Jeffrey Epstein: International Money Man of Mystery" ("Jeffrey Epstein: International Mystisk Pengemand"). Den diskuterede hans forskellige højprofilerede bekendtskaber og i vage vendinger desuden hans pengeforvaltningsvirksomhed. Artiklen citerer Donald Trump for at sige:
"Jeg har kendt Jeff i femten år. Fantastisk fyr. Han er meget sjov at være sammen med. Det siges endda, at han kan lide smukke kvinder lige så meget som jeg gør, og mange af dem er på den yngre side. Ingen tvivl om det, Jeffrey nyder sit sociale liv."

Donald Trump er, af mindst 26 kvinder, blevet beskyldt for voldtægt, seksuelle overgreb og seksuel chikane, herunder kys eller befamlinger uden samtykke. Det er overgreb og krænkelser som angiveligt skulle have fundet sted siden slutningen af 1970'erne. Senest er det en forfatterinde og klummeskribent ved magasinet Elle som påstår, at hun er blevet voldtaget af Trump i et stormagasin, hvor hun havde indvilget i at hjælpe ham med at vælge lingeri til en ven. Trump afviste selvfølgelig med sin sædvanlige bombastiske retorik, og kvinden sagsøgte ham desuden for personlig bagvaskelse. Retsagerne om voldtægten endte med en stadfæstelse af en dom mod Donald Trump på 5 millioner dollars for sexmisbrug og ærekrænkelse. En dommer forklarede, at dommen i praksis afklarede, at Trump havde begået voldtægt. Twisten synes bl.a. at bestå i, om Trump havde befamlet kvinden, eller om han begik fuldbyrdet voldtægt, som kvinden og hendes advokater hævdede.

I april 2023 blev han desuden anholdt for at forfalske New Yorks forretningsregistre i et forsøg på at skjule prekære informationer før valget i 2016. Det drejede sig bl.a. om såkaldte "hush money" betalt til en pornofilmstjerne. "Hush money" er penge, der bliver betalt for at holde munden lukket. Desuden var der fx tale om en lignende betaling til en tidligere dørmand i Trump Tower, som hævdede, at Trump har et barn uden for ægteskab, og en betaling til en tidligere Playboy-model for at undlade at tale om en påstået affære forud for valget i 2016. Trump nægtede sig skyldig i alle 34 anklagepunkter. "Hush money" er ikke ulovlige i staten - det var forfalskninger af New Yorks forretningsregister, som var anklagen.

Præsidenter på liste med pædofile voldtægtsmænd
Ikke kun Clinton og Trump var i Epsteins sociale omgangskreds, det var også flere nu dømte og anklagede seksuelle overgrebsmænd og pædofile. Epstein havde angiveligt en "lille sort bog", som i praksis var en liste med folk fra omgangskredsen. Bogen var dukket op i en retssag, efter at en tidligere ansat tog den fra Epsteins hjem og senere forsøgte at sælge den. Ifølge en FBI-erklæring beskrev den tidligere Epstein-ansatte adressebogen som "Den hellige gral" eller "Golden Nugget" til at optrevle Epsteins vidtstrakte børnesex-netværk.
Bogen blev brugt som en del af stateanklagerens bevismateriale i retssagen mod Ghislaine Maxwell i 2021.
Som eksempler på personer i denne "lille sorte bog" kan nævnes:
Prins Andrew - søn af Storbritanniens dronning Elizabeth, har indgået pengeforlig efter beskyldninger om seksuelle overgreb i sammenhæng med sin forbindelse til Jeffrey Epstein.
Kevin Spacey - skuespiller og anklaget af flere for at være pædofil overgrebsmand.
Bill Cosby - komiker og dømt voldtægtsmand samt anklaget for flere pædofile overgreb.
Woody Allen - hans adopterede datter har beskyldt ham for at have begået overgreb mod sig. Allen giftede sig med et andet adopteret barn.
Charlie Rose - tv-journalist og anklaget seriesexkrænker.
Alan Dershowitz - Epsteins tidligere forsvarsadvokat og selv anklaget for sex-overgreb.
Steven Hoffenberg - multimilliardær, Epsteins mentor og nyligt løsladt storsvindler.

Læs mere om disse sager her.

Den lille sorte bog er kun et udsnit af referencer til magtfulde mænd, som på den ene eller anden måde angiveligt interagerede med Jeffrey Epstein. I denne artikel er det fx en kvinde, som påstår, at "Epstein tvang hende til at have sex med den tidligere israelske premierminister Barak".
I artiklen står der:
"Påstanden blev afsløret i retsdokumenter fra den kendte amerikanske advokat Dershowitz, som også var anklaget; Samarbejdspartnere til begge mænd afviser påstanden."

Artiklen uddyber:
"Retsdokumenter fra den amerikanske advokat Alan Dershowitz afslørede tirsdag, at en kvinde havde nævnt den tidligere premierminister Ehud Barak som en af en række betydningsfulde mænd, hun blev tvunget til at have sex med af Jeffrey Epstein."

Kvindens er den tidligere nævnte Virginia Roberts (som senere desuden fik efternavnet Giuffre). Hun er i forbindelse med Jeffrey Epstein-sagen fremkommet med anklager mod flere kendte og indflydelsesrige mænd.

Prins Andrew - søn af dronning Elizabeth og beskyldt for seksuelle overgreb
Prins Andrew er ikke kun listet i Epsteins lille sorte bog. I 2015 lagde Virginia Roberts sag an mod prinsen. Påstanden var, at prinsen var en af de magtfulde venner, som Epstein havde lånt pigen ud til for at have sex med. Det skulle angiveligt have fundet sted under tvang. Prins Andrew var blevet fotograferet med hånden omkring den mindreårig pige i selskab med Epsteins partner, den senere dømte sex-trafficker Ghislaine Maxwell.
Andrew udtalte sig på TV – i et stort anlagt personligt interview – fuldstændig uden føling med situationen. Først benægtede prinsen, at han overhovedet kendte pigen, som anklagede ham for disse handlinger. Derefter viste intervieweren ham et berygtet billede, hvor han står med hånden omkring pigens talje. Til denne konfrontation sagde prinsen, at billedet var "et fotografi af et fotografi af et fotografi" - "Ingen kan bevise om det foto er blevet manipuleret", sagde han. Og videre:
"Jeg er meget ked af det, men hvis jeg, som medlem af den kongelige familie, og jeg får taget et billede - og jeg tager meget, meget få billeder - er jeg ikke en som krammer.
At vise hengivenhed offentligt er ikke noget, som jeg gør.
Så det er den bedste forklaring, jeg kan give dig."

Virginia Roberts havde påstået, at prinsen havde svedt på dansegulvet, mens de to havde danset sammen, inden det angivelige overgreb. Her fremførte prinsen, at pigens påstand ikke kunne være sand, fordi han simpelthen ikke svedte længere. Den usædvanlige tilstand skyldtes en sygdom, han havde lidt af siden sin deltagelse i Falklandskrigen, hævdede Andrew kortfattet.
Senere i tv-indslaget afslørede Andrew, hvordan anklagerne har taget på ham og hans nære familie. "Det har været, hvad jeg vil beskrive som et konstant sår i familien," sagde Andrew og tilføjede, at det hele var blevet "næsten et mentalt helbredsproblem, der har generet mig."

Prins Andrew interviewet i BBC - Jeffrey Epstein

Men på trods af alt fortryder Andrew ikke sit venskab med Epstein.
Han forklarede:
"Af den grund, at de mennesker jeg mødte, og de muligheder jeg fik for at lære, enten af ham eller på grund af ham, faktisk var meget nyttige."

Den "ham", Andrew refererede til som lærerig, var den dømte pædofile massevoldtægtsforbryder Jeffrey Epstein.
Sagen blev afsluttet med, at prinsen betalte et ikke-oplyst beløb til Virginia Roberts.

Prins Andrew er bestemt ikke den eneste person fra verdens elite, der var ven med børnesex-traffickerne Epstein og Maxwell. Af andre high society-personer og kendte fra Jeffrey Epsteins "sorte bog" kan nævnes hollywood-skuespillerne Alec Baldwin, Dustin Hoffmann og Ralph Fiennes samt musikerne Mick Jagger og Phil Collins. Desuden en tidligere amerikansk finansminister, nogle amerikanske senatorer, en mexikansk og en amerikansk guvernør, en sultan, flere kongelige og et greve-par ved navn von Bismarck. Så er der selvfølgelig alle multimlliardær-forretningsmændene: Richard Branson, stifter af Virgin Group, Mark Getty, stifter og formand for Getty Images, John Gutfreund, CEO for investeringsselskabet Salomon Brothers samt mediemogulen Rupert Murdoch.
I bogen findes også et par af de personer, vi tidligere har hørt lidt om: Alan Greenberg, tidligere bestyrelsesformand i investeringsselskabet Bear Stearns og Epstein’s første mentor i finansverdenen samt Michael Bloomberg, forretningsmand og tidligere New York-borgmester.
Der er også to tidligere amerikanske udenrigsministre John Kerry og Henry Kissinger listet i bogen.

'Honningfælder' udført af den israelske efterretningstjeneste Mossad?
De mange berømtheder og magtmennesker i Epsteins "sorte bog" kan måske undre nogen. Men undersøgende journalister har gennem en årrække sandsynliggjort, at Epsteins sexring blev brugt til afpresning - formodentlig for den israelske efterretningstjeneste Mossad.
Såkaldte "honningfælder" har været benyttet af efterretningstjenester i mange år. En "honningfælde" er når forførelse benyttes til at lokke en person i en form for fælde, særligt i forbindelse med kriminalitet eller spionage. I tilfældet med Jeffrey Epsteins sexring har det således potentielt handlet om at sætte en kriminel seksuel mulighed op for udvalgte magtfulde personer (sex med mindreårige piger), for på den måde at få en klemme på dem. Dette formodes at være sket ved hjælp af foto-dokumentation, trusler om offentliggørelse og lignende.

Den undersøgende journalist Whitney Webb, har skrevet en artikelserie på tre dybdeborende artikler om fænomenet. Artiklerne afdækker et årtier langt mønster af seksuel afpresning, udført af indflydelsesrige forretningsfolk med tilknytning til både ledende politikere, kulturpersonligheder, religiøse ledere, efterretningstjenester og mafiaen.
Artiklerne hedder:
Hidden in Plain Sight: The Shocking Origins of the Jeffrey Epstein Case
Government by Blackmail: Jeffrey Epstein, Trump’s Mentor and the Dark Secrets of the Reagan Era
Mega Group, Maxwells and Mossad: The Spy Story at the Heart of the Jeffrey Epstein Scandal

Min oversættelse til dansk:
Skjult i fuld offentlighed: Den chockerende oprindelse til Jeffrey Epstein-sagen
Regering via afpresning: Jeffrey Epstein, Trumps mentor og de mørke hemmeligheder i Reagan-æraen
Mega-gruppen, Maxwell og Mossad: Spionhistorien i hjertet af Jeffrey Epstein-skandalen

Flere af informationerne i denne online bog er hentet fra de tre artikler.
Whitney Webb skrev desuden to bøger ud fra sin research: One Nation Under Blackmail 1 og 2 ("Én nation under afpresning").

Epsteins partner i sex-ringen, Ghislaine Maxwell, har fortalt journalisten Ira Rosen at "Epstein havde videobånd med Donald Trump og Bill Clinton". Det kan man bl.a. læse i denne artikel i den engelske avis Independent. Ira Rosen citeres for at sige, at han ved, at Epstein "optog alle på video". Der findes mange af sådanne påstande. Her er det en ekspert i Epstein-sagen, der udtaler, at han tror, Epstein var involveret i afpresning. Et angiveligt offer for Epsteins sexovergreb, Sarah Ransome, hævder, at hun så videobånd med Epsteins velhavende venner, der havde sex med et andet kvindeligt offer. Hun påstår desuden, at disse videobånd skulle bruges til afpresning.

Ghislaine Maxwell er datter af mediemogulen Robert Maxwell, som havde forbindelser til flere efterretningstjenester: Engelske MI6, russiske KGB og israelske Mossad.
Det britiske udenrigsministerie mistænkte Robert Maxwell for at være hemmelig agent for en udenlandsk regering, muligvis en dobbelt- eller tredobbelt agent. Udenrigsministeriet kaldte ham "en helt igennem dårlig karakter og næsten helt sikkert finansieret af Rusland".
Ifølge bogen "Robert Maxwell - Israels Superspy" ("Robert Maxwell - Israels Superspion") hvidvaskede Maxwell penge gennem bulgarske og vestlige banker for sine kontakter i KGB og andre efterretningsagenter fra østblokken efter opløsningen af det sovjetiske imperium. Maxwell arbejdede for kriminelle, der handlede med ulovlige våben, prostitution, hvidvaskning af penge, narkotika og bestillingsmord - kriminelle som alle brugte Maxwell til at hvidvaske deres overskud.
Bogen hævder, at Maxwell allerede efter Anden Verdenskrig arbejdede i Berlins Spandau-fængsel, hvor han afhørte tilfangetagne nazistiske ledere og fik et ry som en dygtig forhørsperson. Han blev tilbudt en stilling hos britiske MI6 som "superkontaktperson" ("super contact person"). Maxwell accepterede dog ikke tilbuddet og blev klassificeret af MI6 som en "zionist - kun loyal over for Israel" og en person, der skulle holdes øje med.
Da han blev bedt om at spionere for israelske Mossad, accepterede Maxwell ivrigt på grund af sin store kærlighed til Israel - samt selvfølgelig den medfølgende betaling.
Mange bøger og artikler peger på Maxwells forbindelser til det israelske efterretningsmiljø og særligt Mossad. Blandt andet har pulitzerprisvindende journalist Seymour Hersh peget på disse forbindelser. Det har han bl.a. gjort i bogen "The Samson Option: Israel’s Nuclear Arsenal and American Foreign Policy" ("Samson-muligheden: Israels atomarsenal og amerikansk udenrigspolitik", se side 320-322 og 341 i bogen).

Den tidligere Mossad-officer Victor Ostrovsky er kommet med denne udtalelse: "Mossad finansierede mange af sine aktiviteter i Europa fra penge stjålet fra Maxwells avispensionsfond. De fik fingrene i midlerne næsten lige så snart Maxwell foretog købet af Mirror Newspaper Group med penge udlånt til ham af Mossad."

Udtalelsen kan læses i bogen "Gideon's Spies: The Secret History of the Mossad" ("Gideons spioner: Mossads hemmelige historie" side 192).
Denne bog fortæller desuden om, hvordan Mossad til gengæld for Maxwells tjenester forsynede Maxwell med prostituerede, "en tjeneste, der blev opretholdt til afpresningsformål" (side 192 i bogen).
Det blev senere afsløret, at hotellet, hvor han boede i Israel, var aflyttet med kameraer, hvilket gjorde det muligt for Mossad at erhverve "et lille bibliotek med videooptagelser af Maxwell i seksuelt kompromitterende stillinger."
Som med CIA er Mossads brug af afpresning af både ven og fjende veldokumenteret og kendt for at være omfattende.
Denne artikel citerer et "frigivet National Intelligence Agency spiondokument" med "en dybdegående analyse af Israels efterretningstjeneste":
"'Mossad sender kvinder i aktion med henblik på seksuelle fælder, men modvilligt. Efterretningschefer foretrækker at bruge enlige kvinder som fælder. De bruges næsten altid kun én gang på denne måde. Selvom der ikke er noget pres på kvindelige agenter om at udnytte deres køn, forventes det af dem at de bruger sex som et af mange våben inden for deres felt', siger dokumentet."

Derefter konstaterer artiklen, at "[h]vis seksuel afpresning eller fælder er en integreret del af missionen, ansætter Mossad dog ofte prostituerede."
Ifølge bøgerne "Gideon's Spies: The Secret History of the Mossad" og "Robert Maxwell - Israels Superspion" var Robert Maxwell desuden involveret i det revolutionerende nye overvågningsprogram “Promis”. Det var han angiveligt sammen med sin ven, den israelske “superspion” Rafi Eitan. Maxwell menes at have solgt programmet til mange forskellige lande med en skjult "bagdør", som gav adgang for Mossad til at indsamle data alle disse steder.
Den tidligere nævnte Whitney Webb-artikel om "Mega Group, Maxwells og Mossad" giver et godt overblik over denne sag. Se Mega Group, Maxwells and Mossad: The Spy Story at the Heart of the Jeffrey Epstein Scandal ("Mega Group, Maxwells og Mossad: Spionhistorien i hjertet af Jeffrey Epstein-skandalen")

Robert Maxwell døde 5. november 1991 ud for Gran Canaria øgruppen ombord på sin lystyacht Lady Ghislaine (opkaldt efter Maxwells yngste datter og Epsteins sex-trafficking-partner Ghislaine Maxwell). Den officielle afgørelse om dødsårsagen var hjerteanfald kombineret med drukning.
Dagen før havde Maxwell haft et telefonskænderi med sin søn Kevin i forbindelse med et planlagt møde med Bank of England om Maxwells misligholdelse af et lån på 50 millioner pund. Maxwell udeblev fra mødet og rejste i stedet på sin yacht til De Kanariske Øer ud for Nordafrikas kyst. Maxwell havde brugt hundredvis af millioner af pund fra sine virksomheders pensionsfonde til at finansiere sin virksomhedsgæld, firmaovertagelser og sin overdådige livsstil. Tusindvis af ansatte ville miste deres pensioner og Maxwells forretningsimperium var på randen af sammenbrud.
Der har været mange spekulationer om Maxwells død ud over den officielle forklaring - alt fra selvmord til mord. I bogen "Robert Maxwell, Israel’s Superspy" fremlægger forfatterne teorien om, at Robert Maxwell blev myrdet, fordi han truede Mossad med offentlig afsløring, hvis efterretningstjenesten ikke fandt en måde, hvorpå han kunne komme ud af sin økonomiske krise.

Robert Maxwell blev begravet i Israel, med en "begravelse, som sømmer sig for en Israelsk nationalhelt", som der står i denne Washington Post-artikel. Artiklen fortæller, at Maxwell blev begravet på landets mest prestigefyldte sted, kirkegården på Jerusalems Olienbjerg, med udsigt mod Vestmuren. Hans begravelsesgudstjeneste i Jerusalems Folkets Hall blev overværet af et væld af israelske toppolitikere, og den blev ledet af premierminister Yitzhak Shamir og præsident Chaim Herzog, der hyldede Maxwell som "en mand støbt i en heroisk form".

Ifølge artiklen (samt mange andre kilder) var Maxwell intimt fortrolig med de israelske ledere:
"Officielle kilder sagde, at han talte med Shamir telefonisk mindst en gang om ugen og besøgte Jerusalem mindst en gang om måneden, hvor han tog kongesuiten på King David Hotel og hyggede sig med politikere såvel som hans israelske redaktører. Selvom han var venskabelig med den venstreorienterede oppositionsleder Shimon Peres, sagde en embedsmand, der kendte ham, at Maxwells favorit var Ariel Sharon, den flamboyante hardliner, der udtænkte og ledede invasionen af Libanon i 1982 og nu fører tilsyn med opførelsen af jødiske bosættelser i de besatte områder."

Der var ikke mindre end seks fungerende og tidligere ledere af israelsk efterretningstjeneste til stede til begravelsen, fortæller bogen Gideon's spioner: Mossads hemmelige historie. Premierminister Yitzhak Shamir hyldede Maxwell og sagde: "Han har gjort mere for Israel, end der kan siges i dag." Også den dengang kommende premierminister Ehud Olmert lovpriste Maxwell. Shimon Peres (som også senere blev premierminister) hyldede Maxwells “services” for staten.
De israelske politiske stats- og topledere hyldede altså en mand, som netop havde bestjålet sine tusindvis af medarbejdere for deres optjente pensioner. Disse detroniserede mennesker er formodentlig ikke enige i, at Maxwell var "en mand støbt i en heroisk form". Robert Maxwell blev da også af mange andre betragtet som en gemen og kynisk forbryder. I det verdenskendte magasin Newsweek blev han simpelthen udråbt som "århundredets slyngel" ("the crook of the century"). Men altså ikke af statsledere og ledere for efterretningstjenesterne i Israel.

Mange, der har undersøgt Jeffrey Epsteins historie og baggrundene for personerne i hans sociale omgangskreds, peger på, at også Jeffrey Epstein var forbundet til efterretningstjenester. Her er det fx en artikel i avisen Times of Israel, hvor den kendte prisvindende journalist og forfatter, Julie K. Brown bliver interviewet om dette emne. Hun anses for at være den jounalist, der afslørede sagen om Jeffrey Epsteins misbrug af børn. Artiklen hedder "For writer who broke Epstein case, a rumored Mossad link is worth digging into" ("For en forfatter, der afslørede Epstein-sagen, er rygtet om Mossad-forbindelse værd at dykke ned i"). Interviewet udkom i 2021, fordi Brown havde skrevet bogen "Perversion of Justice: The Jeffrey Epstein Story” ("Pervertering af retfærdigheden: Historien om Jeffrey Epstein"). I Times of Israel-artiklen udtaler Julie K. Brown forsigtigt, at det ikke er umuligt, at Epstein havde forbindelser til det israelske efterretningssamfund. "Robert Maxwell havde helt sikkert den slags forbindelser (til det israelske efterretningsmiljø red.), og Epstein havde et tæt forhold til Robert Maxwell."
I sin bog om Epstein skriver Julie K. Brown, om det komplekse forhold Jeffrey Epstein havde med Maxwell-familien, og om hvordan det strækker sig tilbage til midten af 1980'erne, da Epstein angiveligt begyndte at hjælpe Robert Maxwell med at skjule penge i adskillige offshore bankkonti. Det var bl.a. de penge, Maxwell stjal fra sine medarbejdere. I artiklen påstås det, at Jeffrey Epstein blev en vigtig figur for nogle af medlemmerne af Maxwell familien, som efter Robert Maxwells død var efterladt fallit og i dyb gæld. Desuden blev han altså patner med Robert Maxwells datter Ghislaine omkring sex-trafik af mindreårige.

Ifølge Ghislaine Maxwell var "hver tomme af Epsteins private ø" på Virgin Islands "ledningsforbundet til video" ("every inch of Epstein’s private island in the Virgin Islands was wired for video"). Mange har set denne type oplysninger i sammenhæng med påstande fra ofre om "videoer med magtfulde mænd, der har sex med mindreårige kvinder" o.lign. Alt i alt er det blevet betragtet som indicier på, at Epsteins sex-ring kunne være blevet anvendt til afpresning.
Magasinet Rolling Stone udgav i juli 2021 artiklen "Var Jeffrey Epstein spion?" ("Was Jeffrey Epstein a Spy?"). Artiklen er skrevet af Vicky Ward, der gennem flere år havde fulgt Jeffrey Epstein tæt som journalist på magasinet Vanity Fair. Allerede i 2003 skrev Ward en profilartikel om Jeffrey Epstein, der i hendes oprindelige version inkluderede beretninger fra søstrene (og Epstein-ofrene) Annie og Maria Farmer. De to søstre kom med de første kendte anklager mod Epstein om kriminelle seksuelle handlinger. Disse anklager blev fjernet fra den endelige artikel - angiveligt af Vanity Fairs chefredaktør Graydon Carter. Chefredaktøren skulle ifølge mediehistorier om sagen have udtalt, at misbruget af en 16-årig var "ikke så jordrystende" ("the abuse of a 16-year-old was 'not that earth-shattering'").
I artiklen i Rolling Stone fortæller Vicky Ward om et interview, hun i 2002 lavede med den tidligere nævnte multimilliardær, Steven Hoffenberg, som også var Epsteins mentor og på det tidspunkt fængslet for storsvindel.
Her fortalte Hoffenberg hende, at Epstein havde sagt, at Epstein arbejdede på adskillige projekter med Robert Maxwell, herunder at løse Maxwells "gældsproblemer". Epstein havde også fortalt Hoffenberg, at han via Maxwell og en mand ved navn Douglas Leese var involveret i noget, som Hoffenberg beskrev som "nationale sikkerhedsspørgsmål". Hoffenberg hævdede, at det involverede "afpresning, handel med indflydelse og information på et niveau, der er meget alvorligt og farligt."
Douglas Leese - fortæller artiklen - er en britisk lejesoldat, som døde i 2011. Hoffenberg fortalte at Epstein i 1980'erne, efter at Epstein forlod investeringsfirmaet Bear Sterns "under vanærende omstændigheder", blev trænet i at flytte penge offshore af Douglas Leese. Den britiske lejesoldat fungerede som en slags mentor for Epstein i denne sammenhæng, fortalte Hoffenberg Vicky Ward.
Ward skriver også, at Hoffenberg hævdede, at Leese var våbenhandler, men at dette er blevet afvist af Leese's søn. Ward fremfører dog understøttende, at "en britisk parlamentarisk optegnelse nævner Leese" i forbindelse med en våbenhandel mellem Storbritannien og Saudiarabien i begyndelsen af 1980'erne (kaldet El Yammamah-våbenaftalen).

Desuden fortæller Vicky Ward ganske opsigtsvækkende, at "fire separate kilder" fortalte hende, at Epsteins våbenhandler i 1980'erne havde fået ham til at arbejde for flere regeringer, inklusive den israelske. Om kilderne skriver Ward, at "nogle er mere pålidelige end andre".
Ward påstår, at disse fire kilder fortalte hende, at Maxwell introducerede Epstein for israelske ledere, som derefter angiveligt brugte Epstein som ækvivalent til en gammeldags russisk "sovende" spion. "[E]n person, der kunne være nyttig i en 'indflydelseskampagne'," skriver Ward.
Vicky Ward skriver:
Kilderne, der spænder fra tidligere våbenhandlere til tidligere spioner - og også Hoffenberg - antyder, at Epstein, som manglede enhver form for moralsk kompas, besluttede at gå et skridt videre og kompromittere indflydelsesrige mennesker ved at optage dem, mens de gjorde ting, de ikke ønskede skulle blive offentliggjort.

Her anfører Vicky Ward, at "folk tæt på Robert Maxwell siger, at det lyder latterligt".

Epstein besøgte Israel i 2008 med henblik på at flytte dertil permanent og undgå sin overhængende fængselsstraf i 2009, fortæller Ward. Da han alligevel vendte tilbage til USA, fortalte han den russiske model Kira Diktyar, at han havde skiftet mening og besluttet at se de retslige realiteter i øjnene. I parentes skriver Wicky Ward her, at han ikke nævnte, at "han lige havde undgået en langt mere seriøs føderal undersøgelse" med en særlig aftale. Den handel med retten kalder Ward "en behagelig aftale om ikke-retsforfølgelse". Mere om den om lidt.
Ward skriver:
Og da han kom ud af fængslet, i de sidste 10 år af sit liv, pralede Epstein over for forskellige mennesker - herunder journalister - af, at han rådgav en hel række udenlandske ledere, som inkluderede Vladimir Putin, Mohammed bin Zayed, Mohammed Bin Salman, forskellige Afrikanske diktatorer, Israel, briterne – og selvfølgelig amerikanerne.
Han fortalte også flere af de samme mennesker, at han tjente en formue på våben, stoffer og diamanter.

Mohammed bin Zayed er præsident i De Forendede Arabiske Emirater. I 2019 blev han af New York Times beskrevet som "den mest magtfulde arabiske leder" og en af de mest indflydelsesrige mænd i verden.
Mohammed Bin Salman er kronprins og premierminister i Saudi Arabien. Han ligger nummer otte på Forbes liste over verdens mest magtfulde personer.

Jeffrey Epsteins egen påståede indflydelse synes endeløs. Hans netværk var ligeledes omfattende og inkluderede også kendte intellektuelle og akademikere. Wicky Ward fortæller fx, at serieovergrebsmanden pralede overfor den kendte journalist og Harward-professor Edward J. Epstein. Jeffrey Epstein fortalte angiveligt denne professor, at han kendte ejeren af dybvandshavnen Djibouti på Afrikas horn så godt, at han dybest set havde ansvaret for det. I artiklen kaldes havnen "et smuglerparadis". Denne påstand bekræftes af mange andre kilder. Farvandet omkring havnen har "længe været besejlet af smuglere af våben og andre ulovlige varer, helt tilbage fra slutningen af 1800-tallet," fortæller tænketanken Middle East Institute (Mellemøst-instituttet). Som eksempler på ulovlige aktiviteter i havnen nævner instituttet bl.a. hvidvaskning af penge, ulovlig finansiering, oliesmugling og våbenhandel. Også menneskesmugling synes at være en betydende aktivitet i forbindelse med havnen. Der findes i al fald flere artikler om forfærdelige episoder med kyniske menneskesmuglere og druknede flygtende migranter ud for kysten til havnen. Fx i marts 2021 hvor mindst 20 blev dræbt, da smuglere skubbede 80 migranter ud af deres båd. I oktober 2024 var det endnu værre med 45 døde og 111 savnede efter, at "smuglere tvang migranter i havet ud for Djibouti".

I forhold til Epsteins påstande om næsten at styre denne smuglerhavn, skriver Vicky Ward:
"Nu er dette ifølge mine kilder i efterretningsverdenen overdrevent – men heller ikke helt latterligt. Hans navn blev nævnt som mellemmand i både Afrika og Mellemøsten. Han var kendt i efterretningsverdenen som en 'hyperfikser', en der kan gå mellem forskellige kulturer og netværk.
Normalt er disse mennesker meget stille om, hvad de gør.
Og alligevel var Epstein ikke tavs. Han havde et foto af den saudiske kronprins, MBS, på væggen og billeder af Bill Gates og alle de VIP'er, der strømmede til hans saloner.
Det er derfor ikke helt overraskende, at de samme kilder, som siger, at de ved, at han var et form for efterretningsaktiv, siger, at han blev et problem - hvilket er grunden til, at han muligvis mistede enhver 'beskyttelse' og blev arresteret.
En håndfuld mennesker, jeg interviewede, inklusiv den tidligere Mossad-agent Victor Ostrovsky, hævder, at det er præcis, hvad der skete med Robert Maxwell, og det er derfor, de siger, at Maxwell blev dræbt. Hans økonomiske problemer var ved at gøre ham sårbar. (Hans død blev officielt sagt at være på grund af et hjerteanfald.)
Hvem ved, hvad man skal få ud af alt dette?"

Epsteins død - brud på regler og utroligt sammenfald af 'uheldige' omstændigheder
Som nævnt oplyste fængselsvæsenet, at Epstein begik selvmord i sin celle i 2019. Selvmordet skete samtidig med en forbløffende mængde af "uheld" og "fejl":
De normale krav og regler om tjek af fanger hver halve time blev brudt.
To vagter faldt i søvn ved deres skrivebord og de forfalskede de registrerede fængselsjournaler.
To kameraer foran Epsteins celle var gået i stykker den aften.
Et andet kamera havde billeder som var "ubrugelige".
Epstein var desuden netop blevet fjernet fra selvmordsovervågning efter en psykiatrisk undersøgelse - trods det at han to uger forinden mordet var blevet fundet såret med mærker på halsen og i fosterstilling i sin fængselscelle.

Man spørger sig selv, hvor mange "uheld" og "fejl" der kan forekomme i og omkring en fængselcelle med en person, som potentielt kan få præsidenter, premierministre og prinser til at falde...?
"Veterananklagere og retshåndhævende embedsmænd var chokerede over, at en af de mest højtprofilerede indsatte i landet ikke blev overvåget mere nøje," står der i denne Washington Post-artikel.
Man skulle tro, at netop denne mand skulle være under særligt opsyn og beskyttelse. Og man kan undre sig over, at der er sket brud på regler og forfalskning af journalen med netop denne indsatte - netop den aften han "begik selvmord". Idéen om, at det kan skyldes, at manden var farlig for flere betydningsfulde personer, blev naturligvis afvist som "konspirationsteori".

Fotografier offentliggjort i forbindelse med Jeffrey Epsteins angivelige død

Oveni kommer så den usædvanlige måde Epsteins hals var brækket på. Den type knæk kan godt forekomme hos mennesker, der hænger sig selv, men er mere almindelige hos ofre for drab ved kvælning. Disse informationer er at finde i den tidligere nævnte Washington Post-artikel, som henviser til retsmedicinske eksperter og undersøgelsesartikler om emnet. Om Epsteins højest mistænkelige død udtaler Julie K. Brown:
"Det trodser bare sund fornuft".
"Og hvorfor offentliggør [amerikanske] myndigheder ikke de oplysninger, de kender om Epsteins død?" tilføjer hun, med henvisning til at det amerikanske Justitsministerium nu i flere år ikke har offentliggjort resultaterne af dets undersøgelse af mordet på Epstein.

Som et ekstra underligt krydderi på hele denne affære kan nævnes, at en bruger på et online forum postede, at Jeffrey Epstein var død - cirka en time før Epsteins død blev offentliggjort. "Myndighederne vil nu gerne vide, hvem der stod bag opslaget, som indeholdt medicinsk nøjagtige detaljer om finansmanden og den anklagede sexsmugler", står der i denne nyhedsartikel om sagen.

Da Epstein blev fundet halvbevidstløs på gulvet med mærker på halsen, sad han i øvrigt i samme celle som en tidligere politibetjent, der sad inde for fire mord. Mordene bundede angiveligt i et tyveri af 250.000 dollars, der var beregnet til eks-betjentens narkoforretning. Denne angiveligt korrumperede tidligere betjent var tilstede i cellen, mens Epstein "forsøgte selvmord" første gang. Den firedobbelte morder og narkohandler hævdede, at han "reddede" Epstein fra at lykkes med sit forehavende. Eks-betjentens advokat afviste spekulation om, at hans klient var involveret i Jeffrey Epsteins skader. Epstein havde ifølge en kilde tæt på sagen ellers selv fortalt sine sagførere, at det var eks-betjenten, der havde gjort det.
Men den korrumperede tidligere betjent "blev renset for enhver forseelse", fortæller nyhedsmediet NBC i denne artikel. "Afsløringen er den stærkeste indikation til dato på, at Epstein forsøgte at tage sit eget liv den 23. juli - og uddyber mysteriet om, hvorfor han blev fjernet fra selvmordsovervågning i dagene før sin død," skriver NBC desuden.
Det er således svært, at få hændelserne omkring Epsteins sidste fatale fængselsophold til at gå op. På den ene side: Hvorfor blev han fjernet fra selvmordsovervågning, hvis han allerede havde forsøgt selvmord? På den anden side: Hvis det ikke var ham selv, hvem var det så, og hvorfor skete det?
Derudover kommer selvfølgelig alle de andre "fejl" og "uheld".

Epsteins første retssag: Fixet aftale
Første gang Jeffrey Epstein var i fængsel i forbindelse med sine seksuelle overgreb - i 2008 - gik alting meget mere smertefrit for ham.
Epstein blev i 2007 anklaget for at "samle et kultlignende netværk af mindreårige piger" - med hjælp fra unge kvindelige rekrutteringsmedarbejdere. Disse mindreårige blev tvunget til sex så ofte som tre gange om dagen, ifølge Julie K. Brown og andre. Brown fulgte sagen tæt som undersøgende journalist på avisen Miami Herald. Browns afslørende artikler bemærkede også, hvordan FBI og retsdokumenter viste, at Epstein var mistænkt for at have handlet mindreårige piger, ofte fra udlandet, til sexfester i hans andre hjem på Manhattan, New Mexico og Caribien.
Julie K. Browns artikler om sagen tilbage i 2008 afslørede en hemmelig tilståelsesaftale arrangeret af Epsteins advokater. Aftalen "underminerede og manipulerede det amerikanske strafferetssystem, så deres klient, Epstein, kunne få en mildere fængselsdom og i sidste ende slippe for føderal retsforfølgelse".
Epstein og hans fire medskyldige unge kvinder, som også var nævnt i aftalen, modtog i praksis immunitet mod alle føderale anklager.
Julie K. Brown skriver:
"Men endnu mere usædvanligt inkluderede aftalen en formulering, der gav immunitet til 'alle potentielle medsammensvorne', som også var involveret i Epsteins forbrydelser. Disse medskyldige eller deltagere blev ikke identificeret i aftalen, hvilket lader det stå åbent for fortolkning, om det muligvis refererede til andre indflydelsesrige personer, der havde sex med mindreårige piger i Epsteins forskellige hjem eller på hans fly."

Man kan stille sig selv spørgsmålet, om hvorfor en amerikansk føderal domstol ville give immunitet til "enhver potentiel medsammensvoren" til denne massemisbruger af børn.
Men den tidligere populære mangemillionær med det særlige sociale netværk af præsidenter, prinser og statsledere klarede i al fald på mirakuløs vis frisag. Baseret på det omfattende føderale anklageskrift (53 sider) kunne Epstein potentielt være endt i føderalt fængsel resten af sit liv. I stedet lukkede Epsteins advokater i hemmelighed den yderst fordelagtige aftale med de føderale anklagere. Den betød, ifølge Julie K. Brown, desuden, at FBI-undersøgelsen af, om der var flere ofre og andre magtfulde personer, der deltog i Epsteins sexforbrydelser, blev standset.
Aftalen krævede, at Epstein erklærede sig skyldig i to prostitutionsanklager og accepterede at afsone kun 13 måneder i et amtsfængsel i Palm Beach, Florida. Epsteins forbrydelser blev ved hjælp af aftalen reduceret til anklager om køb af sex. Det betød, at advokaterne kunne argumentere for, at pigerne slet ikke var ofre - men derimod prostituerede. Julie K. Brown afslørede også, hvordan aftalen gav Epstein særlige privilegier. Mangemilliadæren med de utallige magtfulde venner kom ikke i statsfængsel som de fleste andre seksualforbrydere i Florida. I stedet blev han tildelt en privat fløj i Palm Beach County-lejren, hvor han var i stand til at ansætte sit eget sikkerhedsteam. Men selv der tilbragte han ikke meget tid i en celle. Fængselsoptegnelser viser, at Epstein fik lov til at opholde sig på sit kontor i West Palm Beach i op til 12 timer om dagen, seks dage om ugen.
I de timer, Epstein var inde i fængslet, havde han desuden - i modsætning til andre fanger - adgang til en computer.
Om dette udtaler Brown, hvad der forekommer at være en underdrivelse:
"At se anklagere, som formodes at være fortalere for ofre, arbejde så tæt sammen med Epsteins advokater for at få denne sag til at forsvinde, var ret overraskende."

Disse oplysninger om Epsteins hemmelige aftale om immunitet mod alle føderale anklager var ikke offentligt kendt, indtil Browns afsløring blev offentliggjort i 2018. Da historien kom frem, fik den de føderale anklagere i New York til at åbne en ny kriminel efterforskning, hvilket resulterede i, at Epstein efterfølgende blev anholdt og sigtet i sommeren 2019. Det førte også til, at Alexander Acosta i juli 2019 trak sig som arbejdsminister i Trump-administrationen. Det afgørende var, at Browns historie forklarede, hvordan Acosta havde hjulpet med at udforme aftalen med Epsteins juridiske team tilbage i 2008, da han var føderal anklager i Miami.
Brown gør i denne sammenhæng opmærksom på, at Acosta som arbejdsminister var ansvarlig for afdelingen for arbejde (the Labor Department), som fører tilsyn med menneskehandels- og børnearbejdslovgivning.

Acosta skulle øvrigt, som begrundelse for at have lavet den for Epstein fordelagtige aftale, have sagt, at han havde "fået besked på" at trække sig, da Epstein "var over sin lønklasse".
Det er avisen "The Daily Beast", som kommer med denne påstand. Avisen citerer Acosta for følgende udsagn og udlægger desuden resten af affæren således:
"'Jeg fik at vide, at Epstein 'tilhørte efterretningsvæsenet' og at jeg skulle lade det være,' fortalte han sine interviewere i overgangen til Trump-regeringen, som åbenbart mente, at det var et tilstrækkeligt svar og gik videre og hyrede Acosta."

Justitsminister William Barr blev bedt om at lave en "fuld og grundig undersøgelse" af den måde, hvorpå Justitsministeriet håndterede den første Jeffrey Epstein-sag med den ulovlige immunitetsaftale for Epstein og hans potentielle sammensvorne. Men William Barr havde tidligere arbejdet for advokatfirmaet Kirkland & Ellis, som med advokaterne Jay Lefkowitz, Alan Dershowitz og Ken Starr repræsenterede Jeffrey Epstein i sagen. Så der opstod tvivl, om Barr var uvildig. Barr beslutttede, at han kun skulle udelukkes fra gennemgangen af Epsteins sag i Florida, men ikke Epsteins sag i New York.
William Barrs far Donald Barr havde i øvrigt i sin tid som rektor hyret Jeffrey Epstein som underviser til sin børneuniversitetsskole Dalton School. Ud over at være rektor havde Donald Barr tidligere arbejdet som officer i efterretningstjenesten Office of Strategic Services (OSS), der senere blev til CIA.
På den meget kendte og estimererede Dalton School, som Donald Barr var leder for, gik utallige kendte menneskers børn. Det var børn, som senere selv blev meget kendte - bl.a. skuespillerne Christian Slater, Claire Danes, Chevy Chase samt CNN TV-studieværten og Vanderbilt arvingen Anderson Cooper, der blev afsløret som praktikant hos CIA.
Et år før Donald Barr ansatte Epstein, udgav han i øvrigt en science fiction fantasy-roman som involverede sexslaveri. Det er også bemærkelsesværdigt, at samme år som Donald Barr ansatte Epstein, arbejdede hans søn, William Barr, for CIA.
Længere oppe i systemet var der også problematisk mangel på uvildighed. For den øverste leder for de to ministre med problematiske forbindelser til Jeffrey Epstein var præsident Donald Trump. Dén mand som havde et årelangt venskab med den pædofile børnesex-trafficker og kaldte ham "en fantastisk fyr". Og dén mand som selv fik sine egne overgrebs- og voldtægtsager at slås med.

Summasummarum blev altså, at Jeffrey Epstein kunne genoptage sine seksuelle overgreb og sexhandel med mindreårige forholdsvist hurtigt. Avisen Miami Herald skrev, at føderale anklagere med Epstein-aftalen sørgede for, at "ingen ville kende det fulde omfang af Epsteins forbrydelser, og hvem der ellers var involveret".

Kapitel 2:
Mega mafia og 'honningfælder'

Artiklen "Mega Group, Maxwell og Mossad: Spionhistorien i hjertet af Jeffrey Epstein-skandalen" fortæller meget detaljeret om Jeffrey Epsteins forbindelser til (især jødiske) mafiaforbundne forretningsfolk og amerikanske og israelske efterretningstjenester. Artiklen beskriver bl.a. Epsteins forbindelse til en gruppe af jødiske milliardærer - kaldet "Mega Group" - som blev dannet i 1991 af Charles Bronfman og Leslie Wexner. Leslie Wexner, var indehaver af forretningsemperiet L Brands, der bl.a. står bag dameundertøjsfirmaet "Victoria's Secret". Wexner kom under betydelig medieundersøgelse i forbindelse med skandalen omkring hans protegé Jeffrey Epstein.
Her er det en positiv profilartikel i Wall Street Journal, som fortæller at Mega Group er "en løst organiseret klub med 20 af landets rigeste og mest indflydelsesrige jødiske forretningsmænd" med fokus på "filantropi og jødiskhed", og med medlemskontingenter på op mod 30.000 dollars om året.
Det er ret uklart præcist hvad denne gruppe egentlig laver, men artiklen i Wall Street Journal fortæller, at "gruppen mødes to gange om året til to dage med seminarer om emner relateret til filantropi og jødiskhed". I underlig kontrast til det godhjertede formål har flere af gruppens mest fremtrædende medlemmer bånd til organiseret kriminalitet. Det drejer sig især om tætte forbindelser til den berømte jødiske mafiaboss Meyer Lansky.

Artiklen om "Spionhistorien i hjertet af Jeffrey Epstein-skandalen" beskriver den tætte forbindelse mellem Jeffrey Epstein og Leslie Wexner. Den omtaler bl.a. Epsteins 56 millioner dollar dyre hus på Manhattan, som Wexner gratis overdrog til en Epstein-kontrolleret økonomisk enhed.
Før Epstein modtog dette hus, ser det ud til, at Wexner brugte boligen til nogle ret utraditionelle formål. Det blev bemærket i en artikel fra New York Times fra 1996 om den daværende Wexner-ejede bolig. Ifølge artiklen var der i huset "et badeværelse, der minder om en James Bond-film". Badeværelset var "skjult under en trappe" og "foret med bly for at give ly mod angreb" foruden "forsynet med lukket-kredsløbs-tv-skærme og en telefon". Badeværelsets tv-skærm og telefonen var "skjult i et skab under vasken." New York Times-artiklen forklarer ikke hvilke "angreb" badeværelset skulle "give ly mod". Den forklarer heller ikke hvorfor, der er tv-skærme og en telefon i rummet. Men hentydningen til den berømte fiktionskarakter og efterretningsagent James Bond virker på en eller anden måde ufrivilligt rammende. Der er som tilligere nævnt flere, der har fremhævet Epsteins mulige efterretningsposition i sammenhæng med milliardærens tilbøjelighed til elektronisk overvågning af sine gæster. Men det var altså Leslie Wexner, der havde indrettet dette "James-Bond-badeværelse".

I 1996 bestilte Epstein kunstværker til Wexners palæ i Ohio, hvilket medførte en bemærkelsesværdig episode, som beskrives i denne New York Times-artikel:
"I sommeren 1996 arbejdede Maria Farmer på et kunstprojekt for Hr. Epstein i Hr. Wexners Ohio palæ. Mens hun var der, overfaldt Hr. Epstein hende seksuelt, ifølge en erklæring som Frk. Farmer indgav tidligere på året for en føderal domstol i Manhattan. Hun sagde, at hun flygtede fra værelset og ringede til politiet, men at Hr. Wexners sikkerhedspersonale nægtede at lade hende gå i 12 timer."

At Wexners sikkerhedspersonale tilbageholdt en kvinde, som påstod at hun var blevet voldtaget af Wexners kammerat Jeffrey Epstein, har fået flere til at overveje om Wexner eventuelt var bevidst om Epsteins rovdrift på unge kvinder - såvel som overveje Wexners egen moral og motiver i det hele taget.
Offeret Maria Farmer holder Leslie Wexner ansvarlig for overgrebet, fortæller denne Washington Post-artikel. Artiklen indledes med disse bemærkelsesværdige ord:
Den første gang, kunstneren Maria Farmer siger, at hun hørte navnet på modemilliardæren Leslie Wexner, var da hendes arbejdsgiver, finansmanden Jeffrey Epstein, fortalte hende:
"Les elsker mig. Han vil lade mig gøre hvad som helst."

I 2020 gik presset på Leslie Wexner så endnu et niveau op, da Epstein-anklageren Virginia Roberts Giuffre påstod, at Victoria's Secret-chefen Leslie Wexner også havde begået overgreb på hende. Hun understøttede sine udsagn ved at påstå, at hun kendte Wexners "seksuelle problemer" (‘sexual hang ups’), og hun kom med konkrete detaljer om Wexners smag i lingeri. Det kunne man læse i retsdokumenter, som blev frigjort i den føderale retssag mellem advokaten Alan Dershowitz og Virginia Giuffre.
I april 2023 kom det så frem, at Wexner brugte livvagter til at undvige stævning i den skandaløse Epstein-sag om sexhandel. Statsrepræsentanten, som skulle indgive stævningen, kunne simpelthen ikke komme forbi den bevogtede frontport ved Wexners kæmpestore hjem i New Albany, Ohio.
"Regeringen forsøgte at forkynde stævningen mod Wexner i hans hjem den 8. februar 2023 kl. 8.10, men blev forhindret i at gøre det af en sikkerhedsvagt, som ikke ville tillade statsrepræsentanten at få adgang til eller kommunikere med Wexner," står der angiveligt i retsdokumentet.
Et forsøg tre dage senere lykkedes heller ikke. Wexners advokat ignorerede ifølge oplysningerne simpelthen statsadvokatens opringninger.
Staten U.S. Virgin Islands ville afhøre Wexner. Et retsdokument indgivet til den amerikanske distriktsdomstol i New York fortalte, at regeringen søgte "dokumenter vedrørende transaktionerne og forholdet mellem Wexner og Epstein". Regeringen var ligeledes interesseret i Wexners "kommunikation med JPMorgan vedrørende Epstein". JPMorgan Chase & Co. er en amerikansk multinational finans- og bankkoncern. Men selvom Wexner tidligere har nægtet enhver viden om den sextrafficking-operation Epstein stod bag, var statens advokater "fast besluttet på at finde ud af, hvorfor Wexner mistænkeligt har accepteret kontanter fra Epstein gennem et af de falske firmaer, der er oprettet hos JPMorgan." Det er denne artikel i mediet Radar online, der skriver dette.

Wexner og Epsteins venskab går tilbage til midten af 1980'erne. Det kan man læse mere om i denne artikel i New York Magazine, som handler om "hvordan Leslie Wexner hjalp med at skabe Jeffrey Epstein". Her beskrives Epsteins forhold til "sin vigtigste velgører, Leslie Wexner" som en "emetisk symbiose" (opkastfremkaldende symbiose).
Leslie Wexner blev kaldt "Merlin of the Mall" ("Storcenterets Merlin" - med henvisning til troldmanden Merlin), fordi hans firma på et tidspunkt ejede succesforretninger som Victoria's Secret, Abercrombie & Fitch, Express og Bath & Body Works.
Epstein blev introduceret til Wexner i midten af 1980'erne af en forsikringschef og blev hurtigt økonomisk chef for indkøbscentermagnaten på et tidspunkt, hvor Wexners firma kørte derudaf. Dengang hed firmaet Limited, senere blev det omdøbt til L Brands. Epstein afløste Wexners mor i bestyrelsen for Wexner-fonden, fik fuldstændig frie hænder og flyttede endda ind i et hus på Wexners ejendom i Ohio.
Artiklen i New York Magazine hævder, at store dele af Epsteins besiddelser kom fra Wexner. "Epsteins penge, hans Upper East Side-palæ og endda hans Lolita Express - oprindeligt en Boeing 727 ejet af L Brands - alt dette kom fra Wexner," skriver magasinet.

Men Wexners lingerifirma Victoria’s Secret med de mange unge kvindelige undertøjsmodeller havde også stor betydning for Epstein. Dokumentaren "Victoria's Secret: Angels and Demons" ("Victoria's Secret: Engle og dæmoner") præsenterer aldrig før sete optagelser af Epstein ved det første Victoria's Secret-modeshow i 1995. Dokumentarfilem fortæller, hvordan Epstein udgav sig for Victoria's Secret-hverver for kvinder rundt om i landet. "Det, Angels and Demons tydeliggør, er, hvordan Victoria's Secret både var et visitkort og det ideelle jagtområde for Epstein," fortæller New York Magazine.

Skærmklip fra dokumentarfilmen Victoria's Secret: Angels and Demons

Dokumentarfilmen fortæller også om, hvordan Leslie Wexner fremstillede sig selv som "The Bachelor Billionaire" sammen med unge atttraktive kvinder.
En tidligere direktør hos Victoria's Secret udtaler i filmen, at "hver opfyldte den andens behov."
"Wexner havde de penge, som Epstein søgte, og Wexner fik fra Epstein den glamour og glathed, som han søgte."

I 90'erne "trak Wexner sig tilbage til sine penge og store skødesløshed i Ohio og lod Epstein løbe løbsk", skriver New York Magazine. En Victoria's Secret-direktør fortalte ellers Wexner, hvordan Epstein i strid med sandheden havde udgivet sig for at være hverver af modeller til undertøjsmærket. Det var i 1993. I 1997 påstod en kvinde ved navn Alicia Arden, at Epstein havde lokket hende til et hotelværelse i Santa Monica, udgivet sig for at være en Victoria's Secret-hverver, og forgrebet sig på hende seksuelt. Hun indgav en politianmeldelse. I 2003 sagde Wexner til Vicky Ward (i en nu berygtet artikel i Vanity Fair), at Epstein var "en meget loyal ven", som er "meget intelligent med en kombination af fremragende dømmekraft og usædvanligt høje standarder".

I 2020 udkom New York Times så med en artikel med titlen "‘Angels’ in Hell: The Culture of Misogyny Inside Victoria’s Secret" ("‘Engle’ i helvede: Kulturen af kvindehad i Victoria's Secret"). Her blev det afsløret, at topledere hos Victoria's Secret i årtier havde skabt en kultur af udbredt kvindehad, mobning, seksuel chikane og gengældelse. Artiklen er baseret på bl.a. interviews med mere end 30 nuværende og tidligere ledere, medarbejdere, kontraktansatte og modeller samt retsdokumenter. New York Times fortalte, at Leslie Wexner og L Brands' marketingdirektør Edward Razek spillede fremtrædende roller i at skabe det giftige miljø. Det skete i Wexners position som grundlægger og administrerende direktør for Victoria's Secrets moderselskab L Brands.
Razek blev i virksomheden opfattet som "Wexners stedfortræder" ("Wexners proxy"), hvilket angiveligt tillod ham at operere ustraffet på trods af utallige klager over upassende adfærd. Det omfattede bl.a. befamlinger af modeller, forsøg på at at kysse dem og at bede dem om at sidde på hans skød. Han greb også en i skridtet uden samtykke forud for undertøjsmærkets tv-modeshow i 2018. Adskillige vidner hævdede desuden tilfælde, hvor Razek offentligt nedværdigede og udskammede kvinder, og gengældte dem, der turde indgive klager over hans adfærd, med repressalier.
Casey Crowe Taylor, en tidligere public relations-medarbejder i Victoria's Secret, som hævdede, at hun havde været vidne til Razeks opførsel, udtaler i interviewet med New York Times:
"Det, der var mest alarmerende for mig, som en, der er opdraget som en selvstændig kvinde, var, hvor indgroet denne adfærd var.
Dette misbrug blev bare gjort til grin og accepteret som normalt. Det var næsten som hjernevask. Og enhver, der forsøgte at gøre noget ved det, blev ikke bare ignoreret. De blev straffet."

Ved flere lejligheder blev Leslie Wexner selv hørt nedgøre kvinder. Flere ledere udtalte, at de havde advaret Wexner, om hans stedfortræders adfærdsmønster. Men intet skete øjensynligt for at standse adfærden.

Russell James var fotograf for Victoria's Secret og lavede på egen hånd nøgenfotos af flere af undertøjsmærkets modeller. Det gjorde han ved at lave personlige aftaler med den enkelte model, når han alligevel tog billeder af dem iført undertøjet. Som der står i New York Times-artiklen: "Han havde også et tæt forhold til hr. Razek. Kvinderne gav ofte samtykke."
De fik ingen betaling for dette arbejde, og Russell James udgav senere en bog med flere af nøgenbillederne (“Angels”, 2014).
I 2010 blev Alison Nix, en 22-årig model, der lejlighedsvis havde arbejdet med Victoria's Secret, inviteret til at deltage i en weekendbegivenhed for at rejse penge til en af Richard Bransons og Virgin Groups nonprofit-fonde. Stedet var Richard Bransons private ø, Necker Island i Caribien.
Hun og andre modeller, der deltog i begivenheden, blev - ifølge Alison Nix - "forsynet med rigelige mængder alkohol og forventedes at mingle med mændene, der var tilstede, inklusiv Hr. Branson".
Alison Nix citeres i artiklen:
"Vi blev sendt derud, og alle disse rige mænd flirtede med os".

Nix fortalte desuden, at modellerne spurgte sig selv:
"Er vi her som avancerede prostituerede eller for velgørenhed?"

Richard Branson stod også på listen i Jeffrey Epsteins "lille sorte bog". Senere skal vi høre om Bransons relation til en kvindelig leder i den sadistiske (og pædofile) sex-kult NXIVM. Denne kvinde kom også til fester på Bransons Necker Island. Det er i sidste afsnit i del 4 kapitel 1, hvor temaet desuden er Hillary og Bill Clintons forhold til bl.a. denne kvinde og flere pædofile overgrebspersoner. Kvindens navn er Clare Bronfman, og hun er datter af nu afdøde Mega-group-medlem Edgar Bronfman. Hun er desuden niece til en af stifterne af Mega-group, Charles Bronfman. Vi hører mere om sex-kulten NXIVM og om Edgar, Charles, Clare og andre i Bronfman-familien lige om lidt.

Den dybdeborende artikel "Spionhistorien i hjertet af Jeffrey Epstein-skandalen" formidler nogle bemærkelsesværdige politi-informationer om den succesrige forretningsmand Leslie Wexners angivelige mafiaforbindelser. Artiklen fortæller om mordet på advokaten for et af Leslie Wexners firmaer, Arthur Shapiro. Wexners advokat blev undersøgt for skatteunddraglese af det amerikanske skattevæsen og havde desuden investeret i flere tvivlsomme skattely. Det dramatiske mord fandt sted i 1985 og skete ved højløys dag med et pistolskud på klos hold mod hovedet. Det er af mange blevet vurderet til at være et bestilt mafiamord.
Den del af efterforskningen af mordet blev tilsyneladende begravet af den daværende politichef i byen, da han krævede en undersøgelsesrapport om mordet destrueret. Politichefens ordre om destruktion af dokumenterne kom frem elleve år senere i 1996, da han selv var under undersøgelse for korruption. Ifølge Columbus Dispatch forsøgte politichefen at få rapporten destrueret, fordi den "var så fyldt med vilde spekulationer om fremtrædende virksomhedsledere, at det potentielt var injurierende." Indholdet af denne "vilde spekulation" var, at "millionærforretningsmænd i Columbus og Youngstown var forbundet med 'mordet udført i mafiastil'" ("mob-style murder").
Trods politichefens forsøg på at destruere rapporten, faldt den alligevel i hænderne på Bob Fitrakis - advokat, journalist og administrerende direktør for Columbus Institute for Contemporary Journalism (Columbus institut for samtidsjournalistik). Det skete, da han "ved et uheld" fik tilsendt en kopi af rapporten i 1998 som en del af en aktindsigtsanmodning.
Politirapporten har titlen "Shapiro Homicide Investigation: Analysis and Hypothesis" ("Shapiro mordefterforskning: Analyse og hypotese"). Den navngiver bl.a. Leslie Wexner som forbundet "med medarbejdere, der er kendt for at være figurer i organiseret kriminalitet" (“with associates reputed to be organized crime figures”).
Rapporten bemærkede også, at Arthur Shapiros advokatfirma - Schwartz, Shapiro, Kelm & Warren - repræsenterede Wexners selskab The Limited (senere kaldet "L Brands"). Den sprængfarlige politirapport anfører desuden, at "før hans død administrerede Arthur Shapiro denne kunde [The Limited] for advokatfirmaet." Den bemærkede også, at Shapiro op til sin død "var genstand for en undersøgelse fra Internal Revenue Service, fordi han havde undladt at indsende selvangivelser i omkring syv år forud for sin død, og han havde investeret i nogle tvivlsomme skattely.” Disse "tvivlsomme skattely" skulle Shapiro have vidnet om ved en storjuryhøring, men det nåede han altså selvsagt ikke.
Med hensyn til Wexners påståede forbindelser til organiseret kriminalitet, fokuserer rapporten på det tætte forretningsforhold mellem Wexners The Limited og Francis Walsh. Walsh blev i en anklage fra 1988 udnævnt som en "medsammensvoren" til Genovese-mafiafamilieoverhovedet Anthony "Fat Tony" Salerno. Francis Walsh ejede et vognmandsfirma, som i tiden op til mordet på Shapiro udførte "over 90 procent af Limited's vognmandsforretning". I Shapiro-mordrapporten fremgår det, at Walsh "stadig blev betragtet som associeret med Genovese/LaRocca-kriminalitetsfamilien, og Walsh stadig leverede lastbiltransport til The Limited."
I en artikel i Columbus Dispatch fra 2010 findes en anden tolkning af begivenhederne: En politimand mener, at mordet blev begået af Columbus-revisor Berry L. Kessler, som blev dømt næsten et årti senere end Shapiro-mordet for to ikke-relaterede lejemord. Kessler blev dengang undersøgt for at hjælpe Shapiro med at skabe falske skattely. Columbus politi mener, dette var Kesslers motiv til mordet.
"Der er en sammenhæng, men intet, vi kunne gå i retten med", udtaler politimanden i artiklen.
Baggrunden for mordet bliver i al fald ikke afsløret af Kessler.
I artiklen står der nemlig:
"Kessler tog alt, hvad han vidste om Shapiros drab, med i graven. Han døde i et føderalt fængsel i Atlanta i 2005 i en alder af 84."

Men uanset hvem der slog Shapiro ihjel og med hvilket motiv, så blev Leslie Wexners mafiaforbindelser altså i 1990'erne undersøgt af det lokale politi i forbindelse med et mafialignende mord på åben gade og ved højlys dag. Og disse forbindelser blev afdækket og bekræftet - hvorefter den pågældende politirapport blev forsøgt destrueret af en politichef, som senere blev sigtet for bl.a. netop dette forhold i forbindelse med en korruptionssag ført imod ham.

Genovese-mafiafamilien, som den oprindelige Shapiro-mordrapport altså undersøgte i sammenhæng med bl.a. Leslie Wexner, har længe været en central del af mafiasamarbejdet National Crime Syndicate (sammenslutning af organiserede kriminelle). Dette samarbejde blev etableret af de berømte mafiabosser Charles "Lucky" Luciano og hans nære ven Meyer Lansky. Da Luciano blev fængslet i 1936 og senere deporteret fra USA overtog Lansky syndikatets amerikanske operationer. Lanskys tilknytning til Lucianos efterfølgere fortsatte indtil Lanskys død i 1983.
Mafiabossen Meyer Lansky var en meget tæt samarbejdspartner med faren til Wexners partnere i Mega-gruppen: Edgar og Charles Bronfman.

Michael Bloomberg og Leslie Wexner - pot og pande?
Vi hørte tidligere om, hvordan også Michael Bloomberg tilsyneladende var med til at skabe en "betændt overgrebskultur" i sit firma Bloomberg LP. Virksomhedskulturen var tilsyneladende så betændt, at Bloomberg igennem et par årtier er blevet ramt af næsten 40 sagsanlæg om diskrimination og overgreb fra 64 forskellige ansatte. I sammenhæng med at Bloomberg også selv er blevet beskyldt for at "smile lystent og komme med sexistiske kommentarer til kvindelige ansatte", synes situationen at minde lidt om Leslie Wexners problemer.
Nogle ville måske overveje muligheden for om disse to mennesker kender hinanden eller simpelthen er venner...? Og det er de måske også. I al fald er de fotograferet sammen til "heste-party" hos Les Wexner i 2010 - i øvrigt cirka et år før Wexner formelt overførte ejerskabet af sit tidigere nævnte hus på Manhattan til Jeffrey Epstein.

Michael Bloomberg til heste-party hos Leslie Wexner

De to mænd kender måske også hinanden fra forretningsverdenen.
For firmaet Sycamore Partners, som vi tidligere hørte, "er kendt for sin hensynsløse tilgang til sine lånefinansierede opkøb", og som Bloomberg havde mindst 136 millioner dollars af sine penge i, købte nemlig i 2020 den kontrollerende aktiepost i Leslie Wexner-ejede Victoria's Secret, Det er uklart, om salget var afledt af Leslie Wexners og Victoria's Secrets udfordringer efter Wexner-Epstein-skandalen.

Bloomberg har i øvrigt, ligesom Epstein, en historie med tvivlsomt samarbejde med efterretningstjenester. Under hans embedsperiode som borgmester i New York, promoverede Bloomberg fx efter 9/11 2001 aktivt et kontroversielt overvågningsprogram, der betød at CIA arbejdede direkte sammen med New York politi om at udspionere byens muslimske samfund. Selvom det teknisk set er forbudt for CIA at udspionere amerikanere, der ikke er forbundet med kriminel aktivitet, sagde en af CIA-officererne, der arbejdede som en del af det Bloomberg-støttede program, at han "ingen begrænsninger" havde for, hvad han måtte gøre. Bloomberg har længe forsvaret dette program og dets sammensmeltning af CIA med det lokale politi.

Derudover var Michael Bloomberg også en nøglespiller i et kontroversielt initiativ vedrørende Israels efterretningsforbundne teknologisektor. Bloomberg skabte for eksempel et milliardprojekt, der involverede åbning af et højteknologisk Manhattan-universitetscampus kaldet "Cornell Tech". Projektet forenede Cornell University og Israels tekniske universitet Technion, som har tætte bånd til Israels nationale efterretningstjenester og militærindustrielle kompleks. Bloomberg gav personligt over 100 millioner dollars for at sikre gennemførelsen af dette projekt. Dette campus er nu partner i den nylige oprettelse af to israelsk-drevne "cybersikkerhedscentre" i New York City, som er knyttet til den israelske efterretningstjeneste.

Charles Bronfman - Mega Group-stifter og søn af spritsmugler
Den anden stifter af Mega Group - Charles Bronfman - er søn af Samuel Bronfman (1889-1971), en kendt canadisk alkoholproducent. Ganske passende da "Bronfman" angiveligt betyder "whisky mand" på det ashkenazi-jødiske sprog jiddisch. Samuel Bronfman fik to sønner: Charles og Edgar, som begge senere blev del af Mega-gruppen. Charles stiftede organisationen sammen med tidligere nævnte Leslie Wexner og bror Edgar blev derefter også medlem.
De to brødre har en helt særligt familiebaggrund, med meget tætte bånd til organiseret kriminalitet:
Deres far Samuel Bronfman stiftede sin egen alkoholvirksomhed Distillers Corporation i 1924, og i 1928 opkøbte han også det kendte firma Seagram, som på det tidspunkt var verdens største producent og distributør af destilleret spiritus. I perioden 1920–1933 under det amerikanske alkoholforbud voksede Bronfmans virksomhed ved at eksportere alkohol til USA. Dette foregik ved, at alkoholen blev "sendt ulovligt til USA af smuglere", som den canadiske encyklopædi pænt skriver. I praksis var det nogle af verdens mest berygtede mafialedere, som stod bag dette smuglerarbejde. Samuel Bronfman var nemlig "connected": Hans spiritus blev købt i massive mængder af mange bandeledere, herunder Charles "Lucky" Luciano, Dutch Shulz, Moe Dalitz, Abner "Longy" Zwillman og Meyer Lansky. De fleste af Bronfmans mafiaforbindelser under sprititusforbuddet var medlemmer af det, der blev kendt som National Crime Syndicate. Det var en tæt forbundet sammenslutning af flere forskellige etniske mafiaorganisationer; den ledende italiensk-amerikanske, jødiske og irske mafia.

Samuel Bronfman i 1937 med sine sønner Edgar og Charles

Den venlige personskildring "'Mr. Sam,' The Whisky Man" ("'Hr. Sam,' Whisky-manden") kan læses i mediet Entrepreneur.com, og den fokuserer primært på Samuel Bronfmans succesrige iværksætterbedrifter. Men artiklen undgår alligevel ikke at fortælle om flere ubehageligheder. Først forklares det, hvordan brødrene Bronfman - Abe, Harry og Alan foruden Samuel selv - havde succes med at opbygge forretningen med "sprut". Det "måtte smugles ulovligt over grænsen, en situation der tvang Bronfmans til at indgå aftaler med gangstere", fortæller iværksætter-mediet. Derefter står der:
"Brødrene vidste, de lavede forretninger med en farlig flok, men i 1922 opdagede de, præcis hvor farlige de var, da deres svoger, Paul Matoff, blev dræbt, angiveligt af spritsmuglere. Mordet skadede familienavnet i pressen, hvilket fik Bronfman til at beslutte, at det var på tide at komme videre. At blive respektabel."

Og derefter undgår den ellers venlige forfatter heller ikke en indirekte personbeskrivelse af Samuel Bronfman gennem fremlæggelsen af mandens handlinger:
"På trods af at han havde bygget Seagram med hjælp fra sine brødre, besluttede Sam, at forretningen var hans og hans alene. Gennem en række skarpsindige, nogle siger hensynsløse manøvrer, tvang Sam sine brødre ud af virksomheden og erklærede, at kun hans to sønner, Edgar og Charles, nogensinde skulle arbejde for Seagram."

Videre står der:
"I 1935 blev Sam og hans brødre anklaget for at smugle whisky tilbage til Canada. I sidste ende, takket være, hvad nogle sagde var "mistænkeligt manglende" forsendelsesoptegnelser, blev anklagerne afvist. Bronfmans forhold fra forbudstiden ville igen vende tilbage for at hjemsøge ham i 1950'erne, denne gang i USA, under en kongresundersøgelse af organiseret kriminalitet ledet af senator Estes Kefauver. På vidnestanden blev Bronfmans navn nævnt af en række af USA's største gangstere. En advokat for en af dem omtalte Bronfman som "en åbenlys, almindelig spritsmugler" ("a plain, ordinary bootlegger" red.). Der er ingen tvivl om, at Bronfman mødtes med gangstere. Meyer Lanskys enke talte endda om de overdådige middage, Bronfman serverede for sin mand."

Så er der historien om den canadiske journalist Terence Robertson, som forsøgte at skrive en biografi om Samuel Bronfman. Biografien blev aldrig offentliggjort, da Robertson døde kort efter angiveligt at have advaret en canadisk journalistkollega om, at han havde "fundet ud af ting om Samuel Bronfman, de ikke ønskede han skulle skrive om". Til en anden journalist fortalte han, at "hans liv var truet". Dette er omtalt i bogen "The Bronfmans: The Rise and Fall of the House of Seagram" ("Bronfman-familien: Huset Seagrams opstigning og fald", side 5).

For at "blive respektabel" arbejdede Sam Bronfman hårdt for at fjerne den plet, som hans samarbejde med de forskellige mafiaorganisationer havde efterladt på hans offentlige omdømme i Canada og i udlandet. Han opnåede dette ved at blive leder af den canadiske jødiske kongres (Canadian Jewish Congress) og desuden ved at skabe sig et navn som filantrop for jødiske sager.
I 1951 hjalp Sam Bronfman den kommende israelske premierminister Shimon Peres med at lave en våbenhandelsaftale med Canada, hvor den endnu ikke etablerede stat Israel fik for to millioner dollars våben til halv pris. Peres og Israel kunne derefter heller ikke betale dette beløb, hvorefter Bronfman via et støttearrangement - en middag for sine velhavende jødiske forretningsvenner - fik indsamlet pengene.
Nogle mener desuden, at Bronfman var en af de prominente nordamerikanske jøder i en gruppe kaldet "Sonneborn Instituttet". Denne gruppe arbejdede i hemmelighed i årene efter Anden Verdenskrig med ulovligt at levere våben til den zionistiske paramilitære gruppe Haganah - og dermed til det Israel, som var i gang med at blive etableret. Zionisme er betegnelsen for den verdensomspændende politiske bevægelse, der oprindeligt arbejdede for en selvstændig jødisk stat. Haganah arbejdede altså for at nå dette mål med voldelige midler. Zionisme er desuden "en kulturel ideologi", "der er baseret på, at jøderne er en national gruppe, hvis hjemland er Zion, dvs. Israel," fortæller Danmarks Nationalleksikon. Zion er en gammeltestamentlig betegnelse for den høj i Jerusalem, Gud i Det Gamle Testamente værnede om. Højen menes at være den nuværende tempelplads i Jerusalem. I Det Gamle Testamente beskrives højen som "et bjerg". "Jahve beskytter sit 'bjerg' Zion, sit tempel og sin by imod fjendtlige angreb, og i en lykkelig fremtid vil han atter vende tilbage til sin by, bosætte sig og velsigne Zions indbyggere," skriver Danmarks Nationalleksikon om Zion.

En yderligere "krølle" på historien om Samuel Bronfmans våbenhjælp til Shimon Peres skal også lige nævnes her:
Vi hørte tidligere om, hvordan den daværende israelske premierminister Ehud Barak var blevet beskyldt for seksuelt overgreb mod et offer for Jeffrey Epstein. Barak blev under den israelske valgkamp i 2019 angrebet af den fungerende premierminister Benjamin Netanyahu for sit tætte forhold til Epstein. I den situation skød Barak tilbage med, at Netanyahus nære ven Donald Trump havde problemer, som synes endnu større end Baraks. Desuden pegede Barak på, at han var blevet introduceret til Epstein af Shimon Peres - som har en høj stjerne i israelsk politik.
Så masseovergrebsmanden Jeffrey Epstein var altså tilsyneladende også på venskabelig fod med ingen anden end netop den Shimon Peres, som handlede våben med Canada, og som fik hjælp til dette af forretningsmanden og spritsmugleren Samuel Bronfman.

Mafiaen, Mossad og CIA: Bestikkelse og planlægning af snigmord
På samme tid som Bronfman medvirkede til at sørge for våben til det spæde land Israel, gjorde hans partnere i den kriminelle underverden det samme. Omdrejningspunktet for det spæde israels mafiaforbindelser er manden, som regnes for arkitekten bag den moderne stat Israel, David Ben-Gurion. Efter Anden Verdenskrig knyttede nære medarbejdere til Ben-Gurion tætte forbindelser med Meyer Lansky, Benjamin "Bugsy" Siegel, Mickey Cohen og andre jødiske gangstere fra perioden. David Ben-Gurion blev senere Israels første premierminister og var desuden afgørende for grundlæggelsen af efterretningstjenesten Mossad.
De involverede mafiaorganisationer brugte deres hemmelige netværk til at etablere et stort våbensmuglingsnetværk mellem USA og zionistiske bosættelser i Palæstina, og bevæbnede både Haganah og Irguns paramilitære grupper. Irgun var en anden militant zionistisk gruppe på linje med Haganah. Irgun blev af myndighederne i det britiske mandatområde betragtet som en terrorgruppe.

Forud for mafiaens samarbejde med den spæde israelske efterretningstjeneste samarbejdede den amerikanske regering under Anden verdenskrig ligeledes med Meyer Lansky og Charles Luciano i en operation, som blev kaldet Operation Underworld.
Dette var den amerikanske regerings kodenavn for et samarbejde, som overordnet havde til formål at imødegå fjendens spioner og sabotører langs USA's nordøstlige kysthavne. Desuden var målet at undgå fagforeningsstrejker i krigstid og at begrænse sortbørshandleres tyveri af livsvigtige krigsforsyninger og -udstyr. Dette samarbejde fandt sted fra 1942 til 1945. Det var massemorderen Albert Anastasia (og lederen af "Murder Inc." - National Crime Syndicatets gruppe af jødiske og italienske lejemordere), som havde ansvaret for sikringen af havnene. Den overordnede aftale blev indgået af Meyer Lansky og US Navy (den amerikanske militære flåde).
Mafiaen samarbejdede også med USA om planlægningen og gennemførelsen af invasionen af Sicilien under Anden Verdenskrig ("Operation Husky"). Igen var Charles Luciano og Meyer Lansky de centrale mafiafigurer i samarbejdet.
I de tidlige efterkrigsår samarbejdede det nydannede CIA med sine italienske mafiakontakter om at undgå sovjetisk indflydelse i det italienske parlamentsvalg i 1948. I samarbejdet identificerede italienske og amerikanske mafialedere sammen med CIA-agenter "indflydelsesrige personer for at give dem de nødvendige penge til at kontrollere afstemningen i deres områder". Kommunistpartiet i Italien led et knusende nederlag ved valget i 1948. Men USA's finansiering af italienske politiske partier, fagforeninger og medlemmer af organiseret kriminalitet fortsatte i Italien langt ind i 1960'erne.
CIA samarbejdede også med mafiaen om planlægningen af snigmordforsøg på den cubanske kommunistleder Fidel Catro. CIA-mafia-samarbejdet vedrørende Castro-snigmordet fortsatte gennem det sidste år af Eisenhower-administrationen og op gennem Kennedy-administrationen, og blev først afsløret i begyndelsen af 1970'erne.
Efter disse operationer blev afsløret, blev de desuden officielt indrømmet og afsluttet, hvilket implicit udlægges som om sådanne operationer ikke finder sted mere. Men dette kommer fra den selvsamme stat, som udførte og skjulte handlingerne dengang - samt fra efterretningstjenester der arbejder professionelt med hemmeligheder, løgn, manipulation og om nødvendigt drab.
Lige om lidt skal vi se på, hvordan flere af de ovennævnte gangstere muligvis også havde et samarbejde med ledende amerikanske efterretnings- og forretningsfolk om en eller flere børnesexringe til afpresning af indflydelsesrige personer i det amerikanske samfund.

Bronfman - aristokrati, fortsatte mafiaforbindelser og politikerassistance
Det var ikke kun filantropi, der gav Bronfman-familien respektabilitet. Den voksede også, da Samuel Bronfmans ældste datter Aileen blev baronesse ved at gifte sig ind i den aristokratiske de Gunzburg-familie. Yderligere social status blev opnået, da Edgar Bronfman Sr. og senere hans datter Hannah giftede sig ind i Wall Street-velhaver-familierne Loeb og Lehman.
Bronfmans nyvundne respektabilitet betød ikke, at hele familiens tilknytning til organiseret kriminalitet var ovre. I 1960'erne og 1970'erne havde Edgars nevø Mitchell Bronfman tilsyneladende et tæt partnerskab med den kendte canadiske mafiamand og svindler Willie "Obie" Obront (der i øvrigt er blevet bskrevet som "den canadiske Meyer Lansky"). Mitchell Bronfman skyldte angiveligt store summer til gangsteren op igennem 60'erne og 70'erne.
En anden af Mitchell Bronfmans forretningspartnere var Sidney Rosen, som blev arresteret og dømt i 1975 for at have plyndret femogtredive canadiske og amerikanske virksomheder for 7 millioner dollars. Disse informationer er kortlagt i bogen "Bronfman Dynasty", som er skrevet af den prisbelønnede journalist Peter C. Newman. Tyverierne skete gennem et clearingfirma ved navn Value Trend Holding Company. Bronfmans forretningspartner hvidvaskede de stjålne aktiver sammen med andre indtægter fra ulovlige spil, afpresning og narkotika. Det skete gennem to forskellige finansieringsselskaber på samme adresse i byen Freeport på Bahamas, der fungerer som en særlig frihandelszone. Begge selskaber var ejet i fællesskab af Rosen og Mitchell Bronfman gennem et andet holdingselskab kaldet Milton Group. Rosen endte som nævnt i fængsel, mens Mitchell Bronfman undgik dette. Bronfmans Milton-aktier blev efterfølgende rapporteret til at være gået ind på en offshore-konto i Barclays Bank i Freeport ("Bronfman Dynasty" side 272-275).

Også i nyere tid er der fremkommet skandaler, som afslører Bronfman-familiens og dens elitære samfundskontakters moral (eller mangel på samme). I november 2017 kom det frem, at Stephen Bronfman, der havde spillet en nøglerolle i den canadiske premierministers Justin Trudeaus forudgående magtovertagelse, var involveret i flytninger af millioner af dollars til offshore-havne:
"Chefindsamleren og seniorrådgiveren for den canadiske premierminister, Justin Trudeau, som spillede en afgørende rolle i den karismatiske politikers magtovertagelse, var involveret i overflytninger af millioner af dollars til offshore-havne, afslører Paradise Papers.
Stephen Bronfman, arving til Seagram-formuen, som var medvirkende til Trudeaus succesfulde opstilling som leder af det canadiske liberale parti i 2013 og valget til premierminister to år senere, engagerede sig gennem sin familieinvesteringsvirksomhed i et komplekst net af enheder i USA, Israel og Caymanøerne. Pengestrømme på flere millioner dollar mellem de tre jurisdiktioner kan lovligt have undgået skat i USA, Canada og Israel.
De lækkede dokumenter afslører et tæt forhold mellem to velhavende familier, der samarbejdede om at flytte millioner af dollars til Caymanøerne. På den ene side var Bronfman-familien, arvtagere af Seagram-destilleriets formue i Montreal.
På den anden side var den Cayman Island-baserede fond af Leo Kolber, en tidligere canadisk senator og et kraftcenter inden for det liberale parti, Trudeau nu leder."

Det canadiske liberale parti er et "socialliberalt politisk parti", som "kombinerer ønsket om en stærk velfærdsstat med en liberal økonomisk politik". Vigtigt for partiet er således beskatning af befolkningen. Men her er altså et eksempel på, hvordan skattepligten tilsyneladende mest gælder for almindelige mennesker. Den på overfladen "socialliberale" multimilliardær-arving Stephen Bronfman gjorde i al fald en betydelig indsats for at undgå at betale skat til den "canadiske velfærdsstat".

Bronfman, NXIVM, menneskehandel og hjernevaskede sexslaver
Et meget direkte link mellem Jeffrey Epstein og Bronfman-familien er dokumenteret i Epsteins "sorte bog". Her står nemlig navnet "Bronfman, Edgar Jr."
Edgar Bronfman Jr. er tidligere Warner Music Group CEO og direktør i Seagram Europe samt selvfølgelig søn af den nu afdøde Seagrams direktør Edgar Bronfman Sr. (og altså sønnesøn af Samuel Bronfman). Edgar Bronfman Jr. er i øvrigt desuden halvbror til Clare Bronfman, som er den yngste datter af Edgar Bronfman Sr.
Clare Bronfman er således arving til Edgar Bronfman Sr. men desuden også dømt for hvidvaskning, svindel og menneskehandel som tidligere leder af firmaet NXIVM. Gennem tyve år - i årene fra 1998 til 2018 - blev der i dette firma begået seksuelle overgreb på kvinder og børn. Det førte til domme om bl.a. sex-trafficking og menneskehandel. Firmaet betegnes som en art sex-kult og et pyramidespilslignende marketingfirma - og samtidig en organisation som angiveligt hjernevaskede og afpressede kvinder til at blive sexslaver. Der var desuden tale om voldtægt og tre tilfælde af overgreb på mindreårige.
Clare og hendes søster Sara Bronfman startede på deres første NXIVM-kursus i 2002. Clare og Sara Bronfman blev engagerede følgere og økonomiske støtter for stifteren Keith Raniere og kom til at fungere som "NXIVM-coach'ere". Raniere skabte en sekt, hvor han selv var øverst i hierakiet og blev kaldt "Grandmaster" - samme titel som i øvrigt benyttes i fx Frimurerordenen. Med i kulten var Hollywood stjerner og flere kendte virksomhedsledere. Magasinet Esquire benævner medlemmerne som "USA's mest magtfulde elite". Ud over Edgar Bronfman og hans døtre kan fx nævnes Emiliano Salinas - venturekapitalist og søn af den tidligere mexicanske præsident Carlos Salinas de Gortari.
"3.700 mennesker flokkedes" omkring Keith Raniere og hans NXIVM-kurser, fortæller Forbes Magazine.
I 2009 talte tibetanske Dalai Lama ved et NXIVM-arrangement i Albany, New York. Den religiøse leder satte symbolsk et tibetansk tørklæde om halsen på NXIVM's karismatiske leder Keith Raniere, der senere blev dømt som sex-trafficker og menneskehandler. Aftalen med Dalai Lama blev indgået af Sara Bronfman og Lama Tenzin Dhonden, lederen af Dalai Lamas amerikanske fond. Dalai Lama blev betalt 1 million dollars for deltagelsen - penge "han kunne bruge, på sager han støtter".
Også Edgar Bronfman Sr. blev introduceret til stifteren Ranieres Executive Success Programs (Leder-succes-programmer). Først gav Edgar Bronfman Sr. sin støtte og tilslutning til NXIVM, og i 2003 var han ligesom sine døtre på et NXIVM-kursus. Men lidt senere samme år fandt han ud af, at døtrene overførte store pengesummer til NXIVM og Keith Raniere. Herefter meldte Edgar Bronfman Sr. ud, at han betragtede organisationen som "en kult".
I 2019 blev det afsløret, at NXIVM-medlemmer havde præsenteret Hillary Clinton for ulovlig kampagnedonation ved en event i håb om at "opnå politisk indflydelse for at fremme deres dagsorden". De skulle angiveligt have ønsket at ramme folk de opfattede som fjender af NXIVM-lederen Keith Raniere, ved at opnå retssigtelser mod dem og desuden opnå fordele i retssager.
Dette initiativ var igangsat af Clare Bronfman, og hun donerede pengene. Fordi donationen ikke kunne være "over et vist beløb", bad Clare Bronfman en stråmand om at give donationen i hendes sted. Men det var ikke kun Hillary Clinton, som modtog penge fra Bronfman. Det skete også for andre demokratiske politikere. Denne side viser desuden, at også Det Republikanske Parti tilsyneladende modtog penge fra Clare Bronfman.
Retsprotokoler afslørede, at hun desuden implanterede en "key logger"-virus på sin far Edgar Bronfmans computer, så medarbejdere hos NXIVM i al hemmelighed kunne overvåge hans e-mails. Som leder i den indflydelelsesrige jødiske verdensorganisation World Jewish Congress (Den Jødiske Verdenskongres) havde Edgar Bronfman bl.a. kommunikation med flere topledere i verden, hvilket medarbejdere hos NXIVM overvågede. Det drejede sig blandt andet om kommunikation med den demokratiske præsidentkandidat Hillary Clinton. Edgar Bronfman og Hillary Clinton blev venner efter at have mødt hinanden i slutningen af 1990'erne, da Bill Clinton var præsident, og Hillary Clinton støttede Bronfmans indsats i World Jewish Congress for at skaffe økonomiske erstatninger til pårørende til Holocaust-ofre. Edgar Bronfman Sr. var en økonomisk støtte af Hillary Clintons præsidentkandidaturer, herunder hendes mislykkede præsidentkampagne i 2008. Clinton sad ved siden af Bronfman ved hans 75 års fødselsdagsfejring i Seagrams hovedkvarter i New York City i 2004. I 1999 tildelte præsident Bill Clinton Bronfman en U.S. Frihedsmedalje.

Som modpol til farens sociale anerkendelse står døtrenes aktiviteter i sex-kulten NXIVM. Det kan man bl.a. læse om i en New York Observer-artikel fra 2010 med titlen "Poor Little Rich Girls: The Ballad of Sara and Clare Bronfman" ("Stakkels små rige piger: Balladen om Sara og Clare Bronfman"). Den fortæller, at søskendeparret "forbliver dybt loyale over for NXIVM og Hr. Raniere". Artiklen konstaterer desuden, at kultlederen Raniere efter afsløringerne "ser ud til at have indskrænket sine mest løsslupne forbrugsvaner". Den konstaterer også, at søstrene Sara og Clare findes på en "liste over NXIVM-trænere", der "har modtaget organisationens henholdsvis orange og grønne skærf".
Bronfman-søstrene modtog ikke organisationens symbolske hædersbevisninger for ingenting. "Men de fortsætter med at bruge, hvad en tidligere NXIVM-medarbejder anslår er 2 millioner dollars om måneden på at betale Hr. Ranieres og NXIVMs talrige juridiske- og public relations-kampe med forskellige fjender," fortæller New York Observer. Avisen hævder desuden, at disse juridiske sammenstød "har involveret at fastholde tjenesterne fra den selverklærede 'G.O.P. hit man' Roger Stone og krisekommunikationsfirmaet Sitrick & Company, der sender hundredtusindvis af dollars til politikere fra Hillary Clinton til Mike Huckabee".
G.O.P. står for "Grand Old Party", som er et "kælenavn" for Det Republikanske Parti.
Roger Stone er en amerikansk konservativ politisk konsulent og lobbyist, som desuden var rådgiver for flere præsidenter (Richard Nixon, Ronald Reagan, George W. Bush og Donald Trump) - og som altså også var "en af flere magtfulde politiske aktører på lønningslisten hos NXIVM" (avisen Newsweeks formulering). Stone arbejdede først som lobbyist for Donald Trumps kasinoer og derefter på hans kampagne som præsident. Roger Stone, som regnes for at være en fortrolig ven af Donald Trump, blev i 2019 anholdt på baggrund af anklager om vidnemanipulation, obstruktion og falske udsagn i forbindelse med den daværende undersøgelse af russisk indblanding i præsidentvalget i USA i 2016. Roger Stone blev idømt 3 års fængsel for at hindre kongressens undersøgelse. Donald Trump ophævede fængselsstraffen og benåede senere Roger Stone. Trump var selv blevet undersøgt i denne sag, og havde forsøgt at fremtvinge en afskedigelse af FBI-chefundersøgeren, for at forhindre ham i at undersøge Trumps egen rolle i sagen.
New York Observer fortæller også, at NXIVM's "krisekommunikationsfirma" "kontraherer en række aggressive private efterforskere til at udføre en bizar række ordninger". Her nævner avisen et forsøg på at myrde anti-kult-aktivisten og 'deprogrammereren' Rick Ross. Dette forsøg blev i sidste ende opgivet, oplyser avisen desuden. Rick Ross er en ekspert i kulter og kult-adfærd, som igennem 14 år var i juridiske stridigheder med NXIVM. Han fortæller, at han første gang stødte på NXIVM i 2002, hvor et par hyrede ham til at få deres voksne børn ud af NXIVM.
Andre af NXIVM's og Bronfman-søstrenes aktiviteter beskrives af New York Observer således:
"Håbløst urealistisk bestilte Hr. Raniere også undersøgelser om at etablere et suverænt land, sagde en anden tidligere NXIVM-konsulent. Ifølge denne konsulent overførte Bronfmans på et tidspunkt $500.000 på vegne af Hr. Raniere til et par påståede ex-C.I.A. agenter i et forsøg på at tilsvine et NXIVM-medlem, der havde begået selvmord."

Andre Mega group medlemmer: Sexchikane og flere mafiaforbindelser
Af andre Mega-group medlemmer kan nævnes den stenrige hedge fund manager Michael Steinhardt, der synes at have en baggrund og et adfærdsmønster, som minder en del om det tidligere beskrevne. Steinhardt fortalte om sin fars forbindelser til mafiabossen Meyer Lansky i sin selvbiografi "No Bull: My Life in and out the Markets" ("Intet bullshit: Mit liv inde og ude af markederne"). I bogen bemærkede Michael Steinhardt, at hans far, Sol Steinhardt, var Lanskys foretrukne juvel-hæler og en stor aktør i New Yorks kriminelle underverden. Sol Steinhardt blev af politiet beskrevet som "landets hæler nr. 1", da han i 1959 blev dømt for at have modtaget og skjult stjålne effekter. Sol var også sin søns første klient på Wall Street, og den ellers "upålidelige og tilsyneladende lunefulde" far hjalp sin søn med at starte sin finanskarriere.
"Sol gav tidligt sin søn kuverter fyldt med 10.000 dollars i 100 dollarsedler til at investere med på aktiemarkedet," forklarer denne Forbes-artikel om Michael Steinhardts selvbiografi.
I bogen afslører Michael Steinhardt også nogle ligheder mellem far og søn som, ifølge Forbes-artiklen,
"rækker ud over det faktum, at (Michael red.) Steinhardt havde sit eget sammenstød med loven. Han og hans firma blev undersøgt, sammen med Salomon Bros. og Caxton Group, for angiveligt at have forsøgt at sænke markedet for kortfristede statsobligationer i begyndelsen af 1990'erne."

Forbes fortæller videre:
"Han betalte personligt 75 % af de 70 millioner dollars i civile bøder, der var en del af forliget med Securities and Exchange Commission og Justitsministeriet – blot en brøkdel af de 600 millioner dollars, som hans hedgefond tjente på Finansministeriets dispositioner."

Artiklen citerer yderligere fra bogen for at uddybe omkring lighederne med faren:
"Inderst inde er Steinhardt en tvangshasardspiller som sin far. 'Spekulativ glæde, glæden ved at have ret og blive belønnet kan meget vel svare til det sus, som en vindende hasardspiller føler,' skriver han. 'Jeg var gladere, når jeg stræbte efter succes, end jeg var, da jeg smagte dens frugter; tiltrækningen, måske afhængigheden, var i processen, lige så meget som i dens afslutning.'"

I september 2018 kom det i en artikel i New York Times frem, at Michael Steinhardt blev beskyldt for et "mønster af seksuel chikane". Det var den opsøgende jødiske college-organisation Hillel International, som efterforskede Steinhardt for "upassende seksuelle bemærkninger" til kvindelige ansatte i en af de organisationer, Steinhardt støtter. Kilder tæt på efterforskningen skulle angiveligt have sagt, at siden 2015, hvor den første klage fra en kvindelig ansat indtraf, har det været en "praksis" i organisationen, at ingen kvindelige ansatte har møder med Steinhardt alene. Steinhardt kom angiveligt jævnligt med kommentarer til kvinder om deres kroppe og deres fertilitet. Det var ifølge de syv chikanerede kvinder og 16 andre mennesker, der sagde, at de var til stede, da Steinhardt fremsatte denne type kommentarer.
Den anden kvinde, der fremsatte påstande, modtog i 2011 en skriftlig undskyldning fra Steinhardt, som anerkendte hans upassende kommentarer til hende og to mandlige kolleger på et møde året før. Det blev bemærket, at college-organisationen Hillel "stille og roligt" havde fjernet Steinhardts navn fra bestyrelsen på deres hjemmeside, mens organisationen undersøgte påstandene. Hillel afgav en officiel erklæring om, at klagerne over seksuel chikane var berettigede.
Konkret var en af klagerne fx, at Steinhardt havde foreslået en kvindelig professor, som han støttede økonomisk, at hun skulle blive "hans konkubine". Et andet tilfælde var Steinhardts opfordringer til en kvindelig kommunikationsdirektør og hendes kvindelige kollega om at have "en trekant" med ham.

Også den verdenskendte filminstruktør Steven Spielberg er medlem af Mega group. Selvom det nok er svært at tro på for mange, er også den højt agtede filminstruktør indirekte forbundet til mafia. Dette er tilfældet gennem den mafiaforbundne bestyrelsesformand for underholdningsvirksomheden MCA, Lew Wasserman. Lew Wasserman "var i seng med mafiaen," fortæller denne artikel i den engelske avis Daily Mail. Mafiabossen John Gotti var en af dem, som efterforskere fandt ud af, havde forbindelser til MCA. Gotti var dengang leder i New York's Gambino-familie, og han havde angiveligt så meget magt over firmaet, at han standsede en MCA-film om mafiabossen Meyer Lansky.
Speilberg er blevet betegnet som "Lew Wassermans protégé". Spielberg var altså Wassermans særlige yndling eller begunstigede. MCA ejede Universal Pictures, hvor Spielberg arbejdede med sine film.
Ifølge den anerkendte undersøgende journalist Dan Moldeas bog "Dark Victory: Ronald Reagan, MCA, and the Mob" ("Mørk sejr: Ronald Reagan, MCA og mafiaen") var Wasserman desuden bindeleddet mellem mafiaen, Hollywood-filmindustrien og Ronald Reagan. Ronald Reagan opnåede meget lukrative aftaler som skuespiller på denne baggrund og med Wasserman som sin agent. I 1947 hjalp Wasserman Reagan med at blive præsident for Screen Actors Guild (fagforening for film- og tv-skuespillere). Wasserman gennemførte dette med hjælp fra sine mafiakontakter, og Reagans formandskab for skuespillerforeningen satte gang i hans succesfulde politiske karriere.

I Mega-gruppen findes også Max Fisher, der har fungeret som rådgiver for flere amerikanske præsidenter. En af dem var præsident Dwight D. Eisenhower. Fisher har også fungeret som rådgiver for tidligere udenrigsminister Henry Kissinger. Fischer, som døde i 2005, var endnu en ekstremt velhavende mand i Mega-gruppen. Han var "olie- og ejendomsmagnat og kendt for sin filantropi," skrev New York Times i avisens nekrolog over den kendte præsidentrådgiver. "Hr. Fisher udøvede sin største indflydelse bag kulisserne," er der en tidligere amerikansk senator, der udtaler i nekrologen. Max Fischer var bestemt en magtfuld og socialt anerkendt person.
Men der er alligevel nogen, der mener noget helt andet om Max Fischer. I bogen Dope.inc er der blevet fremsat påstande om Max Fishers forbindelser til Detroits kriminelle underverden. På side 341 i bogen påstås det fx, at Max Fisher startede som "kuffertmand" for en ledende mafia-organisation i Detroit kaldet "Purple Gang". Ordet "kuffertmand" (engelsk; "bagman") er slang for en mellemmand eller pengeopkræver, der arbejder for gangstere. Hvorfor, dette ord knyttes til Max Fisher, forklares i bogen med, at Fishers opgave var "at transportere forudbetalinger for Bronfman spiritus over den canadiske grænse". Fischer skulle desuden "sikre forudgående leveringer af Bronfmans lavkvalitetssprit til de smugkroer, der spredte sig i Michigans bilbyer". Kilder til disse påstande angives ikke i bogen. Men detaljen omkring Bronfmans "lavkvalitetssprit" (karakteriseret med slangordet "rotgut") er der flere andre, der mener at kunne bekræfte. Det påstås at have været "Seagram Chickencock", som skulle have været "en blanding af ren alkohol, svovlsyre, karamel, vand og lagret rugwhisky".
Bogen "Dope Inc." er forfattet af den amerikanske politiske aktivist Lyndon LaRouche, som er blevet betegnet som en prominent konspirationsteoretiker og desuden var flerårig amerikansk præsidentkandidat ("perennial presidential candidate" i betydningen en kandidat som ofte stiller op men sjældent eller aldrig vinder). LaRouche startede i 70'erne en politisk bevægelse, som nåede sit højdepunkt i 1986. Her vandt nogle af bevægelsens kandidater de demokratiske primærvalg til guvernørvalget i Illinois, hvilket forskrækkede embedsmænd fra Det Demokratiske Parti. Støtter af LaRouche betegnes af flere nyhedsmedier og af de etablerede politiske partier som ekstremister, voldelige radikale højreorienterede samt sindssyge og langt ude ("kook fringe").
LaRouche blev desuden i årene efter valgsuccessen anholdt og idømt 15 års fængsel for svindel, hvoraf han afsonede fem år, før han blev løsladt.
Lyndon LaRouches mange forskellige påstande om diverse kendte topledere, velhavere, royale mv. er meget detaljerede, men betragtes altså af flere som helt utroværdige.
LaRouche etablerede i 1971 et privat "efterretningsnetværk". Organisationens medlemmer over hele verden sendte information til LaRouches hovedkvarter, der distribuerede informationen via briefinger og en række nyhedstjenester og magasiner.
Nogle mener omvendt, at LaRouches netværks informationer er meget valide. Denne holdning har endda befundet sig på højeste niveau indenfor USA's efterretningsmiljø - i det såkaldte "National Security Council". Det er en samling af landets fremmeste rådgivere indenfor national sikkerhed, som rågiver den amerikanske præsident. I 1984 udtalte det tidligere National Security Council-medlem Norman Bailey, at LaRouches netværk var "en af de bedste private efterretningstjenester i verden". I 1985 udtalte samme Norman Bailey, at de efterretninger om økonomi og udenrigsanliggender, som LaRouche havde delt med ham, "var overraskende præcise".
Lyndon LaRouche fremkom med meget mere kriminaliserende påstande om Samuel Bronfman og hans sønner Edgar og Charles, end de kilder undertegnede forfatter ellers forholder sig til. Han kom også med meget kriminaliserende påstande om mange andre af de personer, som omtales i hele denne online bog. Ingen af de indflydelsesrige og velhavende personer har dog tilsyneladende ført injuriesager mod Lyndon LaRouche eller hans netværk.

Et andet medlem af Mega Group, der er værd at bemærke, er Laurence Tisch, som ejede CBS News i flere år og grundlagde det multi-industrielle holdingselskab Loews Corporation. Tisch arbejdede for Office of Strategic Services (OSS), der - som tidligere nævnt - senere ændrede navn til CIA. Igen dukker denne efterretningstjeneste op i sammenhæng med et menneske, der har forbindelse til Jeffrey Epstein. I tilfældet Laurence Tisch er der to forbindelser til den tilsyneladnede allestedsnærværende børnemisbruger. Den ene går gennem Mega-group, og den anden er familierelateret og mere indirekte. Som vi allerede har hørt, havde Epstein et tæt forhold til Mega-group-stifteren Les Wexner, og Jeffrey Epstein siges at have brugt gruppen til at opbygge sit netværk af højtstående kontakter inden for erhvervsliv, medier og politik. Den familierelaterede og mere indirekte forbindelse mellem Laurence Tisch og Jeffrey Epstein er samtidig beretningen om de sociale cirkler, der tilsyneladende findes i dette elitære samfundslag:
Laurence Tischs søn og svigerdatter James og Merryl Tisch etablerede i 2008 Tisch Cancer Institute, der er en del af Mount Sinai Health System - på Manhattan, New York. I dette kræftbehandlingcenter grundlagde Dr. Eva Andersson-Dubin afdelingen "Dubin Breast Center" ("Dubin Brystcenter"). Eva Andersson-Dubin er den ene halvdel af et "dygtigt Manhattan-superpar" - hun er gift med milliardæren hedgefondsejer Glenn Dubin. Eva Andersson-Dubin er tidligere Miss Sweden, og hendes navn er listet i Jeffrey Epsteins private jet-log for "Lolita Express". Hun er desuden Epsteins ekskæreste.
Hun og hendes mand havde Epstein forbi til Thanksgiving-middag i 2009. På det tidspunkt var Epstein "fængslet" på sin særlige luksus-facon efter aftale med retsvæsenet. Eva Andersson-Dubin fortalte, ifølge magasinet Business Insider, den ledsagende fængselsbetjent, at parret var "100 procent komfortable" med, at Epstein var omkring deres teenagedatter.
Dette skete i en e-mail, som er underskrevet "Eva og Glenn Dubin", og parret gjorde det klart, at de vidste, at Epstein var en registreret seksualforbryder og havde erkendt sig skyldig "i at opfordre til prostitution og være alfons for en mindreårig til prostitution."
Eva Andersson-Dubin oprettede også en nonprofit fond, så Epstein kunne donere til Eva Dubins brystkræftorganisation i Tisch Cancer Institute uden at afsløre sit navn. Business insider artiklen fortæller desuden, at parret havde mangeårige forretningsmæssige og sociale bånd med Epstein.
Ved fejringen af 10-årsdagen for Dubin Breast Center i december 2020 holdt James Tisch tale, hvor han takkede alle, der havde spillet en rolle i at skabe og udvikle Dubin Breast Center. Tisch takkede særligt Dr. Eva Andersson-Dubin for hendes "beslutsomhed, lidenskab og utrættelige drive" i den forbindelse.

Mega Group-medlem: Fra kosmetik-milliardær-arving til politisk storspiller
Som man nok kan se af gennemgangen af Mega Group-medlemmer, har de forskellige succesrige personligheder helt specielle indflydelsesrige kontakter, tilsyneladende i både over- og underverden. Et eksempel på et Mega Group-medlem med et forgrenet kontaktnet er kosmetik-milliardær-arvingen Ronald Lauder. Ud over at være et centralt Mega Group-medlem er Ronald Lauder desuden tidligere medlem af Reagan-administrationen og mangeårig donor til den israelske premierminister Benjamin Netanyahu og Israels Likud-parti. Lauder er desuden mangeårig ven af Donald Trump, der som bekendt også er nær ven af Benjamin Netanyahu. På den måde sluttes flere cirkler også i denne sammenhæng. En anden tæt ven af Ronald Lauder er en meget kontroversiel politisk lobbyist og advokat, som vi skal høre meget mere om i dette kapitel: En mand ved navn Roy Cohn.

Ronald Lauder er milliardærarving til formuen fra det verdensberømte Estee Lauder kosmetikfirma. Lauder beskrives ofte i pressen som en "ledende jødisk filantrop". Det var omtrent samme karakteristik vi hørte om Edgar Bronfman Sr., og de to velhavere har mere tilfælles. Lauder efterfulgte Bronfman som præsident for World Jewish Congress i 2007 og begge kendte som nævnt desuden hinanden fra Mega Group.
Kosmetikmilliardæren Lauder har desuden en imponerende politisk karriere, hvor han bl.a. har været assisterende forsvarsminister med ansvar for europæisk politik og NATO-politik i det amerikanske forsvarsministerium. Under Ronald Reagan var han USA's ambassadør i Østrig.
Lauder har selv udtalt, at han har kendt Donald Trump i over 50 år. Ifølge Lauder begyndte hans forhold til Trump, da de begge var studerende på den succesrige universitetshandelsskole Wharton School. De to magtfulde mænd deler mange af de samme forbindelser, også til manden, der kom til at regne dem begge som både sine venner og klienter - Roy Cohn. Donald Trums venskab med den succesrige advokat og provocatour var så tæt, at Cohn er blevet kaldt "en perverteret rollemodel" for den senere præsident. Cohn underviste Trump "foragt for loven, skruppelløshed, grådighed og magtens og sejrens religion," hævdede en filmkritiker efter at have set filmen "The Apprentice" ("Lærlingen"), der sætter spotlight på Trumps forhold til Roy Cohn.
Selvom Roy Cohn døde af AIDS og med al sandsynlighed selv var homoseksuel, startede hans karriere med det, der er blevet betegnet som en "antikommunistisk og homofobisk heksejagt". I 1951 var Cohn assistent for daværende justitsminister James McGranery og samarbejdede med senator Joseph McCarthy i USA's tidlige antikommunistiske kolde krig. Cohn var anklager i sagen mod ægteparret Julius og Ethel Rosenberg, der blev anklaget for spionage og endte med at blive dømt til døden.
Cohn havde en meget tæt relation til Ronald Lauders mor, Estee Lauder (som egentlig hed Josephine Mentzer). Estee Lauder er fx nævnt blandt Roy Cohns mest profilerede venner i Cohns nekrolog i New York Times.
Et indblik i Lauder-Cohn-forholdet får man i en artikel fra 2016 i magasinet Politico om et middagsselskab, der i 1981 blev afholdt i Cohns weekendhjem i Greenwich, Connecticut. Med til festen var Ronald Lauders forældre, Estee og Joe, samt Donald Trump og hans daværende kone Ivana, som også havde et weekendhjem i nærheden. Denne fest blev holdt kort efter, at Cohn havde hjulpet Reagan med at sikre præsidentposten. Den succesrige advokat og lobbyist var på et højdepunkt af sin politiske indflydelse. Ved festen udbragte Cohn en skål til Reagan og den daværende senator for New York Alfonse D'Amato, som senere opfordrede Ronald Lauder til at stille op til et politisk embede.
To år senere, i 1983, blev Ronald Lauder udnævnt til assisterende forsvarsminister. Lauders eneste professionelle erfaring var på det tidspunkt at arbejde for sine forældres kosmetikfirma. Kort efter denne udnævnelse sad han i et "hyldestudvalg" til en festmiddag arrangeret til ære for Roy Cohn ("Dinner Tribute Committee"). Den jødiske broderlige (og stærkt pro-israelske) organisation B'nai B'rith stod for arrangementet. B'nai B'rith er moderorganisationen for den kontroversielle Anti-Defamation League ("Anti-ærekrænkelsesliga"). Vi skal høre meget mere om disse organisationer senere i denne del af bogen.
Cohns indflydelsesrige far, Albert Cohn, var mangeårig præsident for B'nai B'riths magtfulde New England-New York-afdeling, og Roy Cohn var selv medlem af B'nai B'rith's Banking and Finance Lodge (Bank- og finans-loge).
Middagen ærede specifikt Cohn for hans pro-israelske fortalervirksomhed og hans bestræbelser på at styrke Israels økonomi. Middagsudvalgets æresformænd omfattede mediemogulen Rupert Murdoch, Donald Trump og daværende leder af Bear Stearns Alan Greenberg. Alle disse tre mænd har som tidligere omtalt forbindelse til den nu afdøde pædofile sex-trafficker Jeffrey Epstein.
I sin tid som assisterende forsvarsminister var Lauder også meget aktiv i israelsk politik og var allerede blevet allieret med den daværende israelske repræsentant for FN og Israels fremtidige premierminister, Benjamin Netanyahu. Lauder var en af de vigtigste personer i Netanyahus succesfulde politiske opstigen, særligt under hans valgsejr i 1996, og en vigtig finansieringskilde til Israels højreorienterede Likud-parti.

I 1986 blev Ronald Lauder USA's ambassadør i Østrig. Men Lauders interesse for østrigsk politik er fortsat langt ud over 1980'erne, og synes at være yderst personlig: I 2012 blev Lauder anklaget for at forsøge at manipulere præsidentvalget til landets førende jødiske lobby-organisation IKG (Israelitische Kultusgemeinde). Lauder blev anklaget af modkandiaten for at have indsat mere end 700.000 dollars på en advokats konto for at hjælpe med at få tre valgfraktioner til at støtte sin egen kandidat.

Lauder grundlagde sin filantropiske fond Ronald S. Lauder Foundation i 1987 og stillede desuden op som borgmester i New York mod Rudy Giuliani i 1989. Lauder blev opfordret til at stille op af den daværende senator Alfonse D'Amato, som havde tætte bånd til Roy Cohn og hans mangeårige advokatpartner Tom Bolan, som var D'Amatos rådgiver. Ved den førnævnte B'nai B'rith-middag i 1983 til ære for Cohn, var D'Amato udvalgt som taler. Lauders kampagne mislykkedes, selvom den kostede mere end 13 millioner dollars.
Ronald Lauders nære venner Roy Cohn og Tom Bolan var begge tæt forbundet med det Meyer Lansky-ledede mafianetværk, skriver Whitney Webb desuden i sin artikel om Mega Group, Maxwell og Mossad-spionhistorien i hjertet af Jeffrey Epstein-skandalen.

Skaffede Ronald Lauder et ulovligt pas til sex-traffickeren Jeffrey Epstein?
I sin artikel overvejer Whitney Webb også Lauders mulige direkte hjælp til den dømte pædofile sex-trafficker Epstien. Webb argumenterer for, at Ronald Lauder kunne have været manden, der hjalp Epstein med et pas, som han formodes at have fået fra en ukendt diplomat. Politiet havde fundet et østrigsk pas med Epsteins billede og et falsk navn efter en razzia i milliardærens bolig på Manhattan.
Ifølge Associated Press fortalte Epsteins forsvarsadvokater, at "en ven gav det til ham [Epstein] i 1980'erne, efter at nogle jødiske-amerikanere uformelt blev rådet til at bære identifikation med et ikke-jødisk navn, når de rejste internationalt i en periode, hvor kapringerne var mere almindelige." Denne påstand ser ud til at være relateret til bekymringer, der fulgte efter kapringen af Air France Flight 139 i 1976, da israelske og jødiske gidsler blev adskilt fra andre gidsler, hovedsagelig baseret på de pas, de var i besiddelse af.
Whitney Webb skriver, at "Epstein ikke var i stand til at opfylde de traditionelle kvalifikationer for et østrigsk pas - herunder langtidsophold i Østrig (passet angiver ham som bosat i Saudi-Arabien)". På den baggrund, skriver Webb, "ser det ud til, at den eneste måde", at Epstein kan have erhvervet et østrigsk pas, "var ved ukonventionelle midler, hvilket betyder bistand fra en velforbundet østrigsk embedsmand eller udenlandsk diplomat med indflydelse i Østrig."
Lauder, som dengang var ambassadør i Østrig, ville have været godt positioneret til at erhverve et sådant pas, skriver Whitney Webb. Epsteins advokater nævnte, at jødisk-amerikanere kunne blive angrebet under rejser. Webb peger på, at dette kan ses i sammenhæng med "Lauders meget offentlige bekymringer over de trusler, jøder står over for fra visse terrorgrupper".
Passet blev udstedt i 1987, og Ronald Lauder var USA's ambassadør i Østrig fra 1986 til netop 1987.
Lauder havde også en nær relation til Epsteins protektor - tidligere leder af Bear Stearns Alan Greenberg, som havde ansat Epstein i slutningen af 1970'erne. Donald Trump var en anden ven af både Lauder og Greenberg. Trump begyndte sit venskab med Epstein i 1987, samme år som det falske østrigske pas blev udstedt, fortæller Webb. I 1987 begyndte Epstein også sit forhold til "sin vigtigste finansieringskilde", Leslie Wexner, som også er tæt forbundet med Lauder, skriver hun videre. Nogle kilder hævder, at Epstein og Wexner første gang mødtes i 1985, men at deres stærke forretningsforbindelse først blev etableret i 1987.

Selvom Epsteins forsvarsadvokat afslog at afsløre identiteten på den "ven", der forsynede ham med det falske østrigske pas, hævder Whitney Webb, at pilen peger kraftigt i Ronald Lauders retning: Lauder var både godt positioneret til at erhverve det i Østrig og også dybt forbundet med Mega Group, som var medstiftet af Epsteins protektor Leslie Wexner, påpeger hun.

At Epstein fik dette pas, mener Webb, er endnu en indikation af mandens særlige position som mulig efterretningsagent. Både Epstein og Mega-gruppen har begge vist sig at have forskellige tråde til den israelske efterretningstjeneste Mossad, og Lauder har ligeledes tætte bånd til den israelske regering. Webb påpeger derudover, at "Mossad har en historie med at bruge ambassadører i udlandet til at skaffe falske, udenlandske pas til dets agenter". Det er også blevet påstået, at Lauder selv skulle have bånd til Mossad, da han i mange år har finansieret det israelske universitet IDC Herzliya, der er tæt forbundet med Mossad og deres rekrutteringsagenter såvel som israelsk militær efterretningstjeneste. Lauder grundlagde endda en afdeling på dette universitet kaldet "Lauder School of Government, Diplomacy and Strategy" ("Lauders skole for Regering, Diplomati og Strategi").

Lauder var også medstifter af det østeuropæiske tv-netværk CETV sammen med Mark Palmer, en tidligere amerikansk diplomat. Palmer fungerede også som assistent for tidligere udenrigsminister Henry Kissinger og var desuden taleskriver for præsident Reagan. Whitney Webb påpeger at, "Palmer er bedre kendt for at have stiftet National Endowment for Democracy (NED), en organisation, der ofte beskrives som et tilbehør til amerikanske efterretningstjenester". NED's tætte bånd til USA's efterretningsmiljø og særligt CIA er så almindeligt kendt, at det forklares på Wikipedia-siden for organisationen. Webb påpeger også, at NED's første præsident indrømmede over for Washington Post, at "meget af det, vi gør i dag, blev gjort skjult for 25 år siden af CIA." Epstein havde som tidligere nævnt selv hævdet, at han i løbet af 1980'erne arbejdede for CIA, men Epstein trak sig senere tilbage fra den påstand.

Samarbejder CIA, FBI og mafiaen om 'honningfælder', som udnytter børn seksuelt?
I artiklen "Den chokerende oprindelse til sagen om Jeffrey Epstein" redegøres der for, hvordan "honningfælder" historisk er blevet anvendt af efterretningstjenesterne CIA og FBI og den amerikanske mafia. Men ikke alene det: Artiklen redegør også for hvordan disse efterretningstjenester og mafiaen historisk har samarbejdet om afpresning af diverse pædofile topledere. Den redegør kort fortalt om en chokerende korruption i toppen af det amerikanske samfund: Topledere i efterretningstjenester, politik og forretningsliv samt i den katolske kirke, som udnytter børn seksuelt. Afhængigt af position forsøger de involverede, ifølge oplysningerne i artiklen, at drage fordele af misbruget ved hjælp af afpresning.

Det er indrømmet af CIA, at organisationen i en årrække anvendte "love traps" (honningfælder) som "almindelig praksis". Fælderne blev brugt til at få fx andre landes præsidenter, konger og diplomater til at arbejde for den amerikanske efterretningstjeneste. CIA brugte både kvindelige og mandlige prostituererede til dette formål, og havde et meget omfattende setup med lyd og videoovervågning installeret i særlige "safe houses" ("sikre huse"). Disse lokaliteter havde fx billeder på væggene, som i virkeligheden var en del af overvågningsudstyret. Efterretningsafdelingen blev kaldt "sex squad" og CIA-chefen Harry Osborn modtog løbende briefings om afdelingens overvågningstiltag. Efterretningstjenesten havde et samarbejde med lokalt og statsligt politi - særligt de såkaldte "vice squads" (sædelighedspolitiet). Gennem disse fik CIA adgang til at bruge prostituerede med forskellige "specialer". Efterretningslederen af "sex squad" holdt simpelthen et omfattende register med forskellige "perverse" prostituerede ("perverts"), som kunne bruges i forskellige sammenhænge.
Det var Washington Post, som i midten af 1970'erne afslørede disse forhold. Avisen skrev i en af sine artikler om emnet:
"Mærkeligere-end-fiktion-historien om afpresningsoperationen er en af hemmelighederne, som CIA febrilsk forsøger at skjule for kongressens efterforskere."

Som med de andre prekære afsløringer af den amerikanske stats operationer er også denne altså blevet afsløret og derefter - ifølge efterretningstjenesten og staten selv - officielt standset.

Artiklen "Den chokerende oprindelse til sagen om Jeffrey Epstein" redegør videre:
Afgørende for Samuel Bronfmans spritsmugling-operationer i USA's forbudstid var særligt én mellemmand, en mand ved navn Lewis "Lew" Rosenstiel. Dette er bl.a. beskrevet i bogen "The Bronfmans: The Rise and Fall of the House of Seagram" ("Bronfman-familien: Huset Seagrams opståen og fald", side 64). Den er skrevet af den undersøgende journalist og forfatter Nicholas Faith. Rosenstiel fik sine første erfaringer med alkoholbranchen, da han - inden forbuddet - som ung arbejdede på sin onkels destilleri i Kentucky. Da loven om forbud mod alkohol trådte i kraft, oprettede Rosenstiel sit eget firma Schenley Products Company, som senere skulle blive et af de største spiritusfirmaer i Nordamerika.
Selvom han var en high school drop-out og ikke var særlig godt socialt forbundet på det tidspunkt, havde Lewis Rosenstiel et "tilfældigt" møde med Winston Churchill i 1922, mens han var på ferie på den franske riviera. Ifølge New York Times rådede Churchill Rosenstiel til at forberede sig på at spiritussalget ville vende tilbage i USA. Rosenstiel formåede på en eller anden måde at sikre finansiering fra det respekterede Wall Street-firma Lehman Brothers til hans virksomhedsekspansion ved opkøb af destillerier ("The Bronfmans: The Rise and Fall of the House of Seagram", side 66).
Officielt siges Rosenstiel at have bygget sit firma og sin rigdom efter forbuddet ved at følge Churchills råd. Han var dog tydeligvis involveret i spritsmugling og blev endda tiltalt for dette i 1929, selvom han undgik dom. Ligesom Bronfman var Rosenstiel tæt forbundet med organiseret kriminalitet - og ligesom Bronfman især med medlemmer af den overvejende jødisk-amerikanske og italiensk-amerikanske mafiaalliance National Crime Syndicate.
Senere statslige undersøgelser hævdede, at Rosenstiel var en del af et "konsortium" sammen med organiserede kriminelle, der købte spiritus i Canada fra Samuel Bronfman. Dette kom frem i en høring i State Joint Legislative Committee on Crime i 1971 (Statens fælles lovgivende udvalg for kriminalitet). Også Meyer Lansky var en del af dette kriminelle "konsortium". Et andet medlem af mafiasammenslutningen var en mand ved navn Joseph Fusco. Han var kollega til den afdøde Chicago-gangster Al Capone. Medlemsskaren havde endnu en Joseph. Denne mand havde efternavnet Linsey, og et vidne, der samtidig var efterforsker for kongressen, identificerede ham "en dømt spritsmugler". Rosenstiels forhold til disse mænd, især Lansky, skulle fortsætte længe efter forbuddet, ligesom Samuel Bronfman også bevarede sine mafiaforbindelser. Vidnet og efterforskeren påstod faktisk, at Rosenstiel stadig i 1971 havde disse forbindelser.
Ud over sine venner i mafiaen dyrkede Rosenstiel også tætte bånd til FBI. Han udviklede et tæt forhold til den mangeårige FBI-direktør J. Edgar Hoover, og i 1957 gjorde Rosenstiel Hoovers højre hånd og mangeårige assistent ved FBI, Louis Nichols, til vicepræsident i sit spiritus-imperium.
Nichols gik på pension fra firmaet i 1968, og blev præsident for J. Edgar Hoover Foundation (J. Edgar Hoover-fonden). Denne fond blev oprettet til ære for FBI-direktøren med et bidrag på 1 million dollars fra Dorothy og Lewis S. Rosenstiel Foundation (ægteparret Rosenstiels fond).

Lewis Rosenstiel foran tønder med whiskey

Rosenstiel var kendt for at være "et sandt monster" med en uberegnelig opførsel over for sine medarbejdere, som han generelt "behandlede som skidt". Fx havde han en praksis med at aflytte sine kontorer for at høre, hvad medarbejderne sagde om ham, når han ikke var til stede - så han kunne fyre dem, når de "kompromitterede sig selv, ved at tale i hans fravær" ("The Bronfmans: The Rise and Fall of the House of Seagram", side 66).
Rosenstiel var gift fem gange, men var angiveligt biseksuel. Det var en del af hans liv, der var velkendt af mange af hans nære medarbejdere. Lewis Rosenstiel skulle tilmed have haft tilnavnet "Rosie" blandt medarbejderne på kontoret. Selvom der i årevis kun var antydninger af denne anden side af den kontroversielle forretningsmand, dukkede der år senere detaljer op som støttede påstandene. Dette skete under en skilsmissesag anlagt af Rosenstiels fjerde kone, Susan Kaufman. Susan Kaufman hævdede, at Rosenstiel var vært for ekstravagante fester, der omfattede "drengeprostituerede". Drengene havde hendes mand angiveligt hyret "til glæde" for visse gæster, som omfattede vigtige embedsmænd og prominente personer i USAs kriminelle underverden. Kaufman skulle senere fremsætte de samme påstande under ed i forbindelse med den tidligere nævnte høring af New Yorks State Joint Legislative Committee on Crime i 1971. Disse oplysninger er bl.a. gengivet i bogen "Official and confidential: The secret life of J. Edgar Hoover" ("Officielt og fortroligt: J. Edgar Hoovers hemmelige liv", side 254). Bogen er skrevet af den anerkendte forfatter Anthony Summers.

Det var Lewis Rosenstiel som arrangerede disse fester, men han sørgede også for, at de lokaliteter, hvor det foregik, blev aflyttet med mikrofoner, der optog hans højt profilerede gæsters seksuelle udskejelser. De samlede oplysninger omkring disse fester tegner billedet af en sex-trafficking-ring, som minder rigtig meget om det setup, der tilsyneladende også fandtes mange år senere omkring Jeffrey Epstein. Denne sex-trafficking-ring fungerede, ifølge artiklen "Den chokerende oprindelse til sagen om Jeffrey Epstein", op igennem 1950'erne til godt op i 80'erne,

Omdrejningspunktet for sexmisbrugsringen var angiveligt: Roy Cohn.
Roy Cohn var - ligesom Jeffrey Epstein - jøde og havde forbindelser til både mafia, efterretningsvæsen og et fintmasket socialt netværk af velhavende og betydningsfulde mennesker omkring sig.
VIP-netværket blev - ligesom med Jeffrey Epstein - dyrket ved forskellige stort anlagte sex-orgie-fester. Med til en af disse “afpresningsfester” var i 1958 Susan Rosenstiel - sammen med sin daværende mand Lewis Rosenstiel, som var nær ven af Cohn. Senere, under sin skilsmissesag, fortalte Susan om de foruroligende hændelser, hun angiveligt havde oplevet. Efter og før ægteskabet med Lewis Rosensteil havde hun efternavnet Kaufman. Det var Roy Cohn, der fungerede som vært for dette arrangement i Manhattan’s Plaza Hotel, suite 233. Susan Kaufman beskrev, hvordan hun af Roy Cohn blev introduceret til FBI-chefen J. Edgar Hoover, som var klædt i kvindetøj. Cohn fortalte så, ifølge Susan Kaufman, at Hoovers navn var "Mary" "i en svagt skjult latter". Susan Kaufman forklarede, at unge drenge var tilstede, og hun påstod, at Cohn, Hoover og hendes ex-mand havde sex med disse mindreårige. Hun påstod i øvrigt desuden, at "Hoover fik en af drengene til at læse op fra bibelen, mens en anden legede med ham". Susan Rosenstiel var, ifølge oplysningerne, med til i alt to af sådanne arrangementer. Begge gange med Hoover udklædt som kvinde i henholdsvist sort og rødt kostume.

Bogen "Official and confidential: The secret life of J. Edgar Hoover" fortæller med et citat af Susan Kaufman i detaljer om, hvordan den magtfulde efterretningschef angiveligt var klædt ud som kvinde, i fuld drag-kostume (side 254):
"Han var iført en blød sort kjole, meget luftig, med flæser og blondestrømper og høje hæle og en sort krøllet paryk. Han havde makeup på og falske øjenvipper. Det var en meget kort nederdel, og han sad der i stuen i suiten med benene over kors. Roy introducerede ham for mig som 'Mary', og han svarede: 'Godaften', brysk, som første gang jeg mødte ham. Det var tydeligt, at han ikke var en kvinde, man kunne se, hvor han barberede sig. Det var Hoover. Du har aldrig set noget lignende. Jeg kunne ikke tro det, at jeg skulle se lederen af FBI klædt ud som en kvinde."

Susan Kaufman fortalte, at derefter kom et par "unge blonde drenge" ind (side 255 i bogen). Roy Cohn giver så signal til, at de skal gå ind i soveværelset. Hun forklarer, at det "var et enormt soveværelse med en seng som på Cæsars tid, med et damaskdække, blåt". Ligesom suiten i det hele taget. De går ind i soveværelset, og Hoover tager sin kjole af. Kaufman fortæller en detalje om, at han under kjolen havde "et lille, kort strømpebånd". "Han ligger på dobbeltsengen, og de to drenge arbejder på ham med deres hænder," hævder hun. "En af dem havde gummihandsker på," er en ekstra lille detalje hun kommer med her.

Selvom Susan Kaufmans påstande er chokerende, blev hendes vidneudsagn anset for troværdigt af chefadvokaten for udvalgskomiteen, New York-dommer Edward McLaughlin, og udvalgsefterforsker William Gallinaro. De respekterede også hendes evne til at huske i detaljer. Flere aspekter af hendes vidnesbyrd blev senere bekræftet af to andre separate vidner, som var ukendte for Susan Kaufman. Udvalgsefterforsker William Gallinaro mente, at Susan Rosenstiel var et exceptionelt godt vidne, mens dommer McLaughlin til forfatteren Anthony Summers skulle have udtalt:
"Jeg oplevede, at hun var absolut sandfærdig. Kvindens evne til at huske var fænomenal. Alt blev tjekket og dobbelttjekket, og alt, der kunne kontrolleres, viste sig at være sandt."

Disse ting beskrives temmelig indgående med flere argumenter for Susan Kaufmans troværdighed i forordet til bogen "Official and Confidential: The Secret Life of J. Edgar Hoover". Der var, ifølge bogen, desuden flere andre vidner til Hoovers homoseksuelle aktiviteter. I bogen remser forfatteren flere eksempler på disse vidner op. Deriblandt en livslang ven til Hoover og hans påståede mandlige elsker Clyde Tolson samt enken til Hoovers psykiater. Anthony Summers nævner desuden, at Kaufman ikke var den eneste, der påstod, at Hoover var cross-dresser. Summers nævner to andre vidner, der sagde det samme. Han nævner også, at disse to vidner ikke kendte til Kaufmans påstande.
Denne avisartikel giver et andet eksempel: En model, der sammen med sin date socialiserede med Hoover og hans ven Clyde Tolson et nytår, sagde, at hun så Hoover og Tolson holde i hånden på bagsædet af en bil. Senere samme aften fortæller hun, at hun hørte Tolson udtrykke et ønske om at danse med Hoover på Cotton Club i Harlem. Man skal nok lige tilføje, at dette var meget unormalt i 50'ernes USA - og af de fleste ville blive taget som et temmeligt klart udtryk for homoseksualitet. En ironisk detalje var, at Hoover - ifølge kvinden - var rasende på det tidspunkt, fordi han så et interracialt par på dansegulvet.
Bogen er skrevet med baggrund i seks års researcharbejde og bl.a. interviews med det centrale vidne selv - Susan Kaufman. Mange andre mener, at historien er helt utroværdig - bl.a. New York-statsadvokaten på det tidspunkt, Robert M. Morgenthau og den berømte advokat William Hundley, der arbejdede i det amerikanske justitsministerium. Deres argumenter var, at Susan Kaufman ønskede at ramme Lewis Rosenstiel og J. Edgar Hoover, samt at historien simpelthen "var for ufattelig".
Forordet i bogen om J. Edgar Hoovers hemmelige liv beskriver dog desuden, hvordan udvalgskomitéens medlemmer mente, at Lewis Rosenstiel havde brugt sin enorme formue og indflydelse til at miskreditere Susan Kaufmans troværdighed via en anlagt sag med anklage om, at hun havde begået mened. Dette blev gjort netop samtidig med, at hun skulle vidne mod Rosenstiel i sagen omkring hans mafiaforbindelser.

Den urørlige mafialeder
Bronfman og Rosenstiel blev legendariske i den nordamerikanske spiritusbranche, delvist på grund af deres kamp for overherredømmet i branchen. New York Times fortalte, at dette forhold ofte var præget af bitre personlige kampe. Men de startede som nævnt med at samarbejde - og den ene ting, der forenede de to forretningsmænd mere end noget andet, var deres tætte forbindelse til amerikansk organiseret kriminalitet, især den berømte gangster Meyer Lansky.

Lansky er en af de mest berygtede gangstere i historien og er bemærkelsesværdig for at være den eneste berømte gangsterleder, der formåede at dø som en gammel mand og stort set undgå fængselsophold. Han kom kun i fængsel én gang i to måneder i 1953, efter en dom for deltagelse i ulovlig hasardspil.

Lanskys evne til at undgå fængselsstraffe var i vid udstrækning resultatet af hans tætte forhold til magtfulde forretningsmænd som Bronfman og Rosenstiel (blandt mange andre) samt ledere i FBI og det amerikanske efterretningsmiljø. Vi har allerede hørt om Lanskys evne til at indgå samarbejdsaftaler med den amerikanske stat og den tidlige efterretningstjeneste OSS om diverse efterretningsoperationer. Men flere mener også, at hans evne til at etablere flere afpresningsnetværk, hjalp ham med at holde justitsen fra livet - måske endda at dette var den helt centrale nøgle dertil.
Lansky blev anklaget flere gange. For overfald, for skatteunddragelse (i 1972) og for foragt for retten (1973). Det var IRS - det amerikanske skattevæsen (Internal Revenue Service) - som rejste skattesagen, men Lansky blev også i den sag frikendt. Lansky slap også fri fra fængsel i sagen om foragt for retten (som opstod da Lansky udeblev fra retssagen om skatteunddragelse), da den første dom på et års fængsel blev omstødt af en føderal appeldomstol.
På denne FBI-side ser man FBI's omfattende sagsmapper på Meyer Lansky. Efterretningstjenesten påstår, at Lansky var "involveret i en bred vifte af organiseret kriminel aktivitet". Men FBI refererer kun til skattesagen fra 1972, og fortæller at han her blev tiltalt for, at han og andre havde "skummet millioner af dollars" fra et kasino i Las Vegas, som de ejede. Desuden fortæller FBI, "at anklageskriftet mod Lansky senere blev afvist, da han blev anset for at være for syg til at blive stillet for retten". FBI selv startede altså ingen retssager mod Meyer Lansky - trods de mange FBI-dokumenter om hans omfattende kriminalitet.
Gennem hele sin karriere hævdede FBI-chefen Hoover i øvrigt, at der ikke var nogen "national crime family" - med reference til Meyer Lanskys og Charlie Lucianos National Crime Syndicate. Han insisterede på, at organiseret kriminalitet var et lokalt problem, hvilket satte det uden for FBI's jurisdiktion. Forfatteren til Hoover-biografien Official and Confidential, Anthony Summers, sagde direkte, at den berygtede mafiafigur Meyer Lansky var en af dem, der havde billeder af Hoover og hans ven Clyde Tolson i en kompromitterende situation. Med baggrund i billederne havde Lansky lavet en aftale med Hoover om at efterretningschefen ikke rørte ham, hævdede Summers.

Lewis Rosenstiel holdt - ligesom Samuel Bronfman - regelmæssige overdådige middagsselskaber til ære for Lansky både under og efter spiritusforbuddet. Susan Kaufman, Rosenstiels ekskone, hævdede at have taget adskillige billeder af sin eksmand med sine "mafiavenner", der socialiserede og festede sammen. Flere af disse billeder skulle i øvrigt have vist J. Edgar Hoover og Roy Cohn - også til fest med mafialederne. Eksistensen af disse billeder blev angiveligt bekræftet af journalisten Mary Nichols fra avisen Philadelphia Inquirer.
Derudover var Lansky, ifølge Susan Kaufmans erindring, en af de personer, som Rosenstiel søgte at beskytte mod juridisk undersøgelse som en del af hans børneprostitutions- og afpresningsring rettet mod højtstående embedsmænd. Rosenstiel blev angiveligt overhørt sige, at hvis regeringen "nogensinde lægger pres på Lansky eller nogen af os, vil vi bruge denne [en specifik optagelse taget til en af 'festerne'] som afpresning.”

Lansky skulle ved flere lejligheder have kaldt Rosenstiel for "Supreme Commander". Samme titel brugte Roy Cohn angiveligt om og til Rosenstiel, mens Rosenstiel omvendt kaldte Roy Cohn for "Field Commander" ("Feltkommandant") eller "sergeant major" (sergant major). Cohn kaldte desuden Rosenstiel "commander-in-chief" ("Chefkommandant").
Altså nogle titler som minder om noget man bruger i militæret, eller simpelthen direkte er militære titler. "Supreme" og "Commander" er desuden ord, som i flere sammenhænge anvendes i Frimurerordenen. Her findes fx titlen "Sovereign Grand Commander", som er den højeste titel i ordenen, og hvis man er "Sovereign Grand Commander of The Supreme Council", er man Frimurer af den absolut øverste 33. grad i Frimurerordenen i det antikke skotske rite - og medlem af det øverste råd i logen.
Dette er interessant fordi Rosensteils nære ven J. Edgar Hoover faktisk var netop Frimurer af 33. grad i det skotske rite. Det samme var den person som Rosensteil "tilfældigt" mødte på sin ferie ved den franske riviera - Winston Churchill. Churchill hjalp - som tidligere nævnt - Rosensteil i sit forretningsliv med rådet, om at satse på sin spiritusforretning efter forbuddets kommende ophævelse.
Meget mere om Frimurerordenen i del 3, som identificerer andre magtfulde frimurere og desuden undersøger Frimurerordenens fundamentale værdier bl.a. gennem udvalgte prominente frimureres ytringer og adfærd.

Journalisten Douglas Valentine er kendt for sine bøger om CIAs hemmelige og prekære aktiviteter. Valentine skriver meget detaljeret og afslørende om den amerikanske regerings samarbejde med mafiaen i sin bog "The CIA as Organized Crime: How Illegal Operations Corrupt America and the World" ("CIA som organiseret kriminalitet: Hvordan ulovlige operationer korrumperer Amerika og verden"). I bogen bemærker han, at dette samarbejde førte til ekspansion af mafiaen efter krigen, og at det desuden var optakten til det fortsatte samarbejde med den amerikanske efterretningstjeneste.
Valentine kalder regeringens samarbejde med mafiaen for en "faustiansk pagt". "Til gengæld for tjenester ydet under krigen blev mafiabosserne beskyttet mod retsforfølgelse for snesevis af uopklarede mord," skriver han. Han påstår ligefrem, at mafiaen var "en beskyttet gren af CIA, som co-opterede kriminelle organisationer rundt om i verden og brugte dem i sin hemmelige krig" mod Sovjetunionen og Kina. Valentine mener, at mafiaen kom ud af Anden Verdenskrig "mere energisk og med mere magt", og at den "kontrollerede byer over hele landet".
Valentine fortæller i øvrigt også om, hvordan CIA ikke bare undlod at gøre noget imod organiseret narkotikasmugling, men simpelthen selv blev involveret i trafikken. Det skete angiveligt bl.a. ved at søge at beskytte sin korrupte mexicanske søsterorganisation og samarbejdspartner Det Føderale Sikkerhedsdirektorat - DFS (Dirección Federal de Seguridad). DFS blev etableret samtidig med CIA i 1947 og fungerede som mexicansk efterretningstjeneste og hemmeligt politi indtil 1985, hvor organisationen blev opløst midt i flere narkoskandaler i landet. DFS og den mexicanske narkohandel blev i stigende grad sammenflettet efter 1963, skriver forfatteren Peter Dale Scott i sin bog "Deep Politics" ("Dyb politik"). Bogen behandler bl.a. CIA, narkotikasmugling og forbindelsen til DFS. De sidste to DFS-chefer blev tiltalt for smugling og mord, i årene op til lukningen af den organisation de styrede, påpeger Scott. Også Scott fortæller om CIA's forbindelser til organiseret kriminalitet - foruden efterretningstjenestens kontrol og trafik med narkotika.

Magasinet Salon fortæller ligeledes om mafiakorruptionen i CIA:
Den kontroversielle efterretningstjeneste havde også tætte forbindelser til Meyer Lanskys medarbejdere, såsom PR-manden Edward Moss, der arbejdede i hovedstaden Washington, D.C.
Mafiaen - ledet af Lansky - og cubanske politiske ledere bag 1952-statskuppet i Cuba hyrede Moss til at lave Public Relations- og kommunikationsarbejde for sig. Lansky og Luciano havde omfattende forretningsforetagender i Cuba - bl.a. casinoer - og samarbejdede tæt med de indflydelsesrige cubanske politikere.
Dokumenter i Edward Moss' CIA-fil afslører, at han havde "langvarige forbindelser" til organiseret kriminalitet i USA. En rapport fortalte, at:
"Moss' operation ser ud til at være regeringskontrakter for underverdenen og lader sandsynligvis mafia-penge komme op til overfladen i legitime aktiviteter."

Andre CIA-optegnelser rapporterede, at Edward Moss i begyndelsen af 1950'erne arbejdede med administration af våbenproduktion i Department of Commerce (Handelsministeriet). CIA-generalinspektør J. S. Earman erkendte, at agenturet havde en "interesse" i Moss, og ifølge et CIA-memorandum skulle Moss, øjensynligt endda have været i kontakt med præsident Kennedys stab, "så de kunne blive informeret om hans aktiviteter".
Harry "Happy" Meltzer var en anden Lansky-medarbejder - professionel lejemorder - der samtidig var et CIA-aktiv. I december 1960 bad CIA mafia-lejemorderen Meltzer om at slutte sig til CIAs lejemorder-team.
Ud over sit samarbejde med CIA var Lansky - som tidligere nævnt - også forbundet med den spæde israelske efterretningstjeneste, allerede i forbindelse med etableringen af staten Israel. Efterfølgende blev der etableret et løbende økonomisk samarbejde med Tibor Rosenbaum, en våbenindkøber og højtstående embedsmand i Israels Mossad. Rosenbaum stiftede banken – International Credit Bank of Geneva – der angiveligt fungerede som det israelske forsvarsministeriums bank og samtidig hvidvaskede Lanskys kriminelle gevinster. Banken recirkulerede pengene til lovlige amerikanske virksomheder.
Meyer Lanskys forsøg på seksuel afpresning af magtfulde mennesker skulle angiveligt gå så langt tilbage som til 1939, hvor det hævdes at Lansky benyttede en kvinde ved navn Virginia Hill til formålet.
Virginia Hill var fra begyndelsen af 1930'erne en del af den organiserede kriminalitet omkring kendte amerikanske mafialedere. Hun blev kurer for Al Capone-banden Chicago Outfit i midten af 1930'erne, og blev desuden kæreste med gangsteren Bugsy Siegel (m.fl.).
Lansky sendte Virginia Hill til Mexico, hvor hans forbindelser havde etableret en narkoring, for at forføre adskillige "toppolitikere, hærofficerer, diplomater og politiembedsmænd."
En af de helt store successer med metoden var angiveligt, da Lansky opnåede kompromitterende billeder af FBI-direktør J. Edgar Hoover, som viste "Hoover i en slags homoseksuel situation". Billederne viste, Hoover involveret i seksuel aktivitet med sin mangeårige ven, FBI's vicedirektør Clyde Tolson.
Ifølge flere mafiafolk (heriblandt Lansky selv) skulle de på den baggrund have haft kontrol med FBI-chefen.
FBI-direktørens lukkede øjne for den voksende amerikanske mafia blev bemærket af det amerikanske parlament Kongressens egen kriminalitetskonsulent, en mand ved navn Ralph Salerno. Han fortalte i 1993 forfatteren Anthony Summers, at Hoovers "bevidste uvidenhed" "tillod organiseret kriminalitet at vokse sig meget stærk i økonomisk og politisk henseende". På den baggrund blev mafiaen "en meget større trussel" end den ville have været, hvis problemet var blevet behandlet tidligere, mente Salerno.

I 1976 kom det også frem, at Meyer Lansky havde forsøgt at "kompromittere den amerikanske udenrigsminister Henry Kissinger med en filmstjerne". Det blev angiveligt iscenesat af Lanskys berømte mafiaadvokat og "juridiske talerør" Sidney Korshak. Kilderne til oplysningerne var ifølge nyhederne dengang myndighederne selv. Der blev også informeret om CIA's succesfulde forsøg på at sex-afpresse John F. Kennedy samt FBI's forsøg på at sex-afpresse Martin Luther King.

Eva Dubin og James Tisch sammen til fest i New York i 2017

Hoover og Rosenstiel: Det tætte venskab mellem FBI-chefen og spiritusbaronen
Lewis Rosenstiel og J. Edgar Hoover havde et langt og tæt venskab, som angiveligt strakte sig tilbage til 1950'erne. Rosenstiels FBI-fil placerede det første Hoover-Rosenstiel-møde til at finde sted i 1956, og afslørede desuden, at spiritusbaronen i høj grad lobbyede Hoover til at hjælpe med sine forretningsinteresser.
Kort efter deres første "officielle" møde blomstrede det offentlige forhold mellem de to mænd, og Hoover sendte endda Rosenstiel blomster, da forretningsmanden blev syg. Rosenstiel skulle angiveligt under et møde i 1957 have sagt til Hoover; "dit ønske er min befaling." Deres forhold forblev tæt og intimt op gennem 1960'erne og frem.
Ligesom Rosenstiel var Hoover kendt for at samle afpresningsmateriale på både ven og fjende. Hoovers kontor indeholdt "hemmelige filer" om adskillige magtfulde menneskers sexliv i Washington og mange andre steder - filer han brugte til at opnå tjenester og beskytte sin status som FBI-direktør.
Han havde fx en fil om Robert Kennedy, og hans angivelige møde med Marilyn Monroe, lige før hun døde af en overdosis. Dette dødsfald er officielt registreret som et formodet selvmord, men flere mener, at det forholder sig anderledes. En tidligere Los Angeles politimand hævder fx, at Robert Kennedy myrdede Monroe for at undgå afsløring af broren og præsidenten John F. Kennedys affære med Monroe. Påstanden - som kommer fra flere - skulle angiveligt være underbygget af filer fra Los Angeles Police Department (Los Angeles politi).

Nogle mener, at Hoovers egen tilbøjelighed til afpresning indikerer, at han kan have været forbundet med Rosenstiels seksuelle afpresningsoperation mere direkte. Han vidste tilsyneladende, at han var kompromitteret, og hans involvering i operationen kunne have tjent som et middel til at skaffe afpresningsviden, han eftertragtede til sine egne formål.
Et yderligere argument, der fremføres, er, at hvis Hoover kun blev afpresset af den Lansky-Rosenstiel-forbundne mafia, er det usandsynligt, at han ville have været så venskabelig over for dem ved de ofte forekomne sammenkomster.

Ifølge journalisten og forfatteren Burton Hersh var Hoover også forbundet med Sherman Kaminsky, som drev en anden seksuel afpresningsoperation i New York, der involverede unge mandlige prostituerede. Dette fortæller Hersh i bogen "Bobby and J. Edgar: The historic face-off between the Kennedys and J. Edgar Hoover that transformed America" ("Bobby og J. Edgar: Den historiske konfrontation mellem Kennedy-familien og J. Edgar Hoover som ændrede Amerika").
Denne afpresningsoperation blev stoppet og undersøgt i 1966 i en undersøgelse ledet af Manhattan-distriktsadvokat Frank Hogan. FBI overtog dog hurtigt efterforskningen, og billeder af Hoover og Kaminsky i selskab med hinanden forsvandt angiveligt fra sagens akter.

Roy Cohn: Go-to-guy for præsidenter, efterretningstjenester og mafia
Årtier efter sin død forbliver Roy Cohn en yderst kontroversiel figur. Cohn var tæt forbundet med både Det Hvide Hus, Ronald Reagan, Donald Trump, CIA, FBI og desuden lederne fra mindst et par af New Yorks mest berygtede mafiafamilier. Cohn havde i øvrigt også forbindelser til flere af de personer, der senere skulle befinde sig i Jeffrey Epsteins omgangskreds.
Vi hørte tidligere om Roy Cohn som vært til "afpresningsfesten" med Lewis Rosensteil, J. Edgar Hoover, den chokerede Susan Rosenstiel og de seksuelt udnyttede drengeprostituerede.

For at forstå hvem Roy Cohn var, er det vigtigt at forstå hans magtopstigning i de tidlige 1950'ere. Som kun 23 årig blev han en nøglefigur i den højtprofilerede retssag mod de sovjetiske spioner Ethel og Julius Rosenberg. Efter dødsdommen over parret blev han betragtet som "kommunistjægeren" senator Joseph McCarthys højre hånd.

Roy Cohn, portræt (World Telegram & Sun foto af Herman Hiller)

Cohn var meget aktiv i det antikommunistiske miljø i 1950'erne, og det var med stor sandsynlighed det, der ledte ham til at møde J. Edgar Hoover. Det skete første gang i 1952. Mødet er beskrevet i den tidligere nævnte Burton Hersh-bog om den historiske konfrontation mellem Kennedy og Hoover. Under dette møde udtrykte Hoover beundring for Cohns aggressive og manipulerende taktik, fortæller Hersh. Hoover bad Cohn om at "ringe direkte" til sig, når han havde oplysninger, der var værd at dele. Fra det tidspunkt handlede Cohn og Hoover "tjenester, overstrømmende komplimenter, gaver og omfattende private middage", påpeger Hersh.

Datoen og omstændighederne omkring Cohns introduktion til Rosenstiel er sværere at afklare. Det er muligt, at forbindelsen blev skabt gennem Roy Cohns far, Albert Cohn, der var en fremtrædende dommer og en indflydelsesrig skikkelse i New Yorks demokratiske parti-apparat. Det blev dengang drevet af den tidligere sherif i Bronx Edward Flynn. Det blev senere afsløret, at den demokratiske organisation ledet af Flynn havde mangeårige forbindelser til organiseret kriminalitet, herunder medarbejdere til Meyer Lansky.
I New York Magazine-artiklen "Mafiaen og maskinen" fra 1986, bliver niveauet af korruption sat i relief på denne måde:
"Der er blevet skabt så mange forbindelser, at nogle [FBI-]agenter har været nødt til at udarbejde farvekodede diagrammer (Gambino, blå; Lucchese, gul; Colombo, pink; Genovese, rød; Bonanno, grøn), for at holde styr på det komplicerede netværk, der forbinder mafiafolk og byens politiske maskine.

Uanset hvordan eller hvornår forholdet mellem Cohn og Rosenstiel begyndte, var det helt sikkert tæt: Det blev ofte sammenlignet med et far-søn-forhold. Det siges, at de ofte hilste på hinanden offentligt og forblev tæt på hinanden, indtil Rosenstiel var døden nær. Men i denne situation forsøgte Cohn at narre sin dengang knapt bevidste og senile "ven" og klient, hævdede bo-bestyrer-dommeren i sagen. Roy Cohn havde forsøgt, at få Rosenstiel til at "underskrive en omstridt tillægskode", som ville udnævne Cohn til administrator af spiritusmagnatens ejendom. Den var vurderet til 75 millioner dollars - mere end 334 millioner dollars i vore dages valuta.

Magasinet LIFE rapporterede i 1969, at Cohn og Rosenstiel i årevis havde omtalt hinanden som henholdsvis "Feltkommandant" og "Chefkommandant". Mediehenvisninger til disse "kælenavne" optræder i flere artikler fra perioden - her Washington Post.
Selvom LIFE Magazines artikel er yderst kritisk overfor Cohn, blev disse "kælenavne" af medier tilsyneladende overvejende fortolket som en pudsig anekdote - måske en spøg mellem nære venner. Men påstanden om, at den berygtede mafialeder Meyer Lansky også var blevet hørt kalde Rosenstiel "Chefkommandant", og det at Cohn og Rosenstiel senere angiveligt blev tæt involveret i den samme pædofile sexring, antyder måske, at der kan have været betydeligt mere til disse "kælenavne". Mafiaen, som både Rosenstiel og Cohn var tæt forbundet med, brugt ofte militære titler som "soldat" og "løjtnant" til at skelne rangen mellem medlemmerne af organisationen.
Cohn havde flere mafialedere som klienter i sin advikatvirksomhed, bl.a. Fat Tony Salerno, Carmine Galante og John Gotti.
Da han havde etableret sin forbindelse med Hoover, begyndte Cohns stjerne at stige endnu højere i Washington. Hoovers anbefaling af Cohn skulle blive den afgørende faktor i hans udnævnelse som senator McCarthys nærmeste rådgiver.

Efter dødsdommen mod Julius og Ethel Rosenberg blev Roy Cohn chefjurist i U.S. Senate Permanent Subcommittee on Investigations (det amerikanske senats permanente underudvalg for undersøgelser). Dette udvalg var ledet af senator McCarthy, og sammen ledte "McCarthy og Cohn masseforhørene og udrensningerne af føderale ansatte, der blev beskyldt for at være kommunister," skriver opslagsværket Britannica. "Cohn blev uundværlig i McCarthys bestræbelser på offentligt at bringe skam over formodede kommunistiske undergravende kræfter," fortæller Britannica desuden. Det var under 1950'ernes såkaldte "red scare" (USA's "kommunistforskrækkelse"). Cohn var hensynsløs og tilsyneladende urørlig som McCarthys rådgiver, og han hjalp senatoren med at ødelægge mange karrierer. Men Cohns ihærdige forfølgelse af sine personlige mål førte allligevel til en brat afslutning på den unge ambtiøse advokats succes i McCarthy-udvalget. Det skete, da han forsøgte at afpresse hæren til gengæld for positiv forskelsbehandling for sin angivelige elsker David Schine, som også var tidligere chefkonsulent for udvalgskomiteen.

Efter at Cohn blev tvunget til at forlade sin position hos senator McCarthy på grund af skandalen, vendte han tilbage til New York for at bo hos sin mor og arbejde som advokat. Ifølge Lyndon LaRouches private efterretningsnetværk (omtalt tidligere i dette kapitel) var det New York-dommer David Peck, som orkestrerede Cohns ansættelse i advokatfirmaet Saxe, Bacon and O'Shea. Dommer David Peck skulle ifølge disse oplysninger gennem en årrække have været associeret med New Yorks guvernør Thomas E. Dewey og tidligere CIA-direktør Allen Dulles. Firmaet blev senere til Saxe, Bacon og Bolan efter at Tom Bolan, en ven af Cohn, blev partner i firmaet. Efter sin ansættelse bragte Cohn firmaet en række mafia-tilknyttede kunder, herunder højtstående medlemmer af mafiafamilierne Gambino og Genovese - og selvfølgelig Lewis Rosenstiel.
Den indirekte forbindelse til Allen Dulles er interessant, fordi Dulles var CIA-direktør i perioden 1953 til 1961, hvor en del af samarbejdet med mafiaen og flere af de tidligere beskrevne ulovlige CIA-operationer fandt sted. Altså endnu to mænd som begge havde forbindelser til mafiaen: Roy Cohn og CIA-direktøren Allen Dulles.
Disse og flere andre ting beskrives i portrætbogen om Allen Dulles - "The Devil's Chessboard: Allen Dulles, the CIA, and the Rise of America's Secret Government" ("Djævlens skakbræt: Allen Dulles, CIA og opstigningen af USA's hemmelige regering"). I beskrivelsen af denne bog står der, at Dulles brugte sin tid som direktør for CIA til at fremme sine offentlige og private dagsordener. Han kaldte sig selv "udenrigsministeren for uvenlige lande" og så sig selv "som hævet over den folkevalgte lov, idet han manipulerede og undergravede amerikanske præsidenter i forfølgelsen af sine personlige interesser og interesserne hos den rige elite, han regnede som sine venner og klienter". Dette skete "i samarbejde med nazi-kontrollerede karteller, tyske krigsforbrydere og mafiosi i processen".
"Dulles forsøgte at ramme udenlandske ledere med attentatmord og væltede nationalistiske regeringer, der ikke var i overensstemmelse med hans politiske mål, og han brugte disse taktikker til at fremme sine mål i sit hjemland".

Dulles er den CIA-direktør, som har siddet længst på posten, og han har fået et lidt særligt ry i eftertiden. Under Kennedy-administrationen mødte Dulles stigende kritik. I efteråret 1961 blev Dulles og flere af hans nærmeste betroede medarbejdere tvunget til at træde tilbage. Det skete efter den mislykkede militæroperation i Cuba "Bay of Pigs Invasion" ("Invasionen ved Grisebugten"). Desuden kom det frem, at CIA havde stået bag flere forfejlede mordforsøg på Cubas kommunistiske leder Fidel Castro i samarbejde med amerikanske mafiafolk. Den 28. november 1961 overrakte præsident John F. Kennedy den nationale sikkerhedsmedalje til Allen Dulles ved CIA's hovedkvarter i Langley, Virginia. Dagen efter, den 29. november, udsendte Det Hvide Hus et opsigelsesbrev, som var underskrevet af Dulles. Allen Dulles havde som nævnt flere ting til fælles med Roy Cohn, bl.a. hensynsløshed og mafiaforbindelser. De havde også begge et anstrengt forhold til Kennedy-familien. Dulles bl.a. af ovennævnte årsag. Cohns anstrengte forhold til Kennedy-familien kom nok kraftigst til udtryk i hans relation til Bobby Kennedy, som ligefrem angiveligt hadede Cohn.

I denne Esquire-artikel "Don't Mess With Roy Cohn" ("Rag ikke uklar med Roy Cohn") fra 1976, beskrives Roy Cohn bl.a. således:
"Roy Cohn har grund til at være tilfreds - han har overlevet flere kriser end Richard Nixon. I begyndelsen af halvtredserne var han den arrogante kommunist-plagende advokat for senator Joseph McCarthy, den 26-årige, der truede med 'at ødelægge hæren', hvis hans ven David Schine ikke fik favoriseret behandling
...
I tresserne blev han tiltalt fire gange (den første sag endte i en retssag) og altid frifundet. Han har været udsat for adskillige retlige irettesættelser for uetisk adfærd, fået smæk over hånden i civile sager og er blevet pålagt at betale erstatning. I halvfjerdserne er han blevet tiltalt for overtrædelse af Illinois banklovgivning; Skattevæsenet har revideret hans selvangivelser for de sidste nitten år og beslaglagt nogle af hans aktiver. Han har været mål for kritik og insinuationer om sin etik, sin økonomi, sit personlige liv. Han er endda blevet anklaget for at have konspireret om at myrde en ung mand. Roy Cohn, siges det, er personificeringen af ondskab."

Esquire fortæller også, at den amerikanske forfatter Lillian Hellman henviste til Cohn, Schine og McCarthy som "Bonnie, Bonnie og Clyde".

Og i denne historiske artikel i et LGBT-magasin om "The Gay McCarthyites" ("De bøssede McCarthyister") står der bl.a. om Roy Cohn:
De få mennesker, der vidste, at han foretrak sex med mænd, var i fare for at fremprovokere Cohns vrede og lide under konsekvenserne af hans hensynsløse anvendelse af magt. Cohns intense offentlige homofobi gjorde det endnu sværere for dem, der var vidende om det, at udfordre hans personlige liv - endnu mindre hans åbenlyse hykleri. I løbet af hans atten måneders tjeneste for senator McCarthy, havde Cohn ingen forbehold over for at bruge andre menneskers homoseksualitet til at ødelægge dem.

Orgier i Hotel Plazas suiter - hvad skete der i nr. 233?
Forbindelserne, som Roy Cohn opbyggede i løbet af 1950'erne, gjorde ham til en velkendt offentlig person og udmøntede sig i stor politisk indflydelse, der toppede under Ronald Reagans præsidentperiode. Ud fra sin kendte opførsel i det offentlige rum blev Roy Cohn i flere sammenhænge i medier kaldt ondskabsfuld, men i sin skjulte opførsel i sit private liv var denne betegnelse tilsyneladende endnu mere uhyggelig konkret. Efterhånden som Cohn opbyggede sit offentlige image, udviklede han - at dømme ud fra flere vidneudsagn - også et mørkt privatliv, præget af den samme pædofile afpresningsvirksomhed, som hans nære ven Lewis Rosenstiel tilsyneladende startede.
Lewis Rosenstiel begik i 1958 den fejl at invitere sin daværende kone, Susan, med til "afpresningsfest". Den fandt som tidligere nævnt sted på Manhattans Plaza Hotel, suite 233, og festen var tilsyneladende arrangeret af Roy Cohn.
Susan Rosenstiel beskrev Cohns suite som en "smuk suite ... alt sammen udført i lyseblåt" ("Official and confidential: The secret life of J. Edgar Hoover" side 254). Derudover var der detaljerne om, at Cohn, Hoover og Rosenstiel havde sex med unge drenge, og desuden at den drag-udklædte Hoover fik oralsex af disse drenge, mens han læste op fra Bibelen.
Susan Kaufman stod ikke alene med sine anklager. New Yorker-advokaten John Klotz, der havde til opgave at efterforske Cohn for en sag længe efter Susan Kaufmans vidneudsagn, fandt også beviser for eksistensen af den "blå suite" på Plaza Hotel og dens rolle i en sexafpresningsring. Det var efter, at han havde finkæmmet lokale myndigheders dokumenter og oplysninger indsamlet af privatdetektiver. John Klotz fortalte senere journalisten og forfatteren Burton Hersh, hvad han havde fået ud af sine undersøgelser:
"Roy Cohn ydede beskyttelse. Der var en flok pædofile involveret. Det var der, Cohn fik sin magt fra - afpresning."

I artiklen om den chokerende oprindelse til sagen om Jeffrey Epstein fortælles om endnu en professionel undersøger, der bekræfter anklagerne: Den tidligere efterforsker og leder af afdelingen for menneskehandel og sædelighedsforbrydelser i New Yorks politi James Rothstein. Han skulle have hævdet, at Roy Cohn overfor ham indrømmede at være en del af en seksuel afpresningsoperation med børneprostituerede rettet mod politikere.
Rothstein er citeret for følgende udtalelse om Roy Cohn:
"Cohn’s job var at handle de små drenge. Lad os sige, at du havde en admiral, en general, en politiker fra kongressen, som ikke ville være med til det, der var på programmet. Cohn's job var at sætte en fælde for dem, så ville de acceptere det. Cohn fortalte mig det selv."

Rothstein fortalte senere journalisten Paul David Collins, at Cohn også havde identificeret sin seksuelle afpresningsoperation som en del af datidens antikommunistiske korstog.
Dette korstog var som tidligere omtalt en del af en større statslig kampagne i USA - med senator McCarthy i spidsen. Cohns udtalelse antyder således måske, at elementer blandt myndigheder - fx Hoovers FBI - kan have været involveret i betydelig større udstrækning end blot Hoovers eget personlige engagement. Konkret ved man, at FBI i ganske vid udstrækning koordinerede sit arbejde med senator McCarthy og assistenten Roy Cohn gennem det meste af USAs "kommunistforskrækkelsesperiode" op igennem 1950'erne. Pædofiliafpresningsoperationens forbindelse til efterretningsmiljøet bliver også omtalt i John Klotz' bog "Roy Cohn and the Assasination of John F. Kennedy" ("Roy Cohn og mordet på John F. Kennedy").

Susan Kaufmans påstande om Roy Cohn understøttes også af et misbrugsoffer fra en helt anden del af verden. I en årrække blev flere drenge misbrugt seksuelt på drengehjemmet Kincora i Belfast i Nordirland. Det skete fra slutningen af 1950'erne indtil drengehjemmets lukning i 1980. Her var der en dreng, Richard Kerr, som hævdede, at han var blevet misbrugt af ingen anden en netop Roy Cohn. Senere i denne online bog skal vi høre mere om overgrebene i Kincora - og Roy Cohns angivelige rolle heri (se del 2 kapitel 3 og 4).

Cohn omgav sig i sit jetsetliv med mange forskellige unge mænd. Mennesker tæt på Cohn bemærkede ofte, at han som regel var omgivet af grupper af unge mænd - men de tænkte ikke nærmere over det. Lignende kommentarer om Jeffrey Epstein tilbøjelighed for mindreårige blev udtalt af dem, der var tæt på ham, inden han blev anholdt.
Den kontroversielle republikanske politiske lobbyist Roger Stone - der ligesom Donald Trump var protegé af Roy Cohn - udtalte sig mere direkte end de fleste om Cohns sexliv. I et interview til magasinet The New Yorker i 2008 sagde Stone:
"Roy var ikke bøsse. Han var en mand, som kunne lide at have sex med mænd. Bøsser var svage, feminine. Han virkede bare altid til at have de her unge blonde mænd omkring sig. Det blev aldrig diskuteret. Han var interesseret i magt og adgang".

Man kan sammenligne dette citat med det, som Donald Trump senere udtalte om Jeffrey Epstein:
"Jeg har kendt Jeff i 15 år. Fantastisk fyr. Han er rigtig sjov at være sammen med. Det bliver endda sagt at han kan lide smukke kvinder lige så meget som jeg gør, og mange af dem er til den unge side. Ingen tvivl om det - Jeffrey nyder sit sociale liv."

Donald Trump kendte også Roy Cohn tæt: Cohn fungerede angiveligt simpelthen som "berygtet fixer" for Trump. "Fixer" betyder ifølge ordbogen typisk "en person, der griber ind for at sætte nogen i stand til at omgå loven eller opnå en politisk tjeneste".

Det værd at bemærke, at Donald Trump købte Hotel Plaza i 1988, hvor sex-ringens aktiviteter tilsyneladende fandt sted. Dengang tilstedeværende festdeltagere til Donald Trumps fester har siden fortalt ting, der peger i samme retning: Bl.a. at Trump, da han ejede Hotel Plaza, var vært for fester i hotellets suiter, hvor unge kvinder og piger blev introduceret til ældre, rigere mænd. Desuden har disse mennesker også hævdet, at "ulovlige stoffer og unge kvinder blev delt rundt og brugt".
E mandlig model ved navn Andy Lucchesi, som havde hjulpet til med at organisere nogle af disse fester for Trump, blev spurgt til alderen på disse unge kvinder. Han udtalte:
"Mange piger, 14, lignede 24. Det er så saftig, jeg kan blive. Jeg spurgte aldrig hvor gamle de var; jeg deltog bare. Jeg deltog også i aktiviteter, som ville være kontroversielle."

Hoovers afpresningsfiler på senator McCarthy
Det er også værd at bemærke, at blandt FBI-chefen Hoovers mange "hemmelige" afpresningsfiler var der angiveligt en ganske betydelig sagsmappe på senator Joeseph McCarthy. Indholdet i denne mappe skulle ifølge disse oplysninger kraftigt indikere, at senatoren selv var interesseret i mindreårige piger. Ifølge journalist og forfatter David Talbot, som skrev bogen "The Devil's Chessboard", var Hoovers mappe på McCarthy "fyldt med foruroligende historier om McCarthys vane for fordrukne begramsninger af unge pigers bryster og numser." - "Historierne var så vidtspredte at de blev 'almindelig viden' i hovedstaden".
I bogen citeres chefen for avisen Chicago Tribunes Washington-kontor, Walter Trohan for dette udsagn:
"Han kunne bare ikke holde hænderne væk fra unge piger."

Om Trohan havde været vidne til McCarthys vane med at befamle unge kvinder, eller simpelthen havde set McCarthy voldtage en mindreårig er uklart. Men denne senere udtalelse tyder måske mest på det sidste:
"Hvorfor den kommunistiske opposition ikke plantede en mindreårig på ham og opfordrede til en dom for voldtægt, ved jeg ikke."

Måske havde amerikanske kommunister ikke samme afpresningsekspertise som McCarthys allierede og nære medarbejdere?

Cohns pædofile katolske venner - kardinalerne Spellman og McCarrick
De forskellige påstande om Cohns pædofile aktiviteter og hans angivelige værtskab til "festen" i Plazas suite 233 har givet anledning til flere overvejelser. Et spørgsmål, der er blevet rejst, er, hvem Cohn mon ellers potentielt servicerede med mindreårige. I den forbindelse har flere overvejet Roy Cohns tætte venner i det katolske ærkebispedømme i New York.
Ud over sine mafiakunder havde Cohn nemlig også det katolske ærkebispedømme i New York som kunde, og en af Cohns nære venner var lederen for denne kunde, kardinal Francis Spellman fra ærkebispedømmet i New York.
Spellman var en af de mest magtfulde skikkelser i den katolske kirke i Nordamerika. Han blev simpelthen kaldt "Amerikas pave". Kardinal Spellman er også både blevet anklaget for at acceptere pædofili i den katolske kirke - og for selv at forgribe sig på drenge. Spellmans homoseksualitet var angiveligt så synlig, at flere præster i New York-området omtalte ham som "Mary". Kardinalens hang til pædofile overgreb skulle være ligeså fremtrædende. Spellmans "kælenavn" er pudsigt nok præcis det samme, som FBI-chefen J. Edgar Hoover ønskede at blive kaldt, når han var klædt i kvindetøj og gik forrest i den seksuelle udnyttelse af mindreårige drenge i Plazas suite 233 - ifølge Susan Kaufmans foruroligende påstande. Når navnet "Mary" bruges som her, må det selvfølgelig hentyde til Jesus' mor, Jomfru Maria. Vi hørte jo også, at Hoover angiveligt læste højt fra Bibelen, mens han misbrugte de to drenge. I Den Katolske Kirke dyrkes Jomfru Maria som en gudinde - stik imod hvad Bibelen ellers siger. Mere om dette i del 4 kapitel 2. I del 3 kapitel 4 skal vi høre om, hvad der måske er baggrunden for denne afgudsdyrkelse - bl.a. i afsnittet "Baphomet, transseksualitet og Babylons gudinde Inanna".
Apropos J. Edgar Hoover og Kardinal Spellman så skulle netop Hoover - ifølge flere forfattere til Hoover-biografier - have haft en fil, der beskrev kardinalens homoseksuelle sexliv. Dette hævdes bl.a. i artiklen "21 Gay Popes, Cardinals and Assorted Catholic Leaders" ("21 homoseksuelle paper, kardinaler og diverse katolske ledere", side 16) og af Curt Gentry i bogen "J. Edgar Hoover, The Man and the Secrets" ("J. Edgar Hoover, Manden og hemmelighederne", 1991). Påstanden menes af nogle at være yderligere indikation af Spellmans mulige tilknytning til den pædofile sexring, hvor både Cohn og Hoover angiveligt var personligt involveret. Spellman skulle desuden angiveligt være blevet set til mindst en af Cohns "afpresningsfester".

I 1958 præsteviede Spellman den senere afsatte pædofile kardinal Theodore McCarrick, som også var ven med Roy Cohn. De to mænds venne-relation kan fx ses af denne New York Times-artikel fra 1973: "Several Hundred Friends Salute Roy Cohn, a Lawyer for 25 Years" ("Flere hundrede venner hilser Roy Cohn, advokat i 25 år"). Med til denne hyldestfest for Cohn var Theodore McCarrick, sammen med mange andre venner af Cohn; seks højesteretsdommere, politiske ledere i New York, gejstlige repræsentanter for den katolske kirke, ledende forretningsmænd, nyhedschefer og advokater. Theodore McCarrick kom som repræsentant for den daværende ærkebiskop af New York, Kardinal Cooke. Vennerne var samlet til fejring af Roy Cohn i Grand Ballroom på Biltmore Hotel, og for at samle penge ind til to velgørende organisationer: Cardinal Spellman Foundation og Roy Cohns American Jewish League Against Communism (amerikanske jødiske liga mod kommunisme). "Det er vidunderligt at være sammen med mine venner", udtalte Roy Cohn i sin tale til gæsterne.
New York Times skriver desuden:
"I spidsen for lovprisningen af den 46-årige Hr. Cohn var præsident Nixon, som i et brev ønskede ham 'de hjerteligste lykønskninger og bedste ønsker.'"

Roy Cohn døde i 1986 af komplikationer fra AIDS, og der var i årene op til hans død flere artikler om succesadkovatens fysiske nedtur. I denne Washington Post-artikel fra 1985 om Cohns liv og "meget offentlige død" står der:
"Altid en magnet for omtale - hvad enten det er som drenge-anklager i Rosenberg-spion-retssagen eller som mafiaforsvarsadvokat, uanset om han snurrer rundt med kardinal Spellman på sin yacht eller rådgiver J. Edgar Hoover, uanset om han promoverer sværvægtsmesterskaber eller giver den gas på Studio 54 - Cohn har ikke gjort noget for at modvirke den uhyggelige fascination af, hvad tabloiderne kalder denne 'dødslejekamp.'"

Studio 54 var en berygtet New Yorker-natklub, der i slutningen af 70'erne var kendt for sine gæstelister med alverdens kendisser, svære indgangskrav, ekstravagante begivenheder, udbredt stofmisbrug og seksuel hedonisme.

Senere i Washington Post-artiklen står der:
"Monsignor Eugene V. Clark, privatsekretær for kardinalerne Spellman og Cooke, husker, at Cohn ofte besøgte Spellman, 'der nød hans samtale ... Roy vidste, hvordan tingene gik politisk og socialt i New York og ville fortælle kardinalen det på den mest tværpolitiske måde ... Begge kardinaler var altid interesserede ... Han gav den slags meget nyttige råd. Han var altid villig til at finde ud af tingene, slå tingene op.'
Det så ikke ud til at genere kirkefædrene, at Cohn forsvarede Anthony (Fat Tony) Salerno, Carmine Galante og andre påståede gangstere, eller at han specialiserede sig i ondskabsfulde skilsmissesager."

En anden interessant artikel har titlen "I was groped by a man called 'Mary': The world changes but not the Catholic Church" ("Jeg blev befamlet af en mand ved navn 'Mary': Verden forandrer sig, men ikke den katolske kirke"). Heri beretter en tidligere West Point kadet, som senere blev journalist, Lucian K. Truscott IV, om hvordan han, i 1967, gentagne gange blev befamlet af kardinal Spellman. Det foregik ved et interview med kardinalen i hans private bolig bag St. Patrick's Cathedral på Manhattan i selskab med to andre West Point-kadetter og "en Monsignor, der blev præsenteret for os som kardinalens 'personlige assistent'". Den unge mand og senere journalist arbejdede for militærakademiets interne magazin "The Pointer". Han havde fået interiewet med den magtfulde kardinal, fordi hans bedstefar og Spellman var bekendte fra 2. verdenskrig.
Under interviewet befamlede Spellman åbenlyst den unge interviewer gentagne gange, men hver gang standsede kardinalens "personlige assistent" - "Monsignoren" - Spellman.
Den tidligere West Pointer fortæller om den første befamling, således;
"før jeg overhovedet nåede at stille mit første spørgsmål, lagde Spellman sin hånd på mit lår og begyndte at bevæge den mod mit skridt. Han var lige ved at nå mine private dele, da monsignoren, som stod bag ham, rakte over hans skulder og tog fat i hans håndled og lagde hånden tilbage i skødet. 'Så, så, eminence,' hviskede monsignoren til Spellman."

Mens forskellige paniske tanker farede igennem West Point-kadettens hoved, åbnede kardinalen pludselig en skuffe i sidebordet ved siden af ham og tog en forgyldt slipsespænde udsmykket med et katolsk symbol og rakte den til den unge interviewer - som forvirret tog imod den.
Artikelforfatteren skriver videre:
"Han gjorde det igen og igen, og jeg blev bare ved med at stille spørgsmål og registrere hans svar, som om intet var hændt. Jeg forlod kardinalens bolig den dag med et par slipsspænder, tre nøgleringe og et par guldbelagte slipsenåle.
Der var et ud-af-kroppen-aspekt ved det hele. Det var som om det skete for en anden. Der var jeg i dette ret store rum bag St. Patrick's Katedral med to af mine West Point-kammerater og denne seks fod høje 30-årige monsignor som kiggede på, og hver gang Spellman befamlede mig, tænkte jeg, at det er sidste gang, det vil ske. Jeg mener, der var tre andre mennesker til stede! Han kommer til fornuft!
Men det gjorde han ikke. Han var heller ikke noget gammelt senilt fjols. Han svarede klart på mine spørgsmål og pyntede endda sine svar med lange, dybdegående historier.

Efter interviewet var overstået, blev de unge mænd fulgt ud af assistenten.
"Monsignoren sagde ikke et ord om kardinalens opførsel, da han eskorterede os ud af kardinalens bolig. Ingen undskyldning, intet træk på skuldrene, intet."

De tre drenge tog efterfølgende på bar og drak og grinede af det hele. Men som voksen mand, da de mange skandaler omkring seksuelle overgreb i den katolske kirke for alvor brød ud, blev oplevelsen sat i et andet perspektiv. Han skriver:
"det, vi har lært om seksuelle overgreb fra præster og biskopper i den katolske kirke, har bevist, at kardinal Spellmans afslappede befamlinger den dag kun var en antydning af, hvad der foregik og havde foregået i kirken, helt sikkert i årtier, og måske i århundreder."

Derefter kommer disse betragtninger:
"Denne seneste indrømmelse af endnu en seksuel skandale i kirken kom efter afsløringer over 30 år med seksuelle skandaler, der strækker sig årtier tilbage. De omfatter den vidtrækkende og årtier lange skandale med pædofile præster, der misbruger børn, og præsters misbrug af voksne seminarister og medlemmer af deres sogne. Det hele har været kendt af kirkens ledere i årtier og er blevet dækket af en systematisk proces med at flytte krænkende præster rundt og intimidere ofre til tavshed eller om nødvendigt betale dem for at forsvinde.
Da jeg flyttede til New York i 1970 og kom i kontakt med ærkebispedømmet i New York, for at arbejde på historier om kirkens ejendomme, hørte jeg fra flere præster, jeg blev venner med, at de stadig talte om Spellman i New York-kirken, og at hans kælenavn i årtier havde været 'Mary'. At en mand så magtfuld som kardinal Spellman ville få det feminine øgenavn 'Mary' i kirken, er alt det bevis, du behøver for, at hans tilbøjeligheder var velkendte for hans medpræster og biskopper, og at deres reaktion utroligt nok var at behandle det som en vittighed.
For helvede, monsignoren var placeret lige der bag ham for at sikre, at Spellman ikke, skal vi sige, tog tingene for langt med en af de besøgende kadetter! De vidste, hvad han sandsynligvis ville gøre. Spellman var på det tidspunkt 77 og havde været præst i 51 år. Jeg er ikke i tvivl om, at hvis han var i stand til at befamle en West Point-kadet foran tre vidner i sin bolig i St. Patrick's Katedral, inklusiv en monsignor fra sin kirke, så har han brugt mange af disse år på seksuelt misbrug af andre unge mænd og måske børn. 'Mary', helt sikkert.
Seksuelt misbrug inden for den katolske kirke er ikke længere en joke."

Artiklen er fra 2019. Der er meget mere om misbrug af børn i Den Katolske Kirke i del 4 kapitel 2: "Pædofili-præsternes paradis".

Den oprindelige version til bogen "The American Pope" ("Den amerikanske pave", 1984) indeholdt fire sider med meget eksplicitte afsløringer af Spellmans seksuelle tilbøjeligheder. Men ærkebispedømmet i New York fik denne udgivelse standset, og bogen blev ændret således, at der kun stod nogle få vage sætninger om "rygter" om Spellmans seksualitet i den endelige udgivelse. Det var avisen New York Times' forlag, som stod for udgivelsen, og dette succesfulde afpresningsforløb af avisen er beskrevet i detaljer i denne artikel. Her fortælles det også, at det var privatsekretæren for kardinalerne Spellman og Cooke, Monsignor Eugene V. Clark, som var en af de primære kræfter bag presset på New York Times forlaget. Monsignor Clark var ham, som huskede, at Roy Cohn ofte besøgte Spellman - "der nød hans samtale" mv.
Den artikel er forfatttet af journalisten Michelangelo Signorile, som i en årrække har beskrevet homoseksualitet og pædofili i Den Katolske Kirke - og desuden har haft særligt historisk fokus på netop kardinal Spellman.
Signorile fortæller om et opfølgende interview, han lavede med en af dem, der var kommet med informationer til bogen "The American Pope". Interviewpersonen var C.A. Tripp, den kendte forsker fra Dr. Alfred C. Kinseys Institute for Sex Research (Alfred Kinseys Sex Research Institut). Forskeren delte nogle oplysninger, han havde om Spellmans homoseksualitet:
"I et telefoninterview med Tripp i sidste uge fortalte han mig, at hans oplysninger kom fra en Broadway-danser i showet 'One Touch of Venus', som havde et forhold til Spellman tilbage i 1940'erne; prælaten fik sin limousine til at hente danseren flere aftener om ugen og køre ham hjem til sig. Da danseren engang spurgte Spellman, hvordan han kunne slippe af sted med dette, siger Tripp, at Spellman svarede: 'Hvem vil tro på det?'
Anekdoten er også fortalt i John Lougherys historie om homoseksuelle liv i det 20. århundrede, The Other Side of Silence."

Kardinal McCarrick blev afsat af pave Frans i 2019, efter at han blev retsforfulgt for pædofile overgreb i to amerikanske retssager. Men i en alder af 93 blev han af dommerne fundet uegnet til at blive retsforfulgt for anklagerne om seksuelt misbrug af teenagere.
Sagerne omkring McCarrick begyndte for alvor at rulle, da kardinalen pludselig blev fjernet fra sit embede på grund af en underbygget påstand om, at han havde forgrebet sig seksuelt på en 16-årig alterdreng i 1971. Derefter fik et andet tidligere offer modet til at stå frem. Det betød, at det i 2018 kom frem, at McCarrick i næsten 20 år - siden starten af 1970'erne - havde forgrebet sig på en dreng i en familie, som McCarrick var tæt knyttet til. Drengen kaldte den senere kardinal Theodore McCarrick, for sin "Onkel Teddy" ("Uncle Ted").
Som årtierne gik, blev Fader McCarrick til kardinal McCarrick, et af de mest fremtrædende offentlige ansigter i den katolske kirke i USA. McCarrick var til fest med Roy Cohn for at fejre Cohns advokat-jubilæum i 1973. Dvs. det fandt sted samtidig med at McCarrick seksuelt misbrugte sine nære venners dreng, som på det tidspunkt var 13 år gammel. Misbruget startede da drengen var 11.
Men der kom også andre sager frem. Avisen New York Times skrev i juli 2018:
"Interviews og dokumenter indhentet af The New York Times efter fjernelsen af kardinal McCarrick viste, at nogle i kirkehierarkiet i årtier havde kendt til påstande om, at han seksuelt chikanerede og berørte voksne seminarister. Mandag rapporterede The Times, at en tidligere præst, Robert Ciolek, havde modtaget et forlig på 80.000 dollars i 2005, delvist på grund af påstande om, at kardinal McCarrick som biskop i New Jersey i 1980'erne havde chikaneret ham seksuelt og upassende rørt ved ham. En anden tidligere seminarist modtog et forlig på 100.000 dollars for lignende påstande i 2007."

I 2002 skrev kardinal McCarrick angiveligt en artikel, hvor han gav udtryk for sin foragt for gerningsmænd som misbruger børn - særligt dem "som barnet stoler på med baggrund i hans rolle eller hans profession". Artiklen er tilsyneladende ikke længere at finde online, men i 2018 skrev The American Conservative en artikel med titlen "Uncle Teddy, Boy Raper", ("Onkel Teddy, drengevoldtager"), som refererede til McCarricks udmeldinger, og hvor man også kan læse uddrag af hans kraftige afstandstagen til seksuelt eller fysisk misbrug af børn. Ifølge artiklen i The American Conservative skulle McCarrick bl.a. have skrevet:
"At skade et barn eller en ung gennem seksuelt eller fysisk misbrug er altid afskyeligt og skal fordømmes, uanset hvem gerningsmanden er, men når gerningsmanden er en, som barnet stoler på med baggrund i hans rolle eller hans profession, bliver det forkerte, der gøres mangedobbelt og så meget desto mere forfærdeligt."

McCarrick skrev angiveligt også:
"Jeg beder jer om at slutte sig til mig i bøn for ofrene for denne forbrydelse, for deres familier og også for de syge og tragiske mænd, der har forårsaget al denne smerte."

Artiklen om drengevoldtageren "Onkel Teddy" refererer bl.a. også til en artikel i Washington Post (som stadig findes online), hvori der står:
"Ved at påtage sig rollen som ledende talsmand for de amerikanske kardinaler under deres møder med pave Johannes Paul II om krisen med seksuelt misbrug, fremstod McCarrick for mange som ærlig, medfølende og engageret i at lave stærke reformer. I det ene interview efter det andet talte han om en ensartet national politik med 'nultolerance' over for præster, der misbruger mindreårige."

Washington Post-artiklen, som simpelthen hedder "Vatican's Man of The Hour" ("Vatikanets mand til tiden"), taler yderst postivt om McCarrick;
"På et tidspunkt, hvor mange ledere af den amerikanske romersk-katolske kirke er blevet kritiseret som arrogante, hemmelighedsfulde og ligeglade, har McCarrick givet den skandaleramte institution det, den så hårdt har brug for: et attraktivt offentligt ansigt."

Derefter citerer the American Conservative-artiklen nyhedshistorien om den 11-årige dreng James, der blev voldtaget gennem næsten 20 år af kardinal McCarrick: Afsnittet hvor fader Theodore E. McCarrick første gang kommer ind på drengens værelse - i et øjeblik hvor drengen er igang med at skifte fra badetøj til almindeligt tøj. Drengen står nøgen og McCarrick siger, at han skal vende sig om. Drengen vil ikke men McCarrick forlanger det tilsyneladende, hvorefter han selv smider bukserne - og siger: "Se, vi er ens. Det er OK, vi er ens."
Dette var begyndelsen på et seksuelt misbrug, der ville vare i næsten 20 år, konstaterer journalisten.

Da det kom frem, at McCarrick var blevet afsat pga. misbrug af en anden dreng, havde det store konsekvenser for James. Den nu 60-årige mand faldt på knæ og takkede Gud for, at han endelig kunne fortælle sin historie: "Jeg kan fortælle nogen om det, og nogen kommer til at tro mig," fortalte han angiveligt hulkende, da han genfortalte øjeblikket. I forbindelse med sagen bad han om at få sit efternavn hemmeligholdt for at beskytte sine søskende.

Spellmans, McCarricks og Cookes assistenter

Artiklen om drengevoldtageren "Onkel Teddy" gennemgår også - via flere nyhedscitater - omstændighederne omkring nogle af de andre voldtægtssager, der fremkom om kardinal McCarrick. Derefter afsluttes den således:
"Læs de ord fra hans klumme fra 2002, en version som han gentog igen og igen, da skandalen var brændende varm, for at forsøge at berolige de troende og alle andre. Hele tiden vidste han, hvem han selv var, og hvad han havde gjort. Denne mand er en sociopat.
Hvor mange kardinaler og biskopper vidste, hvad han var, og vendte det blinde øje til? Hvem er i hans biskoppelige netværk? Hvem beskyttede ham i Rom? Hvorfor er der stadig mennesker i kirken, der beskytter ham nu?
Hvor billig tror de, at tillid er?
Frygter disse mennesker Gud?"

De mange overgrebssager har også ledt til selvransagelse i store dele af den katolske kirkes egne rækker. Kardinalparret Spellman og McCarricks pædofile tilbøjeligheder har desuden sat nogle ubehagelige tanker igang hos flere oprigtigt bekymrede katolikker. I en artikel i britiske Catholic Herald - "How McCarricks Happen" ("Hvordan McCarrick'er sker"), overvejes betydningen af de mange ligheder mellem Spellman og McCarrick. De var begge kardinaler, pavers fortrolige, mediedarlinger og venner med magtfulde toppolitikere og velhavende erhvervsfolk.
"Selv om man ser bort fra det specifikke emne om seksuelt misbrug, minder meget andet i Spellmans biografi underligt meget om Teds", skriver de to forfattere, som er henholdsvis professor i teologi og religionssociologi og PhD i tværkulturel psykologi. Derefter opremser de fire eksempler på ligheder mellem de to mænd (nedenstående er citater fra artiklen):

"Flittige netværkere, ikke mindst i Rom, med tætte forbindelser til en pave? Spellmans nære ven Pius XII greb ind for at 'give ham New York', ligesom John Paul II gjorde for at sende McCarrick til Washington, D.C.
Imponerende fundraisere med nogle tvivlsomme regnskabspraksisser? Spellman var blandt andet en nyttig kanal til at få amerikanske kontanter til Vatikanet.
Ekspertlæsere af den politiske stemning? Spellman var anti-kommunisten par excellence i en tid med et feberhøjdepunkt i anti-kommunisme. Det tjente ham (og for at være retfærdig, den amerikanske katolicisme som helhed) rigtig godt. Umiddelbart var McCarrick et meget anderledes politisk dyr. Men også han passede perfekt til sin tid, hvilket hans varme forhold til både Bush'er og Obama'er - og indsmigrende mediedækning fra 'Team Ted' - tydeligt beviste. Var 2018 aldrig sket, ville han helt sikkert have taget en æresplads ved sin mangeårige ven Joe Bidens indvielse.
Broderskabet mellem andre aktivt homoseksuelle præster? Dette er qua sin natur meget sværere at etablere. Men både Spellman og McCarrick rapporteres at have haft venner med lignende tilbøjeligheder i nøglestillinger, som til gengæld nød godt af den slags tjenester – attraktive opslag, gaver, betroelser, monsignorskaber – en venlig biskop kan udbetale med lethed.
Eksistensen og indflydelsen af en sådan 'lavendelmafia' har længe været formuleret af seriøse journalister og undersøgere, herunder Kenneth Woodward, Richard Sipe, Don Cozzens og Andrew Greeley - hvoraf ingen med rette kan beskyldes for at være ultrakonservative kundekaprere. Desuden er der stærke teoretiske grunde til at tro, at sådanne netværk, når de først er dannet, ville have stærke incitamenter til at beskytte og fremme deres egne."

De to artikelforfattere skriver videre:
"I lyset af alt dette er det naturligvis fristende at trække en direkte forbindelse mellem Spellman og McCarrick - en eller anden orkestreret overførsel af faklen fra den ene til den anden."

Derefter følger et citat af kardinal McCarrick. "Kardinal Spellman var en meget vigtig person i mit liv," starter McCarrick. Han begrunder det bl.a. med at Spellman viede McCarrick til præst i 1958, "sendte ham til Puerto Rico" og kort efter til det katolske universitet i Washington. "Flere år senere, da jeg blev præsident for det katolske universitet i Puerto Rico, fik jeg en chance for at kende ham bedre, og han var altid meget venlig mod mig," påpegede McCarrick.

Artiklen fortæller også om en anden kardinal, som vi kort hørte om i forbindelse med hyldestfesten for Roy Cohn - Terence James Cooke. Theodore McCarrick kom dengang til Cohns fest som repræsentant for sin overordnede: Ærkebiskop af New York, Kardinal Cooke.
Cooke blev præsteviet af kardinal Spellman i 1945, og steg hurtigt derefter i graderne indenfor den katolske kirke. Han blev både hjælpebiskop og "Vicar General" samt til sidst "installeret som ærkebiskop" - hvilket de to forfattere kalder "Spellmans tilsyneladende ønske i døden". I 1971 blev Monsignor McCarrick så Cookes sekretær. McCarrick kaldes desuden i artiklen kardinal Cookes protégé. Videre står der, med et citat fra Vatikanets McCarrick rapport:
"McCarrick lærte af kardinal Cooke vigtigheden af at give gaver til andre i kirken"

Forfatterne mener at denne evne var noget kardinal Cooke "formentlig havde hentet fra Spellman". McCarrick beklædte posten indtil 1977, hvorefter han hurtigt blev forfremmet videre op i systemet.

Derefter skriver forfatterne, at McCarrick senere selv bemærkede; "en god sekretær ... skal leve mit liv". Forfatterne påpeger, at Cooke indtog sekretærrollen i otte år, og McCarrick i seks. De var begge helt sikkert god sekretærer, konstaterer de to katolske forfattere. "Husk nu, hvad der kan være 'plausibelt mistænkt' om aspekter af Spellmans liv," skriver de videre - med henvisning til Spellmans sandsynlige homoseksualitet og pædofile tilbøjeligheder.
Husk også, at McCarrick gennem hele sin periode som Cookes højre hånd aktivt misbrugte mindreårige, ofte tog andre 'nevøer' i skolealderen med på overnatningsture og allerede havde et ry for at have 'øje for seminaristerne'."

Således mere end antyder de to forfattere, hvordan de ser muligheden for, at "faklen er blevet givet videre". Kardinal Cooke blev ifølge artiken kaldt "Cookie" mellem venner, og hele dette afsnit har overskriften "Cookie: Monster?". Med deres karakteristik af kardinal Cooke som meget konfliktsky, peger forfatterne desuden på Cookes åbenlyse ansvar for ikke at gribe ind overfor den pædofile McCarrick. Han var McCarricks overordnede og selvom han levede tæt på både Spellman og McCarrick, "forblev Cooke lykkeligt uvidende om noget som helst, der var det mindste 'mistænkeligt' på noget tidspunkt," konstaterer forfatterne sakastisk. De refererer til Cookes selvbiografi, hvor han skriver, at han "havde svært ved at forestille sig, at en person kunne have dårlige motiver"... og han "havde en tendens til at afvise fejl som menneskelige svagheder". Derefter skriver artikel-forfatterne tilsyneladende pænt indignerede:
"Udtrykket ‘culpable naiveté’ falder én ind her."
‘Culpable naiveté’ er latin for 'skyldig naivitet'.

Artiklen fremlægger også hvordan Spellman, Cooke og McCarrick havde 'alumner' (tidligere studerende under sig), som selv senere blev biskopper; omkring tre fjerdedele af disse tjente en eller flere af de tre som enten hjælpebiskop eller 'senior medarbejder'. De tegner et "stamtræ" med katolske ledere, der alle er forbundne med Spellman, Cooke og McCarrick og noterer sig, at "da McCarrick tjente både Spellman og Cooke, betyder det, at alle andre afbildet er en nær slægtning til ham, kirkeligt set."

Det er vigtigt her at understrege, at de to forfattere pointerer, at ikke alle "som kommer i kontakt med rådne æbler, vil blive ligeså rådne, som de er". Jeg skal også her understrege, at ikke alle katolske ledere - eller almindelige katolikker for den sags skyld - skal slås i hartkorn med pædofile overgrebsmænd som kardinal McCarrick. Slet ikke - selvfølgelig.

Det er ikke overraskende, at de tre kardinaler har kunnet være "så bispeligt frugtsommelige", da de var meget aktive, skriver de to forfattere. Tilsvarende "store 'dynastier' akkumuleres omkring andre store katolske knudepunkter" - her giver forfatterne Spellmans eget stift, Boston, som eksempel.
"Men hvad det viser, er den relative lethed, hvormed en enkelt, indflydelsesrig kongemager – altså en McCarrick – kan 'sammensætte bispeembederne'. Mange af disse vil uundgåeligt være hans egne protegéer og favoritter, som til gengæld er mere tilbøjelige til at hjælpe deres venner og at have en kollektiv andel i at beskytte deres protektor, hvad enten det er pga. loyalitet eller simpel egeninteresse."

I artiklen er ordene "sammensætte bispeembederne" på engelsk "stack the episcopate". Denne vendning bruges også i kortspil, hvor man kan sige "stack the cards" om at "pakke kortene" - altså når nogen snyder.

Herefter kommer følgende foruroligende - men desværre betegnende - beskrivelse:
"Bemærk her fx McCarricks vilje til at indgyde en korpsånd blandt sine gejstlige 'nevøer', og det faktum, at flere endte i 'nyttige' stillinger for at beskytte hans omdømme. McCarrick-rapporten giver et belastende 'lærebogseksempel' på netop dette: to af hans Newark-medhjælpere, Smith og McHugh, overværer ham seksuelt overfalde en ung præst og siger ingenting. McHugh bortforklarer det derefter med et træk på skuldrene til en anden præst: 'nogle gange siger ærkebiskoppen ting og gør ting, der er meget 'anderledes'.' År senere nægtede begge al viden om deres mentors seksuelle forseelser til den pavelige gesandt (hvilket banede vejen for hans udnævnelse til Washington, D.C.), og Smith kom til at skrive under på et femcifret forlig med et af hans ofre."

Dette er en yderst kort opsummering af et meget længere forløb omkring advarsler om McCarricks tilbøjeligheder til biskopper og kardinaler, som startede helt tilbage i 1994. Derefter var der flere forlig med forskellige ofre i 2005 og 2007 samt pengeoverførsler på 600.000 dollars til mere end 100 forskellige modtagere. Heraf var flere direkte involveret i vurderingen af anklagerne mod McCarrick om embedsmisbrug. Det drejede sig om bl.a. to paver, flere præster, kardinaler og ærkebiskopper. Det er der måske nogle, som vil mene, i betænkelig grad ligner bestikkelse.
Nogle af pengemodtagerne, herunder både pave Johannes Paul II og pave Benedikt XVI, havde dog angiveligt ringe tilsyn med disse transaktioner.

Et pædofilt 'fyrtårn af håb' og Babylons blasfemiske hore
Både kardinal Spellman og kardinal McCarrick havde mange venner i Washington, heriblandt flere præsidenter. Den pædofilidømte McCarrick havde - som vi netop hørte om lige før - fx "et varmt forhold til både Bush'er og Obama'er" og var mangeårig ven med Joe Biden. Denne Washington Post-artikel fortæller om kardinalens mange indflydelsesrige politiske venner, og om den relation de havde. Da McCarrick i juni 2004 holdt en evangelisk oplæsning ved en multireligiøs mindehøjtidelighed for tidligere præsident Ronald Reagan, udtalte præsident George W. Bush fx:
"Jeg vil gerne takke Hans Eminence, kardinal Theodore McCarrick. Hvilken fin mand. Sikke et fyrtårn af håb"

Tiltrædelsesprædiken for præsident Bush Jr. i 2001 af ærkebiskop McCarrick

Kardinal McCarrick holdt også tiltrædelsesprædiken for George Bush Jr. ved dennes indsættelse som præsident i 2001. Her bad McCarrick for USA og præsidenten og hans ministre og administration. Man så desuden den nyindsatte præsidents far - George Bush Sr. - ankomme sammen med sin kone Barabra Bush. Hun skilte sig i øvrigt kraftigt ud fra alle andre kirkebesøgende ved at være klædt i samme skrig-røde farve som kardinal McCarrick. Den farve nævnes gentagne gange i Bibelen, som den farve "Babylons hore" er iklædt. Babylons hore er en symbolsk kvindeskikkelse og et sted for ondskab, der omtales flere gange i den afsluttende dommedagsbog Johannesåbenbaringen i Det Nye Testamente. I Bibelen er denne kvindefigur en blasfemisk hore, pyntet med guld og ædelstene og perler, med "et guldbæger i hånden fuld af vederstyggeligheder og hendes utugts urenhed". Kvindefiguren tolkes til at være Satans repræsentant på jorden og flere mener, at denne figur repræsenterer den katolske kirke med paven i spidsen. Guldbægeret menes at være et symbol for kvindens (kirkens) ideologi og værdier, som hun også får verden til at indtage.
Bl.a. mente hele den protestantiske bevægelse anført af Martin Luther, at den katolske kirke er det antikristelige system, der refereres til i Bibelen. De tidlige protestantiske ledere mente også, at paven er den Antikrist, som Bibelen fortæller, i de sidste tider forfører hele verden (men oplever det endelige nederlag til sidst). Mere om dette i fjerde og sidste del af denne bog.

I sin bøn i præsidentindvielsesceremonien stod McCarrick foran Bush-familien og forsvarsminister Dick Chaney og bad til, at præsidenten og ministrene måtte "få visdom i deres tjeneste". I sin prædiken læste McCarrick op fra Matthæusevangeliet 6:25-33, hvor Jesus taler imod bekymringer og sammenligner mennesker med fuglene.

Tekststykket starter således:
"Vær ikke bekymrede for jeres liv, hvordan I får noget at spise og drikke, eller for, hvordan I får tøj på kroppen. Er livet ikke mere end maden, og legemet mere end klæderne? Se himlens fugle; de sår ikke og høster ikke og samler ikke i lade, og jeres himmelske fader giver dem føden. Er I ikke langt mere værd end de?"

Bush-familien har ellers haft en lang tradition for at "så og høste og samle i lade". Den er blandt de mest velhavende og magtfulde familier i landet. Og en betydelig del af formuen - hvis ikke simpelthen det meste - blev skabt i et tæt samarbejde med Nazi-Tyskland før og under 2. verdenskrig. Dette kan du læse mere om i del 3, hvor vi også ser nærmere på Bush-familiens tradition for at være del af den hemmelige klub Skull & Bones (se her og her). I denne klub dyrker magtfulde mænd bl.a. nekrofile ritualer og en selvopfunden hedensk gudinde ved navn "Eulogia", der er navngivet efter ordet "eloquence", som betyder veltalenhed eller talegaver. Begge George Bush-præsidenterne er højagtede medlemmer af den mystiske og berygtede klub, som også kaldes "Dødens broderskab".
Efter ceremonien krammede Theodore McCarrick og den nyindsatte præsident George Bush Jr. hinanden - hvorefter McCarrick blinkede til Skull & Bones-manden Bush (video ca. 1:06:20-1:06:30).

Præsident Reagan og ærkebiskop Theodore McCarrick til republikansk kampagnestop i 1988

Cohn og Epsteins - overlap og fælles venner
Vi har allerede set på flere fællestræk for Roy Cohn og Jeffrey Epstein, som har omdrejningspunktet misbrug af børn. Men de to indflydelsesrige mænd havde mere til fælles. De nød fx godt af store dele af samme magtfulde venskabskreds.
Cohn havde blandt sine venner Ronald Reagan og hans kone Nancy samt den senere præsident Donald Trump, desuden selvfølgelig mange velhavere, top mediepersonligheder, journalister og mediemoguler, tidligere CIA-direktører, utalige celebrities samt prominente advokater.
Epstein var, som tidligere omtalt, venner med både Bill Clinton og Donald Trump - og havde desuden mange af de samme berømte venner som Roy Cohn.
Epstein og Cohn delte bl.a. disse venner:
Donald Trump - som blev præsident og desuden selv fik flere overgrebs -og voldtægtsanklager på halsen.
Roger Stone - som både var rådgiver for Cohn, Trump og NXIVM, firmaet der blev dømt for menneskehandel og som hjernevaskede kvinder til at blive sexslaver.
Barbara Walters - mediepersonlighed, journalist og tv-vært på adskillige tv-programmer.
Alan Dershowitz - stjerneadvokaten, som også selv blev beskyldt for overgreb.
Rupert Murdoch - mediemogul og multimilliardær.
Mort Zuckerman - mediemogul og multimilliardær. Zuckerman var desuden forretningspartner med Epstein, fx da han i 2004 forsøgte at købe New York Magazine sammen med blandt andre den senere voldtægtsdømte Harvey Weinstein.

Roy Cohn havde desuden venner blandt ledere i jødiske organisationer som B’nai B’rith og World Jewish Congress (Den Jødiske Verdenskongres) - foruden de allerede nævnte topfigurer i den katolske kirke. Cohn er bestemt ikke den eneste magtfulde person, der har haft venner i de to jødiske organisationer. B’nai B’rith og World Jewish Congress er begge to meget indflydelsesrige organisationer.
World Jewish Congress (WJC) er en international organisation af jødiske samfund, jødiske organisationer og enkeltpersoner grundlagt i Genève i 1936. WJC arbejder for at styrke båndene mellem jøder og for at beskytte deres rettigheder og sikkerhed. Organisationen samarbejder også med regeringer og andre myndigheder om spørgsmål vedrørende det jødiske folk. WJC er en stærk politisk støtte af staten Israel, og kan som sådan ses som en zionistisk organisation. Zionisme kan defineres som en jødisk nationalistisk bevægelse, med målet at skabe og støtte en jødisk nationalstat i jødernes oprindelige hjemlandsområde.
En af forløberorganisationerne for WJC - Comité des Délégations Juives (Komiteen for jødiske delegationer) - var hovedsageligt finansieret af the World Zionist Organization (Den zionistiske verdensorganisation), som historisk har været en foregangsorganisation for arbejdet for etableringen af den israelske stat.

En af Cohns venner i WJC var, som tidligere nævnt, spritsmuglersønnen og forretningsemperie-arvingen Edgar Bronfman, der sad som leder af den magtfulde jødiske organisation fra 1981 til 2007. Edgar Bronfman var ikke kun på venskabelig fod med Clinton-præsidentparret, men mødtes i sit politiske lobbyarbejde også med fx præsident Obama og præsident George H. W. Bush. Vi skal snart beskæftige os med George H. W. Bushs okkulte baggrund og nære forbindelser til en pædofili-anklaget lokalpolitiker og en pædofil katolsk præst - samt hans egne inkriminerende handlinger.

Præsident George H. W. Bush og Edgar Bronfman

Logeklubben B'nai B'rith, okkult mysticisme, pædofili, racisme og diskrimination
B'nai B'rith er en jødisk logeklub, som i dag er blevet en serviceorganisation og NGO. B'nai B'rith betyder "Pagtens børn", hvilket henviser til den pagt, der blev indgået mellem Gud og Abrahams efterkommere i 1. Mosebog. B'nai B'rith International erklærer selv, at organisationen er "en ihærdig forsvarer af staten Israel, fortaler for global jødedom og forkæmper for menneskerettighedssagen."
Om sig selv skriver organisationen desuden, at den "er anerkendt som en vital stemme i bekæmpelsen af antisemitisme, fremme af jødisk enhed og kontinuitet". Organisationen kalder desuden bl.a. sig selv for "en leder inden for katastrofehjælp".
B'nai B'rith blev grundlagt i New York City i oktober 1843 af 12 tyske jødiske immigranter. Den var organiseret som en hemmelig broderlig logeorden i stil med Frimurerordenen. Nogle af de tolv stiftere var frimurere og Odd Fellows, fortæller denne artikel, og den tidlige struktur af B'nai B'rith "lånte en række funktioner fra frimureri og Odd Fellows". De vedtog bl.a. et hemmeligt ritual i seks niveauer (grader), og dets medlemmer havde "hemmelige genkendelsestegn", fortæller artiklen.
Også B'nai B'rith er zionistisk i sit politiske arbejde. Ifølge organisationens egne ord havde den "en vigtig rolle bag scenen" i skabelsen af staten Israel. Dette fortæller organisationen i artiklen "The Balfour Declaration and B’nai B’rith: An Important Backstage Role" ("Balfour-deklarationen og B'nai B'rith: En vigtig rolle bag scenen").
Balfour-deklarationen var en offentlig erklæring udstedt af den britiske regering i 1917 under 1. Verdenskrig, hvori den bekendtgjorde sin støtte til etableringen af et "nationalt hjem for det jødiske folk", i det daværende Palæstina. Palæstina var dengang en osmannisk (tyrkisk) region med en lille jødisk minoritetsbefolkning. Erklæringen blev skrevet i 1917 i et brev fra Storbritanniens udenrigsminister Arthur James Balfour til Lord Lionel Walter Rothschild, som var leder af det britiske jødiske samfund. Teksten til Balfour-deklarationen blev efterfølgende offentliggjort i pressen.
Lionel Walter Rothschild (1868-1937) var en britisk bankmand, politiker, medlem af Rothschild-familien og zionistisk leder. Han var desuden 2. Baron af Rothschild og ældste søn af familien Rothschilds daværende overhoved; den ligeledes uhyre velhavende finansmand Nathan Rothschild (med titlen 1. Baron Rothschild). Rothschilds ekstreme familieformue blev i vid udstrækning skabt i anden halvdel af 1700-tallet af bankmanden Mayer Amschel Rothschild (1744-1818).
Vi skal senere høre mere om flere andre medlemmer af Rothschild-familien.
Artiklen om B'nai B'riths vigtige "rolle bag scenen" for Balfour-deklarationen fortæller om den historiske begivenhed - og betydning af erklæringen. Med erklæringen forfattet og underskrevet af udenrigsminister Arthur Balfour "godkendte Storbritannien formelt et jødisk nationalt hjemland i Palæstina og lovede at 'lette' dets opnåelse," skriver B'nai B'rith. Artiklen fortæller begejstret om den jubel deklarationen vakte generelt - og særligt blandt den jødiske zionistisk orienterede befolkning. Nogle B'nai B'rith-medlemmer, som var "lidenskabeligt engageret i sagen i mere end et årti", spillede "en indirekte rolle i begivenhederne, der førte til at Deklarationen blev forfattet og acceptet". Fremtrædende blandt disse var B'nai B'rith-logerne i London og Manchester, fortæller artiklen.
B'nai B'rith fortæller også, at "de, der sluttede sig til Londons First Lodge of England" (B'nai B'rith første loge i London), "omfattede fremtrædende forretningsmænd, præster, akademikere og journalister". Herefter remser artiklen flere af de britiske jøder op, "der arbejdede på at give konkret form til drømmen om et jødisk hjemland": En rabbiner og leder af en af Londons største jødiske menigheder, grundlæggeren af den britiske zionistiske føderation i 1899 (British Zionist Federation), den fremtidige præsident for Jerusalems Hebraiske Universitet og sekretæren ved både B'nai B'riths første loge og ved det engelske del af det britiske zionistforbund. British Zionist Federation er en paraplyorganisation for mere end 30 zionistiske organisationer.
Som man ser, er der et betydeligt overlap mellem magtfulde zionistiske mænd og fremtrædende medlemmer af B'nai B'rith.

Udenrigsministeren Arthur Balfour var i øvrigt både politiker og "filosof med interesse for psykisk forskning", hvilket i praksis betyder interesse for spiritisme, telepati, clairvoyance, spådomskunst mv. Han var i 1892-94 præsident for Society for Psychical Research (Selskabet for psykisk forskning), som hævder at undersøge synske og paranormale oplevelser. Arthur Balfour hævdede også selv at have haft oplevelser med "det paranormale", som gjorde ham til en overbevist spiritist. Spiritisme, er et trossystem skabt og populariseret i midten af det 19. århundrede, der er baseret på ideen om, at der eksisterer en åndeverden af afdøde, som troende mener kan tilgås gennem "medier". "Medier" er mennesker, der hævder at være i kontakt med afdøde menneskers sjæle eller "ånder". Spiritismen hævder, at ånder eksisterer adskilt fra menneskelige kroppe, at mennesker er inkarnerede ånder, og at ånder gennemgår gentagen reinkarnation i den fysiske verden i en udvikling mod intellektuel og moralsk perfektion. Som sådan har spiritisme flere overlap med østlig mystik og moderne New Age-religiøse trosretninger.
New Age betyder "Ny tidsalder", men denne type religion har rødder i ældgamle hedenske trosretninger, der går tilbage til middelalderens alkymister og videre derfra til det antikke Babylon og Egypten. Fælles for disse trosretninger er, at de er i fundamental modsætning til Bibelen og den kristne tro. Alt dette skal vi høre meget mere om i del 3, hvor vi zoomer ind på religionerne i forbindelse med vores undersøgelse af satanisme og misbrug af børn.

Arthur Balfour var også "tilhænger af hvidt overherredømme" ("white supremacist"), fortæller denne artikel, som kan læses i det "uafhængige, jødiske, non-profit"-medie Forward.com. I en parlamentsdiskussion argumenterede Balfour - næsten som den eneste - for at fratage sorte sydafrikaenere rettigheder til bl.a. uddannelse.
"Vi er nødt til at se fakta i øjnene," sagde Lord Balfour. "Mænd er ikke født lige, den hvide og sorte race er ikke født med lige kapaciteter: de er født med forskellige kapaciteter, som uddannelse ikke kan og ikke vil ændre."
Balfour var ikke kun racist i forhold til sorte, han talte også imod jødisk indvandring til Storbritannien. Ifølge historikere holdt Balfour "lidenskabelige taler om nødvendigheden af at begrænse indvandringsbølgen af jøder, der flygtede fra det russiske imperium, for at komme ind i Storbritannien," står der i Forward-artiklen. Artiklen peger på, at Balfours støtte til zionismen "stammede fra nøjagtig samme kilde som hans ønske om at begrænse jødisk immigration til Storbritannien" - udenrigministerens forestillinger og ønsker om "hvidt overherredømme".

Det umage par Balfour og B'nai B'rith har i al fald mysticisme tilfælles. B'nai B'rith er nemlig en organisation med stærke rødder i jødisk mysticisme, bl.a. kabbalah og Talmud.
Talmud er antikke skrifttekster, som fremlægger, debatterer og fortolker den jødiske Torah - også kaldet den jødiske religiøse lov fra Mosebøgerne. Man kan måske sige, at Talmud diskuterer og udlægger, hvordan den religiøse skriftlige lære skal forstås og jødelovene praktiseres. Ordet Talmud kommer af hebraisk talmūd, som betyder "lære, studium". Talmud regnes for esoterisk viden (dvs. viden for indviede), og er som sådan en del af den okkulte tradition. Talmud knytter sig til kabbalah, som er jødisk okkult mysticisme. Talmud og kabbalah dyrkes af flere grupper af ortodokse jøder, og B'nai B'rith er en organisation med bl.a. ortodokse jøder.
Vi skal også senere i detaljer høre mere om Talmud og kabbalah. I del 3 - kapitel 3 skal vi bl.a. se på hvordan Talmud fremsætter udsagn, der virker til at retfærdiggøre og systematisere pædofili. Talmud siger bl.a. at en jødisk mand intet har gjort, hvis han har samleje med en pige under tre år. En pige, der er over tre år, "er forlovet gennem samleje", fortæller Talmud desuden (se bl.a. Talmud-tekststykket Ketubot 11b:6 og læs desuden her i denne online bog). Hvis den forlovede mand dør, kan hans bror have samleje med pigebarnet og dermed "erhverve" pigen som hustru, ifølge et andet tekststykke i Talmud (læs her).
At B'nai B'rith er tæt knyttet til ortodokse Talmud-studier kan fx ses af, at den jødiske organisation og tidligere logeklub er mangeårig samarbejdspartner med det jødiske religiøse Universitet Hillel International. Stifteren af Hillel Internatonal var en jødisk rabbiner og universitet blev startet på grund af ærgelser over de jødiske elevers manglende kendskab til den hebraiske bibel - Tanakh. Hillel er et ikke kun navnet på det moderne jødiske internationale universitet, men også på den talmudiske skriftkloge, Hillel den Ældre (også kaldet Hillel Babylonieren). På denne Hillel-side om universitets historie kan man læse om det tætte samarbejde mellem B'nai B'rith og Hillel International. Her ser man også fx et billede fra 1970 af et af Hillel-universitets "favoritminder": Studerende der, ifølge den tilhørende tekst, studerer Talmud.

Skærmklip fra Hillel Internationals hjemmeside om universitets historie

I denne tekst kan man læse, hvordan B'nai B'rith og Hillel sammen har udformet deres guidelines for universitets formål, program og politikker. Teksten har da også netop navnet "A Guide to Hillel - Purpose, Program, Policies" ("En guide til Hillel - Formål, program og politikker"). I guiden kan man desuden læse (s. 40), at universitet underviser i bl.a. Talmud og Zohar, som regnes for det vigtigste værk i den jødiske kabbalah.

Ud over det allerede nævnte indeholder Talmud også flere udsagn, der forekommmer meget diskriminerende. Fx i Bava Metzia 114b:2 hvor der står, at "det jødiske folk, kaldes 'menneske', men ikke-jøder kaldes ikke 'menneske'". Læs mere om dette aspekt i del 3 - kapitel 3. Måske var dette endnu et punkt, hvor Arthur Balfour og den talmudiske del af B'nai B'rith kunne mødes: I en effektfuld skelnen mellem folkeslag og racer.

Den tilsyneladende næsten allestedsnærværende jødiske leder Edgar Bronfman Sr. var i øvrigt også bestyrelsesformand i Hillel fra 1994 til sin død i 2013.

Her er det australske B’nai B’rith Center i Sydney, som i 2022 afholdt en udstilling om kabbalah og den jødiske mystikertradition. Udstillingen tilbød "det jødiske samfund i Sydney et unikt overblik over jødisk mystiks og kabbalas 2.000-årige sociale historie", står der i udstillingsinvitationen, som stadig i 2024 ligger på hjemmesiden for North Shore Synagogen i Sydney. "Udstillingen giver et mangefacetteret syn på jødisk mystik, understreger dens forskellige udviklinger og indflydelse på det jødiske liv gennem historien," fortælles der videre. Udstillingen omfattede desuden "undervisningsmæssig programmering i form af offentlige foredrag, meditationskurser og andre workshops".

Skærmklip fra B'nai B'riths invitation til kabbalah-udstlling

Ortodokse overgreb, forsøg på tildækning og pædofile søger ly i Israel
Både B'nai B'rith og flere ortodokse jødiske grupper er således tæt knyttet til Talmud, Zohar, kabbalah og andre jødiske esoteriske antikke skrifter. Derigennem er B'nai B'rith og disse ortodokse jødiske grupper forbundet til de tilsyneladende diskriminerende og pædofile udsagn, som kan læses i de jødiske antikke skrifter. Men nogle ortodokse jødiske grupper har desværre også haft en historik med flere konkrete sager om seksuelle overgreb på børn.
I de seneste år har der været adskillige nyhedsindslag, dokumentarfilm og artikler om seksuelt misbrug af børn i ortodokse jødiske samfund.
I dette nyhedsindslag er det fx en hasidisk ortodoks jødisk dreng, der fortæller om de overgreb han blev udsat for af en ortodoks jødisk lærer. Nyhedsindslaget fortæller desuden, at drengen løb "en stor personlig risiko, fordi at afsløre hemmeligheder i den hasidiske verden kan medføre store omkostninger". Hasidismen er en gren af jødisk ortodoks tro, som blev grundlagt i Ukraine i 1700-tallet.
Dokumentarfilmen "M" handler om jødiske Menahem, som efter 15 års selvpålagt eksil vender tilbage til sin hasidiske hjemby, hvor han konfronterer "de traumatiske barndomsoplevelser, han fik påført sig med langvarigt seksuelt misbrug".
Denne forskningsartikel behandler underrapportering af seksuelt misbrug af børn i ortodokse jødiske samfund ("The Underreporting of Child Sexual Abuse in Orthodox Jewish Communities").
Denne australske nyhedsartikel fortæller om, hvordan ofre blev udstødt af jødiske samfund efter at have fremsat beskyldninger om overgreb. Ved en kongelig kommission med fokus på seksuelle overgreb på børn fremkom flere vidneudsagn om disse omstændigheder. Ifølge artiklen blev det fremført, at "[u]ltraortodokse jøder mente, at det var en synd at indrapportere anklager om seksuelt misbrug af børn til politiet". Disse ortodokse jøder "afviste dem, der gjorde det," står der i artiklen.
"Nogle ofre i Melbourne og Sydney sagde, at de var udsat for ultraortodokse fortolkninger af jødiske love, som gjorde det til en synd at afgive vidnesbyrd mod andre jøder for sekulære organer, som f.eks. politiet. Mindst tre personer, inklusiv en rabbiner, er blevet dømt for flere lovovertrædelser om seksuelt misbrug på jødiske skoler eller centre."

I marts 2017 rapporterede den israelske avis Haaretz, at det israelske politi arresterede 22 ultraortodokse jøder for sexforbrydelser mod mindreårige og kvinder. I juli 2019 rapporterede en anden israelsk avis, The Times of Israel, at "vicesundhedsminister Yaakov Litzman blev påstået at have grebet ind for hjælpe mindst 10 seksualforbrydere fra Israels ultra-ortodokse samfund."
"Dette sker efter tidligere rapporter om, at Litzman, der selv er ultraortodoks, var blevet afhørt af politiet på grund af mistanke om, at han havde forsøgt at forhindre udleveringen af den anklagede børnemisbruger Malka Leifer til Australien."

Malka Leifer er en tidligere ultraortodoks jødisk skolerektor, der blev idømt 15 års fængsel for seksuelt misbrug af børn.
I december 2019 anholdt israelsk politi fem personer, herunder en amerikansk rabbiner, for angiveligt at have drevet en international babyhandelsring, der var målrettet mod mentalt handicappede mødre. Den amerikanske rabbiner var desuden leder af en "yeshiva", dvs. en traditionel jødisk uddannelsesinstitution med fokus på studiet af jødiske religiøse skrifter. De handicappede mødre var ligeledes del af hasidiske samfund.

I 2015 skrev den jødiske advokat Michael Lesher bogen "Sex Abuse, Shonda and Concealment in Orthodox Jewish Communities" ("Sexmisbrug, skam og fortielse i ortodokse jødiske samfund"). Bogen fortæller om, hvordan misbrugssager i jødisk ortodokse miljøer er blevet skjult for politi og offentlighed, og om hvordan indflydelsesrige rabbinere og samfundsledere har valgt at støtte påståede misbrugere mod deres ofre. Bogen fortæller desuden, hvordan ofre og vidner til seksuelt misbrug er blevet presset, og i nogle tilfælde truet, til at undlade at henvende sig til sekulære politimyndigheder for at få hjælp. Den foruroligende bog fortæller også om, hvordan nogle jødiske samfund har manipuleret retshåndhævende embedsmænd for at beskytte formodede misbrugere.

Men der er tilsyneladende en del mere at foruroliges over end blot nogle bestemte ortodokse jøder. Denne artikel handler om, hvordan mange anklagede jødiske amerikanske pædofile flygter til Israel for at undgå at blive retsforfulgt. En amerikansk organisation, der sporer anklagede pædofile, Jewish Community Watch (JCW - "Jødisk Samfunds-eftersyn"), peger på en grundlæggende juridisk problemstilling. Organisationen har erfaring for, at eftersøgte mænd og kvinder er i stand til at udnytte en særlig israelsk lov kaldet Law of Return ("lov om tilbagevenden"), som sikrer, at enhver jødisk person kan flytte til Israel og automatisk få statsborgerskab.
"Siden den lille organisation begyndte at spore anklagede pædofile i 2014, siger den, at mere end 60 er flygtet fra USA til Israel. I betragtning af dets begrænsede ressourcer til at identificere disse personer, siger JCW, at det faktiske antal sandsynligvis er meget større."

Hvor omfattende pædofilt misbrug af børn i Israel tilsyneladende er, bliver angivet af en anden organsiation, der monitorerer pædofile overgreb i Israel. "Titusindvis af pædofile opererer i Israel hvert år, hvilket fører til omkring 100.000 ofre årligt," hævder pædofili-overvågningsorganisationen Matzof Association. Det kan man læse i denne artikel fra 2020 i den israelske avis Jerusalem Post. Organisationen forsøger aktivt at holde styr på rapporter om pædofile i forskellige medier og centraliserer dataene månedligt. Matzof Association oplyser, at der alene i juli måned 2020 blev rapporteret 22 tilfælde af pædofili i Israel. Langt de fleste tilfælde forbliver dog angiveligt uanmeldt.
"I Israel opererer titusindvis af pædofile dagligt uden problemer," siger Eliran Malki, der er leder af Matzof Association.
"De er ikke afskrækket af politiet og bestemt ikke afskrækket af de foragtelige kendelser, der kommer fra hænderne på dommere i de forskellige domstole," tilføjede han og citerede en hændelse, hvor en bestemt pædofil blev sluppet fri af domstolene uden straf. Dette skete på trods af, at der var blevet fundet tusindvis af filer på hans computer med forskelligt pædofilt materiale. Retten udtalte, at det ville "skade hans karriere."

Denne artikel i det mellemøstlige nyhedsmagasin "The Cradle" hævder ligefrem, at "Israel er blevet et fristed for jødiske seksuelle rovdyr såvel som utallige svindlere, hvidvaskere af penge og krigsforbrydere." Påstanden om svindlerne understøttes bl.a. af en spillefilm om franske kriminelle jøder, der ifølge den israelske avis Times of Israel "henleder opmærksomheden i begge lande på en kriminel udkant af franske jøder," "for hvem immigration til Israel, tjener som et ud-af-fængslet-pas".
Påstanden om at Israel også er blevet et fristed for penge-hvidvaskere og andre kriminelle støttes af Organisationen OCCRP - Organized Crime and Corruption Reporting Project ("Rapporteringsprojekt om organiseret kriminalitet og korruption"). Denne artikel fra organisationen fortæller, at Israel har set en massiv øgning i organiseret hvidvaskning i bl.a. arabiske miljøer. I artiklen peger OCCRP på "politiets bevidste" "manglende interesse for reelt og grundigt at behandle spørgsmålet om kriminalitet i det arabiske samfund".

Der er mange sådanne omstændigheder omkring staten Israel, som kan vække forbløffelse. Landet har fx samarbejdet tæt med flere krigsforbrydere og top-nazister fra Hitler-tyskland. Denne paradoksale omstændighed har flere aviser beskrevet. Her er det den israelske avis Haaretz, som fremlægger informationerne i artiklen "How Israel Turned Nazi War Criminals Into Mossad Agents" ("Hvordan Israel forvandlede nazistiske krigsforbrydere til Mossad-agenter"). Mossad er som bekendt en del af det israelske efterretningsvæsen.
Også magasinet New Lines, har formidlet disse informationer i artiklen "When Israel Hired Ex-Nazi Officers" ("Da Israel hyrede eks-Nazi-officerer").

Der er også flere berømtheder, der er flyttet til Israel efter at være blevet anklaget for seksuelle overgreb. Her kan nævnes Hollywood-instruktørerne Brett Ratner og Bryan Singer samt tidligere chef for Mexicos kriminelle efterforskningsbureau, Tomas Zeron.
Brett Ratner, der er anklaget af flere kvinder for voldtægt og seksuel chikane, flyttede til Israel få dage efter at have været en gæst hos premierminister Benjamin Netanyahu ved FN's Generalforsamling i New York. Ratner var i øvrigt gæst hos Netanyahu sammen med en anden mand, der også er anklaget for overgreb, sex-traffickeren Jeffrey Epsteins ven og advokat Alan Dershowitz (se kapitel 1). Bryan Singer flyttede ligeledes til Israel efter at være blevet anklaget for voldtægt og seksuelle overgreb. I Singers tilfælde var det flere mindreårige, der hævdede at være blevet misbrugt af stjerne-instruktøren. Se del 3 kapitel 3 for yderligere info om Bryan Singers mange udfordringer med anklager om seksuelle overgreb på mindreårige drenge.
Også den tidligere top-politichef fra Mexico, Tomas Zeron, som er efterlyst i forbindelse med 43 studerendes forsvinden i det sydvestlige Mexico i 2014, flygtede til Israel. Zeron er også anklaget for at have begået underslæb for over 50 millioner dollars og desuden tortureret mistænkte. På trods af at være eftersøgt af Interpol, har Zeron boet i en eksklusiv lejlighedsbygning i Tel Aviv siden slutningen af 2019. Eks-politichefens privilegier skyldes hans bånd til den israelske teknologisektor - herunder firmaet NSO Group, der producerer det berygtede Pegasus spion-software.

Mordet på en 13-årig pige, en lynchning og fødslen af 'Anti-forhånelsesligaen'
Anti-Defamation League (ADL) er en organisation, som er udsprunget af B'nai B'rith, og som målsætning har at "stoppe bagvaskelsen af det jødiske folk". "Defamation" kan oversættes til forhånelse, spot, bagvaskelse og lignende, således at "Anti-Defamation League" betyder noget i retning af "Anti-forhånelsesligaen". Organisationen er tidligere kendt som Anti-Defamation League of B'nai B'rith (B'nai B'riths Anti-Defamation League).
ADL blev grundlagt i slutningen af september 1913, af det der dengang hed "Den Uafhængige Orden af B'nai B'rith". Det skete i kølvandet på en omstridt morddom på den jødiske mand Leo Frank, som var B'nai B'rith-præsident i Atlanta i sydstaten Georgia.
Leo Max Frank (1884 – 1915) var driftsleder på byens fabrik National Pencil Company (National blyant-virksomhed). Han blev i 1913 dømt for mordet på en 13-årig medarbejder, Mary Phagan. Nogle dage før hun blev dræbt var Mary Phagan blevet afskediget på grund af mangel på materialer, og på morddagen var hun taget til fabrikken for at kræve sin løn. Hendes lig blev indrapporteret til politiet ved 3-tiden om natten af fabrikkens nattevagt, Newt Lee. Liget lå i fabrikkens kælder og mordscenen indikerede tydelig strangulering. Kjolen var flyttet op omkring pigens talje, og en strimmel fra hendes underkjole var blevet revet af og viklet om hendes hals. Hendes ansigt var sort og ridset, og hendes hoved var forslået. En cirka to meter lang strimmel indpakningssnor var strammet i en løkke om hendes hals - så dybt, at det viste, at hun var blevet kvalt. Hendes undertøj var stadig omkring hofterne, men plettet med blod og revet op. Hendes hud var dækket af aske og snavs fra gulvet.

Politiet anholdt to personer - nattevagten Newt Lee og en ven af Mary Phagan, men de blev begge løsladt, da politiet blev overbevist om, at ingen af dem var morderen.
Leo Frank blev indkaldt til forhør - uden at være mistænkt - men blev gradvist den hovedmistænkte og blev til sidst anholdt for mordet. Herefter startede den juridiske sag, der - ligesom selve mordet - førte til utallige nyhedsartikler i pressen. Pressedækningen er senere blevet karakteriseret som bl.a. "sensationalisme", "insinuationer", "urigtige fremstillinger" og "forvrængning".

Det er uklart om offeret Mary Phagan blev misbrugt seksuelt inden hun blev dræbt. Det, der forekommer at være en majoritet, hævder, at der kun var tale om mord. Men andre hævder, at pigen desuden blev voldtaget. I al fald blev Leo Frank dømt for mord og ikke voldtægt eller anden seksuel misbrug, selvom anklagemyndighedens sag bl.a. blev bygget op omkring påstanden om, at Frank var seksuelt perverteret.

Der var både historiske spændinger mellem nord og syd og rig og fattig på spil i sagen. Leo Frank kom fra New York og var født ind i en velhavende jødisk familie. Hans onkel Moses Frank var storaktionær i National Pencil Company. På onklens invitation var Leo rejst til Atlanta i to uger i slutningen af oktober 1907 for at møde en delegation af investorer om en stilling i virksomheden. Familieforbindelsen hjalp tilsyneladende. Den unge privilegerede New Yorker begyndte officielt at arbejde ved National Pencil Company mandag den 10. august 1908. Toogtyve dage senere, den 1. september 1908, var han blevet forfremmet til driftsleder for virksomheden.

Franks retssag, domfældelse og appeller tiltrak national opmærksomhed - og historien om det makabre mord på den 13-årige fattige fabriksarbejderpige vakte desuden stor harme bl.a. i lokalbefolkningen. Efter at Frank havde udtømt sine appeller uden at opnå en omstødelse af sin dom, blev hans hængning fastsat til den 22. juni 1915. Men dagen før hans planlagte henrettelse, ændrede guvernøren dommen til fængsel på livstid, og Leo Frank blev overført til et statsfængsel ca. 150 km fra Atlanta. Mindre end to måneder senere, natten mellem den 16. og 17. august 1915, blev Frank bortført fra fængslet af en gruppe på 25 mænd fra det område hvorfra Mary Phagan havde boet, og hvor hun blev begravet - Cobb county. Mændene brød ind i fængslet, overmandede vagterne, pågreb Frank, kørte ham til Cobb county, og henrettede ham ved at hænge ham i et træ.
Lynchningen blev et symbol på sociale, politiske og racemæssige bekymringer, særligt i forhold til antisemitisme - og hele Leo Franks sag animerede altså også oprettelsen af ADL. Den sidste del omkring lynchningen af Leo Frank er blevet et af de mest berømte drab i USA's historie.
Sagen har dannet baggrund for adskillige fiktionsværker; flere bøger, film, et teaterstykke, en musical og en tv-miniserie. Der er desuden forfattet snesevis af bøger og hundredvis af artikler i magasiner, aviser og videnskabelige tidsskrifter om sagen, i nyere tid adskillige med reviderede vurderinger af sagsforløbet. Ingen af lyncherne blev nogensinde retsforfulgt eller identificeret.
Frank blev posthumt benådet i 1986. Det var mere end 70 år efter Leo Franks død, og særligt lynchningen havde på det tidspunkt i årtier været centrum for politiske holdningsudvekslinger. Denne benådning var usædvanlig idet den undlod at tage stilling til den dømtes skyld. Benådning var ellers blevet afvist tre år tidligere, netop fordi Leo Franks uskyld ikke kunne konkluderes. Det var borgerretsdirektøren for Anti-Defamation League, Charles Wittenstein, der sammen med en advokat søgte benådningen. Den benådning de fik gennemført undlod at behandle spørgsmålet om skyld eller uskyld, men blev begrundet med "statens manglende beskyttelse af Leo M. Franks person og derved bevare hans mulighed for fortsat retlig anke af sin dom". Desuden blev benådningen givet i erkendelse af, at staten havde svigtet i at fange og dømme Franks mordere, "og som et forsøg på at hele gamle sår".
Den moderne "historiske konsensus" er, at Leo Frank var en uskyldig mand dømt ved en uretfærdig retssag, fortæller denne artikel om sagen. Den er fra 2001 og forfattet af en juraprofessor ved Georgia Universitet. Artiklen citerer også to unavngivne "historikere, der nærstuderede" Leo Franks sag, for i 1956 at have skrevet, at "Leo Frank var offer for en af de mest chokerende frame-ups nogensinde begået af amerikanske retshåndhævende embedsmænd."
Artiklen omtaler desuden en unavngiven "samtidig iagttager, som oplevede de monstrøse uretfærdigheder begået mod Frank". Vedkommende skulle angiveligt kort efter lynchingen have skrevet:
"Fremtidige forfattere ... vil enstemmigt indrømme, at Leo M. Frank var offer for en forudindtaget følelse, at hans retslige rettigheder blev nægtet ham, og at hans hængning på en ensom eg var klimaks på en række åbenlyse krænkelser af retfærdigheden, som var vanærende, men som utvivlsomt vil hæve ham til positionen som ... [en] martyr."

Det bliver desuden hævdet, at flere af efterforskerne i sagen var forudindtagede imod Frank, og at anklageren i retssagen svindlede med bevismateriale og i sin korruption forsøgte at fremme sin egen politiske karriere. En central historisk kritik af anklagemyndigheden - og i sidste ende dommen - er desuden, at de baserede sig for meget på vidneudsagn fra fabrikkens pedel, James "Jim" Conley, som var under anklage for medskyldighed i mordet, og som af mange historikere menes at være den egentlige morder. Conley var en sort mand, så ligesom i forhold til Leo Frank var der racemæssige aspekter i spil. Conley endte med at blive idømt et års fængsel for medskyldighed i mordet på Mary Phagan, mens Leo Frank altså blev dømt for udførelsen af mordet.
Alle er enige om at selve mordet med stor sikkerhed blev begået af én af de to: Enten den fattige sorte fabriks-fejemand Jim Conley eller den velhavende jødiske fabrikschef Leo Frank.

Sagen har således en voldsom historisk betydning og indeholder et mord og muligt seksuelt misbrug af en mindreårig. Samtidig er forløbet knyttet til den jødiske logeorden B'nai B'rith, som vi har set have sammenhæng med flere andre magtfulde personer i denne bog. Bl.a. den angivelige børnemisbruger Roy Cohn. Forbindelsen til B'nai B'rith betyder samtidig forbindelse til jødisk esoterisme, bl.a. Talmud, som tilsyneladende berettiger systematisk seksuelt misbrug af børn helt ned til 3-årsalderen. Derfor undersøger vi sagen i dybden her.

Sagen er meget kompliceret og begge hovedmistænkte afgav urigtige oplysninger i sagsprocessen. Desuden blev efterforskningen obstrueret flere gange på opsigtsvækkende vis. I betragtning af dette er det bemærkelsesværdigt, hvordan der synes at være to meget veletablerede holdningslejre: En majoritet der med stor sikkerhed mener, at det var Jim Conley, der var morderen - og en minoritet som tilsyneladende mindst lige så sikkert mener, det var Leo Frank.

For trods strømningen mod at se sagen som et justitsmord på en uskyldig jødisk mand, er det langt fra alle, der er enige. Der er fx adskillige artikler i mediet The American Mercury (Den amerikanske budbringer), som fremlægger sagen ganske anderledes. I artiklerne fremføres rigtig mange argumenter for, hvorfor dommen mod Leo Frank var korrekt. Denne artikel fremfører fx, at Leo Franks appeller gik helt op til USA's højesteret, og at hans dom blev stadfæstet på alle niveauer. Forsvarere af Leo Frank peger på at behandlingen af Franks mange appeller var uretfærdige, at nogle af dommerne var i tvivl og lod den eksisterende jury afgøre sagen og at nye beviser blev uretmæssigt afvist. Uanset hvad der ligger bag alt dette, må man dog konkludere, at den endelige stadfæstelse af dommen ikke udelukkende bundede i en enkelt korrumperet retsag og én jury, der var forudindtaget, men derimod flere behandlinger af adskillige dommere og advokater på alle niveuaer af det amerikanske retssystem.

Denne anden Mercury-artikel om sagen, som er skrevet af den anerkendte forfatter, journalist og tv-vært William Bradford Huie, giver ikke mindre end hundrede konkrete grunde til at pilen pegede på Leo Frank. Grunde som formodentlig var medvirkende til de mange afvisninger af Leo Franks appeller.
Som første punkt peger artiklen på, at Leo Frank havde bedst lejlighed til at udføre mordet på Mary Phagan, ved at være alene med hende under rolige omstændigheder på sit eget kontor. Og Frank indrømmede selv, at han var netop dette, da hun kom for at få sin løn. Mens Frank var alene med den 13-årige pige på sit kontor på anden sal, var sagen noget anderledes for fejemanden Jim Conley. Havde Conley været morderen, "ville han have været nødt til at angribe pigen praktisk talt lige ved indgangen til bygningen, hvor han sad næsten hele dagen, hvor folk konstant kom og gik, og hvor adskillige vidner lagde mærke til Conley," fremfører William Bradford Huie.
Leo Frank havde desuden bedt Newt Lee, fabrikkens nattevagt, om at komme tidligere end normalt, kl. 16, på morddagen. Men Frank var ekstremt nervøs, da Lee ankom. Drabet på Mary Phagan var sket mellem tre og fire timer før, og hendes krop var stadig i bygningen. Leo Frank insisterede på, at nattevagten Lee skulle gå og komme tilbage to timer senere.
Da Lee derefter foreslog, at han kunne sove i et par timer på stedet, nægtede Frank at lade ham gøre det. Der var en tremmeseng i kælderen nær det sted, hvor Lee endte med at finde liget. Lee kunne også have sovet i pakkerummet ved siden af Leo Franks kontor, men Frank insisterede altså på, at Lee var nødt til at gå. Dette var i strid med firmareglen om, at når nattevagten kom ind i bygningen, måtte han ikke forlade bygningen, før han afleverede nøglerne til dagvagten. Newt Lee var blandt de mistænkte i starten, men var "åbenlyst uskyldig og havde ingen grund til at lyve, og havde haft et godt forhold til Frank og intet motiv til at skade ham," fortæller Bradford Huie desuden.
Da Lee vendte tilbage klokken seks, var Frank, ifølge Lee, endnu mere nervøs og ophidset end to timer tidligere. Fabrikschefen var så nervøs, at han ikke kunne betjene fabrikkens tidsregistreringsur ordentligt, noget han havde gjort hundredvis af gange før.
Da Leo Frank kom ud af bygningen omkring seks, mødte han ikke kun Lee, men John Milton Gantt, en tidligere ansat, som var en ven af Mary Phagan. Lee hævdede, at da Frank så Gantt, "hoppede han tilbage" - og at Frank virkede meget nervøs, da Gantt bad om lov til at gå ind i bygningen for at hente nogle sko, som han havde efterladt der. Gantt havde kendt Mary i lang tid og var en af de eneste medarbejdere, Mary Phagan talte med på fabrikken. Gantt var firmaets tidligere lønansvarlige. Frank havde fyret ham tre uger tidligere, angiveligt fordi der i lønsummen manglede omkring 1 dollar.
"Handlede Gantts fyring om, at dragen skaffede sig af med prinsen for at få prinsessen?" skriver Bradford Huie.
"Var Frank jaloux på Gantts nærhed til Mary Phagan? I modsætning til Frank var Gantt høj med klare blå øjne og smukke træk."

William Bradford Huie fortsætter sin meget lange gennemgang af Leo Franks forklaringsproblemer. I punkt seks står der, at efter at Frank vendte hjem om aftenen efter mordet, ringede han til Newt Lee og spurgte ham, om alt var "i orden" på fabrikken. Dette havde Leo Frank aldrig gjort før. Et par timer senere opdagede Lee barneliget i blyantfabrikkens kælder.
Det næste punkt udfordrer yderligere Leo Franks troværdighed: Da politiet endelig nåede frem til Frank, efter at liget af Mary Phagan var blevet fundet, nægtede Frank på det kraftigste, at han kendte den myrdede pige ved navn, "selvom han sandsynligvis havde set hende hundredvis af gange," skriver William Bradford Huie. Leo Frank gik forbi hendes arbejdsstation, hvor hun havde arbejdet i et år, hver gang han inspicerede arbejdernes område på anden sal og hver gang han gik på toilettet - og han havde udfyldt hendes lønseddel personligt ved cirka 52 lejligheder og markeret den med hendes initialer "M. P.". Vidner fortalte desuden, at Frank havde talt med Mary Phagan ved flere lejligheder, "endda kommet lidt for tæt på for at trøste hende til tider," fremfører Bradford Huie. Frank havde angiveligt "lagt sin hånd på hendes skulder og kaldt hende 'Mary'".
Da politiet opsøgte Frank dagen efter mordet for at tale med ham, var Frank så nervøs og rystede så voldsomt, at han ikke engang kunne udføre simple opgaver som at låse en dør op. Her skal det understreges at politiet ikke opsøgte Frank for at anholde ham, men blot for at få hans forklaring af forløbet, da han ikke var under mistanke på dette tidspunkt.
Punkt ni styrker heller ikke Leo Franks troværdighed: Tidligt i efterforskningen fortalte Leo Frank til politiet, at han vidste, at J.M. Gantt havde været "intim" med Mary Phagan, hvilket straks gjorde Gantt til en mistænkt. Gantt blev anholdt og afhørt og senere løsladt, da mistanken ikke kunne fastholdes. "Men hvordan kunne Frank have vidst sådan noget om en pige, han ikke engang kendte ved navn?" spørger Bradford Huie.
Også tidligt i efterforskningen, mens både Leo Frank og Newt Lee blev tilbageholdt og en vis mistanke stadig var rettet mod nattevagten Newt Lee, blev en blodig skjorte "opdaget" i en tønde i Lees hjem. Efterforskerne blev mistænksomme, da det blev bevist, at blodmærkerne på skjorten var blevet lavet ved at tørre den ubrugt af i væsken. Skjorten havde ingen spor af kropslugt, og blodet havde gennemvædet selv armhuleområdet, selvom der kun blev fundet en lille mængde blod på gerningsstedet. "Dette var det første tegn på, at der var blevet brugt penge til at få udført ulovlige handlinger og blande sig i sagen på en sådan måde, at mistanken blev rettet væk fra Leo Frank," skriver Bradford Huie. At det var tilfældet "blev en given sikkerhed, da Lee definitivt blev renset," fortæller han videre. Andre nutidige analytikere af sagen er mere eksplicitte og hævder, at Leo Frank betalte privatdetektiver for at fjerne mistanken fra sig. Også politiet mente, at Frank havde sørget for at få plantet den blodplettede skjorte.
William Bradford Huie fortsætter med punkt elleve, som yderligere sår tvivl om Leo Franks troværdighed:
Leo Frank hævdede, at han var på sit kontor uafbrudt fra middag til 12:35 på morddagen den 26. april. Men et vidne, der var venligt stemt over for Frank, den 14-årige Monteen Stover, sagde, at Franks kontor var helt tomt fra 12:05 til 12:10, mens hun ventede på ham der, inden hun gav op og gik. Dette var omtrent på samme tid som Mary Phagans besøg på Franks kontor og det tidspunkt, hvor hun blev myrdet. Søndag den 27. april fortalte Leo Frank politiet, at Mary Phagan kom ind på hans kontor kl. 12:03. Dagen efter afgav Frank en vidneforklaring til politiet med sine advokater til stede, hvori han sagde, at han var alene med Mary Phagan på sit kontor mellem 12:05 og 12:10. Frank ændrede senere sin historie igen og udtalte i vidnestanden, at Mary Phagan kom ind på hans kontor fem minutter senere end det.
I næste punkt skriver Bradford Huie, at Leo Frank modsagde sit eget vidnesbyrd, da han i vidnestanden til sidst indrømmede, at han muligvis "ubevidst" var gået til badeværelset i fabrikkens metalrum mellem 12:05 og 12:10 på morddagen. Dette var det omtrentlige tidspunkt for drabet, og det nævnte metalrum var det rum, hvor anklagemyndigheden hævdede at mordet havde fundet sted. Det var også her, man havde fundet pletter af blod, og noget blondt hår snoet på en drejebænk - hvor der ikke havde været hår dagen før. En ansat på fabrikken, som forlod sit arbejde fredag aften kl. 18, havde efterladt noget arbejde i sin maskine, som han havde til hensigt at afslutte mandag morgen kl. 6.30. Det var dér på hans drejebænk, at fabriksarbejderen fandt håret - som viste sig at have tørret blod på sig. Flere ansatte vidnede om, at håret lignede Mary Phagans. I nærheden, på gulvet ved siden af metalrummets badeværelsesdør, var der en cirka tretten centimeter bred vifteformet blodplet (fem amerikanske tommer). Ud over Frank havde efterforskere ikke identificeret andre end Mary Phagan, der kunne have befundet sig i metalrummet.
William Bradford Huie fortsætter med punkt fjorten. Han fortæller, at Leo Frank i sin første udtalelse til politiet udtalte, at han havde hørt Mary Phagan tale med en anden pige uden for kontoret efter hun havde hentet sin løn på Franks kontor. Men alle personer, man vidste havde været i bygningen, blev grundigt undersøgt og interviewet, og ingen pige talte med Mary Phagan eller mødte hende på det tidspunkt. Monteen Stover var den eneste anden pige der, og hun så kun et tomt kontor. Stover var på venskabelig fod med Leo Frank og var faktisk et positivt karaktervidne for ham, uddyber Bradford Huie i sin minutiøse gennemgang af de oprindelige sagsakter. Hun havde ingen grund til at lyve. "Men det gjorde Leo Frank åbenbart," konstaterer forfatteren og journalisten.

Også Leo Franks behandling af nattevagten Newt Lee synes at indikere en mand med flere agendaer. I et avisinterview kort efter opdagelsen af mordet udtalte Leo Frank, at han havde haft for vane at ringe til nattevagten for at tjekke op på hans arbejde. "Men Newt Lee, som ikke havde noget motiv til at såre sin chef (faktisk tværtimod), fastholdt bestemt, at Frank i sine tre ugers arbejde som fabrikkens nattevagt aldrig før havde foretaget et sådant opkald," skriver Bradford Huie.
Selvom Leo Frank offentligt støttede Newt Lee og sagde, at Lee ikke var skyldig i mordet, udtalte Frank bag kulisserne andre ting. I sit nummer af 29. april 1913 offentliggjorde Atlanta Georgian en artikel med titlen "Mistanken løfter sig fra Frank", hvori det blev anført, at politiet i stigende grad var af den opfattelse, at Newt Lee var morderen, og at "yderligere tråde givet af lederen af blyantfabrikken [Leo Frank] gjorde det muligt at lukke nettet omkring negervagten." En af de "tråde", som Frank leverede, var hans påstand om, at Newt Lee ikke havde stemplet korrekt ud med virksomhedens stempelur, så han undgik flere af sine runder og fik tid til at dræbe Mary Phagan og vende hjem for at skjule den blodige skjorte. Men det var direkte i modstrid med Franks oprindelige udtalelse morgenen efter mordet om, at Lees tidsregistreringsseddel var helt korrekt. "Forsøget på at ramme Lee smuldrede til sidst, især efter at det blev opdaget, at Mary Phagan døde kort efter middag, fire timer før Newt Lees første ankomst til fabrikken," skriver Bradford Huie.
Frank forsøgte desuden tilsyneladende at snyde med Newt Lees tidsregistreringsseddel. Manden der kørte bilen med Leo Frank og betjentene dagen efter mordet, den tidligere politimand Boots Rogers, oplyste, at han personligt inspicerede Newt Lees tidsregistreringseddel - den, som Leo Frank først sagde ikke havde nogen missede indregistreringer, men senere hævdede det modsatte om. Avisen Atlanta Georgian rapporterede, hvad Rogers så: "Rogers sagde, at han så på sedlen, og det første slag var kl. 6:30 og sidste kl. 2:30. Der var ingen misser, sagde han."
"Frank fik desværre lov til at tage sedlen og lægge den på sit skrivebord," skriver Bradford Huie. Senere dukkede en seddel op hvor flere slag manglede. Boots Rogers fortalte i øvrigt desuden, at den dag Rogers kørte med Frank og betjentene, var Frank så nervøs, at han var hæs - og det var før han fik at vide, at der var sket et mord.

Næsten umiddelbart efter mordet hyrede Frank-støtter ved National Pencil Company detektivbureauet Pinkerton til at efterforske forbrydelsen. "Men selv Pinkertons, der blev betalt af Franks tilhængere, blev til sidst tvunget til at komme til den konklusion, at Frank var den skyldige mand," skriver William Bradford Huie. Dette menes modsat af forfatteren og Leo Frank-støtten Steve Oney at være et udtryk for, at en af Pinkerton-detektiverne var ven med en af politiets efterforskere, som "fra starten havde troet Frank var skyldig".
En anden Pinkerton-detektiv var meget kontant på Leo Franks side: Han plantede falske beviser på gerningsstedet i et forsøg på at fjerne skylden fra Frank. Tre uger efter at hele fabrikken var blevet omhyggeligt undersøgt af politi og Pinkerton-mænd, "opdagede" en Pinkerton-agent ved navn W.D. McWorth mirakuløst en blodig kølle og et stykke snor som det, der var blevet brugt til at kvæle Mary Phagan samt et angiveligt stykke af Mary Phagans lønkonvolut. Alt dette blev "fundet" på fabrikkens første sal, tæt på hvor fabrikkens sorte fejemand, Jim Conley, havde siddet på morddagen. "Dette var begyndelsen på forsøget på at placere skylden for drabet på Conley, en indsats som stadig fortsætter 100 år senere," skriver William Bradford Huie. "Opdagelsen" var så åbenlyst falsk, at den blev mødt med vantro af næsten alle, og McWorth blev trukket fra undersøgelsen og til sidst fjernet fra Pinkerton-agenturet.
Et år senere dukkede McWorth op igen, nu som ansat i detektivbureauet Burns, "et firma, der på det tidspunkt åbenlyst arbejdede i Franks interesse," fortæller Bradford Huie. Han skriver derefter, at man bør spørge sig selv, hvem der ville betale for en sådan obstruktion af efterforskningen – og hvorfor?

Også den anden af de historiske hovedmistænkte, fejemanden Jim Conley, ændrede forklaringer flere gange. Dette ser Leo Frank-støtter som indikationer på, at Jim Conley var den faktiske morder. Først fortalte Conley politiet, at han slet ikke var på fabrikken på morddagen - at han havde været ude at drikke og spille. Men vidner mente at have set en mand, der passede med Conleys udseende, i fabrikkens lobby på morddagen. Senere indrømmede Conley, at han havde skrevet to beskeder, der blev fundet på mordstedet - og han hævdede, at Frank havde kaldt ham til sit kontor dagen før mordet og bedt ham om at skrive dem. Disse beskeder var skrevet ret ubehjælpeligt, og skulle foregive at være skrevet af den myrdede Mary Phagan. Teksten i beskederne omtalte "a long tall negro" ("en lang høj neger") og "the night witch" ("night watch" betyder "nattevagt", mens "night witch" kan oversættes til "nat heks"). Denne "long tall negro" "skubbede" den myrdede "ned i et hul", synes der at stå i den ene besked. Beskederne blev hurtigt tolket til at implicere nattevagten Newt Lee. Politiet testede Conleys stavemåde og blev overbevist om, at han havde skrevet beskederne. De var skeptiske over for resten af hans historie, ikke kun fordi det indebar overlæg fra Frank, men også fordi det antydede, at Frank havde tilstået overfor Conley og involveret ham. Heller ikke denne forklaring var korrekt og det indrømmede Conley. Nu fortalte han, at han havde mødt Frank på gaden lørdag, og fik besked på at følge ham til fabrikken. Frank bad ham gemme sig i en garderobe for at undgå at blive set af to kvinder, der besøgte Frank på hans kontor. Han sagde, at Frank dikterede mordsedlerne, som Conley skulle skrive, gav ham cigaretter og derefter bad ham om at forlade fabrikken. Conley fortalte, at han bagefter gik ud og drak og så en film. Han sagde, at han ikke vidste, at der var sket et mord, før han gik på arbejde mandag.
Under et fire timer langt forhør indrømmede Jim Conley til sidst, at han hjalp Leo Frank med at flytte liget af Mary Phagan, og han hævdede igen, at han, efter Franks anvisning, skrev "dødsbeskederne", der blev fundet nær liget i kælderen. For et publikum af efterforskere og fabrikkens embedsmænd gentog Conley sine og Leo Franks samtaler og bevægelser på dagen for drabet - og overbeviste tilhørerne om sin historie. Her pointerer William Bradford Huie, at Conley overbeviste både efterforskere og nogle skeptiske observatører med sin version, af det der skete - og at flere påstande fra Conleys historie blev bekræftet af de konkrete beviser fundet på stedet. Conley hævdede også, at Frank lovede ham 200 dollars, hvis Conley hjalp Frank og Frank overlevede. Conley sagde, at grunden til, at han ikke havde fortalt det hele før, var, at han troede, at Frank ville komme ud og hjælpe ham. Under retssagen sagde Conley, at Frank ville tilbageholde pengene, indtil Conley havde brændt Phagans lig i kælderovnen.

Conleys påstand om, at han hjalp Frank med at flytte liget - og at de således var to om dette - blev desuden støttet af en detalje omkring, hvordan liget blev fundet. Et afrevet stykke af Mary Phagans blondeundertøj var blevet viklet rundt om hendes hals, tilsyneladende i et klodset forsøg på at skjule de dybe mærker af snoren, som blev brugt til at kvæle hende.
Om dette skriver Bradford Huie:
"Ingen morder kunne på nogen måde tro, at detektiver ville blive narret et øjeblik af et sådant bedrag. Men en morder, der havde brug for en anden mands hjælp i et par minutter til at bortskaffe et lig, kunne faktisk tro, at det ville tjene til kort at skjule forbrydelsens virkelige natur for sin hjælper - måske ved at blive forvekslet med en blondekrave. Hvis Conley var morderen - og det måtte være Conley eller Frank - flyttede han liget af Mary Phagan alene. Den blonde løkke om Mary Phagans hals ville absolut ikke tjene noget formål i et sådant scenarie."

Conley havde angiveligt hjulpet Frank i andre situationer på fabrikken. Conley fortalte, at Leo Frank nogle gange betalte ham for at overvåge indgangen til fabrikken, mens Frank "chattede" med ansatte teenagepiger ovenpå. Conley sagde, at Frank indrømmede, at han ved et uheld havde dræbt Mary Phagan, da hun modsatte sig hans tilnærmelser, og søgte Conleys hjælp til at skjule liget og skrive "dødsbeskederne", der forsøgte at kaste mistanke på nattevagten Newt Lee.
Conleys påstand om sit særlige arbejde for, at Leo Frank i fred kunne gøre tilnærmelser til teenagepiger, blev understøttet af flere unge kvinder og piger, der vidnede ved retssagen, om at Frank havde gjort upassende tilnærmelser over for dem. I et tilfælde ved at røre ved en piges bryst og i et andet tilsyneladende ved at tilbyde penge for at efterkomme sine seksuelle ønsker. The Atlanta Georgian rapporterede, at piger og kvinder blev kaldt til vidnestanden for at vidne om deres oplevelser med Leo Frank på fabrikken. William Bradford Huie refererer forhøret af en pige ved navn Nellie Pettis, som havde besøgt Frank på hans kontor for at hæve sin svigersøsters løn. Hun kun havde set ham en eller to gange, men Frank gjorde angiveligt ubehagelige tilnærmelser til hende.
Nellie Pettis forklarede:
"Jeg tog derhen for at få min søsters løn for omkring fire uger siden, og da jeg gik ind på hr. Franks kontor, spurgte jeg efter hende. Han fortalte mig, at jeg ikke kunne se hende, medmindre ’jeg så ham først.’ Jeg sagde til ham, at jeg ikke ville ’se ham.’ Han trak en æske frem fra sit skrivebord. Der lå mange penge i den. Han så meget på dem og så på mig. Da han så på mig, blinkede han. Mens han blinkede sagde han: ’Hvad med det?’ Jeg fortalte ham med det samme, at jeg var en pæn pige."

Her stoppede vidnet sin forklaring. Retslægen spurgte hende skarpt: ’Sagde du ikke andet?’
"Jo, det gjorde jeg! Jeg bad ham gå ad h–lvede til! - og gik ud af kontoret."

En anden ung pige vidnede også om Franks mønster af grænseoverskridende tilnærmelser: Nellie Wood, en ung pige, som havde arbejdet på fabrikken i to dage, fortalte, at Frank "kom rundt og lagde hænderne på [hende], når en sådan opførsel var helt uopfordret". Hun fortalte videre, at Frank sagde, at han ville tale med hende og bad hende om at komme ind på sit kontor. Han prøvede at lukke døren, men pigen ville ikke lade ham gøre det. Frank kom derefter tæt på hende og lagde igen hænderne på pigen. På spørgsmålet om hvor han lagde sine hænder svarede Nellie Wood:
"Han rørte næsten ikke mit bryst. Han var subtil i sine tilgange, og forsøgte at lade som om han lavede sjov. Men jeg var for meget på på vagt til sådan noget."

Herefter blev pigen spurgt om Frank forsøgte yderligere intimiteter hvortil pigen blot svarede "Ja".
Oven i vidneudsagnene fra kvinderne og pigerne kom Jim Conleys vidneudsagn, der underbyggede problemerne for Leo Frank. Conley påstod, at Frank var en promiskuøs mand, der seksuelt udnyttede flere af sine kvindelige ansatte. Han udtalte desuden, at Frank "ikke var bygget som andre mænd", hvilket blev tolket som, at Frank var glad for oralsex - en type sex, der blev set som afvigende på det tidspunkt.

William Bradford Huie fortæller om den bemærkelsesværdige position den sorte fejemand Jim Conley havde i blyantsfabrikken under Leo Franks ledelse:
Jim Conleys fejemands-løn var 6,05 dollars, hvilket var betydeligt højere end gennemsnitslønnen på 4,05 dollars for de hvide medarbejdere på fabrikken, hvoraf mange var dygtige maskinoperatører.
Ifølge en kvindelig medarbejder blev Jim Conley engang fanget i at tisse på blyanterne. Men Conley blev aldrig fyret. En uforståelig accept af en ubetydelig medarbejders fuldstændige disrespekt for virksomhedens produkter. Conley havde ingen kompetencer, der forhindrede en umiddelbar fyring og ansættelse af en anden fejemand.
Ifølge en ansat var Jim Conley ikke altid forpligtet til at tidsregistrere sig som alle andre ansatte.

"Hvorfor skulle 'negerfejeren', som de kaldte ham, sikkert den lavest rangerende medarbejder i hierarkiet på blyantfabrikken, have et sådant uhørt privilegium af Leo M. Frank? Hvorfor var Jim Conley den eneste person ud af de 170 fabriksansatte, der ikke behøvede at tidsregistrere sig - medmindre Jim Conley var mere end man umiddelbart troede?"

William Bradford Huie præciserer sin insinuering med disse yderligere spørgsmål:
"Kunne det være, at Conley tjente et meget vigtigt, men hemmeligt formål for Leo Frank, præcis som anklagemyndigheden påstod? Kunne han have haft viden, der potentielt kunne skade Leo Frank og retfærdiggøre, at Frank gav ham særlige privilegier?"

Adskillige vidner - for både anklagemyndigheden og forsvaret - vidnede om, at de så Jim Conley sidde og lave ingenting i de mørke nicher i lobbyen på National Pencil Company om morgenen på morddagen, skriver Bradford Huie. Det understøttede anklagemyndighedens påstand om, at Leo Frank anmodede om Conleys tilstedeværelse den dag, som han angiveligt havde på andre dage, så Conley kunne være på udkig, mens Frank "chattede" med en teenagepige.
William Bradford Huie peger på, at Jim Conley levede i det ekstremt racebevidste Atlanta, der var helt domineret af hvide i 1913, og hvor lynchloven ofte regerede - og at Conley var en ret intelligent sort mand. I den sammenhæng spørger Bradford Huie læseren, om det giver mening, at denne mand virkelig skulle tro, at han kunne slippe af sted med at angribe og dræbe en hvid pige kun få meter væk fra den ulåste hoveddør på fabrikken, hvor han arbejdede, i bygningens mest trafikerede område?

Leo Frank-støtter, som hævder, at det var Jim Conley, der var den virkelige morder, hævder også typisk, at Conleys motiv for drabet var at stjæle Mary Phagans løn. William Bradford Huie fortæller, at den løn Mary Phagan havde hentet på morddagen var 1,20 dollar. Han fortæller også at, Conely netop aftenen før havde fået udbetalt sin løn på 6,05 dollars.
"Efter hans standarder havde han masser af penge - og det ville have været meget svært at drikke dem væk om fredagen til en nickel for en halv liter øl som var prisen dengang. Conley var en mand, der kunne lide øl og billard, og byen var åben for den slags sjov hele dagen. Hvorfor var han der på fabrikken så? Han ville bestemt ikke have ønsket at være der og lavede tilsyneladende ingenting i timevis. Han løb også risikoen for at blive straffet, hvis han var der og lavede ingenting uden tilladelse. Han fejede tydeligvis ikke den dag, ellers hans angivelige arbejde - han sad bare og kiggede. Den eneste fornuftige forklaring er, at hans chef, Leo Frank, havde bedt ham om at være der netop til det formål."

Statens anklager fremlagde desuden i retten en erklæring fra Frank-familiens sorte kok, Minola McKnight, hvori hun hævdede, at Leo Frank havde indrømmet overfor sin kone, at han havde myrdet Mary Phagan. Myndighederne blev først opmærksomme på Minola McKnight, da hendes mand fortalte politiet, at hans kone havde hørt nogle opsigtsvækkende afsløringer, da hun arbejdede i Frank-familiens hjem samme aften, hvor mordet fandt sted. Leo Frank havde ifølge McKnights oplysninger været beruset og havde angerfuldt indrømmet over for sin kone, at han og en pige "var blevet fanget" på fabrikken, at han "ikke vidste, hvorfor han myrdede" hende, og at han bad sin kone om at skaffe ham en pistol, så han kunne dræbe sig selv.
"Minola McKnight fortalte dog en anden historie, efter hun var tilbage i Frank-husstanden," skriver William Bradford Huie. Hun afviste derefter sin erklæring og sagde, at politiet havde tvunget erklæringen ud af hende. Men hverken hun eller nogen andre har givet et troværdigt motiv til, at Minolas mand skulle have løjet, skriver Bradford Huie.

Bestikkelse og Anti-forhånelsesligaens start med racisme og forhånelse
Anti-Defamation League blev som nævnt dannet af broderordenen B'nai B'rith i forbindelse med Leo Frank-sagen. Disse to organisationer var blandt støtterne af den anklagede jødiske fabrikschef. Støtterne omfattede desuden andre velhavende og indflydelsesrige amerikanske jøder samt fabrikkens ledelse - såvel som selvfølgelig Franks store hold af top-advokater. Nogle af disse støtter af Leo Frank forsøgte tilsyneladende at påvirke sagens gang ved at bestikke sig til sagsmateriale.
William Bradford Huie foreligger begivenhederne omkring dette således:
Omtrent samtidig med Pinkerton-detektiven McWorths forsøg på at plante falske beviser og hans efterfølgende afskedigelse fra Pinkerton-bureauet, "gjorde advokat Thomas Felder sin højlydte, men mystiske entre" i sagen. Felder anmodede om donationer for at bringe endnu et privat detektivbureau ind i sagen - Pinkertons store rival, William Burns-bureauet. Felder hævdede at repræsentere naboer, venner og familiemedlemmer til Mary Phagan. Men Mary Phagans stedfar, J.W. Coleman, var så vred over denne urigtige fremstilling, at han afgav en skriftlig erklæring, der nægtede, at der var nogen forbindelse mellem ham og Felder.
William Bradford Huie skriver:
"Det var en udbredt opfattelse, at Felder og Burns i hemmelighed blev engageret af Frank-tilhængere. Den mest logiske fortolkning af disse begivenheder er, at Franks tilhængere, efter overvejende at have mislykkedes i at få Pinkerton-bureauet til at udføre korrupte handlinger på vegne af Frank, besluttede at bringe et andet og forhåbentlig mere 'samarbejdsvilligt' bureau ind i sagen. Felder og hans 'uselviske' indsats var deres dække. Felders fremstillinger blev set som bedrag af mange, hvilket fik flere og flere til at stille spørgsmålstegn ved Franks uskyld."

Felders indsats mislykkedes, da A.S. Colyar, en hemmelig agent for politiet, brugte en diktograf til i hemmelighed at optage Felder, der tilbød at betale 1.000 dollars for den originale erklæring fra Mary Phagans stedfar og for kopier af de fortrolige politi-filer i Mary Phagan-sagen. En Burns-detektiv, ved navn C.W. Tobie, der var bragt ind i sagen af Felder, var angiveligt til stede. Politiets agent Colyar udtalte, at Burns-agenten Tobie fortalte ham, at han efter mødet gik til Felders kontor, "for at møde en komité af borgere, blandt andre hr. Hirsch, hr. Myers, hr. Greenstein og flere andre fremtrædende jøder".
A.S. Colyar hævdede også, at Franks venner spredte penge rundt for at få vidner til at forlade byen eller lave falske erklæringer.
Felder nægtede på det kraftigste at arbejde for Franks støtter og erklærede, at han mente Frank var skyldig. "Han fremsatte endda den bizarre påstand, umulig for nogen at tro på, at politiet beskyttede Frank," skriver Bradford Huie.
Interessant nok afgav Burns-manden C.W. Tobie også en erklæring kort efter - da hans firma i første omgang trak sig ud af sagen - om, at han også var kommet til at tro på Franks skyld: "Det bliver insinueret af visse kræfter, at vi stræber efter at skærme Frank. Det er absurd. Ud fra det, jeg udviklede i min undersøgelse, er jeg overbevist om, at Frank er den skyldige mand."
Efterfølgende sagde Felder i et avisinterivew, at byens politidetektivafdeling "dagligt mænger sig" med Pinkerton detektivbureauet, "der tilstår, det er ansat i denne undersøgelse for at arbejde på vegne af Leo Frank", mens de samtidig ville "tilbageholde deres samarbejde fra W.J. Burns og hans dygtige assistenter, som er engageret af offentligheden og for offentligheden i at aflive denne forbrydelse." William Bradford Huie skriver, at Felder undlod at nævne, at Pinkerton detektivbureaet havde bevist, at det ikke ville korrumperes af National Pencil Companys penge, "så det er rimeligt at konkludere, at de velbeslåede pro-Frank styrker ville søge andre steder efter hjælp".
"Det berømte William Burns-bureau var egentlig det eneste logiske valg. At tro, at Felder og 'Mary Phagans naboer' uselvisk beskæftigede Burns, er ekstremt naivt: Det betyder, at Franks velhavende venner bare ville sidde på deres penge og holde sig til de slet ikke hjælpsomme Pinkertons, der lige havde fyret den eneste agent, der forsøgte at 'hjælpe' Frank."

Få uger senere dukkede Felders navn op i pressen igen. Denne gang hævdede han, at manden der afslørede ham - A.S. Colyar - havde en erklæring fra Jim Conley, hvor fejemanden tilstod mordet på Mary Phagan, og at Colyar tilbageholdt denne erklæring fra politiet. Politiet krydsforhørte straks Conley for at se, om der var nogen sandhed i dette, skriver Bradford Huie, men Conley benægtede kraftigt hele historien og udtalte, at han ikke engang nogensinde havde mødt Colyar. Byens politimester Lanford udtalte, at dette bekræftede hans tro på, at Felder i al hemmelighed havde arbejdet for Frank hele tiden: "Det viser blot igen, at Felder er i ledtog med Franks forsvar; at advokaten forsøger at mudre vandet i denne undersøgelse for at skærme Frank og kaste skylden på en anden," sagde politichefen og forsatte:
"Dette blev først bemærket, da Felder forsøgte at sikre løsladelsen af Conley. Hans bagtanke, er jeg sikker på, var Franks beskyttelse. Han var blevet informeret om, at negeren havde disse skadelige beviser mod Frank, og Felder gjorde alt i sin magt for at sikre negerens løsladelse. Han erklærede, at det var en skam, at politiet skulle tilbageholde Conley, en uskyldig neger. Han protesterede ihærdigt imod det. Alligevel forsøgte Felder ikke én gang at sikre løsladelsen af Newt Lee eller Gordon Bailey på samme baggrund, selvom begge disse negre havde været tilbageholdt længere end Conley. Dette er for mig beskrivende for Felders bagtanke med at få Conley væk fra politiet."

Gordon Bailey var en anden sort ansat, der tidligere havde været tilbageholdt - og det var desuden ham, som havde hævdet, at Jim Conley ikke skulle tidsregistrere sig på fabrikken.
Som man måske kan begynde at forstå, var sagen omkring mordet på Mary Phagan - og særligt den del der vedrører den dømte Leo Frank - en yderst speget affære. Præcis hvilke af Leo Franks støtter, der stod bag det nævnte bestikkelsesforsøg vides ikke - men det er svært at se, at det skulle have været andre. Og det er nærliggende at overveje, om det var de samme kræfter, der også stod bag plantningen af de tidligere omtalte falske beviser, der ligeledes åbentlyst forsøgte at skærme Leo Frank fra efterforskningen.

William Bradford Huie konstaterer, at alle der retsligt beskæftigede sig med Mary Phagan-sagen nåede frem til at fastholde dommen. "Selv da han besluttede at omstøde Franks dom til fængsel på livstid, bekræftede guvernør John Slaton eksplicit Franks dom og skyldighed," skriver Bradford Huie.
Det er blevet hævdet, at Leo Franks dom blev givet på baggrund af antisemitiske holdninger blandt efterforskerne og i retssagen - og i Atlanta generelt. Der var dog flere jøder i den dømmende jury, og alle stemte for at Leo Frank var skyldig - ligesom alle de øvrige jurymedlemmer.
Flere moderne historikere og Leo Frank-støtter har tegnet et billede af en lokalbefolkning med en indgroet antisemitisme. Blandt andet har den jødiske historiker Leonard Dinnerstein argumenteret for, at Frank-sagen repræsenterede et voldsomt udbrud af lokal antisemitisme. . Sydstaternes generelle venlighed mod jøder skyldes først og fremmest den udbredte og indgroede fundamentale kristendom, som inkluderede (og stadig i vid udstrækning inkluderer) en grundlæggende zionistisk holdning.
"Det er syden, der er centrum for den kristne zionisme. Mange prædikener og mange kirketjenester i syden har som grundlag 1. Mosebog 12:3, hvori Gud siger om jøderne: 'Jeg vil velsigne dem, der velsigner dig, og forbande den, der forbander dig.'"

William Bradford Huie peger også på denne omstændighed - og opsummerer det således:
"Langt fra at være en region fyldt med had til jøder, blev syden i almindelighed og Atlanta i særdeleshed af jøder betragtet som et tilflugtssted og som et sted næsten frit for den antisemitisme, de led under i andre dele af nationen og verden. Selv i dag, og selv efter at forholdet mellem jøder og ikke-jøder var blevet presset af Frank-sagen og af jødisk støtte til borgerrettighedsrevolutionen, er de kristne, som udgør det meste af befolkningen i sydstaterne, stærkt pro-jødiske. Syden er centrum for den kristne zionisme og amerikansk støtte til den jødiske stat Israel."

Denne anden artikel i mediet American Mercury om sagen fortæller derimod om racismen mod sorte - fra Leo Franks forsvarsadvokat. "Det første offer" var nattevagten Newt Lee, fremhæver artiklen. "Efter at den intrige faldt fra hinanden, ændrede Franks team brat kurs og forsøgte at implicere firmaets vicevært" Jim Conley.
"Leo Franks forsvarshold spillede hvert eneste hvide racistiske kort, de kunne mønstre mod Jim Conley under retssagen, og fortsatte med det gennem to års appeller," fortæller artiklen.
"Franks egen advokat, henvendte sig til juryen, og udtalte 'Hvem er Conley? Hvem var Conley, som han plejede at være, og som du har set ham? Han var en beskidt, uhumsk, sort, beruset, løgnagtig nigger...Hvem var det, der fik denne beskidte nigger til at komme herop og se så glat ud? Hvorfor lod de dig ikke se ham, som han var?'"

"Hvis dette var blevet sagt under retssagen af andre end Leo Franks forsvarsadvokat, ville det være blevet grundigt fordømt af enhver akademiker med blot halvdelen af den normale kvote af flammende forargelse mod hvid racisme," konstaterer den Leo Frank-kritiske artikel.

Også et nulevende familiemedlem af Phagan-familien, som den myrdede pige Mary Phagan tilhørte har skrevet om den udtalte racisme i sagen og retssalen, som blev fremført af Leo Frank og hans advokater.
Efterkommerens navn er Mary Phagan-Kean, og hun skriver, at 'antisemitisme' ikke var en faktor i retssagen, men at det var Leo Franks egen racisme derimod. "Franks forsvarsadvokater brugte ordet 'nigger' og andre racistiske bagtalelser snesevis af gange i retten," skriver hun. Leo Franks hovedadvokat sagde fx til juryen: "Hvis du hælder en nigger i en tragt, drypper han løgne."
Mary Phagan-Kean skriver:
"Leo Frank hævdede i retten, at de mange sorte vidner, der vidnede imod ham ikke skulle troes – simpelthen fordi de var sorte – og det 'neger-vidnesbyrd' – som de kaldte det – var per definition ringere og upålideligt."

Leo Franks racistiske tankegang afspejles af en artikel på forsiden af avisen Atlanta Constitution den 31. maj 1913, fortæller Mary Phagan-Kean. Artiklen havde overskriften "Mary Phagan's Murder Was Work of a Negro Declares Leo M. Frank" ("Mary Phagans mord blev udført af en neger erklærer Leo M. Frank").
Mary Phagan-Kean fortæller, at avisen citerede Leo Frank således:
"Her er en neger [James Conley], ikke alene med uduelige og løgnagtige vaner som et træk fra hans race, der er fælles for syden... Ingen hvid mand dræbte Mary Phagan. Det er en negers forbrydelse, helt igennem. Ingen mand med sund fornuft ville overhovedet have mistanke om, at jeg gjorde det."

Leo Franks advokater argumenterede overfor juryen (der bestod af tolv hvide mænd) for, at mord, voldtægt og røveri var "negerforbrydelser", og at Leo Frank, en hvid mand, dermed ikke kunne have begået mordet på Mary Phagan. En af Leo Franks forsvarsadvokater sagde, at "drabet var en negers tankeløse forbrydelse," og at "Det er ikke en hvid mands forbrydelse."
Alt dette fortæller Mary Phagan-Kean i sin artikel om sagen.

Det forekommer at være ret paradoksalt, at Anti-defamation Leauge, der hævder at kæmpe imod forhånelse og racisme, blev startet for at hjælpe en mand, der var racist, og som sammen med sine advokater kraftigt hånede en befolkningsgruppe af anden afstamning end dem selv.

Anti-Dafamation League beskyldes for at skabe 'censurhelvede'
Men ovennævnte paradoks er bestemt ikke den eneste mærkværdige omstændighed i forhold til Anti-Defamation League (ADL). En anden ting, der vækker opsigt, er organisationens forhold til censur. Dette synes at være et stadigt mere og mere omsiggribende middel for ADL, og det får flere til at overveje, om det centrale er kampen mod forhånelse og racisme - eller om censur af opponenter i virkeligheden er et mål for ADL.
ADL skriver om sig selv og kritikken:
"Som en ikke-partisk organisation, der bekæmper antisemitisme, ekstremisme og alle former for had uanset ideologi eller parti, kommer ADL nogle gange under kritik fra begge sider af det politiske spektrum.
....
Men én ting at bemærke er, at mange af de myter, vi behandler, ofte kommer fra de samme kilder, som har gjort det til deres korstog at nedgøre ADL's arbejde. Ydermere er mange af disse falske anklager fremsat samtidigt af begge ekstreme sider af det ideologiske spektrum."

Dette svar er typisk for ADL: Organisationen hævder igen og igen, at dem der kritiserer organisationen, er ekstremister og antisemitter, uanset om dette er tilfældet eller ikke.
Her er det en artikel fra 2021 i New York Post, der fortæller om censuren genereret af ADL for big-tech-industrien. "Big Techs censurpartnerskab med det venstreorienterede etablissement udvider sig i ildevarslende retninger," står der i artiklen.
"Silicon Valley-giganterne har nu indgået et samarbejde med den hyperpartiske Anti-Defamation League for at hjælpe dem med at beslutte, hvilket indhold amerikanere skal læse online - og endda hvilke amerikanere, der kan få lov til at overføre penge digitalt."

Det er chefredaktøren på den konservative jødiske avis Jewish News Syndicate, JNS.org - Jonathan S. Tobin - der har forfattet artiklen på New York Post. Som man ser, mener han, at ADL er "hyperpartisk" - altså det fuldstændig modsatte af hvad ADL hævder om sig selv. Jonathan Tobin fortæller også, at Google i samarbejde med ADL begyndte at dirigere brugere væk fra websteder, der promoverer, hvad de anså for at være "voldelig ekstremisme." PayPal havde desuden udpeget ADL til at opstille kriterier, "der gør det muligt for betalingstjenestegiganten i praksis at nedlukke enhver gruppe, den betegner som 'ekstremistisk'," skriver Tobin.
Dette virker måske ikke så alarmerende, hvis man tror ADL kun er vil bekæmpe antisemitisme og opretholde grundlæggende borgerrettighedsprincipper.
"Men under ledelse af Jonathan Greenblatt, en gammel elev af Team Obama, er ADL blevet til en arm af den progressive bevægelse og en hårdnakket fjende af konservative," skriver Tobin.
Det centrale synes at være, at det er ADL, som definerer, hvem der er "ekstremister" - og dermed hvem der skal forfølges. Med baggrund i en periode fra september til december 2020 markerede ADL mere end 34.000 internetsøgninger efter, hvad organisationen betegner som hadefulde ytringer.
Jonathan Tobin kommer i den forbindelse med et paradoksalt eksempel på ADL's "kamp mod ekstremisme":
I et tilfælde sendte deres big-tech-partner brugere til et websted for en internetpersonlighed, der "poserer som en sydstats-våbenejer med progressive synspunkter," skriver Tobin. Men et nærmere kig på web-karakteren afslørede, at manden, Justin King, "er en venstreorienteret anarkist med en alvorlig straffeattest". "King promoverer også jævnligt antisemitisme på sit websted," uddyber Tobin.
"Det var kun tilfældigt, at uafhængige undersøgere, der allerede var bekendt med hans aktiviteter, faldt over det faktum, at ADL promoverede King som en anti-ekstremismekilde."

En del af problemet er manglen på gennemsigtighed, fremfører Jonathan Tobin.
"Ingen involveret i dette program er villige til at tale om detaljerne i de algoritmer, der bruges. Hvad vi ved fra ADL's egne begrænsede afsløringer er, at 'omdirigeringsindsatsen' udelukkende er fokuseret på had fra højreorienterede kilder.
PayPal-ADL-partnerskabet er uden tvivl mere skræmmende. Under programmet vil ADL hjælpe PayPal med at nægte service til finansielle netværk, der ifølge ADL 'støtter ekstremisme og had' eller bringer 'udsatte samfund' i fare. Igen siger ADL ikke, hvordan den vil træffe sine beslutninger. Men i betragtning af dens ideologiske orientering er der næppe tvivl om, at ADL vil angribe enhver, der tager afstand fra støtte til Black Lives Matter og andre venstreorienterede sager. Du behøver ikke at være Trump-tilhænger eller have den mindste sympati for rigtige ekstremister for at forstå, hvad dette betyder: De, der hævder at forsvare demokratiet, kan vise sig at være en langt mere alvorlig trussel mod vores frihedsrettigheder end de marginale grupper, de angriber."

Jonathan Tobin har helt sikkert flere gode pointer om ADL's censur, men han har ikke ret i, at det kun er konservative, der udsættes for censur af ADL. I denne artikel er det et venstreorienteret medie - Jacobin.com - der fortæller om ADL's censur af venstreorienterede. Artiklen har titlen "PayPal and the ADL: A Match Made in Censorship Hell" ("PayPal og ADL: Et match lavet i censurhelvede"). Også denne artikel fokuserer på ADL's samarbejde med PayPal. Samarbejdet vil sigte mod at udelukke folk fra den digitale platform "og udsulte dem for midler," hævdes det i artiklen.
Jacobin.com skriver:
"Problemet er - som det altid er med censur - at de personer, der udfører censuren, normalt har en meget anden definition af, hvad en 'ekstremistisk og hadeful bevægelse' er, end du, læseren, har."

Jacobin peger derefter på, at PayPal i 2018 både censurerede nogle højreorienterede grupper og samtidig flere "antifascistiske grupper".

ADL's hang til at angribe folk, der ikke er enige med dem, er bestemt ikke ny. Jacobin-artiklen giver flere historiske eksempler på ADL's angreb og forsøg på censur - bl.a. et der går tilbage til 1960'erne. Her angreb ADL's daværende leder den kendte borgerrettighedsgruppe Student Nonviolent Coordinating Committee (Studerendes ikke-voldelige koordinerende komité). ADL-lederen mente organisationen havde en "antizionistisk holdning" og "anklagede den for 'ekstremisme'," skriver Jacobin. Desuden påstod ADL, at organisationen havde "bånd til 'kinesisk-sovjetiske og nu arabiske propagandamaskiner'" og forsøgte ifølge Jacobin at "sætte dem i samme liga som Ku Klux Klan".
I 1961 indrømmede ADL's direktør, at organisationen "i mange år opretholdt en meget vigtig, fortrolig efterforskningsdækning af arabiske aktiviteter og propaganda" og at den havde haft "en informationsindsamlingsoperation siden 1948" med fokus på arabiske statsorganisationer og grupper. Jacobin skriver videre, at en politirazzia i 1993 på ADL's californiske hovedkvarter fandt, at denne overvågning gik meget længere, og "omfattede mere end seks hundrede hovedsagelig venstreorienterede organisationer".
Senere begyndte organisationen i stigende grad at omfavne den amerikanske regerings "krig mod terror", og i den forbindelse hævder Jacobin, at ADL begyndte "at forsvare israelsk apartheid og opretholde regeringsforbindelserne til at gøre det".
Tidligere i dette kapitel 2 hørte vi om, hvordan New Yorks tidligere borgmester Michael Bloomberg efter 9/11 aktivt promoverede et kontroversielt overvågningsprogram, der betød at CIA arbejdede direkte sammen med New Yorks politi om at udspionere byens muslimske samfund. Dette skete, selvom det er forbudt for CIA at udspionere amerikanere, der ikke er forbundet med kriminel aktivitet.
Også Jacobin-artiklen kommer ind på denne ulovlige overvågning og sammenhængen med ADL:
"Passende nok sagde ADL aldrig noget om NYPD's uhyrlige spionage mod muslimske New Yorkere og uddelte faktisk en pris til manden, der havde overvåget dem. Han var en af de betjente, der var blevet trænet i USA's og Israels kontra-terrorisme-udvekslingsprogram, som ADL har sponsoreret siden 2004, og som uddannede amerikansk politi i de taktikker, der blev brugt af landets voldelige sikkerhedstjenester."

ADL samarbejder med staten om censur og beskriver sig selv som en efterretningstjeneste
ADL's arbejde for at censurere mennesker standser ikke med de tidligere nævnte eksempler. Af andre, der udsættes for ADL's angreb, er folk, der taler imod udbredelsen af transkønnede medicinske indgreb og tilsvarende "kønsteori" i skoler og blandt børn og unge. Også disse mennesker beskyldes for at være hadefulde, chikanerende ekstremister. Og dem, der lytter til disse mennesker, beskyldes for potentielt at være voldsparate. ADL skriver om dette emne på sin hjemmeside, og om hvad organisationen kalder "online forstærkere", som ADL definerer som en "håndfuld sociale mediekonti" med mange følgere. Disse er ifølge ADL "nøglespillere i et økosystem af anti-LGBTQ+-had, der driver online chikanekampagner mod LGBTQ+-individer og -grupper og spreder fortællinger, der inspirerer virkelige ekstremistiske aktiviteter, trusler og endda vold."
En af dem ADL angriber i denne sammenhæng er Matt Walsh, der er vært på mediet Daily Wire. ADL opfordrede angiveligt staten Washingtons antiterrorisme-center til at undersøge Matt Walsh og andre mediefolk, fordi ADL mener, at deres medierapporter om kønsteori i skoler og transkønnede medicinske interventioner udgør "had", "ekstremisme" og inviterer til vold.
ADL beskriver Walsh som "en af de største udbydere af fejlagtige og skadelige fortællinger omkring kønsbekræftende omsorg for transkønnede og ikke-binære unge", og kalder ham en "anti-LGBTQ+ ekstremistisk kommentator." ADL skriver desuden, at et af Walsh' arrangementer "blev overværet af kendte voldelige ekstremister samt fremtrædende højrefløjspolitikere". Desuden anfører ADL at "Walsh har over 1,2 millioner Twitter-tilhængere og næsten 2 millioner YouTube-abonnenter, og hans indhold promoveres jævnligt af mainstream konservative mediefigurer som f.eks. Piers Morgan, Joe Rogan and Tucker Carlson."
"Jeg er ikke overrasket over, at ytringsfrihedens og den sunde fornufts fjender bruger denne taktik, men jeg finder det dybt bekymrende," udtalte Walsh som svar på angrebene.
I denne artikel skriver han, at offentligheden heldigvis i stigende grad kan "gennemskue disse forsøg på at ødelægge konservative kommentatorers omdømme og nå frem til sin egen uafhængige bedømmelse af hver enkelt sags berettigelse." "SPLC's og ADL's seneste kampagne mod "anti-LGBTQ+ had" giver en god illustration," skriver han, fordi "en betænksom iagttager kan hurtigt konstatere, at prædikatet for kampagnen er falsk". SPLC er en af ADL's tætte samarbejdspartnere; nonprofit-organisationen Southern Poverty Law Center (direkte oversat: "Sydens fattigdoms-lov-center"). SPLC skriver om sig selv, at den er fokuseret på at "afmontere hvidt overherredømme, styrke intersektionelle bevægelser og fremme alle menneskers menneskerettigheder." SPLC er - måske i endnu højere grad end ADL - involveret i kontroversielt arbejde for censur af dem organisationen udnævner til ekstremister.
Matt Walsh skriver som modsvar på angrebene fra ADL:
"Kritikere af kønsideologi, pornografi i skoler og kønsskifteindgreb på børn er ikke motiveret af had, og de er heller ikke fortalere for voldelig ekstremisme."

ADL angriber også Christopher F. Rufo. som ligeledes bliver kaldt "anti-LGBTQ+ ekstremist". Rufo arbejder for den konservative tænketank Manhattan Institute, og har bl.a. kritiseret den "kønsideologi", han mener ligger bag bevægelsen omkring det aktuelle udbredte fokus på "kønsskifte".
Om Christopher F. Rufo skriver ADL:
"Han var tidligere kendt for sin skræmmekampagne omkring kritisk raceteori, men nu har Rufo vendt sit fokus mod de påståede 'farer' ved 'kønsideologi' – en grundløs, årtier gammel konspirationsteori, der hævder, at den progressive bevægelse søger at ødelægge traditionelle familier og konservative værdier ved at udvide kvinders og LGBTQ+-personers rettigheder."

Kritisk raceteori er et akademisk felt, der fokuserer på forholdet mellem sociale opfattelser af race og etnicitet, sociale og politiske love og medier. Teorien anser også racisme for at være systemisk - dvs. indarbejdet i systemer såsom love og regler, og ikke kun baseret på individers fordomme.
I dette interview svarede Christopher Rufo, at "ADL forsøger at mobilisere regeringen med henblik på politisk forfølgelse og sætter vores ret til ytringsfrihed i fare". "Den kendsgerning, at ADL ønsker, at regeringen efterforsker kritikere af transkønnet ideologi i henhold til bestemmelser om 'indenlandsk terrorisme' er skandaløst," udtalte han desuden.
Med sin bemærkning henviser Rufo bl.a. til ADL's egne udmeldinger om organisationens samarbejde med myndigheder og opfordringer til at få politimyndigheder til at tage handling mod "online hadefulde ytringer". I ADL's artikel om de "farlige ekstremister", der taler imod transkønnede medicinske interventioner, skriver ADL:
"Online-forstærkere af anti-LGBTQ+-ekstremisme spreder falsk information mod LGBTQ+-samfundet, hvilket har ført til skade i den virkelige verden. ADL har truffet en række foranstaltninger for at bekæmpe de skadelige virkninger af denne ondskabsfulde onlineaktivitet, herunder samarbejde med sociale medieplatforme om at udvikle og håndhæve robuste servicevilkår, der forhindrer online had og chikane. Derudover advokerer ADL for, at regeringspartnere styrker lovene mod gerningsmænd der udøver had online, samt rådfører sig med retshåndhævende partnere for at handle på online-hadefuld tale, der tilskynder til vold og/eller troværdige trusler."

ADL skrev tidligere om sig selv, at organisationen "arbejder tæt sammen med føderale, statslige og lokale politienheder for at hjælpe dem med at beskytte samfund mod ekstremisme og had". Artiklen var synlig indtil omkring 2023. I dag har organisationen fjernet artiklen, men den kan stadig læses i webarkiver. I samme artikel erklærede ADL desuden at organisationen "er formet af" "en dyb forståelse for politifaget". ADL beskrev sig selv som en efterretningstjeneste, der leverer "information og efterretninger om ekstremistiske grupper, bevægelser og enkeltpersoner for at hjælpe politiet med at identificere og afbryde fremkommende trusler". ADL var desuden - ifølge dem selv - "hovedleverandør af banebrydende programmer til føderale, statslige og lokale retshåndhævende embedsmænd på alle niveauer."

ADL's aktuelle artikel om "LGBT+-ekstremister" peger på i alt fem forskellige "online forstærkere", der beskyldes for at fremføre "farlige og vildledende fortællinger" og for at være skyld i at andre chikanerer eller angriber LGBT-personer.
Èn af de foreninger, der bliver angrebet af ADL hedder Gays Against Groomers (GAG - Homoseksuelle mod groomere, grooming betyder oplæring af børn til pædofili). GAG er en homoseksuel forening der går imod LGBT+-foreningens definitioner og ideologier. ADL skriver, at "GAG sælger farlige og vildledende fortællinger om LGBTQ+-samfundet og fokuserer på falske påstande om 'grooming' fra dragperformere, 'indoktrinering' af LGBTQ+-undervisere og 'børnelemlæstelse' udført af kønsbekræftende plejeudbydere."
Som svar på at GAG er en homoseksuel forening, og dermed burde have svært ved at være hadefulde mod homoseksuelle, skriver ADL:
"Selvom GAG hævder, at de ikke kan være anti-homoseksuelle eller anti-lesbiske, da de selv identificerer sig som homoseksuelle eller lesbiske, inkluderer ADL's definition af anti-LGBTQ+ ekstremisme enhver person, der fremsætter falske påstande og konspirationsteorier om hele eller dele af LGBTQ+-samfundet, uanset hvordan de personligt identificerer sig."

På den måde definerer ADL, at den homoseksuelle forening GAG er "anti-LGBTQ+ ekstremister" og fremsætter falske påstande og konspirationsteorier om LGBTQ+-samfundet.

I del 3 kapitel 3 og 4 skal vi i detaljer se nærmere på, hvordan idéen om transeksualitet knytter sig til en årtusinder gammel religiøs praksis i det antikke Babylon, som er videreført i middelalderens mystikerreligioner og sidenhen integreret i moderne okkulte religioner og magtfulde hemmelige logeordners idealer. Vi skal også se på, hvordan transsekualitet er blevet populariseret i samfundet de seneste år, og på de underholdningsidoler, der har været med til at drive denne udvikling - og deres tilknytning til disse okkulte religioner. Vi ser desuden på nogle af de top-politikere, der har været knyttet til de okkulte logeordner og klubber med denne type idealer.

Ortodokse jøder tror ADL-ledelsen hader dem
Listen med folk, der bliver censureret på grund af ADL's ihærdige arbejde, vokser som nævnt - og ADL angriber så mange forskellige mennesker, at det er umuligt at redegøre udtømmende for. Her er det en artikel om, at "ADL bagtaler palæstinensiske studerende som terroristtilhængere", for at få standset jeres ytringer om den verserende konflikt i Israel. I forbindelse med netop denne konflikt er ADL involveret i flere sager, hvor organisationen arbejder for at standse kritikken af Israels bombninger og krigsførelse i Gaza. Denne krig efterfulgte de opsigtsvækkende angreb den 7. oktober 2023 på Israel udført af den militante palæstinensiske gruppe Hamas.
Her er det en anden artikel med titlen "Stop ADL's forsøg på at bringe folk til tavshed på X" ("X" er det der tidligere hed Twitter). Denne Newsweek-debatartikel stemmer i og taler om, at "ADL er faret vild" - og at "X" bør gå imod yderligere censur i mediet. I denne lange artikel i mediet Boston Review beskrives, hvordan ADL angreb en folkevalgt amerikansk politiker af arabisk afstemning for at "påtage sig den antisemitiske karakter af 'dobbelt loyalitet'". Artiklen kommer med adskillige eksempler på ADL's angreb på forskellige personer og organisationer, og den hævder ligefrem at den magtfulde jødiske organisation har en "kvasi-statslig rolle", som "tog form fra omkring 1979 til 1990".
"Ud over at holde øje med trusler mod staten, søgte ADL efter eller bifaldt måder at deltage i administrationen af den."

Boston Review-artiklen hævder også, at ADL angriber sorte grupper og at organisationen, der påstår at arbejde mod had og racisme, har "stemplet antiracistiske uddannelsesprojekter genereret af sorte som 'ekstremistiske' og 'antisemitiske'".
Debatartiklen i Newsweek om ADL's angivelige vildfarelse er skrevet af borgerretighedssagfører Ron Coleman, som fortæller, at han som ung selv valgte at være frivillig i ADL. Coleman er partner i advokatfirmaet Dhillon Law Group og anerkendt advokat indenfor bl.a. sager om religiøse rettigheder og ytringsfrihed. Han er desuden ortodoks jøde, fortælller han. Advokaten hævder, at ADL, ligesom flere andre tidligere "apolitiske" borgerrettighedsgrupper, "nu blot er en skattefritaget kadre for det nationale demokratiske parti". "Enhver, der er opmærksom på noget, ved dette," skriver han.
"Og efterhånden som det demokratiske parti har bevæget sig længere ud til udkanten af venstrefløjsgalskab, har ADL bevæget sig med det – uanset om et jødisk 'anti-forhånelses'-spørgsmål er på spil eller ej. Det kræver partiet."

Også nuværende medarbejdere i ADL tager afstand fra organisationens udmeldinger. Denne artikel i den engelske avis the Guardian fortæller om situationen. Forargelsen blandt nogle medarbejdere kom bl.a. op til overfladen i 2022, da ADL's administrerende direktør Jonathan Greenblatt sidestillede modstand mod Israel med overbevisninger om racistisk hvidt overherredømme som en kilde til antisemitisme. "Anti-zionisme er antisemitisme," sagde Greenblatt i en tale til ADL-ledere og udpegede grupperne Students for Justice in Palestine (Studenter for Retfærdighed i Palæstina) og Jewish Voice for Peace (Jødisk fredsstemme) som grupper, der står for dette. Hans udtalelser skabte ikke kun vrede hos græsrodsaktivister og jødiske grupper, der var kritiske over for israelsk politik. "Nogle medlemmer af ADL's personale var ligeledes forargede over dissonansen mellem Greenblatts kommentarer og organisationens egne undersøgelser, som det fremgår af interne beskeder set af Guardian," skriver avisen.

Den jødiske borgerretighedsadvokat Ron Coleman skriver:
"Som ortodoks jøde ønsker jeg, at folk – især amerikanske konservative – skal vide, at ADL ikke taler for alle jøder.
...
ADL har svigtet vores samfund så mange gange, at dets tavshed ikke engang er en nedtur længere. Alle undtagen de mest institutionelt begrænsede ortodokse jøder gengælder åbent den foragt, som ADL synes at nære for traditionel jødedom, dens værdier og dens folk. Den udbredte tro i mit lokalsamfund er, at ADL ikke protesterer mod offentlige udtryk for had og frygt for ortodokse jøder, fordi de assimilerede jøder, der driver stedet, selv deler disse følelser."

Videre fortæller den indignerede borgerrettighedsadvokat, at hans egen foragt for ADL nåede et højdepunkt i forbindelse med hans arbejde med ærekrænkelses- og ytringsfrihedssager. I dette arbejde stødte han "hele tiden ind i det samme slyngel-galleri" såsom "smædegrupper som Southern Poverty Law Center", der lykkes med at at få smidt online personligheder, de ikke bryder sig om, af digitale platforme. Og "ADL var, langt oftere end ikke, en del af pro-censurkoalitionen," skriver Ron Coleman.

At også flere og flere jøder tager kraftigt afstand fra ADL bliver efterhånden mere og mere normalt. Den jødiske forfatter, Henry Makow, er en af disse kritikere. Han er endnu mere kritisk end advokaten Ron Coleman:
"B'nai B'rith-ADL repræsenterer ikke jøder. Den repræsenterer frimureriske jødiske bankfolk, som planlægger den vestlige civilisations undergang," skriver Makow.
Makow peger på at, selvom ADL hævder at repræsentere "det verdensomspændende jødiske samfunds interesser", er organisationen bag ADL B'nai Brith "i virkeligheden en frimurerorden, der flytter skylden for sin Lucifianske 'verdensregering'-dagsorden over på jøder generelt". Han hævder desuden, at ADL kun "foregiver at bekæmpe antisemitisme", mens den virkelige dagsorden er "at sidestille modstand mod den globalistiske dagsorden med antisemitisme" og dermed "sikre, at jøder får skylden for den nye verdensorden."
"B'nai B'rith har intet mandat til at repræsentere det jødiske folk," skriver Makow. B'nai B'riths ADL "henvender sig til lokale skoler, private virksomheder og faglige foreninger, og tilbyder indoktrinering i "diversitet" og "hadeforbrydelser". "Det træner det lokale politi i politiske forbrydelser," skriver han videre. Han henviser til denne artikel, om hvordan det amerikanske politi - på initiativ af ADL - trænes i avancerede kampteknikker af det israelske militær (IDF). Artiklen fortæller bl.a. hvordan disse teknikker blev brugt af en trænet betjent i et brutalt overfald på en sagesløs teenage-pige. ADL's definition af "had", skriver Makow "er alt eller hvemsomhelst, der griber ind i verdensregeringens dagsorden, delvist opført på ADL's hjemmeside".
ADL svarer tilsyneladende ikke direkte på disse udsagn, men organisationen vil med stor sandsynlighed hævde at Makow fremfører "ekstremististiske" og "grundløse og farlige konspirationsteorier". Det er der flere andre der gør om Henry Makows påstande - på denne hjemmeside med navnet Rationalwiki.org bliver han fx kaldt "paranoid konspirationsteoretiker". Henry Makow, der som nævnt er af jødisk oprindelse, bliver også i fx den israelske avis Jerusalem Post kaldt "antisemitisk konspirationsteoretiker". I Makows artikel om B'nai B'rith og ADL skriver han dog ret tydeligt, at disse organisationer ikke repræsenterer jøder men i stedet er "frimureriske jødiske bankfolk", der udnytter verdenshistoriens ekstreme overgreb på jøder som skjold og samtidig rammer flertallet af verdens jøder i processen. Makow hævder desuden, at B'nai B'rith og ADL med deres magtspil og manipulation er med til at gøre verdens jøder til mål for netop antisemitiske angreb.

ADL's forbindelser til den kriminelle underverden
Den berygtede jødiske top-lobbyist Roy Cohn, der fra flere sider blev anklaget for at drive et VIP-pædofilinetværk, var kun en af mange bemærkelsesværdige støtter af B'nai B'rith og ADL. De tætte bånd til den jødiske logeorden og den afledte "anti-forhåndelsesliga" var en del af familieopvæksten. Roy Cohns far var mangeårig leder af B'nai B'riths indflydelsesrige afdeling i New England-New York, og Cohn var senere et berømt medlem af dets bank- og finansloge. Også Roy Cohns nære ven og angivelige partner i pædofili-netværket - den jødiske forretningsmand Lewis Rosenstiel - var populær i de magtfulde organisationer. I 1951 modtog Rosenstiel en hæderspris af Anti-Defamation League af B'nai B'rith og American Jewish Committee (den amerikanske Jødiske Komité), som arbejder for flere af de samme ting som ADL. Prisoverrækkelsen fandt sted ved en festmiddag i Hotel Plaza i New York arrangeret af de to jødiske foreninger.
Forretningsmanden Lewis Rosenstiel havde, som tidligere omtalt, gennem mange år en tæt relation til mafialederen Meyer Lansky, og respekten fra mafiabossen var tilsyneladende så stor, at Lansky ved flere lejligheder skulle have kaldt Rosenstiel for "Supreme Commander". Og som vi ligeledes hørte tidligere hævdede statslige undersøgelser, at Rosenstiel var en del af et 'konsortium' sammen med organiserede kriminelle, der købte spiritus i Canada fra Samuel Bronfman. De andre medlemmer af dette kriminelle 'konsortium' var bl.a. den legendariske mafiaboss Lansky og Joseph Fusco, en kollega til den afdøde Chicago-gangster Al Capone.

Det er i det hele taget bemærkelsesværdigt, hvor mange af de personer jeg har omtalt i denne bog, der på den ene eller anden måde er forbundet til ADL og B'nai B'rith. Også flere af de tidligere behandlede medlemmer af den jødiske såkaldte "Mega Group" var tilknyttet ADL. Da spritsmuglersønnen Edgar Bronfman døde i 2013, udtalte den mangeårige ADL-direktør Abe Foxman: "Edgar var i mange år formand for vores spiritusindustridivision, formand for vores New York Appeal og en af vores mest betydningsfulde velgørere." Andre Mega Group-medlemmer, der er donorer og store tilhængere af ADL, omfatter bl.a. tidligere omtalte Michael Steinhardt og afdøde Max Fisher, fortæller mediet MintPress News.
I 1989 holdt ADL galla-middag for mediemogulen Robert Maxwell, og Maxwell modtog desuden ADL's første internationale "A World of Difference Award" ("En verden af forskel pris"). Vi hørte tidligere om, hvordan Robert Maxwell havde nære forbindelser til både den engelske efterretningstjeneste MI6, russiske KGB og israelske Mossad. Disse forbindelser var så tætte, at det britiske udenrigsministerie mistænkte Robert Maxwell for at være hemmelig agent for en udenlandsk regering, og kaldte ham "en helt igennem dårlig karakter og næsten helt sikkert finansieret af Rusland". Maxwell hvidvaskede angiveligt penge gennem bulgarske og vestlige banker for sine kontakter i KGB og andre efterretningsagenter fra østblokken efter opløsningen af det sovjetiske imperium. Han skulle desuden have arbejdet for kriminelle, der handlede med ulovlige våben, prostitution, hvidvaskning af penge, narkotika og bestillingsmord - kriminelle som alle brugte Maxwell til at hvidvaske deres overskud. Man kan læse mere om disse detaljer i del 1 kapitel 1 (i dette afsnit).
Til galla-middagen for Maxwell fik ADL's VIP-gæster i øvrigt en videohilsen fra tidligere præsident Ronald Reagan, som, vi tidligere kort hørte om, også havde forbindelser til mafiaen. I næste kapitel skal vi høre mere om Ronald Reagans mafiaforbindelser, og i del 3 hører vi nærmere om Reagans okkulte spirituelle baggrund. I del 3 hører vi desuden om to kvinder, der beskylder den tidligere præsident for at have deltaget i seksuelle overgreb mod dem som en del af det berygtede statslige hjernevasker-program MK-Ultra.
Robert Maxwell er far til den dømte sex-trafficker Ghislaine Maxwell. Datteren af den angivelige dobbeltspion blev idømt 20 års fængsel for børne-sex-trafficking - hun var partner med den berygtede pædofilidømte jødiske multimilliardær Jeffrey Epstein (se del 1 for detaljer om disse oplysninger).
ADL har også en anden bemærkelsesværdig indirekte forbindelse til sexforbryderen Jeffrey Epstein.
I 2018 gav ADL sin "Jurisprudence Award" ("Retslære Pris") til statsanklageren Barry Krischer, der tilbage i 2008 på bemærkelsesværdig vis undlod at få Jeffrey Epstein dømt for pædofili og sex-handel med børn. Denne artikel fortæller om hvordan "Barry Krischer torpederede sin egen sag mod Jeffrey Epstein" og undgik dom mod multimilliardæren "på trods af, at politiet i Palm Beach havde fundet næsten to dusin piger eller unge kvinder, der fortalte enslydende historier om overgreb i Epsteins Palm Beach-palæ." ADL's pris roste Barry Krischer for "at eksemplificere de principper, som Anti-Defamation League blev grundlagt på."

Der findes kritikere af ADL, som fremlægger endnu mere opsigtsvækkende informationer om "anti-forhånelses-ligaen". Et eksempel herpå er mediet Liberty Lobby ("Frihedslobby"), der beskriver sig selv som et alternativ til "den kontrollerede presse". "Medierne indtager ofte en ukritisk – næsten ærbødig – holdning til ADL-aktiviteter og omtaler det som 'en respekteret menneskerettighedsorganisation'," hævder denne artikel i Liberty Lobby:
"ADL-pressemeddelelser betragtes normalt som 'evangelium' og citeres ofte uden spørgsmål eller forbehold. Men ADL har befundet sig på den forkerte side af loven under sine mere berygtede aktiviteter. Politiet kender til ADL's bånd til organiseret kriminalitet, men medierne undgår at nævne disse bånd. I 1985 gav ADL sin årlige 'Torch of Liberty Award' til den jødiske mafia-chef Moe Dalitz. Det blev givet ved en banket, der ærede ham for de millioner af dollars fra sin bandes plyndringer, han betalte ADL. Dalitz var dengang mafiaboss i Las Vegas og tjente sine penge på spil, som lånehaj, ved prostitution og efter sigende lejemord."

Oplysningen om, at ADL gav sin årlige "Torch of Liberty Award" ("Frihedsfakkel-pris") til den berygtede jødiske mafia-chef Moe Dalitz, fremsættes også i bogen "The Ugly Truth About The ADL" ("Den grimme sandhed om ADL"). Denne bog er forfattet ud fra det private "efterretningsnetværk", kaldet Executive Intelligence Review (EIR), som var igangsat af den tidligere omtalte politiske aktivist Lyndon LaRouche.
EIR skriver, at ADL "stolt" gav "sin Frihedsfakkel til Las Vegas 'forretningsmanden' Morris Barney Dalitz", og prisoverrækkelsen "blev givet forside-opmærksomhed" i ADL's eget månedlige Bulletin-magasin. Ifølge EIR "roste [ADL] Dalitz som en stor filantrop, der havde doneret generøst til ADL gennem årene".
Men mafiabossens "'generøsitet' var motiveret af meget mere end en impuls til at hjælpe en foretrukken velgørenhedsorganisation," skriver EIR:
"Som en af de vigtigste skikkelser inden for organiseret kriminalitet over en periode på tres år, og som højre hånd på livstid for den organiserede kriminalitets 'bestyrelsesformand' i det 20. århundrede, Meyer Lansky, var Moe Dalitz udmærket klar over, at Anti-Defamation League fra sin grundlæggelse var en magtfuld hemmelig arm af National Crime Syndicate. Uden ADL's uforfærdede 'public relations' arbejde på vegne af organiseret kriminalitet ville USA aldrig være blevet oversvømmet med illegale stoffer, og gangstere som Dalitz og Lansky ville for længst være blevet transporteret til kriminalforsorgen. Dalitz var en af kongerne i forbudstidens spritsmuglingsvirksomhed. Sammen med tre andre gangstere, Morris Kleinman, Sam Tucker og Louis Rothkopf, ledede han Clevelands underverden. Deres selvudnævnte 'Jødiske flåde' smuglede rotgut whisky over De Store Søer fra Canada til Midtvesten i USA. På den canadiske side af søerne blev spriten fremstillet af Bronfman Banden, ledet af Sam og Abe Bronfman, andengenerations rumænske immigranter, hvis far var blevet bragt til Canada af den B'nai B'rith-allierede Baron de Hirsch Fund og havde oprettet en perlerække af horehuse."

"Rotgut" refererer til den absolut laveste kvalitet af spiritus.
Baron de Hirsch Fund er en fond, der blev oprettet i New York i 1891 af den jødiske Baron Maurice de Hirsch for at hjælpe og bosætte østeuropæiske jødiske immigranter i USA. Baronen støttede den jødiske logeorden, fortæller B'nai B'rith selv i en artikel, der kommer ind på Hirsch' filantropiske arbejde. "Hans generøsitet strakte sig ud til flere amerikanske og europæiske B'nai B'rith-institutioner," fortæller logeordenen. B'nai B'rith havde desuden en loge, der var opkaldt efter Baron De Hirsch. Denne loge blev kaldt Baron De Hirsch Lodge No. 420 og blev oprettet i Butte, Montana, i 1892.

Ligesom det tidligere nævnte venstreorienterede magasin Jacobin omtaler artiklen i Liberty Lobby også politirazziaen i 1993 på ADL's californiske hovedkvarter. Razziaen viste ifølge Liberty Lobby, at ADL var "involveret i korruption af politiafdelinger og tyveri af tusindvis af fortrolige politifiler". ADL's kontorer i San Francisco og Los Angeles blev ransaget for at finde de stjålne filer, skriver Liberty Lobby.
"Selvom der var blevet udstedt påbud og tilholdsordrer mod ADL for at krænke uskyldige menneskers borgerrettigheder og for ulovlig privat spionage, fik vi aldrig noget at vide om det, fordi disse ADL-forseelser blev ignoreret af medierne."

Det ADL-kritiske medie hævder desuden, at anti-forhånelsesligaen i modstrid med sit navn havde en dagsorden om "at fremme hadforbrydelser og retsforfølgelse", som "truer vores forfatningsmæssige friheder". Organisationens "lobbyindsats er i virkeligheden rettet mod at skabe en politistat i USA," skriver Liberty Lobby, og hævder at lignende forhold af "tankecensur" allerede eksisterer i flere andre lande. "Politi og administrative embedsmænd" "er ubevidste brikker i ADL's strategi," skriver mediet.
"ADL-syndikatet er i virkeligheden i gang med at desensibilisere og træne politi og advokater i, hvordan man udvikler de psykologiske færdigheder, der er nødvendige for at lobbye for love inden for tankekontrol. Vi kender det som hadforbrydelseslovgivning."

Israelsk Mega-bedrag: Støtter terror-organisation, der angriber Israel og skaber basis for krig
Interessant er det også at kigge på præsident George W. Bushs "æresdelegation til at deltage i festlighederne til ære for staten Israels 60-års jubilæum", der fandt sted i 2008. Delegationen inkluderer nogle af de mest indflydelsesrige jøder i det amerikanske samfund. Blandt medlemmerne af denne "æresdelegation" var Mega-group-medlemmerne Ronald Lauder og Leslie Wexner såvel som ADL's daværende direktør Abraham Foxman
Som tidligere omtalt er Ronald Lauder et ganske særligt Mega Group-medlem med forbindelser til flere af de magtmennesker, der omtales i denne bog. Ronald Lauder er som nævnt både tidligere medlem af Reagan-administrationen, mangeårig donor til den israelske premierminister Benjamin Netanyahu og Israels Likud-parti, samt en mangeårig ven af Donald Trump og Roy Cohn.
Et andet medlem af delegationen var tidligere udenrigsminister Henry Kissinger, som var at finde i Jeffrey Epsteins "sorte bog" - og som med sine udenrigspolitiske beslutninger menes at være skyld i døden for mellem tre og fire millioner mennesker i perioden fra 1969 til 1976. Mordene fandt sted under krige i bl.a. Cambodja og Chile, og da Kissinger gav grønt lys for Indonesiens blodsudgydelser i Østtimor og Pakistans blodsudgydelser i Bangladesh. Magasinet Rolling Stone konstaterede i sin nekrolog for Kissinger, at han var både "berygtet krigsforbryder" og "elsket af Amerikas herskende klasse". Da Kissinger døde i 2023 som 100-årig, kaldte Rolling Stone ham en af "historiens værste massemordere".
Et andet medlem af "æresdelegationen" - Jeffrey Epsteins nære ven og beskytter, milliardæren Leslie Wexner - har sin egen fond kaldet Wexner Foundation. Denne fond er ligesom ADL funderet i stærke bindinger til staten Israel. Om sig selv skriver fonden, at den "udvikler og inspirerer ledere i det nordamerikanske jødiske samfund og staten Israel" og at den stræber efter at bidrage til en sikker og levende israelsk stat i trivsel. Wexner Foundation "udvikler og inspirerer ledere" bl.a. ved at tilbyde flere ledelses- og uddannelsesprogrammer. En af fondens tidligere studerende Deb Leipzig er i dag vicepræsident for ledelse i Anti-Defamation League - og hun skriver her en artikel om sit arbeje i ADL på Wexner Foundations hjemmeside.

Værdimæssigt synes Leslie Wexners fond at være helt i tråd med ADL, hvilket fx viste sig i forbindelse med reaktionerne på Hamas' 7. oktober-angreb mod Israel. Angrebene resulterede i mere end 1.200 dødsfald på primært israelske statsborgere. Efterfølgende udførte det israelske militær luftangreb på Gaza-striben, og uger senere blev landtropper og pansrede køretøjer indsat i krigen med massive ødelæggelser og titusinder af dødsfald på Gazastriben til følge.
Wexner Foundation beslutttede at afslutte sin økonomiske støtte til Harvard University som reaktion på, at universitetet efter Wexners mening ikke tog tydeligt nok afstand fra Hamas' angreb og fra en Israel-kritisk erklæring udstedt af studentergrupper på universitetet. Også Ronald Lauder trak sine donationer til Penn University med baggrund i en lignende argumentation.
Baggrunden for den blodige mellemøstlige konflikt synes at være endnu mere kynisk end de ellers åbenlyst overvældende tragiske omstændigheder viser: Israel har tilsyneladende været en betydelig medskaber af sin egen modstander Hamas. I 2009 udviklede og fremførte daværende premierminister Benjamin Netanyahu "en destruktiv, skæv politisk doktrin, der formulerede, at en styrkelse af Hamas på bekostning af det palæstinensiske selvstyre ville være godt for Israel," fortæller denne artikel, som er skrevet af den israelske historieprofessor Dmitry Shumsky. Formålet med doktrinen var angiveligt at fastholde spliden mellem Hamas i Gaza og det palæstinensiske selvstyre på Vestbredden. Det ville bevare den diplomatiske lammelse og for evigt fjerne "faren" for forhandlinger med palæstinenserne om opdelingen af Israel i to stater, forklarer Shumsky. Strategien "forvandlede Hamas fra en mindre terrororganisation til en effektiv, dødelig hær med højtuddannede, umenneskeliggjorte stormtropper, blodtørstige mordere, der nådesløst slagtede uskyldige israelske civile inklusive kvinder, børn og ældre," hævder professoren.
"Dette er solidt dokumenteret. Mellem 2012 og 2018 gav Netanyahu Qatar godkendelse til at overføre et samlet beløb på omkring en milliard dollars til Gaza, hvoraf mindst halvdelen nåede Hamas, inklusive dens militære fløj."

Bl.a. denne artikel i New York Times bekræfter professorens udsagn: "Israels premierminister Benjamin Netanyahu tolererede ikke kun disse betalinger, han opmuntrede dem," fortæller artiklen.
Absurditeten og forrædderiet kommer tydeligt op til overfladen, fx når man læser denne sætning i samme artikel:
"I årevis eskorterede israelske efterretningsofficerer endda en Qatar-embedsmand ind i Gaza, hvor han delte penge ud fra kufferter fyldt med millioner af dollars."

New York Post fortæller desuden, at Netanyahus senere finansminister, Bezalel Smotrich, "udtrykte det ligeud" ved at sige, at "Hamas er et aktiv" (“Hamas is an asset”). Ordet "asset" bruges også af efterretningstjenester om mennesker og organisationer, de har under kontrol og bruger til at nå deres mål.
Også Jerusalem Post bekræfter, Netanyahus kyniske plan. På et privat møde med medlemmer af hans Likud-parti den 11. marts 2019 forklarede premierministeren sin plan med, at pengeoverførslen er en del af strategien for at splitte palæstinenserne i Gaza og Vestbredden. "Enhver, der er imod oprettelsen af en palæstinensisk stat, skal støtte" overførslen af pengene fra Qatar til Hamas. På den måde vil Israel forhindre etableringen af en palæstinensisk stat.

Avigdor Liberman, der trådte tilbage som chef for forsvarsministeriet på grund af politikken i Gaza, sagde, at betalingerne er en "elendig beslutning", der markerer at "Israel for første gang finansierer terrorisme mod sig selv."

I et interview udtalte Netanyahu-medarbejderen Gershon Hacohen, en generalmajor i reserven:
"Vi er nødt til at fortælle sandheden. Netanyahus strategi er at forhindre muligheden for to stater, så han gør Hamas til sin nærmeste partner. Hamas er officielt en fjende. I det skjulte er det en allieret."

Der er adskillige andre kilder, der bekræfter disse oplyninger, fx denne artikel i Israels ældste avis Haaretz. Selv danske Ekstrabladet har bragt informationerne, og desuden peget på, at blot få uger før Hamas' blodige overraskelsesangreb på Israel 7. oktober rejste Mossads direktør, David Barnea, angiveligt til Qatar for at afholde "endnu et" af deres "mange hemmelige møder".

Tre amerikanske præsidenter - Barack Obama, Donald Trump og Joe Biden - og deres regeringsadministrationer støttede i øvrigt Netanyahus strategi om, at Qatar fik lov til at sende penge til Hamas. Dette på trods af USA's officielle udmeldinger om at Hamas er en terrororganisation.

Denne artikel i mediet Swiss Policy Reasearch med titlen "Hvorfor Israel skabte Hamas" går i dybden med at fremlægge yderligere kilder, der bekræfter strategien og analyserer, hvorfor den blev etableret.
Nogle går endnu længere og hævder at Israelske soldater stod bag flere af drabene den 7. oktober. Fx denne artikel med titlen "Evidence Shows Israel Killed Own Citizens On The 7th & 53 UN Staff, Journalists Deliberately Killed" ("Beviser afslører, at Israel dræbte egne borgere den 7. og 53 FN-medarbejdere, journalister bevidst dræbt"). Artiklen kan læses i mediet The Last American Vagabond ("Den sidste amerikanske vagabond").
Denne artikel fremkommer med en lignende påstand om, at drabet på en 12-årig pige, der blev brugt som propaganda af Israel, var udført af det Israelske militær.
Oven i alt dette er der flere kilder, der peger på at Israel blev informeret om et kommende Hamas-angreb, men at landets premierminister og sikkerhedstjenesten Shin Bet undlod at gøre noget.

Jøder til Israel og ADL: 'Ikke i vores navn'
Ronald Lauders nære ven - den israelske premierminister - Benjamin Netanyahu støtter altså tilsyneladende den terror-organisation, som angriber premierministerens eget land og dræber mere end 1.200 af statslederens egne landsmænd. Netanyahu og den israelske regering starter derefter en krig, og titusinder af mennesker bliver dræbt på Gaza-striben, i hvad FN's særlige rapportør og andre kalder "et folkedrab". Derefter standser fx Ronald Lauder sine donationer til Penn University og anklager universitet for antisemistisme, fordi universitet tillader palæstinensiske studerende at kritisere denne krig.
Her er det en amerikansk læge, der tog til Gaza som frivillig hjælper. Han fortæller, at han har været frivillig i andre krigszoner - men det, han så i Gaza, "var ikke krig - det var udslettelse," skriver han i denne artikel i Los Angeles Times.

Anti-Defamation League ødelægger sit eget omdømme som borgerrettighedsorganisation "med hensynsløse og ikke-understøttede anklager om antisemitisme," står der i denne debatartikel.
Under ledelse af administrerende direktør Jonathan Greenblatt har ADL iværksat et korstog mod tilsyneladende enhver kritik af Israel, og gør en hån af dets erklærede mission om ikke kun 'at standse ærekrænkelsen af det jødiske folk', men også om 'at sikre retfærdighed og fair behandling til alle.'"

Artiklen er skrevet af en tidligere studerende på en af de universiteter, der er under angreb af ADL. Han hævder videre, at ADL i dag kalder enhver person, der tør kritisere Israel, for antisemit - "selv progressive, anti-zionistiske jøder i grupper som Jewish Voice for Peace". Jewish Voice for Peace ("Jødisk stemme for fred") er en jødisk-etableret venstreorienteret og antizionistisk interesseorganisation, som er kritisk over for Israels handlinger i Gaza og på Vestbredden. ADL har "opfordret universiteter til at bruge antiterrorlove som våben til at bringe den pro-palæstinensiske gruppe Students for Justice in Palestine til tavshed," skriver den tidligere studerende også. Students for Justice in Palestine ("Studenter for Retfærdighed i Palæstina") er en pro-palæstinensisk aktivistorganisation for universitetsstuderende i USA, Canada og New Zealand.
Den kritiske tidligere studerende påpeger desuden, at ADL har lagt fredelige jødiske demonstranter i organisationens database, der skal forestille at dokumentere voksende antisemitisme i USA.
Han skriver, at ADL "korrumperer dets meget citerede hadforbrydelsesdata ved at sætte jødiske fredsmøder i samme kategori som antisemitiske angreb, og sætte liberale jøder, der opfordrer til en våbenhvile, i bås med jødehadere".
ADL's forklaringsproblem i forhold til at hævde at repræsentere verdens jødiske folk synes at vokse eksplosivt i disse år - og særligt efter massedrabene i Gaza. Til den ovennævnte demonstration, der var arrangeret af Jewish Voice for Peace, bar de mange jødiske demonstranter t-shirts med påskrevne tekster som “Not In Our Name” ("Ikke i vores navn") og "Ceasefire now" ("Våbenhvile nu").

Også det jødiske magasin Jewish Currents ("Jødiske strømninger") har skrevet mange kritiske artikler om ADL og organsiationens brug af antisemitisme. I denne artikel skriver mediet, at ADL's oprindelse er anti-demokratisk og at organisationens historie afslører, at den "blev skabt for at konsolidere magten hos velhavende mænd og kvæle venstreorienterede græsrødder". Jewish Currents, som blev stiftet i 1946, beskriver sig selv som "et magasin dedikeret til den rige tradition for tanker, aktivisme og kultur på den jødiske venstrefløj og venstrefløjen mere bredt."
Mediet har også publiceret artiklen "How the ADL’s Israel Advocacy Undermines Its Civil Rights Work" ("Hvordan ADL's forsvar af Israel underminerer dets borgerrettighedsarbejde"). "Samlet set har [ADL's direktør Jonathan] Greenblatts kamp mod dem, der kritiserer Israel, undergravet ADL's evne til at samarbejde med andre grupper," skriver Jewish Currents. Det jødiske medie peger også på, at "progressive aktivister" i stigende grad kritierer ADL "for dets politi-partnerskaber og fortalervirksomhed for Israel". Mediet fortæller, at en koalition af mere end 60 organisationer med fokus på området for social retfærdighed i august 2020 lancerede #DropTheADL-kampagnen, der opfordrede progressive til at tage afstand fra ADL. Jewish Currents begrunder det med, at ADL "har en historie med et vedvarende mønster af angreb på bevægelser, der arbejder for social retfærdighed og er ledet af grupper af farvede, queer-folk, immigranter, muslimer, arabere og andre marginaliserede" - samtidig med at ADL "tilpasser sig politi, højrefløjsledere og statsvold-gerningsmænd."
Jewish Currents skriver, at koalitionen mod ADL "omfatter fremtrædende grupper, der leder kampen om race- og immigrantretfærdighed over hele landet," hvorefter mediet opremser flere af disse grupper. Koalitionens åbne brev fordømmer ADL, og over 100 yderligere organisationer har underskrevet siden brevets offentliggørelse, fortæller magasinet.
En af brevets underskrivere, den administrerende direktør for Center for Konstitutionelle Rettigheder, Vince Warren, udtalte, at borgerrettighedsorganisationers "fokus bør være på at kritisere statsmagten og ikke på at angribe dem, der kritiserer statsmagten" - underforstået at ADL gør det sidste.

B'nai B'rith, Sigmund Freud og incestofre under angreb
ADL's moderorganisation B'nai B'rith har ligesom sin berygtede "anti-forhånelsesliga" historisk haft adskillige fremtrædende jødiske personer som medlemmer. En af disse er den verdensberømte psykoanalytiker Sigmund Freud.
Den franske forfatter og historiker Laurent Guyénot har i den sammenhæng skrevet en interesant artikel med titlen "Freud, sexual abuse, and B'nai B'rith" ("Freud, seksuelt misbrug og B'nai B'rith"). Guyénot peger i artiklen på lidt andre oplysninger om Sigmund Freud, end de gængse overleveringer om manden, der er kendt som "psykoanalysens skaber". Efter at have stødt på "den udbredte realitet med børnemishandling blandt sit hovedsageligt jødiske klientel", dækkede Freud over disse erfaringer med teorien om" "Ødipus-komplekset", skriver Guyénot. Freuds idé om "Ødipus-komplekset" beskriver en drengs incestuøse forelskelse i moderen, hans jalousihad mod faderen og hans angst for faderens repressalier. Ødipuskomplekset kulminerer i den normale psykiske udvikling hos drenge i alderen 3-5 år, hævder teorien. Freud navngav begrebet efter den græske sagnfigur Ødipus, der dræbte sin far og giftede sig med sin mor. Freud hævdede at det samme kompleks findes hos pigen med ombytning af faderens og moderens rolle.
Jødiske Sigmund Freud var således også manden, som definerede en teori, der i praksis kunne flytte skylden for påstået incest fra forælderen til barnet. Og samtidig var han et højt estimeret medlem af loge-broderskabet B'nai B'rith, som har forbindelser til påståede pædofile overgrebsmænd - og til okkulte jødiske tekster, der synes at indeholde foruroligende opfordringer til pædofili.
Laurent Guyénots artikel er bl.a. skrevet med baggrund i bogen "The Assault on Truth" (Angrebet på sandheden") af forfatteren og den tidligere psykoanalytiker Jeffrey Masson. I bogen hævder Jeffrey Masson, at Freud bevidst undertrykte sin første hypotese, kendt som "forførelsesteorien", om at hysteri er forårsaget af seksuelt misbrug i barndommen, fordi han nægtede at tro, at børn er ofre for seksuel vold og overgreb i deres egen familie. Freuds teori om "indre fantasi og spontan barndomsseksualitet" og barnets tiltrækning mod forældrene, udviklede han efter at have opgivet forførelsesteorien. Masson hævder, at Freuds kovending med lanceringen af Ødipusteorien betød at seksuel vold i højere grad blev tilskrevet offerets fantasi og på den måde mindskede truslen mod den eksisterende sociale orden.
Masson var projektdirektør for Freud Arkiverne, og havde derfor unik adgang til Freuds personlige breve, som ellers aldrig var blevet offentliggjort. Flere oplysninger i disse breve var bl.a. baggrunden for bogen. Masson påpeger, at Freud havde læst samtidig litteratur, der dokumenterede høje forekomster af seksuelt misbrug af børn - og at han efter al sandsynlighed desuden havde været vidne til obduktioner af børn, der var blevet voldtaget og myrdet.
Om effekten af Freuds teori om "Ødipuskomplekset" står der i forfatterens beskrivelse af bogen:
"Som følge heraf har de fleste psykiatere og psykoanalytikere i realiteten været tilbageholdende med at stole på deres patienters, især kvinders, minder om de traumer, de oplevede i barndommen. Ligesom Freud ser de sådanne traumer som fantasi snarere end virkelighed. Denne tilsløring af sandheden, hævder Masson, har forgiftet hele professionen."

Måske ikke overraskende vakte bogen massiv furore og modtog mange negative anmeldelser, hvoraf flere afviste Massons læsning af psykoanalysens historie.

Laurent Guyénot skriver:
"[Freuds] nye teori om spontane infantile seksuelle fantasier kan ses som en projektion, ikke ulig sexforbryderes tendens til at give deres ofre skylden: patienterne selv er nu anklaget for både seksuel lidenskab og morderiske fantasier over for deres forældre. Ved at undertrykke disse selvgenererede impulser, siger freudiansk ortodoksi, har de skabt deres egne neuroser, som i hysteri kan tage form af falske minder om misbrug."

Laurent Guyénot fortæller, hvordan Freud gik væk fra sin gamle teori og kom frem til det nye Ødipus-kompleks. Ud over Massons bog tager Guyénot her udgangspunkt i to andre bøger om Sigmund Freud, af hhv. en fransk og en tysk forfatter: Psykoanalytikeren Marie Balmarys "Freud and the Hidden Fault of the Father" ("Freud og farens skjulte skyld") og sociologen Marianne Krülls "Freud and His Father" ("Freud og hans far").
Begge disse bøger trækker i vid udstrækning på Freuds breve til sin ven, ørelægen Wilhelm Fliess, "som dokumenterer, hvordan Freud blev ført til sin teoretiske kovending ud fra sin introspektive selvanalyse," skriver Laurent Guyénot. Balmary og Krüll påpeger, at Freud foretog denne selvanalyse lige efter sin far Jacobs død. Den 2. november 1896, ti dage efter faderens død, skrev Freud til Fliess om en drøm, han havde natten før begravelsen. I drømmen optrådte et skilt, der sagde: "Du bliver bedt om at lukke øjnene". Dette tolkede Freud som en henvisning til "ens pligt over for de døde", skriver Laurent Guyénot.
Alligevel tilføjede Freud den 11. februar 1897, efter at have nævnt, at tvungen oralsex på børn kan resultere i neurotiske symptomer:
"Desværre var min egen far en af disse perverse og er ansvarlig for hysteriet hos min bror (hvis alle symptomer er identifikation) og dem hos flere yngre søstre. Hyppigheden af disse omstændigheder får mig ofte til at undre mig."

Den følgende sommer gennemgik han en depressiv periode og skrev den 7. juli til Fliess:
"Jeg ved stadig ikke, hvad der er sket med mig. Noget fra det dybeste af min egen neurose satte sig imod ethvert fremskridt i forståelsen af neuroserne, og du har på en eller anden måde været involveret i det."

Den 21. september fortalte han sin ven om sin nye overbevisning:
"Jeg vil straks betro dig den store hemmelighed, der langsomt er gået op for mig i de sidste par måneder. Jeg tror ikke længere på min neurotica [hans forførelsesteori]."

Han gav som en forklaring, "overraskelsen over, at faderen i alle tilfælde, ikke udelukket min egen, måtte anklages for at være pervers."
Laurent Guyénot påpeger, at Freud derefter "i det næste brev, fra den 3. oktober", "selvsikkert" skrev, at i tilfælde af sin egen neurose, "spiller den gamle mand ingen aktiv rolle."
Til sidst, den 15. oktober, henviste Sigmund Freud således til Ødipus-historien:
"En enkelt idé af generel værdi gik op for mig. Jeg har også i mit eget tilfælde fundet [fænomenet] at være forelsket i min mor og jaloux på min far, og jeg betragter det nu som en universel begivenhed i den tidlige barndom."

Laurent Guyénot, Marie Balmary, Marianne Krüll og flere andre hævder, at Freud havde oplevet seksuelle overgreb fra sin far og ligeledes var bevidst om, at det samme var tilfældet for hans bror og søstre.
Med et citat fra Marianne Krüll skriver Laurent Guyénot, at Freud efter sin fars død tog "skylden på sine egne skuldre ved hjælp af sin Ødipusteori" - "pligtskyldig søn, som han var".
"Under Freuds selvanalyse i en alder af 40 bankede det hele på døren til hans bevidsthed, men han overgav sig endelig til det underbevidste imperativ om at 'lukke øjnene'. For at dække over den truende sandhed om sin fars fejl opfandt Freud Ødipus-komplekset og anklagede børnene selv for 'polymorf perversion'."

Herefter gennemgår Laurent Guyénot Freuds meget jødiske tilhørsforhold, og hvordan den verdenskendte grundlægger af psykoanalysen havde "uovervindelig loyalitet" mod sit jødiske ophav og jødiske værdier og traditioner.
Med baggrund i studier af Sigmund Freuds liv, Freud-biografier og -citater fremfører Guyénot desuden, at Freud havde et ønske om oprejsning for jøderne - som modvægt til historiske ydmygelser fra kristne. Guyénot peger også på, at de andre stiftende medlemmer af den psykoanalytiske bevægelse ligeledes havde jødisk baggrund. Kun Carl Jung var ikke jøde, og netop han "er det eneste medlem, der aldrig har tilsluttet sig Freuds teori om infantil seksualitet," skriver Guyénot.
I modsætning til Jung var Karl Abraham, der var søn af en ortodoks rabbiner og "den mest etnocentriske af Freuds disciple", også den største tilhænger af Freuds teori om infantil seksualitet, fremfører Guyénot.

"Ved et forbløffende tilfælde blev Freud indviet i det nyligt grundlagte B'nai B'rith i september 1897, netop på tidspunktet for hans omvendelse til dogmet om infantil seksualitet," skriver Laurent Guyénot. Efter skuffelsen over at blive nægtet professoratet, "fyldte Freud gennem B'nai B' rith, det professionelle såvel som det sociale vakuum i hans liv". Her citerer Guyénot fra bogen "The Prefiguring of the Psychoanalytic Movement: Freud and the B'nai B'rith" ("Foregribelsen af den psykoanalytiske bevægelse: Freud og B'nai B'rith"). Denne bog er skrevet af historieprofessoren ved det amerikanske Kean University, Dennis Klein, som desuden er stiftende direktør for ADL's Braun Center for Holocaust-studier. Dennis Klein har også skrevet bogen "Jewish Origins of the Psychoanalytic Movement" ("Den jødiske oprindelse af den psykoanalytiske bevægelse").
Om Sigmund Freuds forhold til B'nai B'rith skriver Laurent Guyénot:
"Han var et meget aktivt medlem, der deltog i næsten alle møder i det første årti, hans mest produktive år. Han rekrutterede mindst tre medlemmer og var i 1901 grundlægger af en anden loge i Wien, Harmonilogen. Samme år holdt han et foredrag om 'Mål og formål for B'nai B'rith-logerne.' Freud præsenterede ofte sit arbejde for B'nai B'rith, før han udgav det."

Dennis Klein skriver ifølge Guyénot ligefrem, at den wienske B'nai B'rith-loge var "en forløber for psykoanalysens bevægelse." Efter Freuds død i 1939 "fortsatte B'nai B'rith i Wien ubønhørligt den støtte, der blev givet i hans levetid til den berømte [loge-]'bror'."

Ligesom incest og pædofili synes at klæbe til broder-logeordenen B'nai B'rith gennem forbindelsen til pædofilianklagede personer og jødisk okkultisme, synes incest og pædofili ved nærmere eftersyn at klæbe til efternavnet Freud.
Også Sigmunds barnebarn Sir Clement Freud (1924-2009), der blev britisk parlamentsmedlem, var pædofil. Han blev efter sin død af flere ofre anklaget for at være pædofil voldtægtsmand. I 2016 blev der i en ITV News dokumentarfilm fremsat påstande, om at Clement Freud havde seksuelt misbrugt børn mellem 1940'erne og 1970'erne. Filmen har titlen Exposure: Abused and Betrayed – A Life Sentence ("Eksponering: Misbrugt og forrådt – en livstidsdom"). ITV News-teamet var det samme hold, der afslørede den pædofile massevoldtægtsmand og TV-vært Jimmy Savile (se del 2 kapitel 4 for yderligere info herom).
To kvinder, som ikke kendte hinanden, talte offentligt for første gang og hævdede, at den kendte efterkommer af Sigmund Freud havde forgrebet sig på dem, da de var børn og unge. Sylvia Woosley havde kontaktet ITV News og fortalt, at hun var blevet misbrugt i mange år af Freud, fra hun var 10 år i 1950'erne, til hun forlod hans hjem som 19-årig. En anden kvinde, der var anonym, sagde, at Freud havde groomet hende fra hun var 11 år i 1971, misbrugt hende som 14-årig og voldtaget hende voldsomt som 18-årig. At "groome" er når pædofile "træner" et barn til gradvist at acceptere sex med dem. På tidspunktet for disse overgreb sad Freud i det britiske parlament.
Samme dag som dokumentarudsendelsen blev sendt, udsendte Freuds enke, Jill Freud, en undskyldning til begge kvinder. Hun accepterede påstandene og udstedte en erklæring om sympati for sin mands ofre og sagde, at hun inderligt håbede, at ofrene nu ville "få lidt fred". Hun sagde, at hun var "chokeret, dybt fortvivlet og inderligt ked af det" på grund af det, hendes mand gennem 58 år havde gjort mod dem.
En tredje kvinde, Vicky Hayes, hævdede, at hun blev overfaldet og voldtaget af Freud, da hun var 17 år gammel. Hayes sagde, at Freud ikke havde ret til sin samfundsmæssige anerkendelse, og at han posthumt burde fratages sit ridderskab. Det kom også frem, at en politiundersøgelse af VIP-overgreb på børn kaldet "Operation Yewtree" havde fået overdraget Freuds navn i 2012, da to angivelige ofre fremsatte beskyldninger til National Society for the Prevention of Cruelty to Children (NSPCC - National forening for forebyggelse af mishandling af børn). Som vi skal se i del 2 var dette et mønster for utrolig mange politiundersøgelser, der blev iværksat omkring ofres anmeldelser af pædofile overgreb i det britiske parlament og blandt fremtrædende briter.
Mod Clement Freud blev der også fremsat beskyldninger om rovdrift på kvindelige studerende under hans tid som rektor for Dundee Universitet i 1970'erne. Craig Murray, en tidligere britisk ambassadør, som var studerende ved Dundee Universitet i slutningen af 1970'erne, beskrev en hændelse, da Freud bad formanden for de studerendes fagforening om at "pimpe for ham" og vælge en kvinde til at underholde ham. At "pimpe" betyder at være alfons.
Clement Freud blev også sat i forbindelse med den tre-årige Madeleine McCanns forsvinden i 2007. Detektiver, der efterforskede Madeleine McCanns forsvinden, blev gjort opmærksom på, at Freud havde en villa i det feriested i Portugal, hvorfra den tre-årige forsvandt i 2007. Freud, der blev venner med McCann-familien i ugerne efter, at deres datter forsvandt, havde dem på besøg i sit hus ved to lejligheder og holdt kontakten via telefon og e-mail.
Efter at de opdagede, at Freud var pædofil blev McCann-familien angiveligt "forfærdede". Clement Freuds familie, med bl.a. PR-chefen Matthew Freud, udtalte, at Freud ikke var i Portugal på tidspunktet for Madeleines forsvinden, og at de ikke var blevet kontaktet af politiet. En talsmand for McCann-familien sagde, at de ikke indtil nu havde været opmærksomme på Freuds pædofile misbrug og ikke var klar over, at han nogensinde var blevet undersøgt af Operation Grange, som er navnet på efterforskningen af Madeleine McCanns forsvinden.
London politi svarede ikke på spørgsmål om Operation Grange, men den tidligere politimand i mordafdelingen, Colin Sutton, udtalte, at det "bestemt" "ville være en potentiel undersøgelseslinje, der ville være værd at forfølge". Han sagde også, at det "er ikke noget, der skal tages let på", og man også gerne vil "se på de forbindelser", Freud "måtte have haft i området på det tidspunkt."
Om disse undersøgelsestiltag er blevet efterfulgt er uklart. Men ligesom i utrolig mange andre undersøgelser af britiske VIP-overgreb, har politiets arbejde - som nævnt - ikke ført til noget. Det har stort set udelukkende været tidligere overgrebsofre, der har afsløret overgrebsmænd i disse sager. Dette skal vi se på i detaljer i del 2 kapitel 3 og 4.

Kapitel 3:
Ridderlig eller liderlig?
'Call-boys' på natbesøg i Det Hvide Hus

Som afdækket i kapitel 2 var flere af New Yorks største mafiafamilier kunder hos advokaten Roy Cohn. Denne Politico-artikel kalder simpelthen Cohn for "mafia consigliere" ("mob consigliere"). "Consigliere" betyder "rådgiver" på italiensk, men er også den almindelige betegnelse for mafiafamilieoverhoveders tætteste rådgiver. Men det var ikke kun Cohn, som havde tæt relation til mafiaen - også hans protegé den senere præsident Donald Trump - havde selv flere direkte mafia-forretningskontakter. Den nævnte Politico-artikel afdækker nogle af disse. Den er skrevet af den pulitzerprisvindende journalist David Cay Johnston, som har fulgt Donald Trumps yderst tvivlsomme forretninger og inkriminerende sager gennem 27 år.
Artiklen er skrevet under præsidentvalgkampen i 2016, og Johnston skriver i den sammenhæng, at ingen anden præsidentkandidat "har noget nær Trumps rekord med gentagen social og forretningsmæssig omgang med gangstere, svindlere og andre skurke."
Johnston har samlet et billede af Trumps forretninger, udfra offentlige registreringer og offentliggjorte vidneudsagn:
Billedet viser, at Trumps karriere har nydt godt af en årtier lang og stort set succesrig indsats for at begrænse og aflede politiundersøgelser i hans omgang med topgangstere, folk associeret med organiseret kriminalitet, arbejdskraft-fixere, korrupte fagforeningsledere, svindlere og endda en enkelt gang en narkohandler, som Trump beholdt som chef for sin personlige helikoptertjeneste.

Artiklens baggrund er ifølge Johnston føderale sagsakter, retsprotokoller og biografiske anekdoter - samt Johnstons egne undersøgelser og undersøgelserne i bogen "Trump: The Deals and the Downfall ("Trump: Forretningsaftalerne og faldet").

Artiklen er meget lang, med rigtig mange beretninger om Trumps korruption og mafiaforretninger. Den redegør bl.a. for Trumps handel med Roy Cohns mafiakunder "Fat Tony" Salerno, chef for Genovese mafiafamilien og Paul Castellano, leder af Gambinofamilien. Genovese mafiafamilien og Gambinofamilien angives til at være henholdsvis den mest magtfulde og den næststørste mafiaorganisation i New York. Den pågældende mafiahandel drejede sig - ifølge artiklens oplysninger - om støbningen af betonkonstruktionen i Trump Tower i New York.

Roy Cohns magt- og medievenner
Trumps mentor Roy Cohn var som tidligere omtalt tæt forbundet med adskillige berømtheder, berømte politikere og politiske agenter. Mange af hans fødselsdagsfester gennem årene tiltrak så berømte skikkelser som kunstneren Andy Warhol, modedesigneren Calvin Klein og komikeren Joey Adams, såvel som bemærkelsesværdige politiske skikkelser, herunder den tidligere borgmester i New York Abraham Beame og daværende parlamentsmedlem fra Brooklyn og kommende senator Chuck Schumer, blandt andre. I 1979 deltog Margaret Trudeau, mor til Canadas nuværende premierminister Justin Trudeau, i Cohns fødselsdagsfest, hvor hun kom til at sætte sig på hans fødselsdagskage, som forestillede Roy Cohn dekoreret med en glorie. Og selvfølgelig var også Donald Trump, der blev Cohns protége i midten af 1970'erne, en hyppig del af sociale arrangementer til Cohns ære.

De politikere, journalister og berømtheder, der var inviteret til Cohns eksklusive fester, siges at være dem, der "havde åbne konti i Cohns 'tjeneste-bank'" ("open accounts in Cohn’s ‘favor bank’"). Det var Cohns kælenavn for hans uofficielle balance over politiske begunstigelser og gæld. "Tjeneste-banken" er oplagt at vurdere i sammenhæng med Cohns angivelige involvering i seksuel afpresning fra 1950'erne til sin død i midten af 1980'erne.
Mange af Cohns berømthedsvenskaber blev dyrket gennem hans hyppige optrædener på den berømte udsvævende natklub i New York Studio 54. Denne klub blev beskrevet af Vanity Fair som "det svimlende epicenter for 70'ernes hedonisme, et diskotek for smukke mennesker, endeløs kokain og enhver form for sex." Cohn var mangeårig advokat for klubbens ejere, Steve Rubell og Ian Schrager.

Blandt Cohns nærmeste venner var tv-værten Barbara Walters, som Cohn offentligt omtalte som sin "forlovede", og som han senere præsenterede for chefen for U.S. Information Agency, Chad Wick og andre indflydelsesrige personer i og omkring Ronald Reagans Hvide Hus. Men Walters var blot én af Cohns magtfulde medievenner - af andre kan nævnes chefredaktøren på New York Times, Abe Rosenthal; den mangeårige klummeskribent i New York Times og bidragyder til New York Magazine, William Safire; og George Sokolsky fra The New York Herald Tribune, NBC og ABC. Sokolsky var en særlig nær ven af både Cohn og den tidligere FBI-direktør J. Edgar Hoover, der angiveligt var kraftigt involveret i Cohns seksuelle afpresningsoperation, som beskrevet i kapitel 2. Sokolsky drev American Jewish League Against Communism med Cohn i flere år, og den jødiske anti-kommunistorganisation opkaldte senere sin æresmedalje efter Sokolsky.

Cohn var også mediemogulen Rupert Murdochs advokat og ven. "Når Roy ville have en historie stoppet, noget sat ind eller en historie udnyttet, så ringede Roy til Murdoch", ifølge New York Magazine. Efter Murdoch købte New York Post, "brugte Cohn avisen som sin personlige kniv," skriver New York Magazine desuden. Ifølge den anerkendte undersøgende journalist Robert Parry begyndte venskabet mellem Murdoch og Cohn tilsyneladende på grund af deres gensidige støtte til Israel.

Cohn lænede sig også op af sin livslange ven siden gymnasiet, Si Newhouse Jr., for at udøve medieindflydelse. Newhouse havde kontrol med medieimperiet, der nu omfatter Vanity Fair, Vogue, GQ, The New Yorker og adskillige lokale aviser i hele USA, samt omfattende ejerskab i kabel-tv. New York Magazine bemærkede også, at "Cohn brugte sin indflydelse i de tidlige 80'ere til at sikre sig tjenester til sig selv og sine mafiaklienter i Newhouse-publikationer." Ud over Newhouse havde Cohns flere andre indflydelsesrige barndomsvenner; bl.a. Generoso Pope Jr. og Richard Berlin, som blev ejere af henholdsvis National Enquirer og mediehuset Hearst Corporation. Cohn var desuden en nær ven af en anden mediemogul, Mort Zuckerman, som (sammen med Rupert Murdoch) senere også blev ven med Jeffrey Epstein.

Cohns medievenner angreb ofte Cohns politiske fjender i deres spalter ved at bruge Cohn som en anonym kilde. Især den mangeårige Manhattan-distriktsanklager, Robert Morgenthau, stod ofte for skud - fx i artikler i The National Review af journalisten William Buckley. Buckley, som historikeren George Nash engang kaldte "den fremtrædende stemme for amerikansk konservatisme og dens første store samlende figur", modtog i 1966 George Sokolsky-medaljen fra den Cohn-drevne anti-kommunistorganisation American Jewish League Against Communism. En anden, der også fik denne medalje, var Cohns mafiaforbundne klient og "Supreme Commander" Lewis Rosenstiel.
Buckley fik senere, ifølge en artikel fra 1969 i LIFE magazine, en rabat på et 65.000-dollar lån til at købe en luksusbåd fra en bank, hvor Cohn havde indflydelse, og hvis præsident Cohn havde håndplukket.
I samme LIFE-artikel berettes desuden om Roy Cohns frokostmøde med "måske et dusin velhavende New Yorkere". Det fandt sted under præsidentvalgkampen i 1968, som endte med en sejr til Richard Nixon. Blandt de tilstedeværende var to førende Nixon-forkæmpere; Chef-fundraiser Maurice Stans, som senere skulle blive Nixons handelsminister, og Louis Nichols, den tidligere assisterende direktør for FBI, der efterfølgende blev vicepræsident for Lewis Rosenstiels spiritusfirma Schengley Industries (omtalt i kapitel 2).
På frokostmødet gav Cohn udtryk for at ville støtte Nixon-kampagnen trods det, at han var registreret demokrat. Derefter spurgte Cohn om, hvad mon en Nixon-regering ville gøre med Cohns største forfølgere; Manuel Cohen, der var formand for Værdipapir- og børstilsynet (Securities and Exchange Commission), og Robert Morgenthau, der var statadvokat for det sydlige New York. Louis Nichols og Maurice Stans nægtede senere enhver erindring om diskussionen, men flere tilstedeværende huskede ifølge TIME magazine deres meget direkte svar:
"Nichols garanterede, at Morgenthau ville blive erstattet, og [Maurice] Stans forsikrede, at der kunne findes en måde at tvinge [Manuel] Cohen til at træde tilbage.

TIME magazine afslutter afsnittet med at konstatere, at frokostmødet sluttede efter underskrivning af checks til Nixon-kampagnen for mere end 40.000 dollars, og at Manuel Cohen stoppede som leder af Værdipapir- og børstilsynet kort efter Nixon havde overtaget præsidentembeddet. Robert Morgenthau var (trods vedvarende presserygter om hans forestående afløser) stadig statsadvokat, da artiklen blev skrevet. Det fortsatte han med indtil slutningen af 1969 - knapt et halvt år efter TIME-artiklens udgivelse. Her blev han "presset ud" af embedet. Senere - i 1974 - blev han valgt som distriktsadvokat i New York Amt, en stilling han besad indtil 2005.

Buckley optrådte i 1986 – sammen med Barbara Walters, Alan Dershowitz og Donald Trump – som karaktervidner for Cohn under høringer om fratagelse af Cohns ret til at være advokat. Alle undtagen Buckley skulle i øvrigt senere få ubehagelig medieopmærksomhed på grund af deres forhold til den pædofile overgrebsmand Jeffrey Epstein (behandlet i de to foregående kapitler). Med forbindelser som denne er det ikke underligt, at det blev sagt om Roy Cohn, at han "kunne fixe alle og enhver i byen". Dette udsagn kom fra Stanley Friedman - en advokatpartner for Cohn, som senere blev fængslet på grund af en bestikkelsesskandale, mens han arbejdede som New Yorks viceborgmester. Friedman hævdede det overfor magasinet Vanity Fair.

Selvom Roy Cohn fik støtte af nogle af sine mest kendte og indflydelserige venner, endte Cohn alligevel, inden han døde af AIDS i 1986, med at tabe sin sidste juridiske konfrontation om retten til at være advokat. Afgørelsen på den fire-årige kamp mellem Cohn og New Yorks juridiske institution, stadfæstede et retligt disciplinærpanels anklager om "uærlighed, bedrageri, svig og urigtige fremstillinger" ("dishonesty, fraud, deceit and misrepresentation").

Præsident Reagan, Roy Cohn og mafiaforbindelserne
Roy Cohns havde - sandsynligvis styrket af sin "tjeneste-bank" - en unik position som bindeled mellem den kriminelle underverden og de rige, berømte og indflydelsesrige. Han syntes, at være nærmest urørlig med sine politiske forbindelser til ledere i både det republikanske og det demokratiske parti, samt hans tætte forhold til blandt andet den ekstremt magtfulde FBI-direktør J. Edgar Hoover. Og selvom det meste af hans politiske magtbase blev skabt under 1950'ernes kommunistforskrækkelse, fik Roy Cohn om muligt endnu mere indflydelse i Ronald Reagans 80'ere.

Cohn bevarede sin tilknytning til Det Demokratiske Parti gennem hele sit liv, man han var samtidig kendt som "fixer" for republikanske kandidater. Det blev nok mest tydeligt via hans rolle under Ronald Reagans præsidentkampagner i 1976 og 1980.
Cohns advokatpartner, Tom Bolan, var også en indflydelsesrig kraft i Reagan-kampagnen og blev senere formand for Reagans overgangsteam i 1980. Reagan udnævnte derefter Bolan til direktør for Overseas Private Investment Corporation (Oversøisk Privat Investeringsselskab), regeringens udviklingsfinansieringsinstitution. Bolan var også en del af Cohns tætte vennekreds - bl.a. med William F. Buckley Jr., Donald Trump, Rupert Murdoch samt fx kardinal Terence Cooke (omtalt i kapitel 2).
Desuden var Bolan medvirkende til at sikre føderale dommerposter til flere personer, som senere steg til yderligere indflydelsesrige poster, bl.a. den fremtidige FBI-direktør Louis Freeh. Cohn var også i stand til at få venner af klienter udpeget som føderale dommere, herunder Donald Trumps søster, Maryanne Trump Barry. Efter at Trump Barry var blevet udnævnt til føderal dommer, ringede Donald Trump til Cohn for at takke ham for at trække i tråde på sin søsters vegne.

Cohn ikke fik en offentlig stilling i Reagan-administrationen, men han arbejdede tæt sammen med nogle af kampagnens mere synlige ansigter, herunder den daværende kommunikationsdirektør for Reagans kampagne i 1980 og senere CIA-direktør, William Casey. Ifølge Christine Seymour - Cohns mangeårige omstillingsoperatør, som lyttede til hans opkald - var Casey og Cohn "telefon-venner" ("phone pals"), og under kampagnen i 1980 "ringede Casey næsten dagligt til Roy".
Seymour bemærkede også, at en af Cohns andre hyppige telefonvenner var Nancy Reagan, som både var en af Cohns nærmeste venner og klienter. Nancy Reagan var så tæt på Cohn, at hans død af AIDS, formodentlig var medvirkende årsag til at få hende til at "opmuntre sin mand til at søge mere finansiering til AIDS-forskning". Nancy Reagans store indflydelse på sin mand er almindeligt kendt.
Før Cohns død sikrede Nancy og Ronald Reagan Roy Cohn plads i et eksklusivt eksperimentelt AIDS-behandlingsprogram på trods af Reagan-administrationens veldokumenterede "ikke-reaktion" på æraens AIDS-krise. Ronald Reagan var også en ven af Cohn, og ifølge den anerkendte undersøgende journalist Robert Parry "uddelte han tjenester til Cohn, herunder invitationer til begivenheder i Det Hvide Hus, personlige takkebreve og venlige fødselsdagsønsker" i løbet af sin præsidentperiode. I betragtning af Reagans image som del af "det evangeliske højre" og Reagans promovering af "familieværdier", kan de tætte bånd mellem ham og Cohn virke underlige. Imidlertid havde Reagan, ligesom Cohn, forbindelser til de samme organiserede kriminalitetsorganisationer, som både var blandt Cohns klienter og Cohns mentor Lewis Rosenstiels forretningsforbindelser (se kapitel 2). Vi skal desuden se nærmere på Reagans spirituelle tilknytning til det okkulte i del 3, kapitel 1. Disse informationer er i temmelig kraftig kontrast til præsidentens officielle "kristne image".

Ligesom Cohn havde Reagan tætte kontakter til mafiaen. Reagans kontakter blev etableret gennem den senere præsidents mentor, Lew Wasserman (som tidligere nævnt). Wasserman, den mangeårige præsident for underholdningskonglomeratet MCA og magtfuld Hollywood-mogul, var ikke alene manden bag Reagans film- og tv-karriere, han støttede også Reagans succesfulde arbejde for at blive præsident for skuespillernes fagforening Screen Actors Guild - hvilket senere dannede baggrund for Reagans politiske karriere. Derudover finansierede MCA en stor del af Reagans succesrige opstilling til guvernør i 1966, og ikke længe efter, at Reagan blev præsident, lukkede hans regeringsadministration kontroversielt en større justitsministeriel undersøgelse af MCA's forbindelser til organiseret kriminalitet. "Noget for noget" kunne synes at være logikken. Her er det en Daily Mail-artikel, som, under titlen "Afsløret; hvordan mafiaen hjalp Ronald Reagan med at komme til Det Hvide Hus", fortæller om Reagans mafiaforbindelser i detaljer.

Ifølge Shawn Swords, en dokumentarfilmskaber, der udforskede Reagans bånd til MCA i dokumentarfilmen "Wages of Spin II: Bring Down That Wall" ("Kommunikationsspinnets løn II: Riv den mur ned"):
"Ronald Reagan var en opportunist. Hele hans karriere blev styret af MCA - af Wasserman og [MCA-grundlæggeren] Jules Stein, som pralede med, at Reagan var formbar, at de kunne gøre, hvad de ville med ham... Det der med, at Reagan er hård mod [organiseret] kriminalitet - det er en fejlslutning."

Swords' karakterisering af dette forhold understøttes af en unavngiven Hollywood-kilde citeret i et afklassificeret dokument fra Justitsministeriet. Kilden kaldte Reagan "en komplet slave af MCA, som ville gøre hvad som helst, de forlangte."

Som ung var Lew Wasserman angiveligt en del af en mafiabande kaldet Mayfield Road Gang, som blev drevet af tidligere omtalte Moe Dalitz. Dalitz var en nær ven af Meyer Lansky og var en magtfuld skikkelse i Lanskys kriminelle virksomhed.
Lew Wasserman giftede sig senere med Edith Beckerman, hvis far var Dalitzs advokat. Wassermans nærmeste ven og advokat, Sidney Korshak, havde også tætte bånd til flere af de mest magtfulde mafialedere i USA, bl.a. Meyer Lansky. Korshak mødtes angiveligt fx med Meyer Lansky ad flere omgange fra 1969-1970 på det overdådige Acapulco Towers Hotel omkring et fælles forretningssamarbejde. Denne detalje kan læses i bogen "The Last Mogul: Lew Wasserman, MCA, and the Hidden History of Hollywood" ("Den sidste mogul: Lew Wasserman, MCA og Hollywoods skjulte historie", se side 329). Magasinet New West skrev simpelthen i 1976, at Korshak var den "logiske efterfølger til Meyer Lansky", som i forvejen blev kaldt "Mafiaens revisor" ("The Mob's Accountant"). Advokaterne Sidney Korshaks og Roy Cohns positioner mellem mafia og high society mindede i det hele taget en del om hinanden. Korshak havde (ligesom Roy Cohn) et ry som bro mellem organiseret kriminalitet og det respektable samfund. "Han tilbragte det meste af sit liv ved det skiftende krydsfelt mellem skyggeland og drømmeland," skrev Vanity Fair i en profilartikel om mafiamanden Korshak. "For nogle var han ondskaben inkarneret; for andre var han den flinkeste fyr i verden," konstaterer Vanity Fair desuden. Magasinet fortæller også, at Korshak blev betragtet som "den vigtigste kontakt, mafiaen havde, til at legitimere forretning, arbejdskraft, Hollywood og Las Vegas".

Det store underholdningsfirma MCA var således tæt forbundet med amerikansk mafia - med Lew Wasserman og Sidney Korshak som de mest prominente kontaktpersoner. Men der er mange detaljer i forbindelse med optrævlingen af MCA's mafianetværk. Den tidligere omtalte Justitsministerie-undersøgelse af MCA blev angiveligt bl.a. ansporet, da Justitsministeriet erfarede, at et indflydelsesrigt medlem af Gambino-mafiafamilien, Salvatore Pisello, gjorde forretninger med det enorme underholdningsfirma. På det tidspunkt var chefen for Gambino-familien, Paul Castellano, i øvrigt klient hos Roy Cohn. Regeringsadministrationen for den ligeledes mafiainvolverede præsident Reagan sørgede, som tidligere nævnt, for at standse Justitsministeriets afslørende undersøgelse.

Cohn, Reagan, CIA og Iran-Contra-skandalen
Cohns indflydelse i Reagan-administrationen og hans venskab med Reagan-familien og deres inderkreds er almindeligt kendt. Men det er mindre kendt, hvordan Cohn hjalp CIA's hemmelige propagandabestræbelser, der var en del af den større skandale kendt som "Iran-Contra".
Dette var en politisk skandale, der fandt sted under Reagans anden præsidentperiode. Mellem 1981 og 1986 faciliterede højtstående embedsmænd i regeringsadministrationen i al hemmelighed salget af våben til Iran. Iran var ellers på det tidspunkt udadtil storfjende af USA, og desuden genstand for en international våbenembargo. Reagan-regeringen håbede at bruge overskuddet fra våbensalget til at finansiere "Kontraerne" (engelsk; "Contras"), som var en højreorienteret kontrarevolutionær oprørsgruppe i det socialistiske Nicaragua. Ifølge amerikanske tilføjelser i lovgivningen fra 1982 og 1984 var yderligere finansiering af kontraerne ved statslige bevillinger blevet forbudt af Kongressen. Men Reagan-administrationen fortsatte med at støtte Kontraerne med ikke-bevilgede midler, hvilket pengene fra det ulovlige våbensalg til Iran naturligvis også var. Den officielle begrundelse for våbenforsendelserne til Iran var, at de var en del af en operation for at befri syv amerikanere, der blev holdt gidsler i Libanon af Hizbollah, en islamistisk paramilitær gruppe med forbindelser til den iranske islamiske revolutionsgarde.

I denne periode knyttede Roy Cohn tætte bånd til direktøren for det amerikanske informationsagentur (U.S. Information Agency), Chad Wick. Cohns indflydelse på pressen er allerede blevet beskrevet i detaljer, men her var der altså tale om mulig direkte statslig kommunikationsindflydelse. Cohn var endda vært for en frokost til Wicks ære, hvor flere indflydelsesrige personer i den konservative presse såvel som senatorer og andre politiske repræsentanter også var tilstede. Kort efter stod den daværende CIA-direktør og ven af Cohn, William Casey, i spidsen for en omfattende PR-kampagne, der havde til formål at skabe offentlig støtte til Reagans latinamerikanske politikker, herunder støtte til Kontraerne i Nicaragua.
I parantes bemærket - i sammenhæng med CIA-direktøren William Casey - skal det her nævnes, at netop denne mand er kendt for et helt særligt citat omkring propaganda og disinformation.
I 1981, som direktør for CIA, kom han med denne udtalelse:
"Vi ved, at vores disinformationsprogram er fuldendt, når alt, hvad den amerikanske offentlighed tror på, er usandt."

Det var cirka to år før, han var igang med PR-kampagnen for at skabe støtte til kontraerne i Nicaragua. Denne indenlandske propagandaindsats var teknisk set ulovlig og krævede på den baggrund, at CIA outsourcede jobbet til den private sektor for at minimere risikoen. Chad Wick gik angiveligt foran i forhold til at skaffe privat finansiering til indsatsen og kun få dage efter, at Wick lovede at finde privat støtte, bragte Cohn sin nære ven mediemogulen Rupert Murdoch til Det Hvide Hus.

Reagan, Rupert Murdoch, Charles Wick og Roy Cohn i Oval Office i 1983

Dokumenter udgivet under Iran-Contra-skandalen i 1987 og senere fra Reagan Library indikerer, at Murdoch snart derefter blev betragtet som en kilde til den private finansiering af PR-kampagnen.
Efter det første møde blev Murdoch den øverste medieallierede for denne CIA- og Casey-styrede propagandaindsats og kom også stadig tættere på Reagans Hvide Hus. Murdoch havde som en konsekvens heraf fordel af Reagans politik og sit venskab med regeringsadministrationen, som gjorde det muligt for Murdoch at øge sine amerikanske mediebesiddelser og oprette Fox Broadcasting Corporation i 1987.

Magteliten, den kriminelle underverden og 'løgnenes herre'
Roy Cohn var ikke den eneste tæt på Reagan-regeringsadministrationen, som var en prominent mellemmand mellem den kriminelle underverden og ledende samfundsfigurer og regeringsfolk.
En sådan person var også Robert Keith Gray, den tidligere formand og administrerende direktør for det magtfulde Washington-baserede PR-firma Hill og Knowlton. TV-udsendelsen "60 Minutes" ("60 minutter") kaldte engang Robert Keith Grays PR-virksomhed "en ikke-valgt skyggeregering" på grund af firmaets indflydelse i regeringsbyen Washington, D.C. Ifølge Washington Post var Gray "en af de mest eftertragtede lobbyister i Washington", og "en slags legende i denne by ... manden i den sorte smoking med snehvidt hår og et smil som en diamant."

Gray var en meget succesfuld republikansk fundraiser og havde tidligere været en nær rådgiver for både Dwight D. Eisenhower og Richard Nixon. Han var desuden ven med Ronald Reagan. Gray kom i tæt kontakt med Ronald Reagans inderkreds allerede under Reagans mislykkede præsidentkampagne i 1976 og blev senere vicedirektør for kommunikation under Reagans kampagne i 1980. Sidstnævnte stilling betød, at han arbejdede direkte under William Casey, som kort tid efter blev CIA-direktør.
Gray blev desuden medformand for Reagans præsident-indsættelseskomité og vendte derefter tilbage til PR-branchen. Her havde han kunder som fx den haitianske diktator Jean-Claude Duvalier, stifteren af Moon-bevægelsen Sun Myung Moon, den saudiske våbenhandler Adnan Khashoggi og hedgefondsmanager Marc Rich. Disse kunders meritter fortæller lidt om Grays position mellem amerikanske regeringstopfolk og privilegerede magtmennesker fra den kriminelle underverden.

Khashoggi var sammen med Iran-Contra-frontpersonen Oliver North "nøglemellemmand i den hemmelige CIA-styrede plan i 1980'erne om at sende våben til Teheran i bytte for fanger". Dette var hvad Financial Review skrev i en nekrolog for Khashoggi, da Gray døde som 81-årig i 2017. Denne avis skrev også, at han var "en saudiarabisk mellemmand til leje, der samlede enorme rigdomme og indflydelse ved at sælge alt fra amerikanske våben til tjenester for Riyadhs herskere og CIA-mesterspioner". Hans kontaktbog i slutningen af 1960'erne indeholdt angiveligt både CIA-agenter, schweiziske bankfolk, diverse illegale våbensmuglere og desuden Washington-insidere og fortrolige af præsident Nixon. Med sin tætte involvering i Iran-Contra-affæren var Khashoggi også mellemmand mellem Reagan-regeringen og kriminelle bankforretninger og våbenhandelskontakter. Han var også en mand med kontakter blandt både kriminelle og i efterretningsmiljøet.
Khashoggi var også kendt for sin overdådige livsstil. Et par beskrivende citater fra Financial Review-artiklen er disse:
"Samtidig bevægede han sig problemfrit mellem skjult skygge og blændende overdådighed – en livsstil anslået af The Economist i 1987 til at koste 250.000 USD om dagen. Han festede med Hollywood-eliter som Cary Grant og Elizabeth Taylor; rejste i en prangende DC-8; holdt en indisk swami som vagtrådgiver; og pralede af sit væld af unge elskerinder."
...
"Blandingen af hedonisme, magt og frækhed, der svirrede om Khashoggi, var så hæsblæsende, at det britiske rockband Queen skrev en sang om det, 'Khashoggi's Ship'".

Den "prangende DC-8", der nævnes, var Khashoggis eget private jetfly. En swami er en slags hinduistisk munk. Queen hentydede til våbenhandlerens 281 fods yacht udstyret med en laser, der i hovedkahytten viste Khashoggis smilende ansigt. Skibet endte med at blive købt af Donald Trump, som kaldte "hr. Khashoggi en meget dygtig mellemmand og en elendig forretningsmand."
Khashoggi kanaliserede våben til mange steder i verden for verdens største våbenproducenter, med usædvanligt store fortjenester. Han knyttede i 1986 bånd til den forhadte tidligere Filippinske præsident Ferdinand Marcos og hans kone, Imelda, samtidig med beskyldninger om, at de flygtede ud af landet med stjålne nationale rigdomme.
Khashoggi blev anklaget for at have finansieret nogle af Iran-Contra-våbenkøbene gennem den Luxembourg-baserede Bank of Credit and Commerce International, som kollapsede i 1991 samtidig med undersøgelser af udbredt hvidvaskning af penge. Senere i dette kapitel skal vi høre om hvordan denne bank bl.a. finansierede ulovlige efterretningsoperationer, som involverede bestikkelse, afpresning, kidnapning - og i nogle tilfælde mord.
Året efter blev Khashoggi arresteret i Schweiz på grund af amerikanske sigtelser knyttet til anklager om at have hjulpet Marcos-familien med at skjule mere end 200 millioner dollars i kontanter og kunstværker. Dette var angiveligt stjålet under Ferdinand Marcos' præsidentperiode fra 1965 til 1986.
Mens Khashoggi ventede på udlevering, fik han under sin fængsling måltider serveret af det luksuriøse Schweizerhof Hotel i Bern. Khashoggi blev sigtet for afpresning og andre anklager. Men han og Imelda Marcos, der dengang var enke, blev frifundet ved den amerikanske føderale domstol i New York i 1990.

Marc Rich er en anden af Robert Keith Grays kunder, som havde lignende sammenfald af omstændigheder omkring sig. Også han handlede med Iran under gidselkrisen i landet - i dette tilfælde var det handel med olie. Dette blev han senere tiltalt for i USA - sammmen med andre føderale anklager om skatteunddragelse, brevsvindel (wire fraud) og afpresning. Men Rich flygtede til Schweitz i 1983 - få timer før han ville få sigtelsen, og kom aldrig tilbage til USA derefter.
Han modtog en meget kritiseret præsidentiel benådning fra præsident Bill Clinton, som Clinton foretog på sin sidste dag i embedet i januar 2001.
Richs virksomheder erkendte sig til sidst skyldige i 35 tilfælde af skatteunddragelse og betalte 90 millioner dollars i bøder, men Rich selv forblev gennem mange år på FBIs liste over de ti mest eftersøgte forbrydere.
Iran var Richs vigtigste leverandør, han solgte iransk olie til Israel gennem en hemmelig rørledning, og omgik bl.a. derved handelsembargoen mod Iran. På grund af sit gode forhold til Iran og Irans islamiske diktator Ayatollah Khomeini var Rich med til at give agenter fra den israelske efterretningstjeneste Mossad kontakter i Iran.
Clintons kritikere hævdede, at Richs benådning var blevet købt, da Marc Richs kone Denise - under Bill Clintons tid i embedet - havde givet mere end 1 million dollars til Clintons Demokratiske Parti. Donationerne var bl.a. mere end 100.000 dollars til Senatets kampagne for præsidentens hustru, Hillary Clinton, og 450.000 dollars til Clinton Library Foundation.
Rich havde bånd til mange mafialedere i Sovjetunionen og efterfølgende Rusland, såsom Marat Balagula, der blev dømt for at "fixe" benzinpriser. Balagula samarbejdede med bl.a. Gambino-familien, som vi tidligere hørte om, også var en væsentlig del af Roy Cohns netværk, og som Donald Trump gjorde forretninger med. Også præsident Reagan havde, som tidligere omtalt, forbindelse til Gambino-familien via sin tætte ven og mentor Lew Wasserman. Reagans regeringsadministration standsede, som nævnt, Justitsministeriets undersøgelse af Lew Wassermans firma MCA's samarbejde med et indflydelsesrigt medlem af netop Gambino-familien.
I Richs' netværk var også den georgisk-israelske oligark og angiveligt mafiaforbundne forretningsmand Grigori Loutchansky. Loutchansky opstartede i 1989 det østrigsk-baserede selskab Nordex, der menes at være blevet oprettet som en kilde til hård valuta for KGB. Ifølge en Schweizisk politirapport var det KGB, der reelt oprettede firmaet, som desuden var forbundet med organiseret kriminalitet for at hvidvaske værdier ud af Rusland.
I starten af 1990'erne mødtes Bill Clinton med Grigory Luchansky ved et fundraiser- arrangement for det Demokratiske Parti, hvilket tiltrak opmærksomhed i den amerikanske presse og blandt parlamentsmedlemmer af Repræsentanternes Hus. CIA-direktøren John Deutch kaldte i 1996 Luchanskys firma Nordex "et eksempel på en organisation associeret med russiske kriminelle aktiviteter, der flytter ud af Rusland.” Året efter sagde FBI-direktøren Louis J. Freeh, at der er beviser på at tidligere KGB-folk er involveret i de russiske mafiaorganisationer, både i Rusland og Europa. FBI-direktøren hævdede også, at der netop i bl.a. det multinationale firma Nordex er stærke indikationer af, at tidligere KGB-officerer arbejder direkte med nogle af de organiserede kriminelle grupper. Freeh sagde, at "det udgør et ekstra trusselsniveau".
Man kan naturligvis ikke stole på en efterretningstjenestes ytring - hverken amerikanske eller efterretningstjenester fra noget andet land. Dels fordi enhver efterretningstjeneste typisk har interesser på spil i forhold til de ting, den ytrer sig om - og det dermed er et partsindlæg. Dels fordi enhver efterretningstjeneste arbejder professionelt med hemmeligheder, løgn og manipulation for at nå sine mål. Men i dette tilfælde bekræftes informationen af andre kilder. At tidligere KGB-officerer arbejdede sammen med russisk mafia i forhold til firmaet Nordex bekræftes fx også her af OCCRP - Organized Crime Corruption Reporting Project (Organiseret Kriminalitet Korruption Rapporteringsprojekt). Den generelle information om tidligere KGB-folk, der samarbejder med mafiaen, er bekræftet af så mange kilder, at det nærmest kan betragtes som almindelig viden.
Det interessante i denne del af FBI-direktørens ytring er næsten mere det, som ikke bliver sagt - nemlig det at forholdet selvfølgelig ikke kun gør sig gældende for Rusland. Som jeg allerede har afdækket og givet flere eksempler på, har også amerikanske og israelske efterretningstjenester historisk været dybt involveret med organiseret kriminalitet - både organisatorisk og gennem enkeltindivider.
Ifølge bogen “Godfather of the Kremlin” ("Kremls Gudfar"), der er skrevet af Ruslandsekspert og seniorskribent på Forbes magazine Paul Klebnikov, var Marc Richs' rolle denne: Rich hjalp oligarken Berezovsky (som benævnes "Kremls Gudfar") og hans håndlangere med at stjæle utallige summer fra det russiske folk gennem internationale finansielle ordninger. Rich solgte russisk olie, aluminum, zink og andre råvarer til spotpris efter aftale med lokale kommunistledere i de år hvor landet var på vej i økonomisk opløsning. Disse korrupte ledere fik så et kickback af fortjenesten overført via Richs schweiziske bankforbindelser.
Ud over sin nære relation og partnerskab med den iranske diktator, havde Rich desuden kunder som fx Libyens Muammar Gaddafi, Sydafrikas apartheid-regime, Rumæniens diktator Nicolae Ceausescu, Cubas Fidel Castro og Chiles militærjuntaleder Augusto Pinochet.
Rich indrømmede, at han bestak embedsmænd i lande som fx Nigeria, og at han assisterede den israelske efterretningstjeneste Mossad.
Ligesom den israelske spion Robert Maxwell (omtalt i kapitel 1), blev også Marc Rich begravet i Israel. Blandt dem, der lobbyede præsident Clinton for Richs benådning, var de israelske politiske sværvægtere Ehud Barak og Shimon Peres, samt Mega Group-medlemmet Michael Steinhardt og lederen af den jødiske organisation ADL - Anti-Defamation League (alle omtalt i kapitel 2).

Gray havde også den kontroversielle Scientology-kirke som kunde. Scientology anklages for diverse overgreb på både medlemmer og kritikere og bl.a. hjernevask-lignende mental bearbejdning af medlemmer. En anden kunde var Folkerepublikken Kina - umiddelbart efter massakren på Tiananmen Square. Gray søgte også at rehabilitere Haitis brutale diktator "Baby Doc", efter at der var fremkommet detaljer om omfanget af diktatorens massive undertrykkelse af sin befolkning - såsom henrettelser, tortur og "forsvindinger".

Denne artikel fortæller om, hvordan PR-manden Robert Keith Gray arbejdede med, at fremstille sine dubiøse og forhadte kunder i et positivt lys. Det var samtidig med Grays ihærdige arbejde for at konsolidere sig i magtcirklerne i Ronald Reagans regeringsadministration. Artiklen hedder sigende "Lord of the lies; how Hill and Knowlton's Robert Gray pulls Washington's strings" ("Løgnenes herre; hvordan Hill & Knowltons Robert Gray trækker i Washingtons tråde").
Grays PR-firma var størst under Golfkrigen i den Persiske Golf, hvor Saddam Husseins Irak angreb den mindre oliestat Kuwait. Den militære reaktion fra USA og en dertil samlet koalitionsstyrke foregik fra august 1990 til februar 1991. Senere kom desuden den anden Golfkrig eller "Irakkrigen", som startede i 2003. Under den første Golfkrig havde Robert Grays PR-firma 250 ansatte, hvilket måske fortæller lidt om propagandaindsatsen i denne krig. Et eksempel herpå var, at Hill & Knowlton brugte en 15-årig pige til at vidne om opdigtede grusomheder, hun blev instrueret i at have set begået af Saddam Husseins besættelsesstyrker. Men fremfor en lokal kuwaitisk pige var hun i virkeligheden den kuwaitiske ambassadørs datter og boede i Washington. Pigen hævdede grædende, at hun havde set 15 spædbørn blive taget fra kuvøser på Al-Adan Hospital i Kuwait City af irakiske soldater, der "lod babyerne ligge på det kolde gulv for at dø." Det foregik ved Kongressens menneskerettighedsmøde den 10. oktober 1990. Men pigen var instrueret i dette af Hill & Knowlton, hvilket dog først kom frem to år senere, hvor krigen var overstået. Det smarte PR-firma brugte således ekstremt virkningsfulde følelser omkring børn dobbelt i propagandahistorien, der skulle retfærdiggøre denne krig: Historien om dræbte spædbørn, som blev fortalt af en grædende pige.
De to ledende kongresmedlemmer i afhøringen havde "et tæt forhold til Hill og Knowlton". En vicepræsident for Hill og Knowlton, Gary Hymel, hjalp med at organisere høringen i Kongressens menneskerettighedsgruppe i møder med formændene for Kongresgruppen. Med til disse møder var også formanden for den kuwaitiske organisation "Citizens for a Free Kuwait" ("Borgere for et frit Kuwait"), der ligeledes arbejdede for en amerikansk ledet militær reaktion mod Irak. Hill og Knowlton-manden, Gary Hymel , som præsenterede den grædende ambassadørpige, fortalte selv senere, at han vidste, hvem hun var på det tidspunkt.
Propagandahistorien blev brugt af flere amerikanske senatorer, der citerede historien i taler, som støttede den FN-resolution, der endte med at godkende krigen. Præsident George H. W. Bush brugte også propagandahistorien, da han argumenterede for krigen i processen mod vedtagelsen af resolutionen. I december 1990 offentliggjorde Amnesty International en 84-siders rapport om menneskerettighedskrænkelser i det besatte Kuwait. Rapporten sagde, at "300 for tidligt fødte børn blev rapporteret at være døde, efter at irakiske soldater fjernede dem fra kuvøser, som derefter blev plyndret." Denne påstand, som blev rapporteret verden over, blev en af de oftest citerede begrundelser for Golfkrigen. Otte dage før koalitionens militære operation "Ørkenstorm" citerede præsident George H. W. Bush Amnestys rapport i et brev sendt til aviser over hele landet.
Fonden bag Kongressens menneskerettighedsmøde, "Congressional Human Rights Foundation" ("Kongressens Menneskerettighedsfond"), holdt til i Hill & Knowltons Washington-hovedkvarter. PR-firmaets omstillingsbord leverede beskeder til fondens administrerende direktør, og Hill & Knowlton var desuden bidragsyder til fonden. Hovedsponsor for fonden var den regeringsfinansierede organisation "National Endowment for Democracy" ("Nationale Donationer for Demokrati"). Kunden, der havde købt Hill & Knowlton til denne iscenesatte løgne- og propagandahistorie, var den tidligere nævnte "Citizens for a Free Kuwait". Det var en organisation, som foregav at være en græsrodsorganisation, men som var etableret af den kuwaitiske regering for at overtale den amerikanske offentlighed til at se positivt på amerikansk militæraktion i Den Persiske Golf. "Citizens for a Free Kuwait" donerede 50.000 dollars til menneskerettighedsfonden, som sammen med Hill & Knowlton iscenesatte propagandahistorien.

Gray var også banebrydende med en række "innovative PR-teknikker", såsom "video nyhedsudgivelser" (VNR - Video News Releases). Ideen var, at få tv-netværk og lokale radio- og tv-stationer til at sende disse reklamer for firmaets klienter, som om det var deres egne nyhedshistorier. Grays PR-firma startede med et radio show kaldet "Washington Spotlight", som blev en stor succes. Radio- og tv-stationerne afslørede ikke, at de var produceret af Grays firma, som var betalt af kunder for at forbedre deres image. PR-pakkerne blev vist på CNN som nyhedshistorier. Hill & Knowlton producerede snesevis af video-nyhedsudgivelser til en pris på langt over en halv million dollars, men det resulterede i "gratis" sendetid for titusinder af dollars. VNR'erne blev vist af ivrige tv-nyhedsdirektører over hele verden, som sjældent (om nogensinde) identificerede Kuwaits PR-firma som kilden til optagelserne og historierne.
VNR var ellers en teknik, som Hill & Knowlton allerede på det tidspunkt havde brugt i flere år, og som tidligere var blevet afsløret. I 1985 sendte CNN "et eksklusivt interview" med kong Hassan Il, Marokkos autokratiske hersker - og på intet tidspunkt blev det afsløret, at Marokko var klient hos Gray, som fik minimum 360.000 dollars for arbejdet. Det endte dog i forlegenhed for CNN, efter at Washington Post afslørede dette.

Robert Keith Gray og firmaet Hill & Knowlton spillede i Golfkrigen perfekt ind i den større sammenhæng, som udgør moderne krigspropaganda. Cirka 10 år senere skrev Phillip Knightley - prisvindende journalist, kritiker, faglitterær forfatter og professor i journalistik - om dette fænomen. I en af sine mediekommentarer om efterretningstjenester og propaganda skrev han, at "Vestlige medier følger en deprimerende velkendt formel, når det kommer til forberedelsen af en nation til konflikt."
Knightley uddybede med at forklare de faser, vestlige medier gennemgår, når der skabes grobund for krig:
Fase 1 - Krisen.
Fase 2 - Dæmoniseringen af fjendens leder.
Fase 3 - Dæmoniseringen af fjenden som individer.
Fase 4 - Grusomheder.
Da artiklen blev skrevet i 2001, var mediernes fokus på Osama bin Laden, Taleban og mulig krig i Afganistan. "I øjeblikket er vi i fase to og tre," skrev Knightley. Mediebilledet drejede sig om Osama bin Laden og Taleban, der blev fremstillet som fanatiske og grusomme, men Knightley pegede på, at det også skete for afghanere og endda muslimer generelt. Ud over mediebehandlingen af "krigen mod terror", islam og muslimer bruger Knightley i artiklen desuden Hill & Knowltons propaganda-løgne fra den første Golfkrig som illustrerende eksempler. I dag kan nogle af disse medieteknikker måske genkendes omkring Rusland og den russiske præsident Putin.

En anden teknik, som Hill & Knowlton benyttede, var den kendte PR-metode om at vende tingene på hovedet omkring dårlig omtale; simpelthen at lade som om noget er rigtig godt - selvom det i virkeligheden er rigtig dårligt.
Denne teknik blev brugt i forbindelse med den bøde, som Marc Rich betalte for sin svindel til den amerikanske stat. I artiklen om "løgnenes herre" står der:
"Gray & Co. vendte bøden om til en fest - en mediebegivenhed. Handlen blev annonceret med stor fanfare af New Yorks daværende statsadvokat Rudolph Guliani, der accepterede en stor, overdimensioneret check, som om han lige havde vundet i lotteriet.

Rudy Guliani fik yderligere politisk succes og blev senere borgmester i New York. Det er måske ikke overraskende, at han var med til PR-manipulationen med Grays firma. Ligesom mange af de personer vi har beskæftiget os med, har også Guliani en helt speciel baggrund, der inkluderer flere mafiaforbindelser. Den succesrige New York-politiker har flere familiemedlemmer med forbindelser til den italienske mafia: Hans far og onkel samt Gulianis fætter. Gulianis far - som var "muskler til at indsamle ubetalt gæld" - blev sent til det topsikrede fængsel Sing Sing for røveri.
Giuliani anbefalede i øvrigt, som New York-borgmester, udnævnelsen af sin tidligere politikommisær, til chef for Homeland Security (USAs nationale sikkerhedstjeneste). Senere erklærede denne mand sig skyldig i at modtage gaver fra firmaer med forbindelser til organiseret kriminalitet.
Fra 2018 til 2020 er det så desuden kommet frem, at Guliani har tætte forbindelser til Ruslands statsledelse i Kreml og korrupte forretningsfolk omkring Kreml. Heriblandt velhaveren og den fremtrædende råvarehandler Semyon Kislin, som donerede penge til Gulianis politiske kampagner helt tilbage i 90'erne - i årene efter at det tidligere Sovjetunionen var gået i opløsning. Kislin er angiveligt medlem af en af de mest magtfulde mafiaorganisationer i Rusland.
Guliani blev i 2018 også nævnt i en kriminel anklage, fordi hans tidligere advokatfirma angiveligt hjalp kasakhstanske velhaverflygtninge - et tidligere borgmesterpar - med at hvidvaske stjålne penge. I den samme måned som dette forekom, var Guliani i Armenien efter en invitation fra en Kreml-forbundet forretningsmand til at deltage i et forum for en russisk-ledet økonomisk union.
Semyon Kislin, som bl.a. har en forretningshistorie sammen med en velrenommeret kriminalitetsfigur fra sovjetblokken og en berygtet våbenhandler, var en af New York-borgmester Rudy Giulianis største kampagnebidragydere. Kislin og hans familie skænkede også tusindvis af dollars i bidrag til den demokratiske senator Charles Schumer, til Clinton-Gore-præsident-genvalgskampagnen, til den tidligere republikanske senator Alfonse D'Amato og til en række stats- og bypolitikere i USA. Kislin sad i 1999, da artiklen, som beskriver disse ting, kom frem, i New York City Economic Development Board (New Yorks Økonomiudviklingsudvalg).
Artiklen beskriver i detaljer, at en fortrolig FBI-efterretningsrapport fra 1994 omtaler Kislin som "medlem af/partner med" den førende russiske mafiaorganisation ledet af Vyacheslav Ivankov. Ivankov kaldes i artiklen "den fængslede gudfar for russisk organiseret kriminalitet i USA". FBI-rapport hævder, ifølge artiklen, desuden at Kislins firma "medsponsorerede et amerikansk visum til en russisk mafialeder og lejemorder", og at Kislin var en "nær medarbejder" til den afdøde berygtede våbensmugler Babeck Seroush, som senere slog sig ned i Rusland. Artiklen går yderligere i detaljer med disse ting, som desuden underbygges af efterforskninger foretaget af Interpol.
Udover sine personlige donationer var Kislin i 1996 henholdsvis vært og medformand for to forskellige fundraising-arrangementer, hvor der blev samlet ind til Rudy Giuliani. Der blev i den forbindelse rejst 2,1 millioner dollars til Gulianis opstilling til Senatet det følgende år.

Manden med diamantsmilet og CIA-terroristen
Robert Keith Gray arbejdede under CIA-chefen William Casey, men det var ikke Grays eneste forbindelse til CIA. Den succesrige og regeringsforbundne PR-mand havde også et andet bekendtskab fra efterretningstjenesten: CIA agent og flåde-efterretningsofficer (Naval Intelligence officer) Edwin Wilson. Wilson arbejdede i CIA med hemmelige paramilitære operationer. Her lærte han "kunsten at forfalske, at skabe falske forretningsenheder og at flytte midler gennem det internationale banksystem, så de ikke kunne spores". Disse ting beskrives i detaljer i bogen "Manhunt - The incredible Pursuit of a CIA Agent Turned Terrorist" ("Menneskejagt - Den utrolige jagt på en CIA-agent, der blev terrorist), som er skrevet af journalisten og forfatteren Peter Maas. Peter Maas blev oprindeligt verdenskendt med bogen "Serpico" (1973) om politi-korruption i New York. Maas skrev i 1986 desuden en længere artikel i New York Times om Edwin Wilson - med baggrund i uddrag fra bogen.

Selvom Robert Keith Gray senere benægtede sit tætte forhold til Wilson, havde disse to - ifølge sikkerhedsklassificerede efterretningsdokumenter gennemgået af Peter Maas - et tæt forhold i mindst ni år, hvor de havde kontakt "professionelt omkring to eller tre gange om måneden".
Wilson og Gray sad desuden begge i bestyrelsen for et CIA-firma kaldet Consultants International ("Internationale Konsulenter"). Firmaet var en såkaldt "front-organisation", dvs. et CIA-firma der dækkede over hemmelige operationer. Dette CIA-firma var oprettet af Wilson.

Wilson var også en del af andre hemmelige operationer i CIA's afdeling for internationale organisationer. Denne afdeling drev arbejdsmarkeds- og fagforeningsoperationer, trængte ind i studentergrupper og infiltrerede medierne under den berømte CIA-embedsmand Cord Meyer. Wilson blev sat "på kontrakt", hvilket gav CIA mulighed for "plausibel benægtelse", hvis der blev rejst spørgsmål om, hvorvidt den operative person var ansat. Desuden var det en måde at komme ud over budgetmæssige personalegrænser, da disse ikke gjaldt for kontraktansatte.
Peter Maas beskrev bl.a. Edwin Wilsons karakter og fysik således:
"Seks fod fem og rå-benet, med enorme hænder - hænder, der nemt kunne brække din hals - påtog han sig også farlige sideopgaver. Han pakkede en pistol, for eksempel, på ture til Marseille for at foretage udbetalinger til korsikanske gangstere, der skulle holde kommunistiske havnearbejdere under kontrol."

Wilson deltog efterfølgende i mange forskellige typer hemmelige operationer for CIA. De involverede bl.a. bekæmpelse af venstreorienterede fagforeningsorganisationer i Latinamerika, arrangering af fangeflugt for et vietnamesisk aktiv, der var endt i fængsel - samt flere paramilitære operationer rundt omkring på jorden. Wilson foretog desuden en del smuglerarbejde; bl.a. af en hel række af højteknologisk elektronisk udstyr til Iran, våben til et CIA-støttet kup i Indonesien samt militære dele og forsyninger til Taiwan og Filippinerne.
Peter Mass opsummerer Wilsons CIA-position på denne måde:
"For Wilson var det at være i CIA, som at tage en magisk frakke på, der for altid gjorde ham usynlig og uovervindelig."

I 1964 blev Wilson anbefalet til at være sikkerhedsmand i forbindelse med Hubert H. Humphreys kandidatur til vicepræsident. Det var med CIA's velsignelse, at denne anbefaling blev givet af American Federation of Labor and Congress of Industrial Organizations (AFL-CIO - Amerikansk Føderation af Arbejde og Kongres for Industrielle Organisationer). Efter valget hjalp en advokat og Humphrey-kampagneembedsmand Wilson med at udføre det juridiske papirarbejde, så han kunne starte sin egen speditionsvirksomhed, uden at det ville virke mistænkeligt, hvis nogen kiggede ind i firmaets historie. Dette var endnu et CIA-dækfirma, som CIA finansierede for at dække over Wilsons operationer. Special Operations havde en logistikafdeling til land-, sø- og luftstøtte, og Wilson skulle være ansvarlig for den maritime del.

Edwin Wilson var nu eksperten, som CIA anbefalede, da den yderst hemmelige spionageenhed, kaldet Task Force 157, bad om hjælp til systematisk brug af dækfirmaer i forbindelse med en mission. Den handlede om at placere agenter i udenlandske havne for at overvåge sovjetisk skibsfart og iværksætte en række "ekstremt sofistikerede oceaniske spionoperationer". Wilson arbejdede under denne taskforce igen i flåden, og hvis CIA's revision af udgifter var minimal, var flådens praktisk talt ikke-eksisterende. Det betød, at Wilson var istand til at trække penge ud af projektet i en voldsom skala. Alene i forbindelse med én operation, som indeholdt en trawler, der skulle sejle under iransk flag og krydse den Persiske Golf for at scanne efter sovjetiske atomvåben, fik Wilson 500.000 dollars fra flåden.

Wilson ejede en enorm ejendom kaldet Mount Airy Farms i det fashionable jagtland i det nordlige Virginia. Det var en ejendom, der stødte op til naboer som finansfyrsten Paul Mellon, Virginias senator John Warner og hans daværende kone Elizabeth Taylor og Jack Kent Cooke, multimillionær-ejeren af fodboldholdet Washington Redskins (hedder nu Washington Commanders).
Det meste Wilson nogensinde havde fået i løn fra CIA var 25.000 dollars om året, og hans løn i hans senere ansættelse med den ultrahemmelige flåde-spionoperation Task Force 157 steg aldrig højere end 32.000 dollars årligt.
Intet af dette passede med Wilsons nettoformue på mere end 15 millioner dollars, inklusiv cirka 1 million dollars på schweiziske bankkonti og i sydafrikansk guld.

Wilson holdt nærmest permanent "åbent hus". Tidligere vicepræsident Humphrey "kom forbi ved lejlighed", det samme gjorde diverse kongresmedlemmer og senatorer - alle var der for at nyde de udsøgte grill-arrangementer, ridning, jagt og fiskeri.
Her skriver Peter Maas:
Men de mennesker, som Wilson mest ønskede at charmere og forføre, var Capitol Hill-hjælpere, anonyme admiraler og generaler, embedsmænd med de højeste regeringsgrader, GS-17 og GS-18. Ingen var vigtigere for ham end en GS-18. Politikere og politisk udpegede kunne komme og gå, men som faste statsansatte, blev GS-18'ere siddende og var kyndige insidere, som eksekverede politik, hvis de ikke i virkeligheden skabte den.

GS står for "General Schedule" som betyder "Generelt skema" eller rettere "Generelt lønskema". GS-18 var absolut højeste statslige løntrin indtil 1978, hvor disse trin fik nye navne. GS-16, GS-17 og GS-18 blev regnet for GS "supergrades" (GS "superniveuaer").

Edwin Wilsons operationer blev mere og mere for egen vindings skyld og mere og mere ekstreme - og ulovlige. Måske kulminerede det med hans arbejde for den libyske diktator og "gudfar for international terrorisme", oberst Muammar Gaddafi. Her trænede Wilson lejemordere, planlagde mordoperationer og smuglede avancerede våben til Gaddafis bombeterrorangreb. Det skete bl.a. med det amerikansk fremstillede C-4 sprængstof, der havde enorm eksplosionskraft, og som var under den strengeste eksportkontrol.
Wilson trænede terroristerne sammen med sin partner - en anden tidligere CIA-agent ved navn Frank Terpil. Terpil havde tidligere været ansat som CIA-kommunikationsmand, men var blevet "udfaset fra efterretningstjenesten", mistænkt blandt andet for at bruge diplomatiets postsække til at smugle diverse smuglergods.
Peter Maas har skrevet sin bog med baggrund i sine studier af de hemmeligstemplede efterretningsdokumenter, hvilket er årsagen til, at alt dette overhovedet er kommet frem. Om Wilsons mere og mere kriminelle handlinger og hans forhold til efterretningstjenesterne, skriver Maas:
"Gennem disse dokumenter og gennem snesevis af interviews med folk, der havde arbejdet eller handlet med Wilson, opdagede jeg, at han faktisk havde været en højt værdsat agent, der slet ikke var blevet fyret, men snarere havde forladt CIA fordi han ville. Endnu mere forbløffende erfarede jeg, at både CIA og FBI havde en meget god idé om, hvad Wilson foretog sig i Libyen, og de havde stort set intet gjort for at stoppe ham."

Endnu en seksuel afpresningsoperation?
Da Peter Maas interviewede Robert Keith Gray i forbindelse med sin bog om Edwin Wilson, insisterede Gray på, at han og Wilson blot havde været "elevatorkammerater" med henvisning til, at de engang havde haft kontorer i samme bygning. Men de hemmeligstemplede efterretningsdokumenter, Maas fik fat i, viste - som nævnt - at Wilson og Gray havde haft et tæt forhold igennem næsten et årti, hvor de havde kontaktet hinanden "professionelt omkring to eller tre gange om måneden".
Med baggrund i sin research skriver Peter Maas:
"Engang havde de endda taget en to-ugers tur sammen til Taiwan, mens Wilson var på en agent-mission. Gray havde også sponsoreret Wilsons medlemskab i den smarte George Towne Club, hvor han gned skuldre med andre medlemmer som Tongsun Park, den berygtede sydkoreanske 'wheeler-dealer', der var i centrum for en skandale i Kongressen om køb af indflydelse i slutningen af 1970'erne."

En "wheeler-dealer" er ifølge Cambridge Dictionary, en person "der laver kloge, komplicerede og nogle gange uærlige forretningsaftaler".
Gray forsøgte at tage afstand fra Wilson, efter at sidstnævnte blev taget i sine ulovlige våbenhandler med Libyen i 1983 (og derfor blev en jaget mand over hele verden). Men Peter Maas' gennemgang af Wilsons efterretningskarriere viste, at Gray tidligere havde beskrevet Wilson som en mand, der var "ubetinget tillidsvækkende".

Den omtalte Tongsun Park, som Wilson "gned skuldre med" i "den smarte George Towne Club", er en person med en helt særlig historie. Park var en sydkoreansk lobbyist, der på grund af sine store fester og sin mystiske og gavmilde spændér-attitude havde ry som "den asiatiske store Gatsby". Det "kælenavn" henviser til fiktionskarakteren og den angivelige millionær-spritsmugler Jay Gatsby i Francis Scott Fitzgeralds roman The Great Gatsby fra 1925.
Men i 1976 blev Park anklaget for at bestikke medlemmer af den amerikanske kongres ved at bruge penge fra den sydkoreanske regering i et vellykket forsøg på at overbevise USA's regering om at beholde amerikanske tropper i Sydkorea. I 1977 blev han tiltalt af en amerikansk distriktsdomstol på seksogtredive punkter, herunder bestikkelse, ulovlige kampagnebidrag, postsvindel, afpresning og manglende registrering som agent for det koreanske centrale efterretningsagentur. Han undgik en føderal retssag ved at vidne for retten til gengæld for immunitet. Hele affæren blev af medier døbt "Koreagate".
Park var også centrum i den senere "Oil-for-food scandal" ("Olie-for-mad-skandale"), som udspillede sig i eftervirkningerne af Golfkrigen 1990-1991. Det var et program, der skulle omgå de FN-godkendte økonomiske sanktioner mod Irak, der var startet i 1991. Her var Park mellemmand mellem korrupte FN-embedsmænd og Saddam Husseins regime i sammensværgelsen, som angiveligt var orkestreret af Hussein. Park brugte her sin forbindelse til daværende FN-generalsekretær Boutros Boutros-Ghali, som Park var venskabelig med. Park blev igen anklaget - og denne gang dømt - for at have optrådt som en uregistreret agent - denne gang for Irak.
På trods af sin fortid blev Park fortrolig med Boutros-Ghali i begyndelsen af 1990'erne, og fungerede som en uofficiel efterretningsrådgiver i spørgsmål, herunder om den koreanske halvø og Japan. Han leverede "førsteklasses information", "kendte alle" og var "en integreret del" af Washingtons politiske elite, fortalte Boutros-Ghali til et hold af FN-efterforskere, der undersøgte korruptionen i det humanitære program.

En medlemsliste for George Town Club dateret januar 1976 viste 400 medlemmer, heriblandt præsidentparret Ford, landbrugsministeren og ministeren for sundhed, uddannelse og velfærd. Der var også fem højesteretsdommere, en snes senatorer og folkevalgte og desuden "mange ikke-statslige magtmæglere i Washington".
Udadtil var det Tongsun Park, som havde oprettet George Towne Club. Men efterfølgende kom det frem, at det var den koreanske efterretningstjeneste KCIA (Koreas Central Intelligence Agency), som havde financieret klubben. Lederen af KCIA sagde, at han personligt sørgede for, at 3 millioner dollars i koreanske regeringsmidler blev stillet til rådighed for, at Park Tongsun kunne stifte klubben.
"I tilfældet med den amerikanske kongres forsøgte hr. Park at opnå indflydelse gennem Tongsun Park-bestikkelsesoperationen", sagde KCIA-lederen i sit vidneudsagn i forbindelse med "Koreagate"-skandalen. Vidneudsagn blev givet til et udvalg under parlamentet Repræsentanternes Hus kaldet "Underudvalg for Internationale Organisationer" (the House Subcommittee on International Organizations). Flertallet af udvalgets spørgsmål fokuserede på denne del af sagen og på KCIA-officerer og andre, der var blevet udpeget af den tidligere KCIA-leder som indflydelsesagenter under den koreanske regerings politiske ledelse.
Den særligt tilknyttede advokat til undersøgelseskomiteen udtalte, at der var indikationer af, at nogle mennesker "forsøgte at dække over sandheden om anklagerne om, at den sydkoreanske regering gennem Tonsun Park og andre havde overøst medlemmer af Kongressen med kontanter, gaver og underholdning".

Alle disse informationer kan desuden sammenholdes med et udsagn fra Edwin Wilsons partner og CIA-agent-kammerat Frank Terpil. I forbindelse med resarcharbejdet til bogen "Secret Agenda: Watergate, Deep Throat, and the CIA" ("Hemmelig Agenda: Watergate, Deep Throat og CIA") lavede forfatteren og den undersøgende journalist Jim Hougan et interview med Terpil.
Her udtalte Edwin Wilsons tidligere partner:
"Historisk set var en af Wilsons opgaver i tjenesten at undergrave medlemmer af begge huse [i kongressen] med alle nødvendige midler... Visse mennesker kunne let blive tvunget ved at udleve deres seksuelle fantasi i praksis... En erindring om disse begivenheder [blev] permanent optaget via udvalgte kameraer…. Teknikerne, der var ansvarlige for at filme … [var] TSD [CIA's Technical Services Division]. De uvidende pornostjerner gik videre i deres politiske karrierer, hvoraf nogle muligvis stadig sidder i deres embeder."

TSD - CIA's Technical Services Division oversættes naturligvis til CIA's Division for Tekniske Services. Det er en afdeling i CIA, som er ansvarlig for at støtte CIA's hemmelige operationer med tekniske gadgets, forklædninger, forfalskninger, kodede tekster og våben. I midten af 1970'erne blev det desuden afsløret, at CIA's TSD i to årtier forinden havde forsket, undersøgt og eksperimenteret med brugen af stoffer, kemikalier, hypnose og isolation for at udtrække information under forhør - bl.a. i et projekt kaldet MK-Ultra. Som omtalt i kapitel 2 er det indrømmet af CIA, at organisationen i en årrække anvendte såkaldte "love traps" som "almindelig praksis" for at kunne afpresse fx andre landes præsidenter, konger og diplomater til at arbejde for den amerikanske efterretningstjeneste. CIA havde i de afslørede tilfælde meget omfattende tekniske opsætninger med lyd og videoovervågning installeret i særlige "safe houses" ("sikre huse") med fx billeder på væggene, som i virkeligheden var en del af overvågningsudstyret.
Det var Washington Post, som i midten af 1970'erne afslørede disse forhold .
Disse operationer foregik fra slutningen af 50'erne til 1966. Ifølge optegnelser og interviews overtog Tongsun Park George Towne Club under en lejekontrakt i 1961, og han købte ejendommen i 1965. Klubben åbnede i foråret 1966.

Ifølge Edwin Wilsons partner Frank Terpil kørte Wilson sin afpresningsoperation fra netop Tongsun Parks fashionable George Towne Club. Og præsidenten for denne klub - på tidspunktet for Wilsons påståede aktiviteter på stedet - var Robert Keith Gray. Informationen om, at Gray var præsident for Tongsun Parks klub (der altså reelt var oprettet af det koreanske CIA), findes i denne artikel fra 1977 i Washington Post. Artiklen handler netop om, hvordan den berømte klub blev skabt. Også denne artikel fortæller, at Park oprettede klubben på vegne af KCIA "som et primært middel i en ulovlig indsats for at påvirke amerikanske politikere og embedsmænd." Artiklen er skrevet på baggrund af interviews med bl.a. otte af klubbens 14 "stiftere" ("founders"), og 12 af dens 15 daværende bestyrelsesmedlemmer. Ud over Gray, som var præsident for klubben, og Tongsun Park, der stod som formel ejer, var der også mindst én af "stifterne", en marinegeneral, som havde været "tæt forbundet med nationale efterretningsaktiviteter på højt niveau". I dette tilfælde var det - ligesom med propagnadisten Gray - den amerikanske efterretningstjeneste.
Artiklen forklarer, at stifterne "på snebold-manér" kontaktede deres venner for at blive "stiftende medlemmer". Klubbens ledelse understreger, at denne gruppe "er adskilt fra Park, som, de siger, blot ejer klubbens lokaler og driver og lejer det for medlemmerne på kontrakt."
Mens Park gennem flere år udviklede klubbens lokaler og forberedte den til åbning, var han også involveret i komplekse verdensomspændende forretningsforbindelser, der ofte angiveligt var knyttet til den koreanske efterretningstjeneste.
Nogle af stifterne, som omtales i artiklen, er:
En (kinesiskfødt) enke efter en generalmajor og helt fra 2. verdenskrig.
En indflydelssrig Washington-advokat og tidligere "braintruster" (tæt rådgiver - "hjerne-tillidshaver") af præsidenten under Anden Verdenskrig Franklin D. Roosevelt.
En tidligere US Air Force general.
Den nævnte marinegeneral, som havde ansvar for bl.a områderne efterretning, kontra-efterretning, kommunikationssikkerhed, CIA-forhold og særlige operationer og psykologiske krigsførelsesoperationer.
Flere ledende Washington-politikere
Et par andre tidligere medarbejere fra Robert Keith Grays Hill & Knowlton, hvoraf den ene desuden havde siddet i Senatet, og den anden var blevet talsmand for den amerikanske stats propaganda-agentur U.S. Information Agency.

Park sponsorerede mange overdådige fester i klubben. Gæstelisten var ifølge et medlem af klubben "det gamle Washington-society, flere attraktive unge damer, single mænd, folk fra regeringen, fx to eller tre senatorer og to eller tre kongresmedlemmer". Kongresmedlemmet, der ligesom Park blev anklaget for bestikkelse, sammensværgelse og manglende registrering af at være agent for den koreanske regering - "var der næsten altid", ifølge samme medlem.

I denne fashionable klub socialiserede de tre herrer; den succesfulde elitesoldat Edwin Wilson, den ambitiøse Washington-lobbyist Robert Keith Gray og den asiatiske Gatsby-figur Tongsun Park. De tre havde fælles interesser og mål om at opnå mere indflydelse i Washington. Og i klubben kom netop "de mennesker, som Wilson mest ønskede at charmere og forføre"; "admiraler og generaler og embedsmænd med de højeste regeringsgrader" - GS-17'erne og GS-18'erne. Tongsun Park blev anklaget for bestikkelse og meget andet i sit succesfulde arbejde for at opnå denne indflydelse. For Edwin Wilsons vedkommende var det kun hans partner og nære ven Frank Terpil, der påpegede eksistensen af Wilsons afpresningsoperation. Om denne påstand er sand og om indehaveren Park og præsidenten Gray var vidende om - eller måske involveret i - den angivelige afpresningsoperation i George Towne Club vides ikke.
Det, vi ved, er blot, at CIA-terroristen Wilson, supermanipulatoren og propagandisten Gray og toppolitiker-bestikkeren Park:
Havde fælles ambitioner, interesser og mål: Indflydelse på magtmennesker i Washington, D.C.
Var involveret i netop den VIP-klub, hvor det senere viste sig, at bestikkelse fandt sted.
Tilsyneladende havde både evner og moral til at gennemføre også denne type magtspil - seksuel afpresning.

Præsident Reagans 'ubesungne helt': Den succesrige idealistiske pædofile præst
I 1972 grundlagde den katolske præst fader Bruce Ritter Covenant House ("Pagtens Hus") som et mindre opholdssted for hjemløse teenagere i den kriminalitet- og narkotikahærgede East Village i New York. I 18 år blev Ritter betragtet som en helt for sin måde at drive denne velgørenhedsorganisation for hjemløse unge.
Den viljestærke, meget intelligente og dominerende præst fik ekstrem stor succes med Covenant House. Da organisationen var størst, havde den 178 opholdsteder i USA, Canada, Mexico og Mellemamerika. I 1979 lå Ritters flagskibsherberg nær Times Square på Manhattan - et af verdens mest kendte touristattraktioner i det centrale New York.

Præsident Ronald Reagan kaldte i 1984 Ritter en af USA's "ubesungne helte" i sin State of the Union-tale. Covenant House mere end tredoblede efterfølgende sit årlige budget fra 27 millioner dollars i 1985 til 90 millioner dollars i 1989. "Ritter udøvede sit greb om magten med en følelse af pavelig ufejlbarlighed," skrev New York Post i 2018.
I 1987 overraskede Ritter daværende borgmester Ed Koch ved at tage kontrol over en gammel fagforeningsbygning i Greenwich Village. Koch ville have brugt bygningen som fængsel, men Ritter planlagde at huse 800 hjemløse børn på stedet.
To år senere fokuserede tv-kameraer på den dengang 62-årige Ritter, der stod ved siden af præsidentfruen Barbara Bush ved præsident George H. W. Bush' 1989 State of the Union-tale ("unionens-tilstand-tale").
I løbet af det år blev Covenant Houses' bestyrelse fuld af folk med økonomisk og mediemæssig indflydelse. I bestyrelsen sad fx bl.a. tidligere finansminister William E. Simon, chefredaktøren på Woman's Day-magasinet Ellen Levine og ledende medarbejdere i IBM. Også store finansfirmaer var repræsenteret i Bruce Ritters bestyrelse - heraf et par stykker vi tidligere er stødt på: Chase Manhattan Bank (som idag hedder JPMorgan Chase Bank) foruden Salomon Brothers og Bear Stearns.
På dette tidspunkt var tidligere omtalte James Cayne og Al Greenberg henholdsvis præsident og bestyrelsesformand for Bear Stearns, og havde et tæt årtier-langt venskab med den senere pædofilidømte Jeffrey Epstein. De var også venner samtidig med, at Epstein begik sin seksuelle kriminalitet, og efter han blev idømt fængsel første gang (se kapitel 1). Som omtalt i kapitel 1 var James Cayne og Al Greenberg desuden begge på listen til loge-festen i 2012, hvor ledende Wallstreet investeringsfolk og medlemmer af Kappa Beta Phi-logen mødtes og tilsyneladende hånede de mennesker, som var blevet ødelagt økonomisk i 2008-finanskrisen. Denne finanskrise havde Wallstreet-logevennerne i øvrigt selv i ret vid udstrækning været med til at skabe.
Også Salomon Brothers leder John Gutfreund havde forbindelse til den pædofile masseovergrebsmand Jeffrey Epstein. Gutfreund var at finde i Jeffrey Epsteins "sorte bog", som af flere menes at være Epsteins VIP-afpresningsliste (se kapitel 1).

Det var angiveligt bestyrelsesformanden for Covenant House, den amerikanske forretningsmand Robert Macauley, som præsenterede Bruce Ritter for George Bush Sr. Den senere første præsident i Bush-familien var Macauleys værelseskammerat på den prestigiøse uddannelsesinstitution Yale, da de to studerede der som unge. Og Macauleys nære ven, den velhavende forretningsmand J. Peter Grace Jr., præsenterede Ritter for Ronald Reagan. Mens Reagan var præsident, støttede både han og daværende vicepræsident, George Bush, offentligt Covenant House. At Macauley og Bush var gamle venner fra netop Yale, er også interessant, fordi Bush er et prominent medlem af den okkulte Yale-loge Skull & Bones. Af andre kendte politikere der også er "Bonesmen" (medlemmer af Skull & Bones) kan nævnes George Bush Jr. og den demokratiske toppolitiker og tidligere udenrigsminister John Kerry. Skull & Bones kaldes desuden bl.a. "Dødens Broderskab" ("Brotherhood of Death"). Mere om sammenhængen mellem okkulte ordener og toppolitikere, skjult magt, pædofili og satantilbedelse i del 3 i denne online bog.
Macauley fortalte i øvrigt om sig selv (men benægtede det senere), at han var agent i CIA's forløber og USA's vigtige efterretningsorganisation under 2. verdenskrig - OSS.

Men ti måneder efter, at Ritter havde været centrum ved præsident Bushs State of the Union-arrangement, skulle den succesrige præsts position begynde at vakle. Ritter havde ellers indtil nu drevet Covenant House stort set ukontrolleret. Kirkens embedsmænd og organisationens insidere havde ignoreret rygter gennem mange år om hans forhold til drenge og et mystisk, hemmeligt "safe-house"-program for visse unge, som var Ritters favoritter. Det blev den tidligere prostituererede, Kevin Lee Kite, der i oktober 1989 startede den negative opmærksomhed, som på kort tid fik Fader Ritters korthus til at vælte.
Kite fortalte den 26-årige nyansatte New York Post-journalist Charles M. Sennott om sit langvarige seksuelle forhold til Ritter. Forholdet var ikke en forbrydelse - Kite var 25, selvom han hævdede at være 19 - men Kite havde meget mere at fortælle. Til gengæld for sex havde Ritter ulovligt brugt Covenant Houses' nonprofit-midler til at købe en ny lækker lejlighed til Kite, en computer og et college-stipendium. Ritter havde også givet ham penge til at købe tøj og restaurantmiddage. Den unge journalist var opdraget i et katolsk hjem, og han ønskede ikke tro det værste om det nærmest helgengjorte idol fader Bruce Ritter. Men da han senere så papirer, som underbyggede påstandene - bl.a. kvitteringer for de ting Ritter og Covenant House havde givet Kite - kunne han ikke længere afvise sagen.

Selvom Ritter var i modvind på grund af sit seksuelle og økonomiske misbrug, fik han stadig støtte af vennen og den tidligere præsident Ronald Reagan. I november måned 1989 "kiggede ingen ringere tilhænger" af Bruce Ritter end Reagan forbi Ritters New York Covenant House-shelter "for at tilbyde sin egen svære historie som inspiration til de unge der", fortalte denne LA Times-artikel.

Den tidligere prostituerede Kevin Kites næste stop var den tidligere omtalte Manhattan distriktsadvokat Robert Morgenthaus kontor. De satte Kite på et vidnebeskyttelsesprogram og udstyrede hanm med en båndoptager for at fange Ritter i at diskutere sex og penge med ham. Robert Morgenthau havde som tidligere nævnt også været en sten i skoen for den kontroversielle toplobbyist og angivelige sexafpresser Roy Cohn (tidligere omtalt i dette kapitel).
Da journalisten Sennott første gang interviewede Ritter på telefon, afviste præsten alle beskyldningerne og sagde, at han, Ritter, var blevet lokket i en fælde af "organiseret kriminalitet".

Den katolske kirkes og Fader Ritters 'krigsmaskine'
New York Post fortæller i sin historiske artikel om sagen, at Ritters "krigsmaskine gik i gang", da man fandt ud af, at New York Post ville publicere historien.
Charles Sennotts chefredaktører "kom under belejring" af den "krigsmaskine" Covenant House angiveligt kunne mønstre. Det drejede sig om hjælpeorganisationens bestyrelsesmedlemmer, avisens annoncører, guvernøren for New York, et medlem af Repræsentanternes Hus og præsidenten for pressefolkenes fagforening (som i øvrigt var bror til et Covenant House bestyrelsesmedlem). Covenant Houses advokat advarede chefredaktøren om, at det var en "snusket" historie, som han hellere måtte "være forbandet forsigtig" med.
Men den 12. december 1989 publicerede New York Post historien på avisens forside, udelukkende med fokus på det underslæb som fader Bruce Ritter havde begået, og baseret - ikke på den prostituerede Kevin Kites ord - men på de faktuelle oplysninger fra distriktsadvokaten Morgenthaus efterforskning: Artiklen omtalte ikke de seksuelle relationer i historien. Kite var bare omtalt som tidligere prostitueret, og det blev desuden nævnt, at distriktsadvokat Morgenthau havde henvist sagen til sin afdeling for seksualforbrydelser.

I de tumultariske uger derefter blev New York Post anklaget for at forsøge at ødelægge en ikonisk, elsket præst til fordel for at sælge aviser.
Ritters team fik Kevin Kites far, som ikke længere havde kontakt til sin søn, på tv. Her fortalte han, at sønnen havde en "fortid med løgn" (“history of lying”). Da undersøgelsen så ud til at gå i stå, publicerede New York Times en redaktionsleder om, at distriktsadvokaten Morgenthau udsatte Ritter for en "langsom forblødning" ("slow bleed"), der kunne være "ødelæggende" for Covenant House og dets gode gerninger. Klummeskribenter på New York Times, Daily News og Newsday stod alle op for Ritter. TV-programmet "Inside Edition" lavede en historie med titlen "Anatomy of a Smear" ("Tilsviningens anatomi"). Kardinal John O'Connor, den magtfulde leder af Ærkebispedømmet i New York, udtalte at han havde den højeste agtelse for Fader Ritters arbejde.

Men så begyndte andre unge mænd at få mod til at fremkomme med deres historier. I begyndelsen af februar 1990 fortalte fire af dem deres historier til magasinet The Village Voice og New York Times. Det viste sig, at Ritter havde sex med mindst 15 unge mænd i Covenant House, hvoraf den ene var 14 på det tidspunkt. Historierne var enslydende: Ritter havde haft seksuelle forhold til drengen og de unge mænd og ulovligt brugt nonprofit-midler fra Covenant House til at overøse dem med penge og gaver.

Ærkebispedømmet trådte til for at hjælpe med at formidle en aftale mellem distriktsadvokaten og Ritter. Aftalen blev, at Morgenthau skulle undlade at anklage Ritter, men til gengæld var Ritter nødt til at forlade Covenant House og aldrig mere arbejde med unge mennesker. Ritter kæmpede for at beholde en rolle i organisationen og blot midlertidigt træde tilbage. Men tre uger senere opgav Ritter og flygtede ud af byen til sit hus i den nordlige del af staten, af frygt for at distriktsadvokaten ville sende sagen til en storjury.
Ritter fik et slag over håndleddet: Anklagerne og sagen forhindrede ham i at fortsætte sine overgreb, men den tidligere feterede og lovpriste præst blev aldrig sigtet eller dømt for noget.

Hele Ritters Covenent House-projekt var startet i i 1968, med at Ritter bad sin overordnede - kardinal Francis Spellman fra ærkebispedømmet i New York - om tilladelse til at tage hjemløse teenagere, drenge og piger, ind i sit hjemsted på Manhattan. Dette er naturligvis værd at bemærke på grund af alle de ting, vi allerede har noteret om kardinal Spellman. Som det blev omtalt i kapitel 2, blev Spellman også anklaget for pædofili, og han indviede desuden den kendte pædofile kardinal Theodore McCarrick. Dette var mens Spellman tjente som den højest rangerende katolske præst i USA. Spellman var også klient og ven af den angivelige sexafpresser Roy Cohn, såvel som af Cohns advokatpartner Tom Bolan. Spellman skulle angiveligt desuden være blevet set til mindst en af Cohns misbrugs- og "afpresningsfester". Ifølge magasinet LIFE arbejdede Spellmans nevø, Ned Spellman, i øvrigt desuden for Roy Cohn - så der var mange tråde mellem den magtfulde kardinal Spellman og mafia-advokaten Roy Cohn.

Historierne om de to mænd Bruce Ritter og Theodore McCarrick ligner hinanden i forbløffende og foruroligende grad. Begge var de ansat under kardinal Spellman, og begge blev de feteret og lovprist af USA's siddende præsidenter, som samtidig var nære venner med dem. Og selvfølgelig: For begges vedkommende viste det sig, at de udnyttede deres positioner til at misbruge unge mennesker. At Ritter brugte Covenant House-midler på overdådige gaver og betalinger til de sårbare teenagere, han udnyttede - synes i princippet at minde om det reaktionsmønster, vi tidligere så fra kardinal Spellman: For som vi så i kapitel 2, tager kardinal Spellmen hæmmingsløst her en dreng på låret, og giver derefter instinktivt drengen gaver som en art bestikkelse. Spellmans automatreaktion sammenholdt med fortællingerne fra de unge, der blev udnyttet seksuelt af fader Bruce Ritter, efterlader et indtryk at et inkorporeret mønster i adfærden hos de pædofile folk omkring Spellman, såvel som hos Spellman selv.

I tilfældet Bruce Ritter skrev et af denne præsts ofre, Darryl Bassile, et åbent brev til ham et år efter, at Ritters overgreb på teenagedrenge blev afsløret af pressen:
"Du handlede forkert, da du udsatte en 14-årig for dine lyster. . . Jeg ved, at du en dag vil stå foran ham, der dømmer os alle, og på det tidspunkt vil der ikke være mere benægtelse, kun sandheden."

Ritter var præst under den katolske Franciskanerorden og arbejdede under ærkebispedømmet i New York. Men Charles Sennott, journalisten, der skrev historien, udtalte senere, at "de sekulære magter beskyttede ham [Ritter ] mere end ærkebispedømmet eller franciskanerne.” Sennotts artikel blev angrebet voldsomt af klummeskribenter i andre medier i New York og magtfulde politikere - såvel som af kardinal Spellmans efterfølger, kardinal John O'Connor. Nogle mener, at den sandsynlige årsag til, at disse "sekulære magter" kom Ritter til undsætning var, at Covenant House og Ritter selv var dybt knyttet til Robert Macauley, der var præsident Bushs værelseskammerat på Yale og igennem mange år nær ven af Bush-familien. Macauley blev beskrevet af New York Times, som "medvirkende" til Covenant House fundraising, efter at han trådte ind i bestyrelsen i 1985 og bragte adskillige "andre velhavende eller velforbundne mennesker" ind i bestyrelsen.

AmeriCares og Malteserridderne - og CIA's støtte til islamisk terror
Macauleys organisation, AmeriCares Foundation, var en af de vigtigste kilder til finansiering af Covenant House. AmeriCares blev senere anklaget for at sende penge til de højreorienterede kontrarevolutionære - "Kontraerne" - i Nicaragua. Et af medlemmerne af AmeriCares rådgivningspanel (advisory board) var den tidligere amerikanske finansminister under Nixon- og Ford-administrationerne, William E. Simon, som også drev den nicaraguanske frihedsfond, der sendte hjælp til Kontraerne.
En stor del af AmeriCares' succes kom fra organisationens evne til at skabe og udnytte magtfulde politiske forbindelser og alliancer med indflydelsesrige religiøse personer og grupper - samt at udvikle samarbejdsprojekter med virksomheder. AmeriCares var også kendt for at arbejde direkte med personer fra den amerikanske efterretningstjeneste, og organisationens samarbejde med medicinalvirksomheder fyldte samtidig organisationens varehuse med donerede forsyninger af medicin. Kyndige tidligere føderale embedsmænd, flere med baggrund i efterretningsarbejde, hjalp AmeriCares med at manøvrere i udfordrende internationale politiske miljøer. Organisationens forbindelser til den katolske kirke bragte AmeriCares til at blive allieret med den indflydelsesrige katolske Malteserorden.
Vi er i denne bog flere gange stødt på personer, der var riddere i Malteserordenen. Det synes derfor at være på tide at prøve at forstå, hvad denne orden er for en størrelse. Men Malteserordenen er udfordrende at beskrive, da den har en historie, der strækker sig helt tilbage til middelalderen. Officielt fungerer ordenen som en nødhjælpsorganisation, der "står for et verdensomspændende nødhjælpsarbejde ved naturkatastrofer og væbnede konflikter, førstehjælp ved store arrangementer, hjælp til børn, ældre, handicappede og flygtninge." Det er Den Katolske Kirke i Danmark, som fortæller dette - og kirken slutter opremsningen med på påpege, at de hjælper alle "uanset race, nationalitet eller religion". Riddernes oprindelige formål, var ellers "at beskytte pilgrimme i Det Hellige Land" (det vil sige ordenen beskyttede katolske pilgrimme i Jerusalem og området heromkring). Malteserordenen blev grundlagt i det 11. århundrede i forbindelse med Jerusalemskorstogene, men er i dag en verdensomspændende organisation. På latin benævnes den Supremus Militaris Ordo Hospitalarius Sancti Ioannis Hierosolymitani Rhodiensis et Melitensis (Den Suveræne Militære Orden af Skt. Johannes af Rhodos og af Malta - forkortet SMOM). Den er dog mest kendt som blot Malteserordenen, et navn den fik, da den i 1500-tallet fik Malta som len af den tysk-romerske kejser.
"Indtil for et par generationer siden kunne kun adelige katolske mænd blive medlemmer," fortæller Den Katolske Kirke i Danmark. Og videre: "Siden kan ikke-adelige katolske mænd og kvinder blive medlemmer." Et mandligt medlem kaldes "Malteserridder", fordi han får titlen "Ridder af Malta". Kvindelige medlemmer får titlen "Dame af Malta".
Benævnelsen "Den Suveræne Militære Orden" skyldes, at den i sin struktur fungerer som en militær organisation. Organisationen er opdelt i militære enheder og har fx et flyvevåben, og den opererer på flere planer som et selvstændigt land. Selvom ordenen ikke har nogen anden landmasse end et lille hovedkvarter i Rom, har den status som nationalstat. Malteserordenen præger mønter, trykker frimærker, har sin egen forfatning og udsteder nummerplader og pas til sit eget diplomatiske korps. Ordenens leder, som kaldes Grand Master (stormester), har en rang i kirken, der svarer til en kardinal og er anerkendt som suveræn statsoverhoved af mange af verdens lande, som Malteserordenen udveksler ambassadører med. Selvom om Malteserordenen har status som selvstændigt land, er den samtidig underlagt Paven, som fx kan adskedige ordenens Grand Master, som altså også fungerer som statsleder.
Diplomatisk har Malteserordenen en særlig status bl.a. idet Malteserridderne i næsten 50 lande er fritaget for told ved grænseovergange og typisk passerer grænseovergange for disse lande helt uden inspektion. Ligesom Vatikanstaten har Malteserordenen observatørstatus i FN. Ordenen har i øjeblikket formelle diplomatiske forbindelser med 113 stater (inkl. Vatikanstaten) og har officielle forbindelser med yderligere fem stater og med Den Europæiske Union.
Men ordenens reelle magt menes af flere at findes gennem medlemmerne, som er aktive over det meste af verden. Adel danner rygraden i Malteserordenen; "mere end 40 procent af dets 10.000 medlemmer er fra Europas ældste og mest magtfulde katolske familier," fortæller denne artikel fra 1983. I dag angiver Den Katolske Kirke i Danmark, at der er cirka 13.500 medlemmer i Malteserordenen. Rigdom er en forudsætning for en ridderlig kandidat, og hver enkelt skal gennemgå en streng screening. Protestanter, jøder, muslimer, buddhister osv. samt fraskilte eller sepererede katolikker er ikke berettigede til optagelse. "Malteserridderne udgør, hvad der måske er den mest eksklusive klub på jorden," skrev den kendte amerikanske forfatter og socialhistoriker Stephen Birmingham. Ifølge ham er Malteserridderne "mere end det katolske aristokrati...[de] kan tage telefonen og sludre med paven."

Alliancen mellem AmeriCares Macauley og den katolske succespræst Bruce Ritter førte til en audiens hos pave Johannes Paul II i Rom i 1982. Mødet med paven gav liv til AmeriCares. Selvom Macauley startede AmeriCares i 1979, gennemførte organisationen først sin første nødhjælpsmission i 1982, hvor paven bad Macauley om at sende hjælp til sit hjemland Polen. AmeriCares' kontakter med vigtige katolske skikkelser skabte en værdifuld allieret i Malteserordenen, der hjalp med at distribuere AmeriCares forsyninger i Mellemamerika.
Tidligere omtalte forretningsmand J. Peter Grace, som præsenterede Bruce Ritter for Ronald Reagan, var også medlem af AmeriCares’ rådgivende bestyrelse, og desuden præsident for den amerikanske afdeling af Malteserordenen, der har base i New York City.
Hans fulde navn var Joseph Peter Grace (1913-1995), og han var bestyrelsesformand for firmaet W.R. Grace & Company, som mere end nogen institution på det tidspunkt skilte sig ud som "centrum for Malteserordenen i USA". Ikke mindre end otte direktører for W.R. Grace var desuden riddere i Malteserordenen. En af disse var "Storkansleren" ("Grand Chancellor") i Malteserordenen John D.J. Moore, der desuden var ambassadør i Irland under præsidenterne Nixon og Ford.

J. Peter Grace har en lang historie med involvering i CIA-forbundne virksomheder, såsom Radio Liberty og Radio Free Europe, der angiveligt var udtænkt af CIA-partneren og den tidligere nazigeneral Reinhard Gehlen og havde flere naziforbrydere ansat. J. Peter Grace var også bestyrelsesformand for American Institute for Free Labor Development (AIFLD - Amerikansk Institut for Fri Arbejdsmarkedsudvikling). AIFLD samarbejdede med multinationale selskaber og deres klienter - forskellige diktaturer i Latinamerika - om at undertrykke uafhængige fagforeninger. Op til 100 millioner dollars årlige CIA-midler blev pumpet ind i "troværdige" arbejdsmarkedsorganisationer såsom AIFLD, hvis kandidater var aktive i hemmelige operationer, der førte til militærkuppet i Brasilien i 1964. Denne information kom fra AIFLD's egen administrerende direktør William Doherty.
I begyndelsen af 1970'erne var Grace-repræsentanten i Washington, D.C., Francis D. Flanagan, medlem af den verdensomspændende amerikanske produktionsvirksomhed ITT's "Ad Hoc Kommité om Chile", som var medvirkende til planlægningen af omstyrtingen af Chiles daværende statsleder Salvador Allende. AIFLD's National Workers' Confederation (Nationale Arbejderes Sammenslutning) fungerede efterfølgende som den vigtigste agitator på arbejdsmarkedet for Chiles diktator Pinochet og hans junta.

En anden malteserridder, der også var medlem af AmeriCares rådgivende udvalg, var den tidligere amerikanske finansminister William Simon.
I mange af sine missioner overdrager AmeriCares sine forsendelser til Malteserordenen, som leverer dem i store dele af verden, inklusive dele af Latinamerika, Europa og Afrika. Præsidenten for AmeriCares, Stephen Johnson, udtalte ifølge avisen Hartford Courant:
"Malteserordenen gør AmeriCares’ arbejde lettere på grund af dets verdensomspændende netværk af frivillige. Medlemmer af gruppen, hvoraf mange er uafhængige og velhavende, kan vi have tillid til leverer hjælpen til dens tilsigtede destination og gør det mere effektivt end AmeriCares. Ved at bruge ridderne er der meget lille mulighed for at blive afledt. De har alle tjent deres formuer. Nu er de interesserede i velgørenhed."

Hartford Courant formulerer det således:
"Fordi næsten 50 lande giver ridderne af Malta samme status som en suveræn nation, er de ofte fritaget for told ved grænseovergange og kan lettere passere toldinspektioner."

Den administrerende direktør for den amerikanske afdeling af Malteserordenen og assistent for J. Peter Grace, Thomas L. Sheer stemte i:
"Værtslandet vil generelt give afkald på inspektion og told. Vi kan bruge den diplomatiske status til at bevæge os gennem tolden og til ikke at betale told. Det kan vi udnytte, især i en krisetid."

Der skal ikke megen fantasi til for at overveje, hvad sådan en status også kan bruges til - ud over godgørende formål.

Der var mange ligheder mellem fader Bruce Ritter og kardinal Theodore McCarrick, og det samme er tilfældet når Ritter sammenlignes med Roy Cohn. Ligesom Ritter havde det privilegium at have flere venner, der var Riddere af Malteserordenen, gjorde dette sig også gældende for Roy Cohn: Advokatvennen Tom Bolan, den konservative skribent og National Review-grundlægger William F. Buckley og CIA-direktøren William Casey var alle Riddere af Malteserordenen. Buckley tilbragte i øvrigt to år efter college i Mexico City, som CIA "political action specialist" ("specialist i politisk handling"). Dette gør sig gældende for en hel del Malteserriddere; at de samtidig har forbindelser til CIA.
Ritter fungerede som vicepræsident i sin nære ven Robert Macauleys velgørenhedsorganisation AmeriCares, indtil Ritter blev tvunget til at træde tilbage fra Covenant House. George Bush seniors bror, Prescott, sad også i AmeriCares rådgivningspanel. Efter at George Bush Sr. døde, udtalte AmeriCares, at præsidentens bror havde været "medvirkende til at grundlægge den sundhedsfokuserede nødhjælps- og udviklingsorganisation."

Det var i løbet af perioden fra 1985 til 1989, hvor Covenant Houses' bestyrelse kom til at omfatte de nævnte meget magtfulde personer og dets driftsbudget voksede eksplosivt, at Ritters velgørenhedsprojekt voksede til en international organisation. I den periode åbnede organisationen afdelinger i flere lande, herunder Canada, Mexico og andre steder i Mellemamerika. Organisationens første afdeling i Mellemamerika blev åbnet i Guatemala og blev ledet af Roberto Alejos Arzu, et CIA-aktiv, hvis plantage blev brugt til at træne de tropper, der blev brugt i CIA's mislykkede "Bay of Pigs"-invasion af Cuba. Alejos Arzu var endnu et medlem af Malteserordenen, og desuden associeret med den tidligere amerikansk-støttede diktator i Nicaragua, Anastasio Somoza. Ud over at arbejde for AmeriCares var Alejos Arzus og hans ultra-konservative parti, Den Nationale Befrielsesbevægelse, angiveligt knyttet til flere paramilitære grupper. Definitionen på en paramilitær gruppe er en gruppe "organiseret som en hær men ikke officiel og ofte ikke lovlig". Paramilitære enheder udfører typisk opgaver, som et lands militær- eller politistyrker ikke er i stand til eller villige til at varetage.
Det er desuden blevet hævdet, at den Alejos Arzu-ledede gren af Covenant House skaffede børn til en pædofilring baseret i USA. Dette er en påstand som fremsættes i bogen "The Franklin Cover-up" ("Franklin-mørklægningen"), som er forfattet af den tidligere senator i staten Nebraska, John DeCamp. Mere om "The Franklin Cover-up" og senator John DeCamp i næste del.
År senere blev også en anden amerikansk drevet velgørenhedsorganisation i Guatemala med kontakt til USA's præsident anklaget for udbredt pædofili og børnemishandling. Det var børnehjemsorganisationen Mi Casa, som George H.W. Bush sammen med sin kone Barbara havde været på besøg hos i 1994. Lederen, en mand ved navn John Wetterer, var amerikansk statsborger, og de amerikanske myndigheder mente, han misbrugte de gadebørn, han husede i Mi Casa. Men Guatemalas myndigheder og virksomhedsstøtterne af prestigeprojektet Mi Casa var helt uenige. Nogle mente desuden, at uanset om lederen voldtog børnene, havde børnene det bedre end i det gadeliv, de kom fra. George og Barbara Bushs besøg fandt sted mens John Wetterer, som guidede dem rundt på stedet, var eftersøgt i USA, og mens USA arbejdede for at få manden udleveret. "De var tilsyneladende uvidende om, at deres guide var flygtet fra kriminelle anklager i USA", skrev New York Times uden at underbygge denne formodning. Når man kender bare en smule til amerikanske præsidenters sikkerhedsforanstaltninger, og de krævede baggrundstjek af dem de møder, virker formodningen både latterlig og tragisk på undertegnede forfatter.

Flere mener, at Robert Macauley først og fremmest drev sin velgørenhedsorganisation AmeriCares som en slags fløjlshandske for Reagan og Bushs hårde tilgang til kommunisme og venstrefløjspolitiske bevægelser over hele jorden. At både Malteserordenen og AmeriCares historisk har handlet politisk, er svært at afvise - hertil er eksemplerne for mange. Et eksempel, der er nævnt allerede, er pengene og støtten til de nicaraguanske Kontraer. Her blot et par yderligere eksempler fra den omtalte periode (fra en artikel i magasinet Salon):
I januar 1990 leverede AmeriCares og tyske og ungarske malteserriddere 1,4 millioner dollars i forsyninger til pro-vestlige fraktioner umiddelbart efter sammenbruddet af Rumæniens kommunistiske regime - og proklamerede det til at være "den første privat organiserede, storstilede nødhjælpsindsats efter revolutionen." Partnerskabet arbejdede ofte med det berygtede CIA-frontfirma Southern Air Transport. Og under Sovjet-Afghanistan-konflikten i 1984 tog AmeriCares parti og evakuerede sårede medlemmer af mujahidinerne til Walter Reed Army Hospital i Washington, D.C.
Med dette eksempel linkes endnu engang til efterretningstjenesten CIA, der havde et ganske særligt forhold til de fundamentalistiske islamiske krigere, som de senere selv påstod at være i krig med. Æresformanden i AmeriCares var Zbigniew Brzezinski, som både var præsident Jimmy Carters nationale sikkerhedsrådgiver og manden, der regnes som idémanden bag parringen af CIA med de radikale afhangske islamistiske mujahidiner.
Disse mujahidiner var i ret vid udstrækning også de fremtidige ledere og medlemmer af terror-organisationen Al-Qaeda, som senere blev "USAs ærkefjende". Brzezinski besøgte Afganistan i 1979 og mødtes med Osama Bin Laden. De to fik endda taget et billede sammen. Præsident Carters sikkerhedsrådgiver fortalte mujahidinerne, hvor meget han troede på deres sag. Han opmuntrede de fundamentalistiske islamiske krigere og sagde, at de helt sikkert ville vinde krigen og "vende tilbage til deres moskeer" fordi "jeres sag er rigtig, og Gud er på jeres side".
CIA trænede angiveligt også de islamiske mujahedin-krigere i mange af de taktikker, som al-Qaeda senere blev kendt for, såsom bilbomber, attentater og andre handlinger, der i dag betragtes som terrorisme.

Den tidligere britiske udenrigsminister Robin Cook skrev om denne samarbejdskonstruktion:
"Bin Laden var dog et produkt af en monumental fejlberegning fra vestlige sikkerhedstjenesters side. Op igennem 80'erne blev han bevæbnet af CIA og finansieret af saudierne til at føre jihad mod den russiske besættelse af Afghanistan. Al-Qaeda, bogstaveligt talt 'databasen', var oprindeligt computerfilen for de tusindvis af mujahidinere, som blev rekrutteret og trænet med hjælp fra CIA til at besejre russerne."

Robin Cook døde en måned efter, han havde skrevet dette i en artikel i den engelske avis The Guardian. Han blev kun 59 år gammel. Den tidligere britiske udenrigsminister døde efter at have mistet bevidstheden på en vandretur med sin kone på et bjerg i den nordvestlige del af det skotske højland. Cook var på det tidspunkt i stigende modsætning til sin partiledelse i forbindelse med "krigen mod terror" og det amerikansk-britiske angreb på Irak i marts 2003. Cook trådte tilbage fra sine poster den 17. marts i protest mod denne krig.
Robin Cooks officielle dødsårsag var "hypertensiv hjertesygdom", men det er blevet hævdet, at den tidligere udenrigsminister blev dræbt, fordi han ville afsløre, at forholdet mellem Iraks diktator Saddam Hussein og Israel ikke var så fjendtligt som offentligheden troede. Cook skulle angiveligt have villet afsløre, at det var den israelske regering, der overtalte George Bush senior til ikke at angribe Bagdad under den første Golfkrig og fjerne Saddam som statsleder. Ifølge disse oplysninger foretrak Israel at handle med Saddam Hussein frem for nogen, der måtte komme efter ham.

Robin Cook er ikke den eneste, der har hævdet, at "Al-Qaeda" betyder "databasen" og er en CIA-konstruktion. Det har også tidligere medlem af Frankrigs militære efterretningstjeneste, major Pierre-Henri Bunel, gjort. Han formulerede det bl.a. således:
"Det er 'Basen', nemlig computerdatabasen for de islamiske mujahideen (Reagans 'frihedskæmpere') rekrutteret af CIA.
...
Da Osama bin Laden var amerikansk agent i Afghanistan, var Al-Qaedas intranet et godt kommunikationssystem via kodede eller hemmelige beskeder.
...
Sandheden er, at der ikke findes nogen islamisk hær eller terrorgruppe ved navn Al-Qaeda. Og enhver informeret efterretningsofficer ved dette.
Men der er en propagandakampagne, der skal få offentligheden til at tro på tilstedeværelsen af en identificeret enhed, der repræsenterer 'djævelen', udelukkende for at få 'tv-seeren' til at acceptere et samlet internationalt lederskab for en krig mod terrorisme. Landet bag denne propaganda er USA, og lobbyisterne for den amerikanske krig mod terrorisme er kun interesserede i at tjene penge."

Bunel taler angiveligt flydende arabisk, så han burde vide, hvad han taler om, når han oversætter "Al-Qaeda". Han går da også i detaljer om dette aspekt i sine udsagn om sagen.
Også den franske majors åbenmundethed endte brat. Det skete nogle år senere, da han blev idømt fem års fængsel for forræderi - heraf to år ubetinget. I forbindelse med krigen i det tidligere Jugoslavien blev han dømt for at have fortalt serberne, hvor NATO agtede at bombe i 1998, hvis ikke serberne trak sig ud af Kosova. Bemærkelsesværdigt nok "forbløffede han alle" under retssagen "ved pludselig at påstå, at han havde handlet efter ordre fra den franske efterretningstjeneste," skrev den danske avis Politiken i forbindelse med sagen.

Det er forholdsvis almindelig udbredt viden, at CIA med sin finansiering skabte grundlaget for Al-Qaeda og flere andre islamiske terrororganisationer. Fx BBC har ligesom flere andre medier skrevet, at CIA og USA finansierede og støttede Bin Laden under Sovjetunionens krig i Afghanistan. Forfatteren og den tidligere administrerende redaktør på The Washington Post, Steve Coll, har også nuanceret undersøgt og fremlagt hvordan CIA's involvering i Afghanistans krige gav næring til islamisk militarisering. Dette har han gjort i sin bog "Ghost Wars: The Secret History of the CIA, Afghanistan, and Bin Laden, from the Soviet Invasion to September 10, 2001" ("Spøgelseskrige: Den hemmelige historie om CIA, Afghanistan og Bin Laden - fra den sovjetiske invasion til 10. september 2001").

Malteserordenens passivitet overfor egne pædofilisager
Malteserordenen har de seneste år haft sine egne overgrebssager sideløbende med den katolske kirkes mange sager af den art (den katolske kirkes omfattende udfordringer med overgreb behandles indgående i del 4 kapitel 2). Men ligesom den katolske kirke er også Malteserordenens overgrebssager præget af, hvad der kunne ligne accept af misbruget fra organisationens side.
I 2011 blev en tidligere leder af en lokal irsk afdeling af Maltserordenen, den pædofile mand Michael Ferry, idømt 14 års fængslet for 38 tilfælde af seksuelt misbrug mod fire drenge. Ferry var medlem af Malteserordenen, og tilbød førstehjælpkurser til sociale arrangementer i byen Donegal, Irland. Indehaver af Fortjenstmedaljen i Malteserordenen (Ordo pro Merito Melitensi), Jimmy May, udtalte dog, at den lokale filial "aldrig rigtig kom i gang" og holdt op med at eksistere efter Ferrys første dom for seksualforbrydelser mod børn i slutningen af 2002. Han sagde desuden, at han ikke kunne huske, hvordan han fik kendskab til denne dom.
En gruppe unge voksne, der i 2011 deltog i et førstehjælpskursus arrangeret af manden og en lokal skole, hvor han arbejdede, "udtrykte chok og overraskelse over, at Ferry havde fået en stilling af organisationen efter sin første dom for seksualforbrydelser mod børn i 2002".
Politiet var i 2011 i gang med en efterforskning af mandens involvering i en børnesexring.
En læser af den lokale avis, hvor nyheden kan læses, siger:
"Malteserordenen kan også have nogle spørgsmål at besvare... Han var den eneste underviser ved en lejlighed til et førstehjælpskursus, og jeg kan bekræfte, at alle mænd i gruppen var utilpas ved, at han var vejleder ved kurset... dette skyldtes 'rygterne', der eksisterede omkring denne forfærdelige mand, en ung mand var især påvirket af den simple tilstedeværelse af ham, der ledede kurset."

I denne artikel fra 2014 kan man læse, om hvordan en tidligere medarbejder i Malteserordenen, en mand ved navn Vernon Quaintance, erkendte sig skyldig i misbrug af mindreårige drenge. Den tidligere sakristan (kirketjener) i Malteserordenen erkendte sig, ifølge artiklen, skyldig i ni seksualforbrydelser, inklusive nogle mod drenge helt ned til 11 år, som han havde mødt i 1960'erne og 70'erne. Vernon Quaintance, som var ridder af ordenen, tjente ved riddernes almindelige messe i kapellet i St. John og St. Elizabeth Hospital i det nordlige London. En domstol afgjorde, at den 71-årige Quaintance var skyldig i bl.a. pædofile overgreb.
Manden havde ledet en pro-omskæringsgruppe, hvorfra han samlede billeder så sent som indtil 2011. Han var også leder af en gruppe, kaldet Gilgal Society, der arbejdede for at fremme mandlig omskæring og som pegede på "dets fordele i form af sundhed, seksuel tilfredsstillelse og forbedret selvbillede."
I 2012 blev han kendt skyldig i at besidde ni timers børnepornografi på videobånd. Han erkendte sig skyldig i fem tilfælde af usømmelighed med et barn mellem 1966 og 1976 og fire tilfælde af besiddelse af usømmelige billeder. En yderligere anklage om seksuelt overgreb på et barn, der skulle have fundet sted i 2011, blev ikke ført ind i sagen. Grand Priory, en højtstående gruppe i Malteserordenen, som var blevet opmærksom på Quaintances opførsel, viste sig senere ikke at have rapporteret bekymringerne til de relevante myndigheder. De havde nøjes med at forbyde den pædofile mand at arbejde og deltage i den sociale klub i St. Bede's i det sydlige London. En undersøgelse af sagen viste, at tre af ridderne i denne gruppe lavede flere alvorlige fejl i håndteringen af bekymringerne. De tre undskyldte senere. En af dem var udpeget af den øverste leder i Malteserordenen til medlem af ordenens "Suveræne Råd". En af de mænd, som undlod at rapportere sine bekymringer om den pædofile overgrebsmand til de relevante myndigheder, var således en del af den absolutte ledelse i Malteserordenen. "Det Suveræne Råd" i Malteserordenen - er her omtalt på FN's hjemmeside, da det (som den øverste ledelse i ordenen) er en del af Malterserordenens permanente observatørstatus i FN.

I 2015 og 2017 begik en ambulancemedarbejder i Malteserordenen i Irland, en mand ved navn Scott Browne, voldtægter på to 15-årige drenge efter, at han sammen med en anden frivillig i Malteserordenen havde bedøvet dem med stjålet ambulancemedicin. I den efterfølgende undersøgelse kom det frem, at den Irske afdeling af Malteserordenen havde været opmærksom på beskyldninger om, at Browne havde voldtaget to andre drenge i henholdsvist 2015 og 2017, før han som frivillig forgreb sig på de to drenge i Malteserordenen. De efterfølgende interne rapporter kritiserede 'alvorlige mangler' i håndteringen af tidligere klager over voldtægtsmanden. Malteserordenen blev ellers orienteret i både 2015 og 2017 af to forskellige tidligere ofre. Den ene af disse ofre hævdede at være blevet bedøvet og voldtaget ligesom de to drenge, der altså senere tilsvarende blev voldtaget i en ambulance. En uafhængig rapport fra en ekstern beskyttelseskonsulent fandt, at der var en "betydelig mangel" i, hvordan Malteserordenen havde reageret på den første påstand mod Browne i 2015. Rapporten forklarede at, mens det påståede seksuelle overgreb blev undersøgt af embedsmænd i regionen, blev højtstående embedsmænd og lovpligtige myndigheder ikke informeret, hvilket rapporten sagde var en "alvorlig udeladelse".
Den 18-årige mand. der tidligere angiveligt var blevet bedøvet og voldtaget, kritiserede Malteserordenens behandling af sin klage. Den unge mand følte, at klagen over seksuelle overgreb var blevet "afvist" af ordenen, og at han sad tilbage med en følelse af "smerte og lidelse" over den måde, hvorpå organisationen håndterede den klage, han fremsatte efter, at han angiveligt var blevet voldtaget. Manglen på støtte fra organisationen og følelsen af ikke at blive troet havde "ødelagt" hans liv, sagde han.
På grund af den stigende uro i sagen om hvordan disse sager var blevet håndteret, blev hele bestyrelsen for Malteserordenen i Irland i november 2022 opløst af et højtstående medlem af ordenen, Francis Joseph McCarthy, som var udpeget af hovedkvarteret for den religiøse orden i Rom. McCarthy sidder i "Regeringsrådet" i "Det Suveræne Råd" i ordenen.

Der var også i 2017 mediehistorier, som illustrerer hierakiet imellem paven og ledelsen af Malteserordenen. En tilsynelaende kontrovers mellem pave Frans og Malteserordenen førte til at Malteserordenens leder Grand Master Matthew Festing blev afskediget i 2017. Kontroversen handlede officielt om, at ordenen havde tilladt brug af kondomer i et "medicinsk projekt for de fattige". I forbindelse med den angivelige konflikt mellem paven og Malteserordenen blev engelske medlemmer af ordenen advaret om, at "de vil stå over for disciplinære sanktioner, hvis de kommer med udtalelser, der 'støder den Hellige Fader'." De havde særligt fået at vide, at de ikke må forsvare bogen, "Diktator-Paven". Bogens forfatter, Henry Sire, blev i tiden op til denne advarsel suspenderet af Malteserordenen.
Den katolske kirkes hieraki slår også igennem i forhold til kontrol med reaktioner på kirkens sexmisbrugsskandaler. Præsidenten for Malteserordenen i USA, Peter J. Kelly, skrev i 2018 til medlemmerne og instruerede dem om ikke at blive involveret i debatter om sexmisbrugsskandalerne i den katolske kirke. Kelly skrev, at "medlemmernes officielle deltagelse i den offentlige debat om de førnævnte spørgsmål - ud over at fordømme misbrug generelt - er ikke nyttig og kan forstyrre vores arbejde."

Malteserordenen, CIA, hvidvaskning, afpresning, kidnapning og mord
Malteserordenens mange forbindelser til CIA og efterretningstjenester generelt er veldokumenterede. Fra 1970 til 1981 blev fx også Frankrigs efterretningstjeneste ledet af et medlem af ordenen, Alexandre de Marenches. De Marenches skulle senere blive medstifter af den saudi-finansierede private efterretningsgruppe Safari Club, som bestod af ledere og agenter fra flere landes efterretningsvæsener: Frankrig, Egypten, Saudi-Arabien, Marokko og Iran. Den hemmelige gruppe blev oprettet den i 1976, og havde hemmelig indflydelse på politiske intriger, der involverede mange lande, for det meste i Afrika og Mellemøsten. Den blev primært finansieret gennem "hemmelige bagdørsaftaler, statsbanker og uafhængige operationer". En af de primære kanaler til at generere midler til deres hemmelige operationer var gennem den pakistanske Bank of Credit and Commerce International (BCCI).
CIA var en tæt partner for Safari Clubs formelle medlemmer, omend ikke selv et officielt medlem. Mens han var direktør for CIA, åbnede George H.W. Bush angiveligt en konto i den bundkorrupte pakistanske bank BCCI. Denne oplysning kan læses i bogen "Prelude to Terror" ("Optakt til terror"), som er skrevet af den internationalt anerkendte undersøgende journalist Joseph Trento. Bush havde angiveligt desuden mange handler med vigtige bankkontohavere i banken.
Trento skriver (s. 104 i bogen):
"Safari Club havde brug for et netværk af banker til at finansiere sine efterretningsoperationer. Med George Bushs officielle velsignelse som leder af CIA forvandlede Adham (stifteren af BCCI red.) en lille pakistansk handelsbank, Bank of Credit and Commerce International (BCCI), til en verdensomspændende hvidvaskningsmaskine. Han købte banker rundt om i verden for at skabe det største hemmelige pengenetværk i historien."

TIME Magazine beskriver en division af banken kaldet "det sorte netværk" ("the 'black network'") som
"en global efterretningsoperation og en mafia-lignende håndhævelsesgruppe. Det 1.500-ansatte store sorte netværk, der primært opererer fra bankens kontorer i Karachi, Pakistan, har brugt sofistikeret spionudstyr og -teknikker sammen med bestikkelse, afpresning, kidnapning - og endda i nogle tilfælde mord. Det sorte netværk - navngivet således af dets egne medlemmer - stopper ved næsten ingenting for at fremme bankens mål verden over."

Dette fortælles i TIME artiklen fra 1991 "B.C.C.I.: The Dirtiest Bank of All" ("BCCI: Den mest beskidte bank af alle").
I denne New York Times-artikel står der:
"Forretningsmænd, der forfulgte lyssky aftaler med banken, var angiveligt bange. En våbenhandler sagde til magasinet: 'Disse mennesker arbejder hånd i hånd med narkokartellerne; de kan få hvem som helst dræbt. Jeg kender personligt en fyr, som kom i karambolage med BCCI, og han er en krøbling nu. En flok bøller slog ham næsten til døde, og han ved, hvem der har bestilt det og hvorfor. Han kommer ikke til at tale.'"

TIME artiklen starter med to andre foruroligende citater:
"'Jeg kunne fortælle dig, hvad du vil vide, men jeg må bekymre mig om min kone og familie - de kan blive dræbt.'
- en tidligere top BCCI officer."

Og:
"'Vi må hellere undlade at tale om dette over telefonen. Vi har fundet nogle mikrofoner på kontorer, som ikke er blevet anbragt der af politifolk.'
- en efterforsker fra Manhattan, der undersøger BCCI."

TIME Magazine-artiklen uddyber: De mere konventionelle afdelinger af BCCI håndterede services som hvidvaskning af penge til narkotikahandel og hjælp til diktatorer med at plyndre deres nationale statskasser. Det sorte netværk drev en lukrativ våbenhandelsvirksomhed og transport af nakotika og guld. Ifølge efterforskere og deltagere i disse operationer samarbejdede organisationen ofte med vestlige og mellemøstlige efterretningstjenester. Båndene mellem BCCI og adskillige landes efterretningstjenester var så gennemgående, at også Det Hvide Hus var forbundet med banken. Artiklen fortæller, at den amerikanske præsidents Nationale Sikkerhedsråd (National Security Counsil) brugte BCCI til transport af penge til Iran-Contra-aftalerne, og CIA havde flere konti i BCCI til hemmelige operationer. Desuden fortalte efterforskere, at det amerikanske forsvars efterretningstjeneste (US Defense Intelligence Agency) har haft en "slush-fund"-konto hos BCCI, tilsyneladende til at betale for hemmelige aktiviteter. Ifølge Cambridge Dictionary betyder en "slush fund"; "et beløb, der opbevares til uærlige eller ulovlige aktiviteter i politik eller forretning".

Våbenhandleren Adnan Khashoggi, som var kunde hos PR-manden Robert Keith Gray (der var ven med CIA-terroristen Edwin Wilson), var også knyttet til BCCI og det sorte netværk. Khashoggi nævnes i TIME-artiklen i en opremsning af eksempler på hvem banken "beskæftigede sig med": Forhadte diktatorer og massemordere som Panamas diktator General Noriega, Iraks Saddam Hussein, Phillipinernes Ferdinand Marcos, Nicaraguas sandinistdiktator Daniel Ortega såvel som hans angivelige modstander kontralederen Adolfo Calero.

"Dens oprindelige formål var at betale bestikkelse, intimidere myndigheder og annullere undersøgelser. Men ifølge en tidligere agent begyndte det sorte netværk engang i begyndelsen af 1980'erne at køre sine egne narkotika-, våben- og valutahandler.""

USA's udenrigsminister i dele af denne periode, Henry Kissinger, er krediteret for en strategi om implicit at støtte Safari Club. Strategiens idé var at USA via stedfortræder kunne opfylde amerikanske mål, således at USA ikke risikerede et direkte ansvar. Dette omtales i bogen "Unholy Wars" ("Uhellige krige") af journalisten og mellemøsteksperten John Cooley (side 15 i bogen).

CIA's samarbejde med Safari Club kom under kontrol af Kongressen, og CIA frygtede, at nye hemmelige operationer kunne blive afsløret. Selv da CIA, på grund af det politiske pres fra Kongressen og præsident Carter, forsøgte at begrænse omfanget af efterretningstjenestens operationer, opretholdt CIA angiveligt i hemmelighed deres forbindelser med Safari Club og BCCI. Dette skete angiveligt bl.a. gennem agent Edwin Wilson.
Chefen for Saudi-Arabiens efterretningstjeneste fortalte senere, at formålet med Safari Club ikke blot var at udveksle information, men at gennemføre hemmelige operationer, som CIA ikke længere kunne udføre direkte i kølvandet på Watergate-skandalen og efterfølgende reformer. Saudi-Arabiens efterretningstjeneste og CIA havde et yderst tæt samarbejde særligt i forhold til muslimsk terror. I begyndelsen af 1980 indledte Carter et program for at bevæbne de afghanske mujahidiner gennem den pakistanske efterretningstjeneste ISI (Inter-Services Intelligence). Han sikrede desuden et løfte fra Saudi-Arabien om at matche amerikansk finansiering til dette formål. USA's støtte til mujaheddin accelererede under Carters efterfølger, Ronald Reagan. Det pakistanske ISI, CIA og britiske MI6 kanaliserede hundreder af millioner dollars og våben til mujahedinerne, hvoraf en del endte i hænderne på fx mudjahedin-lederen, den radikale islamist og senere statsleder og opiumsmugler Gulbuddin Hekmatyar. Andre dele endte hos Maktab al-Khidamat, som var en terrororganisation, der var skabt af bl.a. Osama Bin Laden, og som blev forløberen for al-Qaeda.

CIA - Catholic Intelligence Agency
Det katolske medie "Catholic Herald" skriver i artiklen "Hvorfor katolikker trives i CIA";
"tre ud af de sidste fem CIA-direktører har været katolikker: Michael Hayden, Leon Panetta og den nuværende direktør, John Brennan. Når vi ser tilbage, ledede en række katolikker CIA i kritiske perioder under den kolde krig."

Lidt senere i samme artikel står der videre:
"Nogle af de mest indflydelsesrige direktører i CIA's historie har været katolske - mænd som Walter Bedell Smith, John McCone, William Colby og William Casey. De var ikke kun tilfældige katolikker. De var hengivne messegængere - i mange tilfælde medlemmer af grupper som Malteserordenen".

Artiklen udbasunerer endda pointen om CIA's tætte forbindelse til den katolske kirke med et udsagn om, at CIA har haft så mange katolske direktører at efterretningstjenesten i dag nogle gange kaldes "the Catholic Intelligence Agency" ("det katolske efterretningsvæsen") eller simpelthen "Catholics In Action" ("Katolikker i aktion").

En anden artikel, som går yderligere i detaljer med disse forbindelser, har titlen "The CIA and the Vatican’s Intelligence Apparatus" ("CIA og Vatikanets efterretningsapparat"). Den fortæller om et bemærkelsesværdigt forhold mellem CIA, Vatikanet og paven, som er præget af både indbyrdes konkurrence og et meget tæt samarbejde.
I disse to artikler og via andre kilder (angivet herunder) kan man bl.a. læse følgende:
Den amerikanske katolske general William “Wild Bill” Donovan, som under Anden Verdenskrig var chef for den amerikanske militærefterretningstjeneste Office of Strategic Services (OSS) - forløberen for CIA - blev i juli 1944 dekoreret af pave Pius XII med Storkorset af Sankt Sylvesters orden. Det er den ældste og mest prestigefyldte af alle de pavelige ridderordner. Donovan var ifølge bl.a. det anerkendte magasin Salon også ridder i Malteserordenen.
Pave Pius' dekoration af Donovan markerede begyndelsen på et mangeårigt, intimt forhold mellem Vatikanet og den amerikanske efterretningstjeneste, som er fortsat til i dag.
CIA oprettede en speciel enhed i sin kontraspionage-sektion for at aflytte den kirkelige, politiske og økonomiske information, som hver dag gennemstrømmer Vatikanet via tusindvis af præster, biskopper og pavelige budbringere - og for at overvåge udviklingen i Vatikanet og omkring paven.
Malteserordenen er officielt en nødhjælpsorganisation, men de "nødlidende", der blev hjulpet af visse Malteserriddere i slutningen af 40'erne, var nogle af Anden Verdenskrigs 50.000 nazistiske krigsforbrydere. Disse Malteserriddere hjalp de nazistiske krigsforbrydere - med bistand fra Det Internationale Røde Kors - med falske Vatikanpas og udstyrede dem i nogle tilfælde med præstedragt for at de kunne blive smuglet videre. Dette skete bl.a. via den østrigske katolske biskop Alois Hudals "underjordiske jernbane" til Sydamerika. Blandt dem var Klaus Barbie, kaldet "slagteren fra Lyon", fordi han under krigen dræbte og mishandlede utallige fanger i bl.a. Lyon, hvor han var Gestapo-officer fra slutningen af 1942. Barbie blev chef for Gestapo i Lyon og var kendt for personligt at udføre sadistisk tortur på særligt jøder og folk fra den franske modstandsbevægelse. En anden nazistisk massemorder, der fik hjælp af Vatikanet til at flygte efter krigen, var Franz Stangl, en tidligere SS-Hauptsturmführer og kommandant for udryddelseslejrene Sobibor og Treblinka - samt angiveligt ansvarlig for næsten 1 million jøders død. Stangl er en af tusindvis af nazister og kollaboratører, der med hjælp fra den katolske kirke undslap Europa. Det skete via ruter kaldet "ratlines" ("rottelinjer"), som bl.a. løb fra Østrig over Alperne til Rom og derfra ud af Italien via havnebyen Genova.
I 1948 gav Malteserordenen en af sine højeste æresmedaljer, Gran Croci al Merito con Placca ("Storfortjenstkors"), til general Reinhard Gehlen, Adolf Hitlers øverste anti-sovjetiske spion.
Gehlen, der ikke var katolik, blev udråbt som en formidabel allieret i det hellige korstog mod den gudløse marxisme. Efter krigen sluttede han og hans veludviklede spionage-apparat - stort set udelukkende bemandet af eks-nazister - sig til den nye CIA-organisation. Til sidst endte flere hundrede nazister på den amerikanske regerings lønningsliste (dette var en CIA-operation kaldet "Operation Paperclip"). Blandt dem var igen topnazisten og massemorderen Klaus Barbie - kaldet "Slagteren fra Lyon".
James Jesus Angleton, CIA's legendariske kontraspionageekspert og katolik, havde arbejdet i Rom for OSS og forblev der som "station chief" i Rom. Rom var dengang et af de vigtigste centre for spionage og Angleton var CIA's "point man" for Vatikanets anliggender og fik sine oplysninger fra pavelige budbringere i fjendtlige lande.
CIA fortsatte i efterkrigsårene og derefter med at udvikle sit tætte forhold til den katolske kirke.
CIA støttede fraktioner inden for den katolske kirke, der var medvirkende til at promovere og vælge pave Johannes Paul II. Denne paves polske nationalisme og antikommunistiske akkreditiver, mente CIA, ville gøre ham til et perfekt redskab for amerikansk udenrigspolitik.

Medlemmer af Malteserordenen regnes som del af den indviede inderkreds omkring paven og Vatikanet. I artiklen om CIA og Vatikanets efterretningsapparat påstås det, at den amerikanske afdeling af Malteserordenen (som består af ledende katolske amerikanske forretningsfolk, politikere mv.) er en af de vigtigste kommunikationskanaler mellem CIA og Vatikanet. Det skulle ifølge artiklen være ex-CIA officeren Victor Marchetti, som overfor mediet fremsætter denne påstand.

Den tidligere omtalte artikel fra magasinet Salon kan desuden fortælle, at James Jesus Angleton også var medlem af Malteserordenen. Altså endnu en CIA-medarbejder og -chef med denne særlige forbindelse til den katolske kirke. Angleton ledede desuden de amerikanske efterretningsbestræbelser i årene efter Anden Verdenskrig på at styre Italiens valg i 1948. Hans succes med at samarbejde med organiseret kriminalitet, højreorienterede tidligere fascister og Vatikanet marginaliserede ikke kun Italiens kommunistparti, det animerede også Kongressen til oprettelsen af CIA.
Det var på foranledning af pave Pius XII, at Luigi Gedda - en fremtrædende højreorienteret ideolog, som også var blevet hædret af Malteserridderne, mobiliserede en enorm propagandamaskine. Denne propaganda, udført af Geddes politiske organisation "Katolsk Handling", er krediteret for at vende valget, som de italienske Kristendemokrater vandt.

Endnu en afpresningsoperation rettet mod USA's magtelite
Tidligere hørte vi om de tre velhavere Jeffrey Epstein, Roy Cohn og Tongsun Park, som alle syntes at drive forskellige seksuelle afpresningsoperationer - og to af dem blev anklaget for misbrug af børn. En anden bemærkelsesværdig skikkelse i den forbindelse er en mand ved navn Craig Spence, som også havde et mønster omkring sig, der pegede i den retning.
Craig Spence arbejdede i 1980'erne som nyhedskorrespondent på TV-stationen ABC, og efter at have forladt sit job som korrespondent fik han succes som fremtrædende konservativ lobbyist i Washington, D.C. Men Spences liv ændrede sig dramatisk, da det i juni 1989 blev afsløret, at han tilsyneladende havde drevet en afpresningsoperation som mellemmand mellem homoseksuelle prostituerede og magteliten i landets hovedstad op igennem 1980'erne. Dette var ifølge afsløringerne i Washington Times foregået i lejligheder, der var fyldt med film- og lydoptageudstyr. Craig Spence blev her beskrevet, som en "power broker" (magt-mellemmand), der "serverer narko og sex til fester, aflyttet til afpresning".

Washington Times skal ikke forveksles med den mere kendte avis Washington Post. Washington Times er et amerikansk konservativt dagblad udgivet i Washington, D.C., der dækker emner af almen interesse med særlig vægt på national politik. De oprindelige Washington Times-artikler fra dengang findes ikke længere online på avisen, men kan i stedet læses i diverse affotograferede avisklip og afskrivninger på internettet. Der er dog en undtagelse; denne Washington Times-artikel med titlen "The Shadow World of Craig Spence" ("Craig Spences skyggeverden").

Ligesom både Jeffrey Epstein og Tongsun Park, blev Craig Spence ofte sammenlignet med Jay Gatsby, den mystiske, velhavende figur fra den velkendte Fitzgerald-roman "The Great Gatsby". En New York Times-artikel fra 1982 om Spence fortæller om, hvordan hans personlige telefonbog og gæstelisterne til hans fester var "en 'Hvem er hvem' i Kongressen, regeringen og indenfor journalistik". Ifølge artiklen blev Spence desuden "hyret af sine klienter lige så meget for, hvem han kender, som hvad han ved." Spence var også kendt for at holde overdådige fester, som New York Times beskrev som "glitter med notabiliteter, fra ambassadører til tv-stjerner, fra senatorer til højtstående embedsmænd i udenrigsministeriet."
Roy Cohn, CIA-direktøren William Casey og Roy Cohns journalistven William Safire var blot nogle af de andre deltagere ved Spences festligheder.

"Ifølge Mr. Spence," fortsætter Times-artiklen, "er Richard Nixon en ven. Det samme er [tidligere justitsminister under Nixon] John Mitchell. [CBS-journalist] Eric Sevareid betegnes som 'en gammel, kær ven.' Senator John Glenn er 'en god ven', og Peter Ustinov [britisk skuespiller og journalist] er 'en gammel, gammel ven.'” Ustinov var søn af en adelig jødisk journalist og diplomat samt MI5-agent. Den verdenskendte skuespiller begyndte at skrive for avisen The European kort efter, at den blev grundlagt i 1990 af Robert Maxwell, der som bekendt far til Jeffrey Epsteins sextrafficking-partner Ghislaine Maxwell. Robert Maxwell var desuden med stor sandsynlighed Mossad-agent (se kapitel 1).
New York Times' positive profilartikel om Craig Spence er skrevet, mens Spence stadig af pressen kun blev betragtet som en spændende, feteret og magtfuld Washington-lobbyist.

Blot syv år senere blev det afsløret, at Craig Spences "glitrende fester for nøgleembedsmænd fra Reagan- og Bush-administrationerne, mediestjerner og øverste militærofficerer" var blevet aflyttet for "at kompromittere gæster." Ifølge den opsigtsvækkende artikel offentliggjort af Washington Times, var Spence forbundet med en "homoseksuel prostueringsring", hvis klienter omfattede "statslige embedsmænd, lokalt baserede amerikanske militærofficerer, forretningsmænd, advokater, bankfolk, kongresassistenter, medierepræsentanter og andre fagfolk." Spence tilbød også kokain til sine gæster som et andet underholdnings- og afpresningsmiddel.

Ifølge artiklen blev Spences hjem aflyttet og havde et spejl til skjult overvågning. Desuden fortæller artiklen, at han forsøgte at få sine gæster til at gå i fælder, der var opsat som "kompromitterende seksuelle møder". Disse kunne han efterfølgende bruge som løftestang for afpresning. En mand fortalte Washington Times, at Spence sendte en limousine til mandens hjem, som derefter kørte ham til en fest, hvor flere unge mænd forsøgte at blive intime med ham.
"Det bed jeg ikke på; det er ikke min tilbøjelighed," sagde manden. "Men han brugte sit homoseksuelle netværk til alt, hvad det var værd."

Adskillige andre kilder, herunder en embedsmand fra Reagans Hvide Hus og en sergent i luftvåbenet, der havde deltaget i fester hos Spence, bekræftede, at huset var fyldt med optageudstyr, som han brugte til at udspionere og optage gæsternes seksuelt kompromitterende handlinger med. Desuden bekræftede flere kilder, at hans hus indeholdt det nævnte spejl, som han brugte til overvågning.

Ifølge Washington Times-artiklen "pralede Spence ofte med, at han arbejdede for CIA og sagde ved en lejlighed, at han ville forsvinde for et stykke tid, 'fordi han havde en vigtig CIA-opgave'." Men han udtrykte samtidig bekymring over, "at CIA kunne 'snyde ham' og dræbe ham i stedet og derefter få det til at ligne et selvmord."
Ikke længe efter Washington Times-artiklen om hans aktiviteter blev offentliggjort, blev Spence fundet død i Boston Ritz Carlton, og hans død blev hurtigt bedømt til at være et selvmord.

En af de mest kritiske dele af skandalen omkring "power-brokeren" Craig Spence var, at han havde været i stand til at komme ind i Det Hvide Hus sent om aftenen med unge mænd, som Washington Times beskrev som "call boys" (slang for drenge-prostituerede; "drenge man ringer efter"). Dette fandt angiveligt sted mindst fire gange under George H.W. Bushs regeringsadministration.
Det har fået flere til at mene, at Spence udnyttede unge prostituerede drenge til seksuel afpresning af folk i regeringsadministrationen. Ifølge bogen "Franklin Cover-up" af Nebraska-senatoren John DeCamp tilbød Craig Spence sex med mindreårige børn til "den politiske elite" i Washington, D.C. (se side 169 i bogen). I del 2 kapitel 1 ser vi nærmere på indholdet i denne bog og hører om John DeCamps rolle i en omfattende sag om seksuelt misbrug af børn.

Forsidehistorie på avisen Washington Times 29. juni 1989

Spence udtalte senere, at hans kontakter i Det Hvide Hus, som gav ham og hans "call boys" adgang, var "topniveau" embedsmænd, og han fremhævede specifikt George H.W. Bushs daværende nationale sikkerhedsrådgiver Donald Gregg. Gregg havde arbejdet i CIA siden 1951, før han trådte tilbage i 1982 for at blive national sikkerhedsrådgiver for Bush, som dengang var vicepræsident. Inden Gregg trak sig fra sin post i CIA, havde Gregg arbejdet direkte under CIA-direktøren William Casey og i slutningen af 1970'erne sammen med en ung William Barr.
Vi hørte tidligere om William Barr. Han blev senere George Bushs justitsminister, og indtog igen denne post under Donald Trump (også omtalt i del 1). William Barrs far, Donald Barr, arbejdede for forløberen for CIA, Office of Strategic Services (OSS) og rekrutterede senere en ung high school drop-out, den senere dømte pædofile Jeffrey Epstein, til at undervise på eliteskolen Dalton School. William Barr arbejdede også for CIA - samtidig med at Donald Barr ansatte Epstein på sin eliteskole.
Donald Gregg og William Barr arbejdede sammen om at obstruere kongressens Pike kommité og Church kommité, som i 1975 var begyndt at undersøge magtmisbrug i efterretningstjenesterne CIA, NSA og FBI. Disse komitéer undersøgte bl.a. CIA's "love traps" ("kærlighedsfælder") og seksuelle afpresningsoperationer (mere om disse i del 2). Af andre afsløringer i forbindelse med komiteernes arbejde kan nævnes CIA's Project MK-Ultra, operation COINTELPRO og Operation Family Jewels. Project MK-Ultra involverede bedøvelse og tortur af uvidende amerikanske borgere som en del af menneskelige eksperimenter med tankekontrol. Operation COINTELPRO involverede overvågning og infiltration af amerikanske politiske organisationer og borgerrettighedsorganisationer. Operation Family Jewels var et CIA-program ,som arbejdede med hemmelige mord på udenlandske ledere.
Senere i denne bog (del 3 kapitel 2) ser vi nærmere på Project MK-Ultra.

Der er også pudsige personlige tråde mellem Donald Gregg og Roy Cohn. Greggs familie-netværk overlapper med en af Roy Cohns nærmeste venner - den kendte konservative journalist William Buckley. Buckley indgik i Cohns tidligere omtalte medie-kontaktnetværk, der hjalp Cohn mod hans politiske fjender (omtalt i første afsnit i dette kapitel 3). Donald Greggs forbindelse til Buckley går gennem Greggs datters ægteskab med Christopher Buckley, der er søn af William Buckley.

Washington Times' første artikel om "power-brokeren" Craig Spence fortalte også om hans tætte forhold til den allestedsnærværende Roy Cohn. En af avisens kilder hævdede, at han havde deltaget i en fødselsdagsfest for Roy Cohn, som Spence havde holdt i Cohns hjem, og at CIA-direktøren William Casey også var til stede. Spence skulle ofte have pralet af sit sociale netværk og nævnte regelmæssigt Cohn. De to "magt-mæglere" kendte tilsyneladende hinanden ganske tæt. Spence hævdede at have været vært for Cohn i hans hus ved andre lejligheder end den førnævnte fødselsdagsfest.

Nyheden om "callboys" i det Hvide Hus, blev også eksponeret i TV. Dette skete i en nyhedsrapport på tv-stationen NBC hvor nyhedsoplæseren tonede frem på skærmen og fortalte om sexskandalen. Derefter blev historien ikke dækket meget på tv - og gradvist blev den nedtonet generelt. Washington Post skrev en nedtonende artikel i august 1989 med titlen "Bomben der ikke eksploderede", som talte historien væk fra at være en regeringsskandale:
"Historien er spændende - involverer mandlig prostitution og en lobbyist, der brugte fester til at promovere sine forretningsforbindelser og forretningsforbindelser til at promovere sine fester. Men er det en regeringsskandale eller bare en elendig del af livet i en by, der tilfældigvis er Washington, D.C.?"

Avisudklip med portrætfotografi af Craig Spence

Pilen kom til at pege på lobbyisten i centrum for historien, og ikke på de øvrige involverede. Efter afsløringerne gik det da også hastigt ned ad bakke for Craig Spence. Han blev anholdt for våbenbesiddelse, og en af de sidste artikler om manden havde titlen "Engang vært for de magtfulde - reduceret til tiggeri, sover i parken". Den handlede om Spences nedtur og fortalte, at han nu "sov på en bænk i Central Park". Kort tid derefter blev Craig Spence, som nævnt, fundet død i hotel Boston Ritz Carlton.

Historycollection.com skriver om præsident Bushs relation til affæren, at mandlige og kvindelige prostituerede "valsede" "rutinemæssigt ind og ud af Det Hvide Hus", mens George H. W. Bushs var både vicepræsident og præsident. "Washington Times droppede pirrende hints" om, at Bush kunne have deltaget selv, skriver Historycollection også. Men selv hvis han ikke deltog "er det højst usandsynligt, at han var uvidende om, hvad der foregik," konstaterer mediet og afslutter tørt afsnittet med en tankevækkende pointe: "Især i betragtning af, at Bush engang havde stået i spidsen for CIA." CIA er som bekendt en efterretningstjeneste, og centrum for sådan en er informationer. I særlig grad kritiske informationer. Dét kan man vist roligt kalde informationer om, at drengeprostituerede besøger det absolutte politiske magtcentrum i verdens største supermagt. Et magtcentrum som selvsamme efterretningstjeneste, Bush tidligere var direktør for, er sat i verden for at beskytte.
Som jeg fremlagde tidligere besøgte George H. W. Bush og hans hustru Barbara også en eftersøgt børnevoldtager og leder af et børnehjem i Guatemala. Her skrev New York Times undskyldende, at præsidentparret nok var "uvidende om, at deres guide var flygtet fra kriminelle anklager". Historycollection peger her på samme problem, men undskylder ikke - tværtimod. For det er selvfølgelig helt usandsynligt, at sikkerhedsfolkene i og omkring Det Hvide Hus ikke vidste, at de gentagne gange lukkede drengeprostituerede ind. Det er ligeledes helt usandsynligt, at de ikke - som et minimum - informerede vicepræsidenten og præsidenten. Det er derfor mest sandsynligt, at det som et minimum har været godkendt af netop disse to ledere. Af George H. W. Bush og Ronald Reagan, som i forvejen var gode venner med mindst én børnevoldtager og en anden misbruger af unge drenge - såvel som en trejde der af flere er blevet anklaget for at drive et børnemisbrugsnetværk: Theodore McCarrick, Bruce Ritter og Roy Cohn.

Om afslutningen på sagen i medierne skriver Historycollection:
Det var en kæmpestor historie, og så... forsvandt den uden videre. Den amerikanske statsanklager, der ledede undersøgelsen, og som oprindeligt havde samarbejdet med Washington Times, slog pludselig om, og avisens adgang til detaljer om undersøgelsen tørrede ud. Efterforskningen fik lov til stille og roligt at samle støv, inden den endelig blev lagt på hylden, og lige så stille blev den droppet. Det var et illustrativt eksempel på, at Washington, D.C. effektivt rottede sig sammen om at afværge en skandale, der truede med at sprøjte snavs vidt og bredt.

Craig Spence, CIA og narkosmugling
Artiklen om "power-brokeren", der serverede narko og "call boys" til afpresningsfester, citerer desuden kilder, der hævdede, at Craig Spence havde talt om smugling af kokain til USA fra El Salvador. Det var en operation, som han angiveligt hævdede havde involveret amerikansk militærpersonel.
Disse påstande kan isoleret set virke absurde, men skal sammenholdes med USA's øvrige historiske udfordringer med anklager om involvering i narkosmugling. I dette afsnit dykker vi ned i nogle af de mange beviser og indikationer denne involvering, for at forstå dybden af korruption og kynisme i dele af de myndigheder og myndighedsorganisationer, der undersøges i denne bog:
Fra 1984-86 var der flere beskyldninger mod CIA om, at efterretningstjenesten smuglede narkotika. Beskyldningerne kom bl.a. fra flere amerikanske embedsmænd og en tidligere minister fra Panama. De blev bl.a. fremført i artikler i nyhedsbureauet Assosiated Press, hvoraf den første kan læses her.
San Jose Mercury News udgav cirka ti år senere - i 1996 - Dark Alliance-artikelserien af journalisten Gary Webb, som bl.a. hævdede at:
"I det meste af et årti solgte en narkoring i San Francisco Bay Area tonsvis af kokain til Crips and Bloods-gadebanderne i Los Angeles og overførte millioner i narkofortjeneste til en latinamerikansk guerillahær, som var drevet af CIA.
[Denne narkoring] åbnede den første transportlinje mellem Colombias kokainkarteller og de sorte kvarterer i Los Angeles [og som et resultat] var kokainen, der strømmede ind, med til at udløse en crack-eksplosion i det urbane Amerika."

Som understøttelse af disse påstande fokuserede artikelserien på tre mænd: Ricky Ross, Oscar Danilo Blandón og Norwin Meneses. Ifølge artikelserien var Ross en stor narkohandler i Los Angeles, og Blandón og Meneses var nicaraguanske narkosmuglere, der forsynede forhandlere som Ross. Serien hævdede, at de tre havde relationer til Kontraerne og CIA, og at retshåndhævende myndigheder ikke lykkedes med at retsforfølge dem, hovedsagelig på grund af disse forbindelser.

I forlængelse af denne artikelserie i 1998 foretog USA's justitsministerie en undersøgelse, som endte med at afvise anklagerne om, at denne narkosmugling var baggrunden for crack-epidemien over hele USA, men som samtidig kaldte flere af undersøgelsens resultater "foruroligende". Undersøgelsen bekræftede, at de mænd, som artikelserien havde udpeget, var narkosmuglere og -handlere i stor skala - "skyldige i at berige sig selv på bekostning af utallige stofmisbrugere", og at narkohandleren Ross havde bidraget med penge til Kontraerne i Nicaragua. Undersøgelsen bekræftede detaljer som, at narkosmugleren Blandon uretmæssigt modtog amerikansk opholdstilladelse, og at justitsministeriet i en periode ikke var sikker på, om de skulle sigte Meneses eller bruge ham som et samarbejdende vidne mod andre narkohandlere. Den bekræftede desuden, at "regeringen ikke var ivrig efter" at få en DEA-agent (Drug Enforcement Administration - amerikansk narkopoliti) til "åbent at undersøge aktiviteterne" i El Salvadors Ilopango lufthavn "på grund af de følsomme operationer der". Og at "CIA greb ind i Zavala-sagen om tilbagelevering af beslaglagte penge til ham". "Zavala-sagen" refererer til den dømte narkosmugler Julio Zavala, der ifølge hans egne oplysninger leverede 500.000 dollars til to Costa Rica-baserede Kontra-grupper. Størstedelen af beløbet kom ifølge Zavala fra kokainhandel i San Francisco Bay-området, Miami og New Orleans. Undersøgelsen konkluderede dog også at "disse specifikke problemer og spørgsmål er langt fra den type manipulation og korruption i det strafferetlige system, som [Dark Alliance-]artiklerne antydede".

Så altså én statslig myndighed - Justitsministeriet - som undersøgte andre statslige myndigheder (CIA og DEA) og kom frem til bekræftelse af flere af problemerne - men som samtidig nedtonede størrelsesordenen på disse, således at sagen endte uden konsekvenser for nogen.
I CIA's egen undersøgelse af sig selv, afviste CIA alle beskyldninger.
Men seks uger efter offentliggørelsen af undersøgelsesrapporten indrømmede CIA-direktøren Frederick Hitz, at CIA "ikke hurtigt" ("not 'expeditiously'") afbrød forholdet til påståede narkosmuglere, der støttede Kontra-nicaraguanske oprørere i 1980'erne. Indrømmelsen kom i et vidnesbryd for en høringskommité udpeget af Repræsentanternes Hus. Hitz sagde, at CIA var bekendt med påstande om, at "snesevis af mennesker og en række virksomheder, der på en eller anden måde er forbundet med Kontra-programmet" var involveret i narkotikahandel.
Hitz tilføjede:
"Lad mig være ærlig, der er tilfælde, hvor CIA ikke på en hurtig eller konsekvent måde afbrød forholdet til personer, der støttede Kontra-programmet, og som påstås at have engageret sig i narkotikasmugling eller handlede for at afklare anklagerne."

CIA-direktøren indrømmede desuden, at noget af den påståede handel involverede at bringe stoffer ind i USA.

Det er langt fra kun de nævnte eksempler på medier og journalister, der har peget på CIA's involvering i narkotikasmugling. Dette er fx også temaet i bogen "The CIA, Drugs and the Press" ("CIA, stoffer og pressen"), som bl.a. beskriver hvordan CIA, trods indgående viden om en våben-for-narko-handel og dertil hørende narkosmugling, intet gjorde for at stoppe det. Denne sag involverede en narkosmugler som samtidig var nicaraguansk Kontra.
Et andet eksempel er udsendelsen "Frontline" på TV-stationen PBS hvor DEA-feltagent Hector Berrellez udtaler:
"Jeg tror, at elementer, der arbejder for CIA, var involveret i at bringe stoffer ind i landet.
Jeg ved specifikt, at nogle af CIA's kontraktansatte, hvilket betyder nogle af piloterne, faktisk bragte stoffer ind i USA og landede nogle af disse stoffer i regeringens luftbaser. Og jeg ved det, fordi jeg fik at vide af nogle af disse piloter, at de faktisk havde gjort det."

Mens den amerikanske stat nølende har indrømmet mindre dele af anklagerne om narko-involvering, er mange kritikere betydeligt klarere i spyttet. Der er skrevet en del artikler og bøger, hvor den tilsyneladende bundløse statskorruption udpensles i detaljer. Og den amerikanske stats involvering i narkodistribution begrænser sig ikke kun til Mellemamerika, fortæller flere af disse kilder.
Et eksempel er bogen "The Politics of Heroin: CIA Complicity in the Global Drug Trade" ("Heroin-politikken: CIA's medvirken i den globale narkohandel"). Bogen er udgivet i 2003 og er skrevet af Alfred W. McCoy, som er professor i historie med speciale i bl.a. amerikansk udenrigspolitik, narkohandel og CIA's hemmelige operationer.
Bogen beskrives således af det universitet, hvor McCoy underviser (University of Wisconsin–Madison):
"Som den første bog, der beviser CIA's og den amerikanske regerings medvirken i global narkotikahandel, indeholder "The Politics of Heroin" omhyggelig dokumentation af uærlighed og beskidte handler på højeste niveau fra Den Kolde Krig og frem til i dag. Med et globalt perspektiv beskriver denne banebrydende undersøgelse mekanismerne bag narkotikahandel i Asien, Europa, Mellemøsten samt Syd- og Mellemamerika. Nye kapitler beskriver amerikansk involvering i narkotikahandelen i Afghanistan og Pakistan før og efter Talibans fald, og hvordan amerikansk narkotikapolitik i Mellemamerika og Colombia har øget det globale udbud af ulovlige stoffer."

Alfred McCoy skriver bl.a.:
"Efterhånden som vores viden om den kolde krig vokser, forlænges listen over menneskehandlere, der tjente CIA, til at omfatte korsikanske syndikater, nationalistiske kinesiske irregulære soldater, laotiske generaler, afghanske krigsherrer, haitianske oberster, panamanske generaler, honduranske smuglere og nicaraguanske Contra-kommandører."

"Disse hemmelige alliancer styrkede narkobaroner og styrkede industrien i en række lande," står der i bogen "Cruel Harvest: US Intervention in the Afghan Drug Trade" ("Grusom høst: Amerikansk intervention i afghansk narkohandel"). Den udkom i 2013 - ti år efter McCoy udkom med sine afsløringer. Bogen er forfattet af en anden akademiker - Julien Mercille, der er PhD med bl.a. geopolitik som forskningsområde. Han dykker videre ned i emnet og bygger desuden på McCoys undersøgelser.
"Bogen udforsker narkoindustrien i Afghanistan og USA's/NATO's intervention der. Den undersøger den gængse fortolkning af de vestlige magters rolle i Afghanistan i forhold til narkohandel og giver et kritisk alternativt synspunkt baseret på politisk økonomi. Den søger at vise, at USA/NATO deler en stor del af ansvaret for udvidelsen af narkotikahandelen. Det er i modstrid med den officielle fortælling, nemlig at Taliban er hovedsynderne."

Julien Mercille eksponerer USA's medansvar for udbredelsen af narko til resten af verden ved at støtte afghanske narkobaroner samt ved at undlade at slå ned på narkopenge hvidvasket gennem vestlige banker.
Her er det en artikel i magasinet Geopolitical Monitor med titlen "Afghan Heroin & the CIA" ("Afghansk heroin og CIA"), som peger på mere af det samme.

"De simple fakta er, at opiumproduktionen var høj under den amerikansk-påvirkede regering i Afghanistan i 1970'erne," skriver en læge i en artikel i lægemediet PubMed Central. Han henviser til statistisk data fra FN og peger desuden på, at opiumproduktionen faldt med 1000 % i 2001 under Taliban, og da USA fik kontrol med landet steg den så med 3000 % og mere. Flere har peget på denne omstændighed, der ikke just understøtter USA's fortælling om, at landet fører "krig mod narko" ("war on drugs").
Julien Mercille taler om det samme i sin bog om den amerikanske intervention i afghansk narkohandel. Her står der:
"Opiumproduktionen i Afghanistan steg voldsomt fra 185 tons til 8.200 tons mellem 2001 og 2007. De fleste kommentarer ignorerer Washingtons store del af ansvaret for denne dramatiske udvidelse, samtidig med at de forstærker Talibans rolle, som tilgængelige data viser er relativt lille."

2001 til 2007 var en periode, hvor USA ellers havde større eller mindre kontrol med det besatte Afghanistan, og hvor opiumeksporten derfor burde falde - ud fra USA's erklærede kamp mod narko. USA invaderede Afghanistan i netop 2001 og landets militære operationer foregik formelt indtil 2014. Siden 2001 har Afghanistan været verdens førende producent af ulovligt opium. I 2021 dækkede Afghanistans høst mere end 90% af den ulovlige gobale heroinproduktion og mere end 95% af den europæiske forsyning. 2021 var det år hvor USA formelt trak sig helt ud af Afghanistan.
Heroin regnes for et af verdens mest virkningsfulde og vanedannende rusmidler.

Også i områder i Sydøstasien, hvor USA har været militært til stede, er lignende omstændigheder med narko blevet registreret. Senere skal vi høre lidt om CIA front-organisationen Air America, som var et amerikansk passager- og fragtflyselskab, der igennem flere årtier bl.a. deltog i hemmelige operationer i Sydøstasien under Vietnamkrigen. Firmaet leverede bl.a. støtte til narkotikasmugling i Laos (lidt mere herom i del 2 kapitel 2). I det hele taget tegner der sig et mønster af øget narkosmugling og -handel i stort set alle de dele af verden, hvor USA har ført krig - uanset om krigene har været USA's egne eller proxi-krige gennemført af amerikanske støtter.

Kapitel 1:
'Så sandheden aldrig kommer frem'

Bogen "The Franklin Cover-up", af den tidligere Nebraska-senator John DeCamp, er blevet nævnt et par gange i de foregående afsnit. Den ene gang var i forbindelse med CIA-aktivet og Malteserridderen Roberto Alejos Arzu, der arbejdede for velgørenhedsorganisationen AmeriCares og ledede en mellemamerikansk afdeling af den pædofile præst Bruce Ritters Covenant House. Alejos Arzus plantage blev brugt til at træne de tropper, der blev brugt i CIA's mislykkede "Bay of Pigs"-invasion af Cuba. Han var desuden associeret med den tidligere amerikansk-støttede diktator i Nicaragua, Anastasio Somoza, og Alejos Arzu var angiveligt knyttet til flere paramilitære grupper. Alle disse ting er formidlet via andre kilder end DeCamp, som derudover i sin bog hævdede, at Alejos Arzu, med baggrund i sin ledelse af afdelingen i Covenant House, skaffede børn til et pædofili-netværk baseret i USA. DeCamp omtaler også lobbyisten og "power-brokeren" Craig Spence i sin bog: Han skriver, at Spence tilbød sex med mindreårige børn til "den politiske elite" i Washington, D.C.
I del 1 kapitel 2 omtalte jeg desuden den tidligere New York-politidetektiv og leder af afdelingen for menneskehandel og sædelighedsforbrydelser, James Rothstein, som blev citeret for denne opsigtsvækkende udtalelse om den mafia- og efterretningsforbundne politiske lobbyist Roy Cohn:
"Cohn’s job var at handle de små drenge. Lad os sige, at du havde en admiral, en general, en politiker fra kongressen, som ikke ville være med til det, der var på programmet. Cohn's job var at sætte en fælde for dem, så ville de acceptere det. Cohn fortalte mig det selv."

Dette citat er hentet fra DeCamps bog, som har den fulde titel "The Franklin Cover-up: Child Abuse, Satanism, and Murder in Nebraska", ("Franklin-mørklægningen: Misbrug af børn, satanisme og mord i Nebraska", 1. udgave 1992, 2. udgave 1996). I bogen hævder DeCamp, at fremsatte påstande om en børneprostitutionsring i byen Franklin i staten Nebraska var sande og involverede mord og satanisme. Bogen indeholder bl.a. påstande om, at fremtrædende borgere i Nebraska, såvel som amerikanske toppolitikere og erhvervsfolk, var involveret i misbrug af børn.

Franklin-skandalen: Mørklægning af samfundsspidsers misbrug af børn?
John DeCamp (1941-2017) var infanteri-kaptajn under Vietnamkrigen og blev dekoreret for sin tjeneste i Vietnam. I 1975 iværksatte han "Operation Babylift", som evakuerede 2.800 forældreløse vietnamesiske børn, og han blev senere udpeget til assistent for daværende viceambassadør i Vietnam, William Colby (som senere blev CIA-direktør). DeCamp tjente fire perioder som senator i staten Nebraska fra 1971 til 1987. Han begyndte sin første valgkampagne til Nebraskas stats-senat, mens han stadig var udstationeret i Vietnam.
DeCamp var advokat for to sexmisbrugsofre, Paul A. Bonacci og Alisha Owen, i en omfattende børnemisbrugssag i Nebraska. DeCamps bog omhandler disse og andre sager om misbrug af forskellige børn, som ifølge ham knyttede sig til flere magtfulde topledere indenfor forretningslivet, politik og endda også politiet.
DeCamp skrev et memorandum om sagen, der senere fik navnet "The DeCamp Memo". I denne tekst blev navnene på fremtrædende formodede gerningsmænd for første gang offentliggjort. Det førte til en undersøgelse udført af den lovgivende forsamling i Nebraska. Men en lokal storjury overtog sagen og fremlagde derefter en rapport, som hævdede, at påstandene var et "omhyggeligt udtænkt svindelnummer" ("carefully crafted hoax"). Storjuryen påstod, at dette svindelnummer var "skrevet af en eller flere personer med betydelig viden om Omahas befolkning og institutioner." Men "storjuryen identificerede ikke dem, den mistænkte for at have konstrueret svindelnummeret," skrev New York Times i 1990 om den offentliggjorte storjury-rapport.
Trods alt dette anerkendte storjuryen, at flere af børnene var blevet misbrugt seksuelt. Men anklagerne mod netop VIP-personerne var svindel, hævdede storjuryen, og i stedet vendte den anklagerne mod de to misbrugsofre, der var DeCamps klienter.

DeCamp refererer til den lovgivende forsamlings indledende undersøgelse som en reel efterforskning (indtil den blev afbrudt), mens den efterfølgende storjury-undersøgelse fremhæves som et korrupt organ, der arbejdede for at mørklægge sagen. Det samme gør sig gældende for DeCamps udlægning af den senere føderale storjury, der afslutningsvist behandlede sagen og ligeledes afviste alle de påstande, som ellers ville inkriminere topledere og potentielt kompromittere præsidenten. Mere herom senere.
Sagen stod på fra 1988 til 1991, hvor den endte med at, Alisha Owen blev idømt flere års fængsel for falsk vidensbyrd (mened). Alisha Owen havde hævdet, at hun som barn var blevet misbrugt af bl.a. en dommer ved Nebraskas distriktsdomstol, af byen Omahas politimester samt udgiveren af statens største avis, Omaha World Herald. Owen fik en dom på 9-15 år, hvoraf hun afsonede 4,5 år. Hun var 22 år, da dommen blev afsagt. Et andet mindreårigt påstået offer - Paul A. Bonacci - blev også tiltalt for mened, men blev frikendt for anklagerne. Han var 21 år, da han blev tiltalt. De to blev tiltalt, efter at to andre vidner, som havde støttet deres beretninger og også havde hævdet de var misbrugsofre, trak deres udsagn tilbage.
Kapitel 17 i John DeCamps bog, som bl.a. handler om dommen over Alisha Owen, hedder "Så sandheden aldrig kommer frem". DeCamp skriver:
"Med dommen over Alisha Owen ønskede Nebraskas retsvæsen og retshåndhævende myndigheder at slå gardinet ned om Franklin-sagen, én gang for alle. De og føderale myndigheder gik i gang med at rydde op i sager, der blev hængende."

Undervejs - i juli 1990 - døde den private efterforsker Gary Caradori, som var hyret af staten Nebraska til at undersøge beskyldningerne. Det skete i et dramatisk flystyrt i Gary Caradoris eget fly. Efterforskeren døde sammen med sin 8-årige søn, da vingerne faldt af flyet, mens det var i luften. Senator i staten Nebraska, Loran Schmit (som ledede den lovgivende forsamlings efterforskning), mistænkte at episoden var mord. Det samme gjorde Caradoris mor og bror. Men dette blev ikke bevist af efterforskere.
DeCamp skriver i sin bog om hændelsen:
"Sandie Caradori modtog aldrig officiel besked om hendes mands og søns død. Hun hørte nyheden fra venner, der havde hørt det i radioen. Tidligt næste dag, endda før ligene var hjemme fra Illinois, kom FBI ned på Caradori's kontor med en stævning på alle hans sagsoptegnelser."

Den lokale avis Lincoln Journal udgav dagen efter Caradoris død en artikel, hvor senator Loran Schmit bekræftede, "at Gary Caradori havde forsøgt at få fat i billeder, som nogle påståede ofre sagde blev taget af dem i løbet af perioden, hvor de blev udsat for overgreb." Loran Schmit bekræftede også, fortsætter DeCamp, "at Caradori havde fået at vide, at nogle af dem der angiveligt var involveret i seksuelt misbrug af børn 'havde udsat nogle af ofrene for satanisk kultisme." "Han arbejdede på at finde ud af steder og tidspunkter," udtalte senatoren ifølge avisen.
"Caradori arbejdede også på spor til Washington, D.C.," skriver DeCamp desuden.
DeCamp fortæller også om nogle uforklarlige modstridende oplysninger. "Mysteriet omgav ikke kun flystyrtet, men også hele Caradoris rejse," skriver han. På den ene side havde Gary Caradori og hans søn og A.J. opholdt sig på et bestemt motel i Chicago. Både Caradoris kone og hans medarbejder Karen J. Ormiston havde ringet til motellet, spurgt efter Caradori og talt med ham. DeCamp konstaterer i parentes at "deres telefonregninger viste opkaldene". På den anden side hævdede motelledelsen overfor Caradoris efterforskningsfirma, at der ikke var nogen registrering af, at han nogensinde havde opholdt sig der. "Og hvis der ikke var nogen registrering af, at Caradori havde indregistreret sig på motellet, var der heller ingen registrering af, hvilke telefonopkald han kunne have foretaget fra Chicago," konstaterer DeCamp. Pointen med konstateringen synes at være, at dette ville være en stor fordel for nogle, der ikke ønskede en opklaring af, hvem Caradori kunne have ringet til i forbindelse med sagen.
DeCamp fortæller, at hans ven, den tidligere direktør for CIA William Colby, korrekt forudsagde, at årsagen til flystyrtet "nok aldrig ville blive kendt".
Afsnittet afsluttes med disse ord:
"Mary Caradori afsagde sin egen dom over Gary og AJ's dødsfald: 'Min søn og mit barnebarn blev myrdet.'"

Om effekten af den tragiske hændelse, skriver DeCamp:
"Caradoris død kastede en rædsel over staten. Borgerrettighedsleder pastor James Bevel, som besøgte Nebraska i oktober 1990 som en del af en undersøgelseskommission, sagde, at han aldrig havde set en sådan rædsel i folks ansigter, 'ikke engang i ansigterne på Mississippi-negre i 1950'erne og 1960'erne,' som levede under truslen om lynchninger fra Ku Klux Klan."

Den forudgående skandale, der havde ført til Caradoris efterforskning, var centreret omkring Franklin Community Federal Credit Union. Det var en sparekasse, der havde som formål at støtte fattige i et afroamerikansk kvarter i Omaha, Nebraska. I løbet af 70'erne og 80'erne drev organisationens manager, en mand ved navn Lawrence E. King, Jr., Franklin Credit Union som et svindelforetagende. Han stjal for mere end 40 millioner dollars, som han brugte på en overdådig livsstil og fundraising til Det Pepublikanske Parti. Lawrence E. King blev altid blot kaldt Larry King, men skal ikke forveksles med den kendte talkshow-vært af samme navn.
Nationale mediers interesse for sagen startede i 1988, da Franklin Credit Union blev stormet af føderale myndigheder og lukket ned. Næsten 40 millioner dollars manglede fra pengekassen i den lille, tilsyneladende samfundsorienterede kreditforening. Men den finansielle skandale blev til noget mere, da det blev kendt, at flere børn hævdede, at de var blevet fløjet fra by til by, for at blive misbrugt til fester af embedsmænd fra byen Franklin og kendte mennesker i Nebraska. Det drejede sig angiveligt bl.a om nationalt fremtrædende republikanske partiaktivister. Larry King, dengang 44, var manager for kreditforeningen og en prominent figur i Det Republikanske Parti, men flere ofre anklagede King for at være involveret i misbruget af børn.

King bliver af John DeCamp betegnet som en på det tidspunkt "opstigende stjerne i staten og i republikanske kredse", samt leder i National Black Republican Council (Det Nationale Sorte Republikanske råd - afroamerikansk råd for Det Republikanske Parti). Som billede herpå peger DeCamp på, at King var i det absolutte centrum ved Det Republikanske Partis nationale konvent i både 1984 og 1988, da han sang nationalsangen til ved begge disse arrangementer.

Larry King synger nationalsangen til Det Republikanske Partis nationale konvent, 1984.

Den føderale storjury i sagen sigtede flere ansatte i kreditforeningen, blandt andre King, men kun for underslæb af midler. En føderal underretsdommer afgjorde i 1990, at King ikke var "mentalt kompetent til at stille for retten". Larry King blev dog i 1991 idømt 15 års fængsel for svindel for 39 millioner dollars.

I 1993 var John DeCamp med i en Discovery Channel-dokumentar kaldet "Conspiracy of Silence", som fortalte om det påståede VIP-netværks misbrug af mindreårige.
Dokumentaren skulle efter planen have været sendt i USA på Discovery Channel den 3. maj 1994. Den blev dog aldrig sendt. Tilhængere af filmen hævder, at den blev trukket tilbage på grund af politisk pres. Hverken producenten Yorkshire Television eller Discovery Channel kommenterede officielt på, hvorfor filmen ikke blev sendt.
Den engelske avis Daily Mail skrev i 2022 artiklen 'Ondskab i hjertet af Amerika', om hvordan denne dokumentar endelig i 2022 var blevet offentliggjort og fortalte om indholdet af den. I artiklens lange titel står der:
"Chokerende dokumentar afslører mysteriet omkring den påståede prostitutionsring fra 1988 og beskriver børneofres forfærdelige påstande om at være blevet fløjet tværs over USA og misbrugt af højtstående embedsmænd - og deres beskyldninger om 'mørklægning' af FBI.

Videre fortæller Daily Mail-artiklen:
I 1980'erne hævdede de påståede ofre, at en mand ved navn Lawrence King "drev en undergrundsklub i Omaha, Nebraska, hvorigennem han sammen med politikere og forretningsmænd tvang børn til at have sex med dem."
I 1990 konkluderede en storjury i Nebraska amt, at påstandene var "et svindelnummer", og "en føderal storjury blev senere enige om, at påstandene ikke havde noget grundlag."
Men i 1993 fløj et filmhold til staten for at lave en dokumentarfilm om sagen. Filmholdet interviewede de påståede ofre og andre, der hævdes at være involveret.
De formodede ofre fortalte dokumentarfilmfolkene, "at regeringen tvang dem til tavshed ved at true dem, bruge skræmmetaktikker og endda mord." Èn påstod endda, at de dræbte hans bror for at holde ham tavs.
Nogle dage før filmen skulle have premiere på Discovery Channel, "blev filmen lukket ned uden nogen forklaring". "Nu er den endelig blevet frigivet" og uploadet på Real Women/Real Stories' YouTube-side.

Daily Mail kommenterede desuden den ubehagelige tvivl om, hvad man skal tro på:
"Dokumentaren har fået mange til at spekulere på, om prostitutionsringen var ægte, og regeringen skjulte den, eller var det hele en kompliceret, opdigtet historie?"

Vicepræsident George H. W. Bush til 'sodomi-fest' med børn og prostituerede?
Bogen "The Franklin Cover-up" omtaler som nævnt flere af de personer, vi er stødt på tidligere: CIA-aktivet Roberto Alejos Arzu og "power-brokeren" Craig Spence. DeCamp omtaler også CIA-terroristen Edwin Wilson. Han hævder i bogen (side 179), at Wilsons aktiviteter var en udløber af den samme seksuelle afpresningsoperation, som Roy Cohn blev involveret i med Lewis Rosenstiel og J. Edgar Hoover. Men bogen fortæller også, at den tidligere præsident George H.W. Bush blev set til en art "sodomi-fest" af et misbrugsoffer i sagen. Denne påstand stemmer foruroligende godt med, at Bush var topleder i Det Hvide Hus, da drengeprostituerede flere gange kom på natbesøg i selskab med alfonsen Craig Spence.

Den almindelige udlægning af Franklin-misbrugsskandalen fokuserer på, at to "separate statslige og føderale juryer konkluderede, at beskyldningerne var ubegrundede". Standard for dem, der udlægger skandalen således, er desuden at fremhæve ordene "omhyggeligt udtænkt svindelnummer" fra den første storjury-afvisning af sagen. John DeCamp bruger et helt kapitel i sin bog, alene på at give eksempler på problemerne i den første lokale storjurys afgørelse om, at det blot var "et svindelnummer". Et af de helt åbenlyse problemer i juryens arbejde, som DeCamp peger på, var, at den hovedanklagede i sagen - Larry King - overhovedet ikke blev indkaldt til at blive afhørt. Fordi King var indlagt uden for staten, og fordi juryen mente, at han ville påberåbe sig sin ret til ikke at inkriminere sig selv "besluttede vi, at det ikke ville være frugtbart at forsøge at kræve, at King skulle møde op for os," forklarede storjuryen blandt andet. At en anklaget i USA kan påberåbe sig ret til ikke at inkriminere sig selv, er en grundlovssikret ret alle amerikanere har via det, der kaldes "The Fifth Amendment" (den femte juridiske tilføjelse til den amerikanske konstitution). Denne lovregel betyder normalt ikke, at folk, der er under anklage, ikke indkaldes til at vidne i amerikanske retssager. Hvis storjuryen skulle følge dette argument konsekvent, ville det betyde, at de ikke kunne indkalde nogen til vidneafhøring i sagen. Men de valgte altså at gøre det for netop den hovedanklagede i sagen. Dén korrupte mand som politisk var forbundet med topledere i Det Republikanske Parti – og var ven med de to seneste præsidenter i landet.
Flere eksempler på utroværdige beslutninger og argumenter fra storjuryen senere i dette kapitel.

I den almindelige udlægning af sagen fokuseres også typisk på de to vidner, Alisha Owen og Paul Bonacci, som den lokale storjury anklagede for falsk vidnesbyrd, og som dermed blev miskrediteret.
Men John DeCamp starter et andet sted - med flere andre misbrugsofres historier - og hans bog går i detaljer, som typisk slet ikke fremlægges, når sagen gennemgås i dag. Flere af hans påstande bekræftes dog bl.a. i den ovennænte dokumentar, og flere dele af hans udsagn kan desuden bekræftes af samtidige medier. Det følgende refererer således DeCamps udlægning af flere hændelsesforløb, som bliver udlagt i bogen "The Franklin Cover-up".

For at understrege at anklager om misbrug af børn ikke er noget han tager let, fortæller John DeCamp tidligt i sin bog, om en helt personlig - og meget ubehagelig - sag. Han selv og hans kone var tidligere blevet anklaget for misbrug af deres datter, men dommen afgjorde, at det var en falsk anklage. DeCamp hævder, at det var et politisk motiveret angreb, for at få ham ud af Det Republikanske Partis senats-valgkamp. Men DeCamps pointe er, at han selv har været udsat for falske misbrugsanklager og derfor tager sådan noget ekstremt alvorligt. Han skriver direkte, at der ikke er noget, der er værre end overgreb på børn - "med den mulige undtagelse af falsk anklage af mennesker for overgreb på børn".
Her skriver han desuden, at han som advokat har en vis specialisering i sager, hvor voksne anklages for overgreb mod børn. Han nævner, at han "alene det seneste år" har omstødt to anklager om denne type forbrydelser. De to sager handlede om forældre, der blev anklaget af deres døtre - baseret på påstande fra døtrene. Han var overbevist om, at pigerne ikke fortalte sandheden, og med succes beviste han dette i begge tilfælde, "og pigerne brød sammen og fortalte hele historien om, hvorfor de havde løjet". Derudover skriver DeCamp, "er jeg advokat for National Child Abuse Defense and Resource Center i Nebraska, som kæmper imod falske anklager om misbrug af børn, og består af voksne, der er blevet fejlagtigt anklaget for overgeb på børn". National Child Abuse Defense and Resource Center kan oversættes til "Nationalt børne-misbrug forsvars- og ressourcecenter". Nonprofitorganisationen fortæller om sig selv, at den består af "frivillige, der er dedikeret til at beskytte rettighederne for dem, der er falsk anklaget for misbrug af børn".
Så skriver DeCamp med henvisning til falske anklager:
"I modsætning til disse tilfælde af fantasi, kan jeg sige uden forbehold, at i det ene Franklin-relaterede tilfælde efter det andet var der tilstrækkelig dokumentation og bekræftelse tilgængelig for enhver, der søger det, til at bakke op om ofrenes fortællinger."

John DeCamps bog indleder med at fortælle om nogle børn, der boede i pleje hos parret Jarrett og Barbara Webb. Med baggrund i flere notater fra Nebraskas socialhjælpskontor og politiet fremlægger DeCamp disse børns historier, som involverer seksuelle og voldelige overgreb. Også Webb-parrets adopterede dreng blev ifølge de fremlagte oplysninger udsat for voldelige overgreb. I alt havde Webb-familien ni børn boende i huset, men flere af børnene forsøgte at flygte fra hjemmet. Bogens indledning tager udgangspunkt i et notat fra politiets opfølgning på en anmeldelse om et overgreb. I notatet tales der ifølge bogen om slagstriber på den ene drengs ryg, efter at han er blevet slået med et "jernbane-jern" ("railroad iron") og et bælte.
Jarrett Webb var bestyrelsesmedlem i Franklin Community Federal Credit Union, der som nævnt blev ledet af Larry King. Barbara Webb var Larry Kings fætter.
Her fortæller DeCamp om parrets bemærkelsesværdige økonomiske situation: Selvom Jarrett Webb kun tjente 32.000 dollars om året ved Omahas offentlige energiforsyning, var Webb-familiens hjem møbleret med dyre malerier, krystalglas, sølvtøj, adskillige videobåndoptagere, TV osv. Barbara Webb bar en fire karat diamantring, en pelsfrakke i fuld længde, skræddersyede kjoler og dyre assesories. Når parret holdt fest, inkluderede det cateringfirmaer og limousiner.
Et af de børn, der boede hos Barbara og Jarrett Webb, var en pige ved navn Cornelia M. Patterson Webb (kaldet Nelly). Nelly flygtede fra Webb-hjemmet, da hun var 16 år, hjem til hendes bedstemor, Ruby Patterson. Nebraskas socialhjælpskontor interviewede Nelly og en anden pige fra Webb-hjemmet, Nellys søster Kimberly Patterson Webb, som havde fået tilladelse til at besøge Nelly og deres bedstemor i bedstemorens hjem. Kimberly var kun 14 år. Begge piger hævdede, at de fik "pisk" og "tæsk" af både Barbara og Jarrett Webb på forskellige tidspunkter. Dette var startet cirka otte måneder efter de flyttede ind i Webb-hjemmet. Pigerne sagde, at det blev udført med forskellige genstande: En forlængerledning, et bælte, en sort gummislange og en "jernbanestiver" (beskrives som "et smalt stykke tungt sort gummi cirka to fod lang med flere huller i hver ende"). Inden de blev pryglet, blev de tvunget til tage deres tøj af. De blev hovedsageligt ramt på ryggen eller bagi, men lejlighedsvis også på hovedet eller ansigtet. Nebraskas socialhjælpskontor fjernede Nelly fra Webb-hjemmet og flyttede hende til en anden plejefamilie i området, Ron og Kathleen Sorenson. Kort efter denne flytning blev Nelly interviewet af en statspolitiefterforsker ved navn Jane Tooley, som fandt ud af, at misbruget ikke var begrænset til tæsk.
Nelly fortalte, at hun var blevet seksuelt misbrugt. Fra hun var omkring ni eller ti år var Jarrett Webb begyndt at kysse hende i lang tid, indtil hun trak sig væk, fordi det var ulækkert, og hun ikke kunne trække vejret. Hun udtrykte, at det var tungekys, bl.a. ved at sige at han "savlede i hendes mund". Også da hun var omkring ni eller ti år gammel, begyndte han at røre ved alle hendes kropsdele inklusiv hendes vagina, som han også stak sin finger ind i. Han truede med, at han ville piske hende, hvis hun ikke gjorde, som han sagde (kom ind på hans værelse og lod overgrebene ske). Han havde ikke undertøj på, og hun var tvunget til at sidde ovenpå ham. Da Nelly var 15, straffede Jarrett Webb hende ved at beordre hende til at klæde sig af og ligge på sengen, og så slog han hende med en gummirem. Dernæst "pressede han sig ind imellem hendes ben" og "begyndte at 'humpe hende'", hvorefter han igen slog hende med remmen og desuden suttede på hendes bryster. Nelly udtalte, at hun begyndte at græde, og at Jarrett Webb derefter gik.
Dette interview fandt sted i januar 1986. I februar 1986 fjernede Nebraskas socialhjælpskontor børnene Kendra og Michael Webb fra Webb-fanilien. Det skete bl.a. på grund af gentagne påstande om fysiske overgreb (fortalt af seks børn under separate samtaler), påstande om voldelige overgreb, nægtelse af måltider i hjemmet og seksuelt misbrug af Nelly. Misbruget af Nelly blev støttet af en polygraftest ("løgnedetektor-test"), der blev foretaget på Nelly den 30. januar 1986.
"Memoer fra Nebraskas socialhjælpskontor viser, at Webb-parret aggressivt forsøgte at opsige deres status som adoptivforældre til Nelly og Kimberly, med start umiddelbart efter Nellys flugt i november 1985", skriver DeCamp. Og han fortæller videre, at "I henhold til reglerne ved Nebraskas socialhjælp ville dette afkorte en undersøgelse af overgrebene på pigerne." At omgøre en adoption var ikke en rutineprocedure. "I forhold til en afståelse [af adopterede børn], accepterer afdelingen ikke en sådan let," bemærkede en socialrådgiver fra Nebraska socialhjælp i hendes log over Webb-sagen.
Forhandlinger på vegne af Webb-parret blev ført af advokat Gary Randall, hvis bror Casey Randall angiveligt var en del af Larry Kings omgangskreds i Franklin Credit Union. Nelly og Kimberly omtalte Casey som "Larrys stuepige", skriver DeCamp, som også hævder dette:
"Gary Randall arrangerede adoptionsafståelsen for Nelly og Kimberly med hjælp fra den selvsamme embedsmand, som skulle have håndteret en strafferetlig forfølgelse af Webb-parret for børnemishandling, hvis der havde været en på det tidspunkt - Washington Amtsanklager Patrick Tripp."

I juni 1986 suspenderede staten Webb-parrets plejefamilielicens på baggrund af et mønster af groft misbrug af børnene i plejen. Anklageren Patrick Tripp kom også i denne situation Webb-parret til undsætning, da han besluttede ikke at indgive sigtelser for seksuelt misbrug eller andre anklager mod Jarrett og Barbara Webb.
I stedet for at undersøge hendes anmeldelser om Webb-parrets' involvering i pornografi og børneprostitution, sagde Tripp, at han ikke troede på Nelly. Dette til trods for at Nelly havde taget løgnedetektor-tests gentagne gange. Tripps holdning blev registreret af Julie Walters, en ansat på Omahas store børnehjem Boys Town, hvor Nelly og Kimberly havde fortalt, at der var foregået misbrug af drenge. Walters opfordrede politiet til at interviewe Nelly og Kimberly, og Decamp citerer et uddrag af Walters' halvtreds sider lange rapport. Her startede Julie Walters med at referere til den statspolitiefterforsker, Jane Tooley, som, vi tidligere hørte, havde interviewet Nelly:
"Da de blev præsenteret for Jane Tooleys undersøgelse, sagde Washington Countys anklager, Pat Tripp, at han ikke troede på Nelly og ville have hende til at tage en polygraftest. På hans anmodning tog Nelly fire polygrafprøver, som blev administreret af en politimand på statspatruljekontoret i Omaha. Politimanden fortalte, efter at Nellys test var afsluttet, Kathleen Sorenson, at han forsøgte at 'bryde Nelly ned', men at han var overbevist om, at hun fortalte sandheden. Han fortalte også Nelly, at hun 'bestod' testen, og at han troede på hende. Selvom polygrafprøverne viste, at Nelly ikke talte usandt, fastholdt Patrick Tripp, at han stadig ikke troede på, hvad Nelly sagde. Han sagde, at Nelly havde fantaseret de historier frem til det punkt, hvor hun selv troede, de var sande."

Dette var ifølge DeCamp, anklager Tripps linje: At børn i Nebraska som hævdede, at de var overgrebsofre, opfandt misbrug, og at deres klager derfor ikke behøvede at blive undersøgt seriøst. DeCamp tilføjer, at denne tilgang gjorde sig gældende fra den ene retshåndhævende myndighed efter den anden, gennem hele Franklin-sagen.
Patrick Tripp var, ifølge plejeforældre citeret i en rapport fra det undersøgende Franklin-udvalg, en "god ven" af skoleinspektør Edward Finch og gymnasierektor Kent Miller på den lokale skole Fort Calhoun. Disse to personer var ifølge bogen også associeret med Larry Kings børnesex-ring.

John DeCamp fortsætter i sin bogen med at fremlægge citater fra socialarbejderen Julie Walters lange rapport. Han fortæller, at når Webb-parret var væk fra hjemmet, fandt børnene pornografiske videobånd, heriblandt et bånd som viste teenagere involveret i seksuel aktivitet. Nelly og Kimberly vidste - fra at have overhørt samtaler - at Larry King leverede disse videobånd til Webb-parret. Børnene fandt desuden pornografiske magasiner i kælderen samt diverse stakke af fotokonvolutter og nøgenbilleder - og i Barbara Webbs skab en æske med flere bøger som blev kaldt "romantiske romaner", hvilket i praksis betød "mødre, der har sex med deres sønner".

Julie Walters rapport fortæller også, ifølge John DeCamp, at Larry King deltog i møder og fester på Omaha Girls' Club cirka hver anden uge. Omaha Girls Club blev i 1987 beskrevet som "et privat nonprofit-selskab, der tilbyder programmer designet til at hjælpe unge piger mellem otte og atten år for at maksimere deres livsmuligheder" - bl.a. ved at undgå uønsket graviditet. Klubben betjente i 1987 1.500 medlemmer, hvoraf 90 procent var afroamerikanere.
På sine jævnlige festture fik Larry King nogle gange Joey Webb eller Nelly med, ved at ringe til Webb-parret og bede dem om at have et af børnene klar, når han kom. Nelly sagde, at de ikke havde noget valg i forhold til at deltage. Hun fortalte, at hun kun deltog én gang som 14 årig, men at Joey deltog jævnligt fra han gik i syvende klasse, indtil han forlod Webb-hjemmet som 16 årig. I syvende klasse er man omkring 12-13 år. Da Nelly deltog, "gik hun og Larry King alene ind i hans limousine". Andre gange deltog Larry Kings kone og Jarrett og Barbara Webb også.
Nelly fortalte, at hun deltog i et sådan festmøde, hvor der var omkring ti til femten ældre mænd til stede og omkring femogtyve unge teenagepiger. Pigerne skrev alle deres navne i en brun notesbog, Larry King havde. Julie Walters rapport er skrevet i hånden, og dette afsnit slutter således:
"Nelly har virket meget bange og græd, da hun blev spurgt om [ulæselig tekst] ...."

Nelly og Kimberly sagde, at de talte med drenge ved disse fester, som sagde, at de var fra Boys' Town. Det er en hjælpeorganisation med fokus på hjælp til udsatte børn. Ifølge DeCamp fortæller socialarbejderen Julie Walters rapport, at Kimberly hævdede, at fire drenge fra Boys Town alle havde deltaget ved flere af Larrys fester i somrene '84 og '85. Kimberly genkendte angiveligt drengene fra billeder i Boys' Town-årbøger. Nelly var bange for at nævne nogle navne, men havde tidligere nævnt en "Brent" (hvis billede hun ikke fandt i hjælpeorganisationens årbøger). Brent fortalte hende, at han havde forladt Boys' Town i '84. Han blev "fløjet til en anden by et eller andet sted" i Larrys privatfly for at "arbejde for en anden" efter ham og Larry havde en uenighed. ...
Ved festerne var der normalt omkring tredive voksne til stede, flere hvide end sorte gæster. Det var ifølge Larry King, fordi "sorte" "bliver ignoranter, når de drikker og strammere med deres penge, og hvide bruger flere penge, når de er fulde." Foruden Nelly og Kimberly var der også nogle prostituerede til stede. I parentes bemærkes "alder ukendt, men ikke teenagere". Derefter står der "og [ulæselig] alder 16-22". Inklusive Nelly og Kimpberly var der "i alt omkring tyve børn," hvilket synes at betyde, at en del i den ukendte alder har været børn.
Hvis en mand var interesseret i en pige, rakte han en foldet 50- eller 100-dollarseddel frem og hviskede vedkommende noget i øret. Så gik de ovenpå eller til et andet område af huset. Nelly og Kimberly sagde, at de prostituerede fortalte dem, at de gav halvdelen af pengene til Larry King. Larry gav også nogle af drengene til disse fester nye biler. Den seksuelle aktivitet var ikke altid bag lukkede døre eller begrænset til værelser ovenpå, og nogle gange involverede det mere end to mennesker. Par involveret i seksuel aktivitet var både af samme køn og det modsatte køn. Pengene, Joey tjente på sit "arbejde for Larry", tog Webb-parret angiveligt fra ham.
Pigerne talte om Larry Kings magt i forhold til at kommandere mindreårige til at gøre, hvad han sagde. Larry skulle ifølge Julie Walters rapport hævde at donere penge til Boys' Town og at sidde i bestyrelsen i Girls Club. Nelly fortalte, at King havde fået drenge fra Boys' Town og andre drenge til sit hjem ved at bede dem om at lave havearbejde. Hvis Larry bad en ung mand om at gøre noget, og drengen nægtede, kunne Larry finde på at slå ham. Nelly sagde, at Larry "har et hidsigt temperament". "Larry fortæller også de unge mænd, de kan komme til skade", står der desuden afslutningsvist i dette afsnit. Lidt senere i bogen står der, at efter at Webb-pigerne fortalte om Larry King, stillede Julie Walters nogle diskrete spørgsmål om King til flere Boys Town-ansatte, og nogle mennesker i det nordlige Omaha. Walters opsummerede, hvad hun fik at vide:
"Hvis du rager dig uklar med ham, vil du få dine ben brækket."
"Udadtil fremtræder han som en retskaffen borger, men under overfladen er han meget beskidt."
"Omaha har en meget stor underverden, og han er en meget magtfuld mand på landsplan. Måske har han ikke personligt alle forbindelser, men han kender de mennesker, der har. ... [King] var tidligere meget aktiv i Big Brothers og havde mere end en passende interesse for de unge mænd."

Big Brothers er endnu en hjælpeorganisation for udsatte børn (egentlig kaldet "Big Brothers Big Sisters of the Midlands").

Socialarbejderen Julie Walters' rapport indeholder den mest foruroligende erklæring givet af Webb-pigerne, som ændrede størrelsesordenen på den skandale, de kom til at befinde sig i. "Det, de fortalte, var så forfærdeligt, at det skreg efter øjeblikkelig undersøgelse", skriver John DeCamp i sin bog.
Men han fortsætter:
"Via forsøg fra politipersonale - og senere nyhedsmedier - på at forklejne børnenes vidnesbyrd skulle netop denne del af Nellys beretning dog komme til at tjene det modsatte formål:
Hvordan kan man tro, på noget af det hun siger - var replikken - hvis hun siger dette?"

Passagen i Julie Walters' håndskrevne rapport lyder - ifølge DeCamp - således:
Nelly ledsagede også Hr. og Fru King og [deres søn] Prince på rejser til Chicago, N.Y. og Washington, D.C., som begyndte da hun var 15 år gammel. Hun gik glip af toogtyve skoledage næsten helt på grund af disse ture. Nelly blev taget med under påskud af at være Princes babysitter. Sidste år mødte hun V.P. (vicepræsident red.) George Bush, og så ham igen ved en af de fester Larry holdt, mens han var på tur til Washington, D.C.
Ved nogle af festerne er der kun mænd (som det var tilfældet ved den fest, George Bush deltog i) - ældre mænd og yngre mænd i begyndelsen af tyverne. Nelly sagde, hun så sodomi blive begået ved disse fester. Ved andre fester i forbindelse med Larrys ture havde Larry lokale prostituerede (i 20'erne og 30'erne) tilstede for at underholde sine mandlige gæster .... Ved disse fester sagde Nelly, at hver gæst havde en livvagt, og hun så, at nogle af mændene bar våben. Alle gæster skulle vise et kort, som blev kørt gennem en maskine for at verificere, at gæsten faktisk var den, de sagde, de var. Og derefter blev hver gæst kropsvisiteret, før vedkommende gik ind til festen.

"Det var ikke sidste gang, at navnet George Bush skulle dukke op i Franklin-sagen", slutter DeCamp afsnittet med at konstatere.
I kapitlet "The Washington Connection" går DeCamp da også yderligere i detaljer med bl.a. Bushs forbindelser og venneforhold til Larry King og desuden fx hans påståede deltagelse i denne fest. Vi ser nærmere på disse forbindelser i første kapitel af næste del, hvor vi også zoomer ind på både Bushs og Ronald Reagans forkærlighed for okkultisme med kutteklædte ceremonier, kranier, skeletter, kister, en mystisk kæmpeugle og lignende.

Tre år senere blev Nelly interviewet igen i forbindelse med, at undersøgelsen af misbrugssagen omkring King og Webb-parret endelig var kommet i gang, skriver DeCamp. Hun talte med Franklin-komitéens detektiv Jerry Lowe og gentog sin beretning om festerne og sagde desuden, at Bush og de to mænd, han ankom med, så ud til at have forladt stedet med en ung sort mand, hun kaldte "Brandt".
Dette var ifølge andre informationer sandsynligvis en dreng ved navn Brandt Thomas, som tidligere havde boet i Boys Town, men nu havde flyttet ind hos Larry King.

Derefter fortæller DeCamp, at selvom Walters' rapport blev overgivet til politiet i marts 1986, og at logfilerne fra Nebraskas socialhjælp også var tilgængelige, "undlod retshåndhævende embedsmænd at forfølge de mange spor og indicier, der blev leveret af Webb-børnene i disse øjenvidneberetninger". Dette kunne ellers, ifølge DeCamp, have gjort det muligt for dem at rydde op i børneprostitution, børnepornografi og interstatslig transport af børneprostituerede i USA.
DeCamp afslutter dette blot andet kapitel i bogen således:
"Mens de gik i stå, blev sporet koldt. Amtsanklager Patrick Tripp kaldte Nelly Patterson Webb for en løgner, efter hun bestod fire løgnedetektor-tests. Ingen blev tiltalt. Jarrett og Barbara Webb gik fri. Og Larry King blev igen inviteret til at synge Star Spangled Banner ved den republikanske nationale konvent i 1988, som han havde gjort det i 1984."

Seksuelt misbrug af børn og bestialske rituelle mord?
Bemærk: Der skal advares om meget ubehagelige informationer i dette afsnit.
I det næste kapitel fortæller John DeCamp om nogle yderst foruroligende og ekstreme begivenheder, der ifølge påstandene fandt sted i Larry Kings kriminelle netværk. DeCamp hævder, at han tager udgangspunkt i politirapporter, bl.a. nogle skrevet af en politiofficer ved navn Irl Carmean, og dette kapitel er opbygget primært omkring citater fra disse rapporter – ligesom det tidligere kapitel var opbygget omkring socialarbejderen Julie Walters' rapport.

Kapitlet starter med at fortælle om Margo Georgiu og hendes 17-årige datter Brenda Parker, som indgav en anmeldelse til politiet om en Omaha-fotograf, Rusty Nelson. Omaha Politi havde angiveligt arkiveret anmeldelsen under "mulig børnepornografi." Margo Georgiu og hendes datter havde været i fotografens studie, hvor datteren blev fotograferet. Her hævdede moren at have set flere nøgenbilleder af piger, som ud fra hendes vurdering var fra 20 til tolv år. Moren blev mistænksom, og ringede rundt til forskellige modelbureauer og skoler i Omaha, som Nelson havde påstået, at han leverede billeder til. Ingen havde hørt om ham – med undtagelse af en mand på et enkelt bureau. Han kaldte Nelson en pervers person ("a pervert") og advarede Margo Georgiu om at holde sin datter væk fra ham. Derefter ringede hun til politiet.
Ifølge politirapporterne fandt betjenten forbindelser mellem denne fotograf og Larry King: Rusty Nelson boede i en lejlighed, der var lejet af King, og han arbejdede på en homo-bar med navnet "Max", som senere også viste sig at have forbindelse til King.
Men Larry King lejede også en penthouselejlighed i dette lejlighedskompleks - kaldet Twin Towers (Tvillingetårnene). En rapport indeholdt, ifølge DeCamp, oplysninger fra en betjents interview af manageren af denne ejendom:
Manageren vurderede, at King havde "lagt 50.000 dollars i lejligheden i ting som dekoration, gardiner og møbler". Manageren oplyste desuden, at King havde købt en sofa, der ikke kunne komme ind i elevatoren, så der blev lejet en kran til 1.200 dollars for at få sofaen løftet ind i lejligheden udefra. Han oplyste endvidere, at lejligheden var meget elegant indrettet; og beløbet på de 50.000 kunne ikke omfatte, det han beskrev som, originale malerier sammen med, hvad man antog at være, en massiv sølvstol. Han sagde også, at han vidste, at King ejede mindst fem forskellige køretøjer: Tre af køretøjerne var Mercedes-Benz'er, den ene var en Cadillac Alante, og den anden en slags sportsvogn. Han sagde desuden, at han mente, at Larry King ejede ejendomme i Washington, D.C.
Han fortsatte med at oplyse, at King havde "for vane at kaste om sig med navne", og at man mente, at han var meget indflydelsesrig i Det Republikanske Parti.
Manageren tilkendegav, at han ikke forstod, hvordan King havde så mange penge. King boede ikke i Penthouse-lejligheden, men brugte den kun til fester og overnatninger af og til.
Manageren oplyste, at han havde talt med en ejendomsmægler, som oplyste, at King tilsyneladende forsøgte at købe en bolig for cirka fem år siden. På det tidspunkt havde King haft problemer med at betale udbetalingen for huset. Det syntes mærkeligt for manageren, at King kun fem år senere var i stand til at brugte penge i den størrelsesorden, han gjorde nu.

En anden af Carmeans politirapporter fortæller om den femten-årige Loretta Smith, som på det tidspunkt, hvor Carmean talte med hende, var blevet indlagt på Richard Young Hospital. Det er et børnehospital i Omaha, der har fokus på behandling af psykiatriske lidelser. Loretta Smith havde, ifølge DeCamps udlægning af politimanden Carmeans rapport, fortalt en terapeut om "hændelser, hvor hun er blevet fotograferet nøgen eller delvist nøgen såvel som tilfælde af djævletilbedelse."
Med baggrund i citater fra politirapporten fortæller DeCamp derefter pigens historie. Da Loretta Smith var ni år gammel, gik hun til en fest med nogle venner, der var meget ældre end hende selv – og der mødte hun en mand, som lokkede hende til at komme til sit fotostudie og tage nogle billeder. I første omgang tog manden billeder af hende fuldt påklædt, men til sidst gik hun med til at få taget et nøgenbillede.
Her kommer Loretta Smith ind på de to piger, som blev omtalt i det tidligere afsnit: Nelly og Kimberly Webb. Loretta Smith fortæller ifølge den fremlagte politirapport, at hun har været veninde med disse to piger og ved flere tidligere lejligheder været sammen med dem i North Omaha Girls Club. Der opdagede hun, at de også "modellerede", og Loretta Smith udtalte, at pigerne blev transporteret til et fotostudie, hvor der blev taget billeder af dem. På billederne var pigerne angiveligt delvist påklædt eller nøgne. Loretta fortalte også, at hun ikke havde talt med Nelly og Kimberly i cirka tre år og heller ikke vidste, hvor nogle af de to piger var nu.
Hun hævdede desuden, at flere ledere fra North Omaha Girls Club var engageret i fotograferingen af nøgne børn. Hun hævdede også, at en række fremtrædende personer også var involveret, bl.a. læger og advokater. Men hun sagde, at de brugte kodenavne indbyrdes, så hun kunne ikke umiddelbart give konkrete navne.
Loretta fortalte betjent Carmean, at hun "begyndte at deltage i det, hun kaldte djævledyrkelse, med andre børn og voksne", da hun var cirka 11 år gammel. De deltagende blev angiveligt givet noget at drikke, som hun sagde, smagte som æblejuice, men som, hun troede, indeholdt en form for stof. Loretta Smith indikerede, at Nelly og Kimberly Webb tidligere havde rapporteret disse aktiviteter til politiet, men at intet var blevet gjort. Hun oplyste, at Webb-pigerne ligeledes havde fortalt det til inspektøren på Fort Calhoun-skolen, som hun identificerede som en Hr. Finch. Men pigerne tænkte, at han også måtte have været involveret, da intet var sket derefter.
I en senere rapport dateret til den 30. juni 1988, nævner Loretta Smith andre konkrete navne. I denne politirapport har betjent Carmean noteret, at Loretta nævner navnet Larry King "som deltager og støtte af disse aktiviteter" – "børnepornografi" "såvel som djævledyrkelse". Forespurgt om hvordan hun vidste dette, sagde hun, at hun er ven af datteren af en mand ved navn Gary West. I denne del af den gengivne rapport står der, at denne mand "efter sigende" var manager for homo-baren Max. Loretta Smith oplyste, at hun har været hos West-familien flere gange, og at Gary West var homoseksuel, og desuden alkoholiker. Hun sagde, at når han bliver beruset, taler han om sine aktiviteter med Larry King. Loretta indikerede, at han tager og sælger stoffer – og at han skylder Larry King mange penge for disse. Ifølge den fremlagte politirapport sagde hun om Larry King, at hun ved, "han støtter djævledyrkelsesaktiviteter" ("he supports devil worship activities"). Hun fortalte desuden, at King ejede et hus, hvor han afholder forskellige "stof- og sexfester". Loretta fortalte, at hun havde været på adressen ved en lejlighed, hvor hun så tre eller fire teenagedrenge involveret i oralsex. Umiddelbart ville hun ikke oplyse adressen på King hus, men, ifølge de gengivne dele af rapporterne, ringede hun få dage senere til betjenten og oplyste ham om denne. Betjent Carmean kørte angiveligt forbi stedet og ringede til husets telefonnummer - og derved fik han bekræftet, at det var ejet af Larry King.

I løbet af 1988 kom Loretta Smith til at stole gradvist mere på læger, sygeplejersker og andet personale på Richard Young Hospital. Hun afslørede flere detaljer om, hvad hun og de andre børn havde været udsat for. Her citerer DeCamp en rapport fra den lovgivende forsamlings Franklin-komité.
Af denne rapport fremgår det, at Loretta var blevet gradvist involveret i de uhyggelige aktiviteter, som hun nu beskrev. Hun angav, at da hun var 9 år gammel, var hun i Girls Club i Omaha – og at en fyr ved navn Ray tog hende og fire eller fem andre piger fra klubben på udflugter. Han tog dem til en bygning, der ifølge Loretta så forladt ud. Loretta fortalte, at Ray sørgede for en joint, og at alle blev høje. Hun indikerede, at dette fortsatte i omkring tre eller fire uger, og derefter tog Ray dem til en fest. Loretta angav, at der var omkring ti mænd til festen - alle i midten af trediverne, og at de startede med at sidde og tale med pigerne om deres problemer. Loretta indikerede, at alle mennesker blev høje, og at mændene fik dem til at have sex med flere, og at pigerne ikke havde noget valg om, hvem de gjorde det med.
Loretta holdt sig væk fra Girls Club efter dette et par dage, men så "for at komme ud af huset" begyndte hun at gå til festerne igen. Det varede i yderligere seks måneder.
En gang truede hun med at fortælle sin mor, at mændene havde sex med hende, og at de vidste, hun kun var ni. Men mændene indikerede, at de ville dræbe alle, der fortalte, om det de gjorde.
Mændene begyndte at tage pigerne med til det, de beskrev som "power meetings" ("magtmøder"). Loretta fortalte, at hun var ti år gammel. Hun sagde, at der var "stearinlys og andre mærkelige ting" til disse møder. Ifølge Loretta, fortalte en af de tilstedeværende personer pigerne, at værelset ville komme til at dreje rundt et stykke tid – og det gjorde det. Hun indså senere, at det var på grund af stoffer, som mændene havde givet dem.

Loretta fortalte, at hun cirka otte måneder senere blev sat på sin første prøve af mændene. Hende og de andre piger blev taget til en bygning i Omaha, hvor hun blev låst inde på et værelse sammen med en lille pige, som hun beskrev som et kaukasisk spædbarn. Omkring midnat kom mændene ind på værelset, tog den lille pige fra hende og fortalte hende, at man kan opnå magt ved at dræbe noget, man virkelig elsker. Loretta beskrev, at de derefter skar den lille piges hovede af, satte det op på væggen og fik hende til at sidde foran det. Loretta fortalte senere, at hun måtte tage hovedet ned af væggen, og at mændene holdt hende, mens de skar øjnene ud af den lille piges hoved. De forlod derefter Loretta og den døde pige på værelset og låste døren. Hun blev efterladt i det aflåste værelse med den lille pige i et døgn, og i løbet af denne tid kunne hun høre en anden af pigerne skrige. Hun kunne høre mændene piske og slå pigen.
Kort efter kom mændene ind på værelset og fortalte Loretta, at hun havde bestået testen. Derefter kørte de afsted med hende og lod hende slippe ud af bilen et par gader fra, hvor hun boede.

Loretta fortalte, at næste gang, hun så mændene, var ved en fest hos en ven, hvor mændene dukkede op. Loretta identificerede to af mændene som Larry King og en Hr. Finch, som Loretta sagde var skoleinspektør. Derudover identificerede hun andre af mændene som Ace, King Horse, Jerry Lucifer og Mike.
Efter en lignende fest, fortalte Loretta, at en anden pige havde ringet til Omaha Politistation og rapporteret, at hun var blevet voldtaget. Hun forsøgte at få rejst anklager, men "andre piger dækkede over voldtægten for mændene," står der angiveligt i rapporten fra den lovgivende forsamlings Franklin-komité. Loretta fortalte, at hun igen truede med at fortælle om aktiviteterne, og mændene sagde, at de ville dræbe hende eller hendes mor.
Ved et andet møde fortalte Loretta, at der igen blev praktiseret djævletilbedelse, og at endnu en lille dreng blev ofret. Loretta og de andre piger var i det andet rum, og hun kunne høre den lille dreng skrige. Hun indikerede derefter, at barnet blev stegt og spist af pigerne. Loretta nægtede at deltage i dette, og mændene bankede hende herfor i to dage.
Ved andre møder indikerede Loretta, at mændene fortalte hende og de andre piger, at de skulle "ofre for at få magt", og hun beskrev tre hændelser, hvor yderligere ofringer fandt sted. Den første var en et-årig hvid pige, som fik hovedet skåret af med en sav. I det andet tilfælde blev en fire-årig hvid dreng hængt op på væggen og pile kastet efter ham. Den tredje episode, hun fortalte om, var en indianerpige, tre eller fire år gammel, som fik flere dele af sin krop skåret af, hvorefter kropsdelene blev mast og hældt ud over pigerne. Pigerne blev også tvunget til at drikke resterne af barnet.
Loretta angav, at den tredje, fjerde og femte ofring fandt sted i løbet af foråret 1985, da hun var elleve år. Hun fortalte desuden, at Hr. Finch, King Horse og en stor fyr var tilstede ved disse ofringer og fester. Mellem ofringerne indikerede hun, at pigerne blev testet for at se, om de ville tie stille – og for at mændene kunne se hvor meget kontrol, de havde over dem. Loretta indikerede, at mændene forsøgte at skræmme pigerne, ved at lade dem se på, mens dyr blev lemlæstet. Mændene truede dem også ved at sige, at i stedet for at dræbe dem ville de bare skære kropsdele af dem og torturere pigerne – og få dem til at lide. Forespurgt om detaljer i forhold til det første spædbarnsoffer, indikerede Loretta, at hun først ikke græd, og efter dette skar mændene øjnene ud af pigens hoved. Derefter flippede Loretta ud, skreg og slog på væggene. Hun sagde, at sektmedlemmerne bar tøj med omvendte kors, og at lederen altid bar en lang sort kappe med guldringe formet som et skelethoved.
Uddraget af rapporten slutter med at konstatere, at Loretta Smith kom på Immanuel Hospital for første gang i november 1985 og også var på hospitalet i januar 1986 og marts 1986. Immanuel Hospital er et lokalt full-service hospital i Omaha. Til sidst står der, at Lorettas mor derefter gik til retsvæsenet, "så hun i sidste ende kunne få hende [Loretta] ind på Uta Halee". Det er en skole og et opholdssted for udsatte piger.

John DeCamp aflutter kapitlet med at fremlægge en eksperts vurdering af dette vidneudsagn: Direktøren for Foster Care Review Board, Carol Stitt. Foster Care Review Board kan oversættes til Fosterplejevurderingsnævn og er et organ, der fører tilsyn med sikkerheden og trivslen for børn i pleje uden for hjemmet. Den 19. december 1988 forklarede Carol Stitt over for Nebraskas lovgivende forsamlings bestyrelse, hvorfor hun opfattede Loretta Smiths vidneudsagn som meget troværdigt;
"denne her pige er meget konkret omkring, hvem der var til stede ved disse drab, hvad der skete, datoer, hun gav en masse specifik information - og i arbejdet med børn er en af de måder, man ved, at dette ikke er en global fantasi, hvis de giver dig mange detaljer."

Derefter skriver DeCamp denne sidste personlige betragtning:
Oplysningerne givet til hospitalspersonalet og til Omaha Politi af Loretta Smith overlappede og bekræftede, hvad der allerede var i hænderne på myndigheder fra børnene fra Webb-husstanden, og fra Margo Georgiu og hendes datter. Fra tre separate sager, der involverede pornografi, misbrug af børn og rituelle mord, endte børns vidnesbyrd og andre beviser hos Larry King.

Politiets påståede mørklægning
Kapitel fire i DeCamps bog handler om, hvordan politiet angiveligt mørklagde børnepornografien, de seksuelle misbrug af børn og de rituelle mord i Franklin-skandalen. Omdrejningspunktet i denne mørklægning var ifølge DeCamp politichefen for Omaha Politi, Robert Wadman. Til at underbygge denne beskyldning bruger DeCamp bl.a. et vidneudsagn til den lovgivende forsamlings bestyrelse fra en leder i Nebraskas Foster Care Review Board (FCRB), Dennis Carlson. Vidneudsagnet handler om de forholdsregler, som betjente fortalte Dennis Carlson, at de tog for at holde politichefen ude af deres efterforskning af Larry King. Konkret fortalte Dennis Carlson ifølge citaterne fra denne vidneafhøring, at betjent Irl Carmean, havde fortalt Carlson, at politiet udførte "hvad han kaldte en superfølsom undersøgelse af Larry King". Betjent Carmean fortalte videre, at "denne undersøgelse var så supersensitiv, at de ikke engang brugte steno-poolen i Omaha politiafdeling."
"De skrev deres politirapporter i hånden," sagde Carmean ifølge Dennis Carlson.
Dialogen fandt sted da Carlson spurgte Carmean, om han var interesseret i information om Larry King. Hertil svarede Carmean ja, men forklarede altså at undersøgelsen fandt sted under disse omstændigheder.
Ifølge dette uddrag af vidneudsagnet fortalte betjent Carmean desuden, at politichef Wadman var kommet til deres enhed og havde spurgt direkte, om de efterforskede Larry King. Efterforsker Carmean fortalte Carlson, at de løj for chefen og svarede, at de ikke efterforskede Larry King. DeCamp konstaterer videre:
"Efterforskningen af Loretta Smiths anklager kom ikke langt, i Wadmans afdeling. Det gjorde karrieren for betjent Carmean heller ikke."

Selvom Loretta Smith gradvist fik mere tillid til sine omgivelser på hospitalet og fortalte mere om sine rædselsvækkende oplevelser, kom betjent Carmean aldrig tilbage og interviewede hende igen. Dette til trods for at pigens psykiater Dr. Kay Shilling havde talt med politiet, efter at Loretta havde afsløret flere uhyrlige detaljer, og psykiateren havde fået lovning på, at betjent Carmean ville komme derud for at interviewe Loretta igen. Ifølge FCRB-direktøren Carol Stitt kontaktede yderligere tre medarbejdere i personalet omkring Loretta Smith politiet i Omaha og bad dem komme og snakke med Loretta. Alligevel skete der intet.
Også FCRB-lederen Dennis Carlson fortalte, at han kontaktede betjent Carmean for at fortælle ham at Loretta påstod, at hun havde været vidne til mord. Han uddybede med at forklare betjenten, at pigen åbnede op, at hun nu videregav yderligere information.
"Vil du venligst tage ud og interviewe pigen igen?", hævdede Carlson at have bedt betjenten om. Betjenten havde ifølge Carlson bekræftet, at han ville tage derud, men dette skete som nævnt aldrig. Efter at betjent Carmean og en anden efterforsker havde forladt Carlsons kontor, havde han en fornemmelse af, at de virkede oprigtige – og at de reelt ville undersøge påstandene. Men "senere var det som om, der var sluppet luft ud af en ballon" – "de havde lige pludselig ingen interesse i overhovedet at gen-interviewe en pige, der sagde, at hun havde været vidne til drab".

Kort efter hans interview med Loretta, blev betjent Carmean helt fjernet fra efterforskningen til et afsnit kaldet "Forskning og planlægning". Ved tidligere nævnte høring i den lovgivende forsamling fortalte senator Ernie Chambers om en telefonsamtale med betjent Carmean. Senatoren havde ringet til Omaha Politi for at tale med Carmean, men senatoren fik beskeden at denne betjent var blevet forflyttet til den anden afdeling. Da senatoren endelig kom igennem til betjent Carmean, nævnte han den entusiasme betjenten tidligere havde haft i sagen. Senator Chambers sagde også, at han – udfra hvad han havde set af troværdige oplysninger – følte, at betjent Carmean var blevet forflyttet, "fordi han kom for tæt på noget, hans overordnede ikke ønskede, han skulle fortsætte med".

"Så blev der stille, og så grinede han lidt, han sagde, nej, øh, jeg ønskede denne forflytning.
Jeg har kendt Carmean i årevis, og han er ikke den type betjent, der ønsker at blive sat ind på et kontor, hvor han er helt alene – faktisk kunne dét have været oprettelsen af afdelingen. Han havde ikke engang en sekretær."

Betjent Carmean selv vidnede for den lovgivende forsamlings Franklin-udvalg i juni 1989, at selv om han var blevet fjernet fra sagen, mente han, at Lorettas påstande var "troværdige" og fortjente opfølgning.
Mindre end to uger senere, den 5. juli 1989, forsøgte politichef Wadman, at få Carmean erklæret skør. I kommunikationen med Omahas direktør for offentlig sikkerhed, Pitmon Foxall (som var fætter til Larry King), meddelte Wadman, at betjent Carmean havde brug for en mental sundhedsevaluering. Denne anmodning baserede Wadman "på handlingerne demonstreret af betjent Carmean" "under Larry King-undersøgelsen". Ifølge politichef Wadmans uddybning havde betjent Carmean undersøgt påstande om, at "Larry King var involveret i nogle seksuelle upassende handlinger med unge mennesker". Videre skrev Wadman til Larry Kings fætter, at denne efterforskning "aldrig kom i nærheden af at støtte påstandene tilstrækkeligt til, at en sigtelse kunne overvejes mod Larry King".

"En anden Omaha politimand, som blev rapporteret at have haft en sagsmappe på Larry King, betjent Bill Skoleski, døde af hjertestop," skriver DeCamp derefter.

På Omaha-radiostationen KKAR, udtrykte politichef Wadman bekymring over påstandene om seksuelt misbrug af børn og talte om, at nogle af byens borgere havde en "nyfigen interesse for børnemishandling, seksuelt misbrug af børn, og den slags ting". Han tilføjede: "Jeg tror, at mediernes opmærksomhed omkring disse ting er upassende."
Med hensyn til Loretta Smith, sagde Wadman: "Det primære vidne... kom med udtalelser, der var meget bizarre og ikke havde grundlag i virkeligheden." Det, der overfor Larry Kings fætter var påstande om "seksuelle upassende handlinger med unge mennesker", var altså i radioen "meget bizarre" udtalelser "uden grundlag i virkeligheden". Også her undlod politichefen altså at nævne de konkrete påstande om bestialske drab på spædbørn og mindreårige.
Wadman afsluttede sit KKAR-interview med at sige, at Omaha Politi og andre efterforskningsagenturer havde foretaget en grundig undersøgelse, men at beskyldningerne førte til "en blindgyde".

Politichef Wadman hævdede desuden – under ed – at han knap kendte Larry King, og at han "havde meget få sociale kontakter med Larry King." Men DeCamp fremlægger et TV-interview med King og Wadman, hvor de to mænd bliver interviewet om en hændelse, hvor Wadman greb ind ved at beordre frigivelse af en kuffert, der var beslaglagt ved en narko-razzia. Ifølge DeCamps oplysninger skete dette på Kings anmodning.
I interviewet, som DeCamp fremlægger med direkte citater, bekræfter Larry King på journalistens forespørgsel, at han havde et så nært venskab med politichefen, at han kunne ringe til ham og få en kuffert frigivet, der var blevet beslaglagt i en narko-efterforskning. "Jeg følte, at jeg kunne ringe til hvem som helst i denne by", siger King derefter.
På et spørgsmål fra journalisten om hvad der mon var i kufferten, svarede King ifølge dialogen i DeCamps bog:
"Ømm, det er virkelig ingenting. Det var en slægtning til mig, og han boede på et hotel, og jeg gætter på, at de havde en narko-razzia eller noget..."

Derefter klippede TV-stationen til et interview med politichef Wadman. Her spørger de politichefen, om han kunne huske, om Larry King nogensinde havde ringet til ham for at få frigivet en kuffert fra politiets varetægt. Til spørgsmålet svarer Wadman "Ja ... jeg kan ikke huske, om det var sidste år eller året før han ringede angående en situation, og oplysningerne blev videregivet til den enhed, der er ansvarlig for forspørgelsen."
Så spørger journalisten om det ikke kompromitterede efterforskningen. Hertil svarer Wadman "Absolut ikke." Han tilføjede, at han var meget skuffet over, at det blev ved med at blive taget op. Han sagde, at det var en situation som blev "rutinemæssigt håndteret". Politichefen hævdede endda, at han "bogstaveligt talt" modtog "hundredvis af den slags anmodninger", og at denne "blev håndteret på nøjagtigt samme måde som resten".
Så klippes, ifølge DeCamp, tilbage til interviewet med Larry King, hvor journalisten spørger til Omaha Politis efterforskning omkring "påstået pornografisk...." Journalisten når ikke at sige mere, før King afbryder ham med "hvad" ("huh"). Journalisten afslutter med "Og du blev renset?"
Hertil svarer King, at han ikke engang vidste, at de havde den efterforskning, og at "folk finder på disse ting". Larry Kings uddybende svar lød ifølge DeCamp således:
"Folk finder på hvad som helst, du kan høre alt om enhver. Hvis du vælger at tro det, vil du komme til det, hvis du vælger ikke at gøre det, gør du ikke.
Jeg vælger at lade være med at lytte til skrald og sladder."

Kapitlet afsluttes med politichefen Robert Wadmans eget vidnesbyrd fra den 13. oktober 1989 til den lovgivende forsamlings Franklin-komité. Her bliver Wadman stillet et spørgsmål, om Larry King har været involveret i narko, og om der har været nogen form for efterforskning af ham i Omaha Politi. Til dette svarer Wadman blot "nej". Derefter bliver han stillet et ligeledes bredt spørgsmål om Larry Kings "forhold til børnepornografi eller pornografi af enhver art".
Hertil fortæller politichef Wadman udelukkende om den tidligere refererede anmeldelse af fotografen Rusty Nelson. Wadman svarede, at de undersøgte dette og fandt ud af, at fotografen var "lovligt involveret i fotografibranchen" og "lovligt involveret i udførelsen af fotografierne". Wadman sagde også, at Nelson lavede billedmateriale "som blev udgivet" og "havde et fotostudie og så videre". Den eneste involvering var ifølge Wadman, at fotografen havde fremlejet sit studie eller lejlighed af Larry King. Politichefen sluttede med at sige, at "det var omfanget af vores undersøgelse af pornografi-relaterede aktiviteter, der involverer Hr. King på nogen direkte måde".
I konstrast til Wadmans vidneudsagn opremser DeCamp de oplysninger, der foreløbigt er blevet fremlagt i bogen:
Manden, som politichef Wadman havde omtalt, var fotografen Rusty Nelson, som havde løjet om sin professionelle erfaring overfor kvinden, der anmeldte ham. Af en person, der kendte ham, blev Nelson beskrevet som "en pervers person". Dette passede med anmelderens forklaring af, at billederne i hans studie var "frontal nøgenhed" af unge piger, som hun havde vurderet til at være helt ned til 12 år. Nelson havde i øvrigt beskrevet, hvad der senere viste sig for efterforskerne at være Larry King – ikke som sin udlejer – men som sin "chef".
Efterforskningsbetjentene havde arkiveret beretninger fra flere personer om de overdådige udgifter, King havde spenderet på Nelsons og andre lejligheder. De havde også arkiveret beretninger om, hvordan King var ankommet og forsvundet dyre i Mercedes Benz-biler og andre beviser på et uforklarligt spring i Larry Kings indkomst. Betjentene havde også noteret den almindelige viden i byen om, at King var involveret i narkohandel og desuden var en homoseksuel, der kunne "lide unge drenge".
Opsummerende fremhæver DeCamp sin pointe:
"Men Wadman, der havde henvendt sig til sine betjente med stor nysgerrighed om enhver efterforskning af Larry King, som de kunne tænkes at forfølge, svor under ed, at han intet vidste om noget af alt det."

Hvor omfattende er denne mørklægning?
I kapitel fem i John DeCamps bog fremlægger han mere om angivelig mørklægning af sagen. Her hører man om, hvordan Nebraskas Foster Care Review Board (FCRB) forsøger at få sat gang i en efterforskning ved Nebraskas statsadvokat. Men ifølge DeCamp foregav dette offentlige kontor kun at foretage en undersøgelse, mens de i virkeligheden intet gjorde.
FCRB sendte et brev til statsadvokaten med en opsummering af sagen og alle organisationens tilhørende arkiverede sagsdokumenter. Statadvokat Robert Spire, som modtog dokumenterne, forsikrede FCRB om, at han ville gøre alt, hvad der stod i hans magt for at hjælpe, og han tildelte sagen til en af sine topassistenter, Bill Howland.
Men månederne gik, uden at der skete noget, så FCRB-direktøren Carol Stitt og lederen Dennis Carlson krævede et møde med Bill Howland. Det blev afholdt på hans kontor den 22. november 1988, fortæller DeCamp. Carol Stitt beskrev for den lovgivende forsamlings høringsudvalg, den 19. december 1988, at hun efter mødet følte sig fuld af fortvivlelse. Hun uddybede:
"Da Dennis og jeg var til dette møde blev det klart for mig, at hvis Hr. Howland nogensinde havde læst de materialer, vi afleverede til ham i juli, var det længe siden. Han kendte ikke navnene på de store spillere i sagen .... Dennis stillede nogle ret hårde spørgsmål, og det blev klart for os begge, at intet var sket. Sagsmappen var bare et rod. Jeg tog sagsmappen fra ham. Ordnede den. ..."

Derefter fortæller Carol Stitt, at de forlod mødet – og om hvordan hun nu følte sig fuld af fortvivlelse, fordi det stod klart, at intet ville komme til at ske. De havde ellers haft en optimisme om ikke kun at kunne "hjælpe de børn, der var blevet misbrugt", men også "forhindre at dette sker for andre børn".
Dén optimisme var væk efter dette møde.
"Der skete ikke noget .... Nu kan vi se, at vi bare blev holdt hen, 'Ja, vi tager derud,' og 'Ja, vi vil gøre det,' og 'Ja, vi har styr på det,' men i praksis havde ingen af embedsmændene igangsat deres undersøgelse.""

Hendes bestyrelseskollega Burrell Williams tilføjede:
"Jeg tror, vi blev virkelig forbløffede og uforstående over, hvad der foregik, når man får al denne information foran sig, og intet var blevet [eller] bliver der gjort ved det."

Dennis Carlson var også forundret. Han sagde, at han ikke havde indtryk af, at hverken Omaha Politi eller statsadvokaten havde gjort noget som helst i sagen. Han mente ellers, det var ganske oplagt, hvad der skulle gøres: Starte med at interviewe Loretta Smith, som påstod, hun havde været vidne ikke til ét mord, men flere. Han tilføjede, at han talte med Loretta Smiths sagsbehandler på Richard Young Hospital den 22. november, og hun fortalte ham, at den sidste person der interviewede Loretta Smith var betjent Carmean. Det fandt sted den 28. juni 1988.

Den 30. november 1988 kontaktede Carol Stitt guvernøren og aftalte et møde på grund af statsadvokatens fuldstændige passivitet. Guvernørens stab planlagde et møde til den følgende uge, men aflyste aftalen dagen efter aftalen blev lavet. Dennis Carlson skrev i sine daglige notater den 1. december, at guvernøren ifølge hendes kontor ikke var villig til at mødes.
På det tidligere nævnte møde den 22. november 1988 med statsadvokatens topassistent Bill Howland havde han hævdet, at han ville gøre alt, hvad han kunne. "En påstand som blev undermineret af guvernørens holdning," skriver DeCamp.
Statsadvokatens kontor satte en efterforsker, Thomas Vlahoulis, på sagen på deltid. Men den lovgivende forsamlings Franklin-udvalg kom senere til at forstå, at han stort set intet foretog sig. Et rådsmedlem i den lovgivende forsamlings høringsudvalg interviewede Vlahoulis og spurgte ham tilsyneladnede undrende, om de vigtige oplysninger i efterforskerens noter blev placeret i de rapporter, han genererede. Efter Vlahoulis bekræftede dette, havde rådsmedlemmet følgende kommentar til ham:
"Den konklusion, jeg drager nu efter at have gennemgået den information, er, at du faktisk ikke gjorde noget imellem juli og slutningen af november, undtagen at indsamle nogle uvedkommende stykker information om Hr. Kings forretningsinteresser og måske om ... hans kones statsborgerskabsstatus. Det er min konklusion fra læsningen af rapporterne."

Den 20. december 1988 blev statsadvokat Robert Spire, ifølge John DeCamps bog, citeret i lokalavisen Lincoln Journal for, at hans kontor havde "handlet hurtigt og professionelt" på alle de "følsomme oplysninger" modtaget om misbrug af børn seks måneder tidligere. Men den politienhed, der skulle tage sig af sagen, "gennemførte sit allerførste undersøgelsesmøde i sagen den 19. december 1988," skriver DeCamp. Herefter konstaterer han, at det var "den selvsamme dag, Spire pralede over for Lincoln Journal om sin ihærdighed".

Carol Stitt og folkene, som passede Loretta Smith, var nu bekymrede for hendes sikkerhed. Hun var allerede blevet truet, og de nye anklager, hun fremsatte, satte hende i endnu mere fare. Stitt henvendte sig til advokatkontor, og anmodede om hjælp til en beskyttelsesordre for Loretta. Advokatfirmaet indgav anmodningen, men i den stod, at Loretta var kommet med bizarre udtalelser, at hun havde været på gaden i to uger, og at hun var selvmordstruet. Ikke alene var disse påstande usande – de kunne betydre, at Loretta ville blive miskrediteret i fremtidige retsmøder.
Personen i advokatfirmaet, der indgav ordren, var en kvinde ved navn Liz Crnkovich. Senator Chambers kendte Crnkovich og udtalte i høringen, at Crnkovich tidligere havde fået oplysninger fra fagfolk om nogle af de ting, som de unge havde fremsat påstande om – "og hun valgte at gøre ingenting".
Vlahoulis fortalte senere Franklin-udvalgets undersøgere, om en anden gang Loretta kom på kant med Crnkovich. Ifølge Vlahoulis' samtaler med Crnkovich i januar 1989, var fader Val Peter fra Boys Town blevet kontaktet af Loretta Smith. Hun "klagede til ham over, at FBI og Crnkovich havde skræmt hende i en grad, mens hun var på Richard Young Hospital, så hun ikke havde givet dem alle de oplysninger, som hun kendte."
I forbindelse med den lovgivende forsamlings undersøgelse blev Carol Stitt spurgt, hvilken effekt den grove fejlbehandling af Loretta Smiths sag kunne have haft på Loretta. Stitt svarede, at "hvis staten fortsætter med at behandle sagen på den måde, de har håndteret den på indtil videre", så vil gerningsmanden få sin vilje. Så "har han magten," sagde hun. Carol Stitt kontaterede videre; "der er intet de kan gøre, ingen vil hjælpe dem," formodentlig med henvising til ikke bare Loretta, men også de øvrige børn. FCRB-direktøren afsluttede sit svar med "og det er bestemt, hvad der er sket indtil videre."

Politisk og økonomisk korruption som bagtæppe for overgreb
I bogens sjette kapitel fremlægger John DeCamp et bagtæppe af korruption, som, han mener, knytter sig til den dengang siddende Nebraska-senator Robert Kerrey og hans økonomiske chefrådgiver, Bill Wright. Omdrejningspunktet for en stor del af korruptionen var ifølge DeCamp svindel med indskydermidler i den finansielle institution "Commonwealth Savings" ("statsfællesskabs-opsparing"). Det var et låne- og investeringsselskab, som var autoriseret af staten og havde tilladelse til at betale højere renter til indskydere og tage større investeringsrisici end normalt.

DeCamp hævder, at senator Kerrey og Bill Wright brugte Nebraskas statsregeringsbeføjelser til at;
plyndre indskydere i statslige opsparingsordninger for et sted imellem 4 og 10 millioner dollars.
fratage indskyderne i Commonwealth-banken deres opsparinger for mindst 40 millioner dollars.
oprette et nyt statsagentur "med det eneste tilsyneladende formål at give Kerrey og hans allierede millioner af dollars i lavrentelån".
"snyde landmænd for 200 millioner dollars i subsidierede lån".
sælge "junkobligationer" til investorer, der troede, de fik statsobligationer af høj kvalitet.

John DeCamp fremlægger detaljer fra flere kilder, som han mener indeholder et omfangsrigt bevismateriale herfor:
Nebraskas statssenats undersøgelse af sagerne (foretaget i 1986 - DeCamp var selv var formand for denne undersøgelse).
I 1988-brochurer udført af NGO'en Concerned Citizens for Responsible Government (Bekymrede borgere for ansvarlig regering).
I avisen Omaha Metro Update af 16.-22. juli 1990.
I et sæt af tre rapporter indsendt til Nebraskas lovgivende forsamling i 1990 af en gruppe af indskydere i den lukkede Commonwealth-bank.
I et erstatningskrav fra 1991 indgivet af DeCamp selv som advokat på vegne af Commonwealth-indskydere.

DeCamp skriver videre, at Commonwealth-bankens fiasko, som han kalder "det største sammenbrud i en finansiel institution i Nebraskas historie", var en menneskelig tragedie af enorme dimensioner:
Mange af indskyderne var ældre mennesker, som havde deres livsopsparing i Commonwealth-banken. Da den kollapsede, stod nogle af dem tilbage uden penge - endda til at købe mad. I 1991, otte år efter sammenbruddet, var en tredjedel af indskyderne døde. Mange af dem døde af hjertestop eller slagtilfælde inden for de første 90 dage efter at dørene i deres bank var blevet lukket. Syv familier med retarderede børn havde sat deres livsopsparing i banken, for at kunne tage sig af børnene efter forældrenes død; de penge var alle væk.

DeCamp skriver, at Nebraska på dette tidspunkt var præget af at være kontrolleret af mafiaen i udtalt grad. Han kalder den en "vidt åben stat" og forklarer, at det var "terminologien for det organiserede kriminalitetskontrollerede politiske maskineri i forskellige dele af USA i 1920'erne og 1930'erne."
Ifølge DeCamp stod statens øverste politiske leder senator Robert Kerrey i centrum af denne korruption.
"Fra at dække over økonomisk svindel var det et kort skridt til at dække over fremtrædende forretningsmænd, der var involveret i organiseret narkotikasmugling eller over politikere og forlag med en svaghed for små børn," skriver DeCamp. Han fortæller videre, at når man ser på Commonwealth-sagen og Franklin Credit Union-skandalen ved siden af hinanden, "er det slående, hvordan rollebesætningen overlapper hinanden." En af senator Kerreys udnævnte embedsmænd, var fx den tidligere omtalte statsadvokat Robert Spire.

DeCamp omtaler også Richard G. Kopf, som var juridisk rådgiver for den lovgivende forsamlings særlige udvalg nedsat om Commonwealth-skandalen. Det var et udvalg, som ifølge DeCamp "kørte uden om den lovgivende forsamlings bankudvalg".
Før Kopf fik denne hovedrolle i banksagen, var han "en advokat på landet uden betydning, i en landsby kaldet Lexington, Nebraska". Han blev derefter udnævnt til dommer, hvilket, DeCamp peger på, var "en belønning for Commonwealth-jobbet". I dette job "udstedte og forseglede" Richard Kopf ordren, "der lukkede Franklins døre i 1988," skriver Decamp. Her refererer han til, at Kopf sørgede for at forsegle alle beviser og arrestordrer vedrørende razziaen på Franklin Credit Union i 1988, da Larry Kings økonomiske svindel var blevet afsløret (det behandles i detaljer i bogen på side 184). Ifølge DeCamps oplysninger var det bl.a. en stor mængde pornografisk materiale, som blev beslaglagt fra kreditforeningen, "herunder videoer og fotografier, der viste seksuelle handlinger". DeCamp skriver, at oplysningerne er hentet fra den afdøde efterforsker Caradoris notater, som viser, at han på dagen for de føderale agenters razzia fik dette at vide af en ansat i revisionsfirmaet, der arbejdede med Franklin-sagen. Caradori skrev desuden i sit notat, at han havde fået at vide, at hvis nogen af revisorene ville sige noget som helst, ville de – ifølge deres kontrakt med regeringen – automatisk miste deres job. De omtalte beviser blev således "aldrig stillet til rådighed for Franklin-komitéen, og dets eksistens blev heller ikke offentligt anerkendt af FBI," konstaterer DeCamp.
DeCamp antyder, at Kopf også senere beskyttede Larry King, ved at få ham "ud af byen i et kritisk øjeblik i 1990". Her refererer han til, at Kopf i 1990 fik King indlagt på en psykiatrisk institution. Dermed sørgede Kopf for at storjuryen kunne skrive, at King ikke "var mentalt kompetent til at blive stillet for retten". DeCamp peger desuden på, at Kopf kom til at "præsidere over den føderale storjury, der senere valgte at anklage og dømme det påståede offer og vidne Alisha Owen". Mere om Franklin-sagen i den føderale storjury senere.
Til sidst peger DeCamp på, hvad han kalder "overraskelsernes overraskelse"; at Kopf efterfølgende i august 1991 "sprang foran et væld af kvalificerede advokater" for derved at blive forfremmet til den fornemme post som føderal dommer.

'Regeringsinstitutioner må være blevet kompromitteret'
John DeCamp havde selv, som delegeret vælgerrepræsentant, været deltager i de republikanske nationale konventer i 1984 og 1988 i henholdsvis Dallas og New Orleans - og der været vidne til de luksuriøse fester Larry King afholdt. DeCamp betegner festen i Dallas som "den mest imponerende fest", han "nogensinde har været vidne til".
Han skriver videre, at deltagelsen af toppolitikere var bemærkelsesværdig; navne og ansigter, man kun hører eller ser i fjernsynet, var der i stort antal. Og i centrum for spændingen var Larry King, flankeret af en meget bemærkelsesværdig kvinde: Maureen Reagan, præsidentens datter. DeCamp fortæller om, hvordan han allerede dengang ikke kunne få Larry Kings angivelige løn på 16 tusind dollars om året til at passe med finansiering af en fest til flere hundrede tusind dollars for de absolutte magtcirkler i Det Republikanske Parti.
DeCamp skriver:
"Hvorfor var jeg bekymret? Fordi, fra min erfaring som formand for Bank-, Handels- og Forsikringsudvalget i den lovgivende forsamling vidste jeg at med alle de lovgivningsmæssige kontroller, der eksisterede for en føderalt forsikret institution, var det umuligt at et sådant tyveri kunne ske uden samarbejde med embedsmænd højere oppe. Larry King kunne kun have opnået dette massive tyveri med hjælp eller samarbejde fra tilsynsmyndigheder eller politikere på højeste niveau. Det betød, at regeringsinstitutioner måtte være blevet kompromitteret."

Senator Loran Schmit, som ledede undersøgelsen af Franklin Credit Union, havde sine egne grunde til at tro, at denne undersøgelse af sammenbruddet i kreditforeningen var nødvendig, skriver DeCamp. Han havde, ifølge DeCamp, hørt fra sine venner i den afro-amerikanske del af lokalområdet, "at Larry King brugte penge som en beruset sømand", men at han samtidig ikke tog nogle lån.
Senator Schmit og DeCamp troede på det tidspunkt kun, at sagen ville dreje sig om tyveri og muligvis ulovlige finansielle transaktioner.

Den 18. november 1988 vedtog Nebraskas lovgivende forsamling senator Loran Schmits beslutning til fordel for en undersøgelse. Ved nogle "særlige høringer i den lovgivende forsamlings direktion blev trådene af beviser mod Larry King endelig trukket sammen, foran embedsmænd, der ville lytte efter," skriver DeCamp.
Efter den første session, den 12. december 1988, meddelte senator Ernie Chambers, at undersøgelsen ikke kun skulle komme ind på økonomiske forseelser, men også fysisk og seksuelt misbrug af børn udført af personer forbundet med Franklin Credit Union. Senator Loran Schmit tilføjede noget, som måske kunne opfattes som en trussel i ørene på personer som fx dommer Richard G. Kopf og statsadvokat Robert Spire. "Folk i officielle embeder kan blive påvirket," sagde han.
Carol Stitt, Dennis Carlson og bestyrelsesmedlemmet Burrell Williams fra Foster Care Review Board havde, ved en tre-en-halv timer lang høring, fremlagt anklager om misbrug af børn mod Larry King og flere folk omkring King.
FCRB-lederen Carol Stitt gav også en oplysning om Larry King, som hun allerede i juni 1988 havde videregivet i et brev til statsadvokat Robert Spire. Det drejede sig om en forbindelse Larry King havde til Kansas City. I sit vidneudsagn fortalte hun, at hun havde krydstjekket Larry King med en betjent fra Kansas City. Denne betejent havde efterspurgt, hvornår "Nebraska ville slå ned på King". Carol Stitt fortalte, at betjenten "bekræftede, at Larry King havde været der, havde bidraget med penge til et opholdssted og da han gik, stod tre drenge frem og sagde, at de var blevet misbrugt af ham, mens han var der."

Den lovgivende forsamlings Franklin-komité hyrede, i februar 1989, sin første efterforsker – den tidligere politimand Jerry Lowe. I sit notat til udvalgskomitéen om resultaterne af sin første omfattende evaluering af sagen, skrev Lowe:
"Denne sag er helt sikkert en kompleks og kompliceret sag, der begynder med lukningen af Franklin Credit Union ... og derefter knopskyder til en situation, hvor der opstår yderligere beskyldninger (ud over de økonomiske utilbørligheder), herunder påvirkningshandel, børnemishandling og omsorgssvigt, seksuelt misbrug af børn, pornografi, stofmisbrug, drab".

Men Lowe fortsatte og pegede på de beskyldninger, der er omdrejningspunktet for DeCamps bog. Han nævnte beskyldningerne om "passivitet" "overfor begivenheder, der går flere år tilbage" og "muligvis misbrug fra retshåndhæveres, de offentlige instanser samt embedsmænds side".
"Endnu vigtigere, der synes at være en voksende offentlig opfattelse, om at mange af de berørte myndighedskontorer og/eller embedsmænd deltager i en mørklægning..." udtalte Lowe. "Den opgave, som udvalget har påtaget sig, bliver ikke let..." konstaterede han.
Så borede Lowe sin finger lige ind i, hvad der synes at være sagens kerne:
"Beskyldningerne vedrørende udnyttelse af børn er helt sikkert foruroligende. Hvad synes, at være dokumenterede tilfælde af børnemishandling og seksuelle overgreb, som går flere år tilbage, uden at håndhævelsesforanstaltninger bliver udført af de relevante myndigheder, er helt klart ufatteligt."

I denne og andre rapporter gjorde Lowe det klart, at alle aspekter af Franklin-sagen var politisk problematiske. Larry King var blevet velhavende og indflydelsesrig takket være en lang række "store mennesker," kommenterede han. Desuden rapporterede Lowe, at der var indikationer på, at King var involveret i våben- og pengeoverførsler til Nicaragua, og på at CIA var involveret, og muligvis "en forbindelse til Det Hvide Hus." Der så ud til at være "en form for forbindelse mellem de manglende penge [fra Franklin Credit Union], krisen i opsparing og lån, og transporten af penge til Haiti og Nicaragua."
Altså en gentagelse af det mønster vi oplevede omkring både Craig Spence og Roy Cohn (se del 1): Påstande om involvering i seksuelt misbrug af børn, seksuel afpresning og indblanding i våben- og pengeoverførsler til Nicaragua – såvel som kontakter til Det Hvide Hus.

Lowe skrev, at der var beviser for, at Omaha politichef Robert Wadman havde opholdt sig i Larry Kings bolig i Washington, D.C. Lowe undersøgte sporene i de dokumenter, som var samlet af Foster Care Review Board. I marts interviewede han Loretta Smith tre gange. I april talte han med Cornelia "Nelly" Webb (nu Patterson), som på det tidspunkt havde taget sit oprindelige efternavn tilbage, efter hun ikke længere var under Webb-parrets forældremyndighed. Med Lowes efterforskningsrapporter i hånden indkaldte Franklin-udvalget til høringer – blandt andre statsadvokat Robert Spire. I sit vidneudsagn den 22. juni 1989 fremstod statsadvokaten stadig upåvirket, fortæller DeCamp. Spire pegede på, at FBI, Omaha Politi og Nebraska State Patrol alle havde konkluderet, at rapporterne om børnemishandling ikke havde nogen substans.

DeCamp fortæller, at den nationale fællesorganisation for kreditforeninger (National Credit Union Association) valgte at foretage sin egen undersøgelse af, hvad der var sket med Franklins manglende millioner. Dette skete mens den lovgivende forsamlings Franklin-udvalg startede sine høringer i slutningen af 1988. Det var et firma kaldet Financial Advisory Group (FAG), som udførte undersøgelsesarbejdet for den nationale fællesorganisation for kreditforeninger.
Her fremlægger DeCamp endnu et eksempel på den statsinducerede korruption, han mener, fandtes i forbindelse med sagen:
FAG var et partnerskab dannet af John Queen og Robert Kirchner, som tidligere var blevet udnævnt af guvernør Robert Kerrey som statens tilsynsmyndighed til at føre tilsyn med afviklingen af den krakkede Commonwealth-bank. I deres 1989-1990 revision af Franklin Credit Union, konkluderede Queen og Kirchner, at Larry King brugte stort set alle sine penge på blomster, limousiner, guldure og hans generelle ekstravagante livsstil.
Også under sin revision af Franklin Credit Union var Queen i 1990 tilsynsførende for afviklingen af Commonwealth-bankens resterende aktiver og udbetalingen af provenuet. Den 14. august blev hans chefassistent i boet, Kent Johnson, anholdt af FBI for at stjæle over en million dollars fra banken. Queens medunderskrift var på hver eneste check, Johnson havde skrevet for at stjæle pengene, fortæller DeCamp. Men Queen hævdede, at hans navn var blevet forfalsket.
"Hans karriere var i hvert fald tæt sammenflettet med Johnsons," skriver DeCamp og fortsætter:
Johnson arbejdede for ham i forbindelse med Commonwealth-betalingsstandsningen, på revisionen af Franklin Credit Union og i selskabet Phoenix Sign Corp, der var ejet af John Queen. Det var en forretning Queen havde lanceret ved at opkøbe aktiverne i et firma-konkursbo, hvor en af hans medejere af en 50.000 dollar firma-andel, var ingen ringere end Larry King. DeCamp fremlægger altså en klar direkte forretningsforbindelse mellem Larry King og den ledende revisor, der på nationalt niveau behandlede Larry Kings økonomiske svindel.

Senator Loran Schmit mente ikke, at der var fundet "den rygende pistol, der ville fastslå sandheden af alle beskyldningerne om overgreb mod børn eller regeringsinstitutioners svigt." I juli 1989 mente nogle medlemmer i Franklin-udvalget, at senator Schmit ikke gjorde nok for at følge op på børnemishandlingen, og to senatorer – Chambers og McFarland – forlod udvalget.
Efterforskeren Jerry Lowe trådte tilbage og Schmit og de resterende medlemmer af Franklin-komitéen hyrede privatdetektiven Gary Caradori, en tidligere politimand, som erstatning for Lowe. Caradoris første indtryk af sagen var, at det fra "starten var tydeligt", at han "var oppe mod en barriere af mistillid til Franklins lovgivende udvalg." Han citeres af DeCamp for at have fortalt, at han gentagne gange fik at vide, at folk var bange for at røbe oplysninger, ikke kun på grund af gengældelse fra de påståede gerningsmænd, men også fordi de frygtede, at de ville blive offentligt miskrediteret i Omaha World-Herald. Caradori fortalte videre, at folk desuden blev modløse af manglen på fremskridt i sagen, og "de har oversat dette til at betyde 'mørklægning'". Han mente også, at der "var meget lidt af substans med hensyn til førstehåndsinformation" i de rapporter, som Jerry Lowe havde genereret. Det blev derefter besluttet, fortæller Caradori, at det var vigtigere at lokalisere personer, der rent faktisk var blevet misbrugt og som deltog i de forskellige aktiviteter i sagen.

Flere angivelige ofre taler
Caradori fandt ofre, der ville tale. Fire af dem tillod ham at videooptage deres historier. Det blev til næsten 30 timers filmsessioner optaget i slutningen af 1989 og begyndelsen af 1990. Disse interviews indeholdt detaljerede påstande om seksuelt misbrug, stofbrug, pornografi og andre forbrydelser begået af fremtrædende Omaha-borgere. Det drejede sig blandt andre om personer som allerede var navngivet af Nelly og Kimberly Webb, Brenda Parker og Loretta Smith som overgrebsmænd eller børnepornografer: Rusty Nelson, Deward Finch, Larry King.

Hvad disse angivelige offer-vidner fortalte, blev de centrale omdrejningspunkter i Franklin-sagen, men kun nogle få politifolk, statssenatorer og medlemmer af storjuryen gennemså videobåndene. Korte uddrag blev sendt på fjernsynet i Omaha. Da indholdet stort set ikke blev publiceret, "blev båndene et mål for spekulationer og fordømmelse, rygter og tvivl," skriver DeCamp.
Derefter viser DeCamp store uddrag af efterforskeren Caradoris rapporter skrevet udfra de gennemførte interviews. Uddragene inkluderer desuden hans noter om uoverensstemmelser, bekræftende detaljer og idéer til opfølgning og videre efterforskning.

Den første rapport er om vidneudsagnet fra den på det tidspunkt 21-årige Alisha Owen, der senere blev dømt og fængslet i 4,5 år for at vidne falsk:
"Fru Owens oplyste efter en tre-fire timer lang samtale, at hun havde været stærkt involveret med forskellige personer i Omaha, herunder tidligere medlemmer af Franklin Credit Union. Hun oplyste, at hun også var involveret med andre mindreårige, som var involveret i pornografi og homoseksuelle handlinger, der involverer forskellige mennesker i Omaha. Flere af de personer, hun nævnte, var Alan Baer, Harold Andersen og også tidligere politichef Robert Wadman, der havde deltaget i mange fester. Det skal bemærkes, at Alisha også indikerede, at hr. Wadman er pædofil."

Alan Baer var en forretningsmand, der var blevet milliardær på at drive stormagasiner. Harold Andersen var indehaver af avisen Omaha World-Herald.

DeCamp skriver derefter at i "modsætning til indtryk, som Omaha World-Herald forsøgte at formidle", opsøgte Alisha Owen ikke efterforskeren Caradori, og "hun fortalte ham kun en brøkdel af historien ved det første møde". Ifølge DeCamp var hun altså ikke en svindler, som havde fundet på historien for at tjene penge, som ellers var et af argumenterne for hendes senere dom for mened. "Som hun senere beskrev for det lovgivende Franklin-udvalg, var hun ekstremt tilbageholdende med overhovedet at involvere sig," skriver DeCamp i sin bog. Det understøtter DeCamp med at skrive, at det var fængselspsykiateren, som rådede Alisha Owen "til at fortælle sandheden og at samarbejde med Franklin-udvalget". Desuden citerer DeCamp Caradoris rapport fra sit andet interview med Owen:
"Alisha fortsatte med at sige, at hun ikke fortalte mig alle sine oplevelser den første gang, vi mødte hinanden fordi hun var 'usikker' på denne forfatter. Hun oplyste, at hun nu ville frem med de oplysninger, hun tidligere havde tilbageholdt. Konkret angav hun, at hun var en af de mindreårige, der var involveret i flyvninger til andre stater, og at hun kendte til andre mindreårige, der også var på disse flyvninger."

I sit næste interveiw med Alisha Owen optog Caradori hendes udtalelser på video. Interviewet tog ifølge Caradori tre timer, og han gør opmærksom på, at videoen blev stoppet flere gange, så hun kunne samle sig. Hun "blev meget ked af det, da hun diskuterede hendes seksuelle aktiviteter med Bob Wadman og med andre enkeltpersoner," skrev Caradori ifølge citaterne i DeCamps bog. Caradori skriver også, at hun videregav oplysningerne uden at blive spurgt direkte om specifikke enkeltpersoner.

Alisha fortalte, at hun mødte Larry King i august 1983, hvor hun var 14 år gammel. Dette skete gennem nogle drenge fra Boys' Town, bl.a en dreng kaldet Mark Powers, som inviterede hende til en fest. Denne første fest blev afholdt i august 1983 i en penthouse-lejlighed i det tidligere omtalte lejlighedskompleks Twin Towers. Alisha kom til festen sammen med Mark Powers og en anden dreng ved navn Troy Boner. Til stede, da de ankom til festen, var Larry King, Bob Wadman, Alan Baer, Harold Andersen (som hun benævner 'Harold Anderson') og andre voksne, som Alisha ikke identificerede på dette tidspunkt. Alisha anslog, at der var omkring seks voksne og 20 mindreårige tilstede. Mark Powers havde fortalt Alisha, inden de gik til festen, at der ville være marihuana, alkohol og så meget tilgængelig kokain, at "hun ville tro, at det sner." Alisha udtalte, "at festen blev holdt i Alfie Allens lejlighed i denne bygning". Senere læser man, at Alisha Owen oplyste Caradori om, at "Alfie Allen havde fået en Mercedes Benz af Larry King, og at Alfie var meget ked af det, da pengene holdt op med at komme ind på grund af lukningen af Franklin Credit Union". Af disse bemærkninger synes at kunne tolkes, at Alfie Allen er en af de drenge, som tidligere blev nævnt af Nelly og Kimberly Webb i socialarbejderen Julie Walters rapport: "Larry gav også nogle af drengene til disse fester nye biler."
Videre i Caradoris rapport om Alisha Owens oplysninger står der, at der var et "professionelt lavet" pornografisk videobånd, som viste to drenge på cirka 17 år, "engageret i homoseksuelle handlinger". Alisha så Larry King og en sort dreng gå ind i et af soveværelserne – og senere, da den sorte dreng kom ud af soveværelset, at han satte sin skjorte på plads og lukkede sine bukser. Alisha observerede også Alfie Allen gå ind og ud af soveværelset adskillige gange. Hun iagttog en ung dreng på cirka 14 år, der sad på Harold Andersens skød. Hun så derefter denne dreng og Harold Andersen gå ind i et af soveværelserne. Alisha observerede, at Alan Baer brugte "to linjer" kokain og røg marihuana. En ung dreng sad på Harold Andersens skød med hans bukser løsnet. "Han strøg barnets penis," står der i citatet fra rapporten.

Ved en tredje fest Alisha Owen deltog i og fortalte om, var flere af de samme personer til stede samt desuden en dreng, der blev kaldet Danny King (han hed egentlig James Daniel King). I Caradoris rapport står der, at "Harold Anderson var 'sammen med' Danny King" ("Harold Anderson was 'with' Danny King").
Til dennne fest begik politichefen Robert Wadman, ifølge Alisha Owen, overgreb på Alisha. Efter at hun havde siddet på hans skød, og han havde befamlet hendes bryster, mærkede han på hendes kønsdele og lukkede lynlåsen op til den jumpsuit, hun havde på. Hun bad ham stoppe, og han tog meget hårdt fat i hendes håndled og vred hendes håndled. Han tog derefter hendes tøj af og tvang hende til at udføre oralsex på sig. Han knebe hende på brysterne, mens hun knælede på en pude på gulvet, og han tog også fat i hendes hoved og tvang hende til at udføre oralsex på ham. Efter denne seksuelle aktivitet, begyndte hun at græde og gik på toilettet, hvor hun kastede op.
Wadman fortalte hende så, at han ville købe en ny kjole til hende. Han gav hende denne kjole "på den franske café" og sagde, at han ville vise hende vinkælderen. Dernede tog hun kjolen på, men han sagde, at hun ville se bedre ud uden kjolen, og fik hende til at tage den af. Han tog hendes trusser af og satte hende oven på et bord, spredte hendes ben og begyndte at røre ved hende. Hun græd, fordi hun var bange for, at han ville voldtage hende. Han onanerede og ejakulerede på hende. Da han fik udløsning, trak hun sig fysisk tilbage, hvilket gjorde Wadman meget vred.
Alisha fortalte, at under festerne var der "seksuelle møder mellem voksne mænd og mindreårige drenge". Normalt til stede ved disse "fester" var Larry King, Robert Wadman, Gene Mahoney, Alan Baer, Peter Citron, Harold Andersen og "skoleinspektøren for en skole".
Gene Mahoney er Eugene Thomas Mahoney (1928 – 2004), som var medlem af Nebraskas lovgivende forsamling og mangeårig direktør for Nebraska Game and Parks Commission (Spil og Park-kommission). I 1949 blev Mahoney ansat i Omaha Police Department, og han opnåede rang som sergent, før han trak sig fra afdelingen i 1961 for at blive statssenator.
Peter Citron var en berømt klummeskribent på Omaha World-Herald.

Alisha fortalte desuden Caradori, at der blev taget et billede af hende til en fest, mens hun var bundet. Hendes hænder var lagt i håndjern og hendes fødder var bundet op. "Det er sandsynligt, at fotografiet blev taget af Rusty Nelson," skriver Caradori. Alisha beskrev Rusty Nelson som en mand med blond hår, gennemsnitlig bygning, cirka 27 år gammel med acne-ar i ansigtet.

Alisha Owen fortalte også, ifølge uddraget af Caradoris rapport i DeCamps bog, at "Alan Baer 'cruiser' det gamle markedsområde for unge drenge", hvorefter han "tager dem med tilbage til sit kontor, hvor han får dem til at løbe nøgne på et løbebånd, mens han ser på dem". Caradoris skriver derefter i sin rapport, at dette "er blevet bekræftet af Troy Boner, som udførte denne aktivitet for Alan Baer".
Alisha hævdede også, at hun så en dreng sidde på Bob Wadmans skød til en fest, og at Wadman havde hænderne imellem drengens ben. Hun fortalte også, at Harold Andersen "kunne lide unge drenge, og at hans 'faste' dreng hed Jeremy og var cirka 14 år gammel, da hun så dem sammen. Hun sagde, at "Harold Anderson giver penge til drenge, og at hun har set unge drenge udføre oralsex på ham". Hun udtalte, at hun havde set Danny King give ham oralsex.

Caradori skriver, at han bad Alisha om at fortælle om den skoleinspektør, hun tidligere nævnte, deltog i "festerne". Alisha sagde, at han bor cirka 40 miles fra Omaha, er homoseksuel, ældre, skaldet, har dårlige tænder og er omkring 6 fod høj (svarer til cirka 183 cm). Hun fortalte, at denne person havde sex med Troy Boner i Twin Towers-lejligheden, og at han gav penge til Troy for dette.
Her skriver Caradori:
"Bekræftelse: Du vil senere se, at et andet vidne, Danny King identificerer Deward Finch, tidligere skoleinspektør ved Fort Calhoun High School som en person, han har haft sex med ved mange lejligheder. Han passer også til beskrivelsen givet af Alisha."

Alisha fortalte også, at "Troy Boner og Danny King blev taget til Council Bluffs af voksne mænd med seksuelle formål". Igen skriver Caradori:
Bekræftelse: Troy Boner og Danny King fortalte om disse begivenheder i detaljer i deres respektive videooptagelser.

Alisha beskriver også et tvunget seksuelt møde, som fandt sted på den franske café i august 1985. Ifølge teksten var der andre tilstede; "fem drenge fra Boys Town, Tom McKinney [sic] og Judge Theodore Carlson, blandt andre". En person som benævnes "Larry (Lnuk)" fortalte Alisha, at "nogen venter nedenunder, og du må hellere være god." Derefter står der:
"Hun udførte oralsex på dommer Carlson og mødet varede cirka 20 minutter...."

Her skriver Caradori:
"Det skal på dette tidspunkt nævnes, at individet identificeret som Larry (Lnuk) er kendt som Larry Kings 'håndlanger'. Jeg har ikke været i stand til at bestemme hans efternavn. Det var ikke sædvane for personerne i denne gruppe at røbe deres efternavne, og det var også almindeligt at bruge aliaser."

Alisha sagde, at politichef Robert Wadman havde fortalt hende, at Larry King "skylder ham meget", og at "han havde gjort meget for Larry King." Hun sagde, at hun havde fået at vide, at "PJ. Morgan leverer en masse stoffer". PJ. Morgan var Omahas borgmester.
Alisha tog adskillige flyture med seksuelle formål beordret af Larry King. Dette inkluderede ture til Los Angeles, Kansas City og Pasadena i Californien. På disse flyvninger var der også andre mindreårige.
I uddraget fra Caradoris rapport beskrives bl.a. en af de seksuelle opgaver på en af disse rejser. Det foregik på "et motel af typen Embassy Suites" i Californien. To forretningsmænd kom ind på hotelværelset, og en af mændene havde sex med Danny, og den anden havde sex med Alisha. Caradori skriver, at de to ingen penge fik, men han bemærker i den sammenhæng, at Alisha sagde, at Larry King havde beordret hende til at tage denne tur. Manden Alisha havde sex med, beskriver hun som "extrem underlig". Han slog hende, tvang hende til at have analsex og smed hende rundt. Han tog en kniv frem og truede hende, hvis hun ikke udførte oralsex på ham, og han truede med at skære hendes brystvorter af. Hun var bange og græd. Hun sagde, at da mændene endelig gik, var de begge meget oprørte. Danny var meget ked af det og vred, fortalte hun. "Deres prøvelse med disse to mænd varede cirka seks timer," skriver Caradori. Desuden var de begge bange for at tage et brusebad af frygt for, at mændene ville komme tilbage ....
Her skriver Caradori igen:
"Bekræftelse: Troy angiver i sin videoerklæring, at Alisha efter denne prøvelse var ekstremt ked af det og 'lugtede' og var 'helt ude i tovene'".

Den amerikanske formulering på den sidste del er, at hun var "a 'mess'", som både kan henføre til en oplevelse af fysisk og psykisk "rod" omkring en person.
Caradori spurgte Alisha om, hvem der deltog i, og hvem der var bevidst om transport af børn til seksuelle formål på tværs af statsgrænser. Hertil svarede hun, at Larry King og Alan Baer var klar over dette. Caradori skriver, at det er sandsynligt, at andre voksne også var klar over dette. I den forbindelse står der desuden, at Alisha hævdede, at "Bob Kerry kendte til disse aktiviteter" (sandsynligvis med reference til den siddende Nebraska-senator Robert Kerrey). Hun fortalte, at det var Larry Kings 'håndlanger', Larry (Lnuk), der havde fortalt hende dette. Denne Larry indikerede også, ifølge Alisha, at "Bob Kerry kendte til lukningen af Franklin Credit Union, før den faldt".

Herefter kommer et kort afsnit, som bekræfter nogle tidligere påstande fra et andet tidligere angiveligt offer: Loretta Smith. Alisha sagde, ifølge Caradoris rapport, at hun også "kender Peggy West, datter af Gary West, som er en god ven af Larry King". Loretta Smith havde som tidligere nævnt oplyst, at hun havde været hos West-familien flere gange, at Gary West var homoseksuel og alkoholiker, og at han skyldte Larry King mange penge for stoffer, som han både tog selv og solgte. Alisha sagde desuden, at Peggy også "kan være blevet udnyttet og/eller er bekendt med disse aktiviteter". Alisha var også bekendt med Gary West og indikerede, at han var bartender på Max Bar i Omaha. I den tidligere efterforsker betjent Carmeans rapport stod der, at han "efter sigende" var manager for homo-baren Max.

Da Alisha blev spurgt om satanisk kultaktivitet, sagde hun, at Troy Boner og Danny King var involveret i denne aktivitet, og at Danny King på et tidspunkt var ekstremt "anti Gud". Hun nævnte også "et hus på Leavenworth, hvor der er eller var et pentagram tegnet på køkkengulvet". Hun havde også set sataniske billeder på væggene i dette hus. Derudover fortalte hun, at hun så Bob Wadman komme ud af dette hus ved én lejlighed. Her skriver Caradori:
"Bekræftelse: Loretta Smith nævnte, at en person aktivt involveret i kultaktivitet var en mand identificeret som Kings Horses. Hun [Alisha] sagde, at Larry (Lnuk), der er Larry Kings 'håndlanger', er kendt som Kings Horses."

Alisha beskrev også en sort mand, James Teddy Broom, med fedtet hår, flad næse, "opslidsede øjne", som "går sjovt" - og hun fortalte, at han gør det "beskidte arbejde" for Larry (Lnuk). Gary Caradori skriver, at Loretta Smith angav, at denne mand, Teddy Broom, "var medvirkende til satanisk kultaktivitet, og truede hende hvis hun sagde noget om, hvad der skete på møderne" – at han ville voldtage hendes mor som en advarsel. Også Alishas beskrivelse af en anden mand, ved navn Frank Kessler, som "altid talte om det okkulte, men ønskede at komme ud af det", blev bekræftet af et andet vidne, ifølge Caradoris rapporter. Dette vidne, ved navn Lisa Sutherland, som ligeledes fortalte om satanisk aktivitet og teenage prostitution i Omaha, nævnte også en Frank Kessler som var involveret i kultaktiviteter. Lisa Sutherland kendte desuden til en socialarbejder, Florence Davis, der kunne være forbundet med denne gruppe mennesker, og som kunne være "involveret i at 'transportere børn' til bestemte plejefamilier".

Her viser DeCamp et transskriberet interview med direktøren for Omaha Children's Home (Omaha børnehjem), Millie Boggs. Interviewet blev fortaget af Gary Caradori som en del af hans efterforskning. I dette interview giver Millie Bogs også udtryk for at mistænke Florence Davis. Hun fortæller om et møde, hun deltog i sammen med Florence Davis og en anden statsansat ved navn Lloyd Linquist, der arbejdede med planlægning af varigheden af børns placering i udvalgte plejefamilier. Mødet fandt sted i slutningen af juni 1983 og handlede, ifølge Millie Bogs, om at overbevise hende om, at staten ikke skulle ændre holdning om tre af de børn - Sean, Sally og Steve McArthur - der var placeret hos Jarret og Barbara Webb. Målet for Florence Davis og Lloyd Linquist var ifølge børnehjemsdirektøren Millie Boggs, at Webb-parret skulle fortsætte med deres adoptionsplaner og fastholde placeringen af børnene i Webb-hjemmet. Målet var også at fortællle hende, at "de følte, at de var i bedre position til at vurdere, hvad McArthur-børnene havde brug for," udtalte Millie Bogs. Børnehjemsdirektøren fortæller, at hun et par dage senere tog med Florence Davis på besøg i Webb-hjemmet, "da Florence troede, at jeg ville have det bedre med placeringen, hvis jeg havde mulighed for at møde Webb-parret". Millie Bogs fortsætter:
"Helt modsat var jeg, efter mødet med hr. og fru Webb, mere bekymret end nogensinde, da jeg ikke følte, at det var et ordentligt hjem til disse tre børn...."

Hun fortsætter med at sige, at hun syntes, det var "ekstremt mistænkeligt", at på det tidspunkt hvor "rodet med King" dukkede op, forlod Florence Davis pludselig staten – "næsten natten over" angiveligt til Californien. Kort tid senere blev Lloyd Linquist sygemeldt og var væk i mange måneder. Og da det var tid til, at han skulle vende tilbage, sagde han også op. Mens han var på orlov, forstod Millie Boggs, at han tog en tur til Tahiti. "Jeg tror personligt, at Lloyd Linquist og Florence Davis ved meget om situationen omkring misbrug af disse børn, og de skal findes og udspørges...," udtaler direktøren for Omaha børnehjem, Millie Boggs, ifølge rapporten.
Hun er desuden citeret for at sige, at hun bemærkede, at Florence, før hun blev supervisor, "erklærede sig konkurs, mens hun boede i sin nye ejerlejlighed og havde sin nye bil". Men efter det, når Millie Boggs så Florence, var hun "klædt ekstremt godt og virkede ikke til at have nogen pengemæssige bekymringer". Børnehjemsdirektøren fortæller desuden, at Lloyd Linquist også var "upåklageligt klædt", og at nogen fortalte hende, at "han kun havde lejet et værelse på Grace Bibelinstituttet og faktisk ikke engang havde en lejlighed". I den forbindelse syntes Boggs, at "det var interessant, at Lloyd" i de år "kunne tage på ture til Europa" og "andre eksotiske ferier på løn, som han fik udbetalt af NDSS" (Nebraska Department of Correctional Services - Nebraskas fængselsvæsen).

Alisha blev gravid på et tidpunkt i den lange periode med seksuelle overgreb på hende. I gengivelsen af interviewet med Gary Caradori står der, at hun omtalte sit barns ophav:
"Hun sagde, at hun er 99,9 procent sikker på, at hendes barn er Bob Wadmans, og undfangelsen fandt sted i august 1984. Hun havde almindeligt samleje med ham den 8. august, 10. august, 17. august og 22. august."

Caradori interviewede også det andet angivelige offer, som Alisha Owen omtalte: Troy Boner.
I bogen viser John DeCamp angiveligt en del af Caradoris rapport, hvor dette interview fremgår. Det følgende er et referat af denne del af bogen.
Troy Boner mødte Alan Baer første gang i august 1983 igennem en ven ved navn Tim Prescott. "Tim samlede ham op i Alan Baers bil og fortalte ham, hvordan han kunne lave nogle penge," står der i Caradoris rapport. Tim tog Troy med til Alan Baers bolig i Twin Towers. Troy oplyste Caradori om, at det var lejlighed #201.
Troy vidste, at Alan Baer var der, så han kunne møde ham, og så Troy kunne tjene nogle penge. Han tænkte, at "han ville lade Alan Baer udføre oralsex på ham", fordi Tim Prescott "havde fortalt ham, hvad 'ordningerne' ville være...."
Derefter fortæller Troy om det næste seksuelle møde hos Alan Baer, hvor der var tale om gensidig onani og oralsex. Han fik 400 dollars i 50-dollarsedler for denne ydelse, som han kun havde regnet med at få 50 dollars for.
Derefter tog Alan Baer Troy og en anden dreng til Des Moines, Iowa, i en solbrun Mercedes, som Troy tænkte muligvis var lejet. Den anden dreng hed Shawn og var cirka 12-13 år gammel. De boede på Savoy Hotel i centrum af Des Moines. Troy og Shawn blev inde i værelset på hotellet, mens Alan Baer havde nogle forretningsmøder. De tre havde sex flere gange, mens de var på hotellet. Troys mor meldte ham savnet, mens han var i Des Moines, så han ringede til sin mors kæreste og fik hende til at hente ham i Des Moines. Han forlod stedet uden at sige noget til Alan Baer.
Troy fortalte, at han mødte Larry King gennem Alan Baer. Alan Baer havde talt med Larry King om Troy, "så Larry King henvendte sig til ham i juli 1984 i Max Bar og greb fat i Troys skridt". "Bemærk venligst, at han var mindreårig på dette tidspunkt," skriver Caradori i sin rapport.
Derefter fik Larry King Troy til at flytte ind på et hotelværelse. I løbet af de næste tre uger udnyttede Larry King Troy Boner gentagne gange, blandt andet analt.
I maj 1985 havde Alan Baer, ifølge Troy Boner, også analsex med Danny King i Alans lejlighed i Twin Tower. Danny King fik angiveligt 300 dollars for dette. Det var Troy Boner, der introducerede Danny til Alan Baer.
I juni eller juli 1985 var Troy til en fest, hvor der var en 15-årig dreng placeret i midten af rummet med sine bukser nede. En voksen mand indsatte perler i drengens anus. Andre voksne mænd sad omkring drengen og onanerede. Troy blev beordret til at lege med den unge drengs kønsdele. Han oplyste, at han havde fået at vide, at den voksne mand, der indsatte perlerne i den unge drengs anus, var politimand. Den påståede politimand onanerede på drengen i midten af rummet.
Troy sagde også, at en person, han identificerede som PJ. Morgan også var der og onanerede, mens den unge dreng blev udnyttet midt på gulvet.
Troy fortalte, at han mødte Alisha Owens i februar eller marts 1984 - og at Alisha "mistede sin mødom med ham". Han hævdede desuden, at det var ham, der præsenterede hende for Bob Wadman til en fest holdt på et kontor i "Woodmen Tower". Da han blev bedt om yderligere oplysninger om politichefen Robert (Bob) Wadman, sagde han, at Wadman kan lide at have sex med små børn, og at der foruden Alisha Owen var en anden mindreårig pige, han også "var involveret i". Han identificerede denne pige med efternavnet Hovel, og sagde at hun var flygtet fra Chicago. Han fortalte, at sidste gang han så denne pige var i maj 1986.

Troy oplyste, at Bob Wadman "tog på ture med Larry King".
Troy var også på en flytur, for at have sex med en person ved navn Ron Gilbert, som var "filmproducent for en tv-serie". At dømme på beskrivelsen kan det være denne kendte Emmy-nominerede filmproducent, Ron Gilbert, der hentydes til. Troy sagde, at han ikke fik nogen penge for at have sex med Ron Gilbert, og at han og Larry King også havde sex på denne tur.
Den næste tur fandt sted i et privatfly til Californien. Til stede var Troy, Danny King, Alisha Owens, to mindre børn – og Larry King. Troy sagde, at han vidste, at Danny og Alisha ville blive brugt til seksuelle formål imod deres vilje. De to mindre uidentificerede børn blev sat af på to forskellige steder på turen. Troy sagde, at han troede, at disse to børn blev "solgt". Han hævdede, at Ron Gilbert, tv-producenten fra Californien, også var involveret i at lave pornografiske film. Troy hævdede desuden, at flere personer leverede illegale stoffer - bl.a. Larry King, Alan Baer og Robert Wadman. Troy udtalte, at Alan Baers sekretær, Claire, "lavede 'aftaler' med børn for Alan Baer". Han sagde desuden, at Larry King og Bob Wadman og et par andre mænd tog en tur et sted hen med to unge drenge. Han sagde, at de to unge drenge ikke kom tilbage fra turen.

Caradori interviewede desuden det trejde angivelige offer, som både Alisha Owen og Troy Boner omtalte: Danny King.
I forbindelse med interviewet med Danny King skriver Caradori, at man venligst skal bemærke, at cirka fem timers video blev gennemført. Han skriver også, at det var helt tydeligt, at "det var meget svært for Danny at afsløre begivenhederne fra hans fortid".
Han skriver også:
"Det er tydeligt, at der er nogle uoverensstemmelser mellem Alisha Owens og Danny Kings udtalelser, men denne forfatter føler, at Danny var stærkt involveret med stoffer i denne periode og ikke var helt sikker på visse detaljer. Faktisk vidste Danny ikke hvilken måned, der følger efter december.
På dette tidspunkt indikerede Danny, at han var lettet og ville 'gå videre'. Det er denne forfatters opfattelse, at Danny endelig er ved at få styr på virkeligheden. Han tilkendegav også, at det er første gang, han nogensinde har fortalt nogen, om de ting der er sket for ham."

Danny King mødte Alan Baer gennem Troy Boner. Første gang Alan Baer og Danny var sammen drak de snaps og havde gensidig oralsex. Danny fik ligesom Troy penge for disse seksuelle ydelser. I dette tilfælde fik Danny 50 dollars af Baer. Det foregik efter skole på Alan Baers bopæl. Danny var mellem 13 og 14 år på det tidspunkt. Dette skete derefter hver uge i cirka syv måneder, ifølge Danny King.
I april 1984 mødte Danny Larry King på Alan Baers bopæl. Alan og Danny tog begge kokain. Larry King havde analsex med Danny. Det gjorde ondt på Danny, og Danny fik ham til at stoppe, hvorefter han gav Larry King oralsex. Men fordi han spyttede Larry Kings ejakulation ud – og ikke slugte det – slog Larry King Danny med en sko på siden af hovedet. Danny fik ingen penge for dette.
Danny begyndte at se Alan Baer igen, og Alan introducerede Danny til at "skyde" kokain (kokain med indsprøjtning). Alan gav ham et skud i armen, og Danny blev syg. Igen var der oralsex, som Danny denne gang modtog 50 dollars for.
Danny nævnte en person ved navn Larry, Jr., som er Larry Kings "højre hånd". Da han blev vist fotografier, identificerede Danny skoleinspektøren Deward Finch som "Chuck". Han havde også haft sex med Danny en del gange.

Pressekonference og reaktioner - men ingen retsforfølgelse
På en pressekonference den 18. december 1989, meddelte senator Loran Schmit, at han havde fået videoerne med vidneudsagnene fra de tre angivelige ofre og vidner i Franklin-sagen. Den var blevet set af ham selv og de andre medlemmer af Franklin-udvalget, senatorerne Bernice Labedz, Dan Lynch, Jerome Warner og Dennis Baack. Det skal nævnes, at Loran Schmit i en anden forbindelse beskrev sig selv og de øvrige udvalgsmedlemmer som "tre landmænd, en blikkenslager og en bedstemor" – altså ret almindelige Nebraska-borgere, selvom de var folkevalgte senatorer.
På pressekonferencen blev senator Schmits brev til statsadvokat Robert Spire videregivet:
"Medlemmerne af vores udvalg er forfærdede, ved at ingen statslige eller føderale efterforskningsorganer interviewede nogen af disse nye vidner, som vi har – selvom de blev opdaget af vores efterforskningsindsats efter ret kort tid og med et meget lille budget.... Det er alle udvalgsmedlemmernes opfattelse, at de beskrevne aktiviteter og de involverede personer skriger efter handling, uanset om der er tale om forældelsesproblemer eller ej.... Som et resultat af de nye beviser og nye undersøgelser, er vi alle blevet meget, meget bekymrede."

Schmit udtrykte sin personlige tilbøjelighed til helt at frigive båndene, af hensyn til "vores vidners sikkerhed" og foretage en hurtig undersøgelse. Han overholdt dog udvalgets konsensus, og tilbageholdte dem. I december 1989 havde lokale, statslige og føderale politienheder modtaget kopier af videobåndene af Alisha Owen, Troy Boner og Danny King. Nogle embedsmænd udtrykte, at de troede på de angivelige ofre. Det gjorde fx Douglas Countys sherif Dick Roth ved at sige, at han fandt vidnernes udsagn troværdige. Men der skete intet i forhold til at bevæge sig i retning af retsforfølgelse.

Nu hvor der var tvivl om myndighedernes egen adfærd, rådede John DeCamp senator Loran Schmit til at gå til den højeste myndighed, han kunne – en myndighed, som var over den myndighed, som blev anklaget. Senator Schmit og John DeCamp mødtes derfor med den regionale chef for FBI, Nick O'Hara. "I brutalt sprog og med den mest dystre opførsel gjorde O'Hara det klart, at hans nærmeste ven i verden sandsynligvis var politichef Robert Wadman," skriver DeCamp i sin bog. O'Hara udtalte angiveligt, at "enhver, der ville vove at anklage Robert Wadman for upassende adfærd må hellere indse, at de ved at anklage Wadman i praksis ville sætte sig op imod Nick O'Hara og FBI". DeCamp skriver videre, at O'Hara derefter fik DeCamp og senator Schmit til at give ham oplysninger om dem selv, som om det var dem, der blev anklaget og efterforsket af FBI.
"Hvad er din fødselsdato? Hvor blev du født? Hvad er dit nøjagtige navn? Har du nogen aliaser?" spurgte O'Hara.

Efter Caradoris første bånd var blevet sendt til retshåndhævende myndigheder, blev nogle oplysninger om hvad de indeholdt lækket til offentligheden – og blev genstand for udbredt diskussion. Artikler begyndte at dukke op i Omaha World-Herald, "som havde til formål at miskreditere vidnerne og skræmme eventuelle andre potentielle barneoffer-vidner fra at vidne eller komme frem med information," skriver DeCamp. Efterhånden som historierne spredte sig, gav Gary Caradori udtryk for sin bekymring til Senator Schmit:
"Medmindre de (børne-vidnerne red.) kommer ind i et beskyttet miljø, hvor Alan Baer og Larry King og Robert Wadman ikke er i stand til at komme til dem og skræmme dem, kan jeg fortælle dig, at børnene vil klappe i. De vil gøre, hvad de fyre beordrer dem til. De vil klappe i, eller de ender med at være døde."

Medlemmerne af Franklin-udvalget var klar over, at de var nødt til at gøre noget for at beskytte vidnerne. Men DeCamps juridiske råd til senator Schmit var ikke at blande sig på nogen måde ved at yde penge eller bistand eller beskyttelse af vidnerne, da senatoren og udvalget ellers kunne blive anklaget for upassende adfærd og manipulation med vidner. Det "var den mest smertefulde information, jeg nogensinde har været nødt til at give nogen," skriver DeCamp. I begyndelsen af januar 1990, blev der holdt et hemmeligt møde om problemet, hvor disse personer deltog: Senator Chizeksig, senator Schmit, sherif Roth, dommer Corrigan fra retten i Douglas County og John DeCamp.
DeCamp skriver, at der ikke var tvivl om, at sherif Roth og andre i lokalet troede på gyldigheden og nøjagtigheden af de påstande, der var fremsat på videobåndene.
Decamp husker, at sherif Roth udtalte, at "Nick O'Hara fra FBI og Robert Wadman er tættere end nitten er til tyve," som en hentydning til hvor gode venner de to mænd var – og måske også til det betænkelige potentiale for korruption heri.
Ifølge DeCamp fortsatte sherif Roth i al fald således:
"Alle i politiet ved det. Jeg ved det særligt godt. Tættere end nitten er til tyve. Det gør det næsten umuligt at få noget gjort eller at arrangere vidnebeskyttelse gennem FBI. Jeg vil forsøge at hjælpe på enhver mulig måde, men jeg er ikke sikker på, at noget kan eller vil blive gjort. Disse involverede mennesker er bare for magtfulde. De bærer nok vægt i dette samfund til at gøre, hvad de vil og slippe afsted med det."

DeCamp afslutter afsnittet med ordene:
"Nettoresultatet af det hemmelige møde med sherif Roth og Dommer Corrigan fra retten i Douglas County var ingenting".

En af de anklagede dømmes som psykisk forstyrret seksualforbryder i anden sammenhæng
DeCamp skrev som tidligere nævnt en artikel til medierne om sagen kaldet "The DeCamp Memo". Det var en reaktion på diverse mediebeskyldninger mod ham fra journalister om uretmæssig opførsel i forhold til informationer fra vidner i sagen. En journalist havde skrevet, at det var DeCamp, der havde taget kontakt til Loretta Smith og ikke omvendt, som DeCamp hævder. Advokatforeningen meddelte DeCamp, at han var under undersøgelse for uretmæssig kontakt med et vidne, hvilket kunne betyde eksklusion af foreningen og dermed fratagelse af retten til at drive advokatvirksomhed.
I sit memo fremlagde DeCamp de samme beskyldninger mod de magtfulde personer, som han senere gjorde i sin bog: De mest høtstående og betydningsfulde af disse var udgiveren af Omaha World-Herald Harold Andersen, lederen i den krakkede sparrekasse Franklin Credit Union Larry King, politichefen Robert Wadman, mediepersonligheden Peter Citron samt forretningsmanden og milliardæren Alan Baer.
DeCamp fik besked om, at der var blevet indgået en aftale blandt de forskellige personer, han havde navngivet i notatet, om at Peter Citron skulle være den, der sagsøgte ham. "Formålet skulle være at ødelægge mig i offentlighedens fulde øjesyn, og at afvise DeCamp-memoet," skriver DeCamp.
Derefter konstaterer han:
"Sandheden satte en stopper for den plan. Ikke længe efter beskeden blev leveret til mig, blev Peter Citron sigtet for sexforbrydelser, der involverede mindreårige drenge i Omaha-området."

Nogle forældre, som vidste, at "deres børn hang omkring Peter Citron", var chokeret over at se ham navngivet i DeCamp-memoet. De spurgte deres børn, om der var nogen sandhed i påstandene med hensyn til Citron. "En efter en begyndte drengene at udøse sandheden for deres forældre," skriver DeCamp. DeCamp afslutter afsnittet med disse ord:
"Forældrenes krav om øjeblikkelig handling efterlod politiet og anklagerne uden noget valg. De var nødt at rejse tiltale mod Peter Citron, selvom jeg snarere formoder, at de ikke ville det. Citron erkendte sig til sidst skyldig. I dag sidder han i fængsel, dømt som psykisk forstyrret seksualforbryder."

Her er det avisen UPI, som fra sine arkiver bekræfter denne udgang for den tidligere avis-klummeskribent og tv-underholdningskritiker, Peter Citron.
DeCamp fremviser desuden det brev, han fik fra advokatforeningen om, at de havde lukket sagen. Han beskriver særligt avisen Omaha World-Herald som et propaganda-medie imod opklaringen af beskyldningerne om misbrug af børn, satanisme og rituelle mord i Nebraska.
I den forbindelse anfører han:
"Hvorfor al denne anstrengelse? Fordi, tragisk nok, synes de mennesker, der kontrollerer World-Herald at have en stærk egeninteresse i at undertrykke sandheden."

Endnu et angiveligt offer taler
I maj 1990 interviewede Caradori et fjerde angiveligt offer, Paul Bonacci, hvis vidnesbyrd bekræftede og forstærkede historier fortalt på de tidligere videobånd.
DeCamp viser i sin bog efterforsker Gary Caradoris noter af 10. maj fra hans første kontakt med Bonacci på Douglas Amtsfængsel. Bonacci fortalte, at han kendte Troy Boner, Danny King og Alisha Owen. Han oplyste endvidere, at han havde været offer for Alan Baer, Peter Citron og Larry King. Han fortalte desuden, at han havde en vis viden om Bob Wadman, Harold Anderson og en dommer, som han senere omtalte som Carlson. Han anslog, at han i årene fra 1982 til 1986 havde været på 200-300 rejser og havde været involveret i omfattende homoseksuel aktivitet, fra han var omkring 8-10 år gammel, indtil han var ung voksen. Det var bl.a. ture til Californien, et par ture til Washington, D.C. og også ture til Des Moines, Minneapolis, Kansas City, Austin, Houston, Dallas, St. Louis, Miami, Pasadena, Tampa, Lincoln og Grand Island. Nogle af disse rejser troede han involverede politikere fra Washington, D.C., men han kendte ingen ved navn på grund af sin unge alder.
Paul Bonacci oplyste, at han var hos Omaha Politi engang i marts og talte med en politidetektiv Mike Hoch. Han havde været meget hård ved Bonacci og endte med at fortælle Bonacci, at han var bange for, at Larry King ville retsforfølge Bonacci, da der ikke ville blive noget forsøg på at give Bonacci formel immunitet.
Paul Bonacci fortalte Caradori, at han mødte Alan Baer første gang i et område kaldet "Milk Run" nær kriminalforsorgen, da han var cirka 12 år gammel, og at dette muligvis skete i 1979. Alan Baer betalte ham 20 dollars for oralsex. Bonacci sagde, at sidste gang, han havde sex med Alan Baer, var omkring den 15. november 1989 i Alan Baers lejlighed i Twin Towers. Paul indikerede, at han havde forsøgt at komme væk fra disse mennesker ved mange lejligheder, og i sit forsøg på at undslippe dem forsøgte han at begå selvmord. Han udtalte, at han var meget bange for Larry Kings "folk" – og han omtalte en sort person, som han kaldte "Larry Lille King", som gik rundt og fremsatte trusler og forsøgte at skræmme ham og andre.

Bonacci fortalte, at han mente, at han mødte Bob Wadman engang i slutningen af 1985 eller begyndelsen af 1986. Han sagde, at han havde set Wadman ved mindst to fester, og at Alisha Owen var til stede ved mindst én af disse fester, hvor Wadman også havde deltaget. Han mente, at Alisha og Wadman kunne have været sammen.
Bonacci udtalte, at han vidste, hvornår Alisha Owen blev gravid. Der var "en ung person ved navn Chris", som fortalte ham, "at det sandsynligvis var Bob Wadman, der gjorde Alisha gravid".

Paul Bonacci fortalte, at han var gået på mange "skattejagter" for Alan Baer ("scavenger hunts" – kan også direkte oversat betyde "ådselæder-jagter" eller "klunser-jagter"). Bonacci definerede disse "skattejagter" som aktiviteter, hvor han gik ud for at rekruttere unge drenge for Alan Baer.
Han fortalte også, at Larry King fløj ham rundt over hele landet. På mindst én tur til Californien var Alisha Owen til stede på flyvningen. Bonacci sagde, at han på mindst én tur havde set Troy, Danny og Alisha. Det var engang i 1985 eller 1986. Han fortalte også, at han foretog to ture til Washington, D.C. med Larry King. Her var kun King og han selv med på turen. Han fortalte, at mens han var i Washington, D.C., havde han sex med flere personer. Bonacci mente, de var en del af Det Republikanske Parti. På den måde prøvede Larry King på at "komme ind på dem højere oppe" i partiet. Bonacci hævdede, at han hørte navnet på en af de personer, han havde sex med som "Frank". Han havde fornemmelsen, at denne mand kunne være senator eller guvernør eller en eller anden statslig embedsmand.

Rædsler
Nu kommer et afsnit, som jeg har overvejet at udelade, simpelthen fordi det er for forfærdeligt.
Men af hensyn til forståelsen for sagen har jeg valgt at oversætte og gengive Paul Bonaccis egen tekst fra John DeCamps bog.
Bemærk: Der skal igen advares om meget ubehagelige informationer i dette afsnit.
Som indledning til teksten skriver DeCamp:
"En af oplevelserne med Larry King, som Bonacci beskrev til Caradori på bånd, detaljerede han senere igen i sin skriftlige beretning om misbrug, udarbejdet til sin advokat, denne skribent.
Bonacci har ofte sagt, at han vil have hele historien om sit misbrug offentliggjort. 'Nogen skal fortælle historien,' skrev han i introduktionen til dette dokument, 'Og det kan lige så godt være mig.'
Grusom som den er; Bonaccis rapport til mig tvinger tankerne tilbage til de tidlige råb om hjælp fra Loretta Smith:"

Derefter kommer Paul Bonaccis tekst:

"I januar '84 tog jeg med på hver eneste tur. Jeg blev betalt til sex af mænd King kendte. Engang i sommeren '84 tog jeg til Dallas Texas og havde sex på et hotel med flere mænd, King kendte.
Normalt fløj jeg på YNR Airlines og Kam Airlines for King. Jeg havde aldrig personligt meget med King at gøre, tog bare derhen, hvor han sagde, jeg skulle.
I eller på den 26. juli tog jeg til Sacramento, Californien. King fløj mig ud med et privat fly fra Eppley Airfield [i Omaha] til Denver, hvor vi hentede Nicholas, en dreng, der var omkring 12 eller 13. Så fløj vi til Las Vegas til en ørken-stribe og kørte ind til Las Vegas og til en eller anden ranch og hentede noget. Derefter fløj vi videre til Sacramento.
Vi blev hentet af en hvid limousine og kørt til et hotel. Jeg husker ikke navnet på det. Vi - altså Nicholas og jeg - blev kørt til et område, der havde store træer, det tog cirka en time at komme dertil. Der var et bur med en dreng i, som ikke havde noget på. Nicholas og jeg fik sådan nogle tarzan-ting at lægge omkring os og sådan noget.
De sagde til mig, at jeg skulle k----- drengen og sådan noget. Først sagde jeg nej, og de holdt en pistol til mine nosser og sagde, gør det eller mist dem eller sådan noget. Jeg begyndte at gøre det mod drengen og ting og sager. Og Nicholas havde analsex og sådan noget med ham. Vi blev beordret til at k----- ham og sådan noget og slå på ham. Jeg prøvede ikke at skade ham. Vi fik besked på at putte vores p---e i munden på ham og sådan nogle ting og sidde på drengenes penis og sådan noget, og de filmede det. Vi gjorde disse ting ved drengen i omkring 30 minutter eller en time, da en mand kom ind og sparkede os i nosserne og sådan noget og løftede os op og kastede med os. Han greb fat i drengen og begyndte at k----- ham og sådan noget. Manden var omkring 10 tommer lang og drengen skreg og sådan noget og manden tvang sin p-- ind i drengen hele vejen. Drengen blødte fra sin endetarm, og mændene kastede med ham og mig og sådan noget og satte drengen lige ved siden af mig og greb en pistol og blæste drengens hoved af.
Drengens blod var overalt på mig, og jeg begyndte at råbe og græde. Mændene tog fat i Nicholas og jeg og tvang os til at ligge ned. De lagde drengen oven på Nicholas, som græd, og de lagde Nicholas' hænder på drengens røv. De lagde drengen oven på mig og gjorde det samme. De tvang mig så til at k----- den døde dreng i røven og også Nicholas, de satte en pistol mod vores hoveder for at få os til at gøre det. Hans blod var overalt på os. De fik os til at kysse drengenes læber og sutte ham af. Så fik de mig til at gøre noget, jeg ikke engang vil skrive, så det gør jeg ikke.
Derefter greb mændene Nicholas og bedøvede ham skrigende, de satte mig op ad et træ og satte en pistol til mit hoved, men skød i luften. Jeg hørte endnu et skud fra et eller andet sted. Derefter så jeg manden, der dræbte drengen, trække afsted med ham som et stykke legetøj. Alt blev filmet, også da mændene puttede drengen i bagagerummet. De tog mig med, og vi gik ombord på et fly. Jeg så sækken, drengen var i. Vi fløj over et område med meget kraftige buske, med en lysning i. Over lysningen kastede de drengen ud. En sagde, at mændene med hætter ville tage sig af liget for dem.
Jeg så ikke Nicholas før den aften på hotellet. Han og jeg krammede og holdt om hinanden i lang tid. Omkring to timer senere kom mændene eller Larry King ind og sagde, vi skulle gå i bad, da vi kun var blevet spulet af i en eller anden fyrs hus. Vi gik i bad sammen og fik så besked på at tage tarzan-tingene på. Efter vi var blevet vasket og klædt i disse ting, fik vi besked på at tage shorts, sokker og en skjorte og sko på og blev kørt til et hus, hvor mændene befandt sig sammen med nogle andre. De havde filmen, og de afspillede den. Mens mændene så på, passede de Nicholas og jeg rundt, som om vi var legetøj, og misbrugte os seksuelt.
De fik Nicholas og jeg til at bolle hinanden, og en af mændene puttede den døde drengs penis i min og Nicholas' mund. Jeg ville ikke skrive dette, fordi manden tvang mig at bide drengens penis og nosser af. Det var ulækkert, og jeg så filmen, hvor det skete, og begyndte at flippe ud da jeg huskede, hvad de fik os til at gøre bagefter mod drengen. De viste os gøre alt mod drengen. Jeg var der i omkring 5 dage, hvor jeg deltog i fester, men kan kun huske, at jeg skar i mine håndled, så jeg opholdt mig to dage på et hospital, under et navn jeg ikke kan huske. En eller anden fyr betalte for mig."

DeCamp afslutter dette kapitel om Paul Bonacci med at fortælle, at Bonacci, i et andet vidnesbyrd, sagde, at Larry King smilede og grinede hele tiden, filmen blev vist. Bonacci fortalte desuden, skriver DeCamp, at "mændene med hætterne" var en satanisk gruppe, "som planlagde at bruge den døde dreng i en slags ceremoni". Han navngav også manden, der havde filmet, som "Hunter Thompson". Bonacci fortæller, at de samlede denne mand op i Las Vegas, og DeCamp kalder ham for "instruktøren af 'snuff-filmen'". En 'snuff-film' er en ulovlig undergrundsfilm, som indeholder virkelige mord, og som sælges på et sort marked indrettet dertil.
Hunter S. Thompson (1937–2005) var en amerikansk journalist og forfatter, som var mest kendt for sin bog "Fear and Loathing in Las Vegas" ("Frygt og lede i Las Vegas"), der også blev filmatiseret. Thompsons bøger er præget af fortællinger om voldsomt stofmisbrug og eksperimenter med stoffer samt surrealistisk grænseoverskridende adfærd i forbindelse hermed.
Om dette navn her skal forstås som et alias, eller om der reelt refereres til denne kendte forfatter, forklares ikke.

Hvem arbejdede storjuryen for?
Der blev nedsat en "storjury" – Douglas Countys Grand Jury – for at tage sig af Franklin-sagen. John DeCamp fortæller, at denne storjury "blev dannet i kølvandet af DeCamp-memoet", og at juryen "udsendte sin længe ventede rapport" den 23. juli 1990, tolv dage efter detektiven Gary Caradoris pludselige død. DeCamp fremlægger, at "World Herald udbasunerede: 'Storjury siger, at misbrugshistorier var et 'omhyggeligt udformet svindelnummer'". Til dette svarer han, at konklusionerne i den 42 sider lange 'Grand Jury Report' snarere viser, at juryens overvejelser var "et omhyggeligt udformet cover-up".

Overordnet udlægger han det således:
"Efter min mening er en sag om kontrol og misbrug af regeringsinstitutioner og mørklægning af kriminalitet aldrig blevet udført mere perfekt, end med nedsætningen og sagshåndteringen af denne storjury".

Han uddyber:
"En storjury kan være den bedste eller den værste anordning til at afdække en forbrydelse. For det første skal alt i en storjury være hemmeligt. For det andet kan anklageren med ansvar for storjuryen gøre stort set som han vil, ved at præsentere eller screene information. Hvis en korrupt eller inkompetent anklager er ansvarlig, vil resultatet svare til hans adfærd. For det tredje, hvis storjuryen er kontrolleret af korrupte kræfter, som jeg tror denne blev, så kan de bruge storjuryen som et middel til at finde ud af, hvad folk ved om sagen under granskning, ved at indkalde dem som vidner, uden at noget af denne information bliver offentliggjort. Derefter kan sådanne oplysninger bruges til at hjælpe med en mørklægning. De såkaldte tilbagekaldelser [ændrede vidneforklaringer] af Troy Boner og Danny King ser ud til at være et eksempel på det."

Storjuryen rensede Larry King for misbrug af børn, fortæller DeCamp og citerer juryens rapport:
"Vi fandt ingen troværdige beviser for seksuelt misbrug af børn, mellemstatslig transport af mindreårige, narkotikahandel eller deltagelse i en pornografi-ring af King eller andre Franklin-embedsmænd eller medarbejdere. I det omfang homoseksuelle forhold fandt sted, der involverede sådanne ansatte eller embedsmænd, viste beviserne, som vi var i stand til at afdække, at disse udvekslinger var frivillige handlinger mellem personer over lavalderen."

Med citater fra denne rapport formidler DeCamp storjuryens argumenter for sin afgørelse.
Ja, Larry King havde omdirigeret kreditforeningsmidler for personlig vinding, men "det er vores opfattelse, at føderale myndigheder er bedre i stand til at forfølge sager vedrørende denne uretmæssige tilegnelse af kreditforeningsfonde, og vi anbefaler på det kraftigste, at de fortsætter med det." Og selvom "vi også fandt sandsynlig grund til at tro, at King ved adskillige lejligheder brugte penge eller genstande af værdi for at 'lokke, tilsløre, overtale, opmuntre eller skaffe' mænd i deres sene teenageår eller begyndelsen af tyverne til at engagere sig i prostitutionshandlinger med ham, og derfor begik han forbrydelsen rufferi," var forældelsesfristen løbet ud på mange af disse handlinger. Så "vores endelige beslutning var at sigte og prøve King med en klasse IV-forbrydelse i henhold til statslovgivningen, når han står over for 40 forbrydelsesforhold i en føderal domstol [udelukkende økonomiske sigtelser] ville ikke være den bedste udnyttelse af Douglas County distriktsdomstols ressourcer, og igen har vi udskudt til den føderale anklagemyndighed."
Her skriver DeCamp:
"Så forsigtig var denne storjury med ikke at sløse med offentlige ressourcer, at den ikke engang stævnede Larry King!"

"Storjuryen bortforklarede sin manglende evne til at kalde King som et vidne," skriver DeCamp, og citerer igen fra juryens rapport:
"Fordi King i øjeblikket er i en institution uden for staten i henhold til en kendelse fra den føderale domstol, og fordi vi troede, at han ville stole på sin ret til at undgå selvinkriminering ... besluttede vi, at det ikke ville være frugtbart at forsøge at kræve, at King stiller for os."

Derefter konstaterer DeCamp, at hver gang storjuryen indrømmede, at misbrug havde fundet sted, fastslog den samtidig, at intet af det havde noget at gøre med Franklin Credit Union.

Storjuryen anklagede tre personer. Den første var velhaver-arvingen og varehusforretningsmanden Alan Baer. Storjuryen skrev:
"Vi havde vidneudsagn fra visse vidner om seksuel involvering med Baer. Beviser viste også, at disse vidner modtog betydelige pengebeløb eller andre værdigenstande i bytte for sex.... Derfor tror vi Baer begik lovovertrædelsen rufferi, og vi har tiltalt ham for den lovovertrædelse."

Men storjuryen tilføjede:
"Vi har ingen direkte forbindelse fundet mellem Alan Baer og King eller Franklin Credit Union, bortset fra begrænsede sociale og forretningsmæssige mellemværender."

Det er et godt eksempel på, hvordan storjuryen havde rigtig svært ved at få sagens konkrete oplysninger til at gå op med de konklusioner, den fremlagde.
På den måde kom der en del uundgåelige indrømmelser fra storjuryen, der dog hver gang blev sammenstillet med storjuryens afvisende holdninger: I denne passage indrømmede den, at Alan Baer betalte for sex, men undlod at skrive at det inkluderede sex med børn. Desuden indrømmede den altså, at der var "sociale og forretningsmæssige" forbindelser mellem Alan Baer og Larry King og andre folk i Franklin Credit Union – selvfølgelig fordi det var umuligt at afvise. Men så kunne den pakke denne realitet ind i holdninger og selvmodsigende udsagn.
Peter Citron stillede også for storjuryen og blev fundet at have haft "upassende seksuel kontakt med mandlige mindreårige," men igen var "der ikke fundet nogen forbindelse, der kunne linke Citron med Franklin Credit Union ...."
Citron var allerede blevet tiltalt og dømt for disse overgreb i en særskilt retssag.
De to andre tiltalte var både vidner og angivelige ofre, Alisha Owen og Paul Bonacci. Disse unge mennesker havde lidt, indrømmede storjuryen, men det havde intet at gøre med Franklin-sagen:
"Vi tror, at Owen kan være blevet seksuelt misbrugt i sine tidlige år, men ikke af de mennesker og ikke på den måde, hun har påstået."

DeCamp nævner desuden, at storjuryen om Bonacci skrev;
"ifølge hans vidnesbyrd, var han som barn, offer for gentagne seksuelle overgreb af personer, der ikke er tilknyttet Franklin-undersøgelsen."

Vi har lige læst, hvordan Paul Bonacci pegede på Larry King som en helt central person bag det sataniske misbrug, Bonacci blev udsat for.
Men storjuryen undlod tydeligvis at betragte Larry King som en del af sagen.

I maj og juni 1990 anklagede storjuryen Owen for otte tilfælde af falsk vidneudsagn og Bonacci for tre tilfælde. De to andre hovedvidner som var blevet videooptaget af Gary Caradori, Troy Boner og Danny King, tilbagekaldte og ændrede deres vidneudsagn i foråret 1990. Storjuryen nævnte ikke, at med denne tilbagetrækning af deres vidnesbyrd til Caradori, sagde begge samtidig, at de havde løjet for den lovgivende forsamling, som Caradori jo repræsenterede.
Storjuryen bemærkede, at den i en foreløbig rapport fra maj 1990 havde anbefalet, "at Washingtons Amtsadvokat sigter Jarrett Webb for seksuelle overgreb af tredje grad på en mindreårig" - Nelly Patterson Webb. Men hvor Nelly havde fortalt om organiseret misbrug og prostitution ville storjuryen ikke tro på hende:
"I begyndelsen af 1986 begyndte Nelly at udvide sine påstande med anklager om, at hun var blevet taget af King med på flyture til andre byer som Chicago og Washington, D.C., hvor hun blev 'udstillet' ved fester, hvor sex og ulovlige aktiviteter med stoffer fandt sted. Vi afhørte en række vidner som rejste meget med King, og nogle få gjorde hvad må have været pinlige indrømmelser om at have engageret sig i seksuel kontakt med King på nogle af disse ture. Men intet vidne for storjuryen kunne på nogen måde bekræfte at Nelly Webb eller andre børn nogensinde blev transporteret med ulovlige formål, og vi fandt ingen beviser til støtte disse påstande."

Med andre ord stolede storjuryen blindt på disse personer, der ellers kunne have været potentielle lovovertrædere og overgrebsmænd. En oplagt overvejelse kunne være, hvem der mon frivilligt ville indrømme, at de rejste på misbrugstur med mindreårige børn, der blev udnyttet seksuelt. At storjuryen "ingen beviser fandt", kunne skyldes, at de så bort fra fem vidneudsagn om netop dette: Fra Nelly Web, Paul Bonacci, Alisha Owen – foruden Troy Boner og Danny King før de hævdede, at deres første vidneudsagn var løgn.
Storjuryen ignorerede også, at Webb-parret var i familie med Larry King, og at Jarrett Webb, som juryen anbefalede at sigte for de voldelige pædofile sexovergreb, sad i bestyrelsen for Franklin Credit Union.
Men storjuryen mente, at det var "uheldigt, at der gik så lang tid mellem de første anklager om misbrug og det tidspunkt, hvor de sidste børn blev fjernet fra [Webb-]hjemmet." Her skriver DeCamp:
"Derefter bebrejdede storjuryen Carol Stitt fra Foster Care Review Board for at skrive til statsadvokaten så hurtigt om Loretta Smiths rapporter, i stedet for først at lave flere forespørgsler på egen hånd!"

Men statsadvokat Robert Spire havde "korrekt givet oplysningerne videre til [politichef] William Howland," og enhver forsinkelse efter dette punkt måtte have været på grund af Howlands store arbejdsbyrde, efter juryens mening.
Loretta Smith, der vidnede for storjuryen, havde "lidt og været udsat for mere misbrug og omsorgssvigt, end nogen nogensinde burde have udholdt," men "gerningsmændene til et sådan et misbrug bliver måske aldrig kendt." Under alle omstændigheder "fandt storjuryen ingen beviser til at underbygge nogen forbindelse mellem King eller nogen Franklin-ansat, og de påståede ulovlige aktiviteter beskrevet af pigen."

DeCamp skriver, at storjuryens rapport indeholdt "gratiøse udtalelser", som at "børn har ret til at forvente, at hvis de udviser rimelig adfærd, vil de ikke blive misbrugt". Jeg har læst denne sætning mange gange, og har stadig svært ved at fatte et sådan udsagn fra et særligt udvalgt jurypanel, der tilsammen udgjorde en forholdsvist ophøjet juridisk myndighed i USA.

Ifølge DeCamp nævnte storjuryen henkastet, at der ifølge Omaha Politi var "over 500 kendte pædofile i Omaha-området." Herefter skriver DeCamp i parentes, at siden "det amerikanske Justitsministerium vurderer, at en typisk pædofil forgriber sig på 77 børn, før han bliver fanget, og de fleste aldrig bliver fanget, ville et antal på 500 pædofile misbruge tusindvis af børn hvert år!"
Så citerer DeCamp storjuryens rapport. Han skriver: "Én pædofil";
"fik os [storjurymedlemmer] til at være meget bekymrede. Denne person, Robert W. Andresen, en hvid mand, 1,96 meter høj og 147 kg, har været kendt for at tvinge mænd (inklusive mindreårige drenge) til sin bopæl. Når han først har fået en person derhen, kan han udsætte den unge mand for seksuelle overgreb og/eller pornografisk fotografering. Desuden har vi gennemgået dokumenter der fortæller, at Andresen har truet med at skade sine ofre fysisk og truet med at opsøge og dræbe dem, som melder ham til myndighederne."

DeCamp skriver, at, efter "at have malet dette hårrejsende portræt, afviste storjuryen sagen med en håndbevæglese", og citerer derefter storjuryen:
"Desværre kunne vi ikke rejse tiltale, fordi ofrene nægtede at vidne mod ham".

Men "i virkeligheden", skriver Decamp, "figurerede Andresen i det båndede vidneudsagn fra Troy Boner og Danny King til Gary Caradori, hvilket storjuryen forsømte at sige."

Afvisning af sagen, angreb på afdød efterforsker – og gerningsmanden, der ikke eksisterede
John DeCamp skriver i sit afsnit om storjuryen, at den rensede alle de fremtrædende påståede misbrugere, herunder dommer Theodore Carlson, avisejeren Harold Andersen, tidligere vildt- og parkkommissær Eugene Mahoney, Omaha borgmester P.J. Morgan og desuden tidligere advokat i Douglas County Thomas McKenney. DeCamp konstaterer desuden; "[h]vad angår den påståede overgrebsmand politichef Robert Wadman bemærkede juryen: 'Vi ser nu på Owen som gerningsmanden og Wadman som offer.'"

"Ifølge storjuryen eksisterede en af gerningsmændene slet ikke," skriver DeCamp, og citerer juryens rapport. Alisha Owen henviste gentagne gange til "Kings livvagt og håndhæver" "med kælenavnet 'Larry the Kid'," skrev storjuryen og fortsatte:
"Vi tror, at denne muskuløse, sorte mand, i slutningen af teenageårene eller begyndelsen af tyverne, er en fiktiv karakter."

"Rapporten forklarede ikke, hvordan en opdigtet personlighed kunne optræde i beretninger fra mindst fire forskellige børn over en periode på tre år," skriver DeCamp herefter og uddyber:
"Loretta Smith fortalte om en person ved navn King Horse, der var med til fester og ritualer, som hun deltog i i 1985. Alisha Owen vidnede om, at Larry Kings 'håndlanger' var en ung sort mand ved navn 'Larry (Lnuk)', også kendt som Kings Horses. Danny King sagde, at 'Larry, Jr.' var Kings højre hånd. Og Paul Bonacci rapporterede om, at en sort mand, han kaldte 'Larry Little King', videregav trusler på Larry Kings vegne."

Storjuryen afviste i sin rapport desuden al snak om mørklægning af misbrug af børn, mord og sataniske ritualler. Dette var alt sammen løgne og sladder.
Hele historien om seksuelt misbrug, stoffer, prostitution og bestikkelse, som var blevet præsenteret i videobåndene, var "et omhyggeligt udformet svindelnummer, skrevet af en eller flere personer med betydelig viden om mennesker og institutioner i Omaha". Med Gary Caradori, "bekvemt ikke længere i live til at forsvare sig selv," som senator Loran Schmit udtrykte det, insinuerede storjuryen, at det var Gary Caradori, som havde iscenesat båndene for personlig fortjeneste:
"Vi har gransket Caradoris efterforskningsteknikker. I for mange tilfælde blev personer, som Caradori interviewede, 'fodret' med oplysninger. Han førte sine vidner og videobånd blev stoppet og startet med mistænkelige intervaller, således at indholdet af vidnernes historier ændrede sig. Caradori udtalte, at han mente, at det var hans job at finde sporene, og at det var en andens ansvar at følge dem op. Vi tror på det modsatte. Vi tror, at Caradori stod til at få faglig og personlig gevinst ud af resultatet. Caradori brugte mere tid på at støtte påstandene i stedet for at bekræfte dem. Caradori arbejdede ud fra et sensationelt grundlag. Hvis der så ud til at være noget, der kunne være skandaløst, var han interesseret i at følge op på det. Hvis det bare var en rutinesag, han var ikke villig til at investere den nødvendige tid eller indsats."

Her konstaterer DeCamp, at Karen Ormiston, som var medarbejder i Caradoris efterforskningsfirma, og var med ham ved videooptagelserne, i oktober 1990 bestod en polygraftest administreret af Chris Gugas, en professionel polygrafspecialist fra San Diego, som var præsident ved National Polygraph Association.
DeCamp fremlægger de spørgsmål, hvortil Karen Ormiston svarede "nej":
"1. Under Gary Caradoris interviews med Franklin-sagens ofre, truede han nogensinde nogen for at få oplysninger fra dem?
2. Ud fra hvad du ved, trænede Gary nogen af de påståede ofre i Franklin-sagen om, hvad de skulle sige i deres interviews?
3. Rådgav Gary og du på noget tidspunkt nogen af de fire ofre til at opdigte deres historier?"

DeCamp fortæller desuden, at Karen Ormiston fik endnu et spørgsmål:
"Var alle vidneudsagn givet til dig og Gary af de fire Franklin-sagsofre helt frivillige?"
Hertil svarede hun "ja."
Gugas konkluderede, at "[D]et er denne undersøgers mening, at fru Ormiston besvarede alle ovenstående relevante spørgsmål sandt".

DeCamp skriver, at sagen blev forvandlet til en debat om videobåndene. Men storjuryens afvisning af Caradoris arbejde blev sat i relief "af mængden af beviser i efterforskerens akter, som storjuryen tilsyneladende undlod at overveje".
Caradori var – i modsætning til storjuryens påstand – overhovedet ikke tilfreds med blot de optagede udtalelser, påpeger DeCamp. Derfor oplistede efterforskeren netop også, i slutningen af hvert interview minutiøst dusinvis af leads til opfølgning og krydstjek. Dette kan ses af flere af de uddrag fra Caradoris rapporter, som allerede indtil dette sted i bogen er blevet fremlagt. Som yderligere påvisning af Caradoris arbejdsmetode kommer DeCamp med flere udpluk af eksempler på efterforskerens noter til opfølgende krydstjek:
"6. Forretningsfakturaer til at fastslå betalingen af kjolen og bamsen, som politichef Robert Wadman købte til Alisha Owen.
7. Bartenderen på den franske cafe da Alisha spiste frokost med Wadman.
8. Køkkenhjælperen, som var ansat hos den franske Cafe på det tidspunkt, hvor Alisha og Wadman spiste frokost der.
23. Brændstofoptegnelser for de private fly, som Alisha tog. Dette ville indikere, hvor flyet tankede op, især på fly til vestkysten.
24. David Hughes; en pilot navngivet af Alisha som en af Larry Kings yndlingspiloter."

"Caradori efterforskede ikke mange af disse spor, fordi han døde," skriver DeCamp. "Men storjuryen viftede dem til side."

Storjuryens rapport siger, at den i alt "hørte live vidneudsagn fra 76 vidner", fortæller DeCamp, men Caradoris notater alene ud fra Alisha Owen og Troy Boner-båndene viser over 75 personer, der skulle interviewes under opfølgningen - Alisha og Troy ikke medregnet.
Derefter skriver DeCamp:
"Caradoris beviser, hvis originaler optager et helt aflåst rum på statens rådhus, omfatter krydsindekserede ringbind, æsker med mappper, hundredvis af timers lydbånd samt videobånd, og en liste over 291 potentielle vidner i alt. Storjuryen havde et komplet sæt i sin besiddelse.
Jeg ved, hvem fra Caradoris potentielle vidnelister, som var indkaldt til afhøring, fordi jeg var en af de få mennesker, som i sidste ende havde adgang til disse oplysninger. Jeg har forbud mod at identificere disse mennesker. Som jeg har sagt, tror jeg, at hvis hele juryens vidnesbyrd kunne offentliggøres, ville det være i offentlighedens interesse. Jeg tror også, at hvis det blev gjort, ville der blive nedsat en opfølgende storjury til at undersøge den oprindelige storjury."

Her antyder DeCamp måske, at storjuryen håndplukkede vidner fra Caradoris materiale, som kunne understøtte deres udlægning af sagen – og at den frasorterede vidner, der kunne underbygge det modsatte perspektiv. Citatet kan ses i sammenhæng med DeCamps tidligere udsagn om, at storjuryen i hemmelighed kunne screene information fra mulige vidner, og frit vælge hvad den ønskede at præsentere – og samlet bruge denne frihed i en mørklægning af sagen.

Storjuryens rapport mødt med forargelse
"Storjuryens rapport blev mødt med forargelse," skriver DeCamp.
Trish Lanphier, leder af gruppen Concerned Parents, udtalte: "Dette er en syg storjury. At gøre offeret til gerningsmanden. Det her er så klassisk."
Senator Chambers indsendte en begæring om at slette rapporten ("Motion to Expunge") til Douglas County distrikts-ret. Forslaget blev ledsaget af en 83-siders understøttende brief, som ifølge DeCamp "dokumenterede juryens grove uregelmæssigheder".
Det lovgivende Franklin-udvalg ønskede desuden at få at vide, hvem der stod bag det "omhyggeligt udformede svindelnummer". Tre år senere fremkom storjuryen med en samlet påstand om dette. Det skete i 1993 i storjuryens dom i sagen. Mere om det inden længe.
Om storjuryens rapport-konklusioner bemærkede Franklin-udvalget desuden:
"Alisha Owen og Paul Bonacci er sigtet for mened og Troy Boner og Danny King er ikke. Som vi ser det, er de ofre, der står ved deres historie, sigtet for mened, mens de, der har indrømmet falske erklæringer for udvalget [i de videooptagede vidneudsagn] ikke er. Det giver lidt mening for os. Enten skulle de alle sammen have været tiltalt eller også skulle ingen af dem. Budskabet er blandet og synes at favorisere at opmuntre tilbagetrækning af vidneudsagn som en måde at undgå farerne ved strafferetlig forfølgelse. Det fortæller også personer at de kan lyve under ed til lovgivende udvalg, så længe de ændrer deres historie, før de kommer i retten."

John DeCamp citerer desuden en lederartikel i Omaha World-Herald fra 29. juli 1990 med titlen "Storjury gjorde sit arbejde; fornærmelserne er utålelige":
"Rygter om forseelser og mørklægning i Franklin-sagen var udbredte sidste vinter. Baseret på Douglas County storjurys konklusioner, ser det nu ud til, at rygterne er resultatet af fantasier fra løgnere, svindlere og opportunister, som ønskede at betale deres opfattede politiske fjender tilbage. På grund af rygterne sidste vinter blev meget af offentlighedens tiltro til dens institutioner rystet. På et tidspunkt, syntes der ingen måde at fastslå sandheden på. Hvor var Nebraska heldig at have storjurysystemet til at hjælpe den med at komme til sandheden. Nu er selve storjurysystemet imidlertid under angreb. Storjurynævningene, der udgjorde Douglas County panelet, bliver udsat for fornærmelser. Der bliver sået tvivl om deres integritet."

"Spærreilden fortsatte," skriver DeCamp, 2. august 1990 med endnu en lederartikel fra World-Herald-redaktionen med titlen "Schmit-panel kan ikke undslippe ansvaret i svindelnummer":
"Loran Schmit omskriver febrilsk historien, mens han opfordrer offentligheden til at tro, at hans Franklin-komité ikke fortjener den kritik, den blev givet af Douglas Countys storjury. ...Senator Schmit, du og andre mennesker forbundet med udvalget har ikke sat beviser sammen ordentligt siden den dag, komitéens efterforsker Gary Caradori lavede de videobånd, der blev en del af Franklin-historien. ...Schmit havde tydeligvis besluttet sig for troværdigheden af mange af historierne på videobåndene. I juni holdt han stadigvæk fast ved sin opfattelse af, at historierne var troværdige, og han insinuerede, at 'penge bliver brugt' til at blokere anklager mod fremtrædende personer. Jo flere sådanne udtalelser blev gentaget, des mere troede nogle nebraskanere på den vilde fortælling om en sex- og narko-ring og en mørklægning, der involverede Omaha-enkeltpersoner og -institutioner."

Trusler mod vidner?
"The World-Herald håbede åbenbart, at den 'vilde fortælling' om prostitution og en mørklægning var blevet lagt til hvile af storjuryen," skriver DeCamp. Og han fortsætter:
"Jo mere der blev kendt om panelet, jo mere oplagt var det, at storjuryen selv, styret af anklager Samuel Van Pelt, udvidede mørklægningen, og systematisk havde lækket følsomme oplysninger, begravet afgørende beviser og truede vidner."

DeCamp skriver videre, at Nebraska har de måske værste love i USA i forhold til brugen af storjurysystemet. "De bidrager til korruption og mørklægning frem for ordentlig efterforskning og tiltale," skriver han. DeCamp uddyber derefter dette ved at skrive, at ved et retsmøde den 14.-15. oktober 1991 blev dette forhold udnyttet af Nebraskas statsadvokat, som forsvarede Douglas Countys anklager Van Pelt og storjuryens formand i Franklin-sagen, Michael Flanagan. Det skete foran et tremands-domspanel, der afhørte dem. Statsadvokatens argument var, skriver DeCamp, at den dårlige kvalitet og tvetydigheden i Nebraska-statens love om brug af storjuryer i amtet skulle undtage anklageren og formanden fra ansvar for nogen fejl eller forseelser begået af storjuryen. Alle vidneudsagn fra storjuryen vedblev at være hemmelige. De beviser John DeCamp fremlægger i sin bog "for juryens rolle i mørklægning kommer fra offentlighedens domæne; det er en brøkdel af historien," skriver han.

DeCamp fortæller, at bekymringen for, at storjuryen var sat sammen for at manipulere et resultat frem, allerede opstod før jurymedlemmerne blev udvalgt – nemlig lige så snart den pensionerede dommer Van Pelt blev udnævnt som særlig anklager for Franklin-sagen.
Herefter fortæller DeCamp om en forudgående sag, der – efter hans mening – illustrerer hvorfor dette var tilfældet:
En gruppe på 43 naboer til en Nebraska landmand og politisk aktivist ved navn Arthur Kirk havde i marts 1990 i en lokal avis skrevet et åbent brev, hvor de beskyldte dommer Van Pelt for korruption. De kaldte dommeren et "våben for staten" ("a hired gun for the state"). Gruppen mente, at Van Pelt havde dækket over drabet på Kirk, som de mente blev begået af et SWAT-team fra staten Nebraska i 1984. De skrev, at "Van Pelt blot tog gerningsmændenes udtalelser, indsatte dem i sin rapport og frikendte dem for enhver forseelse." "Han gjorde præcis, hvad han blev betalt og hyret til at gøre," skrev gruppen af indignerede naboer om dommer Van Pelt.
Også i denne sag var der "grove uregelmæssigheder," ifølge senator Ernie Chambers og andre, skriver DeCamp. Der blev ikke lavet ballistiske tests for at se, om Kirk overhovedet havde affyret sit våben, selvom dette ville have kunnet understøtte SWAT-teamets forklaringer af drabet. Kirks kone sagde, at hun var blevet brugt af statspolitiet til at lokke Kirk ud af sit hus, så han kunne blive skudt ned. På trods af grelle selvmodsigelser i SWAT-teamets historie, fandt Van Pelt frem til, at politiet havde handlet i selvforsvar. Også i denne sag udkom Omaha World-Herald med et fuldstændigt forsvar af afgørelsen. Den 17. marts 1990 udkom en leder hvori der stod at "Van Pelts rapport om Kirk fulgte beviserne," og at, "den sørgelige kendsgerning er, at nogle mennesker klynger sig til vilde, sensationelle rygter og konspirationsteorier, selvom det mangler ethvert rationelt grundlag."

"Van Pelts opførsel under Franklins storjuryundersøgelse var ikke rygter," skriver DeCamp, "men et spørgsmål om hvad der blev ført til protokol". Tre personer, der vidnede for storjuryen – Paul Bonacci, Alisha Owen og en ung anonym kvinde med pseudonymet "Jane Doe" – anklagede efterfølgende Van Pelt for at skræmme dem og forsøge at tvinge dem til at ændre sine vidneudsagn.

Paul Bonacci og Alisha Owen blev afhørt af den lovgivende forsamling, efter at de havde været i vidneskranken hos storjuryen. DeCamp citerer en dialog fra den lovgivende forsamlings afhøring af Paul Bonacci:
"BONACCI: Og den anden ting er, at de blev ved med at sige, når jeg var foran – ...at nogle – den jury eller whatever, de blev ved med at fortælle mig, at hvis jeg holdt fast i min historie, så ville de få mig til at komme i problemer for det.
SENATOR SCHMIT: Hvem sagde det?
BONACCI: Det var en fyr med et – det var ikke foran alle sammen, det var, når jeg gjorde mig klar til at blive taget tilbage ovenpå før frokost. De satte mig ind i det her rum. Han satte sig bagerst i lokalet bagved det her skrivebord. Han var en af de fyre, der blev ved med at stille mig spørgsmål.
BEVERLY MEAD (Bonaccis læge): Nå, kan du identificere denne bestemte mand, der – beskrive ham eller –
BONACCI: Ja. Han havde et overskæg, og jeg ved det ikke om han havde briller eller ej. ... Han var den mand, der bestemte mest....
HR. DECAMP (Bonaccis advokat): Hvad sagde han til dig?
BONACCI: Han fortalte mig på en måde, hvis jeg bare – han sagde – han sagde på en måde, at hvis du holder dig til den samme historie, som du har fortalt, vil du komme til at få en masse problemer."

"Fyren med overskæg var Sam Van Pelt," skriver DeCamp.
Så citerer DeCamp Alisha Owens forklaring til den lovgivende forsamling, af hvad der skete, da hun vidnede foran Van Pelts storjury:
"LOVGIVENDE RÅD: Først og fremmest, har du nogen kommentarer overhovedet om storjuryen, og det kan du – som du gerne vil fortælle os uden at overtræde din ed til storjuryen?
AUSHA OWEN: Det var næsten de hårdeste tre dage i mit liv.
RÅD: Hov, vent nu et øjeblik. Du er blevet seksuelt misbrugt, du er blevet sat i en stofmisbrugssituation, du har været på psykiatrisk hospital, du har forsøgt selvmord, og du siger, at din optræden for storjuryen var – var sværere end det, er det korrekt?
OWEN: Det var mere udmattende, ja. Jeg tog hjem og var udmattet. Udmattet.
RÅD: Jeg vil stille et ledende spørgsmål. Blev du ydmyget, nedværdiget, nedgjort, talt ned til?
OWEN: Ja... jeg mødtes med dem på en mandag, og det var kun et meget kort møde. Og så mødtes jeg med dem på en tirsdag, onsdag og torsdag. Den onsdag blev jeg ydmyget, jeg blev fuldstændig sat i forsvarsposition. Helt i forsvarsposition.
RÅD: Af hvem?
OWEN: Jeg kalder ham idioten for enden af bordet. Jeg tror han hedder Dougherty .... Det har jeg ikke set anklagere gøre i en retssal, som med mig – jeg var færdig. Jeg var vred, jeg var sur. Det fortjente jeg ikke.
RÅD: Din stemme krakelerer, og du bryder lidt sammen. Jeg vil stoppe op og stille [Owens advokat] hr. Rosenthal et spørgsmål .... Henry, følte du, at du blev givet passende mulighed for at beskytte din klient under storjuryens sagsbehandling?
ROSENTHAL: Tjah, det blev jeg i det omfang, jeg fik lov til. Ser du, efter min mening har de bare aldrig stillet hende nogle spørgsmål overhovedet... Og jeg tænker på én gang, uden at gå ind i det, spurgte de hende, vil du sige noget? Hun siger, jeg er ked af, at I aldrig kom til sagen på tre dage. Det handlede altid om at gå rundt i cirkler, og det var altid anklagende mere end at forsøge at få fakta frem og lade tingene falde, hvor de nu kan. De gav hende aldrig mulighed for at gå ind i det, ser du."

DeCamp skriver, at selvom storjuryen endte med at tiltale Owen for at have sagt, hun blev seksuelt misbrugt af politichef Robert Wadman i 1983 og 1984 fortalte Owen, at de stort set intet spurgte hende om de år. De spurgte hende aldrig om misbruget eller om hendes detaljerede beskrivelse af Wadmans fysiognomi:
"OWEN: Jeg – du ved, som jeg sagde før, de talte aldrig til mig om 1983 og 1984. De ved ikke engang, hvad der skete. De – de sender mig ind i denne storjury, de kalder mig en løgner, og de har aldrig spurgt mig om, hvad der skete. Og når – det er lidt svært for mig, fordi jeg vil have, at folk skal vide, at jeg taler sandt, og nogle gange er nogle af de ting, man skal fortælle dem om, hvad der er sket eller om gerningsmændene – svært. Og det ville være, synes jeg, en grov uretfærdighed, hvis disse beviser blev undertrykt. Det faktum, at jeg kender til knysten eller knuden på hans lilletå, og at han har hår på tæerne, du ved, kan jeg fortælle dig præcis, hvordan hårpletterne på hans fødder er, det ville være en grov uretfærdighed, hvis det blev undertrykt i storjuryen. Jeg tror, det ville – det absolut ville være en forbrydelse. Fordi i USA i dag, når det kommer til den slags sager, mange gange er den eneste måde, et offer faktisk kan bevise, at de blev misbrugt, er ved at identificere særlige mærker på den persons krop, som ingen andre kender.
En måde at kalde mig en løgner og en måde at sige, at hun ikke fortæller sandheden ville være at undertrykke det, ville være ikke at se på – Jeg lavede et bånd til dig, der beskriver Robs krop. For storjuryen, anser jeg det for et vigtigt bevis. At det skal blive undertrykt, synes jeg, er en forbrydelse. Jeg tror, det er villet, bevidst undertrykkelse af beviser. Og at have det udført af en anklager, jeg synes, det er en forbrydelse, og det er en bevidst mørklægning."

'Svindleren' og en sensationel efterforsker
I sin rapport fra 1990 om Franklin-sagen identificerede storjuryen ikke umiddelbart dem, den hævdede, havde konstrueret "svindelnummeret" – men dét gjorde den i den dom, som den afsagde i sagen cirka tre år senere. Storjuryen hævdede, at svindelnummeret var blevet spredt af visse "rygtemagere".
Storjuryen gav udtryk for sin holdning på denne måde:
"Måske har en uharmonisk skare aldrig før i Douglas Countys historie spillet så febrilsk på rygte-røret, som i anklagerne om seksuelle overgreb omkring Franklin."

"Alle dem, der havde fulgt op på beskyldningerne", skriver DeCamp "kom under angreb fra storjuryen". Han remser flere af disse op: Senator Loran Schmit og Franklin-udvalget, Senator Chambers, John DeCamp selv og medlemmer af foreningen Concerned Parents (bekymrede forældre). Storjuryen beskyldte også to pædagoger, som ofrene var begyndt at tale til, for at være en del af svindelnummeret. Desuden var et centralt omdrejningspunkt i storjuryens sag en mand ved navn Michael Casey. Han var en freelancejournalist, "som storjuryen skulle opbygge som orkestrator bag det 'omhyggeligt udformede fupnummer'," skriver DeCamp. Storjuryen kaldte blandt andet Casey "'deltids-Omaha-borger' og fyret Boys Towns-ansat".
I sin rapport og i dommen over Alisha Owen kaldte storjuryen desuden Michael Casey en svindler ("con man"), som "udgav sig for at være en undersøgende reporter", der "stræbte efter at afsløre den 'rigtige' Franklin-historie". Ifølge dommen var det Michael Casey, som i samarbejde med efterforskeren Gary Caradori og Alisha Owen var hovedpersonerne i det angivelige svindelnummer, som storjury-sagen var bygget op omkring.
I dommen står der:
"Owen blev arresteret i september 1988 for at have udstedt ugyldige checks. Hun blev tilbageholdt i flere dage og derefter løsladt, mens hun afventede behandlingen af hendes sag. Den 20. oktober tjekkede Owen sig selv ind på St. Joseph Center for Mental Health til psykiatrisk evaluering og blev der indtil den 30. november. Inden for få dage efter sin løsladelse forsøgte Owen selvmord. Hun blev igen indlagt på St. Joseph's fra 5. til 16. december.
Mens hun var på St. Joseph's, stiftede Owen bekendtskab med Casey [...] Kort efter Owen blev løsladt fra St. Joseph's i december, kontaktede Casey hende om at flytte ind hos ham og hans mandlige værelseskammerat. Casey sagde, at han var en undersøgende reporter for New York Times, og at han ville træne Owen til at være hans assistent. I et interview i februar 1990 fortalte Owen FBI-specialagent Michael Mott, at i løbet af de 2 til 3 uger, hun boede hos Casey, pumpede han hende for Franklin-relateret information. Hun fortalte Mott, at hun helt havde standset kommunikationen med Casey og fortalte ham, at hun ikke selv var involveret i skandalen. I et brev til Owen dateret 15. marts 1990 og fundet blandt Owens personlige papirer skrev Casey imidlertid, at han arbejdede med producenter i Los Angeles og Omaha om at udvikle sit 'Franklin-projekt', og at han ville sende Owen en kopi af første udkast til et manuskript til et teaterstykke, så Owen kunne gennemgå det og komme med sine ideer. I et lykønskningskort til Owen dateret den 23. marts 1990 og fundet blandt Owens personlige papirer, skrev Casey, at tre nationale publikationer og en filmproducent var interesseret i hans Franklin-projekt, og at Owen var 'sikret et job, når [du] kommer ud derfra som konsulent og researcher.'"

Dommen forbinder også efterforskeren Gary Caradori med Michael Casey, idet den referer til et brev fra Casey til Alisha Owen, som indeholder ordene; "han (Gary Caradori) forsikrede mig om, at hvis dine oplysninger bliver bekræftet, vil du modtage positiv omtanke og beskyttelse uden for et fængselsmiljø".
Michael Casey, som var tidligere fængselsindsat og desuden havde en kandidatgrad i offentlig administration, blev fyret fra Boys Town i 1974 for angiveligt at stjæle fortrolige optegnelser og forsøge at sælge rettighederne til en tv-serie om organisationen. Om dette er den reelle historie, eller om Michael Casey blev falsk anklaget, fordi han forsøgte at afsløre overgreb og medvirken hertil i Boys Town, er umuligt at vurdere. Men allerede i forbindelse med sagen i 1974 opfordrede han til en føderal undersøgelse af forholdene i drengehjemmmet. Han hævdede, at hjemmet havde en formue på 300 millioner dollars men samtidig vanrøgtede børnene. Organisationen bag hjemmet drives for penge, der er indsamlet fra velgørenhedsdonationer. Michael Casey kaldte hjemmet "et minimum sikkerhedsfængsel" og sagde, at han bare ønskede "at se nogle af de penge komme derhen, hvor de skal – til drengene." "Jeg blev fyret i et forsøg på at ændre tingene på skolen," udtalte han.

Michael Casey var det helt centrale omdrejningspunkt i storjury-afhøringen, ifølge flere vidner brugt af storjuryen. En medstifter af gruppen Concerned Parents, Bonnie Cosentino, havde også denne oplevelse, da hun vidnede for juryen. Hun kontaktede senator Ernie Chambers for at indgive en klage og fortalte, at hun gentagne gange blev chikaneret af Van Pelts assistent Terry Dougherty uden for jurylokalet. "Juryens eneste interesse" var, ifølge Cosentino, at "forbinde hende med Michael Casey," skriver John DeCamp. Han fortæller videre at, Cosentino skrev et åbent brev til senator Chambers, der blev trykt i lokalavisen Omaha Metro Update.
DeCamp citerer brevet:
"Talrige spørgsmål stillet af hr. Van Pelt og hr. Dougherty virkede anklagende og begyndte med sætninger som: 'Fortalte du Carol Stitt ... (Foster Care Review Board)' og 'Fortalte du Jerry Lowe ...' (tidligere Franklin-efterforsker). Jeg oplevede, jeg blev anklaget for at have rapporteret spor til de rette myndigheder.
Jeg blev uophørligt udspurgt om Michael Casey, som syntes at være fokus for hr. Van Pelts retsforhør. Jeg havde kun mødt hr. Casey ved to lejligheder, og ingen af dem var interviews. Hr. Van Pelt og hr. Dougherty syntes igen og igen at forsøge at danne et forhold mellem mig og hr. Casey, som simpelthen ikke eksisterede."

Bonnie Cosentino var en af dem, der efterfølgende blev kaldt "rygtespreder" af storjuryen.
Senator Loran Schmit blev også brugt som vidne af storjuryen og fortalte om sin oplevelse:
"Jeg havde omkring 25 minutter til en udtalelse første gang, og de havde omtrent lige så mange spørgsmål. Hr. Van Pelt sagde, at de ikke havde yderligere behov for, at jeg skulle møde op deroppe. Og jeg syntes, det var lidt mærkeligt i betragtning af, at vi [Franklin-udvalget] brugte halvandet år på dette, vi har brugt hundredvis og atter hundredvis af timer, og [Franklin-udvalget] kunne besvare alle deres spørgsmål."

Loran Schmit sagde desuden, at de fleste af de spørgsmål, der blev stillet til ham, "havde lidt eller intet at gøre" med undersøgelsen. Han anmodede om endnu en afhøring i storjuryen, men det var blot "mere af det samme," fortalte senator Loran Schmit. Hvis "man ikke leder der, hvor man ved, beviserne er, så finder man det ikke," sagde Schmit – "det er en ret skuffende situation".

Vidne fastholdt sine egne oplysninger trods beviser for det modsatte
Storjuryens rapport udtalte, at Alisha Owen "begik alvorlige fejl i beskrivelsen af en række af Wadmans fysiske egenskaber," ifølge en artikel om rapporten i Omaha World-Herald.
Igennem hele sagsforløbet hævdede Alisha Owen, at hun troede, at politichef Robert Wadman var faren til hendes barn. Ligeledes fastholdt hun hele vejen igennem sine egne oplysninger om Robert Wadmans krop – trods beviser for det modsatte og risikoen for at blive fængslet for falske vidneudsagn.
I den senere dom over Alisha Owen, står der:
"Politichefen vidnede, at han aldrig havde mødt Owen. Han afgav vidneforklaring om, at han havde givet blodprøver til tre forskellige laboratorier, der havde udført DNA-test, og at alle testene havde bekræftet, at han ikke var far til Owens barn. Til sidst blev en faderskabssag mod politichefen trukket tilbage.
Owen fortalte storjuryen, at politichefen var i god fysisk form uden operationsar. I betragtning af deres mange seksuelle møder sagde Owen, at hun ville have bemærket eventuelle ar på politichefens krop.
Politichefen var blevet skudt i venstre arm, mens han arbejdede undercover i Arizona i 1973. Som et resultat af knogletransplantationsoperationer for at reparere den beskadigede arm, har politichefen et mærkbart ar på sin venstre underarm fra et 'stort, uregelmæssig snit, der løber omtrent fra hans håndled til hans albue.' Kirurger havde fjernet knogle fra spidsen af højre hofte til brug i knogletransplantatet i venstre underarm. Fjernelsen af knogle fra hoften efterlod et 'meget stort' og 'let-at-se' ar, der strækker sig rundt om forsiden af politichefens højre hofte.
Ved sin sag om mened gav Owen en meget detaljeret beskrivelse af politichefens krop fra top til tå, men inkluderede ikke de operationsar, der er beskrevet ovenfor. Hun afviste som ikke-overbevisende en række fotografier af arret på politichefens venstre underarm og nægtede at tro, at politichefens venstre arm var 50 procent handicappet. Hun sagde, at hun aldrig så arret på politichefens højre hofte."

Appelsag med påstande om flere uregelmæssigheder
I de forskellige artikler, der findes om dommen i sagen mod Alisha Owen, hører man aldrig Alisha Owens reaktion på dommen eller sagens beviser - måske fordi der ikke er nogen, der spørger hende.
Men man kan finde info om den appelsag, hun anlagde efter dommen. Her står bl.a., at hun "hævder, at Casey-brevet blev 'plantet' i juryrummet under drøftelser, så det ville komme til nævninges opmærksomhed, og derefter blev det fjernet fra bevismaterialet". Påstanden understøttes af et jurymedlem i den tidligere domsjury, John Hurley, som forklarer, hvordan det foregik i praksis. Hurley sagde, at et brev fra Casey til Owen var blevet sendt rundt blandt jurymedlemmer og læst op under forhandlingerne. Dette blev afvist i dommmen i appelsagen, idet denne hævdede, at brevet blev korrekt fremført for jurymedlemmerne i jurylokalet.
John Hurley vidnede også om, at han og andre nævninge havde overtrådt rettens forbud og havde set TV-programmet "48 Hours" ("48 timer"), der behandlede Franklin-skandalen. I dette program forklarede Troy Boner, at han fejlagtigt havde anklaget fremtrædende Omaha-borgere for at have misbrugt børn seksuelt.
DeCamp berører også denne situation i sin bog:
"I over et år, efter den første byge af mediedækning i 1989, undgik de nationale nyhedsmedier Franklin-sagen. Den 19. juni 1991, to dage før juryen dømte Alisha Owen, præsenterede CBS-TV Nebraska i sit TV-show i den bedste sendetid: '48 Timer'. Programmet, som angiveligt skulle handle om effekten af misbrug af børn i forskellige samfund, udtalte sin konklusion om Franklin-sagen i indledningen: 'Nogle samfund har overreageret og beskyldt uskyldige mennesker.'"

TV-producenterne fik den tidligere politichef Robert Wadman "grædende foran kameraerne" for at uddybe de påståede uretfærdigheder, der var blevet gjort mod dem, som offer-vidnerne udnævnte som misbrugere. Her udtalte Wadman, at Franklin-sagen havde været "den den mest Guds-forfærdelige oplevelse, man nogensinde kan gå igennem," skriver DeCamp og fortsætter:
"Omaha-advokat James Martin Davis fremlagde sin vurdering, som var, at 'Bob Wadman var blevet arret for resten af sit liv.' Hverken senator Schmit, jeg eller Owen eller Bonacci blev interviewet. Udover de påståede gerningsmænd, fik kun Troy Boner tid i programmet til at sige, at han havde fabrikeret alle anklagerne. Wadman hævdede, at 'Caradori ledede vidner, fodrede vidner,' mens Boner udtalte, at 'det hele bare var en løgn,' og at 'Caradori overbeviste mig om at gøre det.' Fortælleren udtalte, 'Caradoris motiver forbliver ukendte.'
Indvirkningen på Alisha Owens retssag, af et sådan antageligt autoritativt nationalt tv-show, der fælder dom over Nebraska-sagen, var ødelæggende. Selvom dommeren udtrykkeligt beordrede nævninge til ikke at se programmet, gjorde et stort antal af dem dette, og flere rapporterede, at det var hovedemnet for diskussionen i juryrummet næste morgen!"

Med denne baggrund havde Alisha Owen begæret, at retssagen mod hende var ugyldig. Dette blev ligeledes afvist i Alisha Owens appelsag. I dommen står der:
"Der er intet i retsjournalen, som fortæller om indholdet af tv-rapporten ... I mangel på bevis for forudindtagethed havde byretten ret i at afvise begæringen om ugyldig retssag. Mulighed for forudindtagethed ... giver ikke anledning til en formodning om, at forudindtagethed ... eksisterer. Selvom passagen umiddelbart ovenfor omhandlede en begæring om ugyldig retssag snarere end en begæring om ny retssag, mener vi, at begrundelsen gælder i den foreliggende sag. Owen har således bevisbyrden med klare og overbevisende beviser for, at programmet påvirkede jurymedlemmerne skadeligt i deres afgørelse."

I appelsagen vidnede desuden en tidligere politibetjent og efterfølgende privatdetektiv, Robert Janecek, som havde kendt Boner-familien tæt i cirka 30 år. Janecek hævdede, at tre slægtninge til Boner havde fortalt Janecek, at Boner havde fortalt Boner-familien, at han havde fået 12.000 dollars i bestikkelse for at have løjet ved Owens sag om mened. Janecek udtalte, at ifølge Boners slægtninge, blev han foranlediget til at lyve på to måder: Via truslen om, at han "aldrig ville klare det til retten" og løftet om en økonomisk belønning. "Janeceks erklæring nævner ikke hvem, der angiveligt truede Boner og købte hans falske vidneudsagn," står der i domsteksten.
Desuden vidnede Alisha Owens mor Donna Owen, om at Boner ringede til Owen-hjemmet efter retssagen og hævdede, at han havde løjet under retssagen for at beskytte sig selv. Donna Owen optog telefonsamtalen med Boner. Et udskrift og et lydbånd af samtalen blev ført som bevis sammen med Donna Owens erklæring, men betydelige dele af lydbåndet var ifølge domsteksten uforståelige.
I appeldommen står der:
"Owen fremlagde beviser for juryen om, at Boner oprindeligt havde bekræftet Owens påstande om seksuelt misbrug, derefter havde han trukket det tilbage foran Douglas Countys storjury – og senere fortalt den tidligere senator Schmit, at han kun havde trukket det tilbage på grund af pres fra FBI."

Domsafsigelsen i appelsagen lyder:
"I sin kendelse om den anden begæring om en ny retssag bemærkede byretten korrekt, at spørgsmålet om Boners troværdighed var blevet grundigt undersøgt under retssagen. Juryen hørte beviser for, at Boner i løbet af Franklin-efterforskningen syntes at vakle mellem to helt forskellige historier om det påståede seksuelle misbrugsnetværk af børn og hans involvering i det. Vi er enige med byretten i, at de nyligt opdagede beviser, som Owen har fremlagt i sagen om Boners påståede mened, ikke beviser noget nyt, men i stedet blot gentager, at Boner er ustabil. Det faktum, at Boner endnu en gang kan have ændret sin historie om Franklin-skandalen, er ikke overraskende. Om seks måneder kan Boner meget vel ændre sin historie igen. På dette tidspunkt i sagen er beviser for yderligere vaklen fra Boners side vedrørende Franklin-beskyldningen selvforstærkende og har ingen bevisværdi."

Rettens konklusion i appelsagen blev:
"Vi finder intet grundlag for at støtte Owens anden begæring om en ny retssag."

'Jane Doe' nyttig for at miskreditere Alisha Owen?
Om det tredje ikke-navngivne vidne og angivelige offer 'Jane Doe' skriver John DeCamp, at hun "optog sin vrede mod storjuryen på et båndet interview med senator Ernie Chambers".
Derefter citerer DeCamp fra den artikel i lokalavisen Nebraska Observer fra 31. august 1990, hvor man angiveligt kunne læse dette. I citatet står der, at hun "blev efterladt med det overvældende indtryk, at storjuryen kun havde ønsket den del af hendes vidnesbyrd, som kunne være nyttig for at miskreditere Alisha Owen."
"Senere modtog hun telefonopkald fra en mand, der sagde, at hun talte for meget," skrev Nebraska Observer. Hun tænkte, at en person med forbindelse til storjuryen gav information videre. Hun havde ikke haft sådanne truende telefonopkald siden lige efter, hun blev undersøgt af FBI – og hun fået nyt telefonnummer flere gange, fordi hun var flyttet flere gange siden sin tid med vilde fester.
"Jane Doe hævdede, at storjuryen blot var et set-up," skriver DeCamp og citerer Jane Doe for at sige, at omkring halvvejs gennem sit vidnesbyrd for storjuryen "var det, at det nåede til et punkt, hvor [hun] ikke engang stolede på dem". Fordi "de ikke ønskede at vide noget om Alisha eller nogen af den slags ting," sagde hun. DeCamp fortsætter så citatet fra Nebraska Observer:
"Ifølge Jane Doe fortalte Van Pelt hende, hvordan hun skulle vidne og hvorfor, og afslørede oplysninger om storjuryens sagsbehandlinger, som andre var blevet pålagt at hemmeligholde. ... Det blev sagt om Van Pelt, at han lavede nogle referencer til Jane Doe's fortid, herunder nogle ulovlige aktiviteter, der blev blokeret ud af transkriptionen, og som kunne have været tolket af hende som en trussel mod hende. Hun sagde i interviewet, "der var nogle ting, jeg havde gjort i min fortid, som jeg var bange for, at han ville anklage mig for .... Grundlæggende brugte han mig som, som et dummy-vidne, fordi han havde fundet ud af, at jeg ikke havde eller kendte til nogen af de oplysninger, som storjuryen beskæftigede sig med .... Så det virkede bare på mig, som om han ville bruge mig til at miskreditere Alisha".

John DeCamp fortæller, at han anlagde et civilt søgsmål, hvor han anklagede Van Pelt og Dougherty for selv at have deltaget i at skrive storjuryens endelige rapport. "Dette er en praksis, som er forbudt i henhold til Nebraskas lov," skriver DeCamp. DeCamp fortæller, at formanden for juryen Michael Flanagan indrømmede deres involvering, i en Omaha World-Herald artikel fra august 1990. DeCamp citerer derefter et uddrag af denne artikel, hvor formanden indrømmer dette.

Storjuryen forklarede som tidligere nævnt, at dens manglende stævning af Larry King skyldtes sandsynligheden for, at King ville have påberåbt sig sin ret til ikke at inkriminere sig selv ("Fifth Amendment" - femte rettighedstilføjelse til den amerikanske grundlov). DeCamp konstaterer, at i andre tilfælde var det okay for Van Pelt at indkalde vidner, der ville gøre brug af denne rettighed. Derefter viser han et uddrag fra en artikel i avisen Nebraska Observer, hvor Van Pelt i en ordveksling indikerede dette til det anonyme vidne og angivelige offer Jane Doe:
"På hjemturen fortalte Hr. Van Pelt Jane Doe, at den 'lette dag' bliver næste dag. Da hun spurgte hvorfor, afslørede han for hende, at vidnet ville 'påberåbe sig the Fifth Amendment'.
Hun sagde:
'Han fortalte mig, at han (vidnet red.) var homoseksuel, og at han havde sex med små drenge. Og at de ville anklage ham for det, så faktum er, at han var nødt til at påberåbe the Fifth Amendment for at undgå at blive tiltalt.'
Van Pelt sagde, at det ville være en let dag 'fordi han ikke skulle gøre noget,' undtagen 'bare sidde der og lytte til de fyre påberåbe sig Fifth Amendment til alle spørgsmålene.' ...
Den ordveksling, ud over at bestå af en upassende afsløring af Hr. Van Pelt, står i skarp kontrast til juryens afvisning af at stævne Larry King, 'fordi ... han ville stole på sin ret til at undlade selvinkriminering,' og derfor, 'ville det ikke være frugtbart at forsøge at kræve, at King dukkede op for (storjuryen).'"

Offentligt ramaskrig og sagsbehandling af endnu en kompromitteret embedsmand?
Van Pelts behandling af Jane Doe forårsagede sådan et offentligt ramaskrig, at Douglas Countys anklager Ronald Staskiewicz følte sig nødsaget til at foretage en undersøgelse, skriver DeCamp. Douglas Countys advokat Robert Sigler blev udnævnt til at foretage undersøgelsen. "Sigler var meget fortrolig med Franklin-sagen; han var anklager da Alisha Owen blev idømt fem års fængsel for at bruge 700 dollars i falske checks," skriver John DeCamp.
Robert Sigler havde desuden håndteret retssagen om overgreb på børn mod World-Herald klummeskribenten Peter Citron. Efter Peter Citrons dom, fastholdt Sigler, at denne sag aldrig havde været forbundet med Franklin-undersøgelsen. "Hverken i begyndelsen, i midten eller i slutningen. Det er ikke det, denne sag handler om," fortalte han World-Herald. "Det havde intet at gøre med Franklin, de afslørede beviser viste ikke noget link. Det er en stor misforståelse."
DeCamp afslutter med at fortælle, at Sigler heller ikke blev diskvalificeret fra ansvaret for at efterforske Van Pelts arbejde i storjuryen, selvom to vidner i den lovgivende forsamlings Franklin-udvalg havde indikeret, at Sigler selv var personligt involveret i Franklin-sagen:
Den 10. juni 1990 interviewede efterforskerassistenten Karen Ormiston en pige ved navn Alice Good, som havde information om pornografi og prostitution:
"Ormiston noterede at, 'Forsøgspersonen føler, at en Douglas County anklager identificeret som Robert Seigler [sic], med kælenavnet 'Smiley', er involveret i Franklin-sagen."

"Paul Bonacci var mere specifik i sit vidnesudsagn givet til Franklin-udvalget den 12. juni 1990," skriver DeCamp - og citerer derefter dette afsnit herfra:
"BONACCI: Med Larry King har jeg rejst mange gange til Kansas City, og det var normalt i bil. Men vi plejede tage op til Sioux City, Iowa, og vi plejede at tage et – der var et chartret fly. Det hed KAM Air eller noget. Og de plejede at flyve os op til Sioux City, og vi ville bo på et hotel, der lå lige ved floden. Og han havde en båd og ting og sager, vi plejede at tage ud på hele tiden. Og han – vi plejede at tage derop for at have sex og sådan noget...
SENATOR LYNCH: Var nogle af de mennesker, du mødte der, fra Omaha-området, kan du huske det?
BONACCI: Ja.
LYNCH: Kan du overhovedet huske nogle af deres navne?
BONACCI: Joe Caniglia. En fyr ved navn Robert Siegler [sic]. Alan Baer var der."

"Sigler rapporterede prompte tilbage til Staskiewicz, at Van Pelt ikke havde gjort noget forkert," opsummerer DeCamp derefter.

Paul Bonacci tilbagetrak ikke de vidneudsagn, han havde givet til Gary Caradori, hvilket betød, at Van Pelts storjury tiltalte ham for falsk vidneudsagn. Det var storjuryen tvunget til "for at fastholde, at sagen om misbrug af børn var et omhyggeligt udformet svindelnummer," skriver John DeCamp.
Men derefter fremlægger DeCamp flere omstændigheder og påstande, som ikke synes at understøtte en konspiration mellem Alisha Owen og Paul Bonacci:
Caradori mødte ikke Bonacci før 10. maj 1990, og han medbragte Bonaccis videofilmede erklæring til Franklin-udvalget den 14. maj. Det var fem dage efter Owen var færdig med at vidne for storjuryen. Owen havde således afsluttet sit vidneudsagn til storjuryen dagen før Caradori mødte Bonacci første gang. Paul Bonaccis vidneudsagn kom altså ind i sagen ganske lang tid efter Alisha Owens – og kun fordi Gary Caradori havde opsporet Bonacci. Bonacci anslog desuden, at sidste gang, han havde talt med Owen, var i 1986. Men efter storjuryens vurdering var begge disse vidner løgnere – manipuleret af efterforskeren Gary Caradori.
"Da hans vidnesbyrd støttede Owens, var storjuryen nødt til at kalde Bonacci en løgner," skriver DeCamp - og citerer et uddrag hvor storjuryens rapport taler om Paul Bonacci:
"Bonacci var måske det mest patetiske vidne i hele sagen.... Han er blevet diagnosticeret til at have flere personligheder, og hans psykiater tvivler på, at han kan fortælle sandheden. Hans mange uoverensstemmelser og modsigelser gør hans vidnesbyrd utroværdigt, og gør det nødvendigt at anklage ham for mened."

Ordene "diagnosticeret til at have flere personligheder" refererer til, at Paul Bonacci var diagnostiseret med personlighedsforstyrelsen "Dissociativ identitetsforstyrrelse". Det kaldes også "multiple personligheder", og er en tilstand, hvor et menneske har mindst to "personlighedstyper, der optræder modsat til hinanden og ikke er bevidste om den (de) andres tilstedeværelse."

Til storjuryens udsagn om Paul Bonacci skriver DeCamp, at det indeholder "ikke én, men to modsigelser". Han forklarer:
"Det er klart, at en person, der var medicinsk ude af stand til at fortælle sandheden, ikke også kunne være skyldig i mened eller at bevidst lyve under ed. Den anden fejl var imidlertid at citere den påståede udtalelse fra 'Bonaccis psykiater', som ikke dukkede op som vidne for storjuryen. Det var en overdrivelse alene at bruge denne etikette om den pågældende læge, Dr. Beverly Mead, da han undersøgte Bonacci på vegne af Omaha Politi. Men da Dr. Mead vidnede for Franklin-udvalget, sagde han, at han mente, at Bonacci fortalte sandheden!"

DeCamp fremlægger nu to invovlerede lægers syn på Paul Bonaccis troværdighed.
Den første er Dr. Judianne Densen-Gerber, psykiater i New York-området, advokat, børnemisbrugsekspert og medlem af International Society of Multiple Personality and Dissociative States (International forening for dissociativ identitetsforstyrrelse). Hun vidnede for den lovgivende forsamlings Franklin-komité og beskrev den lidelse Bonacci lider af. Sygdommen blev dengang kaldet Multiple Personality Disorder (MPD), i dag kaldes den som nævnt Dissociativ identitetsforstyrrelse.
Det er ikke en psykose, forklarede Judianne Densen-Gerber, men en neurose, der skyldes en forsvarsmekanisme i sindet hos et barn, som søger at beskytte sig selv mod "ufattelig grusomhed".
Forklaringen fortsætter:
"Stort set alle MPD-ofre er blevet alvorligt misbrugt fra før de var seks år gamle, med tortur som at blive hængt med hovedet nedad og få varme genstande stukket ind i dem, eller blive tvunget at deltage i drab, lemlæstelse og kannibalisme af andre børn. Et barn udsat for sådanne frygtelige følelsesmæssige og fysiske smerter har ingen mulighed for at undslippe dette 'følelsesmæssige Auschwitz', så hans sind opfinder, i selvforsvar, en anden identitet under misbruget og lidelsen. Gennem denne mekanisme, kan barne-offeret forestille sig, at han er en anden, der ser på smerten og forræderiet udefra, som om det ikke faktisk sker for ham. Efterhånden som offeret bliver ældre, vil disse forskellige personligheder overleve i offerets sind, som hver især har sin egen alder, navn, minder og egenskaber."

Dr. Densen-Gerber vidnede den 29. december 1990 om hendes undersøgelse af Paul Bonacci for den lovgivende forsamlings Franklin-komité. Hun blev afhørt af udvalgets rådgiver Robert Creager:
"CREAGER: Doktor, jeg tror, at storjuryen faktisk gik så langt som at koble sin konklusion til en 'kendsgerning', at ifølge vidneudsag var hr. Bonacci ikke i stand til at fortælle sandheden. Har du en kommentar til det?
DENSEN-GERBER: Jeg tror, det ville være meget svært for hr. Bonacci at lyve .... Når man er flere personligheder, er der ingen grund til at lyve, du skifter [personligheder] .... For det første er hr. Bonaccis historie en gennemsnitlig historie for nogen i hr. Bonaccis omstændigheder. Der er ikke noget, som Bonacci fortalte mig, som jeg ikke har hørt fra andre patienter eller enkeltpersoner. Han har ingen uddybninger, og han siger ofte, jeg ved det ikke. Han fabrikerer ikke, eller han forsøger ikke at give svar, hvilket de fleste mennesker gør, fordi de gerne vil behage. Han giver dig ikke engang det indtryk, at han ønsker at behage."

Den politiansatte psykiater Dr. Beverly Mead var enig, da han besvarede spørgsmål ved en høring i oktober 1990 for Franklin-udvalget. Spørgsmålene kom fra flere af udvalgets senatorer og John DeCamp, som var Bonaccis advokat.
DeCamp fremlægger en sekvens fra denne høring:
"DECAMP: Hvad tror du nu, doktor, i forhold til hans fortællinger her, som vi har hørt, og dem du og jeg har lyttet til?
MEAD: Jeg føler personligt, at disse detaljer, som han har fortalt os, var oplevelser, som han virkelig oplevede ....
SENATOR SCHMIT: Jeg har flere spørgsmål til Dr. Mead. Doktor, vi hørte vidnet i forskellige personligheder nævne nogle specifikke navne på personer, der var sammen med ham på forskellige tidspunkter, Larry King, Robert Wadman. ... Med din professionelle erfaring, er der - hvordan siger man - jeg tror mit spørgsmål er, føler du, at disse beskrivelser er korrekte?
MEAD: Jeg vil gerne se dem bekræftet fra andre kilder, selvfølgelig. Men det er - det er mit nuværende indtryk, at Paul er - eller [personlighed] Alexandrew fortæller ting ærligt, som han husker dem.
SCHMIT: Er der nogen måde, hvorpå han kunne have forestillet sig dette og drømt sig til det og så fortalt det til os her i dag? Kan det være blevet gjort?
MEAD: Det ville være et højst fænomenalt trick at gøre det. Jeg tror ikke, det vil være muligt. Jeg tror, han taler om ting, som han faktisk husker .... I vores bestræbelser på at huske noget, kan vi nogle gange sige, ja, jeg tænker det-og-det, og som vi tænker over det, kommer vi til at tro på det. Så der kan være et par detaljer, der ikke er præcis, som det skete. Men jeg tror grundlæggende, at historien, som han fortæller den, er, hvad han ærligt fortæller.
SCHMIT: For eksempel historien om hans tur til farmen South fork [med Larry King, under den republikanske partikonvention, hvor han blev seksuelt misbrugt], tror du på den historie?
MEAD: Ja."

Allerede i april 1986, to år før der var en Franklin-sag, fortalte Paul Bonacci til Omaha Politi og til ledere på hans gymnasieskole, at han blev misbrugt af Harold Andersen, Larry King, Alan Baer og andre.
Henry Rosenthal, dengang Bonaccis advokat, talte med Franklin-komitéen herom den 21. juni 1990:
"ROSENTHAL: Jeg talte med hans folk i skolen, du ved, fordi jeg - jeg havde alvorlig tvivl om den her fyr, som fortalte mig om det. Men hans problem - en dag var han helt ude af sig selv i skolen, og de troede, det var stoffer og det var det virkelig ikke. De her ting var virkelig begyndt at virke på ham. Han ville bare ikke rekruttere mere for hr. Baer.
SENATOR LABEDZ: Han fortalte os det.
ROSENTHAL: Men jeg talte med skolens ledere. Vi taler om assisterende rektor på skolen, for hvor mange mennesker, 4.000 studerende. Jeg talte med hans øverste rådgiver, og de sagde, at det er helt sandt. De ringer til politiet og sagde, han er på hospitalet, skal I ud og interviewe ham? 'Nej, vi har afsluttet sagen.' Da han nævnte disse fremtrædende mennesker, fortalte de mennesker [skoleledere] mig, at man kunne bare se, at det var som om, de lukkede deres øjne og deres bøger og var væk."

Artikel om storjury-rapport på anklaget satanists hjemmeside
Rapporten fra denne storjury er ikke at finde online i dag. Men det materiale, man finder om rapporten og storjuryen, bekræfter flere af DeCamps citater og oplysninger om hændelsesforløb. Denne artikel fra New York Times arkiver bekræfter fx storjuryrapportens påstand om, "at svindelnummeret, der involverede beskyldninger mod nogle af Omahas mere fremtrædende borgere, var 'skrevet af en eller flere personer med betydelig viden om folk og institutionerne i Omaha.'"
Videre fortæller artiklen, at storjuryen "anklagede to vidner, som den sagde havde afgivet falske beretninger i den sammenfiltrede sag, der involverede en krakket kreditforening dannet for at hjælpe de fattige. Ifølge artiklen blev denne kreditforening – altså Franklin Credit Union – "ledet af en nationalt fremtrædende republikaner." Denne person identificeres senere i artiklen som Lawrence E. King Jr. - Larry King.

I artiklen er senator Loran Schmit i øvrigt citeret for at kalde storjuryens rapport "et mærkeligt dokument". Derefter tilføjer senator Schmit: "Det er det bedste, jeg kan sige om den".

Online kan man også finde en gammel Omaha World-Herald-artikel om offentliggørelsen af rapporten og om storjuryens konklusioner. Denne artikel er gengivet på en hjemmeside for den sataniske og okkulte orden "Temple of Set". Stifteren af denne nyreligiøse bevægelse var en mand ved navn Michael Aquino (1946–2019). Indtil 1975 var han et højtstående medlem af Church of Satan (Den Sataniske Kirke), hvorefter han etablerede sit eget Temple of Set.
Men Michael Aquino var også amerikansk militær efterretningsofficer med speciale i psykologisk krigsførelse og militære psykologiske operationer, også kaldet "psy-ops". Psykologiske operationer handler om at påvirke og styre menneskers værdi- og trossystem, følelser, ræsonnementer eller handlemønstre gennem psykologisk påvirkning. Dette kan gøres i 1-1 behandling (fx tortur) eller mod store målgrupper (fx i massekommunikation og propaganda). Det kan bruges til at fremkalde tilståelser eller forstærke holdninger og adfærd, der er gunstige for ophavsmandens mål.
Psykologisk krigsførelse bruges overordnet til at ødelægge fjendernes moral gennem taktikker, der sigter mod at undertrykke troppernes psykologiske tilstande. Taktikkerne involverer ofte løgn og manipulation og kan i sammenkoblede militære angreb udmønte sig i drab og massemord.

Michael Aquino har en aktie i sagen om de påståede sataniske rituelle overgreb og mord i Nebraska, så det er ikke tilfældigt, at denne artikel findes på Temple of Sets hjemmeside. Aquino omtales i DeCamps bog, fordi flere angivelige ofre for sataniske rituelle overgreb – bl.a. Paul Bonacci – har fortalt om de overgreb, Michael Aquino angiveligt påførte dem. De har hævdet, at det er sket i forbindelse med en påstået videreførelse af CIA's MK-Ultra projekt.
MK-Ultra var et ulovligt menneskeligt forsøgsprogram designet og iværksat af CIA, som havde til formål at udvikle procedurer og identificere stoffer, der kunne bruges under afhøringer for at svække mennesker og fremtvinge tilståelser gennem hjernevask og psykologisk tortur. MK-Ultra stod på i næsten to årtier op gennem 1950'erne og 60'erne og involverede tusindvis af ulovlige overgreb mod amerikanske og canadiske borgere. Ud over MK-Ultra kørte CIA også bl.a. et andet lignende projekt kaldet Projekt ARTICHOKE. Alt dette blev afsløret i 1973, og den amerikanske stat hævdede derefter, at disse ulovlige overgreb var et afsluttet kapitel i amerikansk historie. Adskillige vidner har dog hævdet, at dette ikke er tilfældet. De har fortalt, at tortur, hjernevask, seksuelt misbrug, euforiserende og psykedeliske stoffer og andre manipulationsteknikker er blevet anvendt mod dem i et hemmeligt CIA-program.

Michael Aquino er et meget konkret eksempel på en direkte sammenhæng mellem satanisme og militær- og efterretningsverdenen. Han er også et eksempel på en satanist, der er blevet anklaget for adskillige overgreb på børn. For ikke kun Paul Bonacci har fremført sådanne anklager, Aquino er blevet anklaget for overgreb på ikke mindre end 58 andre børn. Trods disse mange anklager er han dog aldrig blevet sigtet for overgreb.
Aquino stiftede sit "Temple of Set" – ifølge sine egne udsagn – efter at have gennemført et ritual for at påkalde Satan. Her fik han åbenbaret en hellig tekst kaldet "The Book of Coming Forth by Night" ("Bogen om at komme frem om natten"). Ifølge Aquino afslørede Satan i dette værk, at hans sande navn er Set, som havde været det navn, hans tilhængere brugte i det gamle Egypten.
Derfor har Michael Aquinos tilhængere en modvilje imod at bruge udtrykket "satanisme" om deres religion. De kalder det i stedet "Setianisme" efter den antikke egyptiske gud, som Michael Aquino altså selv siger, er Satans "sande navn". Dette er ikke overraskende, da netop antik egyptisk religion står centralt i megen okkultisme og satanisme.
I sammenhæng med Satans mange udtryk og Michael Aquinos egyptiske indpakning af sin satanisme kunne man måske desuden nævne, at en del af psykologisk krigsførelse også ofte er at skabe forvirring hos fjenden for herigennem at kunne opnå sine egne mål.

Man kan læse mere om MK-Ultra, Michael Aquino, satanisme og sammenhængene til bl.a. antik egyptisk religion i del 3.

Omaha World-Herald og storjuryens fremstilling af sagen
Omaha World-Heralds artikel redegør for hvordan Gary Caradori har været ophavsmanden til "svindelnummeret", idet han efter storjuryens opfattelse styrede vidnerne til at lyve. Avisen referer desuden storjuryens rapportkonklusion om, at særligt Alisha Owens motivation var, at opnå en nedsat fængselsstraf samt økonomisk gevinst ved at sælge sin historie.
Under overskriften "INTET TROVÆRDIGT BEVIS" renses de fremtrædende personer. Artiklen bekræfter her, hvad John DeCamp gengav: At ifølge storjuryen var der intet troværdigt bevis for misbrug af børn. Det samme gør sig gældende for storjuryens bemærkning om "homoseksuelle forhold", der "involverede" "ansatte eller embedsmænd". Disse blev beskrevet som "frivillige handlinger" mellem "personer over lavalderen".
Under overskriften "GRUNDIGHED" udtaler én advokat, at han ikke tror, "intelligente mennesker vil have noget problem med denne rapport". En anden advokat udtaler, at han mener, at "rapporten er grundig" og "vil tilfredsstille de fleste".
Den anden advokat tilføjer: "Skovbranden er slukket nu, men vi har stadig ulmende gløder tilbage".
I alt to kritikere kommer med et par korte udtalelser: Senator Loran Smith fremfører, at anklagerne mod to unge personer, der blev sigtet for at lyve over for storjuryen, var "tragiske" i lyset af det påståede misbrug de led. En af stifterne af gruppen Concerned Parents, Trish Lanphier, udtaler desuden, at rapporten ikke ville blive accepteret af offentligheden, fordi dens "overordnede tema" var "at give ofrene skylden". Concerned Parents havde hele vejen igennem sagens forløb støttet efterforskningen af børnemisbruget.

Derefter gennemgåes afgørelserne for de forskellige involverede prominente personer.
Larry King var allerede af føderale myndigheder blevet sigtet for føderal økonomisk kriminalitet. Desuden bekræftes DeCamps citat fra rapporten om, at storjuryen "ingen troværdige beviser" fandt "for seksuelt misbrug af børn, mellemstatslig transport af mindreårige, narkotikahandel eller deltagelse i et pornografi-netværk af King eller andre Franklin-embedsmænd eller medarbejdere". Ligeledes bekræftes DeCamps citat om, at storjuryen erkendte, at Larry King gjorde sig skyldig i rufferi (altså alfons-virksomhed) – men at det "nok ikke ville være god anvendelse af retsmidler", at føre retssag mod ham.
Om Alan Baer står, at han "blev skrevet ind i manuskriptet på grund af sin rigdom og velkendte homoseksualitet". Det skal ganske givet forstås således, at han blev "skrevet ind i manuskriptet" til "svindelnummeret". For ifølge storjuryen var Alisha Owen og Paul Bonacci jo sammensvorne med Gary Caradori om svindelnummeret – og de løj således også om Alan Baer. Men der havde været vidneudsagn fra "mandlige voksne, der sagde, at de havde seksuelt forhold til Baer mod betaling". "Navnene på en eller flere af disse personer vises på skattekvitteringer som modtagere af penge fra en privat fond oprettet af Baer, og hvor han er præsident". Dette "rejser muligheden for, at sådanne bidrag blev brugt til at kanalisere penge i bytte for sex og samtidig forsyne Baer med indkomstskattefradrag." Men storjuryen gik "imod at tiltale Baer for mulig indkomstskatte-unddragelse" baseret på en gennemgang af Nebraskas skattestruktur og statens skattelovgivning. Og også i dette forhold skød juryen sagen videre til "føderale myndigheder".
Politichef Robert Wadman blev fuldstændigt frikendt og storjuryen skrev, at den "nu ser på Owen som gerningsmand og Wadman som offer".
Derefter renses Omaha World-Heralds egen indehaver Harold W. Andersen, borgmester P.J. Morgan, direktør for den offentlige strømforsyning Eugene Mahoney og distriktsdommer Theodore Carlson alle fuldstændigt for anklagerne om misbrug af børn. Desuden renses tidligere advokat i Douglas County Thomas McKenney for bestikkelsesbeskyldninger fremsat af Alisha Owen.
Artiklen giver desuden ordet til advokaterne for Robert Wadman og Alan Baer. Robert Wadmans advokat understøtter Wadmans egne udtalelser om, at hans familie og karriere havde lidt stor skade under anklagerne. Så stor skade at advokaten tilsyneladende antyder, at Wadman slet ikke burde have været nævnt i rapporten. Han udtaler, at han er bange for, at rapporten, ved at navngive figurer som Wadman, kun yderligere skader ofrene, "der er falsk anklaget".

Derefter anklager storjuryrapporten og World Herald-artiklen efterforskeren Gary Caradori for at "lede sine vidner" og "fodre" dem med information.
Loran Schmit var ifølge rapporten og artiklen "politisk uansvarlig".
"Vi er dybt bekymrede over hans erklæring til medierne om, at der var mennesker, der ønskede at se Caradori død".

Loran Schmit får i artiklen ikke mulighed for at svare på dette angreb.
John DeCamp "udstedte sit memorandum blot for personlig politisk vinding og mulig hævn for påståede handlinger mod ham i fortiden," udtalte storjuryen. Her citeres DeCamp for i en anden sammenhæng at have skrevet, at hvis han ikke havde udsendt sit omstridte memo, ville der ikke have været nogen storjury og ingen ville være blevet sigtet.
Derefter anklager artiklen andre personer, som har støttet DeCamp og været kritiske overfor storjuryen. Fx er der et citat fra storjuryen om senator Enie Chambers: "Det ser ud til, at Chambers er langt mere interesseret i at underholde sine vælgere og tiltrække sig opmærksomhed end i at opnå retfærdighed for nogen". Heller ikke Chambers får mulighed for at forsvare sig i artiklen.
Så er der et afsnit kaldet "RYGTESPREDERE" ("RUMORMONGERS"), som igen henter sit ordvalg fra storjuryens rapport. Her omtales først Michael Casey, og World-Herald citerer igen fra storjuryens rappport – blandt andet: "Omaha må komme videre og forsøge at lægge rygterne, frygten, beskyldningerne og løgnene, som Casey var med til at sprede, bag sig." I afsnittet kritiseres også en børnearbejder, som tidligt anmeldte overgreb mod børn. Hun "udviste dårlig dømmekraft og overreagerede, hvilket forårsagede" "spredning af misinformation". Den tredje "rygtespreder" var Bonnie Cosentino fra organisationen Concerned Parents, som storjuryen også anklagede for at sprede "misinformation" – foruden "rygter og insinueringer".
World-Herald forstsætter stilen, og heller ingen af disse kritiserede mennesker får mulighed for at forsvare sig.

Artiklen nævner Jarrett og Barbara Webb, og at "Webb var blevet sigtet" for to seksuelle overgreb "af tredje grad". Desuden står der, at storjuryen "udsendte en foreløbig rapport, der sagde, at der var grund til at sigte Webb".
Så Nelly Webb har tilsyneladende, ifølge storjuryen, talt sandt om Jarrett Webbs overgreb på hende, men talt usandt om sine øvrige påstande. Dette var ligeledes, hvad John DeCamp hævdede, storjuryen påstod.
Men Jarrett Webb blev aldrig stillet for retten, konstaterer John DeCamp i sin bog (side 224).
"I en kalkuleret udfoldelse af bekymring anbefalede storjuryen i Douglas County i maj 1990, at Webb skulle tiltales af anklagemyndigheden i Washington County for 'seksuelt overgreb af tredje grad mod en mindreårig', Nelly Patterson.
Den 26. december 1990 afviste dommer David Quist i Washington County imidlertid anklagerne mod Webb og fastslog, at forældelsesfristen var udløbet for handlinger begået i 1985. I Nebraska skal sager om misbrug af børn under seksten år automatisk forlænges. Men selvom Nelly havde anmeldt misbrug, der begyndte, da hun var ni år gammel, fastslog dommeren, at de pågældende overgreb ikke kunne retsforfølges, fordi de fandt sted to dage efter pigens 16-års fødselsdag!"

Omaha World-Heralds artikel afsluttes med et par linjers kritik af politiet for ikke at følge tilstrækkeligt op med "efterforskning af en tredje ung pige", der "i den tidlige efterforskning" fremkom med beskyldninger om overgreb mod børn. Og igen: Selv om rapporten kritiserede politiets håndtering af sagen, sagde storjuryen, at den "ingen beviser fandt" for "pigens påstande om ulovlige aktiviteter".
Om denne unavngivne "tredje pige" er Loretta Smith eller Nelly Webb eller en helt anden, er usagt i artiklen. Men med baggrund i oplysningerne i DeCamps bog kunne det være Loretta Smith, der hentydes til.

John DeCamp redegør flere steder i sin bog for, hvorfor han simpelthen mener, at Omaha World-Herald var et propagandamedie for det, han opfatter som mørklægningen af Franklin-sagen. Denne artikels vinkling og angreb på folk, der har anmeldt påståede overgreb og støttet efterforskning heraf, giver – efter min opfattelse – et indtryk af en ensidighed, som passer ganske godt med den beskrivelse.

Men der findes endnu en artikel fra Omaha World-Herald om Franklin-sagen på hjemmesiden for satanisten og mester-manipulatoren Michael Aquinos "Temple of Set".
Det er en artikel om Troy Boner, som hedder "Franklin-vidne: Jeg løj som en del af et svindelnummer". Her fortæller Troy Boner, at det var Gary Caradori, som manipulerede ham til at give de detaljerede og eksplicitte vidneudsagn. Disse udsagn var altså ifølge Boners nye påstande helt urigtige. Desuden anklager Boner Alisha Owen for at lyve, "fordi hun håbede på, at det ville resultere i hendes frigivelse fra fængslet og økonomisk gevinst".
Dette nye vidneudsagn lagde storjuryen sin primære vægt på i sin afgørelse. Trods det at dette nye vidneudsagn tilsyneladende var i direkte modstrid med Caradoris efterforskningstilgang, hvor han - hver gang han stødte på nye oplysninger - skrev, at han skulle undersøge og krydstjekke med andre vidner om oplysningerne holdt vand. Og trods det at Caradoris nærmeste medarbejder, som deltog i afhøringerne, hævdede at storjuryens karakteristik af hendes kollega ikke passede.
Storjuryen så også bort fra, at de to vidner, de valgte at stole på, med sikkerhed havde løjet mindst én gang hver om dette yderst alvorlige emne - idet de jo ændrede deres forklaringer.
Storjuryen byggede deres tillid til de nye forklaringer om Caradori udelukkende på disse vidner selv. Den mand, som vidnerne nu anklagede, kunne ikke forsvare sig selv, da han var død i løbet af sin efterforskning - i et dødsfald som hans nærmeste gav udtryk for, at de mente var mord.
Storjuryen afviste, at det kunne forholde sig omvendt; at disse vidner var blevet truet af de mennesker, som fire vidner havde anklaget for seksuelle overgreb, ekstrem voldelig adfærd og mord: Troy Boner, Danny King, Alisha Owen og Paul Bonacci. Storjuryen afviste også, at Nelly og Kimberly Webb, Loretta Smiths og Brenda Parkers vidneudsagn korresponderede med disse fire vidneudsagn. De havde bekræftet eksistensen af satanisk misbrug af børn og givet flere af de samme navne på gerningsmændene (bl.a. Larry King, Rusty Nelson, Deward Finch og "King Horse").
Alt dette, som passede med hinanden, var ifølge storjuryen løgn – men kun noget af det skyldtes Caradoris manipulation.
Vidner havde også udpeget Peter Citron som pædofil overgrebsmand og deltager ved "fester" arrangeret af Larry King. At Peter Citron senere blev dømt for overgreb på mindreårige bekræftede og forstærkede disse vidneudsagn, men storjuryen hævdede, at dette var to forskellige sager og valgte at ignorere de angivelige ofres vidneudsagn i det hele taget.
Storjuryen så desuden bort fra, at Nelly Webbs vidneudsagn blev bekræftet af, at hun var blevet voldtaget af Jarrett Webb. Men Jarrett Webb havde ifølge storjuryenen tilsyneladende heller ingen relation havde til Franklin Credit Union. Den ignorede i al fald, at han sad i firmaets bestyrelse, og at hans kone var i familie med Larry King. Den ignorede også, at Jarrett Webb som nær ven af denne hovedperson i sagen omgik ham tæt.

I Omaha World-Heralds artikel er det udelukkende Troy Boner og Boners advokat, som kommer til orde. Advokaten understøtter naturligt nok Troy Boners udsagn.
Hverken Alisha Owen eller andre af dem, Boner anklager eller modsiger, får lov til at forsvare sig selv eller deres holdning.
Normal seriøs journalisk giver altid en sags forskellige parter mulighed for at give udtryk for deres opfattelser. Men det skete altså ikke i denne avis, som stort set udelukkende afdækkede storjuryens holdning - og holdninger fra personer som støttede denne.

I sin bog skriver DeCamp om Omaha World-Heralds tilgang til sagen og til de folk, som avisen mente, uretmæssigt havde forfulgt prominente mennesker i byen:
"I artikler den 20. og 21. juli og i en hovedleder-artikel fra 26. juli 1991 angreb World-Herald offeret Owen, senator Schmit, og mig selv som 'bakterier, der forårsager en pest,' og latterliggjorde den lovgivede forsamlings undersøgelse som en 'Keystone Kop'-affære."

Keystone Kops eller Keystone Cops er fiktive, humoristisk inkompetente politimænd, som medvirker i stumfilm-slapstick-komedier.
DeCamp afslutter sin omtale af Omaha World-Heralds rolle i sagen, således:
"Lederen, med titlen 'The Lessons of Franklin' ('Læren af Franklin-sagen' red.), fordømte alle og enhver - senator Loran Schmit, mig selv, den lovgivende forsamling, Omaha nyhedsmedierne, Douglas County sheriffen Dick Roth og den brede offentlighed - hvem som helst, der nogensinde havde antydet at børnene måske fortalte sandheden - for at 'skade uskyldige menneskers omdømme.'
Aldrig igen, messede redaktionen, skal den lovgivende forsamling udøve sin ret til at føre tilsyn med retshåndhævelsen i staten."

Kapitel 2:
En uhåndterlig'nothing-burger'

I bogen "The Franklin Cover-up" fremlægger den tidligere Nebraska-senator John DeCamp flere forskellige påstande om hvordan misbrugssagen systematisk blev forsøgt undermineret, og han understøtter disse påstande med forskellige rapporter, vidneudsagn og notater fra især den lovgivende forsamlings undersøgelse af sagen.
DeCamp gennemgår i tre kapitler de tre faser, som, han mener, udgør mørklægningen i sagen:
"Mørklægningsfase I: Politiet" (kapitel 4).
"Mørklægningsfase II: Douglas County storjury" (kapitel 11).
"Mørklægningsfase III: FBI" (kapitel 14).

Store dele af fase I og II er gennemgået i det foregående kapitel. Bemærk at dette skal læses for at kunne forstå nærværende kapitel.

Skulle FBI og justitsministeriet nu være knyttet til denne mørklægning?
Den tredje fase i den mørklægning af sagen, DeCamp mener fandt sted, handler om FBI's rolle i sagen.
DeCamp starter kapitlet med at citere et vidneudsagn givet den 13. oktober 1989 til den lovgivende forsamlings Franklin-udvalg, af politichefen Robert Wadman.
DeCamp skriver, at rådgiveren for Franklin-udvalget John Stevens Berry "grillede Omahas politichef Wadman" om den undladte politi-opfølgning på det påståede misbrug af børn. Ifølge DeCamp svarede politichefen "i forbitrelse", at FBI havde udført en undersøgelse, der sagde de samme ting, som Omaha Politi havde sagt. "Er de nu knyttet til denne mørklægning på en eller anden måde?" spurgte Wadman. "Skal justitsministeriet undersøges for på en eller anden måde at have hjulpet til i denne 'mørklægning'?"

Til dette udsagn skriver DeCamp:
"Wadman sagde det, men i dette tilfælde er det sandt. Justitsministeriet, der handlede gennem FBI og USA's statsadvokatkontor i Omaha, fremgår af optegnelsen fra Franklin-undersøgelsen ikke så meget som en part i mørklægningen, men som dens koordinator. Svindel med storjuryer, chikane af vidner, tilskyndelse til vidnefalsk og manipulation med beviser – føderalt personale blev set anvende alle disse teknikker i Franklin-sagen."

"I en sag fuld af rapporterede ture på tværs af statsgrænser til seksuelle udnyttelsesformål, der involverer fremtrædende personer fra nationale politiske partier," skriver DeCamp – "hvor var FBI?"
Han svarer selv:
"De sørgede for indblanding, og det der var værre."

DeCamp skriver, at senator Loran Schmit og han selv "måske fik budskabet i sin reneste form", da de mødtes med Omaha FBI-chef Nick O'Hara på hans kontor i begyndelsen af 1989. O'Hara "havde et billede af politichef Robert Wadman på sit skrivebord," skriver DeCamp. Robert Wadman var en af de prominente Omaha-borgere, som var blevet anklaget for misbrug af børn. Det var den senere dømte Alisha Owen, der anklagede ham for dette. Ifølge DeCamp truede O'Hara sine to besøgende med ordene:
"F--cker man med Bob Wadman, f--cker man med FBI!"

John DeCamp fremlægger et uddrag af et notat fra Omaha-betjenten Irl Carmean til vicepolitichef Charlie Parker fra december 1988. Det var før misbrugssagen for alvor var blevet undersøgt af efterforskeren Gary Caradori, som blev ansat af den lovgivende forsamlings Franklin-udvalg. Ifølge DeCamps fremlagte materiale var betjent Carmean en af de få betjente, som på et tidspunkt oprigtigt undersøgte misbrugssagen.
En betjent-kollega ved navn Berney havde lige mindet Carmean om et møde tilbage i juli eller august, fortæller DeCamp. Her talte Irl Carmeans overordnede, politikommissær Bill Goodrich, om Larry King-undersøgelsen. Goodrich oplyste, at han "havde været i kontakt med et føderalt agentur, der også undersøgte King".
Ifølge DeCamp fortsætter betjent Carmean sit notat således:
"Så vidt betjent Berney kunne huske sagde politikommissær Goodrich, at det føderale agentur var bekymret over, at vores børnepornografi/misbrugs-efterforskning kunne hæmme deres efterforskning. Betjent Berney fortalte mig, at selvom han ikke var sikker, så blev det enten direkte sagt eller han (Berney) fik det indtryk, at vi enten skulle 'sænke farten eller trække os tilbage' i vores undersøgelse for ikke at hindre den føderale sag."

FBI var tilsyneladende interesseret i pengedelen af Franklin-skandalen og svindlen i sparrekassen, men ikke i sagen om misbrug af børn. John DeCamp fremlægger flere indikationer for at dette var tilfældet – og for at FBI valgte at ignorere beviser i sexmisbrugssagen. Ifølge Dennis Carlson fra Foster Care Review Board fortalte statsadvokaten, at selvom de føderale myndigheder undersøgte Larry King, var deres undersøgelse begrænset til pengespørgsmålene, og de efterforskede ikke specifikt beskyldninger om misbrug af børn. Disse oplysninger er citeret fra Dennis Carlsons vidneudsagn til den lovgivende forsamlings Franklin-komité.
Statsanklagerens deltidsefterforsker, Thomas Vlahoulis, fortalte Franklin-komitéen, at det var hans indtryk, at FBI havde oplysninger om private flyvninger, noget Gary Caradori senere "skulle komme til at bekræfte på en dramatisk måde," skriver DeCamp.
Han underbygger det yderligere med, at avisen Omaha World-Herald i en artikel fra 12. maj 1990 fortalte, at "FBI havde kigget på Franklin siden 1987, i over et år før det blev lukket". "FBI-mændene kunne næppe have været uvidende om Franklin-stemningen, for ikke at nævne soveværelset i den nye tilbygning og beviserne viser, at de ikke var det," skriver DeCamp.
Den lokale Omaha-avis Lincoln Journal rapporterede i december 1988, ifølge DeCamp, at "en tidligere ansat, der ikke er identificeret, sagde, at da Franklin Credit Union lukkede ned, begyndte FBI-agenter straks stille spørgsmål vedrørende børnepornografi, stoffer og Larry Kings livsstil."

Som jeg fremlagde i foregående kapitel fik efterforskeren Gary Caradori angiveligt at vide, at FBI-agenterne i deres razzia af Franklin Credit Union beslaglagde "en stor mængde pornografisk materiale" "herunder videoer og fotografier, der viser seksuelle handlinger".

Caradori fik desuden angiveligt at vide, at hvis de ansatte i revisionsfirmaet, der arbejdede med den krakede Franklin Credit Union, afslørede noget om sagen, ville de automatisk miste deres job. Dette var en del af den statslige kontrakt, der var blevet underskrevet af de ansatte. Beviserne blev således aldrig stillet til rådighed for Franklin komitéen, og dens eksistens blev aldrig offentligt anerkendt af FBI, fortæller DeCamp. Alle kendelser vedrørende razziaen blev forseglet af den føderale dommer Richard Kopf.

Tilbud til hovedvidne?
Alisha Owen vidnede for Franklin-udvalget den 11. juni 1990. Det var før offentliggørelsen af storjuryens rapport om misbrugsagen – og afvisning af denne. Hun fortalte, at hendes forhåndværende advokat Pam Vuchetich havde givet hende et tilbud fra FBI. Indholdet af tilbuddet var, at hvis hun tilbagekaldte sin historie, så "ville intet ske" med hende, hævdede Owen. Hun kunne "sandsynligvis komme ud af fængslet", og der ville "aldrig blive rejst tiltale" mod hende.
"Såsom at hvis jeg tilbagekaldte min historie, ville de ikke anklage mig for mened, de ville ikke anklage mig for at lyve, de ville bare droppe det hele, de ville skrive breve til dommeren og bede om nedsættelse af min straf, så jeg kunne komme ud af fængslet. Og hvis – og i denne aftale skulle jeg sige, at Gary Caradori og Mike Casey kom til mig, de satte det hele op, de fortalte mig, hvad jeg skulle sige, vi fik manuskripter, vi blev lovet penge. Og der ville blive taget hånd om mig."

Den 21. juni 1990 fortalte Alisha Owens forældre, Donna og Alvin Owen, Franklin-udvalget om dette:
"DONNA OWEN: Min bekymring er, at Pam kom til os og sagde, at FBI ville have Alisha til at sige dette – at droppe det.
SENATOR LYNCH: Du vidnede om, at din mand var der?
ALVIN OWEN: Jeg sad i stuen, husker jeg.
SENATOR LYNCH: Hørte du hende sige det? ... fortalte hun hvem, der i FBI lavede den aftale, gav hende det tilbud?
DONNA OWEN: Mickey Mott. ...
SENATOR LYNCH: Var Mickey Mott – var der nogen andre sammen med denne Mickey Mott?
DONNA OWEN: Han arbejder tæt sammen med Rick Culver og John Pankonon.
SENATOR LYNCH: Okay. Nå, for en god ordens skyld, kan du huske datoen, for hvor hun fortalte dig om FBI-aftalen, da din mand var til stede?
DONNA OWEN: Det må have været i tirsdags, tror jeg. Hvis tirsdag er den 25. april, så må det have været tirsdag d. 25. april 1990. Det ville have alt... – det blev taget op dengang, men det blev også taget op tidligere, i marts. For dengang, ringede jeg til senator Labedz, og jeg sagde, er du klar over, at det er det, der sker, og jeg vil gerne fortælle dig dette, fordi jeg tror, at når alt er sagt og gjort, bliver det ikke bare denne mand Mike Casey, de vil sige, at Gary Caradori var med i det, og at medlemmer af den lovgivende komité var med i det. Og hun var meget bekymret, og hun tog straks hen for at få fat i senator Schmit, og jeg talte også med ham om det. Og det må have været i marts.
SENATOR SCHMIT: Jeg husker det."

Som jeg refererede tidligere, blev FBI-agenten Michael Mott også omtalt i dommen over Alisha Owen, hvor hun blev idømt flere års fængsel for falsk vidneudsagn. "Mickey" er et kælenavn for Michael, så det er den samme FBI-agent, der refereres til.
I dommen står, at Alisha Owen fortalte FBI-specialagent Michael Mott, at den senere angivelige hovedkonspirator i sagen, Michael Casey, "pumpede" "hende for Franklin-relateret information". Det indikeres i dommen, at Casey gjorde dette for at kunne udarbejde "sit 'Franklin-projekt'", som angiveligt var "et manuskript til et teaterstykke", der skulle sikre Owen et job som konsulent og researcher. FBI hævdede at have fundet et brev og et lykønskningskort til Owen, hvor Casey talte om dette "Franklin-projekt". Owen hævdede, at disse korrespondancer var plantet af FBI.
Mott foretog ifølge dommen sit interview med Owen i februar 1990 – altså få måneder før Alishas mor Donna Owen hævdede, at Mott forsøgte at få Alisha Owen til at droppe sagen. Den FBI-agent, som ifølge Alisha Owen forsøgte at lave en handel med hende for at få hende til at trække sit vidneudsagn tilbage, medvirkede altså som et centralt vidne i sagen til at få hende dømt for falsk vidneudsagn.

Trusler mod vidne?
John DeCamp skriver, at for at FBI kunne hævde, at "hele Franklin komitéens bevismateriale var et svindelnummer", var de nødt til at "nedbryde et eller flere af de vidner", Caradori havde optaget på video. I sagsforløbet var det vidnerne Troy Boner og Danny King, som ændrede deres vidneudsagn. Samme dag som hendes mand og yngste søn styrtede ned med fly og døde, modtog Sandie Caradori flere telefonopkald fra Troy Boner. Det var om aftenen den 11. juli 1990. Sandie Caradori skrev et notat om opkaldene, som DeCamp fremlægger i sin bog:
"Jeg er nødt til at indlede denne skrivelse med at forklare, at i tidsrummet for Franklin Credit Union-undersøgelsen modtog vi hjemme hos os mange opkald fra Troy Boner. Jeg var bekendt med denne persons stemme og kan være 100 % sikker på, at jeg faktisk modtog telefonopkaldene fra ham. Tidligt på aftenen onsdag den 11. juli 1990 modtog vi flere telefonopkald fra en person, der identificerede sig selv som 'Troy'. Forskellige personer tog telefonen og modtog beskeden fra ham. Jeg talte enten med andre besøgende i vores hjem eller var ikke i stand til at komme til telefonen. Under alle omstændigheder kan jeg, hvis det er nødvendigt angive navne på de folk, der kan attestere, at en 'Troy' ringede til mig den aften. Senere på aftenen ringede Troy igen, og jeg var i stand til at komme til telefonen. Det skal bemærkes, at jeg ikke tog initiativ til opkaldet, og jeg vidste heller ikke, hvad han ville tale med mig om - om noget i det hele taget."

Derefter kommer Sandie Caradoris notater fra den pågældende samtale med Troy Boner:
"SANDIE CARADORI: Det er Sandie Caradori. . . . Troy, hvad vil du sige?
TROY BONER: Først, du skal være forsigtig.
SANDIE CARADORI: Troy, det er den mindste af mine bekymringer. Hvordan har du det?
TROY BONER: Jeg er så ked af det. Jeg er så ked af det. Han skulle ikke være død.
SANDIE CARADORI: Hvad siger du, Troy? Hvad prøver du at fortælle mig.
TROY BONER: Gary løj ikke. Han fortalte mig ikke, hvad jeg skulle sige. Jeg fortalte ham sandheden."

Sandie Caradori bemærker her, at Troy talte hurtigt, "som om han kæmpede for at holde tårer tilbage". Ifølge Sandie fortsatte samtalen således:
"TROY BONER: De fik mig til at tage det tilbage. De truede mig.
SANDIE CARADORI: Troy, du burde fortælle det til nogen .... Vil du have mig til at ringe til senator Schmit? Du er nødt til at komme ud med sandheden én gang for alle. Troy. Hvad er der sket?
TROY BONER: Du forstår ikke, de truede mig. De fik mig til at trække det tilbage. Jeg var så bange."

Her skriver Sandie Caradori, at hun følte, at hun havde brug for en anden til også at høre Troys udsagn. Så hun bad ham fortælle det til sin søn Sean.
"SANDIE CARADORI: Troy, jeg vil have dig til at tale med Sean, Garys 18-årige søn. Vær venlig at fortælle ham det, okay?
TROY BONER: Ja, selvfølgelig."

Ifølge Sandie Caradoris notat overtog hendes søn Sean nu telefonen. Sammen med 10-15 andre mennesker i køkken-alrummet hørte hun Seans del af samtalen, skriver hun.
"SEAN: Ja, mand hvad vil du?
SEAN: Okay kammerat, du skal gøre det for min far, mand. Okay ... okay ..."

Sandie kom tilbage til telefonen og fortalte Troy, at hun ville forsøge at kontakte senator Schmit eller sin afdøde mands medarbejder, Karen Ormiston. Troy fortalte, at han ville være på sit telefonnummer, men kun i kort tid. Han sagde, at han ville være "på farten" "eller noget i den retning," noterede Sandie. Han udtalte desuden: "Jeg vil opsøge enhver, der vil lytte. Jeg vil gøre det uden min advokat. Jeg fortæller sandheden."
Så spurgte han Sandie, om hun ville tale med hans mor. Moren ønskede angiveligt at snakke.
Sandie Caradori skriver, at Troys mors stemme var velkendt. Hun havde ringet til hendes hjem flere gange for at snakke med Gary Caradori.
Ifølge Sandie Caradoris notat sagde Troys mor følgende:
"FRU. BONER: Fru Caradori, jeg er så ked af det. Jeg er så ked af det. Det er sådan en tragedie. Jeg vidste, at der skete noget med Troy. Han blev så bange, lige før han ændrede sin historie. De truede ham. Jeg vidste, at han ikke skulle have bakket væk fra sandheden...."

Troy tog derefter telefonen igen, og Sandie bad ham gentagne gange om, at han ville love hende, at han ville stå frem og sige sandheden. For hende og hendes afdøde mand og søn.
Troy Boner udtalte ifølge notatet, der er fremlagt i John DeCamps bog, "Jeg lover det" "i morgen .... Til enhver, der vil lytte ... FBI, nyhederne – hvem som helst".
Sandie Caradoris notat slutter således:
"Dagen efter hørte jeg ikke noget i fjernsynet eller radioen, og jeg følte virkelig, at Troy nok havde bakket ud. Den aften ringede han til mig igen.
Han sagde: 'Sandie, jeg prøvede, jeg prøvede. Jeg gik til Mickey Mott og. . . . . . .. (FBI agenter). De grinede af mig. De sagde, at de havde brugt for meget tid og penge på denne sag nu til, at jeg ændrer min historie. Jeg gik også til Frank Brown [Channel 7 TV], men han sagde, han ikke ønskede at tage en erklæring på grund af mit storjury-vidnesbyrd.'"

Næste dag ankom Sandie Caradori til sin mands firmakontor. Her mødte hun to FBI-agenter, der havde en stævning for beslaglægge alle firmaets sagsmapper. Da hun åbnede døren ind til kontoret, så hun de to FBI-agenter, som sad sammen med Karen Ormiston og firmaets sikkerhedsdirektør, Joe Hebenstreit.
Sandie Caradori fortæller om oplevelsen:
"Jeg sagde: 'Jeg tror ikke jeg behøver præsentere mig selv. Hvad laver I her? Jeg kan ikke tro det her.'
Den mindre person stammede lidt og kiggede på Karen og sagde: 'Hvem ... hvem er det her?' 'Hun er Garys enke.'
Så rejste han sig halvvejs op og rakte hånden frem som for at ryste min og udtrykte sin/deres sympati. Hele prøvelsen var ekstremt uprofessionel. Så kiggede han sig over skulderen til den anden agent, gav ham et grin, og rystede på hovedet. Han identificerede sig selv som Mickey Mott. ... Jeg spurgte dem direkte, om Troy Boner havde prøvet at tale med dem den foregående dag. Hr. Mott sagde: 'Jeg kan hverken bekræfte eller afkræfte det.'
Jeg indikerede, at jeg fortjente et svar. Hr. Mott sagde så, 'Ja, han kom til kontoret, men vi kan ikke spilde vores tid på ham. Han har mistet al troværdighed.'"

Her citerer John DeCamp en artikel fra den 27. juli 1990 i den avis, som ellers næsten udelukkende havde været efter ham og den lovgivende forsamling i denne sag - Omaha World-Herald:
"Statssenatorer Loran Schmit fra Bellwood og Bernice Labedz fra Omaha sagde, at Troy Boner fortalte åbenlyse løgne, da han sagde, at han ikke kom til Schmits kontor i sidste uge, og da han sagde, at han ikke tilbagekaldte hvad han fortalte en Douglas County storjury. ... Schmit sagde, at mindst otte personer var i hans kontor i sidste uge, da Boner i det væsentlige trak sin tilbagetrækning tilbage og sagde, at det, han oprindeligt havde fortalt Caradori, var sandheden. Seks af de otte optrådte på et pressemøde torsdag, herunder fire - Schmit, senator Labedz, Caradori-medarbejder R.I. Nebe og Jody Gittins, en advokat, der arbejder på Schmits kontor - som sagde, at de hørte Boners udtalelser direkte. ... De seks på pressemødet torsdag sagde, at Boner var på Schmits kontor både 16. juli og 17. juli, dagen for Caradoris begravelse."

Alt dette ignorerede storjuryen tilsyneladende. Eller måske var argumentet nu blevet, at hvis Troy Boner var utroværdig, var de andre misbrugte vidner også utroværdige – med nogle undtagelser som storjuryen skarpt navigerede i.
Troy Boners nye advokat, Marc Delman, insisterede på at hans klient havde løjet for Caradori, skriver DeCamp. "Marc Delman var specialist i børnemisbrugssager, da han arbejdede på Douglas County's advokatkontor", fortæller DeCamp, men nu var han "bedre kendt for at forsvare pornografer". Den indignerede tidligere senator og advokat for Alisha Owen skriver desuden, at fordi Boner var pengeløs, var der mange mennesker i Omaha, som undrede sig over, hvor han fik penge fra til at hyre Delman. Troy Boner havde tidligere fortalt om, hvordan en velhaver ved navn Alan Baer i årevis havde udnytttet ham og andre børn i Nebraska og i nogle tilfælde betalt dem som prostituerede – og disse oplysninger blev bekræftet af flere andre vidner. Omaha-borgere overvejede nu, skriver DeCamp, om det mon var Alan Baer eller en anden velgører, som igen stod bag pengene til Troy Boner.

Afgørelsen gentages i føderal storjury - ledet af påstået pædofil?
Den 25. september 1990 kom en føderal storjury med stort set sammme afgørelse som storjuryen i Douglas County - og med næsten samme formulering. Alle de prominente personer nævnt i Caradori-undersøgelsen blev renset. Formuleringen lød:
"Der er ingen troværdige beviser for, at vi kan tro, at nogen fremtrædende personer i lokalsamfundet i Omaha var involveret i nogen som helst ring af organiseret aktivitet til seksuel af udnyttelse mindreårige, transport af mindreårige til mellemstatslig handel for seksuelle formål eller trafik af kontrollerede stoffer."

Alisha Owen blev igen tiltalt for otte tilfælde af vidnefalsk. DeCamp skriver:
"FBI havde, som Boner sagde, truet Boner til at trække sit videooptagede vidneudsagn tilbage, hvilket gjorde det muligt for Douglas-juryen at komme med sin 'omhyggeligt udformede svindelnummer'-dom og sætte mønsteret for den føderale storjury. Føderale embedsmænd med ansvar for sidstnævnte, især den assisterende statsadvokat Thomas Thalken, forsøgte at skræmme Alisha Owen til også at trække sit vidneudsagn tilbage."

I et vidneudsagn for Franklin-udvalget den 21. juni 1990 fortalte Owen om sin oplevelse med den føderale storjury. Her fortalte hun, at hun blev vækket i fængslet klokken fem om morgenen og bedt om at gå i bad og klæde sig på. Hun blev lagt i lænker og kørt væk på en tur, der varede cirka to timer – uden at få at vide hvor hun blev ført hen. Da hun kom frem, blev hun sat ind i et bur. "Jeg mener, jeg har set kenneler se pænere ud, end hvor jeg blev holdt fanget," siger Owen i sit vidneudsagn.
"Og fem minutter før 9:00 får du en stævning, der fortæller dig, at du skal vidne kl. 9.00 foran en storjury."
Hun fortæller, at hun kan høre, hvad der foregår på gangen, "fordi det bare er et bur, er der ingen lydbarriere." Et "zoo-bur" kalder Owen stedet, hvor hun er placeret. I denne situation hørte hun hr. Thalken gentage igen og igen "på en meget respektløs måde", at "hvis hun kommer derop, og hun ikke fortæller sandheden, jeg vil anklage hende for mened."
"Igen og igen og igen og igen," siger Owen. "Jeg har ikke hørt ordet mened så mange gange i hele mit liv som den dag."

Alisha Owens advokat Henry Rosenthal bekræftede hendes udlægning af statsanklagerens opførsel:
"Altså, jeg kender ikke Tom Thalken .... Han kom imod mig ligesom en lille grizzlybjørn .... Og han havde en finger omkring to centimeter fra min næse og blev ved med at råbe om mened. Og jeg vidste ikke engang, hvad han talte om. Igen og igen om det og dét og dét og dét. Jeg sagde, lad mig fortælle dig det her, hvis du tror, du har noget bevis på mened, når hun er færdig, så venligst bare sigt hende, bare gør det. Og det var – hver gang der var en pause, han råbte om mened .... Dette var før beviserne overhovedet startede."

DeCamp skriver derefter, at Thalkens navn "var dukket op i Gary Caradoris undersøgelse, som en påstået pædofil, der frekventerede pornobutikker i Council Bluffs, Iowa." Desuden fortalte en fortrolig informant angiveligt Caradori, at Thalken var placeret i sin rolle for at assistere mørklægningen. DeCamp citerer et transskriberet interview med denne fortrolige meddeler foretaget af detektiven Caradori. Gary Caradori spørger informanten om de føderale myndigheder "stadig bekæmper" ham. Om de vil have ham "af sagen".
Informanten svarer:
"De vil jo ikke have, at nogen kommer for tæt på den. ... Den her ting er meget større end Nebraska.... Hvis en af de dominoer falder, tror jeg, den kan nå helt til Det Hvide Hus og tilbage igen så hurtigt. Derfor er det bare næsten håbløst."

Herefter siger meddeleren, at "deres es" er anklageren Thomas Thalken.
Informanten følger op og benytter talemåden "finger in the dike", som var "vendingen for et år siden" – angiveligt altså blandt myndighedspersoner omkring Thomas Thalken.
Direkte oversat betyder udtrykket "finger i diget".
Talemåden forklares således:
"Udtrykket 'finger in the dike' tegner et levende billede af en lille handling, der forsøger at forhindre noget meget større i at gå galt. Det stammer fra ideen om at bruge fingeren til at stoppe en lækage i et dige, en struktur bygget for at forhindre vand i at oversvømmes.
Selvom en finger kan virke ubetydelig sammenlignet med den enorme mængde vand, der kan strømme gennem lækagen, repræsenterer handlingen et desperat forsøg på at holde en større katastrofe tilbage."

Chikanerede FBI vidner og angivelige ofre?
Henry Rosenthal var Alisha Owens anden advokat. Han efterfulgte Pamela Vuchetich, som ifølge Alisha Owen havde formidlet Mickey Motts og FBI's tilbud om en aftale. John DeCamp peger på Pamela Vuchetichs og Mickey Motts tætte forhold og samarbejde bl.a. ved at kalde FBI-agenten for forsvarsadvokatens ven.
Owen fortalte også Franklin-udvalget om en anden hændelse, der involverede Vuchetich og FBI – og som "så ud til være et forsøg på at skabe nogle beviser på det 'omhyggeligt udformede svindelnummer'," anfører DeCamp.
Alisha Owen fortalte, at FBI fik Troy Boner til at ringe til hende i begyndelsen af marts. Under samtalen fik hun fornemmelsen af, at Troy Boner var blevet tvunget til at ringe og forsøge at få Owen til at sige noget, der kunne bruges i retten. Hun hævdede, at Troy Boner både sagde, at han var bange, og at hans stemme lød skræmt. På dette tidspunkt havde hun af sin advokat Pam Vuchetich fået at vide, at Boner havde trukket sit vidneudsagn om det andet offer-vidne Danny King tilbage. Men hun havde ikke fået at vide, at Boner også havde ændret sine udsagn om Alisha Owen selv.
Alisha spurgte Troy Boner, "hvorfor gør du det her mod Danny, han er en af dine bedste venner, hvordan kunne du gøre dette, hvad er det du gør?" "Alisha, jeg er bange, jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, fortæl mig hvad jeg skal gøre," svarede Boner ifølge Alisha Owen.
"Og så spurgte han mig, citationstegn start, citationstegn slut, tror du, vi får nogen penge? Og jeg - jeg stoppede et sekund, og jeg sagde, jeg er skideligeglad med nogen penge, du ved, bare fortæl sandheden. Det var det, jeg sagde, citationstegn start, citationstegn slut. Undskyld mit franske. Men jeg fortæller bare sandheden. Han sagde, hvad skal jeg gøre? Og jeg sagde, bare fortæl sandheden.
Og han blev ved med at prøve at komme med disse ledende udtalelser, Alisha, hvad skal jeg gøre? Og det var på det tidspunkt jeg indså, at hvem end, der lyttede, sandsynligvis var politi, som forsøger at få fat i udtalelser, der får mig i fælden. . . .
Og efter jeg afsluttede telefonsamtalen, prøvede jeg at få fat i Pam. Altså, Pam sidder nede på FBI's kontor sammen med dem og foretager det opkald. Forsøgte at få fat i Pam, Pam er ikke i nærheden.
[...]
Jeg ringede til Gary [Caradori] Og Gary sagde: Alisha, Troy sidder nede på FBI's kontor lige nu. Så okay, jeg vidste, at FBI var dem, der havde fået ham til at ringe .... Så fortalte Gary mig, at det var FBI. Og Gary sagde til mig på det tidspunkt, Alisha, måske skulle du begynde at overveje, hvorfor din advokat bruger så meget tid sammen med FBI."

Alisha Owen fortalte også, at Pam Vuchetich – mod Owens specifikke instruktioner – overgav et notat til FBI, som Alisha vedligeholdt på bekendte fra hendes fortid. Vuchetich havde foreslået hende at samle disse oplysninger. I den stod bl.a. "navnene på tidligere kærester, der kunne forventes at være bitre på hende." Alisha Owen fortalte desuden Franklin-udvalget, at FBI direkte rådede hende til at lyve ved at sige, at hun havde løjet på videobåndene. "FBI rådede mig til, at jeg skulle sige, at ikke alt på båndene er sandt, bare en generel udtalelse", hævdede Owen – "og at jeg burde glemme alt om videobåndene, fordi de kan komme tilbage og gøre skade på mig." Ifølge Owen prøvede FBI desuden flere gange at få hende til at sige, at Gary Caradori tilbageholdt beviser fra efterretningstjenesten. "Der var tidspunkter, hvor de – de virkelig stampede Gary ned i jorden," sagde hun til den lovgivende forsamlings Franklin-udvalg ifølge DeCamp.
Her viser DeCamp et af detektiven Gary Caradoris daglige notater fra 20. april 1990:
"Omkring 1415 modtog denne skribent et telefonopkald fra Alisha Owen. Hun talte om, at FBI antydede for hende, at hvis hun ændrede sin historie, ville de sikre sig, at de ville 'gå efter' denne forfatter og Mike Casey for at 'fabrikere' en efterforskning. Hun fortalte mig, at hun ikke havde opdigtet nogen del af nogen historie, og at hun holdt fast i den historie, hun fortalte mig, og at hun ønskede mig det bedste. For min egen beskyttelse, båndoptog jeg telefonsamtalen, som varede cirka 30 minutter."

Alisha Owen var ikke det eneste vidne, som FBI angiveligt chikanerede eller bad om at lyve. Ved et Franklin-udvalgsmøde den 22. juni 1990 fortalte senator Labedz om sin diskussion med den tidligere ansatte i Franklin Credit Union, Noel Seltzer:
"En af de vigtigste ting, som jeg synes, han fortalte mig, var det faktum, at da de først gik ind i efterforskningen af Larry King, talte FBI med ham [Noel Seltzer], og han fortalte dem stort set alt, hvad han fortalte mig om det seksuelle misbrug og så videre. Og så sagde han, at han fik at vide af FBI, vi vil rådgive dig til, at det er bedst for dig, at du holder din mund lukket. Og jeg sagde, sig det igen, og han gentog det, så jeg kunne skrive det ned."

Gary Caradori interviewede et andet angiveligt offer-vidne ved navn Terry Muller. Efterfølgende modtog Caradori en telefonopringning fra Terry Mullers søster Sue Tompkins, som fortalte, at "FBI og et medlem af statspatruljen chikanerede hendes bror og forsøgte at få ham til at tale om ting, han bare ikke vidste noget om". Desuden sagde hun, at hendes bror var "ekstremt bange". "Han vil gerne fortælle sandheden, men han følte sig ekstremt utilpas med FBI og statens patruljeefterforskere," fortalte hun. Hun sagde også, at de statslige efterforskere "var meget hårde ved hendes bror". Efter dette fik Terry Muller en advokat "for at beskytte sig mod FBI", fortalte hans søster ifølge Gary Caradoris notater.

I sine efterforskningsnotater skriver Caradori også om sin samtale med Joanie Gregory, en socialrådgiver fra Nebraska socialhjælp. Hun arbejdede med at screene familier, som ansøgte om plejefamilielicenser, og hun havde besigtiget Jarrett og Barbara Webbs hjem i forhold til en fornyelse af deres plejefamilielicens. I det foregående kapitel hørte vi om, hvordan Jarrett og Barbara Webb angiveligt mishandlede deres plejebørn, og om hvordan Jarrett Webb voldtog et af disse børn – Nelly Webb. Jarrett Webb sad i bestyrelsen for Franklin Credit Union og var nær ven med lederen Larry King, som var Barbara Webbs fætter.
Socialrådgiveren Joanie Gregory følte, at miljøet i hjemmet ikke var i orden og skrev et brev til Nebraskas socialhjælpskontor i statens hovedstad Lincoln. Hun fik intet svar. Efter et par måneder skrev hun et brev til Omaha Politi om situationen hos Webb-familien. Derefter blev hun kontaktet af FBI. I mellemtiden havde hun forsøgt at foretage nogle undersøgelser på egen hånd, men nogle filer var åbenbart blevet fjernet. "Så vidt denne skribent ved, blev der ikke skrevet et brev til FBI," skriver Caradori og han afslutter sit notat med ordene: "FBI informerede Joanie Gregory om, at det sandsynligvis ville være i hendes bedste interesse, hvis hun 'glemte disse oplysninger.'"

Utroværdig senator og vidne – eller offer-vidne presset af FBI?
John DeCamp nævner også kort, at FBI granskede flere af senator Loran Schmits forretninger, "såsom hans spillemaskiner i det sydøstlige Nebraska og andre relaterede forhold."
I dommen over Alisha Owen står der, at senator Loran Schmit vidnede for Owen. Dommen fremlægger anklagerens vinkel på Loran Smiths troværdighed. Anklageren søgte med baggrund i sentatorens personlige interesser i videospil at vise, at Loran Smiths troværdighed var lav eller ikke-eksisterende.
"Ved krydsforhør afhørte anklageren Schmit om hans involvering i videospilindustrien og om hans forhold til John DeCamp, en forhåndværende kollega i den lovgivende forsamling og en af Schmits personlige advokater på tidspunktet for retssagen."

Her fortæller dommen, at "DeCamp er Owens advokat i denne appelsag". Domsteksten fortsætter:
"Staten fremlagde flere grunde til, at Schmit kunne have ønsket at se Owens version af Franklin-skandalen bekræftet. Schmit sagde i krydsforhøret, at World-Herald, udgivet på det tidspunkt af Harold Anderson, i 1984 havde skrevet ledere, der var meget kraftigt mod videospilindustrien som helhed og mod Schmit personligt på grund af hans engagement i industrien og hans indsats som lovgiver for at beskytte industrien. Schmit sagde, at han havde tabt en masse penge, som han havde investeret i videospilvirksomheder, da den lovgivende forsamling forbød maskinerne i 1984."

Før denne beskrivelse står der i dommen, at senator Schmit vidnede om Troy Boner. Smith fortalte retten, at Boner – kort efter Caradoris død – havde fortalt Schmit, at hans tilbagekaldelse af de oprindelige vidneudsagn var forkert. Smith vidnede altså om den situation, vi tidligere hørte om: At Boner hævdede, at han fortalte Caradori sandheden på de videooptagelser, efterforskeren optog. Schmit kom også ind på det pres FBI tilsyneladende lagde på offer-vidnet Troy Boner. Dommens formulering er, at ifølge Loran Smith sagde Boner, at han havde trukket den originale historie tilbage "under opfordring fra FBI". Som tidligere fremlagt overhørte mindst otte andre personer – ud over Loran Smith – angiveligt Troy Boners udsagn. Heraf var der fem, som sammen med Smith efterfølgende afholdt et pressemøde om Troy Boners udsagn. På den baggrund synes Loran Smiths eventuelle troværdighed eller utroværdighed i forhold til Troy Boners udsagn måske ikke voldsomt central.

FBI-vildledning og forsvundne flyoptegnelser?
Ifølge informationerne i DeCamps bog mente efterforskeren Gary Caradori, at storjuryen blev bevidst vildledt af forskellige personer i FBI og af statens politiefterforsker.
Caradori fortæller også om sin frustration ved at skulle overlevere al sin efterforskning til FBI, hvorefter de fortæller ham, at der ingen substans var i nogen af hans undersøgelser.
Dette ses af en dialog mellem et medlem af den lovgivende forsamlings Franklin-udvalg, senator Lynch, og Gary Caradori. Både Lynch og Caradori udtaler, at den information, de udviklede og delte med FBI og politiet blev "brugt af dem til at arbejde imod os" – til at "miskreditere os". Afsnittet afsluttes med, at Caradori siger, at han føler, at hans efterforskningsindsats er blevet saboteret af både den føderale og den amtslige storjury.

Gary Caradori og Karen Ormiston fulgte sporet omkring påstandene om, at Larry King tog mindreårige børn med ham på charterfly til andre stater. En sen eftermiddag i 1989 havde de to efterforskere brugt flere timer hos flyselskabet YNR i Sioux City, Iowa, på at fotokopiere flyjournaler fra nogle af de charterflyvninger Larry King havde foretaget. Hos andre flyselskaber havde personalet allerede bekræftet over for Caradori, at King tog mindreårige drenge og piger med ham på charterfly. Hos YNR var børns navne blevet opført på flyturene. Det var bevis på, at King transporterede børn rundt i landet, som Webb-pigerne, Alisha Owen, Paul Bonacci og andre havde påstået.
"Ejeren af YNR foretog et telefonopkald og forhindrede Caradori i at forlade selskabet med beviserne," skriver DeCamp. Nogle af disse beviser havde angiveligt i forvejen "gule FBI-faner" sat på sig.
Caradori anmodede om optegnelserne gennem foreningen NCUA - the National Credit Union Association (Den nationale fællesorganisation for kreditforeninger - NCUA, nu CUNA). Han var nødt til at bede denne forening om at stævne optegnelserne og sende dem til ham, fordi Franklin-udvalget kun havde begrænset, statslig stævningsbeføjelse. Caradori anmodede om, at NCUA ville gøre dette uden at nævne det for FBI. Generalsekretæren i NCUA Robert Fenner "var enig", skriver DeCamp, men Caradori fik aldrig optegenelserne. Caradori fortalte senere, at han så nogle af FBI-klistermærkerne fra YNR, i en notesbog båret af FBI-agent Mickey Mott. FBI fastholdt, at der ikke var noget bevis for at King havde transporteret børn. Douglas Countys storjury beklagede, at de pågældende charterselskaber ikke havde flyjournaler, så ingen rejsende kunne verificeres.

FBI-afdeling præget af seksuel perversion?
FBI's angivelige tilgang til sagen om misbrug af børn kan skyldes mere end blot en institutionel forpligtelse til at beskytte FBI-chefens ven politimesteren Robert Wadman, statsanklageren Tom Thalken eller folk endnu højere oppe i Washington, D.C.
I august 1990 indgik den afro-amerikanske FBI-agent Donald Rochon et forlig i sin anlagte sag mod FBI om racediskrimination. Rochon hævdede bl.a., at han var blevet udsat for dødstrusler, og i et tilfælde havde hvide FBI-agenter sagt, at de ville skære hans kønsdele af. Donald Rochon var en højt dekoreret veteran fra Los Angeles politi, som i begyndelsen af 1980'erne begyndte at arbejde for FBI i Omaha, Nebraska.
I sin sag anklagede Rochon desuden Omaha FBI-personale for seksuel perversion. Men chefen for Omaha-kontoret kaldte handlingerne "drengestreger" og sagde, at han som sådan anså dem for at være "sunde" og et tegn på "korpsånd". Rochon påstod, at han på kontoret havde observeret en FBI-agent ved navn Tom Dillon tungekysse en anden mandlig FBI-agent, Terry Bohle, til en afskedsfest for Bohle. Han fortalte også, at han personligt havde været vidne til, at Dillon havde fremvist sit kønsorgan på Omaha-kontoret i løbet af en almindelig arbejdsdag. Episoden blev angiveligt set af talrige ansatte, både mænd og kvinder. Rochon sagde, at han havde hørt rapporter, om at Dillon havde tilladt Bohle at tisse sig i munden. Dillon skulle også have tisset i en ølflaske, som han efterfølgende drak af. Dillon var ifølge forligsteksten desuden blevet observeret "udvælge duftblokken i mændenes pissoir og putte denne blok i sin mund." Rochon påstod endvidere, at Dillon virkede optaget af homoseksuel sex, havde homoseksuel pornografi ved sit skrivebord og "ofte på kontoret talte om homoseksuelle handlinger".
En anden agent bakkede op om Rochons beretning om, at Dillon havde ladet Bohle tisse sig i munden. Dillon protesterede og sagde, at Bohle kun "ved et uheld" kom til at urinere på ham ved en lejlighed. Dillon tilføjede, at han ikke havde vist sin penis på kontoret, som Rochon hævdede, men kun sine balder. Bureauet forsvarede Dillons besiddelse af pornografisk homoseksuel litteratur, som en del af hans efterforskning af homoseksuel prostitution. Men Rochons påstande om diskrimination og chikane var så velunderbygget, at FBI valgte at indgå forlig i sagen.
I kapitel 14 i John DeCamps bog får man yderligere følgende informationer:
I oktober 1983 meddelte FBI, at de havde undersøgt en mandlig prostitutionsring i Omaha. En af agenterne på sagen var netop specialagent Tom Dillon. Dette var angiveligt endnu en sag, som involverede flere fremtrædende mennesker i staten og "man forventede anklager på højt niveau", men dette skete aldrig. I bogen fremføres det, at de pædofile netværk, som blev undersøgt i 1983 overlappede med Larry Kings; "faktisk blev King selv set på dengang."
Specialagent Dillon, som efterforskede homoseksuel prostitution i de år, var "rigtig tæt på nogle præster i Boys Town," ifølge en kilde i politiet, der kendte Dillon dengang. År senere modtog Gary Caradori påstande om, at nogle præster med tilknytning til Boys Town, især fader Pat Henry og fader Fiala, var pædofile. Fader Henry blev sendt til Bolivia, da skandaler om misbrug af børn hos Boys Town fremkom i midten af 1980'erne.
Som sort FBI-agent udviklede Donald Rochon forbindelser i den afro-amerikanske del af det nordlige Omaha, hvor Larry Kings pædofili var berygtet. Mange af de drenge, King brugte som prostituerede, var sorte og blev rekrutteret fra Boys Town, hvor den angiveligt perverse specialagent Tom Dillon tilsyneladende havde venner. Afdelingens og Dillons chikanerier drev Donald Rochon væk fra Omaha, og det meste af Omaha FBI-kontoret dækkede over Dillon.

FBI og 'Finders'-gruppen
På dette tidspunkt i starten af 1990'erne syntes FBI ellers at være ganske fortrolige med tilsyneladende satanisk misbrug af børn. Det var fra en anden sag med "kult"-aktiviteter, "ritualer" og "hjernevask", som ligeledes inkluderede transport af børn over amerikanske statsgrænser.
Den 4. februar 1987 modtog politiet i byen Tallahassee i Florida et anonymt tip om, at "to velklædte mænd" var blevet set "med seks usoignerede og sultne børn mellem 2 og 11 år” i en lokal park. Børnene var desuden "dækket af insektbid", og de fleste af dem havde intet undertøj på. Konkret var de to mænd klædt i skjorter, slips og habitter. Mændene hævdede, at de var i gang med at tage børnene med til "en skole for talentfulde unge i Mexico". Deres mødre befandt sig angiveligt i Washington. De to mænd blev identificeret som Douglas Ammerman og James Michael Holwell (også kendt som Mike Houlihan). Mens politiet afhørte dem, "faldt Holwell med ansigtet ned mod jorden og nægtede at rejse sig". Ammerman og Holwell blev anholdt og sigtet for børnemishandling.
Tre dage senere kom det frem, at myndighederne, som efterforskede sagen, opdagede "materialer i Washington-området, som pegede på et bofællesskab i 1960'er-stil kaldet Finders". Denne "Finders"-gruppe blev "beskrevet i et retsdokument som en 'kult', der angiveligt udførte 'hjernevask' og brugte børn 'i ritualer'," oplyste avisen Washington Post.
Politiet i Washington, D.C., ransagede et lager i det nordøstlige Washington, der var knyttet til gruppen. I den forbindelse fjernede de store plastikposer fyldt med farvedias, fotografier og plastikchartek til fotografier. Nogle billeder "var synlige gennem en taske båret fra lageret," observerede journalisterne fra Washington Post. Videre i artiklen står der, at det "var billeder af børn i tegnebogsstørrelse, der lignede skolebilleder, og nogle var af nøgne børn".
Artiklen fortsætter med yderligere foruroligende oplysninger:
Kilder i politiet sagde, at nogle af de genstande, der blev beslaglagt, viste billeder af børn, der var involveret i, hvad der så ud til at være "kultritualer". Embedsmænd fra det amerikanske toldvæsen, der var tilkaldt for at hjælpe med efterforskningen, fortalte, at det beslaglagte materiale inkluderede billeder af børn involveret i "blodsudgydelsesceremonier med dyr" og "et fotografi af et barn i lænker". Toldmyndighederne sagde, at de undersøgte, om der var tale om en "børnepornografioperation".
Ifølge retsdokumenter blev computere og software beslaglagt fra lageret, fra en lejlighedsbygning i byen og fra den varevogn, der blev fundet i Tallahassee sammen med børnene. Disse beviser blev altså forbundet med de transporterede børn i Tallahassee, Florida, som ligger i det sydlige USA. Man skal rejse gennem tre andre stater for at komme fra Washington til Florida – medmindre man flyver.
"De nye afsløringer om den mystiske gruppe voksede ud af en efterforskning, der onsdag blev sat i gang ved et anonymt opkald til Tallahassee-politiet om to 'velklædte mænd', der 'overvågede' seks pjuskede børn i en park i nabolaget," skrev Washington Post om sagen. Og avisen fortsatte:
"Deres forbindelser til D.C.-området har ført myndighederne ind i en vidtrækkende undersøgelse, der omfatter Finders – en gruppe på omkring 40 personer, som retsdokumenter hævder ledes af en mand ved navn Marion Pettie – og deres forskellige hjem, inklusiv en duplex-lejlighedsbygning i Glover Park, Northeast Washington-lageret og en 90 hektar stor gård i det landlige Madison County, Virginia."

Det var fra den duplex-lejlighedsbygning og det Northeast Washington-lager, at computere og software blev beslaglagt.
Da Tallahassee politi kontaktede politiet i Washington, D.C., i et forsøg på at fastslå børnenes identitet, erfarede de, at D.C.-politiet havde hørt om Finders-gruppen. Ifølge den amerikanske distriktsdomstol i Washington havde en fortrolig kilde til politiet tidligere fortalt myndighederne, at Finders var "en kult", der udførte "hjernevask"-teknikker på lageret og i lejlighedsbygningen i Glover Park. Denne kilde fortalte om Finders-gruppens rekruttering af folk. Denne rekruttering indeholdt angiveligt løfter om "økonomisk belønning og seksuel tilfredsstillelse". Kilden hævdede også, at vedkommende blev inviteret af et medlem til at "udforske" satanisme med gruppen.
Den 15. december havde en politidetektiv i Washington, D.C., observeret en lysning hvor "adskillige runde sten var blevet samlet" nær en cirkel. Der var også beviser på, at der havde været folk samlet der. Retsdokumentet, hvori dette var beskrevet, uddybede desuden, at "denne praksis undertiden bruges i sataniske ritualer." Bevæbnet med disse oplysninger og rapporten fra Tallahassee-politiet om de angiveligt misbrugte børn, havde politiet i Washington, D.C., søgt efter ransagningsordrer for Glover Park-boligen og lageret. I mellemtiden forsøgte myndighederne i Florida at finde frem til mere om de seks små børn, der havde sat efterforskningen i gang. Børnene var blevet beskrevet af en talsmand fra politiet som "sultne og ... ret patetiske".
Børnene blev kun identificeret i retsdokumentet med fornavnene Honeybee, John, Franklin, BeeBee, Max og Mary. De blev i dette dokument desuden beskrevet som "beskidte, usoignerede, sultne, forstyrrede og ophidsede." "De havde boet bagerst i varevognen i nogen tid," stod der også i dokumentet ifølge artiklen i Washington Post. Politiets talsmand sagde, at et af børnene, en 6-årig pige, "viste tegn på seksuelt misbrug", men at en undersøgelse foretaget af en lokal læge viste, at ingen af børnene var syge.
Fem af børnene var ifølge politiet ikke-kommunikerende, og "ingen så ud til at genkende genstande såsom skrivemaskiner og hæftemaskiner." Den ældste var dog i stand til at give efterforskerne nogle oplysninger. Hun sagde, at de to mænd "var deres lærere", og at hun ikke var sikker på, hvor de havde været for nylig, eller hvor de skulle hen. Men indtil for nylig havde de boet i "the district" ("distriktet"). Dette skal nok tolkes til hovedstaden Washington, D.C., – da den sidste forkortelse står for "District of Columbia", der betyder distriktet for Columbia (Columbia er i øvrigt en hedensk gudinde, som symboliserer USA). Ifølge pigen havde børnene boet i "et hus med andre børn og voksne." De levede hovedsageligt på en kost af rå frugt og grøntsager, sagde hun.

Pigen fortalte politiet, at mens de var i "the district", modtog børnene instruktion fra "en mand, de kaldte en Game Caller eller en Game Leader" (disse ord kan oversættes til "Spil-Opråber" og "Spil-Leder"). Ifølge retsdokumentet identificerede en politiefterforsker i Tallahassee denne mand som den tidligere nævnte Marion Pettie. Den fortrolige politikilde omtalte Marion Pettie som "Stroller, leder af denne 'kult'."
Børnene blev anbragt på krisecentre i Tallahassee, mens embedsmænd forsøgte at identificere dem. Naboer til Finders-gruppens hus identificerede ud fra fotografier to af børnene som beboere i huset. Før de blev arresteret havde Ammerman og Houlihan fortalt politiet, at de var lærere fra Washington, der "transporterede disse børn til Mexico og en skole for geniale børn". Da politiet spurgte mændene, hvor børnenes mødre var, "sagde de, at de blev vænnet fra deres mødre." Det var politiets talsmand, som fortalte dette til journalister efterfølgende. Statsadvokaten Joseph E. diGenova udtalte, at myndighederne efterforskede kidnapning, men at efterforskningen ikke var begrænset til det.
Ifølge naboer skilte gruppens lejlighedsbygninger sig ud i nabolaget på grund af et spabad og parabol på taget. Naboer fortalte desuden, at kun kvinder og børn boede der, selvom mænd besøgte jævnligt.

FBI var også involveret i efterforskningen af denne sag, der – ligesom Franklin-sagen – bl.a. handlede om transport af børn på tværs af amerikanske statsgrænser. I Washington Post-artiklen står der, at en talsmand for FBI i Jacksonville, Florida, fortalte, at FBI "tjekkede transporten af børn på tværs af statsgrænser til umoralske formål eller kidnapning."
Men kun tre dage senere, den 10. februar, rapporterede New York Times, at Washingtons politichef Maurice Turner "på en pressekonference sagde, at der ikke var beviser for kriminel aktivitet."
Dagen efter fortalte nyhedsbureauet AP, at en psykiater, der var hyret til at undersøge børnene, havde udtalt, at "børnene led af nogle depressioner og andre psykologiske traumer, men at han ikke vidste, om problemerne var langsigtede og forårsaget af børnenes opvækst, eller midlertidigt og forårsaget af det, de havde været igennem lige før de blev fundet.” AP fortalte også, at et fotoalbum konfiskeret i et hus i Washington, D.C., var blandt beviserne, der foranledigede ransagningen, og at dette album indeholdt en række billeder med titlen "Henrettelsen af Henrietta og Igor", som viste tre børn og tre kåbeklædte mænd, der dræbte og lemlæstede geder. Blandt fotografierne var et af en smilende dreng, der holdt et gedefoster.
Finders talsmand R. Gardner Terrell sagde, at gederne blev slagtet som en lærerig oplevelse for børnene.
En talsmand for Virginias statspoliti fortalte, at gården i Madison County, Virginia, var ejet af Marion Pettie. Her blev han omtalt som "en pensioneret oversergent i luftvåbenet, der er kendt for at være lederen af Finders."
Pettie blev ikke eftersøgt af Virginias myndigheder, og talsmanden sagde, at fotografierne ikke viste tegn på kriminel aktiviet.

Myndighederne i Florida, som gennemsøgte den varevogn, børnene var bevet transporteret i, fandt "20 disketter og en enhed, som kunne bruges til at tilslutte en computer et andet sted via telefon". Politiets talmand sagde, at politiet i Washinton, D.C., havde indhentet beviser for, at "en computer med forbindelse til gruppen modtog et opkald fra Tallahassee" sent på ugen.
Teknologi-informationerne i denne passage af Washington Post-artiklen må havde været næsten uforståelige for mange almindelige amerikanere i 1987. På dette tidspunkt havde ingen almindelige amerikanere adgang til internet. Kun nogle få afdelinger på universiteter, i statslige organisationer og i computerindustrien, som sammen med militæret stod for udviklingen af de tidlige tiltag for at etablere denne teknolgi, havde kendskab til disse ting – og havde sådanne muligheder. Den beskrevne teknologi er en host-to-host netværksforbindelse, der er rygradden i internettet, som vi kender det i dag. Dette blev første gang realiseret af ARPANET i oktober 1969. Forbindelsen blev oprettet af Advanced Research Projects Agency (ARPA), som er en avanceret teknologiudviklingsafdeling under det amerikanske forsvarsministerium. ARPANET regnes for at være forløberen for internettet. ARPA hedder nu DARPA – Defense Advanced Research Projects Agency (Forsvarets bureau for avancerede research projekter). Det var således militærenheden ARPA, der stod bag udviklingen af internettet. I 1983 fik militæret etableret sit eget netværk MILNET, som senere kom til at hedde NIPRNET, og som kører parallelt med de topsikre netværk SIPRNET og JWICS til hemmelig sikkerhedskommunikation.
At gruppen Finders kommunikerede med denne type højteknologi – endda mobilt fra en varevorgn – indikerer, at gruppen formodentlig var forbundet med statslige militære enheder, efterretningsenheder eller lignende.

En front-organisation til at uddanne CIA-agenter eller en 'nothing-burger'?
Seks uger efter deres anholdelse – "efter en undersøgelse, der gik hele vejen til D.C." – blev mændene løsladt fra varetægtsfængsling, og staten frafaldt anklagerne. Føderale agenter konkluderede, at der ikke var beviser for kriminel aktivitet og droppede sagen mod Finders. Efter at have modtaget mindst 500 opkald fra kvinder, der hævdede at være mødre til børnene, blev forældrene i sidste ende angiveligt identificeret og rejste til Tallahassee for at få deres børn tilbage.
Men sagen indeholder flere foruroligende oplysninger.
Den amerikanske toldagent Ramon Martinez, som havde været med til at udføre ransagningskendelserne på Finders ejendomme, bekræftede i sin efterforskningsrapport bl.a., at "mange dokumenter blev opdaget, som så ud til at handle om international handel med børn". Ramon Martinez' rapport bekræfter i detaljer flere af de informationer Tallahasee Politi gav på anholdelsesdagen. Efter flere forsøg på at gennemgå beviserne fik Martinez angiveligt at vide, at "alle pasdata var blevet overgivet til udenrigsministeriet", og at efterforskningen af Finders "var blevet et internt anliggende i CIA". Ramon Martinez blev desuden informeret om, at rapporten fra Washingtons politi var blevet klassificeret som hemmelig, og at den derfor ikke var tilgængelig for gennemgang.

Hele Finders-sagen ville være blevet "fejet ind i annalerne i FBI's sagshistorie", hvis ikke det havde været for en mand ved navn Skip Clements, skriver Tallahassee Democrat, i en historisk artikel om sagen. Tallahassee Democrat var en lokalavis, som fulgte sagen tæt i den periode, hvor den udfoldede sig.
Henry T. "Skip" Clements var en investor og tidligere medarbejder i en privat konsulentvirksomhed, der underviste virksomheder i at "forhindre industriel spionage".
Clements havde på egen hånd efterforsket Finders-gruppen i årevis, og havde på en eller anden måde – flere år efter frigivelsen af de to anholdte mænd – fået fat i en kopi af Ramon Martinez' rapport.
Han hævdede nu, at det amerikanske toldvæsen afbrød efterforskningen på foranledning af CIA, som brugte gruppen som en front-organisation til at uddanne agenter. Skip Clements "overbeviste endda mindst to medlemmer af Kongressen" om at undersøge sine påstande, og det udløste, at Justitsministeriet blev tvunget til at foretage en undersøgelse af sagen.
Disse oplysninger kan bl.a. findes i den historiske artikel i Tallahassee Democrat.
Artiklen er skrevet i forbindelse med frigivelsen af hemmeligholdte FBI-oplysninger i sagen, som fandt sted i slutningen af 2019.
Artiklen fortæller, at den "324 sider lange fil", der blev frigivet af FBI, inkluderede "redigerede notater", rapporter fra politiet i Washington, D.C. samt "erklæringer om ransagningskendelser og FBI feltkontorrapporter". Ifølge Tallahassee Democrat beskrev FBI's feltkontorrapporter ("field office reports"), "hvordan et tip til Justitsministeriet førte til genåbning af Finders-sagen". Med "redigerede notater" menes sandsynligvis, at store dele af informationerne i de frigivne dokumenter er overstreget.
Tallahassee Democrat skriver videre, at et notat fra den 5. november 1993 fortalte, at Justitsministeriet anmodede om undersøgelsen efter at have modtaget et tip om seksuelt misbrug af børn og "hjernevask" fra Finders. Justitsministeriet anmodede tilsyneladende desuden om at få at vide, "hvilken rolle, om nogen, det amerikanske efterretningssamfund spillede i at stoppe efterforskningen i 1987". Her henviste Justitsministeriet til en anden sag om seksuelt misbrug af børn i Miami, der "førte til information om et stort, velorganiseret komplot", som "blev brugt af mindst ét medlem af Kongressen til at gen-bemyndige undersøgelsen af organiseret sexmisbrug", hedder det i notatet.
Avisen forklarer – ud fra notatet – at "en kilde, hvis navn blev redigeret, men sandsynligvis er Clements", i oktober 1993 mødtes med den amerikanske folkevalgte repræsentant fra Kongressen Charlie Rose for at diskutere "en gruppe kaldet 'The Finders'".

Et andet dokument henviser til bestræbelser fra et andet kongresmedlem på at indføre en resolution, der krævede, at toldvæsenet genindsatte sin børnepornografi- og beskyttelsesenhed. Det skete efter, at kongresmedlemmet havde erfaret, at arrestationer og domfældelser i forhold til misbrug af børn var faldet til det halve – og personaleforbruget til en fjerdedel af tidligere niveauer.
Tilbage i 1987 kontaktede politiet i Tallahassee det amerikanske toldvæsen, som tog kontakt til politiet i Washington, D.C., for at undersøge sagen. Forud for anholdelsen af de to mænd i Tallahassee, havde politiet i Washington, D.C., fået at vide af en fortrolig kilde, at Finders brugte børn i "hjernevasketeknikker" og mærkelige ritualer af gruppen. Men kilden havde ikke selv været vidne til "noget egentligt børnemisbrug," skriver Tallahassee Democrat.
Her kommer der så nye foruroligende oplysninger: Politiet i Washington, D.C., ransagede to ejendomme ejet af medlemmer af Finders, hvor de fandt dokumenter, fotos og en stor mængde computerudstyr og "instruktioner til at skaffe børn til uspecificerede formål." Instruktionerne indeholdt angiveligt oplysninger om at gøre kvindelige medlemmer gravide og købe, handle og kidnappe børn.
En fælles undersøgelse med FBI's kontor i Washington, D.C., førte til identifikation og interview af mødrene til de seks børn, to af fædrene og andre nøglemedlemmer af gruppen. Det viste sig, at børnenes forældre var en del af Finders-gruppen, og de sagde alle, at de var en del af "en alternativ livsstil, fælles type sammenslutning af intellektuelle, der har valgt at leve, som de gør."
Tallahassee-politiet pegede på, at gruppen kunne være forbundet med djævletilbedere, men mødrene sagde, at det var nonsens. Når mødre hævder dette, kan det måske virke meget overbevisende for mange, men senere i dette kapitel vil jeg fremlægge eksempler på familier, som står bag satanisk seksuelt misbrug af deres egne børn.
Mødrene hyrede advokat Paula Walborsky til at hjælpe dem med at få deres børn tilbage fra staten.
"De dukkede ikke op i safrankåber smurt ind i gedeblod," sagde hun til Tallahassee Democrat i en artikel den 15. februar 1987. "De kom i tweed og perler."

Det var elleve dage efter fundet af børnene og arrestationen af de to mistænkte mænd. Politiet i Washington, D.C., droppede sagen og byens politichef Maurice Turner udtalte til Tallahassee Democrat:
"Livsstilen i den såkaldte Finders-organisation kan afvige fra den samfundsmæssige norm, men indtil videre har byens politiafdeling ikke afsløret nogen beviser for kriminelle forseelser begået af medlemmer af gruppen."

Efterretningstjenesten CIA, som var under anklage, og som tidligere var blevet afsløret i at gennemføre hjernevask på uskyldige amerikanere og canadiere, afviste, at der nogensinde fandt en mørklægning sted i sagen, og sagde, at "anklagerne var absurde".
"Denne historie er en ikke-historie," sagde CIA-talsmand Dave Christian til Tallahassee Democrat i december 1993.
"Jeg tænker på det som en nothing-burger."

"Nothing-burger" ("ingenting-burger" eller "intet-burger") er et udtryk, der bruges til at beskrive en situation, der får meget opmærksomhed, men som ved nærmere undersøgelse viser sig at være af ringe eller ingen reel betydning.

I den elleve sider lange efterforskningsrapport, udarbejdet af den amerikanske toldagent Ramon Martinez, gennemgår han de oplysninger, han fik i forbindelse med sagen, og hvad han registrerede i forbindelse med gennemførslen af ransagningskendelserne på Finders ejendomme.
I rapporten står der bl.a.:
"Overfladisk undersøgelse af dokumenterne afslørede detaljerede instruktioner til at skaffe børn til uspecificerede formål. Instruktionerne inkluderede befrugtning af kvindelige medlemmer af bofællesskabet kendt som Finders, køb af børn, handel og kidnapning. Der var telexmeddelelser, der brugte MCI-kontonumre mellem en computerterminal, der menes at være placeret i samme rum, og andre placeret over hele landet og på udenlandske lokationer. En sådan telex beordrede specifikt købet af to børn i Hong Kong, der skulle arrangeres gennem en kontakt i den kinesiske ambassade dér. En anden telex gav udtryk for interesse i situationer med 'bankhemmeligheder'. Andre dokumenter identificerede interesser i højteknologiske overførsler til Storbritannien, talrige ejendele under Finders kontrol, en stor interesse for terrorisme, sprængstoffer og for at undgå politi. En detaljeret oversigt over de to voksne og seks børn i Tallahasee, Florida, den foregående nat blev også fundet i 'computerrummet'. Der var også et sæt instruktioner, som så ud til at blive udsendt via et computernetværk, som rådede deltagerne til at flytte 'børnene' og holde dem i bevægelse gennem forskellige retsområder, og instruktioner om hvordan man undgår politiets opmærksomhed."

"MCI-kontonumre" refererer til konto-numre levereret af MCI communications, som var et amerikansk telekommunikationsselskab med hovedkontor i Washington, D.C.
Et andet sted står der:
"Fredag den 2/6/87 mødte jeg detektiv Bradley på lageret på 4th Street, N.E. Jeg underrettede behørigt min fungerende gruppevejleder, SS/A Don Bludworth. Jeg fik igen ubegrænset adgang til lokalerne. Jeg var i stand til at iagttage adskillige dokumenter, som beskrev eksplicit seksuel samvær mellem medlemmer af samfundet kendt som finders. [sic] Jeg så også en stor samling fotografier af uidentificerede personer. Nogle af billederne var nøgenbilleder, der menes at være medlemmer af Finders. Der var adskillige billeder af børn, nogle nøgne, hvoraf mindst ét var et foto af et barn 'udstillet', og som så ud til at fremhæve barnets kønsorganer. Jeg var kun i stand til at undersøge en meget lille mængde af billederne på dette tidspunkt. En af betjentene viste mig dog et fotoalbum, som jeg kunne gennemse. Albummet indeholdt en række billeder af voksne og børn klædt i hvide lagner, der deltog i et 'blodritual'. Ritualet var centreret omkring henrettelse, afskæring, flåning og partering af gederne i hænderne på børnene. dette [sic] omfattede fjernelse af testiklerne på hangeden, opdagelsen af en hungeds 'livmoder' og 'gedeungerne' inde i livmoderen samt præsentationen af et gedehoved for et af børnene."

I afsnittet herefter står der:
"Yderligere inspektion af lokalerne afslørede adskillige sagsmapper om organisationens aktiviteter i forskellige dele af verden. Steder, jeg observerede, er som følger: London, Tyskland, Bahamas, Japan, Hong Kong, Malaysia, Afrika, Costa Rica og 'Europa'. Der var også en mappe identificeret som 'palæstinensisk'. Andre mapper blev identificeret ved medlemsnavn eller 'projekt'-navn. Projekterne ser ud til at blive drevet til kommercielle formål under dæknavne for Finders. Der var en mappe med titlen 'Pentagon Break-In' og andre, der refererede til medlemmer, der opererede i udlandet. Ikke observeret af mig, men fortalt af en MPD-betjent, var efterretningsfiler om private familier, der ikke var relateret til Finders. Den gennemførte proces ser ud til at have været en systematisk reaktion på lokale avisannoncer for babysittere, undervisere mv. Et medlem af Finders ville svare og indsamle så meget information som muligt om familiens vaner, identitet, erhverv osv. Brugen af disse oplysninger er stadig ukendt. Der blev også indsamlet en stor mængde data om forskellige børnepasningsorganisationer."

"Pentagon Break-In" betyder "Pentagon Indbrud". Pentagon er som bekendt USA's militære hovedkvarter.
MPD-betjent refererer til Metropolitan Police Department, som er navnet på politiet i Washington, D.C.

Finders-gruppens leder Marion Pettie var gift med Isabelle Pettie, som arbejdede for CIA fra 1951 til 1971, og hans søn arbejdede for det CIA-ejede front-firma Air America. Isabelle Petties havde i sit arbejde i CIA pas til absolutte koldkrigsfjendelande som Nordkorea, Nordvietnam, Sovjetunionen og andre steder under den kolde krigs højdepunkt.
Air America var et amerikansk passager- og fragtflyselskab etableret i 1946 og skjult ejet og drevet af CIA fra 1950 til 1976, dvs. endnu en front-organisation. Firmaet leverede støtte til hemmelige operationer i Sydøstasien under Vietnamkrigen, herunder støtte til narkotikasmugling i Laos. Denne artikel i magasinet Reason fortæller i detaljer om CIA's involvering i heroin-smugling i Laos. Det beskrives som "en massiv hemmelig CIA-operation" kørt gennem CIA-flyselskabet Air America. CIA hjalp "en lokal krigsherre ved navn Vang Pao" med at gå fra at være "en ganske populær, antikommunistisk leder" "perifert involveret i at dyrke opium" til i slutningen af krigen at være "den største heroinhandler på planeten". Artiklen fortæller videre, at nogle af partnerne var "de sicilianske gangstere", som CIA brugte til at forsøge at dræbe Fidel Castro (dette blev omtalt i del 1 kapitel 2). Artiklen hævder, at USA grundlæggende var med til at skabe "en massiv heroinepidemi" ved at hjælpe "dette enorme internationale narkotikahandelsnetværk" (med henvisning til narko-smuglingen i Laos).

Tidligere tilhængere af militærmanden Marion Pettie sagde, at de følte, at når Pettie "forelæste for dem" om "New Age-måden at leve på" og østens mystik, kunne han "kigge ind i deres sjæle, næsten som om han havde røntgensyn". Disse informationer kan man læse i en artikel fra 1987 i Washington Post om Finders-gruppen og Marion Pettie. Artiklen bekræfter i øvrigt de tidligere nævnte alias'er "The Stroller" og "The Game Caller" og tilføjer endnu et til samlingen: "The Pathfinder" ("Stifinderen").

US News-artikel fra 1993 'Through a Glass, Very Darkly'

Yderligere indikationer i de frigivne FBI-dokumenter
Avisen US News skrev også en artikel om Finders-sagen. Det var i 1993 – næsten syv år efter de to mænd blev anholdt i Tallahasee. Artiklen har titlen "Through a Glass, Very Darkly" ("Gennem et meget mørkt glas"). Den er skrevet i forbindelse med genoptagelsen af sagen, efter de to kongresmedlemmer blev involveret.
"Kunne vores egen regering have noget at gøre med denne Finders-organisation og vendt de her børn ryggen?" spørger den ene af de to politikere, Tom Lewis, der var Floridas repræsentant i parlamentet. "Det er det, alle beviserne peger på," udtaler han videre. "Og der er mange beviser."
Artiklen fortæller også, at politiet i Tallahassee klagede over den efterforskning, der blev udført af politiet i Washington, D.C. "De droppede denne sag som en varm sten," udtaler en efterforsker fra Tallahassee. Politiet i Washington, D.C., ville ikke kommentere sagen. "Hvad angår CIA, beskriver højtstående embedsmænd påstande om forbindelser mellem efterretningstjenesten og Finders som 'vrøvl'," fortæller artiklen desuden.
Der er dog flere grunde til, at det for nogle kan være svært at blive helt overbevist af CIA.
Nogle af dem er disse:
CIA havde før - i projekt MK-Ultra og projekt ARTICHOTE - i det skjulte ulovligt gennemført hjernevask og ekstremt grove overgreb på amerikanere og canadiere. Antallet af overgreb menes at være omkring 5000 mennesker over en næsten 20-årig periode i 50'erne og 60'erne.
Toldagenten Ramon Martinez fik angiveligt at vide, at efterforskningen af Finders "var blevet et internt anliggende i CIA", og der var flere andre indikationer i den retning i de frigivne FBI-dokumenter (nogle af disse gennemgås herunder).
Den tilsyneladende manglende sammenhæng mellem de komplekse og foruroligende informationer videregivet af Tallahasee Politi og Ramon Martinez og den hurtige undersøgelse og afslutning af sagen. Det er svært at tro, at disse oplysninger kan være blevet tilbundsgående undersøgt på kun elleve dage.
Oplysningerne fra Tallahasee Politi og Ramon Martinez giver et billede af en statslig operation – bl.a. på grund af den teknologiske kommunikation og de kompetencer og ressourcer, der var nødvendige i den forbindelse.

Et af de afgørende argumenter for at standse efterforskningen og frigive de to anholdte mænd var, at mødrene og forældrene støttede mændenes forklaringer og deres handlinger. Men det viste sig hurtigt, at disse forældre var en del Finders-gruppen. På grundlag af oplysningerne i sagen synes forældrenes troværdighed ikke overvældende. Nogle oplagte spørgsmål synes at presse sig på:
Hvor troværdige er forældre, der overlader deres småbørn til to mænd, som tydeligvis vanrygter dem – og hvor troværdige er de i særdeleshed, når de derefter støtter de to anholdte mænd?
Hvor troværdige er forældre, som er en del af en gruppe, der har billeder liggende med uidentificerede fremmede nøgne børn, og hvoraf mindst ét billede i den umiddelbare gennemgang afslører børnepornografisk indhold?
Hvor troværdige er forældre, der er del af en gruppe, som køber et barn i Kina, og som udviser en markant interesse for terrorisme, sprængstoffer og for at undgå politiet?
Hvor troværdige er de, når alt dette gør sig gældende samtidigt?

Der er flere indikationer af Finders-gruppens forbindelse til CIA i de frigivne FBI-dokumenter. Nogle af disse uddybes i en ganske omfattende artikelserie skrevet af den undersøgende journalist Elizabeth Vos. Artikelserien handler om Finders-gruppen og CIA's angivelige arbejde for at skjule sin forbindelse til gruppen. De følgende overvejelser er hentet fra artikel nummer to i denne artikelserie kaldet "Losing Finders: How the US Government Worked to Keep the CIA Connection Secret" ("Finders forsvinder: Hvordan den amerikanske regering arbejdede for at holde forbindelsen til CIA hemmelig").

I det frigivne FBI-materiale findes bl.a. en interessant efterforskningsrapport skrevet af overbetjent John Stitcher fra politiet i Washington, D.C. Stitchers navn er redigeret, men det er blevet bekræftet, at rapporten er skrevet af ham den 19. februar 1987. Den er mærket "Fortrolig" og "Må ikke videreformidles" og har titlen "Re: Finders involvering med Central Intelligence Agency." Den indeholder overbetjent Stitchers beskrivelse af, hvad en unavngiven CIA-specialagent udtalte med hensyn til CIA's involvering med Finders. I teksten lyder det bl.a.:
"S/A [fjernet] var forbeholden, men ærlig i sine svar. Han bekræftede, at [fjernet] Isabelle, nu afdød, var ansat i agenturet fra 1950 til 1971. Da han blev spurgt, om vores undersøgelse 'trådte nogen over tæerne derude', svarede [fjernet] 'Sådan set'... Han erkendte, at de har haft nogen, der arbejder på sagen, siden den først brød ud i nyhedsmedierne. Han erklærede også, at agenturet er klar over, at [fjernet] i perioden 1969-1971 var rejst til Moskva, Nordkorea og Vietnam ... [tre linjer fjernet og mærket 'C']."

En rapport fra 19. februar 1987 forfattet af Sgt. John Stitcher

Mærket "C" må antages at betyde "Confidential", hvilket betyder "Fortroligt".
Rapporten fortsætter:
"… Rent praktisk er det, der ikke bliver sagt, lige så vigtigt, som det, S/A [fjernet] har sagt. [Fjernet] erkendte, at vi træder dem over tæerne, og at de har haft nogen, der arbejder på sagen siden den 5. februar, hvor den kom frem. De har tilsyneladende en egeninteresse i [fjernet] og/eller gruppen. De har ikke kontaktet nogen af efterforskningsinstanserne, mens de har arbejdet med sagen. De er også klar over, at [fjernet] rejste til forbudte lande i en periode med fjendtligheder, som kun kunne have været arrangeret af dem. Til sidst udtalte han, at [to linjer fjernet og mærket 'C'] Dette kunne forklare meget om gruppens finansiering, som vi ikke har været i stand til at dokumentere indtil videre. [Helt fjernet afsnit mærket 'C'].
… Uanset hvilken type operation de måtte have været involveret i, vil der ikke være nogen begrundelse for den måde, børnene er blevet behandlet på, og sagen vil blive behandlet i Familieafdelingen, Superior Court."

"Superior Court" kan oversættes til "Overretten" og er en domstol med generel jurisdiktion over civile og strafferetlige sager.
Agenten indrømmer de facto, at Isabelle Pettie arbejdede for dem i 21 år, hvilket bekræfter eksisterende viden. Med baggrund i konteksten og titlen på hele rapporten virker det til, at den unavngivne CIA-agent desuden indrømmer, at CIA var bevidst om, at et Finders-medlem foretog rejser til koldkrigsfjendelande med rejsebegrænsninger. Overbetjent Stitcher konstaterer, at CIA er den eneste organisation, der kan have faciliteret disse rejser. CIA beskrives som at have en mulig "egeninteresse" ("vested interest") i Finders. Selvom en stor sektion er redigeret væk, antydes det, at CIA var involveret i at finansiere Finders med ordene "Dette kunne forklare meget om gruppens finansiering, som vi ikke har været i stand til at dokumentere indtil videre".

I Ramon Martinez' toldrapport beskriver han også pas fundet ved sin undersøgelse i en Finders-ejendom. Han skriver, at passene giver adgang til lande med begrænset adgang – men han tilføjer, at ifølge Udenrigsministeriet er de ikke ulovlige.
I det frigivne FBI-materiale er det specificeret, at nogle af passene blev givet til Isabelle Pettie. Pasindehaverens navn er dog fjernet i overbetjent Stitchers rapport og flere overstregninger er mærket som fortrolige. Isabelle Petties navn er ellers ikke fjernet, fordi hun var afdød inden efterforskningen. Dette kunne også indikere, at det er et andet medlem af Finders-gruppen, som har fået disse pas af CIA.

Finders-lederen Marion Pettie havde bemærkelsesværdigt nok tilsyneladende adgang til international militærtransport, selvom han angiveligt blev pensioneret fra militærtjeneste længe før 1987.
Journalisten Elizabeth Vos skriver, at hun har fået adgang til en uredigeret kopi af et dokument fra FBI's frigivne dokumenter. Det drejer sig om en rapport fra 10. februar 1987 udarbejdet af politiet i Tallahassee. Vos fortæller, at hun fik rapporten af journalisten og forfatteren Nick Bryant, der er en anden undersøgende journalist, som har beskæftiget sig indgående med både Finders- og Franklin-sagen. I denne uredigerede rapport udtaler politikommissær Lee Hart fra byen Culpeper i Virginia, at han havde haft kontakt med Finders, som også holdt til i denne by. Politikommissæren udtalte derudover, at han var "bekendt med Pettie". En kontakt til politikommisær Hart fortalte ham, at Petite "opfordrede medlemmerne til at flygte og gemme sig." Denne opfordring må formodes at være givet på grund af den igangværende undersøgelse af Finders-gruppen. Lee Hart kom i den forbindelse med et bemærkelsesværdigt udsagn: "Pettie selv ville sandsynligvis tage til Andrews Air Force Base og tage et militærfly til Kina," hævdede politikommissæren. Andrews Air Force Base var en militær base under det amerikanske luftvåben. At en politikommissær ville vurdere Pettie til blot at kunne dukke op på en luftvåbenbase og opnå international transport, mens Finders var underlagt en føderal undersøgelse med flere efterretningstjenester involveret, synes igen at indikere Petties involvering med militære- og/eller efterretningsmæssige interesser.

Uddrag fra Tallahassee politirapport fra den 10. februar 1987.

Et interview med Finders-medlem og -talsmand Tobe Terrell giver en vis bekræftelse af Petties militære forbindelser og antyder måske oprindelsen af hans efterretningsarbejde. I interviewet er Terell citeret for at sige, at Pettie "... var i Army Air Corps, som blev til det amerikanske luftvåben. Han blev højt respekteret af officererne, og de spurgte ham, om han kunne tænke sig at blive efterretningsofficer." USA's Army Air Corps var den amerikanske hærs luftvåbentjeneste mellem 1926 og 1941.
Talsmanden for Finders-gruppen indrømmede altså, at gruppens karismatiske leder var blevet spurgt, om han kunne tænke sig at blive efterretningsofficer.
På trods af denne indrømmelse benægtede Terrell under resten af interviewet ihærdigt, at Finders var forbundet med den amerikanske regering eller efterretningsoperationer. Terrell hævdede, at Pettie i stedet gik på pension efter 20 års arbejde for militæret og blev "uddannet, men aldrig tildelt" operationer i efterretningsarbejde.
Tidligere medarbejdere fortalte, at gruppen "udviklede sig med den menneskelige potentialebevægelse i 1970'erne, med stor vægt på at fjerne hæmninger og vrangforestillinger". Udtrykket "den menneskelige potentialebevægelse" ("human potential movement") bruges om psykoterapier, der blev populære i 1960'erne og begyndelsen af 1970'erne med fokus på personlig udvikling og individets intellektuelle, kreative og spirituelle potentiale. Et eksempel er terapiformen "primalterapi", hvor deltagerne genoplever smertefulde begivenheder og giver slip på følelser gennem skrig eller gråd i stedet for analyse. Finders-gruppens eksperimenter med "at fjerne hæmninger og vrangforestillinger" fandt sted mens lederen Marion Pettie samtidig arbejdede for militæret.
Et interview med Pettie udført af avisen Washington City Paper i 1996 fortæller, at gruppens rødder strækker sig tilbage til et "åbent hus i Washington, D.C., før Anden Verdenskrig". Dette "åbne hus" blev drevet af Pettie, da han var sergent i hæren. "Der hævder han, at være blevet fuldtidsstuderende af den menneskelige natur," fortæller artiklen.
Derefter kan man læse et bemærkelsesværdigt Marion Pettie-citat:
"Jeg lejede to lejligheder for omkring 55 år siden og åbnede dem op for alle, der ville komme ind, og tanken i mit hoved var, at de skulle lære mig noget om magt, penge eller sex."

Dette udsagn viser, at Petties interaktion med "alternativ livsstil" begyndte allerede i starten af 1940'erne, hvilket var meget tidligt i hans militærtjeneste. Det var også mange år før det såkaldte 68'er ungsdomsoprør, som normalt forbindes med den type alternativ livsstil, Finders-gruppens eksperimenter synes at kunne forbindes med.
Men citatet giver også en del mindelser om den republikanske politiske lobbyist Roger Stones udtalelse om sin ven og den angivelige sexafpresser og misbruger af børn, Roy Cohn. Ifølge Roger Stone var Cohn også interesseret i "magt og adgang" – og dette var med baggrund i seksuelle udskejelser med unge drenge (se del 1). Cohn blev også beskyldt for at være en del af et pædofilt misbrugsnetværk.

Beskrivelsen af Petties "åbne" lejligheder forekommer næsten identisk med beskrivelsen af, hvordan personer forbundet med det berygtede MK-Ultra-projekt agererede. MK-Ultra-projektet var, som tidligere nævnt, en cirka 20 år lang ulovlig operation, hvor CIA eksperimenterede med "hjernevask", ved hjælp af bl.a. tortur og brug af fx LSD på amerikanske og canadiske borgere.
CIA finansierede et andet åbent hippiehus, som blev brugt til MK-Ultra-eksperimenter af psykiateren Louis Jolyon West, der var mangeårig kontraktansat konsulent for CIA. Det kan man læse om i et uddrag af bogen "Chaos, Charles Manson, CIA, and the Secret History of the Sixties" ("Kaos, Charles Manson, CIA og den hemmelige historie om 60'erne"). I et område i San Francisco kaldet Haight "sørgede West for brugen af et smuldrende victoriansk hus", hvor han oprettede, hvad han beskrev som et "laboratorium forklædt som en hippie-crash-pad." Den amerikanske beskrivelse af lejligheden, som “hippie crash pad” skal nok ses i sammenhæng med vendingen "crash a party" som betyder "komme uindbudt til en fest". "Pad" kan her måske oversættes med "pude" eller (blødt) "underlag".
Citatet i bogen fortsætter således:
"The 'pad' åbnede i juni 1967, i starten af kærlighedens sommer... Forbipasserende var velkomne til at gøre, som de ville og blive så længe de havde lyst, bare de ikke havde noget imod, at kandidatstuderende tog noter om deres adfærd. Ifølge optegnelser i Wests arkiver blev hans 'crash pad' finansieret af firmaet Fonden for forskning i psykiatri… papirer i Wests skrivebord afslørede, at firmaet var en front-organisation for CIA."

Dette citat spejler Marion Petties tidlige brug af sine to lejligheder, som han med egne ord "åbnede op for alle, der ville komme ind" for at "de skulle lære" ham "noget om magt, penge eller sex." Dette gjorde sig også gældende for en senere Finders-ejendom kendt som Ragged Mountain Ranch. Washington Post rapporterede, at "enhver kunne få et økologisk måltid uden beregning, uden spørgsmål" på denne gård.
I sin artikel om Finders-gruppens forbindelse til CIA fortæller Elizabeth Vos om endnu en politirapport fra Tallahassee politi. I rapporten taler et af de vanrøgtede børn i Florida om en mand, de kendte som "Hr. Lucky", der boede på en af Finders-gruppens ejendomme. "[I]nformation fra FBI identificerer Lucky som Ronald Alleman, en tidligere Green baret," fortæller rapporten. "Green baret" ("grøn baret") er en toptrænet soldat i den amerikanske hærs Specialstyrker (United States Army Special Forces), der kan sammenlignes med det danske Jægerkorps. Disse specialstyrker eller "Green barets" er kendt for at have "et langvarigt og tæt forhold til CIA". Det vanrøgtede barn, der gav oplysningerne om Alleman, hævdede, at den tidligere elitesoldat havde "masser af medicin." Han blev også nævnt af et andet Finders-barn, som satte ham i forbindelse med et af Finders-lokaliteterne i Washington, D.C. At endnu et medlem af Finders angiveligt havde en militær baggrund stiller yderligere spørgsmålstegn ved den ellers gængse fortælling om, at gruppen blot var et hippiekollektiv, der udlevede en alternativ livsstil. Og at denne militærmand var elitesoldat med endnu en art forbindelse til CIA, synes sammen med de øvrige foruroligende indikationer snarere at pege i retning af et noget mere kynisk mønster.

Finders-lederen Marion Pettie fortalte selv, at hans søn arbejdede for Air America. Det var som nævnt en CIA-frontorganisation, der i øvrigt også var involveret i Iran-Contra-skandalen, som jeg tidligere har været inde på ad flere omgange. Et andet CIA-firma og luftfartselskab kaldet Southern Air Transport blev også brugt af den berygtede børnesex-handler Jeffrey Epstein og hans nære kollega Leslie Wexner. Som det allerede er blevet påpeget (del 1), hævdede Epstein også at have arbejdet for CIA, og han fik angiveligt en "sweetheart deal", fordi han "var en del af efterretningsvæsenet".
Også en kendt narkohandler ved navn Barry Seal var kendt for at bruge fly, der tilhørte selskabet Southern Air Transport – og desuden ansætte flybesætninger, der arbejdede for CIA-firmaet. Barry Seal arbejdede for det colombianske narkokartel Medellin-kartellet, som bl.a. blev dannet af den berygtede narkobaron Pablo Escobar. Men Barry Seal arbejdede angiveligt også for CIA. Seal var på dette tidspunkt i tæt kontakt med oberstløjtnanten i det amerikanske marinekorps, Oliver North, som var ansvarlig for flere af Reagan-regeringens hemmelige militære operationer, blandt andre Iran-Contra-affæren. North blev afskediget, da hans rolle i Iran-Contra-affæren blev afsløret, og han blev i 1989 dømt for bl.a. at have obstrueret Kongressens arbejde og destrueret dokumenter. Alle sigtelser blev dog senere frafaldet.

Forfatteren til "The Franklin Coverup", tidligere senator John Decamp, hævdede, at Finders var forbundet med CIA, og at de misbrugte børn seksuelt. Han formulerede blandt andet påstanden således:
"Jeg fik oplysninger anonymt. Jeg fandt ud af senere, at det kom fra CIA-folk, der var bekymrede over, hvad der var sket. CIA har nægtet enhver involvering i det, selv i dag. Men der er dokumentation nok til at vise, at børn i en ret følsom alder blev brugt til seksuelle formål, til at kompromittere mennesker og til det der 'mind control'-nonsens. Hvorfor? Jeg ved det ikke, og jeg påstår ikke, at jeg ved det."

Finders-gruppen holdt til i samme lille by som den berygtede leder af MK-Ultra, CIA's Sidney Gottlieb. Gottlieb kaldes i denne historiske profilartikel den "beskedne kemiker", som "var CIA's chef-giftmager" ("Poisoner in Chief"). "Sidney Gottlieb styrede en workshop dedikeret til mord – og tankekontrol," fortæller artiklen videre i sin præsentation af chefen for USA's menneskemisbrugs-projekt MK-Ultra. I de tidlige år som chef havde Gottlieb "opbygget MK-Ultra til det mest intense og strukturerede forskningsprogram inden for tankekontrol i historien," fremfører artiklen. Misbruget af mennesker i MK-Ultra-projektet foregik ikke kun i USA og Canada.
"To år i Tyskland, hvor han havde udført ekstreme eksperimenter på forsøgspersoner, der blev betragtet som 'undværlige', havde styrket hans kvalifikationer".

I den historiske artikel kan man læse, at Gottlieb også brugte sine kemi-eksperimenter i MK-Ultra til at hjælpe CIA med giftmord.
Netop denne mand boede i den samme by, hvor Finders-gruppen forsøgte at "overtage bystyret," fortæller en rapport fra politiet i Washington, D.C., fra den 13. april 1987. Det er politiets efterretningsafdeling ("Intelligence Division"), der står bag denne rapport. Rapporten fra politiet i Washington, D.C., er indeholdt i FBI's frigivne dokumenter og mærket "hemmelig". Et citat fra rapporten lyder:
"Specialagent [fjernet] fra Virginia State Police udtalte, at denne gruppe så ud til at være en overlevelsesorganisation med forsøg på at overtage bystyret i Culpeper[,] Virginia."

Culpeper var det sted, hvor Sidney Gottlieb valgte at gå på pension fra sit chefjob i MK-Ultra. Men Gottlieb gik ikke blot på pension til det samme sted, hvor Finders angiveligt forsøgte at overtage bystyret – han havde tilsyneladende også et værdigrundlag, som mindede om Finders-lederen Marion Petties: Gottlieb tilbragte de sidste år af sit liv som en "øko-hippi", ifølge Daily Beast og New York Times. Sidstnævnte fortæller, at Sidney Gottlieb boede i sit "økologisk korrekte hjem i Culpeper, Virginia, hvor den pensionerede spionmester opfostrede geder, spiste yoghurt og prædikede værdierne fred og miljøforkæmperideologi."
I en anden New York Times-artikel fra 2019 beskrives Gottlieb som "hjernen bag det endelige CIA-program", MK-Ultra, "den berygtede forskningsindsats, der brugte bevisthedsændrende stoffer, inklusiv LSD." Den samme artikel beskriver Gottlieb som "en kemiker med en dybtliggende interesse for mysticisme", og "den første person USA's regering nogensinde hyrede til at finde måder at kontrollere menneskers bevidsthed."
Marion Pettie og Sidney Gottlieb var altså begge dybt optaget af mysticisme. Pettie så meget at han – ifølge sine følgere – næsten kunne gennemlyse dem med sit røntgenblik i sine foredrag om New Age og østens mystik. I del 3 fremlægger jeg meget mere om det mønster, der synes at være i sammenhængene mellem mysticisme, satanisme, magtmennesker og misbrug af børn.

I sin artikel om CIA's forbindelse til Finders-gruppen fortæller Elizabeth Vos om endnu en rapport fra politiet i Washington, D.C.. Den blev udarbejdet under efterforskningen af vanrøgtelsen af børnene i Florida og konkluderer også, at der var en forbindelse mellem CIA og Finders. Rapporten indeholder et bemærkelsesværdigt bud på truslen fra gruppen, foruden konklusionen om, at gruppen blev brugt af CIA:
"Det er forfatternes overbevisning, at Finders-organisationen bliver og er blevet brugt af Central Intelligence Agency som en desinformationstjeneste, der spreder ikke-essentiel, ikke-kritisk information til forskellige organisationer i hele USA og i udlandet. Denne gruppe består for det meste af overuddannede ikke-præstationsmennesker, som mangler det medfødte initiativ til at lykkes på egen hånd. Derfor faldt de ind hos en karismatisk leder, der gav dem retning og selvbetydning. For størstedelens vedkommende er denne organisation individuelt harmløs, men når de ledes og overvåges af en kontrollerende faktor, er de i stand til at udføre destruktive og ulovlige aktiviteter."

Det er uklart hvad forfatterne i politiet mente med "når de ledes og overvåges af en kontrollerende faktor, er de i stand til at udføre destruktive og ulovlige aktiviteter." Desværre mangler politivurderingen henvisning til beviser for dens påstande, og den forklarer ikke, på hvilket grundlag dens spekulationer er blevet foretaget, skriver Elizabeth Vos. Hun fortsætter med pointere, at dette er i skarp kontrast til Ramon Martinez' rapporter, som beskrev specifikke beviser, han var vidne til, og som ikke forsøgte at spekulere på gruppens motivation eller mål. Ikke desto mindre, har vi her politiet i Washington, D.C., der i sin egen vurdering indrømmer, at Finders blev "brugt af CIA". Det underbygger yderligere, at CIA var involveret i gruppen og dermed ville have et motiv for at afslutte efterforskningen af gruppens aktiviteter.
Ramon Martinez skrev en whistleblower-klage. Elizabeth Vos fik angiveligt overleveret en kopi af denne klage af uafhængige undersøgende journalister fra gruppen We've Read The Documents (Vi har læst dokumenterne). I klagen finder man yderligere bekræftelse på, at overbetjent John Stitcher var den person, der informerede Martinez om, at Finders-undersøgelsen var blevet gjort til en intern CIA-sag. Martinez skrev om sine forsøg på at gennemgå beviser indsamlet på Finders-ejendomme i Washington, D.C., under den indledende undersøgelse fra 1987:
"… [Jeg] forsøgte at få adgang til det indsamlede bevismateriale i en periode på cirka to måneder. Det lykkedes mig ikke at få den adgang og blev informeret af overbetjent Stitcher (nu død), at Finders var en CIA (Central Intelligence Agency) front-organisation, der var gået galt, og at beviserne var utilgængelige."

Et udsnit af specialagent Ramon Martinez' whistleblower-klage

John Stitcher kunne have bekræftet CIA's indblanding i 1987-undersøgelsen, hvis han var i live på tidspunktet for 1993-undersøgelsen. Dette står klart, takket være et yderligere resumé af den foreløbige undersøgelse foretaget af Justitsministeriet – dateret 1. november 1993 – fra den første sektion af FBI's Finders frigivne publikationer. Her står der bl.a.:
"[Fjernet] meddelte også, at han havde fået at vide, at dokumentation var blevet placeret i filerne fra politiet i Washington, D.C., for at indikere, at overbetjent John Stycher [sic] (afdød), som havde været hans overbetjent under Finders-søgningen, var blevet kontaktet af en [fjernet] havde bedt ham om at fjerne sig fra Finders-sagen."

Også Washington Times-journalisten Paul Rodriguez, som få år før havde afsløret foruroligende call-boys-besøg i Det Hvide Hus (se del 1 kapitel 3), hævdede i 1993, at der var forbindelse mellem CIA og Finders-gruppen. Rodriguez skrev, at et dokument fra toldvæsenet indeholdt CIA's indrømmelse af "at eje Finders-organisationen som en front-organisation for en indenlandsk computeruddannelse operation", men denne operation "var gået galt".
Rodriguez skrev desuden:
"Et dokument fra politiet i Washington, D.C., dateret den 19. februar 1987 citerer en CIA-agent for at bekræfte, at hans agentur sendte sit personale til 'en Finders Corp., Future Enterprises', for at træne i computerdrift."

Rodriguez' artikel bekræfter således også udtalelsen fra overbetjent Stitcher om, at Finders var en CIA front-organisation, der var gået galt.

'Satanic panic' - ubegrundet moralsk hysteri?
Finders- og Franklin-sagerne knytter sig til en periode, som kaldes "the Satanic panic" ("den sataniske panik") eller i nogle tilfælde "the moral panic" ("den moralske panik").
Satanic panic beskrives af Wikipedia, som "en moralsk panik bestående af over 12.000 udokumenterede tilfælde af satanisk rituelt misbrug",... "der startede i USA i 1980'erne, og spredte sig ud over mange dele af verden i slutningen af 1990'erne og fortsætter i dag".

I en New York Times-artikel fra 2021 bekræftes Wikipedias forklaringer, om at panikken opstod i 1980 med udgivelsen af bogen "Michelle Remembers" ("Michelle husker"). Den var skrevet af den canadiske psykiater Lawrence Pazder og hans patient (og kommende kone), Michelle Smith. De fremsatte i bogen "gennemgribende uhyggelige påstande om satanisk rituel misbrug" med baggrund i terapi til at "genvinde hukommelsen" (recovered-memory therapy – RMT). I kølvandet på bogudgivelsen opstod der en bølge af påstande om sataniske overgreb – men kun få af disse var altså ifølge Wikipedia og New York Times m.fl. begrundede.
Recovered-memory therapy (RMT) er blevet miskrediteret som psykologisk praksis af flere professionelle psykiatriforeninger, forskere og psykiatere. Det er en form for psykologisk undersøgelse, som bruger bl.a. psykoanalyse og hypnose til angiveligt at hjælpe patienter med at huske glemte minder.
Beskyldningerne, som i forlængelse af bogudgivelsen opstod i store dele af USA, involverede rapporter om fysisk og seksuelt misbrug af mennesker i forbindelse med okkulte eller sataniske ritualer.
Wikipedia-artiklen fortæller om "Satanic panic":
"I sin mest ekstreme form involverer påstandene en sammensværgelse af en global satanisk kult, der inkluderer de velhavende og eliten, hvor børn bortføres eller opdrættes til menneskeofre, pornografi og prostitution".

Wikipedia fortæller videre, at "næsten alle aspekter af det rituelle misbrug er kontroversielt", hvorefter flere aspekter opremses – bl.a. beviser for beskyldninger, vidneudsagn fra påståede ofre samt efterforskninger og retssager.
Wikipedia fortæller desuden:
"Panikken påvirkede advokater, terapeuter og socialarbejdere, der håndterede anklager om seksuelt misbrug af børn. Beskyldninger samlede oprindeligt vidt forskellige grupper, herunder religiøse fundamentalister, politiefterforskere, børneadvokater, terapeuter og klienter i psykoterapi. [...] Med tiden blev anklagerne tættere forbundet med dissociativ identitetsforstyrrelse (dengang kaldet multipel personlighedsforstyrrelse) og anti-statslige konspirationsteorier."

Til "Satanic Panic" knytter sig et begreb, der kaldes "dagpleje sexmisbrugshysteri" ("day-care sex-abuse hysteria"). Begrebet er navngivet efter en periode fra starten af 1980'erne til begyndelsen af 1990'erne, hvor flere dagplejere blev anklaget for at mishandle børn – blandt andet ved sataniske ritualer. En sag fra 1982 i Kern County i Californien, USA, offentliggjorde for første gang spørgsmålet om seksuelt misbrug i daginstitutioner, og spørgsmålet var fremtrædende i nyhedsdækningen i næsten et årti. Kern County-sagen blev efterfulgt af sager andre steder i USA, såvel som Canada, New Zealand, Brasilien og forskellige europæiske lande. I flere af sagerne blev dommene senere omgjort og de anklagede løsladt – i flere tilfælde efter lange fængselsophold.
Den mest prominente af disse dagpleje-sager var "McMartin daginstitutions-retsagen" ("the McMartin preschool trial"). Medlemmer af McMartin-familien, der drev en daginstitution i Manhattan Beach, Californien, blev anklaget for hundredvis af seksuelle overgreb mod børn i deres varetægt. Beskyldninger blev fremsat i 1983, men anholdelser og efterforskning fandt sted fra 1984 til 1987, og retssager løb fra 1987 til 1990. Sagen varede syv år, men resulterede i at alle anklager blev frafaldet i 1990. Ved sagens afslutning skrev New York Times, at det var den længste straffesag i amerikansk historie og nævnte desuden, at sagen havde "kostet skatteyderne" et anslået beløb på 15 millioner dollars.
Den første anmeldelse blev foretaget til politiet af en mor til en af børnene i institutionen. Hun anmeldte, at hendes søn var blevet voldtaget af både hendes egen mand og af læreren Ray Buckey. Han var samtidig søn af stedets administrator foruden barnebarn af stifteren af institutionen. Moren fremkom desuden med andre beskyldninger, såsom at ansatte i dagplejen havde sex med dyr ("sexual encounters with animals"). Efter forhøret af Ray Buckey, som ikke førte til anholdelse, udsendte politiet et brev til 200 forældre. Heri fortalte politiet, at deres børn måske var blevet misbrugt, og politiet bad desuden forældrene om at udspørge deres børn om eventuelle oplevelser eller overgreb.
400 børn blev derefter interviewet af en Los Angeles-baseret klinik for misbrugsterapi ved navn Children's Institute International ("Børns Internationale Institut"). Interviewteknikkerne, der blev brugt, var ifølge flere senere artikler fra forskellige psykitatere og psykiatriforeninger meget ledende og opfordrede børn til at foregive eller spekulere om formodede begivenheder.
I løbet af sagen beskrev omkring 360 af de 400 interviewede børn overgreb, og nogle af anklagerne blev beskrevet som "bizarre", "med beskyldninger der afspejlede den spirende sataniske rituelle overgrebspanik". Det blev fx angiveligt påstået, at de – ud over at være blevet seksuelt misbrugt – så hekse flyve, rejste i luftballon og blev ført gennem hemmelige underjordiske tunneler, hvor også noget af misbruget blev påstået at have fundet sted. Der var også påstande om orgier i bilvaskehaller og lufthavne, og om at børn blev skyllet ned i toiletter til hemmelige rum, hvor de blev misbrugt, hvorefter de blev rengjort og præsenteret for deres forældre.
Moren, der havde fremsat de første beskyldninger, blev indlagt med paranoid skizofreni under sagen, og blev i 1986 fundet død i sit hjem på grund af komplikationer med baggrund i alkoholisme. Hun døde således før den indledende høring i sagen var afsluttet.
Hele sagen endte i skandale, da ingen af de syv anklagede – efter to afsluttede retsager – blev dømt for nogen af anklagerne.
I 1990 hyrede forældre, der mente, at deres børn var blevet misbrugt i børnehaven, arkæologen E. Gary Stickel til at undersøge stedet ved hjælp af jordgennemtrængende radar. I maj 1990 hævdede Stickel, at han havde fundet beviser for tunneler under skolen, i overensstemmelse med børnenes beretninger.
Flere opponerede dog senere imod dette – bl.a. professoren i retsmedicinsk psykologi W. Joseph Wyatt. I en rapport fra 2002 konkluderede han, at det, som Stickel mente var tunneler under børnehaven, mere plausibelt kunne forklares som en række tilstødende affaldsgrave.
I 2005 trak et af børnene (som voksen) sine beskyldninger om overgreb tilbage.

Sager, som i sit indhold har et omdrejningspunkt omkring sataniske rituelle overgreb på børn, kan på denne historiske baggrund have en tendens til at blive rubriceret under kategorierne "satanisk panik", "moralsk panik" – eller i nogle tilfælde "hysteri" eller "massehysteri". Én ting er "almindelige" overgreb på børn, men når begreberne sataniske ritualer tilføjes, kan sagen således ændre sig til at blive en del mere uhåndterlig og præget af denne historiske kontekst.
I Den Danske Ordbog står der som den primære forklaring af ordet panik;
"pludseligt opstået frygt der typisk medfører at man mister sin dømmekraft og enten handlingslammes eller handler uoverlagt".

I Den Store Danske ordbog står der bl.a. om "hysteri":
"Hysteribegrebet har i folkemunde fået en fordomsfuld og nedsættende klang, hvilket er blandt årsagerne til, at betegnelsen i stadig mindre grad anvendes om klinisk psykopatologiske tilstande.
[...]
Begrebet i daglig tale, "at være hysterisk", har intet at gøre med den psykiske abnorme tilstand.
[...]
Massehysteri er betegnelsen for, at en større gruppe mennesker med indbyrdes kontakt inden for kort tid kan udvikle samme symptom på baggrund af en provokerende hændelse. Fænomenet viser således, at psykisk lidelse kan smitte."

I artiklen "Why Satanic Panic never really ended" ("Hvorfor Satanic Panic aldrig rigtig sluttede"), forklarer mediet Vox, at dette "hysteri" stadig er udbredt:
"En af de mest berømte, langvarige massemedieforskrækkelser i historien, Satanic Panic var på sit højeste præget af frygtsomme medieskildringer af gudløse teenagere og den afvigende musik og medier, de forbrugte. Det førte skiftevis til en række højprofilerede straffesager, der var stærkt præget af alt det sociale hysteri. De fleste mennesker forbinder Satanic Panic med såkaldt 'satanisk rituel misbrug'
[...]
Men selvom politiet i disse dage er mindre tilbøjelige til at skynde sig at dømme over rygter om satanisk tilbedelse og okkulte påvirkninger, har mange medlemmer af offentligheden ikke sådanne betænkeligheder.
Se på den nylige kontrovers omkring Lil Nas X og hans seneste musikvideo 'Montero (Call Me by Your Name)' - hvor han boltrer sig erotisk med forskellige udgaver af Satan – og den måde, hvorpå han var i stand til at skandalisere utallige kristne ved at udgive limited-edition blodfyldte Nike-sko døbt 'Satan sko.'
Var den efterfølgende forargelse fra dem, der beskyldte Lil Nas X for at være en korrumperende indflydelse, blot et tilfælde af manglende evne til at læse kunsten metaforisk? Måske.
Men et kig på denne bizarre periode i amerikansk historie tilbyder en anden mulig forklaring: Satanic Panic forsvandt aldrig rigtigt. Den lever i bedste velgående i dag, og dens arv går gennem amerikansk kultur og politik, i alt fra moralisering på sociale medier til QAnon."

QAnon er ifølge Den Store Danske ordbog en "yderliggående, primært højreekstrem sammensværgelsesteori" om, at der "eksisterer en større gruppe af satantilbedende pædofile politikere, topembedsmænd, mediepersonligheder, rige erhvervsfolk og skuespillere, som kidnapper børn og drikker deres blod for at opnå styrke." QAnon angives også til at være "tæt knyttet og forbundet til konspirationsteorien 'Pizzagate'", som fremkom nogle år tidligere end QAnon. Jeg behandler "Pizzagate" i del 4 kapitel 1.
I del 3 kapitel 3 undersøger jeg det tilsyneladende udbredte misbrug af børn i underholdningsindustrien, hvor musikeren Lil Nas X har sin karriere. Ud over eksempler på sager og påstande om overgreb på børn i disse industrier fremlægger jeg flere eksempler på stjerner indenfor film- og musikindustrien, som er involveret i okkultisme og det som kaldes esoterisk religion. Desuden fremlægger jeg eksempler på Hollywoods og medieindustriens involvering med efterretningstjenester.

Akademiske undersøgelser af satanisk rituelt misbrug af børn
Der findes nogle videnskabelige undersøgelser og rapporter om satanisk rituelt misbrug af børn. Men der er mangel på litteratur, der "kvantificerer forekomsten og karakteristika ved børnemishandling knyttet til trosretninger eller tro i Storbritannien." Det forklarer den britiske rapport "A rapid literature review of evidence on child abuse linked to faith or belief" ("En hurtig litteraturgennemgang af beviser på børnemishandling knyttet til trosretninger eller tro"). Rapporten er fra 2012 og udgivet af Childhood Wellbeing Research Center (Research center for børns trivsel), som er forskningscenter, der modtager midler fra det britiske undervisningsministerie. Rapporten fylder 38 sider og gennemgår litteratur, som dækker fire typer af misbrug af børn:
Misbrug, der sker som følge af, at et barn bliver anklaget for hekseri eller for at være heks.
Misbrug, der opstår som følge af, at et barn bliver anklaget for at være "besat af ånder".
Ritualistisk misbrug.
Satanisk misbrug.
Rapporten fortæller, at i forhold til satanisk rituelt misbrug bruger den overvejende data fra USA (med undtagelse af to engelske kilder) og udelukkende undersøgelseslitteratur fra 1980'erne og 1990'erne. Den citerer desuden en af disse kilder for at hævde, at antallet af sager "så ud til at toppe i 1989 og derefter falde". Citatet er hentet fra en af de engelske rapporter, som er fra 1994. Selvom det måske kan lyde som en konklusion om, at antallet af sådanne sager er faldet siden 1989, er dette altså umuligt at konkludere på denne baggrund. Den britiske rapport, der gentager konklusionen, er som nævnt fra 2012, men har ifølge egne oplysninger ingen data efter 1990'erne at bygge dette på.

I 1988 blev der i USA foretaget en landsdækkende undersøgelse af seksuelt misbrug i forbindelse med dagpleje. Undersøgelsen udmyntede sig i en rapport, der fik titlen "Sexual Abuse in DayCare: A National Study" ("Seksuelt misbrug i dagpleje: Et nationalt studie").
Undersøgelsen blev ledet af den amerikanske sociolog David Finkelhor, som er kendt for sin forskning i seksuelt misbrug af børn. Finkelhor er professor i sociologi ved New Hampshire Universitet og desuden direktør for Crimes against Children Research Center (Forskningscenter for forbrydelser mod børn).
I undersøgelsens resumé læser man:
"I modsætning til billedet i McMartin-sagen involverede langt de fleste af sagerne (831) kun en enkelt gerningsmand. Imidlertid er sager om flere gerningsmænd klart de mest alvorlige, involverer flest børn, de yngste børn, de mest seriøse seksuelle aktiviteter og den højeste sandsynlighed for pornografi og rituelle overgreb."

I undersøgelsen indgik 170 sager med flere gerningsmænd.
David Finkelhor og hans kolleger definerede ritualistisk misbrug som:
"... misbrug, der forekommer i en kontekst forbundet med nogle symboler eller gruppeaktiviteter, som har en religiøs, magisk eller overnaturlig konnotation, og hvor påkaldelsen af disse symboler eller aktiviteter gentages over tid for at skræmme og intimidere børnene."

Året efter i 1989 udkom endnu en forskningsartikel om emnet. Den havde titlen "The Ritual Abuse of Children: Implications for Clinical Practice and Research" ("Rituelt misbrug af børn: Konsekvenser for klinisk praksis og undersøgelse"). Artiklen er forfattet af psykologiprofessor Louis J. Cozolino, som blandt andet inddragede David Finkelhors undersøgelse.
"Undersøgelser har indikeret at seksuelt misbrug af børn, der engang blev betragtet som sjældent, faktisk er et almindeligt fænomen," fortæller Cozolino i sin indledning. Estimater af udbredelsen af misbrug af børn varierer i den akademiske litteratur, forklarer han videre. Her remser han flere undersøgelser op, som illustrerer denne variation:
I David Finkelhors undersøgelse svarede 19% kvinder ja til, at de havde været udsat for seksuel kontakt med voksne, mens de var børn. Cozolino henviser desuden til to andre undersøgelser, hvor kvinder svarede ja til samme spørgsmål i henholdsvis 38% og 62% af tilfældene.
I sin indledning skriver Cozolino desuden:
"Midt i ny indsigt om seksuelt misbrug har der været en bemærkelsesværdig stigning i offentlighedens bevidsthed om, hvad der er blevet betegnet som rituelt eller satanisk misbrug. Rapporterne er ofte så bizarre og foruroligende, at hver ny afsløring er ledsaget af forvirring og vantro. Den tilgængelige viden består primært af rapporter om voksne overlevende efter børneofre samt politirapporter og terapeutiske casestudier. På trods af talrige bekræftende rapporter fra forskellige områder af landet, fremkalder disse rapporters art og indhold ofte spørgsmål om troværdighed.
I modsætning til den populære forestilling om en enlig mandlig pædofil eller incestuøs far, er rituelt misbrug karakteriseret ved en række gerningsmænd af begge køn og tilstedeværelsen af mange ofre."

I det hele taget er det meste undersøgelsesmateriale om satanisk rituelt misbrug tilsyneladende fra perioden 1980'erne til 1990'erne. Her er en vidensskabelig artikel fra 1991 med titlen "Patients reporting ritual abuse in childhood: A clinical syndrome. Report of 37 cases" ("Patienter reporterer om rituelt misbrug i barndommen: Et klinisk syndrom. Report fra 37 sager"). Artiklen omhandler 37 voksne patienter med dissociativ lidelse, der "rapporterede om rituelt misbrug i barndommen udført af sataniske kulter".
I rapportens resumé står der:
"Patienterne kom fra en række forskellige kliniske omgivelser og geografiske placeringer og rapporterede en række ensartede misbrug. De hyppigst rapporterede typer af rituelt misbrug bliver skitseret, og et klinisk syndrom præsenteres, som omfatter dissociative tilstande med sataniske overtoner, alvorlig posttraumatisk stresslidelse, overlevelsesskyld, bizart selvmisbrug, usædvanlig frygt, seksualisering af sadistiske impulser, indoktrinerede overbevisninger og stofmisbrug. Spørgsmål vedrørende problemstillinger omkring pålidelighed, troværdighed og verificerbarhed behandles i dybden, og resultaterne og implikationerne diskuteres."

Her er det en anden forskningsartikel om rituelt misbrug af børn, som også er fra 1991. Den har titlen "The Ritual Abuse of Children: Clinical Features and Diagnostic Reasoning" ("Rituelt misbrug af børn: Kliniske træk og diagnostisk ræsonnement"). I artiklen "fremlægges en sag om påstået rituelt seksuelt misbrug", og "klinisk anerkendelse og diagnostisk ræsonnement diskuteres". Resuméet af artiklen afsluttes med disse ord:
"Efter en kort redegørelse for moderne satanisme konkluderes det, at selv om beviserne for forekomsten af rituelle overgreb er svage, er et højt indeks for mistanke passende."

Denne forskningsartikel er også fra den nævnte periode, men nogle år senere (fra 1994 og altså cirka fire år efter afslutningen af McMartin dagpleje-retsagen). Titlen er "Reports of Satanic Ritual Abuse: Further Implications about Pseudomemories" ("Rapporter om satanisk rituelt misbrug: Yderligere implikationer af pseudo-minder"). Det er en foreløbig klinisk undersøgelse af patienter, der fortæller om erindringer om satanisk rituel misbrug i barndommen, og den giver "yderligere data til støtte for eksperimentelle undersøgelser" om, at "pseudo-minder kan skabes af terapeuter hos patienter, der er meget let påvirkelige."

De akademiske artikler, der findes fra efter årtusindskiftet, synes at være præget af et noget mere kritisk ståsted end artiklerne fra 80'erne - og måske særligt før den opsigtsvækkende McMartin-sag.
I 2014 udgav afdelingen for journalistik på City University London artiklen "Satanic abuse, false memories, weird beliefs and moral panics" ("Satanisk misbrug, falske minder, underlig tro og moralsk panik"). Det er en Ph.d.-afhandling skrevet af Rosalind Theresa Waterhouse. I sin artikel skriver Waterhouse, at hun har studeret det, hun kalder den "Sataniske rituelle misbrugsmyte" gennem "de sidste næsten 24 år". Hun skriver:
"Denne reflekterende analyse [...] udforsker, hvordan min journalistik har ydet et originalt og væsentligt bidrag til viden inden for mit eget felt, undersøgende journalistik, og hvordan det forholder sig til – og har bidraget til – litteraturen i flere akademiske discipliner – falske erindringers psykologi, den anomalistiske psykologi af mærkelige overbevisninger og sociologien om moralsk panik."

"Anomalitisk" kommer af ordet anomali, som betyder afvigelse fra en regel; uregelmæssighed.

I samme opsummerende resumé skriver Rosalind Waterhouse:
"Jeg var en af de første forskere, der internationalt konkluderede, at der ikke var noget fysisk, retsmedicinsk bevis for, at der fandtes satanisk misbrug."

Hun afslutter sit resumé med disse ord:
"Gennem en bred læsning af litteraturen har jeg sammensat en retsmedicinsk kronologi, som giver et enestående overblik over en bestemt æra af slående og ejendommelige fænomener. Ved nærmere eftertanke, konkluderer jeg, at mine undersøgelser giver bevis for, at begrebet moralsk panik er skabt gennem en 'eksplosiv forstærkning' af anekdoter, social og officiel bekymring over emner som børnemishandling, spredt af ’fremsættere af påstande’ og gennem et globaliseret massemedie. Skønt sporadiske påstande om satanisk misbrug fortsætter konkluderer jeg, at der stadig ikke er nogen bekræftende beviser."

Samme år som Rosalind Waterhouses Ph.d.-afhandling – i 2014 – udkom bogen "Organised Sexual Abuse" ("Organiseret seksuelt misbrug"). Den er skrevet af lektor Michael Salter fra New South Wales Universitet i Sydney. Michael Salter skriver, at socialrådgivere og psykologisk sundhedspersonale over hele verden siden begyndelsen af 1980'erne er stødt på klienter, der rapporterer seksuelt misbrug fra organiserede grupper eller netværk. "Disse påstande har været blandt de mest kontroversielle i debatter om seksuelt misbrug af børn, hvilket har rejst mange ubesvarede spørgsmål," skriver Salter. Er rapporter om organiseret misbrug faktuelle eller et produkt af moralsk panik og falske minder, spørger han. Og videre:
"Hvis disse rapporter er sande, hvad er det passende svar? Områderne for børnebeskyttelse og psykoterapi er blevet polariseret over spørgsmålet. Og selvom sager om organiseret misbrug fortsat bliver afsløret, er en begrundet og evidensbaseret analyse af emnet for længst påkrævet."

Beskrivelsen af bogen opremser de emner, den behandler;
"forholdet mellem seksuelt misbrug og organiseret misbrug; spørgsmål om vidnesbyrdets rigtighed; kløften mellem politiets reaktion på seksuelt misbrug og realiteterne omkring seksuel udnyttelse af børn; de sammenhænge, hvori seksuelt misbrugende grupper udvikler sig og opererer; religionens og ritualets rolle i subkulturer af seksuelt misbrug af flere gerningsmænd; samt erfaringer fra voksne og børn med historier om organiseret misbrug i strafferetssystemet og sundhedssystemet."

Som 19-årig delte Michael Salter hus med en barndomsven, "som overlevede organiseret seksuelt misbrug." Han beskriver i bogen processen med at passe sin ven og forsøge at standse misbruget af hende, "hvilket omfattede at udholde trusler og at være vidne til betydelig kriminalitet." “Dette var omkring 2005-2006; konceptet med en pædofilring var ret kontroversielt,” siger han. ”Forbrydere mentes i medierne, den akademiske verden og i børnepsykologien at operere individuelt; de fungerede ikke i grupper."
Den slags subkulturer af misbrug og sadisme bliver mødt med megen vantro, hævder Salter. Men "de er sammenvævet i forstadslivet og underbygget af politiundersøgelser og sigtelser."
Forældre er, ifølge Salter, også primære lovovertrædere i forhold til at introducere deres børn til organiseret seksuelt misbrug, såsom pædofilringe, i samfundet og online.

Den tidligere omtalte Wikipedia-artikel om "Satanic panic" linker til en New York Times-artikel, som fremfører, hvad der synes at være den officielle konklusion om satanisk misbrug af børn. Artiklen er fra 1994, og der henvises til en undersøgelse fra samme år udført af National Center on Child Abuse and Neglect (Det nationale center for børnemisbrug og vanrøgt). Denne undersøgelse fandt, at blandt 12.000 anklager om rituelt eller religiøst forbundne misbrug var der ingen beviser for "en velorganiseret intergenerationel satanisk kult, som seksuelt forulempede og torturerede børn". Men der var "overbevisende beviser for enlige gerningsmænd eller par, der siger, at de er involveret med Satan eller bruger påstanden til at intimidere ofre." Således udelukkede denne undersøgelse samtidig de "anti-statslige konspirationsteorier", som Wikipedia-artiklen omtaler, og som ifølge internet-encyklopædien handler om en "global satanisk kult, der inkluderer de velhavende og eliten".
National Center on Child Abuse and Neglect er et nationalt center, der er etableret under den amerikanske stats Department of Health and Human Services, som tilsvarer det danske Sundhedsministerie.

I 1984 blev der foretaget en undersøgelse af familieoverført pædofili – altså intergenerationel overførsel af pædofile tendenser. Undersøgelsen blev bl.a. foretaget af psykiateren dr. Gary R. Gaffney og lægen Fred S. Berlin, som er Ph.d. og i dag desuden direktør ved Johns Hopkins Sex and Gender Clinic (Johns Hopkins sex- og kønsklinik). Undersøgelsesresultaterne blev offentliggjort i en forskningsartikel med titlen "Is There Familial Transmission of Pedophilia?" ("Er der familieoverførsel af pædofili?").
Undersøgelsen var en "familiehistorie-sammenligning af seksuel afvigelse hos førstegradsslægtninge til indlagte patienter med pædofili og ikke-pædofil parafili". Parafili er oplevelsen af tilbagevendende eller intens seksuel ophidselse på grund af atypiske genstande, situationer, fantasier, adfærd eller individer. Artiklens resumé forklarer, at undersøgelsens "data tyder på, at pædofili er familiær" – det vil sige overføres gennem familerelation. Undersøgelsen behandlede dog ikke spørgsmålet om, hvorfor pædofili overføres mellem familiemedlemmer – fx fra forældre til børn.

En almindelig formodning har i mange år været, "at pædofile selv blev misbrugt som børn", fortæller denne New York Times-artikel fra 2019. Men den teori har i dag mindre støtte, påpeger artiklen desuden. "Børneofre har langt større risiko for fremtidigt stofmisbrug, depression, vedvarende traumatisk stress eller kriminel aggression end for at blive misbrugere" hævder artiklen. "Langt de fleste lovovertrædere nægter ethvert seksuelt misbrug i deres barndom, selvom de kunne opnå sympati i retten ved at gøre det", siger "eksperter" i forlængelse heraf. En af de eksperter, der medvirker i denne artikel, er i øvrigt Johns Hopkins-direktøren og Ph.d.'en Fred Berlin.

Når man søger på forskningsartikler om intergenerationel seksuelt misbrug og pædofili, kan man også finde en amerikansk artikel fra 1990 med titlen "The study of intergenerational intimacy in North America: beyond politics and pedophilia" (Studiet af intergenerational intimitet i Nordamerika: Mere end politik og pædofili"). Den er skrevet af Gerald P. Jones, som er Master of Science (Cand.scient.) og Licensed Professional Counselor. Det vil sige, at han er professionel sundhedsrådgiver med en licens, der gives til psykiatriske fagfolk i USA.
Artiklen synes at have et forholdsvis afslappet forhold til sex mellem generationer i familier, som Gerald P. Jones placerer under betegnelsen "intergenerationel intimitet". Flere af sætningerne i opsummeringen af artiklen virker foruroligende på mig.
Den lyder således:
"Intergenerationel intimitet, social såvel som seksuel, er blevet undersøgt i USA og i udlandet i nogen tid. I de senere år har den generelle tendens været at betegne sådan adfærd som 'seksuelt misbrug af børn'. Interessen for denne form for misbrug har genereret en betydelig mængde mere eller mindre videnskabelig litteratur, hvoraf noget ser ud til at være blevet produceret i et 'hastværk til dom'-forsøg på at opbygge en 'professionel' litteratur, der understøtter populær overbevisning. Denne tradition for børnemisbrugsdefineret litteratur har sammen med arbejdet med efterforsknings- og hjælpeinstanser, som nogle omtaler som en 'børnemisbrugsindustri', skabt et ensidigt, forenklet billede af intergenerationel intimitet. Et nærmere kig på de empiriske undersøgelser i denne tradition afslører mangler forbundet med to problemer: undersøgelserne har næsten altid (1) et snævert fokus på seksuel kontakt, og (2) går ud fra den relaterede grundantagelse, at seksuel kontakt i relationer mellem generationerne per definition udgør misbrug. Selvom seksuelt misbrug helt sikkert forekommer, ignorerer de, der anvender denne antagelse i alle situationer, empiriske resultater, der viser det modsatte. Forskning uden for 'seksuelt misbrug af børn'-traditionen afslører en bredere vifte af intergenerationelle relationer uden for familien, herunder en række aspekter, som typisk ikke ses, når fokus er på det seksuelle. Nogle undersøgelser viser klart, at selv når seksuel kontakt er involveret, er negative resultater ikke uundgåelige. Dette indikerer behovet for en meget bredere tilgang. Yderligere forskning i det nordamerikanske samfund og i andre kulturer ville hjælpe os til mere præcist at forstå mangfoldigheden og mulige fordele ved intergenerationel intimitet."

Pro-pædofil gruppe ønsker at 'bekræfte' pædofiles 'seksuelle aldersorientering'
Gerald P. Jones er bestemt ikke den eneste akademiker og videnskabsperson med et progressivt og meget inkluderende syn på pædofile. Han er tilsyneladende en del af en voksende gruppe forskere og akademikere med dette syn. Det er en udvikling, som startede i begyndelsen af 1970'erne, og som i dag synes at være nået til en ny fase.
Denne akademiske artikel fra 2024 behandler det forholdvis nye begreb "minor attracted person". Det kan oversættes til "person, der er tiltrukket af mindreårige", og i stedet for vendingen bruges også forkortelsen "MAP". Begrebet er opfundet af pro-pædofile interessegrupper, som søger at få betegnelsen og forkortelsen udbredt til forskning og de øvrige dele af samfundet.
Artiklen har titlen "A Review of Academic Use of the Term 'Minor Attracted Persons'" ("En gennemgang af akademisk brug af udtrykket 'Minor Attracted Persons'").
Artiklens resumé fortæller, at udtrykket "minor attracted person" "er blevet adopteret af nogle akademiske forskere som et neutralt og ikke-stigmatiserende alternativ til udtrykket 'pædofil'". "Overførslen af dette udtryk fra pædofile fortalere til akademisk forskning har været meget kontroversiel," står der videre.
Derefter forklarer resuméet undersøgelsens metode, hvor 30 studier blev identificeret til gennemgang efter screening.
"Analysen viste, at udtrykket MAP's blev operationaliseret på forskellige og modstridende måder, men litteraturen var bredt enig om, at MAP's udgør en undertrykt seksuel minoritet, der er udsat for unødig stigmatisering og diskrimination. Vi peger på lighederne mellem denne sympatiske formulering af MAP'er og de politiske mål for de pro-pædofile interessegrupper, der skabte begrebet MAP, og som mange MAP-studier rekrutterer deres forskningsdeltagere fra. Gennemgangen konkluderer, at akademiske samarbejder med pro-pædofile grupper i mangel på tilstrækkelig selvrefleksivitet og bevidsthed om bias kan producere arbejde, der minimerer risikoen for og skaden ved seksuelt misbrug af børn, og som har potentiale til at delegitimere forebyggelses- og behandlingsindsatser for seksuelt misbrug af børn."

"Den primære betegnelse for personer, der er seksuelt tiltrukket af børn ("pædofil"), er sammenblandet med seksuelt krænkende adfærd og behæftet med stigma," påpeger denne forskningsartikel. Forskerne undersøgte holdninger og præferencer vedrørende "pædofil" og andre betegnelser blandt 286 personer, der gav udtryk for "en stærkere eller lige så stærk seksuel tiltrækning til præpubertære og pubertære børn end til voksne".
"Vores resultater giver en dybere indsigt i årsagerne til at anvende bestemte betegnelser frem for andre, samt vanskelighederne med at finde en ikke-stigmatiserende betegnelse," skriver forskerne i afslutningen af resuméet.

Denne jounalistiske artikel behandler den nye udvikling i forhold til "MAP" en del mere kritisk. Den har titlen "This Group Wants to 'Affirm' Pedophilia" ("Denne gruppe ønsker at 'bekræfte' pædofili"). Artiklen er skrevet af den undersøgende journalist Christina Buttons, der er tilknyttet den konservative tænketank Manhattan Institute.
"En alarmerende ny bevægelse insisterer på, at seksuel tiltrækning til mindreårige ikke er en psykiatrisk lidelse, der skal håndteres, men en identitet, der skal bekræftes," fortæller Buttons. Gruppen, artiklen handler om, er den amerikanske organisation B4U-ACT, der blev grundlagt i 2003 for at støtte pædofile – eller "Minor-Attracted Persons" som også denne gruppe insisterer på minoriteten bør benævnes. Gruppen beskriver sig selv, som "en alliance af terapeuter, forskere og MAP'er" og fortæller desuden at deres mission er "at fremme en videnskabeligt informeret forståelse af mennesker i vores lokalsamfund, der er tiltrukket af børn eller unge, og at støtte dem i at leve i sandhed og værdighed."

Christina Buttons fortæller, at B4U-ACT den 2.-4. maj 2025 var vært for en konference, der havde som mål at uddanne psykiatriske udbydere i "bekræftende MAP-terapi" (“affirmative MAP therapy"). Denne tilgang søger at hjælpe pædofile med at acceptere "deres 'tiltrækningsalder' som en iboende og gyldig del af deres identitet," fortæller Buttons. Vendingen "tiltrækningsalder" er oversat fra "age of attraction". Tilgangen "opgiver behandleres traditionelle fokus på risikostyring, når de behandler pædofile, og rejser alvorlig bekymring om den offentlige sikkerhed," påpeger Buttons.

Derefter forklarer Christina Buttons, hvordan psykiatriske fagfolk historisk set har klassificeret pædofili, som en psykiatrisk lidelse karakteriseret ved en unormal eller skadelig seksuel interesse i børn – altså noget helt andet end en voksen der kan give lovligt samtykke.
"I årtier har læger, der behandler pædofili, forsøgt at håndtere klienters skadelige impulser, forhindre misbrug og beskytte potentielle ofre. Forskere og behandlere, der arbejder i denne tradition, sigter mod at forstå tilstanden og udvikle forebyggelsesstrategier. De er i en vanskelig position: For at få pædofile til at deltage, skal de skabe ikke-dømmende miljøer, hvor de føler sig trygge nok til at videregive følsomme oplysninger, selvom det anvendte sprog for udenforstående kan virke som at validere pædofili. At arbejde med pædofile kan hjælpe med at forhindre børnemishandling, men offentligheden beskylder ofte fejlagtigt disse fagfolk for at tolerere det. Forskere skelner typisk mellem personer med pædofile tilbøjeligheder og dem, der handler på dem, og mener, at sådanne impulser effektivt kan håndteres med kognitiv adfærdsterapi, medicin, der sænker sexlysten, og strukturerede støttegrupper.
B4U-ACT fremfører imidlertid en anden model. Gruppen mener, at forsøg på at ændre pædofili ikke blot er ineffektive, men også uetiske, og den insisterer på, at bestræbelser på at reducere patienters tiltrækning til børn gennem 're-konditioneringsmetoder' eller sexlystreducerende lægemidler er skadelige – hvilket trækker direkte sammenligninger med konverteringsterapi for homoseksualitet. Organisationen fraråder behandlere at diagnosticere klienter med pædofili og hævder i stedet, at pædofili er en 'seksuel aldersorientering'."

B4U-ACT blev grundlagt af socialrådgiveren Russell Dick og Michael Melsheimer, som er en tidligere direktør i den kristne ungdomsorganisation YMCA. Melsheimer afsonede fire år i et føderalt fængsel for groft seksuelt overgreb mod børn.
Gruppen inkluderer pædofile i sin arbejdsgruppe og bruger aktivistsloganet "intet om os uden os" med den begrundelse, at pædofile bør hjælpe med at forme terapeutiske modeller. "Selvom gruppen på sin hjemmeside angiver, at den ikke støtter seksuel kontakt mellem voksne og mindreårige, bemærker personer, der er bekendt med B4U-ACT, at dens sprog omkring samtykke er bekymrende tvetydigt og angiveligt henviser til såkaldte 'villige' børn," skriver Christina Buttons.

Den alternative behandlingsmodel kaldet "bekræftende MAP-terapi", som gruppen promoverer, opfordrer individer til at integrere deres tiltrækning til mindreårige i deres selvopfattelse. Gruppen argumenterer for, at "ens tiltrækning til mindreårige ofte er en vigtig del af en MAP's identitet, i nogle tilfælde det vigtigste aspekt af deres seksuelle identitet."
Christina Buttons skriver:
"Gruppens terapeutiske tilgang trækker på LGBT-affirmativ psykoterapi, som 'behandler seksuelle følelser som medfødte, uforanderlige og underlagt personlig accept.'
B4U-ACT låner også fra American Psychological Associations retningslinjer om 'seksuelle minoriteter' og opfordrer til 'accept af ens tiltrækningsalder'."

B4U-ACT sammenligner gentagne gange pædofili med homoseksualitet og sammenligner den stigmatisering, som homoseksuelle engang stod over for, med det pædofile i dag kan opleve.
"Dette er en misvisende sammenligning," påpeger Christina Buttons og uddyber:
I modsætning til voksne i forhold af samme køn kan børn aldrig samtykke til sex med voksne. At sidestille disse fundamentalt forskellige former for seksuel adfærd udvisker den moralske og juridiske sondring mellem voksenforhold og offergørelse som børn."

Der findes mange officielle pro-pædofile organisationer verden over. Her er en liste med knap 40 forskellige organisationer. Nogle er historiske, mens andre tilsyneladende stadig er aktive. Flere af grupperne er blevet opløst af myndigheder på grund af misbrug af mindreårige, distribution af børneporno og lignende.
Den danske forening Danish Pedophile Association (dansk pædofili-forening) blev opløst i 2004 af det danske folketing. Det skete efter, at det i flere medier kom frem, at medlemmer af foreningen udvekslede børneporno og gav råd om, hvordan man kontakter børn i internetchatrum. En mand blev anholdt af politiet i forbindelse med efterforskningen af sagen.
I næste kapitel fremlægger jeg informationer om den berygtede pro-pædofile organisation Pedophile Information Exchange ("Pædofil Informationsudveksling"), som angiveligt modtog finansiering af det engelske Indenrigsministerie.

Online pædofile netværk og børnesexhandel som 'epidemi'
Pædofile, der søger fællesskaber for at udnytte børn seksuelt, er et voksende problem mange steder i verden. Der er flere rapporter som peger på organiseret misbrug af børn af denne art.
Allerede tilbage i 1997 udkom fx en afdeling under det amerikanske Justitsministerium med en rapport, der hed "Understanding and Investigating Child Sexual Exploitation" ("Forstå og undersøg seksuel udnyttelse af børn"). Afdelingen bag rapporten hedder Office of Juvenile Justice and Delinquency Prevention (Kontoret for ungdomsret og forebyggelse af kriminalitet). Raporten fremfører, at pædofilringe fungerer som "kanaler" ("pipelines"), og at nye medlemmer regelmæssigt ("at any given moment") bliver rekrutteret, forført, misbrugt og senere "droppet" ("dumped"). Desuden siger rapporten, at uddannelses- eller fritidsorganisationer ofte involveres - "hvor de kan blive rekrutteret og forført". Forførelsen involverer ofte venlige handlinger og at give gaver til ofrene for at sænke deres forbehold og opnå deres samarbejde og tillid. Forbryderne har en tendens til at have en højere socioøkonomisk baggrund, da det kræver høje interpersonelle færdigheder og økonomiske ressourcer at drive en børnesex-ring.
I afsnittet "Kontrol med ofrene" står der:
"Nogle gerningsmænd bruger en eksisterende struktur, såsom en spejdertrop, en sportsklub eller en skoleklub. Andre opretter deres egen klub, såsom en trylleklub, computerklub eller religiøs kult. Nogle gerningsmænd finder bare på et navn – for eksempel '88-klubben' eller 'Den vingede slange' – og etablerer deres egne regler og bestemmelser."

Omfanget af misbrug af børn er tilsyneladende bare vokset siden udgivelsen af denne næsten 30 år gamle rapport. I al fald hvis man skal dømme udfra senere rapporter om emnet – og særligt udfra de oplysninger der er kommet frem siden årtusindskiftet.
Denne rapport fra 2021 har den foruroligende titel "Stemming the Tide: Social Norms and Child Sex Trafficking" ("Opdæmning af tidevandet: Sociale normer og børnesexhandel"). Den er skrevet af Juraprofessor Melissa Breger og udgivet af Albany Law School (privat juridisk skole på universitetsniveau i byen Albany i staten New York).
"Trods årtiers forsøg på at udrydde industrien fortsætter handel med børn med at vokse," skriver juraprofessoren. Hun påpeger, at børnesexhandel simpelthen er blevet beskrevet som "en epidemi" og fremfører, at selve efterspørgslen efter børn til sexmisbrug er kernen i problemet. Hun søger specifikt at analysere de sociale normer, som gælder for seksuel handel med børn – i håb om at finde frem til opdagelser der kan identificere, hvad der skal til for at mindske problemet. Ifølge Melissa Breger er gruppepres på børnene en af de metoder, gerningsmændene bruger til at facilitere deres misbrug i pædofilinetværket.

Tilbage i 1989 undersøgte en engelsk rapport 31 børnesexringe, der ifølge politiet havde fungeret i to år. I de to år stod disse netværk for 4,6 % af alle anmeldte seksuelle overgreb mod børn i områderne, hvor netværkene opererede. 47 mandlige gerningsmænd i alderen 16 til 82 år og 334 ofre i alderen 4 til 15 år var involveret. Denne rapport fortæller, at forbryderne normalt opererede i par eller alene. Tre af pædofilringene var ved at blive "semikommercielle", ved at nogle børn fungerede som offerrekrutteringspersoner for gerningsmændene. Dette var tilfældet i 22 ringe, og rekrutteringspersoner modtog her normalt penge. Det rapporterede misbrug omfattede onani og kærtegn i 30 ringe, oralt, analt eller vaginalt samleje i 21 ringe, samt produktion af børnepornografi i 2 ringe.

I 2009 udkom rapporten "Sex Offending in Groups" ("Sexovergreb i grupper"). Den er skrevet af Leigh Harkins og Louise Dixon fra psykologifakultetet på Birmingham Universitet i England (School of Psychology, University of Birmingham). Ifølge rapporten viser undersøgelser, at procentdelen af gruppevoldtægter ud af samlede antal voldtægter varierer kraftigt fra land til land og område til område. Mens gruppevoldtægter talte mellem en tredjedel og halvdelen i Sydafrika, var det mellem 2 og 26 procent af voldtægterne i USA i de tal, som denne rapport refererer til. Desuden nævner rapporten tal for England mellem 1972 og 1976, som fandt, at 13 procent blev udført af en gruppe af lovovertrædere, samt tal for et henvisningscenter for seksuelle overgreb i Manchester, England, hvor 11 procent oplevede et overgreb fra mere end én gerningsmand på samme tid. Rapporten fortæller dog også, at overgreb mod voksne oftere udføres i grupper end overgreb mod børn.

Der findes mange eksempler på afsløringer af pædofili-netværk i nyere tid. Fænomenet synes i højere og højere grad at være knyttet til aktiviteter, som understøttes af kriminelle internet-fora.
I 2007 blev fx en global pædofilring afsløret og stormet af britisk politi. 31 børn blev angiveligt reddet og dette internetforum samlede mere end 700 mistænkte verden over, ifølge britiske myndigheder. Pædofilringen blev sporet til et internet-chatrum kaldet "Kids the Light of Our Lives" ("Børn, lyset i vores liv"). Der blev fundet billeder af børn, "der blev udsat for forfærdelige seksuelle overgreb - herunder streaming af live-videoer af misbruget". De britiske embedsmænd, der fortalte om razziaen, sagde, at 31 børn, nogle af dem helt ned til et par måneder, var blevet reddet fra seksuel udnyttelse af operationen.
Samme år blev en større pædofilring afsløret og stormet i Østrig. Dette var et stort internationalt børneporno-netværk, der involverede mere end 2.360 mistænkte fra 77 lande. De betalte for at se videoer, der viste små børn, som blev seksuelt misbrugt.
Senere fremkom informationer om endnu en enorm pædofilring. En fælles operation mellem Europol og lokalt politi i flere lande nedlagde angiveligt et online pædofili-forum med omkring 70.000 medlemmer verden over. Operationen begyndte i 2007 og sluttede i 2011. "Operation Rescue" ("Operation Redning"), som politiaktionen blev kaldt, havde identificeret 670 mistænkte og 230 misbrugte børn i over 30 lande. 184 personer blev anholdt, ifølge oplysningerne i forbindelse med denne politioperation. Om denne operation havde forbindelse til de to tidligere nævnte vides ikke.

I 2023 kom det så frem, at det populære sociale medie Instagram "hjælper med at forbinde og promovere et stort netværk af konti, der åbent er dedikeret til bestilling og køb af mindreårigt sexindhold". Dette var ifølge undersøgelser foretaget af magasinet Wall Street Journal og forskere ved universiteterne Stanford og Massachusetts Amherst. Selvom de ikke ses af de fleste på platformen, "er de seksualiserede konti på Instagram skamløse med deres interesse," skrev Wall Street Journal. Instagram gjorde det angiveligt muligt for folk "at søge efter eksplicitte hashtags som #pedowhore og #preteensex" ("whore" betyder "luder", "preteen" er et barn i aldersgruppen 11-12 år). Pædofile koblede ordene til konti, der brugte sådanne hashtags til at annoncere børnesexmateriale til salg.
Wallstreet Journal fortalte:
"Sådanne konti hævder ofte at blive drevet af børnene selv og bruger åbenlyst seksuelle hashtags, der inkorporerer ord som 'lille tøjte til dig.' Instagram-konti, der tilbyder at sælge ulovligt sexmateriale, offentliggør det generelt ikke åbent, men poster i stedet 'menuer' med indhold. Visse konti inviterer købere til at bestille specifikke handlinger. Nogle menuer inkluderer priser for videoer af børn, der skader sig selv og 'billeder af mindreårige, der udfører seksuelle handlinger med dyr,' fandt forskere ved Stanford Internet Observatory. Til den rigtige pris er børn tilgængelige for personlige 'møder'."

Stanford Internet Observatory (Stanford Internet Observatorium) var et program på Standford Universitet, der kørte fra 2019 til 2024, og som studerede "misbrug i informationsteknologier med fokus på sociale medier".

Forlaget Yale University Press udgav i 2008 bogen "Moral Panic - Changing Concepts of the Child Molester in Modern America" ("Moralsk panik: Ændret syn på børnemishandleren i det moderne Amerika"). Den er forfattet af historieprofessor Philip Jenkins, som bl.a. skriver, at børnepornografien eskalerede den opfattede trussel fra krænkere, fordi disse pædofile ikke længere kunne afbildes som forvirrede individer, der bukker under for deres impulser: At de fotograferer eller filmer børn i seksuelle sammenhænge afslører det bevidste, gentagne og overlagte i handlingen, fremfører Jenkins. Historieprofessoren mener desuden, at "den kommercielle gevinst" viser, at misbrugerne dehumaniserer børn og behandler dem som varer, der købes og sælges. Disse betragtninger fremlægger han i kapitlet "Child Pornography and Pedophile Rings" ("Børnepornografi og pædofilringe").

Overgreb på børn, som tager sit afsæt i internettet, er også en kendt ting i Danmark. Fx blev en 47-årig dansk journalist, som var en ledende figur i internationalt pædofilinetværk, i 2022 tiltalt for hundredvis af krænkelser mod børn. Politiet havde modtaget en række anmeldelser om, at manden medvirkede til krænkelser af børn i flere lande. Manden blev desuden tiltalt for at være i besiddelse af mere end 20.000 filer med både billeder og video, der viser forskellige karakterer af seksuelle overgreb mod børn mellem 3 og 14 år. Han blev også tiltalt for at have krænket sine egne børn samt seks tilfælde af voldtægt uden samleje mod andre børn. "Jeg har været sådan en konge i det community. Det har jeg nydt at være, og der har jeg også fået tilsendt ting, fordi der var nogle, der ville imponere mig," sagde han i retten.

Kapitel 3:
Pædofili i parlamentet
- og prygl til et åbenmundet barneoffer

Som vi har set i de foregående dele, er udsagnene om eksistensen af sataniske rituelle overgreb meget polariserede. Viden om disse hændelser har sit ophav i vidneudsagn, politirapporter, retsager og domme samt psykologer, som har behandlet angivelige ofre.
Det samme gør sig gældende med sager, hvor prominente personer fra samfundets elitære lag har begået overgreb på børn – eller ifølge vidner ligefrem angiveligt har været del af pædofilinetværk.
Jeg har tidligere fremlagt flere amerikanske af sådanne tilfælde – både konkrete pædofilidomme og påstande om deltagelse i pædofilinetværk eller andre typer sexafpresningsoperationer. Jeg har desuden fremlagt oplysninger om, at flere af disse personer og potentielle netværk har været forbundet med efterretningstjenester.
Det har bl.a. været disse eksempler:
Pædofilisagerne omkring de dømte børnesex-traffickere Jeffrey Epstein og Ghislaine Maxwell, som ifølge flere undersøgende journalister drev en elite-sexafpresningsring i samarbejde med den israelske efterretningstjeneste Mossad (se del 1).
Pædofilidommen mod den katolske kardinal Theodore McCarrick og hans ven – den mafiaforbundne politiske lobbyist – Roy Cohn, som angiveligt drev en sexafpresningsring fra 1950'erne til godt op i 1980'erne. Ifølge et vidne misbrugte FBI-chefen J. Edgar Hoover to drenge til et af Cohns arrangementer, og andre har hævdet, at den "amerikanske pave" kardinal Francis Spellman ligeledes deltog i sådanne "fester". Kardinal Theodore McCarrick var ven med Roy Cohn og blev præsteviet af kardinal Francis Spellman (se del 1).
Sexafpresseren og "power-brokeren" Craig Spence, som i 1989 tog drengeprostituerede på nattetur i Det Hvide Hus, mens George H. W. Bush var vicepræsident. Journalister har dengang og siden påpeget flere sammenhænge, der indikerer, at Spence drev en afpresningsoperation, som mellemmand mellem homoseksuelle prostituerede og magteliten i Washington, D.C., op igennem 1980'erne (se del 1).
Den sydkoreanske lobbyist Tongsun Park, som drev den fashionable efterretningstjeneste-financierede klub George Towne Club i Washington, D.C. Klubben havde et klientel af magtfulde embedsmænd, politikere og velhavere samt angiveligt desuden prostituerede. Tongsun Park blev tiltalt ved en amerikansk distriktsdomstol for bestikkelse, ulovlige kampagnebidrag, postsvindel samt afpresning og undgik en føderal retssag ved at vidne for retten til gengæld for immunitet (se del 1).
En påstået satanisk pædofilring med udspring i byen Omaha i staten Nebraska, som blev undersøgt af den lovgivende forsamling. Der var flere vidner og angivelige ofre, der hævdede at flere prominente personer i staten var overgrebsmænd. Sagen blev afsluttet med domme mod to af vidnerne for falsk vidneudsagn, efter at to andre vidner ændrede forklaring. Flere understøttende vidneudsagn for påstandene om prominente overgrebspersoner blev ignoreret i den storjurysag som ændrede sagsforløbet (se kapitel 1 og kapitel 2 i denne del). Bl.a. blev et vidneudsagn om vicepræsident George H. W. Bushs deltagelse i en VIP-"misbrugsfest" ignoreret. Dette vidneudsagn kom fra en pige, som var et offer i sagen. Men vidneudsagnet om vicepræsidenten blev ignoreret, selvom den pågældende pige fik medhold i sine påstande om andre overgreb og andre dele af sin vidneforklaring. Manden, der havde voldtaget denne pige gentagne gange, blev i øvrigt aldrig dømt, fordi dommeren dømte, at sagen var forældet.

Jeg har således fremlagt en række af denne type amerikanske sager. Men retter man undersøgelseslyset i retning af Storbritannien, synes sagerne om systematisk VIP-misbrug af børn at være mindst lige så talrige og foruroligende.

Pædofili og overgreb på børn i det engelske parlament?
I marts måned 2015 udtalte Labour-parlamentsmedlemmet Simon Danczuk til BBC:
"Vi står foran at finde ud af, hvad der skete i 70'erne og 80'erne, og jeg er ked af at sige det, men jeg tror, det vil vise sig at ledende politikere var involveret i overgreb (på børn red.), og at der blev dækket over dette. Jeg tror, det er uundgåeligt nu."

Simon Danczuk var en af dem, som havde udbedt sig en dybere undersøgelse af det angivelige misbrug af børn blandt ledende medlemmer af det britiske parlament.
I december samme år blev Danczuk i øvrigt selv suspenderet fra sit parti, efter at det var fremkommet, at han havde sendt anstødelige beskeder til en 17-årig pige.
Tidligere Daily Mirror kriminalkorrespondent Jeff Edwards bekræftede overfor BBC Danczuks udsagn om mørklægning af VIP-misbrug af børn. Det gjorde han ved at fortælle, at han tilbage i 80'erne havde fået at vide af en politidetektiv, at en undersøgelse af pædofile dengang var blevet lukket af en ledende politiker.
"Jeg synes, det var en kynisk mørklægning. Der var ingen tvivl i deres sind, måden, de ville tage sig af det, var simpelthen at fjerne det fra optegnelserne," fortalte han BBC.

Tidligere i marts 2015 var der kommet yderligere nyheder om sexmisbrug af børn blandt VIP-personer. Det drejede sig angiveligt om både pædofile parlamentsmedlemmer og højtstående politifolk. Nyheden fortalte om en efterforskning, der skulle undersøge påstande om "korruption på højeste niveau og af den mest alvorlige karakter" gennem fire årtier, med 16 beskyldninger om at London politi havde dækket over historiske børnesex-overgreb fordi parlamentsmedlemmer og politiofficerer var involverede. Det blev annonceret i forbindelse med, at én myndighedsorganisation overtog efterforskningen af denne sag fra en anden myndighedsorganisation. Myndighedsorganisationen, der overtog sagen, var "Den uafhængige politiklage-kommission" (IPCC – the Independent Police Complaints Commission). Myndighedsorganisationen, som fik frataget sagen, og som ellers var i fuld gang med sagsarbejdet, hedder "London Politis direktorat for professionelle standarder" (London Metropolitan Police's Directorate of Professional Standards).

London Politi fortalte, at de frivilligt havde videregivet dokumenter med beskyldningerne til IPCC. Beskyldningerne fremkom i forbindelse med en efterforskning kaldet "Operation Fairbank", som blev lanceret i 2012.
De beskyldninger, som IPCC derfor nu undersøgte, relaterede sig til perioden mellem 1970 og 2005, og inkluderede standsningen af en efterforskning, som undersøgte seksuel udnyttelse af unge mænd i Dolphin Square, tæt ved parlamentsbygningen i Westminster. Standsningen skulle være sket fordi "politiofficerer var for tæt på betydningsfulde personer". Desuden var et dokument fra parlamentsbygningen angiveligt blevet fundet på en kendt pædofils adresse, hvilket forbandt "meget betydningsfulde personer" til et netværk af pædofile. Disse meget betydningsfulde personer var angiveligt blandt andet parlamentsmedlemmer og ledende politikere. Men ingen yderligere tiltag var blevet foretaget.

IPCC overvejede også påstande om, at et offers vidneudsagn angiveligt skulle være blevet ændret således at et navn på en ledende politiker ikke fremgik. Desuden så politiklage-kommissionen angiveligt kritisk på, at overvågningen af et pædofili-netværk var blevet indskrænket på grund af "involverede højprofilerede folk".
Undersøgeren i det britiske statsministerie udtalte:
"På baggrund af de alvorlige forbrydelser som undersøges, er det foruroligende, at dette ikke er en fuldstændig uafhængig undersøgelse. I stedet er det Londons politi, som leder dette arbejde under IPCC's tilsyn. Dette burde selvfølgelig blive gjort af en uafhængig undersøger eller i den mindste en alternativ myndighed".

Sagen startede egentlig helt tilbage i 1981, hvor det britiske parlamentsmedlem Geoffrey Dickens fremkom med påstande om, at han havde afsløret et netværk af pædofile.
Fra talerstolen i parlamentet Underhuset fremkom Dickens med beskyldninger mod en af landets mest indflydelsesrige embedsmænd. Det var den tidligere top-diplomat Sir Peter Hayman, der blev udpeget som pædofil og anklaget for at bruge sin status som parlamentsmedlem som dække.
Haymans baggrund var unægteligt en opsigtsvækkende cocktail. Han blev slået til ridder i 1971 – dvs. udnævnt til "Knight Commander of the Order of St. Michael and St. George" ("Ridderkommandør af Sankt Michaels og Sankt Georges Orden"). Han var også både agent i efterretningstjenesten MI6 og medlem af organisationen "Paedophile Information Exchage" (PIE – "Pædofil informationsudveksling"). Det var en pædofil aktivistgruppe, der agiterede for, at den seksuelle lavalder skulle fjernes. Gruppen blev gjort ulovlig i 1984.
Flere påstår også, at Hayman i en periode var vicedirektør for MI6 – det påstås fx i denne artikel i avisen The Guardian.
I al fald var han i sin karriere bl.a. en del af den britiske NATO-delegation, vicestatssekretær med ansvar for FN og Østeuropa, Højkommissær for Storbritannien og Canada samt assisterende sekretær i forsvarsministeriet.
I oktober 1978 glemte Hayman en pakke med pædofili-relateret materiale på en bus i London. Politiet sporede pakken til Hayman og opdagede, at Hayman under pseudonymet "Peter Henderson" havde brugt en lejlighed i Baywater, London, til sine pædofile aktiviteter. Han havde bl.a. 45 dagbøger liggende med seks års beskrivelser af seksuelle fantasier om børn og aktiviteter med prostituerede. I lejligheden fandt politiet desuden kvindetøj og pornografisk litteratur. Han blev efterforsket af politiet men blev løsladt uden sigtelse, efter at have modtaget en advarsel om ikke at sende stødende materiale med posten.

Besættelse af systematiske drab ved seksuel tortur af børn og unge
Det var blandt andet politisagen med Haymans pædofile aktiviteter parlamentsmedlemmet Geoffrey Dickens refererede til, da han hævdede, at Hayman var pædofil. Dickens spurgte parlamentet om, hvorfor Hayman ikke var blevet retsforfulgt og pegede desuden på risikoen for afpresning af forsvarsministeriet og NATO. Dickens bad på den baggrund lederen af det britiske Underhus om en undersøgelse af disse sikkerhedsrisici. Lederen af Underhuset vendte tilbage senere med et svar om, at der ikke ville blive gjort yderligere i sagen, da det pornografiske materiale, der var blevet sendt med posten, ikke var sendt uopfordret og heller ikke var af kommerciel karakter. Desuden påpegede lederen af Underhuset, at kuverten havde været forseglet.

Hayman havde kommunikeret med flere ligesindende pædofile omkring pædofilt billede- og tekstmateriale. Flere af disse pædofile havde tidligere begået overgreb på børn. Hayman kaldte medlemmerne af gruppen for "Cirklen" ("The Circle").
I alt blev syv mænd og to kvinder nævnt som mulige tiltalte i den rapport, som politiet i London indsendte til anklagemyndigheden. Chefen for anklagemyndigheden frarådede at retsforfølge nogen af de ni personer.
Avisen Guardian skrev den 20. marts 1981 en artikel om sagen. Heri står der blandt andet, at politiet i London efterfølgende indsendte en yderligere rapport, "som afslørede, at en af de ni, ikke Sir Peter Hayman, også førte en korrespondance med en tiende person."
Derefter kommer denne foruroligende sætning:
"Politiets efterforskning viste, at de to delte en besættelse af systematiske drab ved seksuel tortur af unge mennesker og børn."

Guardian-artikel fra 1981; 'to delte en besættelse af systematiske drab ved seksuel tortur af unge mennesker og børn'

I lyset af den ekstreme karakter af det materiale, de havde sendt til hinanden, besluttede chefen for anklagemyndigheden at retsforfølge dem for at have konspireret om at overtræde postloven. "Der er ingen beviser for, at Sir Peter Hayman nogensinde har sendt eller modtaget materiale af denne art via posten," sagde chef-anklageren ifølge Guardian-artiklen.
Men en af de efterforskende politibetjente i sagen, Bryan Collins, fremsatte en række påstande om, at retsforfølgelsen af Hayman blev droppet på en upassende måde. Collins hævdede desuden, at Haymans navn bevidst blev holdt ude af retssagen mod andre PIE-medlemmer, og at Hayman uden held forsøgte at bestikke Bryan Collins og hans efterforskerkollega. Peter Collins indgav disse påstande til myndighedskontoret for klager om politiadfærd (Independent Office for Police Conduct - IOPC). Denne politiefterforsker var heller ikke enig i påstanden om, at Peter Hayman aldrig modtog materiale med tortur og drab af børn.
En af de personer Peter Hayman skrev sammen med, var et andet medlem af PIE ved navn Robert Wardell. Efterforskeren Bryan Collins skrev i politirapporten, at Robert Wardell havde seksuelle fantasier, som var:
"de mest forfærdelige og kvalmende beretninger om seksuelle lyster, man overhovedet kan forestille sig. Han har en fortærende lidenskab for de aktiviteter, som angiveligt blev udført af den tyske SS mod jødiske børn. Disse utroligt sadistiske beretninger om grusomheder rettet mod børn har han sendt til Hayman, som lige så utroligt nød dem."

På massemorders hit-liste
Senere fremkom påstande med flere foruroligende indikationer. I 1985 klagede Geoffrey Dickens i Underhuset over, at han var blevet chikaneret, efter at han havde navngivet Hayman og anklaget ham for pædofili.
"Løkken rundt om min hals blev strammere, efter jeg navngav en tidligere højtstående britisk diplomat. De ærede medlemmer vil forstå, at hvor der er store penge involveret og da informationer om betydningsfulde navne kom i min besiddelse – da begyndte truslerne. Først modtog jeg truende telefonopkald, derefter blev der begået to indbrud i mit hjem i London. Derefter – mere alvorligt – optrådte mit navn på en massemorders hit-liste".

To år tidligere – i 1983 – havde Geoffrey Dickens bedt Indenrigsministeriet og indenrigsministeren Leon Brittan om at undersøge diplomati, embedsmandsværk og det kongelige hof i Buckingham Palace for påstande om seksuelt misbrug af børn.
Geoffrey Dickens søn, Barry, hævdede i 2014, at faren havde havde haft to "meget professionelle" indbrud kort efter denne forespørgsel til Leon Brittan og Indenrigsministeriet. Barry Dickens sagde, at intet blev taget i disse indbrud, hvilket førte til mistanke om, at de kan have været relateret til hans forsøg på at afsløre det påståede misbrug.

Geoffrey Dickens havde samlet en mappe med informationer, kaldet "the Westminster paedophile dossier" ("Westminster pædofili-mappen"). Det var en samling af informationer om pædofile, der angiveligt var associeret med den britiske regering. I 1984 overleverede Dickens denne mappe til den dengang siddende indenrigsminister Leon Brittan.
BBC skriver om sagen og pædofili-dokumenterne:
"Et dokument, blandt flere set af BBC, antyder, at 'et stort antal' af dem, der er nævnt i det, var pædofile.
Det indeholder navnene på tre parlamentsmedlemmer fra 1980'erne og andre personer med tilknytning til det konservative parti."

Mappen inkluderede bl.a. detaljer om otte fremtrædende personer, og den blev rapporteret at have indeholdt navnet på et tidligere parlamentsmedlem, som var blevet taget med børneporno-videoer. Men vedkommende var aldrig blevet arresteret eller sigtet. Det blev hævdet, at toldere stoppede politikeren i Dover, mens han vendte tilbage til Storbritannien i bil. Han viste sig at have "eksplicitte videoer af børn" "klart under 12". "Eksplicitte videoer" ("explicit videos") refererer på engelsk til videoer, der indeholder indhold, som typisk er relateret til sex, vold eller andre følsomme emner. Men parlamentsmedlemmet blev som nævnt ikke anholdt eller sigtet, og videoerne og papirerne forsvandt efterfølgende.
Toldbetjenten skulle angiveligt have talt med efterforskere på "Operation Fernbridge", som var en af flere politi-operationer, der undersøgte beskyldninger om overgreb på børn bl.a. mod ledende britiske politikere.
Avisen Daily Mail beskrev en del af denne operation i en artikel fra 2013. Politiet efterforskede på det tidspunkt misbrug af børn på et London-hotel i 1980'erne, og Daily Mail fortalte i den forbindelse, at "popstjerner, en biskop og en toppolitiker optræder på en liste beslaglagt af politiet". Under en politirazzia på en ejendom i det centrale London beslaglagde efterforskere en liste med navne på "højt profilerede påståede besøgende". Hotellet hedder Elm Guest House ("Elm Gæstehus") og er berygtet for dengang at have huset pædofile misbrugere af børn og unge. Avisen beskriver dette hotel som "et homovenligt etablissement", og et sted "hvor mindreårige leje-drenge og børn fra Grafton Close-hjemmet blev rapporteret at være blevet bragt til, for at have sex med voksne mænd". Grafton Close-hjemmet var et børnehjem for drenge, som også er blevet kendt for pædofilt misbrug. Efterforskningen i 2013 førte til arrestationer af lederen af børnehjemmet og en ansat præst. Præsten blev i 2015 idømt tre års fængsel for at have misbrugt en 15-årig dreng, mens lederen af børnehjemmet døde før retssagen. De to mænd misbrugte drengen sammen. Børnehjemmet eksisterer ikke i dag.

Men listen over mulige pædofile overgrebsmænd på Elm Guest House var angiveligt betydeligt mere omfattende end blot to ukendte mænd fra et børnehjem.
Ifølge Daily Mail indeholdt den politi-beslaglagte liste navnene på:
En række højtstående parlamentsmedlemmer.
En højtstående politimand.
En førende finansmand.
Medlemmer af det britiske fascistiske parti National Front.
Medlemmer af det irske politiske parti og separatistbevægelsen Sinn Fein.
En embedsmand fra "Den kongelige husholdning", som er den officielle afdeling, der understøtter den engelske monark (på engelsk kaldet "Royal Household").
En officer i den britiske efterretningstjeneste MI5.
To popstjerner.
Den "forræderiske sovjetiske spion Anthony Blunt".

Anthony Blunt var en førende britisk kunsthistoriker, der desuden blev afsløret som sovjetisk spion. Avisen Daily Mail bruger altså ordet forræderisk om Blunt, og han er samtidig den eneste person fra listen, som nævnes ved navn. Nogen har åbenbart besluttet, at det er ok at offentliggøre hans navn, mens allle de andre skal beskyttes med anonymitet.

Det afdøde liberale parlamentsmedlem, Cyril Smith, "er allerede blevet udnævnt til stamgæst på pensionatet", fortæller avisen, "hvor han angiveligt mødte 'teenage leje-drenge'". Avisen gør i den forbindelse opmærksom på at "den homoseksuelle lavalder" på det tidspunkt var 21 år. Inden længe fremlægger jeg flere informationer om både Anthony Blunt og Cyril Smith.

Pædofili-mappe strandet ved indenrigsminister. Beviser beslaglagt i kontraterror-raid
Avisen The Independent skriver, at Geoffrey Dickens i 1984 "førte en kampagne for at forbyde Sir Peters Pedophile Information Exchange (PIE)-organisation". Også denne avis fortæller, at Dickens afleverede sin mappe "med påstande om misbrug af børn i kommunal pleje til den daværende indenrigsminister, Leon Brittan". Herefter står der videre:
"Efter et 30-minutters møde med Sir Leon sagde Dickens, at han var blevet 'opmuntret', men udtrykte senere bekymring over, at kabinetsministeren ikke havde forbudt PIE."

Selvom om indenrigsminister Leon Brittan til Geoffrey Dickens gav udtryk for at ville videregive mappen til politiet, udtalte London Politi senere, at de ikke havde registreret nogen efterforskning af anklagerne. I 2014 fortalte Indenrigsministeriet, at de heller ikke havde registreret noget, men indrømmede dog at yderligere 114 dokumenter, som var relevante i forhold til beskyldninger om misbrug af børn, var forsvundet fra afdelingens registreringer.
BBC skrev i 2015 om denne del af affæren:
"Lord Brittan – som døde i januar – blev anklaget for ikke at have behandlet oplysningerne fra Geoffrey Dickens til ham, men sagde før sin død, at han havde givet 'Dickens-mappen' til de relevante embedsmænd i Indenrigsministeriet til undersøgelse.

I 2015 skrev avisen The Guardian, at Leon Brittan var "blandt højtstående personer i Westminster", der var "navngivet i nye dokumenter om misbrug af børn". Regeringspapirer om den tidligere indenrigsminister Leon Brittan var "blandt et nyt parti dokumenter", der var "kommet frem måneder efter afslutningen af en officiel gennemgang af, hvorvidt påstande om misbrug af børn blev skjult af Indenrigsministeriet i 1980'erne."
Avisen Daily Beast er mere eksplicit i artiklen "Thatcher Protégé Leon Brittan Was a Pedophile Suspect" ("Thatcher protegé Leon Brittan var mistænkt for pædofili").
Her skriver avisen:
"Leon Brittan, den tidligere indenrigsminister, blev længe anklaget for at dække over en børnesex-ring i Westminster. Nu hvor han er død, siger myndighederne, at han også var mistænkt."

Daværende premierminister Margaret Thatcher var blevet orienteret om pædofili-sagen om diplomaten og efterretningsagenten Sir Peter Hayman, før anklagerne blev offentliggjort af Dickens.
I 2015 skrev BBC:
"Sir Peter Hayman førte 'eksplicitte optegnelser over sine seksuelle aktiviteter og fantasier', fremgår det af et dokument fra 1980'erne. Nogle fantasier var relateret til børn, men der var ikke blevet handlet på dem, fortalte en ministeriel department-briefing til Thatcher."

Igen er det avisen Daily Beast, der i dybere detaljer fortæller, hvad der angiveligt fandt sted i forbindelse med ministrenes involvering i sagen. Det sker i artiklen "How Thatcher’s Government Covered Up a VIP Pedophile Ring" ("Hvordan Thatchers regering dækkede over en VIP-pædofilring"):
"En avisredaktør fik udleveret overraskende beviser på, at Storbritanniens øverste retshåndhævende embedsmand vidste, at der var et VIP-pædofilt netværk i Westminster, i hjertet af den britiske regering. Hvad der derefter skete i sommeren 1984, er med til at forklare, hvordan chokerende beskyldninger om voldtægt og mord mod nogle af landets mest magtfulde mænd forblev ukontrolleret i årtier.
Mindre end 24 timer efter, at han begyndte at forespørge om den sag, som en højtstående politiker fra Labour-partiet havde forelagt ham, blev redaktøren på sit kontor konfronteret med et rasende parlamentsmedlem, som truede ham og krævede dokumenterne. 'Han var frådende om munden og råbte virkelig og spyttede mig i ansigtet,' fortalte [avisredaktøren] Don Hale til The Daily Beast. 'Han kom lige imod mig som en rasende løve; han var klar til at slå mig gennem muren.'
På trods af parlamentsmedlemmets eksplosive indgriben nægtede Hale at udlevere papirerne, som så ud til at vise, at Leon Brittan, Margaret Thatchers indenrigsminister, var fuldt ud bevidst om et pædofilt netværk, der omfattede toppolitikere.
Redaktørens modstand var forgæves; den følgende morgen bragede politifolk fra kontraterror- og efterretningsenheden kendt som Special Branch ind på aviskontoret, beslaglagde materialet og truede med at få Hale anholdt, hvis han nogensinde rapporterede, hvad der var blevet fundet."

Prominent parlamentsmedlem afsløret som pædofil overgrebsmand
Parlamentsmedlemmet Simon Danczuk, som havde udbedt sig en dybere undersøgelse af det angivelige VIP-misbrug af børn, udtalte i 2014, at Geoffrey Dickens' Westminster pædofili-mappe kunne indeholde "beviser, der identificerer seksuelle misbrugere af børn". Simon Danczuk ærgerede sig øjensynligt over, at mappen tilsyneladende var blevet destrueret af Indenrigsministeriet.
Danczuk påstod, at han før sit foretræde i Indenrigsanliggenders udvalg, hvor han skulle besvare spørgsmål om misbug af børn, blev opfordret af en konservativ minister til ikke at udfordre Brittan ud fra sin viden om den påståede pædofilring i Westminster. Danczuk sagde, at advarslen kom en aften efter en afstemning i Underhuset, da et højtstående konservativt parlamentsmedlem "trådte ud af skyggerne" for at konfrontere ham.
Danczuk udtalte om konfrontationen med ministeren:
"Jeg havde aldrig talt med ham før i mit liv, men han blokerede min vej og tog mig til siden. Han advarede mig om at tænke meget grundigt over, hvad jeg ville sige næste dag."

Ministeren fortalte Danczuk:
"Jeg hører, du er ved at udfordre Lord Brittan om, hvornår han kendte til seksuelt misbrug af børn. Det ville ikke være et klogt træk. Det blev 'lagt i seng' for lang tid siden."

Ministeren advarede også Danczuk om, at han kunne være ansvarlig for Brittans død. Danczuk havde ifølge BBC forsøgt at presse Leon Brittan til at afsløre, hvad han vidste om indholdet af Westminster-mappen. Leon Brittans fulde titel og navn var Sir Leon Brittan, Baron Brittan of Spennithorne (Baron Brittan af Spennithorne). I 2000 blev Leon Brittan gjort til "life peer" ("ligemand for livet"), hvilket betød, at han blev medlem af det øverste britiske parlament Overhuset for livstid. Overhuset kaldes på engelsk the House of Lords, og deraf fik Brittan sin titel som Lord og Baron.

Simon Danczuk undersøgte også påstandene om overgreb på børn foretaget af det tidligere omtalte parlamentsmedlem Cyril Smith. Cyril Smith var en fremtrædende britisk politiker og parlamentsmedlem for det Liberale Parti (the Liberal Party). Smith blev efter sin død afsløret som serie-seksualforbryder mod børn, da det kom frem, at han havde begået fysiske overgreb og misbrugt adskillige unge drenge seksuelt.
Men det viste sig også, at den britiske efterretningstjeneste MI5 tilsyneladende havde dækket over disse overgreb. I november 2012 fortalte en tidligere officer i sikkerheds- og efterretningstjenesten Special Branch ved navn Tony Robinson, at en mappe med anklager mod Cyril Smith om seksuelt misbrug, som politiet hævdede var "forsvundet", faktisk blev beslaglagt af MI5. Robinson hævdede, at han havde haft en politisag opbevaret i et pengeskab på sit kontor, som var "tyk" med påstande fra drenge, der hævdede, at de var blevet misbrugt af Smith. Robinson fortalte desuden, at han blev bedt af MI5 om at sende denne politisag "til London" (han arbejdede for Special Branch i politiet i den nordengelske by Lancashire i 1970'erne).
Robinson afslørede også, at den daværende chef i den offentlige anklagemyndighed havde undersøgt beskyldningerne, men besluttet, at de "ikke var i offentlighedens interesse". Robinson sagde: "Politiet siger nu, at sagen er forsvundet. For mig lader det til, at der var et fuldstændigt cover-up."

Avisen Guardian skriver, at "de store" i Cyril Smiths parti, herunder den tidligere leder Jeremy Thorpe, "var opmærksomme på påstande om, at Cyril Smith var en seriel misbruger af drenge op gennem 1970'erne". Men de undlod "at iværksætte en formel undersøgelse", ifølge en af partiets kandidater, Dominic Carman, som videregav sine bekymringer til politiet. Dominic Carman, hævdede, at hans far, advokaten George Carman, havde erfaret, at bekymringer om Cyril Smiths opførsel var udbredt i partiet.
Det skete i øvrigt mens faren med held forsvarede sin partiformand Jeremy Thorpe i en retssag om sammensværgelse til mord i 1979. Denne retssag blev døbt "Thorpe-affæren" og var en homoseksuel sexskandale med Jeremy Thorpe i centrum. Skandalen opstod fordi en mand ved navn Norman Josiffe påstod, at han og Thorpe havde haft et homoseksuelt forhold i begyndelsen af 1960'erne, og at Thorpe havde betalt en lejemorder for at myrde Josiffe, som truede med at afsløre deres dengang ulovlige homoseksuelle affære. Thorpe blev frifundet i sagen, men toppolitikerens karriere blev ødelagt.
Dominic og George Carman diskuterede partiets bekymringer om Cyril Smith udførligt i maj 1979, da Jeremy Thorpe forberedte sig på at gå for retten. Det skete midt i bekymringer om, at et lokalt Rochdale-magasin havde afsløret dele af Cyril Smiths misbrug af drenge i Rochdale. Bekymringerne i partiets top handlede om, at disse afsløringer kunne skade partilederens forsvar i sagen om det påståede mordkomplot. Dette bliver i Guardian-artiklen fremført som grunden til, at lederen og partimedlemmerne intet gjorde i forhold til Cyril Smith.
Alt dette – og mere til – bekræftes af Simon Danczuk, som påpeger, at beskyldninger mod Cyril Smith om overgreb på børn var almindeligt kendte på det tidspunkt og endda blev rejst offentligt på en partikonference i Smiths parti. Danczuk hævder, i en bog han skrev om den afdøde populære pædofile politiker, at Smith brugte sin indflydelse til at undslippe retsforfølgelse for seksuelt misbrug af drenge. Danczuk hævder også, at politiet blev presset af myndighederne til at droppe undersøgelser af Smith, som var en del af et "uformelt" netværk af sexmisbrugere.
"Hvis han var blevet retsforfulgt, så ville korthuset være faldet, hvad angår det pædofile netværk, og det kunne have bragt regeringen ned," sagde Labour-parlamentsmedlemmet Simon Danczuk til BBC.

Tidligere chef for børneværnet: 20 personer fra etablissementet 'i elitepædofilring'
I 2014 fremkom også en tidligere chef for børneværnet med påstande, der underbyggede de øvrige beviser på pædofilt VIP-misbrug af børn.
"Tidligere chef for børneværnet siger, at der er op til 20 fremtrædende offentlige personer i en påstået pædofilring, der dækker Parlamentet og retsvæsenet," skrev avisen The Telegraph. Det drejede sig ifølge oplysningerne om bl.a. dommere og parlamentsmedlemmer – "der misbrugte børn i årtier".
Navnet på den tidligere chef for børneværnet er Peter McKelvie, som er en anerkendt specialist i børnebeskyttelse og pensioneret socialrådgiver og konsulent indenfor området. McKelvie var desuden i en periode rådgiver for den Uafhængige undersøgelse af seksuelt misbrug af børn i England og Wales, IICSA (Independent Inquiry into Child Sexual Abuse). Denne undersøgelse blev oprettet efter massemisbrugsskandalen omkring TV-værten Jimmy Savile i 2012 og 2013.
Peter McKelvie havde også arbejdet på sagen mod den dømte pædofile Peter Righton, som var stiftende medlem af den berygtede forening af pædofile, der førte kampagne for at gøre sex mellem voksne og børn lovligt, PIE - Pædofile Informations Exchange.
McKelvie hævdede, at der var en "magtfuld elite" af pædofile, der udførte "den værste form" for overgreb, og han sagde desuden, at der findes beviser, som forbinder de tidligere politikere med et påstået pædofilt netværk.
Den tidligere sundhedsminister, Lord Warner, udtalte, at beskyldningerne var troværdige.

To år tidligere – i 2012 – havde Peter McKelvie udløst en politiefterforskning, da han afslørede, at politiet opbevarede syv kasser med potentielle beviser på et magtfuldt pædofilinetværk, herunder breve mellem Peter Righton og andre pædofile.
Nu pegede McKelvie på, at der var mange stærke beviser og informationer, der kunne omdannes til flere beviser. Hvis informationerne blev undersøgt "ordentligt", tilføjede han. Ifølge McKelvie fortalte disse beviser også, at der i årtier har eksisteret "en ekstremt magtfuld elite blandt de højeste niveauer af de politiske klasser".
Peter McKelvie udtalte desuden:
"Der har været tilstrækkelig grund til at undersøge det igen og igen, i hvert fald i de sidste tredive år, og der har altid været en blokering, og tilsløring og sammensværgelse for at forhindre, at det sker.
Vi ser på Overhuset, Underhuset, retsvæsenet – alle institutioner, hvor der vil være en lille procentdel af pædofile og en lidt større procentdel af mennesker, der har vidst om det, men som har følt, at det af hensyn til deres egeninteresse og selvopholdelsesdrift og af politiske partimæssige årsager har været mere sikkert at dække over det end at håndtere det.
Jeg vil sige, at vi ser på op mod 20 [personer] og et meget større antal mennesker, der har vidst om det og ikke har gjort noget ved det, som var i stand til at gøre noget ved det."

Det påståede misbrug involverede voldtægt, slag og at blive flyttet mellem pædofile "som en klump kød," skrev Telegraph.
Den tidligere sundhedsminister, Lord Warner, sagde, at påstandene "muligvis var sande".
Børnehjem udgjorde "forsyningslinjer" for misbrug af børn og var mål for "magtpersoner" i 1980'erne, udtalte han.
Den tidligere sundhedsminister fortsatte:
"Seksuelt misbrug af børn er en magtfaktor, det er det, meget af det handler om.
Det, jeg indikerer, er, at det er muligt, at folk, der var autoritative, magtfulde, i bestemte samfund, nogle gange havde adgang til børnehjem.
Jeg måtte fyre to børnehjemsledere ... for at have misbrugt børn i deres varetægt."

40 overgrebsanklager mod premierminister Ted Heath
Endda også den dengang siddende premierminister er blevet beskyldt for at misbruge børn. Det drejer sig om Sir Edward Heath, kaldet Ted Heath, som var Storbritanniens premierminister fra 1970 til 1974. Ja, faktisk er der i alt 40 registrerede overgrebsanklager rettet imod den nu afdøde tidligere premierminister. I 2015-2017 kom det frem i medierne, at en politirapport fortalte, at der var grund til at mistænke, at Ted Heath stod bag en række seksuelle overgreb igennem flere årtier. Beskyldningerne handlede blandt andet om voldtægt af en børnesexarbejder på 11 år og seksuelle overgreb mod fire andre børn og to voksne.
Rapporten konkluderede, at beskyldningerne "ville have opfyldt den juridiske tærskel" for politiet til at afhøre Heath under strafferetligt ansvar, hvis han stadig havde været i live.
Ted Heath døde i 2005.

En politichef, der var ansvarlig for undersøgelsen, fortalte avisen The Guardian, at en serie af 26 påståede forbrydelser, mange mod børn, formelt ville blive registreret i officielle politidatabaser med Heath navngivet som den mistænkte. Mistanken var ifølge politiet stærk nok til, at Heath burde havde været interviewet omkring mindst syv påstande om overgreb.
Politirapporten siger:
"I forlængelse af en forholdsmæssig efterforskning er der rimelig grund til, at hvis Sir Edward Heath havde været i live i dag, ville han være blevet afhørt under retsansvar vedrørende hans formodede involvering i en lovovertrædelse."

Af de syv påståede lovovertrædelser, der blev anset for at være mest troværdige af politiet, blev en påstået at være sket, mens han var minister i 1964 og en anden i 1967, efter at han blev leder af det konservative parti. Den første påstand om voldtægten af en dreng på 11 år i London, hævdes at være sket i 1961. Yderligere to forhold påstås at være sket 31 år senere, omkring 1992, flere år efter Edward Heaths tid som premierminister fra 1970 til 1974.

Undersøgelsen af Ted Heath skete i sammenhæng med "Operation Midland", som var en efterforskning af en 30 år gammel sag om en "VIP-pædofilring", der inkluderede påstande om, at et barn var blevet dræbt under overgrebene. "Operation Midland" var i 2014 ifølge politiet "i et tidligt stadie" – men allerede på det tidspunkt mente politiet ikke, at det påståede drab involverede nogen af de højtstående politikere, som angiveligt skulle have været en del af det pædofile netværk.
London Politi havde indledt en kriminel efterforskning af påstande om, at et barn blev dræbt af en pædofilring, der angiveligt havde "forbindelser på højt niveau til etablissementet". Politidetektiver efterforskede allerede anklager om historisk seksuelt misbrug af børn fra mere end 30 år siden, skrev The Guardian i 2014. Men nu blev undersøgelse af seksuelt misbrug i Westminster udvidet, skrev avisen. Efterforskerne fortalte, at de havde modtaget nye beskyldninger om et muligt drab, som de havde besluttet at undersøge fuldt ud på trods af, at der var gået årtier siden det påståede dødsfald. Påstandene kom fra en nu midaldrende mand, der hævdede, at han også blev misbrugt af gruppen. Han blev anset for at være "tilstrækkelig troværdig" til, at hans påstande berettigede til en fuldstændig mordefterforskning, hvor betjente fra politiets drabsenhed blev indkaldt.
Det påståede offer brød sin tavshed "for at fortælle om de lidelser, han havde udholdt, og for at opmuntre andre til at træde frem", så voldsmændene kunne blive stillet for retten. Manden – "kun navngivet som Nick" – fortalte, at han var blevet misbrugt af den pædofile ring "med VIP-forbindelser" i ni år. Han sagde om overgrebsmændene, at de "var meget magtfulde mennesker", og han påstod, at de "kontrollerede" hans liv "i de næste ni år". "De skabte frygt, der trængte ind i alle dele af mig, dag ud dag ind."
"Nick" hævdede også, at de påståede misbrugere var "meget organiserede" og fik chauffører til at samle drenge op fra steder som skoler og køre dem til de steder, de blev misbrugt, såsom hoteller eller lejligheder i London og andre byer. Han sagde, at misbrugerne udviste ringe bekymring over at blive identificeret eller opdaget i deres misbrug. "De var overhovedet ikke bange for at blive fanget, det kunne de ikke forestille sig,” hævdede han.
Han sagde, at der var mange mennesker, der kunne have været vidne til misbruget og dets omkringliggende aktiviteter. Han opfordrede også andre misbrugsofre til at træde frem og udtalte, at de "skal finde den styrke, vi som overlevende har fundet."

Påstande om Ted Heath i sataniske rituelle overgreb: Fantastiske og absurde
To år senere – i 2016 – blev vidnet "Nick" anset for utroværdig og desuden sat i forbindelse med et andet senere vidne mod Ted Heath. I sagen kom det også frem, at dette nye kvindelige vidne havde beskyldt Ted Heath for "satanisk seksuelt misbrug".
Nu såede en tilknyttet krimonolog tvivl om gyldigheden af kvindens vidneudsagn, bl.a. fordi der skulle have været hypnose involveret i forbindelse med kvindens vidneudsagn om sagen. Her var altså endnu en påstået misbrugssag, som potentielt kunne gøre andre VIP-misbrugssager utroværdige på baggrund af anvendelse af såkaldt "recovered-memory therapy" (RMT - på dansk "undertrykt hukommelsesterapi"). Denne terapimetode foregår ved hjælp af bl.a. hypnose, guidet billedsprog og drømmetydning. Kritikere argumenterer for, at RMT kan føre til skabelsen af falske minder, hvor individer fejlagtigt tror, at de har husket begivenheder, der aldrig har fundet sted (se desuden omtale i kapitel 2).

Den nye tilknyttede kriminolog, dr. Hoskins, var meget kritisk overfor de påstande, han blev forelagt i sagen. Hoskins var blevet involveret i efterforskningen af anklager "fremsat mod den afdøde tidligere premierminister og andre" i en politiundersøgelse kaldet "Operation Conifer".
"Operation Conifer" var den politiundersøgelse af anklagerne mod Ted Heath, som nåede frem til, at hvis Heath havde været i live, ville han være blevet afhørt i forbindelse med beskyldningerne mod ham. Undersøgelsen blev foretaget af Wiltshire politi, i det sydvestlige England.
Undersøgelsesrapporten kom frem et år senere – i 2017 – og fortalte om vidneudsagn om flere overgreb. Det var bl.a.:
En påstået voldtægt af en 11-årig dreng.
Et overgreb på en 10-årig dreng.
Overgreb på to forskellige 15-årige drenge hvoraf den ene angiveligt blev betalt
To overgreb på to forskellige voksne mænd samt overgreb på en dreng mellem 12 til 14 år.
Disse overgreb var ikke knyttet til manden "Nick"'s eller den omtalte kvindes påstande.

Men dr. Hoskins udtalte året inden offentliggørelsen af Conifer-rapporten, at nogle af påstandene fra "Nick" og kvinden var "fantastiske”. Kriminologen gav et eksempel på en af kvindens påstande. Hun havde, da hun var 10, stjålet en dreng i en klapvogn uden for postkontoret i byen Tidworth i Wiltshire som en gave til sin far, der ventede i kirken. Kvinden sagde, at hun havde set, at hendes far misbrugte drengen seksuelt på alteret, før han dræbte ham i et satanisk rituelt offer. Historien var absurd, sagde Hoskins. Kilden blev navngivet af Hoskins som Lucy X. Kvinden fortalte desuden politiet om en anden sag kaldet "Tidworth-ofringen i 1989", sagde Hoskins. "De besluttede, at historierne strakte fantasien længere end troværdigt," skrev Daily Mail i 2016.
Noter i bevismaterialet, som dr. Hoskins hævdede at have set, viste hvordan Lucy X og Nick blev "aktiveret af psykoterapeuter til at huske deres fortid".
"Til at begynde med er detaljerne i [Lucys] dagbøger sparsomme," sagde Hoskins.
"Men Lucys beskrivelser bliver stadig mere detaljerede under hypnose ... til sidst 'huskede' hun, at medlemmer af den pædofile ring havde svælget sig i blod og kropsdele. De lemlæstede og myrdede børn i orgiastiske ofre på bålet eller på altre."

Lucy talte derefter med tre andre kvinder, hun kendte godt, og de "byttede fantastiske historier", sagde Hoskins. Til sidst hævdede hun, at Heath havde deltaget i ritualer i en skov omgivet af stearinlys.
Hoskins fandt forbindelser mellem Lucy og Nick, og sagde, at deres fædre arbejdede ved siden af hinanden. Nicks tidlige påstande om rituelt misbrug var relateret til det område, hvor Lucy boede, før han begyndte at beskrive en pædofilring på Dolphin Square, i en lejlighedsbygning ikke langt fra parlamentets huse. Begge navngav Ted Heath.

En talskvinde fra Wiltshire Politi sagde, at de var skuffede over, at oplysninger fra deres fortrolige rapport var "blevet lækket". Det kunne potentielt have indflydelse på dem, der havde afsløret misbrug til Wiltshire Politi, fremførte hun. Dette drejede sig som nævnt om adskillige andre end bare Nick og Lucy X. Politi-talskvinden tilføjede:
"Denne undersøgelse er kompleks og flerstrenget. Der er en række påstande med et betydeligt antal personer, der har afsløret påstande om misbrug. ... Når vi modtager en påstand, er vi forpligtet til at undersøge det, og vi går upartisk hen, hvor beviserne fører os."

Dr. Hoskins hævdede at Whiltshire politi i processen med de "historiske VIP-undersøgelser af børnemishandling" havde "ødelagt livet for mange uskyldige mennesker, inklusive Ted Heaths familie", og "sat sagen tilbage for ægte børnemishandlingsofre, som der er alt for mange af."
"Det er en skændsel," udtalte Hoskins.

Politiet lukkede sagen i marts 2017, men i september 2017 kom det så altså alligevel frem, at politiet mente, at Ted Heath burde have været afhørt under strafansvar. Det skete ved offentliggørelsen af Operation Conifers rapport og var på baggrund af de syv andre overgrebsanklager, som, politiet havde vurderet, var troværdige. Der er ikke sket yderligere i sagen derefter.

Fundamentale efterforskningsfejl i VIP-sager skaber skandale
Det påståede offer "Nick" viste sig at være en mand ved navn Carl Beech, som var tidligere sygeplejer i det engelske sundhedsvæsen. På tidspunktet for hans misbrugsanklager arbejdede han som hospitalsinspektør hos et offentligt organ under Sundhedsministeriet, kaldet Care Quality Commission ("Kommission for plejekvalitet"). Dette organ regulerer og inspicerer sundheds- og socialudbydere i England. Carl Beech var desuden bestyrelsesmedlem på to skoler i det sydvestlige amt Gloucestershire, hvor han boede.
Det fortæller denne BBC-artikel fra juli 2019, som fortæller historikken omkring Beechs' kontakter med politiet, og de løgne han angiveligt videregav til dem. Artiklen har simpelthen titlen "Carl Beech: Liar, fraudster and paedophile" ("Carl Beech: Løgner, bedrager og pædofil").
I 2012 henvendte Beech sig til London Politi, som havde lanceret "Operation Yewtree" for at efterforske påstået seksuelt misbrug i kølvandet på skandalen om TV-værten Jimmy Saviles serieovergreb på børn. London Politi henviste Beech til Wiltshire Politi, som også var i gang med Operation Conifer. Beech talte med en efterforsker og hævdede, at han var blevet misbrugt af sin stedfar, før han blev introduceret af stedfaren til en gruppe andre påståede misbrugere, inklusive Savile, en unavngiven oberstløjtnant og op til 20 andre uidentificerede mænd. De eneste to personer, han navngav, var stedfaren og Jimmy Savile. Da politiet spurgte om andre navne, sagde Beech, at han ikke kendte dem. Men efter at have undersøgt påstandene besluttede Wiltshire Politi ikke at foretage sig yderligere.

Carl Beech fortsatte dog med at opbygge sine anklager om seksuelt misbrug online. "Det var denne aktivitet, der gav ham langt større opmærksomhed," skriver BBC.
Avisen forklarer videre:
"I årene umiddelbart efter Savile-skandalen var dele af internettet fyldt med beskyldninger om historisk seksuelt misbrug fra fremtrædende personer. Og søndagsaviserne kørte jævnligt historier om VIP-misbrugsringe og påståede tilsløringer. På det tidspunkt førte nogle parlamentsmedlemmer – inklusiv nu viceleder i Labour Tom Watson – fremtrædende kampagner om spørgsmålet om historisk misbrug. Flere kendte personer var blevet anholdt – og nogle sigtet og dømt – for ikke-nylige seksuelle forbrydelser. Men rygterne online gik ud over disse forespørgsler og rejste spøgelset for en langt større sammensværgelse. Beechs online påstande kom derfor midt i påstande om etablissementets tilsløringer, kontroverser om tabt bevismateriale, opfordringer til en national undersøgelse af børnemishandling og rygter om, hvilken berømt figur der næste gang ville blive afsløret som pædofil. Hans egne beretninger, som til sidst ville samle adskillige eksisterende konspirationsteorier, præsenterede sig selv som offer for en sadistisk kultur i hjertet af den britiske magt. Ind i hans historie gik adskillige mænd og steder, der allerede var genstand for online rygter, andre, som var kendt for at blive efterforsket af separate undersøgelser, såvel som højtstående personer inden for de væbnede styrker og den militære efterretningstjeneste. I alt anklagede han 10 nye mænd."

BBC-artiklen fortæller, at Beechs påstande blev fremført i forskellige medier online under pseudonymet "Nick", og på den måde kom de politiet for øre. Politiet bad derefter om adgang til mediernes kilde, for at komme i kontakt med "Nick".
Det betød, at Beech mødte detektiver fra London Politi, og han endte med at give dem 20 timers vidneudsagn. Men i modsætning til sine tidligere interviews med Wiltshire Politi, begyndte Beech nu at give flere navne – hvilket implicerede en række berømte personer i hjertet af det britiske offentlige liv i 1970'erne og 1980'erne.
Fra militæret navngav han to tidligere chefer for de væbnede styrker, Lord Bramall og Sir Roland Gibbs, og en anden højtstående general, Sir Hugh Beach. Desuden to tidligere chefer for MI5 og MI6, Sir Michael Hanley og Sir Maurice Oldfield. Beech navngav som nævnt også den tidligere premierminister Sir Edward Heath – og desuden den tidligere indenrigsminister Lord Leon Brittan, som vi også allerede har hørt en del om. De to tidligere parlamentsmedlemmer Harvey Proctor og Lord Janner "blev også en del af hans historie," fortæller BBC-artiklen.
Beech oplyste fornavnene på andre drengeofre, bl.a. en "Scott" og en anden, som han hævdede stadig at være i kontakt med, og som fik pseudonymet "Fred". Beech påstod desuden nu, at han havde været vidne til mordene på tre børn. Han kom således med en hel del flere nye påstande, han ikke tidligere havde fremsat.
I marts 2015 ransagede Operation Midland hjemmene til Harvey Proctor, Lord Bramall og den nyligt afdøde Lord Brittan.
Proctor mistede efterfølgende både sit job og sit hjem, fortæller BBC.
Beech blev informeret om razziaerne i et telefonopkald fra en detektiv, der stod i Harvey Proctors hus.

BBC fortæller desuden om flere utrolige fejl udført af London Politi:
Vidnet Carl Beech blev informeret om ovennævnte men fik også fx tilsendt de "omtrentlige steder for eftersøgningerne".
Politiets ransagningskendelser var "mangelfulde og indeholdt unøjagtige oplysninger".
De betjente, der interviewede Beech, tog ikke højde for uoverensstemmelser mellem oplysninger i Beechs' tidligere interview med Wiltshire Politi og hans senere beretninger om det påståede misbrug.
Politiet prioriterede ikke sporingen af vigtige vidner, såsom personer, der arbejdede sammen med nogle af de anklagede på det relevante tidspunkt.
Beechs' mor blev ikke kontaktet i mere end seks måneder, selvom hendes søn havde boet hos hende i hele undersøgelsesperioden.
Det tog politiet usædvanligt lang tid at kontakte Beechs ekskone, Dawn, som endte med at afgive vidneforklaring mod ham i retssagen.
Betjentene tog også måneder om at spore alle de drenge, der blev kaldt "Scott" fra Beechs gymnasieskole for at udelukke muligheden for, at nogen var blevet myrdet.
To detektiver blev også unødigt sendt til Australien for at tale med en tidligere elev personligt.

Man kunne tilføje, at det er underligt, at Carl Beech igennem flere år kunnne få lov til at lyve om en barndom med brækkede knogler, forbrændinger og voldsomme tæsk, uden at politiet tilsyneladende tjekkede, at hans krop manglede ar og skader, eller at hans sygejournal ikke havde registreret noget om disse ting.

Beech blev desuden hjulpet af detektiver fra London Politi til at få behandlet et krav, som han tidligere havde indgivet til Criminal Injuries Compensation Authority (Myndighed for skader efter kriminalitet). Disse krav havde Beech allerede indgivet efter de påstande, han fremsatte til Wiltshire Politi. Oplysningerne i forbindelse med disse krav fra Beech stemte ikke overens med historien, som han havde fortalt til London Politi, konstaterer BBC.
Igen er det som om, der er nogle ting, der ikke hænger sammen: Har detektiverne i London Politi mon læst Beechs tidligere påstande, når de skulle hjælpe ham til at få behandlet sine krav? For hvis de har, så vidste de jo, at Carl Beech løj. Det mærkelige heri skriver BBC ikke om. Også det kan man måske undre sig over.
BBC forklarer i stedet disse mange ting som fejl, der skyldtes, at betjentene "ville undgå at forstyrre Beech, som blev ved med at udtrykke ubehag og kræve opdateringer om fremskridt." Beech modtog til sidst en udbetaling på 22.000 engelske pund. Værdien af det engelske pund lå omkring 10 kroner i denne periode, så beløbet svarer til omkring 220.000 danske kroner. Heraf brugte han "nogle til at købe en dyr Ford Mustang," fortæller BBC.

Politiet var efterhånden "desperat efter at tale med den mand, som, Beech hævdede, blev misbrugt sammen med ham som barn" - og som ifølge Beech havde været vidne til et af de påståede mord. Beech hævdede, at han stadig var i kontakt med denne mand, som havde fået navnet "Fred", og Beech indvilligede i at videregive e-mails fra politiet til manden. "Fred" var tilbageholdende med at stå frem og fortalte i en e-mail, at han og "Nick" "gik gennem helvede sammen". Men "han har håndteret det meget bedre, end jeg nogensinde vil," skrev "Fred" desuden om "Nick".
Senere – "efter at detektiver fra en anden politistyrke havde undersøgt den krypterede e-mail-konto" – viste det sig, at manden bag "Fred" var Carl Beech selv.
"'Fred' var endnu en fiktion," skriver BBC.

Der blev lavet en gennemgang af undersøgelsen, og konklusionen fra rapporten var problematisk for politiet. Den listede 43 alvorlige fejl og sagde, at Operation Midland skulle have været afsluttet meget tidligere. Rapporten påpegede også, at undersøgelsen kunne være afsluttet, uden at de anklagede nogensinde havde fået kendskab til det. London Politi undskyldte og betalte senere kompensation til Lord Bramall og Lord Brittans familie. Harvey Proctor sagsøgte politistyrken, som modsatte sig hans krav, og sagen endte med forlig med betaling af 900.000 pund til Proctor.

Detektiver undersøgte angiveligt først nu endelig Beech. BBC skriver, at en "menneskejagt fokuserede på Sverige, som han var kendt for hyppigt at besøge, og to måneder senere blev han anholdt på Gøteborgs banegård." "Beech var gået ekstraordinært langt for at undgå opdagelse," skriver BBC. Han havde købt et afsidesliggende hus i den nordlige del af landet under et falsk navn. Han bevægede sig rundt ved hjælp af fem forskellige falske navne, seks telefoner, adskillige e-mailadresser og foretog køb med usporbare gavekort.
En eftersøgning i hans hjem i november 2016 afslørede, at Beech selv var pædofil. To af hans bærbare computere og en iPad indeholdt hundredvis af billeder af seksuelt misbrug af børn, herunder snesevis, der blev betegnet som "de alvorligste misbrugsbilleder". Det blev også klart, at Beech var "en pervers voyeur" skriver BBC – han havde installeret en optageenhed på et toilet for i al hemmelighed at filme en ung dreng.
Beech blev anklaget for seks forhold vedrørende billederne og et tilfælde af voyeurisme. Et år senere blev han anklaget for 12 tilfælde af "pervertering af retssystemet" samt en anklage for bedrageri. Han endte med at blive idømt 18 års fængsel.

Hvad der fik det ellers professionelle London Politi til at begå de mange fundamentale efterforskningsfejl er uvist. Men resultatet var, at de mange undersøgelser af anklager mod prominente angivelige pædofile og påstande om VIP-pædofili-netværk blev anset som mere eller mindre utroværdige i offentligheden. Politiet fremstod som nogle, der nidkært tog selv de mest afsindige beskyldninger alvorligt. De prominente politikere tonede frem i medierne som ofre med berettigede voldsomme beskyldninger om bagvaskelse. Det skabte en grad af genopretning af den generelle tillid til det politiske establissement.

Carl Beech 'nyttig idiot' for efterretningstjenesten
En interessant tekst at læse i forbindelse med historien om Carl Beech er artiklen "Carl Beech and the ‘Useful idiots’ at the BBC" ("Carl Beech og de 'Nyttige idioter' hos BBC"). Den kan læses på det irske politiske og kulturelle magasin Village – et medie med undersøgende og dybdeborende journalistiske artikler. I artiklen undersøger Village historien om Beech i sammenhæng med BBC's fremstilling af sagen. BBC lavede nemlig ikke kun den nænte artikel om Beech – statsmediet producerede også dokumentarfilmen "The Unbelievable Story of Carl Beech" ("Den utrolige historie om Carl Beech").
BBC anlægger samme vinkel på Beech i sin dokumentarfilm som i sin artikel.

Det ekstremt vigtige spørgsmål om, hvorfor Carl Beech løj, blev rejst gentagne gange under BBC-dokumentaren, skriver Village, men dokumentaren gav "ikke noget, der lignede et svar."
Artiklen fortsætter:
"Efterretningstjenester har en betegnelse for folk, der fremmer dagsordenen for dem, de modsætter sig, uden at indse, at de bliver manipuleret: De kaldes 'nyttige idioter'."

Village spørger, hvorfor BBC-dokumentaren ikke forsøgte at få politiet til at svare på, hvorfor de opfattede Beech som et troværdigt vidne, når det var tydeligt, at han var en løgner. Magasinet undrer sig også over, hvorfor dokumentaren ikke forsøgte at finde ud af, hvem der finansierede Beechs overdådige udgifter i Sverige.

Beech planlagde at skabe sig et nyt liv under en påtaget identitet i Sverige. Han var i gang med at arrangere dette, mens hans løgne blev opklaret, og han stod over for en række strafferetlige anklager i Storbritannien. Han købte en ejendom ved floden i landsbyen Overkalix nær Polarcirklen under det falske navn Stephen Anderson.
Alligevel gad BBC ikke spørge:
Havde han et pas i Stephen Andersons navn?
Havde han falske juridiske dokumenter i Andersons navn?
Hvis ja, hvordan erhvervede han dem?
Fik han dem fra MI5, MI6 eller en anden offentlig myndighed?
Hvilke dokumenter brugte han ved købet af huset i Sverige?

BBC rejste ikke spørgsmålet om hans midler udover at nævne, at han havde modtaget et beløb på 22.000 pund i erstatning for sit påståede misbrug. Det beløb kunne dog umuligt have finansieret hans overdådige livsstil, konstaterer Village, men det gjorde BBC ikke opmærksom på. BBC undgik at rejse spørgsmålene omkring Beechs rigdom af egen vilje, men spørgsmålet var allerede blevet stillet i offentligheden, påpeger Village. Avisen Daily Telegraph rapporterede i forbindelse med sagen, at Beech tilsyneladende "flød i kontanter" ("flush with cash") da han boede i Overkalix, Sverige, og at han ikke tøvede med at bruge dem. Denne avis giver forskellige eksempler: 450 svenske kroner for en klipning, knap 1.000 kroner på en bøtte maling og næsten 16.000 svenske kroner for at reparere klimaanlægget i sin bil.
Avisen The Sun rapporterede, hvordan huset kostede 17.000 engelske pund svarende til mere end 200.000 svenske kroner dengang, og at Beech planlagde at købe et "stort hus på tværs af vejen plus flere hytter ved flodbredden, inklusive en luksusvilla". En lokal blikkenslager fortalte, hvordan han installerede et nyt badeværelse og renoverede rørsystemet for 4.500 pund svarende til cirka 53.000 svenske kroner.
På et tidspunkt kom Beechs mor, og hun ville have bygget en luksushytte til hende. Ifølge tømreren, der skulle være med på projektet, var budgettet for luksushytten omkring 1 million svenske kroner (85.000 pund). Men tømreren sagde, at Beech først skulle betale en tidligere regning på 8.500 pund for noget andet tømrerarbejde på Beechs badeværelse, samt en gang og flere soveværelser i Beechs hus.

BBC ignorerede også det faktum, at Beech flygtede fra en udleveringsordre under endnu et navn, Samuel Karlsson. Igen spørger magasinet Village, om han havde dokumenter på denne falske identitet? Hvis ja, hvor havde han fået dem fra? De 22.000 pund fra klagen kan ikke forklare de penge, han brugte i Sverige. "De mest elementære undersøgelser fra BBC og andre medier ville have afsløret," at Beech brugte 10.000 pund af de penge, han modtog, som depositum på en hvid Ford Mustang cabriolet. Den fulde pris for køretøjet var 34.000 pund, fortæller Village.
Han ser også ud til at have levet det meste af sit liv i gæld og boet i en lejebolig, konstaterer det undersøgende magasin. Han og hans tidligere kone havde engang boet i et hus, de havde erhvervet med hjælp fra hans mor, men de havde ikke været i stand til at vedligeholde det. På tidspunktet for sin skilsmisse boede han i et hus, som han betalte 1.100 pund i husleje for om måneden.
Da han ikke besad ejendom eller andre værdifulde aktiver, som han kunne have solgt og altid var i gæld, er kilden til de penge, han brugte i Sverige, uforklarlige, påpeger Villlage. "Hvor fik han det hele fra?" spørger magasinet, som konstaterer, at intet af dette interesserede BBC.
Før han flygtede, var han ked af at bo i sit nye svenske hus – "formentlig mens renoveringsarbejdet fandt sted," skriver Village. Så den 16. februar 2019 tjekkede han ind på et værelse på hotellet "Grand Arctic" i seks nætter. Her tjekkede han ind under navnet "Carl Anderson", og dette hotelophold blev ifølge avisen Telegraph "betalt med kort".
"Betyder det, at han var i stand til at få et kreditkort i endnu et falsk navn"? spørger Village-artiklen. "Hvis ja, hvordan?"
Herefter konstaterer magasinet: "Igen, intet af dette er af nogen interesse for BBC."

Village fremlægger desuden dybere overvejelser om Carl Beechs udtalte pædofili: Politiet fandt 342 billeder af misbrug af børn på hans computer, hvoraf flere var vurderet til A-niveauet, altså den alvorligste kategori på skalaen. Efter at politiet fandt billederne, forsøgte Beech at give sin teenagesøn skylden for at downloade dem. Han blev også dømt for at have filmet en dreng med et hemmeligt videokamera, mens drengen tissede. Hans tidligere kone har afsløret, hvordan Beech havde meget lidt interesse i at have et sexliv med hende. Faktisk gik han i årevis uden at have sex med hende.
Beech var god til "at skjule den mørke side af sin natur og sin interesse for børn," skriver Village. Han holdt foredrag for børn helt ned til fem år om farerne ved misbrug af børn. Det gjorde Beech for foreningen UK National Society for the Prevention of Cruelty to Children (NSPCC - National Forening for Prævention af Børnemishandling, tidligere omtalt). Han deltog også i workshops med små børn. Han besøgte snesevis af folkeskoler som en del af NSPCC Speak Out Stay Safe-programmet ("Sig frem og vær i sikkerhed"). Village skriver også, at Beech desuden var bestyrelsesmedlem for to skoler. "I alt meldte han sig frivilligt på 33 skoler for NSPCC". I 1990'erne arbejdede han som pædiatrisk sygeplejerske på en børneafdeling i London. Hans tidligere kone fortalte, at hun troede, at han "elskede børn."
"Han kom direkte ind på en pædiatrisk afdeling, da han blev kvalificeret, og tog derefter sin sygeplejerskeuddannelse for syge børn".
Hun fortalte også, skriver Village, at da han var sygeplejerskestuderende, "plejede han at tage af sted og hjælpe på en skole med børn, der havde svært ved at læse".
Med alt det ovenstående i tankerne er det rimeligt at spørge, anfører Village, "om Beech var en del af et pædofilt netværk, som forsynede ham med de fotografier, der blev fundet på hans computer?" Magasinet fortsætter: "Endnu værre, var han en del af et netværk, der rekrutterede ham til at fremsætte sine uærlige påstande for at beskytte en gruppe VIP-pædofile højere oppe i fødekæden?"

Village konstaterer: BBC udforskede ikke en eneste af Beechs venner, medarbejdere eller kontakter bortset fra hans tidligere kone. Statsmediet forsøgte heller ikke at finde frem til, hvem der havde forsynet ham med børnepornografien.
Man kunne her tilføje, at det var der heller ingen andre større medier, der gjorde.

Hvor ufattelig inkompetent er britisk politi?
Village skriver, at magasinet gentagne gange advarede om, at Beech sandsynligvis blev brugt af et VIP-misbrugsnetværk til at distrahere offentligheden fra deres forbrydelser. Metoden var ifølge Village netop at få ham til at fremsætte absurde påstande, der var så fuldstændig irrationelle, at ingen ville tro dem og dermed belaste troværdigheden for ægte VIP-sexmisbrugsoverlevere. Magasinet siger desuden, at det ikke er første gang, dette er sket. Det skete med stor sandsynlighed også, hævder magasinet, i tilfældet med misbrug i det nordirske Kincora Boys' Home (Kincora drengehjem). På dette drengehjem i Belfast blev flere drenge i en årrække misbrugt seksuelt. Jeg fremlægger mange flere detaljer om overgrebene i Kincora senere i dette kapitel og i næste kapitel.
Village peger på at mørklægningsmetoden kunne være blevet udført "med stiltiende – hvis ikke direkte – støtte fra MI5 og MI6". Disse to efterretningstjenester "har en egeninteresse i at dække over, hvad der foregik i Kincora Boys' Home og andre institutioner i Storbritannien og Irland, hvor børn blev udnyttet af VIP'er," hævder Village.
Der har været flere medier – særligt irske og nordirske – som med baggrund i flere vidners påstande hævder, at britiske efterretningstjenester beskyttede VIP-børnesexmisbrugere i det berygtede Kincora drengehjem. Også dette fremlægger jeg flere detaljer om senere i dette kapitel og i det næste kapitel.

"Vi rejste muligheden for, at disse mørke kræfter havde brugt år på at promovere åbenlyse svindlere som Beech og andre bedragere, som fik opmærksomhed fra den britiske presse. Disse løgnere producerede bemærkelsesværdigt ensartede og vidtløftige fortællinger. Vi spekulerede i, at strategien hele tiden var at afsløre deres løgne på givne tidspunkter og derved male alle påstande om VIP-sexmisbrug fremsat af overlevende som tvivlsomme eller afsporede. Alt dette skete længe før Beechs retssag i 2019."

Medier har gentagne gange slået fast, at påstandene fra Beech var absurde. Dette skulle man tro fører til det ret indlysende spørgsmål: "Hvorfor troede det britiske politi på ham?" skriver Village.
Artiklen fortsætter:
"Eller mere præcist, troede de rent faktisk på ham, eller handlede de efter ordre fra oven om at behandle ham som troværdig. Hvis ja, trak MI5 i trådene?"

Beechs ti ugers retssag i 2019 afslørede den gennemskuelige og idiotiske karakter af hans påstande, anfører artiklen – og giver dette eksempel:
Han hævdede, at han var blevet misbrugt af Ted Heath på en dobbeltseng på Heaths yacht. Men Heaths ret berømte båd 'The Morning Cloud' var alt for lille til en dobbeltseng og havde kun hængekøjer.
"BBC gjorde intet forsøg på at interviewe politiet, som angiveligt troede på dette nonsens sammen med andre absurditeter," skriver Village. Igen kan man tilføje, at heller ingen andre store medier, der beskæftigede sig med sagen, har forfulgt dette oplagte spor. Alle har fuldstændigt ukritisk slugt vinklen om total og himmelråbende inkompetence som "forklaring". BBC supplerede altså med at skrive, at fejlene opstod fordi politiet blev presset af Carl Beech.
"Der har været rapporter om, at nogle i politiet, der var involveret i fiaskoen, siden har modtaget forfremmelser," skriver Village.

Hvem 'på højt niveau' besluttede, at politiet ikke skulle tjekke Beechs computere og telefoner?
Village peger desuden på, at der var en person "på højt niveau", som sagde til politiet, at de ikke skulle se på Beechs bærbare computer i to år, mens Beech fortsatte med at se børnepornografi på den.
Oplysningen kommer fra en TV-producer og journalist, der stod bag endnu en BBC-dokumentar om Carl Beech-sagen. Den har titlen "The VIP Pedophile Ring: What's the Truth?" ("VIP-pædofilringen: Hvad er sandheden?").
TV-producerens navn er Alistair Jackson. Han hævdede i øvrigt, at han var i stand til efter ét telefonopkald at udlede, at Beech var en løgner.
Avisen Daily Mail offentliggjorde den 28. juli 2019 Alistair Jacksons artikel "Police tried to block TV show that told the truth" ("Politi forsøgte at blokere TV-show, der fortalte sandheden"). TV-showet var Jacksons dokumentarfilm om "VIP-pædofilringen", som han lavede for BBC's dokumentarfilmsafdeling Panorama.
Undertitlen i Jacksons artikel lyder: "BBC Panorama-produceren siger, at alt, der skulle til for at afsløre Carl Beechs uhyggelige fantasi, var et enkelt telefonopkald".
I artiklen peger Jackson på, at han havde forstået, at politiets "frygt for at miste Beechs tillid" "lå bag en beslutning på højt niveau om ikke at analysere hans computere og telefoner".
Jackson konstaterer, at denne beslutning "bragte børn i fare":
"I to år, indtil sagen blev overtaget af en anden politistyrke, var Beech i stand til at give frit løb for sin interesse i at fotografere unge drenge og give næring til et marked af forfærdelige billeder af børnesexmisbrug”.

Men hverken Jackson, BBC eller andre medier har altså undersøgt, hvem denne eller disse personer "på højt niveau" var.
Magasinet Village anfører, at selvom man eventuelt ikke er i stand til at fastslå personens eller personernes identitet, er der ingen grund til helt at ignorere problemet.

I Daily Mail-artiklen forklarer Jackson desuden, hvordan en af Carl Beechs "centrale påstande var, at en velforbundet pædofil havde væltet og dræbt en af Beechs skolevenner.
Jackson skriver i sin artikel:
"I modsætning til politiet, der virkede opsat på at tage Beechs påstande for pålydende, besluttede vi at foretage nogle elementære kontroller. Vi opdagede et muligt navn for det påståede offer for dette hit-and-run mord og sporede ham til Australien. Da jeg ringede til nummeret, udtrykte jeg min overraskelse over, at han ikke var blevet knust og dræbt. ’Nej, min ven, i live og har det godt’, svarede han. Der ville gå mange måneder, før detektiver fra Operation Midland fløj halvvejs rundt om jorden for at se ham”.

Jackson skriver i sin artikel:
"Mod slutningen af 2014 tog jeg til Scotland Yard for at diskutere vores undersøgelse af anklager mod højt profilerede personer om misbrug. Jeg spurgte en pressemedarbejder, om London Politi ville medvirke i dokumentaren. Jeg troede, at politistyrken i det mindste ville påpege de vanskeligheder, den stod over for med de historiske påstande. Svaret var nej”.

Scotland Yard er hovedkvarteret for London Politi.
Jackson fortæller videre, at London Politi et år senere, den dag programmet skulle vises, fremkom med sine "seriøse bekymringer" omkring Jacksons undersøgelse. "Især var betjentene bekymrede for, at vi ville udfordre Beechs påstande," skriver Jackson. Ifølge Jackson var politiets taktik nemlig at "tro på anklageren" Beech og "gå efter maksimal omtale, uanset hvor utroværdige beviserne" var. Jackson afslutter sin teori med at skrive, at politiets håb med taktikken var, at andre anklagere ville træde frem. I denne proces mistede de fokus på "grundlæggende detektivarbejde," skriver Jackson.

Synd for offeret fra etablissementet – Harvey Proctor
Men BBC producerede også den tidligere omtalte dokumentarfilm, som blev omdrejningspunktet for kritik i magasinet Village's artikel om Carl Beech-sagen: "The Unbelievable Story of Carl Beech" ("Den utrolige historie om Carl Beech").
Den tidligere parlamentspolitiker Harvey Proctor optrådte i denne BBC-dokumentar "som et offer," skriver Village og fortsætter:
"Beech havde påstået, at Proctor havde været involveret i barnemord. Det var løgn. Proctor myrdede aldrig nogen. Han udnyttede dog teenage lejedrenge."

Harvey Proctors udnyttelse af mindreårige var ellers stort set gået i glemmebogen og druknet i medieartikler om falske beskyldninger om mord på børn.
Men i en arkiveret BBC-artikel fra 1987 kan man se, at Proctor havde "organiseret bøsse-spanking sessioner med drenge i sin lejlighed i London" samme år. Spanking-sessionerne involverede "et skoledrenge-afstraffelsesritual", hvor drengene "skulle klæde sig i shorts og blive straffet for indbildte forseelser såsom pjækkeri og slåskampe i klassen". "Proctor brugte sine bare hænder, en træningssko og en stok til de slag, der involverede den 17-årige," fortalte anklageren. Proctor benyttede angiveligt et Polaroid kamera til at tage billeder af drengene, mens de blev ydmyget.
Efter en retsag, som dengang var ganske fremtrædende i den engelske presse, blev han straffet med en bøde på 1450 pund, efter at han selv havde erkendt sin skyld i sagen. Dette var efter, at han tidligere i sagen havde afvist alle anklager mod sig.
Harvey Proctor var i øvrigt ligesom Ted Heath og Cyril Smith ungkarl.
De to drenge, Proctor havde misbrugt, var en 17-årig dreng og en tyveårig, som begge blev betegnet som teenagers da den seksuelle lavalder dengang var 21 år.

Denne artikel fra 2019 fortæller om en sag, der også involverede Harvey Proctors misbrug af drenge. Retten i Newcastle hørte om to politiundersøgelser, der indsamlede beviser for, at Harvey Proctor havde en seksuel interesse i børn. Et vidne havde fortalt den første politiefterforskning i 1986-87, at Proctor misbrugte ham seksuelt, da han var 14 år. Andre vidner fortalte detektiver, at det daværende parlamentsmedlem slog "unge mænd eller drenge" og tog billeder af deres skader, ifølge indlæg til retten. En beskrev en anmodning om indkøb af "unge ting".
Et andet af disse vidner havde fortalt politiets efterforskning, at han opdagede en stor kuvert med billeder af drenge i alderen 11-19, "inklusive masser af børn der var omkring 11-12 år gamle".
"Men politiet foretog sig ikke noget på baggrund af nogen af påstandene," fortæller artiklen.
Dette fandt sted under retssagen mod Carl Beech.

"Proctor har brugt årtier på at fremstille sig selv som et offer for politiet," skriver magasinet Village. Han har forsvaret sig med, fortæller mediet videre, at de prostituerede drenge, han misbrugte, var i en alder, der ikke længere er under lovgrænsen.
Men Village kritiserer Proctors tilsyneladende fraværende erkendelse af sine overgreb på denne måde:
"Han lader til at være helt ubevidst om det faktum, at han udnyttede unge og sårbare mennesker på en voldelig måde for at tilfredsstille sine sadistiske seksuelle lyster."

Village peger på det afstumpede i at sexmisbruge to fattige drenge voldeligt – to unge drenge som tydeligvis kun havde indvilget i misbruget for at "undgå sult og koldt vejr".
Er det mon nogensinde faldt parlamentsmedlemmet Harvey Proctor ind, at han kunne have brugt sin tid og sine penge på at hjælpe de teenagedrenge, han mødte, med "at undslippe et liv i elendighed og udnyttelse, i stedet for at købe nedværdigende og fornedrende sex fra dem?" skriver Village.
Man kan tilføje at misbruget ikke virker mindre afstumpet, når den der tæsker drengene, befinder sig i den absolutte top af samfundet og er en velrenommeret parlamentariker med indflydelse på den lovgivning, han selv bryder.

Kampagne mod politichef som ledede efterforskning af tidligere premierminister
Denne artikel fra oktober 2017 fortæller, at de vidneudsagn den tidligere nævnte kriminolog dr. Hoskins fremhævede, kun var en lille del af Operation Conifer, og i øvrigt en del som Wiltshire Politi ikke selv rangerede blandt de mest troværdige. Artiklen er udgivet af FOIA Centre, som er en London-baseret, research- og konsulentvirksomhed, der især har fokus på brug af loven om informationsfrihed (FOIA - Freedom of Information Act). Artiklen hedder "Mike Veale: vilification of investigation into Edward Heath risks harm to abuse survivors" ("Mike Veale: Bagvaskelse af efterforskningen af Edward Heath risikerer at skade overlevende"). Mike Veale er den politichef, som ledede Operation Conifer.
Artiklen er skrevet af Mark Watts, der er koordinator ved FOIA Centeret. Den fortæller, at Veale "fordømte kampagnen mod hans efterforskning af Sir Edward Heath for at øge lidelserne for overlevende efter seksuelt misbrug af børn."
Mark Watts fortsætter:
"En bagvaskelseskampagne har forfulgt 'Operation Conifer', den nationale undersøgelse ledet af Veale om anklager mod den afdøde tidligere premierminister for seksuelt misbrug af børn, siden en forsideartikel i Mail on Sunday i november sidste år stemplede anklagere som 'fantaster'.
Det udløste en række artikler i de britiske medier, der svarede til en kampagne for at tvinge politiet til at skrinlægge operationen, som blev iværksat i august 2015.
Veale, chefkonstabel for Wiltshire Police, fortalte mig: 'Det mest frustrerende for mig var to års intens granskning, vildledende kommentarer og kritik, som bekymrede mig - det bekymrede mig, fordi jeg var bekymret for den indvirkning, det ville have på ofrene, de påståede ofre, ikke kun i denne bestemte sag, men fra et bredere perspektiv.'"

Den nævnte forsideartikel i avisen Mail on Sunday kan ses på billedet herunder placeret ved siden af forsiden til Operation Conifers rapport.

Jimmy Savile på TV med Rolf Harris og mindreårig pige

Watts fortæller videre:
"Veale talte til mig i et længere eksklusivt interview kort efter, at Wiltshire Politi offentliggjorde Operation Conifers sammenfattende rapport for lidt over en uge siden.
Jeg afslørede sidste weekend, hvordan Veale havde stemplet forsøg fra Labour-parlamentsmedlemmet Keith Vaz på at blande sig i hans politistyrkes undersøgelse af Ted Heath som 'meget upassende'.
I torsdags rapporterede jeg en advarsel fra Veale om, at den overordnede undersøgelse af seksuelt misbrug af børn kan være hæmmet af et fravær af 'proaktiv efterforskningsevne'."

Artiklen om "fraværet af 'proaktiv efterforskningsevne'" hedder konkret "CSA inquiry lacks ‘investigative capability’ to probe ‘cover-up’ claims, warns Mike Veale" ("CSA-undersøgelse mangler 'efterforskningsevne' til at undersøge 'mørklægnings'-påstande, advarer Mike Veale"). Her fortæller politichefen om sin bekymring for om den overordnede undersøgelse af VIP-børnemisbruget ikke reelt ville undersøge den påståede mørklægning. CSA står for "child sexual abuse", som betyder seksuelt misbrug af børn.
I artiklen udtaler Veale bl.a.:
"Jeg er virkelig blevet overrasket i løbet af de sidste to år over af mængden af mennesker, der er kommet til mig privat for at fortælle om deres mistillid til det politiske establishment, det er nok den bedste måde at beskrive det på, og deres ægte overbevisning om, at der har været en konspiration, mørklægning og folk som har været medskyldige, uanset om det er højtstående embedsmænd, kolleger i politiet, regeringen, det bredere retsvæsen."

I artiklen om CSA-undersøgelsens manglende efterforskningsevne står der følgende:
"Et dokument, der blev afsløret ved en undersøgelseshøring i mandags, viste, hvordan sikkerhedstjenesten MI5 vidste, at anklagemyndigheden løj for journalister ved at benægte, at politiet i 1970 havde sendt en sag til afgørelse om flere anklager mod Sir Cyril Smith om seksuelt misbrug af børn, før han blev parlamentsmedlem for de Liberale Demokrater. Andre dokumenter indhentet fra undersøgelsen antydede, at Margaret Thatcher som premierminister godkendte et ridderskab for ham på trods af, at hun kendte til politiets efterforskning."

Labour-parlamentsmedlem Keith Vaz skrev, som formand for Underhusets udvalg for indre anliggender, til politichefen Mike Veale for at kræve at få at vide, hvorfor han efterforskede Ted Heath. Det kan man læse i FOIA Centerets artikel om Keith Vaz' forsøg på at blande sig i Veales undersøgelse.
Keith Vaz blev senere tvunget til at trække sig fra sin formandspost for Underhusets udvalg for indre anliggender, efter at Sunday Mirror afslørede, at "den gifte far til to" levede "et dobbeltliv" og havde betalt for to mandlige eskorters sextjenester.

Politichefen Mike Veale fortalte journalister på en mediebriefing, at han forsinkede offentliggørelsen af den sammenfattende rapport "for at undgå et sammenstød med den konservative partikonference", som sluttede i de dage hvor rapporten blev offentliggjort.
Rapporten fortalte, at politiet ville have ønsket at afhøre Heath i forhold til i alt 10 påståede lovovertrædelser. Jeg oplistede nogle af disse angivelige overgreb tidligere i dette kapitel. De omfattede voldtægt og overgreb på en 11-årig under et "betalt seksuelt møde", seks overgreb på drenge under 16 år og to overgreb på voksne mænd. Politiet vurderede, at yderligere to vidner "faldt lige under tærsklen for at berettige afhøring af Heath", og de ville ikke gå videre med beskyldninger fra yderligere 17 klagere eller 10 tredjeparter.
Operation Conifer nåede ikke frem til nogen konklusion om, hvorvidt Heath var skyldig.

Ni måneder inde i Operation Conifer, som blev iværksat i august 2015, sendte Keith Vaz et brev til politichefen Mike Veale om den meget følsomme efterforskning.
Veale huskede henvendelsen således: "Jeg tror, at det, han sagde på det tidspunkt, var: 'Jeg vil gerne kende de operationelle detaljer og årsagerne til at undersøge Sir Edward Heath.'"

Men Mike Veale insisterede på, at han aldrig ville bøje sig for privat eller offentligt pres.
Han sagde: "Jeg ville ikke tillade nogen at lægge noget pres på mig, hverken bevidst, drilsk eller med onde hensigter. For det er alt for vigtigt at gøre det rigtige.
"Men desuden – og det er det helt centrale for mig – er det vigtigt, at politichefer har absolut operativ uafhængighed.
Så i sådan en meget ladet, politisk følsom undersøgelse skal du som politichef være klar over, hvor operationel uafhængighed starter og slutter, så folk kender præcis den linje."

Han fortsatte:
"Nogen fortalte mig meget tidligt i denne undersøgelse, og jeg ønsker ikke at være for dramatisk over det her, at 'Er du klar over, Mike, at du kan miste dit job over det her'.
Og mit svar var: 'Så lad det være sådan. Men jeg vil fortsætte med at gøre det rigtige.'"

Venner og tidligere kolleger af Heath, der døde i 2005, "insisterer på, at den tidligere premierminister er uskyldig og har angrebet Veale på grund af, hvad de beskriver som en 'meningsløs' undersøgelse," fortæller FOIA Centre-artiklen.
Veale indrømmede, at han havde undervurderet det pres, han kom til at møde i forbindelse med efterforskningen.
Politichefen udtalte:
"Jeg vidste, at det var en undersøgelse, der ville være underlagt den mest enorme kontrol og kommentarer, men jeg tror, at jeg undervurderede mængden af kontrol og udfordringen, og kompleksiteten og den politiske følsomhed."

Følte han sig forslået af oplevelsen?
"Selvfølgelig føler man sig en smule belejret, fordi vi fra et meget tidligt tidspunkt besluttede, at vi ikke ville engagere os i eller hengive os til offentlige udtalelser om ret og uret ved de ting, der blev sagt i det offentlige domæne.
Og den tilgang vår måske nogle gange frustrerende. Men i sidste ende kan jeg se dig lige i øjnene og sige, at vi har handlet med fuldkommen værdighed, fuldkommen respekt, vi har bevaret en absolut integritet i det, vi har gjort, og hvad vi har sagt, hvordan vi opererede og hvordan vi har efterforsket."

Mike Veale bliver i artiklen spurgt, hvor længe forventer han at blive i sit job – efter at have forstyrret de mest magtfulde mennesker i samfundet med sin undersøgelse.
"'Det er et godt spørgsmål,' sagde han. Men han svarede ikke på det," står der.

Artiklen afsluttes med at fortælle, at kolleger af Veale "beskriver ham som en principfast politibetjent, der har vist en resolut tro på operationel uafhængighed, ikke kun ved hvad han siger, men også gennem det han gør."

Regn af skandaler over politichef
Det gik hastig ned ad bakke for Mike Veales karriere i politiet efter, at han, som ansvalig leder for Operation Conifer, offentliggjorde undersøgelsens rapport. En af de tilbagevendende historier om Veale efter offentliggørelsen handlede om politichefens anstødelige behandling af en telefon, som var stillet til rådighed for ham af politiet.
Her er det avisen Independent, som skriver, at "politichefen, der leder Ted Heath-undersøgelse, 'smadrede ved et uheld arbejdstelefon med golfkølle efter dårligt slag'". Veale "blev undersøgt for potentiel uredelighed og for at give en unøjagtig beretning om hændelsen under en kontroversiel undersøgelse af Sir Edward Heath," skriver avisen. Mike Veale hævdede, ifølge artiklen, at falske påstande om, at han "bevidst ødelagde telefonen for at skjule mediekontakt, blev fremsat for at plette hans omdømme".
Dette var en stor historie i stort set alle engelske aviser på tidspunktet efter offentliggørelsen af den ellers opsigtsvækkende rapport om Ted Heaths angivelige omfattende misbrug af børn.
Her er det statsmediet BBC, der fortæller, at Mike Veale angiveligt løj om den smadrede telefon.
Og her fortæller avisen Guardian, at politichefen "har uredelighedssag at besvare" over forklaring om beskadiget telefon. Det var ifølge denne avis "en vagthund", som havde fundet ud af dette.

Denne Times-artikel fra 2018 har overskriften "Heath-undersøgelsens politichef Mike Veale bagtaler berusede prostituerede" ("Heath inquiry police chief Mike Veale in drunken prostitute ‘slur’").
I teksten lige efter overskriften står der:
"Politichefen, der ledede den kontroversielle Edward Heath-misbrugsundersøgelse, er blevet kritiseret, efter at han sagde, at han var mindre tilbøjelig til at tro på en klage fra en 'beruset prostitueret'."

Den oprindelige udtalelse fra Mike Veale lyder:
"Mit personlige syn på tro. Det er på en glidende skala. Hvis du har en seks-årig pige, der har traumer i sin vagina eller anus, ville du forvente, at jeg tror på hende. Hvis du har en beruset prostitueret, der fremsætter påstande om en dårlig gæld, er du nødt til at bedømme mere. Det afgørende her er balance og proportionalitet."

Veale kom med kommentaren under et møde med politikere, da han forsvarede sin undersøgelse af den afdøde premierminister.
Mike Veale bliver i artiklen angrebet af repræsentanter for sexarbejdere og en hjælpeorganisation for at hans udtalelse antydede, at gerningsmænd kan handle ustraffet "så længe de vælger deres ofre godt". Politicefen blev desuden anklaget for, at hans "frygtelige" kommentarer afspejlede gammeldags politiholdninger. Den ene kritiker tilføjede at sexarbejdere er særligt sårbare over for angreb, men har "langt mindre sandsynlighed for at se retfærdighed ske". At afvise dem som "bare en prostitueret" var bekymrende, fordi de fortjener politiets medfølelse, mente denne kritiker af Mike Veale.
Man kan måske få tanken, at det Mike Veale blot gør, er at beskrive den faktiske virkelighed i politiets arbejde: At et fysisk bevis (traumer i vagina eller anus) betyder høj umiddelbar troværdighed, mens en påstand om personlige interesser (en beruset prostituerets dårlige gæld) typisk betyder, at man er nødt til at undersøge mere.
Det forekommer desuden ironisk, at Mike Veale i Operation Conifer netop fremhævede flere vidneudsagn fra prostituerede, der angiveligt var blevet betalt af Ted Heath for sex – og Mike Veale og efterforskningsholdet, valgte at bedømme disse vidneudsagn som troværdige efter at have foretaget undersøgelser af påstandene.
Men netop den undersøgelsesleder, som tog sådanne påstande alvorligt, blev angrebet af politikere og medier.

I januar 2019 trak Mike Veale sig fra politivæsenet "efter en række skandaler" (om telefonen), og i juli 2023 blev han helt udelukket fra at arbejde i politiet "på grund af grov forseelse". I 2023 kom det frem, at han angiveligt var kommet med "uønskede seksuelle bemærkninger til kolleger" i sin tid som leder af det nordengelske Cleveland Politi i 2018. Veale "deltog ikke i disciplinærhøringen", står der i en af de mange artikler om sagen.
I 2022 blev det – ud fra en anden høring om Mike Veales uredelighed – fortalt, at Veale "havde et hemmeligt forhold" til den "tidligere chef for standarder og etik". Det betød, at Veale stod over for "en særskilt sag om grov uredelighed for angiveligt at have brudt professionelle standarder".
Flere artikler gjorde opmærksom på, at Veale havde ledet "en heksejagt" på Sir Edward Heath, fx denne, denne, og denne. Her er en artikel fra Daily Mail, som viser et portrætbillede af Edward Heath siddende smilende i sin lænestol, med billedteksten "Den toårige undersøgelse fandt ingen beviser mod Edward Heath". Den lange overskrift på artiklen kan oversættes til "Den vanærede eks-politichef, der ledede Ted Heath sexmisbrugs-heksejagt, er udelukket fra at tjene på ubestemt tid efter at have bedt kvindelig betjent om at røre ved sig selv, mens de sad i bilen".
Fra at handle om 40 anklager om overgreb på børn mod den tidligere premierminister, handlede det nu om den perverse og vanærede eks-politichef, som havde anført sin personlige heksejagt mod den uskyldige afdøde toppolitiker. En heksejagt, der "kostede 1,2 millioner pund", var også en flittig anvendt vinkling af Operation Fernbridge, og at den var "kontroversiel" og "baseret på en serieløgners påstande". Dette blev støttet eller inspireret af Ted Heaths gudsøn, Lincoln Seligman, som udtalte, at Mike Veale "fungerede som dommer og jury" og "allerede havde dømt" Sir Heath. Samtidig krævede flere af den afdøde premierministers regeringskammerater en uafhængig domstolskontrol af Operation Conifer.

I denne artikel får Mike Veale lov til at komme til orde, og udtaler:
"Det er vigtigt at understrege, at i den tid, jeg ledede styrken gennem Operation Conifer, en stærkt politiseret og nationalt betydningsfuld og følsom undersøgelse, blev jeg jævnligt advaret af nære fortrolige og medlemmer af offentligheden, at jeg på et tidspunkt ville blive udsat for irriterende og falske påstande for at plette mit omdømme. Det har desværre været tilfældet."

Veale underede sig over, at der i to år ikke var "én operationel detalje i det offentlige domæne" - på trods af at der i de samme to år havde været overskrifter i de fleste aviser, som var "drevet af stemmer og kommentatorer.”
Artiklen i Mail on Sunday, som startede den kritiske lavine mod Mike Veale, hævdede, at Operation Conifer hvilede på flere "fantaster", der fremsatte beskyldninger mod Heath om satanisk rituelt misbrug.
Da Wiltshire Politi offentliggjorde sin 109-siders sammenfattende rapport om Operation Conifer, viede den omkring en halv side til påstande om "rituel misbrug" fra kun seks ud af 40 personer, der fremsatte beskyldninger mod den tidligere premierminister. Ingen af de seks var blandt de syv angivelige ofre, hvis påstande ville have fået politiet til at afhøre Heath under strafansvar. De var heller ikke blandt yderligere to vidner, der "faldt lige under denne tærskel", ifølge rapporten.
Kilden til "den grundlæggende vildledende artikel i Mail on Sunday var Richard Hoskins", skriver FOIA Centre. Det var kriminologen, der blev hyret af politiet som 'ekspert' i Operation Conifer. FOIA Centre skriver desuden, at "medierne fortsætter med at bagvaske overlevende" – og som modsætning hertil giver den nu tidligere politichef Mike Veale udtryk for, at Operation Conifer bidrager "til at opmuntre offentlighedens tillid til politiet".

På det engelske parlaments hjemmeside kan man læse om "Operation Conifer" at "en række personer, herunder medlemmer af parlamentet House of Lords, har kritiseret undersøgelsen og dem der var involveret i at lede den". Medlemmerne af House of Lords "understreger undersøgelsens negative indvirkning på Sir Edwards omdømme," står der i parlamentets tekst om politiundersøgelsen. Disse parlamentsmedlemmer har gentagne gange opfordret "til en uafhængig undersøgelse af Operation Conifer og de uafklarede påstande."
En "uafhængig undersøgelse" må formodes at betyde en undersøgelse udført af et panel af undersøgere, der er udpeget af den britiske regering og/eller parlamentsmedlemmer.
"House of Lords" og "House of Commons" udgør de to dele af det britiske parlamentariske system, på dansk kaldet "Overhuset" og "Underhuset". Egentlig er den direkte oversættelse henholdsvis "Hus for de adelige" og "Hus for de almindelige" - eller "for de ordinære". I modsætning til House of Commons opnås medlemskab af House of Lords generelt ikke ved valg. De fleste medlemmer udpeges på livstid, enten på politisk eller ikke-politisk grundlag. Arveligt medlemskab blev afskaffet i 1999, bortset fra 92 undtagede arvelige medlemmer. I dag er der kun to medlemmer, som arver deres medlemskab. Disse er den såkaldte Earl Marshal (på dansk kaldet "lordmarskal", direkte oversat "Jarl Marskal") og Lord Great Chamberlain, der i praksis fungerer som ejendomsadministrator for hele parlamentets ejendom. Earl Marshal arver ligeledes sin position som kongelig embedsmand og sin ridderlige titel.
De indignerede adelige i House of Lords har deres kongeligt udnævnte ridderlighed tilfælles med den pædofilimistænkte tidligere premierminister Sir Edward Heath. Han blev i april 1972 udnævnt til Knight of the Garter (Ridder af Strømpebåndet) af dronning Elizabeth II. Det er en gammel britisk titel, som hævede Heath til "peerage" (britisk aristokrati). Han var allerede blevet dekoreret med Order of the British Empire i november 1965 for fortjenstfuld tjeneste for nationen. Han blev nu formelt tiltalt som The Right Honourable (Den Sande Ærværdige) Sir Edward Richard George Heath, KG, MBE (Knight, Member of the Order of the British Empire - Ridder, Medlem af Ordenen af Det Britiske Imperium). I parlamentet blev han betegnet som "Father of the House of Parliament" (Faderen til Parlamentets Hus), og som sådan ledede han de interne valg.

En 'labyrintisk verden af foruroligende påstande'
Der blev foretaget rigtig mange politiundersøgelser af de mange anklager om overgreb. Det var parlamentsmedlemmet Tom Watson – partikollega til Simon Danczuk i partiet Labour – som fik disse mange undersøgelser igangsat. Tom Watson bad daværende premierminister David Cameron om at undersøge historiske beskyldninger om pædofile forbindelser til premierministerboligen Downing Street 10. Watson hævdede blandt andet, at efterretninger forbandt børnesexforbrydere med en tidligere ansat assistent i Downing Street 10.
"Scotland Yard forbereder sig på at undersøge påstande om, at et magtfuldt pædofilt netværk kan have haft forbindelser til Downing Street og en tidligere premierminister," fortalte avisen Daily Mail i 2012.
Tre år senere forsøgte en anden avis – The Guardian – at skabe et overblik over de mange undersøgelser, der herefter var blevet igangsat. Det skete i en artikel, som oversat til dansk hedder "Politiets undersøgelser af misbrug af børn: Operation Yewtree til Operation Midland". Artiklens overblik er dog ufuldstændigt, idet der var endnu flere undersøgelser i gang.
"En bred vifte af undersøgelser af misbrug af børn er åbne i Storbritannien med mindst fem politistyrker, der efterforsker beskyldninger mod den afdøde tidligere premierminister, Sir Edward Heath," forklarer The Guardian. Afsløringerne om Heath "understreger det store omfang og spændvidden af forespørgsler om overgreb på børn i hele Storbritannien". Avisen kalder disse "en labyrintisk verden af foruroligende påstande, der spænder over årtier, amtsgrænser og erhverv".

Operation Hydrant – kaldet "supervisoren":
Operation Hydrant var navnet på "et koordinationscenter [...] som førte tilsyn med den enorme række af undersøgelser af påstande om seksuelt misbrug af børn i institutioner eller af offentligt fremtrædende personer." Den var ledet af National Police Chiefs' Council" (NPCC - Den Nationale Politichefs Råd). Selvom Operation Hydrant kun koordinerede operationer og ikke var en efterforskning af børnemisbrug i sig selv, er den alligevel med på listen for overblikket skyld.
Ifølge Guardian offentliggjorde Hydrant-teamet tal, der afslørede, at politiet over hele landet efterforskede mere end 1.400 mænd "på grund af beskyldninger om historisk misbrug af børn". Ud af de mange mistænkte var 261 "højtprofilerede personer".

Operation Fairbank – kaldet "paraplyundersøgelsen":
Operation Fairbank var hovedstadspolitiets "paraplyundersøgelse" af påstande om seksuelt misbrug af børn, som involverede højt profilerede personer – herunder politikere. The Guardian forklarer, at den startede i 2012 som en "omfangs-øvelse" for at "etablere beviser til formel undersøgelse". Derefter affødte den "en række andre undersøgelser, herunder operationerne Fernbridge og Midland". Disse to operationer uddybes herunder.

Operation Fernbridge – Grafton Close og Elm Guest House:
Operation Fernbridge blev også lanceret af London Politi. Det skete i februar 2013 for at undersøge anklager om misbrug i begyndelsen af 1980'erne på Grafton Close børnehjemmet i det vestlige London og på Elm Guest House i det sydvestlige London. Som tidligere nævnt blev to mænd anklaget i forbindelse med Grafton Close. Den ene var den katolske præst Fader Anthony McSweeney, som blev fundet skyldig og fængslet i tre år. Den anden mand – lederen af børnehjemmet John Stingemore – blev fundet død i sit hjem. Efter McSweeneys dom blev Fernbridge lukket, og undersøgelser af Elm Guest House blev overtaget af Operation Athabasca, fortæller The Guardian.

Operation Athabasca – Elm Guest House:
Denne operation overtog arbejdet med de tidligere nævnte påstande om den angivelige pædofilring centreret omkring Elm Guest House i slutningen af 1970'erne og 80'erne. Efter dommen over McSweeney påtog politifolkene i denne nye undersøgelse sig arbejdet med de sprængfarlige påstande. The Guardian fortæller også, at mindst tre parlamentsmedlemmer angiveligt blev afhørt i 1982 efter en politirazzia på gæstehuset. Ejerne af Elm Guest House, Haroon og Carole Kasir, blev efterfølgende dømt for at drive et bordel. Ejendommen blev senere omdannet til lejligheder.

Avisen peger i dette afsnit på den angivelige forbindelse mellem Elm Guest House og det afdøde liberale parlamentsmedlem, Cyril Smith, som "siden sin død i 2010 er blevet anklaget for at være en inkarneret børnemisbruger". Det er "blevet sagt", at Smith "besøgte ejendommen", skriver avisen. Beskyldninger om Smith blev efterforsket af politiet i regionen for den nordlige storby Manchester, fortæller The Guardian desuden. Dette må referere til en anden undersøgelse kaldet Operation Jaguar, som ligeledes omtales i Guardian-artiklen og også herunder.
Men det skal her nævnes, at fem år senere – i 2020 – var sagen mere klar i forhold til Cyril Smith. I denne Telegraph-artikel står der om Smith:
"Da Sir Cyril Smith døde i 2010 i en alder af 82, var hans nekrologer fyldt med kærlige hyldester.
Den tidligere liberale politiker på 29 sten, der blev beskrevet som 'uregerlig', 'larger than life' og en 'blid kæmpe', blev sendt afsted med ord, der var varme og respektfulde.
Men inden for to år klingede disse lovprisninger hult, da Smith blev afsløret som en serie-pædofil.
I mere end fire årtier voldtog og misbrugte han snesevis af drenge i sin Rochdale-magtbase og videre ud, i sikker viden om, at andre politikere, højtstående politifolk og sikkerhedstjenesterne var villige til at vende det blinde øje til."

En "sten" er en engelsk vægt-enhed svarende til 6,35 kg. Cyril Smith vejede altså omkring 184 kg. Vendingen "larger than life" betyder "større end livet" og bruges ofte om berømtheder, som menes at være hævet over "almindelige" menneskers standarder.
"Rochdale-magtbase" referer til den by – Rochdale – som var Cyril Smiths hjemby, hvor han havde en stor vælgerskare og politisk magtbase. Rochdale ligger i det nordlige England i regionen Lancashire, som ligger lige nord for Manchester.
Mere om "det blinde øje" til den vellidte toppolitikers pædofile overgreb i de to næste afsnit i dette kapitel.

Meget tyder på, at Cyril Smith gjorde mere end bare "besøge ejendommen" Elm Guest House. I denne artikel fortælles fx om et offer, som blev misbrugt af Smith i netop denne ejendom. Denne artikel fortæller om et andet offer for misbrug af den enorme toppolitiker. Drengen blev vækket om natten af en medarbejder og ført op i et andet lokale "hvor Smith sad på en seng". "Smith fik drengen til at tage alt sit tøj af, før han voldtog ham," står der i artiklen. Det skete på skolen Knowl View i 1980'erne da drengen var 12 eller 13 år. I artiklen kaldes skolen "grusom". Det er en skole for drenge med indlæringsvanskeligheder, som ligger i byen Rochdale, hvor Cyril Smith blev født og havde sin politiske valgbase. Denne artikel fortæller om, hvordan en lærer på samme skole, der også var pædofil, hjalp Smith med at holde en dreng fast, mens Smith forgreb sig på drengen.

Operation Midland – Dolphin Square:
Det var den tidligere nævnte skandale-operation, som involverede den senere dømte løgner Carl Beech. Operation Midland blev oprettet af London Politi for at undersøge påstande om, at drenge systematisk blev misbrugt af en pædofilring bestående af mænd fra politik, militæret og retshåndhævende myndigheder. Der var fokus på steder i det sydlige England, samt et "overdådigt boligbyggeri, populært blandt politikere" og beliggende i Dolphin Square tæt ved Westminster i det sydvestlige London. Operation Midland undersøgte også påstande om, at tre drenge blev myrdet. Et af de påståede mord relaterede sig til en dreng ved navn Vishal Mehrotra. Han forsvandt i 1981 i en alder af otte. Hans far, den pensionerede advokat Vishambar Mehrotra, hævdede, at han blev kontaktet af en mandlig prostitueret på det tidspunkt, som fortalte, at drengen muligvis var blevet bortført og myrdet af "højt placerede" pædofile i Elm Guest House. Påstande mod Ted Heath blev undersøgt under denne del af undersøgelsen. Faren hævdede, at Scotland Yard hjalp med at dække over forbrydelsen. Mehrotra fortalte, at den prostituerede hævdede, at dommere og politikere var involveret i misbrug af børn. Faren optog den prostitueredes telefonopringning med oplysningerne, men da faren gav optagelsen til politiet, gjorde de intet ved det. Mehrotra påpegede, at den mandlige prostituerede sagde, at han allerede havde informeret politiet om de pædofile aktiviteter i Elm Guest House, men ikke havde modtaget noget svar.
"Jeg optog hele samtalen på 15 minutter og tog den med til politiet. Men i stedet for at undersøge det, fejede de det bare væk som tåbeligt og unødvendigt, og jeg hørte aldrig noget om båndet igen. Det hele blev koldt. På det tidspunkt stolede jeg på politiet. Men da der ikke skete noget, blev jeg forvirret og bekymret. Nu står det klart for mig, at der har været en kæmpe mørklægning. Det er jeg ikke tvivl om."

Mehrotras søn Vishal blev bortført, da han gik hjem efter at have set daværende prins Charles og Lady Diana køre til deres bryllup den 29. juli 1981. Sønnen var gået foran andre familiemedlemmer de sidste par hundrede meter. Han blev sidst set mindre end en kilometer fra Elm Guest House. Mehrotra fortalte, at han få måneder efter sin søns forsvinden modtog det anonyme opkald fra den mandlige prostituerede.
En del af Vishals lig blev fundet i en skov i West Sussex i februar 1982, syv måneder efter at han forsvandt. West Sussex ligger i det sydlige England cirka halvanden times kørsel fra London. Der var ingen spor af drengens ben, bækken eller nedre rygsøjle eller af hans overtøj eller Superman-undertøj.
Fire måneder efter Vishals kropsdele blev fundet, raidede politiet Elm Guest House og afhørte snesevis af mænd, angiveligt heriblandt mindst 30 fremtrædende offentlige personer og forretningsmænd.
Faren Vishambar Mehrotra udtalte:
"Dette gæstehus lå lige ved siden af, hvor Vishal forsvandt. Der var rovdyr der, som tog unge drenge og misbrugte dem. Det forekommer mig, at det hele hænger sammen, så jeg kan ikke forstå, hvorfor politiet igen har undladt at tage kontakt til mig. Jeg tror, at afsløringer af [Jimmy] Savile og andre i de seneste måneder har åbnet en Pandoras æske. Forhåbentlig kommer alt ud snart."

Politiets razzia blev på det tidspunkt rapporteret at være forbundet med en anden drengs forsvinden, fortæller The Guardian i denne artikel fra 2014. Det var Martin Allen på 15 år, "som forsvandt på Guy Fawkes Night 1979, og hvis lig aldrig er blevet fundet," fortæller avisen videre. "Guy Fawkes Night" er den 5. november og betyder "Guy Fawkes nat" – opkaldt efter en af de katolske konspiratorer som på den dato i 1605 forsøgte at myrde den protestantiske kong James og hans parlament ved et mislykket bombeattentant. Martins bror Kevin Allen, udtalte til The Guardian, at politiet burde genåbne efterforskningen af teenagerens forsvinden. Brorens oplevelse af politiets arbejde mindede om de udsagn, der var kommet fra faren til den parterede otteårige dreng Vishal: Kevin Allen havde "altid haft mistanke om en mørklægning," fortæller The Guardian.

Operation Yewtree – Jimmy Savile og andre:
Operation Yewtree var en undersøgelse udført af London Politi, som blev lanceret i oktober 2012 på baggrund af anklager om seksuelt misbrug af primært børn, mod den nu afdøde TV-vært Jimmy Savile og andre. En rapport om Saviles påståede misbrug blev frigivet af London Politi i januar 2013. Ifølge The Guardian fremhævede denne rapport "en lang række fejl fra politiets og anklagemyndighedens side" i forhold til at stille den feterede TV-vært for retten. PR-manden Max Clifford, entertaineren Rolf Harris og disk-jockey Dave Lee Travis var blandt højprofilerede personer "uden forbindelse til Savile", skriver The Guardian, der blev dømt for sexforbrydelser under operationen. Separate undersøgelser af Saviles misbrug blev desuden igangsat af sundhedsvæsenet i Storbritannien, det britiske uddannelsesministerie og statsmediet BBC, hvor Savile var ansat.
At skrive at fx Rolf Harris var "uden forbindelse til Savile" er svært umiddelbart at forstå. Denne artikel fortæller fx om de to mænds venskab og om deres fælles optrædener i TV.
Her er en anden artikel om et TV-klip fra 1976, hvor Jimmy Savile og Rolf Harris har en 10-12-årig pige på scenen sammen. Klippet er tilsyneladende blevet kaldt "den mest foruroligende video på internettet", og det skyldes øjensynligt de to mænds samtale om pigen for rullende kamera. Med bevidstheden om Saviles og Haris' omfattende misbrug af børn demonstrerer samtalen deres tilsyneladende følelse af urørlighed og indforståede hån af både pigen og publikum.
Savile spørger Harris "Tror du, jeg kan overlade hende til dit ansvar?"
Med et grin svarer Harris: "Lad hende trygt være i mine dygtige hænder her. Jeg smøger ærmerne op."
Senere i klippet siger Harris til sin medvært Jimmy Savile: "Hun er ivrig efter at løbe væk."
Derefter joker Savile med, at Harris "har fået hurtigt fat i hende", mens Harris tilføjer: "Du bliver her og nyder det, pige."
Der fortælles også om hvordan Harris blev vist rundt af Savile på det psykiatriske højsikkerhedshospital Broadmoor Hospital, hvor Savile misbrugte snesevis af patienter i sin frivillige rolle som portør. Her "stirrede parret på de psykisk sårbare kvinder", ifølge en tidligere indsat, mens pigerne afklædte sig og forberedte sig på at gå i seng. Entertainer-parret bliver af folk fra hospitalet omtalt som "to alen ud af ét stykke" – altså samme typer (det engelske udtryk er "birds of a feather").
Artiklerne er fra 2023 næsten et årti efter, at man fandt ud af, at de to mænd bege var pædofile overgrebsmænd. Savile var notorisk pædofil voldtægtsmand gennem seks årtier med utalige børneofre bag sig. Harris blev fundet skyldig i 12 anklager om usømmeligt overfald. Han fik en fængselsdom på fem år og ni måneder i 2014. Den 93-årige blev løsladt fra fængslet i maj 2017 efter at have afsonet omkring tre år af sin straf.

Ud over de her nævnte dømte pædofile overgrebsmænd med tilknytning til engelsk underholdnings- og kulturliv kan desuden fx nævnes entertaineren Gary Glitter (med det virkelige navn Paul Francis Gadd). Han havde også stor succes i 70'erne og 80'erne, men hans karriere sluttede, efter at han blev dømt for at downloade børnepornografi i 1999. Han blev desuden dømt for seksuelt misbrug af børn i 2006 og en række seksuelle forbrydelser (heriblandt voldtægtsforsøg) i 2015.
Gary Glitter var også ven med Jimmy Savile og optrådte også i hans TV-shows. Gary Glitter var også tilstede med Savile backstage, hvor også Glitter er blevet anklaget for seksuelle overgreb.

Gary Glitter på TV med Jimmy Savile og indbudte unge fra psykriatisk hospital

Også politikeren og overgrebsmanden Cyril Smith var nær ven af Jimmy Savile. Deres venskab strakte sig over 40 år.

Operation Yewtree førte til flere andre anholdelser – blandt andet af flere andre entertainere og kulturpersoner i britisk kulturliv. Af disse førte dog kun syv til domme.

Operation Jaguar - Sir Cyril Smith:
The Guardian fortsætter sit forsøg på at skabe overblik over politisagerne om VIP-misbrug af børn: Politiet i Manchester overtog den overordnede kommando over efterforskningen af anklager mod afdøde Sir Cyril Smith om seksuelt misbrug. "Han var genstand for beskyldninger og undersøgelser gennem årtier i løbet af sin karriere", skriver The Guardian i sin oversigtsartikel fra 2015. Det var nogle år før man i nyhedsmedier endeligt kom til forståelse af, at Cyril Smith var voldtægtsmand med utallige børneofre på samvittigheden. Avisen forklarer, at Smith blev anklaget "først som et fremtrædende kommunalbestyrelsesmedlem i Rochdale og senere som byens parlamentsmedlem for de Liberale Demokrater." "Han blev aldrig retsforfulgt," konstaterer avisen korrekt. Avisen uddyber desuden:
"Det er blevet hævdet, at han misbrugte teenagere i Cambridge House, et privatdrevet 'hostel for arbejdende drenge' i Rochdale, og voldtog drenge på Knowl View-hjemskolen i byen."

Man kunne tilføje flere andre steder, heriblandt angiveligt gæstehuset, som er omdrejningspunkt for det påståede bestialske barnemord: Elm Guest House.

Andre undersøgelser:
Af andre undersøgelser nævner The Guardian Operation Cayacos, som undersøgte påstande om et børnemisbrugsnetværk knyttet til den dømte pædofile Peter Righton – det stiftende medlem af PIE - Pædofile Informations Exchange, som førte kampagne for at gøre sex mellem voksne og børn lovligt. Operation Pallial var en undersøgelse af misbrug på børnehjem i det nordlige Wales. Denne sag tog udgangspunkt i hundredvis af anklager om seksuelt misbrug i plejesystemmet i det nordlige Wales. Der blev umiddelbart identificeret 37 potentielle mistænkte, og efterforskerne havde fået navne på 120 potentielle lovovertrædere, ifølge denne artikel om politioperationen. Sagen involverede lovovertrædelser mod børn helt ned til seks år, som var fundet sted i perioden mellem 1953 og 1995.

Operation Garford var en efterforskning af påstande om misbrug af skoleelever fra 1970'erne til 90'erne på Kesgrave Hall, en kostskole for urolige drenge. Sytten tidligere ansatte på kostskolen blev undersøgt og tre af disse døde under efterforskningen. En tog angiveligt piller i sit hjem efter at være blevet forhørt af politiet, en anden tidligere dømt pædofil blev fundet død på et jernbanespor. Den tredje, som også var tidligere dømt pædofil, døde på et hospice efter at være blevet arresteret af politiet.
The Guardian fortæller også kort om undersøgelsen Jersey Care Inquiry (kan overættes til "Jersey pleje-efterforskning"). Den undersøgte misbrug af børn i øgruppen Jerseys plejesystem gennem mange år, herunder på det tidligere børnehjem Haut de la Garenne.
Dette børnehjem fik også sin egen undersøgelse med kodenavnet Operation Rectangle. Avisen The Guardian fremlagde i 2017 denne artikel om undersøgelsens resultater. Efterforskningen havde undersøgt påstande om mord, tortur og seksuelt misbrug. Ifølge politiet blev mistankerne om mord dog ikke bekræftet. Men operationen "fik et katalog af overgreb frem i lyset," skrev The Guardian. Det drejede sig om seksuelt, fysisk og psykisk misbrug på Haut de la Garenne og andre Jersey børnehjem. Overgrebene strak sig tilbage til slutningen af Anden Verdenskrig. Otte personer blev retsforfulgt for 145 lovovertrædelser, og syv mænd og kvinder blev dømt.

Cyril Smith beskyttet af sin adelige partileder. Barneoffer banket for at anmelde ham
Tidligere blev det nævnt, at andre politikere, højtstående politifolk og sikkerhedstjenesterne "var villige til at vende det blinde øje til" den vellidte pædofile toppolitiker Cyril Smiths overgreb på børn.
Som med Jimmy Savile blev det sande omfang af Smiths misbrug først erkendt efter hans død.
"Men omfanget af tilsløringen har været genstand for megen undersøgelse siden og har været en væsentlig del af den multi-million pund uafhængige undersøgelse af seksuelt misbrug af børn," skriver The Telegraph. Her referer avisen til den tidligere omtalte undersøgelse IICSA - Independent Inquiry into Child Sexual Abuse.
Avisen fortsætter:
"Mens adskillige enkeltpersoner og organisationer er blevet anklaget for medskyldighed, forventes den tidligere leder for det Liberale Parti Lord Steel at komme ind til visnende kritik, når IICSA i næste uge offentliggør sine længe ventede resultater i Westminster-delen af sin undersøgelse. Hvorvidt kritikken er retfærdig eller forholdsmæssig, vil uden tvivl blive diskuteret heftigt, men det er klart, at Lord Steel ikke er alene om at have undladt at slå alarm om sin tidligere kollegas forbrydelser."

Cyrils Smiths partileder Lord Steel viste sig senere at indrømme, at han i 1979 intet gjorde for at vurdere, om Cyril Smith var en fortsat risiko for børn – trods det at Steel troede på beskyldninger om Smiths misbrug af børn. Steel sagde, at Cyril Smith i en samtale bekræftede, at rapporterne om seksuelt misbrug af børn i medierne var korrekte. Men i stedet for at suspendere og efterforske parlamentsmedlemmet og partikammeraten tillod Steel ham at fortsætte i embedet. Smith trådte tilbage som parlamentsmedlem i 1992 og døde i 2010. "Steels forbløffende udtalelse blev fremsat ved den uafhængige undersøgelse af seksuelt misbrug af børn," skrev The Guardian den 13. marts 2019. Lord Steel, som var 80 år i 2019, havde ellers tidligere nægtet at vide, at Smith misbrugte børn. I et interview med BBC året før sagde han, at beskyldningerne var "lurvede rygter".

Lord Steel forlod året efter sit parti og trak sig fra House of Lords efter at være blevet kritiseret af IICSA for ikke at videregive beskyldningerne om, at Smith begik overgreb på børn. Steels argument for dette var, at det var "fortid" (“past history”).
En mand, der hævdede, at han blev seksuelt misbrugt af Cyril Smith som 11-årig i et børnehjem, udtalte, at David Steels tilbagetrækning fra det offentlige liv intet ændrede ved smerten for Cyril Smiths mange ofre. Manden blev på tidspunktet kun nævnt ved fornavn og alder (Michael, 62 år).
"Hvis Steel havde handlet i 1979, var der andre, der ikke ville have gennemgået det, jeg gik igennem. Steel burde fratages det hele. Han burde ikke være Lord. Jeg husker det børnehjem hver aften. Misbruget bliver hos dig, og du bliver ved med at leve det.”

Michael sagde, at han gerne så David Steel arresteret og retsforfulgt for ikke at rapportere en kriminel handling.
"Hvis politiet kan retsforfølge andre for ikke at anmelde en forbrydelse, hvorfor skulle Steel så slippe af sted med det, bare fordi han har været i House of Lords?"

Michael fortalte, at han blev sendt til Knowl View i Rochdale i 1969, ikke længe efter at skolen var åbnet, for at undslippe en voldelig far. Han lærte hurtigt, at Smith, som var bestyrelsesmedlem i hjemmet, var en regelmæssig gæst, som "fik adgang til drengene og endda havde sin egen, særligt store, forstærkede stol." En aften blev han trængt op i et hjørne af Smith i personalerummet.

"Han fik mig til at græde, han gjorde mig ondt. Han var enorm, og jeg var ikke engang fire fod høj (ca. 1,2 meter red.). Han råbte ad mig og trak mig op på knæet. Og så fik han mig til at lægge hånden på ham og sådan noget. Hvis en lærer ikke var trådt ind, ved jeg ikke, hvad der ville være sket. Smith stoppede og slap mig. Jeg stak af.”

Uger senere fortalte Michael om Cyril Smiths opførsel til en lærer, men i stedet for at Smith blev afsløret, blev Michael tævet for at klage over en magtfuld lokalpolitiker.
"Jeg fortalte det til en lærer, fordi jeg ikke forstod, hvad der skete - jeg forstod ikke sex eller pædofile eller noget af alt det,” sagde Michael. "Jeg fik en god gang prygl for det, og læreren fortalte mig, at jeg prøvede at ødelægge en mands karriere."

Smith var ikke den eneste misbruger på kostskolen. David Higgins, en lærer, der senere blev dømt for seksuelt misbrug af børn, brusebadede og indsæbede drenge, fortalte Michael.
Undersøgelsesrapporten fra IICSA fandt, at politiske institutioner "regelmæssigt sætter deres eget omdømme eller politiske interesser før beskyttelse af børn". Påstande om seksuelle overgreb fra Smith var blevet undersøgt af Lancashires politi i 1969, men der var intet sket.

Lord David Steel sagde, at han ikke bad partiet om at iværksætte en formel undersøgelse af Smith, fordi de påståede hændelser allerede var blevet undersøgt af politiet. Steel argumenterede desuden med, at de påståede overgreb fandt sted, før Smith blev stemt ind som parlamentsmedlem i 1972, og før han meldte sig ind i det Liberale Parti. Senere gik han videre med en anbefaling om, at Smith skulle modtage et ridderskab i 1988, hvilket lykkedes, skriver The Guardian.
Cyril Smith stod efterfølgende over for adskillige anklager om misbrug. Politiet i Manchester og den britiske anklagemyndighed indrømmede efter Cyril Smiths død, at han ville have stået over for flere anklager om børnesex, hvis han stadig var i live.
Michael, som afgav vidneudsagn i undersøgelsen, sagde, at han blev flyttet til andre børnehjem kort efter at have afsløret Smith som pædofil overgrebsmand.

IICSA kritiserede politiske grupper for ikke at handle på klager og anklagede Steel for at fralægge sig sit ansvar. I en erklæring udtalte Steel, at han ville "nyde en stille tilbagetrækning væk fra det offentlige liv", fordi han ønskede at undgå bekymringer for sin familie og uro for sit parti. Steel tilføjede, at han ikke havde "sikret sig en parlamentarisk skalp", og at han frygtede, at han "var blevet mellemmand for Cyril Smith". Desuden udtalte Lord Steel, at han "tror på de højeste standarder for menneskerettigheder, især for unge og sårbare mennesker."
Advokaten Richard Scorer, som repræsenterede otte ofre for Cyril Smith, udtalte:
"Dette er en ekstraordinær ulden og ubehagelig opsigelseserklæring fra Lord Steel. Der er ikke engang en antydning af en undskyldning til Smiths ofre, og i sin tilbagetræden søger Steel at fremstille sig selv som offeret, hvilket er fuldstændig latterligt og skammeligt."

Lord Steels "åbne indrømmelse af, at han nominerede Cyril Smith til ridder, på trods af en tilståelse af pædofilt sexmisbrug i et børnehjem, burde have været nok til at ødelægge ethvert omdømme og afslutte enhver karriere," skriver The Sun i Skotland.
I stedet gennemførte Lord Steels parti en intern undersøgelse, "som undskyldte ham, fordi han var forvirret over de spørgsmål, han blev stillet, og de vidneudsagn, han gav," fortsætter avisen.
"Den skriftlige optegnelse viser, at det har været en høflig løgn.
Lord Steel er ikke ung, men han er ikke svækket. Han vidste præcis, hvad han sagde, og mange år før vidste han præcis, hvad han gjorde."

'Det blinde øje' til den vellidte pædofile toppolitiker Cyril Smith
Simon Danczuk var en af de britiske palamentarikere, som for alvor satte gang i politisagerne om VIP-misbrug af børn i England, og som endte med at få sat yderligere fokus på det tidligere parlamentsmedlem Cyril Smith. Det skete i november 2012, cirka to år efter Cyril Smiths død, og 31 år efter at et andet britisk parlamentsmedlem Geoffrey Dickens – i 1981 – var fremkommet med sine påstande om et netværk af VIP-pædofile i og omkring parlamentet.
Da Simon Danczuk i 2006 første gang ankom til Cyril Smiths by Rochdale, kunne han ikke undgå at blive imponeret af den populære toppolitiker. Danczuk syntes dengang, at Smith var en god og klog politiker. Det fortæller avisen The Telegraph i en artikel fra den 18. april 2014. Cyril Smith "kom ud af det med folk, han kunne tale deres sprog, han var sammenflettet med den offentlighed, han repræsenterede," oplevede Danczuk.
Men i løbet af de næste seks år indså Simon Danczuk, at det offentlige image, som Cyril Smith så omhyggeligt dyrkede som en jovial og charmerende mand blandt folket, var langt fra sandheden.
The Telegraph skriver:
"I stedet blev han konfronteret med uigendrivelige beviser på, at Smith var en rovdyr-pædofil, der havde brugt sin magt og indflydelse til at forgribe sig på hundredvis af drenge, nogle helt ned til otte år, i over fire årtier".

Danczuk havde modtaget edssvorne retserklæringer fra otte drenge, der hævdede, at de var blevet misbrugt af Smith på drengeherberget Cambridge House i Rochdale i 1960'erne. "Udtalelserne er grum læsning," skriver The Telegraph. Smith, som havde hjulpet med at grundlægge herberget, fik "frie tøjler" til at uddele straffe og fornøjede sig med at slå drenge "til deres eget bedste". Cyril Smith foretog også "lægeundersøgelser" på drengene efter at have bedt dem trække deres bukser og underbukser ned.

Simon Danczuk fik at vide af ofre og whistleblowere, hvordan Smith var blevet beskyttet af sit parti såvel som af politiet og sikkerhedstjenesterne. I løbet af sin levetid var Smith tilsyneladende urørlig. Danczuk og medforfatteren Matt Baker skrev om dette i bogen "Smile for the Camera: The Double Life of Cyril Smith" ("Smil til kameraet: Cyril Smiths dobbeltliv"). Heri beskrev de også "det industrielle omfang af Smiths misbrug", og de årtier det stod på, fortæller The Telegraph.

Daværende vicepremierminister Nick Clegg fra Cyril Smiths parti sagde, at beskyldningerne var "virkelig forfærdelige" og hævdede, at han og hans parti intet vidste om beskyldningerne om sexmisbrug. Han afviste at iværksætte en ny undersøgelse.
Danczuk udtalte, at de Liberale Demokrater var "defensive, glatte og skiftende". "De er et parti i benægtelse," sagde han. "De er et lille politisk parti, jeg finder det utroligt, at de hævder, at de ikke hørte rygterne om Smith."
Danczuks bog rejser lige så mange spørgsmål om Smith, som den besvarer, skriver The Telegraph.
"Hvordan slap Cyril Smith afsted med det? Hvem i etablissementet beskyttede ham? Og var der et netværk af pædofile, der opererede i Westminster?"

Avisen Morning Star peger ligesom andre på, at Cyril Smiths pædofili var velkendt blandt højtstående politikere fra hans parti og andre medlemmer af parlamentet såvel som flere af de øverste offentlige personer i hans hjemby Rochdale. I 1975 blev Cyril Smith udnævnt til såkaldt "chief whip" i sit parti. Det betyder "chef-pisk" eller "chef-indpisker" og er en særlig form for rolle i de britiske politiske partier, hvor vedkommende har ansvaret for, at partimedlemmerne stemmer, som partiet ønsker det. Da Cyril Smith blev udnævnt til "chief whip", fik han adgang til og indflydelse på partiet og andre parlamentsmedlemmer, "der havde hemmeligheder at skjule," skriver Morning Star. Da partilederen Lord Steel blev afhørt i forbindelse med efterforskningen af Smith, indrømmede han, at han kendte til pædofili-spørgsmålet, men valgte ikke at rapportere noget til politiet, skriver Morning Star ligesom flere andre medier. Han blev ikke spurgt, om Smith truede med at afsløre andre af partiets parlamentsmedlemmer eller rådmænd til gengæld for partilederens tavshed, anfører avisen. Den kritiske socialistiske avis peger også på, at politiet indrømmede, at "de havde undgået tre separate chancer" for at retsforfølge Smith for voldtægt af mindreårige, "hvilket antydede, at embedsmænd og MI5 tog kontrol over sagen og ikke gjorde noget".

Den 13. november 2012 holdt Simon Danczuk som parlamentsmedlem for partiet Labour en tale for et næsten tomt House of Commons, hvor han fortalte, at Cyril Smith misbrugte børn.
Hans tale var kort. "Unge drenge blev ydmyget, rædselsslagne og reduceret til sitrende vrag af en 29-stens bølle, der trængte sig ind på dem," sagde han. "Jeg opfordrer ministeren til at gøre alt, hvad der står i hans magt for at bringe politiets sager fra tidligere undersøgelser om Cyril Smith frem i lyset."
I House of Commons blev Danczuks udtalelse mødt med næsten fuldstændig tavshed. Få parlamentsmedlemmer kommenterede det, og det fik meget lidt pressedækning, fortæller The Telegraph.

I Rochdale "var påvirkningen dog seismisk." I løbet af de næste par dage modtog Danczuk og Baker adskillige opkald fra Smiths ofre, som blev overvældet over at se, at Cyril Smith endelig blev navngivet som overgrebsmand. Et offer fra herberget Cambridge House fortalte, at han var blevet misbrugt af Smith som dreng.
The Telegraph skriver, at han endte i Cambridge House, efter hans mor var død. En dag var han syg og blev "undersøgt" af Smith og blev misbrugt. "Han har levet med det hele sit liv og har stadig ikke fortalt det til sin kone," fortæller The Telegraph.

Cyril Smiths modus operandi blev mere og mere klart. "Han brugte sin respektabilitet til at få adgang til sårbare drenge, som var lette mål," sagde Danczuk. "Han påtog sig en faderrolle og valgte ofre, der i det væsentlige var stemmeløse med lavt selvværd."

Simon Danczuks kontor begyndte også at modtage opkald fra tidligere politibetjente, som havde brugt år på at efterforske Smith.
En betjent afslørede, at politiet havde udarbejdet en omfattende sag på Smith, som var blevet sendt til anklagemyndigheden i 1979, men som var forsvundet. En anden tidligere betjent sagde, at han, af den nationale sikkerhedstjeneste Special Branch, var blevet advaret mod at afhøre en teenager, der var blevet misbrugt af Cyril Smith.
Stillet over for voksende beviser om Smiths aktiviteter valgte Danczuk at opfordre premierminister David Cameron til at offentliggøre politiets filer om Smith og iværksætte en efterforskning. Danczuks afsløringer blev forsidenyheder, og inden for få dage indrømmede både politiet i Manchester og direktøren for den offentlige anklager, at Cyril Smith skulle have været retsforfulgt.
Efterforskningen af Smith blev udvidet, efterhånden som det kom frem, at politiet havde modtaget 144 klager fra ofre fra hele landet. Nogle af de mest alvorlige var sket i 1990'erne på Knowl View-skolen for drenge med indlæringsvanskeligheder. Her fandt de lokale myndigheder ud af, at børn blev udsat for risiko for smitte med AIDS gennem kontakt med kendte seksualforbrydere. Cyril Smith var bestyrelsesformand for skolebestyrelsen, og tidligere elever fortalte, hvordan de var blevet misbrugt af det tidligere parlamentsmedlem efter at være blevet kaldt ud af deres senge om natten. En whistleblower beskrev skolen, som en "sød butik for pædofile". På tidspunktet for Telegraphs artikel efterforskede politiet i Manchester 11 nye mistænkte i relation til misbrug af børn på skolen. "Danczuk mener dog, at konsekvenserne af skandalen rækker langt ud over Rochdale," skriver avisen.

Afsløringerne af Cyril Smiths lange historie med sexmisbrug var særligt problematiske for den pædofile politikers parti de Liberale Demokrater. På Smiths 80-års fødselsdag i 2008 hyldede partiformand Nick Clegg ham som et "fyrtårn" og en "inspiration". Som svar på Simon Danczuks bog, sagde Nick Clegg, at beskyldningerne fandt sted "langt før det parti, jeg nu leder, overhovedet eksisterede – faktisk fandt det sted før jeg overhovedet eksisterede". Han sagde, at efter Danczuks tale i 2012 i House of Commons, var parlamentsmedlemmer og kolleger i partiet blevet spurgt, om de var klar over beskyldningerne. "De sagde, at de intet vidste, på trods af beviser for det modsatte," skriver The Telegraph.
Avisen fortæller, at et lokalt magasin kaldet Rochdale Alternative Press i 1979 offentliggjorde detaljer om Smiths misbrug i Cambridge House. En talsmand for Lord Steel, som dengang var leder af et andet liberalt parti – kaldet the Liberal Party – udtalte:
"Alt, hvad han ser ud til at have gjort, er at have givet smæk til et par bare numser."

Simon Danczuk efterlyste en offentlig undersøgelse af Smith, da han ikke mente, at man kunne stole på afdøde Cyril Smiths parti i spørgsmålet. "I 90'erne kom folk i fængsel på grund af partiskandaler, men der sker ikke noget her," udtalte han.
"Labour-parlamentsmedlemmet er dog overbevist om, at denne skandale går dybere," anfører Telegraph. Et af de ofre, han kontaktede, blev misbrugt af Smith på Elm Guest House i det sydvestlige London i 1980'erne. Avisen rekapituerer situationen: "Politiet efterforsker påstande om, at huset var i centrum af en 'VIP' pædofilring, der frekventeres af politikere, højtstående politimænd og berømtheder."
Offeret fortalte Danczuk, at han var overrasket over, at han fokuserede sin opmærksomhed på Smith, da der var en "meget større fisk", som kom i gæstehuset. Ifølge dette offer, var det "en politiker, der stadig sidder i parlamentet". Danczuk mente, at det var "uundgåeligt", at skandalen blev offentlig. Han fik fra det omtalte offer "tydeligvis indtryk af", at det var ret "ligegyldigt med Smith" i forhold til denne anden "meget større fisk".
"Der er nogen højere oppe i fødekæden, der er meget vigtigere," udtalte Danczuk.

Pædofili i parlamentet og blandt politikere – og mere mørklægning
Der er adskillige andre eksempler på sager om pædofili i det britiske parlament og blandt britiske politikere. Lord Greville Janner, som var advokat, forfatter og parlamentsmedlem for partiet Labour, er et prominent et af slagsen. Overgrebsanklagerne mod ham begyndte tilbage i 1991, men han begyndte angiveligt at misbruge børn allerede i 1955. Det førte ikke til nogen officiel reaktion, ud over at Janner blev afhørt én gang, fra de første anklager og frem til 2015. I 2015 kom det frem, at han skulle have været retsforfulgt tidligere. Det var statsanklageren, som havde undladt at retsforfølge, trods det at der var "en stærk sag", der involverede "meget alvorlige beskyldninger om seksuelt misbrug af unge drenge begået af Janner". Janner havde angiveligt misbrugt børn gennem 33 år, konstaterede BBC. Derefter blev der gennemført en undersøgelse af Janners overgreb, som viste, at "Janner slap for retsforfølgelse på grund af statsanklagerens og politiets svigt." Retten afgjorde dog, at Janner skulle anses for at være for syg til en straffesag på grund af sit mentale helbred, og hele sagen standsede, da den mistænkte hovedperson døde i december 2015.
Denne Daily Mail-artikel fortæller, at der blev svindelt med beviser, og at vidner blev truet, for at Janner kunne får lov til at misbruge unge drenge. Dette blev ifølge artiklen – som refererer til en frigiven myndighedssagsmappe – udført af "en af Storbritanniens højest rangerende politichefer", "en nær ven og frimurerkammerat". Det var politichefen i Leicestershire, ved navn Michael Hirst.
Daily Mail fortæller, at avisen har oplysningerne fra en samling juridiske dokumenter, der beskriver overgrebene og mørklægningen omkring Lord Janner i 1980'erne og 1990'erne.
Desuden fremlægger avisen disse oplysninger:
Lokale politidetektiver forfalskede bevismateriale for at beskytte den højtstående politiker.
Så sendte politikeren "tunge patruljer" ud for at banke på hos vidner for at intimidere dem til tavshed.
Derefter instruerede "allierede i rådhuset" personalet i at makulere dokumenter, der kunne resultere i, at Lord Janners overgreb og øvrige aktiviteter blev offentligt kendt.
Til sidst lancerede politichefen "en organiseret kampagne for at ødelægge omdømmet for en modig whistleblower", der forsøgte at afsløre hele affæren.
Daily Mail skriver, at resultatet var, at misbruget fortsatte "ukontrolleret i industriel skala".
"Dusinvis, hvis ikke snesevis, flere sårbare børn bliver misbrugt. Mange bærer stadig arrene den dag i dag."

Avisen konstaterer også, at korruption "går to veje" og fortæller, at toppolitikeren Lord Janner hjalp den anden vej med at kanalisere offentlige penge til netop den politistyrke, hvis chefer havde hjulpet ham med "at holde sig ude af fængsel."

Lord Janner fik også hjælp af den offentlige anklager til at undgå at blive kaldt i retten. Daily Mail fortæller, at det vakte forargelse da den offentlige anklager fastslog, "at Labour-kammeratens demens betød, at han ikke ville blive retsforfulgt" – også fordi Janner mindre end en uge tidligere var øverst på listen over virksomhedsdirektører for det firma, han drev ved siden af sin politiske karriere. Den 86-årige Janner trådte tilbage som direktør for virksomheden seks dage før det blev meddelt, at han ikke ville blive anklaget for 22 seksuelle overtrædelser af børn.
Altså endnu en parlamentspolitiker anklaget af angivelige ofre for pædofile overgreb gennem årtier, med samme mønster om tilsyneladende myndighedsmørklægning.

Et andet bemærkelsesværdigt eksempel er sagerne omkring tidligere Labour-politiker George Thomas, som desuden var formand for House of Commons. I juli 2014 – sytten år efter hans død – efterforskede politiet en anklage mod ham om børnevoldtægt. Det påståede offer sagde, at han i slutningen af 1960'erne og begyndelsen af 1970'erne blev misbrugt i hjemmet af George Thomas, der var blevet venner med hans plejeforældre. Andre beskyldninger mod George Thomas omfattede, at han seksuelt forgreb sig på en teenage-dreng ombord på et tog i 1960'erne. Der var også påstande om anden tog-episode i 1959, hvor han skulle have begået seksuelt overgreb på en 22 årig mand.
I denne artikel fremlægger avisen Daily Mail spekulationer, om de to parlamentsmedlemmer George Thomas og Lord Greville Janner var en del af det samme VIP-sexmisbrugsnetværk.
Da George Thomas trak sig tilbage fra parlamentet, blev han af dronning Elizabeth II ophøjet til Viscount Tonypandy. Viscount er en engelsk adelsrang under Earl (Jarl) og over Baron. Tonypandy er en mindre by i Wales, som George Thomas var født nær ved, og i denne by var hans bedstefar med til at grundlægge en engelsk metodistkirke. Gennem hele sin karriere var George Thomas kendt som en dybt religiøs mand, og han var ligesom sin bedstefar et fremtrædende medlem af Metodistkirken. Toppolitikeren var også lokal prædikant og var desuden næstformand for Metodistkonferencen, og han talte ofte imod moralsk forfald i samfundet i kraftfulde vendinger.
Vi har allerede set flere eksempler på pædofile overgrebsmænd med forbindelser til (katolske) kirkelige ledere – og desuden flere (katolske) kirkelige ledere som har vist sig selv at være pædofile overgrebsmænd. Senere i denne bog undersøger jeg sammenhænge mellem religion, okkultisme og pædofile overgreb.
Vi har i dette kapitel også set flere eksempler på pædofile overgrebsmænd, der er blevet gjort adelige af den britiske dronning Elizabeth II. Jeg vil snart fremlægge eksempler på pædofile overgrebsmænd med direkte forbindelser til det britiske kongehus, og desuden se nærmere på pædofile misbrugsanklager rettet mod medlemmer af dette kongehus.

Også parlamentsmedlemmet Sir Peter Morrison er i flere sammenhænge blevet anklaget for pædofili og overgreb på børn. Han var desuden sekretær for premierminister Margaret Thatcher – og han blev også gjort adelig ligesom de øvrige anklagede overgrebsmænd i dette kapitel om Storbritannien. Morrison blev slået til ridder af dronning Elizabeth II i februar 1991.
Her er en artikel, som bl.a. handler om, hvordan premierministeren Margaret Thatcher var opmærksom på rygter om Morrison "men gjorde ingenting". Det var undersøgelsen IICSA som fremkom med disse resultater. Men ikke kun Morrison fik ifølge undersøgelsen lov til at fortsætte med sine overgreb – det drejede sig om generelt "sexmisbrug af børn i Westminster": Ledende politifolk og politikere kendte til den "udbredte pædofili", men "vendte det blinde øje til det", viste undersøgelsen. Det fortalte avisen The Independent i 2020 med baggrund i undersøgelsesresultaterne.
En anden undersøgelse om VIP-misbrug af børn i Wales kom i 1997 frem til en lignende konklusion. Navnet på denne undersøgelse var North Wales Child Abuse Tribunal of Inquiry (misbrugsundersøgelse i det nordlige Wales). Men i forbindelse med denne undersøgelse blev identiteten af to højtstående konservative politikere tilbageholdt fra offentliggørelse. Det skete på baggrund af en ordre fra den pensionerede højesteretsdommer Sir Ronald Waterhouse, som havde ansvaret for undersøgelsen. Der var i undersøgelsen fremkommet flere påstande om, at de to politikere havde deltaget i misbrug af børn. Den tidligere højesteretsdommer betegnede disse påstande som "fantasi" og nedlagde forbud mod at frigive navnene. Også denne undersøgelse handlede om udbredt VIP-misbrug af børn og indeholdt påstande om en pædofilring, der omfattede politifolk, socialarbejdere og "andre fremtrædende offentlige personer".

I en anden britisk undersøgelse af pædofili og misbrug af børn fra slutningen af 90'erne, blev det også konstateret at flere politikere kunne være indblandet.
"Ministre, parlamentsmedlemmer og dommere menes blandt andre at være under undersøgelse af Operation Ore," fortæller Guardian i denne artikel. Politioperationen Operation Ore startede i 1999 og søgte at retsforfølge tusindvis af brugere af en børnepornografisk hjemmeside, kaldet "Landslide". Operationen førte til, at mere end 7.000 mistænkte blev identificeret, og knap 1.500 af disse blev dømt i efterfølgende retssager.
At der angiveligt var flere ministre, parlamentsmedlemmer og dommere under anklage, har fået flere til at spørge, hvem dette mon var – og hvad der siden skete med disse anklager. Her er det en almindelig britisk borger, som har lagt sit brev til Udenrigsministeriet med spørgsmål om sagen, ud til offentlig læsning. Han spørger blandt andet om hvor mange medlemmer af Tony Blairs regeringsadministration, der var under efterforskning i forbindelse med Operation Ore. Tony Blair var premierminister fra 1997 til 2007. Brevet med forespørgslen er fra 2014.
I det uplodede svar fra Udenrigsministeriet skriver de, at de ikke har nogle oplysninger i forhold til de spørgsmål, der bliver stillet.
Men denne artikel fra 2014 fortæller, om en mørklægning af en efterforskning, der havde en minister i Tony Blairs regering som mistænkt for seksuelt misbrug af børn. "Minister i Tony Blairs regering udpeget som mistænkt i efterforskning af seksuelt misbrug af børn på hjem, drevet af dømt pædofil," fortæller artiklen. To tidligere socialrådgivere beskyldte myndighederne for at dække over det og hævdede, at parlamentsmedlemmet aflagde natlige besøg på et børnehjem drevet af den dømte pædofile overgrebsmand. Kort efter at en tidligere leder hos de sociale myndigheder fortalte politiet om politikerens påståede aftenbesøg på hjemmet, blev efterforskningen standset, og politimanden, der ledede efterforskningen, blev forflyttet.
Det ovennævnte er ikke den eneste forbindelse mellem foruroligende historier om pædofile overgreb og den tidligere premierminister Tony Blair. I del 1 fremlagde jeg, at Tony Blair angiveligt var at finde i den pædofile masseovergrebsmand Jeffrey Epsteins såkaldte "sorte bog", der blev beskrevet som "Den hellige gral" til at optrevle Epsteins vidtstrakte børnesex-netværk. I bogen fandtes tilsyneladende forskellige VIP-personer fra Epsteins sociale netværk.
Denne artikel handler om, at Tony Blair mødtes med Jeffrey Epstein i 2002, da Blair var Storbritanniens premierminister. Mødet blev foreslået af Bill Clinton, som var nær ven med den senere dømte misbruger af mindreårige piger. Begrundelsen for mødet var bl.a., at Epstein var en person, der havde "fingeren på pulsen i mange verdensomspændende markeder og valutaer".
"Han er ung og livlig. Han er ufarlig (hvad det så end betyder), og Clinton rejser meget med ham nu," stod der desuden blandt andet i en intern mail om mødearrangementet. Ordet for "ufarlig" er det engelske "safe", som også kan oversættes til "sikker", "tryg" og "i sikkerhed". I kommunikationen omkring mødet bliver Epstein kaldt Clintons "rejseven". Se del 1 kapitel 1 for flere oplysninger om de mange VIP-forbindelser til Jeffrey Epstein.

Den socialistiske engelske avis Morning Star offentliggjorde i 2019 en artikel om flere af de allerede omtalte britiske pædofile VIP-personer og politikere. Artiklen er betydeligt mere kontant overfor disse kendte mennesker end de fleste af de andre medier, jeg tidligere har brugt som kilder i denne del af bogen. Titlen på Morning Star-artiklen er "Paedophile politicians – the ones that got away" ("Pædofile politikere – dem der slap væk"). "Sympati-støtte til sænkning af den seksuelle lavalder, børneporno, pædasti og endda en etableret pædofilring i Westminster er blevet dækket over i magtens korridorer," står der i artiklens indledning. Avisen gennemgår nogle af de oplysninger jeg har fremlagt – fx om Indenrigsministeriets økonomiske støtte til Paedophile Information Exchange og skandalerne omkring TV-værten Jimmy Savile og parlamentarikeren Cyril Smith.
Men Morning Star opremser også flere andre mindre kendte eksempler på pædofili i det engelske palament samt mørklægning heraf:
I juni 2014 blev en højtstående assistent i premierministerboligen i Downing Street, Patrick Rock, sigtet for anklager om at have downloadet billeder af seksuelle overgreb på børn. Hans opgave var at rådgive premierministeren David Cameron om internetsikkerhed for filtrering af onlinepornografi.
Morning Star peger – ligesom jeg har gjort – på premierminister Margaret Thatchers nære medarbejder Peter Morrison, som blev anklaget for flere pædofile overgreb. Avisen skriver, at flere konservative politikere har fremsat "fordømmende udtalelser" om, hvor velkendt i politiker-kredse det var, at Peter Morrison var en farlig pædofil, og alligevel var hans karriere upåvirket. Han blev næstformand for det konservative parti og var premierminister Thatchers sekretær i 1990 og desuden hendes kampagneleder samme år, selvom dette var en kendt sag gennem mange år, påpeger avisen.
Morning Star omtaler også, at Lord Greville Janner under en retssag i 1991 blev anklaget for overgreb på et barn. I retssagen blev Frank Beck, der drev børnehjem i Leicestershire, fundet skyldig i at have misbrugt mere end 100 børn i 1970'erne og 1980'erne. Det var en 30-årig mand og barneoffer i sagen, der under retssagen hævdede, at han dengang var blevet misbrugt af Lord Greville Janner. Janner var stadig Labour-parlamentsmedlem på det tidspunkt. Toppolitikeren blev ikke retsforfulgt, konstaterer Morning Star.
En af Tony Blairs tidligere seniormedhjælpere Phillip Lyon, som tidligere arrangerede premierministerens ugentlige spørgetid, blev anholdt efter en politirazzia mod det kontor, hvor han arbejdede i House of Commons. Lyon blev fundet skyldig i at have downloadet børnepornografi og fængslet i et år.
Stephen Carnell, som var agent for Labour-parlamentsmedlem Chris Bryant under valgkampen i 2010, blev fanget med mere end 12.000 anstødelige billeder og 450 film. Han blev fængslet i tre år for at have indsamlet og distribueret, hvad dommeren beskrev som "rystende" billeder af seksuelt misbrug af børn.
Daværende premierminister David Cameron indfriede ikke sit løfte om at beordre en fuldskala undersøgelse af påstande om udbredt pædofil aktivitet i parlamentet efter en anmodning fra Labour-parlamentsmedlem Tom Watson fremsat i 2012.
I udskrifterne fra de parlamentariske debatter er det registreret, at politiets sag vedrørende PIE-medlemmet Peter Righton, som blev dømt i 1992 for at importere børnepornografi fra Holland, skulle undersøges igen. Tom Watson hævdede, at den bevismappe, der blev brugt til at dømme Peter Righton – hvis den stadig eksisterede – "indeholdt klare efterretninger om en udbredt pædofilring knyttet til magtens korridorer". Den centrale påstand var, at en stor mængde materiale, der blev beslaglagt i politiets razzia på Rightons hjem forud for hans domfældelse, ikke var blevet fuldt ud efterforsket.
Af efterfølgende vidneudsagn fra pensionerede politibetjente ved undersøgelsen fremgik det, at politiet blev stoppet i deres efterforskning af Special Branch og MI5. De pensionerede betjente fortalte desuden, at en mappe med detaljer om pædofile parlamentsmedlemmer, som blev afleveret til indenrigsministeriet, er "forsvundet".

Der findes flere andre pædofilisager, der involverer britiske politikere og folk tilknyttet partier i Storbritanniens parlament. Her blot nogle eksempler:
Rådmand for partiet Labour og tidligere skolebestyrelsesmedlem, Alec Dyer-Atkins blev dømt og fængslet i to år i 2003 for at downloade mere end 42.000 billeder og film, der i retten blev beskrevet som "Rædselsvækkende billeder af børnemishandling". Dyer-Atkins var medlem af en international pædofilring kaldet "The Shadows Brotherhood", som blev afsløret af Storbritanniens nationale high-tech kriminalitetsenhed (NHTCU – National Hi-Tech Crime Unit). "Denne mand havde nogle af de værste billeder på sine computere, som betjente fra denne enhed nogensinde har set," udtalte NHTCU's vicedirektør i en kommentar til dommen.
Det konservative parlamentsmedlem Imran Ahmad Khan blev fundet skyldig i seksuelle overgreb på en 15-årig dreng efter at have fyldt ham med gin til en fest i 2008. Khan begik overgreb på drengen i januar 2008, 11 år før han blev parlamentsmedlem. Han trak sig som parlamentsmedlem to uger efter, at han blev fundet skyldig.
Borgmester og kandidat til parlamentet ad flere omgange for det Konservative parti, Michael Powell, blev dømt og fængslet i 3 år for at downloade hardcore børneporno, der blev kaldt "sygelige billeder" af dommeren.
Rådmand for det Konservative parti, Christopher Pilkington, havde downloadet børneporno på sin pc. Han blev anbragt i seksualforbryderregistret og tvunget til at træde tilbage. Han nægtede, at han havde gjort det selv.
Rådmand for det Konservative parti, Peter Stidworthy, blev fængslet i 21 måneder efter at have indrømmet flere kriminelle seksuelle lovovertrædelser i forhold til børn. Stidworthy indrømmede usømmeligt overfald på en 15-årig dreng, 21 anklager for at lave usømmelige billeder af børn og en sigtelse for at være i besiddelse af et usømmeligt billede. Men han havde angiveligt downloadet 4.065 billeder af drenge og besøgt internetpornografiske sider 20.000 gange.
En tidligere medhjælper for Labour-premierminister Tony Blair blev fængslet i 15 år for en "rystende" række seksualforbrydelser mod teenagedrenge. Martyn Locklin blev i retten fundet skyldig i otte anklager, herunder voldtægt. Locklin havde bl.a. været rundviser for den tidligere premierminister ved flere lejligheder.
Labour-rådmand, David Spooner, blev dømt og fængslet i 1 år for at onanere foran to drenge på under ti år.
Labour-leder i Hull City byråd, Colin Inglis, mistede sin politiske stilling, efter at det blev afsløret, at han havde onaneret på en 13-årig drengs seng og taget et nøgenbrusebad med drengen, mens han vaskede ham.
En tidligere Labour-borgmester, Nicholas Green, blev fængslet i 10 år efter at have erklæret sig skyldig i tre tilfælde af voldtægt og 13 tilfælde af usømmelige overfald. De usømmelige overfald blev begået mod tre unge piger i alderen fra 6 til 10 år. Ved en lejlighed tiltvang Green sig sex med en ung kvinde på hendes bryllupsdag.
Labour-borgmester, John Winstanley, blev dømt og fængslet for voldtægt af prostitueret kvinde og trusler om mord. Efter at have voldtaget og truet med at dræbe sit skrækslagne offer, beordrede Winstanley angiveligt derefter kvinden til at gå på alle fire, før han tissede på hende.
Fremtrædende Labour parti-aktivist Mark Tann fik dom på 15 år for at have voldtaget en 4-årig pige ved to separate situationer samt flere andre anklager. Mark Tann havde angiveligt mødt premierminister-parret Tony og Cherie Blair til fester, og brugt dette som påskud for at vinde tillid hos moren til det voldtagne barn.
I 1996 fremkom beskyldninger om mørklægning af overgreb udført af en kendt aktivist for partiet Labour. Det var en mand ved navn Mark Trotter, som havde begået flere overgreb på børn på det børnehjem, hvor han var ansat. Trotter døde af AIDS, før han kunne blive dømt, og folk, der kendte til hans misbrug af børn, turde ikke stå frem på grund af Trotters høje status blandt lokale politikere. Byrådet blev kritiseret for sin håndtering af beskyldninger om overgreb, men dette blev tilskrevet indkompetence og fejl – og en undersøgelse frikendte byrådet for korruptionsanklager.
Labour-kandidat, Stewart Brown, blev anholdt for at besidde og distribuere usømmelige billeder af børn. Brown blev suspenderet fra Labour-partiet.
Tidligere rådmand i Manchester, George Harding, blev fængslet i seks måneder, efter at han indrømmede seksuelt misbrug af to 10-årige piger.
Tidligere borgmester og rådmand Liam Temple – som ellers havde ført kampagne mod overgreb på børn – blev fundet skyldig i en seksualforbrydelse mod en ung pige. Den 58-årige rådmand ventede, indtil han havde den 12-årige alene, før han tilbød hende penge for at befamle hende.
Rådmand for Labour, Leslie Sheppard, begik overgreb på bl.a. to 13-årige piger og en 9-årig. Sheppard lokkede teenagerne ind i sin Porsche og kørte dem til fjerntliggende steder, hvor han begik seksuelle ovegreb på dem. Han blev idømt to års fængsel.

Denne side fortsætter med adskillige flere lignende sager, og hele denne hjemmeside er allokeret til at vise pædofile overgrebssager alene udført af politikere og ansatte tilknyttet partiet Labour. Eksemplerne forekommer uden ende.

Ted Heath, børnene på lystyachten – og den manglende dreng...
På tærsklen til offentliggørelsen af resultaterne af “Operation Conifer", fortalte en kvinde om et barn, der tilsyneladende var forsvundet fra tidligere premierminister Ted Heaths sejlbåd. Det skete angiveligt, mens Ted Heath besøgte øen Jersey. Kvinden fortalte desuden, at Jerseys politi modtog hendes erklæring to gange, men Wiltshire Politi, som stod for Operation Conifer, kontaktede hende aldrig. Det kan man læse i en artikel i avisen The London Economic. Den er fra 2017 og har titlen "Was Tory PM Ted Heath a serial paedophile – and what happened to the boys on his boat?" ("Var parlamentsmedlem Ted Heath en serie-pædofil – og hvad skete der med drengene på hans båd?").
Nogle af beskyldningerne mod Ted Heath om misbrug af børn vedrører "hans ualmindeligt hyppige besøg på øen Jersey" i hans sejlbåd, fortæller The London Economic.
En lokal politiker fra dengang fortalte, at Ted Heath besøgte øen så ofte, at der skulle være en beredskabsplan i tilfælde af, at premierministeren døde der. Han gjorde ofte holdt med sin båd ude i en bugt væk fra havnen, "hvor der ikke ville være nogen optegnelser om hans besøg."
"Der var altid rygter på øen om Heath, børn og Jimmy Savile," står der i artiklen i The London Economic, som også fortæller, at dette blev bekræftet af "en meget højtstående lokal politimand og lokale politikere, såvel som andre på øen."

Linda Corby, der dengang boede på Jersey, fortalte til avisen, at hun og en lokalpolitiker, der nu er død, afgav to erklæringer til det lokale politi i 1970'erne om at have set 11 drenge fra et børnehjem gå ombord på Ted Heaths yacht, men kun at se 10 børn gå i land.
Linda Corby fortalte også, at hun – årtier senere og imens Operation Conifer var i gang – gav endnu en erklæring til politiet i Jersey. Men der var ingen, som nogensinde vendte tilbage på nogle af hendes henvendelser. Hun fik desuden at vide, at hendes oprindelige erklæring slet ikke fandtes hos politiet. Den var simpelthen forsvundet, selvom politiet i Jersey havde hævdet, at de havde givet hendes erklæring videre til Wiltshire Politi, som var ansvarlig for efterforskningen. Linda Corby fortalte, at drengene var fra det berygtede Haut De La Garenne børnehjem – som var i centrum af Jerseys egen undersøgelse af misbrug af børn.
Denne undersøgelse blev kaldt "Operation Rectangle" og var en femårig politiefterforskning af børnehjem og ungdomsorganisationer på Jersey. Efterforskningen identificerede 192 potentielle ofre og 151 navngivne mistænkte, fortæller The London Economic. Men "kun otte blev nogensinde sigtet og kun syv dømt". Det skete "midt i beskyldninger om mørklægning" fra både overlevende fra misbruget og "dem, der var ansvarlige for den oprindelige politiefterforskning," fortæller avisen videre. Efterforskningsteamet og ledelsen i Operation Rectangle blev udskiftet undervejs i efterforskningen, hvilket – ifølge de oprindelige ledere af operationen – var et led i en mørklægning af sagen. De to oprindelige ledere af undersøgelsen var politichefen Graham Power og vicepolitichefen Lenny Harper. Politichefen blev i november 2008 suspenderet af regeringen på Jersey. Denne handling blev i forbindelse med en efterfølgende undersøgelse af politichefens suspendering bedømt til at have været "urimelig" ("unfair"). Begge de to ledende politimænd gik på pension, efter at operationen blev overgivet til en anden ledelse.
Den tidligere vicepolitichef Lenny Harper vidnede i sagen "udførligt om alle de forhindringer, han havde stået over for i forsøget på at kaste lys over det systemiske misbrug og den korruption, der var forbundet med det," fortæller The London Economic i endnu en artikel om sagen. Lenny Harpers efterforskning "blev obstrueret af myndighederne, blokeret af en hemmelighedsfuld kultur, og han blev personligt intimideret".
Men gennem undersøgelsen i forbindelse med Operation Rectangle var det kommet frem, at børn fra det berygtede børnehjem på øen "i realiteten blev lånt ud til folk og taget med på sejlture."
Misbruget på hjemmet var angiveligt ekstremt. Lenny Harper afgav vidneudsagn om "en kultur, der er ved at opstå i Jersey med systematisk børnemishandling", som var "langt værre" end en enkelt pædofilring. Et vidne talte om strømførende elektriske ledninger, der blev brugt i misbruget af børn, et andet offer fortalte om at blive slået med brændenælder. Harper sagde, at han hørte vidneudsagn fra tidligere beboere på børnehjemmet, hvor et barn blev jagtet af overgrebspersoner gennem bygningen og derefter menes at være blevet kastet eller faldet ud af et vindue fra øverste etage.

Men der var altså også flere vidner, der hævder at have set den daværende premierminister Ted Heath med drenge fra dette børnehjem ombord på sin båd. Desuden var der to vidner, der hævdede, at én dreng manglede efter en af Ted Heaths sejlture med drenge. Det var den lokale beboer Linda Corby og lokalpolitikeren senator Ralph Vibert. Linda Corby fortalte, at Ralph Vibert var en af hendes venner, og at han dengang bad hende gå med på politistationen for at bekræfte, hvad de begge så. "Senator Ralph Vibert var en personlig ven, og jeg kendte også hans datter," fortalte Linda Corby.
"Jeg var på St. Helier Yacht Club med en anden og stødte ind i senator Vibert. Nogen havde kontaktet ham, da de mente, at det var mistænkeligt, at drenge hele tiden skulle ud på Heaths yacht. De havde set drenge gå ombord på Heaths yacht hvor Jimmy Savile var, og de var mistænksomme. Ralph Vibert fortalte mig dengang, at drenge gik ombord på Heaths båd med Jimmy Savile og en anden senator – senator Wilfred Krichefski – som børn altid blev advaret mod at gå i nærheden af."

Wilfred Krichefski var senator fra Jersey og tv-chef. Efter hans død blev han anklaget for seksuelt misbrug af børn i Haut De La Garonne børnehjemmet, fortæller artiklen.
Linda Corby fortalte videre:
"Nogen havde fortalt Ralph Vibert den dag, at der var drenge fra Haut De La Garenne-børnehjemmet på vej ud på Heaths yacht. Så vi gik over og kiggede på Heaths yacht. Der så ud til at være mange af dem, der skulle ud på hans yacht, og vi talte dem af nysgerrighed. Vi så Ted Heath og senator Wilfred Krichefski og en anden mand, vi ikke genkendte på Edward Heaths yacht.
Sammen talte vi begge helt klart, at 11 drenge kom på yachten. De tog afsted fra yachtklubben. Ralph Vibert havde hørt, at de var på vej mod Bouley Bay, så jeg aftalte at mødes med ham, når båden kom tilbage. Han havde en grov idé om, hvornår det var tid ved Bouley Bay, til at tidevandet var det rigtige, for at de kom ind.
Vi talte kun ti børn, der forlod båden. Hvad der skete med barnet, ved jeg ikke. Om han er steget af et andet sted, ved jeg ikke. Alle på øen sagde, at der foregik grimme ting på båden. I de dage ville staten og politiet ikke røre disse mennesker. Ralph Vibert ville vide, hvor det andet barn var blevet af. Han tog mig med til politistationen, da vi sammen havde talt hovederne, der gik på og af båden."

Linda sagde, at de besøgte Jersey politihovedkvarter sammen for at afgive deres udtalelser. "Men politiet var ikke interesserede. I halvfjerdserne var folk bange, og korruption var udbredt,” udtaler Linda Corby i artiklen.
"Omtrent to eller tre dage senere løb jeg ind i betjenten, da vi kørte en 24 timers eftersøgningstjeneste på det tidspunkt. Jeg spurgte politibetjenten, hvad der var sket, og hans præcise ord var: 'Jeg har fået at vide fra oven, at jeg ikke måtte efterforske det.' Ralph Vibert sagde, at han fik det samme at vide. Han fortalte mig, at det var forsvarsministeriet, der ikke ville tillade det. Dengang havde forsvarsministeriet tilsyn med politiafdelingen."

På spørgsmålet om, hvorfor hun havde forholdt sig tavs om disse påstande i årtier, fortæller Linda Corby om en frygtkultur, om hemmelighedskræmmeri og om mørklægning af børnemishandlingen på Jersey. Disse ting var også "et tilbagevendende tema" i undersøgelsesrapporten, bekræfter artiklen. Den tilføjer, at undersøgelsesrapporten "advarede om, at misbrug stadig kan foregå i dag".
Linda Corbys udtalelse understøttes også af den anden artikel i London Economic. Den har titlen "Jersey child abuse inquiry: original whistleblowers say abusers still at large" ("Jersey børnemisbrugsundersøgelse: Oprindelige whistleblowere siger, at misbrugere stadig er på fri fod"). Artiklen handler om, at de mennesker, der udførte og dækkede over overgrebene på øen Jersey, stadig går frit rundt på øen, og at børn derfor stadig er i fare for deres overgreb. Det var børnemisbrugsundersøgelsen på Jersey, der advarede om dette, fortæller artiklen. De "whistleblowere, der oprindeligt afslørede omfanget af det organiserede misbrug", fortalte, at "gerningsmændene og dem, der dækkede over deres forbrydelser, stadig er på fri fod på øen".
Under overskriften "Forfærdelige beviser" står der, at de fleste af lovovertrædelserne fandt sted i "det berygtede Haut de la Garenne børnehjem, hvor et grusomt regime med omsorgssvigt, fysisk, følelsesmæssigt og seksuelt misbrug blev afsløret."

Serieovergrebmændene Smith og Savile – og den uskyldige premierminister
Jeg viste tidligere, hvordan engelske medier har fremstillet den tidligere premierminister Ted Heath som et offer for en "heksejagt" og for løgne om overgreb, der aldrig fandt sted – på grund af en undersøgelse der var unødvendig og funderet i "fantasters" ondsindede falske vidneudsagn. De samme medier fortæller, at Cyril Smith og Jimmy Savile derimod var hæmningsløse serieovergrebsmænd.
De to var som tidligere nævnt også nære venner igennem fire årtier. Smith fik et tæt forhold til Savile efter at have mødt den – på det tidspunkt – feterede diskjockey ved en middelalderfest i 1970'erne. Disse oplysninger findes i politikerens egen selvbiografi "Big Cyril" ("Store Cyril").
Men også Ted Heath havde forbløffende tætte forbindelser til Jimmy Savile. Vi har allerede hørt om, hvordan vidner hævdede, at de to mænd var sammen på Ted Heaths lystyacht med børn fra det børnehjem, som senere viste sig at være gerningstedet for systematisk seksuelt misbrug af børn gennem mere end 50 år.
I 2015 udgav lokalavisen The Yorkshire Post artiklen "Yorkshire police ‘probe Ted Heath links to Savile and paedophile ex-mayor’" ("Yorkshire politi 'undersøger Ted Heaths forbindelser til Savile og pædofil tidligere borgmester'").
I artiklen kan man læse om den nu afdøde premierministers forbindelser til Jimmy Savile og en anden pædofil masseovergrebmand, Peter Jaconelli. Peter Jaconelli var dengang borgmester i kystbyen Scarborough og desuden en kendt forretningsmand og indehaver af en isfabrik.
Artiklen fortæller:
"Den tidligere premierminister er kendt for at have tilbragt tid sammen med den Leeds-fødte diskjockey Savile og isfirma-bossen Jaconelli, som imellem dem misbrugte snesevis af børn i kystbyen.
Jaconelli og Savile var mistænkt for at være involveret i misbrug af 35 unge ofre som en del af en pædofilring, der opererede på feriestedet, men som snød retssystemet.
En politiundersøgelse af Jaconelli, der døde 73 år gammel i 1999, afslørede sidste år, at han ville have stået over for en række anklager, hvis han stadig var i live."

Avisen viser desuden billeder af Heath afbilledet med Jaconelli i begyndelsen af 70'erne under et premierministerbesøg i Scarborough.

Men forbindelsen mellem den tidligere premierminister og serievoldtægtsforbryderen Jimmy Savile kom også frem i et vidneudsagn fra Jimmy Saviles nevø, Guy Marsden. Nevøen hævdede, at en af hans venner som dreng blev misbrugt af Sir Edward Heath. Guy Marsden sagde, at vennen kun var 14 år på det tidspunkt, og at det påståede sexangreb på ham skete ved en fest i London i halvfjerdserne.
Marsden var 61 år, da påstandene fremkom i medier i 2015. Han hævdede, at han og tre venner i alderen 13 til 16 blev sejlet fra lejlighed til lejlighed i London-området, hvor seksuelt misbrug fandt sted. Han sagde, at politiet var blev gjort opmærksom på beskyldningerne fra hans ven, som nu var gift og havde to børn – og ønskede at være anonym.

"Vi fire ville ankomme til disse fester sammen, så ville min ven forsvinde. Jeg tænkte ikke meget over det på det tidspunkt, selvom jeg vidste, at det var mærkeligt.
Han ville være væk et stykke tid, ført væk af en mand, så ville han være tilbage. Jeg vidste, at der foregik noget, men kendte ikke omfanget af det før meget senere.
Jeg er i kontakt med min ven, og han har fortalt mig, hvad de gjorde ved ham, og det er bare forfærdelige, helt utrolige ting. Han forlod nogle gange det hus, vi var i, og blev derefter kørt rundt til et andet sted. Timer senere ville han være tilbage. På det tidspunkt spurgte vi aldrig rigtig, hvor han havde været. Han fortalte os senere, at Ted Heath var en misbruger, men at han ikke vidste, hvem han var på det tidspunkt. Han sagde, at det var et år efter misbruget fandt sted, at han så TV og genkendte ham.

Disse oplysninger kan man læse i en artikel i avisen The Standard fra 2015. Den fortæller også, at politiet i egnen omkring Scarborough efterforskede "forbindelser mellem Sir Edward og en kendt pædofil ven af serie-sexmisbrugeren Savile". Det var den tidligere borgmester i Scarborough, Peter Jaconelli, som efter sin død "blev afsløret som et rovdyr med forbindelser til ledende parlamentsmedlemmer". I artiklen tales der også om en bordelmutter, Myra Ling-Ling Forde, som hævdede, at "hun havde sørget for leje-drenge til Sir Edward". Det kom frem i en retssag, der i 1992 blev ført mod kvinden i en anden sammenhæng. Men anklageren i denne sag sagde, at der på det tidspunkt "ingen antydning" var af, at de prostituerede "var mindreårige eller noget andet end mandlige prostituerede".

Peter Jaconelli døde i 1999 i en alder af 73 og er begravet på samme kirkegård som Jimmy Savile. Jaconelli frygtes at være sluppet for anklager "på grund af sine forbindelser til de rige og magtfulde", fortæller denne artikel i den engelske avis The Mirror. Den er også fra 2015 – ligesom den foregående artikel fra The Standard – og den giver yderligere oplysninger om forbindelserne mellem den afdøde premierminister Heath og Jimmy Savile.
Denne type artikler synes at have skabt en svær periode for støtter af Ted Heaths gode ry og rygte. Mirror-artiklen fortæller, at "Edward Heath ordnede det for Jimmy Savile", så den pædofile TV-vært kunne modtage en meget prestigefyldt royal orden – og at den tidligere premierminister deltog i møder i Paedophile Informations Exchange. Det var organisationen som arbejdede for at lovliggøre voksnes sex med børn.
Artiklen fortæller, at "Edward Heath støttede den pædofile Jimmy Savile til en kongelig ære – to år efter at den foregående premierminister advarede dronningen mod det". Den orden, Ted Heath sørgede for, Jimmy Savile kunne få, var den såkaldte Order of The British Empire (OBE - Det britiske imperiums orden). En måned før Ted Heath blev premierminister, blev Savile angiveligt forbigået for en MBE (Member of the Order of the British Empire - Medlem af det britiske imperiums orden). Men mindre end to år efter, at Heath tiltrådte, blev Savile "tildelt den HØJERE hæder af en OBE," skriver The Mirror.
Derefter peger Mirror på, at Heath senere optrådte i Jimmy Saviles BBC TV-show, da det var et af landets mest populære TV-programmer. Udsendelsen hed "Jim'll Fix It", som kan oversættes til "Jim ordner det" – men artiklen peger altså på, at Ted Heath "ordnede" Jimmy Saviles royale hæder.

Ted Heath og Jimmy Savile øver sig til TV-udsendelsen 'Jim'll Fix It'

The Mirror afslører også, at Heath var til stede ved mere end et halvt dusin møder i den berygtede organisation Paedophile Information Exchange. Møderne fandt sted i parlamentsbydelen Westminster i London.
"Den perverse gruppe blev dannet for at overtale politikere til at sænke den seksuelle lavalder til kun ti.
Afsløringerne rejser ny tvivl om karakteren af Heath, der døde 89 år gammel i 2005."

Det var en tidligere Labour-minister – Baronesse Anne Castle – som havde udarbejdet en mappe med filer, der viste, at Heath var til stede ved møderne med de pædofile rettighedsforkæmpere fra PIE-gruppen. Heath skulle angiveligt have deltaget i "mindst en fjerdedel" af de omkring 30 møder, der omtales som "private sammenkomster". Ted Heaths navn "siges at være optrådt på referater fra de private sammenkomster, hvor også andre parlamentsmedlemmer tilsyneladende deltog," sammen med spejder- og skoleledere, skriver Mirror.
Avisen tilføjer: "Men Castle-arkiverne har været forsvundet siden midten af 1980'erne."

De tre mænd, Sir Edward Hearth, Sir Jimmy Savile og Sir Cyril Smith, var alle udnævnt til riddere i det royale britiske ordenssystem. Savile, der døde i 2011 i en alder af 84 år, blev Sir i 1992 efter gentagne forsøg fra Margaret Thatcher på at få ham slået til ridder, fortæller The Mirror. Det var altså cirka to årtier efter, at Ted Heath som premierminister trods advarsler havde hjulpet Savile til at modtage en OBE. Cyril Smith blev udnævnt til ridder i 1988, men han fik sin MBE allerede i 1966. Edward Heath blev som tidligere nævnt Sir i 1972 efter i 1965 – året før Cyril Smith – at være blevet tildelt MBE.

Edward Heaths private liv var allerede et ret intenst offentligt fokusområde gennem det meste af hans succesrige politiske karriere. Fx var der mange satiriske indslag og hentydninger til Heaths formodede homoseksuelle liv i det humoristiske magasin Private Eye.
Den engelske offentlighed skulle efter sigende forholdsvist bredt have antaget, at Ted Heath var homoseksuel, bl.a. fordi han gennem hele sit liv var ungkarl. Men Heath var fx også kendt for totalt at ignorere sin borddame til selskaber, og simpelthen bare tale forbi disse kvinder til den nærmeste mand i stedet. Ted Heaths folkelige homo-image var så stærkt, at der i 1971 blev råbt homofobiske tilråb til Heath uden for Downing Street under protester fra fagforeningsfolk mod hans "Industrial Relations Bill" (arbejdsmarkedslovforslag). Historien om fagforeningsfolkenes tilråb fortælles i bogen "Closet Queens" ("Skabsdronninger") fra 2015. Bogen fremlægger en historisk undersøgelse af de mange medlemmer af det britiske parlament, som har levet som homoseksuelle i det skjulte.
Almindelige englændere lagde også mærke til Cyril Smiths særlige private liv, på et tidligt tidspunkt i politikerens offentlige fremtoning. Smith havde hvad nok må kaldes et "specielt" og yderst hengivent forhold til sin mor. Denne Daily Mail-artikel hedder simpelthen "A promiscuous mother and the childhood taunts that turned Cyril Smith into a twisted predator" ("En promiskuøs mor og de hånlige barndomstilråb, der forvandlede Cyril Smith til et forkvaklet rovdyr"). Den handler om hvordan den unge Cyril blev mobbet af lokale for at være et uægte barn, men til gengæld elskede sin mor Eva så meget, at man næsten skulle tro, de var gift. Da han blev valgt til borgmester i sin hjemby Rochdale, gjorde han hende fx til sin "Lady Mayoress", som måske kan oversættes til "Borgmesterinde" eller "Borgmester-kone".

"Heksejagten" Operation Conifer fremhævede blot syv af de mange anklager mod Ted Heath. Jeg har allerede omtalt flere af dem, men når man oplister disse syv angivelige overgreb, fremstår et noget foruroligende mønster:
1961: Heath voldtog og begik angiveligt overgreb på en 11-årig dreng under et betalt seksuelt møde i en privat bolig i London.
1962: Heath i selskab med en ukendt mand begik angiveligt overgreb på en 10-årig dreng under et tilfældigt møde på et offentligt sted i Kent i det sydøstlige England.
Cirka 1964: Heath begik angiveligt overgreb på en 15-årig dreng under tre betalte seksuelle møder i London og Sussex, som ligeledes ligger i det sydøstlige England.
1967: Heath begik angiveligt overgreb på en 15-årig dreng, der ikke kendte ham. Ifølge anklagen skete det under et tilfældigt møde i en offentlig bygning på øen Guernsey i Normandiet.
1976: Heath begik angiveligt overgreb på en voksen mand under et tilfældigt møde ved en offentlig begivenhed på øen Jersey.
Cirka 1992: Heath begik angiveligt overgreb på en voksen mand i forbindelse med et betalt seksuelt møde på et hotel i Wiltshire. Det skete ifølge påstanden, efter at samtykket til den betalte seksuelle handling var blevet trukket tilbage.
Mellem 1990 og 1992: Heath begik angiveligt overgreb på en dreng i alderen mellem 12 og 14 år, som han ikke kendte, under et tilfældigt møde i nogle private haver i Wiltshire.
Undersøgelsesrapporten fortalte, at Ted Heath ville være blevet interviewet under forsigtighed over denne påstand, men at der er "undergravende beviser" for anklagen.

Den afgåede og udelukkede politichef Mike Veale, som havde ledet efterforskningen, gav udtryk for, at han "120 procent tror på de vidner, der udpegede Ted Heath, og mener, de er fuldstændig overbevisende." Der var meget rammende ligheder i beretningerne fra dem, der er stod frem:
"De samme navne, der blev brugt til ham, de samme steder og den samme type hændelser bliver ved med at dukke op. Det, der skiller sig ud, er, at de personer, der giver disse beretninger, ikke er forbundet, men historierne og detaljerne hænger sammen. De indeholder foruroligende ting. Efterforskerne er blevet chokerede over, hvad de har lært."

"Sir Edward Heath VAR pædofil, sagde politichefen," ifølge denne artikel (og andre): "Den tidligere premierminister er skyldig i modbydelige forbrydelser 'tildækket af etablissementet'," hævdede den medieforfulgte politichef angiveligt.
Ted Heath blev forsvaret med, at han slet ikke kørte bil og altid havde en politimand som chaufør – og at han desuden slet ikke ejede en bil. Men efterforskerne i Operation Conifer kunne fremvise fotografiske beviser, der viser, at Ted Heath kørte bil, og efterforskningen fastslog desuden, at han havde et kørekort. "Han købte også en Rover 2000 efter at være blevet afsat som parlamentsleder af Margaret Thatcher i 1975, da han var 58," forklarer artiklen, som desuden viser to af billederne af Ted Heath siddende i en bil på førersædet og stående med åben dør på vej ind i bilens førersæde.

Pædofili-aktivistgruppe støttet af Indenrigsministeriet?
Et kendt og berygtet medlem af Pedophile Information Exchange (PIE) var Peter Righton. Den pædofile Righton "besøgte børnehjem rundt om i Storbritannien og tog drenge ud", før han rådgav Indenrigsministeriet om det offentlige børnepasningssystem. Righton bidrog til en regeringsrapport fra 1970 som "ekspert" i børnepasning, og rapporten, som han påvirkede, førte til "en enorm reform af børnepasningssystemet". Det fortæller avisen Daily Mail i en artikel om skandalen omkring Peter Righton. Avisen uddyber med at fortælle, at Peter Righton, som senere var med til at stifte pædofili-kampagnegruppen PIE, interviewede sårbare børn, mens han arbejdede med undersøgelser til en regeringsrapport.
"Akademikeren havde allerede forladt et lærerjob på grund af klager over seksuelt misbrug af børn", skriver Daily Mail, og han fortsatte derefter til at være stiftende medlem af PIE. Rapporten, der blev udarbejdet i 1970, var forfattet af et rådgivende udvalg for Indenrigsministeriet, som krediterede Righton for hans "betydelige bistand" i et kapitel om uddannelse af ansatte på børnehjem.
Righton blev senere arresteret. I 1992 blev han idømt en bøde på 900 pund for import af billeder af misbrug af børn, og han blev desuden formelt advaret på grund af "et tidligere overfald". Han døde i 2007, 81 år gammel.
PIE's tidligere kasserer Charles Napier blev fængslet i december 2014 for seksuelt misbrug af drenge.

Daily Mail udkom i 2014 med flere artikler om myndighedernes forbindelse til PIE. I august 2014 udgav avisen en artikel om, hvordan Indenrigsministeriet angiveligt finansierede Paedophile Information Exchange. Artiklen starter med disse ord:
"En modbydelig pædofilgruppe med forbindelser til højtstående Labour-politikere blev finansieret med enorme beløb af skatteydernes penge, har det vist sig."

Det drejede sig om 70.000 pund, som ifølge avisen skulle svare til omkring 400.000 pund i 2014-økonomi – dvs. cirka fire millioner danske kroner på det tidspunkt.
"De forbløffende påstande fra en whistleblower bliver nu efterforsket af politiet og regeringen," fortsætter Daily Mail.
Påstandene kom efter, at samme avis havde afsløret forbindelser mellem pædofili-aktivistgruppen og en lobbygruppe, der på det tidspunkt blev drevet af den tidligere sundhedsminister Patricia Hewitt og Labours næstformand Harriet Harman. Lobbygruppen, som de to politikere drev, var organisationen National Council for Civil Liberties (Nationalt råd for borgerrettigheder – NCCL). Efter flere måneder med afsløringer i mediet endte Patricia Hewitt med at undskylde og sige, at NCCL havde været "naiv" og, at det var "forkert" at tillade sig selv at blive tilknyttet PIE.
Harriet Harman, som var NCCL's juridiske medarbejder, udtrykte også "beklagelse", men nægtede at undskylde og hævdede, at Daily Mails historier var en "politisk motiveret smædekampagne".

Men artiklen fortæller også, at en tidligere medarbejder i Indenrigsministeriet – den nævnte whistleblower – afslørede, at to regeringer i træk angiveligt havde givet finansiering til PIE. Det drejede sig om Margaret Thatchers konservative regeringsadministration, som tog over i 1979 – og den forudgående Labour-regering. Der er i det hele taget en del problematiske artikler for også denne tidligere premierminister – Margaret Thatcher. Det er artikler, som synes at indikere Thatchers hang til at acceptere eller understøtte pædofili: Her er det fx en artikel fra avisen The Times om, at Thatcher personligt beskyttede det højtstående konservative parlamentsmedlem (og sin personlige sekretær) Peter Morrison, der var mistænkt for at misbruge børn. Disse oplysninger skulle angiveligt findes i dokumenter fra efterretningstjenesten MI5. MI5's bekymringer drejede sig primært om risikoen for den nationale sikkerhed snarere end børns velfærd, fortæller The Times i artiklen. Oplysningerne blev offentliggjort i forbindelse med den uafhængige undersøgelse af seksuelt misbrug af børn – IICSA. "Fem dokumenter om Morrison, som døde i 1995, blev fundet i MI5-filer under en gennemsøgning af arkiver efter informationer", der var relevante for undersøgelsen, fortæller The Times. Så heller ikke MI5 gjorde altså åbenbart noget ved denne risiko for overgreb mod børn. Her er en anden artikel fra BBC, hvor der står, at Margaret Thatcher godt kendte til sin sekretærs ulovlige seksuelle tilbøjelighed for børn, men at hun ikke ønskede at noget blev gjort ved det, og at hun derfor undlod at sørge for, at Morrison blev udspurgt om det. Artiklen fortæller også, at politiet arresterede Morrison i 1983 – men også politiet undlod at forhøre ham.

I sagen om Indenrigsministeriets angivelige støtte til PIE hævdede whistlebloweren, Tim Hulbert, at lederen i ministeriet underskrev et treårigt bidrag på 35.000 pund til pædofili-organisationen i 1980. Anklagen vendte sig imod den højtstående embedsmand Clifford Hindley, som var leder af Indenrigsministeriets Voluntary Services Unit (VSU - den frivillige serviceenhed). Det var det organ under Indenrigsministeriet, der var ansvarligt for at beslutte, hvilke britiske frivillige organisationer, der skulle modtage statsstøtte. Tim Hulbert arbejdede i løbet af 1970'erne og 1980'erne for VSU, og han fortalte politiet, at han så de underskrevne papirer, og at bevillingen var en fornyelse – "hvilket tyder på, at et lignende beløb var blevet givet til gruppen i 1977 under den tidligere Labour-regering," skriver Daily Mail i en artikel om sagen.
I artiklen beskrives den nævnte embedsmand og leder i Indenrigsministeriet, Clifford Hindley, således:
"Hr. Hindley, en kandidat i klassikere, filosofi og teologi, som studerede i Oxford og Cambridge, havde tilsyneladende en tvangsmæssig akademisk interesse for homoseksuelle forhold mellem mænd og drenge."

Clifford Hindley var i sit lederjob i Indenrigsministeriet ansvarlig for "koordinering af regeringens indsats i forhold til frivillige ydelser og finansiering af visse frivillige organisationer".
Myndighedernes egen rapport om sagen fortæller, at der i engelske medier i december 2013 dukkede påstande op om, at Indenrigsministeriets Voluntary Services Unit "havde ydet midler til PIE på et tidspunkt i løbet af 1970'erne".
Men i myndighedernes egen undersøgelse af sig selv blev der "ikke fundet beviser til støtte for påstanden, om at VSU leverede direkte finansiering til PIE."

Statsmediet BBC fortæller desuden, at Tim Hulbert henvendte sig til sin chef, Clifford Hindley, for at spørge, hvorfor pædofili-lobbygruppen modtog finansiering. Hulbert sagde, at han fik at vide af sin chef, at gruppen blev finansieret efter anmodning fra sikkerhedstjenesten Special Branch "for at give den mulighed for at holde øje med organisationens medlemmer". Dette var ifølge BBC "en påstand, som den uafhængige gennemgang i 2014 ikke kunne udelukke – den udtalte, at det ville være 'underligt, men ikke umuligt'".
Tim Hulbert hævdede også, at han på VSU's kontorer i London havde set en kopi af et magasin, som PIE udgav, kaldet Magpie. Det var et magasin og kontaktmedie mellem pædofile, hvor medlemmerne placerede annoncer og fortalte detaljer om deres seksuelle og andre interesser.

Ted Heath: Professionel afpresser af pædofile?
Det irske magasin Village er betydeligt mere direkte i sin kritik af etablissementet end de større engelske medier, jeg også har brugt som kilder. Village beskriver sig selv som et medie, der undersøger og analyserer "uligheder, ubæredygtig udvikling og korruption samt mediernes rolle i videreførelsen heraf". På den baggrund har Village Magazine udgivet en del artikler bl.a. om de mange sager om VIP-pædofili i Storbritannien, samt den korruption mediet peger på i den forbindelse. En af disse artikler er "Not just Ted Heath: British Establishment paedophilia and its links to Ireland" ("Ikke kun Ted Heath: Britisk VIP-pædofili og dens forbindelser til Irland"). Artiklen er fra 2017 og skrevet af journalisten Joseph de Búrca.
Med henvisning til de falske vidner "Lucy X" og "Nick" – alias Carl Beech – skriver Joseph de Búrca bl.a.:
"Sidste maj udtrykte Village sin bekymring over, at der blev gjort forsøg fra enkeltpersoner på at afspore undersøgelser af forskellige pædofile netværk [...]. En taktik var at forurene dem med falske beviser og løgnagtige vidner. Wiltshire Politi er nået frem til en lignende – hvis ikke identisk – konklusion med hensyn til deres undersøgelse. Det har afsløret, at to personer forsøgte 'forsætligt' at vildlede dem. Den ene fik en formel advarsel. En direkte undersøgelse fortsætter med hensyn til den anden person. Village mener, at de begge bør undersøges grundigt for at se, om de har forbindelser til MI5, MI6 eller visse højtstående britiske embedsmænd – pensionerede og fungerende – der har gennemført en tilsløring af børnemishandling i Storbritannien, som har varet mere end et halvt århundrede."

Joseph de Búrca starter med at skrive om sagen om pædofili-anklagerne mod den tidligere premierminister Ted Heath.
"Heath fik åbenbart meget hjælp til at skaffe sine ofre," skriver de Búrca. "Én oplagt kandidat er hans ven Jimmy Savile," påpeger den kritiske journalist derefter.
"Savile frekventerede det forfærdelige Elm Guest House børnebordel i London sammen med andre VIP-misbrugere som parlamentsmedlemmet Sir Cyril Smith. Forbindelserne mellem Elm Guest House og et pædofilt netværk, som opererede på begge sider af Det Irske Hav, er blevet sat under lup af dette magasin i løbet af det sidste år. Mindst en dreng fra Kincora – Richard Kerr – blev senere misbrugt på Elm Guest House."

Kincora Boys' Home var et drengehjem i Belfast, Nordirland, der var omdrejningspunkt for organiseret seksuelt misbrug af børn. Der var i 1980 anklager om, at drenge var blevet seksuelt misbrugt og prostitueret med involvering af bl.a. fremtrædende forretningsmænd, samt forsøg på tilsløring med statslig involvering. Sagen indeholdt bl.a. påstande om, at en pædofilring med forbindelser til efterretningstjenester havde tilknytning til Kincora børnehjemmet.
Myndighedernes egen undersøgelse af sig selv afviste dog disse påstande og begrænsede misbruget i Kincora til den daglige leder af hjemmet samt forstanderen og viceforstanderen, som blev udpeget til overgrebsmændene i sagen.
Men vidner har igennem de følgende årtier fremført vidneudsagn og beviser, som de hævder blev ignorereret af den statslige undersøgelse.
Her er fx en artikel i det irske medie, Crime World, som med baggrund i nogle af disse vidners påstande hævder, at den britiske efterretningstjeneste MI5 beskyttede VIP-børnesexmisbrugere i det berygtede Kincora drengehjem. Crime World påpeger også – som flere andre medier – at onklen til den nyligt kronede kong Charles III, Lord Mountbatten, i dag mange år efter sin død, bliver anklaget for at have misbrugt en dreng fra netop dette drengehjem.
Mindst 29 drenge blev seksuelt misbrugt på drengehjemmet i Kincora.
Lord Mountbatten bliver anklaget for overgreb mod flere andre børn ud over drengen fra Kincora (mere om det i næste kapitel).

Det pædofile netværk, som det britiske etablissement har beskyttet i årtier, er forbundet med det misbrug af børn, som fandt sted på Kincora og andre institutioner i Irland, hævder Joseph de Búrca. Pædofili-netværket "bølgede over England, Skotland og Wales og over Det Irske Hav, hvor det væltede ud over begge sider af grænsen," skriver han desuden. Som navn til netværket foreslår Joseph de Búrca "Anglo-Irish Vice Ring", som måske kan oversættes til noget i retning af 'anglo-irsk netværk styret af laster'. "Anglo" angiver en relation til eller afstamning fra England eller engelsk kultur. Dette anglo-irske netværk "var en fuldstændig fordærvet og udsvævende samling af perverse, sadister og børnemishandlere, hvoraf nogle endda misbrugte deres egne børn."
Joseph de Búrca hævder, at netværket "omfattede magtfulde Establishment-figurer fra Westminster" såsom parlamentsmedlemmerne Sir Knox Cunningham og Sir Cyril Smith samt desuden "britiske embedsmænd, MI5 og MI6 officerer og medlemmer af aristokratiet blandt andre". Knox Cunningham var endnu et parlamentsmedlem med forbindelser til flere pædofile overgrebsmænd – foruden til drengehjemmet Kincora.

Village-journalisten Joseph de Búrca skriver, at Heath som premierminister "var i stand til at påvirke og kontrollere organisationer som MI5 og MI6, der havde en interesse i at beskytte og afpresse alle disse netværk, især i Nordirland gennem operationen, der involverede Kincora."
Hvilken type mand var Ted Heath, spørger de Búrca, og kommer selv med svaret: "For at starte et sted var han afpresser." Da han var "Tory Chief Whip" fra 1956 til 1959, engagerede han sig i seksuel afpresning af pædofile, skriver Village-journalisten.
"Tory Chief Whip" betyder egentlig "partipolitiker chefpisk", og jeg har allerede berørt emnet, da jeg fortalte, at Cyril Smith ligeledes var "Chief Whip" i sit parti. Det var altså endnu en ting Ted Heath havde tilfælles med Cyril Smith.
Begrebet "Chief Whip" forklares således på det engelske parlaments hjemmeside:
"Chief Whip har ansvaret for at administrere piskesystemet, der sikrer, at medlemmer af partiet deltager og stemmer i parlamentet, som partiledelsen ønsker det. Whips er parlamentsmedlemmer eller Lords, der er udpeget af hvert parti i parlamentet til at hjælpe med at organisere deres partis bidrag til parlamentarisk virksomhed. Et af deres ansvar er at sikre, at det maksimale antal af deres partimedlemmer stemmer – og stemmer, som deres parti ønsker det."

Til sammenligning siger paragraf 56 i den danske Grundlov: "Folketingsmedlemmerne er ene bundet ved deres overbevisning". "Grundloven fastslår, at medlemmerne af Folketinget er uafhængige. De kan frit stemme efter deres overbevisning," forklarer Folketingets egen hjemmeside. Dette passer naturligvis ikke med virkeligheden, hvor danske politikere, der overvejer at gå mod "partilinjen", også presses til at "rette ind". I Storbritannien er dette altså en helt integreret del af den parlamentariske model med "Chief Whip"-systemet.

"De fleste Tory Whips var afpressere – det var simpelthen en del af jobbet," fortsætter Village-artiklen. Men Heath "bragte en professionalisme til opgaven" ved at samle afpresningsmateriale i det, der blev kendt som en "Dirt Book" ("Bog med snavs"). Denne "Dirt Book" beskrives som "en encyklopædi med pinlige oplysninger" om politiker-kolleger, "designet til at forhindre dem i at træde væk fra [parti]linjen."
"Dirt Book"-metoden blev offentlig kendt i 1995, da en tidligere "Chief Whip" i Ted Heaths regering pralede af, at han havde hjulpet daværende Westminster-politikere med at undgå at blive afsløret i "skandaler, der involverede små drenge".
Tim Fortescue, der var "Chief Whip" for Ted Heath-regeringen mellem 1970 og 1973, talte med BBC i forbindelse med dokumentarudsendelsen "Westminster’s Secret Service" ("Westminsters hemmelige tjeneste"). Her afslørede Fortescue, at premierministerens "Chief Whip" førte en lille "Dirt Book" med parlamentsmedlemmers hemmeligheder for at opretholde politisk kontrol.
Fortescue fortalte, at problemerne med parlamentsmedlemmer "kunne være gæld, eller det kunne være en skandale, der involverer små drenge".

Den tidligere "Cheif Whip" i Ted Heaths regering udtalte:
"Enhver med nogen fornuft, der var i problemer, ville komme til The Whips og fortælle dem sandheden, og sige: 'Nu er jeg i knibe. Kan du hjælpe?’ Det kunne være gæld, eller det kunne være en skandale, der involverer små drenge, eller enhver form for skandale, som et medlem syntes at være indblandet i.
De kom og spurgte, om vi kunne hjælpe.
Og hvis vi kunne, så gjorde vi det, og vi ville gøre alt, hvad vi kunne, fordi vi kunne lagre brownie points.
Det er en af grundene til, at vi ville få en fyr ud af problemer – fordi han så ville være vores for evigt."

Ordene "brownie points" kan måske oversættes til "chokoladekage-point" eller "chokoladekage-punkter".
Village-journalisten Joseph de Búrca påpeger:
"Fortescues henvisning til 'små drenge' indebærer, at der blev indsamlet afpresningsmateriale om parlamentsmedlemmer, der havde sex med drenge, der sandsynligvis var meget yngre end 21, dengang den lovlige lavalder."

Tim Fortescues afslørede også, hvordan viden om potentielle skandaler bruges:
”Når du forsøger at overtale et medlem til at stemme på den måde, han ikke ønskede at stemme i et kontroversielt emne – som er en del af dit job – er det muligt at antyde, at det måske ikke ville være i hans interesse, at folk vidste det ene eller andet – meget mildt”.

Chief Whips indsamler i øvrigt stadig snavs på deres politikerkolleger og ansatte i Westminster. Det afsløres fx i denne Independent-artikel fra 2025 med titlen "Orgies, fights and ‘KGB agents’ in brothels: Most explosive claims from Tory chief whip’s new book" ("Orgier, slåskampe og ‘KGB agenter’ på bordeller: De mest eksplosive påstande fra partipolitiker-chief whips nye bog"). Artiklen fortæller bl.a. om en politisk rådgiver, som var til et sexorgie sammen med en anden ansat, der angiveligt var udklædt som den pædofile massevoldtager Jimmy Savile. Den udklædte Westminster-ansatte havde sex med en oppustelig dukke og rådgiveren sked en lort på hovedet af en anden tilstedeværende person.

Også en anden britisk parlamentariker og "Chief Whip" – William Whitelaw – har indrømmet, at han brugte "Dirt Book" i forhold til afpresning. Whitelaw var "Chief Whip" for oppositionen og tilstod over for BBC i 1995, at han fortsatte praksissen, fortæller Joseph de Búrca.
William Whitelaw udtalte:
"'The Dirt Book' er bare en lille bog, hvor du nedskriver forskellige ting, du ved eller hører om mennesker, som måske er sande eller ikke. Jeg tror, at man kunne gætte sig rigtig godt, hvad det er for nogle ting, det indeholder”.

Ted Heath udnævnte sin partikollega William Whitelaw til statsleder i Nordirland i 1972 (den engelske titel var "Secretary of State"). "I 1972 var både den britiske premierminister og statslederen i Nordirland derfor erfarne seksuelle afpressere," konstaterer Joseph de Búrca. Derefter skriver han i øvrigt, at det "næppe afskrækkede nogen i efterretningstjenesten, der ønskede at deltage i seksuel afpresning på steder som Kincora."
William Whitelaw blev Secretary of State i Nordirland på et tidspunkt, hvor det engelske styre var bekymret for kontrollen med Nordirland. Indsættelsen af Whitelaw skete den 30. marts 1972 i forbindelse med, at der blev etableret direkte kontrol med Nordirland fra den engelske regering i Westminster. Det var i forlængelse af det engelske militærs sammenstød med en gruppe civile nordirere 30. januar 1972 – den såkaldte "Bloody Sunday" ("Blodig søndag"). Den dag dræbte det engelske militær 13 nordirere og sårede yderligere 14 – hvoraf den ene senere døde.

Pædofili- og sexsager omkring Ted Heath: 'Bedøm kongen på hans hofmænd'
I et afsnit med overskriften "Bedøm kongen på hans hofmænd" fremlægger Joseph de Búrca eksempler på mænd i magtfulde positioner udpeget af Ted Heath.
Village-journalisten starter med at pege på, at William Whitelaw forsøgte at forhindre efterforskningen af en VIP-bande, der angiveligt havde misbrugt 40 børn. Avisen Daily Mail rapporterede i 2014, at Whitelaw i 1980 angiveligt beordrede en højtstående chef for London Politi at annullere en årelang undersøgelse af pædofili-banden, som "var anklaget for at have misbrugt 40 børn, hvoraf den yngste var seks". Indgrebet mod VIP-banden kom alligevel lidt senere i 1980. Det skete efter, at det blev afsløret, at landets chefanklager overvejede 350 lovovertrædelser mod banden, herunder påstande om, at den "skaffede unge drenge til politikere, fremtrædende advokater og filmstjerner," påpeger Joseph de Búrca såvel som Daily Mail.
Det viste sig også, at politiet havde videregivet bevismateriale til direktøren for den offentlige anklagemyndighed, og at op til 12 mænd kunne blive dømt for at skaffe drenge og for seksuelle overgreb.
Manden, der skrev historien, var journalisten Jeff Edwards. Han afslørede, at han få dage efter offentliggørelsen blev indkaldt af politiet til et interview og truet med retsforfølgelse i henhold til loven om officielle hemmeligheder (Official Secrets Act). Ifølge Daily Mail, "hævder Edwards også, at hans kilde, en politibetjent i tjenesten, blev straffet og idømt en bøde på seks måneders løn for at lække historien".

Ted Heath udnævnte også partikollegaen William van Straubenzee til den engelske ledelse i Nordirland i 1972. Van Straubenzee var "en anden livslang ungkarl", skriver Joseph de Búrca. Van Straubenzee blev udpeget i sager om misbrug af børn, som blev "fremgravet af kabinetskontoret i juli 2015". Detaljerne i beskyldningerne mod ham er stadig uklare, bortset fra at de vedrørte misbrug af børn, fortæller de Búrca. Disse oplysninger bekræftes i denne artikel og flere andre steder.

Joseph de Búrca omtaler desuden Sir James Dunnett, som Ted Heath havde siddende som permanent viceforsvarsminister (Permanent Under-Secretary of State for Defence).
Village-journalisten skriver om lederen i forsvarsministeriet:
"Dunnett var berygtet for at betale mandlige prostituerede, som han hentede på Piccadilly Circus – 'Dilly Boys' – til sex.
Hans omdømme blev knust af hans affære med Vicky de Lambray, en mandlig transvestit-prostitueret, der stjal hans checkhæfte. De Lambray blev stillet for retten i marts 1983, hvilket øjeblikkeligt antændte et medievanvid, hvor Dunnetts navn blev offentligt kendt. De Lambray døde senere under mistænkelige omstændigheder."

"Dilly Boys" kan oversættes til "Dilly-drenge", og henviser til unge drenge-prostituerede på Piccadilly Circus i London.
Man kan finde en arkiveret artikel fra det amerikanske medie United Press International (UPI), der bekræfter sagen med Vicky de Lambray. Sir James Dunnett indrømmede, at "han havde brugt 50 minutter med transvestitten Vicky de Lambray i 1979, fem år efter at han gik på pension." Dunnett hævdede, at han samlede de Lambray op i den tro, at han var en kvinde. Hvor troværdigt det er, synes måske lidt tvivlsomt, da netop de Lambray ofte var i medieoverskrifterne på grund af optrædener i retten, sexskandaler og påstande om, at "hun" var spion – og åbenbart havde samkvem med flere, der var knyttet til efterretningsmiljøer. Bøsse-mediet "Gay News" bragte en artikel i september 1983, hvor bladet skrev, at de Lambray var en "dømt kunsttyv fra High Society og tilsyneladende MI5-frister/fristerinde". Gay News bemærkede desuden de Lambrays korte seksuelle forhold til en tidligere sovjetisk flådeattaché, kaptajn Anatoly Zotov. Dette var også de Lambrays egen påstand. Scotland Yard, som undersøgte dette, sagde, at de "ikke var i stand til at bekræfte den påståede forbindelse med Zotov og afviste påstanden om en forbindelse med en tidligere minister".

Joseph de Búrca fortsætter sin fremlæggelse af Ted Heaths bemærkelsesværdige udnævnelser.
I 1973 placerede Ted Heath Sir Maurice Oldfield som ansvarlig for MI6, en stilling han bestred indtil 1978. Heath havde som premierminister ansvaret for udnævnelsen af lederne af efterretningstjenesterne.
"Oldfield var en berygtet misbruger af lejedrenge," hævder de Búrca skarpt. Her refererer Village-journalisten nok bl.a. til den afsløring, der fremkom omkring Oldfields seksualitet i 1987. I denne UPI-artikel fra arkiverne finder man historien, som ellers først fremkom efter en nyhed i avisen Mail on Sunday (der er en søsteravis til Daily Mail). Artiklen i Mail on Sunday findes ikke online, men UPI citerer den og fremlægger nogle af afsløringerne således:
"Den officielle afsløring fulgte efter en historie i The Mail Sunday, der sagde, at Oldfield var 'en tvangsmæssig homoseksuel med en forkærlighed for 'grov handel'... Sir Maurice brugte mandlige prostituerede -- lejedrenge og unge hjemløse -- på den desperate hårde side af homoseksualitet, som nogle finder det umuligt at leve uden, på trods af farerne for dem selv.'"

"Den officielle afsløring" var, at daværende premierminister Margaret Thatcher havde fortalt offentligheden, at den på dette tidspunkt afdøde efterretningschef Sir Maurice Oldfield havde indrømmet "at han fra tid til anden havde engageret sig i homoseksuelle aktiviteter."
Denne afsløringen af homoseksualitet var "temmelig ødelæggende", udtalte den daværende udenrigsminister David Owen, fordi homoseksuelle var udelukket "fra sikkerhedstjenesternes højtstående rækker", da man dengang mente, de kunne blive udsat for "afpresning fra kommunistblok-nationer". Udenrigsministeren udtalte videre, at fordi sikkerhedsfolk bliver udsat for "periodisk 'undersøgelse' eller afhøring", havde Oldfield "løjet og brudt tilliden til mange tidligere premierministre og tidligere udenrigsministre".

Ordene for "unge hjemløse" i citatet om Oldfields seksuelle tilbøjeligheder er på engelsk "young down-and-outs", som direkte oversat betyder "unge der er nede og ude" – altså unge i sociale problemer, der betragtes som "udstødte".
Af UPI-artiklen ser man, at udenrigsministeren, som jo repræsenterer staten og er chef for efterretningstjenesten MI6, havde fokus på det sikkerhedsmæssige problem i MI6-lederens homoseksualitet og ikke nævner problemet i, at lederen af efterretningstjenesten udnyttede såbare hjemløse drenge seksuelt. Ligesom med parlamentsmedlemmet Harvey Proctor var der åbenbart også for efterretningschefen Maurice Oldfields vedkommende tale om tilfredsstillelse gennem sadistisk undertrykkelse af unge hjælpeløse drenge. Men heller ikke i dette tilfælde synes det at være et problem for den øverste politiske ledelse. Og avisen, der afslørede efterretningschefens sadistiske seksuelle tilbøjeligheder, forklarede det med sætningen "nogle finder det umuligt at leve uden, på trods af farerne for dem selv".
UPI citerer avisen Mail on Sunday for disse ord om Oldfield:
"Utvivlsomt genial, er (Oldfield) altid blevet præsenteret som den moderne faderfigur for det britiske efterretningsvæsen.'"

Ligesom flere af de andre VIP-personer, som Joseph de Búrca opremser, havde også Oldfield forbindelse til Nordirland, da han var sikkerhedskoordinator i landet.
Premierminister Margaret Thatcher udtalte, at efter Oldfield blev sikkerhedskoordinator i Nordirland, modtog regeringen rapporter, der medførte, at hans sikkerhedsgodkendelse blev undersøgt. Det var i marts 1980, i løbet af denne anmeldelse, at efterretningschefen indrømmede sine homoseksuelle aktiviteter, og hans positive kontrolgodkendelse blev trukket tilbage.
MI6-lederen Oldfield er af flere vidner blevet sat i forbindelse med misbruget af drenge fra Kincora børnehjemmet i Nordirland.
Den nordirske avis Belfast Telegraph skrev fx i 2014, at det blev rapporteret at Sir Maurice Oldfield var blevet set af sine Special Branch beskyttelsesofficerer, hvor han "omgås med drenge fra Kincora" ("associating with boys from Kincora"). I en anden artikel i samme avis er det et offer for sexmisbrug på Kincora, Richard Kerr, som hævder, at han mødte "Storbritanniens spionmester" Maurice Oldfield på børnehjemmet.
Belfast Telegraph påpeger, at Oldfield ikke misbrugte Kerr, men avisen kom samtidig med denne betragtning:
"Richard Kerr siger, at han aldrig blev misbrugt af Sir Maurice, men at knytte ham til Kincora vil føje brændstof til rygterne om, at efterretningstjenesten kendte til skandalen og dæmpede den, fordi misbrugerne gav oplysninger til efterretningstjenesterne."

Det var ifølge Kerr i 1978, at han havde set MI6-chefen i børnehjemmet. Han var kommet til at gå ind i et skolekontor, hvor de to pædofile børnehjemsledere – Raymond Semple og Joseph Mains – holdt møde med MI6-chefen. Det var viceforstanderen Joseph Mains, som var den "primære misbruger" af Richards Kerr. Maurice Oldfield "forlod Nordirland under en sky af seksuelle insinuationer to år senere," skriver Belfast Telegraph.

Påstandene om, at den afdøde efterretningschef misbrugte drenge i Kincora, blev officielt behandlet i en større undersøgelse af historisk misbrug i nordirske institutioner kaldet "Northern Ireland Historical Institutional Abuse Inquiry". Denne undersøgelse skulle også afdække, "om sikkerhedstjenesterne udnyttede Kincora til at afpresse påståede politikere, forretningsfolk, medlemmer af advokatstanden og andre, der angiveligt misbrugte børn fra Kincora," fortalte Irish Times i en artikel fra 2016.
Undersøgelsen mundede ud i en mere end 2000 sider lang rapport – og behandlingen af overgrebene i Kincora var kun en lille del af disse sider.
Rapporten afviste alle anklager mod efterretningslegenden Maurice Oldfield. I afsnittet om Kincora drengehjemmet behandles fx nogle uheldige udsagn om Oldfield fra en officer i efterretningstjenesten MI6. Trods de åbenlyse udfordringer med udsagnene ender konklusionen med at være frifindelse af den afholdte tidligere efterretningschef.
På side 1959 i rapporten finder man udsagnet af den pågældende MI6-agent (se side 233 i afsnittet om Kincora drengehjemmet). Benævnelsen for officeren er "SIS-officer G" – dvs. en agent i "Secret Intelligence Service", hvilket på dansk betyder "Hemmelig efterretningstjenste" og er anden en benævnelse for efterretningstjenesten MI6. "G" er anonymiseringen af agentens navn.
"I 2011 undersøgte SIS-officer G fire ringbind med materiale vedrørende Sir Maurice Oldfield, herunder MI5-efterforskningen fra 1980. Officer G fremsatte følgende kommentarer i begyndelsen af sit notat
'Forholdet [Oldfield] havde til Kincora Boys' Home (KBH) i Belfast og den efterfølgende 'lejedrenge sex-skandale' er efter min mening den eneste resterende potentielle følsomhed i papirerne.
Følsomheden er, at [Oldfield] kan have et link til (ved tilknytning gennem hans venskab med KBH-chefen) af de påståede forbrydelser i drengehjemmet. I betragtning af det nuværende klima omkring lignende sager, kan det på et tidspunkt dukke op som et problem."

Ironisk nok synes udsagnet præcist at rammesætte situationen for folkene bag den nordirske misbrugsundersøgelse med ordene "lejedrenge sex-skandalen" er "den eneste resterende potentielle følsomhed" som "på et tidspunkt [kan] dukke op som et problem".
Rapporten taler MI6-officerens efterretningsnote ned ved at skrive, at "referencen til et venskab" er "fuldstændig i modstrid med mængden af undersøgte beviser i undersøgelsen". Dette synes dog måske at være i nogen modstrid med de øvrige vidner, som påstår, at Oldfield flere gange besøgte Kincora og tilsyneladende havde en forholdsvist tæt relation til den pædofile drengehjemsleder. Disse observationer i sammenhæng med Oldfields angivelige tilbøjelighed til sadistisk sex med udsatte hjemløse drenge synes at forstærke muligheden for, at han kom i Kincora-drengehjemmet med samme formål.
Undersøgelsesrapporten fremfører, at "SIS Officer G" senere trak sit notat tilbage, da han sammen med en anden agent "undersøgte dette dybere". I forhold til anklagerne mod Maurice Oldfield skriver forfatterne af rapporten opsummerende:
"Vi er tilfredse med, at der ikke er nogen troværdige beviser til støtte for nogen af disse påstande."

Da Maurice Oldfields positive kontrolgodkendelse blev trukket tilbage, var han allerede en syg mand, skriver Joseph de Búrca i sin artikel i Village Magazine. Oldfield stoppede som sikkerhedskoordinator i Nordirland, da en efterfølger tog over i juni 1980. Han døde i marts 1981.
I en af mange hyldestartikler til Sir Maurice Oldfield i engelske medier skriver BBC, at Oldfield var spionchefen, som blev "slæbt gennem mudderet". Artiklen handler om hvordan Oldfield "rejste sig fra en ydmyg begyndelse til at blive en af Storbritanniens største spionchefer nogensinde". Han blev krediteret for at holde sit land ude af Vietnamkrigen, skriver BBC – og nævner som mange andre desuden, at Oldfield inspirerede den verdenskendte skuespiller Alec Guinness' portrættering af fiktionsforfatteren John le Carrés berømte spionhelt George Smiley. "Alligevel forfulgte påstande om misbrug af børn – der senere viste sig at være falske – hans omdømme i årevis," skriver BBC.
Mediet "Great British Lives" ("store britiske liv") skriver også, at efter Oldfields død i 1981 "måtte hans familie udstå falske anklager om, at han havde været involveret i en børnemisbrugsskandale". Denne hyldestartikel fremfører, at det var "et mareridt, der først fik en ende, da Carl Beech blev fundet skyldig i at fremstille de påstande, han havde fremsat om Oldfield og andre prominente mennesker."

Selvmodsigende undersøgelse kæmper mod vidneudsagn og beviser
Det var skandalen på drengehjemmet Kincora, som førte til den landsdækkende undersøgelse Northern Ireland Historical Institutional Abuse Inquiry. Misbruget på Kincora drengehjemmet blev behandlet i undersøgelsen, med det var egentlig en samlet undersøgelse af i alt 22 institutioner i Nordirland. Undersøgelsen blev kort navngivet Hart Inquiry (Hart undersøgelsen) efter lederen af undersøgelsen – den pensionerede højesteretsdommer Sir Anthony Hart.
Undersøgelsen udkom med den såkaldte "Hart-rapport" i januar 2017, som i detaljer beskrev, hvordan børn var blevet misbrugt – fysisk, mentalt og seksuelt – på tværs af institutioner drevet af kirker, staten, lokale myndigheder og velgørenhedsorganisationen Barnardo's i Nordirland i perioden 1922 til 1995. Næsten 500 personer fra Belfast, Irland, England, Skotland, Wales og endda også Australien deltog i undersøgelsen. Undersøgelsens konklusion var, at misbrug var "udbredt", og Sir Anthony Hart "anbefalede en undskyldning, kompensation, et permanent mindesmærke, en kommissær til at handle på vegne af ofre og overlevende og målrettet hjælp til de berørte."
Undersøgelsen konkluderede dog også, at misbruget, der fandt sted i Kincora, var begrænset til tre ansattes handlinger og ikke fandt sted med samarbejde fra staten eller efterretningstjenesterne.
I forhold til Kincora var det lederen af hjemmet William McGrath, kaldet "Husfaderen" ("the Housefather) og forstanderen Raymond Semple samt hans viceforstander Joseph Mains, som blev udpeget i undersøgelsen. William McGrath blev fængslet i fire år for sine pædofile aktiviteter i hjemmet.
Undersøgelsen afviste alle påstande, som pegede på efterretningstjensters og statslig indblanding i – eller viden om – overgrebene. De undersøgte efterretningstjenster var MI5, MI6 og Army Intelligence (militærets efterretningstjenste) samt sikkerhedstjenesten Special Branch.
Undersøgelsesrapporten hævdede bl.a.:
At selvom alle de fire ovennævnte tjenester vidste, at McGrath var homoseksuel og nogle af dem havde fået flere vidneudsagn om, at han begik overgreb på børn i Kincora "var der kun lidt disse tjenester kunne gøre ved det". Hart-undersøgelsen frikendte således efterretningstjenesterne fra at have holdt hånden over overgrebsmændene på Kincora, på trods af at efterretningstjenesters passivitet sikrede, at overgrebsmænd, i mindst seks år, kunne fortsætte deres seksuelle overgreb på børn på Kincora børnehjemmet.
At William McGrath ikke var hemmelig agent for MI5 eller MI6, trods vedvarende påstande om dette fra ofre og flere undersøgende journalister og forfattere. Fx modtog et af ofrene for misbrug på Kincora, Gary Hoy, et ikke-offentliggjort forligsbeløb efter påstande om, at William McGrath "blev beskyttet mod retsforfølgelse, fordi han var MI5-agent," fortalte BBC i denne artikel. Gary Hoy førte sag om erstatning fra indenrigsministeren og Nordirlands politi for det misbrug, han blev udsat for på det nordirske børnehjem i 1970'erne.
At efterretningstjenesternes interesse for den senere dømte pædofile børnehjemsleder William McGrath udelukkende skyldtes, at han var den øverstbefalende for den politiske og religiøse paramilitante organisation Tara. Det var en gruppe af loyalistiske prostestanter, der støttede, at Nordirland fortsat skulle være underlagt Storbritannien.
At der ingen problematiske forbindelser var mellem efterretningstjenester og William McGrath, trods flere vidneudsagn som indikerede det modsatte.
At Sir Maurice Oldfield "og en række navngivne og unavngivne embedsmænd i den engelske nordirske regeringsadministration, og unavngivne forretningsmænd og andre fremtrædende skikkelser" ikke "tyede til Kincora af seksuelle grunde."
At Kincora ikke var et "homoseksuelt bordel" og heller ikke brugt af nogen af efterretningstjenesterne som en "honningkrukke" til at "fange, afpresse eller på anden måde udnytte homoseksuelle".

Bemærk at ovennævnte blot er et mindre udvalg af mange punkter fra rapporten. Som sådan er det også kun nogle få eksempler på de mange påstande om systemisk korruption, statslig indblanding og mørklægning, som rapporten forsøgte at tilbagevise.
Til det sidste punkt skriver dommer Anthony Hart og hans to medarbejdere:
"Der var et lille antal tidligere indbyggere i Kincora, der vendte tilbage til Kincora som besøgende, og som deltog i samtykkende homoseksuel aktivitet med Mains, eller ved et lille antal lejligheder, med nogle af beboerne. En række beboere engagerede sig i samtykkende homoseksuel aktivitet med hinanden, eller gjorde det med andre væk fra Kincora under omstændigheder, der var fuldstændig uden forbindelse med Kincora."

Selvom der altså var en trafik af homoseksuelle ind og ud af Kincora, der havde homoseksuel sex i børnehjemmet, var det, ifølge Hart-rapporten, ikke "et homoseksuelt bordel". De "beboere", som de besøgende havde sex med, og som ifølge rapporten indvilgede heri, specificeres ikke. Det er altså uklart, om der refereres til børn eller voksne, men da der står "samtykkende homoseksuel aktivitet", må det nødvendigvis betyde voksne.

I kapitel 29, modul 15, i rapporten skriver forfatterne om et gruppemedlem i Tara – Roy Garland – som forsøgte at advare de sociale myndigheder og Special Branch om McGraths potentielle overgreb på Kincora. Mere præcist forsøgte han at advare det såkaldte "RUC Special Branch", som kort fortalt er den lokale nordirske afdeling af den engelske sikkerhedstjeneste Special Branch. RUC står for Royal Ulster Constabulary (Ulsters Kongelige Politikorps). Ulster er den andenstørste af Irlands fire provincer.
Citatet fra rapporten lyder således:
"I maj 1973 vidste både RUC Special Branch og andre RUC-officerer, at McGrath havde ry for at være homoseksuel, men de havde intet bevis for dette. Det var først, da Roy Garland talte med kriminalbetjent Cullen den 1. marts 1974, at RUC modtog en påstand om, at McGrath tidligere havde deltaget i homoseksuel adfærd af grooming-karakter med Roy Garland, da Roy Garland var teenager. Af forståelige grunde var Roy Garland ikke parat til at møde op for at afgive forklaring på det tidspunkt, og resultatet var, at RUC havde et vidne, der ikke ville møde i retten, og som beskrev begivenheder med homoseksuelle handlinger, der havde fundet sted i en længere årrække før i tiden."

Lige derefter står der:
"På trods af Roy Garlands prisværdige indsats for at advare Social Services og RUC om risikoen, som han identificerede nøjagtigt, at McGrath muligvis udnyttede sin stilling i Kincora til seksuelle overgreb på beboere der, ligesom han havde forgrebet sig på Roy Garland seksuelt, da han var teenager, var Roy Garlands indsats for at gøre dette uden held – dette var ikke hans fejl."

Og derefter:
"Vi er tilfredse med, at det først var i 1980, at RUC Special Branch, MI5, SIS og Army Intelligence blev opmærksomme på, at McGrath havde misbrugt beboere i Kincora seksuelt, og det fik de at vide, da det blev genstand for offentlige beskyldninger og en politiundersøgelse blev iværksat. Alle fire bureauer havde ingen beviser for det, selv om de var klar over, at McGrath blev påstået at være homoseksuel. De var klar over, at han arbejdede på et drengeherberg, hvor han var i en myndighedsposition."

Man bemærker, at rapporten paradoksalt ytrer tilfredshed med efterretningstjenesters uvidenhed. Men når man tænker på, at den påståede uvidenhed førte til seksuelt misbrug af børn i mindst seks år, forkommer denne tilfredshed endnu mere mærkelig. Det er, hvis man altså tror på, at disse tjenester ville have stoppet misbruget, i det tilfælde de kendte til det. Ulsters Kongelige Politikorps – RUC – gjorde åbenbart intet, selvom politiet kendte til drengehjemslederens "adfærd af grooming-karakter" med mindst ét barn. Dét omtales heller ikke som et problem. Fokus er tilsyneladende udelukkende tilbagevisning af anklager mod efterretningstjenesterne. Så selvom politiet vidste, at William McGrath var potentiel pædofil overgrebsmand med fri adgang til børn som leder i drengehjemmet, var der i seks år ikke rigtig noget at gøre ved det – ifølge undersøgelsesrapporten.
Et væld af spørgsmål melder sig på baggrund af, at Roy Garland åbenbart advarede RUC i marts 1974: Hvorfor var det "uden held"? Hvis ikke det var Roy Garlands skyld, at advarslen ikke førte til noget, hvis var det så? Hvorfor gjorde RUC intet ved det? Hvorfor igangsatte de fx ikke en efterforskning eller overvågning af drengehjemmet og den pædofile leder af hjemmet? Skal det, at undersøgelsen peger på, at vidnet ikke ville møde i retten, forstås som en undskyldning for RUC? Betyder det, at rapporten mener, at politiet ikke skulle gøre noget ved det seksuelle misbrug? Kan RUC og officerer i RUC virkelig have vidst det, uden at RUC Special Branch har fået noget at vide? Er det centrale svar på de mange spørgsmål mon i virkeligheden, at de udmærket kendte til misbruget, fordi det, der foregik, blev brugt til afpresning af diverse pædofile VIP-personer?

Det er, i sammenhæng med disse oplysninger og spørgsmål, værd at notere, at myndighederne tilsyneladende skulle tvinges til at standse overgrebene. Belfast Telegraph skriver, at det først var efter, at journalisten Peter McKenna afslørede sexmisbruget i børnehjemmet i avisen Irish Independent i januar 1980, at der blev gjort noget fra myndighedernes side. Afsløringerne skabte voldsom skandale, og korruptionssagen blev taget op i parlamentet. Med det offentlige kendsskab til de seksuelle overgreb, og de politiske reaktioner, var det således ikke længere muligt for myndighederne at undlade at reagere.

Som man måske kan se af ovenstående udvalgte punkter, virker rapporten som lidt af et balancestykke. Ovenstående er blot nogle få eksempler. Rapporten fortæller selv, at "gennem årene har der været stor opmærksomhed på", hvad Special Branch, MI5, MI6 og Army Intelligence "vidste om de seksuelle overgreb i Kincora, hvornår de vidste det, og hvad de gjorde med den viden." Her skriver undersøgelseslederen Hart og hans folk igen, at de er "tilfredse med" at efterretningstjenesterne kun interesserede sig for McGrath fordi han var leder af den paramilitære organisation Tara – og altså ikke for hans overgreb på børn. Hvordan undersøgelsespanelet kan være tilfreds med dette, forklares ikke og virker som lidt af en gåde.
Myndighedernes, politiets og efterretningstjenesternes fuldstændige passivitet betød, at pædofile overgrebsmænd kunne fortsætte deres overgreb uhindret igennem minimum seks år fra 1974 til 1980. Men de "holdt ikke hånden over" overgrebsmændene, ifølge Hart-undersøgelsen – heller ikke selvom det i praksis var det som skete. Igen "forklares" disse omstændigheder med "fejl" – ja faktisk et helt "katalog over fejl". Men ikke hos efterretningstjenesterne – hos de sociale myndigheder og politiet. I den forbindelse kritiserer rapporten organisationen EHSSB, hvilket står for Eastern Health and Social Services Board (Østre sundheds- og socialnævn). Dette nævn var dengang ansvarlig for at levere sundheds- og sociale ydelser i den østlige region af Nordirland
På side 2003 i rapporten læser man om det angivelige "katalog over fejl":
"Det var ikke blot sådan, at der i disse år var et lille antal forpassede muligheder af de sociale myndigheder i Belfast, af EHSSB og af RUC. Der var så mange fejl hos alle disse agenturer, at de svarer til et katalog over fejl hos hver enkelt. Var anklagerne fra 1971 blevet indberettet til RUC, som de burde have været, eller hvis en effektiv undersøgelse var blevet gennemført af RUC i senere år, er det rimeligt at udlede, at en grundig og kompetent undersøgelse foretaget af uddannede detektiver kan have været vellykket i at afsløre overgrebene i 1976, og muligvis endda i 1974. Det ville have betydet, at de, der blev udsat for seksuelle overgreb efter 1976, og muligvis efter 1974, ville være blevet skånet for deres oplevelser."

Passagen om "anklagerne fra 1971", som var "blevet indberettet til RUC" refererer til den såkaldte 'Mason mappe' ('Mason file'), som indeholdt klager fremsat i 1967 og 1971 af to beboere på Kincora mod vagtchefen, Joseph Mains. I december 1981, otte år efter at en leder i Sundheds- og socialnævnet "besluttede ikke at handle på informationerne i mappen", blev Joseph Mains dømt for to tilfælde af analsex-overgreb på børn, tre tilfælde af grov blufærdighedskrænkelse og ét tilfælde af usømmeligt overfald ("indecent assault"). Mains blev idømt seks års fængsel.
Den leder, som tilbageholdt oplysninger, der kunne have forhindret overgrebsmænd i at voldtage og misbruge drenge i Kincora, blev i øvrigt i 2002 udpeget som en af syv lægfolk, der skulle udføre et gennemsyn den katolske kirkes svar på klager over seksuelt misbrug af børn.

Hart-undersøgelsesrapporten bruger flere gange vendingen "Vi er tilfredse med..." når den forsøger at afvise anklager om myndigheders eller myndighedspersoners foruroligende relation til Kincora-overgrebene. Fx var rapportens forfattere, som tidligere nævnt, "tilfredse med" at afvise, at Sir Maurice Oldfield "og andre fremtrædende skikkelser tyede til Kincora" for at begå overgreb på drenge. De var også "tilfredse med" at afvise, at Kincora blev brugt af efterretnings- og sikkerhedsmyndigheder til at afpresse magtfulde homoseksuelle embedsmænd, politikere og efterretningsfolk. I det hele taget bruges denne vendning utallige gange i rapporten i sådanne sammenhænge.
Nogen kan måske få den tanke, at det godt kunne virke som om, at forfatterne er så "tilfredse med" at afvise beskyldningerne, at de på den baggrund vælger at forsøge at bortforklare de mange vidneudsagn og beviser for det modsatte. I al fald er det forbløffende, hvor mange vidneudsagn og beviser forfatterne ser bort fra eller krampagtigt forsøger at bortforklare.

Beskyttelse af den anglo-irske pædofilring
Village-journalisten Joseph de Búrca skriver, at medlemmerne af den anglo-irske pædofilring i "årtier var urørlige". Men "det ændrede sig efter udbruddet af Troubles, da MI5 fejede ind og afpressede og udnyttede nogle af dem af forskellige uhyggelige årsager."
"Troubles" var en etnisk-nationalistisk konflikt i Nordirland, som varede i cirka 30 år fra slutningen af 1960'erne til 1998, og som de engelske efterretningstjenester også var dybt involveret i.
Joseph de Búrca fortæller om misbrugerne og et af ofrene fra drengehjemmet, Richard Kerr:
"Et af deres ofre var Richard Kerr, som blev anbragt den 16. december 1966. I en alder af 8 blev han misbrugt af Eric Witchell, en anglikansk lægmunk, som var en ven af manden, der drev Kincora Boys' Home, forstander Joe Mains. Witchell blev senere fængslet for at have misbrugt andre drenge i Williamson House, hvor han havde været forstander. Misbruget af Richard Kerr startede en nat efter Witchell besøgte hans seng: 'Jeg var på min side, jeg havde en bamse. Jeg bed i den, mens han havde sin hånd nede på min bagdel og rodede rundt.'
Fuld voldtægt begyndte senere."

Alle disse påstande og citatet bekræftes i denne artikel i Belfast Telegraph.
Williamson House var et andet drengehjem i Belfast, hvor Kerr blev voldtaget i alderen fra 8 til 14, før han blev flyttet til mere misbrug på Kincora drengehjemmet i alderen 14 til 18. Richards Kerrs nære ven på drengehjemmet, Steven Waring, som også blev seriemisbrugt, flygtede, men blev indfanget og tvunget tilbage til Kincora af politiet. Steven Waring var ellers nået helt til Liverpool i England, men han druknede på den tvungne tur tilbage til Belfast i november 1977.
Richard Kerr afviste Hart-rapportens påstande om, at misbruget på drengehjemmet var begrænset til tre medarbejdere, og han hævder desuden, at han blev misbrugt af "meget magtfulde mennesker" med forbindelser til Kincora-drengehjemmet.
I marts 2016 udstedte han en stævning til en civil retssag, hvor han sagsøgte flere regeringsorganer. Han fortsatte med at udfordre Hart-undersøgelsen og slog til lyd for, at den blev udvidet til at omfatte seksuelt misbrug på Europa Hotel i Belfast, Nordirland, såvel som i Storbritannien og Europa. Eric Witchell var en af flere personer, der af ofre blev udpeget som pædofil overgrebsmand i forbindelse med bl.a. Kincora Boy's Home og Williamson House.
I en anden artikel i magasinet Village skriver journalisten David Burke:
"Dommer Hart gad ikke interviewe Eric Witchell. I stedet brugte Hart sin rapport til at bagvaske ofrene for Kincora. Hart-rapporten – og lad ingen misforstå det – ærekrænker ofrene som løgnere."

David Burke er desuden både fungerende advokat i retssager og forfatter til flere bøger om det historisk anspændte forhold mellem Nordirland og England.
David Burke skriver:
"Kort sagt drev MI6, MI5 og RUC Special Branch Kincora og andre hjem som 'honningfælder' for at lokke og afpresse unionistiske politikere og paramilitære, der misbrugte børn."

"Unionistiske politikere" er politikere, der bekender loyalitet over for Storbritannien og den union, den repræsenterer med England, Skotland og Wales.
Village-journalisten Joseph de Búrca hævder i sin artikel, at RUC brugte årtier på at dække over pædofilringens forbrydelser.
"Det er ikke muligt at sætte et tal på, hvor mange liv der blev ødelagt. Som minimum involverede det hundredvis af drenge og også nogle piger," skriver de Búrca.

Mediet Declassified UK skriver, at britiske ministre, statslige tjenester og regeringsadvokater gentagne gange har blokeret forsøg fra politiet og domstole i Nordirland på at afhøre MI5-betjente. Mediet peger på at Hart-rapporten kritiserede MI5-betjente for konsekvent at hindre politiets efterforskning og for "ødelæggelsen af MI5-filer relateret til Kincora."
"Men den undlader at nævne MI5's vellykkede pres på den daværende Thatcher-regering mod at oprette en fuld offentlig undersøgelse med vidner bundet af ed og udsat for krydsforhør.
[...]
Hart var klar over det pres, MI5 lagde på politiet. Men han afviste påstande om, at Storbritanniens sikkerhedstjenester, især MI5, vendte det blinde øje til misbruget på grund af McGraths rolle som informant for efterretningstjenesterne. På et tidspunkt sagde Hart, at hans undersøgelse 'ikke havde tilstrækkelige beføjelser' til at undersøge spørgsmål 'relateret til hæren eller MI5.'"

Påstanden om at William McGrath var MI5-informant blev så sent som i 2023 igen fremført i en engelsk domstol. Det var i forbindelse med de to ofre Gary Hoys og Richard Kerrs søgsmål mod de engelske myndigheder for de overgreb, de to oplevede på grund af passivitet fra myndighedernes side. Som vi hørte tidligere, indgik indenrigsministeren og Nordirlands politi forlig med Gary Hoy.
Gary Hoy udtalte efterfølgende, at "det aldrig handlede om pengene, det handlede om at holde dem ansvarlige". Han sagde også: "Jeg har båret denne byrde, siden jeg var 13 år gammel. Jeg fortalte det aldrig til nogen dengang, og jeg har stadig mareridt og flashbacks om misbruget."

Nogle år tidligere – i juni 2016 – afslørede BBC Nordirlands TV-udsendelse "Spotlight" dr. Moris Frasers seksualforbrydelser, skriver Joseph de Búrca. Det er udsendelsen "The Paedophile Doctor" ("Den pædofile doktor"), som Village-journalisten refererer til. Udsendelsen undersøger, hvorfor den dømte pædofile børnepsykiater "ikke blev afvist af det almindelige lægeråd," forklarer teksten om dokumentarfilmen.
Joseph de Búrca skriver om Moris Frasers misbrug af en af drengene på Kincora, Richard Kerr:
"Richard Kerr blev sendt til ham til undersøgelse, mens han stadig var bosiddende i Williamson House. Fraser tog billeder af hans kønsdele og besøgte ham senere i hjemmet. Kerr var kun ti. Fraser befamlede ham under disse besøg. Kerr blev senere misbrugt, mens han var bosiddende i Kincora."

Joseph de Búrca peger på, at "Fraser kender mange af hemmelighederne" bag VIP-pædofilringen, og at den pædofile læge er endnu et eksempel på, at Kincora ikke var en isoleret afvigelse men derimod en del af et bredere netværk.

Forsøg på statskup af angivelig pædofil kongelig overgrebsmand – Lord Mountbatten
Village-journalisten, forfatteren og advokaten David Burke skrev som tidligere nævnt, at MI6, MI5 og RUC Special Branch simpelthen drev Kincora og andre børnehjem som "honningfælder" til at afpresse unionistiske politikere og paramilitære i Nordirland, som misbrugte børn. David Burkes kollega på magasinet Village, Joseph de Búrca, skriver også, at MI5 udnyttede VIP pædofilringen, og at det blev afsløret af den kendte officer i MI5, Peter Wright. Wright blev kendt fordi han skrev den meget afslørende bog om MI5 "Spycatcher" ("Spionfanger"). Den afslørede bl.a. flere forsøg fra MI5 på at myrde ledende politikere, og at et af efterretningstjenestens vigtigste "bud" for medarbejderne er; "Du må ikke blive fanget" ("Thou shalt not get caught"). Bogen blev forbudt i England, og flere engelske aviser, der udgav information fra bogen, blev retsforfulgt af den engelske stat.

Der er adskillige medier, der har udgivet oprørende artikler om Kincora-skandalen. Mediet "Socialist Worker" ("Socialistisk Arbejder") starter med at fortælle det grundlæggende således:
"Kincora Boys' Home i Belfast blev åbnet i 1958. Hjemmets forstander Joe Mains begyndte med det samme at misbruge de drenge, han var ansat til at passe på. Mains rekrutterede Raymond Semple og William McGrath i 1970'erne, og de deltog i det daglige brutale misbrug."

De misbrugte drenge forsøgte at gøre myndighederne opmærksomme på misbruget, "herunder politiet og pressen, som svigtede dem fuldstændigt", fortæller Socialist Worker videre.
Myndighederne vidste, hvad der foregik, på grund af whistlebloweren, den militære efterretningsofficer Colin Wallace, skriver det socialistiske arbejdermedie. Wallace fortalte sine overordnede, hvad der skete, og udsendte endda en pressemeddelelse i begyndelsen af 1973. Pressemeddelelsen fortalte, at den pædofile Kincora-overgrebsmand William McGrath brugte "en ikke-eksisterende evangelisk mission som frontorganisation" for pædofili. Colin Wallace hentydede til McGraths unionistiske organisation Tara. For ud over at være en paramilitær organisation, var det også en gruppe af tilsyneladende radikale protestanter fra Ulster. Organisationen var også en del af den broderlige orden og logen "Orangeordenen", og Tara-medlemmerne hævdede bl.a. at være efterkommere af "den fortabte stamme af Israel" fra Bibelen. Men efterretningsmanden og whistlebloweren Colin Wallace betegnede altså blot Tara som en frontorganisation for pædofile aktiviteter.

At den militære efterretningsofficer Colin Wallace advarede mod overgrebene på Kincora mange år før, der blev foretaget indgreb imod dem, er almindeligt kendte oplysninger. Colin Wallace er et tidligere britisk medlem af Army Intelligence i Nordirland og en specialist i psykologisk krigsførelse. Han foretog flere tophemmelige operationer i det engelsk-besatte nordirske territorie. Man kan læse mere om Colin Wallace og advarslen om Kincora-overgrebene i bogen "Who Framed Colin Wallace?" ("Hvem snød Colin Wallace?"). Den er skrevet af den kendte undersøgende journalist og forfatter Paul Mackintosh Foot. Bogen handler egentlig primært om, hvordan Colin Wallace angiveligt blev sat op til at blive dømt for et mord, han ikke begik. Men Paul Foot hævder i bogen også, at dette var et forsøg på at miskreditere Colin Wallaces påstande om Kincora-skandalen.

Hele historien blev mørklagt, fordi William McGrath var en vigtig agent for den britiske efterretningstjeneste, skriver Socialist Worker. "Han aflagde hyppige besøg hos sine controllere i London," hævder mediet desuden.
McGrath var grundlægger af Tara, som i artiklen kaldes "en fanatisk loyalistisk paramilitær organisation", og han rejste til Sydafrika og Rhodesia for at købe våben til paramilitære. Den britiske stat "bevæbnede loyalistiske bøller" for at hjælpe med at knuse modstanden mod det britiske styre i Nordirland.
Drenge fra Kincora blev også lejet ud til figurer i etablissementet, hævder Socialist Worker, ligesom flere andre har gjort. "Hvem disse personer var, er stadig et spørgsmål om spekulationer," skriver mediet.

Artiklen er fra november 2012 og sammenligner Kincora-skandalen med nogle dengang aktuelle afsløringer af masseovergreb i det nordlige Wales, i Liverpool og i et amt i det nordvestlige England kaldet Cheshire:
"Navne på folk i høje positioner bliver nævnt som sandsynlige udnyttere af drenge, der blev forsynet til dem fra børnehjem. På alle betydende områder deler de seneste afsløringer fra det nordlige Wales, Cheshire og Liverpool træk ved Kincora-sagen. Der har været det samme systematiske misbrug, den samme konsekvente afvisning fra myndighedernes side i forhold til at tro på de unge, når de klagede, den samme 'ring' af misbrugere i forskellige børnehjem, konstant skift fra et børnehjem til et andet, den samme tilsyneladende involvering af højt placerede myndighedspersoner i de relevante råd og regeringsorganer, det samme ordknappe politi”.

Udsagnet om afsløringerne i det nordlige Wales refererer til seksuelle misbrugsovergreb på flere walisiske børnehjem. Jeg har tidligere fortalt, at det var en sag med hundredvis af anklager om seksuelt misbrug på børnehjem i det nordlige Wales, og at dette var en del af undersøgelsen "Independent Inquiry into Child Sexual Abuse" (IICSA – "Den uafhængige undersøgelse af misbrug af børn). I november 2012 var der netop fremkommet nye beskyldninger, som havde fået den daværende premierminister David Cameron til at lancere to undersøgelser af skandalen i Wales.
Udsagnet om afsløringerne i Cheshire og i Liverpool refererer til lignende historier: Her er en artikel om ofre for sexmisbrug, der vinder erstatningssag mod et katolsk børnehjem i Liverpool. Og her en anden artikel om mørklægning og manglende reaktioner fra myndigheder, som "blev blotlagt af årelang undersøgelse af seksuelt misbrug" på børnehjem i bl.a. Liverpool.
Denne artikel handler om, hvordan ofre for en pædophili-ring i Liverpool var nødt til kæmpe for at trænge igennem mørklægning af misbruget.

Efterretningsofficeren Colin Wallace arbejdede med psykologisk krigsførelse i det britiske militære efterretningsvæsen. Det er bl.a. propaganda-teknikker og strategiske operationer, som fx har til formål at ødelægge definerede fjenders moral eller deres psykologiske velbefindende. Det gøres bl.a. ved at påvirke en målgruppes værdier, tro, følelser, motiver, ræsonnement eller adfærd.
Wallace blev involveret i en operation kaldet "Clockwork Orange" ("Urværk orange"). Operationen foregik i begyndelsen af 1970'erne og var et forsøg på at tilsvine en række højtstående britiske politikere. Det var et forsøg på at afsætte den siddende Labour-regering, hævdede bl.a. den siddende premierminister Harold Wilson. Nogle af de politikere, der var mål for smædekampagnen, var bl.a. Harold Wilson, Edward Heath og Cyril Smith.
Mediet Socialist Worker skriver i sin artikel om masseovergrebene på Kincora, at Operation Clockwork Orange var et forsøg på at "udtvære og underminere" Labour-ledere – og de partipolitikere, der ikke blev anset for at være hårde nok. Det kortsigtede mål var at forhindre Labour i at blive valgt og at afsætte Edward Heath fra ledelsen af partipolitikerne.
Clockwork Orange var oprindelsen til påstanden om, at Heath var pædofil, hævder mediet. "Nogle gange var arbejdet seriøst. Andre gange var det lidt latterligt," skriver mediet – uden at uddybe hvad der menes med det.
Et andet eksempel på arbejdet i operationen var, at efterretningsteamet skrev en falsk Labour-pamflet til amerikanske journalister, "som opfordrede til revolution."
Socialist Worker forklarer desuden, hvordan Colin Wallace stoppede med at arbejde for MI5:
"Wallace blev fyret i 1975, efter at han nægtede at fortsætte med at arbejde på Clockwork Orange. Han havde vægret sig ved tanken om at vælte den regering, han skulle arbejde for. Han var frustreret over, at hans forsøg på at afsløre Kincora Boys' Home-skandalen mislykkedes."

Mediet tilføjer, at Wallaces påstande blev bekræftet af den tidligere MI5-officer Peter Wright i bogen Spycatcher. "Wright beskrev, hvordan en bande af ultrahøjreorienterede fanatikere i MI5 havde konspireret mod Wilsons regering i 1974 og 1975."

Man kan tilføje, at oplysningerne ikke kun blev bekræftet af Peter Wright, men også af den tidligere premierminister Harold Wilson, som efter sin pludselige og uventede tilbagetrækning fra posten gav et interview til to journalister, hvor han fortalte, at hans regering havde været mål for to forsøg på statskup.
Påstandene blev desuden "bakket op af bekræftende interviews med andre ledende personer fra tiden," skriver BBC i en historisk artikel om sagen.
"Begge militærkup skulle have involveret "højtstående elementer i den britiske hær, ivrige efter at se ryggen af Labour-regeringerne" – og begge forsøg på militærkup involverede et medlem af den kongelige familie:
Prins Louis Mountbatten.
Harold Wilson mente, at det var idéen, at Lord Mountbatten skulle have være indsat som midlertidig premierminister efter militærkuppet.
Lord Mountbatten er onkel til den nuværende kong Charles, og – som tidligere nævnt – er Mountbatten af flere angivelige ofre blevet anklaget for pædofile seksuelle overgreb.
Den kongelige familie bakkede op om statskuppet, skriver BBC.

Sir Anthony Blunt og VIP pædofilringen
Village-journalisten Joseph de Búrca skriver, at den tidligere officer i MI5 Peter Wright "brugte syv år på at optrevle og kortlægge" den korruption, han senere afslørede i sin bog "Spycatcher". Wrights vej dertil "begyndte med MI5's undersøgelser af det snuskede kriminelle privatliv for ærke-MI5-forræderen, Sir Anthony Blunt," fortæller de Búrca. Blunt var ansat som ansvarlig leder for den kongelige kunstsamling – dvs. på det tidspunkt dronning Elizabeths kunstkurator. MI5's proces begyndte, efter at Blunt over for MI5 tilstod, at han havde forrådt dem til KGB, påpeger de Búrca. Dronningens kunstkurator, Anthony Blunt, var angiveligt endnu en mand med hang til at ydmyge unge drenge seksuelt.
Joseph de Búrca skriver:
"Mens mange af Blunts venner og kolleger vidste eller havde mistanke om, at han var homoseksuel, vidste kun nogle få udvalgte, at dybt i de skyggefulde afkroge af sit privatliv gemte han en mørk og uhyggelig hemmelighed. Blunt nød 'den grove handel' – misbruget af fattige gadedrenge, der var blevet dømt til at leve som drengeprostituerede på snuskede toiletter i London. Blunt 'hyggede' sig med dem omkring toiletterne i Hyde Park tæt på Speakers' Corner, på trods af sin venstreorienterede foregivelse af at tage sig af de underprivilegerede."

Som tidligere nævnt var netop Anthony Blunt med på den liste med navne på "højt profilerede påståede besøgende" på Elm Guest House (Elm Gæstehus) – og denne liste blev beslaglagt af detektiver under en politirazzia. Elm Guest House var det hotel og gæstehus, der var omgærdet af anklager om at være base for et VIP-pædofili-netværk – og som også blev anklaget for at være ophavssted for en bortføring, der førte til et bestialsk barnemord.
Joseph de Búrca peger også på informationer fra whistlebloweren og forfatteren Robin Bryans. Han var involveret i det anglo-irske VIP-etablissement hele sit liv, og i de senere år af sit liv blev forfatteren kendt for at fremsætte beskyldninger mod flere af de mennesker, han tidligere havde omgås socialt. I 1990 fortalte Robin Bryans, at Anthony Blunt sammen med Lord Mountbatten og andre var en del af "et old-boy-netværk", der holdt "homoseksuelle orgier i landsteder på begge sider af grænsen" – og i Kincora drengehjemmet.

Joseph de Búrca skriver:
"Blunt kunne have nydt sine sidste par år som en respekteret ridder af riget, mens han gled rundt på Buckingham Palace og hans yndlingstoiletter i London, hvis det ikke var for Robin Bryans indgriben".

Bryans var en berømt rejseskribent fra Belfast, som kendte Anthony Blunt og andre i VIP-pædofilringen godt, fortæller Joseph de Búrca.
"Gennem dem kendte han mange medlemmer af MI5 og MI6. Faktisk var det Bryans, der afslørede Blunt som KGB-agent på siderne i magasinet Private Eye i 1979. Bryans, der døde i 2005, samlede et væld af oplysninger om strukturen i Ulster-grenen af den anglo-irske pædofilring, som han nedskrev i forskellige bøger og åbne breve."

Selvom han var født i en arbejderfamilie fra Belfast, tog medlemmer af det britiske aristokrati ham under sine vinger, fortæller de Búrca. Hans fætter, 'Hellfire' Jack Bryans blev "kejserlig stormester" i Orangeordenen, hvilket forbedrede Robins status hos det anglo-irske aristokrati. Orangeordenen var den logeorden, som den pædofile overgrebsmand på drengehjemmet Kincora og hans paramilitære organisation Tara også var tilknyttet.
Hellfire Jack var en af dem, som Robin henvendte sig til i sin kampagne for at stoppe misbruget i Kincora. Robin Bryans fortalte sin fætter om William McGraths overgreb, men intet blev gjort. "McGrath var en førende Orangeman. Han var så indflydelsesrig, at han fik lov til at etablere sin egen Orange Loge," skriver de Búrca.

Andre fremtrædende personer, som Robin Bryans navngav som del af VIP-pædofili-netværket var ud over den kongelige Lord Mountbatten og dobbeltagenten Sir Anthony Blunt bl.a.:
Knox Cunningham, nordirsk forretningsmand, advokat og unionistisk politiker samt tidligere parlamentarisk sekretær for daværende premierminister.
John McKeague, nordirsk loyalist og et af de stiftende medlemmer af den paramilitære gruppe "Red Hand Commando" ("Rød hånd kommando").
James Molyneaux, Baron Molyneaux af Killead, unionistisk nordirsk politiker og leder af Ulster Unionist Party (Ulster Unionistparti). Killead er et egnsområde i Nordirland.
Peter Montgomery, som var royalt udnævnt til "Deputy Lord Lieutenant of Tyrone" og desuden formand for Nordirlands kunstråd. "Deputy Lord Lieutenant of Tyrone" kan oversættes til "Viceherre Løjtnant af Tyrone. Lord Lieutenant er en "ærestitelstilling" historisk med reelt militært ansvar, men i dag er ansvaret at uddele æresmedaljer ved cerimonielle arrangementer og lignende. "Deputy Lord Lieutenant" skal assistere "Lord Lieutenant" i denne type pligter. Tyrone er et amt i Nordirland.

John McKeague er almindelig kendt som homoseksuel pædofil, og er anklaget af flere for involvering i Kincora-skandalen, men han blev aldrig dømt. Den engelske avis Guardian skriver, at McKeague var en af flere af "de mest berygtede afvigere", som blev "huset" inden for Loyalisternes rækker. "Den britiske militære efterretningstjeneste var klar over McKeagues smag for unge drenge og brugte den til at afpresse ham til at blive informant," skriver avisen.
Gaurdians version af historien er, at McKeague "gennem sine forbindelser med andre loyalistiske pædofile", især William McGrath, var "opmærksom på det misbrug af børn, der fandt sted i Kincora drengehjemmet". Avisen skriver videre, at McKeague i 1982 var "ved at offentliggøre den britiske efterretningstjenestes rolle i at afpresse pædofile som McGrath", da han blev skudt og dræbt af modstandsbevægelsen "Irish National Liberation Army" ("Den nationale irske befrielseshær").
Det irske magasin The Phoenix er endnu mere direkte i sin analyse af McKeagues rolle. Den kan læses i en artikel med titlen "MI5’s serial killer" ("MI5’s seriemorder"). McKeague beskrives i artiklen som "en berygtet loyalistisk terrorist, seriemorder og børnemishandler". John McKeague var med al sandsynlighed involveret i adskillige mord, men han undgik retsforfølgelse i disse forbindelser. Mordene var blandt andet ved bombeattentater, men der var også et bestialsk mord på en 10-årig dreng, som McKeague af flere menes at stå bag. Det var britiske politi- og efterretningsdokumenter som angiveligt hævdede, at McKeague var den sadistiske morder bag drabet. Drengen hed Brian McDermott, og mordet fandt sted i det sydlige Belfast i september 1973. Drabet involverede partering og afbrænding af liget i en nærliggende park, og det blev karakteriseret som så grusomt, at den lokale presse spekulerede i, at det kunne være udført som en del af et satanisk ritual. Det er dog også blevet hævdet, at McKeague afsonede en dom i i fængsel for røveri, da McDermott blev myrdet.

"McKeague blev rekrutteret og lokkede loyalistiske pædofile til hoteller, hvor MI5 optog dem misbruge Kincora-drenge," skriver bladet. Den engelske regeringsadministration i Nordirland kendte til McKeagues seksuelle afvigelse, skriver Phoenix og giver et eksempel på, hvordan de kendte til det: Den 23. maj 1975 mødte den øverstkommanderende og to af hans kollegaer i den loyalistiske paramilitære gruppe Ulster Defence Association (Ulster forsvarssammenslutning) en senior MI6-officer i den nordirske regeringsadministration. "Ifølge afklassificerede britiske filer var der 'nogle skarpe diskussioner om hr. McKeagues tilbøjeligheder'," skriver Phoenix.
Kincora-skandalen brød ud i januar 1980. To år senere udspurgte Ulster Politi (RUC) McKeague om hans voldtægt af drenge. Han truede med, at hvis han blev sigtet, ville han afsløre, hvad han vidste om skandalen, hævder Phoenix.
"Han blev myrdet i januar 1982 og tog sine hemmeligheder om MI5 i graven."

Peter Montgomery var en af de første af Anthony Blunts elskere. Montgomery var et fremtrædende medlem af en anglo-irsk familie og fætter til 'Monty', den berømte feltmarskal fra Anden Verdenskrig. Peter Montgomery holdt altid et værelse klar til Anthony Blunt i sit hjem i Blessingborne, og Montgomery boede ofte hos Blunt, når han besøgte London, fortæller Joseph de Búrca i endnu en Village Magazine-artikel om pædofilt VIP-sexmisbrug og mørklægning. Han skriver også, at det var "omfavnelsen af Montgomery", der hjalp Anthony Blunt igennem sin "nervøse udmattelse i 1943" – med reference til en af de mange psykisk svære perioder i Blunts liv. Efter at Blunt blev afsløret som MI5-forræder, blev Blunts underskrift fundet af Sunday Times-reportere i gæstebogen på Peter Montgomerys landsted Blessingborne. Peter Montgomery var også en nøglefigur i den anglo-irske pædofilring, skriver Joseph de Búrca. Ifølge whistlebloweren Robin Bryans, som kendte ham godt, skaffede han drenge fra skolen Portora Royal College. Det var dengang var en af de ældste og mest prestigefyldte skoler i Nordirland (den lukkede i 2016). Drengene fra denne skole var "til dem i pædofilringen med en forkærlighed for velopdragne børn," skriver Joseph de Búrca.

Også tidligere militære efterretningsofficer Colin Wallace hævder, at flere af disse mænd havde forbindelser til hinanden, og til netværket der udnyttede børn i bl.a. Kincora. I 2017 efter Hart-rapporten var udkommet kritiserede Wallace undersøgelsen for, at den havde fjernet en del af hans beviser.
Wallaces forsøg på at standse overgrebene på drenge "blev forpurret af overordnede" og to afsnit blev redigeret og mørklagt inden materialet blev lagt på undersøgelsens hjemmeside, fortæller Belfast Telegraph. "Denne rapport har illustreret systemets svagheder, fordi der er tabte filer og materiale, som jeg havde i 1973, som de ikke har fundet, og de ting, vi gav, er blevet udelukket," sagde Wallace.
Den forundrede whistleblower og tidligere efterretningsofficer udtalte bl.a. om Hart-undersøgelsen (som forkortes HIA):
"Der er vigtige vidner, som aldrig blev kontaktet af undersøgelsen, og efter at have deltaget i Saville-undersøgelsen var jeg forbløffet over, at HIA stolede på de usignerede erklæringer, folk havde givet tilbage i 1982."

Nogle af de skjulte oplysninger var centreret omkring Sir Knox Cunningham. De beskriver, hvordan der var klare forbindelser mellem Knox Cunningham og William McGrath, den berygtede pædofile som blev fængslet for misbrug af flere børn i Kincora. En del af de redigerede oplysninger var allerede blevet offentliggjort i Robin Bryans bog "Let The Petals Fall" ("Lad kronbladene falde").
Oplysningerne afslører blandt andet, at Cunningham også var en nær ven af kunstmaleren Sidney Smith, som også var massemisbruger af børn. Belfast Telegraph formulerer det på den måde, at Sidney Smith "var én af en gruppe pædofile på begge sider af grænsen". Det synes måske at være en henvisning til både det påståede pædofile VIP-netværk, og til at den anerkendte kunstmaler begik overgreb på børn flere steder i Storbritannien. "Knox tøvede aldrig med at spænde sine juridiske muskler til ulovlige formål som stasadvokat", hævder Robin Bryans i sin bog. I den position hjalp statsadvokaten og toppolitikeren Knox Cunningham angiveligt sin pædofile ven med at forblive immun mod retsangreb.
Belfast Telegraph gengiver et udsagn fra Robin Bryans bog:
"Knox kunne også citere kapitel og vers om Sidney Smiths tilsvarende immunitet mod retsforfølgelse i løbet af hans år med sex med modvillige børn helt ned til tre år."

"Knox Cunningham havde forbindelser til John McKeague, som havde forbindelser til Kincora og Peter Montgomery," udtaler Colin Wallace til Belfast Telegraph, som pointerer, at Montgomery var "den homoseksuelle elsker af den russiske spion Sir Anthony Blunt". Det var altså nogle meget specielle forbundne mænd, indbefattet den berygtede loyalistiske terrorist, sandsynlige seriemorder og seksuelle massemisbruger af børn, John McKeague. Den erfarne tidligere efterretningsmand, Wallace, kommer på den baggrund med en vigtig betragtning: "Efterretningstjenesten må have holdt et vågent øje med dem."

En talskvinde for Hart-undersøgelsen udtalte at undersøgelsen kun redigerede materiale, der var relateret til national sikkerhed eller beskyttede identiteten på dem, hvis sikkerhed kunne være i fare, eller som ikke havde nogen relevans for undersøgelsens arbejde.

I oktober 2022 udkom endnu en undersøgelse af misbrug af børn med sit sidste delresultat. Det var den tidligere omtalte undersøgelse med navnet The Independent Inquiry into Child Sexual Abuse (IICSA – Den uafhængige undersøgelse af børnesexmisbrug). Den blev kritiseret for flere af de samme ting som Hart-rapporten – af bl.a. Kincora-ofre og medier som Village Magazine.
Allerede en måned inden offentliggørelsen af den sidste rapportdel skrev Village:
"IICSA har produceret nogle beklagelige rapporter i løbet af de sidste år. De har ignoreret afgørende beviser, især i forhold til anglo-irsk sexmisbrug begået af VIP'er som parlamentsmedlemmerne Enoch Powell, Knox Cunningham, James Molyneaux og andre. Alt dette til trods for, at IICSA blev oprettet for at efterforske sexmisbrug begået af Westminster-parlamentsmedlemmer og andre VIP'er.

Enoch Powell er endnu en engelsk politiker, som er blevet beskyldt for overgreb på børn. Powell var parlamentsmedlem og blandt andet sundhedsminister. Han var desuden dekoreret med ordenen "Medlem af det britiske imperium" (MBE) – ligesom flere af de øvrige politikere vi har hørt om i dette kapitel. I 2015 fremkom en præst "med påstande om satanisk misbrug udført af en ung voksen, han vejledte i 1980'erne". Kirken videregav i den forbindelse navnet Enoch Powell til politiet og den tidligere omtalte "Operation Fernbridge". Heller ikke undersøgelsen af dette tidligere parlamentsmedlem førte til noget, og Powells officielle biografi-forfatter kaldte beskyldningerne for "absolut vrøvl".
Jeg fremlagde tidligere, at forfatteren Robin Bryans havde peget på både Knox Cunningham og James Molyneaux som del af VIP-pædofilringen. Men flere andre ting synes at pege i denne retning. Fx havde Molyneaux en 17-årig dreng som samlever, mens han selv var 64 år. I marts 2016 offentliggjorde den irske avis Irish News et interview med Christopher Luke, som fortalte, at han var blevet Molyneauxs kæreste som 17-årig. Christopher Luke beskrev, hvordan han havde mødt Molyneaux i 1984, da Luke var 17 og den ældre toppolitiker var 64. Trods aldersforsekllen knyttede de to sig tæt til hinanden med det samme. James Molyneauxs unge kæreste fik i øvrigt "en sidebeskæftigelse som forfatter til romaner om homoseksuel korporlig afstraffelse" og skrev under navnet "Clansman Chris" ("Klansmand Chris"). En "clansman" refererer til et medlem af den voldelige racistiske amerikanske organisation Klu Klux Klan. Altså endnu et eksempel på tilsyneladende sado-masochistiske tilbøjeligheder omkring en pædofil VIP-person.
Christopher Luke benægtede ikke påstanden men sagde blot, at det var "en privat sag".

Som reaktion på de mange undersøgleser, som ikke rigtig førte til noget i forhold til masseovergrebene på Kincora, udtalte offeret Richard Kerr:
"Vi blev behandlet som affald, men det her affald går ingen steder, og sandheden vil komme frem på den ene eller anden måde."

Kapitel 4:
'Myter' og 'konspirationsteorier'

Magasinet Village fortæller, at offeret Richard Kerr blev taget til Venedig og misbrugt af lige præcis dén berygtede New York-advokat, jeg beskæftigede mig med i del 1: Roy Cohn. Magasinet skriver, ligesom jeg har fremlagt tidligere, at Cohn havde forbindelser til mafiaen og forskellige amerikanske efterretningstjenester. Village supplerer med at uddybe hans forbindelser til det anglo-irske pædofilinetværk.
I det hele taget får man et indtryk af et pædofilt netværk, der samarbejder effektivt og uafhængigt af landegrænser – og den amerikanske politiske lobbyist Roy Cohn dukker op flere steder i den sammenhæng.

Nogle af Cohns forbindelser blev skabt, da han arbejdede sammen med senator Joe McCarthy om heksejagten på påståede kommunister i 1950'erne, fortæller Village – i overensstemmelse med de oplysninger jeg har afdækket tidligere. "Senere blev Cohn Donald Trumps advokat og guru," står der i Village-artiklen. Del 1 går mere i dybden med disse oplysninger om Roy Cohns mafia- og efterretningsforbindelser og forhold til Donald Trump m.m.
Village-artiklen viser desuden bl.a. et billede af en ung Richard Kerr, hvor han står i tydeligt sydlandske rammer på en trappe til et formodentlig antikt bygningsværk. Artiklen informerer om, at billedet viser Richard Kerr, mens han var bosiddende i Kincora Boys' Home i Belfast, og at det er taget i Venedig. Men ifølge Hart-undersøgelsens leder, dommer Anthony Hart, var Kerr i Belfast på det tidspunkt, fortæller Village.
Mediet gennemgår forbindelserne mellem Cohn og diverse partnere i netværket minutiøst og med billeddokumentation i artiklen "Trump’s mentor: another sociopathic paedophile child-trafficker in the mix; from Roy Cohn to Epstein and Maxwell" ("Trumps mentor: Endnu en sociopatisk pædofil børne-trafficker indblandet; fra Roy Cohn til Epstein og Maxwell").
Denne artikel er forfattet af den tidligere omtalte Village-journalist og advokat David Burke. I artiklen er der flere billeder af Kerr, som underbygger påstandene om, at han blev fragtet rundt i verden for at blive misbrugt af forskellige personer.

David Burke viser et billede af Richard Kerr som ung teenager stå foran det ikoniske urtårn "Big Ben" i Westminster i London. I forbindelse med billedet skriver David Burke:
"Hvis man læser den fejlbehæftede Hart-rapport, bliver man ledt til at tro, at Kerr var i Kincora i hele perioden 1975-1977 og aldrig satte sin fod i Storbritannien, endsige Venedig.
I den forbindelse henvises læseren til fotografiet af Kerr foran Westminster i London, som også blev taget, mens han skulle have været i pleje i Belfast på den anden side af Det Irske Hav.
Billedet fra Westminster blev vist på TV, før Hart fremlagde sin rapport. Han ignorerede det simpelthen, da det ikke passede ind i hans dagsorden, dvs. at den eneste mishandling, som Kincora-drengene havde lidt, var den, der blev begået på hjemmet af de tre ansatte."

På et af de andre billeder, ser man den unge Kerr nu siddende i en gondol, med en gondol-fører i baggrunden – altså tydeligvis i Venedig. Et andet billede viser en af Kerrs angivelige overgrebsmænd, Fred Ferguson, der hygger sig i Venedig. Der er også et billede af Richard Kerr i et hvidt jakkesæt ved siden af Roy Cohn i et tilsvarende hvidt jakkesæt. Billederne suppleres af en tekst med ordene "In London Cohn bought Kerr a jacket like the one he had admired on him" ("I London købte Cohn en jakke til Kerr, som tilsvarede den, han havde beundret på ham").
Disse dele af Kerrs vidneudsagn og omfattende fotobevismateriale blev ikke medtaget i Hart-undersøgelsen og IICSA (se foregående del for yderligere info om disse undersøgelser).

David Burke skriver:
"På dette tidspunkt i sit liv var Richard kommet til at se sine misbrugere som 'hajer' og 'delfiner'. Han havde opgivet ethvert håb om et normalt liv og var nu besluttet på, at efter at være blevet kastet i vandet, ville han svømme med 'delfinerne' i stedet for hajerne. Det er en trist anklage mod den verden, han levede i, at han så Ferguson i et velvilligt lys, en 'delfin'."

Grænseløst netværk – det amerikanske samarbejde og Roy Cohn
Roy Cohn var pædofil med forbindelser til den anglo-irske pædofilring i London, skriver David Burke. Burke fortæller videre, at linket til netværket sandsynligvis er opstået "gennem en texaner bosat i London ved navn Fred Ferguson, som også var pædofil" – eller den tidligere omtalte nordirske børnepsykiater, Morris Fraser, som ifølge Burke var en nøglefigur i netværket.
David Burke konstaterer, at Roy Cohn og Fred Ferguson i 1977 under alle omstændigheder var "i stand til at få adgang til en dreng fra Nordirland gennem netværket".
"Drengen var en del af en gruppe 14-årige drenge, som havde været bosiddende i Williamson House i Belfast, indtil de blev overført til Kincora Boys' Home i 1975. Indtil dette tidspunkt havde Kincora hovedsageligt sørget for 16-18-årige. Nogle, hvis ikke alle, af Williamson-drengene var blevet udsat for forfærdelige overgreb, vold og intimidering af en fra personalet i hjemmet, Eric Witchell, samt hans udefrakommende partnere".

Derefter afslutter David Burke med en tankestreg og denne rædselsfulde konstatering; "så meget, at de var blevet bange og medgørlige børne-sexdukker."
Drengen, Burke omtaler, er Richard Kerr.

David Burke fortæller, at heller ikke undersøgelsen IICSA har vist interesse i at tage nogen form for kontakt til Eric Witchell på trods af oplysningerne om hans nøglerolle i den anglo-irske pædofilring.

David Burke beskriver den rejse Richard Kerr blev tvunget på for blive udnyttet seksuelt af diverse indflydelelsesrige mænd:
I 1977 blev Richard Kerr kørt af de to pædofile mænd fra Kincora drengehjemmet Joe Mains og Raymond Semple, til Europa Hotel i Belfast, hvor han blev sat i baren. Kerr var bekendt med Europa Hotel, hvor han var blevet misbrugt siden han var 14 år. En af hans misbrugere på hotellet var parlamentsmedlemmet Enoch Powell, fortæller David Burke. Ved denne særlige lejlighed blev Kerr præsenteret for nogle amerikanere i baren. En af dem gav ikke sit rigtige navn, men var i virkeligheden Roy Cohn, "måske den mest berømte amerikanske advokat i anden halvdel af det tyvende århundrede og mentor for den unge Donald Trump". Cohn var der sammen med to andre amerikanere, Fred Ferguson og en Daniel S, søn af en texansk forretningsmand, med tilknytning til olieindustrien.
"Mødet på Europa har alle træk af en snusket vurdering gennemført af Cohn og Ferguson for at se, om den unge irske teenager vækkede deres seksuelle appetit. Han var 15 eller måske lige fyldt 16, da han var født i maj 1961."

Ifølge Kerr "skete der ikke noget med [Cohn] på Europa-hotellet".
Planen for Cohn og Ferguson på dette tidspunkt var at besøge Venedig to uger senere, og de søgte en medgørlig teenagedreng til sex. "Kerr bestod klart testen", og der blev lavet planer for rejsen. Herefter fortæller artiklen i detaljer hvordan rejsen foregik, og hvem Kerr mødte. David Burke omtaler bl.a. to britiske "håndhævere" ("enforcers"), som tilsyneladende var med på rejsen for sikre kontrollen med misbrugsofferet Richard Kerr.
Village-journalisten vender her tilbage til Hart-undersøgelsen og skriver:
"På trods af det faktum, at handelen med Kerr på tværs af Storbritannien og Europa og tilbage igen involverede fire voksne mænd, benægtede dommer Hart eksistensen af en pædofilring af nogen art i sin uhyggelige rapport fra 2017 om Kincora."

Cohn ventede på Kerr i Venedig på det verdenskendte luksushotel Gritti Palace.
Cohn "talte ikke for meget [og] tog mig bare op på værelset, og vi havde en træfning," fortæller Richard Kerr. Ordet Kerr bruger for "træfning" er "encounter", hvilket også kan oversættes til "møde", "kamp" eller "sammenstød".
Han fik Cohns rigtige navn senere, fortæller David Burke og lader Richard Kerr sige, hvor lang tid disse voldtægter stod på:
"Jeg tror, at jeg var der tre eller fire dage".

"Ferguson misbrugte også Kerr i Venedig," skriver David Burke. Kerr blev ikke taget med ud for at se nogen af byens seværdigheder af amerikanerne. De havde kun ét formål i tankerne for ham: seksuelt misbrug. De to britiske håndhævere var til stede for at sikre, at han ikke skabte problemer, dvs. at han ikke løb væk, talte med fremmede eller gik til politiet. Formentlig blev de to britiske håndhævere også taget med for at tvinge Kerr med fysisk vold, hvis han nægtede at underkaste sig Cohn og Fergusons seksuelle krav. "Kerr var dog blevet betinget af seksuelt misbrug i løbet af de foregående syv år," skriver David Burke.

Men der var flere grunde til, at Kerr var medgørlig. Omkring tidspunktet for turen til Venedig var han blevet udsat for, hvad der svarede til en dødstrussel af Kincora-forstanderen Joe Mains. Karakteren af denne trussel er så grufuld, at Kerr stadig ikke er i stand til at åbne helt op om den offentligt. Truslen vedrørte en indikation af, at Mains kendte til mordet på en dreng i Belfast, som var faldet i kløerne på pædofilringen i den by, fortæller David Burke.
Kerr blev også misbrugt af en række skræmmende og voldelige mænd. Den værste af dem var John McKeague, den berygtede Red Hand Commando-terrorist og seriemorder. "McKeague var en ven af Mains og en sadistisk seksuel misbruger," konstaterer David Burke. Vold var derfor "ikke nødvendig for at tvinge Kerr til at underkaste sig Cohns og Fergusons krav, og han blev udsat for dage med uophørlig voldtægt, hver gang amerikanerne havde indfaldet," skriver Burke.

Ofre med ødelagte liv - uden retfærdighed
Nogle af de ofre fra Kincora som er stået frem med deres vidneudsagn om overgreb er Richard Kerr, Richard Hay og Clint Massey. Et andet offer begik selvmod, hvilket flere andre af ofrene fra drengehjemmet også har forsøgt.
I denne artikel, i den engelske avis Independent, fortæller Clint Massey om de udbredte overgreb og voldtægter:
"Det var næsten, som om folk gik i bad med tøjet på. Unge mænd delte ikke sådan nogle hemmeligheder, så jeg vidste, at der ikke var noget, jeg kunne gøre. Disse mennesker var højt respekterede medlemmer af samfundet."

Selvom han taler sagligt, har misbruget, han blev udsat for, tydeligvis været en livstidsdom, fortæller artiklen. Den er fra 2014 og altså fra den periode, hvor medier i Storbritannien skrev en del artikler om historisk massemisbrug på grund af de aktuelle undersøgelser, som var blevet igangsat på det tidspunkt.
"Så sent som for fjorten dage siden skadede han sig selv, i en alder af 57 år" – han skar i sine håndled i frustration, efter at det så ud til, at efterforskningen af historisk misbrug skulle droppes på grund af mangel på midler. Han går lejlighedsvis på dagslange, drukture, har taget overdoser af stoffer og lagt sig foran et tog, som blev omdirigeret i sidste øjeblik.
"Jeg ser på par og mennesker med børn, og jeg tænker, at det burde have været mig," fortalte Clint Massey. Men hans forhold har aldrig fungeret.
"Jeg stoler ikke på nogen, selvom jeg langsomt lærer at have tillid nu. Jeg kan huske, hvordan jeg plejede at være, før jeg gik i den retning. Jeg burde være bedstefar nu, men det bliver jeg aldrig. Så i stedet prøver jeg at være en af verdens bedste onkler."

Artiklen er fra året før Hart-rapporten udkom, og den fremsætter spørgsmålet om rapporten vil komme frem til sandheden.
"Der har ikke været meget officiel iver i tidligere indsatser," konstaterer den.

"I dette tilfælde er misbruget utvivlsomt," skriver Independent, og fortsætter med begrundelsen: At en domstol bekræftede overgrebene, da William McGrath, Raymond Semple og Joseph Mains i december 1981 blev idømt henholdsvis fire, fem og seks års fængsel for seksuelt misbrug af børn.
"Det, der gør Kincora bemærkelsesværdigt, er de langvarige påstande om, at britiske sikkerhedstjenester har medvirket til det fortsatte misbrug af børn for at sikre efterretninger."

Under overskriften "Mere end tre årtier senere stinker Kincora stadig", står der:
"I sidste uge blev det afsløret, at tre tidligere beboere i 1980'erne havde modtaget hemmelige betalinger i erstatning fra kommunen – med mundkurv-klausuler."

Independent peger også på Robin Bryans bog, som hævder, "at et mord blev begået for at miskreditere hærens informationsofficer Colin Wallace, som havde forsøgt at afsløre offentligt, hvad der skete."
Derefter skriver Independent, at den tidligere efterretningsofficer, kaptajn Brian Gemmell, offentligt havde udtalt, at hans chef i MI5 i 1975 fik ham til at afbryde forsøg på at undersøge, hvad der foregik i hjemmet. Kaptajn Gemmell fortalte Independent, at han havde haft personlig erfaring med, at "sikkerhedstjenesterne diskuterede at bruge nogens homoseksualitet til at lægge pres på dem."

"Nogle måneder før jeg fik besked på at lade Kincora-sagen være i fred, med den begrundelse, at tjenesten ikke involverede sig i homoseksuelle forhold, havde jeg et møde på et hotel på Buckingham Palace Road. Der var tre medlemmer af MI5, der talte om en kendt protestantisk terrorist, John McKeague fra Red Hand Commandos, der var homoseksuel, og de spurgte mig, om jeg troede, han kunne blive afpresset på grund af sin homoseksualitet, fordi de havde film af ham."

Brian Gemmell havde kilder i Tara, skriver Independent og kalder organisationen "den apokalyptiske anti-katolske gruppe grundlagt af McGrath i 1966". Kilderne fortalte kaptajn Gemmell om misbruget, men Gemmell "er aldrig overhovedet blevet interviewet af nogen af de tidligere officielle undersøgelser," fortæller avisen.

Village-journalisten Joseph de Búrca skriver, at Robin Bryans påpegede, at der var andre hjem involveret, og man skulle passe på med at tro det kun drejede sig om Kincora.
"Der var tre hjem. Der var et for drenge fra 12 til 16, og så var der et for de yngre”.

Han afslørede – som jeg tidligere har nævnt – at drenge fra den prestigefyldte skole Portora Royal blev misbrugt. De blev efterspurgt, hævdede Bryans, af de medlemmer af VIP-pædofilinetværket, som foretrak drenge, der var yngre og af en højere social klasse end teenagedrengene i Kincora. En af Richard Kerrs overgrebsmænd, Eric Witchell, misbrugte drenge i Williamson House, og Joseph de Búrca overvejer om dette drengehjem har været hjemsted for dem med en smag "for yngre", som Bryans pegede på fandtes i netværket. Et børnehjem i Portadown var også involveret, skriver de Búrca.
"Mens mange af de involverede meget vel kan have foretrukket ældre teenagere – selv nogle, der så ud til at være villige til at underholde dem til gengæld for alkohol eller penge – betyder det lidt, fordi mange af disse lidt ældre ofre var blevet trænet, misbrugt, brutaliseret og desensibiliseret siden den tidlige barndom.

MI5 og MI6: Dømt blotter og pædofil bruger Kincora-drenge som 'honningfælder'
Misbruget af børnene i Williamson House, Kincora og andre steder i Nordirland, blev udført med viden og medhold fra både MI5 og MI6, skriver David Burke. På tidspunktet for overførslen af drengene fra Williamson House til Kincora var MI5 den dominerende britiske efterretningstjeneste, der opererede i Nordirland. Tjenesten blev overordnet ledet af MI5-direktøren Sir Michael Hanley. Hans nøgleofficer i Nordirland var Ian Cameron, fortæller David Burke i sin artikel om den anglo-irske VIP-ring.
I slutningen af 1980'erne blev Ian Cameron omtalt i medierne som kandidat til jobbet som direktør for MI5, skriver Burke.
"Cameron kunne meget vel være blevet valgt, hvis det ikke havde været for Kincora-skandalen, der brød ud i 1980, og en frygt for, at parlamentsmedlemmer som den frygtindgydende Ken Livingstone ville have rejst spørgsmålet i Underhuset.
Det er dybt foruroligende, at Livingstone blev buhet og hånet af konservative parlamentsmedlemmer, da han rejste denne type sag i Underhuset."

Ken Livingstone er en britisk politiker samt tidligere parlamentsmedlem og borgmester i London. Livingstone fortalte i 1990 parlamentet Underhuset, at Ian Cameron havde modtaget oplysninger om misbrug på Kincora Boys Home fra Roy Garland, som også forsøgte at advare de sociale myndigheder og sikkerhedstjenesten Special Branch (se desuden foregående kapitel for yderligere information om bl.a. Roy Garland). Livingstone henviste i sin tale til oplysninger, som allerede var blevet fremført i et BBC-program kaldet "Public Eye" ("Det offentlige øje").
I denne artikel kan man læse yderligere detaljer om Ian Cameron og andre MI5-officerer, der angiveligt dækkede over misbruget af børn i Kincora.

David Burke fortæller videre, at overførslen af drengene fra Williamson House til Kincora begunstigede Cameron og MI5, fordi det "gav dem mulighed for at genopbygge deres igangværende 'honningfælde'-afpresningsoperationer i Belfast, Bangor og andre steder med en frisk gruppe af yngre teenagere, der var ødelagte, rædselsslagne og seksuelt underdanige."
Bangor er en lille by i Nordirland, hvor der skete misbrug af børn på skolen Rathgael Training School. Den blev inddraget i Hart-undersøgelsen og den fandt, at der var beviser for, at personale seksuelt misbrugte piger og bankede, fornedrede og verbalt mishandlede drenge.

Flytningen af drengene fra Williamson House til Kincora havde ellers ingen logisk begrundelse, skriver David Burke og uddyber MI5's setup omkring drengehjemmet Kincora:
"Derudover havde MI5 fuldstændig kontrol over Kincora, et afkoblet hus ved en korsvej med en sideindgang. Bygningen var også mindre og mere overskuelig end Williamson House, som bestod af to strukturer. Det var placeret bekvemt tæt på en række steder, som blev frekventeret af loyalistiske terrorgrupper, hvoraf mindst ét, Park Avenue Hotel, havde et MI5/6 lokale til at optage, hvad der foregik i soveværelserne."

Efter overførslen af denne hjælpeløse gruppe drenge til Kincora i 1975, var MI5 i stand til at flytte dem rundt efter behag, konstaterer Village-journalisten David Burke.

"Sygeligt nok var efterretningspersoner på det nordirske kontor, såsom Peter England og John Imrie, i stand til at udnytte drengene som en grim fordel ved deres job. Medlemmer af denne offergruppe blev handlet til England og Skotland af [den pædofile Kincora-leder Joseph] Mains på ordre fra Joss Cardwell, en indflydelsesrig loyalistisk politiker og ven af højtstående parlamentsmedlemmer i Westminster, såsom lederen af det officielle unionistparti, parlamentsmedlemmet James Molyneaux."

Her henviser David Burke til en anden Village-artikel, som uddyber påstandene om politikerne yderligere. Påstandene om MI5-agenterne Peter England og John Imrie uddybes i denne artikel.
Disse artikler er igen skrevet af Village-journalisten Joseph de Búrca.
Joss Cardwell var lokalpolitiker i Belfast og formand for den offentlige komité, som var overordnet ansvarlig for Kincora, Williamson House og andre plejehjem. Cardwell blev interviewet af politiet i forbindelse med Kincora-skandalen, og kort efter fandt man ham død i sin garage. Det viste sig, at han var død af kulilteforgiftning, men retsmedicineren udtalte, at dødsfaldet var "uforklarligt". Andre betragtede det som selvmord.
Joseph de Búrca hævder i den ene af de to nævnte Village-artikler, at Joss Cardwell var en nøglefigur i det anglo-irske pædofile VIP-netværk. Påstanden bygger bl.a. på offeret Richard Kerrs meget præcise skildringer af sine oplevelser – foruden hans troværdige bevismateriale. Men også andre kilder understøtter påstanden. Fx politimanden, der skulle interviewe Joss Cardwell første gang i forbindelse med Kincora. Han fortalte, om sin oplevelse da han ringede på døren hos lokalpolitikeren. Cardwell smilede glad, da han åbnede døren.
Lokalavisen Belfast Telegraph fremlægger, hvad der skete derefter og citerer i den forbindelse politimanden:
"Hr. Cardwell åbnede døren som en glad mand. 'Nå, inspektør, hvordan kan jeg hjælpe dig?' spurgte han, og jeg fortalte ham, at jeg var her angående Kincora-undersøgelsen, fordi han havde besøgt hjemmet. Han sagde, at det havde noget at gøre med hans arbejde, og at han havde ret til at inspicere det. Han forvandlede sig fra at være en glad mand til et fuldstændig nervevrag, og jeg arrangerede, at han kom til stationen.'"

"Hr. Cardwell tog sit eget liv, før dette kunne finde sted," konstaterer Belfast Telegraph derefter.

Richard Kerr kendte Caldwell som 'Joseph' Cardwell, fortæller Joseph de Búrca. Kerr husker, hvordan Caldwell "bar en 'sjov' hat og kørte i en blå minivan, som han brugte til at tage drenge ud af Kincora". "Nogle af disse ture endte på Adelphi Hotel i Portrush, hvor drengene blev misbrugt," skriver Joseph de Búrca konstaterende. Portrush er en lille badeby på Nordirlands nordkyst.

Også påstandene om MI5-efterretningsofficeren på det nordirske kontor, John Imrie, bliver uddybet i den anden af Joseph de Búrcas artikler. Den har simpelthen titlen "John Imrie, MI5’s Flasher-General". "Flasher" betyder "blotter", altså en person der begår blufærdighedskrænkelse ved at vise sine kønsdele for fremmede i det offentlige rum.
I 1979 blev John Imrie arresteret på herretoilettet på Victoria Station i London, efter han havde forsøgt at tiltrække en sexpartner ved at vise sine kønsorganer, fortæller de Búrca. Imrie blev sigtet og dømt for blufærdighedskrænkelse. Det har i årtier været ret udbredt blandt nogle homoseksuelle mænd i større byer som fx London at forsøge at få sex med tilfældige fremmede på offentlige herretoiletter. Sexformen er så almindelig kendt i bøssemiljøer, at den har fået forskellige slangordsbenævnelser forskellige steder i verden – i England "cottaging". "Cottaging" kan oversættes til "at tage på hyttetur", og slangordet har rødder i, at nogle engelske offentlige toiletter historisk har lignet små hytter.

Imrie var ikke den eneste højtstående efterretningsofficer, der blev arresteret for dårlig opførsel på et offentligt toilet i London i denne periode, påpeger Joseph de Búrca. I 1984 blev den ansete vicechef for MI6, Sir Peter Hayman, arresteret for en tilsvarende toiletsituation og dømt, fortæller de Búrca. Jeg fortalte om Sir Peter Hayman i starten af første del om de britiske eksempler på VIP-pædofili.
Det var Hayman, som i 1978 glemte en pakke med pædofili-relateret materiale på en bus i London. Politiet sporede pakken til Hayman og opdagede, at Hayman havde brugt en lejlighed i London, til sine pædofile aktiviteter. Han havde bl.a. en stak dagbøger liggende med seks års beskrivelser af seksuelle fantasier om børn og aktiviteter med prostituerede. I lejligheden fandt politiet desuden kvindetøj og pornografisk litteratur. I lejligheden i London kommunikerede Hayman med andre pædofile, og to personer i denne pædofili-gruppe "delte en besættelse af systematiske drab ved seksuel tortur af unge mennesker og børn". Ifølge en af politiets efterforskere i sagen nød Hayman dette pædofilimateriale.
Hayman blev efterforsket af politiet men løsladt uden sigtelse. Ifølge den nævnte efterforsker i politiet var standsningen af retsforfølgelsen af Hayman ikke i orden, og han klagede over denne beslutning – dog uden at det åbenbart fik nogen effekt.

Sir Peter Hayman var desuden medlem af pædofili-organisationen PIE, som aggiterede for voksnes ret til sex med børn.
Men den ledende efterretningsmand nøjedes angiveligt ikke med at fantasere om sex med børn. Misbrugsofferet fra Kincora, Richard Kerr, har videregivet alle sine mange informationer om pædofile VIP-personer – og heri indgår Sir Peter Hayman.
"Hayman var en misbruger af Richard Kerr," konstaterer Joseph de Búrca på den baggrund.

I sin fremlæggelse af pædofile efterretningsfolk kommer Joseph de Búrca også ind på to berømte engelsk-sovjetiske dobbeltagenter. Joseph de Búrca skriver:
"Sir Anthony Blunt og Guy Burgess, et andet par pædofile fra rækkerne af både MI5 og det moralsk fordærvede anglo-irske netværk, var også medlemmer med et godt omdømme af MI5's cottage-kreds."

Guy Burgess var en engelsk MI5-agent, som blev kendt for at hoppe af til det daværende Sovjetunionen. Han var nær ven med den anden MI5-agent, som også blev kaldt "forrædder mod England" – Sir Anthony Blunt. Ligesom Blunt var også Guy Burgess homoseksuel, og de to menes at have haft et seksuelt forhold oveni deres tætte venskab. Joseph de Búrca hævder desuden – som jeg omtalte tidligere – at Anthony Blunt nød "den grove handel" og sexmisbrug af fattige gadedrenge i London. Men her skriver de Búrca altså, at både Blunt og Guy Burgess var pædofile.

Joseph de Búrca fortsætter sin lange fortælling om John Imrie, og MI5-officerens hang til blotteri og risiko-betonet toiletsex såvel som hans professionelle trivsel i den offentlige myndighedsorganisation.
"Imries dom ændrede ikke den opadgående udvikling i hans karriere," skriver de Búrca.
I slutningen af 1980'erne arbejdede John Imrie i MI5's 'B'-afdeling som rekrutteringsofficer, mens han i militærets årsbog for 1988 var opført som officer af grad 5 i Forsvarsministeriets Civile Administration, fortæller Village-journalisten. Herefter undrer de Búrca sig over, hvordan Imrie – som dømt blotter – kunne blive højt betroet officer med ansvar for rekruttering i MI5. Det "er forbløffende – selv efter de mærkelige standarder i denne uortodokse organisation," skriver Joseph de Búrca.
"Eller er det?" skriver Joseph de Búrca og fortsætter tankerækken: Imries dom kan på den anden side også have været noget, "der anbefalede ham til de uforudsigelige galninge ved ledelsesbordet i MI5."
På det tidspunkt havde både MI5 og MI6 brug for folk, der var i stand til at overvåge og lede tortur-, mord- og afpresningsoperationer, skriver de Búrca.
"De havde også brug for psykologisk og følelsesmæssigt forkrøblede agenter, der kunne fotografere og optage pædofile i færd med at misbruge børn. MI5's overvågningsmål i denne underverden omfattede en række degenererede personer, lige fra lavtstående, knojerns-svingende loyalistiske paramilitære til fornemme riddere og lorder i Westminster såsom Sir Edward Heath, Lord Greville Janner, Sir Cyril Smith, Sir William Van Straubenzee og Sir Peter Morrison, som de alle håbede at afpresse, kontrollere og om nødvendigt ødelægge.
Og hvem var bedre end et toiletkryb som Imrie til at kende den type rotte, der var i stand til at udføre sådan et arbejde til gengæld for en elendig løn?"

Herefter kommer Joseph de Búrca ind på den anden MI5-officer Peter England, som, ifølge Village-journalisten, udnyttede Kincora-ofrene som "honningfælder".
John Imrie nød en årrække med stille anonymitet efter sin dom for blotteri, skriver de Búrca. Men den 7. februar 1988 offentliggjorde avisen Sunday World en artikel, der fortalte, at Imrie var blevet interviewet af det nordirske politi om Kincora. Artiklen omtalte Imrie som del af en gruppe på fire højtstående embedsmænd i den engelske regering i Nordirland, der blev interviewet af politiet. En af de andre var Peter England, som havde været efterretningsleder med det overordnede ansvar for efterretningstjenesterne i Nordirland. Peter England var også en ven af Sir Anthony Blunt, påpeger de Búrca.
Joseph de Búrca fortæller videre om artiklen i Sunday World. Ifølge Village-journalisten beskrev den også, hvordan Peter England havde forsøgt at "påtvinge en mandlig embedsmand i den engelsk-nordirske regeringsadministration sin seksuelle opmærksomhed". Efterretningslederen blev genkendt på et fotografi i artiklen af en dreng, han tidligere havde misbrugt. "Drengen var uden tvivl John Louis Baird," skriver de Búrca. Her henviser de Búrca til daværende artikler fra BBC Nordirland og i mediet Phoenix magazine, som ifølge Village-journalisten fortalte at drengen John Louis Baird blev misbrugt af Peter England. Det skulle angiveligt have fundet sted i et bestemt navngivet hus i Belfast, som havde været brugt som samlepunkt for provisoriske IRA-ledere under fredsforhandlinger med den engelsk-irske regeringsadministration og MI6 i 1970'erne. Drengen talte med journalisten Chris Moore, som udsendte et interview med ham på BBC i 1982, skriver de Búrca. Chris Moore er en prisvindende undersøgende journalist, som har beskæftiget sig indgående med Kincora-skandalen, og som har været medvirkende til, at sagen blev offentligt kendt.
Ud over at drengen John Louis Baird påstod, at han var blevet voldtaget af Peter England, var der ifølge Joseph de Búrca også andre forbindelser mellem MI5-lederen og misbrugsskandalen i Kincora. Et "orienteringsdokument om personlig sikkerhed", som var "knyttet til England", "blev fundet i Kincora," skriver de Búrca. "Adskillige telefonnumre optrådte i margenen på side 5, 7, 11 og 13 med Englands håndskrift."

Hånden over endnu en massevoldtægtsmand af småbørn – TV-stjernen Jimmy Savile
Jeg fremlagde tidligere, hvordan to anonyme påståede ofre – "Lucy X" og "Nick" – fremkom med påstande om ekstreme sataniske rituelle overgreb, og hvordan behandlingen af disse påstande medførte, at en undersøgelse af den tidligere premierminister Ted Heath blev kaldt "en skændsel".
Da Lucy X fremkom med disse påstande "nægtede de at gå videre med undersøgelsen," skriver Daily Mail. Politiet besluttede, som tidligere nævnt, at historierne var for fantasifulde til at være troværdige – i lighed med de historier som "Nick" (med det virkelige navn Carl Beech) fremkom med.
"Og dér kunne tingene være forblevet, hvis det ikke var for Jimmy Savile," skriver Daily Mail. I 2012 trådte ofre for Savile frem med stærke, bekræftede beviser mod ham "og en udbredt panik satte ind", betoner avisen. Det var året efter massevoldtægtsforbryderen døde.

Efterforskere mener, at Jimmy Savile begik overgreb på omkring 500 sårbare ofre, heriblandt børn så små som ned til toårsalderen. Det foregik i BBC's TV-studier, på skoler, 14 hospitaler, et hospice, og 20 børnehospitaler rundt omkring i England.
Det kom frem efter Saviles død i 2011 efter en bølge af vidneudsagn fra ofre. Jimmy Savile misbrugte 60 mennesker på ét enkelt hospital alene. Det var mindst 33 patienter i alderen fra fire til 75 år. Man kan læse en lang oversigt over nogle af mandens overgreb her.
Som man kan se, er det foregået over perioden fra 1955 til 2009. Man ser også, at politiet igennem hele perioden var orienteret om, at den kendte TV-vært forgreb sig på børn og andre sårbare. Listen indeholder flere af politiets journalsager på overgreb udført af Jimmy Savile – den første startende i 1955.

Den offentlige anklagemyndighed indrømmede, at "en lang liste af fejl fra politi og anklagere betød, at den ene chance for at stille Jimmy Savile for retten, mens han var i live, gik tabt". Det fortæller denne Guardian-artikel. Anklagemyndigheden lovede i den forbindelse, at genefterforske tusindvis af sager om seksuelle overgreb, hvor ofrene følte, at de ikke blev troet. Tre officielle rapporter "afslørede for første gang de forbandende detaljer om, hvordan myndighederne for bare tre år siden undlod at opbygge en sag mod BBC-berømtheden," står der i artiklen, som er fra januar 2013.
Artiklen betoner desuden, at Savile "brugte kraften i sin berømmelse til at 'groome nationen'" ("groom the nation"). Ordet "groom" betyder "træne" eller "oplære" – i denne forbindelse børn til sex. Vendingen "groom the nation" anvendes tre gange i artiklen, inklusive i overskriften.
BBC, hospitaler, skoler, politiet og anklagemyndigheden svigtede alle de hundredvis af ofre, "i alderen helt ned til otte år", hvilket tillod "den rovdyrpædofile" at fortsætte med at misbruge "i det åbenlyse" ("in plain sight") gennem hele sin levetid. Hvordan man her når frem til otte år som minimumsalder, er uklart. Måske skyldes det, at nye opdagelser blev frigivet løbende i medierne: Artiklen er fra 2013, mens den anden artikel, som taler om børn ned til 2 år, er fra 2014.
Politi over hele landet, undlod at dele oplysninger, i nogle tilfælde undlod de at journalisere beskyldninger mod Savile og i andre tilfælde "advarede" de endda ofre mod at anmelde, så ofrene undlod dette. Den engelske vending er her "warned victims off", som måske i praksis dækker over, at ofre er blevet truet til tavshed af politiet. Politiorganisationerne, som opremses i denne forbindelse, er politiet i London, Surrey, Sussex og West Yorkshire. Politiet i West Yorkshire kaldes "Saviles hjemmestyrke, West Yorkshire" ("Savile's home force"). Jimmy Savile var født i amtet West Yorkshire, som fx huser storbyen og arbejderbyen Leeds.
Da Savile endelig blev interviewet af detektiver i 2009, var mødet "overfladisk", og han fik lov til at kontrollere sagen og fremgangsmåden, ifølge et gennemsyn af Surrey Politi.

Der blev udarbejdet flere rapporter efter skandalen. De var udarbejdet af politiet i London og Surrey, statsanklagemyndigheden samt den britiske velgørenhedsorganisation NSPCC (National Society for the Prevention of Cruelty to Children – National Forening for Prævention af Børnemishandling). Rapporterne "afslørede ekstraordinære forspildte muligheder og fejl, som gjorde det muligt for Savile at undslippe den bedste chance for at blive stillet for retten". Disse "forspildte muligheder og fejl" forekom, efter at fire kvinder var trådt frem til Surrey politi og Sussex politi.

Fejlene omfattede:
Politistyrker registrerede ikke påstande eller delte oplysninger, og kvinderne blev ikke informeret om, at andre ofre fremsatte lignende påstande.
Advokat og "voldtægtsspecialist", der gennemså sagerne for stasanklagemyndigheden, afviste tidligt anklagerne som "relativt små".
West Yorkshire Politi undlod at forfølge adskillige anklager mod Savile, og politiet i Sussex skræmte endda et offer væk ved at sige, at stjernens advokater "ville lave hakkekød" af hende.
Politiet behandlede kvindernes vidneudsagn med for stor forsigtighed.

Efter Jimmy Savile var død, skiftede stasanklagemyndigheden mening til, at "sagen mod Jimmy Savile var en stærk sag", der bestod af "uafhængige anklager om seksuel adfærd over for unge kvinder og piger". Kun med baggrund i tre, tilsyneladende særligt udvalgte, anklager mod Savile fremførte den nye hovedjuridiske rådgiver for stasanklagemyndigheden, at der var "en realistisk udsigt til domfældelse i forhold til hver af de tre anklager, som udgjorde lovovertrædelser og dermed kunne føre til sigtelser."
Hvordan de forholdt sig til de op imod 500 andre overgreb Savile angiveligt havde begået ifølge andre efterforskere, melder artiklen intet om. Men artiklen bekræfter, at "mere end 450 ofre er stået frem for politiet" "hvoraf de fleste – 73% – blev misbrugt som børn." Artiklen oplyser også at "34 mennesker, heraf 28 børn, blev voldtaget af Savile", ud fra givne vidneudsagn og undersøgelser på dette tidspunkt. "[V]i håber, at denne rapport giver en vis trøst til hans hundredvis af ofre... Vi må lære af disse chokerende begivenheder," udtalte en ledende politimand.
Otteogtyve af Saviles registrede ofre var under 10 år. "Politiet har registreret 214 seksualforbrydelser mod ham, men det tal vil sandsynligvis stige," står der i artiklen.
En repræsentant for en forening for mennesker, der er blevet misbrugt i barndommen, sagde, at ingen skulle tro, at sagen om Jimmy Savile var enkeltstående: "Der er mennesker, der bruger deres liv på at misbruge børn, og vi er nødt til at gøre noget ved det."

Jimmy Savile: Pædofil i det engelske kongehus
Men skandalen standsede slet ikke der. Den fortsatte ind i det britiske kongehus, vi en gang imellem er stødt på i denne bog. Problemet var, at det var almindeligt kendt, at Jimmy Savile havde en meget tæt relation til den kongelige familie, dronning Elisabeth og den nuværende kong Charles.

Men det skulle vise sig at være endnu være end det; for serie-børnemisbrugeren Jimmy Savile var i praksis rådgiver for kongehuset og i særlig grad for prins Charles – som nu er konge. Og Savile hævdede selv, at han havde uhindret adgang til kongefamilien. Det blev efter hans død blotlagt, da et personligt notat kom frem, hvor han havde skrevet dette, og at han "kom i kongehusets paladser regelmæssigt".
Jimmmy Savile var kendt for yderst populære BBC-flagskibsprogrammer som 'Jim'll Fix It' og 'Top of the Pops'. Rygter havde i offentligheden længe hængt ved entertainerens aktiviteter uden for skærmen i løbet af hans lange karriere.

Jimmy Savile nød den "overraskende rolle for ham som rådgiver for prins Charles og prinsesse Diana under vanskeligheder i deres ægteskab," skrev det britiske medie International Business Times i 2012. Det var året efter, at Savile var død, hvor flere og flere oplysninger om TV-værtens overgreb gradvist kom frem.
Når Savile var på besøg hos de kongelige, opførte han sig angiveligt ofte grænseoverskridende og anstødeligt. Han "slikkede unge ansatte hos prins Charles op ad armen," fortæller International Business Times eksempelvis. Dette foregik tilsyneladende uhæmmet; helt "op til deres skuldre".
Savile kaldte sine kongelige venner selvopfundne kælenavne, ifølge Dianas oplysninger. Han kaldte fx prins Charles for "His Nibs", hvilket kan oversættes til "Hans Spids". Kælenavnet synes at have været en vittig erstatning for det formelle "Hans Højhed". Diana kaldte han for "my girl", hvilket betyder "min pige", og hertuginde Sarah Ferguson blev simpelthen benævnt "the redhead" ("den rødhårede").

Prins Charles og den pædofile massevoldtægtsmand havde været venner igennem flere årtier med hunderedevis af overgreb. Venskabet strak sig siden slutningen af 1970'erne, og helt indtil Savile døde i 2011.

Saviles grænseoverskridende seksuelle bemærkninger og fremturende aggressive flirting "blev slået hen på grund af hans skøre persona og omfattende filantropi," skrev avisen Express i 2022 i en artikel om Saviles tætte forhold til de kongelige. I årtierne før han blev udskammet som en af Storbritanniens mest hæmningsløse pædofile, var Savile nemlig æret for sit omfattende velgørenhedsarbejde.
Savile tiltrak magtfulde mennesker til sine gode formål, herunder tidligere premierminister Margaret Thatcher og den kongelige familie. Thatcher belønnede ham med et ridderskab i 1990, samme år som pave Johannes Paul II tildelte ham et paveligt ridderskab. Nogle ansatte på BBC har indrømmet, at de kendte til hans aktiviteter, men afviste at politianmelde ham, da han var en stor stjerne, der trak et stort publikum.

Savile havde utrolig adgang til de kongelige og optrådte sammen med dem under adskillige velgørenhedsarrangementer, fortæller avisen Express.
Savile skrev desuden en slags PR-manual til de kongelige. Det var en håndskreven fem-siders manual med titlen "Guidelines for members of the Royal Family and their staffs" ("Retningslinjer for medlemmer af den kongelige familie og deres ansatte").
På en side i dokumentet med titlen "personlige observationer" hævdede Savile, at han var så velplaceret i forhold til kongehuset, at han var den rette til at lave sådan en PR-guide og til at kommentere den kongelige families offentlige image.
Savile retfærdiggjorde dette med sine mange besøg hos de kongelige.
Han skrev:
"Fordi jeg kommer i St. James's Palace og Buckingham Palace med jævne mellemrum, er én ting ved at blive ret indlysende. Der er en stærk bevægelse nu mod nogle medlemmer af familien og deres personale i retning af en ... holdning."

Jimmy Savile var ikke alene om at mene, at han var en velegnet rådgiver for de kongelige med særlige indsigter. Det må siges at være blevet bekræftet af bl.a. den nuværende kong Charles, som gentagne gange søgte rådgivning hos Savile, og som i et brev refererede til den pædofile masse-overgrebsmand som "fyren, der ved, hvad der rør sig" ("the ‘bloke who knows what’s going on’").

Saviles PR-guide blev sendt til de kongelige en måned efter Lockerbie-katastrofen i december 1988, da et Pan Am passagerfly blev bombet over Skotland og 270 mennesker døde. Prins Andrew blev valgt som den kongelige til at besøge byen Lockerbie, hvor tragedien fandt sted. Men prins Andrew vakte raseri med sine bemærkninger, som blev anset for ufølsomme. Prinsen udtalte blandt andet, at katastrofen var "meget værre for amerikanerne".

En del af Saviles retningslinjer beskrev, hvordan de kongelige skulle reagere på store katastrofer som Lockerbie. Han skrev blandt andet, at dronningen skulle "informeres på forhånd om enhver foreslået handling fra familiemedlemmer" og anbefalede ansættelse af en særlig koordinator på området. Savile anbefalede også etableringen af et "incident room" ("hændelsesrum") med flere uafhængige telefonlinjer og anden kommunikationsteknologi.

Så en pædofil masse-overgrebsmand og ven af huset lagde PR-strategien for det engelske kongehus for at hjælpe dem med at efterlade et bedre indtryk – bl.a. for at sikre sig at de viser medfølelse i katastrofesituationer. Serie-overgrebsmanden Saviles hjælp var nødvendig, fordi en af de kongelige var ufølsom overfor en katastrofe med 270 døde.

Det er også værd at bemærke, at en pædofil masse-overgrebsmand, havde fri adgang til et af verdens mest politi- og efterretningsbeskyttede kongehuse – som i øvrigt gennem flere af disse år tællede kongelige småbørn. Og i den sammenhæng: Saviles hang til pædofile overgreb var kendt af politiet allerede siden 1955. Et oplagt spørgsmål er, hvordan det kan lade sig gøre, at en mand, som har forgrebet sig på utallige børn, tilsyneladende havde fri adgang til et kongehus, der er bevogtet af Englands fremmeste efterretningsfolk og sikkerhedstjenester?

De britiske kongelige beskyttes fysisk i tre servicelag af en særlig sikkerhedsenhed der hedder Royalty og Specialist Protection (RaSP).
Disse tre lag indeholder:
Tæt beskyttelse af medlemmer af kongefamilien (samt ministre og besøgende statsoverhoveder).
Special Escort Group (SEG), der yder mobil væbnet beskyttelse til medlemmer af kongefamilien (og ministre).
Bevæbnet sikkerhed ved kongelige boliger i London, Windsor og Skotland.
Derudover kan private sikkerhedsfirmaer hyres til at yde yderligere beskyttelse ved kongelige boliger og offentlige begivenheder.

MI5, som er ansvarlig for indenrigssikkerhed, og MI6, som er ansvarlig for udenlandske efterretninger, er begge involveret i at levere efterretnings- og sikkerhedsstøtte til kongefamilien. Fx er det M15 og Scotland Yard, der sikkerhedsbehandler ansøgere til stillinger i kongehuset.
I sin egen artikel om det nære forhold mellem MI5 og den nu afdøde dronnning Elisabeth skriver MI5:
"Som tjenere af kronen inkarnerer vores motto 'Regnum Defende' (Rigets Forsvar) den lange historie mellem kongefamilien og vores organisation.
Monarken er også repræsenteret af kronen i toppen af jerngitterporten på vores emblem, som Hendes Majestæt i 1981 gav sin godkendelse til, at vi måtte have på vores officielle flag."

MI5's vigtigste funktion er at beskytte rigets sikkerhed, og på toppen af riget er kronen, som bæres af regenten. En af de vigtigste funktioner for MI5 er således, at passe på regenten, og den efterfølger der er næst i rækken til at overtage positionen (samt de øvrige mulige kandidater). Men allligevel tillod MI5 altså, at en pædofil masse-voldtægtsmand gennem mange år havde direkte adgang til både dronningen, hendes søn og efterfølger og dennes børn.
MI5 må nødvendigvis, som fungerende efterretningstjeneste, have vidst mindst det samme som politiet; at Savile var masse-overgrebsmand. Den engelske efterretningstjeneste er top-professionel, og i øvrigt ligesom alle andre efterretningstjenester ekstremt nysgerrig (det er deres job). Fx aflyttede MI5 Buckingham Palaces telefoner i 1936, under King Edward VIII, som blev beskyldt for at være nazi-sympatisør.
Flere spørgsmål trænger sig på:
Hvorfor lod politiet Jimmy Savile komme i nærheden af kongefamilien og børnene deri, når de vidste, at Savile var pædofil overgrebsmand? Hvorfor lod efterretningstjenesterne, kongefamilien, dronning Elizabeth og den nuværende kong Charles en grænseløs masseovergrebsmand være "ven af huset" og personlig rådgiver?
Var det fordi, at der i forvejen – indtil 1979 hvor han døde – allerede var en anden pædofil overgrebsmand blandt kongefamiliens egne: Prins Louis Mountbatten?
Hvor meget pædofili er der egentlig i det britiske kongehus? Hvor meget er der i familien?

Kongelige muligheder for at lære af pædofil masseovergrebsmand og sextrafficker
Den kongelige, som fornærmede den engelske befolkning med sin ufølsomhed overfor de døde englændere i Lockerbie-attentatet – prins Andrew – var senere involveret med en anden pædofil overgrebsmand: Jeffrey Epstein. Offentligheden kom faktisk til at opdage, at Andrew var så involveret med Epstein, at det øvrige kongehus – og særligt hans mor dronning Elisabeth – var nødt til at ligge afstand til den problematiske prins.
Allerede i første kapitel af første del fremlagde jeg, hvordan prins Andrew igen udtalte sig fuldstændig uden føling med også denne situation. Han var under anklage for at have begået tre seksuelle overgreb på en mindreårig pige. Det var en på det tidspunkt 15-årig pige, som angiveligt blev tvunget til sex med prins Andrew af sex-traffickeren Epstein og hans partner Ghislaine Maxwell.
Prins Andrew accepterede overraskende et TV-transmitteret interview med BBC om situationen. Først benægtede prinsen, at han overhovedet kendte pigen, som anklagede ham for overgrebene. Men prinsens problem voksede kun herefter, da intervieweren viste ham et berygtet fotografi, hvor han stod med hånden omkring pigens talje. Prinsen svarede kryptisk, at det var "et fotografi af et fotografi af et fotografi". Efter denne tilsyneladende indrømmelse af, at det faktisk var et oprindeligt fotografi, forsøgte han at holde fast i en løs tanke om billedmanipulation – uden egentlig at påstå at dette var tilfældet her. I stedet fokuserede han på om noget kunne bevises.
"Ingen kan bevise, om det foto er blevet manipuleret eller ikke," udtalte han.
Hans øvrige "argumentation" var, at han ikke er "en, som krammer" eller viser "hengivenhed offentligt". Et andet forsvar, prinsen fremførte, var, at pigens påstand om, at han havde svedt på dansegulvet, ikke kunne være sand, fordi han simpelthen ikke svedte længere, pga. en sygdom han havde lidt af siden sin deltagelse i Falklandskrigen.
Andrew gav ikke med ét ord udtryk for fortrydelse eller bekymring for pigen. Han tænkte på sig selv, og hvor hårde anklagerne var for ham og hans nære familie. "Det har været, hvad jeg vil beskrive som et konstant sår i familien," sagde Andrew og tilføjede, at det hele var blevet "næsten et mentalt helbredsproblem, der har generet mig."
Han fortød heller ikke sit venskab med Epstein, fordi "de muligheder", prinsen fik for at lære af masse-voldtægtsforbryderen, var "meget nyttige".

Ifølge en edsvoren erklæring fra en tidligere ansat på Epsteins Palm Beach ejendom deltog prins Andrew i "nøgne poolfester og blev behandlet med massage af et harem af unge piger". Hvis FBI besluttede at indgive nye anklager mod Epstein, "syntes det sandsynligt, at prins Andrew ville blive stævnet til at vidne i USA," skrev Vanity Fair. "Under dronningens beskyttelse var prins Andrew urørlig," mente Vanity Fair desuden. Mediet fortalte også, at mindst tre andre piger, som havde deltaget i disse "fester", var blevet spurgt om Andrew havde haft sex med nogle af de kvindelige massører. Disse piger havde nægtet at udtale sig.
I denne artikel fra 2024 i avisen New York Post står der, at prins Andrew misbrugte en mindreårig pige – bl.a. i et orgie hvor hun blev brugt som "sexslave". New York Post oplyser, at informationerne kommer fra retspapirer, der var dukket op på det tidspunkt. Pigen bliver benævnt som "Jane Doe 3". Disse overgreb skulle have fundet sted i den dømte sextrafficker Ghislaine Maxwells lejlighed i London, et uspecificeret sted i New York, og "på Epsteins private ø på De amerikanske Jomfruøer (i et orgie med adskillige andre mindreårige piger)."
"Sir Jimmy var også en fast favorit hos prins Andrew og hans tidligere kone Sarah Ferguson," skriver Daily Mail i en artikel fra inden stemningen vendte omkring den afdøde massevoldtægtsmand og TV-stjerne. Artiklen handler om alle de mange særlige ejendele Savile efterlod sig, og at man kunne købe disse på auktion, som en del af fundraising til velgørenhed.

Et andet spørgsmål, BBC kunne have stillet Andrew, var det, som Daily Mail stillede i sin artikel med titlen "Hvorfor besøgte prins Andrew Gaddafi i Libyen med 'moralsk anløben' politiker?"
"Prins Andrew fløj i al hemmelighed for at møde oberst Gaddafi med den 'moralsk anløbne' tidligere parti-kasserer David 'Spotty' Rowland," fortæller Daily Mail. Under sine samtaler med Gaddafi blev det antaget, at prins Andrew havde diskuteret løsladelsen af Lockerbie-bomberen Abdelbaset al-Megrahi. Megrahi blev løsladt fra fængslet i Skotland i 2009 på baggrund af rapporter om, at Storbritannien havde vundet en lukrativ olieaftale for BP fra Gaddafi til gengæld. Ifølge Daily Mail sagde Gaddafi senere, at Andrew havde presset på for at få Megrahi løsladt. Gaddafi accepterede ifølge bl.a. BBC Libyens ansvar for Lockerbie-bombningen og betalte kompensation til ofrenes familier i 2003. Han indrømmede dog aldrig, at han personligt gav ordren til angrebet.
Buckingham Palace "gjorde en ekstraordinær indsats" for at forsøge at skjule prins Andrews og David Rowlands rejse til Libyen, skriver Daily Mail. "Efter adskillige undvigende svar indrømmede højtstående kilder til sidst", at prinsen mødte Gaddafi i Libyen i 2008 og privat ved to andre lejligheder. En talskvinde indrømmede, at Rowland og prinsen fløj til Libyen i hemmelighed, da prinsen mødte Gaddafi. Forinden havde Rowland i øvrigt bl.a. betalt 40.000 pund "for at hjælpe med at fjerne hertugens eks-hustru, Sarah Fergusons, massive gæld."
Oberst Gaddafi, som prinsen og hans "anløbne" forretningsven mødte flere gange, var angiveligt en hæmningsløs misbruger af børn. Han kidnappede og voldtog hundredvis af piger og drenge, fortæller bl.a. denne artikel i avisen International Business Times. Voldtægterne af disse teenagere skulle være foregået "i specialbyggede sexfangehuller". Ofre og vidner udtaler, iføle artiklen, at Gaddafi ville vælge sine mål ved besøg på skoler eller gymnasier "og klappe dem på hovedet, der fangede hans øje". Hans sikkerhedsfunktionærer ville derefter tage offeret med til en af flere specialdesignede værelser, hvor de ville blive misbrugt og voldtaget af diktatoren.

Prins Charles' mentor og faderfigur – 'en homoseksuel med perversion for unge drenge'?
Men Andrew er ikke den eneste britiske kongelige med tilsyneladende hang til at udnytte mindreårige seksuelt. Som tidligere omtalt retter de mest ekstreme anklager sig imod prins Louis Mountbatten, der bliver kaldt "prins Charles' mentor". Den nuværende konge af Storbritannien har selv udtalt, at hans grand-onkel Louis var den "bedstefar, jeg aldrig havde".
Men Louis var også "en homoseksuel med en perversion for unge drenge", ifølge nu frigivne FBI-filer. Krigshelten Mountbatten blev set som en faderfigur for den unge Charles og er også krediteret for at have introduceret Charles' far for dronning Elizabeth. Kong Charles "blev vejledt" af Mountbatten, da han voksede op, og den angiveligt pædofile grand-onkel og mentor "coachede endda sin grandnevø i hans kærlighedsliv."

Prins Charles, Louis Mountbatten og prins Philip

Lord Louis Mountbatten var både admiral i flåden, vicekonge i Indien og blev desuden britisk forsvarsminister i årene fra 1959 til 1965. Som Indiens sidste vicekonge overvågede Mountbatten den britiske tilbagetrækning fra denne del af imperiet.
"Militærmanden var også kendt for sin seksuelle appetit", skriver mediet News.com og fortæller, at dette var "delvist udløst af hans egen kommentar" om sit specielle samliv med sin kone:
"Edwina og jeg brugte hele vores gifte liv på at komme i andre folks senge."

Edwina havde flere kendte udenomsægteskabelige affærer, og i FBI's frigivne sagsmappe beskrev "en aristokratisk kilde" tæt på ægteparret, dem som "personer med ekstremt lav moral".

Det var den britiske historiker og forfatter Andrew Lownie, der brugte loven freedom of information act (lov om informationsfrihed- og indsigt) til at få dokumenterne udleveret. Lownie citerer disse dokumenter i sin biografi om det royale par "The Mountbattens: Their Lives and Loves". Jeg omtalte også Lownie og bogen tidligere, fordi den indeholder interviews med to påståede ofre, der hævder, at de som børn blev seksuelt udnyttet af Mountbatten.
I bogen fortæller også Mountbattens chauffør, Ron Perks, om sine oplevelser i forbindelse med sit arbejde for den nuværende britiske konges grand-onkel. Ron Perks var Louis Mountbattens chauffør på Malta i 1948, og Perks hævder, at Mountbatten på middelhavsøen havde en yndet destination, "the Red House" ("det røde hus") nær byen Rabat, som "var et eksklusivt homoseksuelt bordel brugt af højtstående flådeofficerer". Chaufføren vidste angiveligt ikke dette dengang. Homoseksuelle handlinger var forbudt i Storbritannien indtil 1967, og "mange memoer om Mountbattens seksualitet er blevet redigeret eller destrueret siden," fortæller News.
Mountbatten havde en stor gruppe af homoseksuelle venner, herunder kunstnerne Noël Coward, Terence Rattigan og Ivor Novello. Også journalisten og parlamentsmedlemmet for det brititske kommunistparti Tom Driberg var en del af Mountbattens homoseksuelle vennekreds. Tom Driberg var desuden en højt agtet anglikansk kirkemand – foruden at han regnes for en sandsynlig sovjetisk spion. Driberg var selverklæret homoseksuel men kombinerede samtidig denne livsstil med en urokkelig hengivenhed til anglo-katolicismen, hvilket var meget specielt for samtiden. Han var også ven med occultisten Aleister Crowley, som jeg vil fortælle meget mere om i del 3 kapitel 4. Crowley regnes af mange for ophavsmanden til idéerne bag moderne satanisme.
Mountbattens homoseksuelle venner gav ham tilnavnet "Mountbottom", der naturligvis spiller på hans adelige efternavn og kan oversættes til "Bjergrøv".
Andrew Lownie interviewer i sin bog en mand ved navn Anthony Daly, der var en såkaldt "leje-dreng" for de rige og berømte i 1970'erne. Han havde "et tæt forhold til Tom Driberg," fortæller denne artikel i den engelske avis The Times. Anthony Daly udtaler i Andrew Lownies bog:
"Tom sagde, at Mountbatten havde en slags fetish for uniformer – smukke unge mænd i militæruniformer (med høje støvler) og smukke drenge i skoleuniform."

Her skriver avisen The Times desuden:
"Bogen antyder, at Livgarden var en frugtbar kilde til unge mænd. En unavngiven tidligere officer hævdede, at Mountbatten i midten af 1960'erne havde indkvarteret en anden ung officer i en lejlighed i Belgravia."

Louis Mountbatten i sin admiraluniform, 1976

Mediet News peger på det samme mønster omkring Mountbattens seksuelle tilbøjelighed. Der er "foruroligende påstande" om, at han havde en interesse i mindreårige drenge, fortæller News.
News-artiklen handler om de påstande, der i 2019 kom frem, fordi Andrew Lownie via aktindsigt havde fået adgang til flere hemmelige FBI-filer og medtaget informationerne i sin bog. I disse filer fortalte baronesse Decies med fødenavnet Elizabeth de la Poer Beresford, at hun var tæt med dronning Elizabeth, dronning Mary og deres hofdamer. I filerne fremkommer baronesse Decies på den baggrund med de nævnte udsagn om, "at Lord Louis Mountbatten og hans kone i disse kredse betragtes som personer med ekstremt lav moral" og "at Lord Louis Mountbatten var kendt for at være homoseksuel med en perversion for unge drenge".
FBI citeres desuden således i artiklen:
"Efter Lady Decies' mening er han en uegnet mand til at lede nogle former for militære operationer på grund af denne tilstand. Hun sagde endvidere, at hans kone Lady Mountbatten blev betragtet som lige så uberegnelig."

De første FBI-filer går tilbage til februar 1944, kort efter Mountbatten var blevet øverstbefalende for de allierede styrker i Sydøstasien. Historikeren Lownie mener, at amerikanske spioner begyndte at samle efterretninger om Mountbattens privatliv, efter at han blev udnævnt til denne post under Anden Verdenskrig. I artiklen i The Times, som er en anmeldelse af Lownies bog, skriver anmelderen:
"Så må vi med et suk acceptere, at endnu et ikon fra det 20. århundrede var pædofil? Lownie stabler beviserne op, og jeg blev tævet til at blive overbevist af det."

Jeg fortalte tidligere, om forfatteren Robin Bryans, som hævdede, at Lord Mountbatten var en del af "et old-boy-netværk", der holdt "homoseksuelle orgier i landsteder på begge sider af grænsen". Mountbattens seksuelle aktiviteter involverede angiveligt unge drenge.
Robin Bryans' påstande understøttes i Andrew Lownies bogen. I bogen interviewes to påståede ofre, som hævder, at de som børn blev seksuelt udnyttet af Mountbatten. Begge ofre blev i bogen holdt anonyme, men det ene offer med navnet "Seán", menes at være det tidligere omtalte offer Richard Kerr. Det andet angivelige offer for Mountbatten var en dreng fra Sri Lanka, som i bogen har navnet "Amal".
Det irske nyhedsmedie Irish News fortalte ved udgivelsen nogle af disse detaljer fra bogen. De to drenge var begge 16 år på tidspunktet for de angivelige overgreb. "Seán" husker at blive kørt fra Kincora til Mountbattens slot i den irske havneby Sligo, hvor han blev misbrugt. Han fortalte, at han ikke genkendte ham som Lord Mountbatten, før han så en reportage i TV-nyhederne to år senere om, at Mountbatten var blevet dræbt. Den anden interviewperson, omtalt som "Amal", hævder at have mødt Lord Mountbatten fire gange den sommer, hvor han var 16 – på dagsture fra hjemmet i Belfast. Han fortalte, at hvert møde varede omkring en time og fandt sted i en suite på et hotel ved Mullaghmore havn.
"Han var meget høflig, meget flink," citeres Amal for at sige. "Jeg vidste, at han var en vigtig person. Han fortalte mig, at han kunne lide mørkhudede mennesker, især srilankanske folk, da de var meget venlige og flotte."
I 2022 kom det desuden frem, at Louis Mountbatten angiveligt havde begået overgreb på endnu en tidligere beboer på drengehjemmet Kincora. Det angivelige offer hedder Arthur Smyth. Han var midt i 50'erne i 2022 og var blevet bedstefar, hvilket var med til at få ham til at komme frem med informationerne.
"Jeg vil bare have sandheden frem. Jeg har holdt den inde i over 40 år. Og du ved, jeg siger til mine børnebørn og mine børn, at de skal være ærlige. Hvis noget generer dig, du ved, så skal du stå op for dine rettigheder.
Og nu hvor jeg bliver ældre, vil jeg have, at de skal stå op for deres rettigheder. Så jeg ville være en hykler, hvis jeg ikke gjorde, hvad jeg føler er rigtigt."

Arthur Smyth fortæller, at han blev voldtaget to gange af Mountbatten, mens hans boede på drengehjemmet i Belfast. Det skete angiveligt i 1977, da Arthur Smyth var 11 år gammel. Han boede kun på drengehjemmet i tre måneder, men blev alligevel voldtaget af både Mountbatten og den senere dømte forstander William McGrath. Det var også William McGrath, som arrangerede at Mountbatten kunne besøge drengehjemmet og voldtage den 11-årige nye dreng på hjemmet.
Arthur Smyth fortæller, at Louis Mountbatten blev kaldt "Dickie", mens han var i drengehjemmet og voldtog ham. "Dickie" er et kælenavn for navnet Richard, men er også slang for "Penis".
Arthur fortæller, at han legede på trappen i drengehjemmet, da McGrath kom hen og bad Arthur "om at hjælpe sin ven". McGrath førte Arthur til Kincoras kontorområde. Der mødte den 11-årige dreng McGraths ven "Dickie" for første gang:
"Min erindring om at møde ham og være i rummet. Jeg var nervøs. Han sagde ikke, hvem han var. McGrath sagde 'Det her er min ven Dickie", og at jeg skulle tage mig af ham. McGrath forlod rummet.
Han efterlod mig hos en fyr, der blev kaldt Dickie. Jeg tænkte ved mig selv, hvorfor kalder han ham Dickie? For mig var det en eller andens penis.
Og Dickie sagde jeg skulle stå oven på en kasse eller noget på gulvet ved siden af et skrivebord. Og han sagde, jeg skulle tage mine bukser ned. Og på det tidspunkt havde han noget sort på, som jeg troede var en jakke eller noget. Og han tog den af og lagde den over en stol. Og så husker jeg bare, at han sagde, at jeg skulle tage mine bukser ned og af og adskille mine ben og tage mine underbukser ned.
Og så bøjede han mig hen over skrivebordet. Og så havde han sex med mig. Og da han var færdig, bad han mig om at gå hen og tage et bad. Og jeg gik hen og tog et bad, og... Jeg følte mig syg, og jeg græd i bruseren.
Jeg ville bare have, at det hele skulle stoppe. Og jeg vaskede mig. Og da jeg havde vasket mig, kom jeg ud af bruseren, og fyren Dickie var væk. McGrath var der for at tage mig tilbage til mit værelse."

Denne form for voldtægt udført af Louis Mountbatten skete ifølge Arthur Smyth to gange, mens Smyth var på Kincora.

Endnu en af Mountbattens personlige chauffører har fremsat kompromitterende beskyldninger mod sin daværende arbejdsgiver. Lord Louis Mountbatten, var en "drengeelsker", der "klædte sine unge ofre i babytøj, før han forgreb sig seksuelt på dem." Dette er påstande fremsat af Norman Nield, en tidligere menig i flåden, som var admiralens personlige chauffør under Anden Verdenskrig.
Norman Nield blev interviewet til en artikel i en Melbourne-avis der udkom 8. September 1987 med titlen: "Mountbatten: The war hero who preyed on boys" ("Mountbatten: Krigshelten der drev rovdrift på drenge"). Nield hævder, at prinse-admiralen var en "seksuel afviger", der forgreb sig på unge drenge for at opfylde sine bizarre seksuelle fantasier. Han brugte sin magt og position til at misbruge sine ofre – ifølge Nield der arbejdede for Mountbatten i 1942-43. Ofrene var angiveligt drenge i alderen mellem 8 og 12. Norman Nield fortalte desuden, at han blev beordret til at køre unge drenge, der "var blevet anskaffet til admiralen", til Mountbattens officielle bolig. Lord Mountbatten brugte brandy og limonade til at hjælpe med at forføre sine unge ofre, hævder Nield.
"Jeg var ved flere lejligheder nødt til at tage det med til ham på hans værelse i huset, når han var sammen med en dreng," sagde han.
Nields beslutning om at afsløre hemmeligheden, der ellers holdt i mere end 40 år, var foranlediget af den tidligere MI5-mand Peter Wrights bog, Spycatcher, som den britiske regering havde forsøgt at undertrykke.
"Da jeg så, hvad alt det ballade handlede om, indså jeg, at jeg havde en bedre historie at fortælle," sagde Nield. Norman Nield fortæller i detaljer, hvordan drenge blev skaffet til Mountbatten med lokationer, mellemmænd og øvrige involverede personer.

"Ved en lejlighed kom jeg ind til ham, og han havde en halvnøgen dreng siddende på sit knæ. Det chokerede mig ikke rigtigt på dette tidspunkt."

Nield var til at begynde med assistent for embedsmanden Birch, der arbejdede for Mountbatten. Birch, der var kendt under navnet "Twig", var selv homoseksuel, og et af hans centrale ansvarsområder var at skaffe drenge til Mountbatten. Twig fortalte Nield, at Mountbatten var under meget pres og derfor "forløste sine spændinger med sin forkærlighed for unge drenge klædt ud som små piger." Han fortalte også, at prinse-admiralen "havde sex med mænd eller endda piger, hvis de var ungdommelige nok". Twig sagde også, at Louis Mountbatten "var seksuelt forvirret". Nield "blev godt betalt for at holde sin mund."

Det var Lord Mountbatten, som i 1966 gav den pædofile massevoldtægtsmand Jimmy Saville "adgang til de højeste niveauer i den kongelige familie." Det fortæller bl.a. bogen "Elite Predators" ("Elite rovdyr"). I beskrivelsen af bogen stilles spørgsmålet om, hvad de to mænd havde til fælles, og teksten kommer selv med sit svar:
"De brugte deres prestige til at misbruge sårbare mindreårige, mens de stolede på, at deres magt og etablerede forbindelser ville få dem til at forblive urørlige."

Bogen "Charles: The Heart of a King" ("Charles: En konges hjerte") bekræfter, at det var Mountbatten, der "introducerede Savile til prins Philip og andre kongelige" – hvorefter den i øvrigt fortæller om den store tillid, massevoldtægtsmanden havde i de kongelige kredse.
Bogen fortæller også om, hvordan prins Charles bad Savile om at læse sine taler igennem og komme med sine tanker om, hvordan de kunne forbedres. Desuden spurgte den nuværende kong Charles den pædofile massevoldtægtsmand til råds om bl.a. sundhedspolitiske spørgsmål, fortæller biografien. Men angiveligt langt fra kun den type råd. Sarah Goodall, en tidligere kvindelig kontormedarbejder for prinsen, der fortalte, at Savile havde slikket hendes og en kollegas hånd, hævdede desuden i sin selvbiografi, at "Savile gav prinsen og prinsessen af Wales ægteskabsvejledning". Dette blev afvist af administrationen i det kongelige hus Clarence House.

Jimmy Savile hævdede også selv, at det var Mountbatten, som satte ham i forbindelse med resten af kongefamilien. I 1966 blev Savile også den første civile, der blev tildelt en Royal Marines grøn baret. Det var Mountbatten, som var generalkommandant på det tidspunkt og "indså, at Savile kunne være en nyttig kontakt," står der i denne Express-artikel fra 2008. Grønne baretter ("green baret") var den officielle hovedbeklædning for British Commandos, en specialstyrkeenhed, der var aktiv under Anden Verdenskrig. Den bæres stadig af medlemmer af Royal Marines og andre militærenheder efter at have bestået det såkaldte "Commando Course" – men baretten blev altså også båret af Jimmy Savile på baggrund af kongelige forbindelser.

Express-artiklen er udgivet tre år før Jimmy Saviles død og udbruddet af massevoldtægtsskandalen, og den har karakter af en hengiven profilartikel om den berømte TV-vært. Artiklen beretter om den excentriske og populære Savile, der omtaler sig selv som ægteskabsrådgiver for Diana og Charles, rådgiver for det israelske regeringskabinet, "personlig fixer for paven" og "intim følgesvend" for premierministerparret Margaret og Denis Thatcher. "At komme fra Lord Louis, som var prins Philips yndlingsonkel, var ikke så lidt," udtaler Savile i Express-artiklen.

Magasinet Newsweek spekulerede i 2017, om en tv-serie kaldet "The Crown", der tidligere havde "adresseret andre kongelige skandaler og rygter i fortiden", ville behandle Lord Mountbattens venskab med Jimmy Savile:
"Det er ikke klart, om The Crown nogensinde vil tage fat på Mountbattens venskab med Savile, nogle gange forbundet med efterforskningen af Kincora Boys' Home i Irland, en skole, som mange mener husede en pædofilring for magtfulde britiske mænd. Showet har bestemt fiktionaliseret rygter om kongefamilien, men bare det at antyde, at Mountbatten (eller Charles) vidste, at hans kammerat Savile havde mørke intentioner, ville være et vovet – måske endda fordømmende – træk."

Som Newsweek her berører: Oveni alle anklagerne, om at prins Louis Mountbatten var moralsk afstumpet og en pædofil misbruger af drengebørn, kommer anklagerne om, at han også var en del af det pædofile netværk, der misbrugte drenge fra Kincora-hjemmet. Det er bl.a. Robin Bryans, der fremsætter disse anklager, med støtte af flere ofres underbyggende udsagn.
Et prækært spørgsmål bliver også rejst i anmeldelsen i The Times af historikeren Andrew Lownies bog om det royale Mountbatten-par. Her skriver anmelderen:
"Nogle af Kincora-filerne, der skal frigives i 2018, har fået deres status som 'Midlertidigt tilbageholdt af myndighed' forlænget. 'Man må spørge hvorfor,' skriver Lownie."

Anmelderen fortsætter:
"Det må man, i høj grad."

"Meget følsomme dokumenter om Kincora-skandalen" vil forblive låst inde i Nordirlands officielle arkiv i årtier, skriver Belfast Telegraph. Mindst 19 dokumenter direkte relateret til det berygtede drengehjem er "lukket" for offentligheden. I et tilfælde forbliver det sådan indtil tidligst 2085. Omkring et dusin flere af dokumenterne er lukket – enten helt eller delvist – indtil midten af 2060'erne og derefter.

Hvor almindelig er pædofili blandt de britiske kongelige?
Magasinet Village peger på, at BBC, i sit TV-interview med prins Andrew om de prekære overgrebsanklager mod ham, undlod at spørge ham om en anden pædofil, der også var nær ven af kongefamilien – den tidligere omtalte Greville Janner. Her ses han fx sammen med dronningen i 1982 til et arrangement, hvor han giver hende en jødisk menora som gave. Her ser man de to til et andet arrangement i 2003. Dronning Elizabeth og Lord Janner var der sammen til 21 års jubilæum for Commonwealth Jewish Council (Commonwealth Jødisk Råd). Janner var præsident for dette råd.
Også den anden førende Labour-politiker Viscount Tonypandy – alias George Thomas – som senere blev anklaget af flere for pædofile overgreb, var nær ven med dronning Eliszabeth.
"Gennem hele sit politiske liv mødte og dannede han et stærkt og varigt venskab med dronningemoderen," skrev BBC i marts 2002. Det var "et venskab præget af hengivenhed og gensidig respekt."

Antallet af problematiske sager om pædofili i kongehuset forekommer nærmest endeløse. Her blot nogle eksempler:
Højesteretsdommer og børnesex-ringen: Dronningens rådgiver var grundlægger af en pædofil støttegruppe for at holde pædofile lovovertrædere ude af fængslet. Avisen Daily Mail skrev i 2014 en artikel om sagen. "Lord Justice Fulford blev sidste år udnævnt som rådgiver for dronningen," skrev Daily Mail. Han var en central støtte for den berygtede pædofili-organisation PIE, som politiet mistænker for "misbrug af børn i 'industriel skala'," påpegede avisen desuden.
Dengang opfordrede PIE til at sænke den seksuelle lavalder til kun fire år.
Pædofil fotograf for dronning Elisabeth og prins Philip. Reginald Forester-Smith blev fængslet i otte år i 1999 for at have udsat sine to døtre – og en anden skolepige – for "en vedvarende, systematisk kampagne af seksuelt misbrug". Han blev jævnligt opfordret til at tage billeder af dronningen og prins Philip.
Den senere dømte pædofile overgrebsmand Rolf Harris malede dronning Elisabeth. Hun og Scotland Yard blev direkte advaret om Harris af et offer i et brev stilet til dronningen, men både dronningen og Scotland Yard ignorerede advarslen. Dronningen sad model for Harris ved to møder i 2005. Det var Harris' ven Jimmy Savile, der stod for arrangementet, og BBC der gav dronningen maleriet som gave.
Et hemmeligholdt navn på en embedsmand fra dronningens husholdning fandtes, som tidligere nævnt, på politibeslaglagt liste med navne på højt profilerede påståede besøgende på det berygtede Elm Guest House. Det var det "homovenlige etablissement", hvor mindreårige drenge og børn angiveligt blev bragt til for "at have sex med voksne mænd".
Desuden var der på listen en række højtstående parlamentsmedlemmer, en højtstående politimand, en førende forretningsmand, personer fra det fascistiske parti National Front og den irske seperatistbevægelse Sinn Fein, en MI5-officer, to popstjerner og Anthony Blunt, der var dronningens kunstkurator og desuden spion for sovjetunionen.
Den angiveligt pædofile spion Anthony Blunt "havde et særligt forhold til dronningemoderen". Dronningen havde et langt og tæt forhold til sin intelligente kunstkurator. Den unge Anthony og hans to brødre "plejede af og til at drikke te med Elizabeth" i familiens hjem i London. Selv da Blunt blev afsløret som forræder, kunne dronningen "ikke lide at høre ham blive nedværdiget" – og hun forbød derfor omtale af den russiske dobbeltagent og angivelige børnemisbruger omkring sig.
Pædofil overgrebsmand til havefester med dronningen. Patrick Gilbert, "en ven af royale" og ledende kirkelig embedsmand, forulempede sit offer i fire år efter at have betalt for, at han skulle have ballettimer. Patrick Gilbert havde en tidligere dom for at have forgrebet sig på to 13-årige drenge. Gilbert mødte ofte dronningen ved havefester på paladset. Han undgik fængsel, fordi "det blev hævdet, at skammen ved fængslet kunne dræbe ham".
Dronningens tidligere korleder misbrugte børn. Han blev fængslet i fem år for "et katalog over sexangreb på børn." Jonathan Rees-Williams dengang 55 år, udførte overgrebene, der går 30 år tilbage.

Dronningens tidligere korleder misbrugte børn

Den kendte pastor for dronningen Ronald Selby Wright var pædofil og begik seksuelle overgreb på drenge. Selby Wright var både præst for dronningen og mentor på det kendte Fettes College for tidligere premierminister Tony Blair, som ligesom sine medstuderende refererede til ham som "Onkel Ronnie".
Kok for dronningen var medstifter af PIE og seksuel misbruger af børn. Avisen Mirror fortæller, at kokken Douglas Slade angiveligt lavede mad til dronningen på den kongelige yacht Britannia. Slade var tidligere catering-leder i Royal Navy (det britiske flådevåben). I 1995 blev Douglas Slade arresteret og tilbageholdt – mistænkt for at have misbrugt børn i Filippinerne, hvor han havde boet siden begyndelsen af 1980'erne. Han betalte bl.a. 2 pund for sex med en 8-årig filipinsk dreng. Slade var et stiftende medlem af PIE og kæmpede aktivt for, at sex mellem børn og pædofile blev legaliseret i 1970'erne og 1980'erne. Mirror skriver, at avisen fangede Slade i at fortælle sine venner "Du er nødt til at være ærlig over for dig selv. Hvis du vil have sex med børn, skal du ikke pakke det væk – gør det."
Douglas Slade var medlem af organisationen "Paedophile Action for Liberation" ("Pædofil aktion for befrielse"). I denne organisations nyhedsbrev udsendte Slade "en eksplicit guide til, hvordan og hvor man samler børn op".
Dronningens vagt på slottet Windsor, Simon Davies og hans kone blev i 2011 i retten sigtet for at have "voldtaget en pre-teenage pige". De blev tilbageholdt af politiet, efter at en video af den påståede hændelse blev fundet under en razzia i et hjem i London. Det var et led i efterforskningen af en børneporno-ring, og optagelserne blev angiveligt delt online af pædofile.
Politiet arresterede en anden af dronningens vagter i undersøgelsen af pædofili-netværk på Windsor slot. Efterforskere foretog en razzia af underkorporal Mark Neals hjem, på Windsor, få meter fra hvor den anden mistænkte for børnevoldtægt underkorporal Simon Davies boede. Også Neal var vagt for dronningen.
En tidligere butler for dronning Elizabeth blev i 2019 fængslet for seksuelle overgreb på en ung dreng. Andrew Lightwood, 57 år – som "arbejdede for Storbritanniens kongelige husstand i Buckingham Palace i seks år" – blottede sig for drengen, tog sine hænder ned i barnets bukser og forulempede ham. Det kom frem i forbindelse med retssagen mod den tidligere butler for dronningen.
En betroet tidligere hjælper for prins Philip og prinsesse Anne, Benjamin Herman, blev i 2014 anklaget i retten for seksuelle overgreb på en pige på 12, mens han arbejdede for den kongelige familie i begyndelsen af 70'erne. Prins Philip er gift med dronning Elizabeth og far til den nuværende kong Charles – samt nevø af Louis Mountbatten. Benjamin Herman var "equerry" (æresofficer) hos prins Philip fra 1971 til 1974, hvor "han skyggede den kongelige på paladset og til offentlige og private engagementer." Han blev derefter overhoved for Philips datter prinsesse Annes husstand, da hun giftede sig i 1974. Angiveligt havde hun selv valgt ham fra sin fars stab til at være hendes privatsekretær. Benjamin Herman var desuden major-løjtnant i den britiske flåde Royal Marines.

I 2001 kunne avisen Sunday People afsløre at prins Charles og hans far prins Philip interagerede med ledende disciple af den indiske kult-guru Sai Baba. Denne mand blev i avisen beskrevet som en pervers indisk guru, "der tror på, at han kan misbruge unge drenge seksuelt fordi han er gud." Den religiøse gruppe, hvis grundlægger blev anklaget for seksuelt misbrug af unge drenge, blev udnævnt til "akkrediteret partner i Duke of Edinburgh-prisordningen", som er et ungdomsprisprogram grundlagt af prins Philip. Organisationen hedder Sri Sathya Sai og grundlæggeren Sathya Sai Baba kaldte sig selv for en "levende gud" (indtil han døde i 2011).
I årtier har mandlige tidligere tilhængere påstået, at Sathya Sai Baba begik overgreb på dem under såkaldte "interviews". Det kom frem i BBC-programmet "The Secret Swami" (Den hemmelige "Swami"). En Swami er en særlig Yoga-mester indenfor den hinduistiske religion. Deltagere i programmet anklager Sai Baba for misbrug og hævder, at "han masserede deres testikler med olie og tvang dem til oralsex."
Shitu Chudasama, den religiøse organisations nationale ungdomskoordinator i Storbritannien, udtalte, at "prins Philip viste en meget stor interesse for vores unge og stillede mange spørgsmål". "Jeg havde også lejlighed til at nævne...at vi hentede vores inspiration og motivation fra vores grundlægger Sri Sathya Sai Baba," tilføjede repræsentanten for Sai Babas religiøse organisation.
Sarah Ferguson, prins Andrews ekskone, besøgte Sai Baba, hvor hun fik "indre åndelig fred". Det skete angiveligt gennem yoga og på grund af mødet med "guruen", som altså kaldte sig selv "en levende gud". Også prins Charles' studerede angiveligt Sai Babas religiøse tekster og havde planer om at besøge ham. Men kronprinsen blev til sidst forhindret af efterretningstjenesten MI6 – angiveligt på grund af risikoen ved at blive associeret med Sai Babas seksuelle overgreb.
George Smith, en tidligere kammertjener for prins Charles, fortalte, at han havde set prinsen have sex med en anden mandlig hjælper, Michael Fawcett. George Smith hævdede også og at Fawcett havde voldtaget Smith. Michael Fawcett var en af Charles' nærmeste rådgivere. Nyheden blev forbudt alle steder i Storbritannien, undtagen Scotland – så fx englændere kunne ikke læse disse informationer. Sagen blev benægtet, og George Smith blev anklaget for at lyve og benævnt som syg af posttraumatisk stress fra deltagelse i Falklandskrigen.
Prinsens juridiske rådgiver, Fiona Shackleton, sagde, at voldtægtshistorien var blevet kraftigt afvist, og hun blev derefter bedt om at få den til at "gå væk".
Efter at hans historie var blevet afvist af "officielle kanaler på paladset", besluttede George Smith at fortælle sin historie til prinsesse Diana, der dengang levede adskilt fra Charles. Diana optog et interview med Smith, hvori han gentog voldtægtspåstanden – og for første gang fremsatte sin påstand om at have været vidne til "soveværelsesscenen, der involverede prinsen," skrev den irske avis Irish Independent i 2003. Irland er ikke en del af Storbritannien, så her gjaldt forbuddet mod at videregive oplysningerne ikke.
Men båndet med George Smiths påstande er forsvundet, konstaterede den irske avis. "Diana siges at have opbevaret det i en aflåst trækasse, en samling vigtige dokumenter og optegnelser, hun ofte omtalte som sine 'kronjuveler'," skrev avisen. Efter hendes død blev æsken leveret til Dianas familie, men Spencer-familien siger, at da de åbnede den, var der intet bånd indeni.
Den engelske avis The Guardian (og flere andre medier) afviser historien fuldstændigt, som sygt opspind. "Smith hævdede blandt andet at have været udsat for voldtægt. Han skulle fremsætte andre voldtægtsbeskyldninger og ubegrundede påstande om, at han blev forfulgt og truet," skrev den engelske avis ligeledes i 2003. Det var "detaljerne" i Smiths påstand om "at have været vidne til prins Charles i en seksuel hændelse", som den tidligere kongelige tjener og senere freelanceassistent for prins Charles, Michael Fawcett, "forhindrede Mail on Sunday i at offentliggøre," skrev The Guardian desuden. "Hr. Smith var tydeligvis fortvivlet. Han havde et alkohol- og hukommelsesproblem. Og som begivenhederne skulle bevise, var der absolut ingen grund til at tro, at det han sagde, var sandt," skrev Guardian desuden – uden tilsyneladende at uddybe dette. George Smith fortalte en anden ansat ved hoffet, Elizabeth Burgess, om sine anklager – men hun "holdt alle hr. Smiths påstande for sig selv". "Hun havde sine egne problemer med hr. Fawcett året efter, hvor hun hævder, at prins Charles' overbærende personlige assistent kaldte hende en 'fucking nigger maskinskriver'," skrev Guardian også i sit forsvar af prins Charles og hans assistent.
Elizabeth Burgess forlod senere sin stilling og forsøgte sig uden held med en retssag om diskrimination, påpeger avisen derefter. "Men Diana, der var fremmedgjort fra sin mand, hørte om hr. Smiths påstande", fortsætter Guardian, og prinsesse Diana besøgte ham "bevæbnet med en båndoptager" og optog "alle hans forvirrede påstande". Hun konfronterede prins Charles med dem i 1996, selvom det ikke vides, om hun konfronterede prinsen med "den seksuelle hændelse". Det var usandsynligt, at hun havde troet på denne usædvanligt vilde påstand, mener Guardian og fremhæver, "at ingen, fra prins Charles til nogen anden, troede på hr. Smiths påstande, som på det kraftigste blev afvist."
Dette forekommer at være i åbenbar modstrid med, at Diana – ifølge oplysningerne i samme artikel – konfronterede Charles med i al fald nogle af de "forvirrede påstande" fra George Smith.
Jimmy Savile underholdt gæster, herunder prins Charles, i sin private fjerntliggende højlandshytte, som blev brugt til op mod 20 overgreb. Efter den populære TV-værts død foretog politiet en razzia af "den pædofiles hule," fortalte Daily Mail i 2012. Savile købte hytten i 1998 og han inviterede prins Charles til middag i 1999. Her hyrede han tre servitricer, der vartede de to mænd op i forklæder med forkortelsen "HRH" indsyet. Forkortelsen står for "His Royal Highness", som betyder "Hans Kongelige Højhed".
En mand fra området beskrev, hvordan han havde bedt om Jimmy Saviles autograf og i stedet fik "en bizar besked fra ham, hvor der stod, at 'forsvundne piger' skulle besøge ham".
Den tidligere BBC tv-vært Bill Oddie hævdede, at der blev dækket over Jimmy Saviles handlinger. Oddie sagde, at ingen sagde noget, fordi Savile var venner med prins Charles – og Oddie tilføjede, at BBC-sladder om, at Savile var "en pædo", var en "running sick joke" ("syg løbende joke"). Det kom også frem, at Savile havde tilstået, at han var "en slyngel" ("crooked"), i et interview kun to måneder før han døde.
Prins Charles var også ven med en anden pædofil overgrebsmand: Biskop Peter Ball. Venskabet med prins Charles gjorde den pædofile biskop "uovervindelig", påpegede avisen The Guardian, efter biskoppens misbrug var blevet afsløret. Familien til et af Peter Balls ofre, Neil Todd, sagde, at han var blevet portrætteret som en løgner og en "ballademager" af biskoppens venner i høje positioner. Neil Todd fremsatte den første påstand om misbrug i 1993 og begik selvmord i 2012. Ved en af høringerne i den undersøgelse, der blev foretaget omkring overgrebene, kom det frem, hvordan medlemmer af etablissementet, "herunder arvingen til tronen", den daværende ærkebiskop af Canterbury og et højtstående medlem af retsvæsenet, stod sammen om at støtte Ball ("rallied to support Ball").
"Historien om Peter Ball er historien om etablissementet på arbejde i moderne tid," fortalte William Chapman, der repræsenterede overlevende ofre. "Det er historien om, hvordan etablissementet minimerede karakteren af Peter Balls ugerninger ... og tyssede dem ned og chikanerede dem, der forsøgte at klage."
Peter Ball var i øvrigt også ven med prins Charles' anden pædofile ven Jimmy Savile. Så dissse tre mænd var altså venner indbyrdes – og det var blandt andre Jimmy Savile, der var med til at etabelere kontakten mellem Peter Ball og "de kongelige cirkler" indbefattet prins Charles. Det fortæller Daily Mail i denne artikel med titlen "Jimmy Savile and Prince Charles' very close friendship with sex abuse bishop Peter Ball" ("Jimmy Savile og prins Charles' meget tætte venskab med den sexmisbrugende biskop Peter Ball").
I februar 1995 – to år efter at biskoppen havde fået en advarsel fra politiet – skrev prins Charles et brev til Peter Ball. I brevet skrev prins Charles: "Jeg ville ønske, jeg kunne gøre mere. Jeg føler så desperat stærkt over de uhyrlige fejltagelser, der er blevet begået mod dig, og den måde, du er blevet behandlet på." Charles sørgede senere for at købe et hus, som Peter Ball og hans tvilling Michael, der også er biskop, kunne leje.
Den nu afdøde biskop Peter Ball beskrev prins Charles som en "loyal ven". Han blev fængslet i 2015 – mere end 20 år efter, at der blev fremsat beskyldninger mod ham. Disse beskyldninger blev "stort set ignoreret eller bagatelliseret af kirken," skrev The Guardian i sin nekrolog over Peter Ball, da han døde i 2019. Ball afsonede 16 måneder af en 32-måneders fængselsdom for seksuelle forbrydelser mod 18 unge mænd. Der var blevet modtaget anklager mod Peter Ball fra 33 personer, herunder børn og unge mænd. Der var blandt andet anklager om seksuelle overgreb udført af Peter Ball så langt tilbage som i 1969. En af sigtelserne i 2014 mod Ball var på grund af et angiveligt overgreb på en dreng på 12-13 år.
Men prins Charles venskaber med pædofile stopper ikke der. Han var også ven med Sir Laurens van der Post, som både var hædret med kongelig ridder-titel og en mand, der havde seksuelt misbrugt en pige på 14 år. Sir Laurens van der Post var desuden ven med tidligere premierminister Margaret Thatcher, som ligeledes havde den pædofile sekretær Peter Morrison som en af sine nærmeste medarbejder.
Lokalavisen Oxford Mail skrev i 2012 – kort tid efter efter skandalen om Jimmy Savile var brudt ud – en artikel om Laurens van der Post. Artiklen hedder simpelthen "Another knight with a tarnished reputation" ("Endnu en ridder med et blakket ry").
Den uddyber blandt andet således:
"Han blev far til et barn med en pige, som var blevet betroet i hans varetægt på en rejse fra Sydafrika til England af hendes forældre, kun for at blive forført til søs og derefter sat op i London som hans elskerinde i en sengepasning på Sloane Square, belejligt praktisk for hans ægteskabelige hjem. Han var midt i fyrrerne. Produktet af denne forening blev fornægtet af hendes far. Hendes mor kommenterede år senere, at Van der Post var 'syg', og at 'han vidste, hvordan han skulle vælge sine ofre'. Lyder det bekendt?"

Prinsesse Dianas bodyguard Stephen Salmon misbrugte pige seksuelt fra hun var syv til 12 år. Bodyguarden var blandt andet 16 dage på lystyacht med Charles og Diana, som del af parrets bryllupsrejse.
Stephen Salmon var tidligere Royal Marine, ligesom den tidligere nævnte hjælper for prins Philip og prinsesse Anne, Benjamin Herman, som også blev anklaget i retten for seksuelle overgreb på en mindreårig pige. Den tidligere soldat Stephen Salmon, udsatte sit offer "for et katalog over misbrug i 1970'erne" – da hun var mellem syv og 12 år gammel.
Prins Charles gik til middagsselskaber med medlem af pædofili-netværk, som udnyttede "call-boys".
Den velhavende Charles Hornby, der bevægede sig i high-end selskabslivet, "blandede sig lykkeligt med den beskidte regnfrakkebrigade" i de mørkere dele af Londons West End – "fordi pervers sex var en vital, men hemmelig del af hans liv," fremfører denne artikel efter afsløringen af Charles Hornbys skjulte dobbeltliv. "Væk fra den tusmørkeverden" nød 35-årige Hornby også det yndefulde liv på landet, og havde til tider prins Charles blandt sine middagsgæster.
Fire mænd, som sammen med Hornby udgjorde en del af "et storstilet lyssky foretagende med laster og 'call-boys'", blev fundet skyldige efter en ni ugers retssag, fortæller artiklen om sagen.
Butler på Buckingham Palace styrede en pædofili-sexring, mens han arbejdede for den kongelige familie. Ungkarlen Paul Kidd "groomede mindst et af sine teenageofre til sex ved at tage ham til te med dronningemoderen i Clarence House," skrev Daily Mail i 2008. For offentligheden havde han været "den urbane gentleman", der var tjener for de kongelige gennem ni år – først for dronningen og derefter for hendes mor. Men bag facaden levede Paul Kidd et hemmeligt dobbeltliv som en seriel børnemisbruger, der misbrugte en række drenge over en 30-årig periode, fortæller avisen.
Dronning Elizabeths private tjener, som hun holdt hånden over, var et "hensynsløst rovdyr".
Han var kendt som Backstairs Billy ("Bagtrappe Billy"), "den flamboyante kongelige hofmand, der rejste sig fra en ydmyg begyndelse til at tilbringe et halvt århundrede som ven, fortrolig og uofficiel ceremonimester for dronningemoderen," fortæller avisen The Scottish Mail on Sunday. Han gjorde "rovdyr-fremstød" mod yngre butlere på hoffet, skriver den skotske avis. Bagtrappe Billys virkelige navn var William Tallon. Den nu afdøde hofmand var berømt for at være "Hendes Majestæts dansepartner", og "den konstante leverandør af hendes yndlingsgin og Dubonnet", iscenesætteren af "hendes nogle gange sjofle frokostfester" – og en "uhyggelig, respektløs og dyb lejr-modgift til resten af den kongelige families snerpede liv".
Det var velkendt, at Tallon var homoseksuel. Men dronningemoderen nægtede at høre bekymringerne fra højtstående paladspersonale, som mente, at "hans dominerende opførsel" var en trussel mod harmonien hos de kongelige ansatte, og at "hans promiskuitet gav et iøjnefaldende sikkerhedshul i hjertet af den kongelige familie".
The Scottish Mail on Sunday skriver:
"Nu for første gang fortæller en ny biografi den bemærkelsesværdige historie om et hensynsløst rovdyr, hvis uhyrlige livsstil inkluderede homoseksuelle orgier i Clarence House, voldsomme affærer under trapper, sex på dronningemoderens yndlingssofa – og unge mænd, der vandrede rundt i korridorerne om natten..."

Clarence House er en royal residens i Westminster, London.
William Tallon var den eneste mand, der fik adgang til dronningens soveværelse, "og han kunne gøre det uden at banke på". Han havde endda en underjordisk gang og ville nogle gange smugle "kontroversielle gæster" ind for at møde dronningen – uden resten af personalets vidende.

Dronning Elizabeth med tidligere premierministre, 2002

Efter alle de oplysninger er der nogle spørgsmål, som næsten forekommer uundgåelige. Men man hører dem stort set aldrig: Hvorfor er der så meget pædofili i og omkring den britiske kongefamilie? Og hvordan kan man have så meget pædofili inde på livet uden at have nogen anelse om det? Kan man det...?
Det virker som om, der kun er to mulige "svar" på det sidste spørgsmål: Enten er den nuværende kong Charles fuldstændig uden føling med sin omverden, eller også ved han mere end han foregiver.
Han vidste fx, at hans nære ven Peter Ball var under anklage for at være pædofil overgrebsmand, og alligevel forsvarede den kommende konge denne mand uden hensyn til de mennesker, der hævdede, de var biskoppens misbrugsofre. Den dreng, der indgav den første anmeldelse og forsøgte at få lidt retfærdighed, begik selvmord i fortvivlelse.
En anden ting, man kan undre sig over, er, hvorfor ingen af de forholdsvist mange journalister, der på fuld tid beskæftiger sig med det britiske kongehus, ikke stiller nogle af disse spørgsmål?
Svaret på dette spørgsmål kender vi; det er ikke pæne spørgsmål – dem stiller man simpelthen bare ikke. Men hvad så med de ofre, som lider under fraværet af de helt oplagte spørgsmål? Er det måske i virkeligheden der, mørklægningen starter?

Prins Charles' forfatter-ven anklages for pædofili
Ovenstående liste er som nævnt ikke udtømmende. En af de sager, som fx ikke findes på listen, er historien om den berømte science fiction-forfatter Arthur C. Clarke. Prins Charles gav sin forfatter-ven britisk ridderskab, lige efter at Clarke til en engelsk avis i temmelig utvetydige vendinger angiveligt havde indrømmet, at han var pædofil.
Avisen Sunday Mirror var taget til Sri Lanka for at interviewe Clarke om hans seksuelle forhold til børn – særligt hans forhold til fattige såkaldte "stranddrenge". Det er forarmede drenge, der forsøger at overleve ved på stranden at tilbyde sex for penge til velhavende turister.
I interviewet er Clarke bl.a. citeret for at sige:
"Når de har nået puberteten, er det OK...det gør ingen skade.
...
Jeg prøver at tænke på den yngste dreng, jeg nogensinde har haft, fordi du selvfølgelig ikke kan fortælle det her."

Adspurgt om alderen på de drenge, han havde affærer med, sagde Clarke ifølge Sunday Mirror, at "de fleste af dem var kommet i puberteten." Avisen citerede Clarke for at sige:
"Jeg tror, at det meste af skaden kommer fra det postyr, som hysteriske forældre har skabt bagefter. Hvis børnene ikke gider det, er det fair nok."

Børnerettighedsaktivister i Sri Lanka, hvor Clarke boede og angiveligt udnyttede børn, udtrykte chok over forfatterens udtalelser og opfordrede til, at han blev deporteret fra landet. "Børnemishandling medfører en minimumsstraf på syv års fængsel i Sri Lanka, et land kendt for børneprostitution," skrev det amerikanske nyhedsmedie UPI.
I en kort erklæring benægtede Clarke derefter og sagde, at han var forarget over beskyldningerne. "Jeg er overbevist om, at dette ikke er andet end et billigt forsøg på at bringe min ven prins Charles i forlegenhed," sagde Clarke. Clarke hævdede, at han ikke var seksuelt aktiv længere og havde gennemgået operationer, der gjorde sex umuligt for ham.
Men Mirror fulgte op med en endnu hårdere artikel med flere direkte beskyldninger mod forfatteren.
"Børne-sexperverterede Arthur C. Clarke hæver sit glas og griner under en statsbanket med deltagelse af prins Charles," skrev avisen.
"Han blandede sig skamløst med højtstående personer ved middagen i Sri Lankas hovedstad Colombo torsdag aften og gav endda hånden til Charles. Blot fire dage tidligere havde Sunday Mirror afsløret, hvordan den 80-årige forfatter af 2001: A Space Odyssey havde indrømmet at have betalt for sex med unge drenge. Bagefter gik han med til at trække sig ud af en ceremoni, hvor han skulle blive slået til ridder af Charles, men nægtede at være pædofil.
Men Clarke er en LØGNER. Og vi har beviserne til at bevise det. Til højre gengiver vi en del af en båndoptagelse af vores reporter Graham Johnsons interview med Clarke. Vi har også en kopi af et hemmeligt dokument, der navngiver Clarke som en pædofil, der er kendt af medlemmer af North American Boy Lovers Association, et af verdens mest berygtede børnesex-netværk. Amerikanske detektiver, som arresterede ledere af foreningen for 10 år siden, siger, at Clarke blev navngivet af andre pædofile, som de spurgte under en FBI-efterforskning."

"North American Boy Lovers Association" hedder egentlig "North American Man/Boy Love Association", hvilket kan oversættes til "Nordamerikansk Mand/Dreng kærlighedsforening". Det er en amerikansk pædofiliorganisation, som arbejder for at afskaffe love om aldersgrænse, der kriminaliserer seksuel kontakt mellem voksne og mindreårige.

I en senere interviewartikel i Guardian om Arthur C. Clarkes succesrige forfatterliv, gentager Clarke, at han intet sexliv har på grund af en operation for prostata-cancer. "The Mirror hævdede, at Clarke havde betalt unge drenge for sex. Den fremlagde juridiske erklæringer fra de pågældende drenge," skriver Guardian og fortæller derefter, at Clarke udtalte, at "Sri Lankas politi modbeviste dem senere".
Sunday Mirror havde allerede fortalt, at "den skrøbelige, hvidhårede gamle mand" Clarke, godt nok sad i rullestol og brugte krykker efter et polioangreb 15 år tidligere. "Men Clarkes svindende helbred forhindrer ham ikke i at nyde sin yndlingsbeskæftigelse – at spille bordtennis med skoledrenge på et berygtet afhentningssted for perverse, kaldet Otters Aquatic Club," skrev avisen blandt andet.
Den fortalte også at væggene i hans arbejdsværelse var beklædt med hans bøger og indrammede billeder af ham selv med berømtheder fra paven til prinsesse Diana og astronauten Neil Armstrong til filmstjernen Liz Taylor. "Værelset har state-of-the-art computere, satellit-tv, videooptagere og andre højteknologiske gadgets, som Clarke kan prale af, at han bruger til at kommunikere med venner i Pentagon," skrev Mirror.
Ifølge Mirror skulle Clarke have sagt, at han "morede sig mere end væmmes over", at nogen skulle tro at han var "en af de oprindelige pionerer inden for sexturisme i Sri Lanka". "Jeg går helt ind for bestræbelser på at stoppe det. Men hvordan stopper vi det uden at gribe ind i ansvarlige voksnes rettigheder," skulle han angiveligt have sagt.
"I de senere år er Clarkes navn blevet forbundet med to berygtede pædofile, hvoraf den ene – en schweizisk millionær – blev smidt ud af Sri Lanka på ordre fra præsidenten for at have misbrugt fattige stranddrenge," hævdede Mirror.
Og videre:
"Han afventer nu retssag i Zürich, anklaget for seksuelt misbrug af op til 1.500 unge drenge og var ligesom Clarke venner med mange af Sri Lankas toppolitikere, højtstående politifolk og indflydelsesrige regeringsfigurer. Clarke siges at have deltaget i fester i finansfyrstens hjem."

Da Clarke blev spurgt, om det var korrekt, svarede han ifølge Mirror:
"Det kan jeg godt have gjort. Jeg mener, den allerførste mand, jeg mødte her i 1954, var pædofil og forsøgte ikke at skjule det. Han var i efterretningstjenesten i hæren, en fantastisk fyr."

Clarke sagde om sine seksuelle præferencer:
"Her ville det genere alle lige op til præsidenten. Jeg mener, jeg er leder på universitetet, en offentlig person, det er problemet, så jeg ville blive slugt levende. Jeg ville sandsynligvis blive udelukket, forstår du."

Da journalisten fra Mirror fortalte Clarke, at en af de drenge, han udnyttede, blot var 13 år, sagde Clarke angiveligt:
"Hvis han virkelig var 13, er han en meget moden 13-årig."

Forespurgt om han mente, det var moralsk forkert, svarede Clark, ifølge Mirror meget kort: "Nej."
Mirror hævdede desuden, at Clarke sagde, han ikke fik nogen "til at gøre noget, de ikke nød at gøre." Sunday Mirror talte med tre drenge, der hævdede at have haft sexmøder med Clarke. Godwin Fernando, 33, en tidligere slumdreng, der nu overlevede ved at sælge lotterisedler på gadehjørner, hævdede, at han blev lokket ind i Clarkes soveværelse som 13-årig efter at være blevet inviteret til hans hus.
"Han ville have mig til at give ham en massage og viste mig, hvordan man gnider hans ben. Så tog han sine hænder i mine shorts og begyndte at lege. Han ville have oralsex med mig og sagde, at han ville give mig nogle penge for at hjælpe min familie. Jeg kunne ikke lide den type sex – jeg gjorde det for pengenes skyld. Han sagde til mig, at jeg aldrig skulle fortælle nogen om besøgene i hans hjem."

Organiserede pædofile: Sex med voksne er godt for børn
North American Man/Boy Love Association (NAMBLA) blev født i forlængelse af en skandale. I december 1977 ransagede politiet et hus i Boston-forstaden Revere. Boston er hovedstad i den forholdsvist velhavende delstat Massachusetts i det nordøstlige USA.
Fireogtyve mænd blev arresteret og tiltalt for over 100 tilfælde af voldtægt af drenge i alderen otte til femten. Mændene blev dømt for at have brugt stoffer og videospil til at lokke drengene ind i et hus, hvor de fotograferede dem, mens de havde sex. Det blev hævdet, at mændene var medlemmer af en "sexring", og statsanklageren sagde, at anholdelsen kun var "toppen af isbjerget". I en kommentar beskrev Boston Magazine NAMBLA som "den mest foragtede gruppe mænd i Amerika", og en gruppe som "hovedsageligt blev grundlagt af excentriske, drengeelskende venstreorienterede".
Boston Magazine nuancerede dog også påstanden om en sexring med disse ord:
"Faktisk havde forholdet mellem mænd og drenge blomstret – ikke særlig hemmeligt – i årevis i Revere. Revere Beach, i den østlige udkant af denne arbejderklasseby, var et berygtet krydstogtsted for mænd og drenge."

Flere organisationer for homoseksuelles rettigheder har taget NAMBLA og de dømte voksne i forsvar. I 2003 udkom der en artikel om sagen i mediet Gay & Lesbian Review ("Bøsse- & lesbisk anmeldelse"). Artiklen har titlen "The Boston/Boise Affair" ("Boston/Boise-affæren"). "Boise var en reference til en lignende heksejagt, som havde fundet sted i 1955 i Boise, Idaho, hvor hundredevis af bøsser, indbefattet mange prominente borgere, blev arresteret for sexforbrydelser med teenagere," fortæller artiklen selv.
Artiklen i Gay & Lesbian Review beskriver blandt andet sagen således:
"Men efterhånden som sagerne udviklede sig, blev det klart, at mange af fakta og beskyldninger var opdigtede. De fleste af mændene kendte ikke hinanden. Der var ingen sexring. Langt størstedelen af de anklagede mænd havde haft sex med en af to femtenårige svindlere fra Revere, Massachusetts, nogle gange i lejligheden tilhørende en mand ved navn Richard Peluso. Peluso havde haft sex med lokale drenge i Revere i femten år og blev arresteret for børnemisbrug i juni 1977, seks måneder før anklagerne mod sexringen. Ingen af de involverede drenge var under tretten år."

Artiklens titel refererer desuden til navnet på en organisation for homoseksuelles rettigheder, som blev dannet som reaktion på skandalen: "Boston-Boise-komiteen". Den arbejdede for at forsvare og beskytte rettighederne for de 24 anklagede pædofile og kaldte simpelthen affæren for "Boston-heksejagten".
NAMBLAs grundlæggelse var inspireret af Boston-Boise-komiteens arbejde.

Af kendte eller berygtede NAMBLA-medlemmer og støtter kan nævnes:
Kommunisten og aktivisten for homoseksuelles rettigheder Harry Hay (1912-2002). Hay regnes som en af de væsentligste grundlæggere bag den moderne LGBT+bevægelse. Harry Hay var med til at grundlægge "Mattachine Society", den første blivende gruppe for homoseksuelles rettigheder i USA. Han var også med til at grundlægge den spirituelle bevægelse og organisation for homoseksuelle "Radical Faeries" ("Radikale feer"). Radical Faeries' religiøsitet centrerer omkring hedenske og indianske idéer, new age-spiritualitet og Moder Jord-dyrkelse.
Hay var en aktiv støtte af NAMBLA, og han insisterede på, at organisationen skulle være med til Pride Parade – også efter at den var blevet udelukket.
I en tale i 1983 på New York Universitet udtalte Hay:
"Hvis forældre og venner af homoseksuelle virkelig er venner af homoseksuelle, ville de vide fra deres homoseksuelle børn, at forholdet til en ældre mand er præcis, hvad tretten-, fjorten- og femtenårige børn har brug for mere end noget andet i verden."

Børnepsykiater og ortodoks jødisk rabbiner fra New York, Alan J. Horowitz, blev simpelthen kaldt "NAMBLA-rabbineren". I 1992 blev Horowitz idømt 10 til 20 års fængsel for at have voldtaget tre drenge i alderen 7 til 9 år og for seksuelt misbrug af en 14-årig pige. Horowitz havde en lang historie med pædofili, herunder en tidligere dom i Maryland i 1983 for seksuelt misbrug af to drenge, der dengang var 8 og 12 år gamle. Han fik en betinget dom på fem år på det tidspunkt. Horowitz forsvarede sig selv i sagen fra 1992 ved at sige, at han var en "normal pædofil". Politiets efterforskning fandt et spor af seksuelt misbrug af patienter, der går tilbage til slutningen af 1960'erne, da Horowitz arbejdede for en lokal organisation, der hjalp fattige børn i New York. I 2016 kunne man læse, at Alan Horowitz skulle forblive indespærret, efter at en dommer havde afgjort, at han ikke sikkert kunne løslades til samfundet. Horowitz havde et årti tidligere på en prøveløsladelse flygtet til Indien, før han blev fanget og sendt tilbage til fængslet.
Forfatteren og møntvidenskabsmanden Walter Breen (1928-1993), som også var dømt sexmisbruger af børn. Breen skrev adskillige bøger om mønter, udviklingen i mønt-teknologi og mønters historie.
Breen var også meget optaget af at indsamle information om homoseksualitetens og pæderastiens historie. Hans omfattende undersøgelser af emnet dannede grundlaget for hans bog "Greek Love" ("Græsk kærlighed"). Han udgav den i 1964 under pseudonymet "J.Z. Eglinton". Under navnet "Eglinton" optrådte og talte Walter Breen ved NAMBLAs stiftende konference i 1978.
Den første dom mod Walter Breen for pædofilt misbrug går tilbage til 1954. I 1963–1964 var der beskyldninger om flere sexforbrydelser, og i 1990 blev Breen igen arresteret for sexovergreb. Han indgik en aftale med anklagemyndigheden, hvilket resulterede i tre års betinget fængsel. Et år senere blev han anklaget for otte tilfælde af overgreb på en 13-årig dreng og idømt 10 års fængsel.
Walter Breen var et aktivt medlem af science fiction-fanmiljøet i en stor del af sit liv, og han skrev tekster til flere science fiction-magasiner. Breen brugte euforiserende stoffer som marihuana og LSD, troede på reinkarnation og tidligere liv i det antikke Grækenland og andre mytologiske og historiske epoker.
Den kendte forfatter, digter og politiske aktivist Allen Ginsberg (1926-1997). Han var en meget anerkendt forfatter og samfundskritiker i det venstreorienterede intellektuelle miljø. Flere værdier og eksperimenter fra 68'er undgomsrøret var tilbagevendende omdrejningspunkter i Ginsbergs tekster: pacifisme, narkotikaeksperimenter, seksuel frigørelse, fjendtlighed over for bureaukrati og optagethed af østens religioner.
Mens sagen mod de 24 pædofile fra Boston rasede, blev Allen Ginsberg interviewet af en tv-station i Boston, fortæller Boston Magazine i den tidligere nævnte artikel. Digteren havde en meget afslappet holdning til sagen:
"'Jeg havde sex, da jeg var 8, med en mand bagerst i min bedstefars slikbutik i Revere, og det er gået mig fint,' erklærede Ginsberg, inden han hastigt blev ført ud fra scenen, mens stationen klippede til en reklame."

Som man ser af disse eksempler, synes der at være en fælles holdning om, at en tæt og seksuel relation til voksne mænd er godt og udviklende for børn. Idéen er blandt andet hentet fra det antikke Grækenland, hvor unge drenge blev udnyttet til at tilfredsstille seksuelle behov hos ældre mandlige mentorer. I eksemplerne er der også et mønster af brug af euforiserende stoffer og religiøs tro – dvs. forskellige hedenske trosretninger.
To ud af fire af eksemplerne – Horowiz og Ginsberg – har jødisk oprindelse. I del 3 kapitel 3 viser jeg eksempler på jødiske esoteriske religiøse tekster, der foreskriver seksult misbrug af børn helt ned til tre år.
De nævnte eksempler på sexmisbrug af børn vil dog ikke blive betegnet som "satanisk misbrug", selvom der synes at være et mønster af religiøsitet hos de pædofile – og selvom man kan hævde at ethvert sexmisbrug af børn er satanisk. Mere om det i del 3 kapitel 4 hvor jeg går i dybden med, hvad der rent pratisk og åndeligt ligger bag dette begreb. Men "satanisk misbrug" dækker rent fagligt over rituelle misbrugssituationer udført i en religiøs sammenhæng, typisk indbefattet ekstremt psykisk stress af seksuel og/eller voldelig karakter for ofrene.

I dag er NAMBLA angiveligt svundet ind til kun en håndfuld mennesker. Mange medlemmer har tilsluttet sig online pædofile netværk, som blot er blevet endnu mere omfattende og ekstreme end det nu næsten hedengangne NAMBLA. I denne BBC-artikel kan man fx læse om en pædofil misbruger på "dark web" som voldtog spædbørn og opfordrede sine følgere til det samme. Denne artikel i avisen Independent fortæller, at der hver måned i Storbritannien alene bliver anholdt 1.000 pædofile for online misbrug af børn.

Belgien: Groteske sataniske overgreb brugt som skjold mod anklager
Jeg har gennemgået eksempler på pædofilt VIP-misbrug i USA og Storbritannien – og nogle af disse eksempler er blevet hævdet at indbefatte sataniske ritualer. Flere andre steder i verden har der været eksempler på tilfælde af påstået satanisk rituelt misbrug såvel som elitære pædofilringe, der har ført til konkrete retssager og domme. I det følgende vil jeg fremlægge nogle af disse eksempler. Jeg starter i Belgien.

Under efterforskningen af den belgiske seriemorder Marc Dutroux henvendte en række kvinder sig til politiet og hævdede at være voksne overlevende fra mishandling udført af et netværk af seksualforbrydere. Et vidne, Regina Louf, beskrev sataniske ceremonier med det formål at desorientere nye ofre, for at få dem til at tvivle på virkeligheden af deres minder og forhindre afsløring. I denne artikel i den britiske avis The Telegraph står der:
"Da Regina Louf går ind i lokalet, forblæst fra at fodre hestene på sin gård, er det svært at tro, at denne lille og beskedne kvinde kunne have forårsaget så bitter kontrovers i Belgien.
Hun er mor til fire og bor på et vidtstrakt jordstykke uden for Gent i det nordvestlige Belgien med sin mand og sine hunde.
Varm, sjov og klog, hun fremstår som alt andet end den gale, vildledte kvinde, hun er gjort til at være i Belgien, hvor hun på forskellig vis bliver afvist som en løgner og en fantast."

"De tror, jeg er skør," sagde hun og lo.
Men for dem der tror på hende, fortæller The Telegraph, er Regina Louf kvinden, der afslørede et sadistisk belgisk pædofilt netværk, der angiveligt involverer prominente personer i politik, erhvervsliv og retsvæsen, og som knyttede netværket til Marc Dutroux.
Det er lettere at angribe mig end at tro på mig,« siger hun.
"Jeg forstår det. Det er svært at tro, at disse ting kan foregå i en normal verden."

Louf hævdede, at hun som barn blev solgt af sine forældre til en mand, der havde nøglerne til deres hus, og som tog hende med til sexfester. Der blev hun, sammen med andre børn, tvunget til at have sex med klienter, som "rutinemæssigt ville blive filmet til afpresning". Festerne, hævdede hun, involverede også sadisme, tortur og endda mord.
Med til festerne var også, fortæller hun, den unge Marc Dutroux, som sørgede for stoffer og passede pigerne. "Han kunne misbruge pigerne," siger hun. "Det var hans belønning."
Mere end et årti senere, efter at Marc Dutroux blev arresteret for bortførelse og mord på unge piger, appellerede Jean-Marc Connerotte, den belgiske dommer, der efterforskede sagen, til at ofre for pædofile meldte sig. Det var der ti personer, der gjorde. Alle fik kodenavnet "X" – og Regina Louf var en af dem. På tidspunktet for artiklen i 2004 var hun 35 år og blevet gift, havde fået børn og drev en kennel og en dyreværnscentral. Hun gav politiet de navne, hun kendte, på de VIP-personer hun mødte ved sexfesterne. Hun talte om forretningsmænd, personer i politik, retsvæsen og politiet. Patriek De Baets, betjenten udpeget af Connerotte til at lede Dutroux-undersøgelsen, blev overbevist om, at de rædsler Louf fortalte om, var sande. Han opdagede, at hun havde en uforklarlig detaljeret viden om to uopklarede mord.
"Men så udspillede et bizart forløb af begivenheder sig," skriver The Telegraph. Efterforskningsdommeren, Connerotte, blev fyret for at deltage i en indsamlingsmiddag til støtte for ofrenes familier. De betjente, der interviewede Regina Louf, blev udskiftet. Pressen blev orienteret om, at det oprindelige hold havde manipuleret Louf. "En kampagne for at miskreditere Louf begyndte," fortæller artiklen i den britiske avis. Louf blev ikke indkaldt til at afgive vidneforklaring ved Dutroux-sagen. Chefanklageren og den overordnede ansvarlige for Dutroux-sagen, Anne Thily, gentog den officielle linje om, at Regina Louf var en fantast. Louf udtalte:
"Retssystemet ønsker ikke at høre min historie. Det beskytter et netværk af kriminelle misbrugere. Jeg kan aldrig forlige mig med det. Det kan forældrene heller ikke. Den eneste gode ting, der er kommet ud af alt dette, er, at Dutroux er kommet for retten."

Regina Louf hævdede, at hun var blevet seksuelt misbrugt af familiemedlemmer, siden hun var 4 år. Hendes bedstemor og mor prostituerede hende. Hendes bedstemor, fru Poupaert, var enke efter en politichef. Hun påstås at have drevet to bordeller under Anden Verdenskrig. Louf hævder, at hendes forældre solgte hende til en mand, Tony Van den Bogaert, som barn. Han tog hende gentagne gange med til sexfester fra hun var 11 år gammel. Hendes bedstemor og bekendte til familien bekræftede, at Regina Louf havde et seksuelt forhold til Tony, minimum fra hun var 12 år. Hun navngav nogle andre ofre for børnesex-ringen, som var blevet myrdet for ikke at kunne gå til myndighederne: Christine Van Hees, Katrien De Cuyper og Carine Dellaert. Politiet bekræftede senere, at pigerne rent faktisk blev myrdet. Hun var i stand til at beskrive, hvordan de blev myrdet, og hendes beskrivelser matchede obduktionen af to lig af ofrene, hvilket politiet bekræftede. Politibetjent Rudi Hoskens sagde:
"Hun gav os nogle detaljer, der fik os til at tænke, at det var umuligt at fortælle uden at have været på det sted – den måde hvorpå liget blev fundet på det tidspunkt, og den måde hun beskrev den dræbte."

Regina Louf beskrev stedet for et mord, som var en nedlagt svampefarm i udkanten af Bruxelles. Gården blev senere revet ned, "men i 1996 beskrev Louf for politiholdet dens indviklede detaljer, tapetet, vaskene, kroge på loftet, et netværk af trapper og tilstødende rum, der er unikke for den bygning," fortæller den engelske avis The Guardian.
Louf beskrev også mordet på Katrien de Cuyper. Hun anklagede sig selv for at have myrdet hende. Hun sagde, at hun blev beordret til at dræbe Christine Van Hees. Dette vidnesbyrd fra Louf kunne dog ikke bekræftes eller afvises.

Louf hævder, at den belgiske forretningsmand, NGO- og hjælpeoganisationsstifter samt dømte svindler Michel Nihoul også var stamgæst ved orgierne. Ifølge Louf belønnede han sine forretningspartnere med pigerne. Hun sagde også, at der var "faste" prominente deltagere i festerne omkring Nihoul-kredsen, herunder advokater fra Bruxelles, en flamsk borgmester og en tidligere premierminister. Louf sagde: "Det var meget organiseret. Big business. Afpresning. Der var mange penge involveret." Hun hævdede, at hun vidste, at de seksuelle overgreb blev filmet i hemmelighed uden VIP-personernes vidende.

"I medierne, foretrækker hun at blive kaldet Gini," står der i denne artikel, som går yderligere i detaljer ud fra et interview med Regina Louf. "I løbet af sit vidnesbyrd talte Gini om snusfilm, mord på børn og endda jagtfester, hvor nøgne børn løb i en park og blev skudt med armbrøster," står der i artiklen. Hun sagde, at hun havde lært, hvad der drev misbrugerne til sådanne ekstremer: En slags afhængighed af magt, magten til at bestemme over smerte, liv og død. Artiklen fortæller, at de magtfulde mænd – politikere, dommere, læger – samtidig var "mænd med familier".
Regina Louf fik kodenavnet XI i sagen af hensyn til hendes sikkerhed. Hun lærte en række børn at kende, der ligesom hende havde været en del af netværket i årevis.
"Indtil de blev for gamle og/eller mentes at snakke for meget. De fleste af dem, sagde XI, skulle være rentable indtil sidste åndedrag."

Louf bliver i interviewet spurgt til emnet satanisme, hvortil hun ifølge artiklen umiddelbart svarer: "Endelig et morsomt emne!" Derefter svarer Louf videre:
"Okay, satanisme. Sæt dig selv i bødlernes sted. Når de modtog nye ofre i deres netværk, var det ekstremt vigtigt, at de ikke ville tale med nogen om, hvad der var sket med dem. Det var derfor, de organiserede 'ceremonier'. De tog offeret med til et stærkt bevogtet hus og overbeviste hende om, at det var 'hendes' fest. Så ville der være en fantastisk forestilling med masker, stearinlys, omvendte kors, sværd og dyr. Kaniner blev parteret, blodet blev hældt på nøgne piger, og nogle mænd og kvinder tilbad djævelen. Vi, de erfarne piger, fik en dobbelt latter, når vi så dem have travlt med deres karnevalsmasker. 'De har fået deres vampyrkostumer på igen,' ville vi sige. Jeg tror ikke, at bødlerne fik den store glæde ud af det. De foretrak at være helt nøgne frem for at gå rundt i latexkostumer. Det eneste formål med disse ritualer var for totalt at desorientere ofrene. De plagede disse børn med en masse vrøvl – 'Nu er du Satans kone' – og gav dem også kokain, LSD eller heroin. Jeg kan forsikre dig om, at du efter det føler dig helt uden for den virkelige verden. Det var målet – at offeret selv skulle begynde at tvivle på, at alt dette virkelig var sket. Resultatet var, at ofrene ikke turde tale med nogen."

Sagen mod Marc Dutroux var præget af utrolige "fejl" og bemærkelsesværdige hændelser. Fx blev en stor mængde DNA-beviser, som var blevet fundet i de celler hvor Dutroux havde holdt sine ofre fanget, aldrig analyseret af myndighederne, selvom det kan have afsløret identiteten af yderligere gerningsmænd. Forsvaret fremlagde flere gange DNA-beviser, der indikerede, at andre mennesker besøgte Dutrouxs celle. Det var hundredvis af menneskehår, der aldrig blev taget højde for.
Dutroux og hans advokat hævdede konsekvent, at Dutroux havde bortført og misbrugt piger med politiets hjælp som en del af et børnehandels- og misbrugsnetværk forbundet med eliten i det belgiske etablissement. Påstandene om politiets involvering blev underbygget af arrestationen af en politibetjent. Politiet anklagede ikke betjenten for misbrug af børn, men sagde, at han var en samarbejdspartner til den hovedmistænkte, Marc Dutroux.
Påstandene om politikorruption blev behandlet af Washington Post i en artikel fra 1996, da sagerne rullede. Den amerikanske avis bemærkede, at politiet havde sagt, at Dutroux var en del af en børneprostitutionsring, der også kan have været ansvarlig for flere andre uopklarede forsvindinger. Dutroux' bande tilbød angiveligt at købe unge ofre for 5.000 dollars stykket, og som "deltids-biltyve" "kan de have nydt lokal politibeskyttelse", skrev Washington Post. Hver dag bringer nye fingerpeg om officielle tilsløringer, manipulerede beviser og juridisk inkompetence, skrev avisen desuden.
Sideløbende med Dutroux-sagen blev en politisk leder og hans håndlangere arresteret for lejemordet på en embedsmand, og flere belgiske politikere blev bestukket af en italiensk helikopterproducent i bytte for militærkontrakter. Det afsluttede karrieren for adskillige kabinetsministre og den belgiske generalsekretær for NATO, Willy Claes. Claes nægtede ellers at være involveret i upassende aktiviteter.

'Portugals elite' knyttet til pædofilring
I november 2002 udgav den engelske avis The Guardian en artikel, som fortalte at portugisiske "diplomater, mediepersonligheder og højtstående politikere" var en del af en pædofilring, der igennem 20 år havde misbrugt børn fra et velanset statsligt børnehjem i Lissabon.
"Fotografier af unavngivne højtstående embedsmænd med unge drenge fra Lissabons Casa Pia børnehjem var blandt de beviser, der angiveligt var tilgængelige for politiet, efter at de anholdt en tidligere børnehjemsansat ved navn Carlos Silvino."

Guardian-artiklen fortæller, at en række tidligere beboere og en mor til en dreng, der stadig boede i børnehjemmet, fordømte de seksuelle overgreb. Artiklen fortæller desuden, at børnehjemmet "er kendt som Lissabons mest berømte børnehjem" – men at pædofilringen altså blev opereret netop herfra. Det hævdes, står der, at den tidligere ansatte i børnehjemmet Carlos Silvino selv misbrugte børn og "skaffede drenge til en magtfuld gruppe klienter". Han benægtede beskyldningerne og "forventedes at gentage denne afvisning ved en lukket høring om kaution i Lissabon".

Det, der har chokeret portugiserne mest, fortæller artiklen, har været afsløringerne af, at det systematiske seksuelle misbrug af børn i hjemmet angiveligt havde stået på i mere end 20 år – og havde været kendt af politiet og andre myndigheder i det meste af tiden. En tidligere præsident, general Ramalho Eanes, var angiveligt blandt dem, der kendte til overgrebene i hjemmet, men undlod at stoppe det.
"Identiteten af den mystiske gruppe af magtfulde pædofile forblev en hemmelighed i går, hvor kun én person var parat til at indrømme, at hun kendte i det mindste nogle af navnene."

Tidligere familieminister, Teresa Costa Macedo, sagde, at hun havde sendt en dokumentmappe med fotografier og vidneudsagn fra børn til politiet 20 år tidligere, men de havde ikke gjort noget ved det. Til gengæld blev hun selv angiveligt udsat for en trusselkampagne.
"Han [Silvino] var kun et element i et enormt pædofilt netværk, der involverede vigtige mennesker i vores land," forklarede Teresa Costa Macedo i et avisinterview.
"Det var ikke kun ham. Han var en indkøber af børn til kendte mennesker, der spænder fra diplomater og politikere til folk med tilknytning til medierne."

"Materialet sendt til politiet, som i går så ud til at være gået tabt, var et fældende bevis på pædofilringens aktiviteter," sagde fru Costa Macedo. "Der er fotografier, en beretning om de metoder, der blev brugt til at opmuntre børn ud af børnehjemmet og vidnesbyrd fra en række børn," forklarede hun. Costa Macedo sagde, at mange af fotografierne blev fundet hos en portugisisk diplomat i byen Estoril, 32 km fra Lissabon. Fire børn, der var forsvundet fra børnehjemmet, blev opdaget i huset, hvor de angiveligt havde tilbragt flere dage under lås og slå.
António Ramalho Eanes, som var præsident fra 1976-1986, blev præsenteret for fem drenge, der fortalte ham om misbruget, der fandt sted på børnehjemmet i 1980, men han undlod, ifølge Teresa Costa Macedo, at reagere på det.

Portugisisk politi insisterede på, at de ikke havde nogen registrering af de dokumenter, som tidligere familieminister Costa Macedo havde sendt til dem. Costa Macedo hævdede, at "hun havde været målet for en skræmmekampagne for at få hende til at stoppe med at efterforske sagen."
"Jeg modtog anonyme trusler, via telefon og post. De sagde, at de ville dræbe mig, flå mig og en masse andre ting," sagde hun. Den kampagne var startet igen i forbindelse med genoptagelsen af sagen, sagde hun, med truende telefonopkald til hendes hjem.
Portugal har i stigende grad "været under granskning af antipædofile grupper", der har angrebet landets slappe love og uinteresserede domstole for at skabe et paradis for pædofile i Europa, fortæller Guardian. Belgiske og hollandske pædofile grupper rapporteres at have opereret i Portugal, hvor udlændinge rejser til øen Madeira for at opsøge små børn. Det er ikke kun den tidligere familieminister Costa Macedo, som hævder at være blevet truet og chikaneret. Det gør sig også gældende for undersøgere fra den schweizisk-baserede børnebeskyttelsesorganisation Innocence in Danger ("Uskyldighed i fare"). Disse undersøgere hævder, at børn regelmæssigt forsvinder fra de fattigere gader i portugisiske byer.
Silvino hævdede, at hans anklagere fandt på deres påstande. "Det er alt sammen løgn," sagde han. Børnehjemmets direktør og vicedirektør blev fyret, da regeringen lovede at opklare sagen så hurtigt som muligt.

Skotland: Dømt for seksuelle overgreb og vold – åndelige påstande udeladt
Otte mænd og kvinder blev i november 2023 fundet skyldige i overgreb på børn i "en af de største pædofilringe i Skotland". Den sataniske pædofilring havde angiveligt opereret indtil 2020. Otte ud af 11 anklagede gerningsmænd blev i retten i Glasgow fundet skyldige i "grusomt misbrug af børn under 13 år". Nogle af overgrebene omfattede bl.a. "børnevoldtægtsnætter" og "hundeaflivningsnætter".
Tre børn fremsatte påstande, "der oprindeligt var relateret til heksekraft", men udviklede sig til at omfatte seksuelt misbrug af børn, herunder voldtægt og mordforsøg, ifølge artiklen i Mirror. Artiklen oplyser, at retten i Glasgow er kilden til informationerne. Fire af de anklagede skulle bl.a. have forsøgt at myrde en lille pige, som angiveligt "blev sat i en mikrobølgeovn, tvunget til at spise hundemad, og hængt i hendes tøj fra et søm", såvel som at blive "jagtet af folk, der bar djævlemasker".
"Børn blev angiveligt også tvunget til gentagne gange at misbruge hinanden seksuelt med husholdningsartikler," fortæller avisen Independent.
To piger og en dreng var blevet udsat for voldelige og seksuelle overgreb ved flere lejligheder mellem 2012 og 2019, og medlemmerne fik børnene til at indtage alkohol og stoffer.
En påstand om, at de anklagede brugte "et Ouija-bræt" til at "kalde på ånder og dæmoner", hvilket fik børneofrene til at "tro, at de kunne se, høre og kommunikere med ånder og dæmoner" blev droppet, fortæller Mirror.

Tyskland: Normale på overfladen – tortur, voldtægt og ofringer af spædbørn i 'cirklen'
I 2010 var der en artikel i den engelsksprogede tyske avis Deutsche Welle med titlen "Exposing Satanism" ("Afsløring af satanisme"). Artiklen handler om, en ung kvinde, som hævder at være vokset op i en satanisk kult.
"Sataniske kulter udgør en verden, hvor ondskaben hersker, så det er vigtigt at holde dem hemmelige. Men en ung tysk kvinde har vovet at tale åbent om at vokse op i sådan en kult," er de indledende ord i artiklen.
"Det er som indholdet fra intetsigende Hollywood-film: kulter, hvor Satan-tilbedere drikker dyreblod og ofrer mennesker under særlige ceremonier. Men for Laura, der er født ind i sådan en verden i Münster-regionen i det vestlige Tyskland, er det lidt tættere på virkeligheden. Det er lykkedes hende at undslippe kulten, men det var en lang, smertefuld proces."

"Min far var meget respekteret i sekten, og han begyndte at træne mig i en ung alder til at gøre, hvad kredsen ville," forklarer hun i artiklen. Ordet "kredsen" er her det engelske "the circle" – dvs. egentlig "cirklen". Det er i øvrigt samme navn, som diplomaten og MI5-agenten Peter Hayman valgte til sin pædofili-gruppe, hvor der blev delt sadistiske historier om systematisk tortur og drab på børn og unge (se starten af foregående kapitel).
Laura uddyber cirklens krav:
"At jeg lader alt blive gjort ved mig, at jeg ikke ville græde eller skrige eller reagere på smerten, og at jeg ikke ville sige noget til nogen uden for gruppen. Vi skulle gøre, hvad den højere magt ville."

"For Laura var den højere magt tidligere Satan," fortæller Deutsche Welle-artiklen. Hun fortalte, at hun var tvunget til at acceptere smerte, tortur og voldtægt "i hans navn". Men det betød også, at hun skulle leve to parallelle liv. For omverdenen præsenterede hun sig selv som en normal skolepige; i den anden, hemmelige verden var hun tjener ved sorte messer og sataniske ritualer.
"Jeg forventedes at være fuldstændig lydig over for mænd," sagde hun. "Da jeg skulle prostituere mig, så fik jeg at vide, at den højere magt ønskede, at kredsen skulle have penge."
Pengene gik direkte i gruppens kasse, og det var gruppen, der valgte klienterne.

Religionseksperten Adelheid Herrmann-Pfandt siger i artiklen, at den sataniske kult, Laura var en del af, "dyrker en særlig brutal form for satanisme og holder sig ude af offentlighedens øjne." Religionseksperten fortæller, at de kulter, der udfører den slags "virkelig ekstreme praksisser", undgår at skille sig ud fra det øvrige samfund. "De render ikke rundt med omvendte krucifikser i hænderne. De ønsker at holde sig under radaren hele deres liv."

Brigitte Hahn, kommissær for det katolske bispedømme i Münster, bekræfter religionsekspertens udsagn. Hun fortæller, at 30 ofre for sådanne sataniske sekter har søgt hjælp hos hende. Nogle af kvinderne beskrev "sorte messer", som også omfattede rituelle aborter og endda mord.
"Kvinderne siger, at de bliver gjort gravide under særlige ceremonier," sagde Brigitte Hahn. "Så er der ritualer for at forløse babyerne og ofre dem. Graviditeterne holdes hemmelige, babyerne bliver født, men forsvinder."
I 2008 sendte Brigitte Hahn en rundspørge rundt til 2.000 læger og terapeuter i delstaten Nordrhein-Westfalen, som Münster er en del af. Omkring 120 svarede og sagde, at de havde kvindelige patienter, der havde været udsat for vold i sataniske grupper. Alfons Strodt, administrator i det katolske bispedømme i Osnabrück, har i flere år hjulpet tidligere medlemmer af sataniske kulter, fortæller Deutsche Welle-artiklen. Han har samlet tegninger, de har lavet af ritualerne – billeder af børn, der ligger på et alter eller er bundet fast på et kors.
"I begyndelsen var jeg nødt til at bearbejde alt dette alene," sagde han og tilføjede, at det tog lang tid, før andre i kirken begyndte at tro på ham. "Folk fortalte mig, at jeg skulle lade være med at finde på den slags historier." Han fortalte, at biskoppen og biskoppens nærmeste rådgiver nu tror på ham og "indser, at det er et problem, der ikke længere kan holdes hemmeligt". Det er han taknemmelig for, siger Alfons Strodt. "Nu kan ofrene få noget af den hjælp, de har brug for."
Men fordi mange af ofrene er traumatiserede og psykisk syge, er det svært at afgøre, om deres beretninger afspejler virkeligheden. At tilbyde støtte til ofrene er også udfordrende, fortæller Strodt. "Der var trusler om, at vores kirker ville blive sprængt i luften med bomber eller sat i brand," sagde Strodt. "Jeg var under overvågning. Det har sine omkostninger – følelsen af, at de altid er i nærheden er skræmmende."

Men folk kan ikke forblive tavse om fænomenet satanisme, udtaler religionsekspert Adelheid Herrmann-Pfandt, der ifølge Deutsche Welle-artiklen undersøger, hvad der sker i sådanne grupper. "Det handler i virkeligheden om transcendentale oplevelser – og blod spiller ofte en stor rolle," hævder hun. Transcendentale oplevelser handler om, at "overskride den almindelige bevidsthedstilstand og opnå en dybere forbindelse til det guddommelige eller det åndelige," forklarer denne artikel om emnet. Med henblik på blodets rolle i de sataniske ritualer, fortæller Adelheid Herrmann-Pfandt: "Nogle mennesker siger, at det intensiverer oplevelsen, og det ser ud til at sætte dem i en tilstand af ophidselse. Og kulterne spiller på det."

Laura sagde, at vendepunktet kom, da hun skulle have et barn til sine forældres sataniske cirkel. Hun undslap sekten dengang og bor nu på et krisecenter med høj sikkerhed for traumatiserede kvinder. Hun har ikke rejst anklager mod sine forældre, men for at sikre sig selv har hun overgivet optegnelser over sine oplevelser til en advokat. "I tilfælde af min død, selvom det ser ud til at være en ulykke eller selvmord, vil alle data blive sendt til distriktsadvokatens kontor," sagde hun. "Det er min form for livsforsikring – så de ikke føler, at de kan forsøge at gøre mig noget eller forsøge at slå mig ihjel."

Australien: Et internationalt satanisk netværk – påstås at have eksisteret gennem generationer
I 1991 kædede politiet i Perth satankult-medlemmet Scott Gozenton sammen med organiseret seksuelt misbrug af børn. Hans advokat hævdede, at der eksisterede 13 sataniske pagter i området, der afholdt bizarre orgier, der involverede børn. Advokaten fortalte også, at Gozenton ikke havde turdet navngive pagt-medlemmer under retssagen, fordi han var bange for deres hævn. Gozenton erklærede sig skyldig i alle anklager. Han var selv et offer for sexmisbrug som 8-årig og var blevet rekruteret som teenager til en kult hvor "voksne havde bizar sex med hinanden, deres egne børn og rekrutterede teenagere".
I 2001 kom det frem, at en katolsk præst i Melbourne havde foretaget sataniske rituelle overgreb, hvor en række dødsfald fandt sted i 1960'erne. Den katolske kirkes stift i Melbourne anerkendte påstandene som "i det væsentlige sande" og betalte erstatning til et overlevende offer.
I sin udtalelse gav det nu 56-årige offer, som ønskede at være anonym, detaljer om mindst tre dødsfald, der fandt sted over en årrække under forskellige sataniske ritualer. De døde var en ung kvinde, en ung mand og et barn. To ofre fik deres hals skåret over, og en tredje blev dræbt med en økse. Dyr blev også dræbt under ceremonierne.

I 1999 og 2000 var der tre bemærkelsesværdige artikler i tre forskellige australske dagblade.
I 1999 hævdede to journalister fra Sydney-avisen The Sun-Herald at have set beviser på rituelt misbrug af børn. De interviewede seks mødre, hvis børn havde fortalt om sataniske rituelle overgreb og organiseret misbrug i New South Wales. Børnenes afsløringer var enslydende, selv om de aldrig havde mødt hinanden, og de var i stand til at tegne "sataniske rituelle steder", der lignede rituelle steder afsløret af politiet i New South Wales.
En mor sagde, at hendes sønner hævdede at være blevet bedøvet og hypnotiseret. "Han sagde, at de var klædt i sorte gevandter" med hætter med huller til øjne og mund, fortalte hun.
Denne mors traumatiserede dreng fortalte om grupper af voksne, der hang ham fra et kors, dræbte dyr, udførte seksuelle handlinger på sektmedlemmer og så orgier.
"The Sun-Herald har set beviser for ritualerne," står der i artiklen.
Moren, med fornavnet Genevieve, "har kæmpet en fire-årig kampagne for at få myndighederne til at undersøge hendes påstande", fortæller artiklen desuden. Hun udtalte, at hendes sag lignede 33 andre sager, der var blevet indberettet til myndighederne. "Medicinske beviser har bevist, at begge Genevieves børn er blevet misbrugt," fortæller journalisterne. "Jeg støder på flere og flere kvinder, der fortæller den samme historie," udtalte moren.
"Jeg har brugt år på at prøve at få hjælp til mine børn, men der er folk, der ikke ønsker, at det her skal komme ud."

Om sin søn udtalte hun:
"Efterhånden som han føler sig mere sikker, har han givet mere detaljerede forklaringer på, hvad der er sket med ham og hans bror.
...
De holdt laserlys i øjnene for at desorientere dem. De var låst inde i kældre, og de måtte se hinanden blive misbrugt. Han kunne umuligt have fundet på alt dette."

Genevieve sagde, at drengene havde fortalt hende navnene på dem, der misbrugte dem, og at de kunne huske at have set mindst 30 mennesker til ritualer i bushen.
Hun sagde, at hun troede, at kultens ritualer var blevet videregivet gennem generationer af sataniske pagter.
"Min søn kan genkende medlemmer på gaden, og han kender endda deres navne," sagde hun.
Tegningerne udført af de to børn viser de voldelige handlinger og symboler, som kulten brugte. Et af symbolerne, som Genevieves søn tegnede, var det samme symbol på det ceremonielle bord, politiet har taget et billede af på bushland-stedet.
"Jeg ved, at de er ret farlige mennesker. Jeg har fået advarsler uden for huset, der fortæller mig, at jeg skal stoppe efterforskningen. Vi er bange for vores liv. Drengene vil aldrig have mig ude af syne."

"Hun kæmper nu for at få sandheden frem og beskytte andre børn mod en skæbne, der ligner hendes sønners," skriver journalisterne.
Genevieve udtalte:
"Det er et absolut mareridt. Du prøver at få hjælp, og du får døren smækket i ansigtet på dig gentagne gange. Jeg ville gøre alt for at forhindre, at dette sker igen.
Efter et stykke tid får de dig til at føle, som om du har drømt om det hele. Lovene og holdningerne skal ændres."

I november 2000 udgav avisen Herald Sun artiklen "Breaking Free From Cult" ("At bryde ud af en kult"). Selvom Herald Sun hedder næsten det samme som den tidligere nævnte The Sun-Herald, er de to aviser forskellige. Herald Sun er en Melbourne-avis, mens The Sun-Herald publiceres fra Sydney.
Journalisten fra Melbourne-avisen åbner artiklen med disse ord:
"Gemt væk fra snoede bjergveje blandt bregner og frodige skove, er området et arnested for harmløse new-age religioner, splintrede kristne grupper og mystiske overbevisninger.
Men der er også beviser på, at bjergregionen huser en farlig satanisk kult, der har udnyttet sine unge medlemmer i årtier.
Det er et netværk af familier kendt som Organisationen eller Gruppen, og kulten siges at være en meget hemmelig forsamling bestående af generationer af tilhængere."

Journalisten talte med tre kvinder, der hævdede at have brudt sig fri fra sekten, men som fortsat blev hjemsøgt af minder fra det misbrug, de var udsat for.
Beatrice, en kvinde på 45 år, sagde, at hendes forældre var en del af kulten, ligesom hendes bedsteforældre og hendes egne børn. Hun sagde, at hun indtil slutningen af 20'erne havde levet i en drøm og troet, at hun levede i en normal familie.
"Jeg var ikke klar over, hvad der foregik på grund af programmeringen, indtil for otte eller ni år siden.
Jeg havde absolut ingen minder fra min barndom, men min mor var en meget voldelig kvinde. Min far var lidt af en marionet. Det var den eneste familie, jeg nogensinde har haft, og det, der gør det sværere at bære, er, at der faktisk var gode tider.
Det tog et stykke tid at indse, hvad der egentlig var sket.
Hele idéen var at forvirre os som børn og gøre det så utroligt som muligt, så hvis vi nogensinde søgte hjælp, ville ingen tro os.
De fortalte os, uanset hvor du går hen, og hvad du laver, vil vi se dig, og vi vil vide det."

Beatrice sagde, at hun var gået til politiet, men var blevet mødt med total vantro. Ligesom de andre kvinder stillede Beatrice spørgsmålstegn ved formålet med de bizarre ritualer i kulten.
"Tror de virkelig på det, eller er det bare en undskyldning for at misbruge børn?"

Lorna, der i 2000 var midt i 30'erne, tilbragte det meste af sin barndom i en forstad til det nordlige Melbourne. Hendes far var lærer og medlem af en satanisk kult, hvor han medbragte hende, og hvor hun blev misbrugt. I weekenden tog hendes far hende med til "møder" hos kultkammerater, fortæller artiklen. Møderne foregik i kultkammeraternes huse i et område kaldet Dandenongs og i afsidesliggende ejendomme i andre landområder. Dandenong Ranges er et sæt lave bjergkæder i Victoria, Australien, cirka 35 km øst for delstatens hovedstad Melbourne.
Lorna hævder i artiklen at være blevet seksuelt misbrugt og gjort til prostitueret. "De hyrede eller lejede piger ud, piger under 12," siger hun.
År senere henvendte hun sig til politiet og fortalte, at hun var blevet voldtaget af sin far. Hun fortæller, at hun ikke rejste anklager om kultens misbrug eller om børneprostitution og pornografi, fordi hun ikke troede, nogen ville tro på hende. Politiet fortalte hende, at beskyldningerne mod hendes far var forældede, svære at bevise, og at det ville være bedre for hende at komme videre med sit liv.
"Jeg fik at vide, at jeg var det forkerte sted på det forkerte tidspunkt," siger hun.
Lornas søster begik selvmord som 36-årig. Kulten havde konfronteret hende og truet hende, fortalte Lorna.
Lorna hævdede at have været vidne til menneskeofringer, ofte i påskeperioden. Hun blev bedøvet og udsat for hypnose før og efter at være blevet seksuelt misbrugt. Hun fortalte, at hun voksede op med at forvente at blive misbrugt og aldrig blev overrasket over det.

Et andet offer, Miranda på 29, hævdede også at være født ind i sekten. "Misbruget for mig var en barndom fuld af terror og smerte. Jeg blev misbrugt på alle mulige måder og var vidne til, at andre børn blev misbrugt," sagde hun.
Gruppen fokuserede på børnesex og omgav deres aktiviteter med satanisme og ritualer for at forvirre dem, der blev misbrugt, sagde hun.
Miranda fortalte, at hun som barn blev byttet rundt mellem sektmedlemmer og seksuelt misbrugt i en række huse og buskområder i Dandenongs. Hun flygtede som 19-årig, seks måneder efter sin søns fødsel. Hun tog drengen med sig og levede et normadeliv på Melbournes gader. Miranda sagde, at hun blev interviewet af politiet, men som flere andre ofre frygtede hun repressalier fra sekten og flygtede fra stat til stat. Da artiklen blev skrevet i 2000 arbejdede hun som traumerådgiver. Hun sagde, at to af hendes søstre på 18 og 23 år begik selvmord på grund af misbruget.
"Denne gruppe er en del af et større netværk med kontakter i flere delstater og i udlandet. Det her har stået på i lang tid."

I april 2000 udkom avisen Sunday Star-Times med artiklen "Far bliver anklaget i bizar sexmisbrugssag". Den fortalte om en mor og en stedfar, "der arbejdede blandt børn", og som var blevet anklaget for 24 seksuelle forbrydelser mod morens to døtre. Moren og stedfaren var anklaget for bl.a. voldtægt, og misbruget havde stået på fra januar 1984 til 1991. De afviste anklagerne og fik deres navne hemmeligholdt. Også den biologiske far var anklaget for sexmisbrug i perioden mellem 1981-1988. Han blev sigtet for 10 seksuelle forbrydelser, herunder også voldtægt. Pigerne, som var i 20'erne i 2000, havde bl.a. fortalt politiet, at da de var 8 og 10 år, blev de placeret på borde som en del af et ritual, der involverede flere voksne klædt i sort. En linje af rødt stearinlys blev lagt på en af pigernes pande, før hendes stedfar voldtog hende. De tre voksne blev anholdt efter anklager fra de to døtre. Pigerne fortalte politiet, at de frygtede for parrets lille nye barn.

Brasilien: Kult får donationer 'fra rundt om i verden' til at begå menneskeofringer
I begyndelsen af 1990'erne var en argentinsk-baseret international kult impliceret i rituelle mord på flere børn. Navnet på kulten var "Superior Universal Lineage", som kan oversættes til "Overlegen universel afstamning". En række fremtrædende borgere blev anholdt i forbindelse med mordene, og det kom senere frem, at de havde betalt kulten for at gennemføre de morderiske ceremonier.
En ransagning af kultmedlemmers huse fandt kultregistre, våben, hættekåber, 100 videobånd af kultceremonier og satanistiske publikationer. Blandt publikationerne var en 200 sider lang bog af kultleder Valentina de Andrade kaldet "Gud, den store farce". De brasilianske myndigheder gav udtryk for, at kulten kunne være forbundet med sataniske grupper internationalt. En føderal efterforsker udtalte, at kulten havde "omkring 2.000 medlemmer og får donationer fra rundt om i verden – bl.a. USA, Sydkorea, Frankrig, Chile og Argentina – til at begå menneskeofringer".
I 2003 blev fire medlemmer af Superior Universal Lineage-kulten i byen Altamira dømt for ritualistiske mord på tre børn og kastrering af to andre. Ofrene var i alderen mellem otte og tretten år, og begivenhederne fandt sted mellem 1989 og 1993. Deres kønsdele blev fjernet og brugt i sataniske ritualer af den 75-årige leder af kulten, Valentina de Andrade. Hun var tidligere blevet eftersøgt af politiet i Argentina og Uruguay forud for hendes anholdelse i Brasilien på baggrund af mistanke om involvering i andre sataniske rituelle drab.
En gruppe beboere, som gennemførte en privat undersøgelse og infiltrerede kulten, erfarede, at en hustru til den lokale borgmester og hendes datter havde arrangeret et af drabene, og at kulten planlagde endnu en ofring.
Efter kastreringen af ofrene blev flere andre organer fjernet for at blive sat til salg på det internationale sorte marked. To læger blev mistænkt for at være involveret i sekten og have fjernet organerne, men denne sag blev ikke ført videre. Men der var andre personer, der blev dømt i forbindelse med mordene. Det var en tidligere politibetjent, en forretningsmand og en søn af en indflydelsesrig godsejer. Anklagerne vedrørte mordene på tre små børn og drabsforsøget på et andet, men ofrenes familier hævdede, at der var mindst nitten andre myrdede børn. Kulten er baseret i Argentina og påstås at have afdelinger i Holland.

Medier: Sataniske rituelle overgreb er bare myter – og satanisme handler om frihed
I del 2 kapitel 2 fremlagde jeg informationer om den såkaldte "Satanic Panic" ("satanisk panik"). Det var en periode i 1980'erne og 90'erne, hvor der i USA var flere medier, som fremførte og populariserede uunderbyggede påstande om sataniske rituelle overgreb. I dag er der en del medier, som på den baggrund synes at være gået i den modsatte grøft. De hævder, at historier om sataniske kulter, der udfører rituelle overgreb på børn, blot er myter.
Det internationale netmedie The Conversation skriver fx i en artikel fra 2023:
"I Storbritannien og længere væk er der en lang historie med påstande om, at der eksisterer hemmelige, Satan-tilbedende kulter, som rituelt misbruger og ofrer børn. De opstår i form af moralsk panik kendt som 'satanisme-forskrækkelser', og det er muligt at spore disse rygter og myter tilbage til det andet århundredes Rom. Alligevel blev de virkelig fremtrædende i middelalderen. Denne sataniske mytologi er ofte blevet brugt som en måde at dæmonisere jødiske samfund på. Især har de ofte involveret falske påstande om, at jøder bruger blod fra ikke-jødiske – typisk kristne – børn til rituelle formål. De europæiske heksejagter, som fandt sted i det 15., 16. og 17. århundrede, inkorporerede også påstande om djævledyrkelse og børneofring.
Mens beskyldninger om sataniske overgreb gentagne gange er blevet fundet at være ubegrundede, og påstandene er blevet afkræftet, kan disse rygter og konspirationsteorier forårsage meget reel skade. Falske beskyldninger om sataniske overgreb har resulteret i chikane, dødstrusler og onlineangreb. I et tilfælde blev et barn kidnappet, efter at en gruppe fejlagtigt troede, at de var offer for satanisk rituelt misbrug. Og der har endda været dødsdomme (senere omstødt), i sagen om en 1990'er-mordssag i USA. Faktisk kan satanisme-forskrækkelser betragtes som en form for heksejagt."

Herefter omtales “satanic panic” fra 80'ernes og 90'ernes USA. Artiklen hedder "Satanism, ritual cults and Hollywood: debunking ‘satanic panic’ conspiracy theories" ("Satanisme, rituelle kulter og Hollywood: Modbevisning af 'satanisk panik'-konspirationsteorier").
The Conversation skriver om sig selv, at avisen "er et unikt samarbejde mellem akademikere og journalister, der på et årti er blevet verdens førende udgiver af forskningsbaserede nyheder og analyser."

I 2021 udgav mediet Vox.com en artikel, som indeholdt lignende tanker. Den hedder "Why Satanic Panic never really ended" ("Hvorfor den sataniske panik aldrig sluttede"). Jeg omtalte også denne artikel i kapitel 2 i afsnittet om "Satanic panic". Vox-journalisten indtager også standpunktet om, at idéer om sataniske kulter bunder i farlige konspirationsteorier.
Mange "højreorienterede konspirationsteorier, der er pustet op til alvorlige trusler i løbet af de sidste fem år, indeholder åbenlyse elementer af satanisk panik," skriver han blandt andet.
Ud over "Satanic panic" skriver Vox-journalisten om mange andre ting – blandt andet det han kalder "skøre klovne". Her refererer han til flere mærkelige historier i 2016 om "onde klovne", der bl.a. forsøgte af skræmme folk og "lokke børn ind i skoven".
Han skriver også om entertaineren Lil Nas X's samarbejde med sporttøjfirmaet Nike om "blod-infucerede Nike-sko døbt 'Satan-sko'". Jeg citerede denne del af artiklen i kapitel 2 i afsnittet om "Satanic panic".

I sin konklusion opsummerer Vox-journalisten med disse ord:
"Med andre ord var misbrugsmekanismerne i Satanic Panic de samme som i tidligere perioder med massehysteri, fra heksejagt til McCarthyisme. I en tid med dybe sociale omvæltninger er det alt for let at se disse mekanismer falde på plads igen, klar til at bøje sig mod den næste ikke-modstandsdygtige, let udstødte fremmede, ivrig efter at stemple dem som 'farlige'.
Med andre ord: I dag er det en mediedrevet forskrækkelse over den seneste dæmoniske indflydelse, hvad enten det er skøre klovne, uhyggelige politikere eller en entertainer, der sælger 'Satan-sko'. Men som satanisk panik viser os, er det ikke den virkelige frygt.
Den virkelige frygt er, at nogen i morgen kan beslutte, at den dæmoniske indflydelse er dig."

"Uhyggelige politikere" refererer til journalistens omtale af "Pizzagate", som er en konspirationsteori fra 2016 om flere amerikanske VIP-personer og politikeres involvering i misbrug af børn. Jeg fremlægger informationer om denne sag i del 4 kapitel 1.

I mediet "Pacific Standard" kan man også læse en artikel med lidt af samme omdrejningspunkt. Pacific Standard beskrives af indehaverne som en nonprofitpublikation, der "har udgivet prisvindende værker om social- og miljømæssig retfærdighed". Artiklen er udgivet i 2015 og tager også sit afsæt i "Satanic panic".
Allerede i sin titel omtaler artiklen det, den kalder den "unikke amerikanske myte om sataniske kulter". Hele titlen er: "Conviction of Things Not Seen: The Uniquely American Myth of Satanic Cults" ("Overbevisning om ting, der ikke er blevet set: Den unikke amerikanske myte om sataniske kulter").
Pacific Standard-journalisten konkluderer simpelthen, at sataniske kulter "ikke er andet end et produkt af USA's overaktive fantasi og kulturelle usikkerhed":
"Satanisk kult-hysteri-spøgelset fortsætter med at farve mange sager, der er mærket af usædvanlig barbari og grusomhed – ikke meget er der tilsyneladende blevet lært af 1980'ernes erfaringer. I nogle kredse ses grov symbolik og symbolske teenage-fordybelser i det okkulte stadig som bevis på, at der findes reelle, voldelige sataniske kulter. Evangeliske kristne insisterer i dag stadig på at opsøge og bekæmpe en bogstavelig fjende midt iblandt dem med den samme iver og tilsyneladende ligegyldighed over for konsekvenserne af deres korstog, som de gjorde for 30 år siden.
Måske mest bekymrende er det, at mange mennesker stadig ikke kan – eller ikke vil – acceptere, at sataniske kulter og de ubeskrivelige onder, de angiveligt begår, ikke er andet end et produkt af Amerikas overaktive fantasi og kulturelle usikkerheder."

Grundtanken i disse artikler synes at være, at fordi mange sager om sataniske overgreb har vist sig at være falske – især under "Satanic panic" i 80'erne og 90'erne – så er alle beretninger om sataniske overgreb myter.

En stor del af Pacific Standard-artiklen er dedikeret til at interviewe satanisten Lucien Greaves, som er stifter af "The Satanic Temple" ("Det sataniske tempel"). Templet ligger i Salem, Massachusetts, som er kendt for sine hekseforfølgelser i slutningen af 1600-tallet.
Journalisten beskriver Satanic Temple således:
"Satanic Temple er en ikke-teistisk religiøs organisation, som Greaves grundlagde i 2012. I modsætning til almindelige misforståelser er Satanic Temple ikke en kult eller sekt, og dets medlemmer tilbeder heller ikke en bogstavelig djævel. De undgår den overnaturlighed, der er fælles for mange andre religioner, og baserer i stedet deres tro på principperne om individuel frihed og stræben efter viden. Satanic Temples syv kerneprincipper, herunder kroppens ukrænkelighed, at handle med respekt for andres friheder og princippet om, at personlige overbevisninger bør være baseret på solid videnskabelig viden om verden, står i skarp kontrast til mange traditionelle religiøse organisationer."

Man kunne spørge, hvorfor Lucien Greaves har lavet et tempel, hvis hans tro kun drejer sig om "principperne om individuel frihed og stræben efter viden". Et tempel forstås typisk som en bygning, der er indviet til dyrkelse af en guddom. Det spørgsmål stiller artiklen ikke.
Også Vox-artiklen fokuserer på de liberale værdier i satanisme, når den berører satanisten Anton LaVey, som stiftede "Den sataniske kirke" i 1966 og udgav bogen "Den sataniske bibel" i 1969. Vox-journalisten kalder Anton LaVeys bog for en "filosofisk afhandling", og skriver at den blot "plagierede adskillige kilder og for det meste genopbyggede tidligere filosofier om selvrealisering og selvstyrkelse". Journalisten nævner i sammenhængen, at en af Anton LaVeys inspirationskilder var den kendte liberale forfatter og filosof Ayn Rand.
Missionen for Satanic Temple lyder så nobel, at ingen kan opponere. Templet er ifølge oplysningerne på hjemmesiden sat i verden for "at fremme velvilje og empati blandt alle mennesker, afvise tyrannisk autoritet, gå ind for praktisk sund fornuft, modsætte sig uretfærdighed og påtage sig ædel stræben."
Hjemmesiden fremhæver medlemmernes "religiøse reproduktive rettigheder" og "adgang til at beskytte religiøs reproduktiv behandling". Abort handler om "religionsfrihed" fordi "afbrydelse af en graviditet er en central del af et religiøst ritual, der fremmer selvstændiggørelse og bekræfter kropslig autonomi," hævder Satanic Temple.
Stort set overalt på hjemmesiden figurerer også gudefiguren "Baphomet", som er halvt menneske og halvt ged og menes at repræsentere Satan. Jeg fremlægger meget mere information om guden Baphomet i del 3 kapitel 4.
Under siden for "Sataniske ceremonier" fortæller satanisterne, at de "er beærede over at kunne tilbyde afdøbning, personlige bekræftelsesceremonier, skilsmisseceremonier med mere". Uder kontaktsiden skriver satanisterne "Tal med Djælven - Han vil elske at høre fra dig."

Skærmklip fra Satanisk Tempels hjemmeside

Pacific Standard-journalisten skriver videre om satanisterne i Salem:
"Templets mange modstandere, herunder en stor del af Amerikas etablissement af mainstream kristne, har fremsat snesevis af hysteriske påstande mod organisationen siden dens grundlæggelse. Nogle har sagt, at Satanic Temple har til hensigt at ødelægge selve kristendommen i Amerika, mens andre har stemplet Templets medlemmer som 'intellektuelle terrorister'. Realiteten er imidlertid, at Satanic Temple er blevet en af de hurtigst voksende politisk aktive religiøse organisationer i USA, og Greaves og hans medsatanister har ført energiske kampagner for at forsvare rettighederne og frihederne for nogle af landets mest marginaliserede grupper."

På Satanic Temple's hjemmeside får man overblik over organisationens kampagneaktiviteter. To af kampagnerne handler om medlemmernes ret til abort-ritualer og religiøs frihed. Derudover er der kampagner for "sataniske gode gerninger", som er donationer til udsatte mennesker. Der er også en støttegruppe, som "tilbyder en satanisk tilgang til at komme ud af afhængighed". "Efter skole Satan-klub" for skolebørn promoverer "selvstyret uddannelse", og der er også en kampagne mod overgreb i offentlige skoler, "som begås af skoleansatte og anses for lovlige". Satanic Temple har også en kampagne kaldet "Grey Faction", der søger "at beskytte psykiske patienter og deres familier mod farlig pseudovidenskab og miskrediterede terapier, især inden for såkaldte 'undertrykte minder'."
Det sidste emne er også et væsentligt tema i Pacific Standards interview med stifteren af Satanic Temple, Lucien Greaves. "Før Greaves grundlagde Satanic Temple, skrev han om og holdt nøje øje med karriererne for mange af de psykiatriske praktiserende læger, der var involveret i Satanic Panic i mange år," skriver Pacific Standard-journalisten.
"Ifølge Greaves har disse psykoterapeuter fortsat de pseudovidenskabelige tilgange fra 1980'erne og videreført farlige, paranoide ideer, der ikke hører hjemme inden for mental sundhed".

Her nævner journalisten "den kontroversielle regressionshypnosebehandling" og "stærkt suggestiv terapi". Jeg fremlagde informationer om såkaldt "recovered-memory therapy" (terapi til at "genvinde hukommelsen") i afsnittet om "Satanic panic" i del 2 kapitel 2. Det er en form for psykologisk undersøgelse, som bruger bl.a. psykoanalyse og hypnose til angiveligt at hjælpe patienter med at huske glemte minder. Metoden er blevet miskrediteret som psykologisk praksis af flere professionelle psykiatriforeninger, forskere og psykiatere.
Pacific Standard-journalisten citerer satanisten Lucien Greaves videre: "Alligevel siger Greaves, at sådanne terapeuter næppe befinder sig i udkanten af det mentale sundhedsmiljø, og at flere store organisationer inden for mental sundhed" "enten aktivt støtter disse bagudrettede praksisser eller gør lidt, om noget, for at afskrække dem." Her nævner Lucien Greaves og journalisten to organisationer med medlemmer, som arbejder indenfor det psykiatriske område. Den ene organisation er den amerikanske psykiatriske forening American Psychiatric Association, som er den største professionelle organisation for psykiatere og psykiaterstuderende i USA. Den anden organisation er International Society for the Study of Dissociation and Trauma (ISSTD – Internationalt samfund for studiet af dissociation og traume). Dissociation er en reaktion på meget kraftigt stress – og en bevidsthedstilstand som ændrer den måde den sindslidende oplever omverdenen og sig selv på. ISSTD beskriver sig selv som en organisation, der "søger at fremme klinisk, videnskabelig og samfundsmæssig forståelse af forekomsten og konsekvenserne af kronisk traume og dissociation." Det er "en international, non-profit, professionel forening organiseret for at udvikle og fremme omfattende, klinisk effektive og empirisk baserede ressourcer og svar på traumer og dissociation," fortæller organisationen desuden på sin hjemmeside.
ISSTD har fremsat påstande om satanisk rituelt misbrug og i 2008 etablerede organisationen en intern arbejdsgruppe med navnet Ritual-Abuse Mind-Control Organized Abuse Special Interest Group (Rituelt misbrug bevidsthedskontrol organiseret misbrug - Særlig interessegruppe). Det engelske ord "mind control" kan også oversættes til "hjernevask". Blandt andre den amerikanske stat har gennemført projekter med forsøg på at skabe basis for tankekontrol. Det skete fx i det berygtede amerikanske MK Ultra-projekt. Jeg fortæller mere om denne ulovlige CIA-operation og andre lignende statslige tankekontrol- og tortur-projekter i del 3 kapitel 2. At ISSTD har koblet dissociation med statslig hjernevask og satanisk rituelt misbrug, har givet anledning til kritik af organisationen. En af de skarpeste kritikere af ISSTD er netop Satanic Temple og organisationens kampagne Grey Faction.
"ISSTD er virkelig det sidste, største tilflugtssted for professionelle, der stadig køber ind på bullshit-påstande om satanisk rituelt misbrug og okkulte konspirationer," udtaler Lucien Greaves i Pacific Standard-artiklen.
"ISSTD præsenterer sig selv, som om den bare er en professionel organisation for folk, der er involveret i dissociative lidelser, men man behøver ikke at lede særlig langt under overfladen for at opdage, at den er fuld af alle de gamle kendinge, der fremfører påstande om satanisk rituelt misbrug."

Det amerikanske magasin Reason udgav i 2022 en artikel, om en meningsmåling, der havde undersøgt "amerikanernes tro på konspirationsteorier". Journalisten skrev, at undersøgelsen "finder høje niveauer af støtte til loony-tunes ideer om sex, Satan og amerikanske institutioner."
"Looney Tunes" betyder "tossede melodier" og refererer til de ofte overdrevent fjollede tegnefilm med dette navn. Men "loony-tunes" er altså journalistens måde at skrive, at de nævnte undersøgelsessvar er fuldstændig afsindige.

"Beskyldninger om rituelt seksuelt misbrug og seksualisering af børn er strømmet ind i den almindelige del af amerikansk politik i løbet af det sidste år," udtaler professorerne i statskundskab ved University of Miami, Joseph E. Uscinski og Casey Klofstad, som har gennemført undersøgelsen.
"I særdeleshed har konservative politikere og opinionsdannere i stigende grad udtrykt bekymring over Satan, satanister, sex-'grooming' og den formodede 'dagsorden' fra offentlige skoler og underholdningsselskaber om at indoktrinere børn til en seksualiseret livsstil eller om at gøre dem homoseksuelle eller til transpersoner."

Derefter fremlægger artiklen undersøgelsens statistiske resultater som fx, at:
25% af de adspurgte var enige i, at "satanisk rituelt seksuelt misbrug er udbredt" i USA.
33% var enige i, at "medlemmer af sataniske kulter hemmeligt misbruger tusindvis af børn hvert år".
28% var enige i, at "der er en hemmelig 'homo-dagsorden', der har til formål at konvertere unge til homoseksuel- og trans-livsstil".
30% var enige i, at "eliter fra regeringen og Hollywood er involveret i massiv handel med børn til seksuelt misbrug."

Disse svar karakteriseres altså af journalisten som "loony tunes"-ideer.

Kapitel 1:
Knoglemænd, sexmisbrug,
tortur og hjernevask

Jeg har i denne bog i forskellige sammenhænge fremlagt informationer om den tidligere amerikanske vicepræsident og præsident George Herbert Walker Bush Senior:
I del 1 fortalte jeg om sexafpresseren og "power-brokeren" Craig Spence, som tog drengeprostituerede på nattetur i Det Hvide Hus, mens George Bush var vicepræsident. I 1989 blev det afsløret, at Craig Spence tilsyneladende havde drevet en afpresningsoperation som mellemmand mellem homoseksuelle prostituerede og magteliten i Washington DC op igennem 1980'erne.
I del 1 fortalte jeg også, at George H. W. Bush, som direktør for CIA, havde en konto i den pakistanske kriminelle hvidvaskningsbank BCCI – Bank of Credit and Commerce International (BCCI). Det var samtidig en bank for flere større kriminelle organisationer og terroristgrupper. George H. W. Bushs bank finansierede den private hemmelige efterretningstjeneste Safari Club, som var tæt partner med CIA bl.a. om at bevæbne og finansiere de senere udskammede afghanske terrorister (dengang benævnt mujahideen) – samt desuden bl.a. Osama Bin Laden.
Jeg fremlagde også George H. W. Bushs tætte forbindelser og støtte til den pædofile katolske præst fader Bruce Ritter, som viste sig at være seriemisbruger af sårbare teenagere. Ritter havde ellers ansvaret for de unge, som han udadtil påstod at beskytte (se del 1 for yderligere info herom).
I del 2 fremlagde jeg et vidneudsagn fra en sårbar og misbrugt pige, som hævdede, at hun blev transporteret til Washington, D.C., for at blive tvunget til at deltage i "fester" med magtfulde personer. Pigen hævdede, at hun mødte daværende vicepræsident George H. W. Bush ved to af sådanne "fester". Hun hævdede, at hun "så sodomi blive begået ved disse fester", hvor der mest var "ældre mænd og yngre mænd i begyndelsen af tyverne tilstede". Den pågældende pige fik medhold i sine påstande om andre overgreb begået mod hende (af hendes stedfar) og andre dele af sin vidneforklaring, men vidneudsagnene om vicepræsidenten blev ignoreret i sagen.

Lige om lidt vil jeg fremlægge, hvordan George H. W. Bush desuden er blevet anklaget for systematisk at have misbrugt en kvinde, som en del af det såkaldte Project Monarch – et angiveligt hemmeligt efterretningsprojekt, der arbejdede med at skabe bevidsthedskontrol med de udvalgte ofre, som påstås at være blevet udnyttet mod deres vilje i projektet.
I denne tredje del af bogen vil jeg desuden se nærmere på flere hemmelige loger og okkulte organisationers værdier, idealer og ledende skikkelser – samt forbindelserne til de påståede pædofile netværk, vi har hørt om i de foregående afsnit.

Reagans og Bushs kontakter til mand anklaget for satanisk seksuelt misbrug af børn
I bogen "The Franklin Cover-up" gennemgår tidligere Nebraska-senator John DeCamp en yderst ubehagelig sag om påståede sataniske kult-aktiviteter, der angiveligt involverede misbrug af mindreårige børn og bestialske drab på både børn og spædbørn. Sagen endte med at blive afvist som et "omhyggeligt udformet svindelnummer", da to af fire vidner ændrede deres forklaringer, og de to andre vidner, som holdt fast i deres forklaringer, blev dømt for falsk vidneudsagn. Disse fire vidner var alle mindreårige da de – ifølge deres første samstemmende forklaringer – angiveligt blev misbrugt (se del 2 - kapitel 1 for detaljerne fra bogen).

En lokal storjury overtog sagen fra et undersøgelsesudvalg i den lovgivende forsamling i staten Nebraska. Storjuryens navn var "Douglas County Grand Jury" – eller på dansk "Douglas Amts storjury". Douglas County er Nebraskas mest folkerige amt med statens største by Omaha.
Denne storjury anerkendte, at beskyldningerne i Franklin-sagen nødvendiggjorde, at den lovgivende forsamling "studerede satanisk og pædofil aktivitet i det østlige Nebraska, især i Omaha storbyområde," skriver DeCamp.
Vidneudsagnene fra to vidner og angivelige ofre, Loretta Smith og Paul Bonacci, placerede en kendt bankmand og politiker ved navn Lawrence E. King som leder af den angivelige sataniske kult. Lawrence E. King (kaldet Larry King) blev senere idømt 15 års fængsel – men kun for økonomisk svindel som leder af den lokale Omaha-sparekasse Franklin Credit Union.
Kings angivelige lederskab i den påståede satankult blev understøttet af flere andre vidneudsag: Tre andre angivelige offer-vidner – Alisha Owen, Troy Boner og Danny King. Det blev desuden understøttet af flere andre vidner, særligt børnene Nelly, Kendra og Kimblerly Webb, som bl.a. hævdede, at King organiserede systematiske overgreb på Nelly og Kendra – og at deres plejefar begik seksuelle overgreb på Nelly. Plejefaren sad i bestyrelsen for Franklin Credit Union og var nær ven af King. Det var Paul Bonacci og Alisha Owen, som endte med at blive dømt for falske vidneudsagn. Det skete da de to vidner Troy Boner og Danny King ændrede deres vidneudsagn. Danny King er ikke i familie med Larry King trods samme efternavn.
John DeCamp fortæller i sin bog (s. 224), at beviserne for børneprostition og det angivelig seksuelle misbrug af børn begået af King aldrig blev præsenteret i nogen domstol. Beviserne var blevet overleveret fra den første undersøgelse under Nebaraskas lovgivende forsamling til den storjury der efterfølgende overtog sagen. Men denne storjury tog ikke stilling til disse vidneudsagn og beviser ifølge DeCamp. Dette gjaldt også den næste føderale storjury, som heller ikke inddragede det i sigtelserne mod King.
DeCamp skriver, at Loretta Smiths vidneudsagn "tilsyneladende var så følsomt, at Douglas County statsadvokat fremsatte en hidtil uset appel til præsidenten for Douglas County distriktsdomstol, dommer James M. Murphy, om at få det forseglet for evigt". Dommer Murphy imødekom anmodningen om at forsegle Smiths vidneudsagn. Storjuryens endelige rapport henviste dog alligevel overfladisk til Loretta Smiths vidneudsagn. John DeCamp citerer rapporten, der forklarer, at Loretta Smith "beskrev en række uhyggelige kultaktiviteter, som hun hævdede at have været vidne til", fra hun var 9 til 12 år gammel. Disse aktiviteter, fortæller rapportcitatet, var "ældre mandlige medlemmer, som seksuelt misbrugte hende og dræbte spædbørn og børn for at etablere deres dominans over andre kultmedlemmer".

Loretta Smith havde udnævnt Larry King til at være til stede ved rituelle ofringer sammen med skoleinspektøren Deward Finch og en person kaldet "Kings Horse". Denne "Kings Horse" blev af videofilmede vidner identificeret som Larry Kings håndlanger.
Når DeCamp skriver, at dette vidneudsagn tilsyneladende var "følsomt", refererer han til Larry Kings prominente placering i Det Republikanske Parti og hans unikke kontaktnetværk til magtfulde personer i både Nebraskas og USA's politiske elite. DeCamp uddyber dette i sin bog og fortæller desuden om Kings personlige vennerelation med præsident Ronald Reagans datter.
Et af de andre påståede offer-vidner – Nelly Webb – hævdede, at hun ved to lejligheder af Larry King var blevet taget med på flyrejse til Washington, D.C., til en fest hvor bl.a. vicepræsident George Bush også var til stede. Ifølge Nelly var der kun "ældre mænd og yngre mænd i begyndelsen af tyverne", og hun påstod, at hun "så sodomi blive begået". Ved andre fester i forbindelse med Larrys ture havde Larry King lokale prostituerede (i 20'erne og 30'erne) tilstede for at underholde sine mandlige gæster. Ved disse fester sagde Nelly, at hver gæst havde en livvagt, og hun så, at nogle af mændene bar våben. Alle gæster skulle verificeres med et id-kort, og derefter blev gæsten kropsvisiteret, før vedkommende gik ind til festen.
Disse informationer var noteret af en socialarbejder, der var ansat på børnehjemmet "Boys Town" (kan oversættes til "Drengeby"). På dette børnehjem havde Nelly og Kimberly fortalt, at der var foregået misbrug af drenge. I notatet stod der også, at Nelly ledsagede hr. og fru King og deres søn Prince på rejser til Chicago, New York og Washington, D.C. Nelly blev taget med under påskud af at være Princes babysitter. Hvor ofte dette foregik illustreres af, at socialarbejderen noterede, at Nelly på den baggrund gik glip af toogtyve skoledage.
Nelly gentog senere sin beretning om festerne for Franklin-komitéens detektiv Jerry Lowe og sagde desuden, at Bush og de to mænd, han ankom med, så ud til at have forladt stedet med en ung sort mand, hun kaldte "Brandt". Dette var ifølge andre informationer sandsynligvis en dreng ved navn Brandt Thomas, som var en dreng fra Boys Town, der var flyttet ind hos Larry King.
Ifølge flere angivelige offer-vidner blev der også begået overgreb på drenge på Boys Town, og ansatte på hjemmet samarbejdede med Larry King.

Manden, der ledede den lovgivende forsamlings undersøgelse, var John DeCamps nære ven Loran Schmit, der ligesom DeCamp selv var senator i staten Nebraska. I "The Franklin Cover-up" fortæller DeCamp, at Loran Schmit blev advaret mod at undersøge de mange påstande om Larry King og prominente personer omkring kreditforeningen Franklin Credit Union. Loran Schmit fortalte, at mens resolutionen omkring undersøgelsen var under udarbejdelse, blev han "advaret af en ukendt person telefonisk", og "frarådet at fortsætte efterforskningen, fordi det ville føre, til de højeste niveauer i Det Republikanske Parti." Senator Schmit havde angiveligt afvist advarslen ved at svare, at undersøgelsen måtte lede til det, den måtte lede til. Dette beskrives i kapitel 13 "The Washington Connection" ("Forbindelsen til Washington").

John DeCamp fortæller, at erhvervslivet i Omaha arbejdede hårdt for at distancere sig fra Larry King. Men der blev gjort endnu større anstrengelser for "at isolere enhver person af national statur, som King havde hængt ud med, fra skandalen". "Der var meget at skjule," skriver DeCamp.
Larry King havde stor succes i Det Republikanske Parti, fortæller den tidligere Nebraska-senator i sin bog. King sang i 1982 nationalsangen Star-Spangled Banner i et nationalt arrangement for sorte republikanere, hvor præsidentparret Ronald og Nancy Reagan var æresgæster. Begivenheden var arrangeret af den afro-amerikanske republikanske organisation National Black Republican Council, hvor Larry King var leder. I 1984 var det også Larry King, der sang nationalsangen til Det Republikanske Partis nationale konvent. I sammenhæng med konventet i Dallas, var "King vært for sin ekstravagante fest på Southfork Ranch", hvor DeCamp selv var tilstede. Her så DeCamp præsident Reagans datter "Maureen Reagan draperet over King hele aftenen som et stort tæppe."

I 1988 ved det republikanske landsmøde i New Orleans, sang King igen. Han lavede en ti minutters "kom-ud-og-stem"-video på vegne af Bush, til kampagnen i 1988.
John DeCamp citerer en af de artikler i den lokale avis The Omaha Star, som dengang beskrev Larry Kings tætte forbindelse til George Bush og Ronald Reagan – og hans og støtte til deres præsidentkampagne. "Formand King har accepteret en stilling i Reagan/Bushs genvalgskampagne," står der i citatet "for at føre de sorte stemmer frem." King skulle være "ansvarlig for at møde partiets embedsmænd og det sorte republikanske lederskab" i hver af de 17 stater, der var mål for denne del af kampagnen. Han skulle "koordinere disse gruppers indsats til støtte for Reagan/Bush-kampagnen". Larry King skulle også rejse til de 17 stater, når præsident Reagan gjorde det, for at tilltrække partiembedsmænd og sorte republikanske ledere. King var desuden formand for fundraising-komiteen til kampagnen i National Black Republican Council.
"Besøgende, der gik ind i Franklin Credit Union, blev mødt af et fire fod højt billede af Larry King sammen med Ronald Reagan," skriver John DeCamp.

Efter at politiet havde lavet razzia på Franklin Credit Union, og King var blevet anholdt, ændrede denne situation sig. Om morgenen den 7. februar 1990 havde Larry King planlagt, at deltage i en fundraising-begivenhed i Omaha med George Bush, som på det tidspunkt var blevet præsident. "Ud af det blå beordrede den føderale dommer Richard Kopf pludselig, at King skulle føres til en føderal psykiatrisk facilitet i Springfield, Missouri, til 'tests'," skriver DeCamp.
Nebraskas senator Ernie Chambers udtalte, at han mente, at King var blevet fjernet på denne akutte facon, så han kunne ikke deltage i et arrangement, hvor præsident Bush talte. Chambers sagde, at en retssag mod King kunne vise sig at blive pinlig for "magtfulde personer på nationalt plan."

Den lovgivende forsamling ansatte en efterforsker, Gary Caradori, som bl.a. interviewede de fire vidner Paul Bonacci, Alisha Owen, Troy Boner og Danny King. Gary Caradori indsamlede desuden store dele af det omfattende bevismateriale, som altså blev ignoreret af begge storjuryer. Caradori blev sidst i sin efterforskning sammen med sin søn dræbt i et uforklaret flystyrt.
I de efterforskningsnotater Caradori efterlod sig, skrev han, at han var blevet informeret om, at Larry King var blevet sendt til Missouri til observation af præsidentens sikkerhedstjeneste Secret Service. Det skete ifølge notaterne fordi Secret Service havde opdaget, at King "havde købt en billet" til et morgenmåltid med præsident Bush, der var arrangeret af topdiplomaten og ambassadøren i Bushs regering Robert Orr. King blev ifølge Caradoris notater "kontaktet i en lokal blomsterbutik og hastet til retten af Secret Service på deres forlangende." Det var så pludseligt, at Kings advokater ikke var klar over hvad der skete, skrev efterforskeren angiveligt. "Rygtet i Omaha var, at King, der var tiltalt ved en føderal domstol 19. maj 1989 for 40 tilfælde af økonomiske lovovertrædelser, planlagde at bede Bush om hjælp," skriver DeCamp.

Flere vidner om Larry Kings VIP-børneprostitutonsnetværk
DeCamp skriver, at Larry King tilsyneladende havde to dagsordener i forbindelse med sit politiske liv. For offentligheden var han den stigende stjerne i Det Republikanske Parti, "med den resonante barytonstemme." "Noget andet foregik bag lukkede døre," skriver DeCamp. Ved konventet i Dallas i 1984 arrangerede King "sin stort opslåede fest på Southfork Ranch", som var "en ekstravaganza uden sidestykke".
Ifølge flere offer-vidner, fortsætter DeCamp, arrangerede King også nogle private arrangementer under konventet. Disse angivelige ofre fortæller om at være "blevet fløjet til Dallas for at blive udnyttet seksuelt af deltagere i konventet," skriver DeCamp. Herefter fremlægger DeCamp et citat fra et af de notater, som detektiven Gary Caradori skrev om plejebørnene i Webb-familien. Notatet tog sit udgangspunkt i et besøg foretaget af en socialarbejder hos børnenes tante, og lød ifølge DeCamp således:
"Under dette besøg informerede [børnenes tante] Marcy [socialarbejder] Joanie om, at [den yngste Patterson Webb-søster] Kendra havde fortalt hende, at hun var blevet transporteret rundt i landet flere gange – hun mente det var til Texas og Louisiana.
Marcy huskede især Texas og et republikansk partikonvent, fordi et af børnene, muligvis Kendra, havde en æske med tændstikker fra Texas, og det var sådan børnene vidste, hvor de havde været. Joanie sagde, hun huskede, at børnene var blevet udnyttet seksuelt i Texas, og hun angav, at hun havde følelsen af, at dette havde fundet sted igennem flere år."

DeCamp fortæller derefter, at han senere fandt ud af, at også det andet vidne Paul Bonacci havde været til den store fest ved partikonventet i Dallas:
"Han beskrev det nøjagtigt for mig i detaljer omkring syv år efter, at festen havde fundet sted. Han havde været der med det formål at yde seksuelle tjenester til mennesker Larry King ønskede at imødekomme, tilfredsstille eller kompromitere. Paul sagde, at han var en af en flok af teenagedrenge og -piger, som King havde fragtet til Dallas til sine formål.
Jeg har talt med Paul gentagne gange om denne fest. Jeg har lyttet til hans beskrivelse. Kun ved at have været der, kunne nogen beskrive omgivelserne, som Paul gjorde for mig. Fordi jeg selv var der til festen, jeg er sikker på, at Paul Bonacci var der og ikke opfandt sin historie eller sin beskrivelse af festen.
Dette var, tilfældigvis, blot et af Pauls spor i sagerne omkring Larry King og Franklin, som jeg personligt kunne tjekke ud og vide, at drengen fortalte sandheden. Ikke fordi nogen fortalte mig, at han fortalte sandheden. Ikke fordi nogen sagde, at han bestod en løgnedetektortest om emnet. Men fordi jeg var der og så en del af det, og så nøjagtigt de samme ting, som denne dreng gjorde."

Larry King, Craig Spence, "Bodies of God" og Iran-Contra-affæren
King fik kontakter i "Washingtons homoseksuelle prostitutionsscene, hvoraf den ene var afdøde Craig Spence," hævder John DeCamp. Derefter fortæller DeCamp – ligesom jeg fremlagde i del 1 – at Craig Spence drev en call boy-ring, der henvendte sig til den politiske elite. DeCamp tilføjer, at "i modsætning til de fleste D.C. call boy-netværk, tilbød [Spence] børn til sine kunder." Spences aktiviteter skabte skandale-overskrifter i Washington Times den 29. juni 1989: "Homoseksuel prostitutionsundersøgelse fanger VIP'er med Reagan, Bush" (også omtalt i del 1). Spences adgang til præsidentens embedsbolig var så god, at han kunne arrangere natlige rundvisninger i Det Hvide Hus for sine kunder. Ligesom jeg var inde på i del 1, skriver også DeCamp, at Spence "antydede, at turene var arrangeret af 'topniveau'-personer, herunder Donald Gregg, national sikkerhedsrådgiver for vicepræsident Bush". DeCamp henviser her til en artikel i avisen The Times fra den 9. august 1989. Spence udførte, ifølge venner, også homoseksuel afpresning for CIA, fortæller DeCamp. Dette blev også bekræftet i mine undersøgelser i del 1. En af de undersøgende journalister, der undersøgte Craig Spence-sexringen, fortalte senere DeCamp, at Spences netværk var forbundet med King (se side 169 i "The Franklin Cover-up"):
"Den måde, vi opdagede Larry King og hans Nebraska-baserede call boy-ring på, var ved at kigge gennem kreditkortene i Spences ring, hvor vi fandt Kings navn."

Det blev senere hævdet, at King og Spence var forretningspartnere, da deres børnehandelsnetværk blev drevet under en større gruppe, der fik tilnavnet "Bodies by God". Dette navn kan oversættes til "Kroppe af Gud", men det kan også forstås som fx "Døde kroppe hos Gud", "Døde kroppe for Gud" eller "Lig skabt af Gud".
DeCamp hævder desuden, at en anden efterforsker fortalte ham, at Larry King og Craig Spence var forretningspartnere. DeCamp fortæller ikke navnet på denne efterforsker, men skriver blot at vedkommende havde "personlig viden om call-boys netværk, der opererede i Washington". "Se på to firmaer, 'Dream Boys' og 'Man to Man', begge disse fungerede under en anden tjeneste, 'Bodies by God'," skulle denne undersøger angiveligt have sagt.

Også den undersøgende journalist Whitney Webb (desuden bl.a. omtalt i del 1) hævder, at Larry Kings og Craig Spences netværk var forbundet med hinanden. Webb skriver desuden, at de to netværk var forbundet med fremtrædende embedsmænd i Reagan- og George H.W. Bush-administrationerne, "herunder embedsmænd med tilknytning til CIA samt Roy Cohn og hans netværk."
Whitney Webb hævder dette i sin bog "One Nation under Blackmail" ("Én nation under afpresning"). Hun har desuden fremlagt nogle af undersøgelserne fra sin bog i denne artikel. Artiklen har titlen "Government by Blackmail: Jeffrey Epstein, Trump’s Mentor and the Dark Secrets of the Reagan Era" ("Statsmagt via afpresning: Jeffrey Epstein, Trump's mentor og de mørke hemmeligheder fra Reagan æraen"). "One Nation under Blackmail" er en analyse af flere pædofili-netværk, der ifølge Whitney Webbs undersøgelser historisk er blevet brugt til afpresning af indflydelsesrige personer (se desuden del 1 for yderligere detaljer om disse påstande).
Whitney Webb peger på, at Spence, blot måneder før hans påståede selvmord, til Washington Times havde antydet, at avisen med sine skandale-artikler "blot havde ridset i overfladen af noget meget mørkere".
Ifølge Washington Times, der afslørede den opsigtsvækkende sag om bestikkelse og drenge-prostituerede i Det Hvide Hus, fremkom Craig Spence med denne udtalelse:
"Alle disse ting, I har afsløret er ubetydelige sammenlignet med andre ting, jeg har gjort – for at være ærlig over for dig. Men jeg vil ikke fortælle dig de ting, og på en eller anden måde vil verden fortsætte."

Whitney Webb henviser også til John DeCamps bog om den påståede mørklægning i Franklin-sagen – særligt kapitlet omkring FBI's mørklægning (se kapitel 2 i del 2 for detaljer herom).
"Det er også værd at bemærke FBI's rolle i alt dette," skriver Webb – og fortsætter:
"Faktisk blev Larry Kings børnemisbrugsnetværk hurtigt og aggressivt dækket over af FBI, som brugte en række underhåndstaktikker til at begrave realiteterne om Kings beskidte operation. Her er det vigtigt at huske den nøglerolle den tidligere FBI-direktør J. Edgar Hoover spillede i lignende seksuelle afpresningsoperationer, der misbrugte børn [...] og det tætte forhold mellem Hoover, Roy Cohn og Lewis Rosenstiel, som senere ansatte Hoovers tidligere højre hånd hos FBI, Louis Nichols."

Jeg uddyber detaljer omkring Webbs påstande om J.Edgar Hoover, Roy Cohn, Lewis Rosenstiel og Louis Nichols i del 2 kapitel 2. Lewis Rosenstiel var en succesrig alkoholproducent og mafiaforbundet smugler under det amerikanske spiritusforbud. Roy Cohn er dukket op i sammenhæng med påstande om pædofilt misbrug i både USA, Nordirland og Italien. Han var en berygtet advokat, som sammen med McCarthy forfulgte kommunister og homoseksuelle – og desuden tilsyneladende var en drivende kraft i en homoseksuel pædofilring. Cohn blev anklaget for overgreb på en dreng i forbindelse med overgrebsskandalen på Kincora-børnehjemmet i Nordirland (se kapitel 4 i del 2).

John DeCamp citerer en unavngiven undersøgende journalist i Washington, D.C, som undersøgte Craig Spence-netværket, for at sige:
"Måden vi opdagede Larry King og denne Nebraska-baserede call boy-ring, var ved at kigge kreditkortene i Spences netværk igennem, hvor vi fandt Kings navn."

Whitney Webb peger på en artikel fra maj 1989 i avisen Omaha World-Herald om Larry King's kreditforening Franklin Credit Union. Artiklen videregav ifølge Webb nogle af de rygter, der dengang var om, at penge fra kreditforeningen "på en eller anden måde fandt deres vej til de nicaraguanske kontraoprørere." "Muligheden for, at Kings svigagtige kreditforening hemmeligt finansierede Contras, blev understøttet af efterfølgende rapportering fra Houston Posts Pete Brewton," skriver Whitney Webb. Pete Brewton skrev bogen The Mafia, CIA and George Bush, om George H. W. Bushs forretningsforbindelser med mafiaen, hans forbindelse til den kriminelle pakistanske hvidvaskningsbank BCCI og CIA's involvering i at skjule denne involvering. Brewton opdagede, fortæller Webb, at CIA – i fællesskab med organiserede kriminelle – havde lånt penge fra forskellige opsparings- og låneinstitutioner til at finansiere hemmelige operationer. En af disse låneinstitutioner havde Neil Bush, George H. W. Bushs søn i bestyrelsen, og den havde angiveligt handlet med Kings organisation.
Webb påpeger, at endnu en forbindelse mellem Larry King og regeringsteamet blev afsløret i Iran Contra-skandelen: King havde været med til at stifte en organisation kaldet Citizens for America, der var tilknyttet Reagan-administrationen, og som sponsorerede rejser for oberstløjtnant Oliver North og Contra-ledere. "Citizens for America" kan oversættes til "Borgere for Amerika". Oliver North var omdrejningspunktet i den hemmelige CIA-styrede plan om at sende våben til Iran i bytte for fanger. Det var i forbindelse med den iranske gidseltagning af amerikanske statsborgere og diplomater i november 1979. Larry King donerede også efterfølgende over 25.000 dollars til Citizens for America. Direktøren for Citizens for America på det tidspunkt var David Carmen, som samtidig drev et PR-firma med den tidligere chef for hemmelige operationer hos CIA, Max Hugel. Med i PR-firmaet var desuden David Carmens egen far Gerald Carmen, som samtidig var en del af præsident Reagans regeringsadministration. Gerald Carmen var blevet udnævnt til at lede myndighedsorganisationen General Services Administration, som servicerer USA's føderale agenturer, og Reagan udnævnte ham desuden efterfølgende til en FN-ambassadørstilling.

Reagans og Bushs venskab med katolske pædofile ledere
Ud over at Det Hvide Hus fik besøg af call-boys i den periode, hvor George Bush var vicepræsident, var Bush også nær ven med flere pædofile misbrugere af børn. Det var bl.a. den pædofile katolske præst fader Bruce Ritter, som senere viste sig have misbrugt flere sårbare teenagere, der var i hans varetægt (se del 1 kapitel 3). Bruce Ritter havde i 1972 grundlagt opholdsstedet Covenant House ("Pagtens Hus") for hjemløse teenagere i den kriminalitet- og narkotikahærgede East Village i New York. I 18 år blev Ritter betragtet som en helt for sin måde at drive denne velgørenhedsorganisation for hjemløse unge. Han havde så stor succes, at organisationen endte med at have 178 opholdsteder i USA, Canada, Mexico og Mellemamerika.
Men i slutningen af 1989 og starten af 1990 blev Ritter afsløret i at have haft sex med mindst 15 unge mænd i Covenant House, hvoraf den ene var 14 år på det tidspunkt. Ritter havde ulovligt brugt nonprofit-midler fra Covenant House til at overøse de udsatte unge med penge og gaver for at have seksuelle forhold til dem.
Præsident Ronald Reagan havde ellers i 1984 kaldt Ritter en af USA's "ubesungne helte" i sin State of the Union-tale (præsidentens årlige tale til befolkningen). Støtten fra præsidenten og andre topledere var sandsynligvis kraftigt medvirkende til, at Covenant House mere end tredoblede sit årlige budget fra 27 millioner dollars i 1985 til 90 millioner dollars i 1989.
Det var angiveligt bestyrelsesformanden for Covenant House, den amerikanske forretningsmand Robert Macauley, som præsenterede Bruce Ritter for George Bush. Macauley og Bush var nære venner og tidligere værelseskammerater på den prestigiøse uddannelsesinstitution Yale. Og det var Macauleys nære ven, den velhavende forretningsmand J. Peter Grace Jr., som præsenterede Ritter for Ronald Reagan. Mens Reagan var præsident, støttede både han og daværende vicepræsident, George Bush, offentligt Covenant House.
I del 1 kapitel 3 fremlagde jeg flere forbindelser mellem Bruce Ritter og George Bushs ven Robert Macauley samt deres forbindelser til CIA og den katolske Malteserorden. Robert Macauleys organisation, AmeriCares Foundation, var en helt central finansieringskilde for Bruce Ritters Covenant House. AmeriCares er en non-profit hjælpeorganisation med fokus på nødhjælp i internationale katastrofe- og krisesituationer. Men AmeriCares er blevet kritiseret for at være forbundet med CIA og for at være en frontorganisation for den amerikanske regering. AmeriCares blev desuden anklaget for, ligesom Larry King og Citizens for America, at sende penge til de højreorienterede Kontraer i Nicaragua (se også kapitel 3 i del 1). AmeriCares forbindelser med den katolske kirke bragte organisationen til at blive allieret med den indflydelsesrige katolske Malteserorden. Bindeleddet mellem Bruce Ritter og præsident Reagan var netop den ledende amerikanske malteserridder J. Peter Grace Jr. (se kapitel 3 i del 1 for yderligere detaljer om dette).
Bruce Ritter var også nær ven af Robert Macauley, og han fungerede som vicepræsident i Macauleys nødhjælpsorganisation AmeriCares, indtil han blev tvunget til at træde tilbage fra Covenant House. George H. W. Bushs bror, Prescott, sad i AmeriCares rådgivningspanel. Efter at George Bush Sr. døde, udtalte AmeriCares, at præsidentens bror havde været "medvirkende til at grundlægge den sundhedsfokuserede nødhjælps- og udviklingsorganisation."

Med mange prominente personers deltagelse i bestyrelsen voksede Ritters velgørenhedsprojekt til en international organisation, der åbnede afdelinger i flere lande, herunder Canada, Mexico og andre steder i Mellemamerika. Organisationens første afdeling i Mellemamerika blev åbnet i Guatemala og blev ledet af Roberto Alejos Arzu, som var et såkaldt "aktiv" for CIA. Dette begreb dækker over, når en efterretningstjeneste bruger en person til organisationens formål. Roberto Alejos Arzu lod bl.a. sin plantage blive brugt til at træne de tropper, der blev brugt i CIA's mislykkede "Bay of Pigs"-invasion af Cuba. Alejos Arzu var endnu et medlem af Malteserordenen, og desuden associeret med den tidligere amerikansk-støttede diktator i Nicaragua, Anastasio Somoza. Alejos Arzu arbejdede også for AmeriCares og ham og hans ultra-konservative parti, Den Nationale Befrielsesbevægelse, var angiveligt knyttet til flere paramilitære grupper (se desuden kapitel 3 del 1). John DeCamp hævder desuden i sin bog "The Franklin Cover-up", at mens Roberto Alejos Arzu var leder i Covenant House, skaffede denne afdeling af organisationen børn til en pædofilring baseret i USA.

Både Reagan og Bush havde desuden en nær forbindelse med en anden katolsk pædofil gejstlig - kardinal Theodore McCarrick (omtalt i kapitel 3 i del 1).
De tætte bånd mellem de tre mænd illustreres fx af Bushs hyldestord til kardinal McCarrick, som senere skulle vise sig at være pædofil serieovergrebsmand. Ved en mindehøjtidelighed i 2004 for tidligere præsident Ronald Reagan takkede Bush "eminencen" McCarrick personligt i sin tale og tilføjede "Hvilken fin mand. Sikke et fyrtårn af håb".
McCarrick blev få år senere afsat fra sin post, fordi han kompromitterede den katolske kirke i for udtalt grad med ustoppelige afsløringer af kardinalens pædofile overgreb på drengebørn.

George Herbert Bush infiltereret i korrupte forbindelser
Hvidvaskningsbanken BCCI havde en bemærkelsesværdig kundeportefølje: Terrorist-, oprørs- og undergrundsorganisationer – samt CIA-chefen og den senere vicepræsident og præsident George H. W. Bush. Denne bank var også primær finansieringskanal for hemmelige operationer udført af den private efterretningsgruppe Safari Club. Disse oplysninger findes i bogen "Prelude to Terror" ("Optakt til terror") af den internationalt anerkendte undersøgende journalist Joseph Trento. Han skriver bl.a., at BCCI "fungerede som en efterretningsindsamlingsmekanisme i kraft af sine omfattende kontakter med undergrundsorganisationer verden over."
Trento fortæller videre, at banken "sammen med Bush og andre ledere af efterretningstjenester", udviklede en plan, hvor banken "ville tilbyde sig til enhver større terrorist-, oprørs- og undergrundsorganisation i verden." De "uvurderlige efterretninger, der således blev opnået", blev ifølge Trento "diskret distribueret videre til 'venner' af BCCI."

Bush havde ifølge Trento desuden "mange handler med vigtige bankkontohavere i BCCI". Banken blev af TIME magazine beskrevet som "en global efterretningsoperation og en mafia-lignende håndhævelsesgruppe", som gjorde brug af bestikkelse, afpresning, kidnapning – og endda i nogle tilfælde mord. New York Times skrev, at forretningsmænd, "der forfulgte lyssky aftaler med banken", angiveligt var bange, og citerer en våbenhandler for at sige:
"Disse mennesker arbejder hånd i hånd med narkokartellerne; de kan få hvem som helst dræbt. Jeg kender personligt en fyr, som kom i karambolage med BCCI, og han er en krøbling nu. En flok bøller slog ham næsten til døde, og han ved, hvem der har bestilt det og hvorfor. Han kommer ikke til at tale."

Safari Club, som blev oprettet i 1976, bestod af ledere og agenter fra flere landes efterretningsvæsener: Frankrig, Egypten, Saudi-Arabien, Marokko og Iran. Gruppens arbejde blev primært finansieret gennem hemmelige bagdørsaftaler ("secret back door deals") fx foretaget gennem hvidvaskningsbanken BCCI, samt desuden af statsbanker og uafhængige operationer. En af medstifterne af Safari Club var den tidligere franske efterretningschef, Malteserridderen Alexandre de Marenches. Nogle af Malteserordenens mange forbindelser til CIA og efterretningstjenester samt eksempler på forbindelser til kriminelle operationer og pædofile netværk blev fremlagt i kapitel 3 i del 1 i denne bog. Safari club blev desuden drevet af den berygtede Saudi våbenhandler Adnan Khashoggi.
Safari Club havde hemmelig indflydelse på politiske intriger, der involverede mange lande, for det meste i Afrika og Mellemøsten. Gruppen udførte bl.a. en militær intervention i Zaire som svar på en invasion fra Angola. Gruppen leverede også våben til Somalia i landets konflikt med Etiopien i 1977-1978. Safari Club-medlemmer, BCCI og USA samarbejdede desuden om at bevæbne og finansiere de afghanske mujahideen i proxy-krigen med det daværende Sovjetunionen. I processen bevæbnede USA, via disse investeringer, de terrorister som de senere påstod at være i krig med (se desuden kapitel 3 i del 1 for yderligere info om dette). Blandt de terrorister CIA således finansierede var Osama Bin Laden.
Den amerikanske efterretningstjeneste CIA var en tæt partner for Safari Clubs formelle medlemmer, omend ikke selv et officielt medlem. George Bush var leder af CIA fra 1976-1977, og Safari Club blev stiftet samme år, som Bush indtog denne stilling.
Trento skriver om Bush og en af de helt centrale stiftere af Safari Club, chefen for den saudiske efterretningstjeneste Kamal Adham (side 104 i bogen):
"Safari Club havde brug for et netværk af banker til at finansiere sine efterretningsoperationer. Med George Bushs officielle velsignelse som leder af CIA forvandlede Adham en lille pakistansk handelsbank, Bank of Credit and Commerce International (BCCI), til en verdensomspændende hvidvaskningsmaskine. Han købte banker rundt om i verden for at skabe det største hemmelige pengenetværk i historien."

Kamal Adham var også en af de største aktie-ejere i BCCI.
George Bush senior var i sin lange karriere, ud over CIA-chef, også bl.a. FN-ambassadør og medlem af de indflydelsesrige organisationer Den Trilaterale Kommission og tænketanken Counsil of Foreign Relations (Rådet for Udenrigsrelationer). I 1981 blev han udnævnt til vicepræsident under Ronald Reagan, og i 1989 overtog han så præsidentembeddet fra Reagan. Han fungerede desuden i praksis som præsident i den periode hvor Reagan var indlagt efter skudattentatet mod præsidenten i marts 1981. George H. W. Bush var præsident indtil 1993.

Præsident Reagans mafia-forbindelser og venneforhold til Roy Cohn
Flere af de ting jeg netop har fremlagt om George H. W. Bush, kan man også sige om Ronald Reagan – fx om forbindelsen til den pæofile præst Bruce Ritter og deres fælles ledelse i Det Hvide Hus, mens drengeprostituerede kom på besøg.
Jeg afdækkede en del yderligere oplysninger om Ronald Reagan i del 1 kapitel 3:
Reagan var, før han fik succes med sin karriere som politiker, en kendt skuespiller i Hollywood B-film.
I filmindustrien havde han en mentor, der hjalp ham i karrieren som både skuespiller og fagforeningsformand - Lev Wasserman. Wasserman var mangeårig præsident for underholdningskonglomeratet MCA og magtfuld Hollywood-mogul. Han blev af den anerkendte undersøgende journalist Dan Moldea beskrevet som bindeleddet mellem mafiaen, Hollywood-filmindustrien og Ronald Reagan ("Dark Victory: Ronald Reagan, MCA, and the Mob" - "Mørk sejr: Ronald Reagan, MCA og mafiaen"). Reagan opnåede meget lukrative aftaler som skuespiller på denne baggrund og med Wasserman som sin agent. Det var bl.a. Wasserman som, med hjælp fra sine mafiakontakter, medvirkede til at hjælpe Reagan med at blive præsident for Screen Actors Guild (fagforening for film- og tv-skuespillere) - hvilket var startskuddet til Reagans succesfulde politiske karriere. MCA finansierede en stor del af Reagans succesrige opstilling til guvernør i 1966, og ikke længe efter, at Reagan blev præsident, lukkede hans regeringsadministration kontroversielt en større justitsministeriel undersøgelse af MCA's forbindelser til organiseret kriminalitet. Justitsministeriet havde erfaret, at et indflydelsesrigt medlem af Gambino-kriminalitetsfamilien, Salvatore Pisello, gjorde forretninger med MCA. På det tidspunkt var chefen for Gambino-familien, Paul Castellano, i øvrigt klient hos Ronald Reagans nære ven Roy Cohn.
Den kontroversielle advokat og angivelige pædofile overgrebsmand Roy Cohn var nær ven af ægteparret Reagan - Ronald og Nancy (såvel som i øvrigt den anden senere præsident Donald Trump - se del 1). Venskabet var så tæt, at Nancy og Ronald Reagan før Roy Cohns død sikrede Cohn plads i et eksklusivt eksperimentelt AIDS-behandlingsprogram, mens præsident Reagan ellers forholdt sig helt passiv i forhold til den almene enorme "AIDS-krise" i landet og blandt andre ramte homoseksuelle i 80'erne. Denne position udadtil spillede ind i Reagans offentlige image som højreorienteret med fundament i kristne værdier, men - som vi skal se i denne del af bogen - er der adskillige omstændigheder i Reagans liv, der ikke stemmer overens med dette image. Det nære venskab med Cohn udmøntede sig også i at Reagan i løbet af sin præsidentperiode uddelte tjenester til ham, inviterede ham til begivenheder i Det Hvide Hus - samt desuden udsendte personlige takkebreve og venlige fødselsdagsønsker til den berygtede advokat. Reagan havde forbindelser til de samme organiserede kriminalitetsorganisationer, som både var blandt Cohns klienter og var del af Cohns mentor Lewis Rosenstiels forretningsforbindelser (se del 2).
Roy Cohn havde tætte forbindelser generelt i Det Hvide Hus og både til CIA, FBI og samtidig altså til organiseret kriminalitet - samt i øvrigt mange af de personer, der senere skulle befinde sig i den berygtede pædofile overgrebsmand og sextrafficker Jeffrey Epsteins omgangskreds. Forbindelserne, som Roy Cohn opbyggede i løbet af 1950'erne, gjorde ham til en velkendt offentlig person og udmøntede sig i stor politisk indflydelse, der toppede under Ronald Reagans præsidentperiode. Roy Cohn blev i flere sammenhænge i medier kaldt ondskabsfuld - bl.a. i forbindelse med hans heksejagt på kommunister og homoseksuelle under "kommunistforskrækkelsen" i 1950'erne. At Cohn selv var homoseksuel satte Cohns handlinger og ytringer i forbindelse med denne forfølgelse i yderligere relief. Flere vidneudsagn pegede desuden på, at Cohn ved siden af sit offentlige liv styrede en pædofil afpresningsvirksomhed, som lignede den der senere blev afsløret omkring Jeffrey Epstein. Cohns forbindelser til både efterretningstjenester og mafialedere peger tilbage på denne afpresningsoperation (uddybet i detaljer i del x). Cohn hjalp desuden CIA i efterretningstjenestens hemmelige propagandabestræbelser, der var en del af det tilsynelandende evigt tilbagevendende omdrejningspunkt Iran-Contra-skandalen.

"Knoglemanden" George H. W. Bushs medlemskab af "Dødens Broderskab"
Vi hørte tidligere om, at den pædofile præst Bruce Ritter blev introduceret til Bush af forretningsmanden Robert Macauley. Macauley og Bush var gamle venner fra eliteuniversitetet Yale, hvor de to studerede og boede på værelse sammen. Bush var desuden et prominent medlem af den okkulte Yale-loge Skull & Bones ("Kranie og skeletben"). Logen Skull & Bones kaldes også bl.a. "Dødens Broderskab" ("Brotherhood of Death").
Encyklopædien Britannica fortæller, at Skull and Bones er en hemmelig loge for ældre studerende på Yale Universitet, i New Haven, Connecticut. Logen blev skabt i 1832.
Et medlem af denne organisation kaldes også en "bonesman" ("knoglemand"). Mange "bonesmen" har senere i deres karriere skabt sig magtfulde positioner i forretningsliv og regeringer. Tre eksempler er William Howard Taft og altså desuden George Bush senior såvel som hans søn George Bush junior, som alle blev amerikanske præsidenter. Desuden er også den demokratiske tidligere præsidentkandidat og udenrigsminister John Kerry bonesman.
Logens emblem er et kranie med to krydsede skeletben under - som man kender det fra symbolet på pirater. Desuden er der herunder placeret et tal: 322. Dette tal menes generelt - ifølge Britanica - at referere til året 322 AD hvor den græske orator Demosthenes døde, og året som var "et vendepunkt i transformationen af det antikke Athen fra demokrati til plutokrati."
Plutokrati er en styreform, hvor magten er samlet hos nogle få, meget velhavende personer.
Hvorfor bonesmen tilsyneladende markerer netop den dag, hvor magten i det hedenske antikke Grækenland blev samlet hos nogle få, meget velhavende personer, bliver ligesom alt andet omkring det hemmelige selskab ikke forklaret af noget medlem. Alexandra Robbins, der selv har gået på Yale, interviewede helt unikt 100 bonesmen og skrev bogen "Secrets of the Tomb" ("Gravkammerets Hemmeligheder") om Skull and Bones. Hun udtaler i en artikel om den berygtede universitetsforening i det amerikanske nyhedsmedie CBS, at hovedformålet med det hemmelige selskab er at få så mange medlemmer som muligt i magtpositioner. Så sandsynligheden for, at "knoglemændene" tænker på sig selv i forhold til dette plutokrati, må antages at være temmelig stor. Rigtig mange bonesmen har da også været - ikke bare magtfulde - men også meget velhavende, bl.a. meget prominente foretningsfolk. Det helt særlige ved Skull and Bones er desuden, at der kun findes ekstremt få af dem. Hvert år bliver nemlig kun 15 ældre Yale-studerende "tapped", dvs. "prikket". Det betyder, med Alexandra Robbins ord, at der til enhver tid kun findes omkring 800 nulevende bonesmen.
Robbins fortæller i øvrigt, at de 100, som tillod hende at interviewe, "var trætte af hemmelighedskræmmeriet". Men hun oplevede også, at dobbelt så mange lagde røret på, chikanerede eller truede hende.
Skull and Bones er et hemmeligt selskab, hvis medlemmer har svoret tavshed; den har regler og ceremonielle ritualer, fortæller denne artikel i Frimurermagasinet The Square. Bonesmen "er slet ikke tilfredse med nysgerrige, udforskende borgere - blandt indviede kendt som 'outsidere' eller 'vandaler'" ("vandals" - "hærværkere"). Denne adskillelse mellem "de indviede" Bonesmen og omverdenen - og det nedsættende navn til nysgerrige "uindviede" - bekræftes i afsnittet om Skull and Bones i denne bog om okkulte organisationer.
Bonesmen har på et tidspunkt, fortæller Time Magazine, kontrolleret formuerne for familierne Carnegie, Rockefeller og Ford, såvel som besat poster i CIA, American Psychological Association, Council on Foreign Relations og nogle af de mest magtfulde advokatfirmaer i verden. Man kan tilføje, at fx netop stifteren af Time Magazine Henry Luce også var Bonesman, ligesom fx ophavet til de to Bush-Bonesmen, George H. W. Bushs far Prescott Bush, den nære ven af Roy Cohn, William F. Buckley og John D. Rockerfellers nevø Percy Avery Rockefeller. Der er selvfølgelig også stifterne af Skull and Bones Alphonso Taft, som var både statsadvokat og USAs krigsminister, og forretningsmanden og politikeren William Huntington Russell. Alphonso Taft var faren til en anden Bonesman, den senere krigsminister, justitsminister og præsident William Howard Taft, der som nævnt også var Bonesman.
Flere magtfulde Bonesmen kan ses i en liste her og en mere komplet liste her.
Det var William Russell, der som ung Yale-junior, grundlagde gruppen efter "at have tilbragt et år i Tyskland blandt medlemmer af nogle af de mest mystiske og elitære klubber i verden, inklusive organisationer, der efterlignede Illuminati fra oplysningstiden," fortæller Time Magazine.

En anden mulig reference for tallet 322 i Skull and Bones' logo er Freemasonic Lodge of Virtue and Silence no. 322 (frimurerlogen for Dyd og Stilhed nr. 322), i Suffolk, Storbritannien, hvilket af nogle menes at signalere "en broderlig", men uudtalt forbindelse mellem de to okkulte organisationer.
Virtue and Silence loge 322 blev grundlagt i 1811, 21 år før oprettelsen af Skull and Bones.
En tredje teori om tallet, som her fremsættes i det tidligere nævnte frimurermagasin, er, at det symboliserer det år Skull and Bones blev etableret - 1832, og samtidig "indikerer at det er den 2. afdeling af et tysk hemmeligt samfund - formodentlig det bayerske Illuminati". Dette tal kan måske også ses i sammenhæng med andre hemmelige logers tilsyneladende forkærlighed for tal i forbindelse med symbolik. Tal som menes at have omrejningspunkt omkring - i særlig høj grad - 33 og dobbelt 33, altså 66. Som sådan kan 322 læses 3 gange 22 - dvs. 66, hvilket svarer til to stk. af tallet 33. Dette kunne ligeledes ses i sammenhæng med Frimurerlogens højeste grad; stormester af 33. grad i det originale og prestigiøse skotske frimurer rite-system.
Frimureren, som skriver denne artikel, gennemgår Skull and Bones blandt flere andre okkulte organisationer, som han indledningsvist hævder baserer sig på frimureri. Men "det er også rigtigt, at nogle startede eksistensen på et tilsvarende tidspunkt og ganske enkelt er kvasi-frimureriske organisationer, eller dem, der adopterer frimurerlignende ritualer," skriver han desuden.

Skull and Bones har i al fald sin forkærlighed for død, kranier, skeletter, kister og lignende til fælles med Frimurerordenen (mere om Frimurerordenens hang til død, dødstrusler og ødelæggelse senere). Frimurerne bruger fx ligesom Skull and Bones de krydsede skeletben som et prominent symbol - et eksempel på de to organisationers identitets- og værdimæssige overlap.
Her er den tidligere nævnte CBS-artikel, der fortæller om "knoglemændenes" bygning, som i artiklen kaldes "deres indre helligdom, den vinduesløse bygning på Yale campus, der kaldes Tomb" ("Tomb" betyder "Gravkammer").
Ordene "indre helligdom" skal tilsyneladende i en eller anden grad forstås bogstaveligt. Den lukkede klub begyndte som "en imiteret okkult gruppe", der tilbad deres egen selvopfundne gudinde kaldet "Eulogia" efter ordet "eloquence" som betyder veltalenhed eller talegaver.
"Det er denne dystre, gravlignende, vinduesløse, granit-, sandstensmasse, som du ikke kan undgå at bemærke. Og jeg boede ved siden af den," siger Ron Rosenbaum om Skull and Bones-medlemmernes bygning og mødested. Rosenbaum er forfatter og klummeskribent for New York Observer, der "er blevet besat" af at knække "knoglemændenes" tavshedskodeks, og har undersøgt dem igennem 30 år. Han gik selv på Yale, men var en "nørd, der ikke var en del af den lukkede klub.
"Jeg gik forbi det hele tiden. Og under indvielsesritualerne kunne man høre mærkelige råb og hvisken komme fra Skull and Bones-gravkammeret."

Selvom han har brugt hele sit liv på at komme indenfor, "var det bedste Rosenbaum kunne gøre at gemme sig ude på kanten af en nærliggende bygning" for at videooptage en natlig indvielsesceremoni i gårdhaven til "The Tomb". Om sin optagelse fortæller Rosenbaum:
"En kvinde holder en kniv og lader som om hun skærer halsen over på en anden person, der ligger foran dem, og der bliver skreget og råbt ad neofyterne."

"Neofyterne" er et "almindeligt" ord anvendt i bl.a. universitetsloger, og refererer til dem, der bliver inviet til at være medlem af den pågældende loge. Det er afledt fra græsk; néos, “ny” og phutón, “plante, barn”.
Alexandra Robbins siger, om Ron Rosenbaums videooptagelse af Skull and Bones indvielsesritualet, at "rollebesætningen" i ritualet er som taget ud af "Harry Potter møder Dracula": Der er en djævel, en Don Quixote og en pave, der hviler sin fod på et stenkranie, forklarer Robbins. Foden er iklædt en hvid tøffel med et monogram. De indviede føres ind i værelset en ad gangen, og når først en indviet er indenfor, råber Bonesmændene til ham. Til sidst bliver Bonesmanden skubbet på knæ foran Don Quixote, og den skrigende skare tier stille. Don Quixote løfter sit sværd og berører derefter Bonesmandens venstre skulder med det og siger: 'Efter ordre fra vores orden kalder jeg dig til ridder af Euloga'."
"Det er noget værre mumbo-jumbo," siger Robbins, "men det betyder meget for de mennesker, der er i det."
Adskillige kilder oplyser om, at invielsesritualet angiveligt involverer at neofyten ligger nøgen i en kiste og fortæller de øvrige tilstedeværende Bonesmen i detaljer om deres sexliv.

Prescott Bush, George H. W. Bushs far og George Walker Bushs bedstefar, røvede sammen med "en flok Bonesmen", Apache-indianerhøvdingen Geronimos grav, tog kraniet og nogle personlige relikvier fra høvdingen, fortæller Alexandra Robbins.
"Der er stadig en glasmontre, fortæller Bonesmen mig, inde i the Tomb, med et kranium, som de alle refererer til som Geronimo."

Skull and Bones' oprindelse og USAs okkultiske fødsel
Baggrunden for stiftelsen af Skull and Bones var som nævnt et år i Tyskland for William Russell "blandt medlemmer af nogle af de mest mystiske og elitære klubber i verden, inklusive organisationer, der efterlignede Illuminati fra oplysningstiden".
Illuminati er en legendarisk hemmelig loge omgærdet med forestillinger og formodninger. Den blev grundlagt af professor Adam Weishaupt i Bayern den i 1776. Weishaupt, opponerede mod den konservative katolske kirkes og det bayerske monarkis magt, fortæller History.com, og han forsøgte at afvise organiseret religion til fordel for de nye tanker om "oplysning" gennem fornuften, der florerede i tiden. Inspireret af spredningen af oplysningstiden over hele Europa trak han også på ideer udtrykt af jesuitterne - han var selv et tidligere medlem af Jesuitterordenen (læs mere om denne orden i del x). Weishaupt var også inspireret af bl.a. kabbalah og frimurere. Han rekrutterede kraftigt fra sidstnævnte gruppe og infiltrerede frimurerloger i sin søgen efter at rekruttere nogle af de rigeste og mest indflydelsesrige mænd i Europa, fortæller History. Organisationen blomstrede, før den blev forbudt af hertug Karl Theodor af Bayern, som udstedte et edikt, der gjorde medlemskab af Illuminati strafbart med døden i 1787. Men Illuminatis død "dæmpede ikke sladder om de hemmelige aktiviteter, og konspirationsteoretikere har forbundet gruppen til alt fra den franske revolution til mordet på JFK," skriver History.
Kabalah er er en okkult metode og tankegang i jødisk mystik. Den menes at have sin oprindelse i middelalderens jødedom, og er ofte en central del af flere okkulte systemer, gennem dens tilpasninger til vestlig esoterisme, som fx kabbala integreret i bibelsk fortolkning ("kristen kabbalah").
Det er ikke tilfældigt at Skull and Bones inspirationskilde - Illuminati - blev etableret på baggrund af idéer fra oplysningstiden. Okkulte idéer trivedes i perioden under og efter oplysningstiden i Frankrig og det centrale europa. Det forekommer måske paradoksalt, men baseret på oplysningstidens idéer om ophøjelse af "fornuften" og "det rationelle" blev der umiddelbart efter den franske revolution etableret en ny religion: "Culte de la Raison" ("Fornuftens kult"). Dette var Frankrigs første etablerede statsstøttede ateistiske religion, tænkt som en erstatning for den romersk-katolske kirke efter revolutionen. Her tilbad man "fornuften". Det foregik bl.a. i kirken Notre Dame i Paris, som blev omdefineret til "Fornuftens Tempel". Pariserkommunen indviede kulten med en ceremoni i katedralen Notre Dame i november 1793. I katedralen blev der opført et helgenskrin til ære for Fornuft og Frihed. Foran koret blev der bygget et helligt bjerg, med et lille græsk tempel på toppen til ære for filosofien. Omkring bjerget var der buster, som repræsenterede ledende skikkelser i oplysningstiden - sandsynligvis Montesquieu, Rousseau, Voltaire og Benjamin Franklin. En ung operasangerinde poserede som "Friheden" og blev døbt "Fornuftens gudinde". En flamme, symbolsk for sandheden, brændte på et alter, mens hvidklædte unge piger, iført franske tricolore-farvede skærf, der symboliserede troskab til republikken, bar fakler op og ned af det hellige bjerg. Imens sang menigheden André Cheniers salme: "Kom, Hellige Frihed, bo i dette tempel; bliv det franske folks gudinde." Efter knapt et år, blev Culte de la Raison i 1794 officielt erstattet af Culte de l'Être suprême ("Kulten for det Højeste Væsen"). Dyrkelse af rationalitet og viden som en afgud var ikke en ny idé - men derimod en okkult praksis, der allerede fandt sted i antikken hos diverse gnostistiske kulter. Gnostisisme var ikke én ensartet troretning men bestod derimod af mange forskellige kulter, med forskellige religiøse opfattelser. Men fælles for dem er, at de troede på at frihed kommer gennem viden (gnosis) - frihed fra en verden, som de mente, er skabt af en uperfekt ond gud.

Der er skrevet flere længere tekstværker, om hvordan okkulte idéer trivedes i forbindelse med oplysningstiden:
Solomon's Secret Arts: The Occult in the Age of Enlightenment (Salomons hemmelige kunst: Det okkulte i oplysningstiden). Se beskrivelse af bogen.
The Dark Side of the Enlightenment: Wizards, Alchemists, and Spiritual Seekers in the Age of Reason (Den mørke side af oplysningstiden: Troldmænd, alkymister og sprirituelt søgende i Fornuftens Æra). Se beskrivelse af bogen.
Old Gods in New Clothes: The French Revolutionary Cults and the “Rebirth of the Golden Age” (Gamle guder i nyt tøj: De franske revolutionære kulter og "Genfødslen af Guldalderen"). Se afhandlingen.

Det er også blevet påstået at der er en helt direkte forbindelse mellem hemmelige loger og oplysningstidens franske revolution. Sådanne tanker fremføres bl.a. i detaljer i bogen "Mémoires pour servir à l’histoire du Jacobinisme" fra 1797 ("Erindringer, der illustrerer jakobinismens historie"). Bogen er skrevet af den franske jesuiterpræst Abbé Augustin Barruel. I bogen hævder Barruel, at den franske revolution var resultatet af en bevidst sammensværgelse og plan om at vælte tronen, kirken og det aristokratiske samfund i Europa. Ifølge konspirationsteorien blev revolutionen udklækket af en koalition af filosoffer, frimurere og Illuminati-ordenen. Bogen er yderst detaljeret og udkom i fire bind, som hver behandler forskellige dele af den påståede sammensværgelse (link til bind 1, 2, 3 og 4).

I perioden var der meget nære forbindelser mellem netop Frankrig og det spirende land på det amerikanske kontinent - USA. Frankrig var allieret med de amerikanske revolutionære, som jo var i krig med Frankrigs arvefjende, England. Det var den amerikanske statsmand og frimurer Benjamin Franklin, som i 1778 sørgede for en formaliseret alliancetraktat mellem Frankrig og USA ("the Treaty of Alliance"). Franklin ankom til Paris i december 1776 som den første officielle repræsentant for USA i Frankrig - cirka et halvt år efter den amerikanske uafhænighedserklæring (4. juli 1776). Målet for Franklin var at sikre hemmelige forsendelser af franske våben, udstyr og uniformer. Den indgåede aftale var yderst betydningsfuld og var med til at gøre USA's sejr mulig. Kontinentale soldater brugte franske våben og bar franskfremstillede uniformer, og ved slutningen af krigen kæmpede de sammen med franske soldater. Den franske hær og flåde kæmpede mod briterne over hele verden, fra Asien og Afrika til Caribien, hvilket slækkede mulighederne for den britiske krigsindsats i Amerika.
Benjamin Franklin var således også i denne sammenhæng en af de vigtige kræfter i den amerikanske revolution. Han er desuden en af USAs "stiftende fædre" som medforfatter til den amerikanske uafhængighedserklæring og konstitution (grundlov). Franklin mødtes med kong Louis XVI flere gange både omkring forhandlingerne og underskrivelsen af allianceaftalen, og i 1783 ved underskrivelsen af Uafhængighedstraktaten for USA - fredsaftalen mellem USA og det besejrede Storbitanien. Denne underskrivelse fandt også sted i Paris.
I sine senere år boede Franklin i Paris, hvor han bl.a. studerede "mesmerisme" for kong Louis XVI og Franklin var medvirkende til flere rapporter om dette emne. Mesmerisme er opkaldt efter tyske Franz Anton Mesmer, som teoretiserede om eksistensen af en art naturlig energioverførsel, mellem alle levende væsner og livløse objekter. Dette kaldte han "animalsk magnetisme". Mesmer var i øvrigt uddannet på samme jesuitter-universitet som Adam Weishaupt (Ingolstadt Universitet).
Benjamin Franklin var både statsmand, videnskabsmand og også okkultist, bl.a. som stormester i Frimurerordenen, og som denne artikel i Medium.com forklarer, var han "langt mere komfortabel" med deisme, unitarisme, frimureri og Rosicrucianisme. Artiklen fortæller også om, hvordan personer fra disse andre okkulte tankesystemer og alternative trosretninger var en del af Benjamin Franklins omgangskreds.
Deisme er den form for religion, der er mest forbundet med oplysningstiden. Ifølge deisme kan vi ved "fornuftens naturlige lys" vide, at "universet er skabt og styret af en suveræn intelligens," forklarer Stanford Enclyklopædi for Filosofi. Stanford skriver videre, at "selvom dette højeste væsen har en plan for skabelsen fra begyndelsen, forstyrrer væsenet ikke skabelsen; deisten afviser typisk mirakler og afhængighed af særlig åbenbaring som en kilde til religiøs doktrin og tro til fordel for fornuftens naturlige lys."

"Således afviser en deist typisk Kristi guddommelighed, som frastødende for fornuften; deisten degraderer typisk Jesu skikkelse fra agent for mirakuløs forløsning til ekstraordinær moralsk lærer. Deisme er den form for religion, der er tilpasset de nye opdagelser i naturvidenskaben, ifølge hvilke kosmos udviser en indviklet maskinlignende orden; deisterne antager, at antagelsen om Gud er nødvendig som kilde eller forfatter til denne orden."

Deisme er også en filosofi, som har eksisteret siden oldtiden.
"Ved at afvise kristendommen og andre organiserede teologier appellerede deisme til individer, der søgte en filosofi, der fremmede oplysningstidens principper som rationalitet, tolerance og frihed," står der i denne master-afhandling om Deisme. Denne tro havde også en anden af USAs stiftende fædre Thomas Jefferson, som i sine uddrag af de kanoniske bibel-evangelier (nu almindeligvis kendt som Jefferson Bibelen) fjernede alle overnaturlige og dogmatiske referencer fra fortællingen om Jesu liv - dvs. fx Jesu mirakler.
Unitarisme er en liberal religiøs bevægelse med "en åbensindet og individualistisk tilgang til religion, "der giver plads til en meget bred vifte af overbevisninger og tvivl." Unitarisme voksede ud af den protestantiske reformation i det 16. århundrede e.Kr. Dette er ifølge Britannica og BBCs artikel om religionen. BBC fortæller videre, at "Unitarer kaldes sådan, fordi de insisterer på Guds enhed, og fordi de bekræfter menneskehedens og skabelsens essentielle enhed." Som sådan afviser kristne Unitarer den traditionelle kristne idé om den treenige Gud; Faderen, Sønnen og Helligånden.
De afviser på den baggrund også, at Jesus er Gud selv.
Unitarer tror heller ikke på syndefaldet, men derimod på, at "den menneskelige natur i sin nuværende tilstand hverken i sig selv er fordærvet eller lastefuld, men præcis som Gud skabte den og havde til hensigt, at den skulle være fra begyndelsen - i stand til både godt og ondt". Således tror de heller ikke på Jesus' offer som forsoning for synd - altså syndsforladelse gennem Jesu blod.
Ligeledes har de "overbevisningen om, at ingen religion har monopol på hellig ånd eller teologisk sandhed".
Rosicrucianisme er en okkultisk åndelig og kulturel bevægelse, der opstod i Europa i begyndelsen af det 17. århundrede efter udgivelsen af adskillige tekster, der bekendtgjorde en ny esoterisk orden til verden, Den esoteriske bevægelse startede da to anonyme manifester dukkede op i Tyskland mellem 1610 og 1615 og kort efter blev offentliggjort i hele Europa. Manuskriptet Fama Fraternitatis Rosae Crucis (Brødreskabet af det rosenrøde kors) blev cirkuleret blandt tyske okkultister og siden til andre dele af Europa. Omdrejningspunkterne i disse manifester er blandinger af kabbalah, hermetisme, alkymi og kristen mystik.
Hermetisme er et filosofisk og religiøst system baseret på den påståede lære fra Hermes Trismegistus, som er en antik græsk periodefigur, der opstod som en samensætning af den græske gud Hermes og den egyptiske gud Thoth. Hermetikere tror på, at Gud er både alt, skaberen af alt og at "alle skabte ting eksisterer på forhånd i Gud" samt at Gud simpelthen "er universets natur". Desuden har hermetisme fokus på tre vidensområder alkymi, astrologi og magi - samt troen på menneskets genfødsel og reinkarnation.
Alkymi handler ikke bare om forvandling af bly til guld, men mere grundlæggende om det materielle og overgangen til det immaterielle, det åndelige niveau, hvortil hermetikere hævder at sætte "mysterierne om fødsel, død og opstandelse i anvendelse".
Læsere af Bibelen vil se, at ovenstående strækker sig fra trossystemer, der på nogle områder udspringer af Bibelens fortællinger, men hvor der på helt centrale områder er foretaget ændringer - og til den modsatte grøft med okkulte idéer og filosofier, der er i fuldstændig åbenlys modstrid med Bibelen. Flere af de centrale områder i Bibelen, der ændres i disse trossystemer, har særligt fokus på at mindske autoriteten af frelseren Jesus Kristus samt at ligestille den tro, der inviteres til i Bibelen, med andre religioner. Desuden prøver Unitarisme på at udviske det fundamentale problem i mennesket, som Bibelen hele tiden peger på: Menneskets fejlbarlighed og ondskab - der ifølge Bibelen står i vejen for menneskets forsoning med Gud. Unitarernes afvisning af denne ondskab, skaber fundamentet for at afvise behovet for forsoning gennem frelseren Jesus Kristus.
Nogle af USAs mest fremtrædende stiftende fædre var Benjamin Franklin, George Washington, Thomas Jefferson og John Adams. Benjamin Franklin og George Washington var begge frimurer-stormestre af den højeste grad i det originale og prestigiøse skorske rite. Franklin erklærede sig ligesom Thomas Jefferson for at være deist. Jefferson afviste forestillingen om treenigheden og Jesu guddommelighed. Han afviste bibelske mirakler, opstandelsen, forsoningen og arvesynden - i tråd med ovenstående uddybning af deisme og unitarisme. "I hverken det attende århundrede eller i dag ville de fleste mennesker betragte en person med disse synspunkter som 'kristen'," konstaterer denne artikel. Washington "nærede en panteistisk følelse af forsynet og skæbnen," skriver Britannica. Panteistisk betyder at tro på den religiøse og filosofiske anskuelse om pateisme, som er opfattelsen af, at Gud er i alt, eller at Gud er identisk med verden. Det er en rød tråd igennem Bibelen, at man ikke skal dyrke det skabte som en gud. Det fører ifølge Bibelen til fortabelse.
Paulus skriver i sit brev til romerne 1:22-25:
"De hævdede at være vise, men blev tåber, og de skiftede den uforgængelige Guds herlighed ud med billeder i skikkelse af forgængelige mennesker, fugle, firbenede dyr og krybdyr. Derfor prisgav Gud dem i deres hjertes begær til urenhed, så at de indbyrdes vanærede deres legemer. De udskiftede Guds sandhed med løgnen og dyrkede og tjente skabningen i stedet for skaberen – han være lovet til evig tid! Amen."

Washingtons reelle tro har gennem årene været et emne for stor debat, og en del tyder på, at han havde et offentlig udtryk om at virke "kristen" men reelt snarere var deist. Han roste alle trosretninger - også af hensyn til sit mål om at samle nationen til kamp mod Storbritannien. Også John Adams endte med at være unitarist - den religion Thomas Jefferson havde haft sig hele sit voksenliv.
Benjamin Franklin var med i hemmelige grupper i de tre lande, der var involveret i uafhængighedskrigen: Amerika, Frankrig og England. Han blev inviet i frimurerlogen St. John's Lodge i Philadelphia i 1730, og udpeget som stormester for hele Pensylvannia kun fire år senere i 1734. I Frankrig var han stormester i La Loge des Neufs Soeurs (De ni søstres loge i Paris), opkaldt efter ni antikke gudinder for kunst og videnskab. I England sluttede han sig til en gruppe, der var grundlagt af den britiske politiker og aristokrat Sir Francis Dashwood, og som blev kendt som Hellfire Club.

Benjamin Franklin - djævler, druk og sexorgier - og børnelig i kælderen
Sir Francis Dashwood inviterede sine elitære og magtfulde venner og bekendte til "vilde fester, hånlige religiøse ceremonier og mærkelige ritualer" i et kloster og senere i Hellfire Caves (huler) på sin ejendom. Blandt medlemmerne var et dusin parlamentsmedlemmer, First Lord of the Admiralty (Admiralitetets øverste leder), sønnen af ærkebiskoppen af Canterbury og "en vis Benjamin Franklin, som tilbragte mange år fra 1750'erne-1770'erne i London, oprindeligt som repræsentant for Pennsylvania Assembly." Dashwood selv, gruppens leder, var Chancellor of the Exchequer (finanskansler) – den næstmest magtfulde politiske skikkelse i Storbritannien.
Benjamin Franklin var en god ven af Sir Francis Dashwood. Franklin besøgte Dashwoods huler regelmæssigt for at deltage i Hellfire Club-aktiviteterne, fortæller magasinet Medium. Han menes at have været medlem af klubben, selvom nogle hævder, at han måske kun har været gæst, står der videre i Medium. Denne artikel i magasinet The Conversation fortæller dog, at man netop mener, Benjamin Franklin var medlem, fordi man ved han opholdt sig i det nævnte kloster på det tidspunkt, hvor et møde i Hellfire Club fandt sted; "et privilegium kun tilladt for Hellfire-medlemmer," konstaterer The Conversation. Ifølge tour-materialet i touristattraktionen omkring Hellfire hulerne var Benjamin Franklin fuldgyldigt medlem af klubben.
Den veltalende Franklin citeres ofte for udsagn, "der lyder 'rettroende'", står der i denne artikel, men - fortsætter den - de fleste er "uvidende om, at han var en skamløs og tilsyneladende uangrende horebuk". Han skrev mange breve til en gift, ung fransk kvinde ved navn Madame Brillon. "Hans ord er fyldt med bibelske hentydninger, der ofte er mindre end ærbødige og endda perverse over for bibelske spørgsmål," hævder artiklen, som derefter giver et eksempel fra et sådan brev. Heri tilstår Franklin, at han "konstant" bryder Bibelens bud om at undlade ægteskabsbrud, mens han joker med, at man jo ifølge Bibelen også skal "elske hinanden" og "formere sig og fylde Jorden med afkom". Alt sammen i et forsøg på at forføre den unge gifte kvinde. Franklin var 72 år på dette tidspunkt, fortæller artiklen.

Hellfire Club, som Franklin frekventerede, var berygtet for hæmningsløse drukfester og utugt. "For at håne religion og det høflige samfund, ville lederen klæde sig ud som en djævelkarakter, og medlemmerne ville deltage klædt ud som munke," fortæller Medium-artiklen.
"Sir Francis Dashwood var berømt og blev betragtet som et 'geni ud i obskønitet', med en kærlighed til drama og promiskuitet."

I ly af mørket, prydet med masker og kapper, ville klubmedlemmerne bane sig vej over Themsen i gondoler til klosteret, fortæller The Conversation.
"De blev mødt af et sammenkog af brændevin og svovl og ville drikke for Mørkets Guder."

Horace Walpole, en engelsk forfatter fra tiden, beskriver klubbens aktiviteter således:
"medlemmernes praksis var strengt hedenske: Bacchus og Venus var de guddomme, som de næsten offentligt ofrede til; og nymferne og svinehovederne, der blev lagt ind i denne nye kirkes højtider, informerede i tilstrækkelig grad nabolaget om disse eneboers temperament.

Bacchus er en hedensk gud dyrket i det antikke Rom - og Venus ligeså en gudinde derfra, som de fleste nok ved. I antikken var der festivaller, kaldet "Bacchanalia", som var romerske højtider for Bacchus, den græsk-romerske gud for vin, frihed, beruselse og ekstase. Disse mystiske begivenheder er historisk blevet fremstillet som skandaliserede med "vanvittige ritualer, seksuelt voldelige indvielser af begge køn, alle aldre og alle sociale klasser."

Aktiviteterne i Francis Dashwoods Hellfire Club omfattede ceremonier og ritualer, "risikofyldt opførsel", og medlemmerne lavede parodier på religiøse og politiske personer, stemmer magasinet Medium i. De indflydelsesrige klubmedlemmer var "alle involveret i skandaløs adfærd". De latterliggjorde ikke bare religion. De rykkede seksuelle grænser med perverse handlinger, prostituerede og promiskuitet, "hvoraf de fleste sandsynligvis stadig ville være ildeset i dag," ifølge Medium.
Klosterets vægge var dekoreret med pornografiske kunstværker, der skildrede klubmedlemmer i seksuelle situationer. Biblioteket indeholdt "en samling af berygtet pornografi." Medlemmerne - alle mænd - "blev inviteret til at medbringe damer med 'et muntert, livligt gemyt' for at nyde klubbens befriende aktiviteter". Satiriske ritualer, orgier og "beskidte aktiviteter" med 'nattens kvinder' var alt sammen en del af oplevelsen.
Klubbens motto var Fais ce que tu voudras, som betyder ’Gør hvad du vil’, fortæller Medium-artiklen videre. Dette motto skrives med den gamle engelske skriveform ‘Do what thou wilt' - hvilket er præcist det motto, vi snart skal høre mere om i forbindelse med vores kig på satanisten Aliester Crowleys liv.
Aktiviteternes grænseoverskridende natur blev gradvist mere udtalt i takt med nattens fremkomst. Parlamentsmedlemmet John Wilkes blev forskrækket, da en bavian udklædt som djævelen sprang op fra en kiste.

Efter "et udbrud af dårlig omtale i 1760" flyttede Francis Dashwood klubben til sin egen ejendom, og deres aktiviteter fortsatte inde i Hellfire hulerne. Gennemførelsen af orgierne i huler "tilføjede et nyt element af mystik og spænding til sagerne," står der i Medium-artiklen.
I 1762 havde Hellfire-klubben og dens medlemmer et berygtet ry for skandaløse hændelser. "Klubben blev dog forladt i 1766 efter at være blevet fuldstændig vanæret, mens nogle af medlemmerne blev ødelagt politisk på grund af dens rygte," fortæller Medium.
Der var flere Hellfire klubber i England i disse år. Inden Francis Dashwood etablerede sin, havde hertugen af Wharton sin egen klub, hvor tilsvarende ting fandt sted. Her spiste og festede de fx angiveligt med Holy Ghost Pie (Helligånds-tærte), Breast of Venus (Venus' bryst) og Devil's Loin (Djævlens lår). Medlemmer af klubben skulle desuden være kommet til disse fester klædt ud som figurer fra Bibelen.
Wharton blev til sidst fjernet fra parlamentet. Efter hans klub blev opløst, blev Wharton frimurer og i 1722 blev han Stormester for hele England.
Efter Whartons klub kom Dashwoods, og efter Dashwoods klub blev nedlagt startede Dashwoods nevø Joseph Alderson en klub med navnet Phoenix Society ("Fønix Samfundet"), til ære for Francis Dashwood.

Den 11. februar 1998 rapporterede Sunday Times, at 10 lig var blevet gravet op under Benjamin Franklins hjem på Craven Street 36 i London. Det var seks børnelig og ligene af fire voksne. De blev opdaget under en kostbar renovering af Franklins tidligere hjem. En grav var blevet fundet i kælderrummet, og umiddelbart deri en menneskelig lårknogle. Ligsynsmanden og politiet blev underrettet, og udgravningen fortsatte, hvorefter flere menneskelige knogler dukkede op. Og derefter flere og flere - indtil mere end 1.200 knoglestykker var blevet fundet. Knoglerne var for gamle til at interessere Scotland Yard, og kom i varetægt ved Institute of Archaeology (Arkæologisk Institut), hvor eksperter fastslog, at de afdøde spænder fra en gammel mand til en baby.
Den originale artikel i The Times fortalte, at man skønnede, at knoglerne blev begravet i den ca. 16-årige periode, hvor Franklin boede i huset. De fleste af knoglerne viste tegn på at være blevet dissekeret, savet eller skåret i stykker. Der var blevet boret flere huller i et kranie. Artiklen reporterede desuden, at knoglerne var "dybt begravet, sandsynligvis for at skjule dem, fordi gravrøveri var ulovligt."

Franklin var en kendt revolutionær og mægtig frimurer, skriver den amerikanske historieinstitution Smithsonian, "så det er let at spekulere på, hvilke mørke hemmeligheder Franklin kan have gemt i sin kælder." "Men sandheden, viser det sig, er ikke helt så mørk," slår den statstilknyttede organisation fast. Den næste sætning i teksten afslører, at den mørke mulighed, Smithsonian søger at eliminere, er massemord:
"Den mest plausible forklaring er ikke massemord, men en anatomiskole drevet af Benjamin Franklins unge ven og protegé, William Hewson."

Dette kommenterer en tilsyneladende indigneret iagttager således:
"Åh ja, hans protegé. Jeg ved, at jeg ikke ville have et problem med, at min protege begravede 15 døde mennesker i min kælder."

Ifølge Smithsonian skulle turistattraktionen bag Benjamin Franklins London-hus have udtalt dette:
"Franklin var formentlig klar over de ulovlige undersøgelser, der foregik i hans bygning, men det er tvivlsomt, om han selv var involveret. Alligevel kan vi ikke forestille os, at han - som den nysgerrige mand, han var - ikke sneg sig ned og tjekkede sagen mindst en eller to gange."

Til det skriver den sarkatiske iagttager:
"He-he, Bennie var så fræk, og hvem ville kunne modstå at se på de ophuggede lig i sin kælder?"

Uanset hvilken forklaring der ligger bag ligene i Benjamin Franklins kælder, er der flere - både historikere og andre - der noterer sig Franklins tilbøjeligheder og sataniske tilhørsforhold.

Bushs og Skull and Bones' forbindelse til nazisme, racehygiejne og massemord
De samme okkultistiske grupper, som Skull and Bones-stifteren William Russell var påvirket af, påvirkede også fremkomsten af det nazistiske parti og var gennemsyret af eugenik (racehygiejne) og "én race"-filosofier, fortæller denne artikel.
Eksemplerne på okkulte elementer i den nazistiske ideologi er utallge. I den før-nazistiske periode fra slutningen af 1800-tallet til begyndelsen af 1900-tallet kan nævnes den østrigske okkultist og forfatter Guido von List, som promoverede den moderne hedenske religiøse bevægelse kendt som Wotanisme. List hævdede at denne trosretning var genoplivningen af den antikke tyske races religion, som omfattede et indre sæt af ariosofiske læresætninger, som han kaldte armanisme.
Et andet eksempel fra denne periode er Jörg Lanz von Liebenfels, som var en østrigsk fascistisk agitator, politisk "raceteoretiker" og okkultist, og som også pionerede ariosofien.
Endnu et eksempel er Rudolf von Sebottendorf, som var en tysk okkultist, forfatter, efterretningsagent og politisk aktivist. Han var desuden stifter af Thule-Gesellschaft (Thule Samfund), som var en tysk okkult gruppe grundlagt i München kort efter 1. Verdenskrig og opkaldt efter et mytisk nordligt land i en græsk legende. Thule-Gesellschaft sponsorerede Deutsche Arbeiterpartei (DAP; Tysklands Arbejderparti), som senere blev reorganiseret af Adolf Hitler til det Nationalsocialistiske Tyske Arbejderparti (NSDAP eller Nazipartiet). Ifølge Hitler-biografiforfatteren Ian Kershaw, er organisationens medlemsliste at sammenligne med en oversigtsliste over prominente og ledende skikkelser i det stiftende naziparti, herunder Rudolf Hess, Alfred Rosenberg, Hans Frank, Julius Lehmann, Gottfried Feder, Dietrich Eckart, og Karl Harrer.

Sammensmeltningen af okkulte idéer og nazismens ideologi kom ikke ud af ingenting, og skal nok snare ses i forlængelse af den samlede tyske kulturhistorie og måske særligt den tyske romantiske periode. I løbet af slutningen af det 18. og 19. århundrede fokuserede tysk romantik stigende opmærksomhed på førkristne trossystemer i det germanske Europa - især troen på nordisk mytologi, Odin og Thor osv. "Wotan" i den netop omtalte troretning "Wotanisme" er tysk for gudenavnet Odin. Flere forskellige tyske romantiker-intellektuelle udtrykte den opfattelse, at de gamle nordeuropæiske religioner var "mere naturlige, organiske og positive" end kristendommen. Disse holdninger blev fremmet af flere romantiske intellektuelle som fx Johann Gottfried Herder, Jacob Grimm og Wilhelm Grimm. Udviklingen skete samtidig med en vækst i nationalismen og ideen om "der volk" ("folket"), hvilket bidrog til etableringen af den tyske etnisk nationale bevægelse "Völkisch". Det nazistiske Thule-Gesellschaft betegnes som en "Völkisch-gruppe".

Oplysningerne om at Skull and Bones-stifteren William Russell fik sine idéer fra "mystiske og elitære klubber" i Tyskland, kommer fra Time Magazine, og det er ikke nemt at finde mere præcise informationer om dette. Men denne artikel i magasinet Palladium fortæller, at Russell "synes at have hentet direkte inspiration fra tyske hemmelige selskaber - kaldet Burschenschaften - efter at have tilbragt tid der".
Palladium fortæller også, at William Russells herkomst "omfattede adskillige New England 'luminaries'" ("oplyste", tilhængere af oplysningstidens idéer). Den prominente stifter af Skull and Bones var i sandhed efterkommer efter flere gamle fremtrædende New England-familier, herunder Huntington, Pierpont, Hooker, Willett, Bingham og Russell. Hans forfader, pastor Noadiah Russell, var en af grundlæggerne af Yale College, samt et af de oprindelige bestyrelsesmedlemmer i det berømte elite-college.
Burschenschaft er tyske og østrigske traditionelle studenterforeninger, som minder om de tidligere omtalte universitetsloger i anglosaksisk tradition (fx Kappa Beta Phi mv.) Den første, kaldet Urburschenschaft ("oprindelig Burschenschaft"), blev grundlagt i 1815 som en forening fra alle tyske universitetsstuderende inspireret af liberale og patriotiske ideer. Medlemmerne deltog i dueller, men dens hovedformål var imidlertid at nedbryde samfundsgrænser og rivalisering mellem de studerende, at forbedre studielivet og øge patriotismen. Dens motto var "ære, frihed, fædreland" ("Ehre, Freiheit, Vaterland)", og til at begynde med var en væsentlig del af dets medlemmer studerende, der havde deltaget i de tyske befrielseskrige mod Napoleons besættelse af Tyskland. Burschenschafts vigtigste mål var at fremme loyalitet over for konceptet om en forenet tysk nationalstat samt et stærkt engagement for frihed, rettigheder og demokrati. Ganske ofte udtrykte Burschenschaft ekstreme nationalistiske idéer, hvilket med tiden førte til udelukkelse af jøder, som blev anset for at være utyske.

Af ciatet om de okkultistiske grupper, som både påvirkede stiftelsen af Skull and Bones og fremkomsten af den nazistiske ideologi, kan man måske komme til at misforstå, at idéen om eugenikken (racehygiejne) er skabt i Tyskland. Dette er ikke tilfældet. Som beskrevet her på Hoja.dk, er idéen om at fjerne dårlige arveegenskaber fra befolkningen ved eliminering af udvalgte "dårlige" mennesker, udviklet i England af Charles Darwins halvfætter Sir Francis Galton. Af hensyn til opadgående samfundsudvikling ønskede både Francis Galton og Charles Darwin færre svage samfundsmedlemmer. Også Darwin fremhævede udryddelsen af disse som noget positivt, og han skrev selv, at han håbede, at det ville ske. Han mente, at det er "den instinktmæssige sympati”, som står i vejen for den udryddelse som ”den strenge klogskab” ellers kræver.
Konkret ønskede Darwin, at de “svagere og ringere medlemmer” af samfundet ikke giftede sig og dermed formerede sig. Han kaldte dette ønske for "et fromt håb". Darwins udryddelseshåb er den “milde” form for eliminering af “laverestående” mennesker, som de fleste eugenikere agiterer for. De færreste vil erkende Darwins værdigrundlag om racehygiejne - særligt ikke folk i akademiske kredse.
Nazismen byggede ligesom eugenikken på evolutionsteorien, ved det at begge idéer var funderet i tankerne om arvelige karaktertræk, som beskrevet i evolutionsteorien. Hitler ønskede, som bekendt, at udrydde jøderne for at skabe en "arisk" ren population i Tyskland og verden.

Men der er også en helt direkte forbindelse mellem Nazityskland og Skull and Bones: George H. W. Bushs far Prescott Bush, som også var bonesman. "Den afdøde amerikanske senator Prescott Bush, var direktør og aktionær i virksomheder, der tjente på deres engagement med Nazitysklands økonomiske bagmænd," skriver den engelske avis The Guardian. Artiklen er fra 2004, hvor man netop havde opdaget filer i det amerikanske nationalarkiv, der afslørede at det finansieringsfirma, som Prescott Bush var direktør for, samarbejdede med Nazityskland og støttede regimets opbygning. Samarbejdet fortsatte, indtil Bushs virksomhedsaktiver blev beslaglagt i 1942 i henhold til Trading with the Enemy Act (amerikansk lov mod handel med fjenden under 2. verdenskrig). Prescott Bushs forretningsforbindelser førte mere end 60 år senere til et civilt erstatningssøgsmål, der blev anlagt i Tyskland mod Bush-familien af to tidligere slavearbejdere i Auschwitz.
Beviserne fik en tidligere amerikansk anklager i nazi-krigsforbrydelsessager til at hævde, at den afdøde senator Bush burde være blevet retsforfulgt for at have ydet hjælp til fjenden. Artiklen i Guardian er skrevet med aggrund i studier af dokumenterne, som blev frigivet i 2003. De fortæller, at selv efter at Amerika var gået ind i krigen, arbejdede Prescott Bush for - og profiterede på - virksomheder, der var tæt involveret i netop de tyske virksomheder, der finansierede Hitlers magtovertagelse.
På dette tidspunkt havde der været "væsentlig information om nazisternes planer og politik" tilgængelig igennem flere år. "Det er blevet foreslået, at de penge, han tjente på disse transaktioner, hjalp med at etablere Bush-familiens formue og oprette dets politiske dynasti," fortæller Guardian. "Bemærkelsesværdigt lidt af Bushs forhold til Tyskland har været genstand for offentlig granskning," fortsætter Guardian, "til dels på grund af den hemmelige status for den dokumentation, der involverer ham." Men denne situation ændrede sig, da milliard-dollar-erstatningssagen fra de to Holocaust-overlevende mod Bush-familien blev igangsat - som desuden blev fulgt op af udgivelsen af tre bøger om emnet. Disse omstændigheder, påpeger Guardian, "truede med at gøre Prescott Bushs forretningshistorie til et ubehageligt problem for hans barnebarn, George W," da han i netop denne periode søgte genvalg til præsident. Dokumenterne afslører, at firmaet, Prescott Bush arbejdede for, Brown Brothers Harriman (BBH), fungerede som en amerikansk base for den tyske industrimand, Fritz Thyssen, som hjalp med at finansiere Hitler i 1930'erne. Bush var direktør for den New York-baserede Union Banking Corporation (UBC), der repræsenterede Thyssens amerikanske interesser, og han fortsatte med at arbejde for banken, efter at USA gik ind i krigen. Bush var også i bestyrelsen for mindst et af de virksomheder, der udgjorde en del af et multinationalt netværk af frontvirksomheder der gav Thyssen mulighed for at flytte aktiver rundt i verden. Thyssen ejede det største stål- og kulselskab i Tyskland og blev rig på Hitlers bestræbelser på at genopruste mellem de to verdenskrige.
Artiklen sandsynligør desuden, at Prescott Bush blev rig direkte på bekostning af nazistiske KZ-lejr-slavearbejdere:
"En af grundpillerne i Thyssens internationale virksomhedsnetværk, UBC, arbejdede udelukkende for og var ejet af en Thyssen-kontrolleret bank i Holland. Mere spændende er Bushs forbindelser til Consolidated Silesian Steel Company (CSSC), der var baseret i mineralrige Schlesien på den tysk-polske grænse. Under krigen gjorde virksomheden brug af nazistisk slavearbejde fra koncentrationslejrene, herunder Auschwitz. Ejerskabet af CSSC skiftede hænder flere gange i 1930'erne, men dokumenter fra det amerikanske nationalarkiv, der blev afklassificeret sidste år, forbinder Bush med CSSC, selvom det ikke er klart, om han og UBC stadig var involveret i virksomheden, da Thyssens amerikanske aktiver blev beslaglagt i 1942.

Prescott Bush var både direktør og aktionær i en række virksomheder involveret i Thyssen.
En rapport fra 1942 fra de amerikanske myndigheder anførte om virksomhederne, at Bushs virksomheder siden 1939 "utvivlsomt" har "været til betydelig hjælp for at landets (Nazitysklands red.) krigsindsats". Prescott Bush "var grundlæggeren af Bushs politiske dynasti og blev engang selv betragtet som en potentiel præsidentkandidat," uddyber Guardian - som også peger på familietraditionen med at være "bonesman" på Yale. Derefter fremlægger den meget lange redegørende artikel detaljerne i historien om Prescott Bush og hans karriere hos den velhavende bankmand Averill Harriman og forbindelsen til den dedikerede nazist og firmaejer Thyssen. Desuden fremlægges flere andre detaljer bl.a. om de misbrugte KZ-lejr slavearbejdere og sagsanlægget mod både Bush-familien og den amerikanske stat, indgivet af Kurt Julius Goldstein og Peter Gingold, æresformand for League of Anti-fascists. Gingold hævdede, at amerikanerne var klar over, hvad der skete i Auschwitz, og burde have bombet lejren. De to KZ-lejr-overlevere fremførte påstanden om, at drabene af omkring 400.000 ungarske holocaust-ofre kunne have været forhindret. Sagen var bygget op omkring en bekendtgørelse fra januar 1944 underskrevet af præsident Franklin Roosevelt, der opfordrede regeringen til at "tage alle forholdsregler for at redde de europæiske jøder."
Sagsøgernes advokater hævdede, at ordren blev ignoreret på grund af pres fra en gruppe store amerikanske virksomheder, herunder BBH, hvor Prescott Bush var direktør.
Goldstein og Gingold indledte et gruppesøgsmål, men sagen blev afvist af dommeren med den begrundelse, at regeringen ikke kan holdes ansvarlig under princippet om "statssuverænitet". En af de overlevendes advokater udtalte, at præsident Bush trak den tidligere præsidents underskrift tilbage fra den traktat, der etablerede domstolen "ikke kun for at beskytte amerikanerne, men også for at beskytte sig selv og sin familie."
Guardian-artiklen er blot en af flere artikler om disse afsløringer. Her er en anden - og noget mere kritisk - artikel fra mediet World Socialist Web Site. Det er en genudgivlse af en artikel der udkom i forbindelse med, at Prescotts sønnesøn og præsidenten George Walker Bush Jr. besøgte nazistiske gaskamre i Krakow, Polen. Her brugte Bush Jr. rædslerne i KZ-lejrene og fra Nazismen til at agitere imod en anden "fjende": "Islamisk terrorisme". Artiklen peger på det ironiske og hykleriske i, at begge disse "modstandere" i en eller anden grad var og er skabt af USA og Bush-familien selv.
Det socialistiske webmedie skærer desuden Bush-familiens hidtil skjulte baggrund ud i pap:
"De lukrative økonomiske transaktioner mellem den bankmand, der blev amerikansk senator (Prescott Bush red.), og Hitlers fascistiske parti og dets firmasponsorer i Tyskland fortsatte ind i krigsårene. Således er de familiemillioner, der gav George H. W. Bush og hans børn et liv i privilegier og boostede deres politiske karriere, forbundet med massemordet og torturen på millioner af ofre for Holocaust og den tyske imperialistiske voldtægt af Europa."

Ronald Reagan, Bohemian Grove, kultritualer, en kæmpeugle og homo-sex
Ronald Reagan var egentlig oprindeligt skuespiller og senere sportsjournalist, da skuespilkarrieren ebbede ud. Hans offentligt kendte ansigt og hans position som fagforeningsformand for skuespillerne, som han havde opnået med støtte fra sine mafiaforbindelser, blev springbrættet til den succesrige politiske karriere. Som præsident var han også en del af Bohemian Club. Dette er endnu en "hemmelig klub", hvor meget indflydelsesrige amerikanere mødes. Disse har valgt "en ugle som klubbens totem" og de samles jævnligt for at "socialisere, drikke og nyde teatralske og musikalske forestillinger," skriver Britannica.
Den britiske encyklopædi tilføjer:
"I det 20. århundrede fik medlemmernes retræte ry for at involvere meget hemmelighedsfulde og kultiske ritualer, hvoraf den mest kendte var "Cremation of Care", der blev indstiftet i 1881 - en åbningsceremoni, hvis formål var at gøre klubbens medlemmer 'ubekymrede' fra begyndelsen af retrætet. Den forestilling fandt sted foran den store betonugle (bygget 1929) i midten af lejren ved Bohemian Grove."

Journalister har lejlighedsvis infiltreret lejren og er lykkedes med at afsløre detaljer om klubaktiviteter, medlemmer og berømte gæster. En del indformationer om klubmedlemmer og deltagere i klubbens arrangementer er således blevet offentliggjort, men klubmedlemmer holder som udgangspunkt deres medlemsskab hemmelig for offentligheden.
Man ved dog, at flere tidligere præsidenter, højtstående politikere og militære embedsmænd har været medlemmer af klubben.
Klubben skulle overvejende være for folk med hang til det republikanske parti. Tidligere præsident Bill Clinton sagde engang, at Bohemian club er "der, alle de rige republikanere går op og står nøgne mod redwood-træer". Han hævdede desuden at han aldrig selv havde været i Bohemian-klubben.
At Reagan var medlem kan blandt andet udledes af et meget kendt fotografi taget i "Bohemian Grove" i sommeren 1967, hvor man ser Richard Nixon og Ronald Reagan sammen med flere andre kendte og betydningsfulde amerikanere i tiden; Harvey Hancock, Edwin W. Pauley, Glenn Seaborg m.fl.

Bohemian Grove er et lukket 1.100 hektar stort landområde i Californien. Området er er kendt for sine meget store redwood træer. Det ejes af Bohemian Club, og huser et medlemsarrangement som strækker sig over mere end et par uger hvert år i juli måned.
Ud over medlemmer af klubben er der af og til også indbudte særlige gæster, og man ved derfor ikke altid med fuldstændig sikkerhed om de offentligjorte deltagere er medlemmer eller blot særligt indbudt gæst.

Hvad der foregår i Bohemian Club og særligt på det årlige møde i Bohemian Grove er meget hemmeligt. Det man ved om det kommer primært fra de journalister, som angiveligt har snydt sig ind til Bohemian Grove-arrangementet.
Det mest mystiske af disse tilfælde er Alex Jones fra mediet "InfoWars" der i juli 2000 påstod at have "infilteret" arrangementet og kunne vise videobilleder af hvad der fandt sted dette år.
På billederne ser man blandt andet den Bohemain Grove ceremoni som kaldes "Cremation of the Care". Medlemmer af klubben er på billederne iført ku-klux-klan-lignende kostumer, og kremerer en form for kiste-statue eller mumie kaldet "Care" foran en cirka 12 meter høj uglefigur (den tidligere nævnte betonskulptur).
En talsperson for Bohemian Club har sagt at disse billeder er ægte, men at Alex Jones' voice-over-udlægning af hvad der sker, er forkert. Talspersonen kalder det "et traditionelt musikalsk drama som fejrer naturen og sommertiden". Alex Jones kaldte det med sin sædvanlige sans for drama blandt andet "en rituel udgydelse af samvittighed og empati" og "misbrug af magt". Man kan se videoen i denne Washinton Post blog-artikel "Bohemian Grove: Hvor de rige og magtfulde tager hen for at opføre sig upassende".
Artiklen fortæller, at det påstås, at der til arrangementet også opføres teater- og komediespil, hvor kvinder portrætteres af mandlige skuespillere. I del x hørte vi også om den hemmelige Wallstreet-loge Kappa Beta Phi, hvor mænd ligeledes optrådte i sketches udklædt som kvinder. Det er mediet Sonoma County Free Press, som er fremkommet med disse påstande. Dette medie hævder desuden, at der til Bohemian-arangemetet gennemføres Lakeside Talks, hvor højtstående embedsmænd taler om information, der ikke tilgængelig for offentligheden. Men ikke nok med det: Mediet påstår også at en femtedel af festivaldeltagerne engagerer sig i homoseksuel aktivitet - og fremhæver at "få af dem støtter homoseksuelles rettigheder eller AIDS-forskning". "Selvom kvinder ikke er tilladt i [Bohemian] Grove, tager medlemmer ofte af sted om natten for at nyde selskabet med de mange prostituerede, der kommer fra hele verden til denne begivenhed," skriver Sonoma County Free Press.
Mediet tilføjer at, ansatte har sagt, at "ingen mundtlig beskrivelse nøjagtigt kan skildre [Bohemian] Grove-beboernes bizarre opførsel."

Tidligere præsident Richard Nixon beskrev arrangementet, som "den mest bøsseagtige forbandede ting, du nogensinde kan forestille dig". Nixon pegede, i sin udtalelse, på deltagelsen af bøsser fra primært San Francisco - og sagde at "overklassen i San Francisco er på den måde". Dette indlæg i den engelske avis Daily mail kommenterer den bombastiske udmelding således:
"Så stor var hans afsky ved sammenkomsten, at han tilføjede: 'Jeg kan ikke engang give hånd med nogen fra San Francisco.'

Ironisk nok indrømmede Nixon i samme udtalelse, at han selv deltog i Bohemian Grove-arrangementet "fra tid til anden".

"Knoglemanden" George H. W. Bush og Bohemian Club-medlemmet Ronald Reagan havde en meget tæt relation gennem mange år - og havde altså også, som vi tidligere har hørt, flere fælles venner, der var pædofile homoseksuelle overgrebsmænd.
Mens George H. W. Bush som vicepræsidentkandidat var igang med den fælles præsidentkampagne sammen med Ronald Reagan kom Bush i en af kampagnetalerne til at sige at disse ord:
"For seven and a half years I've worked alongside President Reagan. We've had triumphs. Made some mistakes. We've had some sex . . . uh . . . setbacks."

På dansk kan det oversættes til:
"I syv-et-halvt år har jeg arbejdet ved siden af præsident Reagan. Vi har haft triumfer. Lavet nogle fejl. Vi har haft noget sex... øh ... sat tilbage".
Men ordbytningen mellem "sex" og "setback" falder meget naturligt på engelsk.

Man kan se denne video, hvor Bush kommer med udtalelsen. Her ser man også, at Bush selv griner af den tilsyneladende talefejl i umiddelbar forlængelse af, at ordene kommer ud af munden på ham.
Denne artikel i Washington Post fortæller om George H. W. Bushs evne for jokes. I opremsningen af kendte jokes fra den tidligere præsident står bemærkningen om sex med Ronald Reagan under "utilsigtet humor".
Med baggrund i de eksempler på hånlige og lattergørende jokes og pervers adfærd i hemmelige elitære klubber jeg har fremlagt i denne bog, er der måske nogen, som vil overveje om Bushs bemærkning ikke var utilsigtet.
Måske er der nogen, der tænker, at det kunne være en joke, som var designet til at håne den udenforstående befolknings uvidenhed om hvad, der reelt foregår bag deres ryg. At George Bushs "talefejl" måske var ment, som en hån af de uindviede vandaler, der ikke er en del af Skull and Bones elitære hemmelige klub, og som ikke aner at præsidenten for en gang skyld sagde sandheden?
Måske er den slags "talefejl" noget, der netop kan komme til at ske, når man tilbeder sin egen selvopfundne gudinde for veltalenhed?

Okkultisten Ronald Reagan
Denne artikel i magasinet Salon fortæller hvordan Ronald Reagan "blev direkte formet af hans læsning af den okkulte tænker Manly P. Hall".
Manly P. Hall var en kendt stormester i Frimurerordenen, universitetsunderviser, foredragsholder og forfatter, og senere i denne del skal vi se nærmere på netop Halls tekster, for at forstå hvad frimureri handler om. Fra begyndelsen af Halls karriere i starten af 1920'erne til hans død i 1990 skrev Manly P. Hall om USAs "hemmelige skæbne", fortæller Salon. Magasinet fortæller videre, at USA efter Halls opfattelse var et samfund, "der var blevet planlagt og grundlagt af hemmelige esoteriske ordner for at sprede oplysning og frihed til verden." Dette var en fortælling der appellerede til Ronald Reagan.
I 1928 opnåede Hall undergrundsberømmelse, skriver Salon, da han i den bemærkelsesværdigt unge alder af syvogtyve år udgav "The Secret Teachings of All Ages" ("Den hemmelige undervisning til alle tider"). Salon beskriver bogen som "et massivt kodeks til antikkens mystiske og esoteriske filosofier", som "vedbliver at være guidebogen uden sidestykke til gamle symboler og esoteriske tanker". Bogen vandt beundring hos personer lige fra general John Pershing til Elvis Presley - og romanforfatteren Dan Brown ('Da Vinci mystieriet') citerer den som en nøglekilde, fortæller Salon.
Efter at have udgivet sin store bog brugte Hall resten af sit liv på at holde foredrag og skrive med base i "sit egyptiske-art deco-campus", Philosophical Research Society, i sin hjemby Los Angeles. Hall kaldte stedet for en "mysterieskole", skriver Salon.
Det var der i 1944, at den okkulte tænker producerede et kort værk, "The Secret Destiny of America", der ikke var kendt uden for hans nærmeste kreds - men som alligevel fangede Ronald Reagans opmærksomhed, "dengang en middelmådig filmskuespiller", der var på vej ind i politik. Halls kortfattede bind beskrev, hvordan Amerika var produktet af en "Stor plan" for religiøs frihed og selvstyre, lanceret af en skjult orden af gamle filosoffer og hemmelige loger. Hall beskrev hvordan en mystisk "ukendt taler" holdt en opildnende tale før underskrivelsen af uafhængighedserklæringen, som med ordene “God has given America to be free!” fik de tilstedeværende "stiftende fædre" til at "overvinde deres frygt for at blive hængt eller halshugget og til at besegle skæbnen ved at underskrive det store dokument." Den "mærkelige mand," skrev Hall, gik usynligt ind og ud af de låste døre til statshuset i Philadelphia den 4. juli 1776.
Derefter fortæller Salon, hvordan Reagan flere gange i sin karriere brugte denne fortælling.
I en tale sagde Reagan blandt andet:
"Dette er et skæbneland, og vores forfædre fandt vej hertil ved hjælp af et guddommeligt system af selektiv hjælp, samlet her for at udføre en mission om at løfte menneskeheden et yderligere skridt i dets opstigning fra sumpene." Derefter fortalte Reagan historien om den mystiske ukendte mand, uden at nævne kilden. Reagan brugte også historien i flere andre situationer i forbindelse med USAs befrielsesdagg 4. juli; i et interview med et magasin om præsidentens personlige forhold til dagen, og han lod sin talsmand genfortælle historien på Camp David, med beskeden om at det var præsidentens egne ord, nedskrevet af præsidenten.

Noget tyder på, at Reagan og Hall kan have mødtes personligt for at diskutere historien, fortæller Salon. Da Reagan talte til en konservativ konference for politisk handling i Washington i januar 1974, fortalte han igen historien, men denne gang kom han med en tilføjelse. Reagan sagde, at historien blev fortalt ham "for nogle år siden" af "en forfatter, der tilfældigvis var en ivrig studerende i historie"....
"Jeg fik at vide af denne mand, at historien kunne findes i Jeffersons skrifter. Jeg indrømmer, at jeg aldrig har undersøgt eller gjort en indsats for at bekræfte det."

Salon påpeger, at det er unikt for Halls version, at han tilskrev historien om den ukendte taler til Thomas Jeffersons skrifter. Salon påpeger i øvrigt desuden sin mistillid til denne påstand ved at skrive, at dette er tvivlsomt.

Artiklen i Salon er skrevet af Mitch Horowitz, som er forfatter, journalist og PEN Award-vindende historiker - og som også selv er okkultist og medlem af det Teosofiske selskab. Det Teosofiske Selskab er organisationen bag teosofien, en esoterisk religiøs bevægelse, der blev grundlagt i USA i 1875. Blandt dets grundlæggere var Helena Blavatsky, en russisk mystiker og frimureren Henry Steel Olcott. Vi vil beskæftige os mere med teosofien og Helena Blavatsky i del x.
Mitch Horowitz' har skrevet flere artikler om den okkulte mystiker og præsident Ronald Reagan, fx i magasinerne Salon og Medium. Indholdet i disse artikler er uddrag fra Horowitz' bog "Occult America: The Secret History of How Mysticism Shaped Our Nation" ("Okkulte Amerika: Den hemmelige historie om hvordan mysticisme formede vores nation").
Horowitz har også udgivet en endnu længere artikel om Reagan på det Teosofiske Selskabs egen officielle USA-hjemmeside. Heri fortæller han yderligere detaljer om Reagans forhold til mystikken og det okkulte, bl.a. om hans tætte forhold til familien Palmer, som var "en klan af spiritualister, mystikere, høje excentrikere og visionære".
Familiens patriark, D.D. Palmer, "var grundlæggeren af kiropraktisk healing" i slutningen af det nittende århundrede - og desuden mesmerist og spiritist, fortæller Horowitz. D.D. Palmer sagde, ifølge Horowitz, at den kiropraktiske metode blev overført til ham fra "en intelligens i den åndelige verden" under en spiritualistisk konvention i sin hjemby Iowa.

Ronald Reagans 'Black Magic Man'
Mange andre end Mitch Horowitz har også skrevet om Ronald Reagans hang til mystisk spiritualitet. Artiklen "Ronald Reagan’s Black Magic Man" ("Ronald Reagans mand af sort magi"), fortæller om den tidligere præsidents afhængighed af en kendt astrologisk rådgiver, en mand ved navn Carroll Righter. Carroll Righter var en berømt og flamboyant astrolog, fortæller artiklen, som var en del af Hollywoods high society med kunder som fx Marlene Dietrich, Clark Gable, Grace Kelly, Susan Hayward og altså også både Ronald Reagan og hans kone Nancy. Righter havde desuden en daglig astrologispalte i Los Angeles Times, hvilket udbyggede hans celebre position. Klummen blev angiveligt læst af 30 millioner mennesker dagligt. Ronald Reagan konsulterede både Righter via denne astrologispalte og personligt, og hans kone Nancy var tilsyneladende endnu mere opsøgende i forhold til astrologiske konsulenter. Med sine egne ord hjalp astrologi Nancy Reagan med at "cope" ("klare den"). Dette skrev Nancy Reagan i sin biografi "My Turn" ("Min tur" fra 1989), hvor hun desuden fremhævede, at "ingen har nogensinde vist, at det har forårsaget nogen skade på Ronnie eller på landet."

"At Reaganerne stolede på astrologer var mere eller mindre en åben hemmelighed," står der i artiklen, som kan læses i magasinet Guernica. I 1967 planlagde den valgte guvernør Reagan sin indsættelse til lige efter midnat, "fordi Jupiter, kongernes tegn og symbolet på velstand og berømmelse, var på sit højeste," forklarer artiklen videre. Men Reagans hang til astrologi og mystik blev nedtonet. "Han [Reagan] er ikke styret af stjernerne, og vi har heller ikke til hensigt at have stjernekiggere i administrationen," sagde guvernørens eksekutivsekretær til journalister. "Ikke desto mindre brændte Nancy Reagan i 1976 gennem sit astrologi-visitkortkartotek," skriver Guernica, indtil hun fandt nogen, der var villig til at bakke op om Reagans forsøg på at blive præsident. Han formåede ikke at vinde nomineringen, konstaterer magasinet. Fem år senere, nu komfortabelt positioneret i Det Hvide Hus, var Reagan udsat for et næsten dødeligt mordforsøg udført af attentatmanden John Hinckley. "Fra da af trak parret sig tilbage ind i en slags stavrende okkultisme og tog sjældent beslutninger uden en astrologs råd," skriver magasinet Guernica.

I 1988 udkom den tidligere stabschef Donald Regan med erindringsbogen "For the Record" ("For en ordens skyld"). Donald Regan havde været ansat som del af regeringsadministrationen under Ronald Reagan i en årrække. Bogen bekræftede præsidentparrets "lange forelskelse i stjernetegn," skriver Guernica.
"Stort set alle større træk og beslutninger, som Reaganerne traf i min tid som stabschef i Det Hvide Hus, blev godkendt på forhånd af en kvinde i San Francisco, som lavede horoskoper for at sikre, at planeterne var i en gunstig linjeføring," skrev Regan. Dette var en astrolog ved navn Joan Quigley. "Det efterfølgende medievanvid var pinligt" og gjorde Joan Quigley, "til en pseudo-berømthed," påpeger Guernica-artiklen. Som eksempel på medievanvid fortæller artiklen, at New York Post i maj 1988 udkom med overskriften "Astrolog styrer Det Hvide Hus". Samme avis udgav i 2021 en opfølgende artikel om de bemærkelsesværdige afsløringer med titlen "How Ronald Reagan’s wife Nancy let her astrologer control the presidency" ("Hvordan Ronald Reagans kone Nancy lod sin astrolog styre præsidentembedet").
Men Nancy Reagan forsøgte at dække over Det Hvide Hus' brug af clairvoyante, fortæller den engelske avis Independent med reference til en dokumentarfilm om præsidentparrets astrologi-afhængighed. "Lyv hvis du skal, bare lyv," sagde førstedamen til sin astrolog Joan Quigley ifølge filmen. "Du kan ikke sige noget." Nancy Reagan konsulterede angiveligt i hemmelighed Joan Quigley om alt fra koldkrigsforhandlinger til timing af præsidentmeddelelser - og hun sørgede for, at det blev gjort "i korrekt overensstemmelse med planeterne".
"Nancy Reagan stolede på Joan Quigley, hun ringede til hende nogle gange otte gange om dagen for næsten alt, ned til utrolige detaljer, inklusiv start- og landingstider for Air Force One," udtaler Nancy Reagan-biografiforfatteren Kitty Kelley ifølge Independent. "Det var astrologi, der tegnede deres vej. Ingen vidste det på det tidspunkt."

Hollywood var i sin guldalder da den mest berømte af de astrologer, Reagans konsulterede, Carroll Righter, havde sin storhedstid der. Filmbyen var "den perfekte kulisse for Righters varemærke af uklar, febrilsk clairvoyance," skriver Guernica. Righter var vært for månedlige "stjernetegns-fester" - "overdådige sammenkomster for nogle af Los Angeles' mest chic" celebrities. "Mere end 500 berømtheder og filmstudie-chefer fræsede rundt og nød fascinationen af det mystiske og fremmedartede," fortæller Guernica.

"Righter og Reagans blev hurtigt dybt indviklet i hinanden, og han trænede parrets spirende politiske forhåbninger". Som han havde gjort for Marlene Dietrich, Susan Hayward og utallige andre starlets, fungerede Righter også "som Reagans terapeut, strateg og skriftefader på én gang," slår magasin-artiklen fast. Da Reagan-parret kom ind i Det Hvide Hus var Righter en lejlighedsvis gæst, og ifølge artiklen "en af de få homoseksuelle, som Reaganerne underholdt med så ubetinget velbehag".
Her skal det dog indskydes, at vi har hørt om flere andre homoseksuelle, som var tætte venner med Reagan: Roy Cohn, Bruce Ritter, Theodore McCarrick og Larry King, der alle desuden angiveligt var pædofile serieovergrebsmænd.
I midten af 1980'erne var Righter "mere en gammel familieven end en betroet rådgiver," fortsætter Geurnica-artiklen og uddyber:
"Den rolle tilfaldt nu Jeane Dixon, Joan Quigley og en roterende rolleliste af synske."

Ronald Reagan gav ofte udtryk for at han var kristen og troende, og han var en del af "det evangeliske højre" - den konservative kristne del af USAs politiske spektrum. I sommeren 1980 udtalte Reagan fx angiveligt, "jeg er født på ny [kristen], og jeg er bibeltroende."
Reagans tro på astrologi og konsultationer hos diverse astrologer går ellers imod Bibelen, der siger, at dette er en falsk tro og forbudt:
Astrologer sidestilles med troldmænd i Esajas bog 47:13-14, som også fortæller, at de bliver brændt som kornstubbe på marken.
Astrologi og spådom ved hjælp af stjernerne er forbudt ifølge 5. Mosebog 18:10-14.
Bibelen forbyder at tilbede eller tjene "himlens hær" - sjernerne på himlen (5. Mosebog 4:19). Flere gange faldt Israel imidlertid i netop den synd (2 Kongebog 17:16 er et eksempel), og deres tilbedelse af stjernerne førte hver gang til Guds dom over dem.
De kongelige astrologer ved det babyloniske hof blev gjort til skamme af Guds profet Daniel (Daniel 1:20) og var ude af stand til at tyde kongens drøm (Daniel 2:27) - i modsætning til Daniel.

I forhold til Ronald Reagan kan man også undre sig over, hvad den bibeltroende evangeliske kristne præsident mon lavede sammen med sine fire homoseksuelt pædofile nære venner og overgrebsgrebsmænd. Desuden kunne man spørge om, hvad han mon lavede i den okkulte klub Bohemian Klub med angiveligt masser af homosex, sex med prostituerede, mænd der optræder i kvindetøj og en mystisk sceance, hvor kutteklædte deltagere tilsyneladende begraver en mumie-figur foran en kæmpeugle. Man kan måske også undre sig en smule over denne rettroende kristne præsidents forbindelser til mafiaen, og at hans position synes at have været afhængig af dette forhold. Ud af dette kunne nogen måske få det indtryk, at det evangelisk kristne og bibeltro image Ronald Reagan dyrkede med sine officielle udtalelser, ikke var i særlig god overensstemmelse med det, han foretog sig i hemmelighed.
Flere har peget på, hvordan Ronald Reagan brugte sine evner som skuespiller i præsidentembedet. Her er en artikel i avisen The Guardian, som handler om hvordan Reagan-parret "narrede Amerika" og "skabte et falsk billede" af dem selv. Artiklen hævder bl.a., at Ronald og Nancy Reagan, "udøvede en dengang hidtil uset grad af kontrol over, hvordan de blev set, og for det blev de salvet som de nye frelsere af den højreorienterede livsstil under deres ophold i Det Hvide Hus i 80'erne."
En anden person i Ronald Reagans kreds, som også mestrede at skjule sin okkultisme til fordel for sin tilsyneladende kristne tro var præsten og frimureren Norman Vincent Peale. Peale populariserede konceptet "positiv tænkning", som også var en ideologisk motor i Ronald Reagans liv. "Positiv tænkning" er troen på, at positive tanker tiltrækker positive forandringer. Reagan havde blandt andet en meget stærk tro på sin egen glorværdige gudskabte skæbne.
Kritikere kaldte Norman Vincent Peale en bedrager og beskrev hans kirke som en kult.
"Peale havde et støttende forhold til Richard Nixon og senere med Ronald Reagan, sidstnævnte tildelte ham Frihedsmedaljen i 1985," fortæller denne hyldestartikel for Peale.
Man kan tilføje at Peale også havde en tæt relation til en anden senere præsident - Donald Trump, som også havde tætte forbindelser til mafiaen såvel som bl.a. den pædofile serieovergrebsmand Jeffrey Epstein (se del x).
Her er det en artikel i magasinet Politico med titlen "How Norman Vincent Peale Taught Donald Trump to Worship Himself" ("Hvordan Norman Vincent Peale lærte Donald Trump at tilbede sig selv"). Det er netop en artikel om Peales "positive tænkning", og om hvordan den ideologiske mystiker-pastor påvirkede Donald Trump. Peales læresætning nr. 1 er "Tro på dig selv!" - og altså ikke "Tro på Gud!"
Trump har, som Politico-artiklen påpeger, været en excellent udøver af dette mindset med fokus på egocentrisk selvhævdelse. Påstanden om Peales påvirkning af Trump er desuden naturligvis i skarp kontrast til det kristne bud om at tilbede Gud og ikke fejlbarlige mennesker - og selvfølgelig slet ikke sig selv.

Adskillige præsidenter og præsidentfruer har gennem årene været infilteret i mystik og okkultisme. Vi har allerede hørt om de to Bush-præsidenter, som begge var indviede i Skull and Bones-klubben, og vi skal senere i denne del høre mere om det markante antal af amerikanske præsidenter, der samtidig var frimurere. Nancy Reagan var også langt fra den eneste præsidentfrue, der havde tilbøjeligheder i retning af okkultisme og mystisk spiritualitet, fortæller denne artikel i magasinet Vice. Dette gjorde sig ifølge artiklen tilsyneladende også gældende for otte eller ni andre præsidentfruer: Jane Pierce, Mary Todd Lincoln, Edith Wilson, Florence Harding, Grace Coolidge, Eleanor Roosevelt, Lady Bird Johnson og Jackie Kennedy. Derudover indrømmede Hillary Clinton selv, at hun "indimellem havde imaginære samtaler med fru Roosevelt" (senere kaldet "fantasi-øvelser") for at prøve at finde ud af, hvad den tidligere præsidentfrue ville gøre i Clintons situation.
Kilden til informationen om de øvrige præsidentfruer er Pat Krider, den administrerende direktør for National First Ladies' Library (Det nationale bibliotek om amerikanske præsidentfruer). Pat Krider fremlægger i artiklen sin viden baseret på historiske studier af personerne.

Systematisk tortur, seksuelt misbrug og forsøg på 'hjernevask' i Project MK-Ultra
I de tidlige 1940'ere udførte nazistiske videnskabsmænd, der arbejdede i koncentrationslejrene Auschwitz og Dachau, forhørseksperimenter på mennesker. Stoffer som barbiturater, morfinderivater og hallucinogener som meskalin blev brugt i eksperimenter udført på jøder og sovjetiske krigsfanger, som havde til formål at udvikle et "sandhedsserum", som ville "eliminere den undersøgte persons vilje". Blandt andre den amerikanske historiker Stephen Kinzer hævder, at CIAs tilsvarende projekt var en "fortsættelse" af disse tidligere nazistiske eksperimenter:
"CIAs tankekontrolprojekt, MK-Ultra, var i det væsentlige en fortsættelse af arbejdet, der begyndte i japanske og nazistiske koncentrationslejre. Ikke alene var det stort set baseret på disse eksperimenter, men CIA hyrede faktisk vivisektionister (personer som foretager kirurgiske indgreb på levende dyr red.) og torturbødler, der havde arbejdet i Japan og i nazistiske koncentrationslejre, til at komme og forklare, hvad de havde fundet ud af, så vi kunne bygge videre på deres forskning."

Det var en del af de talrige tyske videnskabsmænd, der blev hyret til at arbejde for USA, som en del af den hemmeligstemplede "Project Paperclip" ("Projekt Papirklip").
Project Paperclip var et amerikansk statsligt program, der bragte cirka 1.500 nazistiske videnskabsmænd, eksperter og teknikere til USA lige efter Anden Verdenskrig, for at udnytte deres viden til militære og industrielle formål. Eksperter rekrutteret gennem Project Paperclip hævdede ofte, at de havde været uvidende om omfanget og kriminaliteten af slavearbejds- og koncentrationslejrsystemet. Men senere analytikere såede tvivl om disse påstande. Flere berygtede sager kom frem i lyset, hvor nazistiske eksperter, der selv direkte havde deltaget i fx jødeforfølgelse, havde fået ophold i USA eller havde fået lov til at komme ind i landet gennem Paperclip-relaterede projekter.

Den tidligere embedsmand i USA's Udenrigsministerium og senere forfatter, John Marks, fik adgang til 16.000 siders dokumenter fra CIA om bl.a. MK-Ultra gennem den amerikanske lov om oplysningsfrihed (Freedom of Information Act). Ud fra studier af oplysningerne i dokumenterne skriver Marks, at selvom intet af det CIA gjorde i sin bevidsthedskontrol-forskning kom tæt på de ubarmhjertige drab det nazistiske regime stod for, så er der alligevel adskillige uhyggelige sammenlignelige omstændigheder:
"Ikke desto mindre, i deres forsøg på at finde måder at manipulere mennesker, krydsede mange af CIA's embedsmænd og deres agenter de samme etiske barrierer. De eksperimenterede med farlige og ukendte teknikker på mennesker, der ikke anede, hvad der skete. De krænkede systematisk den frie vilje og mentale værdighed for deres forsøgspersoner, og ligesom tyskerne valgte de at gøre særlige grupper af mennesker til ofre, hvis eksistens de betragtede, ud af fordomme og bekvemmelighed, som mindre værd end dem selv. Hvor end deres ekstreme eksperimenter gik hen, udvalgte CIA-sponsorerne deres egne forsøgspersoner der svarede til nazisternes jøder og sigøjnere: Psykiske patienter, prostituerede, udlændinge, stofmisbrugere og fanger, ofte fra etniske minoritetsgrupper."

Amerikansk interesse for narkotikarelaterede forhørseksperimenter begyndte i 1943, da Office of Strategic Services (OSS - forløberen for CIA) begyndte at forsøge at virkeliggøre visionen om et "sandhedsstof", der skulle frembringe uhæmmet sandfærdighed hos en afhørt person. I 1947 indledte den amerikanske flåde Project Chatter, et forhørsprogram, som udførte den første test af LSD-25 på mennesker. Der findes frigivne hemmelige dokumenter fra den amerikanske flåde, som afslører dette, og det er desuden bl.a. beskrevet i bogen "Acid Dreams: The Complete Social History of LSD: The CIA, the Sixties, and Beyond" ("Syredrømme: Den komplette sociale historie om LSD; CIA, 60'erne og derefter").
I 1950 indledte CIA under ledelse af general Walter Bedell Smith en række afhøringsprojekter, der involverede menneskelige forsøgspersoner, det første kaldet "Project Bluebird", men i 1951 officielt omdøbt til "Project Artichoke". Formålet med Artichoke var at afgøre, om en person kunne blive tvunget til ufrivilligt at udføre et mordforsøg. Morfin, meskalin og LSD blev administreret på uvidende CIA-agenter i et forsøg på at fremkalde hukommelsestab hos forsøgspersonerne. Derudover havde Project Artichoke til formål at anvende visse vira såsom denguefeber som potentielle invaliderende midler. Project Artichoke kørte fra 1951 til 1953 og søgte således at udvikle og teste metoder til bevidsthedskontrol, tortur, forhør og drab. Det involverede hemmelige fængsler samt stoffer, hypnose og andre teknikker udført på amerikanske og udenlandske ofre, herunder soldater, fanger, krigsfanger og psykiatriske patienter.
Man læser følgende uddybning i NPR-artiklen "The CIA's Secret Quest For Mind Control: Torture, LSD And A 'Poisoner In Chief'" ("CIAs hemmelige jagt på bevidsthedskontrol: Tortur, LSD og en 'Giftmorder som chef'"):
"CIA-officerer i Europa og Asien fangede fjendens agenter og andre, som de mente kunne være mistænkte personer eller på anden måde var, hvad de kaldte "undværlige". De ville fange disse mennesker og smide dem ind i cellerne og derefter teste alle slags - ikke bare narkotika - men andre teknikker, såsom elektrochok, ekstreme temperaturer, sensorisk isolation - imens de bombarderede dem med spørgsmål, og prøvede at se, om de kunne nedbryde modstand og finde en måde at ødelægge det menneskelige ego på. Så disse var projekter designet ikke kun til at forstå det menneskelige sind, men til at finde ud af, hvordan man ødelægger det.

NPR-artiklen tager sit udgangspunkt i et interview med Stephen Kinzer omkring hans bog "Poisoner in Cheif" - om kemikeren, CIA-projektchefen og torturbødlen Sydney Gottlieb.
Gottlieb blev i 1953 leder for et hemmeligt projekt, der fik kodenavnet Project MK-Ultra. Det ulovlige projekt havde til formål at udvikle, producere og identificere metoder og stoffer, der kunne bruges i afhøringer for at svække individer og fremtvinge tilståelser gennem hjernevask og psykologisk tortur.
Stephen Kinzer fremlægger CIAs mål således:
"Gottlieb ønskede at skabe en metode til at overtage kontrollen over folks bevidsthed, og han indså, at det var en todelt proces. Først var du nødt til at sprænge den eksisterende bevidsthed væk. For det andet måtte du finde en måde at indsætte en ny bevidsthed i det skabte tomrum."

Projektet begyndte ifølge de foreliggende oplysninger 1953 og blev officielt stoppet i 1973 ifølge CIAs og myndighedernes egne udmeldinger - fordi projektet blev afsløret. MK-Ultra brugte - uden forsøgspersonernes samtykke - adskillige metoder til at manipulere forsøgspersonernes mentale tilstande og hjernefunktioner, såsom hemmelig administration af høje doser af psykoaktive stoffer (især LSD) og andre kemikalier, elektrochok, hypnose, sensorisk afsavn, isolation, verbalt og seksuelt misbrug og andre former for tortur.
MK-Ultras omfang var bredt, med aktiviteter udført under dække af forskning på mere end 80 institutioner ud over de militære, herunder gymnasier og universiteter, hospitaler, fængsler og farmaceutiske virksomheder. CIA opererede ved hjælp af frontorganisationer, selvom nogle ledere ved disse institutioner var klar over CIA's involvering.

MK-Ultra blev organiseret gennem CIAs Office of Scientific Intelligence (Kontor for videnskablige efterretninger) og koordineret med United States Army Biological Warfare Laboratories (USAs militære laboratorier for biologiske våben). Programmet involverede ulovlige aktiviteter inklusivt brugen af amerikanske og canadiske statsborgere som uvidende testpersoner. Over 7.000 amerikanske veteraner deltog i disse eksperimenter uden samtykke i 1950'erne, 60'erne og til starten af 1970'erne. Mange af dem sagsøgte senere.

MK-Ultra-projekterne "var designet ikke kun til at forstå det menneskelige sind, men til at finde ud af, hvordan man ødelægger det," fortæller NPR-artiklen, som derefter bemærker:
"Og det gjorde helt bestemt Gottlieb - selv om han på nogle måder var en meget medfølende person - til den mest produktive torturbødel i sin generation."

Gottlieb opererede næsten helt uden opsyn, fortæller Stephen Kinzer til NPR. Han havde en art undtagelsessituation fra sin nærmeste chef, Richard Helms, og fra CIA-direktøren, Allen Dulles. "Men ingen af dem ville rigtig vide, hvad han lavede," udtaler Kinzer. Han havde tilladelse til at dræbe og fik lov til at rekvirere menneskelige forsøgspersoner over hele USA og rundt om i verden. Han kunne udsætte dem for alle typer af misbrug, han ønskede - selv op til det niveau, hvor det betød døden for forsøgspersonen. Ingen "kiggede ham over skulderen," konstaterer Kinzer. "Han behøvede aldrig at indgive seriøse rapporter til nogen."
Allan Dulles var den CIA-chef, vi også hørte om i del x, som - ifølge bogen "The Devil's Chessboard" ("Djævlens skakbræt") - så sig selv som hævet over den folkevalgte lov, idet han manipulerede og undergravede amerikanske præsidenter i forfølgelsen af sine personlige interesser og interesserne hos den rige elite, som han regnede som sine venner og klienter. Han gjorde, ifølge bogen, dette i samarbejde med nazi-kontrollerede karteller, tyske krigsforbrydere og mafialedere. Dulles forsøgte også at ramme udenlandske ledere med attentatmord og vælte nationalistiske regeringer, der ikke var i overensstemmelse med CIA-chefens egne politiske mål - og han brugte disse taktikker til at fremme sine mål i USA.

Nogle af Gottliebs eksperimenter blev hemmeligt finansieret på universiteter og forskningscentre, siger Stephen Kinzer, mens andre blev udført i amerikanske fængsler og i hemmelige interneringscentre i Japan, Vesttyskland og Filippinerne, som CIA oprettede så USA kunne undgå kriminel retsforfølgelse. Mange af de uvidende forsøgspersoner gennemgik psykologisk tortur lige fra elektrochok til høje doser af LSD, bekræfter Kinzer med sine undersøgelser. Kinzer bemærker, at den tophemmelige karakter af Gottliebs arbejde gør det umuligt at måle de menneskelige omkostninger ved eksperimenterne. "Vi ved ikke, hvor mange mennesker der døde, men flere gjorde, og mange liv blev permanent ødelagt," siger han.
Dette skyldes desuden at lederne af MK-Ultra projektet forsøgte at destruere CIAs materiale om de ulovlige eksperimenter og overgreb. Stephen Kinzer forklarer, at slutningen på Gottliebs CIA-karriere kom i 1973, da hans chef og protektor, Richard Helms, som på det tidspunkt var blevet direktør for CIA, blev fjernet af præsident Richard Nixon. "Da Helms var væk, var det bare et spørgsmål om tid, før Gottlieb ville blive fjernet," siger Kinzer videre.

"Det vigtigste var, at Helms virkelig var den eneste person hos CIA, der havde en idé om, hvad Gottlieb havde lavet. Så da de begge var på vej ud af CIA, blev de enige om, at de skulle ødelægge alle optegnelser om MK-Ultra. Gottlieb kørte faktisk ud til CIA's journalcenter og beordrede arkivarene at ødelægge kasser fulde af MK-Ultra-optegnelser. ... Det viser sig dog, at der blev nogle [optegnelser] fundet andre steder; der var et depot for udgiftsregnskaber, der ikke var blevet ødelagt, og der er forskellige andre papirer tilbage. Så der er nok derude til at rekonstruere noget af det, han gjorde, men hans bestræbelser på at fjerne hans spor ved at ødelægge alle disse dokumenter i begyndelsen af 70'erne var ganske vellykket."

Torturbødlens spirituelle rejse med mystikerreligioner og gode gerninger
Sydney Gottliebs "hensynsløse eksperimenter med 'undværlige' menneskelige subjekter ødelagde mange liv, men alligevel betragtede han sig selv som dybt åndelig," fortæller beskrivelsen af bogen "Poisoner in Chief".
Sydney Gottleib var uden tvivl et "spirituelt søgende menneske" - og hans søgen ledte ham i retning af mystik og hedenske religioner.
Hans forældre var ortodokse jøder, immigranter fra Ungarn, "men han opgav jødedommen og eksperimenterede med mange religiøse holdninger, fra agnosticisme til zenbuddhisme," står der i avisen Guardians nekrolog efter Gottliebs død i 1999.
Agnosticisme er det synspunkt, at det ikke er muligt at få vished om Guds eksistens og at sandheden ikke kan erkendes. Dette synspunkt synes at være Gottliebs første skridt væk fra den jødiske gudstro.
Selvom man ikke kan få vished om Guds eksistens og sandheden måske ikke kan erkendes, er det dog ikke ensbetydende med at Gud og sandheden ikke findes, hvilket måske ellers er en ubevidst konklusion for nogle.
I praksis er ordet agnosticisme opfundet i 1869 af den britiske biolog og darwinist Thomas Henry Huxley, fortæller encyklopædien Britannica.
Britannica fremlægger desuden den almindelige forståelse af forskellen mellem ateisme og agnosticisme: "Ateisten hævder, at der ikke er nogen Gud, hvorimod agnostikeren kun hævder, at han ikke ved." Britannica hævder, at denne udlægning er vildledende. Britannica peger blandt andet på at opfinderen af begrebet agnostiscisme - Huxley - selv afviste mange almindelige synspunkter om Gud som direkte falske; hans forsyn og menneskets skæbne efter døden. Disse ting mente Huxley altså åbenbart at vide nok om til at kunne afvise. Hvordan Sydney Gottleib har forholdt sig til sin agnostisticisme er uvist.
Den anden af de nævnte ideologi-eksperimenter Gottlieb angiveligt forsøgte sig udi - Zenbuddhisme - er en retning inden for japansk buddhisme, "der hævder at videreføre den sande buddhisme, som består i opnåelsen af oplysningen," fortæller Den Store Danske ordbog. "Zenbuddhismens lærere mener, at muligheden for at opnå oplysningen findes hos alle, men på grund af uvidenhed benyttes dette potentiale ikke," slår artiklen i ordbogen fast. Altså tilsyneladende (igen) en skelnen mellem de uvidende og de vidende - og måske lidt samme princip, som vi har hørt om tidligere, med "indviede" og "uindviede".
Herefter forklarer ordbogen at "[v]ejen til erkendelse" i zenbuddhisme ikke er "studier af hellige skrifter, udførelsen af fortjenstfulde handlinger, riter og ceremonier eller tilbedelse af billeder, men går gennem et pludseligt gennembrud, hvor dagligdagens logik og opdeling i subjekt og objekt brydes".
Hvordan det sidste skal forstås er svært at sige, men tilsyneladende er det et brud med at opdele sig selv (subjekt) fra verdens ting (objekter).
Et andet skridt på Gottliebs religiøse rejse var panteisme. Som vi hørte tidligere (i forbindelse med George Washington) er panteisme den opfattelse, at Gud er i alt, eller at Gud er identisk med verden. Altså igen noget med at undlade at opdele - denne gang Gud fra verden. Denne opdeling er ellers indbygget i den tro Gottlieb kom fra, jødedommen (og som vi tidligere hørte også i kristendommen).
"Det grimme ved MK-ULTRAs eksperimenter synes at have forårsaget en reaktion hos Gottlieb selv," fortæller magasinet The New Yorker, og peger i den forbindelse på, at han "til sidst rejste til Indien, efter at have omfavnet forskellige former for panteistisk mystik".
Der kan synes at være spor af panteisme i tidlige animistiske religioner (bl.a. tro på ånder i dyr), og den antikke græske religion havde blandt sine mange guddomme nogle, hvis natur kunne have støttet panteisme, fortæller Britannica. Det britiske opslagværk uddyber videre, at "senere tiders mysteriereligioner bestemt understregede typer af mystisk forening, der er typiske for panteistiske systemer."

"Efter at Sydney Gottlieb forlod CIA, påbegyndte han en slags spirituel odyssé," skriver Guardian i sin nekrolog. Han drev en spedalskkoloni i Indien i 18 måneder sammen med sin kone, en datter af amerikanske missionærer på subkontinentet. Senere arbejdede han på et hospice og passede døende mennesker. Sydney Gottliebs pension stod på den måde i markant kontrast til hans arbejdsliv med tortur af tusindvis af hjælpeløse ofre, hjernevask, forgiftninger og et uvist antal mord. Det kunne næsten virke som om den tidligere torturbøddel forsøgte at kompensere for sine mange ugerninger.
Tanken om at gode gerninger kan kompensere for onde, og man på den måde kan opnå en form for syndsbalance, findes i buddhismen såvel som i flere mysteriereligioner.
Her er det en vietnamesisk buddhistisk hjemmeside, der forklarer "[h]vad buddhister tror på" i forhold til gode og onde handlinger og tilgivelse:
"At bede om tilgivelse er meningsløst, hvis en person, efter at bønnen er bedt, gentager den skjulte handling igen og igen. Hvem er der til at 'vaske en persons synder væk' undtagen han selv? Dette skal begynde med erkendelse, det vidunderlige rensemiddel. For det første indser han arten af hans gerning og omfanget af den påførte skade. Dernæst indser han, at denne gerning er usund, lærer af den og tager beslutningen om ikke at gentage den. Derefter udfører han så mange gode gerninger mod den berørte part såvel som mod andre, så meget som muligt. På denne måde overvinder han virkningen af den dårlige gerning med en byge af gode gerninger."

I buddhismen er det altså personen selv, der vasker sine synder væk, ved at kompensere med flere gode gerninger. En slags regnskab mellem gode og onde gerninger. I jødedommen søger man hjælp og tilgivelse hos Gud - og i kristendommen kan kun Jesus rense synderen og give personen frelse.
I kristendommen kommer den forbedrede opførsel, som et produkt af Jesu tilgivelse og frelse. Menneskets egne gode gerninger er således ikke en betingelse for tilgivelsen, sådan som man kan se det er tilfældet i buddhismen. Man skal blot henvende sig til Jesus i angerfuld bøn. I buddhismen er frelsen op til mennesket selv - hvilket samtidig betyder, at man er overladt til sig selv.

De religiøse idéer, Gottlieb opsøgte, er alle nogle, som er at finde i den religiøse og kulturelle bevægelse kaldet New Age. Denne bevægelse opstod i forbindelse med ungdomsoprøret i slutningen af 1960'erne og voksede op igennem 1970'erne. Idéen om panteisme udtrykkes fx i New Age-begreber som "Ocean of Oneness" ("Hav af Enhed"), "Infinite Spirit" ("Uendelig Ånd"), "Primal Stream" ("Primær Strøm"), "One Essence" ("Én essens") m.fl. New Age blander desuden religioner fra hele verden; Østens religioner - bl.a. buddhisme - med bl.a. jødedom og kristendom. Som vi skal se på senere, opstod New Age-bevægelsen ud af tanker formuleret af bl.a. Helena Blavatsky omkring det tidligere nævnte Teosofiske Selskab.

På sin religiøse rejse havde Sydney Gottlieb også socialistiske idéer i sin baggage - og han blev desuden ganske personligt knyttet til ungdomsoprøret. Han blev uddannet på City College i New York, "arnested for socialister og antisocialister, der blev 1970'ernes neokonservative," fortæller Guardian i sin nekrolog. Senere blev han manden der startede LSD-misbruget blandt flere ikoner i hippiemiljøet.
Med reference til forfatteren Stephen Kinzer formulerer magasinet The New Yorker det således:
"Ved hemmeligt at være underleverandør for LSD-relaterede eksperimenter i hele den amerikanske akademiske verden, såede Gottlieb utilsigtet frøene til den store bølge af psykedelia, hvor halvdelen af det unge Amerika blev tændt, tunede ind og droppede ud."

Da Gottlieb konkluderede, at LSD var "for uforudsigelig" til bevidsthedskontrol, var det for sent, fortsætter New Yorker-magasinet. "LSD var ude af CIA's kontrol," refererer New Yorker Stephen Kinzer for at sige.
"Først sivede det ind i elitesamfundet. Så spredte det sig til studerende, der tog det i CIA-sponsorerede eksperimenter. Til sidst eksploderede den ind i den amerikanske modkultur og gav næring til en bevægelse dedikeret til at ødelægge meget af det, som CIA forsvarede og holdt højt."

En bannerfører for 70'erne ungdomsoprør - John Lennon - bemærkede:
"Vi skal altid huske at takke CIA og hæren for LSD i øvrigt. Det er det, folk glemmer. Alt er det modsatte af, hvad det er.”

New Yorker bemærker desuden, at "acidheads som Ken Kesey og Grateful Dead-tekstforfatteren Robert Hunter først blev udsat for LSD i forskningsprogrammer, der i sidste ende var knyttet til Gottliebs." Ken Kesey var en amerikansk forfatter, som blev opfattet som "en helt i 1960'ernes modkulturrevolution og i hippie-bevægelsen". Han skrev bl.a. romanen "One Flew Over the Cuckoo’s Nest" (udgivet på dansk under titlen "Gøgereden").
Sydney Gottleib var personligt optaget af religioner og idéer, der findes i den New Age-religionsbevægelse, som også var en del af ungdomsoprøret. Samtidig var han altså også manden, der gav næring til dette åndelige trip - med introduktionen af LSD til diverse ledende figurer i selvsamme bevægelse.
Omdrejningspunktet i New Yorker-artiklen er, at hele Gottliebs arbejde var et absurd syretrip og en eklatant fiasko - ud over at CIA-projektet ødelagde mange menneskers liv, var dybt uetisk og som formidlet af andre kilder formodentlig desuden inkluderede flere mord. Da han gik på pension i 1973 hævdede Gottleib også selv, at hans hjernevasker-eksperimenter "var nytteløse," skriver Guardian i sin nekrolog.

Efter sit CIA-torturarbejde var Gottlieb ikke kun på spirituel rejse i Indien, han endte med at være "øko-hippie" i præcis den lille amerikanske by hvor også en anden pensioneret spirituel mystiker og militærmand boede - en mand ved navn Marion Pettie. Dette blev omtalt i detaljer i del x.
Marion Pettie var leder af "Finders-gruppen", som blev anklaget for systematiske overgreb på børn i forbindelse med en operation der tilsyneladende var knyttet til efterretningsmiljøet i USA og involverede både højteknologi og satanisme. Den offentlige opmærksomhed omkring Pettie og Finders-gruppen startede med at seks halvnøgne og misrøgtede børn blev opdaget i Tallahasee Florida sammen med to velklædte mænd, der tilsyneladende fuldstændigt ignorerede børnenes fysiske ubehag og mentale utilstrækkeligheder. De to mænd blev umiddelbart arresteret, men senere frigivet og sagen blev nedtonet. De og børnene viste sig dog at være del af Finders-gruppen.
Flere af elementerne omkring Pettie ligner den måde Sydney Gottlieb opererede nogle dele af sine forskelligartede MK-Ultra-projekter på. Marion Pettie havde blandt andet to lejligheder, som han - med sine egne ord - "åbnede op for alle, der ville komme ind" for, at "de skulle lære" ham "noget om magt, penge eller sex." Den ene lejlighed blev beskrevet som en “hippie crash pad” - hvilket er en vending der giver forståelsen af et hippie-sted man frit kunne komme til og feste med stoffer. Ligeledes havde MK-Ultra operationen fx et "safe house" ("sikkert hus") i New Yorks Greenwich Village - og flere andre lokationer forskellige steder i landet - hvor ofre blev inviteret eller indbragt og indtog diverse stoffer - enten med eller uden samtykke. I den forbindelse indgik tilsyneladende også diverse seksuelle handlinger nogle steder med blandt andet prostituerede, S/M- og fetish-sex og lignende, som synes at kunne tilsvare Marion Petties bemærkning om sit studie af "magt, penge eller sex".

Mål om en programmeret højtplaceret morder: 'Kandidaten fra Manchuriet'
I 1979 udkom bogen "The Search for the Manchurian Candidate" ("Eftersøgningen af kandidaten fra Manchuriet"), som er skrevet af den tidligere embedsmand i USA's Udenrigsministerium, John Marks. Han beskriver, hvordan den amerikanske regering gennemførte en række hemmelige programmer i et forsøg på at finde måder at kontrollere menneskelig adfærd. Dette var angiveligt en reaktion på antagelsen om, at Sovjetunionen (og før dem Nazityskland) forsøgte at gøre det samme. Marks hævder i tråd med beviserne fra MK-Ultra-sagen, at embedsmænd fra CIA og den militære efterretningstjeneste forsøgte, at få en modvillig forsøgsperson til at tale eller på anden måde handle imod sin egen vilje.
CIA eksperimenterede med LSD og andre stoffer, hypnose, psykokirurgi, elektrochok og et bredt spektrum af avancerede teknikker til adfærdskontrol på bl.a. agenturets egne operatører, studerende, mentale patienter og fanger. Desuden dokumenterer Marks hvordan CIA anvendte betalte prostituerede, som sex-fælder for at få klemmer på ofre og for at videreudvikle metoder til seksuel afpresning.

"The Manchurian Candidate" er en politisk thrillerroman (udgivet første gang i 1959) af forfatteren Richard Condon, om en soldat og søn i en fremtrædende amerikansk politisk familie, der i Manchuriet i det nordøstlige Kina af sovjet-kommunistiske eksperter bliver hjernevasket til at være en ubevidst lejemorder mod en amerikansk præsident-kandidat. Bogen er blevet filmatiseret flere gange.
CIA udviklede en lignende hemmelig tankekontrolplan for at få "en uvidende udenlandsk embedsmand til at myrde en af sit lands ledere eller, "om nødvendigt", en amerikansk embedsmand i udlandet. Dette kom frem i 1979 via et 25 år gammelt frigivent CIA-memo, der beskrev denne plan, som var et delprojekt under Operation Artichoke. Det centrale spørgsmål i CIA-memoet var:
"Kan en person af [fjernet] afstamning tvinges til at udføre et attentatforsøg ufrivilligt under indflydelse af ARTICHOKE?"

Et andet sted fastslår dokumentet, at dette mordforsøg skulle være "mod en fremtrædende [fjernet] politiker eller om nødvendigt mod en amerikansk embedsmand." Efter "amerikansk embedsmand" er der en håndskrevet stjerne. I slutningen af dokumentet, ved siden af en anden håndskrevet stjerne, er ordene "kun simuleret" skrevet i hånden.
Ifølge notatet ville CIA-agenter teste denne teori på en udenlandsk statsborger (hans oprindelsesland er fjernet), som engang var et CIA-aktiv, men siden var holdt op med at samarbejde. CIA detaljerer planen således:
“Adgangen til SUBJEKTET ville være ekstremt begrænset, sandsynligvis begrænset til et enkelt socialt møde. Fordi SUBJEKTET drikker tungt, blev det foreslået, at individet i det skjulte kunne blive bedøvet ved hjælp af en alkoholisk cocktail ved en social fest, at ARTICHOKE [formodentlig hypnose] anvendes og SUBJEKTET induceres til at udføre mordforsøget på en senere dato. Alt ovenstående skulle opnås på et ufrivilligt ukontrolleret socialt møde. Efter at mordforsøget var udført, blev det antaget, at SUBJEKTET ville blive taget i forvaring af den [fjernet] regering og derved "kasseret." ...Om det foreslåede mordforsøg blev udført af SUBJEKTET eller ikke er uden den store betydning i forhold til det samlede projekt.”

Konklusionen i dokumentet er dog, at svaret på "det hypotetiske spørgsmål" er "sandsynligvis 'Nej'" på grund af de begrænsede kontrolmuligheder med forsøgspersonen. Dokumentet slutter med at konstatere, at "[d]et var alle ARTICHOKE-medlemmers enstemmige mening, at medmindre ARTICHOKE-teamet havde mere detaljeret adgang til den operationelle plan, ville det være ekstremt vanskeligt, hvis ikke umuligt, at udføre den tildelte mission." Her er der tilføjet en håndskrevet tekst: "Dette vil blive gjort tilgængeligt, når og hvis det er nødvendigt."
Notatet konkluderer også, at Artichoke-teamet ville påtage sig opgaven "på trods af de operationelle begrænsninger", hvis der var "nedbrudsomstændigheder" ("crash conditions").

John Marks omtaler i det første kapitel i sin bog den schweiziske kemiker, Albert Hofmann, der som den første fremstillede LSD. I afsnittet kommer John Marks ind på, hvordan de mål CIA arbejdede efter i MK-Ultra og andre operationer, korresponerede med hvad der i forskellige sammenhænge tidligere er blevet fortalt om visse troldmænd og hekses evner. Marks skriver bl.a.:
"Albert Hofmanns arbejde berørte sindets fantasier - tilgængeligt, i gamle sagn, for hekse og troldmænd, der brugte besværgelser og eliksirer til at bringe folk under deres herredømme. I den tidlige videnskabelige alder, fik drømmen om at kontrollere hjernen en moderne form i Mary Shelleys skabelse, Dr. Frankensteins monster. Den drøm skulle blive opdateret igen under den kolde krigs æra til den manchuriske kandidat, snigmorderen hvis bevidsthed blev kontrolleret af en fjendtlig regering."

Kapitel 2:
Ultra utroværdig
- tortur, tågesnak og tvetunget tale

Som jeg har vist flere gange igennem denne lange bog, synes der at være overlap mellem CIA's relation til okkult satanisme og tidligere tiders troldmænd og hekse. Vi skal i dette kapitel se flere af sådanne overlap mellem "forskning" i bevidsthedskontrol og shamanisme, voodoo, heksekræfter mv.

Donald Ewen Cameron: 'Psychic driving'
Donald Ewen Cameron var en skotsk psykiater, som blev den første direktør for det psykiatiske hopital Allan Memorial Institute i Montreal, der åbnede i 1940. Han havde i efterkrigsårene været yderst kritisk i forhold til den tyske befolknings samlede psykologiske tilstand. Han holdt også et foredrag kaldet 'Farlige mænd og kvinder', hvor han konkluderede, at den tyske race var arveligt disponeret for umenneskelige handlinger.
Med baggrund i sin bekymring over det tyske folk begyndte Cameron at differentiere befolkninger i de 'svage' og de 'stærke' - og han udtrykte sin bekymring over, at de 'svage' fortsatte med at formere sig. Cameron argumenterede desuden for, at mennesker med psykiske sygdomme kunne overføre deres sygdomme til andre mennesker, og at disse sygdomme på den måde kunne sprede sig i samfundet.

I 1953 udviklede Cameron teorien om "psychic driving" ("psykisk kørsel"), hvor patienternes sind blev manipuleret ved hjælp af ord og sætninger ("verbal cues"), der blev spillet gentagne gange. Målet var at bringe undertrykte tanker frem i forreste række af patientens sind, så de kunne identificeres. Det kan enten være optagelser af patientens egne udsagn ('autopsykisk kørsel') eller indtalt af en undersøger ('heteropsykisk kørsel').
I sin bog "Search for the Manchurian Candidate" skriver John Marks, at Cameron ville "bombardere forsøgspersonen med gentagne verbale beskeder." Cameron fik højttalerne installeret bogstaveligt talt under puderne i "soveværelserne". "'Vi sørgede for, at de hørte det,' siger en læge, der arbejdede sammen med Cameron," fortæller Marks.
I en undersøgelse af Cameron (1956) blev en båndoptager brugt til at optage en 40-årig kvindelig patients egne sætninger. Hun blev derefter tvunget til at lytte til sit eget følelsesladede udsagn: "Hvis du ikke tier stille, vil jeg efterlade dig", en udtalelse, hendes mor oprindeligt havde sagt til hende (men moren blev hos hende hele livet). I løbet af 45 gentagelser udtrykte patienten sin nød, tryglede forsøgslederen om at stoppe med at spille den, blev rød i hovedet og begyndte at hyperventilere. Hun begyndte at ryste og fortsatte med at ryste, efter at optagelsen var stoppet.
I undersøgelsen blev "heteropsykisk kørsel" også brugt på patienter i 10-12 timer, nogle gange under søvn. Natrium amobarbital blev brugt til at sætte patienter i "klinisk koma" for at forlænge perioderne med psykisk kørsel i op til 20 timer om dagen over en periode på 10-15 dage. I sin artikel citerede Cameron en anden kontroversiel psykiater Donald Hebbs teknikker om "psykologisk isolation", som Hebbs udviklede for at reducere patientens forsvarsmekanismer. Her blev en patient anbragt i et mørkt, stille rum med beskyttelsesbriller, der dækkede øjnene, og forhindret i at røre ved sin egen krop som en måde at "blande sig i sit selvbillede" og mindske sin "ekspressive udstrømning".
Senere begyndte Cameron da også at bruge hovedtelefoner på patienter for at spille udsagnet med 'større effekt', og patienter sammenlignede det med at høre en stemme i deres eget hoved. Cameron eksperimenterede også med stimulerende stoffer som Desoxyn og nævnte muligheden for at bruge hypnose.
Forfatteren Alfred McCoy har argumenteret for, at Donald Hebbs' forskning i fratagelse af sanser blev finansieret af og koordineret med CIA. Ifølge McCoy havde CIA til hensigt at bruge forskningen til at udvikle nye forhørs- og torturteknikker.

CIA fattede interesse for Camerons eksperimenter. I januar 1957 begyndte CIA at støtte Camerons eksperimenter, i et underproject i MK-Ultra kaldet Subproject 68. Samarbejdet indbragte Cameron 69.000 dollars i løbet af de næste par år (tilsvarer 579.480 dollars i 2023, justeret for inflation). CIA brugte en frontorganisation til finansieringen kaldet "Society for the Investigation for Human Ecology" ("Selskabet for undersøgelsen af menneskelig økologi"), og klassificerede eksperimenterne som civil forskning overfor Cameron og hans kolleger. "Psykisk kørsel" var, ifølge denne videnskabelige artikel, "en hjernevasketeknik kendt for 'depatterning' af patienters sind til en infantil tilstand, så de derefter kunne genopbygges efter forsøgslederens ønsker."
Ordet "depatterning" kan oversættes til "at hjernevaske ved at fjerne normale tankemønstre og adfærd."
Cameron brugte stoffet chlorpromazin og forskellige barbiturater til at fremkalde en "forlænget søvntilstand" i 20-22 timer om dagen over en periode på 10 dage. Derefter begyndte elektrochokbehandlinger for at opnå "fuldstændig depatterning", som udviklede sig i tre trin:
I første fase havde forsøgspersonen et mærkbart hukommelsestab, men kunne stadig genkende læger, sygeplejersker og familiemedlemmer.
I anden fase havde personen "mistet sit rumlige og tidsmæssige billede", men var bevidst om disse defekter, idet personen stillede spørgsmål som "Hvor er jeg?" og "Hvordan kom jeg hertil?"
Personen ville også have problemer med grundlæggende motorik, færdigheder og inkontinens.
I tredje fase var personens "oprindelige vrangforestillinger" og alle andre beviser på den skizofrene adfærd "fuldstændig fraværende". "Men på dette tidspunkt var personens sind blevet en helt blank tavle," står der i den videnskabelige artikel.
Derefter konstaterer artiklen:
"Camerons logik er ikke forkert: de vrangforestillinger og hallucinationer, der er specifikke for skizofreni, er blevet elimineret, men det samme er stort set alle andre former for erkendelse."

I en anden undersøgelse kritiserede Cameron brugen af udtrykket "regressiv chokterapi" som beskrivelse af sin depatterning procedure og hævdede, at proceduren fremkaldte en "virkelig funktionel tilbagevenden til spædbarnsalderen".

I "Search for the Manchurian Candidate" skriver John Marks, at Camerons depatterning normalt startede med 15 til 30 dages "søvnterapi". Som navnet antyder, sov patienten næsten hele dagen og natten. Ifølge en læge på hospitalet, der plejede at administrere, blev hvad han kalder "søvncocktailen" tre gange om dagen ledsaget af elektrochok to eller tre gange om dagen. Læger gav dengang indlagte elektrochok en gang om dagen eller hver anden dag. De var på 110 volt, og varede en brøkdel af et sekund. Men Camerons tilgang var 20 til 40 gange længere, og blev givet to eller tre gange dagligt, med strømmen skruet op til 150 volt, fortæller John Marks.
"De hyppige skrig fra patienter, der ekkoede gennem hospitalet, afskrækkede ikke Cameron eller de fleste af hans medarbejdere i deres forsøg på fuldstændig 'depatterning' af deres forsøgspersoner."

John Marks fortsætter:
"CIA sendte psykiateren forskningspenge for at tage behandlingen ud over dette punkt. Agenturets embedsmænd ønskede at vide, om Cameron kunne programmere nye adfærdsmønstre, efter han havde frembragt det tomme sind - sådan som han hævdede, at han kunne."

Ironisk nok havde Donald Cameron selv været i Nürnberg i 1945 i forbindelse med retsprocesserne mod de nazistiske krigsforbrydere efter 2. verdenskrig. Cameron var blevet inviteret dertil for at foretage en psykiatrisk evaluering af nazistlederen Rudolf Hess. Den diagnose Cameron var med til at stille lød på hukommelsestab og hysteri, men Hess tilstod senere, at han havde foregivet dette.
"Camerons eksperimenter havde ødelæggende konsekvenser for patienter og deres familier," står der i den videnskabelige artikel.
"Hvad der begyndte som håbefuld behandling for alvorlig psykisk sygdom, afveg fra legitim medicinsk behandling og blev en form for medicinsk tortur, der er blevet sammenlignet med Nürnbergprocesserne. Hvordan kunne en psykiater til stede ved Nürnberg-processerne, som fordømte hele det tyske folk for at tillade sådanne eksperimenter at ske, blive involveret i sådanne eksperimenter?"

"Historien gentager sig selv," fremhæver den videnskabelige artikel, og konstaterer at der er "mange tydelige ligheder" mellem de eksperimenter fra Anden Verdenskrig, som blev fremført i retten ved Nürnbergprocesserne, og Camerons eksperimenter:
"Blandt eksperimenterne fra Anden Verdenskrig var eksperimenter med ekstrem kulde i Dachau, hvor ofrene blev placeret i kar med koldt vand eller udenfor under ekstremt kolde forhold, mens forsøgsledere registrerede deres fysiologiske reaktioner."
...
"Cameron brugte også temperatur som en uafhængig variabel i sin undersøgelse fra 1934 med skizofrene patienter ved at bruge ekstrem varme og kulde på deltagerne."
...
"Også i koncentrationslejren Dachau forsøgte eksperimentledere at finde en måde at gøre havvand drikkeligt, og tvang ofrene til at drikke havvand, mens de fratog dem mad og ferskvand. Ofrene blev alvorligt dehydrerede til det punkt, hvor de slikkede gulve, der lige var blevet vasket i forsøg på at få dråber frisk vand."
...
"Lignende desperat adfærd blev observeret i Camerons (1931) undersøgelse af dehydrerings virkning på epilepsi".

Artiklen påpeger dog også, at mens de nazistiske eksperimenter testede fysiske reaktioner på forskellige sygdomme og skader, var Camerons berygtede eksperimenter primært psykologiske. Ifølge en datter til et af Camerons ofre blev flere hundrede familier berørt og adskillige liv ødelagt på grund af Camerons eksperimenter med bl.a. "psykisk kørsel", som i dag, ifølge bl.a. forfatteren Gordon Thomas, fortsat er en udbredt metode til tortur af fanger rundt om i verden. Her fortæller en anden pårørende, at Camerons eksperimenter efterlod mandens far som "en menneskelig forsøgskanin, en stakkels patetisk mand uden hukommelse, intet liv. Han mistede sin forretning, han mistede alt." Manden, som selv er psykiater ved Stanford Universitet, var en af ni sagsøgere i en retssag, der søgte om erstatning fra CIA.

Donald Ewen Cameron fungerede som præsident for flere psykiatriske foreninger: American Psychiatric Association (1952-1953 - Amerikansk psykiatisk forening), Canadian Psychiatric Association (1958-1959 - Canadisk psykiatrisk forening), American Psychopathological Association (1963 - Amerikansk psykopatologisk forening), Society of Biological Psychiatry (1965 - Selskabet for biologisk psykiatri) og World Psychiatric Association (1961–1966 - Psykiatrisk verdensforening).

Obstruktion af undersøgelse, ansvarsfraskrivelse, ingen dømte og hån af ofre
I december 1974 fremkom New York Times med nyheden om, at CIA havde udført ulovlige indenlandske aktiviteter, herunder eksperimenter på amerikanske borgere, i løbet af 1960'erne. Denne artikel foranledigede undersøgelser foretaget af den amerikanske kongres i form af the Church Committee (komité ledet af politikeren og advokaten Frank Church) og af en kommission kendt som Rockefeller-kommissionen, som bredere undersøgte CIA's, FBI's og militære efterretningstjenesters ulovlige indenlandske aktiviteter. Det viste sig, at omkring 20.000 dokumenter havde overlevet Helms' og Gotliebs udrensning, da de var blevet ukorrekt opbevaret i en finansiel bygning og blev opdaget efter en FOIA-anmodning i 1977. Disse dokumenter blev dybere undersøgt under Senatets høringer i 1977. Det virkelige omfang og kriminaliteten i MK-Ultra blev således først bragt til offentlighedens opmærksomhed i 1975 i forbindelse med disse dybere undersøgelser og de rapporter der udkom herfra. Project MK-Ultra blev officielt standset to år tidligere i forbindelse med sagens start.
"Dr. Gottlieb, der gik på pension i 1973, blev udførligt interviewet af Senatets efterforskere i 1975, men fortalte dem, at han ikke kunne huske meget om projektet," skrev New York Times i august 1977.

Præsident Gerald Ford udstedte i 1976 the first Executive Order on Intelligence Activities (bekendtgørelse om efterretningsaktiviteter), som blandt andet forbød "eksperimentering med lægemidler på mennesker, undtagen med informeret samtykke". I USA var dette forbudt i forvejen, og det havde fungeret således siden starten af 1900-tallet. Præsident Fords bekendtgørelse var altså kun en indskærpelse overfor netop efterretningstjenester om noget, som allerede var et almindeligt kendt lovkrav.
CIA indrømmede ikke frivilligt, hvad organisationen havde gjort - den blev tvunget til det, gennem de sagsanlæg ofre gennemførte mod efterretningstjenesten. Her er det en artikel fra Washington Post 1982, som findes i CIA's eget offentligt tilgængelige arkiv, der netop fortæller om hvordan fire tidligere fængselsindsatte og "torturerede forsøgskaniner" med et sagsanlæg tvang CIA til diverse indrømmelser. Artiklen slutter med at konstatere, at CIA afviste at give kommentarer til journalisten. Den pensionerede Sydney Gottlieb er citeret for at sige, at projektet med de fire torturerede fængselsindsatte "var i overrensstemmelse med den type eksperimenter, der blev udført på den tid".
CIA belønnede sin MK Ultra-leder, torturbøddel og giftmorder med efterretningstjenestens Distinguished Intelligence Medal (Fornemme efterretningsmedalje), som "tildeles for udførelse af fremragende tjeneste eller for bedrifter af udpræget exceptionel karakter i en opgave eller et ansvarsomårde".
Det har ikke været muligt for undertegnede, at finde nogle artikler e.a. med reaktioner fra CIA, hvor efterretningstjenesten undskylder eller lover at ville undlade at foretage lignende kriminelle handlinger i fremtiden. Tværtimod har jeg kun fundet artikler, der fortæller om CIA's forsøg på at undgå indrømmelser samt statens forsøg på at forhindre ofre i at få erstatning og oprejsning.
Her er det en artikel, der handler om, hvordan den amerikanske stat så sent som i 2023 forsøgte at undgå et sagsanlæg fra ofre for Donald Camerons eksperimenter, gennem en mulig undtagelsesregel om immunitet for fremmede stater.
Hovedanklageren i sagen, Julie Tanny, fortalte, at hendes far var blevet sendt til Allan Memorial Institute hospitalet i 1957 på grund af ansigtssmerter og var blevet sat i Camerons program, "hvor han tilbragte to 30 dages kemisk induceret søvn på hospitalet, angiveligt med en båndoptager under hovedpuden."
I afslutningen af tiden der, bemærkede hans lægejournaler, "det er så vidt vi kan tage ham," sagde Tanny.
"Hvor de ville have ham hen, ved jeg ikke helt, men jeg ved, at da jeg besøgte ham, var han som et barn, i ble, fnisende som en tre-årig," sagde hun og tilføjede, at han ikke kunne genkende sine egne børn.
"Det meste af hans liv forsvandt; han blev aldrig den samme mand," sagde Tanny. Han døde i 1992. Julie Tanny fortalte, at op til 300 familier kunne blive berørt af gruppesøgsmålet, og mange liv blev efterladt i opløsning på grund af de eksperimentelle behandlinger.

Afslutningen på sagen fra den amerikanske stats side blev således tilsyneladende, at ingen blev straffet for overgrebene, selvom de var åbenlyst kriminelle - og at præsidenten bekendtgjorde et lovkrav, der allerede var gældende. Derefter begyndte staten og CIA at arbejde intenst for at undgå at imødekomme de tusindvis af ofre, der selv skulle forsøge at anlægge sager mod statsmagten.
Selvom staten aggressivt, og nogle gange med succes, forsøgte at undgå juridisk ansvar, modtog adskillige sagsøgere kompensation gennem retskendelser, forlig eller ved kongressens mellemkomst.
Nogen kunne måske få den opfattelse, at staten håner de utallige ofre, ved på den ene side at bekendtgøre en lov som allerede gælder, for at fremstå retfærdig og handlekraftig, og på den anden side med al kraft bekæmpe disse ofres mulighed for reelle kompensationer.
Sådanne kritikere kunne måske endda komme til at tænke, at hvis staten virkelig ønskede at undgå at sådanne ting sker igen, ville den sørge for at sagsøge de kriminelle, der havde begået overgrebene - og desuden hurtigst muligt sørge for at hjælpe og kompensere de skadeslidte. Den amerikanske stat har - ligesom andre stater - ellers normalt ingen problemer med at sagsøge borgere, der forbryder sig mod love og regler i samfundet.

Men CIA's forsøg, på at obstruere muligheden for retfærdighed for de mange ofre, begyndte langt tidligere. I del x hørte vi om regeringens sikkerhedsrådgiver Donald Gregg, som angiveligt jævnligt gav politikerlobbyisten og alfonsen Craig Spence og drenge-prostituerede adgang til Det Hvide Hus. Donald Gregg havde desuden arbejdet i CIA siden 1951, før han i 1982 blev national sikkerhedsrådgiver for George H. W. Bush, som dengang var vicepræsident. Gregg havde arbejdet direkte under CIA-direktøren William Casey - og beskæftigede sig i slutningen af 1970'erne med at obstruere Church kommitéen og den sideløbende Pike kommitéen, som i 1975 begge var begyndt at undersøge magtmisbrug i efterretningstjenesterne CIA, NSA og FBI. Disse komitéer undersøgte og afslørede, bl.a. CIAs "love traps" ("kærlighedsfælder") og seksuelle afpresningsoperationer (omtalt i del x - se dette afsnit for referencer til disse informationer samt informationer om Donald Gregg m.m.).
Af andre afsløringer i forbindelse med komiteernes arbejde var netop Projekt MK-Ultra (såvel som flere andre skandaløse efterretingsoperationer - se del x).
Donald Gregg udførte dette obstruktionsarbejde sammen med en ung William Barr, som senere skulle blive George H. W. Bushs justitsminister, (og desuden igen indtage denne post under Donald Trump - også omtalt i del x). Og her fletter magtpositioner sig igen sammen med pædofili og systematisk misbrug af børn: William Barrs far, Donald Barr, arbejdede for forløberen for CIA, Office of Strategic Services (OSS) og rekrutterede senere en ung high school drop-out, den senere dømte pædofile Jeffrey Epstein, til at undervise på Dalton School, hvor Donald Barr var leder. Dette var en skole for børn fra USA's elite og de øverste lag i samfundet. William Barr arbejdede også for CIA - samtidig med at Donald Barr ansatte Epstein på sin eliteskole.

Mordet på en MK-Ultra-whistleblower
Det er, som tidligere nævnt, umuligt at vide hvor mange mennesker, der døde eller blev myrdet af CIA i forbindelse med MK-Ultra, fordi de to CIA-ledere Gottleib og Helms destruerede de fleste sagsmapper. Men særligt ét prominent dødsfald med utvivlsom direkte forbindelse til MK-Ultra er blevet omtalt i adskillige medieartikler - og endda blevet undskyldt af den daværende amerikanske præsident.
Frank Olson var en amerikansk bakteriolog, videnskabsmand i biologisk krigsførelse og ansat ved US Army Biological Warfare Laboratories (USA's militærs biologiske våbenlaboratorier). Frank Olson var også en del af Project MK-Ultra.
Han blev i det skjulte doseret med LSD af sin kollega og leder Sidney Gottlieb og ni dage senere styrtede han til sin død fra et vindue på Hotel Statler i New York.
"Først blev det dømt som et selvmord, men senere ville det blive afsløret, at der var mere i historien," fortæller en historisk artikel om sagen i magasinet Medium.
Befolkningen var ikke tilfreds med hverken Church-komiteens eller Rockefeller Komissionens rapporter. Senator Ted Kennedy besluttede, at der var behov for mere undersøgelse. Han begyndte at se nærmere på det og fik mere viden fra vicedirektøren for CIA, admiral Stansfield Turner. Turner afleverede mere end 20.000 filer til senatet og svarede på så meget han kunne om eksperimentet, fortæller Medium-artiklen. I løbet af denne undersøgelse "blev Frank Olsons navn taget op".
"Og hans dødsårsag ændrede sig fra selvmord til ukendt."

Artiklen giver derefter en personkarakteristik af manden Frank Olson. Han var angiveligt både yderst intelligent og samtidig meget ærlig. Da han fik arbejde for CIA blev han "fejret som en enestående begavelse, og mange tænkte på ham som en af de mest ærlige mennesker, der findes."
han blev sat på Project Artichoke og et par måneder efter "blev han pakket ind i Project MK-Ultra."
"Han kunne ikke lide, hvad han så," fortæller Medium-artiklen.
Omkring det tidspunkt, hvor Olson fik indblik i Project MK-Ultra, trådte han tilbage som leder af Special Operations Division. Han hævdede, at han fik stress og at arbejdet gjorde ham så syg at han fik udslet og sår. Han fortsatte dog med at arbejde med operationen som ansat i CIA. Olsons søn afslørede senere, at hans far ikke var skabt til at se flere af de ting, han fik at se. Han "var ikke i stand til at behandle det, som man skulle være".

Olson var en af dem, der var med til et møde for ansatte videnskabsmænd, hvor de, sammen med CIA-direktøren Allen Dulles, diskuterede Project MK-Ultra. Olsons tilstedeværelse syntes at forstyrre de andre mænd, fortæller Medium. Han ville ofte protestere mod de forslag, der fremkom. En af de ting, der generede ham, var tanken om, mennesker kunne blive injiceret med et sandhedsserum. Det blev ikke bedre, da et par af de andre videnskabsmænd ønskede at prøve det. "På grund af deres indvendinger blev mændene bedøvet," står der i Medium-artiklen. Olson fik LSD. Han blev desorienteret og blev meget syg. De andre så på og noterede, hvad der skete med deres kollega. I løbet af et par dage begyndte han at tale om, hvad han ville gøre. "Deres bekymringer viste sig at være begrundede," fortæller artiklen - han planlagde at afsløre eksperimentet.
Dette kunne de ikke lade ske. De besluttede at sende Olson til New York.
Den 24. november 1953 kom Olson tidligt hjem fra arbejde. Han var sammen med sin kollega, John Stubbs. Hans kone var mistænksom, især da han fortalte hende, at hans overordnede var bange for, at han ville skade hende.

At han gik med til at tage til New York City bekymrede hende ikke meget. Olson var altid på rejse, og dette var bare endnu en af de gange. Hun havde dog håbet på at få et par minutter alene med sin ægtefælle for at finde ud af, om han havde sagt op. Det havde han ikke, "og han ville ikke få en chance for at gøre det," står der i artiklen.
Bare et par nætter efter sit ophold i New York døde Olson. Han faldt gennem vinduet på sit hotelværelse.
Politiet blev tilkaldt, og en undersøgelse blev indledt.
"Olsons værelseskammerat, Robert Lashbrook, virkede mindre end bekymret over, at hans kollega var faldet gennem vinduet. Da han fik det at vide, trak han på skuldrene og opførte sig, som om intet var hændt."

Natlederen nåede frem til Olson, som var i live et par minutter efter faldet. Olson forsøgte mumlende at formidle et budskab, men det var uforståeligt. Olson døde før lægehjælp nåede frem til hotellet.
I Robert Lashbrooks tegnebog fandt man kontaktoplysninger på John Mulholland, en mand, der var tryllekunstner, før han blev et CIA-aktiv. Det skulle vise sig, at Lashbrook havde kontaktet denne mand via telefon cirka en time før tragedien. Det blev også en afsløret, at Mulholland havde besøgt hotelværelset minutter før Olsons fald. Alligevel fastslog efterforskningsbetjentene, at der var tale om et selvmord.
John Mulholland var en mangeårig optrædende tryllekunstner, der i hemmelighed begyndte at arbejde for CIA. Mulholland blev betalt af CIA for at skrive en manual om bedrag og vildledning. Kopier af dokumentet mentes at være blevet ødelagt i 1973, men kopier dukkede senere op igen og blev offentliggjort som "The Official CIA Manual of Trickery and Deception" ("Den officielle CIA-manual for bedrag og vildledning").

CIA-direktør William Colby og præsident Gerald Ford mødtes med Olsons enke. De indgik et forlig hvor de betalte hende 750.000 dollars og bekendtgjorde en formel undskyldning for Frank Olsons død. "Men der kom ikke flere svar," skriver Medium.

Under senator Kennedys undersøgelse fra 1977 om Project MK-Ultra blev årsagen til Olsons død, som nævnt, ændret til ukendt. Det skyldtes bl.a., at natchefen påpegede, at det virkede usandsynligt, at en mand kunne kaste sig ud af vinduet uden at vække sin ledsager. Der var to senge på værelset, og gardinerne var trukket for, da Olson faldt.
I 1994 fik Eric Olson sin fars lig opgravet. Endnu en obduktion blev udført, og der kom nye afsløringer. Der var et hul i Frank Olsons hoved, som dannede baggrund for en teori om, at nogen slog ham ned med en pistol. Sammen med den nye opdagelse kom nyheden om, at hans krop ikke var dækket af sår og flænger, som man kunne forvente, når nogen gik gennem et vindue.
"Frank Olson blev myrdet," konstaterer Medium.
Men ingen ved, hvem der er ansvarlig, og det er ikke sandsynligt, at morderen nogensinde vil blive fanget, da filerne blev ødelagt, slutter artiklen.
Familien Olson publicerede i august 2002 en erklæring om mordet, hvor de bl.a. skrev:
"Rockefeller-kommissionens beretning om selvmordet af en "hærens videnskabsmand" forsømte ikke kun at tilføje mandens navn og hans CIA-tilknytning; den udelod enhver henvisning til hans høje stilling i landets mest hemmelige biologiske våbenlaboratorium.
Når denne information føjes til historien, og når man får en idé om, hvilke slags projekter der blev foretaget i Special Operations Division, så ændres det overordnede billede af Frank Olsons død fuldstændig."

Derefter afslørede familien at projekterne i Special Operations Division, hvor Frank Olson havde opsagt sin lederstilling, involverede følgende aktiviteter:
Forskning i materialer til lejemord (f.eks. materialerne brugt i CIA's forsøg på at myrde præsidenterne Patrice Lumumba i Congo og Fidel Castro i Cuba).
Biologisk krigsførelsesmateriale til brug i hemmelige operationer.
Biologiske krigsførelseseksperimenter i befolkede områder.
Forhør med døden til følge.
Samarbejde med tidligere nazistiske videnskabsmænd.
Forskning i bevidsthedskontrol med LSD.
USA's anvendelse af biologiske våben i Koreakrigen.

Danske LSD-overgreb og den engelske MI5-søvnmester
Det var det schweiziske firma Sandoz, der foretog den første syntetisering af LSD og dermed opdagede det psykedeliske stof. CIA tog kontakt til firmaet, sendte to agenter til Schweiz og "opkøbte verdens forsyning" af LSD, fortæller denne artikel i magasinet Reason. Det danske specialmagasin Illegal!, der har særligt fokus på stoffer og stofmisbrug, stemmer i og fortæller, at CIA derefter satte sig på al distribution af LSD i den vestlige verden. Det skete i begyndelsen af 50'erne i forbindelse med MK-Ultra-programmet og efterretningstjenestens ambitioner om at få et stof til hjernevask. Dengang kunne man således ikke få LSD, medmindre det var godkendt af CIA.

Magasinet Illegal! fortæller i detaljer videre om Danmarks egen sag om overgreb på psykiatriske patienter med LSD. Det var en sag, som i antal var endnu mere ekstrem end den canadiske, vi netop har hørt om. Den inkluderede hundredevis af menneskeforsøg, tvang, selvmord og forsøg på mørklægning - samt desuden det tilsyneladende allestedsnærværende CIA. Fra 1960 til 1973 gav overlæge Einar Geert-Jørgensen og hans lægehold flere hundrede danske psykiatriske patienter LSD i en kælder under Frederiksberg Hospital. Journalist og forfatter Alex Frank Larsen afdækkede skandalen om de hemmelige LSD-forsøg i Information og i 1986 fik en Cavlingpris for dette arbejde. Det var den sønderjyske gårdejer Gunnar Sandvei, der startede sagen. "Gunnar Sandvei fik LSD under tvang, blev ødelagt af lægerne og knust af retssystemet," fortæller Alex Frank Larsen. Sagen førte til et delvist forbud imod brugen af LSD i psykiatrisk behandling, og LSD-lægerne blev anklaget for livsfarlige behandlinger, tvang og menneskeforsøg, men blev frikendt for alle anklager. Det var først i 1983 da Alex Frank Larsen kom på sagen og påviste, at Einar Geert-Jørgensen selv klassificerede sine LSD-metoder som deciderede forsøg, at man fra statslig side lavede en særlov med erstatning til ofrene. I november 2023 udkom TV2 desuden med en dokumentarfilm om menneskeforsøgene på de mere end 300 patienter. Den ekstreme behandling, patienterne blev udsat for, førte blandt andet til et selvmord, hvor en mand skød sig selv i hovedet. Det var Alex Frank Larsen, der påpegede, at forsøgene blev støttet af CIA gennnem deres frontorganisation Human Ecology Foundation.
Illegal! formulerer det således:
"Frederiksberg Hospitals afdeling D blev suppleret med en lind strøm af LSD – alt sammen støttet af Human Ecology Foundation".

I England arbejdede den britiske psykiater William Sargant ved bl.a. St. Thomas' Hospital i London på nogle metoder, som inspirerede den MK-Ultra-støttede Donald Ewen Camerons arbejde. De to mænds arbejdsmetoder var på flere områder nærmest identiske, forløb sideløbende og med indbyrdes sparring. William Sargant var involveret i det engelske SIS - Secret Intelligence Service (den hemmelige britiske efterretningstjenste) og eksperimenterede også på sine patienter uden deres samtykke, med lignende skader til følge. Patienterne og ofrene fik behandlinger som psykokirurgi, dyb søvnbehandling, elektrochok-terapi og insulinchokterapi.
Den undersøgende journalist og forfatter Gordon Thomas har hævdet, at Sargants eksperimenter med behandling af dyb søvn var en del af en britisk involvering i CIA's MK-Ultra-program. Donald Cameron og Sargant arbejdede med præcis samme metoder bl.a. til at inducere de komalignende omstændigheder for deres ofte uvidende "patienter". Sargant udsatte mennesker for op til tre måneders kombineret elektrochok-terapi, kontinuerlig narkose, insulin komaterapi og medicin - og han skrev selv, at han var i stand til, på den måde, at "holde patienterne sovende eller meget døsige i op til 3 måneder, om nødvendigt". Cameron søgte ofte Sargants råd og ved en lejlighed sendte Sargant en besked til Cameron, hvori der stod: "Hvad du end formår på dette felt, tænkte jeg på det først". Flere bøger om Camerons eksperimenter har påvist forbindelser mellem de to berygtede psykiatere. Selvom Sargant fungerede som konsulent for MI5, er der dog uenighed om hans arbejde med dyb søvnbehandling på St. Thomas' hospital havde forbindelse til efterretningstjenester. Men der er utallige indikationer på dette forhold. Fx skriver forfatteren Gordon Thomas, at "Sargant's Sleep Room (søvnrum red.) var modelleret efter det, Ewen Cameron havde skabt i Allan Memorial Institute som en del af MK-Ultra-programmet."
Vi vil gennemgå flere af indikationerne i løbet af denne del.
Ud over de tætte forbindelser til den MK-Ultra-støttede Donald Cameron havde Sargant også en direkte og ganske fatal relation til en anden MK-Ultra-medarbejder: Frank Olson. Den tidligere omtalte artikel i magasinet Medium fortæller om et møde i London mellem de to mænd Sargant og Olson i starten af 1950'erne, kort efter at Olson var blevet tilknyttet MK-Ultra-projektet. Olson havde fået til opgave at overvære afhøringerne af nogle tidligere krigsfanger, der angiveligt havde indrømmet at USA anvendte bakteriologiske våben mod Nordkorea.
Mødet mellem Frank Olson og William Sargant var hemmeligt, "men havde stor indflydelse på begivenhederne, der fulgte," fortæller Medium. Sargant var en velkendt og respekteret psykiater, og han havde en høj sikkerhedsgodkendelse, fremhæver Medium. Samtalen satte alarmklokker i gang hos Sargant og han begyndte at tro, at "Olson var en trussel mod den nationale sikkerhed." Han advarede om, at Olson ville afsløre alle Special Operations Divisions' hemmeligheder. Sargant uddybede aldrig, hvorfor han troede dette, men det var nok til at Frank Olson kom under mistanke fra alle.
Kort tid efter var Frank Olson død.

William Sargant: Nedbrydningen af et offers modstandskræft
Den britiske skuespillerinde Celia Imrie blev som 14-årig pige indskrevet på det psykiatriske hospital St. Thomas for at modtage behandling for en spiseforstyrrelse. Hun blev anbragt under behandling af den på det tidspunkt verdenskendte psykiater William Sargant.
Celia Imrie beskriver sin oplevelse af Sargant således:
"Sargant optræder stadig i mine mareridt. Han var brysk og kold, og han talte aldrig direkte til dig. I stedet udstedte han ordrer hen over dit hoved og talte om 'den der' og 'den der'. Men det var bedre end at få øjenkontakt med denne stolte, uforbederlige mand med de mørke, hårde, onde øjne. Sådan nogle øjne har jeg kun set på et par andre mennesker i mit liv."

William Sargants udlændingeregistreringskort til USA

David Owen, senere britisk udenrigsminister, arbejdede under Sargant på St. Thomas' i 1960'erne hyldede derimod sin tidligere chef. Han karakteriserede Sargant som "en dominerende personlighed med en løves terapeutiske mod" og som "den type person, legender er lavet af". Men andre, der foretrak at forblive anonyme, beskrev ham som "diktatorisk, en fare og en katastrofe", fortæller lægen og psykoterapeuten Nick Read.

"Efter Sargant forlod afdelingen, begyndte sygeplejerskerne at forberede de rædsler, han havde ordineret til dagen," fortæller Celia Imrie med hentydning til bl.a. det der blev kaldt "den elektrokonvulsive terapi" (elektrochokbehandling).
"Venner har spurgt, hvordan det var at få elektroder sat på hver side af dit kranium, før der blev skudt store strømstyrker gennem din hjerne, mens du vred og kæmpede og skreg og stønnede og savlede ned i puden. Men sandheden er, at jeg ikke husker det.
Jeg kan dog huske, at jeg tydeligt så kvinden i sengen ved siden af, da det var hendes tur til at blive overfaldet i sundhedens navn. Jeg husker hvert syn, lyd og lugt. Den enorme gummiprop der blev stoppet ind i hendes mund; det mærkelige næsten stille skrig, som et smertesuk; den forpinte krops skælvende forvridninger og rykvise bevægelser; duften af brændende hår og kød."

Manden med "de mørke, hårde, onde øjne" administrerede massive doser af potente stoffer og hyppige elektrochok til hendes hjerne. Dette var hans behandlingsregime for en spiseforstyrrelse. Celia Imrie var ude af stand til at udføre selv de simpleste opgaver. Hun var tilsyneladende forvandlet til en zombielignende søvngænger.
Sargants metoder var enkle, fortæller den tidligere patient og kendte skuespiller Celia Imrie, og uddyber;
"behandling med elektrisk chok og insulin-induceret koma, der førte til kontinuerlig narkose, eller terapi i dyb søvn, komplet med båndoptagede 'hjernevask-ordrer', der blev afspillet til patienterne under deres puder."

Ifølge Celia Imrie brugte William Sargant altså "psychic driving" - ligesom sin MK-Ultra-støttede sparringspartner, Donald Cameron.
Hun fortæller også, at hun overhørte en sygeplejerske sige til sin nærmeste chef, at Imrie udviste en 'farlig modstand' over for stofferne. I den forbindelse fortæller Imrie desuden, at William Sargant plejede at sige, at "hver hund har sit bristepunkt - excentrikerne tog bare længere tid." Skuespillerinden Imrie var åbenbart excentriker i William Sargents øjne.
Lægen og psykoterapeuten Nick Read skriver, at Sargant gik ind for at øge hyppigheden af elektrochokbehandlinger for de "resistente, obsessionelle patienter" for at skabe "terapeutisk forvirring" og dermed fjerne deres modstandskræfter.
Celia Imrie beskriver hvordan hun plejede at snige mig ud af afdelingen for at kigge gennem koøjerne til Sargants særlige "narkoserum". Her så hun "dødt udseende kvinder, der lå på gulvet på grå madrasser, tavse - i en slags elektrisk induceret tusmørke."
Imrie forsøgte at finde ud af detaljer om den behandling, hun var blevet udsat for, og om hun selv havde ligget i dette rum. Hun fortæller, at det er umuligt for hende at vide, da de, der kom der, sov - både når de blev ført derind, og når de blev ført væk.
Men Celia Imrie fik aldrig svar. For da Sargant forlod St. Thomas' hospital, fjernede han ulovligt alle sine patienters journaler, ifølge Imrie. "Da han døde i 1988, var hvert eneste stykke papirarbejde om hans umenneskelige behandling af os, de menneskelige forsøgskaniner, blevet ødelagt," skriver hun.

Celia Imrie var ikke den eneste, der blev udsat for William Sargants ekstreme behandling. Journalisten og forfatteren Gordon Thomas har desuden skrevet denne artikel med titlen "Inde i soverummet: En kvindes frygtindgydende prøvelse i hænderne på en verdensberømt psykiater med hemmelige forbindelser til CIA". Artiklen starter således:
"Anne Margaret White, mor til tre små børn, blev indlagt på et af verdens store undervisningshospitaler, St. Thomas', i London. Hun var enogtredive år gammel og led af fødselsdepression, noget der rammer en række kvinder efter fødslen. Tre måneder senere, da Anne kom ud af hospitalet, var hun så fysisk og mentalt ændret, at hendes far oplevede hun som 'en zombie'.
Forvandlingen var blevet opnået af en psykiater, der var lige så respekteret som det hospital, han arbejdede på.
Han hed William Walter Sargant".

De to psykiatere Donald Cameron og William Sargant brugte de samme uetiske behandlingsmetoder og begik ofte deres overgreb uden ofrenes tilsagn - Cameron i Canada og Sargant i Storbritannien. Lighederne mellem deres arbejdsmetoder er også tydelige. Cameron blev finansieret af CIA, mens Sargant var konsulent for Storbritanniens sikkerheds- og efterretningsorganisationer, MI5 og MI6.
Gordon Thomas skriver i sin bog "Secrets & Lies" ("Hemmeligheder & løgne"):
"Fra tidligt i den kolde krig ledte de (MI5 og MI6 red.) efter nye måder at forstå, bekæmpe og overvinde sovjetiske og kinesiske psykiateres medicinske manipulationer. I Dr. Sargant fandt de en villig vejleder."

De to mænd var desuden tætte samarbejdspartnere, fortæller Gordon Thomas:
"Dr. Cameron fløj til London for at møde Dr. Sargant. Sammen diskuterede de, hvordan de ville kombinere deres arbejde, og Dr. Sargant kopierede Montreal-eksperimenterne til sin afdeling på St. Thomas' hospital".

William Sargant mødtes, ifølge Thomas, også til fest i den tidligere CIA-direktør Allan Dulles' hus, hvor også bl.a. Dr. Cameron deltog, og hvor diverse muligheder i deres manipulationsforskning blev diskuteret med højtstående efterretningsofficerer og læger knyttet til CIA's MK-Ultra-program.
Gordon Thomas fortæller desuden, at Sargant var så tæt knyttet til MK-Ultra og CIA at han sammen med Dr. Louis Jolyon West forfattede to CIA-forhørsmanualer - "Coercive Questioning" og "Human Resource Exploitation" ("Udspørgning under tvang" og "Udnyttelse af menneskelige resourcer").
Dr. Louis Jolyon West var den mand, vi også hørte om i del x, og som gjorde brug af et "åbent hippiehus" ("hippie crash pad") i forbindelse med MK-Ultra-eksperimenter og "Finders"-kultgruppelederen og militærmanden Marion Pettie. Pettie misbrugte, ifølge flere tilbageholdte beviser, børn i sine ekstreme eksperimenter. Dr. Louis Jolyon West var ligesom Dr. Ewen Cameron sparringspartner med Sargant. Man kan læse mere om Louis Jolyon West i dette uddrag fra bogen "Chaos, Charles Manson, CIA, and the Secret History of the Sixties" ("Kaos, Charles Manson, CIA og den hemmelige historie om 60'erne") skrevet af journalisten Tom O'Neill. Artiklen beskriver i detaljer hvordan Louis Jolyon Wests angivelige brug af kemikalier og hypnose i sin lægepraksis, muligvis førte til et mordet på et treårigt barn og derefter henrettelsen af en uskyldig mand. I en artikel fra 1956 med titlen "The Psychophysiological Studies of Hypnosis and Suggestibility", hævdede West, at han vidste, hvordan man erstattede "sande minder" med "falske" hos mennesker uden deres viden. Flere oplysninger i den dramatiske og tragiske sag om barnemordet peger i retning af, at Wests anvendelse af denne metode gik galt og førte til den uhyggelige udgang for den treårige myrdede pige. Der peges i artiklen på muligheden for, at West havde "implanteret" et falsk minde om et barndoms-overgreb i bevidstheden på en ellers velfungerende familiefar, som derefter myrdede en uskyldig treårig pige i en art trancelignende tilstand. West blev tilknyttet den efterfølgende retsag som psykolog og fik ved hjælp af bl.a. tydeligt ledende spørgsmål og hypnose en tilståelse fremskaffet, hvilket førte til henrettelsen af manden.

Sargants militære arbejdsplads: Giftangreb på landsmænd
Sargant udførte eksperimenter med diverse stoffer på såkaldte "militære frivillige" på militærbaser i Storbritannien, hævder Gordon Thomas videre, bl.a. på Storbritanniens hemmelige biokemiske center for krigsførelse i Porton Down på Salisbury Plain (Salisbury slette i det sydlige England). Igen blev der brugt "frivillige" fra militære sindssygehospitaler og fra militærfængsler.
CIA sendte observatører for at overvåge disse tests. Blandt dem var en af dets ledende biokemikere, Frank Olson, og den overordnede leder af MK-Ultra-programmet, Dr. Sidney Gottlieb. De tre mænd blev nære venner, skriver Thomas. Han fortæller desuden, at de på hver tur besøgte Sargants afdeling på St. Thomas' hospital "for at studere patientjournaler" og at de også delte med Sargant "den seneste bevidsthedsændrende forskning, der blev udført på Fort Detrick, den amerikanske ækvivalent til Porton Down".
Her er det BBC, der fortæller om andre uhyrligheder, der er foregået i dette center, Porton Down, bl.a. flere døde forsøgspersoner. Og her er det så den engelske stat, der forsvarer centeret, og har sin helt egen måde at fortælle nogle af de ting, der kommer frem i BBC's artikel. Fx kalder den britiske regering, mordet på en forsøgsperson med nervegassen flydende sarin i 1953 for "en tragisk og beklagelig hændelse". De sprøjtede simpelthen den ekstremt dødelige gift direkte ind i armen på manden. Derefter skriver regeringen behændigt, at dette var det eneste medlem af hæren, "der er død som det direkte resultat af deltagelse i forsøg foretaget på Porton Down". I BBC's artikel får man at vide at en Porton Down-forsker døde af pest i 1962, et biologisk våben der blev eksperimenteret med i centeret.
Alene på Porton Down blev der, ifølge BBC, siden slutningen af 2. verdenskrig eksperimenteret på mere end 20.000 forsøgspersoner. Dette bliver i den britiske regerings udlægning til "over 20.000 frivillige" siden "1916". Denne forskningsartikel fortæller så bare, at disse "frivillige" ikke gav deres tilsagn på et informeret grundlag, som ellers foreskrives i etisk korrekt udførte forskningsprojekter. Man kan ikke kalde forsøgsdeletagere "frivillige" på et sådan grundlag: Hvis de fx ikke ved hvilke risici de udsættes for eller kender eksperimentets karakter mv.
I forbindelse med den britiske regerings udvikling af kemiske våben er der gradvist fremkommet mere og mere groteske oplysninger om hvad bl.a. den britiske regering har gjort mod sin egen befolkning. Disse oplysninger kommer ingen af de tre nævnte kilder ind på - hverken Gordon Thomas, BBC eller selvfølgelig den britiske regering selv: Under den kolde krig brugte den britiske regering den brede britiske offentlighed som uvidende forsøgskaniner og udsatte simpelthen sin egen befolkning for biologisk og kemisk krigsførelse. Dette har man kendt til igennem flere år. Men i 2016 kom det frem, at det skete i meget større skala end tidligere antaget. "I mere end 750 hemmelige operationer blev hundredtusinder af almindelige briter udsat for 'hånende' biologiske og kemiske krigsangreb lanceret fra fly, skibe og vejkøretøjer," fortæller den engelske avis the Independent. Indtil da havde historikere troet, at sådanne operationer havde været meget mindre omfattende. Den nye historiske forskning afslørede, at britiske militærfly sprayede tusindvis af kilo af kemikalier med 'stort set ukendt giftigt potentiale' på britiske civilbefolkninger i forskellige områder i England , bl.a. i Salisbury i den sydlige del af landet.
Der blev også kastet "betydelige mængder gift" over den Engelske Kanal og Nordsøen. Dette skete angiveligt i årene mellem 1953 og 1964.
Også brugere af Londons undergrund og tognet blev anvendt som uvidende forsøgspersoner for biologisk krigsførelse i maj 1964. Den hemmelige operation blev udført af videnskabsmænd fra netop regeringens forskningscenter for kemisk og biologisk krigsførelse i Porton Down. Operationen involverede frigivelsen af store mængder bakterier kaldet Bacillus globigii, der i dag betragtes som en årsag til madforgiftning, øjeninfektioner og endda blodforgiftning. En anden test der involverede levende pestbakterier blev udført ud for Skotlands vestkyst i 1952, kun få kilometer fra en ø, som havde en befolkning på flere tusinde beboere. Regeringens videnskabsmænd, der udførte forsøgene, regnede med, at den fremherskende vind normalt blæste væk fra kysten. Men hvis vinden havde ændret retning, ville tusindvis af øboere have været i fare for at blive smittet med pest. En fiskerbåd kom desuden tilfældigt forbi under frigivelsen af pesten, og man var usikker på om de ombordværende havde fået sygdommen og var potentielle smittebærere .
Efter denne oplevelse flyttede de eksperimenterne med bl.a. nervegas og klyngebomber til Nigeria. Premierministeren og frimureren Winston Churchill godkendte desuden en plan om at udføre diverse tests i det britiske oversøiske territorium, Bahamas. Man vurderede, at det var det bedste sted til at udføre test "uden restriktioner". I denne senere BBC-artikel får man at vide, at der i det tophemmelige laboratorium, forskes i kemiske våben og dødelige sygdomme - bl.a. ebola, pest og miltbrand.

Også den amerikanske regering har i øvrigt udført tilsvarende eksperimenter på den amerikanske befolkning - men i endnu større skala. Dette formidles fx i denne artikel med titlen "Over and over again, the military has conducted dangerous biowarfare experiments on Americans" ("Igen og igen har militæret udført farlige biokrigsførelseseksperimenter på amerikanere"). I 1950 gik det fx ud over 800.000 beboere i San Franscisco, som fik sundhedsskadelige mikrober sprøjtet ud over sig i syv dage, hvilket "potentielt betød mindst et dødsfald". Dette var kun det første forsøg af adskillige - angiveligt fra 1949 til 1969.
Men forgiftning af den amerikanske befolkning udført af den amerikanske regering er noget som også foregår i dag. "Det amerikanske militær forgifter samfund over hele USA med giftige kemikalier," afslørede denne artikel i avisen The Guardian i 2021. Militæret afbrændte i hemmelighed over ni millioner kg af "et af de mest holdbare, uforgængelige giftige kemikalier, som mennesket kender" - AFFF - lige op til "ugunstigt stillede samfund i USA." Det yderst kræftfremkaldende AFFF er et PFAS-lignende kemikalie, der ligesom dette stof aldrig nedbrydes naturligt - og det er ikke bevist, at det bliver nedbrudt ved forbrænding.

Epileptiske kramper, elektrochok og 'befrielsens kemi'
William Sargant var længe "blevet betragtet som en banebrydende læge," skriver Gordon Thomas i sin artikel om Anne Margaret Whites prøvelser med William Sargant.
"Men ukendt for hende og hospitalet, da Anne White blev hans patient, stod Sargant i spidsen for ultrahemmelige bevidsthedskontrol-eksperimenter."

Sargant var den britiske del af MK-Ultra, hævder Thomas. Den februarmorgen i 1970, hvor Anne White blev indlagt hos Sargant, var MK-Ultra-programmet officielt blevet opløst, fortæller han videre. "Et af projektets nøglemedlemmer," Dr. Ewen Cameron, var død. Hans hospital Allan Memorial Institute i Montreal, Canada, "hvor hundredvis af patienter havde gennemgået hypnose, psyko-kirurgiske elektrochok og hele spektret af adfærdskontrol, var blevet en plet i psykiatriens navn." Den amerikanske regering havde undskyldt for CIA's arbejde og lovet, at det aldrig ville aldrig ske igen.
"Det så ud til, at ansvarligheden over for det demokratiske system havde sejret.
Det havde den ikke. Anne White var ved at finde ud af dette; at MK-Ultra fortsatte med at trives i hænderne på William Sargant. Han fortsatte med at bruge de enorme doser af elektrochok og stoffer som en del af sit adfærdsændringsregime."

William Sargant skulle med sine egne ord bygge afdelingen på på St. Thomas' Hospital op fra bunden. Ifølge Gordon Thomas var det "en mørk, fugtig, rottebefængt kælder med tilnavnet "Scatari" - "et frygteligt sted med bedøvede skrig og urolige mumlerier". Det var her, Sargant, begyndte at eksperimentere med, hvad han kaldte "heroiske doser af stoffer brugt i forskellige kombinationer".
"Han ville bruge disse til at gøre Anne White, en kvinde, der desperat søgte hans hjælp, til den zombie-lignende figur, hendes far så, da hun kom ud af hans 'pleje'".

Sargant mente, at alle psykologiske problemer kunne løses med fysiologiske snarere end psykologiske metoder. Psykologiske problemer var, efter Sargants opfattelse, rodfæstet i kroppen snarere end sindet, og burde behandles som sådan. Han afviste psykoanalysen. "Han ønskede den magiske pille, den øjeblikkelige kur," fortæller denne kritiske profil-artikel om manden William Sargant.
Gordon Thomas skriver, at Sargant arbejdede tæt sammen med medicinalfirmaer for at få de nyeste lægemidler til sine eksperimentelle metoder. Sargant havde en udpræget forkærlighed for stoffer, og han gennemsøgte faglige tidsskrifter og akademiske artikler for nyheder om nye lægemidler. "Hans filer omfattede en annonce fra Arkivet for Almen Psykiatri," fortæller Gordon Thomas. Annoncen viste "en mørkhudet, tyklæbet ung mand med knyttede næver". Over figuren kunne man læse ordene "Voldelig og krigerisk?". Under figuren var så det medicinsælgende budskab: "Samarbejde begynder ofte med Haldol (haloperidol). Det virker til at kontrollere voldelig og aggressiv adfærd".
"For Sargant var stoffer 'befrielsens kemi'," skriver Thomas, hvorefter han remser firmanavnene op på de mange medicinalfirmaer, Sargant samarbejdede med.
Sargant injicerede patienter med insulin for at fremkalde hypoglykæmisk koma og han tøvede ikke med at give patienter lobotomi (det hvide snit), fortæller den tidligere omtalte profil-artikel. Dette bekræftes af denne historiske artikel om lobotomi i Storbritannien.

Gordon Thomas skriver i sin bog Secrets & Lies:
"Dr. Sargant havde en mission, grænsende til messiansk iver, om at føre psykiatrien ind i en ny verden. Hans våben omfattede epileptiske kramper, induceret af elektrochok; hypoglykæmisk koma produceret med insulin; og præfrontal lobotomi i en procedure kaldet psykokirurgi."

William Sargant kæmpede selv med periodiske anfald af depression. Han ønskede at blive læge, men måtte skifte til psykiatrier efter at have fået et nervøst sammenbrud og et anfald af depression. Sargant "perfektionerede de brutale metoder til psykiatrisk behandling", som han er kendt for, mens han behandlede ofre under Anden Verdenskrig, fortæller profilartiklen om William Sargant. Han eksperimenterede på soldater med posttraumatisk stress syndrom - med cocktails af forskellige kraftfulde stoffer, herunder barbiturater og amfetamin. Barbiturater er typisk beroligende og søvnfremkaldende - og vil ofte give en følelse af en velbefindende eller ruslignende tilstand, hvilket gør at de kan være vanedannende. William Sargant udviklede i løbet af denne periode nogle teknikker, der tvang de tidligere soldater til at genopleve deres traumatiske oplevelser, under påvirkning af disse stoffer.

Forside til bogen 'Battle of the Mind' af William Sargant

Den dengang verdenskendte psykiater Sargant skrev en bog med titlen "Battle for the Mind" ("Kamp om bevidstheden", 1956 og 1957), mens han kom sig over et anfald af tuberkulose og depression. Dens undertitel er "A Physiology of Conversion and Brain-washing" ("En fysiologi af omdannelse og hjernevask"). På forsiden af bogen står der "The Mechanics of Indoctrination, Brainwashing and Thought Control" ("Mekanikken i indoktrinering, hjernevask og tankekontrol").
Bogen begynder med en længere diskussion af den sovjetiske videnskabsmand Ivan Pavlov og hans berømte eksperimenter med hundeadfærd. Ivan Pavlov udførte forsøg på hunde, hvor en lyd fra en metronom blev spillet hver gang hunden skulle have mad. Han gentog dette, indtil hunden var konditioneret til, at den, hver gang den hørte lyden af metronomen, ville begynde at savle uhæmmet. Pavlov havde skabt en ny kunstig refleks i hunden.
Hundene blev også udsat for "negativ forstærkning", såsom at oversvømme hundenes hundegårde og få dem til at tro, at de ville drukne, betinge dem til at være bange for trapper ved gentagne gange at skubbe dem ned ad en trappe, og andre lignende mishandlinger. De fik indopereret et agrigat, så Pavlov kunne se nøjagtigt hvor meget savl, der blev udviklet i munden.

Hjemløs dreng udsættes for eksperiment af Ivan Pavlov

Senere begyndte Pavlov at eksperimentere på hjemløse børn. De fik også indopereret dette agrigat. Barnet blev lagt under kraftig bedøvelse, og implantatet blev monteret i det forældreløse barns kind. Når de vågnede, blev de fixeret i en laboratoriestol med deres hænder bundet, så de ikke ville være i stand til at fjerne enheden og deres mund blev tvunget åben.
På denne video kan man se, at eksperimentet tilsyneladende gik endnu videre. Her ligger en dreng ned og får forskellige pilller administreret via et metalrør fikseret ud for hans mund. Drengen åbner munden mekanisk for at sluge pillerne tilsyneladende på kommando.
Pavlov fik Nobel-prisen for dette arbejde, som således indebar mishandling af hjemløse børn.

Hjemløs dreng udsættes for Pavlov-eksperiment - liggende

William Sargant skriver:
"Før man kan ændre adfærdsmønstre for tanke og handling i den menneskelige hjerne hurtigt og effektivt, er det tilsyneladende i mange tilfælde nødvendigt at inducere en form for fysiologisk hjerneforstyrrelse.
Hjernen kan også blive vasket næsten ren, i det mindste midlertidigt, af alle de betingede adfærdsmønstre, der for nylig er implanteret i den."

I "Battle for the Mind" beskriver han derefter (side 74), hvordan man skaber den nødvendige "fysiologiske hjerneforstyrrelse":
"Ved at øge eller forlænge stress på forskellige måder eller fremkalde fysisk svækkelse kan der opnås en mere gennemgribende ændring af personens tankeprocesser. Den umiddelbare virkning af en sådan behandling er sædvanligvis at svække dømmekraften og øge modtageligheden for de nye idéer; og selvom modtageligeheden mindskes når spændingen ligeledes fjernes, kan ideer der er implanteret, mens den varede, alligevel forblive."

Sargant skriver desuden (se side 13, 16, 36, og 57):
"I tilstande af menneskelig frygt og spænding kan de mest vildt usandsynlige forslag accepteres af tilsyneladende fornuftige mennesker."
...
"[F]or at konvertering skal være effektiv, bør individet først have bearbejdet sine følelser, indtil han når en unormal tilstand af vrede, frygt eller opstemthed. Hvis denne tilstand opretholdes eller forstærkes på den ene eller den anden måde, kan hysteri opstå, hvorefter forsøgspersonen kan blive mere åben for anvisninger, som han under normale omstændigheder ville have afvist."
...
"Når en tilstand af hysteri er blevet fremkaldt hos mænd eller hunde af stigende belastninger, som hjernen ikke længere kan tolerere, vil en beskyttende hæmning sandsynligvis indtræde. Dette vil forstyrre individets almindelige betingede adfærdsmønstre. Hos mennesker findes der også tilstande med stærkt øget suggestibilitet."
...
"Stoffer fremskynder processen ved at skabe de nødvendige fysiologiske ændringer i hjernens funktion."

Ifølge William Sargant bliver en person altså gjort modtagelig for implanteringen af nye tankeprocesser, når vedkommende udsættes for fysisk og følelsesmæssig stress og bearbejdes til tilstande af unormal frygt, vrede, spænding og opstemthed. Processen skal ifølge Sargant kulminere i hysteri, hvor individets almindelige betingede adfærdsmønstre er forstyrrede og individet derfor bliver "mere åben for anvisninger, som han under normale omstændigheder ville have afvist".

Fysisk svækkelse og følelsesmæssig stress ofte suppleret med fysisk skade på kroppen er netop den proces, der beskrives af talrige ofre for organiseret rituelt misbrug. Offeret traumatiseres og dissociativ identitetsforstyrrelse (DID) kan i disse situationer fremkaldes i personen. DID er en psykisk lidelse, hvor en person har to eller flere forskellige separate identiteter. Disse flere personligheder kontrollerer deres adfærd på forskellige tidspunkter. Hver identitet har sin egen personlige historie, træk, hvad man kan lide og ikke kan lide.
Vi hørte om præcis dette princip i del x i forbindelse med den sataniske rituelle mishandling af drengen Paul Bonnacci, som da også netop endte med at lide af dissociativ identitetsforstyrrelse. Reaktionen blev forklaret som en forsvarsmekanisme: Den ekstremt svigtede Pauls psyke skabte nye personligheder, som han kunne flygte ind i, mens de volsomme overgreb fandt sted. Han beskuede så at sige de forfærdelige situationer udefra som en anden person.
Særligt børn er sårbare overfor sådanne svigt og tilbøjelige til at reagere med dissociativ identitetsforstyrrelse. Sargant skriver da også i en anden passage i bogen at meget menneskelig adfærd er "resultatet af de betingede adfærdsmønstre, der er implanteret i hjernen, især i barndommen."

Sargant hævder desuden at have erfaringer med falske implanterede minder, og henviser i den forbindelse til Pavlov ("Battle of the Mind", introduktionen side xxv):
"En falsk implanteret hukommelse kan skabe en større følelsesmæssig udladning end den virkelige og fremkalde de fysiologiske virkninger, der er nødvendige for psykologisk lindring. En teknik til bevidst at stimulere vrede eller frygt under stoffer indtil patienten kollapser i midlertidig følelsesmæssig udmattelse blev endelig perfektioneret ved hjælp af Pavlovs fund."

At dømme på Celia Imries beskrivelse af omstændighederne på St. Thomas' Hospital er ordet "lindring" temmelig malplaceret. Hendes oplevelse virker mere som en art søvnfængsel med forskellige typer tortur. Et mareridt hun aldrig selv fik opklaret omfanget af.

"For William Sargant er hjernen blot endnu et organ," står der i den kritiske profilartikel om den berygtede psykiater. "Højere menneskelige evner såsom kreativitet og fornuft er meningsløse for ham. Vores hjerner er blot biologiske masser, der skal manipuleres af den smarte bevidsthedsbøjer."

Sargant beskriver anvendelsen af sine metoder:
"Pavlov har ved gentagne og gentagelige eksperimenter vist, hvordan en hund, ligesom en mand, kan betinges til at hade det, han tidligere elskede, og elske det, han tidligere hadede".

Den kritiske profilartikel sammenligner dette princip med George Orwells dystopiske roman og fremtidsvision "1984", hvor hovedpersonen, Winston Smith, gennemgår netop denne transformation. Gennem tortur kommer Winston til at acceptere den absurde påstand 2 + 2 = 5, og han ender med at erklære sin kærlighed til systemet og lederen, Big Brother, som Winston tidligere havde vægret sig imod. "1984 er selvfølgelig fiktion, men William Sargants metoder gør denne tvungne transformation af menneskets vilje meget virkelig," står der i profilartiklen.
William Sargant skriver selv at alle succesrige autoritære systemer, uanset om de er politiske eller religiøse, nu bruger opfølgende konditionering "og udvider den fra toppen og helt til bunden".

Den 'messianske' medicinmand, okkultisme og voodoo
William Walters Sargant blev født i 1907 ind i en velhavende metodistfamilie i det nordlige London. Fem af hans onkler var metodistprædikanter, en bror var biskop; en anden menneskerettighedsforkæmper.
William Sargant selv havde, som vi hørte fra forfatteren Gordon Thomas, sin helt egen "mission, grænsende til messiansk iver", som handlede om "at føre psykiatrien ind i en ny verden" med gavmild anvendelse af elektrochok og cocktails af amfetaminer og søvnfremkaldende barbiturater, patienter i epileptiske kramper, hypoglykæmisk koma, frygt, hysteri - og selvfølgelig den endelige løsning; det det hvide snit.

I Battle for the Mind udforsker Sargant den rolle som ritualer og det okkulte har som indoktrinerings- og hjernevaskeredskaber, fortæller profilartiklen om manden.
Han skriver om den tid, han tilbragte i Haiti med at observere voodoo-udøvere. Han skriver dybdegående om virkningen på den menneskelige psyke af rytmisk trommespil og udmattende dans:
"Rytmisk trommespil findes i ceremonierne i mange primitive religioner over hele verden. En ledsagende tilstand af stigende spænding og dans opretholdes også, indtil det samme punkt med fysisk og følelsesmæssigt sammenbrud er nået".

Han fandt ud af, at elektriske optagelser af den menneskelige hjerne viser, at den er særligt følsom over for rytmisk stimulering ved percussion og skarpt lys og visse rytmehastigheder. Adskillige stærke rytmer spillet i forskellige tempoer er særligt effektive. Sargant sporer voodoo-praksisen fra Haiti tilbage til dens rødder i Vestafrika, hvor dens ritualistiske praksis opstod i oldtiden.
Den ellers yderst modernistiske Sargant skriver i Battle for the Mind:
"Voodoo-kulten i Haiti viser med hvilken lethed suggestibiliteten kan øges ved at udsætte hjernen for alvorlige psykologiske belastninger. Voodoo har adskillige guddomme eller loa. Loaen menes at stige ned og tage en person i besiddelse, normalt mens han eller hun danser til trommerne. Den besatte person opfører sig derefter, som den særlige guddom burde opføre sig.

Ifølge Gordon Thomas diskuterede William Sargant mulighederne med voodoo med højtstående efterretningsofficerer og læger knyttet til CIA's MK-Ultra-program. Thomas skriver:
"Til en fest i den tidligere CIA-direktør Allan Dulles' hus, hvor også Dr. Ewen Cameron deltog, diskuterer Dr. Sargant de manipulerende virkninger af voodoo. 'Gennem dens ritualer kunne voodoo skabe en række visuelle stimuli. Korrekt styret var det en effektiv måde at bringe nogen til kanten af vanvid.'"

Dr. William Sargant dedikerede flere sider til ritualer og besiddelse i Battle for the Mind, men hans interesse gik betydeligt dybere. Han skrev senere en bog med titlen "The Mind Possessed" ("Bevidstheden besat") med undertitlen "A physiology of possession, mysticism, and faith healing" ("En fysiologi af besættelse, mystik og troshelbredelse").

Forside til bogen 'Mind pocessed' af William Sargant

I forordet til denne bog skriver Sargant, at han i sin tidligere bog Battle of the Mind (1957) "forsøgte at forbinde afreagerende- og chokbehandlinger med fysiologi af pludselig religiøs konvertering og hjernevask." Men i sin bog om bevidsthedsbesættelse går han meget dybere.
Sargant fortæller, at han har rejst i mange dele af verden, hvor han har "studeret, fotograferet og filmet eksempler på 'religiøs og ikke-religiøs besiddelse, healing og trance." Allerede i forordet skriver han selv at sådanne seancer har "enorm betydning" - at "en mands hele liv kan så let ændres, når sådanne ting sker med ham". "Alt for ofte forvildede jeg mig uden for min eget psykiatriske område og ind i andre discipliners område," skriver Sargant.
I sin bog om åndebesættelse skriver han om rejser til Afrika; Sudan, Zambia og Nigeria samt til Caribien; Trinidad, Jamaica, Barbados og Haiti.
Den første del handler om hvordan man kan skabe øget "modtagelighed" ved hjælp af bl.a. stress, afreagering, følelsesudbrud, hysteri, fysisk kollaps og stoffer. Derefter skriver han om mesmerisme, hypnose og stadier og besættelse, mystisk besættelse - samt sex, stoffer og magi i forhold til besættelse.
I del 2 skriver han om sine mange oplevelser med bl.a. "åndemaneri", voodoo, macumba (afro-brasilianske religioner), "djæleuddrivelse" osv. i de lande, han har besøgt.
Sidste afsnit før konklusionen handler om Sargants oplevelser bl.a. i nogle kristne menigheder i North Carolina i USA, hvor nogle menighedsmedlemmer i en trancelignende tilstand er i stand til at håndtere giftige slanger, mens gruppen klapper og synger rytmisk og eksalterende. I flere af disse beskrivelser sammenligner Sargant oplevelserne med dem, han har haft omkring voodoo og andre hedenske religioner.

Indholdsfortegnelse og liste med illustrationer til bogen 'Mind pocessed' af William Sargant

Sargant fortæller, at han i sin opvækst oplevede medlemmer af sin egen familie, "som pludselig og åndeligt havde ændret sig, som det var på et øjeblik." Hele deres liv var blevet ændret, og forandringen var snarere permanent end forbigående, skriver Sargant - hvorefter han konstaterer at "sådanne hændelser mentes at skyldes Helligåndens indgriben". Ligestillingen mellem demonisk besættelse og den kristne Helligånds indvirkning på mennesker er et tilbagevendende tema for William Sargants okkulte fortåelse. Dette er også et typisk princip for andre mystikere gennem tiden, som vi skal se senere i denne del.
I forordet fortæller Sargant desuden, at han allerede i et foredrag i 1967 om troens fysiologi diskuterede fysiske hjælpemidler til opnåelse af åndelig nåde". Han uddyber, at de "fysiske hjælpemidler" til at opnå "åndelig nåde", han behandler i bogen, blandt andet er "dans, stoffer og sex, som bliver så meget mere brugt nu til dette formål." Bogen er udgivet i 1973 - måske højdepunktet for ungdomsoprøret med udbredt anvendelse af psykedeliske stoffer og "fri sex".

Som en forudanelse skriver Sargant, at hvis han i slutningen af sin undersøgelse kommer til den konklusion "at mange af de undersøgte og registrerede hændelser er menneskeskabte, snarere end at stamme fra sameksisterende åndelige verdener", så er det "så meget desto vigtigere at menneskets tanker på en eller anden måde fortsat er rettet mod gode frem for onde gerninger."
"Mennesket selv kan meget vel være vores mest tilgængelige gud," skriver Sargant. Derfor må mennesket før eller siden begynde at opføre sig som en velgørende guddom snarere end så ofte som den inkarnerede djævel, fortsætter han og uddyber med reference til moderne menneskers overvældende massemord i det tyvende århundrede.
At opfatte sig selv og mennesker generelt som guder er ikke nyt. Bibelen fortæller, at Satan i form af slangen forførte Adam og Eva til at spise af den forbudte frugt, ved blandt andet at love dem, at de vil blive "som guder" og komme til at "kende godt og ondt" (1. Mosebog 3:5). Et centralt tema i resten af Bibelen er at advare mod denne form for ophøjelse af mennesker. I stedet anbefaler Bibelen hele tiden at sætte den virkelige Gud i centrum.

Doktor Sargants undersøgelser af sex og dæmonbesættelser
Den ellers rationelle doktor Sargant har i sin okkulte bog et langt afsnit om anvendelsen af sex til at opnå demonbesættelse. I afsnittet om sex og besættelse skriver Sargant, at det er betydningsfuldt, at udtryk som at "besidde dig" peger på, at det virkelige mål med sex ikke er forplantning af børn, eller for den sags skyld erotisk nydelse, men derimod "følelsen af blandet identitet". Dette beskriver Sargant, som den følelse elskende kort opnår ved "erhvervelsen af et andet menneske", som "om end blot et øjeblik - synes at blive en del af en selv."
Derefter skriver Sargant, at dette ideal om "blandet identitet" gennem sex har fået mystikere til at tale om sjælens forening med Gud - og besættelse af Gud i en seksuel betydning. "Talrige kristne mystikere har beskrevet den menneskelige sjæl som det kvindelige, der overgiver sig til og bliver besat af Gud som manden," skriver Sargent. Så opremser Sargant eksempler på katolske mystikere, der har talt om denne forening: Den katolske Johannes af Korset (1542 - 1591), den engelske mystiker og augustinermunk Walter Hilton (1340 — 1396) og den tyske mystiker og dominikaner Heinrich Suso (1295-1366) - desuden nævner han den persiske muslim og middelaldermystiker Al-Ghazali (ca. 1058-1111). Sargant giver teksteksempler fra disse mystikeres forfatterskaber. Heinrich Suso, fortæller Sargant desuden, refererer til sig selv som ’hun’ gennem hele sin selvbiografi. Dette "understreger igen den totale sammenblanding af identiteter," skriver Sargant.
Vi skal senere se meget nærmere på dette centrale fænomen om sammensmeltning af kønnene i mystikken og det okkulte.

William Sargant var tilsyneladende så optaget af det "øjeblik" med "følelsen af blandet identitet", at han personligt opsøgte det med fremmede igen og igen.
Igen er det Gordon Thomas som går i dybden med de personlige karaktertræk hos Sargant:
"Han havde en glubende seksuel appetit, som ikke kunne tilfredsstilles af et normalt forhold. Selvom han havde giftet sig med en dejlig kvinde ved navn Peggy, havde han gjort det klart, at han ikke ville have børn. Uanset hvad Peggy havde mistanke om, udfordrede hun ham aldrig om den måde, han regelmæssigt forsvandt i weekenden. Hans destinationer var palæer i dybet af det engelske landskab, hvor dem, der kom sig over de kedelige grå år i Anden Verdenskrig, havde fundet en ny måde at tilfredsstille sig selv med "swinger"-fester. Mange var rent ud sagt orgier - ofte med deltagelse af læger, advokater og deres kirkelige støtter. I afsondretheden af disse landejendomme fandt William Sargant den fysiske lettelse for sine fantasier.
Forfrisket ville han vende tilbage til London for at fortsætte sit arbejde - for at eksperimentere med Anne White."

Sargant fortæller i sin bog om besættelser om det guddommelige element i den seksuelle forening og om hvordan elskende i poesi og popsange synger om at "tilbede" hinanden. Igen er vi af Sargant ført tilbage til tanker om at tilbede mennesker i stedet for Gud - et tema som synes at være et centralt omdrejningspunkt for ham. "I vielsen kan brudgommen sige til bruden: 'Med min krop tilbeder jeg dig'," skriver Sargant. Altså seksualakten set som en tilbedelse af et andet menneske. I yderste konsekvens; pentrationen - idet det er brudgommen der siger det til bruden.
Dyrkelsen af dette princip, om frugtbarheden i fallos, er igen en almindelig oldgammel hedensk tanke, som bl.a. symboliseres i form af obelisken i mange forskellige kulturer. Også i moderne tid er der ofte blevet peget på dette. Obelisken stammer fra det antikke egyptiske samfund, hvor det også menes at have denne falliske betydning: Fallos, der er indsat i jorden, som er det kvindelige princip, et symbol på "moder jords livmoder".
Betydningen af obelisken hænger også ganske godt sammen med den antikke religiøse myte om en af de vigtigste egyptiske guder Osiris, som blev myrdet af sin bror og bogstaveligt talt parteret - skåret i 14 stykker og spredt over hele landet. Hans kone, Isis, som også var hans søster, fandt alle kropsdelene undtagen én: hans penis. Den var blevet spist af fisk i Nilen. I mangel af originalen lavede Isis selv en fallos på Osiris' genopstandne krop - godt nok til at undfange Horus, den falkehovedede arving til riget.
Den store betydning af fallos som symbol og som praktisk frugtbarhedsikon kan også ses af beskrivelsen af denne New Age-bog med titlen "The Secret of the Golden Phallus" ("Den gyldne fallos' hemmelighed"). Bogen fortæller om hvordan mænd kan "transfomere sig selv" med "Male Solo Sex Magick" (åbenbart underforstået onani), som ifølge forfatteren, der tilsyneladende er "ekspert", "vil frigøre dine kreative, opretholdende og regenererende kræfter".
Som kristen bemærker man at Satan, et ord som i sin oprindelse betyder åndelig modstander, ønsker at fornedre og ødelægge mennesker. Han bliver glad, hvis han kan få os allesammen til at onanere i ensomhed - som erstatning for kærlig seksuel intimitet mellem mand og kvinde.
Inden længe skal vi se på "Sex Magick", som var et centralt omdrejningspunkt for satanisten Alisteir Crowley.

Sargant skriver:
"Under den seksuelle handling, især hvis den ender i gensidig orgasme opnår begge partnere en intens, ofte ukontrolleret og ukontrollerbar tilstand af midlertidig hjernespænding, som fører til en tilstand af pludseligt midlertidigt nervesammenbrud og forbigående hjernehæmning.
Vi har allerede set hvilke effekter - denne fysiologiske proces kan have i at skabe stærkt øget suggestibilitet og ved at producere paradoksale og ultraparadoksale faser af hjerneaktivitet.
Følelser af besiddelse udefra, eller gensidig besiddelse hver partner af den anden, kan blive ekstremt stærk, og kraftfuld og ganske ukritisk overførsel kan bygges op.
Lettelse fra de akkumulerede spændinger i hverdagen forekommer også ofte i fasen af den endelige seksuelle kollaps, når hjernetavlen tørres af og efterlades tom til nye indtryk og påvirkninger at skrive ind."

Dette ligger bag brugen af "normal og afvigende seksuel praksis til at fremkalde besiddelse af guder og ånder", skriver Sargant og peger på, at det "har en vigtig rolle i visse orientalske kulter". Han skriver desuden, at kristendommen "med dens kraftfulde stamme af mistillid til sex, kvinde og krop", generelt har været voldsomt fjendtlig over for dette. Men han fortæller også at middelalderlige kristne alligevel anvendte "seksuelle midler til at fremkalde Guds tilstedeværelse i den tilbedende". Men dette "blev normalt gjort i forklædte og ukendte former, i middelalderlige nonneklostre og klostre". Han skriver videre, at der er fortællinger om "oprigtigt 'fromme' nonner, som følte sig fysisk forført, elsket og besat af Kristus under mystiske meditationer, til punktet for orgasme". "Kristne" der får orgasme når de "møder Jesus" er et tema som Sargant kommer ind på flere gange. Dette tema er heller ikke nyt, men noget okkulte såkaldt "kristne" mystikere har dyrket igennem århundreder. Forestillingen om at Jesus skulle forføre et menneske og give vedkommende orgasme er i sig selv en blasfemisk tanke i kristen forståelse af Jesus som del af den treenige Gud; Faderen, Sønnen og Helligånden. En ånd, der fysisk forfører og besætter et menneske til seksuel orgasme, er i bibelsk forståelse snarere enten en dæmon eller Satan selv. Faktisk er præcis dette beskrevet i 1. Mosebog 6:1-7 - Skabelsesberetningen, hvor "gudesønnerne" (ben elohim) aka Satans faldne engle tager menneskekvinder som hustruer og avler børn med dem. Efter det ser Gud kun ondskab og vold i menneskene, fortryder at han nogensinde skabte os og beslutter at ødelægge sin skabning. Kun Noah og hans familie ser han nåde i, fordi Noah "gik med Gud" og derfor ikke var korrumperet.

Som indgang til at behandle indisk tantra sex skriver Sargant:
"Sex- og orgasme øger ikke kun modtagelighed markant og styrker indplantningen af tro, men den øgede modtagelighed affyrer derefter yderligere seksuel spænding. Gentagne gange induceret orgasmisk kollaps er derfor blevet brugt til at frembringe tilstande af dyb hysterisk trance. Ydermere er indplantningen af bekræftelse af religiøs tro ved hjælp af denne typer teknikker ofte mere effektivt opnået i grupper end af mennesker i par eller alene. Derfor det seksuelle orgie som en religiøs ritual."

Sargant hævder at "nogle autoriteter" på området mener at "tantrisme" er "den ældste af alle de indiske kulter". "Den bruger seksuelt samleje til at styrke religiøse gruppefølelser og at skabe tilstande af besiddelse af guddommelige og dæmoniske kræfter," skriver han. Sargant forklarer hvordan frygt er et vigtigt element i tantrisme, og han understreger behovet for frygtindgydende rædsel ved at anvende de oprindelige indiske ord for disse begreber.
Han uddyber med denne forklaring af gudernes roller:
"Dens kilde er Siva i hans aspekt af Bhairava og hans ægtefælle Sakti i hendes aspekt af Bhairavi (Kali, Durga, Chandi osv.), som frembringer elementerne af universel frygt. I de otte 'rædselsformer' af Siva, beskrives han som sortlemmet, destruktiv, vred, rød-kammet og så videre. . . Hans ledsagere er ghouls, dæmoner og ogresser, og hans vahana eller køretøj er en misformet hund med onde hugtænder og slavekæber, som er lige så forfærdelig at se som guden selv. Bhairav- eller rædsels-aspekterne af guddommen er fremkaldt i ceremonielle forbandelser og er genstand for meditation af tantriske hengivne på kirkegårde under nekrofile ritualer."

En ghoul er en menneskelignende skabning og ond demon, der æder mennesker, og særligt røver grave for at æde døde kroppe.
En ogress er et kvindeligt monster, i reglen repræsenteret som en hæslig og barbarisk kæmpe, der lever af menneskekød.
Bibelen fortæller, at hvis man rører et lig, bliver man uren (4. Mosebog 19:11 og 19:16).
Som vi har set tidligere, er død et væsentligt omdrejningspunkt i okkulte klubber som Skull and Bones, Frimurerordenen og Bohemian Club; lig, knogler, kranier, kister, mumier, begravelser, dødsceremonier osv. Vi husker fx, at noget af det, der er sluppet ud om Skull and Bones, er, at dem der indvies skal ligge nøgen i en kiste, mens de afslører intime detaljer om bl.a. deres sexliv. Her afsløres det så yderligere, at denne østlige mystikerkult med rødder tilbage til antikken involverer ritualer om sex med lig på gravpladser.

Sargant forsætter med at skrive om virkningen af intens frygt på hjernen, rituel gruppesex, mantraer og "magiske ord og vendinger, som gentages igen og igen og som har en hypnotisk effekt". Desuden tantrikernes brug af hash i god tid før "tidspunktet for det rituelle samleje" så personen er under rusmidlets fulde virkning. Disse "rituelle sexpraksisser fremkalder intensiv, euforisk, ofte hallucinatorisk og måske psykopatologiske følelser, der følger med religiøs oplevelse - eller som er religiøs oplevelse," videreformidler Sargant. Den korte beskrivelse, som Sargant selv benytter afslutningsvist er "ekstase".
Den moderne medicin- og stoffokuserede psykiater fremfører, at disse ritualer bliver kaldt 'det mest oprørende og forfærdelige, menneskelig fordærv kunne tænke på'. Formålet med dem er, forklarer den ellers meget nøgterne doktor, at "sætte den tilbedende i stand til at forene sig sig selv med dæmoner og guddomme." Sargant beskriver også, hvordan "tempelprostitution og de varierede sexritualer i og omkring Bombay bruges til at opnå religiøs ekstase." Med reference til samme kilde fortæller Sargant, at der i "Zatra-festivalen" angiveligt skulle være "torturerede angrende", hvor "hver tomme af en mands krop var gennemboret med små kroge". Der var nøgne kvinder, der havde pile gennem deres bryster, mave og balder, så de hverken kunne sidde eller ligge ned. Og tæt på på en ejendommelig trækonstruktion "hang en kvinde i kroge fastgjort til hendes bryster og skede, de to begærscentre". Citatet, Sargant fremfører, slutter med at fortælle at "mænd rullede rundt på jorden i eksalteret begejstring", udenfor hele vejen rundt om templet, og kvinder, der åbenbart også deltog, rullede sammen med mændene i ligeledes i en art "seksuel tvangsadfærd".
Men i vestlige kulturer er sådanne seksuelle metoder blevet drevet under jorden af kristen etik og automatisk forbundet med kætteri, skriver Sargant, som derefter funderer over, hvad han kalder "heksemanien". Under forbehold for at "den er baseret på noget virkeligt overhovedet", skriver han, at denne mani "kan være opstået fra gruppesex-praksis, hvor de hengivne mente at være besat af Djævelen og hans håndlangere".

William Sargant, satanisten Aleister Crowley og "Sex Magick"
Efterretningskonsulenten og den selverklærede hjernevasker William Sargant afslører også i sin bog om demonbesættelse, at han har nærstuderet satanisten Aleister Crowleys arbejde.
Sargant skriver indledningsvist:
"I dette århundrede har tantrisk teori og praksis spredt sig til nogle grupper af okkultister i Vesten. Jeg var så heldig at kunne undersøge Aleister Crowleys dengang upublicerede dagbøger, gennem Gerald Yorkes gode kontorer. Disse kaster en strøm af detaljeret teknisk lys på seksuelle midler til at skabe beættelsestilstande. De fortjener diskussion i en bog af denne natur, siden magi, hekseri og dæmonologi har absorberet mange mænds sind i århundreder, med for lidt forståelse af de fysiologiske og psykologiske virkninger af magiske og seksuelle praksisser og deres trosskabende kræfter."

Gerald Joseph Yorke var engelsk major og forfatter, med en udtalt forkærlighed for det okkulte. Denne førte ham til at kontakte Aleister Crowley, som han var tæt knyttet til i fire år. Yorke var også medlem af Crowleys magiske orden, A∴A∴, og superviserede en række nyinviede medlemmer.
"Gerald Yorkes gode kontorer" er med al sandsynlighed denne mands omfattende kartotek med okkult litteratur, som omfatter alt fra Golden Dawn manuskripter, over Crowleys instruktioner i Sex Magick til reglerne for Helena 'Blavatsky Logen' i det Teosofiske Selskab.

Aleister Crowley blev, mens han levede, berygtet som fremtrædende okkultist og satanist før dette begreb for alvor blev defineret i moderne tid. Han blev i sin samtid kaldt "verdens ondeste mand". Crowley blev kendt for sin ekstreme perversion i digte og andre personlige tekster, og ud over at være frimurer drev han også sine egne okkulte organisationer, hvor han bl.a. udførte seksuelle åndelige ritualer og påbød sine følgere at foretage selvskade med barberblade o.lign. Mindst en af hans følgere døde i forbindelse med det tempel Crowley havde etableret på Sicilien. Desuden er Crowley blevet beskyldt for at være massemorder.
Den moderne satanist Anton LaVey, der i 1966 skabte den Sataniske Kirke i San Franscisco, var inspireret af Aleister Crowley. LaVey "fulgte i Crowleys fodspor," fortæller denne historiske artikel. History.com har også i sin forklaring af satanisme et afsnit viet til Crowley. History skriver, at Crowleys digt "A Hymn to Lucifer" ("En hymne til Lucifer") fra 1913 "fejrede Djævelen som leverandøren af sjæl og oprør til universet". "Crowleys ideer var indflydelsesrige i satanismen," fortæller artiklen desuden. Vi undersøger Aleister Crowley i meget mere præcise detaljer senere i denne del.

Om denne fødselshjælper til den moderne satanisme skriver William Sargant:
"Aleister Crowley, en yderst intelligent og vedholdende søger efter de redskaber, hvormed menneskeheden kunne skabe kontakt med åndeverdenens indbyggere og befale guder og djævle at gøre sit bud, lavede en detaljeret undersøgelse af indisk mystik og tantrisk praksis. Han var medlem af en række hemmelige selskaber, herunder Golden Dawn, blandt hvis fornemme medlemmer var W. B. Yeats.
Senere begyndte han, ligesom andre før og efter ham, at eksperimentere med stoffer for at sætte ham i stand til at kontakte ånder lettere. Fra forskellige psykedeliske stoffer gik han videre til 'hårde' stoffer som kokain, og til sidst blev hans skrifter vidtløftige og meningsløse, mens han mentalt drev længere og længere væk fra virkeligheden. Hans dag-til-dag dagbøger er en minegrube af oplysninger om et emne, som det er svært at få korrekte oplysninger om, fordi brugen af unormal og normal seksuel praksis til religiøse og spirituelle formål konflikter med konventionelle holdninger. Disse metoder bliver derfor stadig uvægerligt praktiseret i det skjulte."

Retfærdigvis skal det nævnes, at William Sargant bestemt ikke står alene med sit positive syn på Aleister Crowley. Tværtimod er dette ret almindeligt blandt adskillige værdisættende skikkelser i kultur- og underholdningsindustrien, som i flere tilfælde har dyrket ham som kultfigur.
Anerkendte verdensnavnes hang til det okkkulte har været almindeligt længe. Et godt eksempel er netop den herover nævnte W. B. Yeats, som er den verdensberømte forfatter og Nobelpris-modtager William Butler Yeats, der havde en livslang interesse for mystik, spiritualisme, okkultisme og astrologi. Han studerede disse emner hele sit liv, og skrev selv: "Det mystiske liv er i centrum for alt hvad jeg gør, og alt hvad jeg tænker på, og alt hvad jeg skriver." Yeats var bl.a. medlem af den paranormale organisation "The Ghost Club", studerede hinduismen under en sekretær i det Teosofiske Selskab - og Yeats var altså også medlem af den okkulte gruppe "Golden Dawn" ("Gylden Daggry"), der inspirede Aleister Crowley til flere af sine okkulte initiativer.
Tendensen med dyrkelsen af Aleister Crowley som kultfigur, synes at have taget fart op igennem ungdomsoprøret og sidenhen. Af de mest prominente kan nævnes The Beatles, popmusikeren David Bowie og Jimmy Page fra rockbandet Led Zeppelin, som alle på denne New Age-side benævnes thelemiter (diciple af Crowley i hans okkulte organisation Thelema). Derudover har også flere andre kendte musikere, adskillige kendte forfattere, film-, videnskabs-, og militærpersoner og andre været involveret i Crowley og Thelema. Hvad man skal tænke om dette er naturligvis op til den enkelte. Men når flere af samfundets fremtrædende populærikoner og kulturpersonligheder, som dyrkes af store dele af befolkningen, hylder en mand, der har været en betydelig faktor i etableringen af den sataniske bevægelse, fortæller det måske lidt om nogle grundlæggende værdimæssige udfordringer i dette samfund.

I det lange afsnit om Crowley fortæller Sargant om Crowleys evne til - og refleksioner om - at komme i trance og kontakt med demoner gennem seksuel stimulans og orgasmer. Desuden videregiver Sargant tilsyneladende fascineret, hvordan Crowley opsøger magiske kræfter, som han mener kan give ham magiske kræfter, så han kan "påtvinge selve naturen sin vilje". "Hemmeligheden", afslører Crowley, er, at han - efter han har haft "rituelt samleje" med en mand eller kvinde - indtager sit eget sperm opløst i gluten og menustrationsblod fra en kvinde.
Sargant fremviser desuden hvordan Crowley - ligesom Sargant selv og tantristerne - anvendte udmattelse som motiv for sin "behandling". Den rationelle psykiater og medicinmand Sargant undlader heller ikke at komme ind på Crowleys udprægede forbrug af stoffer: Bl.a. æter, kokain, hash og det psykedeliske stof anhalonium lewinii - alt sammen for at forbedre den opnåede trance og oplevelsen af de mystiske fænomener. I 1922 var han blevet afhængig af heroin, skriver Sargant, "hans dagbog blev nu forringet, og han begyndte at skrive mere og mere meningsløst sludder." Selvom han skriver dette, fortsætter Sargant alligevel en tid endnu med at fortælle om Crowleys veje til at blive ét med sine guder. Efterfølgere af Crowley skulle, ifølge Sargant, have forsøgt sig på dette gennem at visualisere sig selv som guden i orgasmetidspunktet o.lign. I forlængelse af udredningen om Crowley følger doktor Sargant op med mere om hekse, gudinder og seksuelle besættelser.

I det næste kapitel om stoffer folder den begejstrede William Sargant sig igen ud. "Det er en skam, at moderne fortalere for brugen af marijuana, L.S.D. og resten så sjældent har spurgt ind til den omfattende litteratur om dette emne, for virkningerne produceret af forskellige lægemidler er blevet rapporteret igen og igen før i tiden," skriver han. I østen sang man salmer og lovprisninger af soma, fortæller den vidende Sargant. Han hylder dette stof som "'planternes konge', almægtig, al-helbredende, giveren af udødelighed, hvis forbrug forhøjede tilbederen til det guddommelige niveau". Sargant slutter sin tirade med at skrive at stoffet selv "blev betragtet som en gud". Hvad soma var, er usikkert, men det kan have været en svamp eller fluesvamp, skriver han derefter mere nøgternt. Han fortsætter afsnittet med bemærkninger ekstatiske tilstande, mystisk belysning, narkotika og kemikalier som fx kviksølv. Hele afsnittet kører i samme ekstreme gear og er en tour de force i misbrugs- og hallucinasionsstoffer og okkultisme.

Sargants "store moralske reformator" - jesuitterstifteren Loyola
I konklusionen opsummerer William Sargant de ting, han har gennemgået i sin bog og skriver:
"Når en mands nervesystem udsættes for en sådan en stor belastning, at hans hjerne ikke længere kan reagere normalt — om denne belastning er påført af en enkelt erfaring eller ved stress af mindre intensitet, men længere varighed - begynder han at opføre sig unormalt på måder, som Pavlov og andre har kortlagt. Han vil blive meget mere suggestibel end i sin normale sindstilstand, langt mere åben for ideer og mennesker i sine umiddelbare omgivelser og langt mindre dygtig til at reagere på dem med forsigtighed, tvivl, kritik og skepsis. Han kan blive kørt ind i en tilstand, hvor hans hjerneaktivitet, eller nogle gange et isoleret område af den, bliver paradoksalt, så hans vante syn og værdier bliver omvendt. Han kan nå en tilstand, hvor han er lige så sagtmodig lydig over for kommandoer og forslag som nogen under hypnose, som man kan få til at opføre sig på måder, der, når vedkommende er i kommando over sig selv, ville blive afvist som tåbelig eller umoralsk. Og ved post-hypnotisk påvirkning kan han bringes til handle på disse måder, selv efter at han er blevet bragt ud af trance og tilsyneladende genoprettet til normal vågen bevidsthed."

Derefter taler Sargant om de religiøse overvejelser og eksempler, han har gennemgået i bogen og ligestiller igen "kristen" "besættelse" "af Gud eller Guds modsætning og modstander, Djælvlen" med besættelse af "forfædrenes ånder eller af Allah, Dionysos, Serafis, Shango, Zars, Pepos, ræveånderne og - en ekstraordinær række andre overnaturlige agenturer." "I en blandet sammenhæng frembringer det besiddelse af væsener, der er halvt afrikanske guddomme og halvt kristne helgener," skriver Sargant. Som tidligere nævnt er denne blanding og ligestilling af kristendom med andre religioner, helt i tråd med andre okkulte mystikere, vi skal se på senere.
Alt dette gør Sargant naturligvis med henvisning til det detaljerede indhold i sin bog.

Pludselig kommer Sargant til at skrive noget der for en gangs skyld er i overensstemmelse med Bibelen. "Det bliver nogle gange påstået at beviset på buddingen ligger i at spise den," skriver Sargant og sammenligner dette med, "at tro på den rigtige gud og den rette tro giver gode og værdifulde resultater i menneskelig adfærd, mens troen på en ikke-eksisterende gud og en forkert tro frembringer ondskab."
Han citerer endda apostlen Paulus: "På deres frugter skal I kende dem."
"Men desværre er de metoder, vi har overvejet, udmærket i stand til at få det gode til at virke ondt og det onde til at virke godt," skriver Sargant dog lige derefter.
Han fortsætter:
"Vi har også set, at de er lige effektive til at opretholde status quo og fastholde folk tilfredse med traditionelle overbevisninger, konventioner og sociale systemer, eller til at fremkalde accept af nye ideer, som omstyrter tradition og ortodoksi. Nogle mennesker tror, at der er én sand Gud, én stor ultimativ virkelighed, bag alle menneskets forskellige trosretninger, og at hver af os har et valg mellem godt og ondt. Men desværre, er der slet ikke tale om, at mennesket vælger, når han så let kan blive foranlediget til at optage overbevisninger, der er diametralt modsatte af dem, han tidligere holdt, på grund af skabelsen af følelsesmæssig ophidselse af paradoksale og ultraparadoksale faser af hjerneaktivitet."

Nu er den hjernevask, og de dybe studier Sargant gør sig om religiøse trancestadier, ekstremstress, tortur, seksuelle perversioner og hjernenedbrud, pludselig blevet til noget, der "let kan blive foranlediget". Her glemmer hjernevaskeren William Sargant, at der er mindst to personer involveret i den hjernevaskersituation han indirekte beskriver: Hjernevaskeren og den der hjernevaskes. Og han glemmer - eller udelader behændigt - at hjernevaskeren udfører sin vilje på det menneske han hjernevasker, og at den person, der tilslutter sig okkulte ceremonier med det formål at "påkalde ånder", selv vælger dette. I de tilfælde hvor fx børn bliver tvunget ind i sådanne ceremonier mod deres vilje, er situationen en anden for barnet, ligesom den er en anden for den, der hjernevaskes. Her påhviler ansvaret de voksne, der begår overgrebene og den person, der hjernevasker.
At nogle hjernevasker andre, er således ikke ensbetydende med, at mennesker generelt ikke har en fri vilje. Det har vi som udgangspunkt - og jeg tror på, at vi hver især overfor Gud skal stå til ansvar for, hvordan vi anvender den.

I sin konklusion taler Sargant også om, hvordan han mener, at "de store moralske reformatorer fra fortiden" "har været mennesker af obsessionelt temperament". Dette har betydet, at de har produceret "fundamentale ændringer i deres tankemønstre og fremkomsten af nye overbevisninger og levemåder". Sargant fremfører, at dette er sket på baggrund af "alvorlig sygdom, en alvorlig fysisk svækkelse, eller en langvarig følelsesmæssig krise, måske opstået på samme tid".
I denne passage afslører Sargant, hvem han bl.a. ser som "de store moralske reformatorer fra fortiden":
De to markante katolske ledere Frans af Assisi og Ignatius Loyola.
Den spanske mystiker og militærofficer Ignatius Loyola (1491-1556) stiftede Jesuitterordenen, mens den italienske munk og digter Frans af Assisi grundlagde Franciskanerordenen.
Jesuitterordenen har historisk stået for den kraftigste katolske reaktion imod prostestantismen under reformationen. "[D]et var især jesuitterordenen og den gryende mysticisme, der blev drivkraften i den modreformation, der udviklede sig i den katolske kirke i 1500-tallet," fortæller denne historiske artikel. På den baggrund er det bemærkelsesværdigt, at Sargant opremser den prostestantiske leder John Wesley (1703-1791), som en anden af sine store moralske reformatorer fra fortiden, i direkte sammenhæng med netop Ignatius Loyola. John Wesleys teologi er baggrunden for den metodistkirke, som Sargants tidligere nævnte familiemedlemmer tilhørte.
Frans af Assisi (1181-1226) er blevet kaldt en katolsk mystiker, og er kendt i legender for at tale med dyr og at være en udtalt naturelsker. Så stor at han fx personificerede solen som "Broder Sol" og månen som "Søster Måne". Dette element ligger tæt op af okkulte mystikeres og alkymisters idéer om solen og månen, som i deres symbolik også optræder som repræsentant for hvert køn og som tænkes forenet i en sammensmeltning kaldet "ekvilibrium" (engelsk: "equilibrium").
Frans af Assisi har været en vigtig brik i miljøbevægelsen, såvel som i pave Frans' aggitation for selvsamme. Pave Frans har sit tilvalgte pavenavn fra Frans af Assisi. Assisi er blevet beskrevet som en "borderline panteist", og måden han tilsyneladende tolkede Gud ind i naturen, kan også lede tankerne hen på i den nyreligiøse "Gaia-bevægelse", der manifesterer sig som dyrker af "Moder Jord" som en afgud.
Vi skal senere høre meget mere om "ekvilibrium", Jesuitterordenen, den prostestanstiske reformation samt pave Frans og hans anvendelse af miljøbevægelsen.

"Mennesket selv kan meget vel være vores mest tilgængelige gud," skrev William Sargant i starten af bogen. Han synes, at afslutte bogen med at bekræfte denne opfattelse. I al fald skriver han, at han nok er nået frem til den konklusion, at "der ikke er nogen guder, men kun indtryk af guder skabt i menneskets sind". Sargant havde ellers været intenst optaget af spirituelle overvejelser, observationer og analyser gennem en periode på mindst 17 år. Den årrække er fra 1956, hvor han skrev Battle of the Mind til 1973, hvor han udgav bogen om demonbesættelse. I 1967 holdt han desuden et bemærkelsesværdigt foredrag om de samme spirituelle og okkulte fænomener.
Sargant skriver:
"Der er ingen behov for, at der er en gud til at udføre helbredelsen. Enhver metode som fremkalder spændingstilstande, der fører til en passende grad af udmattelse og deraf følgende ændring i hjernens funktion kan udføre mirakler alene."

Man kan få den fornemmelse at psykiateren og medicinmanden doktor William Sargant betragtede sig selv som mirakelmager. Der synes at være meget stor kontrast til patienten - eller offeret - Celia Imries indtryk af den kolde og bryske mand med de mørke, hårde, onde øjne, som udstedte ordrer om hende hen over hovedet på hende. Ordrer som udmøntede sig i, at denne tilsyneladende selvoplevede "mirakelmager" optrådte i hendes maredridt flere årtier senere. Ligeledes tænker man på MK-Ultra-whistlebloweren Frank Olson, som med al sandsynlighed blevet stukket af Sargant og kort tid senere blev myrdet, formodentlig fordi han ville afsløre og standse det torturprojekt han var blevet involveret i.
Hvis Sargants udsagn skal forstås som et udtryk for en ateistisk livsopfattelse, er det i den sammenhæng værd at notere, at denne trosoverbevisning også er almindelig blandt mange satanister. Fx var også en af de personer, der regnes for særlig betydende for den moderne satanisme-bevægelse, Anton LaVey, også ateist. Anton LaVeys form af satanismen "var formelt ateistisk, og præsenterede Satan ikke som et rigtigt væsen, men som et symbol på menneskehedens dyrenatur," skriver Britannica. LaVeys sataniske tro "accepterede ikke desto mindre visse overnaturlige ideer, nemlig en tro på magi", forklarer den britiske encyklopædi, og "LaVey-satanister udførte ritualer med magisk hensigt".
Desuden promoverede LaVey egoisme som ideal. Sargants tilsyneladende ophøjede selvopfattelse, hans dominerende natur og ekstreme optagethed af magiens magtmuligheder samt hans mulige ateistiske livsanskuelse er måske ikke så fjern fra denne type satanisme.

Heksedoktorens dissocierede alterpersonlighed
Manden med de tilsyneladende høje tanker om sig selv, den selverklærede hjernevasker William Sargant, slutter sin konklusion med en advarsel om at "passe på med at forsøge at påvirke vores medmennesker med metoderne diskuteret" i bogen. Det forekommer måske lidt paradoksalt i betragtning af, at Sargant på det tidspunkt havde levet af netop dette igennem hele sit arbejdsliv - samtidig med at han tydeligvis havde forsøgt at optimere denne påvirkning ved at opsøge diverse spirituelle og okkulte mystikeres erfaringer med bl.a. seksuel tortur og brug af diverse hårde og psykedeliske stoffer.
"I fremtiden vil erobringen og kontrollen af menneskets sind blive en langt vigtigere sag for os end udviklingen af større og bedre atomvåben," skriver han derefter. Han afslutter sin altruistiske tale med at pege på at "det er vigtigt, at vi lærer alt, hvad vi kan om hvordan hjernen fungerer, og hvordan mennesker kan blive psykologisk tvunget.
Det må man sige at William Sargant gjorde. Spørgsmålet er så hvorfor han mon stræbte så hårdt for at lære alt, hvad han kunne om "hvordan mennesker kan blive psykologisk tvunget".

I et afsnit, der handler om oplevelser Sargant havde i Etiopien, skriver han:
"I Etiopien er luften fuld af lurende Zars, Sataner og andre ånder, der kaster sig over og besidder mennesker og siges at være årsag til en række nervøse sygdomme. Antallet af disse dæmoner er utallige, ligesom i populær tro på Kristi tid og i middelalderens Europa. Luften er så fuld af dem, at besættelser generelt er af flere frem for en enkelt. Fødsel, ulykker, enhver fysisk sygdom, moralske krænkelser såsom utroskab eller følelser af misundelse, kan alle give Sataner en mulighed for at komme ind i et offer."

I betragtning af at Sargant tilsyneladende nåede frem til ikke at tro på overnaturlige fænomener, er det bemærkelsesværdigt, at han alligevel kommer med dette og og andre lignende udsagn.
Passagen står i et afsnit, der handler om disse "Zars" - et lokalt navn for dæmoner. I afsnittet skriver Sargant bl.a. om et "Zar-ritual", han oplevede i Etiopien i 1966, som han beskriver som "måske den mest spændende af alle". Den britiske psykiater skriver desuden at "[s]temningen var meget imponerende". Han fortæller, at han så "induktion af trance,- med kroppen rykkende frem og tilbage i meget hurtige bevægelser" indtil kollaps. "Børn er opdraget til at acceptere disse ceremonier som en almindelig del af livet, og klappede i hænderne sammen med resten," fortæller Sargant.
Et andet sted i bogen skriver Sargant:
"Spænding og stress af forskellig art, der fører til udbrud af beskyttende hjernehæmning og den hypnoide fase, kan pludselig åbne sindet til ukritisk at implantere nye ideer. Denne 'prægningsfase' af hjerneaktiviteten, som den er blevet kaldt, er normalt til stede hos meget små børn og kan blive frembragt kunstigt hos voksne."

"Den hypnoide fase" refererer formentlig til "den hypnoide tilstand", som er en teori om oprindelsen af hysteri offentliggjort i fællesskab af Josef Breuer og Sigmund Freud i 1893. "Den hypnoide tilstand" skulle være karakteriseret som "en tilstand af fravær af sind/bevidsthed frembragt af intense dagdrømme af en sørgmodig eller seksuel karakter". Desuden skulle eksistensen af denne tilstand angiveligt "danne grundlaget og betingelsen for hysteri".

Men ifølge William Sargant skulle "meget små børn" altså være særligt modtagelige for "prægning" ved hjælp af "[s]pænding og stress af forskellig art".
Dette er ikke nyt, men Sargants refleksioner om børns åbenhed for "prægning" leder videre til flere foruroligende overvejelser. Særligt fordi Sargants refleksioner om børn står i sammenhæng med hans dybe undersøgelser af satanisme.
I forlængelse af Sargants studie af satanisme og hans bemærkning om børn, er det oplagt at nævne dissociativ identitetsforstyrrelse (DID - Dissociative identity disorder, på dansk populært kaldet "personlighedsspaltning"). "Dissociativ identitetsforstyrrelse er resultatet af gentagne eller langvarige barndomstraumer," fortæller denne hjemmeside, som formidler forskning på området. Her fortælles også at denne sygdom "kan ikke dannes efter 6 til 9 års alderen".
Dette er ifølge behandlere og forskere et princip, der benyttes i sataniske og hedenske kulter. Disse kulter skaber denne sindslidelse i børn ved at påføre dem kraftige traumer op igennem deres tidlige barndom.
James Randall Noblitt er en psykolog, der har behandlet flere overlevende fra rituelle overgreb. Han skrev sammen med sin medforfatter Pamela Sue Perskin bogen "Cult and Ritual Abuse: Its History, Anthropology and Recent Discovery in Contemporary America" ("Kult- og rituelle overgreb: Dets historie, antropologi og de seneste opdagelser i nutidens Amerika").
De observerer - ligesom Sargant - at demonbesiddelse som religiøs praksis er meget gammel, måske med oprindelse i palæolitisk shamanisme (tidlig stenalder åndemaneri). De to forfattere teoretiserer om, at "rituelt traume er en primær årsag til den dissociation af identitet, som man finder i shamanistiske og trolddomsorienterede præindustrielle kulturer," såvel som i den okkulte undergrund i den moderne verden. De fandt desuden, "bevis på, at traumer bruges i en række af de indvielsesceremonier, som udføres i præindustrielle kulturer, og som kan være forbundet med udviklingen af tilstande af besiddelse af ånder."
Shamanens og heksedoktorens "besiddende ånd" menes således at være en dissocieret alterpersonlighed, der er blevet skabt af ritualiserede traumer i den tidlige barndom.

I afslutningen af den tidligere omtalte kritiske profilartikel om William Sargant står der:
James Randall Noblitt finder at fysiske traumer er den underliggende årsag til besiddelse og ændret bevidsthed hos sine patienter. Misbrugskulter traumatiserer unge ofre for at fremkalde dissociativ identitetsforstyrrelse. De børn, der anses for egnede til at blive optaget i kulten, får ændrede personligheder, der viser sig som besiddende ånder eller forfædre. (De resterende børn bliver desværre handlet og myrdet.) Det er sådan, kulten foreviger sig selv, sådan den skaber den næste generation af sektmedlemmer. Ritualerne er måske titusinder af år gamle.

Fortsatte CIA-hjernevask og misbrug?
Selvom myndighedsorganisationen og efterretningstjenesten CIA i årevis hemmeligt gennemførte ulovlige overgreb, der inkluderede tortur og seksuelt misbrug, af tusindvis af bl.a. landets egne statsborgere, synes der fortsat at være stor generel tillid til både CIA og de statslige myndigheder, der ikke forhindrede dette. Dette er på trods af, at CIA er en organisation, der arbejder professionelt med løgne, manipulation, hemmeligholdelse, tortur og om nødvendigt drab for at nå sine mål. Det viste sig netop bl.a. i sagen om MK-Ultra og de ørige bevidsthedsmanipulations-operationer. Det bliver desuden næsten karikeret illustreret af den tidligere nævnte CIA-manual om bedrag og vildledning skrevet af den forhenværende tryllekunstner John Mulholland - "The Official CIA Manual of Trickery and Deception" ("Den officielle CIA-manual for bedrag og vildledning"). Men der synes alligevel, at være en generel tillid til, at når den kriminelle organisation - CIA - fortæller offentligheden, at den fremover vil undlade at torturere udvalgte "subjekter" fra befolkningen, så kan man også stole på dette.

Der er dog flere, der hævder, at denne tillid er ubegrundet - heraf flere angivelige offer-vidner, der hævder at CIA ikke reelt har standset efterretningstjenestens arbejde med bevidsthedskontrol. Tværtimod hævder disse kilder, at CIA har fortsat dette arbejde - og på et endnu mere avanceret og ekstremt niveau - i en operation de hævder kaldes "Project Monarch".

I tidligere senator og advokat John DeCamps bog "The Franklin Cover-up" kan man læse et helt kapitel med titlen "Drugs and the Monarch project" ("Stoffer og Monarch projektet"). Bogen fortæller om det angivelige offer-vidne Paul Bonacci, der fremkom med en vidneforklaring om at være blevet misbrugt seksuelt af diverse fremtrædende personer fra Omaha i staten Nebraska og fra toppen af det amerikanske samfund. Bonacci holdt fast i sin oprindelige vidneforklaring og blev dømt for falsk vidneudsagn sammen med et andet vidne, Alisha Owen, der fremkom med påstande, som underbyggede Bonaccis udsagn. Der var desuden to andre vidner, Troy Boner og Danny King, der først fremkom med vidneudsagn, der underbyggede disse påstande, men senere ændrede deres vidneudsagn til at hævde, at det hele var løgn.
Paul Bonacci hævdede, at han var et af Omaha-politikeren og kreditforeningsbestyreren Larry Kings ofre. Ifølge Bonacci udnyttede King børn som alfons og sexafpresser af magtfulde mænd fra bl.a. hovedstaden, Washington DC. Bonacci beskrev i detaljer, hvordan han blev tvunget til Washington for at blive brugt som sexlegetøj Larry Kings klienter. John DeCamp repræsenterede både Paul Bonacci og Alisha Owen som advokat.
Ifølge DeCamps bog fortalte Paul Bonacci efterforskere, at han var med i en af de private rundture i Det Hvide Hus for unge mandlige prostituerede udført af lobbyisten Craig Spence. Det uddybes i bogen med at Spence var "en nær politisk medarbejder til Larry King" i den nicaraguanske Contra-affære med våben- og nakotikasmugling. Craig Spence blev fundet død i et Boston hotelværelse i 1989, kort efter hans alfons- og sexafpresserforretning blev afsløret. Larry King blev ligeledes afsløret - og dømt som svindler for 40 millioner dollars i sin kredtitforening. Skandalen om Craig Spence, de prostituerede drenge og deres rundture i Det Hvide Hus blev afsløret i en Washington Times-artikel i juni 1989. Det var en stor forsidehistorie om homoseksuel prostitution med en overskrift, som pegede direkte på præsident Ronald Reagan og vicepræsident George H. W. Bush (se del x for yderligere detaljer om disse oplysninger).
Fra meget tidlig barndom blev Paul Bonacci udsat for ekstrem tortur. Han blev seksuelt fornedret og var, ifølge sine vidneudsagn, tvunget til at deltage i sataniske kultmord. I del x hørte vi et eksempel på dette ekstreme misbrug, som illustrede hvilke forfærdelige oplevelser, Paul Boncci hævder at have været udsat for. Paul blev ifølge denne forklaring ført af Larry King og andre kultmedlemmer til et skovområde i Californien. Der blev Paul og en anden dreng tvunget til at have sex med et andet barn, som derefter blev myrdet af den sataniske sekt. Efter mordet blev de to drenge tvunget til fortære dele af barneliget. Liget blev bortskaffet af "mændene med hætterne", fortalte Paul Bonacci, og en "snuff"-pornografifilm blev lavet af disse begivenheder. Den blev ifølge Bonacci instrueret af en mand selskabet havde samlet op i Las Vegas - og Paul identificerede denne mand med navnet "Hunter Thompson" - det samme navn som en velkendt forfatter og kultur-figur, der skrev såkaldt "gonzo-litteratur" - syrede nakotika-euforiserede tekster. Skovområdet hvor dette misbrug af Paul Bonacci angiveligt foregik bliver i kapitlet om project Monarch identificeret som Bohemian Grove i Californien. Bohemian Grove er stedet, vi tidligere hørte om, hvor Ronald Reagan og andre magtfulde amerikanere bl.a. udfører okkulte begravelseslignende ritualer omkring en tolv meter høj ugleskulptur.
Som beskrevet i del x kom Bonacci til at lide af det, der kaldes dissociativ identitetsforstyrrelse (DID - på engelsk tidigere kaldet "multiple personality disorder" - MPD). "Titusindvis af amerikanske børn er blevet diagnosticeret med MPD," fortæller DeCamps bog, og stort set alle menes at være et resultat af seksuelle overgreb. Dette amerikanske behandlersted fortæller, at dissociativ identitetsforstyrrelse er en kompliceret tilstand, der "udvikler sig fra tidlige og alvorlige barndomstraumer, misbrug og omsorgssvigt". De dissociative træk ved lidelsen menes at være "en kompleks coping-strategi, der tillader individer at adskille sig fra tidligere traumatiske oplevelser." Oplevelserne menes at være "for oprørende" for de sindslidende til, at de "kan integreres i deres bevidste tanker".
"Dissociativ identitetsforstyrrelse opstår, når to eller flere separate identiteter er til stede, som hver spiller en karakteristisk rolle og har kontrol over en persons handlinger, minder og følelser. Livserfaringer og situationelle faktorer udløser tilsyneladende skift mellem identiteter."

Behandlingsstedet fortæller desuden, at dissociativ identitetsforstyrrelse er meget sjælden, men "tilstanden forekommer i fra alt imellem en halv procent til to procent af befolkningen". Denne hjemmeside, der formidler viden om psykologi og mental sundhed gennem uddannelse og forskning via internettet, fortæller, at "DID er forbundet med alvorlig psykologisk stress i barndommen, oftest ritualistisk seksuelt eller fysisk misbrug."

I John DeCamps kapitel om "Project Monarch" kan man læse, at "psykiatriske fagfolk" i Paul Bonaccis juridiske sag specificerede, at Pauls forskellige "'personligheder' er ude af stand til at lyve, og har en ultraskarp hukommelse". I sagen anerkendte den dømmende storjury at Paul Bonacci led af DID (dengang kaldet MPD), og at han havde været udsat for ekstreme sekseuelle overgreb, men storjuryen anerkendte altså ikke, at overgrebene var blevet udført af de fremtrædende personer, som Bonacci anklagede.

Paul Bonacci fortalte efterforskerne, at pædofilringen, der tvang ham ind i satanisme var centreret om Offutt US Air Force Base nær Omaha. Ifølge Bonacci han blev taget til Offutt for at blive udnyttet seksuelt af en babysitters kæreste, da han var omkring tre år gammel, omkring 1970. Offutt er hovedkvarteret for Strategic Air Kommando, og har haft en stor stab af efterretningspersonale, fortæller bogen. Dette bekræftes af basens egne oplysninger. Ved Offutt og senere ved andre militære installationer, hævder Paul Bonacci, at denne pædofilring "trænede" ham ved tortur, tung bedøvelse og seksuel nedbrydning, mens de instruerede ham i militære færdigheder, herunder snigmord.
Dette afsnit i kapitlet om "Project Monarch" slutter med disse ord:
"Faktisk kan hans personlige viden om disse emner næppe forklares på anden måde end ved at kreditere, de anklager han fremkom med."

Flere vidner og angivelige offer-vidner i sagen, bl.a. de oprindelige fire nævnte vidner, pegede på navngivne fremtrædende personer fra Omaha: Larry King, FBI-agenten Gerry Wahl, den velhavende forretningsmand Alan Baer, indehaveren af avisen Omaha World-Herald, Harold Andersen, og tidligere politichef i Omaha, Robert Wadman (se også del x for yderligere detaljer om disse påstande). Paul Bonacci hævdede desuden, at disse personer var kollaboratører i den angivelige sataniske militærbaserede pædofilring. Ifølge John DeCamps kapitel om "Project Monarch" udtalte Larry King til Paul Bonaccis fangevogtere i Offutt: "Han er ung - men I trænede ham godt." Et medlem af Nebraskas gruppe "Concerned Parents" ("Bekymrede forældre") hævdede at have hørt to vidner fra det nordlige Omaha tale om, at "King plejede at sende limousiner ned til Offutt Air Base for at hente CIA-agenter til fester." "Larry King rapporterede sit eget forgudende forhold til den afdøde CIA-direktør William Casey i et interview den 7. september 1988 i Omaha publikation Metropolitan," fremfører DeCamp.

Psykiatere, der behandlede "et stigende antal" ofre for satanisk rituel misbrug, rapporterede ifølge bogen, "om et alarmerende mønster" hos mange af deres børnepatienter og en tilsyneladende "bevidst nedbrydning og omformning" af børnenes sind. Dette hævder Paul Bonacci, var præcist hvad der skete i den operation han selv, hans torturbødler og andre ofre og vidner, benævnte som "Project Monarch". På Offutt Airbase fik Paul at vide, at det, han og andre børn blev udsat for, var "af hensyn til den nationale sikkerhed".
CIA's tortur- og hjernevasketeknikker, som vi har set på i denne artikeldel, stemmer godt overens med de påstande, der er blevet fremført af Paul Bonacci. Som nævnt var det et centralt påskud, at CIA var tvunget til at følge med koldkrigsfjenden Sovjetunionen i kapløbet om at udvikle en "manchurisk kandidat" som en slags "menneskelig robot". Med "Project Monarch" "er ideen udvidet til produktionen af en horde af børn, i hvem sjælen er knust, og som ville spionere, hore, dræbe og begå selvmord," står der i John DeCamps kapitel om det angivelige CIA-projekt. Som vi hørte fra den selverklærede hjernevasker og efterretningskonsulent William Sargant er børn mere åbne overfor påvirkning af hjernevask end voksne. Også dette stemmer godt overens med Paul Bonaccis påstande, såvel som de tilbageholdte beviser vi gennemgik i del x om den angiveligt sataniske kult "Finders".
DeCamps bog fortæller, at fagfolk, der har undersøgt børneofre for "Monarch", har peget på to grupper, der står bag misbruget: Statslige organisationer (militærenheder og efterretningstjenester) og samarbejdende sataniske (eller mere præcist hedenske) kulter. Disse kulter "er multigenerationsgrupper, hvortil forældre donerer deres egne børn" for "at blive smadret med stoffer og elektrochok, og formet". Kulterne kaldes "blodlinjer" eller simpelthen "blod-sekter". "Andre børn bliver kidnappet og solgt ind i dette helvede, eller bringes gradvist ind gennem dagpleje-situationer." I del x om "Finders"-gruppen så vi, hvordan beviser på kultens arbejde med køb og kidnapning af børn blev tilbageholdt. Fx havde gruppen købt et barn i Kina og havde desuden tilsyneladende løbende annoncer i avisen for at skaffe kontakter til diverse dagplejere.

'Project Monarch'
Ofre for "Project Monarch" hævder, at de blev tortureret med det formål at forme deres bevidsthed til at have "flere personligheder", skriver John DeCamp i sin bog. Disse forskellige personligheder "kunne derefter programmeres som ønsket - som spioner, 'nakotika-muldyr', prostituerede eller snigmordere".
En af disse er Paul Bonacci, hævder DeCamp.

Senator John DeCamp var nær ven med den tidligere CIA-direktør William Colby, som sad i denne stilling fra 1973–76. Colby blev afsat i 1976 af præsidenten og frimureren Gerald Ford, som erstattede ham med den senere præsident George H. W. Bush. Baggrund for fyringen var, at Colby havde ment, "at han var nødt til at bekende dets synder" for "at redde agenturet". "Han følte det afgørende at uddanne Kongressen, pressen og offentligheden om agenturet," fortæller New York Times.
John DeCamp skriver, at han bad William Colby fortælle ham, hvad han som tidligere CIA-direktør vidste om "Project Monarch". Ifølge DeCamp svarede Colby, at "især CIA" "selvfølgelig" "var involveret i at efterforske, lære, og til tider bruge alt, hvad vi kunne lære om bevidsthedskontrol". Colby fremførte også overfor DeCamp den samme begrundelse – som han kaldte en "god grund":
"Efter Koreakrigen gennemgik dette lands militær- og efterretningsmiljø en periode med absolut paranoia om, hvor langt vores fjender var foran os i forhold til bevidsthedskontrol og relaterede aktiviteter."

Colby sagde angiveligt også, at der ikke var "noget bestemt program kaldet 'Monarch'".
"'Monarch' var blot et navn, som nogle deltagere i programmet - der vidste meget lidt om det, andet end fra deres egen begrænsede deltagelse - blev givet for at identificere sig selv. Men hvad angår CIA, var der ikke noget sådant program ved navn 'Monarch'."

DeCamp citerer desuden William Colby for denne forklaring:
"Men med hensyn til tankekontrol, vil jeg fortælle dig, at dette land brugte millioner og atter millioner på at indhente vores modstandere i den kolde krig, fordi vi troede, de havde udviklet tankekontrolteknologi, som oversteg alt det vi havde. Faktisk troede vi i firmaet (efterretnings-slang for CIA red.) virkelig i et betydeligt stykke tid, at Rusland havde udviklet teknologi og teknikker og stoffer, som ville gøre det muligt for dem at have agenter, der faktisk virkelig var i stand til at have og bruge ESP - ekstra sensorisk perception. Kan du forestille dig, hvor farligt det land, det ville være, hvis man kunne have fået nogen til at mødes med USA's præsident, og faktisk var i stand til at læse præsidentens tanker?
Jeg ved, det måske lyder dumt i dag, at blive helt revet med af denne frygt; men jeg kan fortælle dig, at vi tog det hele meget seriøst og troede på denne ESP-ting i en betydelig tidsperiode.
Jeg vil fortælle dig en anden ting, vi er ikke bagud i viden om bevidsthedskontrol. Det var vi aldrig, men vi fandt først ud af det meget senere, efter at vi havde hældt utrolige ressourcer ned i dette område.
Og ja, jeg er sikker på, at der var nogle problemer og noget misbrug, som fandt sted".

I kapitlet om "Project Monarch" kan man desuden læse om nogle af de angiveligt oftest forekommende "personligheder" skabt under tortur - og de tilhørende "triggere":
Generel personlighed - tilgængelig under kodenavnet ALPHA
Sexprogrammer, tilgængelige via kodenavn BETA; bestemte programmer og kommandoer til pornografi, skuespil, oralsex mv.
Snigmord- og attentatprogrammer, tilgængelig via kode DELTA.
OMEGA, selvdestruktionsprogrammer, strækker sig fra selv-skade til selvmord.
GAMMA, systembedrag, hukommelsestab og desinformationprogrammer. Skulle tilsyneladende dække spor til efterretningsvæsenet og ødelægge barnets troværdighed ved at give barnet minder om plageånder klædt ud som fx rumvæsener, Mickey Mouse eller i Wizard of Oz kostumer.

Paul Bonacci fortalte om flere "Monarch"-relaterede aktiviteter, som han hævder ofte involverede hans "Commander" ved Offutt, Bill Plemmons og oberstløjtnanten og satanisten Michael Aquino (desuden omtalt i del x):
Afhentning af kontanter i bytte for euforiserende stoffer på forskellige steder i Tennessee. Bonacci identificerer flere kendte countrymusikere som kontakter.
Rejser på vegne af North American Man-Boy Love Association (NAMBLA - den nordamerikanske mand-dreng kærlighedsforening), den berygtede pædofile gruppe som taler for seksuelle forhold mellem mænd og drenge og modsætter sig love om seksuel lavalder. Paul Bonacci fortæller om rejser til Holland og Tyskland hvor han medbragte børnepornografi til efterfølgende "import" til USA for at undgå retsforfølgelse. I Amsterdam nævner han "Charles Hester" og den britiske "Tommie Carter," som på computer havde en global liste over børnepornografi-brugere.
Rejse til Hawaii, New York, Washington sammen med tidligere omtalte lobbyist og angivelige alfons Craig Spence for at kompromittere offentlige personer ved at have homoseksuel pædofil sex med dem.
Tur til Californien, hvor den tidligere nævnte dreng blev rituelt myrdet, ledsaget af "Monarch"-kontakten, Mark Johnson fra Denver, Colorado.
Rejser til Dresden i det kommunistiske Østtyskland, hvor våben blev inspiceret. Der og i Vesttyskland, var "Monarch"-personalet ofte nynazister. Dette miljø er et særligt projekt for oberstløjtnant Aquino, som var vesteuropæisk rådgiver for de amerikanske stabschefer. Paul Bonacci har stor erfaring med the Aryan Nation (den ariske nation) og andre White Supremacist-kulter (hvidt overherredømme).
Rejse til Mexico for at transportere stoffer, våben og børn. Paul blev ledsaget af gangsteren "Emilio", der angiveligt styrede kidnapningen af Johnny Gosch fra Des Moines, Iowa. Mere om Johnny Gosch lige om lidt.
Træning i overlevelsesevner under "Captain Foster" på Fort Riley, Kansas, og i efterretninger under "Løjtnant Dave Bannister" på Fort Bragg, North Carolina og under "Oberst Harris Livik" ved Fort Defiance, Virginia, som siges at drive en militærskole og have huset "Monarch"-drenge. "Oberst Bill Risher" fra Bamberg, South Carolina, siges at have leveret børn til Michael Aquino.

Det er umiddelbart kun muligt at verificere eksistensen af nogle af de ovenstående navneoplysninger. "Oberst Harris Livik" kan eventuelt være Malcolm Harris Livick, som omtales i et militært nyhedsbrev i forbindelse med Fort Defiance, Virginia. Oberst Bill Risher synes at være oberst og skolerektor William Rhett “Bill” Risher (se desuden her). Desuden selvfølgelig de meget kendte Michael Aquino og Johnny Gosch, som vi skal beskæftige os med nu.

Paul Bonaccis uforklarlige viden om kidnappede Johnny Gosch
Johnny Gosch er en 12-årig avisdreng fra West Des Moines, Iowa, som forsvandt mellem kl. 6 og 7 om morgenen den 5. september 1982. Flere vidner, både teenagere og voksne, husker at have set en mistænkelig bil køre rundt - en blå todørs Ford Fairmont på Nebraska-nummerplader. På et tidspunkt stoppede den for at nogen i bilen kunne tale med Johnny. Vidnerne rapporterede også, at de så en mand, som efter at være blevet dirigeret af chaufføren, dukkede frem mellem to huse og fulgte Johnny ned ad gaden. Ude af syne hørte folk en bildør, der smækkede og lyden af hvinende bildæk som fra en bil, der kørte hurtigt væk.
Johnny Gosch formodes i dag at være blevet kidnappet. Men sådan var det ikke da forældrene anmeldte drengens forsinden. Som det var almindeligt dengang forholdt politiet sig pasivt i 72 timer, fordi man som udgangspunkt mente, at det formodentlig var midlertidige familiestridigheder, der var årsag til den slags forsvindinger. Politichefen opfordrede også forældrene Noreen og John Gosch til at forholde sig passive og ikke lede efter sønnen eller tale med medier om sagen. Dette råd fulgte forældrene selvfølgelig ikke, fortæller moren Noreen Gosch i den bog, hun efterfølgende udgav om sagen.
Senere blev der betydeligt større aktivitet omkring eftersøgningen. Johnny Goschs billede var blandt de første, der blev vist på mælkekartoner som en del af en kampagne for at finde forsvundne børn, og sagen og Johnny blev også på den baggrund rigtig kendt i USA.
Noreen Gosch hævder, at det er rige pædofile der står bag et netværk af kriminelle, der bortfører unge drenge over hele landet - inklusiv hendes søn. Børnene, mener hun, bliver brugt som sexslaver. Politi og føderale myndigheder har klassificeret Johnny Goschs forsvinden som en kidnapning, men har aldrig etableret et motiv og har bestridt flere af Noreen Goschs påstande.
Noreen fortæller, at hendes påstande er baseret på mange års arbejde udført af private efterforskere, inklusive en tidligere politidetektiv i New York City og en pensioneret Los Angeles FBI-kontorchef. Hun havde tre job for at betale for efterforskningerne.

Noreen Gosch hævder desuden, at hendes søn besøgte hende i sit hjem i West Des Moines i de tidlige morgentimer i marts 1997 i selskab med en anden uidentificeret mand. Johnny Gosch ville have været 27 på det tidspunkt. Noreen hævder, at hendes søn fortalte hende, at han er offer for en sexring og blev "smidt ud, da han blev for gammel". Hun mener, at hendes søn lever under en ny identitet, fordi han føler det er for usikkert at vende hjem.
Noreen sagde, at hun "straks genkendte den langhårede gæst", der bankede på hendes dør omkring klokken 02.30 i marts 1997. Han åbnede sin skjorte for at vise et modermærke på brystet.
"Vi talte en time eller halvanden time. Han var sammen med en anden mand, men jeg aner ikke, hvem personen var. Johnny ville se over på den anden person for at få godkendelse til at tale."

Noreen forklarede, at hun ikke fortalte det til myndighederne, fordi Johnny sagde, at det ville bringe deres liv i fare. "Jeg fik ingen advarsel," sagde hun. "Han dukkede lige pludselig op."
Hun sagde, at hun ikke ringede til politiet med det samme, fordi hendes søn ankom sammen med en anden mand, og hun troede, at andre måske var udenfor i bilen. Johnny bad hende om ikke at fortælle til nogen, at han var i live, "og jeg har ikke gjort det, fordi det var i hans bedste interesse."
"Det rapporterede besøg var endnu en mærkelig drejning i avisdrengen Johnny Goschs bizarre forsvinden," står der i denne artikel.

Det skulle blive endnu mere bizart. Den første september 2006 blev en pakke uden navn eller returadresse fundet ved Noreen Goschs hoveddør. Indeni var to fotografier, som Noreen Gosch siger viser hendes søn kort efter, at han blev kidnappet. "Da jeg så dem, kunne jeg næsten ikke trække vejret," sagde hun. Politiet "fik et gennembrud" på grund af billederne, står der i denne artikel i mediet Globe Gazette, men der er ikke som sådan sket noget i sagen siden alligevel.
Det ene billede er sort og hvid og viser en dreng, "tilsyneladende Johnny," skriver Globe Gazette - "bundet og kneblet på en seng". Han har joggingbukser på - de samme, mener hans mor, som han havde på den morgen, han forsvandt. Det andet billede er i farver og viser den samme dreng i en lignende positur med to andre, uidentificerede drenge, som også er bundet og kneblet. Efterforskere ved Iowas kriminalpoliti undersøgte billederne for fingeraftryk og DNA-beviser samt oplysninger om, hvornår billederne blev taget. De fastslog, at billederne ikke er blevet ændret eller behandlet.
Noreen fastholder, at det sort-hvide billede viser den 12-årige Johnny Gosch, trods andre påstande og at politiet igen synes at være uenige. Drengen på billedet har munden kneblet, hænder og fødder bundet og tilsyneladende et brændemærke på skulderen. Et tredje billede viser en mand, måske død, og muligvis med noget bundet om halsen. Noreen udtalte, at manden var en af "gerningsmændene, der forulempede [min] søn". Hun har desuden oplyst, at de to første billeder stammer fra en hjemmeside med børnepornografi.
Tretten dage efter modtagelsen af billederne modtog Des Moines politi et anonymt brev, som hævdede, at fotografiet var af tre andre drenge i en sag, der allerede var blevet undersøgt, men hvor intet kriminelt var blevet bevist. Det var en politimand fra en anden politistyrke i Florida, Nelson Zalva, der havde foretaget denne undersøgelse nogle år tidligere. Han havde undersøgt sagen, men intet ulovligt fundet, forklarede han. Da Zalva blev bedt om bevis for, at dette faktisk var det samme foto fra undersøgelsen mange år tidligere, kunne Zalva ikke fremlægge noget.
Ifølge dokumentarfilmen Who Took Johnny (2014) blev kun tre drenge på billederne identificeret af politiet, men ikke den, der menes at være Johnny. Noreen Gosch mener stadig, at billederne er af hendes søn.
"Den seneste udvikling markerer endnu en mærkelig drejning i en sag, der delvist affødte en national besættelse af bortførelser af børn," står der i Globe Gazette-artiklen. Derefter fortæller artiklen videre om den frygt blandt forældre der fulgte med. "Mens børn engang blev bortført for løsepenge, syntes de nu at blive plukket fra forstædernes gader til seksuel perversion," står der i artiklen som er fra 2006 - året hvor de bizarre fotografier fremkom i sagen.
Noreen Gosch hjemsøges af Johnnys forsvinden - mareridtsfølelser som vækkes igen af de seneste billeder.
"Jeg blev ved med at kigge på Johnnys lille ansigt på de sort-hvide fotografier, og jeg blev ved med at spekulere på, om han sad der og tænkte: 'Vil de slå mig ihjel? Vil jeg blive fundet?
Det er virkelig så svært. Hver gang jeg ser på dem, bliver jeg næsten syg.”

Men der er endnu en bemærkelsesværdig krølle på den frygtelige historie. I 1989 fortalte den dengang 21-årige Paul Bonacci sin advokat John DeCamp, at han var blevet tvunget til at deltage i Johnny Goschs kidnapning. John DeCamp troede på, at Bonacci fortalte sandheden og kontaktede familien Gosch på telefon. Det var faren John Gosch, som tog telefonen. John var skeptisk og fortalte det ikke til sin kone men hyrede i stedet en Omaha-privatdetektiv ved navn Roy Stephens til at møde Paul Bonacci. John Gosch mødte selv senere Bonacci og kom derfra overbevist om, at Bonacci fortalte sandheden.
John fortalte sin kone om alt dette i marts 1991. For at teste Bonaccis troværdighed gav Gosch-parret den private efterforsker et foto af den mand fra Dos Moines, som de troede var med i bortførelsen. "Jeg fortalte ham ikke mandens navn, og der var intet på billedet, der kunne identificere manden," fortæller Noreen. Bonacci fik vist et dusin billeder, inklusiv dette billede.
Privatdetektiven Roy Stephens fortalte, at Paul Bonacci valgte billedet af Des Moines-manden, sagde fyrens navn og hævdede, at manden hjalp ham med at kidnappe Johnny. Manden kom, ifølge Bonacci, til motellet aftenen før kidnapningen med et billede af Johnny og sagde "Det er det barn, vi vil have dig til at tage i morgen". Noreen mødte Bonacci lige før højtiden Thanksgiving. Hun hævder, at han fortalte hende ting, han kun kunne vide fra at kende Johnny yderst indgående. Bonacci beskrev detaljer om hendes søn, fortæller Noreen, som ikke blev rapporteret i medierne, inklusive fysiske markeringer på Johnnys krop samt helt særlige personlige kendetegn og adfærd.
I en undersøgelse fra 1992 udført af America's Most Wanted (amerikansk TV-program) brugte TV-holdet Bonaccis beskrivelse til at lokalisere et dengang forladt hus i Colorado. Der opdagede holdet et skjult underjordisk kammer, hvor børns initialer, ifølge executive producer Paul Sperry, var skåret ind i væggene. På trods af disse bekræftelser på Bonaccis troværdighed har politiet i Des Moines gentagne gange afvist at interviewe Bonacci.
Bonacci siger, at Johnny blev solgt til en pædofil i Colorado. Han siger, at han var på farten med Johnny og andre i omkring syv år, og sidst han så ham var i Colorado i 1989. Han hævder, at Johnny senere blev sendt til Holland, fortæller Noreen. Bonacci siger, at Johnny blev omdøbt til Mark, fik farvet håret sort og er 6-fod-4 (1,95 meter).
Den mistænkelige varebil på kidnapningsdagen havde ifølge vidner Nebraska-nummerplader - netop den by Bonacci oprindeligt kom fra, og hvor Franklin-børnemisbrugssagen har sin oprindelse.
Bonacci var selv i fængsel for seksuelt overgreb på tre drenge på dette tidspunkt, og var dengang planlagt til at blive løsladt i oktober 1992. Gosch-parret tog en transkriberet udskrift af hans udtalelse til politiet i håb om, at de andre involverede mænd ville blive anholdt og sagen ville blive opklaret. "Ingen er blevet anholdt, og West Des Moines politi har ikke engang interviewet Bonacci," står der i denne artikel i avisen Cedar Rapids Gazette. Noreen var forbløffet: "Vi har bedt for dette så længe, og nu hvor vi har fået det, gør de intet.”
Efterforskerne siger, at der er en god grund til deres forsigtighed. Bonacci har "flere personligheder", og kun én hævder at have bortført drengen. Noreen siger, at hun i starten var skeptisk over for Bonaccis mange personligheder, men psykiatere har fortalt hende, at mennesker med flere personligheder typisk ikke lyver. Men lige så mange psykiatrikere ville være uenige, siger West Des Moines-efterforsker Gary Scott, der har arbejdet på sagen i to år. På grund af det siger han, at Bonacci ville være et dårligt vidne. Han siger også, at Bonacci anklagede flere prominente beboere i Omaha i 1989 for at være involveret i en skandale om seksuelt misbrug af børn. Han blev anklaget for falsk vidnesbyrd, og til sidst trak han sine påstande tilbage, siger efterforskeren. Anklagerne droppede til sidst anklagen om falsk vidnesbyrd, fordi Bonacci sad i fængsel, siger han.
I del x kan du læse detaljerne om hvordan Paul Bonacci sammen med andre angivelige ofre og vidner anklagede fremtrædende personer i Omaha. Ifølge John DeCamps bog "The Franklin Cover-Up" blev Bonacci anklaget i to omgange af to forskellige storjuryer for sine påstande. Han blev af den ene storjury kaldt "et ynkeligt vidne", som altså i et eller andet omfang var enig med denne efterforsker, og desuden udtrykte dette bemærkelsesværdigt nedladende.
"Vi ved allerede, hvad han siger," siger politiefterforskeren Scott. "Jeg har et godt forhold til familien, jeg vil ikke i argument-kamp med hende. Men vi har forbehold med hensyn til, hvad vi hører fra Bonacci," afslutter han.

Disse udsagn fra politiet står i kontrast til udsagnene i denne artikel, som også kommer ind på Paul Bonaccis troværdighed. Den fortæller, at Paul A. Bonacci i 1999 anlagde en civil retssag mod Lawrence E. King. Heri rejste Paul Bonacci igen de anklager, som var blevet afvist i de to tidligere storjurysager (se del x), men nu i en erstatningssag mod Larry King. Han hævdede igen, at "han var blevet rituelt misbrugt af tiltalte, som en del af et landsdækkende pædofilt netværk knyttet til magtfulde politiske figurer i Washington og til elementer fra det amerikanske militær og efterretningstjeneste," fortæller artiklen. Den 27. februar 1999 beordrede dommeren at Larry King, som på det tidspunkt sad i fængsel, skulle "betale 1 million dollars i erstatning til Bonacci," står der videre.
Afsnittet afsluttes med at konstatere, at Bonaccis advokat John DeCamp sagde, at det var et klart signal om at 'de fremlagte beviser var troværdige.'"

Artiklen er at finde på tidligere omtalte flerårige amerikanske præsidentkandidat Lyndon LaRouches hjemmeside. LaRouche etablerede som omtalt i del x i 1971 sit eget private "efterretningsnetværk" blandt sin politiske organisations medlemmer. Fra hele verden sendte de information til LaRouches hovedkvarter, der distribuerede informationen via diverse nyhedshistorier - bl.a. den her omtalte.
Oplysningerne i LaRouche-artiklen bekræftes i denne artikel i mediet The American Conservative (Den amerikanske konservative). Her fortælles det desuden, at beløbet på 1 million dollars aldrig blev betalt af Larry King. Artiklen bekræfter i øvrigt flere af de oplysninger, John DeCamp har fremlagt i sin bog, og som er blevet gengivet i del 2 kapitel 1 i denne bog. Bl.a. fortæller den, at storjuryen anerkendte, at de unge offer-vidner var blevet misbrugt, men storjuryen hævdede, at disse handlinger ikke var begået af de lokale magtfulde personer, offer-vidnerne identificerede. "Deres modstridende konklusioner blev fordømt af senatudvalget," skriver American Conservative desuden.
Dommen er gengivet på denne side, hvor flere af disse oplysninger også bekræftes.

Johnny Gosch er ikke den eneste forsvundne dreng fra området i perioden. To andre drenge på samme alder forsvandt også - Eugene Martin den 12. august 1984 og Marc James Warren Allen den 29. marts 1986. Eugene Martin forsvandt to år efter Johnny, og Noreen Gosch mener, at dette også var en kidnapning og at sagerne er forbundet med hinanden.
Ligesom Johnny forsvandt Eugene Martin tidligt om morgenen på sin avisrute i Des Moines for samme avis som Johnny bragte ud. Marc James Warren Allens forsvinden afskilte sig lidt fra de to andre. Den dengang 13-årige Marc fortalte sin mor, at han ville gå hen til en vens hus nede ad gaden. Han ankom aldrig til vennens hus og er ikke blevet set siden.
Myndighederne siger, at de aldrig har været sikre på, om de tre sager er forbundet - heller ikke sagerne om de to avisdrenge. Noreen Gosch siger, at hun blev personligt informeret om bortførelsen af endnu et avisbud et par måneder i forvejen af en privatdetektiv, som ledte efter hendes søn. Hun fik at vide, at kidnapningen "ville finde sted den anden weekend i august 1984, og det ville være en avisdreng fra det sydlige Des Moines." Dette var netop tidspunktet for Eugene Martins forsvinden.

Johnnys far, der nu er skilt fra Noreen, har sagt, at han ikke er sikker på, at Johnny nogensinde besøgte hans eks-kone. Og som vi har hørt, har politiet ikke delt Noreen eller John Goschs overbevisninger eller fulgt de spor, de har overleveret fra deres privatansatte efterforskere.
Noreen Gosch blev interviewet i en artikel fra 2013 om bortførte unge kvinder og piger.
"Jeg er blevet kaldt mange navne, og jeg er blevet latterliggjort," fortæller Noreen. "Men vi ser beviserne på menneskehandel. Vi ser disse mænd tage kvinder som slaver i vores land," udtaler moren, der har været igennem så mange svære oplevelser omkring sin egen søns forsvinden.
"Beviserne er lige foran os."

Flere børnemisbrugssager fejet ind under gulvtæppet
I Iowa førte Gosch-sagen og Noreen Goschs ihærdige arbejde til vedtagelsen af the Johnny Gosch Bill ("Johnny Gosch-loven"), der kræver øjeblikkelig involvering af politiet, når et barn er meldt savnet. Før lovens vedtagelse i 1984 var der som nævnt 72 timers ventetid. Lignende love blev vedtaget i mindst otte andre stater.
Ifølge undersøgelser udført af det amerikanske justitsministerium får frygten for bortførelser af fremmede i vid udstrækning folk til at overse "det faktum, at de fleste kidnapninger begås af familiemedlemmer," står der i den tidligere nævnte artikel i Globe Gazette.
En af undersøgelserne udgivet i 2002 viste, at i 1999 blev anslået 797.500 børn meldt savnet, med 58.200 børn bortført af ikke-familiemedlemmer, fortæller artiklen videre. Undersøgelsen konkluderede, at 115 børn det år var ofre for de mest alvorlige, langsigtede ikke-familiebortførelser kaldet "stereotypiske kidnapninger."

Men forsvundne børn er bestemt ikke et overstået fænomen, eller noget der primært fandt sted i 80'erne og 90'erne. I American Conservative-artiklen, som er fra 2020, kan man læse, at der i 2019 var 23.500 truede og flygtende børn i USA. Disse tal kommer ifølge artiklen fra National Center for Missing and Exploited Children (amerikansk nationalt center for forsvundne og misbrugte børn). Ifølge centeret er mere end hver sjette af disse børn, sandsynligvis blevet sexhandlet. Det svarer til mere end 3.900 børn i USA det år alene. Gennemsnitsalderen for ofrene er 15 år, fortæller artiklen yderligere. National Center for Missing and Exploited Children blev skabt via en behandling i USA's lovgivende kongres i 1984, som et direkte resultat af Noreen og John Goschs aktivisme.
Gosch-sagen var "en af flere" nationalt berømte sager, der drev dannelsen af nonprofitorganisationen, fortalte en talskvinde for centeret i 1987.
Præsidenten og den tidligere skuespiller Ronald Reagan inviterede senere samme år Noreen Gosch til åbnings- og indvielsesceremonien for det nationale center, som hun havde haft indflyldelse på etableringen af. Artiklen der gver denne information, fortæller ikke om Noreen Gosch tog imod invitationen. Ronald Reagan var, som tidligere omtalt, deltager i okkulte arrangementer i Bohemian Grove, hvor Paul Bonacci hævdede, at han som dreng var blevet tvunget til sex, truet med at blive myrdet, havde været vidne til mordet på en anden dreng - og til sidst tvunget til kannibalisme omkring dette drengelig.

American Conservative peger på, at der tilsyneladende eksisterer "en ubegrundet skepsis over, at børneseksualforbrydere er i stand til at koordinere deres aktiviteter". “Narkomaner finder hinanden. Pædofile finder hinanden,” forklarer journalisten Nick Bryant, der har skrevet indgående om både Franklin-sagen, Johnny Gosch og high society-sexskandalen omkring Jeffrey Epstein (se del x).
"Det er ikke et kvantespring, at kriminelle uanset grad af kriminalitet finder hinanden," konstaterer journalisten, som i årevis har beskæftiget sig med disse børneovergrebssager, der tilsyneladende er blevet fejet ind under gulvtæppet.
"De sidste tyve år bekræfter dette," står der videre i artiklen, hvorefter den remser flere sager op:
Den katolske kirke "engagerede sig i et coverup, der nåede Roms højder" for at skjule, at "sogne over hele verden praktiserede et systemisk misbrug af børn, der grænsede til det sataniske."
Milliardæren Jeffrey Epstein "gned albuerne med de mest magtfulde af globale eliter, mens han samtidig drev børnesexhandel og en politisk afpresningsoperation i næsten tredive år."
I britiske byer som Rotherham og Telford blev tusindvis af engelske piger voldtaget og solgt til seksuelt slaveri af pakistanske mænd, som undgik at blive retsforfulgt i årevis "på grund af frygt for at opildne racefjendskab".
"En tretten år lang tavshedssammensværgelse på Penn State University tillod træner Jerry Sandusky at forulempe mindst et halvt dusin drenge kun for at beskytte et elsket lokalt fodboldhold."

Man kan læse mere om det engelske politis bemærkelsesværdige tilgang til massevoldtægter i byen Rotherham i denne Forbes-artikel. "En historie om udbredt misbrug af børn" foretaget af pakistanske indvandrerfamilier og "ignoreret og støttet af politiet," fortæller artiklen. Der var mindst tale om 1.400 ofre i Rotherham alene, og over 1.000 i Telford. Dette foregik gennem flere årtier, med de første ignorerede beviser på voldtægter startende fra begyndelsen af 1990'erne. Misbruget omfattede gruppevoldtægt, børn blev tvunget til at se andre blive voldtaget, børn blev overhældt med benzin og truet med at blive sat i brand, der var trusler om at voldtage børns mødre og yngre søstre - og børn blev smuglet til andre byer. Der var graviditeter som følge af voldtægterne (bl.a. i en alder af 12 år), graviditetsafbrydelser, aborter, fjernede babyer og andre ekstreme ting politiet ignorerede.
"Forklaringen" var ifølge Forbes-artiklen og mange andre kilder og iagttagere: "Politisk korrekthed". Politiet ønskede ikke at støde de pakistanske voldtægtsforbrydere og denne del af lokalsamfundet.
"Og når sandheden endelig kommer frem, bliver ingen fyret, ingen arrestationer foretaget, og den valgte politi- og samfundskommissær for Rotherham nægter [...] at træde tilbage fra sit job," fortæller artiklen i Forbes.
Disse oplysninger kommer oven i de mange andre britiske overgrebs- og pædofilinetværkssager, vi undersøgte i dybden i del x, hvor fremtrædende og magtfulde britiske pædofile også var under beskyttelse af politiet. En beskyttelse som i flere tilfælde syntes at være systematisk.

Samme beskyttelse gjorde sig altså også gældende på Penn State universitet i USA, hvor ledelsen holdt hånden over en succesrig træner, som samtidig var serievoldtægtsmand. Man kan læse mere om denne skandale om sexmisbrug af børn her.

Efter den lange uhyggelige opremsning fortæller American Conservative-artiklen om to store amerikanske sager om seksuelt misbrug af børn fra 2020: 39 forsvundne børn blev reddet under en politirazzia af et pædofili- og sextrafficking-netværk i Georgia. Der var tale om bl.a. angivelige forbrydelser relateret til sexhandel, registrerede seksualforbrydere, besiddelse af stoffer og våben og frihedsberøvelse. "Disse forsvundne børn blev anset for at være nogle af de mest udsatte og udfordrende eftersøgningssager i området, baseret på indikationer på højrisikofaktorer såsom ofre for børnesexhandel, udnyttelse af børn, seksuelt misbrug, fysisk misbrug og medicinske eller psykiske forhold," fortæller politiets pressemeddelelse om sagen.
I en anden politioperation få dage senere blev 25 forsvundne og truede børn fundet i Ohio. Børnene, der var mellem 13 og 18 år, blev fundet i forskellige dele af USA: Cleveland, East Cleveland, Akron, Mansfield, Euclid og Willoughby (byer i staten Ohio) - men også i Miami i Florida. Af disse sager blev omkring en fjerdedel bekræftet at være relateret til menneskehandel eller prostitution.

American Conservative afslutter sin artikel med ord som i en eller anden grad korresponderer med temaet i denne bog:
"Der findes en overvægt af beviser på, at fordærvelsen i vores samfund – fokuseret nær toppen – er mørkere og går dybere, end de fleste mennesker overhovedet kan forestille sig. Stillet over for disse kendsgerninger må enhver person stoppe op og stille sig selv et centralt spørgsmål: Tror jeg på ondskaben?"

Ja, ondskaben eksisterer tydeligvis. Og, som vi allerede har set nogle gange, er den tilsyneladende meget nært sammenslynget med en helt bestemt bibelsk karakter: Satan.
Dette mønster kommer vi til at se mere til.

Om Satan siger Jesus Kristus (Johannesevangeliet 8:44):
"Han var en morder fra begyndelsen og holdt ikke fast ved sandheden, for der er ingen sandhed i ham. Når han lyver, taler han sit modersmål, for han er en løgner og faderen til al løgn."

Og i Johannesevangeliet 10:10:
"Tyven kommer kun for at stjæle og dræbe og ødelægge; Jeg er kommet for at de skal have liv og have det fuldt ud."

Citaterne af Jesus illustrerer forføreren, løgneren og morderen Satan; og frelseren og livgiveren Jesus Kristus.

Nu skal vi se endnu et eksempel på mønsteret om Satans tilstedeværelse i det onde.

Militær mestermanipulator og satanist: Michael Aquino
Paul Bonacci og andre børneofre har afgivet detaljerede vidnesbyrd om den centrale rolle som oberstløjtnant Michael Aquino havde i forbindelse med torturen og misbruget, står der i DeCamps bog "The Franklin Cover-Up" (side 328). Aquino var længe leder af en enhed i den amerikanske hær, der arbejder med "psykologisk krigsførelse". Her trak Aquino "på sin 'ekspertise' og personlige praksisser inden for hjernevask, satanisme, nazisme, homoseksuel pædofili og mord," fortæller DeCamp.
Aquino er som omtalt i del x også stifter af den nyreligiøse bevægelse og okkulte sataniske orden "Temple of Set". Indtil 1975 var han et højtstående medlem af den tidligere nævnte kendte satanist Anton LaVeys Church of Satan (Den Sataniske Kirke), hvorefter han etablerede sit eget Temple of Set.

Michael Aquino var en militær efterretningsofficer der bl.a. udførte såkaldte "psykologiske operationer" (benævnt "PsyOps" på engelsk).
Psykologiske operationer handler om at påvirke og styre menneskers værdi- og trossystem, følelser, motiver, ræsonnementer eller handlemønstre gennem psykologisk påvirkning. Dette kan gøres i 1-1 behandling, fx tortur, eller mod store målgrupper fx i massekommunikation og propaganda. Det kan fx bruges til at fremkalde tilståelser eller forstærke holdninger og adfærd, der er gunstige for ophavsmandens mål, og er nogle gange kombineret med "sorte operationer" eller "falsk flag"-taktik.
Sorte operationer eller "black ops" er hemmelige operationer udført af et regeringsorgan, fx en efterretningstjeneste, en militær enhed eller en paramilitær organisation.
En falsk flag-operation er (typisk) en (volds-)handling begået med den hensigt at skjule den faktiske kilde til handlingen og skyde skylden på en anden part. Typisk er det et militært angreb som foregives at være udført af en anden part, som derefter fremstår moralsk kompromitteret, således at den reelle ophavsmand til falsk flag-operationen - evt. sammen med andre allierede - kan angribe denne anden part.
Psykologisk krigsførelse bruges overordnet til at ødelægge fjendernes moral gennem taktikker, der sigter mod at undertrykke troppernes psykologiske tilstande. Taktikkerne involverer således ofte løgn og manipulation, og kan i større militære operationer udmønte sig i drab og massemord på baggrund af denne løgn og manipulation.
Hvilke dele af disse taktikker, Aquino har bedrevet, er svært at finde frem til. Men i denne artikel, skrevet af den tidligere omtalte okkultist Mitch Horowitz, kan man læse om et eksempel på Michael Aqiunos arbejde i Vietnamkrigen. I kamp inkluderede Aquinos PsyOp-arbejde "eksperimenter for at desorientere Vietcong og nordvietnamesiske soldater ved at bruge forstærkede lyde - nogle gange komplet med 'dæmoniske skrig' - bragende fra helikoptere, der flyver over deres hoveder," formidler den tilsyneladende fascinerede Horowitz.
Når Michael Aquino var færdig med sådanne opgaver skrev satanist-officeren sin "egen korte og bemærkelsesværdige litterære indsats", The Diabolicon.
"Diabolicon" er formodentlig sammensat af de to ord "Diabolo" og "icon". "Diabolo er "antik græsk for "djævel" (oprindelig betydning; "bagtaler"). "Icon" er engelsk for "ikon", som bl.a. betyder afbildning af et religiøst ophøjet individ, fx Jesus.
Om skrivningen af sin bog fortæller Michael Aquino selv:
"Det var næppe en "elfenbenstårns"-meditation. Jeg skrev i gamle, sønderbombede bygninger fra den franske besættelse, i helikoptere, i telte og midt i krat... En del af teksten til "Beelzebubs erklæring" skulle rekonstrueres fra noter på et tidspunkt, da en indkommende raket blæste en pakke papirer [og lagerrummet, der holdt dem] til atomer. Tit ... Jeg ville blive afbrudt fra mine overvejelser af den pludselige nødvendighed af at dykke efter et bombeskjul med sandsække."

Det var altså i dette sataniske helvede at Aquino forfattede sin - i egne øjne - satanisk inspirede tekst. Mitch Horowitz forklarer at Aquinos bog "genfortolker krigen i himlen" fra Bibelens Johannesåbenbaring 12:7-10, "som førte til udvisningen af den store oprører og hans legioner" - dvs. Guds udsmidning af Satan og hans dæmoner fra himlen til deres midlertidige herredømme på jorden. Diabolicon "revisionerer," fortsætter Horowitz, "friktionen mellem hans [Aquinos] gnostiske syn på en passiv, hyklerisk konformitetskraft - Gud og hans legioner - versus en radikal, ubøjelig individualisme og ønske om vækst og udvikling - Satan og hans kræfter, som er stærkt engageret i menneskets fremskridt".
Som sådan lyder Mitch Horowitz' udlægning af Aquinos sataniske bog - ikke overraskende - som en positiv udlægning af Bibelens fortælling om Satans løgn for Adam og Eva - "I skal blive som guder" (bibelstykket er refereret tidligere i denne del).

I oktober 1982 deltog Aquino i en række rundvisninger i europæiske NATO-anlæg. Senere samme måned fandt han "gennem en betydelig personlig indsats" det renæssance-slot, Wewelsburg Slot i Bayern, hvor topnazisten og okkultisten Heinrich Himmler havde haft sit "oprindelige ceremonielle rum". Aquino var ifølge historikeren Nevill Drury "overbevist om, at nazisterne var i stand til at tilkalde en ekstraordinær psykisk kraft, som var forkert rettet - men ikke behøver at have været det".
Aquino skrev selv om ritualet, at Heinrich Himmler mente, at dette sted var "Mittelpunkt der Welt" ("Midtpunktet i verden"), "og som fokus i Dødens Hal" var det "porten til dette center, at tilkalde Mørkets Magter på deres mest magtfulde sted."
I denne forskningsartikel står der, at "Aquino påkaldte Mørkets Prins", "og fik en forståelse af, at indledende ’chok’ var en del af uundgåelig psykecentrisk evolution og udfoldelse".
Aquino havde også en korrespondance med sine Tempel-medlemmer, hvor han forklarede sin hensigt med "at tilkalde Mørkets Magter på deres mest magtfulde sted." I denne korrespondance skrev Aquino:
"Styrk, ophøj og opmuntr det bevidste jeg, og du kan ikke undgå også at styrke de naturlige instinkter. Intet menneske er frit for disse; de kan holdes i skak i årevis, men i eventuelle øjeblikke med stress, svaghed eller stimulans vil de bryde fri. De kan være enten kreative eller destruktive; dette er ikke blot et "Jekyll/Hyde"-scenarie."

Aquino taler altså her - ligesom vi så William Sargant gøre - om "stress", "svaghed" og stimulanser til at frigøre "naturlige instinkter" der kan være enten "kreative" eller "destruktive". Mitch Horowitz diskuterer også den tvetydighed, som findes blandt mange satanister om eksistensen versus ikke-eksistensen af åndelige dimenssioner - som også hjernevaskeren William Sargant gav udtryk for.
Horowitz skriver til spørgsmålet om satanisme skal opfattes som "en strengt ateistisk filosofi, der anvender ikonografi og metaforer som symboler for selvudvikling - eller om der i virkeligheden er ekstrafysiske intelligenser og dimensioner i forbindelse med den sataniske søgen":
"Nuværende ledere af Den Sataniske Kirke understreger førstnævnte; Aquino understregede det sidste."

Ud over at Aquino selv troede på Satan som et åndeligt væsen, hævdede han, ifølge Horowitz, desuden at Anton LaVey i 1974 for Aquino afslørede "en skriftlig pagt med Satan, hvilket antydede en bogstavelig tro på Mørkets Fyrste". Horowitz citerer også et tekststykke af Aquino, hvor han taler om situationer "i ritualer af sort magi", hvor han har oplevet andre satanister, der "måske endda" fik "en lille følelse af forlegenhed, som om man på en eller anden måde var 'gledet' fra at være en ordentlig psykodramatisk ateist." Der synes i citatet at være en snert af hånlighed overfor disse "ateistiske satanister", som ellers var Aquinos åndsfæller i en årrække i Den Sataniske Kirke.
Den militære leder og ekspert i psykologisk krigsførelse stiftede sit "Temple of Set" – ifølge sine egne udsagn – efter at have gennemført et ritual for at påkalde Satan, som åbenbarede for ham en hellig tekst kaldet "The Book of Coming Forth by Night" ("Bogen om at komme frem om natten"). Ifølge Aquino afslørede Satan i dette værk, at hans sande navn var Set, som havde været det navn, som hans tilhængere brugte i det gamle Egypten.
Samtidig med at han påstår dette, og efter han i flere år har været højtstående medlem af Den Sataniske Kirke i San Francisco, har Michael Aquinos tilhængere alligevel en modvilje imod at bruge udtrykket "satanisme" om deres religion. De kalder det i stedet "Setianisme", efter den antikke egyptiske gud som Michael Aquino altså selv siger er Satans "sande navn".
I den sammenhæng kunne man måske nævne, at en del af psykologisk krigsførelse også ofte er at skabe forvirring hos fjenden for herigennem at kunne opnå sine egne mål. Selvmodsigelser kan i denne type psykologisk krigsførelse være en effektiv taktik til at skabe forvirring.
Som man vil se af oplysningen om Aquinos egyptiske gud - og flere andre oplysninger vi senere skal kigge på - er netop antikke egyptiske guder et tilbagevendende omdrejningspunkt for satanister. Bl.a. den anden kendte satanist Aliester Crowley, som vi skal høre endnu mere om, har også denne tilbøjelighed. I Bibelen er egyptiske guder nogle af de allerførste repræsentanter for Satan og hans øvrige faldne engle - dvs. de øvrige dæmoner. Det synes at kunne være en væsentlig forklaring på satanisternes dyrkelse af disse guder.
Mitch Horowitz beskriver desuden, hvordan Michael Aquinos gud "Set" angiveligt fortalte ham, om hvordan guden manifesterede sig for Aliester Crowley gennem Crowleys bog "The Book of the Law" (udgivet 1909 - titel direkte oversat til dansk: "Bogen med loven"). Denne bog kalder Horowitz "potent men uberegnelig", og han skriver at den "blev fældet af hans [Crowleys] 'sindløse destruktivitet.'" Aquino "følte sig besat af profetisk autoritet," fortæller Horowitz, og skabte selv "et nyt manifest - The Book of Coming Forth By Night - og med den en ny bevægelse: The Temple of Set."
Horowitz skriver desuden, at The Book of Coming Forth by Night angiver "en moderne slægt, der går fra Crowley til Anton (LaVey red.) til Aquino, som nu er energiopladet til at udbringe budskabet om Sets tidsalder".

Tidligere hørte vi om retsagen mellem Paul Bonacci og Larry King, hvor Bonacci vandt sagen, og King blev pålagt at betale 1 million dollars i erstatning til Bonacci for påførte lidelser. Dette blev, som nævnt, fortalt i en artikel i politikeren Lyndon LaRouches nyhedsmedie. Mediets navn er "Executive Intelligence Review" (EIR - "Eksekutiv efterretningsgennemgang").
EIR-artiklen fortæller videre om en bestemt høring den 5. februar 1999 i denne retssag, hvor Noreen Gosch vidnede. Artiklen har titlen "Satanic Subversion Of the U.S. Military" ("Satanisk undergravning af det amerikanske militær").
Under sit edsvorne vidneudsagn forbandt Noreen Gosch oberstløjtnant Michael Aquino til dét landsdækkende pædofile netværk, som kidnappede hendes søn i 1982.
Siden kidnapningen har hun brugt al sin tid og ressourcer på at finde sin søn, fortæller artiklen, "for at afsløre de farer, som millioner af børn i Amerika står over for fra denne afskyelige, bogstaveligt talt sataniske undergrund af ritualistiske afvigere."
"Vi har undersøgt, vi har talt med indtil videre 35 ofre af denne nævnte organisation, der tog min søn og er ansvarlig for, hvad der skete med Paul, og de kan verificere alt det, der er sket,” sagde hun i retten.
Noreen Gosch fortalte derefter, at det landsdækkkende pædofile netværk "var en udløber af et regeringsprogram": MK-Ultra. I modsætning til MK-Ultra-lederen Sydney Gottliebs udsagn, da han gik på pension, hævdede Gosch, at projektet "var meget vellykket" - og at de faktisk kunne hjernevaske de forsøgspersoner, de torturerede.

Derefter citerer artiklen Noreen Gosch for følgende udtalelese i vidneskranken:
”Nå, så var der en mand ved navn Michael Aquino. Han var i militæret. Han havde top-Pentagon-tilladelser. Han var pædofil. Han var satanist. Han har grundlagt Temple of Set. Og han var en nær ven af Anton LaVey. De to var meget aktive i rituelt seksuelt misbrug. Og de videresendte finansiering fra dette regeringsprogram til at bruge [til] de eksperimenter på børn. Hvor de bevidst splitter disse børns personligheder i flere, så når de bliver udspurgt eller sat under ed eller afhørt under løgnedetektor, at medmindre operatøren ved, hvordan man udspørger en person med multipel personlighedsforstyrrelse, ender de op uden beviser."

"De brugte disse børn til seksuelt at kompromitere politikere eller andre, de ønsker at have kontrol over," fortsatte Noreen Gosch.
"Det lyder så langt ude og så bizart, at jeg havde svært ved at acceptere det i starten selv, indtil jeg blev præsenteret for dataene. Vi har beviset. I sort og hvid."

Under afhøring af John DeCamp sagde Gosch:
"Jeg ved, at Michael Aquino har været i Iowa. Jeg ved Michael Aquino har været på Offutt Air Force Base. Jeg ved, at han har haft kontakt med mange af disse børn."

EIR-artiklen fortæller derefter, at Paul Bonacci har "identificeret Aquino som manden, der bestilte kidnapningen af Johnny Gosch." Bonacci var samtidig "et offer og et medlem af det landsdækkende pædofile kriminalitetssyndikat," står der i artiklen - ligesom vi har hørt uddybet i detaljer flere steder i denne bog (se bl.a. kapitel 1 i del 2). Bonacci omtalte bagmanden bag Gosch-bortførelsen som "the Colonel" ("Obersten").
Et andet vidne, der vidnede ved høringen den 5. februar, var Rusty Nelson, Larry Kings personlige fotograf. Vi hørte også om Rusty Nelson i del x, der handlede om misbruget af flere børn i Omaha Nebraska. Rusty Nelson blev bl.a. anklaget for at fotografere nøgne mindreårige for pædofili-netværket. Nelson beskrev for EIR en anden hændelse, der kædede King sammen med Aquino, mens den militære leder stadig var i aktiv reservetjeneste. På et tidspunkt i slutningen af 1980'erne var Nelson med King på et fornemt hotel i downtown Minneapolis, fortæller EIR-artiklen, hvor Nelson personligt så King give en kuffert fuld af kontanter og værdipapirer til "the Colonel". Senere identificerede Nelson "the Colonel" som Aquino. Ifølge Nelson fortalte Larry King ham, at kufferten med kontanter og obligationer var øremærket til de nicaraguanske Contra'er, og at "the Colonel" var en del af det skjulte Contra-støtteapparat, forbundet med oberstløjtnant Oliver North, vicepræsident George Bush "og den 'hemmelige parallel-regering', de styrede fra Det Hvide Hus".

Anklaget for 58 overgreb på børn men undgår sigtelse
"Hvem er oberstløjtnant Michael Aquino, og hvad siger de beviser, der blev afsløret i et retsmøde i Nebraska om den aktuelle tilstand i det amerikanske militær?" spørger EIR-artiklen. "Er Aquino-sagen en slags mærkelig afvigelse, der gled ud af Pentagons radarskærm?"
"Ikke det mindste," står der umiddelbart derefter

Dette er oplægget til et langt afsnit om de adskillige overgreb på børn Michael Aquino angiveligt har foretaget. Gennem store dele af 1980'erne var Aquino i centrum af en kontrovers, står der i EIR-artiklen, der involverede Pentagons samtykke til direkte satanisk praksis inden for militærtjenesten. Aquino var også hovedmistænkt i flere pædofile overgreb der involverede seksuelt misbrug af hundredvis af børn, herunder børn af militært personel, der tjente på Presidio U.S. Army station (hærcenter dengang placeret på den nordligste spids af San Francisco ud mod bugten). Selv da Aquino blev undersøgt for involvering i pædofile sager af officerer fra hærens kriminalitets-efterforskningsafdeling, beholdt han sikkerhedsgodkendelser på højeste niveau. I denne periode var han desuden "involveret i pionerarbejde i militærpsykologiske operationer," fortæller EIR.
Den 14. august 1987 raidede politiet i San Francisco Aquinos hjem, som han delte med sin kone Lilith. Razziaen skete på baggrund af påstande om, at huset havde været skueplads for en brutal voldtægt af en fire-årig pige. Den hovedmistænkte for voldtægten var en baptistpræst ved navn Gary Hambright. Han blev tiltalt i september 1987 på for at have begået "uhyggelige og liderlige handlinger" med seks drenge og fire piger, i alderen fra tre til syv år, i løbet af september og oktober 1986. På tidspunktet for de påståede sexforbrydelser var Hambright ansat på et børnepasningscenter på den amerikanske hærs Presidio-base. San Francisco politi anklagede ham for at have været involveret i mindst 58 særskilte tilfælde af seksuelt misbrug af børn.

Ifølge en artikel i San Francisco Examiner 30. oktober 1987 havde et af ofrene identificeret Aquino og hans kone som deltagere i børnevoldtægten, fortæller EIR. Ifølge det angivelige offer havde Aquino-parret filmet scener af hende, mens Gary Hambright kælede for hende i et badekar. Barnets beskrivelse af huset, som også var hovedkvarteret for Aquinos Satanic Temple of Set, var så detaljeret, at politiet var i stand til at få en ransagningskendelse.
"Under razziaen konfiskerede de 38 videobånd, fotonegativer og andre beviser på, at hjemmet havde været centrum for et pædofilt netværk, der opererede i og omkring amerikanske militærbaser."

Men Aquino og hans kone blev aldrig tiltalt. Aquino hævdede, at han havde været i Washington på det tidspunkt, til et årelangt reserveofficerskursus ved National Defense University, "selvom han indrømmede, at han foretog hyppige besøg tilbage til Bay Area og til hans kirke og hjem," hævder EIR. Den offentlige kritik af Hambright-sagen fik hæren til at overføre Aquino fra Presidio, hvor han var vicedirektør for reservetræning, til den amerikanske hærs Reservepersonalecenter i St. Louis.
Den 19. april 1988 blev alle ti sigtelser mod Gary Hambright droppet af den amerikanske statsadvokat Joseph Russoniello. "Selvom der var klare beviser for børnemishandling (seks af børnene fik kønssygdommen, chlamydia), var der utilstrækkeligt bevis til at forbinde Hambright eller Aquino-parret til forbrydelserne," skriver EIR.
Forældre til flere af ofrene hævdede, at Russoniellos handlinger beviste, at "det føderale system er brudt sammen ved ikke at kunne beskytte rettighederne for borgere i alderen tre til otte."
EIR-artiklen peger også på muligheden for, at der var korruption i spil i sagen: "Russoniello ville senere blive involveret i bestræbelserne på at dække over forbindelserne mellem de nicaraguanske Contra'er og sydamerikanske kokain-smuglerorganisationer," fortæller artiklen, "hvilket rejser dybere spørgsmål om, hvorvidt beslutningen om ikke at retsforfølge Hambright og Aquino havde 'nationale sikkerhedskonsekvenser.'"
Påstandene om Russoniellos korruption og involvering i at dække over CIA gentages i denne artikel. Her står der, at Russoniello sørgede for at beslaglagte narkotikapenge, 36.800 dollars, blev returneret til de nicaraguanske Contra'er. Sagen drejede sig om firehundrede kilo kokain, som var blevet beslaglagt sammen med våben, stoffer, kataloger til automatiske våben og lyddæmpere. 35 mennesker var blevet arresteret. Påstandene om Russoniellos ulovlige handlinger stammer ifølge artiklen fra den afslørende artikelserie i avisen San Jose Mercury News (kaldet "Dark Alliance-serien", skrevet af journalisten Gary Webb - også omtalt i del x).

EIR fortsætter sin ubehagelige beretning og fortæller, at den amerikanske hær 22. april 1989 sendte breve til forældrene til mindst 56 af de børn, der mentes at være blevet forulempet af Hambright, og opfordrede dem til at få deres børn testet for human immundefektvirus (HIV), fordi de havde fået informationer om, at den tidligere dagplejer, Hambright, var smitttet med sygdommen.
San Jose Mercury skrev den 13. maj 1989, at Aquino og hans kone var blevet afhørt af hærens efterforskere om anklager om børnemishandling af parret i to nordlige Californiske amter, Sonoma og Mendocino. En 9-årig pige i Santa Rosa, Californien, og en 11-årig dreng i Fort Bragg, også i Californien, identificerede Aquino som voldtægtsmanden i en række hændelser fra 1985, efter at de havde set ham på tv. Disse sidste oplysninger er igen at finde i EIR-artiklen om satanisk undergravning af det amerikanske militær.

Okkultisten og journalisten Mitch Horowitz fremlægger sagen således:
"I 1987 stod Aquino og hans anden kone Lilith over for en årelang periode med smerte, juridiske skænderier og fritagelse efter at være blevet falsk anklaget for seksuelt misbrug af den tre-årige datter af en præst på Presidio-basen under en opblussen af "Satanic Panic” hysteri. Efterforskere fandt ud af, at i ugerne for den hævdede hændelse var Aquinos ikke engang i San Francisco, men boede snarere i Washington, D.C. Der blev ikke rejst tiltale. Familien Aquinos forsøgte uden held sagsanlæg mod pigens far og en psykiater fra hæren, der satte gang i de falske påstande."

Mitch Horowitz er ganske godt på linje med sit idol, Michael Aquino, som dog strammer sin udlægning af historien yderligere. I sin egen tekst om sagen hævder Aquino - i modsætning til hvad EIR-artiklen fremfører - at han var i tjeneste i Washington DC hver dag i den periode, hvor pigen hævdede overgrebene var sket. Aquino udlægger hele sagen som en "heksejagt" og spiller ligesom Horowitz sagen ind i det såkaldte "Satanic Panic hysteri". "Satanic Panic” refererer til flere medieeksponerede sager i 1980'erne om påståede sataniske seksuelle overgreb på børn, som alle endte med at blive afvist i mere eller mindre udtrukne retsager (læs evt. flere detaljer om dette i del x).
"Den 28/9/86 begyndte San Francisco Examiner en serie på 8 forsidehistorier der sensationaliserede heksejagterne," skriver Aquino.
"Gary Hambright og forskrækkelsen var ude af kontrol, med snesevis af børn, der blev 'misbrugsdiagnosticeret' af en 'legeterapeut' på trods af ikke en eneste offentliggjort bekræftelse af faktisk fysisk skade på noget barn," skriver han fx desuden.
Denne lange artikel, der blev offentliggjort den 24. juli 1988, har en noget anden udlægning. Den fortæller i detaljer om det angivelige overgrebsforløb for flere af ofrene. Fx fortæller den om undersøgelsen af et af ofrene - en treårig søn til Joyce og kaptajn Mike Tobin, der arbejdede på Presidio:
"Efter det videooptagede interview om morgenen den 21. november, blev Tobins' søn undersøgt på Child Adolescent Sexual Abuse Referral Center (CASARC) på San Francisco General Hospital. CASARC gennemgår hvert år mere end 700 sager om mistanke om seksuelt misbrug. Blandt andet havde CASARC-personalet ofte hørt børn beskrive analvoldtægt som at få en blyant i enden. Da Dr. Kevin Coulter undersøgte Tobins' søn, observerede han, at barnets anus udvidede sig til cirka 20 millimeter på cirka fem sekunder, en meget hurtigere og bredere udvidelse end normalt. Coulter havde udført mere end 300 undersøgelser af børn på CASARC. Hans konklusion var, at en så hurtig og bred udvidelse var forårsaget af traumer i anus og endetarm, i overensstemmelse med penetration. Tobins' 3-årige søn var blevet seksuelt misbrugt, analt voldtaget."

San Francisco General Hospital betyder byens almene hospital. "Child Adolescent Sexual Abuse Referral Center" kan oversættes til dansk "Henvisningscenter for seksuelt misbrug af børn og unge".

Det var ikke kun San Francisco Examiner, der skrev om sagen. Det gjorde også avisen San Jose Mercury News. Den ovennævnte lange artikel udkom netop i denne avis, og var skrevet af journalisten Linda Goldston i samarbejde med militærhistorikeren Douglas Duane Dietrich, der var ansat som Forskningsbibliotekar ("Research Librarian") i næsten et årti i det amerikanske forsvarsministerium.
Her havde han bl.a. ansvaret for at afbrænde højt klassificerede materialer om kritiske historiske emner såsom Pearl Harbor, Vietnam og forskellige etniske holocaust; samt dokumenter om fx sovjetisk psykologisk krigsførelse. Efter denne type oplevelser, og med insiderviden på flere områder, har han sat sig for at afsløre mest muligt af de skjulte agendaer og det bedrag, han mener, befolkningen udsættes for.

"Hambright nægtede ethvert 'misbrug' fuldstændigt, og alle de andre lærere og personale støttede ham," skriver Aquino.
Flere af disse ansatte, der ifølge Aquino støttede den anklagede, var selv under anklage af forskellige andre børn og deres forældre, fortæller Linda Goldston og Douglas Dietrich i den nævnte lange detaljerede San Jose Mercury News-artikel, med de mange oplysinger, der er i strid med Aquinos sagsudlægning.
"Andre forældre fandt ud af det med det samme. Børnene var begyndt at tale. Og de blev ved med at snakke. Det var problemet. De blev ved med at sige ting, som ingen, især ikke hæren, ønskede at høre. De blev ved med at nævne andre mennesker udover "Hr. Gary,” og andre steder udover daginstitutionen."

San Jose Mercury News-artiklen remser nogle af anklagerne op:
Flere af børnene sagde, at de blev taget fra daginstitutionen til private hjem på Presidio, hvor de blev seksuelt misbrugt. To huse blev udpeget i militærområdet og mindst ét hjem uden for militærområdet i San Francisco.
En pige sagde, at hun spillede "poopoo baseball" ("bæbæ baseball") hjemme hos en af sine kvindelige lærere. Pigen sagde, at spillet involverede at kaste afføring efter læreren.
Andre børn talte om at spille "googoo-spillet" med "Hr. Gary”. Det indebar, at Hambright fik børnene til at tisse og skide på ham. Så ville han gøre det samme ved dem. Nogle gange, sagde børnene, blev de tvunget til at drikke urin og spise afføring. Nogle sagde, at de havde smurt blod på deres kroppe.
Nogle børn sagde, at der var blevet rettet våben mod dem. Andre sagde, at de fik at vide, at de eller deres forældre ville blive dræbt, hvis de fortalte, hvad der skete.
En treårig dreng sagde, at han blev seksuelt misbrugt ved sit første besøg på centret. Den dag var også hans fødselsdag.
En treårig pige sagde "Hr. Gary" brugte specielle kuglepenne, sorte, blå, pink og røde - til at "krible på hende", begyndende ved hendes ben og bevægede sig op over hendes kønsorganer. Det samme barn sagde, at hun så en af sine venner i centeret græde, da "Hr. Garys" ven, en kvinde, rettede en pistol mod vennen.
Der var fem bekræftede tilfælde af den seksuelt overført sygdom, klamydia, inklusiv to af de fire døtre i en familie.
En foreløbig test af en dreng for AIDS viste sig positiv. Yderligere test afslørede, at han ikke havde sygdommen, men frygt for AIDS plagede forældre i flere måneder.

Men sagen startede altså med påstandene fra Tobin-parrets dreng. Linda Goldston og Douglas Dietrich fortæller, at grunden til at Tobin-sagen blev afvist var, at noget af forklaringen om sagen bundede i, hvad drengen havde sagt til sin bror, den første gang han fortalte om overgrebene. Det skyldtes at retten i Californien - i modsætning til flere andre stater i USA - ikke tillod forlydender fra vidner. Desuden havde militærets forhørsleder, der aldrig havde forhørt et barn under otte år, stillet ledende spørgsmål og gentaget en sætning om at "Hr. Gary er slem og skal have smæk" overfor drengen - så drengen senere gentog denne sætning, hver gang han blev adspurgt om sine oplevelser.

Militærets lange historie med misbrug af børn og opstruktion af sagsopklaringer
Efter denne oplevelse tog Tobin-parret kontakt til de øvrige forældre, der havde børn, som havde fortalt om overgreb. Kernegruppen af forældre var læger, en tandlæge, en atomforsker, fortæller Goldston og Dietrich.
"De talte højt og ofte. De sagde, at de talte for dem, der ikke kunne, børnene og de soldaterhvervede, som, de sagde, var for bange til at risikere deres militære karriere for at sige fra. De hvervede havde brug for deres job og dagplejen. Kernegruppen havde råd til dagpleje andre steder," fortæller han videre.
Dietrich foræller desuden om, hvordan militæret løbende forsøgte at forsinke og opstruere undersøgelsen, og om institutionens hensynsløse generelle tilgang. Mens beskyldningerne om perversiteterne, de seksuelle overgreb og volden haglede ned over dagplejecenteret, gik Presidio-basens direktør for personale og sociale aktiviteter i gang med at lave en videofilm om det, han mente, var "et rollemodel dagplejecenter" ("a model day care center").
Men det viste sig, at der havde været en undersøgelsessag om dagplejecenteret seks år før. I 1982 var en mand ved navn John Gunnarson Presidio-basens tilsynsførende for daginstitutionen, børnehjælpskoordinator i centret og ansvarlig for uddannelsen af centrets personale. Det år blev Gunnarson anholdt - anklaget for overfald på en ansat i centret, Pearl Broadnax. Broadnax havde klaget over forhold i centret og behandlingen af børnene, og Gunnarson var blevet voldsom overfor hende. Anklagen mod Gunnarson blev afvist på grund af manglende beviser. "Hændelsen kan muligvis afvises som en uheldig misforståelse, men efterforskningen dengang førte til beskyldninger om fysisk og seksuelt misbrug af børn i centret, ifølge den tidligere militærpolitiefterforsker Ed Albanoski, som dengang var chef for ungdomsefterforskning ved Presidio," står der i Dietrich-artiklen. Albanoski blev senere vice-sherif i Santa Clara County og kontaktede Douglas Dietrich, efter at han havde læst en af Dietrichs artikler om Presidio-sagen. "Da jeg læste avisen, faldt jeg næsten ned af stolen," sagde Albanoski. "Jeg kunne ikke tro, at [Gunnarson] stadig arbejdede der." Mens han interviewede Broadnax i daginstitutionen, efter at hun havde ringet til parlamentsmedlemmer om Gunnarson, erfarede Albanoski, at Broadnax var bekymret for mere end den påståede trussel mod hende selv. Hun påstod også, at ansatte havde rørt børns kønsorganer, fortæller Goldston og Dietrich. Broadnax havde fremkaldt en undersøgelse af centret et år tidligere efter at have talt med forældre, der sagde, at de følte, at deres børn blev diskrimineret, fordi de var minoriteter. Broadnax sagde også, at hun havde set den daværende direktør for centret slå et barn på munden, så hårdt at det fik barnet til at bløde.
"I et telefoninterview fra hendes hjem i Alabama fortalte Broadnax mig, at hun havde klaget mange gange over problemer på centret i løbet af de fire år, hun arbejdede der," skriver Dietrich. Men til sidst havde hun givet op. "Ingen syntes at være bekymret. Jeg endte med at få et nervøst sammenbrud over det," citerer Dietrich Pearl Broadnax for at sige.
"Lige før jeg forlod stedet, så jeg en kvinde slå et barn, indtil han bare kastede op.
Jeg gjorde alt, hvad jeg kunne for at få gjort noget ved det. De fjernede hende, men hun arbejdede der igen, efter jeg var stoppet."

Kaptajn Robert J. Meyer blev udpeget til at undersøge beskyldningerne. I Meyers opsummering af sine undersøgelsesresultater, skrev han, at "mindst tre af børnepasningscentrets ansatte er blevet truet med at miste deres job, hvis de stod frem og fortalte sandheden om, hvordan børnepasningscentret bliver ledet, og hvordan minoritetsbørn behandles.”
Der blev afholdt en høring i Presidio om beskyldningerne i 1981. "Den pågældende direktør blev genindsat," skriver Dietrich.

Næste år, da Ed Albanoski rapporterede anklagerne om sexmisbrug til Presidio-embedsmænd, fik han besked på "at stoppe enhver undersøgelse."
"Jeg fik at vide, at der ikke var noget at undersøge, at Gunnarson ville blive behandlet gennem sine kommandokanaler."

Militærpolitiets efterforskers rapport blev indgivet om hændelsen. Albanoski holdt fast i en kopi af denne rapport. Han fornemmede, at det kunne blive vigtigt en dag.
"Hæren tog det ikke helt så alvorligt," skriver Dietrich, hvorefter han fortæller om lederen for Presidio-basen, der udtalte, at "Gunnarson havde et af de bedste ry i hæren med hensyn til at drive et børnepasningscenter". Et år efter at han blev arresteret, hævdede en militær inspektionsrapport at Gunnarson gør "et fremragende stykke arbejde" og at det "træningsprogram, han udviklede ved at bruge de militære børnepasningsmoduler, er en model for hæren".

Men beskyldningerne om overgreb i daginstitutionen fortsatte.
Tidligere hærkaptajn Gary Boswell, der arbejdede på Presidio, henvendte sig til Gunnarson i april 1985 efter at have hentet sin datter i daginstitutionen. Hun havde en rød plet på hånden, hvor hun var blevet forbrændt. Pigen sagde, "læreren brændte mig." Denne kvindelige lære holdt, ifølge Boswell, et forstørrelsesglas foran børnenes hænder, indtil de rykkede hånden væk og græd.
"Jeg besøgte Gunnarson og var ikke særlig glad. Han sagde, at han ville undersøge det. Vi kom tilbage, dagen efter og han sagde han havde talt med personen, at der ikke var øjenvidner og 'det er din datters ord imod hendes, så vi kan ikke gøre noget'. Vi tog vores datter ud af daginstitutionen kort tid senere."

Sue Dorsey kontaktede Gunnarson i juni 1986 for at klage over en misbrugshændelse, hun siger, hun var vidne til. Dorsey, som var hustru til hærkaptajnen og lægen Tom Dorsey, sagde, at hun lige havde sat sin datter af i daginstitutionen og gik ud af bygningen, da hun lagde mærke til "en kvinde på hænder og knæ, bøjet ned og med hendes hånd i en lille piges bukser."
"Kvinden tog sine hænder ud af den lille piges bukser og førte dem under den lille piges top og kildede hende på begge bryster og førte dem derefter tilbage ned i bukserne i skedeområdet og kildede hende der."

Efter at have fortalt hændelsen til den assisterende direktør for centeret, sagde Dorsey, at hun fik at vide, at kvinden Dorsey havde set med den lille pige "bare legede uskyldige kilde-spil." Dorsey gik til Gunnarson, som, ifølge Dorsey, svarede "Så det, du fortæller mig, er, at hun kildede den lille pige på hendes private dele." Dorsey gik hjem og ringede til Gunnarson senere på dagen. Han sagde at han ville "skrive noget i hendes personalemappe."
Endelig, efter yderligere opkald til kaptajnen, der overvågede de civile ansatte i centret, fik Dorsey at vide, at hærens kriminalefterforskningsafdeling ville undersøge sagen.
Lederen af Presidio-basen udtalte senere, at efterforskningen "beviste, at det ikke kunne dokumenteres, at misbrug havde fundet sted". Ifølge denne oberst var det "en kildrende type hændelse, der kunne blive fortolket på et par forskellige måder".
"Jeg formoder, at efterforskerne fulgte plejepersonalets fortolkning af, hvad det var," udtalte obersten og lederen af militærbasen.
Et år senere erfarede Dorsey, at hendes egen datter var blevet seksuelt misbrugt på centret.
Dorsey og de ander forældre skulle også senere erfare, at der havde været sager om sexmisbrug, der involverede daginstitutioner på flere andre hærbaser. West Point var en af de mest alvorlige – indtil Presidio. I juli 1984 blev en treårig pige bragt til skadestuen på West Point Hospital med en revet vagina, fortæller Goldston og Dietrich. Barnet fortalte lægen, der undersøgte hende, at det var en lærer på daginstitutionen West Point, der gjorde hende ondt. I august stod endnu en forælder frem. Ved årets udgang var 50 børn blevet interviewet af efterforskere.
"Børn på West Point fortalte historier, der skulle blive rædselsvækkende velkendte," skriver Goldston og Dietrich. Børnene var angiveligt blevet seksuelt og rituelt misbrugt. Børnene sagde, desuden at de havde fået smurt ekskrementer på deres kroppe og blev tvunget til at spise afføring og drikke urin. De sagde, at de blev taget væk fra daginstitutionen og fotograferet.

Michael Aquino nævner også kort sagen fra West Point i sin udlægning af forløbet omkring overgrebene, han selv var anklaget for. Efter sætningen om at den anklagede Gary Hambright havde nægtet "ethvert 'misbrug' fuldstændigt, og alle de andre lærere og personale støttede ham," fortsætter Aquino således:
"Som i andre heksejagter gjorde det ingen forskel: I løbet af det næste år var Hambright suspenderet, tiltalt, anklager frafaldet, gentiltalt, anklager frafaldet igen midt i et massivt medievanvid. Forældre skyndte sig at indgive over 74 millioner dollars i erstatningskrav, som det også var rutine i sådanne heksejagter. [Det foregående år havde en lignende, meget omtalt heksejagt i West Point resulteret i krav på 110 millioner dollar.]"

Aquino nævner de økonomiske erstatningskrav flere steder, og disse sager bunder i hans udlægning udelukkkende i forældrenes forsøg på svindle sig til økonomisk berigelse.

Goldston og Dietrich fortsætter deres beretning:
Nogle forældre hævdede, at hæren forsøgte at dække over sagerne. "Hele det underliggende tema var, at billedet af West Point var vigtigere end at håndtere realiteterne af det, der skete," sagde Dr. Walter Grote, hvis toårige datter var blandt de børn, der angiveligt blev misbrugt i centret. Som tidligere hærkaptajn afviste han en forfremmelse til major i 1984 for at protestere mod hærens håndtering af dagplejesagen i West Point.

I august 1983, næsten et år før sexmisbrugssagen brød ud, var et 22 måneder gammelt barn blevet myrdet af moderens kæreste, en stabssergent, fortæller Goldston og Dietrich videre.
Efter en krigsretshøring fik sergenten en 18 måneders betinget dom og derefter en æreløs hjemsendelse ("dishonorable discharge").
Oberst Richard C Eckert, en læge, der dengang var ansvarlig for West Points børnebeskyttelses-team, var oprørt over dommens mildhed. I et brev til den daværende leder for West Point skrev Eckert, at lokalsamfundet havde "modtaget en ødelæggende besked" om, at "West Point og hæren tager let på børnemishandling og [ikke] betragter det [-] som en stor forseelse." En anden ansat, doktor Pat Jones, der var børnelæge ved West Point, hævdede, at hans 15 måneder gamle datter var blevet seksuelt misbrugt i centeret i West Point, og var så forarget, at han trak sig fra hæren.
”Jeg forsøgte at melde mig ud af alumneforeningen. Jeg skammer mig over selv at være fra det sted."

"Fyren, der myrdede den 22 måneder gamle baby, blev sluppet fri," sagde han. "De har bare smidt ham ud af hæren for at forhindre omtale."
Ingen tiltaler blev rejst i West Point-sagerne.

I juli 1986 blev to kvindelige ansatte anklaget på Fort Dix for seksuelt misbrug af fire børnehavepiger, fortæller Goldston og Dietrich. Der blev ikke rejst nogen tiltale i sagen, og kvinderne vendte tilbage til arbejdet i daginstitutionen.
"Derefter var det Fort Leavenworth, Kansas og Fort Jackson, South Carolina. I november 1987 havde hæren modtaget beskyldninger om børnemishandling på 15 af sine daginstitutioner og flere folkeskoler. Der var også mindst to tilfælde i luftvåbnets daginstitutioner. Og på en daginstitution drevet af flåden i Philadelphia blev en civil person idømt tre års fængsel for seksuelt misbrug af børn."

Forsvarsministeriet besluttede i april 1987 at danne et særligt team til at efterforske sager om sexmisbrug i militæret. Officielt skete det for at undgå "at lade tingene blive værre," ifølge direktøren for det militære familieresourcecenter i forsvarsministeriet (Military Family Resource Center). "På trods af militærets officielle holdning til beredskab dukkede en ny rædsel op i juni 1988," skriver Goldston og Dietrich, da et særligt hold af eksperter blev sendt til Panama for at hjælpe med at afgøre, om 10 børn på en grundskole i forsvarsministeriet var blevet forulempet og muligvis inficeret med AIDS af en lærer, der var døende på grund af sygdommen. Selvom påstandene om rituelt misbrug fremsat af børn i West Point og på Presidio var ens, "kan vi aldrig helt afgøre, om der er nogen form for ekstern organisation [af misbrugere] eller om kun en enkelt pædofil" var involveret i disse sager, udtalte vicedirektøren for det militære familieresourcecenter.
Men nogle af påstandene fra børn på Presidio om, at de var blevet ført til huse, der også lå uden for militærcenteret, førte til en undersøgelse af om, at der var en "ekstern organisation" i San Francisco.

Inde i en betonbunker bag den militære efterretningsbygning i Presidio er ordene "Mørkets fyrste" (“Prince of Darkness”) "malet dristigt i rødt på den ene væg," fortæller Goldston og Dietrich. De armerede betonbatterier, der blev brugt for årtier siden til at huse artillerikanoner, "ser ud til at være blevet omdannet til noget i retning af rituelle kamre". Ved siden af "Mørkets fyrste" er der skrevet ordet "Dø", og hvad der ligner en liste over navne, malet i rødt, der er streget over med kraftig sort maling, fortæller journalisten og militærhistorikeren videre.
"Den ene væg er dækket med tallene 666, et tegn på djævelen, og okkulte tegninger. En lysning i midten af betongulvet, hvor jorden er frilagt, er fyldt med affald og delvist brændte træstammer. På forvæggen under vinduet, der vender ud mod hærens efterretningsbygning, er der et stort pentagram inde i en cirkel. På bagsiden, hvor sollys viger for mørke, er der hvide og sorte stearinlys på toppen af en kuppelformet recession i væggen, tilsyneladende et råt alter. Røgelsespinde ligger halvt brændt ude til siden.
Ved et andet batteri længere oppe af Lincoln Boulevard vises en stor tegning af Satan, med røde øjne og horn på en udvendig betonvæg. Døre til batteriet er sikkert aflukket; der er dog ingen vinduer at forcere. Det er ikke muligt at komme ind her.
Det ville være let at afvise den sataniske graffiti som teenagers spøg ved at udnytte de isolerede bunkers til at spille nye versioner af 'Dungeons and Dragons.' Men begivenhederne i Presidio-sagen tydede på, at noget mere uhyggeligt kunne have været involveret."

Sataniske hændelser er ikke nye for Presidio, skriver Goldston og Dietrich. I begyndelsen af 1980'erne, var Ed Albanoski militærpolitimand ved Presidio. Albanoski husker, at de blev ringet op fra et boligområd, hvor en person fortalte, at en mand klædt i sort havde løbet over mod en park med en lille pige i hånden. Derefter var der kommet endnu et opkald ind, hvor nogen havde fortalt, at "de hørte skrig nær åen".
Eftersøgningen førte til en gartnerhytte ved en byejet legeplads ved siden af militærbasen og bag boligområdet. "Vi hørte lyde komme indefra," husker Albanoski.
"'Vi sparkede døren op, og her er dette fine lille soveværelse. I et hjørne var en mannequin med en pistol rettet mod døren. På venstre side var der en køje op mod væggen. Der var et pentagram på gulvet, et stort et. Der var dukkehoveder over hele loftet, bare ting der var taget ned fra væggen.' Musikken bragede fra en radio."

Ed Albanoski og en anden militærpolitimand fik godkendelse til at foretage en overvågning af hytten. Efter et stykke tid blev efterforskningen indstillet. "Vi fik at vide af proosten marshall at bare glemme det," sagde Albanoski. Selvom Albanoskis efterforskning ikke ikke førte til noget, skulle sagerne om overgreb på børn inden længe igen pege i retning af satanisk involvering.

Påstand om seksuelt misbrug af treårig pige i crossdressing-ritual
Larry og Michelle Adams-Thompson havde bemærket ændringer i deres datters adfærd efter at have haft hende i Gary Hambrights klasse fire eller fem gange i september og oktober 1986. Pigen var begyndt at få mareridt og tissede i bukserne, når hun var bange. Hendes forældre tænkte, at det bare var "en dårlig fase", hun skulle igennem, indtil de hørte om Tobin-drengen i januar. Pigen blev taget til en terapeut på hærens hospital Letterman Army Medical Center. Her fortalte pigen om at være blevet seksuelt misbrugt af Hambright og af en mand ved navn "Mikey" og en kvinde ved navn "Shamby". Den 12. august 1987 var familien Adams-Thompsons inde og handle i en postbutik på Presidio-basen. Pludselig løb pigen hen til sin far og greb om hans ben. Faren kiggede op og så en mand, som han kendte som oberstløjtnant Michael Aquino.
"Ja, det er Mikey," sagde den treårige til Adams-Thompson-parret. Efter at være blevet taget udenfor, tilføjede pigen, "han er en dårlig mand, og jeg er bange." Da de forlod parkeringspladsen, så Adams-Thompsons Aquinos kone, Lilith. Faren spurgte barnet, om hun kendte kvinden.
"Ja, det er Shamby," sagde pigen.
Familien tog hjem og ringede til FBI, skriver Goldston og Dietrich.

Nyhedsartikel om Michael Aquino og det angivelige overgreb på den dengang 3-årige pige
- San Francisco Examiner 30. oktober 1987

Om disse beskyldninger skriver Michael Aquino:
"Udeladt af Presidios bonanza-påstande var den kristne præst Larry Adams-Thompson og hans kone Michele, som aldrig havde anmeldt deres datter Kinsey Almond for nogle fysiske eller psykiske symptomer i hele den tid, hun havde været under Hambrights supervision i daginstitutionen (9/1-10/31/86). I deres originale 1/87 FBI interviews, var begge A-T'ere specifikke omkring det datovindue, fordi Almond blev 3 år 9/1/86 og, som bekræftet af Presidios personale- og lokalsamfundsdirektør, overvågede Hambright kun børn på 3 år og derover.
På trods af Almonds uberørte tilstand [den 3/12/87 undersøgte Presidio læger hende og erklærede, at hun var jomfru, fri for fysiske tegn på misbrug], anbragte A-T'erne hende i et intensivt 8-måneders program med 'legeterapi'. Den samme 'terapeut', der erklærede snesevis af andre børn 'mishandlede' erklærede snart også Almond 'misbrugt'.
A-T'erne var dog ikke tilfredse med blot at anklage Hambright. I 6/87 introducerede Michele 'SRA'-temaer og insinuationer om mig - som havde været et emne for nysgerrighed og sladder som en berømt 'satanist'-officer gennem hele min 1981-86 opgave på Presidios hovedkvarter - til 'terapeuten'. Så den 13/8/87 så A-T'erne min kone Lilith og mig selv på Presidios postbutik og løb hen til heksejagtens efterforskere med påstanden om, at Almond havde anklaget os for at kidnappe og voldtage hende, mens hun var under Hambrights tilsyn. [De klatrede derefter ombord på den finansielle vogn med deres eget 3-millioner-dollar krav baseret på deres falske historie.]
Dette resulterede hurtigt i en endnu mere sensationel international mediestorm."

A-T er Michael Aquinos forkortelse af efternavnet Adams-Thompson. Bonanza betyder en situation som producerer stor profit. Bemærk at Aquino skriver datoer således: Dag/måned/år. Bemærk desuden at Aquino i nogle tilfælde bruger kasseformede parenteser [ ] i stedet for normale parenteser ( ). "Michele" synes at skulle være "Michelle" - altså moren, Michelle Adams-Thompson. "SRA" er en forkortelse for Satanic Ritual Abuse (satanisk rituelt misbrug).
Ud over Michael Aquinos sarkasme bemærker man, at han bekræfter, at han mødte Adams-Thompson-familien i postbutikken på Presidio i august 1987, hvorefter Adams-Thompsons anklagede Michael og Lilith Aquino for at kidnappe og voldtage datteren. Ud over de mange øvrige uenigheder afviger Michael Aquinos udlægning på dette punkt også med én dag (hhv. 13. august 1987 vs. 12. august 1987).

Goldston og Dietrich fortæller videre om sagens udvikling:
Da hun blev interviewet af myndighederne dagen efter, identificerede pigen Gary Hambright udfra flere fotografier af forskellige mænd og sagde, at hun var blevet kørt til Mikey og Shambys hjem af Gary Hambright. Hun fortalte, at det var der, hun blev misbrugt af Hambright, Mikey og Shamby - i et værelse med sorte vægge. Hun var blevet fotograferet, og Hambright og Mikey var klædt i kvindetøj, og Shamby var klædt i mandetøj, fortalte hun. Efterforskerne kørte hende til Leavenworth Street i San Francisco, hvor Aquino-parret havde deres hus. Pigen blev bedt om at identificere et af de huse, hun havde været i før. Da hun gik forbi Aquinos’ hus, identificerede pigen huset som det, hvor hun mødte "Mikey" og "Shamby."
En ransagning af Aquino-hjemmet blev gennemført den 14. august. Til stede var agenter fra FBI og San Franciscos politi. Blandt genstandene, der blev beslaglagt, var videobånd, kassettebånd, notesbøger med navne og adresser, to fotoalbum, en papirtallerken og to plastikhandsker fra køkkenaffaldet, fire plastikhylstre med negativer og 29 fotos af kostumer og masker.

Da San Francisco Chronicle kontaktede hærens embedsmænd på Presidio for at finde ud af, om Aquinos sikkerhedsgodkendelser var blevet ophævet på grund af pædofili-undersøgelserne, blev journalisterne henvist til Pentagon, fortæller mediet EIR.
Her svarede hærens talsmand major Greg Rixon:
"Spørgsmålet er, om han er troværdig eller kan udføre jobbet. Der er ingenting, der i dette tilfælde indikerer, at der er noget problem, vi bør være bekymrede over."

Faktisk havde Pentagon allerede givet sine de facto velsignelser til Aquinos mangeårige offentlige tilknytning til Den Sataniske Kirke og til hans eget Temple of Set. Dette på trods af, at Aquinos sataniske aktiviteter involverede åbenlys støtte til nynazistiske bevægelser i USA og Europa, skriver EIR. Denne påstand understøttes af denne forskningsartikel om emnet, som fortæller om hvordan også satanisten - og Aquinos nære ven - Anton LaVey var interesseret i okkult nazisme og hvordan dette påvirkede neo-nazistiske bevægelser mv. Artiklen omtaler bl.a. indflydelsen på skinhead-bevægelsen i Storbritannien, og at tankerne i Den Sataniske Kirke "tiltrak nynazister til den sataniske religiøse subkultur". "Den anden generation tiltrukket af LaVeys mystik", som Aquino var en væsentlig del af, "inkluderede racistiske filosoffer, især Boyd Rice og Michael Moynihan, og industrielle bånd til 'white power'-temaer," fortæller artiklen videre.
Forskningsartiklen fortæller desuden, at Aquino også "tydeligvis" var "interesseret i at forstå nazisterne for lektioner i retorik, symbolik og psykologisk krigsførelse".
Allerede i april 1978 havde den amerikanske hær cirkuleret "A Handbook for Chaplains", ("En håndbog for præster") "for at lette udbuddet af religiøse aktiviteter," skriver EIR. Både Den Sataniske Kirke og Temple of Set blev opført blandt "andre" religioner, der skulle tolereres i det amerikanske militær.
Et afsnit af håndbogen der omhandlede satanisme fortalte:
"Ofte forvekslet med hekseri er satanisme tilbedelse af Satan (også kendt som Baphomet eller Lucifer). Klassisk satanisme, der ofte involverer 'sorte masser,' menneskeofringer og andre helligbrøder eller ulovlige handlinger, er nu sjælden. Moderne satanisme er baseret på både viden om rituel magi og 1960'ernes 'anti-establishment'-stemning. Det er relateret til klassisk satanisme mere som image end indhold, og fokuserer generelt på 'rationel egeninteresse med ritualistisk pynt."

Håndbogen citerede, ifølge EIR, "Ni Sataniske Erklæringer" fra Den Sataniske Kirke, uden kommentarer. "Udsagn syv" lyder:
"Satan repræsenterer mennesket som bare endnu et dyr, nogle gange bedre, oftere værre end dem, der går på alle fire. Mennesket er, på grund af sin 'guddommelige og intellektuelle udvikling', blevet det mest ondskabsfulde af alle dyr."

"I 1982 revnede Temple of Set over spørgsmål om Aquinos vægt på nazismen," skriver EIR. En leder, Ronald K. Barrett, skrev kort efter sin udvisning, at Aquino havde "taget Temple of Set i en eksplicit satanisk retning, med stærke overtoner af tysk nationalsocialistisk nazi-okkultisme. . . . Ét dødsfald er sket inden for Temple-medlemskabet i den dækkede periode, maj 1982-juli 1983."

"Hæren har kendt til min religion i de sidste 18 år og har intet problem," fortalte Aquino angiveligt journalisten Linda Goldston.
Hærens talsmænd ved Pentagon betegnede Michael Aquinos militære karriere som "ekstraordinær" og sagde, at han har ret til sin religiøse overbevisning. Aquino fremhæver i sin tekst om sagen også selv, at hans 20-årige militære karriere "var fejlfri", og at han i 1987 var "den eneste USAR-officer i landet", der var "udvalgt til at deltage i det prestigefyldte National Defense University/ICAF". Han skriver desuden, at hærens kriminalitetsefterforskningsafdeling (Criminal Investigation Division - CID) fuskede med datoer og lokationer, for at ødelægge hans alibi og ramme ham i sagen.
Han skriver bl.a.:
"Hvad denne bizarre øvelse i 'fremstillede beviser' viste, var styrken af den politiske dagsorden, der forudbestemte CID's 'om-undersøgelse' fra begyndelsen.
...
Det er klart, at en afsløring af, at vi faktisk havde været de uskyldige ofre for en koldblodig, beregnet plan om at bedrage regeringen - af en kristen præst - var politisk udelukket fra begyndelsen."

Faren, Larry Adams-Thompson, var assisterende præst i hæren. Aquino fremhæver også de udvalgte ord med fed skrift i sin tekst.
Han forsøgte uden held at få indledt en krigsretssag mod Adams-Thompson.

Aquino fremlagde Larry Adams-Thompsons anklager som en slags kristen vendetta mod en uskyldig satanist. Goldston og Dietrich citerer Aquinos tekst fra et nyhedsbrev fra Temple of Set, der blev sendt ud to måneder efter ransagningen af sit hjem:
"Også relevant er hans erhverv som en kristen præst; Jeg tvivler bestemt på, at han ville have fremsat en så uhyrlig anklage mod nogen oberstløjtnant, som ikke var kendt for at være en fremtrædende satanist."

Hverken Aquino eller hans kone blev, som nævnt, sigtet i forbindelse med sagen. Aquino sagde, at Temple of Set ikke tolererer nogen form for overgreb på børn eller dyr. Han fortalte, at organisationens medlemspublikationer, klart informerede om at den slags betød øjeblikkelig bortvisning og anmeldelse til de relevante retshåndhævende myndigheder eller dyrebeskyttelsesmyndigheder.
I en optræden på Oprah Winfrey Show i 1988 sagde Aquino, at satanister "ikke er tjenere for en eller anden Gud; vi er vores egne guder; vi er vores egne beslutningstagere. Og folk frygter naturligvis dette.” Satanisters tro, sagde han, er "mest afstemt med Platons."

Statsadvokaten udelader centrale anklager og beviser
I september 1987 brændte en bygning i bygningskomplekset, der husede daginstitutionen - og en tilstødende bygning, som rummede nogle af centrets optegnelser, brændte ned. "Måske kun tilfældigt fandt branden sted på efterårsjævndøgn, en stor begivenhed i den sataniske kalender," skriver Goldston og Dietrich. En undersøgelse af branden, foretaget af hæren, sagde at branden skyldtes et defekt ledningsudtag.
Tre uger senere var der brand igen, denne gang i selve daginstitutionen - fire klasseværelser, inklusiv Gary Hambright's blev beskadiget. Stillet over for to brande tilkaldte hæren eksterne statslige brandfolk for at få hjælp, og disse efterforskere fandt ud af, at begge brande, i modsætning til hærens konstatering, var påsatte. De fandt også aske under en bygning - bevis på et tredje, men mislykket brandattentatforsøg på centret. Hæren tilbød en belønning på 5.000 dollars for information om brandene, men der var ingen "aftagere," fortæller Goldston og Dietrich.

Otte dage efter den første brand, og seks måneder efter, at de oprindelige anklager var blevet frafaldet, blev Gary Hambright gentiltalt for anklager om overgreb, der involverede 10 børn. Han blev anklaget for 10 tilfælde af "utugt og liderlig fremfærd mod et barn og to tilfælde af oralsex". Anklageskriftet omfattede Tobin-drengen, men indeholdt ikke den oprindelige sigtelse om sodomi (anal penetration).
Statsadvokaten Joseph Russoniello indkaldte til en pressekonference for at bekendtgøre anklagerne. En pressemeddelelse forklarede, at den maksimale straf, der kunne blive pålagt i denne sag, var 96 år i fængsel og en bøde på 3 millioner dollars. Omgivet af højtstående militærfolk fra Presidio og adskillige FBI-agenter sagde Russoniello, at der ikke ville blive flere arrestationer. På trods af børnenes påstande var der ingen andre mistænkte. Men Gary Hambright kom selv til at antyde, at andre havde været involveret, skriver Goldston og Dietrich. På en pressekonference et par dage senere, efter at han var blevet stillet for retten, oplæste Hambright en forberedt erklæring, om at han var uskyldig i alle anklagerne og tilføjede: "Jeg kan ikke forstå, hvorfor disse påstande og usandheder udelukkende er rettet mod mig." Den føderale offentlige forsvarer, der repræsenterede Hambright, nægtede at tillade sin klient at svare på spørgsmål - en politik, som fortsatte ubrudt gennem månederne efter sigtelserne var blevet rejst. Forsvareren afviste dog, at Hambright henviste til nogen anden.

Forældrene havde mange spørgsmål til den nye anklageskrift, skriver Goldston og Dietrich. De undrede sig over hvorfor anklageskriftet kun handlede om netop disse børn. De kunne heller ikke forstå hvorfor der kun var ét barn i anklageskriftet, der havde medicinsk bevis:
"Hvorfor inkluderede anklageskriftet ikke de børn med medicinske beviser, som manglende jomfruhinder og endetarmslæsioner? Og hvorfor var anklagerne så vage?"

Goldston og Dietrich fortæller om sagens forløb derfra således:
I stedet for at specificere de faktiske forbrydelser, der angiveligt var begået på børnene, var 10 af de 12 anklager begået af utugtige og liderlige handlinger. De to andre anklager, der involverede Tobin-drengen og drengen, der blev misbrugt på hans fødselsdag, handlede kun om oralsex. Hambright blev ikke længere anklaget for at have voldtaget Tobin-drengen. Tobin-drengen, det eneste barn med medicinske beviser i anklageskriftet, blev inkluderet, fordi han var blevet undersøgt af CASARC, af en læge uden for hæren. Tilfældene af klamydia kunne ikke bruges som bevis, fordi den rigtige form for kultur ikke var blevet taget på hærens hospital Letterman Army Medical Center. Da et par ringede til statsadvokatens kontor for at spørge, om de skulle få taget en anden prøve fra deres børn, var svaret nej.

Statsadvokaterne der førte sagen mod Gary Hambright sagde, at de 10 børn var blevet udvalgt blandt de mere end 60 ofre, fordi de ville være de bedste vidner. I februar bad statsadvokaten om, at anklager, der involverede fire af børnene, blev afvist på grund af problemer med børnenes vidnesbyrd. Senere på måneden afviste dommeren alle på nær én af de resterende anklagepunkter, fordi anklagerne var for vage. Statsadvokaterne havde indsendt et dokument på to sider med en række datoer, hvor misbruget angiveligt havde fundet sted for hvert barn, men de gjorde intet yderligere for at præcisere anklagerne.
Det eneste tilbageværende vidne i anklageskriftet, Tobin-drengen, blev kort tid senere fjernet fra sagen efter råd fra drengens terapeut.
Gary Hambright var en fri mand – igen.

Statsadvokaten, Susan Gray, der havde ledet og ført sagen, havde aldrig før behandlet en sag om seksuelt misbrug af børn. I det hele taget var Presidio-sagen angiveligt den første af den slags sager, der blev behandlet af statsadvokatkontoret i San Francisco. Gray havde arbejdet længe og hårdt på sagen, men begrænset sin indsats til det juridiske. Hverken Gray eller nogen anden på statsadvokatkontoret så noget behov for at ansætte eksperter i sager om børnemishandling indtil omkring to måneder før afslutningen af sagen. Her havde der været en telefonkonsultation med Dr. Roland Summit, en associeret klinisk psykiater ved Harbor-UCLA Medical Center og en konsulent i større sager om sexmisbrug.
Summit gennemgik nogle tidlige dokumenter i sagen og udtalte:
"På grundlag af dokumenterne ønskede de ikke at rejse sagen. Der var for mange påstande om besynderligheder og ritualer uden tilstrækkeligt bekræftende bevis. Det er den slags, indtil videre, der er fatalt for effektiv retsforfølgelse."

Summit, som har været konsulent i en række rituelle misbrugssager, sagde, at det var "en skandale ... at vi er nødt til at se en form for materielt bevis for at få nogen oprigtig bekymring over, hvad 300 til 500 børn, midt i rædslerne, har svoret var virkelige."
"Hvis du havde 300 voksne under nogen omstændigheder, hvor end de var samlet, som ville beskrive det samme fænomen, ville ingen ville tro på det, men jeg tror ikke, retssystemet ville kunne være så ligeglad..."
...
Det økonomisk smarte for enhver advokat er at holde sig væk fra dem og forsøge at snige sig igennem ved at udvælge vidner, der ikke taler om det. Vil du sætte nogen i fængsel på et lille barns ord?"

Manglende inddragelse af misbrugseksperter forfulgte sagen. På det tidspunkt, hvor børnene havde været i terapi længe nok og følte sig trygge nok til at tale om nogle af de mere bizarre aspekter af sagen, var statsadvokaten Susan Gray fast besluttet om, at hun ikke kunne føre sådanne ting for en jury.
"Hun sad lige her på den sofa og sagde, at hun ikke kunne tage det for en jury," sagde en mor.
"Gray har nægtet at diskutere sagen," skriver Goldston og Dietrich. Hendes kollega, statsadvokat Luckel, sagde, at sagen faldt fra hinanden til sidst, fordi "i den endelige analyse, da vi gennemgik de sager, vi havde, hvor der var et barn, der var parat til at gå i retten og var parat til at fortælle os, hvad der skete og beskrive noget, der faktisk fandt sted på Presidio, i modsætning til off-base, så var der ikke meget at overveje." Ifølge Luckel, havde statsadvokatkontoret besluttet, at føderal jurisdiktion i sagen endte ved grænserne for Presidio. Det betød, at selvom nogle af beskyldningerne involverede børn, der blev taget fra basen af Hambright, skulle de ikke være en del af den føderale sag. Det betød, at der kun var et par mulige tilfælde, hvor der eksisterede føderal jurisdiktion, forklarede Luckel. "Vores beslutning var, at vi kun kunne retsforfølge for handlinger, der fandt sted på Presidio." Da San Franciscos politi koncentrerede deres indsats om at efterforske Aquino, betød det, at "mange af børnenes påstande faldt gennem de juridiske sprækker," skriver Goldston og Dietrich. "Mere end 60 børn blev seksuelt misbrugt, men ikke på det rigtige sted," konkluderer de.

De frustrerede forældrene udtalte:
"Alle har afgivet erklæringer om, at de blev misbrugt, de har psykologiske beviser for misbrug, og mange har dokumenteret medicinske beviser for seksuelt misbrug, herunder voldtægt, sodomi og kønssygdomme."

Forældrene gengav flere af de reaktioner de så i deres børn. Fx en 4-årig pige, der sad ved hende køkkenbordet og fortalte sin mor, at hun ville slå sig selv ihjel med en kniv. Andre sagde, at de hadede sig selv. En 6-årig pige legede med modeller i skolen en dag, da hun pludselig begyndte at stikke i det. "Hr. Gary er dårlig, og jeg er dårlig, fordi jeg lod ham gøre det,” fortalte hun sin lærer.
"Folk bliver ved med at fortælle os, at vi er nødt til at give slip, bare glem det og fortsæt," sagde moren Gretchen Runyan. To af familiens fire døtre var blandt ofrene, begge havde bekræftede tilfælde af klamydia.
"For tre uger siden havde vores yngste datter mareridt, og vores anden datter lukkede hele verden ude, gik ind på sit værelse og sad der uden radio, intet tv, intet. Fortæl mig, at det er slut."

Knoglemanden Bush og bevidsthedsmanipulation med hologram?
Det er ikke kun Paul Bonacci, der er fremkommet med påstande om, at CIA's projekt MK-Ultra fortsatte i et endnu mere ekstremt format og under en ny betegnelse. Ligesom Bonacci har flere andre anvendt betegnelsen "Project Monarch" for denne angivelige videreførelse af MK-Ultra-projektet.
Cathy O'Brien er en amerikansk kvinde som påstår, at hun har været offer for denne angivelige endnu mere avancererede hjernevasker-operation.
I sin bog "Trance Formation of America" hævder O'Brien, at hun som barn først blev seksuelt misbrugt af sin far såvel som af et børnepornonetværk. Angiveligt blev hun derefter tvunget af CIA til at deltage i Project Monarch, som hun ligesom andre hævder er en videreførelse af Project MK-Ultra og Project Artichoke.
Ifølge O'Brien var hun under hypnose i stand til at genkalde minder om seksuelt misbrug - af både sig selv og sin datter - af internationale pædofilringe, narkobaroner og satanister, som angiveligt brugte "traumebaseret bevidsthedskontrol-programmering" til at gøre hende til sexslave. O'Briens forklaringer af disse teknikker ligner det vi tidligere hørte beskrevet i forbindelse med MK-Ultra - og i detaljer af William Sargant. Men O'Briens beretninger er præget af endnu mere ekstreme og surrealistiske detaljer.

O'Brien anklager desuden en lang række fremtrædende personer - fra prominente amerikanske, canadiske, mexicanske og saudiarabiske politikere til stjerner fra countrymusikscenen - for at være en del af en Project Monarch-sammensværgelse om at drive sexslaveringe og begå overgreb på børn.
Nogle af påstandene har overlap med detaljer vi hørte fra Paul Bonacci - fx om involverede stjerner fra countrymusikscenen.
Den måske mest sensationelle påstand fra O'Brien, er at hun hævder at George H. W. Bush og den tidligere mexicanske præsident Miguel de la Madrid i forbindelse med bevidsthedsmanipulation fremkom foran hende som hologrammer. O'Brien hævder at Bush tilsyneladende aktiverede et hologram af en form for firbenlignende 'alien', som skabte en illusion om, at Bush transformerede sig som en kamæleon foran hendes øjne.

O'Brien har angiveligt dissociativ identitetsforstyrrelse, og hun hævder, at hun under hypnose kan komme i alternative personlighedstilstande, hvor hun har fotografisk hukommelse. Disse påstande er igen i overensstemmlse med Paul Bonaccis - ligeledes ofte miskrediterede - påstande. O'Briens påståede oplevelse med MK-Ultra hjernevask og hendes personlighedsforstyrrelse er således fortællingen om et menneske, som får sin identitet smadret af systematisk tilførte traumer over længere tid.
Cathy O'Brien skrev og selvudgav "Trance Formation of America" sammen med sin mand, Mark Phillips. Hun fortæller på sin hjemmeside, at Mark Phillips med "trinvise healingmetoder" lærte hende, at "genvinde kontrollen over [sit] eget sind og liv". "Mark Phillips var en ekstraordinær mand af integritet, der nægtede at tolerere den kriminelle aktivitet, han var vidne til, som insider i den amerikanske regerings efterretningstjeneste," skriver O'Brien om sin afdøde mand.

På hendes hjemmeside står der, at "Cathy O'Brien blev en 'kandidat' til MK Ultra bevidsthedskontrol på grund af en dissociativ lidelse udviklet fra incest". Cathys pædofile far Earl O'Brien solgte hende angiveligt til MK-Ultra med baggrund i farens ulovlige forbindelser til et lokal Michigan mafia-børnepornografi-netværk "sanktioneret af den lokale politiker Gerald Ford." Efterhånden som Fords politiske karriere "eskalerede til at lede Warren-kommissionen, der dækkede over Kennedy-mordet, og til at blive præsident for USA, steg forfølgelsen af Cathy proportionalt."
"Gennem systematisk tortur og veldokumenteret NASA/militær tankekontrolprogrammering blev Cathy tvunget til at gøre det 'utænkelige' og deltage i CIA Black-Ops og Det Hvide Hus/Pentagon-niveau operationer under Reagan/Bush-administrationen.
I 1988 reddede efterretningsinsider Mark Phillips Cathy og hendes dengang 8-årige datter, Kelly. Ved hjælp af metoder opnået i bevidsthedsvidenskaberne lærte han Cathy at huske, hvad hun var blevet programmeret til at glemme og genvinde kontrollen over sit eget sind og sit liv.

Disse metoder beskrives, fortæller hjemmesiden, i O'Briens to andre bøger "Access Denied For Reasons of National Security" ("Adgang nægtet af nationale sikkerhedsgrunde") og "PTSD: Time to Heal" ("PTSD: Tid til at heles").

Ronald Reagan gratulerer Gerald Ford efter den republikanske præsidentnominering i 1976

Gerald Ford blev født i Omaha Nebraska, men forældrene blev sepeareret, da drengen kun var 16 måneder, og moren flyttede fra byen. Drengen hed først Leslie Lynch King efter sin biologiske far af samme navn, men fik senere foretaget navneændring.
Ligesom Cathy O'Brien hævder, havde Gerald Ford vold tæt inde på livet fra en meget tidlig alder. Ford fortalte selv, at hans biologiske far jævnligt slog hans mor. Faren var angiveligt "ikke bare brutal, men en løgner og en dranker. Hans ydre charme skjulte et ondskabsfuldt temperament". En biografi om Ford fortæller, at adskillelsen og skilsmissen mellem Fords forældre blev udløst, da faren få dage efter drengens fødsel tog en slagterkniv og truede med at dræbe sin kone, sin spæde søn og barnepigen.
Moren giftede sig senere med forretningsmanden og politikeren Gerald Rudolff Ford, som den senere præsident blev opkaldt efter. Stedsønnen Ford Jr. blev uddannet bachelor i økonomi fra Michigan Universitet og derefter jurist fra Yale Universitet (Yale Law School). Hans succesfulde karriere indenfor politik startede i 1946, hvor han blev aktiv i lokal republikansk politik. Gerald Fords stedfar var også aktiv i dette parti. Ford blev valgt ind i Repræsentanternes Hus i 1949 og havde sæde der indtil 1973.
Den 29. november 1963 udnævnte præsident Lyndon B. Johnson Gerald Ford til Warren-kommissionen, en særlig taskforce, der blev nedsat til at efterforske mordet på præsident John F. Kennedy. Gerald Ford overtog vice-præsidentposten i 1973 i forbindelse med Watergate-skandalen, hvor den siddende præsident Nixon kom i problemer pga. sit forsøg på skjule sin involvering i et indbrud i Demokraternes hovedkvarter, Watergate. Ford blev ganske hurtigt derefter præsident (da Nixon trak sig i august 1974) og Ford overraskede ved at indsætte det prominente medlem af multimilliardær-familien Rockefeller, Nelson Rockefeller, som vice-præsident. Nelson Rockefeller forårsagede forlegenhed, da det blev afsløret, at han havde givet store gaver til indflydelsesrige folk omkring regeringsadministrationen, såsom toprådgiveren og udenrigsministeren Henry Kissinger.
Gerald Ford havde naturligvis nære forbindelser til Ronald Reagn og George H. W. Bush i og med de alle var topfolk i Det Republikanske Parti i den samme årrække. Ronald Reagan og Gerald Ford overvejede angiveligt endda en fælles præsidentkampagne i 1980, hvor Ford så skulle have været vicepræsident. Dette blev i stedet George H. W. Bush.
Gerald Ford var frimurer og stormester af 33. grad i det originale skotske rite. Denne titel fik han i 1962. I 1975 blev Ford enstemmigt valgt til Æresstormester i Det Internationale Højeste Råd, Order of DeMolay, en stilling, hvor han tjente indtil januar 1977. Ford modtog afdelings- og rådsgrader i York Rite Masonry (Yorks Frimurer-rite) ved en særlig ceremoni i det ovale kontor den 11. januar 1977 under sin periode som præsident for USA. Det var bl.a. udvalgte stormester-frimurer fra Washington DC der deltog i ceremonien (Select Master Masons of the District of Columbia). Han var desuden medlem af frimurerorderne Shriners og Royal Order of Jesters.
Lidt mere om Gerald Fords frimureri - og de mulige betydninger af dette - senere i denne del.

'Ser på smerten og forræderiet udefra'
Denne artikel forklarer om "Dissociative identity disorder". Den findes på en hjemmeside, Traumadissociation.com, der har specialiseret sig i formidling af information og hjælp omkring sindslidelsen. Ligesom vi hørte tidligere, kommer også denne artikel ind på, hvordan nogle overgrebsgrupper og kulter har traumatiseret børn for derved at fremtvinge forskellige personligheder med karaktertræk, som passer til de behov, overgrebspersonerne ønsker opfyldt. Teknikken er ifølge forklaringer fra fagfolk, at den taumebaserede behandling forårsager en opsplitning af offerets identitet.
Som omtalt i del x har bl.a. psykiateren, advokaten og børnemisbrugseksperten Dr. Judianne Densen-Gerber beskrevet sindslidelsen dissociativ identitetsforstyrrelse:
"Det er ikke en psykose, men en neurose, der skyldes en forsvarsmekanisme i sindet hos et barn, der søger at beskytte sig selv mod 'ufattelig grusomhed'."

Hun forklarer derefter at ofre med dissociativ identitetsforstyrrelse typisk "er blevet alvorligt misbrugt fra før de var seks år gamle, med tortur som at blive hængt med hovedet nedad og få varme genstande stukket ind i dem, eller blive tvunget at deltage i drab, lemlæstelse og kannibalisme af andre børn". Et barn udsat for sådanne frygtelige følelsesmæssige og fysiske smerter har ingen mulighed for at undslippe dette "følelsesmæssige Auschwitz," så barnets sind opfinder, i selvforsvar, en anden identitet under misbruget og lidelsen. "Gennem denne mekanisme, kan barne-offeret forestille sig, at han er en anden, der ser på smerten og forræderiet udefra, som om det ikke faktisk sker for ham," uddyber børnemisbrugseksperten med baggrund i en forklaring i forhold til Paul Bonaccis oplevelser.
"Efterhånden som offeret bliver ældre, vil disse forskellige personligheder overleve i offerets sind, som hver især har sin egen alder, navn, minder og egenskaber," afslutter hun.

Traumadissociation.com giver flere eksempler på de "alters" (andre personligheder) ofre for denne type misbrug har fået skabt i bevidstheden:
Karakterer fra Lewis Carroll's bog "Alice i eventyrland"
Et "alter" baseret på karaktereren “Samantha” fra TV-serien "Bewitched",
En karakter fra et tysk eventyr, Peter Munk, der er "uden følelser, lydig, mangler selvbevidsthed" og motiveret til at undgå smerte. "[R]apporteret i en tysk overlever fra rituelle overgreb under 'den kolde krig'," fortæller artiklen.
"Tornerose, som troede, hun drømte, da hun faktisk arbejdede som regeringsagent (som en del af MK-Ultra)"
Tinker-Belle (fra Peter Pan), i en overlevende fra Monarch programmering/rituel misbrug
The Wizard of Oz, inklusive fugleskræmselet (som fik at vide, at han ikke havde "ingen hjerne", han var lydig og suggestible) , den feje løve (der holdt følelsen af frygt), blikmand (som fik at vide, at han ikke havde noget hjerte - altså ingen empati, og som sådan var i stand til at være en trænet morder efter en andens ordre)

Alteret "Tinker-Belle" er med reference til Cathy O'Brien, og oplysningerne i hendes bog "Trance Formation of America". Dette "alter" synes at være i overensstemmelse med det "kodenavn GAMMA" vi tidligere hørte om skulle kunne forårsage "systembedrag, hukommelsestab og desinformationprogrammer" - og dække spor til efterretningsvæsenet og ødelægge vidnetroværdigheden.

Hån og latterliggørelse af sindslidende
Det synes at være de færeste der på den måde tager Cathy O'Briens påstande alvorligt. Hendes bøger har fået kritik for, at ingen beviser forelægges, at påstandene er "grundløse", er "svindel", "vrangforestillinger", "fantasi" og udtryk for "vilje til at afvige fra sund fornuft".
Cathy O'Briens påstande behandles fx i bogen "The Complete Idiot's Guide to Urban Legends" ("Den komplette idiots guide til urbane myter"). Her skriver forfatteren:
"Fangede du den her? Kald mig en skeptiker, men på en eller anden måde synes påstanden om, at en kvinde fra Michigan blev hjernevasket og tvunget til at imødekomme fire af de seneste amerikanske præsidenters kødelige luner, at mangle troværdighed."

Derefter nævner "guiden for komplette idioter" at historien fra "Trance Formation of America" "bliver diskuteret, som om det var evangeliets sandhed" - af nogle mennesker "på et meget mærkeligt websted" (Davidicke.com). Dette sted, skriver guiden, "påstår at være 'forberedt på at gå, hvor andre frygter at træde.'"
"Et af de steder, andre kan frygte at træde, er bogens gennemgribende påstand om, at dens forfatter blev udsat for 'bevidsthedskontroloperationen kendt som Project Monarch' og blev 'brugt som en sexslave for at lefle for store politikernavnes bizarre seksuelle lyster.' Turnusordningen over politiko'er, der angiveligt er involveret i denne modbydelige ordning, er ganske vist ret imponerende."

Derefter lister guiden disse mænd fra Cathy O'Briens bog:
Gerald Ford
Ronald Reagan
George Bush Sr.
Bill Clinton
Dick Cheney (tidligere amerikansk vicepræsident under George Bush Jr. og forsvarsminister under George Bush Sr.)
Pierre Trudeau (afdød canadisk premierminister og far til nuværende premierminister Justin Trudeau)
Brian Mulroney (tidligere canadisk premierminister)
Miguel de la Madrid (den tidligere præsident for Mexico)
Kong Fahd af Saudi-Arabien

Efter Bill Clinton står der "du er nødt til at have mistanke om, at han var blandet ind i alt det her, ikke?". I del x hørte vi bl.a. om Bill Clintons venskab med den pædofile sex-trafficker Jeffrey Epstein og de problematiske forbindelser han tilsyneladende har haft med Epsteins ofre. Sætningen om Bill Clinton må dog ud fra tekstens samlede hånende karakter naturligvis antages at være ment ironisk, og henfører måske primært til Clintons seksuelle samkvem med praktikanten Monica Levinsky. Bill Clintons image eller præsident-eftermæle er da heller ikke blevet synderligt negativt påvirket af de mange artikler om hans relation til Epstein og dennes ofre. Historierne synes, at indgå i den folkelige forståelse af præsidenten, der ikke kunne styre sin trang til kvinder, men som med baggrund i sin charmerende joviale attitude, forholdvist let blev tilgivet. "Idiot-guiden" spiller nok - med sin ironiske bemærkning - ind i denne tilgang til Bill Clinton.
Vi ser nærmere på flere anklager mod Bill og Hillary Clinton og andre overgrebssager i det demokratiske parti senere i denne bog (del 4 kapitel 1).
"The Complete Idiot's Guide to Urban Legends" slutter dette afsnit således:
"Og det er ikke for at nævne 'den lange liste af andre amerikanske politikere og berømte entertainere' fremhævet andetsteds i bogen.
Historien er harmløs nok, så længe den ikke forveksles med undersøgende journalistik på Pulitzer-niveau (virkelig sandsynligt, hva') og i stedet forstås som et råb af raseri mod den civile/sociale autoritet, hvis forskellige repræsentanter er tiltalt for forbrydelser mod sind og sjæl."

Udsnit af siden i bogen 'The Complete Idiot's Guide to Urban Legends', hvor Cathy O'Briens påstande behandles

På siden er der desuden en boks med overskriften "Tro ikke på det!". Her fortælles om en vittighed, Woody Allen sagde i en af sine film. En af Allens karakterer, Alvy, har været på date med en kvindelig ansat i præsident Eisenhowers stab. Vittighedens punch-line er, at "Alvy prøvede at gøre det same ved hende, som han mistænkte, at Ivy (Eisenhower) havde forsøgt at gøre ved nationen de seneste år." Teksten i boksen slutter med denne konklusion:
"Et lignende verdenssyn synes at støtte bevidsthedskontrol/sexslave-legenden, der involverer amerikanske præsidenter - hvilket er tåbeligt."

Cathy O'Brien skriver på sin hjemmeside om sin mand Mark Phillips, at han "viede de sidste 25 år af sit liv til at afsløre gerningsmænd, herunder Bill og Hillary Clinton, for pædofili, menneskesmugling, kokain og heroin black-ops og meget mere." Hun hævder i øvrigt at National Security Act (national sikkerhedslov) "blev påberåbt Marks og mit vidnesbyrd for den amerikanske kongres i 1995". O'Brien skriver at Mark Phillips i denne periode "navigerede [...] os sikkert langs den fine juridiske linje, vi gik ad som whistleblowere."
I beskrivelsen af bogen "Trance Formation of America" står der, at denne sikkerhedslov "blev påberåbt for at censurere dette vidnesbyrd fra den amerikanske kongres Permanent Select Committee on Intelligence Oversight" (permanente sikkerhedskomitté for eftersyn med efterreningstjenster).

I del x hørte vi om et af flere påståede offer-vidner i Franklin-sagen, Nelly Webb - der hævdede, at hun blevet fragtet af Larry King til Washington DC, til en fest hvor bl.a. vicepræsident George Bush også var til stede, og hvor hun "så sodomi blive begået". Ved andre fester i forbindelse med Larry Kings ture var der, ifølge Nelly, unge prostituerede, der underholdt de mandlige gæster. Hver gæst havde en livvagt, flere af mændene bar våben, og der var streng id-kontrol og kropsvisitation af alle gæster, hævdede hun. Nelly gentog senere sin beretning om festerne for Franklin-komitéens detektiv Jerry Lowe, og sagde desuden at Bush og de to mænd han ankom med, så ud til at have forladt stedet med en ung sort mand, hun kaldte "Brandt". Dette var ifølge andre informationer sandsynligvis en dreng ved navn Brandt Thomas, som var en beboer fra Boys Town, der havde flyttet ind hos Larry King.
Der var flere angivelige offer-vidner, der hævdede at Larry King var centrum for et pædofili-netværk, der udnyttede børn til sex, transport af stoffer og seksuelle ydelser for magtfulde mænd i bl.a. Washington DC. Disse vidner fortalte desuden om ekstreme voldelige og seksuelle overgreb. I mindst tre tilfælde var der tale om barnemord, ét på et spædbarn og et andet, der desuden involverede kannibalisme.
John DeCamp skriver om vidneudsagnene og Nellys påstande om George H. W. Bush, at det, de fortalte, "var så forfærdeligt, at det skreg efter øjeblikkelig efterforskning". Politiansatte og senere nyhedsmedier "forsøgte at forklejne børnenes vidnesbyrd," skriver DeCamp, men om Nellys beretning var den almindelige replik mellem folk denne: "Hvordan kan noget af det hun siger være troværdigt, hvis hun siger dette?"
Denne effekt synes at være endnu kraftigere i forhold til Cathy O'Briens påstande om George H. W. Bush og de øvrige toppolitikere.

Også flere akademikere har beskæftiget sig med Cathy O'Briens påstande og affærdiget dem som utroværdige. Professor emeritus i statskundskab (Political Science) Michael Barkun har fx skrevet om O'Brien i sin bog "A culture of conspiracy: apocalyptic visions in contemporary America" ("En kultur af konspiration: Apokalyptiske visioner i samtidens Amerika" - s.76):
Begrænsningerne i beviserne mod CIA-aktiviteter under den kolde krig har igangsat udvidelsen af litteraturen om bevidsthedskontrol til områder, som der ikke er nogen dokumentation for.
De mest opsigtsvækkende historier kredser om Project Monarch, et formodet CIA-program, der kun er kendt gennem afsløringerne fra et påstået offer, Cathty O'Brien. Under hypnose udført af hendes deprogrammer-mand, Mark Phillips, genopdagede O'Brien angiveligt undertrykte minder om sin træning som sexslave og narko-kurer for CIA. Hun fortæller, at hun i denne periode blev seksuelt misbrugt af en liste af kendte personer fra det amerikanske offentlige liv, herunder præsident George H. W. Bush og daværende præsidentfrue Hillary Clinton. O'Briens indoktrinering til et liv med seksuel underkastelse begyndte angiveligt med misbrug i barndommen af familiemedlemmer og katolske præster.

"Deprogrammer" henfører til at, Cathy O'Briens mand Mark Phillips angiveligt via bl.a. hypnose "afprogrammerede" O'Brien fra flere af kontrol-triggere, de hævdede hun var underlagt fra CIA-hjernevask.
Som man kan se, kommer professor Barkun til at skrive et faktuelt forkert udsagn i form af påstanden om, at det formodede CIA-program, Project Monarch, "kun er kendt gennem afsløringerne af et påstået offer, Cathty O'Brien."
Vi har allerede hørt om Paul Bonacci som bl.a. i retssager, artikler og via John DeCamps bog har fremført samme påstand.
Der er adskillige andre angivelige offer-vidner der fremfører samme påstande.
Om Barkuns påstand simpelthen skyldes uvidenhed er umuligt at vurdere, men man kan erfare at mennesker, der til daglig arbejder med sindslidelsen dissociativ identitetsforstyrrelse, typisk tager lignende horrible påstande betydeligt mere alvorligt. I den tidligere omtalte artikel på hjemmesiden Traumadissociation.com findes der således referencer til flere angivelige ofres beretning om "Project Monarch". Dem skal vi også se nærmere på.
Men først skal vi høre om en anden kvinde, der - ligesom Cathy O'Brien - er fremkommet med påstande om yderst prominente menneskers direkte involvering i overgreb.

Endnu et angiveligt offer anklager Bush, Reagan og Clinton
Kvinden Susan Lynn Ford Eckhart hævder også, at hun er et offer for MK-Ultra. Hun har skrevet om sine oplevelser i bogen med den sarkastiske titel "Thanks for the Memories - The Truth has set me Free" ("Tak for minderne - sandheden har sat mig fri"). I bogen nævner hun stribevis af navne på højtprofilerede gerningsmænd, som hun påstår, har seksuelt udnyttet hende. Flere af disse er gengangere fra Cathy O'Briens påstande. Nogle af de prominente overgrebspersoner, der nævnes, er:
Ronald Reagan
George H. W. Bush
Gerald Ford
Bill Clinton
Hillary Clinton
Frank Sinatra
Henry Kissinger
Alan Greenspan (tidligere direktør for US Federal Reserve)
Prins Charles - nu Kong Charles III
Sammy Davis Jr. (entertainer, sanger, danser, skuespiller og komiker)
Dean Martin (entertainer, sanger, skuespiller og komiker)
Bob Hope (skuespiller)

Det skal nævnes, at der ikke er nogen familierelation mellem Gerald Ford og Susan Lynn Ford Eckhart.
Susan Ford har skrevet bogen under pseudonymet "Brice Taylor" - men viser alligevel hendes virkelige fulde navn på et af de første opslag i bogen. Man kan således læse hendes fulde navn i forbindelse med en underskrevet edssvoren erklæring om nøjagtigheden af oplysningerne i bogen.
Erklæringen er underskrevet i 1993 - to år før Cathy O'Briens bog "Trans Formation" blev publiceret.
Susan Fords påstande fremstår helt uhæmmede og uden forsøg på at imødekomme chokerede (eller måske snarere helt afvisende) læsere. Hun "virker næsten stolt ligeglad med at etablere nogen form for akademisk troværdighed," står der i denne artikel om "psykologiske operatører i Hollywood" ("Psychological Operatives in Hollywood").

Frank Sinatra, Dean Martin og Sammy Davis Jr. var alle en del af entertainer-gruppen "Rat Pack". I gruppens storhedstid i 1960'ere kredsede deres vittigheder om "voksen-temaer" fra det let sjofle til at spille på Sammy Davis' afroamerikanske baggrund. De tog ofte udgangspunkt i Sinatras kvindekriser, Dean Martins drikkeri og Davis' race.
Sammy Davis Jr. var i øvrigt en periode tilknyttet Anton Laveys Sataniske Kirke i San Francisco. Her er det Washington Post, der beretter om "kirkens" popularitet hos kendte underholdningspersoner:
"Hollywood-berømtheder deltog i det sjove. Jayne Mansfield meldte sig som en satanisk 'præstinde'; Sammy Davis Jr., et andet medlem, bar stolt en Baphomet-medalje på scenen."

Baphomet er, som vi skal se på senere, et symbol på Satan.

Frank Sinatra blev undersøgt af FBI i 40 år for sine forbindelser til mafiaen. History.com skriver, at "Sinatras FBI-fil kan læses som en guide til tidens figurer indenfor organiseret kriminalitet" og remser flere kendte mafia-ledere op fra Sinatras vennekreds. "Selvom Sinatra altid nægtede, at han var forbundet med mafiaen, interagerede han med berømte mafia-figurer som Chicago-mafiaboss Sam Giancana, som han var nære venner med," skriver History for eksempel. Sinatra introducerede desuden angiveligt Giancana til John F. Kennedys kampagne i 1960 i et forsøg på at levere fagforeningsstemmer til den fremtidige præsident. History oplyser også om, at Sinatras FBI-filer, indeholder overskrifter om "forbindelser med kriminelle og bøller" og "beskyldninger om at være en narko-gangster."

Vi er stødt på Henry Kissinger af flere omgange i denne bog:
I del 1 hørte vi, at Henry Kissinger var at finde i Jeffrey Epsteins "sorte bog", som indeholdt Epsteins kontakter til diverse berømtheder og magtfulde personer i hans sociale netværk. Den tidligere Epstein-ansatte, som fandt bogen, beskrev den som "Den hellige gral" til at optrevle Epsteins vidtstrakte børnesex-netværk.
I del 1 kapitel 2 hørte vi om at Kissinger tilsyneladende også havde kontakt til mafiaen. I al fald kom det i 1976 frem, at den berygtede jødiske mafiaboss Meyer Lansky havde forsøgt at "kompromittere den amerikanske udenrigsminister Henry Kissinger med en filmstjerne". En af USA's mest kendte mafialedere havde altså forsøgt at få Kissinger til at have kompromitterende sex med en filmstjerne, for kunne afpresse den magtfulde mand, som på det tidspunkt var undenrigsminister. Som beskrevet i del 1 er mafiaen kendt for at etablere sådanne "honningfælder" til fester med magtfulde folk i deres netværk, som de ønsker at afpresse.
Som udenrigsminister er Henry Kissinger krediteret for en strategi om at støtte den korrupte private efterretningstjeneste Safari Club - så den via stedfortræder kunne opfylde amerikanske mål således, at USA ikke risikerede et direkte ansvar, for organisationens ulovlige og ofte voldelige aktioner. George H. W. Bush og CIA samarbejdede også tæt med Safari Club. Disse oplysninger hørte vi om i detaljer i del 1 kapitel 3.
Kissinger modtog desuden bestikkelsespenge fra Nelson Rockefeller, da Rockefeller skulle vælges til vicepræsident i 1973 (se tidligere informationer i denne del 3 kapitel 2).
Som udenrigsminister støttede Henry Kissinger militærdiktaturet i Argentina under ledelse af general Jorge Rafael Videla, som gennemførte store menneskerettighedsovergreb mod den argentinske befolkning. Kissinger opfordrede den argentinske leder til at ødelægge sine modstandere hurtigt, inden den amerikanske kongres blev samlet igen - og før vrede over brud på menneskerettigheder potentielt ville vokse i den amerikanske offentlighed. Mere om dette i del 4 hvor vi også ser på nogle af Henry Kissingers andre igangsættelser af massemord. Manden, som kaldes en "berygtet krigsforbryder", menes at være skyld i døden for mellem tre og fire millioner mennesker i perioden fra 1969 til 1976, hvor Kissinger stod for Richard Nixons og derefter Gerald Fords udenrigspolitik som national sikkerhedsrådgiver og udenrigsminister.

Undertitlen på Susan Fords bog er - i modsætning til selve titlen - meget eksplicit og lyder "The memoirs of Bob Hope's and Henry Kissinger's mind-controlled slave" ("Erindringerne fra Bob Hopes og Henry Kissingers bevidsthedskontrollerede slave").
Bob Hope var en meget integreret del af militærunderholdningsorganisationen USO (United Service Organizations), der bl.a. leverer live underholdning, såsom komikere, skuespillere og musikere til de amerikanske væbnede styrker og deres familier. USO blev grundlagt under 2. verdenskrig på en anmodning fra præsidenten og frimureren Franklin D. Roosevelt om at levere moralsk støtte til det amerikanske militærpersonel. Roosevelt blev valgt som dets æresformand.
Vi skal snart høre om endnu et angiveligt MK-Ultra-offer - fotomodellen og skuespilleren Candy Jones - som også var en af USO's entertainere.
Bob Hopes bidrag til USO begyndte i 1941 og sluttede med Operation Desert Shield i 1991. Han tilbragte bl.a. 48 juleaftner i udlandet sammen med amerikansk militærpersonale, og blev ofte fotograferet sammen med militære og politiske ledere. I 1997 hædrede den amerikanske kongres Bob Hope ved at erklære ham som den "første og eneste æresveteran fra de amerikanske væbnede styrker." Ifølge Hope-biografiforfatteren William Faith blev Bob Hope altid behandlet som "et aktiv for den amerikanske regering med hans vilje til at underholde, når som helst de havde brug for ham." Det engelske ord for "aktiv" er "asset", som også bruges om mennesker, der bruges af fx efterretningstjenester til at nå deres mål. Bob Hope modtog meget hæder fra militære og politiske institutioner gennem årene. Fx fik et C-17 Air Force-fly navnet "The Spirit of Bob Hope" ("Bob Hopes ånd"). Et flådefartøj fik navnet "USNS Bob Hope", og gader, skoler, hospitaler og en golfturnering blev også navngivet til hans ære. En senatbeslutning erklærede ham for "en del af amerikansk folklore." Under hans tv-fødselsdagsfejring i 1993, da han fyldte 90, udtrykte general Colin Powell sin respekt for Bob Hopes "utrættelige USO-soldaterdeltagelse" ("USO-trooping"). Det blev efterfulgt af en hyldest på scenen fra alle grene af de væbnede styrker. General William Westmoreland talte om Hopes loyalitet over for soldaterne gennem de hårde Vietnam-år. Og bandleder Les Brown, som var med ham under mange af hans turnéer, nævnte, at hans band "havde set mere af Hopes røv i de sidste fyrre år end nogen af Hopes nærmeste familie."
Bob Hope modtog også i 1998 ordenen Knight Commander of the Most Excellent Order of the British Empire ("Ridderkommandør af det britiske imperiums mest fremragende orden"). Han modtog også en af den katolske kirkes højeste pavelige ridderordner Knight Commander of Order of St. Gregory The Great ("Ridderkommandør af St. Gregory den Stores orden"). Ordenen gives i anerkendelse af modtagerens "personlige tjeneste for Pavestolen og den katolske kirke gennem deres usædvanlige arbejde og deres støtte til Pavestolen".
Denne artikel, som tager Susan Fords bog for troende, hævder, at Bob Hope, med sin position i USO, "var praktisk talt urørlig med mere end tophemmelige sikkerhedsgodkendelser" og "fuld diplomatisk immunitet" - og at det gav ham et "perfekt dække til at transportere monarkslaver fra base til base, nation til nation, under fuld militær eskorte". Den hævder også at Bob Hope opererede over udenrigsministeriets niveauer og havde direkte adgang til CIA-direktøren, Pentagon, Det Hvide Hus & præsidenten.
Hope havde et ry som en kvindebedårer og fortsatte med at se andre kvinder gennem hele sit ægteskab. Forfatteren Richard Zoglin, der skrev en biografi om Bob Hope, fortæller, at "Bob Hope havde affærer med korpiger, skønhedsdronninger, sangere og showbiz-wannabes gennem 70'erne; han havde en anden pige på armen hver aften. Han havde stadig affærer i 80'erne..."
Bob Hope var født i 1903, så hans promiskuøse omgang med kvinder fortsatte altså angiveligt, mens den populære skuespiller var oppe i 80'erne. En af de kvinder han havde en affære med, Barbara Payton, forsøgte han at betale for at afslutte affæren stille og roligt. Payton afslørede i 1956 affæren i en interivew-artikel og fortalte at "Hope ... til tider [var] et ondskabsfuldt individ med evnen til at reagere med en hensynsløs hævn, når det var tilstrækkeligt provokeret." Hans rådgivere rådede ham til at undgå yderligere omtale ved at ignorere den fortrolige afsløring.
"Barbaras ... afsløringer forårsagede en mindre krusning ... og forsvandt derefter hurtigt uden at forårsage nævneværdig skade på Bob Hopes legendariske karriere."

Bob Hope sammen med Dorothy Lamour i filmen 'Road to Bali' (1952).

Også Susan Lynn Ford Eckhart bliver latterliggjort for sine påstande. Her er det fx en online bruger på Amazon.com, der ironisk eller sarkastisk beskriver Susan Fords bog. Efter at have joket med at Susan Ford angiver flere underholdningstjerner til også at være ofre (bl.a. Barbara Streisand og Elvis Presley) afslutter brugeren sit referat således:
"Bogen udkom i 90'erne, så vi er tilbage til at spekulere på, hvilke af nutidens trængte berømtheder, der er med i tankekontrol-mafiaen, hvad enten de er udnyttere eller er blevet udnyttet. Vi har brug for en revideret udgave pronto, fru Ford. Få Kissinger på telefonen og find ud af den post-hypnotiske trigger for 'Efterfølger'."

Andre angivelige ofre hjernevasket til at være CIA-snigmordere og prostituerede
Cathy O'Brien, Susan Ford og Paul Bonacci er som nævnt ikke de eneste, der hævder, at være blevet udsat for systematisk tortur og tankekontrolprogrammering for at deltage i hemmelige operationer for CIA. Flere andre påstår de er blevet hjernevasket bl.a. til at være CIA-snigmordere og prostituerede.

"Kathleen Sullivan var engang snigmorder, prostitueret og menneskelig forsøgskanin for sataniske ritualer og 'eksperimenter'," står der i beskrivelsen af bogen "Unshackled: A Survivor's Story of Mind Control" fra 2006 ("Fri af lænkerne: En overlevers historie om bevisthedskontrol").
Ifølge beskrivelsen er bogen "[e]n chokerende beretning om Sullivans oplevelser som en del af et kriminelt netværk, der omfatter efterretningspersonale, militærpersonale, læger og mentalt sundhedsprofessionelle, der er på kontrakt med militæret og CIA, ledere og medlemmer af kriminelle sekter, pædofile, pornografer, narkohandlere og nazister." Kathleen Sullivan fortæller samme historie som Cathy O'Brien, om hvordan hendes far begik overgreb mod hende. Sullivans far var - igen ligesom O'Briens - en del af et pædofilt netværk. Faren tvang hende endda angiveligt "til at dræbe sit eget spædbarn".
Også dette er en historie om "tankekontrolteknikker, der skaber alter-tilstande hos uvidende ofre, for at udføre handlinger, der normalt er frastødende." Sullivan havde angiveligt, indtil for nylig, ingen erindring om nogen af disse aktiviteter - "da livlige flashbacks og mareridt begyndte at lække den forfærdelige sandhed".

Kathleen Sullivan beskriver i bogen sin far som en ondskabsfuld pædofil, der voldtog hende ofte og nød at se hende lide. Han forsøgte desuden, i forbindelse med sport og lege, at befamle drenge fra hendes omgangskreds - som pædofil foretrak han angiveligt drenge.
I et længere afsnit med titlen "Horrification" ("Rædselsvækkende") skriver Kathleen Sullivan blandt andet, at hun tror, at "rædsel er den primære følelsesmæssige reaktion hos ofre, der er tvunget til at deltage i kriminelle, okkulte ritualer - især børn." Hun giver eksempler på metoder anvendt i sådanne ritualer; intimidering, trusler, tortur, voldtægt, indtagelse af "frastødende" vædsker, hån eller drab på dyr eller mennesker. Ritualerne kan ifølge Sullivan fx være med kutteklædte deltagere, stearinlys, chants, "skræmmende dyr, rituelle redskaber og symboler".
I den forbindelse skriver hun:
"I min barndom tog far og flere andre sektmedlemmer mig til adskillige bygninger og boliger i Reading-området. Et af stederne for ritualer var en stor stenbygning på siden af, hvad de lokale kaldte Schuylkill Mountain, lige uden for byen Reading. Mere end en gang, traumatiserede far mig rituelt i dets underjordiske fangehul."

Her skriver Sullivan, at hun af en lokal, der besøgte stedet, fik bekræftet, at der var et underjordisk fangehul under denne bygning.
Hun fortsætter beretningen:
"Jeg har også tydeligt husket, at far fik mig til at kravle på mine hænder og knæ ind i en stor krybekælder under en stenbygning, sandsynligvis på samme bjerg. Indgangen til krybekælderen var forseglet af en firkantet, fladt, tilhugget Granitblok, der var placeret i væggen. Der var ord indgraveret på den. Bag væggen var der poser fuld af resterne af mange døde babyer.
Far fik mig til at ligge oven på poserne i dagtimerne, mens han mødtes med mænd inde i bygningen. Da jeg lå helt stille, blev jeg ét med de søde uskyldige døde. Jeg følte mig tryg, fordi jeg troede, at ingen voksne ville kravle indenfor for at såre mig. Jeg blev desensibiliseret over for den skarpe lugt og blev venner med den. Dette var en trist bonus, da jeg som voksen var vant til at bortskaffe lig. Jeg kan stadig nemt skelne mellem lugten af et dødt dyr og et menneske, fordi et menneskelig under nedbrydning lugter kvalmende sødt."

Sullivan fortæller, at de forskellige agenter som håndterede hende omtalte CIA med forskellige navne som "the Web", "the Agency", "the Organization", "the Family" og "the Company" ("Spindelvævet", "Agenturet", "Organisationen", "Familien" og "Virksomheden)". Hun fortæller desuden, at tidligere CIA-direktør George Bush Sr. nogle gange blev kaldt "webmeister" ("Spindelvævsmester").
"Adskillige selvidentificerede NSA-medarbejdere, jeg mødte i Atlanta sidst 1980'erne og begyndelsen af 1990'erne, omtalte skiftevis deres agentur som Nettet og Dragen."

Hun fortæller, at hun "blev udsat for adskillige mafiamedlemmer", fra da hun var et lille barn. Hendes far tog hende angiveligt med, når han mødtes med nuværende eller tidligere mafiafolk. Kathleen Sullivan nævner Colombo-Profaci-familien og "Trafficantes organisation", som begge var magtfulde mafiaorganisationer i USA - Trafficante angiveligt indtil slutningen af 80'erne og Colombo-familien (som senere ændrede navn til Profaci) menes fortsat at være aktiv.

I bogen hævder hun, at "hun blev taget til møder i grupper kendt som 'Golden Dawn' og 'Illuminati'". "Golden Dawn" var den okkulte gruppe vi hørte om tidligere i forbindelse med Alisteir Crowley, og som blev stiftet af tre kendte britiske frimurere.
Vi hørte tidligere, at den amerikanske okkulte klub Skull and Bones var etableret med inspiration fra "oplysningstidens Illuminati". Dette var som nævnt en legendarisk hemmelig loge, der blev grundlagt af professoren og den tidligere jesuit Adam Weishaupt i Bayern den i 1776. Denne organisation bliver kaldt "den bayerske Illuminati", og den blev officielt opløst i 1787 fordi den blev forbudt af hertug Karl Theodor af Bayern, som gjorde medlemskab af Illuminati strafbart med døden.
Men "Illuminati" er et navn, der er blevet anvendt både før og efter Adam Weishaupt.
Den tidlige Illuminati beskrives bl.a. på Britannica.com. Det er en betegnelse "fra det 15. århundrede, antaget af eller anvendt på forskellige grupper af personer, der hævdede at være usædvanligt oplyste." "Ifølge tilhængere blev kilden til 'lyset' betragtet som værende direkte kommunikeret fra en højere kilde eller på grund af en afklaret og ophøjet tilstand af den menneskelige intelligens," fortæller Britannica. Ordet Illuminati er afledt fra latin "Illuminatus" og spansk "Alumbrados" (begge betyder "oplyste"). "Den spanske historiker Marcelino Menéndez y Pelayo finder først navnet omkring 1492 (i formen aluminados, 1498), men sporer dem tilbage til en gnostisk oprindelse og mener, at deres synspunkter blev fremmet i Spanien gennem påvirkninger fra Italien," skriver Britannica. Derefter fortæller enclyklopædien om "[e]n af deres tidligste ledere" et kvindeligt medlem af den katolske dominicanerorden - María de Santo Domingo (kendt som La Beata de Piedrahita) som hurtigt opnåede "ry som en profet og mystiker", og desuden blev anklaget for kætteri. Også stifteren af Jesuitterordenen Ignatius af Loyola blev anklaget for sympati med Alumbrados, men "han slap med en venlig irettesættelse". I årene der fulgte blev mange Alumbrados ofre for inkvisitionen, fortæller Britannica. Op igennenm 1600-tallet kom bevægelsen til Frankrig under navnet Illuminés. Artiklen på Britannica omtaler også den okkulte gruppe Rosenkreutzerne (Rosicrucian Order), som også indeholdt en blanding af diverse okkulte oprindelser (Britannica nævner egyptisk hermetisme, "kristen" gnosticisme, jødisk kabbalah, alkymi "og en række andre okkulte overbevisninger og praksisser").
Efter Adam Weishaupts bayerske Illuminatis opløsning "blev titlen illuminati givet til de franske Martinister, grundlagt i 1754 af den jødiske mystiker Martinez Pasqualis og udbredt af filosoffen og mystikeren Louis-Claude de Saint-Martin," fortæller Britannica. I 1790 var Martinismen blevet spredt til Rusland af bl.a. den russiske frimurer Nikolay Novikov. "Begge stammer af 'oplyst' Martinisme omfattede elementer af kabbalisme og kristen mystik, der indsugede ideer" fra de hhv. tyske og svenske mystikere Jakob Böhme og Emanuel Swedenborg.
Navnet Illuminati er angiveligt siden også blevet brugt af andre okkulte selskaber. "I 1880'erne dannedes to selskaber, der begge kaldte sig Illuminati," fortæller den danske udgave af Wikipedia. Det ene i Paris, det andet i München. Det tyske selskab blev senere til den tyske del af det teosofiske selskab. Adam Weishaupts Illuminati "blev også inkluderet i mytologien, der blev opbygget af de mange okkulte selskaber, der opstod i kølvandet på den spiritistiske modedille, der florerede i slutningen af 1800-tallet og i begyndelsen af 1900-tallet," fortæller Wikipedia med baggrund i informationer fra bogen "Overtro og Trolddom" af Alfred Lehmann.

Kathleen Sullivan skriver at hun var med til sammenkomster, hvor hun erfarede, "at nogle medlemmer af Illuminati også var medlemmer af Golden Dawn."
"De udsatte mig for en blanding af luciferianske og hedenske overbevisninger. Medlemmerne af den internationale Illuminati-organisation så ud til at være skjulte 'Rosenkreuzere'. Ordene 'Illuminati' refererede skiftevis til gruppen og til dens enkelte medlemmer. Selvom jeg plejede at være i ærefrygt for Illuminati, anser jeg det nu for at være et af mange hemmelighedsfulde karteller."

Hun hævder også, at være blevet "udsat for et mafiaforbundet okkult netværk med hovedkvarter i New York City, med kodenavnet 'Satanisk Hierarki'." Sullivan fortæller også om diverse nazi-grupperinger hun blev introduceret til: "[E]t stort nationalt arisk netværk" - "Brødreskabet", en anden arisk gruppe, kaldet "Ordenen" og et tredje, der "især var involveret i udgivelse af litteratur" - som hun benævner "Western Mysteries.
"Jeg blev også tvangsbrugt af medlemmer af et internationalt netværk, med kodenavnet Octopus, som omfattede påståede CIA-ansatte og kontraktansatte, medlemmer fra flere mafiafamilier og meget mere."

Sullivan hævder desuden, at hun "blev taget til adskillige amerikanske militærbaser og regeringsfaciliteter over en periode på mere end tredive år." Hun har siden kunne identificere nogle af dem, skriver hun, hvorefter hun remser nogle op med uddybninger af diverse sammenhænge.
Hun nævner bl.a. Redstone Arsenal, som er en hærbase beliggende i Alabama. Her mener Sullivan, at hun "modtog MKNAOMI biokemisk black-operation-konditionering, briefinger og debriefinger". MKNAOMI var et CIA- og forsvarsministerielt program og formentlig et underprogram til MK-Ultra-projektet, der var fokuseret på bl.a. biologiske krigsførelsesmidler.
Hun fortæller også om en ungdomsfacilitet i North Carolina, som hun ikke kan identificere yderligere end "et anlæg nær Morganton og Marion, North Carolina". Hun fortæller at hun blev taget dertil af sine forældre da hun var seksten.
Om dette sted skriver Sullivan:
"Grunden var omgivet af et højt kædehegn. Et separat udsigtstårn var knyttet til en overjordisk lukket gangbro, der førte til hovedbygningen, hvor jeg og andre unge fik special-operation-træning, og hvor jeg også blev hjernevasket om det ariske, hedenske Golden Dawn-trossystem. Dem, der ikke fulgte ordrer, blev brutalt straffet. Jeg huskede først denne facilitet i begyndelsen af 1990'erne, da en fremkommende alter-tilstand tegnede et groft kort over bygningerne og grundene.
En socialrådgiver fra North Carolina genkendte tegningen og sagde at hun havde kendt anlægget som 'Western Carolina Ungdomskriminalforsorg. (Jeg har endnu ikke fundet en verifikation af en facilitet, der har det navn.)"

Kathleen Sullivan hævder også at hendes "alter"-personlighedstilstande - under kontrol af professionelle agenter ("handlers") - var programmerede til at udføre:
Beskyttelse, bodyguarding og eskortering
Attentater
Gidselindgreb og redninger
Våbensmugling, herunder transport af små raketter
Bombninger og sabotage
At lære børn at bruge standard- og provisoriske våben mod fingerede voksne angribere
Kidnapning
Eliminering af snigskytter
Overvågning
Tortur og forhør
Hemmelig fotografering
Hemmelig søgning i en organisations filer
At dræbe snigmorder-programmerede personer, der var kommet ud af kontrol og var en overhængende fare for omgivelserne.

Om sin sindslidelse skriver Kathleen Sullivan:
"Før min bedring krævede de fleste af mine seksuelt afhængige alter-tilstande smerte for at kunne opleve seksuel nydelse. Nu behøver jeg ikke længere smerte for at nyde et intimt forhold med min mand, fordi min krop er meget mere følsom over for berøring, og fordi jeg kan huske kilden til den oprindelige smerte.
Disse og andre fysiske transformationer har indikeret, at jeg var i en trance-tilstand, før jeg begyndte at huske. Fysisk afkobling havde været vigtigt, for jeg kunne ikke turde mærke min krop under seksuelle overgreb og tortursessioner - smerten kunne have dræbt mig. Jeg føler mig taknemmelig for, at jeg de gange var i stand til dissociation og at bedøve min krop."

I sin introduktion til bogen skriver Sullivan:
"Selvom de traumer, jeg beskriver, kan virke mere end noget menneske kan udholde, kan jeg forsikre dig om, at jeg ikke kun har udholdt dem, men nu er igang med at helbrede mig fra deres langsigtede virkninger. Jeg håber, at denne bog på en måde vil være et vidnesbyrd om styrken og kreativiteten hos enhver overlevende fra rituelt misbrug og tankekontrol. Vi har været igennem helvede og har levet for at fortælle dig om det - hvis du er villig til at lytte."

Kapitel 3:
Hollywood, okkultisme og propaganda

Vi skal i dette kapitel dykke ned i flere påstande fra angivelige ofre for CIA's MK-Ultra hjernevasker-projekt. Ifølge disse udskammede sindslidende stoppede CIA's hjernevasker-arbejde nemlig aldrig.
Men vi skal også se på trådene mellem miitær- og efterretningstjenester, okkult spiritualitet og Hollywoods underholdningsindustri og superstjerner.

Det angivelige MK-Ultra-offer Kathleen Sullivan skriver, at en af grundene til, at hun har valgt at fortælle sin historie, er hendes vrede over "de mennesker, der splittede hendes sind og betingede hende til at blive en mentalt kontrolleret slave". Hendes vrede retter sig også mod "de mænd og kvinder, der brugte [hende] til at skade dyrbare uskyldige med fare for [hendes] eget liv."
Hun er desuden vred over, at hun har været nødt til at bruge titusinder af dollars fra sin forsikring til at forsøge at blive helbredt fra den invalidering af hendes sind, krop og sjæl hun er blevet udsat for.
Hun skriver, at hun "især er vred på kritikere, nogle med 'M.D.' (medicinsk doktor red.) eller 'Ph.D.' efter deres navne, som offentligt stempler overlevende fra rituelt misbrug og tankekontrol som 'forfalskere' og 'løgnere' - mens de skjuler det faktum, at de (bagvaskerne) har grimme skjulte grunde til at angribe os."

Sullivan skriver, at en almindelig reaktion på hendes og andre ofres beretninger er at - fordi de er så ekstremt bizarre - kan de umuligt være sande. Hun har også observeret en anden reaktion på de forfærdelige beretninger: Efter at de har hævdet, at historierne er opdigtede, "håner disse mennesker os åbenlyst," skriver Kathleen Sullivan. Hun finder denne reaktion bizar, og stiller dette spørgsmål:
"Ville de også rulle deres vinduer ned, og pege og grine ad ofre for alvorlige biluheld, når de kører forbi?"

De hardcore kriminelle, hun har været udsat for, er intelligente sociopater, der ikke har nogen samvittighed eller frygt for loven. "Det der anses for bizart i det normale samfund, er deres acceptable norm," skriver hun.
"Min primære plageånd, en højt begavet og kreativ mand, sagde ofte til sine kriminelle medarbejdere 'Hvis det virker, hvorfor ikke?'
Han var med andre ord ikke mentalt eller følelsesmæssigt begrænset af skrevne og uskrevne sociale normer og regler."

Kathleen Sullivan skriver, at flere kritikere har foreslået, at hun og andre angivelige hjernevaskede ofre kan "have brugt information fra fiktionsfilm og tv-serier til at skabe 'falske minder'". Som svar hertil skriver hun, at det er muligt at nogle få måske har gjort dette, men at mange ofre har genkaldt sig detaljer om teknikker, agenturer og typer af programmering flere år før noget sådant materiale blev gjort tilgængelig gennem tv-shows og film. Hun ser det primært omvendt: At manuskriptforfattere højst sandsynligt brugte ofres historier, der var tilgængelige for offentligheden i bøger, magasiner, online opslag og på hjemmesider.
Manchurian Candidate-temaet om hjernevask og robotagtig kontrol med et udvalgt offer er blevet brugt flittigt i mange fiktions- og underholdningshistorier. Her er fx en liste med eksempler på ni film "inspireret af MK-Ultra". På listen er fx en historie om den "programmerede morder Mike", der opdager, at han "befinder sig på regeringens udryddelsesliste og må bruge de færdigheder, han ikke vidste, han havde for at redde sig selv". På listen er i øvrigt også netop "The Manchurian Candidate".

Der er flere andre eksempler på mennesker, der påstår noget lignende som Kathleen Sullivan, Cathy O'Brien, Susan Ford og Paul Bonacci. Annie McKenna er et andet eksempel. Hun skrev sin bog "Paperclip Dolls" ("Papirsklip dukker") med cirka de samme påstande som Kathleen Sullivan. Annie McKenna hævder bl.a., at hun blev transporteret rundt over hele USA og desuden til udlandet for at "blive programmeret".
"Jeg blev taget til militærbaser og højteknologiske forskningsfaciliteter, inklusive dem, der var en del af universiteter. De fleste, hvis ikke alle, af de universiteter, jeg husker, er dem, der havde modtaget MK-Ultra-finansiering - og det omfattede Canada. Jeg blev taget til flere steder i Canada mellem 1957 og 1964. Jeg har specifikt minder om Ewen Cameron og Allan Memorial Institute."

Et andet eksempel er en kvinde ved navn Frances Fox, som i denne artikel fortæller om, hvordan hun mener, at hun er blevet udsat for satanisk misbrug som barn og desuden "militær bevidsthedskontrol". Artiklen i Florida-avisen Tampa Bay Times har titlen “Military controls my mind, woman says” ("Militær kontrollerer mit sind, siger kvinde"). Frances Fox hævder i artiklen, at hun, i en gruppe for kvinder med dissociativ personlighedsforstyrrelse, har mødt tre andre kvinder, som har haft lignende oplevelser.
Her er en artikel, som gennemgår Frances Foxs påstande, såvel som Cathy O'Briens og Susan Fords m.fl. Om påstandene skriver artiklens forfatter Joseph L. Flatley:
"Project Monarch, skabt som en del af Mark Phillips og Cathy O'Briens konspirations-bondefangeri, har fået sit eget liv. Det er en åben mytologi, som enhver, svindler eller blot forvirret, kan gøre krav på for sig selv.
Ligesom enhver anden konspirationsteori, egentlig."

Om Frances Foxs påstande skriver Flatley:
"Der er skrevet meget om CIA's eksperimenter med tankekontrol, så jeg føler ikke behov for at gå ind i det her. Bortset fra, at det er indlysende, at Frances Foxs historie ikke har noget grundlag i virkeligheden."

Søstrene Cheryl og Lynn Hersha fortæller også om "en barndom fyldt med tortur, voldtægt og hjernevask i hænderne på efterretningssamfundet" for at gøre dem til perfekte spioner og soldater. Det gør de i bogen "Secret Weapons : Two Sisters' Terrifying True Story of Sex, Spies and Sabotage" ("Hemmelige våben: To søstres skræmmende sande historie om sex, spioner og sabotage").

Denne anmeldelse af bogen bedømmer tilsyneladende historien til at være opspind. "Troværdigheden kollapser, efterhånden som usandsynligheder lægges på uoverensstemmelser, og sandheden er begravet under forsimplet, pulp-eventyrprosa," skriver den unavngivne anmelder.
Anmeldelsen slutter med denne forudsigelse:
"Siden Walter Bowarts Operation Mind Control (1978) og Donald Bains The Control of Candy Jones (1976) er mange bøger om CIA-tankekontrol stablet op. Denne beretning om The Manchurian Candidate møder La Femme Nikita vil snart arbejde sig mod bunden af stakken."

"Operation Mind Control" ("Operation bevidsthedskontrol") refererer til den nok mest kendte bog af den anerkendte forfatter og avisredaktør Walter Bowart. "Bogen blev en øjeblikkelig klassiker, til dels fordi CIA købte alle de eksemplarer, den kunne, simpelthen for at holde dem væk fra hylderne og ude af offentlighedens hænder," står der i beskrivelsen af bogen. Walter Bowart "afslørede et enormt regerings-'kryptokrati' dedikeret til at kontrollere og manipulere menneskelige sind," fortælles der videre.
Bogen bekræfter også flere af de påstande, vi har stiftet bekendtskab med fra flere angivelige ofre:
"Gennem hypnose og stoffer blev almindelige borgere til CIA-'zombier': Menneskelige computere, spioner, trænede snigmordere og kurerer uden kontrol over - eller erindring om - deres handlinger. Kun uforklarlige hukommelseshuller, flere personlighedsforstyrrelser eller andre 'fejl' i programmeringen afslørede, at noget var galt."

"The Control of Candy Jones" ("Kontrolen med Candy Jones") er en bog om fotomodellen Candy Jones, som hævdede at være et offer for Project MK-Ultra. Bogen er skrevet af forfatteren Donald Bains og udkom i 1976. Candy Jones var en meget kendt fotomodel fra 1940'erne til 1950'erne, som hævdede, at hun var blevet misbrugt og hjernevasket i MK-Ultra-projektet i 1960'erne.

Bogen 'The Control of Candy Jones' af Donald Bains

Den franske film "La femme Nikita" fra 1990 (dansk titel: Nikita), som anmeldelsen refererer til, er endnu et eksempel på en underholdningsfilm, som giver mindelser om beretninger fra angivelige ofre som Kathleen Sullivan, Cathy O'Brien og andre. Filmen handler om "den uregerlige og anti-sociale vildkat Nikita" som under et røveri myrder en politimand og bliver dømt til døden, skriver filmmagasinet Scope. Men i stedet for at blive dømt, bliver hun "flyttet til et hemmeligt omskolingsprogram, hvor tidligere forbrydere udfører hemmelige opgaver for den franske stat." Nikita lærer "at opføre sig som samfundet forventer af en kvinde," skriver Scope og får næsten "omskolingsprogrammet" til at lyde som en dannelsesrejse. I programmet lærer Nikita dog også lige "koldblodigt at udføre mord", selvfølgelig.

Den angivelige MK-Ultra-udnyttelse af Candy Jones
Candy Jones blev født i 1925 og fik dåbsnavnet Jessica Arline Wilcox. Hun døede af cancer i 1990, 64 år gammel. Selvom hun blev opdraget i et ret velhavende miljø, misbrugte hendes far og hendes maniodepressive mor hende fysisk, "hvis ikke seksuelt," fortæller denne artikel, der er skrevet af forfatteren Colin Bennett. Engang knuste hendes fraskilte far på et hjemmebesøg hendes fingre i et muskatnød-rivejern, og hendes ondskabsfulde mor slog hende så hårdt på benene, at Candy måtte have tykke strømper på for at skjule det. Hun måtte ikke omgås andre børn og blev ofte lukket inde i mørke rum af sin mor. Det var i sådanne rum, at den meget unge, panikramte Candy udviklede en familie af fantasifigurer for at holde hende med selskab. Her visualiserede hun sine karakterer, der dukkede op i mørket i refleksionerne fra husets stort vægspejl. Navnet på en af disse magiske venner var Arlene, og hun skulle komme til at spille en afgørende rolle i Candys senere liv. I modsætning til de andre figurer i denne forestillede verden forsvandt Arlene ikke med Candys barndom. Som en sekundær personlighed voksede hun op og modnede med Candy. Arlenes personlighed var en slags spejlvendt Candy. Hun havde nogle af kendetegnene fra Candys mor: Hun var hård og hensynsløs, sarkastisk og grusom, med en rivende lav stemme, helt anderledes end Candys egen.

Men pigen Jessica voksede op og blev en attraktiv ung kvinde, omkring 1,93 høj - og forfulgte en karriere som fotomodel. Hun fik hurtig succes og blev nummer to i Miss America-konkurrencen og var i stand til at omsætte dette til et værtindejob ved hovedkonkurrencen Miss America og en succesfuld karriere. Hun kom i stald hos den succesfulde modeagent Harry Conover. Han forvandlede Jessica Wilcox til Candy Jones og satte penge i en mediekampagne baseret på et "rød-hvidtstribet candy-tema" ("candy" betyder slik). Candy var iført rød- og hvidstribet tøj, tilbehør og smykker. Kampagnen var en succes og Candy begyndte at få opkald om at posere for magasinforsider og om at optræde i flotte annoncer for produkter med store budgetter. I 1943 blev Candy kåret som Årets Model. Candy fik nu også succes, som den høje blondine i en prikket bikini, blandt de amerikanske soldater. Et billede af hende i kjole syet af gennemsigtig faldskærmsnylon var også med til at styrke Candys soldater-image.
Candy fik oven i købet en hovedrolle i et Broadway-skuespil det år. Hun var modellen, der blev brugt til rekrutteringsplakater til nye grene af militæret, hvor kvinder kunne aftjene. I en måned af 1943 var hendes billede på forsiden af elleve magasiner, fortæller denne artikel der er skrevet af forfatteren og encyklopædisten Carla Emery DeLong.

Candy fik nu mulighed for at turnere gennem det sydvestlige Stillehav i et show skrevet omkring hende for at løfte moralen blandt de amerikanske soldater. Den høje succesfulde model blev nu også "løjtnant Candy Jones". Hun var - ligesom Bob Hope - en del af den amerikanske nonprofit organisation USO.
Candy Jones begyndte samarbejdet med USO i 1944 og arbejdede i alt atten måneder med underholdning for amerikanske soldater i Stillehavsregionen.
Mens hun var på turné, mødte Jones kort general Donovan, fortæller Carla Emery-artiklen. Donovan var leder af OSS (Office of Strategic Services - Efterretningstjeneste for strategiske services, som senere blev til CIA). OSS var på det tidspunkt et helt nyt agentur, som præsident Roosevelt havde godkendt i begyndelsen af krigen til at indsamle efterretninger og udføre hemmelig videnskabelig forskning til militær anvendelse.
At den nævnte general var netop Donovan forekommer yderst sandsynligt, men Donald Bain og Colin Bennett har anonymiseret generalen, og lader ham være unavngivet tilsyneladende af juridiske hensyn.
Under sit ophold i den sydøstlige stillehavsregion blev Candy alvorligt syg med bl.a. malaria, og hun blev indlagt på et hospital i Filippinerne. Her mødte hun for første gang en psykiater, som af samme hensyn som med generalen, har fået et pseudonym - "Gilbert Jensen". I august 1945 var hun rask nok til at tage hjem og psykiateren gav hende et foto af sig selv med sine militære kontaktinformationer bag på, og bad hende skrive. "Mange år efter denne begivenhed skulle hun møde Jensen igen, med næsten katastrofale følger," står der i Colin Bennett-artiklen.

I 1946 giftede Jones sig med sin modeagentchef Harry Conover. Conover var enten biseksuel eller homoseksuel, og tog ifølge Candy meget sjældent initiativ til sex med hende, og kun når han var beruset. I 1958 forsvandt Harry og Candy opdagede umiddelbart derefter at parrets bankkonto var tømt. Ægteskabet endte med skilsmisse i 1959, hvilket efterlod hende med forældremyndigheden over sine tre sønner og i kamp for at få økonomien til at hænge sammen. Hun drev på det tidspunkt sin egen modevirksomhed med kontor i New York. I 1960 kom "en gammel kending, en pensioneret hærgeneral", (som bliver navngivet Donovan i Carla Emerys artikel) ind på dette kontor og spurgte Candy, om hun ville tillade FBI at bruge hendes kontor som en postindlevering. Hun accepterede og indvilligede også i at levere post til FBI, når hun var på forretningsrejse, "fordi hun på det tidspunkt tænkte på dette arrangement som en simpel patriotisk aktivitet".
"Hun anede ikke, hvad hun gik ind til," skriver Colin Bennett. En af hendes første opgaver for denne (unavngivne) general var at levere et brev til en mand i San Francisco, mens hun var på forretningsrejse der. Manden var doktor Gilbert Jensen, som hun svagt huskede. Hun spiste middag med Jensen i San Francisco den 16. november 1960, "en dag som skulle præge resten af hendes liv," konstaterer Bennett. Jensen sagde, at han nu arbejdede for CIA og fortalte, hvor han havde sit kontor i byen Oakland. Han sagde, at hvis Candy ville det, kunne hun komme langt dybere ind i den hemmelige efterretningsvirksomhed og tilføjede, at det kunne vise sig at være lukrativt for hende. Med tre sønner på privatskoler manglede Candy kontanter og tog imod tilbuddet. Carla Emerys artikel uddyber dette møde med at fortælle at Jensen fik Candy til at møde ham senere på sit kontor. Her interviewede Jensen hende dybt, og hun kom til at afsløre sine hemmelige imaginære venner fra sin barndom. Herfra blev Jensen endnu mere interesseret i Candy som efterretningsaktiv. På mødet fik Jensen hende afslutningsvist til at underskrive "en sikkerhedserklæring som officielt gjorde hende til en ansat af regeringen og som sådan fraskrev hun sig sin ret til juridisk kompensation for skader fra den hensynsløse MK-Ultra-operation," fortæller Carla Emery med reference til Scheflin & Optons bog "The Mind Manipulators: A Non-fiction Account" side 121 ("Bevidsthedsmanipulatorer: En ikke-fiktiv beretning").
Emery skriver derefter, at CIA og myndighederne netop forsøgte "at skabe en kunstig splittet personlighed ud af en imaginær barndomslegekammerat".
Hun skriver videre:
"Josephine Hilgards bog fra 1970, Personality and Hypnosis (Personlighed og hypnose red.) fremfører, at en person med en imaginær barndomslegekammerat har tendens til at have signifikant større modtagelighed for hypnose (research understøttet at legater fra NIMH, the Air Force Office of Scientific Research m.fl.). En imaginær barnelegekammerat er en markør for modtagelighed for hypnose. Det kan også være et fraktionspunkt for kunstig personlighedsopsplitning."

NIMH står for National Institute of Mental Health (Nationalt institut for mental sundhed) og er en del af det amerikanske sundhedsvæsen. Air Force Office of Scientific Research betyder Luftvåbenets kontor for videnskabelig forskning og er det primære videnskabelige forsknings- og udviklingscenter for det amerikanske luftvåben.

Emery hævder desuden, at CIA netop stiller som krav, at deres kandidater skal være i top 20% i forhold til modtagelighed for hypnose. Til at underbygge denne påstand citerer hun John Marks bog "The Search for the Manchurian Candidate" side 184. Hele citatet lyder således:
"Kandidaten skulle være blandt den ene ud af fem, der udgjorde en god forsøgsperson for hypnose, og han skulle have en disassociativ tendens til at adskille en del af sin personlighed fra hoveddelen af sin bevidsthed. Håbet var, at tage en eksisterende ego-tilstand – såsom en imaginær barndomslegekammerat – og bygge den op til en separat personlighed, ukendt for den første. Hypnotisøren ville kommunikere direkte med denne skizofrene udløber og beordre den til at udføre specifikke gerninger, som hovedpersonligheden intet ville vide om."

Det første Jensen gjorde var at hypnotisere Candy. "Derved fandt han Arlene og udviklede hende ved at bruge hypnotiske teknikker og intravenøse injektioner af meget eksperimenterende stoffer," fortæller Bennett. Det lykkedes ham at bringe Arlene frem i Candys sind, så hun næsten kunne overtage Candy. Dette gjorde ham i stand til at sende Candy (med Arlenes stemme og væremåde) på forskellige eksperimentelle missioner i ind- og udland. Candy ville også ændre sig til Arlene i udseende, iført paryk og bruge en anden make-up stil. Jensen havde som mål at skabe en 'perfekt budbringer', en der - selv under tortur - ikke kunne afsløre noget om det budskab, hun bragte videre, hvor hun kom fra, eller hvem der havde sendt hende.
Carla Emery indleder sin artikel med at fortælle, hvordan CIA testede dette:
"En lille kasse stod på bordet. Ledninger løb fra den til hendes håndled og til hendes skulder. De gav hende chok. Det gjorde frygteligt ondt. De gav hende chok igen og igen og stillede spørgsmål efter spørgsmål om historien om hendes liv og hendes CIA-link. Hun kendte ikke til nogen CIA-forbindelse. Torturbødlerne ville ikke tro hende. De gav hende chok igen. De spurgte: 'Hvad med Dr. Jensen. Kender du en læge ved navn Jensen?'
'Du har spurgt mig nok. Du burde vide det,' stønnede hun. 'Hvorfor slår du mig ikke bare ihjel? Hvorfor fastholder du mig her på denne måde?'
For nogen i Washington DC, var det, disse forhørsledere gjorde mod Candy Jones, blot et eksperiment for at se, om programmeringen af en hypnotiseret kurér holdt stand under tortur."

Denne operation var omfattende og meget organiseret, skriver Colin Bennett. Candy besøgte – som Arlene, i praksis som en "zombie" – træningslejre, militærbaser og hemmelige medicinske faciliteter over hele USA, fortæller han videre. Hun blev trænet i alle aspekter af hemmelige aktioner, inklusive sprængstoffer, nærkamp med improviserede våben, forklædning og kommunikation. Hun blev undervist i at dræbe med sine bare hænder, konditioneret til at modstå smerte og vist hvordan man modvirker forhørsteknikker. Hun blev ved mange lejligheder vist frem for militæret af en stolt Jensen som et eksempel på narko-hypnotisk succes: Den perfekte kriger. Jensens pièce de résistance skulle demonstrere, at hans konditionering var så dyb, at Arlene ville slå sig selv ihjel på kommando. En idé om hvilken slags moralske værdier, der var hos de involverede illustreres af, at Jensen indførte et tændt stearinlys i Candys åbne vagina, uden at hun registrerede smerte eller frygt. Han demonstrerede dette for 24 læger i et auditorium i CIA-hovedkvarteret i Langley, Virginia.

Candy blev, som Arlene, sendt til Taiwan på mindst to testmissioner, hvor hun afleverede breve. Der blev hun tortureret med elektriske stød for at se om hun ville bryde sammen. Det gjorde hun ikke. Dybt perverterede seksuelle overgreb synes at have været et indbygget element i den skjulte agenda. Hun blev gentagne gange strippet nøgen, lagt i seng, fyldt med stoffer, hypnotiseret og tortureret af forskellige involverede, inklusiv af amerikanere på amerikansk grund. Hun blev lagt på eksaminationsborde, led under Gestapo-lignende forhør og blev udnyttet som et seksuelt legetøj mod hendes vilje. Seksuellle tilgange blev igangsat under hypnose af Jensen selv, fortæller Colin Bennett.

"Naturligvis handlede intet af dette om at bekæmpe kommunismen," skriver Colin Bennett. Det var snarere et eksempel på "perverteret videnskab", der opererede i et gammeldags efterretningsregime, konkluderer han. I forbindelse med denne refleksion nævner han desuden, at attentatmændene "Mark Chapman, Sirhan Sirhan, John Hinckley, James Earl Ray og Lee Harvey Oswald siges at være bevis på, at der var andre 'Jensener' på arbejde i Amerika."
Mark Chapman blev dømt for mordet John Lennon i 1980 efter at have erklæret sig skyldig i retsagen om attentatet. Sirhan Sirhan blev dømt til døden i 1969 for drabet på den amerikanske senator og præsidentkandidat Robert F. Kennedy i 1968. Dommen blev i 1972 omstødt til livsvarigt fængsel. John Hinckley blev anbragt på psykiatrisk hospital i mere end 30 år for i 1981 at have forsøgt at dræbe præsident Ronald Reagan med skud. James Earl Ray blev dømt for mordet på Martin Luther King, der blev rapporteret i 1968. Lee Harvey Oswald blev selv myrdet af en anden attentatmand ved navn Jack Ruby, efter at det var blevet hævdet, at Oswald stod bag mordet på præsident John F. Kennedy i 1963.

I 1972 giftede den 47-årige Candy Jones sig med sin anden mand, den populære radioprogramvært Long John Nebel, som var 61 på det tidspunkt.
"Det havde været et lynfrieri – knap 28 dage – så Nebel kendte ikke sin kone så godt, fortæller Colin Bennett. Under receptionen bemærkede Nebel, at en mærkelig forandring kom over hende; inden for meget kort tid mistede hun al sin naturlige charme. Hendes stemme ændrede sig fuldstændig til en anden kvindes stemme, og hendes normalt afslappede kropsholdning stivnede. Da de spiste i en kinesisk restaurant senere samme aften, bemærkede Nebel forvandlingen igen; det var, som om hun var utilpas ved den kinesiske indretning, vægspejle og stearinlys.
Mens han gjorde sig klar til sengetid, begyndte Candy igen at tale med den stemme, Nebel havde hørt tidligere. Men hvad, der var endnu mere alarmerende, var at, denne mærkelige personlighed i Candy havde en helt anden holdning til ham; ’hun’ lød grusom, hånende og kold. Da Nebel spurgte hende om det, blev Candy forbløffet; hun havde ikke bemærket fremkomsten af en anden stemme eller personlighed. Men et par uger efter deres ægteskab fortalte hun Nebel, at hun havde arbejdet for FBI i nogen tid, og tilføjede på mystisk vis, at hun måske skulle tage ud af byen af og til uden at give en grund. Dette fik Nebel til at spekulere på, om der var en forbindelse mellem den 'anden' personlighed i Candy og de mærkelige ture, hun sagde, hun foretog for FBI. Når Candy var sig selv, var hun den mest kærlige, omgængelige og charmerende kvinde; når hun var Arlene, kunne hun blive farligt ondskabsfuld. En nat forsøgte hun endda at kvæle sin nye mand "på en professionel militær måde", fortæller Colin Bennett. Nebel konkluderede, ikke urimeligt, at hans nye kones sind var blevet groft forstyrret. Candy syntes at være dødelig bange for alt kinesisk; hun var også bange for læger, psykiatere og tandlæger, som alle brugte stoffer af den ene eller anden art. Narkotika var det, Candy var bange for frem for alt; når som helst stoffer blev nævnt, i nogen henseende, dukkede Candys 'beskytter' Arlene op for på det kraftigste at afvise, at sådanne ting nogensinde skulle komme ind i "hendes" (Candys) krop.
Nebel opdagede, at ændringerne inden for Candy havde en lang historie, og deres spor førte lige ind i hjertet af CIA. Nebel tog derefter en alvorlig risiko: I mange år havde han været amatørhypnotisør, og han besluttede at sætte Candy i en let trance, stille et par simple spørgsmål og optage resultaterne på bånd. Det er der Donald Bains bog, The Control of Candy Jones, begynder. Denne historie er kun kendt fra lydbåndene af Candy, der taler under hypnose og bliver udspurgt af Nebel. Da Candy selv hørte disse bånd, kunne hun ikke tro, at hun selv havde gennemgået de oplevelser, som Arlene beskrev. Ud fra de mange optagelser konstruerede forfatteren Donald Bain gennem en årrække sin bog.

Donald Bain foreslår i sin bog, at Candy, som Arlene, udførte mange flere eksperimentelle missioner for Jensen, end der nogensinde er blevet opdaget. Bain tjekkede hendes kontortid gennem 1960'erne sammen med hendes virksomhedsleder. I løbet af en periode på 10 år var hun ofte fraværende under dække af forretningsrejser, hvor det så ud til, at der ikke blev foretaget nogen forretninger. Brudstykker af disse ture dukkede op under hypnose, som fx en gang hvor hun sagde, at hun transporterede en pistol for Jensen.
Bain slutter sin bog med en cliffhanger. På trods af at hun endelig accepterede lægebehandling, savnede Candy "sit Jensen-fix" og blev "en hemmelig junkie for sine Arlene-transformationer," skriver Colin Bennett. Hun forsøgte at skjule sine forsøg på at kontakte Jensen og CIA fra sin mand. Men det, der bekymrede Nebel mest var CIA's og Jensens forsøg på at kontakte Candy. Hendes CIA-ekspeditioner fandt tilsyneladende sted mellem 1960 og 1971, men Bain erklærede, at han ikke kunne være helt sikker på, at de var afsluttet.

Elvis Presleys afsporede misbrugsliv
Flere angivelige ofre for MK-Ultra-lignende eksperimenter og tortur har fortalt, at diverse kendte fra musik- og underholdningsindustrien deltog i overgreb og/eller selv var ofre. Vi hørte om Cathy O'Brien og Paul Bonacci, som begge påstod at diverse celebrities fra countrymusik-industrien deltog i overgreb mod dem. Vi hørte om Susan Ford, som hævdede at bl.a. Elvis Presley og Barbra Streisand var ofre for samme type MK-Ultra-overgreb, som hun selv led under.
En meget udbredt påstand fra adskillige angivelige ofre for MK-Ultra såvel som satanisk misbug er, at de blev tvunget til selv at misbruge og/eller dræbe andre ofre. Det er således ifølge disse oplysninger almindeligt, at offeret gøres til gerningsmand - ja, det er angiveligt ligefrem en del af metoden til at skabe dissociativ identitetsforstyrrelse. Hvis oplysningerne om Elvis Presley og Barbara Streisand m.fl. underholdningsstjerner tages alvorligt, kan dette også være gældende for dem. Susan Ford hævder i sin bog, at var Elvis var både offer og gerningsmand - og at også han begik overgreb på hende.
Vi skal først se nærmere på andre offentligt tilgængelige beretninger om Elvis Preslys misbrug og forhold til det okkulte - derefter undersøger vi Barbra Streisand.

Der er skrevet flere bøger om Elvis Presleys seksuelle misbrug af mindreårige piger og hans voldelige tendenser. Men bemærkelsesværdigt nok synes alle disse oplysninger ovevejende at være blevet tildækket af hans image som "King of Rock'n' Roll" - og desuden forestillingen om at han var en troende kristen. Flere af de bøger, som fremlægger Elvis Presleys ubehagelige sider, omtales i Vice-artiklen "Elvis Was the King of Treating Women Like Shit and Luring 14-Year-Olds into Bed" ("Elvis var kongen af at behandle kvinder som lort og lokke 14-årige i seng"). Artiklens titel beskriver meget præcist dens indhold.
Der er flere andre artikler, som også behandler emnet, især efter filmatiseringen af Priscilla Presleys bog om sit forhold til rockstjernen. Priscilla Presley var Elvis Presleys kone, som han mødte, da hun var 14 år. Filmen hedder simpelthen "Priscilla".
Magasinet Salon har en anmeldelse af filmen, som også behandler Elvis Presleys misbrug af pigebørn. Artiklen har den beskrivende titel "The real story of grooming that 'Priscilla' leaves out" ("Den virkelige historie om grooming, som 'Priscilla' udelader"). "Grooming" handler, om de metoder pædofile bruger, når de træner mindreårige til sex. "Filmen, såvel som Priscillas memoirer 'Elvis and Me', som filmen er baseret på, afslører, at den såkaldte legende ikke kun var kongen af rock 'n' roll, men snarere kongen af grooming og af at slippe afsted med det," fremfører filmanmelderen Kelly Pau i Salon-artiklen. Artiklen fortæller, at filmen begynder med, at Elvis og Priscilla mødes i 1959 i Tyskland.
"Det følgende er en cirka to timers lærebog i grooming. Han dikterer, hvordan hun klæder sig, hvor højt hendes hår er, hvordan hendes makeup ser ud. Derefter isolerer han hende fra hendes familie og kontrollerer, hvor mange penge hun har."

Kelly Pau skriver, at Elvis gør sig selv til centrum for den mindreårige Priscillas verden. "'Hvis jeg ringer til dig, har jeg brug for, at du er der,' fortæller han hende som begrundelse for at beordre hende til at blive hjemme og ikke arbejde," skriver Pau.
"Hvis hun gør modstand, truer han med at gå," skriver hun, hvorefter hun tænker efter og fortsætter med en præcisering: Han tvinger hende til at gå hjemme.
"Hvis hun stadig går imod ham, tyr han til vold. Filmen følger denne cyklus - han fortæller hende, hvad hun skal gøre; hun tager de værste stød fra hans uberegnelige adfærd; i sidste ende tilgiver hun ham; repeat - indtil det afbrydes til allersidst."

Kelly Pau skriver, at filmen viser, at Elvis er et svin ("a creep"). "Niende klasse? Du er bare en baby," siger han til Priscilla, da de mødes første gang. Men Pau mener alligevel at instruktøren beskytter Elvis Presley "med grelle udeladelser".
"At angive, hvor ung hun er eksplicit i filmen, er fremskridt, men det er ikke nok, de forsøger stadig at beskytte ham mod de fulde konsekvenser af hans handlinger. Måske er det derfor, at selv filmens medstjerner forledes til at tro, at ''Priscilla' handler om ægte kærlighed.' Kom igen?"

Elvis forgreb sig på mange mindreårige også samtidig med at han var gift med den purunge Priscilla.
Kelly Pau skriver:
"Filmen er indrammet, som om Priscilla er den eneste mindreårige pige, han havde en interesse i: Hun er ikke som de andre piger; hun er speciel! Det er ægte kærlighed! I virkeligheden havde han en svingdør af teenagepiger. Før Priscilla var der en anden 14-årig, Frances Forbes, som han datede som 22-årig. Han havde et system til at holde en konstant strøm af mindreårige klar. En Amazon-dokumentar, 'Elvis's Women', beskriver, hvordan legendens venner, der kalder sig selv Memphis-mafiaen, ville gå ned til en horde af fans og udvælge unge piger til sangeren og bringe dem til ham. Denne adfærd fortsatte, selv da han var sammen med Priscilla, som med Kathy Tatum, der var 16 år gammel, da hun rodede rundt med Elvis i 1969, da kongen for nylig var blevet far."

Elvis' forhold til mindreårige piger var så uhæmmet, at han havde sit eget slogan, fortæller Pau:
"14 vil give dig 20".
Dette slogan skulle, ifølge Kelly Pau, angive den tid, han ville få i fængsel, hvis han blev taget i sine overgreb på 14-årige.
Joel Williamson bemærker i sin bog "Elvis Presley: A Southern Life", hvordan Elvis, mens han var på turné, udså sig tre 14-årige piger at have pudekampe med, kilde, bryde med og kysse på.
Denne anekdote forekommer betydeligt mindre ekstrem, end dem der fortæller om Elvis' fuld-penetrationsovergreb på pigebørn.
Anekdoten bliver både videregivet i Salon-anmeldelsen og i den nævnte Vice-artikel. Bogen "Elvis Presley: A Southern Life" beskriver - ifølge Vice-artiklen - også en hændelse, hvor Elvis havde sex med en fan, mens han var i Louisiana og optrådte ugentligt i byen. Kondomet gik i stykker, mens de havde sex. Elvis vidste ikke, hvad han skulle gøre og spurgte sine tour-venner, "men de havde ingen nyttige råd". Om morgenen informerede Elvis sine venner om, at han havde bragt pigen til skadestuen og efterladt hende der for at få en douche. "Alt imens ringede han som besat til sin 15-årige kæreste, Dixie Locke, som han elskede at påklæde i tøj efter eget valg," slutter beskrivelsen af denne episode.

Priscilla skriver, at "Elvis gjorde alt andet end have penetrerende sex med hende den første nat, de tilbragte sammen, og indtil de blev gift."
"Det var, som om Priscillas mødom var en anden ting, som Elvis mærkeligt og hårdt havde brug for at opretholde," bemærker Joel Williamson angiveligt i sin bog.
Priscilla skriver:
"Af frygt for ikke at behage ham - at ødelægge mit image som hans lille pige - resignerede jeg med den lange ventetid. I stedet for at fuldende vores kærlighed på den sædvanlige måde, begyndte han at lære mig andre måder at behage ham på. Vi havde en stærk forbindelse, meget af den var seksuel."

Og ja, han omtalte hende som sin "lille pige", skriver Kelly Pau. Priscilla kaldte sig selv "Elvis' personlige levende dukke".
Påstandene om at Elvis og Priscilla ikke havde penetrationssex før deres bryllupsnat, bliver bestridt, fortæller Vice-artiklen, særligt af Suzanne Finstad, forfatter til Priscilla Presley-biografien "Child Bride: The Untold Story of Priscilla Beaulieu Presley" ("Barnebrud: Den ufortalte historie om Priscilla Beaulieu Presley"). Det er måske også svært at forstå, hvorfor denne temmelig grænseløse mand lige netop skulle have haft dén grænse.
Efter deres ægteskab bragte Elvis andre kvinder ind i deres soveværelse; han så og filmede sin kone sammen med dem, nogle gange var han også selv med. Vice bemærker, at det "er udokumenteret" om Priscilla var indforstået med dette.
Ifølge Williamson installerede Elvis også et tovejsspejl i sit hjem i Palm Springs, så han i hemmelighed kunne udspionere par, der havde sex under sine overdådige fester med inviterede showgirls.
Man bemærker, at denne oplysning giver mindelser om, det vi hørte om den dømte sex-trafficker Jeffrey Epstein i del x.

Priscilla blev skilt fra Elvis i 1973. "To år efter det gik Elvis efter endnu en 14-årig pige ved navn Reeca Smith," fortæller Vice. Efter seks måneders "forhold" til denne pige begyndte den nu 40-årige Elvis at komme sammen med den 21-årige tidligere skønhedsdronning Ginger Alden.
Elvis havde været jaloux og voldelig i sit ægteskab med pigen Priscilla. Det var ellers Elvis der konstant var utro. "Der berettes også om voldsscener, lamper, der flyver rundt i soveværelset, stridigheder, som de allestedsnærværende venner kunne høre fra den anden side af låste døre," fortæller denne artikel i den spanske avis El Pais.
Efter en lang periode, hvor Elvis ikke havde villet røre ved Priscilla, voldtog han hende, fortæller El Pais-artiklen.
Volden var også gennemtrængende senere og blev tilsyneladende nærmest endnu mere afsindig. I sin erindringsbog, "Elvis & Ginger", skriver Ginger Alden om Elvis' misbrug, "hvoraf noget involverede de våben, han havde i huset". Elvis "tvangsspiste på det tidspunkt", og hans helbred var stærkt nedadgående. Ginger Alden fortæller en historie, hvor Elvis "var på en yoghurtdille og bad hende om at komme med mere yoghurt til ham". "Jeg tror ikke, du har brug for mere yoghurt," skriver Alden, at hun fortalte ham. De faldt begge i søvn, og Alden vågnede ved lyden af Elvis, der affyrede en 57 Magnum-pistol i deres soveværelse. Kuglen ramte lige over deres sengegavl; Elvis kaldte det "en opmærksomhedsskaber". Alden skriver også i sine erindringer, at han engang affyrede en pistol mod tv'et og i en anden episode løb ud af huset og viftede med et maskingevær, fordi han havde set en dreng med en legetøjspistol jagte datteren Lisa Marie.
Elvis' karriere, og i sidste ende hans liv, endte med stofmisbrug, hvilket gjorde ham inkontinent til det punkt, at han var nødt til at gå med bleer, ifølge Albert Goldmans biografi fra 1981. I 1977, i en alder af 42, døde han, mens han var iført guldsilkepyjamas på et toilet i Graceland, hvor Alden fandt hans lig.
"På trods af hans seksuelle forfølgelse af børn, fysisk misbrug og farlige, følelsesdrevne beslutninger, insisterer fans stadig på, at han var en gudfrygtig sydstatsherre ført på afveje af stoffer," skriver Vice.

Militær var også involveret i en vigtig beslutning i Elvis' liv. Det var som 24-årig reserve i militæret og udstationeret i Tyskland at Elvis blev introduceret for den 14-årige Priscilla, som han senere blev presset til at gifte sig med. I 1958 blev Presley indkaldt til den amerikanske hær, og hans manager overbeviste ham om at for at opnå offentlig respekt, skulle han aftjene som almindelig soldat. Presleys ankomst til indkaldelsen var en stor mediebegivenhed. Hundredvis af mennesker omringede Presley, da han trådte ud af bussen; fotografer fulgte ham ind i bygningen. Presley meddelte, at han så frem til sin militærtjeneste og sagde, at han ikke ønskede at blive behandlet anderledes end nogen anden. Han var dog ifølge Pricsilla bekymret for at to år i militæret ville ødelægge hans karriere. Presley lavede og indspillede dog stadig musik, mens hans var soldat - han fik bl.a. 14 dage fri og tog til Nashville, hvor han indspillede fire sange. Mellem sin optagelse i hæren og færdiggørelsen af aftjeningen havde Presley ti top-40 hits. Det var Presleys producere, som sørgede for musikmaterialet og fortsatte den regelmæssige strøm af succesrige udgivelser.
Efter militær træning blev Presley udstationeret i Vesttyskland, på en base i byen Friedberg, hvor han tjente som rustningsefterretningsspecialist. Han blev forfremmet til specialist af fjerde klasse ("specialist fourth class") og senere sergant. Mens han var på manøvrer, blev Presley introduceret til amfetaminpiller og blev "praktisk talt evangelisk om deres fordele", ikke kun for at få energi, men også "styrke" og for at opnå vægttab. Karate blev en livslang interesse: Presley trænede hos karate-eksperten Jürgen Seyde. Elvis inkluderede det senere i sine liveoptrædener.
Det var her i Vesttyskland, at den 14-årige Priscilla blev introduceret for Elvis. Magasinet Time fortæller, at Priscilla blev kontaktet af en mand i tyverne ved navn Currie Grant, mens hun sad på en lokal restaurant, der blev frekventeret af amerikanske soldater og deres familier. Grant inviterede hende til at komme med til en fest i musikerens hjem, der lå uden for militærbasen. Priscilla var 14 år gammel, og havde mistet sin far, da hun var yngre. Hendes far var militærpilot, men var død i en flyulykke. Priscilla flyttede flere gange med sin mor og stedfar, som var embedsmand i luftvåbnet, og var udstationeret på den samme militærbase som Elvis Presley i Friedberg, Vesttyskland. Moren og stedfaren tillod at den 14-årige Priscilla gik til superstjernen Elvis Presleys fest. Hun kedede sig og var uden venner, så det har nok været kærkommet for hende. Rockstjernen var angiveligt i starten mere bedåret af hende end forelsket. Da Elvis vendte tilbage til Los Angeles, overbeviste han pigens forældre om at få lov til tage hende med. "Det tog ham ikke lang tid at have hende under lås og slå i Graceland, mens han tog til Hollywood for at optage film," skriver Time. På det tidspunkt havde Elvis "flere veninder end venner," ifølge "fyrene" omkring Elvis, hvilket henviser til den såkaldte Memphis Mafia.
Priscilla og Elvis blev gift ved "en otte minutters ceremoni i Las Vegas". "Elvis blev presset ind i ægteskabet af sin kyniske manager, oberst Parker," fortæller artiklen i El Pais.
"De tvinger mig til at blive gift," råbte han efter sigende den dag, skriver den spanske avis.
Elvis Pesleys manager "Oberst Tom Parker" ("Colonel Tom Parker") var en hollandsk iværksætter og agent i musikbranchen. Han havde som yngre meldt sig til den amerikanske hær under en falsk identitet for at skjule sin ulovlige indrejse i landet. Det var dette falske navn han brugte som musikmanager. Navnet var angiveligt taget fra den officer, der interviewede ham, da han skulle indskrives som soldat. Colonel Parkers virkelige navn var Andreas Cornelis van Kuijk. Elvis' senere manager aftjente to år som soldat i Hawaii, og kort efter genindrullerede han sig til yderligere militærtjeneste i Florida. Han desertede senere og blev straffet med isolation, hvorfra han kom ud med en psykose, der førte til, at han tilbragte to måneder på et sindssygehospital. Hans tilstand gjorde, at han blev udskrevet fra hæren.
Det var denne mand, der anbefaldede Elvis Presley at aftjene sin værnepligt "almindeligt" (i al fald udadtil) - og som pressede superstjernen til at gifte sig med Priscilla.

Sådanne personer omkring superstjerner og andre kendte mediepersonligheder, der rådgiver og styrer disse menneskers karrierer, kaldes på engelsk ofte "handlers". Dvs. folk der "håndterer" stjernen og sikrer vedkommendes karriere forbliver en succes. Elvis havde en større gruppe af mennesker omkring sig, som i en eller anden grad også tog del i denne funktion. Denne større gruppe af mennesker blev i medierne kaldt "Memphis Mafiaen", og den bestod af Elvis Presleys venner, samarbejdspartnere, ansatte og fætre. Gruppens hovedfunktioner var at ledsage, beskytte og betjene Presley. Flere medlemmer udfyldte praktiske roller; for eksempel blev de ansat til at arbejde for Presley som livvagter eller på tourlogistik og planlægning. I disse tilfælde betalte Presley løn, men de fleste levede af frynsegoder som gaver, biler, huse og bonusser. Med årene voksede og ændrede antallet af medlemmer sig, men for det meste var der en kernegruppe, der var meget sammen med Presley. De blev kaldt Memphis Mafia fordi de lignede mafia-folk, når de cruisede rundt i byen med mørke solbriller og i sorte mohairdragter - hvilket skete ofte. Ud over de nævnte arbejdsfunktioner legede gruppen også farlige lege sammen med Elvis. Når de lejede rulleskøjtebanen Rainbow Rollerdrome i Memphis, spillede Elvis og Memphis-mafiaen sædvanligvis et spil kaldet "War" ("Krig"), som Elvis var den stolte opfinder af. Der var to hold, og formålet med spillet var at vælte så mange medlemmer af modstanderholdet som muligt på hvilken som helst måde. Et andet spil blev kaldt 'Pisk'-spillet. Elvis' idé om et spændende spil var, at det skulle være så farligt som muligt, såsom dette spil, der involverede fyrværkeri. Nogle fra Memphis-mafiaen ville købe fyrværkeri til en værdi af op til 15.000 dollars i nutidens penge - fyrværkeri som bevægede sig hurtigt og uforudsigeligt, indtil de eksploderede. Da der blev lagt vægt på stort og potentielt dødeligt fyrværkeri, var alle var nødt til at bære flyvevåbnets jumpsuits plus handsker, hjelme og beskyttelsesbriller. Når de alle var klædt på, delte de sig i et blåt og rødt hold, og begyndte at kaste fyrværkeri efter det andet hold. Elvis fik et stort ar på sin hals fra et fyrværkeri, og en af hans venner mistede næsten et øje.

Den okkulte Elvis
Når man kigger på Elvis Presleys religiøse liv fremkommer samme mønster, som vi så i forhold til fx George Washington, Benjamin Franklin, Ronald Reagan, George H. W. Bush, William Sargant m.fl.: Han var optaget af det okkulte - og desuden ligesom flere af de andre, jeg har gennemgået i denne bog, blandede han kristendommen ind i denne interesse.
Elvis Presley optræder sågar i denne artikel om forskellige rockmusikere, der også er satanister. "Ifølge hans kone Priscilla Presley gik kongen i en okkult fase og læste bøger, mens han tog stoffer," står der i artiklen - med henvisning til Elvis som "kongen af rock".

Elvis' ex-kone Priscilla skrev om Elvis Presley, at han var "mere interesseret i bøger om spiritualitet end noget andet emne". I en periode med sygdom og prøvelser ledte han efter svar i en bog af den berømte okkultist Cheiro. Cheiros rigtige navn var Louis Hamon, men som "Cheiro" var han en kendt astrolog og håndlæser. Bogen Elvis var så optaget af i sin sygdomsperiode, var Cheiros bog om numerologi - "Book of Numbers" ("Bog om tal"). Titlen er på engelsk den samme som Bibelens 4. Mosebog, men indholdet handler om numerologi. Numerologi er troen på et okkult, guddommeligt eller mystisk forhold mellem tal og en eller flere sammenfaldende begivenheder. Som sådan bruges numerologi til spådomme. Denne praksis stammer tilbage til det antikke Babylon og Egypten. I Bibelen er dette fjenderne af Guds folk, Israel. Der advares imod enhver form for spådomskunst flere steder i Bibelen (fx 5. Mosebog 18:10-12).

Cheiro fik håndlæsning til at blive mainstream igen med sine bøger om emnet, der blev store successer. Han havde desuden flere berømtheder som sine kunder. Elvis læste også andre spirituelle bøger, fx digte af Kahlil Gibran, hvis mysticisme bl.a. var påvirket af teosofi og jungiansk psykologi. Ligesom teosofien blandede også Elvis flere forskellige typer spiritualitet: Han var meget optaget af new age spiritualitet, mystik, okkultisme og samtidig en flittig læser af Bibelen.
Bibelen siger ellers, at man ikke skal blande andre religioner med sin tro på Gud.
Elvis' åndelige liv var angiveligt knyttet til den gamle kinesiske religion Taoisme. Forfatteren til en biografi om Elvis med fokus på berømthedens optagethed af taoisme, David Rosen, fortæller:
"Elvis legemliggjorde Tao'en - han kæmpede hele sit liv for at finde ud af, hvad der var hans unikke formål med livet, kæmpede for at balancere modsætninger.
...
Elvis var en mand ud af Tao, som kæmpede for at balancere modsætningerne: fattigdom og rigdom, mand og kvinde, gammel og ny, god og ond, konge og ikke-konge, glæde og sorg, vand og ild, mørke og lys, og stilhed og bevægelse".

Disse modsætninger kaldes "Ying" og "Yang" i taoismen og Buddismen. Som vi skal se senere er disse modsætninger typisk også centrale i diverse okkulte trosretninger.

Tao er nogle gange forstået som "universets vej", fortæller National Geographic. Taoismen lærer, at alle levende skabninger bør leve i harmoni med universet og den energi, der findes i det. Ch'i "er den energi, der er til stede i og styrer alt i universet". Taoister tror dog ikke på denne energi som en gud, men guder er en del af den taoistiske tro. "Disse guder er en del af Tao, ligesom alle levende ting," fortæller National Geographic. Taoismen har templer, klostre og præster, der ofrer, mediterer og udfører andre ritualer for deres samfund.
Bibelen siger, at man ikke skal dyrke andre guder end Bibelens Gud. "Guder", der er en del af den skabte verden, er i Bibelen enten Guds engle eller hans fjender: Satan og dæmoner - faldne engle. Ifølge Bibelen skal man ikke dyrke det skabte - men derimod Gud, skaberen.

Barbra Streisands traumatiske opvækst og bagatelisering af pædofili
Vi hørte tidligere om, hvordan det blev påstået, at også Barbra Streisand var offer for MK-Ultra-overgreb - og om hvordan denne og lignende påstande blev latterliggjort. Der er dog flere oplysninger om sangerindens liv, man studser ved, og som synes at ligne flere af de oplysninger, jeg har fremlagt tidligere i denne bog. Streisand har fx udtalt sig bemærkelsesværdigt bagateliserende om pædofili, og hun har - ifølge egne oplysninger - selv haft en traumatisk opvækst med følelsesmæssig omsorgssvigt og psykisk vold fra sin mor og stedfar.

Barbra Streisand er af jødisk afstamning. Hun er født i Brooklyn, New York, i 1942 - et område som historisk har haft mange jødiske indvandrere til USA. Der bor også en meget stor gruppe af ortodokse jøder i denne del af New York - både meget fattige og velhavende og indflydelsesrige jøder.
Barbra Streisand voksede også op i et ortodoks jødisk hjem. Hendes far døde af åndedrætssvigt, da hun kun var 15 måneder gammel, hvilket betød fattigdom for den resterende familie. Hun startede sin skolegang i Yeshiva of Brooklyn, en skole for ortodokse piger, hvor hun gik i grundskolen.
Streisand betragter dog ikke sig selv som rettroende jøde. Men i 1982 fortalte hun Esquire Magazine, at hun er "en jøde hele vejen igennem, selvom jeg ikke er religiøs."

Ifølge Barbra Streisand var hendes barndom en ulykkelig og traumatisk periode af hendes liv. Efter sin fars uventede død var den lille pige og hendes bror efterladt med deres mor. Hun beskriver sin mor Diana som selvoptaget og følelsesmæssigt fjern. I stedet for at have empati med Streisands drøm om at være skuespiller og støtte hende, sagde moren fx ofte til sin datter, at hun ikke var smuk nok til at blive en stjerne og burde give op. Denne artikel påpeger, at følelsesmæssig omsorgssvigt – såsom fra en fjern mor som Streisands – kan være nok til at få et barn til at udvikle Complex Post-Traumatic Stress Disorder (CPTSD), og indikerer dermed at hun har denne psykiske lidelse.
Diana kunne ikke forsørge familien alene, så de flyttede ind hos morens forældre. Som et resultat boede Barbra i en etværelses lejlighed med fire andre mennesker: hendes mor, hendes bror Sheldon og hendes bedsteforældre Louis og Esther Rosen.
Da Streisand var otte år gammel, begyndte hendes mor at date en mand ved navn Louis Kind, som hun senere giftede sig med - hvorefter de endelig kunne flytte ud af den lille lejlighed. "Men Kind mishandlede Diana og var følelsesmæssigt voldelig over for børnene," står der i artiklen.
"Streisand siger, at han så ud til at ærgre sig over hende og Sheldon, simpelthen fordi de eksisterede."
Artiklen gør samtidig opmærksom på, at det, Streisand her hævder, går direkte imod andre beretninger om Louis Kind, som hævder, at han var medfølende og elskede børn. Kind fortalte selv til TV Radio Mirror Magazine, fortæller artiklen, at han prøvede at være en god stedfar, og at Barbra elskede at spille spil med ham, selvom han indrømmer, at deres forhold nogle gange var anstrengt.
Streisand siger, at hun på grund af sin svære barndom altid har elsket eskapisme. Som barn og teenager deltog hun i film og Broadway-shows, når hun kunne; hun fandt fiktion mere engagerende end det virkelige liv. "Dette har uden tvivl bidraget til hendes kærlighed til skuespil og optræden," står der i artiklen.

I 2019 kom Barbra Streisand med en bemærkelsesværdig udtalelse om dokumentarfilmen "Leaving Neverland", der fortæller historierne om to mænd, der hævder, at Michael Jackson misbrugte dem seksuelt, da de var børn. I et interview med The Times of London delte Streisand sine tanker om dokumentarfilmen. Her sagde Streisand om Jackson og de to angivelige ofre:
"Hans seksuelle behov var hans seksuelle behov, der kommer fra den barndom han har, eller hvilket DNA han har. Du kan sige 'ødelagt', men de børn, som du hørte dem sige, de var begejstrede for at være der. De giftede sig begge, og de har begge børn, så det slog dem ikke ihjel."

Her er der en vred debatør - indholdsforfatteren og redaktøren Aristaeus Sizer - der skriver, at det er "frastødende at antyde", at det at handle på pædofile drifter "er et 'seksuelt behov'".
"Ingen voksen behøver at misbruge et barn. Ingen voksen behøver at begå den grusomme handling. De gør det, fordi de vil. De gør det, fordi de sætter deres jagt efter fornøjelse højere på deres prioriteringsliste end et uskyldigt barns liv og velbefindende. Der er intet uomgængeligt behov for at udføre den afskyelige handling.

Til bemærkningen "De var begejstrede for at være der" skriver Aristaeus Sizer:
"Nej, Barbra, de blev groomet. Gentagne gange. Sammen med deres forældre. De var begejstrede for at være sammen med en, der behandlede dem kærligt og fik dem til at føle sig specielle. De var begejstrede for at være sammen med en voksen, der fik dem til at føle sig så validerede og trygge.

Sizer anfører, at det ikke primært var Jacksons berømmelse og formue - eller for den sags skyld hans forlystelsespark - men den måde, han opførte sig overfor børnene på, "der fik dem til at føle sig så specielle, at de ikke kunne undgå at blive draget ind af det".
"De var bare børn, hvordan kunne de ikke blive lokket?," spørger han.

Den sidste sætning om at "det dræbte dem ikke", er den kommentar, der får Sizers "mave til at vende sig mest ud af dem alle sammen".
Jeg læste det igen og igen, og jeg kan ikke tro, at nogen ville foretage denne form for vurdering i lyset af seksuelt misbrug i barndommen, og alligevel er vi her."

Aristaeus Sizer skriver, at efter at have været igennem traumeterapi selv, kan han bevidne, hvor forfærdeligt det er at gennemgå disse ting som barn. Det kræver hårdt arbejde at overvinde barndomstraumer. "Hårdt, udmattende arbejde," skriver Sizer. At kæmpe sig igennem sine traumer og bygge et liv for sig selv er bemærkelsesværdigt, konstaterer han. "Så for nogen at vende sig om og gladeligt sige 'det slog dem ikke ihjel' er mere end modbydeligt for mig."

Michael Jackson blev af flere omgange anklaget for overgreb på børn, både før og efter sin død. Streisand er fotograferet med Michael Jackson ved flere festlige lejligheder og privat. I denne artikel ses de fx sammen i Los Angeles den 14. december 1986 ved Scopus prisuddelingen for amerikanske venner af Hebrew University (det hebræiske universitet).

Barbra Steisand har flere gange vækket opærksomhed med sine valg og reaktioner.
I 1960 fjernede Barabra et 'a' i sit navn så det blev til Barbra. Motivet var angiveligt, at hun ville være unik. Det var i starten af sin karriere, efter hun havde vundet en sangkonkurrrence på den kendte bøssebar The Lion i Greenwich Village, New York.
Streisand betalte i øvrigt 100.000 dollars for at klone sin hund, ikke bare én, men to gange.
I 1991 interviewede tv-værten Mike Wallace Barbra Streisand i TV-programmet "60 Minutes", og fik hende til at græde, da han fortalte hende, at hun er "selvoptaget". De to mediepersoner var angiveligt venner tilbage i 1961. Efter at Wallace havde sagt, at Streisand er selvoptaget, fortsatte han til at sige, at hun var selvoptaget, selv da han kendte hende for 30 år siden.
Streisand ringede efterfølgende til Wallace for at klage. "Jeg tænkte, jeg ved ikke, hvad date-rape er, det er forfærdeligt ... men det var sådan en krænkelse," udtalte hun senere. Date-rape er voldtægt på en date.

Barbra Streisand har i øvrigt instrueret og co-produceret en romantisk dramafilm, der har sindslidelsen dissociativ identitetsforstyrrelse og seksuelt misbrug som et væsentligt omdrejningspunkt. Filmen hedder "The Prince of Tides" ("Tidevandets Prins") og er fra 1991. I filmen spiller Barbra Streisand en psykolog, som har en affære med en gift mand. De to møder hinanden, fordi manden forsøger at hjælpe sin sindslidende søster, som er patient hos Streisands psykolog-karakter. Det viser sig, at søsteren lider af netop dissociativ identitetsforstyrrelse - og at både hun og hendes bror er blevet misbrugt seksuelt som børn. Søsteren har en alter personlighed, som skriver bøger for at skjule sin første personligheds urolige liv. Søsteren kommer sig og bliver udskrevet fra hospitalet. Denne bedring skyldes, at hun endelig erkender de ting, hun har fortrængt fra sin barndom, især voldtægterne. Manden afslutter sit forhold til psykologen og genforenes med sin kone og familie, men ville ønske, at der kunne gives to liv til hver mand og kvinde.
Manden hedder i øvrigt Tom og søsteren Savannah. Ordet "Savannah" betyder, som de fleste nok ved, et åbent græsareal med spredte buske eller træer - og er de forholdsvist tørre landområder, vi kender fra dyrefilm fra Afrika.
Altså en bror og søster - mand og kvinde - der begge har været udsat for seksuelle overgreb og begge interagerer med den samme psykolog. Efter denne interaktion får de det begge bedre, og manden ønsker at hver mand og kvinde kunne få to liv. Hans søster har haft to liv i sin sindslidelse. Han har selv haft "to liv" i form af sin affære. Begge de to ekstra liv afsluttes med afslutningen af kontakten til psykologen. Noget peger måske i retning af, at den symbolske fortælling har en titelfigur i Barbra Streisand; Psykologen og "Tidevandets Prins", der spreder vand til "Tom" og "Savannah". Man bemærker, at en "prins" er en mandlig royal, som i filmen måske symboliseres af en kvindelig psykolog.
Som vi kan se, er Streisands film fuld af dualitet, erotik, overgreb og sindslidelse - og måske også en leg med kønnene.
Vi skal nu se nærmere på flere af disse elementer i sammenhæng med en anden af Barbra Streisands interesser: Okkultisme.

Streisand, Talmud, jødisk okkultisme og det androgyne ideal
Ligesom Elvis beskæftigede Barbra Streisand sig med flere af de okkulte emner, vi allerede har hørt om tidligere i denne bog.
Selv om Barbra Streisand ikke betragter sig selv som rettroende jøde, har hun været meget optaget af studier af den jødiske Talmud. Så optaget at hun på et tidspunkt begyndte at studere Talmud hos tre forskellige rabbinere på samme tid.
Talmud er antikke skrifttekster, som fremlægger, debatterer og fortolker den jødiske Torah. Torah svarer til de fem Mosebøger i Det Gamle Testamente i Bibelen - altså den jødiske religiøse lov. Dvs. der i Talmud fremkommer en udlægning af, hvordan den religiøse skriftlige lære skal forstås, og jødelovene praktiseres. Talmud er således også religiøse leveregler for flere grupper af ortodokse jøder. Ordet Talmud kommer af hebraisk talmūd "lære, studium".
Talmud regnes for esoterisk viden (dvs. viden for indviede) og er som sådan en del af den okkulte tradition. Talmud knytter sig da også til kabbalah, som er jødisk okkult mysticisme, og som vi allerede er stødt på flere gange i denne bog. Kabbalah er bl.a. optaget af betydningen af tal i en religiøs sammenhæng, og denne del af kabbalah giver i en eller anden grad mindelser om numerologi.
Talmuds esoteriske og okkulte regelsæt viser sig bl.a. ved at den forbyder offentlig undervisning i esoteriske doktriner og advarer om faren herved. I en af teksterne i Talmud (Mishnah Chagigah 2:1) advares rabbinerne fx om kun at undervise i de mystiske skabelsesdoktriner til én elev ad gangen.

Talmud fremsætter også udsagn, der virker til at retfærdiggøre og systematisere pædofili. I flere af Talmudens udsagn tales der tilsyneladende om, at det er i orden, at voksne har samleje med småbørn - både piger og drenge. For pigernes vedkommende skelnes der mellem pigebørn under og over tre år: Under tre år har den jødiske mand "intet gjort", hvis han har samleje med den mindreårige pige. En pige, der er over tre år, "er forlovet gennem samleje". Hvis den forlovede mand dør, kan hans bror have samleje med pigebarnet og dermed "erhverve" pigen som hustru.
Mere om Talmud - og nogle af lærebogens foruroligende udsagn - lige om lidt.

Barbra Streisand studerede Talmud i forbindelse med arbejdet med sin filmmusical "Yentl", som handler om en ortodoks jødisk kvinde, der insisterer på at studere Talmud selvom dette er forbudt ifølge den ortodokse skik. Den kvindelige hovedperson, Yentl, spilles af Barbra Streisand. Ud over at Streisand selv spillede titelrollen var hun også selv instruktør, medforfatter og medproducer på filmen. Denne artikel fortæller om, hvordan Barbra Streisand kæmpede for projektet, som tog hende 15 år at gennemføre fra hendes første møde med historien.
Streisands heltinde bor i Polen i 1904. Hendes far underviser hende i hemmelighed i Talmud. Yentl nægter desuden at blive gift med en mand. Efter sin fars død beslutter Yentl at klippe sit hår kort, klæde sig ud som en mand og tage sin afdøde brors navn, Anshel - hvorefter hun begynder i en jødisk religiøs skole. Der bliver hun ven med en studiekammerat, Avigdor, og møder hans forlovede, Hadass. Efter at have opdaget, at Avigdor har løjet om sin brors død, og forsøgt at skjule det var et et selvmord, aflyser Hadass' familie brylluppet. De frygter, at Avigdors familie er plettet af sindssyge. I stedet beslutter Hadass' forældre, at hun skal gifte sig med Barbra Streisands "Anshel"-figur i stedet. Avigdor opfordrer "Anshel" til at sige ja til ægteskabet, så Hadass kan gifte sig med en, hun kender. "Anshel" gifter sig modvilligt med Hadass, af hensyn til Avigdor, men Yentl undgår afsløring ved at undgå sex. "Anshel" begynder at lære Hadass Talmud. I mellemtiden udvikler Hadass romantiske følelser for "Anshel", mens Yentl selv er ved at forelske sig i Avigdor. Yentl tager på en tur til byen med Avigdor. Her afslører Yentl endelig sin sande identitet for Avigdor. Først tror Avigdor ikke på, at hans ven er en kvinde, men Yentl beviser det, ved at vise ham sine bryster. Yentl bryder sammen i Avigdors arme og viser, at hun har afsløret sit sande jeg for ham af kærlighed. Avigdor er lamslået, men de to kysser. Avigdor standser dog da han kommer i tanke om Hadass. Yentl forsikrer ham om, at deres ægteskab ikke er gyldigt. Avigdor foreslår, at han og Yentl flygter. Yentl indser, at hun ikke vil være i stand til at fortsætte sine Talmud-studier, hvis hun gifter sig med Avigdor, og at hun ønsker mere af livet end at være kone. Yentl og Avigdor går fra hinanden, vel vidende at de altid vil holde af hinanden. Det antydes, at Hadass og "Anshel"s ægteskab er annulleret, da det aldrig blev fuldbyrdet. Avigdor vender tilbage for at gifte sig med Hadass. I den følgende scene genforenes de to i kærlighed og læser et brev fra Yentl, hvor hun fortæller, at hun skal et nyt sted hen og altid vil elske dem begge. Yentl forlader Europa på en båd på vej til USA, hvor hun håber at kunne leve et liv med mere frihed.

Mange kritikere og seere af filmen ser ikke overraskende historien og Yentl som feministisk. Men historiens oprindelige forfatter, Isaac Bashevis Singer, insisterede på, at Yentl ikke har feministiske undertoner.
Historien har da også tilsyneladende det paradoks, at det gennemgående motiv for den frihedsøgende og "progressive" Yentl, er at studere de fundamentalistiske læresætninger i Talmud. Talmud og de religiøse fundamentalistiske overbevisninger er vel nok den væsentligste grund til, at hun ikke tillades at få den frihed, hun stræber imod.
Et bærende princip i historien er kvinden, som foregiver at være en mand. Hun gør det af religiøse grunde, uagtet at det umiddelbart forekommer som yderst paradoksalt. Hun går så langt, at hun endog gifter sig med en kvinde, under foregivelse af at være en mand. Kvinden, hun har giftet sig med, forelsker sig i hende - i processen hvor hun underviser hende i Talmud. Filmen udvisker således linjerne mellem mand og kvinde, og dens karakterer udvikler egenskaber, der kunne ses som homoseksuelle, selvom filmen fastholder et tilsyneladende heteroseksuelt grundsyn.
Alt dette sker med Talmud som motor og motiv.
Men når man undersøger Talmud og tilhørende jødisk mysticisme, finder man ud af, at det tvekønnede motiv i filmen er i god overensstemmelse med okkulte jødiske principper. Set i det lys forsvinder det nævnte tilsyneladende paradoks:
Talmud er som nævnt tæt knyttet til kabbalah og jødisk mysticisme og esoterisk viden. I både Talmud og kabbalah er det androgyne princip et ideal, dvs. dobbeltkønnethed - at have både maskuline og femine træk.
I Talmud Bereshit Rabbah 8:1 står der:
"Rabbi Yirmeya ben Elazar sagde: Da den Hellige - velsignet være Han - skabte Adam det første menneske, skabte han ham androgyn. Det er, hvad der står skrevet: 'Han skabte dem som mand og kvinde' (1. Mosebog 5:2)."

Videre i samme afsnit står der:
"Rabbi Shmuel bar Naḥman sagde: Da den Hellige - velsignet være Han - skabte Adam det første menneske, skabte han ham med to ansigter, og [efterfølgende] savede han ham i to og lavede to rygge [til] ham, en ryg her og en ryg der."

Rabbi Yirmeya ben Elazar og rabbi Shmuel bar Naḥman er begge to antikke lærde talmudiske rabbinere.
"Den Hellige" ("the Holy One") refererer til Gud.
1. Mosebog 5:1-2 siger ifølge Bibelselskabet:
"Dette er Adams slægtsbog. Dengang Gud skabte mennesket, skabte han det, så det lignede ham. Som mand og kvinde skabte han dem, og han velsignede dem og kaldte dem menneske, da de blev skabt."

Ordet "mennesket" stammer fra det oprindelige "āḏām", der i skabelsesberetningen både er det første menneske og bliver navnet på skabningen. Ordet "det" kommer af de oprindelige tegn i den antikke tekst, der angiver det bestemte objekt, der tales om. Andre steder oversættes disse tegn fx til "ham".
Som man kan se står der i Talmud, at det første menneske, Adam, blev skabt androgyn. Men Adam blev senere kløvet af Gud i to: Mand og kvinde.
Også Gud hævdes i kabbalah at være androgyn - "bi-kønnet", "eller rettere kønsløs," står der i denne tekst, som forklarer om køn i kabbalah. Teksten findes på Sefaria.org, som er en jødisk nonprofit-organisation, der formidler jødiske religiøse skrifter.
En "gud" der i flere okkulte sammenhænge fremstilles som androgyn er afguden Baphomet. Denne afgud benævnes også som Guds modstander, Satan. Mere om det inden længe.
I den kabbalistiske tekst "Zohar", Bereshit 83 står der, at ethvert menneske skal "være mand og kvinde til enhver tid", for at "Schekina" følger med dette menneske. "Schekina" er et kabbalistisk koncept om det "guddommelige feminine eller til det feminine aspekt af Gud - Gud som moder, plejer, beskytter og medfølende". Så ifølge Zohar skal et menneske "være mand og kvinde til enhver tid", for at Gud som moder og medfølende plejer og beskytter følger med dette menneske.
Idealet om guddommelig androgynitet er altså i jødisk okkult forståelse noget, et menneske selv er med til at opnå ved at være både "mand og kvinde til enhver tid".
Barbra Streisands karakter Yentl, er således med sin bi-kønnethed i god overensstemmelse med jødisk okkult mystik - bl.a. Talmud og kabbalah.

Talmud: Pige på tre år 'forlovet gennem samleje'
Talmud er opbygget med udsagn og argumenter fra forskellige "vismænd" (rabinere fra perioderne i antikken hvor Talmud er skrevet - også kaldet "amora"). Omdrejningspunktet i Talmud handler om hvad jødisk lov er, og hvordan loven bør anvendes. Da udsagnene drejer sig om, hvordan den jødiske religiøse lov skal anvendes, fremstår de som anvisninger til hvordan livet skal leves religiøst korrekt - ifølge disse "vismænd". Som sådan fremstår udsagnene som leveregler, vigtige rabbinere opfordrer til at blive efterlevet. De citerede rabbinere i Talmud regnes blandt grupper af ortodokse jøder generelt som "vismænd", hvis ord bør følges.
Citaterne i dette afsnit er oversat fra jødiske Sefaria.org. Denne portal formidler jødiske skrifter som bl.a. Talmud, Kabbalah, Mishnah og Halakah.
Mishna er "den ældste autoritative efter-bibelske samling og kodificering af jødiske mundtlige love, systematisk udarbejdet af talrige lærde over en periode på omkring to århundreder," fortæller Britannica. Mishna er den ældste del af Talmud og nedskrivningen startede cirka år 200 efter Kristus. Den fik sin endelige form tidligt i det 3. århundrede. I bred forstand betegner Talmud både Mishnah og de senere nedskrevne diskussioner, kaldet Gemara.
Halakhah er alle religiøse love og forordninger, der har udviklet sig siden antikken for at regulere ortodokse jødiske religiøse skikke og ortodokse jøders daglige liv og adfærd.

I teksten Ketubot 11b:6 står der:
Rava sagde, at dette er, hvad mishnaen siger: En voksen mand, der har haft samleje med en mindreårig pige under tre år, har intet gjort, da samleje med en pige under tre år er ensbetydende med at stikke en finger i øjet. I det tilfælde at en tåre falder fra et øje, dannes en anden tåre for at erstatte den. På samme måde genoprettes den sprængte jomfruhinde hos pigen under tre år. Og en ung dreng, der havde samleje med en voksen kvinde, gør hende til en, hvis jomfruhinde var sprængt af træ.

Rava er Abba ben Joseph bar Ḥama, som levede cirka 280 – 352 efter Kristus. Han omtales udelukkende i Talmud ved navnet Rava (רבא), og var en babylonisk rabbiner, som er en af de oftest citerede rabbinere i Talmud. Rava var amora. En amora er som nævnt en jødisk lærd og "talsmand" for loven (Torahen). Dvs. amoraer var tolkere af Torahen, som i Talmud fremfører, hvordan de mener, Torahen skal efterleves.

Tre år er tilsyneladende en "grænse" for hvordan jødiske mænd seksuelt skal forholde sig til småpiger. I Mishnah Niddah 5:4 gentages denne groteske "grænse":
"En pige, der er tre år og en dag gammel, hvis far arrangerede hendes forlovelse, er forlovet gennem samleje, da den halakiske status for samleje med hende er samleje i alle halakhiske betydninger. Og i et tilfælde, hvor den barnløse mand til en pige på tre år og en dag dør, hvis hans bror - den efterladte - har samleje med hende, erhverver han hende som sin hustru".

Halakisk refererer til halakhah, altså de ortodokse jødiske love og forordninger, der regulerer de religiøse skikke og det daglige liv og adfærd.
Afsnittet fortsætter med at fortælle, at en anden mand dog ikke kan have sex med en treårig, der er gift - uden at blive holdt "ansvarlig". Derefter står der noget om pigens menustration, og den urenhed der kan kommme ud af det bl.a. for dem, der har sex med hende. Den treårige pige kan også blive gift med en præst, står der. Men "hvis hun er ugift, og en af de mænd, der er uegnede til præsteembedet" "har samleje med hende, diskvalificerer han hende fra at indgå ægteskab i præstedømmet".
Afsnittet afsluttes med at gentage sætningen om "fingeren i øjet":
"Hvis pigen er under den alder, yngre end tre år og en dag, er status for samleje med hende ikke den for samleje i alle halakiske betydninger; det er snarere som at stikke en finger ind i øjet. Ligesom øjet i så fald trækker sig sammen, fælder tårer og derefter vender tilbage til sin oprindelige tilstand, så vender jomfruhinden også tilbage til sin oprindelige tilstand hos en pige under tre år og en dag.

Mishnah Niddah 5:9 fortæller:
"En pige som er tolv år og en dag gammel, der har fået to kønshår, er klassificeret som en ung kvinde. Seks måneder senere bliver hun en voksen kvinde."

Derefter statusdefineres der videre, at "en kvinde, der er tyve år gammel, som ikke har fået to kønshår og aldrig blev klassificeret som en ung kvinde, skal bringe bevis for, at hun er tyve år gammel, og fra det tidspunkt fremad får hun status som en seksuelt underudviklet kvinde [ailonit], som ikke er i stand til at føde børn." Afsnittet fortsætter med denne type klassifikationer.

I Talmud er der også eksempler på citater, der virker som agitation for grundlæggende diskrimination mellem ikke-jøder og jøder.
I Bava Metzia 114b:2 uddrages læren at "det jødiske folk, kaldes 'menneske', men ikke-jøder kaldes ikke 'menneske'". Det sker ud fra et citat fra profeten Ezekiel, som i sin profetbog i Bibelen (Ezekiel 34:31) skriver "Og I, mine får, fårene på min græsgang, er mennesker". Dette skal forstås som udtryk for Guds ord til Israelitterne. Umiddelbart derefter står der, at dette "lærer, at du, dvs. det jødiske folk, kaldes 'menneske', men ikke-jøder kaldes ikke 'menneske'". Der tolkes altså her på en sætning om, at Gud i Det Gamle Testamente siger til antikkens Israelitter "Og I, mine får, fårene på min græsgang, er mennesker". Og Talmud får det til at betyde, at jøder kan kaldes mennesker, men ikke-jøder kan ikke kaldes mennesker.

I Bava Kamma 113a:21-22 er der et afsnit, som handler om at bedrage hedninge. Der står bl.a.:
"I tilfælde af en jøde og en ikke-jøde, der henvender sig til retten for at afgøre en juridisk tvist, hvis du kan retfærdiggøre jøden under jødisk lov, så retfærdiggør ham og sig til hedningen: Dette er vores lov. Hvis han kan blive retfærdiggjort under hedningeloven, så retfærdiggør ham og sig til hedningen: Dette er din lov. Og hvis det ikke er muligt at retfærdiggøre ham under nogen af retssystemerne, nærmer man sig sagen ad omveje og søger en begrundelse for at retfærdiggøre jøden.

Vendingen "ad omveje" er på engelsk ordet "circuitously", som også betyder "krogede veje" - hvilket senere i afsnittet sidestilles med at "anvende tricks". Der argumenteres også imod at snyde hedninger på denne måde:
"Man går ikke til sagen ad omveje for at retfærdiggøre jøden på grund af helliggørelsen af Guds navn, da Guds navn vil blive vanhelliget, hvis den jødiske dommer anvender uærlige midler."

Dette opsummeres med at "grunden til, at domstolen ikke anvender tricks for at retfærdiggøre jøden, kun [er], at der er overvejelser om helliggørelsen af Guds navn".
Afsnittet slutter med at konkludere:
Følgelig, hvis der ikke tages hensyn til helliggørelsen af Guds navn, griber retten sagen an ad omveje. Tilsyneladende er det tilladt at bedrage en hedning."

Der er flere sådanne eksempler i Talmud. Sanhedrin 57a:14 handler om forskellen på dommen over en hedning versus en jøde, når de udfører visse forbrydelser: "En der stjæler eller røver, og ligeledes en der har samleje med en gift smuk kvinde, der blev taget som krigsfange, og ligeledes alle handlinger i lighed med disse," står der. Her refereres til en regel fra "baraitaen", som er de gamle mundtlige traditioner for jødisk religiøs lov, der er overleveret verbalt, og som ikke blev inkluderet i den første skriftlige autoritative samling af jødiske love - Mishnaen. Reglen er denne:
"[H]vis de (ovennævnte kriminelle handlinger red.) udføres af en hedning mod en anden hedning, eller af en hedning mod en jøde, er handlingen forbudt; men hvis en jøde gør det mod en hedning, er det tilladt".

Herefter konkluderes det, at "hvis det er sådan, at en hedning kan blive henrettet for røveri, og det ikke blot er forbudt for ham, så lad baraitaen lære, at han er forpligtet til at blive henrettet."
Talmud fremsætter altså en regel om at en jøde godt må stjæle og røve en hedning, og have samleje med en gift smuk kvinde, der er taget som krigsfange (hvilket implicit må antages også at kunne betyde at voldtage en "hedninge"-kvinde). Modsat vil en hedning, der gør det samme mod en jøde eller en anden hedning, skulle blive henrettet.

Sanhedrin 59a:2 fortæller:
"Og Rabbi Yoḥanan siger: En ikke-jøde, der beskæftiger sig med Tora-studier, er forpligtet til at modtage dødsstraf; som det hedder: "Moses befalede os en lov [torah], en arv fra Jakobs menighed" (5 Mosebog 33:4), hvilket indikerer, at det er en arv for os, og ikke for dem."

Her er det sætningen fra 5. Mosebog om at "Moses befalede [jøderne] en lov", som i Talmud bliver fortolket til at betyde at alle andre, der studerer denne lov bør henrettes. 5. Mosebog er, ud over at være en del af jødernes Torah, som bekendt også en del af Bibelens Gamle Testamente. Dvs. at alle fx kristne, der studerer mosebøgerne i det Gamle Testamente, ifølge dette udsagn i Talmud, bør modtage dødsstraf.
Rabbi Yoḥanan var en ledende rabbiner i den tidlige æra af Talmud.

I Yevamot 98a:2-3 kan man læse nogle overvejelser om mandlige "hedningers" slægtslinje. Efter flere overvejelser afsluttes afsnittet med at konstatere at "afkom af en mandlig hedning [regnes] ikke mere beslægtet med ham end afkom af æsler og heste." Det er igen den tidligere omtalte rabbiner Rava, der argumenterer i dette afsnit.

Talmud har også et bemærkelsesværdigt forhold til Jesus Kristus. I Talmuds Sanhedrin 43a:20 står der, at "Jesus, nazaræeren," "praktiserede trolddom, opildnede folk til afgudsdyrkelse og ledte det jødiske folk på afveje." Dette er i Talmud begrundelsen for at Jesus blev henrettet. Denne del af Talmud udlægger Jesu død i modstrid med flere af de informationer, der gives i de bibelske evangelier. I Sanhedrin 43a står der, at han blev stenet af jøderne selv og derefter "hængt op". Der står også at Jesus "havde tætte bånd til regeringen", hvilket måske synes i modstrid med, at han faktisk endte med at blive henrettet.
Bibelen og Talmud synes dog enige om, at "ikke-jødiske myndigheder var interesserede i hans frifindelse", idet den romerske leder Pontius Pilatus ifølge evangelierne ikke kan se, at Jesus er skyldig i noget og ikke ønsker at henrette ham. Til sidst spørger Pilatus den jødiske forsamling om hvad de vil. De forlanger derefter, at Jesus henrettes.
Sanhedrin 103a og Berachot 17b taler om Yeshu ha-Nosri (Jesus fra Nazareth), der "brænder sin mad offentligt", hvilket af flere tolkes som en henvisning til hedenske ofre eller en metafor for religiøst frafald.
Sanhedrin 107b og Sotah 47a henviser også til en Yeshu, som flere konkluderer er en henvisning til kristendommens Jesus. I denne fortælling får denne Yeshu af sin lærer at vide, at han er ond, og han bliver irrettesat for at være optaget af at se efter gifte kvinder.
I Gittin 57a:4 siger Jesus' ånd fra efterlivet at Jesus "straffes med kogende ekskrementer". "Enhver, der håner vismændenes ord, vil blive dømt til kogende ekskrementer," udtaler Jesus' egen ånd i denne Talmud-historie.
I den babylonske Talmud er Jesus et uægte barn af Maria, som ifølge denne fortælling begik utroskab.

Man kan, ved at læse Bibelen, få noget af forklaringen på, hvorfor Jesus er så forhadt af "skriftkloge" talmudiske rabinere. For heri udstiller Jesus de "skriftkloge"'s hykleri. Han siger bl.a. (Mat. 23):
"De binder tunge og uoverkommelige byrder sammen og lægger dem på menneskers skuldre, men selv vil de ikke røre dem med en finger. Alle deres gerninger gør de for at vise sig for mennesker; de går jo med brede bederemme og med lange kvaster; de ynder at sidde til højbords ved fester og at sidde øverst i synagogen og lade sig hilse på torvet, og at folk kalder dem rabbi.
...
Ve jer, skriftkloge og farisæere, I hyklere! I lukker Himmeriget for mennesker. Selv går I ikke ind i det, og dem, der vil ind i det, tillader I det ikke.
Ve jer, skriftkloge og farisæere, I hyklere! I æder enker ud af huset og beder længe for et syns skyld. Derfor skal I dømmes så meget hårdere.
Ve jer, skriftkloge og farisæere, I hyklere! I drager over sø og land for at hverve en enkelt proselyt. Og når det lykkes, gør I ham dobbelt så fortjent til Helvede som I selv.
...
Ve jer, skriftkloge og farisæere, I hyklere! I renser bæger og gryde udenpå, men indeni er de fulde af rovlyst og griskhed. Du blinde farisæer, rens først bægeret for det, der er indeni, så vil det også være rent udenpå.
Ve jer, skriftkloge og farisæere, I hyklere! I ligner kalkede grave; udenpå ser de smukke ud, men indeni er de fulde af dødningeben og al slags urenhed. Således ser I også udenpå retfærdige ud for folk, men indeni er I fulde af hykleri og lovløshed."

Barbras sange til 'far'
I slutningen af filmen Yentl synger Barbra Streisands titelkarakter - drengepigen Yentl - sangen "A Piece Of Sky" ("Et stykke himmel"). Her synger Streisand bl.a.:
Det hele begyndte den dag, jeg fandt..
At fra mit vindue kunne jeg kun se
Et stykke himmel.
Jeg trådte udenfor og så mig omkring.
Jeg havde aldrig drømt om, at den var så bred
Eller bare halvt så høj.
Tiden var kommet
(Papa, kan du høre mig?)
Til at prøve mine vinger
(Papa, er du i nærheden af mig?)

Senere synger hun "Papa, se mig flyve."
Dette kan selvfølgelig tolkes som en sang til hendes far, der indviede hende i Talmud og i hemmelighed hjalp hende med at studere de religøise tekster.
Men det kan måske også tolkes som en sang til hendes åndelige far - den gud hun dyrker. Den gud som ifølge Talmud og de tilhørende okkulte skrifter er androgyn - tvekønnet.
Den androgyne Yentl har fået vinger og skal nu til at flyve. Også repræsentationen af Satan - Baphomet - afbilledes med vinger. Engle og faldne engle - dæmoner - afbilledes ligeledes med vinger.
Hun spørger, om hendes far er i nærheden af hende;. Spørgsmålet er, om hun mener sin afdøde far - eller måske den gud hun dyrker, der fremstilles som allestedsnærværende.
Barbra Stresiand synger også:
"Selvom det er mere sikkert at blive på jorden,
Nogle gange der hvor faren ligger
Findes de sødeste fornøjelser."

Trosaspektet kommer ind i sangen når Streisand synger om at, der både vil være "mere at stille spørgsmålstegn ved" og "endnu mere at tro på". Hun synger også om hver eneste søde mulighed fra sin fantasi ("My ev'ry sweet-imagined possibility").
Fantasien er et centralt element i okkultisme. Psykoanalytikeren Carl Jung, som også var optaget af okkultisme, udviklede og brugte metoden "Active imagination" ("aktiv fantasi") i sin praksis. Active imagination er en meditationsteknik, hvor indholdet af ens ubevidste tanker oversættes til billeder og fortællinger - eller personificeres som separate væsner. Metoden bruges som en bro mellem det bevidste "ego" og det ubevidste. Dette inkluderer ofte arbejde med drømme og det kreative jeg via fantasi og forestillingsevne. Jung kædede aktiv fantasi sammen med alkymiens processer. Begge stræber efter enhed ("oneness") og indbyrdes forbundethed ud fra ellers adskilte delelementer - fx mand og kvinde. En central idé i alkymien er foreningen af modsætninger - og en af de centrale modsætninger er netop mand og kvinde. Dvs. det androgyne princip. Vi skal inden længe se nærmere på alkymiens rolle i forhold til det androgyne princip og okkultisme.
Jung udførte selv active imagination ved visualisering, som i teknik ligner princippet om hedensk shamanistisk åndelig rejse ("shamanic journeying"). Shamanen søger indledningsvist at fremkalde ånderne med ord, og shamanens rejse i sine fantasi-billeder ledsages og forstærkes af trommerytmer.
Fantasi spiller ligeledes en stor rolle i teosofien. Her er fx en artikel om fantasiens okkulte betydning, som er publiceret af den teosofiske organisation Theosofy Trust (Teosofisk Tillid / Teosofisk Fond). Artiklen handler bl.a. om hvordan indviede kan få immaterielle ting til at manifestere sig materielt ved hjæp af fantasien. Metoden sammenlignes med hypnose, men er, ifølge påstanden i artiklen, stærkere.
Barbra Streisand synger også om, at hun får mere og mere viden, for hvert skridt hun tager og "hver side [hun] vender". Med baggrund i historien er det Talmud man kommer til at tænke på, når hun synger om at vende sider i en bog.
Viden er også et helt centralt aspekt i gnosticisme, som vi tidligere hørte lidt om i forbindelse med den okkulte gruppe Rosenkreutzerne (Rosicrucian Order), der indeholdt en blanding af egyptisk hermetisme, "kristen" gnosticisme, jødisk kabbalah, alkymi "og en række andre okkulte overbevisninger og praksisser". Gnosticisme kommer af græsk gnostikos 'med indsigt', af gnosis 'erkendelse, viden', og -isme. Viden er en central aspekt i gnosticisme, og ses som midlet til frihed i en ond verden. Mere om gnosticisme senere.

Sangen slutter med fire henvendelser til "Papa":
"Papa, jeg kan høre dig...
Papa, jeg kan se dig...
Papa, jeg kan mærke dig...
Papa, se mig flyve!"

Susan Ford, som hævdede at både hun selv og Barbra Streisand var ofre for MK-Ultra, hævdede også, at en anden Streisand-sang - "My Pa" - om sangerindens far blev brugt i forbindelse med MK-Ultra-programmeringen. Som et eksempel på Susan Fords mange påstande skriver hun, at "Barbra Streisand blev brugt på samme måde som andre Hollywood-berømtheder før og efter hende" og hun var "forudprogrammeret til at levere beskeder" ubevidst til millioner af mennesker.
Susan Ford hævder desuden, at Streisand-sangen "My Pa" blev brugt på Ford til at skabe "en følelse af kærlighed og sikkerhed med min far, mens han faktisk torturerede mig uendeligt, næsten hver dag".
Sangen "My Pa" er en hyldestsang til "far", som løfter "far" til noget nær gudestatus:
"Min far kan lyse mit værelse op om natten
Ved bare at være i nærheden
Og gør en frygt for drømme i orden
Ved at grine øre til øre
Min far kan det meste
Han bestemmer sig for at gøre
Han kunne endda flytte et bjerg
Hvis han virkelig ville
Min far kan forsøde dagen
Som skyer og regn gør grå

Og fortælle mig sjove historier
Det vil jage skyerne væk
Min far er den eneste på jorden
Jeg kan fortælle mine problemer til
Hans arme er hus og hjem for mig
Hans ansigt er et smukt digt for mig
Min far er den bedste ven, jeg nogensinde har kendt
Jeg ønsker kun, at du
også kunne kende ham..."

Hele sangen får unægteligt et noget andet ubehageligt skær i Susan Fords groteske udlægning - særligt sætningen om at faren "gør en frygt for drømme i orden" "[v]ed at grine øre til øre".

Neil Diamonds 'søde perverse sang' til 11-årig pige
Det var langt fra kun Barbra Streisand og Elvis Presley Susan Ford omtalte som ofre for - og involverede i - MK-Ultra.
Der var adskillige andre lignende berømtheder nævnt og omtalt i hendes bog.
En af disse er sangeren og sangskriveren Neil Diamond.
Susan Ford skriver, at hun "som teenager var [...] programmeret til at betjene Neil Diamond i forskellige kapaciteter gennem mange år. "Han var ikke voldelig som nogle af de andre, men han havde ingen moral," skriver hun desuden.
"Neil sagde altid, at jeg var hans inspiration og efter vi havde haft sex, hviskede jeg programmerede sætninger i hans øre," hævder hun sammmen med mange andre påstande om Neil Diamond og andre.

Barbra Streisand var klassekammerat og sang i kor med Neil Daimond på gymnasieskolen Erasmus Hall High School i Brooklyn. Anekdoter om Neil Daimond og Streisand bliver fortalt i bogen "Neil Diamond: His Life, His Music, His Passion" ("Neil Diamond: Hans liv, hans musik, hans passion").
Erasmus Hall High School er kendt for sine utroligt mange berømte tidligere elever, som har fået succes indenfor musik, skuespil, billedkunst, litteratur, politik, sport o.m.m.

I 1969, da Neil Diamond var 27 år, skrev han en sang med titlen "Sweet Caroline". Den blev igennnem mange år betragtet som en ganske hed kærlighedssang. Men i 2007 afslørede Neil Diamond, at kærlighedsangen var inspireret af et foto af den dengang 11-årige datter af daværende præsident John F. Kennedy - Caroline.
Diamond sagde, at han var en "ung, fattig sangskriver" i 60'erne, da han så et sødt billede af Caroline Kennedy i et magasin. "Det var et billede af en lille pige perfekt klædt i sit rideudstyr ved siden af sin pony," huskede han. "Det var sådan et uskyldigt, vidunderligt billede, jeg følte med det samme, at der var en sang i det."
Neil Diamond afslørede sin purunge inspirationskilde, i forbindelse med at han i 2007 fremførte sangen via satellit til Caroline Kennedys 50-års fødselsdagsfest: Flere aviser skrev om Diamonds afsløring uden at komme ind på det underliggende ubehagelige pædofile aspekt - bl.a. Washington Post og den engelske avis the Guardian. Guardian bruger dog den lidt bemærkelsesværdige vending, at "Diamond indrømmede" sangens oprindelse ("Diamond came clean"), "da han endelig mødte Caroline Kennedy" på hendes 50 års fødselsdag.
Neil Diamond er citeret for dette udsagn:
"Det var en nr. 1 hitplade og er nok den største, vigtigste sang i min karriere, og jeg må takke hende for inspirationen. Jeg er glad for at have fået lettet mit hjerte og fået udtrykt det til Caroline. Jeg troede, hun ville blive flov, men hun så ud til at være ramt af det og virkelig, virkelig glad."

Men New York Magazine skrev en artikel med titlen "Neil Diamond Reveals the Cute, Pervy Roots of ‘Sweet Caroline’" ("Neil Diamond afslører den søde, perverse oprindelse af 'Sweet Caroline'").
Til Diamonds udsagn skriver New York Magazine:
"Vent et øjeblik … Der er måske en del kompliceret lyrik i denne sang, men man synes at kunne huske i det mindste et par sætninger, der ikke er “lille pige”-passende...
Og nu ser jeg om natten, whooo
Og det virker ikke så ensomt
Vi fylder den op med kun to, åh
Og når jeg har ondt
Smerter løber fra min skulder
Hvordan kan jeg have ondt, når jeg holder dig"

Her bemærker redaktøren sin egen undren:
""Hvorfor har vi aldrig bemærket den mærkelige 'skulder'-linje før?"
Sidste sætning kan også oversættes til "Hvordan kan jeg gøre ondt, når jeg holder dig" ("How can I hurt when holding you").

New York Magazine gør også opmærksom på den nok mest erotiske del af sangen:
"Varm, rørende varm, rækker ud
Rører ved mig, rører ved dig"

New York Magazine peger desuden på, at når der danses ved amerikanske gymnasiefester til denne sang, er det åbenbart almindeligt at råbe ordene "SÅ GODT! SÅ GODT! SÅ GODT!" ("SO GOOD! SO GOOD! SO GOOD!"). Magasinet skriver ligefrem, at det er "krævet chanting" - altså rytmiske repeterende tilråb.
Artiklen viser billedet af den 11-årige Caroline Kennedy, som inspirerede Neil Diamond til sin sang. "Ja, øhm, at se på ovenstående billede af Caroline med disse tekstlinjer i tankerne giver os lidt kvalme," skriver New York Magazine.

Syv år senere i 2014 sagde Neil Diamond så noget helt andet om sangens oprindelse. Nu var det pludselig en sang om hans tidligere kone Marsha. Navnet "Caroline" var kun valgt fordi sangskriveren han havde brug for et rim. "I årevis har man troet, at Neil Diamonds sang 'Sweet Caroline'... var en ode til den dengang unge datter af afdøde præsident John F. Kennedy," skrev CNN uden at nævne at grunden til, at "man har troet" det, var fordi Neil Diamond selv havde fortalt det.

I 2012 fjernede Penn State University, der var ramt af en skandale om seksuelt misbrug af børn, sangen Sweet Caroline fra deres playliste til fodboldkampe. Det var især linjerne "Rører ved mig, rører ved dig" ("Touching me, touching you"), der blev peget på som problematiske. Sangen havde ellers i årevis været en fast bestanddel af kampene på Penn State's Beaver Stadium. Men i forbindelse med skandalen om den tidligere assisterende fodboldtræner Jerry Sanduskys seksuelle misbrug af drenge, blev netop denne sang altså betragtet som for anstødelig.

Pædofilianklaget katolsk præst, Neil Diamond, orientalsk mystik og hedonistisk livsstil
Neil Diamonds guitarist Hadley Hockensmith havde tilsyneladende en relation til en angiveligt pædofil katolsk præst, Jonathan Shelley. Shelley havde haft børnepornografisk materiale på flere af sine computere, uden at der var blev gjort noget ved det fra kirkeledelsens side. Præsten var tilsyneladende også blevet taget i flere mærkelige situationer med drenge. Bl.a. hvor han "kæmpede med drengene i svømmehallen og derudover havde svært ved at opretholde ordentlige grænser mellem sig selv og (drengene)". Denne præst - Jonathan Shelley - skrev til Neil Diamond, at han havde deltaget i "langt over 100" af Diamonds koncerter, men nu overvejede at springe det næste show over "på grund af et oprørende møde med Diamonds guitarist". Shelley skrev, at guitaristen Hadley Hockensmith havde anklaget ham for "indiskretioner med unge drenge" i en e-mail til to venner i februar 2012. I revet opfordrede den angiveligt pædofile præst Neil Diamond om at gribe ind.
I 2013 modtog Neil Diamond endnu et brev, som handlede om utilfredshed med guitaristens manglende reaktion på sin viden om præstens pædofili. Afsenderne af brevet var repræsentanter for organisationen SNAP - Survivors Network of those Abused by Priests (Overlevendes netværk af overgrebsofre for præster). "Som overlevende efter misbrug er vi skuffede over, at Hockensmith tilsyneladende ikke har indberettet de oplysninger, han havde om fader Shelley til politiet," skrev SNAP-folkene i brevet. "At gå til myndighederne er den eneste måde at beskytte børn på." Neil Diamonds guitarist havde tilsyneladende vidst om præstens pædofili og anklaget ham personligt, inden børneporno var blevet fundet på hans computer.
Den katolske ærkebiskop John Nienstedt fra præstens ærkebispedømme i St. Paul og Minneapolis skrev et brev til Vatikanet, hvori han spurgte, om pornografi fundet på præstens computer kunne "udsætte ærkebispedømmet, såvel som mig selv, for strafferetlig forfølgelse." "Brevet giver flere detaljer om ærkebispedømmets embedsmænds manøvrering bag kulisserne vedrørende fundet af Shelleys computer," fortæller denne artikel om sagen. Brevet blev dog aldrig sendt, men blev derimod, sammen med brevet til Neil Diamond, overleveret til politiet af en tidligere medarbejder i ærkebispedømmet. Ærkebispedømmet havde selv tidligere undersøgt præstens computere, men overleverede kun noget af indholdet til politiet, som kun viste voksenporno. Politiet lukkede derefter sagen. Men en privatdetektiv hyret af ærkebispedømmet havde konkluderet, at nogle billeder var "grænseløst ulovlige på grund af det ungdommelige udseende af hankøn." Ærkebispedømmet nægtede at give sin efterforskers rapport til politiet. Politisagen kom igang igen otte år efter den første nedlukning af sagen, efter den tidligere ansatte i ærkebispdømmet gav dem de to breve. Denne ansatte sagde op i forlængelse af sagen. Ingen af artiklerne om sagen melder noget om Neil Diamonds reaktion på præstens henvendelse.

Neil Diamond er ligesom Barbra Streisand af jødisk oprindelse. "På trods af hans jødiske rødder var det sidste, man kunne sige om Neil Diamond i 1960'erne og 70'erne, at han var en Guds mand," står der i denne artikel, som handler om Neil Diamonds spirituelle rejse. Den kan læses i det kristne medie Evangelical Focus (Evangelisk fokus). Baggrunden for artiklen er, at Diamond i 2005 udgav pladen “A Man of God” (“En mand af Gud”), og omdrejningspunktet er spørgsmålet, om dette mon er udtryk for, at Diamond er blevet troende kristen.

Diamonds sange om fri kærlighed blev ledsaget af "en klart hedonistisk livsstil med sex og stoffer," fortæller artiklen videre.
Et af hans albums fra 1970'ernes album inkluderede "The Pot Smoker´s Song" ("Pot-rygerens sang").
Den begyndte med disse ord:
"Pot, pot giv mig noget pot
Glem hvad du er
Du kan blive hvad du ikke er
Høj, høj jeg vil ryge mig høj".

Kort efter begyndte han også at ryge heroin under sine lange turnerer i 1970'erne - "hovedsageligt af kedsomhed", sagde han.
I sommeren 1976, på tærsklen til tre Las Vegas-shows, blev Diamonds hus i Bel Air, Los Angeles, ransaget af politiet, fordi de modtog et anonymt tip om, at der var stoffer og våben opbevaret der. Politiet fandt kun meget lidt marihuana. For at få arrestationen fjernet fra sin journal, gik Diamond med til et seks måneders narkotika-afvændingsprogram.
Diamond beskæftigede sig ifølge artiklen også med orientalsk mystik. "Han forsøgte at finde fred i sit liv gennem meditation," fortæller det kristne medie.
Det angivelige MK-Ultra-offer Susan Ford bekræfter Diamonds hang til østens religioner på dette tidspunkt. Hun fortæller, at Neil Diamond "havde et rum med springvand, buddhaer og bregner, hvor han mediterede." Hans sted med "perfekt fred", kaldte han det, ifølge Ford.

Østens mystik "tilfredsstillede dog ikke Diamond" og han blev introduceret til psykoanalysen "af den vanærede komiker Lenny Bruce", fortæller Evangelical Focus. Lenny Bruce blev i 60'erne anholdt flere gange for uanstændig opførsel og besiddelse af narkotika. I fire år forsøgte han ved hjælp af psykoanalyse at finde en vej ud af sin depression, men det resulterede i en dyb følelse af ensomhed. Så kastede han sig ud i velgørenhedsarbejde. Han finansierede et rehabiliteringshjem og et feriecenter for børn. Han blev politisk involveret i Kennedy-familien, som han støttede i årevis.
Vi har allerede hørt en del om Kennedy-familien og tidligere præsident John F. Kennedy i denne bog. Bl.a. at den mafiaforbundne Frank Sinatra angiveligt introducerede mafialederen Giancana til John F. Kennedys kampagne i 1960 i for at levere fagforeningsstemmer til præsidentkandidaten. CIA-direktøren og frimureren J. Edgar Hoover havde afpresningsmateriale på Robert Kennedy, om hans angivelige møde med Marilyn Monroe, lige før hun døde af en overdosis. Blandt andre en tidligere Los Angeles politimand hævder, at Robert Kennedy myrdede Monroe for at undgå afsløring af sin bror og præsidenten John F. Kennedys affære med Monroe. Påstanden skulle angiveligt være underbygget af filer fra Los Angeles politi.
Desuden hørte vi tidligere, at præsidentfruen Jackie Kennedy var optaget af okkultisme og mystisk spiritualitet.

I forlængelse af at Diamond i 2005 udgav pladen “A Man of God”, behandler Evangelical Focus-artiklen som nævnt Diamonds religiøsitet.
"Diamond siger, at han altid har accepteret en form for guddommelighed, selvom han som jøde kun havde været i synagogen på festdage. Han kender Bibelen, men det er uklart, om han er blevet kristen. Nogle mener, at han er konverteret til en mere konservativ katolicisme. Faktum er, at han nu føler sig hjemme..."

Man bemærker, at det netop er "en mere konservativ katolicisme", der konkret bliver specificeret. Som vi allerede har set i tidligere dele har katolicismen i årtier (eller måske århundreder) været præget af pædofile overgreb. Vi skal i senere dele se meget mere på katolicismen i forhold til denne tendens - men vi skal også se på den bemærkelsesværdigt indflydelsesrige pave - overhovedet i den katolske kirke. Desuden kigger vi på de mange steder, denne religion er i strid med Bibelen.

Susan Ford hævder i sin bog, at Neil Diamond, allerede da hun var sammen med ham tilbage i 60'erne og 70'erne, havde en relation til en "gud" han kaldte Jesus:
"Han skabte hengivenhed i personligheder i mig ved at programmere ind i mig kærligheden og Jesu godhed, Hans rene kærlighed, alt ind i mit hjertechakra, så følelserne af hengivenhed ville være rettet mod ham."

"Chakra" er et af flere "punkter med fysisk eller åndelig energi i den menneskelige krop ifølge yogafilosofien". Yoga er som bekendt (og ifølge Cambridge ordbog) "et set af fysiske og mentale øvelser, oprindeligt fra Indien, som har til formål at give kontrol over krop og sind". Samme ordbog fortæller dog også at yoga er et hinduistisk "filosofisystem, der sigter mod at forene selvet med gud".
Blandingen af elementer fra Bibelens Jesus med østlig mystik er, som vi har set mange eksempler på i denne bog, almindelig i både New Age og okkulte religioner.

Pædofili i Hollywood - 'en åben hemmelighed'
Elvis Presley og Barbra Streisand var, som de fleste ved, begge berømte musikere, men de var også begge en del af Hollywoods filmindustri. Det samme gælder for Neil Diamond, som medvirkede i et par TV-programmer i 1977 og i 1980 havde sin filmdebut i musical-dramaet "The Jazz Singer" ("Jazz sangeren"). Efter denne opræden (som viste hans ringe evner for skuespil), nøjes han dog med at samarbejde om at skrive filmmusik, som kan høres i flere populære Hollywood-produktioner. Elvis begyndte sin Hollywood filmkarriere i 1950'erne og fortsatte med at lave film op gennem 1960'erne.

Flere tidligere barneskuespillere har i diverse medieinterviews gjort opmærksom på den udbredte pædofili, der, ifølge dem, findes i Hollywood.
I denne artikel er det den mest fremtrædende af disse stemmer - Corey Feldman - der bliver interviewet. Artiklen har titlen "Actor Corey Feldman says pedophilia is the ‘number one secret’ in Hollywood" ("Skuespiller Corey Feldman siger, at pædofili er ‘nummer et hemmelighed’ i Hollywood"). "Feldman er på en mission for at afsløre, hvordan misbrug af børn er en 'epidemi', der plager Hollywood," står der i artiklen.
Feldman hævder, at han og hans bedste ven og medspiller i nogle af de største teenagefilm i 80'erne, Corey Haim, blev seksuelt misbrugt af voldtægtsforbrydere i filmindustrien. Feldman fortalte også om at være blevet "sendt rundt" og seksuelt udnyttet af voksne mænd i Hollywood. Det var i 2012, at han første gang fortalte et britisk medie om de angivelige overgreb:
"Da jeg var 14 og 15, skete der ting med mig. Disse ældre mænd gik rundt som lystne gribbe. Det var dybest set mig, der lå der og lod som om, jeg sov, og dem der var i gang med deres forehavender."

Begge de to barneskuespillere kom til at lide af psykiske problemer, alkoholisme og afhængighed af stoffer, herunder crack og heroin. I 2010, 38 år gammel, døde Haim af lungebetændelse, efter at have forsøgt sig med rehabilitering 15 gange. Feldman sagde, at en "Hollywood-mogul" var skyld i sin vens død, og tilføjede:
"De mennesker, der gjorde dette mod mig, er stadig derude og arbejder stadig - nogle af de rigeste, mest magtfulde mennesker i denne branche."

Også den tidligere barneskuespiller Elijah Wood, som er mest kendt fra "Ringenes Herre"-trilogien, hævder, at "der er en hemmelig pædofilring i Hollywood, og at børneskuespillere er 'byttedyr'". Elijah Wood var kun otte år, da han ankom til Hollywood. Det var hans mor, som bragte ham til Californien for at starte en karriere inden for showbusiness. Det var også hans mor, som beskyttede sin dreng mod overgreb i branchen:
"Hun var langt mere optaget af at opdrage mig til at være et godt menneske end at lette min karriere. Jeg gik aldrig til fester, hvor den slags foregik. Denne bizarre industri præsenterer så mange fristelser. Hvis du ikke har et eller andet fundament, typisk fra familien, så er det svært at håndtere.”

I 2014 udkom dokumentarfilmen "An Open Secret" ("En åben hemmelighed").
Den "åbne hemmelighed", filmen referer til, er udbredelsen af seksuelle overgreb på mindreårige i filmbyen Hollywood. Dokumentaren følger historierne om fem tidligere børneskuespillere, der blev seksuelt misbrugt af flere pædofile sexforbrydere. En stor del af filmen fokuserer på Marc Collins-Rector, som blev dømt for seksuelt misbrug af børn. Han var medejer af - og drev - filmproduktionsstudiet Digital Entertainment Network (DEN), hvor den tidligere barnestjerne Brock Pierce også ejede en mindre andel. DEN var kendt for vilde fester med mindreårige drenge i Marc Collins-Rectors hus. I 2000 anlagde tre tidligere DEN-ansatte en retssag mod Marc Collins-Rector og Pierce med påstand om, at de forsynede sagsøgerne med stoffer og pressede dem til sex, da Pierce og en af sagsøgerne stadig var teenagere. Pierce flygtede sammen med to andre DEN-ansatte fra USA. De blev arresteret af Interpol i 2002 i Marbella, Spanien. Pierce blev løsladt uden at blive sigtet. Marc Collins-Rector erkendte sig til sidst skyldig og forlod USA. De tre sagsøgere afviste frivilligt alle anklager mod Pierce angiveligt uden at modtage nogen kompensation. Retsprotokoller viser dog, at Pierce betalte 21.600 dollars til en af sagsøgerens advokater, fordi denne advokat nægtede at indgive den tilbagevisningsordre, som hans klient havde anmodet om, indtil advokatens udgifter var blevet refunderet. Også filminstruktør Brian Singer (kendt for bl.a. X-Men-serien) blev af flere forskellige angivelige ofre anklaget for seksuelle overgreb, men instruktøren undgik sagsanlæg.
Selvom filmen blev instrueret af den Oscar-nominerede filmskaber Amy Berg, havde filmen en næsten ikke-eksisterende biografudgivelse - og der var heller ikke nogen distributører, der ville tage den senere anmelderroste dokumentarfilm.
Amy Berg havde en bemærkelsesværdig oplevelse med netop Brian Singer. Før hun overhovedet tænkte på sin dokumentarfilm var Amy Berg til en fest hos den berømte instruktør:
"Jeg blev i omkring 15 minutter. Jeg var virkelig utilpas, og jeg var nødt til at komme ud derfra. Det var virkelig intenst. Det er ligesom alle disse meget unge mænd, drenge, der løb rundt i badedragter og mindre, og en masse ældre mænd i branchen."

Før han i 2004 erklærede sig skyldig i flere tilfælde af seksuelt misbrug af børn, "var Collins-Rector som en homoseksuel Jay Gatsby, berømt for at holde utallige fester på sin ejendom", skriver magasinet Elle. Til festerne kom personer som den tidligere Disney TV-direktør, der blev DEN-præsident David Neuman, producer og instruktør Gary Goddard, tv-chef Garth Ancier og instruktør Bryan Singer. Alle fire mænd blev navngivet i retssager anlagt i 2014 af den tidligere barneskuespiller Michael Egan. Egan påstod, at han fra en alder af 15 blev bedøvet og tvunget til at have sex med Singer, Ancier, Neuman og Goddard.
Groomingen startede ifølge retssagen næsten på dag ét, skriver magasinet Vulture. Egan hævder, at DEN-kollegerne Collins-Rector, Brock Pierce og Chad Shackley, som alle tre boede sammen på ejendommen, gav ham timelange en-til-en foredrag om, hvordan de tre vidste, at Egan i virkeligheden var homoseksuel, selvom han selv hævder, at han ikke er det. Han husker forbuddet mod at have tøj på i pool- eller boblebadsområderne. Og han husker, at han blev låst inde i et våbenskab på grund af hans modvilje når Collins-Rector lagde an på ham. Han husker også stofferne - Valium, Vicodin, Xanax, Percocet, ecstasy, roofies.
I de kommende år ville flere andre unge mænd stå frem for at tale om upassende opførsel fra DEN's ledere, skriver Vulture. Og der var en dreng ved navn Daniel, som ifølge en artikel fra 2007 om tumulten i DEN skrev et selvmordsbrev, som hans bror opdagede i tide: "Jeg kan ikke fortsætte. Jeg lod dem bruge mig som et sexværktøj. Jeg lod de røvhuller gøre alle de forfærdelige ting mod mig. Farvel."
Der er adskillige drenge, inklusiv Michael Egan, der hævdede at Collins-Rector, rettede en pistol mod dem og truede med at trykke på aftrækkeren. Vulture fortæller desuden, at der var en dreng, der i 2000 anlagde en retssag, hvori han hævdede, at Collins-Rector fra 1993 til 1996 gentagne gange havde misbrugt ham seksuelt. Collins-Rector afviste disse påstande, men indgik forlig kort før han forlod virksomheden.
De tre mænd som Michael Egan anklagede afviste også disse beskyldninger. Ifølge de tre ledende filmfolk, er Egan en løgner og en pengeafpresser. Tv-chefen Garth Ancier anlagde sag mod Egan og hans advokat for "ondsindet retsforfølgelse". Singer kaldte Egans anklager "oprørende, ondskabsfulde og fuldstændig falske." Bryan Singer er blevet anlaget for seksuelle overgreb på mindreårige adskillige gange: I 1997 af flere drenge, i 2014 af Michael Egan og en anden unavngiven mindreårig dreng, i 2017 af endnu en mindreårig på tidspunktet for den angivelige voldtægt og i 2019 af fire andre angivelige ofre som også under de påståede overgreb var mindreårige drenge. Sagerne har hver gang skabt stort mediepåstyr og igangsat Singers dygtige advokatapparat. Alle sagerne er endt med at blive trukket tilbage - bl.a. på grund af forlig og manglende beviser.

Også Egan trak sin sag tilbage. Dette skete efter, at han havde "en tvist med sin advokat," skriver Elle.
Vulture-artiklen forklarer dette i detaljer: Egan havde angiveligt nægtet at skrive under på et forlig, og derfor havde hans advokat standset sagen.
"Yderligere fem påståede ofre for Brian Singer var mødt frem til Egans advokat, og i det mindste nogle af dem havde beskyldninger inden for forældelsesfristen," skriver Vulture.
Magasinet skriver desuden:
"I henhold til det foreslåede forlig ville de fem anklagere dele det meste af forliget, som en kilde tæt på sagen siger beløb sig til 20 millioner dollars. Egan ville få kun $100.000. Pengene generede ham, men forligets krav om fortrolighed generede ham mere. For Egan føltes det som et nyt forræderi at blive bragt til tavshed af sin egen advokat.
...
Egan nægtede at skrive under, og kort efter droppede Herman ham som klient"."

Det er ikke kun de pædofile overgreb og begivenheder omkring DEN som tages op i dokumentarfilmen. Den behandler også Bob Villard, en dømt seksualforbryder og tidligere manager og agent, som bl.a. arbejdede med tidligere barnestjerner som Tobey McGuire og Leonardo DiCaprio. Villard var også kendt for at tage vovede, halvnøgne billeder af unge drenge og sælge dem online.

Elijah Wood udtalte, efter at have set "An Open Secret", at filmen "kun ridser overfladen". Jeg føler, at der var meget mere i denne historie, end den formulerer," sagde Wood. Wood fortæller, at der er "dømte pædofile, der arbejder åbent i Hollywood". Han sammenligner desuden afsløringer af misbrug af børn i Hollywood med dem, der dukkede op i Storbritannien efter Jimmy Saviles død.
"I er alle vokset op med Savile - Jesus, det må have været ødelæggende. Der foregik tydeligvis noget stort i Hollywood. Det hele var organiseret. Der er mange hugorme i denne branche, folk som kun har deres egne interesser for øje. Der er mørke i underlivet."

Kapitel 3 og 4 i del 2 i denne bog behandler i detaljer afsløringerne af seksuelle overgreb på børn i Storbritannien efter den kendte TV-vært Jimmy Saviles død i 2011 - og forbindelserne til et VIP-netværk af overgrebsmænd.

Amy Berg og hendes medarbejder på "An Open Secret", produceren Katelyn Howes, lavede research sammen ved "at spørge rundt og banke på døre". Den verden, de kom ind i, "var tilfældigvis en verden af mand-på-dreng misbrug," fortalte Katelyn Howes:
"Der er en historie med denne type aktivitet med unge kunstnere, der går tilbage til det antikke Grækenland. Unge skuespillere er altid blevet set som seksuelle objekter. Mere end i nogen anden industri, ser vores kultur på børneskuespillere [som om] de også får noget ud af det – de bliver set som ikke så uskyldige som det lille barn, der bliver misbrugt i kirken. Hvilket er helt ufatteligt for mig. Smarte mennesker, jeg talte med, udviste den slags fordomme over for disse børn."

Berg og hendes team arbejdede i to et halvt år, interviewede og filmede omkring 20 unge mænd, der hævdede, at de som drenge var blevet misbrugt af indflydelsesrige mænd i branchen. Filmskaberne talte med flere talentagenter, som indrømmede, at deres klienter kom til dem med historier om misbrug - men at melde det ville resultere i, at både klienterne og agenterne mistede arbejde. "Det havde tynget deres samvittighed," siger Howes. "De ville ikke sætte deres navn på det, men de førte os til store leads, som vi tog med i filmen."

Børnetalentchef fængslet og Charlie Sheen anklaget for pædofil homo-voldtægt
Corey Feldman blev i 2017 interviewet af magasinet Vanity Fair, hvor han fortalte, at han arbejdede på at lave "en spillefilm, der afslører de mennesker i Hollywood, som han siger har misbrugt børneskuespillere i årtier". Artiklen fortæller, at "Feldman har brug for 10 millioner" dollars, som han søgte at skaffe bl.a. via en crowdfunding-kampagne på Indiegogo.com. Han ville også hyre juridisk rådgivning og bevæbnede vagter til at beskytte sig, fordi de mennesker, han hævder at være oppe imod, angiveligt er "store magtspillere i Hollywood og videre op". De har allerede forsøgt at plette hans karriere - endda forsøgt at dræbe ham, hævder Feldman.
Men han er ikke rigtig bange længere. "Jeg har haft så meget smerte, så mange kvaler og så meget misbrug i mit liv, at de fleste mennesker sandsynligvis ville være døde," siger den tidligere barnestjerne til Vanity Fair.
"Der er så mange gange, at jeg forsøgte at dræbe mig selv som barn, så mange gange, at jeg forsøgte selvmord, så mange gange, at jeg sad der og ønskede og bad til, at nogen bare ville komme forbi og slå mig ned."

I artiklen hævder Feldman, at "[d]et hele er forbundet med en større, mørkere magt":
"Jeg ved ikke, hvor højt op i kæden den magt går, men jeg ved, at den sandsynligvis også er uden for filmindustrien. Den er nok i regeringen; den er sandsynligvis i hele verden i forskellige mørke udgaver."

Feldman nævnte kun én gerningsmand, Martin Weiss, ved navn i sin bog fra 2013, "Coreyography", og brugte et alias, Ron Crimson, til en anden. Han havde på det tidspunkt ikke navngivet flere, angiveligt fordi han var "på vagt over for gengældelse". Senere har han også fortalt, at han blev tvunget af sine forlæggere til at skjule navnene på nogle af sine overgrebsmænd for at kunne fortælle den øvrige del af sin historie.
Marty Weiss, 54, var en børnetalentchef i Hollywood, som i 2012 blev dømt for anklager om misbrug af børn. Han tilbragte seks måneder i fængsel og blev tvunget til at blive indskrevet i seksualforbryderregistret. Feldman hævdede, at Weiss havde forulempet ham, da han var en ung skuespiller i 1980'erne.
Alias'et "Ron Crimson" viste sig at være Jon Grissom, som arbejdede for Corey Feldman i barnestjernens storhedstid i 80'erne. I november 2017 udpegede Feldman Jon Grissom som en anden af sine pædofile misbrugere. Feldman hævdede, i sin bog Choreography, at han blev groomet af "Ron Crimson" med kokain og crack. Grissom er opført som skuespiller på filmdatabasen IMDb.com og har medvirket i to Feldman-film. Han blev dømt som pædofil overgrebsmand, og var ifølge avisen The Sun i 2017 eftersøgt af Californias fængsels- og rehabiliteringsafdeling for at udeblive fra et program for sex-lovovertrædere.

Corey Feldman omtalte som nævnt overgreb allerede i 2012, men det var først da adskillige kvinder anklagede den kendte ledende filmproducer Harvey Weinstein for chikane og overgreb i 2017, at folk igen kom i tanke om Corey Feldman og bad ham om endelig at navngive de påståede misbrugere, som han har hentydet til i årevis. Siden er "mange flere store spillere [...] blevet anklaget af flere mennesker for at misbruge deres magt," skriver Vanity Fair, og linker til en af deres egne artikler, som opremser adskillige ledere fra Hollywood og underholdningsindustrien, der er blevet taget i diverse typer misbrug af primært kvinder men også mænd og teenagere. På den lange liste ses fx den berømte - men nu miskrediterede - skuespiller Kevin Spacey, filminstruktør og producer Brett Ratner og tidligere Disney- og Amazon.com-direktør Roy Price. Brett Ratner er bl.a. kendt for filmene Rush Hour, Family Man og Red Dragon. Kevin Spacey havde forgrebet sig på en 14-årig barneskuespiller og adskillige unge mænd, Ratner havde angiveligt udnyttet flere unge skuespillerinder og Roy Price blev anklaget for at have sex-chikaneret en kvindelig producer. En lavine af sex-overgrebssager mod Kevin Spacey startede med, at skuespiller Anthony Rapp afslørede, at Kevin Spacey havde forgrebet sig på ham til en fest, da Rapp var 14 år. I de følgende måneder fremkom adskillige angivelige ofre med forskellige anklager mod Spacey om overgreb og seksuelle angreb.
Kevin Spacey er i øvrigt gode venner med en anden overgrebs-anklaget filmmand: Bryan Singer.
Listen med de mange overgrebsmænd i den amerikanske medieverden indeholder desuden flere andre ledende filmproducenter, instruktører, tv-værter og kendte skuespillere.

I 2020 udkom dokumentarfilmen "My Truth: The Rape of 2 Coreys" ("Min sandhed: Voldtægten af 2 Corey'er"). Filmen er instrueret af Brian Herzlinger og produceret af Corey Feldman og Arthur Jameson. Feldman medvirker også selv i filmen. Ud over den registrerede sexforbryder Marty Weiss, og den dømte børnemisbruger Jon Grissom udpeger Feldman i filmen desuden stjerneskuespilleren Charlie Sheen. Feldman hævder, at Sheen voldtog Haim under optagelserne af 1986-filmen "Lucas". Haim var 13 år under optagelserne af Lucas, mens Sheen var 19.
Charlie Sheen er kendt for sit vilde liv og de omkostninger, det har givet. I 1998 fik Sheen et slagtilfælde efter en overdosis kokain. Han blev fundet i sit hjem af en ven og blev indlagt på hospital - og efterfølgende tvunget på afvænningsklinik. Senere i 1998 fik Sheen sin prøvetid forlænget med et år og kom igen på afvænningsklinik. Han var i forvejen på det tidspunkt på prøve for en tidligere narkotikaforbrydelse. I et interview fra 2004 afslørede Sheen, at hans tidligere overdosis var forårsaget af injicering af kokain.
Sheen er også blevet anholdt flere gange. I 1996 blev han sigtet for at have overfaldet sin daværende kæreste Brittany Ashland. Han bestred ikke anklagen og fik en dom på to års betinget fængsel.
I 2009 blev Sheen arresteret for at have overfaldet sin daværende kone, Brooke Mueller. Sheen blev anklaget for trusler, såvel som overfald og vold. I august 2010 erkendte Sheen sig skyldig i overfald. Sheen blev idømt 30 dage i et afvænningscenter, 30 dages betinget fængsel og 36 timers vredeshåndtering.
I 2010 fjernede politiet Sheen fra hans suite på Plaza Hotel, efter at han angiveligt havde forårsaget 7.000 dollars i skader. Ifølge New York politi indrømmede Sheen at have drukket og taget kokain natten til hændelsen. I 2015 afslørede Sheen, at han er HIV-positiv. Han var blevet diagnosticeret omkring fire år tidligere.
Charlie Sheen hævder, at Feldmans beskyldninger er "syge, forskruede og besynderlige" og at de aldrig fandt sted.

Voldtægter til fest for børneskuespillere - 'fodret med stoffer af vampyrer'
Corey Feldman udpegede desuden skuespilleren Alphy Hoffman som overgrebsmand. Også Alphys far Bobby Hoffman såvel som en anden skuespiller og filminstruktør - Dominick Brascia - bliver i filmen udpeget som overgrebsmænd.
Feldman fortæller om Alphy og Bobby Hoffman:
"Han var søn af Bobby Hoffman, som var den øverste castingdirektør for et af de store studier på det tidspunkt. Det studie kørte mange af de hitprogrammer, der var på tv på det tidspunkt".

Feldman sagde, at det at blive inviteret til en af Bobby Hoffmans fester var en "meget stor ting", og at det at blive hentet personligt af Alphy Hoffman, hans søn, blev betragtet som en ære.
Feldman sagde, at disse fester langsomt blev mere ondsindede, og det var der, han mødte "den fyr, der endte med at forulempe [Corey] Haim... der var en flok af disse fyre, der hang ud til de fester."
Hoffman drev Alphy's Soda Pop Club i Hollywood fra 1986 til 1989 ("Alphy's Sodavandsklub"). Det var en eksklusiv, privat klub for børn og teenagere under 16 år, der arbejdede med film og tv. Børnene havde "adgang til et dansegulv og fritflydende sodavand," ifølge Jennifer Juniper Stratford, en kvinde, der deltog i Alphy's fester og skrev en artikel om Corey Haim og klubben i 2012 for Vice Magazine.
"Det var det ultimative teenage-eventyrland," fortæller artiklen om den eftertragtede klub.
I et interview fra 2004, udgivet i samme Vice-artikel fra 2012, sagde Corey Haim om Hoffman: "Jeg synes ikke, han er et godt menneske ... jeg mistede fuldstændig respekt for Alphy Hoffman. Alphy stinker!" Mange andre barnestjerner som fx Tori Spelling, Christina Applegate, Alyssa Milano, Nicole Eggert, Scott Grimes og Alfonso Ribeiro deltog også i Alphy's Soda Pop Club-fester. Haim afslørede i Vice-interviewet, at han holdt op med at deltage i festerne, fordi "nogle få mennesker begyndte at tage stoffer omkring mig, og folk begyndte at drikke. Ikke Scott, ikke Alyssa, ikke Nicole, ikke os. Det var ikke min narko-tid endnu." "Men nogle få mennesker ville forsvinde fra festlokalet og gå nedenunder og hænge ud ved poolen, hvilket var rigtig hyggeligt om natten." Derefter fortæller Heim hvordan bartenderen i klubben ville sige: "Intet problem I kan få nogle drinks, selvom jeg ved, at I er mindreårige, men jeg ved, hvem I er, og I hænger ud på dette sted hele tiden, så værs'go!"
Haim fortalte chokerende historier om at blive misbrugt af voksne mænd, på filmset han arbejdede på - og Haim udviklede en vane med at drikke og tage stoffer, mens han arbejdede. Haim fortalte om et foruroligende tilfælde af seksuelt misbrug, da han var 14 i et interview med People i 2008. Han sagde, at han stadig bebrejdede sig selv for det, der skete. "Jeg var meget, meget vågen og meget skamfuld over, hvad der foregik," sagde Haim.
"Jeg var lige ... på vej ind i Hollywood, mand, (jeg var) bare en liderlig lille knægt, altså på stoffer, blev fodret med stoffer, mand, af vampyrer.
Jeg bebrejder stadig mig selv til en vis grad, men min samvittighed er meget, meget mere klar. Jeg er kommet overens med dette for længe siden, men åbenbart ikke (helt). Der sker ting, når du er barn, det giver dig ar for livet."

Der er også andre ekstreme historier, som tegner billedet af barnestjerne-klubben. En vild og noget utroværdig historie er, at det bliver fortalt, at medejer af klubbben Randy Miller hoppede 11 etager ned fra klubben og overlevede "uden at spilde sin sodavand".
En mere foruroligende fortælling er, at Miller kørte Haim rundt i Los Angeles i sin limousine "med en af sine kæledyrsjaguarer, som vågnede og brølede vildt i bilen". En dyrlæge, der kørte med dem i bilen, måtte hurtigt injicere den store kat med et beroligende middel.
Før sin død fortalte Haim til Vice, at han blev træt af klubben og af at blive udsat for drinks og stoffer af villige bartendere.

Corey Feldman siger, at han kender "hundreder" af mennesker i branchen, der allerede ved, hvem de pædofile børnemisbrugere er. Han har delt alle sine oplysninger med Los Angeles politi, som igangsatte en undersøgelse af hans påstande i 2017. Feldman taler flere steder om frygt for at blive dræbt og om diverse attentater og trusler mod ham. Denne artikel handler fx om, at en person angiveligt stak Feldman med en kanyle, selvom han var beskyttet af en bodyguard.

Ikke mange har sluttet sig til Feldman i hans anklager mod navngive påståede børnemisbrugere. Dette, mener han ikke, er ikke særlig overraskende: Ingen agent vil gå imod en ledende producer på et filmset, hvis et barn siger det bliver forulempet, forklarer han.
"Det, de vil fortælle dem, er, at du holder din mund, bare følg med, som om alt er i orden, for vi vil alle tabe penge, og du vil blive smidt ud. Ikke kun vil showet være slut, ikke kun vil lønsedlerne slutte, men du vil sandsynligvis aldrig få et andet job igen, hvilket er korrekt. . . den slags frygt er indpodet i familier, der vil være i denne branche af, lad os bare sige, egoistiske årsager."

Filmstjerne: 'Stort set alle de unge mænd blev misbrugt på en eller anden måde, seksuelt'
"An open secret" er bestemt ikke den eneste dokumentarfilm, der behandler det udbredte seksuelle misbrug af børn i Hollywood og underholdningsindustrien.
HBO's "Showbiz Kids" fra 2020 er endnu en dokumentarfilm, som tager dette tema op. Den er ifølge denne anmeldelse i avisen Daily Beast "[o]versvømmet i anekdoter om de måder, hvorpå industrien – og den medfølgende hunger efter rampelyset, der forbruger både børn og forældre – fordrejer, fremmedgører og udnytter børn." Artiklen fortsætter:
"Seksuel forseelse er den mørke sky, der svæver over Showbiz Kids, og det kommer i forgrunden, da den tidligere Diff'rent Strokes-stjerne Todd Bridges husker, hvordan han blev misbrugt som barn".

Todd Bridges er skuespiller kendt fra tv-serien "Diff'rent Strokes" ("Andre penselsstrøg"). Bridges' biografi på filmdatabasen IMDb.com starter med at fortælle, at han "har set og gjort det hele". "Todd har boet og arbejdet blandt nogle af de mest berømte og indflydelsesrige personer i verden."
I et tv-interview fortalte Bridges om, hvordan han som dreng blev misbrugt seksuelt flere gange af en ven af familien. Som så mange andre misbrugsofre fra Hollywood fortæller Todd Bridges heller ikke, hvem denne "ven" er. Han benævner ham blot som "Ronald". I en anden artikel kommer det dog frem, at overgrebsmanden var drengens "publicist", dvs. presse- eller PR-agent. Også her er manden unavngivet.
Femte gang Ronald ville forulempe Todd, tog Todd sig endelig mod til at stoppe ham. Den pædofile "ven af familien" blev vred over at blive afvist. Bridges fortæller, at han havde ønsket, at manden kunne lide ham så længe, at det var svært for ham at skuffe ham. "Sådan var han kommet ind i min hjerne," siger Bridges. "Det er klart, at han var et totalt rovdyr."
Det hele nåede et bristepunkt, da Ronald en uge senere besøgte familien og "så afslappet og ubekymret ud som nogensinde". Todd sprang op og angreb ham. Da han i tumulten fortalte moren, hvorfor han var gået amok, forstod hun, hvad der foregik og løb ud efter en køkkenkniv og truede manden ud af huset. I interviewet bemærker Todd Bridges: "Min mor var selv blevet misbrugt som barn, så hun vidste, hvad det gjorde ved en ellers sød, glad dreng."
Todds mor var også skuespiller.

Todd Bridges historie er, ifølge den kendte skuespillerinde Evan Rachel Wood, ikke unik.
Hun hævder:
"I min erfaring kender jeg mange børn, der er vokset op i branchen. Og det, der overraskede mig, da jeg blev ældre, var at finde ud af, at stort set alle de unge mænd blev misbrugt på en eller anden måde, seksuelt.”

Hun fortæller derefter, at hun ved en nylig Golden Globes-galla så en pædofil (som hun ikke navngiver) vinde en pris og måtte gå, "fordi hun var så væmmet over den ros, der blev tildelt dette monster." Da hun gik, tænkte hun ved sig selv: "Jeg ved ikke, om jeg kan gøre det her mere. Jeg kan ikke blive ved med at se dette ske. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal håndtere dette. Det her må stoppe."
Evan Rachel Wood er selv tidligere barnestjerne, som har vundet flere priser for sit skuespil. Hun startede som kun tre-årig med at spille med i flere tv-serier og da hun var 9 år fik hun sin første hovedrolle i en spillefilm.

Instruktøren af dokumentarfilmen "Showbiz Kids", Alex Winter, har selv mærket misbruget på sin egen krop. Winter blev selv seksuelt misbrugt som barnestjerne. Han siger, at han tidligere ikke talte om det, fordi han troede, det var en "potentielt farlig hemmelighed."

Her er en lang artikel om en kendt filminstruktør - Victor Salva - som bl.a. voldtog en 12-årig barneskuespiller. Historien minder om flere af de beretninger vi allerede har hørt. Drengen, som Victor Salva voldtog, hedder Nathan Forrest Winters. Han var 12 år gammel, da han fortalte sin mor, at familievennen og forfatter-instruktøren havde misbrugt ham seksuelt på settet til filmen Clownhouse, hvor Winters var en af tre unge stjerner. Salva erkendte sig skyldig og blev dømt for overgrebet og for at have tiltvunget sig oralsex med drengen samt lavet børnepornografi (Salva filmede sex med Winters). Han blev idømt tre års fængsel, hvoraf han afsonede 15 måneder. "Siden han slap ud af fængslet i 1989, har Salva lavet ni film," står der i artiklen, som gennemgår instruktørens Hollywood-succeser og arbejde i branchen.
Mens voldtægtsforbryderen efterfølgende fik flere store opgaver for bl.a. Disney, fik offeret derimod at vide, at han aldrig kunne arbejde i branchen igen. Det beskrives i en anden artikel, der ser sagen mere fra offerets side.
Her fortæller den nu voksne mand Nathan Forrest Winters om sin oplevelse:
"Jeg var dybest set sort-listet for at fortælle sandheden. Han er blevet forkælet fuldstændigt, store navne i Hollywood har støttet ham gennem hele processen. Det ser ud til, at der er en eksklusiv klub og Victor er en del af den klub."

Den tidligere barnestjerne sagde, at Salva havde groomet ham, siden han var seks, efter at han blev ven med Nathans mor, der lavede filmrekvisitter. Salva blev en nær ven af familien, og forholdet gik fra, at han passede Nathan et par timer en aften "til hele weekender i hans hus."
"Det skred frem i løbet af de næste fem år... For ham var alt seksuelt. Han filmede det hele, det var full-blown."

Overgreb på børne-tv-kanal
Advokaten Jeff Herman, der har specialiseret sig i sager om seksuelt misbrug, fortæller, at "problemet er svimlende":
"Jeg har hørt mange historier om børn, der går til en agent, der kan kontrollere deres karriere, agenterne bruger tid alene med barnet, de er i stand til at få dem væk uden forældres opsyn, og så udnytter de disse børn. Det er mere almindeligt, end vi overhovedet kan forestille os.
Jeg har hørt historier fra voksne, der blev misbrugt som børn i Hollywood, som har talt med mig om at være til disse filmindustriarrangementer, hvor der er flere mænd, der udveksler information om børn, det er skræmmende."

Hollywood-forfatteren Tony Hawkins påpeger, at oveni at børn er særligt sårbare, forstærkes magtubalancen yderligere af, at mange filmindustrifolk har en enorm indflydelse.
"Disse mennesker kaster penge efter problemet, uanset om det er at betale folk af eller hyre et team af advokater, bruger magtfulde mennesker penge som et skjold, og det er derfor, alle disse mennesker forbliver tavse, det er en meget hård og stærk ting at bekæmpe."

Masseovergrebsmanden Harvey Weinstein havde adskillige mennesker omkring sig, der var medskyldige i at beskytte ham ved at tie stille om anklager om seksuelle overgreb og voldtægt, påpeger mediet Sky News. Når en eller to står frem med påstande om overgreb udført af andre magtfulde personer, skabes basis for en dominoeffekt fra andre, der føler sig stærke nok til til at dele deres overgrebsfortællinger. Efter afsløringerne af Harvey Weinstein er det fx kommet frem, at Tyler Grasham, en agent for en af stjernerne i tv-serien Stranger Things, blev fyret efter at være blevet anklaget for at have voldtaget en 18-årig.

Hollywood lider af "selektivt hukommelsestab," skriver Sky News. "Det er yderligere bevist i tilfældet med Brian Peck." Mediet fortæller, at skuespilleren i 2004 blev dømt for sexovergreb på et barn. Men blot to år senere fik han en rolle i et børnetv-show, og han har siden arbejdet som dialogcoach på tv-serien "Anger Management" (kan oversættes til "Vredehåndtering").
Beslutningen om at ansætte den dømte pædofile overgrebsmand blev angiveligt taget af showets stjerne Charlie Sheen.

Brian Peck var en del af børne-tv-kanalen Nickelodeon, der producerede nogle af de mest succesrige børneprogramserier i USA i begyndelsen af 2000'erne. Nickelodeon har været omgærdet af flere forskellige skandaler, for historien om den pædofile voldtægtsforbryder Brian Peck var kun én af flere bemærkelsesværdige sager fra børnekanalen.
Brian Peck er en tidligere skuespiller, dialogtræner og producer. Han blev første gang anholdt i august 2003 for "upassende opførsel med en mindreårig", og blev sigtet for 11 forskellige anklager. Sagen bliver behandlet i dokumentarfilmen Quiet on Set ("Stille på filmsettet"). Drengen, det gik ud over, var barneskuespilleren Drake Bell, som var tilknyttet Nickelodeon og som blev dialog-coachet af Brian Peck.
Drake Bell fortæller i dokumentarfilmen om de seksuelle overgreb, han oplevede, mens han arbejdede i Nickelodeon-serien:
"Misbruget var omfattende, og det blev ret brutalt, ret brutalt. Jeg ved egentlig ikke, hvordan jeg skal uddybe det på kamera. Tænk bare på det værste, nogen kan gøre mod dig, såsom seksuelt misbrug, og det ville besvare dit spørgsmål. Jeg ved ikke, hvad jeg ellers skal sige om det. Det var ikke en engangsting."

Peck blev i 2004 fundet skyldig i to anklager, idømt 16 måneders fængsel og registreret som seksualforbryder. Men efter sin løsladelse blev han hyret til at arbejde på en Disney Channel-serie med børn i hovedrollen. Han nåede dog aldrig at arbejde på settet; han blev fyret, da produktionsselskabet fik kendskab til hans dom. Han fik dog arbejde på flere andre produktioner, bl.a. Disney-børne- og familiefilmen "Bedtime Stories" ("Godnathistorier"). Desuden, som nævnt, også Charlie Sheens "Anger Mangagement".
Offeret Drake Bell havde også en yderligere ubehagelig oplevelse i forbindelse med retssagen om det seksuelle misbrug. Han udtrykker i dokumentarfilmen sin skuffelse over, at 41 personer på tidspunktet for Pecks retsforfølgelse skrev støttebreve for Peck, som blev brugt til at påvirke dommeren under domsafsigelsen. Nogle af de mennesker, der støttede Peck på det tidspunkt, var de berømte skuespillere Alan Thicke, James Marsden, Rider Strong og Will Friedle samt Drake Bells tidligere medspiller Taran Killam. Rider Strong er, ud over at være skuespiller, også producer, instruktør og manusskriptforfatter.

Der var også flere andre sager om seksuel chikane på børne-tv-kanalen. "Dan Schneider, tidligere Nickelodeon-producer og manuskriptforfatter, var et af de mest synlige ansigter for offentlige klager fra ansatte over påståede forseelser," fortæller denne artikel om det skandaleramte børne-tv-produktionsselskab. Schneider stoppede ved tv-stationen i 2018, midt i adskillige klager over hans adfærd, som omfattede foruroligende adfærd over for unge skuespillerinder. Kort efter afslørede en artikel i The New York Times, at beslutningen om at skille sig af med Schneider og Nickelodeon kom, kom fordi moderselskabet, ViacomCBS, havde gennemført en intern undersøgelse, der hævdede, at Dan Schneider havde misbrugt sine kolleger verbalt.
Beskyldningerne mod Schneider inkluderede fx anklager om kønsdiskrimination, mærkelige seksuelle insinuationer og at Scheider angiveligt postede billeder af skuespillerbørns fødder på X (tidligere Twitter).
Jenny Kilgen, en tidligere tilknyttet manuskriptforfatter, kommenterede, at Schneider kom med upassende seksuelle vittigheder, og spurgte hende, om hun havde "en historie med telefonsex" og bad hende om massage.
"Han sagde nogle gange ting som, 'Kan du give mig en massage? Jeg vil bruge en af dine sketches i showet'. Og han ville altid præsentere det som en joke, du ved, og han ville grine, mens han sagde det, men du havde altid fornemmelsen af at det at være uenig med Dan eller at stå op for dig selv, kunne resultere i, at du blev fyret."

Den tidligere barnestjerne Jennette McCurdy, der var tilknyttet Nikoledeon, har beskrevet "en misbrugende showrunner, der i vid udstrækning antages at være ham," fortæller avisen The Atlantic - med reference til Dan Schneider.
Dette uddybes i en artikel i New York Times om Jennette McCurdys bog om sine oplevelser: McCurdy udholdt forskellige pinligheder og nedværdigelser på Nickelodeon, hvor hun skriver om at blive fotograferet i en bikini ved en tøj-prøvning og at blive opfordret til at drikke alkohol af en skræmmende figur, hun blot kalder "the Creator" ("Skaberen"). I situationer, hvor hendes mor var til stede, greb moren ikke ind men instruerede derimod Jennette om, at dette var prisen for showbiz-succes: "Alle vil have, hvad du har," ville hun fortælle sin datter.

Dokumentarfilmen "Quiet on Set viser, hvordan stilhedens kultur skabte arbejdsmiljøer, der truede unge kunstnere," står der i Atlantic-artiklen. Overgreb blev ikke kun begået af Brian Peck. Dokumentaren afdækker flere sager om seksuelt misbrug af børn begået af personer, der arbejdede tæt på Nickelodeons mindreårige skuespillere. Jason Handy, en produktionsassistent på to af kanalens serier "All That" og "The Amanda Show", blev anholdt for utugtige handlinger med børn i 2003 og erklærede sig senere enig i tre af anklagerne. Han blev idømt seks års fængsel og senere anholdt på grund af nye anklager om seksuelt misbrug i 2014.
"I dokumentaren læser Business Insider-journalisten Kate Taylor kvalmende citater fra Handys journal, inden den afslører, at et andet Nickelodeon-teammedlem blev anholdt kun fire måneder efter ham: Brian Peck," skriver The Atlantic.
Dokumentaren hævder, at Pecks on-set adfærd passer ind i et større mønster i Schneiders shows: Overskridelser af grænser bag kulisserne og "upassende seksuelle insinuationer i luften". I et klip fra en gammel All That-episode klager en berømt gæst over at være sulten, og Pecks tilbagevendende karakter, kendt som "Pickle Boy", giver ham en syltet agurk at spise gennem et hul i omklædningsrummets dør. "Kameraet zoomer ind for at indfange det visuelle, som tydeligt fremmaner et pornografisk udtryk," skriver Atlantic.
En tidligere All That-skuespiller læser en gammel seddel, hvor Peck takkede hende for at gå på hans ryg. De tidligere barneskuespillere understreger gentagne gange, at selvom andre voksne var til stede på settet under mange tvivlsomme hændelser, blev det aldrig stoppet af nogen fra Nickelodeon.

"Quiet on Set" er blot det seneste medieprojekt, "der afslører de måder, hvorpå Hollywood muliggør seksuelt misbrug af børn," skriver Atlantic. De tidligere skuespillere, der taler i den nye serie, gentager mange af de følelser, der udtrykkes i "Dear Hollywood", "en kritisk podcast af den tidligere uskyldige Disney Channel-pige Alyson Stoner". I 2021 siden skrev Stoner om et fænomen, kaldet "toddler-to-trainwreck-pipeline" ("småbørn-til-togvrag-kanalen"). Hun beskrev dette som et rentabelt system, der er blevet ved med at vokse siden det 19. århundrede ved at "censurere den skade, der sker bag kulisserne, skønmale ambitiøse livsstile og resultater og derefter se unge liv implodere på tragisk vis." Atlantic skriver, at Stoner "præsenterer foruroligende personligt vidnesbyrd og diskuterer problemer, som børnestjerner står over for, såsom forekomsten af spiseforstyrrelser, brud på familiedynamikken og den psykologiske berømmelse."

Roman Polanski og Woody Allen: Filminstruktører med pædofilisager
Der er mange eksempler på sager om pædofili i Hollywood og underholdningsbranchen. Nogle af de mest berømte er måske sagerne omkring filminstruktørerne Roman Polanski og Woody Allen. Selvom de har været hhv. dømt og anklaget for opsigtsvækkende pædofiliovergreb, har de to mænd fastholdt deres prestisiøse placering som feterede filminstruktører i branchen.

I 1977 blev den dengang 43-årige filminstruktør Roman Polanski arresteret og sigtet i Los Angeles for seks lovovertrædelser mod Samantha Gailey (nu Geimer), en 13-årig pige. Anklagerne lød på ulovligt samleje med en mindreårig, voldtægt ved brug af stoffer, perversion, sodomi, utuktig og liderlig handling mod et barn under 14 år og for at have givet en mindreårig et kontrolleret stof. Ved sin retsforfølgning nægtede Polanski sig skyldig i alle anklager, men accepterede senere en aftale, hvis vilkår omfattede afvisning af de fem mere alvorlige anklager til gengæld for en erklæring af skyld i den mindre anklage om at have deltaget i ulovligt seksuelt samleje med en mindreårig.
Polanski gennemgik en retsbestemt psykiatrisk undersøgelse, og han blev sat fri fra sin varetægtsfængsling (probation). Men efter at have erfaret, at han sandsynligvis ville blive fængslet og efterfølgende deporteret, lygtede Polanski til England og derefter Frankrig i februar 1978, timer før han formelt skulle dømmes. Siden da har Polanski for det meste boet i Frankrig og han har undgået at besøge nogen lande, der kan forventes at udlevere ham til USA.

Ifølge Samantha Geimers vidneudsagn til storjuryen havde Polanski spurgt Geimers mor (en tv-skuespillerinde og model), om han kunne fotografere pigen som en del af hans arbejde for den franske udgave af Vogue. Geimer fortalte, at Polanski leverede champagne, som de delte såvel som noget af det hypnotisk beroligende middel Quaalude - og på trods af hendes protester udførte han oralsex på hende og trængte ind i hende både vaginalt og analt. Hver gang sagde pigen "nej" og bad om, at han stoppede.

Polanski beskrev voldtægten i sin selvbiografi og udtalte, at han ikke bedøvede Geimer, at hun "ikke var ikke-responderende", og at hun ikke reagerede negativt, da han spurgte om, hvorvidt hun nød det, han gjorde. Den 28-sider lange prøveløsladelsesrapport, som hans prøveløsladelsesofficer indsendte til retten, undskyldte Polanskis opførsel med hans kreative geni, og at han var immigrant fra et land med en anden moral. Rapporten placerede desuden noget af skylden på offeret og hendes mor, og afsluttede med at sige, at der var beviser på "at offeret ikke kun var fysisk modent, men villig". Betjentenes rapport citerede også to psykiateres afvisning af, at Polanski var "en pædofil" eller "seksuel afviger".

Den 26. september 2009 blev Polanski tilbageholdt af schweizisk politi i Zürich Lufthavn, i forbindelse med hans udestående amerikanske arrestordre fra 1978. Polanski havde planlagt at deltage i Zürich Film Festival for at modtage en filmpris. Anholdelsen skete efter en anmodning fra USA om, at Schweiz skulle pågribe Polanski. Polanski havde siden 2005 været eftersøgt af Interpol - efter anmodning fra USA.
Polanski offentliggjorde et åbent brev med titlen "Jeg kan ikke tie længere!", hvor han skrev, at han havde udstået sin straf i form af varetægtsfængslingen.
Udenrigsministrene fra både Frankrig og Polen opfordrede Schweiz til at løslade Polanski, som har statsborgerskab i begge de to lande. De to lande trak dog efterfølgende deres støtte til Polanski tilbage.
Over 160 filminstruktører, skuespillere, manuskriptforfattere og producenter underskrev en underskriftsindsamling som opfordrede til Polanskis løsladelse. Opfordringen blev underskrevet af mange prominente personer i filmindustrien, herunder Guillermo del Toro, Martin Scorsese, Sam Mendes, David Lynch, Wes Anderson, Michael Mann, Darren Aronofsky, Harrison Ford, Jeremy Irons, Wong Kar-wai og Woody Allen. Flere underskrivere, såsom Emma Thompson og Natalie Portman, fjernede senere deres navne fra opfordringen eller udtrykte beklagelse over at have underskrevet den.
Den 12. juli 2010 afviste den schweiziske domstol USA's anmodning og løslod Polanski fra varetægtsfængslingen.
Der har gennem årenes løb været mange artikler om filmindustriens afslappede forhold til (også) Roman Polanskis pædofile voldtægt. Her er fx en med titlen "Roman Polanski Is a Child Rapist. It’s Long Past Time for Hollywood to Cast Him Out" ("Roman Polanski er børnevoldtægtsforbryder. Det er for længst tid for Hollywood at kaste ham ud").
"Han erkendte sig skyldig i 'ulovlig seksuel omgang' med en 13-årig pige, men forblev alligevel på forunderlig vis medlem af akademiet, og Hollywood-skuespillere fortsætter med at optræde i hans film."

Én af de mange filmfolk, der underskrev underskriftsindsamlingen for Roman Polanskis løsladelse, var en anden filmmand, som har været plaget af sin egen pædofilisag: Woody Allen.
Allens adopterede datter Dylan Farrow beskylder ham for at have begået overgreb på hende, da hun var syv år. Dylan Farrow er eks-samleversken Mia Farrows datter, som Allen adopterede i forbindelse med sit 12-årige parforhold med Mia Farrow. Det har været en sag, der er blevet fortalt i mange medieartikler, og hvor parterne gensidigt har slynget beskyldninger mod hinanden. I denne artikel kalder Dylan Farrow sin stedfar for "et monster". Også Mia Farrow har beskyldt Allen for overgreb mod sin datter. Allen har på sin side hævdet, at Mia Farrow har søgt hævn, fordi han havde sex med Mia Farrows andet adopterede datter, Soon-Yi Previn. Ifølge Allens egne oplysninger - havde han først sex med Soon-Yi, da hun var blevet 21. Han mødte hende, da hun var 10 år - da han og Soon-Yi Previns adoptions-mor Mia Farrow og Woody Allen begyndte at danne par. Mia Farrow hævder, han begyndte at "groome" hende, mens hun gik i gymnasiet. Det var i 1992, at forholdet mellem Mia Farrow og Woody Allen fik en brat, dramatisk afslutning. Mens hun var i Woody Allens lejlighed, opdagede Mia Farrow en stak eksplicitte nøgenbilleder af sin adoptivdatter Soon-Yi Previn, taget af Allen. Da billederne blev opdaget, var Previn 21, mens Woody Allen var i 50'erne.
Woody Allen er desuden - som tidligere omtalt - nævnt i Jeffrey Epsteins "sorte bog", og han havde sex med 16-årige Babi Christina Engelhardt "mindst 100 gange" - ifølge Engelhardt selv. Hun blev senere Jeffrey Epsteins assistent. Babi Christina Engelhardt hævder desuden, at hun flere gange havde sex med både Woody Allen og Mia Farrow samtidig. "Det hele var et spil, der udelukkende blev drevet af Woody, så vi vidste aldrig helt, hvor vi stod," udtalte Engelhardt.

Hollywoods historiske popularisering af pædofili
Misbrug af børn i Hollywood er langt fra nogen ny foreteelse. Et historisk eksempel er den berømte barnestjerne Shirley Temples oplevelser i hendes storhedstid i 1930'erne og 40'erne. Udnyttelsen og seksualiseringen af Shirley Temple gennemgåes i blogartiklen "The Sinister, Untold History of Shirley Temple" ("Shirley Temples uhyggelige, ufortalte historie"), som kan læses på hjemmesiden Cinemasters:
"Den åbenlyse seksualisering af Hollywoods yngste stjerne begyndte i samme øjeblik, hun dukkede op foran kameraet. Hendes første krediterede rolle var for en Baby Burlesk-film kaldet War Babies, hvor hun spillede en prostitueret ved navn Charmaine, i en alder af tre år. En særlig scene i spillefilmen, Bright Eyes, viser det lille barn synge sangen: "On The Good Ship Lollipop" i en ubehagelig kort babydukke-kjole, hvor hun bliver båret, holdt og berørt af et ensemble på omkring et dusin voksne mænd. Filmen fra 1936, Poor Little Rich Girl, har også masser af scener, hvor Temple bliver kælet for af voksne mænd - hele filmen er et glimrende eksempel på tidlig Hollywood-pædofili og hvor normaliseret den var i branchen."

Baby Burlesk-film var en serie film med dette navn, hvor børn i førskolealderen genopførte berømte film og aktuelle begivenheder. Burlesk betyder "grovkornet, plat form for komik". Det var ofte seksuelt orienterede kortfilm, hvor børn efterlignede voksne, fortæller en anden artikel om misbruget af Shirley Temple og de andre barneskuespillere.
"War Babies" betyder "Krigsbabyer" og "Bright Eyes" betyder "Lyse Øjne". "Bright Eyes" var en del af Shirley Temples image, og denne film var skrevet til netop hende i hovedrollen.

Den seksuelle udnyttelse af Shirley Temple synes tydelig og foruroligende på skærmen, "men tingene var så meget værre bag kulisserne," fortæller blogartiklen. Under produktionen af hendes mange film udholdt Temple og hendes andre med-børneskuespillere både fysisk og seksuelt misbrug. Temple beskrev selv Baby Burlesk-serien som "en kynisk udnyttelse af vores barnlige uskyld" i sin bog "Child Star: An Autobiography" ("Barnestjerne: En autobiografi"). Hun forklarede også, at hvis nogen af børnene opførte sig dårligt på sættet, blev de låst inde i en vinduesfri kabine kaldet "straffeboksen" og tvunget til at sidde på en stor isblok i længere perioder. Temple blev sendt til "straffeboksen" flere gange, men hævdede, at det ikke gjorde "nogen varig skade" på hendes psyke. Temple beskrev, at disse produktionssæt havde en meget stærk "tid er penge"-holdning. Dette førte til, at hun ved flere lejligheder blev tvunget til at arbejde, selv om hun var kommet til skade eller havde smerter. En gang arbejdede hun en hel dag lige efter en alvorlig trommehindeoperation.
I 1940, i en alder af 12, havde Shirley Temple et møde med Metro-Goldwyn-Mayer-produceren, Arthur Freed, hvor han blottede sig for hende. Efter at have set hende nervøst fnise, smed Freed Temple ud af sit kontor. Arthur Freed producerede efterfølgende meget succesrige film som "Singin' In The Rain", "The Wizard of Oz", "En amerikaner i Paris", og "Annie Get Your Gun". "At være en kendt, dristig pædofil gjorde ikke meget for at mindske dit omdømme eller din professionelle succes i det tidlige Hollywood," konstaterer blogartiklen. År senere, i en alder af 17, blev Temple igen gjort til offer, da den berygtede og magtfulde producer David O. Selznik fra Selznik International Pictures forsøgte at overfalde hende seksuelt. Hun var heldigvis i stand til at slippe uskadt fra denne prøvelse.
I hele sin korte filmkarriere blev Temple tvunget til at kæmpe sig fri af seksuelle rovdyr, når hun jævnligt blev befamlet, truet og terroriseret af mænd, fortæller denne artikel. Efter at hun irettesatte en Hollywood-producer for hans tilnærmelser, svarede han: "Se, jeg bliver en stor direktør. Vi bliver nødt til at tage os sammen... Det, jeg havde i tankerne, var bare en formalitet på arbejdspladsen."
"Det står måske i din kontrakt, men ikke min," svarede hun.
"Sex er som et glas vand," fortsatte manden, hun blot omtaler som "Troldmanden". "Du bliver tørstig, du drikker. Du vil have sex, du har det."

Temple blev også plaget af publikum og kritikere. Den kendte britiske forfatter Graham Greene skrev flere gange nogle meget ubehagelige bemærkninger om Temples optrædener. Med henvisning til Temples rolle i filmen "Captain January" (1936), skrev Greene:
"Hendes pæne og veludviklede rumpe snoede sig i stepdansen."

På tidspunktet for filmens udgivelse var Temple kun otte år.
I sin anmeldelse af "Wee Willie Winkie" fra 1937 skrev Greene:
"Iført korte kilter er hun en komplet totsy... se, hvordan hun måler en mand med adrætte filmstudieøjne, med fordybet fordærv. Voksne følelser af kærlighed og sorg glinser hen over barndommens maske, en barndoms hud."

Ordet "totsy" er umuligt at oversætte, da det tilsyneladende næsten kun er Graham Greene, der har anvendt det som navneord. Som udsgangsord betyder det "at kærtegne" eller "berøre" nogen. En "hotsy-totsy" er slang for "perfekt" og "sofistikeret" men også for en attraktiv kvinde.
Graham Greene fortsatte:
"Hendes beundrere - midaldrende mænd og præster - reagerer på hendes tvivlsomme koketteri, på synet af hendes velformede og ønskværdige lille krop, spækket med enorm vitalitet, kun fordi historiens og dialogens sikkerhedstæppe falder mellem deres intelligens og deres begær.”

Temple og Twentieth Century-Fox sagsøgte Greene og hans udgiver for injurier og vandt.

Et andet eksempel på Hollywoods historiske pædofile er den verdensberømte stumfilmlegende Charlie Chaplin. Han var sammen med sin anden kone, Lita Grey, fra hun var 12 år og gjorde hende gravid da hun var 16. Under Californisk lov, som han egentlig levede under, burde han være blevet klassificeret som pædofil. Han giftede sig med Lita Grey i Mexico for at undgå pressen. På deres vej tilbage, mens de ventede på et tog, sagde Chaplin ifølge Lita Greys senere afsløring: "Vi kunne afslutte hele denne situation, hvis du bare hoppede."
Flere artikler beskriver Charlie Chaplins ondskabsfuldheder. Denne Vice-artikel hedder "Charlie Chaplin Was a Sadistic Tyrant Who Fucked Teenage Girls" ("Charlie Chaplin var en sadistisk tyran, som kneppede teenage-piger"). Titlen er beskrivende for indholdet af artiklen.
Denne Telegraph-artikel hedder "‘Perverted, degenerate and indecent acts’: Charlie Chaplin and the original A-list divorce scandal" ("‘Perverterede, degenererede og uanstændige handlinger’: Charlie Chaplin og den oprindelige A-liste skilsmisseskandale"). Den fortæller bl.a., at Lita Grey under parrets skilsmisse beskyldte Chaplin for at have truet hende med en pistol, for at få hende til at få en abort. Artiklen fortæller desuden at Chaplin først fik øje på sin senere kone, da hun kun var seks år, hvorefter han senere "groomede, giftede sig med og misbrugte" hende.
Artiklen tager i øvrigt sit udgangspunkt "højesteretskampen mellem Amber Heard og Johnny Depp", som "har frembragt beskyldninger om frygtindgydende vold i hjemmet, narkomisbrug og endda uhyggelige historier om afføring i en seng". Herefter fortæller artiklen historien om Chaplin for at vise, at denne type historier ikke er nye i Hollywood.
"Amber Heard-Johnny Depp retssagen var et orgie af kvindehad," skriver den engelske avis The Guardian. "I sms'er til venner fantaserede Johnny Depp om at myrde sin daværende kone, skuespillerinden Amber Heard," står der videre i artiklen.
"Jeg vil kneppe hendes brændte lig bagefter for at sikre mig, at hun er død," skrev Depp. I andre tekster "forklejnede han sin kones krop i uhyggeligt kvindehad," synes Guardian-journalisten - og underbygger det med et Johnny Depp-citat: "Grødet meningsløst dinglende overbrugt floppy fiskemarked," kaldte han hende. Amber Heard fortalte følelsesladet i vidneskranken, hvordan Depp angiveligt "slog hende, manipulerede og kontrollerede hende, overvågede hende og overfaldt hende seksuelt."
I 2010 valgte Johnny Depp i øvrigt at forsvare tre mænd, der er dømt for sataniske rituelle mord, i en kontroversiel og meget diskuteret sag.
"Johnny Depp, Hollywood-stjernen, har føjet sin stemme til en kampagne for at befri tre mænd dømt for at have myrdet tre børn i et satanisk ritual," skriver avisen The Telegraph. Sammen med flere andre berømtheder mener Depp, at de tre er helt uskyldige og blev udsat for en heksejagt af politiet og dømt "på grund af deres interesse for heavy metal-musik og det okkulte".

Her er en artikel med titlen "Glamoriseringen af pædofili i Hollywood", der behandler dette og hvordan filmindustrien på den måde påvirker samfundet. Artiklen giver det kendte eksempel med filmatiseringerne af Vladimir Nabokovs roman "Lolita", hvor en mand gifter sig med en kvinde kun for at komme tæt på hendes 12-årige datter.
Bogen er blevet filmatiseret mange gange. Men hvorfor lave en film om igen og igen? Lolita er blot et eksempel på, at pædofili bliver mere og mere normaliseret i moderne film, ofte afbildet som den ultimative fantasi og ikke en forfærdelig forbrydelse.

I artiklen hævdes det, at de fleste film, "især film med mandlige instruktører, forherliger pædofili", og den spørger om det mon er "et markedsføringstrick?" - "Måske endda en instruktørs bizarre fetich?"
"I 'Call Me By Your Name' er historien malet som en inderlig coming of age-film - så meget, at du glemmer de to hovedpersoners syv års aldersforskel, hvor Timothee Chalamets karakter er en mindreårig.
I 'Once Upon a Time in Hollywood', instrueret af den berygtede Quentin Tarantino, når forholdet mellem Brad Pitts Cliff Booth og en mindreårig hippie teknisk set aldrig point of no return, men vovede hints er spredt ud over filmen."

I artiklen fremføres det, at den type film med forhold med stort aldersgab, "har en tendens til at caste en flot person som den ældre karakter, så når det unge publikum ser filmen, ser de ikke et problem med det, fordi de er lidt tiltrukket af karakteren."

Netflixfilmen "Cuties" (2020) vakte opsigt ved at handle om en 11-årig pige, der slutter sig til et "twerk-dansehold". Filmen kom under beskydning for promoveringer og scener, flere mente udstiller seksualisering af børn. "Det er kommet til det punkt, hvor børnepornografi bliver streamet på mainstream-tv," står der i denne artikel om sagen. Modreaktionen begyndte, da Netflix udgav trailere og reklamebilleder til filmen. Reklamebillederne viste de mindreårige skuespillerinder "i stramt afslørende tøj, mens de var placeret i seksuelle positurer". Mange fordømte filmen og Netflix. Netflix udsendte på Twitter en officiel beklagelse for traileren, men nægtede at fjerne filmen.

CIA's brug af operatører i medier og underholdning til propaganda
Historisk set har CIA brugt operatører i massemedier, både udenlandske og indenlandske, til sine hemmelige operationer. Det kom til offentlighedens opmærksomhed i 1973, da den undersøgende journalist Jack Anderson rapporterede, at Nixon-kampagnen havde brugt en udenrigskorrespondent i London til at spionere på kandidater fra Det demokratiske parti, både til Nixon-kampagnen i 1968 og i 1972. Anderson rapporterede også, at den pågældende anklagede journalist, Seymour K. Freiden, arbejdede for CIA. Han var desuden bureauchef i massemedievirksomheden Hearst Communications. Artiklen førte til, at New York Times og Washington Star-News fulgte op på historien og spurgte daværende direktør William E. Colby, om deres egne journalister var på CIA's lønningsliste. Colby bestilte en intern CIA-undersøgelse og leverede resultaterne til Star News. De rapporterede, at CIA havde rekrutteret mere end tredive amerikanere, der arbejdede i udlandet som journalister.
Denne hemmelige propaganda-indsats har fået navnet "Operation Mockingbird" ("Operation spottedrossel", bemærk indholdet af ordet spot i betydningen hån).

En bred vifte af CIA-operationer blev undersøgt i en række kongresundersøgelser fra 1975 til 1976, herunder CIA's bånd til journalister. En af disse undersøgelser belv foretaget af den såkaldte Church Committee (komité opkaldt efter formanden senator Frank Church). Komitéen udgav sin endelige rapport i april 1976, og den behandlede CIA's forbindelser til både udenlandske og indenlandske nyhedsmedier.
For udenlandske nyhedsmedier konkluderede rapporten, at:
"CIA opretholder i øjeblikket et netværk af flere hundrede udenlandske personer rundt om i verden, som leverer efterretninger til CIA og til tider forsøger at påvirke opinionen gennem brug af skjult propaganda. Disse personer giver CIA direkte adgang til et stort antal aviser og tidsskrifter, snesevis af pressetjenester og nyhedsbureauer, radio- og tv-stationer, kommercielle bogudgivere og andre udenlandske medier."

For indenlandske medier hedder det i rapporten:
"Cirka 50 af [CIA]-aktiverne er individuelle amerikanske journalister eller ansatte i amerikanske medieorganisationer. Af disse er færre end halvdelen "akkrediteret" af amerikanske medieorganisationer ... De resterende personer er ikke-akkrediterede freelance-bidragydere og medierepræsentanter i udlandet ... Mere end et dusin amerikanske nyhedsorganisationer og kommercielle forlag har tidligere ydet dækning for CIA agenter i udlandet. Nogle få af disse organisationer var ikke klar over, at de ydede denne dækning."

CIA's svar på undersøgelserne var at hævde at efterretningstjenesten, allerede mens undersøgelserne foregik, var begyndt at begrænse sin brug af journalister, og senere påstå at det var næsten helt standset.
Ifølge Church-rapporten fortalte den tidligere CIA-direktør William Colby udvalget, at han i 1973 havde udstedt instrukser om, at CIA ikke måtte "gøre nogen hemmelig brug af ansatte i amerikanske publikationer, som har en væsentlig indvirkning eller indflydelse på offentlighedens holdning."
I februar 1976 lovede Skull & Bones-manden George H. W. Bush, som var blevet CIA-direktør, at "med øjeblikkelig virkning vil CIA ikke indgå i noget betalt eller kontraktligt forhold med nogen nyhedskorrespondent på fuld tid eller deltid, der er akkrediteret af nogen amerikansk nyhedstjeneste, avis, tidsskrift , radio- eller tv-netværk eller -station."
Så da Church-komitéens rapport var færdig, kunne man berolige med, at alle CIA-kontakter med akkrediterede journalister var blevet droppet. Komiteen bemærkede dog, at ikke-kontraktansatte, der ikke modtog presselegitimation, såsom freelancere, ikke var medtaget.
Allerede året efter blev troværdigheden af Church-komiteens konklusion draget i tvivl. I oktober 1977 skrev den verdensberømte Pulitzerprisvindende journalist Carl Bernstein en artikel i magasinet Rolling Stone, hvori han hævdede, at Church-komitéens rapport dækkede over CIA's forhold til nyhedsmedier. Bernstein havde interviewet flere CIA-officerer, som hævdede at CIA arbejdede med en række journalister og organisationer - og Bernstein navngav disse i sin artikel.

I denne artikel kan man læse om, hvordan "Hollywood blev den uofficielle propagandaarm for det amerikanske militær". Artiklen er publiceret på den canadiske radiostations hjemmeside CBC.ca (Canadian Broadcasting Corporation).
"Anden Verdenskrig lancerede Hollywood til en propagandakrig, der fortsætter den dag i dag," fortæller artiklen. Den fortæller også at USA's propaganda-bureau U.S. Office of War Information ("USA's kontor for krigsinformation") simpelthen havde en enhed dedikeret udelukkende til Hollywood, kaldet Bureau of Motion Pictures ("Kontor for film").
Den statslige og militære kontrol med Hollywood var ekstrem med baggrund i krisesituationen under krigen - men det tætte samarbejde mellem Hollywood og statsapparatet standsede ikke, da krigen sluttede.
"Historikere og andre akademikere påpeger, at arrangementet var begyndelsen på en unik amerikansk mission, der fortsætter også nu. Relationer skabt mellem amerikanske regeringsagenturer og Hollywood under Anden Verdenskrig og Den Kolde Krig formede, hvordan historier om militæret stadig bliver fortalt."

"Mange af [Hollywoods] film er indlejret i det amerikanske militær. Og lavet for at forherlige det amerikanske militær," fortæller Tanner Mirrlees, som er lektor i kommunikation og digitale mediestudier ved Ontario Tech University.
"Film var, og er, det perfekte redskab til at forme den folkelige holdning, hovedsagelig fordi det at se en film giver en så galvaniserende, fælles oplevelse," forklarer CBC-artiklen desuden.

CBC-artiklen giver flere eksempler på det tætte samarbejde mellem regering og Hollywood. Et af dem er om stjerneskuespilleren John Wayne som ifølge lektoren Mirrlees "personligt skrev til den amerikanske præsident Lyndon Johnson for at bede regeringen om at hjælpe ham med at lave en propagandafilm om konflikten i Vietnam". "Pentagon leverede rekvisitter og militærbaser til filmen og fastholdt den endelige manuskriptgodkendelse." Filmen, som artiklen kalder "berømt - eller berygtet", hedder "The Green Berets" (egentlig "De grønne baretter", men filmen fik den danske titel "De grønne djævle").
John Wayne var i øvrigt også frimurer - ligesom mange andre Hollywood-filmfolk (som vi skal se på senere). "Det blev senere erfaret, at grusomheder tilskrevet nordvietnameserne i filmen faktisk blev begået af amerikanske tropper under krigen," fortæller artiklen. Derefter forklarer artiklen om den "bydende nødvendighed for at dyrke en følelse af ekstern trussel mod Amerika" gennem "skurke fra udlandet" - som blev etableret under den kolde krig og fortsatte derefter.

Det er blevet afsløret, at CIA-operationsofficeren Chase Brandon i midten af 1990'erne var agent for CIA i Hollywood. Nogle af de film, Brandon stod bag, inkluderer "The Recruit", "The Sum of All Fears", "Enemy of the State", "Bad Company" og "In the Company of Spies". Han var desuden konsulent for tv-programmer, herunder "The Agency" og "Alias". Han har optrådt og er blevet interviewet på diverse tv-kanaler, bl.a. Discovery, Learning Channel, History Channel, A&E, E! Entertainment, underholdningsprogrammet Access Hollywood og nyhedsmagasinet Entertainment Tonight med nyheder fra underholdningsbranchen.
Artiklen "Hvordan CIA lurede Hollywood", som kan læses i avisen The Atlantic, behandler bl.a. Chase Brandons arbejde i Hollywood. Men artiklen hævder også, at CIA's påstande, om at efterretningstjenesten ikke længere driver propaganda gennem hemmelige aktiver i medie- og underholdningsverdenen, er usande. Efter et indledende afsnit om CIA's lange historie med at infiltrere nyhederne (“spooking the news”), står der:
"I 1977, efter at denne systematiske mediemanipulation blev offentligt afsløret af kongresundersøgelser, oprettede CIA et Office of Public Affairs, der havde til opgave at vejlede pressedækningen af efterretningsspørgsmål på en mere gennemsigtig måde. Agenturet insisterer på, at det ikke længere opretholder en stald af venlige amerikanske journalister, og at dets bestræbelser på at påvirke pressen foregår langt mere over bordet. Men sandheden er efterretningsimperiets bestræbelser på at fabrikere sandheden og forme den offentlige mening er mere omfattende og varieret end nogensinde før. En af dens vigtigste aktiver? Hollywood. Agenturet har etableret en meget aktiv spin-maskine i hjertet af underholdningshovedstaden, som arbejder ihærdigt for at sikre, at kappe-og-dolk-verdenen præsenteres i heroiske vendinger. Siden midten af 1990'erne, men især efter 9/11, har amerikanske manuskriptforfattere, instruktører og producenter byttet positiv fremstilling af spionfaget i film- eller tv-projekter for særlig adgang og tjenester i CIAs hovedkvarter."

Under Bill Clintons præsidentperiode løftede CIA "sin Hollywood-strategi til et nyt niveau" og "forsøgte at tage mere kontrol over sin egen mytedannelse" skriver The Atlantic.
"Den flag-viftende Tom Clancy-franchise blev et midtpunkt i CIA-propagandaen i 1990'erne med en række skuespillere (Alec Baldwin, Harrison Ford og endelig Ben Affleck) i hovedrollen i film som Patriot Games, Clear and Present Danger og The Sum of All Fears, som stiller den dristige agent Jack Ryan op mod en række fjender, fra terrorister til sydamerikanske narkobaroner til atombevæbnede tilhængere af hvidt overherredømme."

Ben Afflecks daværende kone, Jennifer Garner Brandon, spillede hovedrollen i "Alias", tv-spionageserien hvor "CIAs mand i Hollywood", Chase Brandon også havde "en hyppig tilstedeværelse på settet". "Serien, der udkom i september 2001, afspejlede den gennemgribende paranoia i post-9/11-æraen - det klima af permanent angst, der er så elsket af nationale sikkerhedsmyndigheder," påpeger Atlantic.

Jennifer Garner spillede "Sydney Bristow, en CIA-undercover-agent, der infiltrerede en global sammensværgelse".
Atlantic gør opmærksom på den "voksende fusion mellem Langley og Hollywood" i forbindelse med Hollywoodstjernen Jennifer Garners arbejde for efterretningstjenesten. I marts 2004 meddelte CIA, at Garner havde filmet en rekrutteringsvideo til agenturet. "Frk. Garner var begejstret" for at arbejde for den CIA-etablerede mediestyringsorganisation Office of Public Affairs, fortalte agenturets pressemeddelelse. Pressemeddelelsen elaborerede videre om, at CIA's filmindustriforbindelse arbejdede med "at uddanne" forfatterne på Alias-produktionen i det "grundlæggende håndværk".
"Selvom showet Alias er fiktivt, legemliggør karakteren Jennifer Garner den integritet, patriotisme og intelligens, som CIA leder efter hos sine officerer."

Artiklen, som er fra 2016, fortsætter med at give eksempler på CIA's udnyttelse af Hollywood til propagandaformål, bl.a. propagandafilmen om Osama Bin Ladens død.
Den slutter med at konstatere:
"Med få undtagelser har Hollywood længe fungeret som en propaganda-fabrik, der har lavet overdrevent patriotiske hævn-fantasifilm, hvor det amerikanske publikum får lov til at uddrive deres post-9/11 dæmoner ved at se den tilfredsstillende nedslagtning af utallige jihadister på skærmen.
Denne uendelige parade af hemmelige agenter med firkantede kæber og skæggede, oppumpede kommandosoldater opsat mod mørklagte muslimske gale mænd lige ud af den centrale rollebesætning er blevet hjulpet og støttet af det nyligt opflammede CIA, der alt for glad for at tilbyde sine 'tjenester' til Hollywood."

Canadiske CBC.ca har - ud over tidligere omtalte artikel - publiceret denne artikel med titlen "Fra patriotisme til rekruttering: Hvordan Hollywood hjalp det amerikanske militær med at sælge krigen mod terror". Publikum er ofte uvidende om, at de ser regeringens propaganda, står der umiddelbart under titlen på artiklen. Denne påstand fremsættes af forfatteren Tom Secker, som har været medforfatter på bogen "National Security Cinema: The Shocking New Evidence of Government Control in Hollywood" ("National skkerhedsbiograf: De chokerende nye beviser for regeringskontrol i Hollywood"). Beskrivelsen af bogen fortæller, at den handler om "hemmeligholdelse, militarisme, manipulation og censur i hjertet af verdens førende demokrati - og om dem, der forsøger at bekæmpe dem". Ved at bruge "tusindvis af sider med dokumenter erhvervet gennem Freedom of Information Act" (aktindsigt) afslører bogen, "at den nationale sikkerhedsstat – ledet af CIA og Pentagon – har arbejdet på mere end otte hundrede Hollywood-film og over tusind netværks-tv-shows."
Bogen hævder, at eksperter har undervurderet størrelsen af propaganda-operationen, til dels fordi regeringen er gået meget langt for at forhindre, at data dukker op, "især i det 21. århundrede, efterhånden som praksis med regering-Hollywood-samarbejde er eskaleret og blevet mere aggressiv." Ifølge beskrivelsen afslører bogen desuden, "specifikke manuskriptændringer foretaget af regeringen af politiske årsager på snesevis af blockbuster-film og produktioner som Transformers, Avatar, Meet the Parents og Terminator."
"Disse kræfter har undertrykt vigtige fortællinger om: CIA narkotikahandel; ulovligt våbensalg; militær fremstilling af biovåben; samspillet mellem private hære og olieselskaber; regeringens behandling af minoriteter; tortur; kup; attentater og manglende forebyggelse af 9/11."

CBC-artiklen fortæller desuden, at umiddelbart efter at New Yorks tvillingetårne var styrtet i ruiner fandt et møde sted mellem Pentagon-embedsmænd og toppen af Hollywood-producenter, instruktører og manuskriptforfattere.
Mødet handlede angiveligt om at "brainstorme om fremtidige trusler og angrebsscenarier". Til mødet deltog: Steven de Souza fra Die Hard-produktionen, Joseph Zeito, instrultør på Delta Force One og Missing In Action, og David Fincher, der instruerede Fight Club og Alien 3. Disse informationer kommer igen fra Tanner Mirrlees, som ud over at være lektor i kommunikation desuden har skrevet bogen "Hearts and Mines: The US Empire's Culture Industry" ("Hjerter og miner: Det amerikanske empires kulturindustri").
I CBC-artiklen fortæller Tanner Mirrlees også, at Hollywood-stjerner som Julia Roberts, Tom Cruise og Robert DeNiro blev kontaktet af det amerikanske forsvarsministerium for at opmuntre amerikanere til at slutte sig til militæret - få år før den historiske og omvæltende begivenhed den 11. september 2001.
Nogle kritikere har hævdet, at filmen Zero Dark Thirty i 2012, som handler om jagten på Al-Qaeda-lederen Osama bin Laden, fungerer som propaganda for tortur. I 2014 blev der lavet en undersøgelse, som undersøgte påvirkning af publikum når de så de to film "Argo" og "Zero Dark Thirty". Undersøgelsen viste, at omkring 25 procent af seerne af de to Hollywood-film ændrede deres mening om regeringen og dens handlinger efter at have set en af filmene. "Det kan ændre et valg, en krig kan ske. Det er ikke bare en film - det er et stykke propaganda," citerer CBC-artiklen forfatteren Tom Secker for at sige.

På et møde mellem embedsmænd i Det Hvide Hus og Hollywood i november 2001 "førte seniorrådgiver og republikansk strateg Karl Rove en stærk diskussion om, hvordan Hollywood kunne hjælpe med at sælge den globale krig mod terror," sagde Mirrlees. En talsmand for Bush-administrationen sagde: "Jeg har stor respekt for industrien og dens evne til at uddanne i ind- og udland."
"Som om krigsfilm handler om offentlig uddannelse," tilføjede Mirrlees.
Initiativet kulminerede i en kortfilm med titlen "Operation Enduring Freedom", der blev udgivet i 2002, og som handlede om krigen mod terror og dens mål. Den blev vist før spillefilm i omkring 4.000 biografer. "Operation Enduring Freedom" kan måske oversættes til "Operation fastholde frihed", men det mest oplagte er "Operation udholde frihed".
Mirrlees fortæller, at mange af dem, der blev opfordret til at slutte sig til militæret af denne mediekampagne, var fra fattige minoritetssamfund i hele USA.
"Krige har en tendens til at blive udkæmpet af underprivilegerede mennesker, af arbejderklassens mennesker, af farvede mennesker.
Man spekulerer på, om vi ville se et øjeblikkeligt fald i antallet af krige, USA er villig til at føre, hvis børnene til de rige og magtfulde i USA var tvunget [...] til at kæmpe alle de krige, USA har været i og i øjeblikket er i?

Dan O'Meara er medforfatter til bogen "Movies, Myth and the National Security State" ("Film, myter og den nationale sikkerhedstat"). Med baggrund i mere end tusind Hollywood-film undersøger bogen, "hvordan Hollywood-film har medvirket til at udbrede, eller til debattere, eller nogle gange bestride den voksende amerikanske nationale sikkerhedsstat siden 1945".
Dan O'Meara udtaler i CBC-artiklen, at på trods af "9/11 tilsyneladende kom som et lyn fra en klar himmel", havde Hollywood-film forudset et angreb som det i mindst et årti. Han siger videre, at de mennesker, der driver det nationale sikkerhedsapparat - efterretningstjenester og forskellige militærtjenester - "i det væsentlige" er "involveret i spekulationer." "Hvis du forbereder dig på en slags krig, og du bliver ved med at fortælle folk, at dette kommer til at ske, og at vi skal bruge 100 milliarder dollars på våbensystemer, for det tilfælde, så er du nødt til at orientere offentligheden mod at tro, at det vil ske, fordi hvis de ikke tror på det, får du ikke pengene," udtaler O'Meara.

USO: Militæret og underholdningsindustrien i tæt samarbejde
Den tidligere omtalte militære underholdningsorganisation USO (United Service Organizations) var og er også en væsentlig del af motoren i det udbredte samarbejde mellem underholdningsindustrien, Hollywood og amerikansk militær. Den tidligere nævnte artikel om Bob Hope, der tager det angivelige MK-Ultra-offer Susan Fords påstande for troende, remser adskillige entertainere op, der var en del af den militære underholdningsorganisation USO's program:
Marilyn Monroe, Bing Crosby, Judy Garland, Bette Davis, Humphrey Bogart, Lauren Bacall, Frank Sinatra, Marlene Dietrich, Hattie McDaniel, Eubie Blake, Ann Sheridan, Gøg og Gokke (Laurel & Hardy), Marx Brothers, Jack Benny, Larry Adler, Zero Mostel, James Cagney, James Stewart, Gary Cooper, Doraine & Ellis, Lena Horne, Danny Kaye, The Rockettes, Al Jolson, Fred Astaire, Curly Joe DeRita, Andrews Sisters, Joe E. Brown, Joe E. Lewis, Ray Bolger, Lucille Ball, Glenn Miller, Martha Raye, Mickey Rooney, Betty Hutton, Dinah Shore.
De nævnte entertaineres samarbejde med USO bekræftes af denne militær-historiske side og de fleste af disse stjerner har deres egne hyldestartikler på USO's hjemmeside.
USO har fx skrevet en særlig artikel om barnestjernen Judy Garland - hvis titel "Thanks for the Memories: Judy Garland" på en underlig facon overlapper med Susan Fords.
Marlene Dietrich var desuden – gennem 2. verdenskrig - spion for Office of Strategic Services (OSS), forløberen for CIA. Af andre stjerner med militære karrierer omtaler USO selv bl.a. James Stewart, Paul Newman, Morgan Freeman og Clark Gable.
Mundharmonikaspilleren Larry Adler, der også står på USO-entertainerlisten, blev, som en del af "kommunistforskrækkelsen", i 1949 blacklistet og anklaget for at være kommunist.
Listen med berømte USO-entertainere er betydeligt længere, hvilket denne artikel viser. Også antallet af underholdningsforestillinger har gennem USO's historie været omfattende, og i det hele taget må USO's arbejde og indflydelse siges at være imponerende. Ifølge historikeren Paul Holsinger udførte underholdningsorganisationen alene mellem 1941 og 1945 293.738 forestillinger i 208.178 separate besøg. Man estimerede, at mere end 161 millioner soldater og kvinder i USA og i udlandet blev underholdt. USO lavede også shows på militærhospitaler og underholdt mere end 3 millioner sårede soldater og sømænd på 192 forskellige hospitaler. Der var 702 forskellige USO-tropper, der turnerede verden rundt, nogle brugte op til seks måneder pr. turné. I 1943 blev et US Liberty-skib navngivet SS USO. Men organisationen var også meget aktiv under Koreakrigen, Vietnam-krigen, i Libanon, under Golfkrigen og i Afghanistan og Irak.
Under Koreakrigen var der over 113.000 amerikanske USO-frivillige der arbejdede på 294 centre hjemme og i udlandet.
USO var i Vietnam før de første kamptropper ankom. Organisationen fik etableret 23 centre i Vietnam og Thailand der underholdt en million servicemedlemmer om måneden. USO præsenterede mere end 5.000 forestillinger under Vietnamkrigen med stjerner som John Wayne, Sammy Davis Jr., Jayne Mansfield, Nancy Sinatra - og naturligvis som altid Bob Hope.
I 1991 producerede 20th Century Fox filmen "For the Boys" ("For drengene"), som fortæller historien om to USO-entertainere med Bette Midler og James Caan i hovedrollerne. Filmen dækker en 50-årig periode, fra USO's start i 1941 til Operation Desert Storm i 1991.
Bob Hope var også i Libanon under den blodige borgerkrig i 1983 - omend kun ombord på et krigsskib ud for kysten til det krigshærgede land. Her gav Bob Hope sammen med Miss USA Julie Hayek og skuespillerinderne Cathy Lee Crosby, Ann Jillian og Brooke Shields et show om bord på krigsskibet USS New Jersey den 24. december 1983. Firehundrede marinesoldater, der var udstationeret i Beirut, så showet.

Bob Hope og hans kvindelige entertainere optræder for besætningen på krigskibet USS New Jersey

Bob Hopes sidste USO-turné var under Golfkrigen i forbindelse med "Operation Desert Shield". Her åbnede USO flere underholdningscentre i Saudi-Arabien. Ud over Bob Hope deltog bl.a. komikerne Jay Leno og Steve Martin, popgruppen Pointer Sisters og countrysangerinden Gina James.
USO var også til stede i Afghanistan og Irak. Af entertainere der besøgte Irak kan nævnes Bruce Willis, tv-værten Stephen Colbert, Robin Williams, Gary Sinise, sangerinderne Jessica Simpson og Carrie Underwood, heavymetal-bandet Avenged Sevenfold og stand-up-komikerne Dave Attell og Louis C.K. USO har også leveret underholdning i form af den årlige "Tribute to the Troops" ("Hyldest til tropperne") som er en specialudgave af World Wrestling Entertainment (WWE - amerikansk professionel brydning og underholdning). USO har sendt programmet "WWE RAW" ("WWE råt") fra Afghanistan og Irak hver jul i USA i et forudoptaget show fra kampzonen.

Kabbalah-dyrkende berømtheder - stofmisbrug, heksevideo og pædofile overgrebsmænd
Barbra Streisand og Elvis Presley er bestemt ikke de eneste berømtheder, der har været optaget af okkult religiøsitet. Denne interesse synes næsten at være reglen snarere end undtagelsen for berømtheder i Hollywood og musikindustrien. Fx er den jødiske okkulte religion kabbalah udbredt blandt adskillige underholdningsstjerner. Som vi hørte tidligere, er kabbalah tæt forbundet med Talmud, som vi tidligere gennemgik citater fra, der bl.a. syntes at anerkende sex med børn helt ned til under treårsalderen.
Et omdrejningspunkt for kabbalah blandt amerikanske berømtheder er Kabbalah Centre i Los Angeles. Flere berømtheder er tilknyttet det kendte religiøse center, bl.a.:
Madonna
Ashton Kutcher
Demi Moore
Lindsay Lohan
Ariana Grande
Frankie Grande
James Van Der Beek
Marla Maples
Mila Kunis

Af andre berømtheder, der har været tilknyttet centeret og involveret i kabbalah, kan nævnes:
Britney Spears
Diane Keaton
Mary-Kate Olsen
Naomi Campbell
Rebekah Neuman
Roseanne Barr
Sandra Bernhard
Anthony Kiedis
Mick Jagger
Jerry Hall
Lucy Liu
Alex Rodriguez
Rosie O'Donnell
Donna Karan
Elizabeth Taylor
Paris Hilton
Nicole Richie
Kyle Richards
Heather McComb

Der er sandsynligvis adskilligt flere. Hver gang man tror, man er nået i bund med kendisser, der studerer kabbalah, opdager man en ny artikel med flere navne. Denne artikel fortæller, at Kabbalah Centeret også "har tiltrukket" skuespillerne Jeff Goldblum og Laura Dern samt rocksangeren Courtney Love (hustru til afdøde Nirvana-forsanger Kurt Cobain) - og måske ikke overraskende: Barbra Streisand.

Af ovennævnte er Madonna den nok mest aktivt agiterende - og desuden en yderst kraftig økonomisk støtte af centeret og dets arrangementer. Madonna har længe haft et meget tæt forhold til daværende meddirektør for Kabbalah Centret, Yehuda Berg. Centeret blev grundlagt af Yehuda Bergs forældre Philip Berg og Karen Berg. Men efter beskyldninger om seksuelle overgreb og om at han havde tilbudt stoffer til en af sine elever, trådte Yehuda Berg tilbage fra sin stilling i organisationen. Han blev senere fundet skyldig i en civil retssag og dømt til at betale erstatning til sit offer for at have påført ham forsætlig skade. Yehuda Berg var ellers en succesrig rabbiner og så tæt på Madonna, at popsangerinden i 2008 ihærdigt forsøgte at få ham til at hjælpe hende med at redde hendes ægteskab. Dengang var hun gift med den kendte filminstruktør Guy Richie, der - inden de blev gift i 2000 - også havde "omfavnet Madonnas tro" på kabbalah. Madonna ringede angiveligt til den senere dømte pædofile kabbalist Yehuda Berg to eller tre gange om dagen i denne periode.
Et mønster viser sig med forbløffende mange af de kabbalah-studerende berømtheder - et mønster med stoffer og overgreb. Madonna er ingen undtagelse. Hendes ægteskab med skuespilleren Sean Penn var turbulent, og der var historier om voldelige overfald, bl.a. at han en gang bandt hende og tæskede hende - og endda en anden gang slog hende med et baseball-bat. Disse overfald benægter Madonna dog bl.a. i denne senere artikel.
Som naiv New Yorker-tilflytter blev hun ifølge hende selv desuden voldtaget, af en fremmed som hun godtroende inviterede ind i sin lejlighed. Da var hun kun 19-år.
Madonna har også været storforbruger af euforiserende stoffer. Hun udtaler selv, at hun har "prøvet alt" én gang. At bruge stoffer er ligefrem "en spirituel oplevelse," har Madonna udtalt i et interview. Pop-superstjernen sagde i samme interview, at hendes sang "Devil Prays" ("Djævlen beder") handler "om, hvordan folk tager stoffer for at forbinde sig til Gud eller til en højere bevidsthed." Madonna sagde, at det hele handler om at "tilslutte matrixen." Hendes forklaring af, hvad dét betyder, minder en del om det, den selverklærede hjernevasker William Sargant så grundigt undersøgte om stoffer og påkaldelse af "ånder" og dæmoner:
"Hvis du bliver høj, kan du gøre det, hvilket er grunden til, at mange mennesker dropper syre eller tager stoffer, fordi de ønsker at komme tættere på Gud."

Så er det lige spørgsmålet, hvilken "gud" Madonna forbinder sig til med sine stoffer. Det får man måske svaret på ved at se på musikvideoen til kærlighedsangen "Frozen" fra pladen "Ray of Light". Madonna krediterede Kabbalah Centeret for at have givet hende “kreativ vejledning” i arbejdet med denne plade.

Madonna som heks i musikvideoen 'Frozen'

Teksten til "Frozen" lyder som en kærlighedsang, men i musikvideoen kan man bl.a. se Madonna, som en flyvende sortklædt heksekvinde danse i en ørken. På et tidspunkt falder heksekvinden om i det tørre ørkenjord og bliver i slaget forvandlet til flyvende sorte ravne. Heksekvinden dukker derefter op igen med ravnene flyvende omkring sig, og senere er Madonna forvandlet til tre ens heksekvinder. Hun forvandler sig også til en sort hund, der løber mod kameraet. Da det bliver mørkt flyver hun højere op i den mørke natteluft med mystiske armbevægelser, der synes at få hende til hele tiden at skifte form. Senere løber der en sort blodlignende vædske på den tørre ørkenjord fra eller hen imod hendes hænder og fingre, som er dekoreret med mystiske tegn og udsmykninger. Hænderne bliver ligesom heksen selv flerdoblet og foretager en art hinduistiske eller shamanistiske bevægelser.
"Du holder nøglen," synger Madonna blandt andet i sangen.
Hvem denne kærlighedsang er til, vides ikke - men at dømme ud fra musikvideoen kunne man godt komme til at tro, at det måske er Satan.
Nøgler er i øvrigt en væsentlig del af okkult symbolisme i bl.a. frimureri og andre esoteriske religioner.

Madonna var en del af miljøet omkring Andy Warhol såvel som den berømte New Yorker-natklub Studio 54. Både Warholds sociale kreds og Studio 54 var kendt for et markant forbrug af stoffer.
I del x hørte vi om den berygtede advokat Roy Cohn, der blev anklaget for at være bagmand i et pædofilt afpresningsnetværk - og som dyrkede mange af sine berømthedsvenskaber gennem sin hyppige frekventering af den udsvævende natklub Studio 54. Klubben blev beskrevet af Vanity Fair som "det svimlende epicenter for 70'ernes hedonisme, et diskotek for smukke mennesker, endeløs kokain og enhver form for sex." Roy Cohn blev også personligt af flere anklaget for overgreb på drenge - ikke kun i USA, men også af et overgrebsoffer i den omfattende misbrugssag i det irske Kincora drengehjem (se del x).
Af andre på kabbalah-listen, der også kom på Studio 54, kan nævnes Mick Jagger, Jerry Hall, Naomi Campbell og Elizabeth Taylor. Elizabeth Taylors meget nære ven - den senere pædofili-anklagede Michael Jackson - var i øvrigt som teenager DJ på Studio 54. Mick Jagger var ligesom Roy Cohn blandt de kendte, der findes i den pædofile sex-trafficker Jeffrey Epsteins "sorte bog". Denne kontakt- og navnebog blev ifølge en FBI-erklæring beskrevet som "Den hellige gral" til at optrevle Epsteins vidtstrakte børnesex-netværk. Det var den tidligere Epstein-ansatte, der overleverede bogen til FBI, som beskrev bogen således. Af andre berømte overgrebsmænd i bogen kan nævnes Kevin Spacey og komikeren Bill Cosby, som voldtog adskillige kvinder og piger efter at have bedøvet dem med stoffer. Også fx Woody Allen findes i bogen.

Elizabeth Taylor: Mordtrusler, pillemisbrug og fester med våbenhandler
I del x hørte vi om hvordan den saudiske våbenhandler Adnan Khashoggi "festede med Hollywood-eliter som Cary Grant og Elizabeth Taylor". Khashoggi var "en saudiarabisk mellemmand til leje, der samlede enorme rigdomme og indflydelse ved at sælge alt fra amerikanske våben til tjenester for Riyadhs herskere og CIA-mesterspioner". Dette var ifølge avisen Financial Review, som også skrev, at Khashoggi var "nøglemellemmand i den hemmelige CIA-styrede plan i 1980'erne om at sende våben til Teheran i bytte for fanger" - også kaldet Iran-Contra-affæren. I denne position var Khashoggi mellemmand mellem Reagan-regeringen og i kriminelle bankforretninger og våbenhandelskontakter. Han kendte angiveligt både CIA-agenter, schweiziske bankfolk, Washington-insidere og fortrolige af præsident Nixon - såvel som diverse "gun runners" (personer som illegalt får våben ind i lande).
Denne mand festede altså med bl.a. Elizabeth Taylor, som også står på kabbalah-listen herover.

Det var ikke kun den lyssky våbenhandler Khashoggi der interagererede med præsidenten Ronald Reagan. Det gjorde Elizabeth Tailor i den grad også, hvis man skal tro forfatterne Danforth Prince og Darwin Potter, der i 2012 udkom med en eksplosiv biografi om den afdøde Hollywood-diva. Allerede som teenager var Elizabeth Taylor angiveligt i seng med Ronald Reagan. Hun havde angiveligt også sex med den ligeledes mafiaforbundne sanger Frank Sinatra. Ifølge biografien dyrkede skuespillerinden desuden trekantsex med præsident John F. Kennedy og kollegaen Robert Stack. I det hele taget var Elizabeth Taylor gennem sit liv kendt som noget af en løssluppen kvinde. Flere gange var det offentlig kendt, at hun var utro overfor sine mange forskellige ægtemænd. Hun havde bl.a. en affære med sin tætte veninde Debbie Reynolds mand Eddie Fisher, som hun senere giftede sig med.
I det hele taget havde Elizabeth Taylor et turbulent liv. Hendes far var voldelig, når han drak "og virkede til at kunne lide at tæske mig lidt rundt," udtalte den berømte skuespiller selv i 1999. Da en instruktør - for at hjælpe hende til at græde under en scene - bad hende forestille sig sin far dø, brød stjerneskuespilleren ud i latter i stedet.

Elizabeth Taylor var gift hele otte gange. Hendes første bryllup fandt sted i 1950, da Taylor kun var 18 år, hvor hun blev gift med Conrad Hilton Junior, søn af Hotel Hilton-grundlæggeren og multimilliardæren med samme navn. Deres ægteskab varede dog mindre end et år. Taylor indså hurtigt, at hun begik en fejl, allerede inden deres bryllupsrejse var forbi. "[Han] blev sur, vred og voldelig, fysisk og mentalt," skrev hun i sin selvbiografi. Hendes fjerde mand - Eddie Fisher - truede hende med en pistol, da han fandt ud af, at hun havde en affære med skuespilleren Richard Burton. "Du skal ikke være bange, Elizabeth. Jeg dræber dig ikke. Du er for smuk," skulle den forsmåede fjerde ægtemand angiveligt have sagt. Richard Burton blev hendes næste mand - og deres samliv var ekstremt intenst og kaotisk. De skulle angiveligt have skændtes om alt - sågar om hvem der var mest "jødisk", trods det at hans var af walisisk afstamning og hun heller ingen jødiske aner havde. Hun var dog konverteret til jødedommen som 27-årig. Under sit sjette ægteskab med senatoren John Warner blev Taylor afhængig af smertestillende piller og alkohol, som hun ifølge egne oplysninger brugte som en flugt fra virkeligheden. Hun var en af de første Hollywood-berømtheder, der tog på rehabiteringscenter for at komme af med afhængighedsproblemer.

Mick Jaggers malteserridder og homosex med David Bowie?
Mick Jagger, som åbenbart var tæt med den nu afdøde pædofile overgrebsmand Jeffrey Epstein, har også nære adelige og royale venner. I 2003 blev han slået til ridder af daværende prins Charles - og hans titel er formelt Sir Michael Philip Jagger. Angiveligt var dronning Elizabeth imod beslutningen - bl.a. fordi Jagger havde kaldt hende "chef-heks" - og hun overdrog ceremonien til prins Charles, som angiveligt heller ikke var vild med Jagger.
Hvorfor de valgte at slå ham til ridder, når nu de ikke ville, forklares ikke umiddelbart. I al fald blev han altså slået til ridder, og i 2023 var han fx også til fest med kong Charles i kongeslottet Versailles i Paris - ja, han "ledte" ligefrem de mange kendisser til festen, fortæller denne Metro-artikel.
Dronningen mente angiveligt, at Sir Mick brugte hendes søster - den nu afdøde prinsesse Margaret - til at "klatre op i de sociale rækker", og at "han var en dårlig indflydelse". Jagger var "kendt for at socialisere med prinsessen, da de var nære venner, selvom det er uklart, om de nogensinde var romantisk involveret," skriver avisen Express.
Kongefamilien - som Jagger aspirerede imod og samtidig angiveligt fornærmede - har også haft flere kontakter til berygtede pædofile serie-overgrebsmænd. Dronning Elisabeths yngste søn Prins Andrew var nær ven med Jeffrey Epstein, og blev selv - af en af Epsteins piger - anklaget for seksuelle overgreb (se del x). Epstein havde angiveligt lånt hende ud til at have sex med Andrew. Kabbalisten Mick Jagger og Prins Andrew havde åbenbart en fælles bekendt i den berygtede serie-børnemisbruger.
En anden serie-børnemisbruger - BBC tv-værten Jimmy Savile - var i praksis rådgiver for kongehuset og i særlig grad for nuværende kong Charles (afdækket i del x). Savile hævdede selv at han havde uhindret adgang til kongefamilien, og han var så tæt med kongefamilien at han kaldte dem pudsige let nedladende kælenavne. Han kaldte, ifølge Dianas oplysninger, hende for "my girl", prins Charles for "His Nibs" og hertuginde Sarah Ferguson "the redhead".
Man kan måske sige at Mick Jaggers og Jimmy Saviles forhold til de kongelige ligner hinanden: Selvom de begge fornærmede flere af de kongelige (hvad enten det var i spøg eller ikke), blev de begge både adlet og indbudt til at socialisere med dem.
Savile var "rådgiver for prins Charles og prinsesse Diana under vanskeligheder i deres ægteskab." Dette var samtidig med at Savile "slikkede unge ansatte hos prins Charles op ad armen," fortæller det engelske medie International Business Times. Prins Charles og den pædofile massevoldtægtsmand havde været venner igennem flere årtier med hunderedevis af overgreb - siden slutningen af 1970'erne og helt indtil Savile døde i 2011.

Mick Jagger har også en meget interessant relation til en anden prins. Sir Jagger har igennem adskillige årtier været en meget nær ven af sin økonomiske rådgiver Prins Rupert Loewenstein - en "upåklageligt velforbundet katolsk bankmand" og højtstående ridder af Malteserorden.

Vi hørte en del om Malteserordenen i del 1 kapitel 3, som er værd at forfriske i denne sammenhæng:
Malteserordenens mange forbindelser til CIA og efterretningstjenester generelt er veldokumenterede. CIA kaldes som "kælenavn" simpelthen "Catholics In Action", fordi så mange især CIA-direktører og ledere gennem tiden har været malteserriddere.
Fra 1970 til 1981 blev fx også Frankrigs efterretningstjeneste ledet af et medlem af ordenen, Alexandre de Marenches. De Marenches blev senere medstifter af den saudi-finansierede private efterretningsgruppe Safari Club, med efterretningsledere og agenter fra Frankrig, Egypten, Saudi-Arabien, Marokko og Iran. Den hemmelige gruppe blev oprettet den i 1976, og havde hemmelig indflydelse på politiske intriger, der involverede mange lande, for det meste i Afrika og Mellemøsten. Den blev primært finansieret gennem hemmelige bagdørsaftaler, statsbanker og uafhængige operationer. En af de primære kanaler til at generere midler til deres hemmelige operationer og opgaver var gennem den pakistanske hvidvaskningsbank Bank of Credit and Commerce International (BCCI). CIA var en tæt partner for Safari Clubs formelle medlemmer, omend ikke selv et officielt medlem. George H.W. Bush åbnede, som direktør for CIA, angiveligt en konto hos BCCI, og havde mange handler med vigtige bankkontohavere i banken. Disse oplysninger findes i bogen "Prelude to Terror" ("Optakt til terror") af den internationalt anerkendte undersøgende journalist Joseph Trento. Trento skriver i bogen at "med George Bushs officielle velsignelse som leder af CIA" forvandlede stifteren af BCCI banken "til en verdensomspændende hvidvaskningsmaskine". Han købte banker rundt om i verden for at skabe det største hemmelige pengenetværk i historien, fortæller Trento. Safari Club havde nemlig "brug for et netværk af banker til at finansiere sine efterretningsoperationer".
Våbenhandleren Adnan Khashoggi var også knyttet til BCCI og det sorte netværk.
Malteserordenen er en af de mest prominente ordener i den katolske kirke og har også - ligesom den katolske kirke - haft sine egne pædofilisager (se kapitel 3 i del 1 for uddybning herom).
Apropos pædofili hørte vi også om at flere malteserriddere befandt sig i kredsen omkring den pædofili- og sexafpresningsanklagede Roy Cohn såvel som den pædofile overgrebsmand fader Bruce Ritter, som desuden var nær ven af George H. W. Bush og Ronald Reagan. De to parløbende statsledere støttede begge Ritters velgørenhedsprojekt for hjemløse drenge og unge mænd. Ritter udnyttede dette velgørenhedsprojekt til at udføre sine overgreb.
Ritters succesfulde velgørenhedsprojekt åbnede afdelinger i flere lande, bl.a. Canada, Mexico og flere steder i Mellemamerika. Organisationens første afdeling i Mellemamerika blev åbnet i Guatemala og blev ledet af Roberto Alejos Arzu, et CIA-aktiv, hvis plantage blev brugt til at træne de tropper, der blev brugt i CIA's mislykkede "Bay of Pigs"-invasion af Cuba. Alejos Arzu var endnu et medlem af Malteserordenen.

Malteserridderen Prins Rupert Loewenstein har altid været der for at rådgive Sir Jagger om, hvad han skal gøre med sine mange penge, fortæller denne artikel i den engelske avis The Standard. Artiklen fortæller om den prominente pengerådgiver-prins og hans tætte forhold til den ambitiøse rocksanger. "Jagger siges at have omkring 40 millioner pund i aktier, som Loewenstein administrerer," fortæller artiklen, såvel som "en kunstsamling på 30 millioner pund og en imponerende ejendomsportefølje". Malteserrideren Loewenstein han længe været en integreret del af Stones-familien - så integreret at han blev kaldt "Rupie The Groupie" (en groupie er en ellevild fan, der hænger ud backstage med stjernerne). I april 2012 meddelte Rolling Stones, at Rupie The Groupie efter 37 år som deres manager trådte til side, og at han vil ikke blive erstattet, men fortsat ville give råd om aktier.
"Prins Rupert appellerede bestemt til Micks finanspolitiske skarphed og måske også til hans kærlighed til social klatring," står der i Standard-artiklen, som også nævner at Jagger ifølge en sangerkollega "ville tage imod invitationer fra 'enhver fjollet ting med en titel og et slot'".

Sir Jaggers dygtige og "velforbundne katolske bankmand" har tilsyneladende nære forbindelser i de mest magtfulde politiske kredse af samfundet. Prince Rupert Loewenstein - "tilbeder ved (den katolske red.) sognekirke Londons Brompton Oratory sammen med sin nære ven general Sir Charles Guthrie, som var chef for forsvarsstaben indtil 2001," fortæller Standard-artiklen.

Med baggrund i "Prince Ruperts styrende hånd" "har Stones vist sig at være innovatører inden for deres felt" fortæller artiklen desuden. De var de første til at tilføje produktsponsorering og lavede aftaler på flere millioner dollars med Jovan-parfume, Budweiser-øl, Volkswagen og Chase Manhattan Bank. Chase Manhattan Bank var en af flere banker, der havde ledende medarbejdere i bestyrelsen for den pædofile katolske overgrebsmand fader Bruce Ritters velgørenhedsorganisation. En anden bank, der også havde det, var Bear Stearns, som er blevet ledet af Alan Greenberg og James Cayne, der begge var meget nære venner med den pædofile sex-trafficker Jeffrey Epstien (se kapitel 1 i del 1). En trejde bank der også havde placeret ledere i Bruce Ritters bestyrelse var Salomon Brothers, hvis leder John Gutfreund var at finde i Jeffrey Epsteins "sorte bog".

Mick Jaggers Rolling Stones fik efter sigende 6 millioner pund for at tillade Bill Gates at bruge et stykke af deres sang "Start Me Up" til at promovere sin Windows-software. Bill Gates var også på vennebasis med Jeffrey Epstein. I tråd med formodningerne om at Epstein var systematisk sexafpresser (se kapitel 1 i del 1), prøvede Epstein angiveligt at "afpresse ham (Bill Gates red.) med en udenomsægteskabelig affære med en russisk bridge-spiller".

Et vigtigt fokus for Mick Jagger og hans manager Prince Rupert var, ifølge Standard-artiklen, at undgå at betale skat. For at undgå skat omstrukturerede Prince Rupert bl.a. bandet Rolling Stones til et "blue-chip-selskab med fire individuelle firmaer etableret i Holland, der hver især beskæftiger sig med en anden indtægtsstrøm." Under malteserridderen "Rupie the Grupie" menes Stones at have tjent 1 milliard pund - de fleste på turnéer og merchandising. "[V]enskabet har varet længere end nogen af Micks romantiske forbindelser," konstaterer Standard-artiklen og afslutter med denne sætning:
"Måske er det på grund af de to mænds gensidige kærlighed – til penge."

Bibelen har nogle bemærkninger, som synes passende i denne sammenhæng. I Det Nye Testamente skriver apostlen Paulus i 1. Brev til Timotheus (6:10):
"Men de, der vil være rige, falder i fristelse og baghold og henfalder til utallige tåbelige og skadelige tilbøjeligheder, som styrter mennesker i undergang og fortabelse. For kærlighed til penge er roden til alt ondt; drevet af den er nogle blevet ført bort fra troen og har voldt sig selv mange smerter."

I Lukasevangeliet står der (16:13-15):
"Ingen slave kan tjene to herrer. Han vil enten hade den ene og elske den anden eller holde sig til den ene og ringeagte den anden. I kan ikke tjene både Gud og mammon."

De to herrer, som Lukas taler om, er de to eneste herrer man - ifølge Bibelen - kan vælge imellem at tjene: Gud og Satan.
Penge er bare et redskab for Satan, hvilket er baggrunden for Paulus' udsagn om, at dem, der vil være rige, "falder i fristelse og baghold og henfalder til utallige tåbelige og skadelige tilbøjeligheder".

Supermodellen Jerry Hall er måske mest kendt for sit turbulente samliv med den flamboyante rockstjerne Mick Jagger. "Deres forhold var definitionen af 'sex, stoffer og rock n' roll'," står der i denne artikel om parrets samliv. Jerry Hall kaldte Mick Jagger for et "seksuelt rovdyr" flere år efter, de var gået fra hinanden. "Jeg havde vænnet ham fra stoffer, men de blev erstatet af sex," udtalte hun. Jaggers band Rolling Stones er kendt for sit store forbrug af meget hårde stoffer. Guitaristen Keith Richards var fx i en periode afhængig af heroin. I en bog om Rolling Stones, der udkom i 2022, hævder forfatteren Lesly-Ann Jones, at Mick Jagger havde affærer med flere mænd, bl.a. to af hans bandmedlemmer - Keith Richards og Michael Kevin Taylor.
"Jagger, der har ry for at være en 'damemand', har længe givet næring til rygter om, at han er biseksuel efter en formodet affære med den afdøde sanger David Bowie," fortæller denne artikel. Lesly-Ann Jones har skrevet flere anerkendte biografier om rock-ikoner som David Bowie, Freddie Mercury og John Lennon. Hun hævder, at affærerne mellem Jagger og hans bandkammerater var almindelig kendt blandt de forskellige kærester og koner, de tre mænd havde. Jagger skulle angiveligt også have haft sex med flere andre "mandlige kendisser og musikere".
David Bowie, som altså hævdes at have haft sex med Mick Jagger, var meget optaget af satanisten Aleister Crowley og okkultisme. Han troede på bl.a. sort og hvid heksekraft, og efter en konflikt med en anden satanistisk rock-musiker - Jimmy Page fra bandet Led Zeppelin - var han bange for, at en gruppe af hekse planlagde at stjæle Bowies kropsvædsker for at skabe den bibelske Antikrist.
"Bowies kokaindrevne vrangforestillinger" førte ham til "at begynde at opbevare sin egen urin i et køleskab". Dette skulle angiveligt have været "for at forhindre potentielle forsøg fra Jimmy Page-tilknyttede hekse på at undfange Antikrist i en slags sexmagi-ritual". Oplysningerne om David Bowie kommer fra bogen "William S. Burroughs and the Cult of Rock 'n' Roll", der er skrevet af rockkritikeren Casety Rae ("William S. Burroughs og Rock 'n' Roll-kulten").
David Bowie var i øvrigt også optaget af kabbalah - og han sang om det, fortæller den israelske avis Times of Israel. Avisen citerer derefter en af Bowies egne sange, hvor han synger om "Kether" og "malkuth", "der to af de 10 elementer i livets kabbalistiske træ - henholdsvis den højeste og den laveste del" (på sangen “Station to Station” fra 1976). Avisen peger også på at albumcoveret med denne sang og titel "viser Bowie, der tegner livets kabbalistiske træ med kridt".

Den androgyne Davis Bowie tegner 'livets kabbalistiske træ'

"Livets kabbalistiske træ" er et centralt okkult diagram anvendt i kabbalah, som menes at stamme fra det Neo-Assyriske rige i år 900 før Kristus. Assyrerne tildelte moralske værdier og tal til mesopotamiske guddomme svarende til dem, der blev brugt i kabbalah.

Jødisk kabbalist holder 'livets kabbalistiske træ'

Avisen Times of Israel fortæller desuden at Bowie i forbindelse med udgivelsen af "Station to Station", blev kritiseret for i et interview at sige, at Adolf Hitler var "en af de første rockstjerner." I samme måned sagde han, at Storbritannien kunne "drage fordel af en fascistisk leder."
Bowie antog senere en persona kaldet "Thin White Duke", som er blevet beskrevet som en "følelsesløs arisk supermand." I 1976 kørte han op til Londons Victoria Station i en Mercedes cabriolet og gav, "hvad der blev rapporteret at være en nazi-hilsen," skriver avisen desuden. Bowie benægtede disse rapporter og tilskrev senere sin adfærd til de rigelige mængder stoffer, han tog på det tidspunkt. En anden forklaring på Bowies udsagn og handlinger kunne måske være forbindelsen mellem nazismen og det okkulte, som vi har afdækket i detaljer i denne artikel.
Man bemærker i øvrigt, at David Bowie - der egentlig hed David Robert Jones - havde flere "persona'er". "Thin White Duke" var bare en af flere. "Ziggy Stardust" var en anden, og "Alladin Sane" var en tredje. "Alladin Sane" var en leg med ordene "A lad insane", som kan oversættes til "En sindssyg dreng". Ziggy Stardust er også blevet kaldt Bowies "androgyne alter ego".
"Alter egoer" hørte vi også om i forbindelse med dissociativ identitetsforstyrrelse - sindslidelsen som fremkaldes af bl.a. sataniske overgreb på børn, og som er en tilstand, hvor en person i sit sind har to eller flere forskellige separate identiteter.
David Bowie var optaget af bl.a. okkultisme, kabbalah, nazisme, stoffer - og androgynitet. Han var som nævnt desuden biseksuel og et meget dyrket stilikon i mode- og populærkulturen - særligt den del der flirter med punkbevægelsen. I et interview blev rockmusikeren med den grænseoverskridende stil fx spurgt, om hans sko var til mænd, kvinder eller biseksulle. Han svarede "det er sko sko", som for nogle måske forekommer meningsløst, men som for denne fascinerede stilanmelder er et udsagn, der ikke kun "udfordrer kønsnormer og stilnormer - men også giver en undertone af et politisk statement."

Kontrol og misbrug af barnestjerner
Flere af de nævnte kabbalah-studerende berømtheder er tidligere barnestjerner, der har været tilknytttet den overgrebsplagede børne-tv-kanal Nickelodeon: Ariana Grande, Britney Spears, Lindsay Lohan og Mary-Kate Olsen.
Barnestjernen Britney Spears' meget offentlige personlige historie er en dramatisk beretning med utallige påstande om kontrol og overgreb. Omdrejningspunktet er det "formynderskab" ("conservatorship") Spears blev sat under i 2008, efter hun i 2006 havde et sammenbrud og efterfølgende var indlagt på flere narkotika-rehabiliteringscentre og til sidst på psykiatrisk hospital. Det var hendes far, Jamie Spears, der fik kontrol over hendes anliggender ved en retskendelse i 2008.
I 2021 kunne man læse en BBC-artikel om at Britney Spears gik til angreb på dette "misbrugende" formynderskab, der havde "kontrolleret hendes liv". I januar 2009 opnåede Britney Spears og hendes far et tilhold mod hendes tidligere manager Sam Lutfi, ekskæresten Adnan Ghalib og advokat Jon Eardley, som alle var blevet anklaget for at have konspireret om at få kontrol over Spears' anliggender.
I 2021 udtalte Britney Spears, at hun var traumatiseret og græd hver dag, og sagde til en dommer, at hun bare ville have sit liv tilbage. Det var i forbindelse med endnu en høring i en langtrukken retssag hvor hun forsøger at standse sin umyndiggørelse. Spears sagde også, at hun var blevet nægtet retten til at få flere børn og mod sin vilje var blevet sat på det psykiatriske stof lithium. Ordren blev givet, efter at stjernen blev indlagt på hospitalet på grund af bekymring over hendes mentale helbred, og den var blevet forlænget i de følgende 13 år.
Formynderskabet blev standset i november 2021 ved en retskendelse. Dette skete efter Britney Spears' offentlige vidneudsagn, hvor hun anklagede sit management-team og sin familie for overgreb.
Britney Spears har afgivet vidneudsagn om sin far, hvori hun har fortalt, at hun er bange for ham. Hun hævdede, at han havde begået "formynderskabsmisbrug", og fortalte at han havde sendt hende i psykiatrisk behandling mod hendes vilje. Hun sagde desuden, at han skulle i fængsel for sine handlinger.
Britney Spears' liv blev formet af "et giftigt familiemønster," står der i denne artikel, som tager udgangspunkt i Britneys egen bog "The Woman in Me" ("Kvinden i mig"). I bogen blotlægger Spears, ifølge artiklen, "mange usunde træk ved ødelagte familier, herunder misbrug, der fortsætter gennem generationer." Britney Spears far, Jamie, er en forretningsmand, der i artiklen, ligesom Britney beskrives som "traumatiseret" af sin far. Jamies to andre børn, Bryan Spears og Jamie Lynn Spears, var tilknyttet børne-tv-kanalen Nickelodeon som hhv. producer og børneskuespiller. Også Britney Spears medvirkede i en serie fra Nickelodeon. Lillesøsteren, Jamie Lynn Spears, med samme fornavn som faren, blev i øvrigt gravid som 16-årig - angiveligt med sin 18-årige kæreste. Britney Spears var også med i Disneys "Mickey Mouse Club" fra 1992 til 1994 sammen med flere andre store navne, inklusiv hendes kommende kæreste Justin Timberlake. Fra en tidlig alder blev hun ekstremt berømt og desuden udsat for "hyperseksualisering", står der i denne Yahoo-artikel om Britney Spears' tumultariske liv.
Tidligere barnestjerne Lindsay Lohan har også været igennem en turbulent nedtur. Dette er "prisen, der betales for barndommens berømmelse", som nogle gange resulterer "i langvarig følelsesmæssig skade, der stammer fra uudsigelige traumatiske oplevelser", skriver magasinet Salon.
"Lohan overlevede Disney-maskinen", skriver Salon, men "[d]esværre blev hun derefter partypige tabloid foder sammen med stjerner som Paris Hilton og Nicole Richie." "En række arrestationer og DUI'er, ud over offentlige kampe med sine forældre om kontrol over hendes økonomi, fortsatte kun dette indtryk," står der desuden.
DUI'er står for "Driving under the influence" hvilket betyder bilkørsel under påvirkning af alkohol og/eller narkotika. Nicole Richie - som også står på kabbalah-listen - er tæt veninde med Paris Hilton og datter af sangeren Lionel Richie. Nicole Richie er endnu en kendis med problemer med nakotika-afhængighed og frekventering af retsvæsen og rehabilitering.
Paris Hilton, som også er på listen med berømtheder, der har studeret kabbalah, har ligesom de øvrige angiveligt levet et liv med fest og stoffer. Hun er flere gange blevet arresteret for besiddelse af kokain og marijuana. Hun hævder desuden, at hun som 15-årig blev voldtaget (såkaldt "drug-raped", dvs. fyldt med stoffer og voldtaget). Det skete angiveligt da hun sammen med nogle venner hang i et storcenter ("mall") og mødte nogle ældre mænd der. Mændene inviterede dem hjem til sig og gav dem alkohol. Hun fortæller, at hun faldt i søvn i nogle timer, men at hun med det samme vidste, at noget var sket. Hun hævder at huske ham oven på sig, mens han holdt hende for munden og hviskede i hendes øre 'Du drømmer, du drømmer'. Hun siger desuden, at hun regner med, at hun blev bedøvet med "roofies" (Rohypnol). Som et ghetto-barn hang datteren i den velhavende Hilton-familie altså angiveligt ud i et storcenter sammen med en gruppe af andre børn, hvor de mødte ældre mænd. Og en af disse voldtog milliardær-arvingen, uden nogen form for konsekvens.
Paris Hilton siger også, at hun - før denne voldtægt - som 15-årig blev "groomet" af en lærer fra sin skole. Ifølge Paris Hilton skulle denne mand have lokket hende ind i sin bil uden for hendes families hjem og kysset hende. Men da hendes forældre nærmede sig indkørslen, kørte han væk med hende i høj hastighed. "Vi kørte så hurtigt, og på en eller anden måde kom vi væk fra dem ved at køre over for rødt lys," har hun udtalt. Han kom senere tilbage og satte hende af hjemme. Hun hævder, at hun ikke fortalte nogen om, hvad der skete før mange år senere i sit voksenliv. Så verdens måske mest velhavende hotelejer jagtede angiveligt sin datters pædofile lærer i bil, indtil læreren slap væk med datteren, hvorefter datteren senere blev sat af hjemme. Men hun fortalte aldrig forældrene, hvad der skete i bilen. Den mærkelige historie fortæller intet om, hvorfor forældrene forfulgte læreren i bil, eller hvad den yderst velhavende familie gjorde efterfølgende i forhold til den pædofile lærer.
Paris Hilton har også beskrevet det påståede seksuelle misbrug, hun var udsat for, mens hun var på en kostskole i Utah for såkaldt "urolige teenagere". Hun hævder, at hun regelmæssigt blev udsat for falske gynækologiske undersøgelser midt om natten - og truet med isolation, hvis hun gjorde modstand. Hun fortæller, at hun blev tvunget til at fjerne alt sit tøj, squatte og hoste og underkaste sig en gynækologisk undersøgelse - "alt sammen overvåget nøje af mandligt personale". Hun blev angiveligt gentagne gange vækket af personale, der lyste hende i øjene med en lommelygte, trak hende ud af sengen og førte hende ned ad gangen til et rum, hvor overgrebene fandt sted. Hilton fortalte, at fordi hun blev "berøvet for søvn og stærkt medicineret", forstod hun ikke, hvad der foregik, når hun blev lagt på det dertil indrettede undersøgelsesbord.
Hendes protester førte til trusler om, at hun ville blive anbragt i isolation, i et lille rum "med intet andet end et afløb og en rulle toiletpapir".
Ifølge Paris Hilton var der flere piger, der blev udsat for disse overgreb og "falske medicinske undersøgelser", hvor "voksne mandlige medarbejdere grinede, mens vi badede". Hun kalder oplevelserne for "seksuelle overgreb på børn" og fortæller, at de "førte til mange års traume-induceret søvnløshed og kompleks posttraumatisk stresslidelse", som hun hævder utallige andre overlevende fra institutionelt børnemishandling også har kæmpet med i årevis.
Igen omtales der ikke nogen reaktion fra Hilton-familien direkte mod skolen - hverken en juridisk eller nogen anden reakton. Men Paris Hilton mødtes "med lovgivere og andre overlevende i Washington, D.C." og "støttede et fremstød for føderale love for at beskytte sikkerheden for børn og teenagere, der sendes til lignende faciliteter". Altså endnu en mærkelig historie om den ekstremt velhavende Hilton-familie, hvor datteren sendes på en kostskole, som begår systematiske overgreb mod hende - tilsyneladende uden nogen former for reaktion fra familien. Flere af de beskrivelser, der fremkommer i Hiltons forklaringer, genkendes fra den fortælling, vi tidligere hørte fra William Sargant og hans "behandlinger" af "patienter". Fx "sleep-deprived and heavily medicated" - "berøvet for søvn og stærkt medicineret", isolation, overgreb - og i det hele taget de torturlignende tilstande.
Paris Hiltons eks-kæreste, sangeren Nick Carter (tidligere Backstreet Boys), er i øvrigt blevet anklaget for seksuelle overgreb af tre forskellige kvinder - sangeren og skuespilleren Melissa Schuman, en søsters veninde Ashley Repp og den spastisk lammede tidligere fan Shannon "Shay" Ruth.

Rosanne Barr promoverer falske overgreb
Skuespilleren og komikeren Rosanne Barr er også at finde på listen med berømtheder, der er involveret i den jødiske okkulte religion kabbalah. Roseanne Barr er så dedikeret, at hun bliver beskyldt for at være på "et skørt Kabbalah korstog".
"Roseanne Barr krediterer ikke kun Kabbalah-kulten for hendes succesfulde tv-comeback, hun tvinger den okkulte organisation på sine medstjerner," skrev mediet RadarOnline i 2018. "Roseanne insisterer på, at Kabbalah hjælper hende med at forblive ved sin fornuft og fik sit show på benene," afslørede en kilde på settet ifølge RadarOnline.
"Hendes religiøse skænderier er lidt afskrækkende, men hun er ikke bange for at lade skuespillerne og crewet vide, hvad hun mener."

Men nu er hun blevet så overdrevet i forhold til "at udråbe sin overbevisning på arbejdet, at det har gjort hendes medstjerner utilpas," skriver RadarOnline og citerer insideren:
"Det er ikke ideen om kabbala i sig selv, der sætter alle på kant. Det er, at Roseanne er så anmassende omkring det! Folk er trætte af det!"

Roseanne Barr er en kontroversiel berømthed, der gentagne gange er kommet med meget provokerende og bemærkelsesværdige udtalelser. Hvis man ser bort fra de mange direkte provokationer og fokuserer på det rent indholdsmæsssige, fremkommer endnu et interessant mønster.
I 1991 hævdede skuespilleren og komikeren, at hun var blevet seksuelt misbrugt af sin far indtil hun forlod hjemmet som 17-årig. Hun hævdede, at det var "undertrykte minder", der nu var fremkommet fordi hendes mand - en anden skuespiller og komiker, Tom Arnold - havde fortalt hende om, hvordan han var blevet udsat for overgreb af en babysitter som barn. Manden havde været på stof-afvænding, da han ringede til Roseanne og fortalte hende dette. Roseanne Barr fortalte, at hun begyndte at ryste og svede efter telefonsamtalen. "Billeder begyndte at dukke op for mine øjne - surrealisk og skræmmende, truende store, og derefter krystalliserede de sig ind i min mors ansigt," beskrev skuespillerinden malende. Hun påstod, at hun nu pludselig kunne huske, at hun var blevet misbrugt - og begyndte "at skrige og græde". Hun kørte derefter til det hospital, hvor hendes mand var indlagt og fortalte ham og en terapeut, hvad hun havde husket. Begge skuespillerens forældre og hendes søster afviste påstandene om incest. Roseanne var i en konflikt med sin søster, der var blevet fyret fra den tv-serie, Roseanne havde titelrollen i. Disse familiemedlemmer var i tv-programment "60 Minutes" og sagde, at Roseanne havde fabrikeret historien. De lagde sag an mod Roseanne for injurier.
Sidenhen har der været mange mediehistorier om, at Roseanne har trukket sine udtalelser om incest tilbage.
I 2011 var Roseanne med i Oprah Winfrey Show og sagde, hun fortrød beskyldningerne mod sine forældre og kaldte bl.a. påstandene "den største fejl, [hun] nogensinde har begået." Hun forklarede, at hun dengang "var i et meget ulykkeligt forhold," med henvisning til sit forhold til Tom Arnold.
"Jeg fik ordineret adskillige psykiatriske stoffer. Utrolige blandinger af psykiatriske stoffer til at håndtere det faktum, at jeg havde - og stadig på nogle måder har og altid vil have - en eller anden psykisk sygdom. Og stofferne og kombinationen af stoffer, som jeg fik, som var nogle stærke, stærke stoffer - jeg mistede totalt kontakten til virkeligheden på en stor, stor måde. Jeg vidste ikke, hvad sandheden var. ... Jeg ville ønske, at nogle af menneskerne omkring mig eller en af dem havde sagt, 'Roseanne, du skulle virkelig vente, indtil din terapi er helt slut, [før] du går offentligt ud.'."

Hun sagde, at hendes fejl lå i formuleringen, ikke følelsen. Nu mente hun, at hun tog fejl ved at bruge ordet incest. I sin selvbiografi skrev hun:
"Ordet incest fremmaner ideer om sex, men der var aldrig sex mellem min far og mig. Der var vold, ydmygelse, upassende ord, 'jokes' og groteske opvisninger, som aldrig skulle have fundet sted mellem en far og hans datter, men der var ingen egentlig sex."

Der har været adskillige artikler om Roseanne Barrs "fejltagelse" med påstandene om incestovergreb i hendes opvækst. I 2018 var hun igen på tv for at blive interviewet om sine tilbagetrækninger af sine udsagn. Endnu en gang gentog hun at hendes fars misbrug ikke havde været seksuelt, men kun psykologisk.
Her er en anden artikel, som også kommer ind på Roseanne Barrs urigtige historie om incestovergreb, og som er udgivet af hjemmesiden Psychology Today (Psykologi i dag). Artiklen handler om, at "undersøgelser har fundet svag verificerbar støtte for, at traumatiske begivenheder kan være glemt i længere tid og derefter genoprettes".
"Alternativt har mange undersøgelser vist, at falske minder kan implanteres i mennesker, hvilket tyder på, at folk ikke kan stole på genvundne minder," står der i artiklen, som bl.a. bruger Roseanne Barrs "fejltagelse" som et eksempel.
Roseanne Barrs historie har således været med til at svække troværdigheden af de udsagn, der er kommet fra folk, der hævder, at de har "undertrykte minder" om incest og overgreb. Konkret i nævnte mere videnskabelige sammenhæng - men nok først og fremmest i den generelle offentlige opinion, hvor Roseanne Barr gentagne gange har været på scenen for at fortælle om fortrydelsen af sin "fejl".
Barr har også brugt sin utroværdighed om overgreb i sammenhæng med hendes støtte til præsidentkandidat og præsident Donald Trump. Barr hånede en kvinde, der hævder, at hun er blevet voldtaget af Donald Trump, ved at sige at Barr selv pludselig kunne "huske" at modkandidaten Joe Biden ligeledes havde voldtaget Roseanne Barr år tilbage. Hun brugte med andre ord sin egen opbyggede utrovædighed til at forsøge at mindske troværdigheden for et angiveligt voldtægtsoffer for Donald Trump.
I kabbalah centeret kan Roseanne Barr i øvrigt møde Donald Trumps ekskone Marla Maples, som også er aktiv i det religiøse center. Kvinden, der havde lagt sag an mod Donald Trump, vandt sagen og fik ham dømt for seksuelt overgreb, omend ikke decideret voldtægt. Den tidligere præsident blev idømt en erstatning på 5 millioner dollars.
Roseanne Barr og hendes eksmand og skuespiller Tom Arnold har begge via sociale medier ført deres private konflikt over i det meget offentlige nationalpolitiske spil. Skuespilleren Arnold opfordrede Roseanne Barr til at "lave [en tv-serieepisode] om de løgne og den grusomhed, hun og [Donald] Trump repræsenterer". Derefter listede Tom Arnold nogle eksempler, herunder det han kaldte den "rystende" mishandling af immigranter og transkønnede, at Barr havde kaldt Hillary Clinton "pædofil" og en "morder", at hun fejlidentificerede Barack Obama som "kenyaner" og "muslim" og at hun anklagede nogle overlevende fra et masseskyderi på High School for at være nazister.
Som man ser, indtager Roseanne Barr rollen som elefanten i glashuset med betydelig fyndighed - hendes rabiate stødende udsagn smadrer hendes trovædighed i en grad, så man næsten skulle tro, det var bevidst. Den offentlige reaktion er da naturligvis også typisk afstandtagen til Roseanne Barr såvel som hendes udsagn.
Vi skal senere se nærmere på, hvad der mon kunne ligge bag udsagn om Hillary Clinton som "pædofil" og "morder". Donald Trump (og sikkert også Roseanne Barr) har kaldt Barack Obama "muslim", selvom Obama selv hævder at være kristen. Obama har angiveligt muslimske rødder via sin bedstefar, men Barack Obama fortæller selv meget klart, at han er kristen - og han har angiveligt gjort en del for at overbevise verden herom.

Sagerne i den kaotiske kabbalist Roseanne Barrs liv synes endeløse. Tom Arnold har anklaget Roseanne Barr for i deres ægteskab at være voldelig - fx for at stikke ham med en køkkenkniv, fordi han ikke ville give hende en kage. Hun - på den anden side - har på tidspunktet for deres skilsmisse anklaget ham for det samme - i en ansøgning om tilhold til eksmanden. Hun kaldte sig selv "en klassisk voldsramt og misbrugt kone", og hævdede at Tom Arnold gennem hele deres ægteskab havde slået hende, kastet genstande efter hende, "klemt hende" ("pinched" - nivet) og "misbrugt [hende] verbalt".

Roseanne Barr er også kendt for at skrive racistiske og stødende ting på Twitter.
Barr er tilsyneladende desuden et ubehageligt centrum for sine kolleger og medarbejdere. Hun behandler angiveligt de mennesker, hun arbejder sammen med, uhyrligt. "To nye artikler maler et portræt af en forkælet, forkælet og 'paranoid' diva, der angiveligt skældte ud og råbte af ansatte på den originale 'Roseanne'-serie og på hendes kortvarige syndikerede talkshow," står der i denne artikel fra 2018 publiceret i avisen Mercury News. Hendes opførsel ville få folk til at gå "på æggeskaller" omkring hende, ifølge en leder, der arbejdede sammen med hende på settet til "Roseanne", som kørte fra 1988 til 1997.
"Hun var en råber - hun råbte af folk, især til folk, hun ikke genkendte, og det er skræmmende, når man udviser denne ekstreme diva-adfærd over for folk, der ikke gjorde noget," udtalte en tidligere direktør. Direktøren, som bad om ikke at blive navngivet, sagde, at han arbejdede sammen med Barr i to år i 1990'erne. Han fortalte, at han begyndte at foragte Roseanne på grund af de modbydelige forbandelser, hun sendte mod folk uden grund. "[O]g det var altid folk med lavere løn - de forsvarsløse og magtesløse mennesker," sagde direktøren.
"Jeg synes, hun bare er ond - hun er bare altid klar til at sige en forfærdelig ting, hvad end der vil gøre mest ondt."

Et eksempel på Roseannes ubehageligheder mod ansatte på hendes tv-produktioner kommer fra en tidligere "Roseanne"-forfatter, som fortalte at alle forfatterne fik T-shirts med numre på, så Roseanne kunne pege på T-shirtsene og fyre dem uden at kende deres navne.
Barr sagde også "rutinemæssigt" "ondskabsfulde og nedværdigende ting til sine kolleger" på talkshowet "The Roseanne Show".
Talkshowet fik negative anmeldelser næsten umiddelbart efter den havde premiere, men Barr beskyldte sine kolleger - aldrig sig selv - for de negative anmeldelser af showet, skrev US Magazine - også i 2018.

Det var ikke kun hendes kolleger og medarbejdere Roseanne Barr nedværdigede - det gjorde hun også med sine børn. Roseanne Barrs datter fortæller i denne artikel (og flere andre), at komikeren tvang hende til at "overleve i skoven for at være tyk". Her er det værd at bemærke, at en del af Roseanne Barrs eget image var hendes udprægede overvægt.
Ifølge datteren Jenny Pentland blev hun i en alder af 15 år hentet fra sit hjem, lagt i håndjern og fløjet til Utah, hvor hun blev tvunget til at deltage i en "vildmarkslejr". Hun boede i skoven i to måneder som en del af overlevelseslejren i vildmarken, hvor hun bl.a. blev slået af en medarbejder og "skulle hjælpe nogen med at flå et egern".
I årene mellem 13 og 18 år var hun "spærret inde" og "cyklede mellem institutioner som reformskoler, psykiatriske institutioner og vildmarkens bootcamp". Hendes søster Jessica var tidligere blevet sendt til et psykiatrisk hospital for at have stjålet Roseanne Barrs bil til en fornøjelsestur. Jenny kom til at kæmpe med PTSD år senere. Hun siger, at hun var udsat for følelsesmæssigt og fysisk misbrug på flere af de steder, hun blev sendt til. Det værste var dog at få fjernet sin frie vilje - "manglen på frihed," fortæller hun.

I interview-artiklen "The 21 Faces of Roseanne" ("Roseannes 21 ansigter") får man i øvrigt at vide, at Roseanne Barr "har indrømmet at have en multipel personlighedsforstyrrelse", men at hun "har formået at integrere sine forskellige jeg'er i ét helt, fuldstændigt menneske". Med "hendes 21 personligheder, er der altid en fest i gang i Roseanne Barrs hoved," står der også i artiklen. Hun studerer den okkulte mystikerreligion Kabbalah, taler om misbrug og incest - og siger selv eksplicit, at hun har multipel personlighedsforstyrrelse. Roseanne Barr er en skuespiller, der går længere end fx Barbra Streisand, som kun behandlede disse emner i sine underholdningshistorier.

I artiklen udtaler Barr i øvrigt at transcendental meditation "bare er en form for Kabbalistisk meditation". Transcendental meditation udspringer af hinduistisk yoga-meditationspraksis og er en meditationsmetode, som hævdes at fremme "afslappet bevidsthed, stresslindring, selvudvikling og højere bevidsthedstilstande". Udøveren gentager et "mantra" under meditationen. Et "mantra" er "en hellig ytring", en lyd, en stavelse, et ord eller en gruppe af ord, "som af praktiserende menes at have religiøse, magiske eller åndelige kræfter". Alligevel påstår ophavsmanden til transcendental meditation - den hinduistiske Yoga Maharishi Mahesh Yogi - at meditationen ikke er en religiøs beskæftigelse.
Uanset denne selvmodsigende påstand: Man ser igen hvordan okkult mystikkerpraksis sidestilles med østerlandske religiøse praksisser - og i øvrigt populære "moderne" livsstilspraksisser. Bemærk desuden at denne sidestilling her indrømmes af en udøver af den okkulte religion.

Roseanne Barr giver desuden udtryk for en stor optimisme med baggrund i videnskabelige landvindinger. "Ifølge Kabbalah vil vi i år 2000 have opdaget udødelighedsgenet," siger hun, og opsummerer; "det handler om at plukke det gode fra det onde".
Optimismen i kabbalah deles ikke i Bibelens beskrivelse af verdens gang. Her bliver det kun værre og værre - indtil dommedag hvor Jesus vender tilbage og udsletter al ondskaben. Ifølge Bibelen kan man heller ikke "plukke" noget godt fra noget, der er ondt:
Ifølge Bibelen kommer alt det onde fra Satan (og mennesker, der er forført af Satan) - og alt det gode kommer fra Gud og mennesker, der søger at følge Ham.
Der kommer ikke noget godt fra Satan.
Ifølge Johannesevangeliget (10:10) siger Jesus:
"Jeg er døren. Den, der går ind gennem mig, skal blive frelst; han skal gå ind og gå ud og finde græsgange. Tyven kommer kun for at stjæle og slagte og ødelægge. Jeg er kommet, for at de skal have liv og have i overflod."

Kabbalah, berømtheder og et mønster af vold, overgreb og stofmisbrug
Flere af de listede kabbalah-interesserede berømtheders opførsel følger tilsyneladende samme mønster, hvad enten omdrejningspunktet er vold, overgreb, stofmisbrug eller simpelthen bare hensynsløs opførsel:
Naomi Campbell er blevet anklaget for at begå voldshandlinger 11 gange og dømt for overfald ved fire forskellige lejligheder mellem 1998 og 2009. Campbell blev fx dømt for et overfald på sin assistent Georgina Galanis i 1998. Supermodellen råbte ad sin assistent, greb hende om halsen, rystede hende og slog hende i hovedet med en telefon. "Georgina Galanis faldt rystende og i tårer om på sofaen," hævdede anklageren angiveligt i retten.
Campbell blev oprindeligt anklaget for overfald med legemsbeskadigelse, men sagen endte med at Campbell erklærede sig skyldig i en nedprioriteret sigtelse for overfald.
Naomi Campell har desuden afsløret, at hendes stofmisbrug næsten dræbte hende, da hun var på højden af sin karriere i 90'erne. Hun begyndte at bruge kokain bl.a. "for at klare barndomstraumer".
Rebekah Paltrow Neumann er yoga-udøver, skuespiller og iværksætter forretningskvinde. Hende og hendes mand Adam Neumann portrætteres som et par, der i hensynløs dekadent og hedonistisk stil "fester på privatfly, bruger penge som vand og lader medarbejderne rydde op efter deres rod", fortæller denne New York Post-artikel. Alt dette skete angiveligt "mens deres verden begyndte at smuldre omkring dem", og parrets firma "WeWork" blev til "et håbløst pengesug for investorer". "Mellem forspildte muligheder og den uberegnelige adfærd fra Adam, dens administrerende direktør, blev WeWork et slagtehus i 2019," skriver New York Post.
Ud over "Rebekkas interesse for kabbala, Jivamukti yoga og skuespil hjalp hun også med at planlægge de skøre fester, der fik folk til at investere i parrets svindel-agtige foretagende," står der i denne artikel fra magasinet The Verge. "Hendes andre job omfattede at fyre folk for at have 'dårlig energi', når hendes mand skulle reducere antallet af medarbejdere," står der videre. Hun fyrede fx en mekaniker fra WeWorks Gulfstream jet med denne begrundelse, få minutter efter at have mødt vedkommende.
Rebekah Paltrow Neumann er kusine til skuespillerinden Gwyneth Paltrow - og i øvrigt veninde med Donald Trumps datter Ivanka.
Demi Moore har i et interview fortalt, at hun som 15-årig blev voldtaget i sit hjem af en mand, der hævdede at have betalt hendes mor 500 dollars. Hun kom hjem og den ældre mand, som kendte hendes mor, befandt sig efter aftale i morens lejlighed. Efter at han havde voldtaget hende, sagde han ifølge Demi Moore, at hendes mor havde solgt hende til ham. I bogen skriver hun: ”Det var voldtægt. Og et ødelæggende forræderi, afsløret af mandens grusomme spørgsmål: 'Hvordan føles det at blive horet af din mor for 500 dollars?'"
Forespurgt om hun troede på manden, sagde hun, at hun ikke troede, det var en direkte transaktion. "Men hun gav ham stadig adgang og satte mig i fare," sagde hun.
Demi Moores mor var alkoholiker, og ifølge Moore tog moren hende med på barer, da hun var teenager, for at mænd skulle lægge mærke til dem.
Demi Moore misbrugte også selv alkohol - og desuden kokain. Hun "binge-spiste" og var samtidig "besat af sin vægt". Hendes drikkeri- og kokainbrug blev så slemt, at instruktøren, Joel Schumacher, fik hende til at forlade settet, fordi hun dukkede op og var påvirket. Til sidst krævede han, at hun fik professionel hjælp, ellers ville han fyre hende. I 1997 fortalte Schumacher at han have truet med at fyre hende. Han "ville ikke gøre, hvad de havde gjort med John Belushi, som bare var at give hende pengene til at begå selvmord," sagde filminstruktøren. Da Demi Moore kom ud fra rehabiliteringscenteret, hyrede de en rådgiver til at bo hos hende under optagelserne. "Hun har været ædru lige siden," udtalte Schumacher i 1997.
Men Moore brød "sine to årtiers ædruelighed ved at drikke igen og tage 12 Vicodin-piller om dagen," efter bruddet med sin 15 år yngre mand Ashton Kutcher og en uønsket abort. Den unge (ligeledes kabbalah-interesserede) skuespiller Kutcher havde angiveligt foreslået en trekant med en anden kvinde og været Demi Moore utro.
I 2019 var hun igen ude af misbrug, fortæller denne artikel om den berømte filmstjernes svære livsforløb og kamp mod afhængighed.
Anthony Kiedis, som er forsanger i rockgruppen Red Hot Chili Peppers, blev i 1990 dømt for seksuelt misbrug og usømmelig eksponering efter en koncert på George Mason University i en forstad til Washington DC. Anthony Kiedis blev efter koncerten "anklaget for at røre ved en kvindes ansigt med sin penis". Offeret var en studerende, som var med i universitetets arrangementspanel. Hun sagde, at episoden fandt sted uden for bandets omklædningsrum efter koncerten.
I sin selvbiografi "Scar Tissue" ("Arvæv") fortæller Kiedis om sit seksuelle forhold til en 14-årig pige, da han var næsten et årti ældre. Hun var datter af en politimester, men Keidis satsede på, at hun fortalte sin far, at hun var forelsket i ham - og han på den måde ville undgå problemer. "Så vi havde sex en gang til," skriver Keidis.
"Hvis du nogensinde har spekuleret på, om Kiedis har nogen anger over hændelsen, så hør deres sang fra 1985 'Catholic School Girls Rule' for dit svar," står der i denne artikel om Kleidis og hans bandkollegers seksuelle overgreb.
Når man finder frem til teksten til denne sang forklares historien bag teksten således:
"Sangen er inspireret af den gentagne voldtægt af en 14-årig pige, der gik på en lokal katolsk skole. Sangeren Anthony Kiedis mødte hende backstage ved en koncert og startede et forhold med hende, og tog hende endda med på turné for at fortsætte med at have sex med hende (på trods af at have fundet ud af hendes alder). Til sidst afleverede han hende hjemme efter at have opdaget, at hendes far var politimester."

Sangteksten lyder:
Katolsk skolepige-regel (gentages derefter 3 gange)

I klassen tager hun noter
Hvor dyb, dyb er min hals
Jomfru Maria, ved du ikke
Hun har øjne som Marilyn Monroe

Katolsk skolepige-regel (gentages derefter 7 gange)

Fra korset har hun løftet hovedet
Sådan sagde søsteren
"Giv ingen kærlighed, før du gifter dig
Lev intet liv, før du er død"

Den gode bog siger, at vi skal undertrykke
Den gode bog siger, at vi skal bekende
Men hvem bekymrer sig om, hvad den gode bog siger
For nu tager hun sin kjole af

Katolsk skolepige-regel (gentages derefter 7 gange)

Led os ikke ind i fristelse
Vi er ren guddommelig skabelse
Taler om min generation
Injiceret med såsæd af kastraktion

I sin bog "Scar Tissue" indrømmer Kiedis desuden, at hans forhold til den britiske skuespillerinde Ione Skye startede, før hun fyldte 16.
"Jo mere man undersøger Chili Peppers' handlinger i det virkelige liv, jo mere ubehagelige og direkte ulovlige virker de fleste af dem," står der i den kritiske artikel om Kleidis og bandet.
"At have en dårlig historie er ikke noget nyt inden for rock and roll, men at være serieforbrydere og så fortsætte med at skrive sange om det er på et helt andet niveau."

Anthony Kiedis har i øvrigt levet et liv med hårde stoffer før teenageårene. Han og hans far sniffede jævnligt kokain sammen eller røg hash, da den spirende sanger knap var teenager. Første gang Kiedis brugte heroin, var han kun 14 år gammel. "Forståeligt nok var det et livsændrende øjeblik, der indtraf efter at have forvekslet det uidentificerede pulver med kokain, hvilket skulle føre til årtiers opiatmisbrug," fortæller denne artikel.

Ashton Kutcher elsker overvågning
Mens Ashton Kutcher og Demi Moore var gift grundlagde de to filmstjerner velgørenhedsorganisationen, Thorn, mod seksuelt misbrug af børn. Det var angiveligt "Kutchers og Moores reaktion på en dokumentar om handel med børn til sex i Cambodja", der fik de to filmstjerner til at "indse, at deres eget land er lige så skyldig i denne forbrydelse som resten," som det formuleres i denne artikel. Også Kutchers nuværende kone Mila Kunis blev en del af arbejdet med Thorn.
Men i 2023 trak Kutcher og Kunis sig fra bestyrelsen for Thorn. Tilbagetrækningen fra organisationen skete "midt i hvirvlende kritik af deres forsvar af medskuespilleren og den dømte voldtægtsmand Danny Masterson." Samtidig med at Kutcher trådte tilbage sluttede hans kone Mila Kunis’ rolle som observatør i bestyrelsen. Skuespillerne Kutcher og Kunis spillede sammen med Danny Masterson i den populære teenage-komedieserie "That 70s Show" i slutningen af 1990'erne og begyndelsen af 2000'erne. Ægteparret "skrev lysende karakterreferencer for ham under hans retssag," skrev avisen Guardian. Retssagen endte med en 30-årig fængselsdom til Kutchers og Kunis' ekskollega for at have voldtaget to kvinder i 2003. Masterson blev dømt på trods af Kutchers skildring af sin ven som en mand "med anstændighed, lighed og generøsitet", og Kunis' ros til ham som "en fremragende rollemodel og ven" og "exceptionel storebrorfigur”.
Parret afgav en offentlig undskyldning i en Instagram-video, hvor de forklarede, at de var kede af den "smerte", som deres breve havde forårsaget, og udtrykte beklagelse over at underminere ofrenes vidnesbyrd. Men kritikere satte spørgsmålstegn ved om parrets rolle i Thorn var passende.

Men inden Ashton Kutcher standsede sit engagement i Thorn, opfordrede Kutcher "EU til at tillade teknologigiganter at blive ved med at spore børnemisbrug online". Thorn er nemlig en organisation, der har stor fokus på digitalt misbrug. Faktisk skriver Thorn selv, at organisationen "bygger teknologi til at forsvare børn mod seksuelt misbrug", og at de samarbejder med tech-giganterne Google, Meta (Facebook) og Microsoft - såvel som "kunstig intelligens"-teknologifirmaer som Mistral AI, OpenAI og Stability AI.
I 2020 - tre år inden Kutcher var nødt til at trække sig fra Thorn pga. sin støtte til ekskollegaen og voldtægtsmanden Masterson - opfordrede han "EU's politiske beslutningstagere til at give teknologigiganter som Facebook og Google en udsættelse for nye regler om beskyttelse af personlige oplysninger, som ville forbyde dem at bruge automatiske sporingsværktøjer til at bekæmpe børnepornografi". Kutcher arbejdede altså for, at de firmaer, hans organisation samarbejder med, hurtigere kunne komme i gang med at overvåge mere effektivt - på bekostning af brugernes generelle privatliv. Midlet Kutcher agiterer for, er nemlig massescreening af e-mails og online beskeder i sociale medier - dvs. generel overvågning af alle brugere.
"Det europæiske kodeks for elektronisk kommunikation," som skulle træde i kraft den 21. december 2020, skulle dengang "tøjle de brede beføjelser, som tech-virksomheder har til at scanne privat digital kommunikation".
Fortalere for privatlivets fred siger, at massescreening af e-mails og online beskedapps på jagt efter børnepornografi krænker europæernes rettigheder.
Men Ashton Kutcher og andre hævder, at beskyttelsen af privatlivets fred vil sætte børn i fare.
Politi og myndigheder har hele tiden haft mulighed for at overvåge pædofile og andre grupper. De skal blot have en dommerkendelse for at gøre det, hvilket er normalt i et retsamfund. Et samfund med total overvågning er typisk et samfund, der er totalitært - dvs. et diktatur.
Men Kutcher argumenterede følelsesladet for masseovervågning af alle:
"Vi [skal] beskytte disse børns privatliv. De gav ikke samtykke til, at deres misbrug blev delt online ... Deres privatliv har også betydning."

Han brugte altså digital privatliv for de børn, han hævder at ville beskytte, som argument for at tage al digital privatliv fra alle andre mennesker. Ashton Kutchners og Thorns lobbyisme lykkedes: EU oprettede en undtagelse i sine databeskyttelsesregler, som ellers netop var blevet strammet. Kutcher lobbyede personligt for denne regulering i interviews med Bruxelles-baserede medier og via Twitter-appeller til tyske politikere, skriver det tyske netmedie Netzpolitik.org. "At det blev vedtaget kan ses som en succes for Thorn," konstaterer mediet endvidere.

I 2022 - mens EU debatterede en lov, der skulle "tvinge platforme til at scanne alle private beskeder for tegn på børnemisbrug", agiterede Kutchner også for dette. "Dens mest fremtrædende fortaler (for loven red.) er skuespilleren Ashton Kutcher," står der i Netzpolitik-artiklen.
Denne massive overvågningslov debatteres stadig og kaldes "EU chat control law" ("EU's chat kontrol lov"). I juni 2024 er EU kommet "tættere på at vedtage nye regler, der vil påbyde massescanning af digitale meddelelser," fortæller denne artikel. Dette sker på trods af massiv modstand fra privatlivsorganisationer, siden lovforslaget (som Kutcher agiterede for) altså i 2022 for første gang så dagens lys.
"Over for EU-institutioner præsenterer Thorn sig selv som en velgørenhedsorganisation, der kæmper mod børnemishandling," skriver det overvågningskritiske medie Netzpolitik.
I mellemtiden bragte organisationen gentagne gange sin proprietære software til sporing af børnemisbrug op på møder med EU-embedsmænd. Det viser mere end et dusin e-mails og mødereferater, som netzpolitik.org indhentede gennem anmodninger om informationsfrihed til EU-Kommissionen, tyske og svenske myndigheder.

Så mens Thorn og Ashton Kutcher lobbyede for "at hjælpe børn mod overgreb" var de samtidig i gang med at sælge deres overvågningssoftware. Det kendetegner i øvrigt generelt denne velgørenhedsorganisation - den er meget aktiv i forhold til at sælge sine produkter - bl.a. overvågningssystemet "Safer" ("Tryggere"). På verdensplan har virksomheden 30 kunder, der bruger systemet - bl.a. fotoplatformen Flickr og videoportalen Vimeo. Thorns software udvikles tilsyneladende i samarbejde med de big-tech firmaer, velgørenhedsorganisationen arbejder for skal "tvinges" til at bruge selvsamme software. På samme side som Thorn fortæller, at de samarbejder med ovennævnte big-tech-firmaer (Google, Meta, Microsoft mv.), skriver de også, at de "[d]eltagende virksomheder vil udvikle, implementere og vedligeholde deres generative AI-teknologier og -produkter".

Et CIA-aktiv eller bare meget involveret med efterretningstjenester?
Der er mange der har bemærket Ashton Kutchers involvering med efterretningstjenester og personer og organisationer involveret med efterretningsmiljøer. Her er en artikel, der på en lidt komisk facon behandler det følsomme emne. Artiklen har titlen "I Am Simply Asking if Ashton Kutcher Is a CIA Asset" ("Jeg spørger simpelthen, om Ashton Kutcher er et CIA-aktiv"). Artiklen fremfører nogle af de pudsige - eller bemærkelsesværdige - ytringer som Kutcher og hans nuværende kone Mila Kunis er kommet med gennem tiden.
I 2018 til premieren på filmen "The Spy Who Dumped Me" ("Spionen der droppede mig"), spurgte en reporter Mila Kunis, om hvordan hun ville reagere, hvis hun fandt ud af, at Ashton Kutcher var spion. "Jeg ville være sådan, 'Jeg vidste det!'" svarede hun. "Jeg ville ikke undre mig ... Han har også flere jobs, ligesom, ikke alt hænger sammen," udtalte den spionfilmspromoverende skuespillerinde. "Hvad laver du egentlig? Hvad er det for et kontor, du hævder at gå til, og hvorfor er der mange forskellige lokationer for dette kontor?" sagde hun videre om Kutchers beskæftigelse.
Konens undren synes at være berettiget, for de steder, Ashton Kutcher kommer, synes forbløffende og må siges at være udtryk for, at han er yderst involveret i efterretningsarbejde - hvis man skal tro Kutchers egne ord. I denne artikel kan man læse Kutchers kendte udtalelse om, at han flere gange har deltaget i FBI-razziaer mod pædofile. "Jeg har været på FBI-razziaer, hvor jeg har set ting, som ingen mennesker nogensinde burde se," sagde han.
"Jeg har set videoindhold af et barn, der er på samme alder som mit, blive voldtaget af en amerikansk mand, der var sexturist i Cambodja. Og dette barn var så betinget af sit miljø, at hun troede, hun var i gang med leg."

Det var i 2017 ved en høring for Senatets Udenrigsudvalg (Senate Foreign Relations Committee), at Kutcher oprindeligt udtalte dette. Denne artikel konstaterer, at Kutcher glemte at forklare sin rolle i anti-sexhandelsoperationerne, og hvorfor det var nødvendigt at se en voldtægt af en pige (i øvrigt på netop Kutchers eget barns alder).

Som man nok begynder at fornemme, har Ashton Kutcher flere personlige forbindelser til efterretningstjenester og tilsyneladende særligt til CIA. I 2009 skrev Kutcher på Twitter; "brugte eftermiddagen på at plukke hjernen på en tidligere CIA-fyr. Det får dig virkelig til at spekulere på, om noget, du kommer i kontakt med, ikke er manipuleret."
At Kutcher er en stærk støtte for CIA bør ingen være i tvivl om. I 2018 uploadede han et billede af sig selv, der holder et CIA-kaffekrus, og teksten lød: "Jeg sender bare et morgenråb til mændene og kvinderne i efterretningssamfundet, der holder os sikre og beskytter vores land," efterfulgt af et hashtag som opfordrede til at vise taknemmelighed overfor CIA.

Kutcher udtalte sig også om storpolitik, da han var med i podcasten "American Optimist". Her mente Kutcher, at Kina nok gerne ville "bruge TikTok til at påvirke sindene på amerikanere i en anti-amerikansk propaganda-, anti-taiwanesisk propagandaindsats" "for at gøre enhver form for krig fra USA ekstraordinært upopulær”. "American Optimist" er en podcast, der er startet af Joe Lonsdale, som er medstifter af teknologivirksomheden Palantir. Joe Lonsdale er desuden bestyrelsesmedlem i Thorn. Palantir er leverandør til 17 af USA’s efterretningstjenester, såvel som mange andre amerikanske føderale agenturer inklusive Pentagon. "Det blev stort set finansieret af CIA's In-Q-Tel, og CIA var Palantirs eneste kunde fra 2005 til 2008, hvor CIA var en central del af ledelsen i Palantirs produktudvikling," skriver Whitney Webb. In-Q-Tel er CIAs IT-investeringsfirma, der forbinder USA's statslige ambitioner med innovative teknologier fra den private kommercielle sektor. Det er i forhold til overvågning, at Palantir bruges af de statslige institutioner. Palantirs overvågningssystemer benyttes også af NSA (National Security Agency - amerikansk militær efterretningstjenste), og virksomhedens produkter er big-data-analyseværktøjer, ligesom NSA's kontroversielle PROMIS-software og det nu berygtede "Prism"-program, der blev afsløret af Edward Snowden. Palantir kan bruges til at spore stort set alt, inklusive individer, skriver Whitney Webb - og påstås endda at kunne forudsige handlinger og bevægelser hos de individer, den sporer.
Ashton Kutchers bestyrelsesmedlem Joe Lonsdale blev i øvrigt anklaget af sin tidligere kæreste Elise Clougherty for voldtægt. Hun hævdede i retten, at Lonsdale regelmæssigt nedværdigede hende, fratog hende mad, misbrugte hende fysisk og voldtog hende. Han fortalte hende angiveligt, at kvinder skulle voldtages, så de kunne lære respekt. Joe Longsdale blev bortvist fra campus på Stanford University, men sagen blev senere droppet af Elise Clougherty. Lonsdale havde konsekvent benægtet påstandene og lavede endda en hjemmeside for at forsøge at demonstrere hvad, han mente, var, et parforhold baseret på samtykke.

Nær ven anklaget for sex-trafficking og pædofil sexafpresning
Voldtægtsdommen mod vennen Danny Masterson var ubehagelig for Ashton Kutcher, men der dukkede endnu en historie op fra stjerneskuespillerens tætte venneskreds, der var i dyb kontrast til Kutchers idealisme. "Ashton Kutchers mangeårige venskab med Sean 'Diddy' Combs er under lup efter de føderale razziaer på musikmogulens hjem i sidste uge," forklarer denne nyhedsartikel fra 4. april 2024. Det var rapperen P Diddys luksusvillaer i Los Angeles og Miami, der var blevet ransaget af føderale agenter som led i en efterforskning af sexhandel.
Kutcher og Sean 'Diddy' Combs har været venner i mere end 20 år. "Parret blev venner i 2003, mens de begge producerede shows på MTV," fortæller nyhedsartiklen.
Efter ransagningerne kom nogle af Kutchers tidligere kommentarer om sine erfaringer med "Diddy-fester" op til medieoverfladen igen. Eller måske rettere: De detaljer, skuespilleren afviste at dele om rapperens fester, blev set i et nyt lys. Da Kutcher optrådte på YouTube-serien Hot Ones i 2019, blev han spurgt, om han havde nogle "Diddy-festhistorier", han kunne dele. Kutcher "kæmpede," fortæller denne mere dybdegående artikel. "Jeg har meget, jeg ikke kan fortælle. Så – øhh – det kan jeg heller ikke fortælle,” sagde Kutcher "og reflekterede over sine minder med Combs," står der i artiklen.

Combs blev ramt af fem civile retssager på fire måneder, da Department of Homeland Security raidede hans hjem i Miami og Los Angeles, forklarer den dybdegående artikel, som kan læses i mediet Mintpressnews.
Mintpressnews fortsætter:
"Combs siges at have hundredvis af kameraer inde i sine ejendomme, og naturligvis optagelser af politikere og musikindustriens ledere, og hans rolle i en potentiel seksuel afpresningsoperation med links til Israels lobby har således chokerende ligheder med Jeffrey Epstein-konspirationen."

Mintpressnews fortæller også om, hvordan direktøren for musikselskabet Universal Music Group, Lucian Grainge, er indblandet i pædofili- og sexhandelsagen. Grainge og hans firma blev også tiltalt i en retssag mod rapperen Sean Combs. Universal Music-direktøren, som er en af de mest magtfulde mænd inden for branchen, blev anklaget for at finansiere og deltage i fester afholdt af Sean Combs, som indeholdt handlede, mindreårige sexarbejdere. Grainge er ikke kun administrerende direktør for verdens største musikselskab, men også firmaets betyrelsesformand - såvel som milliardær.

En af de civile retssager blev anlagt af Rodney Jones, en tidligere producer hyret af Sean Combs. I sagen anklages Combs for systematiske seksuelle overgreb.
Mintpressnews skriver:
"I grafiske detaljer hævder retssagen en sammensværgelse i Epstein-stil, der omfatter forbrydelser lige fra sexhandel med mindreårige til skjulte stoffer, seksuelle overgreb og våbenvold. Ifølge retssagen blev Combs' "freak off"-fester betalt af Universal Music Group CEO Lucian Grainge og tidligere Motown Records CEO Ethiopia Habtemariam i kontanter for at undgå opdagelse af føderale myndigheder."

Ifølge Mintpressnews hævdes det i søgsmålet, at de tiltalte gennemførte deres forehavende "med trusler om isolation fra musik- og underholdningsindustrien" og "holdt parade med magtfulde musikindustriledere ... ved hans fester fyldt med sexarbejdere, mindreårige og ulovlige stoffer, såsom ecstasy, kokain, GHB, ketamin, marihuana og svampe".
Søgsmålet fortæller også, at Sean Combs havde hundredvis af kameraer i sine hjem i Los Angeles, New York og Miami, og at han "krævede, at sexarbejdere og mindreårige piger skulle underskrive fortrolighedskontrakter, før de gik med til hans fester, og før de blev bedøvet og sexhandlet ved disse fester". Sagsanlæggeren Rodney Jones mener, at Combs har optagelser af tiltalte - Grainge og Habtemariam - "såvel som andre berømtheder, pladeselskabschefer, politikere og atleter."

Den tiltalte Lucian Grainge er ikke kun magtfuld direktør for verden største musikselskab. Han er desuden en støtte af organisationen "Friends of IDF" ("Venner af IDF" - Israel Defense Force, den israelske hær). "Friends of IDF" er en amerikansk støtteorganisation til israelske militærfolk og veteraner. "Samtidig har A-liste-skuespilleren Ashton Kutcher og andre underholdningsindustri-hotshots tæt på Combs bevaret langvarige bånd til Israels lobby," skriver Mintpressnews.

Lucian Grainge er også en "nær ven" af Haim Saban, en magtspiller i det Demokratiske Parti og megadonor til sager som fx "Friends of IDF". Saban er en uafhængig non-executive direktør hos Universal Music Group og holdt i marts måned 2024 desuden et fundraiser-arrangement for præsident Joe Biden.

En anden musikindustrileder med tætte bånd til P Diddy er Clive Davis. I 1994 finansierede Davis den 23-årige Diddy's Bad Boy Records. "Rygter i hiphop-miljøet om et forhold mellem de to - der strækker sig ud over deres forretningsforbindelser - har svirret rundt i over et årti," skriver Mintpressnews.
For nylig har kommentarer fra den fængslede Death Row Records-boss Suge Knight og den tidligere P Diddy-livvagt Gene Deal kastet brænde på bålet.
Både Knight og Deal har også anklaget Combs for samarbejde med føderale myndigheder. Knight skrev angiveligt i et senere slettet indlæg på X (tidl. Twitter), at razziaerne ikke var på grund af Diddy, men "for at destruere de belastende ting på magtfulde mænd." Derefter henviste han i hashtags til Epstien, Diddy og netop Clive Davis.
Deal hævder i et efterfølgende interview, at Combs var en fortrolig informant for FBI.
”Fortrolige informanter bliver godt betalt. Men Puff [Combs] var millionær. At han var en fortrolig informant, at han fik sådan nogle penge - det var tjenester. Han har fået tjenester, og derefter betalt retshåndhævende folk i årevis for at beskytte ham ... Han havde et budget til retshåndhævelse. Hvis noget går galt, har disse mennesker venner bestemte steder. Så siger han til sin handler: 'yo, kan du få det til at forsvinde for mig?'"

Rodney Jones-retssagen henviser på samme måde til Combs' bestikkelse af retshåndhævere og anklager Combs for at "true med at spise sagsøgers ansigt, fremvise og uddele våben i sagsøgers tilstedeværelse, prale med at have ordenshåndhævelse under kontrol, prale med at myrde folk og prale med at bestikke vidner og nævninge." Ansvarlig for bestikkelsen var ifølge sagsanlægget Kristina Khorram, som heri sammenlignes med Jeffrey Epsteins kriminelle partner Ghislaine Maxwell. Hun og sikkerhedschefen hos Combs Entertainment, Faheem Muhammad, er anklaget for at have håndteret bestikkelse til retshåndhævere og de kontante betalinger til sexarbejderne.

Som man ser, er det noget af en redelighed. Og en redelighed der, ligesom forsvaret af den senere voldtægtsdømte Danny Masterson, synes at plette Ashton Kutchers troværdighed.
"At den tidligere leder af denne anti-børnesexhandelsorganisation havde brugt to årtier på at feste med en skikkelse, der nu er anklaget for at handle børn ved sine fester, kan skabe en situation med mærkelige sengekammerater, men hvis man skal tro på retssagerne mod ham, er Sean Combs ret vant til det," skriver Mintpressnews. I samme måned som Sean Combs ejendomme blev ransaget kunne offentligheden orientere sig om, at Ashton Kutcher ventede "en stævning over 'sin gode ven' Diddys sexhandels-kulegravning". Kutchers kone Mila Kunis havde angiveligt forbudt ham at tale med rapperen. Udsagnene herom kom angiveligt fra en "insider" tæt på parret, som tilføjede, at parret har holdt lav profil siden Danny Masterson-støtten, og at de nu "på ingen måde" skulle "blive suget ind i dette rod" (omkring vennen P Diddy).

Samarbejder med nøglesvirksomheder i den globale 'masseovervågningsstat'
Ashton Kutcher er, som vi har set, meget uadvendt med sin støtte til CIA og efterretningstjenester. Han virker også til at være på hjemmebane i militær efterretningslingo. I en Twitter-besked, der gik viralt, skrev Kutcher om hvordan TikTok kan være en art kinesisk psykologisk operation for at påvirke amerikanernes bevidsthed (Twitter hedder nu "X" og TikTok ejes af ByteDance, et kinesisk firma).
Men hvis man kigger på flere af Ashton Kutchers samarbejdspartnere, støder man på et bemærkelsesværdigt mønster: De er etableret og udviklet i betænkeligt tæt samarbejde med efterretningstjenster - særligt CIA. En del af Googles startkapital kom fra CIA og NSA, som stipendier til det universitetsprojekt som igangsatte den dengang nye søgemaskineteknologi, der er fundamentet for Googles succes. De to efterretningstjenester finansierede bl.a. Googles stiftere og dataloger Sergey Brin og Larry Page gennem et uklassificeret, meget opdelt program, der blev styret for CIA og NSA af store militær- og efterretningsvirksomheder. Det blev kaldt Massive Digital Data Systems (MDDS) project.
Denne artikel i magasinet Quartz (qz.com) beskriver målsætningen således:
"Efterretningssamfundet håbede, at landets førende dataloger kunne tage ikke-klassificerede informationer og brugerdata, kombinere dem med det, der ville blive kendt som internettet, og for profit begynde at skabe kommercielle virksomheder, der passede til behovene hos både efterretningssamfundet og offentligheden. De håbede at lede supercomputer-revolutionen fra starten for at skabe mening i, hvad millioner af mennesker gjorde i dette digitale informationsnetværk. Det samarbejde har gjort en omfattende offentlig-privat masseovervågningsstat mulig i dag."

Også Ashton Kutchers anden samarbejdspartner Meta (Facebooks moderfirma) blev etableret og udviklet i betænkelig tæt forbindelse med efterretningstjenster - særligt CIA.
Facebooks første præsident Sean Parker, som tidligere var kendt for at være medstifter af Napster, havde en forhistorie med CIA. Efterretningstjenesten rekrutterede ham i en alder af 16 år kort efter, at han var blevet taget af FBI for at hacke virksomheds- og militærdatabaser.
Sean Parker satte senere Facebook i forbindelse med sin egen første eksterne investor, Peter Thiel. Peter Thiel forsøgte på det tidspunkt, i koordinering med CIA, aktivt at genoplive kontroversielle DARPA-programmer, der var blevet demonteret det foregående år.
DARPA er en kendt og kontroversiel amerikansk militærenhed som bl.a. arbejder intensivt med biometrisk overvågning og transhumanistiske teknologiske løsninger. Takket være Parker erhvervede Thiel i september 2004 formelt 500.000 dollars Facebook-aktier og indtrådte i bestyrelsen.
Peter Thiel og hans stiftende medpartnere (bl.a. Joe Lonsdale) byggede overvågningspogrammet Palantir sammen med CIA.
Facebook bruger tidligere CIA-agenter til at bestemme "misinformationspolitikker" på den sociale medieplatform.
Meta som ejer Facebook, Instagram og WhatsApp - har også rekrutteret kraftigt fra den berygtede israelske spionorganisation, Unit 8200. Denne artikel identificerer 11 ansatte i Meta som er Unit 8200 folk, bl.a. Emi Palmor som er Unit 8200 veteran og senere blev General Director for det Israeelske Justitsministerie, og som nu er en af 23 personer, der sidder i Facebooks Oversight Board (kan oversættes til tilsynsråd). Artiklen reflekterer over at Emi Palmor i sin ansættelse direkte overvågede fjernelsen af palæstinensiske rettigheder og skabte en såkaldt "internethenvisningsenhed" (“Internet Referral Unit”), som målrettet fik Facebook til at slette palæstinensisk indhold på sin platform, som den israelske regering modsatte sig. Nu sidder hun så i det råd som Mark Zuckerberg selv beskriver som Facebooks "højesteret" ("Supreme Court").
Rådet beslutter i fællesskab, hvilket indhold der skal accepteres og promoveres på platformen, og hvad der skal censureres, slettes og undertrykkes (fx "shaddowbannes" - skjult censur; dvs. fx mindre, minimal eller slet ingen eksponering).
Helt overordnet udleverer Facebook systematisk brugerinformationer til diverse myndighedstjenester verden over - heriblandt formodentlig overvejende efterretningstjenester, politimyndigheder o.lign.
Facebooks rapporter om "Regeringers forespørgsler på brugerdata" uddyber dette i tal.
Som de selv skriver: "Meta reagerer på anmodninger fra regeringer om data i overensstemmelse med gældende lovgivning og vores servicevilkår."
Som man kan se, er der næsten sket en tidobling i forespørgslerne fra myndigheder i årene fra 2013 til 2022.

Det er også værd at nævne, at de data som Facebook-brugere offentliggør med stor sandsynlighed ender i Palantirs databaser og hjælper med at drive den overvågningsmotor, som Palantir kører for de amerikanske politiafdelinger, militæret og efterretningstjenester.

Edward Snowden, NSA-whistlebloweren, advarede i 2019 om, at Facebook er lige så upålidelig som amerikanske efterretningstjenester, idet han udtalte, at "Facebooks interne formål, uanset om de fortæller det offentligt eller ej, er at samle perfekte optegnelser over privatliv i det maksimale omfang af deres kapacitet og derefter udnytte det til berigelse af deres egen virksomhed. Forbandet ligegyldigt med konsekvenserne.”
Og han fortsatte: "Det er faktisk præcis det samme, som det NSA gør".
Facebook gør altså præcist det samme, som efterretningstjenesten NSA gør - ifølge Edward Snowden som i en årrække arbejdede for NSA og som afslørede NSA's verdenomspændende masseovervågning.
Man skal vist passe på at bruge Ashton Kutchers tankegang på flere af skuespillerens egne samarbejdspartnere...
Fx synes Ashton Kutchers samarbejdspartner Facebook (Meta) måske også at ligne "en psykologisk operation for at påvirke verden befolknings bevidsthed" - og iøvrigt både masse- og detaljeovervåge den på samme tid.

Skaffer ansigtsgenkendelsesoftware til politiet
Den undersøgende journalist Whitney Webb (omtalt første gang i kapitel 1 i del 1) har stillet spørgsmålstegn ved Ashton Kutchers samarbejde med store teknologivirksomheder for at bekæmpe udnyttelse af børn. "Thorn er et partnerskab med alle disse Silicon Valley-virksomheder," sagde hun i et interview. Hun fortsatte:
"Jeg vil sige, at det er som en frontorganisation - en måde for Silicon Valley-virksomheder at give disse eksperimentelle softwaresystemer, som de ikke lovligt kan sælge til politiet under dække af, at de vil redde børn."

Holdet hos Thorn bruger angiveligt en web-app kaldet Spotlight, som sender politibetjente oplysninger, der kan føre dem til formodede menneskehandelsnetværk. Thorn software bruges nu af retshåndhævende myndigheder i alle 50 amerikanske stater og i Canada, ifølge virksomhedens konsekvensrapport, noget journalist Whitney Webb også har sat spørgsmålstegn ved. I denne artikel skriver hun bl.a. om, hvordan Thorn leverer overvågningsteknologi til amerikansk politi, og har givet Amazon mulighed for at fortsætte med at forsyne amerikansk politi med software til ansigtsgenkendelse - på trods af teknologigigantens midlertidige suspension for dets salg til politiet. Motivet om at undgå pædofile overgreb, virker, som man måske begynder at se, ikke nødvendigvis som den eneste drivende faktor. Og dette motiv virker måske heller ikke altid fuldstændig overbevisende. Som jeg har vist i tidligere dele af denne bog, er politimyndighedsorganisationen CIA selv flere gange blevet anklaget for at udnytte pædofile misbrugsnetværk til afpresning af magtfulde personer. Jeg fremlagde desuden i kapitel 2 i del 1 at FBI-direktøren J. Edgar Hoover blev anklaget for at deltage i misbruget i et sådan pædofilt netværk. Og så sent som i 2021 blev det rapporteret, at flere ansatte i CIA havde begået sexforbrydelser mod børn, uden at blive retsforfulgt. De var blevet beskyttet af CIA. Det drejede sig om seksuelle overgreb på børn helt ned til toårsalderen, som ingen retslig konsekvens fik.

Whitney Webb skriver at hendes "undersøgelse af Thorn skaber endnu større tvivl om dets påståede altruistiske mål", i betragtning af organisationens bånd til CIA-forbundne organisationer og personer, Wall Street-banker og en anden "anti-børnehandel"-organisation, der blev lanceret af Hillary Clinton og Cherie Blair, hustruen af den tidligere britiske premierminister Tony Blair. Tony Blair var - ligesom en del af de andre, vi har hørt om i denne bog - at finde i Jeffrey Epsteins "sorte bog", og Hillarys mand, Bill Clinton, var en nær ven af serieovergrebsmanden. Den tidligere præsident havde selv sine egne udfordringer med at bagatelisere dette venskab, som ellers inkluderede "en uheldig rygmassage-situation" med en kvinde, der påstår hun blev voldtaget gentagne gange af Epstein (se kapitel 1 i del 1). Et andet offer - Virginia Roberts - hævdede af Jeffrey Epstein jokede med at "Bill Clinton var i lommen på ham (Epstein)".

Ashton Kutcher og Demi Moore samarbejdede fra starten af deres velgørenhedsprojekt med flere af de mest indflydelsesrige institutioner i verden. Vi har allerede hørt om Thorn og Kutchers påvirkning af EU, men også FN var fra et helt tidligt tidpunkt involveret med hollywoodstjernen. Allerede i 2010 - da deres velgørenhedsprojekt hed "DNA" - lancerede de to skuespillere sammen med UNODC (FN's kontor for narkotika og kriminalitet) FN's frivillige fond for ofre for menneskehandel - specielt for kvinder og børn (UN Voluntary Trust Fund for Victims of Trafficking). I 2011 udskrev USAID i samarbejde med Moore og Kutcher en konkurrence for teknologi-iværksættere fra Rusland og andre tidligere Sovjetstater om at udvikle en smartphone-app mod menneskehandel. Det var Moore og Kutcher der via deres fond stod for præmien på 15.000 dollars.
Også allerede tilbage i 2010 talte Ashton Kutcher (og Demi Moore) ofte om at "slaveri er den største trussel mod frihed" - i mange forskellige sammenhænge især med magtfulde instanser. Og som vi kan se, har hans primære løsning hele tiden været mere overvågning på teknologiske platforme.
I forbindelse med pressemeddelelsen fra 2010 om oprettelsen af den nye FN-fond står der:
"For nylig talte Moore og Kutcher om spørgsmålet på Clinton Global Initiative. I år rejste Kutcher til Den Russiske Føderation for at diskutere teknologiske løsninger på slaveri, som har stimuleret et større projekt i Rusland i samarbejde med USAID, det amerikanske udenrigsministerium og andre. Moore talte også ved en amerikansk kongresbriefing om indenlandsk sexhandel med børn, hun rejste til Haiti for at løse problemet i det jordskælvshærgede land, mødtes med ofre for menneskehandel på et Los Angeles husly og sammen med Kutcher besøgte hun den mexicanske grænse med det amerikanske Department of Homeland Security og Amerikanske immigrations- og toldmyndigheder."

Man bemærker at Ashton Kutcher og Demi Moore var sammen med Department of Homeland Security, som er USA's nationale sikkerheds- og efterretningstjeneste. Clinton Global Initiative (CGI) er Clinton-parrets fond og velgørenhedsorganisation, der blev stiftet i 2001. Fonden er angiveligt oprindeligt udviklet og finansieret af Jeffrey Epstein og også forbundet med Epsteins øverste medsammensvorne Ghislaine Maxwell. Maxwell hjalp angiveligt også Clinton med at sikre en sekscifret investering fra Epstein, der desuden donerede startpenge til Clinton Global Initiative i 2005.
USAID, som Kutcher og Demi Moore hjalp i deres samarbejde med Rusland, er en amerikansk myndighedsorganisation, der er ansvarlig for at administere civil nødhjælp og udviklingshjælp i udlandet (United States Agency for International Development). Flere har påstået at USAID er en frontorganisation for CIA - dette behandles bl.a. i denne artikel i magasinet Foreign Policy og i flere andre artikler. Også flere udenlandske regeringer, der har mærket USAID's indflydelse, har hævdet dette.
USAID og amerikansk udenlandsk økonomisk bistand generelt har været genstand for debat, kontroverser og kritik kontinuerligt siden 1950'erne. Ulandshjælpen beskyldes generelt for at varetage amerikanske interesser, USAID har selv igennem mange år pralet af at støtten primært reelt gik til amerikanske firmaer - ikke til de nødlidende lande.
En af de ubehagelige og opsigtsvækkende sager for USAID's "ulandsinvesteringer" kom frem i nyere tid. I løbet af 1990'erne var USAID involveret i tvangssteriliseringen af cirka 300.000 indfødte kvinder i Peru som en del af landets hemmelige militæroperation Plan Verde, der blev udført af militærjuntaen i landet. USAID brugte også fx den tunge besættelse af Japan efter 2. verdenskrig til at gennemføre en abortpolitik, de ikke kunne få opbakning til i USA. Japan blev det første land til at legalisere abort af socioøkonomiske årsager, dvs. gennemføre en abortstrategi særligt møntet på den fattigdom landet var underlagt efter krigen. "Amerikanske besættere var mere end glade for at hjælpe det nye japanske regime med at indføre et racehygiejne-venligt program designet til at bekæmpe påstået overbefolkning," står der i denne kritiske artikel.
Whitney Webb fortæller, at Thorns partnere - ud over at omfatte flere af de største Silicon Valley-teknologivirksomheder - også indgår i partnerskab med NGO'en Polaris, som driver US National Trafficking Hotline (hotline om menneskehandel), og hvis administrerende direktør tidligere arbejdede for USAID. Polaris er også en medlemsorganisation af Clinton Global Initiative. En anden NGO-partner til Thorn er National Center for Missing and Exploited Children (NCMEC - center for forsvundne og udnyttede børn) og McCain Institute for International Leadership, opkaldt efter den afdøde senator John McCain. NCMEC's internationale afdeling blev lanceret i 1999 af de to statslederfruer Hillary Clinton og Cherie Blair. I kontrast til de tilsyneladende idealistiske motiver i NCMEC er disse to kvinder på flere måder forbundet med de to pædofile sex-traffickere Jeffrey Epstein og Ghislaine Maxwell. Hillarys mand Bill Clinton var nær ven af Jeffrey Epstein og Cheries mand Tony Blair var at finde i Epsteins "sorte bog", der blev beskrevet som "Den hellige gral" til at optrevle Epsteins vidtstrakte børnesex-netværk (se del 1 for yderligere herom). Ifølge Jeffrey Epsteins bror Mark Epstein, besad den angivelige sex-afpresser Jeffrey Epstein meget følsomme oplysninger om bl.a. Hillary Clinton.
Clinton-parret hjalp desuden flere personer, der blev arresteret for ulovligt at forsøge at transportere adskillige børn ud af Haiti. Dette var mennesker der tilsyneladende arbejdede som kristne missionærer i Haiti. Clinton præsidentparret intervenerede i denne sag og sikrede at kidnapperne blev løsladt. De arresterede smuglere af børn blev af amerikanske regeringskilder, Clinton-parret, medier m.fl. karakteriseret som idealister, der ville redde børnene, men er af andre blevet mistænkt for at være del af en børne-sexring. Mere om denne sag i del 4.

Whitney Webb skriver, at en vigtig beskæftigelse for Thorn, er at forsyne lokale og føderale retshåndhævende myndigheder med en softwarepakke kaldet Spotlight. Webb beskriver Spotlight som "et gennemgribende, AI-drevet overvågningsværktøj" der bruges "under dække af at bekæmpe menneskehandel". Ifølge de teknologivirksomheder, der hjalp med at skabe det, bruges systemet "af mere end 2.187 politi- og efterretningstjenester i Nordamerika," skriver Webb i sin artikel, som er fra september 2020. Det leveres gratis til amerikansk politi af Thorn-organisationen, hvilket giver politiet let adgang til kontroversielle overvågningssystemer, som de i sidste ende bruger til meget, mere end at bekæmpe sexhandel, konstaterer Webb. Softwaren bruges også af Department of Homeland Security (DHS).

Pagter med djævlen og heksebesværgelser
Sean Combs (alias P Diddy) og pladeselskabslederne Lucian Grainge og Ethiopia Habtemariam er bestemt ikke de eneste i musikindustrien, der er blevet anklaget for pædofili og sexhandel med børn. Et andet kendt eksempel er sangeren R. Kelly, som egentlig hedder Robert Sylvester Kelly.
I mere end to årtier blev den topplacerede R&B-sanger beskyldt for seksuelt misbrug. Allerede i 1990'erne var der sager, hvor han, som voksen mand, var sammen med 15-årige piger. I 2022 blev han ved en domstol i New York idømt 30 års fængsel efter at være blevet fundet skyldig i otte tilfælde af sexhandel og ét tilfælde af afpresning. Måneder senere blev han dømt for seksuelt misbrug af børn i en anden føderal retssag i Chicago. Sangeren "skal også sigtes for seksuelt misbrug i Minnesota," skrev BBC i februar 2023.
Kelly var selv blevet udsat for seksuelt misbrug af børn og beskrev i sin selvbiografi, hvordan han blev voldtaget af et kvindeligt familiemedlem, da han var otte år gammel.
Et andet eksempel er forsangeren i det walisiske rockband "Lostprophets", Ian Watkins, som i 2012 blev anholdt og sigtet for forsøg på voldtægt af en baby, sammensværgelse om at voldtage et barn og besiddelse og distribution af børnepornografi. Han erkendte sig skyldig i flere anklager, herunder forsøg på voldtægt og seksuelle overgreb på børn.

David Bowie er også langt fra den eneste kunstner der har udviklet "alter egos". Der findes adskillige eksempler på dette. Et eksempel er Beyoncé, som fortalte om sit alter ego "Sasha Fierce" i et interview med Oprah Winfrey. "Sasha Fierce" kan oversættes til noget i retning af "Sasha Kraftfuld".
"Kvinden, der sidder ved siden af Oprah, er Beyoncé - men den kraft, du ser, der spankulerer struttende i musikvideoerne, er faktisk hendes alter ego, Sasha Fierce," står der i artiklen om interviewet.
"Hun laver ikke interviews," siger Beyoncé. "Hun optræder kun."
Beyoncé siger, at hun har skabt sin scenepersona for at hjælpe sig med at overvinde udfordringer og give den bedste præstation, hun kan.
"Det er lidt ligesom at lave en film. Når man tager parykken på og tager tøjet på, går man anderledes," siger hun.
"Sasha Fierce dukker normalt op lige før Beyoncé er ved at indtage scenen," fortæller artiklen videre.
"Normalt når jeg hører akkorderne, når jeg tager mine stiletter på. Som øjeblikket lige før, hvor man er nervøs," siger hun.
"Så dukker Sasha Fierce op, og min kropsholdning og måden jeg taler på og alting er anderledes."

Denne artikel fortæller om flere andre eksempler på musikere og skuespillere med "alter egos":
Madonna // Alter ego: Madame X
Donald Glover // Alter ego: Childish Gambino
Lady Gaga // Alter ego: Jo Calderone
Eminem // Alter ego: Slim Shady
Prince // Alter ego: Camille
Bono // Alter ego: MacPhisto
Janelle Monáe // Alter ego: Cindi Mayweather
Garth Brooks // Alter ego: Chris Gaines
Andy Kaufman // Alter ego: Tony Clifton

"På nogle måder har hele Madonnas karriere handlet om alter egoer," konstaterer artiklen.
"Men til sin 14. studie-LP tog Madonna det ekstra skridt at navngive en karakter, Madame X, en hemmelig agent, der rejser verden rundt og kæmper for sandhed og retfærdighed.
'Madame X er en danserinde, en professor, et statsoverhoved, en husholderske, en rytter, en fange, en studerende, en mor, et barn, en lærer, en nonne, en sanger, en helgen, en luder og en spion i kærlighedens hus,' siger hun i en teaser-video. 'Jeg er Madame X.' Trækket var ren Madonna: Selv hendes alter ego har alter ego."

Som man ser er temaerne dialektik og dualitet. Temaer, som vi allerede har set, er meget prominente i det okkulte. Vi skal se yderligere eksempler på dette senere.
Madonna hedder egentlig Madonna Louise Ciccone

Eminems alter ego "Slim Shady" er ifølge artiklen "afløbet for alle kunstnerens vredeste, mest voldelige impulser". Eminen hedder egentlig Marshall Bruce Mathers.
Bonos alter ego "MacPhisto" forklares som "Satan gentænkt som en aldrende rockstjerne."
Bono hedder egentlig Paul David Hewson.
Lady Gagas Jo Calderone er et "mandligt alter ego", "en vulgært talende italiensk-amerikansk greaser-type fra New Jersey."
"Greaser-type" er oprindeligt en nedsættende vending om typisk fattige mexicanere, der smurte bl.a. hjulaksler med olie.
Lady Gaga hedder egentlig Stefani Joanne Angelina Germanotta.

"Prince trivedes i skæringspunktet mellem maskulinitet og femininitet," står der i artiklen om de mange alter egoer.
"Aldrig har denne dualitet været mere eksplicit, end da han elektronisk begyndte at slå sin vokal op for at portrættere Camille, det feminine alter ego, han skabte i midten af 80'erne.
...
Nogle Prince-forskere mener, at Camille-karakteren var baseret på Herculine Barbin, et intersex-individ fra det 19. århundrede fra Frankrig, der blev opdraget som pige, men brugte navnet Camille senere i livet, mens han levede som mand."

Flere kunstnere har også givet udtryk, for deres relation til djævlen og det okkulte. De fleste artikler om emnet er typisk latterliggørende, og behandler emnet som en joke. Men alligevel fremkommer konkrete citater og situationer, der fortæller hvad kunstnerne selv har sunget, gjort eller udtalt - hvad enten det skal forstås seriøst, som en joke eller som en måde at gøre sig interessant på.

I 2016 blev Bob Dylan, som egentlig hedder Robert Allen Zimmerman, interviewet i tv-programmet "60 minutes". Han blev spurgt, om hvorfor han bliver ved med at tage på tour. "Det hele går tilbage til skæbnen. Jeg lavede en handel om det for længe siden, og jeg overholder min del," svarede Dylan. Han blev derefter spurgt, hvem han lavede en aftale med, hvortil Dylan smilede skævt, grinede og sagde: "Med den øverstbefalende for denne jord og den verden vi ikke kan se."
Mange vil måske antage, at Dylan henviser til Gud. Men dette er ikke, som tingene forholder sig i Bibelen. I Det Nye Testamente bliver det flere gange sagt meget klart, at det er djævelen, som er "denne verdens fyrste".
Det er bl.a. Jesus selv, der siger dette i Johannesevangeliet 14:30.
Også rapperen Lil Uzi Vert har antydet at have solgt sin sjæl til djævlen for succes. "Selvom disse påstande meget vel kan være en del af den mystik, han har dyrket, tilføjer de bestemt et element af intriger til hans allerede fængslende persona," reflekterer denne artikel. "Uzi Verts djævelske billeder i hans musikvideoer og tekster giver yderligere næring til spekulationerne," står der videre.
Mick Jagger havde til en koncert i 1968 en behornet djævlefigur tegnet på sit bryst, hvor han sang sangen "Sympathy For The Devil" ("Sympati for Djævlen"), som hans band Rolling Stones er kendt for. I sangen opfordres publikum til at have sympati for djævlen. Jagger personificerer Satan og synger "Bare kald mig Lucifer". Denne sang kom efter udgivelsen af pladen "Satanic Majesties" ("Sataniske majestæter").

Mick Jagger med djævlen tegnet på brystet og udklædt som kvinde

Rolling Stones logo er den ikoniske mund der rækker tunge - et af verdens mest berømte band-symboler. Logoet var inspireret af den indiske gudinde Kali, har Mick Jagger fortalt til indiske medier. Kali bliver sædvanligvis afbildet som en firearmet dame i blåt med en lang tunge, der stikker ud fra røde læber. Kali tilbedes af hinduer som gudinde for tid og ødelæggelse. Jagger delte billeder på sociale medier af ham selv, der stod foran et idol af Kali, fortæller denne artikel i India Times.

Den hinduistiske gud Kali, Rolling Stones logo og Mick Jagger iført t-shirt med logoet. Diverse skærmklip.

I profeten Esajas bog i Det Gamle Testamente står der (Esajas 57:3-5):
"Kom herhen, I børn af troldkvinder, I afkom af horkarle og skøger!
Hvem er det, I gør jer lystige over, hvem spærrer I munden op imod, hvem rækker I tunge ad? I er jo selv børn af synd og afkom af løgn.
I brænder af brunst under egene og under alle grønne træer; I slagter børn i dalene og i alle klippekløfterne."

Sangerinden Lana del Rey fortalte engang, at hun var gået sammen med en gruppe hekse om at kaste en besværgelse på den tidligere amerikanske præsident Donald Trump. "Ja, jeg gjorde det. Hvorfor ikke? Jeg er på linje med Yoko [Ono] og John [Lennon] i troen på, at der er en kraft i en tankes vibration," sagde sangerinden. "Jeg tror virkelig på, at ord er en af de sidste former for magi, og jeg er lidt af en mystiker i hjertet," udtalte hun også. "Og jeg har set, hvordan jeg har det med at ændre de menneskers liv, og jeg har også været på den anden side af det - på den anden side af gode ønsker og på den anden side af dårlige hensigter. Og jeg har indset, hvor stærk du skal være for at være større end det hele, endda større end dine egne vibrationer.”
Den verdenskendte islandske sangerinde Björk "blev opdraget af en heks," fortæller Yahoo nyheder. "Björk har afsløret, hvordan hendes aktivistiske mor Hildur Rúna Hauksdótt var besat af den okkulte og nordiske mytologi, og hun fik læst sit astrologiske diagram, som forudsagde berømmelse og rigdom". Yahoo refererer til et interview med kulturmagasinet Quietus i 2011, hvor hun bl.a. fortalte, at hendes mor tog hende "med til alle Islands okkulte skabninger, fra [hun] var nul til [hun] var 18", og at hun blev spået - og i øvrigt tror på det meste af det. "Jeg skal genskabe universet hver morgen, når jeg vågner. Og dræbe det om aftenen, hvilket er lidt ekstremt, men sådan er det," sagde hun.
Der "har længe været rygter" om at Fleetwood Mac-sangerinden Stevie Nicks skullle "være involveret i hekseri," fortæller Yahoo News også. "Sladderen begyndte tilbage i 70'erne." Mediet konstaterer også, at "hun optrådte endda som 'The White Witch'" ('Den hvide heks') i sæson tre af "American Horror Story" i et afsnit kaldet "The Magical Delights of Stevie Nicks" ("Stevie Nicks magiske glæder").
Hun talte om sin tro på magi og sagde: "Jeg tror fuldstændig på magi. Fordi, jeg synes, mit liv har været meget magisk, og magiske ting er gået i opfyldelse for mig gang på gang efter gang."
Beyoncé havde et alter ego, der fik hende til at overvinde udfordringer og give den bedste scenepræstation. Men ifølge en af popstjernens medarbejdere brugte Beyoncé også andre metoder til at overkomme sine udfordringer. Beyoncés tidligere trommeslager Kimberly Thompson indgav et usædvanligt tilhold mod sangerinden. Trommerslageren anklagede i 2018 popsangerinden for at udøve "ekstrem hekseri og mørk magi". Hun anklagede også Beyoncé for at have kastet "magiske besværgelser om sexuelle overgreb", og der var angiveligt desuden påstande om, at popstjernen aflyttede Thompsons telefoner, kontrollerede hendes økonomi og myrdede hendes kattekilling.
Rapperen Azealia Banks chokerede sine fans, da hun lagde "foruroligende videoer" på nettet, der afslørede, at "hun praktiserede hekseri" og dyreofringsritualer. En blanding af fjer og en "sort substans" (man mente måtte være blod) dækkede rummets trægulve. Desuden kunne man se mindst to døde kyllinger på gulvet. Azealia indrømmede åbent at have praktiseret "brujería", som er et spansk ord for hekseri.
"Rigtige hekse gør rigtige ting," sagde rapperen.

Listen med musikere, der selv giver udtryk for at være involveret med det okkulte, er betydeligt længere. Ovenstående er blot eksempler. Andre oplagte eksempler er Marilyn Manson og Ozzy Osbourne. Der findes selvfølgelig mange flere andre eksempler især blandt musikere indenfor hård rock- og metalgenren.
Det siges, at et af Satans smarteste træk er, at han har overbevist verden om, at han ikke eksistererer. I sangen "Bohemian Rapsody" synger Queens forsanger Freddie Mercury "Beelzebub har en djævel lagt til side for mig, for mig, for mig!"
Navnet Beelzebub stammer fra det gamle hebraiske ord, Ba'al Zvuv, der betyder "fluernes herre", og er et alternativt navn til Satan.
En sådan ytring - "Beelzebub har en djævel lagt til side for mig, for mig, for mig!" - er en besværgelse. Dvs. personen, der ytrer sådan en sætning, giver Beelzebub - aka Satan - myndigheden til at gøre, det der siges. Besværgelsen forstærkes af gentagelsen (3 x "for mig"). Når folk, fx til en koncert, synger med på en sådan sang, og siger denne sætning, er der tusindvis af mennesker, der således besværger dem selv til Satan: De indbyder Satan til, at han besætter dem med sine dæmoner.
Dette er der selvfølgelig nok ikke mange koncertgængere, der tager alvorligt.
Men det kan Satan være ligeglad med - han har stadig fået indbydelsen, hvilket er det afgørende.

Også historiens nok mest kendte popband, Beatles, der var med til at skyde 68'er-revolutionen i gang, havde sit eget forhold til det okkulte og makabre.
Denne bog om John Lennon hævder, at pop-ikonet "solgte sin sjæl for at opnå international berømmelse og formue og efterfølgende betalte den ultimative pris for sin succes". Den følger "et fascinerende og unikt spor af trolddom, mystik, numerologi, aflytning af plader baglæns, anagrammer og litterære og teologiske skrifter," står der i beskrivelsen af bogen.
"Okay, så der er en god chance for, at denne Beatles-forsker er en lille smule skør, men så igen, hvem er vi til at dømme?" står der jokende i denne artikel, som generelt latterliggør tanken.
Men John Lennon og Beatles indbød måske selv til nogle af overvejelserne.
Lennon vakte fx oprør, da han i et interview udtalte sig om kristendommen og Jesus: "Kristendommen vil forsvinde," sagde Lennon. "Den vil forsvinde og krympe. Det behøver jeg ikke skændes om; Jeg ved, at jeg har ret, og jeg vil få ret". "Vi er mere populære end Jesus nu," tilføjede posangeren. Han syntes dog "Jesus var okay", men at "hans disciple var tykke og almindelige". "Det er dem, der twister det, og det ødelægger det for mig," vurderede Lennon.
I sangen "God" ("Gud") remser Lennon en masse ting op, han ikke tror på. Han nævner bl.a. Biblen, Jesus, tarot, Hitler, Buddha og Elvis.
"Gud er et koncept, som vi måler vores smerte ud fra," synger Lennon i starten af sangen.
Lennon og Beatles har helt sikkert været gode til at gøre opmærksom på sig selv. Flere har bemærket det bizarre Beatles-pladecover "The Beatles Yesterday and Today" ("Beatles i går og i dag"). Her sidder de fire Beatler iført hvide kitler med to baby-dukker, som har fået hugget hovedet af, og med kødstykker i skødet og på skuldrene. Dette pladeover er kendt som "Slagter-coveret" ("Butcher Cover").

Pladecoveret 'The Beatles Yesterday And Today'

Tidligere hørte vi om at Beatles (ligesom popmusikeren David Bowie og Jimmy Page fra rockbandet Led Zeppelin) på denne New Age-side benævnes til at have været diciple af Aleister Crowley i hans okkulte organisation Thelema. Hvad man skal tro, er svært at sige, men Crowley var i al fald med i bandets tanker - eller hos folkene omkring bandet - og de sidestillede ham tilsyneladende med anerkendte historiske kulturpersonligheder. På bandets berømte plade "Sgt. Pepper's Lonely Hearts Club Band" er Aleister Crowley placeret sammen med historiske personer som bl.a. Marilyn Monroe, Karl Marx, Marlon Brandon, Gøg og Gokke, Oscar Wilde og Carl Jung. Flere af personerne på albumcoveret var i øvrigt også mystikere eller okkultister, bl.a. Carl Jung og Edgar Allan Poe samt de to hindu guruer Sri Yukteswar Giri og Sri Lahiri Mahasaya. New Age-siden citerer John Lennon for en udtalelse, som måske har referencer til Aleister Crowleys slogan “Do what thou wilt”: "Hele Beatle-idéen var at gøre, hvad du vil, ikke? At tage sit eget ansvar,” skulle Lennon angiveligt have sagt.
I en tilfældig bemærkning til en britisk musiker, han beundrede meget, Tony Sheridan, sagde John Lennon, i forbindelse med Beatles' voksende succes: "Jeg har solgt min sjæl til Djævelen."
Sheridan havde indspillet med Beatles i Hamborg og havde været særlig venlig overfor John Lennon. Han "vidste straks, hvad John mente, for berømmelse af denne art var aldrig, hvad Lennon forventede," står der i artiklen om John Lennons udsagn.
Også en anden 'Beatle', George Harrison, gjorde sig bemærket i forhold til det religiøse. I 1971 udgav han nummeret "My Sweet Lord" ("Min søde Herre"), som var en lovprisningssang til den hinduistiske gud Krishna. I sangen blander han det hebraiske ord hallelujah med chants af "Hare Krishna" og vedisk bøn. Hallelujah er både en jødisk og kristen prisning af Gud, som George Harrison altså blander med hinduistisk tilbedelse. Blanding af religioner er noget vi har set flere gange i denne bog - og det er noget som for mange nok forekommer sympatisk og tilforladeligt. Men gennem hele Bibelen advares der kraftigt imod netop denne praksis, fordi det ifølge Bibelen er tilbedelse af Satan, som foregiver at være tilbedelse af Gud.

'Statsmanipulation' og 'strategisk brug af ulovlige stoffer'
I bogen "Drugs as Weapons Against Us" ("Stoffer som våben mod os") dykker forfatteren John L. Potash ned i "en rystende fortælling om statsmanipulation og social kontrol gennem strategisk brug af ulovlige stoffer". Potash hævder, at stoffer ikke blot var samfundsmæssige plager, men bevidste redskaber brugt af regeringer og efterretningstjenester til at underminere og destabilisere progressive bevægelser og indflydelsesrige personer.

Bogen beskriver i detaljer, hvordan CIA-operationer som MK-Ultra pressede LSD og andre stoffer på venstreorienterede ledere og venstreorienterede befolkninger i ind- og udland. USA førte "dets længstvarende krige i de ideelle områder for opiumafgrøder, mens det også massivt finansierede krige i områder med overflod af kokainplanter til kokainproduktion under dække af en 'krig mod narkotika', som reelt er anvendelse af stoffer som krigsførelse mod os," står der i denne beskrivelse af bogen.

"Drugs as Weapons Against Us" fortæller, hvordan "snesevis af undercover amerikanske efterretningsagenter brugte stoffer målretret mod venstreorienterede ledere" fra organisationer som Students for a Democratic Society (SDS - Studerende for et demokratisk samfund) til 60'ernes og 70'ernes Black Panthers (De sorte pantere - afro-anmerikansk marxistisk–leninistisk organisation), Young Lords (latinamerikansk marxistisk–leninistisk organisation), gadebanden Latin Kings og 'Occupy'-protestbevægelsen, der begyndte i 2010. Bogen fortæller også, hvordan CIA særligt målrettede sine kampagner imod venstreorienterede musikere, herunder John Lennon, Jimi Hendrix, Kurt Cobain og Tupac Shakur til at promovere stoffer. Potash påstår desuden, at CIA senere myrdede flere af dem, da de begyndte at blive kritiske og igangsætte mere venstreorienteret aktivisme. Bogen fremlægger desuden angiveligt beviser for, at efterretningsagenter gav sangeren, skuespilleren og aktivisten Paul Robeson LSD, gav Mick Jagger sit første syretrip, fik sangerinden Janis Joplin "hooked på amfetamin" samt manipulerede Elvis Presley, Eminem, Wu Tang Clan og andre.

John Potash fortæller i bogen om den komplekse og ofte bekymrende historie om stofbrug som et middel til politisk og social kontrol. Bogen begynder med at sætte den historiske kontekst og illustrere, hvordan stater strategisk har brugt stoffer til at udøve indflydelse og magt over befolkninger. Potash underbygger, at strategien med at bruge stoffer til kontrol strækker sig århundreder tilbage, manifesterer sig på forskellige måder og har påvirket flere forskellige befolkningsgrupper.
Brugen af stoffer som redskaber til kontrol kan spores til tidlige koloniseringsbestræbelser, hvor stoffer som alkohol blev introduceret til de indfødte befolkninger for at svække modstand og lette underkastelse. Europæiske kolonisatorer leverede for eksempel alkohol til indianske stammer, hvilket ofte skabte social splittelse og svækkede deres evne til samlet modstand. Efterhånden som samfundet udviklede sig, udviklede kontrolmetoderne sig også, fortæller Potash. Det britiske imperiums involvering i opiumshandelen i det 19. århundrede er et særligt fremtrædende eksempel. Ved aggressivt at fremme salget af opium til Kina og samtidig manipulere handelslovgivningen, var briterne i stand til at udvinde enorm rigdom og udøve betydelig kontrol over den kinesiske befolkning, hvilket førte til social destabilisering og de berygtede opiumskrige.

"Spol frem til det 20. århundrede, og vi ser fremkomsten af mere sofistikerede strategier, der involverer stoffer," står der i dette resumé af bogen. Potash beskriver, hvordan forskellige regeringer og efterretningstjenester, især i USA, begyndte at udforske og implementere narkotikaspredning som en metode til social kontrol. Disse bestræbelser var ofte sammenflettet med store politiske bevægelser og afgørende historiske begivenheder.
Et omdrejningspunkt i bogen er naturligt nok CIA's berygtede MK-Ultra-program under den kolde krig, og efterretningstjenestens brug af stoffer for "at afdække metoder til at manipulere og kontrollere menneskelig adfærd, angiveligt for at skabe spioner eller for at nedbryde fjendens agenter".
"Narkotika blev også brugt som redskaber til at underminere politiske bevægelser, der truede status quo," fortæller bogen. Potash udforsker, "hvordan stoffer har krydset store sociale og politiske bevægelser og er blevet både et våben og et værktøj til distraktion".

"For eksempel tjente introduktionen og spredningen af heroin i sorte bysamfund i 1960'erne og 70'erne til at forstyrre den spirende borgerrettighedsbevægelse og anspore socialt kaos. Disse aktiviteter var ikke blot tilfældige; beviser peger på strategisk spredning af narkotika som et middel til at svække og miskreditere indflydelsesrige ledere og bevægelser."

Ved at dokumentere disse historiske eksempler understreger Potash en skræmmende fortælling: At stater ofte har tyet til at bruge stoffer som instrumenter til at bevare kontrol og undertrykke uenighed. Dette sætter scenen for yderligere udforskning af, hvordan stoffer er rettet mod specifikke grupper, fra musikere og aktivister til hele sociale bevægelser, hvilket fremmer det overordnede tema om bevidst, strategisk manipulation.

John Potash retter også sit fokus på, statslig indflydelse på 1960'ernes og 1970'ernes modkultur. Potash undersøger hvad han kalder "undermineringen af musikere og aktivister, der var på forkant med at rykke sociale grænser og advokere for forandring. Ifølge Potash gik disse indflydelsesrige personer ikke ubemærket hen af magthaverne, og der blev gjort en indsats for at destabilisere deres indflydelse gennem strategisk udbredelse af narkotika.
"Potash præsenterer overbevisende casestudier af flere prominente musikere, der blev ofre for disse taktikker," står der i resuméet over bogen. Ikoner som Jimi Hendrix, Janis Joplin og Jim Morrison skiller sig ikke kun ud ved deres kulturelle indflydelse, men også for deres tragiske og meget tidlige dødsfald - relateret til stofmisbrug. Potash hævder, at disse dødsfald ikke blot var resultatet af personlige valg, men at situationen blev forværret af en bevidst tilstrømning af stoffer til deres liv, "lettet af skyggefulde forbindelser mellem statslige agenturer og narkotikadistributionsnetværk".
"Club 27" er det navn, eftertiden har givet til den meget lange liste af berømte kunstnere, der døde, da de var 27-år. Hendrix, Joplin og Morrison er alle at finde på denne liste.

Jimi Hendrix var en flittig forbruger af psykedeliske stoffer - sandsynligvis endda også sammenlignet med andre rockstjerner fra tiden, hvilket ikke siger så lidt. Flere af hans numre har det psykedeliske som omdrejningspunkt, bl.a. nummeret "The Stars That Play with Laughing Sam's Dice" (kan oversættes til "Stjernerne som leger med Grinende Sams terninger"). Dette Hendrix-nummer er også kendt som "STP med LSD". STP er et psykedelisk amfetamin, som i sin anvendelse giver flere af de samme effekter som LSD. Forfatterne Shapiro og Glebbeek skrev om Hendrix anvendelse af psykedeliske stoffer i deres bog "Jimi Hendrix: Electric Gypsy" ("Jimi Hendrix: Elektrisk sigøjner" - 1995):
"Jimi [Hendrix] var ved at udvikle sig til en erfaren rejsende i de mentale territorier af psykedelisk oplevelse. Han var ikke turist ud i det. Som for så mange andre, udsprang der fra hans brug af primært LSD en interesse for den okkulte videnskab, I Ching, astrologi, numerologi og lyd som farver. Men ligesom enhver rejsende, der kender vejene, kendte Jimi også hullerne. Han havde forsøgt at overtale Fay [Fayne Pidgeon, en tidligere kærlighedsinteresse for Hendrix] og hendes venner til ikke at tage så meget [LSD] som ham, fordi de ikke var vant til det. Passageren på Jimis fornøjelsestur lyttede ikke til advarslen om at åbne Aldous Huxleys Doors of Perception uden behørig hensyntagen til farerne ved sensorisk overbelastning".

"I Ching" er en kinesisk spådomsbog.
Sidste del af citatet refererer til forfatteren Aldous Huxleys selvbiografi "Doors of Perception" ("Døre til erkendelse"), hvor Huxley fortæller om sine psykedeliske oplevelser under indflydelse af meskalin i maj 1953. Huxley gør sig tanker om den indsigt, han oplevede, lige fra de "rent æstetiske" til en religiøs "sakramental vision", og han reflekterer over erkendelsernes filosofiske og psykologiske implikationer. Jim Morrisons bandnavn "The Doors" refererer til denne bog. Aldous Huxleys nok mest kendte bog er science fiction-dystopien "Brave New World" ("Fagre nye verden").
Jimi Hendrix' sang "Voodoo Child" ("Voodoo barn") synes også at være et produkt af et psykedelisk trip. Hendrix står ved siden af et bjerg og "hugger det over med kanten af [s]in hånd". Derefter samler han "alle stykkerne op og laver en ø", i hvad der kunne være den magtfulde følelse af et "vellykket" syretrip - eller måske en religiøs gudelig oplevelse.
"Det var ikke min mening at bruge al din søde tid," synger Hendrix - "Jeg giver den tilbage til dig en af dagene, hahaha". Det kan selvfølgelig forstås som en pudsig morsomhed og oplæg til senere behageligt samvær. Men tid - kontrol med tiden såvel som menneskets frustrerende fængsel i tiden - er også kendte temaer i det okkulte. Okkultisten David Bowie har fx behandlet emnet i sangen "Time" ("Tid"), og her er en bog fra "Daemonic Dreams Occult Book Store" ("Dæmoniske drømmes okkulte boghandel") med titlen "Secret of Time Travel - occult magick spells" ("Hemmeligheden ved tidsrejser - okkulte magiske besværgelser").
"Hvis jeg ikke møder dig mere i denne verden - Så møder jeg dig i den næste" synger Hendrix videre, nu altså med et åbenlyst trosbaseret udsagn. "Og kom ikke for sent. For jeg er et voodoo-barn, voodoo-barn," erklærer han.
"Jeg tager ikke nej for et svar. Herren ved, at jeg er et voodoo-barn," afsluttter Hendrix.
Han tager ikke et nej for et svar - han accepterer altså åbenbart kun sin egen vilje (som er et "ja" til at møde ham i "den næste verden"). Umiddelbart efter dette udsagn synger Hendrix, at "Herren ved", at han er et voodoo-barn. Vi hørte tidligere, at også hjernevaskeren William Sargant var optaget af voodoo. Det er en af flere afrikanske diasporareligioner, også beskrevet som afroamerikanske religioner. Den udviklede sig i forskellige nationer i Caribien, Latinamerika og det sydlige USA, og stammer fra traditionel afrikansk hedensk tro. I folkelig forståelse er voodoo måske mest kendt som "caribisk heksekunst".
"Herren" (engelsk "Lord") giver nok mange en umiddelbar association til Gud i den kristne forståelse, men "Herren" er også benævnelsen for modstanderånden Satan - og mange andre "guder". I betragtning af sangens tema om voodoo synes "den næste verden" således ikke nødvendigvis at være et specielt behageligt sted, og tanken om helvede forekommer måske nærliggende.
Apropos voodoo: Ifølge Janice Joplins søster Laura Joplin, havde den senere berømte sangerinde Janice, da hun gik i gymnasiet, "en interesse for voodoo-religionen," som hun delte med familiens tjenestepige. Den hvide pige Janis Joplin voksede op i det dengang raceadskilte Texas og var også fascineret af det afroamerikanske musikmiljø.
Jimi begyndte at komme ind i det okkulte, fordi det var et spejl af, hvad han erfarede omkring sig, sagde Chuck Wein, som instruerede filmen "Rainbow Bridge" om Hendrix. Chuck Wein blev i øvrigt selv kaldt "Troldmanden". I filmen spiller Hendrix en koncert i Olowalu vulkankrateret i Hawaii. Der blev sørget for, at alle publikummer til koncerten sad ordnet efter deres astrologiske tegn "så Jimi kunne tune ind på deres energi," fortalte Chuck Wein. Jimi var iført "en turkis og sort medicin-trøje" fra Hopi indianer-reservatet. Det hele var arrangeret af en kvinde, som påstod hun var inde i farve-lyd healing og kendte molekylestrukturen på lydene.
"Doors-forsanger Jim Morrison havde lidt af en besættelse af shamaner", skriver Songfacts.com og forklarer, at det går tilbage til Doors-albummet "Waiting For The Sun" ("Venter på solen") fra 1968. Morrison læste bogen "Shamanisme" af Andreas Lommel, "der pirrede hans interesse". "I 'Shaman's Blues' følger han dette tema og ser ind i en shamans sind," fortæller Songfacts. "Shaman's Blues" betyder "Shamanens blues" - blues kan bl.a. oversættes til nedtrykthed eller depression. Tre af musikerne i Doors - Jim Morrison, guitaristen Robby Krieger og trommeslageren John Densmore - delte desuden en fælles interesse i Maharishi Mahesh Yogis meditationspraksis. Morrison var inspireret af både østens mystik og indfødt amerikansk åndemaneri. Hans interesse for shamanisme og hans udforskning af ændrede bevidsthedstilstande påvirkede skabelsen af sangen "Shaman's Blues". "Bandet havde til formål at overskride konventionelle grænser og dykke ned i områder af spiritualitet og mystik," fortæller denne artikel.

Jimi Hendrix døde ifølge obduktionen af kvælning i sit eget opkast. Der er sået tvivl om det skete på grund af en ulykke, om det var et selvmord eller om nogen omkring guitarlegenden bevidst sørgede for den tragiske afslutning på hans liv. Ved at undersøge den tragiske sag om Jimi Hendrix, afslører John L. Potash "bekymrende forbindelser mellem Hendrix' inderkreds og kendte narkoagenter," står der i resumeet af bogen "Drugs as Weapons Against Us".
"Beviser tyder på, at Hendrix var omgivet af personer, der enten var direkte eller indirekte forbundet med efterretningstjenester. Disse forbindelser rejser spørgsmål om de stoffer, der fandt vej til Hendrix, og deres rolle i hans død."

"På samme måde er historien om Janis Joplin skæmmet af den iøjnefaldende tilstedeværelse af stoffer i hvert afgørende øjeblik," står der i resuméet. Potash fremhæver desuden uoverensstemmelsen mellem Joplins kendte opførsel og de officielle beretninger om hendes overdosis.

Flere aktivister, der også var fremtrædende i det modkulturelle miljø, var ligeledes under indflydelse af stoffer. De førende fortalere for hhv. 'Flower Power'-bevægelsen og psykedeliske stoffer, Abbie Hoffman og Timothy Leary stødte fx også på betydelige narkotikarelaterede problemer. Hoffman blev arresteret i august 1973 for at ville sælge og distribuere kokain. Han hævdede, at undercover-politiagenter førte ham i en narkohandel-fælde og plantede kufferter med kokain på hans kontor. Leary var en kraftfuld fortaler for bl.a. LSD, som han fremhævede for dets bevidsthedsudvidende muligheder. John Potash hævder, at Learys efterfølgende juridiske problemer og fængsling var påvirket af hemmelige narkotikarelaterede manipulationer med det formål at miskreditere ham.
I oktober 1967 foretog Abbie Hoffman sammen med andre kendte venstreoroienterede intellektuelle - bl.a. den ligeledes jødiske forfatter Allen Ginsberg og digter-aktivisten Ed Sanders - en "eksorcisme" af USA's forsvarsministeriums administrationsbygning Pentagon. Ifølge Hoffman var der tolv hundrede demonstranter, der omringede bygningen og udførte et ritual, der skulle få den til at svæve tre hundrede fod op i luften. Pentagon skulle derefter blive orange og dreje og "udstøde dens dæmoner" og afslutte Vietnamkrigen - alt sammen ifølge Abbie Hoffmans bog "Revolution for the Hell of It" ("Revolution for helvede"). Flere har argumenteret for, at dette blot var et mediestunt eller måske en art "performance art" - andre mener det skulle tages alvorligt. Denne forskningsartikel fra Boston University tager ritualet alvorligt som en "hellig" eller "magisk" begivenhed. "For så vidt som disse strategier trak på 'hemmelige' indsigter i den sociale virkeligheds natur, blev de set som 'magiske' og i forlængelse af den førmoderne esoteriske traditioner," forklares det i artiklens abstract.

Også Timothy Leary var optaget af okkultisme - og i særlig grad Aleister Crowley - hvis man skal tro denne New Age-hjemmeside kaldet Gaia.com. Den argumenterer for at Learys hippie-slogan "Turn on, Tune in, Drop out" var inspireret af de modkulturelle bevægelser og overskridelser af grænser, som frimureren Aliester Crowley "pionerede".
Hans budskab var en opfordring til at "tænde" - ved at tage LSD ("Turn on"), tune ind på modkulturen ("Tune in") og "droppe ud" af det almindelige samfund ("Drop out"). Gaia.com hævder desuden, at Leary mente, at han var en "fortsættelse" af Crowley efter angiveligt "at have trukket 'Ace of Disks'" fra Crowleys "Thoth Tarot kortdæk".
Leary var uden tvivl optaget af okkultisme, spådomskunst og lignende. Det viser sig fx ved, at han skrev et manuskript med titlen "The Periodic Table of Energy" ("Det periodiske system for energi"), på baggrund af bl.a. tarotkort og stjernetegn. "[V]ærket udforsker 'korrespondancer mellem det periodiske system, den neurogenetiske evolutionsteori, tarot, I Ching, [og] stjernetegn'," fortæller auktionshuset Bonhams, som i 2012 satte teksten til salg for 30.000-50.000 dollars.
Leary skrev værket, mens han var indsat i et statsfængsel i Californien.

Kortet 'Ace of Disks' fra Crowleys 'Thoth Tarot' kortdæk

Denne artikel i magasinet Medium fortæller om Timothy Learys "psykedeliske racehygiejne":
"I 1970'erne begyndte Timothy Leary, ypperstepræst for LSD, at forkynde et nyt evangelium. Han blev besat af ideen om et hierarki af forskellige genetiske kaster spredt over hele Jorden, på forskellige niveauer af evolution, kulminerende i en super-kaste af californiere, der er bestemt til at forlade Jorden og fortsætte deres udvikling i rummet. Han prædikede selektiv avl for at forbedre intelligensen og foreslog endda, at Hitler var forud for sin tid."

"Eliten bør yngle mere og med hinanden, til gavn for arten, mens ringere mennesker bør yngle mindre," er tanken blandt denne type racehygienikere - forklarer artiklen. Denne tankegang finder man desuden hos andre fortalere for åndelig evolution, som fx Nietzsche, den indiske yogafilosof Sri Aurobindo og jesuitterpræsten Teilhard de Chardin. Meget mere om jesuitter og specifikt den indflydelsesrige FN-jesuitterpræst Teilhard de Chardin senere i denne bog.
Artiklen remser også andre kendte personer op der støttede racehygiejne: Den irske forfatter og okkultist W. B. Yeats, frimureren og satanisten Aleister Crowley, sci-fi forfattererne H. G. Wells og Aldous Huxley samt UNESCO-dirketøren Julian Huxley m.fl. Også den ledende New Age-guru Deepak Chopra støtter "genetisk modifikation for at skabe selvoptimerede 'supermennesker'," fortæller artiklen. Dette er princippet om "transhumanisme" - som vi også skal høre mere om senere.

John Potash hævder, at CIA, som en del af en bredere strategi om at neutralisere potentielle trusler, kanaliserede stoffer ind i kredse af influencers. Dokumenter og vidnesbyrd forbinder figurer som MK-Ultra-lederne Sidney Gottlieb og George Hunter White til "hemmelige operationer rettet mod ikke kun modkulturfigurer, men også bredere sociale bevægelser". George Hunter White var en af de mest kontroversielle agenter i amerikansk historie. Det meste af sin karreiere var han efterforsker fra Federal Bureau of Narcotics (FBN - føderalt narkotika-bureau). Han var desuden undercover-agent, spionmester, en helt fra 2. verdenskrig, en af mændene, der fangede mafiabossen Lucky Luciano - samt kendt for at dræbe mistænkte og kendt for at have indtaget de fleste af de stoffer, han jagtede.

FBI's kontra-efterretningsprogram (Counter Intelligence Program) COINTELPRO var fokuseret på at ramme det amerikanske kommunistparti, men det strakte sig langt videre - til bl.a. sorte politiske grupper som Black Panthers. "Der findes et væld af beviser, der illustrerer, at sorte ledere, især dem, der er tilknyttet grupper, der blev betragtet som radikale, såsom Black Panther Partiet, blev udsat for målrettet narkotikarelateret indblanding." John L. Potash beskriver, hvordan FBI og andre regeringsenheder brugte narkotika som redskaber til at kriminalisere og neutralisere individer, der udfordrede status quo.
Også anti-Vietnamkrigs-bevægelsen blev udsat for denne type infiltrerende og destabiliserende angreb for at ødelægge bevægelsens effektivitet og troværdighed.

'Skamløs' satanisk science fiction-frelser
Den voldtægtsdømte skuespiller Danny Masterson var en del af Scientology-kirken, som er blevet kaldt både en religiøs bevægelse, en virksomhed, et svindelnummer og en kult. "Scientology-kirken var knyttet til sagen om Mastersons seksuelle overgreb, da de civile og strafferetlige anklager, han stod over for, var fra kvinder, som også var medlemmer af Scientology-kirken," fortæller mediet Buzzfeed.com. Listen med berømtheder, der er medlemmer af Scientology, er lang - og den indeholder adskillige Hollywoodskuespillere. Et eksempel er skuespillerinden Marisol Nichols, som blev introduceret til Scientology i 1990'erne på en rundvisning i organisationens "Celebrity Center" i Hollywood. "Siden da har Nichols gentagne gange rost og forsvaret Scientology og krediteret den for hendes karrieresucces og for komme igennem traumer og narkotikaproblemer, efter hun blev seksuelt misbrugt som barn," fortæller Buzzfeed.
"Helt ærligt, Scientology er det, der reddede min røv," fortalte hun. "Jeg ville nok være død."

Det er åbenbart ikke kun Ashton Kutcher, der har en bemærkelsesværdig adgang til politioperationer mod sexmisbrug af børn. Ifølge Buzzfeed deltog Marisol Nichols "for flere år siden", "sammen med efterforskere, i en nålestikoperation for at afsløre børnesexhandel i USA". Da hun blev spurgt om påstandene om, at Scientology-kirken selv var involveret i menneskehandel, forsvarede Nichols igen organisationen. "I aner ikke, hvad I taler om," sagde hun om folk, der angreb hende på grund af anklagerne mod kirken om menneskehandel og misbrug af børn. "Hvor er politiets anklager? Hvor er beviserne?"
"De seneste anklager blev anlagt i et civilt søgsmål mod David Miscavige (leder af Scientology red.), fra tidligere medlemmer, der hævder, at de blev handlet ind i organisationen som børn og tvunget til at arbejde for 'lidt eller ingen løn'," fortæller Buzzfeed i artiklen, som er fra 2024. En talsmand for Scientology-kirken kaldte beskyldningerne "falske og krænkende." I 2023 afgjorde en føderal dommer, at sagen skal afgøres inden for Scientology-kirken.

Scientology blev startet i begyndelsen af 1950'erne af Lafayette Ronald Hubbard - kaldet L. Ron Hubbard - som også ledede organisationen indtil sin død i 1986. Hubbard var ifølge flere kilder dybt optaget af okkultisme. I august 1945 flyttede han ind i raketingeniøren og kemikeren John Whiteside Parsons' palæ i Pasadena, Californien. John Parsons var en ivrig okkultist og Thelemit - altså tilhænger af Aleister Crowley og en del af Crowleys magiske orden, Ordo Templi Orientis (OTO). Parsons og Hubbard samarbejdede om et sexmagisk ritual - som de navngav "Babalon Working" - og som var beregnet til at fremkalde en inkarnation af den øverste thelemitiske gudinde "Babalon".
John Parsons havde sluttet sig til den amerikanske gren af Aleister Crowleys kult i 1939. Parsons var i tæt korrespondance med Crowley, "og blev hurtigt hans fremragende protegé i USA", fortæller denne Sunday Times-artikel, som handler om Parsons' og Hubbards sexmagi-ritual.
"I januar 1946 var Parsons utålmodig efter at bryde nye grænser i den okkulte verden. Han besluttede at tage Babalons ånd, 'Babylons hore', og investere den i et menneske."

"Babylons hore" er en symbolsk kvindeskikkelse og et sted for ondskab, der omtales flere gange i Johannesåbenbaringen i Det Nye Testamente.
I Bibelen er denne kvindefigur en blasfemisk hore, pyntet med guld og ædelstene og perler, med "et guldbæger i hånden fuld af vederstyggeligheder og hendes utugts urenhed". Men i Crowleys Thelema er hun en gudinde og "hellig prostitueret" og bægeret er "den hellige gral" "brændt af kærlighed og død". I Thelema og den gnostiske messe er hun desuden "Moder jord" og repræsenterer den frigjorte kvindelige seksualitet og hendes gemal er Kaos, kaldet "Livets Fader", som er "den mandlige form for det kreative princip". Et omdrejningspunkt i okkultismen er foreningen af disse to modsatrettede principper; det mandlige og kvindelige - i det androgyne princip, som af okkultister anses for guddommeligt.

"Parsons og Hubbard engagerede sig i et natligt ritual med besværgelse, talisman-viftning og anden sort magi," står der i Sunday Times-artiklen. I Parsons dagbog tales der angiveligt om besværgelser og åndspåkaldelse, "tryllestav" og en "Indvielse af luft-dolk" ("Consecration of Air Dagger"). De to herrer skulle ifølge oplysningerne have "bønfaldt" "ånderne om 'en elementær partner'", hvilket forklares som "en pige, der var villig til at gennemgå seksuelle ritualer for at inkarnere Babalon i åndeverdenen". Ritualerne fortsatte i to uger. Ifølge Parson opstod der vindstorme et par nætter, og en nat svigtede strømforsyningen. Hubbard blev desuden "slået på højre skulder og fik slået et stearinlys ud af hånden", hvorefter de "observerede et brunligt gult lys omkring syv fod højt". Den næste aften så Hubbard "et syn af en af Parsons' fjender". Hubbard "angreb figuren og pinnede den fast til døren med fire store kasteknive, som han er ekspert i."
Til sidst erklærede Parsons: "Det er gjort."
"Jeg vendte hjem og fandt en ung kvinde, der levede op til kravene, og som ventede på mig," tilføjede han. Parsons og Hubbard byggede et alter, og Hubbard optrådte som ypperstepræst under en række ceremonier, hvor Parsons og pigen havde sex. Ejeren af de dokumenter, der beskriver ritualet, "som er ekspert i Crowleys magi", hævder, at "Parsons på dette tidspunkt var fuldstændig under Hubbards dominans".
Parsons fortæller om starten af fødselsritualet: "Skriveren (Hubbard) sagde: 'Babalons år er 4063. Hun er livets flamme, mørkets magt, hun ødelægger med et blik, hun kan tage din sjæl. Hun lever af den smukkes død." "Vis dig for vor frue; indvi dine organer til hende; vis dit sind for hende; vie din sjæl til hende, for hun skal absorbere dig." Derefter beordrede Hubbard, at Parsons ikke måtte have nogen kontakt med andre mennesker eller snakke om ritualet indtil klokken 12 næste dag.
"Du er en gud," erklærede han ifølge Parsons informationer.
På den tredje dag begyndte ritualet fire timer før daggry. Ron beordrede Parson;
"læg et hvidt lagen frem. Læg fødeblod på det. Forestil dig, at hun nærmer sig dig. Tænk på de utugtige, liderlige ting, du ikke kunne gøre. Alt er godt for Babalon. Alt. Bevar det materielle grundlag. Derfor er lysten hendes, lidenskaben din. Betragt dig selv som Udyret, der voldtager."

"Disse påkaldelser sammen med andre passager i ritualet indikerer, at Parsons havde indsamlet prøver af sin egen sperm og pigens menstruationsblod," uddyber Sunday Times-artiklen.
"Ceremoniens højdepunkt fandt sted den følgende dag, hvor Ron ved alteret arbejdede sine to undersåtter ind i et seksuelt vanvid," står der desuden.
En eksalteret Parsons skrev næste dag:
"Babalon er inkarneret på jorden i dag og venter på den rette time for sin manifestation. Og på den dag vil mit værk blive fuldført, og jeg vil blive blæst væk i faderens ånde, ligesom det er profeteret."

"Parsons blev faktisk 'blæst væk' i et raketeksperiment-laboratorium i Pasadena i 1952," konstaterer artiklen i en parentes umiddelbart herefter.
Resten af Sunday Times-artiklen handler om Parsons korrespondence med Crowley, om Crowleys nedladende reaktion og om hvordan Hubbard tilranede sig Parsons formue og kvindelige bekendtskab.

Hubbards ældste søn, Ronald DeWolf, fortalte, at L. Ron Hubbard "opdagede Magick første gang" i en alder af seksten år, da han læste Aleister Crowleys "The Book of the Law". I midten af 1980'erne gav DeWolf en række edsvorne udtalelser og interviews, der detaljerede sin fars historie. DeWolf forklarede, at hans far havde været "dybt involveret i det okkulte og sort magi." Ifølge DeWolf var Aleister Crowleys død i 1947 en afgørende begivenhed, der fik Hubbard til at "overtage udyrets kappe". DeWolf hævdede, at "Sort magi er den indre kerne af Scientology", og han udtalte "min far tilbad ikke Satan. Han troede, han var Satan."
"Han var ét med Satan. Han havde en direkte pipeline af kommunikation og magt med sig. Min far ville ikke have tilbedt noget. Jeg mener, når du tror, du er det mest magtfulde væsen i universet, har du ingen respekt for noget, slet ikke tilbedelse."

Ifølge L. Ron Hubbards ældste søn udførte faren flere "abortritualer" på sine forskellige koner. Bl.a. husker Ronald DeWolf ét, der blev udført på hans mor med en tøjbøjle, da drengen var seks år gammel. DeWolf var angiveligt selv et produkt af et tidligere fejlslagent abortritual.
Da han var ti år gammel, puttede hans far stoffet phenobarbital i den unge Hubbards tyggegummi "i et forsøg på at få sin søn i harmoni med hans sort-magi-tilbedelse". Phenobarbital bruges til behandling af visse typer epilepsi, men bedøvet og hypnotisk tilstand er de vigtigste bivirkninger. Derudover findes der andre bivirkninger som svimmelhed, forstyret koordinering af muskelbevægelser - og særligt hos børn kan det resultere i paradoksal hyperaktivitet. Denne episode var ifølge Ronald DeWolf kun et eksempel på L. Ron Hubbards misbrug af stoffer. DeWolf hævdede, at stoffer generelt var en vigtig del af Ron Jr.s opvækst, da hans far mente, at "det var den bedste måde at komme tættere på Satan".
Ud over overgrebene i hjemmet beskriver L. Ron Hubbards ældste søn sin far, som en totalt skruppelløs svindler, der hensynsløst går efter sin egen succes og rigdom. Ronald DeWolf blev opdraget ind i Scientology, og han var en aktiv arrangør i de tidlige år, men "en voksende uro begyndte at tage fat i ham" i takt med han blev ældre. Hans fars autokratiske og vilkårlige kontrol af Scientology førte ofte til vold, og den unge Hubbard begyndte at blive foruroliget over sin egen deltagelse. "Visse tvivlsomme transaktioner, der involverede narkohandel og hans fars overførsel af store pengesummer til udlandet var en anden bekymrende faktor," fortæller denne interview-artikel med Ronald DeWolf. Til sidst, i 1959, da hans far var i Australien, flygtede DeWolf, hans kone og to børn fra Scientology-kirken. Senere skiftede han desuden navn.

Forfatteren Jon Atack fortæller, at den senere Scientolgy-stifter L. Ron Hubbard i 1940 sluttede sig til Rosenkreutz-ordenen (Ancient and Mystical Order Rosae Crucis - AMORC), og fuldførte de første to neofytgrader. Ifølge Atack bortfaldt Hubbards medlemskab den 5. juli 1940. Hubbard skulle angiveligt være blevet sagsøgt af AMORC for kontraktbrud efter fremkomsten af Scientology. AMORC hævdede angiveligt, at Hubbard - i konflikt med sin AMORC-kontrakt - med sin nye religion havde distribueret og videresolgt, hvad han havde lært inden for den hemmelige orden.
Jon Atack har desuden bemærket, at Hubbard ser ud til at have en særlig interesse i den romerske gudinde "Diana". I 1946 købte Hubbard en båd ved navn "Diane" ved hjælp af penge fra John Parsons. I 1952 navngav Hubbard sin datter Diana. Senere kaldte Hubbard et af organisationens skibsfartøjer "Diana". Atack spekulerer på, at L. Ron Hubbards "Dianetik" kan have også denne betydning, og bemærker eksistensen af den tidligere okkulte seksuelle praksis kaldet "dianisme". Praksissen var navngivet efter gudinden "Diana" og princippet var "seksuel tilfredsstillelse fra seksuel kontakt", men uden ejakulation. Det blev udbredt i 1800-tallets USA og i 1900-tallet vandt det frem hos amerikanske tilhængere af Aleister Crowley.

"Dianetik" ("Dianetics") er L. Ron Hubbards mystiske "science fiction-selvhjælpsmetodik", som Scientology-kirken er baseret på. Disse tanker blev beskrevet i Hubbards bog "Dianetics: The Modern Science of Mental Health" ("Dianetik: Den moderne videnskab om mental sundhed", 1950).
I 1950 åbnede L. Ron Hubbard sin første "Dianetik-klinik", "hvor de håbefulde og nyomvendte kunne komme mod betaling, og deres dårligdomme - fra ensomhed til kræft - ville blive helbredt". "Dianetik var den nye videnskabelige revolution, og L. Ron Hubbard var dens profet," fortæller artiklen om svindleren L. Ron Hubbards ældste søn.
Scientology er således i bund og grund en selvhjælpsterapi, forklarer artiklen - men altså etableret flere årtier før selvhjælpsbøger og -kurser blev almindelige op gennem 1980'erne.
"Det er baseret på den præmis, at ved at genkalde negative oplevelser eller 'engrammer', kan en person frigøre sig fra undertrykte følelser, der lammer hans liv. Denne befrielsesproces assisteres af en rådgiver kaldet en 'auditør', som opkræver op til hundredvis af dollars pr. session. Auditørens grundlæggende hjælpemiddel er 'E-meteret', et hudgalvanometer, der siges at hjælpe ham med at finde ud af sin klients problemer."

Scientology bruger et begreb kaldet Operating Thetan (OT), hvilket på dansk måske kan oversættes til noget i retning af "Styrende Thetan". OT udlægges som en tilstand af fuldstændig åndelig frihed, hvor man er en "villig og vidende årsag over liv, tanke, stof, energi, rum og tid". Det er samtidig et niveausystem, som selvfølgelig blev defineret af L. Ron Hubbard. Scientology-kirken tilbyder otte "niveauer" af OT - og hvert niveau koster tusindvis af dollars. OT-niveauerne er fortrolige og - som i andre okkulte organisationer - afsløres de ikke for medlemmer af organisationen, før de når et bestemt niveau - i dette tilfælde "det tredje Operating Thetan-niveau".

L. Ron Hubbard var også science fiction-forfatter, og han brugte sine evner fra denne genre i sin selvhjælpsbog om "Dianetik".
I et brev fra 1949 til sci fi-magasin-redaktøren Forrest Ackerman lovede Hubbard, at hans kommende arbejde på selvhjælpsbogen ville give Ackerman magten til at "voldtage kvinder uden at de ved det, kommunikere selvmordsbeskeder til dine fjender, mens de sover, sælge Arroyo Seco Parkway til borgmesteren for kontanter, udvikle den bedste måde at beskytte eller ødelægge kommunismen på".

Der er mange beviser for L. Ron Hubbards forkærlighed for Crowley og indikationer af Scientology-stifterens hang til sataniske ritualer. Hubbard har også selv fremlagt sammenhængen mellem Scientologys praksis og Crowleys magiske ritualer. Dette gjorde han i en række lydforelæsninger fra december 1952. Hubbard forklarer brugen af Tarot og diskuterer "de magiske kulter" fra det 8.-12. århundrede. Han anbefaler Crowleys "The Master Therion" ("Mesteren Therion") og beskriver bogens forfatter, Aleister Crowley, som "min meget gode ven".
Under en forelæsning joker Hubbard desuden med, at han er "Mørkets Prins" ("Prince of Darkness"), hvilket bliver mødt med latter fra publikum. "Mørkets Prins" refererer til Satan.

Medlemmer af Scientology betragter Hubbard som en ekstraordinær mand, men tilbeder ham ikke som en guddom. De betragter ham som den fremtrædende "Operating Thetan", der blev på Jorden for at vise andre vejen til åndelig befrielse, og som manden der opdagede kilden til menneskelig elendighed og en teknologi, som nu tillader alle at opnå deres sande potentiale.
De betragter altså Hubbard som en slags messias eller frelser. En af de mest kritiske berømte bøger om L. Ron Hubbard har da også titlen "Bare-Faced Messiah: The True Story of L. Ron Hubbard" ("Skamløs messias: Den sande historie om L. Ron Hubbard").
Medlemmer af Scientology refererer ofte kærligt til Hubbard som "Ron", og mange omtaler ham som deres "ven". I Scientologi-organisationens kalender er 1950 (året hvor Hubbards bog om "Dianetik" blev udgivet) år nul - begyndelsen på en æra. År efter denne dato omtales som "AD" for "After Dianetics" ("Efter Dianetik"). De har også begravet kopier af hans skrifter bevaret på rustfri stålskiver i en sikker underjordisk hvælving i håbet om at bevare dem mod større katastrofer. Scientology-kirkens syn på Hubbard er præsenteret i deres biografi om ham, der præsenterer ham som "en person med enestående karakter, moral og intelligens". Alle Scientology-organisationer har et kontor, der er afsat til Hubbard for evigt, og som ligner de kontorer, han brugte i livet, og organisationen vil typisk have en buste eller et stort indrammet fotografi af ham udstillet.

Ud over skuespillerne Danny Masterson og Marisol Nichols (som hhv. blev dømt for voldtægt og medvirkede i en politi-operation mod børnesexhandel) findes der adskillige berømte skuespillere, der er medlemmer af Scientology.
Af kendte Hollywood-skuespillere, der er medlemmer af Scientology, kan nævnes:
Tom Cruise
John Travolta
Erika Christensen
Anne Archer
Skuespilleren Jason Dohring
Skuespilleren Michael Peña
Elisabeth Moss
Juliette Lewis
Kirstie Alley
Giovanni Ribisi
Jenna Elfman
Ethan Suplee
Alanna Masterson
Christopher Masterson
Nancy Cartwright
Jenna Elfman

Af andre berømtheder, der er medlemmer af Sceintology, kan desuden nævnes:
Model og skuespillerinde Catherine Bell
Jazz-pianist og komponist Chick Corea
Rapper Doug E. Fresh
Sanger, sangskriver og komponist Isaac Hayes
Filminstruktør Vivian Kubrick
Tv-studievært Greta Van Susteren

Dette er altså tilsyneladende mennesker, der mener at L. Ron Hubbard var "en ekstraordinær mand" "med enestående karakter, moral og intelligens".
Der er også flere andre berømtheder, som har været medlemmer, men som senere brød med Scientology af forskellige årsager. Fx kan nævnes skuespillerinden Sharon Stone, som i stedet blev buddist efter hun mødte Dalai Lama. Andre eksempler er skuespillerinderne Katie Holmes, Nicole Kidman og Mimi Rogers, som alle var medlemmer, mens de var gift med Tom Cruise, men da de blev skilt fra det meget engagerede Scientology-medlem Cruise, forlod de selv organisationen.
Denne liste har 70 berømte medlemmer af Scientology.

Ifølge et tidligere medlem af organisationen pseudonymt kaldet "Heidi Forrester", mødtes hun i slutningen af 1975 med "en kraftig ældre mand. Han havde rødligt gråt hår, lidt langt bagerst. Han var iført en hvid skjorte, sort bukser, sort slips og sorte sko, meget polerede." Denne beskrivelse passede på L. Ron Hubbard. Hun fortalte: "Han lå oven på mig. Så vidt jeg kunne fornemme havde han ingen erektion. Men ved at bruge sin hånd på en eller anden måde lykkedes det ham at få sin penis ind i mig. [...] Så i den næste time gjorde han absolut ingenting. Jeg mener ingenting!" Forfatteren Bent Corydon mente, at hændelsen lød som "Sort Sex-Magic". Andre har bemærket, at beskrivelsen af sex-akten svarede til det tidligere omtalte Crowley-sex magick ritual kaldet "Dianisme".
Bagefter blev "Forrester" beordret til på magisk vis at undfange et barn; Da hun ikke gjorde det, blev hun erklæret for at være i en tilstand af "forræderi" og straffet.
Bogen "Messiah or Madman?" ("Messias eller sindssyg?") forfattet af jornalisten og forfatteren Bent Corydon ud fra interviews med Ronald DeWolf beskriver Scientology som en totalitær voldelig kult - med L. Ron Hubbard som absolut enerådende diktator i centrum. I et afsnit om L. Ron Hubbards "Brainwashing Manual" ("Hjernevasker-manual") fortælles der om teknikker, som er i forbløffende overensstemmelse med de metoder vi hørte om fra William Sargant - omend endnu mere eksplicitte og ekstreme:
"Hypnose fremkaldes af akut frygt. De opdagede, at det også kunne være fremkaldt af chok af følelsesmæssig karakter, og også af ekstrem nød, såvel som ved slag....
Tro er fremkaldt af en vis mængde frygt og rædsel fra et autoritativt niveau, og dette vil blive efterfulgt af lydighed.
Kroppen er mindre i stand til at modstå en stimulus, hvis den har utilstrækkelig mad og er træt....Ved at nægte at lade dem sove over mange dage, og ved at nægte dem tilstrækkelig mad, så frembringes en optimal tilstand for modtagelse af stimulus. Nedbrydning og erobring er ledsagere.
Ved at sænke en persons udholdenhed...og ved konstant nedbrydning og ærekrænkelse, er det muligt at fremkalde en tilstand af chok som tilfredsstillende vil effektuere enhver givet kommando. Enhver organisation, der har ånden og modet til at vise grusomhed, vildskab, brutalitet og kompromisløs mangel på menneskelighed vil blive adlydt. En sådan magtanvendelse er i sig selv den væsentlige ingrediens i storhed."

Bogen fortæller også om hvordan "forældretid" i Scientology-organisationer er "en kort periode af en time om dagen eller deromkring for forældre at besøge deres børn". Børn overvåges ellers i en samlet gruppe af "fuldtidsbabysittere". "Børnepasningsforholdene er tidligere blevet betegnet som skandaløse," står der desuden.
"Ikke at rapportere en med-scientolog, der er blevet set overtræde en af Hubbards talrige regler, er en stor forbrydelse. Denne politik giver et stærkt incitament til at angive selv nære venner og familie."

L. Ron Hubbard omtaler Bibelens sidste bog Johannesåbenbaringen og dens profeti om en tid, hvor "en Kristi ærkefjende, omtalt som Antikrist, vil regere". Ifølge Hubbard repræsenterer "Antikrist Lucifers kræfter". Disse refleksioner synes at være i overensstemmmelse med, hvad mange andre har tolket ud af teksten. Men Hubbard skriver desuden: "Min mission kan siges at opfylde det bibelske løfte repræsenteret af denne korte Antikrist-periode."
Om han hentyder til sig selv som frelseren Jesus, der i sin genkomst afslutter al ondskab, eller om han siger, at han er Antikrist, er uklart - hvis man ser på sætningen isoleret fra Hubbards øvrige udsagn og handlinger. I Mathæusevangeliet (24:5) siger Jesus at "der skal komme mange i mit navn og sige: Jeg er Kristus! og de skal føre mange vild." Hvis Hubbard således hentyder til sig selv som frelseren Jesus (messias), gør han sig skyldig i denne spådom fra Jesus.
Heller ikke hvis man dømmer ud fra Hubbards holdning til Jesus, er det sandsynligt, at han mente, at han selv var Jesus. For Hubbard var tilsyneladende også ganske enig med Talmud i sin holdning til Jesus Kristus - ja, Hubbard var angiveligt endnu grovere. I dokumentet "OT VIII" fra 1980 fortæller Hubbard, at "den historiske Jesus ikke var nær den hellige skikkelse [han] er blevet gjort til at være. Ud over at være en elsker af unge drenge og mænd var han tilbøjelig til ukontrollable udbrud af temperament og had".

Hollywoods spåkoner, spiritisme, frimureri og dyrkelsen af Dalai Lama
Man kan blive ved med at finde berømtheder, der er involveret i mere elller mindre okkulte beskæftigelser eller trosretninger - hvad enten det drejer sig om kabbalah, Scientology, spiritisme, New Age, synske spådomme, frimureri el. lign.
Denne artikel giver eksempler på berømtheder, der konsulterer spåkoner og synske:
Filmstjernen Brad Pitt
Princesse Diana
Sangerinden Jennifer Lopez
Sangerinden Lizzo
Skuespilleren Chad Michael Murray
Modellen og forretningskvinden Kendall Jenner
Sangerinden Taylor Swift
Sangeren Bruce Springsteen
Skuespillerinden og produceren Rebel Wilson
Mediepersonen Kim Kardashian

Kendall Jenner er i øvrigt datter af den tidligere olympiske tikampmester Bruce Jenner, som senere "skiftede køn" og navn til Caitlyn Jenner. Andre eksempler på berømtheder, der har konsultereret spåkoner og synske, er mediepersonen Khloé Kardashian, skuespillerinden og sangerinden Lucy Hale, skuespilleren og modellen Jenny McCarthy og popsangerinden Lady Gaga.
Eksempler på berømte, der er "inde i numerologi", er Walt Disney, basketballspilleren Michael Jordan, Oprah Winfrey og 50 Cent.
Skuespillerinden og modellen Megan Fox, eks-Beatles-medlemmet Paul McCartney og tv-skuespillerinden Connie Britton udøver angiveligt transcendental meditation, som vi tidligere hørte om, var den hinduistiske yoga Maharishi Maheshs opfindelse. Harry Potter-pigen Emma Watson er også interesseret i meditation med baggrund i sin interesse i buddhisme.
Der er ikke ualmindeligt for berømtheder at dyrke buddismen. Lady Gaga har fx studeret meditation med den kendte spiritist Deepak Chopra, som hun efter sigende søgte råd efter at have oplevet drømme om at blive "hjemsøgt" af djævelen. Hun har også promoveret den tibetanske buddhistiske leder Dalai Lamas lære. Listen med berømtheder, der støtter og hylder Dalai Lama, er lang. Fx nævnes i denne artikel skuespillerne Goldie Hawn, Sharon Stone, Naomi Watts, Lupita Nyong’o, Jeremy Renner, Eva Longoria, Richard Gere, komikeren Russell Brand og selvfølgelig den engelske kong Charles. Denne artikel oplister desuden bl.a. skuespillerne Alec Baldwin, Carmen Electra, Barbara Streisand, Todd Oldham, Oliver Stone, Willem Dafoe, Dennis Quaid, Meg Ryan og Steven Seagal blandt den buddstiske Lamas støtter.
I april 2023 kyssede Dalai Lama i øvrigt en mindreårig dreng på munden, stak sin egen tunge ud af munden mens drengen stod med sin pande mod Dalai Lamas - hvorefter Dalai Lama opfordrede drengen til at "sutte" sin tunge. Dette skete ved en filmet offentlig begivenhed ved et tempel i Indien, og videoen gik viralt på internettet.
Den tibetanske leders opførsel er blevet kaldet "skandaløs", "upassende" og "ulækker". Dalai Lamas folk har udsendt en erklæring, hvor de "undskylder" på denne facon:
"Hans hellighed driller ofte mennesker, han møder, på en uskyldig og legende måde også offentligt og foran kameraer."

Så er det spørgsmålet om denne "undskyldning" er beroligende - eller om det blot er endnu mere foruroligende at høre, at "helligheden" og hans folk åbenbart mener, at dette blot er en "uskyldig og legende" måde at "drille" en mindreårig dreng på. Og om det beroliger at høre, at han "ofte" har sådanne idéer.

Dalai Lama kysser dreng på munden, stikker sin tunge ud og siger 'And suck my toungue'

American Association of Professional Psychics (Amerikansk foreningen for professionelle synske) fortæller også om berømtheder, der "promoverer New Age religiøse tanker og synske råd". "Hollywood er fuld af skuespillere og skuespillerinder, der på én måde eller fuldstændigt har taget kendskabet til numerologi, kinesiske horoskoper og tarotkortlæsninger til sig som en hovedkanal til erhvervelsen af deres selvopfyldelse," fortæller foreningen. "Bare for at nævne nogle af dem," står der forud for denne opremsning af eksempler på skuespillere og filminstruktører: Stephanie Kramer, Marsha Mason, Ted Danza, Linda Evans, Lisa Bonet, Sharon Glass, Levar Burton, George Lucas og Joyce Dewitt. Desuden er tv-værtinden Oprah Winfrey opført på listen blandt de "mest relevante og vigtige personer, der har bidraget til fremme af New Age-systemet".
Filmstjernen Will Smith praktiserer også transcendental meditation og påstår desuden, at han er en alkymist, "som kan hæve sin vibrationsfrekvens til et punkt, hvor han kan tiltrække alt, hvad han ønsker, til sit liv".
Komikeren og filmstjernen Jim Carrey har nogle af de samme tanker om sig selv. Han tror på "the law of attraction" ("tiltrækningsloven"), som også er en art New Age, der handler om, at de tanker, man sender ud i univserset, kommer tilbage til en selv.
Sangerinden Tina Turner er buddist og i 2010 udgav hun et spirituelt album kaldet "Beyond", med en samling buddhistiske og kristne bønner - altså en blanding af østlig mystik og kristendom ligesom George Harrison gjorde. I albummet synger Turner den buddistiske skrift "Lotus Sutraen" og andre buddistiske mantraer.
Også sangerinden Katy Perry "bruger mantraer sammen med transcendental meditation for at øge hendes vibrationsfrekvens, så hun kan udtrykke sit autentiske selv med meget bedre klarhed".
Skuespillerinden Angelina Jolie "tror ikke på en specifik, individualistisk gud, men tror på, at der er noget åndeligt og gudeagtigt i mennesker, hun møder."
"Dette er i bund og grund grundlaget for det, der er kendt som panteisme - ideen om, at vi alle sammen er 'guder'," står der i artiklen om de New Age-spirituelle berømtheder.
Man kan tilsyneladende blive ved med at opremse berømtheder, der har hang til østens mystik og en større eller mindre grad af okkultisme og hedenskab.

Der er også adskillige berømtheder, der er frimurere - altså en del af den berømte logeorden, som vi i flere sammenhænge er stødt på i denne bog.
Det drejer sig om bl.a. Hollywood-skuespillere, filminstruktører og musikere. På denne side listes nogle af dem:
John Wayne
Wolfgang Amadeus Mozart
Nat King Cole
Duke Ellington
Harry Houdini
Irving Berlin
Richard Pryor
Clark Gable
Peter Sellers
George M. Cohan
Roy Rogers
Mel Blanc
Count Basie
Burl Ives
Ring Lardner Jr.
Danny Thomas
John Philip Sousa

Denne side fortæller, at "underholdningsvirksomhedernes grundlæggere som Walt Disney, Louis B. Mayer og Cecile B. DeMille var alle frimurere". Det er dog egentlig kun bevist, at Disney blev medlem af frimurer-ungdomsorganisationen DeMolay International som 19-årig - ikke at han derefter blev medlem af frimurerordenen for voksne. Der er dog flere referencer til frimureri i nogle af Disneys produktioner, som nogle mener indikerer, at han også blev frimurer i sit voksenliv.
Også Warner brødrene, som grundlagde Warner Bros. Entertainment Inc., var angiveligt frimurere. Flimdatabasen IMDb.com giver flere eksempler, på legendariske personer fra underholdningsbranchen, der var frimurere:
Don Rickles
Ernest Borgnine
Glenn Ford
Will Rogers
Gene Autry
Nat 'King' Cole
Duke Ellington
George D. Wallace
Douglas Fairbanks

Denne side fortsætter med at remse berømte afdøde og nulevende musikere, skuespillere og filminstruktører op, som også er (eller da de levede var) frimurere. Fx:
Charlton Heston
James Stewart
Jack Benny
Tom Hanks
Daniel Day-Lewis
Gene Hackman
Matthew McConaughey
Denzel Washington
Leslie Nielsen
Eddie Albert
Walter Matthau
Richard Kiley
Alan Alda
Michael York
Elton John
Hugh Jackman
Stanley Kubrick
Alfred Hitchcock
Steven Spielberg
Martin Scorsese
Elvis Presley
Orson Welles
Humphrey Bogart
Jackie Chan
Mel Gibson
Jack Nicholson

Siden er opdelt i afsnit med TV-skuespillere, Broadway-skuespillere, Oscar-vindere, instruktører osv., og under opremsningerne understreges det, at eksemplerne blot er nogle af de mange frimurere i hver kategori.

Et mønster af frimureri, cross-dressing, homoseksualitet og misbrug af børn
Vi hørte tidligere om Barbra Streisands film om den jødiske kvinde, der klædte sig ud som mand for at kunne studere de jødiske religiøse skrifter Talmud. Barbra Streisand og Arnold Schwarzenegger er bestemt ikke de eneste Hollywood-stjerner, der har dyrket dette tema om at udgive sig for det modsatte køn. I underholdningsbyen med de mange frimurere, kabbalister, Scientolgy-medlemmer osv. er der adskillige mandlige skuespillere, der har medvirket i film, hvor de har været udklædt som kvinder. Bl.a. kan nævnes:
John Travolta, Johnny Depp, Jude Law, Michael J. Fox, Kurt Russell, Willem Dafoe, Dustin Hoffman, Robin Williams, Patrick Swayze og Tom Hanks.
I flere af filmene er cross-dressing eller "kønsskifte" omdrejningspunktet for historien. Fx spiller Jude Law transvestit og fotomodel i filmen "Rage", og Dustin Hoffman spiller i filmen "Tootsie" en mandlig skuespiller, der kun kan få arbejde, hvis han lader som om, han er kvinde.
Af kvindelige skuespillere, der har haft samme type roller - og været udklædt som mænd - kan nævnes:
Gwyneth Paltrow, Tilda Swinton, Julie Andrews, Amanda Bynes, Hilary Swank, Samantha Barks, Glenn Close, Cate Blanchett og Angelina Jolie.
Denne artikel gennemgår 51 filmstjerner, der har spillet roller som cross-dresser eller det modsatte køn. På denne side og denne er der flere eksempler.
Historisk har der i teaterverdenen været en lang tradition for "cross-dressing". Traditionen strækker sig helt tilbage til antikken, hvor skuespillere i Grækenland kun var mænd. Dvs. at de mandlige skuespillere dengang altid spillede også kvinde-rollerne. I moderne komedier o.lign. er cross-dressing desuden et ganske almindeligt humoristisk greb.
Men mandlige Hollywood-skuespillere er i stigende grad de seneste år også begyndt at gå i kvindetøj til diverse festlige og promoverende lejligheder. Her er det fx en hyldestartikel med titlen "14 Celebrity Men Who’ve Worn Skirts and Dresses and Looked Fabulous in Them" ("14 kendte mænd, der har båret nederdele og kjoler og set fantastisk ud i dem"). Her er endnu en artikel med flere eksempler. Mændene der kom til fest iført kjole eller nederdel var bl.a. skuespillerne Billy Porter, Eddie Redmayne, Jared Leto, Brad Pitt, Michael Urie, Kyle MacLachlan og Vin Diesel.

Forskellige visualiseringer af angivelige overgangsritualer i Frimurerordenen

Der er adskillige eksempler på transseksualitet og androgynitet i underholdningsverdenen i de seneste år. Et andet eksempel er den østrigske drag queen og vinder af Melodi Grand Prix i 2014, Conchita Wurst. Han vandt med sangen "Rise Like A Phoenix", som referer til den antikke egyptiske myte om fuglen Phoenix, der er forbundet med tilbedelsen af solen. I myten får Phoenix nyt liv ved at rejse sig fra sin forgængers aske. Sangerens efternavn betyder i øvrigt "pølse" på tysk.

Conchita Wurst vinder melodi grand prix i 2014

Et andet eksempel: Ved åbningsceremonien ved de olympiske lege i Paris i 2024 imiterede drag-artister Leonardo da Vincis berømte billede af Jesus' sidste måltid med sine diciple. Det var en visualisering, som parodierede den kristne messias Jesus Kristus, med den franske discjockey og lesbiske aktivist, Barbara Butch, i rollen som messias. Hun er omgivet af diverse mænd fra underholdnings- og filmbranchen i drag-kostumer.
Først benægtede OL-ceremoniens kunstneriske direktør, at indslaget var "inspireret af" det berømte billede, derefter indrømmede arrangørerne det, hvorefter de forsøgte at trække denne indrømmelse i land.
Nogle kunne måske få den tanke, at det ligner propaganda for transseksualitet, andronynitet og hån af Jesus Kristus - massetransmiteret til verdens befolkninger.

Drag-artister ved den olympiske åbningsceremoni

I kapitel 2 i del 1 af denne bog hørte vi om FBI-chefen og frimureren J. Edgar Hoover, der ifølge et vidne deltog i stort anlagte sex-orgier og “afpresningsfester”. Ifølge vidnet var Hoover i 1958 med til en sådan "fest", hvor den berygtede advokat Roy Cohn var vært. Vidnet - Susan Rosenstiel - deltog sammen med sin daværende mand, spritsmugleren og forretningsmanden Lewis Rosenstiel, som var nær ven af Cohn. Susan Rosenstiel beskrev, hvordan hun af Roy Cohn blev introduceret til FBI-chefen J. Edgar Hoover, som var klædt i kvindetøj. Cohn fortalte så, ifølge Susan Rosenstiel, at Hoovers navn var "Mary" "i en svagt skjult latter". Hun forklarede at unge drenge var tilstede og hun påstod at Cohn, Hoover og hendes ex-mand, Lewis Rosenstiel, havde sex med disse mindreårige. Susan Rosenstiel påstod desuden, at "Hoover fik en af drengene til at læse op fra bibelen, mens en anden legede med ham". Susan Rosenstiel (som efter og før ægteskabet med Lewis Rosensteil havde efternavnet Kaufman) var, ifølge oplysningerne, med til i alt to af sådanne arrangementer. Begge gange med Hoover udklædt som kvinde i henholdsvist sort og rødt drag-kostume.
Lewis Rosenstiel havde desuden på sin ferie ved den franske riviera "tilfældigt" mødt den senere engelske premierminister Winston Churchill. Churchill gav Rosenstiel et råd, om at satse på sin spiritusforretning efter forbuddets kommende ophævelse, hvilket hjalp Rosenstiel i sit forretningsliv.
Både J. Edgar Hoover og Winston Churchill var frimurere af den højeste 33. grad i det originale og prestigiøse skotske rite.

I kapitel 3 i del 2 hørte vi om et ledende medlem af Orangeordenen, William McGrath, der angiveligt voldtog flere drenge i drengehjemmet Kincora i Nordirland, sammen med flere magtfulde pædofile engelske og nordirske politikere og en prominent royal; Lord Mountbatten.
Orangeordenen er historisk og indholdsmæssigt knyttet til frimurerordenen. Mændene bag de første loger i Orangeordenen var frimurere, og i det 19. århundrede betragtede mange irske republikanere Orangeordenen som en frontgruppe og redskab til at fremme engelsk overherredømme (unionisme) etableret af Unionistiske frimurere. Nogle anti-frimureriske evangeliske kristne grupper har hævdet, at Orangeordenen stadig er påvirket af frimureriet. Mange frimurertraditioner overlever, såsom ordenens organisering i loger. Ordenen har desuden et lignende system af grader, hvorigennem nye medlemmer rykker frem.
Den amerikanske advokat Roy Cohn blev af et voldtægtsoffer fra drengehjemmet Kincora anklaget for at være en del af dette angiveligt grænseløse pædofile netværk. Offeret Richard Kerr fortalte, at han blev taget til Venedig og mibrugt af lige præcis dén berygtede New York-advokat, som også i USA blev anklaget for overgreb på børn af Susan Rosenstiel.

Tidligere i denne artikel-del hørte vi om satanisten Michael Aquino, som blev anklaget for at være en del af MK-Ultra-projektet såvel som det sataniske pædofile misbrugsnetværk, der begik overgreb på bl.a. drengeofferet Paul Bonacci i Nebraska (se kapitel 2 i denne del). Michael Aquino, hans kone Lilith og en ansat på et militært børnehavecenter ved navn Gary Hambright blev desuden anklaget for at have misbrugt en 3-årig pige. Pigen fortalte efterfølgende politiet, at under misbruget havde mændene Hambright og Aquino været klædt i kvindetøj, mens Lilith var klædt i mandetøj.

I kapitel 3 i del 2 hørte vi om den britiske top-diplomat, tjenestemand og MI6 agent - parlamentsmedlemmet Sir Peter Hayman - som viste sig at være pædofil. Han blev desuden beskyldt for at bruge sin status som parlamentsmedlem som dække for sine pædofile aktiviteter. Hayman var både kongelig ridder og medlem af PIE - "Paedophile Information Exchage" som var en pædofil aktivistgruppe, der agiterede for at den seksuelle lavalder skulle fjernes. Politiet fandt ved et tilfælde bl.a. 45 dagbøger i Haymans lejlighed med seks års beskrivelser af seksuelle fantasier om børn og kvindetøj og pornografisk litteratur. Altså igen pædofili, magt, efterretningstjeneste og kvindetøj.
Hayman blev efterforsket af politiet, men top-diplomaten blev løsladt uden sigtelse.

I del 1 hørte vi om endnu en loge: Wall Street-logen Kappa Beta Phi. Her skulle ældre medlemmer tituleres med ord som "Ophøjede Høje Råd", "Store Stryg", "Store Udtværer", "Store Brød", mens de selv brugte titlen og betegnelsen "værdiløse novicer” om de yngre investeringsfolk, der var på vej ind i logen. Vi hørte også om, hvordan disse "værdiløse novicer” skulle opføre diverse optrin på scenen iført drag-kostumer. Der var bl.a. et hvor de opførte en parodi på hit-balladen "I believe" fra musicalen "The Book of Mormon" ("Mormonerbogen"): “Jeg tror på at Gud har en plan for os alle. Jeg tror at min plan involverer en millionbonus”, sang de ifølge journalisten Kevin Roose, som havde sneget sig ind til logefesten. Af Kevin Rooses artikel fik man fornemmelsen, at ydmygelsen af nye logemedlemmer var almindelig i logen - og at deres optræden i drag-kostume tilsyneladende var et form for indvielsesritual, de skulle igennem.

Nogle af de informationer som angiveligt er sluppet ud om ritualer i Frimurerordenen fortæller også om forskellige elementer og grader af ydmygelse indbygget i ritualerne. Frimurerordenens egen overordnede udlægning af ritualerne er, at de "hjælper medlemmerne med at forstå og internalisere [frimurerordenens] lære gennem symbolske ceremonier og allegoriske udformninger."
Ritualernes formål er - ifølge frimurer-mediet "Square Magazine" - "moralsk instruktion", "indvielse og avancement" samt "bevarelse af tradition". Ritualerne om "indvielse og avancement" er overgangsritualer for frimureren fra ét niveau til et andet i frimurersystemet. Disse ritualers indhold, og hvad der sker i praksis, er - uvist af hvilken årsag - omgærdet med stor hemmelighed. Men søger man efter visualiseringer af indvielsesritualerne, fremkommer der fx billeder af den indviede mand med bind for øjnene, en løkke om halsen eller et tæppe over hovedet, eller liggende på gulvet omringet af en gruppe af frimurere, som alle peger på manden med sværd o.lign. På andre billeder er effekter som røgelse, kister, udklædninger, skafot o.lign. involveret.

Journalisten Kevin Roose, som sneg sig ind til logefest, fortæller også om endnu en episode i Wall Street-logen, der handlede om homoseksualitet. Den kendte milliarddærinvestor, tidligere amerikansk handelsminister og lederen af logen (kaldet "the Grand Swipe”) Wilbur Ross holdt en tale som indledte aftenen. Heri nedgjorde han en anden logeorden, for at have et navnelogo som er "en stiltiende indrømmelse af homoseksualitet”.
På den ene side var der tilsyneladende en stemning af hån og latterliggørelse af homoseksuelle, og på den anden side lod rigmændene sig underholde af nye medlemmer, der udklædte sig i drag-kustome.
Det virker lidt som om logen har et næsten skizofrent forhold til homoseksualitet og cross-dressing...

Dette forhold til homoseksualitet minder om noget som blev sagt om den angivelige sex-trafficker Roy Cohn - af en af mandens egne venner, Roger Stone. Den kontroversielle Republikanske politiske analytiker, Roger Stone var, ligesom i øvrigt den senere præsident Donald Trump, ung protégé af Roy Cohn, påstås det i artiklen i magasinet The New Yorker, hvor citatet kan læses.
Roger Stone citeres i artiklen for at sige:
"Roy var ikke bøsse. Han var en mand som kunne lide at have sex med mænd. Bøsser var svage, feminine. Han virkede bare altid til at have de her unge blonde mænd omkring sig. Det blev aldrig diskuteret. Han var interesseret i magt og adgang".

Af sammenhængen i det originale amerikanske citat er det oplagt at tolke, at "adgang" sandsynligvis skal forstås "adgang til magt".

I bibelens 3. Mosebog (20:13) står der:
""Hvis en mand har samleje med en mand, som man har samleje med en kvinde, har de begge to begået en vederstyggelighed. De skal lide døden. De har selv skylden for deres død."

Denne type advarsel findes flere steder i bibelen.
I bibelens 5. Mosebog (22:5) står der:
"Kvinder må ikke bære mandsdragt, og mænd må ikke gå i kvindeklæder. Herren din Gud afskyr enhver, som gør den slags."

Disse handlinger er altså i opposition til bibelens - og den kristne Guds - bud.
Om det er bevidste handlinger imod disse bud, er umuligt at sige - omend det synes oplagt for fx satanisten Michael Aquino. Men Roger Stone-citatet synes at give en forklaring omkring magt - og ønsket om mere magt:
"Jeg gør som jeg vil."
"Jeg klæder mig ud i kvindetøj og griner af det hele."
"Jeg har sex med dem jeg vælger!"
"Også for at vise min personlige magt!"

En meget muskuløs mand, der har klædt sig ud i kvindetøj af hensyn til latteren, er eks-bodybuilderen og filmstjernen Arnold Schwarzenegger. I filmen "Junior" spillede Schwarzenegger den temmelig groteske rolle som en gravid mand - der forklæder sig som en kvinde, så han kan skjule sin voksende gravide mave.

Kapitel 4:
Satan og præsidenterne
- og afgudsdyrket transseksualitet

En mand der bl.a. er kendt for sloganet "Gør som du vil" ("Do What Though Wilt") er okkultisten Aleister Crowley (1875-1947), som vi allerede har hørt en del om. Crowley hævdede selv, at han var stormester af 33. grad i det originale skotske frimurer rite-system. Han var desuden frimurer i Anglo-Saxon Lodge No. 343 under Grande Loge Nationale Française (Angelsaksisk Loge nr. 343 under den Nationale Franske Storloge). Vi er altså igen tilbage i den hemmelige logeorden, som vi efterhånden har hørt en del om.

For at forstå tankesættet og handlemønstrene der ligger bag opfordringen "Gør som du vil", er det nødvendigt at se nærmere på Aleister Crowleys liv.

I 1912 blev Aleister Crowley desuden indviet ind i en anden esoterisk orden; Ordo Templi Orientis (O.T.O.). Han skabte også i 1920 sin egen esoteriske religion "Thelema", som vi allerede har hørt om flere gange. "Thelema" er baseret især på studier af antik egyptisk religion, og centralt for religionen er ideen om at opdage og følge sin "Sande Vilje" ("True Will") - en vilje som Crowley idealiserer i sine tekster. Navnet "Thelema" afspejler igen Crowleys besættelse af mottoet "Gør som du vil" - thelēma er den engelske transliteration for det græske ord for "vilje" (θέλημα - udtalt [θélɛ:ma]).
Crowley dyrkede Thelema sammen med sine følgere i sin egen "magiske orden", som han kaldte A∴A∴.

Crowleys egen vilje var typisk forbundet med vold, ødelæggelse og sodomi - han skrev poetisk om bl.a. voldtægt, dyresex, kannibalisme, sex med børn og nekrofili, og hans eget liv endte i selvdestruerende opløsning.
Han blev kendt i sin samtid for at være stofmisbruger, bisexuel og en voldsom samfunds-provocatour. Han boede i flere lande; bl.a. England, Tyskland, Frankrig, Tunesien og Italien. Hans livsstil ledte til fordømmelser i den britiske presse som døbte ham "den ondeste mand i verden" (“the wickedest man in the world”). Den italienske fascistiske regering smed ham ud af landet i 1923 trods det at Crowley både var racist og tilsyneladende havde en forkærlighed for fascisme. Aleister Crowley og flere andre medlemmer af Order of the Golden Dawn (som fx forfatteren W. B. Yeats) "omfavnede også entusiastisk racehygienje som et middel til at udvikle en mesterrace af supervæsener".
Crowley opholdt sig under 1. verdenskrig i USA, hvor han bl.a. førte kampagne for den tyske krigsindsats mod Storbritannien. Senere erklærede han, at han havde infiltereret den pro-tyske bevægelse for at hjælpe det britiske efterretningsvæsen, som han havde flere forbindelser til bl.a. via den engelske efterretningsagent og forfatter Ian Flemming.
Det var Ian Flemming som populariserede - og idealiserede - spionlivet og efterretningsvæsenet med sin figur James Bond.

Både mens han levede og efter er Crowley ofte blevet beskrevet som satanist, normalt af modstandere. Crowley udtalte dog, at han ikke betragtede sig selv som satanist, og ikke tilbad Satan, fordi han ikke accepterede det kristne verdenssyn, hvor Satan findes. Han brugte ikke desto mindre satanisk billedsprog, for eksempel ved at beskrive sig selv som "Udyret 666" ("The Beast 666"") og henvise til "Babylons Hore" i sit arbejde. I sine skrifter identificerede Crowley lejlighedsvis det overnaturlige væsen "Aiwass" som Satan og udpegede ham som "Vor Herre Gud Djævelen" ved en lejlighed. Crowley fortalte selv, at hans "hellige tekst" "The Book of the Law" ("Lovbogen"), der danner grundlag for Thelema, var blevet dikteret af guden "Aiwass".

'Sex Magic' - perverse loge-ritualer
Som 23-årig skrev Crowley en digtsamling som er blevet kaldt "den mest beskidte digtsamling som nogensinde er skrevet" ("the filthiest book of verse ever written"). Den indeholdt digte med omdrejningspunkt omkring alle tænkelige former for seksuelle perversiteter; fx alle mulige former for analsex, heteroseksuel sodomi, pedasteri (sex med drengebørn), voldtægt, dyresex og nekrofili - og nekrofili i sammenhæng med kannibalisme.
Nogle af digtene er bevidst blasfemiske. I ét digt har Crowley, mens han er i seng med en jødinde, en vision om Kristus på korset og forestiller sig selv voldtage Kristus med et spydhoved.

Alt dette var mange år før Crowley begyndte at dyrke "Sex Magic" i forbindelse med sine reliøse ritualer. En anden okkultist Paschal Beverly Randolph (1825-1875) udviklede et at de mest indflydelsesrige systemer til at dyrke "Sex Magic". Ifølge ham er det øjeblik hvor et menneske opnår orgasme den mest intense oplevelse et menneske kan have i sit liv, fordi i det øjeblik åbner sjælen sig for det goddommelige og for at modtage Guds ånd. "Sand sex-kraft er Gudskraft", sagde han ("True sex-power is God-power"). Randolphs lære om "seksuel magi" blev senere integreret i utallige hemmelige loger i Europa, ifølge Hugh Urbans artikel Magia Sexualis - bl.a. O.T.O. som Crowley var en del af. "Sex Magic" påstås at være en del af nogle hemmelige logers ritualer, men det er naturligvis umuligt at vide, da hemmelighederne omkring disse ritualer er noget af det logerne - som tidligere nævnt - værner mest om.
Ifølge Crowleys lære var analsex det højeste trin i dyrkelsen af "Sex Magick" (Crowley tilføjede et "k" til ordet) - og analsex var det trin som man ville få mest ud af rent magisk og åndeligt. I sin dagbog skrev han fx om en dreng brusebadet i "skummende sæd":
"Lad det ikke være nogen synd for os at have pentreret den virle numse." "Mens præsterne støder sin thyrsus mellem drengelige balder, er alt gennemført; kom Hellige Due!" ... "må vi altid have en penis, både stiv og sæd ud af dens rosenrøde mund."

"Thyrsus" er et ord fra den græske oldtid og refererer til en stav med en kogle og nogle gange snoet med vedbend og vingrene, båret af den græske gud Dionysos og hans tilhængere. Ordet "virle" kan ikke umiddelbart oversættes, da det tilsyneladende er Crowleys egen opfindelse, eller en stavefejl for ordet viril (engelsk "virile").
Et element i analsex er typisk dominans og en grad af magtspil, og sadomasocisme var da også et væsentlig element i Crowleys univers. Crowley højeste stadie af analsex involverede desuden "interaktioner med ekskrementer" og blod.

Crowley blev også beskyldt for ofringer af mennesker, bl.a. på grund af en passage i hans bog "Book 4" hvor han erklærede at "Det ville være uklogt at fordømme som irrationel praksissen om at ødelægge hjertet og leveren fra en modstander mens det stadig er varmt. For at opnå den største spirituelle effekt skal man vælge det offer som har den største og reneste kraft; et perfekt uskyldigt drengebarn med høj intelligens er mest tilfredsstillende."
Herefter han tilføjede at han ofrede omkring 150 om året. Dette er, af dem som forsvarer Aleister Crowley, blevet tolket som at Crowley drilsk skulle hentyde til egne forspildte ejakulationer.

Massemorderen Aleister Crowley?
Aleister Crowleys egen mor - en troende kristen - troede at hendes drilske og egoistiske søn var djævlen selv og gav ham tilnavnet "the Beast" ("Dyret") - et navn som skulle komme til at hænge ved ham resten af hans liv. Måske også fordi det var en etikette han satte på sig selv. Ja, faktisk helt nøjagtigt "The Great Beast 666" - en præcis reference til satans agent på jorden skildret i den apokalyptiske sidste bog i Bibelen, Johannes' åbenbaring.

"Jeg vil have blasfemi, mord, voldtægt, revolution, hvad som helst, ondt eller godt - så længe det er stærkt" skrev Crowley til sin svoger Gerald Kelly, en kendt britisk kunstner som i øvrigt senere blev slået til ridder for sine kunstneriske bedrifter.

Flere mennesker i kredsen omkring Crowley døde tilsyneladende af forgiftning og overanstrengelse ved hans sex-magic orgier. Det nok mest kendte af disse eventuelle dødsfald var det som skete for Raoul Loveday, som var en følger af Crowley og som sammen med sin kone Betty May boede på Thelema-klosteret i Cefalù på Sicilien. Loveday døde i 1923 af forgiftning, da han havde drukket af en forurenet kilde i området omkring klosteret. Hans kone May rejste hjem til London og gik til pressen og fortalte sin vinkel på historien - bl.a. at hendes mand var blevet tvungent til at drikke blod fra en ofret kat.

Denne side forklarer om "Dissociative identity disorder". Ligesom vi hørte tidligere, kommer den også ind på, hvordan nogle overgrebsgrupper og kulter har traumatiseret børn for derved at fremtvinge forskellige personligheder med karaktertræk, som passer til de behov, overgrebspersonerne ønsker opfyldt. Teknikken skulle ifølge disse forklaringer være, at når den taumabaserede behandling har forårsaget opsplitningen af offerets identitet, kan nye identiteter og/eller minder inkorporeres i personen. I den forbindelse er et udsagn fra den afdøde Raoul Lovedays kone Betty May særligt interessant. Hun hævdede overfor engelske medier, at - mens de var med Aleister Crowley på Thelema-klosteret - var det blevet krævet, at de skulle skære sig selv med barberblade hver gang de sagde "jeg". Igen et påført traume - fysisk smerte via selvskade - hver gang offeret forholder sig til sin personlige identitet, sit eksisterende "jeg".
Princippet i den sataniske personlighedsundertrykkelse Crowley udsatte sine ofre for, ifølge Betty May - synes at ligne det princip som Cathy O'Brien hævdede MK-Ultra fulgte. Ud over at man her ser samme princip i anvendelse; satanisk rituel misbrug og MK-Ultra's traumabaserede programmering og bevidsthedskontrol - satte Cathy O'Brien desuden dette i relief ved at fortælle, at der deltog satanister i processen.

En anden del af historien om Crowley er denne: I 1920'erne og 30'erne var London grebet af en ide om en "mytisk forbandelse" af den unge egyptiske konge Tutankhamun. Der var nogle britiske arkæologer som i 1923 havde været med til at åbne Tutankhamuns begravelseskammer i Luxor og som var døde i de følgende år - seks af dem befandt sig i hovedstaden da de døde.
En døde af kvælning, en anden faldt syv etager ned fra sin lejlighed. På det tidspunkt handlede pressens dækning af episoderne om "Tutankhamuns forbandelse" og man spekulerede i at overnaturlige kræfter var på spil. Men undersøgelser udført af historikeren Mark Beynon peger i dag på at det var rituelle mord udført af Aleister Crowley. Hvis denne historiker har ret i at de seks dødsfald faktisk alle var rituelle mord planlagt og udført af Aleister Crowley for at tage hævn for vanhelligelse af den Egyptiske gravplads, betyder det at Crowley er massemorder ud fra den kriminologiske definition uanset om han også myrdede folk i forbindelse med sine sex-magic orgier og øvrige okkulte ritualer, eller ikke.

Bed til at Guds vilje sker - ikke din egen, sagde Jesus
Man behøver vist ikke være hverken raketvidenskabsmand eller professor i teologi for at forstå at Aleister Crowley var i absolut modstrid med Bibelens moralske og etiske lære. I tilsyneladende alt hvad Crowley gjorde og sagde gennem hele sit liv.

Jesus gav bønnen fadervor til sine disciple som indeholder ordene "Din vilje ske" med betoning af det bærende ønske om, at det er Guds vilje som skal ske fyldest. Disse ord efterfølges i bønnen af "Dit rige komme". Det er altså afgørende, at Guds vilje sker, for at Guds idéelle rige kommer. "Guds rige" kan så både forstås som en harmonisk idealtilstand af fred og kærlighed i mennesker her på jorden - og det kommende himmelske rige der gives som løfte i Bibelen.

Aftenen før Jesu' korsfæstelse henvender Jesus sig, ifølge Bibelen, til sin himmelske far i en bøn.
I denne bøn beder Jesus til - hvis det på nogen måde er muligt - at blive skånet for den lidelse, han ved, han er på vej til at gå ind i. Han slutter bønnen med "Men ikke min vilje, men Din vilje ske" (Matthæus 26:36-44). Så selv Guds søn beder til at Guds vilje skal ske - først og fremmest. Trods det at man som menneske kan tænke, at "hvis han selv er Gud, behøver han det vel ikke". Men han gør selv, hvad han opfordrer andre til - selvfølgelig.

Hele Bibelen har denne gennemgående røde tråd; at man skal gøre Guds vilje - ikke sin egen.
Fordi Guds vilje bunder i ren godhed, mens mennesker er præget af en eller anden grad af ondskab, fejl, egoisme...
I Mathæus-evangeliet (7:11 og Lukas 11:13) fortæller Jesus sine disciple at de kan være trygge ved at stole på at deres himmelske far vil passe på dem, med sætningen "Hvis I, som er onde, ved hvordan I skal give gode gaver til jeres børn, hvor meget mere vil jeres far i himmelen give gode gaver, til dem der spørger ham?".
Så selv de disciple og apostle, som i kristen forståelse må regnes for nogle af de bedste mennesker i verdenshistorien, er ifølge Bibelen onde - af den simple grund at de også har ondskaben i sig.
"Der er ingen der gør det gode, ikke en eneste", står der i Salmerne 14:3 og det gentages i Romerbrevet 3:12.
Og i vers 10 i samme kapitel: "Der er ingen som er retfærdig, ikke en eneste".
I Johannes evangeliet står der i 1:18: "Hvis vi siger vi ikke har nogen synd, bedrager vi os selv".

Jesus fortsætter efter at have fortalt om gaverne fra Gud i himmelen (Mat. 7:12);
"I alt hvad I gør; gør imod andre hvad I gerne vil have, de skal gøre imod jer. Dette er loven i sin essens".

Jesus skærer Guds ord ud i pap, for en mand som henvender sig til Jesus og spørger, hvad de vigtigste bud er i Guds lov.
Jesus svarer med de berømte ord; du skal elske din næste som dig selv og du skal elske Gud af hele dit hjerte og hele din ånd. Dvs. kærlighed står i centrum af Jesu lære - kærlighed til andre mennesker og til Gud, som i sig selv er sandheden, retfærdigheden, kærligheden og livet.
Kærlighed er i antik jødisk tænkning opdelt i niveauer (udlagt med græske ord i det nye testamentes græske tekster); eros, philia og agape.
Eros er den laveste kærlighed; en begrundet kærlighed som i en eller anden grad er forbundet med lyst, begær og seksualitet.
Philia er venskabelig kærlighed og bånd til venner og familie. Dvs. kærlighed til venner og bekendte man holder af, og som sådan højere end eros, da det ikke er knyttet til begær, lyst og personlig seksuel tilfredsstillese.
Det højeste niveau af kærlighed er agape som er den betingelsesløse og ubegrundede kærlighed. Dette er den guddommelige kærlighed som Jesus fx opfordrer til, når han siger "Du skal elske din fjender. Også hedningene elsker jo deres nærmeste, famile og børn, dem skal I adskille jer fra" (Mattæus 5:43-48).

Jesus appellerer altså til at vi tænker på hinanden og at vi agerer ud fra at skabe trivsel for vores medmennesker. I yderste konsekvens; at vi ofrer os for hinanden - han gav selv det største offer med sit eget liv.

"Do What Thou Wilt" handler derimod om at sætte sig selv i centrum. Det er en appel til menneskers selvoptagethed og egoisme. I kristen tænkning er det modstanderåndens (Ha'Satan på hæbraisk) ønske om at mennesker følger denne egoisme på bekostning af andre.
Det er samtidig et udsagn om invitation til personlig "magt", men det er en falsk præmis som fører til adskillelse fra medmenneskelighed, destruktion af sine relationer og i yderste konsekvens selvdestruktion. Ting som illustreres temmelig tydeligt af Aleister Crowleys eget ekstremt destruktive liv (han endte sine dage ensom, fattig og nedbrudt af stofmisbrug), såvel som dem der befandt sig i hans sociale netværk, hvoraf mange som nævnt døde.
Med Aleister Crowley har vi altså set en historisk prominent loge-person skrive, sige og gøre alt hvad der er i strid med hvad Bibelen byder kristne.

Baphomet, transseksualitet og Babylons gudinde Inanna
I midten af 1800-tallet udkom magikeren og okkultisten Éliphas Lévi med bogen "Dogme et rituel de la haute magie" ("Dogmer og ritualer i høj magi"). Til denne bogs forside havde han tegnet en figur af en afgud kaldet "Baphomet" eller "The Sabbatic Goat". Tegningen forestillede en bevinget menneskeskillelse med gedehoved. Kroppen var en mandekrop med kvindebryster og mellem sine horn på hovedet havde den en fakkel.

Éliphas Lévis' illustration af afguden Baphomet

Omdrejningspunktet i Éliphas Lévi's tegning af barphomet er modsætninger. Eller med et andet ord; dualitet. Figurens hænder peger hhv. opad og nedad. På armene står der hhv. SOLVE (opløse) og COAGULA (samle). Tegningen indeholder sammensætningen af både dyr og menneske. Mand og kvinde. Menneske og engel. Nat og dag. Himmelsk og jordisk. Op og ned.
Det er oplagt at tolke faklen som en reference til "Lucifer" - lysets engel; den faldne engel som beskrives i Bibelen og som repræsenterer Satan - Guds og menneskenes åndelige modstander. Ordet satan kommer fra hebræisk (Ha'Satan) og betyder anklager, modstander.
Fingrene holdes som man ser det på afbildninger af katolske helgene, med pege- og langefinger samlet pegende opad - og i dette tilfælde også nedad. Dette refererer til et kendt okkult og alkymististisk princip og motto som lyder "Det, der er ovenover, er som det, der er under, og det, der er under, er som det, der er ovenover" ("Quod est superius est sicut quod inferius, et quod inferius est sicut quod est superius" - den populariserede engelske udgave lyder "As above so below"). Et motto brugt af bl.a. den moderne okkultist Helena P. Blavatsky (1831–1891, stifter af det mystisk-okkulte selskab og religionen the Theosophical Society), og endnu senere blev det også et almindeligt citeret motto i New Age cirkler. Det er også et meget brugt motto i hemmelige loger generelt - fx Odd Fellows og Frimurerne.
I panden har figuren et pentagram - et symbol senere anvendt flittigt som satanisk symbol, bl.a. af Anton Lavey (1930-1997) som stiftede den sataniske kirke i San Francisco og regnes for grundlæggeren af moderne satanisk religion.

En skulptur af Baphomet blev af den sataniske kirke i 2018 opstillet på Capitols græsplæne, Washington DC

Éliphas Lévi's tegning er i dag den mest kendte repræsentation af afguden Baphomet, og den er sandsynligvis bl.a. inspireret af tarotkortet “Le Diable” (Djævlen) fra Marseille-dækket. Også denne tegning viser en tvekønnet figur tydeligt understreget med mandligt kønsorgan og næsten karikerede kvindelige bryster. Idéen om djælvlen som transseksuel er således repræsenteret i Baphomet og flere andre visualiseringer af Satan.

I middelalderens alkymi blev perfektion og helhed symboliseret i det androgyne; et guddommeligt og forenet væsen, der er både mandligt og kvindeligt. Denne tilstand har i alkymien benævnelsen "ekvilibrium". Ifølge disse menneskers overbevisning er dette en perfektionstilstand, hvor modsatrettede kræfter eller påvirkninger er i fuldstændig balance.
En anden benævnelse i alkymien herfor er "rebis" (fra latin res bina, der betyder dobbelt eller dobbelt stof). Dette er slutproduktet af det alkymistiske "magnum opus" (det store værk): Efter at man har gennemgået stadier af forrådnelse og renselse, og adskilt modsatrettede kvaliteter, forenes disse kvaliteter igen i det, der beskrives som "den guddommelige hermafrodit", en forsoning af ånd og stof, et væsen af både mandlige og kvindelige egenskaber som indikeret af det mandlige og kvindelige hoved i en enkelt krop. Solen og månen svarer til hhv. den mandlige og kvindelige halvdel (bl.a. Heinrich Nollius, Theoria philosophiae hermetica, Hanau, 1617).
Denne idé er også central i dele af of Rosicrucianismen, i Theosofien og i dele af jødisk Kabbalah, som vi har hørt tidligere.

Rebis fra 'Theoria Philosophiae Hermeticae' (1617) af Heinrich Nollius

Bemærk i øvrigt hvordan symbolerne i forbindelse med "rebis" går igen som også Frimurerordenens mest almindeligt anvendte symboler: Passer og vinkelmåler, sol og måne samt stjernerne og globen.

Men denne idé om det androgyne som en idealtilstand og noget guddommeligt går helt tilbage til tiden som beskrives i Det gamle testamente.
I det antikke Babylon (Sumer) var androgyne mænd involveret i Inanna-kulten ("Sex and eroticism in Mesopotamian litterature" s. 157–158). Inanna er den antikke sumeriske gudinde for kærlighed, sanselighed, frugtbarhed, forplantning og også for krig. En gruppe af transseksuelle mandlige præster eller eunukker og interseksuelle mennesker kendt som "gala" arbejdede i Inannas templer, hvor de sang klagesange ("Sex and eroticism in Mesopotamian litterature" s. 285). Gala tog kvindenavne, talte på eme-sal-dialekten, som traditionelt var forbeholdt kvinder, og havde desuden sex med mænd.
Denne religiøse praksis kan sammenlignes med vore dages indiske "hijras", der udfører de fleste af de samme handlinger som de antikke babylonske "gala".

Som der står i denne Harvard-artikel forlader de fleste hijra'er hjemmet for at blive en del af hijra-fællesskabet, et fællesskab, som fjerner sig fra det almindelige samfund og underviser i fællesskabets lektioner og praksisser i hemmelighed. Et ungt menneske indvies ved at følge en guru eller lærer, som vil undervise "chela"'en eller disciplen i hijra-livet. Dette inkluderer at forlade sit hjem for at leve i fællesskab med andre hijraer for at lære de rituelle roller, de udfører i hinduistiske hjem. Her forventes hijra at udføre danse, sange og velsignelser ved både fødsler og bryllupper af hinduer. Desuden vælger mange hijras, at gennemgå en kastrationsceremoni, der fjerner deres mandlige kønsorganer som et offer til hinduistiske gudinde Bahuchara Mata. Som der står i artiklen er denne praksis noget som går mere end 2000 år tilbage i tiden. De moderne "hijra" ligger således i forlængelse af de babylonske "gala"'er, og er sandsynligvis en direkte videreførsel af præcis samme antikke praksis.
I denne video om hijra-fællesskabet er der en hijra, som udtaler: "I livet er der nogle mennesker som ønsker at rejse til månen eller solen. Jeg var tusind gange mere lykkelig, da jeg blev en kvinde."
"Ekvilibrium" mellem sol og måne er i alkymien symboler for guddommelig balance mellem mand og kvinde (androgyni).

Mens babyloniere i det akkadiske imperium brugte navnet "Inanna" om gudinden for frugtbarhed og krig, kaldte assyrerne samme gudinde for "Ishtar" - og vest-semiterne kaldte hende "Astarte". Det var grundlæggende den samme guddom, som blev tilbedt under mange forskellige navne, såsom moder jord, jomfrumoderen og hun identificeres i generel forstand med Atargatis, Lilleasiens "Store Moder", Artemis (Diana) af Efesos, romernes Venus og andre. Forskellige navne og titler tildelt til jomfru-moder-gudinden har et element, der betyder "dame" eller "elskerinde", som Nana, Innini, Irnini, Beltis. Nogle af navnene var Belti, "min frue" (samme som det italienske madonna), Belit-ni, "vor frue" og "himlens dronning" - det navn, under hvilket Ishtar blev tilbedt som morgen- eller aftenstjerne. Nogle af disse navne og titler - "vor frue" og jomfru-moder-gudinden - anvendes i dag på jomfru Maria, særligt i den katolske kirke. Flere kristne mener, at den katolske kirke har ophøjet jomfru Maria til guddommelig status - modelleret efter oldtidens hedenske gudinder såsom Inanna, Ishtar, egyptiske Isis, græske Diana og romerske Venus m.fl.

Bibelen forbyder israeliterne (og dermed kristne) at dyrke Astarte, Inanna og Ishtar (såvel som alle andre guder end Israels Gud Yahve). Dette kan læses i Bibelens profetbøger hvor profeterne fordømmer denne afguddyrkelse offentligt og kalder Israels hus til at omvende sig fra dets korrupte skikke (bl.a. Jeremias 7:18; Jeremias 44:25; Ezekiel 8:14 og flere andre steder). Desuden står der fx i 1 Kongebog 11:5 at "Salomo fulgte Astarte, sidoniernes gud, og Milkom, ammonitternes ækle gud. Og han gjorde det som var ondt i Herrens øjne, og fulgte ikke Herren fuldt og helt, som hans far David havde gjort." Salomo var som bekendt konge over israelitterne efter kong David, og var sammen med kvinder fra de omkringliggende hedenske lande. Kvinder som ifølge Bibelen forførte ham til, i en eller anden grad, at følge deres guder og desuden tillade dem i Israel.

Popularisering og udbredelse af transkønnethed og det androgyne princip
Særligt de seneste 10 år er der sket en stadigt accellererende ændring af især de vestlige industrialiserede samfunds forhold til kønsidentitet. Denne artikel i Kristeligt Dagblad, med titlen "Eksplosiv vækst i ønsker om kønsskifte: 'Vi har slet ikke set toppen endnu'", forsøger at forklare fænomenet:
"Når langt flere personer i dag ønsker at skifte køn, skyldes det formentlig, at holdningen i samfundet har ændret sig – på flere planer. I 2017 blev transkønnethed fjernet fra Sundhedsstyrelsens liste over psykiatriske diagnoser, og det er blevet lettere at få såkaldt juridisk kønsskifte. Derudover er køn blevet et mere flydende begreb end tidligere. Tøj og makeup, som ikke er målrettet ét køn, vinder frem, ligesom transkønnede modeller og skuespillere har fået plads i mode-, film- og medieverdenen."

Der er vist ingen tvivl om, at der er en voksende eksponering af transseksualitet i nyheder, dokumentarudsendelser, underholdning, mode - og i medier generelt. Det offentlige fokus og den politiske debat omkring emnet er vokset i takt med dette mediefokus - måske i en form for gensidig vekselvirkning. Landsforeningen for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner (LGBT+) synes at have haft voksende indflydelse på politiske holdninger i både den offentlige opinion og i Folketinget. Symbolsk for denne indflydelse begyndte Folketinget i 2020 at flage med det regnbuefarvede flag under Pride Week som støtte til LGBT-festivalen Copenhagen Pride.
Også i underholdningsverdenen vokser eksponeringen af ement. På denne liste med 38 film om transeksualitet, er 33 af filmene fra efter årtusindskiftet. Et billede på udviklingen finder man også på Wikipedias liste over film med transseksuelle karakterer.
Her er en liste med 70 skuespillere og filmfolk der er transseksuelle - og her er en liste med flere transseksuelle skuespillere, sangere og musikere, stand-up komikere, modeller, realitystjerner m.m.
Adskillige "celebreties" har børn, der har gennemgået en "transition", som er endnu en benævnelse på processen. Denne artikel hedder fx "From Charlize Theron to Sade, Celebrity Parents Are Loudly Supporting Their Trans and Nonbinary Kids" ("Fra Charlize Theron til Sade, celebrity-forældre støtter højlydt deres trans- og non-binære børn"). Af kendte, der har børn, som er "trans", kan nævnes: Sangerinderne Cher, Jennifer Lopez og Sade og skuespilerne Jamie Lee Curtis, Sigourney Weaver og parret Annette Bening & Warren Beatty.
Fortællingen om kendte, der støtter deres børn i kønsskifteprocessen, er ganske udbredt. Ligeledes ser man ofte i bl.a. artikler og film fortællingen om de første historiske transpersoner. Disse fremstilles som stærke rollemodeller, der frigjorde sig fra det forældede tyranni på kønsområdet

1. januar 2017 fjernede Folketingets Sundhedsudvalg transkønnethed fra Sundhedsstyrelsens liste over psykiske sygdomme, og tilstanden gik fra at være en sindslidelse til at være en "markant og varig uoverensstemmelse (inkongruens) mellem det køn, man fik tildelt ved fødslen, og det køn, man aktuelt oplever at være". Staten tilbyder at fjerne denne "uoverensstemmelse" via fysiske indgreb som hormonbehandlinger og kirugiske operationer. Danmark var første land i verden der ændrede denne definition, men allerede året efter i 2018 ændrede Verdenssundhedsorganisationen WHO også sin kategorisering af tilstanden på organisationens liste over alverdens sygdomme. Hvis nogen i dag kalder en transkønnet person for psykisk syg, er det sandsynligt at vedkommende vil blive krafitigt angrebet for at "udøve hadtale" - også selvom udsagnet er fremsagt med et motiv om at hjælpe.
Myndigheder og offentlige institutioner kommunikerer begreberne "kønsskifte" og "kønsskifteoperationer", så flere tror nu på, at det er muligt at "skifte køn" og antallet af personer, der får foretaget indgreb på deres kroppe og indtager homonelle behandlinger, er steget kraftigt de seneste år. I praksis skifter ingen køn, naturligvis, men kroppen modificeres til at ligne et andet køn.
"Patienterne strømmer til nye centre for kønsidentitet," er titlen på denne artikel fra 2022 i Ugeskrift for læger.
"I 2018 og 2020 er to nye centre for kønsidentitet for voksne transpersoner blevet åbnet. Begge centre melder om stærk tilstrømning af særligt yngre voksne."

"Nye centre er skudt op i henholdsvis Aalborg og Odense som supplement til det hidtil eneste center på Rigshospitalet," står der i artiklen. Antallet af henviste personer til centrene lå på cirka 550 i 2019 og centrene havde en forventning om 900 i 2022 i august det år, fortæller artiklen desuden.
"Nu vælter det ind, og jeg tror slet ikke, vi har set toppen endnu," siger den ledende overlæge på centeret ved Aalborg Universitetshospital i denne Kristeligt Dagblad-artikel fra 2019. 357 mennesker blev henvist til klinikken i Aalborg i 2018, mens det i 2016 var 19, oplyste Region Nordjylland.
Kun syv personer fik "kønsskifteoperation" i 2005. 126 fik foretaget kirurgiske indgreb i løbet af cirka 21 år - fra januar 1994 til marts 2015. Dette er et gennemsnit på 6,3 operationer om året.
Det har ikke været muligt for undertegnede, at finde tal på hvor mange der siden 2015 har fået udført kirugiske indgreb. Men Kristeligt Dagblad-artiklen fortæller, at "rekordmange personer" på tidspunktet for artiklen (marts 2019) var "i hormonbehandling med enten kvindeligt eller mandligt kønshormon" på Rigshospitalet.
"I 2013 var det under 20 patienter, der årligt blev henvist til hormonbehandling, mod 230 patienter i 2018. Også på Klinik for Plastikkirurgi samme sted er antallet af nyhenviste patienter i kraftig stigning – fra 215 i 2017 til 346 i 2018."

I 2018 fjernede Folketinget kravet om, at Sundhedsstyrelsen skal give tilladelse til kastration som led i "kønsskifte". Siden dette kan en "transkønnet" patient, der "har et vedholdende ønske om kastration", blive kastreret som led i sit "kønsskifte". "En beslutning om kastration tages af dig, der ønsker kastration som led i kønsskifte, i samråd med den behandlende og forløbsansvarlige læge," skriver Sundhedsstyrelsen.
Så hvis myndighederne indtil 2017 havde ret i, at transkønnethed er en psykisk sygdom, betyder det, at man idag lader sindslidende mennesker være en væsentlig drivende kraft i at beslutte, om de skal kastereres.

Denne artikel i magasinet POV.international fortæller, at der i Danmark også ses en stor stigning i antallet af børn og unge, der henvises til udredning at "kønsidentitetsforhold".
"Her er tallet steget fra 16 drenge og 48 piger i 2015 til 56 drenge og 135 piger i 2020, dvs. en stigning på 250 procent for drengenes vedkommende og 181 procent for pigernes vedkommende."
Men "hermed ligger vi faktisk i den lave ende. I andre lande er udviklingen endnu voldsommere," skriver kronikøren.
I Storbritannien er antallet af børn og unge, der har opsøgt landets eneste behandlingsklinik, "fx steget fra 40 drenge og 32 piger i 2009/10 til 720 drenge og 1891 piger i 2019/20, dvs. med hhv. 1700 procent for drengenes og svimlende 5809 procent for pigernes vedkommende," fortæller artiklen.

Den beskrevne udvikling kan ses som et udtryk for, at den brede befolkning i højere og højere grad accepterer og omfavner de nye strømninger om "kønskifte" - og køn som noget man vælger. Udviklingen er - som nævnt - sket samtidig med at idéerne promoveres af adskillige internationale berømtheder og underholdningsidoler. Og som vi har set, er der blandt verdens top-underholdningsidoler en tradition for at dyrke forskellige former okkultisme der bl.a. inkluderer dyrkelsen af det androgyne princip som ideal. For som vi skal se, er fx kabbalah, der netop fremfører dette ideal, en del af ledende frimureres okkulte omdrejningspunkt. Og forbløffende mange amerikanske præsidenter og andre politiske ledere verden over har historisk været netop ledende frimurere, sideløbende med udviklingen hen imod mere og mere omfavnelse af transseksualitet i befolkningen.

Amerikanske frimurerpræsidenter - og dødsløfter om hemmeligholdelse
Vi hørte tidligere om de mange frimurere i bl.a. Hollywoods filmindustri og vi hørte om den bramfrie frimurer Aleister Crowley, som i sin dagbog skrev om analsex med bl.a. drengebørn. Men det er ikke kun magtfulde folk i underholdningsindustrien, der er med i dette "broderskab". Det er også adskillige magtfulde statsledere og politikere. Der findes mange oplysninger om historiske personer, der har været medlemmer, men det er stort set umuligt at finde ud af hvilke nulevende personer med magt i samfundet, der er frimurere.

I dag oplyser præsidentbiblioteket, Truman Library, som drives af den føderale amerikanske regering, at 16 af USAs 45 præsidenter var frimurere, startende med USAs første præsident George Washington, og senest den 38. præsident Gerald R. Ford.
Desuden er der selvfølgelig alle de royale frimurere, som fx i Danmark har betydet at kongerne fra ca. midten af 1700-tallet til midten af 1900-tallet alle var betydende frimurere.
Af andre berømte frimurere kan fx nævnes politikeren og diplomaten Benjamin Franklin, frontfigur i den amerikanske revolution, Storbritanniens premierminister Winston Churchill, bilfabrikanten Henry Ford og den britiske imperialist og mineejer Cecil Rhodes.

Rigtig mange betydningsfulde mennesker har igennem historien været frimurere. På denne liste udgivet af frimurere ses nogle af dem.
På denne todelte alfabetisk opdelte liste A-D E-Z er der mange flere, da den ifølge sine referencer er sammensat af flere forskellige frimurerlister. Det drejer sig om historiske statsmænd og ledende politikere, konger og prinser, ledende militærfolk, ledende videnskabsfolk og intellektuelle, samt kulturpersonligheder og verdenskendte sportsfolk. Ingen af ovenstående lister har de tre frimurere med, som vi lige om lidt skal beskæftige os med, så de er ikke fyldestgørende. De har tilsyneladende kun afdøde historiske personer med. Der er altså ingen nulevende eventuelle magthavere, som bliver afsløret som frimurere på nogle af disse lister.

Det er som nævnt meget svært, at finde ud af hvilke nulevende magthavere, der eventuelt desuden er frimurere. Ja, det forekommer faktisk stort set umuligt uden personlige kontakter med insider-viden.
Dette gælder uanset hvor i verden man underøger det. Her er en liste med australske statsmænd, som var frimurere. Den tæller 10 australske premierministre, 29 premierministre for landets stater og 39 guvernører. Alle historiske personer igen - ingen nulevende afsløret.
En gang imellem ses kritiske artikler og undersøgelser omkring problemet med magtfulde offentligt ansatte menneskers deltagelse i hemmelige organisationer. I 1995 blev en undersøgelse af Frimurerordenen således foretaget i Storbritannien. Undersøgelsen blev igangsat af det politiske parti Labour, som ifølge denne artikel fandt en del navne på ledende politikere og frimurere fra det Konservative parti.
I artiklen står at undersøgelsen "kan komme til at give stof til eftertanke" for lederen af undersøgelsen. For ud over at de fandt frem til en hel del ledende frimurerpolitikere, fremgik det også at mange dommere var medlemmer af frimurerordenen. Som der står i artiklen om den dommer som ledede efterforskningen; han "kan komme til at skulle undersøge sine egne kolleger".
Også i 2018 var der en artikelserie i den engelske avis "The Guardian" som omhandlede problemet med mulige magtfulde frimurerpolitikere. En af disse artikler handlede om loger som blev oprettet for at rekruttere parlamentsmedlemmer, fagfæller og desuden parlamentarisk personale, samt for medlemmer af det politiske pressekorps.
Også i Danmark har der været fokus på denne problemstilling. I 2019 udgav Ekstrabladet denne leder, hvor mediet fremsatte en måske ikke helt dum pointe:
"Og eftersom de [frimurere] sidder i høje embeder inden for retsvæsenet, politiet og i det politiske liv, så er det vigtigt for offentligheden at få afdækket, hvem de er, og hvordan de agerer."

Denne leder var en del af en artikelserie fra 2019-2020, hvor Ekstrabladet generelt skrev meget kritisk om Frimurerordenen. Mediet havde sat sig for at undersøge, hvem der mon var medlemmer af den hemmelige forening. Avisen lavede angiveligt en "kulegravning af tusindvis af dokumenter" og desuden "interviews med både nuværende og tidligere logebrødre".
Ud fra denne undersøgelse kom avisen med flere angreb på den danske Frimurerorden. Fx skrev chefredaktøren, at "frimurerne er 'et lukket samfund i samfundet, hvor man over kister, kranier og skeletter forsøger at skabe sin egen himmel på jorden. Det fremstilles som et Indiana Jones-mysterium, men er reelt et rollespil med okkulte tendenser grænsende til hjernevask'."
Og i en anden artikel skrev bladet om "hvordan frimurerlogen benytter okkulte ritualer og symboler som knogler, dødningehoveder og ligkister og fastholder deres medlemmer i et benhårdt hierarki, hvor der hele tiden loves medlemmerne noget nyt, som er så hemmeligt og farligt at fortælle til andre, at de kalder alle os andre for de ’uindviede’ og ’fremmede’."

Det åbenlyse problem med magtfulde offentligt lønnede personer, der samtidig er frimurere, forstærkes yderligere af påstande om, at frimurerlogebrødrene tvinges til at afgive dødsløfter for at holde hemmelighederne i logen. Det sker angiveligt i forbindelse med indvielsen til de forskellige trin, som de gennemgår i logelivet. Truslerne ved brud på disse løfter skulle ifølge påstandene være ekstremt voldelige. Ifølge denne Time-artikel, af en britisk professor og forfatter til en bog om frimureri, er straffen at halsen skæres over, tungen rives ud med roden og kroppen kastes i havet.
På denne side påstås en lidt anden ordlyd, men med stort set samme voldelige indhold.

Samme mønster i den danske Frimurerorden - og samme okkulte symbolik i den norske
Ekstrabladet bekræfter ud fra sine undersøgelser påstandene om voldstruslerne i en dansk sammenhæng; "det har voldsomme konsekvenser for et medlem, hvis de taler om logens arbejde, ritualer eller ikke følger ledelsens bud".
Avisen citerer løftet:
’Jeg lover og sværger ligeledes ubrødelig at efterkomme denne Ordens love og forskrifter, iværksætte de mig påhvilende hverv samt med lydighed, hørighed og underdanighed udføre de bud og befalinger, som Den Danske Frimurerordens Stormester eller denne loges Ordførende Mester i hans høje navn måtte give mig som frimurer.’
Og truslen:
’Hvis jeg i ringeste måde bryder dette mit løfte, så samtykker jeg i, at mit hoved afhugges, mit hjerte udrives, min tunge og mine indvolde udrives og kastes i havets dyb, mit legeme opbrændes, og asken spredes i luften, på det at intet af mig og intet til erindring om mig må blive tilbage blandt mennesker og frimurerbrødre.’

Også de okkulte sataniske symboler går igen i de nordiske frimurerorganisationer. I det norske "Frimurerbladet Agder" nr. 2 juni 2015 var der fx på side 6-7 en gennemgang af nogle af frimureriets symboler. Her står der under overskriften "Pentagram - Hexagram":
"I egyptiske hieroglyfer betyder den flammende stjerne 'opstigning mod det oprindelige'. Paragraf 1 i vore love siger: 'for således at opløfte den ædleste del af sit væsen til den nærmeste forening med sit første ophav, hele verdens TSB' Pentagrammet, ofte med stråler fra hjørnerne, kendt som Betlehemstjernen, Jesu Mor, Lysets Gud. Signum Pythagoreicum. Stråler fra hjørnerne kan være et billede på Den Hellige Ild som altid brændte i Salomos Tempel. Men også den ånd og visdom som stråler ud fra stjernen. 5-takket stjerne skaber, 6-takket stjerne vedholder, fortsætter,- Dette viser Skabningens lovmæssighed, en vedholdende kraft."

Man ser her den pærevælling af religioner som Frimureriet står for: Egyptiske hieroglyfer, Betlehemstjernen, Den Hellige Ild og Salomos Tempel - selvfølgelig blandet op med Pythagoras' geometri, tilsyneladende nærmest guddommeliggjort. "Signum Pythagoreicum" betyder "Pythagoras tegn".

Men altså det pentagram som også moderne satanister bruger og som findes lige midt i panden på Satan i form af afguden Baphomet - omtales her som "Jesu Mor, Lysets Gud". Jesu mor, jomfru Maria, er, som vi tidligere har været inde på - og som vi skal dykke yderligere ned i senere - præcis det som den katolske kirke ophøjer til gud og tilbeder. Her oven i købet benævnt som "Lysets Gud" i samme sætning. Det lyder næsten som det latinske ord "Lucifer" - "Lysbringeren".
Bemærk desuden at frimurernes paragraf 1 her taler om at "opløfte den ædleste del af sit væsen til den nærmeste forening med sit første ophav" - som altså er Pentagrammet, Jesu Mor, Lysets Gud. Et andet sted på opslaget (side 7) står der: "Vi får tildelt hvide handsker." Og lige herefter: "Vi skal bevare vore hænder pletfrie. Det er med disse hænder vi arbejder, sådan at vi gennem tanke, ord og handling skal udvikle et rent sindelag."
Så det er altså på grundlag af sit eget pletfrie arbejde man som frimurer gennem tanke, ord og handling udvikler et rent sindelag.
Det lyder som om, at det er herigennem frimureren opløfter "den ædleste del af sit væsen til den nærmeste forening med sit første ophav" - Pentagrammet, Jesu Mor, Lysets Gud.
Protestantismen havde med Martin Luther et stort opgør med den katolske kirke bl.a. om Guds frelse kan opnås gennem eget arbejde (gode gerninger) eller gennem tro på Jesus Kristus. Den katolske kirke siger det samme som Frimurerbladet her: At frelse opnås gennem egne gode gerninger.
Men i (protestanstisk) kristendom - og i Bibelen - er menneskers hænder grundlæggende ikke pletfrie; vi er fulde af fejl. Og mennesker kan derfor kun blive frelst gennem tro på Jesus, og ved at bede om tilgivelse og forsøge at følge hans bud. Altså helt anderledes end af hvad frimurerne, med deres mystikersnak og kryptiske symboler, formidler.

Baphomet, Aleister Crowley og Frimuerordenen
I bogen "Magick in Theory & Practice" ("Magi i teori og praksis" - kapitel 21, s. 193) skriver den åbenmundede og provokerende frimurer Aleister Crowley om Satan og Tarotkortet Atu XV:
"Denne slange, Satan, er ikke Menneskets fjende, men Han, som skabte Guder af vores race, idet han kendte Godt og Ondt; Han bød 'Kend dig selv!' og underviste i Indvielse. Han er 'Djævelen' i Thoths bog, og Hans emblem er Baphomet, den Androgyne, som er hieroglyfen for mystisk perfektion. Tallet på Hans Atu er XV, hvilket er Yod He, den Eviges Monogram, Faderen forenet med Moderen, Jomfru-Sæden forenet med alt-indeholdende Rum. Han er derfor Liv og Kærlighed. Men desuden er hans bogstav Ayin, Øjet; han er Lys, og hans Stjernetegnsbillede er Stenbukken, den springende ged, hvis egenskab er Frihed."

"Tallet på Hans Atu er XV" refererer til Tarotkort og Aleister Crowley forklarer selv om dette i "The Book of Thoth" ("Thoths Bog"). Her fortæller Crowley om de tre forskellige Tarot-kort Atu XIII, Atu XIV og XV (13, 14 og 15):
"På Livets Træ er Atu XIII og XV symmetrisk placeret; de fører fra Tiphareth, den menneskelige bevidsthed, til de sfærer, hvor Tanken (på den ene side) og Fryd (på den anden) udvikles. Mellem dem leder Atu XIV på samme måde som den sfære, der formulerer Tilværelsen.
...
Disse tre kort kan derfor opsummeres som en hieroglyf af de processer, hvorved idé manifesterer sig som form. Dette kort repræsenterer kreativ energi i sin mest materielle form; i dyrekredsen, Capricornus indtager Zenith. Det er det mest ophøjede af tegnene; det er geden som af begær springer på jordens tinder."

Tarotkort Atu XIII, Atu XIV og XV (13, 14 og 15)

På denne side for dyrkere af Thelema - Thelemic Union, skriver om netop disse udsagn fra Aleister Crowley:
"Baphomet er derfor et symbol på perfektion, som vi alle stræber efter som magikere, et billede på fuldstændig balance og harmoni i alle dele i en enkelt enhed. Med andre ord repræsenterer Baphomet det komplette eller perfektionerede mikrokosmos i denne forstand."

Crowleys sætning om Satans Tarotkort lyder, som vist af det tidligere citat, således: "Nummeret på Hans Atu er XV, hvilket er Yod He [יה], den Eviges Monogram, Faderen forenet med Moderen".
Om denne sætning skriver Thelemic Union:
"Dette viser, at Baphomet er et billede af 'Yod He'"' (nogle gange stavet "Yod-Heh") eller Faderen (Yod / י) ét med Moderen (Heh / ה). Det kaldes et 'monogram', fordi 'Yod He' danner 'Jah', Guds enstavelsesnavn."

"Guds enstavelsesnavn" "Jah" refererer til den bibelske Gud Jahve (eller Yahve afhængigt af stavemåden). Ifølge Thelema-dyrkere og Aleister Crowley er Baphomet altså den antikke israelitiske og nu kristne gud Yah (som skrives i sin fuldstændige ordlyd 'Yahve', men første del 'Yah' er den korte version af Guds monogram). 'Yod He' er de palæo-hebræiske bogstaver i den første del af Guds navn udtrykt fonetisk med baggrund vore dages alfabet.
Kan man måske sige at disse okkulte mystikeres læsning af Bibelen virkeliggør talemåden "som Fanden læser Bibelen". Uanset hvad; det korte af den lange kryptiske udredning er altså, at den populære frimurer Aleister Crowley og hans nulevende følgere mener, at Satan og Baphomet er den samme som Bibelens Gud Yahve.
Det passer ganske godt med, at stormester frimurere af 33. grad i det skotske rite (den øverste rang i den øverste orden inden for Frimurerordenen) tilsyneladende centralt på deres hovedbeklædning bærer et symbol på Baphomet - hvilket kan ses illustreret af billederne herunder.

På billederne herover ses portrætbillede af Aleister Crowley med håndskrevet tekst, som transskriberet siger:
"An XII ☉ in [stenbuk-symbol]
[kors-symbol] Baphomet
X° O.T.O. R.S.S.
Ireland
Iona
and All
the Britains".
Mange tolker herudfra at korssymbolet foran ordet "Baphomet" er symbol for afguden Baphomet. Dette korssymbol er placeret centralt på den fez som Sovereign Grand Commanders frimurere af 33. grad i det skotske rite bærer. Eksempler herpå ses under portrætbilledet af Aleister Crowley: Frimurer af 33. grad i det skotske rite, Sovereign Grand Commander of The Supreme Council Henry Christian Clausen og Sovereign Inspector General in California. Desuden to yderligere eksempler herpå.
Flere eksempler på dette kan ses her.

De amerikanske præsidenter Gerald Ford, Harry S. Truman og Franklin D. Roosevelt var alle frimurere af 33. grad "Honorary Grand Master of the Order of DeMolay", altså Sovereign Grand Commanders. De bar altså - hvis ovenstående tolkning er korrekt - Satan-symbolet på deres fez, når de var sammen med logebrødrene og foretog deres hemmelige ritualer.
Også FBI-chefen J. Edgar Hoover, som blev anklaget af et vidne, for at have haft sex med mindreårige drenge iført kvindetøj, var frimurer af 33. grad i det skotske rite. Ifølge anklagen havde også Hoover tilsyneladende et bemærkelsesværdigt forhold til Bibelen. Vidnet påstod at Hoover blev kaldt "Mary" og "fik en af drengene til at læse op fra bibelen, mens en anden legede med ham".

Billede angiveligt af USAs 38. præsident Gerald Ford, med slips tilsyneladende med Baphomet-symbolet

Frimurerne og Crowley - Hvad siger andre ledende frimurere...?
Men måske var Aliester Crowley bare en totalt abnorm frimurer, der sagde og gjorde ting som var helt i modstrid med frimurernes faktiske værdisæt?
Nogle frimurere indvender lige præcis, at Aleister Crowley var en unormal frimurer. De begrunder det med, at den loge Crowley blev optaget i - Anglo Saxon Lodge No 343 - kun var chartret af Grand Loge de France (Frankrigs Storloge), men ikke anerkendt af United Grand Lodge of England (Englands Forenede Storloge). Også dette frimurermedie fremfører dette forbehold overfor Aliester Crowley, og påstår i øvrigt på den baggrund, at Crowley slet ikke var frimurer.
Den førstnævnte artikel er skrevet i "The Square Magazine" ("Vinkelmagasinet"), som er et blad med artikler skrevet af frimurere for frimurere, der er interesseret i at lære mere om frimurerlivet.
Artiklen starter med at fortælle, at den brede offentlighed betragtede Aleister Crowley "som en potentielt farlig stofmisbruger, der praktiserede sort magi, var seksuelt umoralsk og en kontrollerende galionsfigur med smag for sadisme". Derefter står der at "Virkeligheden var dog noget anderledes", og forfatteren giver så eksempler på at Crowley var en dygtig og engageret bjergbestiger samt en produktiv skribent om filosofi, kultur og politik - "og selvfølgelig det okkulte, inklusive Thelema og 'magick', et udtryk, han opfandt for at skelne det fra scenemagikeres optrædener", som der står.
Denne frimurerloge beskriver Aliester Crowley som "en genial studerende af symbolik og ritualer" og fortæller derefter om Crowleys frimurerliv og om nogle af hans kontakter i frimurermiljøet.
Intet kritisk om mandens totale fravær af moral eller hans sadisme, sorte magi eller digte om sex med lig og børn eller kannibalisme-sex.
Dette frimurermedie har den præcis samme artikel om Crowley, hvor der altså står at Aliester Crowley var genial.

Artiklen i "The Square Magazine", som peger på, at Crowley var en unormal frimurer, fortæller samtidig fx at de nutidige begreber om magi og ritualer, der er i centrum for nutidige traditioner, såsom Crowleys Thelema, var inspireret af Golden Dawn ("Gylden Daggry") - og at alle de tre grundlæggere af Golden Dawn var frimurere. Artiklen fortæller videre at Golden Dawn blev en af de største enkeltpåvirkninger på det 20.århundredes vestlige okkultisme.
Artiklen kortægger i det hele taget meget grundigt hvordan Aleister Crowley var forbundet med ledende mystikere og okkultister, frimurere, adelige, militær- og efterretningsfolk, kunstere m.m.
Eneste anke fra andre frimurere mod Aliester Crowley er altså tilsyneladende, at Crowley ikke var frimurer i en orden, der var anerkendt af Englands Forenede Storloge. Det er denne storloge, som chartrer den mest prestigiøse frimurerorden - det skotske rite.

Så hvad med det okkulte indhold af de ting som Crowley ytrede sig om?
Hvad siger andre frimurere mon om Baphomet, Satan, magi og sort magi, hedenske guder og gudinder og så videre?
Lad os se på nogle eksempler herpå fra tre andre historisk berømte og højt profillerede frimurere, som også har skrevet om disse ting:
Albert Pike
Albert G. Mackey
Manley P. Hall
Alle disse tre var Sovereign Grand Commanders og frimurere af 33. grad i det skotske rite.
De var altså allesammen frimurere af øverste grad i det rite som administreres af Englands Forenede Storloge.

Albert Pike: 'De indviede repræsenterer Kraften Satan'
Albert Pike (1809 – 1891) var en amerikansk forfatter, digter, taler, redaktør, advokat, jurist, sydstatsgeneral - og altså desuden berømt frimurer. Han arbejdede som dommerfuldmægtig ved Arkansas' højesteret, og han fik som sydstatsgeneral helt undtagelsesvist eksil i Washington, D.C. under afslutningen af den amerikanske borgerkrig (fra 1864 - 1865). I 1873 flyttede han ind i Temple of the Supreme Council of the Scottish Rite i Washington, D.C. (Tempel for det Suveræne Råd af det Skotske Rite i Washington, D.C.) Rådet tilbød ham et stipendium, og han blev der resten af sit liv. Som der står på Encyclopedia.com: "Han dominerede det skotske frimurerrite i de næste to årtier". Man kan med rette tilføje, at han dominerede al frimureri i disse årtier, dels fordi det skotske frimurerrite er det mest anerkendte i verden, dels fordi Albert Pike var det menneske, han var.
Han bliver af mange frimurere regnet for at være genial.

Portrætbillede af Albert Pike i sit Frimurer-regalia

Albert Pikes tekster er om muligt endnu mere kryptiske og svære at læse end Aleister Crowleys.
Men giver man sig tiden og prøver at decifrere, hvad der rent faktisk står i hans mystiske fablerier, kommer man alligevel frem til en forståelse.
Albert Pike skriver i sin bog "Morals and Dogma" ("Moral og dogme" s. 323), om "Tetragrammet" - en betegnelse for Guds hebraiske egennavn: JHVH (יהוה på hebræisk - udtalt; YOD-HE-VAV-HE):
"YOD og HE, to bogstaver i det Uudsigelige Navn på den Manifesterede Guddom, repræsenterer det Mandlige og det Kvindelige, det Aktive og det Passive i Ekvilibrium, og VAV'et fuldender Treenigheden og det Triliterale Navn, den Guddommelige Trekant, som med gentagelsen af He bliver til Tetragrammet."

Aleister Crowley skrev om samme emne: "Yod He [יה], den Eviges Monogram, Faderen forenet med Moderen", og talte om de to bogstaver Yod og He (da: J og H) i den Bibelske Guds navn, som ifølge ham repræsenterer hhv. "Faderen" og "Moderen".
Her er det så en anden ledende frimurer - Albert Pike - som skriver at "YOD og HE, to bogstaver i det Uudsigelige Navn på den Manifesterede Guddom, repræsenterer det Mandlige og det Kvindelige, det Aktive og det Passive i Ekvilibrium".
Altså - igen - forening af det mandlige med det kvindelige for at opnå guddommelig "Ekvilibrium".
Det "Uudsigelige Navn på den Manifesterede Guddom" refererer til navnet på den bibelske Gud, som ifølge stærkt troende jøder - især Kabbalister - ikke må udtales, da det ifølge dem er en fornærmelse mod Gud, at et urent menneske siger hans navn.

På side 769 i "Morals and Dogma" skriver Pike yderligere om ekvilibrium:
"Ideen om ekvilibrium mellem alle efterligningerne; af manden på den ene side, og kvinden på den anden, med den Højeste Vilje, som også er den Absolutte Fornuft, over begge to, der holder balancen, er ifølge Kabbalah grundlaget for alle religioner og alle videnskaber, den primære og uforanderlige idé om tingene."

Og lidt senere i samme afsnit:
"Enhed kan kun manifesteres af det binære. Enhed i sig selv og ideen om enhed er allerede to. Den menneskelige enhed bliver fuldendt af højre og venstre. Det primitive menneske var af begge køn."

Ifølge Albert Pike er "ekvilibrium" altså "grundlaget for alle religioner og alle videnskaber". Og "ekvilibrium" "af manden på den ene side, og kvinden på den anden" skabes med "den Højeste Vilje, som også er den Absolutte Fornuft, over begge to, der holder balancen". Ligesom Crowley taler Pike også om idealiserende om "vilje": "Den Højeste Vilje, som også er den Absolutte Fornuft". Bemærk at Pike skriver, at alt dette er "ifølge Kabbalah", som vi allerede har beskæftiget os en del med - og, som vi så, netop har et omdrejningspunkt omkring det androgyne princip om sammensmeltning af kønnene. Her er det en side med jødisk religiøs undervisning, som forklarer, at Talmud siger, at Gud oprindeligt skabte Adam som en hermafrodit og derefter delte det ene væsen i to separate kroppe. Så når Pike i sammenhæng hermed nævner "Det primitive menneske" refererer han sandsynligvis til det første menneske ifølge Bibelen: Adam.
Kabbalister - og altså også top-frimureren Albert Pike - mener således, at det androgyne er en guddommelig idealtilstand, som eksisterede før syndefaldet. Som der står på denne hjemmeside kaldet "Kabbalah Online": "Adam inkluderede oprindeligt både mand og kvinde, da han blev skabt med de to [forbundne] kroppe."
Det er med al sandsynlighed denne idé som er blevet ført videre af middelalderens alkymister. Her er det en universitetsforelæsning, som "undersøger, hvordan visse antikke og middelalderlige tænkere hævdede, at "hermafroditisme" var menneskehedens oprindelige tilstand, skabt af Gud og dokumenteret i de første kapitler af Første Mosebog."

På side 102 i "Morals and Dogma" skriver Albert Pike om Satan:
"Satans sande navn, siger kabbalisterne, er det omvendte af Yahveh; for Satan er ikke en sort gud, men Guds negation. Djævelen er personificeringen af ateisme eller afgudsdyrkelse. For de indviede er dette ikke en person, men en Kraft, skabt til det gode, men som kan tjene til det onde. Det er redskabet til Frihed eller Fri Vilje. De repræsenterer denne Kraft, som præsiderer over den fysiske generation, under den mytologiske og hornede form af Gud PAN; derfra kom Sabbatsbukken, bror til den Ældgamle Slange, og Lysbæreren eller Fosforen, som digterne har lavet legendens falske Lucifer af."

Så ifølge Albert Pike er Satan altså - "for de indviede" - "ikke en person, men en Kraft, skabt til det gode, men som kan tjene til det onde". Satan (som han kalder "det", fordi han forklarer det som en "Kraft") "er redskabet til frihed eller fri vilje" for Albert Pike og andre indviede.
Altså igen "fri vilje", som Kraften "Satan" er redskabet til, ligesom vi så i Aleister Crowleys "Do what Thou Wilt". Tænk i øvrigt i den sammenhæng også på hvad Pike skrev om "den Højeste Vilje" og "den Absolutte Fornuft" der holder balancen i ekvilibrium mellem det mandlige og det kvindelige.
"De indviede" "repræsenterer denne Kraft", ifølge Albert Pike .
Pikes opremser desuden forskellige af Satans navne, benævnelser og "titler"; "den mytologiske og hornede form af Gud PAN", "den Ældgamle Slange", "Lysbæreren" og "Fosforen". "Sabbatsbukken" er i Albert Pikes engelske "the he-goat of the Sabbat" - altså "The Sabbatic Goat" netop det som magikeren Éliphas Lévi kaldte sin afbildning af Baphomet.
Pike skriver selv, at "de indviede" "repræsenterer denne Kraft", og derefter skriver han "under" og så kommer hans opremsninger af alle disse udgaver af Satan. Tilsyneladende repræsenterer de indviedede Satan og er under Satan - og derfor har de magten til at bestemme over "den fysiske generation". "De indviedede" må formodes at være Albert Pike (bl.a. i betragtning af hvor meget han ved om kabbalah og anden okkultisme). Ligeledes må det formodes, at han refererer til andre højtstående frimurere og okkultister, der har samme viden som han selv.

Hvad "den fysiske generation" er, står umiddelbart mere uklart. Men det kan man måske blive lidt klogere på ved at læse, hvad Pike skriver om den indviedes visdom og viden om sandheden (s. 3-4 i "Morals and Dogma"):
"Viden kan omdannes til magt og aksiomer til regler for nytte og pligt. Men viden i sig selv er ikke magt. Visdom er Magt; og hendes premierminister er JUSTITS, som er SANDHEDENs fuldkomne lov. Formålet med Uddannelse og Videnskab er derfor at give en mand visdom. Hvis viden ikke giver ham visdom, er det spildt som vand, der hældes på sandet. At kende Frimureriets formler er i sig selv af lige så ringe værdi som at kende så mange ord og sætninger på en barbarisk afrikansk eller australsk dialekt."

Og senere i samme afsnit:
"Så glem ikke det sande formål med dine studier af Frimureret. Det er for at føje til din ejendom af visdom, og ikke blot til din viden. En mand kan bruge et helt liv på at studere en enkelt specialitet af viden, - botanik, konkologi eller entomologi, for eksempel - i at forpligte sig til at huske navne afledt af det Græske og klassificere og omklassificere; og dog ikke være klogere, end da han begyndte.
Det er de store sandheder om alt det, der vedrører en mand mest, det som angår hans rettigheder, interesser og pligter, som Frimureriet søger at lære sine Indviede."

Det kunne meget vel tyde på, at "den fysiske generation" nok er dem, der ikke opnår denne "visdom" og viden om "SANDHEDENs fuldkomne lov". Mennesker som af pligt beskæftiger sig med "klassificere og omklassificere". Folk som "bruger et helt liv på at studere en enkelt specialitet af viden". Eller helt enkelt mennesker som ikke er indviet i de ting som Albert Pike og hans logebrødre er indviet i.
Det tyder på at "den fysiske generation" simpelthen er alle de uindviede, der ikke har den visdom og sandhed, som Albert Pike har.
Dem som - tilsyneladende ifølge Albert Pike - bør styres af Kraften Satan gennem "de indviede".
For lad os lige se hvad Albert Pike mener om disse "uindviede" mennesker (i samme bog "Morals and Dogma" - s. 104-105):
"Frimureri - som alle religionerne, alle mysterierne, hermetikken og alkymien - skjuler sine hemmeligheder for alle undtagen mestrene og vismændene eller de udvalgte, og bruger falske forklaringer og fejlfortolkninger af dets symboler til at vildlede dem, der kun fortjener at blive vildledt; for at skjule Sandheden, som den kalder Lys for dem og trække dem væk fra den. Sandheden er ikke for dem der er uværdige eller ude af stand til at modtage den, eller som vil pervertere den."

Så frimureri bruger altså vildledning og manipulation til at holde uønskede personer ude af kredsen af vidende "indviede", ifølge den anerkendte top-frimurer Albert Pike. Albert Pike var åbenbart en trænet mand i hierakier og eksklusion. Han var ikke blot frimurer men også sydstatsgeneral og racist. Han mente ikke at "racerne skulle mixes", fortæller denne atikel i Washington Post.
Kritikere af Pike hævder desuden, at han var medvirkende til at danne Ku Klux Klan. Frimurerordenen nægter dette, og fremhæver at det aldrig er blevet bevist.

Albert Pike afslutter sin lange opremsning af Satans mange navne og titler med det kryptiske og dobbelttydige "som digterne har lavet legendens falske Lucifer af".
Dobbelttydigt fordi han lige har skrevet om at de indviede repræsenterer "Lysbæreren" ("the Light-bearer") og Lucifer betyder "Lys-bringer" og refererer til det sted i Bibelen (Esajas bog 14:12), som er blevet oversat til "Hvordan faldt du fra himlene, åh Lucifer, du morgensøn". "Lucifer" har siden cirka fjerde århundrede efter Kristi fødsel været en latinsk (og almindelig) benævnelse for Satan.
Men Albert Pike mener tilsyneladende, der er en "falsk Lucifer" og en "Lysbærer", som han selv repræsenterer og får kraft fra. Det passer måske meget godt med hans andet udsagn om, at "kraften Satan" er "skabt til det gode, men" "kan tjene til det onde". Det passer måske også ganske godt med idéen om "den gode troldmand" mod "den onde troldmand", som vi skal se på inden længe.

Albert G. Mackey: Baphomet er et imponerende symbol på frelse gennem særlig viden
Albert Gallatin Mackey (1807 – 1881) var en amerikansk læge og forfatter og ledende frimurer. Han er mest kendt for sine bøger og artikler om frimureriet. Opslagsværket "Encyclopedia of Freemasonry" (Frimureriets Encyklopædi - 1873) regnes for hans største og vigtigste bidrag til frimurerlitteraturen. Dette værk er efter Mackeys død udvidet og revideret af andre forfattere til flere bind.
Mackey havde en glorværdig karriere som frimurer. Han startede som frimurer i Saint Andrews Lodge nr. 10 i Charleston, South Carolina i 1841. Her blev han bl.a. blev valgt til General Grand High Priest (General Stor-Ypperstepræst), og Eminent Commander of South Carolina Commandery No. 1. Han blev desuden hædret som Past Grand Warden (Overstorbestyrer) i Grand Encampment i USA ("Encampment" betyder lejr).
I 1844 blev han kronet som Sovereign Grand Inspector General (Suveræn Storinspektørgeneral) for den 33. og sidste grad.
I mange år fungerede han som Secretary-General of the Supreme Council, Southern Jurisdiction of the Ancient and Accepted Scottish Rite (Generalsekretær for det Øverste Råd i den Sydlige Jurisdiktion af det Antikke og Accepterede Skotske Frimurerrite).

I 1844 opgav han sin lægepraksis til fordel for sit arbejde indenfor frimureriet. Resten af sit liv skrev han flere bøger, og specialiserede sig i studiet af flere sprog, middelalderen og frimureriet. Han tilegnede sig de græske, latinske, hebraiske og flere kontinentale sprog og holdt ofte foredrag om middelalderens etik og intellektuelle udvikling. I de seneste år af sit liv vendte han udelukkende sin opmærksomhed mod undersøgelsen af mystiker-symbolik og til undersøgelser af kabbalah og Talmud.

I forordet til sin encyklopædi om frimureriet (An Encyclopedia Of Freemasonry) skriver Mackey:
"Og nu præsenterer jeg for mine brødre resultatet ikke blot af disse års slid, men af mere end tredive års studier og forskning – et værk som jeg stoler - eller i al fald håber jeg på, vil tilføre dem materialerne til at erhverve en viden om, hvad der kræves for at blive en lærd frimurer."

For at blive en "lærd frimurer" kræves tilsyneladende, ifølge Mackey, viden om afguden "Baphomet", for på side 107 findes Mackeys forklaring på dette ord. Her skriver han (teksten gennemgås efterfølgende):
"Det imaginære idol, eller rettere, symbol, som tempelridderne blev anklaget for at bruge i deres mystiske rettigheder. Den toogfyrretyvende af de anklager, som pave Clement fremførte mod dem, er i disse ord:
'Item quod ipsi per singulas provincial habeant idola videlicet capita quorum aliqua habebant tres fades, et alia unura : et aliqua cranium homanum habebant.'
Også at de i alle provinserne har afguder, nemlig hoveder, hvoraf nogle havde tre ansigter, nogle et, og nogle havde et menneskekranie.
Von Hammer, en bitter fjende af Tempelridderne, genoplivede i sin bog med titlen The Mystery of Baphomet Revealed denne gamle anklage og gav Baphomet en ugudelig betydning. Han afledte navnet fra de græske ord, Baph (βάπτισμα) – dåb og μhtis (σοφία) – visdom, og antog derfra, at det repræsenterede de indviedes optagelse i Ordenens hemmelige mysterier. Ud fra denne umotiverede antagelse udleder han sin teori, som han allerede angiver i selve titlen på sit værk, at Tempelridderne ved deres egne monumenter blev dømt for at være skyldige som Gnostikere og frafaldne Ophitter, for afgudsdyrkelse og urenhed. Om dette udsagn tilbyder han intet andet historisk vidnesbyrd end anklagerne, der i sig selv er blottet for beviser, men hvorigennem Tempelridderne blev gjort til ofre for pavens jalousi og den franske konges griskhed.
Andre har igen troet, at de i Baphomet kunne finde en korruption af Mahomet (Mohammed), og derfor har de hævdet, at Tempelridderne blev perverteret væk fra deres religiøse tro af Saracenerne, som de havde megen interaktion med, nogle gange som fjender og nogle gange som venner.
Nicolai, der skrev et Essay om anklagerne mod Tempelridderne, udgivet i Berlin i 1782, antager, omend tvivlende, at figuren af Baphomet, figura Baffometi, som var afbildet på en buste, der repræsenterede Skaberen, ikke var andet end den Pythagoriske femkant, symbolet på sundhed og velstand, lånt af Tempelridderne fra Gnostikerne, som igen havde fået det fra Pythagoras Skole.
King mener i sit lærde værk om Gnostikerne, at Baphomet kan have været et symbol på Manikæerne, med hvis vidt udbredte kætteri i middelalderen han ikke tvivler på, at en stor del af Templets spørgelystne ånder var blevet beruset.
Midt i disse modstridende synspunkter, alle kun spekulative, vil det ikke være uvelgørende eller urimeligt at foreslå, at Baphomet eller kraniet fra de gamle Tempelriddere, ligesom relikviet fra deres moderne frimurerrepræsentanter, blot var et imponerende symbol, der lærte lektien om dødelighed, og at sidstnævnte virkelig er afledt af førstnævnte."

Mackey refererer altså her forskellige udlægninger af afguden Baphomet. "Von Hammer" refererer til Joseph Freiherr von Hammer-Purgstall (1774 – 1856), som var en anerkendt østrigsk orientalist (datidens titel for forsker i mellemøstlige studier), historiker og diplomat. "The Mystery of Baphomet Revealed" er titlen på Von Hammers bog, som kan oversættes til "Baphomets Mysterie Afsløret".
Mackey er meget kritisk overfor Von Hammers udlægning om, at Baphomet har en "ugudelig betydning" og repræsenterede de indviedes optagelse i Tempelridderordenens hemmelige mysterier samt at Tempelridderne var "Gnostikere og frafaldne Ophitter, for afgudsdyrkelse og urenhed".
Ordet "Ophitter" forklares på Britannica.com på denne måde:
"Ophitter (fra græsk ophis, "slange") betyder medlem af en af flere gnostiske sekter, der blomstrede i Romerriget i løbet af det 2. århundrede e.Kr. og i flere århundreder derefter. En række gnostiske sekter, såsom Naassenerne og Cainiterne, er inkluderet under betegnelsen Ophitter.
Disse sekters overbevisninger adskilte sig på forskellige måder, men centralt for dem alle var en dualistisk teologi, der modsatte et rent spirituelt Højeste Væsen (Gud), som både var oprindelsen til den kosmiske proces og det højeste gode, og til en kaotisk og ond materiel verden. For ophiterne skyldes menneskets dilemma, at det er en blanding af disse modstridende åndelige og materielle elementer. Kun 'gnosis', den esoteriske viden om godt og ondt, kan forløse mennesket fra materiens bånd og gøre det opmærksom på den ukendte Gud, som er den sande kilde til al eksistens.
Ophitterne betragtede Det Gamle Testamentes Jehova som blot en demiurg eller underordnet guddom, der havde skabt den materielle verden. De tillagde slangen særlig betydning i den bibelske Første Mosebog, fordi han havde sat mennesker i stand til at opnå den altafgørende viden om godt og ondt, som Jehova havde tilbageholdt dem. Derfor var slangen en sand befrier af menneskeheden, siden han først lærte mennesker at gøre oprør mod Jehova og søge viden om den sande, ukendte Gud. Ophitterne betragtede endvidere Kristus som et rent åndeligt væsen, der gennem sin forening med mennesket Jesus underviste i den frelsende gnosis."

Altså flere gnostiske sekter som så slangen i Bibelens skabelsesberetning som befrieren af menneskeheden og Det Gamle Testamentes Jehova (Yahve) som en demiurg eller underordnet guddom, der havde skabt den kaotiske og onde materielle verden. "Demiurg" er i gnostisk tænkning en underordnet guddom, der skaber, former eller kontrollerer den fysiske verden.
Frelseren er i deres tænkning "'gnosis', den esoteriske viden om godt og ondt", der "kan forløse mennesket fra materiens bånd og gøre det opmærksom på den ukendte Gud, som er den sande kilde til al eksistens."
Mackey fortæller senere under ordet "Tempelridder, Frimurer" ("Knight Templar, Masonic" side 427) om, hvordan flere frimurerordner har sin oprindelse i disse middelalderlige Tempelriddere. Hvis Mackey således indrømmede, at Tempelridderne mente, at slangen i den kristne skabelsesberetning er en sand befrier af menneskeheden, ville han også indrømme, at disse frimurerordner havde sin oprindelse i samme overbevisning. Mere om Mackeys forklaring af sammenhængene mellem Tempelridderne og disse frimurerordner om lidt.

Derefter refererer Mackey, at andre har troet, at Baphomet er en korruption af den muslimske profet Mohammed, og "Tempelridderne blev perverteret væk fra deres religiøse tro af Saracenerne". Saracen var i middelalderen enhver person – araber, tyrker eller anden – der bekendte sig til religionen Islam.
Denne udlægning af Baphomet og Tempelriddernes påvirkning fra Islam er ligesom de øvrige en ofte set forklaring af historien og betydningen.

Med "Nicolai, der skrev et Essay om anklagerne mod Tempelridderne" mener Mackey Christoph Friedrich Nicolai (1733 - 1811) som var en tysk boghandler og forfatter. Nicolai var meget belæst, og han skrev flere bøger og deltog i intellektuelle fejder i samtiden. Bl.a. forsvarede han John Milton i en kontrovers med en anden forfatter, og han angreb Goethe og andre af den ny tids mænd, som han gjorde til heftige modstandere. Ud over sine bøger grundlagde Nicolai det kendte tidsskrift "Allgemeine deutsche Bibliothek" ("Det almindelige tyske bibliotek"), som havde mange betydelige medarbejdere og blev et talerør for oplysningstidens mænd imod bl.a. mysticismen i religionen og den Kantske filosofi.
Det essay som Mackey refererer til er konkret bogen "Versuch Uber Die Beschuldigungen Welche Dem Tempelherrenorden Gemacht Worden V1-2" ("Essay om de anklager, der er blevet fremsat mod Tempelherreordenen V1-2" - 1782) som bl.a. kan ses og læses her og her.
Nicolais overvejelser fremlægges neutralt og uden kritisk afstandstagen fra Mackeys side. Mackey synes altså at være mere enig med Nicolai, som antog "at figuren af Baphomet ikke var andet end den Pythagoriske femkant, symbolet på sundhed og velstand, lånt af Tempelridderne fra Gnostikerne, som igen havde fået det fra Pythagoras Skole". Desuden siger Mackey i samme afsnit, at "Baphomet var afbildet på en buste, der repræsenterede Skaberen", hvilket Mackey på samme baggrund også forekommer at være enig i.

Den "King", som Mackey herefter refererer til, er formodentlig Charles William King (1818 - 1888), som skrev bogen "The Gnostics and Their Remains" ("Gnostikerne og Deres Jordiske Rester"), hvor han søgte links mellem gnostisk tro og symboler og Tempelridderne og de okkulte organisationer Rosenkreutzerne og Illuminati, som vi tidligere har set på i flere sammenhænge.
De manikæerer Mackey nævner ("Manicheans") refererer ifølge Britannica.com til "Manikæisme" - en "dualistisk religiøs bevægelse grundlagt i Persien i det 3. århundrede e.Kr."
Manikæisme var "en ekstrem form for dualistisk gnosticisme" fra det Babylon, som Bibelen fortæller er fjenden af Guds udvalgte folk. LearnReglion.com forklarer: "Den er gnostisk, fordi den lover frelse gennem opnåelse af særlig viden om åndelige sandheder. Det er dualistisk, fordi det hævder, at universets grundlag er oppositionen mellem to principper, godt og ondt, hver med samme relative magt. Manikæisme er opkaldt efter en religiøs figur ved navn Mani."
Selvom manikæismen længe blev betragtet som kristent kætteri, var det en religion i sig selv, fortæller Britannica.
Mackey mener, at dette værk af Charles William King er et "lærd værk om Gnostikerne". Han virker på den baggrund enig med King i, "at Baphomet kan have været et symbol på Manikæerne".

Mackey afslutter derefter med at skrive, at det ikke vil være urimeligt at foreslå at Baphomet blot var et imponerende symbol, der lærte lektien om dødelighed, ligesom relikviet fra deres moderne frimurerrepræsentanter. Baphomet kalder han desuden "kraniet fra de gamle Tempelriddere".

Opsummerende kan vi således tilsyneladende konkludere, at den højtstående frimurer Albert G. Mackey mener, at Baphomet er "et imponerende symbol, der lærte lektien om dødelighed", og et symbol på Manikæerne, som troede på frelse gennem opnåelse af særlig viden om åndelige sandheder, og som hævdede, at universets grundlag er oppositionen mellem to principper, godt og ondt, hver med samme relative magt. Mackey sammenligner desuden funktionen af symbolet Baphomet med "relikviet fra deres moderne frimurerrepræsentanter". Et relikvie er, ifølge ordbogen, en "rest af noget som har tilhørt eller haft forbindelse til en hellig person (fx en knogle, et stykke tøj eller en træsplint), og som menes at indeholde noget af personens hellighed" - og et objekt som er genstand for religiøs kult.
Her synes Mackey således at indrømme, at symbolet Baphomet er genstand for frimurernes religiøse kult og tilbedelse. Og frimurernes tilbedelse bunder tilsyneladende i troen på "frelse gennem opnåelse af særlig viden om åndelige sandheder". Denne tolkning synes også at være i ganske god overensstemmelse med de citater, vi har set på fra top-frimurerne Albert Pike og Aliester Crowley.

Bibelen siger, at man opnår frelse gennem tro på Jesus Kristus og ved at søge at efterleve hans bud. Den fortæller, at Jesus døde og genopstod for at give mennesker mulighed for frelse, og at hans bud var, at vi skal elske Gud af hele vores hjerte og hele vores bevidsthed, og at vi skal elske vores næste som os selv (Mat. 22:37–39).
Jesus sagde desuden: "Jeg er vejen og sandheden og livet. Ingen kommer til Faderen undtagen gennem mig" (Joh. 14:6). Han sagde ikke "Ingen kommer til Faderen undtagen gennem opnåelse af særlig viden om åndelige sandheder."
Faktisk er viden ikke noget som særligt fremhæves i Bibelen. Det er derimod tro - rigtig meget. Faktisk siger Jesus, hver gang han frelser nogen fra sygdom eller død, "din tro frelste dig".
Bibelen fortæller heller ikke noget om "at universets grundlag er oppositionen mellem to principper, godt og ondt, hver med samme relative magt." Tværtimod fortæller den, at Jesus allerede har overvundet Satan og ondskaben i denne verden. Det gjorde han første gang, da han overvandt Djævlens fristelser, da han var i ørkenen i fyrre dage uden at spise (Mat. 4:1-11). Anden gang da han frivilligt lagde sit liv ned: Han lod sig pågribe, korsfæste og dø - og derefter genopstod han, så mennesker på jorden kan finde frelse gennem ham.
Dette er - om man tror på det eller ej - Bibelens fortælling.
Den endelige gang Jesus manifesterer sin sejr over Satan bliver ifølge Bibelen ved verdens afslutning, som beskrives i Bibelens sidste bog Johannes Åbenbaringen.

Indviede frimurere har tilsyneladende et noget andet fokus. Albert G. Mackey fremhæver fx afguden Baphomet, som et imponerende symbol på, at frelse opnåes gennem særlig viden om åndelige sandheder. Og han mener åbenbart, at viden om disse ting er meget vigtige - ja, faktisk mener han, at denne viden er "hvad der kræves for at blive en lærd frimurer".
Det er paradoksalt at frimurerordnerne typisk hævder at være kristne, når man kan på gang kan se, at de øverste personer i frimurerorganisationerne taler diamentralt imod Bibelen.

En anden viden, som en frimurer tilsyneladende skal have, for at kunne kalde sig "lærd", er viden om "Adonis' Mysterier". Det er i al fald et af de meget lange afsnit i Albert G. Mackeys frimurer-enclykopædi (på engelsk kaldet "Adonis, Mysteries of"). Forklaringen om "Adonis' Mysterier" starter på side 21 og slutter på side 26 - i alt 5 sider allokeres således til denne forklaring. Til sammenligning fylder de fleste afsnit mellem nogle få linjer og en paragraf på en fjerdedel side.
Mackey starter med at forklare:
"En undersgelse af mysterierne om Adonis kræver særlig opmærksomhed fra den frimurer-studerende: for det første, fordi de i deres symbolik og i deres esoteriske doktrin, det religiøse formål, som de blev indstiftet for, og den måde, hvorpå dette formål opnås, har en nærmere analogisk lighed med Frimureriets Institution end alle andre mysterier eller systemer til indvielse i den antikke verden; og, for det andet, fordi deres hovedlokalitet bringer dem i meget tæt forbindelse med den tidlige historie og kendte oprindelse af Frimureri. For de blev primært udfoldet i Byblos, en by i Fønikien, hvis skriftmæssige navn var Gebal, og hvis indbyggere var giblitterne eller giblemitterne, som omtales i Første Kongebog (kap. v. 18) som værende "sten-afretterne" ansat af kong Solomo i forbindelse med bygningen af templet. Derfor der må der åbenbart have været en meget intim forbindelse, eller i det mindste helt sikkert en meget frekvent interkommunikation, mellem arbejderne fra det første tempel og indbyggerne i Byblos, hovedsædet for de Adonisiske mysterier, og stedet hvorfra tilbedere af dette rite blev udbredt til andre regioner og lande.
Disse historiske omstændigheder inviterer os til en undersøgelse af indvielsessystemet som blev praktiseret i Byblos, fordi vi i heri kan finde noget som formodentlig leder tanken hen på det symbolske instruktionssystem, som efterfølgende var så fremtrædende en funktion i Frimurersystemet."

Mackey mener altså at "Adonis' Mysterierne" "leder tanken hen på det symbolske instruktionssystem, som efterfølgende var så fremtrædende en funktion i Frimurersystemet."
Så hvad mon "Adonis' Mysterierne" drejer sig om?
Mackey forklarer efterfølgende tre udlægninger af disse "mysterier".
Han starter med den myte på hvilken "Adonis-indvielsen blev skabt", som han formulerer det. Denne legende om Adonis er, at han var søn af Myrrha og Cinyras, konge af Cypern. Gudinden Venus blev forelsket i ham på grund af hans fantastiske skønhed og antog ham som sin favorit. Men Adonis som var en stor jæger blev dræbt af et vildsvin. Venus forsøgte at komme sin yngling til hjælp, men for sent. Adonis døde, og underverdens dronning gudinden Prosepina blev, ligesom Venus, så tiltrukket af hans skønhed, at til trods for kærlighedsgudindens bønner afslog hun at gøre Adonis levende igen. Jupiter lyttede dog på et tidspunkt til bønnerne fra Venus og tvang Prosepina til at indvilge i, at Adonis skulle tilbringe seks måneder hvert år skiftevis med Prosepina selv og Venus.
Derefter referer Mackey de to andre udlægninger af myten om Adonis. De varierer en smule - bl.a. er Myrrha, kongen Cinyras' datter i den ene udlægning, hvilket betyder at Adonis er produktet af dette insestuøse forhold i den historie. Og i den anden udlægning udspiller historien sig med de egyptiske og fønikiske guder Isis og Astarte i stedet. Men princippet i historierne er den samme omkring Adonis voldsomme død, sorgen over dette tab, hans genopstandelse til livet og den efterfølgende glæde herved.
Så fortælller Mackey, at myten siges at være startet i Babylon og derefter fortalt videre til andre lande, og at de israelitter, som ifølge Bibelen imod Guds vilje, valgte at dyrke de omkringliggende landes afguder kaldte Adonis for "Tammuz". Mackey siger dog, at det er blevet diskuteret meget af de lærde om disse guder er didentiske.
I Bibelen beskrives denne afgud i en vision i profeten Ezekiels bog. Ezekiel bliver her i sit syn ført til Guds tempel i Jerusalem formodentlig af Gud selv eller en højtstående engel.
"Så førte han mig til nordporten til Herrens tempel, og dér sad kvinderne og græd over Tammuz. Han sagde til mig: »Har du set det, menneske? Men du skal få endnu mere afskyelige ting at se.« (Ezekiel 8:14-15)
Den kristne Gud eller hans højtstående engel mener altså, at det, Mackey her beskæftiger sig med, er afskyeligt.

Mackey oplyser desuden om, at i den latinske kirkebibel - Vulgata oversættes Tammuz med Adonis.
Derefter kommer en længere udredning hvor Mackey bl.a. refererer til Vulgataens forfatter St. Jeromes udsagn i en anden bog hvor St. Jerome "beklager, at Betlehem blev overskygget af en grav fra Tammuz", og Mackey citerer videre St. Jerome for ordene "i hulen, hvor den spæde Kristus engang græd, blev Venus-elskeren begrædt."
På den måde gør St. Jerome Tammuz og Adonis identiske, skriver Mackey. Men St. Jerome og Albert G. Mackey synes desuden implicit at vise en forbindelse mellem Kristus og Tammuz.
Efter yderligere udredninger og reference til den syriske udgave af samme historie skriver Mackey, at denne opfattelse - at Adonis er den samme som Tammuz - "selvom den er kontroversiel for nogle, generelt er blevet vedtaget af efterfølgende kommentatorer".

Med reference til bogen "The Religions of Profane Antiquity" ("Den Profane Oldtids Religioner") fortæller Mackey så om hvordan Adonis-ceremonierne fandt sted i den antikke verden:
En hel uge med ceremonier hvor alle husene var dækket med sort linned, og hvor begravelsesoptog gik igennem gaderne, mens deltagerne i hengivenhed piskede sig selv og udstødte voldsom skrig. Orgier blev derefter påbegyndt, hvori mysteriet om den Adonis' død blev skildret. I løbet af de næste fireogtyve timer fastede alle mennesker, og til sidst bekendtgjorde præsten gudens opstandelse. Glæde, og musik og dans afsluttede festivalen. Mackey understøtter derefter dette med andre referencer.

I den sidste del af sin tekst fremlægger Mackey, hvordan disse "Adonis Mysterier" skal forstås af indviede:
"Den mytologiske legende, som er blevet beskrevet i begyndelsen af denne artikel, var kun den eksoteriske historie, beregnet til uindviede. Der var også - som der var i alle disse mystiske indvielser i oldtiden, en esoterisk betydning - en hellig og hemmelig symbolik, som udgjorde mysteriernes hemmeligheder, og som kun blev meddelt til de indviede."

Her ser vi samme skelnen mellem indviedes og uindviedes adgang til viden, som vi hørte fra Albert Pike: En overfladisk historie med udeladelser til de uindviede, og "sandheden" til de indviede.

Så afslører Mackey, med et citat fra en anden forfatter, at dyrkelsen af Adonis i virkeligheden er videreudviklingen af de helt tidlige tiders dyrkelse af solen som afgud.
Ved Adonis' død skal vi således forstå solens forsvinden i vinterperioden, mens Adonis' genopståen er symbolsk for solens genkomst i sommerperioden, skriver han. Desuden kan man i øvrigt i afsnittet læse at Adonis sommetider af oldtidens forfattere blev kaldt Osiris (som er en af de mest kendte guder fra det gamle Egypten).
Efter flere henvisninger til andre forfattere, som bekræfter solafgudstolkningen, og desuden en som peger på den anden mulighed, som Mackey selv tilslutter sig, afslører Mackey til allersidst sit eget ståsted i opfattelsen af den esoteriske betydning af Adonis Mysterierne:
At Adonis Mysterierne "til fælles med alle de andre hellige indvielser i den antikke verden, oprindeligt var blevet etableret, for blandt de indviede, at forkynde den engang skjulte doktrin om et fremtidigt liv."
Han skriver:
"Myten om Adonis i Syrien, som om Osiris i Egypten, om Atys i Samothrace eller om Dionysos i Grækenland, præsenterede symbolsk de to store ideer om forfald og genopretning: nogle gange vist som mørke og lys, nogle gange som vinter og sommer, nogle gange som død og liv, men altid fastholdende, uanset hvad allegoriens rammer var, de uadskillelige ideer om noget, der gik tabt og bagefter restitueres, som sin fortolkning, og således også undervisning, sådan gør frimureriet på denne dag, ved et lignende system af allegorisering, at efter kroppens død kommer sjælens evige liv."

Opsummerende kan vi altså konkludere, at den anerkendte og fremtrædende frimurer af 33. grad i det skotske rite - den øverste orden blandt frimurere - Albert G. Mackey mener, at det indvielsessystem, som blev praktiseret omkring Adonis Mysterierne i antikken, har samme esoteriske betydning som frimurernes symbolske instruktionssystem: Efter kroppens død kommer sjælens evige liv.
Albert Mackey fortæller på den måde, at frimurerordenens symbolske instruktionssystem har samme betydning som et hedensk ritual, hvor en afgud dør og genopstår for at vise de troende doktrinen om et liv efter døden.
Et hedensk ritual, som i øvrigt i sin oprindelige udgave indeholdt begravelsesoptog, pisk, selvpineri, voldsomme skrig og orgier udført af hele bysamfund.
At Mackey blander muligheden for Kristus ind i billedet, gør ham ikke kristen. Tværtimod er dette et tema for stort set alle okkulte mystikere og princippet er også prominent i fx New Age. Men stort set hele Bibelen handler om, at man ikke skal blande sin tro på Gud med tro på andre guder. Jesus sagde: "Jeg er døren. Den, der går ind gennem mig, skal blive frelst" (Joh. 10:7).
Han sagde ikke "jeg er en af flere døre, som du kan vælge imellem for at blive frelst".

Man bemærker i øvrigt Mackeys beskrivelse af "de to store ideer om forfald og genopretning". Disse er ifølge Mackey "nogle gange vist som mørke og lys, nogle gange som vinter og sommer, nogle gange som død og liv" - og desuden "de uadskillelige ideer om noget, der gik tabt og bagefter restitueres".
Et andet sted, vi så modsætninger præsenteret som dualitet på denne måde, var i Eliphas Levis tegning af Baphomet: Her var modsætningerne bl.a. nat og dag og at opløse og at samle.
Måne og sol symboliserede nat og dag - men måske også mørke og lys, vinter og sommer, død og liv, som Mackey skriver. Altså tilsyneladende ganske tæt på Adonis-mytens symboler, som Mackey taler om - og sammenligner med Frimureriets symboler. Forfald og genopretning ligner måske i sin funktion at opløse og at samle.
Mon kunne få tanken, at disse to karakterer Adonis og Baphomet, i den esoteriske forståelse, er identiske.

Manley P. Hall: Baphomet symboliserer 'den store magiske agent' og 'den mystiske 'alle-gud''
Manley Palmer Hall (1901 – 1990) var en canadisk forfatter, foredragsholder, astrolog, mystiker og frimurer. I løbet af sin 70-årige karriere holdt han tusindvis af foredrag og udgav over 150 bøger, hvoraf den mest kendte er "The Secret Teachings of All Ages" ("Den Hemmelige Lære fra Alle Tidsaldre" fra 1928). Hall var både kendt og meget respekteret som fortolker af antikke skrifter og foredragsholder, og er også en af de mest kendte og kommunikerende frimurere. Han skrev, ud over sine mange bøger, også en stor del artikler om de samme emner.

Hall skriver ikke meget om Baphomet i sine tekster. Men i sin bog "The Secret Teachings of All Ages" under afsnittet "Baphomet, The Goat of Mendes" skriver han:
"Udøvelsen af magi - enten hvid eller sort - afhænger af den indviedes evne til at kontrollere den universelle livskraft - det, som Eliphas Levi kalder den store magiske agent eller det astrale lys. Ved manipulation af denne flydende essens bliver fænomenernes transcendentalisme produceret. Den berømte hermafroditiske Ged af Mendes var et sammensat væsen formuleret til at symbolisere dette astrale lys. Det er identisk med Baphomet, den mystiske panteos af disciplene i ceremoniel magi, Tempelridderne, som sandsynligvis fik det fra araberne."

"Det astrale lys" ("astral light") er et begreb som bruges i både Yoga, New Age og Theosofien. Yoga og New Age forklarer det som en "kontrollerende energi", mens Theosofiens forklaring tager ganske direkte udgangspunkt i Eliphas Levis oprindelige beskrivelse.
Dette "astrale lys" eller "den store magiske agent" er altså ifølge Hall identisk med Baphomet, som han kalder "den mystiske panteos", hvilket kan oversættes til "den mystiske 'alle-gud'", fordi 'pan' betyder 'alle' og 'theos' betyder 'gud'.
Så konklusionen er altså at Manley Palmer Hall - en anden meget agtet frimurer - mener, at Baphomet symboliserer "den store magiske agent" eller "det astrale lys", som han desuden kalder "den mystiske 'alle-gud'". Hall nævner desuden at Eliphas Levi beskriver denne mystiske 'alle-gud' som "den universelle livskraft", hvilket virker ganske godt i tråd med, hvad vi hørte fra Albert Pike for lidt siden.
Halls forklaring af Baphomet tager - ligesom den theosofiske forklaring - direkte udgangspunkt i Eliphas Levis oprindelige beskrivelse, omend i en meget kortere udgave. Denne oprindelige beskrivelse skal vi se nærmere på lige om lidt.

I afsnittet "The Myth of the Dying God" ("Myten om den døende gud") skriver Manley P. Hall:
"Myten om Tammuz og Ishtar er et af de tidligste eksempler på den døende guds allegori, sandsynligvis dateret til før 4000 f.Kr."

Og herefter i samme afsnit:
"Da han var den esoteriske solgud, indtog Tammuz ikke en position blandt de første guddomme æret af babylonierne, som af mangel på dybere viden så på ham som en gud for landbruget eller en vegetationsånd. Oprindeligt blev han beskrevet som en af vogterne af underverdenens porte. Ligesom mange andre Frelser-guder omtales han som en "hyrde" eller "hyrdesædets herre". Tammuz indtager den bemærkelsesværdige position som søn og ægtemand til Ishtar, den babylonske og assyriske modergudinde. Ishtar - for hvem planlæggeren Venus var hellig - var den mest ærede guddom i det babylonske og assyriske pantheon. Hun var sandsynligvis identisk med Ashteror, Astarte og Afrodite. Historien om hendes nedstigning til underverdenen på jagt formodentlig efter den hellige eliksir, som alene kunne få Tammuz til at komme til live, er nøglen til ritualet om hendes Mysterier. Tammuz, hvis årlige festival fandt sted lige før sommersolhverv, døde i midsommer i den ældgamle måned, som bar hans navn, og han blev sørget over med udførlige ceremonier. Måden han døde på er ukendt, men nogle af beskyldningerne mod Ishtar af Izdubar (Nimrod) ville indikere, at hun, i det mindste indirekte, havde bidraget til hans død. Opstandelsen af Tammuz var anledningen til stor glæde, på hvilket tidspunkt han blev hyldet som en 'frelser' for sit folk."

Så Ishtar (babylonisk/assyrisk gudinde) er ifølge Hall sandsynligvis identisk med Ashteror (kanaanæisk), Astarte (vestsemitisk, kanaanæisk) og Afrodite (græsk gudinde). Hall bekræfter altså her, det vi undersøgte i det tidligere afsnit "Gudinden for religiøs transseksualitet har mange navne". Som desuden nævnt i dette afsnit havde Ishtar, Astarte, Afrodite mv. også titlerne "vor frue", "himlens dronning" og "jomfru-moder-gudinden". Flere af disse titler anvendes i dag, som tidligere nævnt, på jomfru Maria, særligt i den katolske kirke.
På side 72 i samme afsnit fortæller Hall (ligesom Albert G. Mackey), at Tammuz også kaldes Adonis, og at "Adonis blev født ved midnat den 24. december, og gennem hans ulykkelige død blev der etableret et mysterieritual, der udløste hans folks frelse."
Så altså en frelser som blev født den 24. december, og gennem hans død og opstandelse blev hans folks frelse udløst.
Det er vist svært ikke at se ligheden med den Jesus-historie, vi bliver præsenteret for hver vinter i december måned.
Det er der også en del kristne, som mener, og som desuden mener, at julen den 24. december sker med baggrund i denne ældgamle afgudsdyrkelse, som er overleveret fra nation til nation op igennem tiden. Fx til romerne som kaldte det "Saturnalia" og de nordiske vikinger som kaldte det "Yule".

Hall fortæller også i afsnittet om "Myten om den døende gud", at Adonis/Tammuz i myten blev dræbt af et vildsvin, ligesom Albert G. Mackey også gjorde rede for. Derefter skriver Hall at "Adonis var oprindeligt en androgyn guddom som repræsenterede kraften fra solen, som om vinteren blev ødelagt af det onde princip om kulde - vildsvinet."
Så altså igen en "androgyn guddom" som her - i frimureren Manley P. Halls udlægning - præcist passer med (eller simpelthen erstatter) den bibelske Jesus, ligesom vi tidligere hørte frimurerne Albert Pike og Aliester Crowley fortælle om en "androgyn guddom" der præcist passede med "Tetragrammet" - betegnelsen for Guds hebraiske egennavn: JHVH. Og ligesom vi hørte Albert G. Mackey fortælle om myten, dog uden at nævne det androgyne aspekt.
Baphomet er en androgyn afgud ligesom Adonis er en androgyn afgud, og begge er de fulde af modsætninger - dualitet. Baphomet med opløsning og samling, dyr og menneske, mand og kvinde, menneske og engel, nat og dag, himmelsk og jordisk, op og ned, måne og sol, nat og dag.
Adonis med mørke og lys, vinter og sommer, forsvinden og restitution, død og liv.
Igen bliver lighederne mellem Adonis og Baphomet bekræftet - som to symboler, der har overlappende eller identiske betydninger for disse "lærde indviede".
Myten om Tammuz bekræftes i øvrigt overordnet af Encyclopedia.com:
"Ifølge myten blev Tammuz hvert år dræbt af et vildsvin, men blev reddet fra underverdenen af Ishtar, som bragte ham tilbage til livet og forsikrede ham om en ny forårstid. Det naturlige kredsløb blev således symboliseret ved myten. I det gamle Egypten blev en lignende myte fortalt om Isis og Osiris."

Detaljen om den "androgyne guddom" står der ikke noget om. Men det er måske kun for de indviede...

Eiliphas Lévi: Baphomet betyder "templets fader, menneskenes universelle fred"
Eliphas Levis dåbsnavn var Alphonse Louis Constant (1810 - 1875). Han var en fransk okkultist, forfatter, mystiker og magiker. Navnet Eliphas Levi var således det pseudonym han udgav sine tekster under. Det var angiveligt et anagram af hans franske fornavne "Alphonse Louis" transformeret til hebraisk. I første omgang forfulgte Alphonse Louis Constant en kirkelig karriere i den katolske kirke, men han forlod præstegerningen i midten af tyverne og blev ceremoniel magiker. Han skrev mere end 20 bøger om magi, kabbala, alkymistiske studier og okkultisme. Levi opnåede berømmelse som en original tænker og forfatter, hans værker vakte opmærksomhed i Paris og London blandt esoterikere og romantisk og symbolistisk inspirerede kunstnere. Eliphas Levi var også frimurer, men han forlod Grand Orient de France (den franske frimurerorganisation, der opstod i det kontinentale frimureri) i den overbevisning, at de oprindelige betydninger af frimureriets symboler og ritualer var gået tabt. Han citeres for udsagnene: "Jeg holdt op med at være frimurer med det samme, fordi frimurerne, ekskommunikeret af paven, ikke troede på at tolerere katolicismen" ... og "essensen af frimureriet er tolerancen over for alle trosretninger."
Som vi har set påvirkede Eliphas Levi mange senere okkultister, som fx Albert Pike, Manley P. Hall og hele den teosofiske bevægelse, som vi skal se nærmere på senere.

Portrætbillede af Alphonse Louis Constant alias 'Eliphas Levi'

Hvis man synes at Albert Pike, Albert G. Mackey og Manley P. Hall lyder lettere forskruede og endog meget svære (eller måske simpelthen umulige) at forstå - så er Eiliphas Lévis skriverier om muligt endnu mere ekstreme. Mange vil nok få indtryk af en mand på vanviddets rand, når de læser hans underlige digt-agtige mystikerfablerier.
I bogen "The Mysteries of Magic", som er en samling af Levis' tekster oversat til engelsk, kan man i kapitel "IV. Den store magiske agent eller astrallysets mysterier" (side 74-75) læse:
"Der findes en kraft i Naturen, som er langt stærkere end damp, og ved hvis midler en enkelt mand, som kan mestre den og ved, hvordan man dirigerer den, kan kaste verden ud i forvirring og forvandle dens overflade. Denne kraft var kendt blandt antikkens folk; den består af en universel agent, hvis højeste lov er ekvilibrium, og hvis retning umiddelbart afhænger af den Store Arcanum af transcendent magi. Ved retningen af denne agent kan vi ændre selve rækkefølgen på årstider, producere dagens fænomener om natten, korrespondere øjeblikkeligt fra den ene ende af jorden til den anden, skelne, ligesom Apollonius, hvad der foregår ved Antipodes, helbrede eller gøre skade på afstand, og udruste menneskelig tale med en universel efterklang og succes. Denne agent, som knap nok viser sig under usikkerheden omkring Mesmers og hans tilhængeres kunst, er netop det middelalderlige indviede kaldte det primære stof i magnum opus. Gnostikerne gjorde det til Helligåndens brændende legeme, og det var det, som blev tilbedt i de hemmelige Sabbat-ritualer eller i Templet under den symbolske figur af Baphomet, eller af den Androgyne Ged fra Mendes.
Denne omsluttende og altgennemtrængende væske, denne stråle løsnet fra solens pragt, og fikseret af vægten af atmosfære og ved kraften af central tiltrækning, dette Helligåndens legeme, som vi kalder det Astrale Lys og den Universelle Agent, denne elektromagnetiske æter, denne vitale og lysende energiudladning er repræsenteret på oldtidsmonumenter ved Isis' bælte, som snor sig i en kærlighedsknude rundt om to pæle, ved den tyrehovede slange, ved slangen med hovedet af en ged eller hund, i de gamle gude-digte, og ved at slangen fortærer sin egen hale, emblem for nøjsomhed og for Saturn. Det er Medeas' bevingede drage, den dobbelte slange af caduceus, og fristeren i Skabelsesberetningen; men det er også Moses' skamløse slange, som klamrer sig til Tau, det vil sige den generative lingam; det er Gnostikernes Hyle, og den dobbelte hale, som danner benene på sol-hanen fra Abraxos. Endelig er det djævelen af eksoterisk dogmatisme, og er i virkeligheden den blinde kraft, som sjæle skal erobre, for at løsrive sig fra jordens kæder; thi hvis deres vilje ikke skulle befri dem fra dens fatale tiltrækning, vil de blive absorberet i strømmen af den samme kraft, som først frembragte dem, og returnere til den centrale og evige ild."

Dette er formodentlig teksten, som Manley P. Hall refererede til i sine udsagn om Baphomet.
Man skal selvfølgelig være varsom med denne kryptiske mystikertekst, som nok for mange kan forekomme som nonsens. Men hele den første del af teksten synes at bekræfte det, vi tidligere hørte fra Albert Pike. Han skrev at Baphomet er en "Kraft, skabt til det gode, men som kan tjene til det onde. Det er redskabet til Frihed eller Fri Vilje. De repræsenterer denne Kraft, som præsiderer over den fysiske generation, under den mytologiske og hornede form af Gud PAN; derfra kom Sabbatsbukken, bror til den Ældgamle Slange, og Lysbæreren eller Fosforen, som digterne har lavet legendens falske Lucifer af."
Eliphas Levi skriver også at Barphomet er en kraft, og fortsætter med "ved hvis midler en enkelt mand, som kan mestre den og ved, hvordan man dirigerer den, kan kaste verden ud i forvirring og forvandle dens overflade."
Og: "Ved retningen af denne agent kan vi ændre selve rækkefølgen på årstider, producere dagens fænomener om natten, korrespondere øjeblikkeligt fra den ene ende af jorden til den anden, skelne, ligesom Apollonius, hvad der foregår ved Antipodes, helbrede eller gøre skade på afstand, og udruste menneskelig tale med en universel efterklang og succes."
"Vi" må implicit betyde okkulte magikere, da det jo er en sådan person, der skriver her.
Apollonius var en græsk filosof og religiøs leder fra det første århundrede - og ifølge fortællingerne en af de mest berømte magiske mirakelmagere på sin tid. "Antipodes" er "den del af jorden, der er diametralt modsat" af hvor man opholder sig. Så Levi siger altså, at Apollonius kunne skelne hvad der foregår på den modsatte side af jorden, og at en magiker kan gøre dette med den kraft Baphomet repræsenterer.
Bemærk i øvrigt, at flere af de ting, Levi nævner som er mulige ved mestring af "det Astrale Lys" og "den Universelle Agent", er ting, som i dag er mulige med moderne teknologi, men som, dengang han skrev det, kan have forekommet som endnu mere vanvidstale, end det på den baggrund gør for et moderne menneske.
Der er flere steder i Bibelen nævnt, at Antikrist og Satan vil få magten til at skabe undere, som jordens mennesker vil blive forført af. Fx i Paulus Andet brev til Thessalonikerne 2:9 står om de sidste tider på jorden inden dommedag:
"Da skal den lovløse åbenbares; ham skal Herren Jesus dræbe med sin munds ånde og tilintetgøre, når han kommer synligt. Den lovløses komme er Satans værk og sker med al kraft og med løgnetegn og løgneundere og med alt uretfærdighedens bedrag over for dem, der fortabes, fordi de ikke har taget imod kærlighed til sandheden, så de kunne blive frelst."

"Den lovløse" refererer til Antikrist, der er et menneske, som har fået jordisk magt af Satan, og som fuldstændigt har Satans ånd. De tegn og undere, som okkultisten Levi beskriver, er præcist identiske med de moderne tekniske muligheder, vi har i dag: "Korrespondere øjeblikkeligt fra den ene ende af jorden til den anden", skelne hvad der foregår på den modsatte side af jorden, "helbrede eller gøre skade på afstand" og "udruste menneskelig tale med en universel efterklang og succes", skriver Levi blandt andet. Disse er ting, som i dag kan gøres med bl.a. mobiltelefon, computer, tv-programmer og moderne sundhedsteknologi og våben. Og fælles for disse ting er, at de har radikale fordele og ulemper for dem, der bruger dem. Fx er ulemperne ved mobiltelefoner og computere, at der stort set altid følger en intensiv overvågning med brugen. Overvågning som udføres af store multinationale teknologivirksomheder i samarbejde med stater og overstatslige organisationer som fx EU.

Bemærk at også Levi benytter ordet "ekvilibrium", da han skriver at "denne kraft" "består af en universel agent, hvis højeste lov er ekvilibrium". Og at den kraft "blev tilbedt i de hemmelige Sabbat-ritualer eller i Templet under den symbolske figur af Baphomet, eller af den Androgyne Ged fra Mendes". Her refererer Levi altså til historien om tempelriddernes dom for kætteri og afgudsdyrkelse, og han indtager tilsyneladende holdningen at tempelridderne faktisk dyrkede "den Androgyne Ged" Baphomet som en form for satanisk afgud.

"Arcanum" betyder "mystisk eller specialiseret viden, sprog eller information, som kun er tilgængelig eller besides af den indviede".
I sin bog "Den Store Hemmelighed eller Okkultisme Afsløret" ("Le grand arcane, ou l'occultisme dévoilé", engelsk: "The Great Secret or Occultism Unveiled") i kapitel XV "Den Store Arcanum" skriver Levi om "Den Store Arcanum"; "den uudsigelige arcanum, den farlige arcanum, den uforståelige arcanum kan endegyldigt formuleres således:
Menneskets guddommelighed."
Så den kraft der repræsenteres i Baphomet består ifølge Eliphas Levi "af en universel agent, hvis højeste lov er ekvilibrium, og hvis retning umiddelbart afhænger af den Store Arcanum af transcendent magi". Altså en retning som handler om menneskets guddommelighed. "Transcendent magi" betyder magi som overskrider normale grænser.
Dem der tilbeder Baphomet føler sig altså - ifølge Eliphas Levi - tilsyneladende som guder, og på den baggrund kan de overskride normale grænser med deres magi.

Med "Mesmer" refererer Eliphas Levi til Franz Mesmer (1734 – 1815), en tysk læge, der var vidt berømt i samtiden for sine sygdomsbehandlinger med magneter. Vi hørte også om Mesmer i forbindelse med Benjamin Franklin, som studerede "mesmerisme" for den den franske kong Louis XVI og var medvirkende til flere rapporter om dette emne. Vi hørte også, at hjernevaskeren William Sargant studerede Mesmers tanker.
Mesmer interesserede sig for astronomi og teoretiserede om eksistensen af en naturlig energioverførsel, der fandt sted mellem alle animerede og livløse objekter, dette kaldte han "dyremagnetisme", nogle gange senere omtalt som mesmerisme.

I den anden del af afsnittet remser Levi forskellige okkulte og hedenske symboler op, som han siger, alle er symboler for Baphomet - bl.a. Medeas' bevingede drage, den dobbelte slange af caduceus og slangen som fortærer sin egen hale.
Med "slangen fortærer sin egen hale" henviser Levi til Ouroboros, et ikon fra det gamle Ægypten og Grækenland; en slange, som har sin egen hale i munden. Slangen fortærer konstant sig selv og bliver genfødt fra sig selv - et symbol på død og genopstandelse. Oroboro'en er også et gnostisk og alkymistisk symbol.

Medeas' bevingede drage var i græsk mytologi to slanger, som trak Medeas flyvende vogn. Medea som ifølge myten var troldkvinde, kongedatter og desuden barnebarn af solguden Helios.
"Den dobbelte slange af caduceus" er staven båret af Hermes i græsk mytologi og af Hermes Trismegistus i græsk-egyptisk mytologi.

"Fristeren i Skabelsesberetningen" henfører selvfølgelig til Satan i form af slangen, der forførte Eva og Adam i paradis.
Men han siger også, at Baphomet er "Moses' skamløse slange, som klamrer sig til Tau, det vil sige den generative lingam". På den måde blander Levi Moses' stok, som i Det Gamle Testamente forvandler sig til en slange, med "den generative lingam", som Levi altså påstår slangen klamrer sig til. "Den generative lingam" refererer til en symbolsk fremstilling af den hinduiske gud Shiva og denne guds fallos. "Tau" er det 19. bogstav i det græske alfabet, men kommer fra fønikisk og betyder oprindeligt 'mærke, kryds'. På den måde ændrer Eliphas Levi karaktereren af Moses - som ifølge Bibelen er en ekstremt gudstro mand, der kommunikerer direkte og personligt med Gud selv - til en hedensk shaman, som ved hjælp af Satans slange bruger sin stok som fallossymbolet på en hinduistisk afgud.

"Sol-hanen fra Abraxos" henfører til ordet Abraxas, som er af mystisk betydning og bl.a. findes i forskellige gnostiske tekster og indgraveret på visse antikke ædelsten (af den grund kaldet Abraxas-sten). De menes at været blevet blev brugt som en art lykke-amuletter. Symbolet og figuren på disse amuletter forestiller et væsen med hoved af en hane, menneskekrop og med to ben af slanger.

Ordet "Hyle" i "Gnostikernes Hyle" betyder "stof" og "især: stof i sin oprindelige, uorganiserede tilstand" - "hvad end modtager form eller bestemmelse udefra sig selv". Til sidst i afsnittet skriver Levi om det Astrale Lys og Baphomet:
"Endelig er det djævelen af eksoterisk dogmatisme, og er i virkeligheden den blinde kraft, som sjæle skal erobre, for at løsrive sig fra jordens kæder; thi hvis deres vilje ikke skulle befri dem fra dens fatale tiltrækning, vil de blive absorberet i strømmen af den samme kraft, som først frembragte dem, og returnere til den centrale og evige ild."
Baphomet er altså også - ifølge Eliphas Levi - "djævelen af eksoterisk dogmatisme", dvs. "djævlen af de uindviedes dogmatisme". "Dogmatisme" bliver defineret som "en relativt lukket kognitiv organisation af overbevisninger om virkeligheden fokuseret omkring et centralt sæt af overbevisninger om absolut autoritet, som igen giver en ramme for mønstre af intolerance og kvalificeret tolerance over for andre".
Baphomet er altså - udover alle de andre ting han remsede op - også et udtryk for de uindviedes lukkede sæt af overbevisninger om virkeligheden, som, ifølge Levi, i en eller anden grad gør dem intolerante.
Måske er dette negative udsagn om Baphomet i tråd med Albert Pikes påstand om at Satan for de indviede er "en Kraft, skabt til det gode, men som kan tjene til det onde".
Dette passer måske meget godt med, at Levi senere (i afsnittet "XI.-BLACK MAGIC." - side 154) skriver;
"lad os sige frimodigt og højt, at alle indviede i de okkulte videnskaber - jeg taler om de ringere indviede og forræderne af den store Arcanum - har tilbedt, gør og vil altid tilbede det, som er tilkendegivet af den frygtelige skikkelse i form af sabbatsgeden."

"The Mysteries of Magic" indeholder flere afsnit om Baphomet, og alle er ganske godt i tråd, med det vi allerede har set. På side 156 skriver Eliphas Levi så:
"Tempelherrernes Baphomet'er, hvis navne skulle staves kabbalistisk baglæns, er sammensat af tre forkortelser - TEM OHP AB, Templi omnium hominum pacis abbas, templets fader, menneskenes universelle fred.
Ifølge nogle var det et monstrøst hoved, ifølge andre, en ged-formet dæmon. En skulpturel kiste, udgravet i ruinerne af en gammel kommandodivision fra Tempelridderne, blev observeret af oldtidsforskere til at være en baphometisk figur, som i sine egenskaber passede med vores ged af Mendes og det androgyne ved Khunrath. Den er skægget, men med en fuldstændig kvindekrop; i den ene hånd holder den solen, i den anden månen, forbundet med den med lænker. Dette virile hoved er en smuk allegori, som bidrager alene til bevidstheden den første og kreative årsag. Hovedet her repræsenterer sindet, og kvindekroppen materie. Stjernerne, bundet til menneskelig form og styret af den natur, hvis intelligens er lederen, har også en sublim betydning. Den forfærdelige Baphomet er i virkeligheden som alle uhyrlige gåder fra oldtidens videnskab, intet mere end en uskyldig og endda from hieroglyf. Lad os erklære eftertrykkeligt for at bekæmpe resterne af manikæanismen, at Satan, som en overlegen personlighed og magt, har ingen eksistens.
DJÆVELEN, I SORT MAGI, ER DEN STORE MAGISKE AGENT ANVENDT TIL ONDE FORMÅL AF EN PERVERS VILJE."

Med ordene "det androgyne ved Khunrath" hentyder Levi til den tyske hermetiker og alkymist Heinrich Khunrath (1560 – 1605), som var centralt optaget af det androgyne aspekt (ligesom andre alkymister, som tidligere omtalt).

Man bemærker, at Levi i ovenstående citat skriver, at Baphomet betyder "templets fader, menneskenes universelle fred", og at Baphomet er "intet mere end en uskyldig og endda from hieroglyf". Ordet "hieroglyf" betyder "helligt, indhugget tegn" og er en græsk oversættelse af den egyptiske frase "gudernes ord".
"Templets fader, menneskenes universelle fred" lyder næsten som en ledende guddom, der gør det gode for menneskene - skaber universel fred. Nogle vil måske mene, at det lyder som den kristne Gud. Eller måske som en slags kristusfigur der kommer med "universel fred". Dette understreges af, at Levi kalder Baphomet "en uskyldig og endda from hieroglyf" - hvilket i praksis betyder "et uskyldigt og endda fromt helligt tegn". Eller - hvis vi går tilbage til den helt oprindelige egyptiske betydning af ordet hieroglyf - "et uskyldigt og endda fromt ord fra guderne".
Levi siger også at "Satan, som en overlegen personlighed og magt, har ingen eksistens".
Albert Pike skrev, at Satan ikke er en person, men en Kraft, skabt til det gode, men som kan tjene til det onde.
Med alt hvad Eliphas Levi har skrevet om "Astrale Lys", "den Universelle Agent", "denne elektromagnetiske æter", "denne vitale og lysende energiudladning" osv., virker det måske til, at de er enige også på dette punkt - at "Satan ikke er en person, men en Kraft".
At dømme ud fra Levis ophøjende ord om Baphomet, synes de også at være enige om, at Satan er "en Kraft, skabt til det gode, men som kan tjene til det onde".

Til sidst i det lange citat erklærer Levi (med store bogstaver), at "djævlen i sort magi er den store magiske agent anvendt til onde formål af en pervers vilje". Levi rubricerer ligesom Albert Pike og Albert G. Mackey (og alle andre esoteriske mystikere) mennesker i indviede og ikke-indviede - og Levi bruger desuden en kategori, han kalder "de ringere indviede og forræderne af den store Arcanum". Dvs. forræderne af den store mystiker-viden, som kun besides af den indviede. Levi skelner altså åbenbart mellem "de ringere indviede og forræderne" af den esoteriske viden og sig selv og andre mystikere, der ikke forråder denne viden. Han ser indviede mystikere opdelt i to kategorier: "De ringere indviede", som har en pervers vilje og bruger deres viden til onde formål og den modsatte type af magiker, som har gode formål og en ren og ophøjet vilje. Han er selv implicit en del af den anden kategori.
Altså igen en okkult mystiker der taler om vilje - og igen synes Eliphas Levis tanker at være i overensstemmelse med både Aliester Crowleys og Albert Pikes ytringer.

Lad os lige - i denne sammenhæng - repetere: Hele Bibelen har den gennemgående røde tråd, at man skal gøre Guds vilje - ikke sin egen. Fordi Guds vilje bunder i ren godhed, mens mennesker er præget af en eller anden grad af ondskab, fejl, egoisme. Ifølge Bibelen forfølger alle mennesker i en eller anden grad onde formål og har en eller anden grad af afsporet vilje. Ingen forfølger fuldstændig gode formål eller har en helt ren og ophøjet vilje.
Allerede i Det Gamle Testamente - Samlernes Bog 14:3 står der: "De er alle kommet på afveje, alle er fordærvede; ingen gør godt, ikke en eneste."
Dette gentages af Paulus i Romerbrevet 3:9:
"Har vi så nogen fordel? Overhovedet ikke! Vi har jo allerede anklaget både jøder og grækere for alle at være under synd – som der står skrevet:
'Der er ingen retfærdig, ikke en eneste. Der er ingen forstandig, ingen, der søger Gud. De er alle kommet på afveje, alle er fordærvede; ingen gør godt, ikke en eneste.'"

Så Eliphas Levis pegen fingre af "de ringere indviede og forræderne af den store Arcanum" og dem med "onde formål af en pervers vilje" synes at få mindst tre fingre til at pege direkte tibage på ham selv, i al fald hvis man tager Bibelens ord i betragtning. Og det gør undertegnede forfatter, som du - kære læser - nok efterhånden har erfaret.
Det skulle man måske tro, at disse prominente okkultister også gjorde, når man ser på hvor ofte de inddrager Bibelens skrifter. Men det skal man tydeligvis ikke lade sig narre af.
Jeg tænker, at det i denne sammenhæng vil være passende med et visdomsord fra Jesus (Luk. 6:42) til Eliphas Levi - og folk som tænker som ham:
"Hvordan kan du sige til din broder: Broder, lad mig tage den splint ud, som er i dit øje! når du ikke ser bjælken i dit eget øje? Hykler, tag først bjælken ud af dit eget øje; så kan du se klart nok til at tage den splint ud, som er i din broders øje."

Den gode troldmand mod den onde troldmand
Disse prominente okkkultisters kryptiske snak om Baphomet, Adonis, "djævlen i sort magi" osv. minder mig om eventyrenes og populærkulturens fortællinger om "den gode heks" i kamp mod "den onde heks" og "den gode troldmand mod den onde troldmand".
Jeg kommer fx til at tænke på Glinda - "Den Gode Heks fra Syden" fra den amerikanske musical og fantasy-film "Troldmanden fra Oz" ("The Wizard of Oz" - 1939).

Hovedpersonen Dorothy imellem den gode og den onde heks i 'Troldmanden fra Oz'

Her fremføres idéen om en hovedperson - en heltinde - som får hjælp af en god heks mod den onde heks, som hovedpersonen forfølges af. De to hekse er i øvrigt søstre i fortællingen.
Fortælleteknisk er idéen om en hovedperson, som stilles imellem den gode heks og den onde heks, et interessant greb. Dette valg mellem en typisk karrikeret ondskabsfuld karakter og en venlig hjælper, som begge er hekse, betyder i praksis at publikum kommer til at have sympati med en heks - selvfølgelig den såkaldt "gode heks".
Manden der skrev denne fortælling, Lyman Frank Baum, var i øvrigt medlem af det okkulte selskab Det Teosofiske Samfund, som bl.a. brugte Eliphas Levis begreb "det Astrale Lys" og udbredte det til den moderne New Age bevægelse. Det Teosofiske Samfund har desuden rigtig mange af de samme tanker som frimurerne, og er i sin form en art okkult blandingsreligion af alle verdens religioner. Stifteren af det Teosofiske Samfund Helena Blavatsky skrev om Eliphas Levi efter hans død: "Den afdøde Eliphas Lévi var vor tids mest lærde kabbalist og okkultist i Europa, og alt fra hans pen er værdifuldt for os".

Der findes utallige eksempler på dialektikken med den gode og onde magiker og hjælper - særligt i den moderne populærokkulte mediestrøm. Men et oplagt eksempel, som mange kender, er fra Harry Potter; troldmanden Albus Dumbledore mod seriens superskurk Voldemort. I denne video, med præsentation af "De 10 mest magtfulde troldmænd i Harry Potter" kalder speakeren Dumbledore for "Den mest magtfulde troldmand nogensinde" og udtaler:
"Dumbledore var en levende legende. Kompleks, men i sidste ende drevet af ren kærlighed og et ønske om at lade lyset sejre over mørket."

Troldmanden Albus Dumbledore i Harry Potter

I Bibelen står der bl.a. om hekse og troldmænd:
"En troldkvinde må du ikke lade blive i live." (2. Mosebog 22:18).
"Når en mand eller en kvinde har en dødemaners eller en sandsigers ånd i sig, skal de lide døden. I skal stene dem. De har selv skylden for deres død." (3. Mosebog 20:27).
"Vend jer ikke til dødemanere, og søg ikke til sandsigere, så I bliver urene ved dem. Jeg er Herren jeres Gud!" (3. Mosebog 19:31).
"Kødets gerninger er velkendte: utugt, urenhed, udsvævelse, afgudsdyrkelse, trolddom, fjendskaber, kiv, misundelse, hidsighed, selviskhed, splid, kliker, nid, drukkenskab, svir og mere af samme slags. Jeg siger jer på forhånd, som jeg før har sagt, at de, der giver sig af med den slags, ikke skal arve Guds rige." (Paulus Brev til Galaterne 5:19-21).
"Men de feje og troløse og afskyelige og morderne og de utugtige og troldmændene og afgudsdyrkerne og alle løgnerne skal få deres lod i søen, der brænder med ild og svovl; det er den anden død." (Johannes Åbenbaring 21:8).

Den danske oversættelse "har en dødemaners eller en sandsigers ånd i sig" refererer til det hebræiske ord 'ôḇ (udtales: obe), som betyder åndemaner, troldmand, en der fremkalder de døde, et spøgelse, en døds ånd, en demonbesat. Ordene anvendt i Bibelen herom er indholds- og oprindelsesmæssigt i overensstemmelse med ordene heks og de engelske ord for heks og troldmand; witch og wizard.
Fra et Bibelsk synspunkt giver det således ikke mening at tale om "en god heks", en "god troldmand" eller en "god okkult magiker", da disse per definition er onde. "Den gode heks" og "den gode troldmand" er hedenske og okkulte idéer, som helt grundlæggende er i modstrid med Bibelen.

Det esoteriske princip om mix af religioner
Nu har vi undersøgt fire meget betydende frimurere og okkultister. Stormestrene og frimurerne af 33. grad Aliester Crowley, Albert Pike, Albert G. Mackey og Manley P. Hall samt okkultisten Eliphas Levi, som havde stor betydning for både disse frimurere såvel som hele den øvrige okkulte verden.
Flere af de bøger, vi har set og analyseret citater fra, er egentlig skrevet til andre frimurere, som en slags "ideologisk instruktion". Særligt er dette tilfældet med Albert G. Mackeys "An Encyclopedia Of Freemasonry", da dette jo er en enclykopædi over frimureri, altså Mackeys forsøg på at skrive et opslagsværk, som giver en oversigt over den samlede viden inden for frimureri.
Men også Albert Pikes bog "Morals and Dogma" anses som en bog, der giver lektioner i frimureri. Fx ser man typisk denne beskrivelse i forbindelse med salg af bogen: "Morals and Dogma er en samling af toogtredive essays, som giver en filosofisk begrundelse for graderne (medlemsniveauer) i det antikke og accepterede skotske rite. Forelæsningerne dannede baggrund for graderne ved at give lektioner i komparativ religion, historie og filosofi."

Det, som her kaldes "lektioner i komparativ religion, historie og filosofi", er måske det, som nogle vil opfatte, som et svært læseligt mix af myter, tanker, idéer og værdier - hentet fra forskellige religioner og mystiske okkulte trossystemer.
Men et centralt spørgsmål er nok, om disse tekster er skrevet af mennesker som akademisk objektivt analyserer og sammenligner forskellige religioner, eller om de subjektivt mixer disse religioner i forhold til deres eget religions- og trossystem.
Albert Pike skriver i "Morals and Dogma" selv (i kapitlet "Master of all symbolic lodges"):
"Det øverste råd for USA's sydlige jurisdiktion påtog sig til sidst den uundværlige og længe forsinkede opgave at revidere og reformere arbejdet og ritualerne for de 30. grader under dets jurisdiktion. Ved at bevare det væsentlige i graderne og alle de midler, hvormed medlemmerne genkender hinanden, har den opsøgt og udviklet den førende idé for hver grad, afvist de pueriliteter og absurditeter, som mange af dem blev vansiret med, og gjort dem til et forbundet system af moralsk, religiøs og filosofisk undervisning. Sekterisk ud af ingen overbevisning, har den endnu ikke ment, at det er upassende at bruge de gamle allegorier, baseret på hændelser beskrevet i de hebraiske og kristne bøger, og hentet fra de gamle mysterier i Egypten, Persien, Grækenland, Indien, druiderne og essenerne, som motor for at kommunikere de store frimureriske sandheder; idet den har brugt legenderne om korstogene og ceremonierne fra ridderordnerne."

Frimureri er altså ifølge Pike et "forbundet system af moralsk, religiøs og filosofisk undervisning". Han siger samtidig at det er "sekterisk ud af ingen overbevisning" ("Sectarian of no creed"). "Sekt" beskrives i Den Danske Ordbog som en "gruppe af personer der har udskilt sig fra et større, etableret trossamfund pga. uenighed om vigtige religiøse emner" og på religion.dk som "en tæt sammenknyttet religion, som ser sig selv i kontrast til majoritetssamfundet".
Men frimureri er altså ifølge Pike "sekterisk ud af ingen overbevisning", hvilket synes at være en selvmodsigelse. "Creed" kan også betyde tro, trosbekendelse, livsopfattelse. Tidligere så vi at Pike skrev at "Djævelen er personificeringen af ateisme eller afgudsdyrkelse", og vi så ham tale om "den Manifesterede Guddom". Manifestere betyder "komme til udtryk i fysisk eller konkret form". Generelt giver Albert Pike meget ofte meget tydeligt udtryk for at være troende, fx taler han mange steder i Morals and Dogma om Guds Almægtighed ("the Omnipotence of God").
Så altså også her - som i mange andre udsagn fra Albert Pike og andre okkultister - er udsagnene dobbelttydige og stritter i modsatte retninger.
Hvis man prøver at opstille Pikes udsagn bliver kontrasterne meget tydelige:
Frimureri er "religiøs undervisning", men "ud af ingen overbevisning eller tro".
Frimureri er "sekterisk".
Og samtidig hermed er djævelen "personificeringen af ateisme eller afgudsdyrkelse".

Måske skal vi nøjes med at konstatere, at frimureri - ifølge Albert Pike - er "et forbundet system af moralsk, religiøs og filosofisk undervisning".

Denne selvmodsigende dobbelttydighed og denne sammenblanding af religioner, hedenske myter og okkulte idéer er typisk for esoteriske tænkere, mystikere, okkulte magikere og alkymister.
Så typisk at disse menneskers tekster ikke sjældent til forveksling ligner hinanden.

Bibelen advarer - meget klart, i modsætning til ovenstående forfattere - imod at blande troen på den kristne Gud med de andre hedenske religioner.
Fx i 5. Mosebog 12:29-31:
"Når Herren din Gud udrydder de folk, hvis land du drager ind i for at drive dem bort foran dig, og du får dem fordrevet og bosætter dig i deres land, tag dig da i agt, at du ikke lader dig forlede til at gå i deres spor, efter at de er blevet udryddet foran dig; spørg ikke: »Hvordan dyrkede disse folk deres guder? Jeg vil gøre det samme.« På den måde må du ikke dyrke Herren din Gud. For de har dyrket deres guder med alt, hvad Herren afskyr og hader. De har endog brændt deres sønner og døtre for deres guder."

Bemærk at der står, at de folk, som var i landet før israelitterne kom, havde "brændt deres sønner og døtre for deres guder". Bibelen hævder altså (i øvrigt flere steder), at der dengang blev begået ofringer af børn for at få de hedenske guders velsignelser. Dette er er blevet blevet forbundet med den tidligere omtalte klub for velhavende og magtfulde herrer, Bohemian Grove, som bl.a. præsident Ronald Reagan frekventerede, fortæller mediet Allthatsinteresting.com.
Mediet skriver desuden:
"Mens konspirationsteoretikere vil fortsætte med at hævde, at dette er endnu et bespottet okkult symbol på børneofring, der stadig bruges af hemmelige eliter - kan sandheden være mindre dramatisk."

Som tidligere nævnt er princippet om ikke at blande troen på Gud med anden hedensk gudstro et klart gennemgående tema gennem hele Bibelen. Man kan remse mange citater op fra Bibelen, som viser dette, men jeg vil bare nøjes med ét mere, hvor Jesus selv taler. Her siger han det endnu mere klart (Joh. 14:6), end da han omtalte sig selv som døren til Gud:
"Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig."

Så ifølge Jesus kommer man ikke til Faderen gennem Ishtar, Astarte, Artemis eller andre "Store Jomfru-Mødre" eller Abraxas, Medea, Adonis eller Isis eller nogen af de andre guder eller gudinder, vi har hørt om i de tvetydige esoteriske tænkeres tekster.
Ifølge Jesus kommer man heller ikke til Gud gennem Baphomet, "det Astrale Lys" eller for den sags skyld gennem Buddha eller Shiva eller andre guder fra østen. Man kommer i øvrigt heller ikke til Gud gennem jomfru Maria.
Ifølge Bibelen og Jesus kommer man til Gud gennem Jesus - og kun Jesus.

Dydig og filantropisk frimureri over hele verden
Frimurerordenen er ifølge Britannica.com det største verdensomspændende "hemmelige samfund". Britannica skriver videre, at frimurerordenen er;
"et edsbundet samfund, ofte viet til fællesskab, moralsk disciplin og gensidig bistand, der skjuler mindst nogle af dets ritualer, skikke eller aktiviteter fra offentligheden (hemmelige selskaber skjuler ikke nødvendigvis deres medlemskab eller eksistens). Udbredt af det britiske imperiums fremmarch er frimureriet stadig mest populært på de britiske øer og i andre lande, der oprindeligt var inden for imperiet. Estimater af det verdensomspændende medlemskab af frimureriet i det tidlige 21. århundrede varierede fra omkring to millioner til mere end seks millioner."

Der findes mange forskellige riter, ordner og grader i de forskellige systemer af administrerende ordner verden over. På denne side får man et godt overblik over de europæiske og nordamerikanske frimurerordner og tilknyttede ordner i disse regioner. Her kan man få overblik over, hvordan forskellige asiatiske og mellemøstlige lande forholder sig til frimureri, og hvilke af de ovennævnte europæiske og nordamerikanske riter de er underlagt, tilknyttet eller anerkendt af. Her kan man læse om den historiske udbredelse af frimureri i Latinamerika.

Her er der en filippinsk senator, som i forbindelse med en tale til indsættelsen af ledende frimurere i "den Mest Tilbedelige Storloge af de Frie og Accepterede Frimurere på Filippinerne" (the Most Worshipful Grand Lodge of the Free and Accepted Masons of the Philippines) udtaler at frimurerordenen slet "ikke er et hemmeligt fællesskab", men "en social og filantropisk organisation, der skal få sine medlemmer til at leve mere dydige og socialt orienterede liv".
Den samme frase bliver udtalt her af en professor i historie og forfatter til en bog om frimurerordenen og politik i det attende århundredes Europa. Her er det en amerikansk loge, som skriver noget der ligner: "Frimureriet tilbyder et system eller 'et blueprint' for den gode mand til yderligere at forbedre sin karakter og sine handlinger gennem dets system af grader, symboler og fællesskabsmuligheder."

Og her er det det amerikanske militær som fortæller at frimurerordenen "i dag er en social og filantropisk organisation" "viet til fællesskab, moralsk disciplin og gensidig bistand".
Det amerikanske militær beroliger desuden:
"De skjuler nogle af deres ritualer, skikke eller aktiviteter for offentligheden, men overordnet set er de ikke så hemmelighedsfulde, som de bliver gjort til at være på tv."

Opsummering: Et hav af spørgsmål rejser sig
Efter denne artikels lange udredning og de mange undersøgelser om seksuselt misbrug af børn, CIA, hjernevask i MK-Ultra, eksempler på amerikanske præsidenters okkulte tilbøjeligheder osv. rejser der sig en mængde spørgsmål.

Alene i forhold til den sidste del om Frimurerordenens idéer og forhold til det okkulte kan man ikke undgå at undre sig over adskillige af de oplysninger, vi har fundet frem til.
Var Aliester Crowley fx en "unormal frimurer", primært fordi han var frimurer i en loge der ikke var anerkendt af Den Forende Engelske Storloge - eller var Aliester Crowley en "unormal frimurer", fordi han var moralsk afsporet? Hvorfor tager de officielle frimurermedier, vi har set på, ikke afstand fra Crowleys perversiteter?

Det kunne lede til nogle mere prækære spørgsmål:
Er Aliester Crowleys afsporede offentlige opførsel måske et udtryk for, hvordan nogle ledende frimurere opfører sig i det skjulte?
Er en anden ledende frimurer - FBI-chefen J. Edgar Hoover - et eksempel på netop dette, da han blev anklaget for at udnytte drengebørn seksuelt, mens han var iført dametøj og samtidig reciterede Bibelen?

Skyldes Aliester Crowleys forhold til sex med børn, voldtægt, dyresex, nekrofili, kannibalisme og voldelig sadomasocisme som at skære i sig selv... og så videre - skyldes Crowleys forhold til de ting mon hans religiøse idéer...?
Og har Aliester Crowley ikke sine religøse idéer tilfælles med andre frimurere - fx topfrimurere i det prestigiøse skotske rite og dermed flere amerikanske præsidenter?
Hvis ikke, hvorfor skriver den mest kendte stormester indenfor denne Frimurerorden, Albert Pike, så indholdsmæssigt det samme som Aliester Crowley gjorde - om religiøse emner som den bibelske Guds navn, Satan og afguden Baphomet?

I præsidentbyen Washington, D.C. nærmest indtog Albert Pike denne Frimurerorden - og frimureriet generelt - ved simpelthen fysisk at flytte ind i frimurertemplet i byen, og ved bl.a. at skrive sin meget anerkendte lærebog om frimureriets moralske dogmer. Han anses i dag stadig som "genial" blandt frimurere. Mon ikke det er fordi, de var og er enige med ham?
Her er der en artikel fra Washington Post, hvor forfatteren undrer sig over, hvorfor der er en markant mindestaue for Pike i det centrale Washington. Som der står i artiklen, er Pike den eneste sydstatsgeneral, der er hædret med en statue i hovedstaden. Han bliver altså hædret af sine angivelige "modstandere", hos dem der vandt borgerkrigen. Det siger lidt om, hvordan denne mand er blevet fremhævet i den amerikanske politiske elite.
Forfatteren til den kritiske Washington Post-artikel om Pike skriver desuden, at Albert Pike "er æret i frimurerbevægelsen, men medmindre du er en frimurer, er det svært at forstå præcis hvorfor."
"Hans lig er begravet i the House of the Temple (Templets Hus), hovedkvarteret for det Skotske Frimurerite, på 16. og Sydlig gade Nord-Vest, hvor der er et museum til hans ære, og hvor indholdet af hans bibliotek opbevares."

Albert Pike er således en helt unik og hæderkronet skikkelse i frimurermiljøet, som omgives med noget der minder om nærmest ærefrygt. Noget som i temmelig høj grad undrer udenforstående. Fordi han var racist og blev beskyldt for at være medstifter af Ku Klux Klan. Men de få udenforstående, som læser hans tekster, undrer sig også fordi sydstatsgeneralen fx skrev at "Satan er en Kraft, skabt til det gode".

Et andet oplagt spørgsmål er vel dette: Hvorfor har 16 amerikanske præsidenter været medlemmer af denne organisation, som har udgivet en lærebog med udsagnet om at "Satan er en kraft, skabt til det gode"? Og at denne "kraft" repræsenteres af de indviede, som disse præsidenter åbenbart selv er en del af? Skjulte disse præsidenter mon også deres "hemmeligheder for alle undtagen mestrene og vismændene eller de udvalgte", og brugte de også "falske forklaringer og fejlfortolkninger af dets symboler til at vildlede dem, der kun fortjener at blive vildledt"? Sådan som Albert Pike forklarer i sin bog Morals and Dogma, som tidligere nævnt.
Mente disse 14-16 præsidenter mon også at de uindviede - som må formodes at være flertallet af dem der til USAs præsidentvalg stemte på dem - "er uværdige eller ude af stand til at modtage sandheden" og "vil pervertere den"? Igen for nu at bruge den yderst populære frimurer Albert Pikes egne ord.
De tre præsidenter Gerald Ford, Harry S. Truman og Franklin D. Roosevelt var frimurere af 33. grad i den samme Frimurerorden som denne mand. Albert Pike boede i frimurernes tempel i præsidentbyen Washington, D.C. - og templer er helt almindelige i Frimurerordenen generelt.
Ordet "tempel" betyder ifølge den danske ordbog; "bygning der er indviet til dyrkelse af en guddom især inden for ikkekristne religioner".
Så hvad er det for en gud disse frimurere tilbeder?
Tilbad disse frimurerpræsidenter "kraften Satan" i form af afguden Baphomet? Eller afguden Adonis, som Albert Mackey talte om var symbol på genfødsel og opstandelse? Og som Manley P. Hall afslørede også var en androgyn afgud ligesom Baphomet.
Eller tilbad de begge disse afguder, fordi det er én og samme gud - bare med to forskellige navne...?
Eller afholdt de mon bare fornuftige akademiske afhandlinger for hinanden om disse afguder kun afbrudt af hemmelige og okkulte invielsesritualer, som den uværdige offentlighed ikke måtte høre om, fordi de kun ville "pervertere sandheden"?
Hvad lavede disse præsidenter egentlig i den organisation?
Kunne de mon - i det skjulte - finde på noget der minder om Aliester Crowleys offentligt kendte ekstreme handlinger...? Kunne de fx i det skjulte finde på at have sex med børn?
Var det derfor, der var et vidne som afslørede frimureren og FBI-chefen J. Edgar Hoover i netop dette?

Er de mange anklager mod amerikanske præsidenter og topfigurer indenfor musik og underholdning så utroværdige som de bliver gjort til? Hvordan kan det være, at der er adskillige angivelige ofre for seksuelt misbrug, som hævder præsidenter og topfolk i politik og underholding har voldtaget og hjernevasket dem?
De angivelige ofre, vi har nævnt eller omtalt i denne artikel, er:
Cathy O'Brien
Susan Lynn Ford Eckhart
Kathleen Sullivan
Annie McKenna
Frances Fox
Cheryl og Lynn Hersha
Jessica Arline Wilcox (Candy Jones)
Nelly, Kendra og Kimblerly Webb
Paul Bonacci
Alisha Owen
Loretta Smith

Er alle disse mennesker løgnere, opmærksomhedshungrende spekulanter eller simpelthen tosser - som de typisk fremstilles?
Eller er der mon en sammenhæng til CIA dokumenterede hjernevask og en udbredt forkvaklet spiritualitet i de øverste lag af samfundet? Hvorfor er der så mange stjerner i underholdingsindustrien, som dyrker kabbalah, frimureri, Scientology, New Age osv.? Er det tilfældigt at indholdet af disse religiøse idéer korresponderer eller er identisk med det, som bl.a. flere præsidenter åbenbart dyrker. Eller er det et mønster, som indikerer et åndeligt fordærv, der har skabt grobund for de afsindige handlinger, de mange ofre hævder sker?

Og hvad med det uafviselige problem med magtfulde mennesker i hemmelige klubber? Hvilke og hvor mange toppolitikere og statsledere er egentlig i dag medlemmer af Frimurerordenen?
Hvorfor var rigtig mange statsledere tilsyneladende kun medlemmer indtil 1980'erne, hvorefter stort set ingen længere er medlemmer...? Er det mon fordi verdens statsledere er stoppet med at være medlemmer, eller er det fordi vi ikke hører om det? Hvis de ikke er medlemmer af Frimurerordenen, er de så medlemmer af andre okkulte organisationer? Hvilke eventuelle toppolitikere og statsledere er medlemmer af Skull & Bones i dag?

Og hvorfor er toplederne i Frimurerordenen egentlig i det hele taget så optagede af Satan og gedeafguden Baphomet? Og knogler og død som i Skull & Bones? Hvorfor beskriver de afguden Baphomet, som er satanisternes symbol for Satan, positivt? Hvorfor kalde denne figur "et imponerende symbol", "den store magiske agent", den mystiske alle-gud", "et symbol på frelse gennem opnåelse af særlig viden om åndelige sandheder" og så videre?
Og hvorfor er de så optagede af "ekvilibrium" og "det androgyne" aspekt, ved de afguder de hele tiden beskæftiger sig med? Er det tilfældigt at underholdningsindustrien, som tilsyneladende har en forkærlighed for hedensk spiritualitet, i stigende grad eksponerer transseksualitet? Og er det bare en naturlig og sund udvikling, at regeringer vedtager love, der normaliserer transsekualitet?

Hvorfor fremstiller Frimurerordenen sig selv som en kristen organisation, når ledende frimurere i den mest respekterede frimurerorganisation, påfaldende ofte siger det modsatte af, hvad der står i Bibelen? Også om emnet Satan, siger de det modsatte af, hvad der står i Bibelen: Den siger nemlig klart at Satan er en person. Ikke "en kraft", som Albert Pike mener. Og Bibelen fortæller også at Satan er menneskets fjende - igen i fuldstændig modsætning til det Pike og Aliester Crowley skriver. Satan er, i Bibelen, heller ikke "Liv og Kærlighed", sådan som Crowley skriver.
I Johannes Evangeliet (8:44) fortælles det, at Jesus siger til nogle stolte jøder: "I har Djævelen til fader, og I er villige til at gøre, hvad jeres fader lyster. Han har været en morder fra begyndelsen, og han står ikke i sandheden, for der er ikke sandhed i ham."
I Peters Første Brev (5:8-9) skriver Peter til Jesu diciple: "Vær årvågne og på vagt! Jeres modstander, Djævelen, går omkring som en brølende løve og leder efter nogen at sluge; stå ham imod, faste i troen, I ved jo, at de samme lidelser rammer jeres brødre her i verden."
Her er altså flere steder, end dem vi tidligere påpegede, hvor Albert Pike, Aliester Crowley og frimurerne er i strid med Bibelen.

Så hvorfor præsenterer disse præsidenter sig som "kristne", når de er medlem af en okkult organisation, som på så mange grundlæggende punkter er i strid med Bibelen? Og hvorfor sværger præsidenterne egentlig til deres præsidentindsættelse, med hånden på Bibelen, på at de trofast vil udføre præsidentembedet?
Jesus siger i Matthæus 5:34 til sine disciple:
"I har også hørt, at der er sagt til de gamle: ›Du må ikke sværge falsk,‹ og: ›Du skal holde, hvad du har svoret Herren.‹
Men jeg siger jer: I må slet ikke sværge, hverken ved himlen, for den er Guds trone, eller ved jorden, for den er hans fodskammel, eller ved Jerusalem, for det er den store konges by. Du må heller ikke sværge ved dit hoved, for du kan ikke gøre et eneste hår hvidt eller sort. Men i jeres tale skal et ja være et ja og et nej være et nej. Hvad der er ud over det, er af det onde."

På denne side står der:
"I Matthæus 23 udtaler Jesus otte 've’er' over de skriftkloge og farisæerne. En ve er i praksis en forbandelse - en fordømmelse til Helvede. Dette er ekstremt alvorligt, fordi Jesus, som er Gud, fortæller de skriftkloge og farisæerne, at de er fordømt. Når først Gud udtaler dette, er det for altid gjort. Én særlig ve har med eder at gøre:"

Derefter kommer citatet fra Jesus (Matt. 23:16-22):
"Ve jer, blinde vejledere! I siger: Sværger nogen ved templet, har det ingenting at sige; men sværger nogen ved guldet i templet, så gælder det. Blinde tåber, hvad er størst, guldet eller templet, der helliger guldet? Og I siger: Sværger nogen ved alteret, har det ingenting at sige; men sværger nogen ved offergaven, der ligger på det, så gælder det. I blinde, hvad er størst, offergaven eller alteret, der helliger den? Den, der sværger ved alteret, sværger altså både ved det og ved alt det, der ligger på det. Og den, der sværger ved templet, sværger både ved det og ved ham, der bor i det; og den, der sværger ved himlen, sværger ved Guds trone og ved ham, der sidder på den."

Amerikanske frimurerpræsidenter og præsidenter i det hele taget sværger ved Bibelen. Bibelen, som er Guds ord. Guds ord, som ifølge Johannes Evangeliet, er Jesus selv.
Også på dén måde gør de lige præcis det, som Jesus siger de ikke må gøre. Tilfældigt...? Eller er det mon fordi, de simpelthen ikke ved, hvad der står i Bibelen? Som vi har set, ved ledende frimurere endda rigtig meget om, hvad der står i Bibelen - så dét forekommer temmelig usandsynligt.
Selve idéen med at sværge på Bibelen som embeds-ed kommer selvfølgelig fra en frimurer. Og en meget kendt en af slagsen: USAs første præsident, George Washington.
Washington var også frimurer af 33. grad akkurat som Albert Pike. Han aflagde sin embeds-ed med en alterbibel lånt fra St. John's Lodge No. 1, Ancient York Masons lodge i New York. Og han kyssede Bibelen bagefter, som der står på logens egen hjemmeside.
At kysse er for mennesker instinktivt et signal om hengivenhed og kærlighed, men det kan også være udtryk for mange andre ting; fx egoisme, begær eller manipulation.
Judas forrådte fx Jesus med et kys - da han med et kys udpegede den person, Jesus, som hans sammensvorne skulle anholde til korsfæstelse.

Kapitel 1:
Overgreb, idealister og ‘bizarre fake news’

Vi hørte tidligere om præsidenterne Donald Trumps, Ronald Reagans og George H. W. Bushs forbindelser til diverse pædofile overgrebsmænd og desuden deres involvering i okkultisme. En af de mere mærkelige episoder skete, mens Ronald Reagan og George H. W. Bush var henholdsvis præsident og vicepræsident. Her kom det frem, at Det Hvide Hus havde haft besøg af drenge-prostituerede i selskab med en kendt lobbyist, der desuden viste sig at være børnesex-alfons. Det Hvide Hus fungerer også som bolig for præsidenten.

Pædofili og seksuelle overgreb blandt amerikanske toppolitikere
Donald Trump, Ronald Reagan og George H. W. Bush er alle repræsentanter for Det Republikanske Parti. Men det er bestemt ikke kun Det Republikanske Partis politikere, der har skabt overskrifter med baggrund i pædofili. Det gør sig også gældende for det demokratiske parti. Der er mange amerikanske toppolitikere, som gennem tiden - og særligt i de seneste år - er blevet anklaget og dømt for pædofile overgreb, børnepornobesiddelse mv.
Her er fx en temmelig lang liste, skabt af en indigneret amerikaner, med amerikanske politikere, som er dømte eller sigtede for den type kriminalitet. Der er en del af den amerikanske befolkning, som oplever denne indignation og vrede. Det er typisk mennesker, som generelt føler sig forrådt af, hvad de oplever, som et alt for mange korrupte og utroværdige politikere. Politikere som, de mener, hensynsløst udnytter den position, de har opnået, under påskud af at være blevet valgt til at arbejde for samfundets bedste.
Undertegnede tæller 42 republikanske tilfælde og 43 demokratiske. Dette er altså mennesker som er blevet valgt til at arbejde for samfundets bedste
Her blot nogle få eksempler - seks republikanske og seks demokratiske:
Den republikanske formand for Repræsentanternes Hus, Dennis Hastert, blev tiltalt for banksvig og at lyve overfor FBI om årsagen til, at han hævede penge, efter at anklagere påstod, at Hastert havde forulempet mindst fire drenge så unge som 14 år. Hastert forsøgte at kompensere sine ofre og efterfølgende skjule transaktionerne. Hastert indrømmede til sidst, at han seksuelt misbrugte de drenge, som han havde trænet årtier tidligere i brydning, og blev idømt femten måneders fængsel.
Republikaneren Tim Nolan, formand for Donald Trumps præsidentkampagne i Kentucky, erklærede sig skyldig i børnesexhandel, og den 11. februar 2018 blev han idømt 20 års fængsel.
Den republikanske senator Ralph Shortey blev tiltalt for fire anklager om menneskehandel og børnepornografi. I november 2017 erkendte han sig skyldig i én af anklagerne om handel med børn til gengæld for frafald af de andre anklager.
Den republikanske politiker Keith Westmoreland blev arresteret for syv tilfælde af utuktighed overfor piger under 16 år. Han begik derefter selvmord.
Det republikanske mandlige amtsrådsmedlem Keola Childs erkendte sig skyldig i at have forgrebet sig på et drengebarn.
Det republikanske kongresmedlem Donald "Buz" Lukens blev fundet skyldig i at have haft sex med en mindreårig pige og idømt en måneds fængsel.
Det demokratiske kongresmedlem i New York, Anthony Weiner, erklærede sig skyldig i at have overført uanstændigt fotomateriale til en mindreårig som en del af en aftale om at udgå yderligere straf for også at sende seksuelle Twitter-beskeder til mindreårige piger.
Den demokratiske borgmester i Racine, Wisconsin, Gary Becker, blev dømt for forsøg på at forføre børn, børnepornografi og andre børnesexforbrydelser.
Den demokratiske guvernør i Oregon, Neil Goldschmidt, indrømmede offentligt at have haft et seksuelt forhold til en 14-årig pige. Indrømmelsen kom efter at forældelsesfristen for voldtægtsanklagerne var udløbet og efter at guvernøren var blevet afsløret af en avis.
Det demokratiske kongresmedlem, Mel Reynolds, trak sig fra kongressen, efter at han blev dømt for voldtægt af en 16-årig kampagnefrivillig.
Den demokratiske assisterende justitsminister i Maine, James Cameron, blev idømt lidt over 15 års fængsel for syv tilfælde af besiddelse, modtagelse og deling af børneporno.
Daniel Rosen, en embedsmand fra det Demokratiske Parti under Hillary Clintons udenrigsministerium, blev anholdt og sigtet for at have anmodet om sex fra en 14-årig pige over internettet. Denne pige viste sig dog at være en politibetjent, der ville afsløre Rosen. Derefter viste det sig, at han også havde filmet flere kvinder, mens de tog deres tøj af i deres hjem. Han optog angiveligt disse film, mens han gik tur med sin hund.

Det skal nævnes at listen med de cirka 85 pædofilisager mod politikere ikke er udtømmende. Der findes flere tilfælde af amerikanske politikere, som er tiltalt og/eller dømt for denne type seksuelle forbrydelser. Her er et eksempel, som ikke nævnes på listen - endnu en senator som angiveligt er involveret i børneporno og anklaget herfor. Og her er en anden liste med flere eksempler på sex-skandaler blandt amerikanske politikere.
En af de seneste pædofili-historier fra amerikansk toppolitik, som heller ikke er på listen, drejer sig om advokaten og politikeren Matt Gaetz, som præsident Donald Trump kortvarigt valgte som kandidat til at blive justitsminister efter sin valgsejr i november 2024. Matt Gaetz blev sat under "etisk efterforskning" af den amerikanske kongress, som fandt, at han havde betalt adskillige kvinder - inklusiv en 17-årig pige - for sex, og at have købt og brugt illegale stoffer, blandt andet fra hans Capitol Hill-kontor. Gaetz bliver desuden beskyldt for sexhandel. Gaetz selv hævder det hele er opspind og en smædekampagne skabt af hans politiske fjender. Hans svigersøster har kaldt den berømte politiker "underlig og uhyggelig" og "bogstavelig talt en pædofil". Matt Gaetz' ekskæreste vidnede mod ham overfor en føderal storjury, der efterforsker ham for sexforbrydelser. Ekskæresten havde tilsyneladende fået en immunitetsaftale med anklagerne, for selv at undgå retsforfølgelse. Ud over anklagen om at Gaetz i 2017 betalte for sex med en 17-årig, var der desuden tale om en anklage om, at sexhandel på tværs af amerkanske statsgrænser.

'Creepy Joe'
Matt Gaetz blev kaldt "uhyggelig" af sin svigersøster. Det engelske ord for "uhyggelig" er her "creepy", som samtidig har betydningen "klam" - underforstået "seksuelt grænseoverskridende". En anden, der er blevet kaldt "creepy", er den nu tidligere præsident Joe Biden. I USA er han også kendt som "Creepy Joe" eller "Creepy Oncle Joe" ("klamme onkel Joe"). Tilnavnet skyldes den tidligere præsidents mærkværdige og grænseoverskridende opførsel. Mange amerikanere er simpelthen i tvivl, om Joe Biden som præsident var senil, vanvittig eller pædofil.
Her nogle få af Bidens episoder og udtalelser, der synes at kunne indikere pædofile tilbøjeligheder:
Biden har for åbent kamera sniffet til adskillige mindreårige pigers hår, kysset andre mod deres vilje - og klemt og befamlet endnu flere.
I januar 2015 så man fx Joe Biden kysse hovedet - eller sniffe til hovedbunden - på politiker-kollegaen Mitch McConnells unge niece, da hendes onkel blev taget i ed som flertalsleder i Senatet.
I maj 2019 udtalte Biden, der dengang var vicepræsident, til en 10-årig pige: "Jeg vil vædde på, at du er lige så klog, som du ser godt ud".
Biden er i flere sammenhænge kommet med opfordringer til forskellige mindreårige piger om, at de skal "undgå seriøse kærester" indtil de bliver 30 år.
I oktober 2020 fortalte Biden en gruppe mindreårige piger: "Jeg kommer tilbage, og jeg vil se disse smukke unge damer, jeg vil også se dem danse, når de er fire år ældre!"

Joe Bidens mange mærkelige episoder og udsagn synes som minimum at afsløre et menneske, der har svært ved at kende grænser og forstå, hvad der betragtes som normal opførsel.
Men Bidens opførsel ses også af flere amerikanere i sammenhæng med de mange politikere, der har begået overgreb på børn, er blevet taget med børneporno og begået lignende pædofile ulovligheder.
Lad os se nærmere på nogle af de episoder og udsagn, Biden har stået for.

Præsident Biden underlige relationer til mindreårige piger
Joe Biden fortalte en 10-årig pige, at hun ser "godt ud" og lagde hans hænder på hendes skuldre ved et arrangement i Houston for hans præsidentkampagne i 2020. "Jeg vil vædde på, at du er lige så klog, som du ser godt ud," sagde Biden til pigen. Dette skete omkring en måned efter, at Biden ellers havde lovet at arbejde hårdere for at respektere kvinders personlige rum efter kritik fra kvinder, der havde sagt, at hans uønskede fysiske kontakt gjorde dem utilpas.
Hele Bidens udtalelse til pigen var:
Nu skal jeg fortælle dig noget, skat. Hvad jeg vil gøre, hvis du giver mig din adresse. Jeg skriver et længere svar til dig og fortæller dig de præcise ting, jeg vil gøre, okay? Okay? Aftale? Jeg vil vædde på, at du er lige så klog, som du ser godt ud, kan jeg fortælle dig. Det kan jeg fortælle dig.

I oktober samme år var Biden på besøg på et haitiansk kulturcenter i Miami, Florida, i forbindelse med sin præsidentkampagne. Under sin tale på stedet pegede han pludselig på en gruppe mindreårige piger og udtalte:
"Jeg kommer tilbage, og jeg vil se disse smukke unge damer, jeg vil også se dem danse, når de er fire år ældre!"

Som præsident talte Joe Biden på et community college i Californien i oktober 2022. Efter at have poseret til et billede, tog præsidenten fat i en teenagepige ved skulderen og fortalte hende, at hun ikke skulle have seriøse kærester, før hun bliver 30 år. Pigen forsøgte tilsyneladende at grine udtalelsen væk, selvom hun virkede foruroliget.
Konkret var ordene ifølge denne artikel: "Nu, en meget vigtig ting som jeg fortalte mine døtre og deres døtre - ingen seriøse fyre indtil du er 30!"

Biden: Ingen seriøse fyre indtil du er 30!

Journalisten blev ifølge artiklen desuden, forsøgt stoppet i at filme situationen af en secret service agent.
Artiklen fortæller også, at præsidenten i marts 2022 gav han det samme råd til en gruppe af 8-årige skolepiger - "Det eneste jeg vil have, I skal huske, er ingen seriøse fyre, indtil I er 30 år gamle".

I artiklen står der, at mange Twitter-brugere var dybt foruroligede over Joe Bidens seneste opførsel. Måske er det fordi, præsidenten for det land, de bor i, kunne virke til at opfordre mindreårige piger til promiskuøs livsførelse, og de undrer sig over hvad mon baggrunden er for det. Hvorfor mon det er vigtigt for USA's præsident at fortælle otteårige skolepiger og en teenager, at de ikke må have seriøse forhold, før de bliver 30 år? Biden selv fortæller gerne, at han har sagt det samme til sine egne døtre og deres døtre. Hvorfor har han mon det? Betyder det mon, at han mener, de skal have useriøse fyre i stedet? Hvorfor er det vigtigt for ham at sige denne mærkelige sætning til mindreårige piger...? Hvilken rolle spiller det mon i Joe Bidens eget liv, når nu han åbenbart gentager det for flere forskellige små piger, han møder?

Men Joe Biden har mange forskellige måder at udtrykke mærkelige ting til små piger. I maj 2021 kom han med endnu en "creepy" kompliment til en lille pige. Præsidenten var denne gang taler ved et arrangement for militærfolk og veteraner. Mens han så hen på en lille pige - en datter til en af de tilstedeværende soldaterveteraner - udtalte han:
"Jeg elsker de hårspænder i dit hår. Mand, jeg må fortælle dig noget, se på hende, hun ser ud som om hun er 19 år gammel, mens hun sidder der som en lille dame med benene over kors."

Man kan læse mere om episoden og høre udtalelsen fra præsidenten i denne artikel med titlen "Biden går viralt pga. 'uhyggeligt' øjeblik, hvor han giver kompliment til ung pige under tale: Ser ud som 19-årig 'med benene over kors'".

Joe Bidens tanker om behårede ben, kakerlakker og børn
I 2017 holdt Joe Biden tale ved en offentlig swimmingpool, han havde arbejdet som livredder ved, inden han blev politiker. Det skete i forbindelse med, at den offentlige swimmingpool blev omdøbt med Bidens navn til ære for Joe Biden, som dengang var tidligere vicepræsident.
I talen begyndte Joe Biden pludselig at fortælle om, at børn rørte ved hans behårede ben. "Hvad helvede taler denne mand om?", skriver den målløse journalist, som forsøger at redegøre for det i denne artikel.
Man kan se klippet og måske forsøge at forstå, hvad Joe Biden siger - i denne video, som har fået titlen "Joe Bidens vanvittige tanker om behårede ben, kakerlakker og børn".
Citatet fra Biden kan oversættes til noget i retning af dette:
"Og børnene plejede at komme op og række ind i poolen og gnide mit ben ned - og så blev de og så på at håret kom op igen. Så jeg lærte om kakerlakker, og jeg lærte om børn, der hoppede på mit skød. Og jeg elsker børn, der hopper på mit skød."

I kommentarsporet under videoen er der en, som tørt skriver:
"Rapporter: 'Hr. Vicepræsident, lider du af sindssyge?'
Joe Biden: 'Nej, jeg nyder det faktisk ret meget.'"

En anden skriver:
"Dette må være en af de mest creepy udtalelser, der nogensinde er givet offentligt af en politiker."

Der er også en der skriver, at der ligger et racistisk motiv bag Joe Bidens brug af ordet "kakerlakker" i sin tale. Rundt omkring Joe Biden står flere sorte børn, mens vicepræsidenten holder sin tale, og vedkommende mener, at det er sorte børn, Joe Biden kalder for "kakerlakker". Måske fordi Joe Biden i andre sammenhænge er kommet med racistiske udtalelser. Mere om det inden længe. Swimmingpoolen blev overvejende brugt af sorte, hvilket måske "inspirerede" Biden til udtalelserne.
En anden kommentar gør opmærksom på, at Joe Biden stirrer på et af børnene i et par sekunder efter at have sagt "Og jeg elsker børn, der hopper på mit skød".

Joe Biden holder tale ved offentlig swimmingpool, juni 2017 i Wilmington, Delaware

Magtdemonstration?
I januar 2015 var der en anden episode, som "fik øjenbryn til at løfte sig" omkring Joe Biden. Det skete til en ceremoni hvor demokraten Christopher Coons blev edsvoren som amerikansk senator. Det var Biden, der stod for Senatets ed til Coons under edsceremonien. Joe Biden, Chris Coons, hans kone og teenagedatter samt nogle yderligere medvirkende stillede efter edsceremonien op til gruppefotografi. I denne situation tog Biden fat i Chris Coons' teenagedatters arm, lænede sig ind over hende med sit hoved tæt ind imod pigens hoved, hviskede noget i hendes øre og kyssede hende derefter i ansigtet - alt imens pigen forsøgte at trække sig væk fra Biden. Under hele situationen smilede faren - den netop edsvorne og nybagte senator Chris Coons - temmelig overdrevent i forhold til den akavede situation for pigen.
Denne artikel, som beskriver og viser situationen, konstaterer: "For mange syntes Coons' datter at være utilpas i øjeblikket".

Efterfølgende gjorde Chris Coons meget ud af at udglatte det akavede i situationen ved bl.a. at sige, at hans døtre havde kendt Joe Biden hele deres liv og betragtede ham som deres bedstefar. Den nyudnævnte senator forsikrede også om, at hans teenagedatter slet ikke havde følt sig ubehagelig til mode i situationen.
Joe Biden havde ifølge Coons rost Maggie Coons og fortalt hende, at han kunne forbinde hende med sin datter Ashley, så de kunne tale om udfordringerne ved at have en forælder i politik. Det er uklart, hvad der præcis menes med det. Men Ashley Biden har haft store udfordringer med stof- og sex-afhængighed, og i 2020 kom det frem, at hun i sin opvækst selv havde haft en opfattelse af bl.a. at være blevet "seksualiseret med et familiemedlem". Mere om det om lidt.

I 2015, da Biden forsøgte at kysse Maggie Coons, havde han allerede været vicepræsident én gang i sin glorværdige politiske karriere. Han var således allerede dengang en meget magtfuld person - hvilket selvfølgelig også var en af årsagerne til, at netop han stod for edsceremonien.
Mange så Chris Coons' forsøg på at udglatte Joe Bidens opsigtsvækkende opførsel ved ceremonien i lyset af Coons' placering under Biden i hierakiet i Det Demokratiske Parti.

En anden lignende situation fandt sted i februar 2015, da Ashton Carter skulle udnævnes til USA's nye forsvarsminister. Her stod vicepræsident Joe Biden bag Ashton Carters kone Stephanie, lagde sine hænder på hendes skuldre og viskede tilsyneladende noget i hendes øre, mens hendes mand stod og talte på talerstolen foran dem.
Igen så denne kvinde meget forlegen ud ved den usædvanlige og akavede situation.
For en udenforstående kunne det godt ligne en magtdemonstration fra Joe Bidens side. Som om han med handlingen siger: "Jeg kan tillade mig alt."
Måden Joe Biden står med hænderne tungt placeret på Stephanie Carters skuldre - sammen med hendes tydelige ubehag - virker næsten som Joe Bidens måde at fortælle, at han bestemmer over den nye forsvarministers kones.

Disse episoder kom frem igen, efter at Lucy Flores, et tidligere medlem af den lovgivende forsamling i Nevada, skrev om sin oplevelse med Joe Biden i en artikel til New Yorker-magasinet The Cut. Hun fortalte, at Biden havde gjort hende utilpas, da han lagde sine hænder på hendes skuldre, lugtede hendes hår og gav hende "et stort langsomt kys" på baghovedet ved et politisk møde i 2014.

Men "hendes historie er ikke min historie," sagde Stephanie Carter om Flores. Stephanie Carter skrev, at Joe Biden var "en nær ven som hjalp en med at komme igennem en stor dag, og det vil jeg altid være taknemmelig for."

En talsmand for Biden udsendte også en erklæring efter Stephanie Carters' - med henvisning til både Maggie Coons' og Stephanie Carters'-episoden. Heri kommunikerede Biden-teamet, at "de velkendte beskrivelser af disse to billeder, som ukritisk er blevet foreviget, viser sig at være meget falske. Disse tilsvininger og forfalskninger har eksisteret i internettets mørke krinkelkroge i et stykke tid".
Om episoden med Lucy Flores sagde Joe Biden, at han ikke mente, at han optrådte upassende.

Også fire år senere - i 2019 - udsendte Biden en erklæring i forbindelse med sin generelle usædvanlige opførsel, der sagde, at han "ikke tror" på, at han nogensinde har handlet upassende. Han tilføjede, at det aldrig har været hans hensigt at gøre nogen utilpas.

Historierne om Joe Bidens usædvanlige opførsel fremlægges nemlig officielt som den kendte politikers store "evne til at vise hengivenhed".

Rigtig mange episoder med Joe Bidens særprægede og foruroligende opførsel
Der findes rigtig mange situationer, hvor Joe Bidens opførsel har vakt opsigt.
Her nogle flere eksempler:
Joe Biden bed sin kone i fingeren, da hun introducerede ham under en præsidentkampagnebegivenhed i november 2019. Jill Biden havde talt til en menneskemængde og gestikulerede med sin hånd, da Joe Biden lænede sig frem og nappede i spidsen af hendes pegefinger.

Joe Biden vrøvler og siger ustandseligt ting, som ingen mening giver, eller som er grænseoverskridende eller direkte foruroligende at høre på, hvis man forsøger at finde mening i det. Her er en 8 minutter lang video med nogle eksempler herpå.
Her er en video, som simpelthen hedder "46 minutter med Joe Biden der taler nonsens".

Endnu et eksempel på et foruroligende udsagn fra præsidenten er, da han på talerstolen ved den Nationale Uddannelsesforenings hovedkvarter i Washington DC og talte til en stor gruppe af skolelærere. Pludselig pegede han på en kvindelig tilhører og sagde til hende og publikum:
"Du skal sige hej til mig. Vi går lang tid tilbage. Hun var 12 og jeg var 30, men hvad... den her kvinde hjalp mig med at få en masse gjort, men hvad..."

"Det er relevant at bemærke, at Biden ikke afklarede, hvad kvinden, der var en pre-teenager på det tidspunkt, gjorde for ham," står der i denne artikel.
Mange blev dybt foruroliget ved Joe Bidens udsagn og ser det som endnu en indikation af, at Joe Biden må være pædofil.

Biden har også flere gange udtalt den underlige sætning "Jeg kan bedre lide børn end mennesker" ("I like kids better than people"). Man spørger sg selv, hvorfor mon det er vigtigt for ham at komme med dette udsagn. Det er svært at undlade at overveje, om han mon mener, at børn ikke er mennesker?

Biden har en helt særlig evne til at give sine tilhørere mærkelige og lettere ubehagelige oplevelser. Det gjorde han fx med dette underligt racistiske udsagn, der stritter i flere retninger: "Fattige børn er akurat lige så talentfulde og helt lige så kloge som hvide børn". Samlet kommer det lidt til at lyde som en overpriviligeret velmenende racist med en stensikker opfattelse af selvfølgelig hvid økonomisk overlegenhed.
Af andre racistiske bemærkninger kan nævnes, da han om amerikanske latino'er sagde, at de undlader vaccinationer, fordi "de er bekymrede for, at de vil blive vaccineret og deporteret".
Han sagde også om afro-amerikanere at "De er vant til at blive eksperimenteret på - Tuskegee Airmen og andre". Her refererede Biden til Tuskegee Syphilis Studiet, der kørte i perioden 1932-1972, hvor afro-amerikanere blev brugt som forsøgspersoner i syfilisfremkaldende eksperimenter.
Til en gruppe af latinoer sagde han: "i modsætning til det afroamerikanske samfund, med bemærkelsesværdige undtagelser, er Latino-samfundet et utroligt mangfoldigt samfund med utroligt mange forskellige holdninger til forskellige ting." Ud over at være endnu en racistisk udtalelse fra Joe Biden kan udsagnet også ses i en "del og hersk"-sammenhæng. "Del og hersk" er en strategi, der har til formål at holde magthavere i deres position ved at forårsage uenigheder blandt befolkningsgrupper, der ellers kunne forene sig mod dem. Denne idé er en historisk politisk strategi, der hovedsageligt tilskrives Niccolo Machiavelli, en italiensk politiker og fyrsterådgiver berømt for at udvikle kyniske strategier for magthavere. Machiavellis strategier er blevet studeret og anvendt siden renæssancen, hvor han formulerede dem - især i bogen "Fyrsten". På den baggrund kunne Bidens udtalelse tyde på at være betydeligt mere gennemtænkt, end den måske umiddelbart forekommer.
Her er en artikel, som gennemgår de nævnte og andre racistiske udtalelser fra Joe Biden.

Tilbage til de seksuelle ubehageligheder. Her er det en kvinde - en tidligere lovgiver i staten Nevada - som fortæller, at “Joe Biden lagde sin hånd om hendes hals og trak hende ind for at gnide sin næse mod hendes. Hun tilføjede, at da han trak hende ind, troede hun, at han ville kysse hende på munden. Dengang denne episode angiveligt fandt sted, var Biden vicepræsident.

Joe Biden svømmer i øvrigt angiveligt nøgen, hvilket oprører kvindelige secret service agenter.
Og han bliver ikke nødvendigvis kun fysisk med børn og yngre kvinder - det kunne han også med en ældre kvinde tilbage i 2009, hvor han ligeledes var vicepræsident. Efter at han var blevet hædret af børnesportsforeningen LittleLeague, kunne man se Biden have en ukendt kvinde, nærmere sin egen alder, i sine arme og tilsyneladende tildele hende et hedt kys.

Så er der episoderne, hvor Biden sniffer til pigers hår. Der er fx de foruroligende billeder, hvor Biden holder sine hænder omkring en lille asiatisk pige og sniffer til hendes hovedbund, mens pigen kigger undrende ud i luften. Dette foregik ved Mitch McConnell edsceremoni som senatsmajoritetsleder i Washington DC i 2015. Pigen er Mitch McConnells niece.
Men Biden nøjes ikke med at sniffe til sin politiske kollegas nieces hovedbund. Han har tilsyneladende forsøgt noget lignende med, hvad der formodes at være en tilfældig og helt fremmed pige. Her er en video af den amerikanske præsident, der virker til at forsøge at indsnuse en ung piges hår i en isbutik. Han står med en is i hånden og læner sig så pludseligt frem tæt hen over pigens hoved. Det sker efter, at han gav hånd til en anden mindre pige, der sad ved siden af. Klippet gik viralt i oktober 2022, og folk på internettet fandt igen den amerikanske præsidents handlinger "creepy".

Joe Biden ved Mitch McConnells edsceremoni - niece

Biden forsøger pludselig at sniffe til en piges hår i en isbutik.

I lignende situationer kan man se Joe Biden i kontakt med mange forskellige børn ved diverse gruppebilleder, taget med forskellige involverede familier. Så meget at der er blevet lavet flere videoer af disse situationer. Bl.a. denne video som simpelthen hedder "Super Cut: Biden Squeezes, Grabs, Rubs & Sniffs" ("Super Cut: Biden klemmer, tager fat, gnider og snuser"). Videoen viser Joe Bidens bemærkelsesværdige omgang med mange forskellige børn. Desuden er der tekster på, som angiver, hvad Biden menes at sige til flere af børnene. Bl.a. spørger han ifølge videoen to af pigerne, hvor gamle de er. Begge disse piger svarer, at de er 12 år, og Biden stryger deres hår, holder dem om livet eller tager fat i en af pigens ansigter med begge hænder. Man kan se skærmklip fra videoen herunder eller se videoen her.

Joe Biden Biden klemmer, tager fat, gnider og snuser

I november 2022 blev præsidenten set lure i baggrunden af to børns selfies. Biden stod med ansigtet tæt op mod et vindue og kiggede ind på pigerne. Situationen blev, af dem der betragter Joe Biden som potentiel pædofil overgrebsmand, set som et nærmest ikonisk billede på mandens karakter. Episoden blev filmet på video en dag, hvor Joe Biden shoppede i Nantucket, Massachusetts. Nogle små børn råber efter præsidenten, mens han går ned ad hovedgaden og drikker af et papkrus med sugerør. Biden stopper pludseligt og abrupt, da han hører børnenes råb og går med det samme hen mod vinduet, hvor de sidder. Han bøjer sig ned ved vinduet og ser ind på de små piger.

Misbrug af datter?
I februar 2020 var Joe Biden sammen med sit barnebarn Finnegan Biden på scenen i Iowa i forbindelse med sin kampagne for at blive nomineret til demokraternes præsidentkandidat. De to ankom til begivenheden hånd i hånd, og på scenen sagde Joe Biden:
"På et tidspunkt, når du lægger den smukke lille sommerfugl i seng omkring alderen 12 og et halvt år, og du kysser hende godnat - din datter - og du går ind næste morgen, er der en slange i sengen. Kys mig ikke offentligt far. Du ved far. Han er en rigtig dejlig dreng, far. Far. Far, lad være med at [uforståeligt] mange af mine spil. Men datterdøtre... Datterdøtre vil komme tilbage mellem 19 og 21, okay? Det sker. De kommer alle tilbage. Men de kan ikke altid lide din - de elsker altid deres far. De kan altid lide deres far, nogle gange. Men datterdøtre elsker ikke kun deres fædre deres bedstefædre - de kan altid lide ham. Og det er en rigtig god ting. Tak skat."

Derefter kyssede han sit barnebarn på munden.

Især kysset på munden, som Joe Biden gav sit 19-årige barnebarn, skabte stor furore. Men ordene før han kyssede pigen virker på flere også en smule foruroligende - nok særligt i sammenhæng med alle de øvrige ting vi indtil nu har set fra Joe Biden.
Bidens udsagn, før han kyssede sit barnebarn, får måske en lidt dybere betydning, når de ses i sammenhæng med de ytringer, der er kommet fra Joe Bidens egen datter.
For nogle måneder efter Joe Bidens optræden i Iowa - senere i præsidentkampagnen i 2020 - kom det frem, at Joe Bidens datter, Ashley Biden, i sin dagbog angiveligt havde skrevet, om at hendes far tog brusebade med hende "i en ung alder" - og at hun opfattede denne samkvem som upassende. Disse ord står i samme afsnit, hvor hun fortæller om, at hun "i nogen grad blev seksualiseret med et familiemedlem", at hun var "hyperseksualiseret i en ung alder", og hvor hun "husker at have sex med venner i en ung alder". Det er blevet tolket til, at der på en eller anden måde er fundet et misbrug sted. Ashley Biden giver selv udtryk for, at hun i sit voksenliv har haft en afhængighed af sex. Der er blevet spekuleret i, at tidlige misbrugsoplevelser har bidraget til at skabe denne afhængighed i hende. Dagbogen beskriver også bl.a. hendes affærer uden for hendes ægteskab, hendes permanente stofmisbrug og hvordan hendes økonomi var helt i bund.
Afsnittet om brusebadene er fra januar 2019 og lyder:
"Jeg har altid været drengesyg. Hyperseksualiseret i en ung alder ... Jeg kan huske, at jeg i nogen grad blev seksualiseret med [et familiemedlem]; Jeg husker at have sex med venner i en ung alder; brusebade m/ min far (sikkert ikke passende)."

Ashley Biden skriver også om sine forældre, at de er "utrolig støttende", og at hun er "meget heldig at have dem ved sin side". Dette står i forbindelse med et afsnit om hendes stofmisbrug.
Et andet sted under en liste med overskriften "Vred, forurettet" skriver Ashley Biden: "Far – $, kontrol" og under en anden liste med titlen "Hurt" (Smerte, såret) skrev hun "Dad – hurting self, lying" ("Far – sårer selv, lyver").

Præsidentens datter har en lang historie med stofmisbrug, narkoanholdelser og skandaler. I sin dagbog skrev hun om sin kamp med afhængighed. Også Ashleys halvbror Hunter Biden er kendt for sit misbrug. Han har bl.a. beskrevet sin kamp med alkoholsime og stofmisbrug i en bog, hvor han bl.a. skriver:
"Alene i de sidste fem år er mit to årtier lange ægteskab opløst, våben er blevet sat mod mit ansigt, og på et tidspunkt faldt jeg helt ud af nettet - jeg boede på Super 8-moteller til $59 pr. nat, mens jeg skræmte min familie endnu mere end mig selv.”

Mindst tre andre familiemedlemmer i præsident Joe Bidens familie også har lidt af problemer med afhængighed, hævder denne artikel.

Joe Bidens mange mærkelige episoder og bemærkelsesværdige familieproblemer har givet mange amerikanere en ubehagelig følelse af, at præsidentens opførsel kan skyldes pædofile tilbøjeligheder - og at folk føler et ubehag ved hans gentagne underlige episoder. Mange betragter ham simpelthen som potentiel seksuel overgrebsmand i forhold til børn.

Usædvanlig hengiven...?
Det kan synes svært at forstå, hvordan en mand, der har stået for så mange foruroligende episoder, er blevet præsident i verdens mest magtfulde land med et af verdens angiveligt største atomvåbenlagre. Det skal nævnes, at der er mange flere episoder end de nævnte herover - fx også med uforståelige udtalelser og på det seneste mystiske optrædener, hvor Biden virker zombie-agtig fraværende eller nærmest senildement. Joe Biden har i mange år fået opmærksomhed på grund af foruroligende episoder med seksuelle undertoner, men det er først i de senere år han er begyndt at virke senil - vel egentlig først for alvor i hans præsidentperiode.
Og princippet om at få opmærksomhed er måske en ikke uvæsentlig faktor for Joe Biden. For der er jo den mulighed, at Joe Biden gerne vil have folks reaktioner. Man skal ikke glemme, at det, han deltager i, også er et show - uanset hvor meget man end mener, det bør tages alvorligt. Og det er et show, hvor det er vigtigt at få opmærksomhed.
Så er Joe Bidens opførsel måske et udtryk for, at han er helt bevidst om de mekanismer, der er nødvendige for at være i den position, han har indtaget? For at have den magt han har. Havde Joe Biden mon fx ligefrem planlagt at bide i sin kones finger for at sætte lidt mere liv i sin kampagne? Og er Joe Biden mon helt bevidst om, præcist hvor langt han kan gå med sin racisme og seksuelt grænseoverskridende adfærd - for at opnå den ønskede opmærksomhed, uden at få alvorlige problemer i sin karriere?
Han har fået rigtig meget opmærksomhed på det, han har gjort indtil videre, og han har siddet på præsidentposten i verdens mest magtfulde land.

Så er Joe Biden mon først og fremmest kynisk og fokuseret på magt - og er dette den centrale grund til hans opførsel? Vi så hvordan Biden spillede to befolkningsgrupper ud mod hinanden med sin racistiske kommentar om "det afroamerikanske samfund" - ganske godt i tråd med den kyniske fyrsterådgiver Niccolo Machiavellis anbefalinger. Vi så også hvordan Biden udstrålede magt, da han lagde sine hænder tungt på den nye forsvarsministers kone, Stephanie Carter, mens hendes mand talte fra talerstolen. Og vi har set hvordan Biden igen og igen får kraftfulde mediereaktioner og opnår omtale på grund af sine opsigtsvækkende udtalelser og episoder.
Tidligere hørte vi om den politiske lobbyist Roger Stone, der talte om sin kontroversielle ven Roy Cohn, der ligeledes var politisk rådgiver. Både Roger Stone og Donald Trump var protegé af den nu afdøde topadvokat og politiske lobbyist Roy Cohn - og meget nære venner. Vi hørte meget om Roy Cohn i første del, bl.a. om de mange anklager, der er mod ham om overgreb på børn i forbindelse med et VIP-pædofilt netværk.
Roger Stone talte i del 1 kapitel 2 om betydningen af magt som det primære i Roy Cohns seksuelle relationer - i Roy Cohns tilfælde var det angiveligt "unge blonde mænd", som altid hang omkring ham.
Vi hørte også tidligere om frimureren og okkultisten Aleister Crowley, der skrev forherligende digte om bl.a. voldtægt, dyresex, kannibalisme, sex med børn og nekrofili (se del 3 - begyndelsen af kapitel 4). Han havde desuden et motto: "Do What Though Wilt" - eller på dansk "Gør som du vil". I samme kapitel hørte vi, at adskillige af de amerikanske præsidenter har været topledere i Frimurerordenen.
Man kunne måske overveje, om magtmennesket Joe Biden kan have et lignende forhold til magt og sex. Og om af de måder, Biden demonstrerer sin magt, kunne være, at han gør som han vil? At han bider sin kone i fingeren, når det passer ham, siger og gør hvad han har lyst til - ved børn, teenagere og gamle damer - at han er ligeså distræt, som det passer ham og så videre...? Måske oplever Joe Biden, at han ikke fortsætter på sin magtfulde post trods sin grænseløse optræden - men at den er med til at give ham sin position...?
Måske har han ret?
For måske opfører han sig netop sådan, fordi han er præsident - og måske er han endda også præsident, fordi han opfører sig sådan?
De to seneste amerikanske præsidenter må siges begge at have været mere end almindeligt grænseoverskridende. Og meget tyder på at disse to præsidenter i virkeligheden har samme tilbøjeligheder. Præsident Trump er nu dømt for overgreb, og præsident Biden beskyldes af mange for grænseoverskridende adfærd - og nogle anser ham direkte for at være pædofil.
Som vi har hørt tidligere, var Trump også nær ven med den pædofile masseovergrebsmand Jeffrey Epstein, som, mange mener, drev en seksuel afpresningsoperation. Det er nærliggende at tænke, at disse præsidenter har været udsat for sådanne afpresninger, at de har fastholdt og eskaleret deres magtpositioner og på den baggrund er blevet mere og mere indifferente i forhold til deres udskejelser. At disse to amerikanske præsidenters opførsel måske er udtryk for det samme: Deres oplevelse af magtfuldkommenhed og urørlighed? At de kan tillade sig alt - og at de ikke vil lade sig indskrænke af trivielle grænser, sådan som almindelige mennesker gør?

Det er almindelig kendt, at efterretningstjenesten CIA har brugt såkaldte "love-traps" ("kærlighedsfælder") til at få klemmer på ledende politikere. Der er mange, som mener, at den type afpresning var hvad den sexhandel-dømte pædofile overgrebsmand og milliardær Jeffrey Epstein udførte mod flere af sine mange indflydelsesrige venner. Blandt disse venner var fx Donald Trump og Bill Clinton. Vi hørte om detaljer i disse oplysninger i del 1 kapitel 1.
Senest er beskyldninger om en lignende afpresningsoperation kommet frem om entertaineren og rapperen P Diddy. Sidst vi hørte om P Diddy her i bogen var i del 3 kapitel 3. Her hørte vi, at Diddy havde hundredvis af kameraer i sine hjem i Los Angeles, New York og Miami og bl.a. "krævede, at sexarbejdere og mindreårige piger skulle underskrive fortrolighedskontrakter, før de gik med til hans fester, og før de blev bedøvet og sexhandlet ved disse fester". Diddys "freak off"-fester blev betalt af Universal Music Group CEO Lucian Grainge, som er en af de mest magtfulde mænd inden for branchen, og som blev anklaget for også selv at deltage i festerne. Lucian Grainge er også en "nær ven" af Haim Saban, en magtspiller i det Demokratiske Parti. Saban er uafhængig non-executive direktør hos Universal Music Group og holdt i marts måned 2024 et fundraiser-arrangement for præsident Joe Biden.

Så det er svært at finde ud af, hvad man skal tænke om Joe Biden og hans bemærkelsesværdige grænseoverskridende opførsel. Men man bør måske stille sig selv dette spørgsmål: Når Joe Biden tillader sig at opføre sig sådan i forbindelse med offentlige begivenheder, hvor han ved, han bliver filmet, og det, han siger, bliver optaget - hvad kan han mon så finde på, når han tror, han er privat...?
Hvis han har succes med dén opførsel, hvad animerer det ham til at gøre, når han ikke skal stå til ansvar?
Hvad kan en toppolitiker, der har succes med at begå grænseoverskridende handlinger overfor kvinder, børn og ældre damer i offentlige sammenhænge, mon egentlig finde på, når han er alene med fx børn?

Wikileaks - Clinton, Wallstreet og "Pizzagate"
Som man kan se, er også Det Demokratiske Parti de senere år støt ind i udfordringer med pædofili-anklager. De kom bl.a. i forbindelse med Bill Clintons problematiske forbindelser til Jeffrey Epstein, som efterfulgte hans seksuelle skandale med praktikanten Monica Levinski. Senest er der den folkelige oplevelse af "Creepy Joe", og hans og Det Demokratiske Partis kontakter til det børnesexhandel-anklagede Universal Music Group. Desuden selvfølgelig de tidligere nævnte mange tilfælde af domme og sigtelser af partimedlemmer for diverse pædofile forhold.
Men også Bill Clintons kone Hillary har fået sin folkelige opmærksomhed med dette omdrejningspunkt. I 2016 - under sin præsidentvalgkamp - blev hun involveret i en mærkelig affære, med pædofili-anklager mod både hende og andre ledende kræfter i det Det Demokratiske Parti.

I Washington, D.C. skete der nemlig det år en del mærkelige begivenheder, som blev bemærket af rigtig mange almindelige mennesker, der forbløffede og opskræmte fulgte udviklingen i sagen online.
Sagen blev døbt "Pizzagate", og fik sit navn fordi omdrejningspunktet var to pizzeriaer, kaldet Comet Ping Pong og Besta Pizza. De to pizzaria-ejere blev mistænkt for at være involveret i et pædofilt VIP-netværk, som folk mente inkluderede Hillary Clinton og andre ledende kræfter i hendes parti.
Den første undren blandt iagttagere opstod som et resultat af nogle bizarre e-mails afsløret af whistleblower-organisationen Wikileaks - kaldet The Podesta Emails.
I marts 2016 blev den personlige Gmail-konto til John Podesta, en tidligere stabschef i Det Hvide Hus og formand for Hillary Clintons præsidentkampagne i 2016, kompromitteret i et hackingangreb. Der fremkom mange nyheder ud af den efterfølgende WikiLeaks-offentliggørelse.

Nogle af e-mails'ene afslørede interne konflikter i Clinton Foundation, som er en fond, der er etableret af Bill Clinton. BBC offentliggjorde en artikel, der beskriver 18 afsløringer fra deres første gennemgang af de lækkede e-mails, herunder uddrag fra Clintons taler og politisk motiverede betalinger til Clinton Foundation.

WikiLeaks offentliggjorde også udskrifter af tre Clinton-taler til Goldman Sachs og et 80-siders internt kampagnedokument, der katalogiserer potentielt problematiske dele af over 50 betalte taler. Under den demokratiske primærkampagne havde modkandidaten Bernie Sanders kritiseret Hillary Clinton for at nægte at frigive udskrifter af taler givet til finansielle virksomheder, der portrætterer hende som "for tæt på Wall Street". I en af sine taler til Wall Street-firmaet Goldman Sachs taler Clinton angivelgt om "at holde Wall Street ansvarlig kun af politiske grunde".
Ifølge et uddrag af talen sagde hun bl.a.:
"Jeg mener, politik er som at lave pølse. Det er usmageligt, og sådan har det altid været, men vi ender som regel, hvor vi skal være. Men hvis alle ser på, du ved, alle baglokalediskussioner og aftaler, du ved, så bliver folk mildest talt lidt nervøse. Så du har brug for både en offentlig og en privat holdning."

"I er de smarteste mennesker,” sagde Hillary Clinton desuden til de forsamlede Goldman Sachs-folk i sin tale. I den modsatte ende af skalaen ser hun tilsyneladende en stor del af den amerikanske befolkning. Hun blev i sin præsidentvalgkamp i hvert fald kendt for at sige, at halvdelen af Donald Trumps tilhængere hører til i en "kurv af elendige" (a "basket of deplorables"). Trumps kampagne hævdede derefter, at Clinton med sin udtalelse "flåede sin maske af og afslørede sin sande foragt for hverdagens amerikanere".

Goldman Sachs er massivt repræsenteret i Wall Street logen Kappa Beta Phi, som vi hørte morede sig over at have ødelagt en stor del af den amerikanske under- og middelklasses økonomi, mens logemedlemmerne selv havde inddrevet milionbonusser - i forbindelse med finanskrakket i 2008 (se de allerførste afsnit af denne online bog). Dette foregik til en underlig logefest, som senere blev afsløret af en journalist, der havde sneget sig med ind uden at være blevet bemærket.
I del 1 kapitel 1 hørte vi også om, hvordan Goldman Sachs i 2012 blev afsløret i at være medejer af internetportalen "Backpage", som var "det største forum for sexhandel med mindreårige piger i USA." Det blev afsløret i en artikel i New York Times med titlen "Financiers and Sex Trafficking" ("Finansfolk og sex-handel"). Artiklen fortæller, at Backpage spillede "en stor rolle i handelen med mindreårige", og kommer bl.a. med et eksempel på en 15-årig pige som "blev bedøvet, bundet, voldtaget og solgt til sex-kunder gennem Backpage og andre sider.” Goldman Sachs hævdede, at de "ingen kontrol" havde over Backpages operationer.
To eksempler på Kappa Beta Phi-medlemmer er tidligere formand for Goldman Sachs, John C. Whitehead, og den tidligere næstformand for Goldman Sachs, som også var tidligere finansminister - Robert Rubin.
Et andet eksempel og fremtrædende medlem af den estimerede Wall Street-loge, er en anden tidligere finansminister - Wilbur Ross. Ross var leder af logen og havde dermed titlen "the Grand Swipe”, som kan oversættes til "Det store stryg". I sin glorværdige erhvervskarriere har "Det store stryg" indtaget indflydelsesrige stillinger under både Donald Trump og Bill Clinton.
Den besynderlige logeaftenen blev indledt med en tale af Ross, hvori han nedgjorde en anden logeorden for "en stiltiende indrømmelse af homoseksualitet”. Herefter var der løbende bizarre sceneshows bl.a. med dragudklædte nye logemedlemmer. I en af disse sceneoptrædener sang dragqueen-koret af finansspekulanter en sarkastisk parodi på hit-balladen "I believe" fra musicalen "The Book of Mormon". "Jeg tror på at Gud har en plan for os alle. Jeg tror at min plan involverer en millionbonus," sang Wall Street dragqueen-koret. Der var også latterliggørende sange om de svagheder i finanssektoren, som netop havde resulteret i omfattende tvangsauktioner og en ødelæggende global arbejdsløshedskrise.
Wilbur Ross har tætte personlige erfaringer med andre menneskers konkurser, og gennem sin karriere har han været involveret i flere bemærkelsesværdige økonomiske sager og skandaler. I 1976 begyndte Ross sin 24-årige ansættelse hos Rothschild & Co's kontor i New York, hvor han drev rådgivningspraksis for konkursrestrukturering. I 1998 var Ross involveret i otte af de 25 største amerikanske konkurser nogensinde dengang.
Ross har meget tætte forbindelser til Clinton-familien og Det Demokratiske Parti såvel som til Donald Trump og Republikanerne. Ross har været økonomisk støtte og medlem af begge partier, og han tjente under præsident Bill Clinton i bestyrelsen for the U.S. Russia Investment Fund (USA's Russiske Investeringsfond). Han var desuden finansminister under Donald Trump fra 2017-2021. Ross havde da også gjort fordelagtige ting for Trump tidligere i sin finanskarriere. I 1980'erne var Donald Trumps tre kasinoer i Atlantic City truet af tvangsauktion fra långivere. Ross, som dengang var den øverste administrerende direktør for Rothschild & Co, repræsenterede investorer i kasinoet. Ross var med til at overbevise obligationsejerne om at indgå en aftale, der sikrede, at Trump kunne beholde kontrollen over kasinoerne. Donald Trump er en mand med korruption meget tæt inde på livet. Vi hørte fx tidligere om Donald Trumps omgang og handler med mafialedere i sin tid som virksomhedsleder indenfor entreprenørbranchen og som casinoejer. Det drejede sig angiveligt bl.a. om chefen for Genovese mafiafamilien, "Fat Tony" Salerno, og lederen for Gambinofamilien, Paul Castellano (se del 1 kapitel 3).
Wilbur Ross' har været involveret i svindel flere gange:
I august 2016 indvilligede Ross i at tilbagebetale investorere 11,8 millioner dollars og betale en bøde på 2,3 millioner dollars for overopkrævning af gebyrer.
I december 2017 blev Ross anklaget for insiderhandel som led i et 2014-salg af aktier i Bank of Ireland. Det skete i en rapport fra to irske finansanalytikere, bestilt af et irsk medlem af Europa-Parlamentet
I juni 2018 blev det afsløret, at Ross igen havde begået insiderhandel. Han havde solgt aktier, med baggrund i en kommende rapport med oplysninger, der ville påvirke virksomheden negativt. Dette havde han gjort før historien blev almindeligt offentliggjort. Ross fik et betydeligt overskud ud af ulovlighederne.
I august 2018 blev han så af sine forretningspartnere og ansatte anklaget for ulovligt at omdirigere eller direkte stjæle i alt 120 millioner dollars.

Lederen af Hillary Clintons præsidentkampagne i 2016, John Podesta, havde angiveligt også i nogle af de lækkede Wikileaks-mails diskussioner om det demokratiske partis forhold til den katolske kirke. Bl.a. at partiet havde startet organisationerne "Catholics in Alliance for the Common Good" ("Allierede katolikker for det fælles bedste") og "Catholics United" ("Forenede katolikker") for at fremme en mere progressiv tilgang til bl.a. homoseksualitet, aborter og kvindelige præster. Formanden for Catholics in Alliance for the Common Good er Fred Rotondaro, som i en artikel bl.a. skrev at "homosex kommer fra Gud".
"Common good" ("det fælles bedste") er det nok mest centrale slogan for pave Frans, og handler i bund og grund om at individet skal ofre sig for samfundet. Dette princip er fx blevet presset kraftigt igennem under covid-kampagnen i 2020-2022, hvor folk bl.a. blev opfordret til at "tage stikket for samfundets skyld". Meget mere om pave Frans og hans slogan for "det fælles bedste" i sidste kapitel i denne bog.

Tilbage til den underlige "Pizzagate"-sag. De mere mærkelige personlige beskeder, der ifølge Wikileaks også forekom i bl.a. John Podestas mailkorrespondance, blev ikke omtalt i de større nyhedsmedier. De blev til gengæld undersøgt og diskuteret flittigt af mere og mere oprørte grupper på diverse online platforme.
Flere pegede på, at ord som "pizza", "cheese" (ost), "ice cream" (is), "sauce" og "hotdog" fandtes i mange af Podestas mails. Ud fra de mange sammenhænge ordene indgik i, som ofte ikke gav så meget mening, blev det diskuteret, om disse ord var kodeord for noget helt andet. Der blev kraftigt spekuleret i, om det var kodeord for børn og pædofil sex med børn. Denne forestilling bliver dog tilsyneladende delvist underbygget af det føderale amerikanske efterretningsbureau FBI, som angiveligt har afsløret, at børnemisbrugsgrupper anvender særlige symboler, som fælles koder, i deres interne kommunikation.

Når man undersøger Wikileaks' Podesta-mails, er der flere, hvor kommunikationen virker lidt mærkelig eller direkte bizar - og nogle steder er det svært ikke at blive en anelse foruroliget.
Her nogle eksempler:
"Lommetørklæde, der er pizza-relateret": Wikileaks' Podesta-mail nr. 32795.
"Bedre at spille domino på ost end på pasta": Nr. 50332.
"Vi må ’nøjes’ med pasta": Nr. 44232.
"Pizza extravaganza": Nr. 37072.
"Hotdog stand på Hawaii": Nr. 30231.
Billede af piger, der spiser samme pizzastykke - "Det bliver ikke bedre end det": Nr. 8673.
Mindreårige siges at være underholdningen til festen: Nr. 46736.
"Vores pizza-logo": Nr. 37543.
Her nævner John Podestas bror, at han "stadig er i torturkammeret": Nr. 56492.
Ærgerligt, at jeg ikke lavede en god pizza til dig: Nr. 48531.
En feriepakke med pasta og sauce: Nr. 52225.
"Spirit Cooking middag": Nr. 15893.

Også Hillary Clinton og Barack Obama blev sat under mistanke. I 2009 - mens Clinton var udenrigsminister - blev hendes mails nemlig angiveligt ligeledes hacket og offentliggjort på Wikileaks. I en af de offentliggjorte Hillary-mailtråde afslutter diplomaten og ministerrådgiveren Winston Lewis Amselem sin besked med ordene:
"Med krydsede fingre, den gamle kaninfod er ude af kassen på loftet, vil jeg ofre en kylling i baghaven til Moloch."

Mailtråden har titlen "Honduras: Måske, måske" og ytrer et håb om USA's og Clintons positive udenrigspolitiske muligheder i Honduras, lige før den tilsyneladende humoristiske afslutning. Moloch er en hedensk gud omtalt i Bibelen. De hedenske folkefærd, der dyrkede Moloch, ofrede, ifølge Bibelen, børn til denne gud.
På sin LinkedIn-profil beskriver Amselem selv, at han i sin karriere har "arbejdet med amerikanske og udenlandske militær-, efterretnings- og diplomatiske embedsmænd om narkotika, våben, menneskesmugling, terrorisme, udlevering, grænse- og luftrumssikkerhed, faglige udvekslinger, træningsøvelser, menneskerettigheder, katastrofehjælp og udviklingsprogrammer."

En mailtråd blandt John Podestas mange WikiLeaks-mails har titlen "Hillary pizza party April 10". Tråden starter med John Podestas bror Anthony Podesta, der inviterer John til "Pizza-fest" med Hillary Clinton. Maya Harris kommer, skriver Anthony Podesta. Maya Harris er søster til tidligere vicepræsident under Joe Biden - Kamala Harris.
Denne artikel i avisen USA Today fortæller, at det er uklart, om "Hillary-pizzafesten den 10. april" faktisk fandt sted. "USA TODAY har henvendt sig til Clintons kontor for at få det bekræftet," skriver avisen - men tilsyneladende uden held.
Uanset hvad bedømmer artiklen, at hele historien er falsk, da den bygger på den "grundigt afviste" "konspirationsteori" Pizzagate. Mere om afvisningen af spekulationerne inden længe.
Det er Anthony Podesta, der tilsyneladende er vært for arrangementet, som han adresserer til at foregå på "Belmont HFA". Belmont er en mindre by i New Hampshire i det nordlige USA - cirka 450 km fra New York. "Belmont HFA" kunne måske henføre til Belmont Village Apartments hos New Hampshire Housing, med hjemmesiden NHHFA.org, der tilbyder huse og lejligheder i området. I mailen opfordrer Tony Podesta til at invitere andre, og skriver "Pizza til Hillsry", som må antages at være en slåfejl for "Pizza til Hillary". Mailtråden ender med, at Tony spørger John Podesta "Vil du lave pizza eller prøve at sælge til terry-event" ("Do you wanna do pizza or try to sell to terry event"). Det er uklart, hvad der menes med "terry event"; ordbogen fortæller, at "terry" betyder "frotté" - altså den bløde tekstiltype. Slangordbogen "Urban Dictionary" fortæller dog, at "Terry" bl.a. også kan referere til en meget tillidsvækkende person, en der er fantastisk - "særligt i soveværelset" og til seksuelt partnerbytte.

Hillary Pizza-party - John Podesta-mail.

WHillary Pizza-party - John Podesta-mail.

Også Barack Obama kom under folkelig mistanke. Det skete på grund af en intern mailtråd fra maj 2009 i firmaet Strategic Forecasting Inc. med titlen "Gør klar til 'Chicago Hot Dog-fredag'". Mailen blev sendt mellem medlemmer af ledelsen i firmaet kendt under navnet Stratfor, som er en virksomhed, der arbejder med geopolitiske og militære strategiske efterretninger. Det var bl.a. præsidenten for firmaet, Don Kuykendall og en af firmaets vicepræsidenter på dette tidspunkt, Aaric Eisenstein samt en tidligere politimand og specialagent i den amerikanske sikkerhedstjeneste Secret Service, Fred Burton.
Mailen er tilsyneladende en invitation til en art fest.
I forlængelse af emnetitlen skriver firmapræsidenten "For at fejre alle jer hotdogs derude. Aaric, du kan også deltage!"
Hertil svarer specialagenten Fred Burton:
"Jeg tror, at Obama brugte omkring 65.000 dollars af skatteydernes penge på at flyve pizza/dogs ind fra Chicago til en privat fest i Det Hvide Hus for ikke længe siden, antager, at vi bruger de samme kanaler?"

Aaric Eisenstein svarer derefter: "Hvis vi får de samme 'servitricer', er jeg helt for det!!!"
Mange foruroligede internetbrugere blev formodentlig mindet om skandalen om de mindreårige "call-boys", der besøgte Det Hvide Hus, mens Ronald Reagan og George W. H. Bush holdt til i præsidentresidensen. Læs kapitel 3 i del 1: "Pædofili og præsidenter - Drengeprostituerede på natbesøg i Det Hvide Hus".

Fred Burton er også involveret i en Stratfor mailtråd, som taler om "en skive pizza" til flere personer.
Mailtråden startes med et spørgsmål:
"Hvem af alle på Austin-kontoret i dag, hvem vil have pizza? Vi har kun én skive, og vi skal vide, hvor tyndt vi skal skære den..."

Hertil svarer en ansat i Austin: "Omfatter pizzatilbuddet os, der ikke kan nå mødet, fordi vi er herude og redigerer? For hvis ja, så tæl mig med."
Så afslutter Fred Burton mailtråden med ordene: "Er du sikker på, at dette måske ikke er en Jim Jones Kool-Aid-begivenhed? Teekell, spis venligst min skive."
Jim Jones var en kult-leder, som sammen med sine tilhængere begik masse-selvmord ved at drikke en druejuice indeholdende kaliumcyanid. "Kool-Aid-begivenhed" refererer således til vendingen "drinking the Kool-Aid", som betyder at "drikke juicen" og implicit at tro på en dødbringende, forvirret eller tåbelig ideologi, kun baseret på den ideologiske leders karismatiske udstråling og lokkerier.
"Teekell" er formodentlig tidligere militærofficer og dengang terror- og sikkerhedsanalytiker hos Stratfor, Andrew Teekell - som altså opfordres til at "spise" Fred Burtons "skive".
WikiLeaks skriver i øvrigt, at de mange Stratfor-mails daterer sig fra juli 2004 til december 2011, og hævder videre:
De afslører det indre arbejde i en virksomhed, der udadtil er udgiver af efterretninger, men som leverer fortrolige efterretningstjenester til store virksomheder, såsom Bhopal's Dow Chemical Co., Lockheed Martin, Northrop Grumman, Raytheon og regeringsorganer, herunder det amerikanske ministerium for indenrigssikkerhed, de amerikanske marinesoldater og det amerikanske forsvars efterretningstjeneste. E-mails viser Stratfors net af informanter, pay-off struktur, betalingshvidvaskningsteknikker og psykologiske metoder.

De nævnte firmaer er en Indisk kemivirksomhed og desuden fly og våbenproducenter, der samarbejder tæt med den amerikanske regering.
Denne artikel fortæller om Fred Burtons måde at sælge et overvågningssystem kaldet Trapwire. Mens Fred Burton agerede neutral rådgiver, havde Stratfor samtidig en aftale med Trapwire om at få procenter af de salg Statfor og Burton genererede. Salgstilgangen kaldes i artiklen "sordid", hvilket kan oversættes til "umoralsk", "ussel" eller "grådig". Stratfors - og særligt Fred Burtons underlødige salgsmetoder - bliver direkte kaldt svindel af en forfatter og tidligere direktør i det førende sikkerhedsfirma Kroll Associates. Artiklen kan læses hos Brookings Institution, som er en NGO, med base i USA's regeringsby Washinton D.C., der leverer dybdegående undersøgelser og analyser "for at forbedre politik og styring på lokalt, nationalt og globalt niveau."

Wikileaks' Stratfor-mails har været udfordrende for firmaets troværdighed. En af de ting der fx blev bemærket var, at Fred Burton i mails skrev "se, hvad jeg kan afsløre" om en klassificeret FBI-undersøgelse. Desuden pralede han i øvrigt af sine "betroede tidligere CIA-kammerater".
Igennem store dele af denne online bog har den røde tråd været efterretningstjenesters seksuelle fælder - også kaldet "honningfælder". I flere dele heraf har vi set adskillige indikationer af misbrug af børn i sådanne sammenhænge. Med dette omdrejningspunkt er vi igen og igen stødt på efterretningstjenesters tilsyneladende indblanding. Og ingen efterretningstjeneste er dukket op oftere end netop arbejdsgiveren for Fred Burtons "betroede tidligere" "kammerater": CIA.

Bestyrelsen for Det Demokratiske Parti, Democratic National Committee - DNC, kom i søgelyset på grund af en Wikileaks-mail fra 2016 med titlen "You have a lollipop" ("Du har en slikkepind").
I mailen taler den politiske aktivist, forfatter og teolog Leah Daughtry om "sin første 'slikkepind-oplevelse'".
Mailsamtalen starter med, at kommunikationsdirektøren for DNC, Luis Miranda, skriver:
"Leah, er der nogen, der har givet dig besked om, at du har en slikkepind til at befinde sig i spin-rummet ved aftenens debat? Er du klar til det? Jeg vil være med dig, så jeg kan tage fat på ting, der ikke er specifikke for stævnet, sammen med dig."

Hertil svarer Leah Daughtry:
"Har tænkt på at takke dig for at være sammen med mig under min første "slikkepind"-oplevelse. Påskønnede din støtte og din faste tilstedeværelse.
Det eneste jeg fortryder er, at jeg ikke tog min slikkepind med :)"

Skærmklip af Wikileaks DNC-mail om 'Slikkepind'.

Ud over samtalen selvfølgelig i sig selv er åbenlyst mærkelig, er det vist næsten også overflødigt at nævne, at "slikkepind" har flere sjofle betydninger som slang.
Slang-ordbogen "Urban Dictionary" gør opmærksom på den almindelige betydning: "Slik til børn brugt til at sutte for fornøjelsens skyld" men fortæller også, at det bl.a. kan betyde en "seksuel genstand" og "en kvindes bedste ven". Der uddybes med "mest dem der er løse på tråden" ("A female's best friend, mostly the sluty ones").

Børn på 11, 9 og 'næsten 7' betegnes som 'underholdning' 'i poolen'
I en af de tidligere omtalte Podesta-mails (nr. 46736), er Hillary Clintons nærmeste kampagnerådgiver, John Podesta, blandt dem, der bliver inviteret til et arrangement på en gård. Han og hans kone Mary er blandt cirka en snes mennesker, der er med på dialogen om indbydelsen - kendte fra amerikansk politik, forretning, journalistik og kultur. I mailen skriver værten, senior vicepræsident for regeringsforbindelser hos NGO'en The Pew Charitable Trusts, Tamera Luzzatto:
"Med en enorm taknemmelighed over for Advance Man Extraordinaire Haber, springer jeg op igen for at dele vores begejstring over Reprisen af Vor Bandes besøg på gården i Lovettsville. Og jeg tænkte, at jeg ville dele et par bemærkninger mere:
Vi planlægger at opvarme poolen, så en svømmetur er en mulighed. Bonnie vil være Uber-Service til at transportere Ruby, Emerson og Maeve Luzzatto (11, 9 og næsten 7), så I vil få noget yderligere underholdning, og de vil helt sikkert være i poolen. Og med prognosen, der viser udsigt til nogen sol, og en køligere temperatur på de lavere 60'ere, foreslår jeg, at du medbringer trøjer af hvilken som helst stands-påklædning, der vil gøre os i stand til at bruge vores udendørs bord med en pergola overdækning så vi spiser al fresco (og helst ikke al-CHILLo).
...
Con amore, Mrs. Farmer L."

"Advance Man Extraordinaire Haber" kan oversættes til den "Avancererede Ekstraordinære Mand Haber". "Haber" henviser til en mand, der også er med på mailtråden: Jon Haber, som er stifter og leder af kommunikationskonsulentbureauet Cascade Strategy, der rådgiver indenfor strategisk og politisk kommunikation.
Lovettsville er en lille landsby cirka 90 km fra Washington, D.C., hvor Tamera Luzzatto bor - åbenbart på en gård.
En anden tilknyttet mail er "Bonnie.Levin@medstar.net", og "Bonnie" må derfor referere til toplederen i medicinalfirmaet MedStar Health Bonnie Levin.
Ruby, Emerson og Maeve Luzzatto er børn af professoren og kunsteren Ben Luzzatto, som er stedsøn af Tamera Luzzatto. De tre børn er således Tamera Luzzattos sted-børnebørn. Denne artikel fortæller om den priviligerede Luzzatto-familie, med børnenes bedsteforældre højtplaceret i den statslige organisation Center of Democracy and Governance (Center for demokrati og regeringsledelse) og Council of Foreign Relations (CFR - magtfuldt statsligt råd for udenrigsforbindelser).
Vendingen "de lavere 60'ere" hentyder til 60 grader Farhenheit, som svarer til cirka 15 grader celsius.
Som man nok kan læse af oversættelsen, er denne invitation skrevet i et særligt friskt og bevidst komisk gammeldags sprog fx med ord som "Reprisen af Vor Bandes besøg" ("the Reprise of Our Gang’s visit"), som altså henviser til et tidligere arrangement for "banden" på Tamera Luzzattos gård. Dette ord "bande" bliver brugt flere gange om folkene omkring John Podesta i forbindelse med de arrangementer, han og andre afholder.
Vendingen "hvilken som helst stands-påklædning" kommer af "sweaters of whatever attire", hvor "attire" er et gammelt ord for beklædning. Som man ser kalder Tamera Luzzatto desuden sig selv for "Mrs. Farmer L" ("Fru Gårdejer L").
Det var især sætningen om børnene på 11, 9 og "næsten 7" år, benævnt som "noget yderligere underholdning" i poolen for de voksne indbudte gæster, der i denne mail vakte opsigt.

Men det blev endnu værre: Luzzatto havde angiveligt også et websted med titlen "Evie's Crib," med en tekst, der lød:
"Evelyn vokser op, snart vil hun være dronningen af hele US of A, lige nu, kun i en begrænset periode, kan du bruge noget tid med hende online, råt og ubeskåret. Udnyt dette nu, da hun i fremtiden vil have livets og dødens magt over dig."

Dette stod øverst på forsiden, og lige herunder kunne ses et fotografi der tilsyneladende var af Tamera Luzzatto med fire børn. Det kunne angiveligt findes på hendes egen private hjemmeside, der påstås at være blevet lukket ned i umiddelbar forbindelse med afsløringerne omkring "Pizzagate".
Der findes også et andet påstået skærmklip fra hjemmesiden med links med ord som fx "baby ambien", "discomfort", "filth", "malpractice", "Parental Manipulation", "psychopath", "skullduggery" og "tranquilizers". Ordet "ambien" i "baby ambien", er et beroligende og hypnotisk medicinsk middel. De øvrige ord kan oversættes til "ubehag", "svineri", "fejlbehandling", "Forældres Manipulation", "psykopat", "kraniegraveri" og "beroligende midler". Dette synes at være forskellige profilnavne på følgere af hjemmesiden "Evie's Crib".

Tamera Luzzattos profil på Harvard University og angiveligt egen hjemmeside 'Evie's Crib'

Tamera Luzzatto fungerede som Hillary Clintons stabschef i det amerikanske senat fra 2001 til 2009, da Clinton var udenrigsminister. Inden da var Luzzatto i 15 år ansat hos senator John D. Rockefeller IV bl.a. som lovgivende direktør og stabschef. Hun var Rockefellers primære forbindelsesled til bl.a. det statslige rådgivende panel, som han var formand for, National Commission on Children (National kommission om børn).
Tidligere hørte vi, om flere af den indflydelsesrige Rockefeller-families forskellige forbindelser og værdibaserede handlinger:
Flere medlemmer af den okkulte klub Skull & Bones har kontrolleret formuen for Rockefeller-familien (del 3 kapitel 1). Medlemmer kaldes også "Bonesmen", hvilket kan oversættes til "knoglemænd". John D. Rockerfellers nevø Percy Avery Rockefeller var selv en sådan "Bonesman". I del 3 hørte vi om, hvordan denne klub havde døden som omdrejningspunkt i sine okkulte ceremonier.
Et andet Rockefeller-familiemedlem, Nelson Rockefeller, blev USA's vicepræsident ved at bestikke sig til denne stilling. Han havde givet store gaver til indflydelsesrige folk omkring regeringsadministrationen, såsom udenrigsministeren og den berygtede krigsforbryder Henry Kissinger (se del 3 kapitel 2).
Familiens store politiske indflydelse kom også til udtryk i Rockefeller-kommissionen, som undersøgte CIA's, FBI's og militære efterretningstjenesters ulovlige overgreb på USA's egen befolkning bl.a. i hjernevaskerprogrammet MK-Ultra. Her udarbejdede Rockefeller-kommissionen en ikke-fyldestgørende rapport, der skabte i utilfredshed i befolkningen, og tvang senator Ted Kennedy til at foretage en anden mere dybdeborende undersøgelse (se del 3 kapitel 2).
Senere skal vi desuden bl.a. høre om Rockefeller Foundations arbejde for udbredelsen af genmanipuleret mad og transformation af fødevaresystemet.

Podesta-brødrene, torturkammer og "kunst" med børnepornografiske og dødsdyrkende udtryk
Anthony Podesta er, ligesom som sin bror John, tæt knyttet til Det Demokratiske Parti. Mens John har været en del af ledelsesinderkredsen, er Anthony en politisk magtspiller i netværket omkring partiet. Fra denne position hører han til blandt Washington's mest magtfulde lobbyister og fundraisere. Også derfor vakte de to Podesta-brødres angivelige mailkorrespondancer opsigt, da de blev offentliggjort af Wikileaks.

I denne mail (Podesta-mail nr. 56492) skriver Anthony Podesta til sin bror John og Johns kone Mary Podesta:
"Stadig i torturkammer
Et andet spørgsmål. Har I to lyst til at spise valentinsmiddag den 14. feb"

Mailen har titlen "Last night was fun" ("I går aftes var sjov").

Skærmklip af Wikileaks Podesta-mail nr. 56492

Det indforståede udsagn "Stadig i torturkammer" er vel svært ikke at studse over, selv for de mest hardcore "anti-konspirationsteoretikere". Detaljen om invitationen til "valentinsmiddag" er dog måske også værd at knytte nogle ord til. "Valentinsdag er en tid til at fejre romantik og kærlighed og kysse-ansigts-fortrolighed," står der i denne artikel i mediet NPR.com. Podesta-Valentinsmiddagen kan selvfølgelig være en almindelig familiehyggemiddag, trods den ellers normalt "romantiske" valentin-anledning - og hvem ved hvad torturkammeret mon er for noget (ud over John og Mary Podesta, som tilsyneladende er et svar på det spørgsmål).
Men man kan bemærke, at "Valentinsdag" er en hedensk og okkultisk højtid. Oprindelsen går tilbage til en art antik "festival". NPR fortæller videre, at "oprindelsen af denne festival" "er faktisk mørk, blodig - og en smule forvirret."
Derefter fortæller NPR om de antikke romeres fejring af "Lupercalia-festen", som menes at være en forløber for Valentinsdag. "Mændene ofrede en ged og en hund, og derefter piskede de kvinderne med huderne fra de dyr, de lige havde slået ihjel," forklarer mediet om noget af den historiske baggrund. De romerske romantikere "var fulde. De var nøgne," forklarer en Yale-professor i religionsvidenskab i artiklen. "Unge kvinder ville stille sig op i række, for at mændene kunne slå dem. De troede, at dette ville gøre dem frugtbare," siger han desuden.

Den brutale fest omfattede et matchmaking-lotteri, hvor unge mænd trak navne på kvinder fra en krukke. Parret ville så være koblet sammen i løbet af festivalen - eller længere, hvis matchen var rigtig. De gamle romere kan også være ansvarlige for navnet på vores moderne kærlighedsdag, fortæller NPR. Kejser Claudius II henrettede to mænd - begge ved navn Valentine - den 14. februar i forskellige år i det tredje århundrede. Deres martyrium blev hædret af den katolske kirke med fejringen af St. Valentinsdag. Dette er ét eksempel af mange på den katolske kirkes integration af hedenske og okkulte skikke - vi skal høre flere af sådanne eksempler i kapitel 2.
Valentinsdag og dagene omkring denne er ligesom Halloween højtidsperioder for satanister, bl.a. fordi de har oprindelse i antikke hedenske fester.

Mistanken mod Podesta-brødrene blev ikke mindre af, at det i Pizzagate-understrømmen kom frem, at Anthony Podesta i sit hjem havde "kunst" med børnepornografiske og dødsdyrkende udtryk. En artikel i den kendte avis Washington Post kom i et par sidebemærkninger til at afsløre lidt af denne omstændighed. Artiklen, som er fra 2004, har titlen "Gift, med kunst" og handler om ægteparret Tony og Heather Podestas hjem og deres forhold til kunst. Det er venlig profilartikel der fascinereret fortæller om parrets tilknytning til kunst og støtte af udvalgte kunstnere i det elitære såkaldt "avangarde" kunstmiljø. Den Podesta-venlige artikel kommer flere steder ind på detaljer om parrets private kunstsamling, som nogle steder synes at være lidt svære at balancere. Bl.a. står der:
"Folk, der deltog i en husrundvisning i Lake Barcroft-kvarteret i Falls Church tidligere i år, spærrede øjnene op, da de gik ind i et soveværelse i Podesta-boligen behængt med flere farvebilleder af Katy Grannan, en fotograf kendt for dokumentariske billeder af nøgne teenagere i deres forældres forstadshjem."

"'De var rædselsslagne,' husker Heather, og et grin breder sig over hendes ansigt," fortæller Washington Post-journalisten og går så videre med at fortælle, hvor søde parret er ved de kunstnere, de køber kunst af. At artiklen er venlig overfor det indflydelsesrige Podesta-par, er nok ikke helt tilfældigt - Washington Post er blandt Tony Podestas kunder, hvilket journalisten føler behov for selv at fortælle.
Et andet sted i artiken fortælles dette:
"Billederne, der omkranser Tonys kontor på niende sal i PodestaMattoon, giver en usædvanlig velkomst. En række fængslende computermanipulerede fotografier af den hollandske kunstner Margi Geerlinks tjener som en advarende fortælling om genteknologi. Det ene viser en dreng, der tilsyneladende er født fra en symaskine. I et andet findes en ung pige, der strikker sit eget hår. Et tredje har en nøgen kvinde nedsænket i blodrød væske.

"PodestaMattoon" er det tidligere navn for Anthony Podestas lobbyist-firma Podesta Group.
Mange kritikere blandt følgerne af "Pizzagate" tvivlede tilsyneladende på Tony Podestas forhold til billedet som "en advarende fortælling om genteknologi". Dette er da også journalistens betragtning og ikke Podestas egen udlægning. Pizzagate-følgerne fokuserede mere på den faktiske beskrivelse af de åbenlyst twistede afbildinger.
"Nogle mennesker synes, det er lidt mærkeligt," siger Tony om sine valg. "Men det er deres problem."
Her synes Tony Podesta på tankevækkende vis at ramme plet. Dem der offentligt har overvejet, om Tony Podestas mønster af mærkelige udsagn og fornøjelser mon kunne være udtryk for noget mere foruroligende, er i al fald blevet udskammet, hånet og kaldt "højreorienterede konspirationsteoretikere". Som nævnt mere om det inden længe.

"Gennemsyret af venstreorienteret politik, foretrækker Tony kunst med eksplicit nøgenhed og social kritik," skriver journalisten også. Spørgsmålet er nok for nogle kritikere, om det centrale er "venstreorienteret politik" og "social kritik" eller simpelthen et afsporet værdigrundlag.
Interessant nok har Podesta-parret ét særligt billede hvor netop nøgenhed og død fremhæves. Et kæmpestort billede af Jesus Kristus, fortæller artiklen:
"Selvom billeder cirkulerer af og på væggene i parrets hjem, forbliver ét værk i Woodley Park-stuen. Det næsten otte fod høje farvefoto af den britiske kunstner Sam Taylor-Wood, kaldet "Soliloquy VII", er en opdatering af et maleri af den døde Jesus fra det sene 15. århundrede. Taylor-Wood replikerer trofast originalens komposition og fotograferer her, i levende farver og minutiøse detaljer, en ung mand lagt ud på ryggen. Bare én ting: Taylor-Wood udelader ligklædet og viser sit motiv i al sin nøgenhed."

Podesta-parret har altså - som deres eneste permanent hængende værk - et knap 2,5 meter højt fotografi, der tager udgangspunkt i et klassisk maleri af den døde Jesus Kristus. Men her er mandefigurens lem blottet.

I artiklen i Washington Post kan man også se et billede af ægteparret Podesta med en skulptur i forgrunden, som blev et af de store samtaleemner blandt Pizzagate-følgere. Det var en skulptur udført af kunstneren Louise Bourgeois kaldet "The Art of Hysteria" ("Hysteriets kunst"). Skulpturen forestiller en hovedløs mand, der voldsomt buer tilbage og er udført i et materiale, der ligner skinnende guld.

Skærmklip af Washington Post-artiklen 'Gift, med kunst'

Skulpturen skildrer den voldsomme fysiske reaktion hos patienter, der lider af hysteri - et tema kunstneren angiveligt var inspireret af.
Men følgere af "Pizzagate" bemærkede ligheden mellem skulpturen og en seriemorders bestialske behandling af et af sine ofre. Det var den psykopatiske seriemorder Jeffrey Dahmer som tog billeder af sine ofre i mærkelige positioner. Han havde fotogtaferet et af sine ofre i den samme position som den skulptur Anthony Podesta havde hængende i sit hjem. Jeffrey Dahmer havde afhugget mandens hoved, så de to figurer ligner hinanden uhyggeligt præcist.
Pizzagate-følgere satte billeder af Jeffrey Dahmers offer op ved siden af Anthony Podesta med sin skulptur for at vise den foruroligende lighed mellem de to figurer.
Et eksempel herpå kan ses på denne side (ADVARSEL: Meget foruroligende billedmateriale).

En artikel i magasinet Washington Life beskriver Anthony Podestas forkærlighed for de to kontroversielle kunstnere Marina Abramovic og Biljana Djurdjevic. Meget mere om Marina Abramovic lige om lidt, men også forbindelsen til Biljana Djurdjevic vakte opsigt og ubehag. Podesta har angiveligt et stort maleri af Djurdjevic i sin stue, men vi får ikke nogen information om hvilket. Søger man på Biljana Djurdjevics malerier, får man dog flere foruroligende søgeresultater.
"Efterrationaliser alt det du vil, men dette er et maleri af et barn, der bliver tortureret," påpeges det om et af kunstnerens billeder i magazinet "The Vigilant Citizen" ("Den årvågne Borger"). Det sker i en artikel om "Pizzagate", der ligeledes kommer ind på Biljana Djurdjevics malerier.

Fotografier: Offer for seriemorderen Jeffrey Dahmer og John og Heather Podesta bag skulptur i deres hjem

Lommetørklæde med 'pizzarelateret kort' og 'domino på ost eller pasta'
Jo flere Wikileaks-mails af denne art man kigger på, des mere underligt og foruroligende indtryk står man tilbage med. Lad os se nærmere på nogle af de tidligere oplistede John Podesta-mails.

Af en anden Wikileaks-mail (nr. 32795) forstås, at Anthony Podesta tilsyneladende har været med på fremvisning af et hus sammen med en ejendomsmægler og finansmanden Herb Sandler og hans datter Susan. Ejendomsmægleren har opdaget "et firkantet stoflommetørklæde", som var blevet glemt i køkkenet i huset, og gør opmærksom på det til Susan Sandler. Susan Sandler spørger i forlængelse heraf Anthony Podesta:
"Ejendomsmægleren fandt et lommetørklæde (jeg tror, det har et kort, der virker pizzarelateret [parentes-slut mangler]. Er det dit? De kan sende det, hvis du vil. Jeg ved, du har travlt, så du er velkommen til at lade være med at svare, hvis det ikke er dit, eller du ikke ønsker det."

Herbert Sandler var co-CEO sammen med sin kone, Marion Sandler i Golden West Financial Corporation og World Savings Bank. Han døde den 4. juni 2019 i en alder af 87. Golden West Financials udlånspraksis fik Time Magazine til at inkludere Sandler og hans kone Marion på deres liste over "25 personer, der har skylden for finanskrisen".
Inkluderet på mailen til at modtage spørgsmålet om lommetørklædet med det mulige "pizzarelaterede kort" er militærkvinden Eryn Sepp. Hun tjente som Civil Affairs-sergent i Irak-krigen (sergant med fokus på civile anliggender). Denne artikel fortæller, at hun bl.a. "fokuserede på kvinders og børns rettigheder". Ifølge hendes egne oplysninger i dette interview efterlod krigen Sepp med traumer fra både voldsomme krigsoplevelser og seksuel chikane fra mandlige soldaterkolleger. Sepp er desuden "en dygtig skarpskytte," fortælles det i artiklen med interivewet.

Erin Sepp er også med i denne mailtråd (nr. 44232). Hun er anført som "Til planlægning" ("For scheduling") - tilsyneladende til at deltage i et af John Podestas sociale arrangementer. I mailen, der er stilet til John Podesta, skriver den politiske rådgiver og mediepersonen Jennifer M. Palmieri, at hun desværre ikke kan komme til arrangementet, som finder sted samme aften - søndag den 1. marts 2015.
"Må nøjes med den pasta, John gav os i julen. Virkelig ked af at gå glip af det."

John Podesta spørger de andre på tråden, om han skal udskyde arrangementet til senere på ugen. De andre er Tara McGuinness og Leslie Dach, som begge er tidligere seniorrådgivere i Det Hvide Hus under Barack Obama.
Podestas spørgsmål er formuleret i samme "gammeldags" stil, som vi tidligere hørte fra Tamera Luzzatto. "Er det mest tappert at udsætte til senere på ugen?" skriver Podesta. Ordene "Er det mest tappert" er formuleret "Is the better part of valor", som kan oversættes til "Er størstedelen af tapperhed" - eller endnu mere direkte oversat: "Er den bedste del af tapperhed". Han afslutter beskeden med "Nemt for mig på den ene eller den anden måde, da jeg ikke behøver at gå ud."

Tara McGuinness svarer John Podesta "Vi kan begge dele." Dertil svarer Podesta "Ring til mig" og giver sit telefonnummer. Cirka 45 minuntter efter denne besked kl. 18:12 skriver Tara McGuinness "På vej. Hvilket hus # igen?"
Dagen efter mandag den 2. marts 2015 kl. 7.19 afslutter Podesta maildialogen med en besked til Tara McGuinness:
"Tak for at komme ud. Altid glad for at babysitte.
JP"

Denne Wikilieaks Podesta-mail (nr. 30231) har emnetitlen "man, I miss you" ("mand, jeg savner dig"). Den er skrevet den 9. marts 2015, er sendt til John Podesta alene, og indeholder disse ord:
"De næste tre måneder bliver hårdere internt end i Beijing. Mellem 7. og 1600, ingen sjov. Håber du har det okay. Jeg drømmer om din hotdog-stand i Hawaii..."

Afsenderen er SternTD@state.gov, som nok må antages at være den amerikanske advokat og diplomat, Todd Stern. Han tjente som USA's særlige udsending for klimaændringer og var USA's chefforhandler ved Paris-klimaaftalen fra 2015. I denne artikel fra netop marts måned 2015 i mediet Climatechangenews.com ("Klimaforandringsnyheder") ser man Todd Stern sammen med tidligere amerikanske udenrigsminister John Kerry og Kinas klima-udsending Xie Zhenhua. Artiklen handler om det diplomatiske arbejde, der fandt sted mellem Kina og USA omkring FN's 2015 klima-aftale, hvor Stern var en central deltager. John Kerry er i øvrigt medlem af den hemmelige klub Skull & Bones, ligesom de to tidligere præsidenter George Bush senior og junior. Vi hørte detaljer om den hemmelige dødsdyrkende klub i del 3.
Ordet "hotdog-stand" er i mailen på engelsk "hotdog stand" og kan også oversættes til "pølsevogn".

I denne Podesta-mail (nr. 50332) skriver tidligere omtalte Herb Sandler til John og Mary Podesta. Der er ingen andre tilknyttet mailen.
"Mary og John
Jeg synes, du skal give besked, når du ændrer strategier, som har været på plads længe. Jeg indså straks, at noget var anderledes i formen af æsken, og jeg overvejede, hvem der ville sende mig noget i den firkantede æske. Se, i stedet for pasta og vidunderlige saucer var det et dejligt, fristende udvalg af oste, Yummy. Jeg afventer mine børns og børnebørns tilbagevenden fra deres ferierejser, så vi kan rå-æde dem.
Mange tak. Jeg håber du og din bande har det godt.
Jeg savner jer begge
De bedste ønsker for en glædelig jul og godt nytår.
Herb

Ps. Tror du, det er bedre at spille domino på ost end på pasta?"

Ordene "så vi kan rå-æde dem" er på engelsk "so that we can demolish them", hvilket også kan oversættes til "så vi kan smadre dem" eller "så vi kan ødelægge dem". "Demolish" refererer egentlig til at "nedrive" fx et hus eller ligende.
Flere Pizzagate-følgere undrede sig over hvorfor Podesta regelmæssigt gennem længere tid sendte Herb Sandler pasta tilsyneladende tilberedt med sovs, og hvorfor det skulle være nødvendigt at have en strategi på plads for at gøre det. De undrede sig også over det mærkelige spørgsmål om "det er bedre at spille domino på ost end på pasta".

Mailen fra Herb Sandler er dateret til den 24. december 2015. John og Mary Podesta modtog en anden mail fra Herb Sandler året før i samme måned, den 16. december 2014 (Wikileaks Podesta-mail nr. 52225). I beskeden står der:
"John og Mary
Jeg har lige modtaget feriepakken med pasta og sauce. Hvis bare jeg kunne få det til at blive så specielt som I gør.
Mange tak.
Meget kærlighed
Herb"

Så man må konstatere, at John Podesta åbenbart sendte diverse "pastaretter" til forretningsmanden Herb Sandler minimum i mere end et år, og at han gjorde det, uanset om Herb Sandler var på ferie. Ligeledes kan man tilsyneladende forstå, at Herb Sandler mener, der har været fastlagte "strategier" "på plads længe" for denne ordning - og at han mener, Podesta skal give besked, hvis disse strategier ændres. En ændring af indholdet fra pasta til ost synes at være en ændring i "strategi". I det hele taget virker det svært at finde mening i disse beskeder.

En anden mail, som i sammenhæng med de øvrige beskeder giver lidt ubehagelige associationer er beskeden med titlen "pizza.jpg", der indeholder en vedhæftet fil med samme navn (Wikileaks' Podesta-mail nr. 8673). Filen er et fotografi af tre asiatiske piger, der spiser pizza. To af de yngeste spiser af samme stykke. Den ene pige er tydeligvis mindreårig. Kvinden til højre kunne være mor til barnet.
Det er den succesrige forretningsmand og advokat Doug Band, der sender billedet til John Podesta og flere andre personer. Som modtagere kan man se Podestas nære medarbejder i Hillary Clintons stab Huma Abedin, tilsyneladende desuden assisterende politichef Sean P. Gallagher og Anthony eller Mary Podesta samt tre andre. Doug Band skriver:
"Som John sagde, det bliver ikke bedre end dette".

Fotografi vedhæftet Podesta-mail nr. 8673

En af de andre - tidligere rådgiver for Bill Clinton, Justin Cooper - svarer blot "Nice". Hermed ender mailtråden.

Podesta, Marina Abramović og 'Spirit Cooking'
Historien fik et ekstra twist, da det kom frem at performancekunsteneren Marina Abramović, som gennem hele sit liv har lavet satanistlignende optrædener, havde skrevet en besked til Tony Podesta, hvor hun inviterede ham og hans bror John til "Spirit Cooking" hjemme hos sig.
I mailen fra Marina Abramović stod der:
“Jeg ser så meget frem til Spirit Cooking-middagen hos mig.
Tror du, at du kan give mig besked, om din bror er i stand til at deltage?”
Al min kærlighed, Marina

"Spirit Cooking" kan oversættes til "Ånde-madlavning" og er også navnet på et af Abramović' kunstværker. Det involverer Abramović, der angiveligt bruger griseblod "som en måde at forbinde sig til den åndelige verden". Begrebet "Spirit Cooking" blev også brugt af Marina Abramović i hendes bog "Spirit Cooking with Essential Aphrodisiac Recipes" ("Ånde-madlavning med essentielle elskovsmiddelopskrifter""). Bogen blev udgivet i 1996 sammen med hendes Spirit Cooking-performances.
Under sine optrædener brugte Abramović efter sigende svineblod til at tegne symboler og skrive sine "opskrifter" på vægge og gulv.
En video af Abramović viser, at hun skriver forskellige udsagn med blodet. Nogle af ordene var disse:
"Bland frisk mælk fra brystet
Med frisk mælk af sæden
Drik på jordskælvsnætter

På dine knæ, rengør gulvet
Med dit åndedræt
Indånd støv

Vask sengetøj i citronsaft
Dæk puden med salvieblade

Med en skarp kniv
Skær dybt ind i
Langefinger på venstre hånd
Spis smerten

Med ansigtet mod væggen
Spis ni røde stærke chili'er

Tag uskåret 13 blade grønkål
Med 13.000 gram jalousi
Damp længe i en dyb jerngryde
Indtil alt vand fordamper
Spis det lige før angreb

Frisk morgenurin
Drys over mareridtsdrømme"

"Ingredienserne" til Marinas "opskrifter" skulle altså indeholde kropsvæsker såsom modermælk, sæd og urin. De synes også at tilskynde til en art selvskade.
Men ifølge The Museum of Modern Art skulle forestillingerne og opskriftsbogen ikke tages bogstaveligt. I stedet var det meningen, at de skulle "tjene som stemningsfulde instruktioner til handlinger eller tanker". Her kan man få den indskydelse, at instruktion i at drikke en blanding af sæd og brystmælk og skære sig dybt i sin langefinger ikke lyder særligt beroligende, uanset hvor "stemningsfuldt" det er.
Men alle i den etablerede kunstverden synes i al fald enige om, at det intet har med satanisme at gøre. I den forbindelse kom der også andre tolkninger: "Spirit Cooking er ikke et ritual beregnet til at fremtrylle ånder eller tilbede djævle," forklarer kunstmediet Artsy.net – "det er en kommentar til menneskehedens afhængighed af ritualer for at organisere og legitimere vores liv og indeholde vores kroppe." Marina Abramović udtalte selv simpelthen, at det er "poesi".

"Abramović er kendt og rost for sit arbejde, der fokuserer på smerte, blod og forholdet mellem kunstner og publikum," skriver The Guardian i denne artikel om Abramovićs udfordringer med beskyldninger om satanisme. Artiklen peger også på, at hun "har vundet mange priser, inklusive Den Gyldne Løve i Venedig".

Billeder af diverse Marina Abramović optrædener og shows

Det var ikke alle, der kunne se det prisværdige Marinas og Podesta-brødrenes tale om deres "Spirit Cooking"-komsammen, og mange blev foruroliget over, hvad dette betød. Nok også med baggrund i de andre ting, der kom frem blandt dem, der fulgte "Pizzagate".
Abramović var oprørt og forklarede, at det var taget ud af konteksten. Det var egentlig bare en helt normal middag, med en normal menu, som hun havde kaldt "spirit cooking" for sjov. "Vi kalder bare tingene sjove navne, det er det hele,” forklarede hun.
Hun hævdede også, at de, der omtaler hendes arbejde som satanisk, tager fejl. "Mit arbejde handler i virkeligheden mere om spiritualitet og ikke noget andet," sagde hun.
"Jeg har gjort mit arbejde så længe, og det er en misforståelse. Det er fuldstændig skandaløst og latterligt ... jeg mener, denne verden er virkelig på vej til helvede. Jeg er fuldstændig overrasket, noget er taget ud af kontekst".

Satanisme er spiritualitet, idet det handler om kontakt med Satan og hans andre onde demonånder. Men denne omstændighed har åbenbart ikke foranlediget yderligere spørgsmål til Abramović.
"Vi lever i sådan en mærkelig verden,” sagde Abramović også. Nogen kunne måske føle, at Marina Abramović også medvirker en smule til at gøre verden lidt mere mærkelig. Bemærkningen om, at "denne verden" virkelig er "på vej til helvede" synes også bemærkelsesværdig. For hendes egne optrædener ligner jo helt ærligt noget, der ret præcist stemmer overens med den beskrivelse.
Hun er også fx set på forsiden af magasinet Dust, hvor hun holder sin hånd for øjene af en mindreårig dreng med nøgen overkrop. Billedet forekommer ikke behageligt i sammenhæng med de beskyldninger der har været omkring Abramović. I 2013 deltog Marina Abramović sammen med sangeren Lady Gaga ved det 20. årlige Watermill Center-arrangement, som ligger på et sted kaldet "Devil's Heaven" ("Djælvens paradis"). Til arrangementet lå der bl.a. en nøgen person i et kar fyldt med noget der lignede blod, hvilket åbenbart skulle forestille en spiseanretning. Marina Abramović og Lady Gaga er fotograferet, mens de smager på, hvad der må formodes at være vædskesubstanser fra karet - således at de to sortklædte kvinder tilsyneladende kunne foregive at være i gang med kannibalisme. I Abramovićs 'Spirit Cooking'-video kaster hun i øvrigt svineblod mod en statue formet som noget, der ligner et lille barn.

Marina Abramović med barn på forsiden af magasinet Dust

Marina Abramović og Lady Gaga foregiver kannibalisme

Marina Abramović i gang med 'Spirit Cooking'

Det er et generelt træk, at man indenfor den etablerede kunstverden elsker Marina Abramović og ikke mener, hun har noget som helst med satanisme at gøre.
James Westcott, der er forfatter til biografien "When Marina Abramović Dies" ("Når Marina Abramovic dør"), har ligeledes skrevet et forsvar for performancekunstneren. "Af alle de sindssyge fortællinger, der blev opdigtet i dette [præsident]valg, var dette måske den mest vanvittige," skriver han i sin artikel, der kan læses på universitet MIT's hjemmeside.
Westcott skriver, at "Spirit Cooking" "udviklede sig til en form for middagsunderholdning, som Abramovic af og til lægger op til for samlere, donorer og venner". Han giver endda sit bud på hvad middagen efter hans formodning har bestået af: Suppe - men "ikke af blod eller anden kropsvæske" - og en "gylden kugle", efter en opskrift, Abramović fik "af tibetanske munke efter et meditationsretræte i det nordlige Indien".

James Westcott kalder overvejelserne om Abramovićs mulige sataniske tilbøjeligheder for en "paranoid konspiration" fremsat af "alt-right-højrefløjen". "Alt-right" er en forkortelse for "alternativ højre" og defineres som "en yderst højreorienteret, hvid nationalistisk bevægelse", der for alvor voksede frem online i løbet af 2010'erne. Det forbindes af mange med en art online nynazisme men indeholder også ultra-liberale politiske synspunkter.
Westcott skriver desuden:
"Efter at have kendt Marina i fjorten år nu og efter at have skrevet en biografi om hende, tror jeg aldrig, hun faktisk har tilbedt noget. Det, hun har gjort, er at strejfe rundt i verdensreligioner og esoteriske spirituelle praksisser som kildemateriale til eksperimentelle optrædener og som meditationsredskaber til at redde sig fra sin bundløse følelsesmæssige smerte. Hun tager i bund og grund det åndelige og klemmer det ind i det rent kropslige. Det hele handler om håndtering af stimulationer, afsavn og æstetik til at opnå – på en jordnær årsag-og-virkning måde – visse fysiske virkninger og mentale tilstande. Hun tror på en måde på alt - og derfor på en måde på ingenting. Bortset fra kroppens kraft."

Man bemærker, at Marina Abramović ifølge biografi-forfatteren har en "bundløs følelsesmæssig smerte", som ikke uddybes nærmere. Desuden at hun "strejfer rundt i verdensreligioner og esoteriske spirituelle praksisser". Det esoteriske er det, som er "bestemt for særligt indviede personer" og derfor undertiden bliver "anset for mystisk eller okkult". Abramović bruger altså angiveligt denne spirituelle omstrejfen til at "redde sig" fra sin åbenbart uendelige følelsesmæssige smerte. Interessant er det også, at Westcott skriver, at hun tror på alt - og ingenting, bortset fra "kroppens kraft". Det virker til at være præcis modsat af, hvad Bibelen taler om. "Ånden er rede, men kødet er skrøbeligt," siger Jesus til sine disciple i Matthæus 26:41.
Apostlen Paulus skriver (Galaterbrevet 5:16–18):
"I skal leve i Ånden og ikke følge kødets lyst. For kødets lyst står Ånden imod, og Ånden står kødet imod. De to ligger i strid med hinanden, så I ikke kan gøre, hvad I vil."

James Westcott fortæller konkret om Marina Abramovićs "omstrejfen" i "verdensreligioner og esoteriske spirituelle praksisser" ved at remse eksempler på denne praksis op: Siden 1980'erne har hun tilbragt måneder på retrete i buddhistiske klostre i det nordlige Indien, og ligeledes måneder med aboriginere i Australien, skriver han. Hun udfører typisk numerologiske aflæsninger på nye mennesker, hun møder. Hun har "twirl-danset" med sufier. "Twirl-dans" er en religiøs arabisk dans, og "sufier" er muslimer med en særlig mystisk tilgang til islam kaldet "sufisme". Westcott fortæller også, at Abramović har udspændt sig selv i wires "som hyldest til den hellige Teresa af Avilas levitationer". Den "hellige Teresa af Avila" er en kvindelig katolsk mystiker, som efter sigende skulle have oplevet flere "levitationer", dvs. en art vægtløshed, hvor hun blev løftet op i luften. Ifølge Westcott har Abramović "stirret på slanger i timevis" og siddet "helt stille, mens en python snoede sig om hendes hoved og hals". Og hun har "knælet foran og ansigt til ansigt med et æsel og stirret ind i dets øjne, mens hun forsøgte at kommunikere telepatisk med det".
Efter hvert udsagn spørger Westcott retorisk, om det gør Marina Abramović til buddhist, til en shaman, til en hinduistisk mystiker, til en sufi, til kristen, til slangetæmmer og så videre.
Indbygget i Westcotts retoriske spørgsmål er selvfølgelig en klar holdning om, at Abramovićs handlinger ikke gør hende til det, han opremser. Indbygget er vel også, at det er indlysende, fordi samme person ikke kan være både buddhist, shaman, hinduistisk mystiker, muslimsk sufi og kristen. Det er rigtigt, at en kristen ikke også kan være muslim eller shaman. Hele Bibelen handler om, at man som kristen skal undlade at blande sin tro med andre religioner. Men det forholder sig lige omvendt med okkultisme og esoteriske spirituelle praksisser. Her blandes alle religioner - og gennem tiden har mange okkultister og mystikere kaldt sig "kristne".
Vi brugte et helt kapitel i denne bog (del 3 kapitel 4) på at undersøge fire forskellige okkultisters udsagn og tekster: Tre anerkendte amerikanske topledere i Frimurerordenen og en verdenskendt fransk okkultist og magiker. Det var Albert Pike, Albert G. Mackey, Manley P. Hall og Eiliphas Lévi. Alle disse fire fokuserer på verdensreligionernes fællestræk og fx en af dem - Albert G. Mackey - talte om at alle religioner handler om det samme; at dyrke solen som gud som de gamle egyptere. I kapitlet undersøgte vi de fire mystikeres forhold til afguden "Baphomet", som er en ged med mande-menneskekrop og kvindebryster, og som menes at repræsentere Satan. Mackey afslørede grundlæggende, at han mener, at Baphomet er et imponerende symbol på frelse. De andre skrev noget lignende. Og en af de fire okkultister - Albert Pike - skrev at "De indviede repræsenterer Kraften Satan", og at Satan "for de indviede" er "en Kraft, skabt til det gode, men som kan tjene til det onde". Albert Pike lægger ikke skjul på, at han selv er blandt "de indviede" - dvs. dem der ved disse ting; førende okkultister.
Middelalderens mystikere, okkultister og alkymister mixede ligeledes diverse (ofte antikke) hedenske religioner sammen - blandt andet med elementer fra kristendommen. Dette er i rigtig god overensstemmelse med overvejelserne hos bl.a. ovennævnte fire verdenskendte frimurere og mystikere. Også Teosofien, der kategoriseres som en moderne religiøs bevægelse og en art moderne okkultisme med baggrund i vestlig esoterisme, blander træk fra både ældre europæiske filosofier som neoplatonisme og indiske religioner som hinduisme og buddhisme.
Så når Marina Abramović "strejfer rundt i verdensreligioner og esoteriske spirituelle praksisser", er det i perfekt tråd med disse okkultisters verbale ytringer. Man kan måske sige, at Abramović praktiserer det, som ovennævnte formidler verbalt.
En anden person, som vi tidligere stiftede bekendtskab med, var top-okkultisten og frimureren Aleister Crowley, der blev betragtet som satanist i sin samtid og fik indflydelse på vores dages moderne satanisme. Også Crowley skrev digte, der vakte foure ligesom Marina Abramović. Crowleys digte handlede om alle former for perversiteter bl.a. sex med drengebørn, voldtægt, dyresex og nekrofili i sammenhæng med kannibalisme (se del 3 kapitel 4).
Crowley er også blevet beskyldt for menneskeofringer, bl.a. fordi han skrev:
"Det ville være uklogt at fordømme som irrationel praksissen om at ødelægge hjertet og leveren fra en modstander mens det stadig er varmt. For at opnå den største spirituelle effekt skal man vælge det offer som har den største og reneste kraft; et perfekt uskyldigt drengebarn med høj intelligens er mest tilfredsstillende."

Herefter tilføjede han, at han ofrede omkring 150 om året. Dem der forsvarer Aleister Crowley, skriver at dette var ment som en vittighed. I virkeligheden hentyder Crowley drilsk her til egne forspildte ejakulationer, forklarer de.

Også Marina Abramović forsvares med, at hun i virkeligheden er humorist. Biografi-forfatteren James Westcott sætter fx trumf på hen imod afslutningen af sin forsvarstale:
"Men det kræver ikke meget googling for at forstå, at dette også er performance i den traditionelle betydning af ordet, og at hun i virkeligheden er sjov, useriøs og klar til hvad som helst - med hendes egne ord er hun en elsker af 'bullshit' som berømmelse og mode."

Man får faktisk på fornemmelsen, at Westcott mener, at man er temmelig dum hvis man ikke kan se, at hele Marina Abramovićs virke handler om komik og humor. Foruden altså at det også er "esoteriske spirituelle praksisser" "som meditationsredskaber til at redde sig fra sin bundløse følelsesmæssige smerte", naturligvis. Nogle udenforstående ignoranter kunne måske undre sig lidt over, hvorfor hendes optrædener er så usjove, når nu hun er så stor en humorist. De står måske lidt tilbage med et spørgsmål om, hvorfor de altid handler altid om ondskab, død, pine og ødelæggelse, selvskade og perversiteter. Mange af dem fulgte åbenbart ret tæt med i "Pizzagate". Og for dem var det åbenbart en mulighed at tro på, at Marina måske mener noget betydeligt dybere med sine optrædener end blot "sjov" og "bullshit": At Marinas kredsen om de destruktive emner i de mange sceneoptrædener korresponderer med, hvad hun foretager sig i hemmelighed - begge dele for at dulme sin "bundløse følelsesmæssige smerte".
Det er da også tankevækkende, at en biografi-forfatter, som ihærdigt forsøger at forsvare Marina Abramović som værende en ikke-satanisk ironiker, i sit detaljerede forsvar kommer til at afsløre hende, som værende i udtalt overensstemmmelse med diverse okkultister og satan-fortalere. Og selvfølgelig i fuldstændig modsætning til Bibelen, hvilket vel er åbenlyst for alle. Men de fleste - inklusiv åbenbart fx James Westcott - glemmer nok, at dette ret præcist er den oprindelige definition af ordet "satanist".

Pizzariaer, flere mails og mere foruroligende 'kunst'
Men Marina Abramovićs invitation af Podesta-brødrene til "Spirit Cooking" er kun en meget lille detalje blandt mange bemærkelsesværdige oplysninger i "Pizzagate". Det er en detalje, som fik stor opmærksomhed i mainstream- og kunstmedier, på grund af Abramović berømthedsstatus og måske også den "eksotiske" karakter af denne del af sagen.
Men det helt centrale omdrejningspunkt i sagen var de to pizzariaer, som kort blev nævnt indledningsvist. Særligt kom ejeren af det ene af disse pizzariaer - Comet Ping Pong - i centrum; en mand ved navn James Alefantis.
Han optræder på flere mailudvekslinger med John og Tony Podesta, hvor de inviterer hinanden til diverse sociale arrangementer. Det var bl.a. private middagsselskaber og et foundraisingarrangement for Barack Obama på Alefantis' pizzabar.
Alefantis' tættte forbindelse til Tony Podesta viste sig også i et indlæg pizzabarejeren lavede på sin Instagramside "jimmycomet". Det var et Instagram-post med et fotografi af Tony Podestas hovedløse guldskulptur, som Alefantis havde taget på sit private besøg i Podestas hjem.
Man finder også skærmklip fra James Alefantis' Instagramside, der indikerede, at han havde relation til Marina Abramović.

Skærmklip af James Alefantis' Instagramside

Det var billeder fra netop Alefantis' Instagram-profil, der kom til at vække allermest opsigt i "Pizzagate". Her havde han tilsyneladende lagt adskillige foruroligende indlæg op. Det var billeder, der på den ene og anden måde indikerede overgreb på mindreårige børn, fx et billede af en lille pige, der var tapet fast til et bord. Et andet eksempel er et nærbillede af en baby, hvor "jimmycomet" har skrevet ordet "#hotard". Dette er slang for sammensætningen af de to engelske ord "ho" og "retard", hvilket henholdsvist kan oversættes til "ludder" og "retarderet". Et andet billede viste et barn på armen af en ung mand, med en gul perlehalskæde omkring halsen på dem begge. Ved siden af ser man hashtagget #chickenlovers. Dette er bøsseslang og betyder en voksen eller ældre bøsse, der er tiltrukket af yngre mænd eller søger tilfredsstillelse ved at udnytte mindreårige drenge.

Skærmklip fra James Alefantis' Instagramside

Der var mange foruroligende billeder, hvilket var en af årsagerne til at netop James Alefantis og hans pizzabar blev omdrejningspunktet for sagen, som den udfoldede sig for de mange online følgere. Flere af billederne indikerede salg af mindreårige børn, fx en mindreårig pige placeret i en indkøbskurv. Et andet eksempel var et billede af en babydukke, der meget lignede en rigtig baby, og som havde et prisskilt placeret på sig med teksten "Tysk baby". Der var også et billede af en baby med et bundt af eurosedler i munden.
New York Times skrev i november 2016 en artikel, om det avisen betegnede som "Fake News" og et "angreb" på Comet Ping Pong og James Alefantis. Om de angivelige skærmklip og billeder står der i artiklen:
"Det mest bekymrende for hr. Alefantis og personalet har været brugen af børns billeder, stjålet fra restaurantens sociale medier og de personlige konti fra venner, der havde 'liket' Comet Ping Pong online. Disse billeder er blevet brugt på tværs af snesevis af websteder. Forældre, som afviste at tale offentligt af frygt for gengældelse, har hyret advokater til at få billederne fjernet."

"Fact-tjekker"-siden Snopes ignorerede, at der står "stjålet fra restaurantens sociale medier" og skrev, at fotografierne "tilsyneladende" var "taget fra siderne hos forskellige personer, der 'likede' restaurantens side på Facebook".
Samtidig er Snopes i stand til - lettere paradoksalt - flere gange at betone, at Alefantis og hans venner er blevet blevet bestjålet for deres private billeder. Urimeligheden i "tyverierne" fremstår tydeligt, men Snopes undlader at skrive, at det er nødvendigt at vise billederne, for at andre kan tage stilling til, om de er bizarre eller foruroligende. Snopes undlader ligeledes selv at vise nogle af billederne, så mediets egne læsere kan tage stilling til dette. Det samme gør sig gældende med artiklerne i New York Times, Washington Post og stort set alle andre avisartikler, der efterfølgende fremlagde "Pizzagate" som nonsens og "Fake News".

Snopes afviser alt som "Fake News", og mediet hævder, at "Nogle af billederne er tilsyneladende taget fra tilfældige websteder". Som understøtning af denne påstand linker siden til et indlæg på Twitter, hvor en bruger er vred over manipulation med et barnefotografi, som ikke er et af de her på siden viste. Ingen af de her viste opslag på James Alefantis' Instagram-profil er således blevet afvist som falske.
"Alefantis sagde også, at mange af fotografierne var af børn af familie og venner, ikke kunder i Comet Ping Pong," skriver Snopes desuden. Når man ser på billederne, er det svært at blive beroliget af, at det primært er familie og venners børn, der behandles som på fotografierne. Men måske skal det forstås som et klodset forsøg på at berolige kunderne og beskytte forretningen.

"Den mest sygelige del af dette ondskabsfulde angreb har været tyveri af Instagram-billeder, Facebook-billeder af børn, mindreårige i alderen 5, 7 og 8 år, som derefter bliver kastet hen over deres chatboards som intet andet end brikker," sagde Alefantis ifølge Snopes.
"Ja, det er skræmmende at blive angrebet, det er farligt for forretningen, men det er ulækkert og beskidt af disse mennesker at lægge billeder ud på disse hjemmesider. ...Nogen burde retsforfølge disse mennesker,” udtalte han desuden.
"Børn i restauranten er i fuldstændig sikkerhed," forsikrede Alefantis og understregede, at skandalen "kun findes på internettet".

Der blev i "Pizzagate" også fremlagt eksempler på indlæg fra James Alefantis' Instagram-profil, der ret klart syntes at indikere, at de ord, der blev brugt, dækkede over andre betydninger. Fx var der et billede af et stykke pizza med to mennesker ovenpå, der har sex. Indlægget var angiveligt lagt op af en af barmændene på Comet Ping Pong. Desuden et billede af en mindreårig pige med makeup og kjole som en voksen kvinde - og med teksten "jeg er helt ligeglad med skønhed. jeg vil bare have pizza." Et andet indlæg viser et billede at en bunke pundsedler og et glas piller, hvor James Alefantis har skrevet "Klar til London". "Ping pong i London lyder fristende," skriver en anden som reaktion på billedet og beskeden - med klar reference til Alefantis' pizzabars navn, Comet Ping Pong. Flere så disse og andre eksempler som indikationer af brug af kodeord blandt folkene omkring James Alefantis' Instagramprofil.

Andre billeder var frastødende på anden vis. Der var fx et billede af en mand, der slikker i munden på en figur af et hundehoved. Det er usikkert, om det er udstoppet eller blot en slags skulptur. Et andet billede er simpelthen et nærbillede af øjet af en tilsyneladende død gris.
Så er der et fortografi at et af malerierne i pizzabaren: Et vægmaleri af kunstneren Arrington de Dionyso, der er prominent eksponeret på Comet Ping Pong. Det forestiller hornede mennesker, der holder tilsyneladende afhuggede hoveder af mindre mennesker. Dennne artikel om "Pizzagate" af den tidligere omtalte Vigilant Citizen viser endnu et maleri af Arrington de Dionyso. Dette maleri forestiller to kvinder, der tager to tilsyneladende afhuggede hoveder af en mandekrop. Vigilant Citizen påpeger, at flere af de Dionysos billeder indeholder temaer omkring "dobbelte personligheder (to hoveder), udnyttelse af børn – ofte blandet med okkult symbolik".

Fotografi af vægmaleri i pizzabaren Comet Ping Pong

Der var også et fotografi, som viste tre mennesker med hvide masker for ansigterne knælende foran noget, der kan ligne et alter. Det er to mænd med nøgen overkrop og en kvinde. "Et bizart, rituelt billede i 'Eyes Wide Shut'-stil, der involverer unge mennesker," skriver Vigilant Citizen. Der refereres til filmen "Eyes Wide Shut" om begivenhederne i og omkring en hemmelig klub for velhavere i New York, hvor mærkelige seksuelle ritualer udføres af maskerede klubmedlemmer.
Af en eller anden grund postede Alefantis desuden et billede af, hvad er ligner et beton-kælderrum. Ved siden af kan man læse "jimmycomet"'s kommentar: "Oh yeah det ser sjovt ud". En anden skriver "#killroom", hvilket betyder "#drabsrum". En tredje skriver "Bare rens det når du er færdig", hvilket efterfølges af "Jimmycomet", der skriver "#mord" ("#murder"). Der er flere andre - i sammenhængen - meget foruroligende udsagn fra andre af Alefantis' følgere. "HVER ENESTE kommentar ved siden af dette billede er EKSTREMT UHYGGELIGE, næsten som om de vidste, at noget forfærdeligt var ved at ske der," skriver Vigilant Citizen.

James Alefantis forsøgte at bagatelisere betydningen af de mange foruroligende Instagram-opslag med disse ord:
"Nogle gange er et uskyldigt billede af et barn i en kurv bare et uskyldigt billede af et barn i en kurv og ikke et bevis på en børnesexhandelsring".

Han fortalte ikke, hvad han fx havde ment med "#mord", eller hvad han mon tænkte om, at en af hans online følgere havde skrevet "#drabsrum" til billedet af det tomme betonrum. Han blev heller ikke spurgt om dette - eller nogle af de andre ovennævnte ting - af de mange journalister, der efterfølgende næsten syntes at slå ring om James Alefantis (og måske især hans magtfulde venner).

Pizzabar-ejer med forbindelser
Pizzabar-ejeren James Alefantis blev i 2012 placeret som nummer 49 blandt "De 50 mest magtfulde mennesker i Washington". Det var mande-modemagasinet GQ magazine, der vurderede dette. "Når det kommer til D.C. radikal chic, er Alefantis uovertruffen," skrev mediet blandt andet - uden at gøre helt klart hvad der lå i "D.C. Radikal Chic". Men oversat er betydningen "D.C. radikal moderigtig" eller "D.C. radikal smart elegance", hvor "D.C." selvfølgelig hentyder til hovedstaden Washington - "district of Colombia". I teksten om Alefantis indgår også, at han omgiver sig med "etablerede progressive" kunder i sin pizzabar.
Men pizzagate-følgere undrede sig over hvorfor James Alefantis optådte på en liste over magtfulde personer i en af verdens mest magtkoncentrerede hovedstæder. De synes det var underligt, at en pizzabar-ejer optrådte på samme liste som fx daværende udenrigsminister Hillary Clinton, forsvarsminister Leon Panetta, senatsleder Mitch McConnell, lederen i Repræsentanternes Hus Eric Cantor og formanden for nationalbanken Federal Reserve Ben Bernanke. Tidligere i denne online bog har vi i detaljer undersøgt flere af de mange indikationer, der er på, at afpresning finder sted i forbindelse med sexmisbrugsoperationer. Det har været i forbindelse med sagerne om Jeffrey Epstein, Larry King, Craig Spence, P Diddy m.fl. (se de foregående dele af bogen). Fællestrækkene i disse sager er magtfulde personer i sammenhæng med overgreb på mindreårige børn. I nogle af sagerne har der været flere indikationer af indblandning fra efterretningstjenster - dette gør sig desuden også fx gældende i sagen om "Finders"-børnene (se del 2 kapitel 2) og sagen om den pædofile katolske præst Bruce Ritter (se del 1 kapitel 3)). Flere af de mange sager gennemgået i denne online bog har således overlap med mønsteret af foruroligende oplysninger i "Pizzagate"-sagen.

James Alefantis er homoseksuel og dannede i perioden par med David Brock, grundlæggeren af den venstreorienterede medieovervågningsorganisation Media Matters for America ("Medier betyder noget for Amerika"). Parret blev bl.a. interviewet i Washington Life Magazine og er blevet kaldt et "DC power couple" (Washington, D.C. magtpar).

I en af James Alefantis' mailudvekslinger med Podesta-brødrene sender Alefantis en besked til Tony Podesta med et vedhæftet logo. Den har titlen "Ha" og Alefantis skriver, at hans grafiker har sendt det vedhæftede.
Det er et logo, hvor Hillary Clintons valgkampagnelogo er udstyret med en pizza og teksten "Pizza for the party". Det kan oversættes til både "Pizza til festen" og "Pizza til partiet".

Skærmklip af vedhæftning til Wikileaks Podesta-mail nr. 37543

Dette logo er desuden at finde på en invitation til et støttearrangement for Hillary Clinton på Comet Ping Pong søndag den 10. april 2016.

Netop logoer blev også et omdrejningspunkt i "Pizzagate". Wikileaks offentliggjorde i 2007 et angiveligt internt FBI-dokument, hvori den amerikanske efterretningstjeneste kortlagde flere symboler, som nogle pædofile anvender til at kommunikere hvilke børn, der er deres foretrukne misbrugsofre. I den forbindelse tolkede Pizzagate-følgere på logoer i de to Washington, D.C.-pizzariaer, der kom i fokus: Comet Ping Pong og et andet nærliggende pizzaria, Besta Pizza. Blandt andet fremkom et skærmklip fra menuoversigten fra Comet Ping Pong. I denne oversigt kunne man se et logo, flere mente mindede om det pædofile "Child lover logo" ("Børne-elsker logo"). I logoet var ordene "Play - Eat - Drink" integreret ("Spil - Spis - Drik"). Der blev peget på, at disse tre ord skabte forkortelsen "P.E.D.", som er de første bogstaver i "pedophile" ("pædofil").
Også skiltet ved indgangspartiet til Comet Ping Pong blev analyseret, og der blev spekuleret i en sammenhæng med en kendt illustration af afguden "Baphomet", som menes at repræsentere Satan. Rundt om navnet "Comet" er der i hvert hjørne pile, som peger opad og nedad. I hver af disse pile er der placeret en måne og en stjerne, som minder om dem i illustrationen. I del 3 kapitel 4 behandlede vi Baphomet-figuren og sammenhængen til satanisme og okkultisme samt mottoet "As above so below" ("Som ovenover ligesådan er det nedenunder") - som flere mente, også var repræsenteret i Comet Ping Pong-logoet.

"Child lover"-logo. Billede fra denne Daily Mail-artikel.

Skilt over indgangsparti til Comet Ping Pong og gedeguden Baphomet.
Collage af billede herfra og illustration af Baphomet.

Pizzariaet Besta Pizza blev også udsat for mistanke, mest - eller udelukkende - på grund af deres logo, og fordi spisestedet var placeret få meter fra Comet Ping Pong. Pizzariaet blev angiveligt chikaneret af folk, der ringede og truede ansatte på grund af sagen. "Vi vidste ikke engang, hvad de talte om," fortalte Besta Pizza-manageren ifølge denne artikel. "Og så ringede nogen og bad os gå online og se, hvad folk siger." Denne artikel hævder, i kontrast til dette udsagn, at Besta Pizza ændrede sit logo "få dage efter nogen opdagede", at det oprindelige logo mindede om FBI's "Boy Lover"-logo ("Drenge-elsker"-logo).

Første side i internt FBI-brev om pædofile symboler

Boy Lover logo ifølge FBI og Besta Pizza logo før og efter Pizzagate.

'Heavy Breathing'
Men der var flere - mere konkrete - ting ved Comet Ping Pong, som Pizzagate-følgere bemærkede. Et band, som optådte i pizzabaren, kom også med hentydninger til pædofili og sex i sammenhæng med børn. Det drejede sig om Washington D.C-bandet "Heavy Breathing" ("Tung vejrtrækning"). I november 2016 vakte dette band opmærksomhed efter at have optrådt på Comet Ping Pong. En video, der er at finde online, viser det maskerede band-medlem "Majestic Ape" ("Majestætisk Abe") tale på scenen angiveligt under en fødselsdagsfest afholdt for Comet Ping Pongs bandpromotor Sasha Lord. I klippet kan man høre "Majestic Ape" tale om, hvor meget de vil have Sasha Lord, og desuden bemærke, at andre tilstedeværende måske blot vil have de "frynsegoder", hun giver. "Majestic Ape" fortsætter derefter med at nævne, at en mand ved navn "Cherry" kan lide at hænge ud der, fordi han "kan lide lydene". Her råber medlemmer fra publikum "og små drenge!". "Majestic Ape" griner og svarer "vi har alle præferencer".

'Majestic Ape' fra bandet 'Heavy Breathing'

'Majestic Ape' og 'Heavy Breathing' på scenen i Comet Ping Pong

Heavy Breathing har også brugt billeder, der blander sex og børn sammen på sin hjemmeside, og i en musikvideo joker bandet med pædofili. Fx er har bandet et grafisk element med en dreng, der holder en dildo-lignende form op til sin åbne mund. Over drengen står der "All the children" ("Alle børnene"). Bag drengen kravler bl.a. et mindre barn rundt på knæ. Et andet barn holder et hjerte op i luften - i hjørnet af grafikken.
I en musikvideo taler "Majestic Ape" med en anden figur i stramtsiddende heldragtsfigur. Figuren siger "hey do you ever go to house shows?" ("Hey, går du nogensinde til house shows?"). "House shows" er underholdningsarrangementer med professionel brydning. Til spørgsmålet svarer "Majestic Ape" "Haw gross... What are U a pedophile?" ("Hvor ulækkert... Hva' er du en pædofil?")

"Majestic Ape" er en kvinde ved navn Amanda Kleinman, fortæller bl.a. Wikipedia. Flere har dog fremført en teori om, at "Majestic Ape" i virkeligheden er James Alefantis' alter ego.

Teori om at 'Majestic Ape' er James Alefantis fremføres

I "Pizzagate" blev der også fundet frem til flere reklameplakater for Heavy Breathings og Comet Ping Pongs musikarrangementer. Flere undrede sig over kommunikationen i disse plakater i sammenhæng med, at pizzabaren blev markedsført som en "familierestaurant", og at der på plakaterne var anført "All ages" ("Alle aldre").

Reklameplakater for Heavy Breathing og Comet Ping Pong musikarrangementer

John Podestas skadede hænder, kannibalisme-maleri og det 'onde' 'alter ego'
Der var utrolig mange detaljer i "Pizzagate", og mange af dem var baseret på tolkninger af fotografier. En af de ting der blev overvejet var John Podestas hænder, og det blev sammenholdt med Marina Abramovićs udsagn "Med en skarp kniv // Skær dybt ind i // Langefinger på venstre hånd // Spis smerten".

Den 25. september 2015 tweetede John Podesta et tweet til støtte for organisationen Global Goals, som arbejder for at fremme FN's 17 verdensmål. På billedet, der blev uploadet på Podestas profil, holder han sine hænder op foran sig og har tegnet en fisk på den venstre hånd og skrevet tallet 14 på den højre. Podesta angav særligt sin støtte til verdensmål nr. 14, som handler om livet under vandet i verdens have. Det skete med ordene: "Vigtigt men overset globalt mål: nr. 14 - vi skal beskytte vores have og liv de indeholder".

Udsagn på John Podestas Twitter-profil 25.9.2015

Men dette billede blev genstand for en del samtale i "Pizzagate", da det viste Podestas hænder og fingre ret tydeligt. Flere af fingrene er meget krogede og synes at vise tegn på skader - og man sammenholdt billedet med Abramovićs udsagn om at skære dybt ind i sin langefinger. Det kan godt ligne, at der netop på den venstre langefinger er sat et hudfarvet plaster, men det er svært at vurdere. På et grafikstykkke, der kan findes online, er dette plaster enten lagt på eller manipuleret frem og John Podestas ansigt er desuden manipuleret til en mærkelig grimasse. Bag Podesta er indsat skærmklip fra Abramovićs Spirit Cooking-video. Manipulation og usandheder blev således desværre også en del af "Pizzagate", dette er blot ét eksempel - mere herom senere.
I en Wikileaks mailkorrespondance mellem John Podesta og hans assistent, aftaler de i øvrigt, at dette indlæg skal uploades på Twitter. Endnu et eksempel der synes at bekræfte, at Wikileaks' Podesta-mails er ægte.

Billede fra John Podestas Twitter-profil

Udsagn på John Podestas Twitter-profil 29.9.2015

Men man finder flere mærkelige oplysninger om John Podesta - også i "almindelige nyhedsmedier". Her afleveres de som udtryk for en spændende personprofil - ligesom vi hørte med de børnepornografiske fotografier hos Tony Podesta. I denne Time Magazine artikel fra april 2016 kan man læse om Podesta-brødrenes kannibalisme-maleri, som Tony på dette tidspunkt har udlånt til John. "På væggen på sit kontor i Hillary Clintons hovedkvarter i Brooklyn har kampagneformand John Podesta et oliemaleri udlånt af sin lobbyist-bror, som er en ivrig kunstsamler," starter artiklen på det tilsyneladende "afslappede" personlige plan.
"Billedet viser to mænd bøjet over et spisebord med knive og gafler. På bordet ligger en mand i jakkesæt, som svagt ligner Podesta.
'Det er bedre at være fyren med gaflen,' siger Podesta til sine kolleger, hvis de spørger om billedet, 'end fyren på bordet.'"

Uden yderligere kommentar til denne mærkelige omstændighed går artiklen videre og taler om valgkampen. "Ingen kan argumentere for, at Podesta har været nogens måltid i denne første del af valgkampen, og i det omfang han er lykkedes med sin rolle, kan det samme siges om hans chef, Hillary Clinton," bliver den forkrampede forbindelse hertil.

Kannibalisme-maleri i John Podestas valgkampagnekontor

Teksten er næsten endnu mere mærkelig indforstået i denne Washington Post-artikel fra 1999, hvor Podesta også var stabschef i Det Hvide Hus. Her hører man om John Podestas "onde tvilling" "Skippy", "som nogle gange tager over". Ifølge artiklen sker dette når John Podesta er på arbejde i Det Hvide Hus. Den uforklarede information efterfølges af en parentes med dette indhold:
"Medarbejdere er kendt for at spørge: 'Hvem er på kontoret i dag, John eller Skippy?', når de prøver at mødes med Podesta"

I denne artikel, der ligeledes kan læses i Washington Post men er fra 2008, får man lidt mere af en "forklaring", som dog igen leveres som noget normalt, man ikke behøver undre sig over:
For fuldt ud at forstå, hvordan John Podesta administrerer den komplekse demokratiske overtagelse af den føderale regering, skal du være bekendt med Skippy, den onde tvilling. Enhver, der har arbejdet for Podesta i det sidste årti, kender Skippy, som først optrådte under Podestas begivenhedsrige år som stabschef i Clintons Hvide Hus. Da en skandale rystede afslutningen på det præsidentskab, vidste medarbejderne, at de hellere måtte komme forberedt til møder. Ellers ville den plejende mentor John blive erstattet af Skippy - Podestas hidsige, irritable og sarkastiske alter ego. 'Du har ikke set ham i dette møde, vel?' siger regerings-overgangsformanden for Barack Obama med et grin og bemærker, at mange journalister har mødt Skippy."

Derefter går artiklen videre og fortæller om, hvordan Podesta sammenligner sin ledelsesstil med "en højrystet, etnisk familiemiddag", og om hvordan alle i virkeligheden "elsker hinanden" i staben.
At John Podesta åbenbart har et mere eller mindre ondskabsfuldt alter ego, kaldet "Skippy", er åbenbart noget ingen problematiserer eller stiller spørgsmålstegn ved. Hverken ansatte omkring ham eller journalister, der skriver om ham. Og det gælder åbenbart endda også de journalister der specifikt skriver om hans mærkelige "onde tvilling". Ingen synes at spørge til baggrunden eller betydningen af denne mærkelige omstændighed. Der er tilsyneladende heller ingen journalister, som kommenterer på det eller selvstændigt overvejer hvad det dækker over - i al fald ikke i hvad man kan kalde det etablerede mediebillede.

I 1998 kom stabschefen i Det Hvide Hus, John Podesta, med bemærkninger til det fremmødte pressekorps i forbindelse med offentliggørelsen af sin stab. Ifølge transkriptionen fra pressemødet indledte John Podesta mødet således:
"Jeg vil starte med en vigtig meddelelse. Efter råd fra mit nye team har jeg besluttet at ændre mit kaldenavn fra Skippy til John 'Vennen' Podesta. (Latter.)"

Det er uklart, om bemærkningen "Latter" i den efterfølgende parentes refererer til John Podestas egen latter eller de fremmødte pressefolk - eller begge parter. Men man må konstatere, at hans alter ego "Skippy" ikke forsvandt. Det kan man læse på hjemmesiden for Center for American Progress (CAP - Center for amerikansk fremskridt) i en artikel fra 2023, der hylder John Podesta. CAP er John Podestas egen politiske institut og "tænketank". Organisationen skriver, at han er "mangefacetteret" og har titler som "kokken", "maratonløberen" og "Skippy", "når han bliver særlig opflammet".

Vi har flere steder tidligere i denne online bog hørt om Multiple Personality Disorder (MPD) eller som det kaldes på dansk i dag, dissociativ identitetsforstyrrelse. Det kommer til udtryk i "alter ego"-tilstande, hvor andre "personligheder" overtager styringen af et menneskes bevidsthed - personen bliver "en anden". Vi har særligt hørt om dette i flere sammenhænge, hvor forskelllige mennesker har fortalt, at de som børn er blevet udsat for satanisk mishandling og tortur, og at de i den forbindelse har udviklet denne psykiske lidelse. I del 2 kapitel 2 så vi på flere undersøgelser og rapporter om emnet, bl.a. en rapport fra 1991 om 37 voksne patienter med dissociativ lidelse, der "rapporterede om rituelt misbrug i barndommen udført af sataniske kulter". Lignende fortællinger har været et gennemgående træk hos flere af de mennesker, med dissociativ identitetsforstyrrelse, vi har stiftet bekendsskab med i denne bog.
Ingen journalister, fra "almindelige" hovedstrømsmedier, har skrevet om muligheden for denne kobling i forhold til oplysningerne om John Podesta. Det er der til gengæld mange Pizzagate-følgere og "alternative medier", der har gjort.

En skudepisode og to vidt forskellige udlægninger af 'Pizzagate'
I den "sag" som løbende udviklede sig på diverse online platforme i løbet af 2016, kom der hele tiden nye underlige oplysninger frem, som hver for sig blot kunne virke mærkelige og lettere ubehagelige, men som - tilsammen - syntes at tegne et foruroligende billede af et netværk af VIP-pædofile i Washington, D.C. Det var i al fald hvad flere "Pizzagate"-følgere tænkte - og udtrykte bekymring for.

Mens disse oplysninger skabte stort oprør blandt mange almindelige mennesker, reagererede den almindelige presse lige omvendt. Reaktionen gik fra ingen interesse til afstandtagen - for til sidst at rubricere "Pizzagate" som en farlig højreorienteret konspirationsteori, da en mand affyrede skud i pizzarestauranten Comet Ping Pong. "Måneder efter, at kommercielle medier revsede internetbrugere for at sprede Pizzagate-teorier, fyrede en hændelse i 2016 ved Comet Ping Pong ekstra op under kontroversen," fortæller denne artikel. Den forsøger at forklare "Pizzagate" med et kritisk blik på den officielle forklaring og kan læses i kvindemagasinet Evie Magazine.
Ifølge politiet i Washington, D.C. gik en mand fra North Carolina ved navn Edgar Madison Welch ind i pizza-restauranten og rettede en pistol mod en medarbejder, fortæller artiklen videre. Interessant nok er Welch listet som skuespiller og forfatter med sin egen profil på verdens største database for filmfolk, IMDb.com. Edgar Madison Welch er krediteret for at have deltaget i tre film inden sin voldsomme entré i "Pizzagate" - "en detalje, der fik øjenbryn til at rejse sig blandt skeptikere," konstaterer Evie Magazine. Hans profilbillede på filmdatabasen er fra netop den episode i Comet Ping Pong, som han er allermest kendt for.

Edgar Madison Welchs profil på filmdatabasen Imdb

Welch affyrede angiveligt tre skud i alt, hvoraf et skud var inde i restauranten, "hvilket bekvemt beskadigede deres computersystem i processen," påpeger Evie Magazine-artiklen. Ingen kom noget til ved episoden. Episoden blev vist på adskillige tv-kanaler og gav anledning til vendinger som "Fake News", "total løgnehistorie", "chikane", "trusler" og endda "terrorisme". En af de centrale bemærkninger var selvfølgelig også, at Welch havde "læst online at Comet restauranten skjulte børnesexslaver" og at han "overgav sig fredeligt" da han "ikke fandt nogle børn skjult i restauranten". Desuden så man en tungt bevæbnet mørkklædt Welch med bandana og et selvsikkert blik. Man kunne også høre James Alefantis give en udtalelse om de "fuldstændig falske historier" og "promoveringen af hensynsløse konspirationsteorier", som "får konsekvenser" med henvisning til episoden omkring Edgar Madison Welch.

Eksempel på TV-indslag om Comet Ping Pong-skudepisode, CBS Newsb

Welch blev i medier generelt præsenteret som en voldelig repræsentant for afsporede konspirationsteoretikere, og gengivelser af hans tåbelige aha-oplevelse blev gentaget mange steder. "Ifølge den strafferetlige klage fortalte han myndighederne, at han var bevæbnet for at hjælpe med at redde børn, men at han overgav sig fredeligt efter ikke at have fundet beviser for, at 'børn blev skjult i restauranten'," skrev Washington Post i en af de mange næsten enslydende mediekonstateringer. Welch erkendte sig skyldig, indvilligede i at betale 5.744 dollars for skader på restauranten. Han blev idømt fire års fængsel, men sad kun i fængsel knap tre måneder fra marts til maj 2020. Ved domsafsigelsen undskyldte Welch for sin opførsel og sagde, at han havde været "tåbelig og hensynsløs". Det sidste ordvalg "hensynsløs" var identisk med det, James Alefantis havde sagt i sin oplæste udtalelse i medierne.
Dommeren, der havde Welchs retssag, Ketanji Brown Jackson, blev senere præsident Joe Bidens kandidat til højesteret. Under hendes bekræftelseshøringer rejste senator Josh Hawley Jackson kritik af hendes mildhed med at idømme lovovertrædere i sager om børnepornografi. Senator Hawley sagde at han havde set 10 af Jacksons børnepornografisager, og påpegede at han ikke havde "fundet en eneste sag," "hvor hun har dømt inden for retningslinjerne". Hawley pointerede, at dommene "næsten altid [var] under regeringens anbefalinger - i nogle tilfælde dramatisk under".
I 2025 blev Welch skudt og dræbt af politiet i North Carolina, da han blev holdt ind til siden i bil den 4. januar 2025. Der var en arrestordre for en udestående overtrædelse af en prøveløsladelse på Welch, og han trak efter sigende en pistol mod betjentene under stoppet. På trods af politiets ordrer om at smide våbnet, efterkom han angiveligt ikke, hvilket ifølge politiet fik betjentene til at åbne ild. Welch blev transporteret til et hospital, hvor han døde af sine kvæstelser to dage senere.

"Pizzagate" fremstilles generelt i "almindelige hovedstrømsmedier" som en politisk motiveret højreekstremistisk hetz mod progressive kræfter i amerikansk politik. Eller simpelthen som en "sindsforvirret konspirationsteori", som her i en artikel i Yahoo's nyhedssektion. Disse mediehistorier undlader dog at fortælle om de detaljer og vise de billeder, vi har gennemgået herover, og som derimod kan findes i "alternative medier". Der formidles også et meget andet billede af James Alefantis og Comet Ping Pong. Fx skriver Washington Post således i en af sine artikler om sagen:
"Hr. Alefantis, en kunstner født og opvokset i Washington, var med til at grundlægge Comet Ping Pong for 10 år siden som et afslappet sted for lerovnspizzaer. Restauranten har børnevenlige funktioner såsom bordtennisborde og et håndværksrum. Berømte mennesker fra området såsom medlemmer af bandet Fugazi har holdt små shows der. Spisestedet, som har plads til 120, er en blanding af rød- og hvidternede duge og modernistiske vægmalerier og malerier fra venner af hr. Alefantis."

I artiklen kaldes "Pizzagate" bl.a. en "misinformationskampagne" foruden selvfølgelig den gennemgående betegnelse "Fake News". Artiklen fortæller om trusler mod Alefantis og hans medarbejdere, modtaget via digitale beskeder. "De påstod alle noget, der fik hr. Alefantis til at tabe kæben," skriver Washington Post - og fortæller hvad det angiveligt var; "at Comet Ping Pong var hjemsted for et børnemisbrugsnetværk ledet af Hillary Clinton og hendes kampagnechef, John D. Podesta."
Avisen skriver:
"Da hr. Alefantis opdagede, at hans medarbejdere fik lignende fornærmende beskeder, kiggede han på nettet for at opklare anklagerne. Han fandt snesevis af opdigtede artikler om fru Clinton, der kidnappede, misbrugte og handlede børn i restaurantens baglokaler".

Derefter hævder Washington Post videre, at "artiklerne dukkede op på Facebook og på websteder" som bl.a. "The Vigilant Citizen" - og Washington Post peger så på netop en af de artikler, jeg har brugt som baggrund for at forklare detaljerne i sagen. Men den artikel skriver intet om, at Hillary Clinton "kidnappede, misbrugte og handlede børn i restaurantens baglokaler". Den gennemgår derimod nogle af de detaljer, jeg også har fremlagt i dette kapitel. I starten af artiklen skriver "Vigilant Citizen", at de to online brugerplatforme 4Chan og Reddit har udført "en ekstremt bizar undersøgelse efter John Podestas e-mail-lækage". "De har tilsyneladende afsløret et elitenetværk for handel med børn, der fejrer dets tendenser ved at bruge kodeord og foruroligende kunstværker," skriver mediet derefter.
"4Chan afslørede effektivt et mærkeligt netværk af magtfulde mennesker, som gennem kunst, begivenheder og sociale medier i praksis fejrer en kultur, der kredser om død, tortur, kannibalisme og ... misbrug af børn. Det meste af dette foruroligende materiale var ikke engang skjult, det var frit tilgængeligt, eksponeret på virksomhedens vægge og lagt ud på sociale medier."

Derefter går artiklen i gang med at fremlægge (nogle af) detaljerne i sagen. Hillary Clinton er nævnt fire gange i artiklen. Tre gange nævnes det, at John Podesta er Hillary Clintons valgkampagnechef og en gang nævnes det, at parret James Alefantis og David Brock var involveret i Hillary Clintons valgkampagne. Ingen af disse oplysninger kan ikke siges at være forkerte, tværtimod er det almindelig anerkendt og korrekt information, der bekræftes mange andre steder.
Det kan læses i denne Vigilant Citizen-artikel: "Pizzagate: How 4Chan Uncovered the Sick World of Washington's Occult Elite" ("Pizzagate: Hvordan 4Chan afslørede Washingtons okkulte elites syge verden").
"Intet af det var sandt," skriver Washingon Post - men udsagnet synes i dette tilfælde at pege tilbage på Washington Post-journalisten.
Lige netop Washington Post var - som tidligere nævnt - i forretningsforbindelse med Tony Podesta, hvilket i sig selv betyder, at mediet ikke var uvildig, da det publicerede sine artikler om Pizzagate-sagen. Heller ikke denne forbindelse gjorde avisen opmærksom på i sine artikler. En af avisens medarbejdere optrådte i øvrigt på den John Podesta mailtråd, hvor der blev indbudt til et arrangement, hvor tre mindreårige børn skulle være "underholdning" i poolen for de voksne. Det drejer sig om Washington Post-journalisten Ruth Marcus. I en besked til alle på denne mailtråd joker hun med sin rolle som journalist. Oplægget hertil er, at den ledende politiske rådgiver Drew Littman ironisk skriver, at han har planlagt at bruge arrangementet som "baggrund for at annoncere sit kandidatur til speaker of the house" - dvs. formand for parlamentet Repræsentanternes Hus. Hertil skriver Ruth Marcus ironisk "Det kan du lige så godt. Jeg live-blogger det." Hverken Ruth Marcus eller nogen af de andre på mailtråden spørger om, hvad der mon menes med, at de bliver invitereret til underholdning i poolen med tre mindreårige børn. Der synes at være samme indforståethed omkring dette, som når John Podesta til det samlede pressekorps taler om sit onde alter ego, "Skippy".
Washington Post er bestemt ikke det eneste medie, der er repræsenteret i mailkorrespondancerne med John Podesta. Et andet mediemenneske har vi allerede nævnt, den politiske rådgiver og medieperson Jennifer M. Palmieri, som foruden at have været medvært på TV-kanalen "Showtime" bl.a. har været kommunikationsdirektør for Det Hvide Hus og topleder i John Podestas Center for American Progress.
Men der er mange journalister og mediefolk i netværket omkring John Podesta. En mail, der måske fortæller lidt om Podestas position blandt journalister, er denne med titlen "plugging in". Det kan oversættes til "tilsluttes", og giver udtryk afsenderens appel til John Podesta om at komme på hans "radar". Det er den politiske journalist Eleanor Clift fra nyhedsmediet Daily Beast, der skriver:
"Hej John, jeg forstår fuldstændig, hvorfor middagen hjemme hos dig ikke omfattede nogen som mig, som er en kendt del af Clinton-kampagneveteranerne. Men jeg ville gerne appellere til en tidlig mulighed for at få mig selv og den politiske redaktør på Daily Beast, Jackie Kucinich, på din radar, så jeg/vi kan skrive og rapportere kyndigt. Der er en lang kampagne forude, og jeg vil gerne etablere en kommunikationslinje. Er der en assistent jeg skal gå igennem? Jeg ser frem til at arbejde sammen med dig (og måske få noget af den pasta- og valnøddesauce-ret!!)
Alt godt, Eleanor"

Det er vist ikke en overdrivelse at skrive, at journalisten, der her kontakter John Podesta, ikke ligefrem lyder som magtens kritiske vagthund - hvilket ellers er nyhedsmediers egen typiske udlægning af deres rolle i samfundet. John Podestas tætte personlige relationer til mange journalister ses også af hans store middagsselskaber for disse. "Den 10. april 2015 lavede John Podesta en stor middag til mindst 30 personer, herunder omkring 24 journalister og medlemmer af [valg]kampagnens personale," fortæller denne artikel for eksempel. Det er nyhedsmediet Inquisitr.com, der giver disse oplysninger, og som lettere latterliggørende afviser muligheden for at John Podesta "tilbereder ånder eller begår kriminelle handlinger mod børn i en pizzarestaurant". Men han "elsker at løbe og lave mad," konstaterer Inquisitr-artiklen, der grundlæggende handler om, hvor god John Podesta er til at lave mad. Ud over at være god til at lave mad, kan man tilføje, at han åbenbart også er god til at skabe gavnlige forbindelser til journalister.

John Podesta interviewes af Washington Post Live

"Pizzagate" foregik i sin kerne på flere forskellige sociale medieplatforme - primært som nævnt 4Chan og Reddit. Oplysningerne fremkom således fra en gruppe af mennesker, som var i dialog med hinanden om emnet. Selvom det angiveligt startede i et "alt-right"-forum på 4Chan, var det samlet en forskelligartet gruppe, som kun havde løs intern forbindelse via de forskellige virtuelle platforme de kommunikerede gennem. Der var helt sikkert forkerte oplysninger og direkte manipulation fra flere af disse online platformsbrugere. Vi er allerede stødt på et par tilfælde af dette; det manipulerede billede af John Podestas ansigt, hvor han viste sine hænder og skærmklippet fra James Alefantis' Instagramside med den indlagte ordforklaring af Alefantis' ordvalg "Hotard", der kan misforstås som Alefantis' egen uddybning. Et andet værre eksempel er, at nogen skrev "Enormt nedkølet rum under Comet Ping Pong" og "Comet Ping Pong Badeværelsesdør" hen over og i forbindelse med det billede Alefantis havde uploadet af et "mordrum" ("#killroom").

Nogle "pizzagatere" påstod desuden, at der blev skjult børn i denne kælder, og at de blev ført via hemmelige gange under Comet Ping Pong. Men det blev senere gentaget utallige gange, at der slet ikke var en kælder under pizzariaet. Netop misinformationen om "kælderen" og "de hemmelige gange" blev senere igen og igen brugt til at fremhæve utroværdigheden i alt, hvad der kom frem i "Pizzagate". Det passede også meget præcist med attentatmanden Edgar Madison Welchs forklaring om, at han havde "læst online at Comet restauranten skjulte børnesexslaver", og fortællingen om de tåbelige konspirationsteorier om fantasikælderen kunne således blive gentaget også i denne forbindelse.
Men fordi nogen fantaserer, lyver og manipulerer i en gruppe, er det ikke nødvendigvis sikkert at alle andre i gruppen gør det samme. Det er således ikke ensbetydende med at alt, hvad der kommer fra de forskellige individer i gruppen, er løgn - sådan som de fleste hovedstrømsmedier ellers fremstiller det. Især ikke en gruppe der er så forskelligartet, som den vi taler om her.

Her er det engelske BBC, der fremhæver, at der ingen politi-efterforskning er foretaget i sagen. Dette bruges her (og mange andre steder) som et af argumenterne for, at alt i "Pizzagate" er opspind - det engelske statsmedie kalder bl.a. sagen for "en enorm samling af konspirationsfiktion". Men netop det, at der aldrig er foretaget nogen politiefterforskning, har "Pizzagatere" fremhævet som et centralt problem - og nogle har givet udtryk for, at dette blot er endnu en del af korruptionen i sagen. Beskedent må man vel i al fald sige, at så længe der ikke er foretaget en politiundersøgelse - er det ikke muligt at konkludere noget sikkert i sagen (i det omfang man stoler på politiet). Men åbenhed i forhold til konklusionen er tydeligvis ikke noget for BBC eller nogen af de andre etablerede hovedstrømsmedier, der temmelig ensidigt fremstiller sagen som en ren løgnehistorie. I forhold til spørgsmålet om tillid til politiet, kan man bemærke, at også politichefen ved hovedstadens operationer Sean P. Gallagher - som tidligere omtalt - tilsyneladende er med på en John Podesta-mailtråd. Det var heri, der stod, at "John [Podesta] sagde, det bliver ikke bedre end dette" - om et fotografi af tre unavngivne asiatiske piger, der spiste pizza.
Tidligere hørte vi om flere tilfælde af politi og myndighedsorganisationer og -personer, der var involveret i seksuelle overgreb eller blev anklaget herfor. Det var fx politichefen for Omaha Politi, Robert Wadman, som blev anklaget for at være en del af et satanisk netværk, der misbrugte børn i staten Nebraska, USA. Den pige, der anklagede ham for dette, endte med at blive dømt for falsk vidneudsagn, ligesom et andet barneoffer for seksuelle overgreb og angiveligt satanisk tortur, der også fik en længere fængselsstraf for sine understøttende anklager.
Vi hørte også om vidnet, der hævdede at have set den berømte FBI-chef J. Edgar Hoover - iført kvindetøj - misbruge to mindreårige drenge til en "fest" for VIP-gæster i et lignende pædofilt netværk. Dette skete angiveligt på et hotelværelse i New York, og vidnet blev af lokale politifolk beskrevet som yderst pålidelig, og flere af hendes opgivne detaljer om bl.a. hotelværelsets karakter og udsmykning stemte med det efterforskede. I forhold til den magtfulde FBI-chef førte sagen dog naturligvis ikke til noget.
Så er der selvfølgelig afsløringerne af CIA's anvendelse af "lovetraps". Dvs. seksuelle "honningfælder", hvor prostituerede blev brugt til at få seksuelt kompromitterende klemmer på modstandere af USA. Der er også det berygtede MK-Ultra-projekt, hvor CIA misbrugte tusindvis af uskyldige amerikanere som forsøgsdyr i efterretningstjenestens arbejde med hjernevask. Et gennemgående tema i store dele af denne online bog har i det hele taget været efterretningstjenesters og myndigheders involvering i seksuelle "honningfælde"-operationer. Og flere af de sager, vi har beskæftiget os med, har involveret misbrug af børn - eller indikationer af et sådan pædofilt misbrug.
Det er ikke kun i USA man kan se flere eksempler på misbrug og overgreb udført eller understøttet af politiorganisationer, myndigheder og mennesker i disse. Vi har også set på tilfælde af dette i Storbritannien. Fx sagerne om misbrug af tusindvis af engelske piger, der i byerne Rotherham og Telford blev voldtaget og solgt til seksuelt slaveri af pakistanske mænd. Disse voldtægtsforbrydere undgik at blive retsforfulgt i årevis fordi politiet holdt hånden over dem "på grund af frygt for at opildne racefjendskab". Andre eksempler er sagerne om seksuelle overgreb på drengene i Kincora, Nordirland, og desuden det misbrug af børn flere medlemmer af det britiske parlament har stået bag. I disse sager har der ligeledes været flere indikationer af, at britisk politi og efterretningstjenester har forsøgt at forhindre opklaring.
"Pizzagatere" diskuterede flere af disse eksempler på korruption og misbrug af både magt og børn i forbindelse med deres observationer og undersøgelser. På den baggrund var tilliden til politimyndighedernes behandling af denne sag, om nogle af USA's mest magtfulde menneskers potentielle pædofile sataniske misbrug af børn, ikke synderligt høj.
Politiet i Washington, D.C. har, ligesom alle andre myndighedsrepræsentanter og verdens hovedstrømsmedier, afvist "Pizzagate" som falsk, og politiet har som nævnt ikke efterforsket noget i sagen - undtagen selvfølgelig skudepisoden ved Comet Ping Pong og andre angivelige chikanerier.

"Pizzagate" er utvivlsomt en af de mest underlige mediehistorier i nyere tid, hvis ikke nogensinde.
Hverken før eller siden har der vel ikke været en mere bizar historie med anklager om pædofilt VIP-misbrug af børn end denne kontroversielle sag, hvilket ikke siger så lidt (jævnfør de mange sager vi har gennemgået i denne online bog).

Spekulation om fastfood som kodeord afvises
Denne artikel i New York Times afviser spekulationen om mad som kodeord i Wikileaks' John Podesta-mails med disse ord:
"Podesta-brødrene var berømte i Washington-kredse for deres italienske madlavning og store salon- og indsamlingsmiddage, ofte tilberedt af deres mor."

Altså underforstået at Podesta-brødrenes mailsamtaler om mad bunder i deres reelle interesse og intet andet. Man kan indvende, at det at de to brødre er meget optaget af mad og madlavning, ikke er ensbetydende med at deres skriverier i mails om emnet ikke i nogle tilfælde kan betyde noget andet. Faktisk ville et image som en dygtig kok kunne være et glimrende dække for kriminalitet, ved at bruge kodeord indenfor netop dette område.

John Podesta er i øvrigt ikke den eneste, der har opbygget et image omkring sit forhold til fornøjelser med mad. Det har også den tidligere præsident Joe Biden - eller "Creepy Joe", som dele af den amerikanske befolkning altså kalder ham. Han er kendt for at elske is, og det er noget, han og hans politiske venner synes at have gjort en del ud af. Her er fx en hel artikel, som handler om den nyvalgte præsidents hang til isvafler, og som har titlen "Alle de gange Joe Bidens kærlighed til is smeltede vores hjerter". "Den fremtidige leder af den frie verden er en stor fan af den søde godbid, og han lader aldrig nogen glemme det!" fortæller artiklen. Her er det en video fra nyhedsmediet CNN, som har titlen "Joe Biden kan virkelig virkelig godt lide is", og som viser Joe Biden nyde isvafler i forskellige situationer. "Mit navn er Joe Biden, og jeg elsker isvafler," udtaler han desuden fra en talerstol i en isbutik.
"Hvorfor har de pornomusikken kørende?" er der en Youtube-bruger, der spørger, under videoen. Flere brugere bemærker, at det lydbillede CNN har lagt ind over de komiske klip af præsidenten, der sætter tænderne i isvafler, lyder som musik, der bruges i pornofilm.
"Det er det, han spiller, før han hopper med børn på skødet og snuser til dem. Hans egne ord og handlinger," er der en anden, der svarer. Den sarkastiske bemærkning hentyder nok til Bidens mærkelige udtalelse om børn, der gned på hans ben for at se hans hår rejse sig, om kakerlakker og om hans læring omkring børn, der hoppede på hans skød.
Også tidligere præsident Barack Obama har ry for sin glæde ved is, søde sager og fastfood. Her er det en Youtube-profil, der har sammensat en sjov film med Barack Obama og Joe Biden, hvor de løber ud til deres biler og kører afsted i bil-convoy for til sidst at ende med at spise isvafler sammen. Filmen er lavet udfra forskellige eksisterende klip med de to toppolitikere, bl.a. et kendt klip hvor de to løber i Det Hvide Hus, convoy-kørsel og selvfølgelig billeder, hvor de spiser is - og et filmklip, hvor de bestiller burgere. Klippet med burgerbestillingen er fra en video fra nyhedsbureauet AP, som handler om, at Obama og Biden løber efter burgere. Så temaet om, at disse to "løber" efter forskellige madfornøjelser, er altså set i flere sammenhænge. Obama har et helt særligt image omkring hotdogs. Her er det en mediebegivenhed, at Obama er i Georgia for at få en chilli-hotdog og her samme situation blot i Cincinnati.
Flere Pizzagatere og andre skeptikere har som nævnt spekuleret på om ordene for madfornøjelser, og iscenesættelse omkring det, dækker over seksuelt misbrug af børn.
I denne video, udgivet af tidligere vicepræsident Kamela Harris, taler hun med Barack Obama om Joe Biden i forbindelse med valgkampagnen i 2020. Hen imod afslutningen af videoen er denne dialog:
Harris: "Så fortæl mig om Joe og dit forhold til Joe, og hvad har jeg brug for at vide? Hvad er det for noget med is? Han elsker is. Fortæl mig om det."
Obama: "Is er stort. Pasta med rød sauce. Det kan han gå dybt i."
Ordene på engelsk er her "Ice cream is big. Pasta with red sauce. He can go deep on that." "Go deep" har ifølge slang-ordbogen flere seksuelle og perverse betydninger. Ordbogen gør her opmærksom på at ordet "cream", der er en del af "ice cream" (is), har den vulgære betydning af orgasme og at ejakulere. Den samme betydning har "sauce" (sovs), ifølge slang-ordbogen Urban Dictionary.

Men her er det endnu en "Facttjekker"-side, som afviser spekulationen om, at de to politikere bruger kodeord, der dækker for overgreb på børn. Siden har fundet en person, der har manipuleret med FBI-dokumentet om pædofili-symbolerne, og sammensat FBI's logo med en anden Pizzagate-liste, om hvad forskellige fastfood madretter og is kunne afkodes til at betyde. På baggrund af denne persons manipulation afviser Facttjekker-siden spekulationen som falsk.
Virkeligheden er naturligvis, at det er umuligt som udenforstående at vide, om denne spekulation er sand eller falsk. Det faktuelle er blot, at den pågældende person manipulerer med dokumenterne, når vedkommende fremviser et forfalsket FBI-dokument.

'Pizza, sex og pædofili er gået hånd i hånd i mange år'
I 2018 udkom magasinet Rolling Stone med en artikel med titlen "John Podesta er klar til at tale om Pizzagate". Heri skriver Rolling Stone, at konspirationsteorien "pizzagate" "tydeligvis [var] sindssyg, med nul basis i virkeligheden". Denne artikel kommer - ligesom andre af denne type artikler - ikke ind på nogle af detaljerne i sagen. Den viser heller ingen af billederne, selvom den handler om både John Podesta og James Alefantis som ofre for hetz. "Det er smertefuldt og sindssygt," siger John Podesta om anklagerne, uden at gå ikke ind i noget konkret om sagens mange mærkelige omstændigheder. I artiklen indrømmer han til gengæld indirekte, at Wikileaks' mails'ene er hans. "Podesta hævder, at han ikke var alt for bekymret over, at hans e-mails blev frigivet: deres indhold, siger han nu, var 'relativt meget om ingenting'," fortæller Rolling Stone-artiklen.
Artiklen afklarer altså intet om, hvad mon fx det "pizza-relaterede kort" var, eller hvilken underholdning de tre børn gav i poolen til arrangementet hos Tamera Luzzatto - eller nogen af de mange andre foruroligende eller mærkelige ting der kom frem i "Pizzagate".

Men, at "pizza" har en betydning i forhold til pædofili og sex, er en faktuel omstændighed, uanset hvor meget nogle forsøger at fornægte det. Et meget entydigt eksempel herpå er politi- og retssagen mod den pædofile misbruger af børn, Stephen Salamak - en fængselsbetjent fra New Jersey. Stephen Salamak havde oprettet en annonce på den online kontaktside Craigslist om, at han ledte efter kvinder og mødre, "der er til ostepizza" ("that are into cheese pizza"). En undercover politimand sendte et falsk svar til Salamak, hvor han udgav sig for en sådan kvinde, og den pædofile fængselsbetjent interagerede med politimanden uvidende om dette. Ifølge anklageskriftet ledte Salamak efter kvinder og mødre der var interesseret "i perverse emner", og han forsøgte at få et møde med "politimandens" otte-årige datter. Da politiet gennemgik Salamaks mails kunne de konstatere at han kommunikerede med flere kvinder omkring interessen i pædofili og børnepornografi. Manden blev tiltalt, adskillige børnepornografiske fotos blev fundet på hans computer, og den 27. juli 2018 erkandte han sig skyldig og fik en obligatorisk minimumsstraf på 5 år. Alt dette fremgår af anklageskriftet, og sagen viser, at "pizza" kan henvise til misbrug af børn i nogle sammenhænge. "Cheese Pizza" (ostepizza) har forkortelsen C.P. og var i sagen "a reference to child pornography" ("en reference til børnepornografi"), konstaterer nyhedsbureauet AP.

Anklageskrift mod Stephen Salamak med røde markeringer tilføjet

"Faktum er, at uanset om det kan bevises, at John er involveret i 'Pizzagate', - er pizza, sex og pædofili gået hånd i hånd i mange år, det er velkendt, og det er veldokumenteret," skriver mediet Coreysdigs.com i en længere analyse af Bill og Hillary Clintons mulige forbindelse til misbrug af børn. Det er den undersøgende journalist Corey Lynn, der har skrevet denne artikel i sit eget medie, og han peger bl.a. på ovennævnte sag om Stephen Salamak. Lynn konstaterer videre, at det vil tage "den gennemsnitlige person" "omkring 10 minutter at drage den konklusion, at sex og pizza har været forbundet i årtier". Man kan finde seksuelle forbindelser til pizza i Hollywood, i reklamer - og særligt på "the dark web" ("det mørke internet"), hævder Corey Lynn.
For at underbygge sin påstand henviser Lynn bl.a. til denne artikel om det "sexede, Instagram-lokkende museum for pizza i New York City". Ifølge Corey Lynn skulle pizzamuseet promovere "billeder af folk spændt op i læder, håndjern, kæder og ja – ikke meget andet, mens de spiser pizza med tungen ud af munden". Man må sige, at man nemt finder fotografier, der forbinder sex og pizza, omend de ikke umiddelbart inkluderer læder og håndjern. Her er det filmskuespillerinden Carmen Electra, der viser sig frem helt nøgen "med kun pizzaskive for at bevare ærbarhed". På første side i en søgning på "pizza slice nude body" ("pizzastykke nøgen krop") er der en video med titlen "Amatør teenagepige spiser PIZZA NØGEN 10 min. 720p" ("Amateur teen girl is eating PIZZA NAKED 10 min 720p").
Her er det en skolelærer, der bruger pizza som metafor i sin seksualundervisning for unge. Han uddyber dette i artiklen "Hvad vi taler om, når vi taler om pizza" i bussiness-magasinet Wall Street Journal. "Hvornår får du pizza? Det starter fra et indre ønske, en sult, et behov," forklarer han.

Viden om, at "pizza" er kodeord for pædofile aktiviteter, synes at være ret udbredt. Fx har en kvindelig aktivist, som driver Instagram-siden PDProtect mod børnemisbrug, gjort opmærksom på netop dette. Hun fortæller, at hun har arbejdet sammen med Instagram for at fjerne 'tusindvis' af formodede pædofile konti på platformen. "Hun bemærkede, at mange af disse konti brugte referencer til ost og pizza i deres brugernavne og profilbeskrivelser som en måde at markere deres interesse for billeder af børnemisbrug," står der i denne artikel. Det er nyhedsmediet Metro, der fortæller historien om kvindens arbejde mod misbrug af børn.
Kvinden havde direkte samtaler om problemet med ledere i Instagram. Hun fortalte, at de pædofile online brugere ofte signalerede, deres interesse "ved at bruge cheese og pizza-emojis, for at repræsentere 'CP', der er kode for 'børneporno'" ("child pornography"). Efter afsløringen kaldte en online ekspert i beskyttelse af børn fænomenet "rædselsvækkende". Denne ekspert sad tidligere i den britiske regerings råd for internetsikkerhed. I forlængelse af afsløringerne udtalte han desuden, at sociale mediegiganter selv bør gøre mere for at "jagte og slette" denne typer konti. "Pædofile bruger ost og pizza-emojis som hemmelig kode på sociale medier," hedder artiklen, som findes i den engelske avis The Telegraph.
Men når det kommer til Pizzagate, lyder det meget anderledes. Den samme avis har også en artikel, der handler om, at FBI har udtalt, at online konspirationsteorier som Pizzagate er "indenlandske terrortrusler". På intet tidspunkt i artiklen bliver FBI's påstande udfordret eller sagt imod. The Telegraph forklarer, at Pizzagate var en konspirationsteori om, at "højtstående demokratiske embedsmænd var involveret i et børnehandelsnetværk". Det bliver ikke nævnt, at disse "højtstående demokratiske embedsmænd" og deres venner rent faktisk brugte "ost og pizza" i mere eller mindre svært forståelige eller foruroligende sammenhænge "på sociale medier" og i deres mails. Og intet sted bliver det - i The Telegraph eller i hovedstrømsmedier generelt - overvejet, om dette rent faktisk kunne dække over misbrug af børn.
På baggrund af flere af ovennævnte omstændigheder - og nok henvendt til disse medier - opsummererer Corey Lynn denne del af sin analyse med en konstatering om, at det er "illegitim, uvidende og uansvarlig journalistik" "at påstå, at Pizzagate ikke eksisterer".

Hillary og Bill Clintons forbindelser til pædofile misbrugere af børn
Men Corey Lynn graver længere ned i Hillary og Bill Clintons fortid og forbindelser end almindelige "pizzagate"-følgere. Øverst i sin artikel peger Lynn på, at Hillary Clinton intensivt gennem hele sin karriere har arbejdet med børn og børnehjælp af forskellig art. Allerede som 23-årig arbejdede hun i 1970 på Yale Universitets børnestudiecenter og lærte om tidlig barndoms hjerneudvikling. Hun håndterede sager om børnemishandling på Yale–New Haven Hospital og var forskningsassistent på bogen "Beyond the Best Interests of the Child" ("Ud over barnets bedste"). I 1971 mødte hun ægtemanden Bill og var i praktik hos advokatfirmaet Treuhaft, Walker og Burnstein, hvor hun arbejdede med bl.a. forældremyndighed. I 1973 udførte hun sit postgraduate-studie om børn og medicin ved Yales børnestudiecenter. Hendes artikel "Children Under the Law" blev offentliggjort i Harvard Educational Review. Hun var ansat som advokat i NGO'en Children's Defence Fund ("Børns forsvar-fond"). Samme år var hun desuden konsulent for undersøgelsesgruppen på Yale "Carnegie Council on Children" (Børneråd etableret på Yale med midler fra Carnegie Cooperation). Hendes arbejde med børn fortsatte i de kommende år for Children's Defense Fund og i andre sammenhænge. Hun arbejdede bl.a. som advokat for børn i advokatfirmaet Rose Law Firm. Fra 1986-92 blev hun formand for bestyrelsen i Children's Defense Fund og sad desuden i bestyrelsen i Arkansas' børnehospitals juridiske tjenester. Hun skrev artikler om bl.a. forældreløse børn og en bog om børn og adoption. Artiklen om forældreløse børn fra 1995 førte til ny lovgivning på området - Adoption and Safe Families Act i 1997. Også i sit politiske arbejde beskæftigede Hillary Clinton sig løbende med børn. I 2000 var hun fx vært for en børne og unge-konference og konference om teenagere i Det Hvide Hus. Året før var hun med til at lancere International Center for Missing and Exploited Children (Internationalt center for forsvundne og udnyttede børn). Det gjorde hun sammen med bl.a. den engelske premierministerfrue Cherie Booth Blair.

Præsidentfruen og den senere præsidentkandidat og toppolitiker har i øvrigt også gennem hele sin aktive karriere arbejdet for abort og for udbredelsen af frihed til abort. De fleste danskere har nok svært ved at se noget negativt i dette. Men Corey Lynn skriver, at Hillary Clinton i 2018 "førte kampagne for kvinders ret til abort", og at hun "heppede" Andrew Cuomo frem til sejr som New Yorks nye guvernør - hvorefter han gennemførte byens seneste abortlov, der tillader aborter frem til og med uge 24. Fra uge 20 er hovedhåret begyndt at vokse frem på et menneskefoster, "der er fine små øjenbryn" og der "dannes finger- og tånegle," skriver Rigshospitalet.dk i sin artikel til danske kommende forældre om et menneskefosters udvikling. Det er med andre ord svært ikke at betragte et sådan foster som et barn. Der udføres cirka 37.000 aborter i New York City per år, hvoraf 2,3 procent statistisk bliver udført efter uge 21. Det svarer til, at der per år foretages cirka 850 aborter efter uge 21.

Men Hillary Clinton har altså ellers et imponerende og prisværdigt CV med et omdrejningspunkt omkring børn og hjælp til børn. Som vi har set i denne online bog, er det dog også et kendetegn for pædofile misbrugere, at de finder beskæftigelse nær børn.
Ud over sit store engagement i børn og børnehjælp, er Hillary og Bill Clinton også forbundet med bemærkelsesværdigt mange seksuelle misbrugere af børn.
Corey Lynn peger på, at disse to omstændigheder synes at stritte i hver sin retning.
Her er nogle af de Clinton-pædofilikontakter og børne-trafficking-sager, som Lynn omtaler:
Forbindelsen til tidligere kongresmedlem, Anthony Weiner, der blev dømt for seksuel og pornografisk kommunikation med en 15-årig pige.
Forbindelsen til multimilliardæren og børnesex-traffickeren Jeffrey Epstein.
Forbindelsen til stjerneskuespilleren Kevin Spacey, som indrømmede flere overgreb på mindreårige drenge.
Clinton hjalp den dømte barnesmugler Laura Silsby.
Forbindelser til børnesex- og slavekulten NXIVM bl.a. gennem arvingerne til alkoholvirksomheden Seagram, Clare og Sara Bronfman.
Forbindelsen til George Nader, mellemøst-analytiker og mediemand - og dømt pædofil misbruger af børn.
Udenrigsministeriet dækkede over flere pædofile overgreb - bl.a. udført af amerikansk ambassadør, netop mens Hillary Clinton var udenrigsminister.

Corey Lynn spørger, om de oplysninger passer med et menneske, der hjælper børn. Derefter gennemgår han Hillary Clintons pædofile forbindelser én efter én. "Læs alle oplysningerne nedenfor for at drage konklusioner," skriver Corey Lynn.

Tidligere New York-kongresmedlem Anthony Weiner var gift med Hillary Clintons vicestabschef, Huma Abedin, da Clinton var udenrigsminister. Weiner var desuden næstformand for Hillarys præsidentvalgkampagne i 2016. Anthony Weiner blev idømt fængselsstraf for seksuel og pornografisk kommunikation med en 15-årig pige. "Anthony Weiner ... bad en pige, som han vidste var 15 år gammel, om at vise sin nøgne krop og engagere sig i seksuel eksplicit adfærd for ham online," sagde den fungerende statsadvokat i forbindelse med sagen. Ifølge anklagerne fulgte pigen angiveligt Weiners opfordringer.
Anthony Weiner og Huma Abedin blev gift i 2010, men efter han erklærede sig skyldig i 2016, separerede Abedin sig fra Weiner og søgte skilsmisse.

Men Weiners bærbare PC indeholdt også 340.000 e-mails, hvoraf en betydelig mængde var mellem Hillary Clinton og Huma Abedin. I forlængelse af denne sag genåbnede FBI-direktør James Comey en undersøgelse af Hillary Clintons brug af private e-mails i sit statslige arbejde. Det skete under præsidentvalget i 2016, hvor Clinton stillede op som præsidentkandiat - mindre end to uger før selve valgdagen. Justistministeriets Generalinspektør udarbejdede en rapport om undersøgelsen. Den gennemgår de forskellige handlinger fra FBI og Justitsminiteriet forud for præsidentvalget. Men den kommer også ind på Anthony Weiner, fordi Hillary Clinton havde mange mailkorrespondancer med ham fra sine private mailkonti. Rapporten fortæller, at en føderal ransagningskendelse blev opnået i september 2016 til Weiners iPhone, iPad og bærbare computer. "Ransagningskendelsen gav regeringen tilladelse til at søge efter bevismateriale i forbindelse med følgende forbrydelser: overførsel af uanstændigt materiale til en mindreårig, seksuel udnyttelse af børn og aktiviteter relateret til børnepornografi," står der desuden på side VII i det indledende resumé.

På side 294 i rapporten gengives efterforskningsnoter skrevet af den tidligere assisterende direktør for afdelingen for kontraspionage i FBI, Randall Coleman:
"Indledende analyse af bærbar computer – tusindvis af e-mails
Hillary Clinton & Foundation
Forbrydelse mod børn"

De mærkelige ord kommenteres ikke direkte i rapporten, og de ender med blot at stå tilbage uforklaret. "Vi spurgte Coleman om disse noter," står der - uden at forklare, hvad der præcist blev spurgt til. "Vi" er den undersøgende part: OIG - Office of the Inspector General (Justistministeriets Generalinspektørs kontor).
Hele afsnittet er bemærkelsesværdigt famlende og uklart. De to ledere i FBI, Coleman og Comey, kan ikke rigtig huske så meget om det, der spørges til.
Rapporten "forklarer":
"Vi spurgte Coleman om disse noter, og han fortalte os at, givet deres placering i hans notesbog, ville noterne højst sandsynligt repræsentere information, han blev orienteret om første gang om morgenen af hans underordnede i den kriminalpolitiske afdeling. Coleman udtalte, at han muligvis har videregivet disse oplysninger til andre FBI-ledere efter morgenbriefingen med direktøren, men han kunne ikke huske om det skete her."

Den øverste FBI-direktør James Comey var om muligt endnu mere uklar. "Comey fortalte os, at han ikke huskede den briefing, Coleman afspejlede i sin kalender," står der i rapporten. Derefter spurgte undersøgerne FBI-direktøren, om den pågældende briefing kunne have foregået på "tidspunktet tidligt i oktober", hvor var blevet fortalt om forbindelsen mellem undersøgelserne af Hillary Clintons private mails og den undersøgelse, der pågik af Anthony Weiner-sagen.
Comey udtalte:
"Det er muligt, muligt det er det, der banker rundt bagerst i mit hovede, men jeg virkelig, forstår du, jeg kender hukommelsens skrøbelighed fra at have gjort meget af dette arbejde, i hvert fald i min hukommelse er det meget mere et uformelt møde end et møde om det, men det er muligt."

Man kan måske sige, at det ville have været oplagt at spørge FBI-manden Randall Coleman om, hvad noterne betyder. Ordene stod trods alt i hans noter. Men det gjorde "undersøgerne" tilsyneladende ikke. I al fald står der intet om det i rapporten. De fokuserede - mærkeligt nok - udelukkende på, hvornår mødet fandt sted og hvem, der blev briefet - ikke indholdet af den pågældende "briefing".

Endnu en FBI-direktør havde problemer med sin hukommelse. Lidt tidligere i rapporten står der, at David Bowdich - dengang associeret vicedirektør for FBI - i en mail til James Comey og stabschefen ved FBI, James Rybicki, havde udtalt, at "Weiner-sagen" "vokser sig mere kompliceret". "Bowdich fortalte OIG, at han ikke huskede, hvad der 'voksede sig mere kompliceret' ved Weiner-sagen," står der i rapporten (side 293). Heller ikke den øverste direktør for FBI, James Comey, kunne ifølge rapporten huske, hvad det var der "voksede sig mere kompliceret" i denne pædofilisag mod en af Hillary Clintons nærmeste medarbejdere. Comey kunne faktisk ikke engang huske mailen. Også stabschefen, James Rybicki, blev spurgt om mailen fra vicedirektøren. Han fortalte, at han heller ikke vidste, hvad det betød, at "Weiner-sagen" "vokser sig mere kompliceret".

Konklusionen på undersøgelsen blev, at FBI sagde, at intet nyt eller skadeligt i forhold til Hillary Clinton var blevet opdaget.

Skærmklip fra rapport om Hillary Clintons private emails

FBI frigav også et censureret sagsdokument, som har sagstitlen "Anthony Weiner; Producenter af børnepornografi" med en censurboks, som skjuler teksten herunder. "Bemærk, at 'producenter' er i flertal," skriver Corey Lynn. Dokumentet er måske en korrespondance mellem to FBI-ansatte, men afsender og modtager er censureret. Afsenderen skriver, at vedkommende har gennemset Anthony Weiners computer og fundet 340.000 af Weiners e-mails i den forbindelse. I dokumentet oplyser vedkommende, at et betydeligt antal af mails'ene var mellem Huma Abedin og Hillary Clinton. Undersøgeren har dog ikke set på indholdet af disse emails - kun titlerne - fordi vedkommende kun har haft dommerkendelse til at undersøge Anthony Weiners korrespondancer, står der i dokumentet.

FBI-dokument om undersøgelse i Anthony Weiner-sagen - top

FBI-dokument om undersøgelse i Anthony Weiner-sagen

På side 303 i OIG's rapport om Hillary Clintons private e-mails udtalte sagsbehandleren, der arbejdede med Anthony Weiners bærbare computer, sine bekymringer:
"Den stilhed, jeg hørte, gjorde mig virkelig utilpas, fordi noget ville komme til at styrte ned... Og min forståelse, som er uinformeret, fordi...jeg arbejdede ikke med Hillary Clinton-sagen. Min forståelse på det tidspunkt var, at jeg fortæller jer folkens, at jeg har private Hillary Clinton-e-mails, som punkt et, og BlackBerry-beskeder, som punkt to. Jeg fortæller jer, at vi potentielt har 10 gange den volumen, som Direktør Comey sagde, vi havde arkiveret. Hvorfor er der ikke nogen her? Altså, hvis jeg er supervisor for et hvilket som helst kontraefterretningshold i Seattle, og jeg hører om dette, går jeg videre til hovedkvarteret og siger, hey, en eller anden agent, der arbejder med børneporno her, kan have [Hillary Clinton] e-mails. Let røven og grib telefonen, ring til [sagsagenten], og få en kopi af det PC-drev, for sådan skal du være. Og at ingen rækkede ud til mig i løbet af den nat, jeg forstår stadig ikke den dag i dag, hvad fanden gik galt."

Anthony Weiner blev løsladt fra fængslet den 17. februar 2019 og sendt til en re-socialiseringsinstitution i Brooklyn, New York. Corey Lynn konstaterer, at hvad, der eventuelt findes på hans bærbare computer, stadig er et uopklaret mysterium.

Som eksempel på Clinton-parrets børnemisbrugs-bekendtskaber fremlægger Corey Lynn desuden Jeffrey Epstein:
"Jeffrey Epstein afsonede 13 måneder i fængsel og varetægtsfængsling efter at have accepteret en ulovligt gennemført appelaftale tilbage i 2008, hvor Epstein indrømmede at have opfordret en mindreårig pige til prostitution. Denne historie handler om meget mere end blot én mindreårig pige – faktisk var der 30. Epstein blev anklaget af mere end 30 piger, de fleste mellem 13 og 16 år, for at lokke dem til sit palæ for sex. Ifølge Miami Herald viser rets- og politiregistre, at han derefter brugte de samme piger til at rekruttere flere piger over en periode på flere år.
Den ulovlige appelaftale fra 2008 gav Epstein og et ufortalt antal af andre, som ikke blev navngivet, immunitet mod føderal retsforfølgelse."

Vi beskæftigede os med sagen omkring Jeffrey Epstein i del 1, kapitel 1.
Corey Lynn gennemgår nogle af forbindelserne mellem Epstein og Clinton-parret. Her er de fleste af disse samt andre forbindelser listet:
Bill og Hillary Clinton boede ofte på Jeffrey Epsteins ranch i New Mexico, efter at de forlod Det Hvide Hus, fortalte en tidligere arbejder på ejendommen til DailyMailTV i 2019. Den tidligere præsident var Epsteins nærmeste 'berømthedskammerat', og familien Clinton besøgte Zorro Ranch 'en hel masse gange', udtalte en tidligere ansat, der kørte it-systemet på ejendommen. Ranchen er et af flere Epsteins hjem, hvor mindreårige piger blev fløjet ind fra hele verden.
Hillary Clinton var "en af de største modtagere af Epsteins bidrag", da hun i 1999 var til valg til senatet og modtog 20.000 dollars gennem hendes fundraising-komité med Det Demokratiske Parti, fortæller ABC-news i denne artikel.
Epstein dirigerede 25.000 dollars fra sine schweiziske bankkonti til Clinton Foundation i 2006.
I forbindelse med at Epstein blev retsforfulgt for sextrafik af mindreårige piger fra sin residens i Palm Beach, Florida til sin 72 hektar store ø Little St. James i Caribien skrev Epsteins advokater Alan Dershowitz og Gerald Lefcourt et 23-siders brev, for at forhandle den ulovlige advokataftale. Heri erklærede advokaterne, at Epstein havde et nært venskab med Bill Clinton, og påstod, at han hjalp med at starte Clinton Global Initiative. I brevet stod bl.a.: "Hr. Epstein var en del af den oprindelige gruppe, som udtænkte Clinton Global Initiative, der beskrives som et projekt, der 'samler et fællesskab af globale ledere for at udtænke og implementere innovative løsninger på nogle af verdens mest presserende udfordringer'."
"Indtil videre er Jeffrey Epstein, Nancy Salzman og Clare Bronfman (begge fra sexkulten NXIVM red.) alle blevet dømt og var tilfældigvis alle involveret i Clinton Global Initiative," skriver Corey Lynn. Han peger desuden på at to af dem havde øer i Caribien. "Som nævnt ovenfor virkede advokataftalen," konstaterer han desuden.
Flylogs viser, at Bill Clinton fløj på Epsteins private fly "Lolita Express" mindst 26 gange og droppede sit Secret Service-sikkerhedsmandskab til mindst fem af flyvningerne. "Lolita Express" var indrettet til eksklusive "fester", og menes af mange at have været gerningssted for pædofile overgreb på mindreårige piger.
Epstein var vært for en tur til Afrika i 2002 på sit privatfly i forbindelse med Clinton Global Initiatives anti-AIDS-mission. Bill Clinton, skuespilleren Kevin Spacey og andre berømtheder var ombord. Efter den oplevelse kaldte Bill Clinton, ifølge Epsteins advokater, børnesexmisbrugeren en "engageret filantrop med en skarp sans for globale markeder og et indgående kendskab til det 21. århundredes videnskab". "Præsident Clinton nåede frem til denne konklusion under en månedlang rejse til Afrika med hr. Epstein, som hr. Epstein var vært for," står der desuden i denne Fox News-artikel om sex-traffickerens forbindelser til Clinton.
Epsteins tidligere velgørenhedsorganisation, C.O.U.Q. Foundation, donerede 25.000 dollars til Bill og Hillary Clintons velgørenhedsorganisation Clinton Foundation.
Hillary Clinton var et af "tretten specifikke vidner", som blev nævnt af Epstein-offeret Virginia Giuffre, ifølge retsdokumenter. Retten understregede dog, at der ikke var nogen anklager mod den tidligere førstedame i denne forbindelse.

Også stjerne-skuespilleren Kevin Spacey, som af flere angivelige ofre beskyldes for bl.a. pædofile overgreb, er at finde i Bill og Hillary Clintons vennekreds.
Spaceys problemer startede med en påstand fra skuespilleren Anthony Rapp, som hævdede, at Spacey havde gjort seksuelle tilnærmelser mod ham i 1986, da Rapp var 14 år gammel, og Spacey var 26. Spacey gav en offentlig undskyldning til Anthony Rapp, og i samme udtalelse erklærede han desuden sig selv som homoseksuel.
Et væld af anklager mod Spacey fulgte herefter. Han er blevet anklaget for seksuelt krænkende adfærd af mere end 30 mænd, hvor flere af dem var teenagere på tidspunktet for de påståede hændelser. Listen med anklager er meget lang og handler typisk om unge mænd og drenge, befamling af kønsdele, onani, oralsex og alkohol i store mængder til teenage-drenge. Et andet tema er beskyldninger om, at Spacey har skabt et giftigt seksuelt ladet arbejdsmiljø for unge mænd på flere af de produktioner, han har været del af. I retten har Spacey dog udelukkende erklæret sig uskyldig, og han og hans advokater har formået at vinde alle de afledte retsager.

I 2024 udkom så dokumentarfilmen "Spacey Unmasked" ("Spacey uden maske"), hvor 10 mænd taler om påståede overgreb, de blev udsat for af skuespilleren. Filmen kommer med mange foruroligende udsagn om Spacey. En af mændene omtaler fx skuespilleren som et "sjælløst monster" ("soulless monster"). "Dokumentaren maler et portræt af Spacey som en seriemisbruger, en der angiveligt render efter karrierefremskridt og, ifølge en interview-person, onanerede til en brutal krigsscene i Steven Spielbergs Saving Private Ryan," skriver magasinet Vanity Fair om filmen.
Filmen sporer oprindelsen af Spaceys påståede ondskab tilbage til barndommen, fortæller magasinet videre. Hans ældre bror, Randy Fowler, siger, at deres afdøde far var en Holocaust-benægter og nynazist, der fysisk og seksuelt misbrugte Fowler. "Bare fordi [Spacey] ikke blev misbrugt, betyder det ikke, at der ikke var psykologiske traumer i gang i ham fra det mærkelige familieliv, vi havde," udtaler Fowler i dokumentaren.
Da Spacey blev tv-stjerne i serien "House of Cards", var hans kontroversielle ry en åben hemmelighed, siger en serieproduktionsassistent på produktionen. "Jeg elskede at arbejde på det produktionssæt, men opførslen gjorde det til et fjendtligt miljø for mange mennesker," siger hun. "Spørgsmålet om Kevin var bestemt velkendt."
Spacey ejer tilsyneladende et hjem til 7 millioner dollars i Nantucket, og "øen summer af rygter om Spacey og andre påståede ofre," skriver Corey Lynn.

Lynn fremlægger nogle af de forbindelser, der er mellem Kevin Spacey og Clinton-parret:
New York Times publicerede i 2015 en artikel om Spaceys "bromance" med Bill Clinton. Ved 10-års jubilæumsfejringen af William J. Clinton Presidential Center udtalte Spacey, "vi har faktisk været så meget sammen, at jeg nogle gange ligefrem bliver ham."
Ifølge New York Times mødte Spacey første gang Bill Clinton i Det Hvide Hus i Clintons første præsidentperiode og holdt kontakten. De to blev tættere tættere venner og havde samtaler et par gange om måneden, og New York Times skriver at de to mænd så ud til at "bonde" (knytte bånd). Avisen skriver også, at der på væggen i Spacey-TV-serien "House of Cards" endda hænger et foto af Kevin Spacey og Bill Clinton, som spiser middag sammen. Times-artiklen viser flere fotografier af de to mænd tæt sammen i omfavnelse. Et af dem er fra 1999 og taget efter en opførelse af skuespillet "The Iceman Cometh", et andet er af venneparret på Tribeca Film Festival i 2002.
Efter at Clinton forlod præsidentembedet, begyndte Spacey at arbejde sammen med Bill Clinton om nogle af Clinton Foundations initiativer.
I 2002 fløj Kevin Spacey til Afrika med bl.a. Bill Clinton og Jeffrey Epstein, om bord på sex-traffickerens fly, på den tidligere nævnte mission i forhold til AIDS og økonomisk udvikling på kontinentet.
Hillary Clinton fortalte magasinet People, at hun og Bill Clinton "fuldstændig bingede" den første sæson af "House of Cards". "Binge" betyder at spise eller se store mængder af det samme (fx TV-serier) i én køre. Bill Clinton har også fortalt Spacey, at han er en ivrig beundrer af TV-fiktionsserien om den ekstremt korrupte amerikanske præsident.
På tv-talkshowet "Letterman" udtalte Kevin Spacey, at han og Bill Clinton er "kammerater" ("pals"). Spacey beskrev de to mænds besøg på Starbucks i 2014 og fortalte, at Clinton "elsker", når Spacey efterligner den tidligere præsidents stemme.

Tre af Spaceys anklagere er i øvrigt døde efter fremsættelserne af anklagerne. En af anklagerne har angiveligt begået selvmord, en andens død er ikke blevet forklaret og en trejde døde i en bilulykke. Den ene anklager døde lige før sagen skulle for retten, og dødsfaldet blev ikke forklaret men betød, at sagen blev droppet.
Det nok mest mærkelige forløb op imod et anklager-dødfald, var den norske mand Ari Behns selvmord. Dagen før dette skete udgav Kevin Spacey en video, hvor han spillede præsidentkarakteren Frank Underwood fra House of Card. Den blev udsendt juleaften 2019. I rollen som den korrupte præsident Underwood sad Spacey foran en optændt kamin og udtalte disse ord:
"Næste gang nogen gør noget, du ikke kan lide, kan du gå til angreb. Men du kan også undlade at skyde og gøre det uventede. Du kan dræbe dem med venlighed."

Dagen efter, juledag 2019, blev der så altså meldt om, at den norske forfatter og eksmand til prinsesse Martha Louise, Ari Behn, tilsyneladende havde begået selvmord.
Spacey har også tidligere udgivet en bizar video med - hvad der er svært ikke at se som - kommentarer til de verserende anklager. Første gang var i julen efter overgrebsanklagerne hvor han også tonede frem i sin "House of Cards"-karakter, Frank Underwood. Spacey indtog en temmelig afkoblet - for ikke at sige afstumpet - position. "Selvfølgelig troede nogle på alt. De venter bare med tilbageholdt ånde på at høre mig indrømme det hele. De vil sige, at jeg er respektløs og ikke spiller efter reglerne, sagde han. "Som om jeg nogensinde har spillet efter nogens regler før. Det gjorde jeg aldrig. Og du elskede det."
Det er efterhånden blevet "en bizar juletradition for Kevin Spacey at dele en skræmmende video," står der i denne artikel, som kommentar til Spaceys dræb-dem-med-venlighed-budskab og Ari Behns efterfølgende dødsfald.

Spaceys afkoblede reaktion kunne måske vække mindelser om vores tidligere behandling af diverse underholdnings-ikoners forhold til disassociativ psykologi og pædofili (se del 3 kapitel 3). Her mødte vi fx Barbra Streisand, som bl.a. bagateliserede Michael Jacksons pædofile overgreb, og som selv havde haft en traumatisk opvækst - og desuden dyrkede jødisk okkultisme og dét androgyne ideal, der synes at ligge bag satanisme og satanisk mishandling af børn.
Det er også blevet påstået, at Barbra Streisand var offer for overgreb i CIA-hjernevaskerprogrammet MK-Ultra. Det var en forfatter, Susan Ford, som påstod dette, og at det samme var sket med hende selv. Denne og lignende påstande fra andre forfattere og angivelige ofre er sidenhen blevet fuldstændig afvist og latterliggjort (se del 3 kapitel 2 og 3).
Barbra Streisand har haft et 30-årigt langt og tæt venskab med Hillary Clinton og har ligeledes et nært forhold til Bill Clinton. Streisand taler ofte varmt om parret til sine optrædener. Hun sang desuden ved Bill Clintons præsident-indsættelse i 1993.

Så er der sagen om den dømte barnesmugler Laura Silsby. Corey Lynn fremlægger sagen og Clinton-parrets involvering. Herunder er den gengivet med flere detaljer:
Den 29. januar 2010 blev Laura Silsby arresteret for at forsøge at smugle 33 børn ud af Haiti, angiveligt til et børnehjem i Den Dominikanske Republik.
Silsby var sammen med et hold på 9 andre medlemmer, som alle var fra USA, og 7 af de 10 var fra Central Valley Baptist Church i Meridian, Idaho. I næste del støder vi bl.a. på adskillige baptistkirker, hvor der har været sager om seksuelt misbrug af børn.
Silsby er angiveligt tidligere direktør i organisationen New Life Children's Refuge (Nyt Livs børnetilflugtssted), ifølge Hillary Clinton-Wikileaks-e-mails, der fremlægger en plan om at "redde forældreløse børn fra Port au Prince, Haiti" og anmoder om donationer. Der er således dokumentation for den direkte kontakt mellem Hillary Clinton og den arresterede barnesmugler Laura Silsby, som omtales i disse to mails. I den ene mail med direkte kontaktinformationer i form af mail og telefonnummer. Silsby er i alt omtalt i fem af Hillary Clinton Wikileaks-mails. I denne mail er Hillary Clintons tætte rådgiver Cheryl Mills på fornavn med Laura Silsby og skriver; "Hvem udover laura bliver holdt tilbage?". Hun modtager svaret, at det drejer sig om Silsbys "fortrolige Charisa Coulter", og at det er "uklart, om de stadig står over for anklager for børnebortførelse og kriminel sammensværgelse, som kan give fængselsstraffe op til 15 år." I modsætning til Cheryl Mills omtaler de andre rådgivere på mailtråden hovedperonen som "Silsby".
Forklaringen om at gruppen ville redde børnene og transportere dem til et børnehjem blev modsagt af oplysninger om børnene i flere medier. De fortalte, at flere eller ingen af de 33 børn var forældreløse. Her er det den engelske avis Daily Mail, der fortæller, at børnene er "langt fra at være forældreløse". "De har alle en mor eller far - ofte begge," skrev denne avis for eksempel.
Sagen fandt sted lige efter det voldsomme jordskælv i Haiti i 2010, hvor mange Haitianere døde og blev hjemløse. Daily Mail-artiklen behandler sagen fra de 33 bortførte børns perspektiv og ser også på haitianske børns forhold i almindelighed lige efter jordskælvet. Den fortæller bl.a., at "børnehandlere" er "begyndt at operere" i hovedstaden Port-au-Prince, fordi mange var sårbare og hjemløse efter jordskælvet. "De plukker børn fra gaderne eller smugler dem ud af børnehjem, før de tilbyder dem til udlændinge for så lidt som £65," fortæller artiklen.
"Haitianske socialarbejdere og internationale hjælpeorganisationer frygter, at mange vil blive solgt til pædofili-nætværk i Europa og Amerika, eller blive handlet til husligt slaveri i den tredje verden."

Denne rapport, udført for det amerianske parlament Kongressen, fortæller om det store problem med menneskehandel og kommerciel seksuel udnyttelse af kvinder og børn - både i og fra latinamerika. I rapporten (side 4) står der bl.a., at netop Haiti er et af de to lande i Latinamerika og Caribien, hvor "de største procentdele af deres befolkninger bliver udsat for 'moderne slaveri', et begreb forbundet med menneskehandel".
Silsbys advokat i forbindelse med sin anholdelse, Jorge Torres, blev anholdt for at være en del af en international smuglerring, der handlede børn og kvinder fra Mellemamerika og Haiti til USA. Han var på flugt, da han i 2003 blev tiltalt for at have deltaget i smugling af mennesker fra Mellemamerika til USA gennem Canada i 2002. Han gemte sig i Canada under navnet "George Simard" efter en domfældelse for banksvindel i 1999. Den amerikanske regering var ikke i stand til at finde ham i 2003, men de sporede ham, da han dukkede op i medierne, fordi han repræsenterede Laura Silsby i hendes sag og nu gik under navnet "Jorge Torres Puello". Han blev udleveret, erkendte sig skyldig og blev idømt 3 år og 1 måneds fængsel for menneskesmugling. Han blev først benævnt som gruppens rådgiver - eller bare som "advokat". Senere blev han omtalt som "flygtningen, der udgav sig som advokat".
Det var efter, man fandt ud af, at han var eftersøgt af "mindst fire lande" i forbindelse med anklager om sexhandel med piger og kvinder og fremstilling af falske dokumenter og overtrædelse af prøveløsladelse. Han var eftersøgt i El Salvador for at bringe kvinder og piger fra Mellemamerika og Caribien til El Salvador og lokke dem til prostitution. Jorges kone blev arresteret for at holde mindreårige nicaraguanske piger fanget i et hus. To andre piger, der ligeledes angiveligt var ofre for sexmisbrugsnetværket, var tilsyneladende blevet menneskesmuglet med hjælp fra regeringsembedsmænd.
CNN rapporterede den 9. februar 2010, at det ikke var første gang, Silsby havde forsøgt at transportere børn ud af Haiti. Haitis politi, der handlede på et tip, havde opsnappet Silsby i et tidligere, separat forsøg på at fjerne 40 børn ud af landet. Hun blev standset ved den haitianske grænse. I en kort periode overvejede de haitianske myndigheder at tilføje en ny kidnapningsanklage baseret på disse beviser.
Den 7. februar 2010 gik Bill Clinton, dengang særlig udsending for FN, ind i sagen. Han indgik en diplomatisk aftale om løsladelse af de 9 amerikanske missionærer, der sad i et fængsel på grund af anklager om børnebortførelse. Alle undtagen Laura Silsby slap fri, da dommeren stadig havde spørgsmål til hende.
Otte af amerikanerne blev løsladt - men ikke lederen af gruppen, Laura Silsby, og en anden kvinde og medstifter af organisationen New Life Children's Refuge, Charisa Coulter, desuden omtalt som Silsbys "fastboende barnepige". De haitianske myndigheder ønskede at udspørge Silsby yderligere om børnene, samt hendes forbindelse til Jorge Torres Puello.
Nogle af de frigivne amerikanere hævdede, at de var blevet vildledt af Laura Silsby. "Laura ønsker at kontrollere. Vi tror hun lyver. Vi er bange," kommunikerede de på en seddel til det amerikanske nyhedsmedie NBC News (“Laura wants to control. We believe lying. We’re afraid.”). "Der er korruption, afpresning," skrev de desuden - uden yderligere forklaring.
Silsby havde stået over for mere end et dusin juridiske klager i forbindelse med hendes online butiks-virksomhed, før hun overtalte andre baptister fra Idaho til at hjælpe hende med at oprette et børnehjem for haitianske børn. Denne New York Times-artikel beskriver Silsby som "en forretningskvinde med en kompliceret økonomisk historie, der involverer klager fra ansatte over ubetalte lønninger, statslig tilbageholdelse af penge fra hendes virksomheds bankkonto og sagsanlæg ved mindre retskravsdomstole." Hendes hjem i Idaho, USA, var ifølge denne artikel blevet inddraget en måned efter hun grundlagde sin velgørenhedsorganisation, New Life Children's Refuge.
Blot to dage efter Bill Clintons indgriben modtog Hillary Clinton, hendes rådgiver Cheryl Mills og flere andre i en (Wikileaks) e-mail-tråd om den amerikanske regerings muligheder vedrørende de 10 amerikanske statsborgere. Der er vedhæftet et notat til mailen, som er kraftigt censureret. Med denne censurering skjules bl.a., hvad "mulighederne" bestod af. I en kryptisk besked i det vedhæftede notat står der desuden: "Cheryl bad om et notat fra L for S BY TOMW AM, der beskriver S's muligheder angående de amerikanske statsborgere." "Hendes spørgsmål:" står der så - men disse er alle censureret.
Anklagerne mod Laura Silsby blev mirakuløst reduceret til, at hun i stedet havde "arrangeret irregulære rejser", hvilket gav hende en 6-måneders fængselsdom i Haiti. Den 17. maj blev hun kendt skyldig og idømt den tid, hun allerede havde afsonet i fængsel forud for retssagen.
Silsby vendte tilbage til Idaho, hvor hun giftede sig i 2015, og tog efternavnet Gayler. Hun blev vicepræsident for marketing for virksomheden AlertSense, som samarbejdede med USA's regering om beredskabsstyrelsen FEMA's alarm- og advarselssystem (IPAWS - Integrated Public Alert & Warning System). En af IPAWS funktioner er angiveligt at udstede Amber Alerts i forbindelse med kidnapninger.
Firmaet bag Amber Alert - Amber Ready, Inc. - valgte i maj 2009 i øvrigt netop Tony Podestas kommunikations- og lobbybureau Podesta Group til at være virksomhedens PR-firma og til at promovere Amber Readys mobiltelefonteknologi. Programmet gør det muligt for forældre at oprette, gemme og låse deres børns advarselsprofiler i forældrenes mobiltelefoner, så politiet kan modtage advarselsprofilerne på få minutter, hvis et barn forsvinder. Amber Ready Inc. skaber "i sidste ende en database med information om børn over hele kloden, gemt i mobiltelefoner, som er meget tilgængelige," skriver Corey Lynn - med en teknologi, der "er designet til at blive tilgået".

Clinton-parret er også gennem flere personer og pengedonationer forbundet med "selvhjælpsfirmaet" NXIVM, som viste sig at være dybt kriminel sexmisbrugs-kult. Corey Lynn beskriver (som mange andre) NXIVM, som en "sex-kult" og et "pyramidespil", der "omfatter menneskesmugling, tvangssex og slavearbejde, elektronisk svindel, hvidvaskning af penge, identitetstyveri, afpresning, visumsvindel, børnesexhandel, branding af kvinders kroppe og afpresning." Lederne har gode forbindelser, millioner af dollars i ryggen og "en hær af advokater," skriver han desuden. NXIVM udgav sig for at være en selvhjælpsorganisation - Corey Lynn bruger ordene "group-awareness training organization" ("gruppebevidsthedstræningsorganisation). Det var også et succesrigt firma, og Lynn gør opmærksom på udbredelsen ved at skrive, at det fandtes i 23 amerianske stater. Forbløffende mange (især kendte og velhavende) mennesker var mere eller mindre involveret i det. Vi behandlede også NXIVM i del 1 kapitel 2 i forbindelse med afdækningen af bl.a. Bronfman-Seagram-dynastiet.

Corey Lynn oplister de anklagede topledere i organisationen:
Clare Bronfman, Seagrams arving - leder og økonomisk støtte
Allison Mack, skuespillerinde kendt især fra TV-serien "Smallville" – rekrutterede medlemmer
Keith Raniere, leder og medstifter
Nancy Salzman, præsident og medstifter
Lauren Salzman, højtstående medlem
Kathy Russell, revisor

Corey Lynn fremlægger nogle af de samme oplysninger om NXIVM, som vi tidligere konstaterede i denne online bog. Lynn går dog i yderligere detaljer på flere områder:
Organisationens leder, Keith Raniere, drev desuden et hemmeligt samfund kaldet DOS, kendt som "The Vow". Ifølge en artikel i mediet Epoch Times sagde anklagere, at "DOS" var et akronym for den latinske sætning "dominus obsequious sororium", som løst kan oversættes til "herre over slavekvinderne." Retsdokumenter fortæller, at DOS fungerer som en pyramide, hvor Raniere er øverst, som den højeste mester. Alle deltagerne er kvinder, hvoraf de fleste er rekrutteret fra NXIVM, og der er niveauer af "slaver" ledet af "mestre". Ved rekruttering ville mestre informere deres kommende slave om, at hun skulle stille "sikkerhed" for, at hun ville holde det hemmeligt, hun var ved at lære. Sikkerheden omfattede seksuelt eksplicitte fotografier, videoer med pinlige oplysninger om sig selv eller nogen tæt på dem, eller breve med kompromitterende beskyldninger og overdragelse af rettigheder til aktiver. "Slaverne" skulle løbende stille sikkerhed, som blev opbevaret i et pengeskab.

Den dengang 58-årige topleder af NXIVM, Keith Raniere, var også anklaget for at få en mindreårig til at deltage "i eksplicit seksuel adfærd med det formål at producere en eller flere visuelle afbildninger af en sådan adfærd" for at blive "afsendt og transporteret" og "påvirke mellemstatslig og udenlandsk handel". Hans medtiltalte "var opmærksomme på og faciliterede Ranieres seksuelle forhold til to mindreårige ofre" bl.a. "en femten-årig pige, der var ansat hos Nancy Salzman, og som - ti år senere - blev Ranieres førstelinje 'slave' i DOS." Ranieres pædofile misbrug går tilbage til mere end 30 år før NXIVM. Her voldtog han, som 24-årig, en anden 15-årig pige.
Den omtalte Nancy Salzman var tidligere psykiatrisk sygeplejerske og medstifter og præsident for NXIVM. Hun erkendte sig den 12. marts 2019 skyldig i én anklage om afpresning og indrømmede at have deltaget i udbredt kriminel virksomhed. Hun indrømmede også at have stjålet e-mail-adgangskoder fra NXIVM-fjender og ændret lydoptagelser, før hun afleverede dem til brug i en retssag.
Nancys datter Lauren Salzman indrømmede at have slavegjort en kvinde i 2 år. I slutningen af marts 2019 erkendte hun sig skyldig i anklager om sammensværgelse og indrømmede den 2. april i retten, at hun havde huset sin egen personlige slave fra marts 2010 til april 2012 ved at holde hende fængslet i et værelse og true hende med deportation tilbage til Mexico. Hun indrømmede også at være medlem af DOS, Ranieres hemmelige samfund.

Clare og Sara Bronfman er begge døtre af Edgar Bronfman Sr. og dermed arvinger til ham og alkoholdynastiet Seagram. I del 1 kapitel 2 hører vi om dette forretningsdynastis kriminelle historiske baggrund som del af mafiaen - og i tæt relation med ledende politikere. Begge Bronfman-søstre var også involveret i NXIVM - i særlig grad Clare Bronfman, som blev idømt syv års fængsel for sin medvirken i sagen. Hendes retssag var så dramatisk, at hun bl.a. på et tidspunkt besvimede. Det skete efter hun blev spurgt, om hun i hemmelighed havde beholdt sin advokat Michael Avenatti, der var blevet anholdt for, at afpresse 20 millioner dollars fra sportstøjfirmaet Nike. Det havde han angiveligt gjort sammen med en anden af Clare Bronfmans advokater, Mark Geragos. Avenatti blev anholdt kun to dage før Bronfmans retsoptræden.

Den 8. april 2019 erkendte skuespillerinden Allison Mack sig skyldig i anklager om at have manipuleret kvinder til at blive sexslaver for NXIVM-lederen, Keith Raniere. Retsdokumenter fra de oprindelige anklager mod hende indikerede "sexhandel med børn" ved hjælp af "magt, bedrageri eller tvang".

NXIVM's tre ledere Clare Bronfman, hendes søster Sara og Nancy Salzman var alle medlemmer af Clinton Global Initiative, som man "kun bliver gennem invitation," konstaterer Corey Lynn. "Hvad betyder det?" spørger han retorisk og svarer selv:
"Det betyder, at de betalte Clinton minimum 15.000 dollars i årlige donorgebyrer for at være involveret i deres projekter og initiativer, for at få kontrakter og forretningsaftaler."

Familien Clinton har været tæt på Bronfman-familien i lang tid, og Hillary Clinton holdt tale ved Clares far Edgar Bronfman Sr.'s begravelse i 2013. Den succesrige alkoholfabrikant Edgar Sr. modtog præsidentens frihedsmedalje af præsident Bill Clinton i 1999. Edgar Sr. var også pengedonor til Clinton-parrets fond. Ud over at Clare og Sara Bronfman var medlemmer af Clinton Global Initiative, var NXIVM desuden donor til Hillary Clintons præsidentvalgkampagne i 2008. Ifølge New York Post viser føderale optegnelser, at ledere og medlemmer af NXIVM bidrog med 29.900 dollars til Hillarys 2008-kampagne. To af disse donationer var fra Seagram-arvingerne Clare og Sara Bronfman.

Hillary Clinton, Clare Bronfman, Bill Clinton og Edgar Bronfman Sr.

Corey Lynn peger også på, at de bevægede sig i de samme kredse og havde fælles venner. Den kritiske undersøgende journalist giver eksemplet med Virgin-forretningsmanden Richard Branson, som gennem mange år har været tæt med både Clinton-parret og med flere fra Bronfman-familien. Lynn starter med at konstatere, at NXIVM var vært for "vilde fester og seminarer" på Richard Bransons ø Necker. Den britiske forretningsmand fastholder, at han ikke var opmærksom på NXIVM-arrangementerne på sin ø, men der er er billeder af ham og Clares søster Sara Bronfman i hyggeligt samvær. Det synes meget klart at indikere, at Branson var fortrolig med NXIVM-lederen Sara Bronfman. Bransons relation til både Clinton- og Bronfman-familien går langt tilbage. Sara Bronfmans afdøde far, forretningsmanden Edgar Bronfman Sr., kendte ligeledes Branson.

I denne artikel opremser Corey Lynn flere af de mange forretningsprojekter Clinton og Branson har været fælles om igennem tiden. Branson er en flittig støtte af Clintons fond. I september 2006 annoncerede Branson fx, at han støttede fonden med "en anslået forpligtelse på 3 milliarder dollars til biobrændstofinitiativer". Branson og Bill Clinton holdt pressekonference sammen i den forbindelse. I 2016 stod Branson også på Hillary Clintons side i hendes præsidentvalgkamp. Han var faktisk så udtryksfuldt omkring det, at man skulle tro han var en del af kampagnen. Han var også til møde med Hillary i kampagneperioden. Og Branson fortalte derefter om, hvordan dette møde var positivt i forhold til første gang, han var inviteret til frokostmøde med Donald Trump. Som kontrast til sin tale for Hillary Clinton, karrakteriserede Branson sit møde med Trump som "bizart". Som udenforstående kan man måske nøjes med at konstatere, at de tilsyneladende mødes på kryds og tværs. I den forbindelse har også "dødsfjenderne" Hillary Clinton og Donald Trump i øvrigt været rigtig gode venner. Nogle vil måske overveje, om sådanne præsidentkandidaters intense personlige bryderier først og fremmest er en forestilling på TV.
Ud over disse forbindelser er der desuden et andet mere ubehageligt fællestræk for Richard Branson og Bill Clinton. En kvinde - Sarah Ransome - der hævder hun er offer for Jeffrey Epstein, har påstået, at den pædofile finansmand lavede sexvideo-optagelser af Richard Branson og Bill Clinton - foruden prins Andrew. Prinsen var i forvejen under anklage for at have begået tre seksuelle overgreb på en anden (mindreårig) pige hos Epstein - en sag han indgik en økonomisk aftale omkring. Vi behandlede prins Andrews relation til Epstein i del 2 kapitel 4.
Sarah Ransome fremsatte sine påstande første gang i 2016, derefter trak hun det tilbage i 2019 - men senest er hun i 2024 vendt tilbage til sin oprindelige påstand og har gentaget, at "der findes videoer". Det skete på baggrund af nye åbnede retsdokumenter, der hævdede, "at prins Andrew, den tidligere amerikanske præsident Bill Clinton og milliardærforretningsmanden Sir Richard Branson var involveret i sex-optagelser optaget af den pædofile Jeffrey Epstein". I forbindelse med denne nyhed kom det også frem, at det i e-mails desuden bliver påstået, at Donald Trump "havde seksuelle relationer med 'mange piger', som blev leveret af Epstein". Sarah Ransome har skrevet en bog om, hvordan Epstein angiveligt kontinuerligt voldtog hende med hjælp fra sin sextrafik-partner Ghislaine Maxwell.

På listen med pædofile i Clinton-parrets netværk findes også mellemøstanalytikeren og magasin-indehaveren George Nader. Nader er dømt for besiddelse af videoer af mindreårige drenge, der misbruges seksuelt. Han arbejdede for Clinton-administrationen og modtog en kongres-hyldest for sit arbejde på sit mellemøstlige journalistiske magasin efter et eksklusivt interview med tidligere præsident Bill Clinton.
George Nader blev født i Libanon og kom til USA som teenager. I 1981 startede han et firma og et magasin ved navn International Insight Inc., som senere fik navnet "Middle East Insight". Inden længe udgav magasinet interviews med kendte amerikanske toppolitikere som senatorerne John McCain, Dianne Feinstein, Mitch McConnell, daværende senator Joe Biden, samt George W. Bush og Bill Clinton, samt mellemøstlige ledere, herunder Saudi-Arabiens prins Alwaleed bin Talal, Muammar Gaddafi, Yasser Arafat og andre.
I slutningen af 1990'erne - under Bill Clintons præsidentperiode - forsøgte Nader at formidle en israelsk-syrisk fredsaftale i samarbejde med Estée Lauder-arvingen Ronald Lauder, fortæller Newsweek. Vi hørte om Ronald Lauder i del 1 kapitel 2. Ronald Lauder er milliardærarving til formuen fra det verdensberømte Estee Lauder kosmetikfirma. Lauder er desuden tidligere medlem af præsident Reagan-administrationen samt en mangeårig ven af både Donald Trump og den afdøde top-lobbyist Roy Cohn. I del 1 hørte vi om flere anklager mod Roy Cohn for deltagelse i et VIP-pædofilt netværk og misbrug af børn. Donald Trump er vi stødt på i flere af de samme sammenhænge og han havde da også - ligesom Clinton-parret - flere forbindelser til George Nader. Ronald Reagans forbindelser til pædofile, mafiaen og okkultisme har vi også tidligere beskæftiget os med (bl.a. del 1 kapitel 3).
Nader tjente som en uformel udsending til Syrien for Clinton-administrationen og arbejdede som forhandler for at hjælpe med at befri amerikanske gidsler i Libanon, fortæller Corey Lynn.
George Nader havde et eksklusivt interview med tidligere præsident Bill Clinton, som blev offentliggjort i november-december 1995-udgaven og gemt i kongressens optegnelser. Blot fire måneder senere, i april 1996, blev Nader og hans blad hyldet i en kongresrapport. Rapporten illustrerer desuden hans adgang til vigtige politiske ledere og erhvervsledere i hele Mellemøsten, konstaterer Corey Lynn.

George Nader hyldes i rapport fra USA's parlament Kongressen

Ifølge retsprotokoller blev Nader allerede i 1985 tiltalt for import af børnepornografi til USA fra Holland, indeholdende en 8-mm film, fire magasiner og en annonce for en anden film, foruden to andre magasiner "Boy, No. 53" og "Sweet Little Sixteen, Volume 3, No. 8", sammen med to billeder. Materialet viste nøgne drenge - og nøgne drenge, der blev misbrugt seksuelt. En amerikansk toldinspektør åbnede pakken, fordi han mente, at han havde rimelig grund til at formode, at der var materiale i som ville være i strid med loven.
Sagen blev senere afvist, da flere børnepornografiske beviser beslaglagt fra Naders hjem, blev smidt ud af proceduremæssige grunde, fortæller Corey Lynn.
I 1991 blev Nader taget i Dulles lufthavn i Washington DC, da han transporterede videoer af mindreårige drenge, der blev misbrugt seksuelt. Denne gang tilstod han og blev dømt. Han fik seks måneder i en forbedringsinstitution i Maryland.
I begyndelsen af 2000'erne forlod han sin lejlighed i Washington og forsvandt fuldstændigt. Hans hjemmeside gik offline, og hans virksomhed blev opløst. På et tidspunkt i 2003 dukkede han op igen i forbindelse med en retsag mod et par, som havde købt hans lejlighed på tvangsauktion, mens han var væk.
I maj 2003 blev Nader idømt et års fængsel for seksuelt misbrug af 10 unge drenge mellem 1999 og 2002 i Prag. Han havde i flere tilfælde tilbudt penge, smykker, mobiltelefoner og lignende, til gengæld for seksuelle tjenester. I et af tilfældene havde han anmodet om oralsex fra en 14-årig dreng på et værelse på Hilton Hotel i Prag. Nader havde onaneret foran drengen, efter at drengen havde nægtet det.
Han blev udvist af Tjekkiet efter løsladelsen. "Siden han vendte tilbage til Washington i 2003 for at gøre krav på sin lejlighed, ser det ud til, at han ikke afsonede hele fængselsdommen på et år," skriver Corey Lynn.
George Nader blev arresteret igen i juni 2019 på grund af anklager om børnepornografi i USA. Han blev også tiltalt i maj 2019 for ulovligt at overføre mere end 3,5 millioner dollars i kampagnemidler fra et fremmed land til Hillary Clintons 2016-præsidentkampagne.

Der var også sagen om tilsløringen af pædofile overgreb udført af bl.a. en amerikansk ambassadør. Denne tilsløring foregik, mens Hillary Clinton var udenrigsminister. "Flere spørgsmål bliver rejst, når man ser tilbage på udenrigsministeriets tilsløring af pædofili," som foregik "da Hillary Clinton var udenrigsminister," skriver Corey Lynn. Bl.a. New York Post og NBC news rapporterede i juni 2013, at de havde fået fat i dokumenter knyttet til igangværende undersøgelser, der involverede otte tilfælde af påståede forseelser fra ansatte i statsministeriet, kontraktansatte og en amerikansk ambassadør, som alle fandt sted under Hillary Clintons embedsperiode. Et internt generalinspektørnotat fra oktober 2012 fortalte, at ambassadøren, der blev undersøgt, "rutinemæssigt droppede sine beskyttende sikkerhedsdetaljer for at anmode om seksuelle tjenester fra både prostituerede og mindreårige børn." Rapporten siger også, at en højtstående embedsmand i udenrigsministeriet pålagde efterforskerne at "standse efterforskningen". En chefefterforsker for generalinspektørens kontor skrev et notat, der skitserede otte sager, som blev afsporet af højtstående embedsmænd - et af disse tilfælde var indblanding fra Clintons stabschef, Cheryl Mills, fortæller New York Post. Det var samme Cheryl Mills, daværende udenrigsminister Hillary Clintons tætte rådgiver, som korresponderede på e-mail med bl.a. Clinton, om hvordan de kunne hjælpe børne-kidnapperen Laura Silsby.

Hillary Clinton i tv-klip om skandalen om udenrigsministeriets tildækning af pædofile overgreb på børn

Corey Lynns meget lange artikel gennemgår desuden Hillary Clintons involvering i NGO'en International Center for Missing and Exploited Children (Internationalt center for forsvundne og udnyttede børn). Lynn behandler også bl.a. et andet tiltag foretaget af Clinton Global Initiative - Global Modern Day Slavery Directory (Globalt moderne slaveri-bibliotek). Det er "et interaktivt, søgbart kort og database over organisationer og agenturer over hele kloden, der behandler spørgsmålet om moderne slaveri og menneskehandel". Corey Lynn fortæller om den enorme størrelse på denne database og nævner bl.a., at der er knap 3000 organisationer og hotlines i netværket, som arbejder med menneskehandel og tvangsarbejde. "Hvis man har gjort nogen som helst undersøgelser omkring menneskehandel, er der en masse sigende information at hente fra denne database," skriver Corey Lynn.
Men artiklens centrale tema er den uoverensstemmelse, der synes at være mellem på den ene side Clinton-parrets store engagement i arbejde mod misbrug af børn og på den anden side deres forbindelser til børnemisbrugere og sager om overgreb på børn. Er Bill og Hillary Clinton "de advokater for børn, som de fremstiller sig selv som" - eller er de "involveret i handel med børn"?, spørger han retorisk.

Kapitel 2:
Pædofili-præsternes paradis

Tidligere hørte vi om flere overgreb på mindreårige udført af ledere i den katolske kirke:

Den pædofile kardinal Theodore McCarrick, som forgreb sig på flere drenge, og som til sidst blev afsat som kardinal (se del 1 kapitel 2).
Den homoseksuelle og formodentlig pædofile kardinal Francis Spellman, som blev anklaget for at være tilknyttet samme pædofile sexring som bl.a. CIA-chefen J. Edgar Hoover (se del 1 kapitel 2).
en katolske præst fader Bruce Ritter havde udnyttet sårbare unge mænd og drenge i sit herberg og ulovligt brugt midler fra sin nonprofit-organisation til at overøse dem med penge og gaver (se del 1 kapitel 3).

De var alle tre succesrige katolske ledere med tætte kontakter til indflydelsesrige mennesker i det amerikanske politiske system. Både Theodore McCarrick og Bruce Ritter var venner med de to regeringsledere Ronald Reagan og George H. W. Bush, som begge var knyttet til okkulte organisationer: Bohemian grove og Skull & Bones. De to top-politikere havde i øvrigt desuden forbindelser til hhv. organiseret kriminalitet samt til en verdensomspændende hvidvaskningsmaskine og en hemmelig efterretingstjeneste, der fungerede gennem bestikkelse, afpresning, kidnapning og mord. (se del 1 og 3).
I denne del skal vi se nærmere på den katolske kirke og dens udfordringer med seksuelt misbrug af børn samt kirkens forbindelse til indflydelsesrige personer og organisationer.

Tilfælde af seksuelt misbrug af børn og unge i den katolske kirke er jo nemlig, som de fleste nok efterhånden har bemærket, meget langt fra usædvanlige: I de seneste år er utallige sager om misbrug og masseovergreb på børn i den katolske kirke væltet frem.

Seksuelle overgreb på børn i den katolske kirke
Men overgreb på børn er ikke noget nyt fænomen i den katolske kirke. Tværtimod har verdens historisk mest magtfulde kirke en meget lang historie med utrolig mange skandaler om pædofile seksuelle overgreb.
I Danmark fortalte Berlingske Tidende fx i 2023 denne historie:
"Katolsk præst på københavnsk prestigeskole blev fyret for at belure skolepiger. I dag giver han igen nadver til børn".
Berlingske skriver, at de har valgt at afdække "en række sager om overgreb og krænkelser begået af præster i den katolske kirke". Det drejer sig om "[p]ræster, der på trods af sagerne har kunnet fortsætte deres virke i kirken," skriver avisen. Berlingske fortæller desuden, at to af præsterne har fået domme eller bøder i Danmark for de seksuelle forbrydelser, de har begået her i landet. De øvrige tre præster har tidligere været omtalt i forbindelse med mediedækningen af beskyldninger om overgreb i kirken, fortæller avisen videre.
"For alle fem præsters vedkommende gælder, at de ifølge Berlingskes vurdering bærer »gyldne kæder«: De bestrider et magtfuldt og indflydelsesrigt embede og nyder stor agtelse og tillid i samfundet."

Disse eksempler på danske sager forekommer desværre meget små i forhold til de øvrige ekstreme sager om sexovergreb i den katolske kirke, der findes overalt i verden.
Kristeligt Dagblad forsøgte i 2022 at skabe overblik over de mange sager med artiklen "Har du tabt overblikket? Her er den katolske kirkes mange sager om overgreb".

Nogle udpluk af citater og oplysninger fra artiklen:

Irland: I 2009 blev en rystende rapport offentliggjort i Irland. Dens konklusioner var baseret på 2000 vidner, som kunne fortælle om voldtægter, fysisk afstraffelse og andre former for overgreb, som de havde været udsat for, mens de var elever på katolske skoler i landet fra 1996 til 2009.
USA: I USA modtog den katolske kirke frem til 2013 omkring 17.000 klager fra personer, der påstod at have været misbrugt seksuelt af 6400 præster i perioden fra 1950 til 1980. Senere er det blevet anslået, at der kan være tale om op til 100.000 sager.
Australien: En undersøgelseskommission vurderede i 2017, at syv procent af alle katolske præster i landet havde begået overgreb på børn. Kommissionen registrerede mere end 4000 tilfælde af anklager om seksuelt misbrug i perioden 1950-2015. En af de mest magtfulde præster i den katolske kirke, tidligere kardinal George Pell, som i en årrække fungerede som pavens og Vatikanets økonomiske leder, blev fundet skyldig i overgreb mod mindreårige af en enig jury i Melbourne, Australien.
Frankrig: 330.000 børn og unge er siden 1950 blevet misbrugt, når de deltog i kirkelige aktiviteter, heraf 260.000 af katolske præster og de øvrige af spejderledere og andre frivillige. Den eksplosive konklusion var et resultat af en kulegravning foretaget af den såkaldte Sauvé-Kommission. Rapporten fastslog også, at den katolske kirke bærer et kollektivt ansvar for, at dette misbrug kunne fortsætte så længe.
Tyskland: Eksperterne bag rapport har siden 2020 undersøgt sager om seksuelle overgreb fra præsters og fuldtidsansattes side i perioden 1945 til 2019 i ærkebispedømmet München og Freising. Og det vurderes, at der har været mindst 497 ofre i perioden, hovedsageligt børn og unge af hankøn. I rapporten anklages pave Benedikt XVI for at have svigtet i håndtering af fire sager om seksuelt misbrug af mindreårige begået i den katolske kirke.
New Zealand: Den seneste rapport om overgreb i den katolske kirke blev offentliggjort den 1. februar 2022. Den viser, at 182 katolske præster – svarende til godt hver syvende katolske præst i New Zealand – har været anklaget for overgreb på mindreårige fra 1950 og frem.

Der er altså tale om 330.000 overgreb alene i Frankrig og i USA anslås op til 100.000. Det er sandsynligt at tallene er meget værre end det de øvrige landes rapporter og undersøgelseskommissioner viser - og måske er det også endnu værre i Frankrig og USA. Det skyldes at mennesker, der har været udsat for overgreb, ofte ikke anmelder det - bl.a. pga. skam og skyldfølelse. Fx estimerer det amerikanske justitsministerie at kun 30 procent af sager om seksuelle overgreb bliver rapporteret til myndighederne.

Årsagen til de mange overgreb i den katolske kirke?
Artiklen i Kristeligt Dagblad anfører i afslutningen:
"Hvorfor vælter sagerne frem?
Når der gennem de senere år er blevet offentliggjort så mange rapporter om overgreb i katolsk kirkeligt regi, kan det hænge sammen med, at der gennem de seneste to årtier har været et fokus på netop nultolerancen over for pædofili i kirken. Flere præventive tiltag, strukturelle ændringer og undersøgelser er blevet sat i værk. Eksempelvis nedsatte pave Frans kort efter sin tiltrædelse i 2013 en kommission, som skal rådgive pavestolen i disse sager og sikre, at biskopper under den katolske kirke forstår problemets alvor".

Men måske bør man først og fremmest anføre, at årsagen til at sager om overgreb på børn i den katolske kirke vælter frem, er at de har fundet sted. Som vi skal se er der utallige eksempler på at konsekvenser udebliver for overgrebsmænd og kvinder i den katolske kirke - ligesom artikelserien i Berlingske afslører. Sådanne oplysninger virker foruroligende på mange, og der opstår spekulationer om overgreb stadig får lov til at ske.

Uanset hvad, synes et uundgåeligt spørgsmål at være, hvorfor alle disse overgreb er fundet sted. Når der er tale om hundredetusindevis af misbrugte børn, er man nødt til at spørge om, dette skyldes enkeltstående individers afsporede lyster, eller om der mon er noget systemisk i problemstillingen. "Kommer den syge kultur fra almindelige præster, som finder på at begå overgreb uafhængigt af hinanden - eller måske fra en syg organisation med nogle syge religiøse idéer?" kunne nogen måske spørge.
Umiddelbart synes det for nogle fx ikke særlig smart, at lade voksne mænd - som er i tvungent cølibat - være tæt sammen med drenge- og pigebørn og lade dem have et fælles intenst omdrejningspunkt omkring en idealistisk guddommelig kærlighed. Tvunget cølibat betyder, at disse mænd skal afstå fra at have sex. Men tanken om at cølibat kunne afspore mænd til at begynde at fokusere deres "kærlighed" på børnene, afvises her fuldstændigt af en professor i psykologi ved det katolske jesuitteruniversitet Santa Clara University. Mange andre katolske kilder støtter op om dette synspunkt. Disse synes alle at referere til samme kilde - professor i historie Philip Jenkins. Han hævder, at idéen om "en cølibatkrise" som baggrund for pædofile overgreb i den katolske kirke "bare ikke er underbygget".

Man må også spørge, hvilket ansvar ledelsen af den katolske kirke har for de mange overgreb. Pave Frans har ved flere lejligheder talt om, at seksuelt misbrug af børn i den katolske kirke skal standses. I denne artikel fra 2019, som er skrevet i forbindelse med et møde i Vatikanet om katolsk sex-misbrug, gør han det endnu en gang:
"Indviede personer, udvalgt af Gud til at vejlede sjæle til frelse, lader sig dominere af deres menneskelige skrøbelighed eller sygdom og bliver således Satans redskaber.
Ved misbrug ser vi ondskabens hånd, der ikke skåner selv børns uskyld."

Som man kan læse, blev budskabet afleveret i pavens sædvanlige pompøse sprog.
"Højprofilerede sager, der involverede biskoppers uagtsomhed, misbrug af nonner og anden forseelse, øgede presset på Frans for at gøre mere end blot at tale om at afslutte krisen - omend med hårde ord," står der i artiklen.
Nogle fortalere for overgrebsofre betragtede pavens bemærkninger som en fiasko, står der videre.
"Pave Frans' tale i dag var en forbløffende skuffelse, en katastrofal fejllæsning af de troendes sorg og forargelse," sagde Anne Barrett Doyle, leder af BishopAccountability.org, som er et omfattende digitalt arkiv over katolske præster og lederes misbrug. Med sit arbejde forsøger organisationen at holde de ofte indflydelsesrige katolske overgrebspersoner ansvarlige for deres handlinger.
"Når verdens katolikker råber på konkrete forandringer, giver paven i stedet lunkne løfter, som vi alle sammen har hørt før," sagde lederen af BishopAccountability (navnet kan oversættes til "Biskop-ansvarlighed").

Frans havde forsøgt at dæmpe Vatikanmøde-forventningerne om, "at konferencen ville levere konkrete løsninger til at bringe plagen til ophør," fortæller artiklen.
"Han sagde, at mødet havde til formål at undervise alle biskopperne i alvoren af problemet med seksuelt misbrug; mange var skeptiske over for sådanne sager i deres hjemlande."

Man må undre sig over, hvorfor det er nødvendigt - at "undervise alle biskopperne i alvoren i problemet ved seksuelle overgreb"? "Hvordan kan det være svært at forstå?" tænker man umiddelbart.
Med tanke på de adskillige hundredetusinder af registrerede seksuelle overgreb i organisationen virker det paradoksalt. "Eller er det i virkeligheden en mulig del af forklaringen på problemet?" kunne nogen måske tænke.

Det synes således ikke nødvendigvis at være af egen fri vilje, når pave Frans eventuelt handler på de enorme problemer. Symptomatisk er fx her en artikel fra 2024, som fortæller, at pave Frans under et besøg i Belgien "blev hårdt presset" "for mere konkret handling for at addressere seksuelle overgreb fra romersk-katolske præster".
I denne artikel kan man læse, at pave Frans "erkendte, at problemer med den katolske kirke skal rapporteres, men at han udtalte, at de, der konstant angriber kirken, er venner eller relateret til djævelen". "Og dem, der bruger deres liv på at anklage, anklage og anklage er - jeg vil ikke sige børn, for djævelen har ingen - men de er djævelens venner, fætre og slægtninge," udtalte pave Frans. Udtalelsen kan findes i en artikel, der handler om kirkens udfordringer med seksuelt misbrug af børn, og er altså pave Frans reaktion på anklager i den forbindelse.
Det er ikke første gang, Francis adresserede anklagerne, eller første gang, han refererede til Satan i den forbindelse. "Kort efter ærkebiskop Carlo Maria Viganò anklagede Francis for at dække over anklager om seksuelt misbrug mod ærkebiskop Theodore McCarrick, opfordrede paven folk til at bede, fordi djævelen var på arbejde," fortæller magasinet Newsweek.

Den katolske kirkes behandling af overgrebsmændene
Kristeligt Dagblad skriver videre i artiklen, der forsøger at danne overblik over skandalerne, at "de forfærdelige hændelser, der tæller hundredtusinder på verdensplan, da heller ikke [er] sket uden konsekvenser."
Avisen fortæller, at 3400 præster gennem de seneste 10 år er blevet straffet af kirken – og at 848 præster har måttet forlade deres job som konsekvens af deres handlinger, og linker til denne artikel fra 2014. Her får man at vide, at præsterne er blevet straffet i årene fra 2004 til 2014.
Erklæringerne kom fra Vatikanets ambassadør i Geneve, ærkebiskop Silvano Tomasi, da han blev udspurgt af FNs komité mod tortur.

"Præster er blevet straffet af kirken uden at miste deres status som gejstlige, fortalte Tomasi," står der i artiklen.
"Han afviste, at kirken har sendt anklagede præster rundt i verden, så de kunne slippe for strafforfølgelse, men at de i stedet ofte er blevet dømt til at leve resten af deres liv i et kloster og uden nogen mulighed for at komme i kontakt med børn."

Artiklen slutter således:
"Tomasi fortalte også, at den katolske kirke alene i USA har betalt 2,5 milliarder dollars i erstatning til misbrugsofre og forklarede, at Vatikanet ikke bar ansvaret for hver enkelt katolsk præsts gerninger verden rundt.
Vatikanet er ligesom andre lande, der har underskrevet FN-konventionen mod tortur, forpligtet til at følge den. Men Vatikanet hævder, at underskrivelsen gælder den lille katolske stats grænser i Rom, og at det er et moralsk ansvar, ikke et juridisk, kirken har for sine præster og institutioner verden rundt.
Alle 155 lande, der har underskrevet tortur-konventionen, er forpligtet til at møde op for komitéen hvert fjerde år. Organisationer for misbrugsofre, især i USA, har arbejdet for at få seksuelt misbrug anerkendt som tortur, fordi det vil give mulighed for nye retssager mod den katolske kirke."

Tilsyneladende er meget få altså blevet straffet for overgreb i en almindelig juridisk sammenhæng. Langt de fleste sager er blevet "håndteret" af den katolske kirke internt, enten ved betaling af erstatninger eller ved at lade præster gå i kloster.

Her må man spørge, om det er den rigtige behandling af overgrebsmænd, og om det sikrer, at lignende overgreb undgås i fremtiden? Det synes desuden at være betænkeligt, at det er den katolske kirkes ledelse, der "håndterer" både undersøgelserne og straffene i forbindelse med overgrebene. For en udenforstående virker det på den baggrund, som om det er svært, at være sikker på, at der ikke er overgrebsmænd i den katolske kirkes ledelse, som går fri fra straf.
Fri for straf for overgreb eller for den sags skyld for noget, der er endnu værre...
Mere om hvad det kunne være senere i dette kapitel.

Straffede ledere i den katolske kirke - undtagelserne?
Der findes enkelte sager med ledere i den katolske kirke, hvor beskyldninger om overgreb har fået konsekvenser i deres liv og for deres karrriere:
Den tidligere omtalte amerikanske kardinal Theodore McCarrick blev afsat på grund af påstande om, at han havde forgrebet sig seksuelt på en teenager i New York i begyndelsen af 1970'erne. Han blev desuden beskyldt for flere andre overgreb. McCarrick - som menes at være den højest rangerende amerikanske katolik, der bliver anklaget for seksuelt misbrug - har sagt, at han "ingen erindring" har om det påståede misbrug, og nægtede sig skyldig ved en amerikansk domstol i 2021. I 2023 - efter fem år med anklager om seksuelt misbrug af børn - sagde hans forsvarer, at 92-årige McCarrick ikke længere er mentalt kompetent til at komme for retten, og at anklagerne bør afvises.
Tysklands øverste katolske gejstlige, kardinal Reinhard Marx, tilbød i 2021 sin afgang på grund af skandaler om seksuelt misbrug af børn og sagde, at det var vigtigt for ham "at dele ansvaret for katastrofen" - dvs. afsløringerne af de mange af overgreb. Paven afviste dog senere hans tilbagetræden.
Den australske kardinal George Pell - den mest højtstående katolske figur, der nogensinde er blevet fængslet for sådanne forbrydelser - fik omstødt sin dom for børnemishandling i april 2020 og blev løsladt fra fængslet. Australiens højesteretsdommere var enige om, at juryen ikke havde taget ordentligt hensyn til alle de beviser, der blev fremlagt under retssagen. Kardinal George Pell - som også var tidligere seniorrådgiver for paven - havde konsekvent fastholdt sin uskyld.

Den katolske kirkes ledere har en lang historie med at beskytte pædofile. I november 2020 anlagde New Yorks justitsminister fx en retssag mod Buffalos katolske stift med påstand om, at dets ledere beskyttede præster, der var anklaget for seksuelt misbrug af børn. I 2022 indgik stiftet en aftale med myndighederne om at underkaste sig sekulært tilsyn.
Den tidligere pave Benedikt blev anklaget for at have undladt at beskytte børn og undertrykke undersøgelser. Paven havde angiveligt i sin tid som ærkebiskop af München og Freising mellem 1977 og 1982 undladt at handle i fire tilfælde af sine præsters seksuelle misbrug af børn. Paven afviste disse beskyldninger.
Før pave Benedikt var det pave Johannes Paul II, der sad som øverste leder i Vatikanstaten. Dengang fandt den amerikanske kardinal Bernard Law "et fristed langt fra Boston, bag Vatikanets mure", efter at have beskyttet flere senere dømte pædofile præster i Boston. Hans fik "en symbolsk rolle i Rom tæt på Vatikanet" og fik desuden lov til at bevare sin rang. Dette skete, selvom det vakte stor forargelse fra ofrene. "[S]elvom han var en paria i USA, blev han hædret i Rom," står der i denne Guardian-artikel.
Det var ellers blevet afsløret, at kardinal Bernard Law havde haft en omfattende rolle i at dække over seksuelle overgreb udført af hans præster. For eksempel flyttede Cardinal Law to senere dømte præster fra sogn til sogn i bispedømmet på trods af gentagne beskyldninger om overgreb på børn under præsternes varetægt. Senere blev det opdaget, at den ene af disse præster, Paul Shanley, havde holdt tale til en konference i 1978, der førte til dannelsen af den pædofile organisation North American Man/Boy Love Association (NAMBLA - "Nordamerikansk mand/dreng kærlighedsforening").

I 2010 dukkede påstande op om misbrug af børn i Regensburger Domspatzen, en af de mest berømte romersk-katolske korskoler i Tyskland. På dette tidspunkt var denne form for anklage ikke længere chokerende eller sjælden. Men i tre årtier blev Domspatzen drevet af Georg Ratzinger, som er ældre bror til pave Benedikt XVI.
De oprindelige anklager kom fra en mand, der gik på kostskolen i begyndelsen af 1960'erne, før Ratzinger blev leder der. En senere uafhængig undersøgelse fandt, at skolen støttede en systematisk misbrugskultur, som fandt sted mellem 1945 og 2015 - dvs. også i perioden med Ratzinger som leder.
Rapporten hævdede, at tæt på 550 elever blev fysisk eller seksuelt misbrugt af deres lærere. Almindelige straffe omfattede tæsk med pinde eller violinbuer, nogle gange foran de andre drenge for yderligere ydmygelse. Volden og misbruget af drengene fandt sted i "hvad ofre har sammenlignet med 'fængsel, helvede eller en koncentrationslejr'".

Der er naturligvis flere eksempler - også på toplederniveau:
I 2018 tilstod Monsignor Pietro Amenta - en dommer i Vatikanets højesteret - anklager om seksuelt overgreb og besiddelse af 80 pornografiske billeder på sin computer, hvoraf nogle involverede mindreårige.
I 2018 blev monsignor Carlo Alberto Capella, tidligere embedsmand ved Vatikanets ambassade i Washington, D.C., idømt fem års fængsel for at bruge en computer til at downloade og distribuere pornografiske billeder af børn, der var involveret i seksuelt eksplicitte handlinger.
I 2015 døde ærkebiskop Józef Wesolowski, en diplomat fra Vatikanet, mens han var i en form for husarrest efter at være blevet anklaget for misbrug af børn, da han var i Den Dominikanske Republik.

"De dækker alle over hinanden, og det hele begynder at sive til overfladen i offentlighedens øjne," skriver det kritiske medie Coreysdigs i en længere analyse af kirkelige overgreb.
Historier om overgreb og tildækning synes at fortsætte i det uendelige, men der er som nævnt dem, som er endnu værre.

Den katolske kirke og massegrave med børnelig
I 2017 fandt man en massegrav med børnlig i byen Tuam i Irland. Massegraven, som indeholdt resterne af babyer og børn, blev fundet på grunden for et tidligere katolsk hjem for ugifte mødre "Bon Secours mor -og babyhjem" (Bons Secours Mother and Baby homes) i byen Tuam i Irland. Udgravninger afslørede en underjordisk struktur opdelt i 20 kamre, der indeholdt "betydelige mængder af rester af menneskelig", ifølge den kommission som ledede undersøgelsen. Der blev fundet dødsattester for næsten 800 børn, der boede på hjemmet, men kun begravelsesjournaler for to børn.
Udgravningen på stedet skete for at undersøge påstande om misbrug i katolske religiøse ordner. Det satte gang i undersøgelsen, hvor man fandt resterne af børneligene i en nedlagt septiktank. Derefter gik man i gang med yderligere udgravninger, som afslørede en underjordisk struktur, hvor der blev fundet flere rester af lig.

Det var en lokalhistoriker, som havde fremkommet med påstande om en massegrav ved kvindehjemmet, der er drevet af Bons Secours. Bon Secours mor -og babyhjem er opholdssteder for ugifte gravide kvinder. De er drevet af den katolske kirke og finansieret af staten. Flere af de døde børn var spædbørn. Alle de døde børn formodes at være født af ugifte mødre.
Flere artikler fremkom i 2017 verden over med disse nyheder. En af disse artikler fortæller, at børn blev taget fra de unge ugifte kvinder og bortadopteret, og desuden om hvordan kvinderne blev tvungent til at arbejde for de katolske ordner, som driver hjemmene. Under de mest brutale år forsvandt tusindvis af børn, ifølge artiklen, på grund af fejlernæring og mangel på omsorg. De blev smidt i massegravene, på grunde ejet af den katolske kirke. Mange kvinder kom som mindreårige og blev tvunget til at skrive under på adoptionspapirer af nonner og socialarbejdere. En af disse piger, en nu 44-årig kvinde, fortæller i artiklen, at pigerne blev brugt som indtægtskilde - dels via det arbejde de udførte, dels via de penge som ordnerne fik fra staten for at tage sig af dem.

Artiklen fortæller også om, hvad der skete med en dreng, som blev sent til en industriskole drevet af organisationen Christian Brothers ("Kristne Brødre") i den lille by Glin, i Limerick County. Det skete efter at en dommer underskrev et dokument, der gav kirken forældremyndigheden over drengen. Han opholdt sig der fra 1952, til han fyldte 16 i 1965. I disse år blev han seksuelt misbrugt og rutinemæssigt tævet. Han har i dag skrevet en bog om sin tid i Glin, og er nu involveret i en juridisk kamp med Christian Brothers, som han hævder bevidst forsøger at skjule omfanget af det misbrug, som børn under kirkens værgemål udsættes for.

Artiklen fortæller desuden om, hvordan den katolske kirke og de pågældende ordner spiller et juridisk spil, hvor de får lov til at beholde ejerskabet på de dokumenter - fx korrepondencer mellem børn og familiemedlemmer - som kunne bruges som beviser i retsager. Ingen er tilsyneladende blevet dømt i de horrible sager.

I 2021 kom der så nyheder fra Canada om en sag som lignede den irske rigtig meget. Der var ifølge nyhederne fundet rester af 215 børn ved en kostskole for børn af indfødte indianere nær Kamloops i British Columbia.
Senere kom det så frem, at der var fundet yderligere en massegrav med 182 børnelig af indfødte indianere ved en anden tidligere kostskole, drevet af den katolske kirke. Skolerne havde indfødte indianerbørn som elever.
I maj 2022 var der pludselig to professorer fra to forskellige universiteter i Canada - som såede tvivl om rigtigheden af nyheden om den ene massegrav nær Kamloops. De hævdede overraskende, at der overhovedet ikke havde været nogle udgravninger, og at der derfor ikke var fremlagt nogle lig som bevismateriale. Sagen skulle ifølge dem kun bygge på den ultralydsscanning, som oprindeligt var foretaget på stedet.
I juli 2022 tog pave Frans til Canada og undskyldte for "den beklagelige ondskab" der havde fundet sted på skoler for indfødte i Canada. Han fordømte fortidens "koloniseringsmentalitet" hos kristne og efterspurgte en "seriøs" undersøgelse af skolerne for at hjælpe de overlevende og efterkommerne med heling. Til stede var en menneskemængde med overvejende indfødte, som klappede af paven, der gav sin undskyldning og fik en høvdinge-fjerdragt på hovedet. Derefter kyssede paven et rødt banner med navne på forsvundne børn.
Pave Frans har også undskyldt for koloniseringens "synder mod indfødte i Sydamerika". Han mødtes også med indianere til en pilgrimstur i rullestol kørt af sikkerhedsfolk, mens han sprayede "helligt vand" - angiveligt fra en flod i USA, som af indfødte er kendt for at have mirakuløst helende kræfter.
Han siger også, at vi skal "lytte til de indfødte folk af hensyn til klimakrisen". For paven er meget optaget af at samle alle verdens religioner og i at redde verden fra klimakatastrofen.
Mere om pavens verdenssamlingsambitioner og den svære kamp mod CO2 senere i denne artikel.

Pave Frans har mødtes med mange forskellige oprindelige folk

Pave Frans lyver og kendte til overgreb, hævder offer
Paven sagde undskyld til indianere i Canada og fik cermonielt en høvdingefjerdragt på hovedet. Han modtog også klapsalver og hæder fra de fremmødte - og hans succesfulde optræden blev bl.a. dokumeteret af det katolske nyhedsbureau Catholic News Agency. Men i Chile er der et misbrugsoffer, som påstår, at paven lyver, når han benægter, at han vidste noget om overgreb der.
Offeret fortalte, at han i 2015 informerede pave Frans om, at den chilenske biskop Juan Barros forsøgte at dække over seksuelle overgreb begået af en chilensk præst. Offeret siger, at han beskrev biskoppens rolle i et meget detaljeret brev som blev overgivet til paven af pavens toprådgiver om seksuelle overgreb, kardinal Sean O'Malley. Flere medier har berettet om denne ubehagelige omstændighed for paven, fx BBC, USA Today, NPR m.fl. Også magasinet Deutche Welle har skrevet en længere artikel om pavens udfordring med det kritiske misbrugsoffer. I artiklen ser man et medlem af pavens sexmisbrugskommision, Marie Collins, som overgiver offerets brev til kardinal O'Malley i 2015, og det fortælles at Marie Collins senere forlod kommissionen - og påpegede at Vatikanets ledere udviste "skammelig modstand".
Pave Frans svarede vredt på beskyldningerne mod biskop Barros om at biskoppen havde dækket over overgrebene. Paven beskrev beskyldningerne fra ofrene i sagen som "bagvaskelse". "Den dag jeg ser beviser mod biskop Barros, så vil jeg tale. Der er ikke et eneste bevis imod ham. Det hele er bagvaskelse. Er det klart?" sagde pave Frans. Og man må sige, at det var overraskende klart, i forhold til hvordan pave Frans normalt plejer at tale i luftige idealistiske fraser. Senere undskyldte paven, at han havde forsvaret Barros, men tilføjede: "Jeg kan ikke dømme ham, fordi jeg ikke har beviser".

Offerets brev, som var skrevet på pave Frans' modersmål spansk, beskrev i detaljer, hvordan kardinal Barros så på, mens præsten udnyttede offeret og andre børn seksuelt. Unge præster blev angiveligt også misbrugt. Bemærkelsesværdig er en beskrivelse fra offeret om hvordan kardinal Barros angiveligt både kyssede den pædofile præst og så på, når præsten berørte børnenes genitialer og opfordrede børnene til at kysse sig med ordene "Kom din mund herhen tæt til min og stik din tunge ud". Så stak præsten selv sin tunge ud og kyssede børnene med sin tunge, fortalte dette offer i sit brev til paven. Kardinalen skulle ifølge dette offer have været vidne utallige gange, ikke kun til overgrebene mod dette offer, men også til andre overgreb.
Offeret udtalte, at det var skammeligt at høre paven lyve ved at sige, at han aldrig havde fået noget at vide, når offeret selv i præcise detaljer havde beskrevet, hvad der var foregået.
Det er senere blevet bekræftet at paven faktisk modtog dette brev. Men ikke alene dét; paven fik angiveligt at vide "fra det øjeblik, han udnævnte biskop Barros i 2015, at dette var en dårlig beslutning."
Dette udsagn kommer fra en børneadvokat, som har varetaget undersøgelser af overgreb på børn og undersøgelser af præsters pædofile misbrug gennem hele sin juridiske karriere. Paven udnævnte således alligevel Barros til biskop, selvom de ovennævnte beskyldninger mod Barros allerede dengang var fremkommet fra en række personer.
Børneadvokaten udtalte, at "dem, der er bekendt med Jorge Bergoglio i Argentina, før han blev pave Frans, siger, at det er et 'klassisk' træk fra hans side at udvise 'overbærenhed' overfor præster, der er seksuelle rovdyr, mens han opfordrer alle andre til blot at 'komme videre'".
Inden længe vender vi tilbage til pave Frans' tvivlsomme fortid i Argentina som katolsk leder med navnet Jorge Bergoglio.

Men som udenforstående står man igen tilbage med rigtig mange spørgsmål:
Hvorfor fortsætter kommissionen, der skal tage sig af seksuelle overgreb, tilsyneladende upåvirket - efter at et medlem træder ud og beskylder lederne af kommissionen for "skammelig modstand"?
Hvis pave Frans virkelig ønskede, at der skal tages hånd om overgreb, skulle man tro, at der ville blive gjort noget i forhold til sådan en kommissionsledelse?
Hvorfor reagerede pave Frans med vrede og fuldstændig afvisning af beskyldningerne mod biskop Barros - når han ellers i sit øvrige offentlige image på området gør meget ud af at virke, som én der ønsker at rydde op?
Vi taler om en organisation, hvor man vel må sige, at der er en sandsynlighed for, at de angivelige ofre taler sandt? Den katolske kirkes historisk mange overgreb taget i betragtning.
Så hvorfor kræver paven i denne sag pludselig "beviser"?
I andre sager er mange enslydende vidneudsagn nok.
Et andet centralt spørgsmål er selvfølgelig: Hvorfor lyver pave Frans om, at han ikke var informeret, og hvor meget ved han egentlig om disse ting, når det kommer til stykket? Hvorfor udnævner han en mand til biskop, som han godt ved bliver anklaget af flere mennesker for at dække over seksuelt misbrug?
Hvor involveret er paven...?

Påstand om sataniske rituelle overgreb - ingen konsekvens
Ligesom i den indledende overgrebshistorie fra den danske katolske kirke, er der - som vi allerede har hørt - mange andre steder i verden, hvor der overhovedet ingen konsekvens er for overgrebsmændene. Eller hvor anklagerne fra de angivelige ofre meget hurtigt bliver afvist, således at det i sin natur bliver de angivelige ofre der bliver gjort til krænkere.
Her, i et debatindlæg fra 2022 i et amerikansk katolsk magasin, fortælles fx den uhyggelige historie om et offer, som ikke bliver hørt af den kirkelige organisation under den katolske kirke. Kirken har stadig den formodede overgrebsmand ansat, hvor han arbejder med børn i institutionen.
Det er en præst, der er troværdigt anklaget for rituelt satanisk seksuelt misbrug, og som bor og arbejder på en velkendt, respekteret institution, der huser hundredvis af udsatte drenge og piger. Manden holder fortsat messe og hører bekendelser i sit præsteembede, som om intet var hændt - fuldstændig som i den danske sag.

Det følgende er et referat debatindlægget og fremlægger dermed det angivelige offers vinkel på sagsforløbet. Indlægget er skrevet af en kollega til en kvinde, som tilbage i begyndelsen af halvfjerdserne, da hun var 9 og 10 år, angiveligt blev udsat for rituelle sataniske seksuelle overgreb af sin sognepræst. Under overgrebene indsatte præsten "hellige genstande" i offerets vagina og fik hende til at gøre det samme mod en anden ung pige. Overgrebene fandt sted i kirkekælderen, ofte flere gange om ugen, i to år. Som der står i artiklen: "Der er mere, men det er alt, du behøver at vide".
Kvinden fortalte det - som mange andre ofre - ikke til nogen på det tidspunkt på grund af skam og frygt. Først da hendes datter nåede den alder, kvinden selv var, da hun blev misbrugt, indgav hun en anmeldelse til stiftets embedsmænd. Ofre melder sig ofte ikke på egne vegne, men i stedet for at beskytte andre uskyldige personer mod at blive misbrugt, står der i artiklen.

Stiftets embedsmænd afviste kvindens anklager, fordi præsten var så vellidt og respekteret. Som det ofte sker, påpeger artiklen. Den er i øvrigt udgivet i et katolsk medie af en kvinde, som tydeligvis selv er katolik.
Stiftet mente ikke præsten kunne ikke have gjort så onde gerninger. Bispedømmet hævdede, at det foretog en "undersøgelse". Men de interviewede aldrig kvinden eller gjorde noget forsøg på at kontakte den anden pige, der blev misbrugt på samme tid. Dette skete i 2003. Stærkt såret af vantro og afvisningen besluttede kvinden at forsøge at komme videre med sit liv.

Adskillige år senere genåbnede statsadvokaten i den stat, hvor misbruget fandt sted, sager om seksuelle overgreb i den katolske kirke. Kvinden ringede til statsadvokatens kontor for at spørge, om hendes sag blev efterforsket. Hun fik at vide, at intet materiale med hendes navn på var blevet overgivet af stiftet, selvom kvinden havde indsendt mange indrapporteringer med informationer om overgreb til stiftet i 2003.
Med hjælp fra "en ordentlig biskop" i et andet bispedømme, end det hvor hun nu bor, nedskrev hun dokumenter med sine minder om, hvad der skete, og et langt dokument om den indflydelse misbruget havde haft på hendes liv. Hun indsendte igen disse informationer til det stift, hvor misbruget havde fundet sted. Biskoppen i det stift kontaktede aldrig kvinden for at indgå i dialog men skrev blot et afvisende brev til hende, hvori han erklærede, at han var tilfreds med, at "undersøgelsen" som blev udført i 2003 var korrekt.
Biskoppen angav også i sit brev, at han ikke havde overdraget kvindens materialer til statsadvokatens kontor, da de kun havde ønsket materialer om overgeb der var sket siden 1978. Kvinden ringede straks til statsadvokatens kontor. De sagde, at påstanden var usand; at de havde gjort det helt klart, at de ville have "alt". Biskoppen havde ellers offentliggjort et brev, hvor han roste sig selv for sit samarbejde med statsadvokatens kontor og hævdede, at han havde givet dem alt materiale fra bispedømmets akter siden midten af 1950'erne. Han nævnte ikke, at flere stævninger af bispedømmet havde været nødvendige for at fremtvinge dette "samarbejde".

Repræsentanter for det angivelige offer ringede til direktøren for institutionen (som var en barndomsven af offeret), og vedkommende var chokeret over, at bispedømmet ikke havde delt offerets anklager med ham. Han lovede at vende tilbage til hende.
Det gjorde han ikke. I stedet blev de ringet op af en advokat, der repræsenterede institutionen, og som fortalte dem at institutionen af biskoppen var blevet forsikret om, at ikke blot havde stiftet foretaget en grundig undersøgelse af anklagerne, men det samme havde statsadvokatens kontor, og der blev ikke fundet beviser til støtte for anklagerne.
Igen ringede kvinden til statsadvoketens kontor for at få bekræftet, hvad hun havde fået at vide tidligere - at ærkebispedømmet aldrig havde overgivet nogen sager, der indeholdt hendes anklager, og at der derfor ikke var foretaget nogen undersøgelse. Efterforskeren, som hun talte med, sagde, at han gerne ville tale med institutionens advokat og forklare tingene for ham. Da kvinden fortalte dette til institutionens advokat, sagde han, at han ikke så noget behov for at kontakte efterforskeren.

"Hvad gør man så derefter?" spørger debatindlægsforfatteren og kollegaen til det angivelige offer. En præst, som et påstået offer siger har engageret sig i rituelle sataniske seksuelle overgreb, er ansat i - og bor på - en institution, der huser udsatte unge.

Forfatteren, en Ph.D. og pensioneret professor i moralteologi (sigende nok), skriver videre:
"Vi besluttede at kontakte institutionens bestyrelse. Telefonbeskeder efterladt til bestyrelsesformanden på hendes mobilnummer blev besvaret af den advokat, vi havde talt med tidligere. Vi forventede intet samarbejde fra ham, så vi sendte anbefalede breve til alle institutionens 18 administratorer for at informere dem om kvindens anklager (med fuld dokumentation) og om de modstridende udtalelser fra biskoppen om, hvorvidt han havde overdraget kvindens materiale til statsadvokaten eller ej. Og selvfølgelig informerede vi dem om, at statsadvokatens kontor fortalte, at de aldrig havde modtaget noget fra dem, og at der heller aldrig blev foretaget en undersøgelse.
Efter tre uger blev der lagt endnu en telefonbesked til bestyrelsesformanden. En anden advokat reagerede på denne besked og gentog, at bestyrelsen accepterede biskoppens forsikringer om, at der allerede var blevet foretaget grundige undersøgelser af bispedømmet og statsadvoketen. Jeg spurgte advokaten, om han ikke var bekymret over de modstridende udtalelser fra biskoppen og afvisningen fra statsadvokaten om, at der var foretaget nogen undersøgelse. Han fortalte mig, at han ville videregive al den information til bestyrelsen, som jeg ønskede, at de skulle have. Men han sagde også, at han indtil nu ikke mente der var fremkommet noget nyt i sagen."

Forfatteren til debatindlægget stiller efterfølgende disse spørgsmål:
"Hvorfor de modstridende udsagn? Hvorfor siger biskoppen én ting og statsadvokatens kontor en anden? Det ville være meget enkelt at ringe til statsadvoketens kontor og afgøre, om de rent faktisk havde modtaget kvindens materialer, og om der var foretaget en undersøgelse. Hvorfor vil bestyrelsen ikke gøre den ene ting? Hvor er deres følelse af ansvar? Ville de ønske, at deres sønner og døtre blev "serviceret" af en præst anklaget for rituelt satanisk seksuelt misbrug? Hvordan kan de sove om natten?
Det er svært ikke at tro, at der bliver dækket over noget rigtig stort - at stiftet har undladt at lave en grundig undersøgelse, fordi det frygter eller ved, hvad det vil finde: måske at præsten har mange sådanne anklager mod sig, men at stiftet har beskyttet ham?
Desværre er det en almindelig historie i den katolske kirke."

Katolsk medie: Der finder ligeså mange, eller flere, overgreb sted alle andre steder
Her er det en artikel i et katolsk medie - Catholic World Report - som forklarer, at grunden til de mange overgreb i den katolske kirke er, at den katolske kirke er bedre til at undersøge sig selv end andre. Desuden forklarer artiklen, at der findes ligeså mange, eller flere, overgreb sted i protestantiske kirker, i hjemmene, blandt spejdere, blandt indvandrere og i jødiske kredse. Desuden påpeger artiklen, at også indianerreservater, skolelejre, professionel sport, undervisningsinstitutioner, forretningsverdenen, underholdningsindustrien o.m.m. - at alle disse områder i samfundet "lider under udbredt seksuelt misbrug".
En "karikatur af den præstelige pædofile bøhmand fortsætter," skriver Catholic World Report-skribenten.

Artikelskribenten i Catholic World Report henviser til bogen "The Truth about Clergy Sexual Abuse: Clarifying the Facts and the Causes" ("Sandheden om seksuelt misbrug af præster: Afklaring af fakta og årsager"). Denne bog, skriver den indignerede katolske skribent, "katalogiserer udtømmende", at "en af de største løgne, man tror på i amerikansk kultur" er "at skandalen med den katolske kirkes sexmisbrugskrise er kategorisk anderledes og eksponentielt større end den fra enhver anden institution i USA". Bogen, der refereres til, er forfattet af Bill Donohue, der er en amerikansk katolsk lægmand, som har været præsident for Catholic League i USA siden 1993. Catholic League (den katolske liga) er en amerikansk katolsk organisation, hvis erklærede formål er at "forsvare katolikkers ret – både lægfolk og præster – til at deltage i det amerikanske offentlige liv uden ærekrænkelse eller diskrimination". I sit kampagnearbejde har Bill Donohue "angrebet en bred vifte af organisationer og enkeltpersoner inden for underholdning, politik og kunst".
Man kan måske konstatere, at denne kilde ikke er den mest objektive, der findes i forhold til det svære og ubehagelige spørgsmål om katolske seksuelle overgreb på børn.

Catholic World Report-skribenten skriver desuden, at den tidligere omtalte historieprofessor Philip Jenkins estimerer, at der er mindst dobbelt så mange protestantiske præster, der er pædofile, sammenlignet med katolske præster. Det fremgår ikke hvad professor Jenkins bygger sit estimat på, men påstanden synes at kollidere en smule med oplysninger om, at der aldrig nogensinde er lavet nogen sammenlignende undersøgelse om seksuelle overgreb på børn opdelt efter kirkesamfund. Det er magasinet Newsweek der fortæller dette, i en artikel som ellers henviser til eksperter i seksuelle overgreb på børn, som siger, at "de ikke ser megen grund til at konkludere, at seksuelt misbrug oftest er et katolsk problem".

Så det, man med sikkerhed kan sige, er altså hvor mange katolske præster, der begår overgreb på børn. Det skyldes, at kun den katolske kirke har frigivet detaljerede data om sine overgreb. Uanset hvad er det svært at se, hvad det skal gavne for den dreng eller pige, der er blevet voldtaget af en katolsk præst, at der fx måske er blevet voldtaget dobbelt så mange børn af prostestantiske præster. Den mærkelige relativisme forekommer ikke særlig betænksom overfor ofrene. Det kan nemt komme til at virke som ansvarsfraskrivelse, overfor de hundredtusindvis af mennesker - og millioner af pårørende - der er berørt af seksuelle overgreb i den katolske kirke.
Og der er adskillige katolske medier, der fremfører denne type statistik. Som udenforstående tænker man på, om det mon lindrer ofrenes smerte at læse den slags, eller om det giver dem tillid til den katolske kirke...?
Der er bestemt masser af pædofile overgreb i mange andre dele af samfundet og i mange andre kirker og kirkesamfund. I stedet for at den håbløse undersøgelse af hvor der mon er flest overgreb, skal vi her se på de uhyggelige mønstre i forbindelse med misbruget. Men mere om overgreb i flere forskellige kirkesamfund lige om lidt.

Hvor kommer idéerne fra?
Når man har læst beretningen om det angivelige kvindelige offer, rejser der sig også flere spørgsmål. Fx kan man overveje hvorfra en præst får idéen om sataniske ceremonielle seksuelle overgreb?
Den slags idéer opstår som regel, fordi pædofile, som udøver deres lyster og begår systematiske overgreb på børn, indgår i netværk sammen med andre pædofile. Her kan de samarbejde med andre ligesindede og fx udveksle kontakter, børnepornomateriale og dele idéer - fx til hvordan overgrebene kan udføres i praksis.
Et eksempel på dette er den tidligere omtalte præst Paul Shanley, der som nævnt viste sig at være forbundet med den berygtede pædofile organisation North American Man/Boy Love Association (NAMBLA - "Nordamerikansk mand/dreng kærlighedsforening").

Et andet eksempel på, hvordan sådanne netværk opererer, er bl.a. behandlet i del 2. Omdrejningspunktet for denne sex-trafficking-ring var en mand ved navn Roy Cohn, som havde forbindelser til både mafia, efterretningsvæsen og et fintmasket socialt netværk af velhavende og betydningsfulde mennesker omkring sig. Ifølge artiklen fungerede denne elite-børnesexring fra 1950'erne til godt op i 80'erne.
En tidligere chef for afdelingen for Human-Trafficking i New Yorks politi fortæller, at "Cohn’s job var at handle de små drenge". Roy Cohn havde venner som top mediepersonligheder som fx Barbara Walters, tidligere CIA-direktører, Ronald Reagan og hans kone Nancy, mediemogulerne Rupert Murdoch og Mort Zuckerman, utallige celebrities, prominente advokater og ledere i jødiske organisationer som B’nai B’rith og den Jødiske Verdenskongres samt topfigurer i den katolske kirke. Dette var bl.a. den senere dømte pædofile katolske kardinal Theodore McCarrick og hans mentor Francis Spellman fra ærkebispedømmet i New York.
Kardinal Spellman var en af de mest magtfulde figurer i den katolske kirke i Nordamerika og blev af nogle kaldt "Amerikas pave". Han blev beskyldt ikke alene for at acceptere pædofili i kirken og præstevie kendte pædofile - men også i at deltage i det selv i en sådan udstrækning at New Yorker-præster refererede til ham som "Mary". Desuden skulle J. Edgar Hoover have haft en mappe med detaljer om Spellmans sexliv som tydede på, at Spellman var involveret i den børnesex-ring, som Cohn - og i øvrigt også Hoover selv - var involveret i.
Kardinal Spellman præsteviede bl.a. Theodore McCarrick, som mange år senere - i 2018 - blev afskediget efter flere års anklager om seksuelt misbrug. McCarrick var bl.a. Biskop og Ærkebishop i New Jersey. Han havde tætte forbindelser til fremtrædende politikere og blev betragtet som "en magtmægler" ("power broker") i Washington, D.C.
McCarrick slap uden om anklagerne, da det blev hævdet, at han som 92-årig ikke længere var "mentalt kompetent til at komme for retten".

Så når én præst beskyldes for sataniske seksuelle overgreb på et barn - eller som i ovenstående sag to børn - i en bestemt tidsperiode, kan der være en betydelig risiko for, at vedkommende også begår andre overgreb i andre sammenhænge og på andre tidspunkter.

Pædofilt misbrug af børn og sataniske ritualer i flere kirkesamfund
Som vi hørte, mener eksperter i seksuelle overgreb på børn, at "de ikke ser megen grund til at konkludere, at seksuelt misbrug oftest er et katolsk problem". Og der findes helt bestemt masser af overgreb sted i mange forskellige kirkesamfund - både katolske og andre.
Denne uhyggelige artikel i mediet Coreysdigs.com vidner om dette. Det er igen den undersøgende journalist Corey Lynn, der skriver. Lynn oplister adskillige sager med misbrug og sataniske overgreb udført af præster og kirkelige fra både protestantiske og katolske kirkemiljøer såvel som fra Mormonkirken. Men artiklen handler også om, hvordan disse pædofile kirkefolk samarbejder med magtfulde mennesker fra andre dele af samfundet. "Lad være med at vende det blinde øje til," opfordrer Corey Lynn i den allerførste sætning i artiklen. "Pædofili rækker langt ud over kirkens mure og spreder sig lidt ligesom pesten, angriber lokalsamfund og infiltrerer daginstitutioner, skoler og børnehjem," hævder han videre - godt i tråd med flere af de ting vi allerede har hørt om i denne online bog. Lynn skriver også, at mange pædofile overgrebsmænd "bliver beskyttet af lokale samfundsledere og embedsmænd". Børnesexhandel og kirkelige pædofile er udbredt, konstaterer mediet desuden og peger på, at "de lister, der spredes af kirker over hele landet, peger på pædofile præster og kirkefolk, hvoraf de fleste for længst er døde". Disse lister er således "en hurtig måde at vaske deres hænder, med falsk gennemsigtighed," skriver Lynn.

Men artiklen kommer også med denne påstand:
Hvad de ikke ønsker, at folk skal vide, er bare, hvor langt dette virkelig rækker, og det faktum, at lærere, advokater, politibetjente, sheriffer, politikere og endda dommere er i deres 'pædofile familie', og sørger for, at deres hemmeligheder er sikre, snarere end ofrene."

Inden Lynn underbygger sin påstand med eksempler, gennemgår han nogle af listerne over de mange kirkelige overgreb, der er foregået i USA:
I 2018 offentliggjorde Pennsylvania bispedømmet deres liste over 301 "rovdyrpræster", der misbrugte over 1.000 børneofre seksuelt. Siden denne rapport blev frigivet, fulgte undersøgelser af præster i 14 stater af generaladvokater. New Jersey udgav en liste med mere end 180 præster. Houston Chronicle afslørede 20 års misbrug i Southern Baptist Convention med 700 ofre. De ledere, der vidste det, gjorde intet. Louisville bispedømmet identificerede 48 præster i sexmisbrugsrapport. Her er en liste med 194 præster, nonner og sogneforvaltere, der har begået overgreb i Buffalo. Stort set alle i listen er belejligt nok afdøde. I California Bay Area er der en liste med 212 præstelige seksualforbrydere. I en rapport fra 2010 fra tre støttegrupper fortælles det, at næsten 60 % af Chicagos romersk-katolske sogne har haft en præst, der er blevet anklaget for pædofilt seksuelt misbrug. I 2018 afslørede Illinois' statsadvokat, at der var næsten 700 præster i Illinois, der er blevet anklaget for seksuelle overgreb på børn. I 2017 anlagde seks familier med ni børn en retssag mod Mormonkirken, og hævdede, at kirkeledere vidste, at et af deres medlemmer misbrugte børn i årevis, og at de dækkede over det.
"Er dette mareridt begyndt at synke ind nu?" spørger Corey Lynn.
"Dette er blot et udpluk. Fortsæt med at læse. Hundredvis af lister er blevet frigivet på tværs af 28 stater indtil videre, og vi har ikke engang berørt aspektet af handel med børn i forbindelse med kirker.

"Der bør oprettes et interaktivt kort med nåle i alle kirkesamfund over hele landet," skriver Corey Lynn, hvorefter han viser nendenstående kort over Los Angeles.

Kort over kirkelige pædofile overgreb i Los Angeles

Hvor omfattende misbrug af børn er, fortæller denne artikel i det kirkelige medie Baptist Press:
"- I USA bliver et barn i gennemsnit hvert andet minut købt eller solgt til sex.
- Gennemsnitsalderen for et barn, der sælges til sex, er 13 år.
- Menneskesmugling er den næsthurtigst voksende kriminelle industri, lige efter narkotikahandel."

Baptist Press skriver, at det er statistisk information fra det statslige efterforskningskontor i staten Tennessee - Tennessee Bureau of Investigation.

"Tag ikke fejl, pædofile, der deler børn, og sexhandel med børn går hånd i hånd i disse reder, de bygger," skriver Corey Lynn. Han peger også på, at mennesker, der udnytter børn seksuelt, findes overalt og vælger jobs, hvor de kan være sammen med børn.

Derefter giver Corey Lynn fem forskellige eksempler, der illustrerer hans pointer:
Sag 1: Tre Ohio-præster, tre kirker, tre ofre (et offer blev delt mellem overgrebsmændene). Tre mænd, der var pastorer ved prostestantiske kirker, tvang teenagepiger til sex.
Sag 2: Ni præster og vice-sheriff arresteret for seksuelt misbrug af to dusin børn. Sataniske ritualer involveret.
Sag 3: Misbrugs-rede i det nordlige Kentucky: Tidligere dommer idømt 20 års fængsel for menneskehandel, voldtægt, sodomi: 19 ofre, syv unge – advokat, to kirker m.fl.
Sag 4: Baptistkirke ansætter præst, der er kendt for misbrug af børn. Kirken indrømmede efterfølgende, at de ansatte manden, fordi de havde brug for at tjene penge.
Sag 5: Præst fra byen Boise idømt 25 års fængsel: Satanisme, sex med børn og ønsker om mord.

Den førstnævnte sag startede i november 2017, hvor tre pastorer Cordell Jenkins, Kenneth Butler og Anthony J. Haynes blev tiltalt og sigtet for handel med børn og børnepornografi. De havde bl.a. seksuelt misbrugt en 14-årig pige, på hoteller og i to kirker. Haynes betalte pigen for tavshed samt optog de seksuelle overgreb på sin mobiltelefon. Han arrangerede også, at hun blev misbrugt af flere andre mænd, inklusive Jenkins, som blandt andet misbrugte hende i sit eget hjem. Jenkins misbrugte også en anden pige. Ud over Butlers misbrug af den 14-årige pige, blev han også tiltalt for sexhandel af en tredje pige. Han var ligeledes pastor ved en tredje kirke.
Alisa Haynes og Alexis Fortune, hustru og steddatter til Anthony Haynes blev i januar 2019 sigtet for at have bortført et af ofrene med våben og truet hende til ikke at vidne under retssagen. De fjernede offeret fra hendes lejlighed, forsøgte at få hende til at trække de erklæringer tilbage, hun havde afgivet til efterforskerne bl.a. ved at kvæle hende med en ledning.
I februar erkendte Laura Lloyd-Jenkins, Cordell Jenkins' hustru, sig skyldig i at have afgivet falske erklæringer til efterforskere, herunder at hun ikke var klar over, at Jenkins havde sex med pigen, eller var bevidst om hendes alder. Hun fungerede som bestyrelsesmedlem for et center for børnemisbrugsofre og havde været i regelmæssig kommunikation med et af ofrene helt tilbage til 2016. Hun vidste, at pigen var mindreårig, og mødtes personligt med hende i marts 2017 sammen med pigens værge, hvor de viste Laura Lloyd sms'erne, der indikerede, at Haynes havde betalt for sex med pigen. Efterforskere fandt søgninger på Lloyd-Jenkins telefon fra samme dag, som hun havde mødtes med pigen. Hun havde bl.a. søgt på "mand i seng med 17-årig", "hvad er sexhandel?", ledsagerpas til internationale rejser og caribiske hoteller.
Corey Lynn skriver opsummerende om sagen:
"Dette er et perfekt eksempel på, hvordan pædofile, der arbejder inden for en kirke, deler ofre, såvel som transporterer og handler dem, uden for kirkens mure. Disse præster misbrugte tre piger inden for kirkens mure, i et af deres hjem, i en bil og på flere hoteller. To af hustruerne gjorde sammen med en steddatter store indsatser for at beskytte dem, og en af konerne var i bestyrelsen for en børnetjeneste. Derudover er der en erklæring om, at en kvinde var til stede sammen med Haynes, mens hun havde sex med en teenagepige. Ofte forekommer pædofili i familier og/eller ægteskaber."

Sag nummer to havde sit omdrejningspunkt omkring den lokale kirke i byen Ponchatoula, i staten Louisiana. I 2005 kom det frem, at flere af kirkens ledere havde begået seksuelle overgreb på børn i sataniske ritualer. Den lokale sherif Daniel Edwards sagde, at så mange som 25 børn, ligeligt fordelt mellem drenge og piger, kunne have være blevet misbrugt seksuelt på kirkens ungdomscenter, i biler og i hjem hos mindst to af de sigtede. Man mener, at misbruget begyndte i 1999 og holdt op med at forekomme på kirkens område efter 2003. "Men ingen tror rigtigt på, at de er holdt op med at misbruge børn," udtalte sherif Edward. Ni personer var blevet anholdt, og talrige computere, videobånd, computerdiske, kasser med dokumenter og fotografier og ni poser fyldt med kostumer blev alle beslaglagt, da politiet mente, at nogle indeholdt børnepornografi. Ofrene var i alderen fra 1 til 16 år, og politiet fandt et svagt aftryk af et pentagram på gulvet i ungdomssalen bag kirken. Ifølge flere arresterede fandt der ritualer sted inden for pentagrammet. Disse involverede katteblod og folk klædt i sorte kostumer.
Pastor Louis Lamonica Jr. tilstod at være lederen af den sataniske gruppe og hævdede, at han var en af seks, der deltog i misbrug af børn, dyreofringer og sataniske ritualer. Hans kone, vice-sheriffen og andre kirkemedlemmer var også involveret. Lamonica beskrev pentagrammet i midten af gulvet, en bog med 'Besværgelser og fristelser' og ungdomsværelset, hvor alle vinduer var dækket af sort. De dedikerede en baby til Satan, satte barnet i midten af pentagrammet iført en sort kjole, spillede satanisk musik og tændte stearinlys. De drænede en kats blod, drak det hver især og dræbte derefter katten, fjernede den sorte barnekjole og dryppede blodet over babyen, alt imens de messede rundt om barnet. Når de ikke udførte ritualer på babyer, sexmisbrugte de mindreårige piger. Mændene med pentration, og kvinderne udførte oralsex. Lamonica fortalte også, at der var lagt afføring og urin rundt, og under disse ritualer ville han blive forvrænget af Djævelen, og dæmoner ville ændre ham til et dyr - "en slange, en ræv, ulv, edderkoppe". De andre, der blev anholdt, beskrev andre foruroligende scener af bestialitet, en der havde misbrugt sin datter, siden hun var 2 måneder gammel, og Lamonicas egne sønner havde givet detaljerede beretninger om langvarig misbrug fra deres far, og andre, de blev videregivet til. De tilbagekaldte senere deres udtalelser under retsagen. Pastoren Lamonica afsoner fire livstidsdomme. De andre erkender sig skyldige i anklager, der spænder fra grov voldtægt til seksuel vold til obstruktion af efterforskningen. Vice-sherif Christopher Labat blev anklaget for børnepornografi, men anklagerne blev senere afvist. Labat havde dækket over disse mennesker, og når kirkemedlemmer gav udtryk for bekymringer overfor ham, afviste han dem. Han fik også afvist anklager om obstruktion af sagen mod et af de involverede kirkemedlemmer. Labat bor stadig i Louisiana, på et sted, hvor 35 registrerede seksualforbrydere angiveligt bor tæt på. Selve kirken blev i øvrigt ødelagt af orkanen Katrina i 2005.
Denne sag er et eksempel på, hvordan ledere og medlemmer af en kirke og en vice-sherif "alle arbejdede sammen for at misbruge børn på den mest barbariske måde, mens de dækkede over hinanden i deres lokalsamfund," skriver Corey Lynn. At netop den indblandede politimand - og repræsentant for myndighederne - undgik dom, synes at være symptomatisk og passe ind i det mønster, vi har set løbende i denne online bog.

Sag nummer tre handler om overgreb i forbindelse med flere katolske institutioner i og tæt på byen Cincinnati i den nordlige del af staten Kentucky: Covingtons katolske gymnasie, bispedømmet i Covington og Cincinnati Ærkebispedømme.
Coreysdigs påpeger først, at området med de katolske institutioner støder direkte op til byen Newport, som historisk er kendt som "Sin City" ("Syndens by") på grund af prostitution, spil og gangstervirksomhed.

Kort over Cincinnati og Covington adskilt af floden Ohio River

Det romersk-katolske bispedømme i Covington, lige syd for Cincinnati, havde modtaget 205 anklager mod 35 præster fra over 100 ofre "i et 50-årigt cover-up," skriver Corey Lynn og påpeger, at det svarer til næsten 10 % af de 364 præster, der indtil da havde arbejdet for bispedømmet. Men tallet er i alt 62 overgrebsmænd i dette bispedømme, fortæller Bishop Accountability, som driver en database over kirkelige seksuelle misbrugere af børn. Lige på den anden side af Ohio-floden i Cincinnati Ærkebispedømme var der angiveligt tale om 33 præster og kirkefolk, som er troværdigt anklaget for seksuelt misbrug. I 2005 fik en gruppe ofre for sexovergreb i bispedømmet i Covington et erstatningsbeløb på 120 millioner dollars – det største forlig om kirkemisbrug, der indtil da var blevet indgået.
"Det ser ud til, at denne epidemi strækker sig over store dele af Kentucky, inklusiv menneskehandel," skriver Corey Lynn. I 2013 efterforskede Kentucky 20 tilfælde af menneskehandel på fire måneder. "Det fortæller os, at Kentucky desværre er en stat, der er fyldt med menneskehandel," udtalte Gretchen Hunt, personaleadvokat for Kentucky Association of Sexual Assault Programs (Kentuckys sammenslutning af programmer for seksuelle overgreb). I december 2016 lagde statsadvokaten en plan for at øge indsatsen for at bekæmpe menneskesmugling i Kentucky og udtalte, at det forekommer i alle amter i staten. I 2018 sagde en FBI-agent i Kentucky, at menneskesmugling nu er den tredjestørste kriminelle forretning i verden, og at den forventes snart at overstige narkotikahandel. Samme år søgte statsadvokaturens kontor lovmæssig godkendelse til at indkalde en storjury til at undersøge katolske bispedømmers håndtering af seksuelle misbrugere i hele staten. Midt imellem de to overgrebsplagede bispedømmer i Covington og Cincinnati findes Campbell County Circuit Court, hvor Timothy L. Nolan fungerede som distriktsdommer fra 1978 – 1986, fortæller Corey Lynn.
"Nolan blev for nylig idømt 20 års fængsel efter at være blevet anklaget for flere forbrydelser såsom voldtægt, menneskesmugling, vidnemanipulation, prostitution og ulovlig handel med en mindreårig og sodomi. Dette strakte sig over 10 år med 19 ofre, inklusiv syv mindreårige under 16. Denne mand byttede heroin for sex, truede med udsmidning fra sine ejendomme og brugte intimidering og trusler om at kende magthavere, der kunne sætte dem i fængsel og tage deres børn væk."

Nolan besøgte også ofte en hjælpeorganisation for kvinder under behandling for stofmisbrug og var desuden en hyppig frivillig ved domstolafdelingen for narkotikasager. Sådan mødte han kvinder, der var afhængige af opioider. Han sad også i skolebestyrelsen fra 2016, indtil han blev anklaget i maj 2017.
"Denne rede fortsætter med at vokse," skriver Corey Lynn. Advokat Robert L. Poole, protegé for tidligere dommer Timothy Nolan, blev umiddelbart efter Nolans anholdelse tiltalt for menneskehandel og sexforbrydelser mod mindreårige. Han blev idømt otte års fængsel. Det var efterforskerne, der arbejdede med Nolan-sagen, som opdagede beviser, der implicerede Poole. De havde identificeret flere ofre og formodede, at der var endnu flere.
Kun cirka 21 km sydligere havde en ungdomsleder i en lokal baptistkirke, Joseph Niemeyer, igennem tre år seksuelt misbrugt og voldtaget en 7-årig pige, han havde boende i sit hjem. Pigen kom i hans varetægt, fordi hun havde brug for et sikkert hjem at bo i, fortæller denne artikel om sagen. Niemeyer fungerede som plejeforælder og var desuden frivillig på en mellemskole. Han afsoner nu 17 års fængsel. Politiet kunne ikke bekræfte, om der var flere ofre, men sagde, at flere andre mulige ofre og vidner skulle afhøres. "Jeg ser sager som denne hver uge på mit kontor," udtalte anklageren.
Myndighederne i Kentucky har i øvrigt godkendt en foranstaltning, der giver dem bedre mulighed for omgå forælderrettigheder og permanent at placere børn hos adoptivfamilier, konstaterer Corey Lynn.
Den kritiske undersøgende journalist opsummerer:
"Hele denne rede er et glimrende eksempel på, hvor dybt rodfæstet pædofili er i nogle samfund. Det viser, hvordan magthavere bruger deres magt til at forgribe sig på de udsatte. Det illustrerer, hvordan kirken dækkede over seksuelt misbrug af børn udført af deres præster i 50 år. Det afslører også, at mens staten fortsætter med at trække børn væk fra deres biologiske forældre, placerer de nogle gange disse børn lige i hænderne på rovdyr, der ønsker at fostre dem. Og endelig viser det, at rovdyr opsøger ungdomscentre, kirker, skoler og krisecentre for at finde deres bytte."

Den fjerde sag handler om hvordan en kirke ansatte en kendt pastor - vel vidende, at han var pædofil overgrebsmand. Den landskendte pastor Darrell Gilyard i babtistkirken Shiloh i Jacksonville, Florida, blev i 2009 dømt for utuktig fremfærd mod et kvindeligt offer under 16 år og overgreb mod en pige, der var under 12 år. Han sad i fængsel i tre år og måtte registrere sig som seksualforbryder. Blot to måneder efter at han kom ud af fængslet, blev han tilbudt at prædike i en anden babtistkirke ved navn Christ Tabernacle Baptist Church.
Corey Lynn skriver:
"Deres grund til at tillade en registreret seksualforbryder at vende tilbage til arbejdet i deres kirke? De havde brug for pengene, og det var ham, der kunne rejse dem. De skjuler ikke engang dette faktum.
Gilyards tre års betingede fængsel forudsatte, at han ikke måtte have kontakt med mindreårige. Så hvad gjorde kirken? De udelukkede mindreårige fra gudstjenesterne, og han måtte ikke udføre ægteskabsrådgivning eller andet pastoralt arbejde. Selvfølgelig godkendte prøveløsladelsesbetjenten, og så – fik mindreårige ikke længere lov til at deltage i gudstjenesten, når han prædikede. Forbløffende."

Kirkens tillidsmand Eloise Bolden sagde, at kirken sikrede, at de ville holde særskilte ungdomsgudstjenester for mindreårige, og at Gilyard skulle tilgives og tilbydes endnu en chance i præstegerningen. Da hans prøvetid sluttede, tillod kirken ham at være omkring mindreårige igen, skriver Corey Lynn.
Men det var tilsyneladende ikke kun børn, han misbrugte seksuelt. I 2004 indrømmede Gilyard at være far til en kvinde, der havde anklaget ham for at have voldtaget hende under en rådgivningssession. Desuden er der flere kvinder, der hævdede, at Gilyard overfaldt dem ved kirker i Texas i 1980'erne.
"På trods af alt dette var kirkens eneste bekymring penge. De var ved at gå konkurs, så de hyrede en berømt præst, der misbruger børn, til at samle penge ind," skriver Corey Lynn. Forældrene og familierne, der gik i kirken, var tydeligvis heller ikke bekymrede. De støttede ham alle. Der var for nylig en undersøgelse, der viste, at 380 sydlige Baptistkirkens ministre, diakoner, ledere og frivillige er blevet troværdigt anklaget eller dømt for seksuelt misbrug i de sidste 20 år. De fandt også beviser på, at ledelsen systematisk har dækket over beskyldninger om sexmisbrug og flyttet sexforbrydere til andre kirker. Mindst 10 kirker genansatte seksualforbrydere. Paul Pressler, den tidligere vicepræsident for Southern Baptist Convention, blev anklaget for misbrug af børn. Han betalte mange år senere et af sine ofre 450.000 dollars for overgrebene. Retssager er blevet anlagt af ofre for sexmisbrug i SBC-kirken.

Corey Lynn samler op på de ufattelige oplysninger:
"Denne sag afslører kirkens mentalitet. Uanset hvilken trosretning, dækker de alle over hinanden. De forgriber sig på de udsatte. De udskammer ofrene. De bruger Gud som et redskab til at kræve tilgivelse. De ønsker ikke, at ofrene skal gå til politiet, så de tager sig af det i stilhed og indgår aftaler med penge, mens de ofte flytter en præst bare for at placere ham i en kirke flere byer væk. HVORFOR tolererer folk dette? HVORFOR går folk i denne kirke? HVORFOR var forældrene okay med at blive adskilt fra deres børn ved gudstjenester? DE VIDSTE DET ALLESAMMEN, og de støttede denne mand og denne kirke. Denne mand, der seksuelt misbrugte et barn under 12 år og voldtog en kvinde på kirkekontoret under hans rådgivningssession med hende. På hvilket tidspunkt vil folk tage deres magt tilbage, stå op for børn og sige, at nok er nok, i stedet for at opmuntre disse barbariske handlinger mod børn til at fortsætte. Tror man virkelig, at DETTE er, hvad Gud ønsker?"

Den femte og sidste sag er en misbrugshistorie med et indhold, hvor selv garvede politiefterforskere aldrig havde set noget så foruroligende i deres liv. W. Thomas Faucher, præst ved det romersk-katolske bispedømme i byen Boise, blev i 2018 idømt 25 års fængsel uden prøveløsladelse. I en alder af 73-år havde Faucher tusindvis af børnepornografiske videoer og billeder og havde desuden delt nogle af dem online.
Den dybt foruroligende del af denne sag er Fauchers lyster, der blev beskrevet af efterforskeren John Brumbaugh, som havde undersøgt videoerne, billederne, chats og e-mails. Han sagde, at Faucher aktivt søgte interesser med homoseksuelle mænd, sataniske interesser og voldtægt og drab af mindreårige. Fauchers mobiltelefon og computer indeholdt mere end 2.500 filer med seksuelt misbrug af unge ofre, der involverede vold, tortur og børn, der græd. Efterforskerne kaldte indholdet, "den mest foruroligende børnepornografi, de nogensinde havde set". Brumbaugh sagde, at Faucher udtrykte et ønske om at have sex med 6-årige drenge, "sataniske lyster", og at tanken om at dræbe nogen ophidsede ham. Han fantaserede om seksuelt misbrug af alterdrenge og babyer og nød en video af en dreng, der blev slået ihjel.
"Der er kun én af dem, jeg virkelig kan lide, den af drengen, der bliver tæsket ihjel," sagde efterforskere, at Faucher havde skrevet.
Faucher havde fotografier, hvor han urinerede på korset og en religiøs kanonisk lovbog, og skrev, at han urinerede i vinen til messen mindst én gang. Han udtalte også, at "det føltes godt at lyve uden nogen grund, bortset fra at gøre det ... For det meste laver jeg bare en ny virkelighed og tror på det, så længe det passer mig."
I forbindelse med sagen kom det frem, at Faucher desuden blev anklaget for seksuelt misbrug af to drenge. Det var to nu voksne mænd, der nu stod frem og hævdede, at dette var sket, da de var børn for flere årtier siden.

Om denne sag skriver Corey Lynn afslutningsvist:
"Dette er en sag, der skildrer, hvad der foregår inde i et monsters sind – et monster, der tjente i kirken i 45 år. Kun Gud ved, hvad der kan være sket på et fysisk plan gennem hele denne tid, da hans lyster syntes at have nået et fuldskala-niveau af ren ondskab. At skjule sådanne lyster i så mange år, uden at nogen ved det, eller at noget kommer frem, virker meget usandsynligt."

Mod afslutningen af sin artikel kommer Corey Lynn helt kort med yderligere (amerikanske) eksempler på kirkeligt misbrug af børn og børnesexhandel. De fleste er sager fra omkring 2018, hvor hans artikel er udgivet:
Tidligere præst i byen Fayetteville sigtet for 142 tilfælde af voldtægter af fire børn
To pastorer i to forskellige babtistkirker i Knoxville, Tennessee arresteret i politioperation mod sexhandel. Den ene var børnepræst. Han reagerede på annoncer på kontaktsiden Backpage.com for at have sex med to piger – den ene var 15.
Pastor i Dallas-området og gospelsanger anholdt på grund af flere anklager om sexmisbrug af to forskellige børn.
Luthersk præst anholdt for distribution af børneporno i San Francisco.
Diakon ved katolsk kirke sigtet for besiddelse af børneporno. Var desuden tidligere ansat ved offentlige skoler. Han fortalte politiet, at han har set børnepornografi siden 1970'erne.
Politiet anholdt tidligere præst i metodistkirke for at rejse til to steder med den hensigt at have samleje med en 14-årig dreng.
Magakirken Willow Creek betalte 3,25 millioner dollars for at bilægge to retssager om seksuelt misbrug af børn udført af en frivillig i kirken. Trods forliget nægtede kirken enhver uagtsomhed i de to sager.
Præst misbrugte børn seksuelt i kirke og hjem - udtalte politiet i Gaston amt i 2018.
Tidligere baptistkirkedirektør arresteret i politioperation mod prostitution. Han var angiveligt alfons.
Boston Ærkebispedømme indgik aftale i retssag på 85 mio. dollars med 552 ofre tilbage i 2003.
Kirkediakon arresteret i børnemisbrugsnetværk.
74-årig kirkediakon i retten efter to tilfælde af overgreb på børn.
Tidligere baptistkirkediakon sigtet for seksuelt misbrug af to piger på hhv. 9 og 12 år.
I marts 2018 blev biskop Joseph Cistones hjem ransaget på grund af manglende samarbejde om efterforskning af pædofilt misbrugsnetværk i Michigan.
Her er en artikel med ti yderligere kirkelige sexskandaler i 2017 alene. Flere af disse sager handler om sexhandel og misbrug af børn.

"Mange mennesker på magtfulde steder er en del af pædofilfamilien eller beskytter dem, der er," skriver Corey Lynn. Derefter lister han eksempler på børnemisbrugssager, hvor magtfulde personer er involveret:
Tidligere dommer fra byen Albertville dømt for overgreb på et barn og besiddelse af tusindvis af billeder af børnepornografi, herunder seksuelle overgreb på småbørn. Han rådgav desuden angiveligt andre pædofile misbrugere om, hvordan man groomer og misbruger børn.
Californiens dommer Ronald C. Klines sag om overgreb på børn og børnepornografi blev undertrykt af retten.
Advokat sigtet for at have sex med en 14-årig pige.
Advokat og tidligere dommer fra Indiana tiltalt i en sag om seksuelt misbrug.
Politibetjent fra Arkansas anholdt for seksuelle overgreb og børnepornografi
Lokal sherif i amtet Clark County tiltalt af føderalt politi for at betale en prostitueret for oralsex og give hende politiskilt og uniform for at få offentlig ansattes takst på hoteller i området.
To anholdt for menneskesmugling, den ene var en tidligere politimand.
Politibetjent og brandmand blev begge anholdt i operation mod sexmisbrug af børn. De havde forsøgt at møde mindreårige børn for sex.
Føderale anklagere brød loven i sagen mod multimilliardæren og børnesexhandleren Jeffrey Epstein. En føderal dommer afgjorde den 22. februar 2019, at aftalen, der blev indgået tilbage i 2008, var ulovlig, fordi den tidligere statsadvokat i Miami, Alexander Acosta, holdt viden om dens eksistens fra Epsteins ofre, hvilket er i strid med Crime Victims' Rights Act (lovgivning om kriminalitetsofres rettigheder). "De skjulte en klageaftale fra mere end 30 mindreårige ofre, der var blevet seksuelt misbrugt," skriver Corey Lynn.
I en 33-siders udtalelse sagde dommeren i 2019-sagen:
"Anklagere overtrådte ikke kun loven om kriminalitetsofres rettigheder ved ikke at informere ofrene, de vildledte også pigerne til at tro, at FBI's sexhandelssag mod Epstein stadig var i gang - mens anklagerne i virkeligheden i al hemmelighed havde lukket den offentlige sag efter forsegling. Epstein arbejdede sammen med andre for at skaffe mindreårige - ikke kun til sin egen seksuelle tilfredsstillelse, men også til andres seksuelle tilfredsstillelse."

Det er avisen Miami Herald, der (også) videregiver disse oplysninger. Avisen har udgivet en artikelserie i tre dele kaldet "Perversion of Justice" ("Pervertering af retfærdigheden"). Artikelserien fremlægger "hvordan føderale anklagere samarbejdede med Epsteins advokater for at arrangere aftalen, og derefter skjulte den for hans ofre og offentligheden, så ingen ville kende det fulde omfang af Epsteins forbrydelser, og hvem der ellers var involveret," fortæller Miami Herald. Vi så nærmere på denne retsmanipulation i del 1 kapitel 1 (sidste afsnit "Epsteins første retssag: Fixet aftale").
Skuespillerinden Allison Mack - kendt fra TV-serien "Smallville" - blev anklaget i NXIVM kult-sagen om børnesexhandel. Anklagerne var "rekruttering af sexslaver" til kulten, og Mack blev idømt tre års fængsel. Corey Lynn peger på, at mainstream-medier undlod at skrive, at sagen drejer sig om sexhandel "med børn", trods dette afspejles tydeligt i sagens retsdokumenter.
Vi behandlede andre dele af NXIVM-sagen i del 1 kapitel 2 (se afsnittet "Bronfman, NXIVM, menneskehandel - og hjernevaskede sexslaver").

Corey Lynn peger her på det tidligere kongresmedlem i New York, Anthony Weiner, som var ægtemand til Hillary Clintons assistent Huma Abedin, og blev fængslet for at sende seksuelt materiale til en 15-årig pige. Vi behandlede denne sag og forbindelsen til Clinton i kapitel 1 i denne del.
FBI foretog en også undersøgelse af Hillary Clinton i forbindelse med den skandale, der fremkom omkring hendes brug af en privat mailserver. Undersøgelsen fandt sted mens valgkampagnen var i fuld gang. Weiners bærbare computer indeholdt 340.000 e-mails, hvoraf en betydelig mængde var mellem Hillary Clinton og Huma Abedin. På side 294 i den rapport, der kom ud af FBI-undersøgelsen, står der de kryptiske og uforklarede ord "Indledende analyse af bærbar computer – tusindvis af e-mails, Hillary Clinton & Foundation, kriminalitet mod børn."
Da de to ledere i FBI, Randall Coleman og James Comey, der havde haft med disse notater at gøre, blev spurgt hertil, havde de begge svært ved at huske det eller sammenhængen hvori det indgik, forklarer rapporten (side 294). Konklusionen på undersøgelsen blev, at FBI sagde, at intet nyt eller skadeligt i forhold til Hillary Clinton var blevet opdaget. Se kapitel 1 i denne del for yderligere informationer herom.

Skærmklip fra rapport om Hillary Clintons brug af en privat email-server

Corey Lynn peger også på eksemplet med den berømte sanger R. Kelly som allerede i 90'erne blev beskyldt for seksuelt misbrug, men først mere end to årtier senere blev dømt i retten. Vi var kort inde på sagerne omkring R. Kelly i del 3 kapitel 3 (se afsnittet "Pagter med djævlen og heksebesværgelser").

Corey Lynn begynder afslutningen på sin artikel:
"Disse reder findes over hele verden. Pædofili er blevet avlet ind i kirkesystemet siden dens begyndelse og er blevet tildækket i årtier. De er tiltrukket af steder, hvor det er lettere at forgribe sig på sårbare børn. De infiltrerer samfund og opretter reder, dækker over hinanden og deler deres onde gerninger."

Derefter giver Lynn eksempler herpå. Fra en offentlig ansat adoptionsleder til en spejderleder, en lærer, en daginstitution og "tusindvis af andre", der "udnytter børn fra magtpositioner," skriver Lynn. Ledere, "som det er man meningen, man skal have tillid til," påpeger han. I 2018 blev en familie i San Francisco Bay-området arrresteret for at drive et menneskesmugler-netværk fra et børnepasningscenter og to ældreplejecentre. Anklagen lød på 59 tilfælde af menneskesmugling, voldtægt og arbejdsmisbrug. "Det er uhæmmet," skriver Corey Lynn.

"Intet af dette vil ændre sig, før folk begynder at tage deres magt tilbage. Begynd at stille spørgsmålstegn ved såkaldte "ledere", begynd at kræve mere handling, begynd at boykotte og stop med at støtte steder og mennesker, der udfører og dækker over disse barbariske handlinger, og stop med at leve i skam eller frygt. De har arbejdet meget hårdt for at holde folk nede, for at holde dem tavse, så de ikke sætter spørgsmålstegn ved 'autoritet', og for at holde dem beskæftiget, så de ikke kan se, hvad der sker. Det er på tide, at alle åbner deres øjne, accepterer, at disse tragedier sker, og holder op med at komme med undskyldninger om, at de 'ikke vil vide noget om det, fordi det er for mørkt.' Det er bare ærgerligt. Forestil dig, hvad alle børnene har været igennem?
...
Pave Frans vil gerne have, at alle tror, at anklagere (mod overgrebsmænd i den katolske kirke red.) er venner eller slægtninge til Djævelen, mens virkeligheden er lige omvendt. Dem, der begår grusomheder mod børn, dem, der dækker over dem, og dem, der slutter sig til eller tillader det at fortsætte - det er de mennesker, der er venner med Djævelen. Hvis ikke det er klart, så kender man i virkeligheden slet ikke Gud."

Den katolske kirke, pædofili og sataniske ritualer
I 2004 udkom bogen "Lucifer's Lodge: Satanic Ritual Abuse and the Roman Catholic Church" ("Lucifers loge: Sataniske rituelle overgreb og den romersk katolske kirke"). Bogen er skrevet af forfatteren William H. Kennedy og beskrives som "en meget foruroligende bog, der i detaljer videregiver forskellige om beretninger om pædofili og andre former for seksuelt misbrug samt sataniske ritualer blandt romersk-katolske præster". Bogen indeholder desuden, "spekulationer om forskellige sataniske hemmelige loger og sexmagiske kulter, som har infiltreret den romersk-katolske kirke."
"Forfatteren, en ven af fader Malachi Martin (som skrev en fiktiv beretning om satanisme i Vatikanet, 'Windswept House' - 'Det Vindblæste Hus'), har afsløret mange meget bizarre og forskruede detaljer om rovdyr-præsters seksuelle aktiviteter. Men i modsætning til visse andre bøger, der er blevet gjort tilgængelige, som beskriver sexskandalerne (især inden for ærkebispedømmet i Boston under kardinal Bernard Law), forsøger denne bog at vise, at satanisk misbrug kan være involveret".

Afslutningsvist i beskrivelsen af bogen står der:
"Meget af denne bog bruges på at beskrive forskellige aspekter af de hemmelige selskaber, der er involveret i sataniske ritualer og 'sexmagi'. Forfatteren omtaler disse som 'den underjordiske kloak', og refererer til Skt. Thomas Aquinas og hans bemærkninger om prostitution. Ifølge visse kætterske bevægelser (og ifølge den populære bog 'Holy Blood, Holy Grail') kan Kristus have været gift såvel som promiskuøs og have affødt en blodlinje. Dette er bestemt den mest djævelske af alle kætterier, der forsøger at ødelægge Kristi uskyld. Faktisk har selv mormonerne været kendt for at tro på sådanne ting, og angiveligt kan der findes et geneologisk diagram, der beskriver Kristi formodede 'blodlinje' gennem franske konger og merovingerkonger, ved deres tempel i Salt Lake City.
Forfatteren hævder, at denne kult også har infiltreret den romersk-katolske kirke, måske så langt op som til Vatikanet, og omtaler den (ligesom Malachi Martin gjorde det) som 'Lucifers loge'. Dette er bestemt en yderst foruroligende åbenbaring. Spørgsmålet er stadig, hvad katolikker kan gøre for at genvinde deres kirke fra Satans forræderi. I betragtning af den amerikanske kirkes sørgelige tilstand er det stadig et svært spørgsmål at besvare. Det katolske hierarki, overhalet af liberalismen og den såkaldte 'ånd fra Vatikanet II', fortsætter med at indføre djævelske 'reformer' inden for kirken og beskytte pædofile og homoseksuelle. Faktisk bliver mange af de homoseksuelle præster afpresset af pædofile til at beskytte deres kult. Satans slanger fortsætter med at bevæge sig mod Kristus og hans kirke, såvel som at klatre op ad den hierarkiske stige på vej op til selve paven. Måske er dette et tegn på, at vi lever nær en tid med stor uro, som åbenbaret i profetierne."

Det er altså en forfatter som ønsker, at "rense" den katolske kirke for den sataniske infiltration af kirken, han hævder har fundet sted. Forfatteren er tilsyneladende ikke kritisk over for kirken som sådan, men kun den infiltration han påstår er sket.
Men er den katolske kirke modstridende infiltreret af vranglære, eller er det den katolske kirke, som spreder vranglære til resten af verden?
Kommer denne vranglære udefra - fra andre religiøse institutioner såsom Mormonerne, eller er den katolske kirke i sig selv en institution fyldt af satanisk vranglære?
For at besvare dette spørgsmål er man nødt til at se nærmere på den katolske kirke, og på hvad "satanisk" egentlig betyder. Det gør vi inden længe.

'Pædofilipræsternes historie' ifølge forfatteren og Malachai Martin
Bogen kommer også ind på satanisten Anton LaVey's Sataniske Kirke (også omtalt tidligere bl.a. i del 3) såvel som Boston-kardinalen Bernard Laws særlige placering i overgrebsskandalerne i den katolske kirke:
"Forfatteren skelner mellem moderne satanister (Anton LaVey's Church of Satan, for eksempel), som blot er hedonister og selvtilbedere, og den mere djævelske slags (ikke anerkendt af moderne satanister), som kan engagere sig i menneskeofring og seksuelt fordærv. Det første kapitel i denne bog omhandler den oprindelige 'Satanic Panic' fra 1980'erne, en moderne heksedille, som bragte mange uskyldigt anklagede frem i søgelyset. Men som forfatteren bemærker, kan denne originale sataniske forskrækkelse blot have dækket over den mere djævelske slags, som i øjeblikket kan eksistere i den romersk-katolske kirke. Forfatteren betragter dernæst nogle alvorligt syge og forstyrrede personer blandt det romersk-katolske præsteskab. Mange af disse er seksuelle rovdyr, selvom ikke alle er pædofile (og en hel del er også blasfemister).
Måske er en af de sygeste personer, der tages i betragtning, 'fader' Paul R. Shanley, en 'præst' i ærkebispedømmet i Boston, som engagerede sig i pædofili og homoseksuelle handlinger med utallige ofre (især blandt utilfredse og urolige unge), som var et aktivt medlem af bøssebefrielses-bevægelsen, og hvis perverse tale om 'man-boy love' ('kærlighed mellem voksne mænd og mindreårige drenge' red.) fungerede som inspiration til grundlæggelsen af den ultrasyge NAMBLA-organisation."

Beskrivelsen af bogen om rituelle sataniske overgreb i den katolske kirke fortsætter:
"Denne del af historien er særlig svær at holde ud, og læseren kan føle, at han eller hun selv må bøje sig flere gange, når man afslutter dette mest modbydelige kapitel i pædofilipræsternes historie. Det mærkelige ved disse præster er, at der ikke blev gjort noget af det katolske hierarki, for at afskære dem og fjerne dem fra at interagere med de unge. Faktisk fik mange af dem beskyttelse eller blev på forskellig vis omplaceret. Forfatteren undersøger også de hemmelige psykiatriske hospitaler, hvortil mange af disse såkaldte 'præster' bliver sendt for at blive 'helbredt' for deres djævelske sygdom. Forfatteren viser også, hvordan visse andre præster inden for kirken, især præster med en traditionel tilgang, er blevet forhindret i at stoppe de perverse handlinger. Faktisk blev en fader Alfred Kunz, en ven af både Malachi Martin og dominikanerpræsten Charles Fiore, fundet myrdet på rituel vis (hans hals blev skåret over, efter at have afsløret brødrenes hemmeligheder, og en lemlæstet kalv blev fundet i nærheden) - for at have lovet at afsløre detaljer om det pædofile præstedømme."

'Troning af Lucifer i den katolske kirke'
Vennen til bogens forfatter - Malachi Martin - er en yderst interessant figur i den katolske kirke. Efter han blev indviet i den katolske Jesuitterorden blev han i 1958 sekretær for kardinal Augustin Bea under forberedelserne til det Andet Vatikanråd. Det Andet Vatikanråd var et forsøg fra den katolske kirke på "økumenisme", som grundlæggende er den katolske kirkes bestræbelser på at genforene kristne kirkesamfund - og primært at få de reformerede protestantiske kirker tilbage under den katolske kirkes teologi. Malachi Martin blev desillusioneret efter denne oplevelse og bad om at blive frigivet fra sit jesuitter-løfte i 1964 og flyttede derefter tilbage til New York. Her skrev han flere bøger, bl.a. "Windswept House" ("Det Vindblæste Hus") som nævnes i teksten før.
Denne skønlitterære bog, der altså er et fiktionsværk, beskriver et satanisk ritual - troningen af Lucifer - som i bogen finder sted i Skt. Pauls Kapel i Vatikanet den 29. juni 1963. Bogen giver desuden en skildring af højtstående kirkefolk; kardinaler, ærkebiskopper og biskopper i den romerske kurie, som planlægger at ødelægge kirken indefra og aflægger en ed underskrevet med deres eget blod på dette. Den romerske kurie er den katolske kirkes centrale forvaltning, der har sæde i Vatikanstaten. Bogen fortæller historien om et internationalt organiseret forsøg fra insidere i Vatikanet og sekulære internationalister på at tvinge en pave i den katolske kirke til at abdicere, så en efterfølger kan blive valgt. En efterfølger som, i bogens historie, grundlæggende vil ændre den katolske tro og etablere en ny verdensorden.

I beskrivelsen af den tidligere nævnte bog "Lucifers loge: Sataniske rituelle overgreb og den romersk katolske kirke" står der desuden, at bogens indledning nævner, at de gammeltestamentelige israelitter stødte "på forskellige fordærvede sexkulter (som omfattede bestialitet, homoseksualitet og pædofili), som gentagne gange blev fordømt af det gamle folk og deres Gud, Yahweh, som sataniske af natur".
Beskrivelsen fortsætter:
"Satan, eller Lucifer, anses af kristne for at være en falden engel, kastet ud af himlen på grund af stolthed over for Gud, og ifølge den kristne doktrin har han forsøgt at ødelægge Kristus og hans kirke siden dens begyndelse. I praksis, for at indsætte Antikrists regering på Jorden, søger satanister en verdensomspændende institution til at tjene som et redskab for deres djævelske plan. Ingen institution kunne være mere egnet til den rolle end den romersk-katolske kirke og dens ærværdige hierarki."

Disse citater er interessante, fordi de bekræfter den "konspirationsteori", som igennem mange år er blevet fremført af mange ikke-katolske kristne: At den katolske kirke er den "skøge", der tales om i Bibelens sidste apokalytiske bog, Johannesåbenbaringen. I Bibelen bliver Guds menighed (og dermed "kirke") typisk benævnt som en kvinde eller "Jesu brud". Også Satans menighed benævnes således med en kvindefigur - som en prostitueret der har sex (Bibelens symbolske billede for intim åndelig relation) med modstanderånden - Satan. Denne fordærvede menighed bliver ifølge Johannesåbenbaringen styret af "Antikrist", som i de sidste tider hen imod dommedag er Satans ultimative samarbejdspartner på jorden og bliver verdens hersker. Antikrist menes af mange især protestantiske kristne således at være paven selv.
Men i versionen i "Windswept House" fremlægges selvsamme konspirationsteori med den twist, at det ikke er fra den katolske kirke selv - og heller ikke paven og ledelsen af den katolske kirke - at satanismen kommer, men derimod fra en udefrakommende "kraft", af en lettere udefineret karakter; tilsyneladende hemmelige loger og andre religioner såsom Mormonerne.

Martin Luther og de andre reformatorer kaldte også paven for Antikrist
At opfatte paven, som den Antikrist Bibelen taler om, er absolut ikke noget nyt. Dette var faktisk et af de helt centrale elementer i den bevægelse - Reformationen - som Martin Luther startede i 1517, da han fremførte sin gennemgribende kritik af den katolske kirke.
Reformatorerne i de forskellige lande; Martin Luther, Flacius, Georg Nigrinus, John Calvin, John Knox, Thomas Cranmer, Nicolaus Von Amsdorf og Roger Williams udpegede alle paven som Antikrist, som man kan se af citateksemplerne her.
Ikke alene sagde de det allesammen - at paven er Antikrist blev ligefrem indskrevet i nogle af de protestansiske trosbekendelser; artiklen med citaterne viser Westminsters trosbekendelse af 1646 og Baptistkirkens af 1689.
Martin Luther udtrykte det samme på mange måder og mange gange. Bl.a. i den engelske oversættelse af flere af Luthers tekster: "First Principles of the Reformation" ("Reformationens første principper").
På side 51 kan man læse:
"Alle disse af pavens overdrevne, over-indbildske og mest ondskabsfulde påstande er Djævelens opfindelse, med det formål at bringe Antikrist ind til sin tid og at hæve paven over Gud; som rigtig mange har gjort og nu gør.
...
Han (paven red.) er ikke Kristi stedfortræder i himlen, men kun af Kristus på jorden. For Kristus i himlen, i form af en hersker, kræver ingen præst, men sidder der, ser, gør, ved og befaler alle ting. Men Han kræver, at han (paven red.) 'i en tjeners skikkelse' repræsenterer Ham som Han vandrede på jorden, arbejdede, prædikede, led og døde. Men de vender dette om; de tager fra Kristus Hans magt som en himmelsk hersker, og giver den til paven, og tillader 'en tjeners skikkelse' at blive helt glemt. (Paulus' brev til Filipperne 2:7). Han burde med rette kaldes mod-Kristus, den som Skrifterne kalder Antikrist; for hele hans eksistens, arbejde og forløb er rettet imod Kristus, for at ruinere og ødelægge eksistensen af Kristus og Hans vilje."

I Paulus' brev til Filipperne 2:7 skriver apostlen Paulus om hvordan Kristus "tog en tjeners skikkelse på og blev mennesker lig". Paulus fortsætter; "da han var trådt frem som et menneske, ydmygede han sig og blev lydig indtil døden". Det er dette princip om at være tjener, Luther refererer til her - og altså hævder, at paven helt har glemt.
Ud over "Antikrist" kaldte Luther, Knox og flere af de andre prostestantiske reformledere desuden paven "syndens mand" og "fortabelsens søn". Med ordene "syndens mand" og "fortabelsens søn" refererede Luther til Paulus' 2. brev til Thessalonikerne hvor apostlen Paulus skriver:
"Lad ingen på nogen måde forlede jer. Først skal nemlig frafaldet komme og syndens mand åbenbares, fortabelsens søn, modstanderen, der ophøjer sig over alt, hvad der hedder Gud og helligdom, således, at han sætter sig i Guds tempel og udgiver sig selv for at være Gud."

Med netop de to ord "fortabelsens søn" henviste de prostestantiske reformledere og Paulus desuden til Johannesevangeliet, hvor Jesus i 17:12 refererer til den af de 12 diciple - Judas - som forrådte ham.
Paulus peger altså på at Antikrist har samme position som Judas; nemlig en der udgiver sig for at være troende - og loyal overfor Jesus - men i virkeligheden er i alliance med modstanderen - Satan. Og en der, fordi han er allieret med Satan, forråder Jesus - og i den fremtidige udgave - Antikrist - forråder Jesus' virkelige tilhængere.
Martin Luther mente, det var en beskrivelse af paven. Paven og pavedømmet havde da også allerede på det tidspunkt dræbt mange mennesker, som fastholdt at de troede på Jesus - men som ikke ville underlægge sig pavedømmets doktriner. Fx den centraleuropæiske befolkningsgruppe Waldenserne, som i 1215 af pavedømmet blev erklæret kættere, fordi de ikke ville anerkende lokale katolske biskoppers ret til at bestemme, hvem der var egnet til at prædike og indholdet af Waldensernes forkyndelse. Dette foregik under den katolske kirkes inkvisition, hvis formål var at bekæmpe "kætteri", og at gennemføre "retssager" mod mistænkte "kættere", som ikke fulgte den katolske kirkes teologiske doktriner. Inkvisitionen startede i 1100-tallet og sluttede først i starten af 1800-tallet - og de værste dele af inkvisitionen foregik med ekstreme torturmetoder og drab, særligt udtalt i den middelalderlige inkvisition.
Senere skulle protestanterne foretage lignende uhyrligheder fx imod Annabaptisterne, som ikke ville barnedøbe deres børn, og som på den baggrund i 1500-tallet blev dræbt i stort antal. Trods det at barnedåben ingen steder er nævnt i Bibelen. Tværtimod sker alle dåbshandlinger, der i Bibelen omtales i detaljer, på kognitivt bevidste voksne som selv træffer dette valg. Bibelen bekræfter således snarere Anabaptisternes tro på voksendåb, end det katolske - og senere også protestantiske - princip om barnedåb.

Martin Luther og 'sola scriptura'
Martin Luther havde to latinske ord, som han brugte meget ofte - så meget at de blev et slags motto for ham; "sola scriptura". Det er latin og betyder "kun skrifterne". Med disse to ord mente Luther, at intet kirkeligt teologisk element skulle skabes, uden at det hentede sin berettigelse fra de antikke skrifter, som samlet kaldes "Bibelen". Luther mente nemlig, at den katolske kirke, som han selv indtil da havde været en del af, ikke gjorde dette - men at den faktisk i en del tilfælde gjorde præcis det modsatte. Luther pegede på alle de steder, hvor han mente, at den katolske kirke havde skabt kirkelige dogmer, handlinger og traditioner som ikke var i overensstemmelse med Bibelen. Hans første kritik kom i form af 95 "teser", som han hængte op på slotskirkedøren i sin hjemby Wittenberg i det nuværende Tyskland. Omdrejningspunktet for denne kritik var den katolske kirkes afladsbreve. Afladsbreve var almindelige menneskers betaling til den katolske kirke for at få syndsforladelse af Gud - hvad man i dag vil kalde en ekstremt smart forretningsmodel.
Den katolske kirke ønskede for alt i verden at bekæmpe og eliminere Martin Luthers bevægelse, selvfølgelig fordi kirkens folk ellers ville miste deres magtposition og konkret de enorme indtægter de havde på deres afladsbreve.

Ud over princippet om afladsbreve kritiserede Martin Luther også kirkens - og dermed præsternes, biskoppernes, kardinalernes og pavens - rolle som mellemled mellem mennsker og Gud. Reformationen handlede i sin kerne om at give mennesker den personlige og direkte relation til Gud tilbage og dermed fjerne den katolske kirkes position som mellemled. Reformatorerne ville fortælle befolkningerne, at præsterne ikke var nødvendige for at få kontakt til - og navnlig syndsforladelse af - Gud.
I årene efter Luthers angreb på adladsbrevene trak den katolske kirke sig gradvist tilbage fra at bruge dem, indtil pave Pius V i 1567 "annullerede alle tildelinger af aflad, der involverede gebyrer eller andre finansielle transaktioner". Men han bekræftede samtidig deres funktion, sålænge der ikke var penge involveret. I dag findes princippet om afladsbreve således stadig i katolsk teologisk tænkning - såvel som i katolske institutioners handlinger. Som det er beskrevet i denne artikel, tilbød for eksempel katolske National Shrine of Saint Frances Xavier Cabrini i Chicago aflad fra november 2021 til november 2022.
Den katolske kirke påstår desuden stadig, at man får syndsforladelse igennem skriftemål (bekendelse af synder) til en præst (eller anden evt. højere gejstlig) i kirken. På den måde har kirken - dvs. præsterne, biskopperne, kardinalerne og paven - stadig overtaget Guds evner.
Ifølge Bibelen er det kun Gud, som kan give syndsforladelse.

Præsters rolle som beskrevet i Bibelen
I Bibelen er der to væsensforskellige situationer i forhold til princippet om præster: Før Jesus ("Det gamle testamente") og efter Jesus ("Det nye testamente").
I det gamle testamente var præsterne ud af Levi-stammen. Der var 12 oprindelige israelske stammer og Levitterne skulle som de eneste være dedikerede til deres virke som præster. De var gifte mænd, havde familie, kone og børn. Faktisk var det fædrenes opgave at opdrage og oplære deres egne drengebørn til at være præster i den næste generation.
Den katolske kirkes idéer og traditioner om, at præster skal leve i cølibat, er altså ikke bibelske.

I det nye testamente - efter Jesus' genopstandelse - er Jesus blevet de kristnes ypperstepræst (Hebræerbrevet 4:14). Det var tidligere præsternes opgave at sone befolkningens synder overfor Gud ved ofring af dyr - og det var kun præsterne, som kunne udføre denne opgave. Nu efter Jesus er denne type soning ikke længere nødvendig, fordi Jesus soner.
I Johannesevangeliet 10:9, siger Jesus; "Jeg er døren. Den som går ind gennem mig skal blive frelst". I vers 14:6 siger han; "Jeg er vejen og sandheden og livet. Ingen kommer til Faderen undtagen gennem mig."
Jesus er altså mellemledet mellem mennesket og Gud (ud over selv at være Gud) - og Han er desuden menneskets advokat overfor Gud.
Man kan på den baggrund anføre, at hvis man - efter Jesus genopstandelse alligevel vælger at træde ind som "præst" i stedet for Jesus - og desuden hævder, at man kan give syndsforladelse - så vælger man at hæve sig selv til Jesus' position som ypperstepræst og dør til Gud.

Begrundelser for at kalde den katolske kirke satanisk
At de protestantiske reformatorer faktisk kaldte paven for Antikrist, er der ikke mange, som taler om i dag. Nok fordi det er for kontroversielt og problematisk for den moderne "reformerede kirke", da den i dag samarbejder tæt med paven og den katolske kirke, og stort set har acceptereret den katolske kirkes præmisser for en genforening - eller måske rettere sagt "en tilbagevenden til folden".
Generelt kan man sige, at den katolske kirke i vid udstrækning er lykkes med det arbejde, som med et enkelt ord kaldes "modreformationen". I dag kan man opfatte dette arbejde som unødvendigt, og den katolske kirke er da også meget længere; nu er fokus på "økumenisme", som tidligere nævnt omkring det Andet Vatikanråd og Malachi Martin. Om lidt skal vi se nærmere på den katolske kirkes succes med økumenisme.

Ud over det allerede nævnte om afladsbreve og syndsforladelse gennem skriftemål fremførte Martin Luther desuden senere flere andre kritikpunkter. Flere af disse bliver også fremført af moderne kristne kritikere af katolicismen. Nogle af disse punkter er:
Den katolske kirke ophøjer jomfru Maria til en gudeligende skikkelse i sin religion. At bede til en afdød person er spiritisme - ikke kristendom, anføres det i dag af kristne kritikere. Nogle af disse ser ligefrem den katolske kirkes Jomfru Maria-figur som repræsentant for Satan - den øverste i et hieraki af falske gudefigurer.
Den katolske kirke ophøjer apostlene til gudeligende skikkelser i kirken: Katolikker kan bede til disse helgener, som om de var guder. I kristen forståelse er det kun den treenige Gud: Faderen, Sønnen og Helligånden som man kan bede til. Alle andre mennesker (bortset fra Jesus) som har levet og er døde, er ikke andet end det; døde mennesker. I praksis var det de gamle romerske gudestatuer af Mars, Jupiter, Venus osv. som blev erstattet af statuer af apostlene og andre heglener. På den måde blev den antikke romerske hedenske religion videreført i den nye katolske kristendom.
Bibelen taler meget klart om at man ikke må blande sin dyrkelse af den bibelske Gud med de hedenske guder. Ja, dette er faktisk et gennemgående tema gennem hele Bibelen.
Frelse gennem sine egne præstationer - "gode gerninger". Dette var endnu et kardinalpunkt for den reformerede protestantiske kirke efter Luther, fordi denne mente at man bliver frelst ved omvendelse og gennem troen på Gud - ikke gennem sine egne præstationer. Den forbedrede livsførelse kommer i stedet som produkt af omvendelsen og troen på Gud.
Paven hæver sig op som den højeste i det guddomsgjorte katolske gejstlige hieraki. Han påstår at være Guds repræsentant på jorden - ufejlbarlig; og derfor uangribelig. Biskopper og paver har gennem den katolske kirkes historie ligefrem benyttet titlen "Vikar for Kristus". Paven har gjort det siden 500-tallet, og har således set og benævnt sig selv som en erstatning for Kristus i hans fravær. Som kristen er det svært at undgå at opleve en grad af hovmod i denne titel. Men derudover betyder det græske ord "anti" i ordet "Antikrist" desuden interessant nok både "i modsætning til" og "erstatning for". Med titlen "Vikar for Kristus", som paverne selv historisk har påtaget sig, er de således kommet til at benævne sig selv som Antikrist.

Martin Luther skrev desuden kritiske værker om den katolske kirkes sakramenter, den kirkelige lov, censur og ekskommunikation, sekulære herskeres rolle i religiøse spørgsmål, forholdet mellem kristendommen og loven samt obligatorisk gejstlig cølibat og klostervæsenet.

Den katolske kirke har haft en lang tradition om cølibat og klostergang - at vise dydighed og fromhed i form af afsondrethed og afståelse fra kropslige behov.
Det er rigtigt at Bibelen taler om faste som en vigtig måde at styrke sin ånd og opnå kontakt med Gud i supplement til bøn. Men den taler ikke om permanent faste og afsondrethed fra verden. Faktisk taler den slet ikke om cølibat og klostrer overhovedet. Kun Paulus kommer ind på at det for nogle kan være det rigtige ikke at gifte sig, mens det for andre er det rigtige. Altså intet om cølibat - og slet ikke cølibat for præster da der slet ikke tales om andre præster end Jesus i de bibelske skrifter efter Jesus død og opstandelse. Idéen om tvungent permanent cølibat er - efter undertegnedes vurdering - et typisk eksempel på hvordan den katolske kirke tager et bibelsk princip (her princippet om faste) og fordrejer det. Kombinationen af mænd i tvunget cølibat og daglig omgang primært med drenge- og pigebørn synes at være en mulig risikofaktor i forhold til at skabe basis for overgreb.

Nogle katolske munkeordner bruger piskning af sig selv, og dette begrundes med, at det skulle være en måde at komme tættere på Jesus, at det skulle gøre disse mennesker "mere rene" eller simpelthen afstraffe dem for deres synd. Nogle tolker desuden, at apostlen Paulus, med sit udsagn "jeg tugter min krop" (1 Korinterbrev 9:27), har ment dette bogstaveligt, og ikke kun mente at man skulle forsøge at styre sine kropslige lyster, som ellers er et gennemgående tema i Bibelen: Fx i Matthæus 26:39-41. Her er Jesus' gået afsides for at bede, inden han skal ofre sig selv på korset. Da han kommer tilbage er disciplene faldet i søvn. Her siger Jesus til sine disciple: "Våg, og bed om ikke at falde i fristelse. Ånden er villig, men kroppen er svag". Det kunne være oplagt at se Paulus' udsagn i lyset af denne opfordring fra Jesus.
Et andet eksempel på tragisk katolsk misforståelse er - efter undertegnedes mening - dette eksempel; St. Louis de Montfort betragtede sig selv som en "slave" for den hellige jomfru Maria, og som sådan bar han trofast lænker på sine arme og fødder som et tegn på sin dedikation og kærlighed til hende.

Enigheden mellem den katolske og den prostestanstiske kirke er ikke ny. Den oprindelige prostestantiske kirke fik nemlig aldrig rigtig gjort op med sin katolske moderkirke. Dette afslører sig bl.a. på områderne barnedåb, konfirmation og søndagsdyrkelse. Barnedåb er, som allerede nævnt, ikke omtalt i Bibelen, og ligeledes naturligvis heller ikke konfirmation, der jo er afledt af barnedåbens problem (at barnet ikke selv kan svare).
Valget af helligdag kan forekomme endnu mere mærkeligt. Den bibelske helligdag er den syvende dag - sabbatten, hvilket svarer til vores "lørdag". Den katolske kirke havde ændret dette til søndag, og prostestanterne holdt fast i denne vedtagelse (undtagen fra 1860'erne Syvendedagsadventisterne, der - som navnet siger - netop betoner den syvende dag som helligdagen).
På tidspunktet for etableringen af den romersk-katolske kirke dyrkede romerne solen som en gud kaldet "Mithra". Mithra var oprindeligt en indo-iransk hedensk gud for lyset og solen, men Mithra-kulten spredte sig til Europa; bl.a. Spanien, Storbritannien og centraleuropa - og altså også Rom. I en kort gennemgang af romernes religiøse historie skriver Britannica, at "både Kristus og Mithra fik solgudernes træk". Man så således formodentlig en blanding af den hedenske soldyrkelsesreligion med den nye romersk-katolske tro. Ordet "søndag" (og det engelske "sunday", tyske "sontag" mv.) kommer af den hedenske betegnelse "Solens dag". Der er på den baggrund mange kristne, der peger på, at den katolske kirkes valg af søndag som helligdag bunder i denne hedenskab.
At Bibelen i øvrigt fortæller, at Antikrist vil få magt til at ændre tider og love (Daniels bog 7:25), ser flere kristne som et udtryk for, at paven og den katolske kirke har haft magt til bl.a. flytningen af helligdagen.

Eksempel på sol-symbol i den katolske kirke

Et andet eksempel på prostestantisk overensstemmelse med den katolske kirke er trobekendelserne. Fx er den trosbekendelse, man anvender i den danske folkekirke, stort set identisk med den katolske kirkes trosbekendelse. Det er væsentligt at bemærke, at man sværger troskab til hhv. "den hellige, almindelige kirke" og "den hellige katolske Kirke" i de to bekendelser. "Katolsk" betyder "almindelig", så også på dette (for kirken afgørende) punkt er de to bekendelser ens. "Kirke" er oversat fra ordet "ekklasia" i det nye testamente. Dette ord betyder oprindeligt "dem der er kaldt ud af denne verden" (til Gud), men har det i dag fået betydning af et hus, hvor menigheden mødes og ledes af præsten i ceremonielle handlinger. Det refererer naturligvis desuden til en religiøs organisation som fx den danske folkekirke og den katolske kirke. Så mennesker, der siger de to bekendelser, sværger i begge tilfælde troskab til "den hellige katolske kirke".

Hvad betyder ordet "Satan" egentlig...?
I denne bog har flere forskellige mennesker (mig selv indbefattet) brugt ord som "Satan", "satanisk", "satanisme" mv. Så hvad betyder dette ord "Satan" og hvor kommer det fra?
Mange tror, at Satan er en rød djævel med horn i panden. Men ordet "Ha-satan" stammer fra Bibelen, så Bibelens tekster definerer dette begreb, og på den baggrund kan man sige, at det er fornuftigt - vel nærmest nødvendigt - at forholde sig til disse tekster, hvis man skal vurdere og forstå hvad der "er satanisk".
Ha-satan er hebræisk og betyder "modstanderen" eller anklageren og refererer til Guds og menneskers åndelige modstander, som er både stolt, hovmodig, selvoptaget, charmerende og forførende. Han er en løgner og mester-manipulator. Ja, "der er ingen sandhed i ham. Når han lyver, taler han sit modersmål, for han er en løgner - og han er fader til al løgn" står der i Johannesevangeliet 8:44.
Denne sataniske åndelige tilstand hos mennesker ytrer sig derfor også i hovmod, stolthed, selvoptagethed, egoisme, had, ønske om død og ødelæggelse, løgn, bedrag og manipulation.
Flere af disse ord synes umiddelbart historisk at passe på den katolske kirke som organisation:
Hovmod og stolthed har vi allerede set i kirkens lederes syn på sig selv; at de historisk har påtaget sig en titel, der hævder, at de er "Vikarer for Gud", er vel egentlig en ganske god illustration af dette hovmod.
Massedrab, tortur og ødelæggelse, ved vist alle, har kendetegnet denne kirke i århundreder. Alt sammen for egen vindings skyld - for at få flere til at underkaste sig; altså også selvoptagethed og egoisme.
Da alt dette historisk er blevet udlagt som handlinger i "kærlighed", ser man hermed, at de sidste ord passer på den katolske kirke; løgn, bedrag og manipulation.
Det er her vigtigt at sige, at dette selvfølgelig ikke er ensbetydende med, at alle mennesker i den katolske kirke er fyldt af dette. Jeg personligt tror på, at der er mange katolikker, som er fuldstændig oprigtige i deres tro på Jesus Kristus, som søger og vil det gode - og som slet ikke er opslugte af det, som den katolske kirke og dens ledelse desværre synes opslugt af.

Ha-satan er ifølge Bibelen en person - en falden engel. En smuk salvet kerub der var tæt på Gud. En kerub er et bevinget englelignende væsen udstyret med dels menneskelige, dels dyrelignende træk. Keruber optræder i Det Gamle Testamente i forbindelse med Guds herlighed, hvor den står vagt om Gud. "O dækkende kerub" står der i Ezekiels bog 28:16 om keruben, der blev smidt ud af paradis på grund af hovmod. Det tolkes ofte til, at Ha-satan dækkede Guds tronstol med sine vinger, og at Satan således reflekterede Guds skønhed og lys fra denne position. Men han blev misundelig, og derfor blev han smidt ud af paradis og ned på jorden, som nu er hans domæne.
Men satan er også en åndelig tilstand hos mennesker. Fx kalder Jesus disciplen Simon Peter for "satan", da Peter taler imod, at Jesus skal lade sig henrette (Matthæus 16:23). "For du vil ikke, hvad Gud vil, men hvad mennesker vil." Simon Peter er ikke permanent satanisk, men i det moment, hvor han ikke vil hvad Gud vil, er han, og det er dén åndelige tilstand, Jesus taler til.

Antikristelig er, i bibelsk forståelse, et andet ord for satanisk, da Antikrist er det menneske, som igennem samhørighed med Satan underlægger sig hele verden i den apokalytiske afslutning på denne verdens historie. Antikrist spejler således Jesus, men hvorimod Jesus er i fuldstændig samhørighed med Gud, er Antikrist i fuldstændig samhørighed med Satan.

Moderne grunde til at kalde den katolske kirke satanisk
I Johannesåbenbaringen 13:3-4 står der:
"Hele jorden fulgte dyret i beundring og tilbad dragen, der havde givet dyret magten; og de tilbad dyret og sagde: »Hvem er dyrets ligemand, og hvem kan gå i krig mod det?«".

Dyret i teksten er Antikrist og dragen er Satan. Ifølge Bibelen vil det store flertal på jorden således, i de sidste tider, følge Antikrist og tilbede Satan. Senere - i næstsidste kapitel (18:24) - fremføres en sang til den overvudne Antikrist:
"lampens lys vil ikke skinne i dig mere, og brudgoms og bruds stemme ikke høres i dig mere. For dine købmænd var jordens stormænd, af din trolddom blev alle folkeslag forført."

I forlængelse af denne type udsagn (hvilke der er flere af i Johannesåbenbaringen), og alle de øvrige ting vi har været igennem i denne artikel, synes flere kristne, at det er betegnende at disse ting sker i dag:
Den katolske kirke og paven arbejder, som tidligere nævnt, intensivt for at samle kirkesamfundene under sin ideologi - og lykkes med det.
Alle verdens ledere kommer til paven, og udviser enighed med ham; forretningsledere, statsledere, kulturelle og religiøse ledere osv.
Den katolske kirke og paven promoverer, ligesom verdens sekulære ledere, klimakrisen. Når den katolske kirke og paven gør dette, bliver det i nogle kritikeres ører til noget, der minder om en slags moderne hedensk religion (mere herom lige om lidt).

Der tegner sig således et billede af, at verdens ledere samler sig omkring samme ideologi, som også er pavens ideologi. Lad os kigge på hvert af disse tre punkter.

Den katolske kirke og paven lykkes med at samle kristne kirkesamfund under sin ideologi
Kirkernes Verdensråd (World Council of Churches - WCC) er en "Fælles arbejdsgruppe med den romersk-katolske kirke", som de fleste kristne kirker i verden er en del af:
"WCC medlemskirker kan findes i alle regioner i verden og omfatter de fleste af verdens ortodokse kirker (østlige og orientalske), såvel som afrikanske institutter, anglikanske, assyriske, baptister, evangeliske, lutherske, mennonittiske, metodister, moraviske, gammel-katolske, pinse-, reformerte, forenede/forenende og frie/uafhængige kirker, Kristi disciple og venner (kvækere)."

Men bemærk hvad der står på denne underside:
"Den romersk-katolske kirke er langt den største blandt de kirker, der ikke er medlemmer af WCC."

Den romersk katolske kirke har altså den særlige position, at den slet ikke er medlem af WCC - men WCC og alle de nævnte kirkeorganisationer samarbejder med den katolske kirke. Den katolske kirke fungerer som en slags ekstern rådgiver for fællesorganisationen. Som vi skal se om lidt, betyder det i praksis, at den katolske kirkes ideologi styrer WCC's retning.
Videre står der:
"Samarbejdet mellem den romersk-katolske kirke og WCC fortsætter med at vokse på tværs af alle aspekter af WCC's arbejde for et fælles kristent vidnesbyrd og tjeneste, især efter pave Frans besøg i WCC i juni 2018. Den fælles arbejdsgruppe, medsponsoreret af WCC og den romersk-katolske kirke, er et effektivt redskab til at styrke dette samarbejde."

Altså "et fælles kristent vidnesbyrd og tjeneste", som pave Frans har sat endnu mere skub i end før. Men den romersk katolske kirke har ikke ændret nogle af sine teologiske standpunkter. "Det fælles kristne vidnesbyrd" er således fælles omkring den katolske kirkes teologi, der - som vi har set i denne artikel - på mange områder er helt forkert i forhold til, hvad der står i Bibelen.
Rent praktisk foregår samarbejdet således:
"Initiativet blev oprettet i 1965 umiddelbart efter Det Andet Vatikankoncil og samler årligt sine 20 medlemmer; en direktionsgruppe mødes to gange ind imellem. Gruppens to medsekretærer - en fra det pavelige råd for fremme af kristen enhed og en, der repræsenterer WCC - hjælper med at koordinere kontakten mellem WCC og afdelingerne (eller dikasterierne) i Vatikanet."

Det Andet Vatikankoncil er altså baggrunden for hele initiativet. Dét var den katolske kirkes økumeniske koncil, vi hørte om tidligere, i forbindelse med den desillusionerede jesuitterpræst Malachi Martin. Her mødtes den romersk-katolske kirkes biskopper og kardinaler i Vatikanet i Rom fra 1962 til 1965, for at drøfte hvordan kirkerne kunne samles igen - særligt efter opsplitningen i forbindelse med reformationen.

Den danske folkekirke er også medlem af WCC. Her er det "Folkekirkens mellemkirkelige Råd", der blev oprettet ved lov i 1990, som varetager det danske folkekirkesamarbejde i WCC.
På denne side kan man i overskrifter se den rejse folkekirken har taget indenfor de seneste 30-40 år. I dokumentet "Kirken på vej mod en fælles vision" ("The Church Towards a Common Vision"), tales der fx rigtig meget om "forening" ("unity"). På side otte står der:
"Hvordan kan vi identificere den kirke, som trosbekendelsen kalder én, hellig, katolsk og apostolsk?"
"Hvad er Guds vilje for denne kirkes enhed?"
"Hvad skal vi gøre for at omsætte Guds vilje i praksis?"

Jesus siger i Lukasevangeliet kapitel 12 vers 51-53:
"Mener I, at jeg er kommet for at bringe fred på jorden? Nej, siger jeg, ikke fred, men splid. Fra nu af vil fem i samme hus være i splid, tre mod to og to mod tre, far i splid med søn, og søn med far, mor med datter, og datter med mor, svigermor med sin svigerdatter, og svigerdatter med sin svigermor."

Så Jesus prædikede ikke enhed og forening - men lige præcis det modsatte; splid. Hele Bibelen handler nemlig om ikke at lade sig forene med forkerte trossystemer og religioner, men derimod at fastholde sin tro på Gud og kun Gud. Ikke tro på fx jomfru Maria som ophøjet gudinde, eller på "helgener", som også ophøjes til guder. Forener man sig med denne type teologi, går man imod Jesus og handler dermed - ifølge Bibelen - imod Guds vilje.

Det interkirkelige dokument "Kirken på vej mod en fælles vision" taler også rigtig meget om fred.
Altså det som Jesus i førnævnte citat sagde, han ikke ville bringe til jorden.
Fx omtales på side 29, "indsatsen fra pave Johannes Paul II og pave Johannes Paul II og Benedikt XVI til at invitere kristne og ledere fra andre trosretninger til at slutte sig sammen om at bede for og fremme fred". Dette afsnit afsluttes med at omtale "utallige kristne troende, især de unge", som blev inspireret "til at slutte sig sammen i fælles tilbedelse af den treenige Gud."
Som man ser; tale om at "slutte sig sammen" og om "fælles tilbedelse" - og om at "fremme fred". Det lyder jo umiddelbart rigtig godt, men "fælles tilbedelse" af hvad?
"Den treeninge Gud" står der, men disse ord nævnes slet ikke i Bibelen. Begrebet "treenigheden" er blevet opfundet sidenhen og henfører normalt til Faderen, Sønnen og Helligånden, men kan ligesåvel betyde den onde "treenighed" mellem Satan, Antikrist, den sataniske ånd. Så "fælles tilbedelse af den treenige Gud" kan betyde fælles tilbedelse af begge disse "treenigheder".
Hvis de beder i fælllesskab, må de katolske guder være en del af dem de beder til, og vi har netop hørt, at det er almindeligt blandt katolikker at bede til fx "jomfru Maria" og katolske helgener som "sankt Peter". De får på den måde funktion af "guder" - og den katolske kirke har da også historisk erstattet guder fra det romerske og græske panteon med sine heglener.
Så om hvad skal disse kirker "slutte sig sammen"? Uoverensstemmelser med Bibelen, synes at være svaret - når man ser på de mange forskelle på Bibelen og den katolske kirkes traditioner.

Med baggrund i dokumentets megen tale om "fred" kommer jeg i tanke om endnu et bibelcitat.
I Paulus' første brev til Thessalonikerne skriver han i kapitel 5 vers 1-5:
"Om tider og timer har I ikke brug for, brødre, at der skrives til jer. For I ved selv ganske nøje, at Herrens dag kommer som en tyv om natten.
Når folk siger: »Fred og ingen fare!« da er undergangen pludselig over dem som veerne over en, der skal føde, og de skal ikke undslippe. Men I, brødre, er ikke i mørke, så dagen skulle kunne overraske jer som en tyv."

På vej mod "Herrens dag", som i Bibelen betyder den endelige afslutning på verden (aka dommedag), er der tilsyneladende nogle, som vil tale om fred og sikkerhed - men netop da vil Guds vrede sætte ind og undergangen indtræffe. Der er flere troende, der overvejer om den økumeniske bevægelse i deres "fælles tilbedelse" af bl.a. de katolske guder og bevægelsens bøn om "fred", er nogle af de mennesker Paulus referer til.

Den danske folkekirke er en lutheransk kirke, dvs. den er stiftet på baggrund af Luthers tanker. Det var ham, der mente at paven er Antikrist. Paven, som ifølge Martin Luther, desuden er "syndens mand og fortabelsens søn", der er to andre betegnelser for Antikrist. Luther skrev også om paven, at han "ved sin lære og sine ordinancer øger sjælenes synd og fortabelse i kirken; mens han endnu sidder i kirken, som om han var Gud". Det var også Luther, der talte om den katolske kirkes "pavelige tyranni" og pegede på alle de ting, der var satanisk ved den katolske kirke. Dén organistation er den danske folkekirke altså igen sluttet sammen med. Og nu er de så sammen om fælles tilbedelse af de guder, de åbenbart mener, de har tilfælles.

Det interkirkelige dokument omtaler desuden - i det tidligere nævnte afsnit på side 29 - økumeniske initiativer, som skal "forene kristne ledere i økologiens sag". Meget mere om "økologiens sag" lige om lidt...

Paven arbejder også for at forene alle religioner
Appropos "fred" så tog pave Frans i oktober 2022 på en "pilgrimsrejse for fred" til Kazakhstan, hvor han deltog i den "7. kongres for ledere i verden og traditionelle religioner i Nur-Sultan" ("7th Congress of Leaders of World and Traditional Religions in Nur-Sultan"). Nur-Sultan er hovedstaden i Kazakhstan, også kaldet Astana. Denne kongres er en interreligøs begivenhed, hvor ledere fra verdens religioner mødes og bl.a. diskuterer "fremme af fred og harmoni mellem alle verdens religioner" og søger at samarbejde omkring "interreligiøs og interkulturel dialog". På den 7. kongres var ledere fra disse religioner tilstede: Islam, kristendom, jødedom, shintoisme, daoisme, budhisme, jainist, baha'i - samt andre internationale organisationeriske og "politiske figurer".
Ser man navnene og titlerne igennem, er det et imponerende række af ledere fra alle verdens religioner samt indflydelsesrige politkere fra hele verden. Den afsluttende fælles erklæring fra kongressen lyder næsten som en FN-erklæring, og mange af punkterne er, på samme måde, umiddelbart svære at være ueninge i: Hvem vil fx sige nej til "en retfærdig, fredelig, sikker og velstående verden"? Et af de indledende punkter ligner fx FN's dagsorden rigtig meget: "Vi anerkender nødvendigheden af at imødegå og overvinde intolerance og hadefulde ytringer, fremmedhad, diskrimination og konflikter baseret på etniske, religiøse og kulturelle forskelle."
Se det lyder jo igen umiddelbart indiskutabelt positivt at "overvinde intolerance og hadefulde ytringer". Men kan udvalgte typer af systemkritik mon karakteriseres som intolerance og hadefulde ytringer...? Hvad med fx kritik af abortsystemet? Eller hvad med kristne præster, som ikke vil vie homoseksuelle? Det er der fx flere i Danmark, der mener, er intolerant. Hvis en præst siger nej til at vie bøsser og lesbiske, skaber det nemt fornyet medieopmærksomhed og måske ligefrem en demonstration. Der er flere politikere, der mener, at denne type kristne præster bør fyres. Det er helt uanset, at disse præster kan henføre til adskilllige tekster i den bog kristendommen bygger på - Bibelen - som understøtter deres valg.
Eller hvad med kritik af pædofili og pædofile? Det kan også udlægges som intolerance, og det sker i flere tilfælde nu. Der er nemlig i dag flere stemmer i LGBT+-bevægelsen og andre, der taler om, at pædofili blot er endnu en type af kærlighed, der skal respekteres. Pædofile kaldes i dette tankesæt "MAP’s", hvor MAP står for det neutrale udtryk ’Minor-attracted person’ ("Person, der er tiltrukket af mindreårige").
Eller er man mon "intolerant", hvis man er en af de få kristne, der stadig mener, at paven er Antikrist? Er det en "hadefuld ytring", hvis man skriver, at den katolske kirke og alle de mange enige religiøse organisationer er afsporede og langt væk fra Jesu budskab?

Men et andet interessant udsagn i den afsluttende fællesreligiøse erklæring er punkt nr. 13, hvor kongresdeltagerne "anerkender vigtigheden og værdien af dokumentet om menneskeligt broderskab for verdensfred og at leve sammen mellem Den Hellige Stol og Al-Azhar Al-Sharif" ("Document on Human Fraternity for World Peace and Living Together between the Holy See and Al-Azhar Al-Sharif").
"Den Hellige Stol" betyder pavestolen, dvs. pavens "hellige" position øverst i det katolske hieraki.
Al-Azhar Al-Sharif er "et islamisk videnskabeligt universitet" og samtidig "den største religiøse institution i Egypten" - med hovedsæde i Kairo. Etableringen af Al-Azhar-moskeen menes at gå tilbage til år 970, og universitetet betragtes som et af verdens ældste universiteter.
Men hvad er så det dokument, som det er vigtigt at "anerkende vigtigheden og værdien" af?
Det er et dokument "om menneskelig broderskab for verdensfred og samliv", der er skrevet af den katolske pave Frans og den islamiske Storimam af Al-Azhar Ahamad al-Tayyib. Al-Azhar Ahamad betragtes som en af verdens fremtrædende sunnimuslimske religiøse ledere. I dokumentet skriver de to magtfulde religiøse ledere bl.a., at "Dialog mellem troende betyder at mødes i det brede rum af åndelige, menneskelige og fælles sociale værdier og herfra overføre de højeste moralske dyder, som religioner sigter efter. Og pavens "åndelige rum" er helt sikkert meget bredt. Så bredt at han tilsyneladende er enig med den islamiske Storimam om at de i bund og grund har den samme gud. De to er ifølge deres fælles dokument fx enige om dette:
"Det første og vigtigste mål med religioner er at tro på Gud, at ære ham og at invitere alle mænd og kvinder til at tro, at dette univers afhænger af en Gud, der styrer det. Han er Skaberen, som har dannet os med sin guddommelige visdom og har givet os livets gave til at beskytte det."

Men dét er ikke "det første og vigtigste mål" med Bibelen eller Jesu' budskab. Det centrale budskab i Bibelen - og Jesu primære budskab - er at kristne skal viderebringe evangeliet, som fortæller, at vi mennesker er fejlbarlige, og derfor radikalt har brug for guddommelig hjælp. Evangeliet er, at Jesus tilbyder alle mennesker at blive frelst. Men først er der den ubehagelige erkendelse, at vi lever i en ond verden, og den endnu sværere erkendelse at vi alle sammen også selv indeholder noget af dennne ondskab. Nogle mere end andre - men det er ligegyldigt: Vi er af den grund fuldstændig afhængige af Guds frelse.
Og dén Gud, der giver denne frelse, er Jesus Kristus - og kun Jesus Kristus. Ikke Allah eller nogen af de mange andre guder, der dyrkes af de religiøse partnere, paven samarbejder så tæt med.
Dét er Bibelens og Jesus' budskab, som Bibelen i øvrigt påpeger, de fleste mennesker ikke bryder sig om at høre. Kristne skal søge at udbrede dette evangelie - det glade budskab om muligheden for frelse.
Så dét evangelie, skulle man jo tro, var pave Frans' mission at udbrede, siden han nu påstår, at han er kristen. Men i stedet er han åbenbart blevet enig med verdens ledende muslimer om, at de har den samme gud.
Det er mærkeligt, for Jesus er nemlig ikke Gud for muslimer. De tror ikke på Jesus' genopstandelse og derfor heller ikke på, at man kan få nogen form for frelse gennem ham.
Så det kan ikke være Jesus og den kristne Gud de to religiøse ledere taler om, når de skriver; "Vi, som tror på Gud og på det endelige møde med ham og hans dom". Dén beskrivelse passer derimod til den muslimske gud - Allah. Den kunne måske også passe på Satan, som i Bibelen bl.a. kaldes "denne verdens hersker" (Joh. 12:31). Ikke-troende er i "den ondes magt", står der fx også (1 Joh. 5:19), så ifølge bibelsk tænkning kan Satan også fælde dom over sine undersåtter.

Men måske er alt dette i virkeligheden også helt ligegyldigt for paven - for han mener åbenbart slet ikke, at "man behøver at tro på Gud for at komme i himlen". Det er i al fald, hvad han fortæller ateister. De skal bare følge deres egen samvittighed, siger han.
Igen helt modsat af Bibelen. Den siger, at tro på Gud er helt centralt for frelse, og at man skal følge Guds vilje - ikke sin egen samvittighed, netop fordi vores samvittighed ikke altid er i overensstemmelse med Guds vilje. "Hjertet er det mest bedrageriske af alt, det er uhelbredeligt, hvem kan gennemskue det? Jeg, Herren, udforsker hjertet og ransager nyrerne. Jeg giver enhver efter hans færd og efter hans gerninger", står der i Jeremias bog kapitel 17 vers 9-10.

Alt i alt kan det godt virke som om, paven siger det, der passer, afhængigt af hvem han taler med - og måske også afhængigt af hvad han gerne vil opnå. Man kan også konstatere, at hans udsagn flere gange er helt i modstrid med, hvad Bibelen siger - den bog, som han ellers hævder, er grundlaget for hans tro.

Et andet interessant punkt er nr. 21 i den fællesreligiøse erklæring:
"Vi går ind for at øge uddannelsens og den religiøse dannelses rolle, især blandt unge, for at styrke den respektfulde sameksistens mellem religioner og kulturer og afkræfte farlige pseudo-religiøse fordomme."

Umiddelbart lyder det måske godt. Men ved nærmere eftertanke; hvilke "farlige pseudo-religiøse fordomme" er det, der skal afkræftes? Nu hvor det er ledere for religioner, der er gået sammen med den person som Martin Luther og alle de andre reformatorer kaldte Antikrist - hvad er så "pseudo-religiøse fordomme" i deres øjne? Er det mon lige netop det, der står i Bibelen? Bekæmper paven i virkeligheden Bibelen og Jesus, mens han foregiver at være kristen og Jesus' discipel?
Gentager han Judas' forræderi mod Jesus - nu mod Jesus' reelle følgere?

Paven til den 7. kongres for ledere i verden og traditionelle religioner i Kazakhstan - samt andre af pavens møder med ledere for forskellige religioner

Alle verdens politiske topledere i audiens hos paven
Stort set alle politiske ledere af betydning i verden har før eller siden besøgt paven. Eller rettere; har fået lov til en pavelig audiens. Herunder kan man se et potpourri af billeder af verdensledere på besøg hos de forskellige fungerende paver i Vatikanet o.a.
Her ses fx amerikanske præsidenter Joe Biden, Donald Trump, Barack Obama, George Bush Jr. og Sr., Bill Clinton, Ronald Reagan, Jimmy Carter, EU ledere osv. Men også fx "fjenderne" Putin og den iranske præsident har mødtes med paven.
Ligesåvel som Zimbabwes massemorder Robert Mugabe, Cubas diktator Fidel Catro, den palæstinensiske leder Yasir Arafat samt mediedarlingerne Nelson Mandela og den sidste sovjetiske leder Gorbatjov.
Så én ting kan disse 'venner og fjender' tilsyneladende blive enige om: De vil gerne besøge paven.

Forskellige amerikanske præsidenters møder med paver i nyere tid

'Venner og fjender', 'skurke og helte' - alle møde med paven

EU-lederne mødes også med paven - og lytter gerne i samlet flok

Malteserordenen, CIA og importen af topnazister til USA's efterretningsvæsen
Nelson Mandela er i øvrigt også ridder i den katolske malteserorden - Ridder af Skt. Johannes. Som omtalt i del 1 kapitel 3 kaldes denne orden også Den Suveræne Militære Orden af Malta (SMOM), fordi den egentlig fungerer som en militær organisation. I det kapitel hørte vi også, at denne katolske orden har status af selvstændig nation, trods det at den ikke har nogen landmasse at være stat i. Vi hørte også, at ordenens medlemmer regnes som del af den indviede inderkreds omkring paven og Vatikanet.
Malteserordenen har ligesom den katolske kirke generelt meget nære forbindelser til efterretningstjenesten CIA. Disse forbindelser er så nære, at CIA er blevet kaldet "the Catholic Intelligence Agency" eller simpelthen "Catholics In Action", bl.a. fordi denne efterretningstjeneste har haft så mange katolske direktører - som angiveligt desuden har været medlemmer af Malteserordenen.
Vi hørte også tidligere om, hvordan Malteserordenen i 1948 gav en af sine højeste æresmedaljer, Gran Croci al Merito con Placca, til general Reinhard Gehlen, Adolf Hitlers øverste anti-sovjetiske spion.
Gehlen blev, trods det at han ikke var katolik, udråbt som en fremragende allieret i det hellige korstog mod den gudløse marxisme. Efter krigen sluttede han og hans veludviklede spionage-apparat - stort set udelukkende bemandet af eks-nazister - sig til CIA. Flere hundrede nazister endte på den amerikanske regerings lønningsliste gennem CIA's "Operation Paperclip". Blandt dem var nazisten og massemorderen Klaus Barbie - kaldet "Slagteren fra Lyon". Malteserriddere hjalp også nazistiske krigsforbrydere direkte med falske Vatikanpas og udstyrede dem i nogle tilfælde med præstedragt, for at de kunne blive smuglet til Sydamerika. Klaus Barbie var en af disse. Pavens Malterserorden samarbejdede også med den italienske mafia og højreorienterede tidligere fascister i efterkrigsårene, for at undgå et kommunistisk styre i landet. Listen med bemærkelsesværdige aktioner udført af Malterserordenen er lang. En anden er ordenens deltagelse i CIA's mislykkede "Bay of Pigs"-invasion af Cuba. En detalje i dette er, at Malteserridderen Alejos Arzu stillede sin plantage til rådighed for soldaterne i denne invasion. Han skaffede desuden angiveligt børn til et amerikansk VIP-pædofilinetværk.

Enighed med paven
Interessant nok er stort set alle dem, der møder paven, også overordnet enige med ham om de ting, han siger. For paven er nemlig en endnu større globalist, end alle de mange toppolitikere og statsledere som mødes med ham. Paven mener fx:
at hele verden skal samle sig omkring fælles religiøs enighed - hvilket i praksis vil sige omkring pavens religion. Og det arbejder han intensivt for, som vi har set.
at alle verdens stater skal arbejde for 'fred og samarbejde', og allerhelst leve i fælles idelogisk forening: Pavens ideologi.
at alle skal tage mere hensyn til klima og miljø - "lytte til jordens skrig", som han siger - med vanlig sans for det pompøse.
alle skal være mere socialt ansvarlige og være bedre til at hjælpe jordens fattige: Den ekstremt velhavende mand og leder for nok verdens rigeste religiøse organisation mener, at alle ligeledes skal "lytte til" "de fattiges skrig".
paven var også endnu mere totalitær omkring covid-indsprøjtninger end de ellers meget omfattende foranstaltninger andre steder. Han og Vatikanet mente, at alle skulle tage covid-indsprøjtninger, når de blev beordret til det. Faktisk var Vatikanstaten en af de meste rabiate af alle stater omkring det spørgsmål: Den truede simpelthen sine medarbejdere med fyring hvis de ikke underkastede sig indsprøjtningsregimet. Efter kritik på sociale medier trak Vatikanet senere denne beslutning tilbage.

Lige om lidt skal vi se lidt mere på pavens og hans samarbejdspartneres reelle forhold til de mange idealer som paven og hans politiske mødevenner promoverer.

Som man måske kan se, er ovenstående punkter i ganske god overensstemmenlse med store over- og mellemstatslige organisationers idéer og visioner; FN, WHO, EU, World Economic Forum, klima-COP-møderne osv.
World Economic Forum (WEF) er en international organisation og tænketank med base i Schweiz, med 1.000 medlemsvirksomheder - typisk globale virksomheder med mere end fem milliarder dollars i omsætning. WEF afholder et årligt møde i Davos, Schweiz, som samler administrerende direktører fra dets 1.000 medlemsvirksomheder samt mange af verdens betydende ledende politikere, repræsentanter fra den akademiske verden, ngo'er, religiøse ledere samt desuden medier.
I 2022 erklærede stifteren og lederen af organisationen Klaus Schwab i sin åbningstale til WEF's topmøde i Davos, Schweiz:
"Lad os gøre det klart, at fremtiden ikke bare sker, fremtiden er bygget af os, et magtfuldt fællesskab som jer her i dette rum. Vi har midlerne til at forbedre verdens tilstand."

Nogle stiller sig dog tvivlende overfor den sidste del om "at forbedre verdens tilstand" - og nogle mener at World Economic Forum og lignende organisationer er en åben sammenværgelse mod verdens befolkninger. Den opfattelse kommer ikke ud af ingenting. Klaus Schwab er flere gange kommet med udtalelser, der kan give udenforstående tilhørere underlige fornemmelser. Fx talte han i 2017 stolt om WEF's indtrængen i demokratiske parlamenter. Han udtalte konkret at "vi er meget stolte af", "at vi trænger ind i [parlament-]kabinetterne". WEF er en organisation primært for verdens største virksomheder, så Schwab syntes for nogle at komme snublende nær på at udlægge manipulation med demokrati som noget positivt.
Schwab underbyggede sin udtalelse om WEF's indflydelse:
"Så i går var jeg til en reception for [den canadiske] premierminister Trudeau, og jeg ved, at halvdelen af hans kabinet eller endnu mere end halvdelen af hans kabinet faktisk er Young Global Leaders i World Economic Forum."

Young Global Leaders (YGL) er endnu et af Klaus Schwabs initiativer. YGL beskriver selv initiativet, som "et proaktivt multistakeholder-fællesskab af verdens næste generations ledere til at informere og påvirke beslutningstagning og mobilisere transformation."

Det er blevet skrevet om Klaus Schwab, at han kun er "én kat fra at blive til en James Bond-skurk". Det skyldes Schwabs fremtoning og udprægede tysk-klingende accent, der for mange nok også minder om en karrikeret nazi-officer i en B-film om 2. verdenskrig. Men Klaus Schwab er - som vi har hørt med flere andre indflydelsesrige personer i denne bog - også i praksis knyttet til det tyske nazi-regime. Klaus Schwab er søn af Eugen Schwab, der var leder i den nazi-støttede tyske afdeling af et schweizisk ingeniørfirma. Dette firma, Escher-Wyss, brugte slavearbejde til at producere de maskiner, der var kritiske for den nazistiske krigsindsats. Firmaet var også en vigtig medspiller i nazisternes forsøg på at producere tungt vand til deres atomprogram. År senere sad en ung Klaus Schwab i bestyrelsen i den samme virksomhed, da beslutningen blev truffet om at forsyne det racistiske apartheidregime i Sydafrika med det nødvendige udstyr til at blive en atommagt.

Schwab og WEF er kraftig fortaler for offentligt-privat samarbejde (PPP - Public Private Partnerships), dvs. samarbejde mellem (store) private virksomheder og statslige og overstatslige organisationer. Når WEF skal forklare sin "misson", skriver organisationen ligefrem om sig selv, at "World Economic Forum er den internationale organisation for offentligt-privat samarbejde." WEF forklarer videre om sig selv, at organisationen "giver en global, upartisk og non-profit platform for meningsfuld forbindelse mellem interessenter for at skabe tillid og opbygge initiativer til samarbejde og fremskridt."
Mere om offentligt-privat samarbejde og WEF inden længe.

Der findes en enkelt undtagelse fra reglen om, at statsledere af betydning går i audiens hos paven. Den undtagelse er Kina, som siden 1951 ikke har haft diplomatiske forbindelser til pavestaten. Bruddet skete under Mao Zedung, og Kina har i mange årtier opretholdt en meget hård linje mod religion generelt.
Men der arbejdes fra Vatikanets side på at genetablere Kinas forhold til den katolske kirke. I 2018 genoptog de to lande deres diplomatiske kontakt med en foreløbig aftale, og i 2020 forlængede de den for to år. Som der står i artiklen om 2020-forlængelsen:
"Kina ønsker at tale med Vatikanet, fordi landet indser, at Vatikanet er en blød supermagt - når paven taler, lytter alle".

Udtalelsen kommer ifølge artiklen fra en forsker ved et universitet i Beijing.
I 2022 blev den diplomatiske aftale mellem de to stater forlænget med yderligere to år.

Verdens ledere som gæster underlagt paven
Som vi har set går næsten alle statsledere og toppolitikere i audiens hos paven - på pavens præmisser.
For det er paven, som bestemmer alt omkring den slags møder:
Når paven mødes med nogen, er alt planlagt til mindste detalje. Og dette gælder i særlig grad, når paven lader nogen mødes med sig i Vatikanet i Rom. Denne artikel, i et stort katolsk medie, har titlen "Hvad sker der, når paven modtager et statsoverhoved?" - og forklarer;
"disse omhyggeligt koreograferede scener er fulde af mening. De er en del af Vatikanets ceremonielle liv."

Det har historisk været forventet, at katolikker knæler for paven, tager fat i pavens højre hånd og kysser den fingerring paven har på. Derudover er alt forudbestemt; rækkefølgen for hvornår hvem kommer ind i hvilket lokale, hvem der hilser på paven i hvilken rækkefølge, eventuel gavegivning og så videre - helt ned til hvilken farve tøj dem, der får lov til at møde paven, skal have på. Ja, du læste rigtigt; farven på tøjet er faktisk meget afgørende. Det er måske svært at se, hvorfor dette skulle have betydning, men ikke når man tænker på pavens betydning og særligt pavens egne tanker om sig selv.
Paven er nemlig altid klædt i hvidt, mens dem, der får lov til at besøge ham i Vatikanet, som regel skal bære sort tøj. Hvorfor, det er sådan, har sit eget religiøse "logiske" svar: Det er simpelthen fordi paven skal forestille at være "ren" og "uden synd", hvilket hans hvide beklædning skal symbolisere. Ren som Gud, simpelthen.

Mens paven til sine møder i Vatikanet fremtræder i hvidt for at symbolisere renhed og syndfrihed, er det lige modsat med pavens gæster. De er som regel klædt i sort.
På billederne her i artiklen er der adskillige eksempler på dette fænomen. De tilfælde, hvor nogen i selskab med paven ikke er i sort, tillades når mødet ikke afholdes i Vatikanets særlige audiens-lokaler.
Man kan fx se og læse mere om beklædningskravene i artiklen "Ja, paven har en dress code, selv præsidenter og kongelige skal følge".
Også ledende kulturpersonlighede, religiøse overhoveder og kongelige mødes selvfølgelig med paven. Særligt er det vigtigt for paven at mødes med religiøse overhoveder fra så vidt muligt alle verdens forskellige religioner, pga. pavens ihærdige arbejde for at samle verdens religioner.
Men det er ikke kun statsledere, royale, ledere for verdens religiøse institutioner og ledende kulturpersonligheder, der mødes med paven. Det gør naturligvis også fx betydende forretningsmænd, som vi skal se på lige om lidt.

Trumpfamilien med følge og kendte hollywood-skuespillere møder pave Frans

Selvom pave Frans og Vatikanet angiveligt har slækket på beklædningskravene i de seneste år, er et møde med paven stadig et møde på præmisser, som defineres helt og holdent af paven. De mennesker, som får lov til at møde paven i Vatikanet, er således underlagt pavens vilje i forbindelse med mødet, og det forventes, at de udviser den fornødne ydmyghed.

Magtfulde jesuitter og mennesker uddannet af jesuitter
Den indflydelsesrige katolske orden, Jesuitterordenen, synes at befinde sig midt i de alle disse foruroligende overvejelser.
Jesuitterordenen blev etableret i midten af 1500-tallet som en modreaktion mod den protestantiske bevægelse (også omtalt i del 3 kapitel 2). Ordenen er kendt for sit uddannelsesmæssige, missionerende og velgørende arbejde, men har historisk været i konflikt med de nyetablerede nordeuropæiske prostestanter, der opfattede jesuitterne som agenter for den katolske kirke.
Jesuitterordenen er blevet beskyldt for at være præget af en ideologi med ekstrem ultramontanisme - dvs. en ideologi, der anser pavens magt som uangribelig, ubetvivlelig og fuldstændig berettiget. Disse beskyldninger har måske også en forklarlig baggrund i Jesuitterordenens meget tydelige erklæringer om ubetinget loyalitet overfor paven.

Vi er flere gange stødt på jesuitterordenen i denne bog:
Den tidligere jesuit Adam Weishaupt, som stiftede det okkulte selskab Illuminati i 1776. Hans initiativ inspirede senere mange andre lignende hemmelige selskaber som bl.a. Skull & Bones. Skull & Bones har haft to amerikanske præsidenter som medlemmer: George Bush Sr. og Jr. (se del 3 kapitel 1).
Medicinmanden, efterretningskonsulenten og hjernevaskeren William Sargent, der opfattede stifteren af Jesuitterordenen, Ignatius Loyola, som en af "de store moralske reformatorer fra fortiden" (se del 3 kapitel 2).
At cølibat kan afspore katolske præster til at begynde at fokusere deres "kærlighed" på børnene, blev tidligere i dette kapitel fuldstændigt afvist af en professor i psykologi ved det katolske jesuitteruniversitet Santa Clara University.
Jesuitterpræsten Malachi Martin, som blev desillusioneret over den katolske kirkes arbejde for genforening med den protestantiske kirke. Han blev frigivet fra sit jesuitter-løfte og skrev derefter en bog, "Windswept House", om satanisk magtovertagelse af den katolske kirke. Malachi Martin var nær ven af en anden katolsk præst, Alfred Kunz, der i 1998 (som tidligere nævnt i dette kapitel) fik skåret halsen over i et bestialsk mord. Flere mistænker mordet for at være begået, fordi Kunz "vidste for meget" om "det homoseksuelle netværk" bag overgreb på børn i den katolske kirke
Pave Frans, som er den første jesuit, der er blevet pave. Mere om det senere.

Men i denne bogs lange undersøgelse af VIP-pædofile netværk, er vi også stødt på disse personer:
Den sydkoreanske lobbyist Tongsun Park drev den fashionable klub George Towne Club i Washington DC, som var financieret af midler fra den statslige sydkoreanske efterretningstjeneste, KCIA. Klubben havde et klientel af magtfulde embedsmænd, politikere og velhavere samt angiveligt desuden prostituerede. Tongsun Park blev tiltalt ved en amerikansk distriktsdomstol for bl.a. bestikkelse, svindel og afpresning men undgik en føderal retssag ved at vidne for retten til gengæld for immunitet. Tongsun Park er siden blevet mistænkt for at have drevet en sexafpresningsoperation med afsæt i sin VIP-klub, George Towne Club. En af de faste kunder i Parks VIP-klub var vennen og den tidligere CIA-agent, som blev terrorist - Edwin Wilson. Wilsons terrorvirksomhedspartner Frank Terpil hævdede, at Wilson kørte en afpresningsoperation fra netop Tongsun Parks fashionable George Towne Club (se del 1 kapitel 3). En detalje om Tongsun Park er, at han var uddannet på jesuitteruniverisitetet Georgetown University.
Craig Spence var både fremtrædende konservativ lobbyist i Washington DC, og samtidig blev han taget i at have flere homoseksuelle prostituerede drenge på rundtur i Det Hvide Hus (se del 1 kapitel 3). Dette fandt angiveligt sted mindst fire gange under George H.W. Bushs regeringsadministration. Også Craig Spence havde forbindelse til Georgetown University. Mindst én af hans nære venner var ansat på jesuitteruniversitetet - professor Richard Gordon. Gordon tog afstand fra Spence, efter at lobbyisten og drengealfonsen "blev fundet død og barrikaderet" i et værelse på "byens dyreste hotel", Boston Ritz Carlton, i november 1989.
Så var der specialagenten, Tom Dillon, der var ansat i Omaha-afdelingen i FBI. Ifølge flere vidner i en sag om en satanisk VIP-kults seksuelle overgreb på børn i byen havde denne FBI-afdeling modarbejdet opklaringen af sagen - og i nogle tilfælde truet vidner. I en anden sag blev Omahas FBI-afdeling anklaget for racisme af en tidligere ansat sort FBI-agent, Donald Rochon. Rochon hævdede, at afdelingen var præget af seksuel perversion, at han var blevet truet med at få skået sine kønsdele af - og at Tom Dillon var en af frontløberne i afdelingens perversioner. Dillon havde bl.a. ladet en kollega tisse sig i munden, fremvist sit kønsorgan på Omaha-kontoret i løbet af en almindelig arbejdsdag for talrige ansatte. Ifølge Rochon var Dillon stærkt optaget af homoseksuel sex, havde homoseksuel pornografi ved sit skrivebord og talte ofte om homoseksuelle handlinger. Specialagentenen Tom Dillon var også på en anden sag om en mandlig prostitutionsring i Omaha, som "man forventede" ville føre til "anklager på højt niveau" - men heller intet skete i denne sag. Også den angiveligt perverse specialagent Tom Dillon var uddannet på et jesuitteruniversitet, Loyola University.
I del 2 kapitel 2 behandlede vi den såkaldte "Finders"-gruppe, der syntes at være en art højteknologisk "kult", som misbrugte børn. Gruppens meget avancerede teknologi kunne ses som tegn på, at den var etableret af - eller havde forbindelser til - efterretningsvæsen. I kapitlet så vi også, hvordan beviser på kultens arbejde med køb og kidnapning af børn blev tilbageholdt. Denne artikel i det undersøgende journalistiske medie Mintpress News gennemgår dokumenter fra sagen - bl.a. et som handler om netop hvordan "Finders"-gruppen skaffede børn. Her hører man om en kvinde, som stod på en liste med børn, der var blevet fundet i gruppens efterladte lokaler. Da hun blev udspurgt af efterforskere, fortalte hun, at hun kontaktede Georgetown University for en henvisning, fordi hun havde brug for en babysitter. Dette kunne tolkes til at betyde, at Finders-gruppen brugte Georgetown University til at komme i kontakt med forældre med børn - og derfra skaffe børn til deres misbrug. Om dette blot er endnu en detalje blandt mange mærkelige oplysninger i en mystisk og foruroligende sag, eller om man skal ligge noget særligt i det, er naturlivis umuligt at sige. Men endnu engang optrådte et jesuitteruniversitet i forbindelse med en af vores undersøgte sager.

Men flere af de magtmennesker, vi har stiftet bekendtskab med i denne bog, er også knyttet til Jesuitterordenen ved at være uddannet på et eller flere af deres uddannelsesinstitutioner. Den indflydelsesrige katolske orden har uddannet så mange ledende politikere og kulturpersoner, at den ligefrem er blevet beskyldt for at infiltrere politiske domæner såvel som ikke-katolske kirkesamfund.
Mange - både begejstrede tilhængere såvel som kritikere af jesuitterordenens ideologi - har peget på det massive antal ledende og kulturbærende mennesker, som uddannes fra jesuitiske universiteter overalt i verden. Blandt dem, vi har hørt om i denne bog, kan nævnes Bill Clinton og Joe Biden. Clinton er uddannet på Georgetown University og Biden er uddannet på Scranton University og St.Josephs University, som ligeledes begge er jesuitteruniversiteter. Biden han modtog i øvrigt æresmedalje fra disse universiteter.
Man kan også nævne den magtfulde amerikanske kardinal Francis Spellman - kardinal og ærkebiskop for New York, som er uddannet på jesuitteruniversitetet Fordham University. Vi hørte tidligere om, hvordan kardinal Spellman blev anklaget for at være del af et pædofilt VIP-netværk - og at han angiveligt deltog i så mange homoseksuelle arrangementer tilbage i 50'erne, at han af andre New Yorker-præster blev kaldt "Mary".
Desuden er også Hillary Clintons præsidentkampagneleder og politiske rådgiver John Podesta uddannet på USA's nok mest kendte jesuitteruniversitet, Georgetown University. Vi hørte tidligere om Podestas forbindelse til "Pizzagate"-sagen og de foruroligende indikationer af hans mulige deltagelse i et VIP-netværk af børnemisbrugere.
Herunder blot nogle få yderligere eksempler, hentet fra denne liste med kendte personer uddannet fra jesuitiske uddannelsesinstitutioner generelt og desuden kendte personer uddannet specifikt fra det berømte Georgetown University.

Præsidenter og statsledere:
Fidel Castro, cubansk præsident
Charles de Gaulle - tidligere fransk præsident.
Sixto Durán Ballén - tidligere Ecuadorian President.
Vicente Fox - Mexicos præsident.
Mauricio Funes - El Salvadors præsident.
Bachir Gemayel - Libanesisk præsident.
Lyndon B. Johnson - tidligere amerikansk præsident.
Abdul Kalam - tidligere præsident of India.
Christopher Loeak - præsident Marshall Islands.
Ruud Lubbers - tidligere premierminister Holland; tidligere FN flygtningehøjkommisær.
Gloria Macapagal Arroyo - præsident Filipinerne.
Robert Mugabe - præsident Zimbabwe.
Park Geun-hye - præsident South Korea.
Pierre Elliott Trudeau - tidligere premierminister Canada.
Ramaswamy Venkataraman - tidligere præsident Indien.
Frederick Weld - tidligere premierminister i New Zealand.

Ledende politikere og embedsmænd:
John Boehner - formand for repræsentanternes hus USA (Speaker of the House).
Charles Carroll of Carrollton - eneste katolske underskriver af uafhængighedserklæringen USA, delegeret til den kontinentale kongress og senere senator for Maryland.
Daniel Carroll - regnes som en af USA's "stiftende fædre" - ("Founding Fathers").
Robert P. Casey - guvernør Pennsylvania, amerikansk senator.
Christopher G. Champlin - medlem af repræsentanternes hus USA og senator Rhode Island.
Andrew Cuomo - guvernør i staten New York.
Jean-Luc Dehaene - tidligere belgisk primereminister.
Jacques Delors - fransk politiker.
Tim Kaine - guvernør Virginia, USA.
John Kerry - senator USA, 2004 demokratisk præsidentkandidat.
Gustavo Madero Muñoz - mexikansk senator.
Joseph McCarthy - senator USA.
Leon Panetta - tidligere forsvarminister USA, direktør CIA under Obama, tidligere stabschef i det hvide hus for Bill Clinton, tidligere medlem af kongressen.
Maximilien Robespierre - fransk statsmand.
Jimmy Walker - borgmester New York City.
Malcolm Wilson - guvernør i staten New York.
Donald Rumsfeld - forsvarsminister 1975–77, 2001–06; stabschef i det hvide hus 1974–75; US permanent repræsentant i NATO 1973–74.
Alexander Haig - undenrigsminister USA, 1981–82; Supreme Allied Commander Europe (SACEUR), leder af NATO, 1974–79; stabschef for det hvide hus, 1973–74.
Anthony Fauci - tidligere leder for CDC, den amerikanske sundhedsstyrelse.

Rådgivere for præsidenter og statsledere:
Zbigniew Brzezinski - national sikkerhedsrådgiver USA for bl.a. præsident Jimmy Carter.
Jon Favreau - chef for taleskriverne (head speechwriter) for præsident Barack Obama.
Steve Bannon - chefstrategiker i det hvide hus USA og seniorrådgiver for præsidenten, 2017.
Pat Buchanan - rådgiver for præsidenterne Richard Nixon, Gerald Ford og Ronald Reagan; kommunikatonsdirektør i det hvide hus, 1985–87.
David Addington - stabschef for vicepræsident Dick Cheney, 2005–09.
Elizabeth Alexander - pressesekretær for vicepræesident Joe Biden, 2009–2011.
Beth Nolan - White House Counsel (rådgiver for) præsident Clinton, 1999–2001.
Kathryn Ruemmler - White House Counsel (rådgiver for) præsident Obama, 2011–2014.

Efterretningstjenester:
William Casey, tidligere CIA direktør.
John O. Brennan, chef for US Homeland Security.
Robert Gates, amerikansk forsvarsminister, 2006–11; Direktør CIA, 1991–93.
John F. Kelly, leder af US Homeland Security, 2017; White House stabschef, 2017–2019.
Kirstjen Nielsen, leder af US Homeland Security, 2017–2019.

Milliardærer og succesrige forretningsmænd:
Mario Gabelli - milliardær; stifter og CEO for GAMCO Investors.
Gordon Getty - milliardær og forretningsmand.
Roberto Hernández Ramírez - præsident for Banamex og bestyrelsesmedlem i Citibank.
Lorenzo Mendoza - milliardær og CEO for Empresas Polar.
Massimo Moratti - italiensk olie-magnat.

Kultur:
Luis Buñuel - spansk filmskaber.
Miguel de Cervantes - spansk forfatter til bl.a. Don Quijote.
Tom Clancy - amerikansk forfatter.
Bing Crosby - amerikansk entertainer.
Don DeLillo - amerikansk forfatter.
René Descartes - fransk filosof.
Denis Diderot - fransk filosof og forfatter.
Sir Arthur Conan Doyle - forfatter til bl.a. Sherlock Holmes historierne.
Gabriel García Márquez - colombiansk forfatter og Nobelprismodtager.
Martin Heidegger - tysk filosof.
Alfred Hitchcock - britisk filminstruktør.
James Joyce - irsk forfatter.
Freddie Mercury - britisk musiker.
Molière - regnes for moderne fransk litteraturs "fader".
Bill Murray - amerikansk TV -og filmskuespiller.
Peter O'Toole - irsk skuespiller.
Mark Thompson - generaldirektør for BBC.
Denzel Washington - amerikansk filmskuespiller.

Ingen af de lister, hvorfra navnene er hentet, er udtømmende. Det ses fx af, at man på ene liste finder mennesker, som ikke findes på den anden.
Man opdager i øvrigt, at flere medlemmer af Trump-familien er uddannet på det nok mest kendte amerikanske jesuitteruniversitet, Georgetown University: Eric, Ivanka og Tiffany Trump.
Ud over de nævnte eksempler findes et hav af andre kendte videnskabsmænd og kvinder; matematikere, fysikere, astronomer, royale, ambassadører, generaler og ledende militærfolk, højesteretsdommere, dommere, kendte sportfolk mv. - og selvfølgelig katolske præster og biskopper.

'Aldrig før har der været så mange jesuit-uddannede ledere'
Debatartiklen "Jesuitters indflydelse er overspillet" ("Jesuit influence overplayed") fra 2013 er interessant på mange måder. Den løfter sløret for hvor mange jesuitteruddannede ledere, der findes i australsk politik - i både "rød"- og "blå blok".
"Aldrig før har der været så mange jesuiter-uddannede mænd i hjertet af australsk politik," fortæller artiklen. Derefter remser den nogle forskellige eksempler op: Den daværende liberale leder og premierminister, Tony Abbott, og næstformanden i partiet Nationals, Barnaby Joyce, som også var landbrugsminister, er uddannet på samme jesuitterskole i Sydney, St Ignatius College. Desuden blev finansministeren, Joe Hockey, uddannet på en anden jesuitter-skole i Sydney, St Aloysius og undervisningsministeren, Christopher Pyne, var elev ved jesuitternes skole i byen Adelaide, St Ignatius College. Også daværende leder af oppositionspartiet Labour, Bill Shorten, er jesuitter-uddannet, fortæller artiklen.

Alligevel starter den med ordene: "Antallet af australske ledere med en jesuiteruddannelse er bemærkelsesværdigt, dets indflydelse på deres politik er mindre".
Debatindlægget peger også på, at der findes en særlig "jesuitter-ledelsesstil" ("Jesuit style of leadership"), "som fokuserer på personlig reflektion, spiritualitet og en 'hands-on' tilgang". Men skribenten bag indlægget mener altså, både at "jesuiteruddannelse er bemærkelsesværdig", og at dens indflydelse på deres politik har mindre betydning. Det er "blot én faktor blandt mange, der vil påvirke deres værdier og deres tilgang til ledelse. Ledere er også et produkt af deres familieværdier, køn, klasse, religiøse overbevisninger, universitetsuddannelse, profession og politisk parti, blandt andre faktorer", forklarer artikelskribenten.

Denne skribent viser sig til sidst at være en professor emeritus i statskundskab ved det australske nationale universitet ved navn John Warhurst. "Han blev uddannet af jesuitterne i Adelaide," står der desuden.

Der synes at være en pointe i, at jesuiterskolerne har mindre indflydelse på de uddannede lederes politik. I al fald er der jesuitteruddannnede ledere fra både højre og venstre af det politiske spektrum. Jesuitterne kan tilsyneladende håndtere alle typer politikere - alt fra socialister til liberale og kommunister til nazister. Og vælgerne synes at få en jesuituddannet politiker uanset om vedkommende stemmer "rødt" eller blåt". Jesuitternes skoling handler åbenbart primært om en særlig spiritualitet og praktisk tilgang. Dét synes til gengæld at have stor betydning - at dømme efter hvor mange indlydelsesrige personer der uddannes derfra.

Også amerikanske vælgere har forbløffende mange jesuitteruddannede politikere at stemme på. Denne artikel i jesuitter-mediet "The Maroon" fortæller, at 10 % af politikerne i den amerikanske Kongres er uddannede på jesuitiske universiteter eller colleges (universitet med undervisning til bachelor-niveau). Artiklen fortæller desuden, at dette er vokset fra 50 til 56 medlemmer af kongressen, og at det ikke inkluderer dem, der kun har baggrund i jesuitter-gymnasier. Gymnasiernes hovedorganisationen fortæller, at der er mange af disse i kongressen.
Listen med jesuitternes undervisningsinstitutioner er meget lang, og de findes i størstedelen af verdens lande.

Jesuitterrådgivernes indflydelse, den katolske kirke, kommunisme og nazisme
Af de mange kendte jesuitter-uddannede personer er nogle af de mest interessante måske rådgiverne for magtfulde ledere. Det er i al fald en ting mange kritikere har peget på.
Af eksempler herpå kan nævnes rådgiverne til de to tidligere amerikanske præsidenter John F. Kennedy og Joe Biden, Leo J. O’Donovan og John Courtney Murray. Biden har så nær relation til den tidligere præsident for Georgetown University, Leo J. O’Donovan, at jesuitterpræsten holdt talen ved Bidens indsættelse til præsidentembedet. Kennedy modtog rådgivning fra "den vigtigste amerikanske jesuit i det 20. århundrede, John Courtney Murray," fortæller jesuittermagasinet America. Murray sad også i præsident Lyndon B. Johnsons kommission i forbindelse med Vietnamkrigen. Kommissionen rådgav præsidenten og regeringsadministrationen om værgede soldaters eventuelle muligheder for at undgå krigsdeltagelse. Et andet eksempel er jesuitterpræsten Amando Llorente, som var den cubanske diktator Fidel Castros "lærer og mentor". Fidel Castro bekendte sig til jesuitternes etik, men han undgik religiøs tro, konstaterer denne artikel om den berygtede cubanske diktator.
Castro beskrev, ifølge artiklen, jesuitterne som "nøjsomme, strenge, selvopofrende og hårdtarbejdende ... uberørt af profitmotivet." De var "meget omhyggelige, krævende mennesker". Han fik fra dem "etik og normer, der ikke kun var religiøse".
Men denne profilartikel om statslederen, skrevet med baggrund i et interview med en italiensk historiker, kalder modsat simpelthen Fidel Castro for "den sidste katolske monark".
I sammenhæng med kommunistlederen Castros forhold til jesuitterne synes den historiske fortælling om de såkaldte "jesuitter-reduktioner" at være interessant. Disse "reduktioner" var landsbyer, hvor indfødte indianere i det nyopdagede Amerika blev bosat under jesuitternes kontrol. Mange "reduktioner" blev etableret i 1600-tallet i både Syd- og Nordamerika.
Denne forskningsartikel fortæller om "jesuitter-reduktioner":
"Reduktioner (reducciones) var bosættelser, hvor en eller flere indfødte grupper blev bragt til at leve i et afgrænset område under jesuitternes vagtsomme øje. De bedst kendte eksempler [...] er fra nutidens Paraguay, Brasilien og Argentina. Arkæologer har endnu ikke taget stilling til, hvordan tilstedeværelsen af jesuitter – i indfødte landsbyer, missionsforposter eller reduktioner – påvirkede de oprindelige folks liv i Amerika negativt gennem skift i kost, arbejdssygdomme eller eksponering for sygdom."

Men flere har peget på, at jesuitterne med deres "reduktioner" synes at foregribe tankerne bag den moderne kommunistiske ideologi. I bogen “The Revolutionary Movement” (Den revolutionære bevægelse”) skriver forfatteren John Findlater fx om Jesuitterordenens kontrol over en gruppe sydamerikanske guarani-indianere i Paraguay i det 17. og 18. århundrede:
"...jesuitterne havde etableret tyve stærke missionscentre, kaldet reduktioner, med mange tusinde af guaranierne indskrevet som deres medlemmer .... Jesuitterne havde til formål at etablere et fuldstændigt kommunistisk system der, i den forstand, at ingen individuelle rettigheder blev anerkendt, og der var ingen privat ejendom. Alt tilhørte staten, og det var meningen, at det skulle deles i fællesskab. Men i virkeligheden blev langt størstedelen af provenuet af solgte varer altid overført til Camarillaen (jesuitternes overordnede) i Europa; og guaranierne fik kun til livets fornødenheder til gengæld for deres slid og sved."

"De ideer, jesuitterne udviklede i Paraguay over en periode på 158 år, blev derefter kommunikeret til Karl Marx i det nittende århundrede," fortæller artiklen om jesuitternes pre-kommunistiske samfund i Sydamerika. Det efterfølges af denne konstatering: I fem år gik Karl Marx på jesuiterskolen i Trier, som i den preussiske periode var kendt som Friederich-Wilhem Gymnasium. Karl Marx var altså endnu en betydningsfuld hisorisk figur, der er blevet undervist - og således også i en eller anden grad formet - af jesuitter. Også den brutale sovjetdiktator Joseph Stalin blev angiveligt uddannet af jesuitter - han deltog ifølge denne Time-artikel i sine unge år bl.a. i et jesuitterseminar for at blive præst.

Men Jesuitterordenen har et bredt politisk spænd og indflydelsesområde. Gennem tiden har jesuitternes leder (kaldet Superior General) både hyldet en ledende kommunist som Fidel Castro og udtrykt en ekstrem antikommunisme og anti-semitisme, der ligger tæt op ad Adolf Hitlers holdninger. Jesuitterlederen Superior General Arturo Sosa skrev i 1989 angiveligt et hyldestbrev til den cubanske diktator Fidel Castro. På den anden side findes Superior General Wlodzimierz Ledóchowski, der var jesuitterleder indtil 1942, og som samtidig med udviklingen i Adolf Hitlers anti-semitiske Nazi-Tyskland forbandt det, han opfattede som en "jødisk fare", med sin største avasion: Kommunisme.
"Nazisme" er jo egentlig en forkortelse for "nationalsocialisme", og socialisme ligner som bekendt kommunisme i ganske høj grad. Nogle ser da også de to ideologier, nazisme og kommunisme, som to sider af samme sag, med statslig undertrykkelse og ensretning som det afgørende udkomme. Nogle ser desuden begge ideologier som en art "jesuitter-opfindelser" - typisk på baggrund af de mange forbindelser der er mellem nogle medlemmer af ordenen og de to politiske ideologier. Men her er det vigtigt at sige, at forskellige medlemmer af Jesuitterordenen historisk har haft vidt forskellige politiske grundholdninger - og også hvad der synes at være meget forskellige tolkninger af det kristne værdigrundlag. Dét er også vigtigt at nævne i forhold til jesuitterlederen Ledóchowskis anti-kommunistiske og antisemitiske verdensyn.
Et bemærkelsesværdigt politisk indflydelsesspænd kan også findes individuelt i Jesuitterordenen. Her er en artikel om endnu en indflydelsesrig og socialt engageret jesuitterpræst, Xabier Gorostiaga, der både "underviste" kommunistdiktatoren Fidel Castro i Cuba og den republikanske amerikanske vicepræsident George H.W. Bush i Washington "om politikker, som han hævdede, nedsænkede mennesker i fattigdom".

Tidligere i dette kapitel hørte vi også flere eksempler på den katolske kirkes tætte forhold til Nazi-tyskland. Bl.a. at pavens Malteserriddere hjalp nazistiske krigsforbrydere med falske Vatikanpas og endda i nogle tilfælde udstyrede dem med præstedragt, for at de kunne blive smuglet til Sydamerika. Massemorderen og torturbødlen Klaus Barbie var en af dem, den katolske orden hjalp til flugt. Vi hørte også, at Malteserordenen gav en af sine højeste æresmedaljer til Adolf Hitlers øverste anti-sovjetiske spion, general Reinhard Gehlen, som af den katolske orden blev udråbt som en fremragende allieret i det hellige korstog mod den gudløse marxisme.
Mange jesuitter har tilsyneladende haft lignende holdninger til nazismen og jøder. I 2020 udkom historikeren og jesuitterpræsten James Bernauer med bogen "Jesuit Kaddish", som beskriver den udbredte antisemitisme i den katolske orden under 2. verdenskrig. Bogen diskuterer individuelle jesuiters fjendtlighed over for jøder og jødedom i perioden, udtrykt ikke kun gennem antisemitisme, men også hvad Bernauer kalder "asemitisme" - en tro på en verden helt uden jøder.
Bernauer fortæller, at under Anden Verdenskrig tjente nogle jesuitter som tyske militærpræster, selvom Hitler havde forbudt dem fra den stilling. De var motiveret af antikommunisme såvel som patriotisme, fortæller han. Bernauer anslår deres antal til 651, hvoraf 405 i sidste ende blev afskediget på grund af Hitlers forbud. "Som en form for straf blev jøder tvunget til at rense kirker og gader, lejlighedsvis under opsyn af jesuiter," skriver Bernauer.
I bogen fortæller Bernauer desuden, hvordan den daværende jesuittleder Ledochowski sørgede for at standse et pavebrev om racisme, "selvom behovet for det voksede i perioden med fascistisk overherredømme, hvor krystalnatten førte til afbrænding af synagoger, jødiske virksomheder og hjem i Tyskland og Østrig," fortæller avisen Times of Israel i en artikel om Bernauers bog. Da Europa stort set afviste at fordømme fascismen, ønskede pave Pius XI at skabe en encyklika - eller paveligt brev til den katolske kirke - der ville adressere racisme," skriver Times of Israel. Arbejdet med pavebrevet foregik under tilsyn af jesuittergeneralen Ledóchowski.
"[Det ser ud til] at Ledóchowski bevidst holdt det fra paven i flere måneder," skriver Bernauer. Han skriver om Ledóchowski, at han var "indædt anti-kommunistisk, og en kilde til hans fjendtlighed over for jøder var det faktum, at han holdt dem delvist ansvarlige for kommunismen".
Kaddish (eller Qaddish), er et hebræisk ord for en salme, der priser Gud, og som reciteres under jødiske bønnetjenester. Bogens titel, "Jesuit Kaddish", er ment som et kritisk spørgsmål til 2. verdenskrigs antisemitiske jesuitter: "Vil det virkelig være til Guds ære at have en verden uden jøder?" Men titlen er også en henvisning til bogens primære tema; de få jesuitiske undtagelser fra antisemitismen i organisationen under 2. verdenskrig. Jesuitterpræsten og historikeren Bernauer har fundet 15 medlemmer af ordenen, som gik den modsatte vej og bl.a. hjalp med at redde jødiske børn.

Det historiske forhold til Nazi-tyskland synes også at stritte i flere retninger for pave Pius XII, som var pave fra 1939 til sin død i 1958 - og altså også under 2. verdenskrig.
Denne artikel i mediet The Atlantic formulerer det således:
"Få emner i Kirkens historie eller Anden Verdenskrigs historie er så voldsomt omstridt som Pius XII's beslutning om at undgå direkte offentlig kritik af Hitler eller hans regime og forblive offentligt tavs over for Holocaust. Mange kirkekonservative fremstiller ikke desto mindre Pius som en standhaftig, modig fjende af Hitler og fascismen. Andre har hårdt kritiseret ham for ikke at fordømme den nazistiske angrebskrig og Hitlers forsøg på at udrydde alle Europas jøder. Selv da det nazistiske SS samlede mere end 1.000 jøder i selve Rom, den 16. oktober 1943, nægtede paven at gøre sin stemme hørt. Jøderne blev tilbageholdt i to dage i et kompleks nær Vatikanets mure og blev derefter placeret på et tog, der gik til Auschwitz."

Under det meste af krigen opretholdt pave Pius "en facade af offentlig ligegyldighed og forblev tavs, mens tyske grusomheder blev begået," skriver det jødiske bibliotek Jewish Virtual Library om pavens forhold til det nazistiske massedrab på jøder. "Han afviste anmodninger om hjælp på grund af neutralitet, mens han kom med udtalelser, der fordømte uretfærdigheder generelt" skriver det jødiske bibliotek videre og noterer, at han samtidig privat skjulte nogle få jøder. Ifølge nyåbnede dokumenter, der kom frem i 2020, kendte Pave Pius XII allerede i 1942 til massedrabene på jøder og polakker, trods Vatikanet tidligere har hævdet ikke at kunne verificere diplomatiske rapporter om nazistiske grusomheder for at fordømme dem. Den 18. september 1942 modtog Pius’ assistent, den kommende pave Paul VI, en øjenvidnerapport om "utrolig nedslagtning" af jøder i Warszawa. En måned forinden havde den ukrainske ærkebiskop Andrzej Szeptycki leveret en lignende rapport, der informerede paven om grusomheder udført i Lviv-ghettoen, skriver den israelske avis Haaretz. Det står i en artikel med titlen "Dokumenter fra Vatikanets arkiver viser, at Pius XII bevidst ignorerede rapporter om holocaust". Kort efter spurgte USA's udsending, om Vatikanet kunne bekræfte beretninger om massedrab i Warszawa og Lviv. Som svar udtalte Vatikanets udenrigsminister Luigi Maglione angiveligt "Jeg tror ikke, vi har oplysninger, der bekræfter denne alvorlige nyhed i detaljer."

Pave Pius XI indgik også en kontroversiel aftale med det nyetablerede nazistiske regime i Tyskland kaldet "Reichskonkordat" den 20. juli 1933, som flere mener gav moralsk legitimitet til det nazistiske regime, efter at Hitler havde opnået de første delvist diktatoriske beføjelser i marts 1933. Aftalen betød, at kirken gav afkald på at deltage i alle former for politiske aktiviteter til gengæld for retten til fri tilbedelse, til at udsende pastorale breve og til at opretholde katolske skoler og ejendom. Den tyske katolske kirke var ellers blevet forfulgt efter den nazistiske magtovertagelse, hvilket kirken håbede ville standse med aftalen. Den katolske kirke fejrede aftalen i Rom med "en festlig messe efter traktatens underskrivelse" - men nazisterne begyndte at bryde den forholdsvist hurtigt efter dens indgåelse. Fra 1933 til 1936 lavede Pius XI flere skriftlige protester mod nazisterne, og hans holdning til det fascistiske Italien ændrede sig i 1938, efter at nazistisk racepolitik blev vedtaget der, fortæller enclyklopædien Britannica. Den senere pave Pius XII (dengang kardinal Eugenio Pacelli) som var Pius XI's udenrigsminister udarbejdede omkring 55 protester mod nazistiske politikker, herunder dens "raceideologi".
I 2022 blev det afsløret, at pave Pius XII og Hitler havde hemmelig kommunikaton under Hitlers nazi-regime. Med denne kommunikation ønskede pave Pius XII at beskytte kirken i en fremtid, hvor Europa kunne være under nazistisk kontrol, vurderer forfatteren David Kertzer, som har skrevet bogen "The Pope at War" ("Paven i krig") bl.a. ud fra andre nyåbnede Vatikan-dokumenter. Kommunikationskanelen gik igennem den nazistiske prins Philipp von Hessen, som var mellemmand mellem paven og den nazi-tyske fører Adolf Hitler. Det første møde blev afholdt i tiden op til Tysklands invasion af Polen i 1939, og flere møder blev afholdt i denne periode. Selv om de var yderst hemmelige, blev mødesamtalerne transkriberet. Derfor kan kommunikationen aflæses præcist i dag.
Paven fortalte bl.a. prinsen, at han var ivrig efter at indgå en aftale med Hitler og var parat til at gå på kompromis i det omfang hans samvittighed tillod det. Paven udtalte bl.a. til prins Hessen "men for at det kan ske, skal der først og fremmest være en våbenhvile ..."
"Jeg er sikker på, at hvis freden mellem kirke og stat genoprettes, vil alle være tilfredse. Det tyske folk er forenet i deres kærlighed til fædrelandet. Når vi først har fred, vil katolikkerne være loyale."

I Italien indgik pave Pius XI og hans forvaltning (kaldet "Den Hellige Stol" eller på dansk "Pavestolen") allerede i februar 1929 en pagt med Mussolini. Denne pagt fik navnet "Lateran-traktaten" og blev udarbejdet af broren til den senere pave Pius XII. Pagten gjorde katolicismen til Italiens statsreligion og kompenserede kirken for dens tidligere tabte territorier med en fordelagtig økonomisk aftale. Vatikanet opfordrede præster til at støtte fascisterne, og Pius XI kaldte ligefrem Mussolini for "en mand sendt af forsynet". "Kirken har en historie med pagter med kriminelle stater, fordi Pavestolen underskrev traktater med monarker og regeringer uanset det slaveri og den umenneskelighed eller tortur, de måtte have påført deres medmennesker," skriver mediet Church and State (Kirke og stat). Selv Mussolinis angreb på Etiopien i 1935 blev ikke fordømt af Den Hellige Stol, skriver mediet videre, og pave Pius XI holdt ikke "det italienske hierarki tilbage fra krigsbegejstring". "O Duce!" erklærede en biskop for Terracina (en mindre by syd for Rom) - "i dag er Italien fascistisk, og alle italieneres hjerter banker sammen med dit."
Her er endnu en lang artikel fra mediet Church and State, som kommer ind på hvordan den katolske kirke og katolske politiske ledere i Nazi-tyskland understøttede Hitlers magtovertagelse. Artiklen konstaterer bl.a.:
"Kirken lykønskede Hitler med hans magtovertagelse. Tyske biskopper frigav en erklæring, der fjernede tidligere kritik af nazismen ved at proklamere det nye regime som acceptabelt, og derefter fulgte doktrinen med at beordre lægfolk til at være loyale over for dette regime, ligesom de havde befalet loyalitet over for tidligere regimer. Fordi katolikkerne havde været medvirkende til at bringe Hitler til magten og tjente i hans kabinet, havde biskopperne intet andet valg end at samarbejde."

En anden interessant katolsk figur omkring Adolf Hitler er den romersk-katolske præst og journalist Bernhard Stempfle. Stempfle blev præst i 1904 og var en del af den italienske Hieronymusordenen, som er et fælles navn for flere menigheder af eremitmunke. I årene op til 1. Verdenskrig skrev han for den italienske avis Corriere della Sera og forskellige andre tyske og italienske aviser. Efter krigsudbruddet vendte han tilbage til München, udførte præstearbejde på universitetet og etablerede tætte kontakter til folk i den katolske kirke, der var imod jøder og ateistiske socialister. Stempfle var også "en fast fortrolig af Hitler", og desuden skribent i flere medier. Her skrev han "ubønhørligt" "om den jødiske ateismes ødelæggende indflydelse" og om den moralske nødvendighed af hensynsløs forfølgelse af jøder. Det fortæller Wikipedia med baggrund i flere historiske kilder. Stempfle agiterede endda også for pogromer, som er angreb på jøder og deres ejendom. Han mente, at han forsvarede den katolske kirkes tro og institutioner, og "det eksempel, som gennem årene blev givet af antisemitiske ledere i hierarkiet," fortæller Wikipedia. Stempfle var leder af den hemmelige anti-republikanske organisation "Kanzler" og chefredaktør på et antisemitisk dagblad. Han menes desuden at have været involveret i flere mord på personer, som hans organisation vurderede, var forrædere.
Nogle historikere hævder, at Stempfle hjalp Adolf Hitler med at skrive sit nazitiske manifest "Mein Kampf". Andre fortæller, at dette er forkert og peger på, at Stempfle skrev en meget kritisk anmeldelse af Hitlers bog i sit antisemitiske dagblad. Stempfle tilsluttede sig det nazistiske parti i 1934, men blev arresteret samme år og dræbt. Historikere er uenige om motiverne bag drabet på den rabiate katolske antisemit. En teori er, at han blev dræbt på Hitlers foranledning, fordi han kendte for mange kompromitterende oplysninger om Hitlers fortid og privatliv. En anden mener, Bernhard Stempfle var offer for en misforståelse, og at Hitler slet ikke havde beordret ham myrdet. Andre beretninger fremfører, at det måske var Stempfles angreb på et byrådsmedlem i München, for umoralsk adfærd og for at drive et bordel, der var baggrunden for drabet.

Eksistensiel indflydelse efter 2. verdenskrig - George Lemaître
Der findes også flere katolske præster og jesuitterpræster, som har haft en stor betydning for den videnskabelige, kulturelle og ideologiske udvikling, verden har gennemgået - måske særligt i perioden efter 2. verdenskrig.
En af dem er den katolske præst Georges Lemaître (1894-1966).

Georges Lemaître var en belgisk katolsk præst, teoretisk fysiker og matematiker, som er krediteret for formuleringen af den berømte "Big Bang-teori". Idéen er på dansk "kendt som modellen om 'det store brag'", fortæller Danmarks Nationalleksikon. Den blev formuleret i 1931 af Lemaître i en meget kort artikel i magasinet Nature: "Verdens begyndelse fra kvanteteoriens synspunkt". Her fremsatte han tanken om, at universet udvider sig fra noget han kaldte "det oprindelige kvantum" ("initial quantum") og et enkelt "ur-atom" ("primeval atom"). Artiklen er overraskende kort. Den består af kun 475 ord, hvilket svarer til korte læserindlæg eller klummer i danske nyhedsmedier.
Afslutningen (hvilket i praksis er den sidste fjerdedel af artiklen) lyder:
"Det er klart, at det oprindelige kvantum ikke i sig selv kunne skjule hele udviklingsforløbet; men ifølge princippet om ubestemmelighed, det er ikke nødvendigt. Vores verden er nu forstået som en verden, hvor der virkelig sker noget; hele historien om verden behøver ikke at være skrevet ned i den første kvante som en sang på en grammofonplade. Al verdens materie må have været til stede i begyndelsen, men historien, den skal fortælle, kan være skrevet trin for trin."

Som man kan se, har teksten flere fraser, som måske snarere minder om en art mystisk poesi, end hvad man normalt forstår ved videnskab eller forskning. Dette gør sig gældende for hele teksten. "Princippet om ubestemmelighed" ("the Principle of Indeterminacy") refererer dog til et princip postuleret af en anden fysiker - Werner Heisenberg - som siger, at "jo mere præcist positionen af en partikel er bestemt, jo mindre præcis kan dens momentum (eller hastighed) kendes, og omvendt". Men bortset fra det, synes netop "ubestemmelighed" måske at være ganske central i forbindelse med Lemaîtres Big Bang-forestillinger. Hvordan, "Al verdens materie" har "været til stede i begyndelsen" men samtidig været i én enkelt "ur-partikel", forklares fx tilsyneladende ikke.
Georges Lemaître er dog en yderst anerkendt videnskabsmand, ligesom han også var i sin levetid. Han mødtes med mange andre ligesindede og anerkendte videnskabsmænd med konvergerende tanker, hvoraf den mest berømte uden tvivl er Albert Einstein. Men Lemaître var som nævnt også katolsk præst og i øvrigt desuden i sine unge år uddannet på jesuitterskoler. Han studerede og foretog oversættelser af Augustiner-præsten og mystikeren Johannes af Ruusbroecs mystiske værker, som af flere er blevet beskyldt for at bl.a. indeholde panteistiske og universalistiske tanker. Vi beskæftigede os bl.a. med disse religiøse inklinationer i et tidligere afsnit om det hemmelige okkulte selskab Skull and Bones' oprindelse (del 3 kapitel 1).
Det var astronomen Fred Hoyle, som i 1949 introducerede udtrykket "Big Bang" i en BBC-radioudsendelse med henvisning til Lemaîtres idéer om universets begyndelse. Big Bang-teorien beskrives i denne artikel fra det Amerikanske Naturhistoriske museum som "udvidelsen af det observerbare univers med eksplosionen af en enkelt partikel på et bestemt tidspunkt". Men det er forkert, fortæller Videnskab.dk med baggrund i et interview med to astrofysikere og professorer. For navnet "Big Bang" er misvisende og idéen om, at verden blev skabet ved en eksplosion, er "en myte". Professor i teoretisk fysik Are Raklev ved Universitetet i Oslo udtaler, fx at "når det kommer til Big Bang, er det ikke stoffet, som farer afsted. Selve universet ekspanderer, selve rumtiden ekspanderer". "Rum-tid er kombinationen af rumlige dimensioner sammen med tid," fortæller Danmarks Nationalleksikon og henviser til, at Einsteins "relativitetsteori" "naturligt foreskriver" dette.
Nogle vil måske være en anelse koblet af nu og spørge, hvordan rum kombineres med tid. Det forklares ikke - men er en ting man bare skal acceptere.

Mest centralt er nok spørsmålet om, hvad der mon var før "ur-partiklen". Ethvert skolebarn, der hører om Big Bang-teorien, sidder vel tilbage med det spørgsmål: Hvad eller hvem skabte så den der "ur-partikel"? Som sådan forklarer teorien ikke rigtig det centrale i forhold til "verdens begyndelse" - som ellers er de ord, Lemaître har valgt til sin artikels titel.
Men teorien må siges at have haft en del betydning for menneskers forståelse af verden og verdens skabelse - og mange andre dele af vores verdensforståelse. Her er en artikel om teoriens enorme betydning for stort set alle dele af vores samfund og selvforståelse. Fra vores forståelse af videnskab, teknologi og uddannelse til betydningen for filosofi, teologi og vores koncept for vores oprindelse.
Artiklen kommer også ind på teoriens betydning for vores eksistensielle selvforståelse og etiske grundlag. "Det får individer til at kæmpe med ideen om, at tilværelsen måske ikke har et iboende formål, og at mennesker skal skabe deres egen mening," hævdes det i artiklen. Teorien tvinger os også til at "genoverveje vores etiske rammer", pointerer artiklen også. "Hvis universet er enormt og ligeglad, hvordan udleder vi så vores moralske principper?" Teoriens betydning kan altså synes at være i nogen kontrast til, at dens ophavsmand var præst. At tilværelsen måske "ikke har et iboende formål", er nok ikke hvad mange forbinder med et kristent livssyn, og da heller ikke hvad kristne normalt udleder af Bibelen. Heller ikke at "mennesker skal skabe deres egen mening". Ifølge Bibelen - som jeg læser den - er meningen med livet at tilbede og elske Jesus, som er sandheden, retfærdigheden, kærligheden og livet. Det vil give disse kvaliteter i den troendes eget liv og til alle omkring den troende.
De moralske principper, der kan udledes af et enormt og ligeglad univers, synes måske heller ikke umiddelbart synderligt befordrende for voksende næstekærlighed.

Listen med katolske præster og gejstlige, der samtidig er kendte videnskabsfolk, er meget lang. Særligt er der mange jesuitter på listen, og mange af disse er astronomer. Apropos den katolske kirke og astronomi: "Det vil måske overraske dig at høre, at Mount Graham, nær Safford, er hjemsted for et teleskop, der betjenes af Vatikanet," fortæller denne lokale avis i den amerikanske stat Arizona. Mount Graham er et bjerg i Graham County i staten, og det huser altså teleskopet, som har det officielle navn VATT - Vatican Advanced Technology Telescope (Vaticanets avancerede teknologi-teleskop). Vatikanets teleskop og observatorium er bemandet af astronomer, der er jesuittere.
Lige ved siden af Vatikanets jesuit-drevne teleskop ligger i øvrigt et andet teleskop, som gennem mange år officielt har heddet LUCIFER. Det er den umage forkortelse for Large Binocular Telescope (LBT) Near Infrared Spectroscopic Utility with Camera and Integral Field Unit for Extragalactic Research (Stort kikkertteleskop nær-infrarødt spektroskopisk hjælpemiddel med kamera og integreret feltenhed til ekstragalaktisk forskning). Lucifer er som bekendt et navn for Djævelen. Det blev brugt første gang i den romersk katolske bibeludgave Vulgata (som i øvrigt blot er det latinske ord for "populær"). Lucifer erstatter her ordet "הֵילֵל" (hêlēl) i den oprindelige tekst, som oversættes til "Lysbringeren", "morgenstjernen" o.lign. "Som du dog er faldet fra himlen, Lucifer, du søn af morgengry!" indledes tekststykket i Bibelen (Esaja 14:12–17), hvis man bruger ordet "Lucifer". Sætningen menes at referere til Satan som en falden engel kastet ud fra Guds himmel.
I 2012 blev teleskopets navn officielt ændret til blot "LUCI". Normalt er hedenske navne ellers det mest almindelige i forbindelse med astronomi, stjenekiggeri og rumfart. Et andet eksempel er teleskopet "Nirvana", som ikke kun var et amerikansk 90'er-rockband, men også "det ultimative mål for den spirituelle vej" i buddhismen. Af andre eksempler kan nævnes den græske gud Apollo - der som bekendt er navnet på flere amerikanske tv-transmiterede rumrejser - og selvfølgelig mange andre planet- og stjernenavne som fx de romerske guder Mars, Venus og Pluto.

Ideologisk indflydelse - Pierre Teilhard de Chardin
Pierre Teilhard de Chardin (1881-1955) var en fransk jesuitterpræst, filosof, teolog og forfatter, som skrev flere indflydelsesrige teologiske og filosofiske værker i sit forfatterskab.
Hans indflydelse var så stor, at han bl.a. påvirkede FN's ideologi og udvikling.

Teilhard de Chardin havde et darwinistisk syn på verden. Han var også palæontolog - dvs. han studerede fund af gamle knogler, fossiler og lignende. Det drejer sig om knogler og fossiler, som palæontologer antager er mellem cirka tolvtusind og indtil flere millioner år gamle, og studierne handler ofte om diverse "fortidsdyr" såsom "dinosaurer". Han var således evolutionist, og han deltog i opdagelsen af både "pekingmennesket" ("homo erectus" i Kina) og i fundene ved Piltdown i 1912 - kaldet "Piltdown man". Piltdown manden blev først udlagt som det længe eftersøgte "missing link" (den manglende forbindelse) mellem abe og menneske, men blev i 1953 afsløret i at være svindel. Det skete, da det ved kemisk undersøgelse blev fastslået, at kæbe og hoved var fra to forskellige arter - hhv. en abe og et menneske.
Flere har foreslået, at Teilhard de Chardin deltog i svindlen.

Teilhard de Chardins filosofi har mange ligheder med flere centrale elementer i okkult mystisk religion og dermed også med elementer i det, man med et samlende begreb kalder "New Age".
New Age betyder "Ny tidsalder" og er en samlebetegnelse for spiritualitet, der bygger på diverse typer religiøs mystik. New Age er opstået med baggrund i bl.a. teosofien og okkultisterne Helena Blavatsky og Alice Bailey (1880-1949) og deres lære, som vi snart skal høre mere om.

"The Universal Christ"
Teilhard brugte flittigt et særligt selvopfundet begreb: "The Universal Christ" ("den universielle Kristus"). Han kaldte også dette begreb for "Total Christ", "Cosmic Christ" og "Mystical Christ" ("Total Kristus", "Kosmisk Kristus", "Mystisk Kristus"). Teilhard de Jardin taler om, at "The Universal Christ" vil lede alle religioner til enhed. Han skrev fx:
"Et generelt sammenløb af religioner til én universel Kristus, der tilfredsstiller dem alle: det ser for mig ud til at være den eneste mulige omvendelse af verden, og den eneste form, hvori en fremtidsreligion kan udtænkes."

Dette citat er bl.a. gengivet i Teilhard de Chardins bog "Let me Explain" ("Lad mig forklare") på side 155.
I Bibelen siger Jesus, at han ikke er kommet for at samle men for at adskille. Af alle de øvrige ting, han og Bibelen siger, bliver det tydeligt, at han mener, at han vil adskille dem, der tror på ham, fra dem der ikke tror på ham. Teilhard de Chardins "Universal Christ" vil øjensynligt således præcis det modsatte af den bibelske Jesus.
Teilhard de Chardin skrev meget om evolution og satte det i forhold til begreber fra Bibelen. Han skrev: "Jeg tror, at den Messias, som vi venter på, som vi alle uden tvivl venter på, er den universelle Kristus; det vil sige evolutionens Kristus."

I bogen "Hymn of the Universe" (side 137) skriver han:
"Kristus er endepunktet for evolutionen, selv den naturlige evolution, af alle væsener; og derfor er evolutionen hellig."

"Omega Point" - "Omega-punktet"
"Omega Point" ("Omega-punktet") er en af Teilhard de Chardins idéer. Det er en teoretisk fremtidig begivenhed, hvor hele universet spiralerer mod et endeligt guddommeligt samlingspunkt. For Teilhard er alle mennesker en del af denne udvikling og bevæger sig åndeligt mod den ultimative sammensmeltning i perfektion i Omega og "Kristus". Dette kaldte han "Omega Point". Han hævdede, at Omega-punktet trækker universet til sig selv, så det bliver guidet mod stadig højere bevidsthedstilstande.
Teilhard hævdede også, at evolutionen har udviklet sig i tre stadier, geosfæren, biosfæren og noosfæren. Geosfæren (det livløse stof) blev dannet først, efterfulgt af biosfæren (biologisk liv). Noosfæren er "den menneskelige tankes sfære" eller "kollektive bevidsthed", der nu ifølge Theilhart udvikler sig mod en større og større integration og forening, kulminerende i det guddommelige "Omega Point". Menneskeheden er på randen af et evolutionært spring i bevidsthed svarende til det, der angiveligt blev opnået, da mennesket kom ud af dyreriget. Dette er en påstand Teilhard fremførte i bogen "The Phenomenon of Man" ("Fænomenet mennesket").
I bogen "Future of Man" ("Menneskets fremtid") skriver Teilhard (side 125):
"Overalt omkring os, håndgribeligt og materielt, multiplicerer Jordens tænkende hylster - Noosfæren - sine indre fibre og strammer sit netværk; og samtidig stiger dens indre temperatur, og dermed dens psykiske potentiale".

"Panteisme"
Synspunktet om, at universet og Gud er identiske, eller at naturen er Gud, er en New Age-tro, som Teilhard de Chardin støttede. Om dette skrev Teilhard de Chardin:
"Det, jeg foreslår at gøre, er at indsnævre kløften mellem panteisme og kristendom ved at bringe det frem, man kan kalde panteismens kristne sjæl eller det panteistiske aspekt af kristendommen."

Det kan læses i Pierre Teilhard de Chardins bog "Christianity and Evolution" på side 56. Teilhard de Chardin kalder herefter desuden panteisme "en velbegrundet (og i øvrigt uudslettelig) tendens i den menneskelige sjæl" og skriver, at det er "en tendens, som kun fuldt ud kan tilfredsstilles i kristendommen."
Senere i samme bog (side 128) gør han måske sin panteistiske religiøsitet endnu mere tydelig:
"Nu indser jeg, at på modellen for den inkarnerede Gud, som kristendommen åbenbarer for mig, kan jeg kun blive frelst ved at blive ét med universet. Derved bliver mine dybeste 'panteistiske' forhåbninger også tilfredsstillet, vejledt og beroliget."

I kristen tænkning bliver man frelst af Gud ved at erkende sine synder og bede om tilgivelse og frelse af Gud.

At "blive ét med universet" er en kerne-New Age idé.
Teilhards tale om "Universal Christ" og om at "blive frelst ved at blive ét med universet" synes at ligne New Age-idéen om at stige op til niveau af "Ascended Master" ("Opstegen mester"). "Ascended Master" menes i flere teosofiske og beslægtede spirituelle traditioner at være "åndeligt oplyste væsener, som i tidligere inkarnationer var almindelige mennesker". Der er flere niveauer og på det øverste niveau - "niende initiation" ("Ninth initiation") - påstås bevidstheden at være "af så udvidet natur, at den på én gang begriber hele livet på vores klode". På dette niveau bliver mennesket ifølge denne tro "Lord of the World" - altså "regerende Gud på Jorden". Teilhard de Chardins tidligere omtalte "Universal Christ" ligner således teosofi- og New Age-figuren "Ascended Master" på "niende initiation".

Pierre Teilhard de Chardin har haft stor indflydelse på moderne New Age-religiøsitet. Hans mystiske katolske doktriner er blevet brugt af New Age-ledere som David Spangler, Robert Muller, Barbara Marx Hubbard, Matthew Fox og Jack Canfield.
Her er det en tidligere New Ager, der fortæller om sin rejse til tro på den bibelske Jesus Kristus. Det sker i en anmeldelse af en bog af netop New Ageren Matthew Fox med titlen "Heralding the Coming of a New Age Cosmic Christ" ("Bebudelse af en ny tidsalders kosmisk Kristus' komme"). Som man kan se bruger New Ager-forfatteren Teilhards begreb "Cosmic Christ" i sin titel. Mange af nutidens populære åndelige slagord eller udtryk som 'New Age', 'inklusivitet', 'transformation', 'quantum leap', 'unity-in-diversity' og endda 'tolerance' kan spores tilbage til Bailey og Teilhard," står der i anmeldelsen. "Quantum leap" betyder "kvantespring" og "unity-in-diversity" betyder "enhed-i-diversitet" og er meget brugte New Age-begreber hentet fra Teilhard og okkultisten Alice Bailey.
Artiklen forklarer videre, at New Age-bøger har overbevist mange mennesker, inklusive anmelderen selv, om at de "endelig var ved at lære, hvad Bibelens lære virkelig betød".
"Vi troede på, at der var en ny historie, som var den rigtige historie, og vi var klar til at sprede ordet. I begyndelsen af 1980'erne var en magtfuld kernegruppe af New Age-troende på plads. Vi ville være der for at støtte og opmuntre befolkningen som helhed, efterhånden som de gradvist blev introduceret til New Age-lære.
...
Der var en 'ny' ånd i landet."

"I midten af 1980'erne blev de fleste boghandelssektioner med mærket 'okkult' ændret til 'New Age', skriver anmelderen desuden. Og 'New Age'-bøgerne begyndte også at dukke op indenfor boghendlernes sektioner med religion, psykologi, business, sundhed, selvhjælp og endda videnskab, påpeger anmelderen. I 1987 blev den berømte filmskuespillerinde Shirley MacLaines bestseller-bog, "Out on a Limb", "lavet til en tv-film i bedste sendetid, som blev set af millioner," skriver anmelderen. Bogen og filmen behandler MacLaines livsrejse med New Age-spiritualitet og emner som reinkarnation, meditation og at være et åndemedie. "New Age var officielt ude af skabet og bevægede sig ind i det almindelige samfund," skriver anmelderen.
Populariseringen af "New Age-evangeliet" accelererede kraftigt i halvfemserne og ind i det nye årtusinde, da højt profilerede mennesker, som Oprah Winfrey, åbent begyndte at erklære deres New Age-tro. TV-talkshows som "The Oprah Winfrey Show" og "Larry King Live" inviterede New Age-forfattere ind for at tale om deres bøger. New Age blev en del af populærkulturen, konstaterer anmelderen.
I del 3 kapitel 3 behandlede vi, hvordan Hollywood er indsvøbt i okkultisme og forskellige udgaver af New Age-spiritualitet - samt i øvrigt desuden plaget af diverse overgreb på børn.

Teilhard, transhumanisme, racehygiejne og indflydelsen på FN
I "Future of Man" (side 220) skriver Teilhard:
"Som vi ved er troen på, at det menneskelige individ ikke kan fuldkommengøre sig selv eller eksistere fuldt ud undtagen gennem den organiske forening af alle mennesker i Gud, væsentlig og grundlæggende for kristen lære."

Frasen om den "organiske forening af alle mennesker i Gud" er interessant, fordi tanken minder om en anden af Teilhards ideologier: Transhumanismen.
Det er en ideologi og bevægelse, der argumenterer for at mennesker - og menneskeheden i det hele taget - skal smelte sammen med maskiner for at skabe bedre muligheder for sig selv - og i yderste konsekvens for at overleve som art.
Moderne teknologiske landvindinger såsom internettet ses af mange som en opfyldelse af dette evolutionære spring, påpeger denne artikel om jesuitterpræsten og hans ideologiske indflydelse. I sit arbejde agiterede han for både bioteknologier (f.eks. genteknologi) og "intelligensteknologier", fortæller Eric Steinhart, som er PhD i filosofi ved det amerikanske universitet William Paterson University. Teilhard "diskuterer fremkomsten af et globalt beregnings-kommunikationssystem (og siges af nogle at have været den første, der havde forestillet sig internettet)".
"Han går ind for udviklingen af et globalt samfund. Teilhard er næsten sikkert den første til at diskutere accelerationen af teknologiske fremskridt til en singularitet, hvor menneskelig intelligens vil blive superintelligens. Han diskuterer spredningen af menneskelig intelligens til universet og dens forstærkning til en kosmisk intelligens."

"Singularitet" betyder her blot "punkt" eller "tilstand", hvor det nævnte sker.
Pierre Teilhard de Chardin var stor fortaler for transhumanisme, på et - for denne idéologi - yderst tidligt tidspunkt i dens etablering. Ja, man kan argumentere for at han var med til at skabe den transhumanistiske idé.
Den første til at bruge ordet "transhumanisme" var science fiction-forfatteren Aldous Huxley's bror evolutionær-biolog og generaldirektør for FN-organisationen UNESCO, Julian Huxley (1887–1975). Det gjorde han i et essay af samme navn; "Transhumanism", som blev udgivet i 1957. Julian Huxley, som altså opfandt ordet "transhumanisme", var også meget nær ven af Teilhard de Chardin. Deres venskab varede fra midten af 40'erne indtil Teilhards død i 1955, og de var store beundrere af hinanden. Julian Huxley var ligesom Teilhard erklæret eugeniker (det danske ord herfor er "racehygieniker"). En eugeniker er en person, som, af hensyn til samfundets udvikling, ønsker udryddelse af, hvad vedkommende definerer som "laverestående mennesker". UNESCO er FN's organisation for uddannelse, kultur, kommunikation og videnskab (United Nations Educational, Scientific and Cultural Organization).

Den transhumanistiske vision er blevet latterliggjort for at være helt urealistisk. Det samme er de mennesker, som peger på at visionen deles af verdens økonomiske, politiske og kulturelle ledere - og at disse desuden konkret arbejder for at gennemføre den.
Denne forestilling er igennem de seneste par årtier blevet hånet og stemplet som en "latterlig konspirationsteori", men i 2020 har verdens største forening af ledende lande, virksomheder, politikere, kulturpersonligheder mv. - World Economic Forum - erklæret, at de vil have det som kaldes "Internet of Bodies" implementeret og udnyttet maksimalt. Deres egen formulering er at "potentialet i Internet of Bodies skal frigøres fuldt ud". Internet of Bodies betyder i praksis at mennesker opkobles til internettet fx via implantationer og indlejrede chips i hænder og/eller hjerne.
Den transhumanistiske idé som Theilhard de Chardin var en central medspiller i at udvikle - er altså nu flere årtier senere blevet et erklæret mål for verdens største forretningsmæssige og politiske fællesorganisation. Denne organisation forener i øvrigt alle betydende lande i verden med de største og mest indflydelsesrige multinationale virksomheder.
Denne artikel i mediet Unlimitedhangout.com fortæller om den tidligere nævnte ledende New Ager Barbara Marx Hubbard og kalder hende "Gudmor for transhumanisme og syntetisk spiritualitet". Hendes vision om "bevidst" transhuman evolution blev inspireret af Pierre Teilhard de Chardin, fortæller en anden artikel om Hubbard i samme medie.
Den artikel fortæller videre, at Hubbards syn på befolkningstilvækst og bæredygtig udvikling har påvirket FN's Agenda 2030 (med de 17 verdensmål) og WEF's Great Reset. Hubbards holdning var inspireret af Teilhard de Chardin, som mente, at menneskelig overbefolkning burde udryddes eugenisk for at redde Jorden fra økologiske "kriser", der truede den "evolutionære" udvikling. I "Future of Man", udtalte Teilhard de Chardin, at for at afværge "hungersnød" og andre økologiske katastrofer på grund af overbefolkning, vil menneskeheden være nødt til at udrense sin egen befolkning ned til en maksimal størrelse, mens den eugenisk konstruerer de passende forhold og proportioner af et racehygiejnisk kaste-hierarki rangeret i forhold til forskellige etniske typer (se side 231).

I april 2025 var der et foredrag på Princeton University med titlen "'Building the Earth': Pierre Teilhard de Chardin, Science, and the Spirituality of the United Nations" ("'At opbygge Jorden': Pierre Teilhard de Chardin, videnskab og de Forenede Nationers spiritualitet").
Det beskrives således på universitets hjemmeside:
"Foredraget undersøger modtagelsen af Teilhard de Chardins arbejde i FN siden 1950'erne. Det viser, hvordan Teilhards katolske kosmologi blev taget op af FN-bureaukrater på højt niveau og bidrog til udviklingen af en særegen FN-spiritualitet."

Foredragholderen Ph.D. i historie ved Harvard University Sarah Shortall hævder, at Teilhards indflydelse i FN hjalp til at videnskab og religion blev bragt sammen for at animere efterkrigstidens projekt om global regeringsførelse.

At Pierre Teilhard har haft indflydelse på FN kan ses på flere niveauer. Hele idéen med FN er at forene verden, så på det overordnede niveau er FN naturligvis i overensstemmelse med Teilhards tanker. Men jesuitterpræstens mystikertanker influerer FN på mange flere niveauer. Et eksempel fra vores årtusinde er denne erklæring fra formanden for FN's 63. generalforsamling i 2009, Miguel d'Escoto Brockmann. Det var en FN-generalforsamling, som handlede om vedtagelsen af FN's resultatdokument for verdensorganisationens "Konference om verdens finansielle og økonomiske krise og dens indvirkning på udvikling".
I sin erklæring skriver FN-formanden, at han inviterer repræsentanterne for alle verdens folk "til at se ud over nutidens økonomiske bekymringer og til at fastholde håbet for Jordens og menneskehedens fælles fremtid." Derefter taler formanden om, at de "alle sammen" skal "søge og bygge konsensus sammen, der vil føre os mod en mere håbefuld fremtid for os alle og for Moder Jord."
Så kommer han ind på Teilhard:
"Dette minder mig om visionen af den store franske videnskabsmand, arkæolog og mystiker Pierre Teilhard de Chardin. I Kina, hvor han udførte sin forskning om "Homo pekinensis", havde han noget af en vision.
Ser man på de fremskridt inden for teknologi, handel og kommunikation, der forkortede afstande og lagde grundlaget for, hvad han kunne lide at kalde planetisering, snarere end globalisering, så sagde Teilhard de Chardin allerede i 1930'erne, at vi var vidne til fremkomsten af en ny æra for Jorden og for menneskeheden.
Det, der var ved at dukke op, fortalte de Chardin os, var noosfæren, efter fremkomsten i evolutionær proces af antroposfæren, biosfæren, hydrosfæren, atmosfæren og litosfæren. Nu kommer den nye sfære, sfæren af synkroniserede sind og hjerter: noosfæren.
Som vi ved, refererer det græske ord noos til foreningen af ånden, intellektet og hjertet.
Hvor er vi på vej hen? Jeg vover at tro og håbe, at vi alle er på vej mod den langsomme men ustoppelig fremkomst af noosfæren. Mennesker og folk vil opdage og acceptere hinanden som brødre og søstre, som familie og som en enkelt art, der er i stand til kærlighed, solidaritet, medfølelse, ikke-vold, retfærdighed, broderskab, fred og spiritualitet.
Er dette en utopi? Det er uden tvivl en utopi, men en nødvendig en. Det guider os i vores søgen. En utopi er per definition uopnåeligt. Men det er ligesom stjernerne: de er uopnåelige, men hvad ville nattehimlen være uden stjerner? Det ville ikke være andet end mørke, og vi ville være desorienterede og fortabte. En utopi giver ligeledes retning og formål til vores liv og kampe.
Noosfæren er altså det næste skridt for menneskeheden."

Der er mange eksempler på Pierre Teilhard de Chardins betydning for FN og verdensorganisationens underafdelinger. I 1981 fx afholdt UNESCO fx et Internationalt symposium i anledning af hundredåret for Pierre Teilhard de Chardins fødsel.
I program og mødedokumentet til dette symposium er der et afsnit, der hedder "The Religious Phenomenon" ("Det religiøse fænomen"). Heri hævdes det, at tidens "religiøse fænomen" "er præget af to tendenser: mødet mellem verdensreligioner og sekulariseringen af den moderne kultur".
"På en hidtil uset måde mødes forskellige religiøse grupper i en atmosfære af harmoni. Dette gælder ikke kun for den økumeniske bevægelse inden for kristendommen, men også for verdensreligioner. Hvor der tidligere ofte havde været fremmedgørelse, mistænksomhed og forfølgelse, er der nu gensidig respekt og berigelse. Både Kirkernes Verdensråd og Vatikanet har officielle agenturer til dialog med andre religioner."

Her er altså et eksempel på, hvordan mennesker med tilknytning til verdensorganisationen FN ønsker at verdens "forskellige religiøse grupper" samles. Den katolske kirke har - som tidligere vist - en fremtrædende position i netop denne tendens.
Senere overvejer dokumentet, om "Teilhards ord" "repræsenterer en form for menneskelig energi, som i sine rødder er åndelig, og som skal kanaliseres ind i det menneskelige fænomen i dets proces mod planetisering". "Planetisering" ("planetization") er Teilhards selvopfundne ord for, hvad man i dag kalder "globalisering". Dokumentet fremsætter derefter en "tese" om, at "Teilhards religionsbegreb hjælper os med at forstå vor tids religiøse fænomen i både dets økumeniske og sekulariserende tendenser."

FN fejrede i 2020 organisationens 75 års fødselsdag - også med hyldest til Pierre Teilhard de Chardin. På FN's hjemmeside finder man denne artikel, der handler om jubilæet og Teilhard - og i artiklen synes jesuitterpræsten nærmest at fremstå som FN's profet og åndelige far.
"For omkring 100 år siden skrev Pierre Teilhard de Chardin profetisk, at 'nationernes tidsalder er forbi'," står der i artiklen. Og derefter fremsættes Teilhards forestillinger om to modpoler: "Hvis vi ikke skal gå til grunde, må vi lægge vores gamle fordomme til side og bygge jorden". Altså på den ene side selvstyrende nationer udlagt som en ødelæggende trussel og på den anden side idealistisk verdensfællesskab omkring opbygning af "jorden". Artiklen nævner ikke Teilhards racehygiejniske "løsninger".
"Som Chardin rådgav, skal vi nu være uløseligt forbundet," proklamerer artiklen desuden. Den påpeger også, at Teilhard næsten et halvt århundrede før etableringen af FN "profeterede", "at der ikke findes nogen sikker eller blomstrende verden i isolation." Teilhard de Chardins ytringer, "profetier" og rådgivning har tydeligvis passet FN godt.

FN, Blavatsky, Bailey og Lucifer
FN er også blevet påvirket af andre markante personer indenfor mystisk spirituel tænkning. Nogle af de mest fremtrædende er nok ægteparret Alice og Foster Bailey, som har haft stor betydning for transformationen af "gammeldags" okkultisme til moderne populærkultur i New Age-bevægelsen.

Alice Bailey (1880-1949) var en britisk og amerikansk forfatter, som skrev flere bøger om teosofi.
Vi har i denne online bog flere gange kort berørt teosofien, men i dette afsnit vil vi gå noget dybere i beskrivelsen af emnet. Teosofi beskrives af enclyklopædien Britannica, som en "okkult bevægelse med oprindelse i det 19. århundrede". Ordet "teosofi" er afledt af de græske ord "theos" og "sophia", som betyder hhv. "gud" og "visdom". "Teosofi" forstås således som "guddommelig visdom". Britannica forklarer, at udgaver af teosofiens doktriner bl.a. går tilbage til antikkens manikæerer. Vi hørte om manikærerne, da vi beskæftigede os med undersøgelser af ledende frimueres udsagn og religiøse præferencer (se del 3 kapitel 4). Teosofiens idéer kan desuden bl.a. spores tilbage til antik gnosticisme, som vi ligeledes hørte en del om i dette kapitel.
Britannica fortæller videre om andre grupper med "dualistisk" ideologi, der op igennem historien har dyrket lignende tanker. I moderne tid har rosenkreuzere og spekulative frimurere ligeledes haft teosofiske synspunkter, uddyber Britannica desuden. Rosenkreuzere er vi også stødt på flere gange i forbindelse med undersøgelsen af påstande om hemmelige netværk og ordner, hjernevask og misbrug af børn (se del 3 kapitel 2).
Britannica fortæller også, at "den internationale New Age-bevægelse i 1970'erne og 80'erne opstod blandt uafhængige teosofiske grupper i Storbritannien".
Alice Bailey var netop en af inspirationskilderne for den moderne New Age-bevægelse. Baileys bøger beskriver en art teosofisk og esoterisk tankegang, og behandler emner som spiritualitet i forhold til solsystemet, meditation, healing og spirituel psykologi.

Alice Bailey agiterede for én samlende verdensreligion og en "New World Order" (ny verdensorden), som også skulle inkludere "essentiel enhed mellem alle religioner, alle videnskabsafdelinger og alle filosofier". I den sidste del af sit liv - i 1940'erne - profeterede Alice Bailey, at en ny messias, "Mesteren Maitreya", ville dukke op i den sidste fjerdedel af det 20. århundrede. "Messias" er som bekendt ordet for "jødernes ventede konge og frelser" og således også for Jesus Kristus.
Bailey hævdede, at flere af hendes bøger var blevet telepatisk dikteret til hende af en "Master of Wisdom" (visdomsmester). Denne blev oprindeligt kun omtalt som "tibetaneren" eller med initialerne "D.K.". Men senere blev karakteren navngivet som "Djwal Khul", der af nogle teosofikere anses for at være en af menneskehedens åndelige vejledere i kosmologiske, metafysiske og esoteriske principper.
Bailey var desuden grundlægger af den såkaldte "Arcane School" (Arcane-skole), der underviste i den kvindelige mystikers åndelige lære. "Arcane" betyder "mystisk og kun kendt af få mennesker".

Alice Bailey var inspireret af en af stifterne af det teosofiske selskab: Helena Petrovna Blavatsky (1831-1891) - også kaldet Madame Blavatsky. For at forstå Blavatskys idéer kan man læse nogle af de mest kendte citater fra hendes hånd. Hun er fx citeret for udsagnet om, at "Lucifer repræsenterer liv", "fremskridt, civilisation, frihed, uafhængighed". "Lucifer er Logos, Slangen, Frelseren," uddybede hun desuden.
Et andet citat fra Blavatsky i denne stil er dette:
"Det er Satan, der er vores planets Gud og den eneste Gud."

Hun er også citeret for dette udsagn:
"Og nu er det bevist, at Satan eller den røde flammende drage, 'fosforens Herre' og Lucifer eller 'Lysbæreren' er i os: det er vores sind."

Blavatsky var - ligesom Pierre Teilhard de Chardin - panteist. Hun mente, at "alt i universet" "er bevidst", og hun uddybede dette ved at hævde, at alt er "udstyret med en bevidsthed af sin egen art og på sit eget opfattelsesplan".
I slutningen af det 19. århundrede annoncerede Helena Blavatsky en kommende "New Age" (ny tidsalder). Hun mente, at teosoffer skulle hjælpe med udviklingen af den menneskelige race og forberede sig på at samarbejde med en af de "Opstegne Mestre" i "Det Store Hvide Broderskab". Hun mente, at denne "Opstegne Mester" ville ankomme snart. Blavatsky hævdede, at verden bliver styret af nogle skjulte ledere, en art mystisk "broderskab" som styrede "planetens skæbne," fortæller Britannica desuden. Enclykopædien fortæller videre, at "hendes ideer bidrog til forventningen om en New Age blandt udøvere af spiritualisme og troende i astrologi". Den nye tidsalder kaldte hun "Aquarian Age" (Vandmandens tidsalder), og hun beskrev den som en periode med broderskab og oplysning.
Som andre senere moderne New Agere troede hun også på buddhistiske og hinduistiske forestillinger såsom reinkarnation. Hendes idéer er i vid udstrækning hentet fra østerlandsk religion og mystik - og desuden blandet med idéer fra jødisk og kristen tro, jødisk okkultisme og meget andet.
Idéerne fra de mange forskellige religioner og okkulte trosretninger kaldte hun "viden". Hun cirkulerede omkring denne "viden" igen og igen i sine udsagn. Et eksempel på en samling af nogle af de forskellige idéer findes i et citat om menneskets sjæl. En menneskesjæl "påtager sig forskellige kroppe fra liv til liv på jorden for til sidst at nå frem til sådan en fuldkommen viden gennem gentagen oplevelse", mente Blavatsky. Man kan således "antage en krop, der er egnet til at være bolig for en [...] perfektioneret sjæl." Dette kalder hun også en "Mahatma" og "en åndelig hjælper for menneskeheden".

I 1922 grundlagde ægteparret Alice og Foster Bailey NGO'en Lucis Trust. NGO betyder "Nongovernmental Organisation", eller på dansk "ikke-statslig organisation". Organisationens aktiviteter omfatter bl.a. Arcane skolen og et forlag, der primært har som formål at udgive Alice Baileys mange bøger - samt programmet "World Goodwill". Det er endnu en NGO, men denne arbejder i sammenhæng med FN. Den har offentlig kommunikationsafdeling i verdensorganisationen og samarbejder desuden med flere andre internationale organisationer.
I dag har Lucis Trust hovedkvarterer i New York City, London og Geneve - og mere end 6.000 aktive medlemmer verden over, "som arbejder hen imod etableringen af den nye okkultiske orden," fortæller denne artikel om Alice Bailey og FN i et kristent medie kaldet Way of Life ("Livets vej"). "Dens indflydelse rækker dog langt ud over dens faktiske medlemsstatistikker," påpeger artiklen derefter.
Lucis Trust fortæller selv, at organisationen har rådgivende status hos FN's Økonomiske og Sociale Råd (ECOSOC), og World Goodwill er anerkendt som NGO af afdelingen for global kommunikation i FN. Lucis Trust og World Goodwill er "en del af et fællesskab af mange hundrede NGO'er, der spiller en aktiv rolle i FN, især i at sprede information om FN og fremme støtte til FN-programmer". Lucis Trusts artikel om samarbejdet med FN fortæller også, at de giver deres støtte "gennem meditation, undervisningsmateriale og seminarer". Disse tiltag fremhæver "vigtigheden af FN's mål og aktiviteter". Lucis Trust begrunder sin støtte til FN med at organisationens mål og aktiviteter "repræsenterer verdens folk og nationers stemme".
De noget højstemte ord om "nationers stemme" synes at være lidt ude af trit med, hvad vi tidligere hørte. Pierre Teilhard de Chardin, som havde en meget høj stjerne i FN, skrev, at "nationernes tidsalder er forbi" og synes at mene, at nationer primært er et problem, der står i vejen for at "bygge jorden".

Lucis Trust skriver desuden om World Goodwill, at organisationen "opretholder uformelle forbindelser med en bred vifte af nationale og internationale ikke-statslige organisationer".
"Lucis Trust er på listen over De Forenede Nationers Økonomiske og Sociale Råd. World Goodwill er overbevist om, at FN bør støttes som det vigtigste håb for menneskehedens fremtid."

Forlaget som udgiver Alice Baileys bøger hed oprindeligt "Lucifer Publishing Company" (Lucifer forlagsvirksomhed). Få år senere blev navnet ændret til "Lucis Publishing Company".
Lucis Trust forklarer, at både 'Lucifer' og 'Lucis' kommer af den samme ord-rod og at lucis blot betyder lys. Derefter uddyber folkene bag FN-støtteorganisationen forklaringen således:
"Baileys' grunde til at vælge det originale navn kender vi ikke, men vi kan kun formode, at de ligesom den store lærer H.P. Blavatsky, som de havde enorm respekt for, søgte at fremkalde en dybere forståelse af det offer, som Lucifer gav. Alice og Foster Bailey var seriøse studerende og undervisere i teosofi, en åndelig tradition, der betragter Lucifer som en af sol-englene, de avancerede væsener, som teosofien siger, steg ned (deraf 'faldet') fra Venus til vores planet for evigheder siden for at overbringe sindets princip til det, der dengang var dyre-mennesker. I det teosofiske perspektiv var nedstigningen af disse solengle ikke et syndefald eller et fald til vanære, men snarere et udtryk for et stort offer, som det antydes i navnet 'Lucifer', der betyder lysbærer."

Der er i forklaringen tydelige referencer til Bibelens fortælling om Satans faldne engle, som blev smidt ud af Guds paradis i forbindelse med Adams og Evas syndefald. Men her er forklaringen modsat: Satan er en "sol-engel", der overleverer "sindets princip" og "lys" til primitive "dyre-mennesker". Dette udlægges som "et stort offer" for Satan. Dette er almindeligt blandt denne type mystikere og okkultister. I del 3 kapitel 4 så vi ligeledes, hvordan flere andre ledende mystikere vendte op og ned på Bibelens fortælling om Satan: Aleister Crowley, Albert Pike, Albert G. Mackey, Manley P. Hall og Eiliphas Lévi. Men her ser vi altså, hvordan disse tanker er direkte knyttet til verdensorganisationen FN.
Det Teosofiske Selskab brugte i øvrigt også navnet "Lucifer" som navnet til sin tidlige magasinpublikation.

I Lucis Trusts artikel om "World Goodwil" er der et afsnit med titlen "Kristi genkomst". "Dette er en tid med forberedelse ikke kun til en ny civilisation og kultur, men også til ankomsten af en ny åndelig uddeling," fortæller Lucis Trust.
"I slutningen af en tidsalder synes menneskelige ressourcer og etablerede institutioner utilstrækkelige til at imødekomme verdens behov og problemer. På et sådant tidspunkt er fremkomsten af en lærer, en åndelig leder eller avatar, forudset og påkaldt af menneskehedens masser i alle dele af verden. I dag forventes verdenslæreren, Kristus, at dukke op igen af millioner, ikke kun af dem med kristen tro, men af dem af enhver tro, der forventer Avataren under andre navne – Herren Maitreya, Krishna, Messias, Imam Mahdi og Bodhisattvaen."

Stort set hele Bibelen handler om, at man ikke skal blande troen på den kristne Gud med tro på andre guder (som også tidligere påpeget, bl.a. i afsnittet "Albert G. Mackey: Baphomet er et imponerende symbol på frelse gennem særlig viden"). "Verdenslæren, Kristus", der nævnes her, kan altså ikke være Bibelens Jesus Kristus. I en Bibelsk forståelse passer den omtalte person derimod helt oplagt på Antikrist. Bibelens sidste bog Johannesåbenbaringen fortæller, at flertallet af jordens befolkning - og dermed alle typer forskellige trosretninger vil følge Satans nære allierede, Antikrist. "Forvrængning og misforståelse omgiver denne centrale kendsgerning om guddommelig reaktion på menneskets behov," skriver Lucis Trust. Som kristen tænker man på om denne "forvrængning og misforståelse" refererer til kristen opposition mod den udvikling Lucis Trust beskriver og FN, WHO, EU, World Economic Forum og lignende organisationer sørger for. "Dette er uundgåeligt, men ligegyldigt," skriver Lucis Trust. "Det faktum, at overgangen til en ny tidsalder vil ske, er vigtig".
Alice Bailey advarede om, at "fanatikere" vil kæmpe mod den kommende New Age, fortæller den kristne Way of Life-artikel. "Denne iboende fanatisme (som altid findes i reaktionære grupper) vil kæmpe mod fremkomsten af den kommende verdensreligion og spredningen af esoterisme," skulle hun angiveligt have skrevet i sin bog "The Externalization of the Hierarchy" ("Eksternalisering af hierarkiet", på side 453 ifølge artiklen).

FN-partneren Lucis Trust fortæller videre, hvordan tiden med den nye verdensleder giver "nye leveværdier" og "nye adfærdsstandarder":
"Forberedelse af mennesker med god vilje er nødvendig for at indføre nye leveværdier, nye adfærdsstandarder, nye holdninger til ikke-adskillelse og samarbejde, hvilket fører til rigtige menneskelige relationer og en verden i fred. Den kommende verdenslærer vil hovedsagelig være bekymret, ikke over resultatet af tidligere fejl og utilstrækkelighed, men over kravene til en ny civilisation og over omorganiseringen af den sociale struktur."

Denne positive udlægning af Antikrists uselviske karakter og tiden med hans ledelse, står også i skærende kontrast til, hvad Johannesåbenbaringen fortæller. Her beskrives Antikrist som ondskaben selv og hans verdensledelsestid som en kort men ekstremt pinefuld periode. Flertallet af jordens befolkning, som har valgt at underkaste sig Antikrists og Satans styre, bliver pint og plaget, indtil Jesus Kristus kommer tilbage fra himlen og fjerner Antikrist, Satan og al ondskab i verden.

Robert Muller og FN-spiritualiteten
Men flere andre bemærkelsesværdige personer har været med til at inkorporere mysticisme, New Age og okkulte idéer i FN's officielle spiritualitet. En anden er FN-insideren og New Age-mystikeren Robert Muller. Muller var en af de mange tidligere nævnte New Agere, som var inspireret af Pierre Theilhard de Chardin.

Robert Muller (1923–2010) var en FN-embedsmand, som tjente i FN i 40 år og steg til rangen af assisterende generalsekretær. Hans idéer og visioner drejede sig om at skabe én samlet verdensregering, verdensfred - og desuden implementere den særlige FN-spiritualitet, vi har gennemgået. Robert Muller arbejdede for at virkeliggøre sine visioner og det "førte til en øget repræsentation af religioner i FN, især af New Age-bevægelsen". Han var kendt som "De Forenede Nationers filosof" og var inspireret af bl.a. Pierre Teilhard de Chardin, Helena Blavatsky og Alice Bailey.
Muller skrev flere bøger, der promoverede hans visioner om verden. Fx kan nævnes "New Genesis: Shaping a global spirituality" ("Ny skabelsesberetning: At forme en global spiritualitet") og "The Birth of Global Civilization" ("Fødslen af global civilisation").

Muller var meget inspireret af Teilhard de Chardin og omtalte ham ofte i sine tekster. I "New Genesis"-bogen har Muller dedikereret et helt kapitel til Teilhard med titlen "My Five Teilhardian Enlightenments. ("Mine fem Teilhardiske oplysningstider)".
Her skriver Muller fx:
"... efter en tredjedel af et århundredes tjeneste i FN kan jeg utvetydigt sige, at meget af det, jeg har observeret i verden, bekræfter Teilhard de Chardins altomfattende, globale, fremadskuende filosofi."

I forbindelse med Genesis-bogens kolonfon får man at vide, at dette kapitel første gang blev offentliggjort i bogen "Spirit of The Earth" ("Jordens Ånd") - en titel som meget godt beskriver Mullers panteistiske verdensopfattelse. Også på dette punkt var hans religiøsitet i overensstemmelse med Teilhard, Bailey og Blavatsky. Robert Muller var dog ikke så kommunikerende om sit positive forhold til Lucifer som Helena Blavasky og Alice Bailey. Muller kommunikerede mere om "fred", "lykke" og en harmonisk forenet verden.

Muller begyndte at arbejde i FN, lige da verdensorganisationen blev dannet. Han viede de næste 40 år af sit liv bag kulisserne i FN og var medvirkende til udformningen af mange multilaterale organer, herunder FN's Udviklingsprogram, Verdensfødevareprogrammet, FN's Befolkningsfond og Verdensungdomsforsamlingen. Han steg gennem graderne i FN til den officielle stilling som assisterende generalsekretær og tjente under tre generalsekretærer - dvs. han samarbejdede en til en med den absolutte topleder i FN igennem tre valgperioder.

Muller skabte et "World Core Curriculum" ("Verdens kerne-undervisningsplan"), som "lærer børn om de mange grene af vores internationale menneskelige familie", og som har omdrejningspunkt om Mullers spirituelle idéer. På denne side, som lister undervisningsplanens mange punkter, er der fx et citat fra en indianerhøvding, der lyder:
"Jeg drømmer om, at alle verdens børn vil blive knyttet sammen i en fælles forståelse af Moder Jord og alle livets gaver."
-- Jake Swamp, høvding for Mohawk-nationen.

Mullers arbejde med "World Core Curriculum" gav ham "UNESCO-prisen for fredsuddannelse" i 1989. Mere end 30 Robert Muller-skoler blev grundlagt over hele verden.
Robert Muller modtog flere priser og udmærkelser, herunder Albert Schweitzer International Prize for Humanities ("humaniora-pris") og Eleanor Roosevelt Man of Vision Award ("mand med vision").
På foranledning af mange af sine venner, beundrere og ikke-statslige organisationer, blev Muller i 1996 nævnt som kandidat til posten som generalsekretær for FN. Han blev også nomineret flere gange til Nobels fredspris.

I en af de mange hyldest-artikler til Robert Muller fortælles det, at "han er blevet kaldt FN's 'filosof' og 'håbets profet'."
"Man er enige om, at han er en dybt åndelig person. Fra sit udsigtspunkt som en eminent global statsperson har han set en stærk forbindelse mellem spiritualitet og skæringspunktet med politik og kultur."

Lad os se nogle eksempler på citater fra Robert Muller, som viser, hvordan den indflydelsesrige FN-embedsmand var i overensstemmelse med mystikerne og okkultisterne Helena Blavatsky og Alice Bailey.
Muller mente, at mennesket, jorden og Gud er ét (New Genesis, side 49):
"Igen, men denne gang på en universel skala, søger menneskeheden ikke mindre end sin genforening med det 'guddommelige', dens transcendens til stadig højere livsformer. Hinduer kalder vores jord Brahma eller Gud, for de ser med rette ingen forskel mellem vores jord og det guddommelige. Denne ældgamle simple sandhed går langsomt op igen for menneskeheden."

I sin bog fra 1986 "Decide to Be" ("Beslut dig for at være") skrev Muller, at mennesket kan beslutte sig for at være Gud:
"Beslut dig for at åbne dig for Gud, for universet, for alle dine brødre og søstre, for dit indre selv ... for menneskeslægtens potentiale, til uendeligheden af dit indre selv, og du vil blive universet ... du vil blive uendelig, og du vil langt om længe være dit virkelige, guddommelige, overvældende jeg".

I teksten "A Cosmological Vision of the Future" ("En kosmologisk vision for fremtiden") fra oktober 1989 fremførte Muller sine tanker om, at verdens befolkning er del af en fælles "verdenshjerne" ("world brain"). Han agiterede også for, at alle verdens trosretninger skal definere "de kosmiske love", som er fælles for dem alle. Det skete i Lucis Trusts World Goodwill-artikelmedie og lød bl.a. således:
"Vi er midlertidige levende manifestationer eller inkarnationer af denne Jord. Vi er den levende Jord. Hver af os er en nervøs celle, der er bekymret for Jorden. Jordens levende bevidsthed begynder at virke gennem os. I, som kosmiske og jordiske celler, er en del af et enormt biologisk og evolutionært fænomen, som er af første betydning på dette stadium, nemlig menneskeheden som helhed, hele menneskearten, er blevet til hjernen, hjertet, sjælen, jordens udtryk og handling. Vi er nu en verdenshjerne som bestemmer hvad der kan være farligt og dødeligt for planeten: FN og dens afdelinger og utallige grupper og netværk rundt om i verden, er en del af hjernen. Dette er vores nyopdagede mening. ... vi er en global familie, der bor i et globalt hjem. Vi er i færd med at blive en global civilisation. Jeg håber, at religiøse ledere vil mødes og inden udgangen af dette århundrede definere de kosmiske love, som er fælles for alle deres trosretninger. Det tredje årtusinde bør blive et åndeligt årtusind, et årtusind, som vil opleve menneskehedens integration og harmoni med skabelsen, med naturen, med planeten, med kosmos og med evigheden".

Man kan blive ved, men lad os bare tage et sidste citat. Muller mente også, at mennesket hele tiden udvikler sig opad, drevet af kosmiske kræfter, og hvis vi undlader at følge disse "evolutionære pligter", dør vi. (New Genesis, side 136):
"Jeg er kommet til den konklusion, at vores planet, alt liv på den og i særdeleshed menneskeliv, er en manifestation af universets kosmiske eller guddommelige kræfter. Inden i os bor der derfor en grundlæggende kosmisk kraft, som tilskynder os til at reagere på vores evolutionære pligter og være til fordel for livet og vores videre opstigning. Hvis vi ikke gør det, er vi forladt af denne centrale, altgennemstrømmende kraft og så dør vi individuelt eller kollektivt. Troen på livet og på vores fremtid er derfor den mest vitale kraft, vi må stole på for at fortsætte med succes på vores mærkelige, uudgrundelige rejse i universet. Dette er, hvad Kristus og mange andre budbringere fra de ydre himle har fortalt os..."

Dette er endnu en "klassisk" okkult idé, om menneskets spirituelle udvikling og forbedring gennem indvielse i okkult viden. I praksis synes idéen her at blive en trussel mod alle, der ikke er enige i de mystiske tanker. For hvis du som individ vælger ikke at udfylde dine "evolutionære pligter", truer du kollektivet med død, og hvad skal kollektivet så gøre ved dig? Det er i øvrigt en idé, man måske kunne se implementeret i forbindelse med den verdensomspændende "corona"-situation. Hvis man ikke tog den eksperimentielle genmanipulerede indsprøjtning, blev man i Danmark og andre steder udskammet som en trussel mod fællesskabet af samfundets øverste ledelse.
Muller udpegede også, religiøse fundamentalister, som truslen, der skal "tæmmes". Fred vil være umulig uden tæmning af fundamentalisme gennem en forenet religion, der bekender troskab "udelukkende til den globale spiritualitet og til denne planets sundhed," hævdede Robert Muller i 1996. Kristne fundamentalister, der tror på Bibelen og søger at følge dens bud, kan som tidligere forklaret ikke tilslutte sig "en forenet religion", da Bibelens Jesus Kristus afviste dette. Derfor hører kristne fundamentalister ind under Mullers kategori af trussel.

FN's interreligiøse 'meditationsrum' med 6-tons stenalter i jernmalm
FN's spirituelle baggrund kan også ses af verdensorganisationens modernistiske alterrum, som står i hovedsædet og Generalforsamlingsbygningen i New York. Det er et rum, som "er dedikeret til fred og er et samlingssted for regelmæssige arrangementer for at anerkende dem, der har dedikeret sig til at stræbe efter fred," skriver FN i sin egen artikel om alterrummet. Rummet blev etableret i 1952 og har et tværreligiøst formål, hvor folk kan "trække sig tilbage ind i sig selv, uanset deres tro, overbevisning eller religion," fortæller FN. I centrum af rummet står et 6 tons tungt jernmalmsstensalter "som et tegn på bestandighed i en verden i forandring".
I rummet er der også tolv bænke og på endevæggen hænger et abstrakt vægmaleri, som "fremhæver rummet" og er malet i blå, hvide, gule og grå geometriske former. "Den ene sorte prik, eller halvcirkel, bringer den besøgendes øje til et hvilepunkt," påpeger FN.
Denne kritiker af FN og organisationens mystiske spiritualitet kalder simpelthen rummet "et luciferiansk 'meditationsrum'".

FN's meditations- og alterrum i New York

Rummet blev renoveret i 1957 og daværende generalsekretær i FN, svenske Dag Hammarskjöld, stod selv for en stor del af designet, fortæller FN desuden.
Ved åbningsceremonien sagde Hammarskjöld:
"Vi har et centrum af ro i os, omgivet af stilhed. Dette hus, dedikeret til arbejde og debat i fredens tjeneste, bør have ét rum dedikeret til stilhed i den ydre forstand og ro i den indre forstand ... Mennesker fra mange trosretninger vil mødes her, og derfor kunne ingen af de symboler, som vi er vant til i vores meditation, bruges."

Hammarskjöld tilføjede, at alteret repræsenterer "et møde mellem lyset, himlen og jorden ... det er alteret for alles Gud."
"FN hævdede, at den bizarre udstilling var dedikeret til 'den Gud, som mennesket tilbeder under mange navne og i mange former'," fortæller den tidligere nævnte FN-kritiker.

I 1977 afholdt FN en mindehøjtidelighed for 20-året for renoveringen af alterrummet. Her deltog bl.a. Robert Muller, direktøren for FN's meditationsgruppe og den indiske spirituelle leder Sri Chinmoy såvel som den permanente repræsentant for pavestolen, Monsignor Giovanni Chelli. FN's meditations-sanggruppe sang seks sange, og der var desuden hyldesttaler fra ovennævnte og andre. Ud over at hylde Dag Hammerskjöld udtalte Robert Muller bl.a. det tidligere omtalte citat om menneskehedens genforening med det "guddommelige" og hinduers "ældgamle simple sandhed" om "Brahma", som både jorden og Gud.

Dag Hammarskjöld bliver i denne forskningsartikel karakteriseret, som en "international embedsmand, der byggede bro mellem mystisk spiritualitet og pragmatisk diplomati". Han var inspireret af flere religiøse mystikere. Denne artikel nævner den tyske middelalder-mystiker Meister Eckhart, den persiske islamiske mystiker og middelalderdigter Rumi, den kinesiske filosof Zisi (Hammarskjöld brugte den tidligere transliteration Tsze Sze), den middelalderlige katolske teolog Thomas Aquinas og den katolske mystiker Johannes af Korset.
Som vi har set mange gange, blandede Dag Hammarskjöld således forskellige religiøse tilgange - på linje med eksemplerne Alice Bailey og Helena Blavatsky. I Hammarskjölds tilfælde var det elementer fra et kristent mystiker-tankesæt, der blev blandet med bl.a. buddistisk filosofi, religion og kultur samt islamisk mystik.
Et centralt princip i Hammarskjölds filosofi var, at livskraft kommer fra "et uselvisk ønske om at leve for alles skyld, ikke kun for sig selv," fortæller denne artikel, der behandler Dag Hammarskjölds religiøsitet.
"Hans refleksioner udtrykker, at individuelle aspirationer mindskes i betydning, når de vejes op mod det universelle livs enorme vidtstrakthed, og at den virkelige mening stammer fra en forpligtelse til at tjene dette højere formål."

Det lyder jo flot og idealistisk. Men nogle vil nok mene, at risikoen i denne tankegang er et fokus på kollektivet, der bliver så gennemtrængende, at individets rettigheder kan forsvinde.
Tidligere i dette kapitel hørte vi vendingen "Common Good" ("det fælles bedste") i forbindelse med Hillary Clintons stabschef John Podestas organisation "Catholics in Alliance for the Common Good" ("Allierede katolikker for det fælles bedste"). Den arbejder for at fremme en mere progressiv tilgang til bl.a. homoseksualitet, aborter og kvindelige præster. Vi hørte også, at lederen af organisationene skrev, at "homosex kommer fra Gud".
I starten af næste kapitel skal vi høre om pave Frans' slogan "det fælles bedste" ("the common good"), som han bruger i forbindelse med rigtig mange emner. Bl.a. når han kommunikerer om, hvordan verdens befolkning bør tage hensyn til klima-dagsordenen.
FN's historiske fokus på kollektivet og den spirituelle baggrund herfor har fået kritik af flere. Denne kritiske artikel om Robert Muller og FN er et eksempel på det. "Bag den utopiske New Age-retorik" ligger "en ildevarslende dagsorden," hævder artiklen.
"Mullers vision var ikke blot verdensfred og internationalt samarbejde, men et system af global styring, social manipulation, opløsning af religioner, kulturer og værdisystemer samt marxist-lignende økonomi – en Ny Verdensorden i ordets værste forstand."

Robert Muller var assisterende generalsekretær for Dag Hammarskjöld, og de to mænd havde et tæt parløb. I denne beskrivelse af Robert Mullers bog "A Planet of Hope" ("En planet af håb") bliver Dag Hammarskjöld ligefrem kaldt "Dr. Mullers åndelige far". Men Hammarskjöld var bestemt ikke den eneste FN-generalsekretær, som inspirerede Robert Mullers New Age-religion. En anden var den burmesiske diplomat og FN's tredje generalsekretær fra 1961 til 1971, U Thant. Robert Muller betegnede simpelthen U Thant for sin "lærer". U Thant "mente, at spiritualitet var den højeste dyd og behov for ethvert menneske," skrev Muller om sin lærermester.
"I spiritualitet så han den mystiske forbindelse mellem menneskets indre liv og universet, en harmoni, der alene kan bringe oplysning, distancering, personlig fred og lyksalighed."

Robert Muller og U Thant havde Teilhard de Chardin som fælles forbillede - såvel som idéer fra buddhismen integreret i deres religiøse overbevisninger. Muller fortalte, at de lærere, der havde haft størst indflydelse på U Thants rolle som generalsekretær var Buddha, Teilhard de Chardin og den tysk-franske teolog og nobelprismodtager Albert Schweitzer.
Buddha gav U Thant "læreren om liv og død i kosmos," skrev Muller. Teilhard de Chardin gav ham "læreren om spiritualitet og videnskab". Albert Schweitzer gav FN-general-sekretæren "læreren om spiritualitet og handling". Igen passer dette ganske godt med, hvad vi tidligere har hørt om FN-ledernes opposition til Bibelen og kristen tænkning.
Schweitzer fik nobelprisen for sin idé om "Ærbødighed for livet", som han kaldte et grundlæggende moralprincip. Med princippet mente han, at det gode består i at opretholde, understøtte og forbedre livet - og at det onde er det modsatte. "At opretholde, understøtte og forbedre livet" kan tolkes ind i Robert Mullers tidligere citerede New Age-idé om, at vi skal "være til fordel for livet og vores videre opstigning." Det kan også forstås i forbindelse med Teilhards evolutionære idéer om transhumanistisk optimering af mennesket. "Livet" behøver så ikke betyde det konkrete individuelle liv, som et menneske møder i sin dagligdag, men kan så forstås som "livet" som princip og et verdenssamfunds kollektive og gradvist forbedrede liv.
Schweitzer kaldes "evangelisk teolog", som betyder at udbrede evangeliet - underforstået Bibelens budskab. Men Bibelen siger ikke bare, at "det gode består i at opretholde, understøtte og forbedre livet". Man må ikke dræbe, er ét af flere konkrete bud for en kristen. Bibelen giver som bekendt ti moralske bud, og den siger desuden, at det gode er at følge Guds vilje, og at det onde er at følge Satans og sin egen vilje.
Men Schweitzer var mere tydelig i sin uenighed i traditionel kristen fortolkning af Bibelen. Han mente ikke, at Jesus skal opfattes som menneskehedens frelser - hvilket ellers er dén helt centrale pointe i det kristne evangelie. Albert Schweitzer forsvarede eksistensen af den historiske Jesus men afviste Jesus som messias og frelser. Schweitzer skrev:
"Jesus fra Nazareth, som offentligt trådte frem som Messias, der prædikede Guds riges etik, der grundlagde Himmeriget på jorden og døde for at give sit værk sin endelige indvielse, har aldrig eksisteret. Han er en figur skabt af rationalismen, udstyret med liv af liberalismen og iklædt en historisk klædedragt af moderne teologi. Dette billede er ikke blevet ødelagt udefra; det er faldet fra hinanden..."

Schweitzer indikerede, at Jesus grundlæggende er en fiasko, der ikke havde holdt, hvad han havde lovet sine disciple. For Schweitzer mente, at Jesus havde lovet disciplene at vende tilbage og forårsage verdens ende i deres egen livstid. Han henviste til flere steder i Bibelen, hvor han mente løftet tydeligt fremgår, inklusive Jesus' egne ord til disciplene - bl.a. "Denne generation skal ikke forgå, før alt dette er sket" (Markus 13:30). Kristne ser generelt Jesu ord som henvendt til kristne til alle tider, og netop disse ord som en profeti om fremtiden og en opmuntring til troende. Men Schweitzer tolkede dem altså bogstaveligt i forhold til de disciple, der stod foran Jesus på tidspunktet for udsagnet. Bibelen - inklusive det gamle testamente - er ellers fuld af denne slags udsagn møntet på den givne tid, men traditionelt desuden fortolket som profetier.
Apostlen Johannes skrev, at "den, der benægter, at Jesus er Kristus", "er en løgner", og "Antikrist er den, der fornægter Faderen og Sønnen." Han fortsatte: "Enhver, som fornægter Sønnen, har heller ikke Faderen" (1 Johannes 2:22-23). Det er Bibelens brede definition af Antikrist. I Johannesåbenbaringen omtales den endelige Antikrist, der påstås at komme til at overtage verdensherredømmet i samarbejde med Satan. Dette kan ses som Bibelens snævre definition af Antikrist.
Uanset at Albert Schweitzer bliver kaldt "evangelisk teolog" af flere og nød stor anerkendelse i sin levetid, synes han at kunne falde ind under Bibelens brede definition af Antikrist. Det billede, vi har set gennem store dele af denne lange beretning, forekommer også her: FN-generalsekretæren U Thants forbillede var i dyb modstrid med fundamental kristen tro på Jesus som messias og frelser.

Den tidligere nævnte direktør for FN's meditationsgruppe, Sri Chinmoy, er en anden interessant figur, der beskriver FN's spirituelle grundidé. Sri Chinmoy var en succesfuld indisk og hinduistisk leder, der underviste i meditation i USA efter at være flyttet til New York City. Chinmoy etablerede sit første meditationscenter i 1960'erne i Queens, New York, og endte med at have 7.000 studerende i 60 lande. Han underviste, holdt forelæsninger, skrev bøger, skrev og spillede musik og var personlig guru for flere berømtheder. I 1970 blev han tilknyttet FN og begyndte at give to ugentlige "ikke-konfessionelle fredsmeditationer" i FN for FN-delegerede, personale og NGO-repræsentanter. I 1976 udtalte han: "FN's idéer er universel fred og universelt broderskab, og FN's idealer er en enhed-verdens-familie og et enhed-hjerte."
Sri Chinmoy var var tilknyttet FN indtil sin død i 2007. Det blev til i alt 37 år med hinduistiske yoga-meditationer i FN. Chinmoy ledede "fredsmeditationerne" gennem årene med deltagelse af rigtig mange FN-ansatte og diplomater. Efter hans død hyldede mere end 700 FN-embedsmænd, ambassadører og medlemmer af den amerikanske kongres samt repræsentanter for forskellige religioner Chinmoy under en posthum fejring af ham i FN's hovedkvarter i New York.

Sri Chinmoy agiterede kraftigt for "interreligiøsitet" - altså sammenkobling af alle religioner. Han skrev:
"Sand religion har en universel kvalitet. Den finder ingen fejl ved andre religioner. ... Tilgivelse, medfølelse, tolerance, broderskab og følelsen af enhed er tegn på en sand religion."

Troen på Bibelen og Jesus var altså - ifølge Sri Chinmoy - ikke "en sand religion", da Bibelen og Jesus afviser andre religioner og kræver, at man tror på Jesus og ingen andre. Ifølge Bibelen kommer alle andre religiøse trosretninger end troen på Jesus Kristus fra Satan.
Dette synes at være en tilbagevendende udfordring af flere historiske FN-lederes grundholdning.

Udbredelsen af idéen om, at det er den samme Gud, alle verdens folk dyrker, må siges at have haft en hvis succes i de seneste 100 år. Og som vi så tidligere, har paven og den katolske kirke - i tråd med FN-lederes holdninger - længe arbejdet for at forene alle verdens religioner.
FN er med sine kendte verdensmål af flere kritikere blevet beskyldt for at dyrke en art "Moder Jord-religion". Beskyldningerne kommer ikke ud af ingenting. FN's Generalforsamling erklærede den 22. april for "International Moder Jord-dag" gennem en resolution vedtaget i 2009. "Når Moder Jord sender os en besked," er overskriften i en af verdensorganisationens artikler om dagen. "Dagen anerkender Jorden og dens økosystemer som menneskehedens fælles hjem og behovet for at beskytte hende," skriver FN desuden. Begrundelsen er de nok alment kendte om at "forbedre folks livssituationer", "modvirke klimaforandringer" og "stoppe kollapsen af biodiversiteten". "Menneskehedens sundhed afhænger af Moder Jords sundhed," udtalte FN's generalsekretær António Guterres på Moder Jord-dagen 22. april 2023.
"Moder Jord" har også en anden betegnelse; "Gaia" - som er den antikke græske gudinde "Jordens Gudinde". Hun fremstår både som gudinde og som selve Jorden. Denne gudinde har lagt navn til "Gaianisme", som er en "holistisk og spirituel tro" med Jorden i centrum, "der deler udtryk med jord-religioner og hedenskab, men ikke udelukkende identificerer sig med nogen specifik religion". "Moder Jord"-princippet er gradvist blevet mere og mere integreret i FN's kommunikation sideløbende med det stigende fokus på "klimaforandringer" og "kollapsen af biodiversiteten".
En betydelig strategi for FN har været uddannelse af børn og unge i verdensorganisationens værdier og målsætninger. I dag er fx udbredelsen af FN's 17 verdensmål standard i mange skoler verden over - inklusive Danmark. Robert Muller og den tidlige ledelse af FN har haft en betydningsfuld rolle i gennemførelsen af denne vision. Den tidligere FN-generalsekretær U Thant var opmærksom på vigtigheden af uddannelse - og særligt indføringen af de spirituelle aspekter i uddannelsen. Han mente, at "manglende uddannelse af også hjertet og sjælen i mange skoler" var "den største kortsynethed i vores ellers prestigefyldte videnskabelige og intellektuelle tidsalder", påpegede Robert Muller, i et dokument fra 1990 om vigtigheden af uddannelse. Muller brugte det meste af sit liv, efter sit arbejde i FN, med at uddanne børn og voksne i sin og FN's spirituelle verdensopfattelse.
Om Mullers fokus på uddannelse af børn står der i denne FN-kritiske artikel:
"Muller anbefaler, at vi starter med indoktrinering af børn gennem et regime med 'global uddannelse', som skal erstatte lokale og nationale læseplaner med forestillinger om verdensborgerskab, multikulturalisme og respekt for anbefalingerne fra elite-globalistiske organer såsom FN. Han udviklede et 'World Core Curriculum', delvist baseret på okkultisten Alice Baileys lære, for hvilket han blev tildelt UNESCO-prisen for fredsuddannelse i 1989."

I næste (og sidste) kapitel skal vi se eksempler på, hvordan kontrol med menneskers "klimaopførsel", som er i tråd med FN's verdensmål om klimahensyn og bæredygtighed, i praksis giver mere kontrol med mennesker.

Kapitel 3:
Verdens moralske ‘vogtere’
og Jordens frelse

I det foregående kapitel hørte vi en del om pavens møder med indflydelsesrige politikere og statsledere. Vi så også hvordan, der er meget strikse regler for hvordan disse personer skal agere under møder med paven - og også fx hvilket tøj de kan tillade sig at have på. Men dem, der besøger paven, er måske mere end bare underlagt pavens krav til tøjvalg. Der er i al fald flere eksempler på, at pavens vilje bliver udført af meget indflydelsesrige personer og organisationer på verdensscenen. Jeg har tidligere skrevet denne artikel, som fortæller om da Mark Zuckerberg i 2016 var i "venskabelig audiens" hos paven, og om hvordan pavens ytrede ønske om censur derefter blev virkeliggjort på Facebook.
I juni 2021 gav paven offentligt udtryk for, at han ønsker, at kristne som holder sig til sandheden skal censureres. Derefter - i oktober samme år - offentliggjorde Meta (firmaet bag bl.a. Facebook og Instagram), at de ikke længere tillod målrettede reklamer med bestemte budskaber - bl.a. religiøse og politiske budskaber.
Denne artikel fra juni 2021 fortæller om pavens stærke meninger om censur af troende kristne. "Pave Frans advarer mod prædikanter, som sår splid online" hedder den ("Pope Francis warns against preachers who sow division online").
Ifølge artiklen udtalte pave Frans:
“Der er ingen mangel på prædikanter som, særligt gennem de nye muligheder for kommunikation, kan forstyrre fællesskaber. De præsenterer sig ikke primært for at forkynde evangeliet om Gud, som elsker mennesket i Jesus, korsfæstet og opstanden, men for at insistere - som sande ’sandhedens vogtere’ … på hvad der er den bedste måde at være kristen på”.

Paven var virkelig vred på netop disse unavngivne prædikanter. Han sagde, at disse "nye prædikanter" kan genkendes på deres "rigiditet", som står i kontrast til "at forkynde evangeliet, der gør os frie, gør os glade." Han udtalte desuden:
”Og de bekræfter på det kraftigste, at den sande kristendom er den, de holder sig til, ofte identificeret med visse former fra fortiden, og at løsningen på nutidens kriser er at gå tilbage for ikke at miste troens ægthed. Også i dag som dengang er der en fristelse til at lukke sig inde i nogle af de sikkerheder, man har opnået i tidligere traditioner."

Så det er altså nogle kristne, der - ifølge paven - ikke vil flytte sig fra det oprindelige, og som tilsyneladende insisterer på at "gå tilbage for ikke at miste troens ægthed". Med baggrund i alt det vi allerede har set, kunne man måske godt få den tanke, at dem, paven taler om, er folk, der er tro mod Bibelen.
Pave Frans synes i øvrigt selv at være ret sikker på, "at den sande kristendom er den," paven "holder sig til" - nøjagtig det han anklager de "ulydige" prædikanter for. "De nye prædikanter kender hverken sagtmodighed eller lydighed," udtalte han desuden. Men som vi har set i den lange gennemgang indtil nu, synes lydighed mod Bibelen og Jesus at betyde ulydighed mod paven og den katolske kirke.

Meta's og Facebooks censur har gennem flere år været godt skjult - og er også blevet benægtet gennem længere tid. "Det virkelige omfang af Facebook's indholdsdistributionspolitikker vedbliver at være indhyllet i hemmeligholdelse — men platformens historiske undertrykkelse af kristne synspunkter omkring seksuel orientering og kønsidentitet, abort, og religiøs frihed kan være nogle ledetråde", skriver mediet National Religious Broadcasters. Her er fx en artikel om en anden af Meta's platforme - Instagram - som censurerer en kristen leder, der opfordrer til bøn, lovprisning og tilbedelse som reaktion på nogle uroligheder i landet og som modreaktion på det som kaldes "cancel culture"-bevægelsen. "Cancel culture" handler om at udskamme eller udelukke "bestemte personer, holdninger eller instanser fra det offentlige rum". Mens den kristne leder efterfølgende anklagede Meta for censur og for at promovere "vold, optøjer og ødelæggelse" på deres medier, så hævdede Big-Tech-giganten at lederens opdateringer indeholdt "falsk og skadelig information".
Her er en artikel fra 2018, om hvordan Facebook slettede "pro-life"-annoncer (abortkritiske annoncer), og så undskyldte for det - og derefter igen slettede flere af disse annoncer.
Facebooks historiske undertrykkelse af bl.a. kristne synspunkter omkring seksuel orientering og kønsidentitet, abort og religiøs frihed er også blevet foretaget i det skjulte med en tilgang som kaldes "skygge-censur" ("shadow banning"). "Shadow banning" er når digitale platforme som fx Facebook, med algoritmer, minimerer visninger af indhold og annoncer med indhold, de ikke ønsker at eksponere. Teknikken betyder i praksis, at mennesker med bestemte holdninger stort set ikke kan komme ud med deres budskab. Bekymringer og spekulationer om "shadow banning" mon fandt sted, blev i nogle år udlagt som en falsk konspirationsteori. Men Meta har nu selv på deres egne informationssider forklaret, at dette foregår.

At Meta gør det, som paven ønsker, kan selvfølgelig være "tilfældige sammenfald". Men essensen er uanset årsag, at paven får den censur, han siger, han vil have. Han får censur af mennesker, som "tilfældigvis" er i opposition til paven.

Forloren social ansvarlighed og pavens mantra om 'Det fælles bedste'
Som vi så i citatet fra paven, talte han om prædikanter der "forstyrrer fællesskaber". "Fællesskaber" er noget, paven tilsyneladende holder rigtig meget af og i al fald taler om igen og igen - i mange forskellige sammenhænge. Vi har allerede hørt ham tale om "fælles sociale værdier" sammen med en af verdens mest magtfulde ledende muslimer. Vi så også, at den katolske kirke og de øvrige tidligere prostesterende kirker havde skrevet et dokument om deres nuværende "fælles vision" ("Common Vision"). Men pavens helt centrale mantra er det, han kalder "det fælles bedste" ("the common good") - det skal vi høre mere om nu.

For et andet interessant sammentræf er pavens interaktioner med endnu en indflydelsesrig topleder - stifteren og CEO'en i verdens største investeringsfond, Blackrock, Laurence "Larry" Fink. De to topledere indenfor hhv. religion og forretningsliv har inden for de seneste år holdt flere møder og er meget enige om tingene:
I 2015 skrev pave Frans et brev om sine bekymringer omkring klima, biodiversitet, social ulighed mm. kaldet "Laudato Si’", som han stilede til alle sine underståtter i den katolske kirke. Men brevet er offentligt tilgængeligt, så i realiteten stilede paven nok brevet til hele verden.
Brevets titel "Laudato Si'" kan oversættes til "Lovet være Dig", som kommer af et digt af en anden katolsk Frans: Mystikeren og naturdyrkeren Frans af Assisi. Digtets indledning lyder således: "Lovet være dig, min Herre, gennem vores søster, Moder Jord". Citatet fra Assisis digt er ikke tilfældigt: Pave Frans' er så glad for Frans af Assisi, at han har valgt sit pavenavn fra ham. Assisi skrev flere digte, hvor han personificerede naturen - fx "Moder Jord", "Broder Sol", "Broder Vind" og "Søster Måne". Nogle af disse digte gengiver pave Frans da også i sit brev. Princippet om "Moder Jord" bruges også i panteisme, og at tillægge solen maskuline træk og månen kvindelige træk er er en prominent okkult idé. Panteisme er når man dyrker naturen, jorden og universet som en gud. Vi hørte tidligere om pave Frans' idol Assisi og om panteisme og okkultisme i del 3 kapitel 2.
Pavens brev har undertitlen "Om at kærre sig for vores fælles hjem" ("On care for our common home"). Heri taler han om klimaet, verdens vand og biodiversitet som et "fælles bedste" ("Climate as a common good"). Desuden handler det om social ulighed og uretfærdiged - samt at der ikke bliver gjort nok for at undgå den dårlige udvikling.

Blackrocks Larry Fink skriver også breve, som stiles til rigtig mange på én gang: Hvert år skriver han nemlig et brev til alle direktører for de firmaer, Blackrock har investeret i, hvor han fortæller dem om, hvordan han og Blackrock gerne ser de agerer. I sit 2017-brev understregede Larry Fink Blackrocks fokus på det, som kaldes "ESG-investeringer". ESG står for "Environmental, Social & Governance" og betyder på dansk at foretage investeringer, som siges at være mere miljømæssigt, socialt- og ledelsesmæssigt forsvarlige. Dette er i dag meget udbredt, og i Danmark bliver virksomheder fx bedømt på ESG-parametre, hvis de skal godkendes til at låne penge i en bank.

Om Larry Fink havde læst pavens brev er umuligt at sige, men hans opfordring til alle direktørerne var i al fald i rigtig fin overrensstemmelse med pavens tanker. Og Larry Fink har det overordnede ansvar for at administrere 9 trilliarder dollars, så man må sige, at disse mange direktørers handlinger har en ikke uvæsentlig betydning.
Året efter - i 2018 - gik Larry Fink så til møde med paven og olieindustrien om verdens klima og selvfølgelig CO2-afgifter. I forbindelse med mødet forventede man, at oliecheferne ville fortælle paven, at de store olieproducerende virksomheder "er åbne overfor hårdere love mod klimaforandringer, såsom CO2-afgifter". CO2-afgifter er hvad stort set alle store mellemstatslige organisationer agiterer for (og laver regler omkring). Ikke bare for olieindustrien men for alle.
- I Europa er det EU's CO2-kvoteordning, som er skabt på baggrund af den internationale Kyotoprotokol.
- World Economic Forum har udgivet rapporten "At addressere klimaforandringer via CO2-afgifter" ("Addressing climate change through carbon taxes").
- Også Verdensbanken har udgivet en rapport om CO2-afgifter: "At sætte en pris på CO2 med en afgift" ("Putting a Price on Carbon with a Tax"). Denne rapport har også en oversigt over de lande, der på det tidspunkt allerede havde indført sådan en afgift.
I denne artikel ser man et mere opdateret verdenskort på CO2-afgiftsområdet, og man kan der desuden se udviklingen over tid samt fx hvilke lande, der har implementeret CO2-udledningshandelssystemer ("carbon emissions trading system").
Her er så en artikel fra 2021, som beskriver, hvordan dele af olieindustrien påstår, de er i proces med at skifte til "renere energi".

Pave Frans taler i USAs kongres, Europarådet, EU-parlamentet, FNs generalforsamling og til EU-politikere

Pave Frans er en yderst prominent taler. Som man kan se herover, har han talt i USAs kongres, i Europarådet, til EU-politikere, i EU-parlamentet samt FNs generalforsamling. Desuden er han altså som netop omtalt olieindustriens nye ledestjerne henimod CO2-afgifter og selvfølgelig samlingsmand for verdens religioner. Lige om lidt skal vi desuden høre om, hvordan han også er topidealisten bag ledende forretningsmænd, som vil frelse verden.

Larry Fink var i øvrigt en af de multimilliardærer, der i januar 2012 var til den fest i Wall-Street-logen Kappa Beta Phi, som vi hørte om i starten af den allerførste del af denne bog. Der var en journalist, der havde sneget sig med ind til festen den aften, og han beskrev senere sine oplevelser i en artikel i mediet New York Magazine. Til festen blev der - ifølge journalisten - opført bizarre hånlige sketches, der syntes at latterliggøre mennesker fra andre samfundslag. Journalisten beskrev simpelthen disse logemedlemmer som nogle rigmænd, der "har adskilt sig fuldstændigt fra virkeligheden" og som foragter mennesker fra lavere samfundslag. Konkret morede velhaverne sig bl.a. over de svagheder i finanssektoren, som i 2009 havde resulteret i skade på millioner af mennesker i form af omfattende tvangsauktioner og en ødelæggende global arbejdsløshedskrise. Milliardærene grinte kort sagt af den kunstige lånebobbel, de selv havde været med til at skabe og selv havde tjent styrtende på, og som endte med at ødelægge millioner af menneskers økonomiske liv. Dette skete imens ældre Kappa-medlemmer "proppede sig med lammesteg", og smed deres dyre mad op på scenen og grinede "hæmningsløst".
Et andet bizart element til logefesten var, at de Wall Street investeringsfolk, som var på vej ind i logen, blev kaldt "værdiløse novicer” og desuden opførte diverse optrin på scenen iført drag-kostumer - altså udklædt som kvinder. De ældre logemedlemmer havde underlige titler som "Store Stryg", "Store Udtværer" og "Store Brød", mens de mest estimerede ældre medlemmer blev kaldt "Ophøjede Høje Råd".
Alt dette deltog pavens tætte samarbejdspartner Laurence "Larry" Fink i. Den mand som, sammen med paven, udadtil bl.a. agiterer for social- og ledelsesmæssig ansvarlighed.

Hvem er pave Frans?
Så hvem er egentlig denne pave Frans, som har så idealistiske meninger om alt fra social uretfærdighed til jordens klimakatastrofale fremtid? Og hvilken baggrund har den pave, som tilsyneladende er så god til at overbevise verdens topledere om at gøre det, som paven siger...?
Jo, den siddende pave Frans er medlem af den katolske Jesuitterorden, faktisk er han den første jesuit som nogensinde bliver pave. Jesuitterordenen var fra sin etablering i 1540 en meget betydende del af den katolske kirkes kamp mod Martin Luthers reformationsbevægelse. Det er ligefrem blevet fremhævet, at Jesuitterordenen simpelthen blev skabt i et forsøg på at ødelægge den spirende reformationsbevægelse, som var hastigt voksende, da stifteren af Jesuiterordenen - den glødende katolik og soldat Ignatius Loyola - i 1534 første gang mødtes med seks andre katolske studerende ved universitetet i Paris for at etablere ordenen. Vi hørte tidligere om Loyola i del 3 kapitel 2 i forbindelse med hjernevaskeren William Sargent, som havde Jesuitterstifteren blandt sine "store moralske reformatorer".
Jesuitterordenen er blevet beskyldt for at være præget af en ideologi med ekstrem ultramontanisme, dvs. en ideologi der anser pavens magt som uangribelig, ubetvivlelig og fuldstændig berettiget. Disse beskyldninger har måske også en forklarlig baggrund i Jesuitterordenens meget tydelige erklæringer om ubetinget loyalitet overfor paven - altså den til enhver tid siddende pave, ikke bare den nuværende jesuitpave. Jesuitterordenen er desuden blevet beskyldt for at infiltrere politiske domæner såvel som ikke-katolske kirkesamfund.

Pave Frans' rigtige navn er Jorge Mario Bergoglio. Under dette navn var han fra 1973-1979 "Jesuit provincial supervisor" i Argentina. "Jesuit provincial supervisor" betyder, at han var lige under "Superior General" - jesuitternes øverste leder, og havde ansvaret for supervisionen af alle medlemmerne af ordenen i Argentina.

Overlevende ofre: Pave Frans hjalp argentinsk regime med at myrde dissidenter
Fra 1976 til 1981 var der militærdiktatur i Argentina under ledelse af general Jorge Rafael Videla.
Hans regime gennemførte store menneskerettighedsovergreb mod den argentinske befolkning. Dette hørte vi også om i del 3 kapitel 2 i forbindelse med, at general Videlas politik blev støttet af daværende amerikanske udenrigsminister Henry Kissinger, som opfordrede ham til at ødelægge sine modstandere hurtigt, inden den amerikanske kongres blev samlet igen - og før vrede over brud på menneskerettigheder evt. ville vokse i den amerikanske offentlighed.
Regimets politik var økonomisk neo-liberalt og fascistisk i sin voldsanvendelse og militært hierakiske styreform.

I 1976 hjalp den nuværende pave Frans angiveligt Videla-regimet med dets mord på dissidenter. Regeringsdokumenter fra dengang påstås at have bekræftet hans rolle i at angive medlemmer af hans egen orden og andre uskyldige til regimets frygtede dødspatruljer. Det drejede sig om to præster, som han anså for at være "venstreorienterede", samt desuden seks almindelige medlemmer af det sogn disse to præster havde deres virke i.

I maj 1976 blev to jesuiterpræster, Francisco Jalics og Orlando Yorio, kidnappet af marineinfantarister - hvad folk opfattede som dødspatruljer - og ført til Escuela de Mecánica de la Armada (ESMA) - et militært interneringscenter for systemkritikere med et uhyggeligt ry for tortur og "forsvundne" fanger. Efter fem måneders opslidende tortur blev de løsladt, smidt ud på en mark halvnøgne efter at være blevet pumpet med stoffer. I forlængelse af denne behandling klagede præsterne over Bergoglio til Vatikanet, men fik blot at vide, at de allerede var blevet udstødt fra Jesuitterordenen på grund af påstået kontakt med kvinder og "lydighedskonflikter".
Under de første retssager vedrørende den argentinske militærregerings forbrydelser i 1985 anklagede den ene torturerede præst - Yorio - direkte Bergoglio for at have overgivet dem sammen med seks civile medlemmer af hans sogn til dødspatruljerne. Han sagde til retten: "Jeg er sikker på, at han selv [Bergoglio] overgav listen med vores navne til flåden" (altså til marineinfantaristernes ledelse).
Den anden præst - Jalics - nægtede at kommentere sagen på det tidspunkt, da han havde påbegyndt et liv i afsondrethed i et tysk kloster. Men år senere fortalte han i en bog ("El Silencio" - "Stilheden"), at Bergoglio først havde lovet de to jesuitterpræster, at han ville sikre sig, at militæret vidste, at de ikke var terrorister. Men det var ifølge Jalics et løfte, den senere pave ikke holdt. Jalics udsagn om Bergoglios rolle i sagen var: "Ud fra efterfølgende udtalelser fra en embedsmand og 30 dokumenter, som jeg fik adgang til senere, var vi i stand til at bevise, uden nogen tvivl, at denne mand [Bergoglio] ikke holdt sit løfte, men at han tværtimod indgav en falsk anklage til militæret."

De øvrige seks medlemmer af sognet, som den nuværende pave Frans havde indberettet til regeringen, endte blandt de tusinder af mennesker, som "forsvandt" under Argentinas "beskidte krig" ("Dirty War"). Det var fire lærerinder tilknyttet det pågældende sogn og to af deres mænd - altså ud over de to nævnte jesuitterpræster.

Pave Frans fortsætter med at undvige ansvaret
I årene siden har Jorge Mario Bergoglio, som nu kalder sig pave Frans, i henhold til argentinsk lov, påberåbt sig sin ret til at undgå at møde for en domstol. Da han endelig - i 2010 - blev afhørt af en dommer om de forbrydelser, han er blevet anklaget for, var hans svar, ifølge menneskerettighedsadvokat Myriam Bregman "undvigende".
Den nuværende pave forsøgte desuden at påstå, at han - indtil militærstyret faldt - var uvidende om diktaturets mange grusomheder. Men som menneskerettighedsadvokaten Bregman bemærkede, beviste Bergoglios egne udtalelser, at kirkens embedsmænd fra tidligt af vidste, at juntaen torturerede og dræbte sine borgere. Hun konstaterede desuden, at den katolske kirke offentligt støttede diktatorerne.
"Diktaturet kunne ikke have fungeret på den måde uden denne vigtige støtte," tilføjede hun ifølge en artikel om sagen i CBS News. Derudover har paven hævdet, at han var uvidende om diktaturets praksis med at stjæle spædbørn fra "forsvundne" mødre - som blev bortført, holdt i live indtil fødslen og derefter henrettet, så deres børn derefter kunne blive givet til militærfamilier. Men vidneudsagn fra dem, der på det tidspunkt havde kontaktet Jorge Mario Bergoglio for at få hjælp til at finde deres forsvundne slægtninge, har bevist, at denne påstand om uvidenhed om disse børn og mødre er forkert.
En ironisk del af historien er, at Bergoglio - som pave Frans - er blevet rost for at bringe antikapitalistisk "befrielsesteologi" til den katolske kirke. Men de to præster, som Bergoglio ifølge præsterne angav til det argentinske militærdiktatur, arbejdede i den fattige slum, hvor de udbredte netop denne teologi.
I sin tid som leder for jesuitterordenen i Argentina støttede Bergoglio selv en ideologi, der var i lodret modstrid med befrielsesteologien: Han omfavnede diktaturets neoliberale politik - hvilket er et faktum pave Frans ikke kan løbe fra, uanset hvor meget han end snor sig med sine pompøse sprogblomster og vedholdende fornægtelse.

Så er "pave Frans" den socialt ansvarlige klimaforkæmper og idealist han udgiver sig for at være? Eller er han i virkeligheden en opportunist ved navn Jorge Mario Bergoglio?
Eller er han simpelthen en rafineret jesuitterpave, som er i stand til at bruge verdens uretfærdigheder og uhyrlige grådighed til at nå sine fascistiske mål? Uretfærdigheder og en uhyrlig grådighed som Vatikanet og pavens egne forretningsvenner i øvrigt excellerer ganske imponerende ud i. Mere om det lige om lidt...

Pave Frans: Mester i pompøs 'doublespeak'?
Appropos pavens forhold til forretningsverdenen skriver han i sit klima- og retfærdighedsbrev "Laudato Si’", - med sine sædvanlige højstemte ord - bl.a.:
"At kræve økonomisk frihed, mens de virkelige forhold forhindrer mange mennesker i reel adgang til dette, og mens mulighederne for beskæftigelse fortsætter med at skrumpe, er at praktisere en 'doublespeak' som bringer politik i vanry. Forretning er et ædelt kald, rettet mod at producere rigdom og forbedring i vores verden. Det kan være en frugtbar kilde til velstand i områderne hvor forretningen drives, især hvis den ser jobskabelse som en væsentlig del af dens tjeneste for det fælles bedste."

På rafineret facon taler pave Frans således imod økonomisk frihed og for en økonomi og forretningsverden som agerer ud fra "det fælles bedste". Igen "det fælles bedste" som motor for regulering eller fjernelse af frihed - her den økonomiske frihed. Bemærk hvordan paven skriver, at det "bringer politik i vanry" at "kræve økonomisk frihed". Nogen ville måske tro, at økonomisk frihed var en del af den generelle frihed, der kendetegner et frit samfund?
Men sådan er det tilsyneladende ikke i Jorge Mario Bergoglios univers. Her skal økonomisk frihed tilsyneladende fjernes af de politikere, som paven appellerer til, fordi "de virkelige forhold forhindrer mange mennesker i reel adgang til frihed". Så fordi "mange mennesker" bliver forhindret i "adgang til reel frihed", skal flere mennesker forhindres i det samme. Om lidt skal vi se nærmere på hvilke virksomheder paven samarbejder med, og om det måske netop kunne være nogle af dem, der "forhindrer mange mennesker i reel adgang til frihed".

Bemærk også hvordan paven bruger ordet "dobblespeak" ('dobbelttale'). Dette ord stammer fra George Orwells sciencefiction-dystopi '1984', og er vidt berømt - og meget ofte anvendt af systemkritikere til at kritisere magthavere for at sno sig. Her er det så lederen af en religiøs organisation med 1,4 milliarder tilhængere, som anvender det i en appel for mere politisk kontrol med erhervslivet og forsøg på at mindske - eller ultimativt helt fjerne - økonomisk frihed for ... - ja for hvem mon? Er det mon store multinationale virksomheder paven tænker på...? Det er lidt svært at tro, siden han og Vatikanet samarbejder tæt med rigtig mange af disse. Mere om det lige om lidt.
Eller er det mon velhavende stater - som fx Vatikanstaten - paven tænker, ikke længere skal have økonomisk frihed? Eller er det mon paven selv, som skal fratages sin økonomiske frihed? Eller er det i virkeligheden små virksomheder og helt almindelige mennesker, paven tænker på...?

'Du vil ikke eje noget. Og du vil blive lykkelig'
Paven synes absolut ikke at stå alene med dette ønske om reduktion - eller fjernelse - af økonomisk frihed. I 2016 udgav World Economic Forum artiklen "Welcome to 2030. I own nothing, have no privacy, and life has never been better" ("Velkommen til 2030. Jeg ejer ingenting, har intet privatliv og livet har aldrig været bedre"). Artiklen var ifølge WEF's oplysninger skrevet af den danske politiker Ida Auken, i forbindelse med, at WEF havde bedt otte "eksperter" om at komme med deres forudsigelser om fremtiden. Ida Auken var en af disse eksperter og den senere berygtede artikel et af disse "ekspertindlæg".
Artiklen fortæller om et lykkeligt samfund hvor ingen ejer noget. Den starter således:
"Velkommen til år 2030. Velkommen til min by - eller skal jeg sige, 'vores by'. Jeg ejer ikke noget. Jeg ejer ikke en bil. Jeg ejer ikke et hus. Jeg ejer ikke nogen apparater eller noget tøj."

"Det giver perfekt mening og minder os om, hvordan vores kultur opstod ud af et tæt forhold til naturen," skriver Ida Auken desuden. Hun beskriver en art digitalt og teknokratisk overvågningssamfund, der bliver fremstillet som et ideal:
"Først blev kommunikationen digitaliseret og gratis for alle. Så, da ren energi blev fri, begyndte tingene at gå hurtigt. Transport faldt drastisk i pris. Det gav ingen mening for os at eje biler længere, for vi kunne tilkalde et førerløst køretøj eller en flyvende bil til længere ture inden for få minutter. Vi begyndte at transportere os selv på en meget mere organiseret og koordineret måde, da offentlig transport blev lettere, hurtigere og mere bekvem end bilen. Nu kan jeg næsten ikke tro, at vi accepterede trængsel og trafikpropper, for ikke at tale om luftforureningen fra forbrændingsmotorer. Hvad tænkte vi på?"

Samfundet er også præget af forretningslivet - så meget at virksomheder overtager andre menneskers hjem, når de ikke er hjemme:
"I vores by betaler vi ingen husleje, fordi en anden bruger vores ledige plads, når vi ikke har brug for det. Min stue bruges til forretningsmøder, når jeg ikke er der."

Om, dette samfund er ultrasocialistisk eller ultrakapitalitisk, er således lidt svært at finde ud af.
Som man kan se, promoverer artiklen også et af par af pavens ynglingsemner: Naturen og "det fælles bedste".
I praksis betyder denne cocktail, at almindelige mennesker skal underkaste sig, at de bliver totalovervåget og intet må eje.
Og det de reelt underkaster sig, er forestillingen om "ren natur", da rammen er et højteknologisk bymiljø. I artiklen har de ingen reel kontakt med natur.

WEF's kampagne hed “Eight Predictions for the World” ("Otte forudsigelser for verden”) og indeholdt bl.a. en reklamevideo med de otte forudsigelser og en internetside med links til de otte ekspertindlæg. I videoen blev en nu berygtet frase promoveret: "You’ll own nothing. And you’ll be happy" ("Du vil ikke eje noget. Og du vil blive lykkelig"). Ida Aukens artikel skabte stor opmærksomhed og vrede mod WEF i den brede befolkning. Først blev artiklens titel ændret til “Here's how life could change in my city by the year 2030” ("Her er hvordan livet kan ændre sig i min by i år 2030"). Senere blev artiklen helt fjernet. Adskillige såkaldte "facttjekker"-sider har sidenhen på nettet forsøgt at "forklare", at det kun var Ida Aukens egne tanker, der blev eksponeret i artiklen - og slet ikke WEF's ønsker. Ida Aukens artikel var den første af de otte forudsigelser i WEF-kampagnen, de andre handlede bl.a. om at spise mindre kød og at etabelere en global pris på CO2. Således var alle "forudsigelserne" i god overensstemmelse med de ytringer og mål WEF ellers promoverer.
Ida Auken er en af WEF's "Young Global Leader"'s ("Ung Global Leder"). Hun er desuden anført som "indholdsbidrager" på WEF's egen hjemmeside.

WEF har desuden under sloganet "The Great Reset" engageret talt for, at det kapitalistiske system skal "nulstilles". Det betyder, ifølge WEF, at "forny alle aspekter af vores samfund og økonomier, fra uddannelse til sociale kontrakter og arbejdsforhold." Samfundet skal ændres fundamentalt til et system, som bygges på de tidligere nævnte "public-private-partnerships", som WEF agiterer for - altså tættere samarbejde mellem (store) private virksomheder (som kan leve op til statslige og overstatslige krav) og statsadministrationer, som skal regulere, hvad private virksomheder gør. Reglerne skal de udvikle i fællesskab.

I det private erhvervsliv er et vigtigt reguleringsinstrument i forhold til denne målsætning de tidligere nævnte ESG-investeringer ("Environmental, Social & Governance"). Denne forkortelse blev i øvrigt første gang brugt i en FN-rapport fra 2005 kaldet "Who Cares Wins" ("Den der tager sig af - vinder"), som blev skabt på baggrund af et fælles initiativ fra de største finansielle institutioner i verden på initiativ fra FN.

Paven og 'rådet for en mere retfærdig økonomi'
Pave Frans har etableret et særligt samarbejdsråd for nogle af verdens mest succesfulde virksomheder: "Counsil for Inclusive Capitalism with the Vatican" ("Rådet for inkluderende kapitalisme med Vatikanet"). Det er et råd med flere af de såkaldte Fortune 500-virksomheder - og et råd som, med deres egne ord, skal sætte fokus på at skabe "en mere retfærdig økonomi".
Paven har i praksis formaliseret en alliance med nogle af de største skikkelser inden for global finans, ledet af ingen ringere end Lynn Forester de Rothschild fra den adelige bankfamilie, Rothschild.

På rådets hjemmeside proklamerer de:
"Rådet for inkluderende kapitalisme" er en global bevægelse af ledere, der driver forretning på måder, der gavner mennesker, vores samfund og planeten."

De hævder derefter;
"inkluderende kapitalisme handler grundlæggende om at skabe langsigtet værdi for alle interessenter - virksomheder, investorer, medarbejdere, kunder, regeringer og samfund - og planeten"

De inkluderende kapitalister fortæller også, at de "mobiliserer den private sektor for at skabe et mere inkluderende, bærdeygtigt og pålideligt økonomisk system." Som man måske bemærker, synes dette at være i ganske gode overensstemmelse med World Economic Forums ambitioner.
Og der er i al fald ingen tvivl om, at der bliver brugt en del plusord i forbindelse med "forklaringerne" af visionerne; "inkluderende", "bæredygtigt", "pålideligt", "retfærdig økonomi", "langsigtet værdi for alle interessenter" - og noget, "der gavner mennesker, vores samfund og planeten".
Det er svært at se, hvad der kunne være galt med noget af alt det, skulle man mene.

Denne side på rådets hjemmeside indeholder støtteerklæringer til internationale tiltag og organisationer. Her fortæller de, at rådet er "opmuntret af det voksende sammenløb af eksisterende globale rapporteringsrammer". De rapporteringssystemer, der "løber sammen", er fx:
FN's Sustainable Development Goals (SDG).
ESG-investeringer og US Securities & Exchange Commission's (USA's kommision for værdipapirer & vekslinger) forslag om at skabe en ESG taskforce.
World Economic Forum’s International Business Council’s Stakeholder Capitalism Common Metrics (WEF/IBC - Råd for international forretning; Fælles mål for interessentkapitalisme).
Taskforce on Climate-Related Financial Disclosures (TCFD - Taskforce for klimarelaterede finansielle oplysninger).
- og mange andre internationale organisationers lignende tiltag, som de inkluderende kapitalister remser op.
Deres henvisninger til World Economic Forum og FN er som nævnt ikke tilfældige. Terminologi og tankesæt er identisk med slogans fra begge disse organisationer såvel som FN's Agenda 21 og dens efterfølger Agenda 2030.

Alt dette toppes så med pavens flair for bombastisk retorik. Da Lynn Forester de Rothschild annoncerede aftalen med Vatikanet, erklærede hun:
"Dette råd vil følge advarslen fra pave Frans om at lytte til 'jordens skrig og de fattiges skrig' og besvare samfundets krav om en mere retfærdig og bæredygtig vækstmodel."

Altså netop det citat fra pavens "Laudato Si'", som vi hørte tidligere; 'jordens skrig og de fattiges skrig'. Bemærk desuden hvordan Lady Rothschild udlægger sine mål som "samfundets krav" om mere retfærdighed og bæredygtighed. Vi må altså forstå, at det er rendyrkede altruister, der her handler på "folkets" vegne. Og hvis vi skal tage pavens og Lady Rothschilds ord for pålydende, gør de det simpelthen for de fattiges skyld - og jordens, selvfølgelig.

Hvem er så Lady Rothschild?
Lynn Forester de Rothschild er gift med den 90-årige pensionerede milliardær-chef for Londons NM Rothschilds Bank, Sir Evelyn de Rothschild. Selvom Lady Lynn angiveligt er opvokset "i en middelklassefamilie i New Jersey" (en forstad til New York), var hun allerede meget rig før hun giftede sig med den stenrige Rothschild-arving.
Det er umuligt at beskrive Rothschild-familiens formue, da den holdes hemmelig. Men i løbet af det 19. århundrede voksede familiens allerede enorme besiddelser til den største private formue i verden, hvilket den angiveligt forblev også i moderne verdenshistorie. Familien beskrives som "et af verdens største private bankdynastier" med en formue, "som industri-insidere ikke tæller i milliarder, men i billioner". Sir Evelyn døde i 2023 og Lynn arvede den enorme personlige formue bankmagnaten efterlod.
Både Lynn og Evelyn er i øvrigt "køns-neutrale" navne, som altså kan gives til både drenge og piger. Man bemærker nok særligt den nu afdøde Sir Rothschilds feminine fornavn - Evelyn - som i vore dage oftest gives til piger. Vi har flere steder i de tidligere kapitler været inde på det okkulte (og desuden mere og mere moderne) androgyne ideal og idéen om sammensmeltning af kønnene i "guddommelig balance" (også kaldet ekvilibrium).

Det var Henry Kissinger som introducerede Lynn og Evelyn til hinanden ved en Bilderberg-konference.
Altså dén Henry Kissinger som ikke bare godkendte tortur og massedrab i Sydamerika - men også opfordrede til at gennemføre det hurtigt for at undgå, at det kom kongressen for øre. Dén Henry Kissinger var altså 'Kirsten-giftekniv' for den ambitiøse amerikanske millionærpige og den ubegribeligt rige Rothschild-bankmand. Lynn Forester blev ført sammen med sin stenrige ægtemand af dén amerikanske udenrigsminister, som anklages for brud på menneskeretttigheder sammen med dét argentinske diktatur, som en anden mand, Lady Lynn nu er i parløb med, også anklages for at have samarbejdet med: 'Pave Frans' - eller rettere Jorge Mario Bergoglio.
Ja, man bliver næsten rundtosset af forbindelserne i den lille kreds af priviligerede mennesker.

Lynn Forester fik allerede som ung - inden hun mødte Sir Evelyn - succes på Wall Street, hvorefter hun fortsatte til telekommunikationsindustrien, hvor hun angiveligt tjente mange millioner. Lady Lynn Rothschild siger selv, at hun dengang i 80'erne levede i mantraet "Greed is good" ("Grådighed er godt"), og troede på at "det eneste hun behøvede var at forfølge sin karriere på en lovlig, etisk og spændende måde, og ikke havde grund til at bekymre sig om samfundet".
Det hævder hun nu, har ændret sig radikalt:
Lady Rothschild, som blev rig på benhård kapitalisme - og som derefter giftede sig til yderligere uforståeligt mange milliarder - lyder nu næsten som en socialistisk systemkritiker i dette interview.
Både "i finanskrisen i 2008 og i covidkrisen kom regeringerne til hjælp for de rigeste", siger Lynn Rothschild. Det er "socialisme for de rige og kapitalisme for alle andre" siger hun endda. Nu vil hun bl.a. have højere skatter "for at skabe bedre distribution af muligheder, særligt for farvede og folk i den laveste socioøkonomiske miljø".

Lady Rothschilds samarbejde med Jeff Bezos
Men det virker til at være lidt svært for den stenrige Lady Lynn Rothschild at få de ideologiske ender til at mødes. Samtidig med sine tilsyneladende næste socialistiske ytringer fortæller hun om sin overvældende tillid til sin samarbejdspartner - multimilliardæren og ultrakapitalisten Jeff Bezos, som er kendt for grænseløs udnyttelse af sine lavtlønnede arbejdere. Lady Rothschild udtaler at Amazon-milliardæren Jeff Bezos "har titusinder af ansatte på offentlige overførselsindkomster samtidig med, at han er verdens rigeste mand". Hun spørger retorisk og tilsyneladende "kritisk", hvorfor det er ok? Derefter fortæller hun paradoksalt, at hun nu er i partnerskab med Jeff Bezos, fordi han er "en legende i shareholder kapitalisme og i at transformere firmaer". Hun har "1.000 procent tillid til Jeffs integritet" (mærkeligt nok i forhold til sin første konstatering). Han er tilsyneladende en af de "talentfulde investorer", Lady Lynn taler om, "som finder de nye løftestænger til værdiskabelse, og som er aktivt engagerede i firmaer, der transformerer i en skala for at blive renere og mere inkluderende".
Den "retfærdighedssøgende" Lady Rothschild nævner ikke at Jeff Bezos - angiveligt "verdens rigeste mand" - anklages af sine ansatte i Amazon for at hans firma "overtræder medarbejdernes sikkerhedskrav og deres privatlivsgrænser og værdighed, sætter dem til at arbejde på steder som er indrettet til at presse så meget arbejdskraft ud af dem som muligt for så lille en løn som muligt". Hun nævner heller ikke at Bezos desuden systematisk snyder sine medarbejdere for løn via de lønchecks Amazon laver, hvilket i flere tilfælde får ansattes liv til at falde fra hinanden. Eller at Bezos multimilliardforretning beskyldes for at behandle sine medarbejdere som robotter, og at der til firmaet tilsyneladende er en jævn strøm af ambulanceudrykninger fordi de ansatte besvimer, falder om af massive traumer, elektrisk stød eller lignende uforståelige situationer - alt sammen pga. åbenbart helt urimelige arbejdsforhold i firmaet. Eller at Bezos firma efterlod en ansat død på gulvet i 20 minutter og krævede at alle ansatte bare arbejdede videre uanset det skete.
Men det er måske "retfærdighed" for Lady Rothschild? Eller måske mener hun det er vigtigere at Jeff Bezos er en "talentfuld investor" og "en legende i shareholder kapitalisme og i at transformere firmaer"? Lady Rothschild ligger åbenbart vægt på Jeff Bezos skal "transformere" sin milliardforretning "til at blive renere og mere inkluderende"? Men hvad med at starte med en anstændig behandling af de ansatte...? Disse ting er stået på i årevis for Amazon, så hvornår mon dét sker?

Bilderberg: Hemmelighedsfuldt og uformelt netværk af magtmennesker
Bemærkelsesværdigt mange af de ting, som vi gentagne gange er stødt på tidligere i denne bog, mødes ligeledes i den Bilderberg-konference, hvor Henry Kissinger introducerede Lady Lynn og Sir Evelyn de Rothschild til hinanden:
Bl.a. Nazisme, CIA, den katolske kirke, frimureri, psykologisk krigsførelse - og hemmeligheder.

"Bilderberg-konferencen" er også kendt som "Bilderberg-mødet", "Bilderberg-gruppen" og "Bilderberg-klubben" og er opkaldt efter Hotel Bilderberg i byen Oosterbeek, Holland, hvor den første konference blev afholdt. Denne særlige VIP-konference betegnes som "et årligt off-the-record forum etableret i 1954 for at fremme dialogen mellem Europa og Nordamerika". Mødedeltagerne udvælges blandt verdens mest indflydelsesrige mennesker indenfor forretningsliv, politik, finans, det akademiske liv og medieverdenen. Møderne afholdes under den såkaldte "Chatham House Rule", opkaldt efter London-hovedkvarteret for tænketanken Royal Institute of International Affairs ("Det kongelige institut for internationale affærer").
Reglen betyder, at konferencedeltagerne "frit [kan] bruge de modtagne oplysninger, men hverken identiteten eller tilhørsforholdet til taleren/talerne eller nogen anden deltager, må afsløres."
Hvem, der siger hvad på mødet, bliver altså hemmeligholdt. Ligeledes må de heller ikke fortælle, hvordan talerne eventuelt er forbundet med hinanden, mødedeltagerne eller andre. De øvrige informationer kan de magtfulde mødedeltagere ellers bruge frit.

Det var den polske eksilpolitiker Józef Retinger, der foreslog en international konference, hvor europæiske og amerikanske ledere blev samlet med det formål at fremme "atlanticisme", dvs. tæt samarbejde på tværs af atlanten. Retinger var en populær eksilpolitiker blandt vestlige statsledere og politikere bl.a. på grund af sin udtalte opposition til det kommunistiske regime i Polen, og han havde tætte kontakter med mange indflydelsesrige mennesker i vesten - bl.a. England, Holland, Belgien og Schweiz. Retinger tog kontakt til en anden af de senere Bilderbergmedstiftere - Prins Bernhard af Holland. Den hollandske prins gik ind i sagen og arbejdede for at fremme Bilderberg-ideen sammen med den tidligere belgiske premierminister Paul van Zeeland og den daværende chef for Unilever, Paul Rijkens. Den oprindelige gruppe, der mødtes på det hollandske hotel i 1954 inkluderede desuden bl.a. finansmanden og milliardæren David Rockefeller. Prins Bernhard kontaktede ad flere omgange den daværende leder af CIA, Walter Bedell Smith, som bad Eisenhower-rådgiveren Charles Douglas Jackson om at tage sig af forslaget. Gæstelisten blev udarbejdet ved at invitere to deltagere fra hver nation. Halvtreds delegerede fra 11 lande i Vesteuropa deltog i den første konference sammen med 11 amerikanere. Mødet blev en umiddelbar succes hvilket fik idémagerne til at arrangere en årlig konference. Der blev nedsat en fast styregruppe med Józef Retinger udpeget som fast sekretær. Ud over at organisere konferencen førte styregruppen også et register over deltagernes navne og kontaktoplysninger med det formål at skabe et uformelt netværk af personer, der kunne henvende sig til hinanden i en privat egenskab. Konferencer blev afholdt i Frankrig, Tyskland og Danmark i løbet af de følgende tre år. I 1957 blev den første amerikanske konference afholdt på St. Simons Island, Georgia, med støtte på 30.000 dollars fra Ford Foundation. Fonden leverede også midler til konferencerne i 1959 og 1963.

Til flere af de nævnte personer hører yderst interessante historier, som kun kort kan gennemgås her:
Prins Bernhard var fra 1948 til 1980 prins af Holland. Han opnåede denne titel fordi han giftede sig med den hollandske princesse Juliana. Bernhard tilhørte det tyske fyrstehus Lippe-Biesterfeld og var nevø af den sidste suveræne fyrste af Lippe, Leopold IV. Fra fødslen havde han titlen greve af Biesterfeld, men hans onkel opfostrede ham i 1916 til fyrstelig rang af "Serene Highness" ("Afklaret Højhed").
Men prins Bernard havde også en anden fortid i sit hjemland Tyskland. Han var medlem af "Reiter-SS", en bereden enhed af SS, og en del af det nationalsocialistiske diktaturs motorkorps. Han var desuden medlem af NSDAP, også kendt som Nazipartiet. Han opretholdt et betalt medlemskab fra april 1933 til juni 1934 og igen fra november 1934 til januar 1937. Hans nazistiske partimedlemskort blev fundet i hans ejendele efter hans død. Trods åbenlyse beviser nægtede Bernhard gennem hele sit liv at have været aktivt medlem af det nazistiske parti. Han indrømmede kun en fjern tilknytning til Sturmabteilung (SA), den paramilitære organisation af "brunskjorterne". Han hævdede, at dette var for at undgå problemer og mistanke. I interviews hævdede han, at hans bror Aschwin var en rigtig nazist på det tidspunkt, men at han selv kun var nazist på papiret. Forskellige medlemmer af hans familie og venner var på linje med nazisterne før Anden Verdenskrig, og en række af dem deltog i det kongelige bryllup da Bernard og prinsesse Juliana giftede sig. Protokol krævede, at den kommende prinsgemal blev inviteret til audiens hos hans statsoverhoved, som var Adolf Hitler. Hitler redegjorde for den samtale, han havde med Bernhard, i sin Tischgespräche (bordsamtale). Bogen var en samling af monologer, bemærkninger og taler, som Hitler holdt under frokosten eller middagen til dem, han havde inviteret. I disse notater er Hitler registreret for at have sagt, at Bernhard henvendte sig til ham, kort efter starten af det nazistiske regime, med et tilbud om støtte for at øge tysk indflydelse i Holland.
Prins Bernhard var desuden en del af den såkaldte 'Lockheed-bestikkelsesskandale' i 1976. Han havde taget imod en bestikkelse på 1,1 millioner amerikanske dollars fra flyproducenten Lockheed Corporation for at påvirke den hollandske regerings køb af kampfly. Prinsen havde udnyttet sin position som generalinspektør for de hollandske væbnede styrker. Den hollandske regering undlod at føre sag mod Bernhard, fordi han var royal og gift med dronningen. Prins Bernhard trådte tilbage som generalinspektør for de hollandske væbnede styrker, og han kunne ikke længere officielt bære en uniform offentligt. Men et par år senere var han i fuld militærdragt, da han deltog i Lord Mountbattens begravelse i 1979 i London. Lord Mountbatten var den engelske royale, der var anklaget for pædofile overgreb i forbindelse med det VIP-pædofilinetværk, vi undersøgte i del 2 kapitel 3. Det drejede sig bl.a. angiveligt om en dreng fra det berygtede Kincora drengehjem i Belfast, Nordirland. Her blev mindst 29 drenge seksuelt misbrugt.
Józef Retinger var en polsk og international politisk aktivist med adgang til flere af de førende magtmæglere i det 20. århundrede. Han var desuden frimurer - altså medlem af den hemmelige orden, som vi hørte så meget om tidligere i denne bog (særligt i del 3 kapitel 4). Heri hørte vi bl.a. om Frimurerordenens tætte relation til gedeguden og satansymbolet Baphomet, til "lysbæreren" Lucifer og det tidligere omtalte "ekvilibrium" mellem kønnene. Disse forhold blev forklaret af nogle af de mest anerkendte og førende frimurere i verden - og sat i et foruroligende positivt lys (se del 3 kapitel 4).
Retinger havde angiveligt "ikke kun særlig adgang til Downing Street 10, men også til Det Hvide Hus" (den engelske premierminister og den amerkianske præsident). I det nævnte kapitel hørte vi også, at 16 af USA's præsidenter var frimurere.
Józef Retinger havde et ry som "en grå eminence", i betydningen en "magtfuld beslutningstager eller rådgiver, der opererer 'bag kulisserne' eller i en ikke-offentlig eller uofficiel egenskab". Han agiterede kraftigt for at forene de europæiske lande, og efter Anden Verdenskrig stiftede han Europabevægelsen, som senere førte til oprettelsen af Den Europæiske Union.
I 2000 blev det, via deklassificerede amerikanske regeringsdokumenter, afsløret, at Retinger og flere af lederne af Europabevægelsen havde været styret og betalt af en organisation af ledende skikkelser i det amerikanske efterretningsmiljø. Det var en hemmelig operation udført af organisationen American Committee for a United Europe (ACUE - "amerikansk kommité for et forenet Europa"). Formanden for ACUE var den tidligere leder af det amerikanske krigskontor for strategiske tjenester OSS og forløberen for CIA, William J. Donovan. Næstformanden var Allen Dulles, som var CIA-direktør i halvtredserne og bestyrelsen omfattede desuden CIA's første direktør, Walter Bedell Smith, "og en liste over tidligere OSS-figurer og embedsmænd, der flyttede sig ind og ud af CIA". Også det amerikanske udenrigsministerie medvirkede i sagen. ACUEs finansiering kom fra Ford og Rockefeller fondene samt erhvervsgrupper med tætte bånd til den amerikanske regering.
Vi hørte om et par af disse efterretningsledere tidligere i denne bog:
Det var William J. Donovan, som i juli 1944 blev dekoreret af pave Pius XII med Storkorset af Sankt Sylvesters orden og som angiveligt desuden var ridder i den magtfulde katolske Malteserordenen (det hørte vi om i del 1 kapitel 3).
Allen Dulles hørte vi også om tidligere i denne bog (se bl.a. del 1 kapitel 2). Vi hørte bl.a. om hvordan Dulles angiveligt så sig selv som hævet over den folkevalgte lov: At han manipulerede og undergravede amerikanske præsidenter i forfølgelsen af sine personlige interesser og interesserne hos den rige elite, som han regnede som sine venner og klienter. Han gjorde angiveligt dette i samarbejde med nazi-kontrollerede karteller, tyske krigsforbrydere og mafialedere. Dulles forsøgte også at ramme udenlandske ledere med attentatmord og vælte nationalistiske regeringer, der ikke var i overensstemmelse med CIA-chefens egne politiske mål. Allen Dulles' nevø var i øvrigt den katolske kardinal og jesuitterpræst Avery Dulles, og flere antager da også, at Allen Dulles ligeledes var Malteserridder.
Walter Bedell Smith var en anden katolsk CIA-direktør, som også af mange regnes for sandsynligvis at have været Malteserridder. Han var en højtdekoreret general med både nationale og udenlandske millitære medaljer og ordner. I 1944 blev han fx dekoreret med den kongelige britiske ridderorden Knight Commander of the Order of the Bath ("Ridder-kommandør af Bath"). Walter Bedell Smith var general Dwight Eisenhowers stabsleder under 2. verdenskrig og blev senere både USA's ambassadør i Sovjetunionen og altså også chef for CIA.
Den anden nævnte amerikanske militærmand med tætte bånd til Bilderberg-opstartergruppen - Charles Douglas Jackson - arbejdede også for general Eisenhower. Jackson var statslig top-rådgiver indenfor psykologisk krigsførelse. Med sin ekspertise tjente han i Office of War Information ("kontoret for krigsinformation") under Anden Verdenskrig og senere som særlig assistent for Eisenhower da generalen avancerede til USA's præsident. Vi hørte også tidligere om dette emne, da vi hørte om en anden amerkansk ekspert i psykologisk krigsførelse - Micheal Aquino. Aquino var både højtrangerende militærleder og satanist - og blev desuden anklaget men aldrig dømt for adskillige seksuelle overgreb på børn (se del 3 kapitel 2).

Bilderberg-klubben har en tæt relation til World Economic Forum, og de to netværk har klare overlap i medlemmer, holdninger og målsætninger. Denne undersøgelse viste, at 97 af 200 WEF's virksomhedspartnere og 48 af organisationens 100 strategiske partnere også var Bilderberg-medlemmer.

Flere hemmelige og semi-hemmelige klubber for indflydelsesrige personer
Bilderberg-klubben er kun én af mange hemmelige og semi-hemmelige klubber og organisationer. Et andet eksempel er Trilateral Commission (Den Trilaterale Kommission - DTK), som er oprettet i 1974 på initiativ af den amerikanske finansmand og multimilliardær David Rockefeller sammen med 300 indflydelsesrige personer med fremtrædende positioner indenfor erhvervslivet, den akademiske verden og politik fra Europa, Japan og Nordamerika. Det officielle formål er at "øge et tættere sammarbejde mellem de tre regioner: Europa, Japan og Nordamerika". "Trilateral" betyder tresidig.
"Lukket elitært netværk har i 40 år påvirket regeringer," skriver DR.dk i denne artikel.
"De færreste har nok hørt om Den Trilaterale Kommission. Ikke desto mindre har den lukkede klub for toppolitikere, indflydelsesrige erhvervsfolk og meningsdannere i nu 40 år haft held at påvirke regeringsførelsen i Nordamerika, Europa og Japan."

Mange af de tidligere omtalte toppolitikere og statsmænd har været medlem af DTK - bl.a. Bill Clinton, Henry Kissinger og George H.W. Bush. Af magtfulde danske medlemmer kan nævnes Statsminister Mette Frederiksen og tidligere økonomiminister og nuværende EU-kommisær Margrethe Vestager. DTK har også flere medlemmer fra toppen af det danske erhvervsliv og semistatslige organisationer: Fx tidligere direktører for Nationalbanken, Bodil Nyboe Andersen og Lars Rohde, tidligere vicedirektør i Verdensbanken, Sven Burmester, direktør for Novozymes, Steen Riisgaard og Ordførende direktør i Danske Bank, Peter Straarup. Også tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt er medlem af DKT. TC MEMBERSHIP LIST SEPT 23 (1).pdf -> trilateral commision membership list med bl.a. Alex Vanopslagh Avisen Politikens chefredaktør har gennem en årrække haft en betydende rolle i den danske DTK-gruppe. Af Politiken-chefredaktør-medlemmer kan nævnes Herbert Pundik, Thøger Seidenfaden og Bo Lidegaard, der samtidig er bror til folketingsmedlem, partileder og tidligere udenrigsminister Martin Lidegaard. Efter Herbert Pundiks død i 2019 kom det i øvrigt frem, at DTK-medlemmet og den mangeårige chefredaktør for en af Danmarks største aviser havde været efterretningsagent for israelske Mossad.

Af andre indlfydelsesrige lokale og internationale klubber kan nævnes:
Bohemian Club (oprettet 1872 i USA - omtalt i del 3 kapitel 1)
Pilgrims Society (engelsk-amerikansk, oprettet 1902)
Council on Foreign Relations (USA, 1921)
Chatham House: Royal Institute of International Affairs (Storbritannien, 1920)
Atlantic Council (USA, 1961)
Club of Rome (Italien, 1968)
World Economic Forum/European Management Forum (Schweiz, 1971)
European Round Table of Industrialists (Frankrig/Europa, 1983)
Club of Budapest (Ungarn, 1993)
Club de Madrid (Spanien, 2001)

Oven i disse (og mange flere) hemmelige og semihemmelige selskaber findes der desuden det moderne princip om "tænketanke". Det dækker over en sammensat organisation af ideologi-lobbyister, der arbejder for at påvirke den politiske diskurs. I Danmark findes tænketanke som CEPOS, Mandag Morgen, EUROPA, Concito, Justitia og mange flere. Concito er i øvrigt stiftet af blandt andre netop omtalte Martin Lidegaard. EUROPA er en EU-venlig NGO i tråd med tankerne bag Europabevægelsen, der som nævnt blev stiftet Bilderberger-stifteren Józef Retinger. Tidligere rektor for Københavns Universitet, tidligere minister og nuværende folketingsmedlem Lykke Friis er direktør for Tænketanken EUROPA og desuden medlem af DKT.
Council on Foreign Relations betegner sig selv som en tænketank foruden "uafhængig national medlemsorganisation", "underviser" og "udgiver". Atlantic Council betegnes også som en tænketank.
En anden kendt tænketank var "Project for the New American Century" ("Projekt for det nye amerikanske århundrede"). Det var en "neo-konservativ" tænketank med base i Washington DC, der eksisterede indtil 2006 og fokuserede på amerikansk udenrigspolitik - med særlig fokus på den amerikanske militære position i verden. Tænketanken havde flere medlemmer af regeringsadministrationen, bl.a. daværende vicepræsident Dick Cheney, forsvarsminister Donald Rumsfeld og viceforsvarsminister Paul Wolfowitz.
I september 2000 udkom tænketanken med en rapport med titlen "Rebuilding America’s defence" ("Genopbygning af USA's forsvar"). I rapporten argumenterede tænketanken for behovet for "et nyt pearl Harbour" - med henvisning til det japanske "overraskelsesangreb" på flådestationen Pearl Harbour i december 1941, som betød, at USA gik ind i Anden Verdenskrig.
"Project for the New American Century" skrev åbent om behovet for et nyt lignende angreb, så USA kunne fokusere på yderligere investeringer i krigsmateriel. "Udgifter til militær forskning og udvikling er blevet reduceret dramatisk i løbet af det seneste årti," skrev tænketanken og påstod desuden, at det amerikanske forsvar var fastlåst af "begrænsede budgetter". Rapporten pegede også på nødvendigheden af at følge med den aktuelle moderne militære teknologiske "transformation", for at det amerikanske militær kunne fastholde sin militære overlegenhed i verden. For at speede denne "transformationsproces" op ville "et nyt Pearl Harbor" være formålstjenstligt, mente tænketanken med de mange senere regeringsmedlemmer.
I rapporten lyder det (side 51):
"Desuden vil transformationsprocessen, selv om den medfører revolutionerende forandringer, sandsynligvis være langvarig, uden en katastrofal og katalyserende begivenhed – som et nyt Pearl Harbor. Indenrigspolitik og industripolitik vil forme tempoet og indholdet af transformationen lige så meget som kravene til de nuværende missioner."

Den 11. september kom så "angrebet" på Twin Towers i New York, hvor to fly forårsagede tre nedstyrede bygninger. Desuden blev også det militære hovedkvarter Pantagon ramt. De lodrette nedstyrtinger af New Yorker-bygningerne lignede til forveksling kontrollerede nedrivninger, hvilket dog stort set blev ignoreret i medierne. De færreste så eller hørte ligeledes om den tredje bygningsnedstyrtning, selvom de øvrige del af begivenheden blev massivt TV-transmitteret.
Efterfølgende erklærede Skull & Bonesmanden og præsidenten George Bush Jr. "Global krig mod terrorisme", hvilket i praksis bl.a. betød krige mod bl.a. Afghanistan og Irak. Den økonomiske baggrund var naturligvis enorme pengesummer til den amerikanske militærindustri. En anden del af udkommet af "krigen mod terroisme" var mere overvågning og kontrol af befolkninger verden over.

Lady Rothschild og venner med hang til sex med børn
Tilbage til den ligeledes indflydelsesrige Lady Lynn Rothschild. Pavens partner, der havde gennemget en voldsom transformation fra pengefokuseret karrierekvinde i multimilliardærskalaen til social bevidst aktivist med dybe bekymringer for menneskenes og jordens fremtid. Hun er nemlig interessant også ud over sin samhørighed med paven og Vatikanstaten og sit ægteskab med den velhavende Rothschild-arving, Sir Evelyn.
På listen over dem, der fløj med "Lolita express" - privatflyet, der var ejet af den dømte børnesexsmugler og angivelige Mossad-agent Jeffrey Epstein - findes nemlig navnet; "de Rothschild, Lynn Forester."

Og det er i den sammenhæng værd at bemærke, at den samme Lynn Forester i 1991, før hun blev gift med Sir Evelyn, generøst lod en bestemt britisk veninde have fuld adgang til en af sine Manhattan lejlighedsejendomme efter venindens far var død. Faren var den britiske mediemogul og formodentlige Mossad-agent, Robert Maxwell. Og Lynns britiske veninde var Jeffrey Epsteins sextrafficking-partner - Ghislaine Maxwell (læs mere om Jeffrey Epstein, Ghislaine og Robert Maxwell i del 1 kapitel 1). I juni 2022 blev Lynn Rothschilds veninde, Ghislaine, dømt for medvirken til handel med børn og sendt 20 år i fængsel. Ghislaine Maxwell opretholdt angiveligt Lady Lynn-adressen på Manhattan indtil 2020 for at fastholde registreringen af en bizar non-profit-virksomhed ved navn TerraMar. Hun og Epstein havde oprettet NGO'en i 2012, med det påståede formål at redde verdens have. Da Epstein blev arresteret, opløste hun hurtigt denne non-profit-virksomhed. Mange - for ikke at sige de fleste, eller måske stort set alle - anser naturligvis Epsteins og Maxwells NGO TerraMar for et dække for deres børnsex-ring.
Så måske har Lady Rothschild og hendes veninde Ghislaine Maxwell mere til fælles, end Lady Rothschild nok vil indrømme i dag - nu hvor Ghislaine er idømt 20 års fængsel for børnesex-trafficking.
For ligesom Ghislaine havde en idealistisk frontorganisation for sin skjulte dagsorden, kunne man måske godt mistænke Lady Rothschild for det samme:
At Lady Lynns medfølende økologiske og inkluderende kapitalisme-konstruktion med paven og Vatikanet måske kunne være et dække for grådighed på et endnu højere niveau end nogensinde før; et ønske om at opnå - om muligt absolut - kontrol med jordens befolkninger bl.a. via en vision om kontrol med CO2.
Mere om den tanke om lidt...

Lady Lynns "Vogtere"
Hvem er så de "inkluderende" kapitalister, der går sammen med paven og Vatikanet om at forsøge at redde verden fra hæmningsløs kapitalisme og den medieformidlede truende klimaafgrund?
De angiveligt bekymrede og retfærdighedssøgende magtmennesker omfatter - udover medstifter Lady Lynn Forester de Rothschild - håndplukkede globalistiske pengemoguler og deres udvalgte fonde. De kalder sig med sædvanlig ydmyghed "Vogterne" ("the Guardians"). Ja, det lyder måske lidt som en lettere håbløs rockerbande, men de gode forretningsmænd og -kvinder mener det nok mere i retning af "moralske vogtere". I al fald at dømme ud fra deres egne idealistiske udlægninger af visionen om retfærdighed og bæredygtighed, og hjælp til de fattige - og 'Moder Jord' ikke at forglemme, selvfølgelig. For alt sammen bliver jo forsøgt gjort rigtigt med moralske superkræfter fra deres nye ultraidealistiske venner i Vatikanet og de to Frans'er paven og Assisi.

Medlemslisten i dette højmoralske råd inkluderer Rajiv Shah, præsident for Rockefeller Foundation og tidligere partner i Gates Foundations landbrugsprogram AGRA. Det var i Microsoft-milliardæren Bill Gates' fond, der med det kontroversielle landbrugsprogram forsøgte at introducere genmanipulerede (GMO)-frø i Afrika. AGRA er blevet kritiseret for at have skabt flere problemer end løsninger - herunder miljøforringelse, øget brug af pesticider, reduceret mangfoldighed af fødevareafgrøder, øget virksomhedskontrol over fødevaresystemer, og for at have forværret sult- og underernæringskrisen i det sydlige Afrika.
De skabte problemer har været så grelle at AGRA simpelthen er blevet beskyldt for at være et svindelnummer. Rajiv Shah har som præsident for Rockefeller Foundation stået bag Rockefeller-rapporten, "Nulstil spisebordet: At møde øjeblikket for at transformere det amerikanske fødevaresystem" ("Reset the Table: Meeting the Moment to Transform the US Food System"). Denne rapport handler - som titlen måske antyder - om en total transformation af fødevaresystemet i USA, i perfekt tråd med World Economic Forum-planerne om "The Great Reset" ("Den store nulstilling"). Rapporten blev udgivet på toppen af den verdensomspændende covid-kampagne, og covid-frygten blev da også intensivt brugt til at fremme fødevaretransformationsdagsordenen i rapporten. Rockefeller Foundation er både formelt og ideologisk en kernedel af World Economic Forum.

"Vogterne" inkluderer også Darren Walker, CEO for Ford Foundation. Disse to fonde, Ford og Rockefeller, har bl.a. arbejdet tæt sammen om udviklingen af GMO-afgrøder til u-lande som Indien, Mexico og afrikanske stater siden 60'erne.
Altså Rockefeller og Ford Foundation i samarbejde ligesom da de investerede i den Bilderberg-klub, vi hørte om lige før. Og begge disse fonde er således også repræsenteret i forbindelse med det meget socialt og økologisk ansvarlige "Vogter"-råd.

Lederen af DuPont, en GMO-gigant og kemikaliekoncern, er en anden af pavens moralske vogtere.
Desuden de skandaleombruste vaccine- og lægemiddelfirmaer, Merck og Johnson & Johnson.
Merck løj om risikoen ved sit gigtmiddel Vioxx, hvilket forårsagede 100.000 hjertestop og mere end 55.000 døde ifølge FDA's vurdering. FDA er USA's Federal Drug Administration, dvs. den afdeling i USAs sundhedsministerie, som godkender medicin til hele landet. Merck kendte angiveligt til farene ved produktet men skjulte denne viden og gik videre med markedsføringen af produktet, hvilket genererede milliarder i indtægter på det populære produkt. Merck kendte sig efterfølgende skyldig i retten i ulovlig promovering af Vioxx og accepterede at betale bøder for 950 millioner dollars til den amerikanske regering og de individuelle stater, der blev ramt - samt næsten 5 milliarder i kompenstion til dem der fik hjertestop og deres pårørende.
Johnson & Johnson (J&J) har været involveret i adskillige sager om svindel og dødbringende produkter i de senere år. Fx omkring de negative virkninger af dets antipsykotiske lægemiddel Risperdal, den ulovlige tilstedeværelse af kræftfremkaldende asbest i firmaets babypulver og som førende leverandør af opioidet i Purdue Pharmas dødbringende receptpligtige smertestillende middel OxyContin.
Sagen om babypulveret er helt ekstrem. J&J vidste at produktet indeholdt kræftfremkaldende asbest, men fortsatte salget i mere end 30 år mens de løj om data fra deres egne undersøgelser! Efterfølgende brugte J&J en kontroversiel konkursmanøvre til at blokere omkring 38.000 retssager. J&J lavede et nyt selskab til formålet, og dumpede derefter alle sine asbestrelaterede juridiske forpligtelser - inklusive lavinen af retssager - ind i dette nye firma. Derefter lod de dette fiktive firma gå konkurs.
Resultat: J&J slap af med de tusindvis af retssager, som måtte droppes af de skadesvoldte mennesker.
Opiod-skandalen er en af de største medicinskandaler i USA's historie, og J&J spiller en central rolle heri. Det benævnes simpelthen som "en national sundhedskatastrofe".

En anden "Guardian" for den retfærdige og inkluderende kapitalisme er administrerende direktør for Bank of America, som i 2014 blev dømt til at betale historiske 16,65 milliarder dollars for svindel i forbindelse med de handler, som førte til finanskrisen i 2008. Statsadvokaten som vandt sagen kaldte Bank of Americas praksiser "hensynsløse og svigagtige", mod de ofte almindelige - eller direkte fattige - amerikanere, som stod tilbage som taberne i Wall-Street-milliardfirmaernes pyramidespil.
Bank of America har desuden hvidvasket milliarder af dollars for mexicanske narkokarteller.

Lederen af State Street Corporation, et af verdens største kapitalforvaltningsselskaber med 3,1 billioner USD under forvaltning, er en anden "Guardian". I januar 2020 annoncerede State Street, at det ville stemme imod direktører for virksomheder i store aktieindekser, der ikke opfylder de tidligere nævnte ESG-mål for miljømæssige, sociale og ledelsesmæssige ændringer. Igen er dette noget både World Economic Forum og paven taler for - omend paven gør det i sit sædvanlige vidtløftige sprog. Den tidligere nævnte CEO for investeringselskabet BlackRock - Larry Fink - som altså også presser på for mere af dette - er i øvrigt også bestyrelsesmedlem i World Economic forum.
State Street Corporation er også en interessant "moralsk vogter" fordi firmaet i 2021 indvilligede i at betale en strafferetlig bøde på 115 millioner dollars for at standse anklager om, at firmaet havde bedraget klienter ved i hemmelighed at overtaksere nogle af sine kunder i så længe som 17 år. Altså svindel gennem næsten to årtier.
Både Blackrock og State Street er i øvrigt topinvestorer i nogle af verdens største våbenproducenter (eks. General Dynamics Corporation og Northrop Grumman Corporation).
Men det er åbenbart socialt-, miljø- og ledelsesmæssigt ok.

Andre "Guardians" er de administrerende direktører for Visa og Mastercard. Både Visa og Mastercard er hardcore pushere af biometisk overvågningsteknologi, med primær fokus på ansigts- og fingeraftryksscanning. Disse firmaers tiltag passer perfekt som forløber for World Economic Forums transhumanistiske agenda og nu helt officielle målsætning om at få flest muligt mennesker koblet op på internettet - "Internet of Bodies" eller "IoB", som det kaldes.
I 2016 gik Visa sammen med USAID for sammen med den indiske Modi-regering at fremme en mere digital økonomi i Indien.
Det indiske tiltag bliver udlagt som et projekt, der handler om at inkludere fattige, som ellers ikke kan handle i samfundet. Det samme gør sig gældende med de enorme digitale ID-projekter, som findes i verden i øjeblikket, fx USAID og ID2020: De handler - ifølge partnerne bag - også om at inkludere og hjælpe fattige mennesker overalt i verden, ved at "sikre" dem et digitalt ID. Ikke om at få mere kontrol med alle de mennesker, som registreres, selvfølgelig. Heller ikke selv om det er det, der sker, når folk bliver registreret i et centralt digitalt personregister. Det indiske digitale handelstiltag skal således ses i sammenhæng med verdens største digitale og biometriske ID-projekt - Aadhaar - gennemført på stort set alle indiske borgere i 2009. Dette projekt inkluderede registrering af personer på individuelle personnumre med fingeraftryk, øje-iris scanning og fotografi. Det blev selvfølgelig også udlagt som et initiativ, der udelukkende blev gennemført for at hjælpe borgerne - selvfølgelig ikke for at hjælpe staten i at overvåge borgerne. Projektet forklares her, og udlægges som "et laboratorie for resten af verden".
Så spørgsmålet er om Visas, USAIDs, og Modi-regeringens projekt blev gennemført for at "give fattige bedre digitale vilkår" eller for at komme nærmere på et samfund uden kontanter?
"Det kontantløse samfund" er nemlig betydningsfuldt for at opnå større kontrol med borgerne og for gennemførelsen af World Economic Forums transhumanistiske målsætning.
Den indiske regeringschef Modi, som stod bag det digitale betalingsprojekt i 2016, fik i øvrigt audiens hos pave Frans i oktober 2021.

Den indiske premierminister Modi i audiens hos pave Frans

Pave Frans mener simpelthen at internettet er "en gave fra Gud". Virkeligheden er at internettet er skabt af det amerikanske militær. Men måske tænker paven på den romerske krigsgud Mars, når han udtaler at "internettet er en gave fra Gud".
Ud over tidligere nævnte Mark Zuckerberg har paven også haft Googles tidligere CEO Eric Schmidt i audiens hos sig. Eric Schmidt elsker at tale og skrive om kunstig intelligens (kaldet; AI - artificial intelligence). Han mener, at "der er en følelse af magi i AI's voksende evner", og han er en meget varm fortaler for, at mennesker skal udnytte kunstig intelligens maksimalt. Så meget at han mener, at "fremskridt i AI vil gøre alle mennesker bedre".
Ja, han tager åbenbart for givet, at mennesker på alle niveauer vil blive forbedret af AI-systemer, der er i stand til at forstå, ræsonnere, virke i kreativitet og have dømmekraft.
Eric Schmidt har såmænd også skrevet en artikel i Wall Street Journal om AI sammen med - hvem kunne gætte det - Henry Kissinger, såmænd. Ja, den tidligere udenrigsminister som opfordrede til at gennemføre massedrabene i Argentina hurtigst muligt, for at undgå at blive opdaget, er nemlig - sammen med Eric Schmidt både begejstrede og bekymrede for AI's potentiale og ricisi.
Det er ligesom paven, som har præcis samme tanker - pudsigt nok. Så meget at han har lavet en workshop i Vatikanet, der undersøgte etik og lovgivning omkring kunstig intelligens. De indbudte var Microsoft, IBM og andre organisationer indenfor området. Workshoppen endte med at opfordre til "nye former for regulering" og seks principper, der overlapper med det amerikanske forsvarsministeries liste af ønsker. Sjovt nok er mere regulering af AI også hvad World Economic Forum agiterer for.
Så der er stor enighed om dette. Måske fordi maksimal udnyttelse af AI i kobling med statslig og overstatslig regulering giver den bedste mulighed for kontrol med dem, der bruger teknologien?

Appropos etablering af kontantløst samfund og mere digital kontrol med befolkningernes betalinger er en anden bemærkelsesværdig "Vogter" for den retfærdige og inkluderende kapitalisme tidligere Bank of England-chef, Mark Carney. Han er også stor fortaler for digitale centralbankvalutaer CBDC's som erstatning for kontanter.
CBDC's virker til at være en meget central brik i forhold til etableringen af "det kontantløse samfund". Dette emne - CBDC's - har jeg skrevet en del om her på Hoja.dk - bl.a. i denne artikel:
Afsløring: Europas centralbanker vil have programmerbar digital euro hurtigst muligt.
Carney er nu FN's "særlige udsending for klimahandling og finans" ("Special Envoy for Climate Action and Finance").
Carney er også bestyrelsesmedlem i World Economic Forum. Faktisk er flere af "Vogterne" med i World Economic Forum-bestyrelsen; fx milliardæren Marc Benioff, grundlæggeren af cloud computing firmaet Salesforce, og OECD-chefen Angel Gurria. Desuden ex-Credit Suisse direktøren Tidjane Thiam, som sidder i det internationale forretningsråd ("International Business Council") i World Economic Forum.

Rådet for Inkluderende Kapitalisme hævder på deres hjemmeside, at de forskellige "Guardians" samlet administrerer mere end 10,5 milliarder dollars og kontrollerer virksomheder, der beskæftiger 200 millioner arbejdere.

Vatikanets ophøjede økonomiske moral?
Vi har tidligere i denne artikel hørt om den katolske kirkes forhold til overgreb på børn, men hvordan forholder det sig så med organisationens økonomiske moral? Pave Frans og Vatikanet skal vel forsøge at give Rothschilds gruppe af megakapitalister en moralsk ophøjet troværdighed, og kan de så det på det økonomiske område, når nu det halter lidt for megakapitalisterne selv?
Desværre er Vatikanet netop nu involveret i, hvad der ligner en af de - skalamæssigt - største økonomiske skandaler i Vatikanets moderne historie; bedrageri og misbrug af kirkemidler - potentielt i milliardklassen.
Da pave Frans udråbte sig som ny pave i 2013, var en af hans erklærede hovedopgaver at rydde op i Vatikanets skandaleombruste finanser. Det har dog næppe fundet sted. Nogle af Vatikanets observatører hævder endda, at den katolske kirkes finansielle korruption er blevet værre.
Det skulle man ellers næsten ikke tro kunne lade sig gøre, når man ser på organisationens historiske korruptionssager.
Her er det avisen Business Insider, som forsøger at redegøre for "De mest sindsyge finansielle intriger som Vatican-Banken forsøgte at dække over". Artiklen fortæller om flere historiske skandalesager:
Banken tjente penge direkte på drabet på jøder under Holocaust.
Den forsøgte at købe falske værdipapirer fra et mafia-linket svindlernetværk.
Den brugte 5 millioner dollars til at dække over munke, der formøblede donationer.
Den smuglede guld til Polen for at vælte det dengang kommunistiske regime.
Den hvidvaskede penge for mafiaen og andre dele af den italienske elite.

Den senest optrævlede finansielle skandale drejer sig om den nu vanærede kardinal Angelo Becciu, som indtil 2018 de facto var stabschef for paven og regelmæssig fortrolig. Becciu var stedfortræder for generelle anliggender i udenrigssekretariatet, en nøgleposition i den romersk-katolske curia (ledelse) indtil juni 2018, hvor paven ophøjede ham til kardinal og - ironisk nok - ansvarlig for "Congregation for the Causes of Saints" ("Menigheden for helgeners sager"). Becciu var tilsyneladende ikke en særlig retskaffen helgen; han svindlede med donationer i millionskalaen. Han var i stand til at investere hundredvis af millioner dollars af kirkemidler, ja milliarder gennem årene, herunder donationer fra fattige givere, i projekter, han udvalgte sammen med en tidligere bankmand fra Credit Suisse. Projekterne omfattede en 150 millioner euro andel i et luksusejendomskompleks i London og 1,1 millioner dollars i en film - Rocketman, om Elton Johns liv. Alt dette kom i øvrigt frem, samtidig med at Vatikanets igangværende børnesexskandaler fik pave Frans til at afsætte Washingtons indflydelsesrige kardinal Theodore McCarrick, som vi tidligere hørte om.

Italiensk presse rapporterer angiveligt, at paven kendte til Beccius tvivlsomme investeringer og endda roste dem, før dybden af skandalerne brød ud. I november 2020 raidede italiensk politi Beccius' Vatikan-revisors bolig og fandt 600.000 euro i kontanter og dermed beviser for, at denne Vatikanets medarbejder havde modtaget 15 millioner dollars i forfalskede faktureringer over flere år.

"Vi er naive, hvis vi sluger dette"
Men alt i alt er påstanden altså, at de moralsk ophøjede "vogtere" - disse multimilliardærer og megakapitalister - i samarbejde med lederen af "den hellige katolske kirke" vil forsøge at redde verden fra klimakatastrofe og voksende social skævvridning. Nogen kunne måske få den tanke, at den voksende sociale skævvridning muligvis kunne have en smule at gøre med den grådighed nogle af disse stenrige erhvervsfolk og religiøse frontfigurer udviser.

Det er F. William Engdahl, som har skrevet en glimrende artikel, hvor han påpeger flere af de ovenstående pointer om "Council for Inclusive Capitalism". Engdahl er strategisk risiko-konsulent og foredragsholder. Han er uddannet i politik fra Princeton University og desuden "best-selling author on oil and geopolitics" (bedst sælgende forfatter indenfor olie og geopolitik).
Han påpeger, at dette inkluderende kapitalisme-råd er "endnu en frontgruppe" for de samme globalister som efter 1945 skabte den IMF-ledede globaliseringsmodel (International Money Fund - International pengefond). Den model - påpeger Engdahl - er netop grundlaget for at skabe globale giga-virksomheder, der er mere magtfulde end regeringer. Enorme virksomheder som fx har ødelagt det traditionelle landbrug til fordel for moderne giftig landbrugsvirksomhed (fx Monsanto - nu Monsanto-Bayer), og virksomheder som er i gang med at afvikle levestandarden i de industrialiserede lande bl.a. ved at flytte deres produktioner til billige arbejdsmarkedslande som Mexico eller Kina.
Engdahl spørger retorisk, om verdens befolkninger nu skal lade disse globalister føre an i bestræbelserne på at rette op på al deres misbrug?
Engdahl afslutter refleksionen med sætningen:
"Vi er naive, hvis vi sluger dette."

I Bibelen omtales den hedenske by Babylon flere gange, og i den sidste del - den apokalyptiske bog Johannesåbenbaringen - fortælles om "Babylons fald". Mange kristne har tolket Babylon til at betyde den romersk katolske kirke, og Johannesåbenbaringen til bl.a. at handle om den endelige afslutning på pavens og kirkens magt.
I Johannesåbenbaringen 18:3 står der med henvisning til "Babylon" (kaldet "hende"):
"For alle folkeslag har drukket
af hendes utugts harmes vin,
jordens konger har bedrevet utugt med hende,
og jordens købmænd er blevet rige
af hendes overdådige vellevned"

Som man kan se, indgår "jordens købmænd" i dag i tæt samarbejde med paven. "Jordens konger" er måske verdens statsledere i bred forståelse. Og disse synes ligeledes at mene det samme som paven, fx når det kommer til "klima", det uangribelige ideal om "social retfærdighed" osv. Ordvalget om, at de har "bedrevet utugt", kan tolkes til at betyde, at de er "i ideologisk overensstemmelse" og i strid med Gud.
Som tidligere omtalt samarbejder paven desuden tæt med alle verdens religiøse ledere: Buddhister, hinduer, muslimer, kristne, jøder osv. På den måde er stort set "alle folkeslag" efterhånden repræsenteret i pavens interreligiøse sammenhæng. "Klimabekymringen" deles af måske endnu flere, og har som tidligere vist ligeledes religiøse - og katolske - undertoner.

Redde verden - eller kontrollere verden...?
Historien om klimakrisen er - som alle ved - at jordens befolkninger ødelægger jorden og er nødt at omstille sig til en anden livsførelse af hensyn til jorden, men også simpelthen for at frelse sig selv.
Denne "nye livsførelse" sælges med baggrund i skræmmekampagnen om menneskelivets undergang, og redningen fremlægges som gennemførelsen af mere statslig og overstatslig kontrol med CO2. Men det betyder i praksis mere statslig og overstatslig kontrol med verdens befolkninger. Eksempler på det lige om lidt.
Så handler kontrollen med CO2-udledningerne om at undgå klimakatastofe eller handler det om at kontrollere menneskerne i verden?
I al fald skaber kontrollen med CO2 mere kontrol med mennesker.
Ja, det er faktisk en af de mere sikre konsekvenser af kontrollen med CO2. Disse konsekvenser er i øvrigt med 100% sikkerhed menneskeskabte.

Og handler den "mere retfærdige økonomi" om retfærdighed, eller handler det i virkeligheden om en mere kontrolleret økonomi, hvor der kun er plads til enorme virksomheder, som er i stand til at leve op til de strenge regler, som i stigende grad defineres af mere og mere magtfulde overstatslige organisationer som fx FN, EU, WHO osv.?
Overstatslige organisationer som samarbejder tættere og tættere med netop de store multinationale virksomheder.

Eksempler på mere kontrol med mennesker
Der er flere eksempler på systemer, der er etableret i de seneste år for at få mere kontrol med udledning af CO2, men som i praksis samtidig betyder mere kontrol med mennesker. Herunder oplistes flere af disse eksempler, og de gennemgås efterfølgende i ydeligere detaljer.
I Danmark har man gennemført, at alle byggerier over en hvis størrelse skal have gennemgået en LCA (Life Cycle Analysis - Livscyklusanlyse). Det betyder i praksis, at der på stort set alle anvendte materialer og produkter i det enkelte byggeri foreligger en analyse af forbrug og udledning af CO2 og andre "drivhusgasser" - samt en akkumuleret beregning på hele byggeriet.
Indenfor byggebranchen og i produktionsindustrien er idéen om et "materialepas" desuden blevet introduceret for at "mindske CO2-udledning" og skabe mere miljøvenligt byggeri. Dvs. et system hvor bygge- og produktionsmaterialer og produkter vurdereres og registreres i forhold til anvendelse i byggeri og produktion.
Et socialt kreditsystem, der sigter mod at ændre borgernes adfærd i forhold til CO2-udledninger og miljø, er blevet implementeret i Bologna, Italien.
Kontrol med energikilder: CO2-afgifter, stigende priser og regler sikrer, at flere borgere er nødt til at vælge den centraliserede opvarmningsløsning fjernvarme. Det bliver gjort sværere og dyrere at vælge en energikilde - fx en brændeovn, pillefyr, oliefyr el.lign. - som er mere uafhængig af statens subsidier og systemer.
Digitalt pas til tøj er blevet lanceret og taget i anvendelse af flere retailbutikker bl.a. H & M og Net-a-Porter.
"The Climate Cop" - "Klima-betjenten". Miljømæssigt analyseværktøj bruger en kombination af "machine learning" (maskinlæring), infrarøde satellitbilleder og avanceret computermodellering til at spore forurenere verden over i realtid.
CO2-afgifter betalt til stater og overstatslige organisationer giver disse stater og organisationer store indtægter, som gør dem i stand til at indføre flere kontrolinstanser på bl.a. klimaområdet.
Reglerne og de tidligere nævnte miljømæssige og sociale ESG-investeringer i forretningslivet, giver mere kontrol med virksomheder, som i praksis betyder mere kontrol med befolkninger, da virksomheder jo består af mennesker. Men nogle udviklingstiltag indikerer måske, at dette princip fra forretningsverdenen nu også kan sprede sig til private bankkunders konti.

Der arbejdes desuden på et avanceret system til sporing af alverdens fødevareprodukter. Visionen er ekstrem: I bogstavelig forstand skal alt spores helt ned til fx en kaffebønne eller en fisks enkelte kropsdele. Detaljer om arbejdet med denne vision uddybes også herunder.

'Livscyklusanlyse' for byggerier
I Danmark har man, som nævnt, gennemført, at alle byggerier over en hvis størrelse skal have gennemgået en såkaldt Livscyklusanlyse (LCA - Life Cycle Analysis), således at der på stort set alle anvendte materialer og produkter i det enkelte byggeri foreligger en drivhusgas-analyse og at disse akkumuleres til en samlet beregning på hele byggeriet. Desuden er der krav om, at man skal holde sig under et vist niveau af drivhusgasudledning. Et niveau som gradvist vil blive strammet, i forhold til en udlagt plan, der foreløbig strækker sig indtil 2030.
Tanken er på længere sigt, at alt dette skal foregå i et samlet "materialepas-system". Visisonen er, at man - for at kunne bygge et hus eller producere et produkt - i fremtiden skal benytte de materialer, som er godkendt i denne type systemer.
Som der står på Materialpass.org:
"Materialepasset er en deklaration af et produkt – dets DNA og de data et produkt fødes med. Om det er produkter til bygge- eller anlægsprojekter, genbrug eller genanvendelse er ikke afgørende. Data er nemlig leverandørernes viden om det produkt, der deklareres. Et materialepas udarbejdes af leverandøren og følger det enkelte produkt igennem værdikæden."

Visionen er, at alle produkter og materialer i både byggebranchen og i industrien overalt i verden skal være en del af dette system. I EU er materialepas endnu ikke introduceret, men lovgivningen, der ligger bag materialepasset er lavet. Den hedder "Taxonomy for sustainable finance" ("Taksonomi for bæredygtig finansiering"), og er den første iteration af lovgivningen om et "bredt EU-klassifikationssystem for bæredygtige aktiviteter". Dette allerede meget omfattende lovgivningssystem må således forventes at blive udbygget i de kommende år. Det må desuden siges at være i overensstemmelse med det fokus, krav til "bæredygtighed" får i øjeblikket - og har fået i stigende grad de seneste mange år.
På samme måde må man forvente, at det allerede omfattende kravssystem omkring LCA bliver yderligere udviklet i de kommende år. Lige nu er arbejdet med LCA kun delvist digitalt opbygget, men man ser allerede på nuværende tidspunkt en udvikling i retning af mere og mere digitalisering af systemet. "Naturligt" nok, da det simpelthen ikke er muligt rent ressourcemæssigt at leve op til de detaljerede krav på sigt, uden at systemet digitaliseres og streamlines.

Oversigt over klima-kravene i Danmark, som løbende strammes fra 2023 til 2029.
Grafik fra denne side.

Socialt kreditsystem for klimaopførsel implementeret i italiensk by
Et socialt kreditsystem, der sigter mod at ændre borgernes adfærd i forhold til CO2-udledninger og miljøpåvirkning, er blevet implementeret i Bologna, Italien.
Italien blev den første europæiske nation til at implementere et socialt kreditsystem - hvor borgerne bliver belønnet for deres "gode opførsel". I efteråret 2022 påbegyndte byen Bologna et nyt pilotprojekt. Borgere, der udviser god opførsel, såsom korrekt genbrug eller brug af offentlig transport, bliver belønnet. Kommunens "Smart Citizen Wallet" ("Smart borger-pengepung") benyttes af borgere til at indsamle digitale mønter i bytte for adfærdsændringer. Det primære argument for dette program er at "spare på ressourcerne" og fremme klimavenlig adfærd. Rådmanden for den digitale dagsorden i byen, udtalte i forbindelse med lanceringen, at selvom ingen vil blive tvunget til at bruge denne applikation, forventer han en høj brugeroptagelse. Systemet er endnu ikke tilknyttet andre systemer, såsom online ID og brug af sociale medier.

I betragtning af den stigende interesse fra EU frygter nogle, at det kun er et spørgsmål om tid, før flere regioner og nationer vil implementere lignende metoder til at "ændre borgernes adfærd i forhold til klimaændringer" eller løse "sociale problemer". Tyskland og Østrig har allerede fremskyndet deres respektive digitale ID-planer. Begge lande introducerer nye platforme til at integrere flere offentlige tjenester og ID'er, digitalisere post og endda nationale pas. Disse nye foranstaltninger er blevet indført med henblik på at "løse bureaukratiske problemer" og spare ressourcer. I Danmark har staten i samarbejde med bankerne indført tvungen anvendelse af MitID, for fx at kunne benytte netbank og købe ind online for beløb over en fastsat bagatelgrænse.
I EU har man indført EU ID. Inden 2024 skal alle EU-medlemslande stille en "Digital Identity Wallet" ("digital identitets-pengepung") til rådighed for alle borgere, der ønsker en. Det kaldes en "grænseoverskridende EU Digital Identity Wallet (EDIW)" som skal realisere visionen om én enkelt digital ID for hele Europa.

Digitalt pas til tøj
World Economic Forum præsenterer det amerikanske iværksætterfirma Eon, som står bag en helt ny type tracking, der allerede er i fuld gang: digitalt pas til tøj.
Store modebrands er allerede i gang med at uploade deres data til Eon’s produktdata platform, en Internet of Things-løsning (IoT - "Tingenes Internet"), som sporer tøjs livscyklus.
Det tracker således tøj-genstandens historik; fx hvem der har båret det over genstandens levetid. Systemet er på den måde knyttet til genbrugstanken og ideen om klimaforandringer. Al data om hvilke materialer tøjet er produceret af, hvor det er produceret, hvem der over tid har ejet den enkelte tøj-genstand, hvilke butikker der har solgt og genkøbt det mv. vil optræde i databasen og i genstandens "digitale pas".
Eon har samarbejde med modebrands og butikskæder som bl.a. Net-a-Porter og H&M, tekstilproducenter og forhandlere som Reflaunt, Save Your Wardrobe og Salvation Army Trading Company. Hver genstand i systemet får et fysisk mærke med en QR-kode eller en RFID chip.
Eon er udvalgt som "Circulars Accelerator Cohort" ("Cirkulær accelerator-gruppe") på UpLink, der er en af World Economic Forums finansieringsplatforme.

I World Economic Forum-artiklen om det digitale pas til tøj, står der:
"For eksempel kan et stykke modetøj blive båret ved et arrangement af en berømthed, derefter videresolgt eller lejet ud af et designertøjsudlejningsfirma, før det sælges videre igen. Alle disse data vil fremgå af dets digitale pas."

Det må betyde, at systemet sporer de folk, som køber et sådan stykke tøj, også efter de har købt tøjet og forladt butikken - og åbenbart i hele perioden hvor det anvendes.
Bemærk i øvrigt hvordan WEF vælger at sælge ideen: Når du køber noget tøj, som har været ejet af en kendt person, vil du vide det. Det udlægges altså som om, at det centrale er, at data servicerer kunden - og at man vil støde på tøj, som en berømthed har ejet.
Begrebet "digitalt pas" er ikke rigtigt uddybet i artiklen, men det er samme terminologi som "materialepas", og her handler det (også) om "bæredygtighed"; at ikke alle kan være del af systemet og blive godkendt til at producere tøj. Selvom dette ikke er omtalt i artiklen, synes logikken at tilsige, en art kravs- eller godkendelsessystem ud fra data om produktionsmetode, kemikalier, stoffer osv.

Sporing af alverdens fødevareprodukter
Der arbejdes på sporing af alverdens fødevareprodukter - i bogstavelig forstand helt ned til fx en kaffebønne eller en fisks enkelte kropsdele. Igen er visionen at alle fødevarer der kan købes og spises skal være godkendt i sådan et system. Den ekstremt krævende vision tænkes udført med integrering af IoT, AI og blockchain-teknologi i produktions- og forsyningskæder.

Det lyder jo formodentlig grundlæggende fuldstændig absurd og desuden selvfølgelig helt umuligt i de fleste menneskers ører. Men i forhold til om det er umuligt, så prøv at læs lidt af denne artikel: Phylagen sikrer 14 mio. USD til at bringe gennemsigtighed til globale forsyningskæder gennem Microbiome Analytics:
"Phylagen har udviklet en mikrobiom-analyseplatform for at give uovertruffen indsigt om globale forsyningskæder, hvilket giver interessenter mulighed for at spore varer og materialer til oprindelsessteder såsom præcise fabrikker, gårde eller lagerbygninger. Hvert sted og objekt på jorden har tusindvis af naturligt forekommende usynlige mikrober, og den genetiske information kodet i disse mikrober skaber unikke fingeraftryk for alt i verden, fra fødevarer til tekstiler til forfalskede kopivarer. Nylige fremskridt inden for bioinformatik og maskinlæring, kombineret med hurtigt faldende omkostninger til DNA-sekventering, har gjort det muligt for Phylagen at digitalisere disse mikrobielle fingeraftryk og oprette en mikrobiomdatabase, der kan bruges til forespørgelser, undersøgelser og indsigter for en bred vifte af kunder på tværs af adskillige industrier."

Man kan læse yderligere detaljer om den udviklingsmæssige indsats, der tilsyneladende foregår på området, i artiklen "Hvordan IOT, AI og blockchain kan transformere forsyningskæder i 3 skridt". Her fremlægges og gennemgås, hvad der angiveligt skal til for at nå målet og status for, hvor langt man er med disse delmål:
1. Ethvert element i forsyningskæden skal have en identitet.
2. Forbindelse og dataoverførsel mellem elementerne på tværs af forsyningskæden skal etableres.
3. Alle disse elementer skal administreres automatisk.

Det er en fagperson i det digitale felt, der har skrevet artiklen - Digital Innovator, partner og vicepræsident ved BCG Digital Ventures, Hod Fleishman.
At dømme ud fra denne mands udlægninger er det tilsyneladende primært ét af punkterne og nogle økonomiske udfordringer, som ikke helt er løst før denne vision kan blve virkelighed. Pointen er dog her, at der arbejdes intenst på at gennemføre denne ekstreme kontrol og at principperne for kontrollen muligvis er på vej til at lykkes - samt at initiativet drives af det påståede økologiske- og klimafokus.
Flere detaljer om de tre trin kan læses i artiklen "Mere kontrol med CO2 betyder mere kontrol med mennesker".

ESG i det private, personlige CO2-kvoter og kontrol med danskernes indkøb?
Miljømæssigt, socialt- og ledelsesmæssigt forsvarlige investeringer (ESG som vi tidligere hørte om) har i en årrække været udbredt i den finansielle sektor - med voksende betydning for de investeringer som placeres i private virksomheder.
Det princip er nu i USA tilsyneladende i gang med at blive bredt ud til også de private forbrugere.
En af USA's største leverandører af netbank-løsninger hedder Yodlee, og de leverer allerede løsninger til mange amerikanske banker som kategoriserer almindelige amerikaneres indkøb.
Her er det firmaet selv, der i en reklametekst har fokus på brugernes egne muligheder i systemet:
"Forbrugerne kan også få mulighed for at benchmarke deres økonomiske vaner med AI-drevet personaliserede anbefalinger baseret på scoringsmodeller, der sammenligner økonomisk adfærd med relevante peer-grupper."

Som man kan se, bruger de selv terminologien "scoringsmodeller" ("scoring models"), og de skriver, at det skal bruges til at "sammenligne økonomisk adfærd". Her er det udlagt som en service til bankkunden, men hvis systemet tilbyder dette, kan banken også vurdere den enkelte kundes adfærd ud fra disse "scoringsmodeller". Det kunne fx være en vurdering af om en bankkundes madvaner er "sunde" eller "klimavenlige", hvilket er meget interessant for fx staten bl.a. på grund af voksende sundhedsudgifter. Den danske stat samarbejder allerede tæt med danske banker om ensartet centralt styret netbanklogin (MitID) og desuden "hvidvask-monitorering", hvor banker aflægger dokumentation for deres kunders handlinger på området. Og den danske stat har fastsatte "klimamål" at nå. Mål som i øvrigt hele tiden strammes.
Tanken om at en stat styrer mennesker, der fx ikke lever op til klimaidealerne, når de køber ind, er dog trods alt nok stadig utænkelig for mange. Men ikke for nogle "eksperter" i klima. I november 2024 var to danske "klimaforskere" i medierne for at foreslå "personlige CO2-kvoter".
"Med personlige CO2-kvoter kan hver enkelt borger blive tvunget til at foretage mere bæredygtige valg," står der i denne TV2-artikel om udmeldingerne. "Så kan man vælge at bruge sin kvote på en rejse til Thailand, til at købe 100 hakkebøffer, eller man kunne vælge at spare op til næste år," udtaler den ene "klimaprofessor" Sebastian Mernild. "Løsningen" bliver i artiklen kun problematiseret ved det, at princippet er svært at realisere - ikke ved de store etiske implikationer. Klimaministeren siger fx, at "det virker som en umulig opgave at gennemføre en model med personlige CO2-kvoter".
Men i dag arbejder flere lande med Central Bank Digital Currencies (CBDC's - Centralbankers digitale penge), og disse bliver i flere tilfælde omtalt som "programmerbare". Dette vil sige, at pengene kan kodes til at blive brugt på bestemte måder, og til ikke at blive brugt på andre måder. Du kan læse mere om dette her på Hoja.dk - bl.a. i artiklen "Centralbanker vil tilsyneladende styre, hvordan du bruger dine digitale penge".

Sebastian Mernild, der synes, at danskerne skal detaljestyres af staten i deres indkøb, har i øvrigt været tilknyttet FN's IPCC siden 2010.

"The Climate Cop" - "klimabetjenten"
Time magazine udgav i 2020 artiklen "The Climate Cop", som fortæller om "Climate TRACE", "det første miljøanalyseværktøj af sin slags", som bruger en kombination af maskinlæring, infrarøde satellitbilleder og avanceret computermodellering til at spore CO2-udledere over hele verden i realtid. "Climate TRACE" er støttet af en international koalition af miljøvenligheds-NGO'er og tidligere vicepræsident Al Gore. Den information, analyseværktøjet indsamler er tilgængelig via en online dataportal, der skal hjælpe miljøorganisationer med at overvåge om, regeringer over hele kloden overholder løfter om at reducere drivhusgasser. Climatetrace.org fortæller, at de "udnytter satellitbilleder og andre former for fjernmåling, kunstig intelligens og kollektiv datavidenskabs-ekspertise til at spore menneskeskabte drivhusgasemissioner med hidtil uset detaljeringsgrad og hastighed."

Som nævnt er toppolitikeren, multimilliardæren og klima-aktivisten Al Gore en af personerne bag "Climate TRACE", ja han er faktisk en af stifterne. Men Al Gore synes at have en lidt udfordet troværdighed på det område, han tilsyneladende brænder så kraftig for.
I sin dokumentarfilm fra 2006 "En ubekvem sandhed" påstod Gore, at medmindre "drastiske foranstaltninger" blev truffet for at reducere CO2-udledning, ville verden nå et 'point of no return' "inden for 10 år". Han kaldte det en "ægte planetarisk nødsituation".
Det er nu 2023, så "point of no return" skulle altså, ifølge Gore, være nået for 7 år siden.
Men alligevel har han og hans samarbejdspartnere igangsat deres overvågning, efter at Gores "point of no return" var passeret.
Nogen kunne måske få den ubehagelige fornemmelse, at formålet er at skabe mere overvågning - mere end det er at undgå en "klimakatastrofe".
Men Al Gore er langt fra den eneste, der er kommet med denne type gentagne "klimaforudsigelser". Det har flere andre både berømtheder og "eksperter" også gjort. Denne artikel fra 2015 samler ni eksempler - bl.a. viser den en forudsigelse fra den nuværende kong Charles. Da han var prins i 2009, sagde han, at der kun var 96 måneder til at afværge "et uopretteligt klima- og økosystemskollaps, og alt hvad der følger med det." 96 måneder er 8 år, så ifølge Charles skulle dette være sket i 2017. Ni år senere til COP23 sagde kong Charles cirka det samme: Han advarede verden om, at klima 'tipping points' er ved at blive nået og sagde desuden, at verden "hurtigt" skal "reparere og genoprette" naturen. Det sidste oversatte han selv til, at verden skal tage "transformerende handling".
I del 2 kapitel 4 hørte vi også om Charles. Her handlede det om prinsens venskaber med den pædofile masseovergrebsmand Jimmy Savile og prinsens onkel og "mentor" Lord Mountbatten, der ligeledes blev anklaget for pædofile overgreb.
En anden, der både havde udfordringer med sex og klimaforudsigelser, var FN's top-klimaforsker i 2007. Lederen af FN's mellemstatslige panel for klimaændringer (IPCC - Intergovernmental Panel on Climate Change) Rajendra Pachauri, udtalte dengang, at hvis "der ikke gøres noget før 2012, er det for sent." "Hvad vi gør i de næste to til tre år vil afgøre vores fremtid. Dette er det afgørende øjeblik,” sagde han. Artiklen med de ni klimaforudsigelser er skrevet i 2015. Den konstaterer, at "det eneste, der har ændret sig" siden 2012, er, at Pachauri blev tvunget til at træde tilbage "på grund af beskyldninger om, at han seksuelt chikanerede flere kvindelige kolleger."

Nobels Fredspris blev i 2007 tildelt FN's IPCC og Al Gore i fællesskab "for deres indsats for at opbygge og formidle større viden om menneskeskabte klimaændringer og for at lægge grundlaget for de foranstaltninger, der er nødvendige for at modvirke sådanne ændringer".
"Gore har fungeret som en uvurderlig megafon for IPCC," står der i denne artikel, som agiterer for Al Gores standpunkt.
FN's ytringer om klimabekymringer startede allerede i slutningen af 80'erne. IPCC blev da også skabt i november 1988 af samme grund. FN og IPCC er siden kommet med mange opsigtsvækkende "forudsigelser" af fremtiden. Allerede i 1989 udtalte en højtstående FN-miljøansvarlig bl.a., at det "mest konservative videnskabelige skøn er, at jordens temperatur vil stige 1 til 7 grader i de næste 30 år."
Det var direktøren for FN's miljøpropgram i New York (UNEP). Han udtalte desuden:
"Hele nationer kan blive udslettet fra jordens overflade ved stigende havniveauer, hvis den globale opvarmningstendens ikke er vendt inden år 2000."

Siden 1989 er CO2-udledningerne kun steget, og det er nu cirka et kvart århunderede siden at denne "deadline" blev overskredet.

Al Gore og de andre "klima-profeter" er i god overensstemmelse med paven og Vatikanet. Verdensledere, der mødtes i Vatikanet i 2015, udsendte en erklæring, der sagde, at det år måske var den "sidste effektive mulighed for at forhandle ordninger, der holder menneskeskabt opvarmning under 2 grader [celsius]."
"FN skal tage et meget stærkt standpunkt på dette område," udtalte paven.
Det har vi nu set rigtig mange gange: Gentagelser af den samme principielle "forudsigelse" om en "deadline for klimahandling", og når "forudsigelsens" deadline passeres, fortsætter man til næste principielt samme "forudsigelse" - selvfølgelig med nye CO2-stramninger og overvågningstiltag som konkret udkomme.
Uanset hvad der er op og ned på det faktiske omkring klimaet (hvilket jo virkeligheden er yderst svært at vurdere), så kan man i al fald konstatere, at der er en bemærkelsesværdig kontrast mellem usikkerheden om de mange "forudsigelser" og sikkerheden for hvad disse hele tiden fører til: Mere overvågning og kontrol.

Club of Rome og skræmmescenariet om overbefolkning
Den meget omtalte fremtidige "klima-katastrofe" bliver typisk forbundet med generel "overbefolkning" på jorden. Men "forudsigelser" om klima-katastrofe og andre frygtelige konsekvenser af "overbefolkning" går længere tilbage end 1980'erne.
I begyndelsen af 1970'erne udgav en NGO kaldet Club of Rome rapporten "Limits to Growth" ("Grænser for vækst"). Denne rapport var baseret på en computermodel, der "forudsagde" udtømmelse af jordens naturressourcer og massesult som følge af, at befolkningen voksede hurtigere end fødevareproduktionen.
Tænketanken Manhattan Institute skriver om denne forudsigelse:
"Alle disse katastrofale begivenheder skulle finde sted før århundredets udgang. Selvfølgelig gjorde ingen af dem det."

Tænketanken skriver videre, at Club of Rome-dagsordenen var baseret på en "manglende forståelse af, hvordan markeder fungerer og fordelene ved teknologi". Dermed peger tænketanken på et af de grundlæggende kritikpunkter mod det tankesæt, der ligger bag bekymringen for overbefolkning og masssesult pga. manglende ressourcer. Dette tankesæt kaldes "Mathusianisme", og er opkaldt efter økonomen Thomas Robert Malthus (1766-1834). Teorien siger, at vækst i befolkning er eksponentiel, mens vækst i fødevareforsyning eller andre ressourcer er lineær, hvilket på et tidspunkt vil reducere levestandarden til det punkt, at det udløser et befolkningsfald. Mathusianisme er blevet kritiseret fra mange vinkler, og en af disse er, at den ikke tager højde for menneskers innovative evner, udvikling af ny viden og teknologi, evne til at maksimere udbytte via samarbejde mv. På den baggrund har Malthus' teori historisk vist sig indtil videre ikke for alvor at holde - tværtimod vil mange nok hævde.

Men Club of Rome er interessant af flere grunde end blot de nævnte fejlbehæftede "forudsigelser". Klubben består af hundrede medlemmer udvalgt blandt nuværende og tidligere stats- og regeringschefer, FN-administratorer, højtstående politikere og embedsmænd, diplomater, videnskabsmænd, økonomer og erhvervsledere fra hele verden. Al Gore er et af de mange berømte medlemmer. Af andre af disse kan bl.a. nævnes Microsoft-stifteren Bill Gates, tidligere amerikansk præsident Jimmy Carter og den sidste leder af Sovjetunionen Mikhail Gorbachev.
Klubben blev stiftet i 1968 i Rom (deraf navnet, som kan oversættes til "Klubben fra Rom"). I dannelsen af klubben indgik flere af de samme organisationer og kræfter, som vi allerede er stødt på: Rockefeller Foundation støttede også dette initiativ og USA's udenrigsminister og en embedskvinde fra FN var desuden involveret i den tidlige etableringsfase. Det samme var en embedsmand i det sovjetrussiske statslige kommitté for videnskab og teknologi.
Stifteren af Club of Rome, den italienske forretningsmand Aurelio Peccei, blev i øvrigt senere involveret i NGO'en World Wildlife Fund, som blev økonomisk støttet af Bilderberg-stifteren prins Bernard. Bernard sad i WWF som den første internationale præsident fra 1961 til 1976, og Peccei blev medlem af NGO'ens internationale bestyrelse i starten af 70'erne.

Club of Rome er siden sin dannelse i 1969 udkommet med flere rapporter med samme omdrejningspunkt som den første "Grænser for vækst".
Rapporten "The First Global Revolution" ("Den første globale revolution") fra 1991 handler om rige landes udbytning af tredjeverdenslande til fattigdom og "inddæmningen af global opvarmning". Dette forklarer klubben selv som "behovet for at reducere de globale emissioner af kuldioxid". På side 115 i 1991-rapporten findes afsnittet "The Common Enemy of Humanity Is Man" ("Menneskehedens fælles fjende er mennesket").
Dette afsnit begynder således:
"I vores søgen efter en ny fjende til at forene os, kom vi op med ideen om, at forurening, truslen om global opvarmning, vandmangel, hungersnød og lignende ville egne sig. I deres helhed og i deres interaktioner udgør disse fænomener en fælles trussel, som kræver alle folks solidaritet. Men ved at udpege dem som fjenden, falder vi i den fælde, som vi allerede har advaret om, nemlig at forveksle symptomer med årsager. Alle disse farer er forårsaget af menneskelig indgriben, og det er kun igennem ændrede holdninger og adfærd, at de kan overvindes. Den virkelige fjende er altså menneskeheden selv."

Hele premissen er naturligvis bemærkelsesværdig og afsnittet ligner unægteligt en "krigserklæring mod mennesket" - eller måske rettere mod "mennesker". Spørgsmålene er så, hvem der kommer med denne "krigserklæring" - og hvilke holdninger og hvilken adfærd disse personer ønsker at overvinde og hvordan.
Tidligere hørte vi om hvordan World Economic Forum og Young Global Leaders arbejder for at "mobilisere transformation", og om hvordan Lady Lynn Rothschild og paven ville samarbejde med firmaer der "transformerer" i "stor skala". I de forgående dele hørte vi også rigtig meget om "transformation". I del 3 kapitel 3 var der flere kvinder, som påstod, at de var blevet udsat for statslig tortur og hjernevask og gennemgik en styret mental transformation for at kunne blive udnyttet af efterretningstjenester. I del 3 kapitel 4 handlede det om mystisk og okkult transformation af mennesker fra det ene køn til det andet - eller nok snarere hen mod en art "intetkøn" eller "androgyn" tilstand.
Også i forbindelse med ovenstående passage i Club of Rome-rapporten fra 1991 synes der at være et ønske om en art "transformation" - her af hele verdens befolkning.
Mange har desuden studset over indledningen på afsnittet og spurgt sig selv, hvorfor mon de "søger efter en ny fjende til at forene os". Hele afsnittet synes at afsløre et tankesæt, hvor ønsket om at nå et mål (forening af menneskeheden) er begrundelsen for at finde frem til en fjende, der kan bruges til at nå målet. Da der står "I vores søgen efter en ny fjende", synes det desuden at være noget, de har gjort før. Mange har desuden noteret sig den tilsyneladende arrogance, der ligger i formuleringen "vi [kom] op med ideen om, at forurening, truslen om global opvarmning, vandmangel, hungersnød og lignende ville egne sig" ("we came up with the idea that pollution, the threat of global warming, water shortages, famine and the like would fit the bill").

Ligesom der er et overlap mellem Bilderberg-klubben og World Economic Forum, er der også et overlap mellem Club of Rome og World Economic Forum. Flere af de samme indflydelsesrige personer går igen i netværkene og organisationernes holdninger overlapper stort set en-til-en. Overensstemmelsen kan også fx ses af, at Club of Rome i 2024 var indholdsbidragyder i World Economic Forums årlige møde.

Club of Rome er ligesom tilsyneladende alle andre indflydelsesrige organisationer og personer enig med paven. Elite-klubben har fx på sin egen hjemmeside publiceret artiklen "Paven har ret, vi skal 'omkonfigurere multinationalismen' for at levere på klimaet".
Her skriver klubbens med-præsident Sandrine Dixson-Declève:
"17. oktober 2023 – COP28 nærmer sig hastigt, og politisk ledelse af klimaindsatsen er fraværende. Ind i dette tomrum har pave Frans slået alarm og opfordret 'strateger', der deltager i den internationale klimakonference i Dubai i næste måned, til at være 'i stand til at overveje det fælles bedste og deres børns fremtid mere end visse landes kortsigtede interesser eller virksomheder.'
Det er sunde, rettidige råd, og vi opfordrer alle politikere til at følge dem."

Som man kan se, peger Club of Rome-præsidenten på et citat, hvor paven endnu en gang taler om "det fælles bedste" ("the common good"). Her er det så verdens nationer, der skal underlægge sig det åbenbart evigt genkomne princip i pavens idealismefremstød. Her kombinerer han det så med den gængse frygt for verdens børns fremtid.

CO2-ækvivalenter - en gammel idé: Technocracy Inc.
Idéen om statslig detaljekontrol med befolkningers energiforbrug og indkøb er ikke ny. Der er selvfølgelig de historiske kommunistiske regimer, såsom Sovjetunionen og de europæiske østbloklande, som har excelleret ud i optimering af også denne type kontrol. Desuden er der vores dages autokratiske systemer såsom Kina og Nordkorea, der ligeledes følger denne sti - med mere eller mindre baggrund i nutidens teknologiske virkemidler.
Men også i 1930'ernes USA og Canada var disse idéer på spil. Dengang var der en politisk organisation, som kaldte sig "Technocracy Inc.", der havde en lignende og 100% teknokratisk vision. Det dengang nyskabte politiske parti havde en vision om at energi-rationer skulle afløse penge i samfundet, og at hver enkelt borger skulle betale med sin energi-ration i stedet for med dollars. Dette var en idé, som blev udbredt og faktisk havde stor succes under depressionen, hvor mange mennesker oplevede et økonomisk system, der var brudt sammen. Technocracy Inc. havde omkring 500.000 medlemmer i USA alene, da den politiske bevægelses succes toppede. Bogen "Technocracy Rising", handler om hvordan den idé, Technocracy inc. fostrede, er blevet indarbejdet i vore dages teknokratiske realpolitik.
I dag er terminologien "CO2-ækvivalenter", der bl.a. måles via Internet of Things for at undgå klimaforandringer. "Internet of Things" er fysiske ting, der er koblet op på internettet. Så i dag er det som i 1930'erne var utopisk tågesnak, blevet betydeligt mere realistisk. Som vi hørte tidligere, er idéen om "personlige CO2-kvoter" også i 2024 blevet foreslået af danske "klimaprofessorer".

Åbenlyst hykleri
Interessant er det også, at se på hvordan de ledere, der taler meget om "klima-ansvarlighed", selv opfører sig. Denne artikel fra januar 2023 handler om paradokset i, at "den globale elite fløj til Davos i private jetfly for at bekæmpe klimaforandringer". Artiklen fortæller, at erhvervsledere, berømtheder, milliardærer og embedsmænd rejste til World Economic Forum-topmøde hovedsageligt i private jetfly. Det drejede sig angiveligt om mindst 150 private jetfly som transporterede de idealistiske deltagere til topmøde om klimaforandringer. Som der står i artiklen:
"Disse data tyder på, at konferencedeltagere spyede hundredtusindvis af pund og tusindvis af tons CO2 ud som følge af deres brug af private jetfly".

Private jetfly producerer 10 gange mere CO2 per passager end kommercielle flyvninger.

Greenpeace udskammede World Economic Forum-deltagerne. "[D]e rige og magtfulde flokkes til Davos i ultra-forurenende, socialt ulige privatfly for at diskutere klima og ulighed bag lukkede døre," sagde en repræsentant denne NGO.

I 2024 var billedet det samme. Denne artikel formidler samme billede af de idealistiske ledere:
"Private jetfly er ikke det bedste look for deltagere til en konference, der er designet til at bremse klimaændringer, men endnu en gang har de vist sig at være en populær rejseform til COP29."

"For administrerende direktører, der hævder, at de interesserer sig for at tackle klimakrisen, viser brugen af et privat jetfly for at komme til COP åbenlyst hykleri," sagde en chef for klima-NGO'en "Possible".

Her er det en artikel fra 2021, som med fotografier "viser rækken af private jetfly, som verdenseliten, inklusive Jeff Bezos, tog med til FN's klimakonference i Skotland". Artiklen viser hvordan verdensledere ankommer i deres eget personlige jetfly og kører i lange bil-eskorter med overflyvning af helikopter til COP26 klima-konference i Skotland. For Joe Bidens vedkommende var det efter et G20-topmøde og besøg hos pave Frans i Vatikanet i Rom. I Skotland var der tale om cirka 400 private jetfly.
Denne artikel fortæller, at den nuværende britiske premierminister Rishi Sunak, tidligere premierminister Lord David Cameron og Kong Charles ligeledes rejste i hver deres private jetfly til klima-konferencen COP28 i 2023. Det var 14 år efter, at Charles havde udtalt, at der kun var 8 år til at afværge "et uopretteligt klima- og økosystemskollaps". Til COP23 talte kong Charles som tidligere nævnt for, at verden skal tage "transformerende handling". Det virker måske lidt som om, "transformerende handling" er det centrale for Kong Charles.

Man må i al fald konstatere, at det er helt ok for disse topledere hæmningsløst at udlede CO2 i private jetfly, mens de samtidig arbejder for, at andre mennesker får deres udledninger overvåget og kontrolleret i højere og højere grad.

Mystisk og foruroligende symbolik
For mange er det svært at undgå at undre sig over nogle af de mange symboler, paven og den katolske kirke benytter. Og for dem, der studerer disse symboler mere systematisk, fremkommer ofte et temmeligt foruroligende mønster.
Herunder ses fx paven på vej ind i Paul VI Audience Hall (Paul VI publikumssal) i Vatikanet og siddende på scenen omgivet af andre gejstlige katolske ledere og soldater fra den schweiziske garde.
Nogle mener bygningen ligner en slange, og indvendigt at kigget mod scenen har et udtryk som et slangehoved.
Bag scenen er der desuden en skulptur med navnet "Opstandelsen" ("La Resurrezione"), med reference til Jesus Kristus' genopstandelse. Kunstneren bag skulpturen fortæller om baggrunden for sin idé i denne New York Times-artikel. Ifølge ham er skulpturen inspireret af tanken om Kristus, der "rejser sig fra et krater" "revet op af en atombombe; en grusom eksplosion, en hvirvelvind af vold og energi".
Der er en del mennesker som undrer sig over denne skulptur og formgivningen af Paul VI publikumssal såvel som flere andre bemærkelsesværdigt symbolske bygninger og skulpturer i Vatikanet.

Paven i Paul VI publikumssal i Vatikanet

Et andet forurolignede eksempel på den katolske kirkes symbolik kunne ses i kirkens julekrybbe-scene fra 2020. Opstillingen, som var en række keramiske figurer i naturlig størrelse, blev opsat af Vatikanet på Peterspladsen og afsløret for offentligheden 11. december 2020. Det var pave Frans selv, der indviede scenen.
"Og da det røde draperi, der dækkede scenen var fjernet, opdagede mængden en tårnhøj, brutalistisk og totemlignende engel Gabriel, der stirrede tilbage på dem, sammen med en astronaut og en maskeret bøddel (ja, de fyre, der dræber folk, der er dømt til døden)," fortæller denne artikel.

Foto af den katolske kirkes julekrybbespil 2020.

"Lad os sige, at bifaldet efter afsløringen var 'høfligt'," står der videre.
En ildevarslende engel ser ned på mængden, forklarer artiklen, mens Jesus et stykke tid er dækket af rødt klæde (det blev fjernet senere). "Bag figurerne er et neonlys, der formentlig skal ligne bjerge i horisonten. Ved første øjekast ser det dog ud som et lyn, der rammer julekrybben," konstaterer artiklen.
Den kan læses i magazinet "The Vigilant Citizen" ("Den årvågne Borger"), der også havde udgivet en af de artikler om "Pizzagate", vi kiggede på i kapitel 1 i denne del. "The Vigilant Citizen" har valgt undertitlen "Symbols Rule the World" ("Symboler styrer verden"). Et gennemgående tema i magasinet er da også symboler, der eksponeres i vores verden - særligt med fokus på satanisk symbolik.

I en pressemeddelelse meddelte Vatikanet, at krybbespillet "sigter efter at være et tegn på håb og tro for hele verden". Det var dog nok begrænset, hvor meget det specielle sceneri bragte af "håb og tro".

Denne CNN-artikel fortæller, at "mange mennesker har udtrykt deres misbilligelse over dens usædvanlige udseende". CNN omtaler et par af de offentlige reaktioner på sceneriet:
Den katolske avis The Catholic Herald udsendte en artikel, der betegnede julekrybbespillet som "komisk forfærdelig." Artiklen har titlen "Vatikanets pinlige SciFi-krybbespil", og den bemærker, at nogle "mere pirrelige mennesker kaldte det dæmonisk, hedensk og afgudsdyrkende."
Ifølge CNN kaldte historiker og med-redaktør på Catholic Herald, Tim Stanley, på Twitter sceneriet "absolut skræmmende."
En historiker udtalte, at scenen havde forårsaget "en universel udstrømning af hån", og at den katolske kirke havde opstillet "noget, der får folk til at håne Jesus".
Vigilant Citizen skriver:
"Det er næsten, som om Vatikanet – med vilje – skabte noget, der er så grimt, at det får troende kristne til at hade et værk, der skildrer Jesu fødsel. Satanister kunne ikke have gjort det bedre."

Skulpturerne i krybbespillet hentet fra 52 keramiske værker lavet af elever og lærere på en kunstskole i Castelli, en by i Italiens Abruzzo-region, der er kendt for sin keramik. Disse skulpturer blev lavet fra 1965 til 1975, rapporterede Vatican News. Vigilant Citizen peger på den italienske kunsthistoriker Andrea Cioncis bemærkninger om figurerne:
"I valget af denne krybbe genkendes alle temaerne i [pave] Frans’ pontifikat: Frem for alt tung modernisme og et drastisk brud med traditionen.
Figurerne ligner maskerne fra de gamle og glubske samniter, forfædre til abruzzerne, som havde en panteistisk, animistisk, fetichistisk, magisk religion, lidt ligesom den andinske frugtbarhedsgudinde Pachamama.
Castellis 'Krybbespils-scene' er et forældet værk og et produkt af en stærkt ideologisk kunstskole. Værket tilbyder et billede af Castellis keramik, som bestemt ikke svarer til virkeligheden, da denne beundringsværdige kunst er berømt for sin formelle elegance og udsøgte, delikate dekorative inspiration, som er fuldstændig fraværende her.
Henvisningerne til de græske, egyptiske og sumeriske skulpturer af personerne antyder den liberale historisk-kritiske metode til at fortolke Skrifterne. Liberale bibelforskere har antaget forskellige aspekter af Bibelen som tilpasninger af hedenske kulturer snarere end resultatet af guddommelig åbenbaring."

Disse "liberale bibelforskere" - og tilsyneladende også kunstnerne bag pavens og Vatikanets "krybbespil" - har samme tolkning af Bibelen, som vi i del 3 kapitel 4 så fra frimurerne Albert Pike, Albert G. Mackey, Manly P. Hall og mystikeren Eiliphas Lévi. Alle disse tolkede ligeledes alle religioner til at have én og samme oprindelse: Hedensk tro - hvad enten det var antik græsk, egyptisk, romersk, gnostisk, fønikisk eller anden religion.

Vigilant Citizen gennemgår efter kunsthistoriker-citatet det udtryk og de okkulte symboler, magasinet mener findes i kryppespillet.
"Det centrale fokus i værket er ikke Jesus, men snarere englen Gabriel," konstaterer magasinet, som samtidig bemærker, at mens Gabriel har "en massiv aura", står Jesus "der og ligner en kæmpe prop". "Jesus"-figuren blev afsløret efter, at hele scenen som nævnt var introduceret med denne figur tildækket af det blodrøde stof. Et fotografi af "Jesus"-figuren afslører unægteligt en "baby", der ligner en slags blankt udseende tegneseriefigur. Vigilant Citizen kalder figuren "en tilfældig tumling", der "bare står der og ligner en gigantisk prop".

'Jesus'-figuren foran den tårnhøje 'engel'.

"Jesus"-figuren er helt sikkert stor i forhold til en flaskeprop (alle figurerne er på størrrelse med mennesker), men i sammenligning med "engle"-figuren bagved blegner den betydeligt. Det som angiveligt skulle forestille englen Gabriel tårner over hele scenen, og er formgivet som en ribbet søjle. "Den overordnede form af denne søjle minder meget om et vigtigt symbol i det gamle Egypten: Djed-søjlen," skriver Vigilant Citizen og viser billeder der underbygger påstanden. Denne side om egyptisk mytologi fortæller, at "Osiris, guden for livet efter døden, opstandelsen og frugtbarheden, er uløseligt knyttet til Djed-søjlens symbolik."

På fronten af "englen" Gabriel i Vatikanets krybbespil ser man noget, der ret klart har form af et kryds. Krydset er et symbol, der også er prominent i antik egyptisk symbolik såvel som i okkultisme. Krydsede armede og stave var meget almindelige på fx gudefigurer i det antikke egypten. I okkulte symboler ser man både egyptiske guder og desuden ikke sjældent krydsede knogler.

Egyptisk statue med krydsede arme og stave.

Vigilant Citizen peger på flere mærkelige opdagelser og inkluderede symboler i krybbespillet. Bl.a. holder eller føder "astronauten" tilsyneladende noget, der ligner månen, og på hjelmen er tegnet en sol. Som vi så i kapitel 1 i dennne 4. del, er solen et vigtigt symbol for den katolske kirke. Der hørte vi, at det skyldes, at "Kristus fik solgudernes træk", og at religiøs dyrkelse af solen som gud på den måde er blevet integreret i den katolske kirke. Vigilant Citizen fremhæver, at solen på "astronauten" har otte stråler, hvilket magasinet hævder er en reference til den ottetakkede stjerne, der også er kendt som den babylonske gudinde Ishtars stjerne. Magasinet viser flere eksempler på dette symbol i den katolske kirke.

Der sker ofte, at hedensk symbolik blandes med kristen i den katolske kirke.
Et eksempel på det er den obelisk, som står midt på Peterspladsen, og som desuden dannede baggrund for Vatikanets krybbespil. Den er af egyptisk oprindelse. Før den kom til Rom, stod den i Alexandria i Egypten. Det var den romerske Kejser Caligula, der fik den sendt til Rom i 40 e.Kr. og rejste den i sin by. Kejser Caligula er kendt for hensynsløst vanvid, amoralsk adfærd, incest og generel dekadence. Caligula forlangte desuden angiveligt at blive opfattet og behandlet som en gud.
Vigilant Citizen fortæller, at det generelle layout af Peterspladsen og Peterskirken bygger på "egyptisk magi". Den falliske obelisk repræsenterer den egyptiske gud Osiris og det mandlige princip og "vender mod den livmoderlignende kuppel af Peterskirken", som "repræsenterer Isis og det kvindelige princip", forklarer Vigilant Citizen. Artiklen peger desuden på, "at præcist samme layout kan findes i forskellige kraftcentre i verden, herunder Washington DC". Dette henfører til det samme alkymistiske "androgyne" guddommelige ideal, som vi har hørt om i flere sammenhænge i denne bog - bl.a. i flere afsnit om Frimurerordenen. Tidligere hørte vi også om de mange frimurere, der har været amerikanske præsidenter - og dermed ledere under den nævnte kuppel på Capitol Hill i Washington DC.
Vigilant Citizen skriver:
"I egyptisk magi frembringer foreningen af mandlige og kvindelige principper (Osiris og Isis) et 'stjernebarn' (Horus). I esoteriske termer er det stjernebarn potent magisk energi."

Peterspladsens obelisk foran åbningen til Peterskirken med sin kuppel.

I Washington DC, er en obelisk (Washington-monumentet) orienteret mod U.S. Capitols kuppel.

Denne info-side om Peterskirken har en lidt anden udlægning, omend den indrømmer det hedenske aspekt:
"Obelisk er fra obeliscus - 'i form af et spyd'. For hedninger var obelisken et solsymbol, der repræsenterede en vital strøm mellem himmel og jord, en måde at kommunikere med det guddommelige på.
Som et hedensk monument på den største kristne plads er det et symbol på, at menneskeheden rækker ud til Kristus."

Efter alt det jeg har fremlagt igennem i denne bog, synes jeg, det er nærliggende at overveje, hvilken "Kristus" dele af den katolske ledelse mon kommunikerer med: Jesus Kristus eller modstanderen Antikrist?

Man skelner i studierne af denne type symbolisme mellem esoterisk viden og eksoterisk viden om symbolernes betydning. Esoterisk betyder "ikke offentlig viden" eller "viden for de indviede", mens eksoterisk refererer til den viden der almindeligvis undervises i. Eller sagt på en anden måde; det de uindviede får at vide. For eksempel beskrives mystiske, magiske eller okkulte praksisser typisk som esoteriske, mens alt, der undervises i den offentlige skole, er eksoterisk.
I del 3 kapitel 4 fik vi forklaret princippet om esoterisk versus eksoterisk viden af den berømte frimurer Albert Pike. Han fortalte, at "Frimureri - som alle religionerne, alle mysterierne, hermetikken og alkymien - skjuler sine hemmeligheder for alle undtagen mestrene og vismændene eller de udvalgte, og bruger falske forklaringer og fejlfortolkninger af dets symboler til at vildlede dem, der kun fortjener at blive vildledt; for at skjule Sandheden".
Man kunne måske også overveje, om ovenstående "officielle forklaring" mon er en af disse "falske forklaringer" "til at vildlede dem, der kun fortjener at blive vildledt" - dvs. "skjule sandheden" for os uindviede almindelige mennesker.

Troværdighed?
Vi har i denne del hørt om pavens samarbejderspartnere og deres mange umoralske forretningsmæssige forehavender.
Vi har også hørt om den katolske kirkes utallige problemer med både seksuelle overgreb på børn og hensynsløse økonomiske svinkeærinder.
Vi har hørt, at pave Frans angiveligt selv godkendte økonomisk svindel i multimillion-skalaen - svindel han havde mulighed for at standse.
Vi har hørt om pave Frans' egen fortid, og anklagerne mod ham for stikkeri og for at være kilde til mord på flere af de nærmeste i hans jesuitiske menighed.
Vi har hørt om, hvordan pavens forretningsmæssige partnere selv er fuldstændig hævet over klimahensyn, mens de arbejder for mere og mere kontrol med almindelige mennesker på dette og mange andre områder.

Vi har desuden set på et mønster af okkultisme, pædofili og misbrug i og omkring den katolske kirke. Vi har set uhyrlige eksempler på misbrug, der bl.a. er blevet udført og understøttet af særligt den amerikanske efterretningstjeneste CIA, som har en så udpræget forbindelse til denne kirkes ledelse, at den benævnes "Catholics In Action". Vi har set på efterretningstjenesters tilsyneladende systematiske arbejde med "honningfælder", hvor bl.a. børn bliver udnyttet som seksuelle lokkeduer og bliver misbrugt af diverse topfigurer indenfor politik, myndighedsadministration, kultur og underholdning mv.
Vi har set på det ekstreme misbrug af børn, der angiveligt foregår i Hollywood og flere dele af den elitære musikindustri, og vi har set på anklager mod CIA for udnyttelse af dette misbrug.
Vi har set på satanisme, okkultisme, New Age-dyrkelse og hedenskab blandt ledere i CIA, det amerikanske militær og blandt landets præsidenter - såvel som i den katolske kirkes ledelse.

Vi har set på det udbredte pædofile misbrug i det engelske parlament og hørt om de britiske royales udfordringer med deres forbindelse til massemisbrugeren af børn - Jimmy Savile - og andre pædofile. Saville udøvede systematisk misbrug af mindreårige, mens hans samtidig var venner med de royale og bevægede sig frit i kongefamiliens hjem, hvor der også var småbørn - de engelske prinser. Vi hørte desuden om kongehusets egen prins Andrew, der var nær ven med en anden pædofil masseovergrebsmand - Jeffrey Epstein. Andrew, der er søn af nu afdøde dronning Elizabeth, blev selv beskyldt for seksuelle overgreb, men sagen blev afsluttet med at prinsen betalte et ikke-oplyst beløb til det angivelige offer.
Vi har også set på seksuelt misbrug af børn i pædofile VIP-netværk i flere andre lande - bl.a. i Belgien og Portugal.

Vi har undersøgt forbindelsen mellem okkulte ordener, hemmelige loger og "sex-magiske" ritualer, misbrug af børn og transseksualitet som guddommeligt ideal - kaldet "ekvilibrium".

Vi har hørt om forretningsmæssige og politiske topledere, der mødes i hemmelighed i deres loge, hvor de griner af de økonomiske problemer og det kollaps, de selv har været med til at skabe for almindelige mennesker. Og vi hørte om, hvordan nyoptagede logemedlemmer i denne loge blev nedværdiget ved at klæde sig ud i "drag-kostumer" og optræde i bizarre sceneshows.
Vi har desuden hørt om, hvordan mindst én af disse topledere - stifteren af finansgiganten BlackRock, Larry Fink - er en meget direkte samarbejdsparner til paven. Og vi har hørt om, hvordan de to i fællesskab arbejder for mere "klimakontrol".
Som i tilfædet med de undersøgte kongelige har vi også hørt om flere toppolitikeres og statslederes forbindelser til pædofile masseovergrebsmænd. Og vi har set, hvordan flere af de selvsamme personer mødes med paven og ligeledes agiterer for mere klimakontrol.

Vi har set på flere af de undersøgte organisationers og personers forbindelse til nazisme: Den katolske kirke, Malteserordenen, CIA, Bilderberg-klubben, World Economic Forum, Skull & Bones og Bush-familien m.fl. Vi har desuden hørt om nazismens oprindelse i okkulte og hedenske idéer. Og vi har hørt om, hvordan flere af de ovennævnte grupper og personer overlapper og arbejder sammen og har samme mål som Vatikanet og pave Frans.

Så hvor troværdig er pavens - og pavens mange magtfulde og ultravelhavende samarbejdspartneres - idealistiske tale om klimakamp egentlig?
Hvor troværdig er deres tale om retfærdighed?
Med baggrund i alt det undersøgte kan jeg i al fald konkludere, at denne troværdighed ikke synes at være synderligt høj.
Jeg mener også, at det er rimeligt at tale om, at der kan ses et mønster i det fremlagte. Og jeg er bevidst om, at det er et mønster, man som almindelig medielæser ret sjældent bliver præsenteret for. Så kan man jo selv overveje, hvorfor mon det er tilfældet.

Teksten her er også ment som en invitation til at overveje, hvad den katolske kirke og paven egentlig er for nogle størrelser. Havde Martin Luther ret, da han og alle de øvrige protestanter pegede på paven som Satans ledende agent her på jorden - og den katolske kirke som satanisk?
Og er Bibelen måske værd at prøve at læse? Bibelen taler om, at "skæl falder fra øjnene" - at man kommer til at se verden på en anden måde. Det må jeg sige, jeg følte, jeg oplevede, da jeg faktisk læste Bibelen første gang.

Jeg har en bekendt som, i forbindelse med tunge emner som i denne artikel, et par gange har udtrykt noget i retning af den her sætning:

"Gode menneskers forbandelse er, at de ikke kan forestille sig, hvad onde mennesker er i stand til".

Nu tror jeg ikke, at der findes helt gode mennesker, og måske heller ikke nogen der er fuldstændig onde. Men jeg tænker, at der er en rigtig god pointe i udsagnet.
Jeg oplever dog også, at det kan være rigtig svært, at få andre mennesker til at ville se på de ubehagelige mønstre, jeg peger på i denne bog.
Og så spørger jeg bare: Mon det hjælper at lukke øjnene...?

Hvis man lukker øjnene, sker det sikkert ikke...

Kapitel 1: Latteren i det 'Ophøjede Høje Råd'

Kapitel 2: Mega mafia og 'honningfælder'

Kapitel 3: Ridderlig eller liderlig?'Call-boys' på natbesøg i Det Hvide Hus

Kapitel 1: 'Så sandheden aldrig kommer frem'

Kapitel 2: En uhåndterlig'nothing-burger'

Kapitel 3: Pædofili i parlamentet- og prygl til et åbenmundet barneoffer

Kapitel 4: 'Myter' og 'konspirationsteorier'

Kapitel 1: Knoglemænd, sexmisbrug,tortur og hjernevask

Kapitel 2: Ultra utroværdig- tortur, tågesnak og tvetunget tale

Kapitel 3: Hollywood, okkultisme og propaganda

Kapitel 4: Satan og præsidenterne- og afgudsdyrket transseksualitet

Kapitel 1: Overgreb, idealister og ‘bizarre fake news’

Kapitel 2: Pædofili-præsternes paradis

Kapitel 3: Verdens moralske ‘vogtere’ og Jordens frelse